djævelen i dig selv, lena laurentis

37

Upload: lena-laurentis

Post on 24-Jul-2016

222 views

Category:

Documents


0 download

DESCRIPTION

En road movie i bogform... Gerry Summers, engelsk forfatter, er på pr-tur i USA med sin agent. Deres indledende middag på en fashionabel i Los Angeles, højt oppe over byen, afbrydes brat af to bevæbnede gidseltagere. Modvilligt trækkes Gerry ind i begivenhederne - og under flugten fra bygningen - med FBI lige i hælene...

TRANSCRIPT

Page 1: Djævelen i dig selv, lena laurentis
Page 2: Djævelen i dig selv, lena laurentis

2

Page 3: Djævelen i dig selv, lena laurentis

Lena Laurentis

Djævelen i dig selv

Page 4: Djævelen i dig selv, lena laurentis

Djævelen i dig selv

Af Lena Laurentis

Copyright © Lena Laurentis 2014

Omslag: Lena Laurentis - "Heart vs. Head", akryl på lærred

Foto: Leif Widenborg

Bogen er sat med Tahoma og Georgia

Tryk: Eurographic Danmark A/S

1. udgave, 1. oplag 2014

ISBN 978-87-93168-63-3

Udgivet på:

http://gopubli.sh

Udgivet i en tidligere version under navnet Lene Muddle

på Forlaget Facet

www.lenalaurentis.com

Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner eller virksomheder, der

har indgået aftale med Copydan Tekst & Node, og kun inden for de rammer, der er

nævnt i aftalen. Korte citater til brug for anmeldelser er tilladt.

Page 5: Djævelen i dig selv, lena laurentis

"Den eneste måde at undslippe fristelsen

er at give efter for den."

Oscar Wilde

Page 6: Djævelen i dig selv, lena laurentis
Page 7: Djævelen i dig selv, lena laurentis

7

1

Gerry slukkede sin bærbare og lagde den ned under sædet foran sig.

Fem minutter med lukkede øjne. Ingen tanker. Og lade dem, der

alligevel kom, passere. Det var i hvert fald planen. Det var jo ikke

ligefrem meningen, at hun skulle skrive sig hele vejen over oceanet,

men det havde presset på, og hun havde givet efter. Selvfølgelig.

Nogle gange var det bedste det, der kom når hun mindst ventede det.

Fuldstændig spontant. De sidste par timer var et godt eksempel. Men

nu var hun tom. Midlertidigt, i hvert fald. Bag øjenlågene kom spredte

billeder og brudstykker af sætninger op, hun observerede dem og lod

dem opløse sig selv. Tankepause. Skrivepause. Motorernes konstante

brummen lå som lydsporet til en langsom film uden dialog. Flyvende

muzak, der mindede hende om hvor hun var. Hvis hun overhovedet

kunne være i tvivl.

Fem minutter blev til ti. Hun mærkede hovedet duve, de bløde,

elastiske træk, det foretog uden hendes vidende. Uregelmæssigt og

sært behageligt, et tegn på at det var lykkedes hende at slappe så

meget af, at hendes underbevidsthed traf beslutningerne. Hun iagttog

det uden at gøre andet. Vidste hvor hun var. Og alligevel et helt andet

sted. Et sted med fred og tankefrihed. Ingen billeder eller farver, blot

mørke.

Hun vendte tilbage. Lyttede til lydene omkring hende, bevægede sig

lidt i stolen og åbnede øjnene.

Hendes blik gled hen over skyerne udenfor. Som vattotterne fra en

kæmpes toiletbord svævede de i ingenting, klar til brug når og hvor

som helst. Store, løse figurer, der på et øjeblik kunne opløses eller

transformere sig til fantasifulde dyr eller… som nu to tæt omslyngede

Page 8: Djævelen i dig selv, lena laurentis

8

kroppe. Hun genkendte sig selv, men den anden? Han virkede sært

bekendt, og alligevel var hun sikker på, at hun aldrig… Kunne næsten

mærke… Hvad var det for en duft? Hun lukkede øjnene og følte en

behagelig svimmelhed og en fristelse, der bad hende give efter, lade

sig falde og glemme alt…

Hans krop var tydelig, men ansigtet forblev uklart som om han bar

en maske af uklart glas, der forhindrede ham i at blive genkendt. Hvad

var det, han skjulte? Hun følte et lille pust over ansigtet, og billedet var

væk.

I sædet ved siden af hende, var Alisons pen ved at glide ud af

håndens greb og ned på den stak papirer, der lå i hendes skød.

Hendes hoved nikkede langsomt i samme retning.

Gerry rejste sig for at strække kroppen, der allerede nu syntes

formet af flysædet. Det var kun 3 timer siden, de var lettet fra

Heathrow, og hun mærkede den velkendte fornemmelse af sløvhed,

der uundgåeligt krøb ind på hende ved oversøiske flyvninger. Distræt

skubbede hun den hvide bomuldstop ned i de slidte jeans. Hvorfor

elskede hun dem altid mest, når de var ved at falde fra hinanden?

Hendes lange, røde hår gled ned over ansigtet som et løstvævet

fortæppe, og hun greb i bukselommen efter det lange, leopardplettede

læderbånd, der var en fast bestanddel af hendes bagage. Hun

slyngede båndet flere gange om håret, bandt et par tilfældige knuder

og lod enderne hænge løst. I et af vinduerne fangede hun gennem et

hul i skyerne et glimt af Atlanterhavet. Solens stråler glimtede i det blå

og afslørede hvad der heroppe fra syntes som minimale krusninger på

overfladen. Fra 12.000 meter så alting småt og ubetydeligt ud

dernede. Så enkelt.

Tag fat i…!

Hun vendte sig efter lyden. Alt så normalt ud, kaffen var på vej

nede af gangen, og de andre passagerer sad og talte dæmpet

sammen, læste i de omdelte aviser eller småblundede. Alison strakte

sig i sædet med et undertrykt gab og smilede til hende. Et eller andet i

det trætte smil pustede til den lille sky af tanker, og den opløste sig

selv. Så hurtigt, at hun allerede nu havde besvær med at huske hvad…

Page 9: Djævelen i dig selv, lena laurentis

9

Hun rystede let på hovedet og lod det passere.

Alison skævede op til den lille skærm længere fremme i kabinen og

fandt deres position. "Er vi ikke nået længere?" spurgte hun, da Gerry

atter satte sig. En lille trækning viste sig i hendes mundvig. "Men hvad

gør man ikke for sin klient?"

"Og måske også en lille smule for sit honorar?"

Alison skød hende et hurtigt blik. "Tjah, jo flere bøger du sælger, jo

flere penge til dig… og til mig," sagde hun nøgternt og rakte ned i

tasken efter noget nyt læsestof.

"Men du er det værd," fastslog Gerry og tog den kop kaffe,

stewardessen lige havde skænket. Den vidunderlige duft fyldte hendes

næsebor og fik hende et øjeblik til at glemme hvor mange timers

flyvning, de stadig havde tilbage, før de ville lande i Los Angeles.

…!

Hånden med koppen standsede halvvejs nede mod det lille

udslåede bord. Nogle høje knald lød i hendes ører. Det lød som skud.

Flere skud… Helt tæt på. Hun følte trykket og en skærende smerte og

krummede sig forover i refleks.

Kaffen skvulpede i koppen, da den ramte kanten af bordet. Hun

skubbede den ind mod midten, men blev ved med at holde om den.

Hendes anden arm trak sig beskyttende rundt om hendes mave.

Skuddene rungede i hendes ører, og hun mærkede overkroppen svaje.

Det summede omkring hende, som om der stadig... Billedet, der

havde stået blot en brøkdel af et sekund, som en enkelt ramme på en

filmrulle, var fuldstændig klart, og dog kunne hun ikke… Hun tog en

dyb indånding og hørte svagt en stemme et sted. Ud af øjenkrogen

fornemmede hun en skygge.

Hun blev siddende helt stille. Kom der mere? Som om hun befandt

sig i et vakuum hvor alt var lukket ude, kun en dæmpet, indpakket lyd,

som når man er under vandet.

Hun så Alisons læber bevæge sig, som en film uden lydspor.

"…Gerry?"

"Jeg er o.k." sagde hun.

Alison så undersøgende på hende. "Er du sikker?"

