04GLEM IKKE ALLE HANS VELGERNINGERTanker fra og om Elinor Larsens nye bog.

EFTERTANKEApropos kvinders ligeret.

SKARRILDHUSSeniorstævnet samlede fuldt hus igen, igen...

FORENINGEN FOR DANSKE ADVENTISTSENIORER

035. årg. august 2015

Aktive Seniorer

16 08

GLADE STÆVNEDELTAGERE PÅ SKARRILDHUS08

Kære venner,

Vi er netop vendt hjem fra nogle gode dage på årets seniorstævne. I år fik 140 personer masser af både fysisk og åndelig føde, så vi kan klare den hverdag, vi nu skal vænne os til.

Det er altid godt at mødes og være sammen, så vi er mange der ser frem til næste år, hvor Norge bliver mødestedet.

I dag går mine tanker til Jesu ord i Joh 15,1-8 om det sande vintræ. Det gælder forholdet mellem Gud og mennesker. Det handler om vor tro og vort valg.

Jesus omtaler sig selv som det sande vintræ, hvorfra vi kan hente kraft og næring til at leve vort kristne liv. Enhver gren, der bærer frugt, renser han, så den kan bære mere frugt.

Når vi lader Jesus få plads i vore hjerter og i vor daglige tilværelse, vil vi få et indholdsrigt liv og bære megen frugt.

Gal 5,22-23 minder os om, at åndens frugt er kærlighed, glæde, fred, tålmodighed, venlighed, godhed, trofasthed, mildhed og selvbeherskelse.

Der er to muligheder. Vi kan vælge et liv med eller uden Jesus. Med Jesus får vi en evighed på den nye jord i tilgift. Alternativet bliver en evighed uden liv.

Jesus siger: Hvis I bliver i mig, bliver jeg i jer. Det er et vidunderligt løfte, men Guds kærlighed til os er så stor, at vi har svært ved at fatte det.

Guds natur – både faderens, sønnens og helligåndens – er kærlighed. Må troen på denne Gud hjælpe os videre i hverdagen, til vi en dag skal mødes hos Gud i himmelen.

De bedste hilsenerBent Nielsen

AKTIVE SENIORERudgives af Foreningen for Danske

Adventist-seniorer. I 2015 sendes det til

alle medlemmer i Adventistkirken, der er

fyldt 60 år – uden beregning. Udgifterne

til tryk og porto er dog stadig stigende,

hvorfor gaver til bladet og foreningens

arbejde modtages med tak. Gavebeløb kan

indbetales på foreningens konto i Danske

Bank – reg. Nr. 1551 konto nr. 000 690 2154.

Ønsker man fradragsret for gavebeløb

skal man i stedet indbetale direkte til

Adventistkirken og øremærke det til

”Seniorafdelingen“.

Adventistseniorer i udlandet kan få Aktive

Seniorer tilsendt som pdf-fil via e-mail.

Tilmelding foregår til walder@hafnet.dk.

Redaktion: Walder Hartmann (ansvh.)

tlf. 7589 5619, e-mail: walder@hafnet.dk,

Birthe Bayer, Harry Sættem

Layout: Bohsen – grafik & medier

Tryk: Øko-tryk

Forside foto: Årets familiefoto viser glade

seniorer fra Norge og Danmark samlet til

stævne på Skarrildhus. Foto: Harry Sættem.

Deadline for stof til næste blad: 1. okt 2015

Næste blad udkommer: November 2015

ISSN: 2244-9930

FORENINGEN FOR DANSKE ADVENTISTSENIORERFormand: Bent Nielsen, tlf. 6590 2570

Næstformand og redaktør: Walder Hartmann

Kasserer: Doris Jørgensen

Sekretær: Birthe Bayer

Øvrige bestyrelsesmedlemmer:Lehnart Falk, Harry Sættem, Hanne Schantz

Bent Marcussen, Henrik Jørgensen

FORENINGEN FOR DANSKEADVENTISTSENIORER

Aktive Seniorer Nr. 3 – august 2015

Formandens sommertanker:

Af: Bent Nielsen Foto: Birgitte Bohsen

Leder:

3Nr. 3 August 2015

I skrivende stund holder vi ferie på Bornholm. Solskinsøen byder som sædvanlig på både blå himmel og røgede sild. Og så er koncentrationen af loppemarkeder og genbrugs-butikker nok større end andre steder i landet. Vanen tro aflægger vi besøg i en stor del af disse. Igen i år har vi fundet bøger, som nødvendiggør en gennemgribende sanering af de hjemlige bogreoler. Nyt må der til, for når tanken stimuleres, bliver tilværelsen rigere.

Som det kan læses andre steder i denne udgave af Aktive Seniorer, er der allerede bøger, der har gjort indtryk. Derfor deler jeg gerne den hentede inspiration med venner, der gider lytte; men kan altså også finde på at påtvinge mine læsere nogle af de tanker, som har beriget min egen tilværelse.

NÅR TANKEN STIMULERES – BLIVER TILVÆRELSEN RIGERE

Af: Walder Hartmann Foto: thinkstockphoto.com

I går fandt jeg i en genbrugsbutik et bind af serien København før og nu – og aldrig, der er redigeret af Bo Bramsen. Det aktuelle bind handler om Strandvejen fra Svanemøllen i København til Vedbæk. Flere sider handler om Skodsborg Badesanatorium og fortæller om de op- og nedture, som sikkert er velkendte for dette blads læsere, men som nok har været lidt farvet af de til enhver tid skrivende forfattere. Det følgende skal selvfølgelig opfattes under samme synsvinkel; men det forstyrrede alligevel min vante tankegang at læse: ”De gode tider kom snart igen under overlæge Anders Andersen (1883-1965) og direktør Harry Westerlund (1903-1978). Nok blev et arkitektonisk nulpunkt nået i 1957 med den malplacerede biograflignende kirkebygning, men

patientmæssigt og økonomisk gik det fremad...“.

