CHARLOTTE KJÆRHOLMPEDERSEN (TEKST)

ANDERS RYE SKJOLDJENSEN (FOTO)

Foran mig er familien Saeby begra-vet. Den seneste døde i 1981, og fa-miliegravstedet ser lidt forsømtud. Visnede blade blander sig medgran, og jeg kommer til at tænke på

en sommeraften i 2005, hvor min mor-mor og jeg gik rundt på en kirkegårdsammen. Min lille, runde, mørklødedemormor havde lokket mig derop underpåskud af, at vi skulle lægge en blomstved min morfars grav.

Men egentlig ville hun vise, hvor hungerne ville begraves. »Det skal være medudsigt ud over Juelsminde«, sagde hunbeslutsomt. Og så var hun parat til at kø-re hjem, sulten og klar til at spise jord-bær og tørstig efter aftenkaffen, menmæt af dage.

»Hvad efterlader du?«, spørger ma-skinstemmen i mine ører, og fl��uks er jegtilbage på Vestre Kirkegård, hvor jeg stårmed store hørebøffer på. Jeg ved det ik-ke. Min mormor vidste det. Fire børn, nibørnebørn og et lille hus, der lugtede afgammel røg.

Audiowalken, teaterperformancen –eller slet og ret byvandringen – ’RemoteCopenhagen’ er i gang. Det er det tyskekunstnerkollektiv Rimini Protokoll, derstår bag. Gruppen er internationalt an-erkendt og har før været i Danmark medsine forestillinger. De arbejder ofte medbyrum og performance, hvor publikumselv skal deltage. Blandt andet med fore-stillingen ’Home Visit Europe’, hvor set-tingen var et privat hjem, eller ’Cargo So-fi��a-Copenhagen’, hvor 45 publikummerblev fragtet rundt i en lastbil for at ople-ve, hvordan det er at være fl��ygtning foret par timer.

Audiowalken ’RemoteCopenhagen’ åbner sider af København og ipublikum, der ellers titglemmes i hverdagen. Dettyske kunstnerkollektivRimini Protokoll står bagværket, der kombinerer bigdata og store eksistentiellespørgsmål. Resultatet er engåtur i byen, der sættergang i minder, som ikke erlagret på telefonen eller hosen obskur virksomhed.

Gå ned ad den højre trappe, hvis du tror på liv efter døden

UNDERVEJS. På vej op ad trappen på Sjælør Station. Jörn Karrenbauer fra Rimini Protokoll tager noter til forbedringer af audiowalken på sin telefon.

...

4 POLITIKEN IBYEN Fredag 24. august 2018

byvandring reportage

I foråret blev audiowalkens scenervalgt af Stefan Kaegi fra kollektivet. Nu ervi på generalprøve med den anden af ho-vedkræfterne bag, Jörg Karrenbauer, ogto lyddesignere. Mødestedet er NordreKapel på Vestre Kirkegård. Meningen er,at vi skal fjerne os fra de omgivelser, viplejer at færdes i.

»Vi prøver altid at begynde på en kir-kegård eller i en stille park. Det skal helstvære en lidt uvant placering for de delta-gende, og så må den gerne ligge lidt udeaf byen – deraf navnet remote. Så begyn-der publikum allerede at tænke over,hvorfor det er der, vi starter, og de kom-mer ud af den sædvanlige trumme-rum«, siger Jörg Karrenbauer.

»På en kirkegård får man en oplevelseaf at fi��nde eller fundere over meningenmed livet, og hvad der sker, efter ens liver ovre«.

Hongkong og PeruRimini Protokoll har lavet lignende van-dringer i snart 45 byer. Fra Hongkong tilPeru, men mest i europæiske og ameri-kanske storbyer. Og forskellen fra by tilby er til at føle på, forklarer han:

»København er en lille by i forhold tilmegabyer som Hongkong og Shanghai.Det er nærmest en lille landsby. Oplevel-sen bliver en anden i de store byer. På detlogistiske plan er det meget lettere, forden er stille og tom. Vi kan jo sagtens pla-cere 50 mennesker i et S-tog i rush hour.København er dejlig let at bevæge sig i. Ide store byer er vi nødt til at lave mindregrupper, for der er ikke plads nok. Vi kansimpelt hen ikke være 50 mennesker påfortovet«.

Vi sidder midt på en græsplæne og

Gå ned ad den højre trappe, hvis du tror på liv efter døden...

Fredag 24. august 2018 IBYEN POLITIKEN 5

FAKTA

’Remote Copenhagen’Audiowalken ’Remote Copenhagen’ eren del af KØS Museum for kunst i det offentlige rums internationale udstilling’Transit’, som undersøger rejsendes personlige fortællinger og vilkåri nutidens globaliserede samfund.

