Digitaliseret af / Digitised by

DET KONGELIGE BIBLIOTEK

THE ROYAL LIBRARY

København / Copenhagen

For oplysninger om ophavsret og brugerrettigheder, se venligst www.kb.dk

For information on copyright and user rights, please consultwww.kb.dk

öennem ßidefse ti[ ofejr.

3 Anledning af Genforeningen.

Xf

C. £3 s$cfa en fe [di- fjansen og Carsten Petersen Træ si, Gjern. Træst, cIRaugsiruv.

Wied 5 (~Bi[[cder.

TO FALDNE.

' ' l i (2'/o "

Sælges ti[ bordet for Qjern* Skanner up børnehjem.

I, tJÜ *• ;

\ ' DET KONGELIGT BIBLIOTEK DA 1.-2.S 40 I I 8°

1 1 40 2 8 01848 7

-f (i€K

GENNEM LIDELSE TIL SEJR

I ANLEDNING AF GENFORENINGEN

C. ASSCHHNh^LDT-HANSEr PRÆST, (iJEKN

SAMT ET DIGT MED 5 BILLEDER

VERDENSKRIGEN MOBILISERING - VEI> ALTERET - FARVEL - SAI MF

FIRE AAR - FRED - FLAGET

A F

CARSTEN PETERSEN PRÆST, MAUGSTRITP

Sælges Iii Fordel for Gjern-Skannerup Børnehjem

GENNEM LIDELSE TIL SEJR. PRÆDIKEN I ANLEDNING AF GENFORENINGEN.

I ekst: (Salme 11S, 24-29.) »Denne er Dagen, som Hei­len har beredt. Lader os fryde og glæde os paa den Kære Herre! frels dog; Kære Herre! lad det dog lykkes!« Velsignet være den, som kommer i Herrens Navn; vi vel­signe eder fra Herrens Hus. Herren er Gud, og lader lyse for os; hinder Højtidsofferet med Reb, indtil det bringes til Alterets Horn. Du er min Gud, og jeg vil takke dig; min Gud, jeg vil ophøje dig. Priser Herren; thi han er god; thi hans Miskundhed varer evindelig.«

lynne er Dagen, som Herren har beredt. Det tør vi sige: Af Herren er dette sket, og det er un­

derligt lor vore Øjne. Ikke ved vor Magt og Kraft er det sket. Men Herren har hort de mange Bøn­ner og Suk. »Her vil ties,« »her vil bies,« maatte vi synge, men nu kom Løvspring. Denne er Da­gen, som Herren har beredt. Lad os trvde og glæde os paa den, alle vi, som »imod Haab med Haab« saa hen til dens Komme. Hvor er denne Dag en dejlig Oplevelse lor os ældre især, der mindes hin mørke Tid, da vi blev skilt ved Fjende­vold, vi, der hørte sammen. Hvor husker jeg grant de Ligklokkers Klang, da der blev ringet over Kong Frederik d. 7de. Og saa kom Krigen, mange Sønderjyder tyede op til min Fader, der havde

været Præst dernede, de kom med Haab og Frygt. Men som Prøjsens Magt voksede i 1866 og 1870-blev Haabet ofte saa lille og Frygten saa stor. Dog / holdt ud bernede gennem de mange Aar, det skal Gud have Tak for, og nordpaa var der ogsaa dem, der holdt ud i Bøn. Vi vil ikke glemme hvor trofast Vilh. Beck holdt ud i sin Bøn om, at Sønderjyderne dog ikke niaatte være skilt fra Guds Rige og heller ikke for bestandig fra Danmarks Land og Rige. Og nu kom Bønhørelsen. »Herren er Gud, og han lod lyse for os," han er Konger­nes Konge og Herrernes Herre.

M en det kostede, det vil ikke kunne glemmes. Gennem Lidelse gik Vejen til Sejr. Binder Høj­tidsofret med Reh, indtil det bringes til Alterets Horn, saa lød det gamle Salmeord i vor Tekst. Her blev ogsaa bragt et Højtidsoffer, et blodigt Offer til Krigsalterets Horn. Da jeg gik rundt paa Maugstrup Kirkegaard, hvor maatte Hjertet da græde ved at læse disse Mindetavlers Indskrift: falden i Rusland — falden ved Verdun og saa frem­deles. Hvor Legemet hviler, ved deres kære saa ofte slet ikke, men Mindetavlen bliver sat paa den hjemlige Kirkegaard, Mindet om Højtidsofret, der maatte bringes, for denne Dag kunde komme. Med »Reb« var det Højtidsoffer bundet, ikke blot den prøjsiske Tvangsordres Reb, men ogsaa med Pligttroskabens Reb, det ære vi dem for, de Mænd, der kæmpede i Pligttroskab for en Sag, der ikke var deres.

