Hannah

Anb

ertS

lower and

Cheap

er

16.06 – 05.08 2018

CVHannah Anbert (f. 1984) er uddannet fra Det Kgl. Danske Kunst-akademi i 2016 og modtog samme år den eftertragtede Start Point Prize. Hun har udstillet i ind- og udland, heriblandt på Kunstforeningen GL Strand og Kunsthal Charlottenborg i København, Kunsthal Nord i Aalborg, Arti et Amicitiae i Amster-dam samt på Prague National Gallery. Fra 2. juni i år er hun desuden udstillingsaktuel på Riga Biennalen.

ARRANGEMENTERFredag d. 15. juni kl. 18-19PERFORMANCE: SLOWER AND CHEAPERSom markering af åbningen vil flere af værkerne i udstillingen blive aktiveret af performere.

Torsdag d. 12. juli kl. 18-19.30FOREDRAG & PERFORMANCE: ARBEJDSLIVET I KONKURRENCESTATENI anledning af udstillingen vil sociolog Pil Christensen holde et foredrag om mentaliteten i konkurrencestaten, mistrivsel og den håbløshed, som i stigende grad er en tendens på arbejds-markedet. Inden foredraget vil Hannah Anbert give en introduk-tionen til temaet, og aftenen rundes af med en performance, der aktiverer udvalgte værker i udstillingen.

Søndag d. 5. august kl. 14-15 OMVISNINGDenne eftermiddag vil Hannah Anbert tage publikum med på en omvisning i udstillingen og fortælle om tankerne og proces-sen bag værkerne.

TAK TILHannah Anbert vil gerne takke Bodil Signe Wedele, Lærke Anbert, Maiken Bruun-Aamodt, Anton Asklund Johnsen, Annette og Torben Anbert, Ulla Korsbæk, Thomas Elsted, Henri-ette Aarup, Tove Vestmø og Maria La Cour.

Denne udstillingsfolder kan downloades fra: overgaden.org

Udstillingen er støttet af:

En manege for arbejdslivets cirkus

Af Miriam Wistreich

Grosserer L.F. Foghts Fond VAK – Vestsjællands Arbejdende Kunstværksted

Den Hielmstierne-Rosencroneske Stiftelse

Design: Anni’s

Institut for Samtidskunst, Overgaden neden Vandet 17, 1414 København K, overgaden.org, +45 32577273

Overgaden er støttet af Statens Kunstfond og Det Obelske Familiefond

Næsten alle, jeg kender, mig selv inklusive, struktu-rerer deres dag omkring en eller anden form for betalt eller delvist betalt arbejde. Arbejde optager mange af vores vågne timer (og indimellem også vores søvn). At være effektiv, kreativ, produktiv – en god dag er en produktiv dag.1

Arbejdet er blevet så magtfuld en institution, at det på både individuelt og kollektivt plan skaber værdi i meget mere end materiel forstand. På udstillingen Slower and Cheaper præsenterer Hannah Anbert en række værker, der sætter det moderne arbejdsliv under kritisk lup og ser på, hvorfor vi arbejder, hvor-for vi arbejder så meget, og hvilken funktion arbejdet har i vores samfund. Serien af skulpturelle installa- tioner i udstillingen udgør tilsammen en scenografi til udførelsen af produktive og rekreative aktiviteter, som sætter scenen for et absurd teaterstykke om værdi, tempo, identitet og mening.

MENING Da Martin Luther, protestantismens fader, oversatte bibelen fra latin, valgte han det tyske ord “Beruf” til at beskrive arbejde. “Beruf” har dobbeltbetydningen arbejde og kald, og ifølge sociologen Max Weber er netop arbejdet den måde, det protestantiske menne-ske bliver kaldet og bedst tjener sin Gud. “Ser du en mand, som er snar til sin gerning, da skal han stedes for konger,” citerer Weber fra bibelen og fortsætter selv: “Erhvervelse af penge er, for så vidt det sker på legal vis, inden for den moderne økonomiske orden resultat af og udtryk for dygtighed til sin gerning […].”2 Arbejdet er indskrevet i protestantismen som en etisk fordring, og i dag, hvor Gud for længst er død og protestantismen et kulturelt spøgelse, står arbejdet tilbage som en central, meningsgivende institution. Som Anbert selv skriver: “Nu, hvor vi ikke længere kan modtage Guds velsignelse, kan vi i det mindste vinde vores arbejdsgivers anerkendelse.”3 I Slower and Cheaper fejrer en skulpturel konfetti- installation det formålsløse arbejde. Under udstil-lingsperioden vil performere tage plads i skulpturens “prædikestol”, hvorfra de kan deltage i produktionen af konfetti. En lille bunke af de farverige papirstykker ligger på gulvet som en efterladenskab fra en over-stået fest, et bittersødt minde om en ensom og lige-gyldig produktionsdans. Konfetti er et produkt, hvis eneste værdi består i repræsentationen af glæde, og hvis eneste konkrete funktion er at falde til jorden. I denne skulptur falder konfettien til jorden i samme øjeblik, den produceres, og bliver straks overflødig. I stedet kan beskueren vende blikket mod performe-rens unyttige handling, der udføres, mens hun knæ-ler ved arbejdsmarkedets alter.

