andersen - tryghedsnarkomaner og hold kæft og vær smuk (læseprøve)

Trygheds-narkomaner

&holdkæfTogværsmuk

Samleren

Samleren

Vita Andersen

Forord af Olga Ravn

”�Vita�Andersens�forfatterskab�skal�huskes�og�genlæses.�Tryg-hedsnarkomaner�er�en�usæd-vanlig�gennembrudsbog,�men�kunstnerisk�set�er�især�novel-lesamlingen�Hold kæft og vær smuk�og�romanen�Hva’ for en hånd vil du ha’�betydelige.�De�er�højdepunkter�i�en�litteraturhi-storie�om�en�realistisk�littera-tur�med�mange�forgreninger.�Der�er�ikke�nogen�grund�til�at�stoppe�forfatterskabet�ned�i�en�1970’er-skuffe�af�laven-delduftende�knækprosa.�Det�har�heldigvis�overlevet�både�1970’erne�og�flere�litteratur-kritiske�misforståelser.�Og�mon�ikke�Vita�Andersens�stil�–�i�lighed�med�Tove�Ditlevsen�–�kunne�få�en�renæssance�hos�nye�generationer�af�digtere?”�– Kritik, nr. 208, 2013

Digte Noveller

Tr

yg

he

ds

-n

ar

ko

ma

ne

r&

ho

ld

kæ

fT

o

gv

ær

sm

uk

Vita Andersen

Omslag:�Camilla�Jørgensen,�Trefold�efter�original�af�Lise�Hage.��Forfatterfoto:�©�Suste�Bonnén

Vita�Andersen�debuterede�i�1977�med�Tryghedsnarkomaner.�Digtsamlingen�blev�fulgt�op�af�flere�digte:�Næste kær-lighed eller Laila og de andre�(1978)�og�Det er bare ærgerligt�(1981)�af�novel-ler:�Hold kæft og vær smuk�(1978)�og�af�romaner:�Hva’for en hånd vil du ha’, Sebastians kærlighed�(1992),�Get a life�(2003),�Anna Zoë (2006)�og�Sig det ikke til nogen (2012).�Forfatterskabet�om-fatter�også�skuespil:�Elsk mig (1980),�Kannibalerne (1982),�Brændende kærlig-hed�(1996)�og�børnebøger:�Petruskas laksko�(1989)�og�Coco (1997).

Blandt�mange�hædersbevisninger�er�De�Gyldne�Laurbær,�Kritikerprisen,�Søren��Gyldendal-Prisen�og�Henrik�Pontop�pi�dans�Mindefond.�Vita�Andersen�er�oversat�til�en�række�europæiske�sprog�og�har�især�i�Skan-dinavien�haft�en�helt�usædvanlig�gen-nemslagskraft.

VITA ANDERSEN�brød�enestående�igennem�med�Trygheds narkomaner�i�1977.�Digt�samlingen�solgte�over�100.000�eksemplarer�og�titlen�blev�et�begreb�i�det�danske�sprog.�Den�hudløse�skildring�af�den��moderne�kvinde�og�af�længslen�efter�kærlighed�og�bekræftelse,�der�dulmes�gennem�sex�eller�overforbrug,�talte�til�en��hel�generation.�Med�Hold kæft og vær smuk�udfoldede�Vita�Andersen�disse�temaer�i�novelleform,�og�har�siden�gjort�det�til�det�strømførende�lag�i�sit�forfatter-skab.��Dengang�som�i�dag�er�Vita�Andersen�en�usæd-vanlig�stærk�stemme�i�dansk�litteratur�med�sin�på�en�gang�sårbare�og�sylespidse�prosa,�båret�af�en�stærk�autenticitet.

CICERO FORUM HØST&SØN PRETTY INK ROSINANTE SAMLEREN

T r y g h e d s n a r k o m a n e r

& hold kæfT og vær smuk

34543_tryghedsnarkomaner_og_hold_kæft_og_vær_smuk.indd 1 23-09-2013 11:04:32

Af samme forfatter

næste kærlighed eller laila og de andre digte, 1978

elsk mig skuespil, 1980

det er bare ærgerligt digte, 1981

kannibalerne skuespil, 1982

hva’for en hånd vil du ha’ roman, 1987

Petruskas laksko børnebog, 1989

sebastians kærlighed roman, 1992

Brændende kærlighed skuespil, 1996

Coco børnebog, 1997

get a life roman, 2003

anna Zoë roman, 2006

sig det ikke til nogen roman, 2012


viTa andersen

Trygheds - narkomaner& hold kæft

og vær smukdigte noveller

samleren


Tryghedsnarkomaner og Hold kæft og vær smuk© vita andersen og samleren/rosinante&co, københavn 2013

1. udgave, 1. oplag, 2013

Tryghedsnarkomaner udkom oprindeligt i 1977 og Hold kæft og vær smuk i 1978

omslag: Camilla Jørgensen ud fra originalomslag til Tryghedsnarkomaner af lisa hagesat med minion hos Christensen grafiskog trykt hos livonia Print, rigaisBn 978-87-638-2959-5

Printed in latvia 2013

enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.

