det humanistiske fakultet · ba designkultur designanalyse 2 og designhistorie 2 113817474 4...

Det Humanistiske Fakultet

Designanalyse 2 og designhistorie 2 Forside til eksamensopgave

Eksamenstermin (sæt x) Sommer __x__ Vinter _____

Undervisere: Sisse Tanderup

Titel på eksamensopgave:

”Hjemmet”

Min./max. antal typeenheder: 36.000 (max. 15 normalsider)

(1 normalside = 2400 typeenheder)

Din besvarelses antal typeenheder1:

34674

Du skal være opmærksom på, såfremt din besvarelse ikke lever op til det angivne (min./max) antal typeenheder (normalsider) i studieordningen vil din opgave blive afvist, og du har brugt et forsøg.

(sæt x)

__x__ Ja, min eksamensopgave må gerne i anonym form kopieres/lægges på Blackboard som hjælp til kommende studerende i faget

Tro og love-erklæring

Det erklæres herved på tro og love, at undertegnede egenhændigt og selvstændigt har udformet denne eksamensopgave. Alle citater i teksten er markeret som sådanne, og eksamensopgaven, eller væsentlige dele af den, har ikke tidligere været fremlagt i anden bedømmelsessammenhæng.

Læs mere her: http://www.sdu.dk/Information_til/Studerende_ved_SDU/Eksamen.aspx

Afleveret af (skriv kun eksamensnummer):

113817474

1 Tælles fra første tegn i indledningen til sidste tegn i konklusionen, inkl. fodnoter. Tabeller tælles med med deres antal typeenheder. Følgende tælles ikke med: resumé, indholdsfortegnelse, litteraturliste og bilag. Se i øvrigt eksamensbestemmelserne for disciplinen i studieordningen.

BA Designkultur Designanalyse 2 og designhistorie 2 113817474

2

”Hjemmet”

Problemformulering: I følgende opgave ønskes der en redegørelse af ”hjemmet”, i forbindelse med en analyse af Malene Breunings tekst ”Den iscenesatte bolig: Fem studier om hjemliggørelse i det 20. Århundrede”. Samtidig ønskes et fokus på klassernes betydning for hjemmet. Her inddrages Carsten Sestofts tekst ”Kultur og klasse - igen?: Introduktion til Pierre Bourdieu”. og Bourdieus egen tekst ”Smagspræferencernes metamorfose. Men hvem skabte skaberne?”. Efterfølgende vil jeg analysere følgende billede: Carl Larssons Ett Hjem, 1894 med særlig henblik på Larssons budskab, smag og stemning, og prototype på et hjem til hjemløse (se bilag 1) med henblik på at undersøge forskellige repræsentationer af hjemmet. Jeg vil ydermere reflektere over hjemmet i dag og dets flygtighed.


3

Indholdsfortegnelse Indledning ________________________________________________________ 4 Arkitekturhistorisk tilgang ___________________________________________4 Hvad er ”hjem”?____________________________________________________5 ”Hjemmet” ifølge Breuning__________________________________________6 Bourdieu og klasseforskel __________________________________________11 Analyse af Carl Larsson Ett Hjem, 1894_______________________________12 Analyse af prototype af et hjem til hjemløse __________________________15 Diskussion________________________________________________________17 Konklusion _______________________________________________________19 Litteraturliste _____________________________________________________20


4

Indledning Hjemmet er et yderst interessant emne. Hjemmet siger meget, om de samfundsmæssige forhold og det individuelle menneskes værdier og muligheder. Derfor har jeg valgt, at gå i dybden med ”hjemmet”. Som en baggrundsforståelse til det valgte materiale, indledes der med et arkitekturhistorisk metode-afsnit. Hjemmet er ikke blot en fysisk genstand, men en filosofisk og poetisk tanke om en tilstand. Hjemmet kan være en ønskeforestilling, som måske trodser tidligere erfaringer. Det kan skabe rum og ophold til håb og tryghed. Eller det kan være en barsk realitet, i afsavnet heraf. Arkitekturhistorisk tilgang Carsten Sestoft introducerer i sin tekst ”Materialitet og mentalitet i boligen. Boligstrukturer fra det 17. århundrede til det 20. Århundrede”, 2005, tre former for arkitekturhistorie og hvorledes den kan forstås. Her er henholdsvis tale om den traditionelle kunsthistorie, den arkitektoniske tilgang og den social arkitektoniske tilgang til bolighistorien. Den traditionelle kunsthistoriske tilgang tager afsæt i de stilhistoriske træk. Kunsthistorien kan ses som et artistisk udtryk for tidens idéhistorie, om eksempelvis hjemmet. Den arkitektoniske tilgang undersøger ud fra arkitekternes tredimensionelle struktur, hvor teknikker, snit, planer og rumstruktur er i fokus. Afslutningsvis behandler Sestoft den sociale arkitekturhistorie. Her er tale om det sociale etablissement af bygningen/boligen og sammenspillet mellem de materielle, sociale og mentale strukturer. Strukturerne kan være restrukturerende. Bolighistorien tager fundamentalt udgangspunkt i den dominerende familieform, idet familieformen kan ses som en refleksion af samfundets konstruktion i den pågældende tid. I takt med ændrede familieformer ændres derved også brugen og idealet af boligen (Sestoft, 2005, p. 207-208). Dialekten imellem det materielle og mentale ses eksempelvis da herreværelset og dagligstuen blev til stue/fælles opholdsrum, og i udviklingen af alrum. Eller i den intime sfære som opstår imellem badeværelset vægge (Sestoft, 2005, p. 213-217). Det er også muligt at kigge på fattigdomserfaringen, som i givet fald kan fremtvinge andre strukturer grundet økonomiske forhold (Sestoft, 2005, p. 21). Essentielt for opgaven er den kunsthistoriske og social arkitektoniske tilgang arkitekturhistorien.


