axel olrik: nordisk og lappisk gudsdyrkelse

8/3/2019 Axel Olrik: Nordisk og lappisk gudsdyrkelse

http://slidepdf.com/reader/full/axel-olrik-nordisk-og-lappisk-gudsdyrkelse 1/22

1

Axel Olrik:

Nordisk og lappisk gudsdyrkelse.

Bemærkninger i anledning af solvognen fra Trundholm

I: Danske Studier 1905 s. 37-57

[Digitalisering og efterskrift ved Peter Jessen]

Trundholmfundet, og særlig den opfattelse af det som Edv. Lehmannhar fremsat i dette tidsskrift (1904 s. 72), giver mig tilskyndelse til atudforme en tanke, som jeg hidtil har holdt tilbage til nærmereprøvelse: om sammenhængen imellem Lappernes hedenskegudsdyrkelse og Nordboernes hedenskab1.

Lappernes tro, således som den endnu var i det 17de årh., står på ettrin, der i væsentlige henseender er ældre end f. eks. den nordisketro ved oldtidens slutning. Der er ingen faste gudebilleder elleregentlige templer; ingen personliggørelse af guden ved mytedigtning,eller ved at forskellige og især åndige formål forenes hos visse

1 Kilderne til vor kendskab til lappisk gudetro er svenske beretninger fra 17de Årh. (de vigtigsteudgivne i Svenska landsmålen XVII) og de endnu bedre norske missionsberetninger fra beg. af l8de årh., isærNærøhåndskriftet (ypperlig udgivet af J. K. Qvigstad i Throndhjemske vidensk. selsk. skrifter, 1903 [JustQvigstad: Kildeskrifter til den lappiske mythologi - Trondheim, 1903] ; andre er benyttede i Jessens mytologifra 1767 [Knud Leem: Beskrivelse over Finmarkens Lapper 1767 / Knud Leem / efterord af Asbjörn Nesheim. -Kiöbenhavn, 1767 S. 1-82: Erich Johan Jessen: Afhandling om de Norske Finners og LappershedenskeReligion]. Endvidere troldmands-trommernes billedlige fremstillinger (gengivne især i Nærø-hs., i Friis,Lappisk mytologi, og i G. v. Düben, Om Lappland). - Til sammenligning har jeg benyttet Julius Krohns skriftom den finske folkeæts gudsdyrkelse (1894, Finsk lit. selskabs skrifter nr. 83) og en del spredte bidrag i deforskellige finsk-ugriske tids- eller samlingsskrifter fra de sidste år. Jeg bringer professor Vilh. Thomsen ogmag. Eva Moltesen min bedste tak for hvad de har gjort til at lette mig indblikket i denne i flere henseender ikkelet tilgængelige litteratur.



2

gudeskikkelser. Gudsdyrkelsen er i ydre henseende stærkt knyttet tilhelligstene eller andre naturgenstande, som man vakler imellem atbetragte som stedlige vætter og som legemliggørelse af himmelske

guder. Menneskets daglige tilværelse omspindes af en rækkefagguddomme, for arnen og for indgangen, for drengebørns fødsel ogfor undfangelsen, for jagt og for sneens smeltning (kun. en enkelt af dem, arnens og fødselens gudinde Sarakka, har større betydning). Ogover dem knejser de himmelske magter: solen, tordengubben,stormgubben og tillige frugtbarhedsguden, - dem hvem mennesketbringer de store ofre til visse årstider eller når deres særlige hjælp erpåtrængende nødvendig. Her møder os i fyldig og livfuld beretning etreligiøst trin, der i væsentlig grad svarer til, hvad vi ud fra de

knappe levninger må formode at være bronzealderens religion iNorden. Ikke så ulig for resten det religiøse trin, der havde holdt sighos de hedenske Litauere endnu ved middelalderens slutning.Sådanne afsidesboende mindre folk har øjensynlig budt særligebetingelser for, at en gammel religion kunde fortsættes ned i tiden.

Det er dog ikke almenbilledet, der har vor største interesse. Det erbestemte overensstemmelser i skik og tankegang med nordisk oldtid,til dels en meget tidlig nordisk oldtid.

Ifølge Nærø-håndskriftet, den bedste kilde for lappisk mytologi,,,bestaaer deris Offer, een deel udi levende Creaturer, saasom:Reinsdiur, Hester, Gieder, Hunde, Katter, een Hane, og andreFugler, een deel udi adskillige gjorde Træe-Figurer, saasom lange ogstore Hammere til Thor Gud, Hakker og Spader til Waralden Olmay

[kornguden], Baader til Bieka Galles [stormguden], et MenniskisBillede til Ruttu [dødsguden], Mubenaimo eller Sathans Billede tilSathan, Soelens Efterlignelse til Paive eller Soelen, og Rokker samtSpinde-Teener til Gudinderne, Buer og Piiler til Leibolmai

[jagtguden] etc.” (Nærø s. 36).Denne lappiske offerskik stemmer ikke med de andre finskefolkestammers; deres guddomme er prægede af en overordentligenstonighed, de samme ofre og bønner gentager sig i det uendelige;hele den finske folkeæt udmærker sig ved sin mangel på evne til atskabe personlige guder; offermåltidet bliver den eneste væsentligekultusform, og en så stærk fordeling af genstande til de enkelteguders brug er ukendt, og alle forudsætninger for dens opståenmangler.



3

Heller ikke stemmer skikken med nordisk vikingetid. Vi har mangeoplysninger om offermåltider, menneskeslagtninger og deslige, mengenstande træffer vi ikke på. Går vi derimod til den nordiske

bronzealder, da byder den en ganske tilsvarende ydelse af store, ogstærkt individualiserede offergenstande. Men ser vi nærmere efter,viser der sig tillige en mærkelig overensstemmelse mellem begge.Bronzealderen har tre arter af særlig forarbejdede offergenstande:solbilledet, de små guldbåde, og de vældige økser eller par af økser.

Alle tre har deres sidestykker i lappisk: til Paive, solen, ofrer man,,solens efterlignelse”, til Biekagalles, ,,stormgubben”, hvem mananråber om at standse stormen for de fjeld- eller søfarende, ofrerman både, og til tordenguden ofrer man hamrene.

Meningen med den lappiske skik er øjensynlig den samme, som ogsåanes gennem bronzealderens offerfund: man skænker solen sol atden skal lyse, tordenguden den hammer hvormed han skal slå,gudinderne ten for at de kan spinde, jagtguden pile til at skyde medosv.

Stedet hvor disse offerting stilles, er i nogle tilfælde det almindeligeoffersted. Således har man beretning om at en spinderok er rejst derhvor der ofres offerdyr til solen2. Men man kan også ofre andensteds.