Jeg satte selv stor pris på Skodsborgkirken. Vi blev gift i denne kirke i 1959. Jeg har som ung-domspræst holdt adskillige andagter og prædikener i samme, og når jeg i dag passerer gennem Skodsborg ad Strandvejen, savner jeg allermest netop den bygning i det nuværende billede af Ny Skodsborg Kurcenter.

Afsnittet om Skodsborg slutter med ordene: ”Carl Ottosens livsværk nåede altså ikke at fejre 100-års jubilæum, men mindet lever – som man siger – i Den Hvide By“.

Jeg er lidt stolt af, at være en del af dette, det har nemlig været med til at forme min tilværelse.

Fra redaktørens bogreol:

4 Nr. 3 August 2015

Glem ikke alle hans velgerninger…

Samme dag i 2014, som hun stille sov ind, skrev Elinor Larsen de sidste linjer i et manuskript til en bog, som hun havde arbejde på i et par år. Hun ønskede at dele sin taknemmelighed over Guds velsignelse med familie og venner. Titlen på bogen skulle være: Glem ikke alle hans velgerninger… Nu har datteren Hanne Berntsen fået bogen udgivet. Vi kan stærkt anbefale enhver, der kendte Elinor, at læse denne bog. Den kan bestilles hos hannebrb@online.no – Nedenstående bringer vi spredte udpluk fra bogen, som vi tror vil inspirere og opmuntre mange.

Jeg kom til verden i Skive i maj måned 1926 som nummer to af tre piger. Mine forældre, Nanna og Niels Brødsgaard Pedersen, drev Kur-og Badeanstalten (klinik for fysioterapi) i Skive. De var syvende dags adventister og var meget aktive i menigheden.

Jeg havde en god og tryg barndom. Fik megen kærlighed og omsorg, og vi havde det godt på alle måder.

Men den trygge og lykkelige tid i Skive fik ende, da vi flyttede til Faaborg i 1938. Mine forældre forsøgte at starte en ny

fysioterapiklinik i Faaborg, men det var ikke let. Faaborg var en forholdsvis lille by, og der var en anden badeanstalt. Far og mor forsøgte mange andre ting for at klare dagen og vejen. Men svært var det.

Året efter brød krigen ud, og så kom besættelsen af tyskerne. Jeg mindes den niende april 1940, da de tyske flyvemaskiner fløj tæt over Faaborg i mange store kolonner. Det var meget uhyggeligt. Jeg vågnede tidligt om morgenen ved en forfærdelig larm af alle flyverne, som fløj lavt, og derefter blev der kastet flyveblade ned. Det regnede ligefrem med grønne løbesedler.

Der var andre mørke skygger over min barndom i Faaborg ud over tyskernes besættelse. Det var svært for min far og mor at få pengene til at strække til. Jeg har nævnt, at lysbadeanstalten ikke gik, så far og mor måtte finde noget andet at leve af. De prøvede at tage ældre mennesker ind og passe dem, så vort hjem blev næsten et plejehjem. Vi børn fik hver især vores opgave med at hjælpe til. Jeg husker, at jeg skulle hjælpe frk. Holm i seng hver aften. Og hun ville ikke ret gerne i seng; hun var så glad for at læse.

Når jeg kom ind for at hjælpe hende strømperne af, sagde hun altid: ”Allerede?“ Hun hørte ikke godt, så hun havde en stor metaltragt, som vi skulle råbe ind

i, for at hun kunne høre, hvad vi sagde.

Vi gik i realskolen, hvorfra vi alle tre tog eksamen. Vore kammerater gik i skole om lørdagen, som man gjorde dengang, men det gjorde vi jo ikke, så det var ikke altid let for os. Vi kunne sagtens følge med, men vi blev nok lidt mobbet på grund af vores tro. Når jeg skulle have karakterbog, var det altid om lørdagen. Så tog en klassekammerat, der hed Anna, min bog med hjem.

Et år faldt en af eksaminerne på en sabbat. Da kunne jeg selvfølgelig ikke gå op, så skole-inspektøren ordnede det sådan, at jeg måtte komme op i stedet for om søndagen. Så måtte den beskikkede censor blive til søndag for at eksaminere mig. Jeg fik ug. Det var jeg selvfølgelig glad for, især når jeg havde voldt så megen ekstra ulejlighed.

ELEV PÅ VEJLEFJORDJeg kom på Vejlefjord og havde to gode år, først i Bibelklassen, kaldet profeterne, dernæst gik jeg i Missionsklassen, også kaldet 4. klasse. Min afslutning på Vejlefjord havde jeg i 1946

På Vejlefjord var der litterært møde en lørdag aften om måneden, og en anden lørdag aften var der ungdomsmøde. Ved et møde den 24-2-1945 holdt jeg en tale om den bemærkelses-

5Nr. 3 August 2015

værdige kvinde Elisabeth Fry. I skrivende stund er det den 15. april 2012, og her sidder jeg med manuskriptet til den tale, som jeg dengang holdt. Det er en håndskreven tale på gulnet papir, som er 67 år gammelt. Jeg passer på dette manuskript som på et dyrebart minde.

Jeg husker også den aften, da jeg holdt den, at jeg var grebet af begejstring og varme! Det var fantastisk, hvad denne Elisabeth Fry oplevede for Gud.

