U.1953.398/3Ø (AFTL § 5)

Købstilbud, besvaret med forslag til højere pris, ikke bindende for tilbudsgiver. Køb I A – Efter nogen tids forhandling tilbød K at købe S's ejendom for 100.000 kr. Inden akceptfristens udløb sagde S til T, at K skulle have ejendommen, men bad ham spørge K, om han ikke ville give 110.000 kr. eller købe nogle pantebreve. Idet K med føje havde opfattet T's henvendelse som et afslag på at sælge for 100.000 kr. i forbindelse med nyt tilbud om salg på andre vilkår, og det måtte komme S til skade, om T's henvendelse til K havde fået anden form end af S ønsket, fandtes K ikke pligtig at vedstå tilbudet om at købe for 100.000 kr. 1)

Ø. L. D. 17. januar 1953 i sag VII 277/1952Gårdejer H. Chr. Jensen, Guderup pr. Næstved (landsretssagf. Nielsen, Næstved) mod fabrikant Fr. Mronga, Næstved (landsretssagf. Ottosen, Næstved).

>> 399 >> Under nærværende sag, der er forberedt ved retten for Næstved købstad ni. v., har sagsøgeren, gårdejer H. Chr, Jensen, nedlagt påstand på, at sagsøgte, fabrikant Fr. Mronga, tilpligtes at vedstå sit tilbud af 3. januar 1952 om køb af ejendommen matr. nr. 4 a Guderup, Herlufsholm sogn, for 99.000 kr. (nemlig 100.000 kr. med fradrag af den afgiftspligtige grundstigningsskyld, som andrager 1000 kr.) og betale renter 5 pct. p. a. af dette beløb fra den 4. januar 1952.

Sagsøgte har påstået sig frifundet.

Ifølge de afgivne forklaringer må sagens nærmere omstændigheder antages at være følgende:

Sagsøgeren, der sammen med Carlo Madsen ejer nævnte ejendom matr. nr. 4 a Guderup, på hvilken der har været drevet fabriksvirksomhed, havde i nogen tid ønsket at sælge ejendommen, da han gennem ejendomsmægler Viktor Nielsen i begyndelsen af december 1951 kom i forbindelse med sagsøgte. Ca. den 12. december besigtigede de sammen fabrikken, og ejendomsmægleren satte sagsøgte ind i prioritetsforholdene og størrelsen af de årlige skatter og afgifter. Sagsøgeren var på dette tidspunkt gået ned til at ville sælge ejendommen med løsøre (bortset fra landbrugsmaskiner) for 170.000 kr. og uden løsøre for 150.000 kr. Efter et møde den 16. december bød sagsøgte 100.000 kr. kontant for ejendommen, men sagsøgeren ville ikke slå til. Ejendomsmægleren fortsatte sine bestræbelser på at få gang i forhandlingerne og fik smedemester H. Christensen til at arrangere et møde mellem parterne, der fandt sted på fabrikken den 3. januar 1952. Man gennemgik påny fabrikken, og sagsøgte så kedelbogen, hvorefter man kørte hjem til ham og fortsatte drøftelserne; sagsøgeren forlangte nu 120–130.000 kr., mens sagsøgtes bud stadig lå på 100.000 kr. Til slut tog de hen på en restauration for at spise middag; forinden erklærede sagsøgte, at nu ville de ikke diskutere ejendom mere, men han ville stå ved et bud på 100.000 kr. i 4 uger. Sagsøgeren svarede, at det behøvede han ikke, blot han ville stå ved budet til den påfølgende dag, så skulle han få besked i løbet af dagen. Sagsøgte knyttede ingen udtrykkelige betingelser til sit bud. Førend parterne skiltes om aftenen, spurgte smedemester Christensen sagsøgte, om det så var en aftale, at sagsøgeren kunne give besked i morgen, hvilket sagsøgte bekræftede.

Den 4. januar om morgenen ved 8–9-tiden kørte sagsøgeren til smedemester Christensen, til hvem han sagde, at han var kommet til det resultat, at sagsøgte skulle have fabrikken, men han bad Christensen spørge sagsøgte, om denne ikke ville give 110.000 kr. eller yderligere købe nogle pantebreve til pålydende 20.000 kr., som sagsøgeren ejede, i nogle strandgrunde i Solrød. Christensen ringede sagsøgte op og meddelte dette, hvortil sagsøgte svarede, at han ville tænke over det til middag. Senere på dagen indfandt Christensen sig på sagsøgtes bopæl, men denne erklærede nu, at han trak sit bud tilbage. Sagsøgeren tog derefter sammen med mægler Nielsen og

smedemester Christensen til sagsøgte, som sagde, at han ikke ville stå ved tilbudet, da der var stillet andet forslag; sagsøgeren derimod erklærede, at han holdt ham fast ved det givne tilbud, og at han akcepterede dette bud.

Til støtte for sin påstand anfører sagsøgeren, at der af sagsøgte, som var gjort bekendt med alle forhold af interesse for handelen, er afgivet et bindende tilbud af en sådan klarhed, at det er egnet til at danne led i en aftale, samt >> 400 >> at sagsøgte må være bundet af dette tilbud, da det er accepteret inden for akceptfristen. Sagsøgeren bestrider, at mæglerens spørgsmål om, hvorvidt sagsøgte var villig til at give 110.000 kr. eller til samtidig at købe pantebreve, kan opfattes som uoverensstemmende akcept og dermed som et afslag; en ren forespørgsel kan ikke tilintetgøre et tilbud, og der foreligger ikke handelskøb, hvor man måske ville være tilbøjelig til at fortolke en forespørgsel som et afslag. Selv om man ville antage, at forespørgslen om pantebrevene gav sagsøgte ret til at anse sit tilbud for bortfaldet, har han dog ikke straks tilkendegivet dette, men ved at bede om betænkningstid givet modparten grund til at tro, at han fortsat ville være bundet.

Sagsøgte har til begrundelse for sin påstand om frifindelse anført, at han må være berettiget til at anse sit tilbud af 3. januar 1952 for bortfaldet, fordi smedemester Christensens udtalelser til ham den 4. januar i medfør af aftalelovens § 6, jfr. § 5, må anses for afslag i forbindelse med nyt tilbud. Forklaringerne om det passerede viser, at der ikke var tale om en blot forespørgsel, og såfremt Christensen måtte have misforstået sin instruktion, må det falde tilbage på sagsøgeren, hvis repræsentant han var. Da begge parter har drevet fabriksvirksomhed i flere år, og formålet med det eventuelle salg for begge parter var rent forretningsmæssigt, er det naturligt at anlægge synspunkter svarende til, hvad man ville antage ved egentligt handelskøb. Subsidiært gør sagsøgte gældede, at det i alt fald var en kendelig forudsætning for hans tilbud, der var en bekræftelse på den købesum, som han hele tiden havde været villig til at give, at man nåede til enighed om de vilkår for købet, som endnu var uløst.

Under sagens forberedelse er der afgivet forklaring af parterne samt vidneforklaring af sagsøgtes hustru fru Gudrun Mronga, ejendomsmægler Viktor Nielsen samt smedemester Christensen.

Sidstnævnte har om det den 4. januar 1952 passerede forklaret, at sag søgeren kom til ham og spurgte, om han troede, at sagsøgte ville give 110.000 kr. Dette troede vidnet ikke, og så sagde sagsøgeren, at det var også ligemeget, hvis sagsøgte i stedet ville købe nogle pantebreve, så sagsøgeren kunne få nogle flere penge frem. Vidnet ringede sagsøgte op og mener, at han først spurgte, om denne ville give 110.000 kr. Derefter spurgte vidnet, om sagsøgte ville hjælpe sagsøgeren ved at købe pantebreve af ham, så var der en mulighed for akcept af budet på de 100.000 kr. Vidnet skulle ikke have mæglersalær, men sagsøgeren havde sagt, at vidnet skulle have lidt for sin ulejlighed, hvis handelen gik i orden.

Sagsøgte har om samtalerne med smedemester Christensen forklaret, at Christensen, da han ringede op, sagde: „Du kan muligvis få fabrikken for 100.000 kr., hvis du køber pantebreve i Solrød grunde på 20.000 kr. Ellers kan Jensen ikke frigøres over for banken”. Sagsøgte sagde, at han ville tænke over det. Senere kom Christensen ud på sagsøgtes bopæl og gentog forslaget, men sagsøgte sagde: „Nu har det stået på så længe, og nu har jeg tabt interessen”.

Efter det således oplyste findes sagsøgte at have været berettiget til at opfatte den til ham om morgenen den 4. januar 1952 på sagsøgerens vegne rettede henvendelse ikke blot som en forespørgsel, men som et afslag på hans tilbud om at købe ejendommen for 100.000 kr. i forbindelse med et nyt tilbud om salg på andre vilkår. Idet det må komme sagsøgeren til skade, at smedemester Christensen muligt har givet henvendelsen en form, der ikke >> 401 >> stemte med sagsøgerens ønske, må det følge af aftalelovens § 5 jfr. § 6, at sagsøgtes tilbud derved er bragt til bortfald.

Sagsøgte vil herefter være at frifinde.

Sagsøgeren vil have at betale sagsøgte sagens omkostninger med 1000 kr. – – –

U.1974.119H

Ved ordrebekræftelse om oliekøb fremsendt efter en opringning ansås aftale for indgået, da modtageren ej havde reklameret omgående. K, der forhandlede olie, henvendte sig telefonisk til S for at spørge, om S ville sælge gasolie billigt, og under telefonsamtalen drøftedes de nærmere vilkår for køb af 2.000.000 l gasolie. Samme dag bekræftede S skriftligt at have solgt dette kvantum til K på de i samtalen omtalte vilkår. K fandtes at have haft pligt til omgående at gøre Indsigelse mod ordrebekræftelsen, og da K først nogle dage senere >> 120 >> ved en telefonisk henvendelse fra S nægtede at have indgået en aftale, ansås K bundet i overensstemmelse med ordrebekræftelsen. 1)

H. D. 14. december 1973 i sag II 39/1973Rich. Frederiksen Transport A/S (lrs. M. Kroman) mod fa. B. Ringsted & Co. (lrs. Otto Lassen).

Østre Landsrets dom 29. januar 1973 (VIII afd.).(Taul, Pia Stilrup, Lorentzen (kst.)).

Fredag den 10. marts 1972 om eftermiddagen telefonerede direktør Hans Frederiksen hos sagsøgte Rich. Frederiksen Transport A/S til sagsøgeren B. Ringsted & Co. for at forhøre sig om, hvorvidt sagsøgeren ville sælge gasolie billigt. Der var Få grund af den milde vinter megen olie på markedet. Sagsøgte, der forhandler olie bl. a. til vognmænd, fabrikker og private, havde tidligere købt olie hos sagsøgeren. Sagsøgerens salgschef Niels Vibe Ringsted besvarede forespørgslen bekræftende. Direktør Frederiksen oplyste under telefonsamtalen, at sagsøgte kunne aftage 2 mill. liter olie inden den 15. april 1972, og der var tale om en pris for dette parti Få 176 kr. pr. 1000 liter. Under et ophold i telefonsamtalen drøftede salgschef Ringsted sagen med sin chef, direktør hos sagsøgeren Erling Scheller. Parterne er Uenige om, hvorvidt der under telefonsamtalen blev indgået en aftale om køb. I en samme dag dateret ordrebekræftelse fra sagsøgeren til sagsøgte hedder det:

»I henhold til dagens behagelige telefonsamtale bekræfter vi herved at have solgt til Dem

Kvantum: 2.000.000 liter

Kvalitet: Gasolie / Fyringsolie I, sædvanlig kvalitet

Pris: Kr. 176,- pr. 1000 liter, excl. moms

Levering: Afhentet i Deres tankbiler ab vort lager

Leveringstid: Successivt fra dato og inden 15.4. 1972

Betaling: Løbende måned + 30 dage netto - - -

Sagsøgte afhentede ikke olie og reagerede ikke på ordrebekræftelsen. Fredag den 17. marts 1972 telefonerede salgschef Ringsted til direktør Hans Frederiksen, der bekræftede, at sagsøgte havde modtaget ordrebekræftelsen. Samtalen sluttede med, at direktør Frederiksen sagde, at han ville drøfte sagen med sin broder. Under en telefonsamtale mellem de samme nogle dage senere, nægtede direktør Frederiksen at have indgået en aftale.

I skrivelse af 22. marts 1972 anmodede sagsøgerens advokat, landsretssagfører Otto Lassen - efter en redegørelse for sagens forløb - sagsøgte »om at aftage det kontraherede kvantum, 2 mill. liter gasolie inden den 15. april 1972«, idet han i modsat fald på sagsøgerens vegne forbeholdt sig bl. a. erstatningskrav for misligholdt kontrakt. Sagsøgte svarede i skrivelse af 23. marts 1972:

»Det er med undren vi har modtaget Deres skrivelse af 22. marts 1972 vedr. olietilbud fra firmaet B. Ringsted & Co. Rosenvængetsalle 20, 2100 København Ø.

Undertegnede rettede ganske rigtigt en forespørgsel på oliepris fredag 10.3.1972 kl. ca. 14.00. I løbet af denne samtale med Hr. Niels Ringsted fik jeg oplyst en pris på 176.00 pr. 1000 l såfremt vi kunne aftage 2 mill. 1 gasolie inden den 15. april 1972. Jeg meddelte Hr. Niels Ringsted, at jeg ville give nærmere besked. Det understreges endvidere at samtalen blev overhørt af to mennesker i vor olieafdeling - BF-OLIE.

Vi modtog derefter et par dage senere ordrebekræftelse på føromtalte parti, og jeg talte med Hr. Niels, Ringsted pr. telefon, hvor jeg udtrykte min store forbavselse over denne ordrebekræftelse - jeg meddelte endvidere Hr. Ringsted i samme samtale, at man ikke blot kunne udsende ordrebekræftelse i øst og vest, og dernæst forvente, at såfremt modtageren ikke reagerede dagen efter var ordren en realitet.

Vi ønsker her at fastslå, at vi ikke ønsker at handle med et firma, der forsøger den slags kneb

- - -«

I nogle senere breve fastholdt parterne deres standpunkter.

Under denne sag har sagsøgeren, der gør gældende, at der den 10. marts 1972 er indgået en endelig aftale, hvorved sagsøgte har købt 2 mill. liter gasolie af sagsøgeren for 176 kr. pr. 1000 liter, påstået sagsøgte dømt til som erstatning for tabt fortjeneste ved manglende opfyldelse af aftalen at betale sagsøgeren 40.000 kr. med renter 5% årlig fra sagens anlæg den 20. april 1972.

Under henvisning til at sagsøgeren den 9. marts 1972 af et svensk selskab havde købt 3.200 m³ gasolie til en pris af 104,50 sv. kr. svarende til 151,50 da. kroner pr. 1000 liter cif. Prøvestenen, København, hvortil kommer en vareafgift af ca. 1,50 da. kr. pr. 1000 liter, og til at sagsøgerens omkostninger maksimalt udgjorde 1% af cif. værdien, har sagsøgeren opgjort sit tab til 21,50 kr. pr. 1000 liter nedrundet til 20 kr. pr. 1000 liter eller i alt de anførte 40.000 kr.

Sagsøgte har påstået frifindelse, da der ikke er indgået en aftale, men har ikke gjort indsigelse mod erstatningskravets opgørelse.

Under domsforhandlingen er afgivet vidneforklaringer af direktør Erling Scheller, direktør Hans Frederiksen og salgschef Niels Vibe Ringsted.

Vidnet Scheller har bl. a. forklaret, at sagsøgeren køber olie i tankskibsladninger og sælger den på Prøvestenen, hvor køberne henter den i >> 121 >> tankvogne. Sagsøgeren har faste prislister, men fraviger priserne ved aftaler med kunder, der aftager store kvanta. I marts måned 1972 var der trods olierigeligheden en række kunder, der aftog olie fra Prøvestenen til prislistepriser. Da Ringsted den 10. marts 1972 kom ind på vidnets kontor, sagde han, at han havde sagsøgte i telefonen, og at han havde fået et bud på 176 kr. pr. 1000 liter for 2 mill. liter, som sagsøgte ville aftage hurtigt. Han spurgte, om han måtte handle. Han bekræftede på vidnets forespørgsel, at han havde et fast bud. Det var den laveste pris, sagsøgeren overhovedet havde solgt olie til, men da der var gjort et fordelagtigt køb dagen før, slog vidnet til. Da vidnet sent næste uge konstaterede, at sagsøgte endnu intet havde aftaget, bad han Ringsted telefonere. Ringsted sagde efter telefonsamtalen, at der var vanskeligheder med aftalen, men fastholdt, at der var sluttet en endelig handel. Vidnet har været ansat hos sagsøgeren i 22 år, og erindrer ikke tidligere reklamationer over ordrebekræftelser.

Vidnet Frederiksen har forklaret, at han og hans broder ejer hovedparten af aktierne i det sagsøgte selskab. Under telefonsamtalen den 10. marts spurgte Ringsted, om sagsøgte kunne aftage 2 mill. liter inden den 15. april, for så kunne de få den til en meget favorabel pris. Vidnet svarede, at det kunne de eventuelt godt. Ringsted sagde: »lige et øjeblik« og kom meget hurtigt tilbage til telefonen og tilbød en pris af 176 kr. Det var ikke vidnet, der nævnte prisen. Samtalen endte med, at vidnet sagde: »så kommer jeg tilbage til sagen«, og Ringsted svarede, at han ville sende »en slip« til bekræftelse af prisen. Vidnet erindrer ikke, hvornår sagsøgte modtog ordrebekræftelsen. Han åbner normalt posten, og han så den mandag den 13. marts eller tirsdag den 14. marts 1972. Han lagde

den til sin broder, og de drøftede den den følgende dag. Han opfattede ordrebekræftelsen som et salgsforslag, og da der ikke var indgået nogen aftale, fandt han ingen grund til at reagere overfor sagsøgeren. Sagsøgte havde en leverandør i marts 1972, og da sagsøgerens pris højst lå 1 kr. under, ville de ikke skifte leverandør. Vidnet sagde under telefonsamtalen den 17. marts, at de ikke havde købt, og Ringsted spurgte, om de dog ikke kunne aftage noget. Vidnet lovede at drøfte det med sin broder, men det havde han ikke nået, før Ringsted igen telefonerede til ham.

Vidnet Ringsted har bl. a. forklaret, at han under telefonsamtalen den 10. marts 1972 først nævnte prislisteprisen 183 kr. Vidnet Frederiksen sagde, at han havde hørt, at der blev solgt olie til 176 kr. Vidnet svarede, at det ikke var prisen i øjeblikket, og de drøftede herefter, hvor meget sagsøgte kunne aftage. Vidnet Frederiksen afgav på vidnets opfordring et fast bud, og vidnet sagde, at han ville forelægge det for sin chef. Da vidnet kom tilbage til telefonen, gentog han, at aftalen drejede sig om 2 mill. liter, der skulle aftages inden den 15. april 1972 til en pris af 176 kr. på sædvanlige betalingsvilkår, og vidnet Frederiksen bekræftede det. Vidnet sluttede samtalen med at sige: »Tak for ordren, jeg sender en ordrebekræftelse. « Vidnet bruger ikke udtrykket en »slip«, og sagsøgeren sender aldrig tilbud. Vidnet konciperede straks en ordrebekræftelse, der blev renskrevet, og skulle underskrives af vidnet Scheller. Vidnet vil bestemt antage, at ordrebekræftelsen er afsendt samme dag. Vidnet konstaterede den næste uge, at sagsøgte ikke havde aftaget olie, og telefonerede til sagsøgte. Det er muligt, at han forinden drøftede sagen med vidnet Scheller. Direktør Frederiksen sagde nu, at han først måtte drøfte sagen med sin broder. Vidnet sagde, at det hele jo var Klart, men vidnet Frederiksen fastholdt, at han ville tale med sin broder, og han lovede at telefonere om mandagen. Da han ikke havde telefoneret sent mandag eftermiddag, ringede vidnet ham op. Vidnet Frederiksen sagde nu, at han ikke havde talt med sin broder, men der var ingen aftale, og sagsøgte ville intet aftage. Vidnet har ikke tilbudt at nedsætte det kvantum, sagsøgte skulle aftage, men har tilbudt at forlænge leveringstiden med 1-2 uger.

Sagsøgerne har til støtte for deres påstand anført, at det ved vidnerne Ringsteds og Schellers forklaring må anses godtgjort, at der er indgået en aftale. Ordrebekræftelsen må antages at være kommet frem til sagsøgte den 13. marts 1972, men sagsøgte har ikke reageret før den 17. marts 1972 og kun på sagsøgerens initiativ. Da der har været indgående købsforhandlinger mellem parterne, der begge er handlende, har sagsøgte efter sædvane pligt til omgående at reklamere. Da denne pligt ikke er opfyldt, må sagsøgte anses bundet.

Sagsøgte har anført, at det ikke ved sagsøgernes sælgers forklaring mod direktør Frederiksens forklaring eller ved ordrebekræftelsen kan anses godtgjort, at der er indgået en aftale. Da der ikke foreligger en aftale: kan der ikke på grundlag af manglende reklamationer opstå en forpligtelse for sagsøgte. Da det iøvrigt ikke er godtgjort, at ordrebekræftelsen er kommet frem til sagsøgte før den 13. marts 1972, må den telefoniske reklamation den 17. marts anses rettidig.

Landsretten skal udtale:

Ved vidnet Ringsteds forklaring i forbindelse med vidnet Scellers forklaring og den straks efter de telefoniske forhandlinger udfærdigede ordrebekræftelse finder retten det godtgjort, at der er indgået den i ordrebekræftelsen nævnte aftale. Retten >> 122 >> har herved lagt vægt på, at der også efter vidnet Frederiksens forklaring er forhandlet mellem parterne om sagsøgtes køb af det i ordrebekræftelsen nævnte kvantum olie til aftagelse inden den angivne frist og til den angivne pris, og på at sagsøgte trods tidligere køb hos sagsøgeren og trods den anførte ordres størrelse ikke straks eller på eget initiativ har reklameret overfor ordrebekræftelsen, der må antages at være kommet frem til sagsøgte den 13. marts 1972.

Herefter vil sagsøgerens påstand være at tage til følge. - - -

Sagsøgte betaler sagens omkst. med 4.000 kr.

Højesterets dom.Den indankede dom er afsagt af Østre Landsret.

I pådømmelsen har deltaget fem dommere:

Gjerulff, Spleth, H. A. Sørensen, Hvidt og Urne.

For Højesteret har appellanterne gentaget deres frifindelsespåstand og subsidiært påstået erstatningen nedsat, idet de til støtte herfor har anført, at de indstævntes mistede bruttoavance på 40.000 kr. skønsmæssigt bør formindskes med deres udgifter til arbejdsløn vedr. oliens udlevering på Prøvestenen, fakturaskrivning o. lign.

De indstævnte har påstået stadfæstelse.

Der er til brug for Højesteret tilvejebragt yderligere oplysninger og afgivet nye forklaringer.

Appellanternes anden direktør, Jens Frederiksen, og kørselsassistent Christian Thøgersen, som på det pågældende tidspunkt var bogholder hos appellanterne, har bl. a. forklaret, at de overværede Hans Frederiksens telefonsamtale den 10. marts 1972 med salgschef Ringsted. Deres forklaringer falder i det væsentlige sammen med Hans Frederiksens forklaring herom.

Grosserer-Societetet har i skrivelse af 1. oktober 1973 bl. a. udtalt, at handler om levering af fyringsolie fra importør til mellemhandler normalt afsluttes mundtligt. Det er efter Societetets opfattelse rimeligt, at tabt fortjeneste beregnes som sket i de indstævntes opgørelse.

Selv om endelig aftale ikke med fornøden sikkerhed måtte kunne anses indgået ved telefonsamtalen den 10. marts 1972, findes appellanterne - der selv havde henvendt sig til de indstævnte og under telefonsamtalen drøftet de nærmere vilkår for køb - at have haft pligt til omgående at gøre indsigelse mod de indstævntes ordrebekræftelse, da de den 13. s. md. modtog denne, idet det i hvert fald da måtte stå dem klart, at de indstævnte betragtede handel som afsluttet. Deres undladelse af reklamation findes at måtte medføre, at de anses bundet i overensstemmelse med ordrebekræftelsen. Herefter, og idet det af appellanterne subsidiært anførte ikke giver grundlag for nedsættelse af den krævede erstatning, vil dommen være at stadfæste.

I sagsomkostninger for Højesteret findes appellanterne at burde betale 5.000 kr. til de indstævnte.

Thi kendes for ret:Landsrettens dom bør ved magt at stande.I sagsomkostninger for Højesteret betaler appellanterne, Rich. Frederiksen Transport A/S, 5.000 kr. til de indstævnte, fa. B. Ringsted & Co.Det idømte at udrede inden 15 dage efter denne højesteretsdoms afsigelse.

U.1977.216Ø

Stiltiende godkendelse af ændrede forsikringsvilkår gennem fortsat præmiebetaling. A havde i 1972 hos forsikringsselskabet F tegnet en husstandsforsikring, der dækkede bl. a. tyveri for indtil 10.000 kr. I marts 1975 skete der indbrud hos A, hvorunder der blev stjålet et kontant beløb på 14.600 kr. F nægtede at betale mere end 2.000 kr. i erstatning, idet F henviste til, at der i 1973 var sket en ændring af forsikringsvilkårene, hvorefter penge og værdipapirer ved indbrudstyveri dækkes tilsammen med højst 2.000 kr. F havde - gennem »masseudsendelse« ved almindeligt brev - underrettet forsikringstagerne herom. A bestred at have modtaget sådant brev. Idet det blev lagt til grund, at F's skrivelse var sendt til A og modtaget af A, og da policen ikke pålagde F at sende meddelelser om opsigelse m. v. ved anbefalet brev, fandtes A ved fortsat at have betalt præmie stiltiende at have godkendt de ændrede vilkår. 1)

Ø. L. D. 26. november 1976 i anke 14-80/1976(Vollmond, Bangert, Bang Rasmussen (kst.)).

Fru Edith Iris Maja Gustafsson (lrs. Else Jørgensen e. o.) mod Topsikring G/S (adv. Ryfelt).

Ballerup rets 3. afdelings dom 8. marts 1976.

Ved police af 30. oktober 1972 tegnede sagsøgerinden, fru Edith Iris Maja Gustafsson, hos sagsøgte, Forsikringsselskabet Topsikring G/S, en husstandsforsikring, der dækkede bl. a. tyveri for indtil kr. 10.000. I vilkårenes § 4 hedder det:

»A.Indbo.

B.Andre genstande.Bygninger dækkes mod ødelæggelse i forbindelse med eller ved forsøg på tyveri, ran eller røveri af forsikrede genstande, såfremt sikrede skal afholde udgifterne til istandsættelse af bygningen.Bygningsskade anmeldes i øvrigt til ejerens bygningsforsikring.«

Vilkårenes § 5, stk. 1 var sålydende:

»Forsikringssum.

1. - - - tyveri-skade dækkes med indtil den forsikringssum, der er anført på policen. Penge m. v. (§ 2 B 3) dækkes dog i alt med højst 10.000 kr.«

Om opsigelse hedder det bl. a. i § 22:

»Opsigelse.

Forsikringen, der er tegnet fortløbende 1-årig, kan opsiges til ophør ved udløbet af et forsikringsår.

Opsigelsen skal være skriftlig, og opsigelsesvarslet er 6 uger fra forsikringstagerens side og 3 måneder fra selskabets.«

>> 217 >> Den 8.-9. september 1973 indrykkede sagsøgte i landsdækkende dagspresse en stort opsat meddelelse til forsikringstagerne om, at det som følge af en stærk stigning i antallet af tyverier var nødvendigt for sagsøgte at ændre vilkårene for dækningen, og det bebudedes, at de forsikrede

inden 1. oktober s. å. ville få nærmere meddelelse herom pr. brev. I løbet af nogle dage i september udsendte sagsøgte herefter meddelelse om ændrede vilkår til forsikringstagerne. Det hedder i den pågældende skrivelse bl. a.:

»- - -

Ændringerne vil først få virkning fra Deres forsikrings præmieforfaldsdag i 1974. Et eksemplar af de derefter gældende forsikringsvilkår vedlægges.

Vilkårenes § 16 vil give Dem et godt overblik over indboforsikringens trods begrænsningerne stadig vidtgående dækninger. Men for tydelighedens skyld vil vi her præcisere, hvad der er uforandret, og hvad der er ændret.

- - -

Vedrørende indbrudstyveri.

- - -

Indbrudstyveri erstattes stadig på alle hidtil omfattede områder, men der indføres følgende begrænsninger:

- - -

- penge og værdipapirer dækkes tilsammen med højst 2.000 kr.«

Skrivelsen indeholdt i øvrigt oplysninger om præmien for husstandsforsikring, som var steget fra 71 kr. i 1973 til 110 kr. for 1974. Den 12. marts 1975 skete der indbrud hos sagsøgerinden, hvorunder en lås blev ødelagt, og der blev stjålet et kontant beløb på kr. 14.600. Hun anmeldte tabet til sagsøgte, som i skrivelse af 24. marts henviste til de ændrede forsikringsvilkår i henhold til det foran oplyste, hvorefter penge og værdipapirer højst var dækket med kr. 2.000,- ved indbrudstyveri. Dette beløb tilsendte selskabet sagsøgerinden.

Under denne sag har sagsøgerinden nu principalt nedlagt påstand om, at sagsøgte tilpligtes at betale kr. 8.406,50 med rente 2% p. a. over Nationalbankens til enhver tid gældende diskonto fra 24. marts 1975 til betaling sker, subsidiært kr. 8.300,- med rente som anført.

Sagsøgte har påstået frifindelse.

Der er under domsforhandlingen afgivet forklaring af sagsøgerinden og vidneforklaring af forvalter Knud Andersen samt af sagsøgerindens søn indkøbschef Jørgen August Gustafsson.

Sagsøgerinden har forklaret, at hun, der er restauratrice, ved tegningen af forsikringen lagde megen vægt på, at hun ved indbrudstyveri var forsikret for et beløb af indtil 10.000 kr. Forholdet er det, at hun ofte ligger inde med betydelige beløb, idet hun, når hun forlader restauranten sent om aftenen, medtager pengebeholdningen til sin private bopæl. Hun har ikke modtaget den forannævnte meddelelse af september 1973 fra sagsøgte, og har ej heller bemærket skrivelser i dagbladene om vilkårsændringer for policerne. Da tyveriet skete, var hun derfor slet ikke klar over, at der var sket en begrænsning i dækningen. Hvis hun havde været det, ville hun have sikret sig en police med højere dækning hos sagsøgte eller andetsteds. Hun har i øvrigt forklaret, at hun såvel før som efter september 1973 har modtaget opkrævninger vedrørende præmie på sin private bopæl - den samme som hun har beboet gennem en årrække. Opkrævningerne har hun altid straks berigtiget.

Knud Andersen har forklaret, at han, der gennem en længere årrække havde husstandsforsikring hos sagsøgte, opsagde denne i 1974, fordi sagsøgte nægtede at dække en mindre brandskade under henvisning til, at der ved en policeændring i september 1972 var indført en selvrisiko på kr. 200,-. Herom havde man angiveligt tilskrevet vidnet pr. brev, men vidnet er sikker på, at han aldrig har modtaget en sådan meddelelse.

Jørgen Gustafsson har forklaret, at han gennem tre til fire år indtil 1975 havde forsikret hos sagsøgte. Han modtog i 1972 meddelelse om den fornævnte selvrisiko, men derimod har han

ligesom sagsøgerinden ikke modtaget skrivelsen af september 1973 fra sagsøgte med nye forsikringsvilkår. I anledning af sagen med moderen gennemgik han omhyggeligt alle sine forsikringspapirer og konstaterede, at de nævnte dokumenter ikke var deriblandt.

Sagsøgte har i en skrivelse af 19. januar 1976 til advokat Erik Ryefeldt bl. a. udtalt:

»- - - at antallet af de breve, der blev udsendt i september måned 1973 vedrørende ændringen af husstandsforsikringens dækningsområde, androg 197.314. Der kom breve tilbage, men hvor mange har vi ikke foretaget nogen optælling af. Det var dog kun et meget begrænset antal i forhold til det udsendte antal breve.

Den videre ekspedition afhang af årsagen til, at brevet var kommet tilbage. Der blev i hvert enkelt tilfælde truffet afgørelse af, hvad der skulle ske med forsikringen. Den almindelige årsag i de tilfælde, hvor brevene kom tilbage, var, at forsikringstageren var flyttet, uden at vi havde fået underretning herom. I disse tilfælde sendte vi forespørgsel til folkeregistret om adressen. Hvor forsikringstageren ikke ønskede forsikringen opretholdt, blev den noteret til ophør.

- - -

>> 218 >> Fotokopi af notat fra vor edb-chef Bent Frederiksen vedrørende sikkerhedsprocedurerne omkring vore masseudsendelser vedlægges.«

Det omtalte notat af 31. december 1975 fra edb-chef Bent Frederiksen er sålydende:»Vedrørende specielt sikkerhedsprocedurerne omkring vore masseudsendelser (varslingsbreve og fornyelser) skal følgende bemærkes:

1.De ved et udtræk (af varslingsbreve / præmieopkrævninger) dannede mængder af henholdsvis breve og girokort afstemmes (kontrolleres) gennem de forskellige trin i den maskinelle behandlingsproces.

2.At udtræk foretages fra de rette bestandsregistre sikres via to hinanden uafhængige kontrolforanstaltninger, nemlig a) ved udlevering af registrene fra bånd-arkivet, b) ved dato- og revisionskontrol under opstarten af den enkelte produktionskørsel.

3.Under selve produktionen af masseudsendelser foretages mellem de enkelte trin en række samordnede totalafstemninger - og endvidere sikres, at den til udskrivning færdige produktion holdes adskilt fra den almindelige, daglige edb-produktion. Det kan således anføres, at såvel den fysiske udskrivning som transporten af den fysiske brev / giro-masse og dennes efterbehandling (herunder kuvertering) sker samlet og uden sammenhæng med den daglige produktion. Dette lader sig praktisere, fordi masseudsendelserne kun kan produceres i løbet af en week-end, hvor de fysiske og personelle produktionsfaktorer alene koncentreres om den ene produktion.«

Til støtte for sin påstand har sagsøgerinden gjort gældende, at det må påhvile sagsøgte at bevise, at sagsøgerinden har modtaget en meddelelse som af sagsøgte påstået, jfr. forsikringsaftalelovens § 33. Et sådant bevis er ikke ført. Der klæber betydelige mangler ved postvæsenet; uefterrettelige postbude bortkaster nu og da hele forsendelser, og i hvert fald sker der, som det er almindelig bekendt, hyppigt fejlagtige afleveringer. Under hensyn hertil kan det ikke anses tilstrækkeligt betryggende, at sagsøgte blot udsender et almindeligt brev, når man ønsker policevilkårene ændret. Sådanne meddelelser bør sendes i anbefalet brev, og sagsøgte bør sikre sig ved at forlange svar fra forsikringstagerne om disses indforståelse med de ændrede vilkår. Man burde i øvrigt have tilsendt sagsøgte tilbud om fortsat højere dækning mod øget præmie. Sådan meddelelse udsendte man nogen tid senere. Efter sagsøgerindens forhold er hun ganske uden interesse i en tyveriforsikring, der er begrænset til 2.000 kr.

