Bestyrelsens sammensætning: Formand: Tommy Thomsen Bækken 17 9300 Sæby Tlf.: 98463687 tothomse@worldonline.dk Næstformand: Steffen Munch Hansen Vævervej 37 9300 Sæby Tlf.: 98462128 steffenmh@ofir.dk Kasserer og løbsleder: Steen Reinholdt Henrik Ibsens Vej 33 9300 Sæby Tlf.: 98462850 sem@os.dk Materielansvarlige: Niels Børge Bang Sofie Brahes Vej 36 9300 Sæby Tlf.: 98462015 niels-bang@sol.dk og Steen Jensen Peder Munks Vej 80 9300 Sæby Tlf.: 98464451 steen@postnord.dk

Husk at besøge klubbens hjemmeside på adressen:

www.smcc.nordjyskeklubber.dk

Peter Steen Knudsen er webmaster, og laver en rigtig fornuftig hjemmeside.

På hjemmesiden vil bladet findes som en pdf-fil. Så har alle mulighed for at se hele bladet, og så i farver.

Den trykte udgave vil selvfølgelig fortsat blive udsendt. Ingen oplevelse er større, end at gå i seng med klubbladet, og det er nemmest med en A5-udgave i papir.

Lidt om bladets indhold: Sidste gang dristede jeg mig til at skrive, at en god sæson lå foran os. Jeg fik ret, hvad historierne i dette nummer af bladet vil bekræfte. Mange har haft en travl sæson. Også redaktøren. Hvad bladets indhold desværre også denne gang bærer præg af. Det vil stadig være rart, om flere af klubbens med-lemmer greb pennen, og producerede lidt stof til klubbladet. Til bladets indhold. Formand Tommy har ordet i al almindelighed, som vanligt. Steffen fortæller lidt om sine oplevelser, her især på baneraceren Hørbyfolkene arrangerede en 3-dages tur hele Limfjorden rundt. Den skal vi høre lidt om. Vi skal – igen, igen, igen – høre lidt om et eventyr-togt til Pyrenæerne. Denne gang den rigtige vare, i flere udgaver, og der er lidt om et andet Coast to Coast arrangement i det nordjyske. Henning og Karen Margrethe har besteget Stelvio 3 gange, Og så er der sådan lidt om løst og fast om året, der er ved at være gået. Hilsen – redaktøren: Per Kragh Nielsen Øster Alle 56, 9300 Sæby, tlf.: 98 46 38 22

Mailadresse: perkragh@privat.dk

Husk denne mailadresse, når I har en historie til bladet. Det er som om, adressen ikke er rig-tigt kendt!

Sæsonstart 2008. Ved redaktøren

Allerede den 15. Marts var der stan-derhejsning i SMCC.

Det var tidligt, vil mange sikkert sige, men allerede på dette tidspunkt havde adskillige af klubbens med-lemmer rundet de første ca. 1.000 km. På mountainbike, på skov- og på markeveje. I regn og slud, i sol og blæst, men altid på nogle spæn-dende ruter. I terræn, vi aldrig ser på raceren.

Tak for det, især til Tommy, der – tror jeg – er født med en intern GPS, som sjældent svigter, men det hæn-der. Sådan fornemmedes det i hvert fald, de gange vi forcerede mere plørede marker, og større grøfter, end normalt.

Standerhejsningen var kold, men talrigt besøgt, og som sædvanlig var suppen fremragende, i smagen, i mængden og i tilberedningen samt servering.

Vi lader billederne tale.

Så vidt jeg husker, ønskede Tommy os alle vel-komne, og udtrykte sikkert håb om, at vi ville få en god sæson.

C2C 2008 Oplevet og fortalt af Kuno Holtegaard

Da jeg kan frygte, at redaktøren ikke skriver om min flotte kørsel i bjergene i Frankrig, må jeg hellere lige fortælle lidt, selv om jeg tror, der kommer en flot beretning fra Per.

Da vi kørte til Pyrenæerne i Syd-frankrig var mine forberedelser til turen ikke, som jeg ville ønske de havde været. Jeg havde været i USA i 3 uger, kom hjem, cyklede 5 gange i uge 29, lagde mig syg i 3 uger, og var på penicillin i 20 dage. Ikke lige optimalt, når man skal op over Col de Tourmalet.

Fra den 18/8 til den 11/9 blev det til 19 ture på cyklen, i alt 1050 km. Mange af disse km var bakketræ-ning. Jeg kunne da godt mærke, at formen var på vej, men jeg vil selv mene, at jeg kun var oppe på 80 % af gammel styrke.

Den 12/9 gik det så mod Frankrig i bus, jeg var nervøs for hvordan det

ville gå, men mine bange anelser skulle vise sig at være ubegrundede.

Den første dags etape foregik i et blæsevejr som ingen havde forven-tet. Det var lige ”Kuno vejr” så det var en rigtig god start for mig da der ikke blev kørt for stærkt i den hårde blæst og dagens bakker var ikke for voldsomme. En god dag, men vin-den var altså helt vild. Og så lige i panden.

Dag 2 var også en god dag til at køre bakkeformen på plads. Det var stadig kun bakker med fra 100 m til 500 m stigning vi kørte i. Fin dag på cyklen, godt sammenhold i grup-pen.

Dag 3 - nu skulle det så vise sig om træningen havde været god nok. Der var nerver på denne morgen. Tre bjerge skulle forceres. Col de Portet d`Aspet – 1.069m, Col de Mente -1.349m og Col de Peyresourdes -1.569m.

