— 7 —

Isbjørnens appetit skulle stilles klokken tolv.

Vasilij Kirgin, oberst i SVR, Ruslands udenrigsefterretnings-

tje neste, tog opstilling foran muren fem minutter før tid. Han lod,

som om han studerede informationstavlen, mens han ventede på

“Th or”, den vigtigste agent for nordvestsektionen.

Der var færre mennesker i København Zoo, end han havde

håbet. En iskold nordenvind holdt folk hjemme. Den skar sig

gennem tøjet og havde i nattens løb revet de sidste blade af

træerne. Man behøvede ikke at opholde sig mange minutter i

Danmark for at forstå, hvorfor vindmøller var så udbredt. På

ambassaden havde de tilbudt ham en Goretex-jakke til beskyt-

telse mod vinden, men jakken havde været gulgrøn og ville være

for iøjnefaldende. Det var hans job ikke at blive set. Kirgin trak

frakken tættere om sig.

Planen var, at mødet skulle gennemføres i skjul af menneske-

mængden. Men foran isbjørnegrotten befandt sig kun fi re japan-

ske kvinder, som bøjede sig ind mod vinden og tog billeder af

hinanden. Han måtte improvisere.

Ursus Maritimus. Bjørnen lå ubevægelig i en krog. På tavlen

stod der, at den vejede næsten et ton. Den virkede ufarlig, men

Kirgin vidste bedre. Han havde set isbjørne accelerere hurtigere

end en snescooter.

Han så på sit ur. To minutter igen. Pearl of Scandinavia fra Oslo

havde lagt til kaj i København i henhold til fartplanen. Th or burde

have været her nu. Agenten havde insisteret på et personligt møde.

Kirgin hadede det, men havde ikke haft noget valg. Operationen

stod og faldt med Th or. Det her var den første store mulighed siden

krigen, og det kunne vare årtier, inden der viste sig en ny chance.

— 8 —

Ud ad øjenkrogen så han en fl ok børn i gule refl eksveste

komme gående på række og geled. Bagest gik en kraftig pædagog

med fl agren de, rødt hår. Hun gennede børnene frem til muren

som off erlam til alteret.

Børnene nåede lige akkurat frem, inden metaldøren blev åbnet,

og dyrepasseren kom ud, bærende på en tung plasticbalje. Han

var spinkel som en tændstikmand og havde et busket skæg, som

dækkede det meste af ansigtet. Dyrepasseren stirrede på dyret,

mens han forsigtigt skridtede frem mod det. Han var iført en

grøn kedeldragt og lange gummistøvler.

Bjørnen løftede hovedet. Børnene råbte og pegede og talte i

munden på hinanden. Dyrepasseren satte baljen fra sig med et

dunk. Vinden rev i den rummelige kedeldragt. Forsigtigt vendte

han bunden i vejret på baljen og tømte maden ud på det malede

betongulv. Den bestod af mørke, næsten sorte terninger af kød.

Hvalkød, gættede Kirgin på.

Dyrepasseren gik baglæns med baljen i hænderne. Hans blik

var stift rettet mod bjørnen.

Bjørnen rejste sig dovent. Den vejrede op i vinden, strakte sig

og så hen på maden.

Børnene råbte forventningsfuldt. Japanerne knipsede billeder.

Tidspunktet var inde nu, mens al opmærksomheden var rettet

mod bjørnen. Kirgin kunne ikke lade være med at se på uret en

gang til. Hvor blev Th or af ?

Et stort stykke papir fl aksede pludselig ind i bjørnegrotten.

En japaner havde mistet sit sammenfoldede bykort. Det blafrede

og slog i vinden og foldede sig ud i fl ugten som ført af usynlige

hænder.

Kortet ramte dyrepasseren fra siden og klæbede sig fast til hans

ansigt. Han stivnede i brøkdelen af et sekund, før han slap baljen

og desperat begyndte at rive i kortet for at få det af.

Bjørnen skød frem som en hvid torpedo. Den udstødte et dybt

brøl, en torden af opdæmmet had og fortvivlelse, som rullede op

mod tilskuerne og ramte dem i brystet som en tsunami. Børnene

skreg af rædsel.

Dyrepasseren snublede i panik. Kortet rev sig løs og fl agrede

videre ud i bassinet, hvor det lagde sig på vandoverfl aden.

— 9 —

Bjørnen var nået halvvejs over gulvet. Dyrepasseren kom på

benene. Han vendte ansigtet om mod bjørnen. Øjnene var vidt

opspær rede.

Gennem tre årtier i KGB og senere i SVR havde Kirgin set

megen dødsangst. Han genkendte den i dyrepasserens blik.

“Det er længe siden.” En skikkelse gled op på siden af Kirgin.

Det gav et sæt i ham, men han blev ved med at stirre ligeud.

Han havde ikke hørt Th or komme og følte sig overrumplet.

Dyrepasseren tumlede ud gennem døren og fi k den trukket

til efter sig.

Bjørnen ramte døren med et dumpt brag. Metallet rungede

og sang mod karmen.

Tilskuerne sukkede af lettelse. To af børnene græd og klam-

rede sig til pædagogen.

“Det var tæt på,” sagde Kirgin og lo sagte.

“For tæt efter min smag,” sagde Th or.

Bjørnen virkede uberørt af sammenstødet med døren. Den slog

irriteret baljen ud i vandet og gik vuggende hen til madbunken.

“Nå, hvad kan jeg så gøre?” hviskede Kirgin.

Th or tøvede lidt, inden han svarede: “Jeg kan ikke gøre det,

risikoen er for høj.”

Kirgin havde ventet noget i den retning.

“Slap af,” sagde han. “Vi har kontrol over det. Gør du bare dit

arbejde, så kan du være sikker på, at vi gør vores.”

“Nej. Det her går for vidt.”

Kirgin kunne høre på tonefaldet, at der var sket noget. Han

foldede hænderne på ryggen og vippede frem og tilbage på fod-

balderne. Han forstod, at det her ville blive en vanskelig handel.

Dyret mæskede sig med kødet. Snuden blev dækket af blod.

“Jeg tror, de har mistanke til mig,” sagde Th or.

“Så ville vi have vidst det.”

“Hvordan kan jeg være sikker på det?”

“Stol på mig.”

“Jeg ved ikke, om jeg ...”

“Har jeg nogen sinde svigtet dig?”

Th or stønnede. “Denne gang er det anderledes. Du beder om

for meget. Det kan aldrig gå godt.”

“Ork jo,” trøstede Kirgin. Han prøvede at vurdere, om han

skulle bruge pisken eller guleroden først.

“Jeg har taget en attachetaske med til dig,” sagde han. “Den

står i en boks på Hovedbanegården. Du fi nder nøglen i min ven-

stre lomme.”

Th or sendte ham et hastigt blik. “Samme beløb som sidst?”

“Ja.”

“Hørte du ikke, hvad jeg sagde?” hvæsede Th or ud ad mund-

vigen. “Det her er noget helt andet.”