,,Den vederstyggelige anden Sædvane [om Julen] Finnerne bruger,bestaar der udi, at Manden, med Huustrue og Børn, offrer hver enMessing-Ring om Nyttaårsdags Morgen i en Brynd eller Bek tilSoelen, hvor af hand. tager sig dette Teign, at dersom Soelen skinnerså klart paa Ringerne i Vandet, at de alle seer klare ud i Vandet, dabetyder det ham et got Aar,” osv3. Denne messingring, der ofres tilsolen, må ifølge adskillige kildesteder være det samme som det,,solens efterlignelse” der ofres. Dens henlæggelse i fri natur minderom vor oldtids store offerfund, allermest om solbilledet, der var

henlagt på mosen, som til visse tider af året stod under vand. Hvis vifra det lappiske soloffer tør slutte tilbage til Trundholmfundet, vil vi

2 Jessen s. 47: ”en spinderok for derunder at betegne solens vending og stråler.” Denne sidste forklaringsynes dog urigtig; ifølge Nærø-håndskriftet kunne der rejses spinderok for kvindelige guddomme. Jf. Nære s.39-40, hvor det hedder, at disse ting henlægges på alteret, eller i mangel deraf nedgraves i jorden under hytten.

3 Nærø-håndskriftet, s. 42. - Skønt varslet for det kommende år efter sin natur er yngre end selveofferskikken, skal jeg dog nævne en skik, der delvis er sidestykke hertil: I Bayern kaster man ringe af vidjer ivand og tager varsel af deres flyden oppe eller synken (Jahn, Opfergeschichte, s. 142; levning af gammeltsoloffer?).



4

sige at solvognen er en nytårsgave til solen for at skaffe rigeligt medsol i det kommende år. Men med sikkerhed kan vi jo ikke vide, påhvad årstid den sjællandske solvogn blev nedlagt.

Med Solens Offringer omgaaes Emnerne paa effterskrevne Maade.Naar Finnerne blive forvildet paa Fjeldet om Dagen ved Skodde-Sneeheller Land-Fok, falde de paa Knæ og bede Solen om hendis Lius ogSkin, og offre de et stykke Træ udskaaret med et stort rundt Hull,.som Figuren udviser [=: en ring med et håndtag]. Dette holde de såmod Solen, at hun skal skinne der igiennem til et TaknemmelighedsTeign for hendis Glands og for hun haver ladet sig see.

Ligeleedis bliver Maanens Offer giort, uden at paa det runde Træ, deholde for Maanen, bliver ikkun giort et lidet Hull paa, som hosføyedeFigur udviiser. Bemelte Hull skal Maanen skinne igiennem for denskal ikke blive vred paa dem og blive borte med sit Skin, mens lysefor dem at de kand finde hiem til dens Kield heller Gamme omNatten” (Nærø, s. 51).

Også her findes en parallel fra bronzealderen: de runde på midtengennemborede skiver af harpiks, der findes henlagte enkeltvis ellerflere sammen som offer. Med den lappiske skik som støtte bør viformodentlig opfatte dem som sol- eller månebilleder; og de gengiverda disse naturfænomeners form endnu mere umiddelbart end delappiske offergenstande, der har føjet et håndtag til.

Videre hedder det i Nærø-håndskriftet, at Lapperne ofrede både tilstormguden. Hertil svarer i bronzealderen det rige fund fra Nors iThy ved kysten af Vesterhavet: omtrent 100 små bitte guldbådehenlagte som offergave i et lerkar, der var nedgravet i jorden.Opfattet i lighed med lappisk gudsdyrkelse - og denne tolkning ligger

også i sig selv nær nok - er de et offer til havets herre.En anden offerskik med både knytter sig til juletiden; og en helrække af beretninger vidner om dens udbredelse. En af dem erSamuel Rheens fra 1671; han fortæller, hvorledes man juleaften og

juledag gemmer en bid af al mad, og husbonden samler alle dissebidder sammen og lægger dem i en æske af birkebark, formet som enbåd og udrustet med mast, sejl og årer; dernæst øser de lidt fedt pådet hele, hænger æsken op i et træ et bøsseskud fra hytten, ”det de



5

vilja giiva det omkringvandrande julfolk, som de då mena skolafärdes omkring i luften.” Andre øjenvidner har set disse både medfødevarer, tre kvarter til en alen lange, tilhugne at fyrretræ,

forsynede med master, og korstegnede eller men eller mindreovermalte med rensdyrblod; de var ved den store slagtning før julblevne satte op i de højeste graner, også disse træer var korsede ellerovermalte med blod. Andetsteds har man på juleaften sat en sådanlille træbåd ud på en hel hob af sammenslæbte stammer, for at skaffeen syg helbredelse; efter julen var båden forsvundet4. Men ogsåunder helt anden form optræder skibsofferet. Hos nogle af Lapperne,i alt fald de finske, fandtes der på helligstedet ved siden af seite’n

(stenfetishen) et træ opstillet, lignende en bådkøl; den bar navn af

”djævlebåden” (Hiiden wenet) eller ”offertræet” (luotte-murit). NårLappen kom til stedet, blottede han hovedet, lagde hånden på stenen,tiltalte den som sin gud i dybeste ærbødighed, og søgte ved en slagstankelæsning eller spiritisme at udfritte, hvad lykke guden vildetilstå ham, og hvad offerdyr guden krævede, og om det skulde værelevende eller dødt offer. Krævede guden levende offer, da rejstes deret nyt offertræ, hvortil de bandt offerdyret, og efter lang tale drevman det øksen i panden, smurte både træ og sten med dyrets blod, ognår kødet var kogt, skar man små bidder af det, bandt dem på snoede

kvistringe og hang dem på træet. Derefter holdt man måltid på detøvrige, men vogtede sig vel for at føre noget som helst af dyret bortfra stedet5. Meningen med båden er i alle disse tilfælde tydelig nok;den er ikke selv et offer, men tjener til at skaffe guden offeret ihænde, fragte det til ham. Tanken er ganske den samme som i det, vinu kender som bronzealderens skik: fugle eller hjul der bragte offeretvidere til guddommen.

I det senere Norden har vi måske noget tilsvarende indenfor

gravfærden. Man lægger den døde med gods og til dels med dyreofferi et skib, som dernæst bliver tilkastet med jord eller opbrændt. Ilighed med den lappiske skik må vi vistnok opfatte dette som en

4 Düben, Lappland, s. 2215 Sv. landsmål XVII 2, s. 81; Krohn, s. 27; jf. Friis s. 183 (hvor det samme offer skildres som enbirkebarksrulle med to spader; formodenlig et lævn af båd og årer). - Ordet luotte (offer, trolddom, sang osv.)anses alm, for at være lånt fra oldn. blót (Finn. ugr. Forsch. I 186. II 139 f.); men dette er uden interesse for vorundersøgelse, da luotte-murit (rettere -morra) også forekommer i lappisk mangfoldige andre gange uden at havebådform, og selve brugen at offertræer er ældgammel skik hos den finske folkeæt. Hiiden vene (Hiisi’s båd) erderimod finsk, og synes at være en ny betegnelse.