Hun besøgte fanger i fængslerne på en tid, hvor fanger havde elendige forhold. Børn var i fængsel sammen med deres mødre, og der var mange stuvet sammen i samme celle. Der var slagsmål, skrigen og råben, men Elisabeth gik ind til dem og begyndte at taler til dem om Guds kærlighed. Det forunderlige skete. Straks blev der stille.

Det, der især pinte hende, var at se de ulykkelige børn, der voksede op i fængslet uden at lære andet end forbryderkneb. Hun talte til kvinderne derom, talte som en mor taler til en anden mor om det kæreste, en mor ejer. Og hun rørte ved den rette streng.

FRIERIDer skete også noget andet stort, mens jeg var elev på Vejlefjord – noget, som lagde kursen for mit liv fremover. Jeg mødte min kære Børge. Det vil sige, det var ham, som fandt mig nede på højen bag skolen, hvor jeg læste til eksamen. Han mødte mig med ordene: ”Du Elinor, jeg er kommet til at holde forfærdelig meget af dig.“ Det kom som lidt af et chok for mig. Jeg havde det måske nok på fornemmelsen, fordi jeg fik så gode karakterer i gymnastik, hvor han var min lærer. Jeg plejede

aldrig at få en god karakter i det fag. Jeg nævnte, at jeg læste til eksamen. Jeg skulle op i fysiologi dagen efter, men da Børge havde besøgt mig, kunne jeg ikke læse mere, og jeg tænkte, at blot jeg kom op i det stof, jeg havde læst, før han kom, så skulle det nok gå. Det gjorde jeg, og jeg fik mit ug. Glad var jeg.

Drenge og piger måtte ikke komme sammen på skolens grund. Sådan var reglerne, så vi fandt andre måder at mødes på. For vi elskede hinanden.

BRYLLUP OG SAMARBEJDEVi havde fastsat vort bryllup til den 25. juni 1948. Vi glædede os sådan til den dag og var selvfølgelig meget spændte. Vi havde bedt Thorvald Kristensen om at vie os. Brylluppet skulle stå på Horseløkke i Faaborg. Først var vi på rådhuset og blev borgerlig viet, derefter blev vi velsignet hjemme i stuen på Horseløkke.

Efter vort bryllup begyndte det liv, som vi begge elskede, og som vi havde beredt os for. Vi flyttede til Samsø og begyndte som præstepar, idet vi boede i Langemark hos Lillian og Knud Jakobsen.

Vores lejlighed i Langemark var helt speciel. Vi havde en stue

og et soveværelse, men køkkenet var blot en garage med bliktag. Der var ingen vask, intet rindende vand og intet udløb. Vi skulle hente vandet fra en gammeldags vandpost i gården og bruge vandet i et vandfad, som vi havde stående på en tom appelsinkasse, der stod på hovedet; derefter skulle vi bære det snavsede vand ud igen…

Det var helt utroligt, at vi var tilfredse, men det var vi; vi havde jo ikke kendt andet. Det var missionsarbejdet, vi levede for.

I vores stue havde vi et gammelt trædeorgel, som jeg spillede ivrigt på. Når vi om morgenen havde vores andagt, og naboerne gik forbi på gaden, skete det ofte, at de standsede uden for vort hus og lyttede. Jeg spillede, og Børge sang, han havde en så smuk stemme.

Når jeg i dag ser tilbage på et langt liv, er det med stor taknemmelighed til Gud for de mange velsignelser, jeg har modtaget fra ham. Hvad ville mit liv have været uden denne tro?

”Min sjæl, lov Herren, og glem ikke alle hans velgerninger!“

(Sal 103,2)

Forfatteren Elinor Larsen (1926-2014)

var bibelarbejder, litteraturevangelist, og gift med en præst. Der er ikke mange der har

besøgt så mange danske hjem som hun har gjort i årenes løb. I mere end et årti var hun leder for

litteraturarbejdet.

Foto: Birgitte Bohsen

6 Nr. 3 August 2015

70 års jubilæum Natur-Drogeriet AS, Hørning

I marts 1969 flyttede jeg til Norge for at arbejde på kontoret til det, som den gang var Adventistsamfundets Vestnordiske Union i Oslo, Norge. Samme år giftede jeg mig med min mand Øystein Vetne, og jeg er blevet i Norge siden da. Vi boede i Oslo i nogle år, men flyttede så til Ulefoss i Telemark. Her oprettede vi forskellige firmaer, bl.a. Vår Helse Produkter som blev til Pharmax AS. I søgen efter ting at importere fik min mand kontakt med Peer M Christiansen, som tilhører Århus menighed, og som ejer Natur-Drogeriet den gang i Århus, nu i Hørning. Vi har siden repræsenteret Natur-Drogeriet i Norge. Vi har dog kun importeret en meget lille del af deres store sortiment. Min mand døde for tre år siden, men jeg har siden da ført firmaet videre

alene, men er nu inde i sidste år, før jeg lader firmaet ophøre. Man skal jo have lov til at nyde pensjonisttilværelsen, før det er for sent!For nogle måneder siden fik jeg en invitation til en stor begivenhed: ”Fredag den 12. juni 2015 fejrer Natur-Drogeriet 70 års jubilæum“, stod der i invitationen.

Der er sket meget, siden Drogeriet blev startet av A. O. Hansen i 1945. Han var en dygtig naturopat, der fremstillede ef-fektive urteblandinger, som stadig den dag i dag glæder mange. Han skrev også flere bind om naturens helbredende urter og planter. Efter A. O. Hansens død i 1971 drev hans førstemand videre indtil 1976, hvor Jonna og Peer Christiansen overtog, og herfra voksede virksomheden under det nye navn Natur-Drogeriet. Troen på og viljen til at gøre en forskel

har været drivkraften bag det, som Peer Christiansen har sat i gang med.