Kirgin grundede lidt over magtbalancen imellem dem. De

var afhængige af hinanden, men Th or havde overtaget lige nu

og vidste det.

Kirgin stak hænderne tilbage i frakken. Han havde dybe lom-

mer, og øverst i foret på dem begge havde han trævlet sømmene

så meget op, at han kunne fl ytte endnu en nøgle fra højre til ven-

stre lomme.”

“Det er vigtigt for os, at du er tilfreds,” sagde han endelig. “I

lommen fi nder du nu to nøgler til to tasker i to nabobokse.”

Th or koncentrerede sig.

“Det er alt for meget, set i forhold til risikomomentet i pro-

jek tet,” fortsatte Kirgin, “men vi ønsker at investere langsigtet i

samar bejdet.”

Han tog hænderne op af lommen og gned de kolde fi ngre

mod hinanden foran maven. Th or fi skede nøglerne op, hurtigt

og fi ngerfærdigt som en lommetyv, inden de begyndte at gå i

hver sin retning.

Kirgin havde vinden i ryggen. Han håbede, at agenten ikke

forstod, at dette var slutningen. De ville aldrig komme til at se

hinanden igen. Kirgin var ved at ofre sin bedste agent, og til sin

forbavselse følte han intet vemod. Tværtimod var han fuld af for-

ventning til den fore stående operation. I den store sammenhæng

var Th or et ubetydeligt off er.

Skoven

— 13 —

1

Mjøsasøen var under nedkøling og udsondrede frosttåge, som i

skiftende formationer drev gennem Hamar og frem til jernbane-

stationen, hvor Hege Tønnesen sad i bilen og fulgte med. Dagens

første tog kunne an komme, hvad øjeblik det skulle være. Perro-

nen var mennesketom.

Hege var startet seks timer tidligere. Hun var kørt nordpå

fra Oslo under en stjerneklar himmel og derpå ind i tågen langs

Mjøsa og gennem skoven til nattemøde hos politimesteren i

Hedmark. Til oriente ring om et dobbeltdrab.

Hege havde ikke arbejdet med drabssager i ti år. Hun nippede

til et bæger med kaff e fra en benzintank, mens hun grublede over,

hvor dan hun skulle gribe efterforskningen an.

Togstammen kørte med hylende bremser ud af tågen og ind på

stationen. Kun én passager stod af. Lisbeth Müller var efterfor-

sker fra det centrale Kriminalpoliti, Kripos, og den eneste ekstra

hjælp det var lykkedes dem at skaff e. Lisbeth var i jeans og lyse-

blå fl eecejakke. Håret var halvlangt, lyst og krøllet. Hun stand-

sede midt på perronen og spejdede ud over parkeringspladsen.

Hege blinkede med forlygterne.

Lisbeth slængte sin taske over skulderen og balancerede for-

sigtigt hen ad den ujævne, isede overfl ade mod bilen. Hun var

for nylig blevet taget i en fartkontrol og måtte leve uden køre-

kort i seks måneder.

Hege var spændt på sin nye kollega og stod ud af bilen og

rakte hende hånden. Lisbeth var ganske køn med fyldige læber

og lange øjenvipper. Alderen anslog Hege til midt i trediverne,

fem-seks år yngre end hun selv.

De kørte østpå mod Elverum. Det var tidligt, og der var kun

— 14 —

få biler på vejen. Disen drev over de efterårspløjede marker.

Lisbeth sparkede støvlerne af og lagde fødderne op mod forru-

den. “Altså, Rendalen?” sagde hun uden begejstring. “Hvad har vi?”

“Ofrene er mor og datter,” sagde Hege. Hun var endnu ikke

helt fortrolig med alle de nye informationer. “De blev enogfyrre

og sytten år gamle.”

“Dødsårsag?”

“Begge er skudt på klos hold. Midt imellem øjnene.”

Lisbeth udstødte en lang, sagte fl øjtetone. “Hvornår skete det?”

“Sandsynligvis onsdag eftermiddag.”

Lisbeth vendte sig om mod hende. “Jamen, det er næsten fi re

dage siden. Hvorfor begynder vi så sent?”

“Jeg blev ringet op i nat.”

“Men fi re døgn ...” mumlede Lisbeth. “Det er da helt håbløst.”

“Gerningsstedet hedder Mattisplassen,” refererede Hege. “Det

ligger meget øde, og i torsdags var der en voldsom snestorm. Da

sne ploven nåede frem sent næste dag, opdagede chauff øren, at

huset var brændt.”

Lisbeth lyttede koncentreret.

“Da lensmanden kom til Mattisplassen samme aften,” fortsatte

Hege, “fandt han to forkullede lig i sofaen. Han gik ud fra, at det

var en sædvanlig boligbrand. At de var døde af kulilteforgiftning.”

“Men ofrene var jo skudt mellem øjnene?” indvendte Lisbeth.

“Det var vist ikke så let at se. Kroppene var svært forbrændte.”

Lisbeth nikkede.

Hege fortsatte: “Fredag morgen fragtede en ambulance ligene

til sygehuset i Elverum. Først i løbet af lørdagen blev de under-

søgt af en læge. Han opdagede skudhullerne. Og så blev der slået

alarm.”

Lisbeth så på sit ur. “Men derefter går der altså endnu et døgn,

inden vi er fremme?”

“Politimesteren sendte en lokal efterforsker ud for at bistå

lensmanden.”

“Göran Svärd.”

“Kender du ham?”

“Kun overfl adisk. Vi arbejdede sammen på slagterisagen i

Stange for et par år siden.”

— 15 —

Hege havde aldrig hørt om sagen.

“Og så er der også to teknikere med,” sagde hun.

Lisbeth skubbede en tot hår om bag øret. “Lund, går jeg ud

fra. Andre?”

“Nej.”

“Vi burde være mindst dobbelt så mange.”

“Du kender ressourcesituationen.”

Lisbeth svarede ikke. Hun slog solskærmen ned, indstillede

sminkespejlet og tog en lipgloss op af tasken.

Politiets Fællesforbund førte lønkamp, og medlemmerne blev

presset til at nægte at tage overarbejde.

“Hvordan blev du involveret?” spurgte Lisbeth.

“De vil forhindre, at sagen udvikler sig yderligere.”

Lisbeth nikkede eftertænksomt. “De sætter den i forbindelse

med familiedrabene i Asker og Fetsund?”

“Ja.”

De kørte lidt videre i tavshed. Ved Elverum drejede Hege af

og fortsatte nordpå mod Koppang. Åben fyrreskov bredte sig på

begge sider af vejen. Jorden var dækket af sne og renlav.

“Hvad mener du?” spurgte Lisbeth.

“Om drabene?”

“Tror du, det er en smitteeff ekt?”

“Asker-drabene ligger seks måneder tilbage. Og Fetsund ti.”

“Men tv-udsendelsen og hele mediepostyret kan vel have moti-

veret drabsmanden?”