Med hensyn til den ødelagte lås har sagsøgerinden henvist til policevilkårene med tilføjende, at

sagsøgte påtog sig at rette henvendelse til husejerens forsikringsselskab om dettes eventuelle hæftelse. Renten er beregnet i overensstemmelse med forsikringsaftalelovens § 24.

Til støtte for sin påstand har sagsøgte gjort gældende, at forsikringsselskaberne gennem længere tid har foretaget masseudsendelser ved almindeligt brev, idet enhver anden fremgangsmåde er for bekostelig, tung og praktisk umulig. En sådan fremgangsmåde er i øvrigt ikke enestående for forsikringsselskaberne. Den benyttes også af staten og kommunerne og af en række koncessionerede og andre større virksomheder. Metoden er også meget sikker. Der kan vel være fejl i et edb-system, men den person, som først er optaget deri med korrekt navn og adresse, vil vedblive at få tilsendt meddelelser, indtil den pågældende af en bestemt grund udgår af systemet. Det er oplyst, at sagsøgerinden var korrekt optaget i systemet, og hun har da også efter sin egen forklaring fået tilsendt præmieopkrævninger både før og efter 1973 til sin anførte bopæl. Den her i sagen nævnte forsendelse vil hun ikke have modtaget, men det kan ikke lægges til grund ved sagens afgørelse.

Med hensyn til den ødelagte lås har sagsøgte gjort gældende, at policen kun dækker, hvis sagsøgerinden havde pligt til at erstatte låsen, men det har hun ikke oplyst. Sagsøgte har påtaget sig at rette henvendelse om sagen til husejeren, og det har man også gjort. Da man intet har hørt fra husejeren, er man gået ud fra, at denne betalte. I sagsøgerindens opgørelse indgår i øvrigt en lås til 90 kr. med moms 103,50 kr., som ikke er omfattet af forsikringen, og rente kan kun tillægges fra sagens anlæg.

Retten skal udtale:

Sagsøgtes skrivelse af september 1973 til forsikringstagerne om ændrede policevilkår for det følgende år må efter det foreliggende antages at være sendt til sagsøgerinden. Da det ikke er oplyst, at der har foreligget særlige uregelmæssigheder med hensyn til postforsendelsen i sagsøgerindens postdistrikt på den anførte tid, findes det endvidere at måtte lægges til grund, at sagsøgerinden har modtaget skrivelsen tillige med tilhørende tryksag med de nye vilkår. Parternes aftale pålægger ikke sagsøgte, at opsigelse eller andre meddelelser skal ske ved anbefalet brev, og sagsøgerinden findes herefter ved fortsat at have betalt præmie stiltiende at have godkendt de >> 219 >> ændrede vilkår. Sagsøgte vil herefter for så vidt være at frifinde.

For så vidt angår det ødelagte låsetøj, findes sagsøgte efter det foreliggende at burde erstatte dette med et beløb på 303,- kr. med rente som af sagsøgerinden påstået.

Sagens omkostninger blev ophævet.

Østre Landerets dom.Den indankede dom er - - - påanket af fru Edith Iris Maja Gustafsson, der har fri proces for landsretten, med påstand om, at dommen ændres derhen, at indstævnte Topsikring G/S dømmes til betaling af 8.000 kr. med renter, idet Ballerup rets dom er opfyldt.

Indstævnte, Topsikring G/S, påstår dommen stadfæstet.

For landsretten er afgivet forklaring af appellantinden og vidneforklaring af hendes søn Jørgen August Gustafsson.

For landsretten har appellantinden gentaget sit anbringende om, at forsendelsen af september 1973 om ændring af forsikringsvilkårene ikke er kommet frem til hende.

I henhold til de i dommen anførte grunde, vil den være at stadfæste, således at indstævnte frifindes for det rejste krav.

Sagens omkostninger for landsretten blev ophævet.

U.1977.876 V

Aftale om køb af spilleautomat tilsidesat som ugyldig i medfør af aftl. § 33. Efter en annonce med tilbud om fortjeneste ved investering i spille- og underholdningsautomater rettede K henvendelse til S, der under forhandlingerne om K's køb af en automat bl. a. oplyste, at forrentningen af en automat som den omhandlede i almindelighed var på 70-80%. Den derefter oprettede kontrakt, der indeholdt garanti for et afkast på mindst 40 % i et år fra monteringsdatoen, anset ugyldig i medfør af aftalelovens § 33 eller dennes analogi, idet det måtte lægges til grund, at forrentningen var væsentlig lavere end af S under forhandlingerne oplyst, og at K's løfte om køb af automaten bl. a. var fremkaldt af disse vildledende oplysninger, hvorefter det fandtes stridende mod almindelig hæderlighed at gøre aftalen gældende over for K. 1)

V. L. D. 24. juni 1977 i anke 2-1429/1976(Frandsen, Hvidberg, Clausen (kst.)).

Fabrikant Ivar Hvidtfeldt, Risskov (adv. J. Willumsen, Århus v/ adv. Eriksen) mod varmemester Kurt Sørensen, Esbjerg (adv. Knud Sander, smst., e. o.).

Århus by- og herredsrets 3. afdelings dom 12. maj 1976.Sagsøgte, fabrikant Ivar Hvidtfeldt, reklamerede i 1974 regelmæssigt i dagspressen om salg af spille- og underholdningsautomater. Sagsøgeren, varmemester Kurt Sørensen, der havde set en sådan annonce, rettede henvendelse til sagsøgte og købte ved kontrakt af 15. marts 1974 en »Football« underholdningsautomat for 9.430 kr. I kontraktens punkt 5 garanterede sagsøgte sagsøgeren »minimum 40 % i afkast i 1 år fra monteringsdato«, således at sagsøgte i givet fald skulle betale det manglende beløb. Under »Eventuelle bemærkninger« var anført: »Såfremt automaten ikke giver 40 % i afkast det første år forlænges paragraf 5 for 1 år ekstra dog kun med 30 % i minimumsgaranti.« Sagsøgte ydede »1 års fuld garanti på maskinen.« Han forpligtede sig endvidere til at finde en passende placering til automaten og til, såfremt den skulle vise sig urentabel, at finde et nyt sted. Den 16. april 1974 oprettede sagsøgte en kontrakt med restauratør Anne Fauerskov Pedersen, hvorefter automaten blev opstillet i dennes restaurant, »Stenbukken«, på Stengårdsvej i Esbjerg, mod at restauratøren skulle oppebære 50 % af bruttoindtægten. I de følgende måneder tømte sagsøgeren regelmæssigt automaten, der imidlertid gav et væsentlig mindre udbytte end svarende til de garanterede 40 %. I begyndelsen af august 1974 gjorde sagsøgeren sagsøgte opmærksom herpå, og omkring 1. september afhentede sagsøgte automaten i restaurant »Stenbukken« og bragte den til Århus. Sagsøgte foreslog automaten placeret på en campingplads på Fanø eller i en kro mellem Randers og Viborg, men sagsøgeren kunne ikke acceptere forslagene og henvendte sig til en advokat, der i slutningen af oktober skrev til sagsøgte og hævede kontrakten. I slutningen af november meddelte sagsøgte sagsøgeren, at automaten kunne opstilles på et hotel i Varde, men sagsøgeren afviste også dette forslag. I midten af december 1974 overgav sagsøgeren sagen til en anden advokat, der den 17. samme måned sendte sagsøgte en skrivelse, hvori det blandt andet hed:

»I august 1974 fjernede De automaten, og min klient har ikke siden kunnet få automaten udleveret.

Jeg skal derfor på min klients vegne hæve handelen og anmode Dem om at sørge for, at købesummen, kr. 9.430,00 er indbetalt til mig senest fredag den 20. ds.«

Den 20. december 1974 afleverede sagsøgte automaten til sagsøgeren på dennes bopæl. Ved skrivelse af 3. januar 1975 til sagsøgte fastholdt sagsøgerens advokat ophævelsen af kontrakten. Da sagsøgte nægtede at acceptere ophævelsen, anlagde sagsøgeren, der havde fået fri proces, den 12.

juni 1975 denne sag, under hvilken han efter sin endelige påstand har krævet sagsøgte dømt til at betale 15.427,50 kr. med renter 2 % over den officielle >> 877 >> diskonto af 9.430 kr. fra sagens anlæg og af 5.997,50 kr. fra den 20. august 1975. Beløbet fremkommer således:

Betalt for automaten.................... kr. 9.430,0040 % af købesummen...................... kr. 3.772,0030 % af købesummen...................... kr. 2.829,00----------- - -kr. 16.031,00Oppebåret udbytte af automaten......... kr. 603,50kr. 15.427,50

Sagsøgte har nedlagt påstand principalt om frifindelse, subsidiært om frifindelse mod betaling af et mindre beløb end det påstævnede.

Sagsøgeren har i første række begrundet sin påstand med, at sagsøgte har misligholdt kontrakten ved at fjerne automaten fra restaurant »Stenbukken« uden at finde et andet egnet sted at opstille den. Misligholdelsen er væsentlig, og sagsøgerens ophævelse af kontrakten har derfor været berettiget. Da sagsøgtes misligholdelse tillige må betegnes som culpøs, er han forpligtet til at betale en til den positive opfyldelsesinteresse svarende erstatning. Subsidiært har sagsøgeren gjort gældende, at kontrakten er ugyldig i medfør af aftalelovens § 30 eller § 33, da den er kommet i stand ved, at sagsøgte i strid med de faktiske forhold har oplyst, at investering i underholdningsautomater gav et gennemsnits-afkast på 70-80 %.

Sagsøgte har bestridt, at der foreligger misligholdelse fra hans side. Efter at have afhentet automaten i Esbjerg udfoldede han alle rimelige bestræbelser for at finde et andet opstillingssted, og i hvert fald to af de af ham foreslåede steder - kroen ved Viborg og hotellet i Varde - havde sagsøgeren ingen rimelig grund til at afvise. Sagsøgte har anvendt den annonceringsform, der er sædvanlig i branchen, og har i hvert fald ikke givet bevidst urigtige oplysninger om den forrentning, der kan opnås ved investering i underholdningsautomater. Det må endvidere antages, at det er den i kontrakten indeholdte garanti, der har været afgørende for sagsøgerens beslutning om at købe automaten. Under disse omstændigheder kan sagsøgeren hverken påberåbe sig § 30 eller § 33 i aftaleloven. For det tilfælde, at sagsøgeren måtte få medhold i, at betingelserne for at hæve kontrakten har været opfyldt, har sagsøgte gjort gældende, at der i hvert fald ikke foreligger culpa fra hans side, og at sagsøgeren derfor alene kan kræve negativ kontraktsinteresse, d. v. s. tilbagebetaling af de 9.430 kr. med fradrag af det indvundne udbytte 603,50 kr. Subsidiært har han gjort gældende, at sagsøgeren i hvert fald kun kan være berettiget til en forholdsmæssig del af det garanterede udbytte, svarende til perioden indtil kontrakten blev ophævet, og at de 70 % må beregnes af 8.200 kr. (købesummen uden omsætningsafgift). Endvidere har sagsøgte bestridt, at sagsøgeren, hvis der tilkendes ham en erstatning udover købesummen, skulle have krav på renter af beløbet. I øvrigt må sagsøgeren være afskåret fra at kræve erstatning, fordi han efter at have modtaget automaten tilbage intet har gjort for at udnytte den og derved begrænse tabet.

Sagsøgeren har forklaret, at han så en annonce, hvori sagsøgte reklamerede med, at man kunne få 60-120 % i årlig forrentning ved at investere i spille- og underholdningsautomater. Han ringede til sagsøgte, og de havde et par møder, inden kontrakten blev underskrevet. Under forhandlingerne oplyste sagsøgte, at sådanne automater i almindelighed gav 70-80 % i udbytte. I den telefonsamtale, parterne havde i begyndelsen af august 1974, sagde sagsøgeren, at sagsøgte gerne måtte flytte automaten til et bedre sted i Esbjerg-Varde området. Da han omkring den 1. september så, at automaten var fjernet, ringede han igen til sagsøgte, der oplyste, at han endnu ikke havde fundet et andet sted at placere den. Engang i september meddelte sagsøgte, at der var mulighed for at opstille automaten et nærmere angivet sted på Fanø. Sagsøgeren tog derover den 29. september, men det viste sig at være en campingplads, der kun var åben i sommermånederne. Derefter foreslog sagsøgte en kro i Ørum ved Viborg, men sagsøgeren, der selv skulle tømme automaten, fandt, at afstanden

var for stor. Efter sagsøgtes opfordring spurgte han sin broder, der boede i Randers, om han var interesseret i at overtage automaten, men det var han ikke. Sagsøgte blev underrettet herom 8-14 dage efter, at han havde bragt kroen i Ørum i forslag. Sagsøgte havde lovet at komme til Esbjerg senest den 2. oktober, men kom ikke, og da en aftale om, at han skulle komme senest den 16. oktober, heller ikke blev overholdt, gik sagsøgeren den 21. samme måned til en advokat. Den 29. november ringede sagsøgte og foreslog hotellet i Varde, men sagsøgeren afviste forslaget, da han vidste, at der ikke kom mange mennesker på hotellet. De aftalte, at sagsøgte senest den 4. december skulle komme til Esbjerg, for at han kunne finde en ordning, men da hverken denne aftale eller en aftale om, at han skulle komme senest den 12., blev overholdt, gik sagsøgeren omkring den 16. december til en anden advokat. Den 20. december indfandt sagsøgte sig på sagsøgerens bopæl medbringende automaten. Da han krævede, at sagsøgeren enten skulle acceptere, at automaten blev opstillet i hotellet i Varde, eller selv overtage den, foretrak sagsøgeren det sidste. Han fik samtidig udbetalt 85 kr. som >> 878 >> sin andel af de penge, automaten indeholdt, da sagsøgte afhentede den i Esbjerg omkring 1. september. Når sagsøgeren i den (nedenfor gengivne) kvittering for modtagelsen af automaten har skrevet under på, at »han ikke ønskede at få den opsat på Restauration«, skal det forstås således, at han ikke ønskede den opstillet på den restauration, sagsøgte foreslog.

Sagsøgte har forklaret, at han forhandler spille- og underholdningsautomater i forskellige prisklasser. Det er rigtigt, at han i en annonce i »Jyllandsposten« i 1974 oplyste, at man kunne få 60-120 % i årlig forrentning ved at investere i sådanne automater, men det fremgik af annoncen, at den henvendte sig til interesserede, der disponerede over 15.500 kr. Oplysningen om den angivne forrentning er baseret på erfaring. Foreholdt sagsøgerens forklaring har sagsøgte bekræftet, at han under salgsforhandlingerne har oplyst, at en automat som den, sagsøgeren købte, i almindelighed gav en forrentning på 70-80 %. Også dette tal er baseret på erfaring. Engang i sommeren 1974 spurgte sagsøgeren, om sagsøgte ville købe automaten tilbage. Sagsøgte tilbød at tage den tilbage til halv pris, men dette tilbud blev afvist af sagsøgeren. Da sagsøgte i efteråret 1974 søgte at finde et andet sted til opstilling af automaten, var det hans indtryk, at sagsøgeren alene ønskede at tale om tilbagekøb. Da sagsøgte omkring den 1. september 1974 afhentede automaten i restaurant »Stenbukken«, havde restauratøren allerede taget den ned, formentlig fordi den ikke gav tilstrækkeligt udbytte. Når han foreslog kroen i Ørum, skyldtes det, at sagsøgeren havde oplyst, at han havde familie i Randers og kom der hver 3. eller 4. uge. Der gik 3-4 uger, før sagsøgte fik besked om, at sagsøgerens broder ikke ville overtage automaten. Sagsøgte har ikke tilsidesat nogen aftale med sagsøgeren om at komme til Esbjerg. Aftalen gik hver gang ud på, at han ville opsøge sagsøgeren, hvis han kom forbi.

I et forberedende retsmøde den 3. december 1975 erklærede sagsøgtes advokat på foranledning af sagsøgerens advokat, at han ville søge fremskaffet lister over personer, til hvem sagsøgte inden 15. marts 1974 havde solgt spilleautomater, specielt »Football«-automater, og stille disse lister til rådighed for sagsøgeren. Han oplyste samtidig, at sagsøgte ikke havde regnskab over, hvor meget den enkelte køber indtjente på automaten.

Sådanne lister er imidlertid ikke blevet tilvejebragt. Om grunden hertil har sagsøgte oplyst, at han nødigt ville anmode sine kunder om oplysninger til brug i et retssag. Han solgte i 1973 ca. 10 »Football«-automater.

Sagsøgte har - foruden nogle tømnings-rapporter vedrørende automater af andre typer - fremlagt en erklæring om udbyttet af en »Bowling«-automat, der angives at svare til »Football«-automaten. Ifølge erklæringen har den pågældende automat, der er opstillet i en restaurant i Århus, i løbet af 6 måneder i 1975 indbragt ejeren 5.106 kr.

Sagsøgeren har fremlagt fotokopi af en annonce, som sagsøgte havde indrykket i »Jyllandsposten« omkring 1. marts 1974. Annoncen har overskriften »Danmarks mest spændende investering. Forrent Deres penge med 30-120 % p. a.«, og i teksten hedder det: »... Vi er Danmarks førende firma inden for automatinvestering og kan derfor yde Dem den bedste service. Som det eneste investeringsfirma

har vi landsdækkende service på automaterne. Dette bevirker, at de aldrig står stille, men hver dag kører penge ind til Dem.

Bankrenten er ma. 15 % og for pantebreve max. 25 %, men vi giver GARANTI for MINIMUM 30 %. Dette er minimum - gennemsnitsafkast er 80 % p. a.

Nødvendig kapital for investering kr. 14.800..«

Sagsøgte har fremlagt følgende af ham konciperede og af sagsøgeren underskrevne erklæring, dateret 20. december 1974: »Undertegnede Kurt Sørensen Tinghøjen har d. d. fået udleveret 1 stk. automat »Football« som han har købt iflg. kontrakt, da han ikke ønskede at få den opsat på Restauration.«

Retten skal udtale:

Ved vurderingen af, om der i oktober eller december 1974 har foreligget en sådan misligholdelse fra sagsøgtes side, som kunne berettige sagsøgeren til at hæve handelen, må det tages i betragtning, at sagsøgeren, selv om automaten ikke skulle give et udbytte på 40 % det første år, havde krav på at få det manglende beløb betalt af sagsøgte. For så vidt angår ophævelsen den 17. december 1974 er det endvidere ikke bevist, at hotellet i Varde var et uegnet opstillingssted. På denne baggrund findes sagsøgte ikke ved sit forhold i efteråret 1974 at have gjort sig skyldig i en misligholdelse, der har kunnet berettige sagsøgeren til at kræve, at handelen skulle gå tilbage.

Med hensyn til spørgsmålet om kontraktens gyldighed er det ikke godtgjort, at sagsøgte har udvist svigagtigt forhold ved kontraktens indgåelse. Da sagsøgte imidlertid ikke som lovet under sagen har oplyst, til hvem han iøvrigt har solgt automater af den omhandlede type, og sagsøgeren således ikke har kunnet undersøge, hvad sådanne automater normalt indbringer, må det lægges til grund, at gennemsnitsudbyttet er væsentlig mindre end de af sagsøgte opgivne 70-80 %, jfr. herved princippet i retsplejelovens § 298. Idet det må antages, at ikke >> 879 >> alene den skriftlige garanti-erklæring, men også sagsøgtes oplysning om gennemsnitsudbyttet har været afgørende for sagsøgerens beslutning om at købe automaten, må kontrakten anses for uforbindende for ham, jfr. analogien af aftalelovens § 33. Sagsøgte vil derfor have at tilbagebetale købesummen til sagsøgeren mod udlevering af automaten.

For så vidt angår det af sagsøgeren fremsatte erstatningskrav findes det forhold, der bevirker, at kontrakten er uforbindende for ham, ligeledes at berettige ham til erstatning for det tab, han lider ved, at den ikke opfyldes efter sit indhold. Ved vurderingen af tabets størrelse må det garanterede udbytte på 70% være udgangspunktet. Det findes ikke at kunne bebrejdes sagsøgeren, at han, efter at sagsøgte den 20. december 1974 havde afleveret automaten til ham, intet har foretaget for at begrænse tabet. Derimod må garantibeløbet reduceres, dels fordi det må antages i et vist omfang at modsvares at udgifter til vedligeholdelse og tilsyn, dels fordi sagsøgeren ikke ubetinget ville have krav på det fulde garanterede udbytte i tilfælde af, at automaten - på hvilken sagsøgte kun ydede eet års garanti - på grund af beskadigelse var ude af drift i en periode. Ud fra disse betragtninger vil den sagsøgeren tilkommende erstatning skønsmæssigt være at fastsætte til 2000 kr.

I sagsomkostninger til det offentlige vil sagsøgte have at betale 2700 kr. - - -

Vestre Landsrets dom.- - - For landsretten har appellanten, fabrikant Ivar Hvidtfeldt, gentaget sin i første instans nedlagte påstand om frifindelse, subsidiært mod betaling af 1.856 kr. 50 øre og mest subsidiært mod et beløb efter rettens skøn.

Indstævnte, varmemester Kurt Sørensen, har påstået dommen stadfæstet.

For landsretten er der påny afgivet forklaring af parterne.

Indstævnte har forklaret, at appellanten under forhandlingerne om købet af maskinen bl. a. sagde om en forrentning på 70-80 %, at »det kunne man regne med«.

Appellanten har oplyst, at det ikke kan være den i dommen citerede annonce, som indstævnte har set, da denne tekst først blev anvendt efter kontraktens indgåelse. Derimod kan det muligvis være nedennævnte annonce, indrykket den 3. februar 1974 i Jyllandsposten, som indstævnte har set:

»SERIØS INVESTERING

Når De skal anbringe Deres penge, så gør De det selvfølgelig, hvor det giver den højeste forrentning.

Hvis De investerer Deres penge hos os i spille- og morskabsautomater kan De få 60-120 pct. pro anno på Deres penge. Dette lyder måske usandsynlig, men gennem et gensidigt samarbejde med vores firma kan vi tilbyde Dem en risikofri investering, der kan give Dem denne forrentning på Deres penge samt den fulde afskrivning. Vores firma sørger for, at Deres penge vil blive anbragt til den højeste forrentning.

Disponerer De over kr. 15.500 og er interesseret i en sikker investering i spille- og morskabsautomater, send da denne kupon, og De vil få et uforbindende møde med en af vore konsulenter.«

Indstævnte har til støtte for sin påstand for landsretten gjort gældende, at aftalen er ugyldig i henhold til aftalelovens § 33. Subsidiært har indstævnte anført, at aftalen er misligholdt fra appellantens side på en sådan måde, at indstævnte har været berettiget til at hæve kontrakten.

Appellanten har til støtte for sine påstande i det væsentlige gentaget sine i 1. instans fremførte anbringender.

Også efter det for landsretten foreliggende må det lægges til grund, at forrentningen af en automat som den omhandlede i almindelighed er væsentlig lavere end den appellanten under salgsforhandlingerne oplyste forrentning på 70-80 %. Det må endvidere - som i dommen anført - lægges til grund, at indstævntes løfte om køb af automaten bl. a. var fremkaldt af disse af appellanten fremsatte vildledende oplysninger. Idet det herefter findes stridende mod almindelig hæderlighed at gøre aftalen gældende overfor indstævnte, tiltrædes det, at aftalen i medfør af aftalelovens § 33 eller dennes analogi er anset ugyldig.

Der findes ikke grundlag for at tilkende indstævnte hel eller delvis erstatning efter reglerne om positiv opfyldelsesinteresse, og da der ikke iøvrigt foreligger oplysninger om indstævntes tab, vil hans påstand for landsretten om en erstatning på 2.000 kr. ikke kunne tages til følge.

Med denne ændring vil dommen være at stadfæste. - - -

Ingen af parterne betaler sagsomkostninger for landsretten til den anden part eller til statskassen. - - -

U.1977.1036V

Hverken aftl. § 32, stk. 1, eller § 39, 2. pkt., fundet anvendelig på fejlagtigt udregnet licitationstilbud. S indgav ved en af en kommune K udbudt offentlig licitation et tilbud på udførelse af varmeentreprisen ved et byggeri for et beløb på 129000 kr. 7 dage efter den fastsatte licitationsdag blev S's søn, der havde udarbejdet tilbudet, klar over, at han ikke havde taget hensyn til en udgift på 58000 kr. til materialer og rettede henvendelse til K om den begåede fejl for at blive løst fra tilbudet, som K imidlertid accepterede den 30. juni. Der fandtes ikke grundlag for at fastslå, at man hos K havde indset eller haft grund til mistanke om, at der forelå en fejltagelse, og aftalelovens § 32, stk. 1, fandtes herefter ikke anvendelig, ligesom der ikke fandtes at foreligge sådanne særlige omstændigheder, som er nævnt i § 39, 2. punktum. S dømtes til at betale K en erstatning, svarende til differencen mellem næstlaveste tilbud og S' tilbud. 1)

V. L. D. 10. december 1976 i sag 7-1396/1976(Juul-Olsen, Funch Jensen, Smedegaard Andersen (kst.)).

Struer kommune (adv. S. Smith Knudsen, Struer) mod smedemester Svend Aage Andersen, Jebjerg (adv. Refsgaard Lund, Skive, prøve).

I foråret 1975 udbød sagsøgeren, Struer kommune, tilbygningen til Struer Borger- og Realskole i offentlig licitation.

Sagsøgte, smedemester Svend Aage Andersen, Jebjerg, indgav kort før den på tilbudslisten fastsatte licitationsdag bl. a. tilbud på udførelse af varmeentreprisen for en tilbudssum af 129.000 kr. Licitationen blev afholdt som fastsat fredag den 13. juni 1975 kl. 10, hvor sagsøgte ikke var til stede. Fredag den 20. juni blev sagsøgtes søn, cand. merc. Kristian Østergaard Andersen, som havde udarbejdet kalkulationsgrundlaget for tilbudet, opmærksom på, at han ved en fejl ikke havde taget hensyn til udgifter til indkøb af radiatorer, ialt ca. 58.000 kr., og sagsøgte satte sig herefter i forbindelse med sagsøgerens rådgivende ingeniør, ingeniør Erik Houmann, Struer, med henblik på, at sagsøgte kunne blive løst fra sit tilbud. Ved skrivelse af 30. juni s. å. meddelte sagsøgeren imidlertid sagsøgte, at man accepterede hans tilbud. Da sagsøgte efter et derpå følgende møde i sagsøgerens økonomiudvalg nægtede at vedstå sit tilbud, har sagsøgeren under denne ved stævning af 7. oktober 1975 anlagte sag påstået sagsøgte tilpligtet at betale 40.575 kr. - hvilket beløb udgør erstatning for det tab, sagsøgeren har lidt ved at måtte acceptere et højere tilbud end sagsøgtes, opgjort som differencen mellem sagsøgtes tilbud og næstlaveste tilbud - tilligemed sædvanlig procesrente fra stævningens dato. Sagsøgte har under anbringende af, at tilbudet i medfør af reglen i aftalelovens § 32, eventuelt sammenholdt med § 39, 2. punktum, ikke er bindende for ham, nedlagt påstand om frifindelse, subsidiært mod betaling af et mindre beløb. Sagsøgte har endvidere påstået forrentningsperiodens begyndelsestidspunkt fastsat senere end påstået.

Af sagens oplysninger fremgår det bl. a.:

Licitationsgrundlaget for bl. a. varmeentreprisen >> 1037 >> var udført af sagsøgerens rådgivende ingeniør. På udførelse af varmeentreprisen var iøvrigt afgivet følgende tilbud:

Ålestrup Rørteknik, Ålestrup 254.193 kr.Poul Frederiksen, Vinderup 230.575 kr.Erik Linå, Struer 186.573 kr.

Erik Ejlertsen, Struer 186.208 kr.Magnus Hansen, Viborg 169.575 kr.

priser er udførligt gengivet i Struer Dagblad den 14. juni 1975 med specifikation af alle tilbudsgivende med angivelse af tilbudssummer. Heraf fremgår betydelige forskelle mellem tilbudene indenfor de enkelte entrepriser såvel absolut som procentuelt, men på væsentlige entrepriser ikke med differencer, som procentuelt er så store som dem, der konstateredes på varmeentreprisen. Sagsøgte blev bekendt med, at han var lavestbydende vedrørende varmeentreprisen gennem læsning af Skive Folkeblads udgave for den 16. juni 1975, som imidlertid alene indeholdt omtale af licitationen med angivelse af de laveste tilbud indenfor de enkelte entrepriser. Da sagsøgte var blevet opmærksom på den omhandlede fejl i hans kalkulationsmateriale, hvorved hans tilbud var blevet ca. 70.000 kr. mindre, end det skulle have været, blev spørgsmålet forelagt for den projekterende ingeniør mandag den 23. juni 1975 og i de følgende dage forelagt for og forhandlet med sagsøgeren. Efter at sagsøgeren skriftligt havde accepteret sagsøgtes tilbud, blev der på sagsøgtes foranledning afholdt et møde mellem sagsøgtes søn og kommunens økonomiudvalg den 9. juli s. å. Af udvalgets forhandlingsprotokol vedrørende det under mødet passerede fremgår bl. a. »- - - at man - - - af principielle grunde måtte fastholde det afgivne tilbud. Der blev meddelt en frist til mandag den I I. august 1975 for firmaet til at afgive endeligt svar på, hvorvidt man er indforstået med at udføre arbejdet som tilbudt. Fra kommunens side blev det meddelt, at man, såfremt firmaet påtager sig arbejdet, vil være behjælpelig med i videst muligt omfang at reducere omkostningerne ved bl. a. en tilrettelæggelse af arbejdet på bedst mulig måde - - -«. Ved skrivelse af 27. juli 1975 til sagsøgeren meddelte sagsøgte, at han ville bede sig fritaget for at udføre varmeentreprisen som tilbudt. Varmeentreprisen er udført af den tredie lavest bydende.

Der er under domsforhandlingen afgivet forklaring af sagsøgte og vidneforklaring af sagsøgtes hustru, fru Marie Andersen, sagsøgtes ovennævnte søn samt rådgivende ingeniør Erik S. Houmann.

Ingeniør Houmann har forklaret, at han, der da var medlem af kommunalbestyrelsen og af dettes økonomiudvalg, sammen med den projekterende arkitekt på basis af skitseprojekteringen havde udarbejdet et overslag over de samlede byggeomkostninger, idet overslaget tilvejebragtes på baggrund af teknikernes erfaringer med hensyn til aktuelle kvadratmeterpriser på byggeri af den art og det kvalitetsniveau, som sagsøgeren forudsatte, uden at overslaget, der var på 3.904.000 kr., var specificeret eller udregnet for de enkelte entrepriser.

Sammenlagt blev de billigste tilbud på ialt ca. 3.944.000 kr., således at overslaget viste sig at være ret nøjagtigt. På licitationsdagen foretog vidnet åbning af en del af de indkomne tilbud, herunder sagsøgtes tilbud. Indholdet heraf gjorde ikke andet indtryk på ham end det generelle, men han var vant til fra mange tidligere licitationer, at der var stor spredning på tilbudsbeløbene indenfor flere af entrepriserne. Han fik derfor ikke indtryk af, at der skulle være noget særligt ved sagsøgtes tilbud sammenholdt med de øvrige tilbud vedrørende varmeentreprisen. Vidnet hæftede sig ikke ved, om sagsøgte var til stede ved åbningen af tilbudene. Mandag den 23. juni 1975 blev vidnet ringet op af sagsøgtes hustru, der oplyste, at der var indløbet en fejl i sagsøgtes tilbud. Han tilkendegav i den anledning, at det måtte være en absolut betingelse for, at der eventuelt kunne tages hensyn hertil, at kalkulationsmaterialet omgående blev fremsendt til ham, og han lovede, når han havde modtaget materialet, at drøfte spørgsmålet med sagsøgeren. Han modtog materialet hurtigt vist nok samme dag og gennemgik dette, hvorunder han konstaterede, at fejlen vel androg et betragteligt beløb, men dog ikke større end, at den efter hans skøn ville indebære, at der vel ikke var udsigt til nogen fortjeneste for sagsøgte på entreprisen, men på den anden side heller ikke til noget større tab, og i hvert fald var det vidnets opfattelse, at sagsøgte ville lide større tab ved det erstatningskrav, som kunne blive en følge af, at sagsøgte ville nægte at vedstå sit tilbud. På baggrund af disse overvejelser indstillede vidnet til sagsøgeren dels at fastholde sagsøgte ved dennes tilbud dels at tilkendegive sagsøgte en frist til overvejelser over hensigtsmæssigheden i at gennemføre entreprisen som tilbudt eller at træde tilbage fra dette og betale erstatning.

Sagsøgte har forklaret, at han alene har underskrevet tilbudet, men iøvrigt ikke har haft med sagen at gøre, fordi han har været uarbejdsdygtig i perioden fra februar 1975 til september 1976.

Cand. merc. Kristian Østergaard Andersen har forklaret, at han som medarbejder i faderens virksomhed har udarbejdet det omhandlede tilbud, således som han iøvrigt tidligere mange gange har >> 1038 >> udarbejdet tilbud. Vidnet blev bekendt med den fejl, som han havde begået, da en medarbejder hos næstlavestbydende den 20. juni 1975 tingede til ham og spurgte, om han ville vedstå sit tilbud, idet det var medarbejderens opfattelse, af sagsøgtes tilbud ikke engang kunne dække materialeudgifter. Vidnet deltog i mødet med sagsøgeren den 9. juni 1975, men da man ikke så nogen udvej for af undgå et tab på ca. 30.000 kr. ved gennemførelse af entreprisen, besluttedes det efter forhandling med Håndværksrådet af indtage det standpunkt, at sagsøgte ikke var bundet af tilbudet.

Fru Marie Andersen har forklaret, af hun dagligt deltager i virksomheden ved pasning af regnskaber og telefon. Vidnet mener, at hun lørdag den 21. juni 1975 af sin søn blev gjort bekendt med den omhandlede fejl og hun lovede mandag den 23. juni 1975 at tage sig af sagen hvilket hun gjorde ved at opnå telefonisk kontakt med ingeniør Houmann, hvorunder hun gjorde denne bekendt med problemet. Ingeniør Houmann efterlyste kalkulationerne, som blev bragt til ham samme dag, og ingeniøren lovede at tage sig af sagen ved af drøfte denne med sagsøgeren. Det var vidnets opfattelse, at ingeniør Houmann troede, at sagen kunne løses ved, at sagsøgte blev løst fra sit tilbud, men han afgav ikke noget løfte i så henseende. Derimod blev der lovet vidnet besked, men en sådan blev kun modtaget i form a sagsøgerens accept på licitationstilbudet.

Sagsøgeren har til støtte for sin påstand nærmere anført, at der ifølge almindelige aftaleretlige regler er indgået en bindende aftale mellem parterne ved sagsøgerens rettidige accept af sagsøgtes tilbud, som efter licitationsbetingelserne er bindende for sagsøgte i 4 uger fra åbningen af licitationstilbudene. Uanset at sagsøgtes tilbud er behæftet med fejl, hvis eksistens sagsøgeren ikke har villet bestride, må tilbudet være bindende for sagsøgte, da sagsøgeren eller de, der handlede på-sagsøgerens vegne, ikke har indset eller haft grundlag for af have nogen mistanke om, af der var begået en fejl. Sagsøgeren har endvidere gjort gældende, at det ganske særligt i forbindelse med licitationer vil være betænkeligt ikke mindst af hensyn til andre tilbudsgivere at bringe reglen i aftalelovens § 39,2. punktum i anvendelse. Med hensyn til sagsøgtes subsidiære påstand har sagsøgeren gjort gældende, at et lavere tilbud end det næstlaveste kun kunne opnås gennem en ny licitation, men af sagsøgeren ikke kan have nogen pligt til at sinke arbejdet ved påny af udbyde det 1 licitation.

