beatiful creatures 2, mørke

GARCIA

STOHL

Kami Garcia & marGaret Stohl

Én fORbAndeLSe. ÉT vALG.

TO SkæbneR ...

New YorK timeS BeStSeller

CARLSen9 7 8 8 7 1 1 3 9 7 5 0 3

mørke

”Læsere ivrige efter at genopleve Ethan og Lenas romantiske

spænding og lære mere om casterverdenen og legenden om familien

Ravenwood vil finde tilfredsstillelse her.”

– KIRKUS

“[…] historiefortælling, når det er allerbedst. De to forfattere

har tilsammen en evne til at skabe en verden, som er rigt

sammenvævet med mange lag af sydlig charme, magisk indgriben og

uforglemmelige personer, så man vil ærgre sig over at nå til bogens

sidste side.”

– LUSH BUDGET PRODUCTION

BEAUTIFUL CREATURES – Mørke er andet bind i serien om

Ethan og Lena, som er solgt til udgivelse i 37 lande verden over.

Filmatiseringen af seriens første bind – Stormvind – har dansk

premiere i foråret 2013.

”Det er et af romanens geniale træk, at den forsøger at beskrive,

hvor ufattelig kedsommelig og stivnakket befolkningen i Gatlin er,

for derefter med et slag at vende det hele på hovedet.”

– WEEKENDAVISEN om

Stormvind – første bind i Beautiful Creatures

GARCIA

STOHL

CARLSEN Kami Garcia & marGaret Stohl

ÉN fORbANdELSE. ÉT vALG.

TO SkæbNER ...

stormvind

9 7 8 8 7 1 1 3 9 6 5 4 4

”Giv den her til fans af Stephenie Meyers ’Twilight’-serie […] eller

HBO’s ’True Blood’-serie, og de vil sluge samtlige 600 sider af denne

paranormale romance med gotiske træk.”

– SCHOOL LIBRARY JOURNAL

”[...] læsere, som kan lide teenagekærlighed fuld af usikkerhed og

problemer, vil blive revet med af den uforglemmelige og detaljerige

atmosfære, sydstatslivets konventioner og begrænsninger og en

uimodståelig og overvældende mytologi.

– PUBLISHERS WEEKLY

“Denne roman har det hele: et uhyggeligt miljø, en dødbringende

forbandelse, reinkarnation, besværgelser, trolddom og voodoo, plus

karakterer, som fastholder læseren indtil sidste side … Kunne man

drømme om mere? En toer? Please!”

– VOYA

BEAUTIFUL CREATURES fik overvældende succes i USA, da

den udkom i 2009, og indtog førstepladsen som ‘Årets bedste

teenageroman’ og femtepladsen som ’Årets bedste roman’ på

Amazon Editors’ Picks. Den har bl.a. været New York Times

Bestseller, Publishers Weekly Bestseller, USA TODAY Bestseller

og Los Angeles Times Bestseller og er solgt til udgivelse i 37 lande

verden over.

BEAUTIFUL CREATURES – Stormvind er første bind i en serie på

fire, som alle udkommer på dansk. Filmatiseringen af romanen er i

fuld gang og har dansk premiere i foråret 2013.

Læs meget mere om BEAUTIFUL CREATURES-serien på

www.beautifulcreaturesauthors.com


BEAUTIFUL CREATURES

GARCIA

STOHL



TO SkæbNER ..


CARLSEN9 7 8 8 7 1 1 3 9 7 5 0 3

mørke



Ravenwood vil fi nde tilfredsstillelse her.”

– KIRKUS





sidste side.”











GARCIA

STOHL



TO SkæbNER ...

stormvind

9 7 8 8 7 1 1 3 9 6 5 4 4














– VOYA







verden over.







BEAUTIFUL CREATURES

BEAUTIFUL CREATURES

BEAUTIFUL CREATURES

JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 4 SESS: 40 OUTPUT: Thu Dec 13 11:19:20 2012/first/Lindhardt_og_Ringhof_Carlsen/ODT2/147035_Beautiful_creatures_morke_133x210/Materie

Beautiful Creatures – Mørke

er oversat fra amerikansk af Stig W. Jørgensen efter

Beautiful Darkness

Copyright © Kami Garcia og Margaret Stohl, 2010

All rights reserved. No parts of this publication may be reproduced, distributed,

or transmitted in any form or by any means, or stored in a database or retrieval

system, without the prior written permission of the publisher.

First published by Little, Brown and Company

Hachette Book Group

237 Park Avenue, New York, NY 10017

Little, Brown and Company is a division of Hachette Book Group, Inc.

Published by arrangement with Lennart Sane Agency AB

Omslagsdesign af David Caplan

Omslagsillustration © 2010 Paul Knight/Trevillion Images

Håndskrift © 2010 Si Scott

Omslag © 2010 Hachette Book Group, Inc.

Dansk udgave © Forlaget Carlsen, 2013

Sat med Minion hos Rosendahls – BookPartnerMedia

og trykt hos Scandbook, 2013

Printed in Sweden

ISBN 9788711397503

1. udgave, 1. oplag, 2013

www.carlsen.dk

www.lindhardtogringhof.dk

Forlaget Carlsen – et forlag under Lindhardt og Ringhof Forlag A/S,

et selskab i Egmont


I samme serieBeautiful Creatures − Stormvind

(flere bind under forberedelse)

JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 3 SESS: 40 OUTPUT: Thu Jan 17 13:56:05 2013/first/Lindhardt_og_Ringhof_Carlsen/ODT2/147035_Beautiful_creatures_morke_133x210/Materie

Kami Garcia & Margaret Stohl

Oversat af

Stig W. Jørgensen

mørke


Vi kan let tilgive et barn,

der er bange for mørke.

Livets egentlige tragedie er,

når mennesker er bange for lyset.

– platon


før

Casterpige

Førhen opfattede jeg altid vores by langt ude på bøhlandet i

South Carolina, i den mudrede bund af Santee River Valley, som

derude, hvor kragerne vender. Et sted, hvor der aldrig nogen

sinde skete noget, og hvor intet nogen sinde ville ændre sig.

Fuldstændig ligesom dagen før ville solen trofast stå op og gå

ned over byen Gatlin uden det mindste postyr. Og næste dag

igen ville naboerne sidde og gynge på verandaerne, og heden og

sladderen og alt det velkendte ville opløse sig som isterninger i

den søde te, de havde drukket i over hundrede år. På disse kanter

var traditionerne så traditionelle, at det var svært at sætte finge-

ren på dem. De var flettet ind i alt, hvad vi gjorde eller oftere

ikke gjorde. Man kunne blive født eller gift eller begravet, og

metodisterne sang bare videre.

Søndag gik man i kirke, og mandag købte man ind i Stop &

Shop, byens eneste butik. Resten af ugen omfattede en hel masse

ingenting og lidt mere pie, hvis man var heldig nok til at dele

hus med sådan en som min families husholderske, Amma, der

altid vandt bagekonkurrencen på byens årlige marked. Gamle

miss Monroe, der manglede en finger, underviste stadig i kotil-

lon, og den tomme finger i hendes hvide handske daskede, når

9


hun chasserede hen over dansegulvet med de unge mennesker.

Maybelline Sutter klippede stadig folks hår på Snip’n’Curl, selv

om hun havde mistet det meste af synet, da hun var omkring

halvfjerds, og nu glemte hun halvdelen af gangene at sætte klip-

pekammen på hårtrimmeren, så man fik barberet en hvid stribe

i nakken. Byens trofaste postbud, Carlton Eaton, glemte aldrig

at åbne ens breve, før han udbragte dem. Hvis der var dårlige

nyheder, skulle han nok selv overbringe dem. Det er bedre at

høre den slags fra en af sine egne.

Byen ejede os, og det var både det bedste og det værste ved

det. Byen kendte hver en centimeter af os, hver eneste synd, hver

eneste hemmelighed, hver eneste lille plet. Det var grunden til,

at de fleste aldrig rejste derfra, og til, at de, der gjorde det, aldrig

vendte tilbage. Før jeg mødte Lena, ville det have været mig, fem

minutter efter jeg fik mit afgangsbevis fra Jackson High School.

Væk.

Så blev jeg forelsket i en casterpige.

Hun viste mig, at der gemte sig en anden verden i revnerne i

vores ujævne fortove. En, der havde været der hele tiden, skjult

lige for øjnene af os. Lenas Gatlin var et sted, hvor der skete ting

og sager – ufattelige, overnaturlige ting, der kunne ændre ens liv.

Der kunne gøre en ende på ens liv.

Mens almindelige mennesker havde travlt med at beskære

deres rosenbuske eller bortsortere de ferskner, der var orm i, i

boderne ved vejkanten, udspillede der sig en evig kamp mellem

lyse og mørke castere med unikke og mægtige evner – en over-

naturlig borgerkrig, hvor ingen ville hejse det hvide flag. Lenas

Gatlin var hjemsted for dæmoner og farer og en forbandelse,

der havde hvilet over hendes familie i mere end hundrede år. Og

jo tættere jeg kom på Lena, jo tættere kom hendes Gatlin på mit.

For få måneder siden havde jeg ikke troet, at noget nogen

10


sinde ville ændre sig i denne by. Nu vidste jeg bedre, og jeg ville

bare ønske, at det havde været sandt.

