i

Indholdsfortegnelse

1. Introduktion og problemformulering Den spekulative vending pp. 1-2

2. Kant og Reprsentation pp. 2-4

3. Deleuze pp. 4-5

3.1. Reprsentation Struktur og problemer pp. 5-6

3.2. De tre synteser eller gentagelsens forskellige former pp. 6-9

3.3. Forskellen-i-sig-selv Virtualitet og aktualitet pp. 9-12

4. Hegel At fremstille det Absolutte eller det Absoluttes fremstilling pp. 12-13

4.1. Kritikken af das Ding-an-sich og Hegels immanente ontologi pp. 13-16

5. Konklusion pp. 16-18

6. Litteraturliste pp. 19-20

1

Deleuze og Hegel Reprsentationskritik og immanent ontologi

1. Introduktion og problemformulering Den spekulative vending

Et af de centrale problemer i filosofihistorien har altid vret sprgsmlet om forholdet mellem

sprog og virkelighed. Sprgsmlet er epistemologisk, og omhandler hvorvidt vores forestillinger og

sprog er i stand til at reprsentere virkeligheden p en korrekt mde. Sprgsmlet om

reprsentation er derfor central for den epistemologiske tnkning, som forsger at etablere regler

og betingelser for, hvornr en reprsentation er gyldig ift. virkeligheden, og hvornr den ikke er.

I de seneste r er der dog i filosofien foreget en tilbagevenden til de mere

fundamentale spekulative og ontologiske sprgsml. Den er blevet dbt den spekulative vending

(Bryant et. al.: 2011). Filosofien indenfor denne vending omfatter nye forsg p at rehabilitere

ontologien, herunder bl.a. den franske filosof Alain Badious forsg p at etablere en matematisk

ontologi (Badiou 2006; 2009), den tyske filosof Markus Gabriels forsg p at udarbejde en

transcendental ontologi (Gabriel 2011), samt den slovenske filosof Slavoj Zizeks forsg p en

kombineret lsning af Jacques Lacan og Hegel (Zizek 1999; 2006; 2012). Denne nye vending

vender sig bort fra epistemologiske sprgsml om f.eks. bevidsthedens struktur, og retter i stedet

blikket mod de ontologiske sprgsml. Det er sprgsml, der sprger ind til det man kan kalde

Vrens struktur. I stedet for at sprge hvordan subjekter erkender verden, sprges der i hjere grad

ind til what conditions have to be fulfilled by being (the world) in order for it to appear to finite

thinkers who in turn change the structure of what there is by referring to it? (Gabriel 2011: ix).

Allerede Heidegger stillede sprgsmlet ved at opstille den skaldte ontologiske differens mellem

Vren og det vrende. Heideggers grundlggende ontologiske postulat var, at det vrendes

vren er ikke selv et vrende (Heidegger 2007: 25). Det der sprges ind til i de nyere ontologiske

projekter er ligeledes selve sprgsmlet om Vren. Denne ontologiske sprgen er derfor ogs en

sprgen ind til eksistens: hvorfor eksister der noget, hvad eksisterer og hvordan eksisterer det?

Den franske filosof Gilles Deleuze stiller sig tidsmssigt midt imellem Heidegger og

den nyere spekulative vending. I en rkke vrker udfolder han et ontologisk projekt jeg mener, kan

bidrage til filosofiens ny- eller genfundne interesse for spekulative og ontologiske sprgsml.

Opgaven vil vre en samlsning af nyere fortolkninger af Hegel og Deleuze. Deleuze italestter til

tider sin filosofi som ekstremt anti-hegeliansk. Alligevel mener jeg, at der findes en rkke

lighedspunkter mellem henholdsvis Hegels og Deleuzes ontologiske projekter. Formlet med

opgaven er sledes ikke at finde en rigtig fortolkning af hverken Hegel eller Deleuze, men heller

2

ikke at lave en ren filosofisk vurdering af hvilken af de to, der bedst fremstiller en sand ontologi.

Formlet er derimod at lave en idhistorisk samlsning af de to filosoffer, med henblik p kritisk at

kunne informere den filosofiske diskussion, der foregr indenfor og om den spekulative vending.

De ontologiske sprgsml filosoffer som Badiou, Gabriel og Zizek forsger at svare p i dag,

forsgte bde Deleuze og Hegel at svare p tidligere. Opgaven vil vise hvorledes en samlsning af

de to kan levere en rkke originale ontologiske indsigter.

Hegel og Deleuzes filosofiske projekter kan siges at konvergere p to omrder. Det

ene omrde er kritikken af reprsentation. Reprsentation er den mde hvorp virkeligheden er os

givet, og den kan derfor stemme mere eller mindre overens med denne virkelighed. Bde Hegel og

Deleuze kritiserer den mde at tnke p. Begge mener, at en genuin kritisk filosofi ikke handler om

at finde reprsentationens gyldighed. For dem handler det om ikke at tage reprsentationen for

noget givet, men derimod om at vise dens genese. Det andet omrde er immanent ontologi. Gennem

en immanent ontologi vil Deleuze og Hegel forklare reprsentationens genese. Det centrale

ontologiske begreb hos Deleuze er Forskel-i-sig-selv, et begreb som iflge Deleuze ligger til grund

for reprsentationens genese. Opgaven vil vise, hvorledes det Absolutte i Hegels immanente

ontologi indtager en lignende plads som Forskel-i-sig-selv indtager hos Deleuze.

Opgaven vil indledningsvist forklare, hvad reprsentativ filosofi er gennem eksemplet

Kant. Dernst vil opgaven forklare, hvad Deleuze finder problematisk ved reprsentation, for

herefter at undersge hvorledes han udvikler en immanent ontologi omkring begreberne gentagelse

og Forskel-i-sig-selv, sdan som de prsenteres i Forskel og Gentagelse. Herefter vil opgaven

fremstille Hegels immanente ontologi og vurdere overensstemmelsen med Deleuzes ontologi. Til

sidst vil jeg konkludere p lighederne mellem Hegels og Deleuzes ontologi, men ogs pege p de

centrale forskelle.

2. Kant og reprsentation

I dette afsnit vil jeg gennem Kant give et eksempel p, hvad reprsentationsfilosofi er. Jeg vil

fokusere p de elementer i Kants filosofi, der er afgrende for bde Hegels og Deleuzes opgr med

Kant i udviklingen af deres egne filosofier, og som derfor bliver vigtige senere i opgaven.

Hos Kant finder der en radikal vending sted, nemlig den skaldte kopernikanske

vending, som bygger p den antagelse, at genstandene indrettede sig efter vor erkendelse (Kant

2002: 28). Der er alts tale om en vending vk fra en filosofi, som forsger at sige noget om

genstandene som sdan. I stedet vil Kant etablere en filosofi, som undersger muligheden for en

3

objektiv erkendelse af disse genstande. For ikke at ende i en skepticisme, m Kant dog oprette en

domstol over fornuften, dvs. en Kritik af den rene fornuft, hvor genstanden for undersgelsen er

lovene for den mulige erkendelse. Enhver udsigelse om verden er iflge Kant en dom, og m derfor

rette sig efter nogle love. Det er p dette fundament Kant bygger sin transcendentalfilosofi, nemlig

en filosofi der ikke isr beskftiger sig med genstande, men med vor mde at erkende genstande

p, for s vidt det er muligt a priori (Ibid.: 60).

