bladet efteraar 2010

24

Upload: pete-knut

Post on 06-Mar-2016

230 views

Category:

Documents


0 download

DESCRIPTION

Cykling og nyheder

TRANSCRIPT

Page 1: Bladet efteraar 2010
Page 2: Bladet efteraar 2010

Bestyrelsens sammensætning: Formand: Tommy Thomsen Bækken 17 9300 Sæby Tlf.: 98463687 [email protected] Næstformand: Steffen Munch Hansen Vævervej 37 9300 Sæby Tlf.: 98462128 [email protected] Kasserer og løbsleder: Steen Reinholdt Henrik Ibsens Vej 33 9300 Sæby Tlf.: 98462850 [email protected] Materielansvarlig+klubtøj: Michael Martinussen Lyngmosevej 2, Sulbæk 9900 Frederikshavn Tlf.: 98 46 53 60 [email protected] Sekretær Ib Nielsen O. Bannersvej 16 9300 Sæby Tlf.: 98 46 20 23 [email protected]

Husk at besøge klubbens hjemmeside på adressen:

www.smcc.nordjyskeklubber.dk

Peter Steen Knudsen er webmaster, og laver en rigtig fornuftig hjemmeside.

På hjemmesiden vil bladet ligge som en pdf-fil. Så har alle mulighed for at se hele bladet, også i farver.

Den trykte udgave vil selvfølgelig fortsat blive udsendt. Ingen oplevelse er større, end at gå i seng med klubbladet, og det er nemmest med en A5-udgave i papir.

Lidt om bladets indhold: Efterårsudgaven 2010 indeholder bl.a. følgende: Formanden fortæller lidt om, hvad der er sket i klubben i sæsonen 2010. En del af klubbens medlemmer var i Harzen i foråret. Det skal vi høre om, fra en lidt anden vinkel en normalt. La Marmotte kunne have været med. Ötztaler Radmarathon er kommet med. Toscana er et paradis for cykelfreaks. Det skal vi læse lidt om. Og bladet indeholder mere. Så…. God fornøjelse Hov! Forsiden!!! Klubbens europamester. Sådan! Hilsen – redaktøren: Per Kragh Nielsen Øster Alle 56, 9300 Sæby, tlf.: 98 46 38 22

Mailadresse: [email protected]

Husk denne mailadresse, når I har en historie

til bladet. Det er stadig som om, adressen ikke er rigtigt kendt!

Page 3: Bladet efteraar 2010

Ötztaler Radmarathon, for første, sidste og eneste gang Oplevet og fortalt af Per Kragh Nielsen

Så skete det igen. Jeg har deltaget i et cykelløb, og hvilket et. Ötztaler Radmarathon. Sådan.

Jeg har ind i mellem, måske endda ofte, undret mig over, hvad det egentlig er, jeg går og melder mig til af cykel”eventyr”.

Som de fleste af klubbens medlem-mer, eller rettere, de fleste af de få aktive medlemmer, sikkert ved, hader jeg bakker. Bare tanken om Fauerholt-bakken kan gøre mig dår-lig. Alligevel er det nu lykkedes for mig i adskillige år, at ende på top-pen af nogle ganske alvorlige bjer-ge. Læg lige mærke til det udsagn – ”På Toppen Af” !!!!

I år blev det så Ötztaler Radma-

rathon. Og det blev det med den klare tanke, at nu må det være slut med bjergkørsel –(min alder taget i betragtning) – så hvad ville være mere naturligt end at slutte af med det –måske -værste af de kendte bjergløb.

Det startede egentlig op under sidste års cykeltur i Dolomitterne. Her deltog tre cykeltosser fra Videbæk, og de talte meget om Ötztaler-løbet. Enden på det hele blev, at vi var 8 fra dolomitterholdet, der tilmeldte os til løbet i Østrig.

Nu tilmelder man sig ikke bare til dette løb. Man håber på, når man sender en tilmelding af sted, at man er blandt de heldige, som får lov at købe en adgangsbillet.

Det var der ca. 14.500 der håbede på, og af disse fik 4.500 lov at del-tage. I første omgang var vores hold

ikke blandt de heldige, hvor-for vi besluttede at arrangere en anden tur. Denne gang til Toscana, men mere herom i et andet indlæg her i bladet.

Få dage efter flybilletter var købt til denne tur, fik vi alli-gevel ”lov” til at deltage, og det var vi så nogle der gjor-de. Steen og jeg her fra Sæ-by, en århusianer, dog via stedfortræder, samt 7 mand fra Videbæk. Så det var et noget anderledes hold der

Page 4: Bladet efteraar 2010

deltog, end det oprindeligt tilmeldte.

Nok om det. Og dog. Der var lige det med stedfortræderen. Min med-direktør i Kragh & Larsen Cycling meldte fra. Så sent, at navnet på startlisten ikke kunne ændres, så Jesper – som også var med i Dolo-mitterne sidste år – kørte hans løb. Og Jesper kørte jeg så med derned og hjem, og sov i arm med dernede. Det gik fint. Både med køreturene og det med at sove tæt.

Vi kørte fra Århus fredag morgen kl. 06.00, og havde en ikke særligt spændende køretur derned. Masser af Stau, og masser af regn. Regn var der også nok af om lørdagen, hvor vi fik ordnet den endelige tilmelding til løbet.

Og fik set på masser af cykeludstyr, og vi oplevede virkelig hele mena-geriet omkring dette store løb. Stort på enhver måde. 4.500 ryttere – 780 medhjælpere – 240 km og da ikke

mindst 5.500 højdemeter.

