Årskalender 2010

20102010T

10

LES

DFAABORGEGNENS

EFTERSKOLE

2FÆLED

Æ

Redaktion

Kjartan Annesen

Bitten Lau

Michael Thagaard

Grafi sk Design

Berens Bureau

Foto

Fotograf Peter Baastrup,

www.peterbaastrup.dk

Fotograf Tim Jensen

Elever og medarbejdere på

Faaborgegnens Efterskole.

Tak

Tak til alle skribenterne

for lysten til at bidrage.

Den lilla linje

Af Niels Brunse og Michael Thagaard, forstandere for Faaborgegnens Efterskole.

I 2010 har mennesker – som til alle tider - behov for at lade sig gribe, fordi grebethed er en tilstand, som bekræfter en måske temmelig sløret fornemmelse af, at livet til syvende og sidst er en gave og således er kommet i stand uden vores aktive bidrag. Det er det ind i mellem

nødvendigt ikke alene at blive mindet om, men allerhelst også opleve som en erfaret virkelighed. Ellers tror vi grangiveligt, vi er på hele tiden og dermed også er årsag til vores egen eksistens.

Derfor er det rart at kunne påstå, at der løber en lilla linje gennem alting. Den er bestemt i familie med den røde tråd, der forhåbentlig er derude et eller andet sted, ligesom stregen i sandet også et eller andet sted er bundet sammen med denne lilla linje. Måske er det en fætter eller noget. Men den lilla linje er alligevel anderledes og muligvis endda endnu mere dyrebar. Og det allermest forbløffende er, at mange går

rundt med den uden at ane, at den er der. I virkeligheden er det meget enkelt: Luk øjnene og se efter. Hvis du ser en lilla linje løbe ned mellem dine lukkede øjne, så ved du, hvad det drejer sig om.

Man kunne kalde den for ”den gode fornemmelse”. Eller moral eller pli eller blot menneskelighed eller det fælles. Men det er uomtvisteligt, at dens farve er lilla, og når den er rigtig, så bliver den helt lige og afrundet i kanterne. Det er derfor, livet er så let, hvis bare man tør lade

være med at tænke alt for meget.

Visse farver er mere dominerende end andre. For eksempel er lilla mindre dominerende og der behøves mere lilla for at skabe balance i for eksempel et maleri. Og sådan er det også i livet – der er nogle ting, der skal til for at skabe balance - således også på en efterskole. Den lilla

farve i et efterskoleophold er uden megen tvivl fællesskabet, for fællesskabet skaber balance i en tid, hvor det individuelle er i fokus.

Fællesskab er et plusord. Det bruges i alle mulige sammenhænge, når samtalen begynder at nærme sig noget vigtigt. Der løber en lilla linje igennem fællesskabet på en efterskole, for det, der rettelig gør et menneske til noget enestående - dét er, at man bruger sin frihed kritisk; at

man sætter sig selv aktivt ind på fællesskabet med andre og dermed med sig selv ved, hvornår man må sætte sig selv på spil, for at livet og tilværelsen for alvor kan folde sig ud. At være en sand individualist er at vide, hvornår man skal spille sig selv ind, og hvornår man skal holde

sig selv tilbage. Hvornår man skal yde, og hvornår man skal nyde.

Derfor handler Årskalender 2010 om det fælles, for man kan ikke reducere noget menneske til at være summen af dets egne præstationer. Den liste over mennesker, som har haft betydning for os, og som vi sætter os ned for at skrive, når vi i et besindigt øjeblik af selverkendelse gør

status over vores liv - den liste vil blive meget lang. Men tænk, hvis man efter et kort eller langt liv kun kan skrive en eneste på listen: mig selv!

I nogle tilfælde har man givetvis brug for religion eller fi losofi eller bøger om passende adfærd. Andre gange behøver man blot at lukke øjnene og se, om den lilla linje er der - hængende ned mellem øjnene, helt afrundet og fi n. Det gælder alting forkert. Og alting rigtigt. Det individuelle.

Og det fælles.

DEN LILLA LINDEN LILLA LIN

ØDE ØF

LIGE

Jeg arbejdede engang som medicinsk forvagt på et større hospital i københavnsområdet. Det var et dejligt job med mange oplevelser. Man kunne blive klogere af det job.

På en sen nattevagt blev der indbragt en narkoman til skadestuen. Umiddelbart var han ikke noget kønt syn. Hans fremtoning var præget af et hårdt liv på gaden uden det store overskud til at forkæle sig selv. Han var meget beskidt, han lugtede, tøjet hang i laser, og så var han bevidstløs. Det så alvorligt ud, men rent behandlingsmæssigt var det en relativt banal sag. Narkomanen havde taget for meget heroin, vi gav ham modgift, og i løbet af ganske kort kom han til sig selv. Faren var drevet over, patienten var helbredt, og her kunne historien så være endt, hvis ikke det havde været fordi den nu vågne, men stadig meget beskidte, narkoman på en meget behagelig og intens måde havde takket for behandlingen. Først forklarede han, hvorledes han grundet omstændigheder der lå uden for hans kontrol var kommet til at tage en overdosis. Han undskyldte meget for den ulejlighed hans uheld havde medført, og han takkede for god behandling. Han havde nærvær nok til specielt at henvende sig til den sygeplejerske, der havde haft en af hovedrollerne i behandlingsforløbet. Han gjorde os alle i bedre humør. Narkomanen var narkoman, med alt hvad dertil hører, men han var også et dannet menneske - og det i ordets bedste betydning. Han kunne læse situationen, han bemærkede hvad der foregik omkring ham, og han var i stand til på afgørende vis at bidrage til det fælles velbehag. Han var godt selskab, og han reddede den nattevagt og fl ere til.

Dannelse, evnen til at handle ud fra en forestilling om hvordan andre har det, er menneskets ypperste sjælsegenskab. Det er kun mennesket, der kan sætte sig ind i, hvorledes andre individer føler og har det. Selv vores nærmeste slægtninge, chimpanserne mangler denne egenskab. Når aben Bobo sidder og surmuler i et hjørne af abeburet fordi en af de andre aber har snuppet hans banan, så kan de andre aber godt registrere, at han er sur. Men de kan ikke forstå hvordan han har det. De kan ikke sætte sig ind det der sker i hans sind. De kan ikke sige til sig selv: ”stakkels Bobo, han har mistet sin banan, nu sidder han der og er sulten og sur. Det kender jeg godt. Jeg går over og trøster ham og giver ham lidt af min banan”. De kan ikke skabe hygge i abeburet, fordi de ikke kan forstå hvordan de andre har det. Aberne og de andre dyr ejer ikke evnen til medlidenhed.

Evnen til medfølelse sidder i pandelapperne. Herfra udspringer vore sociale evner. Her skabes det substrat, der binder os sammen som mennesker. I pandelapperne skabes kulturens sammenholdskraft. Der er to egenskaber der har sat os afgørende i front i forhold til de andre dyr. Den ene er sproget, og den anden er evnen til medfølelse. Det er evnen til medfølelse, der har gjort det muligt for os at opbygge kulturer baseret på komplekse samarbejdsaftaler. Kulturens mægtige kraft er blevet frisat af vores pandelapper. Uden pandelapper ingen kultur og uden kultur ville vi stå alene og isolerede på de vindblæste stepper. Det er pandelapperne, der bringer os sammen.

Men det ikke kun for menneskearten, at pandelapperne har afgørende betydning. Også for enkeltindividet har pandelapperne afgørende betydning. Det er i pandelapperne, at den sociale evne bor. Det er pandelapperne, vi bruger, når vi afl æser en relation. Når vi ud fra en forståelse af, hvad der sker i andres sind, opfører os på en måde der bidrager til det fælles velbehag. Den der ikke ved hvad der sker i omgivelserne, ved ikke hvordan han skal opføre sig. Den der ikke ved, hvordan han skal opføre sig gør sig utilbens. Han bliver udstødt af fællesskabet, han bliver ensom og ulykkelig. Evnen til at kunne opføre sig ordentligt er vores billet til fællesskabet. Den der mister evnen til at opføre sig ordentligt mister alt.

Den høfl ige narkomanAf Peter Lund Madsen, hjerneforsker og foredragsholder

”Årets første måned. Det er den tid, hvor verden forandres. Jeg

husker snedagene mere end noget andet vejr. Voldsom storm gør

mig bange. Snevejr gør mig opstemt, næsten lykkelig.”

Fra Året har 12 måneder af Søren Ryge Petersen & Nina Ferlov

N

H NARKOMANMandag Tirsdag Onsdag Torsdag Fredag Lørdag Søndag

1 2 3

4 5 6 7 8 9 10

11 12 13 14 15 16 17

18 19 20 21 22 23 24

25 26 27 28 29 30 31 JANU

AR

There is a crack in everything.

That is how the light gets in.

Leonard Cohen

STJERNE

STUNDER

UDet er et basalt behov for alle at indgå i et fællesskab. Et menneske danner sine holdninger og hele personlighed i samspil med andre. Det begynder allerede

når vi bliver født og fortsætter gennem hele livet. Man stræber efter at opleve et trygt og forpligtende fællesskab, hvor enhver både giver, forventer og får

det bedste – Et fællesskab man kan dele både sorger og glæder med. I et sådant fællesskab lærer man at bekymre sig om andre og at alle har en betydning

for helheden. På mange efterskoler tages der udgangspunkt i fælles oplevelser og at alle får mulighed for at gøre nytte. Derfor er målet med et fællesskab

ikke kun at støtte en gruppe i at fungere godt sammen. Det er også vigtigt at skabe bedre muligheder for, at disse mennesker kan indgå i større fællesskaber,

der skaber struktur på hverdagen, udbygger de sociale netværk, giver mulighed for socialt samvær og fører til øget selvværd og respekt hos den enkelte

person. Socialt belastede individer har brug for målrettet hjælp til dels at bryde ud af deres isolation og dels at få opbygget personlige, faglige og sociale

kompetencer. Selv meget små forbedringer i sociale miljøer kan være en succes for den enkelte. På sigt vil et fællesskab være med til at fl ytte en person et

eller fl ere skridt i retning af at få et mere tilfredsstillende liv. De små skridt er ofte vejen til en egentlig inklusion i samfundet.