5

Hvad er ”hjem”? Et hus kræver først og fremmest minimum fire vægge, vinduer og en dør. Disse er nødvendige forhold før et hus i den vestlige verden, vil opfattes som et hus (Tanderup, 2014, p. 93). ”Hjem” derimod er kulturhistorisk opstået som en idé, og har førhen været et sted, der kombinerede arbejde og familie. Senere vendte vi hjem til familien efter arbejde, og dyrkede hjemmet som et restituerende sted. Vi er gået fra bondesamfundet til produktionssamfundet og i dag befinder vi os i et konsumsamfund. Hjemmet i dag skal udtrykke identitet og lyst – og vi er ikke blufærdige derfor. ”Et hus er en genstand. Men et hjem er en tilstand – en relation, et forhold, en forbindelse mellem et menneske og en genstand (…)” sådan skriver dansk antropolog Mark Vacher, efter sin forskning om ”hjem”. Han konkluderer, at hjem er meget mere end blot huset vi lever i – det er en tilstand (Vacher, u.å. p. 13) ”En bolig kan man købe, og vi kan godt tale om huse uden at tale om dem, der bor i dem. Men taler vi om et hjem, er det altid nogens. Et hjem er noget, man gør – noget, som man skaber over tid.” (Vacher, u.å., p. 13) Vachers forskning tager udgangspunkt i mennesker, der har mistet deres hjem eller noget ”hjemligt”. Det er Vachers oplevelse, at vi som mennesker har nemmere ved at beskrive, hvad vi ikke længere har. Sammen med, at ”hjem” er noget vi skaber over tid og rum. Vi skal bruge tid på at tilegne os, hjemliggøre huset og kombinere nyt og gammelt i et identitetsforankrende rum. Hjem er for mange et sted, hvor man kan slappe af, hygge og et sted der emmer af tryghed og ubesvær (Knudsen, Flinker, Hansen, 2007, p. 10-12) Det leder mig videre til Sisse Tanderup, som i en Ph.d. Afhandling bl.a. skriver om erindringsdesign, som en vigtig faktor i hjemliggørelsen.

”Begrebet ”Erindringsdesign” sigter til det forhold, at design har potentialet til at være identitetsdannende. (…) Erindringen i design skaber forbindelser på tværs af afstande i tid og rum, på tværs af forskellige kulturer og traditioner. Det drejer sig ikke bare om at kopiere fortidens former (…) men også om at transformere fortiden i forhold til nutiden” (Tanderup, 2014, p. 9).

Erindringsdesign rummer en enorm affektionsværdi og indeholder særlige forbindelser mellem mennesker, begivenheder, forhold osv. Erindringsdesign kan være personlige genstande, arvestykker eller gaver. Over tid skabes en individuel


6

mening og affektion af genstanden. I kombinationen mellem nyt og gammel skabes der et erindringsrum og en fortælling (Tanderup, 2014, p. 21-22). Desuden kan ritualer skabe erindringsdesign – husker du de blomstrede kaffekopper hos mormor? Eller et bestemt møbel, du kender og finder tryghed og nærvær i? Disse er erindringsdesign skabt af fortællinger og ritualer. Disse forbinder mennesker gennem tid og rum (Tanderup, 2014, p. 256-260). Gaston Bachelard beskriver hjemmet som Heimat og forbinder derved hjemmet med en rede. Reden fungerer som et beskyttende rum af erindringer og fortællinger. Tilmed skaber Heimat en plads i stedets ånd med stilstand og tryghed (Tanderup, 2014, p. 89, 93). Hjemmet kan altså tolkes ud fra forskellige syn og elementer. Uden at hjemmet er en universel tilstand, er visse temaer generelt gennemgående. Især, at vi som mennesker ikke køber os til et hjem, men vi skaber det ud fra vores egen fortælling, igennem erindringsdesign og tilegnelse. Hjemmet skabes over tid og rum, mellem relationer.

"Ens eget sted emmer, som en hemmelig parfume, af svundne tider, tider, som aldrig vil blive genskabt, og om tider, som vil komme, en dag, måske." (Certeau, 1984 p. 146).

Trods rodløshed eller ringe vilkår søger vi som mennesker altid, at finde os et hjem, hvori vi finder os selv (Knudsen, Flinker, Hansen, 2007, p. 12). Som den flakkende digter, Michael Strunge, skriver i digtet Navnløs,

”Der må findes en dør til et hus med et rum med et vindue hvorfra jeg kan se hvilke veje jeg kom ad for at se dem igennem mine øjne i rudens spejlbillede” (Strunge, 1995, p. 846)

”Hjemmet” if. Malene Breuning Breuning giver et fortolkende og diskuterende bud på, hvad hjemmet er for en størrelse, og hvad det indeholder. Det gør hun i teksten ”Den iscenesatte bolig: Fem studier om hjemliggørelse i det 20. Århundrede”. Hun skriver ud fra et normativ, analytisk og hermeneutisk synspunkt. Grundlæggende empiri for teksten er materiale i varierende skalaer, de beskrives som monumenter og værker i sig selv, og som dokumentation på historien (Breuning, 2017, p. 14-16).