“Selvfølgelig.”

I begge de to drabssager var familiefædrene forsvundet. De

var efterlyst, og man havde spekuleret i, om de havde druknet

sig. Sagerne var blevet næsten glemt, indtil for to uger siden. Da

havde TV2 sendt et scoop. De havde fundet begge de forsvundne

i den latinamerikanske stat Belize.

Den ene havde oven i købet ladet sig interviewe. Med tildæk-

ket ansigt og fordrejet stemme sad han ved en swimmingpool

og besvarede spørgsmål. Han indrømmede ingen skyld. Viste

ingen anger.

Programmet havde vakt røre.

Justitsministeren havde lovet en gennemgribende undersøgelse.

— 16 —

Men norsk politi manglede tekniske beviser, og i Belize var indi-

cier ikke nok til, at man udleverede kriminelle.

Ved Koppang drejede de væk fra Hovedvej 3 og fortsatte østpå.

Der blev længere mellem husene, og skoven blev tættere. De pas-

serede et rustent skilt, som anviste vejen til skydebanen. Vejen

fortsatte mod nord langs Storsjøen, hvor vandet lå fl adt og gråt.

Langt ude skimtede Hege en mand i en pram.

Lisbeth satte sig op.

“Hvorfor skal du være leder af efterforskningen?”

Hege blev overrasket. “Hvad mener du?”

“Jeg troede, du var jurist.”

“Jeg har også en politiuddannelse.”

Lisbeth nikkede anerkendende. “Nå, sådan.”

Hege var blevet spurgt om det før. Der var ikke mange, som

beherskede begge professioner og vekslede mellem karriere vejene.

Man ge betragtede hende som en særling, fordi hun havde fulgt

sine inter esser uden at skæve til løntrin og prestige. Hun kunne

både lide straff eret og administration, men allermest efterforsk-

ning.

“Er du ikke i Politiets Sikkerhedstjeneste?”

Hege tænkte tilbage. Det var hendes alsidighed som i sin tid

havde fanget PST’s interesse.

“Jeg har orlov,” sagde hun.

“Hvorfor det?”

Hege tøvede lidt. “På grund af omorganisering.” Hun tændte

for radioen.

De havde ringet fra Hamar i forvejen, og lensmanden ventede

som aftalt på dem i vejkrydset ved Åkerstrømmen.

Hege parkerede, og de stod ud af bilen. Det var vindstille. Hun

mærkede hårene rejse sig i nakken – luften var ladet som inden

et tor denvejr. Østerdalen holdt vejret.

Lensmanden kom hen og hilste på dem med en tung, grov

næve. Han var høj og duknakket med stålgråt hår, som stod ud

til alle sider.

“Det er frygteligt, dette her,” mumlede han. Stemmen var lys i

forhold til den grove skikkelse. Han så ned i jorden, virkede skam-

— 17 —

fuld over det, der var sket. En gruppe unge stagede sig forbi på

rulleski. De skævede nysgerrigt til lensmanden.

“Skulle vi se at komme af sted, inden det bliver mørkt?” fore-

slog Lisbeth.

Lensmanden kørte forrest i sin møgbeskidte Subaru. Efter et

par kilometer mod nord drejede han ind på en smal vej. Vejen

kravlede jævnt op over åsen. Der lå mere sne her. De passerede

et husmands sted, hvor vejen slog et knæk, inden den fortsatte

gennem mørk gran skov mod syd.

Mattisplassen lå i en rydning. De parkerede i vejkanten og

duk kede ind under afspærringen. Et typehus, hvor halvdelen

af taget mang lede, en garage og et udhus. Hestefold. Politiets

afspærringsbånd var trukket over vejen. Fra pladsen var der en

fi n udsigt mod sydvest. Nede i dalen kunne Hege se Storsjøen.

Hun gruede for at skulle gå i gang. Hun var ude af rutinen

som efterforsker, for at sige det mildt. Tragedierne. Ondskaben.

Idiotien. Efter nogle år rådnede hele ens livsanskuelse. Aldrig

mere, havde hun lovet sig selv. Hun stålsatte sig og fulgte efter

lensmanden op til huset.

Branden så ud til at være begyndt i den sydvendte ende af huset

på første sal. Halvdelen af taget var væk, dele af tagkonstruktio-

nen stod forkullet tilbage. Tagpappet havde krøllet sig op langs

kanten. Resten af huset så uskadt ud.

På gårdspladsen stod en Saab stationcar og en Huyndai vare-

bil, som var mærket Kripos på siden. Bagdøren stod åben. Ved

siden af vare bilen brummede en generator. Et tykt, gråt kabel

løb hen til hoved døren. En mand kom ud i det samme. Han var

hvid som sneen, i over træksdragt af papir og med plastichætter

over sko og hår.

“Der har vi Göran,” sagde lensmanden.

Göran fi k øje på dem og kom hen og præsenterede sig. Han

var bredskuldret og havde en lidt tilbagelænet holdning som

for at kompen sere for den ekstra vægt over maven. Han havde

opstoppernæse med brede næsebor, som mindede Hege om en

stikkontakt. Han rev hætten af hovedet og afslørede en skinnende,

rødbrun manke af hår.

Han genkendte Lisbeth. “Tak for sidst,” sagde han.

— 18 —

“I lige måde.”

De gav ikke hånd. Det virkede ikke naturligt på et gerningssted.

Göran talte med svensk accent. “Jeg er oprindeligt fra Linkö-

ping,” forklarede han, uden at nogen havde spurgt. “Men min

kone er fra Rudshøgda.” Han smilede og så spørgende på Hege,

som om han vente de på hendes godkendelse.

“Kan du give os en status?” spurgte Hege.

Göran blev alvorlig. “I må hellere gå med ind.”

“Bare lige et spørgsmål først,” sagde Lisbeth.

Han stoppede op. “Ja?”

“Hvornår opdagede snerydderen, at huset var brændt?”

Göran nikkede i retning af lensmanden.

“Kvart i to,” sagde lensmanden. “Onsdag. Vi skulle lige til at

lukke kontoret.”

“Var der fl ere på vagt?”

“Der er kun mig,” sagde lensmanden. “Jeg dækker hele kom-

mu nen alene, og ...”

“Hvorfor siger du ‘vi’, hvis der kun var dig?” sagde Lisbeth.

“Det er bare en talemåde,” sagde lensmanden.

“Hvor er ligene nu?”

“På Retsmedicinsk i Oslo.”

“Gik branden ud af sig selv?” Lisbeth pegede mod det åbne tag.

Göran kløede sig i nakken. “Branden startede formodentlig

i den stue, hvor kroppene blev fundet. Flammerne har så bredt

sig op gennem krybeloftet og taget, og da det brasede sammen,

fyldte stormen stuen med sne og vind, lige så eff ektivt som en

pulverslukker.”

Hege nikkede. Forklaringen virkede plausibel.

“Hvad med manden på sneploven?” fortsatte Lisbeth. “Så han

nogen spor i sneen?”