6

overnaturlig befordring til det hinsidige, en forestilling, der næppehar været særlig levende for vore litterære mindesmærker fravikingetiden, men som i sig selv er den naturlige forklaring af

skikken6

.Det er altså en mærkelig række skikke, der knytter Lappernesgudsdyrkelse sammen med den nordiske bronzealder. Nogle vilmåske regne det for tilfældigt. Visse forskere har jo en tilbøjelighedtil at anse religionerne for hjemmefødte; de beråber sig på atalverdens religioner på tidligt udviklingstrin ligner hinanden: da kanogså Nordboer og Lapper uafhængig af hinanden have nået detsamme trin i det hele og i enkeltheder.

Men det vil være ørkesløst at regne med en hjemmefødt lappiskkultur. Sprogforskningen viser, i hvilket omfang ord og begreber fraden gotiske stamme lige fra en meget tidlig tid er gåede over i denfinske stamme, og allermest i Lapperne. I selve udtrykkene forreligiøse forestillinger vil man finde flere navne, der er fælles mednordisk, end med deres slægtninge Finnerne. Og som det er medLappernes ordforråd, er det med selve tankerne; Fritznersafhandling om ”Lappernes hedenskab”7 har med nogle overdrivelser,men i det væsentlige rigtig bragt dette forhold for dagen. Vil vi have

yderligere bevis, kan vi på troldmandens tromme aflæse hver nykulturperiodes tilførsler aflejrede ovenpå den nærmest foregående.Øverst dog sjælden - træffes her Gud Fader, Søn og Helligånd, altsåden protestantiske treenighed. Dernæst en ”hersker fader”, ”herskermoder” og ”hersker søn”, en treenighed af mere katolsk ellertillempet skikkelse; også denne række kan mangle og er kun lidtgenstand for dyrkelse. Som tredje lag de virkelig store

6 Jeg har i min Danmarks heltedigtning I 249 ff. givet en undersøgelse af dette stof, og har vist, hvorledesvi må adskille to motiver 1) den dødes bortsendelse i skib over havet, som kun findes i en lille kreds at

Skjoldungsaga, ligets brænding eller højlægning i skib; den har, aldrig i nogen pålidelig eller gammelartetberetning noget med havet at gøre, skibet stilles frem på tørt land. Højlægningen findes tidligst o. 600 (svenskearkæologers datering), ligbrændingen kan være langt ældre og er snarest den oprindelige form. Det er muligt atden er opkommen af praktiske grunde - opbrænding af de i slaget faldne -; men overfor , højtidelige gravskikkevil ideelle grunde dog være mere rimelige. - At opfatte skibet som almindeligt gravgods, bestemt til brug i denhinsidige verden, går sikkert ikke an. Man kender ikke i Norden (måske overhovedet ikke i verden) nogethinsidigt rige, hvor de afdøde sejler frem og tilbage. Heller ikke vil en sådan tolkning passe ind i dekulturhistoriske rammer. Hvis skikken går tilbage til en ældre tid end den spirende vikingetid, må det være somknyttet til ligbrænding. Men hele den store opbrændings-bevægelse gennem bronzealder og ind i jernalderudmærker sig netop ved grundig at udrydde ofringen af gravgods til den afdøde.

7 (Norsk) Historisk tidsskrift, 1. række IV 135 ff.



7

dyrkelsesguder: tordenguden Horagalles, stormgubben ogfrugtbarhedsguden. Men selve navnet på tordenguden er lånt fraThor-karl; og frugtbarheds- eller solguden, hvis rolle svarer nøje til

Frøjs, bærer navnet Varalde-olmai, himmel-manden, et ord der røbersig som nordisk lån. Denne trerække svarer da til Nordboernes trehovedguder Thor, Odin eller Njord, og Frøj; og ”stormgubben” ertaget med op i rækken, skønt han er en fra lappisk standpunkt lidetbetydelig gud. Først som det fjerde led i rækken træffes den finskefolkeæts mere nationale gud, solen. Dog også den er omgiven med tre”søndagsmænd” eller ”helligmænd”, der våger over søndagenshelligholdelse og gør søndags-trolddommen stærk; - formodentlig enganske tidlig og uforstående overførelse af den kristne treenighed og

helligdagsholdelse. Når alle de senere kulturstrømninger har aflejretsig så nøje, den ene efter den anden, skulde det være mærkeligt, omikke også de forhistoriske tidsrum har øvet indflydelse på denlappiske religion. Netop jo mindre afstanden var imellem Nordboersog Lappers hele kulturtrin, des lettere måtte det være at tilegne sigdet fremmede.

Men, vil man sige, Lapperne har måske lånt nogle navne; men selvegudeofringen er vel den fra fædrene nedarvede skik. Men i så fald erdet unægtelig mærkeligt at se den rolle, som hesteofferet spiller ilappisk gudsdyrkelse; - er et menneskeliv i fare, skal døden have enhest at ride hjem på - ; ti Lapperne har jo ikke selv heste, men måkøbe dem til offerbrug af deres. naboer Nordmændene. Ligesåalskens andre dyr, kvæg, væddere, bukke, hunde, haner købes tilofring, og man vil på lappiske spåtrommer finde disse fremmede dyrafbildede. Som man ser, er deriblandt de mest karakteristiskeofferdyr fra nordisk oldtid. Eller Sarakka-grøden, barselkonerneshøjtidsmåltid; korn til grød var en vare, som Lapperne tilhandlede

sig hos Nordmændene; og selve måltidet svarer til den gamle norske(endnu færøske) nornegrød. efter barnefødsel, og er sikkert kun enlappisk efterligning af den.

På samme måde med selve de skikke, vi ovenfor har gjort rede for.Skibsofferet er knyttet til julen, der efter selve sit navn er af nordiskoprindelse; og det bruges til et gennem luften dragende ”juletog” eller”julefolk”, der er lige så nordisk. Selve brugen af skib spilleroverordentlig lille rolle i Lappernes virkelige liv; de har lettesmåbåde, der kan bæres fra vand til vand; men fartøjer med mast



8

synes ukendte i den egentlig lappiske kultur (Havlappernes kulturkan sikkert ikke betegnes som national lappisk). Offerskibet sombefordring op til gudernes himmelske boliger har ingen støtte i deres

egne forhold, men svarer til Nordboernes uhyre brug af skib til altfjernere samkvem. Oven i købet møder vi hos Lapperne det nationalesamfærdselsmiddel på tilsvarende sted. Den døde begraves irensdyrslæde, eller med kølen af en rensdyr-slæde lagt ved siden af sig; og selve dødningeofferet, visse dele af den slagtede ren, graves påtilsvarende måde ned i rensdyrslæde. Her er en virkelig hjemligbefordring til det hinsidige; skibsofferet må være tilført udefra.

Også solskikkene røber påvirkning udefra. Solofferet påmidsommerdagen består af grød, skønt korn må købes af de frem-

mede. Messingringen som solbillede forudsætter fremmed metal-kultur. Selve troen på messingets hellighed i alle genstande (lige tildåbskedlen o. desl.) og frygten for at anvende jern ved ofretssønderdeling synes at være levn fra en bronzealderkultur, somLapperne næppe nogensinde har haft i sin egentlige blomstring, menkun som religiøs sædvane.