Iflge Kants transcendentale filosofi har vi to erkendelseskilder, nemlig sansning og

forstand. I den transcendentale stetik udfolder Kant de skaldte rene anskuelsesformer, nemlig tid

og rum, som er sansningens a priori principper for erkendelse (Ibid.: 64). Det er disse former, som

giver os reprsentationens frst form, nemlig anskuelsen. Anskuelser er dog ikke nok i sig selv,

men m kombineres med begreber for at give erkendelse, idet [t]anker uden indhold er tomme,

anskuelser uden begreber er blinde (Ibid.: 83). Begreber gives af forstanden, som udlgges i den

transcendentale logik og herunder analytik. Disse begreber kalder Kant ogs de rene

forstandsbegreber eller kategorier, som overhovedet er betingelserne for enhver erkendelse.

Kategorierne er skaldte domsfunktioner applikeret p sansningens anskuelser, hvilket ogs kaldes

syntese, hvor anskuelsernes mangfoldighed bringes under begrebernes enhed (Young 1992: 103-

105). Ved at fremstille de transcendentale ndvendige betingelser for tnkningen giver Kant et

objektivt grundlag for den subjektive erkendelse af verden.

Det er dog ikke nok blot at fremstille de ndvendige betingelser for erkendelse. Der

m ogs kunne redegres for en enhed i bevidstheden, som overhovedet giver enhed i erkendelsen

og gr den mulig:

Nu kan ingen erkendelser finde sted i os ingen gensidig forbindelse og ingen enhed mellem

erkendelserne uden den enhed i bevidstheden, der gr forud for samtlige data i anskuelsen, og i relation

til hvilken forestillingen om objekter overhovedet er mulig. Denne rene oprindelige uforanderlige

bevidsthed vil jeg nu benvne den transcendentale apperception (Kant 2002: 117).

Den transcendentale apperception er det, der frembringer det jeg tnker, der ledsager enhver

forestilling og erkendelse, og som er den selvbevidsthed der ligger til grund for enhver erkendelse

(Ibid.: 131). Der er alts tale om et transcendentalt subjekt, der etableres som en betingelse for

muligheden for erkendelse. Det er den grundlggende spontanitet eller frihed, vi som subjekter

besidder, der gr det muligt at producere objektiv erkendelse. Uden denne sikkerhed ville

erkendelsen vre givet rent receptivt og eksternt, hvorfor vi ikke ville have nogen sikker grund for

4

erkendelse. Kun idet vi kan finde nogle subjektive a priori ndvendige betingelser for erkendelsen,

og samtidig tilskrive dem til vores egen spontanitet (og ikke som en effekt af noget eksternt), kan vi

etablere et sikkert grundlag for erkendelse.

Alligevel m Kant etablere det han kalder den transcendentale idealisme: Ved den

transcendentale idealisme forstr jeg den doktrin, at vi skal betragte alle fnomener som blot

forestillinger, ikke som ting i sig selv (Ibid.: 282). Dermed etablerer Kant begrebet om das Ding-

an-sich, eller noumenon. Denne skelnen mellem fnomen og noumenon glder ogs for selve

subjektet:

Den enhed i bevidstheden, der ligger til grund for kategorierne, bliver i den rationelle psykologi taget for

en anskuelse af subjektet som objekt Men enheden er kun en enhed i tnkningen: den giver os intet

objekt, og vi kan ikke anvende kategorien substans p den for substans forudstter altid en anskuelse.

Alts kan vi overhovedet ikke erkende dette subjekt For at kunne tnke dem [kategorierne] m

subjektet lgge sin rene selvbevidsthed til grund som jo netop var det, der skulle forklares (Ibid.: 307).

Kant peger p en splittelse i subjektet. Vi m forudstte noget, som vi ikke kan erkende. Der findes

noget i os, som er mere end det empiriske jeg. Netop dette punkt gr Deleuze opmrksom p er et

explosive moment i filosofien, which is not even continued by Kant (Deleuze 1994: 58).

Tingene eller verden er alts altid kun givet som fnomener for os. P trods af, at det

transcendentale subjekt derfor heller ikke som sdan kan erkendes, m Kant alligevel forudstte

sdan et transcendentalt subjekt, hvilket gres igennem ideen om et noumenon. Hvis vores

reprsentationer i form af den fnomenale verden skal have en objektiv gyldighed, bliver Kant

ndt til at forudstte et transcendentalt subjekt. Kant etablerer derfor to transcendente principper,

der giver sammenhng og orden til den fnomenale verden, nemlig det transcendentale subjekt og

tingen-i-sig-selv. Dermed er Kant et godt eksempel p den reprsentationelle tnkning, der

opretholder et skel mellem sprog og virkelighed, reprsentationen af tingen og tingen-i-sig-selv,

men samtidig forsger at give reprsentationen en selvstndig og objektiv gyldighed.

3. Deleuze

I dette afsnit vil jeg frst indkredse, hvad Deleuze forbinder med reprsentation, og hvilke

problemer han finder i reprsentationel tnkning. Derefter vil jeg undersge, hvorledes Deleuze

udvikler sin egen filosofi ved at erstatte det kantianske syntetiserende subjekt med en helt anden

form for subjektivitet og synteser. Omdrejningspunktet for disse synteser er hvad Deleuze kalder

5

gentagelse. Gennem begrebet gentagelse bliver det muligt at n frem til grunden for

reprsentationens genese: Forskel-i-sig-selv. Til sidst vil jeg derfor fremstille Deleuzes immanente

ontologi, med udgangspunkt i begrebet Forskel-i-sig-selv.

3.1. Reprsentation Struktur og problemer

Deleuze starter i Forskel og Gentagelse med en kort skitsering af hvad reprsentation indebrer. Et

centralt begreb der forbindes med reprsentation er generalitet. Generalitet er det, der etablerer

lighed og lignelighed mellem ting. Det vil sige, at generalitet er det der gr, at tingene kan

sammenlignes med hinanden, bde med henblik p ligheden (ekstensionen eller kvivalensen; har

en ting den samme vrdi som en anden ting?), og med henblik p ligneligheden (kvaliteten: har en

ting den samme egenskab som en anden ting?) (Deleuze 1994: 1). Generalitet er alts en mde at

etablere regler for ordningen og kategoriseringen af ting. Deleuze mener derfor ogs, at generalitet

udgr et system indenfor hvilket den ene partikularitet kan byttes for en anden, for s vidt de ligner

hinanden (Ibid.).