70 ÅR MED FREMGANGNatur-Drogeriet har nu i 70 år haft et stort sortiment indenfor naturlægemidler og kosttlskud, urter og sunde økologiske føde-varer. Det bugner af produkter på Natur-Drogeriets lagerhylder. Der er mange af de gammelkendte produkter, som de har solgt i åre-vis, men nye kommer naturligvis til, når moderne teknolog fortæl-ler, at nu er det og det i ”skuddet“. Vi har importeret nogle af de, vi syntes var de vigtigste, f.eks. Urte-Pensil, Kiseltabletter og –pulver, Skallin kapsler og –pulver, Hyben pulver, Maximum vitaminpil-ler, Axel O Hansens 103 kapsler, BjørkeSøt, samt mange urter og krydder for bare at nævne nogle.

Natur-Drogeriet har gennem

7Nr. 3 August 2015

årene fået flere naturlægemidler i sortimentet. Et kosttilskud eller naturmiddel kan blive et natur-lægemiddel, hvis der er forsket i det, og midlet har vist en tilpas stor effekt på brugerne. Det er en langsommelig og dyr proces. Natur-Drogeriet er i dag godkendt som lægemiddelvirksomhed og levnedsmiddelvirksomhet – hvil-ket forudsætter, at virksomheden skal leve op til myndighedernes strenge krav, som skal sikre for-brugeren kvalitet og sikkerhed.

PRINSGEMALENS BESØGFor seks år siden anmodede Prins Henrik om at besøge den danske virksomhed. Med i Prinsgemalens følge var hans personlige træner, Gunnar Nielsen, som er uddan-net inden idrætsmedicin og, som Prinsen, interesserer sig for naturmedicin.

”Jeg har alltid vært interessert i naturmedisin i form av urter“, fortalte Prinsen. ”Jeg synes, det er spændende at finde veje til helse

og sundhed.“ Og som de fleste ved, har Prins Henrik da også selv urtehaver både ved Fredensborg slot i Danmark og ved Château de Cayx i Frankrig.

Og så er det vores tur til at komme til jubilæum i Hørning.

Dagen oprandt med strålende solskin. Sammen med mere end 700 inviterede gæster ankom min veninde Alice og jeg til stedet, hvor vi blev modtaget på den røde løber. Der var opsat flere telt på firmaets grund. I det første telt blev vi budt velkommen og fik et navneskilt. I det næste kunne vi forfriske os med drinks og smoothies, og sådan fortsatte det. Vi kunne ikke blot nyde smagsprøver og underholdning, men også høre foredrag om banebrydende forskning indenfor naturmedicin. Peer Christiansen indledte foredragsrækken med ordene: ”Jeg er glad for at se så mange mennesker som er interesserede i Guds natur.“

Der var foredrag ved Maiken

Andersen: ”Vaccination eller ej“, Carsten Vagn-Hansen: ”Diabetes og Alfa-Lipon“ og Thorkild Rasmussen: ”Et bedre syn på ernæringen. Erfaringer med ADHD – indlæring – autisme.“ Der var også rundvisninger hvert kvarter i bygningen, således at man kunne se hvor de forskellige processer foregik.

Og Dario Campeotto afrundede dagens program med sine dejlige sange.

NATURDROGERIET ER ET FAMILIEFORETAGENDEBag enhver succesrig mand står en stærk kvinde, og i Natur-Droge-riets tilfælde er dette også sandt. Jonna er kvinden bag kulisserne, hun har det store overblik, og hun styrer firmaets økonomi. Det er altid hyggeligt at få en lille hilsen på mail fra hende, hun har hjertet på rette plads og husker alle. Natur-Drogeriet er et familie-foretagende. I dag arbejder de to yngste døtre og deres ægtefæller i virksomheden, og det er dem som vil føre Natur-Drogeriet videre som næste generation.

Hvad naturens egne planter kan udrette, har været Peer og Jonna Christiansens interesse gennem årene og har været med til at føre Natur-Drogeriet frem til den plads, det har i dagens sam-fund. Dette vidnede de mange gæster også om. Vi ønsker derfor den kommende generation lykke til videre med firmaet! Og Peer og Jonna en god pensionisttilvæ-relse, når den dag kommer. Det bliver sikkert ikke helt med det samme!

Af: Ruth VetneUlefoss, Norge

Alice Linneberg på den røde løber ved Naturdrogeriets jubilæum.

8 Nr. 3 August 2015

Midtvejs i årets seniorstævne på Skarrildhus nåede rapporterne fra den længe ventede afstem-ning i San Antonio, Texas, om kvinders mulighed for ordination til præstetjeneste i Adventistkir-ken, frem. Mange af seniorerne blev skuffede, andre gav udtryk for lettelse. Paul Birch, der var seniorstævnets hovedtaler, nøjedes med at konstatere: ”Jeg kunne nok ikke have gjort den store forskel i San Antonio. Det må jeg så håbe, at jeg gør her”.

Gensynet med Marit og Paul Birch blev et af seniorstævnets højdepunkter. På forhånd vidste man, at han havde valgt at under-vise i et kontroversielt emne, idet der blandt adventister altid har været diskussioner om den gud-dommelige natur hos Guds Søn og Guds Helligånd. Pauls klare un-derstregning af, at guddommen ejer en ekstra dimension i forhold til mennesker, fik deltagerne til at forstå, at det først og fremmest handler om at tage imod den frelse, som hele guddommen samarbejder om at tilbyde det enkelte menneske.