For i samme sekund jeg blev forelsket i en casterpige, var in-

gen, jeg holdt af, i sikkerhed længere. Lena troede, hun var den

eneste, der var forbandet, men dér tog hun fejl.

Det var vores forbandelse nu.


15/2

Evig hvile

Regnen, der dryppede fra skyggen på Ammas fineste sorte hat.

Lenas bare knæ, der sank ned i det tykke mudder ved graven.

Den prikkende fornemmelse i nakken, der kom af at stå for tæt

på så mange af Macons slags. Incubusser – dæmoner, der tog

næring fra erindringer og drømme hos sovende dødelige, døde-

lige som mig selv. Den lyd, de lavede, som ikke mindede om no-

get andet i universet, når de flåede den sidste strimmel mørk

himmel itu og forsvandt lige før daggry. Som om de var en flok

sorte krager, der med perfekt timing lettede fra en højspæn-

dingsledning på en gang.

Det var Macons begravelse.

Jeg kunne huske detaljerne, som om det var sket i går, selv

om det var svært at fatte, at noget af det var sket overhovedet.

Sådan var det med begravelser. Og livet, tror jeg. De vigtigste

ting spærrede man helt af for, men de tilfældige, skæve øjeblikke

blev ved med at hjemsøge en og udspille sig igen og igen i ens

hoved.

Jeg kunne huske: Amma, der vækkede mig i mørke, så vi

kunne nå ud til His Garden of Perpetual Peace før daggry. Lena

helt stiv og sønderknust og med lyst til også at knuse alt om-

12


kring sig. Mørket – på himlen og i halvdelen af de mennesker,

der stod omkring graven, dem, der i virkeligheden slet ikke var

mennesker.

Men bag det hele var der noget, jeg ikke kunne huske. Det

var der et sted omme i baghovedet. Jeg havde prøvet at komme i

tanke om det siden Lenas fødselsdag, hendes sekstende måne,

den nat Macon døde.

Det eneste, jeg vidste, var, at det var noget, jeg havde brug for

at huske.

Om morgenen før begravelsen var der kulsort udenfor, men

månen viste sig i glimt gennem skyerne og skinnede ind ad mit

åbne vindue. Der var iskoldt på mit værelse, og jeg var ligeglad.

Jeg havde ladet vinduet stå åbent de sidste to nætter, siden Ma-

con døde, som om han måske ville dukke op på mit værelse og

sætte sig i kontorstolen og blive lidt.

Jeg huskede den nat, hvor jeg så ham stå ved mit vindue i

mørket. Det var dér, jeg fandt ud af, hvad han var. Ikke vampyr

eller et eller andet mytologisk væsen fra en bog, som jeg havde

antaget, men en rigtig dæmon. En, der kunne have valgt at få sin

næring fra blod, men valgte mine drømme i stedet.

Macon Melchizedek Ravenwood. For folk i Gatlin var han

Gamle Ravenwood, byens eneboer. Han var også Lenas onkel og

den eneste far, hun nogen sinde havde haft.

Jeg var ved at tage tøj på i mørket, da jeg mærkede det varme

sug indvendig, der betød, at Lena var der.

L?

Lena talte i mit sinds dybder, så tæt på, som nogen kunne

være, og omtrent lige så langt væk. Det var kelting, vores lydløse

13


form for kommunikation. Det hviskesprog, castere som hende

havde gjort brug af, længe før mit soveværelse var blevet erklæ-

ret syd for Mason-Dixon-linjen. Det hemmelige sprog var et ud-

tryk for såvel fortrolighed som nødvendighed, produkt af en tid,

hvor det at være anderledes kunne få en brændt på bålet. Det var

et sprog, som vi ikke burde kunne have til fælles, eftersom jeg

var dødelig. Men af en eller anden uforklarlig grund kunne vi,

og det var det sprog, vi brugte til at sige det, der var usagt og usi-

geligt.

Jeg kan ikke. Jeg tager ikke med.

Jeg droppede slipset og satte mig ned på sengen igen, så de

gamle madrasfjedre hvinede under mig.

Du er nødt til at tage med. Du vil ikke tilgive dig selv, hvis du

ikke gør det.

Der gik et øjeblik, før hun svarede.

Du ved ikke, hvordan det føles.

Jo, jeg gør.

Jeg huskede, da det var mig, der sad på sengen og ikke turde

rejse mig, ikke turde tage mit fine tøj på og deltage i bønnekred-

sen og synge ‘Abide With Me’ og køre med i den dystre parade af

forlygter gennem byen til kirkegården for at begrave min mor.

Jeg var bange for, at det ville gøre det virkeligt. Jeg kunne ikke

holde ud at tænke på det, men jeg åbnede mit sind og viste Lena

det ...

Du kan ikke, men du har ikke noget valg, for Amma lægger

hånden på din arm og fører dig ind i bilen, ind på rækken i kirken,

ind i paraden af medlidenhed. Selv om det gør ondt at bevæge sig,

som om du havde feber med smerter i hele kroppen. Dine øjne

standser op ved de mumlende ansigter foran dig, men du kan ikke

rigtig høre, hvad nogen siger. Ikke hen over skrigene i dit hoved. Så

du lader dem lægge hånden på din arm, du kommer ind i bilen, og

14


så sker det. For du kan gennemføre det, hvis der er nogen, der siger,

du kan.

Jeg satte hænderne for ansigtet.

Ethan –

Jeg siger, at du kan, L.

Jeg trykkede næverne mod mine øjne, og de var våde. Jeg

tændte lampen og stirrede på den nøgne pære og nægtede at

blinke, før tårerne var svedet bort.

Ethan, jeg er bange.

Jeg er lige her. Jeg går ingen steder.

Der blev ikke sagt mere, da jeg gav mig til at fumle med slip-

set igen, men jeg kunne mærke, at Lena var der, som om hun sad

i hjørnet af mit værelse. Huset føltes tomt, når min far ikke var

der, og jeg kunne høre Amma ude på gangen. Et øjeblik efter

stod hun tavst i døråbningen og knugede sin fine taske. Hendes

mørke øjne fandt mine, og hendes lille skikkelse virkede høj,

selv om hun ikke engang nåede mig til skulderen. Hun var den

bedstemor, jeg aldrig havde haft, og den eneste mor, jeg havde

tilbage nu.

Jeg stirrede på den tomme stol ved siden af vinduet, hvor

hun havde lagt mit fine tøj frem for lidt under et år siden, og til-

bage ind i den nøgne pære i sengelampen.

Amma stak hånden frem, og jeg rakte hende mit slips. Nogle

gange føltes det, som om Lena ikke var den eneste, der kunne

læse mine tanker.

Jeg rakte Amma min arm, da vi gik op ad den mudrede bakke til

kirkegården, His Garden of Perpetual Peace. Himlen var mørk,

og det begyndte at regne, før vi nåede op til toppen. Amma var

15


iført sin nydeligste begravelseskjole, med en bred hat, der gav

det meste af hendes ansigt ly for regnen, bortset fra lidt af den

hvide blondekrave, som skyggen ikke kunne dække. Den var

fæstnet ved halsen med hendes fineste kamé, et udtryk for re-

spekt. Jeg havde set det hele i april sidste år, ligesom jeg havde

mærket hendes fine handske på min arm, da hun støttede mig

op ad denne bakke. Denne gang kunne jeg ikke sige, hvem der

støttede hvem.

Jeg var stadig ikke sikker på, hvorfor Macon ønskede at blive

begravet på kirkegården i Gatlin, i betragtning af hvordan folk i

byen havde det med ham. Men ifølge Lenas bedstemor havde

Macon efterladt strenge instrukser, hvor han specifikt anmo-

dede om at blive begravet her. Han havde selv købt grunden for

år tilbage. Lenas familie virkede ikke just begejstret, men bedste-

moren havde slået i bordet. De skulle respektere hans ønske,

som enhver god sydstatsfamilie.

Lena? Jeg er her.

Jeg ved det.

Jeg kunne mærke min stemme gøre hende rolig, som hvis jeg

havde lagt armene om hende. Jeg kiggede op ad bakken, hvor

teltet til begravelseshøjtideligheden ville stå. Det ville tage sig ud

som enhver anden Gatlin-begravelse, hvilket var ironisk, når nu

det var Macons.

Det var endnu ikke dagslys, og jeg kunne kun lige se nogle

konturer i det fjerne. De var alle sammen skæve, alle sammen

forskellige. De gamle, ujævne rækker af små gravsten på barne-

grave, de tilgroede familiegravsteder, de smuldrende hvide obe-

lisker til ære for faldne sydstatssoldater, markerede med små

messingkors. Selv general Jubal A. Early, hvis statue vågede over

General’s Green i bymidten, lå begravet her. Vi gik rundt om et

par mindre kendte Moultries familiegravsteder, der havde ligget

16


der så længe, at magnolietræets glatte stamme ved kanten af

gravstedet var vokset ind i den højeste skelsten, så man ikke

kunne skelne dem fra hinanden.

Og salige. De var alle sammen salige, hvilket betød, at vi var

nået til den ældste del af kirkegården. Jeg vidste fra min mor, at

det første ord, der var indmejslet i enhver gammel gravsten i

Gatlin, var salig. Men da vi kom nærmere, og mine øjne væn-

nede sig til mørket, vidste jeg godt, hvor den mudrede grusvej

førte hen. Jeg kunne huske, at den førte forbi stenmindebænken

på den græsklædte skråning med de spredte magnolier. Jeg

kunne huske min far sidde på den bænk, ude af stand til at tale

eller bevæge sig.

