dos-kursus for mere eller mindre erfarne · livet med en pc er undertiden ikke let, men det ved du...

DOS-kursus for mere eller mindre erfarne Hvordan gøres livet med en PC tåleligt

af Jens E.Hansen

DOS-kursus 2

data Fiction www.datafiction.dk

© 1993-98

DOS-kursus 2 indeholder bl.a.: Gennemgang af nye funktioner i DOS 5 og 6.0 Optimering af PCens hukommelse Lav BAT-filer Dette kursus er dels en fortsættelse af: DOS-KURSUS FOR BEGYNDERE En meget personlig gennemgang af de mest elementære funktioner i PC/MS-DOS af Jens E.Hansen data Fiction, 1993 dels en "selvstændig" gennemgang af nogle af de sider ved samlivet med en PC, der erfaringsmæssigt volder begyndere (og øvede) problemer.

DOS-kursus 2 af Jens E.Hansen Side 1

INDHOLDSFORTEGNELSE

INDHOLDSFORTEGNELSE ................................................................................................................................... 1

1. DEL .......................................................................................................................................................................... 4

2. DEL .......................................................................................................................................................................... 6 Almene, brugbare kommandoer som ikke blev nævnt i DOS-kursus 1 ................................................................... 6

VER..................................................................................................................................................................... 6 SET...................................................................................................................................................................... 6 PATH .................................................................................................................................................................. 6 CLS ..................................................................................................................................................................... 6 REN (RENAME) ................................................................................................................................................ 6 REPLACE ........................................................................................................................................................... 7 ASSIGN .............................................................................................................................................................. 7 SUBST ................................................................................................................................................................ 8 COMMAND / EXIT ........................................................................................................................................... 8

Flere (mindre brugte) kommandoer ......................................................................................................................... 9 3. DEL ........................................................................................................................................................................ 11

DOS 5 med nye "almindelige" kommandoer og programmer................................................................................ 11 DIR.................................................................................................................................................................... 11 FORMAT .......................................................................................................................................................... 11 HELP (+ /?) ....................................................................................................................................................... 13 EDIT.COM........................................................................................................................................................ 13 SMARTDRV.SYS og EXE............................................................................................................................... 13 MEM ................................................................................................................................................................. 15 DOSKEY........................................................................................................................................................... 16 DOSSHELL ...................................................................................................................................................... 17 MIRROR ........................................................................................................................................................... 18 QBASIC ............................................................................................................................................................ 18 EXPAND........................................................................................................................................................... 18 TRUENAME..................................................................................................................................................... 19

4. DEL ........................................................................................................................................................................ 20 "Nyeste" DOS-versioner - DOS 6.0 + 6.2.............................................................................................................. 20 Nyt i DOS 6.0 ........................................................................................................................................................ 20 Mere nyt i DOS 6.2 ................................................................................................................................................ 21

Installation med fortrydelsesret ......................................................................................................................... 21 Nye "almindelige" kommandoer ............................................................................................................................ 22

MOVE............................................................................................................................................................... 22 DELTREE ......................................................................................................................................................... 23 CHOICE............................................................................................................................................................ 24 HELP i DOS 6................................................................................................................................................... 25

Nye udgaver af gamle kendinge............................................................................................................................. 25 UNDELETE...................................................................................................................................................... 25

5. DEL ........................................................................................................................................................................ 26 Installation af version 6.2 (STEPUP-vejledning)................................................................................................... 26 Hvad er der så af NYT i version 6.2?..................................................................................................................... 28

Nu også overspring af linierne i AUTOEXEC.BAT ......................................................................................... 28 COPY, XCOPY og MOVE - sikkerhed ved overskrivning............................................................................... 28 DISKCOPY....................................................................................................................................................... 29 Nyt program: SCANDISK ................................................................................................................................ 29 CHKDSK .......................................................................................................................................................... 29


DOUBLESPACE .............................................................................................................................................. 30 BAT-filer - aktiver linie for linie....................................................................................................................... 31

6. DEL ........................................................................................................................................................................ 32 Fordeling af hukommelsen i DOS.......................................................................................................................... 32 Den tunge vej. De tre T'er. (Teori, teori og atter teori) .......................................................................................... 32 ROM - Read only memory..................................................................................................................................... 35 DOS inddeler hukommelsen .................................................................................................................................. 36 HMA - High Memory Area.................................................................................................................................... 37

7. DEL ........................................................................................................................................................................ 38 Den øvre hukommelse - EMM386 + Upper memory (+ UMB)............................................................................. 38 Den udvidede hukommelse .................................................................................................................................... 39

8. DEL ........................................................................................................................................................................ 44 Vi laver vor første fil.............................................................................................................................................. 44 Den principielle og grundlæggende metode........................................................................................................... 45 Vi editerer i en tekstfil - EDIT.COM ..................................................................................................................... 47

9. DEL ........................................................................................................................................................................ 51 BOOT-filerne ......................................................................................................................................................... 51

CONFIG.SYS.................................................................................................................................................... 52 10. DEL ...................................................................................................................................................................... 60

AUTOEXEC.BAT ................................................................................................................................................. 60 ENVIRONMENT.............................................................................................................................................. 61

11. DEL ...................................................................................................................................................................... 69 Optimering af PCens hukommelse med DOS 5 og 6 ............................................................................................. 69

MEMMAKER................................................................................................................................................... 73 MSD .................................................................................................................................................................. 74

Hvorfor vil visse drivere ikke ind i den høje hukommelse?................................................................................... 74 12. DEL ...................................................................................................................................................................... 77

Vi skal tale om MULTI-KONFIGURATION........................................................................................................ 77 Overspring af boot-filerne i DOS 6.0..................................................................................................................... 81

Multi-konfiguration og MEMMAKER ............................................................................................................. 82 13. DEL ...................................................................................................................................................................... 83

Virus-kontrol og -bekæmpelse ............................................................................................................................... 83 Sammenkædning af 2 PCere .................................................................................................................................. 84

INTERSVR og INTERLNK ............................................................................................................................. 84 14. DEL ...................................................................................................................................................................... 86

MSBACKUP - helt nyt backup/restore-program i DOS 6.0 .................................................................................. 86 "Den ultimative RESTORE". En hverdags-gyser .................................................................................................. 90

15. DEL ...................................................................................................................................................................... 92 Disk-kompression i DOS 6.0 - DOUBLESPACE.................................................................................................. 92

16. DEL ...................................................................................................................................................................... 98 Installation og brug af programmer - generelt........................................................................................................ 98

17. DEL .................................................................................................................................................................... 103 BAT-filer til mange formål .................................................................................................................................. 103 MINE overordnede principper for BAT-filer....................................................................................................... 104

18. DEL .................................................................................................................................................................... 113 Og lad os så lave nogle BAT-filer! ...................................................................................................................... 113


ENVIRONMENT-VARIABLER ........................................................................................................................ 115 "FASTE" ENVIRONMENT-VARIABLER........................................................................................................ 116 IF EXIST (biblioteker/filer) ................................................................................................................................. 119

19. DEL .................................................................................................................................................................... 122 Vi mangler endnu nogle BAT-fils-funktioner...................................................................................................... 122

CALL-kommando ........................................................................................................................................... 122 SHIFT - udskiftning af parametre ................................................................................................................... 123 FOR %% IN (...) DO ..... ................................................................................................................................. 125 FOR % IN (...) DO ..... (fra promptet)............................................................................................................. 127

Et par BAT-filer mere (til DOS 5 og 6) m.m. ...................................................................................................... 128 20. DEL .................................................................................................................................................................... 130

DOSKEY-makroer............................................................................................................................................... 130 ERRORLEVEL.................................................................................................................................................... 133

21. DEL .................................................................................................................................................................... 138 Afsluttende kommentarer bl.a. til DOS-versionerne 5 + 6................................................................................... 138

JENS E.HANSENS ROMANER, MUSICALER OG SKUESPIL ..................................................................... 140

BESTEMMELSER ANGÅENDE BRUG AF 'DATA FICTION'-VÆRKER................................................... 140


1. del

Før vi starter kurset Livet med en PC er undertiden ikke let, men det ved du sikkert allerede. Ved at gennemtygge de følgende afsnit burde du blive bedre rustet til at udføre nogle af de både nødvendige - OG behagelige - ting, som vil gøre dig og dit yndlings-monster til gode venner - måske bare BEDRE venner, men i det mindste ikke FJENDER. Hvis du blev forvirret og forpustet af at skimme Indholdsfortegnelsen, så bare rolig. Ved at læse teksten afsnit for afsnit vil du efterhånden tilegne dig den viden, som skal til for at du bagefter kan udstøde et hånligt "Åh, er det ikke andet". Til forskel fra det første kursus (se indledningen) hvor det var smart at gennemtrave teksten i adstadig fremadskriden, kan dette kursus også bruges som en slags opslagsbog. Jeg har i hvert fald forsøgt at inddele bogen i afsnit, der hver for sig dækker et forholdsvis afgrænset område. Med andre ord kan dette kursus glimrende læses fra linie 1 til 32.000, men skulle du have lyst til at lære nærmere om et bestemt emne, er du velkommen til at dykke ned i det. De emner, som behandles er ikke alle lige morsomme, det skal guderne vide, men jeg kan love dig, at den overfladiske og dagligdags sprogtone fra kursus nr. 1 er forsøgt bibeholdt. Denne gennemgang af kommandoer, funktioner og problemområder (også i de nyere DOS-versioner) er lige så PERSONLIGT disponeret - NU ER DU ADVARET! Lad os straks slå et par ting fast: Du ved hvad en fil er, du kan kopiere en fil fra disk til harddisk eller til et andet bibliotek, du kan selv lave og slette biblioteker, du kan formattere en diskette og - hvis du har læst kursus 1 - ved du, at der er en lang række nødvendige kommandoer, som skal læres, før det er DIG og ikke din PC, der bestemmer. Derimod har du aldrig lavet en fil, du har aldrig været "inde" i startfilerne AUTOEXEC.BAT og CONFIG.SYS, du aner ikke en brik om, hvordan hukommelsen (memory) er indrettet på såvel gamle pramme som nye Mega-PCer, du ryster ved tanken om at snuse i samme hukommelse, og du ville aldrig drømme om, at det faktisk er muligt at gøre mange interessante og nyttige ting for at lette dit arbejde med PCen. Efter læsning af dette kursus vil du ikke være ekspert - men husk, at selv den længste rejse starter med det første skridt. Nå ja, jeg kan lige så godt afsløre, at der er en række emner, jeg IKKE kommer ind på i nævneværdig grad: Anbefalinger af særligt udstyr - ej heller indkøbsvejledning Printer-opsætning, hverken generelt eller af særlige mærker Net-værk Modem-opsætning og -kommunikation WINDOWS-mysterier (bortset fra enkelte spredte tips) OS/2-ditto Nok snak. Start med det første afsnit og sug til dig - og husk: Jeg er med dig hele tiden.


I det første DOS-kursus blev en række elementære DOS-kommandoer og -funktioner gennemgået i takt med lærestoffets logiske (!) udvikling. Dette gjaldt interessante emner som: ALLOKERINGSENHEDER ATTRIB BACKUP BOOT CD CHKDSK COPY DEL(ETE) DIR

DISK-FORMATER DISKCOPY FILNAVNE FORMAT MD MORE RD RESTORE SORT

SYS TREE TYPE UNDELETE VERIFY WILDCARDS (* ?) XCOPY

Udviklingen indenfor DOS er så hurtig (dvs rodet), at dette kursus bliver et FORSØG på at indhente det forsømte - suppleret med nyttige oplysninger om de nyere versioner. Hav medlidenhed med en stakkels dødelig, der - som millioner af andre - forsøger at holde trit med alt dette. Jeg har tilstræbt en form for naturlig sammenhæng mellem afsnittene, men skulle gennemgangen ind i mellem virke ulogisk i sammen- føjningerne, skyldes det bl.a. at de forskellige emner hænger sammen som ærtehalm. Det er umuligt at beskrive een kommando uden at komme ind på tilhørende funktioner. Desuden er vi nødt til at tage et af de "sværeste" emner forholdsvis hurtigt, nemlig: hvilken opdeling DOS laver med en PCs hukommelse, samt hvad vi kan gøre for at skabe os et overblik - og i bedste fald en bedre udnyttelse af alle disse herlige MEGABYTES, som vi tvinges til at installere for at udføre moderne programmer. (Træk så vejret igen, lille du!) Først kigger vi imidlertid på resten af de kommandoer, man som bruger vil få brug for på et eller andet tidspunkt. Skulle du mangle omtale af en bestemt kommando eller funktion, er det fordi jeg ikke aner en ski-... NEJ, det er faktisk meningen. Der er MAAAAANGE funktioner i DOS og en del af dem er ret så uinteressante for det store flertal af brugere. DERFOR har JEG besluttet mig for at negligere diverse kommandoer, der i mine øjne blot vil forvirre dig. Du har ALTID lov til at droppe dette værk og kaste dig over manualerne og de utallige bøger, der troligt afskriver dem. Jeg bliver ikke sur. Ovenstående princip gælder for hele kurset. Det er udelukkende min egen vurdering, der ligger til grund for gennemgangen. Naturligvis beskriver jeg rigtige kommandoer og funktioner i DOS, men jeg gør det på min måde - ud fra mine erfaringer med egne og andres PCer. Lad din (let sorte) negl glide videre til første rigtige afsnit og start odyseen gennem en kringlet og mystisk verden, fuld af skjulte fælder og drabelige monstre: Ikke Dungeon & Dragons - MEN - ... (brrrrhhh!)

*** PC/MS-DOS **

(Det bli'r fanme uhyggeligt, du!)


2. del Her starter kurset så for alvor.

Almene, brugbare kommandoer som ikke blev nævnt i DOS-kursus 1

Her følger en kort gennemgang af resten af de gode DOS-kommandoer. Indholdet bærer naturligvis præg af min dovenskab, både fordi du kan finde de komplette oplysninger i manualen, og fordi jeg ikke mener, at man skal gå helt ud i detaljerne med alt her i livet. "Ved jorden at blive..." og så videre eller som amerikanerne siger: KISS (= Keep it simple, stupid!) Jeg beskriver kommandoerne ud fra MIN vurdering af deres nyttegrad. Uprioriteret!

VER Forkortelse for "Version". Viser DOS-versionen på skærmen. I DOS 6 kan man udvide med VER /R og få at vide, om DOS befinder sig i HMA - de første 64 Kb over 1 MB i hukommelsen. (Se afsnittet om Fordeling af hukommelsen).

SET Viser indholdet af det såkaldte ENVIRONMENT, hvor DOS gemmer små oplysninger, så som søgesti (PATH) og diverse andet guf. Se afsnittene om AUTOEXEC.BAT og BAT-filer for mere uddybende omtale.

PATH Betyder (søge-)"sti" og vil vise, hvor'n den ser ud lige nu. Man kan kombinere SET og PATH - også - fra promptet og på denne måde give søgestien et nyt og bedre indhold. eks.: SET PATH=C:\;c:\DOS;D:\windos; ..... (Besværligt at taste fra tastaturet, ikke?) OBS PATH-angivelsen kan KUN være 127 tegn lang. Se afsnittet om AUTOEXEC.BAT, hvor det er mest tjenligt at behandle denne vigtige funktion.

CLS Forkortelse for "CLear Screen". Rydder skærmen for tegn. Rar at bruge indimellem. Speciel god til BAT-filer, iøvrigt. (Se afsnittene herom).

REN (RENAME) Bruges til at omdøbe filer, enkeltvis eller i klumper. Wildcards (* og ?) skal dog bruges med omtanke for at undgå grimme overraskelser. REN *.txt *.doc og REN penge.bat *.bak er OK men


REN ???dag.uge man*.* er i heldigste fald uforståelig for DOS, med mindre der kun er een fil, der hedder noget med "-dag.uge". Tænk dig godt om ved omdøbning af flere filer.

REPLACE Betyder "erstat" og bruges til at OVERSKRIVE andre udgaver af filer eller tilføje nye filer til et bibliotek. Kommandoen kan ikke forkortes. Kommandoen tager en række parametre, der enten udelukker hinanden eller godt kan bruges samtidig. Her skal ikke redegøres for dem alle. To parametre, som dog er meget effektive er /U/A overskriver kun en fil, hvis der er tale om en NYERE udgave /A/A TILFØJER nye filer til et bibliotek Eksempelvis: REPLACE *.* A: /a

tilføjer NYE filer til A:\ eller REPLACE tekster.* \min\nye\roman /U

opdaterer gamle udgaver Apropos tidsangivelsen på filer og "/U", så skal PCens (eller PCernes, hvis der er tale om filer dannet på to forskellige maskiner) ur/ure gå rigtigt, når filerne gemmes. DOS kender ikke den RIGTIGE klokke, så hvis du vil opdatere filer fra en maskine til en anden, skal du sikre dig, at de nyeste filer virkelige HAR den nyeste tidsmærkning, ikke?

ASSIGN Kan oversættes til "tildel" i betydningen "tildel et DREV et andet navn". ASSIGN B=A vil få (næsten) alle DOS-funktioner der indbefatter drev B: til at lede på det FYSISKE drev A: ASSIGN B=B ophæver omdirigeringen Jeg har kun brugt kommandoen i forbindelse med "dumme" programmer, der absolut skal have visse filer på f.eks. drev B: Må ikke bruges sammen med visse kommandoer (FORMAT, SUBST, JOIN m.fl.)


SUBST Forkortelse for SUBSTITUTE = "erstat". En lidt speciel funktion, der kan tildele et underbibliotek et drevnavn. Jo, det er skam brugbart. Du har et underbibliotek, der hedder: c:\dette\er\en\meget\lang\sti og er nødt til at henvise til det i tide og utide. Hvis du så udsteder kommandoen: SUBST F: C:\dette\er\en\meget\lang\sti

kan du fremover bruge (drev-)betegnelsen F: i stedet for sti-navnet. Denne kommando kan indføres i opstartsfilen AUTOEXEC.BAT f.eks. og kan bl.a. bruges til at gøre den famøse PATH-kommando mere overskuelig. Samt nedsætte antallet af tasteslag i din hverdag. Du kan se, hvilke SUBST der er lavet ved kun at skrive kommandoen. En SUBST ophæves sådan SUBST F: /D (=/delete)

COMMAND / EXIT Når du arbejder i DOS, bruger du i realiteten hele tiden en kommando, der hedder COMMAND - spøjs tanke. Det er muligt at starte denne kommando flere gange, hvorved man får en "ny" DOS at lege med. Der kan være flere grunde til at gøre dette, men det er FOR avanceret for os almindelige mennesker. (Lige nu!) Grunden til, at jeg nævner kommandoen her, er, at det er denne funktion, der træder i kraft, når man (i fagsproget) "sheller" ud til DOS inde fra et program. Et ordentligt program vil så fortælle dig, at du skal taste "EXIT" for at vende tilbage til programmet. Du kan prøve at udstede COMMAND fra promptet, så får du er nyt prompt, der til forveksling ligner det første. Forskellen er ikke direkte mærkbar, bortset fra at den nystartede DOS har mindre hukommelse at arbejde med. Tast EXIT for at slutte denne lille spøg. Du kan godt taste EXIT i den grundlæggende, aktive DOS - og få absolut INGENTING ud af det! Funktionen kan bruges i BAT-filer til at starte en "ren" DOS op, mens bestemte programmer udføres. Ikke mere om det her.


Flere (mindre brugte) kommandoer Jeg vil meget kort omtale: DISKCOMP Sammenligner to disketter på bit-niveau. Jeg bruger den aldrig. COMP Sammenligner to filer på bit-niveau. For teknikere. FC (FILE COMPARE) Kan sammenligne to filer enten som tekst eller på bit-niveau. Mere anvendelig end COMP. COMP og FC kan bruges af sikkerhedsfanatikere til at sikre sig, at en fil-kopi på disk er læsbar og magen til filen på harddisken. DEBUG Program til at lave og kigge i de spændende .COM-filer. Der laves bøger om DEBUG alene. Hvis du nogensinde hører andre tale om "ASSEMBLER-programmering", så ved du nu, at de blandt andet boltrer sig i DEBUG. Lad dem endelig gøre det i fred. FDISK Forkortelse for FIX (eller FIXED) DISK = "inddel harddisk". Ved installation af DOS på en ny maskine/harddisk eller ved nyopsætning af en harddisk, skal disken inddeles i "partitioner" for at DOS - eller et anden styresystem - kan finde rundt på den. En harddisk kan inddeles i "fysiske" og i "logiske" partitioner. Her er hverken plads eller tid til at forklare dette emne. Jeg må henvise til andre og klogere bøger. Stol på DOS-installationens forklaringer. GRAPHICS Hvis man vil printe det, som ses på skærmen, kan man blot trykke på den dertil indrettede "PrtScr"-tast sammen med en SKIFT-tast. Det kaldes også for at lave et "skærm-dump". Er der tilsluttet en printer til LPT1 burde den derpå give sig til at spytte papir ud med skærm-indholdet. Men denne tast virker kun med almindelig tekst. Ønsker man at printe grafik-billeder (evt. fra WINDOWS) må man først loade en driver til at sørge for at alle de mange punkter, som skærmbilledet består af, bliver omsat til DOS-printer-sprog. Det gør man med kommandoen GRAPHICS. Den lægger et lille styreprogram ind i hukommelsen og så kan du printe skærmbilleder i lange baner. Hvis man har brug for denne funktion ofte, kan den med fordel startes via AUTOEXEC.BAT, men så skal man også have megen brug for den. Programmet fylder 6 Kb i hukommelsen og bør derfor kun aktiveres, skulle behovet opstå. Programmet kan kun fjernes ved boot af maskinen. (Se dog afsnittet om RAM-residente programmer). Jeg har brugt den 3 eller 4 gange i mit liv.


PRINT Mere print-snak. Hvis man skal printe mange tekst-filer fra DOS - altså ikke fra et program ! - kan man skubbe selve print-funktionen i baggrunden, således at man kan lave andre spændende DOS-ting på maskinen, mens printeren slider. Printer man med "TYPE LPTx"-funktionen, kan PCen ikke lave andet, før opgaven er færdig. I stedet kan man bruge en anden kommando, der laver ovenstående tryllenummer. Kommandoen hedder utroligt nok: PRINT (!) PRINT filnavn.ext vil først spørge om, hvilket "DEVICE", man ønsker at printe på. Her vil den vide, om du mener LPT1, 2 eller 3 eller COM1 eller 2. Svarer du ingenting, vil DOS smide filen til device "PRN" - som er det samme som LPT1. Denne printport er DOS' standard "output-device", den som også skærm-dumps bliver sendt til. PRINT /D:lpt2 filnavn1.ext filnavn2.ext filnavn3.... vil med det samme stille filerne i kø til at blive printet på LPT2. PRINT laver et lille nummer med maskinen. Den laver det, der i fagsproget hedder en "print-spool". Kort fortalt: det lille program opretholder en huskeliste, hvor du kan indføre (og fjerne) navnene på filer, der skal printes. Filerne ligger så roligt og venter, til det bliver deres tur. Under al denne kø-kultur, kan du stadig lave andet på maskinen. (Her er der NÆSTEN tale om det magiske begreb, der hedder "multi-tasking" = det, at maskinen udfører to eller flere funktioner på samme tid. Kun næsten, for i realiteten skal PRINT-kommandoen dele CPU-tiden med det, du ellers laver. Men det er rart, hvis man skal printe flere filer efter hinanden, at man stadig kan arbejde på PCen med andre ting. PRINT har en stribe interessante parametre. Man kan bestemme, hvor mange filer, der må vente ad gangen, man kan lukke køen, tømme den osv osv. PRINT fylder 6 Kb i hukommelsen og kan kun fjernes ved boot af PCen. (Se noten til GRAPHICS). Man skal printe mange tekstfiler for at have en god grund til at loade denne driver. Jeg gør'd aldrig, eftersom jeg mest printer fra programmer. SHARE Betyder "deles om". Styrer adgangen til filer, hvis flere vil stikke grabberne i dem på een gang. Bruges på netværks-installationer samt af visse WINDOWS-programmer I næste afsnit kigger vi på nyskabelser i DOS 5.


3. del

DOS 5 med nye "almindelige" kommandoer og programmer DOS 5 (og 6) er beriget med nye kommandoer og hele programmer, der opfylder en del af de ønsker, som brugere havde til de ældre versioner.

DIR Ja, nu studser du. Det er ikke en ny kommando. Nej, men i DOS 5 og frem har vi fået ekstra muligheder for at forfine det resultat, som DIR giver på skærmen. Dels er der kommet mere system på de parametre, som kan angives for at indskrænke eller udvide en søgning i bibliotekerne (manual-stof) dels er der mulighed for at fastsætte sin private form for DIR i environment. Skriver du fra promptet eller i AUTOEXEC.BAT SET DIRCMD=DIR /A-d /On vil en "simpel" DIR-kommando vise dig alle filer, der IKKE er et bibliotek (/A-d) og sorteret efter fornavnet (/On). Dette vil være en kilde til mange grå hår, når man så en gang imellem vil se en "god, gammeldags DIR-listning". Men muligheden er der som nævnt. Desuden er der opdaget en hemmelig måde at vise alle filer i et bibliotek, også de skjulte. Denne metode står ikke i manualen. (Se min note sidst i dette afsnit). DIR , (DIR efterfulgt af et KOMMA virker som DIR /A)

FORMAT Heller ikke en ny kommando. Den hives frem her fordi DOS 5 har gjort det mere overskueligt, når man vil formattere en diskette med et andet format end det, som diskettedrevet automatisk har det bedst med. Skal man formattere en 3-tommer, "double density"-diskette i et "high-density"- drev, hvilket giver 720 Kb på disketten, hedder kommandoen i DOS 3.3: FORMAT A: /t:80 /n:9 (klar tågesnak, ikke?) I DOS 5 hedder det: FORMAT A: /F:720 (det kan da forstås) Vær altid opmærksom på disketternes medfødte "density" = skrivetæthed. Uanset andres gyldne løfter, formatter aldrig en disk i et andet, "forkert" format. 3-tommer, Double density-diske har


kun eet hul i det ene hjørne. High density-diske har to og har som regel bogstaverne "HD" stående ved siden af metalskjoldet. Typerne formatteres således: DD-diske: 720 Kb HD-diske: 1.44 Mb Sådan. Alle andre løsninger vil i heldigste fald betyde, at du kun miste NOGLE af dine data, i værste fald, at selv dit eget drev nægter at læse og skrive på disketten. Jeg har via mit arbejde set mange sjove kombinationer af formatteringer, ingen af dem er heldige. Nu er du advaret. En ting, som altid har irriteret mig ved FORMAT i DOS 5 og 6, er "unformat"-funktionen, der forsøger at gemme oplysninger om en diskettes indhold og gemme dem sidst på disketten, før selve formatteringen går i gang. Hatten af for sikkerheden, men er man ikke i stand til at sikre sig, at man formatterer de rigtige disketter, bør man nok slet ikke beskæftige sig med PCer. Nå, jeg mener det ikke så slemt. Og heldigvis er der en metode til at undgå denne trafik. Parametret /U (som står for UNCONDITIONAL i betydningen "ingen vej tilbage") forhindrer at DOS prøver at gemme de gamle oplysninger. Formatteringen starter direkte - bortset fra den obligatoriske "Insert disk in...". Jeg bruger altid /U ved FORMAT. Og så en herlig ting. Parametret "/Q" er redningen for den, der blot "lige skal slette/formattere en lille stak disketter". Hvis disketten ER formatteret korrekt men blot skal have sit indhold slettet på en nem og bekvem facon, angiver man også /Q for /QUICK efter kommandoen. Dette vil overskrive alle oplysninger i fil-allokerings-tabellen på disketten og dermed i realiteten fritstille diskettens dataområde. Data ligger der stadig, men vil uden bøvl bliver overskrevet fremover. DU vil aldrig registrere forskellen. Lyn-sletning af en diskettes indhold: FORMAT A: /u /q /v:TOM

Mit modsvar til visse blades SORTE SIDER: Hemmeligt afsnit - KUN for folk, der ved, hvad de laver:

Der findes to dybt ukendte parametre til FORMAT-kommandoen. /BACKUP

Det "eneste" det gør, er at fjerne den indledende "Insert disk ..."- besked. Formatteringen starter derfor direkte. Kommandoen spørger stadig efter en disk-label, men det efterfølgende "Format another.." kommer heller ikke. /AUTOTEST

fjerner samtlige spørgsmål, før, under og efter.


DISSE TO PARAMETRE VIRKER OGSÅ PÅ EN HARDDISK !!

Derfor: brug dem ALDRIG! Hvorfor fortæller jeg så om dem, spørger du tvivlende. JA, alle DOS-brugere er voksne mennesker. Også selvom DOS- producenterne mener noget andet. Nu kender DU også disse fordækte parametre og HUSK, jeg kan KUN ADVARE MOD AT BRUGE DEM! Du være hermed advaret!!

Slut på det hemmelige afsnit.

HELP (+ /?) Til enhver kommando i DOS er der lavet en hjælpetekst, som kan kaldes frem på skærmen. Hjælp kan fåes på to måder:

• (kommando) /? giver en meget kort oversigt over kommandoens skrivemåde og evt. parametre Denne form for hjælp kan altid fåes i DOS 5 (og 6).

• HELP (kommando) en mere udførlig hjælp.

EDIT.COM Endelig, endelig, endelig fik vi en bedre TEKST-EDITOR end EDLIN, der dog stadig leveres med DOS 5. Se i afsnittet LAV EN FIL samt afsnittene om BAT-FILER om denne nyskabelse i DOS.

SMARTDRV.SYS og EXE Tja, i DOS 5 (og 4) er dette ikke et program, men en driver, der skal startes via CONFIG.SYS. I DOS 6 ER den blevet til et program. Hvad er SMARTDRV? SMARTDRV (såvel SYS som EXE-udgaverne) er en funktion, der kan forøge DIT arbejdstempo med PCen. SMARTDRV er en "cache" til drev (også til diskettedrev, men det kan ikke anbefales). "Cache" - der udtales som et andet godt og indarbejdet amerikansk begreb: CASH = moneter - er et område i hukommelsen, afsat til at gribe ind og fange de data, som du vil læse eller skrive på en harddisk. Cachen fanger dataene, fortæller DOS eller dit program, at de er gemt godt og sikkert på disken og DEREFTER VENTER DEN LUMSKT PÅ, AT DER BLIVER TID HOS CPUen TIL AT UDFØRE DEN FYSISKE SKRIVNING! Det lyder farligt, ikke? Det kan det også være - læs videre. Men det er sandelig også en "SMART" funktion. Du vil pludselig synes, at din maskine arbejder dobbelt så hurtigt, især med programmer, der skal læse og skrive meget på harddisken.


(WINDOWS-programmer er her klart dominerende). Har du først vænnet dig til, at maskinen laver dette trick, vil du ikke kunne undvære det. Du skal blot kende baggrunden for funktionen og så tage et par relativt simple forholdsregler mod at komme ud for ubehagelige overraskelser med SMARTDRV eller andre former for caches. Skal du læse data fra en harddisk, lister SMARTDRV med og tager en kopi af det, der hentes. Skulle du så finde på at læse de samme data igen (det gør programmer, hver gang du bruger den samme funktion f.eks.) så siger SMARTDRV "hov, de data har jeg en kopi af her - dem behøver vi ikke læse een gang til". Eftersom SMARTDRV lever i hukommelsen, gerne den udvidede, foregår dette mange gange hurtigere end en disklæsning. Der er selvfølgelig grænser for, hvor mange data SMARTDRV kan rumme, men i gennemsnit vil det nedsætte disklæsninger med 40-60%. En flot gevinst. Den anden vej, når du gemmer noget på harddisken, er det igen SMARTDRV, der griber ind og modtager data på diskens vegne. Den meddeler dig og DOS, at data er gemt, og I vender straks tilbage til Jeres spændende arbejde. Et par sekunder senere, mens du sidder og gnider hagen eftertænksomt, glimter din harddisk uden varsel. Først da har SMARTDRV tid til FYSISK at skrive på harddisken. Det er her, at man skal være på tæerne. Data hænger altså i et par sekunder og svæver i RAM, skønt du TROR, at de er skrevet til disken. Under arbejdet med et program eller en kopiering af filer, betyder denne tidsforskydning intet - MEN (og slå så ørerne ud!), når du afslutter et program, forlader WINDOWS - eller (oh ve og skræk!) hvis strømmen går - så er dine sidste guldkorn IKKE blevet gemt. Man kan vinde megen tid ved at bruge en cache, som f.eks. SMARTDRV og hvis man tager hensyn til dette "problem" i sit arbejde, vil man ikke komme ud for alvorlige ulykker. Følg disse gode råd: Sluk aldrig for maskinen i samme sekund, du forlader et program - og SLET IKKE WINDOWS. Vent mindst fem-ti sekunder. Tøm SMARTDRV for data med kommandoen SMARTDRV /C - gør det evt. via en BAT-fil, der starter og afslutter dit yndlingsprogram. VÆR OPMÆRKSOM PÅ, at SMARTDRV ikke har skrevet de sidste opdateringer, hvis strømmen pludselig svigter. Du kan alligevel ikke gøre noget ved det! Og lad så være med at afsætte 200 Megabytes til SMARTDRV. 1 eller 2 Mb udvidet hukommelse er rigeligt. Du kan se, hvor dygtig SMARTDRV har været med kommandoen SMARTDRV /S (for /status). Den vil så fortælle, hvor meget den fylder, samt hvor mange gange, den har sparet maskinen for en disklæsning (Hits & misses). I DOS 6 er SMARTDRV altså blevet til et program i stedet for en driver og den har nogle flere funktioner til fin-tuning af arbejdsformen, den kan bl.a. skifte størrelse efter behov. Læs i manualen, at du skal skrive HELP SMARTDRV i DOS for at lære noget om den!


Jeg vil kort nævne, at DOS 6-installationen putter en underlig parameter på SMARTDRV, nemlig /DOUBLEBUFFER. Det er for vidtgående at forklare dette begreb (jeg ved knap hvad det er), men hvis en /status viser, at der IKKE finder DOBBEL-BUFFERING sted, så fjern denne parameter fra kommandoen. Den tager plads op og nedsætter tempoet. (Jeg har naturligvis fjernet den). P.gr.a. netop det lille tidsmæssige efterslæb på skrivninger til disk, er SMARTDRV i DOS 6.2 indrettet til at tømme sine buffere, FØR vort prompt dukker frem på skærmen. Der findes mange kommercielle alternativer til SMARTDRV, men DOS' egen cache er ikke at foragte. I afsnittene om AUTOEXEC.BAT og CONFIG.SYS snakker vi lidt om selve installationen af SMARTDRV.

MEM Med DOS 5 blev det muligt at udnytte de moderne PCers store mængder RAM mere effektivt. Til at se, hvordan hukommelsen bliver opdelt, hvordan programmer og andet guf bliver fordelt i de forskellige afdelinger af RAM, fik vi kommandoen MEM (fork. f. MEMORY) MEM (alene) giver en kort, skematisk oversigt over indholdet af RAM. Der findes bl.a. to gode, uddybende parametre /C (for "classify") en mere udførlig oversigt på to sider /D (for "debug") en rigtig langhåret oversigt for teknikere Brug: MEM /c | more for at stoppe rulningen for hver skærmfuld. Og i DOS 6 fik vi så /P (for "page") ligesom til en DIR-listning. Billedet stopper for hver skærmfuld. Erstatter "|MORE". Heldigt. Har din maskine mere end 640 Kb hukommelse, prøv MEM /c Her er dels noget at blive klog af - og desværre også meget at blive forvirret over. Tit og gys, men vær aldrig bange for at studere de kryptiske beskeder, som MEM affyrer. Når du har læst dette værk, er du i stand til at forstå det meste af det! (Min opstand).


DOSKEY DOSKEY er et lille program, der lister sig ind i hukommelsen og ligger og venter på at opnotere alt, hvad DU taster på maskinen. DOSKEY tager altså plads op i hukommelsen. Læs afsnittet om RAM-residente programmer for at lære mere om denne type programmer. ENDELIG forsøger man at indhente noget af det forsømte. DOS-brugere har skreget på en sådan kommando siden fødslen (af DOS). Der er lavet talrige smarte programmer, der kan dette - men nu har vi altså den officielle DOS-udgave. Kommandoen DOSKEY laver en huskeliste over dine kommandoer. Denne liste kan man så "bladre" igennem og GENFINDE tidligere kommandoer, så man slipper for at skrive dem igen. Du kan se dine indtastede kommandoer med Pil-OP og -NED. Du kan redigere i den fremfundne kommando med Pil-VENSTRE og -HØJRE, INS, DEL og BACKSPACE osv. Med F7-tasten får du den komplette liste over gemte kommandoer. Skriv forbogstavet i en tidligere kommando og tryk F8; derved søges listen igennem og DOSKEY foreslår den sidst brugte kommando, der begynder med det bogstav. F8 igen søger videre tilbage i listen. Kommandoerne får numre i listen, og med F9 kan du blot angive nummeret for at hente den frem igen. Der er til mange timers manual-gransken og eksperimenteren. En lidt mere indviklet funktion i DOSKEY er taste-MAKROER. MAKRO er et PC-udtryk, der bruges om små program- eller kommando-rækker. Starter man en makro, udføres de kommandoer og funktioner, som man har indlagt i makroen. Det fungerer næsten på samme måde som en BAT-fil. Makroer er som regel program-bestemte, de fleste store brugs-programmer har et makrosprog til at automatisere arbejdet med. Disse makroer kan ikke bruges andre steder end i det program, hvori de er lavet. Det samme gælder DOSKEY. Man kan lave en makro ved navn "DD" og indlægge kommandoen "DIR /A-d /P" (kun et eksempel!) i den sådan her: DOSKEY DD=dir /a-d /p

Taster man så DD ved DOS-prompten, udføres kommandoen, som om man have skrevet hele den "gemte" kommando. Du kan kæde kommandoer sammen til een makro ved at adskille dem med $T DOSKEY mitprog=cd\ $T cd mitprog $T mitprog $T cd\

Denne kommando laver en makro, "MITPROG", der skifter til roden, derpå til dit programs bibliotek, starter programmet, og når du engang er færdig med det, skifter DOS ned til roden igen. DOSKEY-makroer forsvinder, når du slukker maskinen. Hvis du derfor vil gemme nogle praktiske genvejs-kommandoer, skal du gemme SKABELSEN af dine makroer i en BAT-fil og så aktivere denne fil ved boot, evt. via AUTOEXEC.BAT. Læs i DOS-manualen mere om dette interessante emne. I afsnit 4 om BAT-filer laver vi netop sådan et forsøg med DOSKEY. Personligt er jeg uvenner med DOSKEY. Det er smart at kunne nøjes med at taste med piletasterne og lede efter en lang kommandostreng, man skrev for ti minutter siden, MEN det er


dælendundreme ikke sjovt at skulle bladre tohundrede gange - eller lære de kryptiske F-tast-kombinationer, der "nemt" kan genfinde teksten. Læg så hertil, at DOSKEY gemmer kommandoen HVER GANG du bruger den. (Med DOSKEY aktiveret, skriv DIR. Tryk PIL-OP. "DIR" dukker op igen og du skal så bare trykke (enter). Gentag øvelsen ti gange. Tast så F7. Dette viser listen over dine kommandoer. ELLEVE GANGE DIR efter hinanden! Brugbart - med et stort forbehold fra undertegnedes side.) (Slet hele listen igen med ALT-F7). Nå, DOSKEY kan med fordel aktiveres ved opstarten (i AUTOEXEC.BAT). I mangel af anden og smartere "taste-husker" - brug da endelig DOSKEY.

DOSSHELL Den oftest hørte kritik af DOS er: "DOS er bruger-fjendsk". Det er svært at lære og huske de forskellige kommandoer og deres mystiske parametre og specielle skrivemåder. Eftersom der begyndte at dukke alternative løsninger op, der forvandlede de mærkelige kommandoer til rubrikker og menupunkter i smarte skærmbilleder, hvor man ovenikøbet kunne trille sin muse-pil omkring og trykke på funktionerne, lykkedes det DOS-udviklerne at lave noget tilsvarende. Ja, de gjorde det allerede med DOS 4, men denne version - incl. DOSSHELL-programmet - var så tung og fejlbehæftet, at INGEN i PC-verdenen vil indrømme, at de nogensinde har haft den installeret. DOSSHELL er et selvstændigt program og ikke en nødvendighed for DOS. Det startes som ethvert andet program. Kommando: DOSSHELL Så får man et skærm-billede, som kan inddeles på forskellig vis. Der er rullegardin-menuer, som hentes frem med ALT-tasterne - eller med musen. (DOSSHELL forlades med F3). Jeg vil ikke trække dig (og mig) igennem alle funktionerne, de fleste af dem er selvforklarende. Blot vil jeg fortælle, at man kan kopiere, slette, omdøbe og flytte filer, uden at udstøde en eneste "kommando". Man kan se to diske/biblioteker på een gang, der er mulighed for at lave sine egne menu-punkter, der starter et program f.eks. og en masse andet gøgl. Bemærk: Selv om det er MULIGT at starte to eller flere programmer "samtidig" i DOSSHELL og derefter skifte (på edbsk: swappe) mellem dem, så vid, at der IKKE er tale om at afvikle nogetsomhelst samtidigt. DOSSHELL skal hver gang man skifter fra et program til et andet, gemme det første på disk og så hente det andet frem igen. En langsommelig - en MEGET langsommelig - affære selv på hurtige super-PCer. DOSSHELL er bedst til fil-arbejde og til at starte EET program ad gangen. DOSSHELL kan IKKE sammenlignes med andre menu-løsninger, som WINDOWS og OS2, men er man nedtrykt over DOS fra kommandolinien, kan DOSSHELL være en kærkommen redning.


MIRROR Betyder "spejl" - en lidt misvisende betydning. MIRROR laver en fil, der indeholder oplysninger om slettede filer, inddeling af harddiske og andet interessant stof. UNDELETE kan f.eks. bruge denne rednings-fil. Læs i DOS-manualen om MIRRORs parametre. MIRROR laver (endnu fler) filer på harddisk og diskette, tager hukommelse op for at virke, og er efter min sølle mening en "overflødig" omgang "livrem og seler". Hvis man kopierer sine data fornuftigt, kan installere sine programmer fra originaler osv, er man forholdsvis bedre kørende, end hvis man overlader ansvaret til den slags automatiske - og dermed ikke altid lige logiske - løsninger.

QBASIC Er et programmerings-sprog. Ja, i gamle dage hed det BASIC, BASICA eller GWBASIC. Nu hedder det QUICK-BASIC, forkortet. Og nu er det menu-styret og i flotte farver. Selve programsproget er det samme, stort set, bare mere udbygget. Der er kun tre grunde til at lade QBASIC fylde op på sin harddisk:

1. hvis man vil lære at programmere i QBASIC 2. hvis man vil bruge tekst-editoren EDIT til at skrive og rette i BAT-filer og lignende. (En

virkelig alvorlig grund!) 3. hvis man vil benytte sig af hjælpesystemet, som kaldes med kommandoen HELP i DOS 6

(Se afsnittet LAV EN FIL for at se, hvad jeg mener om denne konstellation!) QBASIC kan IKKE lave selvstændige programmer. Et program, lavet i QBASIC hedder .BAS til efternavn og kan KUN startes v.hj.a. QBASIC. Derfor - smider man QBASIC ud fra disken, kan man også smide alt ud, som hedder ".BAS" som ekstension (sammen med EDIT og HELP). Vil man starte et (.BAS)-program direkte fra kommandolinien gøres således: QBASIC program /RUN (Let og elegant, hm?)