Al sandsynlighed går i retning af fremmede forbilleder i tidlig tid.Men endnu er den lappiske gudetro vanskelig at granske til bunds.

Her trænges til ikke blot de gode udgaver af kilderne, som vi er vedat få; men en ny og kritisk behandling af stoffet. Vi skulde ikke deleguderne i overhimmelske, himmelske, luftboende, jordiske ogunderjordiske, men granske hver gud efter den tilbedelse han har, ogden rolle han spiller i menneskenes liv, først og fremmest efter deofferskikke, der knytter sig til hans dyrkelse; på alle disse områdersynes der også at være stærk forskel på de forskellige egne. I ikkemindre grad skulde der en arkæologisk undersøgelse af de billedligefremstillinger på spåtrommerne, indtil hver figurs betydning og hele

historie var fulgt gennem det samlede materiale. Indtil en særliglappisk-finsk forsker gør alt dette arbejde, må vi på mange punkternøjes med antydninger og hypoteser.

Forholdsvis sikre er vi med de enkelte gudeskikkelser, fordi vi herhar et fyldigt materiale. Men naturligvis må vi da tageudgangspunkt i den nordiske vikingetid, ikke i bronzealderen.

Horagalles, det væsentlige navn for Lappernes tordengud, eralmindelig godkendt som lån fra norsk Thor-karl, den gamle Thor;



9

også andre benævnelser for ham henføres mer eller mindre til nor-disk oprindelse8. Hammeren som hans stadige våben må ligeledesføres tilbage til nordisk påvirkning. De nærtboende Finner opfatter

lynilden som tordengudens pil og regnbuen som hans bue, eller detaler om hans altgennemtrængende ildsværd. Kun en enkelt gang iKalevalas tryllesange nævnes i forbigående hans hammer (og dettekan jo være lånt fra Nordboer eller Littauer). Også hos Lapperne ertordengudens bue kendt; men deres hele påkaldelse af ham knyttersig til hammeren. Blandt andet tegner de sig med korstegn og forstårderved en indvielse til tordenguden, ligesom Trønderne i denbekendte fortælling om Håkon Adelstensfostre9. Endelig kan manogså på spåmands-trommen finde et mærke for tordenguden, der let

genkendes som en kejtet form af hagekorset; dettes islandske navn erÞorshamarr.

På den anden side finder man forestillinger om tordenguden, somikke svarer til eddamytologien. Den mest iøjnefaldende af dem er, athan har ikke en men to hamre. ”Denne afgud, som ståer med eenSlegge udi sin eene Hånd og en Krydts-Hammer i den anden Haand,tilbedis i særdeelished af finnerne, naar Torden slaar, at hand medden eene Hammer vil drive den tilbage igien, at den ikke skal skadeenten dem eller dens Reins-Diur, lige så og paakalder de hannem,naar de vil have Torden og Liun-Ild udslaget ofrer nogen de ere vredepaa, at hand da med siin Slegge, som hand haver i den anden Haandskal udføre sin Torden og Liun-lld ofver dem.” På spåmands-trommerfra højst forskellige lappiske egne finder man denne tordengud medde to hamre; ganske tilsvarende træbilleder af ham ned en hammerstikkende frem til hver side kendes fra de svenske Lapper; også desært dannede kors, der tjener som tordengudens mærke påtrommerne, er efter lappisk opfattelse en aftegning af hans to

hamre10

.For eddamytologien og for vikingetidens billeder af Thor og densendnu langt talrigere gengivelser af hammeren som amulet, gravtegnosv. er denne tanke om et hammerpar fremmed. Kun en eneste gangtræffes noget sådant, nemlig da Magnus den stærke fra en ø ved

8 Qvigstad, Nærøhåndskr., s. 6.9 Nærø-hskr. s. 10. 57.10 Nærø s..7. 63-64; Friis, s. 31 fig. 1, s. 39 fig. 9, s. 44, s.46 fig. 2; Sv. 1. XVII 1, s. 36.



10

Sverige bortførte to store Thorshamre af malm til stor krænkelse foralle svenske, både hedninger og kristne, der holdt stedet foroverordentlig helligt. Dette svenske hammerpar, der synes os

afstikkende, set fra vikingetidens standpunkt, er da formodentliglevning af en ældre skik. Stedets overordentlige hellighed tyder på engennem lange tider nedarvet ærbødighed. Og hamrenes materiale,bronze, vækker formodning om, at de enten ligefrem udgår frabronzealderen, eller dog tilhører en gudsdyrkelse, som bygger pådens religiøse skikke. Vender vi os herfra til selve bronzealderen,møder vi de overmenneskelig store økser eller øksehamre, der harværet til gudeligt brug, og som forekommer parvis. Ligheden medbronze-Thorshamrene fra den svenske ø gør det sandsynligt, at også

de på samme måde har været henlagte eller henstillede påtordengudens helligsted. Der falder yderligere lys herover fra denlitauiske gudetro, der i mangt og meget står på samme trin som denlappiske og som vor bronzealder. Dér tjener en på helligstedetplantet hammer som selve den synlige fremstilling af tordenguden:den tilbedes af folket. Den tros at have frelst solen, da mørkets troldevilde røve den. Og bag dette billede tegner sig atter en ældgammelkultusform, som vi kan følge gennem de europæiske lande indtilEufratlandene og vistnok videre omkring, hvor det på altret

henstillede våben er guddommens jordiske åbenbarelse. Ud derframå vi forstå Svenskernes rædsel over Magnus den stærkes rov; det erselve den ældgamle gudefetish, han har taget. Også bronzealderensstore helligøkse må da ses i dette lys. De er ikke blot offergenstande,men de har vel for eftertiden stået som selve helligdommen, til hvemtilbedelse og offer bringes11.

At man ud fra bronzealderens skikke kunde komme til økseparret, erikke underligt. Også blæsehornene blev altid nedlagt parvis som

offer, ligeså de talrige ofre af to halsringe sammen; på Kivikgravenfindes indhugget to kredskors sammen med to økser. Dennedobbelthed, som formodentlig har sit udspring i en eller andenofferskik12, har for tordengudens vedkommende sat sig fast som etbestemt led i hans dyrkelse: derfor finder vi de to hamre i den

11 Jvf. Danske Studier. 1904, 67.12 Man kan muligvis sammenligne et sådant forhold som, at Lapperne rejser lige så mange billeder at engud, som de slagter ham offerdyr. Også på guldhornene findes der - efter Worsaaes tydning, der på dette punktikke synes urimelig - en Thor med to våben, hammer og kølle.



11

svenske Thorshelligdom på øen, og de lappiske gudebilleder hvorHoragalles fører en hammer til hver side8. Dette par af hamre har daLapperne senere udtydet således, at han bruger den ene til at slå

(udsende lynet) med, den anden til at afværge det, i lighed med at detænker sig stormguden forsynet med to redskaber, et til at drivestormen frem og et til at standse den.