Sagsøgte har til støtte for sin frifindelsespåstand gjort gældende, af sagsøgtes tilbud er ugyldigt i medfør af aftalelovens § 32, idet der var så markante procentuelle forskelle mellem sagsøgtes tilbud og tilbudene fra næstlavestbydende og højestbydende inden for varmeentreprisen sammenholdt med differencerne inden for de øvrige entrepriseområder, at sagsøgeren straks burde have indset, af der måtte foreligge en fejl i sagsøgtes tilbud. Risikoen for, at fejlen ikke straks blev erkendt af sagsøgeren, må lægges på denne, da der ikke af den projekterende ingeniør og arkitekt var tilvejebragt specificerede overslag over de enkelte entrepriser. Da sagsøgte hurtigst muligt, efter af han selv var blevet opmærksom på fejlen, har givet sagsøgeren underretning herom og samtidig har godtgjort, hvorledes fejlen var opstået, - på et tidspunkt, hvor sagsøgeren endnu ikke har accepteret tilbudet - foreligger der i denne sag sådanne særlige omstændigheder, af reglen i aftalelovens § 39,2, punktum må kunne finde anvendelse. Til støtte for sin påstand har sagsøgte gjort gældende, at sagsøgeren ved en ny licitation på varmeentreprisen måske kunne have opnået lavere tilbud end det næstlaveste. Til støtte for sin påstand om fastlæggelse af et senere tidspunkt for forrentningens påbegyndelse har sagsøgte henvist til, at udførelsen af varmeentreprisen først iværksattes på et senere tidspunkt end stævningens udtagelse, og sagsøgerens forøgede betalingsforpligtelser først opstår ved betalingen til den anden varmeentreprenør.

Der findes efter den af ingeniør Houmann afgivne vidneforklaring ikke af være grundlag for af fastslå, at sagsøgeren ved opnåelse af kendskab til sagsøgtes tilbud har indset eller haft grund til at

nære mistanke om, at der forelå en fejltagelse, og der findes herefter ikke af foreligge fornødent grundlag for at bringe aftalelovens § 32, stk. 1, i anvendelse. Endvidere findes der ikke i et tilfælde som det foreliggende at foreligge sådanne særlige omstændigheder, som omhandles i reglen i aftalelovens § 39,2. punktum. Da sagsøgeren under de foreliggende omstændigheder heller ikke kan anses for pligtig til af forsinke arbejdet ved af udbyde varmeentreprisen påny for muligvis at opnå et lavere tilbud end det næstlaveste, findes herefter hverken sagsøgtes principale eller subsidiære påstand af kunne tages til følge. Sagsøgte vil herefter være af anse erstatningspligtig over for sagsøgeren, således at tabet fastsættes til prisforskellen mellem laveste og næstlaveste tilbud som af sagsøgeren påstået. Idet sagsøgte ikke har påvist særlige forhold, som kan føre til at fravige de almindelige regler Om procesrente, tages sagsøgerens påstand herefter i det hele til følge. - - -

U.1981.221H

Kontohaver, som overtrak checkkonto, var pligtig at betale de af pengeinstituttet krævede renter. W, som havde overtrukket sin checkkonto hos en sparekasse, fandtes at måtte være klar over, at han opnåede et til overtrækket svarende lån, som sparekassen ville kræve forrentet på de for overtræk på checkkonti gældende rentebetingelser, og da disse betingelser ikke kunne anses for urimelige, tilpligtedes han at betale de af sparekassen krævede renter (varierende fra 17% til 22%).

H. D. 2. februar 1981 i sag 211/1980Sparekassen SDS, Nykøbing F., (adv. Grønborg) mod John Lundgreen Wagner. Nykøbing F rets dom 11. januar 1979.

Under denne ved stævning af 29. november 1978 anlagte sag har sagsøgeren, Sparekassen SDS, påstået sagsøgte, John Lundgreen Wagner, tilpligtet at betale 1.047,45 kr. med den til enhver tid af sagsøgeren fastsatte debetrente for tiden 17 % årligt af det til enhver tid skyldige beløb fra 22. maj 1978, til betaling sker.

Sagsøgeren har anført, at beløbet udgør overtræk på bogløs konto nr. 670-00-32998 i tiden fra 22. maj til 1. juni 1978. Kontoen er en sædvanlig indlånskonto uden særlige rettigheder til f.eks. overtræk.

Sagsøgeren har som begrundelse for rentepåstanden i første række anført, at såvel indlånsrenten som en eventuel debetrente - morarente - fremgår af de almindelige betingelser for kontoen, og at disse betingelser er opslået let læselige hos sagsøgeren. Sagsøgeren har dernæst anført, at betingelserne er i overensstemmelse med almindelig kutyme i branchen.

Sagsøgte har anerkendt søgsmålets rigtighed, idet han dog har protesteret mod, at der tillægges sagsøgeren renter udover sædvanlig procesrente. Sagsøgte har herved anført, at der ikke ved kontoens oprettelse er truffet aftale om, at overtræk på kontoen skal forrentes som af sagsøgeren påstået. Sagsøgte er heller ikke på noget senere tidspunkt gjort bekendt med, at en sådan renteberegning var gældende for lønkontoen. Sagsøgte har endvidere bestridt, at de af sagsøgeren påståede regler for renteberegningen skulle være i overensstemmelse med almindelig kutyme i branchen.

Retten finder det ikke godtgjort, at der er truffet aftale om renteberegning for overtræk som af sagsøgeren påstået, ligesom det ikke findes godtgjort, at parternes mellemværende er omfattet af en >> 222 >> branchekutyme, der berettiger til en sådan rente. Skylden vil herefter være at forrente med almindelig procesrente.

Sagsøgte betaler til sagsøgeren sagens omkostninger med 420 kr.

Østre Landsrets dom 31. januar 1980 (8. afd.)(Jørgen Svendsen, Else Mols, Bjarne Pedersen (kst.)).

Den indankede dom er afsagt den 11. januar 1979 af retten i Nykøbing F. (B. S. 1830/1978) og påanket af appellanten, Sparekassen SDS, Nykøbing F., med påstand om, at dommen ændres i det væsentlige i overensstemmelse med den for underretten nedlagte påstand, således at det idømte beløb 1.047,45 kr. forrentes med den til enhver tid af appellanten fastsatte debetrente, for tiden 17 % årligt, således:

af kr. 17,45 fra-den 22. maj til den 23. maj 1978af kr. 117,45 fra den 23. maj til den 24. maj 1978af kr. 317,45 fra den 24. maj til den 25. maj 1978af kr. 417,45 fra den 25. maj til den 26. maj 1978af kr. 717,45 fra den 26. maj til den 30. maj 1978af kr. 947,45 fra den 30. maj til den 1. juni 1978af kr. 1047,45 fra den 1. juni 1978 til betaling sker.

Da indstævnte, John Lundgreen Wagner, trods lovligt tilsagt, ikke gav møde ved første retsmøde den 19. marts 1979, begærede appellanten under henvisning til retsplejelovens § 438, stk. 1, jfr. § 401, sagen fremmet til dom i henhold til den af appellanten nedlagte påstand, hvorefter sagen udgik til skriftlig behandling.

Det fremgår af sagen, at den pågældende konto blev oprettet den 1. maj 1978, og at første overtræk på kontoen skete den 22. maj 1978, medens sidste overtræk skete den 1. juni 1978. Appellanten har sendt indstævnte flere rykkerskrivelser, første gang den 31. maj 1978.

Der er afgivet skriftligt indlæg af appellanten.

Indstævnte har ikke ytret sig i sagen.

Appellanten har til støtte for sin påstand nærmere anført, at der, som i dommen anført, ikke er truffet aftale mellem parterne om forrentning af overtræk på kontoen, idet kontoformen ikke hjemlede sådant overtræk. På grund af den mellem pengeinstitutterne indgåede checkindløsningsaftale har appellanten imidlertid været tvunget til at indløse de af indstævnte udstedte checks. Indstævnte har herved uberettiget tilegnet sig et »IAn« hos appellanten. Appellanten må derfor i medfør af grundsætningen i købelovens § 5 være berettiget til at fastsætte renten alene med den begrænsning, at denne ikke må være ubillig. En rente som påstået svarer til den ordinære lånerente i sparekassens afdelinger på Falster-Østlolland og er fastsat under hensyntagen til dækning af appellantens ordinære rente for kreditter, incl. løbende provision, stiftelsesprovision og de med den særlige administration af låneovertræk forbundne omkostninger. Rentesatsen, der er ret ensartet for de forskellige pengeinstitutter, har sammenhæng med obligationsrenten og varierer med Nationalbankens diskonto. Den kan derfor ikke betegnes som ubillig.

Landsretten skal udtale:

Det er som anført ikke for landsretten gjort gældende, at rentekravet hviler på en aftale, ligesom det ikke er gjort gældende, at der her foreligger en kutyme for en rente som den påståede. Appellantens krav mod indstævnte er af den i den på forfaldstidspunktet gældende bestemmelse i gældsbrevslovens § 62, stk. 2, omhandlede karakter. Der findes ikke grundlag for i medfør af bestemmelsens stk. 3, sammenholdt med grundsætningen i købelovens § 5, at fravige den almindelige renteregel i gældsbrevslovens § 62, stk. 2. Renten findes herefter at burde beregnes som almindelig procesrente. Det tiltrædes, at renten er beregnet fra det sidste overtræk som sket ved den indankede dom, jfr. bestemmelsen i § 62, stk. 2, 2. pkt.

Landsretten stadfæster derfor dommen.

Efter omstændighederne findes ingen af parterne at burde betale sagsomkostninger til den anden part for landsretten.

Højesterets dom.Den i denne sag af Østre Landsret afsagte dom er med Justitsministeriets tilladelse indanket for Højesteret.

I pådømmelsen har deltaget fem dommere: Høyrup, Høeg, P. Christensen, Funch Jensen og Kiil.

For Højesteret har appellanten gentaget sin påstand om, at indstævnte tilpligtes at betale 1.047 kr.

45 øre med den til enhver tid af appellanten fastsatte debetrente for checkkonti, beregnet af de i påstanden for landsretten angivne beløb med en årlig rente på 18% fra den 22. maj til den 31. juli 1978, 17% fra den 1. august 1978 til den 1. juli 1979, 18% fra den 2. juli til den 27. september 1979,20% fra den 28. september 1979 til den 24. februar 1980 og 22% fra den 25. februar 1980 indtil videre.

Danmarks Sparekasseforening er for Højesteret >> 223 >> indtrådt i sagen som biintervenient til støtte for appellantens påstand.

Da indstævnte ikke har givet møde for Højesteret under sagens forberedelse, er sagen efter appellantens begæring blevet fremmet på grundlag af det foreliggende skriftlige materiale og appellantens og biintervenientens skriftlige indlæg, som er forkyndt for indstævnte, der heller ikke for Højesteret har afgivet nogen udtalelse i sagen.

Appellanten har til brug for Højesteret oplyst, at der ikke ved oprettelsen af den omhandlede konto, der er en ren indlånskonto med check, blev underskrevet nogen formular eller indgået nogen skriftlig aftale om de for kontoen gældende vilkår. Indstævnte angav ved oprettelsen, at kontoen skulle anvendes som lønkonto, og der indgik den 17. maj 1978 et lønbeløb på 1.082 kr. 50 øre. Indstævnte udstedte derefter i hurtig rækkefølge et antal checks, der medførte det i sagen omhandlede overtræk. Den krævede rente er appellantens faste debetsats for den omhandlede type udlån. Der er tale om en ren overtræksrente, og rentesatsen fremgår af appellantens »Priser og betingelser«, som udleveres efter anmodning. Indlånsrenten bekendtgøres ved opslag i appellantens forretningslokaler. Overtræksrenten bekendtgøres derimod ikke, fordi der herved kunne opstå den misforståelse, at overtræk tolereres og kun medfører renteforhøjelse. Overtræksrenten, der er appellantens højeste udlånsrente, følger bevægelserne i den effektive rente af kreditforeningsobligationer. 1 tiden fra den 3. maj 1978 til den 26. september 1979 lå den effektive obligationsrente omkring 17% årlig, og appellantens debetrente var indtil den 1. august 1978 18% og derefter 17% årlig.

Danmarks Sparekasseforening har i sit skriftlige indlæg udtalt, at det efter foreningens opfattelse er sædvanligt, at sparekasser beregner ordinær udlånsrente af overtræk på checkkonti og bogløse indlånskonti. Dette gælder, uanset om der er truffet særlig aftale herom mellem kunden og den enkelte sparekasse. Det er ikke sædvanligt, at sparekasser træffer særlig aftale med deres kunder om forrentning af overtræk på de nævnte konti. Det er endvidere sædvanligt, at sparekassers faste priser og betingelser indeholder en særlig rentesats for sådanne overtræk, og at denne rentesats i almindelighed indeholder et tillæg i forhold til den ordinære udlånsrente af sparekassekreditter, der er bevilget på normal måde. Den af appellanten i denne sag beregnede debetrente ligger efter foreningens opfattelse på linie med den af andre sparekasser på samme tid beregnede overtræksrente, og det er sædvanligt, at overtræksrenten som enhver anden udlånsrente beregnes af det til enhver tid skyldige beløb.

For Højesteret har appellanten i det væsentlige gentaget sin procedure for retten for Nykøbing F. og har i tilknytning hertil bl.a. anført, at rentekravet ikke hviler på en udtrykkelig aftale mellem appellanten og indstævnte, men derimod på de udfyldende retsregler, der må antages at gælde i kontraktsforholdet mellem et pengeinstitut og dets kunder. Det aftaleretlige grundlag for rentekravet omfatter imidlertid også sædvaner og kutymer på området, som vanskeligt lader sig udskille fra de udfyldende retsregler i øvrigt. At sparekasser sædvanemæssigt beregner sig vederlag i form af ordinær rente af pengeudlån, hvadenten der er tale om kredit eller overtræk, må anses for notorisk og behøver ikke at sandsynliggøres nærmere. Da indstævnte ved udstedelsen af samtlige checks var vidende om, at de på grund af checkindløsningsaftalen ville blive honoreret af appellanten, uanset manglende dækning, må han være forpligtet til at betale det for kreditten til enhver tid gældende vederlag på samme måde som ved et løfte derom. Overtræksrenten er udtryk for en rimelig og velbegrundet priskalkulation under hensyn til den særlige risiko og den forøgede administrationsbyrde, som overtræk medfører. De autoriserede pengeinstitutters priser og betingelser er tilgængelige og undergivet offentlige myndigheders kontrol. Det er derfor

unødvendigt at kræve oprettet en særlig aftale om udlånsrentens størrelse i hvert enkelt tilfælde, herunder om størrelsen af en eventuel overtræksrente, og et sådant krav ville være til betydelig ulempe for pengeinstitutterne og deres kunder.

Ved sit overtræk på kontoen måtte indstævnte være klar over, at han under de foreliggende omstændigheder opnåede et til overtrækket svarende lån, som sparekassen ville kræve forrentet på de for overtræk på checkkonti gældende rentebetingelser. Idet disse betingelser ikke kan anses for urimelige, vil appellantens påstand være at tage til følge.

Hver part findes at burde bære sine sagsomkostninger for landsret og Højesteret.

Thi kendes for ret:Indstævnte, John Lundgreen Wagner, bør til appellanten, Sparekassen SDS, Nykøbing F, betale 1.047 kr. 45 øre med den til enhver tid af appellanten >> 224 >> fastsatte debetrente for check konti, beregnet med 18% årlig af:

17 kr. 45 øre fra den 22. maj til den 23. maj 1978,117 kr. 45 øre fra den 23. maj til den 24. maj 1978,317 kr. 45 øre fra den 24. maj til den 25. maj 1978,417 kr. 45 øre fra den 25. maj til den 26. maj 1978,717 kr. 45 øre fra den 26. maj til den 30. maj 1978,947 kr. 45 øre fra den 30. maj til den 1. juli 1978,1.047 kr. 45 øre fra den 1. juni til den 31. juli 1978,

og derefter med en årlig rente af 17% af sidstnævnte beløb fra den 1. august 1978 til den 1. juli 1979,18% fra den 2. juli til den 27. september 1979, 20% fra den 28. september 1979 til den 24. februar 1980 og 22% fra den 25. februar 1980.Den af retten for Nykøbing F. trufne bestemmelse om sagsomkostninger bør ved magt at stande.Hver part bærer sine sagsomkostninger for landsret og Højesteret.Det idømte at betale inden 14 dage efter denne højesteretsdoms forkyndelse.

U.1981.300H

Pantsætters krav om at få pantet ombyttet med bankgaranti taget til følge, da panthaver ikke havde loyal grund til at modsætte sig dette. I forbindelse med olieselskabet G's leje af et areal til benzintankstation, ydede G udlejeren ) et lån, hvis renter og afdrag skulle svare til lejen. Til sikkerhed for lånet udstedte et skadesløsbrev i en af sine faste ejendomme. Under en strid om, hvorvidt lejemålet var ophørt ved misligholdelse. 1) begærede pantesikkerheden om byttet med en bankgaranti, da G's nægtelse af samtykke til relaksation medførte en lang række vanskeligheder for hans salg af ejerlejligheder. Heri fik i medhold, idet han havde væsentlig interesse i aflysning af skadesløsbrevet, idet G ikke havde anført nogen loyal grund til at modsætte sig ombytningen, og idet G's nægtelse alene kunne anses begrundet i ønsket om at lægge pres på J under det kommende opgør, jfr. herved aftalelovens § 36.

H. D. 24. marts 1981 i sag I 93/1980Tømrermester Aage V. Jensen (lrs. Lynæs) mod Gulf Oil A/S (adv. Fugmann).

Østre Landsrets dom 26. februar 1980 (2. afd.) (Lunøe, Vagn Rasmussen, Topsøe (kst.)).

Ved en lejekontrakt af den 20. februar 1969 lejede sagsøgte, Gulf Oil A/S, til brug for opførelsen af en servicestation et ubebygget areal af matr.nr. 2 ar Bagsværd by og sogn, af sagsøgeren, tømrermester Aage V. Jensen, for en periode af 10 år med en yderligere forlejeret. Samme dag oprettede parterne en overenskomst, ifølge hvilken sagsøgte i forbindelse med lejemålet har ydet sagsøgeren et lån på 350.000 kr. Til sikkerhed for lånet og en eventuel erstatning til sagsøgte i forbindelse med lejemålets ophør oprettede sagsøgeren i medfør af overenskomsten et skadesløsbrev på 650.000 kr., som tinglystes den 10. april 1969 med pant i en anden sagsøgeren tilhørende ejendom, matr.nr. 16 E m.fl., Bagsværd by og sogn.

Denne ejendom udstykkedes i ejerlejligheder; den 31. oktober 1978 relakserede sagsøgte en ejerlejlighed (nr. 16) og denne relaksation tinglystes den 7. november samme år. Ved påtegning af den 28. december 1978 relakserede sagsøgte yderligere en ejerlejlighed (nr. 1), men denne påtegning tinglystes ikke. Det er under sagen oplyst, at dette skyldtes, at sagsøgte ikke ønskede at relaksere flere lejligheder.

Det ovennævnte lejemål var i september 1977 blevet ophævet af sagsøgte under påberåbelse af sagsøgerens misligholdelse. Spørgsmålet om berettigelsen heraf er behandlet under en særskilt sag, hvori dom afsiges samtidig med nærværende.

Efter sagsøgtes nægtelse af at relaksere yderligere ejerlejligheder anmodede sagsøgeren sagsøgte om at udlevere skadesløsbrevet mod at stille anden lige så god sikkerhed, eventuelt i form af håndpant i en obligationsbeholdning eller en bankgaranti.

Under korrespondancen herom anførte sagsøgtes advokat i en skrivelse af 11. april 1979 blandt andet:

»Den stilling Deres klient har indtaget, både med hensyn til ophævelsen af Gulf Oils lejemål, og med hensyn til indfrielsen af de lån Gulf Oil har ydet ham, taler ikke for at imødekomme Deres klients ønske om frigørelse af ejerpantebrevet på 650.000,- kroner.«

Forhandlingerne endte med, at sagsøgte afviste sagsøgerens anmodning.

Under denne sag, der er anlagt den 12. maj 1979. har sagsøgeren efter sin endelige påstand påstået sagsøgte tilpligtet at udlevere og til sagsøgeren transportere det omhandlede skadesløsbrev mod en af retten nærmere fastsat sikkerhed.

Sagsøgte har påstået frifindelse.

Sagsøgeren har til støtte for sin påstand anført, at det er overordentlig generende for sagsøgeren, at sagsøgte ikke vil udlevere skadesløsbrevet, fordi det medfører, at salget af ejerlejligheder betydeligt vanskeliggøres. Det skyldes alene chikane, at sagsøgte under forhandlingerne mellem parterne ikke har villet acceptere lige så betryggende sikkerhedsstillelse.

Sagsøgte har til støtte for sin påstand anført, at der savnes hjemmel til at følge den af sagsøgeren nedlagte påstand. Sagsøgeren har indgået en aftale om at stille netop dette skadesløsbrev som sikkerhed, og han kan ikke nu kræve denne aftale ændret. Havde sagsøgeren ønsket det, kunne han indfri gældsforholdet, eventuelt efter en nedlagt påstand om, hvordan dette skulle opgøres, men en sådan indfrielse har sagsøgeren ikke forsøgt. Der er ingen >> 301 >> aftale om relaksation, og den relaksation, der har fundet sted, er sket af velvilje.

Landsretten finder ikke, at der mod sagsøgtes protest, uanset hvad baggrunden herfor måtte være, er hjemmel til, at sagsøgeren kan kræve det omhandlede skadesløsbrev udleveret mod anden sikkerhed.

Sagsøgte vil herefter være at frifinde.

- - -

Sagsøgeren betaler til sagsøgte 2.000 kr. i sagsomkostninger.

Højesterets dom.Den indankede dom er afsagt af Østre Landsret.

I pådømmelsen har deltaget fem dommere: Hvidt, Urne, P. Christensen, Funch Jensen og Munch.

Appellanten har påstået indstævnte tilpligtet at udlevere det i dommen nævnte skadesløsbrev i kvitteret stand mod, at appellanten overgiver indstævnte en af Kjøbenhavns Handelsbank udstedt garanti af en af Højesteret fastsat størrelse til sikkerhed for de forpligtelser, der måtte påhvile appellanten over for indstævnte i henhold til lejekontrakten af 20. februar 1969.

Indstævnte har påstået stadfæstelse.

Til brug for Højesteret er der afgivet forklaring af appellanten og tilvejebragt yderligere oplysninger.

Appellanten har forklaret, at der blev givet sikkerhed for lånet fra indstævnte i en anden af hans ejendomme, da det som følge af prioriteringsforhold m.v. ikke var hensigtsmæssigt at give sikkerheden i den ejendom, hvorpå det lejede areal var beliggende. Indstævnte havde ikke specielt anmodet om sikkerhed i den ejendom, som er omtalt i skadesløsbrevet, og selve sikkerhedsstillelsen var i virkeligheden kun en formel ting af hensyn til indstævntes revision. Den 26. februar 1969 har appellanten med indstævnte indgået en lignende kontrakt vedrørende en servicestation på Blytækkervej med sikkerhed i selve den ejendom, hvorpå servicestationen er beliggende. Efter denne kontrakt har appellanten ret til at erstatte sikkerheden med anden tilsvarende sikkerhed. Den ejendom, hvori der i nærværende sag er givet sikkerhed, er opdelt i omkring 20 ejerlejligheder, som han gerne vil sælge, men indstævntes holdning har medført en lang række vanskeligheder for sådant salg.

Appellanten har yderligere til støtte for sin påstand henvist til bestemmelsen i aftalelovens § 36.

Som et led i en aftale, der i det væsentlige skulle stille parterne, som om de havde afsluttet en 20-årig lejekontrakt med forudbetaling af lejen for denne periode, udstedte appellanten til indstævnte et skadesløsbrev, der skulle sikre tilbagebetaling af det til lejen svarende beløb, hvis dette blev aktuelt.

Appellanten har efter det oplyste en væsentlig interesse i, at skadesløsbrevet aflyses, og indstævnte, der ikke har haft indvendinger mod arten eller omfanget af den af appellanten tilbudte sikkerhed, har ikke anført nogen loyal grund til at modsætte sig ombytningen af sikkerheden. Indstævntes nægtelse kan herefter alene anses begrundet i ønsket om at lægge pres på appellanten for at opnå en for indstævnte mere fordelagtig ordning af parternes samlede mellemværende under et kommende opgør.

Under de således foreliggende særlige omstændigheder findes appellanten at burde have adgang til at frigøre pantet ved at stille anden sikkerhed af samme størrelse, jfr. herved aftalelovens § 36, og appellantens påstand vil derfor være at tage til følge.

Sagens omkostninger for begge retter findes at burde ophæves.

Thi kendes for ret:Indstævnte, Gulf Oil A/S, bør mod overgivelse af en af Kjøbenhavns Handelsbank udstedt garanti af størrelse 650.000 kr. for de forpligtelser, der måtte påhvile appellanten, tømrermester Aage V. Jensen, over for indstævnte i henhold til lejekontrakt af 20. februar 1969 vedrørende et ubebygget areal af matr.nr. 2 ar Bagsværd by, Bagsværd, i kvitteret stand udlevere et af appellanten den 20. februar 1969 udstedt og den 10. april 1969 tinglyst skadesløsbrev, stort 650.000 kr., med pant i appellantens ejendom matr. nr. 16 f m.fl., Bagsværd by, Bagsværd.Ingen af parterne betaler sagsomkostninger for landsret eller Højesteret til den anden part.Dommen at efterkomme inden 14 dage efter dens afsigelse.

U.1983.597V

Ikke godtgjort, at der var indgået en aftale om køb af olie. S henvendte sig telefonisk til K med henblik på salg af olie til brug i K's maskinstation. Efter S' forklaring blev der herunder aftalt et køb, efter K's forklaring blev det alene aftalt, at K skulle have tilsendt en prisliste. Det fandtes ikke godtgjort, at der var indgået aftale om køb. K fandtes ikke ved at have undladt at åbne et få dage efter fra S modtaget anbefalet brev, som indeholdt en ordrebekræftelse- og ikke, som K angiveligt antog, en prisliste - at have optrådt på en måde, der forpligtede ham overfor S. 1)

V. L. D. 10. februar 1983 i anke 1-B. 3133/1981(Gjesingfelt, C. Haubek, Bolt Rasmussen (kst.)).

Gårdejer Ove Harry Lindrkov, Kastbjerg (adv. H. Knub, Århus) mod Nor-Tex Oil v/ H. Tønnesen, Vedbæk (adv. P. Kirch, Mariager).

Mariager rets dom 9. december 1981.

Under denne sag har sagsøgeren, Nor-Tex Oil v/ H. Tønnesen, Ellesletten 35, 2950 Vedbæk, påstået >> 598 >> sagsøgte, Maskinstationen v/ Ove Harry Lindskov, Bygaden 22, Kastbjerg 8970 Havndal, samt til betaling af 5.075,28 kr. med renter 2% pr. måned fra forfaldsdato den 2/3-1981 til betaling sker.

Stævningens sagsfremstilling er sålydende:

»Beløbet skyldes for olie bestilt den 27/1-1981 til levering den 1/3 1981, hvilken bestilling blev bekræftet i rekommanderet ordrebekræftelse af 27/1 1981, hvor sagsøgte ligeledes blev gjort bekendt med sagsøgerens handelsbetingelser, herunder at udbetalte fakturabeløb tillægges 2% pr. måned fra forfaldsdato«.

Subsidiært har sagsøgeren nedlagt påstand på betaling af

fragtudgifter ....................................... 473,74 kr.tabt avance ......................................... 800,00 kr.--------------1.273,74 kr.

med renter som anført.

Sagsøgte har påstået frifindelse, idet det er gjort gældende, at han ikke med sagsøgeren har indgået nogen aftale, og at den tilsendte ordrebekræftelse ikke har nogen betydning.

Sagsøgte har nærmere forklaret, at han i januar 1981 blev ringet op af sagsøgeren, der spurgte, hvilke maskiner sagsøgte havde. Da sagsøgeren fik det at vide, spurgte han sagsøgte, om han havde brug for noget olie og fedt. Hertil svarede sagsøgte, at han lige havde fået 200 liter. På sagsøgerens yderligere forespørgsel sagde sagsøgte, at han sikkert havde nok til høsten.

Sagsøgeren sagde til sidst, at han ville sende sagsøgte en prisliste, fordi olien var billigere end andre steder. Der blev ikke sagt noget om, at der ville komme en ordrebekræftelse.

Kort efter kom der fra sagsøgeren et anbefalet brev, som sagsøgtes kone kvitterede for. Han regnede med, at det var prislisten, og lukkede det ikke op.

Omkring 1. marts 1981 ringede vognmand Overgaard, Hadsund, og sagde, at han havde noget olie

fra sagsøgeren.

Sagsøgte sagde hertil, at det skulle sendes retur, da han ikke havde bestilt noget olie hos sagsøgeren.

Sagsøgte har modtaget sagsøgerens brev af 10/ 3-1981, om at sagsøgeren fastholdt, at der var afgivet ordre.

Sagsøgte foretog sig intet i anledning af brevet.

Sagsøgte kan ikke huske, om han har ringet til advokat Knub, efter at han sidst i marts 1981 havde modtaget dennes rykkerskrivelse.

Sagsøgte har oplyst, at han kun driver maskinstation i mindre omfang, idet han i høsten kører ud og hjælper andre.

Det kvantum olie m.v., som sagsøgeren sendte, var tilstrækkeligt til ca. 3 års forbrug.

Sagsøgeren har forklaret, at han har en fast kundekreds, men derudover retter han telefonisk henvendelse til vognmænd og ejere af maskinstationer på grundlag af adresselister, som han får fra et bureau.

Sagsøgeren sender først en skrivelse til de opgivne emner, hvori står, at man vil ringe op i løbet af få dage.

Under telefonsamtalen med sagsøgte den 27/1-1981 kan sagsøgeren efter sine notater se, at de har talt om, hvilke maskiner sagsøgte havde, og hvilke olier der var bedst egnede.

Sagsøgeren kan specielt huske, at de talte om, at Molybdænfedtet skulle leveres i en emballage, der passede til sagsøgtes fedtfylder.

Det endte med, at det blev aftalt, at sagsøgeren skulle sende de varer, som fremgår af den fremsendte ordrebekræftelse.

Da sagsøgeren ikke modtog nogen reaktion fra sagsøgte på ordrebekræftelsen, blev varerne sendt afsted den 1/3-1981, men de blev straks returneret.

Sagsøgeren har ikke modtaget noget svar fra sagsøgte på sin skrivelse af 10/3-1981.

Retten skal udtale:

Følgende lægges til grund:at

det efter parternes stærkt modstridende forklaringer ikke findes godtgjort, at der under parternes telefonsamtale den 27/1-1981 er indgået nogen aftale om levering af det omhandlede parti olie,

atsagsøgte ikke har reageret på den anbefalede ordrebekræftelse af 27/1-1981, der indeholder bestemmelse om ret til annullation senest 15 dage før den anførte leveringsdato,

atsagsøgte efter at have ladet varerne returnere ikke har reageret på sagsøgerens skrivelse af 10/3-1981.

Under de således foreliggende omstændigheder finder retten, at sagsøgte må være pligtig at godtgøre sagsøgeren de afholdte fragtudgifter og den mistede avance, henholdsvis 473,74 kr. og 800,00 kr., eller ialt 1.273,74 kr.

Sagsøgte vil herefter være at dømme i overensstemmelse med sagsøgerens subsidiære påstand med rente som anført, og således at sagens omkostninger fastsættes til 650,00 kr.- - -

Vestre Landsrets dom.- - -For landsretten har appellanten, gårdejer Ove >> 599 >> Harry Lindskov, Kastbjerg, gentaget

sin i første instans nedlagte frifindelsespåstand, medens indstævnte, Nor-Tex Oil v/ H. Tønnesen, har påstået dommen stadfæstet.

Det tiltrædes, at det ikke af indstævnte er godtgjort, at der under parternes telefonsamtale den 27.

januar 1981 er indgået nogen aftale om køb af det omhandlede parti olie.

Efter det oplyste findes det endvidere ikke godtgjort, at appellanten efter den nævnte telefonsamtale forventede at modtage andet fra indstævnte end en prisliste.

Herefter og idet appellanten straks ved henvendelsen fra vognmanden om aflevering af varerne foranledigede varerne returneret til indstævnte, findes appellanten ikke ved at undlade at åbne det anbefalede brev og gøre sig bekendt med indholdet af ordrebekræftelsen at have handlet på en måde, der forpligter ham over for indstævnte, og landsretten afsiger derfor dom i overensstemmelse med appellantens påstand. - - - Sagens omkostninger for begge retter betaler indstævnte - - - til appellanten med 3.000 kr., der udredes inden 14 dage.

U.1985.877 H

Forbruger kunne ikke støtte ret på fejlagtig prismærkning. En radioforretning F havde i et vindue udstillet tre fabriksnye fjernsynsapparater fejlagtigt forsynet med et prisskilt, der angav prisen til 1.695 kr., og to tilsvarende apparater til en tilbudspris på 5.421 kr. Det måtte for en køber have stået som en nærliggende mulighed, at der forelå en fejl, og da han straks ved sin henvendelse i forretningen blev gjort bekendt med fejlen, kunne han ikke støtte ret på prisangivelsen (Dissens af 2 dommere).

H. D. 13. august 1985 i sag I 56/1984Dansk Organisation af Detailhandelskæder som mandatar for Fona Radio A/S (hrs. Jon Palle Buhl) mod Leslie Rabuchin, Birgitte Mørch og Henrik Zeuten (adv. Jens Linde).

Sø- og Handelsrettens dom 2. februar 1984(Marie-Louise Andreasen, Oluf Brønnum Schou, Gert Poulsen, R. Teiner Svendsen, Winnie Tillge).

Den 2. maj 1983 efter butikslukketid stod der i et af sagsøgte, Fona Radio A/S's vinduer i forretningen >> 878 >> på Strøget i København oven på hinanden tre ens nye farvefjernsyn Philips CTV 3226 med fjernbetjening. Oven på det øverste stod et skilt med prisen 1.695 kr. kontant. På vinduesglassene var der klistret store mærkater, der angav, at der var tale om tilbud. Sagsøgerne, Leslie Rabuchin, Birgitte Mørch og Henrik Zeuten, gik om aftenen sammen forbi vinduet, og da de så disse fjernsyn, blev de interesseret i at købe et hver. Den følgende morgen var Leslie Rabuchin ved forretningen lige før åbningstid. Han fotograferede de to øverste fjernsyn og prisskiltet. Da forretningen åbnede, gik han ind og sagde til ekspedienten, at han ville købe de tre fjernsyn. Man nægtede at sælge dem til ham for i alt 5.085 kr., idet man sagde, at prisen rettelig var 5.421 kr. for hvert fjernsyn. På Leslie Rabuchins opfordring kom to politibetjente til stede for at bekræfte, at prisskiltet var placeret som angivet.

