Monica - britiske adelskvinde,der kæmpede for Danmarks frihedCopyright © Søren FlottDenne udgave © Berlingske MediaForlag 2015ePub produktion: Berlingske MediaISBN: 978-87-997421-6-51. udgave•Kopiering fra denne bog er ikketilladt.Enhver udnyttelse uden forlagetsskriftlige tilladelse er forbudtifølge gældende lov om ophavsret.Undtaget herfra er korte uddrag tilbrug i anmeldelser.•

Såfremt der findes fejl i denneudgivelse,kontakt da venligst:forlag@berlingskemedia.dk•Berlingske Media - Pilestræde 34DK-1147 København K -berlingskemedia.dk•Forsidecollage: GretheNielsen/ScanpixØvrige foto: Scanpix

Kapitel 1

Tyske soldater stod klar med deresmaskingeværer, da de elleve

anklagede 13. maj 1944 blev ført indi det lyse, aflange rum, fra hvisvinduer de kunne se københavnerespadsere rundt på Rådhuspladsen iforårssolen. Og københavnernekunne frygtsomt skele op modDagmarhus, hvor Gestapo varrykket ind året før, da det hemmeligetyske politi kom til Danmark.

Langs med den ene væg var opstilletto rækker stole. Tre unge mænd ogen kvinde omkring de halvtreds fikordre til at tage plads på de fireforreste. Kvinden havde store, gråøjne, og hendes mørke hår var skilt imidten i en klassisk frisure med gråstænk i tindingerne. Hendes hænder

var velplejede trods flere måneder iVestre Fængsel, og hun var iført endyr spadseredragt og en finkashmirsweater. Hun lod blikketglide hen over de bevæbnedesoldater, og hun smiledeoverbærende – som om nogle afdem kunne flygte nu.

Hun vendte sig om og så kærligt påfangen bag sig, en høj gut på 20 år –hendes søn Viggo.

Så gik en dør op, og alle rejste sig.Dommerne i sorte SS-uniformer medspidsbukser og lange støvler trådteop på en forhøjning, hvor de sattesig ved et stort bord. Over dem

skulede Føreren ud overforsamlingen fra et officielt portræt,mens dommene blev læst højt.

»Georg Brockhoff Quistgaard –dømt til døden.«

»Arne Lützen-Hansen – dømt tildøden.«

»Carl Jørgen Larsen – dømt tildøden.«

De tre unge mænd sad alle sammenpå forreste række sammen med denelegante, modne kvinde. Dommerentøvede et øjeblik og så ud i lokalet,inden han fortsatte.

»Monica Emily Wichfeld – dømt til

døden.«

Tilhørerne gispede. Det varhundrede år siden, at en kvinde sidsthavde fået dødsstraf i Danmark,men det ville tyskerne altså nu laveom på.

Monica fandt sin emaljeredepudderdåse fra Tiffany frem ogbegyndte at pudre sin næse. I detlille spejl fangede hun Viggos blik ogsendte ham et opmuntrende smil. Såså hun op, som om stilhedenoverraskede hende.

»Var der andet, mine herrer?«spurgte hun.

Anklageren gjorde hendeopmærksom på, at hun havde ret tilat søge om benådning.

»Gælder det også minekammerater?« ville hun vide.

»Nej.«

»Så har det ingen interesse,«svarede hun og rakte armen bagudfor at give sin søns hånd et klem.

Domsafsigelserne fortsatte. Deøvrige fik mellem to og tolv årsfængsel – bortset fra to, som blevfrifundet på grund af manglendebeviser, herunder Viggo. Monicafangede flere af de andres blikke og

smilede til dem, og da hun ligesomde andre dømte blev spurgt, om hunhavde nogle tidligere domme, lo hunså hjerteligt, at flere andre kom til atgrine.

I den overdækkede lastbil på vejtilbage til Vestre Fængsel fik hunøjenkontakt med en af tre ungemænd, der også var dømt til døden.

»Op med humøret, min ven. Det ertrods alt kun noget, der sker éngang i livet,« sagde hun med sinkarakteristiske engelske accent.

»Gudskelov!« svarede kammeratenog smilede.

Kapitel 2

En aften i 1915 sad Monica sammenmed nogle veninder – og sin mor,der holdt øje med, at de unge pigeropførte sig sømmeligt – ved et bordpå Café Paris på Leicester Squaremidt i den engelske hovedstad. Etorkester spillede. Unge mænd iuniformer indtog sammen med pigeri lange kjoler og handskerdansegulvet, hvor tjenere ubesværetbevægede sig frem og tilbage medchampagneflasker og krystalglas påbakker balancerende påfingerspidserne.

Da Første Verdenskrig brød ud året

før, havde Monica Emily Massy-Beresford været parat til at hoppe iskyttegravene i Frankrig for sammenmed sine brødre at bekæmpetyskerne, men da den britiske hærikke tillod kvinder at gå i krig, fik hunarbejde i en kantine i London, hvorhun serverede for soldater på orlov,vaskede op og skrubbede gulve.

Det var noget af en kontrast tilopvæksten på godset St. Hubert’sved bredden af søen Lough Erne iNordirland, hvor hun og hendesfamilie var omgivet afkammertjenere, kokkepiger ogguvernanter, og tiden gik medsejlsport, rejser i Europa og

selskaber hos de øvrigeadelsfamilier på slottene i områdeteller i palæerne i hovedstaden.

Men at gå sine egne veje var ikkenoget nyt for Monica, og trods havdehun nærmest gjort til en kunstart.Som 15-årig var hun blevet sendt påkostskole, men blot en månedsenere var hun blevet smidt ud, fordihun ikke kunne underlægge sigdisciplinen, og da hun nogle årsenere drog på dannelsesrejse iEuropa, viste hun så stor interessefor storbyernes kunstnere ogforfattere, at hendes mor måttedrage til Dresden for at hente hendehjem for at hendes omdømme ikke

skulle lide skade. Men Monica varligeglad. Allerede som lille pigehavde hun ofte siddet på en sten isøen og drømt sig væk til fremmedelande, hvor hun kunne besøgemennesker, der levede helt andre liv,og hun havde lovet sig selv at få såmeget ud af livet som overhovedetmuligt. For hendes mor, AliceMassy-Beresford, var det derfor tilat leve med, da hendes datterinsisterede på at beholde jobbet ikantinen – det var trods alt i London,hvor familien ejede et stort hus, oghvor hun kunne holde et vågent øjemed Monica, ikke mindst når derblev holdt selskaber for officerer

hjemme på orlov.

I løbet af aftenen slog nogle af deøvrige gæster sig ned ved bordet –herunder en dansk diplomat, sompræsenterede sig som JørgenWichfeld. Han var lyshåret, havderegelmæssige træk og var iført etdyrt sæt tøj fra en af skrædderne iSavile Row i bydelen Mayfair, hvorhan ejede en fashionabelherskabslejlighed. Og så bar hanmonokel – nærmest som om den varen del af ham selv, tænkte AliceMassy-Beresford, der snart faldt isnak med den 30-årige dansker. Hanhavde otte år tidligere arvet godsetEngestofte på Lolland, men han

brugte det meste af sin tid på atrejse rundt og se verden, og hanhavde så stor viden om kunst ogantikviteter – han vidste endog mereom Crown Derby-porcelæn,Waterford-glas og Hester Bateman-sølvtøj end den ældre kvinde, derhavde en fornemmelse af, at JørgenWichfeld kunne have været fødtmange generationer tidligere.

Det var blevet sent, og Monica oghendes mor var ved at rejse sig, daorkesteret spillede de indledendetoner til »An der schönen blauenDonau«. Uden hverken at inklinereeller spørge, førte Jørgen Monica udpå dansegulvet, og kort efter trak

alle de øvrige par ud til siderne for atse på dem. Hans elegance oghendes dragende personlighedpassede perfekt sammen, og davalsen var forbi, klappede de øvrigegæster til parrets forbavselse –ingen af dem havde lagt mærke tilden opmærksomhed, der var blevetdem begge til del.

Monica havde truffet Jørgen enenkelt gang tidligere – til Jørgensuformelle forlovelsesfest. Uformel,fordi Jørgen slet ikke havde i sindeat gifte sig med pigen, der ogsåarbejdede i soldaterkantinen.Erfaringer med kvinder havde hanstort set ingen af, og det

interesserede ham heller ikke, menpresset hjemmefra var stort – en 30-årig godsejer kunne ikke føjte rundt iEuropa og lade sin gamle mor oglillesøster og familiens advokat klareforpligtelserne. Monica lagde mærketil, at danskeren ikke tildelte sinforlovede mange blikke – faktiskvirkede det, som om han befandt sigbedst i den ældre generationsselskab, mens hun som altid varomgivet af unge mennesker, dervidste, at den frimodige pige kunnegøre ethvert kedeligt selskabunderholdende med sine kvikkebemærkninger og høje latter. ForJørgen var der ingen tvivl. Monica

var mere livlig, end nogen andenkvinde, han havde mødt. Hun varintelligent, elskede livet – og så varhun til at tale med. Fra den aftenlagde han afstand til sin forlovede,og som planlagt brød hun efter etstykke tid forbindelsen.

Havde Monica glemt danskeren efterforlovelsesfesten, huskede hun hamefter valsen på dansegulvet i CaféParis. Jørgen kunne tale om andetend jagt, fiskeri og landbrug, og iham så hun en mulighed for atopleve endnu mere af verden fremfor som sin mor at ende på et gods iIrland eller Skotland sammen meden stivsindet mand, der ikke kunne

se ud over traditionerne ogforventningerne. Som tiden gik,meldte følelserne for dencharmerende og sværmendedansker sig, og 10. februar 1916kunne Morning Post i Londonmeddele, at de to var blevet forlovet,selv om det ikke var medforældrenes gode vilje. Monicas farkunne ikke acceptere, at Jørgen varudlænding – og endda fra et neutraltland! Godt nok var enkedronningAlexandra født som danskprinsesse, men alligevel … Ogkunne den unge mand, som han pågrund af krigen kun havde mødtenkelte gange, overhovedet ride,

skyde eller sejle? I Danmark varkammerherreinde Wichfeld afsamme overbevisning. Skulle hendesældste søn gifte sig med en kvindefra det land, der havde udsatKøbenhavn for et bombardement ogranet den danske flåde? Ikke taleom!

Ikke desto mindre stod parret fast.15. juni samme år blev de gift i St.Margaret's Church, en celeberbegivenhed, der blev dækket afmange af hovedstadens store aviser.Efter hvedebrødsdagene i Brighton,flyttede de to ind i en stor, lyslejlighed på Egerton Crecent, en afLondons dyreste adresser, hvor de

ansatte en butler, en kokkepige ogen kammerpige.

Godt tre år senere sad Monica vedsit toiletbord og lagde makeup. Hunog Jørgen skulle sammen med noglevenner til koncert i Royal Albert Hall.Som altid var hendes hår delt imidten og strøget tilbage i enelegant knold. Det var Jørgen, derhavde foreslået frisuren, kort efterde var blevet gift, ligesom han ogsåhavde erstattet hendes garderobefra Nordirland med de nyestemodeller fra Paris. I spejlet kunnehun se døren til soveværelset gå op.Det var Rosie, kammerpigen. Medsig havde hun et telegram. Monica

sank og kunne mærke sit hjerte slåhurtigere – uanset hvilken britiskfamilie, man tilhørte, vartelegrammer ikke velkomne i de år.Bleg foldede hun telegrammet ud oglæste de få ord i det:

»Regret to tell you … Jack … dead… very quick … Love from Mama…«

Monica stivnede og stirrede frem forsig. Jack havde været den eneste,der forstod hende, hendesudlængsel, hendes trods og hendeshåb om at få langt mere ud af livet,end det der ellers ventede kvindersom hende. Når hun var ked af det

eller havde brug for et godt råd, vardet altid Jack hun havde betroet sigtil. I det øjeblik vidste hun, at Gudikke fandtes. En så hævngerrig gudkunne hun ikke forlige med sin egenlivsglæde, og hun afviste på stedethans eksistens. Samtidig kunne hunmærke hadet blusse i sit bryst. Hun,der havde nydt sit ophold i Dresdenog samtalerne med byens forfattereog kunstnere, forbandede nu alttysk, og hun svor, at hun aldrig villehave noget med tyskere at gøreigen. Jørgen gjorde, hvad han kunnefor at trøste hende, men hun vidste,at hun aldrig ville komme sig overtabet, og der skulle gå 25 år, før hun

kunne sige hans navn højt igen. Kapitel 3

I begyndelsen af maj 1921 kørte enstor bil af mærket Ford gennem denlille landsby Engestofte i nærhedenaf Maribo på Lolland. Denpasserede skolen, den gamlesmedje og skovriderboligen, derhusede godsets kontor. Frabagsædet lagde Monica mærke tilde fine små bindingsværkshuse, hvorhusmandsfamilierne boede. Bilenfortsatte gennem en bøgeskov, hvorde spæde, lysegrønne blade stadiglod så meget sollys nå skovbunden,at et væld af vilde blomster kunne

byde hende velkommen. Chaufførendrejede op ad en allé med store,gamle elme- og lindetræer, og kortefter standsede de foranhovedbygningen, der lå lige ned tilMaribo Sø.

Engestofte havde været i Wichfeld-familiens eje siden 1727, og påmange måder havde livet ikkeændret sig meget siden dengang.Broer fra Lolland-Falster til Sjællandvar der ingen af, og man måtte i højgrad klare sig selv. Forpagtere, somofte havde boet på godset igenerationer, dyrkede jorden,mølleren tog sig af kornet, fiskerensørgede for fisk fra både søen og

havet, skovrideren gik på jagt eftervildt, og håndværkerne klarede depraktiske opgaver. En hær aftjenestefolk arbejdede ihovedbygningen, og den store haveforsynede både familien og deansatte med frugter og grøntsager,mens mælk, æg og kød kom fra demange dyr. Kun mere eksotiskevarer som te, kaffe, krydderier,sukker, vin og tobak måtte man tilbyen efter.