IDENTITETDer er ifølge den feministiske kritiker Kathi Weeks to svar på spørgsmålet om, hvorfor vi arbejder så meget. Den ene grund er nødvendighed: Vi skal betale husleje, madvarer, institutionspladser. Den anden er social: Vi bliver anerkendt, opnår status og skaber netværk gennem arbejde.4 Arbejde er altså både nødvendigt, meningsskabende og en social foranstaltning. Desuden er arbejdet i dag identitets-skabende; at have et (godt) arbejde gør os til respek-table individer, og gennem arbejdet kan vi udleve vores potentiale. Mange af os identificerer os dybt med, hvem vi er professionelt. Det er en slags cyk-lisk, eksistentiel performance. Det at gå på arbejde og være produktiv skaber identitet, og fordi man har interesse i at opretholde sin identitet, må man også vedblive med at producere. Konsekvenserne af denne matrix, hvor identitet og produktion sammen-filtres, er, at identiteten tages til gidsel i produktions-apparatet, og at skellet mellem arbejde og ikke- arbejde sløres; vi hænger ud med vores kolleger i fritiden og skriver et maraton på cv’et. Hele (arbejds) livet bliver en selvopretholdende performance.

Et andet element i Slower and Cheaper udgøres af en høj stilladskonstruktion med en stige og to uld-betrukne dæk, som både synes inviterende med deres bløde overflade og skurrende i al deres krad-sende uldenhed. Når skulpturen aktiveres af perfor-mere bliver scenen sat for den uproduktive aktivitet at tygge tyggegummi og klæbe det på en rude. En langsommelig proces, for det er hårdt arbejde, der går i gummerne, og leder opmærksomheden hen på den arbejdende krop. Værkets teatralske karakter retter desuden blikket mod det at blive set som et essentielt aspekt af identitetsdannelsen. I vores stærkt medierede samtid bliver arbejdet først meningsfuldt, når det ses af en anden, også selvom denne anden måske kun er forestillet.

ENSOMHEDDet identitetsskabende arbejde er særligt for den tid, vi lever i – og særligt ensomt. Overgangen fra varekapitalisme til det neoliberale kapitalistiske samfund, vi bebor i dag, markerer også overgangen til en (social) økonomi, som er fokuseret på individet fremfor fællesskabet, og som fremmer konkurren-cen mellem individer. Det enkelte menneske ses som en ressource og har fået sin egen videnskab, Human Resource Management, som har indskrevet alle menneskelivets facetter i en optimeringslogik med eget sprog og egne systemer. Inden for HR fin-der vi begrebet ADL, Activities of Daily Living, som bruges til at beskrive alle de aktiviteter, en person

må have tid til at udføre for at være i stand til at arbejde: spise, sove, tage tøj på, gøre rent, købe ind, vaske tøj, gå på toilettet osv. Et af de mere minimale værker i udstillingen er en cirkel beklædt med græs, som er løftet en smule fra gulvet. Skulpturen er scene for en repetitiv udgave af ADL-handlingen “at gå tur”, som skulle være så sund for både krop og sind. Dens velpassede græsoverflade minder om et parcelhushavestykke – det middelklassen har arbejdet så hårdt for at opnå – men når den aktiveres gennem en performers gentagne bevægelse rundt og rundt og rundt fremkaldes samtidig et dystopisk billede af et konkret og metaforisk hamsterhjul. Det er også et ensomt billede. Der er intet fællesskab i Anberts gå-performance, her er den gående, arbej-deren, afskåret og kun i selskab med sig selv og sin selvoptimering. Et fællestræk for alle værkerne i udstillingen er, at de gentager et repetitivt nu; ét gennemtygget tyggegummi efter det andet, endnu en håndfuld uduelig konfetti, en gåtur, der aldrig slutter. På den måde understreger de en kapitalise-ret virkelighed, hvor en “[…] post-fordistisk besæt-telse af hastighed, produktivitet, kreativitet og flek-sibilitet skaber en nutid, i hvilken al tid – arbejdstid, social tid, fritid, “kvalitetstid” eller ubeskæftiget tid – gennemsyres eller “kvalificeres” af kapitalens logik, hvis eneste mål er dens egen selvoprethol-delse. En selvopretholdelse, hvis funktion er at næg- te det faktum, at dens egen destruktion er nært fore-stående. Produktivitet og kreativitet udfolder ikke bedre tider, men looper tilbage i et stagneret nu.”5