EXPAND Betyder "udvid/udpak". Når man skal installere DOS 5 eller 6 kan man ikke bare kopiere disketternes indhold over på harddisken, som man gjorde med de ældre versioner. Filerne er pakket, så de fylder mindre og dermed færre disketter. DOS bruger EXPAND til at pakke filerne ud under installationen og DU kan også bruge den, hvis du har slettet eller ødelagt en DOS-fil. Fremfind dine DOS-disketter, led efter den ønskede fil - du kan genkende navnet bortset fra det sidste tegn i efternavnet, som er erstattet af en understregning "_". Kommandoen skal skrives helt ud og både pakket-fil og udpakket-fil skal skrives. Og desuden skal man altså kende det sidste tegn i navnet.


Et eksempel: EXPAND A:\EMM386.EX_ EMM386.EXE (til aktivt bibl) eller EXPAND A:\HIMEM.SY_ C:\DOS\HIMEM.SYS

Der findes enkelte kommandoer mere (i alle versioner), men dem vil jeg hårdt negligere. De står beskrevet i manualen samt i diverse - mere grundige - "LÆR DOS LEGENDE LET"-bøger, hvor de især er med til at få DOS til at virke stor, klodset, grim, dum og ubegavet. Og det er DOS ikke (altid!). Men jeg vil indvie dig i en hemmelig kommando, som du - uvist af hvilken grund - ikke må læse om i manualen. Den hedder

TRUENAME Den fortæller dig en fils virkelige navn med drev og sti og hele molevitten. Skulle du f.eks. have givet et bibliotek et drevnavn (se SUBST-kommandoen) vil TRUENAME skære durk igennem og fortælle dig, at F:\MINFIL.EXE i virkeligheden hedder: C:\Katalag\over\sjældne\filer\MINFIL.EXE Kommandoen er ligefrem: TRUENAME MINFIL.EXE

Umiddelbart en sjældent brugbar kommando, men alene det, at den er UDOKUMENTERET i DOS-manualen - og faktisk engang imellem kan være rar at kende - gør den interessant. Der findes enkelte andre - nu afslørede - hemmeligheder i DOS 5 og 6, de af dem, som jeg er bekendt med, dukker op rundt om i teksten.


4. del

"Nyeste" DOS-versioner - DOS 6.0 + 6.2 Eftersom alting forandrer sig lynende hurtigt i edb-universet, er der sket en masse ændringer siden udgivelsen af det første kursus (i foråret 93 - dette skrives i EFTERÅRET 93). Der er kommet en ny HOVED-version af MS-DOS - OG af IBM-(PC)-DOS - benævnt nummer 6. Hidtil har IBM og Microsoft samarbejdet om indholdet af en ny DOS helt ned til samme navn for samme kommando/funktion. De to firmaer er kommet op at toppes, og fremover vil der sandsynligvis blive større og større forskel på deres produkter. Microsoft kom først med version 6.0 - og den har allerede fået under-version 6.2. IBM, har udgivet DERES version med nummeret 6.1. Her tages udgangspunkt i MS-DOS 6.0 (+ 6.2). Der kan derfor være forskelle i program-navne eller parametre i forhold til IBM-DOS 6.1. Her henvises til de særskilte manualer. Apropos manualer: Du skal endelig ikke smide din DOS 5-manual ud. DOS 6 har ingen fuld manual, kun et tillæg til DOS 5-bogen med beskrivelse af de nye programmer - MANGE steder efter devisen: Tast HELP (kommando). DOS 6.2-opgraderingen har INGEN bog overhovedet. Herunder følger en hurtig opremsning af de væsentligste ændringer og fornyelser i DOS 6.0.

Nyt i DOS 6.0 Installation med fortrydelsesret = (Se dette afsnit) Opstart med overspring af boot-filer enten helt eller linievis Opstart af PCen med forskellige konfigurationer = (Se afsnittet om Multi-konfiguration) Overblik over maskinens opsætning og hukommelse Nye og forbedrede programmer til styring af hukommelse Automatisk optimering af den aktive hukommelse = (Se afsnittene om Fordeling af hukommelsen og MEMMAKER) Bedre plads på harddisken (kompression af data) = (Se afsnittet om Disk-kompression) NYT program til BACKUP af data (og "RESTORE" tilbage igen) = (Se afsnittet om MSBACKUP) Virus-kontrol og -bekæmpelse (får kun en kort bemærkning her!) Sammenkædning af 2 eller flere PCere (Intersvr, Interlnk) = (Se afsnittet om Virus-bekæmpelse og andet nyt) Nye kommandoer (Move, Deltree, Choice)


Hjælpe-system med menu-valg og uddybende forklaringer Nye parametre til gamle kendinge (Undelete) = (Se dette afsnit)

Mere nyt i DOS 6.2 Advarsel ved overskrivning (COPY, XCOPY, MOVE) DISKCOPY kan nu kopiere i een samlet kørsel! Mere sikkerhed i DOUBLESPACE SCANDISK. Nyt program til tjek af diske/harddiske = (Se afsnittet om DOS 6.2) Lad os tage én version ad gangen. Først 6.0

Installation med fortrydelsesret Når du starter installation af DOS 6.0 skal du gennemlæse adskillige vejledninger og forklarende tekster på skærmen undervejs (foruden reklamer for de nye programmer). Selve installationen må faktisk vente et øjeblik, for du får nemlig mulighed for at gemme oplysninger om din "gamle" DOS på PCen, således at du senere kan genskabe den, skulle du fortryde, at du lagde DOS 6 på maskinen. Du skal have en diskette klar til at gemme nogle af disse oplysninger på og desuden smider DOS 6 dit gamle DOS-biblioteks indhold ned i et nyt bibliotek, der får navnet OLD_DOS.1. Det efterfølgende ".1" er blandt andet med til at besværliggøre en tilfældig sletning af biblioteket. Tallet får også betydning, hvis man senere installerer opgraderingen til 6.2, der laver endnu et OLD_DOS-bibliotek. Du kan gøre to ting for at ØDELÆGGE dine chancer for at fortryde installationen af DOS 6.0: du kan fjerne biblioteket OLD_DOS.1 og bruge "Uninstall"-disketten til noget andet, eller du kan installere den nye funktion, DOUBLESPACE, der giver dine programmer næsten dobbelt så megen plads på harddisken. Hvis du indfører DOUBLESPACE på din harddisk, kan du derfor roligt aflive OLD_DOS.1. Hertil findes der ovenikøbet et program, der hedder DELOLDOS. Når du har slettet OLD_DOS.1 kan du logisk nok også slette dette program fra harddisken. I alle andre tilfælde lover DOS 6-manualen, at du til hver en tid vil være i stand til at gøre processen om igen og vende tilbage til din gamle og trofaste DOS X.X. Jeg har gennemløbet hele turen, hen til kommoden og tilbaws igen - og det VIRKEDE. (Og så installerede jeg DOS 6 igen). Der kan ikke angives nogen ønskværdig eller nødvendig til- vænningsperiode. Det vil absolut være en personlig smagssag.


Nye "almindelige" kommandoer

MOVE Det skulle tage tolv år for DOS-udviklerne at "opdage" behovet for at FLYTTE en eller flere filer fra et sted på en disk til et andet. Hidindtil har vi brugere været tvunget til at kopiere/slette filer, hvis vi var så ubesindige at anbringe dem et andet sted, end der, hvor de rettelig skulle befinde sig (- eller til at anskaffe et program, der nemt og ubesværet foretager flytningen for os). DOS-udviklerne er naturligvis så dygtige, at de aldrig har været i den situation, eller -...? Nå, nu er den her, med et par (sædvanlige) pudse-løjerlige detaljer. Kommandoen MOVE, altså. Den eksterne kommando MOVE kan bruges til at flytte fil(er) fra et sted til et andet. Endog fra en disk til en anden! Skal man flytte en fil FRA aktivt bibliotek til et andet sted, angiver man filerne (evt. med wildcards * og ?) og derpå modtager-biblioteket. Noget i stil med: MOVE *.TXT C:\TEKST\GAMLE eller MOVE BREV.DOC A:

Til forskel fra f.eks. COPY, der ikke behøver at vide, hvis man kopierer TIL det bibliotek/den disk, hvor DOS står, skal MOVE hver gang have klar og tydelig besked. F.eks.: MOVE \DAGBOG\BEDSTE.SEX . [punktet SKAL med]

Punktummet angiver "TIL dette/aktive bibliotek" og er betingelsen for at MOVE kan vide, hvad f.... man mener. Desuden kan MOVE ikke se forskel på filer og biblioteker (eftersom underbiblioteker i DOS' øjne ER det samme som filer!). Angiver man som FRA-navn et bibliotek, der også indeholder underbiblioteker, kommer MOVE frem med den interessante oplysning, at den ikke kan "åbne underbiblioteket" (Unable to open source). OK, noget ros skal de have - udover for det at lave kommandoen overhovedet - hvis man vil flytte en fil, kan man angive et nyt filnavn under flytningen (f.eks. til at omdøbe gamle tekstfiler, når man vil lave nye filer med de samme navne). Det gælder sandelig også, hvis man flytter et helt bibliotek; her kan man ligeledes angive et nyt, ikke-oprettet navn som modtager, og så kommer MOVE farende og spørger, om det skal lave det nye bibliotek.


Et par eksempler: MOVE A:\GAMLE\SANGE\*.* C:\GLEMTE\SANGE MOVE /Y \REGNSKAB\DETTES \REGNSKAB\1993

Bemærk "/Y" i det andet eksempel. Det betyder, at man I FORVEJEN svarer JA til at MOVE skal oprette det ikke-eksisterende bibliotek. MOVE er alt andet lige en god tilføjelse til DOS-arsenalet.

DELTREE Er dels en stærkt savnet funktion dels en kraftfuld og meget FARLIG kommando. DELTREE kan save en hel "gren" af biblioteks-træet, dvs et underbibliotek med ALLE dets egne underbiblioteker. Kommandoen: DELTREE REGNSKAB

vil høfligt spørge om du mener det alvorligt, og dernæst (ved Ja) effektivt fjerne alle spor af biblioteket REGNSKAB med samt eventuelle underbiblioteker. Man kan selvfølgelig angive underniveauer: DELTREE REGNSKAB\1993\SEPT

men dette har vel ingen praktisk betydning, bortset fra, at man slipper for at bruge den traditionelle metode (del XXX + rd XXX). Det er ovenikøbet muligt at slette UDEN det eftertænksomme spørgsmål: DELTREE /Y GAMMELT\SKIDT

Her bliver biblioteket "gammelt\skidt" udraderet uden nåde. "/Y" har samme funktion her som ved MOVE-kommandoen. PAS PÅ med DELTREE. TÆNK før du taster. En sletning med DELTREE kan ikke umiddelbart fortrydes med UNDELETE! Det kræver andre og stærkere værktøjer at gøre det. (Læs i manualen om MIRROR).


CHOICE Endnu en savnet funktion, der får en DOS-udgave. I en BAT-fil (se afsnittene herom) har det alle dage været en pine, at man ikke kunne stille et spørgsmål på skærmen, som brugeren kunne svare på - og som BAT-filen så kunne handle efter. Dette er nok det område, hvor der er lavet flest alternative løsninger. NU har DOS fået en ekstern kommando (altså ikke en intern BAT-funktion, desværre) ved navn CHOICE, der betyder "VALG". CHOICE har ingen brugbar funktion "fra promptet", dvs du får ikke et hak ud af skrive kommandoen ved C:\. Du får den store fornøjelse at svare "Y" eller "N" til et ikke-eksisterende spørgsmål. Sjovt, hva? Eftersom den er speciel for DOS 6, bliver denne kommando IKKE behandlet særlig grundigt i afsnittet om BAT-filer. (- eller MÅSKE!) I en BAT-fil bruges kommandoen noget i stil med: CHOICE Vil du fortsætte giver: Vil du fortsætte? Y/N? (her taler vi amerikansk!)

Du kan derpå kun fortsætte ved at svare Y eller N. I selve BAT-filen skal der så tages højde for dette svære valg og fortsættes i den ene eller den anden retning. Det gøres ved en funktion, baseret på det såkaldte ERRORLEVEL, som mange kommandoer afgiver efter deres afvikling. CHOICE giver ERRORLEVEL en bestemt værdi afhængig af den plads det valgte bogstav har i rækkefølgen. Læs i afsnittene om BAT-filer, hvordan dette skrives og eksekveres. Det er også muligt at angive flere, bestemte valg: CHOICE /C:12345abc Vælg frit mellem disse 8 tegn giver Vælg frit....tegn[1,2,3,4,5,A,B,C]?

Her angives de tegn (og kun dem), som BAT-filen vil reagere på. I hjælpe-systemet kan man læse om de øvrige parametre. Det er IKKE MULIGT at bede om andet end EET tasteslag - altså ikke noget med at bede om navn og brystmål osv. Gid DOS-programmørerne ville åbne øjnene og se, hvad andre har programmeret til at klare den slags MEGET nyttige opgaver! I mangel af andre og mere BRUGER-venlige løsninger, kan DOS-6-ejere så more sig med at lave deres egne små spørgerunder. Andre DOS-brugere kan ikke bruge sådanne BAT-filer til nogetsomhelst! Indtil videre en klar begrænsning.


HELP i DOS 6 DOS 5 indførte kommandoen HELP. DOS 6 har forbedret resultatet. I stedet for en kort oversigt over en given kommando, består HELP-systemet nu af et menu-kompleks, hvor man kan skifte rundt og vælge hjælp om samtlige kommandoer og andre ord og begreber, der spiller en rolle for PCer. Ikke et gedigent opslagsværk, men alligevel en - viser det sig - absolut nødvendighed, da "opgraderings"-manualen konstant henviser til dette hjælpe-værktøj. Mange nye funktioner bliver meget overfladisk behandlet i manualen, og så er der kun denne måde at få informationer på. Det eneste kritik-punkt ved HELP-kommandoen, er at programmet er koblet sammen med QBASIC.EXE. Se min kommentar til denne praksis i afsnittet LAV EN FIL (om EDIT).

Nye udgaver af gamle kendinge

UNDELETE Er du i den heldige situation, at du har læst det første kursus, vil du erindre mine rørstrømske udgydelser om kommandoen UNDELETE. Denne kommando er stadig noget af det bedste, der er lavet siden sikkerhedsnålen - så derfor er den nu blevet pustet op og forstørret til et monster - i tre størrelser. I DOS 6 har man indført 3 sikkerhedsniveauer mht gendannelse af slettede filer.

1. Den "gamle" type, indført i DOS 5, der kigger i FAT'en 2. En mere grundig metode, der forhindrer at slettede filers (stadig eksisterende) data

overskrives, før det er strengt nødvendigt Kræver memory og diskplads. 3. Et komplet KOPIERINGS-system til at gemme kopier af de slettede data i et givent

tidsrum - vi har jo alle 300 Mb-harddiske! Ved installationen spørger DOS 6 om man vil installere de tunge løsninger, de kan også installeres senere. Der findes DOS- og WINDOWS-udgaver, som altså er specifikke for hver. Undertegnedes PC har hverken memory eller harddiskplads nok til at indføre de "hysteriske" versioner. Den gemene UNDELETE er som regel nok til at oprette mine dumheder. Lad dit eget nervøsitets-niveau samt din maskines bestykning afgøre, hvilken metode I vil finde Jer bedst tilpas med. Og læs så i manualen, at du skal skrive HELP UNDELETE i DOS for at få besked om, hvordan du skal gøre. Der står intet i manualen!


5. del Under denne opremsning af det nye ved version 6.2 kommer vi ind på nogle begreber, der faktisk først bliver gennemgået i senere kapitler. Støder du på volapyk, spring det over. Du vil senere kunne vende tilbage og få det fulde udbytte af teksten.

Installation af version 6.2 (STEPUP-vejledning) Der fremkom en del kritik af MS-DOS 6.0, især DOUBLESPACE-programmet og Microsoft følte sig presset til at udsende en opgradering rimeligt hurtigt. DOS 6.2 (IBM har sat sig på 6.1 !) udkom derfor i efteråret 93. Den findes dels som en færdig, samlet version, dels som en direkte "opgraderings-version, der KUN kan lægge sig oveni en installeret DOS 6.0. Denne opgradering er temmelig indviklet. Den gennemgåes kort her. Der er flere ting at tage hensyn til, hvis man opgraderer ved hjælp af den såkaldte "STEP-UP"-disk. Der må ikke være "pillet" ret meget ved DOS 6.0-programmet. Det er dødbesværligt, hvis man har nået at gøre det alligevel. Selve installationen er automatisk, specielt hvis alle filer ligger der, hvor installationsprogrammet forventer det, men der er en del manuel oprydning bagefter. På "STEP-UP"-disketten ligger der een stor fil STEPUP.EXE. Den skal lægges ind (manuelt) i et bibliotek på drev C:, ved navn C:\STEPUP. Her aktiveres kommandoen: STEPUP (enter). Derved pakkes fire filer ud: SETUP.BAT README.NOW 1MSDOS62.EXE 2MSDOS62.EXE Det udgør selve opgraderings-pakken. Man kan kopiere disse fire filer ud på en disk (eller 2); så har man et opgraderings-kit til senere brug. Dette forklares i filen README.NOW, der med stor fordel kan printes ud. Det kan dybt anbefales, at man læser den igennem, før man fortsætter. Før man starter SETUP.BAT, skal man sikre sig følgende: Programmet vil have, at

• alle DOS-filer ligger i C:\DOS • system-filen DBLSPACE.BIN ligger i roden eller i \DOS - også selvom man IKKE har

installeret DOUBLESPACE! • filerne må naturligvis ikke have andre navne end de plejer

Så kan man skrive SETUP (enter)


Nu UDPAKKES indholdet af de to store XMSDOS62.EXE-filer. Der dannes en stribe filer, hvor det sidste bogstav i efternavnet erstattes af en "_" eller "#". Dem med "_" er til EXPANDing. Hvad der evt. skal gøres med "#"-filerne fremgår ingen steder. Det SER UD som om disse filer skal kopieres IND i de oprindelige. Et godt råd: lad være med EXPANDe dem. Lad dem være. Man er stort set henvist til at lade installationen foregå HELT automatisk. Der skal laves en UNINSTALL-diskette ganske som ved installation af version 6.0. Her tales der ikke om, at en evt. installation af DOUBLESPACE vil ødelægge fortrydelses-retten. Om det er tilfældet har jeg ikke undersøgt. Efter dannelse af fortrydelsesdisken, starter så selve opgraderingen. Det er muligt, at SETUP-programmet går i stå hurtigt, hvis et af ovenstående krav ikke er opfyldt. Så får man besked om problemet, og når det er løst, kan opgraderingen startes op igen. Hvis programmet siger det, skal man eventuelt NU GØRE DET MED KOMMANDOEN: MAKESYS, som er det program, der udskifter system-filer med mere. Til sidst bliver VISSE filer i version 6.0 overskrevet med de nye udgaver. Hvis programmet ikke kan finde filerne, råber den op, men fortsætter med resten af rutinen, når man har erkendt problemet og har trykket et tast. Hvis man vil have opgraderet filer, som ikke befinder sig i \DOS, skal man flytte dem derind! eventuelt EXPANDe dem fra original DOS- 6.0-disketterne og derpå genstarte SETUP-programmet. Når alt er gået godt, booter programmet PCen og efter ny start burde alt virke som det plejer. Blot med et nyt versions-nummer. I \DOS-biblioteket kan du se forskellen på filernes versions-numre ved at kigge på deres tids-stempel! De hedder henhv. "kl 6.00" og "kl 6.20". En pudsig "fornyelse": I DOS 6 AFSKAFFEDE man de forskellige meddelelser, som HIMEM.SYS og EMM386 afgav under starten, fordi man mente, folk blev forvirrede af alle disse kryptiske fagord. Nu kommer HIMEM.SYS igen med en skærm-besked, når den starter: "HIMEM is checking extended memory....(done)". HIMEM foretager faktisk en del skrivning til EXTENDED memory under denne test og melder tilbage, hvis den registrerer dårlige RAM-kredse under testen. I "README.NOW"-filen anvises, hvordan man kopierer de rette filer til disk, så man kan smide HELE \STEPUP-biblioteket ud bagefter. Smart ting, eftersom DOS efterlader de samme filer i tre udgaver i biblioteket = 4 Mb spildplads!


Hvad er der så af NYT i version 6.2?

Man kan skrive HELP WHATSNEW og læse om det. Her er min opregning:

Nu også overspring af linierne i AUTOEXEC.BAT I version 6.0 kan man ved at taste F5 under boot springe CONFIG.SYS og AUTOEXEC.BAT over, så man starter med en "rå" opsætning. Ved at taste F8 vil DOS spørge for hver enkelt linie i CONFIG.SYS om driveren skal installeres og til sidst, om AUTOEXEC skal eksekveres. En god fornyelse. Dette system er i version 6.2 udvidet til også at gælde AUTOEXEC.BAT. Systemet virker også, hvis man har indført multi-konfiguration i sine boot-filer. Der spørges kun på sætningerne i den valgte konfiguration, men til gengæld spørges der på ALLE sætninger uden undtagelse, også på REM-sætninger! Nå, det kan man leve med. Så længe man stadig kan springe en tvivlsom driver over for at se, om det er den, der laver ravage i ens maskine, er det en lille pris at betale, sådan at sidde og svare "No" til alle de "uvedkommende" linier. Man skal være opmærksom på, at ved multi-konfiguration, skal man taste F8 FØR man vælger den konfiguration, man vil teste på denne måde. (F5 er ligeglad, den springer jo det hele over alligevel).

COPY, XCOPY og MOVE - sikkerhed ved overskrivning Disse tre kommandoer vil nu som standard advare mod overskrivning af filer med samme navn. De har fået et nyt parameter, der skal skrives FØRST for at få effekt. Det er samme /Y-parameter som DELTREE har - dog med en udvidelse. Skriver du COPY *.doc a: vil programmet advare dig, hvis der ligger filer på drev A: med samme navn hvorimod COPY /-Y *.doc a: ikke vil give denne advarsel (DELTREE kan ikke bruge "-Y") De tre kommandoer kan reagere afhængigt af en evt. COPYCMD= i environment. Her kan man forlods angive, om de skal advare eller ej. (I AUTOEXEC.BAT) Skriv: SET COPYCMD=/-Y hvis de IKKE skal advare. I en BAT-fil opfører de sig, som de plejer = de advarer IKKE.


En gigantisk nyhed!

DISKCOPY Med fare for at gentage mig selv: Endelig, endelig, etc NU KAN DISKCOPY KOPIERE EN DISK I EET SAMLET GENNEMLØB! Den gør det endda som standard. Så er der da retfærdighed til. Slut med at lege diskjockey syv-otte-tyve gange. Nu kan det FORSVARES at bruge DISKCOPY. Det kunne det sandelig ikke før. DISKCOPY A: A:

læser indholdet af disken ind i en TEMPORÆR fil på harddisken, beder om en ny disk i drevet og kopierer indholdet over på den nye disk. ENDELIG! (Fnis! Det er muligt at FRAKOBLE dette, så kommandoen virker som i forne tider. Jeg nænner ikke at skrive parameteret. Det er sgu da for åndet!)

Nyt program: SCANDISK En del af kritikken mod DOUBLESPACE gik på den "lemfældige" måde programmet omdannede harddisken til sine specielle VOLUME-filer. Med version 6.2 følger et disk-scanner-program, SCANDISK, som aktiveres, når man vil indføre DOUBLESPACE. Programmet "erstatter" CHKDSK og kan sagtens bruges fra promptet. Det BØR faktisk erstatte din brug af CHKDSK. Det er "menu"-styret og meget selvforklarende. Det tjekker den angivne disks fil-allokering, boot-sektor og andet og foreslår derpå en scanning af diskens fysiske overflade. Det virker også på disketter. Denne fysiske scanning kan tage nogen tid, på store harddiske især. Hvis programmet støder på svage sektorer kan det overføre flest mulige data til en anden sektor og afmærke den dårlige som "BAD SECTOR". En lidt irriterende detalje: hvis man angiver et DOUBLESPACE-pakket drev til kommandoen (SCANDISK E:, f.eks.) vil programmet HVER GANG fortælle en, at det er et pakket drev, samt om man i stedet vil starte med at scanne det fysiske drev, som det pakkede drev ligger på. Det er meget sjovt første gang, men eftersom man godt VED, at det er et pakket drev, der hedder C: eller D: ... bliver det lidt anstrengt hver gang at skulle taste et ekstra "Nej" til dette spørgsmål. (Sig mig, tror de ikke, at vi ved, hvad der er på vore maskiner?)

CHKDSK Og mens vi er ved dette emne. Programmet SCANDISK er nyt og eftersom der ikke følger nogen form for dokumentation med opgraderings- disketterne, er man i Microsoft bange for, at vi ALDRIG vil opdage dette nye vidunder. Derfor er der indlagt en permanent REKLAME for programmet under kommandoen CHKDSK !! (SUK!) Vor gamle ven CHKDSK skal nu lide den tort, at man HVER ENESTE GANG, man bruger kommandoen, bliver gjort opmærksom på, at "hvorfor dog ikke bruge SCANDISK i stedet?"


Programmet SCANDISK er en hårdt tiltrængt fornyelse til DOS-systemet og umiddelbart virker det efter hensigten, men det BØR ikke foranledige til denne slags TÅBELIGE tiltag. Efter tre gange brug af CHKDSK VED SELV DEN SLØVESTE TUMBE, at SCANDISK eksisterer - og så er det krafteddeme irriterende at blive mindet om det igen og igen. Idioti! - efter min ringe mening. Det næste bliver vel små jingles og kørende lysreklamer for WINDOWS, hvis man vover at bruge den gemene DIR-kommando. Tænk, hvis en ny DOS udgives VED JULETID! CHKDSK har fået et nyt parameter: /C - der angiveligt tester på i forvejen afmærkede BAD SECTORS for at se, om de kan reddes igen. Det er ikke godt at vide, HVOR effektiv en sådan redning er. Her kan kun erfaringen vise, om det virker. I den sidste ende, bør man nok bruge SCANDISK i stedet for CHKDSK alligevel. Desuden er tal-angivelserne blevet nemmere at se på. Nu er der indført kommaer og punktummer i tallene, så man kan se, hvor store de er. Tænk, næsten 14 år skulle det tage! Dette gælder også for DIR-listninger m.m.

DOUBLESPACE Smertensbarnet, der er den egentlige grund til denne opgradering. Det er nu muligt at OVERSPRINGE opstarten af DOUBLESPACE. Ved at taste CTRL-F5 der overspringer starten helt eller CTRL-F8 der spørger sig frem kan man således starte op fra sit oprindelige drev og (eventuelt) gøre ting og sager ved DBLSPACE-filerne. HUSK, HUSK, HUSK at alle data på sådan et DBLESPACE.00x-drev forsvinder SPORLØST, hvis du fjerner det!! Der er ingen direkte ændringer i selve programmet, bortset fra at system-filen DBLSPACE.BIN nu er ophævet til udødelighed sammen med IO.SYS og MSDOS.SYS. (Ved opgraderingen SKAL programmet kunne finde DBLSPACE.BIN for at opdatere den også. Herefter LIGGER filen på din harddisk, om du har lyst til det eller ej). Ved en formattering med /S-parametren, der overfører systemfilerne til en disk/harddisk, ryger DBLSPACE.BIN automatisk med over på disketten. 64 Kb mindre plads på alle diske, OGSÅ selvom man aldrig indfører DOUBLESPACE på sit system! Værso og spis. Derfor: opdager du, at DBLSPACE.BIN ligger som skjult fil i rodbiblioteket og du IKKE bruger DOUBLESPACE, kan du roligt fjerne den. Hvis harddisken har fået indlagt DOUBLESPACE, vil alle drev nu automatisk være "mountet" som DOUBLESPACE-drev. Denne funktion koster hukommelse, så hvis man ikke benytter sig af DOUBELSPACE til disketter, kan man slukke for funktionen. Se nedenfor. Endelig er der i programmet indlagt et ekstra tjek - DOUBLEGUARD - som skulle sikre, at læsninger og skrivninger er OK. Trods denne udvidelse af den residente del af programmet skulle det angiveligt fylde mindre i hukommelsen "på visse maskiner". Hvilke maskiner, kan man desværre kun gætte sig til. Man kan "slukke" for DOUBLEGUARD via DBLSPACE- programmet, men så "øger" man faren for tab af data ved brug af DOUBLESPACE.


DBLSPACE-programmet kan bruges til at ændre på disse indstillinger. Start programmet DBLSPACE, vælg ALT-T for Tools, vælg Options og flyt med TAB-tasten ned i de to rubrikker og tryk MELLEMRUM for at ændre. Slut med (enter).

BAT-filer - aktiver linie for linie Ved hjælp af en special-funktion i COMMAND-kommandoen (!) er det nu muligt at "single-steppe" gennem en BAT-fil. Hvis man starter en BAT-fil således: COMMAND /Y /C MINBAT

vil BAT-filen blive startet og så skal man svare "Y"es eller "N"o hele vejen igennem filen. Det må kræve en MEGET besværlig fejl at måtte ty til denne udvej. Hvis man har mistanke til en kommando i en BAT-fil, er det ofte nemmere og smartere at indlægge en PAUSE hist og pist før og efter den famøse kommando. Uden at prale laver jeg undertiden BAT-filer på halvtreds til hundrede linier (eller flere) og jeg ville blive temmelig TRÆT af at sidde og taste femogfirs gange Y for at svare N en gang eller to. En smagssag. God til begyndere, der gerne vil følge med i deres første forsøg. SMARTDRV.EXE Disk-cache-programmet SMARTDRV.EXE vil ikke lave SKRIVE-cache som standard. Denne del af cachen skal aktiveres ved start af programmet. f.eks. SMARTDREV C+ D+ DOSSHELL Der finder ingen opgradering af DOSSHELL sted med 6.2-disketten, angiveligt fordi "ingen bruger systemet alligevel". Ønsker man en opgradering, skal man selv bestille et ekstra-sæt disketter! Se i HELP-systemet. Opgraderings-sættet er stadig så nyt - og udokumenteret - at det bliver spændende at se, om nogen finder andre NYE ting i kommandoerne.


6. del

Fordeling af hukommelsen i DOS Der er flere gode grunde til, at vi allerede tager hul på et af de emner, der nemmest får det til at svimle for nye PC-brugere: hukommelsen = memory = RAM-chipsene = de mange Megabytes, som forhandleren lokkede dig til at investere i. Det er umuligt at omtale nogetsomhelst på en moderne PC uden at komme ind på dette emne, og det er ligeledes svært at behandle start-filer og andre sjove ting uden at kende noget til begreberne, der dækker opdelingen af RAM. En ekstra god grund: Er du i stand til at læse dette afsnit (og det næste) uden at besvime, vil resten af kurset være den rene barnemad! Bliver du træt i hovedet efter den første side, så spring det over i denne omgang. Du kan til hver en tid vende tilbage og læse om de enkelte begreber, hvis de nævnes under et andet punkt. Jeg skal forsøge at gøre det så smertefrit som muligt. Prøv alligevel, ikke? Sig til dig selv "når ham Hansen kan lære det, så kan JEG også!" Brug og misbrug af hukommelsen med DOS 5 og 6 Nu skal vi så til at bruge disse nye og udmærkede DOS-versioner (5 og 6) - for vi har nemlig en maskine med mindst 2 Mb RAM samt en harddisk på cirka 100 Mb. Det har jeg ikke derhjemme, måske du er heldigere. Så der bliver altså tale om at lege, at vi har sådan en PC. (Nå jah! På mit bijob - det jeg lever af! - har jeg en 16 Mb-RAM, 350 Mb-disk, 50 MHz kæmpebørge. Derigennem ved jeg en smule mere om virkningerne af det følgende). For eksemplets skyld begrænser vi os til at kigge på en (i dagens Danmark) beskeden PC: 2 Mb RAM og 100 Mb harddisk, CPU-en kan passende være en 25 MHz 80386, for ellers kan vi ikke bruge de nye værktøjer i DOS 5 og 6 til et klap. Ejere/brugere af 80286-maskiner må dog godt følge med; der er også lidt småbidder for dem.

Den tunge vej. De tre T'er. (Teori, teori og atter teori) Nu skal du bare holde hænderne helt i ro og trække vejret dybt og kontrolleret. Herefter følger den værste omgang teori, vi kommer ind på i dette kursus. Begrebet "memory/hukommelse" er efterhånden syltet ind i så megen begrebsforvirring og woodoo, at det kan være svært at overskue - endsige beskrive på en forståelig og appetitlig facon. (Træk vejret endnu dybere): På verdens mindste og hurtigste arbejdsplads - nemlig RAM-kredsene i din PC - har man indført så mange begreber, der har fået alskens kryptiske og stærkt enslydende navne, at de fleste almindelige mennesker opgiver at følge med. Nå, bliv nu ikke skræmt. (Reglerne for de røde og blå linier i ishockey er stadig endnu sværere at lære).


I det følgende bruges ordene "hukommelse" og "memory" i flæng. En dårlig vane, men prøv engang at spørge din lokale edb-ekspert og hør, hvor tit hun gør det samme! Lad os starte fra bunden med lidt historie. (Jeg vil kede mig lige så bravt som du!) Da den første DOS blev skabt til IBMs Personlige Computer, var de gængse maskiner, som folk dengang morede sig med, bestykket med maximalt 64 Kb hukommelse. Hvad var så mere naturligt end at lave et styresystem til FREMTIDENS PCere, der kunne boltre sig med 10 gange så meget? Altså 640 Kb. I mange år et magisk tal, der kunne få teknik-freaks til at savle liderligt. (Ha!) Lidet kunne man dengang (i 1980) ane, at dette forjættende tal i dag omtales som DOS' værste skavank! DEN ubegribeligt hæmmende og ødelæggende faktor, der gør, at en PC stakåndet skal kæmpe sig frem gennem diverse knudrede løsninger for at lave selv sit mest elementære arbejde. Men tallet ligger urokkeligt fast. Den dag i dag kan DOS ikke ARBEJDE med mere hukommelse end disse

640 Kb

Husk dette

Hukommelsen kan ovenikøbet ikke bruges fuldt ud til programmer, eftersom DOS skal have forskellige oplysninger liggende klar for at føle sig hjemme i de 640 Kb. Der vil derfor altid være MINDRE end 640 Kb til rådighed. Oldtidens IBM PC og den efterfølgende "XT"-model med en dobbelt så hurtig CPU blev højst udstyret med RAM op til den magiske 640-grænse. På den slags maskiner er DOS 3.3 det bedste og mest effektive styresystem. Men udviklingen stod ikke stille. Når DOS skal administrere hukommelsen, benytter den sig af et "adresserings-system" for hver enkelt plads (byte), hvor data kan anbringes. Dette adresserings-system blev indrettet efter, hvor mange FYSISKE ledninger CPUen havde til arbejds-"lageret" (RAM), MEN - og her begynder det at blive lidt sjovere - hvis man gangede antallet af ledninger efter to-tals-systemet (MEGET populært sagt) kunne DOS i virkeligheden adressere mere end de 640.000 tegn, som alle gik rundt og var så koncentrerede om. Faktisk kan DOS benytte sig af 1 Mb data. Teknikerne hos IBM og DOS-udviklerne havde blot reserveret de "overflødige" bytes til styring af farveskærme og andet isenkram, som man allerede dengang mere end anede i horisonten. De var virkelig rundhåndede - dengang. Snart dukkede en type IBM-maskiner op, der med sædvanlig beskedenhed fik betegnelsen "Advanced Technic" forkortet til "AT". På disse PCer blev magien rundet op til den utrolige størrelse: 1 Megabyte = 1024 Kb. Samtidig blev der udviklet lyn-hurtige CPUer og større og bedre harddiske. Jeg orker ikke at beskrive størrelserne. Du vil bare fnise for meget under det næste. En AT var kun en AT, hvis den havde 1 Mb siddende under bugen.


Hvad skulle man så bruge disse "skjulte" bytes til. DOS og brugs- programmerne var som nævnt effektivt låst fast til 640 Kb albuerum. Allerede i 1985 fandtes der programmer, der begyndte at støde hovedet mod loftet i de 640 Kb. Noget måtte gøres. Det irriterede selvfølgelig alle fornuftige mennesker, at der lå 360 Kb og rumlede hult af mangel på arbejde. Så dem gik man i gang med at fiske efter. Og mens man var i gang, kom den næste tanke nærmest af sig selv: - Hvorfor dog stoppe ved 1 Mb? (Laver man en vej, er der straks nogen, der laver en genvej! Samt et par omveje). Dygtige mennesker satte sig ned og opfandt et sindrigt system der dels kunne få DOS til at kigge efter data oppe mellem 640 Kb og 1 Mb, og dels kunne få de data, som så lå der, til at blive skiftet ud nærmest i det uendelige. Hvis man derfor installerede et "udvidelses-kort" med 1 eller 2 Mb ekstra hukommelse i PCen og brugte dette smarte nye system, kunne man få DOS til at bearbejde mange gange flere data, end DOS selv var klar over, den kunne. Systemet byggede altså på en fysisk "UDVIDELSE" af hukommelsen, på amerikansk hedder det "EXPANDED memory". Dette første begreb var i nogle år det eneste saliggørende, når programmer skulle laves. Et ordentligt program var indrettet til at jagte DOS op på øverste etage, så at sige, og skifte data frem og tilbage mellem de mange bytes EXPANDED hukommelse og så de sølle 640 Kb. Jeg bruger ordet EXPANDED med overlæg, da begrebet ikke er oversat i folks "bevidsthed". Desuden blev vejen hurtigt banet for et andet system, der angår samme funktion (at få DOS til at arbejde med mere end 640 Kb hukommelse) - og som desværre fik betegnelsen "EXTENDED memory". Dette begreb betyder OGSÅ "UDVIDET" og ville på dansk få endnu flere til at gå i coma, hvis man forsøgte at beskrive forskellen på de to systemer med danske betegnelser. Jeg bruger konsekvent de to amerikanske betegnelser for at skille dem fra hinanden. Desuden begyndte mange fabrikanter at gøre plads til flere Megabytes på selve bundkortet (motherboardet) hvilket mindskede behovet for udvidelseskort. Alle disse ekstra Megabytes kaldes her for den UDVIDEDE hukommelse under eet. Når man arbejder med DOS bygger EXTENDED hukommelse faktisk også på det princip, at data skiftes ud mellem de 640 Kb og alle de ekstra Megabytes, man har råd til - men UDEN at benytte området mellem 640 Kb og 1 Mb som holdeplads. Dette styres uden at brugeren behøver tænke over det, og det virker derfor som direkte brug af den samlede, installerede hukommelse. Jeg vil forsøge at beskrive inddelingen af vor maskines hukommelse (den med 2 Mb RAM) om et lille øjeblik og derigennem beskrive de to systemers virkemåde. FORUDEN et par andre små, søde begreber, som er SÅ rare at kende. Vi er ikke færdige med det tørre stof. Lad os slå en lille omvej omkring det, der sker, når en PC vågner til live. Når den "booter", som vi siger.


ROM - Read only memory For at PCen kan finde rundt mellem CPU, RAM, harddisk og diskettedrev (vi stopper her) er der anbragt nogle kredsløb (chips), som indeholder de elementære arbejdsrutiner, som skal bruges for at skubbe data gennem ledningerne. Disse chips hedder sære serie-numre, men den vigtigste af dem har fået et rigtigt "menneskenavn". Da oplysningerne skal være tilgængelige hele tiden og gerne på samme måde hver gang, du tænder for vidunderet, er de "brændt" ind i chippens kredsløb; de kan kun LÆSES af maskinen. DOS vil tit og ofte henvende sig hos netop denne chip og bede den om at smide lidt data ud på en disk eller besvære CPUen med endnu flere bytes. Denne chip, der kun kan læses, kaldes for "READ ONLY MEMORY" - og i forkortelsernes paradis bliver det til "ROM". (Et fugtigt begreb med et knastørt indhold).

ROM styrer bl.a. de funktioner, der med endnu en forkortelse hedder "BIOS" = Basic Input Output System = de grundlæggende rutiner for at flytte data i en PC. (Ja, du slipper ikke for disse forkortelser). Nå, udover at nævne ordet, vil jeg ikke gå i dybden med BIOS. Det er FOR langhåret (for os begge). På de første PCer (incl. XT-modellerne) var data virkelig brændt ind i ROM-chippen, men AT-typerne indførte en anden chip, der ALLIGEVEL godt kunne få ændret sin indmad. Det var den nødt til at kunne, fordi nu skulle den OGSÅ til at holde rede på skærmtype, drevtyper, dato og klokken, hvad vej vinden blæste samt en masse andet sjovt. For nemheds skyld beholdt man navnet ROM. Denne type ROM, som stadig er den fremherskende i PC-kredse (ha!) kan ikke holde fast på sine oplysninger (ellers kunne man heller ikke ændre på dem efterhånden, som det blev påkrævet). Derfor må den have et batteri sat på nakken til at holde kredsløbet og dermed oplysningerne snurrende, mens resten af dyret sover. Selv i sin dybeste søvn er der et lille hjerte, der banker inde i maven på det. Når du første gang starter en NY PC, aner den intet om dato og klokken, den ved ikke, at du kun havde råd til at købe 2 Mb RAM, den har aldrig hørt om den harddisk, den skal slås med, den er blind for hvilke drev, der ellers er sat på og en masse andet bavl, som ingen er i stand til at overskue. Du skal så sidde i din angstens sved og KONFIGURERE maskinen til at samarbejde med alt dette isenkram. De dovne går ned og køber en maskine, der er konfigureret fra starten. (Bare overlad det svære arbejde til andre, ikk'?) Hvis din trofaste (og moderne) PC pludselig har glemt tiden og ikke vil kendes ved harddisken m.m. er det sandsynligvis batteriet, der er løbet tør. Det kan skiftes, og SÅ får man fornøjelsen af at konfigure maskinen forfra. OK, mange nyere maskiner bruger disketter og programmer til at sætte den slags op og gemme oplysningerne, men her snakker vi om dyre "dåser". Hjemmefolkets PCere er som regel af den førnævnte type - med batteri til ROM-oplysningerne. De modige, der har vovet at svare på deres maskines besynderlige: "PRESS INS TO ACCESS SETUP" eller lignende mystisk opfordring under boot-processen, vil have set, at der "bag kulisserne" er uhyggeligt mange oplysninger, som skal være pinligt korrekte for at bæstet makker ret - på sin mest velsmurte måde. På dette felt er der stof til utallige, lange nætters desperation, når man i sin iver kommer til at ændre grundkonfigurationen på sådan en


hyperhurtig PC, hvorefter den hårdnakket slumrer videre, når man tænder. Jeg vil ikke gå i detaljer med oplysningerne i ROM. Det går langt ud over sigtet med dette kursus. Men vi skal huske begrebet ROM (+ BIOS), som altså er en stribe grundlæggende rutiner til at behandle data med. Et betinget "must" for DOS - og for ethvert andet styresystem for den sags skyld. Når maskinen - som i vort tilfælde er ordentligt konfigureret - er tilfreds med indholdet af ROM (og mangt og meget andet, som ikke rager os på dette sted) begynder den at tjekke, om ROM også virkelig taler sandt. Den tæller RAM op og lister rundt og ser på drev og harddisk og tastatur og om du er ren bag ørerne. Skulle et eller andet være rivende galt på dette tidspunkt, vil din PC kun give nogle pip fra sig og muligvis skrive et tal på skærmen. Det er en fejlkode, og har du ingen tekniske reference-værker til skidtet, er der kun een vej: op med kølerhjelmen og se, hvad f..... der har flyttet sig siden sidst - eller grædende at slæbe liget ned til en reparatør. (OK, TO veje, altså) Vor PC er i godt humør. Alt sidder, hvor det skal. Først da interesserer væsenet sig for vor gode ven styresystemet: DOS.