Iflge Deleuze hersker kategorier som identitet, modstning, opposition, analogi og

lignelighed i den reprsenterede verden (world of representation) (Hughes 2009: 50). Kants

transcendentale filosofi er iflge Deleuze et eksempel p, hvordan den reprsenterede eller

fnomenale verden ordnes gennem kategorier, og hvor subjektets identitet udgr det centrale

princip. Kant er dog klar over, at reprsentation ikke kan forklare sig selv. I stedet fremstiller Kant

de ndvendige betingelser for reprsentationen enhed, og i sidste ende baseres hans filosofi p to

transcendente principper, nemlig apperceptionens enhed og tingen-i-sig-selv. For Kant as for

Descartes, it is the identity of the Self in the I think which grounds the harmony of all the faculties

and their agreement on the form of a supposed Same object (Deleuze 1994: 133). Iflge Deleuze er

problemet, at begge principper bygger p reprsentationelle kategorier, specielt identitet. Kants

filosofi forsger derfor at betinge sammenhngen i den reprsentationelle verden, ved at etablere to

transcendente principper, henholdsvis subjektets enhed eller identitet og enheden eller identiteten i

tingen-i-sig-selv. However, to the extent that this pure thought remains undetermined [the

noumena] or is not determined as differential representation, for its part, is not really overcome

(Deleuze 1994: 178).

I stedet for at forklare reprsentationen, fordobles reprsentationen i to verdener,

en immanent fnomenal og en transcendent noumenal. Deleuzes centrale indvending er derfor, at

reprsentationen ikke kan forklares ved sig selv og gennem de samme begreber som forbindes

6

hermed. Reprsentationens genese m derimod findes i noget andet end reprsentationen selv og

vha. andre begreber end reprsentationens begreber. Filosofien m bryde ud af det Deleuze kalder

the image of thought, som netop medfrer at tnkningen forbliver indenfor reprsentationen

(Crockett 2013: 42-43). Et brud med dette billede indebrer, at en genuin kritisk filosofi ikke kan

basere sig p identitet som det afgrende begreb. Den m derimod have forskel som

omdrejningspunkt. Den kan endvidere ikke basere sig p et transcendent ontologisk princip, der

ville vre i stand til at give helhed til den reprsentationelle verden, men m derimod basere sig p

et immanent ontologisk princip. Det er denne form for kritisk filosofi Deleuze udvikler i Forskel og

Gentagelse, og som jeg nu vil undersge.

3.2. De tre synteser eller gentagelsens forskellige former

Det er afgrende for Deleuze at erstatte ethvert transcendent princip med rene immanente

principper, for derved at kunne gre rede for reprsentationens genese, uden at gre brug af

begreber der allerede forbindes med reprsentation. Deleuze forsger at udvikle en immanent

ontologi, som ikke m basere sig p transcendente principper. Problemet med en ontologi der

baserer sig p transcendente principper er iflge Deleuze, og som allerede Heidegger gjorde

opmrksom p, at den tenderer mod at blive det han kaldte en ontoteologi. Deleuze er alts ogs

ude i et opgr med teologien og ideen om Gud (Deleuze 1994: 58).

Et af de afgrende transcendente principper Deleuze gr op med, er den kantianske

id om et syntetiserende subjekt i form af apperceptionens transcendentale enhed. Der er alts ingen

apperceptionens enhed hos Deleuze, der kan sikre den succesfulde syntese af reprsentationerne, og

dermed deres sammenhng og orden (Hughes 2009: 123-124). Det transcendentale er betingelsen

for reprsentation. Hos Deleuze bliver det transcendentale dog ikke holdt sammen af noget subjekt

eller noget ego (Somers-Hall 2012: 35). Sprgsmlet bliver derfor, hvordan det transcendentale,

betingelserne for reprsentation, opstr, hvis ikke det opstr p baggrund af et identisk subjekt, der

er i stand til at skabe enhed? I stedet for det identiske subjekt, vil Deleuze stte the real subject of

repetition (Deleuze 1994: 23).

Undersgelsen kan iflge Deleuze ikke tage udgangspunkt i betingelserne for mulig

erfaring, dvs. den kantianske definition af det transcendentale. For Deleuze handler det i stedet om

at finde betingelser for den virkelige erfaring (Deleuze 1994: 68-69). I stedet for at finde

betingelserne for mulig erkendelse i bl.a. et reprsentationelt begreb som identitet, ppeger

Deleuze, at filosofien endnu ikke har tnkt begrebet forskel rent. Den har derimod altid forstet

7

forskel ud fra identitet, og dermed medieret forskellen (Ibid.: 29). Der har i filosofien altid vret

tale om en forskel i mellem to identiteter, aldrig om forskel som sdan. Deleuze mener, at filosofien

derfor m forsge at finde frem til hvad forskel er i sig selv, hvis den skal kunne redegre for

reprsentationens genese. Problemet er kort sagt:

The difference that corresponds to the mode of representation is always an external difference. On the

level of representation, difference always appears as difference between two entities or two identities,

whereas Deleuze would like to get to the inner difference that precedes identity. And this is where the

elaboration of repetition in all its radicalism leads (Zupancic 2008: 156).

For at kunne fremstille hvad Forskel-i-sig-selv er og hvilken form for ontologi begrebet indebrer,

er det ndvendigt at forklare, hvad Deleuze mener med gentagelse. Deleuze udvikler gentagelsen i

form af tre skaldte syntheses of time. De tre temporale synteser svarer til Kants tre aspekter ved

syntesen (sansning, forestilling og appereception) (Hughes 2009: 89). De adskiller sig dog radikalt

herfra p en rkke punkter. For det frste er de ikke et produkt af en (selv)bevidsthed eller et

identisk subjekt (Ibid.). Synteserne produceres ikke af bevidstheden (mind), men foregr dog

alligevel indenfor denne (Deleuze 1994: 71). Synteserne er desuden ubevidste, eller de er

konstitutive for ubevidstheden som sdan (Ibid.: 114). Det betyder ogs, at Deleuze gr op med

Kants passiv-receptive tnkning af sansningen, og finder i de tre temporale synteser i stedet en

mere grundlggende konstituering af sansningen, hvor sansning ikke bare er receptiv men

produceres (Deleuze 1994: 86-87; Hughes 2009: 53). Den syntetiserende kraft hos Deleuze kan

derfor ikke hovedsagligt tilskrives forstanden. Tilsammen producerer de tre synteser det, som

Deleuze senere kom til at betegne som et transcendentalt felt (Deleuze 2001: 31). Det er dette felt,

der producerer erkendelse. Forskellen mellem Kants transcendentale og Deleuzes transcendentale er

alts, at

Instead of the transcendental having the form of the empirical, therefore providing the merely formal

conditions of the empirical, the structure of the object in general, we will be able to understand the

transcendental as actually generating the empirical (Somers-Hall 2012: 22).