Under denne sag har sagsøgerne påstået sagsøgte dømt til at sælge tre af de angivne fjernsyn for i alt 5.085 kr.

Sagsøgte har påstået frifindelse.

Der er afgivet forklaring af Leslie Rabuchin og Henrik Zeuten og af vidnet Per Bruno Bjerregård, der er ekspedient hos sagsøgte.

Leslie Rabuchin har forklaret, at de tre fjernsyn stod midt for det ca. 1 m brede vindue. Knap ½ m til højre for dem stod fire andre fjernsyn to og to oven på hinanden mærket med prisen 5.421 kr. Først da sagsøgeren om morgenen af sagsøgtes personale blev gjort opmærksom på det, blev han klar over, at de var magen til de tre. Sagsøgerne havde indbyrdes talt om, at prisen måske var så lav, fordi det var en lidt ældre model, og de havde ikke umiddelbart bemærket, at fjernsynet havde fjernbetjening. På denne baggrund og fordi der var tale om et tilbud, regnede sagsøgerne ikke med, at der i en så stor forretning kunne være tale om en fejlmærkning. Når sagsøgerne fotograferede fjernsynene, var det for at kunne vise, at prisskiltet stod således, at det måtte gælde for alle tre. Man kan ikke på fotografiet se, hvor tæt fjernsynene til højre står på de tre.

Henrik Zeuten har bl.a. forklaret, at det var forholdsvis små farve TV, vistnok 22'', uden prangende udstyr. Vidnet så ikke andre TV i det vindue, og han er sikker på, at der ingen stod klos op ad de tre. Han lagde ikke mærke til, at nogle TV, der var helt magen til, var udbudt til højere pris. Sagsøgerne drøftede indbyrdes, om de 1.695 kr. kunne være for de tre tilsammen, men de blev enige om, at det måtte være for hver. Der var ingen aftale imellem dem om, at Leslie Rabuchin skulle fotografere fjernsyn og prismærkning.

Per Bruno Bjerregård har bl.a. forklaret, at der ikke var udsalg, men at Fona havde lavet en tilbudskampagne. Der stod fem ens fjernsyn i samme vindue i to søjler klos op ad hinanden. På de to til højre var det rigtige prisskilt. Skiltet på de tre hører til en helt anden vare og er ved en fejltagelse blevet stillet på fjernsynene. Den forkerte prismærkning var ikke særlig iøjnefaldende og må være overset, da man inden lukketid rutinemæssigt har gennemgået vinduesudstillingen. De 1.695 kr. er under indkøbsprisen for et sådant fjernsyn. Leslie Rabuchin ville først have fjernsynene for ialt 1.695 kr., senere forlangte han dem for 1.695 kr. pr. stk, og til sidst ville han have ét af dem for 1.695 kr.

Sagsøgerne har til støtte for deres påstand anført, at sagsøgte blev bundet af sit salgstilbud, da Leslie Rabuchin accepterede det. Sagsøgte må bære risikoen for en eventuel fejlmærkning, som ikke har været åbenbar for sagsøgerne, og der er ingen efterfølgende omstændigheder, der kan gøre, at aftalen ikke er gyldig i overensstemmelse med aftalelovens regler. Også markedsføringslovens § 2 fører til sagsøgernes påstand, da de oplysninger, sælger afgiver, skal være objektivt rigtige.

Sagsøgte har heroverfor anført, principalt at prismærkningen ikke er et løfte, der er bindende for sagsøgte. Subsidiært gøres det gældende, at sagsøgte ikke kan være bundet over for sagsøgerne, der på grund af prismærkningen lige ved siden af og på grund af den ekstraordinært lave pris burde have indset, at der var tale om en fejltagelse, jfr. aftalelovens § 32. Den omstændighed, at Leslie Rabuchin fotograferede opstillingen og ikke ved den indledende henvendelse søgte tvivlen fjernet, tyder da også på ond tro hos sagsøgerne. Mest subsidiært anfører sagsøgte, at aftalelovens § 39, 2. pkt., bør medføre, at sagsøgte ikke kan være bundet, når man øjeblikkelig giver oplysning om, at der er tale om en fejltagelse, således at tilbuddet ikke har virket bestemmende på sagsøgerne, der ikke har lidt noget økonomisk tab ved ikke at kunne købe til den pris, man påstår. Der er intet omsætningshensyn, der taler for at give sagsøgerne medhold.

Retten finder det efter det fremkomne tvivlsomt, om fjernsynene har været placeret i vinduet således som forklaret af Leslie Rabuchin og Henrik Zeuten eller således som forklaret af Per Bruno Bjerregård. Da sagsøgte som den forretningsdrivende har haft den nærmeste adgang til beviset på dette punkt, må >> 879 >> sagsøgte have bevisbyrden. Det findes ikke mod sagsøgernes forklaring bevist, at fjernsynene har været placeret således, som vidnet har forklaret, og det lægges derfor under sagen til grund, at de tre fjernsyn har stået ½ m fra de tilsvarende fjernsyn med anden prismærkning. Skiltet på de tre fjernsyn må under de foreliggende omstændigheder naturligt forstås som et tilbud om at sælge hvert af dem for 1.695 kr. kontant.

I detailhandelen med varige forbrugsgoder, herunder radiobranchen, sælges der ikke sjældent under udsalg og lignende varer til priser, der åbenbart for enhver ligger under indkøbsprisen. Sagsøgerne findes derfor ikke i en situation, hvor der skiltes med tilbud, alene på grund af prisen at måtte være klar over, at prismærkningen beroede på en fejltagelse. Retten finder ikke at kunne afvise Leslie Rabuchins forklaring om, at han tog fotografiet for at vise, at prisskiltet ikke blot vedrørte et enkelt apparat. Det findes heller ikke på anden måde godtgjort, at sagsøgerne har vidst, at der forelå en fejltagelse, og at sagsøgte derfor i medfør af aftalelovens § 32 ikke var bundet af sit tilbud.

Leslie Rabuchin blev, straks han accepterede tilbuddet, gjort bekendt med, at der forelå en fejlagtig prisskiltning. Sagsøgtes tilbud havde på dette tidspunkt ikke økonomisk virket bestemmende på sagsøgerne. Da detail-købere imidlertid generelt ikke kan antages at have indrettet deres økonomi på et bestemt køb, før det er gennemført, findes reglen i aftalelovens § 39 ikke i en situation som den foreliggende at burde anvendes til at frigøre en sælger fra et tilbud, han i øvrigt er bundet af.

Der gives derfor sagsøgerne medhold under sagen. Ved afgørelsen af sagsomkostningsspørgsmålet er der taget hensyn til, at sagsøgerne ikke er momsregistreret.

- - -

Sagsøgte betaler 3.500 kr. i sagsomkostninger til sagsøgerne.

Højesterets dom.Den indankede dom er afsagt af Sø- og Handelsretten.

I pådømmelsen har deltaget syv dommere: Høeg, Torben Jensen, Bangert, Munch, Kardel, Else Mols og Pontoppidan.

Appellanten har påstået frifindelse.

De indstævnte har påstået stadfæstelse.

Fem dommere - Høeg, Torben Jensen, Bangert, Munch og Else Mols - udtaler:

Det må lægges til grund, at anbringelsen af prisskiltet med angivelse af en kontantpris på 1.695 kr. oven på de tre udstillede fabriksnye fjernsynsapparater skyldtes en fejl, og at to tilsvarende apparater var udstillet i vinduet til en »tilbudspris« af 5.421 kr. Det må for de indstævnte have stået som en nærliggende mulighed, at angivelsen - uden særlig fremhævelse - af den usædvanlig lave pris for de tre apparater skyldtes en fejl. At de har haft en mistanke herom, bestyrkes da også ved deres optræden, herunder navnlig fotograferingen af vinduet. Herefter findes de indstævnte, som straks ved indstævnte Rabuchins henvendelse i forretningen blev gjort bekendt med fejlen, ikke at kunne støtte ret på prisangivelsen, jfr. aftalelovens § 32. Disse dommere stemmer derfor for at tage appellantens påstand til følge. De stemmer endvidere for at hæve sagens omkostninger for begge retter.

Dommerne Kardel og Pontoppidan stemmer for at stadfæste dommen i henhold til de i denne anførte grunde.

Der vil være at give dom efter stemmeflertallet.

Thi kendes for ret:Fona Radio A/S bør for tiltale af de indstævnte, Leslie Rabuchin, Birgitte Mørch og Henrik Zeuten, i denne sag fri at være.Ingen af parterne betaler sagsomkostninger for Sø- og Handelsretten eller Højesteret til den anden part.

U.1987.234S

Rederis annullation af hyrekontrakt efter omstændighederne anset for berettiget i medfør af aftalelovens § 39, 2. pkt. Samme dag, som der ved middagstid på forhyringskontoret i København var underskrevet hyrekontrakt mellem matros M og rederiet R, meddelte R kl. 15,15 forhyringskontoret, at hyrekontrakten skulle annulleres, idet forhyringen beroede på en fejltagelse, hvilket forhyringskontoret kort efter - ligeledes samme dags eftermiddag - telefonisk meddelte M. M protesterede mod R's ophævelse af kontrakten og rejste efter sømandslovens § 18 krav på hyre for 2 måneder. Idet der i særdeleshed lagdes vægt på, at M blev gjort bekendt med R's annullation af den indgåede hyrekontrakt få timer efter kontraktens oprettelse og på et tidspunkt, da M efter sin egen forklaring alene havde iværksat pakning med henblik på den forestående hyre, fandtes hyrekontrakten, som påstået af R, uforbindende for denne efter aftalelovens § 39, 2. pkt. (Dissens). 1)

S.H.D. 10. oktober 1986 i sag S 1/1986(Frank Poulsen, Dresler, Gernyx).

Sømændenes Forbund i Danmark som mandatar for matros Eva Vinkler Nielsen (adv. S. Søltoft Madsen) mod Rederiet A.P. Møller (adv. Henrik Christrup).

Ved hyrekontrakt, underskrevet den 9. august 1985 ved middagstid på søforhyringskontoret i København, blev matros Eva Vinkler Nielsen, i det følgende kaldt sagsøgeren, forhyret med det sagsøgte, rederiet A.P. Møller, tilhørende skib M/T Herta Mærsk.

Samme dag kl. 15,15 meddelte sagsøgte forhyringskontoret, at hyrekontrakten skulle annulleres, idet forhyringen beroede på en fejltagelse, men at sagsøgeren ville få tilbudt den første ledige hyre i sagsøgtes skibe. Forhyringskontoret meddelte kort efter - ligeledes samme dags eftermiddag - telefonisk dette til sagsøgeren.

Efter at Sømændenes Forbund i Danmark havde rettet henvendelse til sagsøgte om sagen, opsagde sagsøgte den 13. august 1985 sagsøgeren med 7 dages varsel, jfr. sømandslovens § 5.

Den 14. august 1985 accepterede sagsøgeren en af søformidlingen tilbudt hyre på sagsøgtes skib M/T Dorte Mærsk. Forhyringskontrakt blev underskrevet den 16. august 1985, og hyren blev tiltrådt den 18. august 1985.

Denne sag angår spørgsmålet om, hvorvidt sagsøgeren må anses for uberettiget afskediget af sagsøgte og således efter sømandslovens § 18 har krav på hyre for 2 måneder, eller om sagsøgte efter aftalelovens § 39, 2. pkt., har været beføjet til som sket at annullere hyrekontrakten.

Under sagen, der er anlagt den 7. januar 1986, har Sømændenes Forbund i Danmark som mandatar for sagsøgeren nedlagt endelig påstand om, at sagsøgte tilpligtes at betale 17.349,23 kr. med sædvanlig procesrente fra sagens anlæg.

Kravet fremkommer således:2 måneders hyre ` 8.933,88 kr. ........................ 17.867,76 kr.Feriepenge 12½ % heraf ................................ 2.233,47 kr.Feriekostpenge for 5 dage ` 65 kr. .................... 325,00 kr.--------------20.426,23 kr.

/ betalt af sagsøgte efter sagens anlægsvarende til 7 dages hyre ............................. 3.077,00 kr.--------------I alt 17.349,23 kr.

Sagsøgte, der ikke har indvendinger imod størrelsen af det krævede beløb, har påstået frifindelse.

Der er under sagen afgivet forklaring af sagsøgeren og vidneforklaring af kontorassistent hos sagsøgte Peter Ditlev Nielsen.

Sagsøgeren, der er 33 år, har forklaret, at hun har sejlet siden 1979. Hun underskrev hyrekontrakten den 9. august 1985 ved middagstid på forhyringskontoret. Umiddelbart forinden havde sagsøgte telefonisk over for kontoret godkendt kontraktens oprettelse, og kontoret underskrev kontrakten på sagsøgtes vegne. Hun fik at vide, at hun måtte indstille sig på afrejse tidligt næste morgen, og at hun i løbet af eftermiddagen skulle kontakte forhyringskontoret for at få oplyst det nøjagtige afrejsetidspunkt. Hun tog fra forhyringskontoret hjem for at pakke. Hen på eftermiddagen, meget muligt ved 15-15,30-tiden, ringede hun til kontoret, der oplyste, at sagsøgte alligevel ikke skulle bruge hende, og at hun kunne rive hyrekontrakten i stykker. Hun henvendte sig straks samme eftermiddag til Sømændenes Forbund, der derefter telefonisk kontaktede sagsøgte. Hun fik dagen efter tilbudt en anden hyre i det sagsøgte rederi, men afslog denne, da hun selv ville skaffe sig hyre. Det var et tilfælde, at den hyre, hun derefter den 14. august 1985 gennem søformidlingskontoret fik tilbudt og tog, var i det sagsøgte rederi og på et skib - M/T Dorthe Mærsk - der svarede til M/T Herta Mærsk. Hun har senere fra sagsøgte modtaget >> 235 >> hyre for 7 dage vedrørende forhyringen med »Herta Mærsk«.

Kontorassistent Peter Ditlev Nielsen, der er ansat som kontorassistent på sagsøgtes skibspersonelkontor, har forklaret, at han den 9. august 1985 om eftermiddagen opdagede, at bestillingen af en matros til M/T Herta Mærsk beroede på en fejl. Det viste sig da, at den matros, der skulle erstattes, var kommet syg i land 14 dage før, og at der var ansat en ny matros i hans sted. Kl. 15,15 annullerede han derfor telefonisk over for forhyringskontoret hyrekontrakten og anmodede om, at beskeden måtte blive givet videre til sagsøgeren tilligemed et tilbud om, at hun ville kunne få den første ledige hyre i et af sagsøgtes skibe.

Sagsøgerens advokat har til støtte for påstanden gjort gældende, at der den 9. august 1985 ved middagstid blev indgået en endelig og gyldig hyrekontrakt mellem sagsøgte og sagsøgeren. Denne kontrakt ophævede sagsøgte énsidigt samme dag, uden at der forelå grundlag for afskedigelse af sagsøgeren efter sømandslovens §§ 16 og 17. Sagsøgeren har derfor efter sømandslovens § 18 ret til hyre for 2 måneder. Det er uden betydning, at sagsøgte kunne have opsagt kontrakten efter sømandslovens § 5 med 7 dages varsel, idet sagsøgte ikke straks valgte denne - korrekte - fremgangsmåde.

Aftalelovens § 39, 2. pkt., er uanvendelig i den foreliggende sag, dels fordi særlige omstændigheder, der kræves efter denne bestemmelse, der må fortolkes særdeles snævert og til gunst for den svage part - sagsøgeren -, ikke foreligger, dels fordi hyrekontrakten inden annullationen havde virket bestemmende på sagsøgeren, der havde pakket med henblik på den bebudede snarlige afrejse.

Sagsøgtes advokat har til støtte for frifindelsespåstanden anført, at sagsøgtes annullation over for sagsøgeren af den ved en fejltagelse foretagne forhyring skete efter højst 3 timers forløb og på et tidspunkt, da sagsøgeren ikke havde foretaget sig noget, der ville pådrage hende økonomisk tab. Sagsøgte lovede endvidere sagsøgeren den førstkommende hyre i et af sagsøgtes skibe, og ydermere opsagde man hende af kulance med 7 dages varsel og gav hende hyre for denne periode, da Sømændenes Forbund protesterede over hyrekontraktens annullation. Det er åbenbart, at der under disse omstændigheder ikke foreligger en uberettiget afskedigelse, der berettiger til hyre for 2 måneder.

Derimod er betingelserne efter aftalelovens § 39, 2. pkt., såvel at særlige omstændigheder

foreligger, som at viljeserklæringen ikke har virket bestemmende, opfyldt, således at sagsøgte ikke er bundet af hyrekontrakten.

Retten skal udtale:To dommere, der i særdeleshed lægger vægt på, at sagsøgeren blev gjort bekendt med sagsøgtes annullation af den som følge af en fejltagelse indgåede hyrekontrakt få timer efter kontraktens oprettelse og på et tidspunkt, da sagsøgeren efter sin egen forklaring alene havde iværksat pakning med henblik på den forestående hyre, finder, at hyrekontrakten under de således foreliggende særlige omstændigheder er uforbindende for sagsøgte efter aftalelovens § 39, 2. pkt. Disse dommere stemmer derfor for at frifinde sagsøgte. Efter omstændighederne stemmer disse dommere endvidere for, at ingen af parterne skal betale sagsomkostninger til den anden part.

In dommer finder, at aftalelovens § 39, 2. pkt., er uanvendelig i det foreliggende tilfælde, hvor sagsøgeren havde truffet de nødvendige foranstaltninger til omgående afrejse, og at sagsøgte således er bundet af den gyldigt indgåede hyrekontrakt. Da sagsøgte ikke straks har opsagt sagsøgeren med 7 dages varsel efter sømandslovens § 5, må annullationen af hyrekontrakten anses for en uberettiget afskedigelse, der giver sagsøgeren ret til hyre for 2 måneder. Denne dommer stemmer derfor for at give sagsøgeren medhold i den nedlagte påstand og for at pålægge sagsøgte at betale sagens omkostninger.

Der afsiges dom i overensstemmelse med stemmeflertallet, således at sagsøgte frifindes for sagsøgerens påstand, og at ingen af parterne betaler sagsomkostninger til den anden part. - - -

U.1987.531H

Leverandørs ejendomsret til nedgravede beholdere i henhold til en benzinforhandlerkontrakt tilsidesat i medfør af aftalelovens § 36. Et olieselskab K havde udlånt og opstillet et tankanlæg hos benzinforhandler P, som forpligtede sig til at aftage hele sit forbrug hos K. Ved kontraktens ophør var K berettiget og forpligtet til at fjerne anlægget, således at K betalte montørens arbejde, medens de øvrige >> 532 >> arbejder betaltes af P. Efter at P var begyndt at aftage benzin fra et andet selskab, krævede K sig dels indsat i besiddelsen af de nedgravede beholdere, dels tillagt erstatning for tabt fortjeneste. Ved landsrettens dom blev det fastslået, at P havde været berettiget til at hæve kontrakten på grund af K's misligholdelse, 1) og P's begæring om indsættelse i de nedgravede beholdere blev nægtet fremme. Tilbagetagelse kunne ikke nægtes efter tinglysningslovens § 38. Uanset at K påberåbte sig generelle konkurrencemæssige hensyn, fandtes K ikke under de anførte omstændigheder med rimelighed at kunne forlange beholderne udleveret. 2)

H.D. 21. maj 1987 i sag I 241/1985Kuwait Petroleum (Danmark) A/S (adv. Peter Fugmann) mod benzinforhandler Jørgen Poulsen (adv. Erik Hørlyck, Århus).

Skanderborg fogedrets kendelse 20. januar 1983.

Ved rekvisition af 8. november 1982 har rekvirenten, Gulf Oil A/S, anmodet om ved en umiddelbar fogedforretning hos rekvisitus, benzinforhandler Jørgen Poulsen, Horsensvej 121, Ørting, 8300 Odder at blive indsat i besiddelsen af følgende effekter:

1 stk. el-tavle

1 stk. 1000 l nedgravet tank for benzin

1 stk. 2500 l nedgravet tank for benzin

3 stk. 6000 l nedgravede tanke for benzin

1 stk. 12000 l nedgravet tank for benzin

De pågældende effekter er ifølge overenskomst af 3. februar 1964 med senere tillæg udlånt af rekvirenten. I overenskomsten, der er tinglyst på rekvisiti ejendom, hedder det bla.:

»Gulfoil udlåner til og opstiller hos forhandleren et benzintankanlæg på den af forhandleren ejede grund, beliggende Horsensvej, Ørting, matr. nr. 23 ad Ørting by, Ørting.

Benzintankanlæget består af følgende materiel:3 stk. elektrisk drevne pumper3 stk. beholdere af størrelse 6.000 ltr.1 » » » » 2.500 »1 » » » » 1.500 »

1 stk. HK/300 ltr. kompressor - 1 el-fordelingstavle.«

- - -

»Ovennævnte materiel samt det materiel, som fremtidig måtte blive anbragt på ejendommen som supplement til eller erstatning for nævnte materiel, er til enhver tid Gulfoils ejendom. Sådant udlånt materiel er selvsagt omfattet af nærværende overenskomst, herunder navnlig § 6, stk. 2.«

- - -

11. - - -

»I tilfælde af kontraktens ophør uanset årsagen er Gulfoil berettiget og forpligtet til at fjerne anlægget og de af Gulfoil bekostede installationer. Gulfoil betaler montørens arbejde samt transportomkostninger medens de øvrige arbejder ved nedtagelsen foretages og betales af forhandleren. Foranstående gælder dog ikke i de i § 9 omhandlede tilfælde, jfr. herved § 9, stk. 2.«

Rekvisitus har protesteret mod, at forretningen fremmes, idet han har gjort gældende, principalt at de omhandlede effekter er omfattet af tinglysningslovens § 38, subsidiært at tilvækstlæren må hindre en tilbagetagelse, mere subsidiært, at rekvirenten har fraskrevet sig retten til at tage effekterne tilbage, og mest subsidiært, at tilbagetagelsesretten er faldet bort enten som følge af passivitet fra rekvirentens side eller direkte ved positiv opgivelse.

Rekvisitus har forklaret, at han overtog benzintankstationen den 31. december 1977, og at han indtil den 24. august 1982 forhandlede benzin af mærket Gulf. Han er herefter skiftet til et andet benzinselskab. De 3 stk. 6000 ltr.'s tanke og tanken på 12000 ltr. ligger ud mod vejen foran en kombineret værksteds- og beboelsesejendom. De ligger under et asfalteret område. Tankene på henholdsvis 1000 ltr. og 2500 ltr. ligger bag bygningen i en afstand af ca. 0,5 m fra en frokoststue, som er bygget vinkelret på hovedbygningen. Denne frokoststue står på nogle blokke, og da tankene er nedgravet i lerjord, kan der frygtes et sammenskred, hvis tankene graves op. Opgravning af tankene vil iøvrigt betyde, at tankstationen må ligge stille i 8 dage. Hans gennemsnitlige omsætning pr. dag er 10.000 kr. Han har åbningstid fra kl. 7,00 til kl. 18,30, og herefter er der mulighed for køb af benzin ved brug af seddelautomat. Han vil antage, at tankene stammer fra omkring 1963 bortset fra tanken på 12000 ltr., som er fra 1970. Efter bekendtgørelse nr. 386 af 21. august 1980 om kontrol med oplag af olie m.v. skal tanke, som er mere end 20 år gamle, enten graves op, opfyldes eller renoveres. Rekvisitus kan ikke udtale sig om, hvorvidt de omhandlede tanke fortsat kan anvendes, idet dette bl.a. afhænger af resultatet af en trykprøve. Han har ikke modtaget henvendelser fra myndigheder vedrørende tankene, og han har ikke konstateret utætheder i tankene.

>> 533 >> Med hensyn til el-tavlen har rekvisitus forklaret, at kablerne fra benzinpumperne er monteret på denne. El-tavlen er påmonteret og forbundet med en større tavle, hvorigennem hele ejendommens strømforsyning går.

Han har ikke betalt leje til rekvirenten for sin benyttelse af de omhandlede effekter. Det er oplyst, at der verserer en retssag mellem parterne ved civilretten i anledning af kontraktens ophævelse.

Rekvisitus har under sagen fremlagt en række bilag som dokumentation for sine anbringender.

Til støtte for det principale anbringende er henvist til, at der i Monopoltilsynets Meddelelser 1981 bl.a. er anført følgende:

»Prisordningen for olieprodukter omfatter de tre raffinaderiselskaber Esso, Shell og Gulf og stammer i sin oprindelige udformning fra 1975. Efter ordningen beregnes der en gang om måneden en højestepris for hvert raffinaderis produktion.«

- - -

»Endvidere er der i ordningen fastsat tillæg til dækning af salgs- og distributionsomkostninger, der påløber, når produkterne køres fra raffinaderiet til forbrugerne (for fyringsolie og fuelolie) eller tankstationer (for benzin og autodiesel).«

- - -

»Salgs- og distributionstillæg fastsættes særskilt for hvert af hovedprodukterne motorbenzin,

petroleum, autodiesel, motorgasolie, fyringsolie og fuelolie. For petroleum fastsættes endvidere et særskilt tillæg for salg i emballage. De største omkostninger, der indgår i tillæggene, er lønninger, kommissioner, reparation og vedligeholdelse, leje, transport og afskrivninger. Ud over omkostningerne indgår i salgs- og distributionstillæggene tillige et beløb til forrentning af investeret kapital samt et beløb, der dækker de rabatter, selskaberne i henhold til fastlagte rabatskalaer yder på listepriserne, f.eks. ved salg til grossister.«

Monopoltilsynet godkender herefter, at salgs- og distributionstillægget forhøjes fra 26,2 øre/liter til 31,4 øre/liter.

I Monopoltilsynets Meddelelser 1982 er der godkendt en forhøjelse af tillægget fra 31,4 øre til 36,7 øre.

I Monopoltilsynets Meddelelser 1981 er gengivet en kendelse afsagt af Monopolankenævnet den 18. november 1981 i en sag vedrørende en række benzinselskaber, herunder Gulf Oil A/S. Klagen angik en afgørelse truffet af Monopoltilsynet, hvori det som pkt. 2 er anført:

»Det pålægges, at selskabet ophæver bestemmelserne i låne- og forhandlerkontrakter om uopsigelighed for forhandlere.«

I proceduren for Monopolankenævnet har benzinselskaberne, dog ikke Gulf Oil A/S, bl.a. anført følgende:

»Til pkt. 2 i pålægget, der pålægger selskaberne at ophæve bestemmelserne i låne- og forhandlerkontrakter om uopsigelighed for forhandlere, har klagerne anført, at monopoltilsynets pålæg forbyder enhver uopsigelighed, uanset hvilke investeringer selskaberne har foretaget i forhandlernes anlæg.

Bestemmelsen om uopsigelighed i Retningslinier 1979 har afpasset forhandlernes uopsigelighedsperiode efter størrelsen af selskabernes investeringer.

Foretages investering hos en selvstændig forhandler, er det nødvendigt, at der samtidig gennem fastsættelse af en i forhold til investeringens størrelse afpasset uopsigelighed fra forhandlerens side skabes mulighed for forrentning og afskrivning af denne investering.«

- - -

»De anførte oversigter påviser således, at en »pay back« periode og dermed en uopsigelighedsperiode på 12 år er nødvendig for, at selskaberne kan foretage de nødvendige investeringer i forhandlernes anlæg.«

- - -

»Når monopoltilsynet anfører, at selskaberne kan sikre sig pant i forhandlerens ejendom til sikkerhed for lånet, er dette ikke rigtigt. Selskaberne yder ikke lån, men foretager selvstændige investeringer i forhandlernes ejendom. Selskaberne får ikke renter og afdrag af de investerede beløb, men får »betaling« gennem avancen på de brændstoffer og olier, der sælges gennem forhandlerens virksomhed.«

- - -

»Selskaberne vil ofte risikere at miste de bedste stationer, og ved afbrydelse af et samarbejdsforhold har selskabet kun ringe mulighed for at fjerne investeringerne. Værdien af brugte benzinstandere, skilte m.v. vil være ubetydelig i forhold til de foretagne investeringer. En del af investeringerne vil i øvrigt i medfør af tinglysningslovens § 37 være omfattet af panthaveres ret over den faste ejendom.«

- - -

Rekvisitus har endvidere for så vidt angår sit principale anbringende henvist til et koncept til et standardtillæg til en kontrakt om forhandling af motorbrændstoffer m.v. fra Gulf Oil A/S.

Det hedder bl.a. i dette tillæg:

>> 534 >> »Parterne er enige om, at fremtidig markedsføring af de kontraherede produkter sker under varemærket »NETTO«.

- - -

»Som kompensation for investeringen i eget materiel vil forhandleren oppebære en rabat for købet af motorbrændstoffer (benzin/diesel)svarende til 3 øre/liter excl. moms.«

- - -

»De pågældende motorbrændstoffer leveres af Gulf Oil A/S til selskabernes annoncerede listepriser med fradrag af en rabat på øre pr. liter motorbrændstof, excl moms. Den nævnte rabat forudsætter, at forhandleren selv anskaffer og vedligeholder alt nødvendigt salgsmateriel, inclusive benzinstandere og tanke.«

I »Retningslinier for vilkår for salg af motorbrændstoffer m.v.« er bl.a. anført:

»Efter forhandlinger mellem Centralforeningen af Benzinforhandlere i Danmark (CBD)og følgende benzinselskaber:

A/S Dansk Shell,

Dansk Esso A/S,

BP Olie-Kompagniet A/S,

Chevron Oil A/S,

Mobil Oil A/S,

Gulf Oil A/S og

Texaco A/S

er der opnået enighed om, at der ved individuelle aftaler mellem selskaberne og CBD eller ved aftaler mellem hvert enkelt selskab og selskabets enkelte benzinforhandlere eller forpagtere søges oprettet overenskomster eller tillæg til bestående, der indebærer, at forpagtnings/forhandlerkontrakter med hensyn til følgende punkter affattes i overensstemmelse med nedenstående.«

- - -

»Såfremt forhandleren efter udløbet af uopsigelighedsperioden opsiger overenskomsten, er han forpligtet til, såfremt selskabet fremsætter ønske herom, at tilbagebetale en eventuel resterende del af det lån/tilskud, som han har modtaget i sin tid samt tilbagelevere sådan udlånt materiel, som er egnet til tilbagelevering.«

Til støtte for det mere subsidiære og det mest subsidiære anbringende har rekvisitus henvist til sin brevveksling med rekvirenten i anledning af kontraktforholdets ophør.

I skrivelse af 12. august 1982, hvori rekvisitus, på grund af påstået væsentlig misligholdelse fra rekvirentens side, opsiger samhandelsforholdet til ophør uden yderligere varsel, anmodes rekvirenten bl.a. om følgende:

»- - - Omgående træffe alle fornødne foranstaltninger til hjemtagelse af det på stationen værende udstyr, som er egnet for tilbagelevering, d.v.s.

1 stk. gasanlæg med pumpe

4 stk. pumper

2 stk. prisskilte

diverse indkørselspile

diverse bomærkeudstyr iøvrigt.«

Ved skrivelse af 17. august 1982 afviste rekvirenten at have misligholdt kontrakten, og dette standpunkt fastholdtes i en skrivelse af 20. august 1982, hvori det yderligere anføres:

»For god ordens skyld anføres, at ifølge vore notater, er der på Deres ejendom installeret følgende Gulf tilhørende materiel:

4 stk. motorbrændstofpumper

1 stk. autogaspumpe

1 stk. autogaspumpeaggregat

1 stk. autogastank, 2,3 m³

1 stk. knallertstander

1 stk. 1.000 ltr. jordtank

1 stk. 2.500 ltr. jordtank

3 stk. 6.000 ltr. jordtank

1 stk. 12.000 ltr. jordtank

1 stk. oliebar

1 stk. chassissmøreapparat

1 stk. Gulf bomærkeskilt med mast og vugge

1 stk. prisskilt (gas/diesel)

2 stk. pumpeøbelysning

1 stk. selvbetjeningspult

1 stk. kontroltavle

1 stk. imprinter

Nævnte materiel ønsker vi at hjemtage samtidig med kontraktsforholdets ophør. Med hensyn til omkostningerne ved opgravning og demontering henviser vi til kontraktens § 11.«

Denne skrivelse følges op af en skrivelse af 27. august 1982 fra rekvirentens advokat, hvori det bl.a. anføres:

»I denne anledning skal jeg meddele, at selskabet som bebudet i den føromtalte skrivelse af 20. ds. vil rejse krav om erstatning for tabt fortjeneste, der er opgjort til kr. 114.406,- hvortil kommer godtgørelse for de effekter, som De efter det af Dem anførte ikke vil tilbagelevere. Et synspunkt der, hvis man anerkendte det, ville tilføre Dem en helt ugrundet berigelse.«

Til støtte for sin påstand har rekvirentens advokat nærmere anført, at bestemmelsen i >> 535 >> tinglysningslovens § 38 ikke kan finde anvendelse, idet de omhandlede effekter ikke er indlagt på ejerens bekostning. Gulf leverer benzin til sine forhandlere til de af monopoltilsynet godkendte priser, uanset om forhandlerne er ejere af anlægget eller ej. Man leverer benzin til lavere priser til forhandlere, der er tilknyttet lavpriskæden Netto, men tilknytning til denne kæde er afhængig af, at forhandleren selv afholder en række udgifter. Det forholder sig ikke sådan, at alle forhandlere, der selv ejer anlægget, automatisk bliver tilknyttet Netto-kæden. Det kan iøvrigt ikke være afgørende, hvordan Monopoltilsynet finder frem til maksimalprisen. Tankene er ikke værdiløse for rekvirenten, idet disse ikke er faldet for aldersgrænsen og nok kan renoveres.

En opgravning vil være forbundet med ulemper for rekvisitus; men dette ligger inden for det, han har måttet påregne ifølge overenskomsten. Efter den nyeste teori indenfor tilvækstlæren vil en borttagelse kunne gennemføres, uanset om der herved vil ske et værdispild.

Når det i »Retningslinier for vilkår for salg af motorbrændstoffer m.v.« er anført, at forhandleren kun skal tilbagelevere materiel, som er egnet til tilbagelevering, er meningen hermed, at materiel skal være tilbagegiveligt i den konkrete situation, hvorimod bestemmelsen ikke skal afgrænses som tinglysningslovens § 38. Der er ikke i de af rekvisitus påberåbte skrivelser grundlag for at antage, at rekvirenten skulle have opgivet sin ret til at få tankene udleveret, ligesom rekvirentens hurtige reaktion på rekvisiti opsigelse af kontrakten ikke giver grundlag for at anse retten for ophørt ved passivitet. Endelig bestrider rekvirentens advokat, at rekvirenten ved sin handlemåde skulle udvise chikane overfor rekvisitus.