Vejret var rigtigt flot. De lette folk fløj op over det første bjerg. Jeg

selv fandt et for mig passende tem-po at køre i. Det gik fint, på toppen var der vand fra en kilde.

Herefter skulle vi ud på vores første nedkørsel. Det gik godt, men vi var kun lige begyndt at kører på næste bjerg før Michael tabte luften meget hurtigt på baghjulet. Godt det ikke var på nedkørslen, for den var på 9 %.

Denne dag var der 5 punkteringer - de 4 til Sæby folk. Dette andet bjerg gav lidt selvtillid, så på 3 bjerg - dagens højeste - skulle formen prø-ves af. Jeg fandt et for mig godt hårdt tempo, 9 -14 km i timen, og så gik det ellers opad. Sveden væltede af en - som til en spinningtime. Jeg var vist nok første mand fra Sæby på toppen, men en ting husker jeg, Per Kragh (redaktøren) var bagefter, og det var en fryd, for han har i sin tid givet mig baghjul på et bjerg i Frankrig, med deraf følgende van-drediplom.

Dagen var rigtig god for os alle og nu var det rigtig bjerge vi kørte i. Sjældent har jeg set så flot udsigt, som på denne dag. Nu var jeg ble-vet mere sikker på formen, så re-sten af turen gik som en leg.

På dag 4 skulle vi op over turens højeste bjerg, nemlig Col du Tourmalet – 2.115 m. Jeg var så heldig at få den prikkede hat. Man havde valgt at lave reparation af

vejen lige før vi kom, det gjorde sig udslag i løse sten på hele opkørslen - noget lort, men heldigvis var ned-kørslen ikke blevet lavet, for det havde ikke været sjovt. Alle kom godt op, selv Poul på 69 år fra År-hus. Flot klaret.

Dag 5 var sidste dag med rigtige bjerge. Her havde jeg besluttet, at redaktøren ikke skulle være foran mig, så der skulle køres for fuldt tryk lige så snart terrænet var til det. Da jeg så endelig begynde at sætte tempo, var jeg heldig at få de 3 nok stærkeste på holdet med mig. Jeg rykkede som en gal, når forholdene var til det, og de andre hjalp godt til.

Vi indhentede nogle af rytterne fra hold 1, der var startet 15 min før os. Lars-Erik fra Århus spurgte en af dem, om de havde haft defekt. God værkstedshumor. Det var en rigtig god dag og de to bjerge Col du Sou-lor og Col dÀubisque blev besejret af alle i flot stil.

(Bemærk de friske ryttere, Kristian og Lars Erik, og så herren til venstre i billedet. Redaktørens bemærkning)

6. dagen var en rigtig bakkedag med masser af højdemeter, men ingen store bjerge. Holdet jeg havde kørt på hele ugen forviste mig til hold 1 og 2 denne dag, jeg må have kørt for godt. Dagen blev afsluttet med en badetur i Atlanten. Det var hele køreturen vær.

Jeg er klar til en ny tur, men næste gang tror jeg det bliver fly eller egen bil. Tak for en god tur Per, Jan,Tommy, Michael og Niels.

Med venlig cykelhilsen, Kuno.

C2C 2008 Oplevet og fortalt af Per Kragh Nielsen

Indlægget ”C2C 2008”, der er Coast to Coast i Pyrenæerne i uge 38, den 12.-20. september i år, er ikke en dag for dag beretning, om en cykel-tur, der startede med et bad i Mid-delhavet, og sluttede med et bad i Atlanterhavet en uge senere, hvor der i den mellemliggende periode blev cyklet ca. 700 km. og vel om-kring 13.000 højdemeter.

Det er ikke en fortælling om bestig-ningen af det ene drabelige bjerg efter det andet. Af hvem der kom først og sidst og ind i mellem. Af

hvem der kørte hurtigst ned af bjer-gene, og imellem bjergene, og hvor lang tid det tog med hvilken hastig-hed.

De af jer, der er vant til at læse hi-storierne i Cykelmotion og lignende blade, tænker sikkert allerede nu: ” Hvad f….. handler historien så om?”. Ja, det er et godt spørgsmål.

Lad mig starte således, men lige indskyde først, beretningen er skre-vet før jeg modtog Kuno’s historie, og derpå tilrettet en anelse:

For et par cykelsæsoner siden, en ganske almindelig træningsaften, sad jeg og hyggesnakkede med Mi-chael Martinussen. Vi kørte vel om-kring de 40, op igennem Vangen, og alligevel havde Michael overskud til at fortælle, at han ville ned og køre C2C. Jeg havde luft til at sige: ”Jeg vil med”. Så var det på plads.

Niels fik sig så på mirakuløs vis moveret sig ind på turen i 2006. En rigtig god tur, havde han. Og i 2007 var Niels, Steen og Lars Høst nede og køre Alpeturen, igen med Dan Frost Rejser. De havde også en rig-tig god tur, som alle, der sidste år læste efterårsudgaven af dette ud-mærkede blad, kunne forvisse sig om.

På et tidspunkt i det sene efterår 2007 var Michael der igen. ”Jeg vil køre C2C i 2008”. Og igen svarede jeg: ”Jeg vil med”, og så snakkede

vi lidt med Niels om hvordan og hvorledes.

Niels kunne fortælle, at han sand-synligvis skulle være hjælpechauf-før på turen. På turen i uge 38, der begyndte ved Middelhavet, og slut-tede ved Atlanterhavet. Turen i uge 39 gik så den modsatte vej. Som jeg egentlig helst ville have kørt. Jeg tænkte ”Vestenvind, vind i ryg-gen!”, men uge 38-turen startede med busafgang fra Aalborg, hvor Niels skulle være chauffør. Uge 39-turen startede på Sjælland. Og ville sandsynligvis have en overvægt af sjællændere.