Page 10: Djævelen i dig selv, lena laurentis

10

Hun nikkede og greb om koppen med begge hænder. Kaffen

skvulpede lidt, imens hun førte koppen til læberne og forsøgte at

koncentrere sig om smagen og varmen, der langsomt forplantede sig i

kroppen.

"Helt sikker?" spurgte hun igen.

Gerry nikkede og fremtvang hvad hun håbede var et beroligende

smil, og Alison vendte atter opmærksomheden mod sine papirer.

Hun fandt notesblokken i lommen foran sig og kradsede nogle ord

ned. Der var en der havde sagt noget… Det var væk. Et par mundfulde

mere af kaffen, den foruroligende fornemmelse sad stadig i kroppen.

Men hvad var det egentlig… betød det noget? Men hvad med

dengang…

Hun havde været 15 og var vågnet op midt om natten med nogle

forfærdende billeder i sit hoved af forvredet stål og sæder med blod

på. De havde syntes så virkelige, men hun ignorerede dem, det var

sikkert på grund af den film, hun havde set samme aften sammen med

en veninde, den var nok til at give enhver mareridt. To dage senere

blev hendes klassekammerat John dræbt i en togulykke. Først bagefter

slog det hende, at det hun havde drømt måske ikke var tilfældigt. Og

de andre billeder, hun havde set med ujævne mellemrum i årene

derefter? I lang tid havde hun ikke tænkt på det, men nu…

Der var også noget andet. Noget, der var blevet trængt i

baggrunden, gemt langt væk i en lille skuffe, dybt nede i hendes

erindring. Det, der havde været så enkelt.

"Jeg er Underverdenens vogter", sagde han højtideligt og hældte

indholdet af sit champagneglas ned i halsen i en håndevending. I

samme bevægelse drejede han sig og smed glasset ind i pejsen hvor

det splintrede i hundredvis af stykker.

Det dæmoniske spil i hans øjne greb hende, hun drak ud og smed

eksalteret sit glas i samme retning. Rummet omkring dem havde et

næsten middelalderligt skær af de mange levende lys på bordene, på

gulvet og på kanten af pejsen. Der var fyret op i den store, rå stenpejs,

og så varmt som på en tropisk strand. Hun satte sig hen i det modsatte

Page 11: Djævelen i dig selv, lena laurentis

11

hjørne af den gamle, slidte Chesterfield, lidt væk fra den skarpe

strålevarme, sparkede skoene af og lagde de bare ben op. Overfor i

den anden halvt sad, halvt lå han med hovedet på sned og benene let

adskilte. Et udtryk af fandenivoldskhed spillede i de havgrønne øjne, og

hele hans væsen udsendte en næsten dyrisk tiltrækningskraft. I

bunden af champagneflasken var kun en sjat, og resterne af deres

lange middag stod på det store, tunge egetræsspisebord midt i

rummet.

Han rejste sig fra sofaen, hev skjorten over hovedet og smed den

bag sig, den landede på armlænet af en af de højryggede spise-

bordstole og blev hængende i et par sekunder før den faldt sammen i

en bunke på det brede plankegulv. Nogle utæmmede, lyse totter faldt

ned over hans øjne, og han kneb dem let sammen.

Hans hud skinnede gyldent i skæret fra de mange levende lys, og

med bare fødder og kun iført sine sorte jeans og det viltre hår som en

satanisk glorie omkring hovedet lignede han noget af det nærmeste

man kunne komme en menneskeliggjort Mefistofeles. Han smilede

frækt og gik målbevidst hen til hende, lagde sig på knæ foran sofaen

og trak den groftvævede sorte kjole op over hendes lår, imens han

kyssede dem.

Skuffen stod stadig på klem, som om der stod en lille, stædig djævel

og skubbede bagpå. Hun rystede på hovedet og tvang den i. Sidste

punktum var sat.

Måske var det stadig enkelt. Det var bare ikke helt så enkelt at

skulle undvære Nicholas. Han var lige fyldt to. Det var første gang

siden han blev født, at de skulle være adskilt så længe. De sidste tre

måneder havde Mike været på turné, og hun havde haft Nicholas hele

tiden, det havde ikke gjort afskeden lettere. Gudskelov for Linda,

tænkte hun. Beslutningen om at få en au-pair havde været helt rigtig.

Nicholas var meget glad for hende, og hun selv fik mere tid til at

skrive. Alle var glade.

"Slap af, Gerry," havde han sagt, da hun fortalte om turen til USA,

"inden du ser dig om, er du tilbage igen, og med det program den

Page 12: Djævelen i dig selv, lena laurentis

12

kære Alison har sat i stand, får du sikkert ikke tid til at tænke på andet

end det, endsige savne ham." Han havde set på hende og smilet det

samme ømme smil, som da Nicholas blev født.

I hans øjne havde hun set et glimt af det, hun kendte så godt, de

havgrønne øjne, der kunne se direkte ind i hendes inderste... og

øjeblikkelig lagt låg på. Det var ikke mere… nu var de bare… ja, hvad

var de egentlig, venner? Elskeren var blevet til eks’en. Længe havde

det været sådan. Men nu, efter Cornwall? Et øjeblik havde alt været

som før. Og alligevel…

Jeg kunne myrde en smøg lige nu, tænkte hun og skubbede hurtigt

tanken væk. Glem det, det kan du ikke, før vi lander. Det gjorde

bestemt ikke trangen mindre.

Page 13: Djævelen i dig selv, lena laurentis

13

2

Udenfor vinduet var det en dag som alle andre. Morgenen var begyndt

med lavtliggende skyer og dis, der i løbet af dagen var fordampet og

havde givet plads for solen, der spredte sine generøse stråler over

byen.

Minutiøst gennemgik han indholdet af rygsækken og hakkede af på

listen i sin hånd. Alt var med, akkurat som første gang og anden gang,

han checkede. Jakkesættet hang på bøjlen udenpå skabet, renset og

presset. De mørke sko stod på gulvet nedenfor, nypudsede og

skinnende. I det lille køkken lavede han en kop sort kaffe og tog den

med ind i stuen. Åbnede døren ud til den franske altan og tog en dyb

indånding. Hen over byens tage kunne han skimte havet.

Fra i morgen ville han have en helt anden udsigt. Hvis alt gik som

det skulle. En lille tvivl prøvede at gnave sig ind, og han drejede rask

om på foden. Udstyret var i orden, planen gennemgået adskillige

gange, checket og checket igen. Han så sig om i den halvtomme stue.

Det lille spisebord var ryddet, og stolene omkring det stod som

skulpturer på et museum, der bare ventede på at en flok nysgerrige

skolebørn skulle røre ved dem, sætte sig på dem, skønt de ikke måtte.

Han hørte en poppende lyd i sit hoved, og tankerne gled tilbage.

Huskede den kildende fornemmelse i mellemgulvet, da han ventede på

hende, bordet dækket med lys og blomster, vinen trukket op og

maden, der spredte sine dufte fra køkkenet til hele lejligheden.

Den dag, hans verden faldt fra hinanden.

Pludselig føltes stuen mere tom end den var, den bløde lædersofa,

lænestolen med den hyggelige form og det lille sofabord ville snart stå

uberørt. På væggene hang de billeder, han ikke ville savne, og i reolen

Page 14: Djævelen i dig selv, lena laurentis

14

stod de mange bøger og cd'er, han ikke kunne tage med sig. Stuen

rungede tomt som når man lige er flyttet ind, og alt står i kasser

endnu. Det var længe siden, det sidst havde lydt sådan. Han huskede

hvordan han langsomt havde fyldt de tomme rum med møbler, i

starten havde han kun en seng, sofaen og et fjernsyn. Men han var

tilfreds. Og alligevel følte han det som om han var på gennemrejse,

kunne ikke rigtig tro, at han var sluppet godt fra det, at det liv, han

levede, var helt nyt og han kunne forme det, som han ville. Snart var

han dog holdt op med at se sig tilbage over skulderen, når han gik ud,

og årene gik. Hans liv var nu delt i to, et før og et efter New York.

Fra i morgen ville det være delt i tre.

Gennem døren til soveværelset kunne han skimte rygsækken. I den

lå hans fremtid. Med en automatisk bevægelse greb hånden efter

cigaretterne på sofabordet. Jo, han var parat. Nu kunne han bare

vente på at eftermiddagen skulle gå over i aften. Den ville blive lang.