Lensmanden rystede på hovedet. “Ingenting. Og da jeg ankom,

var sneen begyndt at smelte.”

“Tjekkede du på alle sider af huset?” spurgte Lisbeth.

Lensmanden rystede på hovedet.

“Jeg ville ikke rode for meget rundt, før eksperterne kom.”

Han førte bjørnelabben over sin ubarberede hage.

Døren gik op igen, og en anden mand i hvidt kom ud. Han

— 19 —

bar på en bakke med poser og rør. Formodentlig bevismateriale

til analyse. Han nikkede til dem og satte forsigtigt bakken ind i

et stativ i varevognen.

Hege præsenterede sig, og han bekræftede, at han var Lund.

Han var i halvtredserne, men bevægede sig hurtigt og præcist. På

næsen sad et par moderne, uindfattede briller.

“Kan vi gå ind?” spurgte Hege.

“Ja, værsgo, jeg er færdig.” Han begyndte at tage overtræks-

dragten af.

“Du må ikke tage af sted, før vi har talt sammen,” sagde Hege.

Han nikkede.

Til højre for hoveddøren forkyndte et håndmalet skilt, at her

boede Gunn, Th omas og Ida Bjørn. Göran gik først ind. Hege

sank noget og fulgte efter ham ind i en smal entré og videre ind

i en gang, som førte frem til en åben fyrretræstrappe.

En sur røglugt fyldte rummet. Hege standsede og dannede

sig et overblik. Et fi nt lag sodpartikler dækkede alle fl ader. Væg-

gene bestod af lod rette fyrretræsplanker. Der hang indrammede

diplomer på rad og række på dem. Et af dem var uden ramme og

blafrede i trækken ovenfra. Hege prøvede at tænde en smede-

jernslampe for at læse.

“Branden kortsluttede det elektriske anlæg,” sagde lensman-

den. Han åbnede døren til to tilstødende rum med vinduer for

at lukke det, der var tilbage af dagslyset, ind.

Hege bøjede sig frem for at læse. Ida Viker Bjørn, den afdøde

datter i huset, havde vundet det norske mesterskab i langrend,

free style, to år tidligere.

De gik længere ind i huset. Under trappen stod en hundekurv.

Tæppet i det var fyldt med hvide og sorte hår. En jagthund, gæt-

tede hun på.

“Her på trappen lå et par nedstyrtede bjælker,” forklarede lens-

manden. “Jeg var nødt til at rydde dem væk for at kunne komme

op.”

De stod tæt sammen. Hun mærkede det varme pust af hans

ånde, lugten af uplejede tænder.

“Du kan gå forrest,” sagde lensmanden.

Hege rettede sig op, greb fat om gelænderet og tog et skridt

— 20 —

ad gangen. Hendes vejrtrækning var unormalt tung. Blodet ban-

kede dybt inde i øregangene.

På reposen halvvejs oppe ad trappen standsede hun. Lyset

ændrede karakter. Hun så op. Mellem forkullede tagspær så hun

lige ind i en tynd, grå hinde, som dækkede for himlen.

Lensmanden rømmede sig bag hende. “Da jeg kom her ...”

Hans stemme svigtede. Den store mand var mere følsom, end

han så ud til.

“Jeg har set meget,” sagde han, “men det her ...”

Hege gik de sidste trin op til det, som havde været stuen. Alt

var sort. På gavlvæggen var panelet brændt bort. Rockwool stak

ud mellem sprukne gipsplader. Gulvet var dækket af nedbrændte

rester fra loftet. En afsvedet vugge, en kasse med tøj, en knust

keramikvase. Der fl ød smeltevand i et stort skår. Hege stak fi n-

geren ned i det. Bittesmå stykker aske klæbede sig til huden.

En smedejernsovn var det eneste, som virkede intakt. Fjernsy-

net havde stået til højre for skorstenen. Nu lå der blot en smeltet

plastic klump tilbage.

“Der lå fem centimeter sne her, da jeg kom,” sagde lens man den.

“Alt var hvidt og sort.” Han pegede på to forbrændte trærammer

med springfj edre og beslag i hjørnet.

“De lå på ryggen i hver sin sofa under et hvidt slør.” Han sank.

“Begge havde hænderne foldet over brystet som engle. Det hele

var så fredeligt. Jeg havde eftermiddagssolen i øjnene, og inde i

mit hoved hørte jeg kirkeorglet spille.”

Han smilede forlegent.

“Jeg måtte feje sneen af ansigterne for at være sikker på, at det

var mennesker.”

Hege stod tavs. Hun forstod lensmanden. I mødet med døden

følte hun sig altid lille. Det var, som om nogen råbte hendes navn

fra det hinsidige.

Hun spekulerede på, om ofrene havde vidst, at de skulle dø.

Det havde de sandsynligvis. Kuglehullerne mellem øjnene tydede

på hen rettelse på klos hold.

Hege havde fået propper i ørerne på opkørslen til Mattisplas-

sen. Hun trykkede næseborene sammen og pustede for at udligne

trykket. Kun det venstre øre poppede.

— 21 —

Når det engang skulle blive hendes tur, håbede hun, at det ville

ske pludseligt. At hun måtte slippe for at vide og vente.

Lisbeth og Göran var også kommet op.

“Antyder du, at kvinderne blev udsat for en slags ritualmord?”

spurgte Lisbeth forbavset.

“Nej ...” sagde lensmanden og gik ind i det næste rum. De

fulgte efter. Køkkenet var også helt tilsodet, og vægpanelerne ind

mod stuen var sprækket op, men ellers var rummet næsten uskadt.

Ved vinduet stod et spisebord med fi re tremmestole rundt om. På

bordet lå en sammenfoldet avis. Hege så på den. Østlendingen fra

i onsdags. Drabsdagen. Den sidste avis, ofrene havde læst.

Der hang en fodermaskine i et tov uden for vinduet. Et par

mej ser forsynede sig med solsikkefrø. På køkkenbordet stod køk-

kenmaskiner og en rosenbemalet brødkasse. På låget stod med

snirklede bog staver Gunn og Th omas, 27.2.1991.

Bryllupsgave, tænkte Hege. Vinterbryllup.

På køleskabet hang en månedskalender. Oktobersiden havde

ingen påtegninger.

Opvaskemaskinen stod åben med øverste skuff e trukket ud.

Den var halvfuld af rent bestik. Havde Gunn eller Ida været ved

at tømme opvaskemaskinen, da drabsmanden overraskede dem?

De blev stående lidt apatiske og studerede overskabene, som

havde glaslåger og var overfyldt med service og andet køkkentøj.

Hege vidste ikke, hvad hun kiggede efter. Hun følte, at de andre

ventede på, at hun skulle tage føringen.

“Hvad med soveværelset?” foreslog hun. De fortsatte ind i det.

Rummet lå mod nord og øst og var næsten uskadt af branden.

