audiologopædisk tidsskriftfua.dk/wp-content/uploads/2016/06/71-rundt-om-audiologopædien.pdf ·...

LOGOSAudiologopædisk Tidsskrift

nr. 71 • Maj 2014

TEMA

Rund

t om

audiologopæd

ien

LOGOS Audiologopædisk Tidsskrift nr. 71 Maj 2014 3

LEDER

Indhold

LOGOS Audiologopædisk Tidsskrift

Rundt om audiologopædienMette Brændgaard, cand. mag. i audiologopædi, Oticon A/S

Det kan være meget svært at komme rundt om audiologopædien. Mange af Logosnumrene har et tema, som på den ene eller anden måde rammer inden for audiologopædien, men det har dette nummer af Logos ikke. Audiologopæ-dien dækker rigtigt mange større eller mindre subspecialer inden for de store fagområder, men det er svært at fylde et helt nummer med et enkelt af disse små

emner. Det betyder dog ikke, at vi ikke gerne vil bringe artikler om disse mindre områder inden for audiologopædien. Vi har derfor valgt at lade dette nummer af Logos være bredt emnemæssigt for at komme så langt rundt om audiologo-pædien som muligt.

Heldigvis er der jo både studerende og færdiguddannede som gennem blandt

andet ph.d.-projekter, projekter på arbejdspladser eller universitetsopgaver dykker ned i disse mindre områder. Ved at dele deres viden her kan Logos’ læsere også få mulighed for at få et indblik i nogle af de mange forskellige mindre områder inden for audiologopædien.

God læselyst!

Mette Brændgaard

FUA, Postboks 19271023 København KHjemmeside: www.fua.dk

Ansvarshavende redaktørMarie Kaas Ahm

RedaktionLine Husted BaungaardMette BrændgaardRikke Vang ChristensenLone JantzenPernille Hartmann Pedersen

Layout SusanneHjelmPedersen.com

WebmasterFrederik Gybel JensenEmail: [email protected]

AnnoncerMette Bræ[email protected]

KontingentFærdiguddannede/passive medlemmerkr. 380,- årligtStuderende/arbejdsløse kr. 230,- årligtInstitutioner kr. 500,- årligtKontingentperiode 1. september - 31. august

Deadline for indlægNæste nummer af Logos udkommer i september 2014 med deadline d. 15.6. 2014. Indlæg sendes på e-mail til [email protected] FUA har copyright på alle artikler trykt i bladet og forbeholder sig ret til at opbevare og publicere artikler i elektronisk form, fx via internettet. Desuden forbeholder redaktionen sig ret til at forkorte og redigere indlæg.

ISSN: 1901-502XOplag: 400

LOGOS

SEPTEMBERNUMMER

Tema Autisme

LEDERRundt om audiologopædien 3Af Mette Brændgaard

FORSKNINGProsody perception by cochlear implant listeners: they do it with intensity 4Af David Morris

INDBLIKEkkolali hos børn med autisme 8Af Mette Kristine Schmidt

FORSKNINGTinnitus og hyperacusis blandt børn og unge – hvad ved vi om det? 10Af Susanne Nemholt

SPECIALENYTProsodiske færdigheder hos børn med cochlear implantat versus normalthørende børn 14Af Lærke B. Christiansen, Cathrine B. Uglebjerg & David Morris

SPECIALENYTEn blind vinkel? 16Af Majken Kaae Frederiksen & Lisbeth Haaber Hansen

SPECIALENYTBedømmerenighed ved vurdering af ordblindes skriftlige færdigheder 18Af Pernille Dedenroth Larsen

SPECIALENYTMenièrepatienters oplevelse og tilfredshed med offentlige behandlings- og rehabiliteringstilbud 20Af Gitte Marie Hansen

INDBLIKGør noget ved lyden! 22Af Kathrine Kjær

INDBLIKImplementering af evidensbaseret praksis 24Af Marie Kaas Ahm

INDBLIKDysfagi som logopædisk arbejdsfelt 25Af Marie Kaas Ahm

INDBLIKTværfagligt samarbejde omkring dysfagi i tidlig neurorehabilitering 26Af Maria Christensen & Vibeke Funch Madsen

INDBLIKDysfagitænketank (ALF) 28Af Rikke Simonsen

STUDIELIVEt semester i Australien 29Af Inge-Line Olesen

BESTYRELSESNYTSynlighed af det audiologopædiske felt 31Af Anne-Marie Tange-Pagaard

LOGOS Audiologopædisk Tidsskrift nr. 71 Maj 2014 LOGOS Audiologopædisk Tidsskrift nr. 71 Maj 2014 54

FORSKNINGFORSKNING

Furthermore the Swedish study involved prosody identification in a noise condi-tion (10 dB signal-noise ratio). This was found to significantly affect the scores from the CI group but not the NH group.

The Swedish CI listeners did well on vowel length identification but perfor-mance drops on the word stress task. The Danish CI listeners perform more poorly than the Swedish CI listeners in both tasks. There are a number of factors that could account for the difference in performance between languages. It is possible that the selection of the Swed-ish CI participants according to results on the phonetically balanced (PB) words test contributed to the performance differences that were noted. This meant that only Swedish CI listeners with word recognition scores above approximately 50% were admitted to the study, whereas the admittance of Danish participants to the study was not based on any speech performance measures. Nonetheless, due to the magnitude of the performance

differences between the CI listeners from both languages (0.12 for vowel length and 0.19 for word stress identification) other factors may also have been involved. One such factor that may explain the poorer performance observed in the Danish cohort is the lenition process to which the Danish language has been subject. The consonant reduction and schwa assimilation and deletion (Bleses et al., 2008) that has been a consequence of this may have made the minimal pair identification tasks harder for Danish CI listeners as segmental reductions would diminish the distinctive cues on which identification was based. A factor that may have contributed to the better performance observed in the Swedish CI group on the word stress identification task is that the Swedish language exhib-its prominent stress patterns.

Another reason that may have benefitted the Swedish CI listeners’ performance on both vowel length identification and word stress is that intrasyllabic durational

cues in Swedish are relatively symmetri-cal. This relationship is what Lehiste (1970) termed the ‘mutual complemen-tation of vocalic and consonantal quan-tity’, which means that a short vowel is followed by a long consonant and a long vowel by a short consonant. These rela-tionships deliver essentially a doubling of durational cues to the listener as the durations of both the vowel and the postvocalic consonant signal the length of the vowel. It is also possible that the higher identification score observed for the Swedish CI listeners on the vowel duration test were promoted by Swedish orthography, in which the representation of the postvocalic consonant consistently marks vowel durational oppositions with a double letter for the short vowel and a single letter for the long vowel, for instance, ‘söt’ is a long vowel and ‘sött’ is a short vowel. However, neither of these explanations accounts for the differ-ence in word stress identification scores observed in the Swedish and Danish CI participants.

Correlations between minimal pair results and clinical measures of speech perceptionI also compared prosodic feature identi-fication to some common speech audi-ometry measures, namely the Swedish phonetically balanced (PB) words test which is a monosyllabic open-set iden-tification task and the Danish HINT which is an open-set sentence recogni-tion task in adaptive noise. In comparing the results from the Swedish CI listeners to their most recent performance on the PB word test a correlation was observed between a compound word and phrase identification task performed in quiet (r=0.58, p<0.01) and in noise (r=0.64,

IntroductionThe old adage was that to write a Ph.D. thesis involved reading 10 books that nobody had ever read and writing one that nobody would ever read. With the overall aim of increasing the accessibil-ity and utility of research, article-based theses and my thesis comprised four arti-cles. In this way I have probably read 40 articles that few people have read and my vain hope is that what has been produced may have some relevance. To this end this article will focus on findings that have a bearing on clinical practice and the device technology that is involved in electrical hearing.

How a CI works and a guess at how it soundsThe stimulating electrode array of a CI is surgically inserted into the scala tympani compartment of the inner ear. Most modern electrode arrays provide mono-polar stimulation where the electrical field travels from the intracochlear elec-trode to another electrode that is often located on the receiver of the implant.

Most CI sound processing strategies are based on the Continuous Inter-leaved Sampling (CIS). This strategy staggers the electrical stimulation along the multi-channel electrode array so as to minimize in-vivo field interaction between electrodes.

The perceptual consequence of the sound processing in a CI is that that spectral detail is poorly represented to CI listen-ers, and listening in background noise is problematic. Also, prosodic variation in voice pitch, intensity and rhythm during the course of an utterance is generally poorly perceived. Systematic investiga-tion of the effect of variations in speech processing strategies on these nuances is impeded by the fact that inter-subject variability is greater than the vari-ability arising from device or processing strategies.

Comparison of Danish and Swedish cohorts on word-level prosody identification abilityWith collaboration partners at Sahl-

grenska University hospital in Goth-enburg and here, I tested vowel length contrasts in naturally uttered Swedish (for instance, ‘väg’ [vε:g] ‘vägg’ [vεg]) and in Danish (for instance, ‘mene’ [me:nə] ‘minde’ [menə]). I also tested word stress contrasts in both languages (Danish – ‘August’ ['awg csd] ‘august’ [aw 'g csd] and Swedish – ‘korset’ [ 'k cr εt] ‘korsett’ [k cr 'εt]). In these tasks participants chose the

response alternative that they heard from the minimal pair. Stimuli were presented via a single loudspeaker placed at a distance of one meter from the listener and CI participants used their clinically assigned speech processor. Discrimina-tion thresholds for voice pitch, intensity, duration and formant frequency were also measured for all listeners and mean group results were found to be ostensi-bly the same. Comparisons of the iden-tification rates for both of these prosodic features are shown in Table 1.

It is evident that the identification of these contrasts poses no problem for NH listeners and they scored at ceiling level.

Prosody perception by cochlear implant listeners: they do it with intensityWith improvements in device technology and the relaxation of cochlear implant (CI) candidacy criteria, the number of implanted individuals is stea-dily growing. These CI listeners participate in speech communication via an electrical-neural interface. My ph.d. project examined the speech perceptual abilities of postlingually-deafened adult CI listeners, particularly their ability to perceive prosody in natural utterances and re-synthesised speechDavid Morris, Ph. D.

Language group Vowel length Word stress

Swedish NH (n=10) 1 (0.01) 0.99 (0.02)

Danish NH (n=16) 1 (0.01) 0.97 (0.04)

Swedish CI (n=21) 0.95 (0.07) 0.93 (0.1)

Danish CI (n=18) 0.83 (0.12) 0.74 (0.16)

Table 1. Mean (and SD) vowel length and word stress identification by Swedish and Danish CI and normal hearing (NH) participants. Chance level is 0.5


FORSKNINGFORSKNING

applicable to the clinical programming of CIs and it emphasises the importance of an accurate representation of loudness at the electrode output.

In both of the studies involving larger Swedish and Danish cohorts it was found that some common speech audiometric routines can provide information about the prosodic perceptual abilities of CI recipients. Specifically, there was a link identified between sentence perception in noise and the ability that underlies vowel length and quality identification. Also, word recognition in quiet appears to be linked to abilities that reflect the assignment of word boundaries and thus the segmentation of speech.

The studies contained in this thesis deal exclusively with postlingually-deafened adult CI listeners who have developed auditory language skills prior to hearing impairment and subsequent implanta-tion. Prelingually-implanted CI listeners

who experience language development through their CI may show differ-ent levels of prosodic perceptual ability, yet cue perception will still be limited to some extent by the electrical-neural interface. The finding that noise levels that were innocuous for NH listeners can pose problems for the accurate percep-tion of prosody by CI listeners (Morris, et al., 2013) raises a fundamental ques-tion. Are we doing enough to ensure that CI listeners in educational environments can hear? This is a question that must be dealt with at a municipal level and has impli-cations for classroom acoustics, assistive listening device provision and the class designation of students with a CI.

The disparity in the results from the Danish and Swedish studies showed that in similar cohorts with similar mean discrimination profiles, compara-ble prosodic features were not identified at the same rates. While endogenous study factors may have influenced these

results, there are grounds to consider that perhaps different rehabilitation strategies and also different device char-acteristics may better serve listeners in different languages. My postdoc project will address this at the device level as it examines how the nuance of speech can be optimally encoded in sound process-ing strategies.

ReferencesBleses, D., Vach, W., Slott, M., Wehberg, S., Thomsen, P., Madsen, T. O., & Basboll, H. (2008). Early vocabulary development in Danish and other languages: a CDI-based comparison. J Child Lang, 35, 619-650. Lehiste, I. (1970). Suprasegmentals. Cambridge, Mass.: M.I.T. Press.Morris, D., Magnusson, L., Faulkner, A., Jönsson, R., & Juul, H. (2013). Identification of vowel length, word stress and compound words and phrases by postlingually deafened cochlear implant listeners. Am Acad Audiol, 24, 879-90.

p<0.01). Significant negative correlations were found between the speech recep-tion threshold (SRT) from the Danish HINT and the individual mean scores on the tests of vowel length (r=-0.78, p=0.001) and long vowel identification (r=-0.73, p=0.001). The negative corre-lations indicate that participants with lower SRTs performed better on the identification tests. The word stress iden-tification (r=-0.59, p=0.01) and short vowel identification (r=-0.51, p=0.03) were also found to correlate with the Danish HINT results, but these were not significant after adjusting alpha levels for multiple correlations.

Using re-synthesised speech to assess the saliency of acoustic cuesThe adjective ‘billigst’ /'biolisd/ and the noun ‘bilist’ /obi'lisd/ were recorded by

an adult male native speaker of Copen-hagen Danish. The unstressed syllables of both words were concatenated to yield a non-stressed version. Independent and concurrent modifications of the voice pitch (F0) and the intensity contours were introduced. The subjects’ individual discrimination thresholds were used as a reference for the variation of the stimu-lus. Stimulus variations are illustrated in Figure 1.