For mig personligt har fællesskabet på henholdsvis efterskole og højskole været en stor gave, der gjorde det muligt for mig at udrette ting, som jeg umuligt

kunne have gjort alene. Det har vist mig, at hvis man åbner sig og lader tingene ske, kan et fællesskab blive utrolig intenst og kreativt. Det er noget som jeg

altid vil have med i bagagen og gøre nytte af i nye sammenhænge.

Mit efterskoleophold har vist mig, at jo bedre man kender hinanden og ved, at man har respekt for hinanden, jo længere kan man nå. Sådan en tryghed kan

opstå lynhurtigt, hvis det ”svinger” og man har en god kontakt. Er trygheden der, så kaster jeg mig ud i det. Man bliver dog altid nødt til at investere noget af

sig selv i fællesskabet, men det er jeg ikke længere bange for at gøre.

Jeg er et individ. Jeg har udviklet mig gennem erfaringer og samvær med andre. Hvad er forskellen på et individ og et fællesskab? Efter min mening er der

ingen. Hvis du gerne vil være et individ, er du nødt til at være en del af noget. Hvis du gerne vil være en del af noget, er du nødt til at komme og være dig selv

– være et individ.

Lige så stille og roligt er jeg blevet voksen. Jeg kan ikke længere skyde skylden på andre eller regne med at der er et fællesskab til at fange mig i dets trygge

sikkerhedsnet. Nu er det mine egne valg i tilværelsen, der fremover skal forme mit liv.

Der fi ndes fl ere tusinde stjerner på himlen, men lige meget hvor smukke de er hver for sig, er de altid smukkest sammen.

StjernestunderAf Ida Blomstrøm Nielsen, studerende på Designskolen Kolding, elev på Faaborgegnens Efterskole årgang 2003/2004

”Den koldeste måned, selv om de gamle altid siger, at det var

meget koldere dengang under krigen. Nu er det bare årets anden

måned, den med kyndelmisse og otteogtyve dage, og det hænder

da, at der er rigtig koldt i Danmark i en uge eller to i træk.”


Mandag Tirsdag Onsdag Torsdag Fredag Lørdag Søndag

1 2 3 4 5 6 7

8 9 10 11 12 13 14

15 16 17 18 19 20 21

22 23 24 25 26 27 28

FEBRUARAR

Hvis du forstår den kunst at gøre dig til ingen, får du

bedst at vide, hvad der bor i den anden.

Søren Kierkegaard

Det

Tonen er blevet skærpet i det offentlige rum. På skolerne, i trafi kken, i debatterne på nettet er vi blevet grovere, mere

sure og mindre tolerante.

Folk, der mener noget andet end os, er helt sikkert idioter. Det kan man jo regne ud. Og i det offentlige rum lufter vi

netop uenighederne, forskellene.

Nu har jeg altid syntes, at ’det offentlige rum’ lyder sindssygt kedeligt. Som et venteværelse, hvor offentligheden sidder

og sidder uden at vide hvorfor og måske netop af kedsomhed begynder at mene noget om alt - selv ligegyldigheder, der

ikke gør nogen forskel. Bare for at markere.

Så er der straks mere spræl i ’det offentlige loftsrum’ – vores fælles pulterkammer.

Her er vores fælles minder, stablet oven på hinanden, hulter til bulter. Omkvæd fra Thomas Helmig-sange, John Faxes

mål fra EM-triumfen i 92, citater fra tv-serien ’Matador’, første vers af ’Midsommervisen’ og det meste af ’Kvinde min’.

Alt det, der skaber vores fælles historie, vores nationale identitet.

Danskheden sidder ikke i (frika)dellen, danskheden er at fi nde på det offentlige loftsrum.

Og derfra er der en stige op til et større rum: den samlede menneskeheds offentlige loftsrum. Her fi nder man omkvæd

fra Beatles’ sange, billeder af Barack Obama, Paven og Madonna. Der er klip fra ’Pretty Woman’, og sidst ankomne,

Susan Boyle, står i døren og synger. Der er også ting, vi ikke selv har oplevet, men blot set på tv eller hørt om; John F.

Kennedy, Louis Armstrong, citater fra Aristoteles og Platon. Pythagoras har sit eget hjørne, hvor han keder folk med

matematik. Ud over et par virkelig pedantiske ingeniører kommer der aldrig nogen, men det gør heller ikke noget. Vi ved,

at Pythagoras og al matematikken er der, men vi bruger det ikke rigtig til noget. Lidt ligesom Sverige.

På det offentlige loftsrum er alt det, der binder os sammen. Ikke - som i det offentlige rum - alt det, der adskiller os.

Måske skulle vi besøge det offentlige loftsrum lidt oftere.

Det offentlige loftsrum Af Mette Lisbye, forfatter m.v.

”Nu er det den tid, hvor skrubtudsen vågner. Den har ligget stiv og kold

i sin lille jordhule hele vinteren, og den er længe om at vågne. Men sidst

på måneden, når lugten af en sydvestenvind siver ind i dens næsebor,

bliver den nødt til det. Den bøvler sig besværligt op af jorden en aften

og sidder derpå helt stille en stund. Omkring midnat begynder den at

kravle – i én og kun én retning, som er det vandhul i nærheden, hvor

den kom til verden og vandet året før.”



1 2 3 4 5 6 7

8 9 10 11 12 13 14

15 16 17 18 19 20 21

22 23 24 25 26 27 28

29 30 31 OffentligeLoftrumARTS

MVores liv begynder at slutte den dag, hvor vi bliver

tavse om de ting, der betyder noget.

Martin Luther King

Først

På Faaborgegnens efterskole er fællesskabet et fi losofi sk omdrejningspunkt.

Eleverne skal have følelsen af at være sammen om noget, og de skal selv være med

til at defi nere og udvikle det, som de skal være sammen om. Der er ikke frit valg fra

alle hylder. Der er rammer, men eleverne skal selv være med til at udfylde dem med

indhold. Det kræver, at de udviser social ansvarlighed og lærer om de rettigheder

og pligter, der skal til for at få efterskolen til at fungere.

Men appellerer en sådan fi losofi til unge mennesker, som lever i et moderne

samfund? Af mange er fællesskabet blevet dømt ude. Vi har de seneste årtier

bevæget os fra et fællesskabsorienteret til et individualistisk samfund. Den

væsentligste ændring er, at hvor det tidligere var fællesskabets behov, der stod

først, er det i dag realiseringen af det enkelte menneske, der er den primære

drivkraft for samfundsudviklingen. Først mig selv, og så de andre. Alligevel

strømmer unge mennesker til efterskoler, hvor fællesskabet er i højsædet. Det

ene år efter det andet sætter skolerne rekord, og hverken drikkeforbud, krav

om fællessang og historiefortælling skræmmer dem. Unge mennesker vælger

efterskolens fællesskab til, fordi det giver mening og har betydning. Tidligere blev

man født ind i fællesskaber. I dag vælger vi i større udstrækning selv. Vi har det

ikke godt med at være alene. Vi er grundlæggende sociale væsner. Men vi vælger

det, som giver mening for os. Det vil vi yde en indsats for og være en del af.

Efterskolers tilbud giver mening, fordi de tilbyder et hul i uddannelsesræset.

Hullet er ikke et tomrum. Fra tid til anden er der brug for at stoppe op og tænke

sig om. Det er læringsrigt. Ved at være sammen med andre unge, fi nder man

ud af og udvikler nye sider af sig selv. Man kan få belyst spørgsmål som, hvad

interesserer jeg mig egentlig for, og hvad har jeg lyst til i fremtiden. Det betyder,

at der ikke træffes forhastede beslutninger, om uddannelse, rejser, kærester og

meget andet. De overvejelser kvalifi ceres ikke ved, at man er alene med tankerne.

Man skal drøfte dem med andre. Med andre unge og voksne, som man kan

spejle sig i og lære af. Tanker kvalifi ceres også ved, at man foretager sig noget.

Derigennem sker læringen. På efterskoler skal eleverne deltage. De skal deltage

i morgensang, fællestimer, madlavning og rengøring. I alle dagligdagsaktiviteter.

Det bliver aldrig trivielt, fordi dagligdagen krydres med vigtige temaer som klima,

verdenskultur, linjefag, projektopgaver og lejrskoler. Eleverne har selv indfl ydelse

på, hvordan de er sammen om disse aktiviteter. Der er regler, som skal følges,

men der er også mange regler, som løbende skal drøftes og vedtages af eleverne

selv. Når vi selv kan være med til at defi nere og udvikle de regler, som er så

vigtige for, at fællesskaberne kan fungere, er vi mere tilbøjelige til at følge dem.

Inderst inde synes de fl este af os, at vi skal behandle hinanden ordentligt. Men

hvordan gør vi så det? Hvad kræver det af os? Er det tilstrækkeligt at tale pænt

og være opmærksom på andres følelser eller kræver det endnu mere? Sådanne

grundlæggende spørgsmål kan efterskoleophold være med til at belyse, og derfor

giver de mening for så mange unge mennesker.