Kun lugten var trængt ind gennem døren. En lav dobbeltseng

fyldte halvdelen af rummet. Den ene væg var dækket af skyde-

døre fra gulv til loft.

Et hæklet tæppe var draperet over sengetøjet. Under det ene

vindue stod et skrivebord med et tastatur og en mørk pc-skærm.

Göran pegede på et par løse ledninger under skrivebordet.

“Lund har taget pc’en med til Kripos’ datalaboratorium.”

Lisbeth gik rundt om sengen og åbnede natbordsskuff en. “Ikke

andet end papirlommetørklæder,” mumlede hun.

En dør på østvæggen førte ud til en smal veranda. Gennem

— 22 —

vin duet så de ud på udhuset og skovkanten.

Hege skubbede skabsdøren til side og afdækkede garderoben.

Mellem et gråt sæt tøj og en håndfuld strøgne skjorter hang en

mili tær uniform i gennemsigtig plast. Hun tog den ud. Det var

kavaleriets mørke uniform med tre stjerner, faldskærmsvinger og

udmærkelse på brystet. Ritmester Bjørn, tænkte Hege.

“Hvad ved vi om Gunn og Th omas Bjørn?” spurgte hun.

“Hun er sygehjælper, og han arbejder i Forsvaret,” begyndte

Göran. “Og så er han våbeninteresseret. Følg med.”

Han gik forrest ned i underetagen igen og åbnede døren til et

værelse, et redskabsrum uden vinduer. Det var for mørkt til at se

noget. Göran hentede et stativ og riggede det til med en spot-

lampe, som fi k strøm fra generatoren ude på gårdspladsen.

Inderst i rummet stod et våbenskab. Göran låste det op med

en lille nøgle.

“Skabet stod åbent med nøglen i låsen,” oplyste han.

På smedede knager hang to haglgeværer, en Krag-Jørgensen-

riff el og et skiskydningsgevær. I bunden lå to pistoler i hver sit

foderal. Hege genkendte en Sig Sauer og en Glock.

“Ingen ammunition?” spurgte hun.

“Vi har ikke fundet noget.” Göran lod hånden glide over maven.

“Det er næppe et af disse, som er drabsvåbnet. Alle er forbilled-

ligt pudset og olieret.”

De blev afbrudt af Lund, teknikeren. “Jeg må have alle våb-

nene med til undersøgelse.”

Hege gik til side.

Lund tog et par Latex-handsker på og løftede pistolerne ud,

en i hver hånd. Han gik ud til bilen, og Hege fulgte efter.

“Har du fundet noget?” spurgte hun.

Han lagde våbnene ind i varevognen og begyndte at gå tilbage.

“Jeg pirkede et projektil ud af væggen.”

“Godt. Andet?”

“Kun hårprøver og fi ngeraftryk.” Han tog skiskydningsgevæ-

ret og så op på hende, idet han passerede. Det var, som om han

forventede fl ere spørgsmål.

“Hvad med brandårsagen?” spurgte hun.

Hans mundvige bevægede sig i noget, som kunne minde om et

— 23 —

smil. “Jeg fandt en tom benzindunk i garagen.” Han lagde gevæ-

ret ind i bi len. “Jeg regner med, at indholdet er blevet brugt til

at fyre op i so faen.”

Han forsvandt ind igen og kom tilbage med Krag-Jørgensen-

rifl en.

“Hørt noget fra Retsmedicinsk?” spurgte hun.

Han rystede på hovedet. “Måske i morgen. Hvis vi er heldige.”

Lisbeth og lensmanden kom også ud. Lund hentede de sidste

våben og derefter spotlampen. Han rinkede ledningen op og

slukkede generatoren. “Jeg er desværre nødt til at tage det her

med mig.”

“Det er i orden.”

“Fandt du noget herude?” spurgte Lisbeth håbefuldt.

Lund rystede på hovedet. “Først snefald, så sneplov, som ven-

der rundt på gårdspladsen, og så en hurtig gang tøvejr og løbende

smel te vand.” Han trak handskerne af med rappe bevægelser. “Det

var maksi malt uheldige forhold.”

Hege fi k en tanke.

“Var uvejret varslet?” spurgte hun. “Jeg mener, havde gernings-

manden planlagt det sådan, eller var han bare heldig?”

Lensmanden trak på det. “I nyhederne sagde de bagefter, at det

havde været et ekstra kraftigt polart lavtryk. De er uhyre sjældne

så langt fra kysten og umulige at varsle.”

Lund lagde generatoren ind i bilen og smækkede bagdøren i.

“Er der mere, inden jeg smutter?”

Hege havde ikke haft tid til at sortere alle informationerne.

Der havde været for mange på for kort tid. Hun havde ikke fl ere

spørgsmål på stående fod.

Lund klappede Lisbeth på skulderen. “Jeg ringer til dig, så

snart jeg har noget,” sagde han og satte sig ind på førersædet.

Teknikeren optrådte, som om det var Lisbeth, der ledede efter-

forskningen. Hege mærkede en snert af irritation, men skubbede

den fra sig. Det var formodentlig mest eff ektivt på den måde.

Med hensyn til teknisk efterforskning havde Lisbeth den auto-

ritet, hun selv manglede.

Lund vendte bilen og kørte helt frem til politiafspærringen over

vejen. De så til, mens han stod ud af bilen. Løftede båndet op på

— 24 —

biltaget og forsigtigt kørte frem. Båndet gled hen over biltaget og

faldt så ned bag bilen, som straks efter forsvandt ind i granskoven.

Det var nu begyndt at skumre, og et koldt vindpust strøg over

Heges nakke. Tankerne bevægede sig frem til pressekonferen-

cen sam me aften.

“Er de nærmeste pårørende blevet underrettet?”

“Så godt som,” sagde lensmanden. “Th omas Bjørn har en ældre

bror, som bor i Vestfold. Morten. Han er blevet underrettet.”

“Hvad med Gunns familie. Er der nogen?”

“Hun har en far. Han er bosat i Røros, men vi har ikke fået

kon takt med ham endnu.”

“Så vi kan ikke off entliggøre navnene?”

“Nej, det kan vi vel ikke,” sagde Göran langsomt.

Hun var ikke sikker på, hvad han mente.

“Jeg tjekker det med Hamar,” sagde han.

Hege tænkte sig om, inden hun fordelte opgaver. Hun bad

lensmanden og Göran køre tilbage til Koppang og sørge for for-

lægning, kontorer og lokaler til pressekonferencen. Selv ville hun

gennemgå Mat tisplassen nøjere sammen med Lisbeth.

Mændene kørte. Göran i Saaben og lensmanden i sin Subaru.

Lisbeth ville gennemgå huset rum for rum. Hun tog en stav-

lygte med og forsvandt ind.

Hege blev stående udenfor og overvejede, hvordan hun skulle

gribe det an. Hun kom i tanker om, at hun havde glemt at spørge,

hvad der var blevet af hunden. Opgaven føltes pludselig tung og

uløselig. Men det nyttede ikke at beklage sig over vilkårene. “Få

det bedste ud af dem,” havde hendes mor altid sagt.