De mange kommentarer på de indleverede evalueringsark

og samtalerne mand og mand imellem gav tydeligt udtryk for, at temaet om Den treenige Gud var både velvalgt og aktuelt. Hvis læserne i øvrigt ønsker at få del i PBs tanker om Treenig-heden kan man finde dem på www.adventistbiblicalresearch.org og derefter søge efter: God in three persons – in the New Testament.

HVER DAG SIT HØJDEPUNKT Seniorstævnet samlede i år 140 deltagere. Hver af disse ankom-mer til stævnet med personlige

forventninger; men fælles for dem alle er forventningen om at møde gamle venner. Nogle har været skolekammerater, andre arbejdskollegaer og de fleste har mindst én, som de lige skal finde ud af om findes på deltagerlisten igen i år.

Højdepunktet den første dag er derfor gensynet med op til flere personer, der har krydset ens til-værelse på et tidligere tidspunkt. For mig selv var det nok snarere mødet med deltagere, der ikke før havde været til seniorstævne. En

SKARRILDHUS ~ SAN ANTONIO

Seniorstævne:

Når to væsentlige arrangementer finder sted samtidig, må enkelte personer prioritere, hvor de ønsker at deltage. For Paul Birch stod valget i år mellem Adventistkirkens generalkonference i Texas og senior-ernes stævne i Danmark. Han valgte seniorstævnet og har ikke fortrudt.

Ola Bäckström, svensker bosiddende i Norge er altid lun for en god kommentar.

Den norske redaktør for Senioren kan både skrive og spille.

Hostahaven i fuldt flor.

9Nr. 3 August 2015

af dem havde jeg ikke set meget til, siden jeg som ung hjælpepræst besøgte hendes forældre i en lille landsby uden for Holbæk. En anden mindede mig om, at det var næsten fyrre år siden, vi havde været til familiestævne sammen i Norge. Og så var der naturligvis dem, som jeg i flere år havde ledt efter på deltagerlisterne, og som nu endelig stod der.

Naturligvis stemmer ankomst-dagen også lidt til eftertanke, for hvor er der egentlig mange, som plejede at komme, men som nu hviler i deres grave.

Højdepunkterne den anden og tredje dag var, for mange, ud-flugterne. De historisk og kulturelt interesserede var begejstrede for besøget på Moesgård museet ved Aarhus, hvor især det kinesiske islæt var fascinerende

De mere jordnære deltagere var meget betaget af Hostahaven og sandskulpturerne, som var målet for torsdagens udflugt.

De hjemmeværende del-tagere nød i stedet det sociale fællesskab, som især betyder meget, hvis man normalt kom-

mer fra en lille menighed, hvor man sjældent træffer andre end de få trofaste, der mødes hver sabbat.

Fredag betød afslutning på de forskellige værkstedsaktiviteter, der havde budt på aktuelle emner indenfor natur, teologi, sang og musik, it-færdigheder og nørk-leri til fordel for Happy Hand i Aalborg. Deltagerne udtrykte stor taknemmelighed til både Arthur, Paul, Hella, Ellen og underteg-nede.

Sabbatten er altid et højde-punkt med dens tilbud af sabbats-skole, gudstjeneste, fællessang og aftenunderholdning, hvor man i år under temaet: Jagten på det grå guld, fik anledning til at opleve, at talentmassen blandt seniorer bare venter på en anledning til at udfolde sig.

Søndag morgen bød på sidste morgenandagt i serien om Fader Vor, som gengivet i Luk 11, og derefter tid til de mange afskeds-scener med fælles ønsker om et gensyn på Sundvolden Hotel i Norge i august 2016.

SKARRILDHUS ~ SAN ANTONIOTilsyneladende rejste ingen fra seniorstævnet hjem med skuffede forventninger. Det samme kan nok ikke siges om deltagerne i generalkonferencen i Texas, men seniorerne var jo heller ikke blevet bedt om at tage stilling til spørgs-mål, der griber dybt ind i kulturelle forhold under fremmede him-melstrøg.

Desuden møder Skarrildhus enhver gæst med en umiddelbar atmosfære af ro og skønhed, der har præget stedet i næsten 200 år.

Allerede i 1918, den første verdenskrigs sidste år, sad den aarhusianske industrimand Frederik Lausen hos sin barber og så træt ud.

Barberen sagde: Jeg tror, De ar-bejder for meget direktør Lausen. De er træt -

- Hvorfor tror De, jeg er træt.- Jo, for De faldt i søvn for et

øjeblik siden.- Og nu har De et råd mod

træthed?- Ja, De skulle tage en tur ud

på heden.- Hvorhen på heden?

Helge Larsen m. frue var blandt de norske, der glædede sig over gensynet med Danmark.

Tak for denne gang, siger Walder til Paul, mens Bent bliver opdateret om Ingrids erfaringer.

10 Nr. 3 August 2015

- Til Classonsborg for eksem-pel til den gamle papirfabrik ved Skarrild.

- Lausens besøg på heden endte med, at han købte den gamle papirfabrik, rev de fleste af bygningerne ned og fik opført en ny hoved-bygning med to sidefløje. Resultatet blev et smukt og kultiveret hjem i de skøn-nest tænkelige omgivelser.

- Lystgården på heden skulle nu være ramme om familiens liv. Det blev den, men også meget andet: Midtpunktet i et vældigt opdyrkningsarbejde, en egnsudvikling i ordets egen-tligste betydning.

- I marts 1962 købte Dan-marks lærerforening stedet og omdannede det til kur-sus-center med tilhørende skovbrug.

- Adventistkirkens seniorer elsker stedet, for også de oplever, at en tur på heden fjerner mismod og træthed. I alt fald prioriterede de rigtigt, der i år valgte Skar-rildhus frem for San Antonio Texas.