Politikere kan ind imellem være tilbøjelige til at tro, at de kan installere

fællesskabet ved at beslutte, hvad vi skal være fælles om. De kalder det

samfundets sammenhængskraft. Det bånd som skal binde os alle sammen. Men

vi vil selv vælge de fællesskaber, som giver mening for os. Bemærkelsesværdigt

er, at vi ikke vælger dem, hvor alt er frit. Efterskolerne vælges, fordi der er

frihed og regler. Der er krav og imødekommenhed. Det appellerer til os alle og til

fællesskabet.

Først de andre, så mig selvAf Andreas Rasch-Christensen, videnscenterleder ved VIA University College


1 2 3 4

5 6 7 8 9 10 11

12 13 14 15 16 17 18

19 20 21 22 23 24 25

26 27 28 29 30

A

PRILDe andre

så mig selv

”April er den måned, hvor muldvarpen føder sine unger, og dagen

vinder over natten. Vipstjert, gransanger, løvsanger, sangdrossel.

Og følfoden, som uden varsel blinker gult på sydskrænten ved

frakørsel 47 på motorvejen, hvorfra der kun er fi re minutter til

hjemme igen.”


At kræve øje for øje gør blot hele menneskeheden blind.

Hvis vold er den sidste udvej, så lad os i fællesskab ofre den

næstsidste lidt mere opmærksomhed.

Indira Gandhi

Æ

Bøjler til livets overfrakke - kærlighedens fællesskab. Hvordan får vi sagt de rette ord om kærligheden?

Fællesskab er altid et møde mellem mennesker, og der skal mindst to til at skabe samhørighed. Dagligt begiver vi os ud i mødet med andre mennesker og hvert menneske sætter et aftryk i os selv. Vi vælger viden, liv og vej efter dem, der omgiver os og fi nder ståsteder og grobund i de fodspor, som vi følger og selv sætter.

Kærligheden er et meget snævert begreb hos os, hvor den i andre kulturer er en social kraft i samfundet, der kan ændre grundlæggende livsvilkår til det bedre. Vi oplever snarere kærligheden og det at blotte sig som en svaghed, men det er jo en styrke, som man må opleve for at forstå den. Det kræver mod, fordi det handler om at være til stede og stå inde for sig selv. Man blotter sig, når man viser sin kærlighed, men samtidig er der ingen, der kan tage den fra dig.

Det er sammenhængskraften - den sociale lim. Kærligheden kan ikke alt, men kan heller ikke bortforklares. Det burde måske være et fag i skolen?

Kærlighedens fællesskab Grafi k af Mikkel Olsen, elev på Faaborgegnens Efterskole 2009/10

kærlighedensFællesskab


1 2

3 4 5 6 7 8 9

10 11 12 13 14 15 16

17 18 19 20 21 22 23

24 25 26 27 28 29 30

31

MAJ

”Den måned, hvor kvikgræssets rødder vokser som besatte. Hvis de

møder en nylagt kartoffel, vokser de lige igennem den. Jeg ved det, for

dengang min mor var gravid i sjette måned, var der en forsker ved Sta-

tens Ukrudtsforsøg, der lagde en ti centimeter lang kvikgræsrod i en stor

potte med god jord. Det var den 7. april 1945, og den 30. juli samme år var

den vokset til i alt 49 meter rødder og 105 overjordiske skud. Dagen efter

blev jeg født – enden kom først, og det har jeg aldrig fået lov til at glemme.”


Det er så meget venligere med to.

Peter Plys

Det fælles har mange forskellige skabe. Fællesskaber af lystfi skere, Hells Angels, fodboldfans osv. De frie skoler er heller ikke ens,

om end mange sætter det gundtvig/koldske, som overskrift for skolens fælles tankegods. Men hvad er det grundvig/koldske, der

som slogan blev lanceret engang i 30’erne, for at brande friskolebevægelsen, som dengang var uden nævneværdig tilgang af elever.

Vi lever i en tid, hvor det grundtvig/koldske er kommet mere under kontrol, evaluering og styring fra Statens side end set tidligere.

Det gør det fortsat sværere for de frie skoler, til blot at være grundtvig/koldske. For ikke særlig mange år siden stod der i mange frie

skolers vedtægter noget i retningen af ”Vort formål er at drive en fri skole.” Slut. Hermed mente man så, at have udtrykt hvilket

fællesskab, der var gældende. De frie skoler var amatørernes skole. Ingen vidste rigtigt hvad det grundtvig/koldske var for noget.

Og måske var det først som gammel pensionist, man fi k en idé om, hvad det måske kunne være.

Når bestyrelser og lærere i dag bliver tvunget til at skrive trosbekendelser om skolens værdigrundlag, så kan det kun være, fordi

magten vil helt ind i klasselokalet og bestemme, hvad der skal ske dér. Vi har haft frie skoler i mere end 150 år uden, at det var

nødvendig at nedskrive værdigrundlag.

Slægtled efter slægtled betragtede de frie skoler som væksthuse. De skulle ikke befamles af statens ønske om kontrol, styring og

evaluering. Værdigrundlaget var aldrig indsnævret til døde bogstaver, men altid levende historisk poetiske ord.

Sådan er det med frihedens, kærlighedens fællesskab. De stærkeste kræfter i et menneskes liv. Vi kan ikke leve uden mod, tro, håb,

lyst, kærlighed og frihed. Fællesskabet er ikke en fast størrelse. Den har en historie. Og i Danmark har den rødder i kristendommen.

Som fortæller os ind i den gode historie, hvor vi føler os frie i de ord, der bliver forkyndt. I kirke som i skole, ”At det danske folk må få

klarhed til at indse, liv, lyst og kærlighed til at ville, dygtighed og selvstændighed til

at udføre – enhver efter bedste evne – hvad der kan gavne og glæde dem

i himlen og på jorden”.

Kan man drive skole på det? Det har man gjort i mere end 150 år. Vi vidste ikke engang, at manglen på en friskolemanual er selve

fællesskabets forudsætning. Det er derfor den frie skole skal være fri, fri vor statens indblanding.

Deri består fællesskabet.

Det fælles?Af Gustav Reck, præst ved Kerteminde-Dalby Valgmenighed

FællesDe

t Mandag Tirsdag Onsdag Torsdag Fredag Lørdag Søndag

1 2 3 4 5 6

7 8 9 10 11 12 13

14 15 16 17 18 19 20

21 22 23 24 25 26 27

28 29 30

”Det er den hvide måned. Maj er også, men juni mest. Maj er slåen og mirabel, kirsebær og æble – hvide alle sammen og overalt. Men i juni er det tjørn og hyld, også hvide, endnu fl ere steder og dertil duften, tung og sød og mærkeligt forførende, dag og nat. Jeg har ledt forgæves efter en forklaring på al denne hvidhed. At næsten alle buske og træer i vores natur blomstrer hvidt i maj og juni. Som om de vil sprede så meget lys over land som muligt, selv om det nok kun handler om at tiltrække så mange bier som muligt. Og tro ikke, at syrenen ødelægger den nationale teori – den er indvandrer fra Balkan og fi k dansk asyl i 1647. De andre kom frivilligt med fuglene, længe før menneskene lærte at skrive.”

Fra Året har 12 måneder af Søren Ryge Petersen & Nina FerlovJuni

Gå ikke foran mig. Måske vil jeg ikke

følge dig. Gå ikke bagved mig. Måske vil

jeg ikke føre an. Gå ved siden af mig og

vær blot min ven.

Albert Camus

Nephew – Danmark Man Dark

Vores buschauffør kan godt køre bus

der’ rigtig mange der’ rigtig tilfreds

med hans niveau imellem bremse og gas

jo han kan godt styre bussen

men ved han egentlig hvem der sidder i den

og hvor de egentlig gerne vil køres hen

hvad ved han helt præcist om kvinder og mænd

Da dam da da da dam dam


Da dam da da da da Danmark


Vi sejler op ad åen og det kør’ sgu som smurt

du’ velkommen til at kommme forbi lissom Kurt

så får du en smøre med alt det bedste vi har lært

ja du må smage hvad vi har kært

og du må læg’ dig i vores stramhedsbetræk

på vores pude der’ ren men lugter af bræk

Når det sejler kan man godt bli’ søsyg

men ligefrem meld’ sig syg er virkl’ig fy fy_

for man må vælge selv men ikke sige fra

nej man skal vælge frit imellem pest eller kolera

som man så ka’ vælge og få fi xet på privat hospital

man har jo selv et ansvar

og hvis man ikk’ har råd er dét ens egen skyld

det’ ikk’ samfundets men din egen skyld!



Da dam da da da da Danmark




Da dam da da da man dark


NephewNephewÅrsplakaten er i år inspireret af Nephews sang Danmark Man Dark fra albummet Danmark Denmark.

Plakaten er malet af Anna Havskov Jensen, der var elev på Faaborgegnens Efterskole 2004/05, og

den kan købes for kr. 50 ved henvendelse til [email protected].

Sangen er en efterlysning af vedkommende politiske projekter fra Christiansborg. De styrer

bussen, træder på gas og fuld stop, men kender de i virkeligheden deres passagerer - underforstået

befolkningen – ved politikerne, hvem vi er, hvor vi vil af, og hvad vi vil med vores liv. Er alle velkomne i

det danske fællesskab? Er frit sygehusvalg nødvendigvis den hellige gral?

Da dam da da da dam dam! Tak til Anna for det fl otte maleri og tak til Nephew for hjælpsomheden.