For at gøre en lang historie kort. Niels, Kuno, Jan, Michael og jeg meldte os til turen i uge 38, og da Tommy havde tygget et stykke tid på det, meldte han sig også til. Da var alt dog optaget, men heldigvis for Tommy, og såmænd da også for os andre, kom Tommy med på af-bud.

Her må jeg så lige indskyde, at da jeg tilmeldte Kuno, Jan, Michael og mig selv, tilmeldte jeg også Kristi-an. Kristian er fra Århus, og havde, da jeg tilmeldte ham, ikke kørt en meter på en racercykel.

Den dvæler vi lige lidt ved. Hvad er det nu for en historie? Og skal vi tage den korte eller den lange versi-on? Vi tager den korte.

I oktober måned sidste år, var jeg til min søsters fødselsdag. Her sad jeg bl.a. til bords med hendes ene dat-ter, Gertrud og hendes mand Kristi-an. Snakken gik ved bordet, om alt muligt, bl.a. om ferier og feriemål, og jeg fik da på et tidspunkt fortalt, at jeg ville bruge en uges ferie på at køre C2C i 2008.

Kristian blev herefter lidt fraværen-de i blikket, mens snakken gik vide-re ved bordet, indtil han pludselig så fast på mig og sagde: ”Jeg vil med!”

”Hvorhen?”, sagde jeg. ”Til Pyre-næerne”, svarede Kristian.

Og her må jeg så lige indskyde, at for knap 3 år siden vejede Kristian, der er fyldt 40 i år, og er 183 cm, spinkel af bygning, 105 kg. Da sam-talen fandt sted stod vægten urokke-lig fast på 95 kg. Og konditionen var derefter.

Det var den korte udgave, så summa summarum. Jeg købte en racer til Kristian, samt en mountainbike til ham og konen. Nu skulle der træ-nes, og Kristian gik straks i gang med spinning. 2 til 3 gange om ugen, inden han gik på arbejde. Og så blev det ellers til 5.000 km på raceren inden vi tog af sted.

Denne indsats blev bemærket af en god ven af Kristian, Lars Erik – 36 år, som var en erfaren cykelmotio-nist, men som egentlig havde be-sluttet sig for at træne til et maraton

i år. Det blev i stedet til træning med Kristian, og til deltagelse i C2C, da der indløb flere afbud i løbet af sommeren.

Turen startede som sagt i Aalborg, hvor vi var fem fra Sæby og en fra Skive der stod på. Videre til Århus, hvor ca. 15 mere stod på bussen, her i blandt Kristian og Lars Erik. Kri-stian med en kampvægt på 77 kg. Det synes jeg er noget imponerende. Og endnu mere imponerende var den måde han gennemførte turen på. Han kørte ganske enkelt som en af de første over alle bjergtoppene. Egentlig lidt træls at se på, for en gammel rotte i faget. Nå ja, med tryk på gammel.

Vi samlede de sidste deltagere op ved Bramdrupdam. Nu var vi 42 deltagere, 2 guider og en chauffør i luksusbussen, som den blev kaldt i rejsebeskrivelsen. Det var rigtig nok en bus, og syd for Hamburg kom så

de 2 chauffører ombord, der skulle sørge for resten af køreturen. Ned og hjem. Niels var den ene af disse. Heldigvis, hvilket jeg vender tilbage til.

Busturen var lang, ca. 30 timer, men forekom ikke så lang. Det må være forventningens glæde. Forventnin-gen til at få Gadholtvej erstattet med rigtige bjerge, dvs. både meget læn-gere og meget højere. Mig, der altid har hadet Gadholtvej.

Endelig fremme. Ved hotellet, der lå lige ud til Middelhavet. Port la Nouvelle, i nærheden af Perpignan. Et rigtigt turiststed, uden andre turi-ster end os. Og et rigtigt skodhotel, i en standard der svarede meget godt

til resten af turens hoteller. Hvilket dog ikke på nogen måde kunne ødelægge en fan-tastisk tur.

Vi startede cykelturen med en lille opvarmningstur, straks vi var indlogeret, og herefter var vi nogle stykker der fik en dukkert i Middelhavet. En ri-melig kølig dukkert, da der blæste en pelikan fra vest.

Vi forlod Aalborg fredag mor-gen, ankom til startbyen lørdag middag, og søndag morgen startede den egentlige del af turen. Cykeltu-ren. I meget kraftig blæst, lige i næ-sen, 115 km i bakket terræn. Bakke op og bakke ned, hele tiden, med

Niels som guide, hvilket skal siges til hans ros, at det klarede han flot, på trods af en noget mangelfuld kørevejledning.

Og hvorfor var Niels nu ikke kun chauffør, men også guide. Det var han, fordi Dan Frost var til cykelløb i England. Han passede sit job som sportsdirektør i CSC Saxobank. Dette guidejob skulle kun vare en dag, men pga. en brand i tunnelen under den engelske kanal, blev Dan Frost forsinket yder-ligere en dag, så Niels snuppede en arbejdsdag mere, hvor han passede godt på os ryttere på hold 3.

Hvad er hold 3 nu for noget? Som nævnt tidlige-re var vi 42 ryttere i alt plus 3 guider. 45 er for mange til at køre samlet, og forskellen på de hurti-ge og mindre hurtige sik-kert for stor. Desuden var der også stor forskel på, hvad de enkelte deltagere ville med turen. Bl.a. var vi seks fra Sæby med for at få en god cykeloplevel-se, andre var med for at køre stærkt. Så hold 1 var for dem, der ønskede at køre stærkt, hold 2 var dem, der mente de var bedre kørende end dem på hold 3, og hold

3 var hyggeholdet, som egentlig generelt var bedre kørende end hold 2.