Jeg vil nu kort fremstille de tre synteser. Deleuze udvikler synteserne i en rkke forskellige

vokabularer. Jeg vil fokusere p det mest centrale, nemlig det filosofisk-temporale vokabular, og

derfor ogs den temporale dimension af synteserne.

8

Den frste syntese kalder Deleuze forestillingen. Den konstituerer den frste form for

tid, nemlig nuet. Nuet er grundlggende produceret af den frste synteses gentagelse af jeblikke

(instants). Ved at sammentrkke en rkke jeblikke konstitueres et levende nu. Dette nu

indeholder bde fortidigheden og fremtidigheden, sdan som de ses ud fra dette nu, og alts endnu

ikke i sig selv (Deleuze 1994: 70-71). Den frste syntese producerer det transcendentale nu, som er

betingelsen for alle de enkelte nuer. Paradokset med konstitueringen af nuet er dog, at den

konstituerer tiden, samtidig med at den passerer i tiden (Ibid.: 79). Den frste syntese peger alts

udover sig selv mod en anden syntese.

Den anden syntese kalder Deleuze for hukommelsen. Hukommelsen er det som

konstituerer muligheden for tiden forstet som nuet, eller den grund p hvilken nuet kan passere

(Ibid.). Den anden syntese producerer derfor den transcendentale fortid, p baggrund af hvilken

vores levede nu passerer. Betingelsen for ethvert nu er, at det flges af fortid, der samtidig er

kontemporr, dvs. eksisterer som noget der har effekt lige nu, fordi det fungerer som betingelsen

for det levede nu. Vi er dog stadigvk ikke fremme ved reprsentationen, fordi produktet af de to

frste synteser endnu mangler at blive for noget (eller nogen).

Den tredje syntese er den mest vanskelige af synteserne, og jeg vil kun fokusere p de

for opgaven mest relevante aspekter ved den. Deleuze kalder den tredje syntese for tnkningen. Det

er frst i denne syntese, at et egentlig subjekt introduceres; et subjekt som prver at forst sig selv i

forhold til tiden. Hvis de to frste synteser omhandlede konstitueringen af omverdenen i tiden,

rettes blikket nu med subjektets relation til sig selv i tiden. I denne syntese konstitueres den a

aprioriske tid som sdan, dvs. den tiden hvor indenfor fortid og nutid kan produceres (Ibid.: 88).

Subjektet prver at forst sig selv overfor tiden som en totalitet. Den tredje syntese omhandler

derfor ogs muligheden for handling og skabelsen af noget nyt, der ikke allerede er indeholdt i

fortiden og nutiden.

Syntesen har tre modi eller billeder af tiden, hvor produktet af de to frste synteser

(fortid og nutid) gentages. Den frste modus er et billede af tiden, hvor subjektet forstr sig selv

overfor en tid som er fortid. I denne modus fremstr fortiden som overvldende, og enhver

handling fremstr som too big for me (Ibid.). [I]t is a mechanical bare (nue) repetition, which

does not bring about anything new and does not change a thing (Zupancic 2008: 157). Den nste

modus er billedet af et subjekt, der stemmer overens med tiden som sdan, dvs. et subjekt der er i

stand til at handle i overensstemmelse med tiden, og hvor fortiden ikke synes overvldende lngere

(Deleuze 1994: 89). Alligevel er denne modus en form for forkldning eller maske. Det er en

9

projection of an ideal self in the image of the act (Ibid.). Det er et idealt nu, hvor subjektet anser

sig selv for identisk; en identitet som dog sprnges af den tredje modus af tiden som sdan. I den

tredje modus af tiden som sdan bringes fremtiden ind i billedet. Fortiden bliver i denne modus til

en betingelse for skabelsen af en fremtid, og nutiden bliver til selve handlingen, som begge dog

overskrides i fremtiden, eller i produktionen af det nye (Ibid.: 90). I denne modus forsger subjektet

alts at give sammenhng til og syntetisere de to frste synteser, men fejler dog helt basalt i dette

forsg. Dette fejslagne forsg er dog betingelsen for at noget nyt kan opst, det nye som derfor ogs

overskrider ethvert identisk subjekt i nuet: In this manner, the ground [dvs. de to frste synteser]

has been superseeded by a groundlessness, a universal ungrounding which turns upon itself and

causes only the yet-to-come to return (Ibid.: 91).

Med de tre synteser er vi dog endnu ikke net frem til reprsentation eller det, der

grunder reprsentationen. Synteserne ligger s at sige midt i mellem. Fr vi kan svare p

sprgsmlet, m vi frst undersge hvad det egentlig er, der gentages i synteserne.

3.3 Forskellen-i-sig-selv Virtualitet og aktualitet

Det der gentages i synteserne er kort sagt Forskel-i-sig-selv. Deleuze skriver: If difference is the

in-itself, then repetition in the eternal return is the for-itself of difference (Ibid.: 125).1 Det der

skaber betingelserne for gentagelsen i synteserne er Forskellen-i-sig-selv, som i gennem synteserne

bliver for-sig-selv og til sidst forsvinder i reprsentationen (Ibid.: 266). Forskel er overhovedet

det, der muliggr determination som sdan (Ibid.: 28). Den grundlggende forskel skal dog forsts

rent immanent. Kun ved at forst forskellen rent immanent, er det muligt at forst hvad Forskel-i-

sig-selv er, idet en ikke-immanent forskel vil betyde en forskel mellem noget transcendent og

dennes fremtrdelse (som jeg tidligere fremstillede det). I dette tilflde ville forskel stadig blot

vre forskel mellem to identiteter, hvoraf det ene er reprsentation for noget andet. Deleuze skriver

derfor: instead of something distinguished from something else, imagine something which

distinguishes itself and yet that from which it distinguishes itself does not distinguish itself from

it (Ibid.).

Deleuze refererer selv til Heideggers ontologiske differens mellem Vren og det

vrende (Ibid.: 64-66). Jeg fortolker Deleuzes svar p Heideggers Vrenssprgsml direkte som,

at Vren er forskel. Forskel og gentagelse erstatter derfor Heideggers Vren og Tid. Forskel er

1 Deleuze gr i hj grad brug af Nietzsches begreb om den evige genkomst (Nietszche 1984). Dette ligger dog uden for

opgavens omfang, og er ikke ndvendigt for at fremstille opgavens tema, nemlig koblingen til Hegel.

10

Vren som overhovedet betinger det vrende, enhver fremtrdelse og i sidste ende reprsentation.

Vren er desuden tidslig og fremtrder altid i tiden. Forskel-i-sig-selv bliver alts frst forskel-for-

sig-selv gennem gentagelsen i de temporale synteser. Deleuzes filosofi kan derfor opsummeres i

flgende to stninger: (1) Being, the only (and univocal) Being, is Difference. (2) The only real

access to Being-difference is repetition (as opposed to representation) (Zupancic 2008: 154).