The response selection scores from the CI group in quiet were analysed with sequential information analysis (SINFA). Results showed that intensity variation and combined frequency and intensity variation provided an effective signal for stress for the CI group while F0 signaled stress for the NH group.

Hva’ kan alt det her bruges til?The results of this thesis provoke some necessary questions. For instance, why has somebody spent three years of their life investigating this, and perhaps more importantly, what can these results be used for? There is no sufficient answer to the former question, but let us deal with the latter and explore the main findings of this thesis in relation to their practical value.

The experiment using resynthesised speech showed that listeners with normal hearing make use of voice pitch variation in judging stress, whereas CI listeners base their stress judgments on intensity variation. My results also show that sensitivity to intensity variation has a bearing on word-level prosody percep-tion in realistic environments. This is

Figure 1. Diagram showing the F0 (1), intensity (2) and concurrent pitch and intensity (3) variation introduced on the non-stressed version of /

o bio lisd/

Diagnosen autisme stilles, når barnet har vanskeligheder med socialt samspil og kommunikation og udviser manglende fleksi-bilitet eller social forestillingsevne. Mette Kristine Schmidts artikel

på næste side belyser et aspekt ved kommunikationen hos børn med autisme. Artiklen er samti-dig en ”appetitvækker” for næste nummer af Logos, som bliver et temanummer om autisme.


INDBLIKINDBLIK

bruges til at anmode om en bestemt ting eller handling. Ved ’anmodende ekkolali’ tilføjer barnet ofte elementer til ekkola-lien for at indikere sit ønske, fx ”Hvad vil du have en kiks” til spørgsmålet ”Hvad vil du have?”. Disse ekkolalier viser, at barnet gerne vil deltage i interaktion med andre, og de udgjorde størstedelen af de analy-serede ekkolalier i studierne, hhv. 69 %, 86 % og 61 %.Et af studierne (McEvoy et al., 1988) fandt desuden, at umiddelbar ekkolali var hyppigere hos børn med autisme med minimalt ekspressivt sprog, end børn med autisme med bedre sproglige evner. McEvoy et al. (1988) foreslår derfor, at børn med autisme anvender ekkolali i situationer, hvor andre børn vil anvende sprogligt mere avancerede kommunika-tionsmåder, og at ekkolali gør det muligt for dem at deltage i interaktion med andre og muligvis også at udvikle deres kommunikation.

CasestudierMan har også brugt casestudier med detaljerede samtaleanalyser til at under-søge ekkolali hos børn med autisme. Tarplee og Barrow (1999) analyserede fx forsinket ekkolali i interaktionen mellem en 3-årig dreng med autisme ved navn Kenneth og hans mor. Kenneths forsinkede ekkolalier stammede fra hans yndlingstegneserie om dinosaurer. Det viste sig, at han brugte dem til at initi-ere en samtale med sin mor og søge respons fra hende. Kenneths mor brugte også forsinket ekkolali i interaktionen, hvor hun gentog citater fra tegnefilmen og opmuntrede Kenneth til at fortsætte citatet.Local og Wooton (1995) og Wooton (1999) analyserede hhv. umiddelbar og

forsinket ekkolali hos en 11-årig dreng med autisme ved navn Kevin. Local og Wooton (1995) fandt både umid-delbar ekkolali, der var kommunika-tivt passende; umiddelbar ekkolali, der udgjorde en turtagning; og umiddel-bar ekkolali uden funktion. I Wootons (1999) analyse af forsinket ekkolali viste Kevin tegn på kommunikativ ekkolali, men størstedelen af hans forsinkede ekkolalier var ikke kommunikative. De forsinkede ekkolalier var typisk forma-ninger og irettesættelser.Disse casestudier viser således også, at ekkolali kan have et kommunika-tivt formål for et barn med autisme. Samtidig viser de, at der er individuelle forskelle i børns brug af ekkolali, som det fx kommer til udtryk hos Kenneth og Kevin i casestudierne. Tarplee og Barrow (1999) diskuterer denne forskel og poin-terer, at det kan afhænge af samtalepart-neren og dennes kendskab til barnet og fortolkning af ekkolalien, idet Kenneths mor tolker hans ekkolali kommunikativt, mens Kevins samtalepartnere ikke ser hans ekkolali som meningsfuld og igno-rerer den.

AfslutningMin litteraturgennemgang viser, at ekkolali både kan være uden funktion, have en kognitiv funktion og ikke mindst have en kommunikativ funktion. Den viser også, at det sidste ofte er tilfældet. Dette må have betydning for, hvordan vi i logopædisk praksis ser på ekkolali: Ekkolali er ikke bare en pragmatisk van-skelighed, som vi skal forsøge at fjerne. Vi må i stedet kunne vurdere, hvordan det enkelte barn bruger [email protected]

ReferencerBishop, D.V.M. (2000). Pragmatic language impairment. In Bishop & Leonard (Eds.), Speech and language impairments in children (pp. 99-113 (Chapter 6)). East Sussex: Psychology Press.Local, J. and Wootton, T. (1995). Interactional and phonetic aspects of immediate echolalia in autism: a case study. Clinical Linguistics and Phonetics, 9, 155-184.McEvoy, R. E., Loveland, K. A., & Landry, S. H. (1988). The functions of immediate echolalia in autistic children: A developmental perspective. Journal of Autism and Developmental Disorders, 18 (4), 657–668.Nettelbladt, U. (2013). Språkutveckling och språkstörning hos barn. Pragmatik – teorier, utveckling och svårigheter. Lund: Studentlitteratur.Prizant, B. M., & Duchan, J. F. (1981). The functions of immediate echolalia in autistic children. Journal of Speech and Hearing Disorders, 46, 241–249.Prizant, B. M. and Rydell, P. J. (1984). Analysis of functions of delayed echolalia in autistic children. Journal of Speech and Hearing Research, 27, 183-192.Tager-Flusberg, H., Paul, R., & Lord, C. (2005). Language and communication in autism. In F. Volkmar, R. Paul, A. Klin & D. Cohen (Eds.), Handbook on autism and pervasive developmental disorders: diagnosis, development, neurobiology and behavior (3rd ed., pp. 335-364). New York: John Wiley & Sons, Inc.Tarplee, C. & Barrow, E. (1999). Delayed echoing as an interactional resource: a case study of a 3-year-old child on the autistic spectrum. Clinical Linguistics and Phonetics, 13 (6), 449-482.Wootton, A. J. (1999). An investigation of delayed echoing in a child with autism. First Language, 19, 359-381.

Definition af ekkolaliEkkolali kan defineres som en gentagelse af et ord eller en ytring, som en anden har sagt, med brug af samme intonation (Tager-Flusberg, Paul & Lord, 2005). Det kan være en umiddelbar ekkolali, fx hvis Maja gentager sin lærers ”Hej Maja” på samme måde, som det lige er blevet sagt til hende. Det kan også være en forsinket ekkolali, hvor barnet har husket en andens ytring og gentager den på et senere tidspunkt. Det kan fx være en dreng, der gerne vil kildes og så siger ”Det er tid til at kilde dig” til sin far, som han tidligere har hørt faren sige (ibid.).

Ekkolali synes at forekomme i en vis periode i udviklingen hos mange børn med autisme. Det forekommer dog ikke hos alle børn med autisme og kan også forekomme hos blinde børn; børn med sproglige vanskeligheder; ældre menne-sker med demens; og hos nogle børn med normal udvikling (Nettelbladt, 2013).

Traditionelt syn på ekkolaliTraditionelt er ekkolali blevet beskre-vet som en meningsløs, ikke-funktio-nel og uønsket adfærd, som udføres i afsavnet af forståelse (Tager-Flusberg

et al., 2005). Ekkolali ses her som en pragmatisk vanskelighed, da det er en påfaldende adfærd og bryder med, at man skal bidrage med noget nyt og relevant i turtagningen. Denne forstå-else af ekkolali taler for, at intervention skal sigte mod at fjerne ekkolalien eller forsøge at erstatte den med noget andet (Prizant & Duchan, 1981).

Studier af ekkolali hos børn med autismeFlere studier har imidlertid forsøgt at undersøge, hvilke funktioner ekkolali kan have hos børn med autisme (Prizant & Duchan, 1981; McEvoy, Loveland & Landry, 1988; Prizant & Rydell, 1984). De to første studier har undersøgt umid-delbar ekkolali, mens det sidste studie har undersøgt forsinket ekkolali. Fore-komsterne af ekkolali kunne overordnet deles op i kategorierne: ekkolali uden nogen umiddelbar funktion, ekkolali med en kognitiv funktion og ekkolali med en kommunikativ funktion.I studierne fandt man en mindre andel af ekkolali uden nogen umiddelbar funktion, hvor ekkolali blev produceret uden nogen åbenlys intention fra barnet. Denne form for ekkolali syntes at være selvstimulerende og udgjorde hhv. 4 %, 9

% og 18,5 % af ekkolalierne i de pågæl-dende studier.Yderligere fandt man forskellige slags ekkolali med en kognitiv funktion. Det drejede sig fx om ‘øvelsesekkolali’, der hjælper bearbejdningen af ytringen, og som ofte efterfølges af en ny ytring eller handling, der viser forståelse af den ytring, der blev gentaget. Der kunne også være tale om ‘selvregulerende ekkolali’, der hjælper barnet til at regulere sin adfærd eller udføre en bestemt handling. Et eksempel herpå kunne være et barn, der gentager ”Gå hen og find hunden”, indtil han faktisk har fundet hunden. Ekkolali med en kognitiv funktion udgjorde hhv. 27 %, 5 % og 6,3 % af de analyserede ekkolalier i studierne.Sidst, men ikke mindst, fandt man i studierne også forskellige slags ekkolali med en kommunikativ funktion. Man fandt fx ‘turtagnings-ekkolali’, som fungerer som en elementær turtagning eller turudfyldning; ‘deklarativ ekkolali’, der navngiver ting, handlinger og steder og efterfølges af en demonstrativ gestus, fx at barnet viser tingen frem; ‘bekræf-tende ekkolali’, der fungerer som et ”ja”, fx gentagelse af ytringen ”Vil du have mælk?”; og ‘anmodende ekkolali’, der

Ekkolali hos børn med autismeEkkolali er gentagelse af et ord eller en ytring, som en anden har sagt. Det er et meget karakteristisk træk i den afvigende tale hos børn med autisme. Men hvilken funktion kan ekkolalien have hos et barn med autis-me? Artiklen tager udgangspunkt i min eksamensopgave i fordybelsesfaget ”Pragmatiske vanskeligheder”Mette Kristine Schmidt, kandidatstuderende på Audiologopædi, Køben-havns Universitet

Mette Kristine Schmidt


FORSKNINGFORSKNING

Fra idé til ph.d.-projektJeg har arbejdet med voksne med tinni-tus og hyperacusis, siden jeg blev færdig-uddannet som audiologopæd i 2003 og blev ansat på Tale- og Høreinstituttet (nu Kommunikationscentret). En gang imellem blev vi kontaktet af PPR, der havde fået henvist et barn med tinni-tus eller lydoverfølsomhed. Vi kunne tilbyde en børnetilpasset version af den vejledning og rådgivning, som vi gav til voksne, men vi havde ikke noget tilbud specielt udviklet til børn og unge. Jeg blev nysgerrig på, hvad der lå af forsk-ningsmæssig viden på dette område og fandt hurtigt ud af, at viden om tinnitus og særligt hyperacusis i forhold til børn og unge var et ret ”udyrket” felt inden-for audiologien. Kontakt til VISO og PPR i landets næststørste kommune bekræftede, at der ikke var særlig mange henvendelser med disse symptomer. På den baggrund opstod min idé om, at dette område burde undersøges på et forskningsbaseret grundlag.

Jeg kom i dialog med dr. David Bagu-ley fra Cambridge University, der er en af de få forskere, der har specialiseret

sig i hyperacusis, og han ville gerne være vejleder på et ph.d.-projekt. For at skrive en ph.d. på et dansk universitet, skal du imidlertid have en vejleder, der er tilknyttet universitetet, og det krævede lidt tid at finde dette. Heldigvis havde jeg tidligere i faglig sammenhæng været i god kontakt med overlæge Ture Ander-sen fra Syddansk Universitet (SDU), og han ville gerne være min danske vejleder. Jeg blev 1.3.2013 indskrevet på Klinisk Institut på Syddansk Universitet. Siden-hen er professor Niels Wedderkopp blevet koblet på som metodisk vejleder.

At jeg som audiologopæd uddannet på Det Humanistiske Fakultet skriver ph.d. på Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet (og føler mig godt tilpas der), udspringer primært af opbygningen af mit ph.d.-projekt samt valg af vejledere. Alt i alt tog det mig omkring et år fra jeg havde den første mailkorrespondance med David til jeg startede på SDU. Før det havde jeg nok brugt ca. tre måneder på de indledende forberedelser. Økono-misk er jeg finansieret dels af et 1-årigt

stipendium fra SDU, dels af Den Sociale Virksomhed, Region Hovedstaden. Endvidere har jeg fået et rejselegat fra Høreforeningen, således at jeg regel-mæssigt kan komme til Cambridge til vejledning.

Baggrund for forskningsprojektetPrævalensundersøgelser viser, at 5-39% af børn og unge har tinnitus (Coelho, 2011). Denne store variation er ganske problematisk: kun ganske få af studierne har fastslået sværhedsgraden af tinnitus, der er stor variation i aldersgruppen af børn, der bliver undersøgt, og bestem-melsen af prævalenstallene varierer imel-lem studierne.