Disse påstande kunne sikkert skabe mangen en god diskussion, hvis de var blevet fremsat på turen, hvad de ikke blev. Holdopdelingen slog nemlig igennem for hele arrange-mentet. Ikke blot på cykelturene,

også i det sociale liv, som der hel-digvis var meget af. Ikke sagt som en kritik, mere som en konstatering, og det fungerede helt fint.

Vi seks fra Sæby, Kristian og Lars Erik samt 69- årige Poul og 62- åri-ge Boris, også fra Århus, cykelmo-tionister gennem mange år på Team Asmussen, dannede hurtigt en gruppe i gruppen, og havde det fint med det.

De enkelte dage var delt op i Morgen, Dag og Aften. Om Morgenen spiste og pakkede vi, om Dagen spiste og cyklede vi, og om Afte-nen spiste og hyggede vi. Et såre enkelt liv, men dejligt afslappende for en stresset pensio-nist.

Kuno har omtalt de enkelte dagseta-per. Jeg vil blot tilføje, at vi havde et rigtigt godt sammenhold på hold 3. Kristian og Lars var lige fremme og køre med hold 2 på et tidspunkt,

og Lars prøvede også hold 1 af. De vendte dog hur-tigt tilbage til hyggehol-det. Der var lige som mere udfordring.

Hvilket Kuno så måtte sande den sidste dag. Han kunne ikke følge hold 3, og lod sig derfor falde tilbage på hold 1, for at ende op med at køre sammen med hold 2. Det-te hold prøvede han at

køre op til hold 3, men forgæves.

Jeg må konstatere, at Kuno har en

anden udlægning af denne hændel-se. Sandt er det i hvert fald, at Kuno hellere ville have kørt med hold 3. Det er ganske vist. Og kunne han have holdt tempoet, havde det været

helt fint med hele holdet. Det er jeg overbevist om.

Hotellet i Bayonne var officielt det endelige mål for turen. Det lå ca. 7 km fra kysten, så dem nuppede vi lige med, for at ende med et lækkert og tiltrængt bad i Atlanterhavet.

Den sidste dag, hvor vi overnattede på et rimeligt hotel, var der afslut-ningsmiddag med overrækkelse af diplom til hver enkelt af deltagerne. Og så var der ellers feststemning, og for en gang skyld var der også rig-tigt gang i baren. Det blev en lang dag.

Hjemturen? En lang køretur. Af-gang kl. 8 lørdag morgen, og i Aal-borg kl. 17 søndag aften. 5 timer forsinket! Hvorfor?

Fordi vi kørte så langsomt, så vi blev overhalet af alt. Selv traileren med vore cykler. Og det er ikke engang løgn. Omkring midnat var kørte vi ind på en rasteplads. Bør-stede bisserne, pissede godnat, og kørte så ud igen, med Niels ved rattet.

Under svinget ud på tilkørselsbanen råbes der bag i bussen: ”Traileren er faldet af!”

Niels stopper bussen, og så ser vi alle traileren fortsætte ud på motor-vejen. Forbi bussen.

Den ender med at holde stille i overhalingsbanen, lige op ad auto-værnet. Uden lys, kl. midnat.

Niels handler resolut, tænder kata-strofeblinket og bakker ud og holder bag traileren. Selskabets chauffør snurrede nærmest omkring sig selv, og anede ikke sine levende råd.

Inden vi kunne køre videre, uden trailer, da krogen var brækket af bussen, gik der 5 timer. Jeg havde taget en sovepille, lige inden det skete, og sov heldigvis under hele ”festen”.

Et fantastisk held, der ikke skete alvorlige uheld i forbindelse med denne hændelse.

Vores cykler? Dem fik vi onsdag aften kl. 22, leveret i Sæby

En fantastisk tur, og som Kuno vil jeg benytte lejligheden til at takke de øvrige deltagere for et godt sammenhold. Og jeg vil give Kuno ret. Ikke flere lange busture.

Vel tilbage, efter en vellykket tur, er stemningen blandt alle deltagerne her fra Sæby: ”Hvad skal vi deltage i næste år, af lignende arrange-ment?”

Den bliver svær, men vinteren er lang, så et eller andet dukker garan-teret op. For succesen skal gentages, det er alle enige om.

Parløb i Dronninglund Oplevet og fortalt af Per Kragh Nielsen

Den 20. maj afholdt Dronninglund Motionscykelklub parløb. Ruten ses på kortene, fra oven og i snit. Og den er lige så hård, som den ser ud.

Parløb er en speciel måde at køre cy-kelløb på, gik det op for mig i år. Ikke mindst når ens mak-ker hedder Henning.

Løbet star-tede kl. 19, troede Henning og jeg, så vi planlag-de at køre hjemmefra kl. 18. Distan-cen derud var knap 30 km, så vi kunne lige køre os varme.

Kl. 17 ringede Steen for at fortælle, at starten gik kl. 18.30. Jeg fik fat i Henning, der modtog beskeden med munden fuld af aftensmad. Så fik vi travlt, kom af sted fra Østeralle kl.

17.40, og ankom 45 minutter senere til startstedet. Varmet helt igennem. Og blev kølet godt af, inden vores start gik knap en time senere.