DOS inddeler hukommelsen Styrmand DOS overtager kommandoen. Han skal også se, hvordan skuden er indrettet, før han afstikker kursen. I særlige tilfælde skal han f.eks. smide en kopi af oplysningerne i ROM op i et bestemt område i hukommelsen. Dermed bliver det nemmere og HURTIGERE for ham at få fat i ROMen (rutinerne til at flytte data). Han råber på maskinmesteren, CONFIG.SYS og så går de to ellers i gang med at indrette maskinrummet efter alle kunstens regler, dvs efter sætningerne i CONFIG.SYS, der fortæller hvordan DU ønsker, at de enkelte dele af herligheden skal fungere. Læs mere om DIN indflydelse i afsnittet om CONFIG.SYS. I en moderne PC kaster de sig først over hukommelsen. Vor maskine har 2 Mb RAM og den skal - i DOS' øjne - inddeles efter nogle faste principper. I alle de lærebøger, undertegnede har tygget sig igennem, illustreres en PCs hukommelse med en tyk søjle eller en høj, slank tønde, hvor man så afsætter de forskellige områder nedefra, fra byte nummer nul op forbi 640 Kb-grænsen, videre op til 1 Mb og så med en grå uafsluttet top, der skal antyde, at der ingen øvre grænse findes for den udvidede hukommelse. Jeg viser ikke den tegning, tegn evt. selv en bred søjle og del den ind i tre områder ovenpå hinanden. Ved søjlens bund skriver du "0". Ved toppen af det nederste felt skriver du "640 Kb", ved den næste streg skriver du "1024 Kb", to vigtige grænser i PCens hjerne. Det nederste felt kan du kalde for RAM (for nemheds skyld, vi ved jo alle, at AL hukommelse på en PC hedder RAM). Her snyder vi lidt og kalder ARBEJDSHUKOMMELSEN for RAM. Det midterste felt giver vi ikke noget navn endnu. Det øverste felt kalder du for UDVIDET hukommelse.


Vi starter i bunden af søjlen. Det første område, vi interesserer os for, er naturligvis de vigtige bytes mellem 0 og 640 Kb, vores "RAM". Arbejdsområdet, hvor DOS og programmer skal deles om pladsen. DOS lægger sig ved byte nummer 1 og strækker sig lang og doven opad, indtil den har bemægtiget sig den plads, den har brug for. I de første versioner fyldte DOS temmelig meget i dette område, og der var bagefter ikke meget mere end 500 Kb til at putte programmer i. Det er der senere gjort noget ved. Ikke alene har DOS været på slankekur gennem tiden, trods den har fået flere og flere funktioner, men derudover er selv DOS ikke sluppet fra at blive kostet omkring de særeste steder i hukommelsen. De samme mennesker, som "afslørede" området mellem 640 Kb og 1 Mb, regnede videre på det antal bytes, DOS kan rumme i sine tabeller, og opdagede, at en eller anden havde lavet en "regnefejl".

HMA - High Memory Area Det viste sig, at der findes et lille-bitte område lige på den anden side af den første Megabyte, fra Kb nr. 1025 til 1088, hvor DOS godt kan nå op. Det vakte glæde, for ingen andre programmer gad beskæftige sig med dette lille område, der næsten er 64 Kb stort. (Husk, at de første edb-maskiner til hjemmebrug KUN havde 64 Kb ialt at lege med!). Nå, DOS kan altså godt finde dette høje område, og hvorfor så ikke lade DOS kravle derop, væk af vejen fra de nederste 640 Kb! Som sagt, så gjort. Får DOS besked om det, vil den lægge den største del af sig selv op i dette område, der blev døbt: "Det Høje Hukommelsesområde", eller på modersmålet: "High Memory Area" = HMA. Fat din blyant og træk en tynd streg lige over det ANDET, unavngivne felt på tegningen (over 1024 Kb-grænsen) og skriv "HMA". Til at gøre dette område tilgængeligt for DOS, findes en driver ved navn HIMEM.SYS. Den skal (på godt nydansk) "loades" i CONFIG.SYS. HIMEM.SYS skubber ikke DOS op i HMA, den åbner blot for muligheden. Hvis man så senere i CONFIG.SYS angiver kommandoen: DOS=HIGH vil DOS derimod begive sig derop, og så efterlader den kun de allermest nødvendige stumper af sig selv nede under 640 Kb. En virkelig pladsbesparende foranstaltning. Dette område kan glimrende udnyttes på maskiner med 286-CPU. Dermed redder man omkring 40-50 Kb livgivende plads i arbejdshukommelsen! Vi har nu haft fat i DOS' arbejdsområde (0 - 640 Kb RAM) samt HMA (ca 64 Kb lige efter 1024 Kb) Hvad har vi så mellem disse to områder? Det afsløres i næste afsnit. Har du stadig mod på det? Fint - videre!


7. del

Den øvre hukommelse - EMM386 + Upper memory (+ UMB) Nu kommer vi til det virkeligt sjove ved at sætte en PC ordentligt op. Området mellem 640 Kb og 1 Mb er normalt delt i tre "sektioner". Hvis du på din tegning inddeler det midterste afsnit (mellem 640 og 1024) i tre underafsnit og nummererer dem nedefra 1, 2 og 3 eller lignende. Starter vi ved Kbyte 640 kommer først et område, der bl.a. bruges til at gemme styreoplysninger til skærm, såvel sort-hvid som farve. Det kan du kalde "VIDEO-ROM". Derefter kommer et gabende tomt område og i det tredie underafsnit vil de kopierede data fra ROM som regel befinde sig. (Det er i dag almindeligt, at PCer smider endnu flere ROM-data op i dette område; det kaldes for Skygge-ROM, "Shadow-ROM" blandt venner). Kald dette område for "ROM". Det midterste område kommer vi til. Altså tre områder, hvor DOS kan - og SKAL - hente diverse oplysninger. Det mest spændende afsnit er naturligvis det "tomme" midter-afsnit. Med en passende styremekanisme installeret, kan man lægge drivere og ikke mindst de såkaldte RAM-residente programmer ind i dette område. (Se afsnittet om RAM-residente programmer). Hvilke drivere, der kan være tale om, kommer vi ikke ind på i detaljer her. Du skal lige nu blot tænke på, at de fleste af den slags programmer og drivere, som før i tiden skulle mases ind i de første 640 Kb, i mange tilfælde kan anbringes heroppe mellem 640 Kb og 1 Mb. Men vi skal have fat i et program, der kan gøre det muligt at bruge dette område. DOS har et program dertil (tænk!) og det hedder EMM386.EXE. (I DOS 5 og i WINDOWS hedder det .SYS til efternavn). Af navnet kan ejere af 286-maskiner se, at de er ilde stedt. Dette område kan kun udnyttes af CPUer fra nummer 386 og op. Desværre. Ejere af 486-maskiner kan ånde lettet op. Programmet kræver MINIMUM en 386 for at virke. Ligesom HIMEM.SYS åbner EMM386 kun for muligheden af at udnytte noget af den øvre hukommelse. Den lægger ikke selv noget op i "midter- området" (se dog beskrivelsen af EXPANDED memory senere). Opdelingen og indlæggelse af drivere m.m. skal styres af andre og det kan vi passende bede DOS om at gøre selv. I CONFIG.SYS affyrer vi kommandoen DOS=UMB og udnævner hermed DOS til bestyrer af "UMB". Og hva' dælen er UMB så for nå'd? UMB er forkortelsen for "Upper Memory Blocks" = Øvre Hukommelses Blokke. EMM386 inddeler dette område af hukommelsen i to-tre blokke, hvor programmer kan lægges ind. Størrelsen i Kilobytes af dette blok-område kan svinge meget, afhængig af hvad der ellers ligger og roder rundt deroppe, men over 50 er godt, 70-80 er pragtfuldt og over 90 er himmelsk. Så er der tonsvis af plads til at lægge alle mulige drivere væk af vejen her. Du må godt kalde det midterste midterområde for UMB. (Skriv det så!) I DOS 5 skal man selv indrette parametrene i CONFIG.SYS-driverne - og dem i AUTOEXEC.BAT - til at lægge sig op i UMB i en rækkefølge, der lader flest muligt ligge ved siden af hinanden. Et puslespil, de færreste orker eller tør give sig i kast med. Nogle tør, og deres


PC får i bedste fald 570-600 Kb at lege med nede i RAM. Med DOS 6.0 indførte Microsoft et nyt program ved navn MEMMAKER, der automatisk lægger puslespillet for os. Måske ikke HELT perfekt, men nok til at øge arbejdshukommelsen mærkbart. Er man derefter ikke tilfreds, er det ikke ulovligt at rette i de parametre, som MEMMAKER sætter. Slutresultater omkring 610-620 fri Kb i RAM er her ikke ualmindeligt! Vi skal senere se nærmere på MEMMAKER og et andet glimrende program, MSD, der kan kigge i hukommelsen og vise os, hvad der ligger hvor. Der kommer også mere om EMM386 senere i dette afsnit.

Den udvidede hukommelse Nu når vi til det øverste felt på din tegning, den UDVIDEDE hukommelse. Den kan i DOS kun nåes via HIMEM.SYS. Denne skal altså være installeret for at det følgende kan lade sig gøre. Jeg har nævnt, at der er udviklet TO systemer (under DOS) til at udnytte al denne ekstra plads. Vi tager det ÆLDSTE system først. Hold på hat og briller. Vi skal lære om EXPANDED memory Hvor de første udgaver af drivere til EXPANDED memory var særligt udviklede programmer, skrevet af samme firma, som lavede det nødvendige udvidelses-kort, kan DOS 5 og 6 levere en løsning, hvor den ekstra mængde RAM, der nu er plads til i maskinerne fra fødslen, kan omdannes til EXPANDED memory. Kort sagt, EMM386 laver nogle kunster, der LIGNER sådan en gammeldags EXPANDED-memory-løsning. Lyder måske underligt, men antallet af programmer, der kan benytte EXPANDED memory er stadig stort. Derfor er der ofte sund fornuft i at bruge denne metode. De drivere, som DOS 5 og 6 bruger til at lave EXPANDED memory, kan IKKE benyttes på en 286 PC. Her henvises til andre kilder. Hvordan gør EMM386 så dette på en 386, 486 osv? Hvis vi beder den om det, afsætter EMM386.EXE et område på 64 Kb i det midterste midterfelt (!) - i UMB-området. Bemærk, at herefter kan disse 64 Kb IKKE bruges til UMB !! Dette felt døber vi om til en "ramme", på amerikansk "page frame". Denne ramme kan udfyldes med data fra den UDVIDEDE hukommelse ved et sindrigt bytte-system. Hvis DOS skal bruge nogle data fra den udvidede hukommelse, bliver de hentet ind i "rammen", hvor DOS så kan få fat i dem. De næste data, DOS skal bruge, hentes ind (de gamle forsvinder), næste portion hentes ind osv. osv. osv. Den modsatte vej fungerer det på samme måde. Altsammen i et afsindigt hurtigt tempo, så DU ikke mærker en disse. Det eneste, du bemærker, er, at visse programmer, der forstår at udnytte systemet, nu har en langt større arbejdshukommelse end de 640 Kb, de ellers har til rådighed. Genialt, ikke. Rammen, hvori al denne trafik foregår, er altså 64 Kb stor og skal ligge som een stor, samlet klump i området mellem 640 Kb og 1 Mb. Er der ikke plads til denne 64 Kb-klump i UMB-området vil systemet ikke blive startet!


Lad os dermed slå een ting hamrende fast: EXPANDED memory er IKKE betegnelsen på den udvidede hukommelse, MEN -

EXPANDED MEMORY er benævnelsen på et SYSTEM til udnyttelse af den udvidede hukommelse. Det gavner KUN programmer, der bevidst bruger begrebet EXPANDED

memory (Er det svært?)

På vores test-maskine har vi "kun" 2 Mb samlet hukommelse. Og heraf skal DOS & Co bruge den første Mega til alt det sædvanlige. Der er derfor een Megabyte UDVIDET hukommelse tilbage. Indfører vi nu princippet med EXPANDED memory, skal vi være klar over, at systemet har sin pris. Til at styre denne udskiften af data i "rammen", skal der bruges programmer. Disse programmer ligger IKKE i den brugbare RAM under 640 Kb. De lægger sig nænsomt op i den udvidede hukommelse (over 1024 Kb + HMA) og her fylder de naturligvis op. Helt præcist fylder de 384 Kb. Det vil sige, at der kun bliver 616 Kb udvidet hukommelse tilbage til at lave denne "ekstra" RAM med. 600 + 600 giver immervæk 1200, og mere end 1 Mb aktiv hukommelse er sandelig ikke at foragte. Da systemet var nyt og moderne, var alle dybt imponerede over denne forøgelse af arbejdspladsen og mange programmer udnytter dette system, også den dag i dag. Har PCen over 2 Mb hukommelse, bliver den aktive RAM større endnu, hvis ikke man kombinerer EXPANDED memory med andre systemer. Mere herom om lidt. (Efter det næste, hundesvære emne, MODES). På et tidspunkt satte tre edb-producenter sig ned og fastlagde en standard for EXPANDED memory og den fik navn efter forbogstaverne i firma-navnene. (Lotus, Intel og Microsoft hed de). Den nyeste version hedder LIM 4.0. Begrebet går - for at det ikke skal være løgn - også under andre benævnelser, herunder den meget udbredte "EMS"-hukommelse. Det står for "Expanded Memory Specification" og nu ved du at LIM 4.0 (eller 3.x) og EMS og EXPANDED memory er eet og samme begreb. Til sidst kan jeg nævne, at et produkt som QUARTERDECK MEMORY MANAGER udnytter EMS-princippet fuldt ud, med egne drivere og hele pivtøjet. Her laves al udvidet hukommelse om til EXPANDED memory og så kan man ellers boltre sig i tonsvis af RAM med små og store programmer (næsten) samtidigt. Behold begrebet EXPANDED memory i baghovedet. Real mode og Protected Mode Nå, der var dem, som ikke var tilfredse med EXPANDED memory. De ville hellere gribe direkte fat i alle de ekstra Megabytes, og de fandt så ud af, at en PC med 386-processor eller højere dels kan adressere mange-mange Megabytes (nej, mange-mange-mange!) dels kan "køres" i to forskellige "modus", på amerikansk: "modes" Den simpleste "mode" kaldes for "Real mode" og det er den DOS bruger - og den ENESTE, DOS kan bruge! Real mode kan adressere 1 Mb og kræver en løsning som EXPANDED memory for at blive forbedret.


Derudover kan sådan en super-CPU arbejde i noget, som er blevet døbt "Protected mode" ("Beskyttelses-modus"). Glem oversættelsen, den bruges aldrig. I Protected mode kan programmer direkte adressere op til 16 Megabytes hukommelse.

Navnet "Protected mode" stammer fra den kendsgerning, at CPUen i samarbejde med et mere avanceret styresystem end DOS kan styre programmerne direkte, tildele dem plads i de mange Megabytes og sikre, at de ikke rager ind over hinanden og spænder ben for afviklingen af andre opgaver. Kort sagt, et program er hele tiden beskyttet (protected) mod overgreb fra andre og uvedkommende programmer. Har du kigget i manualen til WINDOWS, har du sikkert gyst ved valget mellem af afvikle WINDOWS i REAL, ENHANCED eller PROTECTED MODE? Jeg vil IKKE gennemgå WINDOWS' brug af hukommelse, basta! EXTENDED MEMORY Blot skal vi have orden på begreberne. I det øjeblik et styresystem - eller et program, for den sags skyld - overtager kontrollen med en 386-CPU (- osv) og skubber DOS af pinden, kan maskinen køre i PROTECTED MODE med mere direkte adgang til EXTENDED hukommelse. Det er om den slags systemer, at man siger: "de bruger EXTENDED MEMORY"/"de bruger UDVIDET hukommelse". De kaldes sågar for "DOS-EXTENDERE". Ja, det er en sørgeligt misvisende, at "systemet" får navn efter typen af hukommelse, det benytter, eftersom EXPANDED memory bruger den samme hukommelse, bare på en anden måde. Men det har det altså fået - og dermed kan vi fastslå:

EXTENDED memory bruges i flæng som benævnelse både for den FYSISKE, UDVIDEDE hukommelse over 1 Mb i en PC

og for den type systemer, der bruger denne hukommelse "direkte" - og som ikke gør det "the

EXPANDED way"

Der er naturligvis udviklet forskellige metoder til at bruge alle disse mange Megabytes EXTENDED memory. Og naturligvis kan disse forskellige måder at styre hukommelsen på IKKE samarbejde med hinanden! Hvis WINDOWS, der er en rigtig EXTENDED memory-elsker, er startet i PROTECTED mode, kan andre programmer, der laver DERES form for PROTECTED mode, ikke startes. Hvis maskinen er udstyret med et helt andet styresystem, der bygger på PROTECTED mode (OS/2 er her et snublende nært eksempel) sker der i virkeligheden en masse hokuspokus bag kulisserne for at afvikle f.eks. DOS-programmer, osv osv. Jeg ved, at disse begreber er forvirrende. Men hvad pokker skulle firmaerne og ikke mindst edb-journalisterne ellers skændes om, hvis ikke der var mange forskellige styresystemer og programmer, der hver for sig kan en masse, som de andre ikke kan?


Tilbage til "good ol' DOS".

På vor PC giver HIMEM.SYS adgang til EXTENDED memory (foruden at åbne for HMA, som vi husker). (Tæl langsomt til tre efter denne sætning:) - og laver EXTENDED hukommelse om til ... XMS-hukommelse! Nå, på dette tidspunkt kan det ikke chokere, at der naturligvis er flere betegnelser på EXTENDED memory også, vel? "XMS" står for "eXtended Memory Standard" og ikke mere om dette. Maskinen er ligeglad. Det er programmerne, der er interesserede i XMS-hukommelsen. Bruger man KUN WINDOWS på sin PC kan man faktisk nøjes med HIMEM.SYS som driver til den udvidede hukommelse. WINDOWS klarer sig glimrende uden brug af UBM og andet spas i "mellem"-hukommelsen. Bare der er masser og masser af Megabytes installeret, er WINDOWS lykkelig. Mere om EMM386.EXE Andre, almindelige DOS-programmer bliver derimod lykkelige, når der er god plads i de første 640 Kb og så må vi have adgang til UMB-erne for at skaffe denne plads. Hertil SKAL man bruge EMM386.EXE (SYS). Denne driver har flere funktioner. Vi har lært, at den åbner op for brugen af UMB. Dernæst kan EMM386 omdanne hele eller noget af den UDVIDEDE hukommelse til EXPANDED memory. (Se hvordan i afsnittet om CONFIG.SYS). Endelig kan den ekskludere og inkludere andre områder af den øvre hukommelse, som maskinen skal bruge til andet eller sjusket lader stå tomme. De to områder med henholdsvis VIDEO-ROM og andet ROM er nemlig ikke fyldt helt op. Med MEMMAKER (DOS 6) kan man inddrage noget af denne spildplads - atter andre memory-programmer (de såkaldte memory- managere) kan skrabe endnu flere bytes fri, og dermed øge chancerne for at man helt kan rense sine 640 Kb for "unødvendige" drivere og residente programmer. (Jeg har 632 Kb fri på den ene af mine maskiner, ha!) Og til de stolte ejere af IBM-originaler så lyt beskæmmet: Jeres PCer bruger sandsynligvis dobbelt så megen plads til ROM som de frække efterligninger, "klonerne". I afsnittet om MEMMAKER og MSD skal I lære at kigge i RAM og på en rigtig IBMer kan man konstatere, at den skal bruge 128 Kb til sine ROM-oplysninger (hvoraf mange bytes ikke bliver brugt til et klap) - mens de fleste kloner kan nøjes med 64 Kb, hvilket giver meget bedre muligheder for at lave de små julenumre, vi skal lære om senere.


Lad mig rekapitulere: DOS deler PCens hukommelse op i tre dele:

1. RAM = 0 til 640 Kb = den ledige plads til DOS + programmer. 2. Øvre hukommelse = 640 til 1024 Kb + HMA (ca 64 ekstra Kb). Her kan HIMEM.SYS

give adgang til HMA, hvor DOS kan lægges. EMM386 kan lave en "ramme" til brug for EXPANDED memory, den kan åbne op for UMB til drivere og programmer og den kan inkludere og ekskludere områder mellem 640 og 1024 Kb.

3. Udvidet hukommelse. Al den ekstra hukommelse over 1 Mb Denne hukommelse nåes med HIMEM.SYS, der laver XMS-hukommelse ud af den. Uden HIMEM.SYS kan udvidet hukommelse IKKE bruges! EMM386 kan bruge en del af denne hukommelse til EXPANDED memory. Bruges EXPANDED memory, er de første 384 Kb udvidet hukommelse optaget af styre-programmerne hertil.

Man får kun adgang til disse områder, hvis man giver DOS besked herom via CONFIG.SYS.

Det var en jækels omgang teknik. Jeg håber ikke, at du har mistet humøret. Glæd dig ved tanken om, at DOS 5 kan ordne meget af dette automatisk ved installationen. DOS 6 har endnu bedre midler til at gøre det indviklede arbejde for dig. At man så bagefter - når man er mere sikker på systemernes virkemåde - selv kan finjustere programmer og parametre mere nøjagtigt, behøver du ikke tænke på lige nu. I afsnittene om AUTOEXEC.BAT og CONFIG.SYS ser vi på, hvordan alt dette kan udnyttes og tilrettes.


8. del

Vi laver vor første fil Det er uhyggeligt svært at undgå at skulle editere i en TEKST-fil. Jeg kender ikke EEN PC-bruger, der ikke har været inde i AUTOEXEC.BAT eller CONFIG.SYS og har rettet en linie til, har tilføjet eller slettet noget - eller har lavet små BAT-filer til at løse triste og monotone tasteopgaver med kommandoer og lange filnavne. Selv ikke WINDOWS-pudsere kan undslå sig for en gang i mellem at skulle foretage ændringer i start-filer og andet. Kort fortalt: man kan ikke leve sammen med sin PC, hvis ikke man er i stand til at editere i en fil! Basta! Du skal nu lære at gøre dette.

På en tændt og aktiv PC, hvor DOS er enerådende (ingen WINDOWS eller anden spas må være aktiv) - skriv i hastig rækkefølge: CD\ (enter) MD KURSUS2 (enter) CD KURSUS2 (enter)

(Kan du ikke oversætte disse tre kommandoer, gå direkte i fængsel, hvis du passerer START, modtager du ikke 200 kroner. Læs som straf "DOS-KURSUS for begyndere"!) Vi andre hygger os i et nyt og uskadeligt bibliotek, hvor alle de følgende øvelser ikke kan skade eller ødelægge noget på din harddisk. Bliv i dette bibliotek, når du læser videre. Før du nu tror, at jeg vil lære dig at programmere, så slap bare af. Det vi skal gennemgå er en række ganske almindelige, uskadelige og MEGET BRUGBARE funktioner. Ikke mindst fordi det vil give dig en fornemmelse af, hvor meget man kan lave med filer, der kun består af tekst. Derudover vil du bagefter være bedre rustet til at gennemlæse de andre afsnit, hvor der flere steder vil blive stillet krav om, at du "lige går ind i en fil" og (uuhuuu!) "editerer" i den!! OK, der findes mange måder at putte data ind i en fil på. Jeg vil trække dig gennem en principiel metode og en forhåndenværende metode - og så vil jeg give dig min private mening om disse metoder. Teori-time: (igen, suk!)

Enhver fil består af data. De filer, vi nu skal rode med, indeholder KUN forståelig menneske-tekst, d.v.s. bogstaver og tal. Glem alt om programmering. Når man gemmer en fil på diskette eller harddisk foregår det ved, at maskinen GEMMER EN NY KOPI af noget, som befinder sig et andet sted.


Dette "andet sted" kan være: en anden fil på disk/harddisk noget, som sendes fra et andet medie (anden PC, kabel, clairvoyance) data som laves og behandles direkte i maskinens hukommelse Fælles for disse metoder gælder, at det, der skal gemmes, under alle omstændigheder tager turen via maskinens aktive hukommelse! Alt, som du ser på skærmen, alle de "skjulte" data, som et program har fat i undervejs, kort sagt alt, som bruges her og nu på en PC, ligger og hygger sig et sted i verdens mest flygtige omgivelser: RAM-kredsene inde i maven på dyret. Der er ingen grund til at gyse over dette. Man skal blot være opmærksom på kendsgerningen. Det kan lyde lidt kringlet, så vi tager et praktisk eksempel. Vi skal lave en fil. Indtil videre skal du stole blindt på din læremester. Skulle du tvivle på formålet med denne øvelse, så husk, at dette er nødvendig viden for at du senere kan boltre dig de steder, hvor der virkelig kræves erfaring og omtanke.

Den principielle og grundlæggende metode (ALLE lærebøger i DOS gennemgår denne besværlige metode).

Hvis vi vil lave en tekst-fil "from scratch" kan vi gøre det ved at KOPIERE fra SKÆRMEN til ET STED PÅ DISKEN

- altså skrive noget på skærmen og - når vi er færdige og tilfredse - gemme en kopi af det skrevne på disken. HUSK, sålænge det skrevne ikke er gemt, lurer faren for at det forsvinder ud i den blå luft f.eks. ved et strømsvigt. Dette gælder overalt i arbejdet med en PC. Til at benævne skærmen har DOS et såkaldt "DEVICE". Faktisk har DOS mange "devices" som man kan flytte data rundt mellem. Af andre kan nævnes LPT1, COM1, og NUL. Vi skal kopiere fra skærmen til en fil og derfor skal vi bruge den "device", som hedder: CON (Device-navne MÅ godt efterfølges af et ":" men de behøver det ikke). Smøg ærmerne op og prøv følgende. Skriv COPY CON test1.txt

[der menes "SKRIV PÅ PCen"]

(OBS! SmÅ oG sTorE bogStaver er komplet ligegyldige i DOS-kommandoer) Denne kommando kan oversættes til: Kopier fra CON (konsol=skærm) til filen: TEST1.TXT Med andre ord: de tegn, du skriver på skærmen, puttes ind i PCens hukommelse og vil FØRST SENERE, når du er færdig, blive gemt på den disk/harddisk, som DOS melder klar på.


Slut af med at trykke (enter). [det er sidste gang denne besked dukker op. Alle kommandoer sluttes med (enter)]

Det eneste der sker på skærmen er, at "cursoren" flytter ned på en TOM linie UDEN et klartegn. Maskinen står nemlig og venter på at du skal skrive noget på "CON", som den bagefter kan gemme i filen "TEST1.TXT" Du kan nu skrive løs og dermed lave en masse unyttigt nonsens og det kan vi ikke li'. Slap af. Gør følgende: skriv et navn (dit eget f.eks. med for- og efternavn) og i samme linie - efter navnet - et/dit telefonnummer. (og her skal du tænke på små og STORE bogstaver, for nu skriver du nemlig TEKST og ikke kommandoer!) Slut med (enter) (ups, der var den alligevel!)

Gentag succesen med endnu et navn og telefonnummer og gentag og gentag, indtil du har mindst fire-fem - gerne 82 - navne. Skulle du komme til at taste forkert, kan du rette i linien SÅLÆNGE du ikke har tastet (enter). Vær ikke nervøs, du vil senere få rig lejlighed til at rette dine fejl (i filen! Dine andre fejl må du til psykologen med). Du taster, opregner hele familien og alle vennerne og så - ... Efter det sidste navn, sidder du igen HELT stille og venter, ikke? Din fine navne/telefonliste skal gemmes, for at du senere skal have gavn af den, hm! Denne særprægede facon af lave filer på, kræver en særpræget afslutning. Tryk på F6-tasten. Så står der pludselig ^Z på næste linie. Det betyder "CONTROL-Z" og er beskeden til PCen om, at du er nået til filens slutning. I stedet for F6 kan man holde CTRL-tasten nede, mens man taster "Z". Samme virkning - i denne forbindelse. Endnu engang (enter) og VOILA... du har kreeret dit første opus. Skriver du nu DIR TEST1.TXT eller bare DIR

får du din splinternye og hjemmelavede fil at se med navn og størrelse og tidspunkt for fødslen. Herlig fornemmelse, ikke sandt.


Du kan LÆSE filen på skærmen ved at skrive TYPE TEST1.TXT

Har du skrevet mere end een skærmfuld, ruller teksten for hurtigt væk til, at du kan nå at se ret meget, men ellers burde du nu kunne sidde og studere navne og numre i ro og mag. (Ved mere end een skærmfuld: TYPE TEST1.TXT | more) Er du sådan disponeret, at du tror, du kan rette i filen ved at gentage succesen med samme kommando - TAGER DU GRUMME FEJL. Hvis du skriver det samme som før (copy con ...) vil DOS - dum som den er - gøre klar til at lave en NY, DUGFRISK FIL MED SAMME NAVN. Dvs at alle navnene ville forsvinde sporløst. Så lad være med det, ikke. Du har skabt en fil - nu skal vi så rette i den. Det bringer os videre til det værktøj, som DOS fra version 5.00 stiller til rådighed.

Vi editerer i en tekstfil - EDIT.COM I rigtig gamle dage, dengang PCer var for fanatikerne, spillede det ingen rolle at man skulle lære dybt tåbelige og vildt indviklede kommandoer i små degenererede og hjælpeløse programmer - bare dyret bippede og viste lidt tegn i ny og næ, var man glade. Derfor var en TEKST-EDITOR ved navn "EDLIN" virkelig kræs. (Den opfyldte stort set alle ovenstående krav). DENGANG! (At dette program var i stand til at overleve frem til 1991 - som den ENESTE måde dos kunne editere i filer - er et af PC-verdenens mange uudgrundelige mysterier). Af pladsmæssige grunde må jeg henvise brugere af ældre DOS-versioner, der "kun" har EDLIN at lege med, til at hente oplysninger om brugen af dette værktøj i DOS-manualen. Vi kræsne, moderne mennesker har ikke tid til at lære noget udenad og vi forlanger, at PC-programmer skal styres med mus og så videre og så videre - ... Udviklerne af DOS har endelig lyttet til folkekravet og har fra og med DOS 5.00 indført en stærkt forbedret TEKST-EDITOR ved navn "EDIT" som afløser for EDLIN (der dog stadig leveres med DOS 5 - i DOS 6 er den død og borte!) Jeg fremhæver ordet TEKST-EDITOR

1. for at EDIT ikke skal forveksles med et TEKST-BEHANDLINGS-PROGRAM 2. fordi det trods alt kan behandle (!) tekst på en mere simpel måde end et tekstbe-..osv. Der

er f.eks. ikke mulighed for at give teksten noget som helst andet udseende end det, du kan se på skærmen. Til gengæld kan en tekst lavet med en "editor" printes på alle slags printere - SKAL kunne printes på alle printere.

VIGTIG note om EDIT (+ HELP forøvrigt) Den nye editor, EDIT, har een stor begrænsning. Udviklerne har i deres "visdom" gjort programmet afhængigt af - det i manges øjne overflødige programmerings-program (føj for et udtryk) som leveres sammen med DOS: QBASIC (afløseren for BASIC og GWBASIC).


Hvis man ikke kan/vil programmere i QBASIC og derfor smider programmet ud fra sin harddisk, KAN MAN IKKE EDITERE EN TEKSTFIL MED "EDIT". Der findes på markedet 2-3000 editorer, som glimrende kan klare sig alene uden brug af den slags debile påfund. DOS-udviklerne må altså have en anden - og for os andre skjult og tvivlsom - grund til at koble programmer sammen på denne måde. (Bortset fra, at du selvfølgelig altid har lov til at begynde at lære at programmere i QBASIC - men det er noget ganske andet). Dette lal gælder både DOS 5 og DOS 6.0 (+ 6.2) For at gøre tingene endnu mere sammenspiste, er det nye, forbedrede HJÆLPE-system i DOS 6.0 ligeledes gjort afhængigt af QBASIC Altså: hvis vi skal bruge EDIT (eller HELP), skal QBASIC ligge lunt og trygt et sted på harddisken, hvor DOS så kan finde den - i \DOS måske? Og vi SKAL til at bruge EDIT. Vi skal hente din fil "ind" i EDIT og kigge på den der. Jeg vil ikke gå i detaljer om, hvilke taster, der laver hvad. Dels er der forskel på kommando-ordene på dansk og engelsk, dels har du godt af at lede efter de forskellige funktioner, du skal bruge hen ad vejen. Vid dog, at menuerne øverst på skærmen kaldes frem med en af ALT-tasterne. (Eller med musen). Kommando: EDIT TEST1.TXT

Bip og blink - og du kan nu se dit værk på blå baggrund. OG NU kan der rettes! Du kan flytte cursoren op og ned, frem og tilbage, rette dine stavefejl, fjerne uønskede linier og tilføje flere - et rent slaraffenland. EDIT kan fjerne, gemme og indsætte hele eller dele af sætninger; kig i menuerne og se hvordan, lær evt. de genveje, man kan bruge v.hj.a. tastaturet. (PS Man afmærker et område/linier ved at holde en SKIFT-tast ned og flytte cursoren. Musen kan også bruges). PS - For eksemplets skyld, lad være med at give listen en overskrift eller anden tilretning. Vi skal bruge en "rå" liste. Men sæt f.eks. alle telefonnumrene i samme kolonne, så listen bliver pæn at se på. Øv dig godt og grundigt i at lave ting og sager med EDIT. Til slut skal du så igen GEMME den nye udgave af TEST1.TXT. (ALT-F + "Ud"). Hvis programmet siger, at du ikke har gemt de sidste ændringer, så svar "Ja" til at gemme dem, før programmet stopper. Det kan ikke anbefales nok, at du øver dig på at editere i en TEKST-fil på denne måde.

Filer, som du vil editere, må IKKE være gigant-store (over 60 Kb) og kan hedde bl.a. følgende til efternavn: .BAT .INI .TXT og flere andre muligheder.


Prøv altid først med en "TYPE" af filen, hvis du er i tvivl. Kan du læse hele filen - ikke forstå, måske, bare LÆSE og genkende det som bogstaver og tal, kan EDIT også klare den. Editer ALDRIG, ALDRIG, ALDRIG i program-filer (dem der ender på .EXE .COM .OVL .SYS og alskens kryptisk. Det vil kun give problemer. Den slags filer er resultatet af programmering og det er lukket land for os dødelige. Den ENESTE undtagelse herfra er CONFIG.SYS!

Hvis du ikke har lavet FOR meget fixfaxeri med filen, har du en lille telefonliste med navne og numre. De lykkelige læsere af "DOS-kursus for begyndere" (se indledningen) vil vide, at det er muligt at opdatere sådan en liste, sortere den og vise hele indholdet eller blot den oplysning man har brug for - altsammen ved hjælp af "gode, gamle DOS", uanset versions-nummeret (fra 3.3). Og nu skal I allesammen lære, hvordan det foregår. Med det kendskab, du BØR have til DOS-kommandoer, kan du tygge på følgende: Du har en liste med usorterede navne + telefonnumre (TEST1.TXT) Lav en ny fil: COPY CON NYLISTE.TXT (skriv et par navne mere - slut som du lærte for lidt siden) (F6). [- eller skriv EDIT lav den nye liste med editoren. Når du er færdig, gemmes filen med navnet NYLISTE.TXT] Prøv så: COPY TEST1.TXT+NYLISTE.TXT SAMLISTE.TXT

Dermed kopieres den gamle og den nye fil sammen til en NY fælles-fil med navnet SAMLISTE.TXT. (De to oprindelige lister findes stadig i god behold). Og der er mere. TYPE samliste.txt | SORT TELEFON.LST TYPE TELEFON.LST | more

Din egen, sorterede telefonliste! Når du er mere rap på parametrene til "SORT", kan du sortere listen efter andre kriterier end det forreste tegn i linien, men nu og her må du nøjes med at gøre det på denne måde. Find data frem fra en tekstfil DOS har en ekstern kommando til at FINDE de linier, som indeholder bestemte, angivne data i een fil ad gangen. Altså data, som du vil hente frem og vise på skærmen (eller gemme i en anden fil!) Kommandoen hedder - hrm - FIND og skal naturligvis vide, hvad og hvor du vil lede (efter). Kig i DOS-manualen for at lære de mere kringlede parametre.


Vi laver noget hurtigt og brugbart med FIND. Du vil finde telefonnummeret på en sød fyr/tøs ved navn Per/Pia. OK - gør således: FIND "Per" telefon.lst (Fyrene skriver "Pia") (5) FIND /i "per" telefon.lst (Fyrene skriver "pia")

Under forudsætning af, at du har noteret navnet i listen, skulle dine drømmes mål derpå dukke frem på skærmen med nummer og hvad du ellers har noteret i linien. (5) "/i" betyder at FIND blæser på små/store tegn - en klar fordel. FIND er derudover meget fint-følende. Hvis du skriver "Pia " får du kun linien frem, hvis det står præcis sådan i filen, dvs som et fornavn med en blank efterstillet - eller som slutning på et helt andet navn. FIND finder alle linier, hvor bogstaverne "per" står samlet. Det er derfor muligt, at "Per" får selskab af "PERsson" og "SortePER" eller "suPERmarkedet" efter disse regler. Dette kan udnyttes til at angive om det ønskede skal starte (" per") eller slutte ("per ") med bogstaverne. Bemærk dog, at står "per" forrest i linien, giver " per" ikke det ønskede resultat! Glem Pia/Per. Du har lavet din egen telefonbog, hva'ba'! Til sidst i denne øvelse er det smart at slette de oprindelige, ufuldstændige og usorterede filer. Du har nemlig den endelige liste til videre brug (TELEFON.LST) - ikke? Vil du gemme dem til dybere studier, så lad være med at gøre følgende: DEL TEST1.TXT (din 1. fil) DEL NYLISTE.TXT (tilføjelsen) DEL SAMLISTE.TXT (samlet, usorteret liste)

Skulle det endnu ikke være gået op for dig, har du netop oprettet en telefon-liste, opdateret den, sorteret efter forbogstavet - og fremfundet lige præcis de poster, som indeholder de tegn, du søgte på. Helt uden brug af store dyre database-programmer. I afsnittet om BAT-filer, skal vi lave nogle mere aktive tekst-filer og ved hjælp af dem skrive et par arbejdsrutiner, som foretager disse "besværlige" armbøjninger for dig, så du, ophøjet og doven som du er, kan nøjes med at taste det allermest nødvendige. På falderebet: EDIT kan kun editere een fil ad gangen, kan kun gemme, flytte og kopiere linievis, ikke kolonnevis, har ingen "tegne"- funktioner, er afhængig af QBASIC - osv osv. Derfor - mit råd til dig er: Det er smart, praktisk og bekvemt at købe/anskaffe sig en anden editor end EDIT. Der findes mange glimrende - også gratis eller meget billige - løsninger på markedet. WINDOWS har sin egen: NOTEPAD. Vi kunne sagtens gennemgå andre og mere kedelige opgaver med flad fil- editering, men du og jeg har andet og bedre at foretage os, nemlig. Og nu kender du grundprincipperne. Straks videre til noget andet.


9. del

BOOT-filerne I forgående afsnit lærte du at editere i en tekst-fil og det vil du mange gange få brug for med de to filer, som vi nu kommer til (i dette og det næste afsnit). Er du helt nybegynder, så frygt ej. Der er tale om helt naturlige og ofte nødvendige beskæftigelser. Du MÅ IKKE være bange for at kigge eller editere i dine start-filer. Du kan evt. bruge en FIL-KIGGER (FIL-BROWSER) til at vise filerne på skærmen. På den måde kan du ikke gøre noget forkert med indholdet af filerne. Der findes et hav af den slags fil-kiggere. Ellers kan du nøjes med TYPE CONFIG.SYS | MORE osv. Men som nævnt: du er nødt til at vænne dig til tanken om at den slags filer, hvor livsvigtige de end er, ikke er fredhellige i alle sammenhænge. (Tjek dog hos din arbejdsplads' edb-ansvarlige for at høre, hvad straffen er for at rode med dem. Og spring derpå dette og det næste afsnit over!) I andre følger bare med her: HUSK altid at have en kopi af de originale filer liggende et eller andet sted. F.eks. i et bibliotek under DOS eller på en BOOT-diskette (der af nogle kaldes en PANIK-diskette! Virkeligt beroligende, ikke sandt?) Jeg forsikrer dig, at kun de mest sløvsindede PC-brugere undlader at sætte sig ind i boot-filernes mysterier. Det KAN lade sig gøre at være ligeglad med dette, men til gengæld er man på Herrens mark - eller værre steder - når noget pludselig ikke opfører sig, som det plejer. En moderne PC ville være et pauvert stykke isenkram uden de to BOOT-filer (opstarts-filer) AUTOEXEC.BAT og CONFIG.SYS. De skal OG MÅ IKKE hedde nogetsomhelst andet. Maskinen og DOS leder efter dem i rod-biblioteket og vil SÅ GERNE finde dem i god behold. Disse to filer er for PCen, hvad sprit-ruternes katalog er for de rejsende. Hvad nytter det, at der er tonsvis af sprut og cigaretter et eller andet sted på skibet, når ingen ved "hvad, hvor, hvor meget eller hvor dyrt", hm! Når PCen tændes, sker der mange pudsige ting før du ser DOS' klartegn på skærmen. Nyere modeller har en stribe forklarende tekster til meget af dette hokus-pokus, men jeg vil vædde på, at ni tiende-dele ikke siger dig en brik. Og du behøver kun i særlige tilfælde tage dig af dem. Disse tilfælde vil jeg ikke forurolige dig med her. De utallige udvidelser og forbedringer, der er skabt til PCen, stiller ganske hårde krav til DOS. Krav, som DOS godt kan honorere, hvis den ellers får de rigtige instruktioner om udstyrets indretning. Hertil bruges AUTOEXEC.BAT og CONFIG.SYS. Faktisk bruges CONFIG.SYS først. I denne (tekst-)fil angives de særlige krav, som hukommelse og tilsluttet udstyr stiller. I AUTOEXEC.BAT angives de mere software-mæssige betingelser for, at DU og PCen kan snakke ordentligt sammen. Går alt godt under opstarten, sidder du sløvt og tri- ... nå nej, glad og tilfreds foran din effektive og velsmurte maskine.


Under det følgende kan det ikke undgåes, at vi bliver lidt "langhårede". Opsætning af en PC kræver lyst til at vide noget om det, der får krikken til at løbe hurtigere - eller dyb nød, når et eller andet får bæstet til hårdnakket at blive inde i stalden. Lad os følge DOS' rækkefølge og starte med CONFIG.SYS.

CONFIG.SYS Det er som nævnt en tekst-fil. Den består af en række korte eller lange - ENKELTSTÅENDE - linier, der hver for sig angiver en eller anden form for tilretning af (især) noget hardware-mæssigt. Det drejer sig om maskinens hukommelse, tilsluttet udstyr, specielle drivere til at forbedre PCens yde-evne og meget mere. Jeg gennemgår de mest brugte sætninger i den rækkefølge, JEG mener, de bør forekomme i filen - med evt. henvisninger til uddybende tekst i andre afsnit. Visse dele vedrører kun maskiner, der er udstyret med hukommelse ud over 1 Mb - dette er angivet med (5), eftersom man først fra dette versions-nummer kan gøre noget effektivt ved den ekstra hukommelse (i DOS). Endvidere er enkelte sætninger kun interessante for DOS 6-ere - dette angives med (6). Husk på, at DINE DOS-kommandoer og drivere kan ligge i et andet bibliotek end "C:\DOS" - den benævnelse jeg bruger hele vejen igennem. Først lidt generelt De start-parametre som opstilles i CONFIG.SYS kan ikke aktiveres, efter at DOS har meldt klar. Der er altså ikke tale om "kommandoer", som kan udstedes fra promptet! Ændringer i CONFIG.SYS bliver først aktuelle, når du har genstartet maskinen. (AUTOEXEC.BAT kan du starte lige så tosset du vil!) (5) Hvis DOS har adgang til de praktiske UMB kan angivelsen "DEVICE=" forædles til "DEVICEHIGH=" (undtagen ved HIMEM.SYS og EMM386.EXE). Meningen er den samme, blot vil DOS så forsøge at presse driveren ind i området mellem 640 Kb og 1 Mb. Her er der ikke altid plads, men det problem så vi nærmere på i afsnittet om Fordeling af hukommelsen. Lad os kigge på linierne

(5)+(6) Først i en CONFIG.SYS angiver man de drivere, som skal administrere hukommelsen, de 2, 4, 8, 16, -... Megabytes, som skal til for at køre nutidens programmer. RÆKKEFØLGEN på de følgende 3 linier MÅ IKKE ÆNDRES! De skal angives i denne orden. Linie 1 DEVICE=C:\DOS\HIMEM.SYS Linie 2 DEVICE=C:\DOS\EMM386.EXE NOEMS (ell. RAM ell. intet) Linie 3 DOS=HIGH,UMB ----- --- -----


(5) Linie 1: DEVICE=C:\DOS\HIMEM.SYS

Indlæser den driver, som giver DOS-programmer adgang til to vigtige områder i hukommelsen: High Memory Area (HMA) samt al den udvidede hukommelse = EXTENDED hukommelse = alt OVER den første Megabyte RAM. På maskiner med 1 Mb samlet hukommelse, især på 286-modeller har man i sagens natur kun gavn af denne sætning for at få fat i HMA. Al kommunikation med den udvidede hukommelse foregår ved hjælp af HIMEM.SYS. Skal den næste linie have virkning, skal HIMEM.SYS loades først.