Det er vigtigt for Deleuze at understrege, at Vren bliver sagt p den samme mde

om alle ting eller alt vrende (Deleuze 1994: 35). Det er ikke sdan, at Vren kan rangordnes eller

hierarkiseres. Vren er lige for alt vrende. Der findes alts ikke forskellige grader af Vren, men

kun Vren som sdan. Yderligere er det ikke sdan, at forskelle er blandt andre vrende. Det er

derimod Vren der er forskel (Ibid.: 39). Deleuze konkluderer derfor, at Being is said in a single

and same sense of everything of which it is said, but that of which it is said differs: it is said of

difference itself (Ibid.: 36). Vren er alts Forskel, men netop fordi det er forskel differentierer

Vren sig selv indenfor et immanens plan (Deleuze 1996: 57-86). Det betyder, at Vren er en

totalitet, der gennem gentagelsens synteser differentierer sig selv, uden dog at rangordnes og

dermed adskille sig i en fnomenal og en transcendent verden. Der sikres derfor ikke nogen endelig

sammenhng eller lukkethed af en transcendens. Vren er derimod til stadighed ben, som vi s

det i den tredje syntese. Reprsentation opstr derfor indenfor denne immanens, og ikke som en

refleksion eller fremtrdelse af noget udenfor, der kunne sikre reprsentationens endelige

sammenhng. Reprsentation er en aktualisering af forskel, men en forskel som gennem synteserne

er blevet til virtualitet eller det Deleuze kalder ideer.

De tre synteser skaber det transcendentale felt hos Deleuze, som dog radikalt adskiller

sig fra det Kantianske transcendentale:

in contrast to the standard notion of the transcendental as the formal conceptual network that structures

the rich flow of empirical data, the Deleuzian transcendental is infinitely RICHER than reality it is

the infinite potential field of virtualities out of which reality is actualized (Zizek 2004: 4).

Det transcendentale adskiller sig helt fra enhver transcendens. Hos Kant er det transcendentale

betingelserne for erkendelse. Alligevel etablerer der transcendentale hos Kant en transcendens, idet

det adskiller tingen fra os som fnomen fra tingen-i-sig-selv. Hos Deleuze er der ikke andet end

immanens. Det Deleuzianske transcendentale er ikke andet end mden hvorp reprsentation

produceres indenfor det immanente. Det transcendentale er alts immanent hos Deleuze; det er ikke

betingelser men produktion gennem gentagelser.

11

Der foregr en diskussion om hvornr de virtuelle ideer opstr i synteserne (f.eks. i

den anden syntese (Crockett 2013: 34) eller efter den tredje syntese (Hughes 2009: 112)). Jeg vil i

denne opgave ikke tage stilling til hvornr det virtuelle opstr, fordi det ikke er afgrende for

fremstillingen af argumentet. Argumentet er, at Vren som Forskel-i-sig-selv bliver behandlet i

synteserne, sledes at denne forskel s at sige passerer igennem dem, for derefter at konstituere en

form for forskel, der er behandlet af synteserne, og som Deleuze kalder virtualitet eller virtuelle

ideer. Hvor Kants transcendentale ideer er totaliserende og samlende, er Deleuzianske ideer

multiple, differential, and genetic (immanent Ideas) (Smith 2012: 110). Ideerne udgr skaldte

problematikker eller mangefold (multiplicity), som udgr et uendeligt antal muligheder for

forskellen at blive aktualiseret p (Deleuze 1994: 182-188). Det kan fortolkes som en slags

kombination af den transcendentale fortid, der altid flger en nutid i den anden syntese, og de

uendelige antal muligheder for produktionen af noget nyt, der bnes op for i den tredje syntese.

Ideerne er derfor p sin vis objektive, idet de betegner forskellen som bde aktualiseret, men

samtidig betegner de uendeligt mange andre potentielle aktualiseringer af forskellen der er mulige

(Ibid.: 280). En anden mde at forklare det p er, at de virtuelle ideer er objektive, for s vidt de

udgr en problematik der skal lses, men aldrig kan lses helt. Problemet transcenderer altid

lsningen, og er dermed altid i exces ift. lsningen (Ibid.: 107). Problemet, eller Vren, er derfor til

stadighed ben, og lsningen, eller reprsentation/aktualisering, er derfor altid kontingent, idet

problemet transcenderer2 lsningen.

Aktualiseringen af de virtuelle ideer eller lsningen af problemerne produceres i

mdet med det Deleuze kalder intensitet. Intensitet er en individualitet (ikke at forveksle med

selvet) der ogs opstr i synteserne. Det er det, som faktisk fler sensibiliteten. Nr Ideer

udtrykkes af intensiteter: instead of coexisting, they enter states of simultaneity or succession.

Nevertheless each continues to express the changing totality of Ideas (Ibid.: 252). Intensiteter er

s at sige fokuseret p bestemte differentielle relationer mellem ideer.

Sagt p en anden mde, s er individer intensiteter, der udtrykker virtuelle ideer eller

mangefold, derved at de fokuserer p bestemte mangefold og de differentielle relationer disse

indebrer. Hverken individer eller mangefold indebrer en forudgende identitet, der kunne sikre

en bestemt organisering af mdet mellem dem. Det er forskelle der mder forskelle, der bestemmer

aktualiseringen, men som derfor ogs gr enhver aktualisering kontingent. Forskellen forsvinder

2 Det er vigtigt at skelne mellem den mde Deleuze taler om transcendens p i denne forbindelse, og den form for

transcendens Deleuze kritiserer Kant for. Deleuzes transcendens er immanent, og adskiller sig derfor fra den Kantianske

transcendens.

12

dog i aktualiseringen dvs. i reprsentationen, idet reprsentationen forsger at definere forskellen

ud fra egne begreber, hvorfor vi tenderer mod at glemme dens genese. (Ibid.: 253).

For at opsummere processen, kan vi starte med reprsentationen. Reprsentationen

kalder p en forklaring; nemlig hvad begrunder den eller sikrer den? To ground i always to ground

representation (Ibid.: 274). Reprsentation kan dog ikke forklares af dens egne begreber, f.eks.

identitet. Derfor m reprsentation forklares af Forskel-i-sig-selv. Det har den konsekvens, at

reprsentationen opstr fra en groundlessness from which everything comes (Ibid.: 284). Denne

Forskel-i-sig-selv eller det Deleuze ogs betegner som ?-being (Ibid.: 203) er den grundlshed,

der gennem synteserne producerer reprsentationen, som dog retroaktivt altid forsger at definere

denne grundlshed i dens egne begreber. Derfor har filosofihistorien altid forsgt at definere Vren

ud fra reprsentationelle begreber. Der har foreget en Vrensglemsel som Heidegger skriver. Det

vrendes Vren kan ikke tnkes i reprsentationelle begreber, fordi Vren i s fald bliver

reduceret til et vrende.