Vi aftalte, at jeg trak på de lige stræknin-ger, for-trinsvis, og at Henning trak op af stigninger-ne. Dette forekom at være en god løsning, lige til vi nåede den første stig-ning, Knø-sen, fra sydsiden.

Herefter blev jeg helt stakån-det af at sige ”En ned”.

Stræknin-gen på godt 30 km er meget, meget lang, og forekommer endnu længe-re, men alt endte lykkeligt.

Vi sluttede på en 8. plads, ud af 34 hold, og en stor del af de ryttere der var hurtigere end os, var licensrytte-re.

Og hvis ikke de var, så lignede de sådan nogle. Med enkeltstartcykler, pladehjul, specialhjelme og hvad ved jeg.

Henning og jeg var egentlig enige om, at vi gjorde det rigtig godt, og så kan vi jo kun være tilfredse. Med os selv.

Og hvorfor er parløb så en speciel måde at køre cykelløb på? Det er det, fordi man kører over evne når man fører, og resten af løbet yder man 100 %. Der er ingen tidspunk-ter af løbet, hvor man lige samler kræfter i læen. Slet ikke den læ, der er bag Henning.

Mere Coast to Coast Ved Tommy Thomsen

Som annonceret i forårsudgaven af bladet, arrangerede klubben igen i år en C2C tur i det nordjyske.

Søndag, d. 04.05., var 14 af klub-bens medlemmer på en træningstur lindt længere end den normale søn-dagstræning. Vejret var køligt, men rigtig flot forårsagtigt, og humøret samt tempoet helt i top. Turen, der var på 135 km, gik fra Sæby over Tårs til Hundelev gennem Lønstrup

til Nr. Lyngby. Her måtte vi standsede op, da vejen endte brat på toppen af skrænten ned til Ve-sterhavet. Vi benyttede vendepau-sen til at lade os fotografere, der hvor vejen er på vej i havet. Efter den korte pause gik det i frisk tempo til Løkken Hallen, hvor vi fik en god nærende og tiltrængt frokost.

Inden muskelstivheden for alvor satte ind, kom vi på cyklerne igen og begyndte turen østover i retning af Sæby, hvor vi heldigvis nåede hjem til kaffetid.

Alle mand nåede hjem i god behold, og eneste uheld på turen var lidt punkteringer.

Jeg har prøvet at finde billeder fra tidligere ture i arkivet, men det er kun lykkedes at finde et enkelt, fra hvad jeg tror, må være fra et lignende arrangement. Det ligner da.

Jeg håber, det er et klubarrange-ment der bliver en tradition, og så gjorde det vel ikke noget, at flere af klubbens medlemmer deltog i disse ture.

Redaktørens bemærkning

3 bestigninger af Stelvio, Europas højeste naturli-ge bjergpas, 2760 moh. Ved Karen Margrethe og Henning

Vi var på ferie i Norditalien og hav-de hørt om et meget spændende bjerg ved navn Stelvio, så derfor blev første stop en campingplads i Glurns, ca. 10 km fra, hvor opstig-ningen til Stelvio begyndte.

1. bestigning. Først tog vi bilen til Passet. 48 hår-nålesving, stejlt, ”hyldekørsel”, me-get lidt autoværn, langt ned, fanta-stisk udsigt, gletcher-kig hele vejen til toppen. Her var kun 5 grader, sol og blæst

Det var en helt fantastisk tur.

Efter bilturen blev vi enige om, at Henning ville prøve at cykle turen, men han var nu lidt skeptisk, både for op og nedkørsel. Opkørsel med

en gearing 39-27, og den meget stejle nedkørsel. Uha.

Karen Margrethe sagde meget be-stemt, at ”bakker” af denne størrel-se, ikke var noget for en rød Princi-

pia, med hende som rytter – hun turde simpelthen ikke!!!!

2. bestigning. Henning valgte dagen, hvor bjerget skulle erob-res. Klar til afgang man-dag den 18. august klok-ken 9.45, skyfrit og 8 grader på pladsen.

Iført lange ben og ærmer

cykles de første km til byen Trafoi, et stykke oppe af Stelvio. Her spises rugbrød med nutella, rigtig mad for cykelryttere, ved sving 46. Klokken er nu 10.45. Hertil har det været en blot svagt stigende opkørsel.

Der mangler nu kun 15 km til top-pen, og det tager kun 20 minutter i bil. Hvor lang tid skal jeg mon bru-ge? Klokken 12.20 når jeg passet, våd af sved og ”lidt” træt. Her er sol og 11 grader og feriens dyreste drikkevand købes, ½ liter til 1½ euro. Efter lidt tid gøres der klar til nedkørsel, jeg tror faktisk hellere, jeg vil køre opad. Hjemme på plad-sen klokken 14. Super tur, tilbage-lagt i alt 68 km.

3. bestigning. Efter bilturen og Hennings cykeltur, vil jeg også ”erobre” bjerget. Jeg vil gå til toppen. Vi beslutter at det skal prøves næste dag.

Vi kører i bil til Trafoi, til sving 46. Her starter min etape til toppen, 15 km på gåben. Henning kører i bil til toppen, med cykel bagpå, da han vil cykle en tur ned på den modsatte side, for at krydse grænsen til

Schweiz.

Jeg starter min opstigning klok-ken 9.20, i skyet og diset vejr, og kun 15 graders varme. Jeg tager nu sving efter sving, men der er meget langt mellem de første. Ved sving 33 havde jeg bestemt, at rugbrød og chokolade skulle nydes, men men men, maden lå i bilen, der holdt på toppen, og Henning var kørt ned på modsatte side på cykel……Træls.