For Monica var det tydeligt at se, atEngestofte havde dannet rammenom familien Wichfelds liv i flereslægtled. Overalt fandt hun minderfra forgangne tider. Her var sølvtøj

fra 1700-tallet, der var russiskporcelæn, som Jørgens stenrigebedstemor havde arvet fra sineendnu rigere slægtninge ved zarenshof, og i forhallen kunne hun se derelieffer, som den berømte danskebilledhugger Bertel Thorvaldsenhavde lavet til sin ven, Jørgensoldefar. Hun fortsatte ind i rækken afstuer, der alle vendte ud modvandet, og et øjeblik var hun tilbage ibarndomshjemmet i Nordirland.Lyset strømmede ind gennem destore vinduer, men det var, som omden gammeldags indretning med demørke tapeter og tunge møblersugede det til sig, og hun gik derfor

straks i gang med at føre Engestoftetilbage til den enkle stil, der havderådet, da Thorvaldsen var på besøg.

Det rygtedes hurtigt, at der varkommet en ny frue på godset – ogat hun ikke var som de andre.Dengang trådte folk til side ivejkanten, tog hatten af og bukkededybt, når godsejeren eller hanshustru kom kørende, men den nyefrue virkede langt mere tilgængeligend sine forgængere. Der gik ikkelang tid, før folk kendte historien omden lille snotnæsede dreng, der vargået helt ind på gårdspladsen for atse nærmere på det store hus, da fruWichfeld var kommet forbi og havde

spurgt, hvad han dog ville.

»Jeg ville bare se det hele,« havdepurken fremstammet.

Og det fik han lov til. Monica havdetaget den lille dreng i hånden ogviste ham rundt i stuerne med degamle portrætter og var dereftergået med ham ned i køkkenet, hvorhan havde fået en kop varmchokolade. Til slut havde hun sendtham hjem med en besked om, athan altid var velkommen til at kommepå besøg. Den var aldrig gået ikammerherreindens tid, sagde man.Og hun opdrog sine børn på sammemåde. Hun og Jørgen fik tre børn –

Ivan, Varinka og Viggo – og lige frade var helt små, tog hun dem medrundt for at besøge forpagterne,medarbejderne og de gamle, derboede i godsets aftægtshuse, oghun understregede for dem detansvar, de havde over for alle demennesker, der boede og arbejdedepå Engestofte. Hvis man var såheldig at være født ind i etprivilegeret liv, forklarede hun dem,havde man en moralsk forpligtigelsetil at beskytte de svage – også selvom det kunne betyde, at man sattesit eget liv på spil.

En sommerdag i 1921 kastedeMonica et blik ud af sit

soveværelsesvindue og fik øje på toryttere, der steg af hestene nede pågårdspladsen. De overlod dyrene tilstaldknægten og hilste hjemmevantpå butleren, der viste dem indenfor.Hun vidste godt, hvem det var.Lolland var ikke større, end at deotte-ti godsejerfamilier mødtesjævnligt, men alligevel lod hunoverbringe en besked til gæsterneom, at hun ikke var hjemme –brødrene Haugwitz-Reventlow franabogodset Krenkerup nægtede hunat modtage.

Heinrich og hans yngre bror Curthavde ganske vist rang af danskegrever, men de var født i Tyskland,

og under Første Verdenskrig havdeCurt været officer i den kejserligehær. Derfor svor Monica aldrig atmødes med dem, et løfte hun dogikke kunne holde i længden – dertilvar omgangskredsen på Lolland forlille. Og da de fleste af naboernetilhørte den ældre generation, derhovedsageligt talte om vejret, madenog høsten, fandt de fire ungemennesker hurtigt sammen omskovture, udflugter til havet, tennisog fester, som da Heinrich til ære forMonica arrangerede et selskab medvenetiansk tema, hvor små bådemed lanterner lyste op i mørket. Detvar dog Curt, der løb med Monicas

opmærksomhed. Han var fire åryngre end hende, men han så godtud, lyttede til jazz og kørte rundt i engul Hudson med plads til topersoner. Der var nogetfandenivoldsk over ham, mensamtidig virkede han usikker. Atklæde sig forstod han ikke, og hantalte kun tysk og dansk, så Monicabesluttede sig for at gøre, hvad hunkunne, for at forvandle den genertelandmand til ’a man of the world’.Hun begyndte at undervise ham iengelsk og bridge, hun satte ham iforbindelse med sin børsmægler iLondon, og hun sørgede for at skiftehans garderobe ud med tøj fra den

skrædder, hendes far benyttede sigaf. Curt, der straks følte sig tiltrukketaf den usædvanlige frue påEngestofte, havde netop overtageten af de mindre gårde på brorensgods, og han bad Monica om athjælpe ham med at indrette stedet.Hun svarede ja med det samme, oggennem de følgende måneder så deto hinanden næsten dagligt, mensMonica gjorde op med den tunge,tyskinspirerede stil, derkendetegnede de fleste afhjemmene i området, og fikRosenlund til at ligne et engelskherresæde med lyse rum, muntrefarver og blomsterbuketter overalt.

En dag i august satte Monica sig pågulvet i biblioteket på Engestofte.Foran sig havde hun et antal kassermed bøger, som var blevet sendtover fra London. Hun begyndte atsortere samlingen i stabler, men sadsnart og bladede tilfældigt i et af demange værker, hvor hun fik øje påen sort plet. Var bøgerne mon blevetfugtige undervejs, tænkte hun, og lodbagsiden af hånden glide hen oversiden. Pletten blev tværet ud. Ogpludselig dukkede en mere op. Hunså op. Uden for de store vinduer varluften fuld af sorte pletter, derhvirvlede rundt som sne. Såbegyndte det at rumle. Det gav et

sæt i hende, da omtrent hundredepaniske køer med opspilede øjneflygtede forbi bygningen og fortsattei et hæsblæsende tempo ned iparken. Monica sprang op og løb udi hallen, hvor hun åbnede denmassive hoveddør. Det blæstekraftigt fra øst, og bag køkkenfløjenfik hun øje på et ildevarslende rød-orange skær: Gården, hvor det enehold forpagtere boede, stod iflammer. Overalt kom folk løbendemed møbler, kister og andreejendele, mens branden sendte enregn af gløder ned over dem.Monica forsøgte på sit mangelfuldedansk at forklare dem, at de ikke

måtte sætte tingene så tæt påhovedbygningen, men midt i alkaosset var der ingen, som forstodhende. Hun løb ind igen og ringede tilHotel d’Angleterre i København, hvorJørgen havde været til møde medbanken og familiens advokat, menhan var allerede på vej med toget tilVordingborg, så efter at have sendtsin lille søn og barnepigen ned iparken, fik hun forbindelse tilRosenlund. Et kvarter efter stilledeCurt sig i spidsen forbrandslukningen. Samtidig ankomdet lokale brandvæsen, menbrandslangerne kunne ikke nå ned tilvandet i søen, hvis vandstand var

meget lavere end normalt på grundaf den lange og usædvanligt varmesommer. I stedet fik Curt organisereten kæde af brandfolk oglandarbejdere, der strakte sig heltned til søen, hvor spande blev fyldtmed vand og sendt fra person tilperson, indtil indholdet blev smidt udover de bygninger, der endnu ikkevar omspændt af flammer.

Tabet af den største af Engestoftesgårde var blot den senestekatastrofe, der havde ramt godset. Ikølvandet på revolutionen i Ruslandvar de papirer, Jørgen havde arvetfra sin bedstemor, værdiløse.Politiske reformer betød, at godser

rundt om i landet måtte overdrageop mod en fjerdedal af jorden tilstaten og samtidig betale enormeafgifter. Jørgen kunne ikke overskuekonsekvenserne, men Monica varsikker på, at familiens dage pågodset var talte, og at de mangemennesker, der var afhængige afEngestofte og havde levet helederes liv der, gik en usikker fremtid imøde. Imidlertid kom Curt dem tilhjælp. Han var en dygtig og modernelandmand, og han havde forstand påadministration, og den nedbrændtegård blev hurtigt genopbygget.

Monica tvivlede ikke længere på sinefølelser for Curt. Hun vidste, at han

var forelsket i hende, og nuforelskede hun sig også i ham. Hunelskede stadig Jørgen, men det varikke ligefrem spænding, han kunnetilbyde den nysgerrige og rastløseMonica. Og hun savnede den fysiskeside af kærligheden, som Curt kunnegive hende. Efter branden indledtede to et forhold, som kom til at vare isyv år – og det skete med Jørgensbilligelse. Han vidste, at han ikkekunne give Monica alt, hvad hunhavde brug for, og han bød derforCurt velkommen som en del affamilien. At der blev sladret om detaparte arrangement, opfattede hanikke, og Monica var fløjtende

ligeglad med, hvad andre måttemene. Hun havde på sine rejser iEuropa allerede oplevet mangeforskellige måder at leve på, og somaltid, før hun tog en vigtig beslutning,spurgte hun sig selv, om hun kunnekomme til at såre andre, og om hunkunne leve med konsekvenserneuden at beklage sig.

Løftet om ikke at såre andre holdthun fast i, både når hun adskilligegange afviste Curts ønske om atlade sig skille fra Jørgen, og da hunmange år efter blev bragt til afhøringhos Gestapo.

Et års tid efter at Monica var

ankommet til Engestofte, satte hunsig ind bag rattet i en af familiensbiler. Hun kørte til torvet i Maribo oggik ind i Quaades gamlekøbmandsgård. Som altid duftededer af te og kaffe, men det var ikkekun dagligvarer, familien Wichfeldkøbte i forretningen. Købmanden varnemlig også kornhandler og leveredebåde såsæd og kunstgødning tilmange af de store landejendommepå Lolland. Monica kom sjældent iforretningen – almindeligvis sørgedekokkepigen for indkøbene – men hunvar løbet tør for tandpasta.

»Skal jeg skrive det på regningen?«spurgte ekspedienten.

Monica foretrak at betale kontant ogbad i samme åndedrag om at fåregningen gjort op.

Ekspedienten stirrede på hende,undskyldte sig og gik ud bagved forat tale med chefen, der kort efterkom ud og bukkede.

»Jeg er bange for, det kommer til attage lidt tid,« undskyldte han.

Monica forlod købmandsgården medtandpastaen, men kørte hjem igenuden regningen.

Den ankom først flere dage senere iet brev med hendes navn påkuverten. Hun åbnede den og

foldede papiret ud. Hendes øjne gledned til bundlinjen, hvorefter hunstirrede på det enorme tal. Detkunne da ikke passe. Der måttevære tale om en misforståelse,tænkte hun og begyndte i defølgende dage at undersøge sagentil bunds. Og det så sort ud. Ligesiden Jørgen havde arvet Engestoftesom 22-årig, havde han brugt tidenpå at rejse verden rundt, eftersomlandbrug og økonomi slet ikkeinteresserede ham. Han havde brugtformuer på antikviteter ogfornøjelser, og i stedet for at stoppeham, havde administratoren pågodset optaget lån for at kunne

sende ham flere penge. Da deboede i London, og han næsten hvereneste dag kom hjem til Monica medsmykker, tøj og kunst, var gavernekøbt for lånte penge, og rentebyrdenhavde blot vokset sig større ogstørre.

Sammen med Curt arbejdedeMonica hårdt på at redde stumperneog holde kreditorerne fra døren. NårCurt var færdig med opgaverne,kom han ridende over tilhovedbygningens terrasse, hvorMonica ventede med en drink. Nårdet kunne lade sig gøre, kørte dehver for sig til København – han i singule sportsvogn og hun i en åben

vogn iført hvid læderjakke og ettørklæde, der blafrede bagud ivinden, når hun ræsede af sted adde små landeveje. Forelskelsen fikhende til at stole på fremtiden, mentrods deres fælles indsats blevEngestofte sat under administrationaf en professionel bestyrelse. Enstor del af tjenestefolkene måttefyres, og hovedbygningen blev lukketned om vinteren, da det blev alt fordyrt at varme så stort et hus op. Enstenrig amerikansk slægtning lånteJørgen sin aktieportefølje, og ivinterhalvåret boede parret hosvenner og familie rundt om i Europa.De gik på jagt i Skotland, spillede

tennis med fru Winston Churchill,spiste frokost med grevindeMountbatten, hustru til vicekongen afIndien, og de gik til selskab medrussiske prinser og amerikanskerigmænd på de dyreste hoteller vedMiddelhavet.

Forholdet til Curt var stormfuldt. Hanhåbede fortsat på, at Monica villeforlade Jørgen, men i takt med athåbet tørrede ud, voksede hansfrustrationer og resulterede iskænderier, hvor hun gang på gangfortalte ham, at hun ikke kunne levemed den sorg, hun ville være skyld i,hvis hun lod sig skille.

Og da børsen i New York krakkede i1929, gik den ikke længere –hverken med økonomien ellerkærligheden. Kapitel 4

En eftermiddag i 1936 brusedeParis-Rom-ekspressen ind på denlille station i Rapallo ved denitalienske riviera, hvor Monica somaltid blev modtaget af landets duft afsalvie og citroner, når hun vendtehjem fra Europas storbyer. Påperronen stod Varinka og Viggosammen med familiens sekretær,husholderske og gode veninde, OlgaSignorili – en lille, trind kvinde, som

Monica havde lært at kende i byen.Det var hende, der stod forbørnenes uddannelse ogopdragelse, hvilket passede Monicafint. Børn sagde hende nemlig ikkeret meget, før de var store nok til athave noget intelligent at sige. Inde itoget gjorde Monica sig klar til atstige af. Hun havde tjekket den storekiste og et par kufferter ind, men hunhavde alligevel brug for en drager tilat hjælpe med den håndbagage, hunaltid havde med sig: et parhåndkufferter, smykkekufferten afstål, tasken med private papirer, enhatteæske, toilettasken, enrejsegrammofon samt en stak

grammofonplader ogskrivemaskinen, hun benyttede til alsin korrespondance, fordi hendeshåndskrift var ulæselig. At rejse letvar for hende et uforståeligt udtryk.Hvor end hun drog hen, åbnede hunsine kufferter og fiskede rammermed fotografier, vaser, askebægre,små duge, puder og pynteting frem,så hun kunne føle sig hjemme.