7

Først og fremmest er det af Breunings opfattelse, at hjemlighed ikke er en universel størrelse. Alligevel kan hjemmets rolle i den kulturelle selvforståelse ses i et historisk og internationalt perspektiv, hvor ligheder forefindes. Igennem århundrede har hjemmet haft en betydning af hjertelighed og glød. Tilmed har hjemmet evindelig haft en rolle, som et værn overfor privatsfæren og mod offentligheden. Denne forståelse af hjemmet, er gennem tiden blevet fastlagt gennem diverse formidlingsplatforme. Boligarkitektur, formgivning, litteratur og billedkunst. Det nævnte kan ses som dokumentation på de psykosociale og fysisk-æstetiske idealer. Billedkunsten og interiørmalerier er især et vigtigt element for Breuning. Billedkunsten demonstrerer den foranliggende idéhistorie om hjemmet (Breuning, 2017, p. 7-10). Allerede i 1600-tallets interiørmalerier ses en forestilling om boligen som privat og intim, udelukket fra omverden. Ifølge Breuning kan illustrationer som denne ses retrospektivt som moderne, dog specielt i et borgeligt perspektiv, hvor kønsrollefordeling og klassebevidsthed er i centrum. I mange af disse interiørmalerier lægges der op til fortolkning af hjemmets aktiviteter og privatisering. De nederlandske interiørmalerier er ifølge Breuning af stor betydning i denne sammenhæng. Den artistiske opslugthed af interiør, på daværende tidspunkt, gav nyt syn og fokus på hverdagslivet for den lille mand. Jan Vermeer kan her nævnes som eksempel på en sådan kunstner (Breuning, 2017, p. 9). Et senere eksempel er Carl Larsson, som i de fattige 1890’er, i Sverige, praktiserede håb og lys i sine malerier mod en kunstnerisk afstandstagen fra den victorianske indretning og fattigdom (Breuning, 2017, p. 19). Et nyt kunstnerisk fokus på familielivet, hverdagen og følelseslivet opstod således, i takt med nye samfundsstrukturer, som forblev mandsdomineret og økonomistyret. For Breuning er de nederlandske malerier interessante både i deres fremstillingen af motiver, men især også i afbildningens fortolkning af samfundet og hjemmets idéhistorie (Breuning, 2017, p. 10). Interiørmalerierne er følgelig en nærmest direkte dokumentation af, hvad ”hjemmet” var og stadig er. Ifølge Witold Rybczynski er det at tale om hjemmet, at beskrive

"(..) a set of felt emotions, not a single attribute. Domesticity has to do with family, intimacy, and a devotion to the home, as well as with a

Jan Vermeer, Mælkepigen, 1658


8

sense of the house as embodying - not only harbouring - these sentiments." (Breuning, 2017, p. 10).

Det er de materielle og mentale strukturer tilsammen, i en fysisk og sanselig hule. Denne forståelse opfattes også senere hen som kulturhistorisk definerende. I løbet af 1800-tallet og frem til 1900-tallet blev interessen for boligens personlighed også et større og anerkendt fænomen (Breuning, 2017, p. 10-11). Siden da har boligfænomenet, som personlighedens og inderlighedens hule vækket større og større interesse i samfundet. Trods at en kritik opstod i løbet af 1900-tallet, hvor

”Forestillingen om den hjemlige bolig som fast holdepunkt i det moderne menneskes stræben efter det gode liv blev her set som en manifestation af kulturel konformitet og intellektuel fordummelse (…) Den blev opfattet som udtryk for en regressiv kultdyrkelse af småborgerlig nostalgi og sentimentalitet og dermed som en fortrængning af den virkelige verdens kompleksitet og udviklingspotentiale” (Breuning, 2017, p. 12).

Kritikken af hjemmet vandt dog ikke stort indpas i den normative opfattelse, eller i dyrkelsen af hjemmet. Men de to modsatrettede lejre; afvisning af moderniteten i hjemmet, som et værn og som en hule at gemme sig væk i, og integreringen af moderniteten i henhold til nye livsstile og produktionsmuligheder. Det moderne menneske finder boligen som et identitetsskabende og identitetsforankrende rum. Det omhandler både idéen om, hvem vi er og hvem vi efterhiger at være. Disse to lejre, har alment set domineret tilgangen til hjemmet, også set i et historisk perspektiv. Værnet om privatlivet og iscenesættelsen heraf har dybe rødder i den vestlige verden. (Breuning, 2017, p. 7-15). Ifølge Breuning findes der flere positioner af æstetisk og kvalitativ praksis. Hun udpeger, at sådanne positioner har skabt arkitektur, design, litteratur og billedkunst på et sensationelt plan. Medierne dokumenterer, hvordan hjemmet og dets idealer gennem tiden har været restrukturerende, både verbalt, visuelt og rumligt. Breuning fremhæver tre essentielle emner for hjemmet:

”1) kontinuiteten mellem tradition og fornyelse, som synes langt mere dominerende end irreversible brudflader, 2) vekselvirkningen mellem hjemmet som henholdsvis 'rede', dvs. som en lun hule, der beskyttende lukker sig om sig selv, og som 'scene', dvs. som et gennemkoreograferet display for omverdenen, og 3) dobbeltheden af


9

hjemmets betydning som en både fysisk og mental konstruktion, der synes lige virkelige for den, der bebor det” (Breuning, 2017, p. 15).