Med det forbehold at prævalensen vari-erer så meget, skulle man alligevel fore-stille sig, at der ville være ganske mange børn, der blev henvist til specialise-rede centre, der havde viden om hånd-tering af tinnitus. Dette lader dog ikke til at være tilfældet. I et nyligt studie af Baguley et al. (2013) foretaget i fire europæiske klinikker med et etableret og

Tinnitus og hyperacusis blandt børn og unge – hvad ved vi om det?Artiklen beskriver etablering af et ph.d.-projekt, der omhandler det dan-ske tilbud til tinnitus og hyperacusis hos børn og unge i alderen 5 til 19 år. Den giver et indblik i processen og de udfordringer, som er en del af at forske indenfor et meget lille subspeciale af audiologienSusanne Nemholt, ph.d.-stud. SDU, Klinisk Institut. Cand. mag. i audio-logopædi og organisk psykoterapeut

Susanne Nemholt

internationalt kendt tinnitus program, gennemgik man antallet af børn og unge med tinnitus som primær henvendel-sesårsag. Samlet set udgjorde disse børn kun en lille brøkdel af det samlede antal patienter, som disse klinikker så, med et spænd fra 0,02 til 0,9%.

Hypoteser og formålForskningsprojektet tager udgangspunkt i det tilsyneladende misforhold, der er mellem de epidemiologiske data (1) og data rapporteret i kliniske studier. Denne forskel kan skyldes, at børn og unge har lettere ved at håndtere deres tinnitus/hyperacusis, og ikke påvirkes på samme måde som voksne på trods af tilsvarende prævalenstal, og derfor ikke søger specia-liseret hjælp. Det kan også skyldes, at sundhedspersonalet omkring børnene/de unge ikke ved, hvor de kan henvise børnene til, eller at der ikke på nuvæ-rende tidspunkt er etableret behand-lingstilbud til målgruppen.

Ph.d.-projektet tager udgangspunkt i følgende hypoteser:•Kun et lille antal af børn og unge har

tinnitus og hyperacusis i en sådan grad, at det kræver intervention fra en specia-liseret enhed.

•Henvisningskriterier og -steder er uklare for almen praksis samt øre-næse-hals-læger.

•Motivationsgraden for at søge hjælp eller henvise til intervention er lav.

•Antallet af børn og unge, der henvi-ses til behandling, er højst blandt de normalthørende børn og unge, og denne gruppe er mere påvirket af deres tilstand end gruppen af svært høre-hæmmede børn.

•For gruppen af unge vil støj kunne identificeres som en klar udløser af

hørerelaterede symptomer og være den største årsagskilde til tinnitus/hyperacusis.

Hovedformålet med ph.d.-projektet er at skabe yderligere viden omkring gruppen af børn og unge med tinnitus og hyperacusis, således at vi bedre kan specialisere os og tilrettelægge relevante behandlingstilbud.

Projektets studierEftersom der er tre hovedaktører i rela-tion til henvendelse og behandling, vil ph.d.-projektet kortlægge hvilken kontakt, der er til gruppen for speciali-ster, hhv. ørelæger, audiologiske afdelin-ger og PPR (2)/KC (3).

Ph.d.-projektet er inddelt i to delstu-dier, der tilsammen giver et overblik over, hvordan (og om) børn og unge med hyperacusis og tinnitus får tilbudt behandling i Danmark.

Delstudie 1: Overblik over diagnosticering, henvisning og behandling1.a Diagnosticering og behandling på audi-ologiske afdelinger – retrospektivt studieEt retrospektivt studie med journal-gennemgang for de børn og unge, der er blevet registeret med en diagnose indenfor de sidste 5 år via Landspatient-registeret. Patientjournalerne vil blive gennemgået med fokus på hørestatus, forløb (lighed og forskelle), sværheds-grad samt coping og behandling.

1.b Diagnosticering og behandling hos øre-næse-hals-læger – prospektivt studieDa øre-næse-hals-læger i Danmark ikke indrapporterer diagnoser, men ydel-seskoder, er det ikke muligt at lave et

registerstudie for at kortlægge praksis.I stedet udføres et prospektivt studie, hvor de 16 praktiserende otologer, der findes på Fyn, over en 4 måneders peri-ode registrerer alle børn og unge i alde-ren 5-19 år, der retter henvendelse vedrø-rende tinnitus/hyperacusis.

Derudover afdækkes øre-næse-hals-lægens viden om henvisningsmulighe-der på landsplan via et internetbaseret spørgeskema, der lægges på hjemmesi-den for Danske Øre-Næse-Halslægers Organisation.

1.c Øvrige behandlingssteder – PPR/KCPPR i hver af landets kommuner bliver kontaktet pr. email for at afdække deres kontakt med målgruppen, hvilke under-visningstilbud, der bliver givet samt hvilke instanser, der ellers er involveret i behandling af gruppen.Samme metode udføres for landets specialiserede tilbud på voksenområdet.

Delstudie 2: Populationsstudie samt profilanalyser2.a Hørestatus, tinnitus og hyperacusis hos en børnekohorte Dette delstudie er kommet i værk efter jeg blev indskrevet på Klinisk Institut, da jeg på et ph.d.-kursus kom i dialog med en af underviserne, professor Niels Wedderkopp, der har et forskningspro-jekt på en børnekohorte. Vi vil i samar-bejde med Odense Teknisk Skole tilbyde, at alle børn i kohorten får lavet en høre-prøve og besvarer et spørgeskema. Spør-geskemaet vil indeholde spørgsmål om alder, køn, høremæssig historik, samt hvorvidt barnet har nogle hørerelate-rede symptomer (øresusen, øget sensi-tivitet). Dem, der svarer positivt på spørgsmål om tinnitus/hyperacusis, vil få

LOGOS Audiologopædisk Tidsskrift nr. 71 Maj 2014 12

FORSKNING

tilbudt en opfølgende samtale samt blive henvist til Audiologisk Afdeling eller øre-næse-hals-læge.Studiet skal godkendes af Videnskabs-etiske Komité og skal finansieres via eksterne midler.

2.b Profilanalyse af unge fra NATSUP 2010 og 2013 – tværsnitsstudieStatens Institut for Folkesundhed har i 2010 og 2013 udført en spørgeskemaun-dersøgelse af trivsel, sundhed og sygdom. Undersøgelsen er lavet i aldersgrup-pen 16 år og opefter og har ét specifikt spørgsmål om tinnitus. (Christensen et al., 2012).Analyse af udtræk fra 2010 og 2013 vil kunne sige noget om korrelatio-nen mellem tinnitus og andre variabler. Tinnitus vil både blive betragtet som outcome og determinant, og det vil andre variabler, så som stress, søvn og sympto-mer på ubehag også. Jeg har fået udleve-ret data fra 2010 og afventer 2013.

UdfordringerEn af de store udfordringer ved mit ph.d.-projekt har været, at Danmark på dette felt er et lille land, og jeg derfor

bruger en del tid på at finde og opbygge internationale relationer. Det gør jeg blandt andet ved deltagelse i konferencer og master class samt vidensdeling, når jeg bliver inviteret til det. Senest har jeg fået accepteret en Poster Præsentation ved IX. International Tinnitus Seminar i Berlin i maj. I denne sammenhæng er det en kæmpe hjælp at have en internationalt anerkendt forsker som vejleder. David hjælper mig rigtig meget både direkte ved at sætte mig i kontakt med rele-vante, primært britiske forskere inden-for tinnitus og hyperacusis på børne- og ungdomsområdet, og indirekte ved at støtte op om mig og fortælle andre om mit projekt.

Samtidig har jeg stor gavn af at have en dansk vejleder, der har indgående kend-skab til praksis i Danmark, og som kan bane vejen for dialog med de praktise-rende øre-næse-hals-læger og audiolo-giske afdelinger. Så selvom der ligger en udfordring i at få koordineret og ensrettet i forhold til vejledere, så oplever jeg det i praksis som meget berigende, ligeværdigt og ukompliceret. Jeg sender ”biweekly

mails” til David omkring min proces, og Ture er cc på disse, og på denne måde er der hele tiden overensstemmelse med vejledernes viden, og den feedback, som jeg får, er sammenhængende.

(1) Jeg arbejder pt. på et systematisk review af prævalensundersøgelser for at afdække, om der er nogle metodemæssige faktorer, der kan forklare den store forskel.(2) Pædagogisk psykologisk rådgivning(3) Kommunikationscentre, også kaldet Tale- og Høreinstitutter (og andet).

Referencer: Coelho, C. B. (2011). Epidemiology of Tinnitus in Children. I A. Møller et al. (eds). Textbook of Tinnitus (s.39-45). Springer.Baguley, D. M., Bartnik, G., Kleinjung, T., Savastano, M. & Hough, E. A. (2013). Troublesome tinnitus in childhood and adolescence. International Journal of Pediatric Otorhinolaryngology, 77, 248–251.Christensen, A. I., Ekholm, O., Glümer, C., Andreasen, A. H., Hvidberg, M. F., Kristensen, P. L., Larsen, F. B., Ortiz, B., Juel, K. (2012). The Danish National Health Survey. Study design and respondent characteristics. Scandinavian Journal of Public Health, 40, 391-397.

Kursernes indhold vedrører alle kliniske faser (akut behandling, genoptræning og lbagevenden l arbej-de /skole), alle aldersgrupper og alle sværhedsgrader af kogni ve kommunika onsforstyrrelser e er er-hvervet hjerneskade. Kurserne omfa er foredrag, casestudier, videoklip og diskussion. Hver deltager modtager en omfa ende kursusmappe med både dias og referencer.

Kurserne a oldes af Glostrup Hospital, Afdeling for Højt Specialiseret Neurorehabilitering & Trauma skHjerneskade.

Sheila MacDonald gæster igen Danmark og giver denne gang to kliniske kurser speci kt for logopæder.

Kursus 1. AFDÆKNING OG GENOPTRÆNING fokuserer på iden tet og mo va on, pårørendeengagement samt afdækning af speci kke kogni ve kommunika ve funk oner. Kurset henvender sig l logopæder –både de erfarne, der har brug for yderligere viden og inspira on, og de mindre erfarne, der ønsker en in-troduk on l selve feltet kogni ve kommunika onsforstyrrelser.

Kursus 2. UNDERVISNING AF KOGNITIVE KOMMUNIKATIONSFORSTYRRELSER fokuserer udelukkende på træningsmetoder herunder evidensbaseret praksis, instruk onsteknikker samt metakogni v og selvregu-lerende interven on. Kurset forudsæ er, at deltagerne har gennemført kursus 1. De e er for at sikre, at deltagerne har opnået lstrækkelig viden om popula on og afdækningsmetoder.

KOGNITIVE KOMMUNIKATIONSFORSTYRRELSER 1. AFDÆKNING OG GENOPTRÆNING OG 2. UNDERVISNING

EFTERUDDANNELSESKURSER FOR LOGOPÆDER

Ved Sheila MacDonald, M.CI.Sc. Registered Speech-Language Pathologist, forfa er l FAVRES-testen.

Kursus 1: 24. - 26. september 2014

Kursus 2: 29. - 30. september 2014

Kurserne a oldes på Hvidovre Hospital.

Tilmelding fra 1. februar 2014 via p://www.hvidovrehospital.dk/menu/Afdelinger/Udviklings-+og+Kvalitetsafdelingen/Kurser/

Tilmeldingfrist: 17. august 2014


SPECIALENYTSPECIALENYT

deres børns præstationer i forbindelse med de beskrevne sproglige parametre. Ellers ville vurderingerne af CI- og NH-børnene ikke have været forskellige. Der var en enkel undtagelse, hvor der ikke blev fundet forskel; i spørgsmålet vedrørende ’forståelse af emfatisk tryk’ blev der i stedet obser-veret stor jævnbyrdighed i besvarelserne for CI- og NH-børnene. Dette tolkede vi som et udtryk for, at begrebet ’emfatisk tryk’ kunne have været ukendt for respon-denterne frem for som et udtryk for, at CI-børnene skulle matche NH-børnene lige på dette prosodiske træk. I tilfælde af at respondenterne var usikre på betyd-ningen af ordet ’emfase’, kunne udfaldet af denne tvivl være, at de vurderede deres børn nogenlunde jævnbyrdigt.

Ud fra vores undersøgelse blev det anskuelig-gjort at halvdelen af de adspurgte forældre vurderede, at der generelt forekom forskelle i deres brug af især taletydeligheden,

hvormed de tiltalte hhv. deres CI- og deres NH-barn. Disse forskelle anså vi som et udtryk for, at forældrene var bevidste om, at tiltalen af deres CI-barn skulle være tydeligere frem for kraftigere for at kunne opnå en udbytterig interaktion med det pågældende barn.I forlængelse af dette kunne det ud fra resultaterne ses, at CI-børnenes audi-tive opmærksomhed og ligeledes deres taleperception var markant influeret af tilstedeværelsen af støjkilder ifølge foræl-drenes vurderinger. Dette tydede på, at de adspurgte forældre var bevidste omkring problematikken vedrørende indvirkningen af støj på børnenes taleperception.

Analysen af de demografiske faktorer viste, at alder, køn og alder ved operati-onstidspunkt til en vis grad influerede på respondenternes vurderinger af deres børns færdigheder. Særligt bemærkelses-værdige var vores analyser af alder ved

operationstidspunktet. Efter udregning af børnenes gennemsnitlige CI-erfaring, baseret på førnævnte operationsalder, viste det sig, at denne faktor var afgørende for, hvordan respondenterne havde vurde-ret børnene. Ud fra resultaterne så vi, at de børn, der havde modtaget deres CI tidligt, i gennemsnit blev vurderet af deres forældre til at besidde bedre prosodiske færdigheder.

KonklusionUdfaldet af vores specialeundersøgelse havde flere lighedspunkter med en række tidligere publicerede studier af forskel-lige aspekter af den sproglige udvikling hos børn med CI. Disse studier samt undertegnedes undersøgelse fremkom alle med fund, der viste, at børnene med CI, i forbindelse med test af den sprog-lige udvikling, ikke præsterede på samme niveau som de normalhørende børn sammenligningen blev foretaget med. De bagvedliggende årsager til disse fund kan muligvis findes i de tekniske begræns-ninger, der medvirker til, at et CI ikke kan skabe et helstøbt lydbillede til brugeren på lige fod med den naturlige hørelse. Dette ledte til overvejelser om, at det akustiske miljø i diverse lyttesituationer samt de observerede manglende prosodiske færdigheder kan influere på CI-børns auditive og sproglige udvikling.