Men han var god til at vente. En tanke krøb ind foran de andre.

Stædigt blev den hængende, tvang ham til at gennemgå det, der var

sket, en gang til. Resultatet blev det samme. Derfor stod han her nu,

derfor planen, derfor rygsækken med… Han tog et sug af cigaretten og

gik over mod altandøren, lænede sig op ad gelænderet, og lod blikket

glide ud over tagene og gaden nedenfor, på livet, der bare gik videre

som om intet var hændt, eller ville hænde.

Som om denne dag ville blive en dag som alle andre.

Page 15: Djævelen i dig selv, lena laurentis

15

3

Det blankpolerede gulv skinnede om kap med bestikket og krys-

talglassene, fyldt med den bedste vin fra de mest frugtbare distrikter i

verden. På bordene lå de fineste, nystrøgne damaskduge i smukke

pastelfarver, perfekt afstemt med de lange råsilkegardiner og de høje

lys i sølvstagerne på bordene. Der lød en svag klirren af sølvbestik mod

de hvide porcelænstallerkener og dæmpet tale mellem de mange

gæster. Ved et bord lå en skinnende rød hummer, ved nabobordet en

generøs portion friske østers, akkompagneret af den fineste

champagne. Diskrete tjenere svævede forbi de veldækkede borde og

besvarede ethvert ønske med selvfølgelig høflighed og diskretion.

Ved bordet under det smukke maleri af Cézanne lå på den ene

tallerken en agerhøne ledsaget af fine strimlede kartofler og sprøde

friske grønsager, på tallerkenen overfor et stykke af det møreste

kalvekød i en delikat Marsala-sauce med søde, letristede pinjekerner og

tynde strimler af hjemmelavet fettuccine verte. I glassene glimtede en

dybrød vin med en diskret tørhed og en eftersmag af friske bær, som

blev på tungen længe nok til at fange et glimt af sommer.

Alisons solbrændte hånd løftede det fine krystalglas. "Til dig, Gerry.

Må den sælge..." hun kiggede over de tynde titaniumbriller, "i mange

tusinde eksemplarer."

"På meget kort tid," replicerede Gerry fra den anden side af bordet

og løftede sit glas. "Om amerikanerne vil."

"Det må de hellere, ellers bliver det et dyrt besøg."

Gerry nippede til vinen. "Men yderst behageligt, Alison. Du lægger

flot ud." Hun kiggede rundt i det fyldte lokale. "Vinen er himmelsk,"

hun førte atter glasset op til munden og lod de bløde dråber omslutte

Page 16: Djævelen i dig selv, lena laurentis

16

smagsløgene, "hvilket er mere end man kan sige om vejret."

Gerry drejede ansigtet mod de åbne vinduer, gennem dem kunne

hun hen over gæsternes sagte konversationer høre en jævn, stille regn

falde. Efter den engelske kalender var det ganske vist ikke høj sommer

længere, men den gjaldt ikke her. Da de landede dagen før, stod solen

højt på himlen, og solbrillerne kom frem af etuiet. I dag havde været

lige sådan, men hen mod aften var himlen blevet mere og mere grå.

Forhåbentlig blot en ener, tænkte hun og begyndte at skære i den

sprøde lille høne, det lyse kød var mørt og saftigt og lod intet tilbage at

ønske. Det var den perfekte middag, blot kunne hun ønske sig - hvis

hun altså ville - at en anden sad dér overfor i stolen. Alison var en god

agent og var med tiden blevet en god veninde i tilgift, men hun var

ikke… Et lille påtrængende billede sneg sig ind, og hun så ham ligge

henslængt i sofaen ved siden af hende med det viltre hår omkring

sig... Hun vidste ikke engang selv hvad hun skulle mene om det, der

var sket, men sket var det. Det ændrede dog ikke ved det faktum, at

hun nød aftenen og med forventning - og en enlig sommerfugl

flagrende i maven - så frem til resten af besøget.

Alison viklede elegant et stykke pasta om gaflen og førte det uskadt

op til munden, hvorefter det viklede sig selv op og hang i en lang

strimmel i truende afstand over saucen.

"Mon den er klar over, at vi kom i går? Fandens til jetlag," udbrød

hun.

Med et skævt smil rullede hun atter gaflen mange gange om sig

selv. Denne gang holdt det, og med et sejrrigt udtryk lagde hun den

fra sig. "Ha! Ikke en chance overfor en garvet pastaspiser. Hør, hvad

er der med dig, du glemmer vel ikke at drikke?" Hun svang glasset op

og drak en anselig del af dets indhold. Som ved nærmere eftertanke

lagde hun hovedet på skrå. "Savner du Nicholas?" spurgte hun.

Gerry rystede på hovedet. "Nej, jeg har jo dig," sagde hun med et

lille smil, der kun akkurat dækkede over sandheden. Tanken trængte

sig atter på og førte hende tilbage til Cornwall, til det skæve, gamle

hus i den lille, idylliske fiskerby.

Page 17: Djævelen i dig selv, lena laurentis

17

Alison havde lånt hende huset, som hun selv brugte som tilflugtssted,

når hun trængte til at koble af og dyngerne af arbejde truede med at

vokse hende over hovedet. Hvor meget hun end elskede sit arbejde og

London, havde hun af og til behov for at være helt alene og

fuldstændig uforstyrret, og til det var huset her i den lille by på den

sydvestlige spids af England det bedste sted, hun kunne forestille sig.

"Du trænger til absolut fred og ro, og du har en hel måned

dernede," havde hun sagt til Gerry, "hvorfor får du ikke Mike til at tage

Nicholas lidt længere, så du kan koncentrere dig om bogen?"

Som om det ikke var nok, at hun skulle undvære ham, imens hun

var i L.A. Hun havde blot smilet et fredsommeligt lille smil og spurgt

Alison hvordan hun mente, at hun havde fået skrevet den forrige, med

Nicholas og uden au-pair.

Måske netop derfor havde hun besluttet, at de sidste 14 dage skulle

være hendes egne, ingen Nicholas, ingen Linda, kun hende og bogen.

Indtil da legede de familie, eller næsten, kom det en anelse bittert fra

et godt gemt sted. Ignorer det, bød en anden stemme.

Nicholas havde allerede fra om eftermiddagen ventet længselsfuldt. Nu

var han faldet i søvn, og mørket trak langsomt dynen over landskabet.

Lyden af en bil blev højere, og Gerry skævede ud af det åbne vindue.

Hun gik ud på gårdspladsen og indsnusede den milde duft af aften. En

gammel rose voksede op ad husets gavl, murens store, ujævne sten

dannede en fin kontrast til rosens sarte, lyserøde kronblade. De fleste

lå på jorden og mindede om, at efteråret så småt var på vej, men

enkelte blomster hang stadig som erindringer om en sød sommer.

Mikes gamle Aston Martin kørte med fuld fart ad den smalle vej op

til huset og standsede midt på gårdspladsen. Lyskeglerne fra bilen viste

hvor hun var, og han slukkede motoren og steg ud. Hun kunne ikke se

hans ansigt tydeligt, men fornemmede gensynet i hans holdning. Med

et lille smil gik hun ham i møde.

"Undskyld… den brød sammen på vejen."

Nu kunne hun se et forsigtigt forklarende smil på hans ansigt. Hun

trak på skuldrene. Utallige var de gange, den havde været på

Page 18: Djævelen i dig selv, lena laurentis

18

værksted, men han elskede den bil og nægtede at skille sig af med

den. Han blev stående et øjeblik og kiggede op, stjernerne glimtede,

og månen var fuld og klar. Han tog en dyb indånding, som om han

lagde an til at hyle mod den. Som hun selv havde gjort flere gange. I

stedet vendte han sig brat, rakte ind over førersædet efter sin store

lædertaske og fulgte efter hende ind i huset.

"Hvor er han?" hviskede han, da de stod i entréen.

Hun nikkede mod trappen. Han satte den slidte taske fra sig på

gulvet og gik forsigtigt op ad trappen. Døren til værelset stod på klem,

og Nicholas sov med dynen halvt ud over kanten af sengen. Han satte

sig på hug, trak forsigtigt dynen over drengen og kyssede ham ømt på

kinden, inden han listede ud af værelset igen.