Mens jeg vandrer, tæller jeg cykli-ster som kører op. Det blev til ca. 100, inden jeg nåede toppen. Her er også rigtig mange motorcyklister.

Hele vejen er der udsigt til bjerge, gletcher, får, geder og masser af

murmeldyr (men heldigvis ikke på vejen). Naturen er fantastisk flot. Ved sving 11 står Henning med rugbrød og chokolade, lige hvad jeg trængte til. Vi følges ad til toppen, som nås klokken 13.40. Her er der sol og 13 grader. Tilbageturen tages i bil.

Super tur, selv uden cykel.

Området omkring bjerget er forsy-net med cykelstier, mellem byerne, væk fra trafikken. Et super område for mountainbikere og tourcyklister.

Her er friskt, dejligt og ikke for varmt. Vi bliver en ekstra dag, in-den vi kører videre til næste destina-tion.

En banerytters oplevelser Ved Steffen Munch Hansen

Da klubben her i Sæby er en moti-onscykelklubklub, vil jeg ikke kun fortælle om resultater, men også lidt om mine oplevelser i 2 år som bane-rytter, og hvordan det er at stifte bekendtskab med den del af cykel-sporten.

I 1965 kørte jeg 3 løb på banen i Århus, og da jeg havde ondt af mig selv på toppen af Alp d’Huez efter at have fuldført

La Marmotte sidste år, tænkte jeg tilbage på banen, hvor man kører nogle få omgange på en flad bane uden bjerge, og ikke i en blanding af 35 graders varme i dalene, og sne i vejkanten på toppen af bjergene.

Sidste år, altså 42 år efter min sidste optræden på en bane, var jeg så til-bage på banen i Århus, hvor jeg lånte en cykel af den tidligere ver-densmester Peter Tranberg, som tog vældig godt i mod mig, og lærte mig en masse ting på kort tid.

Når man kommer på en bane, i hvert fald hvis man er lidt af en tø-sedreng som mig, forekommer svingene meget stejle, og jeg skulle igen tage mod til mig, inden jeg følte mig tryg ved bare at køre alene på banen, og under træningen, når vi var flere på banen samtidig, måtte jeg sige til de andre, at de ikke måt-te køre for tæt på.

Efter nogle ganges træning blev jeg dog mere modig, men ikke rigtig

tryg ved det hele. På landevejen kører man jo ved siden af hinanden, men på banen kører man over og under. Jeg meldte mig alligevel til danmarksmesterskaberne for vete-raner en måned senere.

Første disciplin var sprint, og her var jeg chanceløs. I de 2 næste di-scipliner, 500 m på tid og 2 km på tid, kører man alene, så det gik me-get godt med en bronzemedalje og en sølvmedalje. I 2 km på tid blev jeg slået af en tidligere verdensme-ster.

Det sjoveste - sidste år - var det afsluttende pointløb, hvor der er spurt hver 5. omgang. Da modstan-derne begyndte at skubbe og genere hinanden for at komme til at ligge rigtigt til spurterne, blev jeg bange, og stak af for at se, om jeg kunne vinde en omgang. Jeg var heldig, ingen troede jeg kunne gøre det, og tøvede derfor med at jagte mig, men med styrken fra landevejen lykke-des det, så man kan sige at på grund af, at var en bangebuks blev jeg pludselig dansk mester i denne di-sciplin.

I år skulle danmarksmesterskaberne så køres på indendørsbanen i Balle-rup, og jeg syntes jeg blev nød til at være med, og købte en brugt bane-cykel. Nu er det igen anderledes at køre på en vinterbane af træ, så jeg måtte starte som lærling en gang

mere, hvilket ikke var uden proble-mer.

For overhovedet at få lov til at prø-ve banen i Ballerup, skulle man være medlem, men der var lang ventetid. Pludselig en fredag fik jeg så en mail, at jeg skulle møde på banen den kommende mandag til instruktion. Der var gode råd dyre. På banen skal dækkene limes til fælgen, og jeg havde ikke fået dæk på den cykel, som jeg havde købt. Jeg fik dog købt en cykel mere om mandagen, og fik løst problemet på den måde.

Jeg tog derfor glad til Ballerup, men glæden var kort. På banen kører man med fast gear, og da jeg sagde til træneren, at jeg regnede med at køre med 51 tænder foran og 16 bag, sagde han bare, at det kunne jeg ikke træde, og om jeg overho-vedet havde kørt på cykel før. Jeg sagde så, at jeg var jydsk/fynsk me-ster på landevejen og havde vundet DM i pointløb, men da det var i Jylland, kunne han ikke bruge det til noget.

Samtidig bebrejdede han mig at DM blev afholdt i Århus, hvilket jeg ikke syntes, jeg kunne gøre for. Jeg skulle derfor starte med de øv-rige begyndere med at køre rundt på fortovet under banen, for så senere at få lov at køre op på selve banen. Vi sluttede med at køre i hold, hvor

jeg skulle køre forrest på det ene hold, og med lidt indebrændt galle, kørte jeg fra alle de andre på holdet, hvilket jeg ikke ligefrem fik ros for, så stemningen mellem træneren og mig var måske ikke den bedste.

Senere sagde jeg til en fra bestyrel-sen, at jeg nærmest følte det, som om jeg var i vejen, og fik så blot at vide, at det var jeg også. Jeg optog en plads for en af de unge, som var på ventelisten.

Den sidste måned op til DM rejste jeg frem og tilbage mellem Ballerup og Sæby for at træne, og heldigvis

er forholdet til trænere og ledere nu helt ok.