Men hjemmet er ikke et universelt værk og idealerne er ikke absolutte. De er derimod afhængige af kulturelle tilhørighedsforhold, betinget af kulturelle og sociale forbehold. Når det så er sagt, tilkendegiver Breuning samtidig at der kan bemærkes ligheder i forståelsen af hjemlighed, på tværs af kulturelle og sociale verdener. Eksempelvis ovennævnte citerede emner (Breuning, 2017, p. 11, 15-16). Det er altså ikke Breunings formål, at fastsætte en universel definition på ”hjemmet”, men derimod er det hendes ønske, at fremstille hjemmet gennem forskellige formidlingsplatforme. I uddraget af teksten tager Breuning særlig fat i forfattere som Emma Gad og Ellen Key, billedkunstnerne Carl Larsson og August Strindberg. Alle fire kunstnere har gennem deres værker formidlet en personlig og kunstnerisk forestilling om hjemmet, som alle har været af betydning i den efterfølgende opfattelse hjemmets æstetik og funktion (Breuning, 2017, p. 52). Carl Larssons kunst er særlig kendt for sin idylliske stemning, genstridigt med hans eget maniodepressive sind og fattigdom på daværende tidspunkt i Sverige. Behandlingen af Larsson hos Breuning har et kritisk element idet Strindberg særligt inddrages i forbindelse hermed. Værkerne var ifølge Strindberg nemlig ”effektfulde blændværker med et forlokkende budskab om, at lykken hviler trygt og udelt i familiens skød, når blot den afsondres fra modernitetens virkelighed og stuver drifts- og sjælelivets dulgte kræfter af vejen” (Breuning, 2017, p. 48). En videre behandling af Larsson vil ske i analysen af Ett Hjem (Se s.12). Breuning behandler to skandinaviske forfattere i sin tekst; Emma Gad og Ellen Key. Både Emma Gad (1852-1921) og den svenske debattør Ellen Key (1849-1926) havde til formål at genetablere hjemmet ”som inderlighedens, tryggedens, stabilitetens og sammenhængens kraftcentrum” (Breuning, 2017, p. 38). Begge forfattere havde enorm fokus på den æstetiske udformning af hjemmet i forbindelse med helhedsoplevelsen af det harmoniske hverdagsliv og velfærd. De så begge harmoni og trivsel som en vigtig grundsten til et godt samfund. Hjemmet og familielivet burde i stadighed fungere, som et værn mod det moderne og offentlige rum (Breuning, 2017, p. 38-39).


10

Emma Gad søgte at anvise og vejlede til et normsæt om hjemmets institutionelle konstitution i værket Vort Hjem I-IV (1903). Primært henvendt til det borgerlige selskabs dannelseskultur, og ikke andre sociale klasser. Ellen Key havde en anden reformvilje end Emma Gad, og tog arbejderklassens habitus, selvudfoldelse og hjemmets inderlighed i betragtning. Samtidig havde hun et holistisk menneskesyn i en bestræbelse af, at imødekomme arbejderklassens personlige erfaringer og arv, som var gemt væk i den moderne verden. Personlighed og skønhed var essentielle elementer og så ”i enhver arbejder en mulig kunstner, forstået som et menneske, der frit kunne udtrykke sine personligt prægede præferencer, arbejde kreativt skønhedsskabende og uafhængigt af kapitalismens kommercialiserede forbrugskultur” (Breuning, 2017, p. 40). Interessant er Keys egen oprindelse, som stammer fra et dannet herregårdsmiljø. Derved havde hun ej selv et personligt kendskab til den almuekultur, som hun på egen hånd efterstræber, i forsøget på at finde æstetiske kvaliteter og sanselighed i hjemmet. Af inspiration fra bl.a. Larssons billedkunst. Den æstetiske udformning og hjemmets interiør måtte ”ej verka som vore de tillkomna for sin egen skull. De bore vara ett uttryck av invånarnas personliga behov och smak, av deras minnen och kånslor, av deras historia" 2 (Breuning, 2017, p. 45-46). Rummets æstetiske udformning er i særdeleshed en vigtig faktor for harmonien i tilværelsen. Key tager således hensyn til de sociale klasser, i en loyal tro på, at alle kan skabe skønhed i eget hjem, uanset habitus. Sidenhen er opfattelsen af hjemmet blev kaldt en opfundet tradition af bl.a. historikerne Eric Hobsbal og Terence Ranger. Sammen med en kritik fra andre kunstarter såsom ekspressionismen, surrealismen, kubismen og konstruktivismen. En stræben efter afpersonalisering og uafhængighed af historiske, sociale og lokale forhold (Breuning, 2017, p. 51). De nederlandske interiørmalerier, Carl Larsson, Emma Gad og Ellen Key giver alle et bud på hvad et ”hjem” er, hvad det indeholder og hvad hjemliggørelse kan være. De beskriver hver især en idéhistorie fra en svunden tid. Stadig kan der drages linjer mellem værkerne og Breunings tre gennemgående temaer for hjemmet (se s. 8-9).