Trappen knirkede, og han smilede. "Gammelt hus… men dejligt."

Han omfavnede hende kort. "Hej."

Hun lagde armene venskabeligt om ham. "Vil du have kaffe?"

Han bukkede sig og åbnede tasken. "Hvad med denne her?"

Han satte sig ved siden af hende i den magelige sofa og skænkede

vinen. En forsigtig brise gled ind ad det åbentstående vindue og

skubbede drillende til stearinlysenes flammer i de høje stager på det

lille sofabord. Han så sig om i stuen. "Linda?"

"Inde i byen til den store afsked, hun har mødt nogle, eller snarere

en, hun havde i hvert fald stjerner i øjnene, da hun gik."

Han løftede glasset og kiggede på hende. "Du har det godt."

Hun drak og smilede lidt. "Ja. Hvad med dig selv, du ser..." hun

ledte efter ordet, "afklaret ud, passer det?"

Han nikkede og drak lidt, før han satte glasset fra sig. "Jo, det

passer nok meget godt." Et undersøgende blik kom hende i møde. "Du

ser godt ud, er du sikker på, at det bare er en PR-tur og ikke

modeloptagelser, du skal over og lave?"

"Hvad vil du opnå?" spurgte hun, og fornemmede et lille smil på

læberne - og i øjnene, mærkede hun med en sær tilfredshed - det

føltes som om det var længe siden.

Han fandt sine cigaretter frem og tændte en uden at kigge på

hende. Flammen oplyste hans ansigt et øjeblik, og han vendte sig og

Page 19: Djævelen i dig selv, lena laurentis

19

så på hende med det blik, hun kendte så godt. Som ved en pludselig

indskydelse lagde han cigaretten fra sig. Hun tvang blikket ned på sit

glas.

"Gerry," hans stemme var rolig, men beslutsom, "se på mig."

Hun løftede blikket. Hans ansigt var alvorligt, da han rakte hånden

ud og kærtegnede hendes. Hun trak vejret lidt hurtigere, da han

bestemt, men overraskende blidt, lagde hånden om hendes nakke og

trak hende nærmere. Langsomt satte hun glasset fra sig uden at flytte

blikket. Han kyssede hende, som om det var første gang og han var

nødt til at føle sig frem. Det rørte noget i hende, der ellers var gemt

væk i en æske, der stod "fortiden" på. Han kiggede kærligt på hende,

men der var et skær af noget andet i hans øjne. Med et fast greb i

hans hår lænede hun sig tilbage i sofaen og trak ham mod sig.

Varmen fra hans krop brændte sig gennem tøjet, det var rendyrket

nydelse, og hun gled villigt ned i den.

Så meget for den lukkede æske.

Månen skinnede stadig udenfor, men ingenting var som før. Han lå

med den ene arm bag nakken og den anden i hendes hår og

betragtede hende med den blanding af frækhed og ømhed, som han

mestrede til perfektion. Hun rejste sig op på albuen og kyssede ham,

og han holdt hende lystent, men mættet fast et øjeblik.

"Vil du have din cigaret nu?" spurgte hun og smilede skævt.

Han tog en uden at tage øjnene fra hende. Vinen stod stadig på

bordet, hun satte sig op i den store, gamle sofa og rakte ham det ene

glas. Hans øjne gled endnu en gang hen på hende, som hun sad der

med det lange, røde hår i vildt oprør ned over skuldrene og den krop,

som han ikke havde set længe. Den krop, der havde båret hans søn,

som han elskede så højt.

Da hun opdagede, at hun var gravid, var deres korte, men meget

lidenskabelige kærlighedsaffære ovre, og på en eller anden måde var

det lykkedes dem at forblive venner. Hun ville have barnet, men

krævede hverken ægteskabelige eller andre løfter af ham. Han kunne

have gået sin vej og glemt alt om hende og barnet, uden at hun ville

have følt sig vraget og forladt. På det tidspunkt havde han bestemt

Page 20: Djævelen i dig selv, lena laurentis

20

heller ingen planer om at blive far, hans karriere kørte i tredje spor på

motorvejen, og hans musik solgte som aldrig før. Et barn hørte ligesom

ikke med til de nærmeste fremtidsudsigter. De første par måneder

havde han travlt med koncerter og studieoptagelser, og de så ikke

meget til hinanden.

En dag kom han forbi og inviterede sig selv på kaffe. Hun var da i 6.

måned, og pludselig spurgte han, om han måtte mærke. Han lagde

hånden så forsigtigt på hendes mave, at hun med det samme vidste,

at han aldrig havde rørt ved en gravid kvindes mave før. Han sad bare

og kiggede skiftevis på maven og på hendes ansigt med et lille smil på

læberne, men sagde ikke noget. Et par uger efter kom han igen og

spurgte, om han måtte være med til fødslen. Lige så let som han

kunne være blevet fri for alt ansvar, bad han nu om at få det tilbage.

Det eneste han ikke fik tilbage, var forholdet til hende, som det havde

været.

Hun havde flere gange undret sig over hvad der havde fået ham til

frivilligt at ville ansvaret, men kendte ham godt nok til at vide, at det

ikke var en øjebliksbeslutning, men noget, han havde tænkt meget

over. Hun så på ham som han sad der og røg. Måske kendte hun

svaret nu.

Hun følte Alisons undersøgende blik og søgte i sin korttidshukommelse

- hvor var det vi kom fra? Rømmede sig og forsøgte sig med et lidt

større smil, nu var det bøger, det drejede sig om.

"Nej, det er ikke så slemt," sagde hun, "men hvem skal jeg nu læse

godnathistorie for? For du vil vel ikke have en, når vi kommer tilbage til

hotellet?"

"Nå, det tror du ikke? Jeg kunne da godt tænke mig at høre en god

historie, du kunne måske løfte sløret for dit nye projekt - bare en lille

flig."

"Næh, ikke endnu. Lad det række at sige, at det ikke er en

kriminalroman. Tilfreds?"

"Hmm, nyt tema?"

Page 21: Djævelen i dig selv, lena laurentis

21

Alison bød Gerry en cigaret, da deres tallerkener var båret ud og

tændte selv en. Heldigvis må man da ryge her, tænkte Gerry. Hun

havde ikke røget, siden hun blev gravid, men udenfor afgangshallen i

Heathrow havde hun tændt en. Alison nøjedes med et "hov, er du

begyndt igen?", og da der ikke kom nogen forklaring, lod hun det ligge.

Alison sendte et ærgerligt blik mod vinduerne. ”En af grundene til,

at jeg valgte La Maison var beliggenheden, øverst oppe med den

fantastiske udsigt over byen. Og prøv så at se noget som helst nu,

andet end... nå, vi sidder jo ikke ved vinduet, så måske er det egentlig

lige meget”. Hun så over mod et par, der netop havde sat sig ved et af

de store vinduer, de lange pastelfarvede gardiner hang som et over-

flødighedshorn af stof og farve og dannede en perfekt ramme om

middagen, som snart skulle nydes der.

Hun kiggede over rammen på brillerne og rynkede brynene. "Enten

er det hans datter eller også har han fået en meget ung elskerinde",

bemærkede hun tørt.

Gerry fulgte hendes blik. Manden var i midten af 30'erne og pigen

ved hans side så ikke ud til at være mere end 11-12 år. "Hans datter,"

sagde hun og trak på smilebåndet.

Alison kiggede ud af øjenkrogen mod vinduet. "Ja, selvfølgelig er

det det. Jeg er bare misundelig, jeg ville ikke have noget imod at bytte

plads med hende," sagde hun med et lille suk.

"Skal jeg kalde på en læge? Besvimer du om lidt, eller svømmer du

bare hen?"

"Ja, hån du bare," hun drak lidt vin, "uh… se lige på ham."

"Jeg har set," bemærkede Gerry med en lille trækning i mundvigen,

"også på film. Ja, han ser godt ud, men han ser også ud som om han

ved det."

"Du er simpelthen ufølsom, kvinde, men det er da altid noget, at du

kan indrømme, at du er enig med mig."

"Hmm..." hun skævede over mod ham, "han er oven i købet gift og

har børn."

"Hvornår har det nogensinde stoppet dig, Gerry?" indskød Alison og

rullede med øjnene. "Lad nu være at spille hellig, det klær' dig ikke.