Referencer:Cunningham, J. K. (1990). Parents’ Evaluation of the Effects of the 3M/House Cochlear Implant on Children, Ear and Hearing 11(5), 375-381.Faulkner, A., Rosen, S. og Smith, C. (2000). Effects of the salience of pitch and periodicity information on the intelligibility of four-channel vocoded speech: Implications for cochlear implants. Journal of Acoustical Society of America, 108(4), 1877-1887.

IndledningCochlear implantater (CI) er yderst succesfulde hørehjælpemidler, som kan give børn med svære høretab chancen for at udvikle normal talekommunikation. Interventionsformen har, på trods af den førnævnte succes, nogle begrænsninger som kan påvirke et implanteret barns evne til at percipere talelyd (Faulkner, A., Rosen, S. & Smith, C., 2000). I vores speciale blev CI-børnenes perception af prosodiske færdigheder valgt som primært fokusom-råde og disse færdigheder blev belyst ved i form af en sammenligning med selvsamme færdigheder hos CI-børnenes normal-hørende søskende (NH). Der indgik 21 deltagere i henholdsvis CI- og NH-grup-pen. Gennemsnitsalderen for CI-gruppen var 7,4 år (2,0 – 15,8 år) og 6,6 år (2,0 – 15,0 år) for børnene i NH-gruppen.

ForældrevurderingerVi udførte en empirisk undersøgelse med udgangspunkt i et personligt designet spørgeskema, hvor forældre til børn med CI, som havde søskende med normal hørelse, var respondenter. Valget af respon-denter skyldtes ønsket om at afdække børnenes færdigheder i almindelige

hverdagssituationer. Her blev forældrene vurderet som værende eksperter på deres egne børn (Cunningham, 1990). Kontak-ten til forældrene blev etableret ved brug af to Facebook-grupper, der tilhø-rer henholdsvis foreningen deCIbel og Høreforeningen.Spørgeskemaet afdækkede hvorle-des forældrene vurderede CI-børnenes perception af talens prosodiske træk, stem-megenkendelse og imitationsproduktion overfor deres søskende. Disse sproglige aspekter blev analyseret i relation til hver-dagssituationer hos familierne.

Det personligt designede spørgeskemaVi konstruerede ni centrale spørgsmål til belysning af følgende sproglige aspek-ter: Emotionstilstandsgenkendelse (af emotionerne glad, vred og ked af det), forståelse af emfatisk tryk, forståelse af stillede spørgsmål, stemmegenkendelse og om børnene kunne imitere en ytring. Ydermere blev forældrenes bevidsthed om egen stemmeadfærd undersøgt i form af spørgsmål vedrørende deres brug af stemmestyrke og taletydelighed i tiltalen af deres CI-barn. Spørgeskemaet inde-holdt desuden spørgsmål om CI-børnenes

auditive opmærksomhed i henholdsvis støjfyldte og rolige omgivelser. Foruden de centrale spørgsmål indeholdt spørge-skemaet demografisk orienterede spørgs-mål, hvoraf faktorerne alder, køn og alder ved operationstidspunkt indgik i analysen af forældrebesvarelserne. Vurderingerne blev foretaget på en 5-punkts-Likert-skala med følgende navngivelser af yder-punkterne: ’aldrig’ overfor ’altid’ og ’ingen forskel’ overfor ’stor forskel’. Selve indsamlingen af datamaterialet fore-gik dels elektronisk, dels i form af udleve-rede kopier til en integreret daginstitution.

Undersøgelsens resultaterBaseret på forældreevalueringerne så vi at NH-børnene blev vurderet til at være bedre end børnene med CI i forbindelse med de adspurgte parametre i spør-geskemaet. Disse fund stemte overens med vores formodning på baggrund af gennemgang af litteratur omhandlende prosodiperception hos børn med CI. Vi fandt signifikante forskelle i forældrevur-deringerne af de prosodiske træk, imita-tionsproduktionen og det paralingvisti-ske træk (se tabel 1). Dette indikerede, at forældrene var bevidste om forskellene i

Prosodiske færdigheder hos børn med cochlear implantat versus normalthørende børnNedenstående artikel rummer uddrag af undertegnedes speciale: ”Lige eller ulige? En undersøgelse af perceptionen af talesprogets prosodiske træk, det paralingvistiske træk stemmegenkendelse og imitationsproduktionen hos børn med cochlear implantat sammenlignet med normalhørende børn”.Lærke B. Christiansen, cand. mag. Audiologopæd, Cathrine B. Uglebjerg, cand. mag. Audiologopæd og David Morris, ph.d. (specialevejleder)

Lærke B. Christiansen Cathrine B. Uglebjerg

T-score:

Emotionstilstandsgenkendelse

- Glad

- Vred

- Ked af det

-3,56*

-2,90*

-5,11*

Forståelse af emfatisk tryk -1,45

Forståelse af stillede spørgsmål -5,46*

Stemmegenkendelse -5,09*

Imitation -2,96*

Støjfyldt hverdagssituation og rolig hverdagssituation -9.08*

*signifikant efter Bonferroni-korrektion

!

Tabel 1: Resultaterne af de foretagne T-test. T-scorerne, der er markeret med *, angiver de områder, hvor der blev fundet signifikante forskelle i vurderingerne af CI- og NH-børnene.



gøre opmærksom på, at der findes viden og forskning omkring denne ”blinde vinkel”, der kan forbedre vores forudsæt-ninger for at vurdere, hvorvidt en given oversættelse af en test er god og baserer sig på relevante overvejelser.

Viden om adaptation og testvurderingVi har i vores speciale undersøgt feltet testtilpasning/oversættelse, også kaldet testadaptation, og har fundet, at der i lighed med testudvikling findes et reelt forskningsfelt, der udelukkende omhand-ler metoder, retningslinjer og god praksis omkring testadaptation. Der er med andre ord gode muligheder for at tilegne sig viden, der kan bidrage til at opkvalificere os til en mere kritisk og nuanceret tilgang til vurdering og brug af oversatte test-materialer. Tilsvarende er der god infor-mation at hente for logopæder, der selv ønsker at give sig i kast med oversættelse af udenlandske testmaterialer til dansk.

Følgende er ment som forslag til, hvor man kan hente inspiration og viden om testadaptation:Hvis man har lyst til at vide mere om testadaptation er bogen ”Adap- ting educational and psychological tests for cross-cultural assessment” af Hambleton, Merenda, & Spielberger et godt sted at starte. Det er en overskuelig grund-bog, der giver et godt overblik og en fin indføring i emnet testadaptation, adaptationsmetoder, etiske dilemmaer omkring oversættelse og internationale retningslinjer.

Der findes også en række gode forsk-ningsartikler om emnet. Af dem vil vi

fremhæve ”Guidelines for translating and adapting psychological instruments” af Gudmundson, der problematiserer det faktum, at mange oversatte testmateri-aler er uofficielle, udokumenterede og uafprøvede ift. validering, normering og ækvivalens. Gudmundson har formuleret 8 forudsætninger til adapterede tests, der retfærdiggør, at man kan anvende dem i praksis. Der er tale om gode overvejelser og helt konkrete forslag til, hvad man skal sikre sig, når man benytter oversatte testmaterialer i praksis.

International Test Commission (ITC) har i samarbejde med andre organisatio-ner (1) formuleret et sæt af retningslinjer, der beskriver anbefalet praksis i testadap-tation. Kommissionen beskriver i alt 22 retningslinjer fordelt på de fire katego-rier: ’kontekst’, ’udvikling og adaptation’, ’administration’ samt ’dokumentation og fortolkning af resultater’. Disse giver et godt indblik i alle de facetter man skal overveje ved testadaptation. En samlet oversigt over retningslinjer findes bl.a. i Hambleton et al. (2005).

Vi håber med dette indlæg at sætte gang i en fælles refleksion og debat omkring anvendelsen af (oversatte) tests i dansk logopædi og give ideer til, hvordan man fremadrettet kan inddrage oplysninger om adaptationsprocessen ved oversæt-telse af nye testmaterialer.

(1) Bl.a. European Association of psychological Assessment (EAPA), European Test publisher Group (ETPG), International Association for Cross-cultural Psychology (IACCP), International Language Testing Association (ILTA) m. fl.

ReferencerGeisinger, K.F. (1994). Cross-Cultural Normative Assessment: Translation and Adaptation Issues Influencing the Normative Interpretation of Assessment Instruments. Psychological Assessment 6 (4), 304-312.Gierl, M. J. (2000). Construct Equivalence on Translated Achievement Tests. Canadian Journal of Education/Revue canadienne de l’éducation, 25 (4), 280-296.Gudmundson, E. (2009). Guidelines for translating and adapting psychological instruments. Nordic psychology, 61 (2), 29-45.Hambleton, R. K., & Kanjee, A. (1995). Increasing the Validity of Cross-Cultural Assessments: Use of Improved Methods for Test Adaptations. European Journal of Psychological Assessment, 11 (3), 147-157.Hambleton, R. K., & Patsula, L. (1998). Adapting Tests for Use in Multiple Languages and Cultures. Social Indicators Research, 45 (1-3), 153-171.Hambleton, R.K. (2001). The next generation of the ITC test translation and adaptation guidelines. European Journal of psychological Assessment, 17 (3) 164-172.Hambleton, R.K., Merenda, P.F. & Spielberger, C.D. (2005). Adapting educational and psychological tests for cross-cultural assessment. Mahwar, NJ. Lawrence. Erlbaum.ITC (2010) International test commission guidelines for translating and adapting tests. Hentet 16. marts 2014 fra: http://www.intestcom.org/upload/sitefiles/40.pdfTanzer, N. K. & Sim, C. Q. E. (1999). Adapting Instruments for Use in Multiple Languages and Cultures: A Review of the ITC Guidelines for Test Adaptations. European Journal of Psychological Assessment, 15 (3), 258-269.Van der Vijver, F. & Poortinga, Y.H. (1997). Towards an integrated analysis of bias in cross-cultural assessments. European Journal of psychological Assessments, 13, 29-37.

Det ser ikke ud til, at vi som logopæ-der vægter metoden for tilpasningen af en given test til dansk, ligeså højt som andre psykometriske egenskaber ved en test (f.eks. afprøvning, standardisering, normering osv.). Selve tilblivelsesproces-sen for den danske version af en sprog-test beskrives oftest ikke i manualerne til oversatte sprogtests, og hvis der er en beskrivelse af tilpasningsprocessen, lader den ikke til at være underlagt samme nøjagtighed og umage som andre psyko-metriske parametre ved en test. Det har vi undret os over, og vi mener, det er en skam, da der formodentlig altid har indgået meget benarbejde og gode over-vejelser i konstruktionen af den danske version af en test. Når beskrivelse af tilpasningsprocessen mangler, har logo-pæden ikke mulighed for at undersøge præcist hvilke metoder, der er anvendt under tilpasningen og kan derfor heller ikke bedømme kvaliteten af oversæt-telsen. En synlighed om oversætterens tanker, overvejelser og metodevalg giver

omvendt mulighed for at vurdere over-sættelsens lødighed og kvalitet.

Årsager til den blinde vinkelVi er som logopæder vant til at stille os kritiske overfor f.eks. testmaterialer, forskningsmetoder, undervisningsmeto-der o. lign. Derfor kan det undre, at vi tilsyneladende ikke altid er ligeså reflek-terende og kritiske over for de oversatte testredskaber, vi anvender i dagligda-gen. Vi er nysgerrige efter at vide hvilke tanker og overvejelser, der ligger bag valg af et specifikt testmateriale, og hvad der dermed bidrager til at oversættelsen af testen udgør en ”blind vinkel”. Vi kan forestille os at følgende faktorer muligvis kan spille ind:•Udvalget af testmaterialer i Danmark

er lille/mangelfuldt, så der er måske en tendens til, at vi benytter det, der er.

•Mangelfuld viden blandt logopæder om psykometri og videnskabelige metoder i testning.

•Mangelfuld viden blandt logopæder

om oversættelses- og tilpasningsmeto-der til tests.

•Manglende tid til at sætte sig grun-digt ind i nye testmaterialer og deres baggrund, inden de tages i brug.

•Fortrolighed med én eller flere tests, der gør, at de foretrækkes frem for andre.

•Traditioner/procedurer på arbejdsplad-sen for brug af bestemte materialer.

•Nationale retningslinjer der råder til brug af bestemte materialer.

•Testmaterialers layout og overskuelighed/brugervenlighed.

•Testens praktiske anvendelighed og det slutresultat og udbytte den giver.

•Administration og tidsforbrug i forbin-delse med brug af testen.

Vi er ikke i tvivl om, at det vil gavne kvaliteten af testresultaterne, hvis vi bliver mere opmærksomme og kritiske i udvælgelsen af testmaterialer. Vi mener, det godt kan betale sig at vise interesse for oversættelsesarbejdet, når vi bruger et oversat testmateriale. Vi vil derfor

En blind vinkel?Beskrivelse af tilpasningsproces-sen i oversatte testmaterialerEn stor del af de testmaterialer, der er til rådighed i dansk logopædisk prak-sis, er tests, der er oversat eller tilpasset til dansk fra et andet sprog. I forbin-delse med vores speciale på KUA om adaptation af en engelsk afasitest er vi blevet klar over, at der i oversatte tests ofte er en ”blind vinkel”, idet selve metoden for oversættelsen af sprogtests sjældent beskrives i testmanualen. Dette, mener vi, er problematisk, fordi en oversættelse kan ændre en sprog-tests indhold markant og derved påvirke testens psykometriske egenskaber

Majken Kaae Frederiksen, Cand. Mag. Audiologopædi, Center for Rehabili-tering og Specialrådgivning, Odense & Lisbeth Haaber Hansen, Cand. Mag. Audiologopædi, CSU, Slagelse

Majken Kaae Frederiksen

Lisbeth Haaber Hansen



den analytiske vurdering. Jeg fravalgte at anvende de samme tekster ved både den holistiske og analytiske vurdering, da undersøgelsen var tidsbegrænset til en måned.