Hege sukkede og hentede en lygte og en notesblok i bilen.

Hun begyndte at skrive en huskeliste. Den kom hurtigt til at

fylde tre sider.

Hun besluttede sig for at begynde i dobbeltgaragen. Hun

åbnede begge vippedøre og lyste ind. I højre side stod der en grøn

Toyota Corolla. Til venstre var havemøbler og -redskaber, ski og

andet udstyr stablet op langs væggen.

Bilen var ikke låst. Hun satte sig ind. På instrumentbrættet lå

en parkeringsbillet til Tynset Plejehjem. Det var Gunns bil. Hvil-

ket bilmærke kører Th omas i? noterede hun.

— 25 —

I handskerummet lå en pakke vådservietter, et laset vejkort og

en instruktionsbog, som så helt ubrugt ud. Bilen var elleve år

gammel. Hun lyste ind og opdagede et blisterkort under papirerne.

Der manglede to piller. På bagsiden af folien stod der Cialis. Hege

skrev på sin blok. Hun vidste ikke, hvad slags medicin det var.

Hun fandt ikke andet af interesse i garagen og gik videre til

udhuset.

Mørket kom hurtigt nu. Den løse tagpap blafrede i vinden og

frembragte en knebrende lyd, som mindede hende om en hav-

fugl, hun ikke kunne huske navnet på. Var det en storskarv? Eller

en svartbag? I skærgården om sommeren kom de trækkende i

skumringen som mørke silhuetter mod aftenhimlen, langhalsede

og kantede som drager. Hun trak jakken tæt om sig. Fandtes der

noget mere sygt end en mand, som afl ivede sin egen familie?

Skuret var låst, men hun fandt nøglen på et bræt i gangen.

Udhuset måtte have sin egen strømforsyning, for loftslyset vir-

kede. Der herskede en militærisk orden. Lange, hjemmelavede

hylder strak te sig langs væggene. De var fyldt med kasser og æsker

og diverse fri luftsudstyr. Soveposer, telte, primusser, kikkerter.

Nogle af kasserne indeholdt årgange af jagt- og fi skeriblade. En

var fuld af fl uebinderudstyr, en anden af blink og pilke. På ende-

væggen hang en våddragt, svømme fødder og klatretov.

Den øverste hylde var tæt pakket med slidte pocketbøger.

Hege studerede titlerne. Der var romaner, biografi er, historiske

værker, ind imellem et par titler på tysk og spansk.

Hege blev afbrudt af lyden af en bilmotor. Hun slukkede lygten,

gik hen til vinduet og så ud. En lille, rund bil parkerede ved siden

af hen des. En kvindeskikkelse steg ud og gik op mod huset.

Hege gik hende i møde. Hun tændte lygten og lod lyskeg-

len pege skråt ned mod jorden. Det knagede af is og grus under

støvlerne.

Da Hege kom nærmere, så hun, at kvinden havde en tæt-

siddende lodenfrakke på og hvidt, kortklippet hår.

“Hej,” sagde kvinden hjerteligt. Hun rakte hånden frem. “Vera

Gangdal.”

Hun forklarede, at hun var fra et af formiddagsbladene. Hege

mente, at hun havde set navnet før.

— 26 —

“Sikke et sted,” udbrød Gangdal. Hun slog ud med armen. “For

ikke at tale om udsigten!”

“Ja,” sagde Hege.

“Kan du fatte, hvorfor nogen vil bo så øde?”

“Nej,” sagde Hege.

“Ryger du?”

“Nej.”

“Det gør jeg heller ikke.” Gangdal lo kort.

“Nogen spor efter gerningsmanden?” spurgte hun kammeratligt.

Hege smilede tilbage. “Du må vente til pressekonferencen i

aften.”

Gangdal fi skede en notesblok op af tasken. “Jeg passerede Kri-

pos-bilen nede på hovedvejen. Har de fundet noget?”

Hege slog opgivende ud med armene. “Hold nu op. Du ved jo

godt, at jeg ikke kan sige mere lige nu.”

“Er der stadig ingen, som har set Th omas Bjørn?” fortsatte

Gangdal.

Hege pegede på politiafspærringen. “Jeg må bede dig

respekte re afspær ringen. Du må ikke være her.”

Gangdals ansigt var en regelmæssig oval uden iøjnefaldende

træk, men hun udstrålede varme, når hun smilede.

“Hvad er dit navn?”

“Hege Tønnesen.”

Gangdal skrev på blokken. “Er du fra Kripos?” prøvede hun.

“Det kan man ikke sige.”

“Skal du lede efterforskningen?”

Hege nikkede. Hun frygtede, at Gangdal kun var begyndel-

sen på en lavine. Pressen ville følge familiedrabet med kraftige

spotlamper.

“Du ved vel, at de gik i terapi?”

“Hvem?”

“Gunn og Th omas Bjørn. Forholdet var vist ikke særlig godt.”

Hege lod være med at kommentere det oplagte i udsagnet. “Vi

ses til pressekonferencen,” sagde hun og vendte sig om.

“Vent!” råbte Gangdal.

Hege vendte sig om igen og blev blændet af blitzen fra et

ka mera.

— 27 —

“Et til,” smilede Gangdal og knipsede. “Glæder mig til at

arbejde sammen med dig!” Hun rakte Hege et visitkort og gik

tilbage til bilen.

Hege blev stående og drejede kortet mellem fi ngrene, indtil

lyset fra baglygterne forsvandt i granskoven. Sneen var blå i halv-

mørket.

Hun fandt Lisbeth på Idas værelse. Lisbeth sad på sengekan-

ten og læste i noget, der lignede en skoledagbog.

“Ida gik på eliteidrætsgymnasiet i Lillehammer,” sagde hun og

så op. “Hun er født 17. maj.”

Hege huskede datoen på brødkassen. Bryllup i februar, fødsel

i maj. Som så mange andre vinterbrude havde også Gunn været

gravid.

“Hvis Ida gik i gymnasiet i Lillehammer, hvorfor var hun så

hjem me midt i ugen?” spurgte Hege undrende.

“Det står der ikke noget om her.” Lisbeth smækkede bogen i.

“Har du fundet nogen billeder af familien?” spurgte Hege.

“Nej. Har du?”

Hege rystede på hovedet. “Er det ikke ret usædvanligt?”

“Jo.” Lisbeth rejste sig.

Hege mærkede, at hun frøs. Tiden begyndte at blive knap.

“Skal vi tage af sted?” foreslog hun.

“Giv mig lige fem minutter, så er jeg færdig her.”

Hege gik op i stuen. Teknikeren havde fundet et projektil i

væg gen, men hun havde glemt at spørge hvor. I den gule lyskegle

fra lygten studerede hun gipspladerne bag resterne af sofaen.