Page 22: Djævelen i dig selv, lena laurentis

22

Var der ikke noget med en vis Jim… hmm," sagde hun og hævede

øjenbrynene.

Jo, for længe siden - før Mike.

Stearinlysene var brændt ned, og kun gadelyset strømmede ind i

rummet gennem de tynde gardiner. Jims kraftige mørke hår gennem

hendes fingre, hans store hænder om hendes hofter i de bløde dyner.

Hvor kunne være bedre at være lige nu?

En hurtig ringen lød afbrød hendes tanker. Jim så undvigende på

hende og steg ud af sengen. Han småløb ind i spisestuen og rodede i

lommen på sin jakke, der hang over en af stoleryggene. "Ja?"

Hun satte sig op og støttede på albuen.

På et sekund forandrede hans stemme sig fra elskerens til

kommissærens. "Aha. Ja, jeg kommer."

Et øjeblik efter kom han til syne i døråbningen. Han satte sig på

kanten af sengen og kiggede skyldbetynget på hende. "Jeg bliver nødt

til at gå... undskyld", sagde han og strøg hende over kinden.

Selvfølgelig var det for godt til at være sandt, en hel nat med ham,

uforstyrret, og en hel verden af elskov mellem dem. Hvor naiv kan man

være?

"Ja, selvfølgelig gør du det, men kunne du ikke have sagt, at..."

"Jeg ville ikke ødelægge aftenen allerede fra starten, jeg..."

"Nej, så hellere ødelægge den midt i det hele." Hun stod ud af

sengen og tog sin morgenkåbe på. "Skulle du ikke gå?"

Han nikkede halvt og begyndte at klæde sig på. Hun gik ind i stuen

og tændte en cigaret, tog et dybt sug og stillede sig ved vinduet.

Månen lyste klart, og ikke en vind rørte sig, end ikke bladene på

træerne bevægede sig, det så koldt ud, og et eller andet sted lå hvad

der engang havde været et levende menneske af kød og blod, men nu

blot var en livløs krop uden et eneste åndedræt tilbage. Sikke et job.

Nu skulle det langsommelige, omhyggelige og metodiske arbejde

begynde for at finde de små spor, der til sidst - forhåbentlig - ville føre

til en anholdelse. Hun havde hørt nok til at vide hvordan de næste

uger af hans liv ville blive, og hvor lidt tid han ville få til andre ting, og

Page 23: Djævelen i dig selv, lena laurentis

23

da slet ikke til hende. Hun vendte sig, han stod i døråbningen på

strømpefødder, skjorten hang løst udenpå bukserne, hans mørke hår

stadig uredt.

"Gerry, jeg er ked af det, jeg håbede, at de ikke ville ringe."

"Men mordere holder aldrig fri," konstaterede hun med et trist smil.

Han lagde den ene arm om hendes talje og trak hende nærmere.

"Måske varer det ikke så længe..."

Hun holdt hånden op foran hans læber. "Hvorfor love noget du ikke

kan holde?"

Med den anden hånd greb han hendes og kyssede langsomt hendes

fingerspidser, en efter en. Hun følte underlivet trække sig sammen, og

et suk undslap hendes læber. Smed cigaretten i det nærmeste

askebæger og lod hånden glide gennem hans hår. Han fandt bæltet til

hendes morgenkåbe, og med et let træk gled kåben til side.

Uden et ord trak hun ham i retning af spisebordet, skubbede

servicet af vejen med en fejende bevægelse, tallerkener og glas fløj til

side og splintredes på gulvet. Hun løsnede hans bælte og flåede hans

bukser åbne, han skubbede dem distræt ned og kyssede hendes

bryster.

"Kom nu," hviskede hun og lukkede benene om ham.

"Hmm," Alison rømmede sig, "hvor var du henne? En lille tur ned af

erindringens gade, hva’?"

Gerry hævede brynene. "Tjah." Mordsagen havde været lang og

svær, men til gengæld fik hun alle nyhederne først. Hun havde ikke

siddet på kriminalstoffet ret længe dengang og huskede tydeligt deres

første møde ved en pressekonference i forbindelse med en verserende

sag om et rovmord, der viste sig at være andet og mere end det. Han

havde indvilliget i at tale med hende efter at have læst hendes artikel,

der åbenbart var sagligere og mere sober end han var forvænt med.

Dagen efter samtalen ringede han til hende under påskud af at have

nye oplysninger om sagen. Hans mørke øjne så på hende over kaffen,

og hun følte en umiddelbar tiltrækning, hun ikke havde forventet.

Mødet med Jim forandrede hendes artikler og gav hende mere

Page 24: Djævelen i dig selv, lena laurentis

24

baggrundsstof end hun havde kunnet skaffe sig på normal vis. Han

delte gerne ud af sine erfaringer og fortalte om sager, han havde

arbejdet på. Da hun begyndte at skrive sin første bog, anbefalede han

bøger og artikler om retsmedicin, hun kunne læse. Han viste hende

også sit våben og tog hende med på skydebanen en dag. Det

forbavsede hende hvor tung pistolen egentlig var, da hun stod der med

den i strakt arm. Da hun affyrede den, fik hun en gysende

fornemmelse af et menneske, der foldede sig sammen i smerte og

faldt sammen på jorden. Så lidt skulle der til for at ende det, der skulle

have varet meget længere. Da bogen var færdig, havde affæren været

det længe, men hun følte altid en dyb taknemmelighed overfor ham,

der havde lært hende så meget.

Hun tog vinglasset og drak. "Nå, hvad bliver det til med den

dessert, Alison, skal vi have lidt til sidebenene?"

Alison skævede over mod en meget stor dame, der netop havde

fået bragt en meget stor dessert. Manden overfor hende sad og så

sultent på en portion is overhældt med en sauce af den slags, man kan

mærke, mens den med sikker stedsans løber ned og sætter sig på

hofterne - det var tydeligt, at de begge mange gange havde ladet hånt

om den fornemmelse.

”Kolossernes udflugt,” sagde hun med væmmelse, ”hvis de

nogensinde går i seng sammen, må det være intet mindre end

Klodernes Kamp”, men allerede inden hun var færdig med sætningen,

så Gerry hendes blik søge som en magnet over mod Chris Lloyd og

hans datter, der netop havde fået bragt hovedretten. Han smilede

mildt til hende, et smil der ikke kunne forveksles med noget andet, en

fars kærlighed til sin datter.

Alison sukkede, og Gerry anede hvor tankerne gik hen. Alison havde

ingen børn og nærede nu, tæt på de 40, ingen illusioner om at få

nogen, hun havde i stedet helliget sig sin karriere, som hun elskede,

men indimellem kunne hun ikke skjule sin misundelse overfor disse

glade forældre, der så åbenlyst viste deres kærlighed til de børn, som

de havde valgt at få. Det valg havde aldrig været hendes. For en tid

havde hun troet, at det måske kunne blive, John havde fået hende til

Page 25: Djævelen i dig selv, lena laurentis

25

at håbe, men efter utallige besøg på klinikker og dusinvis af prøver

havde hun indset, at det var formålsløst at fortsætte. Om det var den

virkelige grund til, at John ikke var i hendes liv mere, kunne Gerry ikke

sige med sikkerhed, men måske var det godt det samme, han ville

være far, og det blev han aldrig med hende.

Nå, der er ikke noget så galt, at det ikke er godt for noget, tænkte

Gerry. Jobbet var jo det vigtigste i Alisons liv… nå ja, måske lige med

undtagelse af Phil, som hun havde mødt for et års tid siden ved en

eller anden reception. Og hun som troede, at alle forsikringsfolk var

dødbidere. Her var åbenbart en undtagelse, og så var han partner i

firmaet, det gjorde unægtelig ikke sagen ringere i Alison øjne. Hvorfor

date en fattigrøv, når man kan få en, der har lidt penge og oven i

købet er som man vil have det? Han havde været gift før og havde to

weekendbørn, Miles på 9 år og Rebecca på 7.

”Så det var åbenbart på den måde, jeg skulle få børn,” sagde hun til

Gerry, kort efter at hun havde mødt ham. ”Og samtidig beholde min

slanke figur. Når det skal være, så er det da en udmærket løsning.”

Alison prøvede at forstå kvinder, der havde valgt aldrig at få børn,

men fandt det svært, de havde valget, men tog det ikke. Mere end en

gang havde de haft den diskussion.