Udformning af scoringsarkVed udredning af en ordblind kursists skriftlige færdigheder skal testen afdække hans/hendes fornemmelse for sprog-lig korrekthed (syntaks og grammatik), indholdsmæssig præcision (ordvalg og flow i teksten) og tekstproduktion (fylde og antal tekster) (UVM, 2010; 11). De to overordnede kategorier sproglig korrekt-hed og indholdsmæssig præcision dannede udgangspunktet for udformningen af henholdsvis mit holistiske og mit analy-tiske scoringsark i en mere eller mindre ekspliciteret form. Jeg fravalgte den over-ordnede kategori tekstproduktion, da det ikke var muligt at vurdere pga. undersø-gelsens fremgangsmåde.

Holistisk scoringsarkDet holistiske scoringsark bestod i en 7-punktskala med overordnede beskri-velser af teksters indhold rangordnet i forhold til skalaens punkter. Jeg ekspli-citerede ikke beskrivelserne yderligere, men udvalgte teksteksempler fra tekst-databasen fra projektet Skriv løs med it! ( Juul & Clausen, 2009), så bedømmerne havde et grundlag for sammenligning ved vurdering af teksterne.

Analytisk scoringsarkDet analytiske scoringsark bestod i otte kategorier (stavning, bøjning af ord og

brug af forholdsord, tegnsætning, sætnings-struktur, ordvalg, tekstsammenhæng, ”den røde tråd” og modtagerbevidsthed), som skulle vurderes på en 4-punktskala med graduerede beskrivelser af kriterier for tilstedeværelse af den pågældende kategori. På baggrund af bedømmernes vurderinger af de enkelte vurderingska-tegorier skulle bedømmerne kvalitets-vurdere teksterne på en 7-punktskala.

FremgangsmådeBedømmerne skulle vurdere de udvalgte tekster af to omgange. Først på baggrund af det holistiske scoringsark og dernæst på baggrund af det analytiske scorings-ark. Bedømmerne fik 14 dage til at lave vurderingerne med hvert enkelte scoringsark og til at sende vurderingerne retur til mig. Ved både den holistiske og den analytiske vurdering blev bedøm-merne bedt om at lægge størst vægt på den sproglige korrekthed og mindst vægt på den indholdsmæssige præcision.

DiskussionMit analytiske scoringsark viste sig ikke at være tilstrækkeligt ekspliciteret til at øge den indbyrdes enighed mellem bedømmerne eller inden for hver gruppe af bedømmere. Derudover fandt jeg ingen forskel på den indbyrdes enighed hos de erfarne og uerfarne bedømmere ved hverken den holistiske eller den analytiske bedømmelsesmetode.

De overordnede grunde til, hvorfor jeg fandt en større indbyrdes uenighed frem for en større indbyrdes enighed ved

analytisk vurdering overordnet og hos bedømmergrupperne hver for sig kan dels skyldes, at kriterierne for vurderin-gen blev baseret på beskrivelser frem for målbare objektive vurderingskategorier, og dels bedømmernes manglende erfa-ring med mine scoringsark.

PerspektiveringDa mit analytiske scoringsark ikke var tilstrækkeligt ekspliciteret til at kunne øge den indbyrdes enighed hos bedøm-merne, så kunne det være interessant at undersøge, om man kunne opnå en større indbyrdes enighed ved f.eks.:•At involvere bedømmerne ved udform-

ningen af scoringsarket.•At udforme et empirisk baseret

scoringsark på baggrund af tekstdataba-sen fra projektet Unge skriver løs med it! ( Juul & Clausen, 2009).

Interesserede kan låne specialet på Det Kongelige Bibliotek på Københavns Universitet Amager. Artiklens forfatter kan kontaktes på [email protected]

ReferencerGellert, A. (2000). Kortlægning og vurdering af eksisterende tests med henblik på afdækning af FVU-deltageres læse‐, stave‐ og skrivefærdigheder. Undervisningsministeriet.Juul, H. & Clausen, J. K. (2009). Unge ordblinde skriver løs med it. Dansk Videnscenter for Ordblindhed.Undervisningsministeriet (2010). Pædagogisk vejledning til ordblindeundervisning for voksne. Undervisningsministeriet.

BaggrundSkriftlige test anvendt i praksis ved udredningen af ordblindes skriftlige færdigheder har fokus på de delelemen-ter, som Undervisningsministeriet frem-hæver, skal indgå i vurderingen. De synes dog at mangle eksplicitte kriterier for vurderingen af delelementerne (Gellert, 2000). De manglende retningslinjer gør, at vurderingen af de skriftlige færdighe-der kan variere fra bedømmer til bedøm-mer, hvilket har implikationer for både reliabiliteten (bedømmerenigheden) og validiteten (hvorvidt testen afdækker den færdighed, som den hævder at teste).

Skriftlige test er svære at opgøre, idet de indeholder subjektive items. Opgø-relsen af den skriftlige test er således ikke baseret på en rettenøgle, som f.eks. ved opgørelsen af multiple choice test, men subjektivt udvalgte delelementer udvalgt af bedømmeren. Delelemen-terne udvælges på baggrund af bedøm-merens opfattelse af, hvilke delelemen-ter den ordblinde kursist skal beherske for at kunne blive betegnet skriftlig

kompetent. Vurderingen af den ord-blindes skriftlige færdigheder kan såle-des variere alt efter bedømmeren og bedømmerens erfaring med at bedømme skriftlige færdigheder. Specialets formål var derfor dels at undersøge, hvorvidt ekspliciterede kriterier for vurderingen (en analytisk bedømmelsesmetode) af ordblindes skriftlige færdigheder kunne øge den indbyrdes enighed hos bedøm-mere, og dels at undersøge, hvorvidt der var forskel på den indbyrdes enighed hos erfarne bedømmere (uddannede audio-logopæder) og uerfarne bedømmere (audiologopædi-studerende).

DeltagereDer indgik i alt 17 deltagere fordelt i to bedømmergrupper; en erfaren og en uerfaren bedømmergruppe. Kriterierne for at blive inkluderet i gruppen med erfarne bedømmere var, at man skulle være uddannet audiologopæd og have erfaring med at udrede skriftlige færdig-heder i praksis. Kriterierne for at blive inkluderet i gruppen med de uerfarne bedømmere var, at man skulle være

studerende og have gennemført Læsning I og II eller være ved at gennemføre Læsning II. Derudover skulle man ikke have erfaring med at udrede skriftlige færdigheder i praksis. Der indgik således otte bedømmere i den erfarne bedøm-mergruppe og ni bedømmere i den uerfarne bedømmergruppe.

Udvælgelse af tekster til vurderingI forbindelse med projektet Skriv løs med it! ( Juul & Clausen, 2009) var der blevet oprettet en tekstdatabase med tekster produceret af ordblinde efterskoleele-ver. Med projektledernes accept fik jeg adgang til tekstdatabasen, hvorfra jeg udvalgte tekster, som bedømmerne skulle vurdere på baggrund af mine scorings-ark. Jeg udvalgte i alt 20 tekster, som blev matchet i par af to på baggrund af fire variabler (kvalitetsscore, tekstlængde, antal beskrevne forskelle og antal af stavefejl). På denne måde sikrede jeg, at grundlaget for sammenligningen mellem den holistiske og analytiske vurdering var nogenlunde ens. Hvert matchet par blev efterfølgende delt i to til henholdsvis den holistiske og

Bedømmerenighed ved vurdering af ordblindes skriftlige færdighederI mit speciale har jeg undersøgt, hvorvidt valg af bedømmelsesmetode kan øge den indbyrdes bedømmerenighed ved vurdering af ordblindes skriftli-ge færdigheder. Undersøgelsen tog udgangspunkt i en sammenligning mel-lem to bedømmelsesmetoder; en holistisk og en analytisk metodePernille Dedenroth Larsen, cand. mag. i audiologopædi med tilvalg inden for dansk som andet- og fremmedsprog, ordblindeunderviser og -vejleder på Frederiksberg VUC (VUF)

Pernille Dedenroth Larsen



manglede mere information om rele-vante behandlingsmuligheder. Ca. 75 % af respondenterne var ikke blevet infor-meret om, hvor de kunne søge hjælp og støtte under og efter behandlingsforlø-bet. Respondenterne svarede, at de ikke blev informeret om hverken kommu-nikationscentrenes eller Høreforenin-gens rehabiliteringstilbud under deres behandlingsforløb, selvom denne type tilbud kan være til stor nytte for nydiag-nosticerede patienter.

Lange ventetider og utilstrækkelig infor-mation på audiologiske afdelinger og øre-næse-hals-afdelingerRespondenternes oplevelse og tilfreds-hed med de audiologiske afdelinger, øre-næse-hals-afdelinger og svimmel-hedsklinikker var generelt høj, omend der også blev identificeret områder med forbedringspotentialer. Respondenterne foreslog, at de audiologiske afdelin-ger, og til dels øre-næse-hals-afdelin-gerne, skulle nedbringe ventetiden og øge vejledningen og informationen om henholdsvis høreapparatbehandling og medicinsk behandling.

Manglende synlighed af kommunikations-centre og HøreforeningenDe adspurgte menièrepatienter var over-ordnet set tilfredse med de offentligt udbudte rehabiliteringstilbud og Høre-foreningens tilbud, som for manges vedkommende havde været til stor hjælp og støtte. Dog blev der identificeret et forbedringspotentiale med hensyn til synligheden af disse tilbud; cirka 50 % af respondenterne var “utilfreds” eller “meget utilfreds” med synligheden af kommunikationscentrene.

Den manglende synlighed af rehabilite-ringstilbuddene betød blandt andet, at en stor del af respondenterne ikke var klar over, at der fandtes tilbud målrettet deres familie-, fritids- og arbejdsliv. Disse tilbud blev da også efterlyst af respon-denterne i spørgeskemaundersøgelsen. Blot en tredjedel af menièrepatienterne havde været i kontakt med fagpersoner angående deres familie- og fritidsliv og/eller arbejdsliv.

Mangel på et sammenhængende og langsig-tet behandlingsforløbAf resultaterne fremgik det, at respon-denterne efterlyste et mere sammenhæn-gende og langsigtet behandlingsforløb, med fokus på opfølgning af behandlin-gen de forskellige indsatser og sektorer imellem. Herudover ønskede responden-terne større overblik over samt hjælp til at finde de forskellige behandlings- og rehabiliteringstilbud, der kunne være relevante for dem. Dette kunne ifølge respondenterne realiseres ved hjælp af “brobygning” og struktur i tilbuddene de forskellige instanser imellem.

Fokus på muligheden for at få en kontakt- personHerudover mente respondenterne, at en kontaktperson med forstand på Meni-ères sygdom kunne være med til at opti-mere tilbuddene til menièrepatienter. En kontaktperson kunne give nydiagnostise-rede såvel som patienter, der havde været diagnosticeret i længere tid, muligheden for at få vendt problemstillinger, besvaret spørgsmål og møde forståelse, når beho-vet opstod.

AfrundingMenièrepatienter er forskellige, og har individuelle behov. Fælles for gruppen er dog, at de offentlige behandlings- og rehabiliteringstilbud bør være dækkende og give hver enkelt patient muligheden for at få et godt liv med sygdommen. Til trods for at de adspurgte menièrepatien-ter udviste en generel tilfredshed med de forskellige tilbud, peger resultaterne af denne undersøgelse dog også på, at der er plads til en række forbedringer af tilbuddene, for at kunne opfylde denne målsætning.

Noter(1) Betegnelsen ”behandlingstilbud” henviser til de offentlige tilbud, der strækker sig fra diagnosticeringsforløbet til behandlingsforløbet på sygehusene; eksempelvis varetaget af praktiserende ørelæger, audiologiske afdelinger/ høre-klinikker samt øre-næse-hals-afdelinger/ambulatorier. Betegnelsen ”rehabili-teringstilbud” refererer til pædagogi-ske tilbud, der eksempelvis udbydes af kommunikationscentre, enkelte privat-betalte tilbud i form af kurser samt Høreforeningens tilbud.

ReferencerTortzen, Anne (2005). Man har brug for én, der kan åbne dørene. Femten menièreramtes erfaringer med de offentlige tilbud. En kvalitativ undersøgelse. Videnscenter for Døvblevne, Døve og Hørehæmmede.Hansen, Gitte Marie (2013). Menièrepatienters oplevelse og tilfredshed med offentlige behandlings- og rehabiliteringstilbud. En spørgeskemaundersøgelse. Kandidatspeciale i Audiologi. Institut for Sprog og Kommunikation, Syddansk Universitet.

Undersøgelsens formål og udformningMenières sygdom er en kompleks lidelse, der kan have mangeartede konsekven-ser for de ramte individer. Det er derfor essentielt, at individer med denne lidelse bliver tilbudt den rette hjælp og støtte ved hjælp af behandlings- og rehabili-teringstilbud (1). Resultaterne fra tidli-gere undersøgelser (Tortzen, 2005) viser, at der er behov for forbedringer af de offentligt udbudte behandlings- og reha-biliteringstilbud for at imødekomme menièrepatienternes behov.

For at undersøge menièrepatienters oplevelse og tilfredshed med forskel-lige offentligt udbudte tilbud blev 300 postomdelte spørgeskemaer sendt ud via Høreforeningens register for medlem-mer, der havde oplyst, at de havde Menières sygdom (Hansen, 2013). Desuden blev spørgeskemaet lagt ud på Høreforeningens hjemmeside og på en Facebookgruppe for personer med Menière. I alt besvarede 185 patienter spørgeskemaet.

