Ældrestyrken

100mm 140mm 140mm18mm 100mm

ÆLDRESTYRKENo M a T BLiv E ogvÆRE g a MMEL

ANTOLOGI S TIDERNE SKIFTER

220mm

En blomstrende buket af kvinder og mænd på +70’s

kloge og personlige beretninger, der tilsammen danner

et mangfoldigt billede og besvarer en række spørgsmål

om, hvordan det er at blive og være gammel: Hvilke

strategier bruger den enkelte for ikke at synke hen i

gammelkone- eller gammelmandsdepression?

Og hvordan er det at se tilbage på sit liv, velvidende

at størstedelen af det allerede er levet?

SSvarene er fulde af livsglæde, saft, kraft og

refleksionslyst – foruden ind imellem nogle velvalgte

knubbede ord og knurrende bemærkninger til tingenes

tilstand. For én ting går igen hos mange af bogens

skribenter: En af gaverne ved at være blevet ældre, er

modet til at sige sin ærlige mening – og at stå ved den.

Som der står i redaktørernes forord: ”Vi ønsker, at

denne lille bog kunne inspirere til at gennemleve

aldringen med livsmod, kærlighed, tilgivelse – og

aldrig fortryde noget, der fremkalder en god latter.”

Med andre ord: En bog fuld af håb for den

personlige fremtid!

SMed bidrag skrevet af 30 personer af

begge køn i alderen fra 72 til 93.

AdriAn BEntzOn

BEnt EikArd

BEnt HElwEg ClAëSSOn

dOrrit willuMSEn

Elly SøgAArd AndErSEn

EMiliE MElCHiOr

FrEdErik dESSAu

gidEOn zlOtnik

gunVOr BjErrE

HAnS HEnrikSEn

HEnning CArlSEn

HOlgEr kAllEHAugE

ingE EStVAd

ingEBOrg

jESpEr nEErgAArd

jyttE kyndE SørEnSEn

kArEn grAVErSEn

klArA

klAuS ditlEFSEn

knud SørEnSEn

MAriA MArCuS

MOgEnS A. lund

niElS lind

pAllE FOgtdAl

pEr winkEl

pEtEr pruzAn

riCHArd OEStErMAnn

StEn HEgElEr

SuSAnnE grOtH

tAgE VOSS

Som pensionist går det op for en, hvilken

rigdom der ligger i at have ubegrænset tid

til sin disposition. det er nærmest som at

have fundet en skat.

– AdriAn BEntzOn

jeg ville gerne ende mine dage et sted i et

varmt land ved en flod, jeg dagligt kunne

rense mig i og hylde den opgående sol fra.

– BEnt EikArd

Hvis man har været musikalsk som

ung, vil man også være det som gammel

– med eller uden høreapparat.

– FrEdErik dESSAu

livsvisdom er ikke nogen opskrift

på det rigtige, men snarere summen

af ens erfaringer med det forkerte.

– jESpEr nEErgAArd

Så længe man lever, skal man ikke sætte

livet på vågeblus. det er meningsløst og lidt

uanstændigt. jeg giver den hele armen og

tager de glæder, jeg møder, med stor fryd.

– jyttE kyndE SørEnSEn

rend mig i cpr-alderen!

– MAriA MArCuS

det er klassisk jeronimusseri at vrisse over,

at verden forandres – uden mistanke om, at

afstanden lige så godt kan skyldes, at man

selv står stille, som at alt andet bevæger sig.

– tAgE VOSS

OMSlAg / MikkEl HEnSSEl

ÆLDRESTYRKEN

TIDER

NE SK

IFTER

9 788779 735781

ISBN 978-87-7973-578-1

Ældrestyrken..indd 1 18/10/12 14.17

Indhold

livsspørgsmål .......................................................... 7

prolog ...................................................................... 9

adrian bentzon: Lidt i lukketid ................................ 11

bent eikard: End lever den gamle af dage ................... 17

bent helweg claësson: Det sene efterår ................... 29

dorrit willumsen: Kære Hr. Død ............................ 41

elly søgaard andersen: Glad for livet ..................... 45

emilie melchior: Hullernes (u)lyksaligheder .............. 53

frederik dessau: Fuldmodne frugter? ........................ 61

gideon zlotnik: Åbent brev til en gammel ven .......... 71

gunvor bjerre: Livet er så kort, og man er så længe død ............................................................... 75

hans henriksen: Body and Soul ................................... 85

henning carlsen: Fordi det er sjovere end plejehjemmet ............................................................... 95

holger kallehauge: Mit liv med polio ...................... 99

inge estvad: Identiteten på slingrekurs ....................... 107

ingeborg: At blive gammel ........................................ 113

jesper neergaard: Tredje halvleg .............................. 119

jytte kynde sørensen: Jeg nægter at skamme mig ... 127

karen graversen: Det er aldrig for sent ..................... 141

klara: Så være det .......................................................... 147

Tiderne_Ældrestyrken.indd 5 15/10/12 20.27

klaus ditlefsen: At blive gammel og at være gammel ..................................................................... 149

knud sørensen: Min alderdom .................................. 161

maria marcus: Rend mig i cpr-alderen .................... 171

mogens a. lund: Jeremiader m.m. ........................... 179

niels lind: Gammelmandssnak ................................ 183

palle fogtdal: Om at parre fotos .......................... 189

per winkel: Vejen ad hvilken … .............................. 201

peter pruzan: Alder er en sindstilstand ................... 207

richard oestermann: Det 11. bud: Du må ikke falde! .................................................................. 219

sten hegeler: Jeg vil gerne dø ung ......................... 225

susanne groth: Alder – kort fortalt ........................ 231

tage voss: Mange lever kun, fordi de er bange for at dø .................................................................... 235

sagt om alderdom ................................................ 243

epilog ..................................................................... 249


7

Livsspørgsmål

Har livet svaret til de forventninger, du havde til det som ung?