”Du har da taget valget,” sagde hun engang til Gerry, ”børn kan

ikke sætte en pludselig stopper for din karriere, det bevidner de tre

bøger, du allerede havde skrevet og den fjerde, der er på vej.”

Samtidig vidste Gerry godt, at Alison betragtede hende som heldig,

fordi Mike så ofte havde Nicholas hos sig, ja faktisk fornemmede hun,

at Alison beundrede ham lidt for det, fordi Gerry ikke havde krævet

noget af ham. Men at Gerry og Mike ikke var mere end venner, lærte

hun aldrig at forstå.

”I passer så godt sammen,” havde hun sagt mere end en gang.

For at forhindre Alison i at tage emnet op igen, spurgte hun til

programmet for den følgende dag. Det var stramt og skulle holdes, det

første møde startede kl. 10. Alison havde sørget for at få dem begge

inviteret til et mindre party om aftenen.

"Du må ud og vise dig frem, det hører også med."

Page 26: Djævelen i dig selv, lena laurentis

26

Alison var ekspert i at arrangere sådan nogle ting, og Gerry havde

en lumsk mistanke om, at hun havde fyldt besøget op med tonsvis af

kanapéer og champagne. Gerry havde rystet på hovedet ved tanken

om at skulle promovere sig selv ved cocktail parties. Alison ville elske

det og hun selv ville - efter den første time - hade det. Alligevel sagde

hun ikke nej, det kunne jo kaste et eller andet af sig.

Et ungt par blev vist hen til deres bord i hjørnet, deres hænder var

flettet sammen af lutter kærlighed til hinanden og til deres ufødte barn,

der så ud til at kunne komme hvad dag det skulle være. Han støttede

hendes arm, da hun satte sig i sin elegante ventekjole, over bordet

greb han hendes spinkle hånd og trykkede den let.

"Aah, er det ikke sødt," hviskede Gerry, "young love."

"Hvorfor skal du altid være sådan en kyniker," spurgte Alison, "kan

du ikke bare være glad på deres vegne?" Hun rømmede sig.

"Undskyld, det var ikke min mening at lyde sådan, det var bare..."

"Jeg ved det," sagde Gerry, "skal vi ikke droppe det?"

Alison nikkede, tog et dyb sug af cigaretten og kiggede til den

anden side. En meget stilfuld dame med lange tynde guldhalskæder og

tykke guldarmbånd om de spinkle håndled sad og nippede til noget,

der lignede en fiskeret, meget delikat anrettet med sprøde grønsager

og krydderurtestilke. Hendes mand havde for længst tømt sin tallerken.

Som sin kone var han meget solbrændt og så veltrænet og velholdt ud

efter sin alder at dømme. De lignede et par, der normalt nød deres

otium i Florida, men som i dagens anledning befandt sig her i

restauranten, måske for at fejre deres bryllupsdag eller bare bruge

nogle af deres opsparede penge på en lille ferie.

”Tjah, måske ville det ikke være så slemt at være alene”, sagde

Alison med et lille fnys.

Page 27: Djævelen i dig selv, lena laurentis

27

4

Med trætte skridt gik Sam Reynolds op ad trappen til sin lejlighed og

låste sig ind. På vej ind i stuen tog han jakken af og smed den

skødesløst over en af spisebordstolene. Egentlig havde han mest lyst til

at skifte tøj og tage et langt, varmt brusebad, men den smule energi,

det krævede, syntes i det øjeblik så uopnåelig som en uoverstigelig

bjergtinde og han selv som en skildpadde på ryggen. Det ville koste

ham alt for mange anstrengelser bare at vippe sig om på den rigtige

side, og synet af den kilometerlange klatretur var nok til at dræne de

sidste kræfter ud af ham. Spisebordet var i de sidste mange uger

gradvis blevet dækket af post og aviser, og hver gang han kom ind ad

døren lovede han sig selv at tage sig af den, men ret langt kom han

aldrig. Rudekuverterne var ganske vist blevet åbnet, og de mest

presserende regninger betalt, men resten…

Han tændte fjernsynet og luntede ud i køkkenet efter en kold øl.

Hver gang de var færdige med en sag, følte han dette tomrum, som

om der pludselig manglede noget i hans liv. Det gjorde der måske

også, tænkte han og så sig om i rummet med de mange muligheder

for gastronomiske glædeshyl. Skabe og hylder med plads til lag-på-lag

af alskens feinschmeckerier til almindelig beundring og glæde hos de

hyppige middagsgæster. Et lille fnys undslap hans mund. Hvilke

gastronomiske udfoldelser? Hvilke hyppige middagsgæster? Tegnene

omkring ham var tydelige nok, hans tilstedeværelse begrænsede sig til

en hurtig kop pulverkaffe om morgenen, og de aftener hvor han rent

faktisk var hjemme, var de tydeligste tegn på kulinariske udfoldelser

oftere emballage fra færdigretter eller takeaways end fiskeben,

æggeskaller eller køllen fra et lam stegt med rosmarin og hvidløg.

Page 28: Djævelen i dig selv, lena laurentis

28

Hvorfor får du dig ikke en kone, hørte han sin mor sige for gud ved

hvilken gang, du trænger til en, der kan tage sig af dig.

Tage sig af mig? Hvad, ligesom hun altid havde taget sig af hans

far? Og hvad for et liv havde det givet hende?

Det er du måske ikke den rigtige til at bedømme, havde hun svaret

en anelse såret.

Hvem skulle så? Han havde kendt dem hele sit liv, iagttaget dem,

set hvordan hans far gang på gang havde forhindret hende i at udfolde

sig, men blot insisteret på og forventet, at hun var der, når han havde

brug for hende. Måske havde hun i begyndelsen været forelsket og

lykkelig, men af en eller anden grund havde han svært ved at forestille

sig det. Hans far havde sit arbejde, sine venner og interesser, som han

dyrkede uden hensyntagen til hende, så selvfølgelig havde han ingen

grund til klage, men hun… Efterhånden som han blev ældre mærkede

han hvordan der blev længere imellem den spontane latter og de glade

smil, hvordan hendes hud blev lidt mere grå for hver dag, der gik, og

den ranke, stolte fremtoning, han huskede så godt fra han var barn,

forvandlede hende til en sammensunken skygge af sig selv.

Men nu var han død. Pludselig lå han der. Den store, stærke mand,

der ellers aldrig fejlede noget, fik et hjerteanfald imens han var ude at

bowle med sine venner. I de sidste 5 år havde hun haft alle muligheder

for at generobre noget af sit "gamle" liv, men gjorde hun det? Og hvad

var der egentlig tilbage af hendes "gamle" liv, hvor var det netværk,

hun kunne have trukket på, de interesser, hun skulle have haft? Han

havde været hendes netværk, han havde været hendes interesser, og

det eneste hun havde tilbage nu var at ønske, at hun fik nogle

børnebørn, som hun kunne kaste sin kærlighed på. Ja, det har sgu

lange udsigter, tænkte han og rystede på hovedet, det kræver

ligesom, at jeg finder en dame først, ikke? Men en til at tage sig af

ham, nej. Og interesser? Der var et eller andet med et glashus, der

sneg sig ind, og ubevidst fejede han det væk. Hvornår skulle han få tid

til dem? Han vidste jo aldrig hvornår han lige pludselig blev kaldt ud til

et eller andet. Undskyldninger, Sam, hørte han sig selv sige. Ja, måske,

men han kunne jo ikke bare standse midt i en mordefterforskning og

Page 29: Djævelen i dig selv, lena laurentis

29

sige, "Nå, for resten, jeg smutter nu, jeg skal til basketball". Der var

altid noget, han lige skulle tage sig af, en ny vinkel, han skulle

undersøge, og pludselig var der gået flere uger. Som nu.