Af: Walder HartmannFoto: Harry Sættem

20 relevante webstederfor SDA-seniorerDanske:www.senior.adventist.dkwww.adventist.dkwww.vejlefjordskolen.dkwww.hasda.dkwww.imt.dkwww.lm.dkwww.baptist.dkwww.domino.dkwww.norea.dkwww.k.dkwww.aeldresagen.dkwww.filmogtro.dkwww.klf.dk

Andre sprog:www.adventist.nowww.adventist.orgwww.adventistbiblicalresearch.orgwww.andrewsuniversity.eduwww.lifestyletv.sewww.hopetv.orgwww.adventisttoday.orgwww.cq.orgwww.amazon.com

Som Clasonsborg tog sig ud i 1934.

11Nr. 3 August 2015

Har du nogensinde set på børn på en karrusel?Eller lyttet til regnen, der slår mod jorden?Nogensinde fulgt en sommerfugls elegante leg?Eller kigget på solen, mens den gik mod nat?

Tag en stille dans. Ikke så hurtigt. Livet er kort.

Musikken varer ikke ved

Farer du gennem dine dage meget hurtigt?Når du spørger ”Hvordan går det?”Hører du svaret?Når dagen er forbi, ligger du så i din seng med de næste hundrede opgaver kørende i hovedet?

Tag en stille dans. Ikke så hurtigt. Livet er kort.

Musikken varer ikke ved.

Har du nogensinde sagt til dit barn, vi gør det i morgen?Og nåede du ikke at se, hvor det sårede ham?

Har du nogensinde mistet overblikket, mistet gode venner,Fordi du ikke havde tid til bare at ringe og sige ”hej”?

Tag en stille dans. Ikke så hurtigt. Livet er kort.

Musikken varer ikke ved.

Når du farer sådan af sted, mister du halvdelen af glæden ved at nå det.Når du bekymrer og skynder dig hele dagen, er det som en uåbnet gave– Bare smidt væk.Livet er ikke et væddeløb.

Tag det med ro. Hør musikken inden sangen er forbi…

Dette digt blev skrevet af en kræftsyg pige som vil prøve at fortælle verden at alle skal tage det med ro og slappe af, nyde livet, for det fik hun ikke lov til.

En stille dansTil eftertanke

12 Nr. 3 August 2015

Jeg var ny i troen og havde fundet en mening med mit liv, men min materielle situation var mere end mangelfuld. Jeg havde ingen pen-ge, men blev mere og mere klar over, at jeg ikke kunne blive hos min tante og onkel i al evighed.

Hvordan ville min fremtid tegne sig? Jeg anede det ikke.

I denne udsikre situation blev to kvinder fra min lokale adventistmenighed mine faste holdepunkter. Den første var Maj-Britt, en svensk kvinde, der spillede guitar og havde en smuk sangstemme. Hun var gift med menighedsskolens lærer, som oprindelig havde tilmeldt mig til et kursus fra Korrespondance-skolen. Maj-Britt viste en moder-lig omsorg og udstrålede både varme og dømmekraft.

En anden kvinde, Tulla, inspirerede mig også åndeligt. Hun var vokset op med betegnel-sen ”et uægte barn”, hvilket i de dage var noget af en byrde. Hun udstrålede imidlertid i den grad fred og glæde. Hun kunne mange bibeltekster udenad, sang salmer

og var godt inde i Ellen Whites skrifter.

Hos disse to ”mødre i Israel” fandt jeg ro og stabilitet. Jeg be-gyndte at lægge planer for fremti-den. Skolelæreren og hans kone foreslog, at jeg skulle søge arbejde på kirkens Hultafors Sanatorium i Sverige. Det lå bare en dagsrejse med toget fra min hjemby. Jeg skrev til sanatoriet og fik svar tilbage: ”Kom bare, vi kan bruge dig som sygehjælper”.

Jeg påbegyndte mit eventyr den 1. september 1951. For en pige fra landet, der aldrig havde været ude at rejse, kunne togrejsen til Sverige lige så godt have været en ekspedition til Kina. Marco Polo kunne ikke slå mig.

Jeg skiftede tog i Oslo og i Gøte-borg. Da jeg nåede Hultafors kl. 8 om aftenen, var stationen lukket og min rejse føltes ikke længere som et eventyr – snarere et mare-ridt. Jeg steg af toget og kiggede efter den person fra sanatoriet, der havde lovet at møde mig. Stationen lå øde hen.

Jeg vandrede lidt frem og tilbage på perronen, så kiggede

jeg foran stationsbygning-en, men der var heller ingen.

Jeg kunne kun snakke norsk – og det med dialekt. Jeg anede ikke, hvor sanatoriet lå, eller hvor langt der var...

Jeg vandrede op ad den sno-ede vej med min kuffert og følte mig ensom og fortabt for hvert skridt, jeg tog.

Langt om længe fangede jeg et glimt af sanatoriets bygninger mellem træerne. Jeg følte mig meget lettet. Jeg var fremme! Og bedst af alt: Den første, jeg mødte, var en ung pige, der talte norsk. Hun fandt ud af, hvor jeg skulle bo og hjalp mig til rette. Jeg skulle dele værelse med en pige, der kun talte finsk. Vi kunne slet ikke forstå hinanden – men det betød mindre. Jeg var begejstret over at befinde mig blandt andre unge mennesker, der havde samme tro som mig.

Den følgende aften inviterede den norske pige mig med i byen, så jeg kunne træffe nogle af de andre unge. ”Vi skal være i et lille hus ude i skoven. Bare følg stien, så langt, som du kan, så finder du os”.

Bogomtale

Kari Paulsen, der er gift med Adventistkirkens tidligere verdensleder Jan Paulsen, deler i sin nye bog varmt og åbenhjertigt sit livs historie med læserne.