Føler du, at du har opfyldt dit livs formål?

Har du været tro mod dig selv i livet?

Har du fundet en mening med livet?

Har du brudt nogen tabuer?

Hvis dit liv var en film, havde du så lyst til at se den?

Er du utilfreds med, at livet kun varer en begrænset tid?

Hvis du kunne leve dit liv om, ville du så ændre på noget?

Er der relationer, du gerne vil have repareret, og tilgivelser du

skal give, før du dør

– og hvad gør du i så fald ved det?

Tror du på Gud eller noget andet højere? Hvis ja, er det så en

hjælp for dig i din alderdom?

Er dit erotiske behov blevet opfyldt? Bliver det opfyldt i dag?

Har du fortrudt noget, der fik dig til at le?

Har du grinet ukontrollabelt?

Keder du dig i det daglige?

Hvordan har du det med elektronik?

Hvad fylder du din dag med af meningsfulde aktiviteter?

Længes du tilbage til en anden epoke i dit liv, end den du er i?

Svarer tilværelsen som gammel/pensionist til de forventninger,

du har haft til denne del af livet?

Hvad frygter du mest? Hjælpeløsheden?

Plejehjemmet? Døden?

Tror du på et sjæleliv efter døden?


9

Prolog

Omstående Livsspørgsmål trænger sig på, når alderdommen nærmer sig. Men hvornår gør den egentlig det? Vi – Bent Eikard og Bent H. Claësson – kunne på trods af, at vi begge er lægeuddannede, ikke besvare spørgsmålet, men fik så den ide at spørge en række ældre og gamle folk om, hvordan de oplever – og overlever – at blive og være gammel.

Invitationen om at deltage i et bogprojekt med overskriften, „Ældrestyrken“, blev så sendt ud til en broget skare af kvinder og mænd 70+, hvoraf et par er kendte navne og lyser mere op i forlags- og læserhimlene end os andre. Invitationen lagde op til at skrive et personligt indlæg om, hvordan det er at blive og være gammel, og hvilke strategier den enkelte bruger for ikke at synke hen i gammelkone eller gammelmandsdepression.

Navnet „Ældrestyrken“ blev valgt som kontrast til samfun-dets nedladende stigmatisering med begrebet „Ældrebyrden“.

Vi var lidt nervøse for, om artiklerne ville komme til at ligne hinanden for meget – og derved kede læserne – men vi kan konstatere, dels at aldringen udfolder sig forskelligt og dels at de kreative strategier for at overleve sjæleligt også er meget forskellige.

Enkelte af forfatterne hjalp vi lidt på vej med Livsspørgs-målene, som netop er medtaget her for også at give jer læ-sere mulighed for indledningsvis at stille jer selv de samme spørgsmål.

*


ældrestyrken

Vi har ladet computeren vælge kapitlernes opsætning. Den foretrak computeragtigt fornavnene først og i alfabetisk række følge. Så er der forhåbentlig ingen, der bliver sårede over den placering jeres kapitel har fået – og det er for sent at gå i rette med navnegiverne!

Til slut vil vi ønske for vore læsere, at denne lille bog kunne inspirere til at gennemleve aldringen med livsmod, kærlighed, tilgivelse og – aldrig fortryde noget, der fremkalder en god latter.

Hjertelig hilsen og god læselyst

Bent Eikard & Bent H. Claësson


Adrian Bentzon

Adrian Bentzon, 82 år. 1952: magister i slavisk filologi. 1955-70: musik- og klasse lærer på Bernadotte skolen. 1969-74: deltog i op-rettelsen af Det frie Gymnasium og var rektor i 4 år. 1974-76: skrev „En Samtale med Fremtiden“ baseret på en række åbenba-rede oplevelser. Udgivet af Chr. Ejlers i 1978. Fra 1977 rektor på Børnehaveseminariet Frøbel-Højskolen. Tillige jazzpianist i den gamle stil og fra 1952 leder af eget orkester. 1969-74: pianist i Theis/Nyegaards Jazzband. Fik i 2003 udgivet en retrospektiv CD „Potrait of Adrian Bentzon“ på Music Mecca, og i 2010 bogen „Gud og Fremtiden“ på Tiderne Skifter.


12

Lidt i lukketid

Jeg er nu 82 år gammel. I 1996 gik jeg på pension som 67-årig fra min stilling som rektor for Børnehaveseminariet Frø-bel Højskolen. Og jeg får så en tjenestemandspension, der gør, at jeg ikke har problemer med min økonomi. De sidste år på seminariet var ret belastende, fordi undervisningsminister Bertel Haarder havde sat sig for at udrydde alt, hvad der var bygget op af engagerede og begavede kvinder siden 1905. Megen tid og energi gik med at afværge de værste følger af hans tiltag og bevare lærerkollegiet intakt.