Vi mødes i Dag i stille Ihukommelse af hvad der er lidt og stridt og grædt. For alle dem, hvis Hjerter var opladt for Herren, var der I rost. Her­

5

ren trøstede dem og styrkede dem. Og vi tør tro, at ikke faa af de unge Mænd fandt deres Frelser derude under Kanonernes Torden. Herren kan vende ondt til det gode, saa det maa tjene til Gavn alligevel. Men tungt var Ofret. Gennem Lidelse, gennem Taarer gik det til Sejr. Dog Ofret blev ikke forgæves. Derved beredtes denne Dag.

Gennem Lidelse til Sejr. Det er jo altid Vejen i Guds Rige, Korsets Vej. Den gik han selv, vor dyrebare Herre. Den store Sejrsdag paa Golgata, den blev købt med det ædleste Højtidsoffers Blod. »Binder Højtidsofret med Reb, indtil det bringes til Alterets Horn,« ja, hvor fik dette Ord ikke en dyb Opfyldelse, da det rene, hellige Blod blev ud­gydt for os; tor dig, for mig, paa Golgatas Kors-alter. De Reb, der bandt dette Højtidsoffer, var ikke de Reb, hvormed Ypperstepræstens Tjenere bandt ham; nej, det var Kærligheden til din og min Frelse, der bandt ham, saa det med Rette blev sagt: »Andre har han frelst, sig selv kunde han ikke frelse.« Men gennem dette Offer beredtes Langfredags Fristedet, den lykkelige Frelsens Plads ved Korsets Fod hos Jesus. Og gennem dette Of­fer beredtes atter hin Dag fra Herren, da du og jeg blev døbt til at arve Sejrens Frugt.

Gennem Lidelse til Sejr, saa gaar jo Frelsens ^ eJ ogsaa i det enkelte Menneskeliv, »Omvendelse til Frelse, der ikke fortrydes« sker kun gennem Bedrøvelsen. Ofret maa bringes, det gamle Menne­ske med sin Selvretfærdighed skal korsfæstes. Og det koster Smerte, virkelig at se sin Synd, sin Afskyelighed, den Fordærvelsens Afgrund, der er i os, det gør ondt, naar man i Sandhed maa er-

\

6

kende: Onde vi vare og døde som Stene, kolde som Marmor og haarde som Staal.

Og Smerte koster det at slippe Verden med dens Væsen af sit Sind, Verdens Venskab, Verdens Higen i Pengebegær og Forlystelsessyge, ondt gør det at mærke Modstand og Uvillie maaske fra sine nærmeste. Omvendelsens Vej er Korsets Vej. — Og svær kan Kampen være ogsaa til sidst for ret at trænge helt igennem, der maa en Jakobsstrid til.

Men det fortrydes ikke. Da Jakob havde stridt sin Strid Natten igennem, oprandt der en Morgen, da han kunde sige: Min Sjæl er frelst. — Gennem Syndesorg og Syndenød, gennem Bønnens Taare-kamp beredtes ved Guds Aand den Dag, da Hjer­tet med Fryd kunde sige: Nu kom Genforeningen, den dejligste Genforening, nu fandt min Jesus mig °g ie8 ham, nu faldt Vantroens Grænsepæle, nu lod Herren lyse for mig. Ja, kære Menneske, du, som læser dette, har du oplevet en saadan Gen­foreningsdag i dit Liv, en Dag, da du maatte fryde dig som aldrig før? Ja, da sagde du ikke, at Vejen var for smal og Porten tor snever, nej Omvendel­sens Smerte blev ikke fortrudt, det blev jo til en salig Dag med Fryd og Fred.