Hun fandt hullet i et af de løse stykker, som lå på gulvet. Tek-

nikeren havde sandsynligvis brudt pladen af og fundet kuglen i

rock woolen bagved. Hullet var lille og gik helt igennem pladen.

Kaliber 22, gættede hun. En kaliber, som normalt ville være for

lille til at gennem bore både et hoved, et vægpanel og en gipsplade.

Var hullet her fra en forbier, eller havde kuglen undgået selve kra-

niet på sin vej? Måske ville hun få svaret, når Retsmedicinsk var

færdige med deres undersø gelser. Hun kom frem til, at ofrene

sandsynligvis havde siddet i sofaen og holdt hinanden i hænderne.

Hege lagde gipspladen tilbage og balancerede forsigtigt over

gulvet mellem alle vragresterne. Hun standsede foran vinduet.

— 28 —

Det var næsten nattemørkt nu, og nede i dalen så hun svage

lys fra spredte huse. Hun løftede hovedet. Oven over hende var

der ved at komme sprækker i skyerne. I det fj erne skimtede hun

nålestik af lys fra en enlig, blinkende stjerne.

— 29 —

2

På vej tilbage fra Mattisplassen standsede de ved husmandsste-

det, som lå oven for vejen lige ved et skarpt sving. Der var lys i

vinduerne. Hege parkerede under et nøgent træ på gårdspladsen

ved siden af en stor fi rehjulstrækker. Ejendommen var omgivet

af skrånende, hvide jord stykker og havde milevid udsigt ud over

dalen. En udendørslampe kastede et svagt lys over gårdspladsen.

Stuehuset var korngult og velholdt og vend te ud mod en utæt

staldbygning til den ene side og et forrådshus og et redskabsskur

til den anden. Langs hele den ene staldvæg lå en me ter høj stabel

med birkebrænde.

Der var fejet en sti frem til hoveddøren. Tøvejret havde dannet

buler af is. En skarp stank kom drivende fra stalden. Får, gæt-

tede Hege på. De gik forsigtigt hen til trappen og bankede på

en dobbelt glasdør.

Et øjeblik efter lød der skridt indefra. En mand åbnede døren

og betragtede dem nysgerrigt. Han var klædt i en sort skjorte

med en brun tweedjakke udenpå. Hege bedømte ham til at være

et sted i fyrrerne. Hans træk var skarpe, håret mørkt og blankt

som på en ung italiener.

“Vi er fra politiet.”

Han virkede ikke overrasket. “Kom ind,” sagde han og trådte

til side.

Lisbeth gik først ind i gangen.

“I kan hænge overtøjet her,” sagde han ivrigt og pegede så på

et stativ med slidte fi lttøfl er. “Og bare forsyn jer med de der. Her

er meget fodkoldt.”

Han gned sig i hænderne. “Må jeg byde på en cappuccino?”

De takkede ja til fodtøj og kaff e og tog plads i hver sin lænestol.

— 30 —

Manden forsvandt ud i køkkenet. Stuevæggene var fulde af

ind rammede fotografi er af dirigenter, symfoniorkestre og gul-

nede nodeark. I naboværelset stod et blankt fl ygel.

Kort efter kom han ind med kaff ekopperne på en bakke.

“Ham svenskeren, som var her, ville kun have vand.”

Hege så på sit ur, inden hun åbnede notesblokken. Presse-

konfe rencen begyndte snart, så de måtte være eff ektive. “Fortæl

om dig selv,” bad hun.

Han satte sig i sofaen over for dem og tænkte sig om et øjeblik.

“Tja ... Jeg hedder Kjetil Vangen, syvogtredive år, fårebonde og

annoncesælger for TV Innlandet.”

Han pressede fi ngrene mod hinanden. Det muntre udtryk var

forsvundet. Nu virkede han bare trist.

“Jeg bor her sammen med Sara. Min kone, altså.”

Hege skulle lige til at spørge, hvor hun var, men Vangen fort-

satte:

“Hun er ude i et ærinde for husmoderforeningen.” Han smagte

på kaff en.

“Er det dig, der spiller klaver?” spurgte Lisbeth og nikkede mod

fl yglet i det tilstødende værelse.

Han så op med skyggen af et smil.

“Ikke for at prale, men jeg var faktisk en lovende koncert pianist.”

Han sukkede og satte kaff ekoppen tilbage på en bordskåner. “Da

jeg var tyve år, smadrede jeg hånden i en traktorulykke.” Han

holdt højre hånd frem. Den så helt normal ud.

“Jeg gik på konservatoriet. Var bare lige et smut hjemme for at

hjælpe med høhøsten.”

Ude i køkkenet ringede en mobiltelefon. Han sprang op. Und-

skyldte sig.

De hørte ham tale med dæmpet stemme. “Ja, de er her nu.”

Han afsluttede samtalen og kom tilbage.

“Hvor var vi? Nå jo, musik. Nu spiller jeg kun for sjov. Men jeg

dirigerer ungdomsorkesteret.”

“Hvor godt kender du familien Bjørn?”

“Egentlig ikke ret godt. Der er langt mellem husene her, men

jeg er jo vokset op sammen med de Bjørn-drenge, selv om Th omas

og hans bror mest var optaget af sport og friluftsliv og den slags.”

— 31 —

“Storebroderen bor i Vestfold?”

“Det er mange år siden, Morten fl yttede til Larvik. Han kører

et lille data-fi rma. Larvik-it.”

Vangen fortalte historier om, hvordan brødrene havde konkur-

reret om alt muligt gennem hele deres opvækst.

Hege blev utålmodig og lænede sig frem. “Vi tror, at Gunn og

Ida blev dræbt onsdag eftermiddag, hvor var du på det tidspunkt?”

“Ham svenskeren spurgte om nøjagtigt det samme.”

“Kunne du gentage dit svar?”

“Om onsdagen har vi annoncører samkøringsmøde fra ti til to.

Det foregår nede i Koppang. Bagefter kører jeg direkte hjem og

gør rent i stalden.” Han tænkte efter. “I onsdags var der snestorm

heroppe. Da jeg var færdig hos dyrene, lå der næsten en halv meter.

Vi holdt os hjemme om aftenen, måtte afl yse orkesterprøven.”

“Mærkede I noget til branden?”

“Mattisplassen ligger for langt væk, og vinden bar fra. Jeg hørte

først om den om fredagen i butikken.”

“Hvornår så du Gunn sidste gang?”

“Det har jeg tænkt over.” Han skar en grimasse, som afslørede

en spids, blank hjørnetand. “Gunn og jeg var naboer i tolv år, men

vi kom aldrig rigtig tæt på hinanden.”

Hege smagte på cappuccinoen, mens hun ventede på fort sæt-

telsen. Kaff en var perfekt, fårebonden kunne blive barista, hvis

alt andet gik galt.

“Jeg var ovre på Mattisplassen med et slagtet lam for tre-fi re

uger siden,” sagde han. “Th omas var ikke hjemme, så jeg hjalp

Gunn med at bære pakkerne ind i fryseren. Det må have været

sidste gang, vi talte sammen.”