Efter sin mands død havde Monicasmor af hensyn til helbredet slået signed i en villa i byen, og da denøkonomiske krise ramte verden,måtte familien Wichfeld helt opgiveat bo på Engestofte og lejehovedbygningen ud, mens

forpagterne overtog hele driften, ogadministratorerne gjorde alt for atbetale af på gælden. Afskeden medDanmark blev samtidig et farvel tilCurt, da Monica ved afrejsen éngang for alle gjorde deres forholdforbi. I stedet udnyttede han sinstatus som ungkarl og stod på ski iFrankrig, nød livet i Venedig ogarbejdede på godset derhjemme,indtil han pludselig ringede i 1935 ogfor sidste gang spurgte, om Monicaville gifte sig med ham. Svaret varstadig nej, og få dage efter kunnehun i aviserne læse, at Curt varblevet forlovet med amerikanerenmiss Barbara Hutton, arving til

Woolworth-familiens formue og en afverdens rigeste kvinder. AliceMassy-Beresford havde imodsætning til sin svigersøn lagtpenge til side i de gode år, og detlykkedes hende derfor at forsørgehele familien i det daglige, menMonica var klar over, at der ikke varnok til at give børnene denuddannelse, hun mente, de fortjente.At spare i det daglige gjorde hendeikke noget – hun kom i forvejen fraen sparsommelig familie – men Ivan,Varinka og Viggo skulle ikke bødefor, at deres far havde ødsletformuen bort. Hun vidste, at opgavenikke kunne overlades til Jørgen. Han

havde forsøgt sig somantikvitetshandler i Paris, eftersomhans viden om og smag for møbler,kunst og indretning var upåklagelig,men så snart pengene kom ind, blevde brugt på fine middage og dyrebyture med kunderne.

Altså måtte Monica igen tageansvaret for familiens økonomi, ogderfor var hun en stor del af året påfarten rundt om i Europa, mensfamilien blev i Italien.

Hun var først rejst til Paris, hvor hunboede på et kvistværelse hos enveninde. I begyndelsen havde hunageret guide for en flok forkælede,

amerikanske arvinger, hvis mødrevar på jagt efter svigersønner blandtden europæiske adel, og Monica fikkommission fra deluksusforretninger, hun tog dem medtil – men et møde med en kunstner iItalien ændrede alt. Kunstnerenlavede unikke smykker i glas. De varikke specielt dyre, men Monica varvild med dem og havde dem på, nårhun drog rundt i Europa, hvor hendesveninder og deres bekendte ogsåforelskede sig i dem. Snart begyndtehun at sælge smykkerne til en pris,der lå langt over det, hun gav fordem, og der gik ikke lang tid, før hunarrangerede modeshows hjemme

hos sine velhavende veninder. Dahendes negle blev skøre eftermange års overdreven brug afneglelak, opfandt hun et middel, derkunne styrke neglene ogmarkedsførte det under navnetNocrax, ligesom hun stod bag sinhelt egen parfume, Monica 55, derogså blev et stort hit. Pengenebegyndte efterhånden at strømmeind, og en del blev investeret, mensresten blev brugt til at sendebørnene på privatskoler i Schweiz ogEngland. Sig selv spenderede hunikke meget på. Når hun arbejdede,var hun naturligvis klædt på enmåde, der afspejlede hendes gode

smag, men når hun forlod de storelejligheder og palæer, boede hun påsmå pensionater og spiste i debilligste bistroer, hvor hun trafmennesker fra rangstigens nederstetrin. En dag rendte hun således ind iJørgens svigerindes søn fra ettidligere ægteskab. Han havdemistet alt og var endt somalkoholiker, men hun tog ham undersine vinger og forsøgte at få ham påfode igen.

På perronen løb hun leende sinebørn i møde og gav dem et kæmpeknus – en fast ritual, når hun vendtehjem fra forretningsrejserne. Etstykke derfra kunne man høre

hestehove mod de toppede brosten– et sikkert tegn på, at ismanden varpå vej med sine store blokke, såbyens borgere kunne holde deresmadvarer kolde i den italienskesommervarme. Efter ham fulgte enflok æsler læsset med mursten. Dehårdføre dyr asede sig op ad destejle veje mod de villaer, som varved at blive sat i stand, så de kunnelejes ud til rige familier fraNordeuropa, Rusland eller Amerika.

»Pesci! Peeesciii!«

Fiskerkonens gennemtrængende råbkunne høres i de fleste af byenssmalle gader, mens hun fyldte

kræmmerhuse med rejer eller småsild. De faste kunder rettede altidblikket mod vægten, for kunne hunslippe afsted med det, snød hundem, så de fik mindre end det, debetalte for.

Sammen med Olga kørte de op tilvilla Campo dei Fiori oppe ihøjdedragene på den anden side afden gamle romerske vej. En lille flodklukkede sig vej mellem havensfrugttræer og bede med majs, vin,tomater og salat. Der duftede sødtaf de mange eksotiske blomster,Jørgen havde plantet for at kunnefylde huset med kæmpemæssigearrangementer. Røde og gule roser

kravlede op ad murene, og azaleaer,hortensiaer og pelargonier vældedeud af store krukker som brogedevandfald. Som altid, når heden midtpå dagen lagde sig summende ogdovent over Rapallo, mødtes familienWichfeld til et glas iste på en afterrasserne og slappede af, indtildagen gik på hæld.

Rapallo var et gammelt fiskerleje,men i løbet af 1920erne opdagedeforfattere, kunstnere og jetsetterefra Europa og Amerika dencharmerende lille by, hvor det stadigvar muligt at købe gamle villaer til enrimelig pris og sætte dem i stand.Derfor kunne Monica løbe ind i

Hemingway eller Thomas Mann påbyens cafeer, spille bridge ellertennis med væddeløbskøreren grevTrossi eller danse medvermouthkongen Theo Rossi, nårman ved otte-tiden om aftenenhavde klædt om til middag ogmødtes i byens restauranter eller tilselskaber i villaerne.

Børnene, der nu alle var teenagere,holdt meget af at høre Monicafortælle om sine oplevelser rundt omi Europa, og hun gav sig altid tid til athøre, hvad de mente om litteratur,kunst og politik. De var ikke altidenige. For eksempel var Varinkafascineret af fascismen, hvilket nok

skyldtes Olgas påvirkning. Olga varen af Mussolinis største beundrere,og hun kunne ikke forstå, at Monicaikke havde samme holdning, for hunkunne da se, hvor meget orden, dervar kommet på det ellers såkaotiske Italien, siden Il Duce varkommet til. Men Monica havde læst’Mein Kampf’, i Tyskland havde hunværet vidne til nazisternes optog ogbehandlingen af jøderne, og hunhavde truffet mange, som var flygtetfra Francos diktatur i Spanien. Densympati, hun måtte have haft for demere stabile tider, der var kommet tilItalien, forsvandt, da den italienskehær invaderede Abessinien i strid

med alle internationale aftaler. At detinternationale samfund intet gjordefor at komme abessinerne til hjælp,gjorde hende blot endnu mererasende. Hun kunne også fortælledem om Curt, der var blevet skiltefter tre års ægteskab. Trodsbruddet formåede de at forblivenære venner, og når det var muligt,var Monica blandt tilskuerne, når handeltog i skiløb eller tennisturneringer.Curt præsenterede hende som deneneste kvinde, han nogensindehavde elsket – selv over for folk, hanikke kendte særligt godt.

Men ofte handlede diskussionernedog hverken om politik eller

rejseoplevelser, men om filosofi ogindstilling til livet, og her varmeningerne mere sammenfaldende.Da familien en aften talte ommeningen med det hele, var Monicaikke i tvivl:

»For mig har livet altid været som enscene. Man ved aldrig, hvornår manbliver fanget i søgelyset. Det varermåske kun et øjeblik, men i detøjeblik er du midtpunkt foropmærksomheden. Hele dit liv kanhave været en forberedelse, enprøve på dette ene korte øjeblik irampelyset. Det kan afsløre komedieeller tragedie, heltemod ellerkujoneri, men det er dit øjeblik og

ingen andens.«

I påsken 1939 mødtes familienWichfeld hos Jørgens mor påLolland. En af dagene trak Monica ien gammel tweednederdel og envarm sweater og begav sig ud iskoven ved Engestofte. Skovbundenvar dækket af anemoner, der lystehvidt i forårssolen, hvis stråler endnukunne skinne gennem træernesnøgne grene. Så snart de grønneknopper sprang ud, ville træerneskroner danne en hvælving, og de finesmå blomster ville visne. Monica nøddet danske forår. Når hun gik her påEngestoftes jord, var verden omkringhende pludselig langt væk. Det var,

som om alle de dårlige nyheder omØstrig, Rhinlandet, Sudeterlandet ogden britiske premiereministerChamberlains eftergivende holdningover for Hitler ikke rigtigt gjaldt, ogat de skyttegrave, der blev anlagt iparkerne i London, blot var noget,hun havde forestillet sig.

Familien besøgte en lang rækkevenner og bekendte under opholdet iDanmark. Børnene, der til dagligtalte engelsk eller italiensk, fik øvetsig på det danske sprog, og devoksne fik mulighed for at følge medi livet blandt godsejerne på Lolland –og naturligvis høre om Ivansuddannelse. Som den ældste søn

skulle han arve Engestofte, ogderfor havde hans mor sendt hamhjem, da han var færdig medskolegangen i Schweiz, England ogFrankrig. Det var på tide, at han imodsætning til sin far lærte, hvordanman drev og administrerede et gods,mente Monica. Som altid varfamiliemedlemmerne og vennerneglade for at se hende. Flerenoterede sig, at hendes hår havdefået sølvstænk ved tindingerne, menfrisuren var den samme, og alt i altunderstregede alderen blot hendesklassiske udseende. Selv var hunogså lykkelig. Krisen i landbruget varforbi, og meget tydede på, at de

snart kunne overtage Engestofteigen – men mørke skyer samlede sigi horisonten. Da Viggos skoleferievar forbi, fulgte Monica med ham sålangt som til Hamborg, hvorfra hanskulle videre til skolen i Skotland. Defulgtes ad om bord på færgen iGedser og gik op ad trapperne tilagterdækket, hvor de stod og så detflade danske landskab fortabe sig ihorisonten. Over dem skregmågerne deres hæse skrig, og i detfjerne blev den dybe brummen fra detyske fly på basen i Warnemündehøjere og højere. Monica vendte sigmod Viggo og så ind i hans øjne.

»Det er måske sidste gang, vi ser et

frit Danmark. Når vi kommer tilbage,er det sandsynligvis et besat land.Du vil muligvis se det frit igen, menjeg tvivler på, jeg lever længe nok tilat opleve det,« sagde hun.

Kort efter vendte Monica og Jørgensammen med Varinka tilbage tilRapallo. Monicas brødre havdeovertalt deres mor, som var britiskstatsborger, til at vende hjem tilEngland, mens det stadig var muligt,men Monica nød alligevel at væretilbage. Selv om Rapallo var såforskellig fra Engestofte, havde deto byer noget uvirkeligt over sig.

Mens resten af verden forberedtesig på krig, spillede man golf ogtennis i den solbeskinnede by ogbekymrede sig mere om, hvem TheoRossi nu bejlede til, og om grevTrossi havde påkørt sin kones vognmed vilje, eller der var tale om etuheld. Det begyndte imidlertid at gåMonica på nerverne. Hun tænkte pårædslerne under Første Verdenskrig,der dog kun lå tyve år tilbage i tiden,men selv ikke hendes egen familielod sig mærke med noget. Når hunsad med øret trykket mod radioenfor at fange BBC-speakerens ord iden susende baggrundsstøj,nussede Jørgen om blomsterne i

haven, og børnene gik tur med deresvenner på strandpromenaden ellertog ud at sejle. 1. september det år havde Monicasom sædvanlig været tidlig oppe forat svømme i havet. Da hun kom oppå stranden, fik hun øje på engruppe mennesker, der flokkedesom en transportabel radio. Hunspurgte, hvad der var sket, og en aftilhørerne meddelte hende, at dentyske hær havde overskredet denpolske grænse. Monica mærkede etvoldsomt sug i maven, og for sitindre blik så hun Jack den dag, hanvendte tilbage til slagmarkerne på

kontinentet. Selv så længe eftergjorde det fysisk ondt at tænke påham, og hun skød tanken fra sig. Istedet noterede hun sig, hvordanborgerne i Rapallo reagerede pånyheden, og i den følgende tidbegyndte hun at skrive ned, hvordanhun opfattede stemningen blandtitalienerne.

I de næste nervepirrende dageforlod Monica ikke villaen, menopholdt sig konstant i nærheden afradioen. 3. september genkendtehun premierminister Chamberlainsstemme:

»Her til morgen overrakte den

britiske ambassadør i Berlin dentyske regering en sidste note, somgjorde det klart, at med mindre vihørte fra dem inden klokken 11, atde var forberedt på straks at trækkederes tropper tilbage fra Polen, villeder herske krig mellem os. Det ermin pligt at meddele Dem, at etsådan tilsagn ikke er modtaget, ogat dette land dermed er i krig medTyskland,« indledte han sin tale.

Rundt omkring i byen pakkedeamerikanere og briter deresejendele ned. Monica kørte tilGenova for at sige farvel til et parvenner, der havde sikret sig billettertil Conte de Savoia, den sidste

damper til USA, som oven i købetblev forsinket i et døgn, da rygternesvirrede om, at Italien var på nippettil at træde ind i krigen på tysk side.På havnen stodhundredviss afjødiske familier, der råbende oggrædende forsøgte at få lov til atkomme med – om det så blot var ensiddeplads på dørken på tredjeklasse. Tilbage i Rapallo var Monicameget imod sin natur ved ateksplodere af raseri. Både Jørgenog Varinka og Viggo, som nu gik iskole i Italien på grund af de uroligetider, og familiens skandinaviskevenner blev ved med at tale om, atkrigen ville være god for de små,

neutrale lande – forstod de da ikke,hvad det var for et afskyeligt ogmenneskefjendsk regime, Englandog Frankrig forsøgte at bekæmpe?

»Disse uvirkelige dage i denbagende sol omgivet afMiddelhavets skønhed er blandt deværste, jeg har oplevet i mit liv,«betroede hun Viggo.

Familiens reaktioner ændrede sigdog 9. april 1940, da speakeren iradioen fortalte om invasionen afDanimarca og Norvegia. Varinka, deraldrig havde følt sig specielt dansk,græd af raseri, og Monica ville rejsetil USA, hvor de kunne slutte sig til

De Frie Danske under ledelse afDanmarks ambassadør iWashington. Hun undersøgte, om detvar muligt at rejse via nogle af de fåneutrale lande i Europa, og når hungik ned til havet for at svømme,lagde hun endda fantasifulde planerfor, hvordan de skulle kunne kommetil England og for alvor deltage ikampen mod Hitler.