Mine fødder ville ikke bevæge sig længere, for de var nået til

samme konklusion som mig. Macons evige hvilested var kun en

magnolie fra min mors.

De bugtede veje fører lige fra dig til mig.

Det var en fjollet linje fra et endnu mere fjollet digt, jeg havde

skrevet til Lena til valentinsdag. Men her på kirkegården var det

sandt. Hvem ville have troet, at vores forældre, eller det nærme-

ste Lena kom på en, skulle være naboer i graven?

Amma tog min hånd og førte mig hen til Macons store grav-

sted. „Rolig nu.“

Vi gik inden for det taljehøje sorte rækværk omkring graven,

noget, der i Gatlin alene var forbeholdt de bedste gravsteder, de

dødes svar på et hvidt stakit om villahaven. Nogle gange var det

faktisk et hvidt stakit. Men det her var i støbejern, og den skæve

låge gik ind i det tilgroede græs, når man åbnede den. Macons

grav syntes at have sin helt egen atmosfære, ligesom Macon selv.

Inden for rækværket stod Lenas familie: Bedstemoren, tante

Del, onkel Barclay, Reece, Ryan og Macons mor, Arelia, under

den sorte baldakin på den ene side af den udskårne sorte kiste.

17


På den anden side holdt en gruppe mænd og en kvinde i lang

sort frakke sig på afstand af både kisten og baldakinen. De stod

skulder ved skulder i regnen og var alle samme knastørre. Det

var ligesom et kirkebryllup, hvor brudens familie og brudgom-

mens familie stod linet op over for hinanden på hver side af

midtergangen som to stridende klaner. Der stod en gammel

mand for den ene ende af kisten ved siden af Lena. Amma og jeg

stillede os ved den anden ende, lige inden for baldakinen.

Amma strammede grebet om min arm og tog den guldamu-

let, hun altid gik med, op fra blusen og gnubbede den mellem

fingrene. Amma var mere end bare overtroisk. Hun var seer og

ud af en slægt af kvinder, der læste tarotkort og talte med ånder,

og hun havde en amulet eller en dukke for alt. Denne var til be-

skyttelse. Jeg stirrede på incubusserne foran os. Regnen prellede

af deres skuldre uden at efterlade så meget som en dråbe. Jeg hå-

bede, at de var af den type, der kun tog næring fra drømme.

Jeg prøvede at kigge væk, men det var ikke let. Der var noget

ved incubusser som ved ethvert ordentligt rovdyr, der trak én

ind som i et edderkoppespind. I mørket kunne man ikke se de-

res sorte øjne, og de lignede næsten en flok almindelige menne-

sker. Nogle af dem var klædt, sådan som Macon altid havde væ-

ret, i mørke jakkesæt og dyrt udseende overfrakker. Et par lig-

nede mere bygningsarbejdere på vej hen for at få sig en fyraf-

tensbajer, i jeans og arbejdsstøvler og med hænderne stukket i

jakkelommerne. Kvinden var sandsynligvis succubus. Dem

havde jeg læst om, især i tegneserier, og jeg troede, det bare var

gamle ammestuehistorier ligesom varulve. Men jeg vidste, at jeg

havde taget fejl, for hun stod dér i regnen, tør ligesom alle de an-

dre.

Incubusserne stod i skarp kontrast til Lenas familie, der var

indhyllede i skinnende sort stof, som fangede den smule lys, der

18


var, og spejlede det tilbage i alle regnbuens farver. Jeg havde al-

drig set dem sådan her før. Det var et underligt syn, især i be-

tragtning af de strenge regler for kvinders påklædning til begra-

velser i Sydstaterne.

Midt i det hele stod Lena. Hun så ud på en måde, der var det

modsatte af magisk. Hun stod ved kisten og hvilede roligt fing-

rene på den, som om Macon på en eller anden måde holdt

hende i hånden. Hun var klædt i det samme flimrende stof som

resten af familien, men det hang på hende som en skygge. Hen-

des sorte hår var bundet op i en stram knude, og ikke en eneste

af hendes karakteristiske krøller var at se. Hun så knust ud og

fejlplaceret, som om hun stod på den forkerte side af midter-

gangen.

Som om hun hørte til sammen med Macons øvrige familie,

der stod ude i regnen.

Lena?

Hun løftede hovedet, og hendes øjne mødte mine. Siden

hendes fødselsdag, hvor hendes ene øje havde fået et gyldent

skær, mens det andet var forblevet dybgrønt, havde farvekombi-

nationen dannet en nuance, der ikke lignede noget, jeg nogen

sinde havde set før. Næsten nøddebrun nogle gange, og andre

gange unaturligt gylden. Nu var de mere i retning af det brune,

matte og forpinte. Jeg kunne ikke holde det ud. Jeg havde lyst til

at tage hende i favnen og bære hende væk.

Jeg kan tage Volvoen, og så kan vi køre hele vejen ned ad kysten

til Savannah. Vi kan gemme os hjemme hos min tante Caroline.

Jeg tog endnu et skridt nærmere på hende. Hendes familie

stod tæt forsamlet om kisten, og jeg kunne ikke komme hen til

Lena uden at passere rækken af incubusser, men jeg var ligeglad.

Ethan, stands! Det er farligt –

En høj incubus med et ar hele vejen ned ad ansigtet, som om

19


han var blevet angrebet af et vildt dyr, drejede hovedet for at se

på mig. Luften syntes at bølge imellem os, som hvis jeg havde

smidt en sten i søen. Hans blik traf mig og slog luften ud af lun-

gerne på mig, som om jeg havde fået en knytnæve i brystet, men

jeg kunne ikke reagere, for jeg følte mig lammet – mine lemmer

var følelsesløse og ubrugelige.

Ethan!

Amma kneb øjnene sammen, men før hun nåede at tage et

skridt, lagde succubussen hånden på Scarfaces skulder og gav

den et meget diskret klem. Jeg blev omgående løsladt af grebet,

og blodet strømmede tilbage i mine lemmer. Amma nikkede

taknemmeligt til hende, men kvinden med det lange hår og den

endnu længere frakke ignorerede hende og forsvandt tilbage i

flokken.

Incubussen med det voldsomme ar vendte sig og blinkede til

mig. Jeg forstod godt beskeden, selv om der ikke blev sagt noget.

Vi ses i dine drømme.

Jeg stod stadig og holdt vejret, da en hvidhåret herre i et

gammeldags jakkesæt og boloslips trådte hen til kisten. Hans

øjne var mørke i kontrast til hans hår, hvilket fik ham til at ligne

en uhyggelig skikkelse fra en gammel sort-hvid film.

„Gravcasteren,“ hviskede Amma. Han lignede mere den, der

graver en grav for andre.

Han berørte det glatte sorte træ, og et udskåret våbenmærke

på låget af kisten begyndte at gløde med et gyldent lys. Det lignede

et gammelt våbenskjold, sådan et, man kunne finde på et museum

eller et slot. Jeg kunne se et træ med store udbredte grene og en

fugl. Under det var der en udskåret sol og en halvmåne.

„Macon Ravenwood af Huset Ravenwood, af ravn og eg, af

luft og jord. Mørke og lys.“ Han fjernede hånden fra kisten, og

lyset fulgte med og efterlod kisten i mørke igen.

20


„Er det Macon?“ hviskede jeg til Amma.

„Lyset er symbolsk. Der er intet i den kasse. Der var ikke no-

get tilbage at begrave. Sådan er det med Macons slags – til jord

skal du blive, ligesom os. Bare temmelig meget hurtigere.“

Gravcasterens stemme lød igen. „Hvem indvier denne sjæl i

Den Anden Verden?“

Lenas familie trådte frem. „Det gør vi,“ sagde de alle sammen

i kor, på nær Lena. Hun stod og stirrede ned i jorden.

„Såvel som vi gør.“ Incubusserne rykkede tættere på kisten.

„Så lad ham blive castet til det hinsides. Redi in pace, ad Ig-

nem Atrum ex quo venisti.“ Gravcasteren holdt lyset højt op over

sit hoved, og det blussede op. „Gå med fred, tilbage til den

mørke ild, hvorfra du kom.“ Han kastede lyset op i luften, og

gnister regnede ned på kisten og sved træet, dér hvor de ramte.

Som på kommando rakte Lenas familie og incubusserne hæn-

derne op i luften og kastede små sølvgenstande på størrelse med

mønter, som regnede ned på Macons kiste mellem de gyldne

flammer. Himlen var begyndt at skifte farve fra sort nat til blå

lige før solopgang. Jeg anstrengte mig for at se, hvad det var for

nogle genstande, men det var for mørkt.

„His dictis solutus est. Med disse ord er han fri.“

Et næsten blændende hvidt lys stod op fra kisten. Jeg kunne

dårlig nok se gravcasteren få meter fra mig, som om hans

stemme forflyttede os, så vi ikke længere stod ved en grav i Gat-

lin.

Onkel Macon! Nej!

Lyset glimtede som et lyn, der slår ned, og døde så hen. Vi

stod alle sammen tilbage i kredsen og så på en bunke jord og

blomster. Begravelsen var forbi. Kisten var borte. Tante Del

lagde beskyttende armene om Reece og Ryan.

Macon var borte.

21


Lena faldt ned på knæ i det mudrede græs.