Gennem Lidelse til Sejr. Saa bliver det ved at gaa i Guds Børns Liv. Mangen haard Tørn kan der komme for Gudsbarnet, det lærer Jobs Historie os. Men blot vi ydmyger os under Guds vældige Haand, ender det altid med ny Sejr, med Ophøjelse. Og de største Sejre blev saa ofte vunden i de trangeste Tider. Blot vi ikke søgte at liste uden­om Korset, men gik Vejen igennem ved Frelserens Haand og i hans Spor. Og først saaledes kan vi

/

ogsaa ret i Sandhed fejre vor Genforeningsfest paa denne Dag, naar vi med Salmisten kan sige af Hjertet: Du er min Gud , jeg vil takke dig, min Gud, jeg vil ophøje dig, naar vi kan takke for Gaven i Jesu Navn , tage ogsaa denne store Gave, Sønderjyllands Genforening med Danmark, af vor Guds Haand. Saa kan vi ret glæde os og hvile i, at ingen skal kunne tage Gaven fra os, blot vi vandrer, saa Gud kan være med os i Jesu Navn. Velsignet den, der kommer, i Herrens Navn! Vi velsigne eder fra Herrens Hus. Ja, saaledes vil vi hilse hverandre paa denne Glædens Dag. Fra Herrens Hus velsigner vi eder, 1 sønderjydske Venner. Det er ikke hele det danske Folk, der er Herrens Hus; nej store Dele af vort Folk ligger i Vantro, i Verdslighed, i Banden og Sværgen. Men cjr er i det danske Folk et »Herrens Hus«, en Helligdom, rejst af Guds Aand, et helligt Trosfolk, og £ra dette Herrens Hus lyser vi Velsignelsen over eder. Vi vil bede med den gamle Salmist: »Kære Herre, frels dog! Kære Herre, lad det dog lykkes/« Lad der dog gaa en Strom af Livs-Velsig-nelse nordfra ind over det kære Sønderjvlland, lad Gentoreningen blive en Vej til Frelse for mange Sjæle her i Sønderjylland, og lad os nordfra selv hente Velsignelse hernede, lære bedre hos vore Brødre og Søstre, hvad det Ord om »de helliges Udholdenhed og Tron gemmer i sig.

Og vi beder: Kære Herre, lad det dog lykkes! Det gaar jo ikke altsammen saa let efter saa mange Aars Adskillelse. Mange Modsætninger skal udjæv­nes ogsaa mellem Guds Folk. Men vi vil gaa Bøn­nens Vej, bede: Kære Herre, lad det dog lykkes!

8

Og Herren vor Gud formaar at løse Knuder, smelte Hjerter, saa de bøjes sammen i Kærlighedsflammen fra Golgata, selv om Vejen bliver den kendte Vej: Gennem Lidelse til Sejr.

Og saa slutter vor Tekst med de frydefulde Ord: Priser Herren, thi han er god, thi hans Miskund­hed varer evindelig.« Herren er god. Det maatte mange af os sige med Glædestaarer da vi Lørdag Morgen d. 10de Juli stod oppe ved den gamle Grænse og saa Kong Kristian komme ridende paa den hvide Hingst. Gennem alle Guds Børns Hjer­ter gik det da: Herren er god. Hvor var det dej­ligt at se alles Blikke vendt henimod Kongen. Vor Konge græd af Bevægelse og Glæde, trykkede de udstrakte Hænder, tog et lille Barn, der rakte ham Blomster, op i sin Favn og red frem med Barnet foran paa Saddelen. Det maa man have oplevet for ret at fatte denne Genforeningsglæde i hint Øjeblik. Men troende Mennesker maatte tænke paa hin Dag, da en anden Konge kommer ridende paa »den hvide Hest« (Joh. Aab. 6 og 19), da alles Øjne vil hænge ved ham. Ja, da gælder det, om du kan møde den Konge med Fryd. O, kan du det ikke endnu, saa vend om, bliv som Barnet, saa vil den Konge, der hedder Kristus, gøre ved dig, som Kong Kristian d. 10de gjorde ved det lille Barn paa Vejen ved Kristiansfeldt, løfte dig op i sin Arm. Ja, det bliver saligt paa hin Dag at følge vor Konge paa hans Sejrstog. Da vil det juble i de frelstes Hjerte som aldrig før: Gennem Lidelse til Sejr, da fortryder ingen at have maattet gaa Korsets Vej, den førte jo til Kronen.

