aldrig mere fri af sara blædel

3

Aldrigmere fri

R O M A N

SARA BLÆDEL

People’sPress

PP_Aldrig mere_hft 23/05/08, 11:463

5

Til Adam


7

Kvinden lå på ryggen med armene ud til siden og hovedetmod skulderen. Halsen var skåret over i et langt, lige snit,og blodet havde blandet sig med hendes lyse hår, så detbredte sig i en klæbrig masse ud over venstre side af over-kroppen.

Politiassistent Louise Rick rettede sig op og trak vejretdybt. Mon man nogensinde vænnede sig til det? Hun hå-bede det på en måde ikke.

Mørket lå tungt over Kødbyen. Klokken nærmede sigto om natten, og søndag var ved at blive til mandag mor-gen. Aprils natteluft hang fugtig over Vesterbro, selvomden sene aftenregn var stilnet af. Politiets blink og afspær-ringen ud mod Skelbækgade havde skræmt de fleste væk,men enkelte nysgerrige stod og småsnakkede, mens defulgte politiets arbejde.

På trappestenen foran Høker Cafeen sad en enlig fylde-bøtte, som ikke lod sig mærke med politiets massive tilste-deværelse. Han fortsatte sin sang og kom med spredte til-råb, når nogen kørte forbi. Pigerne, der plejede at gå i ga-den, var ikke at se nogen steder. De måtte være trukketned på Sønder Boulevard eller op omkring hjørnet til In-gerslevsgade.

Kriminalteknikernes store projektører kastede deres


8

skarpe lys, der dannede hårde kontraster i mørket. De havdesom noget af det første tapet ligets overflade af for at sikrealle fibre og løse hår, inden de med let fugtede vatpindeduppede efter dna. Retsmediciner Flemming Larsen vendtesig mod Louise og drabschef Hans Suhr.

– Snittet er omkrig tyve centimeter og har efterladt etstort gabende sår tværs over halsen. Det er dybt og har enregelmæssig sårrende, som viser, at kniven blev trukkethurtigt hen over halsen én gang.

Han trak gummihandskerne og mundbindet af og nik-kede til kriminalteknikerne som tegn på, at han var fær-dig, og de kunne fortsætte deres undersøgelser omkringden dræbte kvinde.

– Der er ikke yderligere tegn på vold, så det er gåetstærkt, og hun har ikke opdaget, hvad der var på vej, forder er ingen afværgelæsioner på hænder og arme. Jeg vilskyde på, at det er sket inden for de sidste tre timer, sagdehan.

– Kan du sige noget om, hvem hun er? spurgte Louise.De havde ikke fundet nogen papirer på kvinden.– Mon ikke vi kan gå ud fra, at der er tale om en prosti-

tueret?Retsmedicineren lod blikket hvile på den lille bomulds-

nederdel og den stramme top, inden han tilføjede, at i be-tragtning af den ringe tandstatus tvivlede han på, at hunvar dansk.

– Det er nok ikke et dårligt gæt, medgav drabschefen ogtrådte tilbage, så kriminalteknikerne kunne komme til. Ly-set, retsmedicineren havde arbejdet under, blev nu flyttetlængere ud i gården, så de kunne afdække hele områdetfor spor.

Louise satte sig igen på hug ved siden af kvinden. Såretlå højt på halsen. Det var svært for hende at skelne de


9

enkelte ansigtstræk i mørket, men det var tydeligt, at kvin-den var ung, omkring tyve, gættede hun.

Hun fornemmede skridtene bag sig, men nåede ikke atkomme på benene, før hendes kollega Michael Stig havdestillet sig tæt op ad hendes ryg og lagt begge hænder påhendes skuldre som støtte. Han lænede sig frem og besig-tigede liget.

– Østeuropæisk luder, vurderede han hurtigt og fjerne-de vægten, så hun kunne komme op og stå.

– Hvad får dig til at tro det? spurgte hun og trådte etskridt væk fra ham for at bryde den intimitet, han havdetrukket ned over hende.

– Makeuppen. De sminker sig stadig, som danske kvin-der gjorde i firserne. Alt for meget og alt for skrapt. Hvadhar vi på hende? spurgte han og stak hænderne i lom-merne på de løse cowboybukser.

Louise fornemmede duften af nyvasket hår og frisk deo-dorant. Selv havde hun kun sovet en lille time, da drabs-chefen ringede og vækkede hende, og hun var ude af lejlig-heden på Frederiksberg og fremme på drabsstedet tyve mi-nutter senere. Efter knap fem år som drabsefterforsker hav-de hun efterhånden indkodet en rutine, når de natlige op-kald kom.

– Ingenting, svarede hun kort. – Station City modtog enanonym anmeldelse om en død kvinde i Kødboderne bagHotel- og Restaurantskolen, og så blev røret lagt på.

– Altså en person med et indgående kendskab til denmindre pæne del af København, konstaterede hendes kol-lega. – Med andre ord: Én der selv færdes her dagligt.

Hun løftede et bryn, inden han forklarede:– Det er kun dem, der kender området godt, der deler

Kødbyen op i gadernes navne: Kødboderne, Høkerboder-ne og Slagterboderne.


10

Og det indbefatter åbenbart dig, tænkte Louise ogvendte sig for at gå hen til de andre. Hendes makker, LarsJørgensen, havde sammen med kollegerne fra City væretrundt for at ringe på i ejendommene i Skelbækgade, derhavde vinduer ud mod Kødbyen. Et andet hold tog sig afde personer, der var i gaden samt de omkringliggende.Selvom det var City, den tidligere Station 1 på Halmtorvet,der havde modtaget anmeldelsen, var sagen hurtigt blevetoverdraget til Drabssektionen på Københavns Politigård,og Suhr havde valgt at tilkalde nogle af sine egne folk, såde kunne være med fra starten. Han havde dog fredet Toft,som havde været til sølvbryllup hos sin søster i Jyllandhele weekenden. Drabschefen mente, han skulle have lovat sove ud oven på æresport og hornmusik.