Det havde været svært at forestille sig en tilværelse uden det daglige samvær med medarbejdere og studerende, hvor folk havde brug for én og det, man foretog sig. Men jeg havde ikke lagt nogen planer for min pensionisttid og for-holdt mig blot afventende. Og det viste sig, at tilværelsen som pensionist passede mig aldeles udmærket. Jeg boede i Tisvilde hele efteråret, og i oktober fik jeg af en fejltagelse tilsendt undervisningsministerens (nu Ole Vig Jensens) tale til Bestyrelsesforeningens landsmøde. Og jeg husker, at jeg blot tog talen mellem to fingre og lod den falde ned i papirkurven. Og så lo jeg i tyve minutter, mens jeg tænkte: „Det rager mig en papskid, hvad den idiot har at sige!“ Og jeg mindedes de gange, hvor jeg som de andre rektorer havde hængt ved hvert ord for at være opmærksom på, hvad der nu ventede os.

Som pensionist går det op for en, hvilken rigdom der ligger i at have ubegrænset tid til sin disposition. Det er nærmest som at have fundet en skat. Har man et projekt, kan man


13

Lidt i lukketid

fordybe sig i det og give det al den tid, det behøver, i det tempo der passer en bedst. Og bliver man afbrudt, kan man bare tage det op igen en anden dag. Hvis man helst bare vil sidde og boble, så er der også tid til det. Jeg oplever i dag, at unge mennesker (under 65) har forfærdeligt travlt og aldrig har tid nok til noget som helst. Og for at nå det hele taler de også så hurtigt, at man har svært ved at følge med. Min datter påpeger, at sådan havde jeg det også, da jeg var ung, og det er jo til gengæld rigtigt nok.

Hele sommerhalvåret bor jeg i Tisvildeleje, går ture i sko-ven, har udvidet mit svamperepertoire til 26 arter, tjærer og reparerer mit sommerhus og er blevet helt hæderlig til at sy. I 1998 skulle jeg lige have en by-pass operation. Efter 4 måneder var jeg så god som ny og kunne vandre med min bror Viggo og hans kone Karen i Rondane, hvor jeg for første gang oplevede fjeldet i efterårsløvets røde og gyldne farver.

Der var også tid til at tage musikken op igen. Da jeg var omkring de 70, fandt Freddy Fræk, Leif Johansson og jeg sammen igen. Vi havde spillet meget sammen tidligere og fik den idé at prøve på at finde ud af, hvad det egentlig var, vi havde villet med det, vi spillede i årene helt tilbage fra 1952. Det hang sammen med at finde ind til jazzens rødder, og da vi sammen lavede en lille gruppe med Jens Sølund på bas og forskellige sopransaxofonister, fik den navnet „Adrian Bentzon and the Jazzroots“. I et par år havde vi jobs rundt omkring, men så gik det i sig selv. Jeg nåede dog at få udgivet en retrospektiv cd på Music Mecca: „Portrait of Adrian Bent-zon“ i 2003. Derefter blev det kun til enkelte solokoncerter på klaveret bl.a. på Sardinien. Indimellem blev min optræden afbrudt af operationer for Dupuytrens Kontrakttur i højre hånd. Men til sidst gik det ikke længere. Jeg kunne (og kan) stadig spille det alt sammen, men musikken løftede sig ikke


14

adrian bentzon

mere, og klaveranslaget var ikke så spændstigt som det nu engang skal være, hvis det skal være værd at høre på. Så jeg optrådte sidste gang i 2006 på Bent J.s Jazzbar i Århus med en solokoncert, som iøvrigt blev optaget og udgivet som video af Søren Vind.

Jeg tror, at vi er flere, der har oplevet, at man helt op i 70’erne stort set kan de samme ting som før, bortset fra dem, der kræver ekstraordinære fysiske anstrengelser. Det går bare lidt mere langsomt og omstændeligt, og man skal passe godt på sig selv. Men efter 75 begynder det for alvor at gå ned ad bakke, der bliver man egentlig gammel og føler sig sådan. I de senere år har der været en enestående udvikling inden for det medicinsk/kirurgiske område, og det har jeg i høj grad nydt godt af. Det kan siges på den måde, at hvis det havde været for 20 år siden, så var jeg død mindst 3 gange i den forløbne tid.

Mit overordnede projekt i alle mine pensionistår har været at få afsluttet de tanker om gud, der startede med mine sam-taler i 1973 og første gang blev udtrykt i „En Samtale med Fremtiden“ i 1978. Jeg har følt at jeg kunne komme meget længere og har skrevet den om 7 gange, indimellem assisteret af nye samtaler med gud. Der skulle gå helt til 2010, før jeg følte, at nu var jeg kommet så langt, det var mig muligt. Og Claus Clausen fra Tiderne Skifter var så venlig at udgive den med titlen „Gud og Fremtiden“. Den blev stort set ignoreret (men dog taget hjem af bibliotekerne). Og det måtte så være sådan. Det vigtigste for mig var, at jeg nu havde fået afslut-tet et projekt, der havde stået på i 37 år, og havde fået en vis orden på gudsforholdet.

