Download - Læseprøve Soulfinders, Sky
SOULFINDERS SK Y
34294_soulfinders_sky.indd 134294_soulfinders_sky.indd 1 30-07-2012 14:45:1330-07-2012 14:45:13
på dansk ved
Lone Diana Jørgensen
Høst & Søn
34294_soulfinders_sky.indd 334294_soulfinders_sky.indd 3 30-07-2012 14:45:1330-07-2012 14:45:13
Soulfi nders - Sky
er oversat fra engelsk
af Lone Diana Jørgensen efter Finding Sky
Copyright © 2012 by Joss Stirling
Originally published in English in 2010
This translation is published by arrangement with Oxford University Press
Denne udgave: © 2012, Høst & Søn/rosina n t e & co , København
1. udgave, 1. oplag, 2012
Omslag: Johanna Basford
Omslagsgrafi ker: Jette Aagaard Enghusen
Bogen er sat med Utopia hos Christensen Grafi sk
og trykt hos Bookwell Oy, Borgå
ISBN 978-87-638-2417-0
Printed in Finland 2012
Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov
om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.
Høst & Søn er et forlag i rosina n t e & co
Købmagergade 62, 4. | Postboks 2252 | DK-1019 København K
www.rosinante-co.dk
34294_soulfinders_sky.indd 434294_soulfinders_sky.indd 4 30-07-2012 14:45:1330-07-2012 14:45:13
Til Lucy og Emily
34294_soulfinders_sky.indd 534294_soulfinders_sky.indd 5 30-07-2012 14:45:1330-07-2012 14:45:13
7
Tak
Med tak til Leah, Jasmine og familien Wrangler på Tumbling
River Ranch, Colorado. Også tak til min familie for at rejse tværs
over USA sammen med mig og for at turde tage med på white-
water rafting-ekspeditionen i Rocky Mountains.
34294_soulfinders_sky.indd 734294_soulfinders_sky.indd 7 30-07-2012 14:45:1330-07-2012 14:45:13
9
1
Bilen kørte væk og efterlod den lille pige på grådens rand. Rys-
tende af kulde i sin tynde T-shirt og shorts satte hun sig ned
med armene om knæene, hendes lyse, blonde hår hvirvlede
rundt i vinden. Hun var bleg.
Du holder din mund, freak, ellers kommer vi tilbage efter dig,
havde de sagt.
Hun ville ikke have, de skulle komme tilbage, det var hun helt
sikker på, selv om hun hverken kunne huske sit navn, eller hvor
hun havde boet før.
En familie gik forbi på vej hen til deres bil, moren havde et
tørklæde om hovedet og bar en baby i favnen, faren holdt et lille
barn i hånden. Pigen stirrede på det slidte græs, mens hun talte
margueritter. Hvordan mon det er, tænkte hun, at blive båret?
Det var så længe siden, nogen havde omfavnet hende, og det var
svært for hende at se på. Hun kunne se guldskæret, der skinnede
rundt om familien – kærlighedens farve. Hun stolede ikke på
den farve, den betød, at man før eller siden blev såret.
Så fi k kvinden øje på hende. Pigen strammede grebet om
knæene og prøvede at gøre sig så lille, at ingen ville lægge
mærke til hende. Men det nyttede ikke noget. Kvinden sagde
et eller andet til sin mand, rakte ham babyen og gik så helt hen
34294_soulfinders_sky.indd 934294_soulfinders_sky.indd 9 30-07-2012 14:45:1330-07-2012 14:45:13
10
til pigen og satte sig på hug ved siden af hende. »Er du blevet
væk, søde ven?«
Hold din mund, ellers kommer vi tilbage efter dig.
Pigen rystede på hovedet.
»Er din mor og far gået indenfor?« spurgte kvinden og rynkede
panden, farven omkring hende fi k et skær af en vred, rød tone.