VEDLIGEHOLDELSEADL er et interessant begreb, fordi det er beslægtet med et andet begreb fra den arbejdskritiske kanon, nemlig maintenance. Maintenance-begrebet (som jeg her vil oversætte til vedligeholdelse) henviser på samme måde til alle de aktiviteter, vi ikke bliver løn-net for, men som opretholder vores og vores næres liv. Idéen om vedligeholdelse er inden for perfor-mance- og billedkunsten blevet gjort populær af den amerikanske kunstner Mierle Laderman Ukules, som i 1969 udgav sit Manifesto for Maintenance Art, hvori hun blandt andet skrev: “Jeg er kunstner. Jeg er kvinde. Jeg er hustru. Jeg er mor. (Tilfældig ræk-kefølge) Jeg tager mig af en helvedes masse vaske-tøj, rengøring, madlavning, renovering, støtte, kon-servering etc. Desuden (og indtil nu adskilt fra dette) laver jeg kunst. Nu vil jeg ganske enkelt udføre alle disse hverdagshandlinger og hvirvle dem op i be- vidstheden, udstille dem som kunst.”6 Herefter begyndte Ukules at skabe performative værker, hvor vedligeholdelsesarbejde såsom at vaske gulv, støve af og gøre rent blev ophævet til kunst. I det senere

værk Touch Sanitation (1977-84) brugte Ukules år på at give alle New York Citys renholdsarbejdere et håndtryk. ”The San-men”, som Ukules kaldte dem, var ansvarlige for al det vedligeholdelsesarbejde, som holder vores byer sunde og produktive. Vedlige-holdelse er altså noget, som både finder sted på indi-vid- og samfundsplan, og det adskiller sig markant fra ADL ved sin sociale og relationelle dimension: Vedligeholdelse er noget, vi ofte gør for hinanden og ikke kun for at optimere den enkelte krops produk-tive kapacitet. Vedligeholdelse er “en model […] til at vende opmærksomheden mod alle væsener og tings absolutte singularitet og samtidig til at forstå, hvor-dan denne singularitet konstant opretholdes af for-skellige netværk af andre singulære væsener og ting og institutioner og ideer, som vi alle er afhængige af.”7

Touch Sanitation stammer fra en tid, hvor statslige opgaver endnu ikke var blevet udliciteret, hvor sociale medier ikke fandtes, og hvor klimakrisen ikke var noget, man tog rigtig alvorligt. Mens ADL spejler en atomiseret, individorienteret kapitalistisk vækst- ideologi, kan vedligeholdelse hjælpe os til at tænke relationelt og sammen med det økosystem af aktø-rer, vi mennesker lever iblandt. På en lidende planet er dét et bedre imperativ end ét, der støtter vedva-rende økonomisk vækst på bekostning af både men-nesker og klima. Anberts univers består godt nok af kroppe på øer af produktion, der bindes sammen af den (følelsesmæssige) arkitektur, de er placeret i. Men i deres langsommelighed og nytteløse udklæd-ning er de en bøn til at dvæle ved absurditeten i det tomme arbejde og alle dets konsekvenser. Velkom-men til Slower and Cheaper, en manege til at gen-nemspille det cirkus, arbejdslivet kan være.

Miriam Wistreich er kurator og skribent.

1. Anbert, H., Labor Market, Pop Music and Emotional Architec- ture, 2017, s. 2.2. Weber, M., Den protestantiske etik og kapitalismens ånd, København: Nansensgade Antikvariat, 1995 [1920], s. 30.3. Anbert, H., Labor Market, Pop Music and Emotional Architec- ture, 2017, s. 4.4. Weeks, K., The Problem With Work – Feminism, Marxism, Antiwork Politics, and Postwork Imaginaries, Durham/London: Duke University Press, 2011.5. Baraitser, L., “Touching Time: Maintenance, Endurance, Care”, i: Psychosocial Imaginaries, red. Stephen Frosh, Pal-grave, 2015, s. 23. Forfatterens oversættelse.6. Ukeles, M. L., “Manifesto for Maintenance Art 1969! Proposal for exhibition CARE”, i: Lucy Lippard, Six Years: The Demateria-lization of the Art Object, New York: New York University Press, 1979 [1969], s. 220–221. Forfatterens oversættelse.7. Baraitser, L., “Touching Time: Maintenance, Endurance, Care”, i: Psychosocial Imaginaries, red. Stephen Frosh, Pal-grave, 2015, s. 43. Forfatterens oversættelse.