Megen af min tid går blot med at nyindrette mit liv den ene gang efter den anden, efterhånden som jeg mister flere og flere færdigheder. Om det at blive gammel har jeg at sige, at det er det mest åndssvage, jeg nogen sinde har været med til, og


15

Lidt i lukketid

jeg har været med til en del. Hvis man skynder sig, står man snart og hiver efter vejret. Hvis man tager hårdt fat på noget, siger det pludselig: „Knæk“ og man kan roligt regne med, at det ikke er i det emne, man har fat i. Når man spiser, er der pludselig en sten i ens mad, og når man ser på den, viser det sig, at det ikke er en sten, men et stykke af en tand, hvilket selvfølgelig er mere hygiejnisk. Og så bliver man utæt. Øjnene løber i vand, man savler og kan ikke holde på en prut. Da jeg var 70 år sagde jeg, at jeg ikke pissede i bukserne endnu, men at de sagde, at det kommer. Det gjorde det også. Og munden løber over med en hel masse ting, man ikke skulle have sagt. Når jeg børster tænder, tænker jeg: „Hvad er der egentlig blevet af det flinke unge menneske, der smilede så venligt til mig i spejlet? Nu står der bare et monster og glor på mig.“

Og lidt efter lidt går ens hukommelse i opløsning. Først navne, siden hvad som helst. Jeg tænkte engang, at når jeg blev gammel, ville jeg kunne gennemskue de problemer, som jeg og andre gik og tumlede med. Det kunne jeg sikkert også, hvis jeg bare kunne huske, hvad det var for nogle problemer, det var så væsentligt at få gennemskuet.

Man siger, at med alderen følger visdommen, og det har jeg også oplevet. Det kan ses således, at man mister sin sans for detaljer, og at netop dette gør, at man er i stand til at se de store linjer i det, der foregår. Man er så at sige i stand til at se skoven for bare træer. Og på samme måde får man en indsigt i, hvad det egentlig er, der foregår mellem de men-nesker, man møder og omgås. Ofte tror man tillige, at det vil de være meget interesserede i at få at vide, men det er de ikke. I en periode tænkte jeg kun meget vise tanker og var så at sige helt fuld af visdom, men ingen havde tid til at høre på mig, og efter et års tid gik visdommen over af sig selv, og jeg var tilbage i mit gamle jeg.


16

adrian bentzon

Nu kunne man spørge, om der dog ikke er blot én ting, man bliver bedre til med alderen. Jo, evnen til kærlighed er usvækket, og den brænder ofte med en klarere flamme. Og først og fremmest er der sand ydmyghed. Dette anses jo for en overordentlig prisværdig egenskab af alle verdensreligionerne, og her er det faktisk således, at man som gammel har lettere ved at lære sand ydmyghed, end man har som ung. Ikke fordi det er særligt sjovt. Jeg mener, ydmyghed er udmærket, når man ligger om natten og tænker på, hvad man egentlig har foretaget sig og brugt sit liv til, men ligefrem morsomt er det ikke. Nu behøver man jo gudskelov ikke være ydmyg hele tiden, indimellem kan man bare opføre sig, som man plejer, og på den måde balancerer tingene.

Nu må man ikke tro, at jeg har noget at klage over. Jeg har det faktisk udmærket. Jeg kan både høre og se og bevæge arme og ben, så længe det varer, ligesom jeg hidtil har været forskånet for alvorlig sygdom. Sommerhalvåret tilbringer jeg som sagt i mit sommerhus Tisvilde, hvor jeg har børn og børnebørn på besøg i hele skoleferien, og i vinterhalvåret nyder jeg byens glæder. Så fanden skulle beklage sig i min situation, og hvis mine erindringer engang bliver udgivet, kommer jeg til at tjene en masse penge.

Men at være vidne til, hvordan man langsomt, men ubøn-hørligt går i forfald såvel fysisk som psykisk (og der er kun én vej, og det er nedad), er altså en åndssvag oplevelse, og jeg synes ikke, man undgår en vis ironisk distance til tilværelsen som helhed. Jeg kan også mærke, at jeg stilfærdigt er ved at udvikle mig til et gammelt vrøvlehoved. Men dem er der jo også plads til i himmelen, som kommer nærmere og nærmere. Efterlivet er det, der forekommer mig mest sandsynligt, men hvis jeg bare bliver væk, så er det også i orden.


Bent Eikard

Bent Eikard, 78 år. Speciallæge i anæstesiologi. Videnskabelig assi-stent og klinisk lektor under ansættelser ved universitetshospitaler i Københavnsområdet. Formand for Dansk Anæstesiologisk Selskabs akupunkturudvalg 1972-74. Studierejser England (Hospices), Kina (Akupunktur) og USA (Health Management). Udpeget af Sundheds-styrelsen som læge lig repræsentant for Danmark i EU-projekt til vurdering af arten og omfanget af alternativ behandling i Europa (1994-98). 1997 medlem af ‘Sundhedsstyrelsens Råd Vedrørende Alternativ Behandling’. Som pensionist fungeret som hospitalsklovn og administrator af www.medicinskhumor.dk Tidsskriftsartikler om anæstesiologiske og sundhedspædagogiske emner herunder om humor og helbred


18

End lever den gamle af dage

– but they are not long, the days of wine and roses.