samleren er et forlag i rosinante&co

købmagergade 62, 3. | Postboks 2252 | dk-1019 københavn k www.rosinante-co.dk


Jeg er forelsket i dig

hvorfor står jeg herog ser på det hus hvor din lejlighed liggerdet er under min værdighedjeg foragter mig selvjeg er forelsket i digvi havde mødt hinanden på et værtshusvi snakkededu inviterede mig til middagbagefter gik vi hjem til digstraks vi kom ind kunne jeg se der også boede en andendu havde en stor lejlighedvar det din kone, elskerindeboede hun der fasthvem var detdu sagde ingentingjeg spurgte ikkei badeværelsetvar der tampax og vatog ldB-creme og små runde æsker med øjenskyggeder boede ingen børn så vidt jeg kunne sevi elskede i den store seng som du selv havde designetbagefter spillede vi skakom morgenen spiste vi morgenmad sammenkøkkenet var lille og rodet og du drak af en skåret kopdu ville ringe til migdu ringede


vi gik uddu sagde ikke nogetbagefter elskede vi i din bilfordi jeg sagde der lå en fyr i min seng og ventededet passede ikkedu skulle ikke tro du alene havde nogetdu ville ringe en anden dagnu står jeg her og foragter mig selvog håber at se et glimt af digeller din kone/ elskerinde/ samleverskealle kvinder der kommer ud ad den dør tror jeg er hendejeg synes selv jeg ser meget bedre ud end nogen af demmen det er jo ikke udseendet det kommer an på(hvad kommer det så an på?)jeg har også fundet frem til dit nummer og ringet til digdu tog telefonensagde hallojeg hørte din stemme blev bange og lagde røretjeg er forelsket i dighvorfor forstår jeg ikkedu er ikke særlig interessantdu er ikke nogen særlig god elskerdu er lidt for feddu er ret reaktionærdu er ikke særlig god at snakke medjeg føler hele tiden jeg skal sænke mig ned på dit niveaujeg er forelsket i digdu får mig til at sige noget jeg slet ikke har lyst tiljeg står her til jeg fryserbagefter tar jeg ind på drop-inn


jeg har det så dårligtjeg sætter mig ved et stort bordmidt i lokalet så alle kan se migjeg er ligegladjeg bestiller en hof og et stykkemed kartoffelsalat og roastbeeffor 7,85for jeg har ingen pengejeg ser udfordrende på hver mand i lokaletjeg har det ad helvede tilefter fem minutter kommer en fyr henhan spørger om jeg ikke vil sidde ved hans bordjeg betragter ham koldt og vurderendehan ser usexet ud så det gider jeg ikkejeg ser hoven udnår jeg ikke kan få digeller det er ikke et spørgsmål om at få/ vi har jo intet sammenbagefter kommer en anden fyrhan ser ret godt udfrækt grindet rigtige smarte slidte cowboytøjbukser med sidelommerstrammer rigtig godt ind mellem baldernehan interesserer sig ikke for tøj siger hans faconmen sørger alligevel for at holde begge hænder i lommerne sådet rigtig strammer i røvenhan er arkitekt og hedder Pervi tar hjem og boller hos mighan spørger hvordan jeg vil ha detsom om jeg er en kødret der skal serveres på en særlig måde


jeg lader som om jeg ikke hørte hans spørgsmålfor jeg ved ikke hvordan jeg vil ha dethan er god til detda vi skilles om morgenenspørger han om vi skal ses om aftenenjeg siger jeg har en anden aftalenæste aften står jeg igen foran dit husjeg har det så dårligtjeg fryserjeg er forelsket i digjeg foragter mig selvjeg fryserder er hul i min ene vantejeg køber et halvt kilo brændte nødderog æder dem alle sammen mens jeg græder og ser på dit husbagefter brækker jeg mig i rendestenender kommer nogle mennesker ud ad din dørmen ikke dighvis jeg var i din lejlighedville jeg fortælle dig altkrybe ind til digrøre ved digfortælle dig hvor forelsket jeg er i digjeg ved godt det ikke er sandthvis jeg var hos dig ville jeg ikke fortælle dig nogetjeg går ind og ser en filmden er dårligjeg går hen og ringer til dig fra en telefonboksnu kan det være lige megetjeg kan ikke holde ud at være inde i mig selv


der er ingen der tager telefonender er ellers lys hos digmåske ligger du i din seng med damenjeg tar hjemder ligger et telegramdet er selvfølgelig fra dig hvor er det hele nemt hvor har jeg væretfjolletdet er fra ham fra drop-innhan vil gerne tale med migpludselig går det op for migdu kan jo ikke få fat i mignår jeg står og ser på din lejlighed hver aftendu ringer måske i morgender vil jeg være hjemmejeg er forelsket i dig


hvad tror du jeg tror

jeg bliver inviteret ud til middag af en fyrjeg smører ruller pudrer sprayer min tiltrækningskraft påbagefter udvælger jeg omhyggeligtet par bukser og en sweaterbukserne købt til lejligheden (kontokort magasin)det nye tøjs trylleridet skal helst se ud som om jeg lige er faldet i detdu henter mig klokken seksvi tager en whisky først (Ballantine 12 år gammel kontokort magasin)vi konverserer hyggeligtdu roser min lejlighedsom jeg har ryddet omhyggeligt opfordi du skulle kommevi føler hinanden på tændernedit hår er lækkert klippetdu lugter godtser sexet ud på en skødesløs mådedu har en flaskegrøn morganhar bestilt bord på skovshoved hotelvi tager en drink inden middagenkirrdu bestemmer hvad vi skal spisesnegle, indbagt oksefilet, figner i pernod, rødvin, kaffe, cognacvi sælger os selv bedst muligtdu fortæller om dit job dit hus din karriereog jeg antyder lige diskret hvilken eftertragtet dame jeg er


du skal jo ikke tro du er ude med hvem som helstdu beretter at du lige har været i seng med en kendt damemen hun var ikke noget siger du henkastethvorforvirker jeg sådan på diger jeg for meget for digdet du serden pige jeg er kommet frem tilved at smøre rulle og spraye påmen da jeg alligevel ikke ved hvor jeg har digberetter jeg da også nogle interessante ting om mig selvvi har det hyggeligtvi ler begge to på de rigtige tidspunkterjeg får lige pludselig lyst til at røre ved din håndmen jeg gør det ikkedu vil tro du får noget på migudlægge detsom om jeg har lyst til at gå i seng med digdet har jeg måske nokog måske alligevel ikkemen det er ikke detjeg bliver bare overvældet af en længselefter kontakt med digefter noget jeg ikke kan seog du vil kun udlægge det som begær efter digdu tør ikke andetog jeg kan godt seat du skal være meget dygtigfor at se inden under migjeg er svær at skyde igennem