– Der er ikke nogen, der kan sige noget, kunne Lars Jør-gensen melde. – Eller også tør de ikke. Og ingen har sjovtnok været i nærheden af Skelbækgade det sidste døgn. Hel-ler ikke dem Mikkelsen så med egne øjne tidligere på afte-nen.

Han rystede på hovedet og gabte.Mikkelsen var den kollega fra stationen på Halmtorvet,

der havde den dybeste indsigt i, hvad der skete i Isted-gade-kvarteret med dets ludere, pushere og narkomaner.Han var en lille, tæt mand midt i halvtredserne og havdealle sine år i politiet arbejdet på Vesterbro, dog med enenkelt afstikker til Uropatruljen, hvor han havde været itre år, inden han søgte tilbage og fik sit gamle kontor igen.

– Hvad med ham henne på trappen? spurgte Louise.– Han har ikke set andet end bunden på den sidste flaske,

han tømte, svarede hendes makker og gentog det, da drabs-chefen et øjeblik efter kom hen og spurgte om det samme.

– Okay, ingen vil sige noget, så alt er, som det plejer heri kvarteret, sagde Suhr, da han også havde vinket Michael


11

Stig til sig. – Der er ikke mere at gøre for os lige nu. Mikkel-sen og hans folk fortsætter forhøringer af forbipasserende,men jeg tvivler på, vi får nogen til at tale allerede i nat.Hvis nogen af de faste hernede har set noget, ved vi aferfaring, at de lige skal modnes til at fortælle om det, så lados i stedet få lidt søvn. Vi tager fat igen i morgen.

– Hvad med Willumsen? spurgte Louise, mens de gikover til bilerne. Det undrede hende, at hun ikke havde setefterforskningslederen endnu.

– Ham kobler jeg på i morgen tidlig, sagde drabschefenog sendte hende et skævt smil. – Det kan godt betale sig atlade ham få sin nattesøvn.

Louise nikkede. De havde alle sammen prøvet, hvor-dan det var, når Willumsen fik det forkerte ben ud af sen-gen og smittede alle med sit dårlige humør.

Da Louise stod op efter fire timers søvn, havde hun ondt ihalsen og følte sig tung i kroppen. Flere gange var hunvågnet med billedet af den ukendte unge kvinde for sitindre blik. Hvorfor var hun blevet slået ihjel på den måde?Der lå aggressivitet bag det dybe sår i halsen, men hunhavde ikke kæmpet for sit liv, for hun havde ikke nået atregistrere, at drabsmanden kom op bag hende. Tankernedukkede op og samlede sig, mens billeder fra nattens ger-ningssted afløste hinanden. Igen og igen så hun skyggernepå den mørklagte Kødbys lave, hvide facader, hvor slag-tere og fødevaregrossister kun trak folk til i dagtimerne.

Hun gik ud i køkkenet og satte vand over til te, indenhun fortsatte ud i bruseren. Hun stod så længe under denvarme stråle, at den nåede at fylde badeværelset meddamp, inden hun følte sig klar til at gå ud igen. Bageftersank hun ned på køkkenstolen med teglasset mellem hæn-derne.


12

Drabschefen havde oplyst som det sidste, inden de skil-tes, at der ville være briefing på sagen klokken 9. I afdelin-gen var det blevet hverdag igen, efter at den store politire-form havde sendt kraftige rystelser gennem KøbenhavnsPolitigård. Man havde nedlagt både Afdeling A, som varDrabsafdelingen, og Afdeling C, der havde taget sig afrøveriefterforskning. Nu var det hele blevet slået sammen,mange kort var blevet blandet, skel var blevet udvisket, ognogle af de mest erfarne efterforskere var blevet flyttetandre steder hen. Der var heller ikke længere plads til allede vicekriminalkommissærer, der havde siddet som grup-peledere, og derfor havde Louise mistet Henny Heilmann.Hende havde de tilbudt job som central efterforsknings-leder i HS, så hun sad nu oppe i Radiotjenesten og dirige-rede rundt med patruljevognene. Louise vidste, at dethavde taget hende noget tid at få vendt det til noget posi-tivt.

Hun gik ind i soveværelset og fandt en tyk trøje frem fraskabet. Hun havde følt sig fristet til at tage bussen nede fraGammel Kongevej, men i sidste øjeblik mandede hun sigop og besluttede at cykle.

Morgentrafikken på cykelstien var heftig. Alligevel lag-de hun sig ud i overhalingsbanen, da hun krydsede H.C.Ørstedsvej, og trampede til med cykelhjelmen hevet godtned over øjnene, så den skærmede for det skarpe forårslys,der pludselig trængte sig på.

– Lad bare City køre videre med forhøringerne ude i kvar-teret og vel i særlig grad i ludergaderne, hvor kundernefærdes. Der er sgu nok større chance for at få en stam-kunde til at tale, hvis han kender afdøde, end at høre pip-pet fra fuglenes eget næb. Så koncentrerer vi os imens omat identificere kvinden og om de tekniske spor. Der er vel


13

også grænser for, hvor mange ressourcer du regner med atsmide efter den her sag?

Politikommissær Willumsen så spørgende på Suhr.Drabschefen trak lidt på det, og Louise lod stolen vippe

tilbage, så den støttede op ad væggen. Det var efterhåndenet år siden, Suhr havde gjort Willumsen til efterforsknings-leder for den gruppe, hun var en del af. Han var hadet afmange for sin arrogante og uforskammede facon. Hanblæste på alt og alle omkring sig, også overordnede ogligestillede. Alligevel kunne Louise egentlig meget godtlide ham. Det var Willumsen, der i sin tid havde lært hen-de, at det hed: Ja, Nej eller Rend mig i røven. Klare meldin-ger og ikke så meget pis. Er det forstået, er det ikke for-stået, eller er du skide ligeglad med det, jeg står og siger tildig. Men det var også ham, der nogle år tidligere havdetilmeldt hende en uddannelse i politiets forhandlergrup-pe.