Lørdag eftermiddag var der et lille ophold i regnen, og optimister som vi cykelmotionister er, startede vi straks ud med en lille opstigning, hvorefter det straks begyndte at reg-ne.

Hjem på hotellet igen. Slappe af. Aftensmad, og så på hovedet i seng. Vi skulle tidligt op søndag morgen.

Hvilket vi var. Hotellet serverede morgenmad allerede fra kl. 05.00, og en halv time før start kl. 06.45, var vi klar i køen foran startstedet.

Som sagt var der 4.500 der fik start-tilladelse. Heraf var der 4.294 der mødte op til den endelige tilmel-ding, og fik udleveret startkittet. Der var 4.173 personer fra 27 nationer, der startede, og der var 3.941 der gennemførte.

Det var lidt tal fra løbets hjemme-side, som kan ses med dette link:

http://www.oetztaler-radmarathon.com/

hvis nogen skulle være interesseret i flere de-taljer. Dem er der nem-lig masser af. Det var et jubilæumsløb. 30 år. Og det kunne mærkes.

Der var masser af akti-viteter. Det startede allerede om fredagen, hvilket vi dog ikke

Page 5: Bladet efteraar 2010

oplevede meget af, da vi tilbragte hele dagen på de tyske motorveje, fortsatte om lørdagen, med masser af aktiviteter, og så var der selvføl-gelig søndagen.

Som nævnt tidligere startede denne dag tidligt,og kl. 06.45 lød start-skuddet. Ca. et kvarter efter trillede jeg over startlinien, med en masse bippen i ørerne, idet alle kørte med chips, helikoptere hængende over feltet, fotografer alle vegne, og mas-ser af hujende tilskuere.

De første godt 30 km var hurtigt overstået. Det var nemlig ned ad bakke – i ordets bedste forstand – hele vejen. Lige til en lille rundkør-sel i udkanten af en by, hvor vi – som min GPS ville have sagt det – ”Kør ind i rundkørslen, og tag første afkørsel”.

Hvilket jeg så gjorde, sammen med en hel masse andre cykelryttere. Hvorefter det gik op-ad.

Ötztaler Radma-rathon er som tidlige-re nævnt 240 km langt, med 5.500 høj-demeter. 240 km er

langt, længere end jeg normalt kører på en dag, og 5.500 højdemeter er mange, men dog ikke mere end 500 mere af slagsen, end når man kører La Marmotte. Det, der gør Ötztaler hårdere end Marmotten – mener jeg – er dels de 70 km mere at køre, men især dog, at alle højdemeterne er samlet på 4 opstigninger. Der er ingen ”lette” højdemeter, hvormed jeg mener en småbakke i ny og næ. Det fremgår vist tydeligt af rutepro-filen på forrige side

Første stigning er Kühtai,. Herefter følger Brennerpasset, Jaufenpass og da ike mindst Timmelsjoch.

Hvor lange og hvor høje de enkelte stigninger er, husker jeg ikke nøjag-tigt, men Kühtai var modbydelig. Ikke en eneste gang var der bare et lille ophold i stigningen. Straks man holdt op med at træde, stod cyklen stille.

Page 6: Bladet efteraar 2010

Så jeg trådte og trådte. Kom over toppen, suste ned igen, frem mod Brenner stigningen. Den var ikke slem. Ned igen, og op over Jaufen-pass. Den var slem.

Ned igen. Kørte vel knap en kilome-ter, og så begyndte sidste opstig-ning. Timmelsjosch

Timmelsjoch er slem. Meget slem. Over knap 30 km stiger den 1.800 meter. Sådan godt halvvejs oppe er der en strækning på mellem en og to km, hvor den flader næsten ud, men på hele denne strækning ser man lige ind i en lodret klippevæg, der rækker helt op i himlen.

Og der skal man op. Og over. Jeg overlevede, men havde det slemt. Hele vejen. Især inde i hovedet, for jeg var egentlig ikke udkørt.

Lige fra starten, ja lige fra jeg meld-te mig til løbet, havde jeg den helt klare hensigt med min deltagelse, at det ikke skulle væ-re et spørgsmål om at køre hurtigst muligt igennem. Jeg ville tage mig god tid, og nyde turen og deltagel-sen i dette store løb.

Jeg tog mig god tid, og jeg gennem-førte. Og jeg skal

aldrig mere deltage i noget lignende løb. Det lovede jeg mig selv højt og helligt. Under løbet – mange gange – og efter løbet.

Og 14 dage efter var jeg så i Tosca-na, hvor vi på 6 dage kørte ca. 700 km og godt 10.000 højdemeter, men det er en helt anden historie.

Jeg har lige læst min lille historie igennem, og ud fra det skrevne kan man måske få det indtryk, at jeg ikke nød noget ved min deltagelse i dette løb. Og det er helt forkert. Det regnede ikke under løbet. Faktisk var vejret perfekt til cykelløb.

Lad mig slutte af med en anbefaling af Ötztaler Radmarathon. Det er et perfekt løb, for cykelryttere der vir-kelig ønsker at afprøve egne evner til at køre opad. I lang tid, meget langt og meget højt.

Men inviter ikke mig med.

Page 7: Bladet efteraar 2010
Page 8: Bladet efteraar 2010

På baghjul i Harzen Oplevet og fortalt af Pia Falden

Torsdag d. 22. april oprandt dagen endelig, hvor jeg med sommerfugle i maven på størrelse med elefanter, mødte op til afgang på Sæby Fri-tidscenter.