(5) Linie 2: DEVICE=C:\DOS\EMM386.SYS NOEMS (eller RAM) (6) Linie 2: DEVICE=C:\DOS\EMM386.EXE NOEMS (eller RAM)

OBS Hvis du KUN bruger WINDOWS til at styre dine programmer, kan du helt undvære denne sætning!

OBS OBS HIMEM.SYS og EMM386.xxx MÅ ALDRIG startes med !!!! DEVICEHIGH !!!!

EMM386 er en lidt rodet driver, eftersom den har flere vidt forskellige funktioner: • den kan lave EXTENDED hukommelse om til (hold fast) EXPANDED hukommelse, en type

hukommelse, som visse programmer kan udnytte. • den giver adgang til området mellem 640 Kb og 1 Mb - de såkaldte Upper Memory Blocks

(UMB) - MEN KUN på maskiner med 80386-CPU !! Frie områder i disse UMB kan bruges til at anbringe drivere og andet styre-halløj VÆK fra det kritiske og dyrebare område af hukommelsen mellem 0 og 640 Kb - det eneste område DOS kan bruge til at lege med alle de sjove programmer (og de kedelige).

• den kan inkludere og ekskludere områder i hukommelsen under 1 Mb, afhængig af ledig plads og specielle krav fra "hardwaren". (Virkelig langhåret!)

EMM386 tager en lang række parametre. Her skal kun omtales de to vigtigste - der ovenikøbet udelukker hinanden. Hvis man IKKE har programmer, der kan udnytte EXPANDED hukommelse, lukker man for denne funktion med parametren: NOEMS Dermed har man stadig mulighed for at bruge UMB. Har man derimod programmer, der kan bruge eller kræver EXPANDED hukommelse, angives dette med parametren: RAM (- eller et tal) Man behøver ikke lave AL den udvidede hukommelse om til EXPANDED. Det er bare ikke muligt at skrive både RAM og NOEMS. Størrelsen på den mængde udvidet hukommelse, som skal anvendes som EXPANDED memory kan angives med et tal, der enten angives som en præcis værdi eller en ønskværdig størrelse, som driveren så runder ned til det nærmeste (mulige) tal. Angiver man intet tal, afsættes 256 Kb som


EXPANDED og det er ikke meget, hvis et program skal have gavn af det. Mere brugbare størrelser kan være: 512 (Kb) 1024 (1Mb) 2048 (2Mb) (Du skal KUN skrive tallet). Eksempler: DEVICE=C:\DOS\EMM386.EXE NOEMS (kun EXTENDED + UMB) DEVICE=C:\DOS\EMM386.EXE RAM 2048 (2 Mb EXPANDED + UMB) OBS DEVICE=C:\DOS\EMM386.EXE 1024 (1 Mb -:- % UMB ! )

I DOS 5 skal man SELV lave de yderligere fiksfakserier for at udnytte hukommelsen fuldt ud, men i DOS 6 vil dels installationen og dels det nye program, MEMMAKER, gøre en god del af dette arbejde automatisk.

(5) Linie 3: DOS=HIGH,UMB Under forudsætning af, at de to forrige sætninger findes, kan man dernæst angive, at DOS skal hoppe op i HMA, hvilket giver en masse plads under 640 Kb - og dernæst, at DOS skal administrere de nyttige UMBs og derigennem skabe endnu bedre plads til programmer. Sætningen kan deles og man kan nøjes med den ene eller den anden. Altså: DOS=HIGH (kræver HIMEM.SYS - bør med på enhver PC) DOS=UMB (kræver at EMM386 er med i selskabet) (Det er pudsigt, at DOS 5 automatisk samler dem til een sætning, mens DOS 6 skiller dem ad. Jeg aner ikke hvorfor.) Herefter kan man indføre en rigtig tempo-forbedrer: (5) DEVICE=C:\DOS\SMARTDRV.SYS 1024 (/a) På markedet dukkede for nogle år siden de såkaldte disk-cache- programmer op. DOS 5 introducerede selv et sådant program, SMARTDRV.SYS. (Se afsnittet Nye kommandoer i DOS 5 for en forklaring af begrebet). Her loades SMARTDRV med DEVICE=, der angives størrelsen i Kb og hvis man i forvejen bruger EXPANDED memory, kan man angive "/a" for at lægge SMARTDRV op i netop EXPANDED memory. I DOS 6 er SMARTDRV et EXE-program. Se afsnittet om AUTOEXEC.BAT. (Hyperkort: Der er faktisk i DOS 5 og 6 mulighed for at loade EXE og COM-filer i CONFIG.SYS. Hertil bruges en "kommando": INSTALL Det er altså muligt og lovligt i CONFIG.SYS at skrive: INSTALL C:\DOS\SMARTDRV.EXE 1024 Den eneste begrundelse for at gøre dette i DOS 5 og 6 vil være for at undgå at loade drivere mere end een gang, hvis man fyrer AUTOEXEC.BAT af et par gange eller tre. INSTALL kan ikke loade højt. Derfor en funktion med stærkt begrænset værdi. Men nu er den nævnt).


Så kommer vi til de mere generelle linier. (Alle DOS-versioner fra 3.3) Herefter kan følge/startes med en række forholdsordrer til selve DOS. Linierne 4 - ?? SHELL=C:\DOS\COMMAND.COM /e:512 /p FILES=20 BUFFERS=15 LASTDRIVE=F STACKS=0,0 FCBS=4,0 DEVICE=C:\DOS\ANSI.SYS DEVICE=C:\DOS\DISPLAY.SYS CON=(,865,1) COUNTRY=045,865,C:\DOS\COUNTRY.SYS DEVICE=C:\DOS\RAMDRIVE.SYS 512 /e BREAK=ON (5) REM Herunder følger mere nyt (5) REM ------------------------ (5) DEVICE=C:\DOS\SETVER.EXE

(Inden vi gennemgår disse, så bemærk, at der herefter - eller ind imellem - kan være flere linier, der angiver specielt hardware, f.eks. printere, CD-drev, net-kort o.a.) Specielt vil jeg nævne: (6) DEVICE=C:\DOS\DBLSPACE.SYS /MOVE Lad mig med det samme afsløre, at ikke ALT i disse sætninger forklares til bunds. Dertil er DOS-manualen meget mere anvendelig. Men du skal være klar over, at hver linie kan have afgørende betydning for din PCs ydeevne. Nå, lad os se på dem en for en (pyyyyha!) SHELL=C:\DOS\COMMAND.COM /e:512 /p

I manualen står, at man skal gentage biblioteks-navnet, hvis COMMAND.COM ikke befinder sig i roden, altså: SHELL=C:\DOS\COMMAND.COM C:\DOS /e:512 /p Personligt har jeg ikke registreret behovet for dette. Hvis du ikke laver denne sætning, SKAL COMMAND.COM ligge i rod- biblioteket på boot-drevet (C:). Desuden vil man have et standard- environment på 256 bytes. Se nedenfor. Der kan være mange gode grunde til at bruge en anden kommandofortolker end DOS' COMMAND.COM (4DOS.COM er her et glimrende eksempel). Ønsker man dette - eller ligger COMMAND.COM et andet sted end i roden, skal man angive sti og navn til denne (alternative) COMMAND i SHELL- angivelsen. Kan kommandofortolkeren tage parametre, anføres de. COMMAND.COM kan tage ganske få parametre. Her er anført to "/e:512" og "/p". /e: drejer sig om det såkaldte "ENVIRONMENT", som DOS benytter sig af til at gemme diverse oplysninger. (Se AUTOEXEC.BAT) Størrelsen på environment kan øges fra standarden, som er 256 tegn - hvilket ikke er meget. Her sættes det til 512 bytes/tegn. En praktisk størrelse. /p betyder "permanent", hvilket vil sige, at den kommandofortolker, man vælger, altid vil træde ind, når det er påkrævet. Desuden medfører /p at AUTOEXEC.BAT bliver gennemkørt bagefter - hvilket i gamle dage var en naturlig ting for DOS. Nu skal den altså sparkes til det! Denne parameter bør derfor altid anføres.


(I nyere DOS-versioner vil denne "kommando" betyde, at der ligeledes laves en environment-variabel ved navn COMSPEC. Se afsnittet om AUTOEXEC.BAT) FILES=20

Angiver hvor mange filer, DOS tillader at have åbne på samme tid. Sættes tallet for højt, fylder DOS mere, sættes tallet for lavt, kan en masse programmer ikke lave et hak. Nogle programmer kræver endnu flere FILES end 20. De skal som regel nok selv gøre opmærksom på det! Find et kompromis, afhængig af især arten og størrelsen på dine programmer. Et tal mellem 10 og 30 er normalt.

BUFFERS=15 "Buffere" er nogle bidder hukommelse, som DOS bruger, når den skal læse og skrive data - både i hukommelsen og til/fra disk, printer osv. DOS fylder en buffer med data, derpå en til og en til, indtil de afsatte buffere er fulde. Først da smider den bytes'en derhen, hvor de skal. Det tager tid at fylde mange buffere, sæt derfor tallet efter dels størrelsen på harddisken (se nedenfor) og CPU'ens hastighed. (Store harddiske sidder normalt i PCere med hurtige CPU'er) 40 Mb harddisk: 10-15 buffere 60-100 Mb: 15-25 buffere 100- Mb: 30-50 buffere

LASTDRIVE=F DOS afsætter plads i hukommelsen for hvert drev, der er tilsluttet maskinen - også "fup"-drev, som bare er omdirigerede biblioteker, RAM-diske i hukommelsen (se nedenfor under RAMDRIVE) osv. Derfor skal DOS vide, hvor mange drev, DU mener, den får brug for hen ad vejen. Udover de "normale" 3 drev (A:, B: og C:) er det ikke unormalt, at afsætte to-tre stykker mere. Man kan aldrig vide, vel? Antallet skrives som det sidste bogstav (uden kolon), som DOS skal regne med. I dette tilfælde "F" = "drev F:" Sættes antallet for højt, vil DOS fylde forholdsvis meget. (Prøv selv en dag for sjov at se forskellen på at skrive =Z og =D - med kommandoen MEM /C) Sæt ikke bogstavet for "højt". Nøjes med et rimeligt antal. Folk på NETVÆRK skal dog holde nallerne væk fra et evt. "Z". Her har det en ganske nødvendig funktion. (Spild af memory). STACKS=0,0 Er i virkeligheden en lidt forældet angivelse. Gamle programmer (før 1990) skulle undertiden bruge en del af hukommelsen til at gemme oplysninger om, hvor de havde gjort af data = en stak, som i "stak kasser". DOS kan stadig holde rede på den slags, men moderne programmer har næsten aldrig brug for dem. Angives ingenting (= ingen linie) vil DOS af sig selv afsætte nogle STACKS. Derfor skal man angive "0,0" for at forhindre dette plads- spild i hukommelsen. Opfører et program sig mærkeligt eller dør, kan du forsøge at angive en størrelse. Se i DOS-manualen.


FCBS=4,0 Lidt i stil med STACKS. Se manualen. DEVICE=C:\DOS\ANSI.SYS Også en ældre sag. Farveskærme var tidligere knap så udbredte og derfor måtte man undertiden ty til sjove kommandoer for at få farver og special-tegn frem. Hertil brugtes bl.a. denne driver. Nu er der næsten ingen programmer, der bruger den, dog kan den stadig benyttes til at lave pudsige PROMPTS og andre finurlige ting i den "rå" DOS. Kun legetøj. Vil du have den med, SKAL den komme før den næste driver (DISPLAY)! DEVICE=C:\DOS\DISPLAY.SYS CON=(,865,1) Denne SKAL med for at få de rigtige skærm-farver m.m. I mit eksempel er angivet, at skærmen skal bruge et tegnsæt med nummeret "865", hvilket (sammen med "850") er de(t) mest anvendelige for danskere (æøå/ÆØÅ m.m.) - samt at man kun ønsker EET tegnsæt forberedt. Her er manualen igen en meget bedre kilde. Mit eks. virker men behøver ikke at være gældende for din maskines frontrude. (Det flagrende komma er et kapitel for sig. Her henvises til manu-... ja, du ved!) COUNTRY=045,865,C:\DOS\COUNTRY.SYS En DEVICE-driver uden DEVICE !

Den skal vi nordboere også have med for at fortælle DOS, hvordan dato og klokken skal skrives på skærmen, samt at vi kræver specielle tegn rundt omkring. Her anføres lande-koden (045/45 = Dannevang!) - igen tallet for tegnsættet (865) og endelig hvor disse kryptiske oplysninger skal findes (\dos\country.sys). (Fat manualen for ægyptiske hieroglyffer). DEVICE=C:\DOS\RAMDRIVE.SYS 512 /e I ældre PC-DOS udgaver hedder driveren VDISK.SYS. Denne sætning betyder, at man afsætter en del af hukommelsen som en "fup"-disk, også kaldet en "VIRTUEL" disk - ELLER en RAM-disk. Altså en bid RAM, som DOS behandler, som om det drejede sig om et diskettedrev/harddisk. Dette "drev" skal af gode grunde IKKE formatteres. Det er klart, når driveren har lavet det. Det efterstillede "/e" betyder, at RAM-disken skal lægges i EXTENDED hukommelse. Man kan i stedet skrive /a og så lægges den i EXPANDED hukommelse. Tallet (her: 512) er størrelsen på RAM-disken. Denne angivelse skal "helst" angives med tal, som er deleligt med 16 (se under EMM386.EXE ovenfor - og i Kb. 1 Mb = 1024, 2 Mb = 2048. I manualen ses andre interessante tal-størrelser. Drevet får navn som det næste i rækken efter de fysiske drev - drev D: eller E: i mange tilfælde. Du kan ikke selv bestemme navnet. Sådan et RAM-drev er utroligt hurtigt i forhold til selv den hurtigste harddisk - men vi husker alle, at oplysninger i RAM - og dermed også på en RAM-disk - forsvinder uigenkaldeligt, når eller hvis strømmen svigter. Og hvad skal man så bruge sådan en fup-disk til? Ja, absolut ikke til at gemme data af blivende karakter! Derimod er der to-tre funktioner, som passende kan laves med en virtuel disk. Har man mange Megabytes RAM, kan man med fordel afsætte 1-2 Mb til en RAM-disk, der dernæst bruges til de midlertidige filer, som mange programmer smider rundt med. Man angiver dernæst - i AUTOEXEC.BAT ! - følgende:


SET TEMP=D:\ (+ evt. SET TMP=D:\) Derefter vil DOS omdirigere alle temporære filer af denne slags til RAM-disken, hvilket øger hastigheden betydeligt i visse typer programmer (WINDOWS-programmer f.eks.) Har man (stadig) mange bytes RAM, kan man kopiere et program eller et helt program-kompleks til RAM-disken og starte det op herfra. Sålænge man bare husker at gemme de filer, man arbejder med på en rigtig disk/harddisk, vil selve program-afviklingen foregå mærkbart hurtigere. Endelig kan man kopiere COMMAND.COM til en lillebitte RAM-disk og angive SHELL=D:\COMMAND.COM (se ovenfor). Dette nedsætter ventetiden mellem nedlukning og start af programmer. Denne praksis er ikke meget anvendt. Du kan sagtens lave flere RAM-diske, både små og store, som du så kan eksperimentere med på forskellig vis. Men så har du også for meget RAM! BREAK=ON En af de ganske få CONFIG.SYS-sætninger, som også kan aktiveres fra promptet. BREAK betyder her "CONTROL-BREAK" og er den taste- kombination, der i mange, men ikke alle tilfælde kan afbryde en DOS-funktion eller et program. BREAK er en slags kontakt, der kan tændes og slukkes. Sættes BREAK til ON, vil DOS oftere holde øje med, at du ikke taster CTRL-BREAK eller CTRL-C på tastaturet. Manualen advarer mod, at dette vil koste tid i andre funktioner, og eftersom CTRL-BREAK enten virker eller ikke-virker i DOS og programmer, uanset hvilken tilstand BREAK har, kan jeg ikke se noget speciel grund til at nedsætte maskinens ydeevne med den. Bestem selv, hvad du kunne tænke dig. Ved promptet skrives blot BREAK ON / BREAK OFF for tænd/sluk. (5) Bemærkninger - REM-sætninger (vilkårlige linier): REM ... og her kan skrives hvad som helst. REM -----------

Fra DOS 5 blev det muligt at indsætte REM-sætninger i CONFIG.SYS lige som i AUTOEXEC.BAT og andre BAT-filer. De kan bruges til at indsætte private noter eller afsnits-overskrifter i filen, så man selv eller andre kan se, hvad det handler om. Husk mellemrummet efter REM. REM kan meget bekvemt bruges til midlertidigt at sætte en sætning ud af kraft næste gang, man starter PCen. Så er det nemmere at gen-aktivere sætningen, hvis man alligevel vil beholde den. I de ældre DOS-versioner var man henvist til andre og langt mere besværlige metoder for at fuske med de drivere, som måske og måske ikke skulle aktiveres. En dejlig tilføjelse til DOS. (5) DEVICE=C:\DOS\SETVER.EXE Denne driver er lavet, fordi visse (igen: ældre) programmer forventer at blive startet under eet særligt eller højest med et bestemt versionsnummer af DOS. Eftersom der trods alt er forskel på de forskellige versioner, kan sådanne programmer blive forvirrede, når de leder efter netop denne oplysning og de så støder på sære tal som "5" eller "6".


(Du kan se oplysningen med kommandoen VER fra promptet). Til at redde disse programmer fra forvirring eller den visse død, kan man indlægge driveren SETVER. SETVER indeholder en liste, hvor der opregnes en række programmer, som Microsoft og IBM allerede ved, har disse særegne problemer. Sammen med program-navnet angives den DOS-version, som programmet helst vil lege med. Du kan skrive SETVER som kommando ved promptet. Derpå ruller en masse linier over skærmen. Dem, du kan se nederst på listen, illustrerer princippet. Men du kan kun gøre noget ved listen, hvis SETVER er aktiveret i CONFIG.SYS som beskrevet ovenfor. Så kan du tilføje og slette i listen. Fra promptet ! Tilføj således: SETVER NYTPROG.SYS 3.30 (3.30 = DOS 3.3) Slet skrives: SETVER XYZPROG.EXE /d (for /DELETE)

Der er uhyggeligt mange af de programmer, der står i listen, som du og jeg ikke bruger. Derfor: aktiver kun denne funktion, hvis dit yndlingsprogram er på listen, eller du har et program, der ter sig underligt under DOS 5 eller 6, men ikke under DOS 3.3 eller 4. Der er en ganske lille RAM-gevinst ved at muge ud i listen. En meget lille! Bemærk, at i DOS 6-listen dukker den gamle kending BACKUP.EXE op med versions-nummer 5.00. Se afsnittet om MSBACKUP for en forklaring på dette. (6) DEVICE=C:\DOS\DBLSPACE.SYS /MOVE Denne driver hører til det data-kompressions-program, som er lavet til DOS 6. Den laves automatisk af programmet. Se afsnittet om disk-kompression.

Som nævnt kan der i din PC være tale om flere og meget sært udseende drivere eller sætninger med "græsk for viderekomne". Disse drivere tilhører sandsynligvis ting som net-forbindelse, CD-ROM-drev eller andet nymodens pjat. Enten ved du præcis hvad de dækker, eftersom du selv har installeret dingenoterne eller også er det noget, din arbejdsgiver vil blive stærkt ophidset over, hvis du piller ved dem. Rækkefølgen på alle disse sjove drivere er ikke HELT tilfældig og der kan være gode grunde til at flytte rundt på sætningerne, men det har vi et helt afsnit om senere. Husk blot på, at alle ændringer i CONFIG.SYS først træder i kraft ved en ny opstart af PCen - enten "the BIG switch" eller CTRL-ALT-DEL. Apropos rækkefølgen på drivere, så vent bare til du har læst det næste afsnit om AUTOEXEC.BAT!


10. del

AUTOEXEC.BAT Vi er stadig ved boot-filerne (opsætningen af DOS + PC). Efter igangsætning af drivere m.m. i CONFIG.SYS kaster DOS sig over kommandoerne i AUTOEXEC.BAT. Ja, jeg skriver KOMMANDOERNE. Her ER tale om kommando-linier, der til forskel fra linierne i CONFIG.SYS, reelt set ligeså godt kunne skrives ved promptet. Eftersom der er tale om kommandoer, du gerne vil have udstedt hver gang, maskinen starter, er det hypersmart at skrive dem ind i denne fil og få det gjort automatisk, ikke? Hvis du derfor hen ad vejen mener at få brug for andre eller flere/færre kommandoer ved opstarten, kan du selv indføre, slette eller rette i de linier, som udgør AUTOEXEC.BAT. (Se LAV EN FIL for at lære hvor'n). I AUTOEXEC.BAT er der mere frit slag med rækkefølgen på kommandoerne (se dog mine bemærkninger til sidst). Der findes en række besværlige kommandoer til at styre tegn og sprog på tastatur, skærm og printer og eftersom disse i princippet skal skrives/aktiveres hver gang, du starter PCen, lægges de her. Dernæst er der nogle anvisninger til DOS, f.eks. i hvilke biblioteker, den skal lede efter dine programmer, om der er specielle "variabler" vi vil bruge hen ad vejen og meget andet. Endvidere er der andre "små og irriterende" kommandoer, man med garanti ville glemme, dem lægger vi også her. Vi skal lugte til begrebet BAT-filer. Det er muligt at lave alskens krumspring med sin AUTOEXEC.BAT, især hvis man har netværk eller skal starte sjove menu-systemer og andet. Personligt foretrækker jeg at lade AUTOEXEC.BAT gøre maskinen klar for mig, så kan jeg altid lave andre BAT-filer, der starter programmer og laver arbejdsrutiner for mig. AUTOEXEC.BAT er og bliver en BAT-fil Vi lader som om, vi skal bygge den op fra bunden (toppen, faktisk, men det kan du nok regne ud, ikke?) Først vil vi, som i så mange BAT-filer starte med at rense skærmen for alle disse besynderlige og uforståelige beskeder, som ellers ville rulle henover vore nethinder og forstyrre os. OK, det kan i mange tilfælde være smart at følge med i, hvad DOS laver - hvilket ikke altid er det samme, som det, VI vil have den til at lave, vel? Men, hvis vi vil undgå for mange linier tekst under opstarten, starter vi med de berømte sætninger: @echo off CLS

Se afsnittet om BAT-filer for en forklaring på disse to kommandoer.


Rigtige PC-freaks vil aldrig skrive disse to sætninger i starten af AUTOEXEC.BAT, men jeg synes altså det ser pænest ud, når min maskine starter (- når jeg ellers er færdig med at rode med en eller anden ny opstarts-rutine!) Herefter følger så de kommandoer, som DU vil bede DOS om at udføre hver gang, I starter. Lad os se på en stribe eksempler på mere eller mindre nødvendige sætninger. Mine eksempler, for det meste! (6) C:\dos\SMARTDRV.EXE C:+ D:- 1024 1024 SET COMSPEC=c:\DOS\command.com PROMPT $P$G PATH c:\;c:\DOS;c:\disk;c:\disk\egne;C:\WF C:\DOS\KEYB DK,865,c:\dos\KEYBOARD.SYS C:\DOS\mode con cp select=865 SET TEMP=C:\WINDOWS\TEMP c:\dos\GMOUSE 2 C:\lastcmd.com verify on speedup echo. og for fuldstændighedens skyld, må vi hellere nævne: NLSFUNC MODE CON CODEPAGE PREPARE ((865 850) c:\dos\ega.cpi) GRAPHICS PRINT /D:lpt1

Et par generelle, informative bemærkninger først:

ENVIRONMENT DOS opretholder et "kartotek", der hedder ENVIRONMENT (på dansk ville det blive til "omgivelser", hvilket INGEN bruger!) Det hedder "environment" (æn-vajron-ment) på dansk osse. Environment er et lille opslagsværk, som DOS bruger til at gemme forskellige oplysninger - nogle af dem gennemgåes herunder - som du gerne vil have klar til senere eller stadig brug. Eftersom DOS altid bruger environment, laver den selv et, hver gang den starter. Standard-størrelsen er på 256 bytes, men det kan i mange tilfælde være for lidt. Størrelsen kan øges med SHELL-angivelsen i CONFIG.SYS (ikke med COMSPEC= !!) Se forrige afsnit. Man kan se indholdet af environment ved (i DOS) at skrive kommandoen SET

Samme kommando bruges både ved promptet og i BAT-filer til at putte oplysninger ind i environment - eller til at fjerne dem igen. Disse oplysninger kaldes med et andet ord for "variabler", eftersom de kan udskiftes mere eller mindre frit.


Man sætter en environment-variabel med SET UGEDAG=ONSDAG SET TEKSTER=C:\TEKSTER\BREVE

og fjerner dem igen ved ikke at skrive noget efter "=" SET UGEDAG= SET TEKSTER=

Til trods for andres overtro, oversætter SET-kommandoen IKKE tegnene efter "=" til store bogstaver. Det sker kun i tilfældet med PATH. Du kan altså glimrende lave en variabel med indholdet "Jens E.Hansen - forfatter af DOS' nåde!" Alt gemmes som det skrives, hvis der ellers er plads nok i environment. Disse variabler kan læses af BAT-filer eller programmer og via dem kan man således videregive bestemte oplysninger til programmer, der måtte have brug for dem. En meget udbredt trafik. Environment må derfor ikke være for småt. Jeg anbefaler 512 eller 1024 bytes. I AUTOEXEC.BAT angives flere af disse "faste variabler" (forstår du det?) deriblandt PATH, PROMPT og COMSPEC. De er "faste", fordi DOS har god brug for dem, hvorfor man normalt sætter dem i AUTOEXEC.BAT - og "variabler", fordi man altid kan give dem et andet indhold. I det følgende vil (ENV) betyde, at oplysningen smides ind i environment. Og så går vi i gang:

(6) C:\dos\SMARTDRV.EXE C+ D- 1024 1024 Starter DOS 6's disk-cache-program. I DOS 5 er SMARTDRV en SYS-fil, der skal loades i CONFIG.SYS (se denne). DOS 6-udgaven kan både startes i AUTOEXEC.BAT, fra promptet OG i CONFIG.SYS (med INSTALL). (Se afsnittet om Nye programmer i DOS 5 for en beskrivelse af SMARTDRV). I ovenstående eksempel(!) anføres: drev og sti og program at drev C: skal have cache, at drev D: ikke skal have cache at cachen skal være 1 Mb stor i DOS og 1 Mb stor i WINDOWS. SMARTDRV.EXE vil automatisk forsøge at lægge sig selv op i UMB-området og derudover benytter den sig af EXTENDED memory, uden at du behøver at bede den om det - hvis der altså er EXTENDED memory nok, ikke. Læs i manualen, at du kun kan få hjælp til programmet i DOS' hjælpe- system (HELP SMARTDRV eller SMARTDRV /?)


SET COMSPEC=c:\DOS\command.com (ENV) Når DOS overlader pladsen til store programmer, fordufter den næsten helt fra den aktive del af hukommelsen (under 640 Kb). Når den senere skal finde ind i varmen igen, skal den vide, hvor den kan hente sig selv, så at sige, hvis den ikke befinder sig i rod-biblioteket. Det fortælle man DOS med denne sætning. I nyere versioner vil denne oplysning blive indsat i environment af sætningen "SHELL=C:\DOS\command.com" - i CONFIG.SYS. I disse tilfælde behøver du altså ikke lave "dobbelt-konfekt" ved også at skrive den her. PROMPT $P$G (ENV) Klartegnet, det uundværlige "C:\" på skærmen, kommer ikke af sig selv! Det er DIG, der bestemmer, hvordan det skal se ud samt hvilke andre, sjove oplysninger, du evt. vil have med hver gang DOS melder klar. Jeg mener HVER ENESTE gang. Kommandoen, der også kan bruges (med forsigtighed) fra kommandolinien, er altså PROMPT. Derefter følger de underlige angivelser, der i de fleste tilfælde starter med et "$"-tegn. (Amerikanerne fornægter sig ikke). "$P" betyder "Aktivt drev og bibliotek" og "$G" giver "" - en meget nyttig kombination, der altid vil fortælle dig, hvor DOS pt opholder sig. Kan ikke anbefales nok. Se i DOS-manualen, hvor mange forskellig oplysninger og tegn, du faktisk kan skrive i promptet. For spas kan du prøve at oversætte MIN prompt: PROMPT $D $T$h$h$h $_$P$g$e[37;1m Bliv ikke desperat, det står altsammen i "los manualos". Resultatet ses her: Søn 21-11-93 04.15.28 C:\TEKST\DOSKURS2\>: og desuden er al tekst klar hvid på sort baggrund (e[37;1m) og dermed mere læselig end DOS' kedelige grå på sort. Den slags morskab kræver, at ANSI.SYS er aktiveret i CONFIG.SYS. Se forrige afsnit. Eftersom promptet ses tit, skal man passe på med at lave for prangende sprællerier. Det er faktisk muligt at lave små Dannebrogsflag eller biler (jeg har set den slags) som prompt, men det bliver hurtigt en anstrengt fornøjelse. Eksperimenter gerne med prompt-parametrene, men nu er du advaret mod at overdrive. PATH c:\;c:\DOS;c:\disk;c:\disk\egne;C:\WF (ENV) (Kan også skrives som SET PATH=C:\......) Når du beder DOS om at udføre en kommando, som ikke er en INTERN DOS-kommando, leder den efter den i det aktive bibliotek. Finder den ikke en kommando her (som ender på COM, EXE eller BAT) kan man få DOS til at søge i andre biblioteker derefter. Hertil bruges PATH (på dansk: STI eller SØGESTI, hvilket mange kalder det). Der er dem, der tror, at DOS altid leder videre i rodbiblioteket - og måske også på månen - men det er overtro. Hvis ikke man angiver en sti, vil DOS miste pusten, når den har læst det AKTIVE bibliotek igennem uden at finde noget brugbart. Derfor er det død-hamrende smart at lave en PATH. Ovenstående er min angivelse (sådan cirka). Du skal selv bestemme din sti. Hav altid rod-biblioteket og DOS-biblioteket med. Bemærk, at hvert bibliotek angives fuldt ud med disk og det hele. Andre diske end C: er naturligvis tilladt, også blandet mellem hinanden.


Blot SKAL drev og bibliotek findes, ellers brokker DOS sig hver gang du ulejliger den hen et sted, den ikke kan finde! HVER GANG! Et godt råd: Angiv aldrig DISKETTEDREV i stien. Prøv selv at regne ud hvorfor. Bibliotekerne adskilles med et semi-kolon ";". Vær omhyggelig med at skrive rigtigt. DOS er, her som andre steder, ualmindelig tunghør og nærtagende. PATH-angivelsen betyder så, at du kan aktivere kommandoer fra alle disse biblioteker, uanset hvor i biblioteks-systemet (træet) du og DOS ellers befinder Jer. Bekvemt. MEN stien må ikke være længere end 127 tegn! Og den KAN ikke gøres større end disse 127 tegn. Ærgerligt men opdragende. Du tvinges dermed til at begrænse din søgelyst. Tænk på, at DOS for hver kommando, du udsteder, måske skal hele den lange liste - MED SAMTLIGE filnavne - igennem, bare for at finde en lille ubetydelig kommando - eller SLET INGEN, når du taster forkert. Læg derfor de mest brugte biblioteker forrest i søgestien. Særligt lange biblioteks-navne, som du absolut vil have med, kan forkortes ved at bruge SUBST (se afsnittet med Brugbare kommandoer). SET TEMP=C:\WINDOWS\TEMP (ENV) Evt. også SET TMP=C:\WINDOWS\TEMP Mange programmer lister rundt nede under skærmen og anbringer skjulte eller ikke-skjulte TEMPORÆRE dvs midlertidige filer på din harddisk. Normalt bliver den slags frådserier med diskpladsen fjernet igen, når programmerne stoppes på lovlig vis, men skulle uheldet være ude - hvis strømmen går eller programmet låser - vil de blive liggende og fylde op. Derfor er det rart, at man i princippet kun skal eet sted hen for at finde dem og smide dem ud med hård hånd. DOS (DOSSHELL) og WINDOWS er heldigvis sådan indrettet, at de kan bruge et bestemt bibliotek, ved navn \TEMP til den slags hyggespredning. Angiv derfor altid denne "fil-skraldespand" i AUTOEXEC.BAT. Min anbefaling. Biblioteket skal selvfølgelig findes på harddisken! - eller hvad med en RAM-disk, hva? Se afsnittet om CONFIG.SYS. Ikke alle programmer bruger \TEMP eller \TMP, men det skader ingen at angive den. Forøvrigt: Sluk ALDRIG maskinen mens du er inde i WINDOWS eller andre store, fil-krævende programmer - databaser er især slemme!! Dermed vil du langsomt men sikkert få din dyrebare harddisk fyldt op med l... Og en ting til: Slet ALDRIG temporære filer, mens (DOSSHELL eller) WINDOWS er aktiv - heller ikke fra en såkaldt "DOS-boks". Du vil sandsynligvis slette noget, som WINDOWS netop vil stå og mangle, når du lukker DOS-boksen. Rent selvmord! (For WINDOWS, altså) C:\DOS\KEYB DK,865,c:\dos\KEYBOARD.SYS Ja, det er faktisk en kommando, men den vil du aldrig udstede fra promptet, alene af den grund, at du aldrig ville kunne huske syntaksen. Nå, men for at vi sølle danskere kan skrive "æøå", må vi altså installere en speciel tastatur-driver. Drivere aktiveres ellers i CONFIG.SYS, men hvem siger også at tilværelsen ikke må indeholde den slags små overraskelser, hva?


Kommandoen hedder i dette tilfælde KEYB. I ældre versioner hed den KEYBDK eller KEYBDA (dette kunne undertiden være specielle programmer, som IKKE blev leveret sammen med DOS !) Man angiver så landekoden (DK og ikke 045 som i CONFIG.SYS. Hm!) - derpå det specielle tegnsæt, man foretrækker (her: 865, andre bruger 850) og endelig den SYS-fil, der indeholder disse kostelige oplysninger. Og så skriver vi dansk, venner! C:\DOS\mode con cp select=865 Jeg er tilhænger af eet eneste tegnsæt både til tastatur og skærm, og derfor har jeg blot denne angivelse til skærmen. "Skærm - hvor står det?", siger du foragteligt. Jo, se ordentligt efter. Der står sandelig "con" med små bogstaver. CON er PCsk for skærm (af CONSOL=KONSOL=SKÆRM). Det ligeså ubetydelige "cp" betyder "code page". Dette er benævnelsen for tegnsættet, du vil have skærmen til at vise - incl. de danske special-tegn æøå osv. Jeg gør opmærksom på, at netop dette område KAN være lidt kringlet, afhængig af den skærm og den DOS-version man knokler med. Ældre maskiner og DOS'er brugte slet ikke dette kneb; der skulle i mange tilfælde ikke angives nogetsomhelst, men de nye super-super-osv- VGA-skærme m.m. kræver altså mere end almindelig tilretning for at funkle. Jeg hverken kan eller vil angive flere løsninger på dette spegede problem. Jeg har andet at lave end at gætte mig til, hvilken skærm du har! (Manualen-fassen! Både skærmens og DOSens). c:\dos\GMOUSE 2 Dette er kun et eksempel. Bruger man en mus til at futte rundt på skærmen og pege og klikke på alle de små sjove kasser, skal DOS vide, at man har en sådan tilsluttet. Din muse-DRIVER (der var den igen!) kan glimrende hedde noget andet. Jeg har taget den med her for at vise dig, at mange muse-drivere kan acceptere et tal for den serielle COM-port, musen er tilsluttet. I mit tilfælde altså på COM-port 2. Min muse-driver hedder GMOUSE.COM (har intet med COM-porte at gøre ! det er efternavnet på filen =.COM) og kan derfor startes fra AUTOEXEC.BAT. Der er en anden måde at starte muse- og andre drivere på, nemlig hvis det er .SYS-filer. Så skal du ind i CONFIG.SYS og angive dem med "DEVICE=". Nemlig. Og: Hvis du KUN bruger WINDOWS, så smid dine muse-drivere ud. De vil bare optage plads i PCens hukommelse - og på hardisken - til ingen nytte. WINDOWS styrer selv den slags kravl med egne midler! verify on VERIFY er en "kontakt". Man tænder og slukker for funktionen med VERIFY ON og VERIFY OFF. Den mest oversete kommando i DOS. En ti-øre for hver PC, der afslører, at "VERIFY IS OFF", når man afsender kommandoen VERIFY fra promptet. DOS har ingen funktioner til at kontrollere, om f.eks. en kopiering er gået godt - udover VERIFY, der desværre ikke er så grundig, som man kunne ønske sig. Nogle tror, at VERIFY læser alt det, som netop er skrevet ved en kopiering. Det er ikke tilfældet.


Hvis VERIFY er aktiv (ON), vil DOS - efter skrivning af en vis portion data - kontrollere den såkaldte CHECKSUM, som dannes for netop den portion data. Checksummen består af en sammenlægning af data'enes bit-værdier og kan i princippet være "rigtig", selv om der er dårlige sektorer på en disk, eller der skrives noget vås ind imellem guldkornene. Dette checksum-tjek er altså kun en tilsyneladende kontrol. Men bedre end ingenting. Om ikke andet går DOS ud og læser NOGET på det område, hvor den har skrevet. En evt. dårlig belægning på diskette/harddisk kan derfor nemmere spottes i tide, så man ikke gemmer vigtige data på et ødelagt medie. Triste sager, men nødvendige at omtale i forbindelse med de magnetiske skiver, PCerne og vi er dømt til at leve med. Logisk set vil dette tjek øge tiden ved en kopiering eller en flytning af filer, men forøgelsen vil på ingen måde være mærkbar, slet ikke på vore dages jet-PCer. Jeg anbefaler alle at sætte VERIFY ON i AUTOEXEC.BAT. C:\lastcmd.com Endnu et EKSEMPEL. Et andet sted i dette kursus, beskylder jeg DOSKEY, den "smarte" kommando-husker, for at være tung i rø... I stedet for DOSKEY bruger jeg et andet produkt, der opfylder mine sarte og følelsesbetonede krav til denne specielle funktion. Jeg viser den her for at fortælle dig, at du netop skal bruge AUTOEXEC.BAT til at indlægge denne slags "utilities" i din PC. ("Utiler", "Utilities" og andre morsomme varianter af det amerikanske udtryk bruges rask væk af danskere, der ikke orker at bruge benævnelser som "hjælpe- programmer" eller "-værktøjer") speedup Endnu flere eksempler. Dette lille program sætter farten op på diskettedrevene. En god ting. Og en skam, hvis du ikke ved, hvor du får fat i den slags hjælpemidler. Led efter dem eller spørg i din omgangskreds. Den slags små programmer er som regel (som regel!) gratis. echo. Indsætter et linieskift efter ovenstående kommando. Ellers ville cursoren stå og flagre et sted midt på skærmen, hvilket ikke er pænt, hvis der kommer andre beskeder på skærmen bagefter. Nå jah, hvis man er MEGET glad for et menu-system eller for WINDOWS, kan man da godt slutte AUTOEXEC.BAT af med at give den kommando, som starter den slags. Noget i stil med: MINMENU

eller WIN

ganske som du ville tampe det på tampaturet. Det understreges, at den slags kommandoer sættes ALLER-sidst i AUTOEXEC.BAT. (Læs i afsnittene om BAT-filer, hvordan den slags evt. kan bruges i AUTOEXEC.BAT)


Og så kommer vi til de sidste kommandoer i denne omgang og som jeg kun tager med, fordi visse mennesker læser sig skeløjet i manualen og tror, at alle mennesker har behov for at skifte mellem otte forskellige tegnsæt. Oversætterne måske, men har DU brug for at skrive med mere end eet tegnsæt? Nå, funktionen findes og her skal du få min korte beskrivelse af dens egenskaber. De følgende sætninger kan i princippet stå hvorsomhelst i filen. Rækkefølgen skal blot være som beskrevet. NLSFUNC Forkortelse for National Language Support FUNCtion, hvilket betyder noget i stil med "Funktion, der understøtter muligheden for at skifte mellem forskellige landes tegnsæt", pyha! Denne kommando SKAL afgives før de to næste linier. MODE CON CODEPAGE PREPARE ((865 850) c:\dos\ega.cpi) CON betyder skærm, det ved vi. Og her fortæller vi så DOS, at vi vil forberede to tegnsæt, 865 og 850, så vi kan skifte mellem dem, når vi skal skrive på skærmen. (I øvrigt kan man KUN angive det antal tegnsæt, som man I CONFIG.SYS HAR NOTERET VED DRIVEREN "DISPLAY.SYS" - man skal virkelig springe frem og tilbage mellem de to filer, når man sætter en maskine op første gang!) Her angives to tegnsæt og de kan findes i filen ...EGA.CPI. Har du en VGA-skærm, skal du alligevel bruge denne fil. Eller skærmens egen driver! Det står i manualen til skærmen ... vil jeg håbe for dig! På DOS-disketterne findes endnu flere .CPI-filer, men de er kun til printer-brug. Se i manualen om din printer skal bruges sådan en svend, sammen med en MODE LPTx-kommando. Ellers kan du smide de overflødige .CPI-filer ud. Man kan også skrive MODE CON CP PREP ...... MODE CON CODEPAGE SELECT=865

Efter at have forberedt tegnsættene, skal vi foretage det tunge valg. Det gøres med denne kommando, der altså også kan affyres ved promptet, når man skal skifte og skifte og skifte mellem alle disse tegnsæt. Jeg lyder måske lidt sarkastisk, men jeg har personligt endnu til gode at møde et menneske, der har gjort praktisk brug af denne funktion. Jeg bruger hverken NLSFUNC eller MODE CP PREP eftersom jeg har angivet tegnsættet "865" i alle de enkelte drivere. Jeg skriver kun på dansk. Derimod kan MODE COMx (x=1 eller 2) være en nødvendig foranstaltning, hvis man har en såkaldt seriel printer. Har man det, SKAL man alligevel sidde med både DOS- og printer-manualen i hver sin hånd, mens man med hånd nummer tre og fire forsøger at tilrette CONFIG.SYS og AUTOEXEC.BAT. Så jeg vil her indskrænke mig til at nævne, at der også er fornuftige ting at bruge MODE til.


Du kan skrive MODE eller MODE CON eller MODE LPT ... ved promptet og få en oversigt over deres status. Kan da godt være oplysende. Jeg har sjældent forsøgt mig med at studere dette fænomen. Når først skærm og printer(e) og tastatur virker, har man uhyre sjældent brug for at gå nærmere ind på deres indstillinger. Tegnsæt skiftes med MODE con CHCP 850 - fra promptet.

