Udfordringen torsdag den 19. maj 2011 KRONIKKEN . 7

Et menighedsspejlCape Town-erklæringen er

en gave til vores danske kirke. En gave fra vores kristne brød-re og søstre ud over jorden, der som et spejl kan hjælpe os til at afsløre vores blinde vinkler og forny vores væren i, tro på, og vandring i evangeliet.

Meget tyder på, at vi er midt i en opbrudssituation på vej til ukendt land. Dels i vores kirker, dels i vores danske samfund. Tør vi se den virkelighed i øjnene? Tør vi se verdens nød i øjnene? Tør vi erkende vores egne fejlhandlinger og undladelsessynder? Tør vi modtage kaldet fra Cape Town til reformation af vores discipel-skabsvandring og til en spejling af Guds kærlighed og Kristi forsoningsværk i Helligåndens kraft, som afslutningen af er-klæringen kalder os til?

Hvis vi tør, kan denne erklæ-ring få umådelig stor betydning for kirken i Danmark. Med dens dybe kombination af bibelsk visdom og kendskab til kirken og verden kan den blive som et menighedsspejl for os, som vores menigheder og bevægel-ser kan spejle tro, forkyndelse og praksis i.

Derfor: Sæt denne erklæring på dagsordnen i dit menig-hedsråd, din ledergruppe, cellegruppe mv. Skub lidt af det administrative til side, og skab plads til et input med en sjælden bredde og dybde!

Capetown-erklæringen sæl-ges fra Lohses forlag.På lausanne2010.eftertanke.dk vil Morten blogge omkring indholdet i erklæringen.

Af Morten Hørning Jensen

E N B Y I R U S L A N D

Debutroman af Henrik Gren Hansen

En historie fra tilværelsens indre grænseland, hvor tro og tvivl udfordrer hinanden

184 sider – Kr. 199,95

T e l e f o n 4 8 2 0 7 6 9 0l o g o s m e d i a @ d l m . d k

w w w . l o g o s m e d i a . d k

Jeg skriver dette i et tidligt morgentog på vej til en kon-ference i Odense. Det er lige gået op for mig, at jeg glemte at se mig selv i spejlet i mor-ges og sprang ud af døren ... ubarberet. Bummer.

Man bør se sig selv i spejlet med jævne mellemrum. Selv-om man har travlt; selvom det er det samme syn, der møder én hver gang!

Vores danske kirke har netop fået en sjælden mulighed for at se sig selv i spejlet. Det inter-nationale netværk, Lausanne-bevægelsen, udgav i kølvandet af sin tredje verdenskongres i Cape Town i oktober 2010 en 93 siders lang erklæring, der netop er udkommet på dansk. Den giver et samlet billede af, hvilke udfordringer evangeliske kirker står over for på verdensplan og kan som et spejl kaste lys på vores kirker her i Danmark.

Hvorfor skal vi lytte?Hvad kan vores danske

kirker lære af det? Forestil dig et dokument, der er forberedt gennem flere års arbejde, hvor kirkeledere kloden rundt blev stillet det samme spørgsmål: �Hvad er jeres største udfor-dring for at være kirke i mis-sion netop nu?” Det rummer summen af samtaler, oplæg og debatter på en konference, der samlede 4200 deltagere fra 198 lande. Det er skrevet ud fra en dyb glæde over evangeliet og stor kærlighed til vores verden. Der flygtes ikke ind i fromme floskler, men virkelighedens problemer ses i øjnene. Dét lagt sammen giver en fornemmelse af, hvad Cape Town-erklæringen rummer.

Jeg indrømmer blankt: Jeg er begejstret! Denne erklæring er noget af det bedste, jeg har læst. Faktisk vil jeg mene, at skriftet kan gå hen og få kolos-sal betydning for vores menig-heder i Danmark, hvis vi tager det til hoved, hjerte og hænder.

Hvad skal vi lære?Erklæringen tager afsæt i en

vigtig sandhed: Kirken er altid spændt ud mellem to poler. På den ene side bygger den på noget uforanderligt: Den treénige Gud, som vi kender ham fra Skriften. På den anden side er kirken altid en del af en foranderlig verden.

Den spænding er vi hele ti-den nødt til at arbejde med. Bli-

Cape Town-erklæringen - en gave til danske kirker

Lektor, ph.d. og cand. theol. Lektor på Menighedsfakultetet og hjælpepræst i

Århus Valgmenighed.

Ved Lausanne-bevægelsens tredje verdenskongres i Cape Town sidste år, blev der sat spot på kirkens udfordringer på verdensplan. Derfor er konference-erklæringen - Cape Town-erklæringen - en gave til vores danske kirker, der står midt i en historisk brydningstid.

ver det uforanderlige utydeligt, kan vi miste vores fundament som kirke. Bliver det forander-lige holdt på afstand, risikerer vi at ende som en indelukket parentes.