Scenen var sat af min bedre halvdel Mads og hans cykelmakker Morten. De havde arrangeret turen i klubregi til Schulenberg i Harzen. Og med ganske (næsten) ubrugte MTB’er på bagsmækken, var både Lene (Mor-tens kone) og jeg spændte på, hvad vores nye medlemskab af Sæby Cykel & Motionsklub skulle byde os de næste par dage.

Arrangementet havde fin tilslutning, der var således 13 tilmeldinger i alt. 6 på MTB holdet, bestående af Ib, René, Tommy, Gitte, Lene og mig

selv. På racer holdet var de 7 delta-gere, bestående af: Peter, Steen R, Steen, Henrik, Brian, Morten og Mads. Henrik, Brian og Steen var allerede kørt derned om onsdagen, for at få en ekstra dag i sadlen.

Inden afgang forhørte Lene og jeg os lidt om, hvor meget de øvrige deltagere havde fået trænet i løbet af den lange og hårde vinter, og til vores store skræk havde både René, Ib og Gitte trænet standhaftigt flere gange om ugen. Tommy fik vi ikke forhørt, for han skulle lige klare dagens arbejde inden afgang – men hans senere præstationer taler for, at han ikke har ligget på den lade side.

Så kun lettere forsinket, cirka kvart i ni, rullede vi af sted i tre biler – af sted mod Harzen. Turen der-ned gik fint, kun afbrudt af en enkelt kaffepause med hjemmebragte sand-wich. Vi ankom således som bil nummer to til hotellet Sporthotel Schu-lenberg ved 16.15 tiden, ca. 10 minutter efter den første bil med Tommy som chauffør – og han var allerede klædt om og på vej af sted på første tur.

Hotellet var et lille pænt og nydeligt hotel, med rene og ok størrelse væ-relser, dog med dobbeltsenge –

Page 9: Bladet efteraar 2010

hvilket ikke var det store problem på vores værelse – men det havde måske været ønskeligt med senge som kunne trækkes fra hinanden. Om der var deltagere som blev sær-ligt kærlige i søvne hørte vi kun lidt om, og det vil jeg ikke referere her.

Nå, men vi andre, som havde knap så travlt som Tommy, fik da også pakket ud og klædt om, pumpet cyklen og gjort klar. Uheldigvis startede jeg med at få revet ventilen af slangen sammen med cykelpum-pen, så der måtte en ny slange til, inden jeg overhovedet kom i gang. Heldigvis havde hotellet også den slags fornødenheder – for det var ikke en del af gemalens servicepak-ke!

Vi blev enige om, bare at tage en lille tur på en times tid, for vi havde aftalt, at vi ville indtage den tre ret-ters aftensmenu sammen kl. 19, og vaskes skulle vi jo også. Så vi star-tede ud, og allerede på den første bakke (som ikke engang mindede om de stigninger vi senere skulle møde) startede tilbagebetalingen på vinterens dovenskab.

Meeen det går altid lidt bedre når man er blevet varm. Turen, som var rigtig smuk, gik rundt om noget af den sø som ligger for foden af Schu-lenberg, og inkluderede også en vandresti, hvor cyklerne måtte løftes op, sten for sten. For en orden skyld

føler jeg her trang til at præcisere, at det ikke kun var os nybegyndere der måtte løfte cyklerne op, men alle MTBérne.

Vel tilbage på hotellet fik vi cykler-ne sat i garage med lås, som vi hav-de for os selv. Nogle havde dog allerede slæbt cyklerne med på væ-relserne, hvilket ”hotelfatter” næste morgen gjorde opmærksom på, ikke var en ide, der spillede specielt godt sammen med hans hotels nye gulv-tæpper, så næste dag måtte alle cyk-ler i kælderen.

Aftensmaden var fin, suppe, en slags kotelet m/ tilbehør (eller vege-tar pastaret) og en citronfromage, ligeså god som vores mormor lave-de den. Kun Henrik, Brian og Steen, som havde cyklet på den gode side af 150 km. på racer, syntes at porti-onerne var for små. Trods det, blev Brians kulør i ansigtet dog bedre og bedre for hver ret han indtog. På trods af de ellers meget favorable priser på ”grosses bier”var der tid-ligt opbrud, for næste dags tur var allerede planlagt til at skulle gå til ”Brocken” eller Bloksbjerg som vi kender det på dansk.

Morgenbuffeen blev serveret kl. 7.30 og her var alt hvad hjertet kun-ne begære, så det var ikke pga. manglende kalorieindtag at benene syrede til senere på dagen. Kortge-neralen (Tommy) lovede at lave et

Page 10: Bladet efteraar 2010

par såkaldte sløjfer på ruten, så Le-ne og jeg bedre kunne følge med.

Den første sløjfe høstede han dog ikke den store ros for, da den resul-terede i, at vi i stedet kom ud på en omvej på små 2 kilometer. Retfær-digvis skal det dog siges, at det var fordi en vej var blevet spærret, af noget der mindede om en vulkan, - som vi ikke følte os fristet til at be-stige. Vi talte lidt om, om det var et forsøg på at sætte os af, men de var nu så flinke, - så vi valgte at tro på at der var tale om et uheld!