For øvrigt synes Lapperne også at have levninger af dette symbolsbrug i stedet for gudebillede. Over det til en gud nedgravede offer(damengare) satte man i almindelighed et træbillede af guden; men”over Horagalles damengare satte de noget som skulde forestille enstor hammer, hvormed han skulde forjage hekser og andre ondemennesker”13,

En anden ejendommelighed ved lappisk gudetro er den rolle, somtordengudens tjener spiller. Når noaiden, spåmanden, ligger i sindvalesøvn, tros det at Horagalles’ hund holder vagt over legemet,mens sjælen er på vandring; bliver det overfaldet af nogle fjender, gørhunden så højt, at tordengudens tjener vågnede og gik hen til

Aččekaš, tordenguden selv,” som da med sin hammer drev troldene

bort og lod noaidens sjæl slippe tilbage i legemet. På en spåtrommefra de svenske Lapper findes en ”Thor” med de to hamre, og ved,

siden af ham en lille figur, der opgives at være ”Thors tjener”. Ensvensk Lap tilstod i 1688, at han havde tre afgudsbilleder, 1) af Thoreller tordenen, 2) Thors engel, 3) Verdensmand eller Gud14. En sådangudeskikkelse kender vi ikke i nordisk; men vi kender denne Thorstjener som mytisk figur, Thjalfe, der ledsager Thor på hans rejser,men betragtes som ganske underordnet væsen, en bondesøn somguden har taget med sig. Atter hænger den lappiske tro sammen mednordisk, men således at den indeholder et ældre udviklingstrin endEddaerne. At denne Thors tjener er et gammelt gudevæsen og tillige

naturfænomen, håber jeg ved en anden lejlighed at eftervise.I begge de tilfælde vi her har undersøgt, går de lappiske lån tilbagetil en ældre form af Thorsdyrkelse, end vi kender fra litteraturen.Det vil være af interesse at vide, om der også findes lån, der erforholdsvis sene. Torsdagens hellighed må hos Nordboerne være af sen oprindelse; ugedagenes navne overførtes langsomt med den

13 Jessen s.47; det synes dog ikke helt tydeligt, om man ikke også har haft det sædvanlige rå træbillede.14 Nærø, s. 11 note; Friis, s. 46. 69.



12

romerske kultur til gotisk-germanske folk; i Norden er de indvandretså sent, at fredag røber sig som et nedertysk låneord; i lydrigtig formskulde den hedde ,,Friggs dag”. Torsdagens helligholdelse går igen

hos Lapperne, og efter de ældste missionsberetninger har denne formfor Thors dyrkelse spillet en stor rolle. Men går vi kilderne nærmereefter, viser det sig, at missionærerne ubevidst overfører forholdenefra de norske bønder på de lappiske15. Torsdagens navn er på lappiskslet og ret Duorasdak (oldnordisk þórsdagr) og svarer ikke tilHoragalles eller nogen anden lappisk benævnelse på tordenguden.Heller ikke kender jeg vidnesbyrd om, at torsdagen har medtordengudens dyrkelse at gøre, eller overhoved med den egentligegudedyrkelse; alt hvad vi ved, er vist kun dette, at Lapperne ”vil ikke

giøre visse Giærninger paa den Dag”; men dette kan bero på et sentog ganske uforstående lån fra norsk eller svensk folkeskik. Jeg mådog nævne et kildested, hvor torsdagens hellighed træder iumiddelbar sammenhæng med religionen. Ifølge Nærø-håndskriftethændte det i 1722, da Th. v. Westen begyndte sinomvendelsespræken i Nordland, at en Lap modtog en åbenbaring:han så i toppen af et træ en mand sidde, klædt i hvidt og med langtskæg. Han bød Lappen at forkynde sine landsmænd, at de skuldeomvende sig fra deres synder: ”I arbeyder om Løverdagen paa

hvilken i skulle hvile eder, paa det i kunde betids reise til Kierkenom Søndagen, og over alt den gode Torsdag har I nu gandske lagt af at hellig holde; I har nu i lang Tiid ikke giort noget Offer til HoraGalles eller Thor Gud; han er dog een god Gud, som vel fortiener, formeget godt hand giør eder, at tienis og dyrkis”, osv.; derfor skalLappen advare alle sine landsmænd på de omgivende fjælde imodden fremmede (Th. v. Westen), der ”vil have dem til een nye Troe,hvorved Thor Gud bliver grunmmelig vreed og fortørnet.” Men denneberetning er vist ikke pålidelig; vi kender ellers intet til at Lapperne

helligholdt lørdag-søndag-torsdag; derimod har vi mangfoldigeefterretninger om at fredag-lørdag-søndag stod under de trehelligmænds beskærmelse. Nærø-forfatterens stærke tro på tors-dagens sammenhæng med Thorsdyrkelse synes at have bevæget hamtil et mindre pålideligt referat. I hvert fald bliver denne eneståendeberetning om de tre helligdage af ringe vægt i sammenligning medhvad vi ved fra alle andre sider.

15 Nærø s. 7 ff.; Jessen s.79.



13

”Nr. 2 er deres anden store afgud, nest effter Hora-Galles, som dekalde Waralden olmay, det er Verdens Mand, og er hand den sammesom Saturnus. Den afgud afmaler de paa Runebommen med een

krum Stræg over Hovedet, med adskillige Takker paa, hvilket skalbeteigne Frugtbarhed, saavel af Jorden og Havet, som af Creaturer;derfore tilbeder de hannem, at hand skal give god Vext paa Korn iLandet, paa det derved maae blive got Kiøb for dennem paa Korn,paa Øll, Brendeviin og alt hvad som kommer af Korn, hvilket de vilbeteigne med den Hakke, hand holder i Haanden, med hvilkenJorden af Restmand [de kristne,= de norske] skall tilhakkes, naarSæden der udi er udkast; ligesaa ogsaa paakalder de ham, at handskal frugtbar-giøre Havet, at de maae faae mange Fisk (det giør

besynderlig Siøe-Finnerne), at hand skal frugtbar giøre derisReinsdiur, at de maae bære mange Kalver, at hand skal frugtbargiøre Mossen paa Fieldene, som deris Reinsdiur æder, paa det demaae faae vel mange Reins-Oste, Reins-Smør etc., med et Ord: althvad som enten kand voxe eller aufles det paakalder de WaraldenOlmay eller Saturnum om.”

”Waralden-olmay” som slet og ret frugtbarhedsgud svarer ganske tilNordboernes Frøj; også ved ham træder jo jordens vækst og kvægetsformering i forgrunden, avl og velvære er hele hans område. Detmærkelige ved den lappiske frugtbarhedsgud er, at han optrædermed agerdyrkningsredskab, og at han påkaldes om at skaffeNordmændene rigelig kornavl. Dette viser, at han er fremmed forden egentlig-lappiske kultur. Navnet Waralden-olmay betyder”verdens-manden” eller snarere ”himmel-manden”. Ordet varalde erlånt fra oldn. verald, verden. Snorre fortæller, at Svenskerne kaldteFrøj for veraldar goð, verdens gud; Waralden-olmay synes slet og retat være en gengivelse af dette navn på Frøj. Nogen rent lappisk

benævnelse på ham kendes ikke; derimod betegner de svenskeLapper ham ofte med et langt nyere låneord, Storjunker.