Han gik lidt rundt om sig selv, følte den rastløshed, han kendte så

godt, når en sag var slut. Samtidig måtte han et eller andet sted føle

en slags tilfredshed med resultatet. Resultatet, sukkede han. Denne

gang havde det ladet vente på sig, og tilfredsheden… han vidste ikke,

om det var det, han følte. Han rodede i fryseren efter noget spiseligt,

men følte ikke trang til noget af det, der lå i skufferne, måske var han

alligevel ikke særlig sulten. Til gengæld stod der et glas oliven i

køleskabet. Han tog det og øllen med ind i stuen. Med et behageligt

suk lænede han sig tilbage i sofaen og smækkede de lange ben op på

sofabordet. Ubeslutsomt zappede han rundt mellem kanalerne, indtil

han stødte på en film. Han gnaskede et par oliven og sukkede af

velbehag, den havde han aldrig nået at se i biffen, og den var lige

begyndt. Hvor heldig kan man være?

Han lod sig indsuge af det ukendte univers et stykke tid og følte sig

næsten helt normal igen, men pludselig var det der, billedet af det

sidste skamferede lig, de havde fundet, en kun 6-årig pige. 4 uger

havde det taget dem at fange ham, og 3 stater havde de

gennempløjet. Og han troede, han havde set alt. Selv med den store

styrke, der var sat på sagen, havde det taget for lang tid, og ugerne

føltes som måneder. Han sukkede og rejste sig efter cigaretterne, der

stadig lå i hans jakkelomme, hvorfor fandt han sig ikke et andet job?

Tænk at have fri hver aften… og hver weekend. Men hvad ville han

gøre med al den tid hvis han havde? Hvordan levede folk, der aldrig

tog arbejdet med hjem? Han prøvede at lade være, og for det meste

lykkedes det, men denne gang… Nå, sket er sket, tænkte han i et

forsøg på at skubbe det helt væk, de havde gjort deres bedste, og

mere var der ikke at sige. Du har fri, så slap af, det er en ordre.

Page 30: Djævelen i dig selv, lena laurentis

30

5

Hvilken himmelsk nydelse, tænkte Gerry og smagte på den hvide

chokoladeis. Den lå i en fint flettet kurv af mørk chokolade med

hindbærpuré i en tynd stribe langs kanten af tallerkenen og var pyntet

med tynde flager af ristede mandler og friske hindbær. Denne aften

tydede på at blive et af de kulinariske højdepunkter, og ikke skyggen af

et mandfolk, man skulle gøre indtryk på. Hun gav sig selv en mental

irettesættelse og førte skeen ned i den hvide is.

Pludselig mærkede hun en skarp smerte, men kunne ikke placere

den. Hun slap skeen og trak vejret hurtigere.

…!

Hvor kom den lyd fra? Metallisk? Den var allerede væk.

Omkring dem spiste og drak alle som om intet var hændt. Alison lod

heller ikke til at have bemærket noget, sad bare og spiste sin dessert

med stor nydelse. Gerry trak vejret dybt og greb skeen igen.

En gruppe kom forbi, lutter mænd i jakkesæt. Forretningsfolk, der

sikkert skulle smøre en af deres store kunder. De kunne ikke have

valgt et bedre sted, og når firmaet betaler, er der jo ingen, der tænker

på regningen. Alt i den hellige business' navn. Bordet ved siden af dem

genlød nu af ord som omsætning, markedsføring og salgsfremmende

tiltag.

Alison stak gaflen i det sidste stykke mandeltærte og lukkede

øjnene i fryd. Indtil flere flasker blev båret til nabobordet. Den seriøse

konversation var stadig på dagsordenen.

Alison tyggede af munden. "Kaffe, Gerry?"

Hun nikkede fraværende. Ved et bord midt i rummet sad to mænd i

smarte jakkesæt. Hendes blik blev hængende lidt ved den ene, han så

Page 31: Djævelen i dig selv, lena laurentis

31

ret godt ud, solbrændt med lyst solbleget hår, der så ud som om det

var tæmmet lidt i dagens anledning, og under jakken gemte der sig

utvivlsomt en veltrænet krop. Den anden var knap så høj, meget slank

med et senet udseende, helt kort, rødt hår og en lettere sammenbidt

mine. De udvekslede ikke mange ord, spiste bare hvad der så ud til at

være resterne af noget meget mørt, rødt oksekød, imens de af og til

kastede et blik rundt i lokalet. På bordet stod hvad der kunne ligne, og

utvivlsomt var, en fremragende årgangsvin.

"Hmm," mumlede hun for sig selv.

"Hvad?" Alison kiggede spørgende på hende.

"Den lyshårede fyr derovre," sagde hun blot, og Alisons blik gled i

samme retning.

"Nå, du har måske lige udset dig natmaden?"

Gerry undertrykte et lille smil og rystede let på hovedet. Men han så

nu godt ud. Hun tændte en cigaret, og i det samme vendte han sig og

fangede hendes blik. Han nikkede mod hende og smilede. Hun følte sig

afsløret, som om hun havde gjort noget meget værre end at kigge,

smilede høfligt tilbage og vendte sig igen mod Alison.

Et sjofelt grin gled ud i luften fra nabobordet. Forretningsfolkene var

meget hurtigt nået til aftenens mere muntre afdeling.

Alison løftede det ene øjenbryn. "Mandehørm."

Gerry trak på smilebåndet, flaskerne på bordet var allerede halvvejs

tømte, og maden var endnu ikke serveret.

Et af jakkesættene vendte sig mod deres bord. "Hej, smukke!"

Alison så opgivende på Gerry. "Godt, vi næsten er færdige, det

bliver vist bare værre fra nu af."

"Ja, Dem!" kom det fra jakkesættet, "vil De ikke gøre os den ære at

holde os ensomme herrer med selskab?"

Flere af gæsterne i restauranten havde nu vendt sig mod det

støjende bord. Gerry kiggede bort fra den jakkesætklædte og lod

langsomt blikket glide hen mod vinduerne, i baggrunden hørte hun

forretningsmanden prøve igen. "Hej, dame!"

Flere forargede ansigter fulgte stemmen tilbage til manden. "Shh!"

lød det fra en elegant påklædt dame i sin bedste alder. Hendes

Page 32: Djævelen i dig selv, lena laurentis

32

stramme ansigtsudtryk sagde alt. Her var hun kommet for at nyde en

stille middag, og så kom sådan en tølper og forstyrrede freden.

Den højrøstede mand rejste sig og gik hen mod Gerry med sit

halvfyldte rødvinsglas i hånden. "Undskyld, frøken, hvis De ikke vil

komme til mig, må jeg jo komme til Dem. De ser ud, som om De godt

kunne have lyst til lidt sjov." Han bøjede sig ind over bordet og svajede

faretruende. Mon ikke de har været på et lille listigt sted før de kom

her, tænkte hun og prøvede at undgå hans spiritusånde, han havde

vist fået mere end et par glas rødvin allerede.

Gerrys første indskydelse var at gøre hvad hun var sikker på enhver

normal kvinde ville gøre, nemlig at bede ham fise af, men så kom hun i

tanke om hvor hun var, kiggede på Alison og tilbage til manden.

Hun smilede sødt til ham. "Ja, det må De undskylde, vi sad lige i en

meget interessant samtale, men selvfølgelig kommer jeg gerne over til

Deres bord." Hun rejste sig og lystige grin lød fra nabobordet, da

manden gik tilbage med et triumferende smil.

Alison rakte ud efter hende arm. "Hvad laver du?"

Gerry rystede den af sig. "Tag det roligt, jeg ved hvad jeg gør,"

sagde hun, men Alisons ansigtsudtryk vidnede om, at hun ikke ligefrem

var overbevist om, at det var tilfældet.

De fleste af gæsterne i restauranten kiggede nu i deres retning,

nogle med et blik i øjnene, der sagde "tarvelige tøs" eller det, der var

værre, da Gerry kom hen til bordet. En af mændene tilbød hende en

stol.

Manden med glasset satte sig ved siden af og så stolt på sine fæller.

"Frøken, vil De ikke have et glas?"

Hun nikkede, "tak, det er meget venligt af Dem" og tog imod det

glas, som blev rakt til hende.

Flere af tjenerne så ud som om de ikke rigtig vidste, om de skulle

gribe ind eller lade det gå sin gang. Det var vist ikke ligefrem den slags

opførsel, man var mest vant til her, gæsterne vidste sikkert altid

hvordan de skulle opføre sig. Gerry så overtjeneren gøre diskret tegn til

dem om at holde sig tilbage - indtil videre.

"Jeg hedder Walter, og det her er mine gode kolleger og kunder,"

Page 33: Djævelen i dig selv, lena laurentis

33

sagde manden med glasset og løftede det mod Gerry.