Da dam da da da da Danmark!

Farvel til egofesten. Endelig. Med ti års hysterisk vækst og en velstand, der aldrig er set lige i Danmarkshistorien, er det vel på tide, at vi spørger os selv, om det har gjort os lykkeligere? Når selv de alternative skal have guldpailletter på deres yogamåtter, er grænsen vel nået. Måske skulle vi til at stoppe selviscenesættelsen og begynde at forstå, at hænder i arbejde for fællesskabet er bedre end læber i ensom bøn for egne behov.

Jeg er vokset op i fællesskaber. Mine forældre var kommunister, og vi unger lærte at tænke på andre, før vi tænkte på os selv. I mit hjem gjaldt det fællesskabet, og hvad der gavnede det. Egoisme og det at arbejde med sig selv var et udtryk for borgerlig dekadence, og kom der kvinder med makeup, blev der set skævt til dem.

I takt med at min hjerne udviklede sig, og jeg fi k en mere kritisk og selvstændig indstilling til omverden, vendte jeg den kommunistiske verden ryggen og begyndte så forsigtigt at snuse til den alternative verden. Det var en verden, jeg befandt mig særdeles godt i. Jeg var blevet afhængig af fællesskaber, og havde som alle andre et stærkt behov for at høre til. At de fl este, jeg mødte i denne verden, var underlige og kugleskøre kunne jeg leve med, for målet var klart. Vi skulle skabe lykke og glæde for andre i verden. Men med årene blev det mere og mere klart for mig, at mange af de ”alternative” ikke havde brug for at redde verden, men var mere optagede af sig selv. De ville bare være rigere, smukkere og tyndere.

Nu er det jo en smule arrogant at sige, at man er vokset fra den alternative verden, når mange, som er meget ældre end mig, stadig befi nder sig i den. Men det er vel med det alternative som med alt muligt andet - det har sin tid. Og det havde det også for mig.I dag vil jeg betragte mig selv som et dybt religiøst menneske, som er meget bevidst om, hvad jeg sætter mine fødder i. Nuvel, jeg er blevet småborgerlig og har mine kampe med velstandsfedt og samvittighedskvaler, når jeg har drukket lidt for mange øl. Men min opgave her i livet er klar. Jeg vil stadig være med til at redde verden.

Jeg befi nder mig bedst i fællesskaber og specielt i fællesskaber, der vil forandre denne verden til det bedre. En verden, hvor andre ikke skal sulte, fordi vores del af verden ikke kan fi nde ud af at blive mætte. En verden, hvor dialogen er det skrappeste våben og ikke kugler og krudt. En verden, hvor ingen skal bo i små blikskure uden vand og elektricitet, fordi andre har et vildt overdrevet forbrug. Jeg vil være med til at skabe en verden, hvor ”det må jeg da ha’”- mentaliteten er erstattet af fællesskaber, der rækker til de yderste afkroge af jorden. En verden, hvor vi, der har vores på det tørre, ikke lukker øjnene for dem, som er ved at drukne i elendighed.

Selvom det er forbundet med meget alvorlige konsekvenser at miste sit job og måske måtte gå fra hus og hjem, bliver vi nødt til at se det hele i et langt større perspektiv. Vores verden kan ikke tåle, at alle skal have mere og mere, og verden kan ikke tåle, at vi alle melder os ud af fællesskaberne, fordi vi har en naiv forestilling om, at vi kan klare os selv. Hvor mange fortryder ikke i disse dage, at de meldte sig ud af deres a-kasse, fagforening eller et andet fællesskab, som kan give deres ønsker om forandringer mere vægt? Mange står i dag magtesløse over for tidens store problemer, fordi de står alene. Hvad hjælper det nu at have to huse, fl ere biler og fl adskærme? Mange står alene, fordi de et svagt øjeblik valgte egoismens ideologi frem for fællesskabet. Så det er vel nu, vi kan forandre verden. Det er nu, vi kan skabe lighed og få den del af kloden med, som lider.

Hvis denne verden skal blive en bedre verden, må vi vende blikket væk fra os selv. Vi må stoppe trangen til altid lige at skulle have opfyldt dette eller hint behov, før vi kan begynde at tænke på andre. Vi har, hvad vi har brug for og lidt til. Så det er lige nu, vi kan gøre noget. Du skal ikke nødvendigvis redde verden, men du kunne starte på din arbejdsplads. Du kunne her gøre opmærksom på urimeligheder, uanstændighed, uetiske forhold eller andre forhold, der ikke hører hjemme i danske organisationer i 2010.

Danske arbejdspladser er ved at gå ned med stress, frustrationer og utryghed. Det er da i en tid som denne, at vi må stå sammen og forstå, at den krise, vi oplever nu, godt nok er global, men så sandelig også handler om grådighed, overophedning, vækst og opfordring til et hysterisk og sygeligt forbrug. Det er da nu, vi skal stå sammen og forlange et arbejdstempo, der er til at leve med og et arbejdsmiljø, der bygger på værdier som anstændighed og medmenneskelighed.

800.000 danskere står uden for arbejdsmarkedet, fordi vores arbejdspladser er blevet så effektive og strømlinede. Alt gøres op i, om det kan give gigantisk overskud. Også inden for det offentlige. Det er da nu, vi skal stå sammen om at gøre vores arbejdspladser så rummelige, at i hvert fald nogle af de 800.000 mennesker kan komme tilbage. Uden fællesskaber udvikler vi et samfund, der efterhånden bliver så topstyret, at selv Stalin og andre diktatorer måtte se misundelige til. Uden fællesskaber intet demokrati. Uden fællesskaber ingen lykkelige mennesker.

Tilbage til fællesskabetAf Thomas Milsted, forfatter og foredragsholder.

Til til fælles kabetbage sMandag Tirsdag Onsdag Torsdag Fredag Lørdag Søndag

1 2 3 4

5 6 7 8 9 10 11

12 13 14 15 16 17 18

19 20 21 22 23 24 25

26 27 28 29 30 31

”Juli er den måned, hvor kirsebærrene modner. Da jeg engang spiste kirsebær sammen med Ditte Sofi e på tre år, opdagede jeg, at hun spiste dem med sten og det hele, hvorpå jeg forklarede hende, at det må man ikke, for så får man tarmslyng eller måske blindtarmsbetændelse. Derpå viste jeg omhyggeligt, hvordan man tager et kirsebær ind i munden, spiser alt det røde og spytter stenen ud. Ditte Sofi e gjorde, som jeg havde sagt, tog et kirsebær i munden, tyggede længe på det og spyttede derpå det hele ud, splat!”

Fra Året har 12 måneder af Søren Ryge Petersen & Nina FerlovJuli

Pokkers så egoistisk verden er. Alle tænker kun på sig selv.

Det er bare mig, som tænker på mig

Storm P

Fællesskaber. Ordet har summet i mig siden jeg en augustmorgen modtog et brev og en anmodning fra Faaborgegnens Efterskole. Jeg tygger lidt på det igen. Fællesskaber. Det er et godt ord. Et vigtigt ord.

Jeg tænker først, at jeg må gå rationelt til værks. Slår op i leksikoner, søger på nettet og fi nder bøger frem fra reolen. På Wikipedia står der: ”Fællesskab er en samling af mennesker, som bindes sammen af noget de har til fælles, hvilket vil sige noget de er enige om, har samme synspunkt på eller f.eks. en interesse de deler med hinanden”.

Nå. En tom fornemmelse. Jeg forstår, at jeg må starte et andet sted: Inden i mig selv. Alle verdens leksikoner og internetsites vil ikke kunne indfange fællesskaberne, som jeg kender dem, føler dem, lever dem. Jeg beslutter mig for, at denne øvelse ikke skal være en akademisk abstraktion, men en personlig rejse. Jeg lukker øjnene, trækker vejret dybt ind og så kommer de strømmende: Alle mine minder om fællesskab gennem mit indtil videre 25-årige liv.

For mit indre øje ser jeg en klynge af otteårige piger, med fodboldtøj og sved på panden, sidde i græsset og spise vandmelon efter en velfortjent sejr.

Jeg ser min klasse fra folkeskolen – idrætsdag med hiv og sving, fødselsdag med slik og fuld fart frem og skoleteater med indlevelse og amatørånd .

Jeg kommer til at smile, da jeg tænker tilbage på VM i fodbold i 1998, hvor jeg sammen med tusindvis af andre stolte danskere ser Danmark på storskærm fra Rådhuspladsen. Kan stadig huske jublen, da Danmark scorede, og skuffelsen da Brasilien alligevel løb af med sejren til sidst.

Jeg husker suset i maven. Det sus, jeg fi k, da jeg kiggede rundt på Christiansborg Slotsplads d. 17.maj 2006. Vi var en masse unge og gamle, som har slidt og slæbt i ugevis og her er resultatet: Den største demonstration i over 20 år. Vi fyldte hele pladsen: 100.000 mennesker, som står sammen for bedre velfærd.

Jeg husker endnu feberen i november 2008. Altså, Obama-feberen. ”Yes, vi can”–feberen. Forandrings-feberen. Som en effektiv virus, havde den spredt sig over hele kloden. Jeg kunne i hvert fald mærke det helt herovre på den anden side af Atlanten. På valgnatten blev vi alle en lille smule ramt af feber. På valgnatten var vi alle en del af det nye amerikanske fællesskab.

Jeg kommer i tanker om Mønten, en byggeplads på Amager. Her gik 100 uorganiserede polakker rundt til mellem 30 og 50 kr. i timen. Og de overnattede tilmed bag byggepladsens låste porte. Det var tirsdag eftermiddag i september, og en skøn blanding af byggearbejdere og politisk engagerede, som jeg selv, blokerede byggepladsen. Det er et fagligt fællesskab, der står sammen om kampen for ordentlig løn og vilkår.