Nu trådte Suhr et skridt tilbage og støttede armen modvæggen, som om han samlede kræfter til at give igen.

– Du har de ressourcer, vi får brug for. Lige nu tæller detalle fire efterforskere i din gruppe: Rick og Jørgensen. Toftog Michael Stig. Plus den assistance vi allerede har i Mik-kelsen og hans folk fra Halmtorvet.

Drabschefen lod armen falde efter at have sendt sin af-levering af sted.

Willumsen havde sænket blikket og fokuserede på sinhøjre tommelfingernegl. Han rensede den omhyggeligtmed blyantens spids, mens han så ud til at overveje, hvor-dan han bedst disponerede over sine folk. Endelig smedhan blyanten fra sig og afgjorde, at Toft og Michael Stigholdt snor i kriminalteknikerne, så de var ajour med, hvadder dukkede op, og det var også dem, der skulle være tilstede under obduktionen af den ukendte kvinde.


14

Så flyttede han blikket til Louise og hendes makker.– I tager ned til Mikkelsen og koncentrerer jer om mil-

jøet, afgjorde han og hævede mødet.


15

Vækkeuret havde ringet halv syv. Det havde regnet tem-melig meget i de tidlige morgentimer, så Camilla Lind be-sluttede at droppe løbeturen, som ellers skulle have væretden første i et nyt træningsprogram, hun havde planlagt atgå i gang med. I stedet bestemte hun sig for at gå i Frede-riksberg Svømmehal, der lå to gader fra hendes lejlighed.Her stod den på mindst tyve baner efterfulgt af en tur isaunaen, men så ville weekenden forhåbentlig også væreskyllet af. Den var endt i lidt for mange mojitoer og alt forlidt søvn. Hendes søn havde været hos sin far fra torsdagtil søndag, og han var taget direkte derfra hjem til en sko-lekammerat, hvor han skulle sove. Mandag formiddagskulle klassen på tur til Frilandsmuseet, og de skulle mø-des på Nørreport klokken ti, men da kammeratens far varpræst og alligevel hjemme, havde han forsikret Camillaom, at han gerne ville påtage sig ansvaret for, at beggedrenge kom af sted til rette tid. Mandag klokken ti sad hunnemlig selv midt i kriminalredaktionens ugentlige redak-tionsmøde inde på Morgenavisen.

Camilla fandt målbevidst svømmetøj og håndklædefrem. Det var ikke tit, hun gik i svømmehallen, men i dagskulle hendes motionsambitioner lykkes. Det var patetisk,så mange gange hun var begyndt, og hver gang endte det


16

i halvforkølede forsøg og fuldfed dårlig samvittighed, nårhun til sidst erkendte, at hun rent faktisk ikke gad.

Der var tomt på kriminalredaktionen, da hun to timer se-nere låste døren op til sit kontor med røde kinder og appe-tit på at tage den nye uge i en stor mundfuld. Tredivebaner og et kurbad havde fyldt hende med ny energi. Dervar en time, til mødet begyndte, og hendes idé-blok vartom. På grund af weekendens date – Kristian, som førstsøndag havde oplyst, at han havde lovet at hente sin kære-ste, når hun kom hjem fra venindeturen til London – hav-de Camilla helt sluppet nyhedsstrømmen og hverken læstaviser eller set tv i weekendens løb.

Hun havde mødt ham tilfældigt i Magasin. De havdegået i folkeskolen sammen, men hun havde ikke genkendtham, da han greb fat i hende neden for rulletrappen. Førstda han havde remset flere af de andre navne fra klassenop, var noget begyndt at dæmre. Det viste sig, at han ogsåboede på Frederiksberg, og hun havde sagt ja, da hanspurgte, om hun havde lyst til at spise middag på Belis Barlørdag aften. De var endt hjemme hos hende efter et parstore drinks i baren, men næste dag passede det hendefint, da han sagde, han skulle af sted.

Camilla tændte sin computer og gik ud for at sætte kaf-fe over. Samtidig samlede hun dagens aviser op fra gulvet,hvor de var smidt i en bunke uden for døren ind til krim-redaktionens beskedne mødelokale. Hun kunne godt nå atbladre dem igennem inden mødet og loggede sig også indpå Ritzaus nyhedsbureau for at se, hvad de havde af kri-minalstof fra weekenden. Et større knivstikkeri i Ålborgog en voldsom trafikulykke på Fyn med tre omkomne,noterede hun på blokken, mens hun hørte en dør gå ognikkede til redaktionens praktikant, der råbte hej.


17

Hun ledte videre, løb også hurtigt de andre avisers net-nyheder igennem og tjekkede DR og TV2, men det vartyndt. De nyheder, der var, væltede ingen forsider. Camillaså på uret. Kvart over ni var den blevet, og redaktionschefTerkel Høyer nikkede, da han gik forbi.

Hun rejste sig og lukkede døren, inden hun gik i gangmed at ringe til et par af de store politikredse for at høre,hvad de havde på døgnrapporterne fra weekenden.

– Okay, hvad har vi? indledte Terkel Høyer, da Camilla oghendes kollega, Ole Kvist, havde sat sig sammen medpraktikanten, Jakob, der bød af de kanelsnegle, han havdekøbt med. Det var sidste uge på redaktionen, inden hanskulle tilbage til Journalisthøjskolen.

Camilla så ned på den ene historie, der var endt på hen-des blok, både knivstikkeriet og trafikulykken havde hunkasseret. Kvist bladrede i de udklip, han havde foran sig.Hendes kollega havde gjort det til en vane at runde avisensnyhedsredaktion hver mandag morgen, inden han fortsatteop til anden, hvor deres egen redaktion lå. Dernede abonne-rede de på alle landets mindre aviser, som han hurtigt skræl-lede for kriminalstof, og først når han skulle i gang med atfremlægge sine forslag på redaktionsmødet, vurderede han,hvilke han fandt egnede til at tage op. Det så altid impone-rende ud, selvom der højst kom et par opfølgninger ud afdet, for når de nåede Morgenavisens kriminalsider, kunnede ikke betegnes som nyheder længere.