I begyndelsen af juni gik familien nedtil torvet mod strandpromenaden.Ved musikpavillonen havde nogensat en skrattende højtaler op, ogbønderne fra bjergene strømmedetil. De lokale fascister – heriblandtOlga – var iført farvestrålende

uniformer og marcherede i gaderne,og rundt om begyndte de handlendeat lukke deres butikker. Så blev derstille. Indtil Mussolinis stemmebrølede ud over pladsen ogmeddelte italienerne, at de gjordefælles front med tyskerne og gik ikrig mod Frankrig og England. Påtorvet brød jubelen løs. Der blevudråbt utallige leve for Il Duce, ogdagen udviklede sig til en spontanfolkefest for de forsamlede fascister,men i dagene der kom, talte flere afbørnenes venner om, hvordan dekunne undgå at blive indkaldt – skulleman skyde sig selv i foden ellerskære en finger af?

For dog at foretage sig noget, skrevMonica sine noter sammen tilstemningsberetninger, som viaPortugal blev sendt til England, hvorde blev modtaget af blandt andremrs. Winston Churchill. Breveneendte hos BBC, der brugte dem til atmålrette deres italienskenyhedsudsendelser.

Fra da af kunne familien Wichfeldmærke, at de ikke længere varvelkomne i Italien. Gennem detfølgende års tid vendte flerebekendte dem ryggen, nogle naboerbeskyldte dem for at signalere tilbritiske skibe, da Jørgen en aftenefter solnedgang gik på sneglejagt

med en kraftig lygte, og en nær venblev udsat for et langt forhør, hvorder blev spurgt ind til Monica oghendes holdninger. Da en avissamtidig bragte en artikel om visseaf byens familier, der havdeforbindelse til antifascistiskedanskere, var det på tide at brydeop.

Tårerne trillede ned ad kinderne påtjenestefolkene, og Olga trykkedeigen og igen børnene ind til sig,mens dragerne på stationen iRapallo bragte familien Wichfeldshåndbagage om bord i toget. Trodspolitisk uenighed var de fleste afMonicas venner mødt frem for at

tage afsked med familien under destøvede citrustræer denne dag ioktober 1941. Toget brusede af stedmod Genova langs med kysten,hvorefter sporet drejede ind i landetforbi Gardasøen og op i bjergene.Ved grænsen til Østrig standsedede. Udenfor kunne de hørestøvletramp og høje stemmer, dernærmede sig deres kupé – så blevdøren smækket op, og enuniformeret tysker kom ind. Monicaignorerede ham. Hun hævede sinbog en smule. Omslaget var rødt, ogprangende gule bogstaverbekendtgjorde for alle og enhver, atejermanden læste i en samling af

Winston Churchills taler. Hun havdelovet Jørgen at holde lav profil, menhun kunne ikke dy sig, så da hanordnede papirarbejdet sammen medtolderen, startede hun en højlydtsamtale med Varinka og Viggo påengelsk.

Et sted i Hitlers rige fik familienselskab. En tysk officer trådte ind ogsatte sig over for Monica, derstuderede ham med sammenknebneøjne over bogens kant. Så fiskedehun en cigaret op af sit etui.Tyskeren sprang op og holdt sinlighter frem med et venligt smil.Monica sendte ham et blik, der vartæt på at få isblomster til bredde sig

på ruden, hvorefter hun langsomt, oguden at tage blikket fra ham, fandtsin egen lighter frem, tændtecigaretten og fortsatte med at læse.

Det var blevet mørkt, da de nåedeWarnemünde, og de var godt trætte,da det lykkedes at finde etbeskedent hotel, der havde toværelser til rådighed, og alle faldthurtigt i søvn, indtil høje råbvækkede dem efter er par timer.

»Raus! Raus in den Schutzraum!«

Der blev buldret på døren tilværelset, hvor Monica lå og sov.Udenfor, hvor månen badede denmørklagte by i sølv, hylede

sirenerne, mens folk spænede tværsover gaden og ned ad trappen til detnærmeste beskyttelsesrum.

»Husk – kun dansk,« hviskedeVarinka, der var bange for, athendes mor skulle finde på at taleengelsk, mens bomberne faldt overWarnemünde.

Familien tog sammen med en del afbyens borgere plads på de langetræbænke. Bortset fra en summenfra en luftpumpe, som blev betjent afen mand i uniform, var der stille. Såkom det første brag. Jordenrystede, og den ene væg føltesnærmest levende. Lyset gik ud.

Nogen skreg.

»Ruhe! Ruhe!« råbte vagterne.

Lyset vendte tilbage. Midt i det helesad Monica med store, mørke øjneiført natkjole, morgenkåbe og et parsmå tøfler. Et tilfreds smil krusedeom hendes læber, mens hun lyttedetil flyvemaskinerne fra Royal AirForce, hvis angreb mod dennordtyske havneby fortsatte i fleretimer med uformindsket styrke.

Da bragene ebbede ud, gik dørenop, og en tysk officer kom ind.

»Alle ud og hjælpe!« råbte han.

»Er det nu også nødvendigt?«

spurgte nogen.

»Det får De snart at se,« svaredeofficeren.

Udenfor lyste himlen rødt afgenskinnet fra byens brændendebygninger. Gaderne var oversåetmed kratere, glasskår splintredesunder deres fødder, og rundtomkring lå forvredne bilvrag, somom en kæmpe havde knust dem ogsmidt dem fra sig. Monica tænkte påHitlers angreb på London, hvor hunhavde både venner og familie, ogatter bredte smilet sig på hendeslæber.

Næste eftermiddag kunne familien

Wichfeld sætte sig i en af salonernepå færgen til Gedser. Kridhvide dugedækkede bordene, og hvidt brød ikurve og skåle med smør stod påhver eneste af dem sammen medpålæg, ost og marmelade. Børnenespærrede øjnene op – det var længesiden, de havde set så storemængder mad på én gang. På denanden side tog Ivan imod dem. I de18 måneder Monica ikke havde setsin ældste søn, havde det hårdearbejde i markerne forvandlet ham tilen muskuløs, solbrændt ung mand,og hun strålede ligefrem af stolthed,da hun omfavnede ham. På vej ud tilbilen bemærkede hun de

uniformerede tyskere, der ganskevist holdt sig i baggrunden ogoverlod kontrollen medpassagererne til det danske politi,men de fik vreden til at sitre i hende.

»Vi er ikke helt frie, men der er i detmindste ingen krig i Danmark,«sagde Ivan.

Prisen for det var densamarbejdspolitik, som de danskepolitikere havde indledt

9. april, et valg, der var Monicakomplet uforståeligt. For hende varsamarbejde med det mestmenneskefjendske regime, verdenendnu havde set, udelukket. Hun

beundrede nordmændene, derhavde kæmpet mod overmagten ognu entydigt stod på allieret side ikampen mod Hitler – den kamp, somnu også måtte begynde i Danmark. Kapitel 5

Monica var lamslået over denbesked, hun netop havde fået. Hunfik fat i noget overtøj og gik ned istalden, hvor hun førte to rødbruneheste ud til en lille vogn, Jørgensoldemor havde brugt, og som nu varkommet til ære og værdighed igensom følge af manglen på benzin. Hungreb tømmerne, og straks efterknasede hjulene hen over grusvejen

gennem skoven, indtil hestenedrejede fra op ad en langkastanjeallé, som ejeren hver daglod rive i et fint sildebensmønster.Forude – på den anden side af enlille stenbro – rejste godset sigomgivet af en voldgrav og storegræsplæner, og da hun nåede ind igården, kom en tjener iført liberiløbende for at spænde fra. En butlerklædt i sort modtog hende med etstort smil. Han førte hende indenforog op ad den store trappe, hvorfragenerationer af adelige stirrede pågæsten, der blev omfavnet af husetsherre, Heinrich Haugwitz-Reventlow,familien Wichfelds nabo, Jørgens

barndomsven og storebror til Curt.

Familien havde været på besøg fleregange, siden de var kommet hjem –de fleste af naboerne havde nemligglædet sig til at se dem igen. ForMonica havde visitterne på deforskellige godser imidlertid væreten blandet fornøjelse. Det var, somom det slet ikke var gået op fordanskerne, at verden var kastet ud iragnarok. I stedet sad de vedbordene, der bugnede af fade medkød, fisk, smør, brød og desserter,og godtede sig over, hvor godt dehavde det i lille Danmark, mens detilsyneladende glemte, hvor pengenetil festerne kom fra. Ved et selskab

her på Krenkerup havde en afHeinrichs gæster talt om fordeleneved at være neutral i krigen, hvortilMonica højlydt og vredt havdebemærket, at herren næppe villeopdage sin egen patriotisme, nårhans mave pludselig var tom. OgsåCurts indstilling skuffede hende dybt.Ved krigens begyndelse var Curtrejst til USA, men de to skrev fortsatbreve til hinanden, indtil det ikkelængere var muligt. Fra andre hørtehun dog, at han hverken havde meldtsig til den amerikanske hær ellerhavde tilbudt sin hjælp til De FrieDanske i Washington, og da fjernedehun det billede, hun havde stående

af ham på sit natbord.

»Undertiden føler jeg slet ikke, jeghører til her,« skrev hun til sin mor.

Hun vidste, at en del af den danskegodsejerstand sympatiserede mednazismen, men at det på ingen mådegjaldt Heinrich. Det var derfor, hunslet ikke kunne forstå det, han havdegjort. Mens de to spiste frokostsammen, førte naboen samtalen indpå de gode tider, de havde haftsammen, både mens familienWichfeld holdt til på Engestofte, ogda han havde mødtes med dem iItalien og Frankrig. Monica sagdeikke ret meget, før de senere på

dagen spadserede i parken, og hungik direkte til sagen.

»Det er utænkeligt, at en af minevenner skulle skrive under på denslags,« sagde hun.

Det danske landbrugsministeriumhavde udformet en skrivelse med enerklæring om velvilje over forbesættelsesmagten, og en rækkedanske godsejere havdeunderskrevet den. En del af demstøttede tyskerne åbenlyst, mensandre – herunder Heinrich – havdeladet sig overtale for at undgåproblemer. Det ville Monica imidlertidikke acceptere, og hun gav ham

mere eller mindre ordre til straks attrække underskriften tilbage. Todage senere rejste han tilKøbenhavn og foretog detnødvendige, hvilket han ikke kom tilat fortryde, da der underretsopgøret blev gjort op med dedanske værnemagere.

Tilbage på Engestofte havde Monicatravlt. Økonomien var stadig stram,og huset trængte til at blive sat istand, efter at lejerne, der bådehavde børn og hunde, havde ladetdet forfalde gennem mere end seksår. Men det var der råd for. Monicahavde altid været en samler, og itilbygninger og på lofter stod

mængder af både antikviteter ogskrammel, der blev sat på auktionog indbragte overraskende storesummer. Dertil kom en mængde sølvog guld, hun havde lagt i boksen ibanken inde i Maribo, og et beløb,som administratorerne ikke havdekunnet sende til Italien efterudbruddet af krigen. Mens Jørgenkoncentrerede sig om haven, gikMonica i gang med hovedbygningen,hvor hun – som hun altid gjorde –gennemgik fortegnelser, hun havdelavet tidligere for at danne sigoverblik over, hvad hun lå inde med,og hvad der måtte købes. Resten affamilien grinede tit af hendes

listemani – hun kunne uden tvivl istemmen fortælle dem, hvad en venaf familien havde fået ifødselsdagsgave i 1922 – men forMonica var det en form for tryghed.Og det var nødvendigt, for selv omdet lykkedes at gøre husetbeboeligt, manglede de stadigpenge. Der manglede aldrig noget,når der kom gæster til Engestofte,og familien Wichfeld lod sig aldrigmærke med noget, når de selvmødte op til selskab, menhverdagslivet var meget enkelt deresposition taget i betragtning. Kun få afrummene blev varmet op, og derblev sparet på alt – igen en disciplin,

som Monica gik op i med liv og sjæl ien grad, så hun ligefrem havdeæsker, hvor hun til stor morskab forsine børn opbevarede stumper medbrugt sejlgarn.

En dag i slutningen af 1941 læstehun i en avis en underlig historie.Den handlede om, at nogen uden forden lille by Haslev omkring 75kilometer derfra på Sjælland havdefundet to faldskærme. Artiklenmeldte ikke noget om, hvem detilhørte, og hvordan de var havnet sålangt ude på landet, men Monicatænkte sit. Senere fik hun sinmistanke bekræftet af et indlæg i etaf de illegale blade, der var begyndt

at udkomme. Faldskærmene havdetilhørt to danske agenter fra SpecialOperations Executive (SOE), enorganisation briterne havde dannetfor at opmuntre, støtte, træne ogforsyne modstandsbevægelserne ide besatte lande på kontinentet.Desværre var den ene af danskerneblevet dræbt, da hans faldskærmikke foldede sig ud, og den andenhavde været nødt til at flygte tilSverige. Noget var altså underopsejling – men hvordan fandt manlige frem til modstandsbevægelsenuden at vække opsigt?

Monica var frustreret over ikke atkunne foretage sig noget. Af og til

overvejede hun at tage ud og klippetelefonledningerne i området over,men hvad skulle det nytte? Det blevved tankerne, da den koldeste vinteri mands minde lagde sig tungt overDanmark. Det var umuligt at holdevarmen i det store hus uden at brugeen formue, de ikke havde, og istedet blev hovedbygningen lukketned, mens familien flyttede tilKøbenhavn på et pensionat nærSøerne. Her lagde Monica mærke til,hvordan krigen stadig var megetlangt væk fra Danmark. Ganske vistvar der næsten ingen trafik igaderne, kanalerne var bundfrosne,og fiskerkonerne på Gammel Strand

havde blåfrosne fingre af at håndterederes varer. Til gengæld havderestauranterne, teatrene ognatklubberne sjældent tjent så megetsom i krigens første år. Besættelsenhavde skabt en ny klasse af rige,der havde været kloge nok til atfylde deres grossistlagre op i tide ognu kunne sælge luksusvarer tilskyhøje priser – og de nyrige havdeikke noget imod at bruge deresmange penge. I den vinter sagdeman, at 30.000 københavnere spisteude hver eneste aften.Selvtilstrækkeligheden gjordeMonica arrig. Hvordan kunne folkfeste, når millioner af mennesker

blev dræbt lige ovre på den andenside af Østersøen? Sammen medViggo og Varinka begyndte hun påsit eget lille og tavse oprør. Nårtyskere steg ind i sporvognene, steghun straks af, uanset hvor langt hunså måtte gå, og hvis tyskere kom indi den restaurant, hvor hun spiste,rejste hun sig demonstrativt og badhøjlydt om regningen, uanset om hunvar færdig eller ej.