Jeg bor på Ydre Nørrebro. Lige nede om hjørnet ligger en rockerborg, og når jeg cykler ind for at besøge min veninde, Laura, cykler jeg gennem Jægersborggade, også kaldet rockergaden. Lidt længere inde, på vej mod min veninde Maja, entrerer jeg ”Den sorte Firkant”, Blågårdsplads og indvandrerbanderne, der holder vagt i Rantzausgade. Det er en splittet bydel, Nørrebro. I

en splittet by, København. Er det fællesskab? Det er vi mange, der ikke synes, og derfor gik vi en forårsdag på gaden og sagde: ”Stop skyderierne”.

Jeg tænker på SF, mit parti, der giver mig politisk hjemsted og en platform at slås for en bedre verden fra. Og jeg smiler, når jeg tænker tilbage på den intensive kampagne til Europaparlamentet: På at rejse rundt i landet og møde unge og gamle, som tror på det samme som jeg: Et socialt Europa, der tager hånd om alle og sikrer muligheder i livet for alle, der vil.

Jeg tænker på at mødes med mine gamle gymnasieveninder og føle, at jeg hører til. At vi kender hinanden på en særlig måde og har en historie, som er vores. Det er en særlig følelse af at høre til.

Jeg tænker på nye fællesskaber: At indgå i en europæisk politisk strømning for social retfærdighed, måske at stifte min egen familie inden længe og måske at begynde til fodbold igen.

Sådan er livet for os alle: Fuld af fællesskaber. Luk bare øjnene og lad oplevelserne strømme til dig. Min påstand er, at vi ikke kan blive frie alene, at vi ikke kan træde i karakter som mennesker uden fællesskabet. Vi bliver til i fællesskabet, vi udvikles og udfordres gennem fællesskabet, og det er her vi får mening ved at tilhøre. Det er de små og nære fællesskaber, som er tilstedeværende og meningsgivende i hverdagen - og det er de store samfundsmæssige fællesskaber, som sætter rammerne og livsmulighederne for os alle. Ingen kan sige sig fri for at kunne undvære andre eller stille sig udenfor fællesskabet.

Den nuværende regering bryster sig vældig meget af at være beskyttere for ”den individuelle frihed”. Men er det frihed, når forskellene vokser og der er fl ere fattige i Danmark end nogensinde før? Når der er børn, der ikke har råd til at gå til fodbold eller holde børnefødselsdag? Er det frihed, når færre unge får en uddannelse? Der er de sidste år skabt en udvikling, som skiller os fra hinanden, fragmenterer os og skaber bandekrige, ungdomsproblemer og ulighed. Det er ikke min idé om fællesskab.

Så lad os starte forfra: Hvorfor ikke skabe et fællesskab, som tager hånd om hinanden? Som blander sig? Som skaber muligheder, frem for at lukke muligheder ned? Fællesskab, der kræver noget og forventer noget af os alle? Og som giver alle en fair chance?Vi kan, hvis vi vil. Og fællesskaber er for mig det vigtigste kodeord, når jeg tænker på hvilket Danmark, hvilket Europa og hvilken verden, jeg gerne vil have. Der er fællesskaberne, som skaber tryghed, får os til at føle os hjemme og som giver os mening. Det er fællesskaberne, som kan hjælpe os, når det er gået skævt. Dem, der giver alle muligheder i livet. Dem, der sætter os fri.

Dyrk dem, elsk dem, vælg dem, diskuter dem, deltag i dem, skab dem, vær træt af dem, lav dem om, men forlad dem aldrig. Vi har brug for fællesskaber.

Vi har brug for fællesskaberAf Emilie Turunen, medlem af Europaparlamentet for SF

fælle kaberMandag Tirsdag Onsdag Torsdag Fredag Lørdag Søndag

1

2 3 4 5 6 7 8

9 10 11 12 13 14 15

16 17 18 19 20 21 22

23 24 25 26 27 28 29

30 31

”Jeg har aldrig brudt mig om august, for da er der et helt år til min fødselsdag. Den er også for støvet og ofte for varm. Desuden er mange af fuglene holdt op med at synge, og det savner jeg. Havesangeren, tornsangeren, kærsangeren, løvsangeren og alle de andre små gråbrune fugle, der har fyldt min verden med sang siden foråret – de er blevet stille nu og gør sig klar til rejsen til Afrika. Skal bare have ungerne i fi n form først, for de skal med.”

Fra Året har 12 måneder af Søren Ryge Petersen & Nina FerlovAugust

Det er beskæmmende, at vi lever

i en tid, hvor det er lettere at

sprænge et atom end en norm.

Albert Einstein

fælle

Det er fristende at starte med et noget provokerende udsagn fra tidligere rektor

for DPU, Lars Henrik Schmidt. Han fastslår, at danskere elsker at tænke sig selv

som helt unikke, fuldstændigt forskellige fra alle andre, selvstændige, osv. - og

det er det vi har fælles!

Og der er nok ingen tvivl om, at der gemmer sig en masse sandhed i udsagnet.

Vi er blevet en kultur, som har meget stor fokus på det individuelle, det enkelte

individ. Når det så er sagt, indeholder hjerneforskningen alligevel en væsentlig

viden om udvikling af netop selvstændighed og selvfølelse.

Det første jeg har lyst til at præcisere er, at ingen børn i verden lærer noget for

deres egen skyld. Det varer lang tid før de begynder på det, og nogle kommer

aldrig til det.

Børns begrundelse for at lære noget er altid, at de er i en relation til en

pædagog/ lærer/ voksen, som de rigtig godt kan lide, og så vil de så gerne at han

eller hun skal synes om dem. Børn i alle aldre lærer altså først fremmest i kraft

af følelsen af samhørighed og relation.

Ydermere er det ofte blevet dokumenteret – helt tilbage fra Harlows aber – at

man skal have kunnet noget sammen med andre, før man kan noget selv.

Oplevelsen af fællesskab styrker hukommelse og koncentrationsevne og er en

betingelse for motivation i det hele taget.

Men helt grundlæggende ville hjerner slet ikke udvikles og modnes, hvis ikke det

skete i et fællesskab startende med familien, henover et fælles læringsmiljø i

børnehave og skole og sidenhen som individ i et samfund.

Hjerner udvikler sig, som de bliver påvirket til. Det neurale er blot et

udgangspunkt. Nerveceller som ikke bliver brugt dør, og der kommer ikke

nødvendigvis nye i deres sted. Vi ved i dag, at børn som f.eks. bliver voldsomt

omsorgssvigtede 3-4 måneder indenfor det første leveår, de laver hjerneskader

på sig selv, som de ikke er født med – de lukker neuralt netværksnet.

Til gengæld er det veldokumenteret, at når vi stimulerer hjerner – synger, læser,

leger, tegner, motorik osv. så opstår der fl ere og fl ere forbindelsestråde, mellem

de nerveceller der bliver brugt!

Og at børn som f.eks. har en oplevelse af at ”være fælles” husker mere efter et

godt fjernsynsprogram, end de ville have gjort, hvis de så det samme alene.

Så alle slags børn og unge – stærke og svage – har mulighed for hele livet

at udvikle tættere neuralt netværk i hjerneområder, som bliver stimuleret,

engageret og holdt i gang – især når det foregår i fællesskaber. Mennesket er et

pattedyr, som er forudbestemt til at fungere bedst i en fl ok, hvordan den så end

defi neres.

Det fælles!Af Ann-Elisabeth Knudsen, hjerneforsker og forfatter.

s

?Det


1 2 3 4 5

6 7 8 9 10 11 12

13 14 15 16 17 18 19

20 21 22 23 24 25 26

27 28 29 30

”September er den tid, hvor man begynder at samle forråd. Planterne gør det, dyrene gør, og engang gjorde menneskene det også. Jeg husker stadig konerne i min barndoms Agtrup, når de syltede og henkogte og fyldte kældre og spisekamre med godt til vinteren. En dygtig kone havde et fyldt spisekammer i september, selv om hun ikke kunne forklare henkogningskedlens geniale funktion: At den varmede glassene med indhold så meget op, at hver eneste svamp og bakterie blev slået ihjel, og at luften i glassene ved samme lejlighed udvidede sig og blev presset ud. Når kedlen derefter blev taget af komfuret og temperaturen sank, så ville luften tilbage i glasset, men hokuspokus, det kunne den ikke, fordi der sad en orangerød gummiring under låget og lukkede. En dygtig kone havde usynligt undertryk i sit forråd, og glassene kunne stå i årevis i hendes spisekammer uden at rådne”.


tembersep

En dumhed kan også komme i bevægelse,

blot man får fl ertal for den.

August Strindberg

Forfatteren Jens Rosendal bor helt ude ved digerne i Sønderjylland, med udsigt fra stuevinduerne over marsken

og Vadehavet til Rømø og Sild. Selvom Jens Rosendal rent faktisk har et par romaner liggende i skrivebordsskuffen,

som måske bliver udgivet, så har den tidligere højskolelærer ellers livet igennem i sit forfatterskab primært holdt sig

til hjertesproget, lyrikken, poesien, sangen - med et stort hjerte for fællessangen - og deraf følgende foredrag

og ”sangtimer” rundt om i sognegårde og forsamlingshuse.