I samarbejde med Chart præsentererKØS et preview fredag 31. august og lørdag 1. september. ’Transit’ åbner 14. september på KØS.Her vil ’Remote Copenhagen’ kunne opleves ma.-lø. kl. 17 i perioden 14. september-4. oktober. ’Remote Copenhagen’ præsenteres i denne periode i samarbejde med Metropolis.

Læs mere på WW itransit.dkBilletter kan købes her: billetto.dk/kos-museum-for-kunst-i-det-offentlige-rum

...

byvandring reportage

6 POLITIKEN IBYEN Fredag 24. august 2018

kigger rundt. Nuancer af grønt overvæl-der én, når man kigger op. Gran, bøg ogbirk svajer i den blide vind, og græssetstår grønnere, end det har gjort helesommeren.

»Det hele er menneskeskabt«, messerstemmen i mine ører. Høretelefonernelukker alt andet ude, og stemmen lydersom en gps blandet med iPhonens Siri.Den deler en gang imellem ordene, slåren fl��ig af, så man ikke er i tvivl om, at hunaldrig har sat ben på denne Jord. Hunhar kun data at basere sine udsagn på,ingen menneskelig erfaring skabt i rela-tion med andre. Det er ligesom, når bil-ens gps altid begynder med at sige »Drejtil højre af Ref S Næs Gade«, når man kø-rer hjemme fra mig.

Hvor skulle hun da også vide det fra?Hun dør aldrig og husker alting, menhun forstår det ikke.

Stemmen spørger, hvordan jeg tror,hun ser ud; om hun ligner én, jeg ken-der? Det gør hun ikke, for hun er heltsymmetrisk og glat, forestiller jeg mig.Der er ikke en rynke, der har ramt denneandroids ansigt med fyldige læber oghøje kindben. Ligesom alle de andre.

Da vi rejser os og går, siger hun »drej tilhøjre«, og en lille sti åbner sig, og vi be-væger os ud af den kæmpestore kirke-gård ved siden af Vestre Fængsel. Områ-det er en slags endestation for det almin-delige liv, og på vejen bliver vi da ogsåstillet i et dilemma: »Gå ned ad den højretrappe, hvis du tror på liv efter døden.

Tag den venstre, hvis ikke du tror«.Min mormor ville uden tvivl have

valgt trappen til højre, hvis man harhendes udsigtspræferencer fra gravenin mente, men det er et dilemma formig, og helt kujonagtigt går jeg til ven-stre, for det gør alle de andre, og vi forla-der kirkegården, mens en ældre mandstår bøjet over vandhanen for at fylde enstor, grøn vandkande op.

Indre og ydre rejseAlt er tilrettelagt i audiowalken. Flok-ken, der kan være på op til 50 menne-sker, skal gå sammen, og man drejer ogkigger alle op, når stemmen siger til. Davi går fra udgangen af Vestre Kirkegårdog krydser Sjælør Boulevard for at bevæ-

ge os ind i et nyrenoveret socialt bolig-byggeri, møder vi en mand, der træneren kamphund, og to store Mercedes’erfylder i en gyde, mens ejerne laver forret-ninger. Det er bare livet og får ikke ennærmere introduktion af guiden i ører-ne.

Alle er udstyret med høretelefoner, sådet er nødvendigt at navigere blandt deandre, men man er også på sin egen rej-se. Min mormors skæbne har sat sig fastog følger mig resten af turen.

Panoramavinduer er nedprioriteret idet almennyttige byggeri, AAB-fl��aget va-jer og er det eneste vidne på liv på denstore græsplæne, der adskiller den enebygning fra den anden. Her er ikke no-get Lagkagehuset på hjørnet. Til gen-

OM OG OM. Rimini Protokoll-teamet går rutenhver dag indtil 31.august for at fåstyr på alle detaljer.

...

8 POLITIKEN IBYEN Fredag 24. august 2018

...

byvandring reportage

gæld ligger der et forsømt skilt med’Sjælør Kebab og urgerhus’ ved statio-nen, hvor vi hopper på et S-tog. Der er al-tid et element med et offentligt trans-portmiddel, har Jörg Karrenbauer for-klaret. Det skal bringe folk lidt tætteresammen.

Stemmen ved godt, hvad man gør, nårman står og venter på toget, og hun si-ger nej på forhånd. I dag skal Facebookog Instagram ikke tjekkes. Vi skal kiggeud og på hinanden. Stemmen meddeler,at jeg bør kigge på dem, der sidder påbænken: »Er de gamle?«. »Er de i dårligform?«.

»Alt er baseretpå big data ommenneskelig ad-færd. Man ved me-get om vores for-udsigelige adfærd.Og mennesket erforudsigeligt. Deter vi nødt til at væ-re, for at f.eks. by-en fungerer. Vi ernødt til at regnemed, at bilernestandser for rødt,ellers kan man ik-ke bevæge sigrundt«, forklarerJörg Karrenbauer.