Som eksempel på, at en træbane er anderledes, kan jeg nævne, at jeg en aften kørte for langsomt i et sving, og baghjulet gled simpelt hen ned af banelegemet, og jeg gled ned i en rytter som kom under mig. Selv om det gik langsomt, blev der brændt hul på bukserne, og jeg fik et min-dre brandsår på hoften. Ham jeg gled ned i tog det pænt.

Om DM kan jeg sige at det gik helt fantastisk. Jeg fik 3 sølvmedaljer og blev danmarksmester i 2 km forføl-gelses løb. I pointløbet kunne jeg ikke forsvare mit mesterskab fra året før, nu kendte de mig, og i et felt på 25 mand er det svært at være den mest uerfarne, så jeg er stolt af sølvmedaljen.

I forfølgelsesløbet gik det derimod fint. Jeg indhentede min modstander i såvel indledende tidskørsel som i finalen, og jeg nåede at blive stolt 2 gange, første gang efter tidskørslen, da speakeren sagde ”Vinder Steffen Munch Hansen” i den meget fine tid 2.40.425, og anden gang da ”Kong Christian” lød i højtaleren.

ÅRETS GANG Ved Tommy Thomsen

NM for Veteraner. Ved sidste års generalforsamling blev bestyrelsen bemyndiget til at arbejde videre med stævnet ”Nor-disk Mesterskab for veteraner”, (li-censryttere over 30 år) der afvikles i Sæby den 1. og 2. august 2009. Ar-bejdet med forberedelserne starter nu op for alvor.

Den 25. oktober holder bestyrelsen således møde med de nordiske cy-kelforbunds repræsentanter. På mø-det skal vi bl.a. have endeligt fast-lagt ruterne til enkeltstart og linjelø-bet samt have klarlagt opgaveforde-lingen op til og under løbet. Vi vil løbende hold jer medlemmer orien-teret om, hvad der bliver aftalt.

På cyklen.

Vi kan i det hele taget se tilbage på en god sæson, hvor vi har haft med-lemmer med i stort set alle nordjy-ske motionsløb. Vi fik også arrange-ret vores egen lille udgave af Coast 2 Coast, Kattegat – Vesterhavet og retur. Om det var det, der inspirere-de nogle af klubbens medlemmer vides ikke, men fakta er, at 6 med-lemmer for første gang i klubbens historie deltog i, og gennemførte, den rigtige C2C fra Middelhavet over Pyrenæerne til Atlanten.

Enkelte af klubbens absolut bedst kørende medlemmer, har fået licens i andre klubber og har i året løb haft succes med fine placeringer til i de ”rigtige” cykelløb.

En af dem der afprøver sine ambiti-oner i licensløbene er Michael Niel-sen, og hans gode form fornægter sig ikke, igen i år blev han således suveræn vinder af klubmesterskabet i enkeltstart, dog godt hjulpet af det rigtige udstyr!

Steffen Munch Hansen har også gjort det godt. Ved deltagelse i lan-devejsløb i H60-klassen, men ikke mindst ved sin deltagelse i DM i baneløb. Det fortæller Steffen selv om i et indlæg her i bladet. Flot, flot!

Træningsturene Udviklingen omkring deltagel-se i licensløbene er en naturlig udvikling som klubben er inde i, hvor mange medlemmer træ-ner en del, og derfor gerne vil afprøve, hvor langt de kan nå. Samtidig kan vi også se, at der er en flok som ikke prioriterer, at bruge så meget tid på cyklen, hvilket selvfølgelig afspejler sig i hastigheden. Begge yder-punkter af medlemmer er lige velkomne i klubben, men med den polarisering det sker, er det unægteligt vanskeligere at få tilrettelagt træningen, så alle

får en god oplevelse. Derfor vil jeg appellere til, at vi alle skal hjælpe hinanden med at få motiveret nogle flere til at påtage sig kaptajnsrollen, hvorved træningen kan blive struk-tureret noget bedre.

Klubturen Vores engen klubtur, Limfjorden Rundt, kunne godt tåle en større opbakning, men de der var med havde en fantastisk god tur. Selv om der var nogen niveauspredning i gruppen, blev der altid kørt i samlet flok. Ved at lade de stærkeste træk-ke i front og lade os svagere hvile

os inde i flokken, kunne vi køre med en hastighed der passede alle.

Vi fik set noget natur som vi ikke oplever til daglig.

Vinden havde vi dog prøvet før, men ikke så ekstremt som da vi over en strækning på ca. 10 km., fik den ind fra siden, direkte ude fra fjor-den. Her blev siderne på dækkene slidt til. Men hvad betyder lidt vind, når vi stort set ikke behøvede at tænke på andet end at cykle!

Inger – Kaj´s kone - kørte servicebil og bragte frokostbordet og efter-middagskaffen rundt på ruten, og stod igen parat med aftensmaden, når vi kom frem til hytterne på campingpladserne. Hvis vi til næste år også bliver vasket på ryggen, kunne det måske lokke flere med.

Kaj, Ole og Johnnie er allerede i fuld gang med planlægningen af næste års weekendtur, det bliver

spændende at se, hvad de disker op med. Hvis jeg skulle komme med et lille hjertesuk, så bør næste års rute køres på flere små veje uden for megen trafik. Ikke kun af hensyn til sikkerheden, men det er noget skønnere at nyde fuglenes kvidren frem for at opleve suset fra de store lastbiler.

Sund mad

For at få fuldt udbytte af den fysiske træning på cyklen er det vigtigt at vi

spiser rigtigt. For at få mere viden på dette felt, havde klubben inviteret diætist og gymnast, Margit Oien, til at komme og fortælle os, hvad det er bedst at putte i munden i forbindelse med træning og løb.