Lågen ind til Macons gravsted smækkede i bag hende, uden

at nogen rørte den med så meget som en finger. Det var ikke

overstået for hendes vedkommende. Ingen skulle få lov at gå no-

gen steder.

Lena?

Regnen tog til næsten øjeblikkeligt. Vejret var stadig bundet

til hendes kræfter som spontanist, den ultimative naturkraft i

casterverdenen. Hun kom op at stå.

Lena! Det dér vil ikke ændre på noget som helst!

Luften blev fyldt med hundredvis af billige hvide nelliker og

plastikblomster og palmeblade og flag fra hver eneste grav, der

var blevet besøgt den sidste måned. Det hvirvlede alt sammen

rundt i luften og blev båret på vinden ned ad bakken. Om halv-

treds år ville folk i byen stadig snakke om den dag, hvor stormen

næsten væltede hver eneste magnolie på kirkegården. Det blæste

op så voldsomt og så hurtigt, at det føltes som et slag i ansigtet

på alle tilstedeværende, så hårdt at man vaklede for at holde sig

på benene. Kun Lena stod rank og holdt fast ved skelstenen ved

siden af sig. Hendes hår løsnede sig fra den stramme knude og

piskede i luften omkring hende. Hun var ikke længere lutter

mørke og skygge. Hun var det modsatte – det eneste lysende

punkt i stormen, som om de gyldentgule lyn, der flængede him-

len over os, udgik fra hendes krop. Boo Radley, Macons hund,

klynkede og lagde ørerne tilbage ved Lenas fødder.

Det var ikke, hvad han ville ønske, L.

Lena gemte ansigtet i sine hænder, og et pludseligt vindstød

tog fat i baldakinen, så stængerne blev trukket op af den våde

jord, og den trimlede ned ad bakken.

Lenas bedstemor trådte ind foran hende, lukkede øjnene og

førte en enkelt finger op til barnebarnets kind. I samme øjeblik

22


hun rørte Lena, ophørte det alt sammen, og jeg vidste, at bedste-

moren havde brugt sine evner som empat til midlertidigt at

overtage Lenas evner. Men hun kunne ikke tage Lenas vrede fra

hende. Det var ingen af os stærke nok til.

Vinden døde hen, og regnen stilnede af til støvregn. Lenas

bedstemor tog hånden til sig og åbnede øjnene.

Succubussen, der nu så meget forpjusket ud, stirrede op på

himlen. „Det er tæt på solopgang.“ Solens luer var begyndt at

trænge gennem skyerne og op over horisonten og udbredte

glimt af lys og liv hen over de skæve rækker af gravsten. Der be-

høvede ikke at blive sagt mere. Incubusserne dematerialiserede

sig. En sugende lyd fyldte luften. Jeg opfattede det, som om de

lavede en flænge i himlen og forsvandt.

Jeg tog et skridt hen mod Lena, men Amma rykkede i min

arm. „Hvad? De er jo væk.“

„Ikke dem alle sammen. Se –“

Hun havde ret. I udkanten af gravstedet stod der en enkelt

incubus tilbage, lænet op mod en forvitret gravsten prydet med

en grædende engel. Han så ud, som om han var lidt ældre end

mig, måske nitten, med kort, sort hår og samme blege hud som

de andre af hans slags. Men i modsætning til de andre incubus-

ser var han ikke forsvundet før daggry. Da jeg kiggede på ham,

bevægede han sig ud af egetræets skygge og lige ind i det klare

morgenlys med lukkede øjne og ansigtet vendt mod solen, som

om den skinnede for ham alene.

Amma havde taget fejl. Han kunne ikke være en af dem. Han

stod der og solede sig, noget, der var umuligt for en incubus.

Hvad var han for en? Og hvad lavede han her?

Han rykkede tættere på og mødte mit blik, som om han

kunne mærke, at jeg iagttog ham. Da var det, jeg så hans øjne.

Det var ikke en incubus’ sorte øjne.

23


Det var en casters grønne.

Han standsede henne foran Lena, stak hænderne i lommerne

og sænkede hovedet lidt. Det var ikke et buk, men et akavet ud-

tryk for ærbødighed, der på en måde virkede mere ærligt. Han

havde krydset den usynlige midtergang, og i et øjeblik af ægte

gode sydstatsmanerer kunne han have været søn af Macon Ra-

venwood selv. Hvilket fik mig til at hade ham.

„Det gør mig ondt.“

Han åbnede hendes hånd og lagde en lille sølvgenstand i den

magen til dem, alle havde kastet på Macons kiste. Hendes fingre

lukkede sig om den. Før jeg kunne røre en muskel, skar den

umiskendelige flængende lyd sig gennem luften, og han var væk.

Ethan?

Jeg så, at hendes ben begyndte at give efter for vægten af de

byrder, morgenen havde budt på – sorgen, stormen, endda den

sidste flænge i himlen. Da jeg nåede hen til hendes side og lagde

armen om hende, var hun også væk. Jeg bar hende ned ad skrå-

ningen, væk fra Macon og kirkegården.

Hun sov sammenkrummet i min seng, et helt døgns urolig

søvn. Der sad et par kviste filtret ind i hendes hår, og hun havde

stadig skjolder af mudder i ansigtet, men hun havde ikke lyst til

at tage hjem til Ravenwood, og ingen bad hende om det. Jeg

havde givet hende min ældste, blødeste sweater og svøbt hende i

vores tykkeste patchworktæppe, men hun blev ved med at

skælve, selv i søvne. Boo lå ved hendes fødder, og Amma duk-

kede op i døråbningen med jævne mellemrum. Jeg satte mig i

stolen ved vinduet, den, jeg ellers aldrig sad i, og stirrede ud på

himlen. Jeg kunne ikke åbne det, for der var stadig en storm un-

der opsejling.

Mens Lena sov, åbnede hun hænderne. I den ene lå en lille

sølvfugl, en spurv. En gave fra den fremmede ved Macons begra-

24


velse. Jeg prøvede at tage den ud af hånden på hende, men så

lukkede hun fingrene om den igen.

To måneder efter kunne jeg stadig ikke se en fugl uden at

høre lyden af himlen, der blev flænget.


17/4

Brændte vafler

Fire spejlæg, fire stykker bacon, en kurv med boller efter ægte

sydstatsopskrift, lavet fra bunden (hvilket efter Ammas standard

betød, at en ske aldrig havde rørt dejen), tre slags råsyltet mar-

melade og en ordentlig klat smør stænket med honning. Og ef-

ter duften at dømme var kærnemælksdejen ved at blive ternet

og sprød i det gamle vaffeljern på den anden side af køkkenbor-

det. De sidste to måneder havde Amma lavet mad døgnet rundt.

Køkkenbordet stod højt stablet med ildfaste fade – ostegratine-

ret majsgrød, gryderetter med grønne bønner, stegt kylling og

naturligvis cherry salad, som bare var et smart navn for en frugt-

budding med kirsebær, ananas og Coca-Cola i. Længere henne

kunne jeg skimte en kokosnøddekage, appelsinsnegle og noget,

der lignede bourbon-brødbudding, men jeg vidste, at der var

endnu mere. Siden Macon døde, og min far var rejst, havde

Amma kogt og stegt og bagt og stablet, som om hun kunne kok-

kerere sorgen bort. Det vidste vi begge to godt, at hun ikke

kunne.

Amma var ikke blevet formørket, da min mor døde. Hun

havde kendt Macon Ravenwood en livstid længere, end jeg

havde, endda længere end Lena. Uanset hvor usandsynligt eller

26


uforudsigeligt forholdet mellem dem havde været, havde det be-

tydet noget for dem begge to. De var venner, selv om jeg ikke var

sikker på, at nogen af dem ville have indrømmet det. Men jeg

kendte sandheden. Den lyste ud af ansigtet på Amma og af sta-

blerne overalt i køkkenet.

„Dr. Summers ringede.“ Min fars psykiater. Amma så ikke op

fra vaffeljernet, og jeg undlod at gøre opmærksom på, at man

faktisk ikke behøver at stirre på vaffeljernet for at lave vafler.

„Hvad sagde han?“ Jeg betragtede hendes ryg fra min plads

ved det gamle egetræsbord, forklædestropperne, der var bundet

på midten. Jeg tænkte tilbage på, hvor mange gange jeg havde

forsøgt at snige mig ind på hende og binde dem op. Amma var

så lille, at de næsten hang lige så langt ned som selve forklædet,

og det tænkte jeg så på, så længe jeg kunne. Alt var bedre end at

tænke på min far.

„Han mener, din far er ved at være klar til at komme hjem.“

Jeg holdt mit tomme glas op og stirrede gennem det, så tin-

gene så lige så forvrængede ud, som de vitterlig var. Min far

havde været på Blue Horizons i Columbia i to måneder. Efter

Amma havde fundet ud af, at den bog, han havde ladet, som om

han skrev på hele året, ikke eksisterede, og efter „hændelsen“,

hvilket var hendes betegnelse for, at min far havde været tæt på

at springe ud fra en balkon, havde hun ringet til min tante Caro-

line. Min tante kørte ham til Blue Horizons samme dag – hun

kaldte det et kursted. Sådan et kursted, man sendte sine skøre

slægtninge på, hvis de havde brug for dét, folk i Gatlin kaldte

„særlig opmærksomhed“, og som alle uden for Sydstaterne ville

kalde terapi.