I stil med det, jeg nævner under CONFIG.SYS, hvor DEVICE kan skifte navn til DEVICEHIGH, findes der i DOS 5 og 6 muligheden af at smide programmer og drivere op i UMB-området fra AUTOEXEC.BAT. Hertil er lavet en kommando, der hedder: (5) LOADHIGH Det betyder "Start højt/i den høje hukommelse" og kan forkortes til LH Tager vi eksemplet med kommando-huskeren LASTCMD... nej, lad os bare tage den her: LOADHIGH C:\DOS\DOSKEY

så vil dette program blive kastet op i et par UMBer mellem 640 Kb og 1 Mb og dermed ikke optage plads i arbejdshukommelsen. Der er lidt divergerende meninger om, hvorvidt det er nødvendigt at skrive filnavnet helt ud, med .EXE osv. Manualen siger, at man skal, JEG kan godt aktivere kommandoer uden at gøre det. Test selv. Til gengæld er vi enige om, at det KUN drejer sig om .EXE og .COM-filer. BAT-filer KAN IKKE loades højt !! Lad være med at prøve! Visse kommandoer er det ligeledes usmart at gøre det med (MODE f.eks.) Hvorfor netop MODE giver problemer med LOADHIGH er mig et mysterium, men jeg er holdt op med det. Der findes også mange "utilities", som ikke kan finde sig selv, hvis de ikke ligger under 640 Kb-grænsen, men det skal du nok opdage, hvis det er tilfældet. Her gælder den vigtigste regel i en PC-brugers liv: "Twy, twy and twy again" for nu at citere en læspende tegneserie-fugl. "Øvelse gør mester", siger vi vistnok herhjemme. På grund af denne kommando (og DEVICEHIGH) er det ikke ligegyldigt, i hvilken rækkefølge man banker kommandoer af i AUTOEXEC.BAT. Jeg vil her henvise til afsnittet om MEMMAKER og MSD. Det næste afsnit!


11. del

Optimering af PCens hukommelse med DOS 5 og 6 Hvis du var i stand til at overleve afsnittet om Fordeling af hukommelsen, skulle du have store chancer for at gentage succesen her. Hvis ikke, kan jeg berolige dig med, at det, som gennemterpes i dette afsnit, stort set kan foregå automatisk. De nyeste DOS-versioner har naturligvis måttet tage hensyn til al den nye, herlige isenkram, som er dukket op. Et af de vigtigste områder her, er så afgjort de mange Megabytes udvidet hukommelse, som dagens bundkort (motherboards) bliver bestykket med. Dette afsnit er udelukkende henvendt til brugere af maskiner med en 386 eller bedre CPU. Den slags maskiner har som regel mindst 2 Mb installeret og så er der god fornuft i at bruge DOS 5 og 6. (Det ville være sindssygt andet!) DOS-udviklerne har anstrengt sig meget for at gøre installationen af DOS så automatisk som muligt. DOS 5 nåede et pænt stykke deruda' og version 6 går endnu videre. Mens man sidder og venter på, at filerne bliver kopieret over på harddisken, kommer der diverse gode råd og reklamer for de nye udvidelser, som styresystemerne nu er beriget med. En af de ting, som installationen også tager højde for, er, om PCen er udstyret med mere end 1 Mb hukommelse. Er den det, vil DOS selv indføre forskellige drivere i CONFIG.SYS og AUTOEXEC.BAT og give dem nogle parametre, der skulle tage højde for netop denne maskines sammensætning. Et meget langt stykke hen ad vejen kan den almindelige bruger "nøjes" med denne opsætning. Og så gætter du på, at JEG vil foreslå dig at gå endnu videre - og det vil jeg selvfølgelig. Men ikke endnu. Jeg vil her og nu fortælle dig, at alle de mange glimrende ting, vi har gennemgået i afsnittene Fordeling af hukommelsen og CONFIG.SYS og AUTOEXEC.BAT skal samles og bruges til at optimere din PC. For det ville da være en skam, hvis din investering på flere tusinde kroner skulle henslæbe sit liv som en tilgroet vindmølle. Når den nu er indrettet til at blæse håret af dig (ligesom i visse reklamer). I familie-spillet "Optimering af en PC" indgår følgende brikker: RAM (0 - 640 Kb) UMB (640 - 1024 Kb mellem VIDEO-ROM og ROM) EXTENDED memory (over 1 Mb) DOS 5 / 6 CONFIG.SYS AUTOEXEC.BAT Diverse drivere Programmer

Spillet går ud på at fjerne så meget som muligt af DOS & Co fra RAM, forfine visse elementære funktioner i maskineriet samt gøre det hele så "skjult" som muligt, så den daglige bruger ikke lægger mærke til indgrebene.


(I ekspert-spillet "Super-Optimer din PC" indgår desuden brikker som: ROM-BIOS, RAM-hastighed, alternative styresystemer, specielle værktøjer og meget andet, som vi nybegyndere kun kan få gåsehud af). For at DOS-programmel kan virke på en PC, skal det afvikles i de 640 Kb, som kaldes RAM. Vi ved nu, at der er lavet utallige krumspring for at sprænge denne begrænsning. Nu skal vi så bruge vor viden. Efter at have bedt DOS om at lægge sig i HMA-området, hvilket er den første smarte ting at gøre, skal vi derefter kigge på vore forskellige drivere og programmer for at se, om vi ligeledes kan anbringe dem et andet sted, hvor DOS stadigvæk kan få fat i dem. Hertil har vi to muligheder: UMB-området mellem 640 og 1024 Kb og desværre i mindre grad EXTENDED (EXPANDED) memory Jeg vil ikke repetere samtlige drivere og programmer fra CONFIG.SYS og AUTOEXEC.BAT. Jeg vil tale mere generelt om typerne, fordi • du bruger andre programmer end jeg gør • størrelsen af standard-programmer og -drivere spiller en stor rolle mht hvilken rækkefølge,

de bedst aktiveres i • du kan bladre tilbage og læse om dem under de respektive afsnit Grundreglen ved flytning af disse spøjse størrelser fra RAM til UMB er: Største driver først Og hvordan afgør man så det?

Vi har kommandoen MEM og med parametren /C kan vi netop se, hvor store de enkelte enheder i hukommelsen er.


Herunder ses et eksempel på en sådan MEM-kommando. MEM /C giver:

Modules using memory below 1 MB: Name Total = Conventional + Upper Memory -------- ---------------- ---------------- ---------------- MSDOS 11821 (12K) 11821 (12K) 0 (0K) HIMEM 1168 (1K) 1168 (1K) 0 (0K) EMM386 4144 (4K) 4144 (4K) 0 (0K) COMMAND 4704 (5K) 4704 (5K) 0 (0K) ANSI 4240 (4K) 0 (0K) 4240 (4K) DISPLAY 8336 (8K) 0 (0K) 8336 (8K) SMARTDRV 26768 (26K) 0 (0K) 26768 (26K) KEYB 6720 (7K) 0 (0K) 6720 (7K) LASTCMD 2096 (2K) 0 (0K) 2096 (2K) PUSHDIR 784 (1K) 0 (0K) 784 (1K) Free 709920 (693K) 633376 (619K) 77544 (76K) Memory Summary: Type of Memory Total = Used + Free ---------------- ---------------- ---------------- ---------------- Conventional 655360 (640K) 21984 (21K) 633376 (619K) Upper 126080 (123K) 49536 (48K) 76544 (76K) Adapter RAM/ROM 393216 (384K) 393216 (384K) 0 (0K) Extended (XMS) 922496 (901K) 918400 (897K) 4096 (4K) ---------------- ---------------- ---------------- ---------------- Total memory 2097152 (2048K) 1383136 (1351K) 714016 (697K) Total under 1 MB 781440 (763K) 71520 (70K) 709920 (693K) Largest executable program size 633280 (618K) Largest free upper memory block 76288 (75K) MS-DOS is resident in the high memory area. --------------------------------------------------------------------- Dette eksempel viser en meget rummelig optimering. Der er hverken netværks-kort eller specielle drivere til hardcards, CD-drev eller andet isenkram. En ganske almindeligt bestykket PC. Forskellen fra ældre maskiner er fordelingen af drivere og programmer, hvor kun det allermest nødvendige fylder op i de 640 Kb RAM. Resten er anbragt i den øvre hukommelse (Upper memory), hvor DOS sagtens kan få fat i dem - og hvorfra de lige så ubesværet kan udføre deres arbejde. I DOS 5 skal man skrive MEM /c | MORE for at billedet skal stoppe sin rulning i DOS 6 gøres sådan her: MEM /C /P for samme resultat.


Hvis man vil studere denne MEM-oversigt nærmere, er det nemmeste at sende kommandoens resultat til en fil, som man derefter kan kigge i under civiliserede former: MEM /c &GT; semem.kig

EDIT semem.kig (eller brug en såkaldt fil-kigger) Er man rigtig nysgerrig, udskifter man "/c" med "/d" og får en endnu mere detaljeret oversigt. Den springer vi over i denne omgang. På mit eksempel ses det, at princippet om "største driver først" ikke altid slår igennem. Dette skyldes, at UMB-området er splittet op i to-tre sektioner, hvilket vi vender tilbage til. Alle disse drivere og programmer, som er anbragt i Upper memory, er kommet derop ved to kommandoer: i CONFIG.SYS skriver man "DEVICEHIGH=...." i stedet for "DEVICE=. ." og i AUTOEXEC.BAT bruges "LOADHIGH" (LH) foran kommandoen Den eneste undtagelse er SMARTDRV.EXE (i DOS 6), der af sig selv finder derop uden opfordring. Den kan så til gengæld gøre noget andet. Hvis der kun er plads til halvdelen af SMARTDRV, deler den sig og lader resten blive nede i RAM. (Se mere herom under MSD-gennemgangen senere). Mere er der faktisk ikke at sige om dette emne. Hva'ba'? Ja, resten er (ikke tavshed, som Shakespeare siger, men) et rigtigt puslespil, hvor man roligt kan afsætte en nat eller to til at muntre sig med at flytte rundt på sætningerne i boot-filerne, genstarte PCen igen og igen, se efter med MEM og derpå flytte endnu mere rundt. Derefter kan man ændre på størrelsen af FILES, FCBS, BUFFERS, LASTDRIVE og andre for at se, hvor lille man kan gøre DOS-kernen uden at maskinen brager ned hele tiden. Med andre ord. Jeg kan kun anvise dig metoden, jeg er ikke i stand til at fortælle dig, i hvilken rækkefølge DINE drivere skal puttes ind via filerne. Den rækkefølge, jeg har beskrevet i de forrige afsnit er et resultat af mange "bootninger", kan jeg hilse og sige. Med DOS 5 skal du selv rette i alt dette for at få det bedste resultat, og derfor må det være en stor trøst, at DOS 6 har indset det håbløse i det. Her har man til at afgøre de bedste placeringer i RAM og Upper memory lavet et splinternyt program. Programmet hedder


MEMMAKER (Her snakker vi MS DOS 6.0 og 6.2. Hvad programmet evt. hedder i IBM DOS 6.1 er ikke denne forfatter bekendt endnu). MEMMAKER er et halv-automatisk system. Ja, det kan godt køre fuld-automatisk (EXPRESS), men personligt har jeg en aversion mod enhver form for programmer, der tror, at de kender min maskine bedre, end jeg selv gør. Jeg vil anbefale, at man efter at have startet med kommandoen MEMMAKER og svaret (enter) til at fortsætte, trykker mellemrums-tangenten ned og skifter fra "EXPRESS" til "CUSTOM", når programmet spørger om det selv skal lave optimeringen. Du er dog velkommen til at vælge EXPRESS, værsgo'. Her vælger vi altså CUSTOM, der står for "skræddersyet" = selvgjort, og så stiller MEMMAKER en række spørgsmål (6 ialt) og hvis du ellers ikke er gået i bro over visse afsnit i dette kursus, burde du i hvert fald forstå de fleste af disse spørgsmål. Er du stærkt i tvivl om noget, så svar blot YES til det hele. Du kan til hver en tid køre MEMMAKER igen og igen og igen. Du skifter YES ud med NO ved at taste på mellemrumstasten. Og tilbage igen, naturligvis. Et par af spørgsmålene indebærer, at MEMMAKER inddrager noget af ROM-områderne. Dette er meget smart og pladsgivende, men det kan få indflydelse på f.eks. skærmens arbejdsområder, så hvis du er den mindste smule i tvivl, så svar No til disse spørgsmål. Derimod, synes jeg, du i hvert fald skal svare Yes (med mellemrumstasten) til selv at bestemme, hvilke sætninger i CONFIG.SYS og AUTOEXEC.BAT, der skal medtages i optimeringen. Hvad de enkelte sætninger betyder, har du jo lært nu. MEMMAKER, der er lavet af Microsoft, som også laver WINDOWS, spørger særligt ihærdigt om netop dette produkt, og den vil derudover indsætte specielle parametre af hensyn til WINDOWS, hvis det findes på maskinen. I næste skridt, efter du har svaret (enter) i spørge-billedet, kommer MEMMAKER så op og vil have dig til at svar Yes/No til hver driver og kommando i boot-filerne. Tag dig god tid med hver. Husk dog disse enkle råd: • MODE-sætninger skal IKKE med i optimeringen (= No) • BAT-filer skal heller IKKE med • Visse drivere/programmer kan ikke tåle at blive lagt i UMB, prøv dog i første omgang at tage

dem med • SMARTDRV må godt tages med • Slutter din AUTOEXEC.BAT med at starte WINDOWS eller et andet menu-system, skal

denne kommando absolut IKKE med Når du og MEMMAKER er færdige med denne gennemgang, foregår resten automatisk. Dit job består i at sidde let skælvende og se PCen boote af sig selv, forunderlige beskeder fra MEMMAKER viser kun den halve sandhed om det, der foregår, maskinen BOOTER IGEN! og endelig slutter showet med at MEMMAKER fortæller dig resultatet af dens (ofte) mange beregninger. Forhåbentlig har maskinen nu flere frie bytes i RAM end før du startede!


MEMMAKER gemmer en kopi af dine gamle boot-filer i \DOS-biblioteket, til de tilfælde, hvor du ikke er tilfreds med "optimeringen". For 75% af almindelige PC-brugere vil MEMMAKER skabe rigelig plads til programmer under 640 Kb-grænsen. Kun visse nævenyttige typer (som undertegnede) stiller sig aldrig tilfredse, de vil forsøge igen og igen, om de ikke selv kan gøre det bedre endnu. Du vælger selv din egen indstilling til dette emne.

For os nævenyttige er der et glimrende redskab i DOS 6.0. Foruden MEM-kommandoen findes et program ved navn

MSD (Det leveres også med WINDOWS 3.1) MSD står for MicroSoft Diagnostics og er et teknikker-værktøj, der sagtens kan bruges af os dødelige. Programmet cykler en kort tur rundt i PCen for at se, hvordan den er stykket sammen og så får du lov til at aflæse dets konklusioner. En dag, hvor din printer keder sig, sæt MSD til at printe sin REPORT ud, og DU vil derpå have en lang, lang og meget informativ opgørelse over din PC, inklusive en ordentlig bunke sort snak, som dette kursus absolut ikke giver dig forudsætning for at forstå. Prøv det. Foruden at vise CPU, antal printporte, skærmtype, mus, evt. netværk og andet interessant, giver MSD også mulighed for at snuse endnu mere til hukommelsen. Vælger man at se "MEMORY" får man en skematisk oversigt over frie og brugte områder både i RAM og i Upper memory. Via menuer kan man gå endnu tættere på og se, hvilke programmer, der ligger hvor. Man kan se hvor meget de fylder og aflæse deres adresser. Er man rigtig ihærdig, kan man ovenikøbet se sammenhængen mellem områderne i UMB og de parametre, som MEMMAKER giver driverne. OK, det er nok for teknisk, så jeg vil slutte dette emne af med en irriterende detalje.

Hvorfor vil visse drivere ikke ind i den høje hukommelse? Jeg omtalte tidligere, at SMARTDRV.EXE af sig selv kunne dele sig i to klumper, den ene i RAM og den anden i Upper memory. Når man ser, hvor meget ledig plads, der alligevel er i Upper memory, bliver man i første omgang forundret, dernæst stædig og til sidst pi...sur, fordi SMARTDRV simpelthen NÆGTER at lægge sine 26 Kb op i de 35 Kb fri plads, som man ved Gud kan se med sine egne øjne. "Forklaring udbedes!" råber du fortvivlet. Allersidste omgang teori om memory (Håber jeg) Når programmer skaffer sig plads i hukommelsen, hvad enten det er i RAM eller Upper memory, bruger de ofte MERE PLADS til at anbringe sig, end de bagefter har brug for til at lave noget. Et eksempel:


Når SMARTDRV aktiveres, skal den bruge 42 Kb fri plads (afhængig af diverse parametre) for at møve sig ind i et samlet hukommelsesområde. Når den så ligger der, krymper den i vask og fylder nu kun måske 28 Kb. Denne oplysning fremgår af MEMMAKERs evt. angivelse ved driveren. Under optimerings-arbejdet er pladsbehovet ved opstart netop en af de ting, som MEMMAKER efterprøver (ved hjælp af programmet SIZER.EXE). Studer parametrene og bliv klog. Denne situation gælder for mange drivere og programmer. Jeg fik adskillige grå hår, før dette gik op for mig. Men nu ved du også, hvorfor den tilsyneladende gode plads undertiden ikke er nok til at lægge driverne pænt og ordentligt efter hinanden. Ethvert andet program end SMARTDRV ville i den samme situation være nødt til at lægge sig fuldt ned i RAM. SMARTDRV lever fint op til sit navn ved at kunne splittes i to. Der er selvfølgelig mulighed for at ændre på rækkefølgen, og med lang og tro tjeneste bag sig, er der også andet man kan gøre for at flytte rundt på de andre områder i UMB. Og mens vi nu er ved kampen om de forkætrede 640 Kb, vil jeg runde dette afsnit af med at omtale en form for programmer, der på et tidspunkt var så smarte, at ingen kunne undvære dem. RAM-residente programmer Alle programmer afvikles i RAM. Almindelige DOS-programmer KUN i de 640 KB, som rundhåndet blev afsat dengang i 1980. Denne sparsomme plads blev for nogle år siden "angrebet" af en speciel type programmer, der på datidens maskiner gjorde det endnu sværere at køre pladskrævende programmer. Jeg tænker IKKE på virus, det er en ganske anden snak. Jeg tænker på den type programmer, der er lavet, så de FORBLIVER i hukommelsen efter aktivering og derpå ligger og venter på at ganske specielle handlinger finder sted. Du kan ikke se på PCen, at sådan et program ligger på lur, og det er heller ikke meningen. Først når du vil bruge programmet, trykker du selv en fastlagt taste-kombination, der får det hvilende (residente) program til at vågne op og gøre, hvad det nu er beregnet til at gøre. En anden hoved-type af disse programmer behøver du ikke bevidst aktivere; de laver deres små tricks uden at du foretager dig andet end det, du plejer. Bagtanken med sådanne RAM-residente programmer var oprindelig at lave en slags opfyldelse af ønsket om at køre flere programmer samtidigt. På en DOS-styret PC er dette ønske omsonst, men ved hjælp af diverse RAM-residente programmer, kan man skabe illusionen af, at maskinen klarer flere ting på een gang. Det første berømte program i denne genre hedder SIDEKICK. Det er en samling af funktioner, som kan være nyttige at have ved hånden, mens man arbejder med andre programmer. Indholdet var bl.a. en regnemaskine, en notesblok og en ASCII-tabel, og skønt de færreste PCer dengang (1985) var udstyret med de luksuøse 640 Kb, var den mindre plads i RAM en lille pris at betale for at have disse ekstra funktioner liggende klar. At det program, man arbejdede med stod stille, mens SIDEKICK var fremme på skærmen, var af mindre betydning. Resultatet af SIDEKICKs og andre programmers succes blev en horde af RAM-residenter til alle tænkelige og utænkelige formål. Ingen PC var komplet uden at RAM var fyldt med 200 Kb residente programmer, der greb ind i alle maskinens arbejdsgange, ofte med sjove og nervepirrende nedbrud som følge.


Idag er RAM-residente programmer knap så moderne, skønt du til hver en tid har mindst fire-fem af slagsen kørende på DIN PC, uden at du "er klar over" det. Her tænker jeg på f.eks. det program, som giver dig danske bogstaver på tastaturet (KEYB.COM). Det er så sandelig et RAM- resident program, der hele tiden vogter på de tasteslag du famler dig frem til. Når du rammer de danske special-tegn Æ, Ø og Å, vågner KEYB til live og oversætter den kode, amerikanerne har lagt på de pladser til vore sære tegn. En særlig type programmer, vore installerede DRIVERE, dem fra CONFIG.SYS især, er OGSÅ en slags RAM-residenter. Forskellen på DRIVERE og programmer, der lægger sig til hvile i RAM, er groft sagt, at DRIVERE ikke kan (eller skal) fjernes, mens PCen er tændt. RAM-residente programmer, såvel dem fra DOS som andre værktøjer, kan med stor fordel kastes op i Upper memory med kommandoen LOADHIGH, enten direkte fra kommandolinien eller fra en (AUTOEXEC) BAT-fil. De fleste programmer, jeg har leget med, fortæller som regel, at de er blevet startet, samt hvilke taster man skal trykke for at aktivere dem. Skulle du nu få denne besked to gange - når programmet lægges i Upper memory OG når du aktiverer det første gang - er det sandsynligvis fordi programmet er så gammelt, at det ikke har taget højde for denne uvante plads. Den slags programmer vil så være til gene i den høje hukommelse. De startes uden LOADHIGH fremover. RAM-residente programmer kan i nogle tilfælde startes OG FJERNES igen fra hukommelsen. KEYB kan normalt ikke fjernes og hvem kunne også ønske sig det? (PS Hvis du trykker CTRL-ALT-F1 sætter du faktisk KEYB ud af funktion og kan nu kun skrive med amerikansk tastatur! CTRL-ALT-F2 bringer os sikkert tilbage til vore hjemlige græsgange igen. Nå, videre). En RAM-resident som DOSKEY kan heller ikke fjernes med gængse midler, eftersom INGEN kunne tænkes at undvære den, når først den er aktiv. Andre programmer, som kan lave numre fra hvilestillingen i RAM, giver os undertiden chancen for at pille dem ud af hukommelsen igen, hvis vi ikke har brug for dem længere. Der findes sågar programmer, der kan styre RAM-residenters plads i hukommelsen og fjerne dem, når vi ønsker det. Her er der en ganske særlig ting at tage hensyn til. Vi skal ikke tærske langhalm på, hvordan et resident program ligger og snuer, samt hvordan særlige taster får dem til at vågne. Jeg vil blot indskærpe DEN gyldne regel for installation, brug og eventuel fjernelse af den slags utiler. Du har et RAM-resident program, som IKKE kan fjerne sig selv fra hukommelsen, dernæst har du to andre, der GODT kan. Du synes, alle tre programmer udfører nyttige funktioner, du gerne vil have til rådighed hele tiden, så nu skal vi installere dem i hukommelsen. Du starter FØRST det program, som ikke kan fjerne sig selv igen. Det vil først blive fjernet ved en boot af maskinen. Derpå kan du starte de to andre programmer som du vil, blot under een forudsætning: at du eventuelt fjerner dem I OMVENDT rækkefølge. Altså: prog 1 (kan ikke fjernes) prog 2 prog 3 - dette SKAL fjernes først


Vil du fjerne program nr. 2 og 3, SKAL program nr. 3 fjernes først. Skulle du af vanvare smide nr. 2 ud før nr. 3, vil du i bedste fald sidde med et dødt tastatur. Maskinen går i hårdknude, fordi der er gået kludder i den rækkefølge, hukommelsen bruges på. Eneste udvej er boot. Kig i andre, kloge værker for den tekniske forklaring på dette. Led efter ordet INTERRUPTS. Vi kommer ikke længere ned i emnet på dette sted. Bortset fra de uundværlige hjælpemidler i DOS, er mange af de ekstra hjælpemidler, som RAM-residente programmer kan tilbyde, afløst af indlagte funktioner i programmer - eller i f.eks. WINDOWS. "Behovet" for at lægge den slags ind i RAM er derfor faldet en del. Men de findes stadig, og mange af dem er sgu gode.

12. del

Vi skal tale om MULTI-KONFIGURATION (Pøj for en dimmer!)

Du har optimeret din PC, du og dine DOS-programmer er glade og tilfredse med livet, og så kommer din Onkel Sven og forærer dig et WINDOWS-PROGRAM, som du MÅ installere og bruge tit og ofte. Hvad så? Dine to yndlingsprogrammer bruger EXPANDED memory, en ting, som WINDOWS er ophøjet ligeglad med; der er kun 2 Megabyte hukommelse på maskinen. Du er mildest talt ikke særlig interesseret i at ødelægge dine gamle programmers arbejdsvilkår for at tækkes det nye program. Løsningen: TO KONFIGURATIONER. En til dine gamle programmer og en til WINDOWS (at du strengt taget bør gå ned og købe 4 Mb mere til maskinen for at køre WINDOWS, er i denne forbindelse ligegyldigt). Du tager en rask kopi af dine boot-filer (AUTOEXEC.BAT og CONFIG.SYS), kald dem f.eks. OLD til efternavn. Du går ind i boot-filerne og fjerner alle spor af MEMMAKERS tilretninger - kig evt. i den gamle kopi af boot-filerne, dem du brugte, før MEMMAKER lavede det hele om. Dine gamle boot-filer hedder nu .OLD til efternavn. De skal bruges om lidt. Du har derudover et sæt "simple" boot-filer (med de rette navne), der gerne skulle tilrettes til WINDOWS. Du installerer WINDOWS - DET må du i dette tilfælde selv finde ud af! Under denne installation, vil din maskine sandsynligvis blev "optimeret" af selve programmet. Dette er uden betydning her. Du pudser MEMMAKER på maskinen igen og denne gang svarer du fromt ja til alt, hvad MEMMAKER spørger om mht WINDOWS. Denne gang skal du også svare No til, at du har programmer, der bruger EXPANDED memory.


Programmet snurrer, booter to gange, og nu har du i bedste fald et sæt boot filer, der er velegnede til at køre WINDOWS. Altså to sæt boot-filer. (SYS/BAT og OLD/OLD). Før DOS 6 skulle du manuelt holde styr på sådanne filsæt og skifte og omdøbe i lange baner, hvis du ville boote maskinen op med forskellige konfigurationer. MED DOS 6 kan du lave eet sæt boot-filer, der giver dig valgmuligheden mellem de forskellige konfigurationer ved opstarten. En meget velkommen og praktisk funktion. I vort eksempel gør vi derpå følgende: Kopier de to optimerede CONFIG-filer sammen til een fil: COPY CONFIG.SYS+CONFIG.OLD (wildcards er forbudte)

det samme med AUTOEXEC COPY AUTOEXEC.BAT+AUTOEXEC.OLD

OLD-filerne bliver kopieret IND i bunden på de andre. Vi tager den nu udvidede CONFIG.SYS først. Brug EDIT. EDIT CONFIG.SYS

Find det sted, hvor filerne støder sammen og lav et par tomme linier. I linien over den "gamle" CONFIG (den med EXPANDED) skriver du: [EXPANDED] (de skarpe parenteser SKAL med)

Gå til linie 1. Indsæt en tom linie allerforrest og skriv i denne: [WINDOWS]

Navnene i de skarpe parenteser bestemmer du selv men nøjes med 8 tegn. Lav et par tomme linier mere i starten af filen og skriv følgende: [MENU] (i linie 1) MENUITEM=EXPANDED, Normal konfiguration MENUITEM=WINDOWS, Windows-konfiguration MENUDEFAULT=1,30

Lad der være en eller to tomme linier før den følgende tekst.


Din CONFIG.SYS skulle så gerne se nogenlunde sådan her ud: [MENU] MENUITEM=EXPANDED, Normal konfiguration MENUITEM=WINDOWS, Windows-konfiguration MENUDEFAULT=1,30 [WINDOWS] DEVICE=.... ... ... (flere sætninger fra denne konfiguration) [EXPANDED] DEVICE= .... ... ... (flere sætninger fra denne konfiguration) (slut) (står der IKKE, filen slutter bare)

Linie 1 [MENU] fortæller DOS, at der er tale om en valg-situation Linie 2 og 3 opregner valgmulighederne. De vil ved boot komme frem i et lille menu-system, med numre fra 1- . Kun teksten efter kommaet bliver vist. Linie 4 fortæller, at DOS skal vælge pkt. nr. 1 - HVIS du ikke vælger noget andet indenfor 30 sekunder. Dette sidste tal kan have anden værdi eller helt undværes. Derefter har vi afgrænset de to konfigurationer med overskrifterne i skarpe parenteser. Mere behøves ikke for at få valget mellem dem hver gang du starter eller booter maskinen. (Manualen fortæller at man også kan lave et "fælles" område, ved navn [COMMON] med de sætninger, som er ens for alle konfigurationerne, men den skynder sig derefter at anbefale, at man laver en FULD konfiguration for hvert punkt. Så det vil jeg også anbefale, at du gør. Det letter overskueligheden). Men vi er ikke færdige. Gem den nye CONFIG.SYS og enten: Forlad EDIT og hiv fat i AUTOEXEC.BAT eller åben AUTOEXEC.BAT indefra EDIT - du har vel fundet ud, hvordan man gør det, ikke? Din nye CONFIG.SYS-fil laver en environment-variabel, der hedder CONFIG=(valget) (som du kan se med SET-kommandoen)

Denne variabel skal du bruge i AUTOEXEC.BAT. Syntaks i BAT-filer kommer vi til i et senere afsnit, så bare gør, som jeg anviser. I starten af den nye, dobbelte AUTOEXEC.BAT laver du en tom linie og skriver GOTO %CONFIG% (i linie 1)

En tom linie mere. Over den første linie i "WINDOWS"-afsnittet skriver du: :WINDOWS (kolonnet SKAL med forrest i linien)


Find stedet, hvor denne konfiguration slutter, lav to tomme linier. Under "WINDOWS"-afsnittet skriver du: GOTO SLUT

Over det næste afsnit (EXPANDED-konfigurationen) skriver du: :EXPANDED

Gå helt i bund. Tilføj en linie og skriv: GOTO SLUT

Lav to tomme linier og slut filen af med følgende sætning: :SLUT

AUTOEXEC.BAT ser derefter nogenlunde sådan ud: GOTO %CONFIG% :WINDOWS (kommandoer... ... ...) GOTO SLUT :EXPANDED (kommandoer... ... ...) GOTO SLUT :SLUT

I AUTOEXEC.BAT kan man med større fordel lægge de sidste, nyttige FÆLLES-kommandoer efter linien med :SLUT. (Især start af WINDOWS eller andre shell-programmer!!) Ellers behold inddelingen for hver konfiguration. Frit valg! Du har ligeledes lov til at rette lidt til, så kun de beskeder, du ønsker, ses på skærmen. (Se afsnittet om AUTOEXEC.BAT) Opbygningen af de to nye boot-filer er den samme, selvom syntaksen er en smule forskellig. Jeg vil nu beskrive, hvad der sker næste gang, du booter maskinen. Efter de sædvanlige beskeder fra hardwaren, kommer der en besked på skærmen: Starting MS-DOS...

Efter to sekunder dukker din nylavede MENU frem på skærmen, med de to punkter stående som nr. 1 og 2. Teksten, du skrev efter kommaet, står efter tallene. Du bedes om at vælge et punkt, og hvis du har angivet et antal sekunder (her valgte vi at skrive "30") vil du kunne se dette tal blive skrevet ned.


Overspring af boot-filerne i DOS 6.0 Under menuen står to dejlige oplysninger. (Med "dejlige" mener jeg, at det er endnu en klar forbedring af DOS). De to oplysninger betyder henholdsvis, at hvis du trykker F5 - vil boot-filerne slet ikke blive læst eller F8 - vil linierne i CONFIG.SYS blive vist en ad gangen med spørgsmålet: Aktiver - "Yes or No"? I DOS 6.2 gælder systemet også for AUTOEXEC.BAT - endnu dejligere! Normalt - dvs med en velfungerende maskine - er disse to oplysninger aldeles uinteressante, men den dag, hvor du skal indsætte en ny driver i en af boot-filerne, og maskinen gang på gang laver knuder ved opstarten, er det en rar ting, at man kan starte maskinen op uden konfiguration. Tro mig! Det værste, man kan komme ud for med de tidligere DOS-versioner, er, at maskinen nægter at acceptere en ny konfiguration. Så er der ikke anden udvej end at boote med sin NØD-diskette og rette til i boot-filerne - og så håbe på at det går bedre næste gang. En langsommelig affære - "og hvor er forresten NØD-disketten?" I DOS 6.0 er det kun linierne i CONFIG.SYS, der kan svares ja eller nej til, men i version 6.2 omfattes linierne i AUTOEXEC.BAT med samme omhu. Dem ALLE sammen, også REM-sætninger! En mindre detalje. Disse to F-taster gælder HVER GANG du booter med DOS 6.0 !! Når maskinen melder "Starting MS-DOS" har du to sekunder til at trykke F5 eller F8. Så virker de efter hensigten. Skriv dem op bag på øret og afvent roligt den dag - eller sen nat - hvor du vil være lykkelig for at kunne taste F8 under boot. Husk at trykke F8 før du vælger en konfiguration. Nå, der er nu gået 30 sekunder og DOS hiver fat i den del af CONFIG.SYS som står under overskriften [EXPANDED] og KUN denne del. DOS slutter læsningen af CONFIG.SYS med at lave variablen %CONFIG% i environment og derpå straks læse den igen, eftersom den første linie i AUTOEXEC.BAT netop henviser til denne variabel. (På dette tidspunkt står sætningen "CONFIG=EXPANDED" i environment). DOS går til det afsnit af AUTOEXEC.BAT, der hedder :EXPANDED, læser og udfører kommandoerne, som den plejer og slutter med at hoppe til overskriften :SLUT (der i vort tilfælde kommer lige bagefter, men det er underordnet. Skulle der være andre afsnit med andre overskrifter, bliver de elegant sprunget over). Nu kan du hver gang du starter eller booter din PC vælge om du vil bruge den ene eller den anden konfiguration. Det er f...... smart, du!


Der er reelt ingen begrænsninger for antallet af valg-punkter, du kan lave. Der kan laves undermenuer, vælges farver og en del anden fjas. Eksemplet med EXPANDED og WINDOWS er måske ikke så interessant, men hvis man har forskelligt udstyr på maskinen, som ikke er begejstret for at samarbejde, hvis man kun en gang imellem skal bruge en printer eller andet apparat, der kræver specielle vilkår, plads i RAM og så videre, er det en god ting, at man kan rette boot-filerne til een gang for alle og så nøjes med at boote og vælge et nyt punkt.

Multi-konfiguration og MEMMAKER MEMMAKER kan desværre kun optimere ALMINDELIGE boot-filer. Den kan IKKE optimere multi-konfigurations-filer. Derfor, vil du lave et nyt valg-punkt i din multi-konfiguration, skal du først lave et nyt, "normalt" sæt CONFIG.SYS/AUTOEXEC.BAT-filer, køre MEMMAKER og så til sidst, når du er tilfreds, indarbejde disse filer i din multi-osv. Lidt besværligt, men et klart fremskridt fra tidligere versioners slid. Allersidst om dette emne: Har du ingen specielle opsætninger at skifte mellem, så glem det. For mange af os andre er det glædeligt, at denne funktion endelig findes.


13. del

Virus-kontrol og -bekæmpelse Under installationen af DOS 6 spørges man på et tidspunkt, om man vil installere et program, der kan beskytte med virus. I MS-DOS 6.0 hedder DOS-udgaven af anti-virus-programmet: MSAV. Der findes også en speciel WINDOWS-version. Selve programmet er menu-styret og selvforklarende. Jeg gennemgår ikke programmets arbejdsgang. Jeg vil derimod tillade mig at komme med følgende betragtninger over de virus-bekæmpelses-programmer til DOS (og WINDOWS), som er udsendt sammen med DOS 6: De er ikke de bytes værd, som de optager på en harddisk. Desværre. FORDI: De blev forældede i samme sekund, den første DOS-installations- diskette blev kopieret hos producenten (IBM eller Microsoft). Virus-fremstillingen hos de syge, perverterede idioter, som tror de opnår verdensberømmelse (i det skjulte) ved denne form for snigende terrorisme, er så omfattende, at selv de ihærdigste virus-jægere bliver forpustede. Der fremstilles i snit 10 ny vira (det hedder det) om måneden. De vira, som jægerne får indkredset og MÅSKE fundet et middel mod, kan desværre ikke opgøres i samme omfang. Det er prisværdigt og stærkt nødvendigt at man søger at beskytte sin PC og sine data mod angreb af virus, og det ER fornuftigt at bevæbne sig med et af de programmer, som angiveligt forsøger at begrænse idioternes hærgende virksomhed, men ethvert virus-bekæmpelsesprogram er i sagens natur gammelt, når det udsendes, uanset hvor tit, programmet opdateres. Når producenterne af DOS indlægger et program, der angiveligt skulle kunne finde og muligvis fjerne skaderne efter en lang række vira, er det i og for sig rigtigt, MEN MEN MEN det giver i værste fald en falsk tryghed. Af ovenstående grunde. At det derudover kræves, at brugeren af DOS-værktøjerne skal opdatere programmerne - mod en klækkelig merbetaling - for bare at have en NOGENLUNDE frisk chance for at opdage skadedyrene, er efter min ringe mening at stikke folk blår i øjnene. Der er utroligt mange udbydere af anti-virus-programmer. De praktiserer det samme pris- og opdateringsprincip - men de fortsætter denne opdatering "uendeligt". Det gør DOS-producenterne ikke. I følge diverse oplysninger i manual og presse, er en DOS-bruger henvist til - hold fast - TO opdateringer. Det forslår som en skrædder et vist sted! Ideen er god - på papiret. I praksis vil jeg foreslå dig, at du måske i et par uger/måneder tjekker din harddisk og eventuelt nye disketter v.hj.a. DOS 6-virus-pakken - og så kan du smide filerne ud. Helt ud! Der findes forskellige vaner, man kan indlægge i sit daglige arbejde med en PC for at undgå at den er helt så sårbar mod virus-angreb, men selv ikke de bedste metoder og programmer kan gardere maskinen mod de nyeste - og desværre mest slimede - eksemplarer.


Du er naturligvis frit stillet mht at anskaffe/benytte et af de talrige, kommercielle produkter - med stadige opdateringer. Død over alle virus-fremstillere. Nok om det.

Sammenkædning af 2 PCere

INTERSVR og INTERLNK Der findes mennesker (bl.a. din nærværende DOS-guide) som har flottet sig med at anskaffe sig TO PCer. Andre slæber dagligt en bær- eller slæbbar PC med hjem fra arbejde for at knokle videre der. I disse tilfælde kan det være smart at koble de to (eller flere) maskiner sammen og benytte harddiske og printerporte frit, som om altsammen sad i samme kasse. DOS 6 har indført to programmer, der kan dette trick. Dertil skal de samarbejde - fra hver sin maskine. De hedder: INTERLNK - (Inter-Link) der skaber forbindelsen mellem maskinerne og INTERSVR - der betyder Inter-Server (server = tjener/"ekstra-PC") På den ene PC - den der skal bruges til at taste kommandoer osv på (kaldet en "client"/kunde) skal man indføre den specielle driver (INTERLNK.EXE) via start-filen CONFIG.SYS. Hertil findes en hoben sjove parametre. Når denne PC er startet med INTERLNK installeret - og der vel at mærke eksisterer en fysisk forbindelse mellem de to maskiner gennem et såkaldt serielt NUL-MODEM-KABEL (spørg en forhandler) med de RIGTIGE 9- eller 25-benede stik i hver ende - kan man PÅ DEN ANDEN PC tampe kommandoen INTERSVR. Derefter vil denne anden PC fungere som tjener/server for den første PC. Harddisk(e) og drev, samt printporte og andet hardware kan så styres fra den første PC ganske som var det hele een kæmpemæssig, overbestykket moppedreng. Forbindelsen gennem NUL-modemkablet foregår serielt (= en byte ad gangen) og er derfor relativt langsom. Denne løsning kan i de fleste tilfælde erstattes af manuel overførsel af filer på diskette, men der findes givetvis situationer, hvor det er bekvemt at arbejde på een maskine og have adgang til programmer og filer på en anden. Jeg har et kabel hængende, der blot skal sættes til min bærbare PC. Efter opstart med INTERLNK aktiveret, kan jeg så more mig med at sidde og vente syv lange og syv brede hver gang jeg udsteder en kommando, der skal bruge noget på serveren (den bærbare). Til afvikling af programmer fra server-maskinen kan denne løsning IKKE anbefales. Men OK. Sådan gør du: Begge programmer (INTERSVR og -LNK) befinder sig på begge maskiner. Anskaf og monter et NUL-modemkabel mellem PCernes serielle porte (dem der ellers bruges til mus og lignende) - COM 1 eller COM2.


(Det følgende skal kun gøres een gang, nemlig første gang!) På PC nr. 1 (client/kunden) går du ind i CONFIG.SYS med din yndlings-editor (f.eks. EDIT). Du indfører linien: DEVICE=C:\DOS\INTERLNK.EXE på et passende sted sidst i filen - Sørg for at sætningen "LASTDRIVE= " sættes til et højere bogstav, f.eks. "K" eller "M". (Har du skrevet =Z skal du bagefter læse afsnittet om CONFIG.SYS !!) Du gemmer den nye udgave af CONFIG.SYS og forlader editoren. Derpå: Genstart client/kunden - enten ved at slukke/tænde eller med CTRL-ALT-DEL-tasterne. Clienten styrter straks ud og tjekker COM-portene for at se, om der skulle være bid til en anden PC og melder skuffet tilbage, at den ikke fandt noget. PÅ DEN ANDEN PC (server/tjeneren) taster du: INTERSVR

Det forvandler denne maskines tastatur til en død sild. Al videre kommunikation med serverens indmad foregår via client/kunden. Drevene på serveren får nogle sjovt "høje" bogstavsbetegnelser, som kræver lidt tid at lære på rygmarven. Du skal nu bruge betegnelser som drev G: H: eller I: J: (Noget for de små grå). Trykker du CTRL-F4 på serveren (den passive maskine) droppes forbindelsen igen. Alle forsøg på at kontakte maskinen fra client/kunden derefter, vil give DOS-fejl. (Bare rolig: Maskinerne virker som de skal!) Start frisk forbindelsen op igen med INTERSVR. God fornøjelse med dit første "netværk".


14. del

MSBACKUP - helt nyt backup/restore-program i DOS 6.0 De mest udskældte programmer i ALLE DOS-versioner fra nr 1 til 5 er uden tvivl BACKUP og RESTORE. De to programmer, der henholdsvis "pakkede" og "udpakkede" sikkerhedskopier af filer fra/til især harddiske. I dag har begreberne "pakke/udpakke" fået en lidt anden betydning, men BACKUP havde dog den evne, at den, fremfor at kopiere filerne til diskette som COPY eller XCOPY gør det, lagde dem i en stor, samlet klump, der altså krævede et andet program (RESTORE) til at genskabe filerne. De to programmer skulle som andre DOS-programmer styres med parametre og skulle have kilde og modtager udpeget nøjagtigt hver gang for at arbejde efter hensigten. Noget der virkede forvirrende og anstrengende på mange brugere. Folket skreg på bruger-venlighed, menu-styring og andet gøgl. Og DOS-udviklerne hos Microsoft følte presset fra masserne så voldsomt, at de styrtede ud i byen, tryglede et firma ved navn Symantec (dem med Peter Nortons berømte programmer) om hjælp og købte en neddroslet version af det BACKUP-program, som Symantec ellers sælger i en større og mere "forkromet" udgave. (Hvad IBM-drengene gør i forbindelse med DOS 6.1 er pt ikke afklaret). "Folket" har nu fået to programmer med DOS 6.0 (+ 6.2), et til DOS og et til WINDOWS. DOS-programmet, der FREMOVER! afløser BÅDE BACKUP OG RESTORE hedder MSBACKUP. Tja, program og program, MSBACKUP består af 11 (elleve) filer (på ialt 480 Kb), der alle skal være til stede, før man kan bruge det. (Glæd dig til sidste del af dette afsnit!) Nu skal man altså kun bruge MSBACKUP - også til at "RESTORE" sine filer. Dog IKKE BACKUP-filer lavet med den GAMLE kommando. Her skal man stadig bruge RESTORE. Vær ikke forvirret. Læs rask videre, det kommer altsammen. Eet program: MSBACKUP. Og nu er alle glade, for her er menuer og "venlighed" i lange baner. (Sporer vi en anelse malurt på bunden af bægeret?) Under det følgende vil jeg prøve at give min vurdering af fordele og ulemper ved MSBACKUP (MWBACKUP vil jeg brutalt overse). Lad mig først opregne et par fordele og ulemper ved de gamle kommandoer. BACKUP og RESTORE kunne startes fra promptet og kunne bortset fra den manuelle udskiftning af disketter, køre automatisk. Det var rimeligt enkelt at foretage backup af enkelte biblioteker, hvilket kunne nedsætte RESTORE-tiden ved gendannelse af netop dette ene bibliotek, hvis det blev aktuelt. De svære parametre kunne indsættes i BAT-filer, hvilket fritog en fra at huske dem fremover.