– Der er en kunstbande, der hærger i Silkeborg-området.Kvist læste op af det første udklip og skævede hen til

redaktionschefen for at se, om det fangede hans interesse,inden han fortsatte.

– De går tilsyneladende målrettet efter den dyre væg-kunst og ryddede i weekenden en villa for en stor Per


18

Kirkeby og to andre malerier af en norsk kunstner i sammeprisklasse. Politiet vurderer, at der alene i den villa er taleom kunst for flere millioner. Og den type indbrud har dehaft adskillige stykker af inden for de sidste par måneder.

Hans stemme var blevet mere energisk i takt med, athan fik talt sig varm på historien.

– Der er vel ikke rigtig noget i den for os, dristede Ca-milla sig til at indskyde. – Den er jo kørt.

– Der ville da være noget, hvis vi kunne være med til atfå ram på tyvebanden ved at slå sagen endnu større op,påpegede han og så appellerende på Terkel Høyer.

– Hvad er det for en avis, du har det fra? spurgte redak-tionschefen og rakte ud efter udklippet.

– Midtjyske, så den har nok ikke kørt i nogen af de storeendnu, svarede Kvist og foreslog, at han i hvert fald brugtenoget tid på at ringe rundt på den.

Camilla brækkede en ring af sin kanelsnegl. Der varingenting i den historie, før politiet fik et gennembrud,men det skulle ikke undre hende, om han slap af sted medat sidde og fedte med den.

– Det er jo dér, alle bilforhandlerne bor, med fin udsigtover Silkeborg-søerne og råd til den slags på væggene,mindede Kvist dem om. – Så det kan vel ikke være såsvært for forbryderne at finde frem til deres privatadresserog holde øje med, hvornår de går til cocktails hos naboer-ne. Og så er det bare at slå til.

Camilla sendte en tanke til de politifolk, der havde sa-gen. Mon ikke den udlægning også havde strejfet dem?

– Nå, se bare lidt på den, sagde Terkel og afbrød hendestanker. – Har du andet?

Kvist rystede på hovedet og skubbede de andre udklipind under den historie, der var gået igennem. Han så henpå Camilla, som hurtigt tørrede sig om munden.


19

– Lind, hvad har du? spurgte hendes chef.– Jeg har et drab. En ung kvinde blev myrdet på Vester-

bro i nat.Terkel Høyer løftede interesseret et bryn.– Der er ikke så meget at fortælle endnu. Et anonymt

opkald til politiet. De fandt hende nede ved Skelbækgadeet sted omkring indgangen til Hotel- og Restaurantskolen.

– Altså en luder, afbrød Ole Kvist og lænede sig tilbage.Camilla ignorerede ham.– Kvinden havde fået skåret halsen over, og Suhr har en

gruppe på. De har ikke identificeret hende endnu. Men defortæller uden for citat, at de har en formodning om, athun kan være fra Østeuropa.

– Ja, dem er der jo efterhånden nogle stykker af, sagdehendes kollega og foreslog redaktionschefen, at han tog entur til Silkeborg for at tale med nogle af de ofre, der havdeværet udsat for milliontyverierne.

– Jeg vil gerne gå videre med den her historie.Camilla hævede stemmen i et forsøg på at fastholde sin

chefs opmærksomhed.– Hun var kun omkring tyve.Redaktionschefen sad lidt og nikkede, mens han tænkte

sig om.– Skriv du bare en to-spalter på det.– Det lød, som om der er tale om en brutal nedslagt-

ning, fortsatte Camilla, frustreret over at han ikke syntes,historien fortjente mere. – Det kan da blive en stor historie,særlig hvis vi ikke har andet.

– Jamen, vi har andet, udbrød Kvist fra den anden sideaf bordet, og Terkel Høyer så ud til at være enig.

– Jeg går ind og ringer til den retsmediciner, der holdtligsyn derude i nat. Hvis hun er blevet likvideret …

Camilla blev afbrudt af sin mobiltelefon. Hun skulle


20

lige til at slukke for at få ro til at argumentere videre, såhendes historie ikke røg til fordel for indbruddene, men dahun så, at det var Markus, trak hun i stedet stolen lidttilbage fra bordet og bad ham gøre det hurtigt. Samtidigbeholdt hun blikket på Terkel, der bad Jakob fortælle,hvad han havde af forslag til avisen.

– Hvad for et barn? spurgte hun ned i røret og bad søn-nen tale lidt højere. – I kirken, da I skulle ind til Nørreport?

Camilla kunne selv høre, at hun lød kort for hovedet,men da sønnens ord blev ved med at komme i kaskader,trak hun vejret dybt og bad ham roligt gentage det hele oglidt langsommere. Hun hørte, at Kvist igen havde taget fatpå historien om kunsttyverierne, men vendte sig modvæggen og koncentrerede sig om at lytte. Først nu opda-gede hun, hvor spinkel drengens stemme var, og hvor be-rørt han lød midt i al den oprevne snak. Hun lod ham tale,til han havde talt sig helt ud.

– Jeg kommer med det samme, sagde hun så og sluk-kede telefonen.

De andre havde fanget Camillas forandring og så nys-gerrigt på hende, da hun igen vendte opmærksomhedenmod mødebordet.

– Jeg er nødt til at gå. Min søn og hans kammerat harfundet et spædbarn, der er blevet efterladt på gulvet i vå-benhuset ude i Stenhøj Kirke.


21

Nede på Gothersgade viftede Camilla efter en taxi. De før-ste tre var optaget og kørte lige forbi, så hun begyndte atsmåløbe op langs Kongens Have mod Nørreport, menshun holdt øje.

– Stenhøj Allé, sagde hun, da en minibus med lys i taxi-skiltet svingede ind til kantstenen og samlede hende op.