med hele kosmetik-, modeindustrien og stuhr i ryggenog jeg tør heller ikke vise detog det er jo ingen gættekonkurrenceeller er det?du gætter om migog jeg gætter om digbagefter er vi i teatretudmærket, interessant, samfundskritisk stykkespillet godtvi får noget at tale omog vi er fuldstændig enige om hvor tåbelig verden erbagefter får vi natmadog rødvin igenjeg er efterhånden lettere berusetså kommer vi til det kompliceredejeg skal køres hjemjeg tror at du tror at jeg vil gå i seng med digdet vil jeg ikkepå den anden sidetror du måske at jeg tror det bliver forventet af digat du går i seng med migog at jeg forventer du gør de indledende øvelserbare vi kunne tale om detdet kan vi ikkeved ankomsten til min gadedørstarter du øvelsernejeg gør mig frihvisker ikke i aftendu siger hvorfor ikkedu tror måske det er


feminin undseelseat jeg først skal have forklaret digat jeg er en pæn pigefor ellers tror du måskeat jeg går i seng med hvem som helstat jeg lige skal have sagtat sådan har jeg aldrig gjort førså jeg har mit alibi i ordenog du kan føle det som noget særligtmen måske har du heller ikke virkelig lystville blive skuffet hvis jeg sagde jamen at det hører med til din rolleat forsøge at overtale migfor ellers ved jeg måske ikkehvor jeg har digtror ikke du er interesseret i migmen jeg siger ikke nejbare som en indledning til at sige jajeg har ikke lystdu sætter ikke rigtig mine hormoner i sving i aftenog det her med et knald som tak for maddu fremturerjeg bliver irriteretkan vi ikke snakkes ved siger jegnu bliver du grov og tager hårdt på migmåske kan du heller ikkefinde ud af hele dette spilog måske har det jeg har sagt i aftengivet dig indtryk af at jegforventer en masse af en mand


og måske er du bange forikke at kunne leve op til detbange for at sige det forkertegøre det forkertebange for at hvis du opgiver forsøget nuvil jeg synes der ikke er noget ved digdet er svært at viseat man er glad for nogenog måske er du bange forat hvis du ikke er hurtig nok i vendingener der en anden der render med migjeg taler beroligende om den dejlige aften vi har haftog måske misforstår du dettror at jeg mener at det alligevel ikke var nogetbare vil slippe af med digpå en pæn mådeat du er faldet igennemhar opført dig forkert alligevelnu bliver du måske desperatdu sigerhvorfor vil du ikke?ikke nu siger jegdu begynder at tale om min opførsel mit udseende du troedeat en pige som jegog i øvrigt var jeg vel blevet skidesur hvis du ikkehavde lagt an på migvar jeg?jeg styrter ud af bilen, smækker med dørenjeg føler mig ydmyget, har det ad helvede tilhva faen er det for noget


det begyndte så godtvi gjorde os begge to umageog nu er det alligevel ødelagteller er det?hvad tror du jeg tror?


hold kæft og vær smuk


indhold

fejlen 143lampeskærmene 160lykke 174du kan få en unge 187ud på landet 203søndagen er til at kneppe i 216udenfor 221ensomme hjerter 234rod 250iagttagelser 276fælden 286Jeg gør det bare alligevel 305


feJlen

da jeg var 12 år, fandt jeg tilfældigt ud af fejlen. Jeg havde ganske vist længe vidst, at der var noget underligt ved mig. men at det var en så stor og ulyksalig ting som fejlen, havde jeg slet ikke været klar over.

indtil da havde jeg bare troet, at det underlige, der var ved mig, lå i, at min mor var, som hun var. min mor var kunstnerinde og en personlighed. det havde hun selv fortalt mig. det var meget tydeligt, at de to ting gjorde hende anderledes end de andre mødre i gården.

alle gulvene i vores lejlighed, som bestod af to værelser, havde hun malet røde. der var en stue, hvor hun selv sov, og et værelse, hvor min lillebror og jeg sov i etageseng. i lejligheden var også et køkken og et wc. viceværten havde engang set de røde gulve. han havde sagt til min mor, at det kom hun til at fortryde, for det skulle hun betale dyrt for, når hun skulle flytte. men min mor var ligeglad, hun sagde, at viceværten var proletar og dum også, og det var meget kunstnerisk med de røde gulve. hun havde også hængt billeder op i hele lejligheden, selv ude på wc. helt oppe ved loftet. det var også kunstnerisk. hvis man skulle se, hvad der var på billederne, skulle man have en stige. nedenunder var væggene helt bare.

min mor trak aldrig gardinerne for. i vinduerne på den mod-satte side af gården kunne man se, at der tit stod nogen og lurede.


for gardinerne bevægede sig lidt. Jeg var altid meget flov over hende. min mor var meget stolt af sin krop, og når hun ikke lige lå i sengen, hvad hun gjorde for det meste, rendte hun halvnøgen rundt. det var selvfølgelig derfor, gardinerne bevægede sig på den anden side. kun om aftenen tog hun rigtigt tøj på. Ja, selv når hun trak tøj ind fra tørresnoren, som hang ud ad vinduet i stuen fastgjort til muren på den anden side af gården, var hun næsten nøgen. nogle gange røg et af hendes bryster ud af undertrøjen, når hun stod der og hev i snoren, som knirkede meget hos os. for vi havde ingen mand til at smøre hjulet, som snoren gled igennem. hvis der var nogen, der åbenlyst gloede på hende, vinkede hun bare til dem. hun havde ikke noget at skjule. der er jo kun, hvad gud har skabt, sagde hun altid til mig.