Var man usikker på det heldige i at overskrive en harddiskfil med en ældre backup-fil, kunne man til hver en tid gendanne fil(er) på et andet drev, en RAM-disk eller et SUBST'ed "fup-drev" under et bibliotek. Her kunne den ældre backup-fil genskabes uden fare for kedelige overskrivninger, og man kunne i ro og mag afgøre om, det virkelig var noget, man havde brug for. MEN... Total-backup var en dødssyg og langsommelig affære, gendannelse fra en total-backup det samme - og faren for læse/skrivefejl på disk nr. 17 var evigt overhængende. Backup til mere smarte medier som tape-streamere og andet var kun muligt med alternative løsninger. Det krævede LÆSNING af manualen for at gennemskue parametrene og kommando-opbygningen. Hvad har vi så fået med MSBACKUP? Lad os starte bagfra i forhold til ovenstående. Manualen har ikke megen information om nogle af BACKUP-versionerne, den henviser til HELP-systemet, der troligt skriver de samme sparsomme oplysninger som manualen. Altså ikke megen hjælp at hente her. Nu understøttes kopiering til andre medier end diske/harddiske, så alle I med tape-streamere og Bernouilli-bokse (!) kan ånde lettet op og smide Jeres programmer til dem ud. (Hm). Total-backup og restore er stadig dødssyge affærer, sålænge der er tale om disketter, det manuelle slid er ikke forandret. Dog er der nu indlagt total sikkerhedstjek på læsning og skrivning, så man er sikker på, at en backup/restore tager den dobbelte tid. Hvilket programmet velvilligt holder rede på. Du kan straks se, hvor mange disketter, du skal købe, samt hvor laaaang tid det tager at fylde dem. Det er muligt at afmærke præcis de filer - på kryds og tværs af alle biblioteker og fra flere diske på een gang - som man vil have kopieret/genskabt og det er muligt at anbringe filerne et andet sted end der, hvor de oprindelig blev hentet fra. Vi har fået funklende nye - overordnede - principper indbygget i programmet: Et tre-delt system til din BACKUP-STRATEGI, der bl.a. betyder, at du ikke behøver at tage fulde backup'er hver gang. Men: det er SLUT med at lave BAT-filer eller anden automatik til at starte sine backup-rutiner. Backup/restore kan IKKE længere køres fra promptet. Det sidste punkt skal dog have en enkelt kommentar med på vejen. Undertegnede, der i første omgang nægtede at anerkende denne kendsgerning, opdagede ved ihærdigt slid, at det trods alt er muligt at køre en MSBACKUP af udvalgte filer fra promptet. Det står der intet om i manualen (se ovenfor), og det var faktisk også et rent tilfælde. Læs om metoden under det følgende. Som nævnt, du kan IKKE længere skrive "MSBACKUP C:\DOS A: /s" - glem det! Du skriver fremover blot MSBACKUP - og smiler.


Når du starter MSBACKUP første gang, skal du og din maskine testes for at se, om I er værdige til at benytte programmet. Du skal have din bank-rådgivers underskrift på, at du har råd til de mange disketter (nej, det er pjat), men maskinen SKAL først have det blå stempel. Memory, diskdrev og harddisk testes i lange baner, der foretages test-kørsel med en backup til TO disketter for at se om du kan tælle så langt, og hvis alt viser sig at være OK, vil MSBACKUP altså gerne tale med Jer. Denne test skal gentages, hvis du skifter drev, harddisk, skærm eller skjorte. Nu skal vi så vælge, hvad, hvor meget, hvorhen, og en masse andet - før den lille boks med: "Start backup" overhovedet lyser. Du skal vælge harddisk(e), biblioteker, filer, modtager-medie - og skulle du være letsindig nok er der en hel hoben parametre under "Special", som du kan sidde og skule over. F1 for hjælp virker stort set allevegne. En stor trøst. Du har foretaget dine snørklede (eller simple) valg, du opdager, at NU må du godt taste "Start" og så knurrer dyret lystigt. Du får en masse af vide, om hvor længe du faktisk har siddet og grundet over de mange parametre (!), samt hvor lynhurtigt de otte filer nu bliver kopieret til drev A: Stakåndet forsøger du at følge med, indtil du erkender, at det går nøjagtig lige så sløvt som i gamle dage. Din sikkerhedskopi er slut - men før du nu slutter programmet, så tøv en kende. (Denne metode kan kun anbefales til kopiering af hele biblioteker eller regelmæssig kopiering af "faste" filer). Hvis du om et par dage vil gentage denne manøvre med de samme filer/det samme bibliotek (osv) er der en HEMMELIG mulighed for at gøre dette automatisk! Jo, først skal du gøre, som MSBACKUP forventer af dig: GEM denne opsætning af drev/biblioteker/filer som en SET-fil. Tryk ALT-F for "FILE" og vælg "SAVE AS". Giv denne opsætning et sigende navn, som f.eks. "DAGLIG" - højst otte tegn, programmet sætter selv ".SET" bagefter. Flyt ned med TAB-tasten og giv SET-filen en SIGENDE tekst. Slut med (enter). Du har nu en SET-fil med dine fil-valg. DENNE SET-fil kan du aktivere igen FRA PROMPTET ! Hva'ba'! Egentlig kan MSBACKUP kun startes med parametre, der vedrører SKÆRM- farverne. Flot! Men det er altså lykkedes mig (og muligvis andre, men jeg har ikke set eller læst om dette andre steder) at afsløre Symantecs hemmelige password til en fuld-automatisk OPSTART af en - I FORVEJEN OPRETTET RUTINE - vor SET-fil. Din SET-fil hedder DAGLIG.SET - i vort eksempel i hvert fald. Du skriver: MSBACKUP DAGLIG /BACKUP

og voila! Før du får set dig om, beder programmet om den første diskette til at modtage sikkerheds-kopien på. Du kan faktisk SE, hvordan de enkelte punkter i menu-systemet vælges automatisk. Hvis du endvidere har hakket af i rubrikken [Slut efter BACKUP] under "special options", da du oprettede SET-filen, slutter programmet af sig selv.


Tja, det er måske ikke de store sager, men det lugter en lille smule af den metode, som JEG alle dage har benyttet mig af. Naturligvis skal man stadig made dyret med disk efter disk, men arbejdet med at tage en regelmæssig backup af f.eks. et bibliotek, kan altså gøres en smule nemmere på den måde. (Den flinke elev, der i lærerens ånd forsøger sig med at bruge "/RESTORE" som parameter ved den modsatte funktion, vil bedrøvet sidde tilbage og stirre forvirret på den tavse hovedmenu. Det er IKKE muligt at køre en RESTORE uden af vælge SET, disk, bibl., filer osv osv osv. - MANUELT. Keine Automatik hier, meine Kinder! Desuden vil man opdage, at når man vælger en SETUP-fil til RESTORE, skal man selv lede alle harddiskens DATIDIGE biblioteker igennem for at finde de filer, man kopierede for en måned siden. Alle de andre biblioteker er tomme - for de blev jo IKKE kopieret dengang, vel. Et besynderligt og besværligt arbejde). Skal jeg være helt ærlig, vil jeg mene, at MSBACKUP kræver den lille OG den store "ledvogter- eksamen". Dels på grund af den meget overfladiske instruktion i manualen, dels de enorme mængder parametre, man ALLIGEVEL skal nærmest gætte sig til betydningen af og endelig: med indførelsen af TRE niveauer for kopierings-STRATEGI, som kan gøre arbejdet enten dybt besværligt eller legende let - hvis man ellers kan gennemskue forskellen på begreberne "Full", "Incremental" og "Differential" backup. (Jeg kan næsten ikke vente på at se, hvad de danske undersættelser kommer til at lyde på!) Denne opdeling i tre niveauer for backup-planlægning vil nok være en lige så stor hindring for at man føler sig hjemme med programmet, som de gamle programmers bruger-fjendtlighed. Lad mig forsøge at forklare begreberne: (forsøge!)

Niveau 1, der naturligvis SKAL være det første, man gør, kan kræve mange disketter. Denne metode hedder "FULL". Logisk nok. Uanset hvor stor en del af harddisken, man tager backup af, skal man første gang lave en FULL backup. Forstået? Man kan vælge at lave FULL-backup hvergang, men det vil i sagens natur kræve et stort arbejde. For at undgå dette, kan man i stedet vælge mellem een af følgende metoder: Niveau 2, "INCREMENTAL", bygger videre på den sidste FULL + alle følgende INCREMENTAL backups. Kun ændrede/tilføjede filer kopieres, men man skal altså have hele sættet af disketter klar, hvis man på et tidspunkt skal gendanne filer. Denne metode vil gemme filerne i flere "generationer", hver på sit sæt nye diske. (Forestil dig en "MODER"-backup med en hale af "BØRNE"-backup'er slæbende efter sig. Ved en RESTORE skal først "MODEREN" indlæses og derpå ALLE børnene - i rigtig rækkefølge). Matematik for viderekomne. HUSK at afmærke ALLE diskette nøje og præcist!! Alternativet til niveau 2 kan i stedet være: Niveau 3, "DIFFERENTIAL" kopierer også kun ændrede/nye filer, men den gør det oveni det sidste sæt disketter, som udgør TILLÆGGET til sidste FULL backup = færre disketter med nyeste udgave af filerne. (Her får "MODER"-backup'en hele tiden et nyt, opdateret barn at døjes med).


De af Jer, som endnu ikke er løbet skrigende bort, kan bare vente Jer. Der er indført et nyt KODE-system til at afsløre, hvornår en BACKUP er foretaget, samt om den er FULL, INCREMENTAL eller DIFFERENTIAL. Kodesystemet kræver naturligvis, at du HVER gang husker at VÆLGE den rigtige backup-strategi for lige netop denne backup. (I manualen tales blomstrende om disse strategier: Du kan "oprette særegne og geniale strategier, der så kan overføres til andre maskiner i virksomheden" og lignende plat. Aldrig har jeg oplevet magen til ordgejl i en manual. Som om to maskiner var ens! Denne kode kan se sådan her ud: CE31122.FUL (Dette er et filnavn!) Det er MEGET heldigt, at manualen og hjælpesystemet trods alt har en oversættelse af dette nye, magiske sprog. Se selv der, hvad denne betegnelse dækker. Jeg gider ikke skrive manualen af. Er du forvirret - trods menuer og museklik og fine farver? Jeg er. I øvrigt er min holdning til backup-strategier, at man altid skal kunne genskabe PROGRAMMERNE med sine original-disketter (evt. med en FULD backup af den tilrettede udgave, man er glad for) - DATA, det, som man laver med programmerne, gemmes (også) på disketter og kan altid hentes ind fra disse kopier. (Desuden: næsten alle installationer jeg har kendskab til i firmaer og virksomheder er underlagt ganske anderledes strikte regler for backup, mange steder har man netværk og andet isenkram til at foretage den slags automatisk, uden at den enkelte bruger behøver tænke på det). Og der kommer MERE. Nærværende forfatter har på et tidspunkt også begået en rigtig gyserroman. Inspirationen til den kunne meget vel være leveret af Microsoft og Symantecs nye program MSBACKUP. (Det er den dog ikke). Her følger imidlertid:

"Den ultimative RESTORE". En hverdags-gyser Mit sidste og alvorligste ankepunkt mod det nye program går på den interessante kendsgerning, at MSBACKUP (hrm-hørm!!) - IKKE - kan startes fra en diskette. (- å hva så?) Tja, eksempel nr. 1:- Den dag, hvor du af en eller anden grund ikke kan komme i kontakt med din harddisk (*), kan den sidste udvej være at starte PCen med en boot-diskette og omformattere harddisken, for at du bagefter kan genopbygge dit biblioteks- og fil-system med din vel-gennemtænkte sikkerhedkopi = RESTORE. (*) (= virus-angreb, defekt boot-sektor, uoverensstemmelse i FAT, sletning af roden m.m.m. Mulighederne er desværre talrige) og nr. 2:- Hvis harddisken bliver ØDELAGT, vil du naturligvis gerne lægge hele det sikkerhedskopierede indhold over på den NYE harddisk = RESTORE. (For hvad F...... skal du ELLERS bruge en fuldstændig BACKUP til?!)


MEN DET KAN DU IKKE! MSBACKUP - der også skal bruges ved en RESTORE -

KAN IKKE STARTES FRA EN DISKETTE - KUN FRA EN HARDDISK!!

(- og du sidder der med en TOM harddisk, der bare sukker efter at blive "RESTORET"). Jeg kan forsikre dig om, at disse to situationer KAN blive sørgeligt aktuelle - også for DIG. Du er i disse tilfælde tvunget til at GENINSTALLERE HELE DOS-PROGRAMMET på harddisken - fra originaldisketterne - og først DA kan du starte MSBACKUP. Og så er det jo første gang igen! Du skal hele vejen igennem test og opsætning, før du langt om længe kan finde kopi- disketterne frem og hente den livsnødvendige (for MSBACKUP) katalog- fil frem fra en disk i sættet. (Første eller sidste? Det afslører manualen i hvert fald ikke). Bagefter kan du så gentage dit møjsomme- lige arbejde med at muge ud i de overflødige filer i DOS-biblioteket. Jeg ved ikke, hvad du synes om denne fremgangsmåde, men jeg kan ikke se fordelene i dette fremfor den gamle "bruger-fjendske" metode, hvor RESTORE-programmet var en forholdsvis lille fil, der ubesværet kunne startes fra boot-disketten og i løbet af overskuelig tid genoplive den nye/nyformatterede og tomme harddisk. En praksis jeg - og andre - har været tvunget til at gøre mere end een gang. Hvis folkene bag MSBACKUP vil bilde os ind, at man ALDRIG vil få brug for at starte en RESTORE fra diskette, så er de dummere end politiet - og sund fornuft tillader. Eller måske kan man få en skriftlig garanti mod at ens harddisk går død?! Det er desuden en kendsgerning at manual og hjælpe-system overhovedet ikke antyder, at begrebet FULL backup også en dag kan betyde FULL restore. Der anvises i hvert fald ingen metode til at foretage den slags fra andet end en levende og velfungerende harddisk. Ja, dette blev ikke nævnt i listen over fordele og ulemper ved de gamle og nye programmer i starten af afsnittet, for jeg syntes, at denne bøf fortjente særskilt behandling. Den er efter min mening så alvorlig, at DOS-udviklerne burde skamme sig. "Bruger-venligheden længe leve!"

På grund af ovenstående vil jeg fortsætte med at bruge BACKUP.EXE i de tilfælde, hvor det er SMART at lave en samlet backup af filer. Jeg kan ikke tvinge dig til at lade være med at bruge MSBACKUP, men nu er du advaret. På dette område, som på alle andre her i livet, vælger vi hver især vor måde at gøre tingene på! Vælg din. MEN? hører jeg fra den bageste række - man kan da slet ikke bruge de gamle BACKUP og RESTORE mere! De vil da komme ud og brøle: "Incorrect DOS-version" hvis man forsøger at bruge dem!! Plus at BACKUP.EXE slet ikke findes i DOS 6.0!! Både ja og nej.


Eftersom du stadigvæk skal kunne genskabe gamle backup-disketter, er vor gode ven RESTORE.EXE stadig med i selskabet. Den kan blot ikke bruges til at danne noget fra en NY backup lavet i MSBACKUP! Den kan kun bruges til det gamle BACKUP-programs filer. BACKUP.EXE er udraderet fra DOS-6-disketterne, men der er stadig en mulighed for at benytte den, hvis man er stædig eller nostalgisk nok (eller bare et brokkehoved som undertegnede). For at du kan bruge BACKUP.EXE, skal snyde-funktionen SETVER være aktiveret i din CONFIG.SYS-fil (ved boot). Prøv at skrive kommandoen SETVER og forsøg at følge med i listens vilde rulning. Med på listen står sandelig et sted: BACKUP.EXE 5.00 hvilket betyder, at hvis man har gemt en kopi af DOS-5-programmet, kan det startes og bruges som sædvanlig, eftersom DOS 6.0 storladent bilder det ind, at det kører under gode, gamle DOS 5.00. Fornemt, ikke? (Eftersom DOS 6 gemmer en kopi af dine gamle DOS-filer i OLD_DOS.1-biblioteket, hvorefter det udpakker de nye versioner, ligger BACKUP.EXE stadig på harddisken!) Ikke mere om dette. Fremskridtet kan ikke stoppes. Folk skal ikke længere huske lange, besværlige kommandoer, nu kan de drukne frit i et hav af menuer. God fornøjelse.

15. del

Disk-kompression i DOS 6.0 - DOUBLESPACE "Brokkehovedet" (se forrige afsnit) vil nu overraske alle ved at omtale et nyt program i DOS 6.0 i positive vendinger! DOUBLESPACE, som programmet hedder, er redningen for alle os med små, gammeldags harddiske (under 300 Mb). DOUBLESPACE kan - trods navnet - IKKE fordoble størrelsen eller pladsen på en harddisk, men den kan skaffe betrængte PC-brugere af med deres umiddelbare spekulationer mht at investere i en større (og dyrere) harddisk. Ved hjælp af DISK- KOMPRESSION. "Disk-kompression" - hvad er det? Lyt. Data i en fil fylder for meget. For det første fylder filen, p.g.a. den måde DOS gemmer den på, flere bytes, end den faktisk er lang. (I "DOS-kursus for begyndere" lærte vi om fil-allokeringsenheder. Her skal vi bare nævne, at hvis den mindste størrelse, DOS kan gemme en fil som, er 1024 bytes, hvilket er normalt for en harddisk, vil en fil på een byte reelt optage 1024 bytes! Din harddisk bruger muligvis 2048 bytes til det!) Så ved I det. Altså en masse spildplads på disken. For det andet består de fleste filer af GENTAGNE DATA, forstået på den måde, at tegn og koder bliver gentaget igen og igen ned gennem selv de mest kompakte filer. (Tekst-filer, især, består af tegn, der gentages mange gange) Det kan man lave en masse sjove beregninger på - og det er der så nogle, der har gjort.


Alt dette betyder, at det er muligt at reducere filernes pladskrav. Dels ved at lave nogle koder for stadige gentagelser, dels ved at fjerne tomrummene, der ikke indeholder egentlige data. Det er i dag almindeligt at bruge programmer til at klemme og pakke data sammen, så de fylder MEGET mindre end DOS kan klare. Skal man gemme filer på diskette, vil man sende dem over telefonnettet via et modem eller vil man bare mindske den plads et program optager på harddisken, kan man pakke programmer og data sammen og så senere pakke dem ud igen, når man skal bruge dem. Det er ligeledes muligt at gøre dette med PROGRAMMER, der så "pakkes" ud i RAM, når man starter dem. Programmerne er ligeglade, de laver alligevel først noget, når de har fundet plads nok i arbejdshukommelsen. Processen med at pakke og udpakke programmer og filer, tager selvfølgelig nogen tid, men med nutidens hurtige PCer og nogle mere simple regler for, hvor tæt man vil pakke data, er det muligt at foretage denne pladsbesparende funktion, MENS PROGRAMMERNE KØRER. Dette findes der efterhånden flere programmer, som kan styre, og med DOS 6.0 er vi almindelige brugere også kommet med på noderne. Ligesom de første på markedet (STACKER og SUPERSTOR) er DOUBLESPACE - disk-kompressoren i DOS 6.0 - i realiteten tre programmer. DOUBLESPACE rydder op på harddisken og lægger filerne pænt på række og geled, dernæst pakker den filerne sammen og endelig bliver maskinen skruet sammen til at læse og skrive i de pakkede filer, uden at du eller programmerne lægger mærke til det. Pladsgevinsten på en normal harddisk vil i de fleste tilfælde blive på mellem 60 og 85 procent. Dette afhænger først og fremmest af de typer programmer og filer, der er på disken. Hvis ellers din PC er af 386-typen eller bedre, skal du være meget nøjeregnende for at kunne registrere det øgede tids-forbrug ved at starte et program, der udpakkes på denne måde. Harddiskens arbejdshastighed spiller selvfølgelig også ind. Men altså: Har din PC en 386-processor, er din harddisk bleven for trang, har du mod på livet - så kan du vælge at indføre DOUBLESPACE på din maskine. Du skal overveje det grundigt, før du tager skridtet

For der er tale om et valg, der kan være lidt tricky at fortryde. Det, som DOUBLESPACE laver med din maskine, er efter nogles mening for drastisk, men på dette punkt adskiller programmet sig ikke fra andre programmer af lignende karakter. OBS Den mulighed DOS 6 giver for at fortryde installationen af HELE DOS 6, forsvinder i samme nu, du installerer DOUBLESPACE. (Det betyder, at du kan slette biblioteket \OLD_DOS.1, før du evt. pudser disk-kompressionen løs på din harddisk). Jeg vil ikke gå ind i den diskussion, som vedrører diverse meldinger om tab af data p.g.a. (især) DOUBLESPACE. Jeg har til dato ikke selv set et eneste læserbrev eller lignende i de PC-blade, jeg fordriver de lange lyse sommernætter med, som reelt beskriver problemer med programmet. Selv har jeg heller intet registreret. Nok om det.


Hvis du beslutter dig for at overlade de dybereliggende harddisk- funktioner til DOUBLESPACE, vil jeg gennemgå programmets installation og funktionsmåde - i store træk, må jeg straks tilføje. Vælger du at leve lykkeligt videre UDEN at installere DOUBLESPACE, så fjern alle filer, der hedder noget med DBLSPACE.xxx fra DOS- biblioteket og gå videre til næste afsnit. Vi andre fortsætter modigt. Trods den radikale ændring, som DOUBLESPACE i virkeligheden er, må vi atter konstatere, at DOS-manualen er skuffende overfladisk. Væk med den. Du har en harddisk på 100 Megabytes. De 80 Mb er fyldt med programmer, og du har netop sikret dig med en CHKDSK, at der ikke ligger hjemløse sektorer på disken. Desuden er du ikke i WINDOWS eller andet program, og endelig har du bootet maskinen UDEN at aktivere SMARTDRV, samt de to-tre RAM-residente utilities, du normalt har liggende parat i hukommelsen. (Se i andre kursus-afsnit for en forklaring på dette). Endelig, hvis du er den kloge og påpasselige type, har du taget en frisk og velfungerende BAC- ... ups, undskyld: MSBACKUP af hele harddisken. På en sådan opstartet PC kan du udstede kommandoen DBLSPACE (Det er faktisk muligt at starte programmet med diverse parametre, men de er udelukkende til senere brug, NÅR DOUBLESPACE er installeret. Disse parametre vil jeg IKKE fortælle om. Brug HELP). Programmet er menu-styret, der er hjælp med F1 de fleste steder. For de usikre vil jeg nævne, at man her som andre steder i DOS 6.0 kan lade programmet gøre det hele automatisk. Vælger du at lade programmet udføre forvandlingen, skal du blot vælge EXPRESS SETUP, gå ud og starte på aftensmaden og ved sidste TV-AVIS (cirka) er DBLSPACE færdig med sit arbejde. Det tager lang tid, især med datamængder over ti-tyve Megabytes. Det skal du ikke være forbavset over. Det, der sker, er følgende: DBLSPACE starter et program, som ordner din filers rækkefølge og flytter rundt på dem, så der til sidst er den størst mulige frie plads sidst i dataområdet. (Fans af Norton Speedisk vil forundret genkende fremgangsmåden - og programmet. Symantec igen). Dernæst kaster DOUBLESPACE sig over filerne enkeltvis og pakker dem, så de fylder mindre. Sidst laver det nogle hundekunster med dine boot-filer og lægger et par skjulte filer ned i rod-biblioteket. Under alt dette booter maskinen automatisk TO gange. Når du ser meddelelsen om at DBLSPACE er installeret, vil du have et C:-drev på cirka 190 Mb, hvoraf de 50 er optaget af dine programmer og data. Et paradis af fri plads til nye programmer med andre ord!


Hvis du ikke er nysgerrig, vil du i princippet aldrig opdage, at der er sket andet på din maskine, end at den har fået en større harddisk. Nå ja, CHKDSK vil nu tage længere tid, fordi DBLSPACE også skal være med til at sikre sig, data er OK på disken. De nysgerrige vil opdage, at C:-drevet slet ikke er C:-drevet. Samt at der i stedet er kommet en drev-betegnelse mere på maskinen, som regel drev H. Forklaringen kommer her. Hvis du pakker en hel harddisk, eller når du første gang pakker en del af en harddisk, presser DOUBLESPACE alle filerne sammen i een stor, speciel FIL på harddisken. Den FIL kan KUN bruges af DOUBLESPACE. Al læsning og skrivning til og fra denne kæmpefil foregår via en driver, der fra nu af vil ligge i hukommelsen og pakke og udpakke data i en rivende fart, for at dine programmer kan arbejde, som de plejer. Kæmpefilen kan ikke ses med almindelige DOS-kommandoer, den har fået sat såvel SYSTEM-, HIDDEN- som READ-ONLY-attributten. Inde i filen ligger alt det, som fandtes på drev C: inklusive boot-filerne. Da maskinen leder efter CONFIG.SYS som det første under boot, må DOUBLESPACE lave endnu et nummer. Den anbringer sine egne skjulte systemfiler ved siden af de to normale systemfiler, der starter DOS op allerførst. Og DBLSPACE.BIN og -.INI, som de hedder, får en helt speciel status under opstarten af maskinen. DOUBLESPACE bliver fra nu af startet som det første program under boot af din PC - FØR selv CONFIG.SYS. Kun DOS 6 kan acceptere denne "uorden" i boot-filernes rækkefølge. Derfor skal man ikke forsøge at indføre DOUBLESPACE under andre DOS-versioner. Hertil findes der de andre alternativer (STACKER og SUPERSTOR). Programmet læser hurtigt rod-biblioteket på drev C: igennem og finder den store skjulte fil med dine data. Filen bliver "omdøbt" til DREV C: (det fysiske drev C: får det andet navn, H:) og fra det øjeblik, vil DOS kun kende DOUBLESPACE-filen som drev C:. CONFIG.SYS og AUTOEXEC.BAT bliver kørt som vanligt. Hvis du prøver at tage en DIR på drev H: (eller hvad din fysiske disk er kommet til at hedde) vil du ikke se ret meget. Der er cirka 1 Mb ledig plads på drev H: men ellers er drevet tomt. De skjulte filer kan kun ses med en DIR /A. Her vil du desuden se en meget stor fil ved navn "DBLSPACE.000" = dit pakkede drev C: !! Hvis du laver mere end eet pakket drev på harddisken - en af de mange valgmuligheder i programmet - vil der være andre store filer med numre 001, 002... DISSE FILER MÅ IKKE SLETTES ELLER RODES MED UNDER NOGLE OMSTÆNDIGHEDER

HVIS man vil øge risikoen for at noget går galt med DBLSPACE, kan man da godt more sig med at fjerne attributter eller lave anden terrorist- virksomhed på disse skjulte filer, men så beder man selv om øretæverne. Sker der noget med dem, mister du med garanti dine data. Vær en almindelig, fredsommelig PC-bruger og glæd dig over den enorme plads, du har fået til nye programmer. OG hold nallerne generelt væk fra drev H: og ALLE DBLSPACE-filer.


Det eneste, du med fordel kan gøre, er at flytte nogle almindelige DOS-filer over på drev H:, inddrage H:\ i din søgesti (PATH) og dermed redde endnu mere fri plads på drev C:. Dette fungerer fint på min ene PC. (Den anden kører uden DBLSPACE). Bortset fra denne detalje - glem at der findes et drev H: ! Ovenstående beskriver en automatisk installation af DOUBLESPACE. Der er flere muligheder for at installere programmet første gang på mindre gennemgribende måder. Du kan vælge kun at pakke det frie område på disken, så får du et drev D: med god plads; du kan pakke hele drev C: minus et område, du f.eks. SKAL bruge til WINDOWS' famøse SWAPFIL (en ting, som skal tages i betragtning ved brug af WINDOWS!) Ja, dette er ikke et WINDOWS-kursus, men HUSK, at WINDOWS kan bruge en skjult, såkaldt SWAPFIL på harddisken. Denne SKAL være "ren" DOS-disk og må altså ikke være pakket med DOUBLESPACE eller anden disk-pakker. Lad et område, der svarer til lidt mere end størrelsen af din SWAPFIL være undtaget fra DOUBLESPACE. Senere, hvis du vil ændre på størrelsen af de pakkede drev, kan dette også lade sig gøre, blot kan man ikke skrumpe et fuldt pakket "drev". Der findes et par kommandoer til at føre husholdning med de pakkede drev. Kommandoen DEFRAG vil gen-pakke data på samme måde som de såkaldte disk-defragmenterings-programmer (pyh for et ord!) Dermed vil data stadig være ordnet pænt på række og nemmere at have at gøre (når man hedder DOS eller er et læse/skrivehoved). Denne proces kan godt tage lang tid. Noch einmal OBS - de gamle udgaver af disk-defragmen-...osv kan ikke pakke et DOUBLESPACE-drev. Du må vente på de nye udgaver, der tager højde for den slags julenumre. Husk det nu. CHKDSK er også god at bruge indimellem, da DOUBLESPACE som nævnt også træder ind og ser om alt er vel. Bortset fra det, bør dine pakkede drev te sig ganske som "rigtige" harddiske, alle programmer bør opføre sig som sædvanlig, selv WINDOWS kan ikke mærke forskel (SWAPFILEN undtaget!) og du kan så fylde yderligere junk på din nye, forbedrede harddisk.

Ved hukommelses-besvær (nej, ikke DIT - PCens)

DOUBLESPACE ligger og breder sig (meget) i hukommelsen = 42 Kb. Hvis der er plads i den Øvre hukommelse (Upper memory) er der god grund til at starte MEMMAKER og se om den evt. kan mase DOUBLESPACE derop, væk fra dine dyrebare 640 Kb i RAM'en.


DOUBLESPACE på disketter Det er muligt at "mounte" (opstarte) et diskettedrev, så DOUBLESPACE kan bruge disketten på samme måde som en harddisk. (Se HELP-systemet) Dermed kan der GODT ligge flere filer på disketten, end du er vant til, men det er en trafik med et par hager. En diskette med filer, kopieret til en DOUBLESPACE-mountet disk kan kun læses af drev, også andre PCers, der mountes som DOUBLESPACE-drev. Selv din egen PC kan ikke automatisk genkende disketten som sit "eget" format. Derfor skal DU hele tiden huske, at gen-mounte drevet, hvis du indimellem sætter almindelige disketter i det. Jeg HAR forsøgt at bruge disketter på denne måde, men blev hurtigt træt af at holde styr på, hvilke disketter der var af den eller den anden slags. Jeg droppede det. Skulle du fortryde installationen af DOUBLESPACE så er her: Lidt morskab til en rigtig kedelig aften: Der er to metoder til at "afstallere" DOUBLESPACE:

1. Tag en fuld backup af drevene C:, D: ... MEN ABSOLUT IKKE AF DREV H: (eller hvad det FYSISKE drev nu hedder). Sæt din BOOT-diskette - med de rette DOS-filer klar - i drev A: Boot maskinen med disketten og reformatter hele harddisken. Den vil naturligvis her hedde sit sædvanlige C: Geninstaller DOS og genskab det af backup'en, som der er plads til på disken nu, hvor den altså igen kun er 100 Mb stor. God arbejdslyst.

2. Fjern alle unødvendige filer fra de(t) pakkede drev. Kør en DEFRAG. Start DBLSPACE. Gå ind i punktet der omhandler eksisterende drev og foretag den størst mulige "skrumpning" af de nuværende, pakkede drev. Forlad programmet og flyt et eller flere biblioteker fra det pakkede drev over på drev H: (den ægte, fysiske harddisk). Gentag disse armbøjninger, indtil det pakkede drev er tomt og alt er flyttet til drev H: Gentag, hvis der er flere pakkede drev - og plads på drevet. Brug DBLSPACE-programmet til at fjerne de tomme "drev". Når alt er klar, kan du fjerne attributterne på DBLSPACE.BIN og -.INI på drev H: og slette dem. Når du boot'er næste gang, skulle maskinen starte op, som den gjorde før DOUBLESPACE.

Den sidste version har jeg selv gennemført. GOD ARBEJDSLYST.

Jeg skal være en af de sidste til at skræmme folk mht DOUBLESPACE, eftersom den har kørt upåklageligt på min maskine i et halvt år, men det kan ikke understreges kraftigt nok, at det er en meget omfattende ændring af din maskines og ikke mindst DOS' sarteste mekanismer. Derfor, er du den mindste smule i tvivl - eller er du velhavende nok - så køb en større harddisk og glem alt om DOUBLESPACE.


16. del

Installation og brug af programmer - generelt Jeg hverken kan eller vil gennemgå bestemte programmer i dette afsnit. For det første er programmer noget, som den enkelte selv køber af den ene eller anden grund - eller er henvist til at benytte på sin arbejdsplads. For det andet findes der så ukristeligt mange programmer, at det ville være galimatias at forestille sig, at DU lige præcis skulle have lyst til at lege med de samme programmer, som JEG tilfældigvis er glad for eller har brugt meget. Og hvad kan vi så spilde de næste, dyrebare minutter med? Jeg vil forsøge at give noget anvisninger og råd i forbindelse med installation og tilretning af programmer. Betragtninger, der nødvendigvis må blive meget generelle - i nogles øjne overfladiske, men giv os en chance! Når du skal anskaffe styresystem og programmer til dit kæreste eje (din PC, naturligvis, konen vil hellere have røde roser, ikke) er der et par overvejelser, du bør gøre dig. Hvad er det egentlig du VIL eller SKAL lave på din PC? Skal du lave regnskab til dit eget firma, skal du skrive dit livs novelle, skal ungerne spille natten lang eller er du selv passioneret, skydegal dukkefører eller lænestols-pilot? Der er rigeligt med tvivls-spørgsmål. Først og fremmest skal man i dag overveje, om ens behov og lyster stiller særlige krav til styresystemet. Så længe vi snakker om PCer, er der i realiteten tre systemer at vælge mellem: DOS WINDOWS (+ DOS) OS/2

Husk, at WINDOWS indtil videre IKKE er et styresystem, det kan intet foretage sig uden den underliggende DOS. (Undtagen den såkaldte WINDOWS "NT", der til gengæld stiller så enorme maskinkrav, at den kun er egnet til at drive store installationer med flere PCer i snor). OS/2 er også et stort program, men kan til forskel fra de to andre løsninger udføre det, som mange i årevis har sukket længselsfuldt efter: MULTI-TASKING (- som sædvanlig vil den danske oversættelse "mange-program-afvikling" være en vits i ens mund). Multi-tasking betyder kort fortalt, at man kan have flere arbejds-sessioner (såvel praktiske som pjattede) åbne på een gang, man kan skifte frit mellem dem, og større tidskrævende jobs kan køre i baggrunden, mens man laver noget andet og mere interessant samtidig. WINDOWS, både version 3.0 og 3.1 kan "også" multi-taske, men det kræver MANGE RAM i maskinen, og resultatet er sandt at sige ikke imponerende. Et baggrundsjob vil ofte tager meget længere tid, når man samtidig laver noget andet på maskinen. Det som mange betragter som det afgørende og vidunderlige ved WINDOWS er det ens udseende i programmerne, den nemme måde at starte og skifte mellem åbne (passive) programmer, mulighederne for at bruge mange skrifttyper og lave flotte tegninger samt for at indsætte og flytte oplysninger mellem programmerne, uanset om det er tekstbehandling, regneark, databaser eller tegneprogrammer. WINDOWS kan også lave en masse spas med lyd og billeder og alle disse ting kan samles på


kryds og tværs f.eks. til at lave flotte præsentationer, imponerende rapporter og regnskabs- opstillinger, hvor grafer skifter udseende, når nye tal skrives ind i et andet program - blandt meget andet. Sidst, men ikke mindst, er man både i WINDOWS og OS/2 fri for det værste, mennesket har opfundet: KOMMANDO-LINIEN i DOS! Denne yngleplads for grå hår og sjælsdybe frustrationer betragtes af mange som GRUNDEN til at de hader edb - mens WINDOWS og OS/2 derimod er lyst og venligt overstrøet med ikoner og andre genvejs-fiduser, hvor man uden at besvære de små grå kan "lege" sig gennem arbejdet - og glemme at stave rigtigt. DOS-programmer har stort set ikke tilsvarende muligheder for at "integrere" oplysninger og data på tværs af programtyperne. Faktisk er der spildt mange kræfter i DOS-verdenen på at få programmer til at bruge (og misbruge) hinandens data, mens nogle har gjort sig store anstrengelser for at lave programpakker, hvor de enkelte dele kan samles til noget i stil med det, WINDOWS-programmer efterhånden er blevet bedre til. Disse integrerede programmer var en overgang svaret på alles ønsker, så skubbede WINDOWS dem lidt i baggrunden, men i det seneste årstid er der dukket nye, livskraftige versioner frem. DOS er ikke helt død, som nogle håbefuldt påstår. Det er ikke helt skævt at påstå, at der et langt stykke hen ad vejen er tale om en "religionskrig" mellem de tre måder at styre en PC på. WINDOWS får en betydelig opmærksomhed, i fagbladene ikke mindst; brugere, der stiller store krav til afvikling af flere jobs på samme tid, hælder mere og mere mod OS/2, der med den pt nyeste udgave (OS/2.21) får mange til imponeret at løfte øjenbrynene; andre er vant til DOS-programmerne, såvel gamle som nye versioner, der ofte afvikler arbejdet hurtigere end de modsvarende WINDOWS- og OS/2-programmer. Hvert system har sine fordele og ulemper, og hvert har sine fanatiske tilhængere og arge modstandere. En af grundene til, at DOS-programmer ofte arbejder hurtigere, er, at de mest arbejder med tekst-skærm, mens de to andre systemer bruger skærmen grafisk. Ved "tekst-skærm" er billedfladen opdelt i faste firkanter, hvor et forholdsvis overskueligt antal fastlagte tegn hurtigt kan anbringes og flyttes rundt; på en grafisk skærm skal maskine og programmer holde styr på hvert enkelt af de millioner af småbitte punkter, som billedet egentlig består af. Et grafisk skærmbillede giver rundere former og flere farvekombinationer, tekstskærm er i sagens natur mere "firkantet" at se på, men er altså hurtigere til især opdatering af billedet. Et tekstbaseret system er også hurtigere til at sende tegn til printere og andet udstyr. De forsøg på at bruge skærmen grafisk i DOS-programmer, som bliver mere og mere almindelige, selv i middelstore programmer, er som regel ensbetydende med, at programmerne bliver lige så RAM- og harddisk- krævende og desværre også lige så sene i optrækket som de grafiske systemer. Hastigheden i programmer bliver dermed direkte afhængig af din pengepung. Har du ikke råd eller lyst til at investere i bedre udstyr, kan du ikke få noget effektivt ud af en ny og "grafisk forbedret" version af dit yndlingsprogram. Kort sagt er forskellen mellem de forskellige "platforme" ved at blive udvisket i en sådan grad, at der snart kun kan blive tale om netop "religiøse" årsager til, at man foretrækker det ene frem for det andet. Efter min mening er der dog en afgørende forskel på DOS og de grafiske programmer. (Til DOS-programmernes fordel, vel at mærke). Det er rimeligt nemt at lave små, nyttige og praktiske (og morsomme) programmer til DOS. Eftersom WINDOWS og OS/2 i sig selv udfylder adskillige


Megabytes på en harddisk endnu længe før du har så meget som startet et eneste program, vil selv den allermindste "utiliy" til disse systemer i sagens natur "fylde" meget og stille langt større krav til hardwaren end et tilsvarende DOS-program. Jeg har igennem årene haft stor gavn af utallige små og store utilities og hjælpeprogrammer, der har lavet alle mulige jobs for mig, uden at det var nødvendigt at sælge hus og hjem for at få råd til det udstyr, som kunne køre dem. Nå, der er ikke plads og tid til at svælge mere i denne spændende diskussion. (Nu er jeg vist også blevet uvenner med mange nok) Du er i din soleklare ret til at købe den maskine, du har råd og lyst til, og det samme gælder mht de programmer, du vil bruge. Vi er i dette værk dybt koncentreret om DOS, og også her er der en del at tage hensyn til, når du skal forsøge at optimere din PC til at køre programmer. Masser af programmer, især de små til mellemstore (her snakker vi programmer, der fylder mellem 10 bytes og 500 Kb) er bedøvende ligeglade med EXPANDED eller EXTENDED memory, klarer sig glimrende med 100-200 KB fri RAM osv. Indenfor de nævnte fil-størrelser kan man finde stort set enhver type program, fra små utiler, der tænder og slukker for CAPS-LOCK-tasten til store tekst-programmer, regneark og databaser - og spil. (Masser af spil). Snakker vi om programmer, der enkeltvis eller sammen med diverse tilhørsfiler fylder mere end en halv Megabyte, er der ingen begrænsninger mht hvilke slags programmer, man kan få fat på. Men så begynder det også at snerpe i retning af, at PCen skal indrettes og optimeres til at eksekvere disse programmer. Endelig er der slagskibene, de store maskintunge programmer, der løser avancerede specialopgaver indenfor alle fagområder. (Også her er der spil "en masse"). I de to sidste tilfælde kan det betale sig - ja, er ofte et krav - at man undersøger, om et sådan program kan benytte EXPANDED eller EXTENDED memory, om programmet evt selv styrer maskinen (i såkaldt PROTECTED mode) og en række andre ting. Åh jo, der er en enkelt afgørende faktor mere, som spiller en stor rolle ved vurderingen af ens behov kontra programmernes yde-evne og krav til PCen: "Nye, større, smartere" - og dyrere programmer er i manges øjne det eneste saliggørende. På dette område har fagbladene en ikke ringe indflydelse. Omtale af nye programmer med ENDNU FLERE funktioner og muligheder vælder frem dagligt, og gør de ikke det, er der rigeligt med rygter, gætterier og forskudsomtale (villigt serveret af program-firmaerne) til at forvirre dig og mig. Skulle man følge de råd og anbefalinger, som PC-magasiner og reklamer overfalder os med, burde man i princippet aldrig købe hverken maskiner eller programmer, for der er ALTID noget bedre på vej - muligvis! Jeg er ikke i stand til at give dig nogle retningslinier at gå efter på dette punkt. De fleste håbefulde PC-købere - samt de gamle og ældre "rotter" - må konstant løbe spidsrod mellem alskens salgsgejl på den ene side og den barske virkeligheds realiteter på den anden. Det må derfor altid blive til en slags kompromis: enten køber man noget nu og her, når behov, lyst og penge er til det eller også glemmer man det hele og bruger sin tid til noget andet. Af ovenstående grunde er jeg ikke i stand til at give dig eet eneste råd mht hvilken form for udstyr eller programmel, det er klogt at anskaffe. Du er - som vi andre - alene i en jungel, hvor dine penge konstant er i fare for at blive lokket fra dig til tvivlsomme investeringer i PC-


verdenens svar på Eldorado eller Den Evige Ungdoms Kilde. Stakkels dig. Stakkels os. (Kors for en bi-bemærkning!) DOS-programmer, altså. Dem findes der tusindvis af indenfor snart sagt alle aspekter af menneskelivet. Fra almuemøbler til zoologi. Pjat, viden, leg og råt arbejde dækkes på enhver tænkelig måde af små og store programmer. Det er både rart og forvirrende, for hvad i alverden skal man dog vælge? Jeg har måske afprøvet eller snuset til mellem to og tre tusind programmer i mit PC-virke og der er MAAAANGE programmer, jeg kun har hørt om og endnu flere, som jeg aldrig får set skyggen af. Med mindre du er "hooked" på et bestemt program eller måske KUN beskæftiger dig med een ting her i livet (du ved selv bedst hvilken) er der kun een detalje, som kan lægge en begrænsning for dine valgmuligheder: penge. Mere er der ikke at sige om den ting. De fleste moderne programmer kræver, at de installeres på en harddisk, dels af hensyn til pladskravene dels på grund af den hurtigere afvikling i forhold til diskettedrevs læse-hastighed. Hvis vi tager udgangspunkt i den måde, hvorpå DOS-versionerne 3.3 og 5 installeres på, får vi et meget godt billede af de metoder, der normalt bruges for at gøre et program køreklart på en PC. Alle filerne til DOS 3.3 kunne ligge på en enkelt 5-tommer, HD-diskette og kunne efter overførsel af de skjulte systemfiler, kopieres direkte over fra disketten med en "simpel" COPY-kommando. DOS 5 installeres ved at man booter maskinen med den første 3-tommers diskette i drev A: (herved er det DOS 5, der behersker hele maskinen), dernæst guides man gennem en række spørgsmål og vejledninger, der nok kan mane til eftertanke, og til sidst bliver de PAKKEDE filer installeret fra tre disketter ialt. Denne forskel gør sig også gældende ved almindelige brugsprogrammer. Du kan snart sagt ikke købe et program i dag, der ikke kræver mellem fem og femoghalvtreds minutters fodring af disk på disk - efter gennemlæsning af en tyk installationsvejledning. Til gengæld kan dagens programmer naturligvis også så meget desto mere. Ved installation af et program er der et par ting, du bør være opmærksom på. Udover de mere ligefremme behov for et bestemt antal Megabytes på harddisken, stiller mange programmer særlige krav til maskinens forskellige dele, herunder især hukommelsen, men andre og mere "ubetydelige" elementer kan spille ind. Her er ting som antallet af FILES og BUFFERE, søgestien og størrelsen på ENVIRONMENT blandt de områder, hvor programmer kan forlange, at du ændrer i AUTOEXEC.BAT og CONFIG.SYS. Ja, det er ofte intet problem for installationsrutinen selv at foretage disse ændringer for dig - udfra devisen: Du har først og fremmest brug for VORT program, derfor SKAL du rette PCen til, som vi FORLANGER. Generelt er denne holdning utilstedelig, men der kan være specielle grunde til at f.eks. et databaseprogram, der skal holde mange filer åbne på samme tid, vil have FILES sat til 60. Skal man bruge programmet, er der derfor ikke andet at gøre end at makke ret. Er skidtet endelig på plads, vil det som regel kræve et ukendt antal timer at rette programmets uendelige muligheder og parametre til, så de passer til vort sprog og talformat, din skærm og printer, printerens og papirets beskaffenhed, tilbehør af anden slags osv osv. Mange gange et hårdere arbejde end det, man oprindeligt købte programmet til. Det er der ikke meget at gøre ved. Det alvorligste problem, der kan opstå med et program, er pladsmangel i hukommelsen. Hvis et program skal bruge megen plads i RAM (op til de 640 Kb) vil det som regel fremgå af den


medfølgende dokumentation, desuden vil store programmer være mere tilbøjelige til at muntre sig med EXPANDED eller EXTENDED memory, nogle i så høj grad, at de selv forvandler den kedelige REAL MODE, som DOS kan klare, til vidtrækkende og RAM-rigelig PROTECTED MODE. (WINDOWS er her det kendteste eksempel). Andre og mere dødelige programmer kan altså komme i klemme, hvis der ikke er plads nok i den aktive arbejdshukommelse under 640 Kb. Her er der normalt kun een ting at gøre - bortset fra at skrotte den dyre investering: at skaffe mere plads i RAM. Hvordan man kan gøre det, er beskrevet i andre afsnit. Det burde være historie at kæmpe med PCer med under 640 Kb - IALT. Hvis du er strandet med sådan en skabning, er du i vid udstrækning henvist til at bruge ældre programmer - men det kan såmænd også være tilstrækkeligt til at løse en masse fornuftige opgaver. Både CPU, skærm, antal Megabytes i hukommelsen og på harddisken skal i dag være rettet mod afviklingen af nutidens programmer og dermed snakker vi om PCer med minimum 386-processor, 2 Mb RAM, VGA-skærm samt en disk på over 40 Mb. Jeg understreger MINIMUM. Alt herunder vil være uegnet til at køre nutidens "normale" software. WINDOWS er kun brugbar med 4 Mb samlet RAM - uanset salgs-snakken. Er der tale om splinternye programmer - og her er sjovt nok SPIL de absolut allerværste - kan der blive tale om maskinkrav, der kun kan opfyldes af det hotteste, hotte udstyr. Herunder tænkes på 486-CPU, 6-12 Megabytes RAM, SuperVGA-skærme samt specialudstyr som CD-drev, laserprintere og lydkort i lange baner. Her kan kun de mest hidsige teknik-freaks være med. Med en PC, der nogenlunde lever op til førnævnte MINIMUMS-krav, har du gode chancer for at kunne køre dine programmer på en rimelig facon med de begrænsninger, DOS og maskinen er underlagt. Jeg ved godt, at ovenstående "gennemgang" af program-typer osv er en gang øvle-bøvle, men det er umuligt at gå i detaljer om dette emne på overkommelig tid og plads. Der findes tonsvis af litteratur og kilometer på kilometer af avis- og bladartikler om systemernes og programmernes fortræffeligheder samt det modsatte, og jeg kan garantere dig, at skulle du møde fire PC-eksperter, vil du få FEM forskellige løsninger på dine edb-ønsker og -behov. Jeg vil nådesløst skubbe dig, der måtte ønske mere oplysning, ud i dette virvar. Må du være heldig og gøre de rigtige valg.