Der var en Smerte med i Glæden hin Genfor­

9

eningsdag, Smerten ved Tanken om de danske Venner der ikke kom med, Smerten over Flens­borg. Men Herrens Miskundhed varer evindelig, den lyser ogsaa over Fremtiden. Og vi vil bede som Israels Børn bad i svundne Dage: Herre hjem­før vore fangne! —

Ja, svært at være ladt tilbage under det tunge Aag! Men Herrens Miskundhed varer evindelig, med denne Trøst vil vi styrke dem, der endnu ikke kom med. Og vi vil sige til dem: Se til, 1 kære endnu fraskilte Landsmænd i Flensborg og Omegn, at I ikke er skilt fra Guds Rige. Saa skal det blive godt omsider, om end ad den gamle Vej : Gennem Lidelse til Sejr.

Men et endnu maa vi mindes, naar vi skuer fremad: Der kommer en Genforeningsdag, som ingen anden, da ikke blot de, der taler samme Sprog, men da Mennesker fra alle Jordens Folke­slag skal staa samlede for Guds og Lammets Trone. Gennem den sidste store Lidelse, gennem Antikri­stens mørke Tider beredes den Dag. Da er alle nationale Modsætninger udslettede, da er der kun een Hjord at frelste, omkring den ene Hyrde. Frygte­ligt at blive ladt tilbage paa den Dag! Men saligt da sammen med de frelste af alle Folkeslagene at kunne istemme: Kron ham, kron ham, kron ham, Himlens Kongesøn. Amen.

%

VERDENSKRIGEN.

TO FALDNE.

M O B I L I S E R I N G .

Det klemter, det ringer fra Taarn til Taarn. Skærende Toner paa Ulykkesvinger tumler som Ravne, der vildsomt flagre ud over Byer og Fjorde og Agre og modnende Korn.

Det bæver, det mimrer i Folkets Mund. Røde Plakater paa Hjørnerne flimrer. Ny Telegrammer og Sammenstimlen. Susende Biler, som splitter Vrimlen fra Stund til Stund.

Man ved, hvad det gælder. Og ved det dog knapt. Blytunge Anelser vokser og vælder op af de rystede dybe Grunde. Angsten sporger af tusinde Munde, om frelst eller tabt?

11

Og Togene ruller den Sommernat. Søvnløs man lytter til Hjulenes Bulder. Ud farer Mænd til den blodige Færden, hjemme blir Kvinden i Længslernes Verden, forgrædt, forladt.

Det klemter, det kimer fra Strand til Strand. Evighedsspændte, forfærdende Timer sprænger de smaatskaarne Døgnets Rammer. Ude paa Vidderne fræser og flammer en Verdensbrand.

* * *

Mobil — et Ord! Et eneste Tegn gennem Traadene fo'r, en eneste Lyd kun, en eneste Tanke, men nok til at løsne den Ligevægtsplanke, paa hvilken vi Glædernes Telt vilde bygge, saa stærke og trygge.

Det Ord, det Ord har Ærinde trindt paa den hele Jord. Det banker paa Porten hos Grevernes Sønner og lister sig ind i de fattigste Rønner. Det følger den flygtende endnu i Hælen

- bag Grænsepælen.

I Syd, i Nord det staar i Aviser, det bringes ombord i Fiskernes Joller, paa Atlanterskuder, det flagrer om Natten mod Hjemmenes Ruder i vort lille Land paa tusinde Steder, hvor Folket græder.

O Graad, o Graad! Hvor standser vor Klage, hvor finder vi Raad De andre fik Sejrsbegejstringen givet,

N

12

de skraaler om Vaterland, Æren og Livet. Men vi, som fik Malurten tifold at kende, skal dø for vor Fjende.

Aa Gud, aa Gud! Vi ved dine Domme og kender dit Bud. Saa gaar vi vor Vej til de haardeste Pligter, og drikker din Kalk, indtil Kræfterne svigter, til Kræfterne svigter — men Gud, du vil baade trøste og raade.

V E D A L T E R E T .

De knæler i Kreds ved Alterets Fod om Jesu Blod; Mødre med Mænd og Sønner, Hjerter i tavse Bønner.

Og Kalken den gaar i den tunge Stund fra Mund til Mund: tørstende Sjæle drikker; Braadden i Hjertet stikker.

Der ligger en Gubbe med snehvidt Skæg ved Kirkens Væg. Drengene ved hans Side drager nu ud at stride.

Det blusser endnu i Sønnernes Sind, paa deres Kind, blusser i Blodets Rødme, dufter af Livets Sødme.

Der triller fra Gubbens Øjepar en Perle klar. Taaren sig tungt bevæger, — falder i Præstens Bæger.