„Dejligt.“

Dejligt. Jeg kunne ikke lige forestille mig min far vende hjem

til Gatlin og gå rundt i byen i sin pyjamas med ænder på. Der

27


var rigeligt med galskab i forvejen her hos Amma og mig, kilet

ind mellem de gryderetter med sammenkogt sorg, jeg kørte hen

til metodistkirken omkring spisetid næsten hver eneste aften.

Jeg var ikke nogen ekspert i følelser, men Ammas blev alle sam-

men æltet ind i kagedej, og hun havde ikke tænkt sig at dele dem

med nogen. Hun ville hellere dele ud af kagen.

Jeg prøvede på at tale med hende om det en gang, dagen efter

begravelsen, men hun afsluttede samtalen, før den overhovedet

kom i gang. „Sket er sket. Væk er væk. Dér, hvor Macon Ra-

venwood er nu, kommer vi næppe nogen sinde til se ham igen,

hverken i denne verden eller den anden.“ Hun lød, som om hun

havde forsonet sig med det, men to måneder senere havde jeg

stadig travlt med at køre ud med kager og gryderetter. Hun

havde mistet de to mænd i sit liv på samme aften – min far og

Macon. Min far var ikke død, men vores køkken skelnede ikke

på den måde. Som Amma sagde: Væk er væk.

„Jeg laver vafler. Håber, du er sulten.“

Det var sikkert alt, hvad jeg ville høre hende sige her til mor-

gen. Jeg tog kartonen med kakaomælk, der stod ved siden af mit

glas, og skænkede helt op af gammel vane. Amma plejede at

brokke sig, når jeg drak kakaomælk til morgenmaden. Nu ville

hun have anrettet en hel chokoladekage til mig uden et ord, hvil-

ket jeg bare fik det endnu værre af. Endnu mere sigende lå søn-

dagsudgaven af New York Times ikke slået op på krydsogtvær-

sen, og hendes sorte, ekstra spidse specialblyanter lå gemt væk i

skuffen. Amma stirrede ud ad køkkenvinduet på skyerne, der

var ved at kvæle himlen.

L-A-K-O-N-I-S-K. Otte på tværs, eller med andre ord: Jeg

behøver ikke sige noget, Ethan Wate. Det var, hvad Amma ville

have sagt enhver anden dag. Jeg tog en slurk af min kakao-

mælk og var ved at kløjes i den. Sukker var for sødt, og Amma

28


var for stille. Det var sådan, jeg vidste, at tingene havde ændret

sig.

Dét, og så røgen fra den brændte vaffel i vaffeljernet.

Jeg burde have været på vej til skole, men i stedet drejede jeg ad

Route 9 og kørte mod Ravenwood. Lena havde ikke været i skole

igen siden før sin fødselsdag. Efter Macons død havde rektor

Harper storsindet givet hende tilladelse til at arbejde hjemme

med en vejleder, indtil hun følte sig klar til at vende tilbage til

Jackson. I betragtning af at han havde støttet mrs. Lincolns

kampagne for at få Lena bortvist efter årsfesten, var jeg sikker

på, at han håbede, den dag aldrig ville komme.

Jeg indrømmer, at jeg var lidt misundelig. Lena behøvede

ikke at høre mr. Lee ævle om Nordstaternes angrebskrig og Syd-

staternes sørgelige skæbne eller sidde på det gode øje-siden i en-

gelsk. Abby Porter og jeg var de eneste, der sad der nu, så vi var

nødt til at besvare alle Dr. Jekyll og mr. Hyde-spørgsmål i ti-

merne. Hvad drev dr. Jekyll til at forvandle sig til mr. Hyde? Var

de i virkeligheden særlig forskellige? Ingen havde den ringeste

anelse om det, hvilket var grunden til, at alle på mrs. Englishs

glasøje-side sov.

Men Jackson var ikke det samme uden Lena, i hvert fald ikke

for mig. Så efter to måneder tiggede jeg hende om at vende til-

bage. Da hun dagen forinden sagde, at hun ville tænke over det,

svarede jeg, at hun kunne tænke over det på vej til skole.

Jeg befandt mig der, hvor vejen delte sig. Det var vores gamle vej,

min og Lenas. Den, der havde ført mig fra Route 9 og op til Ra-

venwood, den aften vi mødtes. Den første gang det gik op for

29


mig, at hun var den pige, jeg havde drømt om, længe før hun

nogen sinde flyttede til Gatlin.

Så snart jeg så vejen, hørte jeg sangen. Den lød pludselig i

Volvoen, så naturligt som hvis jeg havde tændt for radioen.

Samme sang. Samme tekst. Fuldstændig som det havde lydt de

sidste to måneder – når jeg tændte min iPod, stirrede op i loftet

eller læste en enkelt side af Silver Surfer igen og igen uden over-

hovedet at se den.

‘Seventeen Moons’. Den var der altid. Jeg prøvede at dreje på

knapperne på radioen, men det gjorde ingen forskel. Nu spillede

den inde i mit hoved i stedet for at komme ud af højttalerne,

som om nogen keltede sangen til mig.

Seventeen moons, seventeen years,

Eyes where Dark or Light appears,

Gold for yes and green for no,

Seventeen the last to know ...

Sangen var væk. Jeg vidste godt, at jeg ikke kunne ignorere den,

men jeg vidste også, hvordan Lena reagerede, hver gang jeg prø-

vede at bringe den på bane.

„Det er en sang,“ sagde hun afvisende. „Det betyder ikke no-

get.“

„Ligesom ‘Sixteen Moons’ ikke betød noget? Den handler om

os.“ Det var ligegyldigt, om hun vidste det, og om hun tilmed

var enig. Under alle omstændigheder var det det øjeblik, hvor

Lena sædvanligvis gik fra defensiv til offensiv, og samtalen kørte

af sporet.

„Du mener, den handler om mig. Mørk eller lys? Om jeg la-

ver en Sarafine og falder dig i ryggen? Hvis du allerede har be-

30


sluttet, at jeg bliver mørk, hvorfor indrømmer du det så ikke

bare?“

På det tidspunkt sagde jeg så typisk noget dumt for at skifte

emne. Indtil jeg lærte at lade være at sige noget som helst. Så vi

talte ikke om den sang, der spillede inde i mit hoved, ligesom

den gjorde i hendes.

‘Seventeen Moons’. Vi kunne ikke undgå det.

Sangen måtte handle om Lenas udseelse, det øjeblik, hvor

hun ville blive lys eller mørk for evigt. Hvilket kun kunne betyde

én ting: Hun var ikke blevet udset. Ikke endnu. Gyldent for ja og

grønt for nej? Jeg vidste, hvad sangen betød – en mørk casters

gyldne øjne eller en lys casters grønne. Siden Lenas fødselsdag,

hendes sekstende måne, havde jeg forsøgt at fortælle mig selv, at

det alt sammen var overstået, at Lena ikke behøvede at blive ud-

set, at hun var en undtagelse af en art. Hvorfor kunne det ikke

være anderledes med hende, når alt andet ved hende virkede så

usædvanligt?

Men det var ikke anderledes. ‘Seventeen Moons’ var beviset.

Jeg havde hørt ‘Sixteen Moons’ i månedsvis før Lenas fødsels-

dag, et forvarsel om det, der ventede. Nu havde teksten ændret

sig igen, og jeg var oppe imod en ny uhyggelig profeti. Der skulle

træffes et valg, og det havde Lena ikke gjort. Sangene løj aldrig.

Det havde de i hvert fald ikke gjort hidtil.

Jeg havde ikke lyst til at tænke på det. Da jeg kørte op ad den

lange bakke til Ravenwood Manors port, syntes selv den kna-

sende lyd af dækkene på gruset at gentage den uomgængelige

sandhed. Hvis der var en syttende måne, så havde det hele været

forgæves. Macons død havde været forgæves.

Lena ville stadig blive nødt til at udse sig selv til lyset eller

mørket og afgøre sin skæbne for evigt. Der var ingen vej tilbage

31


for castere; man kunne ikke skifte side. Og når hun endelig traf

sit valg, ville halvdelen af hendes familie dø på grund af det. De

lyse castere eller de mørke castere – forbandelsen tilsagde, at

kun den ene side overlevede. Men i en familie, hvor generationer

af castere ikke havde nogen fri vilje og var blevet udset til lyset

eller mørket på deres sekstenårs fødselsdag uden selv at have no-

gen indflydelse, hvordan skulle Lena så kunne træffe sådan et

valg?

Alt, hvad hun havde ønsket hele sit liv, var at vælge sin egen

skæbne. Det kunne hun så nu, og det var som en grusom kos-

misk joke.

Jeg standsede ved porten, slukkede for motoren, lukkede

mine øjne og tænkte tilbage – på den stigende panik, visionerne,

drømmene, sangen. Denne gang ville Macon ikke være der til at

stjæle de ulykkelige slutninger. Der var ingen tilbage til at hjælpe

os med de kvaler, der ventede meget snart.


17/4

Citroner og aske

Da jeg standsede ved Ravenwood, sad Lena på den forfaldne

veranda og ventede. Hun var iført en gammel skjortebluse og

jeans og sine udslidte Chuck Taylors. Et øjeblik virkede det som

for tre måneder siden, som om i dag bare var endnu en dag.