Morgentrafikken var lettet, da de kørte ud mod Frede-riksberg, men hun syntes alligevel, det gik for langsomt.Hun vidste, at hun burde bruge tiden på at ringe til Rets-medicinsk Institut og finde frem til den retsmediciner, derhavde været ude i Skelbækgade om natten, men kunneikke koncentrere sig med adrenalinen pumpende i årerne.Den var blevet udløst, da hun hørte, hvor oprevet Markusvar. Hun så hans lyse ansigt for sig, det strittende korte hårder hver morgen omhyggeligt blev sat med creme og hår-spray. Han var blevet stor med sine elleve år, men ikkestørre end at han stadig ringede til sin mor, når han blevbragt ud af fatning.

Hun sad klar med sin pung i skødet, da de nåede fremtil kirken.

– Du skulle have sagt, du betalte med kort allerede vedturens start, sagde chaufføren og så surt på hende i bak-spejlet, da hun rakte sit dankort frem mod ham.


22

– Vil du have penge, eller vil du ikke have penge? spurgtehun og samlede sin taske op fra gulvet.

Et øjeblik efter var hun ude og på vej op langs kirken,hvor hun blev passeret af en politibil, der kørte indpå parkeringspladsen ved siden af kirkegården. Camillafortsatte ad stien om bag kirken og ind på gårdspladsenforan præsteboligen, hvor hun i køkkendøren blev mødtaf præsten, Henrik Holm, der stod med en lille bylt i fav-nen. Markus sprang op fra en køkkenstol og kom hendei møde, tæt fulgt af vennen, Jonas, som hilste på hendemed den lidt hæse stemme, som hendes søn syntes var såsej.

Præsten tyssede lidt på dem, da de i munden på hinan-den begyndte at fortælle, hvordan de havde været på vej afsted og pludselig havde hørt barnegråd, men deres ivrigeforklaring blev afbrudt af en gennemtrængende dørklok-ke. Drengene styrtede ophidsede ud af køkkenet og gen-nem stuerne mod hoveddøren for at tage imod politiet.

– Hvad er det, der er sket? spurgte Camilla hurtigt, dahun var blevet alene med præsten.

Han vuggede bylten med små rolige bevægelser.– Jeg sendte drengene af sted lidt i halv ti og så efter

dem, da de gik over gårdspladsen. Pludselig standsede deop og blev stående et øjeblik, inden de begyndte at løbeover mod kirken. Jeg gik ud for at sige til dem, at de skullese at komme af sted, så de ikke kom for sent til klasseturen,men i det samme kom de styrtende og råbte, at der lå enbaby og græd.

Camilla bøjede sig over det lille barn i præstens arme.Et lillebitte ansigt lå i rolig søvn, håret var mørkt og tæt,men klistrede fedtet ind til hovedet.

– Er det en dreng eller pige? spurgte hun.– Det er en lille pige, svarede han og kiggede ind mod


23

stuen, hvor der i det samme lød skridt hen over parket-gulvet.

– Lad mig sætte vand over til lidt kaffe, mens du tagerimod politiet, foreslog hun og hilste på de to betjente, dertrådte ind.

– Hej, sagde præsten til dem med en stemme, der nær-mede sig en hvisken. – Hun er lige faldet i søvn, men ellershar hun grædt uafbrudt, siden drengene fandt hende.

Betjentene nikkede så indforstået, at Camilla kunne reg-ne ud, at de selv havde børn og vidste, hvor vigtigt det varat undgå at forstyrre den fredfyldte søvn.

– Hvor fandt I hende? spurgte den ene og vendte sigmod Jonas og Markus, der pludselig virkede generte ogusikre.

– I våbenhuset, kom det endelig, og da de ikke fortsatte,tog præsten over.

– Drengene var på vej til skole, da de hørte hende, for-klarede han og nikkede til Camilla, da hun spurgte efterkaffen, mens hun pegede på et køkkenskab.

– Hun lå på stengulvet lige inden for døren i det her,sagde han og løftede lidt op i det mørkeblå frottéhånd-klæde, der var svøbt om spædbarnets krop.

Pigen rørte uroligt på sig, da betjenten begyndte at pak-ke den blå frottébylt op, men vågnede ikke.

– Jeg tror, hun er helt udmattet af at græde, sagde præ-sten. Så fortalte han, at han først havde fået hende til atsove, da han var kommet i tanke om, hvordan han mangeår tidligere havde beroliget Jonas ved at ae hans kind i småcirkler.

– Hun er sikkert meget sulten, men alligevel faldt huntil ro, da sutterefleksen satte ind, og hun har suttet grådigtpå min lillefinger, indtil hun faldt i søvn for lidt siden,sagde han og rykkede sig lidt tilbage, så han kunne lægge


24

pigen på sit skød, mens betjentene trådte nærmere for at seordentligt på hende.

Camilla gik hen og stillede sig bag dem for at kiggemed.

Højst et døgn gammel, gættede hun, måske mindre. Hunså helt nyfødt ud, var nøgen og havde en lang blodig navle-streng hængende ned langs siden af kroppen, der var ind-smurt i fosterfedt og blod.

– Hun er i hvert fald ikke blevet gjort i stand efter fødslen.Det ser nærmest ud til at være foregået primitivt uden enjordemoders hjælp, konstaterede den ene betjent og stude-rede navlestrengen. – Jeg gætter på, at den er blevet revetover, så flosset som den er. De har i hvert fald hverken brugtkniv eller saks, da hun blev skilt fra sin mor.

Han så hen på præsten.– Kan fødslen være foregået i kirken? spurgte han.Henrik Holm rystede på hovedet, men trak samtidig på

skuldrene.– Jeg skal selvfølgelig ikke kunne sige det, erkendte han.

– Der var ingen tegn på det, men jeg har ikke set efter i restenaf kirken.

Camilla satte kaffe og kopper på bordet og tøvede kunet øjeblik, da betjenten spurgte, om hun kunne sidde medpigen, indtil ambulancen kom.

– Det varer sikkert ikke mange minutter, og vi vil gernehave dig og drengene med over i kirken, så I kan vise, hvorhun lå, sagde han henvendt til Henrik Holm, der pakkedehåndklædet sammen om barnet, inden han forsigtigt løfte-de hende op og anbragte hende i favnen på Camilla.