Når vi skal tale om de egentlige ting her i livet, må vi ty til hjertesproget, fastslår Jens Rosendal. Hjertesproget er

poesiens sprog, som vi møder det i sange og salmer. Derfor er hjertesproget også fællesskabets sprog. At tale med

hjertet betyder nemlig, at vi kommunikerer empatisk. Vi giver udtryk for vores følelser og behov uden at dømme

modparten, tolke på dennes handlinger og uden brug af kritik og analyse.

Hvorfor er du så dejlig

Har du nogensinde mødt det smukke her

når det sommetider

lander dybt i øjets himmelskær

det vil blive der og altid være med

lyse op og altid vise dig på vej

til det smukkeste det kønneste i dig.

Har du nogensinde mødt det gode her

når det sommetider

fandt og kyssede og var dig nær

det vil bo der som en ømhed inden i

det vil bo der og vise dig en vej

til det bedste til det gode dybt i dig.

Har du nogensinde hørt det sande sagt

når det sommetider

brød og løftede med sandheds magt

imod lyset mens det smertede og sang

det vil leve der og hjælpe dig på vej

så det sande altid er en del af dig.

Jens Rosendal, 2009

Hjertesprog

Jert

e


1 2 3

4 5 6 7 8 9 10

11 12 13 14 15 16 17

18 19 20 21 22 23 24

25 26 27 28 29 30 31

”Oktober er den måned, hvor menneskene for alvor begynder at

skyde. Med jagtgeværer altså. I løbet af årets sidste tre måneder

skyder de 700.000 fasaner, 100.000 rådyr, 60.000 harer, 300.000

duer, 30.000 snepper, 20.000 bekkasiner, 600.000 ænder plus alt

det løse. Tallene er i gennemsnit, og en gråand fl yver 62 kilometer i

time med en svagt susende vingelyd, som jægerne elsker.”


ktober prog

Hvis jeg er sat til verden for at være noget for

alle andre, hva’ dælen er de andre her så for?

Søren Brun - Radiserne

Forleden var jeg på nattevagt i Skt. Nicolai Tjenesten, hvor jeg har taget frivilligt arbejde. 22-03 søndag aften. Jeg havde festet helhjertet hele weekenden og var sådan set ret klar til en lang, dejlig nattesøvn. Top tre på ønskeseddelen var under alle omstændigheder ikke at bruge 5 stive nattetimer på nærværende samtaler med mennesker i nød.

Men der var mennesker, der ventede mig. 21.45 snøvlede jeg mig småsur ud i den blæsende regnfulde aften og drog af sted på vagt. Men så skete der et mirakel! Det øjeblik, jeg trådte ind i mit kontor på Skt. Nicolai Tjenesten forsvandt træthed og ugidelighed med ét: Jeg blev med det samme fyldt med glæden og den dybe tilfredshed af at vide, at jeg de næste 5 timer ville gøre en afgørende forskel for måske 20-30 værdigt trængende mennesker rundt om i vores lille land.

Jeg hører ellers til den del af befolkningen, der måske ligesom dig, arbejder med at støtte alle slags kendte og ukendte folk i at leve meningsfulde liv, være ægte & passionerede i det, som de foretager sig og lade autenticitet være drivkraften bag deres store og små valg. Jeg har fået at vide mange gange, at jeg har forandret mine klienters liv. Jeg lever min mission. Hver eneste dag. På mange måder gør jeg andre godt hvert minut af mit arbejdsliv.

Når nu jeg er så tilfreds, hvorfor skulle jeg så i alverden bruge min kostbare tid på at arbejde frivilligt?

Fordi det giver mening på et fundamentalt, eksistentialistisk niveau. Fordi jeg føler, at jeg udnytter mine ressourcer optimalt for individet og for det samfund, som jeg er en del af. Fordi jeg brændende føler, at det er en borgerpligt at dele sine ressourcer med andre, som har færre end en selv. Fordi jeg når ud til mennesker, som ikke ville få råd til at betale for mit arbejde, om så de sparede op over fl ere år. Ikke fordi jeg er himmelråbende dyr i drift, men fordi mange af dem er himmelråbende fattige. Fordi nogle af dem lever under betingelser helt ude på kanten af, hvad vi som danske samfundsborgere overhovedet vil erkende eksisterer. Jeg bruger min ”kostbare tid” fordi, jeg ikke kan leve med at vende det blinde øje til, når der er tusinder af mennesker derude, hvis ensomhed og sociale isolation er så grusom og pinefuld, at blot en stemme i den anden ende af telefonen, har en afgørende og væsentlig indfl ydelse på kvaliteten af deres tilværelse. Og til tider endda deres overlevelse. Bogstavelig talt.

Jeg kunne da også bare lukke øjnene og shoppe i stedet forDet er sandt, at jeg kunne bruge de fem timer på at tjene penge til den der ret fede 10.000 kroners Prada taske, som jeg har været lun på i et år. Eller mere ædelt formål: På en hest til min datter. Jeg kunne også bruge tiden på at tage med en ven til Wilhelm Freddie udstilling

og diskutere det surrealistiske kærlighedsbegreb. Eller bruge endnu et par cafétimer med en veninde på at tale om frustrerende kærlighedsrelationer eller min nye bog om passion og autenticitet. På den måde ville jeg fortsætte med at fokusere på mit eget og lukke øjnene for de skandaløse vilkår, som jeg ved fi ndes i Danmark. Og med det, ville jeg også lukke øjnene for den umenneskelige fattigdom, sult og sygdom, som jeg ved fi ndes i verden. For det er den eneste måde, vi reelt kan holde sandheden ud på uden at handle: Ved at lukke øjnene.

Men den vej, har jeg været på længe! Og efterhånden føltes den for uværdig. Jeg måtte handle. Jeg måtte kaste mig selv ind i spillet med mere end de gode månedlige 75 kr. til dyrenes beskyttelse. Og for tiden er det arbejdet på en gratis telefonlinje og afgivelse af 5% af min årsindtægt til en fond i Colombia, som er vejen.

Jeg springer ud af skabet og erkender: Jeg tror på fællesskab og solidaritetNye værdier er blevet støvet af og kommet frem i stuen: Fællesskab og (ja, jeg siger fy-ordet nu) solidaritet.

Resultatet er, at jeg har fået indsigt i de grusomme og uacceptable vilkår mennesker lige rundt om hjørnet lever under. Samtidig har jeg mulighed for at bidrage til forandring – ved blot at være mig og en telefon.

Det føles ikke alene som et privilegium at gøre en forskel for et individ – det føles også som en dyb tilfredsstillelse at føle, at jeg bidrager til noget værdifuldt i et større – samfundsmæssigt perspektiv. Og skægt nok, er jeg blevet et mere givende menneske i mit private liv. Uden at tænke over det, må jeg tilstå.

One fl ame can light a thousand candlesAt vælge at give af os selv, af vores tid og vores penge for at gøre noget godt for andre, er at vælge at træde ud af ”mig” og blive del af et større ”os”. Frelser vi verden af den grund? Næppe. Kommer vi i himmelen af den grund? Dén bus er kørt fra mig, i alle fald. Men det er muligt for os at gøre en væsentlig og afgørende forskel med en uendelig lille indsats. Vi skal blot række hånden ud til dem, der rækker ud efter en hånd i mørket. Vi kan ikke holde deres hånd for evigt - men vi kan dog varme den lidt for en stund. Og hvem ved hvordan vores lille land ville være anderledes hvis vi alle gjorde bare lidt? Fed tanke ikke? Man har vel lov at drømme…

Og nu kan jeg ikke dy mig for at spørge dig: Hvad kan du mon give ekstra i dag, som ville

gøre andre godt?

En hånd i mørketAf Lucy Vittrup, coach og foredragsholder.


1 2 3 4 5 6 7

8 9 10 11 12 13 14

15 16 17 18 19 20 21

22 23 24 25 26 27 28

29 30

”Det er årets værste måned, mørk, kold og klam, drivende våd, langt fra fødselsdag og jul og ikke en eneste blomst. Den tid, hvor jeg kan fi nde på at blive sur, når jeg kommer hjem. Kun fuglene kan trøste lidt, for de er der altid, og i november venter jeg utålmodigt på svanerne og gæssene. De er en god hjælp imod det trøstesløse, når de i morgengryet gakker hen over hus og mark i lange, bølgende rækker og slår sig ned derude i engene, vralter rundt hele dagen efter græs og spildkorn og snadrer i vandpytterne. Holder øje med fjenderne, som er dig og mig plus ræven, der aldrig når at fange en gås, selv om den drømmer om det hver dag.”


ovem

ber

håndenEn hånd i mørket

And in the end

the love you take

is equal to

the love you make.

The Beatles

Hvad vil det sige at være med i fællesskabet Danmark og er det noget at være stolt af?

Redningen af jøderne i oktober 1943 er noget vi, som danskere kan være stolte over. Mens millioner af europæiske jøder endte deres liv på grusom vis i de nazistiske koncentrationslejre, lykkedes det den danske modstandsbevægelse og hundrede af ganske almindelige danskere at redde 7000 danske jøder til Sverige.

En beundringsværdig indsats, der stod i skarp kontrast til den daværende danske regerings tætte samarbejde med det nazistiske Tyskland både før og under krigen. Tyske jøder og politisk forfulgte blev op gennem 1930’erne afvist ved den danske grænse. I stedet for at hjælpe mennesker på fl ugt udleverede den danske regering fl ygtningene til nazisternes fangenskab og udryddelse. Men et fællesskab af danskere valgte at sige fra.