Men hun havde også en af Macons nålestribede veste på, og det

var ikke det samme. Nu hvor Macon var væk, var der noget ved

Ravenwood, der føltes forkert. Som at komme på Gatlin Library,

hvis Marian, stedets eneste bibliotekar, ikke var der, eller i DAR,

Daughters of the American Revolution, uden revolutionens mest

fremtrædende datter, mrs. Lincoln. Eller på mine forældres kon-

tor uden min mor.

Ravenwood så værre ud, for hver gang jeg kom der. Når man

så ud på buegangen af grædepile, var det svært at fatte, at haven

var gået så hurtigt i forfald. Blomsterbede fulde af den slags ge-

vækster, Amma omhyggeligt havde lært mig at luge bort som

barn, kæmpede om pladsen i den tørre jord. Under magnolierne

var klynger af hyacinter filtret sammen med hibiscus, og helio-

troper angreb forglemmigejerne, som om selve haven var i sorg.

Hvilket slet ikke var utænkeligt. Ravenwood Manor havde altid

syntes at have sin egen vilje og personlighed. Hvorfor skulle ha-

33


ven være anderledes? Lenas tyngende sorg gjorde det næppe

bedre. Huset afspejlede hendes sindsstemning, ligesom det altid

havde afspejlet Macons.

Da han døde, efterlod han Ravenwood til Lena, og nogle

gange spekulerede jeg på, om det ville have været bedre, hvis

han ikke havde gjort det. Huset virkede mere og mere dystert for

hver dag, i stedet for at komme til at se bedre ud. Hver gang jeg

kørte op ad bakken, tog jeg mig i at holde vejret og spejde efter

det mindste tegn på liv, noget nyt, noget, der blomstrede. Hver

gang jeg nåede toppen, var alt, hvad der mødte mig, flere nøgne

grene.

Lena satte sig ind i Volvoen med en protest klar på læberne.

„Jeg har ikke lyst til at tage i skole.“

„Det er jo ikke noget, nogen har lyst til.“

„Du ved godt, hvad jeg mener. Der er rædselsfuldt. Jeg vil

hellere blive her og læse latin hele dagen.“

Det ville ikke blive let. Hvordan skulle jeg overtale hende til

at tage med hen et sted, hvor jeg ikke selv havde lyst? High

school var nederen. Det var en almengyldig sandhed, og folk,

der sagde, at det var de bedste år af ens liv, var formodentlig en-

ten plørefulde eller tossede. Jeg besluttede mig for, at omvendt

psykologi var min eneste chance. „High school skal jo være de

værste år af ens liv.“

„Virkelig?“

„Helt klart. Du er nødt til at komme tilbage.“

„Og hvordan skal det helt præcis få mig til at få det bedre?“

„Det ved jeg ikke. Det kunne for eksempel være så slemt, at

det vil få resten af dit liv til at virke pragtfuldt i sammenlig-

ning?“

„Ifølge din logik skal jeg tilbringe hele dagen sammen med

rektor Harper.“

34


„Eller melde dig til cheerleading.“

Hun snurrede sin halskæde om fingeren, så den karakteristi-

ske samling af amuletter slog mod hinanden. „Det er fristende.“

Hun smilede, grinede næsten, og jeg vidste, at hun ville gå med.

Lena hvilede skulderen mod min hele vejen til skole. Men da vi

nåede til parkeringspladsen, kunne hun ikke få sig selv til at stige

ud af bilen. Jeg turde ikke slukke for motoren.

Savannah Snow, dronningen af Jackson High, gik forbi os og

trak sin stramme T-shirt ned over sine jeans. Emily Asher, hen-

des næstkommanderende, fulgte lige efter og sms’ede, mens hun

smuttede mellem bilerne. Emily fik øje på os og greb Savannah i

armen. De standsede op, sådan som enhver Gatlin-pige, der

havde fået en ordentlig opdragelse hjemmefra, ville gøre, når de

stod over for en, der havde mistet et familiemedlem. Savannah

knugede sine bøger ind til brystet og rystede trist på hovedet

mod os. Det var som at se en gammel stumfilm.

Din onkel er et bedre sted nu, Lena. Han er oppe ved perlepor-

ten, hvor et kor af engle fører ham til hans alkærlige skaber.

Jeg oversatte for Lena, men hun vidste allerede, hvad de

tænkte.

Hold op!

Lena satte sin ramponerede notesbog op for ansigtet i et for-

søg på at forsvinde. Emily løftede hånden til et forsigtigt lille

vink. Hun gav os lidt frirum, lod os vide, at hun ikke alene havde

gode manerer, men også havde finfølelse. Jeg behøvede heller

ikke være tankelæser for at vide, hvad hun tænkte.

Jeg kommer ikke derhen, for jeg vil lade dig sørge i fred, søde

Lena Du-channes. Men jeg vil altid, og jeg mener altid, være her

for dig, sådan som Den Hellige Skrift og min mama har lært mig.

Emily nikkede til Savannah, og de to gik langsomt og sørg-

35


modigt videre, som om det ikke var dem, der havde stiftet Guar-

dian Angels, Jacksons private vagtværn, for få måneder siden

alene med det formål at få Lena smidt ud af skolen. På en måde

var det her værre. Emory kom løbende for at indhente dem,

men så så han os og sænkede farten til adstadig gang og bankede

på køleren af bilen, da han gik forbi. Han havde ikke sagt et ord

til mig i flere måneder, men nu viste han sin støtte. De var lige

fulde af lort hele bundtet.

„Lad være at sige noget.“ Lena havde krøllet sig helt sammen

på passagersædet.

„Jeg fatter ikke, at han ikke tog kasketten af. Han får en or-

dentlig røvfuld af sin mama, når han kommer hjem.“ Jeg sluk-

kede motoren. „Spil dine kort rigtigt nu, så kan du alligevel godt

blive cheerleader, søde Lena Du-channes.“

„De er ... de er sådan nogle –“ Et øjeblik var hun så vred, at

jeg var ked af, jeg havde sagt det. Men det ville fortsætte hele da-

gen, og jeg ville gerne have, at hun var forberedt, inden hun satte

foden indenfor på Jackson. Det vidste jeg efter at have været

Stakkels Ethan Wate hvis mor døde for under et år siden i meget

lang tid.

„Hyklere?“ Det var en underdrivelse.

„Får.“ Det var de også. „Jeg vil ikke være med i deres trup, og

jeg har ikke lyst til at sidde ved deres bord. Jeg vil ikke engang

have dem til at se på mig. Jeg ved godt, at Ridley manipulerede

dem med sine evner, men hvis de ikke havde holdt den fest på

min fødselsdag – hvis jeg var blevet inde på Ravenwood, sådan

som onkel Macon ville have ...“ Hun behøvede ikke at afslutte

sætningen: Så ville han måske stadig være i live.

„Det kan du ikke vide, L. Sarafine ville have fundet en anden

måde at få ram på dig på.“

„De hader mig, og det er sådan, det bør være.“ Hendes hår

36


begyndte at krølle, og et øjeblik troede jeg, at der ville komme en

regnskylle. Hun lagde hovedet i hænderne og ignorerede tå-

rerne, der forvildede sig op i hendes rodede hår. „Noget er nødt

til at blive ved med at være det samme. Jeg minder overhovedet

ikke om dem.“

„Jeg er ked af at fortælle dig det, men det har du aldrig gjort,

og det kommer du heller aldrig til.“

„Det ved jeg, men noget har ændret sig. Alt har ændret sig.“

Jeg kiggede ud ad ruden. „Ikke alt.“

Boo Radley stirrede tilbage på mig. Han sad på den falmede

hvide streg til parkeringsbåsen ved siden af vores, som om han

havde ventet på dette øjeblik. Boo fulgte stadig Lena overalt som

en god casterhund. Jeg tænkte på, hvor mange gange jeg havde

overvejet at give hunden et lift. Så han kunne spare lidt tid. Jeg

åbnede døren, men Boo rørte sig ikke.

„Fint. Hvis det er sådan, du vil have det.“ Jeg gav mig til at

trække døren i igen, vel vidende at Boo aldrig ville hoppe ind.

Idet jeg gjorde det, sprang han op på mit skød, hen over gear-

stangen og lige i favnen på Lena. Hun begravede ansigtet i hans

pels og trak vejret dybt, som om køteren frembragte en helt an-

den slags luft end den udenfor.

De var én stor dirrende dynge sort hår og sort pels. Et øjeblik

virkede hele universet skrøbeligt, som om det kunne falde fra

hinanden, hvis jeg så meget som pustede i den forkerte retning

eller trak i den forkerte tråd.

Jeg vidste, hvad jeg skulle gøre. Jeg kunne ikke forklare følel-

sen, men det kom lige så voldsomt over mig, som drømmene

havde gjort, da jeg så Lena for første gang. De drømme, vi altid

havde haft til fælles, og som var så virkelige, at de efterlod mud-

der i min seng, eller flodvand, der dryppede ned på gulvet.

Denne følelse var ikke anderledes.

37


Jeg havde brug for at vide, hvilken tråd jeg skulle trække i. Jeg

havde brug for at være den, der kendte den rigtige retning. Hun

kunne ikke se vejen klart fra det sted, hvor hun befandt sig lige

nu, så det var nødt til at være mig.

Hun havde mistet orienteringen. Hun var lost, og det var det

eneste, jeg ikke kunne lade hende være.

Jeg tændte bilen og satte den i bakgear. Vi var kun nået til

parkeringspladsen, og jeg vidste, uden at der blev sagt et ord, at

det var på tide at køre Lena hjem. Boo holdt øjnene lukkede hele

vejen.