Køkkendøren lukkede sig bag dem, og hun satte sig ind påslagbænken. Turde ikke skænke kaffe, mens spædbarnet låi hendes arm, men sad i stedet helt stille og betragtede den


25

lille pige. Hun mærkede, hvordan noget inde i hendesprang op, og det var ikke svært at sætte ord på, hvad detvar. For den sårbarhed, den lille nyfødte udstrålede, var såstor, at hun havde set de samme følelser hos de to mand-lige betjente.

Med den frie hånd trak hun tasken til sig og fandt mo-bilen frem. Hun slog kamerafunktionen til og nåede attage et par billeder af den sovende pige, men da det ban-kede på køkkendøren, smed hun mobilen tilbage i taskenog råbte: – Kom ind.

Øjeblikket efter stod to ambulancefolk i køkkenet ogspurgte, om barnet stadig sov.

Camilla nikkede og rejste sig forsigtigt.– Vi henter lige vuggen, sagde den ene.Mens hun ventede på, at de kom tilbage, knugede hun

den lille pige tæt ind til sig og mærkede, hvordan spæd-barnet trak vejret i rolige små bevægelser. Hun blev stå-ende og lod fornemmelsen trænge dybt ind i kroppen, ind-til hun hørte skridt over gårdspladsen, og Henrik Holmkom tilbage sammen med den ene betjent.

Gennem vinduet så hun, at Markus og Jonas var blevetstående ude ved ambulancen, hvor de så nysgerrigt til, dabagklappen blev slået op og vuggen løftet ud.

– Hvad kommer der til at ske nu? spurgte præsten ogvendte sig mod betjenten.

De trak sig lidt, da ambulancefolkene i det samme komtilbage, og Henrik Holm ryddede hurtigt en ende af køk-kenets langbord, så de kunne stille vuggen dér. Det varsamme type, som Markus havde ligget i, da han var ny-født, gennemsigtig og af plast, og den var foret med et tykthvidt tæppe og et rent håndklæde.

– Hun bliver kørt hen på Frederiksberg Hospital, hvorhun får noget mad, inden hun bliver undersøgt og gjort i


26

stand, sagde betjenten og fortalte, at han et år tidligerehavde haft en lignende sag. – Der skal tages nogle blod-prøver, så vi kan lave en dna på hende, og så skal hunholdes under observation.

Ude på gårdspladsen var kriminalteknikerne ankom-met, og betjenten forklarede præsten, at de tog det blå frot-téhåndklæde med ud på Kriminalteknisk Center til nær-mere undersøgelse, når de var færdige med arbejdet i ogomkring kirken.

Vuggen var klar, og Camilla kastede et sidste blik påden lille pige, inden hun rakte hende fra sig, men i sammeøjeblik hun slap, kom gråden. Høj og hjerteskærende. Dentrak det nyfødte ansigt helt sammen, og de små knyttedehænder slog heftigt om sig. Den unge ambulancemandrakte forskrækket barnet tilbage og spurgte, om ikke Ca-milla ville lægge hende.

– De skal nok tage sig godt af hende ude på hospitalet,tilføjede han beroligende.

Camilla så på de to drenge, da vuggen blev båret ud tilambulancen. De var tydeligt påvirkede af pigens voldsom-me gråd og stod med lukkede ansigter og fulgte med, indtilambulancen var drejet ud på vejen.

Hun skænkede kaffen op i krus og bød rundt, menspræsten og drengene blev bedt om at fortælle, hvad dervar sket.

– Ingen af jer hverken så eller hørte nogen omkring kir-ken her til morgen? begyndte betjenten.

Alle tre rystede på hovedet.– Hvad var klokken, da du kom ned i køkkenet?Han så spørgende på præsten.– Jeg stod op lidt i syv og har været hernede siden klok-

ken halv otte for at lave morgenmad og smøre madpakker,forklarede Henrik Holm og nikkede hen mod køkkenbor-


27

det. – Fra vinduet kan man se lige over til kirken.Betjenten nikkede. Han havde allerede været henne ved

vinduet for at konstatere, at der var et godt udsyn til kirkenog hele gårdspladsen.

– Drengene fortæller, at døren til våbenhuset stod lidtåben, da de hørte pigen. Bemærkede du, om den ogsåvar åben, da du kom ned i køkkenet for at lave morgen-mad?

Camilla lyttede, mens hun fandt mælk frem i køleska-bet og satte kartonen på bordet. Hurtigt sendte hun TerkelHøyer en sms om, at det trak lidt ud, men at han godtkunne regne med en historie til næste dags avis. Så sattehun sig ind på bænken ved siden af Markus og lagde enarm om hans skulder.

– Det skal jeg ikke kunne sige, indrømmede HenrikHolm. – Jeg lagde simpelt hen ikke mærke til det.

– Men du ville have set det, hvis nogen var gået ind?– Det tror jeg bestemt, men jeg havde jo ikke et øje mod

kirken hele tiden. Drengene skulle op og fodres af, indende skulle af sted på tur.

Betjenten nikkede og trak på skuldrene.– Jamen, så er der nok ikke så meget at komme efter,

hvis I ikke har bemærket nogen i nærheden af præstegår-den eller kirken, konstaterede han.

– Hvad gør I for at finde pigens mor? spurgte Camilla,da det så ud, som om han ville rejse sig.

– Vi håber først og fremmest på, at hun dukker op af sigselv, svarede han og tog igen sit kaffekrus mellem hænder-ne. – I de fleste af den slags sager ender det med, at morenmelder sig. Og noget tyder jo på, det var meningen, atbarnet skulle findes, siden det blev lagt her i kirken. Ellerskunne man have efterladt det hvor som helst eller tagetlivet af det.


28

Camilla trak Markus ind til sig, da hun mærkede, hvor-dan hans krop spændte op.

– Men gør I slet ikke noget for at finde frem til hende?udbrød Henrik Holm.