2 ”ikke virke som var de til for deres egen skyld. De bør være et udtryk for beboernes personlige behov og smag, for deres erindringer og følelser, for deres, for deres historie”


11

Bourdieu og klasseforskel Men hjemmet kan også afhænge af klassernes betydning; kulturel, økonomisk og samlet kapital. Bourdieu, som er fransk sociolog, skriver ud fra et kulturkritisk synspunkt om den sociale position i en definition af, hvilke relationer der udgør fattigdom og rigdom. Bourdieu ser det som yderst vigtigt, at tænke relationelt, at have fokus på relationer og processer fremfor substantielle egenskaber (Sestoft, 1993, p. 121). Bourdieu fremstiller fem særlig vigtige begreber til objektiveringen af den sociale position; habitus, felt, kapital, distinktion og smag. Habitus indeholder vilkår for miljø og livsbetingelser. Her er tale om sociologiske faktorer, slægt, indkomst, uddannelse, køn mv. Habitus er en individuel sag, men klasser, og deres signifikative handlinger/livsmønstre, kan ifølge Bourdieu bygges på baggrund af habitus-typer (Sestoft, 1993, p. 122). Feltet handler om det sociale rum og markedet, hvori de individuelle kapitaler handles. Bourdieu deler det op i feltet for kulturel produktion og kulturel forbrug. En vekselvirkning mellem de to, og agenterne, strukturerer det marked vi befinder os i. Desuden påvirker kapitalen den position, som en bestemt klasse befinder sig i, i det gældende sociale rum. Når der er tale om kapital, er der som antydet både tale om det økonomiske, sociale og kulturelle aspekt. Klassernes placering i forhold til hinanden afhænger af tre akser: mængden af samlet kapital, strukturen indbyrdes og historisk udvikling. Det sociale rum udgør klassernes indbyrdes placering indenfor feltet. De dominerende positioner defineres ud fra klassens ressourcer og forskelsrelationer, og bestemmer herefter feltets regel- og normsæt (Sestoft, 1993, p. 123-125). Konkurrencen om den dominerende position kaldes hos Bourdieu for distinktion, og er af hierarkisk karakter. Distinktionen udgør dominansen, men agerer kun dominerende i tilfælde af generel anerkendelse fra den dominerende klasse. Adfærden i feltet bestemmes således af distinktionen. Distinktionen er dog ikke statisk.

”Dialektikken mellem prætention og distinktion er ofte princippet for udviklingen i et felt: når en given ting, der har fungeret som distinktionstegn i forbrugerfeltet, bliver for udbredt ved at de lavere klasser tilegner sig den og dermed prætenderer at være en højere


12

klasse, må den højere klasse finde nye ting at give tegn med” (Sestoft s. 126).

Udbredelsen forringer derved distinktionskraften, virker devaluerende og den dominerende position må tænke nyt. Dette er også smagspræferencernes metamorfose. Smagen defineres ud fra agentens habitus og er en helhed af perception. Smag er ikke tilfældig, men relativ. Værdien af objekter opstår i den sociale brug (Sestoft, 1993, p. 128). Smagspræferencerne kommer til udtryk i ”de praktikker og de ejendele hvorigennem smagen, forstået som et princip bag de valg der herved foretages, manifesterer sig” (Bourdieu, 1997, p. 167). Smag kan altså være uens fra andre og skiftende over tid. Ydermere opstår smag i en vekselvirkning mellem udbud og efterspørgsel. En genstand bliver udtryk for smag og smagen flokker sig i livsstile (Bourdieu, 1997, p. 172). Smag er et identitetsforankrende element, og kan ligegodt opstå af bevaringsstrategier eller omvæltningsstrategier. Man kan eksempelvis identificere sig med barndom, kultur, klasse og tid – eller vende sig der imod. Her er hjemmet et godt eksempel på, hvordan vi indretter os ud fra smag og identitet. ”Når jeg siger, at ”det hus jeg bor i, er lige efter min smag”, siger jeg dermed, at jeg har fundet det hus, hvor min smag genkender, genfinder sig selv” (Bourdieu, 1997, p. 168). Hjemmet gøres antropomorf i dets identitetsforankrende formåen, afhængig af habitus (Bourdieu, 1997, p. 168). Dermed kan det også siges, at klassernes betydning påvirker hjemmet. Miljø, livsbetingelser, smag etc. er vigtige elementer i forudsætningen for, og skabelsen af, hjemmet. Analyse af Carl Larssons Ett Hjem, 1894 Værket Ett Hjem er et maleri fra 1894, malet af den svenske akvarelmaler Carl Larsson. Billedet illustrerer en stue i dagtimerne og en kvinde, der vander blomster. I forgrunden ses et rundt bord, med forladt strikketøj og to stole. I mellemgrunden står der til højre en hvid skænk, modsat en grøn sofa med et blåt tæppe og en broderet pude. I baggrunden ses kvinden, som står på en lille forhøjning af gulvet og blandt de mange blomster i vinduet. Lysestager og billeder pryder væggen i baggrunden. Det ene vindue står åbent og leder beskueren videre udenfor til en fredfyldt himmel. Farverne er i lyse, milde pastel nuancer.