Bogen kan bestilles gennem Dansk Bogforlag.

13Nr. 3 August 2015

Der havde ikke været nogen unge i den lille menighed hjemme i Norge, så det her var en helt ny verden for mig. Her var unge ad-ventister, der troede det samme som mig. De ville ikke drille mig med mine mærkelige synspunk-ter. Jeg kunne slappe af og være mig selv for første gang siden ungdomskongressen i Paris, bare nyde at være sammen med andre teenagers.

VI ER IKKE ENGLEJeg så frem til dette party. Jeg fulgte stien gennem skoven, indtil jeg kom til det lille hus, der var fuldt oplyst. Da jeg bankede på døren, kunne jeg høre musikken spille. Musikken lød bekendt. Da døren blev åbnet, kunne jeg høre, det var dansemusik. Jeg så et glimt af de unge mennesker gen-nem døren, de dansede. Jeg var dybt skuffet og mistede modet.

Min norske ven kom til døren og gjorde tegn til, at jeg skulle komme ind. Jeg sagde: ”Det her overrasker mig, - det kan jeg ikke være med til”.

”Vær ikke så tåbelig, Kari,” sagde hun, ”vi morer os bare lidt. Det er helt uskyldigt”.

Jeg kunne ikke finde ord, så jeg drejede bare omkring og begyndte at gå tilbage gennem skoven.

Selv nu er det vanskeligt at beskrive, hvad jeg følte. Fra jeg havde lovet Gud at ville være en kristen, og til jeg blev døbt, følte jeg, at det havde været én lang kamp. Jeg havde stået ansigt til ansigt med min far og var blevet smidt ud fra mit hjem. Jeg var blevet drillet af mine skolekammerater, men jeg var bare stædigt blevet ved at studere sammen med disse ”mærkelige adventister.

Der var andre ting, jeg havde måttet opgive, og det havde ikke altid været let. Først var det det urene kød. Så holdt jeg op med at gå i biografen, hvilket den gang var noget af et offer. Jeg holdt op med at bære smykker og klædte mig meget enkelt. Jeg var endda holdt op med at danse, hvilket jeg holdt meget af.

På vejen tilbage til mit værelse på sanatoriet, fandt jeg mig selv fanget i en forvir-rende skuffelse. Jeg var disillusioneret.

Hvad har jeg gjort? Spurgte jeg mig selv. Har jeg opgivet alt dette forgæves? Hvordan kunne

disse unge adventister ellers så frimodigt gøre alt det, jeg havde opgivet?

Jeg græd mig i søvn og våg-nede lige så skuffet den næste morgen.

De næste få dage lærte jeg flere at kende, og jeg fandt ud af, hvad jeg skulle arbejde med; men mine tanker blev ved med at kværne. Jeg var bare en baby i troen, og jeg begyndte at overveje, om jeg skulle afskrive hele min adventi-sterfaring som en fejltagelse.

På et tidspunkt kom jeg til at mindes Maj-Britts afskedshilsen, før jeg tog til Sverige. Den gang gjorde det ikke særligt indtryk på mig. ”Husk Kari, du finder ikke ret mange medlemmer i menighe-den med vinger, og du må heller ikke glemme, at hverken du eller jeg er engle”.

Maj-Britt vidste ikke, hvor meget hun ramte plet. Af al den visdom, som Gud gennem årene har sendt på min vej, er dette måske det mest vigtige. Det er en sandhed, som har reddet mig mange gange og hjulpet mig til at tingene i deres rette perspek-tiv. Hvis ikke dette var tilfældet kunne jeg være blevet bitter, vred eller disillusioneret.

Gennem mit fortsatte arbejde på sanatoriet, begyndte jeg at tænke på, at de unges morskab måske sagde mere om det enkelte menneskes fejlbarlighed end om det trosfællesskabs identitet, som jeg havde tilsluttet mig.

Ingen af os er fuldkomne, har jeg ofte sagt til mig selv, og Kari, du er nu heller ikke selv ved at få vinger!

Jeg blev ved med at være skuffet, men min tro og min tillid til min frelser er heldigvis stadig stærk.

14 Nr. 3 August 2015

En dag bad en lærer sine elever skrive navnene på deres medstu-derende ned på 2 stykker papir. De skulle levne lidt plads mellem hvert navn. Hun bad dem tænke på det bedste, de vidste om hver eneste medstuderende og skrive dette ned under den enkeltes navn. Det tog klassen resten af timen at fuldføre opgaven, og da de alle forlod rummet, afleverede de hver især deres opgave.

Den følgende uge gav læreren til hver eneste elev en liste, hvor der stod, hvad de andre elever havde sagt om vedkommende. Inden længe smilte alle eleverne.

”Virkelig”, hørte hun nogen hvi-ske. ”Jeg vidste ikke, at jeg betød så meget for nogen” og ”Jeg vidste ikke, at de andre kunne lide mig så meget”, var de fleste kommen-tarer.

Ingen nævnte senere disse lister. Hun vidste ikke, om de viste eller diskuterede listerne med deres forældre, men det betød heller ikke noget. Opgaven havde haft den effekt, hun ønskede. Eleverne

var tilfredse med sig selv og med hinanden.

Mange år senere blev en af eleverne dræbt i Vietnam, og læreren deltog i begravelsen. Hun havde aldrig før set en militærper-son død i en kiste. Han så så smuk ud og voksen.

Kirken var fyldt med hans venner. En efter en gik de alle en sidste gang forbi kisten. Læreren var den sidste. Netop som hun stod der, kom en af de soldater, der var med til at bære kisten, hen til hende. ”Var du Marks mate-matiklærer?”, spurgte han. Hun nikkede: ”ja”. Så sagde han: ”Mark talte meget om dig”.