4. Hegel At fremstille det Absolutte eller det Absoluttes fremstilling

Hegel etablerer ligesom Deleuze en immanent ontologi, der gr det muligt at kritisere den

reprsentationelle filosofi. Hegels ontologi er et opgr med ethvert transcendent princip i form af

en Absolut grund, der skulle ligge hinsides verdenen som den fremtrder for os. Hegels ontologi er

derfor en kritik af den reprsentationelle tnkning, der opretholder en distinktion mellem

reprsentationen af tingen og tingen-i-sig-selv.

Hegel skriver i sin Filosofihistorie, at menneskene til alle tider har haft en rkke

ultimative principper hvorudfra de har handlet. Frst med filosofiens fremkomst har menneskene

forsgt at begribe hvad disse ultimative principper er, dvs. filosoferet over the essence of the

world, the substance of nature and spirit, and mans relation to that essence (Hegel 1985: 28).

Menneskene har altid udviklet teorier om det ubetingede Absolutte, der ligger til grund for verden.

Hegel udvikler dette tema om det ubetingede i Fnomenologiens afsnit Kraft og

Forstand, Fremtrden og den oversanselige Verden, hvor temaet desuden kobles til en analyse af

fremtrdelsens dynamik. Iflge Hegel er ideen om fremtrdelse et produkt af selve forstanden.

Afsnittene fr Forstandsafsnittet, om henholdsvis Den Sanselige Vished og Iagttagelsen viste,

at vi ikke blot kan have en umiddelbar bevidsthed om tingene i verden, men at det eneste vi har

adgang til er tingenes reprsentationer (Pinkard 1994: 34). Hegel skriver, at forstanden prver at

finde frem til det skaldte ubetingede almene (Hegel 2007: 93). Dette ubetingede almene skal

13

forsts, som det der giver sammenhng til reprsentationerne: The unconditioned universal is

the supersensible essence that supposedly underlies our perceptual acquaintance with our

representations of objects and which has nothing underlying it (Pinkard 1994: 35). Forstanden

forsger alts at etablere et transcendent princip, eller en absolut grund, der kan give orden og

sammenhng til den fnomenale reprsentationelle verden.

I Logikken udvikler Hegel en original kritik af denne tnkning. Forsget p at finde

sandheden om Vren kan ikke stille sig tilfreds med kun umiddelbare forklaringer og

bestemmelser, men dringt durch dasselbe hindurch, mit der Voraussetzung, dass hinter diesem

Sein noch etwas anderes ist als das Sein selbst, dass dieser Hintergrund die Wahrheit des Seins

ausmacht (Hegel 1969: 13). Sandheden om Vren kaldes essens (Ibid.). Det viser sig dog, at

essens er et produkt af refleksionen, og derfor ikke er noget som sdan (Carlson 2007: 252).

Resultatet er, at ethvert forsg p at finde frem til et transcendent princip bag ved

fremtrdelserne, viser sig ikke at kunne lade sig gre. Alligevel mener Hegel, at det er muligt at

tale om det Absolutte, dog p en ny og ikke-transcendent mde. Denne pointe vil jeg nu fremstille

ud fra Hegels kritik af Kant.

4.1. Kritikken af das Ding-an-sich og Hegels immanente ontologi

P trods af det originale i Kants kopernikanske vending, er problemet dog iflge Hegel, at

epistemologien bliver det bestemmende i forhold til ontologien. Kant forbliver alts indenfor den

reprsentationelle tnkning.

Kants epistemologi baserer sig p en bestemt ontologisk prmis, nemlig at subjektet

str adskilt overfor en verden, som subjektet ikke kan erkende i-sig-selv, hvilket fr udtryk i

begrebet om das Ding-an-sich. Det er det Absolutte om end kun i negativ form. Hegel skriver

derfor i Encyklopdi Logikken, at Kant

bei dem blo negative Resultat der Nichterkennbarkeit des Ansich der Dinge stehengeblieben und nicht

zur Erkenntnis der wahren und positive Bedeutung der Antinomien hindurchgedrungen ist. Die wahre und

positive Bedeutung der Antinomien besteht nun berhaupt darin, dass alles Wirkliche entgegengesetzte

Bestimmungen in sich enthlt (Hegel 1970: 128).

Das Ding-an-sichs epistemologiske negativitet vendes flgelig hos Hegel til en ontologisk

negativitet (Zizek 1999: 63), hvorfor det hos Hegel er ontologien der er bestemmende i forhold til

epistemologien. Tingen-i-sig-selv var hos Kant negativt epistemologisk bestemt, som det vi ikke

14

kan bestemme. Det skal nu gres til en ontologisk betingelse, nemlig at dette negative eksister som

sdan, eller rettere, der findes ikke nogen ting-i-sig-selv hinsides, som vi endnu ikke har erkendt.

Gennem denne ontologiske vending vil Hegel fremstille det Absolutte p en ny mde.

Hegel skriver:

Es soll aber dargestellt werden, was das Absolute ist; aber dies Darstellen kann nicht ein Bestimmen noch uere

Reflexion sein, wodurch Bestimmungen desselben wrden, sondern es ist die Auslegung, und zwar die eigene

Auslegung des Absoluten und nur ein Zeigen dessen, was es ist (Hegel 1969: 187).

En fremstilling af det Absolutte kan ikke ske gennem en konkret bestemmelse af dette. Hvis det

Absolutte skal vre det ubetingede, s kan det ikke vre noget bestemt. I frste omgang bestemmes

det Absolutte derfor som et hinsides, der ikke kan determineres, dvs. som Kants noumenon, om

hvilken vi ikke kan sige noget bestemt, bortset fra at det ikke falder ind under noget eksisterende

prdikat (Ibid.).

Hegel pointerer nu, at det Absolutte som et ubestemt hinsides i sit begreb m indebre

dets egen modstning, nemlig det dennesidige og bestemte. Nr vi taler om en ubestemt ting-i-sig-

selv hinsides vores endelige subjektivitet, indeholder dette begreb allerede sdan en endelighed;

dvs. det kan kun tnkes ift. eller overfor en endelighed. Derfor indeholder det Absolutte nu en

differentiering i sig selv, en bevgelse. Det er allerede bestemt ved noget andet end sig selv, nemlig

den endelige subjektivitet, og mister derfor sin funktion som noget helt igennem ubetinget i-sig-

selv. Det er allerede for noget. Markus Gabriel forklarer det sledes:

Post-Kantian idealists believe that Kant himself drew a distinction between mind and world, form and

content or, in their words, between the for-us and the in-itself. But such a distinction is for-us and

therefore, the in-itself is in some yet to be determined sense in-itself-for-us (Gabriel 2011: 105).

Det ubetingede er alts betinget af refleksionen. Kants noumenon som et hinsides er som et

produkt af refleksion betinget af subjekts endelighed, og kan dermed ikke vre et ubetinget hinsides

vi endnu ikke har erkendt.