Vi tog et gammelt tæppe med til Greenbrier og rullede os sam-

men i nærheden af Genevieves grav på en lille plet græs ved si-

den af arnestenen og den smuldrende stenmur. De sorte træer

og marker omgav os på alle sider, og totter af grønt var først nu

begyndt at trænge op ad den hårde jord. Selv nu var det stadig

vores sted, det sted, hvor vi havde talt sammen første gang, efter

at Lena havde knust vinduet i engelsktimen med et enkelt blik

– og sine casterevner. Tante Del kunne ikke holde ud at se den

brændte kirkegård og den ødelagte have længere, men Lena

havde ikke noget imod det. Det her var det sidste sted, hun

havde set Macon, og derfor føltes det trygt. På en eller anden

måde var der noget velkendt, endda beroligende, ved at se på

ødelæggelserne efter branden. Ilden var kommet og havde taget

alt med sig på sin vej, og så var den borte. Man behøvede ikke

spekulere på, hvad der ellers var på vej, eller hvornår det ville nå

hertil. Græsset var vådt og grønt, og jeg viklede tæppet om os.

„Kom her, du fryser.“ Hun smilede uden at se på mig.

„Siden hvornår har jeg haft brug for en grund til at komme

38


tættere på dig?“ Hun lænede sig tilbage mod min skulder, og vi

sad i tavshed og varmede kroppene mod hinanden. Vi flettede

fingre, og der gik et stød op gennem min arm. Sådan var det al-

tid, når vi rørte ved hinanden – et mildt elektrisk stød, der blev

stærkere for hver berøring. En påmindelse om, at castere og dø-

delige ikke kunne være sammen, uden at det medførte den dø-

deliges død.

Jeg kiggede op på de krogede sorte grene og den dystre him-

mel. Jeg tænkte på den første dag, hvor jeg var fulgt efter Lena til

denne have og havde fundet hende grædende i det høje græs. Vi

havde set de grå skyer forsvinde fra en ellers blå himmel, skyer,

hun havde bevæget bare ved at tænke på dem. Den blå himmel

– det var, hvad jeg var for hende. Hun var orkanen Lena, og jeg

var bare gode gamle Ethan Wate. Jeg kunne ikke forestille mig,

hvordan mit liv ville være uden hende.

„Se.“ Lena kravlede hen over mig og rakte op i de smuld-

rende sorte grene.

En perfekt gul citron, den eneste i haven, omgivet af aske.

Lena trak den løs, og sorte flager bredte sig i luften. Den gule

skræl lyste i hendes hånd, og hun lod sig falde tilbage i mine

arme. „Se lige. Det var ikke alt, der brændte.“

„Det vokser alt sammen frem igen, L.“

„Det ved jeg godt.“ Hun lød ikke overbevist. Hun vendte ci-

tronen igen og igen i hænderne.

„Til næste år på den her tid vil intet af det være sort.“ Hun så

op på grenene og himlen over vores hoveder, og jeg kyssede

hende på panden, næsen og det perfekte halvmåneformede mo-

dermærke på kindbenet, som hun vendte op mod mig. „Alt vil

være grønt. Selv de her træer vil gro igen.“ Vi pressede vores

fødder mod hinanden og sparkede skoene af, og jeg mærkede et

velkendt prik af elektricitet, hver gang vores nøgne hud mødtes.

39


Vi var så tæt på hinanden. Jeg fik hendes krøller i ansigtet. Jeg

pustede, og de spredte sig.

Hun sugede mig til sig, jeg var fanget af den strøm, der bandt

os sammen og holdt os fra hinanden. Jeg lænede mig frem for at

kysse hende på munden, og hun holdt drillende citronen op for

min næse. „Duft.“

„Den dufter som dig.“ Som citroner og rosmarin, den duft,

der havde draget mig til Lena, første gang vi mødtes.

Hun snusede og lavede en grimasse. „Sur ligesom mig.“

„Jeg synes ikke, du smager surt.“ Jeg trak hende tættere ind

til mig, indtil vores hår var fuldt af aske og græs, og den bitre ci-

tron forsvandt et sted under vores fødder i bunden af tæppet.

Varmen føltes som ild mod min hud. På det seneste havde jeg

ikke mærket andet end en bidende kulde, når jeg holdt hendes

hånd, men når vi kyssede – virkelig kyssede – var der ikke andet

end varme. Jeg elskede hende, hvert eneste atom af hende, hver

eneste brændende celle. Vi kyssede, indtil mit hjerte begyndte at

springe slag over, og randområderne af, hvad jeg kunne se og

føle og høre, begyndte at opløse sig i mørke ...

Lena skubbede mig fra sig, for min egen skyld, og vi lå på

græsset, mens jeg prøvede på at få vejret.

Er du okay?

Ja, jeg – jeg har det fint.

Det havde jeg ikke, men jeg sagde ikke noget. Jeg syntes, der

lugtede brændt, og det gik op for mig, at det var tæppet. Det ul-

mende nedefra, hvor det rørte jorden.

Lena satte sig op og trak tæppet væk. Græsset under os var

forkullet og trampet ned. „Ethan. Se på græsset.“

„Hvad med det?“ Jeg havde stadig ikke fået pusten, men jeg

forsøgte at skjule det. Siden Lenas fødselsdag var tingene kun

blevet værre rent fysisk. Jeg kunne ikke lade være med at røre

40


ved hende, selv om smerten ved berøringen nogle gange var

uudholdelig.

„Det er også brændt nu.“

„Sært.“

Hun så roligt på mig, og hendes øjne var besynderligt mørke

og lyse på samme tid. Hun trak en tot græs op. „Det var mig.“

„Du er så bare så hot.“

„Lad være med at joke med det. Det bliver værre og værre.“

Vi sad ved siden af hinanden og kiggede på, hvad der var tilbage

af Greenbrier. Men vi så ikke rigtig på Greenbrier. Vi så på kraf-

ten i den anden ild. „Ligesom min mor.“ Hun lød bitter.

Ild var en kataklysts kendemærke, og Sarafines ild havde

brændt hver centimeter af disse marker om aftenen på Lenas

fødselsdag. Nu satte Lena ild til ting ubevidst. Jeg fik en knude i

maven.

„Græsset gror også igen.“

„Hvad nu hvis jeg ikke vil have det til at gro?“ sagde hun i et

sært, stille tonefald og lod endnu en håndfuld forkullet græs

glide mellem fingrene.

„Hvad?“

„Hvorfor skulle det?“

„Fordi livet går videre, L. Fuglene gør deres, og bierne gør de-

res. Frøene bliver spredt, og alt gror ud igen.“

„Og så bliver det hele brændt igen. Hvis du er så heldig at

være i nærheden af mig.“

Der var ingen pointe i at skændes med Lena, når hun var i

det humør. Det havde jeg lært af et helt liv med Amma, der blev

formørket. „Ja, nogle gange.“

Hun trak knæene op og hvilede hagen mod dem. Hendes

skikkelse kastede en skygge, der var meget større end hende selv.

„Men jeg er stadig heldig.“ Jeg flyttede på mine ben, indtil ly-

41


set ramte dem og kastede en lang stribe af min skygge ind i hen-

des.

Sådan blev vi siddende, side om side, så det kun var vores

skygger, der rørte hinanden, indtil solen gik ned, og de strakte

sig mod de sorte træer og forsvandt i skumringen. Vi lyttede i

tavshed til cikaderne og prøvede at lade være med at tænke på

noget, indtil regnen begyndte at falde igen.


1/5

Faldet

De næste par uger lykkedes det mig at overtale Lena til at for-

lade huset med mig i alt tre gange. Én gang i biografen med Link

– min bedste ven siden anden klasse – hvor ikke engang hendes

særlige yndlingskombi, popcorn med karamelkugler, kunne op-

muntre hende. Én gang hjem til mig til Ammas sirupscookies og

en zombiefilmmaraton, min forestilling om en drømmedate.

Det blev det ikke. Og én gang til en gåtur langs Santee-floden,

hvor vi endte med at vende om efter ti minutter med mindst tres

myggestik tilsammen. Uanset hvor hun var, havde hun ikke lyst

til at være der.

I dag var anderledes. Hun havde endelig fundet et sted, hvor

hun følte sig tilpas, selv om det var det sidste sted, jeg havde for-

ventet.

Jeg kom ind på hendes værelse og fandt hende liggende hen-

strakt på loftet med armene spredt ud til siderne på gipsen og

håret bredt ud som en sort vifte omkring hovedet.

„Siden hvornår har du kunnet gøre det?“ Jeg havde efterhån-

den vænnet mig til Lenas evner, men siden hendes sekstenårs

fødselsdag havde det virket, som om de blev kraftigere og vil-

dere, som om hun på sin egen mærkelige måde var ved at ud-

43


vikle sig som caster. For hver dag blev casterpigen Lena mere

uforudsigelig og testede sine evner af for at se, hvad hun var i

stand til. Det hun i praksis var i stand til, var at volde alle mulige

problemer.