Turen mod Brocken var på ca. 30-35 kilometer men med en god solid stigning i begyndelsen og i særde-leshed i slutningen. Brocken er nordeuropas højeste ”bjerg” med 1.142 højdemeter. Vi MTB’er an-greb bjerget fra nordsiden, hvor vejen var belagt med betonfliser

med græshuller i, i modsætning til racerholdet der tog asfaltvejen op,

så vi kunne mødes til frokost. Og op kom vi alle mand, dog ikke helt i samme tempo. Med andre ord var René (læs bjerggeden) og Tommy i hvert fald færdige med deres frokost, da Lene og jeg ankom. Men den rytme vænnede vi os til i løbet af turen – altså dem med den bedste kondition får de længste pauser!

Hvis der var noget jeg så frem til ovenpå den mindre eksotiske pasta-ret til frokost, så var det i hvert fald at køre nedad bakke – gerne alle 35 km. Hjem til hotellet. Sådan blev det ikke helt – og da vi for 3. gang overhalede den samme teenager-ramte 8.klasse på vandretur, fik jeg mistanke om at kortgeneralen ikke tog den korteste vej hjem. Men bedst som jeg syntes at det var ved at blive lidt strengt, fik vi den skøn-nest lange, lange nedfart som gjorde godt i kilometerregnskabet.

Vel hjemme på hotellet var humøret højt. Det havde været en fantastisk dag – hård, men fantastisk og jeg tør nok sige, at vi nybegyndere fik flyt-tet nogle grænser. Dagen havde

Page 11: Bladet efteraar 2010

budt på ca. 70 km. og små 1.300 højdemeter.

Efter en urolig nats søvn, hvor be-nene ikke helt havde forstået, at cyklen stod i garagen, var vi klar til en ny dags udfordringer. Der var nærmest kø ved morgenmaden, efter den noget proteinfattige aftensmad dagen før. Uden for referat ved jeg, at Brian faktisk var nede og hive i døren til spisesalen allerede 7.15, men uden held.

Vi MTB’er besluttede, at vi ville spise frokost i Goslar som ligger ca. 15 km. nord for Schulenberg. Byen er kendt for dels at være en kejser-by, men også for sin smukke gamle bymidte. Vejen til Goslar blev lagt via. Zellerfeld. Det gav ca. 20-25 km. ud og så måtte vi jo se på, om vi skulle dele os, hvis kræfterne slap op.

Som fredag blev der lagt ud med en lang stig-ning, og det gjorde kroppen rigtig godt at blive varm igen. Ikke at sli-tagen fra dagen før forsvandt,

men ømheden fortog sig.

I Zellerfeld blev vi fristet over evne af de solbeskinnede fortovscaféer, som solgte både is og kaffe. Så med kun ganske få stemmer imod, blev der nydt lidt sol og Harzen-stemning. Imens nåede kortgenera-len både at drikke varm kakao OG cykle en 3-4 gange op af hovedga-den i Zellerfeld. Sjovt nok takkede han nej til vores tilbud om sløjfer! Efter formiddags-kaffen ventede der igen en god lang stigning og heref-ter var det stort set ned af bakke resten af vejen til Goslar. En stor del af nedfarten foregik på en skov-vej, hvor skovningsarbejdet havde gjort vejen godt og vel hullet, og på baghjul af Tommy kunne jeg nu tydeligt se fordelen ved hans såkald-te ”sofacykel”.

Frokosten i Goslar blev indtaget tæt på byens torv, på en udendørs re-

Page 12: Bladet efteraar 2010

staurant, som serverede rundt om-kring de store gamle kirker midt i byen. Meget hyggeligt og meget solid kost i form af en ”schnitzel mit pommes und den ganzen molevit-ten”.

Kortgeneralen og hans næstkom-manderende (Lene) havde allerede fundet ud af, hvor vi nu skulle hen, så manglede vi kun at få flaskerne fyldt, før turen gik ud af byen igen. Vi fandt en lille butik med flaske-vand og i sin iver (måske over nyt vand) gav Tommy kassedamen lek-tion 1 i nordjysk : ”a kommer li’e teba’e”. Personligt tror jeg ikke hun forstod ordene, - men måske me-ningen da han vendte tilbage, efter at have hældt indholdet fra sin fla-ske med ubetalt pant over på sin drikkedunk.

Eftermiddagens udfordring bestod i en udsigtspost på godt 600 højde-meter. Stigningen derop foregik jævnt og fint, af en skovvej med fine hårnålesving. En stigning der bare var jævn og lang. Efter måske 6-7 km var vi på toppen af Kästeklippen – mener jeg (om det var den fuldstændige udmattelse som gør, at jeg har glemt navnet, skal være usagt), og udsigten var hele stigningen værd. Så nu havde vi kun det bedste tilbage i form af nedfarten.

Tommy gav os muligheden for at vælge mellem en nedfart hvor det gik nedad, og en hvor det gik rigtig meget nedad (en vandresti). Så vi tog selvfølgelig den sidste og det foregik med begge bremser godt trukket og vægten bagud på cyklen (det var et trick vi fik halvvejs nede) – og det gik stadig rimeligt stærkt.

Efterfølgende konstaterede Rene at hans skivebremser var blevet så varme, at metallet var blevet blåt, - men han skiftede senere mening til at det vist var fordi solen skinnede!

Lørdagens strækning blev på 55 km. og omkring 1.100-1.200 højdeme-ter. Vel hjemme på hotellet blev der tid til at nyde en øl og sodavand i hotellets udendørs ”biergarten”, inden den stod på bad, svømmehal og aftensmad. I modsætning til de to foregående aftener havde vi beslut-tet at lørdag aften skulle ”festen” i hvert fald vare til 22.30, men ak, mere blev den heller ikke, før vi alle var krøbet til køjs.