– Der er jo ikke så meget, vi kan gøre, hvis hun ikke vilfindes, men vi går naturligvis ud i pressen og appellerertil, at hun melder sig, og så vil vi forhøre os her i området,om nogen skulle have set noget.

Betjenten lød på forhånd en smule træt og lænede sigtilbage på stolen.

– Men hvad hvis I ikke finder hende? ville Markus vide.– Så skal der findes nogle adoptivforældre, forklarede

betjenten tålmodigt, – og indtil de er fundet, går jeg ud fra,at pigen bliver anbragt på Skodsborg Observationshjem.

– Er der så slet ikke nogen, der tager sig af hende? spurgteJonas, der havde lyttet opmærksomt til det, betjenten for-talte.

– Jo, der er nogle søde damer, som vil passe godt påhende, til hun får nogle nye forældre.

– Der må da være mere, I kan gøre. Der er jo også hånd-klædet at gå efter, udbrød Camilla og lod armen falde, daMarkus trak sig.

– Vi gør selvfølgelig, hvad vi kan. Men barnet lever, oghvis moren ikke vil have det, er det vel også bedst for pigen,at hun kommer til et forældrepar, der brændende ønsker siget barn, gav betjenten kort igen og bad Henrik Holm om ettelefonnummer, hvor han bedst kunne træffes.

Da han rejste sig for at gå, afleverede han sit visitkort tilpræsten og stak også et i hånden på Camilla. Hun kunnese, at han hed Rasmus Hem, og nikkede automatisk, dahan sagde, at hun var velkommen til at ringe, hvis hendessøn kom i tanke om mere. Ren standard, tænkte hun ogstak kortet i lommen.


29

Drengene forsvandt op på første sal, hvor Jonas havdesit værelse, Camilla fjernede blikket fra trappen og nikke-de til præstens tilbud om en kop kaffe mere. Pludseligføltes det, som om et tomrum havde lagt sig over køkke-net, og stilheden hvilede tungt over dem.

– Sikke en redelighed.Henrik Holm lod sig synke ned ved bordet og rakte ud

efter sukkeret.Camilla forsøgte at forestille sig, hvad der kunne få en

mor til at efterlade sit nyfødte barn til en ukendt skæbne,men der dukkede ikke noget op i de følelsesregistre, hunrådede over.

– Kan du komme i tanke om nogen gravide, der er kom-met her? spurgte hun i stedet.

– Jeg tænker som en gal, men den eneste gravide, derkommer her med nogenlunde jævne mellemrum, er Mette,og hun har ikke termin endnu.

Han rystede på hovedet og kastede et blik på væguret.– Jeg skal ind og skrive på en klumme, sagde han og så

ud ad vinduet mod kirken. – Men de får vel heller ikkemere brug for mig de næste timer.

Camilla rystede på hovedet og rejste sig. Klokken varnæsten halv tolv, og hun kaldte på Markus for at sige, athun gik.

– Jeg smutter tilbage på avisen, sagde hun og trak fing-rene igennem hans hår, så et par af totterne lagde sig lidtned. Det fik ham straks til at rode det hele op igen, så detstod ud til alle sider.

Hun lagde hænderne på hans skuldre og holdt hansblik for at spore, om forskrækkelsen stadig havde greb iham, men slappede af, da hun fornemmede, hvordan hanbegyndte at trippe for at få hende ud ad døren, så hankunne løbe tilbage til værelset.


30

– Jeg ringer, så snart jeg kan slippe af sted derindefra,lovede hun og gav ham et kys på kinden og et mere ipanden, inden han vred sig ud af hendes arme og råbte ja,ja, mens han forsvandt op ad trappen.

Camilla vendte sig mod præsten og smilede.– Det ser ud til, at de er videre, konstaterede hun.


31

– Der er jo ikke en kæft af dem, der kan have set noget,som færdes i gaden på det her tidspunkt af dagen, fastslogMikkelsen, da Louise og Lars Jørgensen meldte deres an-komst på Station City. De var blevet vist ind på hans kon-tor, som havde vindue mod Halmtorvet. Den gråhåredeefterforsker med de små hornbriller lagde armene overkors og kastede et blik ud, inden han sagde, at han alleredeom natten havde været rundt for at tale med et par stykkeraf dem, der plejede at vide noget.

– Havde de noget at fortælle?Louise spekulerede på, om Mikkelsen overhovedet

havde været hjemme og sove. Hun havde med det sammebemærket skibsbriksen, der stod langs kontorets ene vægog lige nu bugnede af papirbunker og mapper, men underdyngerne lå et blomstret vattæppe.

Han rystede på hovedet, men trak samtidig på skuld-rene som for at sige, at det ikke altid var så let at vurdere,hvor meget hold der var i det.

– Jeg havde billedet med rundt, sagde han og pegedepå det fotografi, der var blevet taget om natten af kvindensansigt fra hagen og op. – Flere mener at have set hende,men påstår, at de ikke ved, hvem hun er. Eller hvem hunarbejder for.


32

– Og du er sikker på, at hun er prostitueret? spurgteLars Jørgensen.

Mikkelsen vippede tilbage i sin højryggede kontorstolog sad lidt med hænderne foldet over den runde mave.

– Helt sikker er man vel aldrig, før oplysningen er ende-ligt bekræftet, sagde han og lod blikket fokusere på væggenbag dem, – men jeg synes godt, vi tør arbejde ud fra denteori.

– En kollega påstod, man kunne se på hende, at hun varfra Østeuropa. Kan der være noget om det? spurgte Louiseog så med det samme, hvordan Mikkelsens ansigt lukkedetil, og blikket blev mørkere.

Han vippede frem igen, og hænderne kom op på bor-det.

– Det er altid rart med kolleger, der er så kloge, at dekan se det hele med et enkelt blik, og som så effektivt er istand til at skære alle pigerne over én kam. Så enkelt er detikke. Det er jo ikke en mærkevare, vi har med at gøre, så viuden videre kan gå ud fra, at ser de sådan ud, kommer dederfra. Det er mennesker, vi taler om, ikke racer, som mankan slå op i en bog og læse om.