Men det var for lidt. Alt for lidt.Slukøret vendte hun sammen medresten af familien tilbage til Lolland,da kulden gav slip på Danmark. Herfortalte forvalteren, at han havdelejet et af husene på godset ud til en

forfatter fra København.Meddelelsen pirrede Monicasnysgerrighed. Hun havde altid følt sigdraget af forfattere, kunstnere ogskuespillere, der repræsenterede enhelt anden verden end den, hun komfra, og en dag tog hun sammen medVarinka ned for at se nærmere påde nye lejere. Døren til det lille bindingsværkshus iskovbrynet ved søen stod åben.Gennem sprækken kunne Monica ogVarinka ved komfuret se en dame,der tilsyneladende forsøgte at stegeen kylling – på et fejeblad. Debankede på og ventede. Først efter

et godt stykke tid, dukkede en lillemand med hornbriller op ogpræsenterede sig som Hilmar Wulff– det var altså forfatteren, somhavde lejet huset.

Han nikkede mod en uredt seng,hvor de to kvinder tog plads. Gulvetog bordene flød med tomme flasker,bøger og aviser, men Monica lagdemærke til et par gode modernemalerier på væggene. Chokeret varhun på ingen måde, for hun havdemødt mange kunstnere i sit liv. Wulffvirkede ikke specielt interesseret ideres besøg, men bød dem hver encigar og varmede lidt op, da Monicabegyndte at tale om de seneste

bogudgivelser.

Før de gik, sagde Monica, at Wulffvar velkommen til at hente mælk tilbørnene i stalden, og at han ogsåkunne låne alle de bøger, han ville,oppe i hovedbygningen. Nogentydelig reaktion var der dog ikke, oghun ærgrede sig, men gav ikke op.Hun havde hørt fra andre, atforfatteren i ’Skovbyhus’ varkommunist, og at han var kommet tilLolland for at holde lav profil, efter atpolitikerne i København i modstridmed den danske grundlov havdeforbudt kommunistisk virksomhed iDanmark året før.

Et par dage senere vendte huntilbage. Ligesom ved første besøgtalte de to først om kunst oglitteratur, men langsomt, famlende,nærmede Monica sig det politiske –uden dog at blive konkret. I stedetvendte hun sig i døren, da hun skulletil at gå.

»Læser De ’Frit Danmark’?« spurgtehun med henvisning til det største afde illegale blade.

»Ja – vil De gerne låne et parnumre?« spurgte forfatteren.

Det blev begyndelsen på en umagevenskab mellem skribenten på denyderste venstrefløj og godsejerfruen,

der bogstaveligt ikke kunne koge etæg og indtil sit 36. år havde haftkammerpiger til at klæde sig på.Selv om Jørgen undrede sig over,hvad den lettere lurvede personageskulle på godset, inviterede Monicaham ofte til frokost, og de tospadserede lange ture i parken ogdiskuterede kultur og politik. At Wulffvar kommunist og ikke havde megettilovers for godsejere, var hendeflintrende ligegyldigt, og nårforfatteren af og til forsøgte atoverbevise hende om Karl Marx ogkommunismens lyksaligheder,spillede hun lige så engageretbolden tilbage. Det eneste, der

betød noget, var, at Wulff og dem,han kendte, var villige til at kæmpefor Danmarks frihed og modnazisterne.

»Så kan vi efter krigen igenskændes om vores politiskeoverbevisninger,« sagde hun tilWulff.

Overtalelsesevner havde Monica irigt mål, og efter det første møde ibindingsværkshuset begyndte hun atsamle penge ind til ’en god sag’blandt alle de venner og bekendte,hun turde spørge. Pengene blevblandt andet brugt på udstyr, dergjorde Wulff og hans kammerater i

stand til at trykke illegale blade, somblev sendt rundt på Lolland, Falsterog det sydlige Sjælland.

En dag rejste Monica til København,hvor Viggo var begyndt at læsearkitektur. Sammen tog de toget tilKlampenborg for at besøge grevindeMoltke på familiens landstedChristiansholm. Til stede var ogsågrevindens søn Bobby, en flot ungmand, som havde været påEngestofte flere gange, eftersomhan var gode venner med Varinka.

Da middagen var slut, tilbød Bobbyat følge Monica til toget – Viggohavde sagt ja til at tilbringe nogle

dage hos grevinden – og hun staksin arm ind under hans. Da de gikned ad lindealléen, som førte ind tilbyen, standsede Monica. Hun grebfat om begge hans arme og drejedeham, så han kom til at se hende iøjnene. Så sagde hun, at hun havdegrund til at tro, at han var nærtknyttet til modstandsbevægelsen, oghun tilføjede:

»Jeg vil gerne være med – så aktivtsom muligt!«

Nogen tid efter spadserede Monicaover mod en stor, rødmurstensbygning, fra hvis storekarnapper man kunne se ud over

hjørnet af Antonigade og GammelMønt i det centrale København. Hungik indenfor i caféen. På etagerneovenover lå Damehotellet, etpensionat for kvinder bygget afKvindelig Læseforening, en af deførste feministiske organisationer iDanmark. Det var dog ikke enkvinde, Monica skulle møde. Herren,hun satte sig overfor, kaldte sigJørgen Møller, men hans rigtige navnvar Flemming B. Muus. Han var enlille, rund mand med høj pande og detykkeste briller, hun nogensindehavde set – ikke ligefrem prototypenpå en faldskærmsagent, men ikkedesto mindre var han den øverste

repræsentant for SOE i Danmark.De to talte om den aktive modstand,der nu for alvor var kommet i gang. Ide første år var der stort set kuntale om drengestreger, men efter atkommunistisk virksomhed i Danmarkvar blevet forbudt i sommeren 1941,gik mange kommunister under jordenog dannede celler, som kunnebekæmpe tyskerne. På den andenfløj gik partiet Dansk Samling, derheller ikke havde meget tilovers fordet parlamentariske demokrati, mentog sit udgangspunkt i det nationaleog kristendommen, også ind ikampen sammen med en del ungekonservative. Sådan var det

begyndt, men uden adgang til våbenog sprængstoffer havde det væretsvært at gøre meget andet end atsamle efterretninger om tyskerne ogudgive illegale blade – indtil SOE fikfodfæste i Danmark. Muus spurgteMonica, om hun var villig til at tagehjem til Engestofte og stå formodtagelsen af engelske våben ogsprængstoffer og sideløbende sørgefor logi til frihedskæmpere, der varnødt til at forlade København, ogsom måske måtte flygte videre tilSverige. Muus’ vigtigste opgave vardog at samle de danskemodstandskræfter og opbyggehemmelige militære grupper, som

kunne hjælpe de allierede, hvis enkommende invasion af Europa skullefinde sted i Danmark. Ville tyskernesende forstærkninger over FemernBælt, var det af stor betydning forde allierede, at de danskefrihedskæmpere kunne falde dem iryggen og i det mindste forsinkederes tilbagetog ved at angribe dempå Lolland-Falster.

Monica tøvede ikke et sekund. Hunforeslog endda, at forsyningerne fraEngland skulle pakkes i vandtættebeholdere, så de kunne kastes nedfra flyverne, når de var over MariboSø. Hvis bare de var forsynet meden bøje, der mindede om dem,

fiskerne brugte, kunne de nemt findedem igen – og det ville kunne gøreslangt mere diskret end ude på enmark. Muus nikkede. Han varimponeret. Bobby Moltke havde godtnok fortalt ham, at Monica var enhelt særlig kvinde, men han havdesjældent mødt så skarpsindigt etmenneske som fruen fra Engestofte.

Hun tog hjem til Lolland, hvor denførste sending våben snart ankom –dog ikke fra luften, men med kurérfra København. Kort efter stodMonica og Varinka, der var lige såtrodsig og skarpsindig som sin morog havde insisteret på at deltage iarbejdet, med to kufferter. Da

mørket havde lagt sig overEngestofte, listede Monica oghendes datter sig udenfor. Med sighavde de kufferterne, som deslæbte ned gennem haven tilbredden af søen. Under et træ lå engammel, tung jolle, hvor de tokvinder anbragte bagagen, hvorefterMonica satte sig til rette, grebårerne og lod lydløst båden glidegennem vandet. Hun tænkte tilbagepå sit barndomshjem ved dennordirske sø, og hun kunne mærkesit hjerte krølle sig sammen, da hunuvægerligt kom til også at tænke påJack, der nu havde været død i 25år. Det var hårdt at ro så langt, ikke

mindst for en kvinde, der ikke kunneudstå motion og friluftsliv, men hvertåretag var en del af kampen modtyskerne, og hun fortsatte, indtil hunnåede de knap tre kilometer over tilWulff på den anden side af søen.Her blev kufferterne afleveret, ogforfatteren sørgede for, at indholdetblev fordelt til de rette personer.

Gennem hele 1943 havde Monica oghendes kammerater travlt med atopbygge organisationen på Lolland.Fra SOE’s side ønskede man atinddele Danmark i regioner med hversin ledelse. Dels kunne man på denmåde samle de vidt forskellige deleaf modstandsbevægelsen og

dermed gøre den stærkere, dels villeregionerne kunne arbejdeuafhængigt af hinanden efter ordrerfra England. På Lolland skulle derfindes logi til frihedskæmpere, sommåtte gå under jorden og forsvindefra andre dele af landet, og samtidigblev der oprettet flugtruter tilSverige. En del af modstandsfolkeneboede nogle dage hos Monica, udenat Jørgen overhovedet anede uråd. Iforbindelse med aktionen mod dedanske jøder fandt en mor oghendes datter husly på Engestofte,hvor Monica lod dem ansætte somtjenestefolk, indtil de kunne kommetil Sverige.

Monica havde netop sendt en ungsabotør af sted med en fiskerbådover Østersøen, da hun modtog enmeddelelse fra Muus. En af hansdrenge, Jacob Jensen – meddæknavnet Jens Jacobsen – var påvej til Danmark efter endt træning iEngland, og Muus havde givet hamordre til at tage til Lolland for attræne Monicas mænd i brugen afvåben og sprængstoffer. Der varmasser af værelser ihovedbygningen, og Jacob kunne velgå for at være en del af familien,tænkte Monica – lige indtil hun stodover for ham i København. Den ungefaldskærmsagent lignede præcis

det, han var: En kraftig, firskårenfisker. Da tyskerne besatteDanmark, havde han været om bordpå en dansk fisketrawler i DenPersiske Golf, og derfra var detlykkedes ham at komme til England,hvor han havde opnået kontakt tilSOE.

Monica så på ham. Det var umuligt.Ingen ville tro på, at hun og fiskerenvar i familie med hinanden – ikkeengang at han var en ven af huseteller skulle arbejde som huslærer.Selv ikke tjener ville han kunne gå forat være. Hun bad straks Muus om atudsætte ankomsten, rejste tilbage tilEngestofte og inviterede Wulff til

middag. Da de to spadserede rundt ihaven, som de plejede, gik hun ligetil sagen:

»Kan De have en faldskærmsagentboende?«

Wulff havde netop fået ordre til atsamarbejde med alle, derbekæmpede tyskerne – også detengelske SOE – og tøvede ikke detmindste.

»Selvfølgelig – vi siger bare, han eren af min kones fætre,« sagde han.

Kort efter begyndte unge mænd frahele øen at rette diskretehenvendelser til hende, Wulff og

andre af Monicas nærmestemedarbejdere og lod dem forstå, atde gerne ville gøre en forskel.Samtidig fortsatte produktionen afillegale blade, og efter en samtalemed pastor Marcussen, der varpræst i Engestofte og Våbenstedsogne, blev haven vedpræstegården overladt til Monica,hvorefter Jacob kunne bruge den tilat træne både sabotører ogmedlemmer af de militæreventegrupper.

Var Monica selv forhindret, blevVarinka sendt til København medbeskeder. Varinka, der var lige sånysgerrig og fandenivoldsk som sin

mor, havde hørt, at man kunnehenvende sig på Damehotellet ogspørge efter ’hr. Møller’, hvis mankom i alvorlig knibe. Og hun kunneikke stå for fristelsen. På den mådefik hun ligesom Monica kontakt tilSOE’s øverste chef i Danmark, ogda hendes engelske var perfekt, fikhun snart arbejde som hanssekretær, hvilket gjorde hendes mormeget stolt.

Én ting ville Monica dog tale medMuus om ansigt til ansigt. Det varikke, fordi hun havde noget atkritisere Jacob for – han varomhyggelig, adlød hendes ordrer ogvar en dygtig underviser – men der

var alligevel noget, der nagedehende. Før krigen havde han rejstverden rundt som eventyrer, og detvirkede, som om han havde sammetilgang til modstandsarbejdet, at detvar spændingen, han var ude efter.Han var den eneste af hendesunderordnede, der sjældent gavudtryk for fædrelandskærlighed elleridealisme, og hun kunne ikke ladevære med at spekulere på, hvorgrænsen mellem mod ogdumdristighed gik i Jacobs tilfælde.

»Hvordan ville han klare sig under etforhør hos Gestapo eller måskeendda under tortur?« spurgte hunMuus, da hun mødtes med ham i

København.

Det kunne faldskærmschefen ikkesvare på. Han kunne blot sige, atJacob ligesom alle andre agenterhavde gennemgået træningen i SOEog bestået samtlige prøver. Hvis hanblev taget af tyskerne, måtte man gåud fra, at han ville følgeinstruktionerne og sluge dencyanidpille, han havde på sig, så dethemmelige politi ikke fik mulighed forat tvinge oplysninger ud af ham.