Hvor Kant tilskriver tingen-i-sig-selv til noget hinsides subjektet, peger Hegel p, at

det der skulle ligge hinsides subjektet, allerede er bestemt af subjektet selv: Det, genstanden skulle

vre i sig, er sledes det samme som det, den er for os (Hegel 2007: 62). Subjektet er allerede

indskrevet eller objektiviseret i verden, hvorfor der opstr et behov for forestillingen om en Absolut

15

transcendent grund, der kan give mening og sammenhng til verden. Den ontologiske betingelse

for, at dette behov kan opst er dog, at en sdan transcendent grund ikke findes. Den Absolutte

grund kommer ikke frst, men bagefter subjektet og den fnomenale verden. Det er en forestilling

som opstr p baggrund af den fnomenale verdens begrnsning:

Limitation precedes transcendence: all that actually exists is the field of phenomena and its limination,

whereas das Ding [an sich] is nothing but a phantasm which, subsequently, fills out the void of the

transcendental object (Zizek 1993: 37).

Ligesom hos Deleuze er reprsentation ikke en fremtrdelse for nogen transcendent ting-i-sig-selv.

Reprsentationens genese ligger i stedet i en ontologisk Forskel-i-sig-selv eller det Zizek kalder

the void, som er det Absolutte hos Hegel (Zizek 2012: 941). Forestillingen om en transcendent

ting hinsides reprsentationen, en Absolut grund, er selv retrospektivt produceret af

reprsentationen (Ibid.: 283). P samme mde bliver Forskel-i-sig-selv hos Deleuze retrospektiv

forstet gennem begreber som identitet og analogi i reprsentationen.

Det Hegelianske subjekt ligner desuden det Deleuzianske real subject of repetition (Deleuze

1994: 23). Det Hegelianske subjekt er ikke noget identisk absolut subjekt, men derimod nothing

but the very movement of self-deception, of the hubris of positing oneself in ones exclusive

particularity, which necessarily turns against itself and ends in self-negation (Zizek 1999: 85).

Dette Hegelianske subjekt, der lige s snart det forsger at definere sig selv, alligevel ender med at

negere eller overskride denne definition, kan sammenlignes med det Deleuzianske subjekt i den

tredje syntese. Derfor er Absolut Viden i Fnomenologien heller ikke en altomfattende viden om

verden, eller en indsigt i en transcendens. Kun hvis der ikke findes noget oprindeligt subjekt, ikke

nogen oprindelig substans og ingen Absolut grund, vil behovet for forestillingen om en Absolut

grund opst. Absolut Viden er derfor ikke viden om en Absolut grund. Den er derimod at

sammenligne med den viden om subjektet, som bde Hegel og Deleuze fremstiller den, nemlig som

det der altid transcenderer3 sit eget forsg p at definere og stte sig selv. Den franske filosof

Catherine Malabou forklarer det sledes:

The substance-subject, in which the accident becomes essential, and the substance-subject, in which

essence becomes accidental, merge as one in the unity of absolute knowledge (Malabou 2005: 133).

3 Igen er der tale om en form for transcendens, der er radikalt forskelligt fra den Kantianske form for transcendens.

16

Hegel fremstiller alts, hvordan det Absolutte ikke kan vre noget hinsides eller transcendent,

hverken som noget bestemt eller som en ren negation. Det Absolutte m derfor allerede indeholde

det dennesidige eller betingede, hvilket igen vil sige vores egen refleksion. Det Absolutte

indeholder alts ogs refleksionen af det Absolutte som noget hinsides, dvs. at det er immanent i det

Absolutte. Det Absolutte viser sig i sidste ende at vre selve fremstillingen af vores refleksion af

det Absolutte: In der Tat aber ist das Auslegen des Absoluten sein eigenes Tun, und das bei sich

anfngt, wie es bei sich ankommst (Hegel 1969: 190). Det Absolutte er sledes bde subjekt og

objekt for sig selv.

Uden denne form for det Absolutte, ville enhver positiv bestemmelse vre umulig

(Gabriel 2011: 115). Det Absolutte hos Hegel er som Deleuzes Forskel-i-sig-selv en

selvdifferentierende totalitet (Ibid.: 108). Det er et logisk rum der til stadighed udvikler sig, og

indenfor hvilken der lbende falder nye bestemmelser, dvs. nye former for refleksion (Ibid.: 115).

Dette logiske rum kan kun vre bent og udvikle sig i tiden, for s vidt der ikke findes noget

absolute beyond (Ibid.). Det har alts samme struktur som forholdet mellem aktualitet og

virtualitet hos Deleuze. Enhver bestemmelse m henvise til noget inden for hvilken denne

bestemmelse kan falde, deraf forestilling om den Absolutte grund. Denne forestilling opstr dog

kun fordi denne Absolutte grund mangler.

Hegel fremstiller alts det Absolutte ikke som noget transcendent, men som noget

immanent. Det er det Absolutte som bevgelse, der indeholder enhver determination og refleksion,

hvorfor det er immanent. P dette punkt har det Absolutte samme struktur som Forskel-i-sig-selv og

forholdet mellem virtualitet og aktualitet har hos Deleuze. Hegel er dog eksplicit omkring

historiseringen af det Absolutte; noget som Deleuze kun enkelte steder berrer (Deleuze 1994: 90).

Hegel og Deleuze fremstiller et nyt ontologisk perspektiv, hvor det Absolutte manifester sig selv i

historien og Forskel-i-sig-selv aktualiseres i reprsentationen.

Konklusion

Jeg har i denne opgave fremstillet Deleuzes og Hegels kritik af reprsentationen. Den

reprsentationelle tnkning baserer sig p en adskillelse af en transcendent virkelighed eller grund

og reprsentationen af denne. Opgret med denne tnkning er derfor i srdeleshed et opgr med

ethvert transcendent princip, hvad enten det er i form af et identisk subjekt, tingen-i-sig-selv eller

Gud.

17

Frst og fremmest har jeg undersgt, hvordan Deleuze gennem en kritik af

reprsentationsfilosofien, specielt som den fremstilles hos Kant, skaber en immanent ontologi, der

iflge ham skulle kunne gre rede for reprsentationens genese, uden at forklare denne vha.

reprsentationelle begreber, herunder specielt identitet. Resultatet blev, at Deleuzes immanente

ontologi baserer sig p begrebet Forskel-i-sig-selv som det grundlggende ontologiske begreb

angende Vren. Det er en forskel der gennem de tre temporale synteser gentages og dermed

omformes sledes, at den reprsentationelle verden opstr i en bestemt aktualisering.

Konsekvensen af at basere sin immanente ontologi p Forskel-i-sig-selv og gentagelse bliver, at

Deleuzes Vrens begreb bliver immanent og bent, en selv-differentierende totalitet, samt at den

reprsentationelle verden, dvs. enhver bestemt aktualisering, bliver kontingent.