Søndag morgen stod den på mor-genmad og afrejse, og med et enkelt stop ved grænsen var vi i Sæby 15.30.

Det har været en fantastisk sjov tur at deltage i, og jeg vil gerne benytte lejligheden til at sige tak til vores rejsefæller for den måde som de tog imod os nybegyndere på. Det har bestemt ikke afskrækket os, (måske

Page 13: Bladet efteraar 2010

omvendt ☺) - så nu må vi se, om ikke klubtræningen kan indpasses i kalenderen – i hvert fald bare en gang imellem.

På cykel i Toscana, med Kragh & Larsen Cycling. Fortalt af direktør Per Kragh Nielsen

Ved en reception i Århus i foråret 2009, tog direktørerne i Kragh & Larsen Cycling en hurtig, en vigtig, og – viste det sig – en rigtig god beslutning.

Vi skulle til Toscana i september 2010. Og cykle.

Denne beslutning skyldtes flere ting. Først og fremmest var vi ikke blandt de ”heldige”, der havde fået adgangstegn til Ötztaler Radma-

rathon. Denne oplevelse havde vi ellers set meget frem til, men vi indrømmede da også - sådan over for os selv, i en lukket kreds – at vinteren jo ikke havde været speciel cykelvenlig, så IKKE-deltagelse i dette løb var måske en rigtig god ide.

Det var der en anden af gæsterne, der hørte os tale om, og så udtalte han disse ord: ”I kan låne mit hus i Toscana, der er plads til 20”.

Hvilket han så nok efterføl-gende fortrød, for vi tog ham på ordet. Lige på ste-det, hvilket der så kom en lang historie ud af. Den skal jeg ikke trætte med her, blot konstatere, at vi endte med at leje dette luksushus, med 6 lejligheder med 6 badevæ-relser og 4 køkkener, swimmingpool, vaskekælder og med en beliggenhed højt oppe i terrænet, med den

mest fantastiske udsigt over det ty-piske toscanske landskab. For et, udtrykt på nordjysk, meget beske-den beløb.

Så langt så godt. Det blev hurtigt besluttet, at Kuno og jeg transporte-rede cyklerne derned og hjem i bil. En WW Transporter, som sidste års tur til dolomitterne. Resten af delta-gerne, 11 mand, skulle flyve derned,

Page 14: Bladet efteraar 2010

med Norwegian fra Aalborg til Pisa, lørdag den 11. september, og hjem med Ryanair, fra Pisa til Billund, fredagen efter.

Få dage efter flybilletterne var købt kom der så besked om, at holdet alligevel kunne deltage i Ötztaler Radmarathon. Det skabte lidt forvir-ring, men enden på den del af histo-rien blev, at jeg tog til Østrig, sam-men med en fra Ollerup på Fyn, og syv mand fra Videbæk. Et noget andet hold end oprindeligt tilmeldt, hvilket egentlig er denne historie uvedkommende. Og Ötztaler-historien er fortalt tidligere i dette blad.

Tilbage til Toscana-turen, og holdet der deltog i denne. Kuno, Steen og jeg her fra Sæby. Lars-Erik (min meddirektør i Kragh & Larsen Cycling), Kristian, Per Seier, Boris, Peter, Henning og Sverre fra Århus, samt Henrik, Jens og Søren fra Vi-

debæk) Af disse var Peter, Henning og Søren nye i forhold til dolomit-terholdet, som i øvrigt var noget reduceret, fra 18 til nu 13 mand.

Så kører vi. Steen kørte Kuno og mig, samt vore cykler og bagage, til Århus torsdag. Vi var fremme ved Sverre kl. 19-tiden, hvor alle delta-gere skulle komme med cykler og bagage. Alt blev lastet i Transporte-ren. 13 cykler og bagage for 13 mand. Det kunne lige være der. Når Kuno pressede lidt hårdt her og der.

Steen kørte hjem til Sæby, og Kuno og jeg overnattede ved Per Seier. Fredag morgen startede vi turen sydpå. En lang og træls tur, som jeg i øvrigt havde kørt en stor del af 14 dage før. Ved 20-tiden var vi kom-met ind i Østrig, hvor vi kørte lidt rundt i en lille by for at finde et sted at spise og overnatte. Vi fandt ikke noget sådan umiddelbart, så jeg spurgte GPS’en om ”Hoteller”. Den

Page 15: Bladet efteraar 2010

fandt hurtigt et, 2,4 km væk. Fint, det kørte vi til. Syntes dog det var lidt rigelgt, da vi fik oplyst, at prisen var 140, indtil det gik op for os, at det var i schweizer frank. Vi var kommet til Schweiz.

Næste morgen fortsatte vi, med kurs mod lufthavnen i Pisa, hvor de an-dre skulle lande kl. 14.45. Her skul-le vi så gerne være med cyklerne, så de kunne cykle resten af vejen, de 65 km til huset.

Vi var der først kl. 14.55, pga. en trafikprop på motorvejen ved Mila-no, men cyklerne kom frem, der blev skiftet tøj midt på et åbent areal ved lufthavnen. Ud fra ansigtsud-trykkene at dømme hos de forbipas-serende italienere, er det ikke hver dag, der står helt nøgne mænd lige i det område.

Afsted de kom, og ruten til huset havde jeg lagt ind på flere af delta-gernes GARMIN cykelcomputere.

(Længe leve Garmin)

Da de først fandt ud fra lufthavns-området, gik det fint med at finde vej, og jeg kørte videre i bilen, med en ny co-driver, idet Kuno cyklede og Kristian kørte det sidste stykke med mig.