13

Kvinden fungerer ikke som en central, aktiv rolle i billedet, men fungerer dog i stadighed som en vigtig faktor for billedets endelige budskab. Det samme gør de forskellige rekvisitter såsom det forladte strikketøj, den broderede pude og de mange planter, der vokser vildt i vinduet. Håndværket og naturen giver billedet autenticitet og fornemmelse af hverdagsliv. Ligeledes skaber planterne og det åbne vindue associationer til frihed i både fysisk og sanselig forstand. Som et stilbillede fra en film, har kvinden forladt sit strikketøj til fordel for de daglige gøremål. Hjemmet fremstår yderst detaljerig, i en nydelsesbetonet almuestil. Larsson fjerner sig derved fra det akademiske, victorianske interiør. Det victorianske interiør er særlig kendetegnet ved et mangfoldigt inventar, de tunge gardiner, mørke møbler og væg-til-væg pynt og gulvtæpper. Larssons billeder er derimod præget af lethed, lys, og farver. Larsson forsøger således at illustrere, at den borgerlige, victorianske stil ikke er en nødvendig for at skabe et skønt hjem. Som fortaler for en folkelig karakter og personlige kvalitetskriterier, hylder han et hjem godt for alle, trods habitus og klasse. Dette ses bl.a. i hvordan produktionssfæren påvirker hjemmets interiør, med håndværk og bondekulturtradition. Interiøret koster ikke en formue, så selv den lille mand kan skabe sig et skønt hjem. Stuen fremstår som et rekreativ rum og som symbol på hjemmets funktion. Hjemmet fremstår ikke fri fra produktionsmæssige gøremål, i kraft af strikketøjet, broderiet og kvindens aktivitet. ”Her går arbejde og fritid, funktion og æstetik, fordybelse og fornøjelse, fortid og nutid hånd i hånd”. Titlen Ett Hjem refererer til Larssons tilbedelse af hjemmet. Den idylliske fremstilling er typisk for Larssons kunst, hvor han har et gennemgående budskab om det gode

Ett Hjem, 1894


14

liv. Billederne manifesterer idealer og værdier. I billedet fremstiller Larsson et ideal for hjemmet, det sociale fælleskab og hans kulturelle hensigter. Nærmest i en ønskeforestilling, er hjemmet fremstillet som et glansbillede, hvor lykken går hånd i hånd med familien. Tilsammen skaber den frodige natur, den stille himmel, den rygvendte kvinde og de milde farver en dydsfuld stemning og et uskyldigt udtryk. Omkring begyndelsen af 1900-tallet, hvor billedet er udført, herskede fattigdom og sociale hovedpiner. Larssons billeder er netop ikke en fremstilling af dette samfund, men derimod af en utopisk idé om hjemmet. Billedet visualiserer en anden positivitet, nationalfølelse og folkelighed. Der værnes om den intime privatsfære, mod omverdens mere dystre sind. For at forstå Larssons billeder, må man tage den sociale dimension i betragtning. Larsson voksede selv op i fattigdom og under ringe vilkår. Han forskønnede kunst og liv

”motiveret af hans opvækst i et ressourcefattigt proletarmiljø på Ladugårdslandet i Stockholm. Han forbandede livet igennem sit ophav, særligt sin alkoholiserede og tyranniske far, og flygtede fra dets vulgaritet ind i kunstens kultivering af det utæmmede og formløse, hvad der ikke mindst kom til at gælde for de mange skildringer af hans landliggerliv i Sundborn” (Breuning, 2017, p. 42).

Larsson tager direkte afstand fra sin barndom, kultur og klasse. Han tager igennem kunsten afstand til klassernes betydning. Med en symbolsk og frodig indretning, demonstrerer han substantielle egenskaber i boligen, som kan karakterisere skønhed fremfor fattigdom. Eksempelvis lysestagerne og broderiet, som bl.a. illustrerer tid og overskud. Eller den polstrede stol, som kan associeres med det svenske kongehus. Genstande får betydning i den sociale brug og manifesterer sig i smag og symboler. Ett Hjem idealiserer hjemmet som et kunstværk. Det kombinere skønhed og hverdag. Det indeholder et budskab om det gode og skønne liv, som i Sverige særlig er karakteristisk ved familieliv og natur. Grundet det glansbillede-agtige udtryk i Larsson billeder, mødte han også stor kritik fra samtidens kunstnere. Symbolikken kan da også siges at virke svag, men samtidig overspillet. Leder man som beskuer efter symbolikken, skal man søge til


15

Larsson egen fortælling. Når man som beskuer finder den, er der tydelige henvisninger til det ideelle, skønne hjem, og hvad der indebærer/bør indebære. Han mødte især kritik af forfatteren August Strindberg, der anså hans billeder for ”effektfulde blændværker med et forlokkende budskab om, at lykken hviler trygt og udelt i familiens skød, når blot den afsondres fra modernitetens virkelighed og stuver drifts- og sjælelivets dulgte kræfter af vejen” (Breuning, 2017, p. 48). Strindberg kritiserede Larsson for at være overfladisk. Han glemte lykkeligt sin maniodepressive tilstand, når han bevægede sig ind i kunsten, og samfundets generelle depression. Kunsten blev et værn mod psyken og samfundet. Larsson selv så derimod Strindbergs kritik, som et vidne om hans manglende evne til, at se skønheden i hverdagen og naturen. ”En fortabt sjæl, en stakkel, der ikke forstod at værdsætte det enkle og banale hverdagsliv, fordi han var faret vild i et indre mørke, som han destruktivt projicerede ud på verden” (Breuning, 2017, p. 52). Det vidner om Larssons positive tilgang til tilværelsen, trods tidligere ringe vilkår. Han værdsætter at kunne se det smukke i det banale, lyset i mørket! En diametral modsætning til Larssons hjem, er hjemløshed. Analyse af prototype af et hjem til hjemløse ”Hjem” er nødvendigvis ikke det samme for os alle, og især ikke for hjemløse. Men som Vacher påpeger, er det et menneskeligt træk at finde et hjem. Forholdet mellem genstanden og mennesket skal nødvendigvis ikke være et hus.