Rekvisiti advokat har nærmere anført, at en borttagelse vil være i strid med tinglysningslovens § 38. Tankene m.v. er indlagt på ejerens bekostning, idet rekvirenten har fået vederlag for sine udgifter gennem køb af benzin hos rekvirenten til priser, som bl.a. er fastsat under hensyn til, at den investerede kapital skal forrentes. Hvis forhandleren selv ejer anlægget, vil han kunne opnå særlige rabatter, som forhandler af benzin under mrk. Netto. Dette viser, at forhandlerne køber benzin til forskellige priser, afhængig af ejerforholdet til tankanlægget. Er der tvivl om, hvem der har bekostet en installation i en fast ejendom, må dette komme udlåneren til skade. Tankene repræsenterer ingen værdi for rekvirenten, hvorimod en fjernelse vil betyde en forringelse af restejendommen og medføre alvorlige følger for rekvisitus. Rekvirenten har hele tiden vidst, at tankene ville blive en del af ejendommens helhed. En fjernelse vil således indebære et værdispild, ligesom den værdi, tankene repræsenterer for rekvirenten, vil stå i misforhold til de alvorlige følger, en fjernelse vil få for rekvisitus. Tankene er efter sin art ikke egnet til tilbagelevering, og rekvirenten må derfor være afskåret fra at kræve tankene udleveret også efter monopoltilsynets pålæg til benzinselskaberne i »Retningslinier for vilkår for salg af motorbrændstoffer m.v.«. Rekvirentens ønske om at få tankene udleveret er en grov chikane over for rekvisitus og skyldes, at man vil statuere et eksempel.

Fogedretten skal udtale:

Det fremgår af sagen, at der ikke direkte er betalt vederlag for brugen af det udlånte materiel. Det findes endvidere ikke af rekvisitus godtgjort, at rekvirenten anvender differentierede priser for sine produkter efter aftagernes ejerforhold til anlæggene, og der er således ikke grundlag for at antage, at der indirekte er ydet vederlag. Herefter findes anlægget ikke at kunne anses for indlagt på ejerens bekostning, og tinglysningslovens § 38 er derfor ikke til hinder for en gennemførelse af fogedforretningen.

Efter den på ejendommen tinglyste overenskomst er rekvirenten berettiget til at kræve det udlånte materiel tilbage, og denne ret kan ikke anses for begrænset til tilbagegivelige genstande, idet der ikke, som forudsat i »Retningslinier for vilkår for salg af motorbrændstoffer m.v.«, er vedtaget et tillæg herom til den mellem parterne gældende overenskomst.

Rekvisitus er således kontraktsligt forpligtet til at respektere rekvirentens borttagelsesret med hensyn til samtlige udlånte effekter, og den omstændighed, at en borttagelse må antages at ville indebære et ikke ubetydeligt værdispild, ses ikke at kunne føre til en begrænsning af rekvirentens ret jfr. højesteretsdommen U.1951.284. Herefter og idet det ikke i sagsforløbet ses at foreligge omstændigheder, der kan betyde, at rekvirenten kan anses for at have opgivet sin ret eller at have mistet denne ved passivitet, findes den begærede forretning at burde nyde fremme.

- - -

Afgørelsen om sagens omkostninger findes at burde træffes i forbindelse med den mellem parterne verserende civile sag om opgørelse af parternes samlede økonomiske mellemværende

>> 536 >> Vestre Landsrets dom 25. marts 1985 (5. afd.)(Rørdam, Wendler Pedersen, Deleuran (kst.)).

Den indankede dom og den indankede kendelse er afsagt henholdsvis den 8. juni 1983 af retten i Skanderborg og den 20. januar 1983 af fogedretten i Skanderborg.

For landsretten har Gulf Oil A/S gentaget sin i byretten nedlagte erstatningspåstand og påstået den

indankede kendelse stadfæstet.

Benzinforhandler Jørgen Poulsen har påstået dommen stadfæstet og har nedlagt påstand om, at fogedrettens kendelse ændres, således at den begærede indsættelsesforretning ikke fremmes, idet han dog har taget bekræftende til genmæle overfor Gulf Oil A/S's begæring om indsættelse i besiddelsen af 1 stk. eltavle.

Parterne har for landsretten om misligholdelsesspørgsmålet i det væsentlige gentaget deres procedure for byretten. Gulf Oil A/S har yderligere anført, at selvom der ikke gives indstævnte medhold i, at den påbudte udskiftning af tankene omfattes af vedligeholdelsespligten, kan det dog ikke statueres, at der foreligger misligholdelse, fordi Jørgen Poulsen burde have accepteret en udskiftning på den måde, at betalingsspørgsmålet blev udskudt til senere afgørelse.

Jørgen Poulsen har yderligere anført, at Gulf Oil A/S, hvis man ikke ville skifte tankene ud uden sikkerhed for en forlængelse af kontraktforholdet, selv kunne have opsagt kontrakten med det i overenskomstens punkt 11 aftalte varsel på 6 måneder fra Gulf Oil A/S's side.

Også om tilbagetagelsesspørgsmålet har parterne gentaget deres procedure for byretten. Jørgen Poulsen har dog ikke påberåbt sig bestemmelsen i tinglysningslovens § 38, men har subsidiært gjort gældende, at tilbagetagelse må nægtes efter aftalelovens § 36.

Jørgen Poulsen har supplerende forklaret, at han i sin tid som Gulf-forhandler vel i gennemsnit har solgt 450.000 l benzin og dieselolie årligt. Han har for så vidt angår de tanke, der har ligget nedgravet i mere end 20 år, fået påbud fra kommunen om, at de senest den 1. maj 1985 skal opfylde lovgivningens krav. De 3 tanke ` 6.000 l kan muligvis renoveres, hvorimod tankene på 1.000 l og 2.500 l skal graves op eller sandfyldes. En renovering af de 3 tanke ` 26.000 l vil skønsmæssigt koste 30.000 kr. Han skønner, at han vil lide et indtægtstab på 3.000-3.500 kr. pr. dag i tilfælde af, at hans forretning skal ligge stille ved opgravning af tankene. Han er villig til at betale en rimelig pris for at overtage de omhandlede tanke.

Af de i dommen af 8. juni 1983 anførte grunde og i overensstemmelse med, hvad Jørgen Poulsen yderligere har anført for landsretten, tiltrædes det, at indstævnte har været berettiget til at ophæve kontraktforholdet på grund af væsentlig misligholdelse fra Gulf Oil A/S's side, og landsretten stadfæster derfor dommen.

Med hensyn til spørgsmålet om tankenes tilbagetagelse skal landsretten udtale:

Ved Vestre Landsrets dom af 17. januar 1984 i en sag mellem Dansk Esso A/S og Hinnerup Auto blev det statueret, at der ikke kunne ske tilbagetagelse, og som begrundelse herfor henvistes der navnlig til det betydelige værdispild og de væsentlige gener, der ville blive påført forhandleren. Det blev endvidere udtalt, at selskabets på konkurrencemæssige synspunkter baserede interesse i at få fastslået en principiel ret til at tage tankene tilbage kunne tilgodeses ved, at det pålagdes forhandleren at udrede et beløb til selskabet.

I den foreliggende sag og i en samtidig forelagt sag mellem Dansk Esso A/S og Kaj og Svend Søgaard og Søgaard og Søn ApS, Endrup, er der tilvejebragt en række supplerende oplysninger, der giver yderligere støtte for, at kravet om tilbagetagelse heller ikke i denne sag bør tages til følge.

Det er således ved monopolmyndighedernes sagsbehandling fastslået, at olieselskaberne uanset de bestemmelser, der gør de indgåede kontrakter uopsigelige fra forhandlernes side i en længere årrække, kun kan fastholde forhandlerne i nærmere angivne begrænsede perioder. Monopolmyndighederne har ved fastsættelsen af uopsigelighedsperioden taget hensyn bl.a. til størrelsen af de investeringer, selskaberne har foretaget, og selskabernes økonomiske interesser må - også når de foretagne investeringer tages i betragtning - i det væsentlige anses tilgodeset ved periodens udløb.

Den begrænsning af uopsigelighedsperioden, som følger af monopolmyndighedernes sagsbehandling - eller af kontrakternes eget indhold - kunne blive illusorisk, hvis selskaberne efter periodens udløb på grundlag af den juridiske konstruktion, der er benyttet i standardkontrakterne,

kunne håndhæve en ejendomsret til tankene med de konsekvenser, som sagsøgerens påstande under denne sag ville medføre. Tankenes værdi i opgravet stand er ubetydelig, og såfremt der blev givet mulighed for tilbagetagelse eller sandfyldning, ville dette kunne virke som en >> 537 >> pression overfor forhandlerne til at fortsætte kontraktforholdet udover uopsigelighedsperiodens udløb. Den samme virkning kunne indtræde ved tilkendelse af erstatningsbeløb, der tager udgangspunkt i omkostningerne ved nedlæggelse m.v. af nye tanke, og som i realiteten ville være en erstatning for tab som følge af eneforhandlingsaftalens ophør.

I det foreliggende tilfælde udløb uopsigelighedsperioden ifølge kontrakten først i 1989, men det er fastslået, at Jørgen Poulsen på grund af misligholdelse fra Gulf Oil A/S's side med rette har kunnet ophæve kontraktforholdet før uopsigelighedsperiodens udløb. Også i en situation som denne fører de foran anførte betragtninger til, at kravet om tilbagetagelse af tankene ikke kan gennemføres, idet et krav herom ville kunne udnyttes til at afbøde virkningerne af selskabets egen misligholdelse.

Landsretten giver derfor Jørgen Poulsen medhold også i denne på dette punkt nedlagte påstand.

- - -

Sagens omkostninger for fogedretten og for landsretten betaler Gulf Oil A/S til Jørgen Poulsen med 30.000 kr.

Højesterets dom.Vestre Landsrets dom er med Justitsministeriets tilladelse indbragt for Højesteret, for så vidt angår appellantens begæring om at blive indsat i besiddelsen af de i sagen omhandlede beholdere.

I pådømmelsen har deltaget syv dommere: P. Christensen, Torben Jensen, Bangert, Munch, Kardel, Pontoppidan og Mondrup.

Appellanten, der viderefører Gulf Oil A/S, har nedlagt påstand om, at den af fogedretten i Skanderborg den 20. januar 1983 afsagte kendelse stadfæstes, for så vidt angår appellantens begæring om at blive indsat i besiddelsen af følgende nedgravede beholdere til benzin: 1 stk. 1500 liter, 1 stk. 2.500 liter, 3 stk. 6.000 liter og 1 stk. 12.000 liter.

Indstævnte har - i det omfang sagen foreligger Højesteret til prøvelse - påstået stadfæstelse.

For Højesteret har indstævnte med rettens tilladelse gentaget sit anbringende for fogedretten om tinglysningslovens § 38.

I øvrigt har parterne gentaget deres procedure for landsretten.

For landsretten blev der foretaget syn og skøn af civilingeniør F. Wolf-Frederiksen og direktør Bent Andersen. Af skønsmændenes erklæring af 14. oktober 1983 fremgår, at 5 af de i sagen omhandlede beholdere er anbragt på ejendommen i 1963, medens beholderen på 12.000 liter er anbragt i 1970, at opgravning af beholderne og retablering vil koste ca. 92.000 kr. excl. moms, at de ældste beholdere i opgravet stand ikke har nogen salgsværdi uden inspektion og renovering, medens 12.000 liter beholderen har en salgsværdi på ca. 9.000 kr. excl. moms, og at beholderne vil kunne fjernes, uden at der sker fysisk skade på ejendommen.

Det er oplyst, at indstævnte i 1985 har ladet 6.000 liter beholderne renovere for ca. 22.000 kr. excl. moms.

Der findes ikke at være grundlag for at fastslå, at vederlaget for leverancerne fra appellanten har indeholdt en sådan betaling for beholderne, at de har været anskaffet på indstævntes bekostning. Tilbagetagelse kan herefter ikke nægtes med henvisning til tinglysningslovens § 38.

Beholderne er blevet anvendt til appellantens produkter i en længere årrække. Fjernelse af beholderne, hvortil udgifterne efter kontrakten i hvert fald delvis skal afholdes af indstævnte, vil medføre et betydeligt værdispild. Det må lægges til grund, at appellanten ikke har nogen reel anvendelse for beholderne, og indstævnte har erkendt, at han skal betale en passende godtgørelse for overtagelse af disse. Monopolmyndighedernes afgørelser og den senere lovgivning har

begrænset benzinselskabernes adgang til at fastholde kontraktsbestemmelser om uopsigelighed.

Uanset de af appellanten påberåbte generelle konkurrencemæssige hensyn finder Højesteret under de anførte omstændigheder, at appellanten ikke med rimelighed kan forlange beholderne udleveret, jfr. herved aftalelovens § 36. Højesteret tager derfor indstævntes påstand til følge.

Thi kendes for ret:Landsrettens dom bør i det omfang, den er påanket, ved magt at stande.I sagsomkostninger for Højesteret betaler appellanten, Kuwait Petroleum (Danmark)A/S, 20.000 kr. til indstævnte, benzinforhandler Jørgen Poulsen. De idømte sagsomkostninger skal betales inden 14 dage efter denne højesteretsdoms afsigelse.

U.1988.72V

Rejsearrangørs erstatningsansvar. Standardvilkår. Bevisbyrde. Umiddelbart inden påbegyndelsen af en busrejse til Jugoslavien, meddelte rejsearrangøren R, at rejsemålet på grund af overbooking på det jugoslaviske hotel ville blive ændret til Italien. Rejsedeltagerne fik valget mellem at tage med på turen eller få de indbetalte beløb tilbage. En familie F tog med under protest og klagede ved hjemkomsten til Rejsebureau-Ankenævnet, der i R's standardvilkår var angivet som klageorgan. Nævnet tilkendte F en erstatning på 2.000 kr. Da R ikke efterkom afgørelsen, anlagde F sag mod R med påstand om en erstatning på 2.000 kr. - R var ikke bundet af afgørelsen fra Rejsebureau-Ankenævnet, jfr. lov om forbrugerklagenævnet § 10, stk. 1. R's standardvilkår, hvorefter F havde bevisbyrden for ansvarspådragende forhold hos R, og hvorved R's ansvar begrænsedes, kunne i den foreliggende situation ikke påberåbes af R, ligesom R var afskåret fra at påberåbe sig, at F ved at tage med på rejsen havde givet afkald på mangelsbeføjelser, jfr. herved i det hele aftalelovens § 36. Da R ikke havde godtgjort, at ændringen af rejsemålet, der måtte anses som en væsentlig mangel ved ferierejsen, skyldtes forhold, for hvilke R ikke var ansvarlig, tilkendtes der F en skønsmæssigt fastsat erstatning på 2.000 kr. 1)

V.L.D. 21. september 1987 i anke 7-B. 139/1987 (Juul-Olsen, H. Wendler Pedersen, Andreas Christensen (kst.)).

S. J. Velbæk og K. Velbæk, Silkeborg (adv. B. E. Jespersen, smst.) mod Grindsted Rejser v/ J. Tullesen og K. Elkjær-Larsen, Grindsted (adv. Joan Colding, Viborg).

Grindsted rets dom 13. januar 1987.

Den 9. juni 1985 bestilte sagsøgerne S. J. Velbæk og K. Velbæk en ferierejse med bus til Jugoslavien til dem selv og deres 3 børn hos sagsøgte Grindsted Rejser, hvis personlige indehavere er J. L. Tullesen og K. Elkjær-Larsen, med afrejse den 23. juni 1985. Prisen for den 12 dages rejse var i alt 10.088,00 kr. og var i sagsøgtes brochure for en person optaget til en pris af 2.295,00 kr.

De for rejsen gældende »Almindelige bestemmelser« er aftrykt på bagsiden af brochuren, som sagsøgerne forud for rejsen var bekendt med.

1. spalte sidste afsnit er sålydende: »Aflysning, pris- og programændring. Bureauet har ret til - mod tilbagebetaling af det indbetalte beløb - når som helst at aflyse rejsen og kan ikke i den anledning gøres ansvarlig i nogen henseende. Endvidere forbeholder bureauet sig ret til pris-, program-, bus-, transport- og hotelændringer, såfremt tvingende eller nødvendige forhold efter bureauets skøn vil gøre dette nødvendigt for rejsens afvikling. Såfremt der opstår forhold, som rejsebureauet ikke er herre over (- - -, strejke eller anden almindelig force majeure), forbeholder rejsebureauet sig ret til af de indtegnede gæster at beregne sig dækning for alle udlagte driftsudgifter i forbindelse med de af sådanne årsager aflyste rejsers udarbejdelse og tilrettelægning. Rejsebureauet hæfter ej heller for udgifter, man evt. pådrager sig i forbindelse med en forsinkelse - - -«

I 3. afsnit 3. spalte anføres om reklamationer bl.a.: »- - - hvis en rejsedeltager klager og ikke opnår en tilfredsstillende ordning med arrangøren, kan klagen indbringes for Rejsebureau - Ankenævnet.«

I samme spalte begrænses arrangørens erstatningspligt for »skader, der rammer den rejsende« alene til kun at omfatte direkte økonomisk skade, idet der anføres: »For indirekte skade eller skade af ikke økonomisk art fritages arrangøren for ethvert ansvar.«

Deltagerne i rejsen skulle tages op forskellige steder i landet af opsamlingsbusser og køres til Fredericia, hvorfra de sammen skulle foretage turen sydpå i fælles bus.

Sagsøgerne blev taget op i Skanderborg. Da de kom til Fredericia, blev de imidlertid af sagsøgte Tullesen gjort bekendt med, at rejsen til det pågældende mål i Jugoslavien ikke kunne gennemføres, fordi der var sket overbookning. I stedet fik rejsedeltagerne tilbudt vederlagsfrit at blive transporteret tilbage til deres hjem og få de indbetalte beløb tilbage eller at bussen i stedet kunne køre til Lido di Jesolo i Italien, hvor der var reserveret ophold >> 73 >> for dem. Sagsøgerne var ikke tilfredse hermed, men indvilgede til sidst under forbehold af at rejse erstatningskrav i at tage med til Italien, hvor deres ophold blev af samme varighed, som opholdet i Jugoslavien var beregnet til. En 10-dages rejse med ophold på det hotel, sagsøgerne blev indlogeret på, er i sagsøgtes brochure optaget til en pris af 1.895,00 kr.

Efter hjemkomsten klagede sagsøgte i brev af 8. juli til sagsøgte bl.a. over, at de ikke inden, de tog hjemmefra, var blevet underrettet om ændringen af rejsemålet fra Jugoslavien til Italien og krævede erstatning bl.a., fordi de ikke var kommet til det bestemte rejsemål, fordi hotellet i Italien var af dårligere standard end det bestilte, varer i Italien var dyrere end i Jugoslavien, de tidligere havde været i Lido di Jesolo, og fordi de havde betalt for 2 værelser men fik 1.

Sagsøgte tilbød en erstatning på 1.000,00 kr. for det manglende værelse, hvad sagsøgerne accepterede og har modtaget, men afviste at betale erstatning herudover.

Sagsøgerne indbragte herefter den 6. september s.å. sagen for Rejsebureau-Ankenævnet.

Sagsøgte ytrede sig ikke over for ankenævnet, der i sin kendelse af 10. april 1986 bl.a. udtaler: »Det må lægges til grund, at klageren har fået en helt anden rejse end bestilt af ham. Det forhold, at årsagen til ændringen skyldes hotellets misligholdelse af indgåede aftaler, kan ikke fritage rejsearrangøren for ansvar for den deraf følgende forringelse af arrangementet. Den omstændighed, at klageren, der efter rejsen påbegyndelse blev orienteret om forholdet, men uden oplysning om, hvortil rejsen ville gå, har accepteret at fortsætte, kan ikke anses for at afskære klageren fra at kræve erstatning for manglerne ved rejsen. Ankenævnet finder det af klageren rejste krav berettiget.«

Ankenævnet bestemte herefter, at sagsøgte burde betale 2.000,00 kr. i erstatning.

Da dette ikke skete, har sagsøgerne under denne sag påstået sagsøgte dømt til at betale beløbet med procesrenter fra sagens anlæg 27. maj 1986.

Sagsøgerne har gjort gældende, at sagsøgte har leveret en anden og ringere rejse end den, de havde bestilt og derfor er er erstatningspligtig. Sagsøgte burde, hvad der havde været tid nok til, have givet dem besked om, at det ikke var muligt at gennemføre rejsen til Jugoslavien. De kunne i så tilfælde, inden de tog hjemmefra, have taget stilling til, om de ville med til Italien i stedet.

Sagsøgerne har dernæst hævdet, at sagsøgte er bundet af ankenævnets afgørelse. I de Almindelige betingelser har de henvist til, at rejsedeltagere kan klage til ankenævnet, og det må betyde, at sagsøgte har underkastet sig ankenævnets afgørelser. Ellers var der ikke nogen mening med bestemmelsen. At sagsøgte ikke har afgivet noget indlæg til ankenævnet var uden betydning.

Sagsøgte har til støtte til sin frifindelsespåstand henvist til de for rejsen gældende Almindelige bestemmelser for aflysning og programændring, hvorefter sagsøgte har ret til når som helst at aflyse en rejse uden erstatningsansvar, således også pga. forhold, som man ikke er herre over. Disse betingelser var sagsøgerne på forhånd gået ind på og således bekendt med. De havde da også, inden den egentlige busrejse fra Fredericia påbegyndtes, accepteret at tage med til Italien i stedet for at få de indbetalte beløb igen. Det havde ikke været muligt at give dem besked, inden de tog hjemmefra, fordi det først på afrejsedagen var blevet endeligt afklaret, at rejsen ikke kunne gennemføres. Det må også bestrides, at sagsøgerne ikke havde fået en rejse af samme kvalitet, som den, de havde bestilt. Priserne i brochuren henholdsvis 1.895,00 kr. for rejsen til Italien og 2.295,00 kr. for rejsen til Jugoslavien - kan ikke direkte sammenlignes, idet det drejer sig om en 10-dages tur til Italien og en 12-dages tur til Jugoslavien. Sagsøgerne fik en rejse på 12 dage til Italien med ophold på et hotel i samme klasse som det, de skulle have boet i i Jugoslavien.

Endelig har sagsøgte gjort gældende, at det ikke er bundet af ankenævnets kendelse, fordi det ikke

er medlem af rejsebureauforeningen, og at henvisningen i de almindelige bestemmelser til at klage kan indbringes for Rejsebureau-Ankenævnet ikke kan tillægges denne betydning. Ankenævnets afgørelse er truffet på et ufuldstændigt og urigtigt grundlag, således er det ikke rigtigt, som det er anført i kendelsen, at sagsøgerne, inden de tog med til Italien ikke blev orienteret om, hvortil rejsen ville gå. - - - 2)

Da sagsøgte ikke er tilsluttet Danmarks Rejsebureauforening, ikke ses at have truffet aftale med nævnet og efter den forannævnte passus i Almindelige bestemmelser ikke findes at have bundet sig til at respektere nævnets afgørelse, jfr. lov om forbrugerklagenævnet § 10, stk. 1, findes der ikke at >> 74 >> kunne give sagsøgeren medhold i hans påstand herom.

Efter hvad der er oplyst om, at hotellerne i Jugoslavien var overbooket, lægges til grund, at rejsen dertil ikke kunne gennemføres som planlagt. Det lægges ligeledes efter sagsøgte Tullesen og vidnet Horn's forklaring til grund, at dette først blev endeligt afklaret og bekendt for sagsøgte i løbet af søndag den 23. formentlig om formiddagen. Det er ikke klarlagt, om sagsøgte havde mulighed for at underrette alle eller nogle af rejsedeltagerne herunder sagsøgerne herom, inden de begav sig til de forskellige opsamlingssteder. Der er imidlertid enighed om, at sagsøgte Tullesen i Fredericia fortalte det og tilbød vederlagsfri hjemtransport eller nyt nærmere angivet rejsemål.

Efter hvad der er oplyst om priserne for 12-dages rejsen til Jugoslavien og 10-dages rejsen til Italien, finder retten, da sagsøgernes ophold sidstnævnte sted varede 12 dage, ikke, at der er grundlag for at antage, at sagsøgerne udover, hvad sagsøgte har godtgjort dem, led noget økonomisk tab.

Da sagsøgerne i Fredericia selv var gået ind på ændringen af rejsemålet, og der ikke efter brochurens Almindelige betingelser eller på andet grundlag ses at være en forpligtelse for sagsøgte til at godtgøre sagsøgerne en ikke økonomisk skade som følge af den skete ændring af rejsen, findes sagsøgte at måtte frifindes. - - -

Vestre Landsrets dom.- - - For landsretten har appellanterne, S. J. Velbæk og K. Velbæk, gentaget deres i første instans nedlagte påstand, medens indstævnte, Grindsted Rejser v/ J. Tullesen og K. Elkjær-Larsen, har påstået dommen stadfæstet. - - - 3)

Det er oplyst, at henvisningen om klagemuligheder til Rejsebureau-Ankenævnet er udgået af indstævntes 1987-katalog.

Landsretten skal udtale:

Det tiltrædes, at indstævnte ikke er bundet af afgørelsen fra Rejsebureau-Ankenævnet, jfr. lov om forbrugerklagenævnet § 10, stk. 1.

Det må anses for en væsentlig mangel ved ferierejsen, at rejsemålet i sidste øjeblik blev ændret fra Jugoslavien til Italien. Indstævnte må godtgøre, at ændringen skyldes forhold, for hvilke indstævnte ikke er ansvarlig. Denne bevisbyrde har indstævnte ikke opfyldt blot ved forklaringerne om, at rejsen blev ændret som følge af, at det jugoslaviske hotel var overbooket. Den omstændighed, at appellanterne ikke præcist kan opgøre deres tab som følge af forringet udbytte ved rejsen, ringere hotelstandard m.v. og øgede opholdsudgifter, findes ikke at burde afskære appellanterne fra at gøre et krav gældende, men alene at burde medføre, at kravet fastsættes skønsmæssigt. Appellanternes krav findes passende at kunne fastsættes til 2.000 kr. →

Standardvilkårene i indstævntes »Almindelige Betingelser«, hvorefter appellanterne har bevisbyrden for ansvarspådragende forhold hos indstævnte og indstævntes ansvar begrænses, findes i en situation som den foreliggende ikke med rimelighed at kunne påberåbes af indstævnte, ligesom indstævnte må være afskåret fra at påberåbe sig, at appellanterne, der befandt sig i en tvangssituation skabt af indstævnte, har givet afkald på at gøre mangelsbeføjelser gældende ved at tage med på rejsen, jfr. herved i det hele aftalelovens § 36.

Med disse bemærkninger tager landsretten appellanternes påstand til følge. - - -

Sagens omkostninger for begge retter betaler indstævnte til appellanterne med 3.500 kr. - - -

U.1989.561H

Købers annullation af en dagen forinden underskrevet slutseddel under nærmere angivne omstændigheder tillagt retsvirkning efter princippet i aftalelovens § 39, 2. pkt. K underskrev den 18. oktober 1984 under medvirken af ejendomsmægler slutseddel om køb af parcelhus, men annullerede den næste dag om morgenen købet. Annullationen blev tillagt retsvirkning efter princippet i aftalelovens § 39, 2. pkt., da slutsedlen blev underskrevet umiddelbart efter den første besigtigelse af ejendommen, uden at ejendomsmægleren, der var klar over den vanskelige situation, K befandt sig i på grund af forestående tvangsauktion over sit hus, forinden havde søgt klarlagt, om K havde økonomisk mulighed for at opfylde handelen. (Dissens). 1)

H.D. 17. april 1989 i sag II 134/1987Else Førsterling (adv. P. Koefoed-Meyer e.o.) mod Grethe Hansen (adv. Steen Ole Larsen).

Østre Landsrets dom 5. marts 1987 (13. afd.)(Jens Lunøe, Kallehauge, Birgitte Thorsen (kst.)).

Under denne sag har sagsøger Else Førsterling, der har fri proces, efter sin endelige påstand krævet sagsøgte Grethe Hansen dømt til at betale 81.974,54 kr. med procesrente af 56.093,77 kr. fra sagens anlæg den 15. marts 1985 og af resten, 25.880,77 kr., fra den 11. juni 1985 at regne.

Sagsøgte Grethe Hansen har nedlagt påstand om principalt frifindelse, subsidiært frifindelse mod betaling af et mindre beløb end af sagsøger krævet.

Denne sag vedrører spørgsmålet, om sagsøgte i forbindelse med sin underskrift på en slutseddel den 18. oktober 1984, hvorefter hun til overtagelse samme dag købte sagsøgers parcelhus, Oehlenschlægersgade 19 i Slagelse, tog forbehold om, at hendes bank skulle godkende købet, og om hendes annullation den følgende dag som følge heraf, eller subsidiært i henhold til princippet i aftalelovens § 39, må anses for berettiget.

Den 18. oktober 1984 rettede sagsøgte Grethe Hansen og hendes mand, chauffør Erling Hansen, henvendelse til statsautoriseret ejendomsmægler Anker Jensen Thetmark for at høre, om han kunne skaffe dem en bolig i stedet for deres daværende hus, som skulle bortsælges på tvangsauktion den 30. oktober 1984. De foretog straks besigtigelse af sagsøger Else Førsterlings parcelhus Oehlenschlægersgade 19, som ejendomsmægleren havde i kommission. Umiddelbart herefter blev der oprettet slutseddel på ejendomsmæglerens kontor, hvorefter ejendomsmægler Thetmark ligeledes den 18. oktober 1984 indhentede sagsøgers underskrift. Købesummen, der blev aftalt til 500.000 kr., skulle erlægges dels ved overtagelsen af indestående lån dels ved en kontant udbetaling, hvoraf 10.000 kr. skulle deponeres hos ejendomsmægleren, så snart sælger havde underskrevet slutseddel, medens >> 562 >> resten 15.039,33 kr. skulle deponeres i sagsøgers bank »ved skødets underskrift dog senest den 26/10 1984«.

Den følgende morgen annullerede sagsøgte handelen ved en telefonisk meddelelse, som sagsøgtes mand gav til ejendomsmæglerens kontor.

Den 5. november 1984 meddelte sagsøgers advokat, at han anså handelen for misligholdt, og at han ville foretage dækningssalg på købers regning, ligesom han forbeholdt sig at kræve erstatning.

I et brev af 8. november 1984, som Rita Larsen, som er en bekendt til sagsøgte, har skrevet for

hende, svarede man advokaten, at sagsøgte havde skrevet under på slutseddelen »med det mundtlige forbehold, at banken ville sige ja«. Da banken havde sagt, at det blev for dyrt for sagsøgte at sidde i huset, havde hun dagen efter meddelt, at det mundtlige forbehold skulle træde i kraft.

Den 22. november 1984 fastholdt advokaten imidlertid handelen og opfordrede i skrivelse af 13. december og 29. december 1984 sagsøgte til at betale de forfaldne terminsydelser.

Ejendomsmægler Anker Jensen Thetmark har i skrivelse af 3. december 1984 til sagsøgers advokat bl.a. oplyst, at han var klar over, at sagsøgte og hendes mand stod uden bolig i løbet af kort tid som følge af en nært forestående tvangsauktion over deres daværende hus. Det hedder herefter i skrivelsen:

»- - -

Personligt var jeg selvfølgelig ikke alt for sikker på at sådanne mennesker der lige var gået fallit, kunne fremskaffe de fornødne midler til køb af Oehlenschlægersgade 19. - Det blev gjort helt klart for Grethe og Erling Hansen, at der skulle udbetales kr. 25.000,00 på Oehlenschlægersgade 19, at der heraf skulle erlægges kr. 10.000,00 straks, og at resten skulle erlægges inden indflytningen. De to diskuterede indbyrdes om, hvorvidt pengene var til stede. - Fru Grethe Hansen ville helst vente med at afslutte handelen til den følgende dag, hvorimod hendes mand Erling Hansen var meget opsat på at få sagen afgjort, hvorfor de to enedes om at de lige så godt kunne skrive under straks, så ville han med det samme hente de første kr. 10.000,00 i banken og indbetale dem her på mit kontor, idet det blev aftalt, at medens de hentede pengene skulle jeg køre ud og få sælgerens underskrift, således at denne ville foreligge når de var tilbage med den kontante udbetaling.

Erling og Grethe Hansen kørte ud for at hente pengene og jeg kørte ud til sælgeren og fik dennes underskrift på slutsedlen. - Erling og Grethe Hansen mødte imidlertid ikke op med pengene, som lovet, dagen efter blev der ringet her til mit kontor, at de alligevel ikke ville vedstå handelen, idet banken havde sagt, at huset var for dyrt.

Jeg forsøgte uopholdeligt at ringe fru Grethe Hansen og Erling Hansen op. - De er imidlertid ikke at træffe på telefonen, de er heller ikke at træffe på deres ejendom. - De var slet ikke at træffe derefter, hvorfor jeg netop satte mig i forbindelse med sælgeren og meddelte ham hvad der var sket.

- - -«

Ejendomsmægler Thetmark betegnede det videre i skrivelsen som »fuldkommen opspind«, at sagsøgte kunne have taget et mundtligt forbehold.

Ejendommen Oehlenschlægersgade 19 blev, efter at den var omprioriteret, solgt ved sagsøgers foranstaltning for 495.000 kr. med en kontant udbetaling på 50.000 kr. til overtagelse 10. juni 1985.

I stedet for sagsøgers ejendom købte sagsøgte Grethe Hansen den 30. oktober 1984 ejendommen Fejøvej 14, Slagelse, til overtagelse den 1. november 1984 for en købesum på 380.000 kr. med en kontant udbetaling på 32.612,91 kr.

Der er under domsforhandlingen givet forklaring af parterne samt vidneforklaring af Allan Førsterling, Erling Hansen, Anker Jensen Thetmark og Bent Erland Christiansen.

Else Førsterling har bl.a. forklaret, at hun og hendes mand begge modtager førtidspension. De havde lånt penge til udbetaling på huset i Oehlenschlægersgade af hendes svigerfar. De måtte sælge huset, fordi de ikke havde råd til at sidde i det. I begyndelsen af oktober 1984 flyttede de ind i en lejlighed, som de havde lejet i Holbergsgade i Slagelse. Da mægleren kom og viste huset frem for sagsøgte og dennes mand, var sagsøger igang med at forberede flytning af de sidste ting. Det drejede sig navnlig om nogle møbler, klædeskab, en fryser og et køleskab. Samme dag kom mægleren hjem til dem. Hendes mand, svigerfar og svigermor var til stede. Hendes svigerfar spurgte, om der var »fortrydelsesret«, hvortil mægleren svarede nej. Hun spurgte sin svigerfar, om hun nu måtte skrive under, hvortil han sagde, at han først skulle læse papirerne igennem. Bagefter skrev hun under. Nogle dage senere fortalte mægleren, at køberen var sprunget fra slutseddelen.

>> 563 >> Grethe Hansen har bl.a. forklaret, at hendes mand og hun den 18. oktober 1984 opsøgte ejendomsmægler Anker Jensen Thetmark for at høre, om han eventuelt kunne hjælpe dem med at finde en billig lejlighed. De havde selv forinden talt med en række boligselskaber, men det var der ikke kommet noget ud af. De skulle være ude af deres hus inden den 1. november, så de var efterhånden villige til at tage næsten hvad som helst. Mægleren kendte deres situation. Mægleren foreslog, at de skulle se på huset Oehlenschlægersgade 19. De foretog en hurtigt besigtigelse og vendte tilbage til mæglerens kontor, hvor denne gav sig til at læse en slutseddel op for dem. De havde ikke deres briller med og kunne derfor ikke selv læse teksten igennem. De havde 10.000 kr. på en lønkonto i Kronebanken svarende til en månedsløn for hendes mand. De var begge i arbejde, hun som rengøringsassistent og hendes mand som chauffør. De havde ikke talt med banken om et eventuelt huskøb og sagde, at banken skulle se slutseddelen og godkende deres køb. Hun skrev under blot for at sikre, at de dog havde et sted at bo. Om aftenen sagde hendes mand, at Kronebanken ikke ville give dem lån til gennemførelse af handelen, fordi hendes mand og hun ikke tjente nok til at sidde i huset. De havde ikke tidligere haft andre huse end det, der var sat på tvangsauktion. Den 19. oktober 1984 ringede hendes mand til mægleren og sagde, at handelen ikke kunne blive til noget, fordi banken ikke ville medvirke. Nogle dage senere så de, at et hus på Fejøvej var til salg. De talte nu med Jyske Bank, som så på papirerne og gav dem et lån. Det kan godt være, at bruttoydelsen er lidt større på Fejøvej, end den ville have været i Oehlenschlægersgade. Hvis Kronebanken havde givet dem et lån, ville de have købt sagsøgers hus.