Nu var Toscana-eventyret i gang for alvor. Mange timers forberedelse skulle gerne munde ud i en god op-levelse.

Og uden at overdrive vil jeg konsta-tere, at det blev en god oplevelse. En rigtig god tur for samtlige delta-gere. Også for den århusianer, der mødte op med en – fra en løbetur – skadet fod. Han blev ”skaffer” på turen. Han skaffede mad og anden nødvendig forplejning (læs rigeligt med vin, rigeligt med øl, og lidt vand). Han kokkererede også en del, når vi da ikke spiste aftensmad på en ved huset nærliggende restaurant.

Peter – som han hed – kom derved lidt ufrivilligt til at udfylde en rolle, som Lars-Erik og jeg egentlig godt var klar over, var en nødvendighed for, at turen ville blive en succes, men vi havde skubbet pro-blemet i baggrun-den, men havde vel regnet med, at dette

Page 16: Bladet efteraar 2010

job skulle gå på skift mellem delta-gerne.

Nu kunne vi andre så cykle, hvilket vi gjorde. Søndag, mandag, tirsdag, onsdag og torsdag. Og de fleste den omvendte lufthavnstur om fredagen.

Vejret var med os, i den uge vi var der. 28 til 30 grader om dagen, und-tagen mandag, hvor vi fik lidt regn om dagen, og rigtig megen regn om aftenen.

Omgivelserne var perfekte. Huset var perfekt, landskabet var perfekt og de ruter, jeg havde lavet hjemmefra på min nyindkøbte Garmin (Længe leve Garmin) var noget nær perfekte. Det var i hvert fald perfekt at køre efter en rute på en Garmin, hvor alternativet ville være et eller andet kort-materiale, som skulle studeres ved hver, hver anden vejæn-

dring, med masser af stop og di-skussioner til følge.

Nu indskrænkede diskussionerne sig blot til bemærkninger om, hvorfor min Garmin bippede. Jeg kunne nemlig ikke høre den høje lyd, og et

par enkelte gange, eller tre, lavede vi en af Garmin komman-deret U-turn. Men frem til målet kom vi hver gang. Ad små, meget lidt befærdede veje, hvor det enten gik op eller ned. Sjældent lige ud.

vi besøgte Castiglioncello, en lille kystby, der lå

ca. 40 km fra huset, vi boede i. Vi besøgte Siena, en tur på i alt 145 km. Vi besøgte Gambassi Terme, en lille hyggelig kurby. Vi var i San Gimignano, eller Tårnby, som vi

Page 17: Bladet efteraar 2010

døbte den. En by der er berømt pga. sine mange tårne – og som var fuld af turister. Også mange danske, der straks genkendte SparNord-tøjet.

På alle turene fulgtes vi ad, selv om der var meget stor forskel på de enkelte rytteres evner til at køre især opad. Kun på den lange tur til Siena var der nogle stykker der hyggede sig derhjemme. Og samlede kræfter til næste dag!

Turen varede en uge, men føltes alt for kort. Hvilket skyldtes det gode sammenhold blandt deltagerne, og da ikke mindst den store fornøjelse det er, at cykle rundt i det toscanske landskab. Her har Vor-herre da rigtig nok haft cykelfreaks i tankerne i skabelsesprocessen.

Kragh & Larsen Cycling kreerede endnu en succes. Om turen var bed-re en sidste års tur til Dolomitterne? Ja, det var den, men nok mest på grund af, at vejret denne gang var med os.

Hjemturen? Kuno og jeg kørte ba-gagen til Pisa Lufthavn. Resten cyk-lede dertil. Omklædning og lastning af cykler gik smertefrit, så ved et-tiden fredag startede hjemturen i bil. De andre fløj ved 19-tiden, så de var hjemme fredag aften, Kuno og jeg havde planlagt en overnatning på hjemturen, men ved 19-tiden fore-slog jeg, at vi kørte igennem, hvil-ket vi så gjorde, så ca 20 timer sene-

re læssede vi af i Århus, fik lidt at spise ved Kristian, og han kørte os så til Sæby, og bragte således Transporteren tilbage til Århus.

Enkeltstart søndag den 5. september 2010 Ved redaktøren

Igen i år arrangerede klubben en-keltstart ved Ørtoft. Resultatet kan ses i ovenstående skema. Flot kørt af næsten alle. En udgik pga. punk-tering. En kørte forkert, og resten kørte alt hvad de kunne. En enkelt kørte stærkest. Tillykke til Mark. Og lad os så håbe, at Michael Niel-sen kan køre igen til næste år.

Et surt opstød Fra redaktøren

Her en lille måned før årets general-forsamling, sidder jeg og nørkler med efterårets udgave af klubbladet. Og bliver mere og mere pisse sur.

Page 18: Bladet efteraar 2010

Jeg har netop sendt en mail til for-manden, med et dagsordenforslag til årets generalforsamling. Jeg ønsker en debat om, hvad det er klubben vil med dette blad.

Det kan nemlig ikke være menin-gen, at bladet skal være en fortæl-ling om mine oplevelser på cykel, suppleret denne gang med en klub-tur til Harzen.

Jeg har ikke noget imod at være lidt opsøgende, men jeg forventer reak-tioner på mine udlæg. Og man må da i det mindste forvente, her en lille måned før generalforsamlingen, når man går ind på klubbens hjem-meside, og trykker på ”Nyt fra be-styrelsen”, at det så er dagsordenen for 2010, der kommer frem på skærmen, og ikke den fra 2009. Den er da i hvert fald ikke en nyhed længere.