Samtalen med Muus var ikke deteneste usædvanlige i sidste halvdelaf 1943. Modstandsbevægelsenhavde optrappet kampen mod

besættelsesmagten, og i de størrebyer var eksplosioner ogskudvekslinger efterhånden blevet endel af hverdagen. Tyskerne var gåettil politikerne i København og havdekrævet en lovændring, som åbnedefor dødsstraf til sabotører og etopgør med de danske jøder, menregeringen havde sagt nej og vargået af i protest. Dermed overgikansvaret for efterforskning afsabotage og de efterfølgenderetssager til de tyske krigsretter –og med et var deltagelse i den aktivemodstand blevet livsfarlig. Mindrefarligt blev det ikke, da Hitlerbeordrede modterror i Danmark,

hvorefter en bølge af hævndrab,bombeangreb og sprængningerskyllede ind over landet. Men dethjalp ikke. Monica frydede sig.Første mål var nu nået. Det varlykkedes at bringesamarbejdsregeringen til fald ogindføre norske tilstande i Danmark.Nu gjaldt det om at fortsættekampen, så landet en gang for allekunne vise de allierede, hvor detstod i kampen mod mørkets kræfter.

Efter Varinka var flyttet tilKøbenhavn, bad Monica sin yngstesøn, Viggo, om at komme hjem oghjælpe hende i modstandsarbejdet.En aften i oktober stod hun som altid

på terrassen og så ud over søen,der spejlede den nedadgående sol.En bleg gul-grøn stribe balanceredeover horisonten længe efter, menshimlen forvandledes til dyb safirblå,og fjerede skyer flammede op iorange og rød. Der var noget særligtover dette efterår – som omsommeren blot fortsatte. Frokostenblev stadig serveret udenfor som iRapallo. Men for både mor og sønvar der noget ildevarslende oguigenkaldeligt over alt det smukke,som når skuespillere gjorde sigekstra umage til den sidsteforestilling i sæsonen. Stjernernekom til syne, og stilheden lagde sig

over Engestofte, men i det fjernekunne de høre den dumpe lyd afeksplosioner og en dyb brummen afflyvemaskiner højt over dereshoveder.

Monica vendte om og gik ind i denrøde dagligstue. Hun lukkede dørenog rullede mørklægningsgardinernened, hvorefter der kunne blive tændtop i pejsen. Hun satte sig med sitsytøj, mens Viggo tog plads over forhende.

»Mummy, beder du aftenbøn, før dugår til ro?« spurgte Viggo.

I et stykke tid hørtes kun denknitrende ild, mens Monica så frem

for sig. Hun og Viggo havde aldrigtilbragt ret meget tid sammen. Dabørnene var små, tog barnepiger sigaf pasningen, og da de blev større,blev de sendt på forskelligekostskoler, og i ferierne var der altidså mange besøgende, at hunsjældent var alene med dem. Men idisse varme efterårsaftener varViggo begyndt at stille spørgsmål,der fik Monica til at fortælle om sitliv.

»Jeg plejede at gøre det, men daJack døde, kunne jeg ikke længeretro, at der var en gud, som ledtevore skæbner,« begyndte hun.

Viggo spidsede ører. Han havdealdrig hørt sin mor tale om brorenfør, og hun havde altid rejst sig ogforladt lokalet, hvis nogen nævntehans navn. Monica talte videre, menpludselig rejste hun sig og forsvandtop ad den vindeltrappe, der førte tilhendes soveværelse. Et øjeblik efterkom hun tilbage med en håndfuldbreve, hun begyndte at læse forViggo – breve, som Jack havdeskrevet til hende. De sidste tre varstadig i kuverterne.

»De ankom, efter han var død, ogjeg kunne ikke få mig selv til at åbnedem,« forklarede hun, mens hunmed tårerne løbende ned ad

kinderne sprættede dem op med enfinger.

Efter at have læst brevene fortsatteMonica med at tale til sin søn om sinindstilling til livet efter Jacks død ogtabet af troen på Gud.

»Husk, når jeg engang er gået bort,at jeg ikke var en god kvinde, menheller ingen dårlig kvinde. Jeg harforsøgt at leve således, at jeg såvidt muligt undgik at såre andresfølelser; jeg har forsøgt at hjælpedem, der var alene med deressorger, og som behøvede minstyrke.«

Monica fortalte videre, at hun aldrig

havde forventet taknemmelighed,men at hvis det nogensinde lykkedeshende virkelig at hjælpe, ville detglæde hende inderligt.

Da børnene var små, havde hunoverladt det med religionen tilfamiliemedlemmer og venner, derselv var troende, men for hendebetød selve trossætningerne intet:

»Det er ikke, hvad du tror, men hvaddu gør, der betyder noget i livet. Detgør ingen forskel, om du tilhører denkatolske kirke, den protestantiskeoverbevisning, den muhamedansketro eller en anden religion, blot dutror på noget og forsøger at leve dit

liv efter den moralkode, deranerkendes af din indersteoverbevisning.

Efteråret blev til vinter, og englitrende kåbe af sne lagde sig overEngestofte og dæmpede al lydyderligere og understregedekontrasten til verden omkring dem.Men at den, verden, var derude, varMonica ikke i tvivl om. Hun havde ennagende fornemmelse af, at nogetvar på vej. Som ung havde hun af enspåkone i Lausanne fået at vide, athun ville dø, lige inden sin 50-årsfødselsdag, og selv om hun var enlynende intelligent kvinde, var hunoverbevist om, at madame Rédard

havde haft ret.

Pastor Marcussen var forpustet, dahan kort efter nytår ankom tilEngestofte og blev vist ind i dengrønne dagligstue, hvis stor vinduervendte ud mod haven og søen.Monica så op. Hans blege, alvorligeansigt og det lange skæg fik hendealtid til at tænke på degammeltestamentlige profeter. Hanstro var både dybfølt og inderlig, ogselv om Monica ikke selv varreligiøs, respekterede hun ham ogtalte ham blandt sine nære venner.

Hun vidste med det samme, at nogetvar galt, men lod sig som sædvanlig

ikke mærke med noget og badpastor Marcussen tage plads. Fraen sølvbakke serverede hun te oghjemmebagte scones, menspastoren begyndte at fortælle.Jacob, faldskærmsagenten, somhavde trænet kammeraterne ipræstegårdens have, var blevettaget af Gestapo. I modstrid medalle sikkerhedsforanstaltninger havdeden unge mand foretagetlangdistanceopkald, og kort efter varhan og to andre agenter blevetanholdt i en lejlighed i Aarhus. Selvom de havde været bevæbnet,havde de ikke skudt på dethemmelige politi, og de havde heller

ikke – hvilket de højtideligt havdelovet under træningen i England –taget gift som den sidste udvej.

»Han har fortalt Gestapo alt,«»understregede præsten.

Monica så roligt på ham med sinestore, grå øjne, mens hanindtrængende bad hende om atflygte til Sverige ad en af de ruter,hun selv havde været med til atoprette.

»Mens der stadig er tid!« tilføjedehan.

Hun rakte ud efter et rør af sølv, somhun brugte til at blæse flammen

under tevarmeren ud med.

»Tag De af sted,« sagde hun så.

Pastor Marcussen undrede sig.Kunne fru Wichfeld da ikke se, athun nu var i livsfare. Det var nu kunet spørgsmål om tid, før Gestapodukkede op på godset for atarrestere hende, og hvem kunnesige, hvad der så ville ske.

»Jeg bliver,« sagde hun.

»Men hvorfor?«

»Hvis min død kan være med til atrejse danskerne, er jeg villig til atbetale prisen.«

For Monica stod pligten over forandre mennesker over alt andet. Athun skulle gå ind i kampen modnazisterne, havde hun aldrig været itvivl om, men hun følte samtidig ettungt ansvar over for sin familie, forhvad kunne mon ske dem, hvisGestapo kom, og hun var flygtet?Tanken fyldte hende med angst. Selvvar hun ikke bange. Hun troede ikkepå en gud, der greb ind imenneskers liv, men hun varoverbevist om, at døden varforudbestemt, og desuden næredehun intet ønske om at blive gammel.Blot tanken om at skulle plejes afandre kunne skræmme hende fra vid

og sans. Den dag, hvor hun ogJørgen ikke længere kunne danse,så alle andre par trak sig tilbage fradansegulvene i London, Paris ogKøbenhavn for at se på, ville livetikke være noget værd længere.

»Jeg er ikke religiøs, men jeg harlevet livet i fuldt firspring, og jegbeder til Gud om at lade mig afsluttedet i fuld fart,« betroede hun engangen af sine venner.

Hun tog afsked med sin ven, og livetfortsatte sin vante gang, indtil hun13. januar 1944 vågnede ved, at tomænd iført regnfrakker og blødefilthatte stod og pegede på hende

med revolvere. De gav hende ordretil at tage varmt tøj på og stod vagtved døren, mens hun klædte sig på.Fra vinduet kunne hun under desnedækkede træer i haven i detsvage daggry se tyske soldater medmaskingeværer rettet mod huset.

Nedenunder var betjente fraGestapo i gang med at lede skufferog skabe igennem, da Monica, dervar ulasteligt klædt i spadseredragt,kashmirsweater og blankpudsedegolfsko, kom ned og satte sig i ensofa i en af stuerne. Kort efter komet par bevæbnede tyskere ind medViggo, der også tog plads. Dahusets forskræmte kok kiggede ind,

reagerede Monica, som var det enganske normal morgen og bad hamom at tænde op. Ironisk spurgtehun, om de fremmede ønskedeæblete eller erstatningskaffe tilmorgenmaden, men folkene fraGestapo takkede pænt nej. En aftyskerne fandt et kort, hvor de byer,de allierede havde indtaget, varmarkeret med røde cirkler.

»De er åbenbart pro-allieret?«spurgte han.

»To af mine brødre kæmper i denbritiske hær, en tredje blev dræbtved Somme i Første Verdenskrig.Hvad venter De, jeg skal være –

pro-tysk?« lo hun.

I det samme blev Jørgen ført ind tilde to andre. Han var iført et sætjagttøj fra skrædderen i Savile Row iLondon, og som altid betragtede hansituationen gennem sin uundværligemonokel.

»Hvad bestiller I her i mit hjem?«spurgte han forarget.

Det var så tydeligt, at han ikkeanede, hvad der foregik, men varvred, at et par af tyskerne mumledeet ’undskyld’, inden de fortsatte medat lede. Imens kom en tjener indmed en stor bakke, som han sattepå bordet, og Monica gjorde tegn til

sin mand og sin søn om at rejse sig.Selv satte hun sig som altid vedbakken, så hun kunne servere, menstjeneren tændte op undertevarmeren, og så gav familien sig tilat spise.

Da Gestapo var færdig, fik Monica,Jørgen og Viggo besked på at tageovertøj på, hvorefter de og to afhusets ansatte blev gennet ud pågårdspladsen, hvor to lastbiler medgrågrønne presenninger holdt ogventede. De fleste af soldaterneklatrede op bag i den bageste, mensarrestanterne tog plads på entræbænk i den forreste sammenmed et par bevæbnede vagter. En af

dem pegede direkte på Monica medsit våben. Uden at tøve rakte hunarmen frem, greb fat i geværets løbog pressede mundingen ned modgulvet.

»Unge mand,« sagde hun påflydende tysk, »De er soldat, menDe er tydeligvis ikke blevet undervisti, hvordan man håndterer et våben.De må aldrig pege på folk med det.Det er farligt – det kunne jo gå af.«

Der blev helt stille, og én for én blevde øvrige våben sænket, hvorefterMonica vendte sig mod denoverordnede og sagde til ham i et såhenkastet tonefald, at man skulle

tro, hun blot talte om vejret:

»Jeg går ud fra, De nu tager os medtil et isoleret sted langs med vejen,giver os en kugle i nakken og smidervores lig i den nærmeste grøft, somDeres kolleger gjorde med Kaj Munkfor nylig …?«

Officeren protesterede højlydt. Denslags kunne soldater i den tyskeværnemagt ikke finde på, bedyredehan, hvorefter Monica sukkersødtgjorde ham opmærksom på, at såhavde han noget at forklare over forden danske befolkning.

Kort efter standsede kortegen ud forpræstegården i Våbensted, hvor en

del af soldaterne sprang ud og løbover mod huset. Efter et stykke tidkom de tilbage. Alene. Hvad de ikkevidste, var, at mens præstens konehavde bedt dem tage plads oghavde spillet klaver for dem, varpastoren selv stukket af hen over defrosne sukkerroemarker. Til gengældfik tyskerne fat i flere andre affrihedskæmperne i området, førfangerne blev kørt til Nakskov. Påvejen passerede lastbilerne et afLollands største godser, hvorfamilien boede i en hvidhovedbygning i victoriansk stil.Monica kiggede ud gennemsprækken i presenningen og

fangede så Viggos blik.

»Hvis Irene Frijs så ud af sitsoveværelsesvindue lige nu, ville hunfå sit livs chok!« sagde hun og lo sinperlende latter, der også fik sønnentil at le.

Kortegen standsede ved noglebarakker tæt på skibsværftet iNakskov. Arrestanterne blev afhørt –Monica i to omgange. Sidst pådagen blev nogle af fangerne løsladt,herunder Jørgen og Viggo. Men’damen’ ville de beholde, somofficeren udtrykte det. Jørgenspurgte, om hans kone, der trods altnærmede sig de halvtreds, kunne få

plads i en af mandskabsvognenefrem for på ladet af en lastbil, og detgav officeren lov til. Efter et hurtigtfarvel gav Monica detkashmirtæppe, hun havde haft medsig, til de kammerater, der igenmåtte tage plads på den hårdetræbænk.

Først flere timer senere da mørkethavde sænket sig over København,stoppede kortegen uden for detdystre Vestre Fængsel, hvor Monicablev ført gennem en port ind bag detykke mure.

Kapitel 6

Monica lå på den tyndslidte madraspå briksen i cellen, der målte 3meter i længden og 1,8 meter ibredden. Helt oppe under loftet varet lille vindue med et gitter foran, ogunder briksen stod en gammeldagsnatpotte. Det var omfanget afMonicas verden i ugerne ogmånederne efter anholdelsen. Selvcigaretterne havde de taget frahende, og når man røg omkring 60smøger hver dag, var det noget, derkunne mærkes.

»Deres mor siger helst ingenting,men hvis vi nægter hende cigaretter,får hun nok munden på gled,« somen af gestapomændene havde sagt

til hendes ældste søn, da han havdespurgt til hendes helbred.