På den baggrund stilles vi et enkelt og skarpt spørgsmål: Lever og forkynder vi et evan-gelium, der er robust nok til at rumme begge dele? Bibelens hele evangelium: det, der rum-mer, proklamerer, lytter, red-der, frelser, helbreder, tilgiver, lindrer, trøster og forsvarer? Eller har vi blot valgt vores eget udsnit af evangeliet?

Et robust evangeliumVores tid har mere end no-

gensinde tidligere brug for kirker, der lever af, vandrer i, forkynder og praktiserer et så-dant robust evangelium. Kirker, der tydeligt tegner både korsets lodrette og vandrette bjælke. Den kristne tro er hverken blot en lodret tro med forstanden el-ler en vandret handling i kærlig-hed: Den er et uadskilleligt og dynamisk sammenhængende ”både-og”.

Cape Town-erklæringen udtrykker på hver side en stærk vilje til at have begge med. Det skyldes Lausanne-bevægelsens ønske om på én og samme gang at være tro mod Bibelen og så rumme så mange forskellige evangeliske kirker som muligt.

Vi tvinges ganske enkelt til at se vores egne åndelige og kulturelle blinde vinkler i øjnene, når vi netværker med en så sammensat gruppe af

kristne. Vi kan måske som rige danske kirker lukke øjnene for fattigdom og udnyttelse. Fat-tige kasteløse indiske brødre og søstre minder os om noget andet! Andre steder har man måske ikke problemer med sekularisering og afkristning. Vi fra Europa kan fortælle en anden historie.

Lausanne-bevægelsen har

skabt et rum til at lytte til hinan-den fra så forskellige sammen-hænge. Og ud af Cape Town-mødet voksede der en meget robust erklæring, der på én og samme gang formulerer sig yd-mygt og imødekommende for at undgå ensidigheder og udtryk-

ker sig fast og skarpt for at lade Guds ord være rettesnor.

Hvor slemt står det til i kirkerne?

Hvorfor vægter Cape Town-erklæringen sammenhængen mellem korsets to sider så højt, også i sammenligning med Lausanne-bevægelsens tidligere skrifter?

Det er der to grunde til. For det første en erkendelse af egne fejl og undladelser: Vores kirker har fejlet i at leve i denne helhed. Ofte har vi haft mange ord, få handlinger og kolde hjerter. Og hvad værre er: Vores handlinger har modsagt vores forkyndelse.

Erklæringen kalder os derfor tilbage til ydmyghed, integritet og enkelhed. Det kan på af-stand lyde som from snak. Men på konferencen blev det tyde-ligt, hvordan det manglende discipelskab i vores kirker har været en medvirkende årsag til racehad, folkemord, kronisk fat-tigdom og forbrugssyge uden sidestykke i verdenshistorien.

Som fx den �for trængte�

histor ie om folkemordet i Rwanda. Der blev fortalt os på konferencen, at nedslagt-ningen blev begået af den kristne hutu-stamme på den kristne tutsi-stamme. Rwanda var Østafrikas succeshistorie på vestlig missionsindsats. I by efter by havde de hvide missionærer forkyndt evange-liet om syndernes forladelse,� men uden samtidig at sætte fokus på discipelskabets for-vandling af hjertet. Hadet og hedenskabet havde overvintret under en tynd skal af et defekt evangelium og ventede blot på en gnist, der kunne antænde bålet. Et resultat af en forkert balance mellem korsets to bjælker.

Hvor slemt står det til i verden?

For det andet er baggrunden den stadigt voksende nød i verden. Chokvirkningerne fra syndefaldet er kun taget til i styrke. Selv i vores ubegribeligt beskyttede Danmark oplever vi større og større sprækker i vores skudsikre velfærd.

Erklæringen tvinger os til at se den tid, der er vores, i øjne-ne. I afsnit efter afsnit nævnes problemerne ved navn: global fattigdom, krig, sygdomme, økologisk krise, klimaforandrin-ger, racisme, etnocentrisme, slaveri, sexindustrien, forbru-gerisme, hiv, hustruvold, diskri-minering af handicappede og selv den vigende biodiversitet (mangfoldighed af dyre- og planteliv).

Og midt i dette, som verdens eneste håb, holdes Kristus frem igen og igen. Som et omkvæd er den vending, der gentages oftest: �ved hans kors og opstandelse.

Bøn i grupper under Lausanne-bevægelsens tredje verdenskongres i Cape Town i 2010.

Der diskuteres på verdenskongressen i Cape Town.

”Hadet og he-denskabet havde

overvintret under en tynd skal af et

defekt evangelium og ventede blot på en gnist, der kunne

antænde bålet. ” Morten Hørning Jensen

om Rwanda