Og Drengen han bojer sig rask imod det røde Blod. Hjertet det banker saa saare — fandt han sin Faders Taare?

F A R V E L .

I Busken løfter den lille Fugl sin glade Morgenstemme. 1 Kamret slumrer den ældste Søn den sidste Nat herhjemme.

Han kom igaar med sit Solskinssind, med Lys i Øjets Bue, og hilste kækt paa sin Far og Mor i Gaardens lave Stue.

Trods Moders pylrende travle Færd med Suk og Sorg i Sinde, trods begge Søstrenes Angst og Graad endnu han sover derinde.

Da slaar i Stuen det gamle Ur, en Arv fra Moster Lotte, da staar hans Fader i Kamrets Dør: »Min Søn, nu slog den otte.«

Det ligger tungt paa det Faderbryst, uroligt er hans Hjerte. Han vækker nødigt sit kære Barn til Dagens Angst og Smerte.

Men se det rolige Øjepar, det lyse Blink i Sengen, den store Pande i Dagens Skær: Jeg tror han smiler, Drengen.

i5

"I

NØRREPORT I FLENSBORG.

Han sov saa trygt i den Sommernat, Ira Moders Haand ham dækked til Døren slog mod hans Sengekant og Faders Røst ham vækked.

Han tar sin Davre med sindig Ro og taler lidt med Slægten;

i6

som fandtes aldrig for ham den Stund, han tabte Ligevægten.

Saa griber Fader sin Andagtsbog og læser langsomt Teksten, mens Sønnen lytter til Livets Ord, hvor Troen henter Væksten.

Der knæler rundt om det Davrebord en Flok i Bon tilsammen. Der høres Hulken, der toner svagt et sagte, sagte Amen.

Men Fader lægger endnu en Haand paa Drengens lyse Hoved: »Gud Herren være din Fred, din Kraft, din Vej, hvad end du voved!«

Og saa — saa ud i den trange Dyst, hvor Krans ej Striden lønner. Der gryr saa blodig en Dommedag for Slesvigs unge Sønner.

S A L M E .

Hjælp os, Gud Fader, understor og kærlig! Bred ud din Arm, tag dine Born i Favn! Tungt er vort Liv, fra Stund til Stund besværlig vi famler frem mod Dødens stille Havn.

Hjælp os, Guds Søn med Smertens Tornekroner Sig fra dit Kors: »Mit Blod har alt fuldbragt!« Dyreste Blod, som Jordens Folk forsoner sødt med sin Gud ved Naadens stærke Pagt.

Hjælp os, Gud Helligaand, i al vor Færden. Lys i vort Mørke, Trøst i al vor Nød! Sandhedens Tolk i denne Løgnens Verden, Haab ved vor Grav og Frelse i vor Død!

i?

Saa skal vi prise dig i Evigheden, stedt for din Frone, naar vi gaar herfra. Har vi først grædt og stridt en Stund herneden, faar vi vel lært et stort Halleluja.

FRA SKYTTEGRAVEN.

F I R E A A R .

Afmægtige vi lytted til hvert Klokkeslag, mens Døgnet gaar: den dyre Dyst, det haarde Spil, hvor snart mon det en Ende faar?

De drog afsted, de stormed frem og vandt hver Fæstning, tog hvert Skjul. Hver Gang de hvilte, skrev de hjem: »Vi kommer senest dog til Jul.«

Vi sled os frem til Aaret svandt, til Julen kom og — Julen gik. De samme stride Taarer randt, og Sorgen slørede vort Blik.

i8

De vendte sig fra Vest til Øst, og Blodet flød som FlodersWand. l)e skrev og sendte os den Trost: »Til Julen har vi Fred i Land.«

Men Julen skred igen forbi med samme Suk og samme Graad. Paa stride Bølger dansed vi og øjned ingen Redningsbaad.

Saa gik det, som det altid gaar: vi bojed af for Tidens Vægt; vi vænnedes til vore Kaar og blev tilsidst en Krigens Slægt.

1 fire Aar laa Far i Krig, i Hadets blodig-haarde Dont, han smagte Døden, lugted Lig og saa saa meget stygt og ondt.

M en Moder sendte Brev paa Brev og Pakker smaa med meget godt. Men Moder græd hvergang hun skrev, og hendes Haar blev langsomt graat.