Der var for eksempel dengang, Link og jeg kørte i skole i The

Beater, og en af hans sange pludselig kom ud af højttalerne, som

om den blev spillet i radioen. Link fik sådan et chok, at han dre-

jede lige ind i hækken til mrs. Ashers forhave. „Det var bare et

uheld,“ sagde Lena med et skævt smil. „Jeg havde fået en af

Links sange i hovedet.“ Ingen havde nogen sinde fået en af Links

sange i hovedet. Men Link havde troet på hende, og hans selvtil-

fredshed blev endnu mere ulidelig. „Hvad kan jeg sige? Jeg har

den virkning på damerne. Min stemme er bare som smør.“

En uge efter havde Link og jeg været på vej ned ad gangen, og

Lena kom og gav mig et stort knus, lige idet klokken ringede. Jeg

troede, at hun endelig havde besluttet sig for at vende tilbage til

skolen. Men hun var der slet ikke. Det var en eller anden form

for projektion, eller hvad castere nu kaldte at gøre sin kæreste til

grin. Link troede, jeg prøvede at kramme ham, og kaldte mig

„Lover Boy“ i flere dage. „Jeg savnede dig. Er det så slemt?“ Lena

syntes, det var sjovt, men jeg var begyndt at ønske, at hendes

bedstemor ville tage og give hende stuearrest, eller hvad man nu

gjorde ved en spontanist, der ikke opførte sig ordentligt.

Lad nu være at skabe dig. Jeg har jo sagt undskyld, ikke?

Du er lige så irriterende som Link i femte klasse, det år han su-

gede al saften ud af min mors tomater med et sugerør.

Jeg gør det ikke igen. Det lover jeg.

Det sagde Link også dengang.

Men han holdt op, ikke?

Jo. Da vi holdt op med at dyrke tomater.

„Kom ned.“

44


„Jeg kan bedre lide at være heroppe.“

Jeg tog fat i hendes hånd. En elektrisk spænding bredte sig

gennem min arm, men jeg slap ikke og trak hende ned på sen-

gen ved siden af mig.

„Av.“ Hun lo. Hun havde ryggen mod mig, men jeg kunne se

hendes skulder ryste. Eller måske grinede hun ikke, men græd,

hvilket efterhånden var sjældent. Gråden var stort set holdt op

og var blevet erstattet af noget værre. Ingenting.

Ingenting var vildledende. Ingenting var meget sværere at

beskrive eller gøre noget ved eller få til at holde op.

Har du lyst til at tale om det, L?

Om hvad?

Jeg trak hende ind til mig og hvilede mit hoved mod hendes.

Rystelserne tog af, og jeg holdt så tæt om hende, som jeg kunne.

Som om hun stadig var oppe på loftet, og jeg var nødt til at

klynge mig til hende.

Ingenting.

Jeg burde ikke have klaget over loftet. Der var mere sindssyge

steder, man kunne hænge ud. Som dér, hvor vi var nu.

„Jeg har det ikke helt godt med det her.“ Jeg svedte, men jeg

kunne ikke tørre mit ansigt. Jeg havde brug for mine hænder

lige der, hvor de var.

„Mærkeligt.“ Lena smilede ned til mig. „For jeg har det godt

med det her.“ Brisen tog i hendes hår, men jeg var ikke sikker på,

hvilken slags brise det var. „Desuden er vi der næsten.“

„Du er godt klar over, det her er sindssygt, ikke? Hvis politiet

kommer forbi, bliver vi arresteret eller sendt til Blue Horizons

for at slutte os til min far.“

45


„Det er da ikke sindssygt. Det er romantisk. Par kommer her

hele tiden.“

„Når folk tager ud til vandtårnet, L, snakker de ikke om top-

pen af vandtårnet.“ Hvilket var, hvor vi ville befinde os om et

øjeblik. Bare hende og mig, en usikker jernstige tredive meter

over jorden og Carolinas klare blå himmel.

Jeg prøvede at lade være med at se ned.

Lena havde overtalt mig til at klatre med op til toppen. Der

var noget ved begejstringen i hendes stemme, der fik mig til at

gå med til det, som om noget så dumt måske kunne få hende til

igen at have det på samme måde, som sidst vi var her. Smilende,

lykkelig, med rød sweater. Det kunne jeg huske, fordi der hang

et stykke rødt garn i hendes halskæde med amuletterne.

Hun måtte også kunne huske det. Så her stod vi så højt oppe

på en stige og kiggede op for ikke at komme til at kigge ned.

Da vi nåede toppen, og jeg kiggede rundt på udsigten, for-

stod jeg det. Lena havde ret. Der var bedre heroppe. Alting var så

langt væk, at det ikke betød noget.

Jeg lod mine ben dingle ud over kanten. „Min mor samlede

på billeder af gamle vandtårne.“

„Virkelig?“

„Ligesom Søstrene samler på skeer. Men i min mors tilfælde

var det vandtårne og postkort fra Verdensudstillingen.“

„Jeg troede, alle vandtårne så sådan her ud. Ligesom en stor

hvid edderkop.“

„Et sted i Illinois er der et, der ligner en ketchupflaske.“

Hun lo.

„Og der er et, der ligner et lille hus, lige så højt oppe over jor-

den som det her.“

„Der skulle vi bo. Når jeg først var kommet derop, ville jeg al-

drig gå ned igen.“ Hun lænede sig tilbage på den varme hvide

46


maling. „Det i Gatlin burde vel ligne en fersken. En stor gammel

Gatlin-fersken.“

Jeg lænede mig tilbage ved siden af hende. „Det er der alle-

rede et, der gør, men det er ikke i Gatlin. Det er ovre i Gaffney.

De fik vel ideen først.“

„Hvad med en tærte? Vi kunne male tanken her, så den lig-

nede en af Ammas tærter. Det ville hun kunne lide.“

„Sådan et vandtårn har jeg ikke set. Men min mor havde et

billede af et, der var formet som en majskolbe.“

„Jeg vil stadig hellere have huset.“ Lena stirrede op mod him-

len, hvor der ikke var en sky i sigte.

„Majskolben eller ketchupflasken ville være fint med mig,

hvis bare du var der.“

Hun tog min hånd, og sådan blev vi siddende på kanten af

Summervilles almindelige hvide vandtårn og så ud over Gatlin-

egnen, som om det var et lille legetøjslandskab med bittesmå le-

getøjsmennesker. Lige så lille som den paplandsby, min mor al-

tid stillede under vores juletræ.

Hvordan kunne så små mennesker have nogen problemer

overhovedet?

„Hey, jeg har noget med til dig.“ Jeg kiggede på hende, mens

hun satte sig op og så på mig som et lille barn.

„Hvad er det?“

Jeg så ud over kanten af vandtårnet. „Måske skulle vi vente,

til vi ikke kan falde og blive slået ihjel.“

„Vi bliver ikke slået ihjel. Lad nu være at være sådan en kyl-

ling.“

Jeg stak hånden i baglommen. Det var ikke noget særligt,

men jeg havde haft den et stykke tid nu, og jeg håbede, den

kunne hjælpe hende med at finde tilbage til sig selv.

Jeg tog en minituschpen op. Den havde en nøglering i.

47


„Se? Den kan sidde i din halskæde, sådan her.“ Jeg prøvede at

lade være med at falde ned, mens jeg rakte ud efter Lenas hals-

kæde, som hun aldrig tog af. Et virvar af amuletter, der alle sam-

men betød noget særligt for hende – den flade polet fra automa-

terne i Cineplex, hvor vi havde været på vores første date. En

sølvmåne, Macon havde givet hende, da vi skulle til årsfesten.

Knappen fra den vest, hun havde haft på den nat i regnen. Det

var Lenas erindringer, og hun bar dem med sig rundt, som om

de ville forsvinde for hende, hvis hun ikke havde bevis for disse

få perfekte øjeblikkes lykke.

Jeg satte tuschen i kæden. „Nu kan du skrive, uanset hvor du

er henne.“

„Selv på lofter?“ Hun kiggede på mig og smilede, lidt skævt,

lidt trist.

„Selv på vandtårne.“

„Det er jeg vild med,“ sagde hun stille og tog hætten af pen-

nen.

Før jeg vidste af det, havde hun tegnet et hjerte. Sort tusch på

hvid maling, et hemmeligt hjerte på toppen af Summervilles

vandtårn.

Et kort øjeblik var jeg glad. Så føltes det, som om jeg faldt

hele vejen ned. For det var ikke os, hun tænkte på. Hun tænkte

på sin næste fødselsdag, den syttende måne. Hun var allerede i

gang med nedtællingen.

Det var ikke vores navne, hun skrev inde i hjertet.

Hun skrev et tal.

GARCIA

STOHL


Én fORbAndeLSe. ÉT vALG.

TO SkæbneR ...


CARLSen9 7 8 8 7 1 1 3 9 7 5 0 3

mørke



Ravenwood vil finde tilfredsstillelse her.”

– KIRKUS





sidste side.”











GARCIA

STOHL



TO SkæbNER ...

stormvind

9 7 8 8 7 1 1 3 9 6 5 4 4














– VOYA







verden over.







BEAUTIFUL CREATURESGARCIA

STOHL



TO SkæbNER ..


CARLSEN9 7 8 8 7 1 1 3 9 7 5 0 3

mørke



Ravenwood vil fi nde tilfredsstillelse her.”

– KIRKUS





sidste side.”











GARCIA

STOHL



TO SkæbNER ...

stormvind

9 7 8 8 7 1 1 3 9 6 5 4 4














– VOYA







verden over.







BEAUTIFUL CREATURES

BEAUTIFUL CREATURES

BEAUTIFUL CREATURES

beatiful creatures 2, mørke

Documents