Jeg kan også på klubbens hjemme-side se, at der har været afholdt MTB-mesterskab i foråret. Og jeg ved – det har jeg hørt en del om – at der er vældig gang i klubbens MTB-sektion. Eller hvad det nu er for noget. Der må da være noget fra denne del af klubben, at fortælle om i bladet.

De holder også orienteringsløb, har jeg hørt.

Der er vel omkring 75 medlemmer i SMCC, hvoraf vel omkring 25 er mere eller mindre aktive i klubregi.

Kom nu på banen, for fandan da.

Og så tænkte jeg: ”Nu Googler jeg et sjovt cykelbillede”, sådan for at blive i godt humør igen. Det kom der mange resultater ud af. Bl.a det-te, som for fandan da er svært at blive i godt humør af.

Tanker om årets gang i klubben. v/ Formand Tommy Thomsen

Når jeg tænker tilbage på 2010, tænker jeg først og fremmest på den megen sne der blev liggende helt frem til standerhejsningen. Heldig-vis fik vi en god sommer, som man-ge benyttede sig af ved at få cyklen ud på mange kilometer.

Page 19: Bladet efteraar 2010

Harzen-turen. I foråret tog en flok på en forlænget weekend i Harzen, hvor vi havde en på alle måder fan-tastisk tur. I har sikkert allerede her i bladet læst Pia’s fine beretning om denne tur.

Dog manglede vi i år at få gennem-ført ”den store klubtur”, som vi alle kunne have som fælles mål og træne

hen i mod gennem sæsonen.

Træning i klubregi. Når vi har forskellige mål, bliver det unægtelig en udfordringen at få træningen gjort interessant for alle. Som altid har hastigheden, og hvordan vi løser denne udfordring, været genstand for diskussioner.

Vi har i flere år haft glæde af, at der er medlemmer der vil påtage sig rollen som holdkaptajner for holde-ne: A, B og C. Når det funger, bli-ver der kørt, så alle har glæde og udbytte af turene, uanset niveau.

Mange husker, hvordan Steen Jen-sen med stor succes gennemførte mange tirsdagstræninger på de faste, planlagte ruter. Desværre er det ikke altid fremmødte er tilstrækkeligt stort til, at man synes at der er nok til at danne det normale hold, og der bliver derfor kørt i blandet flok. Her kræver det virkelig én med den sto-re dirigentstok, for at få alle til at føle at de får deres behov tilstræk-keligt opfyldt på træningsturene.

Selv om alle har de bedste intentio-

Page 20: Bladet efteraar 2010

ner fra starten går det som oftest skævt hvis der er for stor styrkefor-skel.

Reaktionen herpå er desværre, at man resignerer, og bilder sig selv ind, at man ikke er hurtig nok til at køre med, og i stedet kører for sig selv eller endnu værre, man bliver hjemme og lader cyklen samle støv.

Så vi kan fra bestyrelsens side kun opfordre til, at selv om man synes det går for hurtigt eller måske for langsomt en aften, så hold ud og mød op næste gang. Hvis det sker, vil det helt sikkert resultere i, at det altid vil være muligt at finde nogen, som man kører lige op med.

Flere afdelinger i klubben. I år blev der kørt på mountainbike hele sommeren, af medlemmer som har mere lyst til prøve kræfter med den-ne cykelform. Oprettelsen af MTB-afdelingen hilser vi meget velkom-men, da det har betydet, at vi ud over at kunne tilbyde en ny aktivi-tet, også har fået tilgang af med-lemmer, som vi ellers ikke har kun-net tiltrække.

Tanker om grupperinger i klub-ben. Specielt i år synes jeg, vi ople-ver en stigende tendens til at danne mere uformelle grupperinger, som f.eks. når ikke-arbejdsramte finder sammen og kører om formiddagene, og hvis flere medlemmer der er bo-siddende i samme oplandsby kører

sammen, og der er sikkert også flere gruppedannelser, alt afhængig af relationer og kemi mellem med-lemmer. Alt sammen udmærket når det overordnede mål er at få flest mulige ud at cykle. Men det betyder også at mødeprocenten til klubbens træningsture falder, og der dermed ikke kan dannes homogene hold, og så er vi inde i den negative spiral.

Måske skal vi gøre noget mere sammen uden cykel for at forbedre sammenholdet i klubben. Det er snart nogle år siden, der sidst har været interesse for at holde et festar-rangement, hvor vi tager vores bed-re halvdel med og fester igennem. Håber ikke mine tanker virker for negative, hvilket ikke har været hensigten, for hvis man ser sig rundt i medlemskredsen, har vi heldigvis mange resurcestærke personer, som heldigvis påtager sig mange opga-ver til gavn for fællesskabet. Men jeg tror den nye bestyrelse, der snart bliver valgt på generalforsamlingen, for alvor skal lægge sig i selen for at få gennemført nogle fælles aktivite-ter der henvender sig bredt i klub-ben.

Selv om det er en skøn, individuel sport vi har valgt at motionere med, er det nu sjovest at køre i flok.

(Redaktørens tilføjelse: som det meget tydeligt frem-går af modstående billede, har vejret ingen indflydelse på cykelglæden, eller også er det en fabelagtig suppe, der serveres til standerhejsning)

Page 21: Bladet efteraar 2010

Endnu en af redaktørens cykeloplevelser. Ved ham selv

Netop hjemkommet fra Ötztaler Radmarathon, og i kanon form, del-tog jeg om tirsdagen i klubbens fæl-lestræning.