Den 13. august 2009 så jeg historien gentage sig. Jeg stod foran Brorsons Kirke på Nørrebro, der ikke ligger langt fra, hvor jeg bor. Det var midt om natten, men alligevel var her fyldt med mennesker. Politiet havde brudt kirkefreden var trængt ind i kirken for at fange de unge mænd, der som en del af omkring 80 irakiske fl ygtninge havde søgt kirkeasyl i hjertet af Nørrebro. Ordren til aktionen kom fra integrationsminister, Birthe Rønn Hornbech og bar Dansk Folkepartis fi ngeraftryk. Men det var almindelige menige betjente, der fi k ordre til at gå ind og rive de desperate unge mænd fra deres børn, kærester og familie. Det var et uhyggeligt og hjerteskærende syn. De irakiske mænd, der med hænderne i håndjern kigge ud af politiets bus, havde frygten malet i øjnene. De var på vej mod en uvis skæbne, fordi en dansk regering endnu engang havde valgt at svigte mennesker på fl ugt.

Jeg følte en enorm afmagt, men var ikke alene. Omkring mig stod hundredvis af andre, der ønskede at hjælpe irakerne. Lige så frustreret og forfærdet jeg var over det overgreb, som de forskræmte irakere blev udsat for - lige så livsbekræftende og beundringsværdigt var det at se, hvordan menneskene omkring mig satte sig på jorden foran bussen. Med deres egen krop forsøgte de at hjælpe mennesker i nød. De fi k slag med politiets knipler, peberspray i øjnene og lussinger af betjentene, men de satte sig bare ned igen. For endnu engang at få slag, peberspray og ydmygelse. Og så gjorde de det igen og igen. En umulig og indædt kamp mod overmagten. En kamp om, hvem der må høre til i fællesskabet Danmark.

Når jeg tænker tilbage på den aften, er jeg stolt over at have stået blandt alle de modige mennesker, der sagde fra overfor mit lands umenneskelig fl ygtningepolitik. Det er ikke Danmarks regering, men de modige almindelige danskere, der gør mig stolt over mit land - stolt over at være en del af dét fællesskab.

Fællesskab i Danmark Af Nikolaj Villumsen, medlem af Enhedslistens Hovedbestyrelse og Forretningsudvalg


1 2 3

4 5 6 7 8 9 10

11 12 13 14 15 16 17

18 19 20 21 22 23 24

25 26 27 28 29 30 31

”Det er december måned, den tolvte og sidste, og da kan man hist og her i landets skove se et mærkeligt syn: Kvinder og nogle gange børn bevæger sig langsomt rundt og samler mos, grankogler og frønnede grene. De gør det, fordi de vil have skoven med hjem. Denne ene gang om året fyldes en pæn del af danske kvinder af naturbesættelse uden lige, for mos er grønt, pænt, blødt og naturligt, og et eller andet sted i erindringen og bogreolen ligger der en bog af Elsa Beskow om nisserne i granskoven, og den er fyldt med verdens dejligste mos. Derfor laves der stadig et hav af juledekorationer med mos som basisprodukt, og ingen tænker i den forbindelse på, at mos er et af vore ældste og mest primitive levende væsner, som har vokset på enhver plet af jorden ufatteligt længe, før julen og nisserne blev opfundet.”


ecember

Mennesker er gode på bunden, sagde Fanden,

de vil ikke forbedre sig selv, men hinanden.

Piet Hein

Fællesskab i DanmarkFællesskab i Danmark

Fællesskab i Danmark

Casper WeileMarie Israelsson Kristine L. JensenMarie KrogNatasja FrederiksenCasper RasmussenHenrik JørgensenMartin MadsenMikkel RudRosa BangDaniella JensenIda Benkjer-OlsenSigne von der Maase Theresia TorenholtKatrine Bremer LaursenSøren Junker MøllerMikkel Kofod ChristensenThomas Krogh OrmstrupNicolas Lerche VindingKatrine Bo LundtofteAnn Sofi e Lindebjerg LarsenBelind Adler DonnerupLine Dam SøndergaardNathalie DolmerSarah Bonde JensenMads Q. GrothBrian FrændeMaria TerkildsenAstrid MalmbergSigrid NettebergNana Bendix HansenFrederik Stahlfest MøllerSøren StandbyBenjamin Bech AndersenMads IpsenSabrina SchmidtJessica BoviénStine GalsgaardLisbeth Skovgaard SimonsenRosa BangMarta KnudsenPia M. PetersenSara Kristensen Asbjørn Bjerre Tim HeuschelRasmus SindbergSebastian Borup KristiansenAxel LorenzenJulius Winckelmann JensenCecilie Pihl Andersen Emilie LemcheKristina PorsDorthe T. A. FriisBetina Creutz SørensenChristina H. MadsenAstrid Tønning KampFreia Hvidkær TankCamilla M. RothmannHenriette BangMarianne PristedNanna PedersenLotte Ruegaard PetersenThomas S. NielsenHarry Motor Jr.Mads MathiasenDaniel JørgensenJakob Møllenberg Jensen

Stine Schmidt NielsenTrine Søsborg MikkelsenEmilie StærkærHelena Munk-AndersenFreja PedersenKatrine Bjerg TerkildsenAnna Liv RasmussenKathrine Marie TøftingSigne DonsTrine LarsenHenriette Bang NissenDitte ThomsenMaria JørstadEmilie M. LorentzenKathrine BargholtMaria Dam HedegaardJulie DanielsenMathilde NederlundFrida C. JensenStine HøffnerAnna Catharina K. LarsenCindie RygaardLine M. Christiansen Martin Jørgensen Nicki ØrnebjergMarc Holst HansenZakaria NaserBjørn Christian Skov JensenChris Ø. Nielsen Mikkel IsaksenNicolai ClemmensenMorten Cajus NielsenAsger ThomsenMads RosborgDaniel Toftegaard KristensenNicolai SædderSteffen Storm JørgensenMark WarrenTobias Bang BendixAndreas BarlingVictor Tønder MoltrupAnders Gehring HansenSøren S. MøllerhøjChristian DerlienOliver NissenMads Br. Lund HansenChris S. NielsenLasse Brix LindqvistMark Saxdorf LarsenRasmus HarmsenMorten Ærboe AndersenDaniel Wie KrogJonas PallisborgLærke YssingZenia LarsenBolette Lund IversenHeidi Kyhn NielsenLise E. BerendtAnja FrederiksenLina S. NielsenLennart Grønnegaard BankeAlexander ChristensenNiklas KochDaniel TingleffNikolai Røjsmose HansenKristian RasmussenFrederik Motor

Anne Møllegård RasmussenSarah LysterKatrine Vendelboe JensenKatrine HesseldahlIna MogensenLeah MartinLine P. GrønKatrine Rahn Freja PedersenKristine Dupont KlintCecilie Tornhøj KroghMickey Bagenkop JensenNiklas VindelevSigurd Myrthu AndersenMalte Hauge JensenMathias Chris PetersenMartin GrothMarianne Fermerling AndersenCaroline MejlbjergLærke AndersenElise PedersenMia Cecilie MøllerMaja D. HansenIda ChristensenSabine M. NielsenSidsel E. EskesenLasse R. BruntseSander S. GlahnJakob Buus FrantzenAnders Lefevre NielsenJonas GrøftehaugeDaniel Vognstrup KroghAmalie G. HenningsenLouise SvendsenStefanie NielsenMette DueLena AnkersøSally SørensenCamilla W. BirketoftMelanie SieburgJulie HvidtAgnes DolmerMie Prip HenriksenSofi e Kirk Henriksen Lea MunckDorthe Tønder FriisHeidi Kyhn NielsenTherese Buhl HansenFreia H. TankMatilde Lund SøbrinkAnna Olivia PedersenLea BechJosephine Lindblad RolfSigne D. JensenSarah M. OlsenLiv Ø. NielsenNicolai Lau HaldCharlie HindsgavlFrederik MotorNicolai H. KristiansenSune DamsgaardTimur S. Allisstone Nikolaj Moll LundSimon Hye OlsenPeter Wind JensenTim Pedersen

Victor Tønder MoltrupMads EgNiels Sæderup HalagerZakaria NaserJonathan Lyng K. PetersenNikolaj JørgensenMads Saaby JørgensenIda L. ToghøjCamilla TønningSissel HøffnerTina Egebjerg FogLine Lolk FrændeJonas Barsballe PetersenJannik W. GotthardsenJonas Legaard AndersenMikkel KoldAndreas Damsgaard-SørensenJonathan Bech SanderhoffMikkel HertzNicolaj Guldhammer SørensenJohannes AndersenTanya RingbergMette SchwartzKirsten H. HyrlovFanny A. DegneJosefi ne PallisborgBrian JørgensenKasper Lerche VindingLaurits SøndergaardEmil Holm MadsenJohan ThyboNicolai Tornhøj Pedersen Baldrian HamelleNiels Petter ThomsenAsbjørn RasmussenMikkel Søder JørgensenAnders Lyø PedersenPeter LorenzenMattias JørgensenJacob Beyer MadsenSandra SørensenMia Honoré PedersenLine DanielsenEllen Marie Rørbæk KruseMie HenriksenBirgitte Watson HansenMathias Vienberg-LarsenMartin EibyeRasmus RasmussenChristian JensenMikkel Feldt PoulsenMartin H. SteffensenPernille Nyrnberg DinesenSabine Rasmussen Cecilie Ewald JørgensenJulie Marie HansenMarie Tscherning JacobsenMarlene NielsenRegitze ZeuchCamilla Elkjær NielsenMathias BøgedalSimon B. MoshavKian Berg Hansen Christopher Allard MøllerLotte HansenLouise Bruun PlougmandLise Kilde Nielsen