I sidste del af opgaven har jeg vist, hvorledes Hegels fremstilling af det Absolutte kan

lses sammen med Deleuzes begreb om Forskel-i-sig-selv. Ligesom hos Deleuze forsger Hegel

ikke at udvikle et transcendent Vrens begreb. Det Absolutte skal hos Hegel derfor ikke forsts

som en Absolut grund, dvs. som en transcendent betingelse for verden. Det Absolutte skal snarere

forsts som den kendsgerning, at en sdan Absolut grund overhovedet mangler. Det Absolutte er

derfor en mangel i verden, en mangel som dog manifesterer sig ved den fremadskridende

fremtrdelse af denne mangel. Det Absolutte er alts den historiske fremadskridende fremkomst og

negering af en rkke fremtrdelser, der forsger at dkke for eller forst denne mangel det

Absolutte er, hvorfor filosofihistorien netop har vret en lang rkke teorier om den Absolutte

grund. Det dynamiske aspekt der skaber eller producerer disse fremtrdelser er det Hegelianske

subjekt, som kan lses sammen med det Deleuzianske real subject of repetition. Ligesom hos

Deleuze, er subjektet hos Hegel ikke en forudgende identitet, men derimod altid det samtidige

forsg p at definere sig selv og overskridelsen af dette forsg.

Der findes en lang rkke forskelle mellem Hegel og Deleuze. I denne opgave har jeg

koncentreret mig om lighederne mellem bestemte aspekter af Hegels immanente ontologi og den

immanente ontologi Deleuze fremstiller i Forskel og Gentagelse. Indenfor dette afgrnsede fokus

findes dog ogs en forskel. Hegel fokuserer p ontologisk mangel. Det centrale i Hegels ontologi

er, at der ikke findes en Absolut grund, og at denne mangel giver grund for manifestationen af

fremtrdelser, som derfor ogs er kendetegnet ved mangel, idet fremtrdelsens konsistens ikke er

sikret af en Absolut grund. Deleuze fokuserer i hjere grad p det man kan kalde ontologisk

exces. Det virtuelle transcenderer altid det aktuelle, problemet er altid strre en lsning etc.

Deleuzes Vrens begreb bestemmes snarere som en positiv selv-differentierende totalitet, end som

18

en totalitet konstitueret p en mangel. Begge operer med den reprsentationelle eller fnomenale

virkelighed som grundlggende manglende. Forskellen ligger i, at Hegel fokuserer p ontologisk

mangel som forklaring, hvorimod Deleuze fokuserer p ontologisk exces som forklaring: It is the

excess in the Idea which explains the lack in the concept (Deleuze 1994: 220).

Samlet set mener jeg, at en samlsning af Hegel og Deleuze er i stand til at levere en

rkke originale ontologiske indsigter gennem kritikken af reprsentationsfilosofien. I

samlsningen leveres en mde hvorp det er muligt at tnke spekulativt og ontologisk, uden at

bruge reprsentationelle begreber som identitet og transcendens (i Kantiansk/reprsentationel

forstand). I stedet vises det hvordan en ontologisk tnkning kan bruge begreber som Immanens,

Forskel og Mangel men stadigvk operere med begreber som subjektivitet og det Absolutte,

dog p en helt ny mde. I den forstand er samlsningen af Hegel og Deleuze, bde med henblik p

ligheder og forskelle, i stand til at informere den nye spekulative vending.

19

6. Litteraturliste

Badiou, Alain (2006) [1988]: Being and Event, Oversat af Oliver Feltham, Continuum: New York

Badiou, Alain (2009) [2006]: Logic of Worlds Being and Event, 2, Oversat af Alberto Toscano,

Continuum: New York

Bryant, Levi et. al. (2011): The Speculative Turn Continental Materialism and Realism, re.press:

Melbourne

Carlson, David Gray (2007): A Commentary to Hegels Science of Logic, Palgrave Macmillan: New

York

Crockett, Clayton (2013): Deleuze beyond Badiou Ontology, Multiplicity, and Event, Columbia

University Press: New York

Deleuze, Gilles (1994) [1968]: Difference and Repetition, Oversat af Paul Patton, Columbia

University Press: New York

Deleuze, Gilles & Guattari, Flix (1996) [1991]: Hvad er filosofi?, Oversat af Carsten Madsen,

Gyldendalske Boghandel: Kbenhavn

Deleuze, Gilles (2001) [1995]: Pure Immanence Essays on A Life, Oversat af Anne Boyman,

Zone Books: New York

Gabriel, Markus (2011): Transcendental Ontology Essays in German Idealism, Continuum: New

York

Hegel, G.W.F. (1969) [1832-1845]: Wissenschaft der Logik, bd. II, Surhkamp Verlag: Frankfurt

a.M.

Hegel, G.W.F. (1970) [1832-45]: Enzyklopdie der philosophischen Wissenschaften bd. I,

Suhrkamp Verlag: Frankfurt a.M.

Hegel, G.W.F. (1985) [1820]: Hegels Introduction to the Lectures on the History of Philosophy,

Oversat af T.M. Knox, Clarendon Press: Oxford

Hegel, G.W.F. (2007) [1807]: ndens Fnomenologi, Oversat af Claus Bratt stergaard,

Gyldendals Bogklubber

Hughes, Joe (2009): Deleuzes Difference and Repetition A Readers Guide, Continuum: New

York

Heidegger, Martin (2007): Vren og Tid, Oversat af Christian Rud Skovgaard, Klim: rhus

Kant, Immanuel (2002) [1781 & 1787]: Kritik af den rene fornuft, Oversat af Claus Bratt

stergaard, Det lille Forlag: Kbenhavn

20

Malabou, Catherine (2005): The Future of Hegel Plasticity, Temporality and Dialectic, Oversat af

Lisabeth During, Routledge: New York

Nietzsche, Freidrich (1984) [1891]: Also sprach Zarathustra Ein Buch fr alle und keinen,

Goldman Verlag

Pinkard; Terry (1994): Hegels Phenomenology The Sociality og Reason, Cambridge University

Press: Cambridge

Smith, Daniel W. (2012): Essays on Deleuze, Edinburgh University Press: Edinburgh

Somers-Hall, Henry (2012): Hegel, Deleuze, and the Critique of Representation Dialectics of

Negation and Difference, State University of New York Press: Albany

Young, J. Michael (1992): Functions of thought and the synthesis of intuitions i Guyer, Paul

(ed.): The Cambridge Companion to Kant, (pp. 101-122), Cambridge University Press: Cambridge

Zizek, Slavoj (1993): Tarrying with the Negative, Duke University Press: Durham

Zizek, Slavoj (1999): The Ticklish Subject The Absent Centre of Political Ontology, Verso:

London

Zizek, Slavoj (2004): Organs without Bodies Deleuze and Consequences, Routledge: New York

Zizek, Slavoj (2006): The Parallax View, The MIT Press: London

Zizek, Slavoj (2012): Less Than Nothing Hegel and the Shadow of Dialectical Materialism,

Verso: London

Zupancic, Alenka (2008): The Odd One In On Comedy, The MIT Press: Cambridge