Spørgeskemaet indeholdt spørgsmål, der fokuserede på menièrepatienters ople-velser og tilfredshed i forbindelse med deres diagnosticerings-, behandlings- og rehabiliteringsforløb i det offentlige system. Størstedelen af spørgsmålene blev besvaret på en tilfredshedsskala med fem trin (fra “meget utilfredsstillende” til “meget tilfredsstillende”). Herudover blev respondenterne bedt om at komme med forslag til forbedring af tilbuddene til menièrepatienter.

Hvad viste undersøgelsens resultater?Resultaterne af undersøgelsen viste, at de adspurgte menièrepatienter overord-net set var tilfredse med de offentlige behandlings- og rehabiliteringstilbud. Generelt udviste respondenterne større tilfredshed med rehabiliteringstilbud-dene end med behandlingstilbuddene, omend der blev identificeret forbedrings-potentialer inden for begge områder.

Begrænset kendskab til sygdom-men og mangelfuld information om behandlingsmulighederAf respondenternes besvarelser for spørgsmålene om diagnosticeringsforlø-bet fremgik det, at deres tilfredshed med det generelle diagnosticeringsforløb var forholdsvis ligeligt fordelt (ca. 45 % var “tilfreds” eller “meget tilfreds” med det samlede diagnosticeringsforløb). Mange respondenter oplevede de praktiserende læger og ørelægers kendskab til sygdom-men som begrænset, hvilket i flere tilfælde havde ført til langtrukne diag-nosticeringsforløb. Nogle respondenter oplevede utilfredsstillende konsulta-tioner hos lægen (hos den praktiserende ørelæge eller på sygehuset) i forbindelse med diagnosticeringen, hvilket blandt andet indebar mangelfuld information om sygdommen, travlhed og manglende opfølgning på behandlingen. Desuden var respondenternes oplevelse og tilfredshed med selve behandlingsfor-løbet meget varierende. En tredjedel af respondenterne gav udtryk for, at de

Menièrepatienters oplevelse og tilfredshed med offentlige behandlings- og rehabiliteringstilbudDenne undersøgelse af menièrepatienters oplevelse og tilfredshed med offentlige behandlings- og rehabiliteringstilbud belyser blandt andet en række forbedringspotentialer af de forskellige offentligt udbudte tilbud. Menièrepatienterne peger blandt andet på behovet for mere målrettet information om sygdommen samt for mere synlige rehabiliteringstilbudGitte Marie Hansen, Cand.mag. i Audiologi, Syddansk Universitet

Gitte Marie Hansen


INDBLIKINDBLIK

Absorbenters effektBløde overflader er i stand til at absorbere lyden, lidt som hvis man kaster en bold mod en pude. Det er denne effekt man udnytter, når man ønsker at gøre efter-klangstiden i et rum kortere. Man tilfører bløde materialer, som absorberer lyden eller får lydbølgerne til ”at falde til ro”. Disse materialer kan enten sidde på loft eller væg og kan maskeres, så det ligner almindelige lofter, opslagstavler eller billeder. Det er vigtigt, at man dækker en vis andel af rummets overflader, ellers får man ikke den ønskede effekt.

Akustikprodukter er forskellige og dermed ikke lige gode til at absorbere lyden ved forskellige frekvenser. Derfor er det nødvendigt at se på hvilke produk-ter, der absorberer lyden ved hvilke frekvenser, og hvad der er nødvendigt for at dæmpe lyden i det pågældende rum.Normalt er interessefeltet mellem 125 Hz og 4000 Hz, som er det almindelige taleområde. At indføre en stor mængde ekstra stof eller gulvtæpper i et rum kan sagtens have en positiv indvirkning på efterklangstiden. Man må dog forvente, at det hovedsageligt vil give forbedringer i de høje frekvenser ved brug af sådanne materialer. Mange hørehæmmede hører de høje frekvenser dårligere, så en forbedring i disse frekvenser er ønskelig, men dette har dog ikke indflydelse på hvilke materialer man vælger. Generelt ønsker man at sænke efterklangstiden i hele tale-frekvensområdet. Hvis der monteres absorbenter i 40 mm’s tykkelse, kan man forvente at lyden i hele taleom-rådet dæmpes tilfredsstillende.

Hvordan og hvor meget skal lyden dæmpes?I den danske folkeskole oplever halvde-len af skoleeleverne problemer med larm og støj, når de er i klassen. Problemet er så stort for mere end hver femte elev, at de selv mener, at det går ud over deres læring. Igen er det værre, hvis man har nedsat hørelse, da støjen føles værre. Vores høresans er grundlæggende ikke skabt til at være indendørs, eller til det faktum at lyd i indendørs rum reflekteres af kontakten med vægge, gulv og lofter. Når man er udendørs, er der ingen reflek-sioner, og lyden passerer derfor kun vores ører en gang. Det er altså lydforhold, som når man er udendørs, man forsøger at skabe, når man fjerner refleksionerne.

Ifølge det danske bygningsreglement fra 2008 skal efterklangstiden i et alminde-ligt klasselokale være under 0,6 sekun-der, mens den skal være under 0,4 i specialklasser. Det er hermed også en efterklangstid under 0,6 sekunder, man tilstræber, når man laver lydforbedringer i et privat hjem – dette værende både for hørehæmmede og normalthørende.Tidligere var kravet til skoler 0,9 sekun-der. Kun få skoler er blevet bygget siden loven blev ændret, så umiddelbart må man forvente, at kun enkelte skoler lever op til nutidens krav. Undersøgelser viser, at hørehæmmede har 43 procent mindre chance for at opnå samme akademi-ske niveau, som deres normalthørende kammerater. Og dette selv om de er på samme intelligensniveau (Wessel, 2012).

I praksis er det sjældent, at man i private hjem udfører deciderede lydmålinger.

I stedet foretages målinger af rummets areal, som omsættes til en ønsket absorp-tionsmængde. Den ønskede absorptions-mængde omsættes til loftplader, vægpa-neler, akustikbilleder eller noget helt fjerde, som kan fungere som absorbenter. I for eksempel et køkken/alrum på 50 m² med ca. 3 meter til loftet vil den ønskede absorptionsmængde i mange tilfælde være omkring 15 m² akustikregulerende materiale.

En bedre taleforståelighed kan mange steder opnås ved at forbedre akustikken, men i hvert enkelt tilfælde, hvor man overvejer at forbedre akustikken, vil det handle om at finde den rette afvejning mellem akustik, æstetik og økonomi i forhold til den opnåelige forbedring af taleforståelsen. I private hjem er æstetik-ken ofte afgørende, og da mange er af den opfattelse, at akustikproblemer kun kan løses med nogle dominerende og grimme plader i loftet, lader mange være med at gøre noget ved det. Men det er en misforståelse, for akustikløsninger findes i nærmest alle afskygninger og ligeledes i alle prisklasser, så det er bare om at få valgt det helt rigtig til lige netop ens eget hjem.

For yderligere information kan forfat-teren kontaktes på: [email protected]

ReferencerWessel, L. (2012). Klasseværelset drukner i vokaler, når akustikken er dårlig. Ingeniøren. Hentet 18. marts 2014 på http://ing.dk/artikel/klassevaerelset-drukner-i-vokaler-nar-akustikken-er-darlig-134627

Taleforståeligheden kan forbedresRumakustik er særligt afgørende for personer med høreproblemer. Dette værende i hjemmet, på skolen eller på arbejdspladsen. Tager man højde for akustikken, er forbedringen af talefor-ståeligheden langt større for hørehæm-mede end for normalthørende. Lyde, der får lov at blive hængende længe i et rum, blander sig sammen, hvilket gør det umuligt at skille de forskellige lyde fra hinanden. Lyden reflekteres mellem gulv, væg og loft og farer – med et tempo på 340 meter i sekundet – rundt, til der ikke er mere energi tilbage. Jo flere og større hårde og bare overflader der er, desto mere reflekteres lyden, hvilket betyder længere efterklangstider, og rummet kommer til at klinge som en kirke. Hermed skabes mere støj, end hvis man opholder sig udendørs, hvor der ingen refleksioner er. Efter-klangstiden kan måles ved hjælp af måle-udstyr, der måler, hvor lang tid det tager fra en lydkilde slukkes, til den er faldet til et bestemt niveau.

Lydkvalitet kan også beregnes. Dette kan blandt andet gøres med Odeon-analy-ser. Her beskrives samtlige overflader i rummet, hvorefter man beregner over-fladernes refleksion af lyden. Der findes desuden måleenheden STI (Speech

Transmission Index) eller RASTI (RApid Speech Transmission Index), som begge er måleenheder udarbejdet til at måle taleforståeligheden. Hørehæmmede har nedsat evne til at filtrere uvæsentlige lyde fra væsentlige lyde – hermed maske-rer støjen det, som man forsøger at høre. Dette kommer vi nærmere ind på i de følgende afsnit. Akustikregulering gavner alle, men især hørehæmmede, der får betydeligt lettere ved at forstå, hvad der bliver sagt.

BaggrundsstøjBaggrundsstøj er, som tidligere nævnt, helt anderledes nærværende for høre-hæmmede, men særligt hørehæmmede, der benytter høreapparat. Høreapparater forstærker nemlig både de lyde, som man ønsker at høre, samt de lyde, som man ikke ønsker at høre. Derfor er det ekstra nødvendigt at få dæmpet den unødven-dige støj.

Forholdet mellem signal og støj er afgørende. Jo dårligere man hører, jo vigtigere er det, at signal/støj-forholdet er godt. Ligeledes kan man sige, at har man meget baggrundsstøj, er det rigtig godt med en kort efterklangstid. For lige meget hjælper det, at man skruer op for lyden, hvis alle baggrundslydene følger

med og får lydene til at mudre sammen.

Stående bølgerHvis man har to parallelle og hårde over-flader overfor hinanden, bliver lyden ved med at slå frem og tilbage imellem dem. Det er ikke nok at sætte eksempelvis et blødt loft op, da lydbølgerne groft sagt ikke kommer op og rammer det bløde loft, men forsætter på den vandrette rejse frem og tilbage. Dette fænomen kaldes stående bølger og medfører ringere taleforståelighed. Vokaler har en efterklangstid på 1 sekund, mens konsonanter kun har en efterklangstid på 0,5 sekunder. Vokalerne bliver dermed hængende i rummet og kludrer lydene sammen, mens konsonanterne, som er de betydningsbærende i sproget, har en dårligere gennemslagskraft.For at opnå en bedre taleforståelighed vil man forsøge at bryde den ene af de to hårde overflader enten ved at absorbere eller diffusere (sprede) lyden. Sidst-nævnte kan blandt andet løses med bogreoler eller hylder.Når man monterer akustikregulerende materialer, er det fordelagtigt at undgå at have hårde overflader direkte over-for hinanden. For at få den rigtige løs- ning kan det være en god idé at kontakte fagfolk.

Gør noget ved lyden!Det er ikke alle, der er klar over, hvor stor betydning akustik har for hørehæmmede. Lydkvaliteten kan forbedres drastisk og dermed talefor-ståeligheden. Læs hvordan lyden påvirkes, og hvad du kan gøre for at få bedre lyd i hverdagen Kathrine Kjær, Cand. Comm. fra Roskilde Universitet, Kommunikations-medarbejder hos Alpha Akustik

Kathrine Kjær


INDBLIKINDBLIK

Denne artikel omfatter en introduktion til bogen Implementering af evidensbase-ret praksis – i det logopædiske arbejdsfelt. I 2013 udkom en dansk oversættelse af Hazel Roddam og Jemme Skeats bog Embedding Evidence-Based Practice in Speech and Language Therapy Internatio-nal Examples. Oversætterne Helle Iben Bylander og Trine Kjær Krogh har med den danske oversættelse gjort det lettil-gængeligt at sætte sig ind i evidensba-seret praksis som begreb og at få inspi-ration til, hvordan man med fordel kan implementere evidensbaseret praksis selv og på sin arbejdsplads.Bogen er delt op i seks dele, hvor de første dele giver en grundig forklaring af, hvad evidensbaseret praksis indebærer, og hvordan det rent teoretisk skal gribes an. Evidensbaseret praksis står i modsæt-ning til beslutninger, som er baseret på anekdoter, avisartikler eller såkaldte ekspertudtalelser.

Bogen fokuserer på tre væsentlige elementer i evidensbaseret praksis: Det første element er naturligvis, at vi har et forskningsbaseret evidensgrundlag.

Herudover bør man inddrage sin klini-ske ekspertise og overveje brugerens unikke omstændigheder eller præferen-cer set i forhold til den undervisning og rådgivning, man iværksætter. Den evidens, vi anvender, skal være bred, og det skal vores søgen efter det også være, hvorfor bogen henviser til reviews, når vi skal være evidensbaserede i en travl hverdagspraksis.

I bogen kan man læse flere eksempler på, hvordan forskellige arbejdspladser arbej-der evidensbaseret. Det kan organiseres meget forskelligt og processen med at arbejde evidensbaseret skal ses som en cyklus, der overordnet indebærer fem trin. Første trin i en evidensbaseret praksis er at spørge: Man formulerer et passende klinisk spørgsmål om en klient eller klientgruppe. Næste trin er at indhente: Man søger relevant evidensmateriale af høj kvalitet til at besvare det kliniske spørgsmål. Trin tre er vurdering, som indebærer en kritisk evaluering af eviden-sen. Det følgende trin fire er selve anven-delsen af evidensen overfor en klient eller klientgruppe, og femte trin er at evaluere praksis og formidle resultaterne.

På denne måde sikrer man en opret-holdelse af nye standarder frem for at vende tilbage til tidligere måder at arbejde på. Dermed forudsætter evidens-baseret praksis en forandring af vaner og sommetider personlige præferen-cer. Evidensbaseret praksis bygger bro mellem forskning og praksis og vil støtte klinisk vurdering, erfaring og ekspertise. En af de hyppigste betænkeligheder fra praktikere, som bogen nævner, er, at det er tidskrævende at skulle arbejde evidensbaseret, men i sidste ende oplever de nævnte arbejdspladser i bogen, at det har været tidsbesparende at indføre en mere evidensbaseret praksis. De mange case-eksempler viser dog, at hver arbejds-plads må finde en måde at organisere det på, som kan fungere i hverdagen netop der. Bogen kan således som titlen antyder inspirere til, hvordan man implementerer en mere evidensbaseret audiologopædisk praksis på sin arbejdsplads.