”Ser man sig om i verdens slumkvarterer, opdager man, hvorledes hjem kan opstå under meget ringe kår. Det vidner om menneskets utrolig evne til at skabe sammenhæng, hjemlighed og ståsted (…) om det så er i en papkasse eller i en strandvilla” (Knudsen, Flinker, Hansen, 2007, p. 12).

Det er som udgangspunkt et frit valg at være hjemløs i Danmark. Men det er vigtigt at se på, hvorfor mennesket ikke har et hjem, eller hvorfor det ikke er i stand til at have et. Forskellige forhold kan lede til hjemløshed, og i mange tilfælde er det et samspil af faktorer. En national kortlægning over hjemløshed i Danmark 2015 viser, at mennesker under særlige ringe vilkår og udsatte familier, har større tendens til


16

hjemløshed. Desuden er det et samspil mellem individuelle og samfundsmæssige forhold. Eksempelvis misbrug, psykisk sårbarhed, tab af familie/venner, skilsmisse og arbejdsløshed, dårlig økonomi eller boligmangel. Mennesker under disse forhold er typisk særligt udsatte for eksklusion, både på arbejds- og boligmarkedet. Ligeledes er de ofre af den sociale marginalisering, hvor mennesker mister tilhørsforhold til deres sociale gruppe. Et marginaliseringsforløb starter for mange tidligt i livet, i form af omsorgssvigt i barndommen. Det kan føres videre i det voksne liv, som misbrug eller psykiske lidelser. Men også dårlig velfærd, ustadig boligsituation, mangel på socialt netværk og langtidsledighed kan styrke den sociale marginalisering (Benjaminsen, Lauritzen, 2015, p. 137-156). Trods manglen på hjem, formår mange hjemløse ofte stadig, at skabe en form for hjemlighed. De fleste hjemløse vælger ikke hjemmet direkte fra, men kan finde det svært at bo enten alene eller i det givne område (Benjaminsen, Lauritzen, 2015, p. 137-156). Efter en hjemløs i 2015 døde på Strøget i København på grund af vinteren, besluttede en opfinder, Teis, i samarbejde med Projekt Hjemløs, at udvikle et komfortabel, mobilt hjem til de hjemløse. Det lille transportable hjem skulle fungere som et alternativ til kommunes tilbud (Enemark, Gerion, 2006) Det lille hjem ligner mest af alt et lille hus i træ. Her ses en prototype af huset.

Vognen er på hjul og indeholder en soveplads og opbevaring. Det er muligt at folde huset sammen til en mindre størrelse. I fremtiden skal vognes laves i vedligeholdelsesfrie materialer og der vil blive installeret gulvvarme, strøm,

Prototype af et hjem til hjemløse


17

solcellepanel og lys. Én vogn forventes at koste 5-10.000 kroner i produktion (Enemark, Gerion, 2006). De underlæggende bevæggrunde for husets udseende, kan bygges på den vestlige verdens opfattelse af huset og hjemmet i en relation til hinanden. Omgivelserne indbyder til ophold og en form for ståsted. Vognen kan skabe tryghed i en ellers ustabil hverdag. For hjemløse virker vognen som et alternativ og ifølge testpersonen, David Skov, har det lille hjem alt hvad han ønsker. ”Så har jeg ikke behov for mere jo. Det skal bare sådan, at jeg kan holde varmen. Det er jo det vigtigste. Så jeg ville kunne bo her resten af mine dage, hvis det skulle være. (…) Hvis det skulle være noget midlertidigt, så vil jeg meget helle have, at det skulle være sådan en her, end at kommunen skulle finde noget til mig” (Enemark, Gerion, 2006). Individuelle problemstillinger giver mennesket forskellige ønsker, forestillinger og mulighed for bolig og hjem. I det ovenstående eksempel er det ikke familien der skaber hjemmet, som det er hos Larsson. Her handler hjem blot om et tilholdssted, tag over hovedet og varme. Dog er der ikke stor mulighed for at forankre sin personlige smag i hjemmet, hvilket for nogle måske kan virke identitetskrænkende. Hjemløse fastlåses af habitus, felt og strukturelle strukturer. Som David Skov selv pointerer, vil han hellere bo i vognen fremfor på et herberg eller andet midlertidigt. Muligvis skyldes det, at selvom man får tildelt en bolig, bliver det ikke dit hjem. Det er måske en midlertidig løsning, uden indflydelse og for lidt tid og lyst til at tilegne sig det nye hus. Dermed får David Skov en anden ejerfornemmelse over vognen – sit eget hjem. Stadig med frihed til at bevæge sig rundt. Vognen kan tolkes som et udtryk for hjemlig værdi og en håb om en smule normalitet i en ellers hvileløs hverdag. ”Man kan garanteret ovenikøbet lave den der om til en cykeltrailer. Så man kan få den på cyklen. Så jeg synes det er genialt. Jeg synes, det er røvgenialt. Skide smart.” (Enemark, Gerion, 2006). Diskussion De tre ovenstående eksempler om hjemmet, fremstiller to forskellige verdener. Breuning fremstiller først og fremmest historiske idealer for hjemmet, forstået ud fra et fysisk tilholdssted. Primært et hus, hvori familie og værdier er vigtige karaktere. Larsson er et billedliggjort eksempel på et sådan hjem, hvorimod