Jeg ville meget hellere have en mor som gurlis. hun sad i vinduet hele dagen og holdt øje med, hvem der legede i gården. og hun havde altid tøj på.

– gå over i din egen gård og leg, kunne hun godt skrige.– Petra vil ikke lege med dig. selv om jeg måske lige i det

øjeblik legede så godt med lonnie fra den anden baggård. for gurlis mor holdt øje med, at kun børn fra de samme gårde legede sammen. det var selvfølgelig ærgerligt, hvis man lige legede så godt med en fra anden eller tredje baggård, at hun så jagede dem væk. men hellere det end en mor som min.

nogle gange drillede de andre børn mig og råbte i kor:– Petras mor er luder. Petras mor er luder.Jeg vidste ikke, hvad det var. men jeg kunne på deres grin og

deres hoveder se, at det var noget frækt og slemt. men det var vel, fordi hun hang nøgen ud ad vinduet. når de lige havde sagt det, gik jeg ikke ned og legede, men blev oppe. Til stor irritation for min mor.


– hvad sidder du her og hænger for, sagde hun. – du går mig på nerverne, skrub ned og leg. en gang havde jeg sagt det til hende. men det resulterede i en lussing, og at hun blev vred i ansigtet og skreg til mig:

– du bliver aldrig en personlighed, hvis du går og lytter efter sladder, de er bare småborgerlige og misundelige.

i køkkenet hang hendes udskylningsapparat. det var min mor selv, der havde fortalt mig, at det var det, det hed. men hun ville ikke fortælle, hvad det var til. – du er for lille, sagde hun. – du kan tids nok få livets alvorligheder at vide. det lød faretruende og uhyggeligt. livets alvorligheder. som om det var meget vær-re at være voksen end barn. det havde jeg svært ved at forstå. udskylningsapparatet bestod af et tykt hvidt rør og nogle røde gummislanger. det var lidt uhyggeligt at se på og mindede mig om hospital. apparatet havde noget at gøre med det, min mor gjorde om natten. for jeg vågnede tit ved, at hun skramlede med det i køkkenet, og der var vand, der løb. Jeg vidste, at jeg så havde sovet længe, og det måtte være sen nat, siden hun var hjemme. for en sikkerheds skyld kontrollerede jeg lige, at alt var i orden. lommelygten lå under min hovedpude, ingen »det Bedste« i sengen, og lyset i loftet var slukket. så faldt jeg i søvn igen.

På hospital havde jeg været en gang. det eneste jeg kan hu-ske var, at min mor gav mig en bakke jordbær. og da hun ikke sagde, at jeg måtte spise dem, turde jeg ikke. for hver dag blev jordbærrene mere og mere mugne. næste gang hun besøgte mig, lignede de små lodne ællinger. hun sagde, at hvis det ikke var, fordi jeg var syg, ville hun have givet mig en på kassen, fordi jeg var så dum. fejlen havde allerede været sket dengang. Ja, længe før. hvor havde jeg dog været et dumt og uvidende fjols, der lå på hospitalet.


min mors hånd sad i det hele taget løst, og på de mest ube-stemmelige tidspunkter kunne hånden flyve ud til siden og lange lussinger. hårde lussinger, som sang og sved i hele hovedet, så jeg flere timer efter havde en rød og øm plet på kinden. en gang jeg havde haft mellemørebetændelse, havde jeg forsigtigt antydet, at det var, fordi hun havde ramt øret. det var selvfølgelig løgn. men jeg troede, at så fik hun lidt medlidenhed med mig og ville holde op med at slå. Jeg fik en lussing på kinden med det raske øre. og så fik jeg den sædvanlige smøre med fræk og næbbet og næsvis. forskellen på næbbet og næsvis blev jeg aldrig klar over. den lussing var sådan set retfærdig nok, men ellers næsten hver gang jeg sagde til hende, hvad jeg tænkte eller følte, så var det frækt og næbbet og næsvist. og sjung, en på kassen. så gradvis blev jeg tavsere og tavsere, og efter at jeg fandt ud af fejlen, holdt jeg helt op med at sige noget til hende. så var det selvfølgelig også galt. Jeg begyndte nemlig at glo. for da der altid var så meget i vejen med mig, kiggede jeg godt efter de andre.

– Barn, du sidder og glor, det må være efter din far, sagde hun. – du siger aldrig noget, så tal dog.

efterhånden fór jeg altid sammen, når hun gjorde en uventet bevægelse. selv hvis hun var glad, var man ikke sikker på, at hån-den ikke røg ud og slog. hun blev også ærgerlig på mig over det, som om det generede hende, at jeg gjorde de nervøse bevægelser.

– lad være at skabe dig, sagde hun. men jeg skabte mig slet ikke. Jeg fór sammen helt automatisk. i øvrigt var det nytteløst, for selv om jeg første gang skulle nå at dukke mig for hånden, skulle den nok ramme næste gang.

ovenpå boede inge. indtil jeg fandt ud af fejlen, var jeg så glad for, at jeg ikke havde det som hende. men efter den var jeg ikke mere så sikker. inge havde syv søskende, og de boede alle


sammen i tre små værelser. det ene værelse var helt fyldt med senge. de små lå endda to i hver seng, med hovedet hver sin vej. inges far drak. fordi inge var den ældste af pigerne, skulle hun passe de små. men en søndag havde hun fået lov til at komme ned til mig og lege. min mor havde endda været så sød at beholde min lillebror inde hos sig selv. hun havde også givet os hver 50 øre til at snolde for. men da jeg så gerne ville imponere inge, havde hun holdt vagt foran køkkendøren, mens jeg forsigtigt var klatret op på køkkenbordet og havde pillet to 25-ører ud af mekanismen til gas. det havde slet ikke været nødvendigt. inge havde såmænd været så imponeret i forvejen. over det hele, både de 50 øre og over, at vi måtte lege for os selv uden en lille unge. men sådan var det altid med mig. Jeg kom til at lyve og prale og i det hele taget gøre mig meget mere interessant, end jeg var i virkeligheden.

søndagen var i øvrigt sluttet skidt. for da inge skulle op og spise klokken 6, kom hun ned igen med det samme. grædende og rød i hovedet. inge havde nemlig tabt sin hårklemme, da vi havde leget. det var ikke en fin hårklemme med blomster på eller noget. Bare en almindelig, som dem man købte i schous sæbehus med tolv til 50 øre. vi ledte og ledte, men kunne ikke finde den. inge græd endnu mere. min mor gav inge en anden klemme, som hun trak ud af sit eget hår.