Herudover fik vi også nogle fine tip om, hvad det var godt at spise, for at opretholde den almindelige sundhedstilstand.

Jeg gik på nettet, og søgte biller på ”sund mad”. Indsat et par af de

billeder, der dukkede op. Sund mad kan føre til meget. Redaktørens be-mærkninger.

Holdløbet Hvad vores 5 mands hold til det uofficielle Nordjyske Mesterskab i Gistrup havde spist inden starten gik til dette års løb vides ikke, men det lykkedes dem desværre ikke at leve op til tidligere års store resultat-mæssige triumfer. Heldigvis forly-der det, at de havde en social god tur og alle var ved godt mod. Redaktøren tilføjer: Jeg har ingen viden om, overhovedet, hvordan turen forløb for Sæby-holdet i år, men når jeg betragter billedet kunne jeg sagtens få den tanke, at der har været et par punkteringer eller to på de tre runder. (Se forsiden af bladet)

BikeLog.dk Vi har i år fået en ny digital mulig-hed for at føre dagbog over vores træning. Ud over at holde styr på sine egne kørte km, hastighed, høj-demeter m.m., har du også mulig-heden for at se hvad andre i SMCC og øvrige klubber i landet har af træningsmængder. Jeg vil hermed opfordre endnu flere til at gøre brug af dette lidt unikke gratisprodukt.

Forsikring af cyklen. I takt med at vi ofrer mere og mere på cykler og udstyr, bliver udgiften også større, når der sker en skade på materiellet. Ligeledes medbringer vi tit cyklen med på ferie eller deltager i løb langt fra hjemmet, hvilket øger risikoen for skader. Vores bil er naturligvis kaskoforsikret, men hvad med vore cykler, hvis rammen knækker, eller der sker anden skade under kørsel eller transport?

Stort set alle selskaber dækker cyk-len under indbo- / familie-forsikring, men kun i for-bindelse med brand og ty-veri, og kun op til en vis økonomisk grænse – og kun hvis cyklen er låst med en godkendt lås. Mange af vores karbonracere oversti-ger langt hvad en alminde-lig forsikring dækker. Stort set alle selskaber vil forhø-je værdigrænsen mod et

tillæg på præmien. MEN der er ikke mange selskaber der er villige til at kaskoforsikre cyklen.

Jeg har lavet en lille uvidenskabelig undersøgelse og har kun fundet frem til følgende selskaber, som har mulighed for at tilbyde kaskodæk-ning på cykler: Købstædernes, TopDanmark, FDB, Thisted Amt og delvis Alm. Brand. Normalt er der en selvrisiko på nogle tusinde kro-ner, hvilket har mindre betydning hvis uheldet for alvor er ude.

Nordjylland Rundt. Ved Per Kragh Nielsen

Det er efterhånden mange år siden, jeg kørte ”Nordjylland Rundt”. Jeg synes simpelthen det er alt for dyrt, og så har jeg altid ment, det er et kedeligt cykelløb. Hvorfor? Det ved jeg egentlig ikke, men jeg tror det hænger sammen med, at man – når

man deltager i disse lange motions-cykelløb – ikke fornemmer, man er med i et stort arrangement.

Deltager man i løbet sammen med en gruppe, er det den gruppe, man kører med, og stort set ikke andre. Kører man kun et par stykker sam-

men, kan man sagtens risikere, at turen bliver meget ensom. Kun i depoterne møder man et par andre sjæle i samme situation.

Det var så min opfattelse af ”Nord-jylland Rundt”. I år deltog der, så vidt jeg ved, kun fra SMCC, nemlig Ib og Rene. Og – igen så vidt jeg ved – havde de en god tur, men tu-ren var også et mål i sig selv, forstå-et på den måde, at det at gennemfø-re netop dette løb, er den egentlige

årsag til, at de to overhovedet kører på cykel.

Nordjylland Rundt er også et cykel-løb i Sæby-regi. Her køres der en 30-km rute i forbindelse med dette arrangement.

I år var der ca. 30 delta-gere. Jeg var til stede for at tage et par billeder til bladet.

Ellers var jeg ikke til stede, og helt ær-ligt, jeg me-ner ikke, det er et arran-gement klub-ben skal in-volvere sig i fremover. Vi er en moti-

onscykelklub, ikke en kaffeklub, og når en del af deltagerne møder op med cykelkurven pakket til udflugt, og kommer i mål, nogen af dem, efter 3 – 4 timer, hvis de ellers kan finde hjem til Krystaltorvet, så har det efter min mening ikke noget med hverken motion eller cykel at gøre.

Derfor denne opfordring til besty-relsen: ”Drop det”.

Årets enkeltstart i Ørtoft Ved redaktøren

Der tales i visse kredse af klubben en del om enkeltstarten i Ørtoft. Og er det nu rigtigt udtrykt? Nej, det er det ikke.

Årets enkeltstart i Ørtoft er et arran-gement, der ikke tales så meget om, men som i visse kredse er anset for et arrangement, hvor vigtige ting skal afklares.

Kort og godt. Hvem er hurtigst på en cykel.

Jeg har – heldigvis da – igennem

årene haft mange gode undskyld-ninger for ikke at deltage. I år havde jeg en rigtig god en af slagsen. Min datter, der pt. bor i Canada, var hjemme på en kort visit.

Men, men. Ingen skal snydes for det officielle resultat, slet ikke Michael.

Her er det:

For første gang i løbets historie en rytter under den halve time. Det synes jeg fortjener respekt.

Skulle man deltage næste år?