18

reportagen om hjemløshed fremstiller en anden verden. Desuden kan værkerne reflekteres som uligheder i samfundet. Ringe vilkår kan medføre marginalisering gennem livet. Eksklusion og ringere muligheder kan være en konsekvens af marginalisering, og påvirke muligheden for at skabe et trygt hjem. Især vores habitus, økonomiske og sociale kapital spiller en særlig rolle. Bourdieu snakker særlig om, hvordan forskellige forhold, individuelle og samfundsmæssige, forankres i vores smag. Og trods hans kritik af ”den gode smag” og overklassen, virker han ikke særlig opslugt af hjemløsheden. Smagspræferencerne udtrykkes i praktikker og ejendele. Men hvad sker der i tilfælde af, at mennesket mangler rum at forankre smagen i? Eksemplerne vidner om, hvordan kulturelle idéer og idealer har indflydelse på vores opfattelse af hvad ”hjem” er. Som nævnt tidligere i opgaven, er hjemmet en kulturhistorisk idé og har rødder langt tilbage i historien. Vi kan se rødder tilbage til det victorianske samfund i starten af 1900-tallet. Den victorianske tanke om hjemmet, giver rum til håb og værner mennesket mod frygt. Det victorianske familiehjem leder til særegne træk ved hjemme-idealet i den vestlige verden. Hjemmet kan ses som et konstant forsøg på at skabe mening i livet, delvist bestemt af kulturelle idealer (Hepworth, 2007, p. 150). Det konstante forsøg på at mening i livet, gennemet hjemmet, bekræftes ligeledes af de hjemløses forsøg på at skabe tilholdssted. En parallel mellem Larssons billedværk og hjemmet til hjemløse, er ønsket om at skabe et hjem uanset vilkår. For de hjemløse eksisterer dog ingen idealer om hjemmet. Her er mulighederne afgørende for, hvordan hjemmet opstår og bevares. Mark Vacher er inspireret af menneskets evne til at skabe hjem, trods livsbetingelser. Hjemmet og dets værdier er foranderlige. Det tager udgangspunkt i individuelle forhold, men behovet for et hjem skærer igennem kulturelle idealer, strukturer osv. med en særlig agtværdighed. Hjemmet er i dag et fænomen, som for mange er blevet et projekt. Med en dobbeltværdi af at faste holdepunkt og en moderne iscenesættelse. Hjemmet er en retning. Vi længes enten efter det, og finder os selv i barndommens arvestykker. Eller vi vender os i mod hjemmet for at skabe noget nyt. I hjemmets forankres ikke blot vores identitet, men også den kulturelle selvforståelse. Det er her vi ønsker at vise verden, hvem vi er – eller hvem, vi ønsker at være! Hjemmet som en rede, værner om vores private sfære, omringer os med en hjemlig følelse og er et fast tilholdssted. Men hjemmet er også en flygtig størrelse.


19

For nogen eksisterer ”hjem” kun lige. Alligevel værdsættes det og vi forsøger virkelystent, at skabe os en rede, der kan passe på os henover natten. Konklusion ”Hjemmet” må siges at være et foranderligt fænomen. Forståelsen af hjemmet varierer gennem kulturer og historie. Breuning fremsætter ikke en entydig definition af hvad ”hjem” er, men diskuterer nærmere hvordan ”hjem” har eksisteret gennem tiden (Breuning, 2017). Vacher slår fast, at ”hjemmet” er noget man gør og ikke kan købe sig til. Selv i de værste kvarterer formår mennesker at skabe et hjem. Selv hjemløse evner at skabe et hjem på gaden (Vacher, u.å.). Der findes forskellige repræsentationer af hjemmet. Ethvert hjem har en særlig betydning, for den der bebor det.


20

Litteraturliste Benjaminsen, L., Lauritzen, H. H. (2015). Hjemløshed i Danmark 2015 [National kortlægning]. Retrieved from: http://hjemtilalle.dk/media/sfi_rapport_2015.pdf Bourdieu, P. (1997). ”Smagspræferencernes metamorfose. Men hvem skabte skaberne?”: interviews og forelæsninger (pp. 166-177). Kbh.: Akademisk Forlag. B: Finsen, H. C. (1986). Den danske smag. Bøger 1986. Kbh.: Christian Ejlers. Breuning, M. (2017). Den iscenesatte bolig: fem studier i hjemliggørelse i den 20.

århundrede (Vol. 521). Odense: Syddansk Universitetsforlag. Certeau, Mitchel de (1984): The Practice of Everyday Life, Volume 1. Berkeley University of California Press, p. 146. Enemark, E., Gerion, C. (2016). Genial løsning til hjemløse: fold-ud bolig på fire hjul [elektronisk artikel]. Retrieved from https://www.tv2lorry.dk/artikel/genial-loesning-hjemloese-fold-ud-hjem-paa-fire-hjul Knudsen, H. H., Flinker, M. K., Hansen, A. J (2007). Hjem kære hjem. Din bolig - dit valg (pp. 8-12): Boligkontoret Danmark. Sestoft, C. (1993). ”Kultur og klasse - igen?: Introduktion til Pierre Bourdieu”. K & K, Nr. 75, årg. 21(1), 117- 136. Sestoft, C. (2005). Materialitet og mentalitet i boligen. Boligstrukturer fra det 17. århundrede til det 20. århundrede. In K. Larsen (Ed.), Arkitektur, krop og læring (pp. 207-222): Hans Reitzels Forlag. Strunge, M. (1995). Samlede Strunge: Digte 1978-1985. Valby: Borgen. Vacher, M. (u.å.) Et hjem er noget, man gør. Center for boligforskning.

det humanistiske fakultet · ba designkultur designanalyse 2 og designhistorie 2 113817474 4...

Documents