(Shakespeare)

„Gamle Nar!“ Det var slutreplikken fra en kvindelig bilist, som jeg var kommet i klammeri med, fordi jeg syntes, hun havde kørt hensynsløst. Jeg var i begyndelsen af tresserne – hun et sted i fyrrerne. Jeg følte mig ramt! Det var første gang min alder blev brugt imod mig. „Er De pensionist“? blev jeg høfligt adspurgt af en ung kvindelig billetør i en forlystelses-park i San Fransisco 10 år tidligere. Det morede jeg mig over, men ikke ubetinget. Jeg var nemlig på det tidspunkt begyndt at opleve mig selv som 75-årig, når jeg stod op om morgenen og skulle have gang i hele det fysiske apparat. Sådan er det stadig – nu føler jeg mig bare midt i 90’erne, når jeg står op eller skal i gang efter længere tids stillesidden.

Retræten

En klassisk kinesisk opdeling af livets faser er: 30 år til at lære, 30 år til at arbejde, 30 år til at forstå. Min tredje alder har ind til nu været en af de mest intense, spændende og inspirerende faser i mit liv, bl.a. på grund af friheden til selv at sætte dagsordenen. Endnu i skrivende stund er jeg stadig i aktiv funktion og føler mig ikke sat ud af spillet. Takket være skæbnens og tidernes gunst er helbred og økonomi (endnu)


19


i godt leje, og jeg skulle være et skarn, om jeg mukkede. Al-ligevel har jeg mine stunder, hvor jeg synger klagesange. Som når jeg f.eks. kommer i kontakt med mit livs ugrædte gråd eller usørgede sorg. Jeg klager dog helst kun på opfordring, og er endnu ikke nået det punkt, hvor alderen virkelig tryk-ker. Om end skavankerne i perioder står i kø for at komme til, og jeg alt i alt tydeligt kan mærke, hvor det bærer hen. Intentionen er, så længe den går: Opsamling, ro og kontem-plation, fordybelse, aha-oplevelser og indsigt. Noget andet er, at jeg ofte har så svært ved at sige nej til engagementer i det ene og det andet med aktiviteter, der afleder og fylder og giver oplevelsen af, at tiden løber, så jeg slet ikke kan nå alt det, jeg gerne ville.

Aldring

Jeg har altid holdt af at være sammen med mennesker ældre end jeg selv, der er gode modeller på at ældes med manér. Erfaren mand eller kvinde er værd at gæste. Det kan være som at drikke en moden og vellagret årgangsvin. Men det er mig også en stimulerende og hastighedsbegrænsende kur mod forfaldet at omgås yngre mennesker. Gerne af modsat køn, men ikke nødvendigvis. Øvelsen er at kunne bevare sin inte-gritet og leve alderssvarende og ikke være kunstig ung med de unge og havne i rollen som gammel nar. En betegnelse der oftest rammer hankønnet, men så sandelig også gælder hun-kønnet, der i deres ungdomsdesperation kan bruge formuer på kosmetiske operationer, cremer, tøj og foryngelseskure.

Nu kan aldring anskues både positivt som vækst og mod-ning − og negativt som forfald og hjælpeløshed. Allerede omkring tyveårs alderen begynder den fysiske nedtur. Den kan forhales eller fremmes af livsomstændigheder og levevis og måles både kronologisk (antal leveår) og biologisk (vitali-


20

bent eikard

tet), således at vi kropsmæssigt kan defineres som yngre eller ældre end svarende til alderen ud fra vedtagne standarder i det samfund og den kultur, vi lever i.

Men uanset hvordan vi end vender og drejer det, er vi i fysiologisk forstand døende fra det øjeblik, vi er udvoksede omkring tyveårsalderen. Det kan til gengæld opvejes af mu-ligheden for en i princippet ubegrænset mental vækst i form af stigende erfaring, viden og indsigt. En personlig udvikling der i heldigt fald langt hen ad vejen rigeligt kan kompensere for den fysiske deroute og alt i alt betyde stigende livskvalitet med årene. Vel at mærke hvis man holder sig vågen. Hvad der igen afhænger af livsomstændighederne og en levevis med passende mentalstimulering. Også psykisk kan man karakteriseres som yngre eller ældre end den biologiske alder.

Så hvornår er man „gammel“, og hvad er aldersvarende adfærd og aktivitet? Det er ikke til at sige entydigt, men afhænger af, hvad der udspiller sig i spændingsfeltet mellem fysiske og mentale faktorer som i virkeligheden kun den en-kelte selv mærker og definerer sit liv efter. Med det resultat at de, der ikke følger standarderne, kan blive meget synlige og bedømt som latterlige f.eks. i skikkelse af en aldersstegen, ungpigeglad Monsieur Grisbass. Hvis vi ikke vidste, hvornår vi var født, ville vi leve med den alder, vi nu engang følte, vi havde. Et Oscar Wilde citat: „Tragedien ved at blive gammel er ikke, at man er gammel, men at man er ung.“

Jo mere vi kunne opnå en tilstand, hvor hverken fortid eller fremtid ligger som en byrde på vore skuldre, des mere ville aldring kunne blive til en foryngelsesproces. Mentalt har vi muligheden for at kunne blive yngre, jo ældre vi bliver, da et af de væsentligste formål med tiden der går, efter min mening er efterhånden at lære at frisætte os fra vores identifikation


21


med stivnede forestillinger og fysiske, håndgribelige former. Lærer vi den lektie, vil også kroppen blive velfungerende og være et livfuldt instrument for glæde.