Pigen vidste ikke, om hun skulle nikke eller ej. Mor og far var
forsvundet, men det var længe siden. De var aldrig kommet for
at hente hende på hospitalet, men var blevet sammen i fl amme-
havet. Hun besluttede ikke at sige noget. Kvindens farve blussede
op og fi k en dybere, blodrød nuance. Pigen krøb sammen: Hun
havde gjort hende bekymret. Det passede altså, hvad de havde
sagt, dem, der lige var kørt deres vej. Hun var modbydelig. Gjorde
altid alle mennesker kede af det. Pigen lagde hovedet mod knæ-
ene. Hvis hun lod, som om hun ikke var der, ville kvinden måske
gå sin vej. Det lykkedes sommetider.
»Stakkels lille dig,« sukkede kvinden og rejste sig op. »Jamail,
vil du gå ind og sige til personalet, at der er et barn, der er blevet
væk fra sine forældre? Jeg bliver hos hende imens.«
Pigen hørte manden mumle beroligende til barnet, han holdt
i hånden, og derefter skridt, da de gik tilbage til restauranten.
»Du skal ikke være urolig, jeg er sikker på, din familie leder
efter dig.« Kvinden sad ved siden af hende og maste margueritter,
fem-seks stykker ad gangen.
Pigen begyndte at dirre voldsomt og rystede på hovedet. Hun
ønskede ikke, at de skulle lede efter hende – ikke nu, ikke nogen-
sinde.
»Det er okay. Virkelig. Jeg ved, du må være bange, men du vil
være tilbage hos dem inden så længe.«
Hun klynkede og holdt så en hånd for munden. Jeg må ikke
sige en lyd, jeg må ikke være til besvær. Jeg er modbydelig. Mod-
bydelig.
Men det var ikke hende, der lavede postyret. Det var ikke hen-
des skyld. Nu var der en masse mennesker rundt om hende. Politi,
34294_soulfinders_sky.indd 1034294_soulfinders_sky.indd 10 30-07-2012 14:45:1330-07-2012 14:45:13
11
iført gule jakker magen til dem, der havde omringet hendes hus
den dag. Stemmer, der talte til hende. Spurgte hende, hvad hun
hed.
Men det var en hemmelighed – og hun havde glemt svaret for
længe siden.
34294_soulfinders_sky.indd 1134294_soulfinders_sky.indd 11 30-07-2012 14:45:1430-07-2012 14:45:14
12
2
Jeg vågnede fra det gamle mareridt, da bilen standsede, og moto-
ren tav. Mit hoved var lænet mod en pude, søvn trak i mig som et
anker. Det varede et stykke tid, før jeg huskede, hvor jeg var. Ikke
på den tankstation ved motorvejen, men i Colorado med mine
forældre. Ved at komme videre. Ved at fl ytte ind.
»Hvad synes du?« Simon, som min far foretrak at blive kaldt,
steg ud af den faldefærdige, gamle Ford, han havde købt i Denver,
og slog dramatisk ud med armene i retning af huset. Hans lange,
gråsprængte, brune hår havde løsnet sig fra sit bånd, da han
begejstret viste vores nye hjem frem. Spidst tag, klinkebeklædte
mure og snavsede ruder – det så ikke lovende ud. Jeg forventede
næsten, at familien Adams ville tumle ud ad hoveddøren. Jeg
rettede mig op, gned øjnene og prøvede at jage den irriterende
frygt væk, der blev hængende efter en af mine drømme.
»Åh, skat, det er vidunderligt.« Sally, min mor, nægtede at tabe
modet – en lykke-terrier, som Simon drillende kaldte hende, en,
der greb fat med tænderne og nægtede at give slip. Hun steg ud af
bilen. Jeg fulgte efter, ikke sikker på om det var jetlag, jeg havde,
eller drømmelag. Ordene, der for gennem mit hoved, var »skum-
mel«, »ruin« og »rådden«, Sally havde andre ord at føje til.
»Jeg tror, det bliver rigtig dejligt. Se lige de skodder – de må
34294_soulfinders_sky.indd 1234294_soulfinders_sky.indd 12 30-07-2012 14:45:1430-07-2012 14:45:14
13
være originale. Og verandaen! Jeg har altid betragtet mig selv
som en veranda-type, der sidder i sin gyngestol og ser solen gå
ned.« Hendes brune øjne funklede af forventning, hendes krøl-
lede hår dansede, da hun løb op ad trinene.