De fire Aar med Sult og Nød, de aad i Hast vor rige Arv. Og Tab og Trængsel, Angst og Død de tærede paa Folkets Marv.

V

De mindste vokste op i Synd, mens Løgnens Fngle løb i Trav. Og Kvindens Ære sank i Dynd,

og Gamlingen gik i sin Grav.

I fire Aar var stængt og lukt den lyse Vej, hvor Glæden gaar. Hver Dag var Dæmring, Stjernen slukt, og Tro var Tvivl i fire Aar.

19

Vi hører Klokken: Tiden gaar, men Løfter fødes af dens Skød; thi efter Vinter følger Vaar og efter Natten Morgen rød.

VED VENNENS GRAV.

F R E D .

Luk op, luk op, der meldes Nyt i Byen og paa Heden. Der hviskes ej, der tales lydt. i denne Stund om Freden.

Der gaar en Engel sendt fra Gud i Graadens Dal alene Det nærmer sig, det Sendebud, med friske Palmegrene.

Og hvor han møder Led og Laas„ der løftes hurtigt Bommen, og over Land og 0 og Aas der raabes højt: Velkommen!

20

Man giver ham den trætte Haand og ser ham i hans Øje, da brister tunge Lænkers Baand, da lettes Livets Møje.

Hvor Palmebudet stille gaar blandt Sorgens Folk i Dalen, der stiger Lærkens Sang om Vaar og kvidrer Sommersvalen.

Og hvor han sætter let sin Fod, der blomstrer Markens Lilje, der vokser Mandens Virkemod og Kvindens gode Vilje.

Luk op, luk op, der meldes Nyt i Byen og paa Heden. Der hviskes ej, der tales lydt i denne Stund om Freden.

F L A G E T .

Ørneflaget farer op paa Top og Tinder. Kampen staar paa Valen. Preussen slaar og vinder.

Hvad Grev Bismarck saa'de, bærer sine Frugter. Hostens Dag er kommet: Wilhelm Verden tugter.

Gothes høje Syner, gamle tyske Tanker skal helbrede Verden helt fra dens Skavanker.

21

Luther bliver Guden for al Verdens Fromme. Kun ved ham kan Livet, Lys og Sandhed komme.

Tyske Øjne tindrer. Korporalen bander. Sejrsikre klinker Præst og Amtsforstander.

»Hejsa, op med Dugen, op for Vejr og Vinde! Hohenzol ler-Ørnen skal sit Bytte finde.

Sejre, sejre skal vi, vinde Stump og Stykke. Først naar vi har sejret, finder Verden Lykke.«

Ørneflaget smælder Helligdag og Sogne: Store tyske Sejre. Mange tyske Løgne.

Ørneflaget stiger tøvende paa Stangen. Aar og Dag er næsten siden sidst forgangen.

Aar og Dag er næsten sejrløs forsvunden. Panservognen styrer langsomt mod Afgrunden.

22

Ørneflaget synker just som Gryet tænder, løsnes tungt fra Linen af usikre Hænder.

Bismarcks stolte Bygning ser vi ramle sammen. Gud, vor Gud, har talet. Preussen har nu Skammen.

Ørnens Billed ligger gemt i dybe Kroge. Over I.andet vajer gamle Danebroge.

'I I I I. I III! Hllf!lllllllllllllllllllllllllllllllllll|llitll!ll|liltllll!llill|llllllilll(lll|llll||||||llllll!:!||||||lll1 | | | | l | llllllllllllliillllllllllllllllllllllltl

Paa P. Fergos Forlag udkom 1919:

MIT LAND A F C A R S T E N P E T E R S E N ,

Sognepræst i Maugstrup, Sønderjylland.

Denne Bog, fra hvilken foranstaaende Digt: Mobili­

sering er laant ved Forfatterens Velvilje, vil Undertegnede

meget anbefale. Den giver i kraftfyldte Vers et dybt Ind­

blik i Sønderjyllands ejendommelige Hjemliv og Minder.

Forfatteren, Pastor Carsten Petersen, kender sit Hj em-

stavnsfolk ud og ind og skriver i inderlig Kærlighed om

sit Land og det paa Troens klare Grund.

Køb Bogen, og du vil glædes ved at have faaet den i Eje.

Asschenfeldt-Hansen.

"* * * ' ' ' ' ' ' ' • i i i i i i i i i i i i i i i i i i i i i i i.i i i <•<