Humorens hemmelige kilde udspringer af sorgen

En alvorlig, nærmest vred mine går igen på de fleste af mine barndoms- og ungdomsbilleder. Det har jeg spekuleret en del over årsagen til. Hvad var det, der var så betænkeligt? Hvad var det, jeg manglede eller frygtede? Hvad gjorde mig så bedrøvet? Måske det var de autoritære vilkår jeg voksede op og modnedes under i hjemmet og skolen. Autoriteten bandlyser humoren, fordi den hindrer frygten: Børns frygt for voksne, underordnedes for overordnede, svages for stærke. Smilet, latteren og den mere humoristiske tilgang til livet er først kommet gradvist til mig i min senere voksentilværelse. Mærkeligt nok, for ofte går det mennesker omvendt: Det lyse sind i ungdommens styrke og overskud erstattes gradvist af knarvornhed, mismod, kynisme, misantropi og bitterhed forårsaget af de skuffelser og knubs verden giver. Legebarnet i mig fik ikke leget nok som barn. Jeg har været skabsbarn, indtil jeg midt i livet begyndte at springe ud som barn og sågar nu i min høje alder er sprunget ud som hospitalsklovn fra Gøglerskolen i Aarhus. Jeg har erfaret, at det åbenbart aldrig er for sent at få en lykkelig barndom – om end „Det tager lang tid at blive ung,“ som Picasso er citeret for at have sagt. Det må være lykkedes mig helt godt, eftersom min yngste, nu voksne datter, kærligt siger: „Jeg kender ingen så barnlig som dig far.“

Jeg kan føle mig helt ovenpå, når jeg spiller ældre og mere affældig, end jeg er, og laver grin med mig selv. I en forsamling af gamle kværulanter giver det mig status at kunne fremkomme med de største og mest belastende skavanker.


22

bent eikard

Hvem sover dårligst? – Hvem har mest hård mave? – Hvem skal flest gange op om natten og tisse? – Hvem er mest gigt-plaget? – osv., osv.

En dag vil jeg sætte denne annonce i lokalavisen med håbet om respons:

IRRITATIONSSERVICEPensionist tilbyder

at skabe ekstrem kø på posthuse,ved banegårdsbilletsalg og i supermarkeder.

Ring tlf. 33 11 33 11.

Klovn

Som klovn er jeg Mulle, en lettere overvægtig, ikke for klog, Peter Plys-agtig barnlig sjæl, der er rar og venlig, hviler i nuet og stiller sig til rådighed som legekammerat og sjælesørger for syge børn og voksne. Når jeg tager klovnetøjet på og bliver Mulle gennemgår jeg en metamorfose og bliver som barn igen. Og dermed også ind imellem drillevorn, som når jeg med pruttepuden sender et signal til en meget standsbevidst professor, der paraderer forbi med hele sin stab af selvhøj-tidelighedslærlinge i form af yngre læger. Eller sætter røde næser på legemsstore portrætter af hedengangne, alvorstunge koryfæer. Gøremål der indebærer risiko for at blive indklaget for administrationen, som det skete for en klovnekollega på Skejby Sygehus ved mellemkomst af en overlæge, der følte sig forulempet af klovnen. Hvor selvhøjtideligt kan det blive? Samme overlæge indså dog senere klovnens store potentiale som formidler af nærhed og medfølelse, men skulle altså først igennem en vis personlig udvikling.

Jeg har altid en rød næse med mig i lommen, når jeg færdes i byen. Den er et universalmiddel til at løfte stemningen, koster


23


kun en tier og kommer frem i sure og stressede situationer i trafikken, på posthuset, i køer og hvor der nu ellers måtte være tung stemning. Jeg behøver bare at tage den på, og afvente hvad der sker. Det er som at trykke på en knap, der praktisk taget altid afstedkommer et væld af glade reaktioner helt gratis. Men jeg har konstateret, at vi egentlig ikke ser så

meget på hinanden, som man måske skulle tro. I hvert fald kan der gå en rum tid, før omgivelserne registrerer en rød næse under omstændigheder, hvor den ikke forventes. En lidt sur og tvær postassistent kan være ganske længe om at se den.

Nogle mørke vintermorgener kan det være lidt svært at komme ud af sengen, hvis der ikke er noget, man skal, eller nogen til at hive i en. Humøret kan være på nulpunktet eller under, og hvad er det også for noget alt sammen? Jamen så stå dog op mand og gå ned på posthuset og tag din røde næse på, så kører det, og dagen er i gang!


24

bent eikard

Hvorfor leve når vi dog skal dø? Fordi vi kan grineind imellem!

Moderne vestlig kultur er bl.a. kendetegnet ved, at døden er gledet os af hænde. Dødsangsten gennemsyrer vort samfund, og det smitter bl.a. af på behandlingssystemet, hvor det helt overordnede succeskriterium er helbredelse. Jeg har som læge ofte følt, at min opgave var at bekræfte danskerne i, at de var udødelige.