Vi var 6 – 7 mand der drog af sted sammen. I herligt vejr, men da det var lidt sent på sæsonen, først i sep-tember måned, stod solen lavt på himlen. Og det er den, altså solen, jeg vil give skylden for, at det gik så grueligt galt. Denne aften, for første gang i de 15 år, jeg efterhånden har cyklet i klubben.

Af uransagelige årsager ligger jeg sidst, på vej vest ud af Gærum. Nogle af de forankørende, andre ikke, drejer fra vejbanen op på cy-kelstien. Jeg ser en opkørsel, og svinger svagt bag om den forankø-rende, der bliver på vejbanen, op over fortovskanten.

Det vil sige, det gør jeg ikke. I ste-det rammer jeg fortovskanten med forhjulet. Opkørslen er ophørt.

Og i samme splitsekund rammer jeg asfalten. Med højre side, og jeg slår min skulder, albue, håndled, hånd, knæ og ankel, samt min venstre hånd. Især venstre tommelfinger går det ud over.

Da jeg rammer asfalten slår jeg også hovedet hårdt, og jeg husker, at jeg tænker: ”Hvorfor tager hjelmen ikke af?”

Men det gjorde den. Heldigvis. Så meget, at den flækkede i fronten, samt blev slået i stykker i højre side.

Cyklen skete der heldigvis ikke no-get særligt med.

I skrivende stund har jeg stadig pro-blemer med omtalte tommel. Det viser sig, at der er slået en skal af knoglen, på det inderste led, der hvor senen er fæstet.

Jeg skriver denne historie af flere grunde.

1. Kør altid med hjelm.

2. Vær altid opmærksom.

3. Gå til lægen straks I konsta-terer en skade. (Det gjorde jeg ikke)

4. Sygehusvæsenet fungerer ad helvede til.

Og hvad mener jeg med det. På sygehuset, hvor jeg blev rønt-genfotograferet, sendte man mig bare hjem.

Det offentlige sygehus kunne se på mig den 29. marts 2011.

3 uger efter min ”sag” blev vi-deresendt til et privathospital, var jeg hos en læge der. Han konstaterede blot, at det var

Page 22: Bladet efteraar 2010

nødvendigt for ham, at få fat i røntgenfotografierne.

Hvabehar’, siger jeg bare. Go’ da’ mand økseskaft! Det er sagsbehandling på et højere plan, men desværre har det ikke meget med planlægning at gøre. I hvert fald ikke i min verden.

En googling på ”cykeluheld” gav bl.a. dette billede, der viser klubbens nye, sikre cykel.

Men det gav også dette billede, uvist af hvilken grund, men tan-ken er måske nærliggende. Altså at partiet kan sammenlignes med et cykeluheld.

Lidt om færdsel på privat vej. Kopieret fra klubbens hjemmeside, skrevet af Tommy Thomsen

Mark- og vejfredslo-ven indeholder dansk rets ho-vedregel om færdsel på frem-med ejendom.

Ifølge bestemmelsen i § 17 er det ikke tilladt at færdes på an-den mands ejendom - bortset fra private veje - uden at man enten har ejerens tilladelse eller anden særlig hjemmel. Forbudet gæl-der, uanset om arealet er afspær-ret, om der er forvoldt skade, eller om arealet er under kultur eller lignende.

Ifølge bestemmelsen i § 17 er det derimod tilladt at færdes ad en privat vej, medmindre ejeren ved lovlig skiltning har forbudt færdsel enten generelt eller færdsel af den pågældende art.

Ejeren af en privat vej har ret til ved skiltning helt eller delvist at

begrænse færdslen på vejen, med-mindre der ifølge anden lovgivning, deklaration eller andet særligt rets-grundlag, f.eks. hævd, gælder en pligt til at holde vejen åben for an-dre. Det er således kun i tilfælde, hvor der ikke gælder en pligt til at

Page 23: Bladet efteraar 2010

holde vejen åben for andre, at vejejeren selv kan bestemme, hvilken færdsel der må finde sted på vejen.

Og så endelig lidt om klubbens europame-ster. Sæby Motions Cykel Club har fået en rigtig europamester. På bane. I pointløb. Og sølv i for-følgelsesløb, og såmænd også en bronzemedalje i sprint.

Det kan da ikke gøres meget bedre, kunne jeg fristes til at skrive, men hvem ved. Der er noget med et verdensmester-skab, der ikke er overstået end-nu.

Nu skriver jeg nok, at SMCC har fået en rigtig mester, sådan med medalje og det hele, men det vil må-ske være mere rigtigt at skrive, at Steffen – hvem det drejer sig om – kører på licens for cykelklubben i Hjørring, men det be-tragter jeg kun som en nødløsning. Det er da os her i Sæby, der

har lært Steffen at cykle.

Jeg husker ganske tydeligt første gang, Steffen kørte med i klub-ben, hvor jeg satte ham op ad bakken ud af Karup. Sådan en engangsoplevelse glemmer man aldrig.

Jeg skal undlade at skrive mere om Steffens bedrifter på de eu-ropæiske baner. Det har man kunnet læse om andre steder, men jeg synes lige denne flotte præstation skulle omtales her i dette så udmærkede blad.

Vi tager lige et billede mere. Et billede, der tydeligt viser, at der skal ydes for at vinde medaljer

Page 24: Bladet efteraar 2010