17. del

BAT-filer til mange formål Nu behøver du ikke bide i gulvtæppet længere. Alle mine små lokketoner er nu slut. Endelig skal vi tale om de famøse BAT-filer. Udover AUTOEXEC.BAT, hvad er så disse underlige størrelser for noget? BAT-filer er TEKST-filer, der er blevet forfremmet, så de kan eksekveres i DOS. Hver linie skal indeholde enten en BAT-kommando, en DOS-kommando eller program-kommandoer, som de skrives ved promptet. Og så SKAL de hedde .BAT til efternavn. At lave en BAT-fil vil sige at strikke en række kommando-linier sammen til et fornuftigt hele. Hertil bruges en tekst-editor, som f.eks. EDIT. BAT kommer af BATCH, som betyder samling, i betydningen "samlet kørsel". Der findes mange former for samlede kørsler, ikke kun i edb-verdenen. På en DOS-PC betyder det, at en række kommandolinier udføres efter tur. Forskellen på BATCH-afvikling og "rigtig" programmering er primært, at programmer er maskinkode, mens BATCH-programmer, der består af menneskesprog, først "oversættes" til maskinsprog, når jobbet kører. Der findes faktisk flere "programmerings-sprog", som er opbygget efter dette princip. BASIC i alle dens afskygninger f.eks. BAT-filer er dermed OGSÅ en form for programmering! Her vil mange programmører rynke foragteligt på næsen, men dem om det. Vi kan bruge BAT-filer til en række nyttige ting på vor PC. Vi kan automatisere arbejdsrutiner, vi kan fabrikere standard-opsætninger og indføre dem nemt og bekvemt via en BAT-fil, i mindre omfang kan vi lave et program-"flow" lidt i stil med andre programmer. Kun i meget småt omfang, for BAT-sproget er stærkt begrænset på et par områder, hvilket er en skam. Derfor er der opfundet massevis af små-utiler, der lapper på de værste fejl og mangler. Dem bruger jeg selv en del af, men jeg kan af gode grunde ikke bruge dem i denne gennemgang. Vi er henvist til kun at snakke om de gængse kommandoer. De funktioner, vi skal lære om, gælder for DOS-versioner 3.3 og frem. Herudover vil jeg angive nogle eksempler, der kun kan laves fra version 5 og frem. Disse eksempler angives med (5). Med DOS 6 er indført et program ved navn CHOICE. Det kan stille et spørgsmål og vente på at man trykker en bestemt tast, men kun EEN tast, ikke ord. Trods denne begrænsning er CHOICE en revolution i DOS-verdenen - hvad angår BAT-filer i det mindste. Desværre kan en BAT-fil, der bruger CHOICE, kun afvikles under DOS 6. CHOICE vil blive (løseligt) omtalt i et senere afsnit. Jeg vil snakke om nogle generelle retningslinier og via eksempler gennemgå kommandoer og skrivemåde i BAT-filer. De anførte BAT-filer vil med til lokal tilretning kunne køres på DIN PC også. Men der kan naturligvis kun blive tale om eksempler.


Der er to ting, vi er nødt til at tage med i betragtning, når vi laver BAT-filer:

1. De har deres naturlige begrænsninger mht funktioner 2. De er som regel små filer, der derfor fylder mere på en harddisk, end godt er.

Det sidste kan illustrereres med følgende eksempel: da undertegnede fjernede en række BAT-filer, der angiveligt fyldte 60 Kb, udgjorde den frigjorte plads 300 KB! Dette problem behøver man ikke tænke på, hvis man har indført en disk-kompressor, som f.eks. DOUBLESPACE. Her fylder filer ikke mere end de skal. Bortset fra det, er det ikke nogen god ide at lave fem hundrede små BAT-filer. Så hellere finde på andre løsninger. (Til gengæld kan enhver BAT-fil så fyldes op med tant og fjas, indtil den byte-mæssigt fylder en allokerings-enhed. Og det kan der laves mange sjove ting med). Det første punkt vil afsløre sig efterhånden.

MINE overordnede principper for BAT-filer Ligesom med rigtige programmer, skal man også i BAT-filer tænke på præsentationen og udseendet af det, der sker på skærmen. Når man sender en kommando afsted, står selve kommandoen på skærmen og dernæst dukker resultatet også op. Dette sker f.eks. når vi tager en CHKDSK ikke sandt? Man kan godt lade skærmbilledet passe sig selv, hvorved alle kommandoer, samt deres handlinger vil daffe ned over skærmen i en rædselsfuld pærevælling. Det kan vi ikke have. Som grundregel vil jeg hermed introducere de to berømte start-sætninger i enhver pæn og nydelig BAT-fil: @echo off CLS

En hurtig forklaring. ECHO OFF medfører, at vi slukker for visningen af de kommandoer, som udføres af BAT-filen. Det pudsige "snabel-A" - mere korrekt en "ampersand" (heraf: "Anders And" - det er der sgu nogle, der kalder den!) - altså denne sjove dimmer (@) bruges i en BAT-fil til at forhindre den efterSTÅENDE kommando i at blive vist på skærmen. I gamle dage kunne man kun skrive "echo off" og så stod kommandoen minsandten på skærmen og så grim ud. Det gør den ikke mere, når man bruger "@". Den kan også bruges foran andre kommandoer i BAT-filerne. ECHO-sætninger i BAT-filer ECHO er både en DOS- og en BAT-kommando. Den bruges til at skrive DINE beskeder eller blanke linier på skærmen under BAT-filens afvikling:ECHO Og så skal vi bare taste CTRL-C... viser teksten fra "Og" på skærmen ECHO. (punktum) skriver en blank linie på skærmen som en kommando, der sætter eller tjekker "echo"s tilstand: ECHO giver dig beskeden "ECHO IS ON" (eller OFF).


ECHO ON tænder for funktionen mens ECHO OFF slukker for skærm-beskederne/kommandoerne til at putte et tasteslag ind i en kommando! sammen med "|" Bruges med forsigtighed og omtanke. ECHO Y | del c:\temp svarer "y" til DEL-kommandoens obligatoriske "Are you sure?" Her er der faktisk tale om at udføre TO kommandoer i samme linie, en stor sjældenhed i DOS - men brugbar, hvis og når man tænker sig om. En morsom detalje: (I DOS 5 og 6 kan man også skrive ECHO OFF ved promptet, og så forsvinder vort gode prompt! De følgende beskeder på skærmen dukker op uden den velkendte indledning. Promptet kaldes tilbage med ECHO ON. Atter en ting, brugerne skal gætte sig til; manualen siger intet. En pudsig og lidt uforståelig funktion, der normalt kun har en nyttig effekt i BAT-filer. Den kan vist kun bruges til at drille sidemanden med). @ECHO OFF betyder at alle de FØLGENDE kommandoer i BAT-filen ikke vil blive "ekkoet" til skærmen. Man får dermed et pænere skærm-billede, efterhånden som programmet afvikles. Vil man derimod - eller senere i BAT-filen - følge med i alle DOS' små beskeder, kan man tænde for "ekkoet" med ECHO ON. CLS Tømmer skærmen. Den bruges med rund hånd overalt, både ved promptet og i BAT-filer, når man vil starte med en tom skærm. Efter disse to sætninger er det en stor hjælp for en selv og evt. for andre, at man indsætter et par REM-sætninger, hvori man kan give en kort beskrivelse af programmet, samt de særlige forhold, der muligvis skal tages ved udførelsen af BAT-filen. Samt en dato, så man kan holde rede på, hvornår man sidst havde fingrene i skidtet. Noget i denne retning: REM Denne fil laver da da dum da dum og den gør det godt REM Husk at tjekke resultatet -- Mig selv/12.11.93 REM ----------------------------------------------------

Disse sætninger bliver IKKE vist på skærmen. De er kun REMarks = bemærkninger. (Med mindre de kommer FØR "@ECHO OFF" !!) OK, de første par eksempler ville se morsomme ud med en fem liniers forklaring, men nu har vi fastslået princippet. Før du skal prøve at skrive en rigtig BAT-fil, gennemgår vi et par teoretiske opgaver (Livet er surt engang imellem, nemlig). Tja, der er intet i vejen for at forsøge at skrive med, men så skal du erstatte f.eks. "WF" med at andet program/biblioteksnavn, som du bruger. Desuden må du indtil videre selv finde ud af at starte EDIT (eller en anden editor) op med de omtalte BAT-filer. Vi andre gennemgår det først om lidt.


Den første "CASE" (det er et MODERNE kursus, det her!)

Hver gang din maskine er klar, taster du CD WF WF

og når du er færdig med arbejdet, slutter du dagen af med at skrive CD\

Tre korte linier, men du drømmer stadig om en nemmere måde at gøre dette på. Svaret: W.BAT som er BAT-filens navn og som består af linierne CD WF WF CD\

Næste gang du skal starte programmet, skal du derfor kun taste bogstavet W +(enter) og lade BAT-filen styre resten. I denne CASE er der ikke den store grund til at tilrette skærmbillede og lignende. Den medtages dels for at vise FORMÅLET med en BAT-fil så enkelt som overhovedet muligt, dels for for at vise, at BAT-filer, som starter et COM- eller EXE-program, pænt ligger og venter, mens programmet kører. I vor lille CASE aner WF ikke en døjt om BAT-filen. Den starter og slutter som normalt. Når du forlader programmet, vågner BAT-filen til live og udfører den sidste sætning. (I dette og de følgende CASES er WF kun brugt som et eksempel! Du skal naturligvis bruge de kommandoer, som dine programmer bruger). CASE nr. 2 Forestil dig, at du skifter mellem fire forskellige programmer i løbet af dagen. Du har til hvert program lavet en lille BAT-fil, der gennemfører processen fra CASE nr. 1. Du har blot givet hver BAT-fil et tal som navn i stedet for noget med bogstaver: Disse filer hedder 1.BAT 2.BAT 3.BAT og 4.BAT

Derpå laver du en femte BAT-fil ved navn MENU.BAT og giver den følgende indhold: @echo off cls echo. echo. Mini-menu for mit hårde arbejde echo. ******************************* echo. 1 TEKSTBEHANDLING echo. 2 REGNSKAB echo. 3 DATABASE echo. 4 SPIL (nå ja, den skulle bossen måske ikke se!) echo. echo. Skriv tallet og slut med (enter) echo. (MENU for dette skilt)


Denne BAT-fil er kun et skema, der fortæller, hvilke andre muligheder du har for at starte dine programmer nemt og uden for mange tasteslag. Disse fem små BAT-filer udgør dermed dit eget private menu-system. En sådan skærm-tekst kan tilrettes efter alle kunstens regler. Sålænge du holder dig indenfor 80 tegn i bredden og 23 linier i dybden, kan du fylde skærmen op med alt muligt sjovt. Du vil dog hurtigt bemærke, hvor længe skærmen kan være om at vise teksten linie for line. Og et stort PS: Lad være med at bruge "<"-tegnene som illustration. BAT-filen vil altid læse disse tegn som omdirigerings-filtre, også midt inde i en ECHO-sætning. Denne BAT/Skema-fil kan f.eks. lægges sidst i AUTOEXEC.BAT, så du hver gang mindes om de nemme genvejs-kommandoer. Du kan også taste MENU og få den frem. En anden løsning kunne være at lave menu-billedet som en tekst-fil. MENU.SKT: Mini-menu for mit hårde arbejde ******************************* 1 TEKSTBEHANDLING 2 REGNSKAB 3 DATABASE 4 SPIL Skriv tallet og slut med (enter) --------------------------------------------------

Dette laves som en almindelig "flad" tekst-fil og den kan vises på skærmen med TYPE-kommandoen.

Sidst i de fire BAT-filer kan man så give kommandoerne: CLS TYPE c:\utiler\MENU.SKT (eller hvor teksten befinder sig)

hvorved menuen vil dukke frem, hver gang du er færdig med et af programmerne. De fire BAT-filer startes stadig blot med tallet+(enter)


CASE nr. 3 Vi skal redigere i en tekst med et tekstbehandlingsprogram og bagefter tage to sikkerhedskopier af teksten ud på disketter. Vi laver en udvidelse af vor W.BAT (CASE 1) (forklaringer bagefter) @echo off cls cd \wf wf %1 cls echo. Den første kopi-diskette klar i drev A:, tak echo. echo. Tryk en tast, når du er klar OBS1 pause nul OBS2 xcopy %1 a: cls echo. ... og så skal vi bede om den anden diskette i drev A: echo. echo. Tryk en tast, når du er klar pause nul xcopy %1 a: cls echo. Husk at gemme dine sikkerhedskopier echo. echo. Tak for nu cd\

En ordentlig smøre, hva? Tja, hvis vi skærer de reelle DOS-kommandoer fri i denne fil, ville den bestå af: cd \wf wf %1 xcopy %1 a: xcopy %1 a: cd\

Disse få sætninger ville gøre tingene lige så effektivt - med to væsentlige undtagelser: de ville ikke stoppe og vente på at du fjumrede disketterne på plads, udover nogle modbydelige "Not ready writing drive A:"-beskeder. Du ville som bruger ikke ane, hvad der forventedes af dig, hvornår du skulle skifte disk osv. Til privat brug kan den slags måske forsvares, men forestil dig, at en anden skulle bruge eller bare se din fine BAT-fil. Al den "overflødige" tekst i "ECHO."-sætningerne er naturligvis en smagssag, men det vi i første omgang skal bide mærke i er BAT-kommandoen (ved OBS1): PAUSE Dens eneste formål er at indlægge et stop i BAT-filens afvikling. Den normale brug er "PAUSE". Her er tilføjet " NUL" Kommandoen PAUSE giver en meddelelse på skærmen: "Press any key to continue". Man fortsætter altså BAT-filen ved at trykke en tilfældig tast.


Man kan "sende" denne tekst til det såkaldte NUL-device. NUL er "det store intet". En tekst eller et kommando-svar som omdirigeres med "> NUL" vil derfor blive sendt ud i ingenting = ingen besked på skærmen. I stedet for DOS' tekst har vi her indsat vor egen opfordring - på dansk. Hvis man er i besiddelse af en dansk DOS-version behøver man ikke den kringlede løsning med "NUL" (hvis man ellers kan udholde kommandoens eventyrligt smagløse placering af sætningen). Nu kender du funktionen, hvis du selv er træt af DOS' kedelige tekst. PAUSE kan indlægges frit. Hvis en BAT-fil opfører sig mærkeligt, kan man stoppe programmet som man vil med PAUSE og se, hvilke beskeder DOS eller programmer giver. Her vil en ECHO ON være smart. OBS Det næste, vi skal hage os fast i, er den kryptiske angivelse "%1"

Den dukker op et par steder og med et ganske specielt formål. "%1" - et procent-tegn + et tal angiver et PARAMETER

Ved start af en BAT-fil kan man - hvis det er formålstjenligt - angive en række parametre: (kommando) parm1 parm2 parm3 parm4 .... Hvilke og hvor mange afhænger helt af filens funktion. Der er ikke tale om faste oplysninger eller en nødvendighed. Kun en praktisk funktion, som kan udnyttes i BAT-filer. Under afvikling oversættes "%1" med det parameter = det ord (eller de tegn) der er angivet efter kommandoen, når man starter BAT-filen. Flere parametre angives som enkeltstående ord adskilt med mindst eet mellemrum. Der kan angives mange parametre. Kræver BAT-filen mere end ni parametre, er der specielle hensyn at tage til opbygningen af BAT-filen. (Kommer senere). Vores BAT-fil accepterer - OG skal BRUGE - eet parameter, og vi refererer til det med angivelsen "%1". Skal vi starte WF for at redigere i en tekst, vi i forvejen ved hedder: ANALYSE.TXT kan vi angive dette filnavn som parameter til BAT-filen. Alle steder, hvor vi så har skrevet %1 bliver dette udskiftet med filnavnet ANALYSE.TXT - når BAT-filen kører. Vi ville skrive: W ANALYSE.TXT

ANALYSE.TXT er to ord, men sålænge der ikke bruges mellemrum, er der stadig kun tale om EET parameter. Det indlysende problem i denne forbindelse opstår i det øjeblik, man angiver noget vås eller SLET INTET som parameter til denne BAT-fil. Ja, WF kan glimrende starte op uden et filnavn angivet - MEN XCOPY-kommandoen !! Hvad gør den?


Glemmer vi at skrive et filnavn, bliver parameter-angivelsen %1 blot erstattet med "ingenting" og så kan XCOPY (eller hvilkensomhelt anden DOS-kommando) foretage sig uventede ting og sager. I værste fald med katastrofale følger. Her er det DIG, der skal tage højde for evt. fejl-situationer. (Oversætter vi sætningen i BAT-filen med "ingenting" bliver den til "XCOPY A:" hvilket ville betyde, at de GAMLE filer på disken i drev A: bliver kopieret over på harddisken OVENI den nyeste udgave, du netop har siddet og svedt over i fire timer. Ingen rar tanke). Vil vi benytte os af parametre i BAT-filer, er det yderst påkrævet at sikre sig, at de også bliver angivet korrekt. Derfor indfører vi en kontrol af det parameter, som BAT-filen altså kræver for at alt går som beregnet. Vel at mærke en kontrol for EKSISTENSEN af et parameter - IKKE indholdet! Der findes kommandoer til at foretage sådanne tjek. Og de har en noget særpræget skriveform (syntaks). Hvis vi skal sikre os, at der angives mindst eet parameter til vor BAT-fil, skal vi indlægge sætningen: if (%1)==() goto FEJL som en ny linie tre. @echo off cls OBS if (%1)==() goto FEJL cd wf wf %1 cls echo. Den første kopi-diskette klar i drev A:, tak ... ... ... echo. Husk at gemme dine sikkerhedskopier echo. echo. Tak for nu cd\ og derpå tilføje følgende i slutningen af filen: GOTO SLUT :FEJL echo. echo. HOV ! Du skal angive navnet på dokumentet echo. :SLUT (type c:\utiler\menu.skt)

Straks vælter vi os ud i nye forunderlige begreber!! Een ting ad gangen: Vores parametertjek først. Syntaksen er: HVIS (ikke) NOGET==NOGET SÅ GØR DETTE


Du skal lære følgende: • sætningen startes med IF (eller "IF NOT" = det modsatte!) • i "testen" må ikke angives noget, som kan blive blankt • der SKAL være to lighedstegn • det som skal gøres efter tjekket kan • være en forgrening til at andet sted i programmet (her: GOTO) • udføre en DOS-handling/kommando • sidste del af sætningen ignoreres, hvis testen er USAND

(eller: - den sidste kommando udføres KUN, hvis testen er SAND) Parenteserne her er IKKE almindelige parenteser! De er kun tegn, som skrives for at undgå test af en blank værdi. Parentesen om %1 kunne sagtens være andre tegn, men der SKAL stå ET-ELLER-ANDET. ALTSÅ IKKE: "IF %1== goto..." (= blank)

Jeg bruger (), andre bruger ! eller "" eller... der er frit slag. Personligt synes jeg, parenteser virker logiske nok til dette formål, især beskriver en tom parentes () præcis begrebet "ingenting". I vor CASE husker vi at skrive et filnavn, BAT-filen tjekker for at (filnavn)==() og det er IKKE sandt! Resten af sætningen ignoreres derfor og BAT-filen fortsætter fint. Hvis vi GLEMTE at skrive et parameter til BAT-filen, ville vor sætning være sand. Nemlig: IF ()==() goto FEJL. Her står at () er lig med () Dette vil medføre, at resten af sætningen udføres. Resten af sætningen siger: "GOTO FEJL"

I BAT-filer er der mulighed for at springe videre til andre steder i filen, således at man bryder det logiske forløb i filen. For at programmet skal finde "hoppe-stedet" skal det angives med en "LABEL". En LABEL består et kolon i første position og et selvvalgt "ord" på højst otte tegn. Der må ikke stå andet i samme linie. Den samme label må ikke bruges mere end eet sted - naturligvis! Vi har tilføjet denne label ":FEJL" til programmet og derefter nogle ECHO-linier, der advarer om brøleren. Sidste linies ":SLUT" får ingen betydning her, BAT-filen slutter bare. (Med at vise menuskiltet!) Men FØR dette FEJL-afsnit er indsat endnu en hoppe-kommando: "GOTO SLUT". Det betyder, at linien ":FEJL" + de tre følgende linier springes over. Hvis alt går godt i programmet, skulle vi jo helst ikke slutte af med en intetsigende FEJL-meddelelse, vel? Denne SLUT-label er så sat til allersidst i filen (:SLUT). Angives en label, f.eks. i en IF...GOTO-sætning, SKAL den findes i filen! Også selv om den aldrig bliver nået i programmet. Omvendt kan man indsætte alle de labels, man har lyst til. Man


kan sagtens have flere labels stående under hinanden uden kommandolinier imellem. Dette har dog ingen praktisk værdi. Bemærk at i GOTO-sætningen skal label-kolonnet IKKE med. Og så skal du vide, hvordan man standser en BAT-fil før beregnet Og så skal du vide, hvordan man vælger i en BAT-fil Begge dele gøres med taste-kombinationen: CTRL-C eller CTRL-BREAK Ja, du kløer dig betænkeligt i nakken. Den er desværre god nok. (Her tænkes IKKE på kommandoen CHOICE, den kommer meget senere) Hvis du opdager at noget går rygende galt i en BAT-fil, kan du hamre en af de to taste-kombinationer og håbe på, at du når at forhindre ulykkerne i at fortsætte. Når man taster CTRL-C slutter BAT-filen - DOS spørger dog forsigtig, om man virkelig mener det, før det sker. Og hvad har det så med et VALG at gøre? Fremfor at sidde og vogte over BAT-filens fremfærd, mens den kører, kan du ved oprettelsen af BAT-filen indlægge "check-points", på steder, hvor der kunne være tale om "farlige" handlinger. Ved sådan et "check-point" bliver det så muligt at vælge mellem to ting. En klassisk løsning: (CASE nr. 3 fortsat) ... ... wf %1 cls echo. echo. Skal vi sikkerhedskopiere %1 til disketter? echo. echo. - ellers tryk CTRL-C for at slutte her echo. echo. Enhver anden tast fortsætter echo. PAUSE nul cls echo. Den første kopi-diskette klar i drev A:, tak ... xcopy %1 a:

Her har vi dels en ekstra lejlighed til at tjekke, at dokumentnavnet er rigtigt, dels en mulighed for at stoppe resten af forløbet i at blive gennemført. Igen erstattes PAUSE-meddelelsen af vor egen tekst. Denne stop-mulighed er DEN ENESTE FORM FOR VALG, man kan foretage i en BAT-fil! Kluntet og utilstrækkelig. DOS 6-erne (og resten af verden, når alle er forsynet med en moderne DOS) har som nævnt CHOICE-kommandoen til at gøre den slags mere elegant. Men for andre DOS-versioner er der ikke andet at gøre, hvis man vil lade brugeren (eller sig selv) vælge mellem to ting.


Og valget kan kun være: FORTSÆT

eller SLUT

(For S.... og H...... da også).

18. del

Og lad os så lave nogle BAT-filer! Jeg tilråder - som tidligere - at du og DOS befinder Jer trygt og godt i et særskilt bibliotek (f.eks. KURSUS2) under disse øvelser. Skønt det kun er fra DOS 5 vi kan bruge EDIT, vil jeg bruge denne editor til skrivningen. (Bruger du DOS 3.3 kan jeg ikke forestille mig andet end, at du har anskaffet dig et bedre værktøj end EDLIN). EDIT kan godt startes med en ikke-eksisterende fil som parameter. Man kan også skrive et eksisterende filnavn efter kommandoen, og så starter EDIT fint op med filen klar - men det skal vi jo ikke. Med en NY fil kan vi derfor angive fil-navnet efter kommandoen EDIT. Du skriver: EDIT FORMAT.BAT

Den første BAT-fil, jeg vil underholde med, hedder nemlig FORMAT.BAT HOV, det er der også en DOS-kommando, der hedder?! Både og, for den har jeg omdøbt til at hedde noget ganske andet. Jeg kan ikke lide tanken om, at en eller anden ubetænksom sjæl (såvel konen som ungerne) ved et "uheld" skulle komme til at omformattere min harddisk. Derfor har jeg lavet dette lille nummer. FORMAT.COM hedder hos mig XXFORMAT.COM og er forvandlet til en skjult fil. En rigtig DOS-rytter vil ikke have besvær med at gennemskue denne simple metode, men alligevel... Altså: Du har et tomt tekstbillede, der bare venter på at du udfylder linie på linie med logisk tænkning, og nu skal du så lave en BAT-fil, der styrer formattering af disketter og som sikrer, at der ikke sker ulykker med harddisken.


Du skriver: @echo off if (%1)==() goto slut if (%1)==(c:) goto slut if (%1)==(C:) goto slut xxformat %1 :slut

Derpå taster du ALT-F og vælger punktet "GEM"/"SAVE". Først da opstår filen med navnet FORMAT.BAT for alvor! Den kvikke kursist bemærker, at der ikke følger en CLS som linie 2. Formålet med denne BAT-fil er at sikre, at harddisken (C:) ikke bliver ramt af ubetænksomhed, men selve kommandoen bør udadtil opføre sig som den rigtige DOS-kommando. Derfor blanker vi ikke skærmen. Vi tester for et parameter i linie 2. Angives intet drev slutter vi. Linierne 3 og 4 illustrerer en besynderlighed i BAT-sproget. Bogstaver tages for engangs skyld bogstaveligt, hvilket er ulogisk, eftersom DOS i alle andre sammenhænge er flintrende ligeglad med netop bogstavernes størrelse! På den anden side kan man derfor angive parametre med lige præcis de typer, man ønsker. (Det er svært at gøre alle tilfredse!) Skal man teste for indholdet af et ORD, skal man tage højde for samtlige kombinationer af SmÅ og sTORe bogstaver. Derfor: lad være med at teste for ord i BAT-filer! Her er der trods alt kun tale om eet bogstav i to udgaver, derfor gør vi som skrevet står. Vi skal sikre os mod at hverken "c:" eller "C:" bliver brugt som parameter til kommandoen. Bliver de det, stopper filen. Har du andre drev, du ikke vil have formatteret ved en fejl, skal der testes for hvert bogstav for samme måde. Testen kan vendes: IF (%1)==(a:) goto OK IF (%1)==(A:) goto OK IF (%1)==(b:) goto OK IF (%1)==(B:) goto OK goto slut :OK xxformat %1 :slut

Her testes direkte for de to diskettedrev. Med småt og stort. Næstsidste note om denne fil. Den vil kun have virkning, hvis FORMAT.COM omdøbes. Hvis du har en COM-fil og en EXE-fil og en BAT-fil, der hedder det samme til fornavn, vil COM-filen blive eksekveret! DOS' rækkefølge er altid: COM - EXE - BAT når den leder efter kommandoer (som ikke er interne kommandoer, selvfølgelig). Og sidste note: Vær opmærksom på, at en opgradering til de nyere MS-DOS-versioner kræver, at FORMAT.COM hedder sådan. Du kan altid døbe filen om igen efter en opgradering.


ENVIRONMENT-VARIABLER Mens vi er ved formattering: Vort A:-drev er af 3-tommers-slagsen og vi har engang imellem brug for at formattere Double Density disketter i det korrekte format. I DOS 3.3 er kommandoen hertil lidt snørklet. Den slags overvindes hurtigt med en BAT-fil. (FORMAT.COM er stadig omdøbt til XXFORMAT.COM, ikke sandt) Tast ALT-F og "Ny"/"New". Vi skal lave FORM720.BAT Bruger du DOS 3.3 skriver du: @echo off REM FORM720.BAT til formattering af DD-diske i DOS 3.3 REM --------------------------------------------------- if (%1)==() goto slut if (%1)==(a:) goto OK if (%1)==(A:) goto OK goto slut :OK echo.Husk, det skal være en DD-diskette i drev A:! xxformat %1 /T:80 /N:9 goto slut :SLUT

men kører du DOS 5 eller mere prøv da denneher: @echo off REM FORM720.BAT til formattering af DD-diske i DOS 5 m.m. REM ------------------------------------------------------ if (%1)==() goto help if (%1)==(a:) goto OK if (%1)==(A:) goto OK goto slut :OK set DISKNAVN=%2 if (%2)==() SET DISKNAVN=TOM_720_KB echo.Husk, det skal være en DD-diskette i drev A:! :formatt xxformat %1 /F:720 /v:%DISKNAVN% (/U) (se forklaring) goto slut :HELP echo. Angiv drevnavn og vol-label til disken echo. f.eks. FORM720 A: REGNSKAB_1993 :SLUT set disknavn=

Gem filen med navnet FORM720.BAT - uanset DOS-version. Lad os tage DOS 3.3-versionen først. Vi tester for det korrekte drev og farer derpå direkte til selve formatteringen. Kommandoen har fået tilføjet de parametre, som kræves. Ingen tryllekunster her, bare en nem måde at undgå opslag i manualen, når man glemmer disse besværlige parametre. Men lad os derpå forsigtigt nærme os det mere kringlede eksempel fra DOS 5. Og hvad har vi tilføjet? (Nye chok!)


Først: blanke linier spiller ingen rolle i en BAT-fil. De kan derimod være med til at skabe overblik, gerne sammen med (overflødige) labels. (Her: :formatt) Denne BAT-fil kan bruge to parametre, men skal mindst have eet. Det tester vi for med det samme. Skriver vi kun kommandoen får vi en hjælpetekst på skærmen. Den er sammen med REM-sætningerne med til at give os selv en ide om, hvad "filan" filen laver. Dernæst testes på drev-bogstavet. Så langt så godt. Når vi kommer til :OK tester vi for om der findes et parameter 2, der i dette tilfælde kan indeholde den VOLUME-LABEL, som vi ønsker at give disketten efter formatteringen. Dette er ikke et krav til en formattering, men vi når ud i nye hjørner af BAT-sproget på den måde. For ikke at forvirre DOS med en ikke-eksisterende VOLUME-LABEL, når vi kommer så langt, vedtager vi, at der SKAL laves en under alle omstændigheder. Er der angivet et parameter 2 bruger vi en ENVIRONMENT-variabel til at gemme denne oplysning: SET DISKNAVN=%2 Vi starter i realiteten med "at forvente" at der er angivet et parameter 2. Er der ikke det, sker der intet ved at udstede kommandoen: SET DISKNAVN= (altså et tomt %2) Det er helt uskadeligt, med mindre du I FORVEJEN har en environment- variabel, der hedder det samme! Brug kun unikke navne til den slags. Er der IKKE angivet et parameter to, indsætter vi i stedet vort standardnavn i variablen. Denne praksis er nyttig at lære. Nu har vi under resten af kørslen en variabel, vi kan referere til direkte. Vi refererer til en environment-variabel med %navn%. Her: %DISKNAVN% Bemærk procent-tegnet i begge ender af navnet. Sålænge vi bruger et unikt navn og ikke giver variablen et andet indhold vil den nu bestå af det angivne navn eller standard-navnet. Derpå kommer vi til selve formatteringen. Kommandoen er tilføjet de parametre, som kræves for at formattere disketten rigtigt. Afsluttende med vores VOL-label. (Dette kan ikke angives i DOS 3.3) Ønsker man ikke at gemme "unformat"-oplysningerne, som FORMAT automatisk søger at gemme, tilføjes kommandoen /U for UNCONDITIONAL. Vi hopper til :SLUT og før vi forlader BAT-filen, fjerner vi variablen DISKNAVN fra environment (nul-stiller den).

"FASTE" ENVIRONMENT-VARIABLER Vi har snuset til emnet forskellige steder, bl.a. i det netop gennemgåede eksempel. Environment-variabler kan bruges til mange sjove ting. Også de "faste" variabler: PROMPT og PATH især. Dette eksempel skal du kun skrive, hvis du har et program, der opfører sig som beskrevet. I så fald skal du naturligvis erstatte fil- og biblioteksnavne med de aktuelle. Eksemplet er dog så smadder-godt og lærerigt, at jeg tager det med under alle omstændigheder.


Vi forestiller os, at vi har et program, der kræver en helt speciel PATH (søgesti). Vi bruger ikke programmet særlig tit, og derfor er programmets søge-biblioteker kun til gene i PATH-angivelsen. (Den bør ikke være for lang, ved vi!) Programmet hedder RAREPROG og ligger i biblioteket \SELDOM. Det skal under sit arbejde bruge to andre underbiblioteker: \DATADIR og \PROGDIR, foruden \DOS. Vi laver BAT-filen RARE.BAT @echo off cls set tempath=%PATH% set path=c:\;c:\DOS;C:\RAREPROG;c:\PROGDIR;c:\DATADIR cd \seldom RAREPROG :rydop cd\ set path=%tempath% set tempath= :SLUT

Guffet befinder sig i behandlingen af PATH-sætningen i environment. Vi laver en variabel, TEMPATH, og putter PATH-sætningens indhold ind i den. Vor ALMINDELIGE PATH er dermed gemt i %TEMPATH% Derpå laver vi en ny PATH-sætning, der altså er gældende derefter. På akkurat samme måde som i AUTOEXEC.BAT. Vi kører programmet RAREPROG, og når vi er færdige med det, genind- sætter vi vor ALMINDELIGE PATH, som hyggede sig under pseudonymet TEMPATH. Til sidst fjernes TEMPATH igen. Det kan virke lidt forvirrende, hvornår de to procent-tegn skal med, men studer eksemplet nøje og mærk dig, at det kun er på højre side af lighedstegnene, at vi bruger dem. Altså kun når vi refererer til variablernes indhold i SET-kommandoen. Skal et program bruge andre "kedelige" environment-variabler, indsættes de ligeledes via BAT-filen og fjernes igen til sidst. Pænt og nydeligt. På denne facon kan sådanne besværlige programmer startes og køres uden at resten af maskinens opsætning skal indrettes derefter. OBS Denne jongleren rundt med PATH bl.a. KAN IKKE foretages fra promptet. Hvis du skriver SET TEMPATH=%PATH% i kommandolinien, vil du få en variabel TEMPATH, der lige nøjagtig indeholder "%PATH%" og intet andet. Funktionen kan kun benyttes i BAT-filer.

MERE OBS I BAT-filer kan man bruge %-% variabler meget frit, det er kun ved selve SET-kommandoen, at man ikke må bruge %-% på højre side af lighedstegnet.


På mit arbejde bruger jeg selv tit denne variation over samme tema: (Dette eksempel kan med STOR fordel nedfældes på din PC) - og der er også nyt LÆRESTOF i den, nemlig! SETPATH.BAT ----------- @echo off cls if (%1)==() goto oprind OBS if not exist %1\nul goto dirfejl set tempath=%path% set path=%tempath%;%1 goto slut :DIRFEJL echo. echo. Tykke fingre? Det bibliotek findes ikke: %1 !! echo. goto slut :oprind if (%tempath%)==() ECHO Der findes ingen TEMPATH, hm! if (%tempath%)==() goto slut set path=%tempath% set tempath= :slut SET

Linie 6 kan virke lidt uoverskuelig i tegnsætningen. Der står: (= procent tempath procent semikolon procent 1) (Nogle vil måske foretrække at sætte %1 først: =%1;%TEMPATH%) Kommandoen bruges således: SETPATH c:\SPIL\KILL\THEM\ALL (Husk begrænsningen på 127 tegn i PATH!) Når du er færdig med at myrde grafik-monstre: SETPATH

SETPATH.BAT bruges til at tilføje et bibliotek MIDLERTIDIGT til søgestien. Skrives kommandoen uden en drev\biblioteks-angivelse, genindsættes den oprindelige PATH-sætning, hvis den altså ikke er aktiv i forvejen. Vi laver næsten samme byttenummer med PATH som før, blot tilføjer vi drev\biblioteket (%1) til den nye PATH. Kører vi SETPATH uden at skrive et parameter, tjekkes for eksistensen af en variabel %TEMPATH%. Hvis den ikke findes, har SETPATH ikke været kørt før, og der sker ikke mere. Findes den, får vi vores gamle PATH tilbage igen og TEMPATH udslettes. SETPATH kan GODT køres flere gange efter hinanden med nye drev\biblioteker, men det er kun muligt at "steppe" baglæns een gang. Vi slutter under alle omstændigheder af med fyre en SET-kommando af for at se, at vore ønsker er blevet opfyldt.


IF EXIST (biblioteker/filer) Og det helt nye: I linie 4 (ved OBS) laver vi en speciel test, nemlig på eksistensen af det drev\bibliotek, der angives som parameter. Ethvert underbibliotek har altid en "skjult" fil-indførelse ved navn "NUL". Det er både et "filnavn" og alligevel ikke. Det kan heller ikke direkte sammenlignes med det tidligere omtalte NUL-device, der hvor vi kunne sende skærmmeddelelser hen. Men det er en bragende god ting at kunne tjekke på, når man i BAT-filer vil indføre eller henvise til biblioteker. Selvom et bibliotek er tomt, kan man stadig teste på, om det eksisterer ved at teste på (bibliotek)\NUL Desuden sikrer man sig, at man har skrevet rigtigt. En ting, som er rimeligt afgørende, hvis PATH-angivelsen skal have nogen effekt. Er man interesseret i, om der findes filer, enten bestemte filer - eller bare om der overhovedet er filer i et bibliotek - kan man teste med eks.: IF EXIST c:\DOS\*.* goto PYHA eller: IF NOT EXIST c:\dos\*.* GOTO ALARM

Tænke-stof: IF EXIST c:\gamle\fil1.cal DEL c:\gamle\fil1.cal IF NOT EXIST C:\DOS\MSBACKUP.* ECHO Du har problemer, min ven! IF NOT EXIST D:\RAMDISK\TEMP\NUL SET TEMP=C:\WINDOWS\TEMP IF EXIST \%1\*.BAK del \%1\*.bak

Der kan testes for alt mellem himmel og jord - fil-mæssigt. Wildcards er tilladt, blot underlagt de sædvanlige logiske regler som ellers. PS. Hvis fil/bibliotekstjek indbefatter drev A: (B:) kræver det at der SIDDER en disk i drevet - eller får du "Not ready"-fejl konstant, ikke. Denne BAT-kommando kan også bruges fra kommandolinien, ganske som i ovennævnte eks. Hvis man har lyst til den slags lange kommandoer!