Listen over de døde, jeg tænder lys for i kirken, bliver gradvist længere og længere. Og selv skal jeg også forlade det hele en dag. Hvordan gør jeg mig klar til det? Rejseklar så at sige. Ved at beskikke mit hus ved at rydde op i mine papirer og mit beskedne jordiske gods, planlægge afslutningscere-monien og få færdiggjort mit „åndelige testamente“ i form af en beskrivelse af mit livs hændelser. Det betyder ikke, at jeg nødvendigvis skal rejse, når jeg er klar. Og det skal her indskydes, at jeg har forpligtet mig over for min medredaktør til ikke at dø, før jeg har afleveret mit indlæg til denne bog. Han har på sin side forpligtet sig tilsvarende.

Jeg ville gerne ende mine dage et sted i et varmt land ved en flod, jeg dagligt kunne rense mig i og hylde den opgående sol fra. Og til sidst blive skovbegravet i en økologisk, selv-opløselig urne for på den måde at give mig selv tilbage til naturen med tak for lån. Når jeg forretter nødtørft udendørs, har jeg tilsvarende oplevelsen af at give det materiale, jeg har lånt og ikke mere har brug for tilbage til Moder Natur, som inddrager det i sin store genbrugscyklus, hvor intet går til spilde, og der derfor intet affald er.

Det siges, at den Gud elsker, tager han i et snuptag. Pragt-fuldt at komme til at dø midt i en stor oplevelse, et godt grin, et stort nys. Eller en orgasme, „den lille død“. En samtidig tilstand af tilintetgørelse og uendelig fylde. Dødsøjeblikket


25


som et festfyrværkeri i mødet med det guddommelige og evige. Døden kommer, når den kommer. Hverken før eller senere. Hvad der derefter sker, får jeg se. Det kommer ikke nuet ved. Under alle omstændigheder har jeg en økologisk forpligtelse til at dø for at give plads til de nye, der skal have et rum at eksistere i og til i evolutionens navn at viderebringe det udødelige dna.

Min far havde sine sidste leveår problemer med hjertet. En eftermiddag fik han lægebesøg i hjemmet, og blev tilrådet nogle dages sengeleje. Knapt var doktoren ude af døren, før han sprang ud af sengen og iførte sig kjole og hvidt. Han skulle være vært ved en større sammenkomst på den Kongelige Skydebane om aftenen. Efter at have budt gæsterne velkom-


26

bent eikard

men og sat sig, sank han død sammen. Han døde på scenen i fuld ornat. Ikke om han ville bøje sige for lægens råd og leve for nedsat blus som en slagen mand. Så hellere give den hele armen og dø! Hvordan de andre gæster tog det, har jeg aldrig hørt. Et eller andet sted i min egen psykiske konstitution har jeg taget farve af denne hændelse og har selv været og er stadig tilbøjelig til at udfordre omstændighederne og gøre ligeså. Stik imod Sundhedsstyrelsens mange patroniserende sundhedsråd.

Reinkarnation og efterliv

Jeg drømte en nat, at jeg på en stille vandring kom forbi min egen kiste, som indeholdt min aske. Interessant. Jeg var både væk og til stede. Det var ikke skræmmende. Jeg var alene, men ikke ensom, trist eller bange. Jeg var i live og gik videre.

Det eneste sikre i tilværelsen er, at alting – levende eller ej – konstant er i bevægelse og ændrer sig i den kosmiske dans efter ganske bestemte mønstre og naturlove, suppleret med elementer af uforudsigelige tilfældigheder efter hvad kvante-mekanikken kan fortælle os på sit nuværende udviklingsstade. Den overordnede forskrift er: Skabelse, vækst, modning, forfald og destruktion i et uendeligt kredsløb. Tricket er at overgive sig og lære dansens grundtrin, som helt basalt er at opgive modstand mod forandringer.

Den jeg er i dag, er jeg blevet gennem utallige inkarnatio-ner. En uendelig række af død og genfødsel. Jeg opstod som spermatozo for 78-79 år siden, men døde og blev sammen med ægget født som zygote1, der døde og blev foster, som

1. „I befrugtningsøjeblikket smelter moderen sammen med faderen,“ som en seksårig pige har sagt det. Zygoten er det befrugtede æg i sine allerfør-ste celledelingsfaser indenfor de første timer og dage af liv.


27


døde ved sin fødsel (sic!) og blev baby, der døde og blev til barn, teenager, yngling, moden voksen, midaldrende og nu ung gammel. Jeg er i dag det foreløbige slutresultat af livets evolution på jorden og indeholder elementer helt tilbage fra de bakteriebanker, vi i dag ser som forstenede 3,8 milliarder år gamle stromatolitter. Jeg er et resultat af universets sam-mensværgelse om at anbringe mig her i en enorm, altomfat-tende suppe af atomer og molekyler, hvoraf nogle midlertidigt samler sig og manifesterer sig som noget, der ser ud som mig. Jeg genfødes sekund for sekund i nye kroppe i forbindelse med atom- og molekyludveksling mellem min krop og mine omgivelser foruden gennem celleudvikling og død. Dagligt dør ting i livet omkring mig og i mig, slides, nedbrydes og udskiftes. Relationer opstår og forsvinder, holdninger og me-ninger ændres og skiftes ud. En uendelig række af goddag’er og farvel’er. Jeg er sammensat af byggesten, der blev smedet i stjernernes smelteovn og er på forunderlig vis blevet anbragt i livets store helhed, hvor alt er forbundet med alt andet. Jeg er i universet, men lige så vigtigt: Universet er i mig. Jeg er lavet af stjernestøv.