»Intentionerne med værket er at fåfolk til at tænke over, om man har lyst tilat følge disse stemmer, og hvornår mantræder ud og tænker sig om. Værktøjet

for al ny teknologi er stemmen, så vi ikkebehøver at trykke på knapper længere.Vi taler, og nogen svarer os, uden vi tæn-ker over, hvor og hvad stemmen er.Hvem er det, der taler? Og hvad er måletfor de virksomheder, der gør det? De vilhjælpe os med hverdagslivet, men de vilogså påvirke os«.

Moderne transitVi stiger af på Hovedbanegården. Lyd-sporet, der er lavet af Nikolas Neecke,minder om en moderne version af Kraft-werk, konstaterer fotografen, og mensdet fylder vores ører, passerer vi DGI-by-en, og langs Ingerslevsgade holder allebusserne, der bringer passagerer ind ogud af landet. Vi er gået ind i en ny sfære:migranternes.

Gad vide, hvor min mormor kom fra?Eller spørgsmålet er nærmere, hvor minoldefar er fra? Efter signende var hanendnu mørkere end min mormor, menjeg kan ikke huske ham. Han var en char-latan. Sådan en, der aldrig var hjemmeog blev uvenner med alle, han mødte.Omstrejfende, så min mormor nåede atgå på cirka 10 skoler, inden hun stoppe-de efter 7. klasse.

Det samme gjaldt hendes ni søskende.Siger min mor. Min mormor ville ikkesnakke om ham. Måske var han tater, ro-ma, natmand eller måske bare polsk? In-gen ved det, men på trods af, hvad hanpåstod, var han under ingen omstæn-digheder særlig dansk. Var han endt påHovedbanegården i dag? I transit, et

sted uden identitet eller tilhørsforhold?På Vestre Kirkegård begyndte vi i

skrædderstilling, mens vi mediterede igrøn vegetation. Nu er vi i Den BruneKødby, hvor dem, vi går forbi, sidder isamme stilling. De fi��xer.

Symbolikken er næsten for meget; deeneste nuancer, der kommer til syne her,er forskellen i de triste, brune mursten,der omgiver dem. Ud over teltlejren ihjørnet, hvor identitetsløse stofmisbru-gere bor. Her er hektisk og desperat ogsamtidig helt stillestående.

I det øjeblik, vi træder ud af Kødbyenog over på torvet, er vi tilbage i vanterammer.

Smarte piger med turban og rundesolbriller læser modemagasiner, og vivækker opsigt, da vi skal manifestere enpersonlig ejendel ved at gå med den løf-tet i venstre hånd langs cafeernes uden-dørsservering. Jeg går selvfølgelig medmin telefon, og inden længe er vi i en kir-ke i et kvarter med sexbutikker, prostitu-erede, turister og folk, der er på vej hjemfra arbejde. Der er elektronisk musik iørerne, og vi bliver ledt over vejen og oppå en tagterrasse med frit udsyn over by-en.

»Vi ender altid turen på en tagterrasse,hvor man får overblik over livet, der le-ves dernede«, siger Jörg Karrenbauer.

Det er virkelig en landsby, vi befi��nderos i. Midt i centrum, midt på en hoved-pulsåre af en vej kan vi ane forholdsvis fåmennesker. Endnu færre cykler og nær-mest ingen biler. Her er stille, og de småbevægelser vidner om big data-livet, derudspiller sig på gadeplan; skridt, der erblevet taget dagen igennem, kalende-ren, der foreslår den nemmeste rute tilarbejde, fordi den ved, hvor det er place-ret, og Instagram, der ved, hvor du er.

Hongkong, Peru og New York, vi er allesammen forbundet i et stort elektroniskvirvar af informationer.

Måske med undtagelse af mormor påkirkegården. Hun er der kun i erindrin-gerne.ibyen@pol.dk

PÅ PLETTEN.Jörg Karrenbauersidder i græsset,mens de to lyddesignere PeterBreitenbach og Karolin Killig står iforgrunden. Bagest står instruktørassistentMie Hyllested Meyle.

FAKTA

Rimini ProtokollTysk performancegruppe.

Har blandt andet lavet forestillingen’100% København’, hvor 100københavnere valgt ud fra deresstatistiske gennemsnitlighed var på DetKongelige Teaters scene, og ’Home VisitEurope’, hvor forestillingen fandt sted ialmindelige boliger.

Består af Helgard Kim Haug, StefanKaegi, Daniel Wetzel og i sammenhængmed Remote X Jörg Karrenbauer.

Mennesket er forudsigeligt. Deter vi nødt til at være, for at f.eks.byen fungererJörg Karrenbauer