Tonen var spids og vreden let antændt, fordi provoka-tionen ikke var ny.

– Hvad er så dit bud? spurgte Louise, da han var faldetlidt ned.

– Jamen, hun kan skam godt være fra Østeuropa.Mikkelsen smilede pludselig.– Det er bare ikke noget, jeg er nået frem til ud fra hen-

des udseende. Jeg ser på det, der er sket, og det sted, hunblev fundet. Der ville også have været større chance for, atjeg havde kendt hende, hvis hun havde været dansk. Og såfornemmer jeg, at der er lidt uro blandt de østeuropæiskepiger for tiden. Der er kommet flere til i løbet af de sidste


33

par år. Nogle arbejder for alfonser, andre arbejder for sigselv, men ingen af dem slipper for at betale for at gå igaden.

– For at gå i gaden? afbrød hun og så spørgende påham. – Hvordan hænger det sammen?

– Nogle af de ubehagelige drenge bilder dem ind, at deter dem, der bestemmer over gaden, og at pigerne skal be-tale et sted mellem 300 og 500 kroner om dagen for at fålov at gå der.

– Det kan de sgu da ikke. Hvis der endelig skulle værenogen, der bestemte over Istedgade, er det vel ikke en flokalfonser, udbrød Lars Jørgensen forarget.

– Får de så noget til gengæld, når de har betalt? spurgteLouise og lod blikket hvile ved et forstørret bykort overVesterbro, der hang lige ved siden af Mikkelsens skrive-bord. På væggene hang der også billeder af Istedgade ogdens sidegader fra en tid, hvor butiksfacaderne så helt an-derledes ud. Louise gættede på, at de var fra halvtredser-ne. På et af billederne kom en betjent kørende på cykel, oget andet forestillede tre mænd, der stod med et par høker-bajere og skålede mod fotografen. Det hele i sort-hvid.

Mikkelsen trak på skuldrene.– Ja, de lover dem skam beskyttelse, nikkede han og

gned sine skægstubbe i et par korte krads.Louise kunne se på ham, at den beskyttelse ikke var

noget, de prostituerede skulle lægge alt for meget i.– De tror på det, fordi de ikke har andet valg. De får at

vide, at alfonserne samarbejder med politiet, og at der skalbetales, så de ikke bliver smidt ud af landet.

– Men pigerne finder vel ud af, at det ikke passer, nårde taler sammen? blev Louise ved.

Mikkelsen rystede på hovedet og skød de sorte brillerop i panden. Der var noget retro over modellen, men hun


34

var sikker på, at de havde overlevet fra dengang. Han hav-de ikke valgt dem, fordi de var blevet moderne igen.

– Du skal huske på, at mange af de piger, der ender her,ikke nødvendigvis har verdens længste skolegang. Dérhvor de kommer fra, er det ikke ualmindeligt at betale sigtil at få lov at være i fred for ordensmagten, og samtidig erde heller ikke vant til at have så meget at skulle have sagt.Så når nogen, der, om jeg så må sige, taler højere end dem,forklarer, at sådan er reglerne, så retter de sig efter det.

– Hvem er det, der styrer pigerne på den måde? spurgtehun, da han havde talt ud.

– Bagmændene. Både dem der arbejder med de nigeri-anske prostituerede, sigøjnerne og dem fra Østeuropa. Dergår piger rundt derude ...

Han gjorde et kast med hovedet mod vinduet.– ... som ikke aner, hvor mange måneder der er på et år,

eller hvor mange timer et døgn rummer. Den slags pigersætter sig ikke op imod nogen, der stikker dem en ordre.De gør bare, som de får besked på.

Mikkelsen så hende lige i øjnene.– De er her af én eneste grund, og det er for at tjene penge.

Enten til sig selv eller til de bagmænd der tvinger dem til attrække. Men uanset om de er her af egen fri vilje, eller de erblevet tvunget til det, så drømmer de fleste om at kunnestikke lidt til side eller sende penge hjem til familien. I detilfælde hvor der er bagmænd indover, er det bare ikke man-ge penge, der bliver tilbage, og så kan det jo godt være, atenkelte indimellem forsøger at gå deres egne veje.

– Tror du, det er det, der er sket? spurgte Louise oglænede sig lidt frem.

– Det kan det være, nikkede han.Louise sad lidt uden at sige noget og forsøgte at skabe

et billede.


35

– Skal vi gå ud og se, om der er dukket nogen op, dermåske genkender kvinden? afbrød Lars Jørgensen hendestanker.

Mikkelsen rejste sig.– Lad os gøre det, sagde han, – men betragt det som en

motionstur, for jeg tror ikke, chancerne er store. Hvis deter, som jeg gætter på, har pigen ikke villet indordne sig, også er der ikke andre motiver bag drabet, end at det er etsignal og en advarsel til de andre piger, om hvad der sker,hvis man ikke opfører sig, som man får besked på. Og defyre gør deres arbejde så grundigt, at der ikke er noget atkomme efter, selvom man ruller hele den tekniske maskin-park ud.

Han trak en sort læderjakke på og stak en pakke smø-ger fra skrivebordsskuffen ned i inderlommen.

– Og skulle nogen være så uheldige at have set noget,kan I være ret sikre på, at ingen har lyst til at udpege dembagefter.

– Der er vel også stadig den mulighed, at pigen er dansk,og at gerningsmanden er en kunde? sagde Lars Jørgensen,da de var på vej ned ad trappen.

– Det tvivler jeg på.Mikkelsens tonefald var meget bestemt.– Så havde der været følelser involveret. Altså ikke den

slags følelser som får ægtefolk til at slå hinanden ihjel, mende mere uklare følelser som pludselig kan dukke op i for-holdet mellem en mand og en prostitueret: dominans, vre-de, besiddertrang. Vi ser det hele, når vi samler dem op,efter at de har fået tæv. Men her er der ingen følelser. Huner blevet slagtet som et dyr.


aldrig mere fri af sara blædel

Documents