En gang for længe siden, det vil sige i dette kursus' ottende afsnit, editerede vi en telefonliste sammen fra kommandolinien. Hvorfor ikke forsøge at lave det besværlige og hjernekrævende arbejde automatisk? Du har sikkert glemt de kommandoer, vi brugte dengang, og jeg vil ikke genopfriske din hukommelse. Vi kører lige på.


Først laver vi TLF.BAT --------------------------- @echo off cls REM TLF.BAT - bruges til at vise hele telefonlisten, eller REM det navn, som angives som parameter 1 REM Findes listen ikke, bliver den lavet - men så REM kan der ikke søges før næste gang. REM ------------------------------------------------------ cd\ if not exist \kursus2\nul MD \kursus2 cd \kursus2 if exist TELEFON.LST goto LISTEOK echo. echo.Du har ikke lavet en telefonliste før? echo. echo.Vil du gøre det nu - tryk en tast echo. echo.- ellers tryk CTRL-C for at stoppe her echo. PAUSE NUL CLS echo.OK, så går det løs! echo.Du skal nu skrive din telefonliste på skærmen echo.Angiv så mange navne og numre som du har lyst til echo.Listen bliver sorteret efter det første bogstav echo.Ved afslutning tryk F6 og derpå (enter) echo. echo.FORNAVN EFTERNAVN TELEFONNR (enter) echo.--------------------------------------------------- :LAVLISTE COPY CON TELEFON.LST REM Går noget galt, stopper vi her if not exist TELEFON.LST goto SLUT REM Her sorterer vi listen efter første bogstav TYPE TELEFON.LST | sort templist.tmp del telefon.lst nul ren templist.tmp TELEFON.LST nul REM Der kan ikke søges ved oprettelsen af listen CLS type TELEFON.LST | MORE goto slut :LISTEOK REM Hele listen vises, hvis der ikke søges på bestemt navn OBS1 if not (%1)==() goto OPSLAG CLS echo.TELEFONLISTE echo.--------------------------------------------------------- TYPE TELEFON.LST | more echo.--------------------------------------------------------- OBS2 echo.Du kan søge efter bestemte navne med kommandoen: %0 navn echo.og tilføje nye navne med kommandoen NYTTLF echo. echo.Rettelser/sletninger gøres af pladsmæssige grunde med echo. "EDIT TELEFON.LST" goto slut :OPSLAG REM Her søges på ønsket navn echo. echo.Resultatet af din søgning:


find /i "%1" TELEFON.LST ("/i" kun for DOS 5) echo. echo.-------------------------- :SLUT Derefter laver vi NYTTLF.BAT ------------------------------ @echo off cls cd\ if not exist KURSUS2\nul goto FEJL cd kursus2 if not exist TELEFON.LST goto fejl echo. echo.Tilføjelse af navne og telefonnumre til TELEFON.LST echo.--------------------------------------------------- echo. echo.Skriv de nye navne og numre echo.FORNAVN EFTERNAVN TELEFONNR (enter) echo. echo.- slut med F6 og (enter) echo.-------------------------------------------------- copy con nyliste.tmp if not exist nyliste.tmp goto slut copy telefon.lst + nyliste.tmp type telefon.lst | sort templist.tmp del telefon.lst nul ren templist.tmp telefon.lst nul del nyliste.tmp nul cls echo. echo.Min nye telefonliste echo.-------------------------------------- type telefon.lst | more echo. echo.-------------------------------------- goto slut :FEJL echo. echo.Der er noget galt. Er du sikker på, at du HAR lavet echo.en telefonliste? echo. :slut

Der burde på nuværende tidspunkt kun være to detaljer i disse laaange BAT-filer, der kan få dig til at studse. Ved de to OBS'er. OBS1 Denne test ser "akavet" ud, men den virker. Er der intet parameter, bliver det til: IF NOT ()==() GOTO OPSLAG. Hvilket vil sige, at i det øjeblik, der ER angivet et parameter, bliver sætningen SAND og den efterfølgende instruktion udføres. Læn dig mageligt tilbage og tænk sætningen igennem. Er det for meget, så vælg en af de andre former for tests. Eller brug den alligevel, ikke. Den virker, fortæller jeg dig.


OBS2 Den er pudsig, hva? "%0" ?? Ja, det er kommandoen selv. Det er derfor muligt inde i BAT-filen at refere til dens navn v.hj.a. %0. Dermed er selve BAT-filens navn underordnet. Man kan give den et andet navn, uden at skulle ændre den slags referencer. Smart detalje.

19. del

Vi mangler endnu nogle BAT-fils-funktioner. De kan være for overvældende oveni alt det andet, men så vend blot tilbage til dem senere. Her blander vi teori og praksis endnu mere. (Pas på!)

CALL-kommando I CASE nr. 1 startes et EXE-program. Samme ubesværede måde bruges ved start af COM-programmer. Vil man aktivere EN ANDEN BAT-fil, kan det sagtens lade sig gøre. Der er to muligheder:

1. Hvis man angiver navnet på en anden BAT-fil som kommando, overtager denne fil det videre arbejde. Der vendes IKKE tilbage til BAT-fil nr. 1.

2. Skal den anden BAT-fil kun arbejde midlertidigt, skal den kaldes med kommandoen: CALL BAT-filnavn Den anden BAT-fil vil så gennemkøre sit program-forløb, og når den er færdig, vender vi stolt tilbage til den første fil.

Det er muligt at lade begge filer lave, ændre og reagere på de samme parametre. Kommunikationen skal blot gå via variabler i environment. Et kort eksempel: Fil A siger: ... ... SET FILER=C:\WF\TEKSTER\ROMAN*.* SET DISK=A: OBS CALL kopier (Som er en BAT-fil, KOPIER.BAT) SET FILER= SET DISK=

Fil B (KOPIER.BAT) siger ... xcopy %FILER% %DISK% :SLUT

Fil A danner et par variabler, der er beregnet specielt til de funktioner som er indarbejdet i Fil B, hvorpå den CALL'er Fil B.


Fil B er vant til mosten og forventer de to variabler. Hvis de ikke findes, vil Fil B gå nedenom og hjem. Alt går vel. Fil B kopierer filerne det rette sted hen og slutter. Fil A genoptager sit slid ved at fjerne variablerne, der nu har aftjent deres værnepligt. Fidusen i denne kombination er, at du kan lave mange BAT-filer, som starter forskellige programmer. Når du så vil udføre en GENEREL kommando, som f.eks. kopiering af en flok filer til en disk, kan dette arbejde overlades til en specialist-BAT-fil, der blot skal have disse enkle krav opfyldt - et par environment-variabler samt lov til igen at overlade det videre arbejde til den anden fil. Det antydede eksempel kan virke overflødigt i forbindelse med små nemme arbejdsrutiner - det er også muligt, at du først se nytten af den slags efter gennemlæsning af de næste par afsnit - men hvis man er i besiddelse af blot to-tre små utiler der kan peppe BAT-filerne lidt op mht funktioner og bruger-venlighed, er der vide muligheder for at lave store, komplekse løsninger med filer og biblioteker på kryds og tværs, altsammen styret af vel-gennemtænkte - og GENNEM-TESTEDE - BAT-filer.

SHIFT - udskiftning af parametre Hvis der er flere parametre end de ni, som umiddelbart kan angives til en BAT-kommando, så er vi nødt til at skifte parametrene ud, efterhånden som vi bruger dem. Vi kan på den anden side nedskære antallet af linier i en BAT-fil ved at skifte parametrene ud, selvom der kun er tale om tre-fire stykker. Hertil bruges en BAT-kommando ved navn SHIFT (=SKIFT). Den skal kombineres med en GOTO (label)-sætning for at have en gavnlig effekt. Et eksempel: KOPIFLER.BAT ----------- @echo off cls rem Kopierer filer eller forskellige, samlede typer filer til et rem andet sted - et bibl. eller disk rem Kræver minimum to parametre men er beregnet til flere if (%1)==() goto help if (%2)==() goto help if not exist %1\nul goto help SET MODTAGER=%1 :START if exist %2 xcopy %2 %MODTAGER% if not exist %2 ECHO. Hov, %2 findes IKKE! SHIFT if (%2)==() goto SLUT GOTO START :HELP cls echo. echo. KOPIFLER.BAT echo. kan kopiere mange filer, enkelte såvel som samlede grupper echo. til et bibliotek/en disk


echo. Du skal angive MODTAGER-biblioteket som første-parameter echo. eksempelvis: KOPIFLER A: *.exe regn*.* test.com OSTE.MAD.. echo. eller: KOPIFLER \BATFILER *.bat *.txt menu*.* .... :SLUT set modtager=

Som der står i ":HELP"-delen, skal man angive modtageren af filerne først, men til gengæld kan man så fyre alle de type filer af, enkeltvis eller i klumper, som man har lyst til. Op til - mange, så mange, som kommandolinien tillader. Det, der sker, er følgende: Først det gængse parameter-tjek. Er der mindst to, tjekker vi for, om %1 er et bibliotek (eller en isat diskette). Så laver vi en environment-variabel MODTAGER og giver den indholdet af %1. Vi kommer til kommando-afsnittet, der i virkeligheden er en lille rundgangs-maskine. Første gang vi når sætningen IF EXIST %2 XCOPY ..... griber XCOPY fat i den første fil-angivelse i kommandolinien, vi startede med. Filerne kopieres - hvis de findes! - ...og så kommer det nye. SHIFT-kommandoen rykker SAMTLIGE parametre en plads til venstre. Parameter-udskiftningen plejer at blive illustreret sådan her: PLADS 1 2 3 4 5 6 7 8 ... ------------------------- param 0 1 2 3 4 5 6 7... (SHIFT) 1 2 3 4 5 6 7... (SHIFT) 2 3 4 5 6 7... (SHIFT) 3 4 5 6 7... (.....) ....

Indholdet af %0 forsvinder! (Kommando-navnet kan herefter ikke kaldes frem med %0) På denne plads befinder sig nu indholdet af det gamle %1. På dens plads den gamle %2 og så videre. Af denne grund var vi nødt til at gemme det første %1 som en environment-variabel, ellers ville %1 efter en SHIFT ikke længere angive navnet på et modtager-bibliotek. Nu er den næste gruppe filer derimod rykket frem som %2 og efter GOTO START-sætningen, der hopper tilbage til toppen af rundgangen, vil den gruppe blive kopieret TIL %MODTAGER% Rundgangen fortsætter indtil %2 ikke får noget nyt indhold = ikke flere parametre i kommandolinien. BAT-filen ser, at %2 er lig med ingenting og hopper til :SLUT. Vil man bruge denne funktion i en BAT-fil, skal man huske

• at man aldrig kender det samlede antal parametre. Derfor skal man gafle fat i de vigtige allerede fra starten og lægge dem ind i en environment-variabel.

• at have styr på, hvilket parameter-nummer, der skal bruges som kommando-foder. • at filen tjekker for, hvornår parametrene slipper op.


FOR %% IN (...) DO ..... (Nej, det er ikke sætternissens værk)

Mens du stadig gisper efter vejret, slutter vi med den "sjoveste" af dem allesammen. Hvad siger du til en kommando-beskrivelse, der siger: FOR %%x in (muligheder) DO kommando %%x (uhum!)

Ja, det skal se så'n ud. (Naturligvis UDEN (uhum!)!). Det var en af de sidste kommandoer, jeg selv orkede at sætte mig ind i. Først sent opdagede jeg, at den faktisk er ganske anvendelig. Det vi snuser til her, er en ny type variabel - den sære "%%x" Nu står procent-tegnene samlet foran bogstavet, og det er i denne kommando nemt og smart at nøjes med at netop eet bogstav. Denne variabel kan kun bruges i denne sætning. Man kan ikke referere til den senere i en BAT-fil. Her er tale om en lokal og midlertidig variabel, der kun har betydning for den pågældende linie. En midlertidig variabel? Og hvad gør sådan en løjser egentlig? Vi fylder noget forståeligt ind i sætningen: FOR %%x in (exe com bat) do DIR %1\*.%%x

Kommandoen er delt i tre afsnit: FOR %%x = vi opfinder en variabel, der kan hedder hvadsomhelst efter %% (%%x, %%t, %%a osv) IN (exe com bat) = angiver de værdier, som variablen %%x kan og må antage under det følgende DO DIR %1\*.%%x = Den grusomme handling, værdierne skal udsættes for, i dette tilfælde blot en DIR af det bibliotek, der angives som parameter %1 Forsøg dig med: F.BAT @echo off for %%x in (exe com bat) DO dir %1\*.%%x /w/p (5) for %%x in (exe com bat) DO dir %1\*.%%x /p/b/s

Denne super-lille BAT-fil vil vise dig de eksekverbare filer, som måtte befinde sig i et bibliotek - eller på hele disken! (Parametrene /s og /b virker desværre kun fra DOS 5.)


Hvor tit har du ikke siddet med en ny diskette eller et ny-installeret SPIL! og ledt efter DEN EXE, COM eller BAT-fil, som startede lyksalighederne! Nu har du løsningen. Du kan evt. prøve at sende kommando-svarene til en fil sådan her: for %%x in (exe com bat) DO dir %1\*.%%x /w/p sesvar.txt

Tekstfilen SESVAR.TXT vil bedre end forklaringer vise dig, hvordan kommandoen oversætter %%x for hvert gennemløb.

Og den kan raffineres yderligere: FX.BAT ------ @echo off for %%x in (%2 %3 %4 %5 %6 %7 %8 %9) do DIR %1\%%x /w/p

Her kan man vise op til 8 typer filer i et bibliotek (%1) ! (Her kan man IKKE bruge SHIFT-funktionen). Hvis du så skriver FX DOS *.sys backup.* *.cpi

vil du kun få disse filer vist. En fornem måde at selektere på, hva? Selv om der er angivet op til 9 parametre vil kun det antal pladser, som er udfyldt, blive brugt. Et andet, praktiske eksempel er følgende: Hvis du af vanvare er kommet til at kopiere indholdet af en diskette eller et underbibliotek ind i roden på din harddisk, kan det være et H..... arbejde at slette/flytte alle disse filer manuelt. Det laver vi så en BAT-fil at gøre for os. De eneste forudsætninger vi tillader os, er at antage, der normalt KUN ligger tre filer i roden, nemlig COMMAND.COM, CONFIG.SYS og AUTOEXEC.BAT, samt at ingen af de uønskede filer præcis har et af disse tre navne (for så har du andre og langt mere alvorlige problemer).


Here goes: Vi laver RYDOP.BAT @echo off cls REM Denne fil er pt specielt beregnet til at tømme REM roden for evt. fejl-kopieringer fra drev a: C: cd\ attrib +r COMMAND.COM attrib +r CONFIG.SYS attrib +r AUTOEXEC.BAT [OBS] A: FOR %%x IN (*.*) DO DEL C:\%%x C: echo. echo. Nu ser det forhåbentlig mere normalt ud igen. DIR :SLUT

(Af rene over-forsigtigheds-hensyn starter vi med at beskytte vore tre livsvigtige filer på drev C: Det er med vilje, vi ikke slutter med at fjerne "read-only"-attributten fra de tre filer igen. Dem kan du nemlig altid fjerne, hvis du får behov for at rette i dem. COMMAND.COM bør efter min mening altid være beskyttet på denne måde). Armbøjningerne går sålunde: Først skal vi være på drev C: - i roden. Så skifter vi over til drev A:, hvor de filer, vi kopierede ind ved en fejl, jo ligger. Derpå pudser vi FOR ... DO på de fejl-kopierede filer på harddisken. I kommandoen erstattes %%x med et filnavn fra drev A: og DEL aktiveres, derpå det næste og det næste... Filerne på drev A: bliver IKKE rørt, de bruges kun som opslags-liste for (*.*)-angivelsen! Vi kan ikke udstede kommandoen fra drev C:, for så ville sætningen blive til: FOR %%x in (A:*.*) ... og det bliver IKKE oversat, som man måske kunne ønske sig. Hvis man i stedet vil flytte filerne til et bibliotek, skal man i de ældre DOS-versioner, FØRST lave en kopiering i een arbejdsgang og dernæst en sletning i en anden. Først med DOS 6 har vi fået MOVE- kommandoen, der kan gøre det i eet hug.

FOR % IN (...) DO ..... (fra promptet) Til aller-aller-sidst vil jeg afsløre, at denne kommando-funktion (FOR ...DO) - OGSÅ kan køres fra promptet! Den eneste forskel er, at der kun skal EET procent-tegn foran den midlertidige variabel. Man kan altså gennemføre kunststykket ved, fra drev A: at skrive: FOR %x in (*.*) DO DEL C:\%x (- hva'ba'!)


Den skal man nok gøre sig mere dus med, før man pudser den på større eller farlige operationer, men efter jeg fik has på mekanikken, har jeg efterhånden haft brug for denne kommando en del gange. (Og ikke kun til at rydde op efter slige tåbelige handlinger!)

Selve "undervisningen" i BAT-filer er hermed officielt erklæret for afsluttet og i resten af dette afsnit vil jeg så benytte lejligheden til at tilføje et par BAT-filer mere.

Et par BAT-filer mere (til DOS 5 og 6) m.m. En af mine egne favoritter: Til at kigge i memory bruger vi MEM-kommandoen - gerne med /C bagefter. SEMEM.BAT --------- @echo off cls mem /c c:\utiler\semem.txt LIST c:\utiler\semem.txt

BAT-filen burde være selvforklarende (for os øvede begyndere!) Du skal vide, at LIST(.COM) er en uhyre udbredt og populær fil-kigger. Den kan fåes de utroligste steder og er yderst velegnet til at kigge i ALLE slags filer. Har man ikke et program som LIST.COM, kan man hente SEMEM.TXT ind i EDIT og kigge på den der. Der sker absolut ingenting ved at rette, slette og tilføje i teksten. Det er en ganske gemen og "flad" tekstfil, der i parentes bemærket bliver overskrevet hver gang SEMEM.BAT bliver startet. Hvis man ikke vil have TXT-filen liggende og rode, kan man slutte BAT-filen med del c:\utiler\semem.txt (frit valg)

Essensen er, at man med SEMEM.BAT kan studere fordelingen i maskinens hukommelse i fred og ro - og har en bekvem mulighed for at printe den ud, skulle man blive således inspireret. Min personlige version er en smule udvidet: @echo off cls if not (%1)==() mem /d c:\utiler\semem.txt if not (%1)==() goto slut mem /c c:\utiler\semem.txt :slut LIST c:\utiler\semem.txt

Den lille forskel viser sig ved, at jeg tester for tilstedeværelsen af bare ET-ELLER-ANDET parameter. Skriver jeg noget volapyk efter SEMEM i kommandolinien, får jeg den "langhårede" version af MEM i stedet for den mere med-menneskelige. Sådan er vi så forskellige.


Een ting, som er svært på en PC, er kopiering mellem forskellige formater diske. Det laver vi en BAT-fil til. Den eneste forudsætning er naturligvis, at filerne på disk 1 også kan være på disk 2. @echo off cls echo.Kopiering fra en disk til en anden - forskellige formater echo.--------------------------------------------------------- echo. echo.Sidder ORIGINALEN i drev A: ? echo. echo.Tryk en tast når den gør'd pause nul CD\ if exist xxxdir\*.* goto DIRFEJL if not exist xxxdir\nul MD xxxdir CD xxxdir XCOPY A: /s/e/v cls echo. echo.ORIGINAL er kopieret til \XXXDIR echo. echo.Sæt KOPI-disken i drev A: echo. echo.Tryk en tast når den er klar pause nul XCOPY *.* A: /s/e/v CD\ DELTREE /Y XXXDIR nul cls echo. echo.Kopieringen er færdig - fjern KOPI-disketten echo. goto slut :DIRFEJL cls echo. echo. HOV - det temporære bibliotek (\XXXDIR) findes! echo. echo. Se efter om der ligger noget vigtigt DIR XXXDIR /w/p :SLUT

Denne løsning kan bruges i stedet for DISKCOPY - (der i MS-DOS 6.2 nu GODT kan kopiere fra en disk til en anden (tilsvarende) i eet hug!)


20. del

DOSKEY-makroer Lad os lege med lidt DOSKEY. Kan du huske den meget overfladiske omtale af DOSKEYs evne til at lave små genvejs-kommandoer, de såkaldte MAKROer, der kan erstatte snørklede kommandoer. Sådanne makroer skal komme et eller andet sted fra, og de skal gemmes for ikke at al din møje skal være forgæves. Efter du i måneder har øvet dig på at lave makroer til DOSKEY, kan du sætte dig ned og nedfælde dine perler i en lille BAT-fil. Den skal blot fyres afsted, og straks ligger alle dine makroer på lur for at tjene dig. Recepten er følgende: Lav en BAT-fil. Du kan jo kalde den DOSMAKRO.BAT. Ikke så mange dikkedarer med skærmbilleder og lignende. Filen skal blot bestå af de DOSKEY-sætninger, som opretter makroerne. DOSMAKRO.BAT ------------ @ECHO OFF DOSKEY dw = DIR $1 /W DOSKEY de = DIR $1 /OE DOSKEY w = cd\ $T cd WF $T WF $1 $T cd\ (studeres nøje) DOSKEY da = DIR A: DOSKEY .... DOSKEY osv osv

Vi bemærker straks to forrygende kendsgerninger: DOSKEY bruger $1-$9 som parametre - ligesom %1 ... i BAT-filer ! Endvidere kan man kæde flere kommandoer sammen i en makro. Se linie nr. tre, der i realiteten erstatter vor allerførste BAT-fils-CASE. Samle-leddet i kæden er "$T". Absolut ikke overskueligt, men det virker. I princippet sætter kun din fantasi og dovenskab OG DOSKEYs interne buffer deres begrænsninger for de kommandoer, du på denne facon kan slippe nemt om ved. Buffer-størrelsen (se DOSKEY /?) er manual-stof. Derimod bør du naturligvis starte din DOSMAKRO.BAT i AUTOEXEC.BAT efter at DOSKEY er blevet installeret. BLOT HUSK:

• BAT-FILER MÅ OG SKAL IKKE LOADES HIGH !! (hvilket DOSKEY bør). • DOSMAKRO.BAT skal - ENTEN være den ALLER-ALLER-sidste sætning i

AUTOEXEC.BAT • ELLER startes med: CALL DOSMAKRO

Men PAS PÅ! - som de siger i tobaks-reklamerne: "Sundhedsstyrelsen gør opmærksom på at kommando-makroer er stærkt vanedannende." Tro mig. Er man først vant til at skrive D i stedet for DIR, er man ude af stand til at finde noget på andres PCer. For så skal man pludselig til at huske alle de død-besværlige kommandoer og parametre IGEN! Nok om DOSKEY.


SÅ kommer vi til den!

CHOICE Vi laver en BAT-fil: (- dette er kun et hastigt nedkradset eksempel) FORMATER.BAT ------------ @echo off REM Demonstration af CHOICE REM ----------------------- :START cls echo. echo. Vil du formattere i echo. echo. Drev A: echo. Drev B: echo. echo. Tast bogstavet echo. OBS1 CHOICE /c:AB /N if errorlevel 2 goto drevb if errorlevel 1 goto dreva :dreva echo. echo. Skal det være som echo. echo. 1. Standard (1.44 Mb) echo. 2. DD-disk (720 Kb) echo. OBS2 CHOICE /C:12 /N Tast tallet if errorlevel 2 goto 720 if errorlevel 1 goto standard :standard format a: cls echo. echo. Ønsker Fruen at formattere yderligere til morgen? echo. OBS3 choice if errorlevel 2 goto slut if errorlevel 1 goto start :720 ... (ja, så gad jeg ikke længere!) ... :drevb ... ... osv dernedad!

Da jeg foretrækker smukke BAT-filer, lægger jeg ud med den "bedste" variation af CHOICE. echo. Tast bogstavet CHOICE /C:AB /N

"/C:" - er startskuddet til at opregne de valgmuligheder, brugeren får. Kun de værdier, som er angivet efter /C: giver resultat. Alle andre taster vil dytte/bippe. Bogstaver og tal er lige gode.


Svaret skal IKKE afsluttes med (enter) - i samme sekund, du rammer en gyldig tast, stæser BAT-filen videre. "/N" forhindrer CHOICE i at skrive sin udgave af valg-mulighederne. Du vil selv se, hvorfor jeg gør det. (Der findes endnu en fidus "/T", der kan angive hvor længe programmet skal vente på et svar - den kan man sagtens bruge. Blot ikke gjort her). Og så spilder jeg krudt på et par ECHO-sætninger. Ved selv at skrive sætningen "Tast bogstavet" bestemmer jeg suverænt, hvor på skærmen, den dukker frem. Jeg kan nemlig ikke lide CHOICE's plads-fornemmelser! Altsammen til ingen nytte, for svaret, den tast der trykkes, bliver skrevet på skærmen. Skal denne misfarvning af en ellers flot BAT-fil fjernes, må man bruge CLS hele tiden. I næste ombæring bruger vi blot tallene 1 og 2 som valgpunkter - men her demonstreres så, HVOR teksten bliver skrevet, når CHOICE bestemmer farten. Denne tekst skrives blot som sidste del af kommandoen. I tredie og sidste ombæring bruger jeg CHOICE's standard-muligheder. De er naturligvis på amerikansk og er kun Y for Yes eller N for No. Og de står smukt klumpet sammen helt ude i kanten af skærmen - i skarp parentes! Nydeligt og æstetisk gennemført - HA!. Lad os hurtigt prøve en af vore CASES: @echo off :START cls echo. echo. Mini-menu echo. --------- echo. echo. 1. TEKST echo. 2. REGNSKAB echo. 3. DATABASE echo. 4. SPIL echo. echo. A AFSLUT echo. echo. Tast et tal - eller A for at stoppe echo. ----------------------------------- echo. CHOICE /C:1234A /N if errorlevel 5 goto slut if errorlevel 4 goto spil if errorlevel 3 goto data if errorlevel 2 goto regn if errorlevel 1 goto tekst [fortsættes]


:tekst cd \wf wf cd\ goto start :REGN cd\CALC ... cd\ goto START :DATA ... :SLUT cls SMARTDRV /C

Hvis denne BAT-fil bliver startet sidst i AUTOEXEC.BAT behøver brugeren aldrig spekulere på kommandoer eller andet besværligt. (OK, det er et MEGET firkantet eksempel - men princippet er godt nok). BAT-filen er aktiv hele tiden og vil, hver gang man slutter et af programmerne, dukke frem med sin MENU. Showet stoppes med A for AFSLUT. (Og her lægges "tømme"-kommandoen til f.eks. SMARTDRV). Her samler vi flere små BAT-filer til een stor, der v.hj.a. CHOICE kan guide brugeren rundt på alskens sjove måder. En skam, som nævnt, at det kun er DOS 6, der kan bruge CHOICE.

ERRORLEVEL Eksemplerne kan dog bruges til at fortælle om noget, der glimrende kan bruges i andre BAT-filer. Nu skal jeg nok forklare de underlige sætninger med "IF ERRORLEVEL". (Det betyder "FEJL-NIVEAU", men lad for Guds skyld ingen høre dig kalde det det! Det hedder ERRORLEVEL på edb-dansk). Stort set ALLE kommandoer - i DOS som andre steder - afslutter deres virke med at afgive en RETUR-KODE til en speciel DOS-funktion, der hedder ERRORLEVEL. Returkoden fortæller om det heldige eller uheldige resultat af kommandoen. Returkodens værdi aflæses via ERRORLEVEL. (Ordene returkode og errorlevel bruges i flæng, eftersom ingen til daglig tænker på denne hårfine forskel). Der er to "former" for praktisk anvendelse af ERRORLEVEL.

1. En tal-værdi, som bruges til at reagere på en bestemt måde i et program - f.eks. i BAT-filer.

2. En tal-værdi, der fortæller DOS eller programmer, om en program-afvikling gik godt eller skidt - og som de ligeledes kan reagere på.


I model nr. 1 vil ERRORLEVEL være kendte, kontrollerbare værdier, man med ro i sindet kan lave sine små tests på (se CHOICE-eksemplerne). Model nr 2 er mere problematisk, med mindre man kender et givent programs returkoder. ERRORLEVEL-model nr. 1 CHOICE gør det efter den første model. Og heldigvis på samme facon som andre, lignende programmer. Mange af de (unavngivne) utilities jeg henkastet omtaler flere steder, benytter sig af denne metode. Også derfor er det en god ting at have styr på. Læs roligt videre. De valgmuligheder, som opstilles ved en CHOICE-kommando, fortæller dig, brugeren, hvilke værdier, ERRORLEVEL kan antage. De gør det ved deres PLACERING i rækken. Skriver vi /C:abcdefg1234 som en lang stribe valg, skal vi tælle fra venstre mod højre. Hvis brugeren trykker "E" som svar til CHOICE, bliver ERRORLEVEL sat til 5. Trykkes der "3" bliver ERRORLEVEL sat til 10 = 3-tallets placering i valg-rækken! (Hvordan du selv skriver valg-mulighederne på skærmen er i denne forbindelse komplet irrelevant. Det er rækkefølgen i kommandoen der er afgørende). Som jeg har vist i de sidste eksempler kan man f.eks. med tal styre ERRORLEVEL en smule "logisk"- KUN for ens egen skyld. CHOICE er totalt ligeglad med tal og bogstaver (store som små), den registrerer blot hvilken PLADS, der blev aktiveret. Når vi derpå skal TESTE, hvilket ERRORLEVEL, der blev udløst, skal vi - (dyb vejrtrækning!) - starte BAGFRA. Med den højeste værdi. Du kan se, at jeg hver gang starter med ERRORLEVEL 2 før 1; i MENU-filen er det 4 før 3, 2, 1. Uanset, hvor forvirrende dette kan virke, er der ingen vej udenom. Det er sådan man tester for ERRORLEVEL. Der er nemlig det specielle ved DOS' måde at teste den slags på, at et HØJERE tal også vil gælde som et LAVERE ERRORLEVEL. Hvis man i tilfældet med /C:abcdefg1234 kun testede for ERRORLEVEL 3, 2 og 1, ville alle værdier over 3 også gælde for LEVEL 3. Er du med? CHOICE sætter ERRORLEVEL - DU skal som skaber af BAT-filen sørge for at teste for værdierne i den rigtige rækkefølge og derpå styre program-afviklingen i den ønskede retning, afhængig af valget. For at gøre det endnu mere kompliceret, skal IF-sætningen ikke have "==" eller andre krumspring. Det hedder IF ERRORLEVEL x GOTO .... (BASTA!) Det er en særlig DOS-funktion og kan derfor ikke testes på samme måde som et parameter.


De rigtigt hidsige, der tænker på systemet "HØJERE VÆRDI gælder også for de LAVERE værdier", skriver sågar: IF ERRORLEVEL 5 IF NOT ERRORLEVEL 6 goto ... IF ERRORLEVEL 4 IF NOT ERRORLEVEL 5 goto ... ... osv

for at være sikre på at ramme den præcise ERRORLEVEL. Denne konstruktion er normalt ikke påkrævet. Heller ikke ved brug af CHOICE. Med de andre BAT-kommandoer er der ingen fidus i at spekulere på ERRORLEVEL. Kun CHOICE-kommandoen kan i DOS styre en BAT-fil på slig facon.

ERRORLEVEL-model nr. 2 Når vi tænker på returkoder og ERRORLEVEL ved kommando- og program- afvikling iøvrigt, stiller sagen sig i et anderledes lys. Enhver ordentlig programmør, der laver et super-program, ved at slut-resultatet af hendes program kan være meget forskelligt. Der kan ske mange sjove ting under eksekveringen af et program, og det KAN være svært at tage højde for alle situationer. Generelt vil et program have nogle fastlagte returkoder, der ved slutningen hældes ind i ERRORLEVEL - lige præcis længe nok til at andre programmer kan opfange værdien. Du kan ikke lave een eneste kommando fra promptet, der afslører tilstedeværelsen af begrebet ERRORLEVEL. Det kan hverken TYPEs eller ECHOes; du kan ikke lokke det ind i environment. Det kan KUN fanges af et program eller en BAT-fil, med mindre programmøren selv laver en lille fil, der indeholder værdien i læselig form, hvilket er en sjældenhed. Denne form for ERRORLEVEL kan antage de sjoveste værdier. Den eneste fælles "grund-regel" er, at ERRORLEVEL 0 betyder, at programmet gik godt. Dermed være ikke sagt, at ERRORLEVEL 0 altid betyder, at det, som DU gerne vil have ud af programmet, er gået godt. ERRORLEVEL 0 viser som regel blot, at programmet er startet, gennemkørt og afsluttet uden problemer. Jeg kunne godt vise dig hele filen (den fylder knap to sider, derfor vil jeg ikke) men jeg har i mit ansigts sved fabrikeret en BAT-fil, der reagerer på ERRORLEVEL op til 20. Jeg viser starten og et udsnit af resten. (Og jeg kunne have kaldt den TESTERRL.BAT men se nu her:)


Uddrag af TERROR.BAT (et filnavn med smæld i!) -------------------- @echo off cls IF (%1)==() echo. ANGIV KOMMANDO OG PARAMETRE PÅ DET, DER SKAL TESTES PÅ IF (%1)==() echo. OP TIL 5 PARAMETRE IF (%1)==() GOTO SLUT ECHO -... og vi tester: %1 %2 %3 %4 %5 %6 REM Her startes kommandoen, der skal testes %1 %2 %3 %4 %5 %6 REM Bagefter skal ERRORLEVEL så kigges efter i sømmene if errorlevel 20 if not errorlevel 21 goto tyve if errorlevel 19 if not errorlevel 20 goto nitten if errorlevel 18 if not errorlevel 19 goto atten ... if errorlevel 2 if not errorlevel 3 goto to if errorlevel 1 if not errorlevel 2 goto en if errorlevel 0 if not errorlevel 1 goto nullert echo Mystik - Intet errorlevel! -- (denne sætning vil i princippet aldrig blive aktiveret!) goto slut :tyve echo ERRORLEVEL 20 goto slut :nitten echo ERRORLEVEL 19 goto slut ... :to echo ERRORLEVEL 2 goto slut :en echo ERRORLEVEL 1 goto slut :nullert echo ERRORLEVEL 0 :slut echo.

BAT-filen kan tage op til fem parametre foruden selve test-program- navnet, hvilket er rigeligt til de fleste kommandoer, man kunne ønske at teste. Overflødige parameter-angivelser tæller ikke med. Fremgangsmåden er derpå: TERROR kommando parm1 parm2 ... F.eks. TERROR FORMAT A: /F:720

BAT-filen starter FORMAT-kommandoen som sædvanlig, disketten formatteres, og når programmet er færdigt, hapser vi os fast i ERRORLEVEL - hvis der er et! - og hopper ned til den LABEL, der svarer til værdien. Sætningen "ERRORLEVEL xx" er altså ren tekst fra BAT-filen. ERRORLEVEL selv kan man ikke vise. BAT-filen skal ikke bruges til alle mulige programmer, for dels er det ligegyldigt, hvilke ERRORLEVEL visse kommandoer og programmer slutter med, dels bliver man gang på gang dybt skuffet, når svaret hver gang er 0 - uanset hvilke horrible ting, der sker med kommandoen.


Du er hermed velkommen til at reproducere TERROR.BAT til dig selv og lege med den. (En god øvelse i fil-editering, hæ-hæ). I gamle dage var DOS-kommandoernes returkoder (EXIT CODES) en dyb og mystisk hemmelighed. I DOS-5-manualen er der imidlertid anført EXIT CODES for mange kommandoer. Et klart fremskridt. Ved daglig brug kan det have sin begrænsede værdi at vide, at ERRORLEVEL 3 efter en FORMAT-kommando betyder, at brugeren har afbrudt programmet, eftersom det er en selv, der har gjort det, men hvis man kigger i manualen og indlægger lidt tjek på ERRORLEVEL 0 hist og pist, kan man føle sig mere sikker på, at ens BAT-fil ter sig som forventet. (Og så er jeg sikkert ikke alene om at mistænke visse DOS-leverandører for at holde endnu flere saftige EXIT CODES tæt inde til kroppen! Det er set før). Den kvikke kursist vil have bemærket den totale mangel på den slags tjek i de anførte BAT-filer. Her som altid: DU lægger selv niveauet for din flid.


21. del

Afsluttende kommentarer bl.a. til DOS-versionerne 5 + 6 DOS 5 var primært rettet mod en bedre udnyttelse af de nye, smarte maskiners større RAM-lager - foruden at være en nødvendig erstatning for DOS 4 (en katastrofe). Der blev indført diverse drivere, der kunne håndtere de mange Megabytes, som installeres i PCerne, enkelte kommandoer blev pudset op og fik flere parametre. Af nye programmer var det især den forbedrede editor (EDIT), kommando-huskeren (DOSKEY) og fil-genskaberen UNDELETE, der fik folk til at spærre øjnene op. DOS-SHELLen var ligeledes shinet op og generelt set var produktet vel det mest helstøbte i mange år fra både IBMs og Microsofts side. Disse selskabers veje skiltes - ikke i fordragelighed - og vi brugere kan så fremover regne med, at der vil være endnu større forskel på PC-DOS og MS-DOS-udgaverne. Forhåbentlig vil denne nye konkurrence- situation medføre, at der fremover tages mere hensyn til brugernes ønsker, krav og kritik. Forhåbentlig, siger jeg udtrykkeligt. Microsoft kom først med DOS 6.0. Denne DOS-version har taget et gigantisk skridt fremad mht nye funktioner og deciderede programmer. MS har tilføjet (nedskårne) versioner af forskellige, indkøbte licens-produkter, foruden de har udviklet egne versioner af programmer, som PC-brugere ellers anskaffer fra andre kilder. Herunder kan medregnes de helt nye programmer, nye, savnede kommandoer og flere andre småting, der alt i alt gør det nemmere at administrere sin PC. Det er desuden et fremskridt, at der i manualen findes en liste over programmerne og filerne, hvad de laver, samt i hvilke situationer, MAN KAN SLETTE DEM fra DOS-biblioteket. Et eksempel til flittig efterfølgelse af andre program-fabrikanter. Ingen roser uden torne: jeg er lidt skuffet over, at når de endelig laver kommandoer og funktioner, som brugerne har været henvist til at anskaffe på anden måde, er det trist, at de laver en stribe løsninger, der ANGIVELIGT løser de forskellige opgaver, men som ALLIGEVEL ikke kan siges at være perfekte, eftersom de virker "ældre" og mere tunge i det end de alternativer, som reelt findes. Til "almindelig" brug er DOS 5 og 6 virkelig gode værktøjer. De kan forholdsvis enkelt rettes til, og hvis man tager sig tid til at lære hvor og hvordan, er der store muligheder for at få rigtigt meget ud af dem - OG af sin PC. Der er efterhånden tilføjet så mange nye funktioner, at kun dem med specielle behov (eller lyster) er nødt til at anskaffe sig andre og kraftigere styresystemer. Med passende forbehold kan du godt være glad for din DOS 5 eller 6. Er din PC af ældre årgang, kan du (i følge min egen erfaring) ikke være mindre begejstret for din DOS 3.3.


Her slutter kurset. Nu ved du det hele, ikke sandt? Nej, det kan jeg godt garantere dig, at du ikke gør. Vi har sammen været gennem en række emner, der spiller en stor rolle for hverdagen med en DOS-styret PC. DOS har flere funktioner end jeg har været inde på og der er emner, vi end ikke har ridset i overfladen.

Jeg føler på nuværende tidspunkt, at jeg har opnået det, jeg ville med dette og det første DOS-kursus: at give læseren (dig) baggrunden for at vide, hvilke grundlæggende elementer, der skal være i orden for at "samlivet" med en moderne PC kan foregå mere smertefrit samt forhåbentlig givet dig et indtryk af, at det ER muligt at leve sammen med DOS uden at blive gammel før tid. Hvis du har overlevet bl.a. min beskrivelse af fordelingen af hukommelsen og fået en bedre forståelse for disse "indviklede" mekanismer, er jeg sikker på, at du er bedre rustet til den videre færd udi DOS-verdenens mysterier. Jeg har ikke tænkt mig at bruge tid på at lave kurser om nogle af de andre spændende områder, jeg umiddelbart kan huske, jeg har brugt timer og dage på, men udover de rent grundlæggende dele af DOS og dens kommandoer, er der INTET i PC-verdenen, som står stille længe nok til, at jeg orker at beskrive dem i flugten. At forestille sig, at man I DAG kan beskrive andet end "forældet" udstyr og "gamle" programmer er efter min mening at overvurdere sig selv. At beskæftige sig med Det Næste Vidunderlige Program, Den Næste Fantastiske PC og hvad andre ellers får deres hverdag til at gå med, er i mine øjne det rene tidsspilde. Der er sund fornuft i at beskrive eksisterende programmer og deres virkemåde, eftersom det er programmerne, der er BEGRUNDELSEN for DOS og alle dens gerninger. Dette prisværdige slid overlader jeg tilfreds til andre. Mine sidste råd til dig i denne omgang må være: Vær ikke bange for at udforske din PC og din DOS. Læs alt, du kan få fingrene i - men afvej altid det, du læser eller hører, med de erfaringer, du selv gør dig. Der er mange orakler i PC-verdenen og De Vises Sten bliver fundet og fundet og fundet og ... og hver gang viser de sig at være "ikke lige det, man havde fået opfattelsen af" efter at have læst reklamer eller lyttet til andres begejstrede beskrivelser. Der er kun een regel, der tæller: Din egen vurdering. Og den kan desværre vise sig at blive DYREkøbt. Held og lykke på din videre DOS-vej. Din DOS-guide takker ærbødigst af for denne gang. Jens E.Hansen. Smørum, December 1993.


Jens E.Hansens romaner, musicaler og skuespil

Hvis du har lyst til at læse andre titler - romaner, musicaler og skuespil - skrevet af Jens E.Hansen og som udgives af Dansk Teaterforlag, data Fiction og andre, kan du finde flere oplysninger på internetadresserne: http://www.jeh.dk og http://www.hansen-kragh.dk

Bestemmelser angående brug af 'data Fiction'-værker

- alle 'data Fiction'-værker er copyright 'data Fiction', 1991-2004. - de til hver titel tilhørende filer, som udgør de(t) komplette eksemplar(er) man modtager/downloader via internettet - samt et eventuelt udprint, er udelukkende til eget, private forbrug ganske som en trykt bog. - enhver form for plagiering, afskrivning eller kopiering af værket/værkerne - helt eller delvist - brug af ideer, personer og handling med videre samt videresalg i kommercielt øjemed er ikke tilladt i henhold til ophavsretsloven med mindre skriftlig tilladelse hertil er indhentet hos forfatter/udgiver. - skuespil og musikforestillinger er til fri gennemlæsning. Kopiering i prøve-øjemed er tilladt, men eventuelle opførelser ved offentlige forestillinger kræver skriftlig tilladelse fra forfatter/udgiver samt aftale om betaling af opførelsesafgift.

Priser for opførelsesafgift pr. forestilling ved amatør- eller skoleforestillinger fremgår af den aktuelle oversigt på internet-adressen http://www.datafiction.dk.

Alle andre former for forestillinger med data Fiction-værker kræver særlig aftale. Disse bestemmelser træder i kraft pr. 1. oktober 2002 og overstyrer hidtidige bestemmelser!

Jens E.Hansen data Fiction Våbenstedvej 23 2730 Herlev email: [email protected] http://www.jeh.dkhttp://www.hansen-kragh.dk

http://www.jeh.dk/

http://www.jeh.dk/

http://www.datafiction.dk/

http://www.jeh.dk/

http://www.jeh.dk/

dos-kursus for mere eller mindre erfarne · livet med en pc er undertiden ikke let, men det ved du...

Documents