Mens dage og nætter smeltedesammen kun afbrudt af forhør ogkorte gårdture, gennemlevederesten af familien Wichfeld enomtumlet tilværelse. Varinka varblevet advaret om Monicasanholdelse og gik straks underjorden. Hun farvede hår, fik briller ogskiftede tøjstil – og lejede sig ind pået pensionat for kvinder, derarbejdede i Gestapos hovedkvarter.Viggo, der i første omgang havdesnydt sig til et besøg i VestreFængsel med en falsk tilladelse, blevså arrig, da han fik afslag anden

gang, at også han blev arresteret,men dog blev løsladt igen. Samtidigplanlagde modstandsbevægelsen enbefrielsesaktion. En yngre kvinde,Claire Schlichting, som bestyredekantinen i Gestapos hovedkvarter,sørgede for kontakten til en lettereanløben betjent, som erklærede sigvillig til at lade sig ’overmande’, nårhan skulle køre Monica fra VestreFængsel til Dagmarhus påRådhuspladsen, hvor det hemmeligepoliti holdt til. For dét krævede han30.000 kroner. Imidlertid begyndtehan at bruge løs af pengene føraktionen og blev fundet stangberusetpå sit kontor med lommerne fulde af

pengesedler. Planen blev afsløret,og flere af de involverede blevanholdt, ligesom også Viggo ogJørgen, som intet havde medaktionen at gøre, blev indsat iHorserødlejren nord for København –Jørgen blev dog løsladt igen.

Fra briksen kunne Monica høre ennøgle rasle i låsen. Døren blevåbnet, og en svag lysstribe faldt ind icellen. Kort efter sad hun i en bil, derkørte gennem den stille hovedstadog parkerede under Dagmarhus. I etforhørslokale blev hun placeret foranden sædvanlige forhørsleder, derstillede de samme spørgsmål igenog igen, og igen og igen benægtede

hun alt, uanset hvad tyskeren lå indemed af oplysninger. Pludselig lagdeforhørslederen en pakkeChesterfields på bordet foran hende.

»De får hele pakken, hvis De nu vilfortælle os navnene på Deresmedskyldige,« lovede manden fraGestapo, der var overbevist om, athan sad over for en internationalmesterspion.

Monica så ham lige ind i øjnene,rakte armen frem og knipsede tilcigaretpakken, så den faldt indunder varmeapparatet. Men hunsagde ingenting. I stedet betragtedehun blot forhørslederen, der måtte

ned på alle fire for at fiske pakkenfrem.

Sådan fulgte det ene forhør detandet. En nat efter mange timer i detlille lokale sad gestapofolkene oghalvsov, hvilket fik Monica til at rejsesig.

»Da De tilsyneladende ikke er istand til at forhøre mig ordentligt, måjeg anmode om at blive ført tilbage tilmin celle. Jeg tror, begge parterspilder tiden,« sagde hun.

I fængslet lærte både fanger ogvagter snart Monica at kende. En afde unge tyskere var så betaget afhende, at han smuglede breve for

hende, og hun blev hurtigt kendt som’Dronningen af Vestre Fængsel’ –måske fordi hendes sag ofte blevomtalt i aviserne, og fordi dronningAlexandrine havde sendt en lænestoltil hende, som personalet dog havdesendt retur med en klar besked: Dasist kein Hotel! Adskillige fangermodtog små opmuntrende beskeder,når frygten for nye henrettelserbredte sig, og hun var altid klar meden kvik bemærkning, når hunpasserede andre i korridorerne. Icellen ved siden af sad Claire, somhavde været dybt involveret iforsøget på at befri Monica. De toudvekslede breve og morsede

sammen ved hjælp af bank påvæggen, og Claire havde hurtigtfornemmelsen af at have kendt fruenfra Engestofte hele sit liv, selv omhun ellers havde rejst land og rigerundt som skuespillerinde.

Om morgenen 12. maj 1944 blevMonicas dør atter åbnet. Sammenmed ti andre anklagede – én af demViggo – blev hun ført ned i gården,hvor en af de velkendteoverdækkede lastbiler holdt ogventede på dem. Det var ikke nemtfor den lille, spinkle kvinde at hive sigselv op i den, og en ung tysk soldatplacerede sin hånd på hendesbagdel for at give hende et puf.

Sekundet efter havde hun vendt sigog placeret en syngende lussing iansigtet på ham, hvorefter hunklatrede op på ladet, som om intetvar hændt. I gården blev der heltstille, men soldaten virkede foroverrasket til overhovedet atreagere, og snart efter forlod enkonvoj bestående af to personbilerog to lastbiler med bevæbnedevagter fængselsgården.

Det var en smuk forårsdag iKøbenhavn, og lyset strømmede ind iforhørslokalet, som tidligere havdehuset direktionen for det firma, derhavde bygget Dagmarhus. Treuniformerede dommer trådte ind, og

alle rejste sig. Monica fik besked påat blive stående, men hun værdigedeikke dommerne et blik, mensanklagen om begunstigelse affjenden blev læst op. I stedetsmilede hun til sine kammerater ogtalte med dem, når det kunne ladesig gøre, og med jævne mellemrumkunne man høre hendes perlendelatter i hele lokalet. Som underforhørene benægtede hun hvereneste anklage, der blev rettet modhende, men Jacob og en andenfaldskærmsagent, der var til stede iretten som anklagerens vidner,havde allerede afsløret de flestedetaljer.

»Benægtet, men bevist af JacobJensens vidneudsagn,« blev etmonotont omkvæd til den lange dag.

Næste aften befandt Varinka ogMuus, der netop havde forlovet sig, iet sommerhus i Sorø sammen medflere andre modstandsfolk, som kunkendte Varinka under hendesdæknavn, frøken Hviid. Selskabetsamledes om ilden i pejsen ogsmådøsede, og man enedes om atgå i seng, da en af gæsterneforeslog, at de først skulle hørenyhederne fra den svenske radio.Der blev stillet ind på Stockholm,hvor speakeren var i gang medemner, der kun interesserede andre

svenskere – lige indtil han sagde:

»Ifrån Köpenhamn meddelas…«

Varinka, Muus og de andre rettedesig op.

»Fra officiel tysk side meddeles, atden 13. maj 1944 er følgende blevetdømt efter krigslovene forbegunstigelse af fjenden: GeorgBrockhoff Quistgaard, født den 19.februar 1915 i København, boende iAabenraa 10, 3. sal, København, tildøden…«

Med ét var selskabet lysvågent.Tankerne gik til de pårørende til ham,Arne Lützen-Hansen og Carl Jørgen

Larsen, der blev nævnt som denæste.

»Monica Emily Wichfeld, fødtMassy-Beresford, den 12. juli 1894 iLondon, boende på godsetEngestofte på Lolland, til døden.«

Varinka fortrak ikke en mine, menMuus lod diskret sin hånd glide ind ihendes, der sitrede svagt. Hvis deandre fik at vide, hvem hun var,kunne de under tortur komme til atafsløre hendes dække, så da deøvrige begyndte at diskuteredommene, bad hun om en cigaret.Muus tændte den, og hun førte dentil sine læber. Så rejste hun sig.

»Nå, men vi skulle tidligt i seng.Godnat, alle sammen!«

Dødsdommen over Monica udløstemassive protester – ikke mindst iden svenske presse. Uroen glødedei København, hvor borgerne iforvejen var meget tæt på at havefået nok af den modterror, tyskernehavde sat i værk for at mindskeopbakningen tilmodstandsbevægelsen. De danskefagforeninger truede medgeneralstrejke, ogmodstandsbevægelsen var ikke sentil at bakke op om initiativet. Præsterover hele landet bad for hende fraprædikestolene, og journalister

mindedes historien om den belgiskesygeplejerske Edith Cavell, somunder Første Verdenskrig var blevethenrettet af tyskerne for at haveskjult engelske soldater. Og påAmalienborg forsøgte dronningAlexandrine, der selv var født iTyskland, at gørebesættelsesmagten opmærksom på,hvordan tyskerne kom til at fremstå,hvis de gjorde alvor af at stille enspinkel, midaldrende kvinde op foranen henrettelsespeloton.

I sin celle sad Monica og skrev etbrev til Claire i cellen ved siden af.Bange for det, der ventede, var hunikke, men hun frygtede den sorg,

hendes familie ville stå tilbage med.

»Viggo bragte mig på grådens rand,da han bad om at måtte sige farveltil mig forleden dag. Ivan og pigen erstærkere, men min mand og Viggoer svagere. Og jeg er nødt til atbevare min styrke for andremenneskers skyld. Jeg har væretheldig. Alle dem, jeg elsker, er på frifod, men der er så mange andre,hvis elskede enten er her eller dødeeller skal henrettes, og det er dem,jeg må tænke på og prøve athjælpe… Jeg må, koste hvad det vil,holde humøret oppe og bevare minhumoristiske sans til det sidste,«noterede hun.

Og så forsikrede hun veninden om,at der ikke var grund til at være trist,for hun havde fået mere ud af livetend de fleste:

»Jeg har altid gjort, hvad jeg havdelyst til, selv om folk måske fandt detupassende … De måtte accepteredet og tage mig, som jeg var. Og davi altid havde det morsomt ogspændende i vores kreds, havde detil sidst ikke noget imod det … Jegvar født vagabond, og jeg vil væredet altid. Jeg gik altid alene, da jegvar en lille pige, satte mig ud på ensten i søen og drømte om, hvordanjeg ville bane min vej ud af detfattige land og den snævre adelige

kreds, jeg hørte til, og se andrelande, lære mennesker at kende ogleve livet. Og jeg opnåede det. Jeghar levet livet mellem konger,storfyrster, bordelmadammer,kunstnere, forfattere, diplomater,spioner, arbejdere, kommunister,ludere, drikkere, og morfinister oghar gode venner imellem dem allesammen. Jeg har kørt i Rolls Roycemed alle mine smykker på til middagpå Ritz den ene dag, og pantsatdem til at købe mad for den næste… Jeg har lært, at der er intet, derhedder hvidt eller sort – kun gråt.Ingen er ond helt igennem og helleringen god. Det kommer an på

opdragelsen, og hvordan dereagerer imod livets vanskeligheder.Det er derfor, at jeg ikke er bangefor at se min gud i ansigtet. Han harskabt mig og kender mine synder …Og hvis han har humoristisk sans(som han bliver nødt til at have) vilhan også grine og sige: ’Hende erder ikke noget at stille op meddenne gang’.«

Et andet sted i København var dentyske rigsbefuldmægtigede, dr.Werner Best, frustreret. Hansvigtigste opgave var at bevare ro ogorden i Danmark, sålandbrugseksporten kunnefortsættes og kun et minimum af

tyske tropper blev nødt til at opholdesig i landet – og nu truededødsdommen over godsejerfruen fraLolland med at kaste ’det latterligelille land’ ud i en ny krise, der kunneunderminere hans egen position. Detvar på ingen måde prisen værd athenrette fru Wichfeld, og han villebenåde hende på stedet, hvis blothun ville skrive en ansøgning frem forat være så pokkers stædig.

Det blev Claire i cellen ved siden af,der fik Monica overtalt. Clairebønfaldt hende om at skrive enansøgning – både for familiens skyldog for Danmarks, for der ville blivebrug for en kvinde som hende, når

krigen var forbi. Efter langeovervejelser, besluttede Monica sigfor at gøre det, og i vanlig trods,skrev hun sin benådningsansøgning,der nærmere var et anklageskriftmod besættelsesmagten, pålokumspapir fra Vestre Fængsel. Detvar da en lettet dr. Best, som viaradioen og aviserne kunne meddeleden danske befolkning, at dommenvar ændret til livsvarigt fængsel. Kapitel 7

Klokken var fire om morgenen 2. juni1944, da én af fangevogterneåbnede døren til celle nr. 265 iVestre Fængsel og fortalte Monica,

at det var tid.

Monica havde holdt sig klar i fleredage. Hun var iført sin praktiske ogvarme tweed-dragt og debehagelige golfsko, hun havde haftpå, da hun var blevet hentet afGestapo et halvt års tid tidligere.Om håndleddet havde hun sitværdifulde ur fra Cartier, og ilommen havde hun en lille orkidé, enbekendt havde foræret hende. Hunvendte ryggen til den hårde briks,trådte ud af cellen. Hun fik lov til atsige farvel til Claire i cellen vedsiden. Tårer var der ingen af –snarere en slet skjult stolthed overikke at have ladet sig knække. En

ung, tysk soldat bukkede for hendeog kyssede hendes hånd.

»Jeg beundrer Dem sådan,«mumlede han.

Vagten, der havde taget hendes tokufferter, førte hende gennemkorridoren og ned ad en stejl trappe,og Claire kunne ikke lade være medat forestille sig, at hendes venindeblot var på vej til et af deluksushoteller, hun havde boet påsom ung.

Nede i gården ventede en pansretmandskabsvogn og et parmotorcykler foruden seks soldaterbevæbnede med maskingeværer.

Monica tog plads i køretøjet sammenmed to andre fanger, en kvinde itrediverne, Else ’Pie’ Baastrup-Thomsen, og en ung pige, GreteJensen, som begge var blevet idømtseks års tugthus for at skjule enfaldskærmsagent fra SOE. Sammenbegyndte de tre kvinder nu en treuger lang rejse gennem Tyskland,efter at blandt andre Monicas familieog Røde Kors havde forsøgt at fådommen ændret, så hun kunneafsone i et dansk fængsel – menforgæves.

Det var en varm og stjerneklar nat.Monica sad på sin kuffert inærheden af nogle rustne

jernbaneskinner og kiggede op modlysene på himlen. Deroppe var altstille. Nu hvor invasionen af Europavar begyndt i Normandiet, blev en bysom Kiel nok ikke prioriteret så højtaf de allieredes bombefly trods detstore værft og banegården, hvor hunog de to andre danskere ventede påtoget mod Hamborg sammen medderes vogtere. Stationen og byenmyldrede med soldater i fuldudrustning, og høje råb ogstøvletramp gav genlyd mellembygningerne, men i det fjerne kunneMonica og de to andre danskekvinder også høre en velkendt,vemodig sang sunget af unge, dybe

stemmer:

»Vor der Kaserne, vor dem grossenTor – stand eine Laterne und stehtsie noch davor – so woll’n wir uns dawiedersehn – bei der Laterne woll’nwir stehn – wie einst Lili Marleen –wie einst Lili Marleen…«

De syngende soldater passerededanskerne. De var ikke meget mereend store drenge.