Roddam, H., & Skeat, J. (2013). Implementering af evidensbaseret praksis - i det logopædiske arbejdsfelt (1 udg., Årg. 1). (H. Roddam, J. Skeat, Red., H. I. Bylander, & T. K. Krogh, Ovs.) Hogrefe psykologisk forlag.

Implementering af evidensbaseret praksisMarie Kaas Ahm, kandidatstuderende på Audiologopædi, Københavns universitet og tale og hørekonsulent Gentofte PPR

Marie Kaas Ahm

Dysfagi kan kort fortalt beskrives som synkebesvær. Dysfagi er et symptom ved flere sygdomme og tilstande som eksem-pelvis traumatisk hjerneskade, apopleksi, parkinson, dissemineret sklerose, cere-bral parese, cancer og almindelig aldring. I Danmark varetager ergoterapeuterne dette område, men eksempelvis i Sverige og Storbritannien er det et stort logopæ-disk område.Min interesse for at belyse området kommer af, at jeg har studeret 2 år på ergoterapeutuddannelsen. Her stiftede jeg bekendtskab med rehabilitering af dysfagipatienter. Jeg blev således overras-ket over at audiologopæder ikke opnår nogen specifik viden om diagnosen.

Ergoterapeuterne stifter på deres uddan-nelse praktisk og teoretisk bekendtskab med Coombeskonceptet, også kaldet

Facio Oral Trakt Terapi (F.O.T.T.) udvik-let af den engelske logopæd Kathleen (Kay) Coombes. Det er et koncept til undersøgelse og behandling af neuro-logisk betinget dysfagi, dysfunktioner i mimik og nonverbale kommunika-tionsmuligheder. Konceptet relaterer til dysfunktion i fundamentale færdigheder, som åndedræt, spisning og kommunika-tion. Træning af dysfagipatienter består blandt andet af rådgivning om kostens konsistens og træning af særlige teknik-ker til at fremme synkefunktionen. Træningen består også af særlige meto-der til udførelse af mundhygiejne, og konceptets træning af nonverbal kommu-nikation indebærer, at der arbejdes med mimiske øvelser og ansigtsudtryk samt træning af åndedræt og stemme.Det er tydeligt for mig, at Coombeskon-ceptet indebærer flere delelementer, som

er kendte for audiologopæder til trods for, at vi ikke uddannes i F.O.T.T. eller dysfagi. For patienternes skyld synes jeg, det er ærgerligt, at vi som logopæder ikke får viden fra uddannelsen om dysfagi og det givende tværfaglige arbejde, der kan etableres mellem logopæder og ergote-rapeuter. Denne og de følgende artikler kan forhåbentlig åbne lidt op for logo-pædisk viden på området og om ikke andet lægge op til diskussion og tanker om, hvorvidt logopæder bør bevæge sig længere ind på området og dermed kunne samarbejde bedre med ergotera-peuterne til fordel for dysfagipatienterne.

Referencer:Kjærsgaard, A. (2004). Ansigt, mund og svælg -undersøgelse og behandling efter coombes-konceptet. København: FADL’s forlag.

Dysfagi som logopædisk arbejdsfeltI bogen ”Implementering af evidensbaseret praksis i det logopædiske arbejdsfelt” omtalt i foregående artikel indgår flere praksiseksempler omhandlende logopæder, der arbejder med dysfagi. Dette til trods for at dysfagi ikke er en del af audiologopædiuddannelsen. Således opstod inspi-rationen til denne artikelserie i tre dele, som vil sætte fokus på dysfagi som logopædisk arbejdsfelt i Danmark

Marie Kaas Ahm, kandidatstuderende på Københavns Universitet og tale-hørekonsulent i Gentofte PPR


INDBLIKINDBLIK

På HNs Klinik for Tidlig Neurorehabili-tering (TK) modtager vi patienter med komplicerede følgevirkninger efter akut hjerneskade. Fælles for dem er, at langt de fleste kommer direkte fra landets inten-sivafdelinger. Det betyder, at de fleste patienter har ligget i respirator. Som følge heraf har de stort set alle en cuffet trakealtube (en tube med en lille ballon, der er placeret i luftrøret via stoma, med henblik på at beskytte patientens lunger for eget mundvand, og som medfører, at patienten ikke kan tale). Langt de fleste har også fået dysfagi.Vi anser dysfagi for at være et komplekst område, der kræver ekspertise inden for flere fagdiscipliner; ergoterapeut, læge, plejepersonale, fysioterapeut og logopæd. Det tværfaglige samarbejde er derfor essentielt.

Ergoterapeutens og logopædens rolle Ergoterapeuten har hovedansvaret i forhold til dysfagi, hvilket indebærer udredning og behandling samt undervis-ning og supervisering af andre faggrup-per. Ergoterapeuten har således en klart

defineret rolle og arbejder med udgangs-punkt i lokale retningslinjer omhand-lende screenings- og behandlingsproce-durer. Screening laves inden for 24 timer efter indlæggelse og omfatter en vurde-ring af oralfunktionen på baggrund af Facio Oral Trakt Terapi (F.O.T.T.) samt en vurdering af hoste- og synkeevne. Patienten får blå frugtfarve ved mund-stimulering og -hygiejne, og ergotera-peuten observerer, hvorvidt patienten synker sufficient (tjekker for blåt sekret over cuffen og i trakealtuben). På TK er der tilknyttet et dysfagi-ambulatorie, hvor ergoterapeuten kan understøtte de klini-ske observationer med en instrumentel undersøgelse af synkefunktionen; Fiber-optisk Endoskopisk Evaluering af Synke-funktionen (FEES), i de tilfælde, hvor der er tvivl om, hvorvidt det er sikkert at starte afcuffning (lukke luften ud af tubens ballon). FEES giver desuden ergoterapeuten mulighed for indblik til stemmelæberne. Logopæden hidkaldes, hvis der er tale om stemmeproblematik.Logopæden har ikke en specifikt define-ret rolle i forhold til dysfagi. Det skyldes

dels manglende specialisering inden for området, og dels at langt fra alle patien-ter med dysfagi tilses logopædisk. Logo-pæden får dog en indirekte berøring med området, når patienterne også har talemotoriske og/eller stemmemæssige problemstillinger (fx dysartri og recur-rens parese).

Sådan bruger vi hinandenHos os er det en force, at vi er flere faggrupper samlet på ét sted. Vi oplever, at ergoterapeutisk og logopædisk praksis understøtter hinanden både i dysfagi-ambulatoriet ved FEES undersøgelse og i det kliniske arbejde, når vi tilser patienter, der har dysfagi og derudover en stemme/tale påvirkning. Også fysio-terapeutisk praksis spiller i de tilfælde en vigtig rolle. Vores forskellige eksper-tiseområder overlapper særligt hinanden, når patienterne kan opstarte afcuffning.Når logopæden arbejder med god kropsholdning, styrkelse af ansigts- og oralmuskulatur, artikulation mm. hos patienter med dysartri/stemme proble- matik, er det mange af de samme

Tværfagligt samarbejde omkring dysfagi i tidlig neurorehabiliteringTværfagligt samarbejde vægtes højt i den tidlige rehabilitering på Hammel Neurocenter (HN). Det er også tilfældet, når vi modtager patienter, der som følge af erhvervet hjerneskade har fået dysfagi. På HN har knap 50% af patienterne dysfagi i et eller andet omfang. De fleste faggrupper kom-mer derfor i berøring med dysfagiområdet, og der er stort fokus på detMaria Christensen, audiologopæd, cand. mag. og Vibeke Funch Madsen, ergoterapeut, Hammel Neurocenter, Klinik for Tidlig Neurorehabilitering

Maria Christensen Vibeke Funch Madsen

anatomiske og fysiologiske struk-turer, der også indgår i synkeprocessen. Logopædens arbejde kan således have en positiv indvirkning på det øvrige dysfagiarbejde. Ergoterapeuten arbe-jder med F.O.T.T., når der er tale om motoriske og/eller sensoriske forsty-rrelser i ansigt/mund. Der arbejdes med at hæmme og facilitere, hvis der er abnorme bevægemønstre, og med at stimulere tunge og bløde gane for at fremme muligheden for sufficiente synk hos patienten. Dette arbejde har også en positiv indflydelse på det logopædiske arbejde med dysartri, og ergoterapeuten medtager gerne logopædiske artikula-tionsøvelser i patienternes dysfagipro-gram. Omend hver faggruppe har sit primære fokus og mål, understøtter de således sammen arbejdet med dysfagi.

Ofte forsøger vi at lave dobbeltbehand-linger, hvor vi tilser patienterne sammen. Ergoterapeuten fokuserer for eksem-pel på F.O.T.T., facilitering til synk og udgangsposition for hoved/hals region før eller under en seance, fysioterapeu-ten hjælper patienten med god udgangs-stilling og hensigtsmæssig respiration, og logopæden fokuserer på artikulation samt koordinering af fonation/respira-tion og bidrager med stemmeøvelser i seancen. At arbejde med åndedrættet er vigtigt både i forhold til stemme og synkeproces, da det er en forudsætning for beskyttelse af luftvejene (evne til at hoste og rømme sig) og for fonation. Der er således et fagligt overlap i arbej-det med koordination af respiration/

fonation og respiration/synkeproces.

Vi tror på, at dysfagiarbejdet handler om at opdage egne og andres fagkom-petencer og sammen finde ud af, hvor-dan de sættes i spil. Vi synes, der er behov for større fokus og bedre mulig-hed for specialisering på området, både for ergoterapeuter og logopæder. Vi tror på, at dannelse af fora, hvor det er muligt at søge viden og dele erfaringer om dysfagi på tværs af kommuner, regioner og faggrænser, er gunstigt. Der er angi-veligt kommet øget fokus i henholdsvis logopædisk og ergoterapeutisk virke med stiftelse af Dysfagitænketanken (2012) og Ergoterapeutisk Selskab for Dysfagi (2013).

I april måned afholdt FUAs bestyrelse en konkurrence. Del-tagerne kunne komme med forslag til, hvordan FUA kan arbejde med synlighed af vores fagområde. FUA vil gerne sige tak for de mange rigtig gode og spændende forslag. Det er også rigtigt dejligt, at flere har givet udtryk for, at de gerne vil hjælpe til udførslen af deres idéer.

Og nu til vinderne:3. pladsen: Julie Aarup med sin ide om at lave et ind- læg i Politikens tillæg Arbejdsliv.2. pladsen: Trine og Anja med deres forslag om en video til at beskrive, hvad en audiologopæd laver.

1. pladsen: Alma Manley, som havde rigtig mange gode forslag, hvor især idéen om at producere kort såsom go-cards med audiologopædiske budskaber på, fik PR- og Kommunikationsudvalget til at juble.

Alle vinderne har fået besked.

Alle idéerne er blevet gemt, da synligheden af vores fagområde nok ikke bliver fikset på ét bestyrelsesår. Vi glæder os til at arbejde videre med at promovere vores fag og håber, I vil hjælpe os, så flere kan få gavn af vores faglighed.

FUAs bestyrelse

FUAs synlighedskonkurrence


STUDIENYTINDBLIK

Grundlæggende har de, der sidder i tænketanken, en interesse i at udvide det logopædiske felt ind på dysfagiområdet. Nogle få har decideret erfaring i rådgiv-ning/vejledning indenfor området, andre har oplevet et klientbehov for rådgiv-ning, som de pga. manglende viden ikke har kunnet opfylde. Alle har vi oplevet situationer med behov for øget viden om dysfagi og dysfagi-indsats, som vi ikke har været klædt på til via vores uddan-nelser. Historisk set er det i DK ergotera-peuter, der har varetaget området, hvorfor dysfagiundervisningen af logiske årsager ikke prioriteres højt på landets uddan-nelsessteder for logopæder. I udlandet er dysfagi ofte et logopædisk fagområde. Vi ser dysfagiområdet som en naturlig faglig forlængelse af vores logopædiske uddan-nelse og praksis, og vi ønsker at deltage i dysfagi-rådgivning, -vejledning og/eller -behandling i et tværfagligt samarbejde. Der er dog mange etiske, faglige, prak-tiske og ressourcemæssige overvejelser i forbindelse med dette, hvilket vi forsø-ger at belyse, diskutere og – om muligt – afklare i dette forum. Vi har som en af vores første opgaver forsøgt at afsøge de lovgivningsmæssige rammer for prakti-serende på dysfagiområdet.

Audiologopæd som lægefaglig medhjælpArbejdet i tænketanken har i en længere periode stået lidt stille, da vi har afven-tet nogle helt grundlæggende oplysnin-ger fra sundhedsstyrelsen angående de lovgivningsmæssige rammer for audiolo-gopæders praksis på dysfagiområdet. Vi har nu fået et svar fra sundhedsstyrelsen om, at det er muligt for ikke-lægefaglige personer at indtræde som lægefaglig medhjælp, hvis en læge har uddelegeret en specifik opgave til eksempelvis en audiologopæd. Desuden har vi fået en beskrivelse af hvilke krav, der skal være opfyldt i en sådan henseende. Audio-logopæder kan altså under visse vilkår udføre lægefaglig virksomhed (https://www.retsinformation.dk/forms/R0710.aspx?id=129064).