– din mor er vel nok sød, sagde inge og styrtede op ad trappen igen. desværre havde hun hørt det. – der kan du bare se, sagde min mor, – du har det vel nok godt.

inge og hendes søskende fik bank hver lørdag. i løbet af ugen blev det skrevet op i en lille bog, hver gang de var uartige. lørdag formiddag fik de så med en læderrem. Jeg blev dybt chokeret, da jeg fik det at vide. inge havde tilfældigt fortalt det en dag, hvor


vi legede i gården. hun havde haft tre af de små unger at passe samtidig. mens vi hinkede, bed hun en negl af.

– satans og helvede, sagde inge, – det var en i den bare røv på lørdag.

– Jamen ... skal i så gå og vente hele ugen? spurgte jeg forbløffet. det var nemlig onsdag.

– ok ja, sagde inge, – men for det meste får jeg kun en eller to, men jeg passer sgu også på hele ugen ... men du sku se min storebror, han får nogle gange ti slag i den bare, og han hyler slet ikke.

– er det ikke meget slemt at vente på hele ugen? blev jeg nys-gerrigt ved.

– man vænner sig til det. du kan jo godt se, vi er otte i det hele, og mor er tit syg, så hun kan ikke slå os, og far han er træt hver dag, når han kommer hjem fra arbejde. han kunne ikke bestille andet, hvis han skulle banke os hver aften. nogle gange er han jo også fuld, og så kan han ikke ramme. nu bliver det samlet sam-men. mor skriver det op i bogen, hver gang vi er frække. efter bankene får vi ugepenge.

Jeg syntes, at min mor var meget tyk. om lørdagen, når vi alle sammen fik bad, så jeg på hende med afsky. før jeg fandt ud af fejlen, undrede det mig meget, at jeg syntes, hun var afskyelig nøgen. for jeg vidste, at det var ikke normalt. det normale var at elske sin mor, og det var det værste ikke at gøre det. eva, som jeg sad ved siden af i skolen, havde fortalt mig, at når hun kom til at grine i timen, tænkte hun bare, at hendes mor var død. så holdt hun op med det samme. Jeg grinte også meget i timen, og det var forbudt, og jeg prøvede også at tænke, at min mor var død. men jeg grinte alligevel videre. og det kunne jeg ikke forstå.

vi fik bad i en zinkbalje inde i stuen. Baljen blev stillet foran


kakkelovnen for varmens skyld. først fik min lillebror bad, så min mor og til sidst mig. vi blev alle sammen vasket i det samme vand, for at spare. vandet blev varmet ude i køkkenet på gassen, i suppegryden og i kedlen. min lillebror fik en suppegrydefuld og en kedelfuld kogende vand. resten koldt. han var så lille, at han kunne sidde helt nede i baljen, så man næsten ikke kunne se ham. så var det min mors tur, og hun fik en kedel kogende vand til. hun stod op og vaskede sig, og imens sad min lillebror og jeg på min mors seng. sengen var ikke nogen rigtig seng, men en sovesofa til to personer til at slå ud. vi så den næsten altid som seng. kun når der kom gæster, blev den lavet om til det, den var. men det var meget sjældent.

min lillebror var indsvøbt i et håndklæde, og jeg sad i undertøj og småfrøs og ventede på, at det blev min tur. min mor vaskede sig meget langsomt. det var næsten, som om hun nød det. hun nynnede imens. Jeg længtes altid efter, at min mor skulle nynne, for jeg havde læst et sted, at det var kun glade mennesker, der nynnede. men det var kun, når hun tog bad, hun gjorde det.

når hun havde gnedet vand og sæbe rundt på kroppen, opstod der en mærkelig lugt fra hende. en lugt, jeg hadede. lugten var som en blanding af rådden fisk og mor. Jeg fik også dårlig samvit-tighed over, at jeg ikke kunne lide lugten. da jeg ikke kunne lide at se på hende, så jeg stift til siden og pillede i tæerne. men mine øjne smuttede alligevel derhen igen af sig selv. hun var enorm. meget større uden den underkjole eller undertrøje, hun ellers rendte rundt i. hun havde store bryster med rødbrune brystvor-ter og en tyk mave og korte ben og tykke lår. når hun bukkede sig ned for at komme mere vand på kroppen med vaskekluden, skvulpede det hele på hende og gyngede frem og tilbage. hendes hud blev også mærkeligt rødprikket af det varme vand. Jeg så ned


på min egen tynde krop. Jeg syntes ikke, jeg var særlig pæn, og min mor sagde også altid: – køn er du jo ikke. men jeg kunne meget bedre lide den end min mors. Jeg var lidt bange for, at jeg ville komme til at se ud som hende, når jeg blev voksen. selv om jeg altid fik at vide, at jeg lignede min far. men kunne jeg nu være sikker på det. Jeg vidste heller ikke, hvordan han så ud. og så alt det ækle hår hun havde på kroppen. hår under armene, hår på maven, hår mellem benene. og lige netop fra de hår mellem benene var jeg kommet ud.