Allan Førsterling, der er gift med sagsøger, har bl.a. forklaret, at de boede knap 1½ år i huset i Oehlenschlægersgade. De var igang med at flytte ind i lejligheden i Holbergsgade, da mægleren ringede den 18. oktober 1984 og sagde, at nu var huset solgt, og at de skulle være ude af huset samme dag inden kl. 17. De havde endnu nogle møbler, skabe, en fryser, vaskemaskine og køleskab stående i huset. Vidnet ringede til sin far og bad ham om et lån på 500 kr. til leje af en varevogn, som han skulle bruge til flytningen. Hans far og mor kom inden for en time og var til stede sammen med en af hans venner, Bent Christiansen, da mægleren kom med slutseddelen. Vidnets far læste slutseddelen igennem, drøftede vilkårene med mægleren og spurgte herunder, om der var »fortrydelsesret«, hvortil mægleren svarede nej. Pengene var ifølge mægleren deponeret, og det var således kun sælgers underskrift, der manglede. Herefter skrev hans kone under. De gennemførte resten af flytningen i løbet af eftermiddagen.

Erling Hansen har bl.a. forklaret, at det var ejendomsmægler Anker Jensen Thetmark, der forestod tvangsauktionen over deres hus i Bjergbygade i Slagelse. Tvangsauktion var berammet til den 30. oktober 1984. De havde fået besked på, at huset skulle være rømmet senest den 30. oktober kl. 14. De opsøgte Thetmark den 18. oktober og spurgte, om han kunne skaffe dem en lejlighed. De havde prøvet en række andre steder forinden. Thetmark sagde, at han ikke havde nogen lejlighed, men derimod lige huset for dem. De tog straks sammen hen og besigtigede hurtigt huset i Oehlenschlægersgade, hvor fru Førsterling var igang med at pakke. Da de kom tilbage til mæglerens kontor, kom han med en opstilling og en slutseddel, hvoraf noget blev læst op. Vidnet sagde, at han kun havde 10.000 kr. i banken, hvortil mægleren svarede, at det var i orden. Udbetalingen var på 25.000 kr. De skulle derfor låne 15.000 kr. i banken. Thetmark sagde, at de bare skulle skrive under, og at det nok skulle falde på plads. Herefter skrev hans kone under med forbehold om, at banken ville gå med til det. Han ved ikke, hvorfor dette forbehold ikke blev skrevet i slutseddelen. Både hans kone og han var ved at være desperate ved tanken om, at de om mindre end 14 dage ikke havde noget sted at bo. Han opsøgte Kronebanken samme dag, men her ville man ikke medvirke til deres eventuelle køb. Han ringede næste morgen til ejendomsmægler Thetmark og gav, da mægleren ikke var til stede, besked herom til hans sekretær. Mægleren kan godt have haft svært ved at træffe dem i den nærmest følgende tid, dels fordi de begge går på arbejde, dels fordi der var meget at ordne i den periode. De regnede med, at handelen var bortfaldet og blev derfor meget overraskede, da de fik brev fra sagsøgers advokat. Vidnet kontaktede 6-7 dage efter, at de var trådt tilbage fra handelen om Oehlenschlægersgade, Jyske Bank og medbragte en opstilling vedrørende huset på Fejøvej.

Jyske Bank foretog en beregning og gav dem et lån, hvorefter de den 30. oktober 1984 købte dette hus.

Ejendomsmægler Anker Jensen Thetmark har >> 564 >> bl.a. forklaret, at han igennem nogen tid havde haft huset i Oehlenschlægersgade i salgskommission, meget muligt i 3-4 måneder, da sagsøgte og hendes mand rettede henvendelse til ham den 18. oktober 1984 vedrørende dette hus. Han havde lavet salgsopstilling over sagsøgtes hus i Bjergbygade til brug for afholdelse af tvangsauktion og kendte derfor udmærket hr. og fru Hansens situation. Det skulle gå stærkt med at skaffe en anden bolig. Han har glemt, hvornår besigtigelsen fandt sted. Han udleverede, som han plejer, kopier af slutseddelen og læste den højt for køber og hendes mand. Han var klar over, at Erling Hansen ikke kunne betale, men det behøvede ikke at betyde, at hustruen ikke kunne. Hvis der ikke er betalt terminsydelser igennem et stykke tid, kan dette resultere i en vis opsparing. Han udspurgte ikke sagsøgte og hendes mand nærmere om deres økonomiske forhold. De sagde, at de havde pengene i banken. Udbetalingen var opdelt i to poster, på 10.000 og 15.000 kr. En sådan opdeling er helt sædvanlig og skyldes efter hans mening ikke, at sagsøgte i det foreliggende tilfælde skulle have et lån til betaling af en del af udbetalingen. Købet blev ikke betinget hverken af bankens godkendelse eller medvirken til handelen. Hvis det havde været tilfældet, ville han have skrevet det i slutseddelen og ikke straks have indhentet sælgers underskrift. Han undrede sig meget over, at sagsøgte ikke kom med pengene som aftalt. Han prøvede i den følgende tid uden held at træffe sagsøgte eller hendes mand, men deres telefon var lukket, og de var heller ikke hjemme, når han kom til deres bopæl. Selvom Oehlenschlægersgade 19 er et udmærket hus, viste det sig svært at sælge, måske fordi det stod ubeboet. Han gennemførte en omprioritering med kreditforeningslån. For at redde et pantebrev, som han selv havde i huset, betalte han i en periode ejendomsskatter og terminsydelser, indtil huset blev solgt til overtagelse den 10. juni 1985. Han blev dækket ind i forbindelse med dette salg, hvorimod Allan Førsterlings far mistede 25.-30.000 kr.

Bent Erland Christiansen har bl.a. forklaret, at han den 18. oktober 1984 hjalp Allan Førsterling med at flytte. Da mægleren kom med slutseddelen, spurgte Førsterlings far, om der var »fortrydelsesret«. Der blev ikke sagt noget om, hvem der eventuelt havde fortrydelsesret, for mægleren sagde straks, at det var der ikke tale om. Der blev heller ikke sagt noget om, at køber havde taget nogen form for forbehold.

Sagsøger har til støtte for den nedlagte påstand gjort gældende, at der ved slutseddelens underskrift den 18. oktober 1984 blev indgået en endelig og bindende aftale om sagsøgtes køb af ejendommen. Slutseddelen indeholder ikke noget forbehold, og det må under hensyn hertil og efter den vidneforklaring, som ejendomsmægler Thetmark har afgivet, lægges til grund, at der ikke blev taget noget forbehold fra sagsøgtes side. Da der ikke gælder nogen generel regel om fortrydelsesret i dansk ret, er sagsøgte bundet af slutseddelen.

Aftalelovens § 39 kan hverken direkte eller analogt føre til noget andet resultat, dels fordi der ikke foreligger sådanne særlige omstændigheder, som kræves, for at denne sjældent anvendte bestemmelse kan bringes i anvendelse, dels fordi sagsøgtes viljeserklæring - løftet om at købe ejendommen - havde virket bestemmende på sagsøgers handlemåde - ved at fremskynde sagsøgers endelige fraflytning, inden tilbagekaldelsen kom til sagsøgers eller dennes repræsentants kundskab den 19. oktober 1984. Handelen er misligholdt af sagsøgte, som herved har pådraget sig erstatningsansvar. Sagsøgers tab er opgjort til det påstævnede beløb.

Sagsøgte har gjort gældende, at der blev taget et mundtligt forbehold fra sagsøgtes side om, at hendes køb var betinget af, at banken ville godkende slutseddelen og medvirke til handelen. Ejendomsmægler Thetmark vidste, at sagsøgte den 18. oktober 1984 som følge af tvangsauktion havde mindre end 14 dage til at finde en ny bolig, da han, uden at udspørge hende nærmere om hendes økonomiske muligheder for at opfylde slutseddelen, lod hende underskrive denne. Der var hverken i sagsøgtes eller sagsøgers forhold noget, der kunne begrunde, at handelen ikke blev udsat en dag med henblik på sagsøgtes tilvejebringelse af den kontante udbetaling. Under de foreliggende omstændigheder og under hensyn til ejendomsmægler Thetmarks personlige interesse i handelen

som panthaver i ejendommen må det anses for betænkeligt at lægge hans forklaring til grund, når denne så bestemt er bestridt af sagsøgte og hendes mand. Sagsøgte må herefter anses at have ført fornødent bevis for, at hun tog et mundtligt forbehold, inden hun skrev under.

Subsidiært har sagsøgte gjort gældende, at >> 565 >> hendes tilbagekaldelse af købstilbuddet må anses som berettiget i henhold til grundsætningen i aftalelovens § 39, 2. punktum. Hun skrev under på slutseddelen, fordi hun ikke kunne se nogen anden udvej, hvilket må have stået ejendomsmægler Thetmark aldeles klart, og indgik på stedet en ejendomshandel uden at modtage behørig rådgivning, selv om hverken hun eller hendes mand havde nogen mulighed for at overskue konsekvenserne. Sagsøgte undersøgte samme dag lånemulighederne i banken og underrettede allerede den 19. oktober 1984 om morgenen ejendomsmægler Thetmarks kontor om, at handelen ikke kunne blive til noget, fordi banken ikke ville medvirke. Sagsøgtes købstilbud kan ikke antages inden da at have virket bestemmende på sagsøger i aftalelovens forstand. Sagsøger fremskyndede meget muligt afslutningen af en igangværende flytning ved i løbet af den 18. oktober 1984 at afhente det sidste læs møbler, men herved led sagsøger ikke noget tab, og der er ikke tale om, at sagsøger i tillid til købstilbudet disponerede anderledes, end hun alligevel ville have gjort i løbet af en kortere tid.

Mest subsidiært har sagsøgte gjort gældende, at sagsøger ikke har lidt noget tab, og at i hvert fald store dele af tabet skyldes sagsøgers egen pengemangel.

Rettens afgørelse:

Da sagsøgte ikke har taget skriftligt forbehold i slutseddelen, og da der foreligger modstridende forklaringer om, hvorvidt sagsøgte mundtligt tog noget forbehold, findes sagsøgte ikke at have ført det nødvendige bevis for, at købet fra hendes side var betinget af, at banken ville godkende og financiere handelen.

Idet det lægges til grund, at sagsøgte straks den 19. oktober 1984 om morgenen underrettede ejendomsmægler Thetmarks kontor om, at handlen ikke kunne gennemføres, findes denne meddelelse under de foreliggende omstændigheder, hvor sagsøger i tillid til den underskrevne slutseddel blot havde fremskyndet afslutningen af en igangværende flytning, at burde tillægges retsvirkning i overensstemmelse med princippet i aftalelovens § 39, 2. punktum. Der er herved tillige lagt vægt på, at der ikke er fremkommet oplysning om, at sagsøgtes adfærd - bortset fra hvad der fulgte umiddelbart af handelens annullation - har sinket, fordyret eller på anden vis påvirket salget af ejendommen Oehlenschlægersgade 19 negativt.

Sagsøgtes frifindelsespåstand vil herefter være at tage til følge.

- - -

Sagsøger betaler sagsomkostninger med 10.000 kr. til sagsøgte.

Højesterets dom.Den indankede dom er afsagt af Østre Landsret.

I pådømmelsen har deltaget fem dommere: Torben Jensen, Funch Jensen, Weber, Kiil og Wendler Pedersen.

Appellanten har påstået indstævnte tilpligtet at betale 76.974,54 kr. med nærmere angivne renter.

Indstævnte har principalt påstået stadfæstelse. Hun har endvidere nedlagt nogle subsidiære påstande om størrelsen af en eventuel erstatning.

For Højesteret har indstævnte alene påberåbt sig princippet i aftalelovens § 39, 2. pkt.

Til brug for Højesteret er der afgivet nye forklaringer og tilvejebragt yderligere oplysninger.

Fire dommere - Torben Jensen, Weber, Kiil og Wendler Pedersen - udtaler:

Også efter det for Højesteret fremkomne må det lægges til grund, at indstævnte underskrev slutsedlen om køb af appellantens ejendom umiddelbart efter den første besigtigelse den 18. oktober

1984. Efter det foreliggende skete købet, uden at ejendomsmægleren - der var vidende om den vanskelige situation, som indstævnte og dennes ægtefælle befandt sig i på grund af den forestående tvangsauktion over deres hus - forinden havde søgt klarlagt, om ægtefællerne havde økonomisk mulighed for at opfylde handelen, jf. herved § 4, stk. 2, i den dagældende bekendtgørelse nr. 237 af 19. maj 1982 om ejendomsmægleres og ejendomshandleres virksomhed. Under disse omstændigheder tiltræder disse dommere af de af landsretten i øvrigt anførte grunde, at annullationen den følgende dag om morgenen er tillagt retsvirkning i overensstemmelse med princippet i aftalelovens § 39, 2. pkt. Disse dommere stemmer derfor for at stadfæste dommen.

Dommer Funch Jensen - udtaler:

Jeg finder ikke, at betingelserne for at anvende bestemmelsen i aftalelovens § 39, 2. pkt. eller princippet i bestemmelsen kan bringes til anvendelse i det foreliggende tilfælde. Tilbudet er ikke afgivet fejlagtigt eller som følge af vildfarelse, og det er ikke gjort gældende, at købesummen eller >> 566 >> handelsvilkårene i øvrigt har været urimelige. Jeg finder det endvidere ikke antageliggjort, at indstævnte, der kort tid efter var i stand til at gennemføre en anden ejendomshandel med en større kontant udbetaling, var ude af stand til at opfylde handelen. Der foreligger således heller ikke bevis for, at en afgørende forudsætning for handelens indgåelse er svigtet. Jeg stemmer herefter for skønsmæssigt at tilkende appellanten en erstatning på 35.000 kr.

Afgørelsen træffes efter stemmeflertallet.

Thi kendes for ret:Landsrettens dom bør ved magt at stande.I sagsomkostninger for Højesteret betaler statskassen 12.000 kr. til indstævnte, Grethe Hansen.De idømte sagsomkostninger skal betales inden 14 dage efter denne højesteretsdoms afsigelse.

U.1989.748/2H

Køber ikke bundet, da hans underskrift var betinget af advokats godkendelse i sin helhed. K, der ønskede at flytte ind i et 70-årigt sommerhus med det samme, underskrev slutseddel, selv om en arkitekt, der havde set huset udefra, ikke havde haft tid til at undersøge taget. Efter telefonisk råd fra sin advokat indføjede K imidlertid en passus i slutsedlen om, at »købers underskrift er betinget af >> 749 >> berigtigende advokats godkendelse i sin helhed.« Få dage efter meddelte advokaten, at handelen ikke kunne godkendes. K var herefter ikke bundet af slutsedlen. 1)

H.D. 30. maj 1989 i sag II 46/1988Advokatrådet som mandatar for Jens Christensen (adv. Jørgen Grønborg). mod Kaj og Tove Larsen (adv. Jørgen Spilcker, Holbæk).

Østre Landsrets dom 28. januar 1988 (13. afd.)(Jens Lunøe, Ebbe Christensen, K. A. Knudsen).

Ved slutseddel af 18. juni 1986 solgte de sagsøgte kontorchef Kaj Larsen og fru Tove Larsen ejendommen matr. nr. 99 g og 99 k, Vester Lyng, Nykøbing Sj., beliggende Hugormevej 2, Nykøbing Sj. Nordstrand til sagsøgeren vinhandler Jens Christensen. Ejendommen er et stråtækt bjælkesommerhus opført i 1917. Prisen var aftalt til 375.000 kr., der skulle betales kontant. Ejendommen skulle overtages samme dag, som slutsedlen blev underskrevet. Af købesummen skulle 15.000 kr. deponeres hos den medvirkende ejendomsmægler, mens 360.000 kr. skulle deponeres i Privatbanken, Kgs. Nytorv. Sidstnævnte beløb skulle forrentes af køber fra overtagelsesdagen og indtil frigivelse af sælger med 8% p.a. Køber skulle tilsende sælger underskrevet skøde senest den 4. juli 1986.

Advokat Jeanette Oppenheim, København, er anført som købers advokat.

Slutsedlen indeholder følgende maskinskrevne bestemmelse:

»Det bemærkes iøvrigt, at sælgerne ikke påtager sig noget ansvar for stråtagets tilstand, der iøvrigt er gennemgået af køberen med sagkyndig bistand«.

Ordene: »der iøvrigt er gennemgået af køberen med sagkyndig bistand« er streget ud. Der er enighed mellem parterne om, at dette er sket i forbindelse med slutsedlens underskrivelse. Slutsedlen indeholder endvidere ved købers underskrift følgende af sagsøgeren gjorte, håndskrevne tilføjelse:

»Købers underskrift er betinget af berigtigende advokats godkendelse i sin helhed«.

Samme dag som slutsedlen blev underskrevet, flyttede sagsøgeren ind i huset, der var solgt møbleret.

Ved brev af 19. juni 1986 meddelte Privatbanken, at man indestod for betaling af 360.000 kr. med rente som angivet i slutsedlen.

Den 23. juni 1986 skrev advokat Jeanette Oppenheim til de sagsøgtes advokat, advokat Jørgen Spilcker, Holbæk:

»Min klient, direktør Jens Christensen, har den 18. juni 1986 underskrevet slutseddel på betingelse af, at berigtigende advokat godkender slutsedlen i sin helhed.

Efterfølgende, det vil sige i weekenden den 21. og 22. juli 1986 har arkitekt Tage Jørgensen gennemgået ejendommen og påpeget, efter min opfattelse, så væsentlige mangler ved ejendommen,

at jeg må fraråde min klient at købe ejendommen.

Det drejer sig især om ejendommens vinduer, hvor hjørnebåndshængsler har slået sig betydeligt. Efter arkitektens opfattelse tyder dette på angreb af tørråd, hvilket indebærer, at vinduesrammerne skal skiftes ud. Endvidere drejer det sig om loftet i opholdsstuen. Ved grundig gennemgang kan man konstatere en vandskade, der indicerer råd og svamp, også fordi hvide pletter synes at slå igennem. Efter arkitektens opfattelse skyldes dette problem, at skorstenen er forkert inddækket. Da der herefter er så betydelig usikkerhed med hensyn til mangelsudbedring, ønsker min klient ikke at indgå handlen. Arkitektens redegørelse kan fremsendes i løbet af få dage.

Under alle omstændigheder skal jeg gøre gældende, at der foreligger så væsentlige mangler, at min klient er berettiget til at hæve handelen og kræve depositum betalt tilbage - - -«.

Advokat Jørgen Spilcker fastholdt i brev af 25. juni 1986 den indgåede handel.

Under denne sag, der er anlagt den 18. september 1986, har sagsøgeren efter sin endelige påstand principalt påstået de sagsøgte dømt til at anerkende, at sagsøgeren ikke er bundet af den ovenfor omtalte slutseddel, subsidiært at anerkende, at handelen er ophævet. Sagsøgeren har endvidere påstået de sagsøgte dømt til at betale 15.000 kr., svarende til det hos ejendomsmægleren deponerede beløb, med procesrente fra den 18. juni 1986.

De sagsøgte har påstået frifindelse, således at sagsøger er forpligtet til at opfylde handelen, og har nedlagt selvstændig påstand om betaling af 43.175,79 kr. med procesrente fra kravets opgørelse under domsforhandlingen den 9. december 1987. Beløbet fremkommer som følger: Ifølge slutsedlen skal restkøbesummen 360.000 kr. forrentes med 8% p.a. Ved normal ekspedition ville købesummen kunne frigives omkring den 1. august 1986. Sagsøgtes rentetab ved, at sagsøgeren ikke >> 750 >> har opfyldt handelen, kan ansættes til forskellen mellem procesrenten 13% p.a. og den aftalte forretning på 8% p.a. - eller 5% p.a. - af 360.000 kr. i tiden 1. august 1986 til 9. december 1987, hvilket er 24.450 kr. Hertil kommer de af sagsøgte afholdte udgifter i tiden efter overtagelsesdagen den 18. juni 1986 til ejendomsskatter, forsikringspræmier, el-afgifter og lukning af vand, ialt 17.079,46 kr., samt procesrente heraf fra datoen for hver enkelt beløbs betaling til den 9. december 1987, ialt 1.646,33 kr.

Over for denne påstand har sagsøgeren påstået frifindelse.

Der er afgivet partsforklaring af sagsøger og sagsøgte Kaj Larsen og vidneforklaring af arkitekt Tage Jensen og statsautoriseret ejendomsmægler Svend Haslund. Der er foretaget syn og skøn af arkitekt Poul Buchholtz, Rørvig.

Sagsøgeren har forklaret, at han på daværende tidspunkt boede i England og gerne ville erhverve et sommerhus i Danmark. Han var taget til Danmark med sin daværende hustru og boede her i en selvkørende campingvogn. Han så det omhandlede hus første gang 4-5 dage før handelen. Han var da sammen med arkitekt Tage Jensen. De så kun på huset ganske kortvarigt udefra, idet de ikke havde nøgle, og idet Tage Jensen havde travlt. Sagsøgeren bemærkede, at taget var gammelt, og Tage Jensen sagde noget om mønningen og inddækningen, men kommenterede ellers ikke huset, da han som nævnt ikke havde tid til at foretage en nærmere undersøgelse. Sagsøgeren fik et par dage senere en nøgle hos ejendomsmægleren og beså huset indvendigt. Denne gang var han sammen med sin hustru, men havde ikke Tage Jensen med. Han fandt huset »charmerende« og bemærkede ikke nogen mangler ved det.

Sagsøgeren mødtes derefter med sælgerne på ejendomsmæglerens kontor den 18. juni 1986. Her gennemgik man et allerede udarbejdet udkast til slutseddel, som han ikke have set i forvejen. Han hæftede sig ved den foran citerede bestemmelse om stråtaget. Sagsøgte Kaj Larsen sagde, at han selv havde skrevet under på en tilsvarende klausul, da han købte huset. Da sagsøgeren jo faktisk ikke havde haft lejlighed til at gennemgå ejendommen med Tage Jensen, fik han efter nogen diskussion bemærkningen om gennemgang med sagkyndig bistand slettet. Han var nu blevet noget mistænksom, fordi man ville have ham til at skrive under på noget, der ikke passede. Han ville

imidlertid gerne have huset, og da navnlig hans hustru var træt af at bo i campingvognen, ville han gerne flytte ind i huset med det samme. Han ringede til advokat Jeanette Oppenheim, der i telefonen dikterede ham det forbehold om advokatens godkendelse, som han fik indsat ved sin underskrift. Forbeholdets rækkevidde blev ikke drøftet på mødet. Det var hans opfattelse, at han nu havde en frist til at lade arkitekt Tage Jensen undersøge huset.

Efter at slutsedlen var underskrevet, tog han sammen med Kaj Larsen hen til huset for at ordne overtagelsen. Mens han ved første besigtigelse af huset mest havde hæftet sig ved det arkitektoniske, var hans opmærksomhed på grund af diskussionen om klausulen vedrørende stråtaget i slutsedlen blevet skærpet, og han bemærkede nu, at der var fugtskjolder på loftet, og Kaj Larsen sagde, at der ved heftige regnskyl kunne trænge vand ind. Sagsøgeren valgte alligevel at flytte ind, da han stadig gerne ville have huset, men han forudsatte, at problemet med taget ikke var akut.

Efter et par dages forløb fik han fat i Tage Jensen, der gennemgik huset. Tage Jensen sagde, at huset var »plumråddent«, og frarådede ham at købe det. Sagsøgeren følte sig snydt og ringede til advokat Oppenheim, der rådede ham til at fraflytte huset og aflevere nøglen til ejendomsmægleren, hvad han straks gjorde.

Han vil ikke bestride, at han før underskrivelsen af slutsedlen havde fjernet »Til salg«-skiltet fra ejendommen.

Sagsøgte Kaj Larsen har forklaret, at han købte huset i 1981 og da måtte skrive under på en tilsvarende klausul om tagets tilstand. Han har ikke gjort noget ved taget, mens han har haft huset, men han har haft en lokal tækkemand til at se på det. Denne sagde, at der på et eller andet tidspunkt skulle lægges et nyt tag på. Loftet var misfarvet, allerede da han købte huset. Ved kraftige tordenbyger kunne der komme regndråber ind i huset, ellers har der ikke været vandindtrængen i hans ejertid. Han har omtalt dette forhold under salgsforhandlingerne. I øvrigt hæftede han sig mest ved sagsøgerens telefonsamtale med sin bankforbindelse, da sagsøgeren ville overtaget huset straks. Da sagsøgte stillede huset til salg, bad han mægleren om at tage et forbehold om tagets tilstand, og sådant forbehold blev optaget i den salgsopstilling, mægleren lavede. Huset havde >> 751 >> stået til salg i flere måneder, da sagsøgeren købte det.

Ejendomsmægler Svend Haslund har forklaret, at sagsøgeren ved afhentningen af nøglen sagde, at han ville lade en sagkyndig se på huset, men vidnet ved ikke, om det skete. Den 17. juni blev vidnet ringet op af Tage Jensen, der var blevet bedt om at sige, at man ikke måtte sælge til anden side. Sagsøgeren ringede senere samme dag og sagde, at han ønskede at overtaget huset den følgende dag. På mødet den 18. juni ville sagsøgeren have bemærkningen om sagkyndig besigtigelse strøget, fordi han ikke ville betegne den bekendt, der havde set huset, som sagkyndig. I øvrigt havde sagsøgeren ingen indvendinger mod klausulen om taget. Med hensyn til det forbehold, at slutsedlen i sin helhed skulle godkendes af købers advokat, har vidnet forklaret, at det ikke blev nærmere drøftet mellem parterne. Vidnet mener, at der er tale om en ny formulering, som var kommet frem. Han mener ikke, at forbeholdet er udtryk for, at køber frit skulle kunne springe fra handelen. Hvis det havde været meningen, ville man have sat en tidsfrist på.

Arkitekt Tage Jensen har forklaret, at han første gang beså huset sammen med sagsøgeren den 14. juni. Vidnet havde travlt, så det blev kun en flygtig udvendig besigtigelse. Han sagde til sagsøgeren, at denne ikke burde foretage sig noget endeligt, før vidnet havde haft lejlighed til en grundig undersøgelse. Denne undersøgelse blev imidlertid først foretaget, efter at slutsedlen var underskrevet. Resultatet af undersøgelsen var, at vidnet måtte fraråde sagsøgeren at købe huset.

Skønsmanden har i erklæring af 15. juni 1987 bl.a. udtalt, at den indvendige loftbeklædning og vægbeklædning er misfarvet som følge af indtrængende vand. Der er ikke tegn på råd eller svamp i træværket eller på tagkonstruktionen. Misfarvningen af loftsbrædderne i stuen er så tydelig, at selv lægfolk må kunne fatte mistanke til, at et eller andet ikke er, som det burde være. Vandindtrængningen skyldes manglende vedligeholdelse af tagets tilslutning til skorstenen og

navnlig, at hele stråtaget er så gammelt og nedslidt, at det ikke længere er muligt at vedligeholde det tilfredsstillende. Stråtaget, som formentlig stammer fra husets opførelse, burde være skiftet ud for flere år siden. Et normalt, velvedligeholdt stråtag har en levetid på mellem 40 og 60 år. Selv med et velvedligeholdt stråtag kan der trænge vand ind, især efter en lang tørkeperiode, hvor stråtaget kan tørre så meget ud, at det ved den første regn ikke er tilstrækkelig tæt. Udgiften til at udskifte stråtaget anslås til ca. 40.000 kr. incl. moms og til ny loftsbeklædning til ca. 8.500 kr. incl. moms. Herudover bliver der tale om en udgift til istandsættelse af vinduerne, som må anslås til ca. 5.000 kr. incl. moms.

Sagsøgeren har til støtte for sin principale påstand gjort gældende, at han i slutsedlen har taget forbehold om sin advokats godkendelse. Advokaten har, som det fremgår af brevet af 23. juni 1986, nægtet at godkende handelen. Aftalen er derfor ikke bindende for sagsøgeren. Forbeholdet er ikke begrænset til handelens økonomiske eller juridiske konsekvenser, men vedrører udtrykkeligt handelen »i sin helhed«. Forbeholdet må ses i sammenhæng med, at sælgerne i slutsedlen fraskriver sig ansvaret for stråtagets tilstand, en klausul hvis rækkevidde sagsøgeren har haft vanskeligt ved at overskue. Forbeholdet er derfor velbegrundet. Henset til oplysningerne om de alvorlige mangler ved ejendommens tilstand var det endvidere velbegrundet, at advokaten nægtede at godkende handelen. Der er ikke i slutsedlen sat nogen tidsfrist for advokatens godkendelse, men da fristen for fremsendelse af skøde er sat til 4. juli 1986, er det nærliggende at forstå slutsedlen således, at advokaten havde frist til denne dato. Advokatens reaktion er i alle tilfælde sket så få dage efter handelen, at den må være rettidig.

Til støtte for den subsidiære påstand har sagsøgeren gjort gældende, at der foreligger væsentlige, hævebegrundende mangler ved huset. De sagsøgte, som var bekendt med husets tilstand, burde have gjort sagsøgeren bekendt hermed i stedet for blot generelt at fraskrive sig ansvaret for tagets tilstand.

For det tilfælde, at de sagsøgte får medhold i, at handelen skal opfyldes, har sagsøgeren særlig vedrørende de sagsøgtes erstatningspåstand anført, at der ikke er grundlag for at kræve købesummen forrentet anderledes end efter aftalen i slutsedlen. Posterne vedrørende afholdte udgifter til ejendomsskatter m.v. bestrides ikke, men det bestrides, at der er grundlag for at forrente disse poster.

De sagsøgte har anført, at der foreligger en bindende aftale parterne imellem. Forbeholdet om advokatgodkendelse af slutsedlen kan ikke forstås således, at det giver sagsøgeren en almindelig adgang til at træde tilbage fra handelen, hvis han >> 752 >> fortryder denne. Forbeholdet kan heller ikke forstås således, at det giver sagsøger en videre adgang til at hæve på grund af faktiske mangler end den hæveadgang, der følger af de almindelige regler. Der foreligger ikke hævebegrundende mangler ved huset, når bl.a. dettes alder og karakter tages i betragtning. Manglerne ved vinduerne og loftsbeklædningen er bagatelagtige. Med hensyn til tagets tilstand er der taget et klart forbehold i slutsedlen. Sagsøgeren ønskede handelen gennemført omgående, uanset at såvel dette forbehold som arkitekt Tage Jensens advarsler burde have foranlediget ham til at foretage en nærmere undersøgelse, hvis han lagde nogen vægt på tagets tilstand. Sagsøgeren tog endvidere straks huset i sin besiddelse, og må herved have givet afkald på en eventuel ret til at træde tilbage.

Da sagsøgeren således uberettiget har vægret sig ved at opfylde aftalen, er han erstatningspligtig for det tab, dette har medført for de sagsøgte. Tabet kan opgøres som sket i de sagsøgtes påstand.

Rettens afgørelse:

De af skønsmanden anførte forhold vedrørende vinduer og indvendig loftsbeklædning udgør ikke hævebegrundende mangler. Efter oplysningerne om udgiften til at udskifte stråtaget sammenholdt med husets pris, dets alder og karakter i øvrigt samt det forhold, at sagsøgeren var bekendt med, at taget var af ældre dato, findes heller ikke dette forhold bedømt efter almindelige regler at være hævebegrundende. Såfremt der ses bort fra de særlige klausuler i slutsedlen, er sagsøgeren således

bundet af handelen.

Sagsøgeren har imidlertid taget forbehold om hans advokats godkendelse af slutsedlen »i sin helhed«, og advokat Oppenheim har i brevet af 23. juni 1986 meddelt, at sagsøgeren ikke ønskede at indgå handelen. Selvom det ikke ganske klart fremgår af brevets formulering, må det dog læses således, at advokaten under henvisning til det nævnte forbehold i slutsedlen nægter at godkende handelen.

To dommere, Lunøe og Knudsen, bemærker, at forbeholdet efter sin ordlyd er ganske generelt og ikke sætter nogen grænse for, hvor længe sælger ville være bundet, uden at købers advokat havde tilkendegivet, om hun godkendte handelen. Forbeholdet må antages at være foranlediget af de drøftelser, som fandt sted under mødet den 18. juni 1986 om det, der var anført i slutseddeludkastet om, at sælger fraskrev sig ansvar for tilstanden af taget, og at køber i øvrigt havde gennemgået dette med sagkyndig bistand. Rækkevidden af forbeholdet har imidlertid ikke været nærmere drøftet mellem parterne under salgsforhandlingerne, og det kan ikke antages, at sagsøgte har accepteret, at forbeholdet uden videre skulle kunne gøres gældende, såfremt en arkitekt efter gennemgang af huset frarådede sagsøgeren at købe. Sagsøgeren var, ikke blot gennem salgsmaterialet, men tillige gennem egne iagttagelser og ved arkitekt Tage Jensens bemærkninger opmærksom på, at taget var ringe, men underskrev alligevel slutsedlen, idet han, der allerede havde truffet aftale med sin bank om sikkerhedsstillelse for købesummen, ønskede overtagelse straks, og samme dag flyttede ind i huset.

Under disse omstændigheder, som i sig selv skaber formodning for, at endelig handel er indgået, findes forbeholdet om »advokats godkendelse i sin helhed« ikke at hjemle sagsøgeren eller hans advokat en videre adgang til - med henvisning navnlig til tagets tilstand - at træde tilbage fra handelen, end der ville have tilkommet sagsøgeren efter almindelige regler om adgangen til at hæve køb af fast ejendom som følge af mangler. Sagsøgerens advokat har derfor ikke været berettiget til at nægte handelen sin godkendelse, og sagsøgerens principale påstand kan ikke tages til følge. Da der som nævnt ikke foreligger mangler, der i sig selv er hævebegrundende, kan sagsøgerens subsidiære påstand heller ikke tages til følge.

Da sagsøgeren således uberettiget har nægtet at opfylde handelen, er han erstatningsansvarlig for det tab, de sagsøgte herved har lidt. Tabet findes at kunne opgøres som af de sagsøgte anført, med den ændring, at forrentningen - såvel af købesummen som af de udlagte udgifter vedrørende ejendommen - først bør ske fra kravets fremsættelse i svarskriftet, der er fremlagt i landsretten den 8. januar 1987. Erstatningen udgør herefter 35.023,41 kr.

Disse dommere stemmer herefter for at tage de sagsøgtes frifindelsespåstand til følge med den konsekvens, at sagsøgeren er forpligtet til at opfylde handelen, og for at tage de sagsøgtes selvstændige påstand til følge med 35.023,41 kr.