Svaret lægger op til følgende betragtnin-ger: Det burde være muligt for logopæ-der i hospitalsregi at udføre eksempelvis dysfagiundersøgelser under supervision af en læge. Det er dog vigtigt at under-strege, at det overordnede ansvar under sådanne vilkår ligger hos lægen, som derfor skal være meget præcis i instruk-tion og afgrænsning af opgaven. Yder-mere er det logopædens ansvar at sige

fra overfor opgaver, den pågældende logopæd ikke er tilstrækkeligt fagligt klædt på til. Og da der pt. er begrænsede muligheder for undervisning på dysfagi-området for logopæder herhjemme, er der en åbenlys mangel her.

Det er derfor tænketankens vurdering, at en fagligt relevant uddannelse inden-for dysfagiområdet er påkrævet, hvis logopæder skal praktisere på dette felt. Som minimum bør en sådan uddannelse indeholde undervisning i teori, anatomi, neurologi og etik på et fagligt højt niveau samt en stor vægtning af prak-tikdelen, inden logopæden er klar til at varetage decideret dysfagiudredning og/eller dysfagiundervisning. Vi er i kontakt med en relevant uddannelsesinstitution vedrørende muligheden for at oprette en sådan uddannelse/fag, men der ligger en del arbejde foran os, inden et sådant tiltag vil kunne realiseres.

Vi ønsker i tænketanken at have kontakt til logopæder fra hele landet med inte-resse for (og meget gerne erfaring med) dysfagiområdet. Hvis du er interesseret i at høre mere om tænketanken, kan du følge med på ALFs hjemmeside eller kontakte [email protected]

Dysfagitænketank (ALF)I 2011 opstod dysfagitænketanken på initiativ af Audiologopædisk Forening (ALF) som en fortsættelse af et diskussionspanel på ALFs efteruddannel-ses-kursus. I tænketanken sidder pt. 8 logopæder/talepædagoger/fysiote-rapeuter fra det meste af landet, der har interesse i at udbrede viden om dysfagi på det audiologopædiske felt. Herunder gives et indblik i dysfagi-tænketankens arbejdeRikke Simonsen, stud. mag. Audiologopædi (SDU), tidligere næstformand i ALF

Det kræver planlægningTredje semester på kandidaten blev der, hvor mit store eventyr blev til virkelig-hed: Jeg rejste om på den anden side af jorden, og fulgte en række spændende audiologopædiske fag. Forud for dette lå en lang planlægningsproces. På audio-logopædi på SDU er der ikke tradition for at studere et semester udlandet, hvil-ket betød, at jeg måtte starte fra bunden med planlægningen. Jeg føler dog, at det hårde arbejde, der lå forud for opholdet, fik mig til at sætte endnu mere pris på at det lykkes mig at komme af sted.Valget af dette Macquarie University (MQ) og fagene havde meget at gøre med, hvad der kunne lade sig gøre. Det skulle gå op i en højere enhed både i forhold til, hvilke fag jeg kunne få merit for, samt hvilke fag der var mulighed for at blive optaget på. Fordi jeg først og fremmest tog af sted for at få nye perspektiver på vores audiologopædiske arbejde, var det ikke afgørende for mig at følge bestemte fag. Men det lykkedes mig faktisk at få sammensat en række forskellige fag indenfor de audiologo-pædiske arbejdsområder, som alle var meget relevante for mig som dansk audiologopæd.

Jeg havde fag på studiet Speech and Hearing. Denne uddannelse gør de australske studerende i stand til at få ansættelse som Speech and Language Therapists og udøve arbejde indenfor de forskellige audiologopædiske arbejds-områder. Den australske uddannelse indbefatter også læren om synkevanske-ligheder, hvilket den danske uddannelse jo ikke gør. Derfor ville jeg gerne have fulgt dette fag, men det var desværre ikke muligt.På studiet fulgte jeg fag på første og andet år af kandidatuddannelsen. I fagene prøvede jeg kræfter med fagområder, der omhandler udviklings- og erhvervede sprogvanskeligheder, stemmelidelser og

stammen, komplekse kommunikations-vanskeligheder og alternative kommuni-kationsmuligheder samt hørehabilitering.

At studere i Sydney - no worriesMine første indtryk fra Sydney handler om mere end MQ – nemlig om stor-byen, vejret og mine nye medstuderende. Jeg ankom i juli måned 2012, som var en uge før, at mit semester startede. Da jeg ankom, havde jeg ikke noget perma-nent sted at bo, og jeg kendte heller ikke nogen, så det hele var måske lige spæn-dende nok. Det gik dog hurtigt op for mig, at der var mange andre i samme båd – alle byens nye studerende var på udkig efter steder at bo, vigtige informationer

Inge-Line Olesen

Et semester i AustralienEt semester i udlandet kombinerede min brændende interesse for vores fag og min store rejselyst. Efter megen forberedelse tog jeg i efteråret 2012 til Sydney i Australien for at følge audiologopædiske fag på Macquarie University. Det blev en oplevelse for livet – både fagligt og personligtt

Inge-Line Olesen, cand.mag. i audiologopædi fra Syddansk Universitet, tale-hørekonsulent hos UPPR Ringsted


BESTYRELSESNYTSTUDIENYT

fra universitet og nye venner.Et eller andet var gået galt i mailsys-temet, så jeg havde ikke modtaget de sidste spændende informationer sendt til semesterets study abroad elever (1). Informationerne indbefattede blandt andet informationer omkring intro-duktionsforløbet for udvekslings-/study abroad-studerende og andre praktiske oplysninger omkring at være studerende på MQ. Indenfor den første uge havde jeg været på universitetet og fået infor-mationerne til study abroad-studerende, fundet et sted at bo, fået nye venner, som også var på udvekslings-/study abroad-ophold, og været på en del sightseeing i spændende Sydney.Som study abroad-studerende kunne det til tider være svært at jonglere mellem at få mest muligt ud af det faglige indhold på studiet og samtidig deltage i det sociale liv sammen med mine medstude-rende på speech and hearing og de andre internationale studerende. Australierne bruger ofte to ord, som jeg hurtigt tog til mig: “No worries”. Efter at jeg adap-terede ordene, føltes studielivet i Sydney straks meget sjovere og lettere! Jeg var jo utrolig privilegeret, at jeg havde fået denne mulighed at studere på MQ, så der var faktisk ikke så meget at bekymre sig om.

Undervisningen og praktikkenMåden at studere på på studiet var ander-ledes, end den er i Danmark. Først og fremmest foregik al undervisning natur-ligvis på engelsk, og alle opgaver skulle formuleres på engelsk. Arbejdsbyrden på universitetet var også anderledes, end jeg var vant til. I løbet af semestret var der jævnligt opgaver, der skulle afleveres.

Alle opgaver blev rettet, og talte med i det endelige eksamensresultat. Derfor føltes arbejdsbyrden gennem semesteret større end på SDU, men heldigvis var mine medstuderende alle utroligt hjælp-somme, hvilket blandt andet betød, at jeg fra starten blev inviteret med i gruppear-bejder og facebookgrupper.

For nogle af de fag jeg havde, lignede underviserens perspektiv meget det, jeg har lært fra mine studier på SDU. For eksempel var stemmeundervisnin-gen meget lig den, som vi anvender i Danmark.Andre fag var meget forskellige fra min undervisning herhjemme. I forhold til stammeundervisningen så er Lidcombe-programmet det, de anvender til småbørn, og det vi blev undervist i, hvor jeg herhjemme har lært, at der er lidt mere blandende holdninger til indholdet af stammeundervisningen. Det gav nogle gode diskussioner i timerne, da jeg kunne nævne de indvendinger mod Lidcombe-programmet, som jeg har fra diskussio-nerne i Danmark.Nogle af de ting jeg lærte, kan være svære at overføre direkte til danske forhold. For eksempel lærte jeg at anvende en engelsksproget test til at vurdere børns grammatiske formåen. Hver sætning, som barnet sagde, skulle analyseres grammatisk, hvorved det kunne vurderes, hvilket grammatisk niveau de lå på.Alle mine medstuderende var samtidig med fagene ligeledes i praktik. De stude-rendes mængde af praktik er betydelig større end herhjemme, og det kan man jo godt misunde dem. Samtidig har de også langt flere timer, end vi har herhjemme.

Fra mit studieophold i Sydney, Austra-lien, har jeg fået en lille smagsprøve på det audiologopædiske felt ude i den store verden. Det var utroligt interessant at opleve det australske studieliv og lære om, hvorledes de griber vores fag an.Det er nu lidt over et år siden, at jeg kom hjem, og jeg har stadig lidt kontakt til mine australske medstuderende, der alle er blevet færdig med deres uddannelse. Jeg har også fået mig nogle gode venner blandt de andre internationale stude-rende, som jeg stadig ser. Hele processen med at få arrangeret dette ophold er nok noget af det, som jeg har lært allermest af i forbindelse med dette ophold – man kan se det, som et lille ”projekt” med sig selv som projektleder.Jeg håber, at der er mange audiologopæ-distuderende, der har lyst til at rejse ud i verden og udforske vores fag på den ene eller anden måde. Jeg mener, at det er vigtigt, at vi holder os opdateret på fagets internationale indhold og udvikling, for at kunne forme vores felt herhjemme, samt at sætte et dansk præg på audiolo-gopædien internationalt.

Skulle der sidde nogle læsere, der gerne vil høre mere om, hvordan man plan-lægger et audiologopædisk studieophold i udlandet eller har spørgsmål til mit ophold, må I meget gerne kontakte mig på mail: [email protected]

Noter(1) Forskellen på at være study abroad og udvekslingsstuderende ligger i mængden af penge, du betaler. Som udvekslingsstuderende “veksler” du plads med en anden studerende, hvorfor du ikke skal betale for undervisningsudgifterne. Som study abroad får du tildelt en plads, som du selv betaler for.

De fleste audiologopæder eller kom-mende audiologopæder har sikkert prøvet det. Du møder en fremmed, og fortæller, at du er audiologopæd, og den typiske reaktion er ”gider du lige gentage det?. Og så gentager man, men man kan se, at lyset ikke går op for ens samtale-partner. Så tager man den på dansk: ”Jeg er tale/hørepædagog”. Og så er den typi-ske reaktion ”nåh, er det noget med børn, der stammer?” og ja, det er det jo, men det er også rigtig meget andet. Sådan en hverdagssituation bekræfter os gang på gang i, at vores fag er et lille og for en stor del af befolkningen ukendt fag, og at vi audiologopæder er endnu mere eksotiske end den traditionelle talehøre-pædagog. Det vil FUA gerne gøre noget ved. Vi vil i det kommende år arbejde på at øge synligheden af vores profession i befolkningen generelt og blandt vores samarbejdspartnere. Vi vil også gerne sætte fokus på, hvad det er, vi som audio-logopæder kan med den baggrund vi har. Vi har nedsat et PR-udvalg, som blandt

andet har til opgave at arbejde for synlig-gørelse af vores profession.Som et konkret eksempel på et synlig-hedsprojekt, samarbejder FUA med Audiologopædisk Forening (ALF) og Foreningen for TaleHørelærere i Folke-skolen (FTHF) om at skrive en artikel. Artiklen er stadig på tegnebrættet, men vil sandsynligvis komme til at omhandle indsatsen overfor børn, der kommer i ”særlig indsats”-gruppen ved screening med 3 års screeningen. Vi vil gerne have vores medlemmers hjælp til synligheds-projektet, både i forhold til ideer til, hvad vi kunne gøre, og konkret praktisk hjælp. Kontakt os meget gerne, hvis du har en ide eller måske har lyst til at være en del af PR-udvalget. FUA har desuden udskre-vet en synligheds-konkurrence, hvor vi bad om medlemmernes hjælp til ideer og tiltag, der kunne bidrage til synlighed af vores fag.Et andet tiltag er forbedring og forny-else af vores hjemmeside www.fua.dk.

Hjemmesiden har, som mange medlem-mer har bemærket, ikke virket et stykke tid, da firmaet som stod for vedligehol-delsen, er gået konkurs. Vi har arbej-det på højtryk for at finde en stabil og troværdig partner, som kan hjælpe med vedligeholdelsen af hjemmesiden. Det er nu lykkedes, så i den kommende tid vil den nye hjemmeside blive sat op, udvik-let og opdateret. Vi regner med, at hjem-mesiden skal have de samme funktioner som hidtil, heriblandt en kalender med vores arrangementer, relevante stillings-opslag mv. Hvis du har en ide til, hvad der kunne være godt for dig som medlem at have på FUAs hjemmeside, så kontakt os gerne på [email protected] i alt har vi taget hul på et bestyrel-sesår i synlighedens tegn. Har du spørgs-mål, forslag eller kommentarer til besty-relsen, er du som altid velkommen til at kontakte os på [email protected]. Vi vil altid gerne i kontakt med vores medlemmer vedrørende nye tiltag eller muligheder for forbedring.

Synlighed af det audiolopædiske felt.Anne-Marie Tange-Pagaard, Formand for FUA

DM er også fagforening for logopæder og audiologopæder. Som medlem bidrager du til at skabe bedre arbejdsvilkår for dig selv og andre, du får adgang til et stort fagligt netværk og til en række ydelser og kontante rabatter. Kontingentet er fradragsberettiget, og det dækker:

Det får du ud af et DM-medlemskab

Læs mere om alle medlemsfordele og meld dig ind på www.dm.dk/medlemskab

dm.dk/medlemskabdm.dk/medlemskab

JOBSØGNING Gode råd og sparring på cv og ansøgning

KARRIERERÅDGIVNING Hjælp til nyt job og nye kompetencer

LØN OG ANSÆTTELSE Rådgivning om løn og vilkår på jobbet, hvis du er ansat på en akademisk overenskomst

ARRANGEMENTER Viden om højaktuelle emner

DM PROCENT Rabatter og fordelagtige tilbud

MAGISTERJOB Jobdatabase og skræddersyet jobsøgning

NETVÆRK Kontakter og inspiration

EFTERUDDANNELSE Kurser og kompetencegivende fag

audiologopædisk tidsskriftfua.dk/wp-content/uploads/2016/06/71-rundt-om-audiologopædien.pdf ·...

Documents