”Nr. 3 er deris 3die store afgud, som kaldes Bieka Galles, den sterke Vindens Mand, denne er den samme som Æolus, hvilken de maler af udi sin høyre Haand med en Skuffel, med hvilken han skufler Vindind i siine Huuler, naar den har stormet nok, og med en Kiølle udisin venstre Haand, hvormed hand skal drive Vinden ud, at den skalblæse. Denne afgud tilbeder de baade naar de ere paa Fjeldet meddens Reins-diur at hand vil stille den Vind som giør Skade paa



14

Diurene, så og, naar de ere paa Havet at fiske, og der opkommerStorm så de ere udi Lifs Fare da de love ham Offer paa dens Alter.”Et sted i samme håndskrift hedder det, at der ofres både til ham,

medens en anden kilde lader der blive ofret ham en skovl (Nærø s. 13n.).

Skønt vi hos andre, østligere Lapper træffer en tilsvarende guddommed navnet Ilmaris, luftgud, der også kendes hos Finnerne, hørerBiegga-galles, stormgubben, dog afgjort med til dem, der har nordiskforbillede. Hans plads som den tredje i gruppen sammen medtordengud og frugtbarhedsgud tyder i den retning. Hans særprægedeofre ligeledes. Bådeofferet er os kendt som et af de store ofre frabronzealderen. Det han påkaldes om, er i alle kilder at frelse folk i

uvejr, særlig på havet. Heri ligner han to nordiske guder, Njord ogOdin. Om Njord hedder det hos Snorre, at han ”standser ild og sø” ;Odin fører tilnavnet Viðrir, den der frembringer vind, og i Hávamålroser den af Odin lærte troldmand sig af at have lært de tryllesange,der standser det oprørte hav. Tager vi hensyn til stormgubbens pladsi gudekredsen, har vi samme uvished: en trehed af hovedguder Odin-Thor-Frøj kendes fra Uppsala og flere steder; en trehed Frøj-Njord-Thor kendes fra den ældste islandske edsformel. Men i virkelighedenkan der ingen alvorlig tvivl være om hans identitet. Han mangleralle de væsentlige træk i Odins personlighed: krigen og dødsriget,spyddet og hesten. Hans nære tilknytning til havet tyder bestemt påNjord, endnu bestemtere bådeofferet: Njords bolig og helligstedetsom Noatun, skibenes tun, træder overordentlig klart frem i denordiske kilder. Bagved Lappernes stormgubbe står altså en nordiskhavgud Njord med skibsofferet; det er en ikke usandsynligformodning, at allerede bronzealderens offerbåde har været viede tilham. Skovlen i hans hånd er snarest af noget yngre oprindelse; de

stærkt særprægede gudefremstillinger tilhører jo jernalderen ogpåvirkningen fra romersk kultur. Vi ved, at der indførtes til Nordenantikke bronzegudebilleder, bl. a. havguder med roret i hånden16. Ensådan havgud måtte naturlig opfattes som Njord, og Lapperne, derikke havde forudsætninger for at forstå den egentlige mening,omtydede roret til en skovl, hvormed han skulde standse vinden.

16 Ligeledes findes der på guldhornene (øverste ring af det lange guld. horn) en nøgen mand med åre ihånden, - formodentlig en klassisk havgud, omplantet i nordisk myteverden.



15

De tre lappiske storguder beror altså i væsentlig grad på lån fraNordboernes Thor, Frøj og Njord. Det er mærkeligt, at Odin ikke eren af dem; snarest må det forklares af, at den hele overførelse er

sket, inden Odinsdyrkelsen har sat sig tilstrækkelig fast.En guddom af noget lavere rang er Rutu (Rota), dødens ogsygdommens gud. Hans bolig tænkes at være et underjordiskRutaibmo (Rutus verden, af oldn. heimar); han fremstilles på spå-trommerne med sit yndlingsoffer, en hest, ved siden, eller ridende påden. Offeret til ham bliver gravet ned i jorden helt, svarende til denoveralt i Norden almindelige skik at grave et dyr (levende) i jordenimod stor smitsom sygdom17. Selve hans navn er et lån fra nordiskeller gotisk i tidlig tid, og betyder slet og ret ,sygdom”. Med nogen

bestemt gudeskikkelse kan han derimod ikke ligestilles. Visse trækminder om Odin: han er dødsgud, fremstilles ridende, og denne Rutuaabenbarer sig gierne for Finnerne udi blaae Klæder” (Nærø s. 15).Men snarest må han dog betegnes som en gud, Lapperne selv harskabt til forklaring af en fra Nordboerne lånt offerskik.

Et mærkeligt træk i lappiske offerskikke er for øvrigt den dragt, sombæres af den der leder offerhandlingen. ”Hand maa efter gammelhedensk Sædvane være iført en besønderlig Offer-Habit, som bestaar

der udi: at hans Hovet er Ombunden med en linnet qvinde-Snøre-Hatt, paa hvilken igien settis en Krants af Løv og Blomster (NB:saadan Krants settis ogsaa paa Diurets Hovet, som skal offris) forResten haver hand over siin Skulder hengendis et hvidt Forklæde”.18

Endnu udførligere er en anden beretning: ”Saasnart Offerdagenfrembrød, begav sig Blodmanden tillige med den Lappe, som havdeforskaffet Offeret, og de som vare Giæstbudne, hen til Offer-Pladsen:Blodmanden var da iført sine bedste Klæder, havde en Kiæde af Messing omkring den høyre Haand, og var omgiven med et Bælte,

17 Også J. Krohn s. 170 gør opmærksom på, at den skik at nedgrave dyret helt er fremmed for den finskefolkeæt, og sikkert lånt fra nordisk; men da nordiske paralleller ligger endnu langt nærmere end han ved af. Enanden form af offer er, at købe en sort ko i bygden og efterlade den som offer, bunden foran en fjeldhule (jf. detnordvestlige Tysklands offer til den vilde jæger, Dania VIII 156). Dette sidste møder dog også i en finskberetning fra 1393: på øen Konevitsa i Ladogasøen, hvor hestene om sommeren gik og græssede, blev der hverhøst efterladt en foran ”Hestestenen” som offer til de usynlige ånder, der boede under stenen, og som ventedesat ville værne mennesker og dyr den næste sommer (s. 186).