Efter en nats søvn er jeg en anden, end den der lagde sig til at sove, og inkarnerer om morgenen til en ny dag i et nyt liv med nye muligheder og nye hændelser, hvorigennem jeg igen dør og genfødes. Jeg ser ikke død som det modsatte af liv, men som det modsatte af fødsel. Og jeg aner ikke, hvori efterlivet består, ligesom jeg ikke kender fremtiden. Kun ser jeg en stor sammenhæng, et kontinuum af energier i universets uendelighed og evighed såvel som i mit eget liv. Et kontinuum som jeg indgår i og føler det absurd pludselig skulle standse, fordi mit hjerte holdt op med at slå.

Og hvor bliver det så af, alt det som den enkelte ikke får fortalt videre om sit liv? Det kan forekomme som et bibliotek,


28

bent eikard

der brænder, når en person dør. Men på samme måde som vore molekyler indgår og overlever i klodens genbrugskredsløb, ser jeg vore erfaringer og indsigter indgå i og bidrage til det, der på det synlige plan udmønter sig i en kulturel evolution – og på det usynlige plan i menneskehedens og livets kollektive bevidsthedsudvikling.

Store ord en tirsdag om emner det er svært, for ikke at sige umuligt, at italesætte – for at bruge et hyppigt anvendt udtryk hentet fra den yngre danske ordskat.


100mm 140mm 140mm18mm 100mm

ÆLDRESTYRKENo M a T BLiv E ogvÆRE g a MMEL

ANTOLOGI S TIDERNE SKIFTER

220mm

En blomstrende buket af kvinder og mænd på +70’s

kloge og personlige beretninger, der tilsammen danner

et mangfoldigt billede og besvarer en række spørgsmål

om, hvordan det er at blive og være gammel: Hvilke

strategier bruger den enkelte for ikke at synke hen i

gammelkone- eller gammelmandsdepression?

Og hvordan er det at se tilbage på sit liv, velvidende

at størstedelen af det allerede er levet?

SSvarene er fulde af livsglæde, saft, kraft og

refleksionslyst – foruden ind imellem nogle velvalgte

knubbede ord og knurrende bemærkninger til tingenes

tilstand. For én ting går igen hos mange af bogens

skribenter: En af gaverne ved at være blevet ældre, er

modet til at sige sin ærlige mening – og at stå ved den.

Som der står i redaktørernes forord: ”Vi ønsker, at

denne lille bog kunne inspirere til at gennemleve

aldringen med livsmod, kærlighed, tilgivelse – og

aldrig fortryde noget, der fremkalder en god latter.”

Med andre ord: En bog fuld af håb for den

personlige fremtid!

SMed bidrag skrevet af 30 personer af

begge køn i alderen fra 72 til 93.

AdriAn BEntzOn

BEnt EikArd

BEnt HElwEg ClAëSSOn

dOrrit willuMSEn

Elly SøgAArd AndErSEn

EMiliE MElCHiOr

FrEdErik dESSAu

gidEOn zlOtnik

gunVOr BjErrE

HAnS HEnrikSEn

HEnning CArlSEn

HOlgEr kAllEHAugE

ingE EStVAd

ingEBOrg

jESpEr nEErgAArd

jyttE kyndE SørEnSEn

kArEn grAVErSEn

klArA

klAuS ditlEFSEn

knud SørEnSEn

MAriA MArCuS

MOgEnS A. lund

niElS lind

pAllE FOgtdAl

pEr winkEl

pEtEr pruzAn

riCHArd OEStErMAnn

StEn HEgElEr

SuSAnnE grOtH

tAgE VOSS

Som pensionist går det op for en, hvilken

rigdom der ligger i at have ubegrænset tid

til sin disposition. det er nærmest som at

have fundet en skat.

– AdriAn BEntzOn

jeg ville gerne ende mine dage et sted i et

varmt land ved en flod, jeg dagligt kunne

rense mig i og hylde den opgående sol fra.

– BEnt EikArd

Hvis man har været musikalsk som

ung, vil man også være det som gammel

– med eller uden høreapparat.

– FrEdErik dESSAu

livsvisdom er ikke nogen opskrift

på det rigtige, men snarere summen

af ens erfaringer med det forkerte.

– jESpEr nEErgAArd

Så længe man lever, skal man ikke sætte

livet på vågeblus. det er meningsløst og lidt

uanstændigt. jeg giver den hele armen og

tager de glæder, jeg møder, med stor fryd.

– jyttE kyndE SørEnSEn

rend mig i cpr-alderen!

– MAriA MArCuS

det er klassisk jeronimusseri at vrisse over,

at verden forandres – uden mistanke om, at

afstanden lige så godt kan skyldes, at man

selv står stille, som at alt andet bevæger sig.

– tAgE VOSS

OMSlAg / MikkEl HEnSSEl

ÆLDRESTYRKEN

TIDER

NE SK

IFTER

9 788779 735781

ISBN 978-87-7973-578-1

Ældrestyrken..indd 1 18/10/12 14.17

Ældrestyrken

Documents