Efter begravelsen deltog de fleste af Marks tidligere klasse-kammerater i en sammenkomst. Marks mor og far var der også, helt tydeligt ville de gerne tale med hans tidligere lærer. ”Vi vil gerne vise dig noget”, sagde hans far, mens han tog sin tegnebog op af lommen. ”De fandt dette på Mark, da han blev dræbt. Vi tænkte du ville genkende dette”.

Han gav hende varsomt et

stykke slidt papir. Det havde været foldet og bredt ud mange gange. Læreren vidste med det samme, at det var ark, hvorpå hun havde skrevet alle de gode ting, kammeraterne havde haft at sige om Mark.

”Tusind tak fordi du gjorde dette”, sagde Marks mor. ”Som du kan se, så værdsatte Mark det meget højt”.

Alle Marks kammerater sam-ledes omkring hende. Charlie smilede skævt og sagde: ”Jeg har også stadig min liste. Den ligger

øverst på mit skrivebord der-hjemme”. Chucks hustru tilføjede: ”Chuck bad specielt om, at dette blev indføjet i vores bryllupsal-bum”. ”Jeg har også mit, det er i min dagbog”, sagde Marilyn. Så tog Vicky, en anden klassekam-merat, sin lommebog frem, og viste sin slidte liste frem for grup-pen og sagde stolt: ”Jeg har det altid med mig. Jeg tror, vi alle har gemt vores liste”.

Da satte læreren sig endelig ned og græd. Hun græd for Mark og for alle hans venner, der aldrig ville se ham igen.

Flertallet af nutidens men-nesker opfører sig, som om de har glemt, at livet en dag stopper. Ingen af os ved, hvornår denne dag kommer. Så vær sød og fortæl de mennesker, du elsker og synes om, at de er specielle og vigtige. Fortæl dem det, inden det er for sent!

Må din dag blive enestående, dejlig og speciel, nøjagtig som du selv er.

En lille tænkepause – og idé.

Til eftertanke

15Nr. 3 August 2015

125 års jubilæum på VejlefjordDen 5. september fejrer Vejlefjordskolen tre jubilæer. Det er nu 85 år siden, at adventisterne købte området ved Vejle Fjord for at oprette skole der. Det er 40 år siden det første kuld studenter dimit-teredes fra Vejlefjordskolen. Samtidig fejres at adventisternes kostskolevirksomhed i Danmark har be-stået i 125 år. Historien bag disse begivenheder er beskrevet i jubilæumsantologien: Vejlefjord – et springbræt til fremtiden, der kan købes på skolen og koster 200 kr.

Liponsyre, som også kaldes alfa-liponsyre, blev opdaget i 1950. En periode anså man liponsyre for at være et vitamin, men forskerne er i dag kommet frem til, at der er tale om en stærk anti-oxidant, der har mange ekstrraordinære egenskaber. Liponsyre er nu blevet godkendt i Danmark, efter at det i mere end 40 år er blevet brugt og anerkendt i bl.a. USA og Tyskland som et vigtigt middel ved diabetes.

Der var mindst 10 syvende dags adventi-ster blandt de 148 personer som mistede livet, da fire islamister stormede et college i Kenya den 2. april i et angreb på kristne.

Nyt og noter:

Os i ellemVed den netop overståede generalkonference i San Antonia, Texas gen-valgtes Ted Wilson som formand for Adventistkirken på verdensplan. Næste generalkonference afholdes i 2020.

Fakta om Bibelen

Hele Bibelen er nu tilgængelig på 542 sprog, der tales af 4,9 mia. menne-sker, mens Det Nye Testamente er tilgængeligt på 1324 sprog, der tales af yderligere 673 mio. mennesker. 1021 sprog har kortere dele af Skrif-ten, mens 4015 sprog, der tales af 460 millioner mennesker, stadig er uden nogen del af Bibelen.

Husk i øvrigt at følge med på adventistsenior-ernes egen hjemmeside senior.adventist.dk , hvor der hele tiden kommer nye indslag.

Liponsyre

Angreb på kristne

110 år

En mand på 110 år er måske den ældste person, der nogensinde er blevet døbt og optaget i Adventistkirken. Han og hans kone på 98 blev fornylig, som de første i en stor familie, døbt i bjergbyen San Andrés Sajcabajá i Guatemala.

Dansk Bogforlag, Concordiavej 16, DK-2850 Nærum

DET SKER:

November:19. september. Regionsmøde for nordsjæl-land i Nærum Adventistkirke.

31. oktober. Regionsmøde for midtsjælland i Køge Adventistkirke.

8. november kl 12.00. Julemiddag Øst i Nærum Adventistkirke.

22. november kl 12.00. Julemiddag Vest i Lille Nørlund Adventistkirke.

Apropos – ligestillingVed grundlovsændringen i 1915 fik danske kvinder stemmeret. Det blev fejret med et stort grundlovsoptog, hvor over 20.000 festklædte kvinder gik til kongen for at takke ham for hans underskrift. Mændene i socialdemokratiet mente dog ikke, at kvinderne havde noget at takke kongen for, så partiets kvinder blev beordret til festmøde i Søndermarken. Men mødet sluttede tids nok til, at de også kunne nå at deltage i optoget til kongen. Kong Christian X var nu ikke så begejstret for den nye ligeret og mente stadig, at kvindernes plads var i hjemmet. Her kan kvindens indflydelse ikke erstattes, thi gennem barnets kærlighed til hjemmet vækkes kærligheden til vort fælles hjem, Danmark, sagde han.

(Kilde: Kristeligt Dagblad)