Dommer Ebbe Christensen - finder, at forbeholdet om advokatens godkendelse af slutsedlen »i sin helhed« må forstås således, at det også kan anvendes, hvis advokaten på grund af oplysninger om ejendommens faktiske tilstand har haft rimelig >> 753 >> anledning til at fraråde sin klient at erhverve ejendommen, også selv om der ikke har foreligget i sig selv hævebegrundende mangler. Der findes ikke tilstrækkeligt grundlag for at tilsidesætte advokat Jeanette Oppenheims vurdering, hvorefter hun efter de fremkomne oplysninger om ejendommens tilstand fandt at burde fraråde sin klient at erhverve ejendommen og derfor nægte at godkende slutsedlen. Denne dommer stemmer derfor for at tage sagsøgerens principale påstand til følge og frifinde sagsøgeren for de sagsøgtes erstatningspåstand.

Der gives dom efter stemmeflertallet.

- - -

Sagsøgeren skal til de sagsøgte betale 28.000 kr. i sagsomkostninger.

Højesterets dom.Den indankede dom er afsagt af Østre Landsret.

I pådømmelsen har deltaget fem dommere: Torben Jensen, Munch, Pontoppidan, Hornslet og Wendler Pedersen.

Appellanten har påstået de indstævnte tilpligtet at anerkende, at Jens Christensen ikke er bundet af den af parterne den 18. juni 1986 underskrevne slutseddel vedrørende ejendommen matr. nr. 99 g og 99 k, Vester Lyng, Nykøbing Sjælland.

Appellanten har endvidere påstået de indstævnte tilpligtet at kvittere bankgarantien på 360.000 kr. og at betale 23.732,48 kr. med sædvanlig procesrente af 15.000 kr. fra den 18. juni 1986 og af 8.732,48 kr. fra den 6. marts 1989.

De indstævnte, der ikke har fremsat indvendinger mod beregningen af appellantens påstandsbeløb, har påstået stadfæstelse, dog med den ændring, at det beløb, som Jens Christensen i henhold til den indankede dom skal betale til de indstævnte, ansættes til 67.603,12 kr., og at beløbet forrentes med sædvanlig procesrente fra den 6. marts 1989.

Overfor de indstævntes selvstændige påstand har appellanten påstået frifindelse, subsidiært frifindelse mod betaling af et mindre beløb.

Til brug for Højesteret er der afgivet forklaring af advokat Jeanette Oppenheim og tilvejebragt yderligere oplysninger.

Jens Christensens underskrift på slutsedlen var gjort betinget af godkendelse fra hans advokat. Forbeholdet var efter sin formulering generelt, og der er ikke grundlag for at fortolke det indskrænkende. Få dage senere meddelte advokaten, at handelen ikke kunne godkendes. Højesteret tager herefter appellantens principale påstand til følge.

Thi kendes for ret:De indstævnte Kaj og Tove Larsen tilpligtes at anerkende, at Jens Christensen ikke er bundet af den af parterne den 18. juni 1986 underskrevne slutseddel vedrørende ejendommen matr. nr. 99 g og 99 k, Vester Lyng, Nykøbing Sjælland. De indstævnte tilpligtes endvidere at kvittere bankgarantien på 360.000 kr. og at betale 23.732,48 kr. til Jens Christensen med sædvanlig procesrente af 15.000 kr. fra den 18. juni 1986 og af 8.732,48 kr. fra den 6. marts 1989.I sagsomkostninger for landsret og Højesteret skal de indstævnte betale 60.000 kr. til appellanten, Advokatrådet som mandatar for Jens Christensen. De idømte beløb skal betales og dommen i øvrigt efterkommes inden 14 dage efter denne højesteretsdoms afsigelse.

U.1990.168/2H

Slutseddel tilsidesat i medfør af aftalelovens § 33. Sælgeren havde overfor køberen tilkendegivet, at han ikke ville sælge ejendommen. Få dage efter opsøgte køberen uanmeldt sælgeren på hans bopæl, ledsaget af to fremmede personer, og udvirkede hans underskrift på en slutseddel, der indeholdt individuelle, ikke ukomplicerede vilkår. Sælgeren var ordblind og uden bistand. Køberen var bekendt med disse omstændigheder. Slutsedlen herefter ikke forbindende for sælgeren, jf. aftalelovens § 33. 1)

H.D. 20. december 1989 i sag II 241/1988Anni Stougaard og Ejner Knudsen (adv. Georg Petersen) mod Hans Hekkel Olsen (adv. Mikael Dreyer, Køge, e.o.).

Østre Landsrets dom 1. august 1988 (15. afd.)(Holmstrup, Reisz, Plessing).

Under denne sag, der er anlagt den 18. februar 1987, har sagsøgerne, Anni Stougaard og Ejner Knudsen, under anbringende af, at sagsøgte, Hans Hekkel Olsen, har forpligtet sig til at sælge sin ejendom til dem, nedlagt følgende påstand:

Sagsøgte tilpligtes at opfylde slutseddel af 11. marts 1986, hvorefter sagsøgerne erhvervede den sagsøgte tilhørende ejendom matr. nr. 4 b Hejede gårde, Øster Egede, beliggende Overdrevsvej 49, Atterup, 4640 Fakse, således at overtagelsesdagen udskydes til en måned efter endelig dom.

Subsidiært har sagsøgerne påstået sagsøgte tilpligtet at betale en erstatning på 63.643,45 kr. med procesrente fra den 25. november 1987, til betaling sker.

Sagsøgte, der under henvisning til aftalelovens § 33 bestrider slutsedlens gyldighed, har påstået frifindelse, subsidiært frifindelse mod betaling af et mindre beløb efter rettens skøn.

Det i sagsøgernes subsidiære påstand nævnte beløb, 63.643,45 kr.,fremkommer således:Garantiprovision til Privatbanken: .................... 3.698,85 kr.Forgæves afholdte udgifter til telefonabonnement: ..... 1.398,00 kr.Ejendomsmæglerhonorar: ................................ 11.080,65 kr.Brandforsikringspræmie: ............................... 2.259.00 kr.Flytteudgifter: ....................................... 6.304,35 kr.Møbelopbevaring: ...................................... 20.130,00 kr.Stempelafgift: ........................................ 11.016,00 kr.Tinglysningsafgift: ................................... 400,00 kr.Advokathonorar: ....................................... 7.356,60 kr.--------------I alt ................................................ 63.643,45 kr.-------------- >> 169 >> Sagens omstændigheder er følgende:

Den 11. marts 1986 underskrev sagsøgte en slutseddel, hvorefter han med overtagelsesdag den 1. juli 1986 solgte sin ejendom Overdrevsvej 49, Atterup, til sagsøgerne for 1.050.000 kr. med en udbetaling på 100.000 kr., overtagelse af prioriteter for 638.284,32 kr. og udstedelse af et sælgerpantebrev på 311.715,68 kr. Slutsedlen indeholdt bl.a. følgende bestemmelser:

a.

»Sælger foranlediger, at klart brugsvand forefindes på ejendommen«.b.

»Indtil skødets underskrift kan køber konvertere sælgerpantebrevet - - - til kurs 75«.c.

»I købesummen er incl. sælgers færdiggørelse af udhuset på ca. 100 kvm., nemlig:1.

Tætning af tag, 2. isætning af 5 vinduer, 3. isætning af 2 døre og vinduesparti i gavl, 4. isætning af garageporte samt 5. beklædning af gavle med træ, hvilke arbejder ansættes til kontant kr. 122.000 af købesummen.

Såfremt færdiggørelse ikke er sket inden overtagelsesdagen, eller såfremt sælger ikke måtte ønske at udføre ovennævnte arbejder, har køber pligt til at overtage de til færdiggørelsen nødvendige materialer. Beløbet ansættes for disse materialer til kontant kr. 62.000, således at forskelsbeløbet kr. 60.000 - udgørende arbejdslønnen - i så tilfælde fradrages i den kontant deponerede udbetaling.

Køber foretager selv indkøb af 2 stk. garageporte, og sælger isætter begge porte. I refusionsopgørelsen godskrives køber kr. 10.000 for den ene port.«

Den 21. marts 1986 skrev sagsøgtes daværende advokat, advokat Frode Møller Pedersen, til sagsøgerne, at sagsøgte ikke ville vedstå handelen, idet han under henvisning til aftalelovens § 33 bestred slutsedlens gyldighed. I skrivelsen anførtes bl.a.:

»De omstændigheder, hvorved handelen kommer i stand, forekommer mig yderst besynderlige.

Min klient havde tidligere meddelt Dem, at han ikke ville sælge, og i øvrigt at alle forhandlinger skulle foregå i nærværelse af Annelise Olsen. Ikke desto mindre indfinder De Dem hos min klient den 11/3 1986 sammen med to personer og antyder, at min klient er i færd med at begå noget ulovligt, hvis han ikke sælger ejendommen til Dem.

Min klient bliver ret chokeret og lader sig overtale til at underskrive slutsedlen - - -.«

Sagsøgerne meddelte nogle dage efter telefonisk sagsøgtes advokat, at de ville fastholde handelen, og anmodede ham om at berigtige denne, hvilket advokaten afviste.

Den 20. maj 1986 afgav Privatbanken på foranledning af sagsøgerne indeståelse for betaling af indtil 328.786,76 kr. til sagsøgte.

Den 30. maj 1986 meddelte sagsøgtes advokat sagsøgerne, at han havde frigjort Privatbanken for indeståelsen under henvisning til, at handelen var hævet den 21. marts 1986. Samtidig tilbagesendte advokaten det af sagsøgerne ved slutsedlens oprettelse deponerede beløb 5.000 kr.

Den 2. juni 1986 skrev sagsøgernes advokat, advokat Georg Petersen, udkast til skøde.

Den 3. juni 1986 skrev sagsøgernes advokat til sagsøgtes advokat, at sagsøgerne fastholdt handelen, og at han, såfremt han ikke senest næste dag fik sagsøgtes bekræftelse herpå, ville lade slutsedlen tinglyse på ejendommen og udtage stævning.

Den 6. juni 1986 blev slutsedlen herefter tinglyst på ejendommen.

Den 8. juli 1986 indgav sagsøgerne begæring til fogedretten i Store-Heddinge om ved fogedens hjælp at blive indsat i besiddelse af ejendommen. Begæringen blev afvist af fogeden ved kendelse afsagt den 1. september 1986, idet det ikke fandtes godtgjort, at handelen ikke var hævet af sagsøgte. Denne afgørelse stadfæstedes ved Østre Landsrets kendelse af 20. oktober 1986, da sagen ikke forelå med en sådan klarhed, at den kunne anses for egnet til foretagelse af umiddelbar fogedforretning.

I fogedretten blev der afgivet forklaring af sagsøgeren Ejner Knudsen og af sagsøgte samt af sagsøgtes tidligere ægtefælle Annelise Pilebæk Olsen, ejendomsmægler Yvonne Magelund og bilforhandler Per Amundsen.

Sagsøgeren Ejner Knudsen forklarede i fogedretten, at han havde kendt sagsøgte i ca. 2 år, og at de havde været på ferie sammen med sagsøgerens samlever medsagsøgeren Anni Stougaard. Det havde flere gange været på tale, at de skulle købe sagsøgtes ejendom, og omkring den 1. februar 1986 blev det for første gang drøftet, til hvilken pris de skulle købe ejendommen. Da ingen af parterne vidste, hvad ejendommen var værd, blev det aftalt, at de skulle lade ejendommen vurdere, og da ejendomsfirmaet Rønnow havde vurderet Anni Stougaards ejendom (Overdrevsvej 50, Atterup) fandt man, at man ligeså godt kunne bruge dette ejendomsmæglerfirma. Sagsøgeren ringede herefter til ejendomsmægler Rønnow, medens sagsøgte >> 170 >> var til stede, og det blev aftalt, at han skulle komme næste dag. Ved vurderingsforretningen var sagsøgeren og sagsøgte til stede sammen med ejendomsmægler Rønnow. Ejendomsmægleren ansatte ejendommens værdi til 815.000 kr. Ingen havde noget at indvende mod vurderingsprisen på daværende tidspunkt, men sagsøgte rettede henvendelse i løbet af dagen til ejendomsmægleren og anmodede ham om at lave en salgsopstilling på 875.000 kr. Sagsøgeren ønskede ikke at handle med sagsøgte uden at sagsøgtes ekskone Annelise Olsen var til stede, da sagsøgte var ordblind. Forhandlingerne foregik hos sagsøgeren 2 dage før valget til EF, vistnok den 3. marts 1986. Den aften blev der indgået en mundtlig aftale vedrørende køb af huset uden noget forbehold. To dage efter besøgte sagsøgerne sagsøgte. Sagsøgte meddelte herefter sagsøgerne, at han ikke ville sælge, og sagsøgerne accepterede dette, idet de regnede med, at sagsøgte skulle flytte sammen med sin eks-kone og derfor havde brug for huset. Sagsøgte begrundede ikke selv ophævelsen af handelen. Tre dage senere ved en sammenkomst i Atterup Forsamlingshus hørte sagsøgeren, at sagsøgte ville sælge til en entreprenør, hvilket sagsøgeren blev meget stødt over, da sagsøgeren og sagsøgte jo var gamle venner. Den 11. marts 1986 kørte sagsøgerne ned til sagsøgte sammen med ejendomsmægler Yvonne Magelund og hendes ven Per Amundsen. De ankom til sagsøgte på et tidspunkt mellem klokken 19,30 og 20,00 og blev budt indenfor. Efter at have talt lidt sammen oplyste sagsøgte, at han var blevet tilbudt 1,1 mill. for ejendommen af entreprenør Arne Andersen. Sagsøgerne tilbød da at betale samme beløb for ejendommen. Sagsøgte accepterede dette, og man gik i gang med at udfærdige den fremlagte slutseddel. Før sagsøgte underskrev slutsedlen, blev denne gennemgået meget grundigt af ejendomsmægleren for sagsøgte, hvorefter sagsøgte skrev under uden at forlange betænkningstid eller stille nogen betingelser for handelen. Nogle dage efter blev sagsøgeren ringet op af sagsøgtes eks-kone, og hun beskyldte ham for at have snydt og bedraget sagsøgte. Den 21. marts 1986 modtog sagsøgerne advokat Møller Pedersens skrivelse af samme dato med meddelelse om, at handelen var ophævet. Nogle dage senere ringede sagsøgeren til advokat Møller Pedersen og meddelte denne, at man ikke kunne acceptere ophævelsen af handelen.

Om sagsøgtes forklaring i fogedretten anføres det i fogedbogsudskriften, at den var noget usammenhængende, men at det kunne udledes, at sagsøgte havde drøftet med sagsøgerne, at såfremt han skulle betale skat ved salg af ejendommen, ville han ikke sælge, ligesom det var en betingelse for handelen, at hans ekskone Annelise Olsen var til stede under forhandlingerne. Den 11. marts 1986 mødte sagsøgerne op sammen med ejendomsmægler og advokat. Sagsøgte var noget forundret over, at de kom og regnede med, at sagsøgerne var sure over, at han havde hævet handelen. Sagsøgte havde ligget og blundet på sofaen, da sagsøgerne kom, hvorfor det tog ham lidt tid at vågne. Sagsøgerne og de personer, der var med, gjorde sagsøgte opmærksom på, at han var ved at gøre noget ulovligt ved at sælge til entreprenøren og ikke til sagsøgerne. Derfor gik han med til, at der blev skrevet slutseddel på en pris på 1.050.000 kr. kontant. Dagen efter talte han med sin eks-kone og fortalte hende, at han havde skrevet under på slutsedlen. Hun bad om at få udleveret kopi af slutsedlen og forklarede ham, at den pris, der fremgik af slutsedlen, ikke var 1.050.000 kr. kontant, men 1.050.000 kr. ved udstedelse af sælgerpantebreve, som skulle indfries til kurs 75. Herefter gik sagsøgte og hans eks-kone til advokat Møller Pedersen, som skrev det fremlagte brev.

Sagsøgtes tidligere ægtefælle Annelise Pilebæk Olsen forklarede i fogedretten, at hun den 25. februar 1986 var med ved mødet i Søborg hos sagsøgerne, hvor der blev forhandlet om salg af sagsøgtes ejendom. Der blev den dag ikke indgået nogen handel, og det blev aftalt, at man skulle vente på meddelelse fra Statsskattedirektoratet om, hvorvidt sagsøgte skulle betale skat ved salg af

ejendommen, og hun betingede sig, at når en handel skulle indgås, skulle hun være med. I den tid, hun har kendt sagsøgte, har han bygget og solgt ca. 9 huse. Forhandlingerne med tømmerhandelen om levering af materialer og priser blev foretaget af hende, og salgsprisen blev altid fastsat af en ejendomsmægler. Der har ikke været noget om, at hun skulle købe entreprenør Arne Andersens hus. Sagsøgte fortalte hende telefonisk, at han havde solgt ejendommen, og at han havde fået 1.050.000 kr. kontant for ejendommen. Da hun så slutsedlen den 13. marts 1986, viste det sig, at prisen godt nok var på 1.050.000 kr., men at der skulle udstedes sælgerpantebreve, som ville blive indfriet til kurs 75. Herefter ringede hun omgående til sagsøgeren Ejner Knudsen og skældte ham ud >> 171 >> og erklærede, at handelen måtte annulleres, da den aftale, der var indgået den 25. februar 1986, ikke var blevet overholdt. Det, som stod i brevet af 21. marts 1986 fra advokat Møller Pedersen til sagsøgerne, var det, der blev omtalt på mødet med advokat Møller Pedersen ca. 20. marts. Betingelsen om at afvente afklaring vedrørende betaling af skat var vel også blevet nævnt.

Ejendomsmægler Yvonne Magelund forklarede i fogedretten, at hun var statsautoriseret ejendomsmægler og havde været selvstændig i 10 år. Hun kendte sagsøgerne, fordi hun havde sagsøgeren Ejner Knudsens ejendom på Højvangen i Søborg til salg. Da hun fik oplyst, at sagsøgerne havde købt sagsøgtes ejendom den 11. marts 1986 ved en mundtlig aftale, at handelen senere var blevet ophævet, og at sagsøgte nu ville sælge til anden side, foreslog hun, at man kørte ned til sagsøgte og fik underskrevet en slutseddel på de vilkår, man kunne forhandle sig frem til. Herefter tog sagsøgerne, Per Amundsen og hun afsted til sagsøgte, hvor de ankom mellem kl. 19,30 og 20,00. Per Amundsen var med, alene fordi han lige så godt kunne være med i stedet for at sidde derhjemme og vente på hende. Da de ankom til sagsøgte, blev de budt indenfor, og sagsøgte oplyste, at han havde fået et tilbud på ejendommen på 1,1 mill. mod, at han byggede garagen færdig og foretog ændringer på hovedejendommen, såsom at sætte en trappe op til 1. sal og sætte 1. sal i stand. Herefter erklærede sagsøgerne, at de også ville betale 1,1 mill., men at han ikke skulle foretage ombygning på hovedejendommen, men alene bygge garagen færdig. Derefter beregnede man, hvad ombygning på hovedhuset ville koste, og det var sagsøgte, som satte priser på. Han beregnede omkostningerne til 42.000 kr. incl. moms. Dette beløb kursede vidnet med kurs 75, og der blev fratrukket 50.000 kr. i købesummen. På udhuset skulle sagsøgte sætte vinduer i, sætte gavlporte i, sætte træbeklædning på gavlene og tække taget. Slutsedlen blev gennemgået og læst op for sagsøgte, og denne virkede tilfreds og glad for handlen, da mødet sluttede mellem kl. 23,00 og 23,30. Sagsøgte tilbød at fejre handelen med champagne, hvilket de afslog.

Bilforhandler Per Amundsen forklarede i fogedretten, at forhandlingerne foregik i god stemning, og det var sagsøgte, der satte priser på materialerne. Den klausul, der er indføjet i slutsedlen vedrørende færdiggørelsen af udhus/garage, blev tilføjet på vidnets foranledning, for at det skulle stå sagsøgte frit for, om han ville færdiggøre udhuset, eller om han ikke ville. Sagsøgte virkede glad for den indgåede handel, og han tilbød at fejre handelen med champagne.

For landsretten er der afgivet forklaring af sagsøgeren Ejner Knudsen og af sagsøgte samt vidneforklaring af sagsøgtes tidligere ægtefælle Annelise Pilebæk Olsen, statsaut. ejendomsmægler Yvonne Magelund, salgschef Per Amundsen, statsaut. ejendomsmægler Dirch Djernæs og lærer Lis Schrøder.

Sagsøgeren Ejner Knudsen har vedstået sin forklaring for fogedretten og yderligere forklaret, at sagsøgte og Annelise Olsen sidst i februar 1986 besøgte sagsøgerne i Søborg. Man blev der enige om, at sagsøgerne skulle købe huset for 840.000 kr. kontant, ligesom man drøftede forskellige arbejder på huset, som sagsøgte skulle færdiggøre mod betaling af 80.000 kr. Annelise Olsen frarådede sagsøgte at udføre de pågældende arbejder, men var i øvrigt enig i, at der blev handlet til en pris på 840.000 kr. På turen til sagsøgte om aftenen den 11. marts 1986 sammen med ejendomsmægler Yvonne Magelund og dennes ven medbragte de en slutseddelformular, der i forvejen var delvis udfyldt af fru Magelund. Slutsedlen blev af fru Magelund nøje gennemgået med sagsøgte, og den blev læst op for sagsøgte, og fru Magelund spurgte udtrykkeligt sagsøgte, om han havde forstået, hvad der stod.

På spørgsmål om, hvorfor Annelise Olsen ikke deltog, har sagsøgeren forklaret, at det var ham, der havde bedt Annelise Olsen om at være til stede ved mødet i Søborg, fordi sagsøgte var ordblind, men han kunne ikke se nogen grund til, at hun også deltog denne gang.

Sagsøgte har forklaret, at han er uddannet som mejerist. Han har i tidens løb bygget ca. 10 huse, på hvilke han selv har udført murer-, tømrer- og kloakarbejdet. Grundene købte han af kommunen. Alt papirarbejde, sommetider også skødeskrivning, blev ordnet af Annelise Pilebæk Olsen, da han ikke kunne regne, ligesom det kneb for ham med at læse på grund af ordblindhed. Han var klar over, at sagsøgeren Ejner Knudsen var interesseret i at købe en ejendom, og han havde været ude at se på to huse sammen med sagsøgeren. På et tidspunkt blev han inviteret til Søborg for at besøge sagsøgeren, der sagde, at han gerne ville købe huset, men sagsøgte ville ikke sælge. Under besøget talte de om, hvad sagsøgeren kunne tænke >> 172 >> sig at få lavet ved huset, hvis han købte det, og hvad sagsøgte eventuelt kunne lave, men der blev overhovedet ikke handlet, og der blev ikke sat pris på ejendommen eller andet. Sagsøgte sagde under samtalerne, at »hvis der skal handles, så skal Putte med«. For at finde ud af, hvor meget huset var værd, blev de enige om at få det vurderet hos en ejendomsmægler. Efter at ejendomsmægler Rønnow havde besigtiget huset, ringede sagsøgte til ham og fortalte, hvad han havde udført af arbejde på huset. Det førte til, at ejendomsmægleren fastsatte værdien til 875.000 kr., et beløb som sagsøgte ikke har nævnt over for ham. Da sagsøgerne i anden anledning skulle til Dalby den 5. marts 1986, inviterede han dem på besøg. Også Annelise Olsen var til stede. Under sammenkomsten sagde han, at han ikke ville sælge, hvilket sagsøgerne accepterede. Ved en sammenkomst senere i forsamlingshuset talte han med en entreprenør - Arne Andersen - der tilkendegav, at også han ville købe huset. Han ville betale 1,1 mill. kr., hvis der var værelser på 1. sal - der var et stort tomt rum - og trappe, men sagsøgte nægtede at sælge. Den 11. marts lå han på sofaen og hvilede sig, da han hørte en bil komme. Han konstaterede, at det var sagsøgerne og tilsyneladende et par af deres venner. Han var glad for besøget, idet sagsøgeren Ejner Knudsen havde været »lidt sur« under deres sidste møde. Han bød dem en øl, og de sad og snakkede. Ejner Knudsen og de to fremmede ledsagere begyndte derpå at overfuse ham og sagde i munden på hinanden, om han var »klar over, at han var ved at gøre noget ulovligt«. Ejner Knudsen og den person, som sagsøgte troede var en advokat, samt ejendomsmægleren påstod, at der var handlet. Han gik ud fra, at det måtte være rigtigt, når de sagde det. Han blev også spurgt, om der var handlet til anden side, hvilket han benægtede. Man viste ham et stykke papir med en vurdering fra en anden ejendomsmægler. Ejner Knudsen sagde, at han gerne ville give samme pris som den pågældende ejendomsmægler havde sat på ejendommen. Herefter begyndte forhandlingerne. Det var ejendomsmægleren, der førte ordet, og man nåede frem til en pris på 1.050.000 kr. kontant. Dagen efter ringede han til Annelise Olsen og fortalte, at han havde opnået en pris på 1.050.000 kr. kontant. Da hun blev bekendt med slutsedlens vilkår, forklarede hun, at han ikke fik det pågældende beløb på grund af kursfastsættelsen på sælgerprioriteten.

Vidnet Annelise Pilebæk Olsen har forklaret, at hun blev skilt fra sagsøgte i 1983. Medens de var gift, stod hun for alt papirarbejdet i forbindelse med sagsøgtes bygmestervirksomhed, idet sagsøgte er meget ordblind og har stort besvær med at skrive og læse. I efteråret 1985 hørte hun om, at sagsøgerne var interesseret i at købe. Hun var klar over, at der kunne være et skattemæssigt problem ved videresalg, og revisoren bad den 8. november 1985 Statsskattedirektoratet om en bindende forhåndsbesked. Den 19. marts 1986 svarede Statsskattedirektoratet, at et overskud skulle beskattes som næringsindkomst. Hun var med ved sammenkomsten den 25. februar 1986 i Søborg. Sagsøgeren Ejner Knudsen havde tilsyneladende store planer med sagsøgtes hus og lod forstå, at han ville have sagsøgte til at udføre forskellige ændringer i huset, som han og medsagsøgeren ønskede lavet om »fra A til Z«. Vidnet fortalte ved sammenkomsten, at revisoren havde anmodet Statsskattedirektoratet om forhåndsbesked, og at der var lovet svar medio marts. Det blev aftalt, at Ejner Knudsen skulle lave en liste over de ting, som han ønskede udført på huset, at man skulle afvente Statsskattedirektoratets svar, før der toges stilling til, om der skulle handles og i givet fald til hvilken pris, og at hun skulle deltage i eventuelt kommende forhandlinger på grund af sagsøgtes kraftige ordblindhed. Den 12. marts ringede sagsøgte til hende og fortalte, at han havde solgt huset

for 1,5 mill. kr. kontant til sagsøgerne, og at der havde været en ejendomsmægler og advokat med. Hun spurgte sagsøgte, hvorfor han havde skrevet under, og han svarede, at der skulle underskrives »her og nu«. Da hun så slutsedlen, blev hun klar over, at vilkårene i denne var helt uoverskuelige for sagsøgte. Bl.a. var de økonomiske konsekvenser af vilkåret om, at sagsøgte skulle foranledige, at der forefandtes klart brugsvand på ejendommen, d.v.s. vandværksvand, ikke til at overse. Ejendommen havde brøndboring, og indlæggelse af vandværksvand ville blive meget dyrt. Hun var sammen med sagsøgerne, da de var i Dalby den 5. marts, og sagsøgte sagde ved den lejlighed til sagsøgerne, at han ikke ville sælge.

Vidnet ejendomsmægler Yvonne Magelund har forklaret, at hun havde fået sagsøgeren Ejner Knudsens ejendom i Søborg i salgskommission i slutningen af 1985. Han fortalte hende, at han var ved at købe en ejendom i Sydsjælland. På et tidspunkt ringede medsagsøgeren Anni Stougård og fortalte, at de havde købt en ejendom, men at handelen ikke blev til noget, fordi sælgeren ville >> 173 >> sælge til anden side. Vidnet sagde, at de skulle køre ned og se på huset. Inden de kørte, udfyldte hun en slutseddelformular med de oplysninger, hun var i besiddelse af på grundlag af vurderingsforretningen. De vidste ikke, om sagsøgte var hjemme, og ringede ikke i forvejen, men »tog chancen«. Da de ankom til huset, blev de venligt modtaget af sagsøgte. Ejner Knudsen sagde, at de »lige måtte snakke en gang til«, idet han havde hørt, at sagsøgte var ved at sælge til anden side. Sagsøgte sagde: »Jeg har jo ikke skrevet under på noget«. Hvad han sigtede til, ved vidnet ikke. Hun så en opstilling på 1,1 mill. kr. fra en ejendomsmægler, hvori der stod, at det var en forudsætning, at huset var helt færdigopført. Ejner Knudsen og sagsøgte forhandlede om vilkårene og satte en pris på indretningen af 1. salen. Sagsøgte anslog prisen til 42.000 kr., hvilket beløb vidnet »kursede«, således at man nåede frem til et slutbeløb på 1.050.000 kr. Der var ingen misstemning. Slutsedlen blev nøje gennemdrøftet, og det blev gjort klart for sagsøgte, at han fik betaling for de materialer, der lå på ejendommen. Vidnet var klar over, at sagsøgte var ordblind.

Vidnet salgschef Per Amundsen har forklaret, at han tog med på turen til sagsøgte, fordi han havde en aftale med ejendomsmægler Yvonne Magelund og lige så godt kunne tage med hende. Han var med rundt og se på huset. De sad alle fem og snakkede sammen. Han nævnte ikke sin profession. På et sent tidspunkt af forhandlingerne var det vistnok ham, der foreslog en alternativ fastsættelse af købesummen, således at dennes størrelse var afhængig af, om huset på overtagelsesdagen var færdigopført eller ej. Det var hans opfattelse, at der forud var truffet aftale om salg hjemme hos sagsøgerne i Søborg, og at der nu blot skulle udfærdiges papirer på handelen.

Vidnet ejendomsmægler Dirch Djernæs har forklaret, at han har vurderet entreprenør Arne Andersens hus i Karise med henblik på salg. Arne Andersen havde meget travlt med at fortælle, at han gerne ville købe en ejendom i Atterup. Vidnet så en salgsopstilling med en bruttoydelse på omkring 11.000 kr. månedlig og erfarede senere, at salgsopstillingen angik sagsøgtes hus. Han havde også hørt, at sagsøgerne var interesseret i sagsøgtes hus.

Vidnet lærer Lis Schrøder har forklaret, at hun har sagsøgte som elev på AOF i specialundervisning. Sagsøgte er meget læseretarderet. Han kan læse enstavelsesord og små korte sætninger til husbehov. Efter vidnets opfattelse kan han umuligt læse en slutseddel, men måske nok forstå en mundtlig gennemgang af den.

Sagsøgerne har til støtte for deres påstande gjort gældende, at sagsøgte havde intentioner om at sælge sit hus. Parterne kendte hinanden godt og fik efter aftale ejendommen vurderet af en ejendomsmægler med henblik på salg til sagsøgerne. Slutsedlens indhold er helt almindeligt, og sagsøgte havde erfaring i ejendomshandel. Købesummen på 1.050.000 kr. svarer ganske til den pris, som sagsøgte havde fået tilbudt fra anden side. Det forhold, at sagsøgte er ordblind, er ikke ensbetydende med, at han har været ude af stand til at handle fornuftsmæssigt, og slutsedlen blev nøje gennemgået med ham. At fastsætte en indfrielseskurs på sælgerprioriteten er helt normalt, og det er ikke godtgjort, at kursen 75 skulle være for lav.

Sagsøgte har til støtte for sin frifindelsespåstand anført, at sagsøgerne på mødet i februar 1986 i Søborg klart fik forståelsen af, at sagsøgte ikke ønskede at sælge sit hus. De vidste, at sagsøgte var

ordblind, og at en eventuel genoptagelse af forhandlingerne af denne grund skulle ske med deltagelse af hans tidligere hustru. Den 11. marts om aftenen indfandt sagsøgerne sig uanmeldt hos ham sammen med to ham ubekendte personer og fik ham til at skrive under på en i forvejen delvist udfyldt slutseddel under foregivende af, at han var forpligtet til at gøre dette, uanset at han få dage før havde tilkendegivet, at han ikke ville sælge huset. Under de omstændigheder, hvorunder slutsedlen er blevet til, ville det stride mod almindelig hæderlighed at gøre denne gældende, hvorfor den må anses for ugyldig, jfr. aftalelovens § 33.

Retten skal udtale:

Efter bevisførelsen lægges det til grund, at sagsøgte over for sagsøgerne havde tilkendegivet, at han ikke ville sælge ejendommen, at sagsøgerne ledsaget af to fremmede personer - en ejendomsmægler og en bekendt af denne - få dage efter uanmeldt opsøgte sagsøgte om aftenen på hans bopæl og udvirkede hans underskrift på slutsedlen, at sagsøgte på grund af ordblindhed ikke kan læse og herigennem forstå en slutseddels tekst, at sagsøgte ikke den 11. marts 1986 havde nogen bistand, og at slutsedlen udover sædvanlige vilkår indeholdt individuelle, ikke ukomplicerede vilkår af betydning for købesummens fastlæggelse.

Idet der må gives sagsøgte medhold i, at det >> 174 >> under disse omstændigheder, der var sagsøgerne bekendt, må anses for stridende imod almindelig hæderlighed at gøre slutsedlen gældende, vil hans frifindelsespåstand være at tage til følge.

- - -

I sagsomkostninger skal sagsøgerne til sagsøgte betale 20.000 kr.

Højesterets dom.Den indankede dom er afsagt af Østre Landsret.

I pådømmelsen har deltaget fem dommere: Torben Jensen, Funch Jensen, Kiil, Hermann og Marie-Louise Andreasen.

Appellanterne har gentaget deres påstande.

Indstævnte har påstået stadfæstelse.

Appellanterne har præciseret, at også den subsidiære påstand forudsætter, at slutsedlen betragtes som gyldig.

Til brug for Højesteret er der afgivet nye forklaringer og tilvejebragt yderligere oplysninger.

Af de grunde, der er anført af landsretten, tiltræder Højesteret, at slutsedlen ikke er forbindende for indstævnte, jf. aftalelovens § 33. Højesteret stadfæster derfor dommen.

Thi kendes for ret:Landsrettens dom bør ved magt at stande.I sagsomkostninger for Højesteret skal appellanterne, Anni Stougaard og Ejner Knudsen, én for begge og begge for én betale 40.000 kr. til statskassen og 5.000 kr. til indstævnte, Hans Hekkel Olsen.De idømte beløb skal betales inden 14 dage efter denne højesteretsdoms afsigelse.

U.1990.606H

Bevis. Passivitet. Mundtlig aftale om køb af 2 maskiner ikke bevist. Den påståede køber heller ikke bundet ved først i begyndelsen af juni måned 1987 at have gjort indsigelse mod ordrebekræftelse af 26. marts 1987, da ordrebekræftelsen på baggrund af tilbud om at lease de pågældende maskiner ikke fremtrådte som en klar bekræftelse af en endelig købsaftale.

H.D. 15. juni 1990 i sag 393/1988Gårdejer Sander Munch (adv. John Jørgensen, Rønne) mod A/S Hadsund Maskinforretning (adv. N.E. Westen-Jensen, Aalborg).

Østre Landsrets dom 1. december 1988 (10. afd.)(Hvidberg, Lisbet Wandel, Arne Brandt (kst.)).