»De stakler!« udbrød Monica.»Deres liv skal først til atbegynde…«

Et råb overdøvede sangen:

»Einsteigen!«

Vogterne kommanderede dem op atstå og førte dem gennem mylderet tilen togvogn, der var indrettet medfængselsceller. Hvert lille aflukke varberegnet til to personer, men de blevmast indenfor sammen med treandre fanger. To af dem kunne siddepå en smal træbænk, mens restenmåtte stå tæt sammen og forsøge atsvaje i takt med togets bevægelser.Efter noget tid fiskede Monica enblyant frem fra sin lomme. Tyskernehavde åbenbart ikke fundet den, oghun og hendes medfanger gav sig tilat skrive deres navne og nogle kortebudskaber på væggene, så de i detmindste kunne efterlade sig et spor,

hvis nogen skulle forsøge at findedem.

Toget vuggede sig sløvt gennemnatten. Flere steder var sporene isådan en stand, at vognenenærmest måtte krybe sig af sted, ogførst ud på morgenen nåedetransporten frem til Hamborg.Hovedbanegården lå i ruiner efter deallieredes bombardementer af byen,der havde kostet 50.000 civile livet,men Monica, ’Pie’ og Grete nødalligevel turen gennem byen i detstrålende junivejr, selv om den kunvarede, indtil de blev spærret inde ien kælder sammen med hundredeandre fanger, hvor de få senge var

erobret af tyske prostituerede frastorbyen.

Det blev til en uge i Hamborg, indenturen gik videre ned igennem detsønderbombede Tyskland. Imensfortsatte modstandsbevægelsenhjemme i Danmark med at optrappekampen mod besættelsesmagten,og efter dødsdommen over Monicaog hendes efterfølgende deportationvar opbakningen fra befolkningennærmest total.Jernbanestrækningerne i Jylland blevangrebet næsten hver eneste nat i etforsøg på at forhindre tyske tropper iat rejse til Frankrig, og i Københavnkulminerede sabotagen med

bombesprængninger af fabrikkermidt på dagen. Denrigsbefuldmægtigede, der stod foren forhandlingsvenlig linje, blevunderkendt af Berlin, og denøverstbefalende for de tyske styrkeri Danmark, general von Hanneken,lod danske og tyske banderterrorisere befolkningen, Tivoli blevlagt i ruiner, og der blev indførtspærretid. Befolkningens svar villehave glædet Monica. Da hendeskammerater, trettenjernbanearbejdere fra Jylland og detmeste af Hvidstengruppen blevhenrettet som straf formodtandsbevægelsens aktioner,

havde københavnerne fået nok.Strejker blev indledt, folk gik pågaderne i protest, barrikader blevbygget, og spærretiden blevignoreret. Hovedstaden var i åbentoprør, og der blev åbenlyst flagetmed de allieredes flag. Tyskernelukkede for gas, lys og vand, menkøbenhavnerne fortsatte protesternemed krav om en afblæsning afundtagelsestilstanden.Urolighederne, der kostede omkringhundrede mennesker livet, fortsatte,indtil tyskerne efter hemmeligeforhandlinger med Frihedsrådet gavsig og ophævede belejringstilstandeni begyndelsen af juli.

En aften i slutningen af august sadMonica ved vinduet i cellen ikvindefængslet i Cottbus sydøst forBerlin nær den polske grænse.Ligesom de øvrige – ’Pie’, Grete ogto belgiske kvinder – var hun iført ensort kjole med et gult armbind, gråstrømper og træsko, men hverkendet, den elendige hygiejne ellersulten, der konstant fik de andre tilat tale om de måltider, de ville lave,når de engang kom hjem, fik hendetil at beklage sig. Når hun indimellemblev tavs, satte hun sig og kiggedeop mod nattehimlen gennem det lillevindue – hvad hun tænkte på, vidstekun hun selv.

Pludselig blev stilheden brudt af højejubelråb fra en del af de andre celler.Rundt omkring begyndte kvinder atsynge, og indimellem gjaldedefangevogternes hysteriske råbgennem gangene:

»Halt’s Maul! Halt’s Maul!«

Monica så på sine kammerater icellen, hvis inventar bestod af enkøjeseng af træ, et vaskestativ afjern, et bord, to træbænke ognatpotten, de kun måtte tømme éngang om dagen. De var stadig vedgodt mod, selv om de følte sig godtbeskidte allerede. Den smule vand,de fik udleveret, rakte ikke til både

drikkevand og til at vaske sig i, oggulv- eller tøjvask var udelukket. Tilgengæld var arbejdet ikke hårdt.Monica regnede sig frem til, hvordande kunne arbejde langsomt nok til atsabotere det, men hurtigt nok til ikkeat blive straffet – både da de skullelave tamponer af små stykker gaze,eller da ordren lød på at få styr påkilometervis af filtret sejlgarn, derhavde holdt halmballer sammen ogskulle genbruges. Konsekvent lod dehist og her knuder blive siddende ihåbet om, at det ville ødelæggehøstmaskinerne.

Larmen tog til i styrke, men alligevelkunne Monica høre en stemme tæt

på. Lige under vinduet lå deeneceller, som blev brugt til atstraffe de indsatte, og her sad en afde unge, franske kvinder.

»Camerade Danemark…« hviskedehun.

Monica spidsede ører.

»Paris est liberé. Vive la France!Vive le Danemark!«

Fangerne i celle 12 så på hinanden:Nu kunne det da ikke vare megetlængere.

For at bryde monotonien i fængsletforvandlede Monica cellen til et mini-universitet, hvor hun underviste de

yngre kvinder i engelsk, italiensk ogfransk. Eleverne studeredeMussolinis og Hitlers vej til magten,og når den stod på geografi oghistorie, fulgte de i Monicas fodsporpå rejser fra godset ved søen iNordirland, over danserestauranter iLondon til Byernes By og livet vedhavet i Rapallo. Senere huskede dedanske kvinder, hvordan detlykkedes deres ældrecellekammerat at struktureredagene, så de uhyggelige ydreomstændigheder blev tilbaggrundsstøj, der ikke fyldte nærså meget, som de havde frygtet.Men at de befandt sig i en alvorlig

situation, begyndte så småt at visesig, da dagene blev kortere, ogkulden sneg sig ind i cellerne ogtærede yderligere på kræfterne.Selv om det lykkedes for demderhjemme at få sendt et par pakkermed fornødenheder gennem RødeKors, var det tydeligt, at den iforvejen spinkle Monica var begyndtat tabe sig. Humøret havde ikketaget skade, men var det ikke for destore, grå øjne, ville hendes vennerog bekendte have haft svært ved atgenkende hende. Heldigvis fik hun pågrund af sin alder lov til at blive icellen, da de øvrige – de var femdanske kvinder samlet, eftersom

Tulle Fiil og Alice Bergman Jensenfra Hvidstengruppen nu også befandtsig i Cottbus – en uges tid inden julblev sendt til en fabrik hver dag frasyv morgen til syv aften for atfremstille gasmasker. I stedet gikMonica i gang med at gøre rent icellen og forberede en hyggelig julfor sine kammerater.

Juleaften gjorde de fire yngrekvinder store øjne, da de komtilbage fra en lang arbejdsdag. Små,røde roser klippet af pappet fraRøde Kors-pakkerne blomstrede idet dunkle rum, og små stjerner afsølvpapir funklede som de dyrestediamanter. En fyrregren, som det var

lykkedes Monica at plukke under engårdtur og gemme under sengen,havde hun pyntet med små papirklip,og en dug lavet af servietter frapakkerne dækkede bordet ogforvandlede cellen til en finrestaurant i en af de europæiskehovedstæder. Den senere tid havdekvinderne samlet lidt ekstra madsammen hist og her, og bordetbugnede nu med herlighederne: etløg, en gulerod, en bede, et stykkerødkål og to kartofler foruden nogleskiver brød.

Kvinderne smilede til Monica ogbegyndte at tale om aftensmaden,der var på vej. Mon der var lidt

ekstra til dem i anledning afhøjtiden? Døren gik op med metalliskklank, og alle fem stod parat medderes skåle – men nej. Ud over enskive ost var det den sædvanligehumpel brød og en koperstatningskaffe lavet på sukkerroer,der stod på menuen. Men det fikikke lov at ødelægge stemningen. Istedet satte de sig til bords ogforsøgte at spise så langsomt somoverhovedet muligt, mens tanker omand eller gås derhjemme medfamilien blev tvunget i baggrunden.

Da de var færdige med det storekolde bord, rejste de sig og toghinanden i hænderne, og mens de

gik rundt om juletræet, sang Monicafor med sin smukke, dybe stemme:

»Glade jul, dejlige jul – engle dalened i skjul…«

Mere end et enkelt vers blev detikke til, for tårerne begyndte at løbedem ned ad kinderne, og deresstemmer snørede sig sammen.Monica, der som altid forsøgte atholde modet oppe blandt sinekammerater, reddede situationenved at proklamere, at nu var det tidtil julegaver, hvorefter hun fordeltesmå pakker med papir om til demalle. De yngre kvinder kunne knaptro deres egne øjne, og pakkede

dem straks op: Tøfler til Tulle, en lillekurv til ’Pie’ og halskæder til Greteog Alice – alt sammen flettet af demajsblade, de tidligere havde værettvunget til at lave måtter af. Det varendda lykkedes Monica atorganisere et par cigaretter, som delå og røg, da fangevogterne havdeslukket lyset. Stilheden sænkedesig, men så – omkring midnat –kunne de pludselig høre stemmer,der tog til i styrke, og overalt ifængslet gentog fangernedanskernes julesalme på fransk,russisk, hollandsk, polsk, norsk ogtysk.

Den allierede fremgang i Europa tog

længere tid, end folkene i de besattelande havde regnet med. I slutningenaf januar kunne fangerne i Cottbushøre voldsom kanontorden, og rygtetville vide, at russerne var kommet forat befri dem. På det tidspunkt varfronten stadig 80 kilometer borte,men i stedet for at vente på detuundgåelige, besluttede tyskerne atsende de udenlandske fanger vestpåtil Waldheim mellem Dresden ogLeipzig. Kvinderne blev 2. februarefter at have skiftet til tøj, der varendnu ringere end det, de havde,ført hen til stationen og gennet op itre tomme kreaturvogne, hvor detilbragte den tre dage lange tur

gennem det isnende vinterlandskab.Mad var der stort set intet af, og kunén gang forbarmede de kvindeligevagter sig og gav dem noget atdrikke, før de ankom til Waldheim,hvor byens præst havde fået beskedpå at omdanne kirken til fængsel,fordi tugthuset allerede var overfyldt.Da de nogle dage efter blev overførttil fængslet, blev ’Pie’, Grete, Aliceog Tulle skilt fra Monica, og derefterså de hende kun et par gange på dedaglige gårdture, indtil en dag hvorhun pludselig ikke dukkede op.

Om aftenen 27. februar 1945 varstille og frostklar, da pastor Vierecknærmede sig sengen, hvor Monica

lå. Han genkendte hende med detsamme. Da kvinderne fra Cottbusvar ankommet til byen, havde hanlagt mærke til en dame, der varnoget ældre end de andre, men somgik rank og værdigt, selv om hun varmærket af sygdom. Præsten sattesig ved Monicas leje. Hun fortalteham hele sin historie og fik ham til atlove at overbringe en hilsen tilbørnene, og så bad hun hamindtrængende om at sige til Jørgen,at hun var ham dybt taknemmelig forhans kærlighed og trofasthed, og fåøjeblikke efter lukkedemodstandskvinden, der kæmpedefor både England og Danmark, sine

øjne. EFTERSKRIFT

Et hold embedsmænd blev efterkrigens afslutning sendt til Tysklandfor at bringe Monicas lig hjem tilDanmark, men i hendes grav lå enanden person. Monica selv blevaldrig fundet.

Året efter blev hun æret med enmindeplade i såvel Engestofte Kirkesom Church of Our Saviour i London.Højtidelighederne blev dækketintenst af begge landes aviser. IDanmark blev begivenheden omtaltså langt væk som på Bornholm, i

Sønderjylland og i Thy.

Jørgen trak sig tilbage til Engestoftesom en bitter og trist mand. Krigenhavde været god for økonomien, oggælden var væk, så han kunne levesom han ville med en stor stab aftjenestefolk. Han døde i 1966.

Varinka og Flemming, der blev giftunder Besættelsen, måtte i januar1945 flygte til England, hvor hun blevsekretær i efterretningstjenesten.Efter Befrielsen vendte de tilbage ogfortsatte med at arbejde for debritiske myndigheder, indtil Flemmingblev afsløret i bedrageri medmodstandsbevægelsens penge. Han

blev idømt to års fængsel, men blevbenådet efter et halvt år. Parretflyttede til Sydafrika en årrække,inden de vendte hjem til Danmark.Muus døde i 1982, Varinka i 2002.

Ivan blev skilt kort efter krigen,rejste til USA og blev gift med enamerikaner. Han blev bridgespiller afinternationalt format. Han døde afkræft bare 40 år gammel i 1957.

Viggo boede i udlandet, hvor hanarbejdede for olieselskabet Shell. DaJørgen døde, arvede hanEngestofte, som han dog valgte atsælge. Godset drives i dag stadigsom land- og skovbrug. Viggo blev

gift med en skotte. Han døde iLondon i 1994.

Curt blev gift igen i USA. Hans konesagde, at hun kunne takke Monicafor alt det bedste i ham. Hanbevarede kontakten til Viggo, menkunne ikke få sig selv til at tagetilbage til Engestofte. Hver gangnogen talte om Monica, blev hansynligt rørt. Curt døde i New York i1969 efter en operation. KilderMonica Wichfelds privatarkiv iRigsarkivet, der blandt andetindeholder breve og billederJørgen Wichfelds privatarkiv i

Rigsarkivet, der blandt andetindeholder breve, billeder og artiklerViggo Wichfelds beretning iRigsarkivetPastor Marcussens beretning iRigsarkivetClaire Schlichtings beretning iRigsarkivetTulle Fiils beretning i RigsarkivetElse Baastrup-Thomsens beretning iRigsarkivetInterview med afdøde Bent Boisen,der kendte Monica Wichfeld, da hanvar barn»Monica Wichfeld« af Varinka ogFlemming B. Muus, BerlingskeForlag, 1954

»Monica Wichfeld« af Ivan Wichfeld,J. Fr. Clausens Forlag, 1945»Monica Wichfeld – Dømt til døden«af Christine Sutherland, Gad, 1991