Anna HeselSigne Møllenberg JensenDitte Marie L. H. Lynge Tanya RingbergMargit Leth PetersenSille Sund Thilde Kraft AndersenKatrine Abild LindholmMette Munch JakobsenAnna Rønberg Schmidt-NielsenSigne RønfeldtClara Holm AndersenKristoffer OlesenChristian Admiraal HansenThomas SkjoldborgPeter BirkelundEmil Eide HansenNanna Vinther KureMaria Braad FrederiksenMatilde Lund SøbrinkAnna HolmFrancisca RudeSusan ErbenLene Riborg KobberødLisa Ruegaard Petersen Karina HansenSara MadsenSissel JelstrupIda ChristensenTrine FromMathilde Rav DegenkolvRonja MelanderNatashia VollbrechtMathilde Hammerum KraghKarina-Amanda BjerreMichael SkovgaardSimon Boye ChristiansenRasmus LykkeKasper BuhlChristian AstnerJonas LarsenRune GalsgaardChristian Grodon ThomsenJohan HoulbergVictor Bliksted Roug PedersenSigurd Bollerup WindChristian Asker NielsenJohan NissenMorten KroghNiels Hjorth JensenKasper Sand OlsenGustav Kallan LauritsenAsta KongsgaardRachel Qvist-RichardsTanja Trier SørensenJulie E. KristensenKristian Falslund HansenCasper ChristensenMichael ChristiansenBastian BergholdtMathias TøftingAske Vejstrup MadsenElias KamppMartin MosumgaardLone DamsboDina FiskerFreja Vermehren

Heidi Matzen BergBenedikte C.H. HansenMartin BelkovLaurits SøndergaardOliver Carlsen MøllerThomas Bo HvidtAlbert HunsdahlJakob Hjorth PiilMartin Krusborg AndersenAlfred Ask OlsenAnders LeiBastian Hinnerup KristiansenJonathan Bech SanderhoffJoar NielsenOle SegnerJonas StormLaust MikkelsenMads VintherAnna Bjerg TerkildsenSigne Baagø Jensen Josefi ne SønderupSofi e Marie Bojer FinkKatja VonsildChristian Grodon ThomsenPer Keller SøegaardTor Gerhard JørgensenNanna D. ClausenMaria B. FrederiksenLine Brøchner NielsenNanna S. AndreassenLine Morgen RothmannAnne Sophie L. JespersenNanna Berndt OlsenChristine MunkLene Bjerg MadsenClara Qvist- RichardsLouise PlougheldSimon Boye ChristiansenMikkel OlsenNiclas AndersenLars Brandt NielsenEstrid S. FaltumLotte HansenRikke BaltzerNanna S. FløytrupCecilie Sofi e TroldborgEva DreesenMette-Marie NørlevEva B. RasmussenKathrine Pahuus GreveCecilie Gosbøll SimonsenRikke L. Bech PedersenBetina Vestergård JepsenMaria BlowersMorten Solgaard PedersenChristian KolmosEmil AndersenNanna Pil StrandbergEmilie Harken JensenSisse Lindekilde ThomsenJosephine Hansen KronborgKatja Trøjborg BüchertMette JeppesenSidse Emilie BaecherBettina AndersenSille BuchwaldHelena Theider Marker

Lemone MeyerAnne Kirstine NielsenIda Blomstrøm NielsenLisbeth F. BønløkkeSabrina RygaardKasper Weber-HansenChristian HolmLeo O. BjerregaardMarie L. RasmussenIda F. AndersenFrederikke KeferJosefi ne HertzLine KrabekMaria Thorborg HansenJens Frøslev ChristensenKim I. OlsenNiels LyngsøCarsten RasmussenNajaaraq PetersenMartine MøllerStine D. AndreasenPeter JacobsenJim L. Larsen Morten GestelevNiklas Mollerup

Heidi JunglandLine NielsenCarina HindkærDitte L. HansenKenni TufvessonJonas G. ThomsenSteffen PedersenLykke SørensenLouise Poffl er HansenLea KristensenThomas Berg PetersenAnker HenriksenSøren Juhl NielsenHeidi H. SkrøderNina PetersenLine A. HansenEsben DalagerTroels ChristensenKlaus SimonsenRasmus K. LaursenJeanette VibækTina K. JensenNatascha SørensenRune HansenRene Roos PetersenThomas ChristensenAnders JensenSigne AkinTrine JørgensenNaya JuelPeter SyrikMikkel RugeHenrik HindkærRene J. PedersenRasmus Dam SørensenPernille FrederiksenStephanie JørgensenRose LaursenDaniel H. SørensenMetin ClausenFrederik K. NielsenEmil MomsenDaniel BagterpCliff KristensenSarah B. HansenSabine B. RasmussenMaria SørensenAnders B. DavidsenMorten Grue SørensenBrian E. PedersenAsbjørn Sloth TønnesenBelinda BruunDavid IsagerAnne Blomgren JepsenPernille LjørringAnnemarie FredriksenMartin GuldhammerPeter CallesenTroels ChristensenMartin HansenSandie Kiss LarsenTrine H. JakobsenSidsel WestergaardKit MadsenKenneth KlintøTobias KraghChristian Vienberg-Larsen

Bjørn Riber JensenMartin HedegaardJohannes BuusJarle Vølund ListAndreas KjerulffKim LaybournMathias PerssonJonas ThomsenTobias Bonde JensenAndreas F. JohansenCicilie DamNanna JelleAnne Mette V. RasmussenMajken FredriksenLisa LarsenJulie SturessonMarie OttemoMartin Romme HenriksenMikkel ChristensenOliver Fogh SøndergaardFrederik S. MøllerMalene Rønne OlsenCecilie Scoppa MouritsenNikoline HovmandRasmus LumbyeNicholai M. DahlerupAndreas Rexbye HansenThor RasmussenKasper GrøftehaugeAnna LarsenAnne Dorthe FeldtLine S. JohansenMaria D. GalsgaardIben Juul HansenNicolaj RasmussenMorten JustesenPatrick I. MøllerSimon DongRune T. KristensenLasse ThalundMark TholanderKamilla NødvigAnita HansenIda Ærboe AndersenMaria F. JørgensenLaura Skov Line ClemmensenAnna Havskov JensenPernille LarsenAnnette HansenLouise JensenLea Stigel NielsenMorten DonsJens Hjort SchweeChristian Bekker AndersenThorbjørn ChakravartyKristian OlsenPatrick JensenDiana PedersenMie HansenAstrid DyrehaveBitten FynskKathrine KristensenRandi Sjælland JensenMette HansenAnne-Sofi e HansenMads Blach Madsen

Magnus LyngMaria IbsenJoachim K. NielsenZila PossoMia Lærke PetersenLucas ReinhardtMathilde Sander SørensenSofi e KraghLouise GalsgaardHelle PoulsenBjørn Riber JensenRasmus Olsen Mads Falch HansenBjarke Ramsgaard JensenMark EriksenSebastian Lawaetz Sara LybechMaiken Bjerg Madsen Katrine E. Damgaard Sarah Michelle JensenBjarke Sloth TønnesenMads Blach MadsenNick K. PoulsenHenriette BangLonnie MortensenMalene JensenTrine M. MøllerSteffen RasmussenSilas Poffl erAsk BetakAnders GierløffEmil SylvestAlexander BirkeChristina Krusborg AndersenSøs Jensen Maja GørschelNanna BergholdtAnders P. DreyerNikolaj DueSebastian Berg SchmidtKasper Baagø JensenChristian Vienberg-LarsenNicolaj SædderAnnemette HemmingsenPernille Møller JensenSigne Skovhøi HansenMalene HansenSigurd SteffensenMikkel SvanborgAlexander Gam ØstergaardNiels Riborg KobberrødNina EgCharlotte K. JørgensenJarle Vølund ListEmil NissenTobias KraghNikolaj Due Bendtsen Inge SkovKamilla H. PriisBelinda JørgensenSarah K. LarsenLasse NørgaardNikolaj Brandt JensenRichard NissenAnders Gehring HansenRasmus Rhode Hansen

Lise HansenNanna UlmerStine Emilie TingleffJeanette Egelund ChristensenLouise HensenMichael SkovgaardThor Frost JohansenMartin HindsgavlMagnus B. HasbergVictor TorstenssonEmil AnderssonMartin A. HansenJacob NielsenMads Juul DamgaardMathias GrundtvigNicklas LisbyMichelle SørensenSif Emilie LauritsenMarie D. ChristensenThomas EberhardtAske Sommer ChristoffersenRasmus Pedersbæk Hansen Jens BjergLasse SøndergaardEmil Kjær KnudsenEmil A. Reedtz PoulsenAnne-Sofi e Ellegaard NielsenCamilla Uhrup HassigClara Emilie Devasher Fie Flint PedersenMarkus RosenMikkel Kastrup RasmussenThomas Egsgaard PedersenMark Hjorth SørensenKasper BjerregaardSøren LyngsøAbishake ChandrakumaranNicklas FrydenlundSøren OgstrupMatthias JohansenSøren Lange NielsenMikkel GrothMads Hagemann PetersenTom TholanderMartin OlsenAndreas Lundmark JakobsenHenrik T. Aabjerg FriisMagnus Traun AndersenStefan SørensenLars JensenLine Jepsen BjergMathilde Friis HøjbergMichael AndersenLasse Lund IversenChristine Lykke HansenSarah GeneveyMaja SøgaardNikolaj ChristensenAnders van Tol JørgensenMorten Jørgensen Nicolaj KofoedBent Lyngvig HansenWiliam Mortensen

Fortsættes ...

Årskalender 2010

Documents