når det blev min tur til at blive vasket, fik jeg en kedel kogende vand til. nu var zinkbaljen så fuld, at jeg måtte sidde meget stille. når jeg bevægede mig i vandet, kom jeg nogle gange til at skvulpe over. vandet til mig var kun lunkent, trods den nye kedel kogende vand. der flød sæberester rundt, og der var grå sæbebobler på overfladen af vandet. Øverst på kanten af baljen sad der gråhvide rande af skidt. Jeg havde spurgt, om jeg ikke måtte blive vasket først. det måtte jeg ikke. det var jeg for stor til, og det var også upraktisk. hvorfor det var upraktisk, fik jeg ikke at vide.

fordi jeg var den sidste, skulle jeg selv tørre op. min mor slæbte baljen ud i køkkenet under høje støn og suk. af og til spildte hun en stor sjat på gulvet. Jeg skulle så rende efter hende med gulvkluden og tørre det op i en fart. når min mor hældte det snavsede vand ned i køkkenvasken, stønnede hun også. Jeg havde engang for at hjælpe hende skubbet med på baljen. det skulle jeg ikke have gjort. vandet var først sprøjtet op på min mor og så ned på gulvet i et stort skvulp. Jeg havde fået en sviende lussing og måtte ligge på gulvet med kluden og tørre det snavsede vand op. Jeg tudede.

det, der generede mig mest, når det var min tur til at blive vasket, var, at min mor havde vasket sig i det samme vand. Jeg


skyndte mig altid. Jeg sad ikke længe og nød det som min lillebror. det var, som om den underlige lugt fra min mor også hang ved vandet. så jeg var aldrig rigtigt ren, men gik altid rundt med en svag lugt fra hende.

hver anden uge vaskede hun håret på os, når vi fik bad. det var i noget hvidt pulver, der hed elida guldshampoo til brunt hår. mit hår var ganske vist helt hvidt, min mors sort, og min lillebrors mørkebrunt. min mor håbede, at mit hår ville blive mørkere, når det blev vasket i det. man kunne godt få noget elida guldshampoo til lyst hår. men min mor syntes, at lyst hår det var grimt. mørkt hår var pænt.

når hun vaskede håret på min lillebror, lavede hun forskellige ting med skummet. samlede det oppe på hovedet til en tot eller kørte skummet bagud til en spids hue. eller delte det i to store ører, et på hver side af hovedet. – nu er du en ræv, sagde hun. han grinte ad det hele. hun lavede ikke noget med skummet på mit hoved. Jeg havde også blå øjne i modsætning til min mor og min lillebror, der havde brune.

– Blå øjne er ikke til at stole på, sagde hun, – de lyver.Jeg stod og gloede på mine blå i spejlet på wc og undrede mig

over, hvorfor de løj mere end brune. Jeg var sikker på, at hvis hun havde haft noget elida guldshampoo til blå øjne, så ville hun også have brugt det. for at lave dem om.

efter jeg fandt fejlen, vidste jeg, at jeg aldrig ville blive som de andre børn. det var ikke bare min mor. men alt havde været forkert og unormalt ved mig lige fra begyndelsen. da jeg var blevet født, og jordemoren fortalte hende, at det blev en pige, havde hun sagt:

– Put hende op igen, jeg vil have en dreng.og så havde hun vendt sig om på den anden side og grædt.


hun havde kun haft drengebabytøj, så sikker havde hun været. flyverhjelme og sådan noget og alt i lyseblåt. et drengenavn havde hun også haft parat. Petrus, efter en berømt kunstner, som hun beundrede meget. det var derfor, jeg fik navnet Petra. hun gad ikke finde på andet. Jeg havde altså startet mit liv i lyseblåt og med et drengenavn. men det var ikke det værste. det værste skete senere. min lillebror var kommet til at hedde Petrus, og tøjet var også rigtigt til ham. Jeg kunne ikke lide navnet, så jeg kaldte ham kun lillebror. Jeg kunne heller ikke lide mit eget navn. men jeg slap da for at sige det til mig selv. hemmeligt kaldte jeg mig selv for vivian.

min far var flyttet, da jeg var to år. Jeg kunne slet ikke huske ham, og jeg havde heller ikke set ham siden. han var gift igen og havde fået andre børn. sidste jul havde min far sendt en gave til mig.

– det er du slet ikke interesseret i, havde min mor sagt, – der er jo heller ikke noget til din lillebror, synes du ikke, det er synd for ham?

det syntes jeg ikke. min lillebror havde ingen far overhovedet. Pludselig havde han bare været der.

– den sender du tilbage uåbnet.Jeg havde så gerne villet se, hvad der var i pakken. Bare se, om

det var noget, jeg kunne bruge. det havde der jo nok været, for jeg kunne bruge alt. gaven var kommet med posten i en brun kasse, og inde i den brune kasse havde gaven været. fint pakket ind i rødt papir med guldstjerner og med et lille skilt. Til Petra fra far. der havde også siddet en guldbi på pakken. Jeg havde set med lange øjne efter pakke og guldbi, da det forsvandt ned i kassen igen. guldbien kunne hun da i det mindste godt have ladet mig beholde.