18 Nærø-hskr. s. 89, som tilføjer, at Finnerne ”udi alle Offringer til alle Guderne uden Forskiel bruger lige eensOffer-Habit”; jf. sstds. s. 55



16

som gik over den venstre Axel ned til den høyre Side, som etRidderbaand. Skeede Ofringen en Saiwo-Nieid [bjærg-mø] eller en af

Akkerne [de kvindelige, underjordiske eller til huset knyttede

guddomme] til Ære, så havde han og en hviid Linhat paa, forudendet sædvanlige hvide Linklæde”19. Når det hos Jul. Krohn (s. 112)hedder, at han bar en ring om højre hånd, er det muligvis kun enhuskefejl, jeg kender i alt fald ingen kilde derfor.

En vis pragtklædning for den ofrende er ikke ukendt hos andrestammer af den finske folkeæt; hvid kjortel er ret almindeligt,enkelte af de østrussiske kender endogså et særligt hovedtøj20. Menen så detaljeret offerdragt er ellers ukendt, blomsterprydelserne harikke sidestykke, og under en så nordlig breddegrad ser de noget

overraskende ud. Tillempning af offerdragt efter de enkelteguddomme er ellers ukendt i den finske folkeæt. Man synes, at dethele må høre hjemme i en anden og højere kultur. Allerede de gamlemissionærer har udtalt en tanke herom, der ved første øjekast synespåfaldende: at det er den antikke gudsdyrkelse, der går igen. Herforekommer jo blomsterkrans om offerdyr og om præst, den hvideofferdragt, ombinding på særlig måde, og iførelsen af klædningsstykker, der antyder den guddom man ofrer til. Såledesskildres Grækernes præstedragt: hvid dragt (undtagen purpur til deunderjordiske guddomme), intet bælte, kranse om hoved; Demeterspræst bærer sin herskerindes maske, Athenes præstinde hendeshjelm og våben. ”Du står i Ceres’ hovedbind, eller i Saturnspurpurkappe, eller i Isis’ linklæder,” hedder det hos en romerskforfatter21. Her vilde den lappiske præstedragt passe adskillig bedreend i de omgivelser, hvor den findes! Løsningen af denne gåde ligger iden kæde (eller ring??), som den ofrende bar om sin højre hånd. Herkender vi det mærkeligste stykke i nordisk gudsdyrkelse,

helligringen, der havde sin plads på alteret, men under ofringenbares al goden på hans højre hånd. Vi kender ikke de andre dele af

19 Jessen s. 50, jf. s. 52, hvor noaiden opgiver at prydelserne betegner den frivillighed og beredvillighed,hvormed de frembar offeret.

20 Jul. Krohn, s. 103 (alenlang hue ved okse-offer). Disse østligere stammer har måske dog sådant vedpåvirkning al fremmed kultur.

21 Stengel, Die griech. kultusaltertümer (München 1890) s. 13 f; Wissowa, Religion und kultus der Römer(1902) s.351; Tertullian citeret hos E. Lehmann, Hedensk monoteisme, s. 71.



17

en nordisk godes offerdragt; men efter hele det forhold, hvori de mereudviklede kultusformer hos Lapperne står til nordisk liv, må vivente, at også offerdragten er efterligning af den nordiske. Det kan

ikke undre os, at Nordboerne har haft offerskik, der mindede om denromerske; kulturens bølgeslag havde stadig gået framiddelhavslandene nordpå. Vi mangler heller ikke ganske vink omnetop disse træks forekomst, en østtysk folkestamme, Naharvalerne,havde på Tacitus’ tid en præst ”i kvindeklæder”. Offerdyretsblomsterkrans er i al fald almindelig i Sydtyskland og spores svagerei Nordtyskland22. Intet er rimeligere, end at disse træk også i Nordenhar hørt med til den højtidelige ofring.

Selv om enkelte ting kan være mindre klare, synes hovedresultatet

ikke til at tage fejl af. Den lappiske gudsdyrkelse har i stort omfangoptaget nordiske elementer, og denne optagelse har været i fuld gangpå en tid, der ligger forud for vor vikingetid, ja som går tilbage tilbronzealderen, eller i alt fald til en tid hvor de nordligste nordiskefolkestammer, Lappernes nærmeste naboer, endnu havde ret megetaf bronzealderens dyrkelsesformer i brug.

Dette stemmer med, hvad vi andetstedsfra ved om lappernes kultur.På sprogets område går lånene tilbage til en tidlig forhistorisk tid.

Hvor gamle de ældste er, lader sig ikke afgøre, fordi de indeholderlydformer, der falder forud for alt kendt nordisk sprog: lappiskmānno, måne, af førurnord. *mānō urnord. *māna, oldn. máni;

lappisk gussa, ko, af førurn. *kūz, urn. *kūR , oldn. kýr. Nårsprogforskerne bruger det forsigtige udtryk ”ældre end de ældsteruneindskrifter” eller deslige, giver dette jo kun ydergrænsen i denene retning; det synes ikke udelukket, at disse lån går tilbage til dentidligste jernalder eller endog bronzealder23. En enkelt ting kan herhave vor interesse. Netop disse ældste låneord svarer til de

offerformer, som Lapperne synes at have lånt fra nordisk: månendyrkedes ved offer af månebilledet, ligesom solen ved solbilledet

22 Jahn, die deutschen opfergebräuche bei ackerbau und viehzucht (German. abhandlungen, III; 1884) s.14. 100. 136. 138; Mannhardt, Baumkultus, 390 f.23 Wiklund, Urlappische Lautlehre (Mémoires de la société finno-ougirienne, X) I 29; jf. V. Thomsen, Dengotiske sprogklasses indflydelse på den finske, s. 90. 92. 102-3; afvigende: J. Qvigstad, Nordische lehnwörterim lappischen (Kria. 1893) s.70-73. 184. [Professor Vilh.Thomsen meddeler mig nu, at han nærerbetænkeligheder ved at gøre disse lån ældre end urnordisk; derimod er der andre ord, der i alt fald kan værelånte i en overordentlig fjern tid.]



18

(Trundholm-typen); koen kendtes af Lapperne langt mere som købtofferdyr end som virkeligt husdyr, og hører med til den pragtfuldegudsdyrkelse med blomstersmykke og guddomsklædt offerpræst, der

havde sin rod i sydligere kultur. Sprog-forskning og religionshistorierækker her hinanden hånden.24

I min undersøgelse har jeg ikke inddraget arkæologiske vidnesbyrd,fordi Norges ”arktiske stenalder” endnu indeholder så lidet klaredespørgsmål. Norske forskere ser i den nærmest en tillempning af europæisk kultur (jf. Årbøger for nordisk Oldkyndighed 1903, 305note), hvad der vil stå i samklang med den her fremstilledeudvikling. Men det er mig ikke klart, om dette standpunkt eralmindelig tiltrådt af danske og svenske videnskabsmænd. Nylig har

Andr. M. Hansen i et åndfuldt og sikkert på flere punkter be-tydningsfuldt skrift ”Landnåm i Norge” (Kristiania 1904) fremsatteorien om en kortskalle-stamme, nedstammende fra den ældrestenalders skal-dynge-befolkning, og hvis kultur senere er arvet af Sølapperne. Hvis dette er rigtigt, har kortskalle-folket sikkert væretmellemled ved den gotiske kulturs og de ældste gotiske låneordsoverførelse til lappisk. Men indtil de sproglige spor at dette urfolk erefterviste, må hypotesen vistnok behandles med varsomhed.