“Et off erlam?” spurgte Lisbeth.

Hege sendte hende et forbavset blik, men Lisbeth stirrede op

i loftet.

Vangen fl yttede uroligt på sig. “Hvad mener du?”

“Ikke noget.” Lisbeth friskede læberne op med lipglossen.

“Th omas hjælper mig med at fange dyrene ind, hvis han har

mulighed for det,” fortsatte Vangen. “Et lam er jo ikke nogen stor

beta ling, egentlig mest symbolsk. En gang klarede han seksten

dyr helt alene.”

— 32 —

“Hvad skete der?”

Vangen strøg sig gennem det tykke hår. “Det må være en tre-

fi re år siden. Sneen kom tidligt i fj eldet, ligesom nu, og jeg lå med

infl uenza. Havde opgivet dyrene. Men Th omas fandt dem næsten

tyve kilometer borte. De var fanget på en hylde. Th omas hentede

et reb, fi rede dyrene ned og drev dem gennem sneen hjem. Alt

sammen på en friweekend.”

Lisbeth nikkede anerkendende.

“De har altid været nogle seje fyre, de Bjørn-drenge.”

“Hvornår så du sidst Th omas?” fortsatte Hege.

“Det må have været under indsamlingen af fårene tidligere på

efteråret.”

“Hvor tror du, han kan være?”

“Ingen anelse.”

“Hvad slags bil kører han?”

“Et af de der militærkøretøjer, en jeep. Geländewagen, fra et

overskuds lager.”

“Hvad laver han i Forsvaret?”

“Ingen anelse.”

“Åh, hold op,” sagde Hege.

“Vi har aldrig snakket om det. Jeg har ingen forstand på mili-

tæret, jeg var i civilforsvaret i KORK.”

“Undskyld?”

“Kringkastingsorkesteret.”

Lisbeth så på sit armbåndsur. Hun satte sig frem i stolen.

“Hvad med Ida?” spurgte hun. “Kendte du hende bedre?”

“Nej. Men der var ustandselig billeder af hende i lokalavisen –

med medaljer om halsen.”

“Hvorfor var hun hjemme fra Lillehammer midt i ugen?”

“Aner det ikke.”

“Ved du, om familien havde problemer?” forsøgte Hege. “Noget,

som kan forklare det her?”

Vangen skottede til hende. “Tror du, Th omas står bag det her?”

“Hvad tror du selv?”

“Er du gal? Th omas kunne aldrig gøre den slags.”

“Har du et bedre forslag?” sagde Lisbeth.

“Jeg ved ikke, hvad jeg skal tro,” sagde Vangen.

— 33 —

De havde ikke mere tid inden pressekonferencen. Hege tjek-

kede sine notater. “Bjørn-familien, havde den en hund?”

“Domino. Er han også forsvundet?”

“Hvilken race er det?”

“Border collie. Fantastisk god til fårene.”

De takkede for hjælpen og kørte tilbage mod Koppang.

Hege tjekkede sine mobilsvar. En Glenn Torp bad hende ringe

tilbage angående ‘stillingen’.

Hege havde hørt om Glenn Torp Search, et headhunter-fi rma,

og hendes hjerte begyndte at slå hurtigere.

Hun ville helst have ventet, til hun var alene, men det blev hun

næppe før meget sent på aftenen.

Hun standsede og bad Lisbeth overtage rattet.

“Jeg har fået taget mit kørekort,” indvendte hun.

“Hvem skulle stoppe dig her? Lensmanden?”

Lisbeth trak på skuldrene og åbnede døren. De steg ud og

byt tede plads.

Lisbeth indstillede sædet og studerede bilens kørefunktioner.

Hege gemte headhunterens nummer i telefonens hukommelse

og trykkede på tasten for returopkald.

Et par måneder tidligere var chefen for Politiets Sikkerheds-

tjeneste, PST, gået på pension. Afdelingsleder Nils Pettersen ryk-

kede op som konstitueret chef, og noget af det første, han foretog

sig, var at bortrationalisere hendes stilling. Den efterforsknings-

afdeling, som hun var leder af, delte han i to og lagde de to halv-

dele ind under andre afde linger.

Hege og Pettersen havde tidligere været ligestillede afdelings-

ledere med overlappende ansvarsområder og store samarbejds-

proble mer. Hun opfattede hans reorganisering som en barnagtig

hævn, en tak-for-sidst i deres indbyrdes konfl ikt. Hun havde

kæmpet imod beslut nin gen, indtil hun havde indset, at det var

nyttesløst, og så sagde hun op.

Men Eva Bolinder, ekspeditionssekretær i Justitsmini steriets

politiafdeling, havde så indkaldt Hege til et fortroligt møde på

sit kontor og fortalt, at ministeriet arbejdede på at fi nde en ny,

permanent PST-chef. Stillingen havde været opslået tidligere

på året, men uden resultat. At konstituere Pettersen betød ikke

— 34 —

nødvendigvis nogen permanent løsning. Bolinder ønskede fl ere

kandidater og havde opfordret Hege til at søge. Ifølge Bolinder

var det på tide, at PST fi k en kvindelig chef.

Bolinder fi k Hege til at trække sin opsigelse tilbage, og i stedet

fi k hun orlov. Hege skrev en ansøgning mod et løfte om, at hendes

navn ikke blev off entliggjort.

Mens Lisbeth satte bilen i gear og forsigtigt kørte ned ad den

isglatte vej, lyttede Hege til ringetonen i den anden ende af tele-

fonlinjen. Hun håbede, at headhunteren ville besvare opkaldet.

Torp svarede efter otte toner.

Hege formulerede sig sådan, at Lisbeth ikke ville forstå, hvad

hun talte om.

Torp opfattede situationen. “Jeg har brug for to-tre timer af

din tid,” sagde han. Stemmen var dyb og bestemt.

Hege smilede indvendig. Ansøgningen var taget i betragtning.

“Hvornår?”

“I løbet af de næste to dage. Jeg forsøger at bygge din psyko-

logiske profi l op for ansættelsesudvalget. Jeg har en del spørgsmål.”

“Kan det udsættes? Jeg leder en efterforskning i Koppang.”

“Det er umuligt. Jeg har fl ere parallelle ansøgere ...” Han røm-

me de sig. “Men vi kan mødes på halvvejen.”

Hun hørte ham bladre i noget papir.

Lisbeth satte farten op gennem skoven. Stavene til sneryd-

derne fór forbi, refl eksmærkerne lignede små øjne, som fulgte

med fra skovens mørke.

“Hvad med Hamar i morgen aften?” foreslog Torp.

Hege tøvede.

“Jamen, så siger vi klokken otte på politistationen. På gensyn.”

Torp lagde på.

Hege tastede aftalen ind i telefonens kalender. Det var en lang

køretur, så hun stillede alarmen til at ringe tre timer før. Men

inderst inde vidste hun, at dette var en aftale, hun garanteret

ikke ville glemme.