– nu kan din far se, at du klarer dig fint uden ham, sagde min mor.

hun brugte altid udtrykket din far, som om jeg selv havde valgt lige netop den mand til far. og han slet ikke havde haft noget med hende at gøre.

hun havde skrevet med store bogstaver uden på kassen: mod-Tagelse nægTeT.

og så fortalte hun mig endnu en gang, hvordan det havde været, da jeg var lille. – din far, han brød sig slet ikke om dig. du var sådan en skuffelse for ham. foruden altså en skuffelse for min mor. – din far, han tog dig kun op en eneste gang. og du var så leddeløs som en slaskedukke. så din far tog nogle bøger og satte i ryggen på dig, og så gav han dig vaniljekranse. men du væltede bare om og hylede, og vaniljekransene kunne du selvfølgelig ikke spise. det var den eneste gang, han over-hovedet tog sig af dig. så nu skal din far ikke komme her og fedte sig ind. historien havde jeg hørt hundredvis af gange. i lidt forskellige versioner, nogle gange var det finskbrød, og andre gange var det bøgerne, hun huskede. det skiftede fra salmonsens leksikon til Biblen.

da min mor skulle have min lillebror, sendte hun mig hen til en dame. damen var hun siden blevet uvenner med. men damen havde fortalt mig om fejlen. hun sagde ikke noget om, at det var en fejl. det fandt jeg jo først selv ud af senere. hun havde fortalt mig både det med jordemoren, og at min mor altid havde ladet mig ligge i sengen. at hun aldrig havde taget mig op for at snakke med mig eller kæle for mig. kun givet mig mad og skiftet mig. – du kan lige tro, sagde damen og kiggede måske lidt underligt på mig, – at jeg syntes, det var synd for dig. Jeg sagde det også til din mor, når jeg besøgte jer, men hun var hård og stejl. hun


lod dig bare ligge og var helt ligeglad med dig. så jeg havde været det, man kalder sent udviklet. det vil sige, at jeg ikke var renlig eller kunne gå eller snakke, før jeg var over 3 år. det var en skam, at min mor og damen nu var uvenner, for jeg ville så gerne have snakket med hende om fejlen.

når min mor gik ud om aftenen, kom hun til at se helt ander-ledes ud. hun tog fint tøj på og malede sig i hovedet. Jeg syntes ikke, hun blev køn, og det var vel formålet med det. hendes store gule tænder og hendes underlige mund var der alligevel, selv om hun smurte den godt til med læbestift. når hun smilede meget, kunne hun godt ligne en, der skulle bide, fordi hendes mund var så stor. men hun havde en sort kjole, som jeg elskede. den var broderet med blomsterkranse i røde og gule farver. en gang imellem lovede hun mig kjolen, når hun var død. Øjenbrynene lavede hun til to sorte streger ved hjælp af en lille børste og en æske med sort, som hun spyttede i. hun kom gult pudder i hovedet med en tot vat. med en anden æske lavede hun to røde pletter midt på kinderne. så læbestift og til sidst parfume. den var sød og kvalm, men bedre end lugten af mor. hun brugte så meget, at jeg næsten syntes, der var en hel lille sky uden om hende. selv længe efter hun var gået, kunne jeg lugte den, når jeg sneg mig ind i stuen efter bøger. hun havde sorte strømper med sorte sømme. sømmene skulle sidde helt lige. Jeg skulle ligge på knæ bag hende og se efter. det var nemlig kun sjuskedorter, der gik med skæve sømme.

– den højre, ja ... og så lidt den venstre ... lidt indad, sagde jeg ivrigt. nogle gange blev hun ærgerlig over, at hun skulle rette så meget på strømperne, og vendte sig så hurtigt om, at hun skub-bede til mig, så jeg væltede. – gud, barn, ligger du der ... hvor er du dog klodset.


om aftenen var min mor nervøs og fremmed, som om hun allerede var et andet sted henne, hvor hun ikke var mor. om aftenen holdt hun ikke mere af min lillebror end af mig. det var også en aften, hun havde lovet mig den sorte kjole.

elektricitet var meget dyrt, så det var forbudt at tænde lyset. da jeg ikke kunne sove så tidligt, havde jeg sparet sammen til en lommelygte ved at hente øl til mændene i gården. så lå jeg og læste med den under dynen. min lillebror faldt næsten i søvn med det samme. det var altid meget senere på natten, at han vågnede og græd. Jeg var altid bange for, at hun skulle finde lygten. min mor havde meget rede på, hvilke ting jeg havde, og det var hendes ret at rode mine ejendele igennem, fordi hun var min mor. så jeg havde altid lommelygten på mig. Jeg havde den med i skole gemt i min taske. når jeg var nede og lege i gården, havde jeg den gemt i mine bukser. så på grund af lygten var mit liv meget besværligt. det er svært at lege med en lygte i bukserne. og piger havde ikke lommer. men selv om jeg altid passede meget på, kunne det hænde, at jeg glemte den. hvis jeg var på wc, blev jeg jo nødt til at tage lygten op af bukserne. Jeg sad altid længe på wc, der var gamle aviser til wc-papir, og der var også spejlet. nogle gange redte jeg mig og så på mit ansigt i spejlet, samtidig med at jeg sad på wc. Jeg prøvede at lave pandehår, for det måtte jeg ikke få. for panden var det eneste pæne ved mig, sagde min mor. den havde jeg selvfølgelig arvet efter hende. så når jeg tog panden væk ved at holde hånden for den, var resten min fars.

en gang var jeg nået helt ned i gården, før jeg savnede tyngden af lygten i mine bukser. Jeg fór op ad trappen med bankende hjerte, helt sikker på, at hun havde fundet den. Jeg var parat til at lyve og sige, det ikke var min lygte, og at jeg ikke vidste, hvordan


den var kommet ud på wc. mens jeg løb op ad trappen, kunne jeg allerede mærke hendes hænder på mine kinder. men lygten lå, hvor jeg havde lagt den.

min lillebror havde onde drømme. han vågnede og lå og græd, og så vækkede han mig. hvis jeg ikke kunne nøjes med at skrige nogle beroligende ord ned til ham som: – hva’ er der. eller: – sov du bare, der er ikke noget at være bange for, så blev jeg nødt til at stå op og tænde lys. Jeg tror, at han var bange for mørket. for han holdt altid op med at græde, når lyset blev tændt. hvis jeg slukkede med det samme, gav han sig igen til at hyle. nogle gange faldt jeg selv i søvn med lyset tændt. næste dag fik jeg skældud for det. om hvor ligeglad jeg var med det hele. Jeg kunne ikke forklare hende, at det var, fordi han lå og græd. Pjat, sagde hun. for de enkelte gange hun var hjemme om natten, var han ikke bange i mørket. men da fik han også lov til at ligge inde i hendes seng. hun lukkede endda døren mellem værelserne. Jeg lå så alene øverst i etagesengen og hadede dem begge.