Det er ikke min mening, at alle religiøse forestillinger hos Lapperneer af nordisk oprindelse, - en nærliggende fejltagelse som selv en såsamvittighedsfuld forgænger som Pritzner ikke helt har undgået.

Ved sammenligning med andre folk af finsk æt kan vi udpege visseområder, hvor den hjemlige overlevering har været stærkest. Førstog fremmest er der hovedkendemærket for den finske religion, atmenneskets forbindelse med den guddommelige verden kun skergennem en troldmand, shaman, der bringer sig i somnambul tilstandog derved lader sin sjæl gæste fjerne og guddommelige egne. Også

trommen som det instrument, hvis toner sætter ham idvaletilstanden, er vidt udbredt. Endogså tegningerne på trommenviser en mærkelig overensstemmelse. Også hos sibiriskefolkestammer finder man sådanne trommer, hvis billeder er en

24 Af yngre dato er derimod formerne for ordet jul; finsk joulu synes lånt fra det ældste oldn. (u endnubevaret i intetkøn flertal); lappisk juovlla (endnu sædv. brugt i flertal) stemmer med finsk og er utvivlsomt gåetderigennem (meddelelse fra prof. W Thomsen, jf. Thomsen s. 78, Wiklund s. 137). Men her foreligger hellerikke religiøse grunde til et tidligt lån.



19

kortfattet gengivelse af hele universet og af offerforholdene isærdeleshed; en meget karakteristisk enkelthed er den ”solstråle”,der som en lang bjælke går fra solen ned mod jorden og ender som en

slags fork. Også den er fælles for Lappernes og de sibiriske stammerstrommer (J. Krohn, s. 89 og 114). Også i offerskikke er der vissestående træk hos alle finske folk, således den hvide kjortel, som denofrende er iført (f. eks. Krohn s. 103), og offerdyrets farve sort, rødeller lys -, der til dels skifter efter de forskellige guddomme. Somfælles for de finske folk møder ligeledes dyrkelsen af det enkelte træ,eller den enkelte stolpe, som bolig for guden. Dyrkelsen af stene, deraf naturen eller ved at sammenføjes minder om dyre- ellermenneskeskikkelser er i alt fald fælles for de egentlige Finner og

Lapperne (Krohn s.61 f.); men ligger for resten påfaldende nær vedden norske dyrkelse al fetichstene, således som den kendes frasagaerne og fra nyere overtro.

Netop fordi visse former af dyrkelse kan udpeges som den finske ætsgamle arvegods, tør vi på den anden side også fæste lid tilvidnesbyrdet, når visse andre områder ligger langt nærmere overmod nordisk. Dette gælder øjensynlig for de mere personligegudeskikkelser, og for visse mere sjældne eller særprægede dyrkel-sesformer. Desuden røber mange af disse skikke, at de af kultur-historiske grunde har deres udspring udenfor Lappernes verden.



20

1 Ill. En samisk runebom med afbildning af de vigtigste skikkelser og begreber i samisk tro . (fraKnud Leem: Beskrivelse over Finmarkens Lapper 1767 / Knud Leem / efterord af AsbjörnNesheim. - Kiöbenhavn, 1767 S. 1-82: Erich Johan Jessen: Afhandling om de Norske Finners ogLappers hedenske Religion )



Folkloristen Axel Olrik om samernes gamle tro som et spejl af gammel nordisk tro

Samernes religion, som den kendes fra tiden før tvangskristningen, afspejler enældre form af den nordiske tro, måske med rødder helt tilbage i bronzealderen.Derfor kan samernes gamle tro kaste lys over gamle nordiske trosforestillingerog –udøvelse.

Noget af det måske mest spændende i artiklen er Olriks forklaring på tankenbag ofringen: man giver et billede af noget, for at få det samme igen. Man ofreret billede af Solen (fx en ring) for at få sollys og varme igen, man skænker havetsmå guldbåde for at få god sejlads og Månen skænker man et billede af den selv iform af et hul, for at Månen skal vise vej i mørket.

Det sidste er specielt interessant, fordi Månen helt er forsvundet ud af vorearkæologers synsfelt, ligesom de heller ikke synes at interessere sig for de svar,der kan findes i vore nabofolks bevarede gamle trosforestillinger, specielt hossamerne, esterne, letterne og litauerne. Faglitteraturen bruger forskelligeindholdsløse begreber. Finder man gruber indhugget i en sten, kalder man demskålgruber. Ordet forklarer ikke noget. Men er det i virkeligheden Månen, derafbildes (ofres til)?

Rundt omkring i landets museumskældre ligger en del knækkede basaltøkser,som senere er halvt gennemboret fra begge sider. Engang troede arkæologerne,at man havde prøvet at reparere disse økser for at sætte et nyt skaft på, men det

er ikke tilfældet. Ingen af økserne er boret helt igennem. Kan det væregenanvendelse af øksens kraft til et måneoffer?

Et andet arkæolog-ord er hjulkors, som mange mener er en gengivelse af solenmed de fire årstider indbygget. Andre hæfter sig ved, at symbolet også genfindespå steder, hvor der ikke er fire markante årstider. Olrik giver udtryk for dentanke, at billedet viser et hjul, som skal bringe offeret frem til Solen.

Det er en mulig forklaring. Det er også værd at huske på, at en shaman-tromme(samernes ’runebom’) altid afbildes på samme måde. Den består af en rammemed to tværstivere, hvorover der er udspændt en membran (af skind eller blære).På mange helleristninger ses en person, der holder et ’hjulkors’ i hånden. Detkan sagtens være en afbildning af en shaman. På Olriks tid var opfattelsen, atshamanismen i nordisk sammenhæng var noget specifikt for de finsk-ugriskefolk. De der for et par år siden så nationalmuseets store udstilling omshamanisme, vil have oplevet, at shamanismen er et universelt fænomen, hvormennesker med særlige anlæg går i trance og opsøger åndeverdenen for at ’retteen fejl’ i menneskenes verden. Der har sandsynligvis engang også været udøvetshamanisme i den ikke-samiske del af Norden.

Axel Olrik regnes stadig for en autoritet på området. Også selv om forskningensiden da har bragt meget nyt frem, og hans værker kan stadig læses med



udbytte. Ikke mindst fordi han bygger på nogle meget gamle kilder til samernestro og specielt i denne artikel, fordi han trækker mange interessante enkelthederom vore forfædres kult frem af glemselen.

Artiklen gengives ordret, som den blev skrevet. Dog er enkelte af Olriks egnestavemåder let moderniseret (eks. lævning > levning, fjærn > fjern, kunde >kunne, ö > ø) . Kilder, som Olrik citerer, står uændret.

Peter Jessen

axel olrik: nordisk og lappisk gudsdyrkelse

Documents