Hun sendte et hurtigt blik til Alison og rejste sig smilende. "Mit navn

er Gerry, og jeg vil jeg da gerne gøre mit til, at denne aften bliver helt

speciel, det ser ud som om der er noget at fejre, har jeg ret i det?"

Mændene nikkede, og Walter så forventningsfuldt og en smule

overrasket på hende. Gerry trak sin sorte jakke til side og løsnede et

par knapper i corsagen, der havde samme farve som bleg pistacieis.

Walters allerede lettere røde kinder blev en tone mørkere, han havde

nok ikke ligefrem regnet med, at det skulle være her og nu, men han

så ud til at tænke, at hvis hun ville have et lille forspil her i

restauranten, så var det da i orden med ham. Den her aften vil hans

kunder i hvert fald sent glemme, tænkte Gerry. Om det så ville være

en fordel, var hun ikke helt sikker på.

Gerry fangede Alisons blik et øjeblik, nok til at læse hvad hun

tænkte. Måske troede hun, at hun kendte Gerry godt, men en lille

overraskelse i ny og næ var nu ikke af vejen. Hun fulgte Alisons blik

over mod Chris Lloyd, han så interesseret til med et lille smil i

mundvigen.

Damen med de mange halskæder så forarget på, mens hendes

mand drejede hovedet en anelse mere for rigtigt at kunne se.

"George!" lød det fra damen med et højt hvisk, men George så ikke ud

til at ville vende sig, og i et glimt så Gerry deres lange, kedsommelige

aftener sammen, ved det blankpolerede mahognibord i spisestuen med

de fine antikviteter og dyre malerier. Nu sker der endelig noget, så

George ud til at tænke, og det ville han ikke gå glip af. Gerrys sorte

nederdel, der sad som den skulle og kun lige akkurat ikke nåede ned til

knæene, hjalp uden tvivl på hans interesse.

Gerry lænede sig ind over Walter, der stirrede sultent på hendes nu

let opknappede kavalergang. "For at det her skal gå rigtigt til," sagde

hun med sin bedste forførende stemme, "må jeg bede dig om dit glas,

Walter. Det er i orden, at jeg kalder dig Walter, ikke, nu vi ligesom

kender hinanden lidt bedre?"

Hun kiggede ham dybt i øjnene. "Walter, jeg vil gerne vise dig hvor

meget jeg værdsætter din invitation. Jeg er vis på, at du vil få lige så

Page 34: Djævelen i dig selv, lena laurentis

34

meget ud af det som jeg." Han blinkede hurtigt med øjnene og hans

adamsæble bevægede sig hurtigt op og ned. Gerry smilede

indsmigrende til ham. "Walter, vær sød at lukke øjnene." Han adlød

uden et ord og smilede saligt. Hun kiggede rundt på mændene, satte

glassene fra sig og bøjede sig ned over Walter. Med et hurtigt øjekast

over mod Alison knappede hun hans bukser op.

Walter gav et lille forventningsfuldt støn fra sig og Gerry tvivlede

ikke på, at han tænkte, det her er sgu for godt til at være sandt. Ud af

øjenkrogen så hun overtjeneren tage et par beslutsomme skridt hen

mod hende, men hun vinkede ham af med et blink i øjet. Mændene

sad nu med øjnene vidt åbne i forventning. Hun greb et glas med hver

hånd og hældte smilende indholdet ned i Walters åbentstående bukser.

Han åbnede øjnene med et brøl, og hun trak sig hastigt et par skridt

tilbage. "Hvad satan?" råbte han.

"Det var for dit eget bedste, Walter. Måske har du lært noget af

det."

Walter så pludselig temmelig ynkelig ud, et eller andet var vist faldet

meget hurtigt sammen. Hun knappede corsagen igen, smilede

sukkersødt til mændene og gik hurtigt tilbage til sit bord.

Alison rystede på hovedet og trak på smilebåndet. "Ja, våde

drømme er ikke hvad de har været."

Stilheden i restauranten blev brudt af to hænder, der slog mod

hinanden i taktfast klappen. Alle så i retning af lyden. Chris Lloyd rejste

sig og smilede det smil, der fik kvinder over hele verden til at dåne, og

fortsatte sin klappen.

Gerry mærkede en lille trækning i sin mundvig. Hun kiggede hen

mod vinduet og sendte ham et behersket smil. Jo, Alison havde ret,

han så godt ud som han stod der med sit lyse hår og de berømte blå

øjne. Den unge højgravide pige rejste sig og stemte i, hurtigt efterfulgt

af sin mand. Flere rejste sig, og nogle piftede. Tjenerne, der stod langs

væggen, smilede lettet.

Kun i USA, tænkte Gerry og rystede umærkeligt på hovedet. Walter

og hans kumpaner sad helt stille, hans ører rødere end ved hans møde

med Gerrys kavalergang. En af dem gjorde mine til at rejse sig, men

Page 35: Djævelen i dig selv, lena laurentis

35

sidemanden trak ham brat ned i stolen igen, man har vel lidt stolthed

tilbage, ingen skulle se dem snige sig ud af restauranten med

flovheden mellem benene.

Kaffen, som de havde bestilt før afbrydelsen, blev serveret. "Jeg er

ked af det med stolen," sagde hun til tjeneren, "jeg skal nok betale en

rensning."

"Ikke tale om, det er på huset, ligesom kaffen," sagde han smilende

og skænkede op i de elegante kopper.

Gerrys blik drev over mod bordet midt i rummet. Den rødhårede var

allerede gået, så det ud til, og den anden lagde nogle pengesedler på

bordet og rejste sig.

Alison nippede til den varme kaffe. "Ja, hvis det er PR, du vil have,

så tror jeg, du har fået det… hvilken afslutning på en perfekt aften,"

udbrød hun og smilede bredt, "du var meget overbevisende - jeg så

adskillige forargede blikke i din retning."

Gerry nikkede. "Det var også lidt sjovere end bare at sige nej, ikke?

Selv om det sikkert ikke ville have været nok."

Forretningsmændene rejste sig og forsøgte at se upåvirkede ud. De

rankede ryggen en ekstra gang og så lige frem for sig, da de i

gåsegang gik mod udgangen. Walter kiggede rasende på Gerry, da

han passerede deres bord. Hun sendte ham et stort smil og viftede

med hånden som afsked.

"Så meget for kundepleje," sagde Alison, "nu tager de nok hen og

betaler sig fra det…"

Gerry tændte en cigaret og åndede lettet op. "Et øjeblik troede jeg,

at han ville lange mig én."

"Det tror jeg ikke, han var sluppet godt fra," sagde Alison, "men så

slap vi da af med dem, lad os håbe, at de..." Hendes smil stivnede. "De

kommer tilbage."

Shit, tænkte Gerry, hvad nu? Tavse kom de ind i restauranten en

efter en, men i stedet for at gå hen til hende, gik de lige forbi og hen til

deres bord igen.

En dame skreg, "han har en pistol!"

Page 36: Djævelen i dig selv, lena laurentis

36

Først nu opdagede Gerry manden bag gruppen af forretningsmænd,

den lyshårede med jakkesættet. Hun så sig hurtigt om og fik øje på

den rødhårede i den anden ende af lokalet, han pegede sit våben mod

en ung kvinde, der sad med vidt åbne øjne.

"Bliv hvor I er!" råbte den lyshårede og viftede med sit våben.

Den anden gik hurtigt ud i køkkenet og kom snart til syne med

køkkenpersonalet foran sig. Han gennede dem og tjenerne over mod

væggen og smækkede den store dobbeltdør ud mod indgangshall'en,

derefter trak han gardinerne for, et efter et.

Gerry sendte et foruroliget blik mod Alison, der trak vejret hurtigt og

knugede hænderne hårdt sammen.

Page 37: Djævelen i dig selv, lena laurentis

Vil du læse mere?

Tak for at du læste med.

”Djævelen i dig selv” kan købes i din lokale boghandel eller lige her:

http://gopubli.sh/search?utf8=%E2%9C%93&q=lena+laurentis

Du også låne bogen på biblioteket.

God læselyst!

Vil du se mere om Lena Laurentis?

Hjemmeside:

www.lenalaurentis.com

Følg hende på Facebook:

https://www.facebook.com/lenalunalaurentis