Under denne sag, der er anlagt den 15. september 1987, har sagsøgeren, A/S Hadsund Maskinforretning v/ Jens L|beck, nedlagt endelig påstand om, at sagsøgte, gårdejer Sander Munck, dømmes til at betale 309.270 kr. med procesrenter af 506.300 kr. fra sagens anlæg til den 19. september 1988, og af 309.270 kr. fra den 19. september 1988, til betaling sker, samt 427 kr. pr. måned fra den 1. oktober 1988 til denne doms afsigelse, imod udlevering af 1 stk. brugt Hesston 6400 skårlægger.

Sagsøgte har påstået frifindelse. Subsidiært har sagsøgte påstået frifindelse mod betaling af et mindre beløb.

Sagsøgerens krav vedrører betaling for 1 stk. brugt Hesston 7650 selvkørende snitter og 1 stk. brugt Hesston 6400 skårlægger, med tilbehør, ialt 506.300 kr., med fradrag af den ved sagsøgerens bortsalg af snitteren pr. 19. september 1988 fastsatte kontantpris på 213.500 kr., samt lagerleje for opbevaring af begge maskiner fra den 1. april 1987 til den 1. oktober 1988, ialt 16.470 kr., og endvidere af skårlæggeren fra den 1. oktober 1988 til dommens afsigelse.

Tvisten mellem parterne drejer sig om, hvorvidt sagsøgte, gårdejer Sander Munck på et møde, som fandt sted den 5. februar 1987, indgik mundtlig aftale med sagsøgerens direktør Niels Peter L|beck og salgschef Ove Henriksen om køb af de omhandlede maskiner til levering den 1. april 1987, og i benægtende fald om sagsøgte efterfølgende ved passivitet er blevet forpligtet på samme måde, som om aftale var indgået.

Sagsøgte har ikke rejst indsigelse imod restkøbesummens størrelse men har under sin subsidiære påstand overfor den krævede lagerleje, der af sagsøgeren er beregnet efter en lagerplads på 40 m² for snitteren og på 35 m² for skårlæggeren og en leje på 10 kr. + moms pr. m² pr. måned, gjort gældende, at lejen højst bør ansættes efter en >> 607 >> samlet lagerplads på 40 m² og en månedlig leje på 150 kr.

Sagsøgeren, som er forhandler af landbrugsmaskiner og bl.a. har agentur på traktorer af mærket Same, fik i januar 1987 en telefonisk henvendelse fra sagsøgte, som driver maskinfabrik fra sin landbrugsejendom på Bornholm, om køb af en selvkørende snitter.

Efter at sagsøgtes søn Claus Jørgen Munck og sagsøgtes traktorfører Gunnar Rasmussen havde besigtiget den omhandlede brugte selvkørende snitter hos sagsøgeren, blev der den 5. februar 1987 afholdt et møde hos sagsøgte mellem denne og Niels Peter L|beck og Ove Henriksen fra sagsøgeren, og med deltagelse af Claus Jørgen Munck og Gunnar Rasmussen, hvor man bl.a. drøftede en række spørgsmål vedrørende sagsøgtes køb af landbrugsmaskiner hos sagsøgeren.

Den 6. februar 1987 skrev sagsøgeren v/ Ove Henriksen følgende til sagsøgte:

»Vi bekræfter herved modtagelsen af ordren på:1 stk. brugt Hesston 7650 selvkørende snitter m/6'pick up, 10' busatis skærebor, 3 rk. majsbord,rotorblink, ekstra lygter og hydr. for tipvogn kr. 255.000,001 stk. brugt Hesston 6400 skårlæggerm/12' skærebor og hus kr. 160.000,00--------------I alt kr. 415.000,00--------------Ekskl. momsBetaling: Efter nærmere aftaleLevering: 87.04.01 franco udskibningshavnTak for ordren.«

Sagsøgte har bestridt at have modtaget dette brev.

Ved en samme dato dateret skrivelse, som sagsøgte anerkender at have modtaget, fremsatte sagsøgeren v/ Ove Henriksen endvidere under henvisning til mødet den 5. februar 1987 et samlet finansieringstilbud med forslag om leasing, såfremt sagsøgte ville købe et større antal landbrugsmaskiner, der nærmere var specificeret. I tilbuddet indgik de to nævnte maskiner, samt en række af sagsøgtes egne maskiner, der skulle tages i bytte.

Den 11. februar 1987 bekræftede sagsøgeren overfor Højen Maskinstation en ordre, hvorved man tog en »12' Hesston 6400 skårlægger årgang 1979« i bytte. Af ordrebekræftelsen fremgår, at »den brugte 6400 klargøres og leveres fob til Bornholm i enten Vejle eller Kolding havn«.

Den 25. marts 1987 besigtigede Claus Jørgen Munck snitteren på et møde hos sagsøgeren med Niels Peter L|beck og Ove Henriksen. Den 26. marts 1987 fremsendte sagsøgeren v/ Niels Peter L|beck under henvisning til mødet et nyt finansieringstilbud vedrørende sagsøgtes køb af en række landbrugsmaskiner, der var sammensat på en anden måde end det oprindelige forslag. Af skrivelsen fremgår bl.a. følgende:

»Vi gør opmærksom på at Hesston 7650 og Hesston 6400 allerede er købt af Dem, jævnfør vor ordrebekræftelse af 87.02.06, disse er derfor alene medtaget på grund af samlet financieringstilbud, vælges derfor alene denne ordre er betingelserne af 87.02.06 gældende. - - -«

Ved skrivelse af 4. juni 1987 meddelte sagsøgeren sagsøgte, at skårlæggeren og snitteren ville blive afskibet i næste uge, og rykkede samtidig for svar på, om sagsøgte ville betale kontant eller benytte finansieringstilbuddet. Herefter er det anført i skrivelsen:

»Vi forventer at høre fra dig omgående og vi vil ikke undlade at meddele dig at din søns telefoniske forsøg på annullering af handelen under ingen form kan accepteres.«

En kopi af ordrebekræftelsen var vedlagt skrivelsen. Sagsøgeren rykkede skriftligt sagsøgte for svar den 10. juni 1987, og ved skrivelse af 12. juni 1987 til sagsøgeren bestred sagsøgtes advokat, at der var indgået aftale mellem parterne om køb af de to nævnte landbrugsmaskiner.

I anledning af en henvendelse efter sagens anlæg fra sagsøgtes advokat til Dansk Maskinhandlerforening har foreningen bl.a. oplyst, at der indenfor branchen er kutyme for, at der ved salg af landbrugsmaskiner udarbejdes slutseddel, dog at det må antages, at ca. 10% af de autoriserede maskinhandlere ikke anvender slutseddel.

Sagsøgeren har under sagen fremlagt salgsdokumentet i forbindelse med bortsalget af snitteren i september 1988. Ved salget er benyttet en fortrykt blanket, i hvis hoved er anført »Slutseddel/Ordrebekræftelse«. Det første ord er overstreget. Nederst er afsat plads til henholdsvis sælgers og købers underskrift. Dokumentet er alene underskrevet L|beck som sælger.

Der er under domsforhandlingen afgivet forklaring af sagsøgte og vidneforklaringer af direktør

Niels Peter L|beck, salgschef Ove Henriksen, Claus Jørgen Munck og traktorfører Gunnar Rasmussen.

>> 608 >> Niels Peter L|beck har bl.a. forklaret, at sagsøgerens salgsvirksomhed foregår på grundlag af landsdækkende annoncering, og at aftaler om køb ofte indgås telefonisk med kunderne uden besigtigelse af maskinerne. Sagsøgeren anvender derfor ikke slutsedler, men fremsender i stedet en ordrebekræftelse. Det gælder også i de tilfælde, hvor aftalen forhandles færdig ved besøg hos kunden. Køberne får normalt en garanti for at kunne levere det købte tilbage, når varen er købt ubeset.

Han kender sagsøgte, der for et par år siden købte først et majsbord og senere en roeoptager hos sagsøgeren. Prisen herfor androg ialt ca. 80.000 kr. Handlerne blev indgået telefonisk uden besigtigelse og med efterfølgende ordrebekræftelse. Det er nok muligt, at han ved disse handler havde afgivet sædvanlig garanti om tilbagelevering.

I januar 1987 rettede sagsøgte telefonisk henvendelse til ham med henblik på køb af en snitter. Sagsøgeren havde en brugt snitter på lager, og det aftaltes, at sagsøgtes søn, Claus Jørgen, og en medarbejder, Gunnar Rasmussen, skulle besigtige snitteren i Hadsund i forbindelse med en landbrugsmesse i Herning. Det aftaltes senere, at han selv og salgschef Ove Henriksen skulle komme til Bornholm. Baggrunden for dette møde var, at vidnet var interesseret i dels at sælge flere landbrugsmaskiner til sagsøgtes maskinstation, dels at sagsøgte skulle blive hans forhandler af Same-traktorer på Bornholm.

Den 5. februar 1987 afholdtes et møde hos sagsøgte på »Kratgård« med deltagelse af sagsøgte, Claus Jørgen, Ove Henriksen og vidnet, medens Gunnar Rasmussen deltog i en del af mødet. Vidnet viste sagsøgte noget materiale om snitteren, hvorefter denne anførte »den snitter er billig, den vil jeg have«. Sagsøgte ønskede nu også at købe en skårlægger. Vidnet oplyste, at han var ved at handle en sådan maskine ind på Vejle-kanten, og at den kunne leveres for 150.000 kr.-160.000 kr. Sagsøgte meddelte, at han også ville have den. På mødet drøftede man endvidere, uden at der blev indgået endelige aftaler herom, en større udskiftning af sagsøgtes maskinpark, som vidnet tilbød at kunne finansiere, ligesom muligheden for at sagsøgte kunne blive traktor-forhandler blev omtalt.

Leveringstiden i ordrebekræftelsen er fastsat af hensyn til muligheden for at indkøre maskinerne inden høsten. Snitteren skulle klargøres før levering, mens skårlæggeren var klar til brug. Da sagsøgte skulle drøfte muligheden for at købe et større antal maskiner med sin revisor, anførte man blot, at betaling skulle ske efter nærmere aftale. Finansieringstilbuddet var godkendt af finansieringsinstituttet, inden vidnet afsendte det til sagsøgte. Ordrebekræftelsen og finansieringstilbuddet er helt sikkert fremsendt i samme kuvert, idet det er sædvanlig praksis hos sagsøgeren, når flere skrivelser sendes samme dag til samme adressat. Der skulle kun tages maskiner i bytte, såfremt sagsøgte valgte finansieringstilbuddet. Vidnet modtog ingen reaktion på ordrebekræftelsen.

Den 25. marts 1987 kom Claus Jørgen tilstede hos sagsøgeren, og vidnet og Ove Henriksen besigtigede snitteren med ham for at afklare, om man var tilfreds med den. Finansieringstilbuddet drøftedes påny, og vidnet lovede at fremsende et nyt tilbud. Han har heller ikke modtaget reaktion på skrivelsen af 26. marts 1987. Snitteren var blevet ombygget for godt 30.000 kr., og begge maskiner var klar til levering den 1. april 1987. Han antog i maj 1987 en anden landmand på Bornholm som forhandler af Same-traktorer.

I juni 1987 meddelte Henriksen ham, at sagsøgtes søn havde ringet og fragået handlen, idet man havde købt en anden maskine i Tyskland. Efter at have skrevet til sagsøgte den 4. juni 1987 ringede han til sagsøgte, der meddelte ham, at han ikke ville købe nogen snitter eller skårlægger af sagsøgeren, når han ikke kunne blive forhandler, ligesom han henviste til, at han ikke havde skrevet under på ordrebekræftelsen.

Den i opgørelsen anførte m² leje er den pris, som sagsøgeren beregner sig overfor andre kunder for udleje ved opbevaring af maskiner.

Sagsøgte har bl.a. forklaret, at han gennemsnitligt har 6 ansatte på maskinstationen. Han har, som forklaret af vidnet L|beck, handlet 2 gange tidligere med sagsøgeren. Begge gange fik han tilsendt en ordrebekræftelse, som han skulle underskrive. Han kan tilslutte sig vidnet L|becks forklaring vedrørende henvendelserne om snitteren.

På mødet den 5. februar 1987, der varede 3 timer, drøftede man en lang række landbrugsmæssige forhold, herunder hans mulighed for at blive sagsøgerens forhandler. Det er rigtigt, at han på mødet udtrykte interesse for at købe snitteren og en skårlægger, men han gav ikke tilsagn om køb på dette møde. Han nævnte, at han ikke ville >> 609 >> skrive under på noget uden forudgående drøftelse herom med sin revisor. Henriksen udarbejdede under mødet forskellige finansieringsforslag ved køb af maskinerne. Man drøftede priserne på maskinerne og udstyret til disse. Det var meningen, at en del af hans egne maskiner skulle indgå som bytte.

Han har aldrig modtaget den originale ordrebekræftelse. Derimod har han modtaget finansieringstilbuddene af henholdsvis den 6. februar og den 26. marts 1987. Han var indlagt på Rigshospitalet fra slutningen af februar 1987 indtil påske 1987. Da han modtog skrivelsen af 26. marts 1987, var han lige blevet opereret og lå på hospitalet. Han ringede straks til sin søn og bad denne kontakte sagsøgeren for at protestere mod, at der skulle være indgået en aftale. Sønnen fortalte kort efter, at han havde talt med Ove Henriksen, som var blevet fornærmet. Sagsøgte har siden hospitalsopholdet været for syg til at påtage sig arbejdet som traktorforhandler for sagsøgeren, og det er ikke rigtigt, at han over for vidnet L|beck har udtrykt utilfredshed med, at sagsøgeren antog en anden forhandler. Han har siden efteråret 1986 forhandlet med flere firmaer om køb af landbrugsmaskiner.

Han bestrider, at maskinerne fylder så meget som anført i sagsøgerens opgørelse, ligesom lejen er alt for høj. På Bornholm ville lagerlejen andrage ca. 150 kr. pr. måned.

Ove Henriksen har bl.a. forklaret, at han har været ansat hos sagsøgeren i 8 år som salgschef. Han fratrådte i maj 1988. Han beskæftigede sig hovedsageligt med forhandling af Same-traktoren.

Det var ham, der traf aftale om mødet den 5. februar 1987 hos sagsøgte. På mødet bestilte sagsøgte både snitteren og skårlæggeren. Der skulle ikke indbyttes maskiner, såfremt sagsøgte kun købte disse to maskiner. Han formoder, at de 2 skrivelser af 6. februar 1987 til sagsøgte, som er affattet og underskrevet af ham, i overensstemmelse med virksomhedens faste fremgangsmåde er afsendt i samme kuvert. På mødet med sønnen den 25. marts 1987 så denne snitteren i renoveret stand. Man talte mest om skårlæggeren, som sønnen ikke havde set. I begyndelsen af juni 1987 blev han ringet op af denne, der nu fragik handlen med den begrundelse, at man havde købt en anden snitter, ligesom han henviste til, at sagsøgeren havde antaget en anden end sagsøgte som forhandler. Han mener, at han i foråret førte flere telefonsamtaler med både sagsøgte og dennes søn. Han var ikke bekendt med, at sagsøgte har benægtet at have modtaget ordrebekræftelsen, før advokatens skrivelse i juni.

Claus Jørgen Munck har bl.a. forklaret, at han med Gunnar Rasmussen besigtigede snitteren inden mødet den 5. februar 1987. På dette møde oplyste sagsøgte, at han var interesseret i at købe en snitter og en skårlægger. Der blev nævnt en ca.-pris på disse samt drøftet udstyr til maskinerne. I en eventuel handel skulle en af sagsøgtes maskiner tages i bytte. Prisen på denne blev ikke drøftet. Ove Henriksen og Niels Peter L|beck var ivrige for at få en aftale, men sagsøgte sagde, at han ikke ville skrive under på noget, og at han først ville se maskinerne, ligesom han skulle drøfte et køb med sin revisor. Endelig drøftede man sagsøgtes mulighed for at blive forhandler. På mødet den 25. marts 1987 skulle han se skårlæggeren, men den var der ikke. Han så da igen snitteren. Kort efter den 26. marts 1987 ringede sagsøgte til ham om brevet fra sagsøgeren af 26. marts 1987, og bad ham ringe til sagsøgeren, da der ikke var indgået en handel. Han ringede kort efter til Henriksen for at meddele ham dette og henviste til, at sagsøgte jo ikke havde set maskinerne. Henriksen nævnte, at han ville tale med direktør L|beck herom. Han har ikke siden talt med nogen fra sagsøgeren. Det var ikke hans indtryk på mødet i marts 1987, at sagsøgeren mente, at maskinerne var solgt til sagsøgte.

Gunnar Rasmussen har bl.a. forklaret, at han som sagsøgtes medarbejder deltog i besigtigelsen af snitteren forud for mødet den 5. februar 1987. På mødet, hvor han kun deltog en del af tiden, besigtigedes sagsøgtes maskinpark. Man drøftede en udskiftning af hele maskinparken og talte om priser og udstyr og om maskiner, der skulle tages i bytte. Men han fik ikke indtryk af, at der på mødet blev indgået en handel. Sagsøgte sagde, at han først skulle tale med sin revisor. Direktør L|beck eller Henriksen bad sagsøgte skrive under på et under mødet udfærdiget dokument om køb af maskiner, men det afviste sagsøgte.

Sagsøgeren har til støtte for sin påstand anført, at det må lægges til grund, at der på mødet den 5. februar 1987 blev indgået en endelig mundtlig aftale om sagsøgtes køb af snitteren og skårlæggeren. Udover ved Niels Peter L|becks og Ove Henriksens forklaringer bestyrkes aftalens >> 610 >> eksistens af ordrebekræftelsen af 6. februar 1987. Den støttes yderligere af oplysningerne om sagsøgerens indkøb af skårlæggeren. Hertil kommer, at den renoverede snitter blev besigtiget af sagsøgtes søn den 25. marts, ligesom skrivelsen af 26. marts 1987 henviser til den indgåede handel. Sagsøgte har overfor disse holdepunkter for, at aftale er indgået, ikke godtgjort, at han ikke har modtaget ordrebekræftelsen. Han har heller ikke bevist, at han har reklameret straks efter modtagelsen af skrivelsen af 26. marts 1987, og det må derfor lægges til grund, at sagsøgte først har reklameret i juni 1987. Denne sene reklamation underbygger yderligere, at der er indgået en aftale. Sagsøgte har heller ikke godtgjort, at der er kutyme for, at aftalen skal være skriftlig, eller at der skal anvendes slutseddel ved salget.

Sagsøgeren har videre anført, at sagsøgte i hvert tilfælde må anses for at være blevet forpligtet ved den af ham udviste passivitet. Under de foreliggende omstændigheder, hvor sagsøgte selv har taget initiativet til kontakten, og hvor parterne tidligere har handlet på tilsvarende måde, må sagsøgte være forpligtet til at reklamere straks, når han indser, at sagsøgeren mener, at der er indgået en aftale. Ved først at reklamere 4 måneder efter ordrebekræftelsen af 6. februar 1987 og 2 måneder efter skrivelsen af 26. marts 1987 har sagsøgte ikke opfyldt denne pligt og er derfor bundet på samme måde, som om en aftale var indgået.

Sagsøgeren har efter købelovens § 36 krav på dækning af udgifter til opbevaring af maskinerne. Da sagsøgeren kan gøre krav på samme leje, som han ville have kunnet opnå til anden side, bør sagsøgerens opgørelse i det hele lægges til grund.

Sagsøgte har til støtte for påstanden om frifindelse anført, at der ikke overfor de af ham og af Claus Jørgen Munck og Gunnar Rasmussen afgivne forklaringer er ført bevis for, at der på mødet den 5. februar 1987 blev indgået en endelig mundtlig aftale om køb af snitteren og skårlæggeren. Sagsøgte udviste interesse for at købe snitteren og skårlæggeren, men det må lægges til grund, at han trods opfordring herom afviste at underskrive en aftale denne dag, og at han samtidig meddelte, at han ikke kunne indgå en handel, før han havde drøftet spørgsmålet med sin revisor. At sagsøgte ikke på mødet traf endelig beslutning om at købe, støttes endvidere af, at hverken han selv eller hans folk havde set den pågældende skårlægger, ligesom man drøftede muligheden for som et led i handlen at indbytte en maskine, hvis pris ikke nærmere blev drøftet. Endelig bør det tillægges betydning, at sagsøgeren ikke her som ved de tidligere handler har afgivet sædvanlig garanti om tilbagelevering.

Det bør endvidere lægges til grund, at han ikke har modtaget sagsøgerens ordrebekræftelse, og at han - der ikke er professionel maskinhandler - mundtligt har reklameret overfor sagsøgeren kort efter modtagelsen af skrivelsen af 26. marts 1987, idet hans søn på hans opfordring straks ringede til Henriksen og protesterede. Sagsøgeren kan heller ikke med føje have troet på, at der var indgået en handel. Dels fremgår det af maskinhandlerforeningens svar, at der helt overvejende oprettes slutsedler ved salg af landbrugsmaskiner, dels fremgår det af sagsøgerens egen ordrebekræftelse ved videresalget af snitteren i september 1988, at køberen skal underskrive denne, hvilket sagsøgte var vant til fra de tidligere handler med sagsøgeren. Det bestrides, at sagsøgeren under de foreliggende omstændigheder kan opnå en gunstigere retsstilling ved blot at fremsende en ordrebekræftelse.

Til støtte for den subsidiære påstand har sagsøgte gjort gældende, at det for så vidt angår sagsøgerens krav på leje for lagerplads bør lægges til grund, at maskinerne kun fylder 40 m², og at

lejen herfor højst bør andrage ialt 150 kr. pr. måned.

Landsretten skal udtale:

Det kan efter bevisførelsen ikke anses for godtgjort, at der på mødet den 5. februar 1987 mellem parterne blev indgået en endelig mundtlig aftale om sagsøgtes køb af snitteren og skårlæggeren. Landsretten har herved navnlig lagt vægt på, at der foreligger modstridende forklaringer om de omfattende mundtlige forhandlinger, som parterne førte under mødet for godt 1½ år siden.

Det er endvidere lagt til grund, at det ikke med fornøden sikkerhed kan antages, at sagsøgte har modtaget sagsøgerens ordrebekræftelse af 6. februar 1987. Der kan derfor ikke gives sagsøgeren medhold i, at sagsøgte ved aftale er forpligtet til at betale for maskinerne.

Sagsøgte blev ved modtagelsen af sagsøgerens brev af 26. marts 1987 gjort bekendt med, at der efter sagsøgerens opfattelse var indgået en endelig handel vedrørende de to maskiner, og at sagsøgeren havde bekræftet købet i en ordrebekræftelse af 6. februar 1987 til sagsøgte. Det kan efter bevisførelsen ikke anses for godtgjort, at sagsøgte har gjort indsigelse mod, at en købsaftale var >> 611 >> indgået før ved skrivelsen af 12. juni 1987 fra hans advokat.

Ved disse omstændigheder at have reklameret så sent findes sagsøgte at være bundet i overensstemmelse med ordrebekræftelsen.

Herefter, og da der ikke er grundlag for at tilsidesætte sagsøgerens opgørelse af udgifterne ved opbevaring af maskinerne, tages sagsøgerens påstand i det hele til følge.

Med sagens omkostninger forholdes som nedenfor bestemt.

- - -

Sagsøgte betaler 26.000 kr. i sagsomkostninger til sagsøgeren.

Højesterets dom.Den indankede dom er afsagt af Østre Landsret.

I pådømmelsen har deltaget fem dommere: Torben Jensen, Bangert, Weber, Kardel og Riis.

Appellanten har påstået frifindelse.

Indstævnte har påstået stadfæstelse.

Sagen har været behandlet skriftligt, jf. retsplejelovens § 387.

Højesteret tiltræder, at det ikke er godtgjort, at der den 5. februar 1987 blev indgået en endelig mundtlig aftale om køb af de 2 maskiner, og at det på det foreliggende grundlag heller ikke er godtgjort, at appellanten har modtaget ordrebekræftelsen af 6. februar 1987.

Uanset at ordrebekræftelsen angik køb af de 2 maskiner, tilbød indstævnte i et tilbud af samme dato appellanten at lease de pågældende maskiner sammen med andre maskiner. Den 26. marts 1987 fremsatte indstævnte et ændret leasingtilbud og gjorde samtidig opmærksom på, at appellanten allerede havde købt de 2 maskiner, hvorfor de i ordrebekræftelsen anførte betingelser var gældende, hvis alene denne ordre valgtes. Dette ville efter ordrebekræftelsen indebære, at der nu skulle forhandles mellem parterne om betaling af købesummen.

Appellanten har ikke godtgjort, at han før i begyndelsen af juni måned 1987 har gjort indsigelse mod ordrebekræftelsen. Højesteret finder imidlertid, at ordrebekræftelsen på baggrund af leasingtilbudene ikke fremtræder som en sådan klar bekræftelse af en endelig købeaftale, at appellanten ved sin passivitet over for skrivelsen af 26. marts 1987 er blevet bundet i overensstemmelse med ordrebekræftelsen.

Højesteret tager herefter appellantens frifindelsespåstand til følge.

Thi kendes for ret:Appellanten, gårdejer Sander Munch, frifindes.Hver part bærer sine sagsomkostninger for landsret og Højesteret.

U.1995.243V

Køber af bil kunne ikke træde tilbage fra aftalen efter reglerne om bristende forudsætninger eller efter aftalelovens § 39, 2. pkt. Erstatning for tabt avance. Kort før lukketid underskrev A slutseddel om køb af en bil til brug for varetransport til et cafeteria, som hun var i færd med at købe. Næste dags formiddag annullerede hun handlen, da hendes planer om køb af cafeteriaet ikke kunne realiseres. Selv om det var en væsentlig og kendelig forudsætning for A's køb af bilen, at hendes køb af cafeteriaet blev en realitet, kunne hun ikke træde tilbage fra købet, da forudsætningen ikke var relevant. Hun kunne heller ikke træde tilbage fra købet efter grundsætningen i aftalelovens § 39, 2. pkt. Sælgeren havde krav på tabt avance, da der ikke havde været begrænsning i hans leveringsmuligheder. 1)

V.L.D. 9. december 1994 i anke 7. afd. nr. B-0282-94(Lyngsø, Helle Bertung, Dalberg-Larsen (kst.)).

Jørgen Nyborg Automobiler A/S, Esbjerg (adv. Knud Sander, smst.) mod A (adv. Morten Rosendahl, Esbjerg).

>> 244 >> Esbjerg Rets 3. afdelings dom 2. september 1993.

Den 23. april 1992 henvendte sagsøgte, A, og dennes ægtefælle, M, sig til sagsøgeren, Jørgen Nyborg Automobiler A/S, hvor de talte med salgskonsulent Torben Madsen om køb af en bil. De lå i forhandlinger om køb af et cafeteria i nærheden af Herning og ønskede derfor en bil til transport af varer. De prøvekørte en Hilux med ekstra kabine, og lige inden lukketid underskrev sagsøgte slutseddel om køb af denne bil for 124.000 kr. kontant, idet bilen skulle leveres den 27. april 1992. Den 24. april 1992 om formiddagen tog M ud til sagsøgeren og annullerede handelen, idet sagsøgtes køb af cafeteriet alligevel ikke kunne blive til noget. Torben Hansen var indforstået med at annullere handelen, men krævede i erstatning herfor 10% af købesummen. Dette afslog M, idet han dog tilbød en godtgørelse på 1.000 kr.

Under denne sag har sagsøgeren efter sin endelige påstand påstået sagsøgte dømt til betaling af 9.264,40 kr., der fremkommer således:

Fortjeneste ved salg af fabriksny bil 7.650,00 kr.Leveringsomkostninger excl. moms 2.268,80 kr.Fortjeneste heraf 50% 1.134,40 kr.Såfremt købesummen var blevet betalt, havde sagsøgerhaft toldkredit på 12.000,00 kr. i 4 måneder svarendetil en rentegevinst på 480,00 kr.------------I alt 9.264,40 kr.------------

Sagsøgte har nedlagt påstand om frifindelse.

Salgskonsulent Torben Hansen har forklaret, at sagsøgte den 23. april 1993 oplyste, at bilen skulle bruges i en forretning, de var ved at købe. Papirerne vedrørende bilen lå hos importøren. Da handelen den 24. april ca. kl. 11,30 annulleredes, havde sagsøgeren endnu ikke påbegyndt

klargøring af bilen. Vidnet husker ikke, om han havde ringet til importøren vedrørende papirerne. Avancen på bilen er 7.500-8.000 kr., hvorimod der ikke er den store avance på leveringsomkostninger.

M har forklaret, at den 24. april om morgenen fik han at vide, at sagsøgte som engelsk statsborger næppe kunne få spiritusbevilling i forbindelse med køb af cafeteria. Han ringede ca. kl. 9 til Torben Hansen, der sagde, at han endnu ikke havde talt med importøren. Lidt senere på formiddagen fik han at vide, at det fortsat var usandsynligt, at sagsøgte kunne få spiritusbevilling, og køb af cafeteriet blev derfor ikke til noget, og kl. 11,45 talte han atter med Torben Hansen.

Til støtte for sin påstand har sagsøgeren gjort gældende, at sagsøgte er erstatningspligtig. Sagsø- geren har nærmere anført, at en indgået aftale som hovedregel er bindende, således at sagsøgte ikke har nogen fortrydelsesret. Sagsøgte har underskrevet en slutseddel uden forbehold, og det er ikke sagsøgerens forhold, der har medført, at cafeteriahandelen ikke blev til noget. Sagsøgte skal derfor erstatte sagsøgeren dennes tab, der er den mistede avance. Vedrørende erstatningens opgørelse har sagsøgeren anført, at efter Toyotas prisinformation udgør avancen på bilen 7.650 kr. Derudover har sagsøgeren en avance på det arbejde, der udføres som led i leveringen.

Til støtte for sin påstand har sagsøgte gjort gældende, at hun ikke er erstatningsansvarlig. Sagsøgte har nærmere anført, at det var en for hende væsentlig og for sagsøgeren kendelig forudsætning, at cafeteriahandelen blev gennemført. Denne forudsætning bristede, hvorfor sagsøgte var berettiget til at hæve købet. Sagsøgte har videre anført, at hun handlede så hurtigt og effektivt som overhovedet muligt, og sagsøgeren havde endnu intet foretaget sig i anledning af handelen. Sagsøgte har vedrørende opgørelsen anført, at kravet er udokumenteret, samt at der ikke er mulighed for at kræve renter for mistet toldkredit.

Retten skal udtale:

Om end købet af forretningen for sagsøgte var en væsentlig forudsætning, findes det ikke godtgjort, at sagsøgeren var bekendt med, at købet muligvis ikke ville blive gennemført. Når imidlertid henses til, at der ikke var en anden aktuel køber til bilen og til, at sagsøgeren intet havde foretaget sig for at gennemføre handelen med sagsøgte, inden denne hævede handelen, findes sagsøgeren ikke tilstrækkeligt at have dokumenteret at have lidt noget tab. Herefter vil sagsøgtes frifindelsespåstand være at tage til følge. - - -

Vestre Landsrets dom.For landsretten har appellanten, Jørgen Nyborg Automobiler A/S, gentaget sin påstand i første instans.

Appellanten har endvidere nedlagt påstand om, at indstævnte, A, tilpligtes at betale et beløb svarende til sædvanlig procesrente af det pålagte omkostningsbeløb, der er betalt til indstævnte den 15. september 1993.

Indstævnte har påstået dommen stadfæstet.

Indstævntes ægtefælle, M, har som vidne supplerende forklaret, at de aftalte bilkøbet den 23. april 1993 lige inden lukketid. De underskrev samme dag en slutseddel vedrørende købet. De fortalte appellantens salgskonsulent Torben Hansen, at varevognen skulle bruges i en cafeteriavirksomhed, som indstævnte, A påtænkte at købe. Han husker ikke nærmere, om de sagde til Torben Hansen, at >> 245 >> cafeteriahandlen ikke var afsluttet, og at dette var en forudsætning for købet af varevognen. Dagen efter, den 24. april 1993, blev de klar over, at A næppe kunne opnå spiritusbevilling, hvorfor han straks ringede til Torben Hansen og redegjorde for situationen. Torben Hansen ville kun frigøre A fra handlen, såfremt de betalte 10% af salgssummen. Det fandt han urimeligt.

Salgskonsulent Torben Hansen har som vidne supplerende forklaret, at M den 23. april 1993 oplyste, at de skulle bruge varebilen i et cafeteria, som de var ved at købe. Handelen blev ikke betinget af forhold vedrørende cafeteriet. Det er svært at opgøre avancen på

leveringsomkostningerne, men den er meget lille.

Parterne har i det væsentlige gentaget deres procedure for byretten.

Indstævnte, A, har til støtte for sin påstand yderligere gjort gældende, at indstævnte efter grundsætningen i aftalelovens § 39, 2. pkt., er berettiget til at annullere handlen. For så vidt angår erstatningsopgørelsen bestrides det, at der med hensyn til fortjenesten på leveringsomkostningerne er dokumenteret et tab, ligesom der ikke er grundlag for at erstatte rentetabet, 480 kr.

Landsretten udtaler:

Efter bevisførelsen lægges det til grund, at indstævnte, A, ikke ville have købt bilen, hvis hun havde vidst, at hendes køb af cafeteriet måtte opgives. Købet af cafeteriet har derfor været en væsentlig forudsætning for A's køb af bilen.

Efter bevisførelsen lægges det endvidere til grund, at appellantens salgskonsulent, vidnet Torben Hansen, vidste, at A ikke ville have købt bilen, hvis hun havde vidst, at købet af cafeteriet måtte opgives. A's forudsætning har derfor været kendelig for appellanten.

Det lægges som ubestridt til grund, at forudsætningen er bristet.

Årsagen til, at forudsætningen bristede, må efter det oplyste søges i, at A ikke var dansk statsborger. Da årsagen til at forudsætningen bristede, således ikke må søges i forhold, som appellanten bærer risikoen for, men alene i forhold, som A bærer risikoen for, har forudsætningen ikke været relevant.

A har herefter ikke været berettiget til at træde tilbage fra aftalen om købet efter reglerne om bristede forudsætninger.

A kunne have udskudt købet af bilen, indtil det var endeligt afklaret, om hendes køb af cafeteriet ville blive til en realitet, eller hun kunne have gjort købet af bilen betinget af, at købet af cafeteriet blev til noget. Det er således ikke undskyldeligt, at A har indgået aftalen om køb af bilen, og der foreligger heller ikke iøvrigt andre særlige omstændigheder, som taler for, at A kan træde tilbage fra aftalen om købet i medfør af grundsætningen i aftalelovens § 39, 2. pkt.

Da A efter det anførte ikke har været berettiget til at træde tilbage fra aftalen, men alligevel har nægtet at betale købesummen, er hun i medfør af købelovens § 28 erstatningsansvarlig for det tab, appellanten har lidt.

Der er ikke grundlag for at antage, at der har været begrænsning i appellantens leveringsmuligheder. Appellantens tab kan derfor i medfør af købelovens § 30 opgøres til den avance, appellanten har mistet.

Som følge af, at A er trådt tilbage fra handlen, har appellanten sparet leveringsomkostninger. Det er ikke godtgjort, at appellanten i den forbindelse har mistet fortjeneste. Det er heller ikke iøvrigt godtgjort, at appellanten har lidt tab, som A er erstatningsansvarlig for.

Der er ikke grundlag for at pålægge indstævnte at betale renter af de betalte sagsomkostninger.

Efter det anførte tager landsretten appellantens påstand til følge som nedenfor anført. - - -

- - - betale 7.650 kr. - - -

Sagens omkostninger for begge retter skal indstævnte betale til appellanten med 10.500 kr. - - -