det var min mors »det Bedste«, jeg læste under dynen. hun ville ikke have, jeg læste dem. Jeg fik mange ting at vide ved at læse »det Bedste« som »sådan er eisenhower«, »hvordan man kan ryge uden risiko« og »vær glad de ikke er smuk«.

den aften jeg fandt fejlen, havde jeg beredt mig på en hyggelig aften. lommelygte, tre »det Bedste« og en pose spejdersnus købt for en 25-øre hugget i min mors pung. Jeg havde ikke den rin-geste dårlige samvittighed over, at jeg stjal fra hende. det eneste det gjaldt om, var at hun ikke opdagede det. På en side, jeg rev ud af min regnebog, løste jeg en opgave. der var nemlig mange opgaver i »det Bedste«, så man kunne finde ud af, hvordan man var. »Tænker de som en mand eller kvinde«, hed denne her. Jeg tyggede på blyanten, spiste spejdersnus, lommelygten var imel-


lem mine knæ, og jeg havde det ret hyggeligt. inde hos naboen, lige på den anden side af væggen, hvor sengen stod, spillede de kort. væggen var meget tynd, og man kunne høre det hele. hvordan de slog i bordet og bandede og blandede kortene og klirrede med flasker. det var sådan en hyggelig og dejlig lyd, og de blev tit ved, meget længe efter at jeg var faldet i søvn. de aftener, hvor de ikke spillede kort, savnede jeg det sådan, at jeg havde svært ved at sove.

synes de, det er grimt med pletter på dugen (a) ja (B) nej.synes de bedst om poesi eller kriminalromaner (a) ja (B) nej.kan de lide at gå til selskaber (a) ja (B) nej.hvad har en kvinde mest brug for, klæder eller intelligens (a)

ja (B) nej.det bekymrede mig meget, at da jeg havde lagt tallene sammen,

man fik for svarene, stod der bag i bogen, at jeg tænkte som en mand. Jeg håbede, at det ville bedre sig, inden jeg blev voksen, for ellers var der jo ingen mand, der ville gifte sig med mig. men det havde måske også noget at gøre med, at jeg kun kunne svare på de ting, jeg kendte. Poesi vidste jeg ikke hvad var, til selskab havde jeg aldrig været, og tøj det var kedeligt.

men den bekymring var ingenting imod den, jeg fandt i et andet »det Bedste«. en historie, der hed »de vigtigste år i deres barns liv«. alene historiens titel burde have fået mig til at tænke mig om. men jeg læste den stille og roligt, mens jeg spiste spej-dersnus. først langt henne i historien gik det op for mig, at det var om mig. det er fejlen, det er den fejl, der er ved mig. det er derfor, jeg er så underlig. derfor jeg griner i skolen og synes, at min mor lugter og er væmmelig. Jeg blev varm under dynen, og lommelygten faldt ned, fordi mine ben rystede. Barnets tre første år er de vigtigste, stod der. det barn, der ikke har haft


kontakt med sine forældre i de første leveår, bliver mislykket, og personligheden bliver mangelfuld. Personlighed, det var det, min mor sagde, at jeg ikke havde. Barnet skal stimuleres. Jeg vidste ikke, hvad det var. men det lød som at blive kildet, og det var jeg jo ikke blevet. damen havde sagt, at jeg kun havde ligget i den seng i over tre år. disse første år er afgørende for, hvordan det senere skal gå mennesket, om det bliver lykkeligt eller ej. Jeg ville altså ikke blive lykkelig, lige meget hvor umage jeg gjorde mig med det hele, så ville jeg blive mislykket. det passede helt nøjagtigt på mig det hele. min mor sagde også: – alt skal ikke dreje sig om dig, du skal ikke altid være midtpunkt. det synes jeg ikke, jeg var. men det stod her. hvis barnets start har været forkert, har barnet et enormt behov for at være midtpunkt og vil gøre alt for at tiltrække sig opmærksomheden. Jeg slukkede, krøb ned under dynen og græd.

selvfølgelig holdt de op med at spille kort inde ved siden af, lige da jeg havde fundet fejlen. så jeg kunne ikke sove. Jeg lå vågen og spekulerede hele natten. hvad skulle jeg dog gøre. gå hjemmefra, hen til min far. men der var jo en fejl ved mig. Jeg var vågen, da min lillebror vågnede og græd. Jeg stod ikke op, men nøjedes med at skrige ned til ham, og han græd længe. Jeg var også vågen, da min mor kom hjem og begyndte at skramle med apparatet. men jeg sagde selvfølgelig ikke noget og lod, som jeg sov.

efter jeg fandt fejlen, holdt jeg op med at læse »det Bedste«. i stedet gik jeg over til kogebøger. Jeg så nu på billeder af stege og lagkager og desserter under dynen. og hvor jeg før faldt i søvn til »sådan opdrager man børn i sovjet« eller »før de unge gifter sig«, var det nu med fire æg og smør og sukker røres godt sammen og bages i en middelvarm ovn.


men det blev aldrig det samme som »det Bedste«, og jeg læng-tes altid tilbage til tiden, før jeg fandt fejlen. en gang imellem sagde jeg til mig selv: hvor var du lykkelig. nu var den lykkelige periode overstået for stedse, og jeg var blevet en helt anden. Jeg holdt også op med at kalde mig selv for vivian.


andersen - tryghedsnarkomaner og hold kæft og vær smuk (læseprøve)

Documents