Eftersom jeg havde boet sammen med dem, siden jeg var ti,
havde jeg for længst accepteret, at begge mine forældre sand-
synligvis var skøre. De levede i deres egen lille fantasiverden,
hvor forsømte huse var »interessante«, og mug gav »atmosfære«.
I modsætning til Sally havde jeg altid anset mig selv for at være
en ultra-moderne type, som sad i en stol uden træorm og sov i
et værelse, der ikke havde isblomster på indersiden af vinduerne
om vinteren.
Men bortset fra huset, så var bjergene bagved betagende,
hævede sig utroligt højt i den klare efterårshimmel med hvidt
pudder på tinderne. De rullede langs horisonten som en tide-
vandsbølge, fastfrosset i tid, fanget, netop som de skulle til at
kamme over og vælte ned over os. Deres klipperige skråninger var
farvet lyserøde i det sene eftermiddagslys, men der, hvor skygger
faldt over snemarkerne, blev farven forvandlet til en kold skifer-
blå. Skovene, der klatrede på siderne, var allerede gennemvævet
med guld, bevoksninger med aspetræer glødede mod de mørke,
stedsegrønne graner. Jeg kunne se en kabinelift og rydninger, der
markerede pisterne, de så alle sammen næsten lodrette ud.
Dette måtte være the High Rockies, som jeg havde læst om,
da mine forældre lod bomben springe, om at vi skulle fl ytte fra
Richmond-on-Thames til Colorado. De var blevet tilbudt et år
som huskunstnere på et nyt kunstcenter i en lille by ved navn
Wrickenridge. En lokal multimillionær og beundrer af deres
arbejde havde fået den idé, at skisportsstedet vest for Denver
havde brug for en kulturindsprøjtning – og at den skulle komme
fra mine forældre.
Da de fortalte »de gode nyheder«, tjekkede jeg byens hjem-
meside og fandt ud af, at Wrickenridge var kendt for, at der hvert
år faldt syv og en halv meter sne og ikke for ret meget andet.
34294_soulfinders_sky.indd 1334294_soulfinders_sky.indd 13 30-07-2012 14:45:1430-07-2012 14:45:14
14
Man ville kunne stå på ski – men jeg havde aldrig haft råd til at
komme med på skoleturene til Alperne, så det satte mig cirka en
million år tilbage i forhold til mine jævnaldrende. Jeg forestillede
mig allerede min ydmygelse den første snerige weekend, når
jeg tumlede rundt på begynderbakkerne, og de andre teenagere
susede ned ad de sorte pister.
Men mine forældre elskede tanken om at male midt i the Rock-
ies, og jeg kunne ikke nænne at ødelægge deres store eventyr. Jeg
lod, som om det var helt i orden med mig, at jeg gik glip af første
år på gymnasiet i Richmond sammen med alle mine venner og i
stedet blev meldt ind i Wrickenridge High. Jeg havde fundet mig til
rette i Sydvestlondon i de seks år, der var gået, siden Sally og Simon
adopterede mig, jeg havde kæmpet mig ud af frygt og tavshed,
havde overvundet generthed og fået min egen omgangskreds, hvor
jeg følte mig populær. Jeg havde lukket af for de mærkelige sider
af mit væsen – som for eksempel det med at se farver, jeg drømte
om. Jeg så ikke længere efter folks auraer, sådan som jeg havde
gjort som barn, og ignorerede det, når min kontrol svigtede. Jeg
havde gjort mig selv normal – nå ja, næsten. Nu blev jeg kastet ud
i det ukendte. Jeg havde set masser af fi lm om amerikanske skoler
og følte mig ikke så lidt usikker med hensyn til mit nye uddan-
nelsessted. Mon ikke normale, amerikanske teenagere også havde
bumser og kikset tøj på nogle gange? Jeg ville aldrig passe ind,
hvis fi lmene viste sig at være som virkeligheden.
»Okay,« Simon gned hænderne mod sine falmede cowboybuk-
ser, en vane, der gjorde, at alt hans tøj var indsmurt i oliefarve.
Han var iført sit sædvanlige, slidte bohemekluns, mens Sally så
helt smart ud i de nye bukser og jakken, hun havde købt til rej-
sen. Jeg befandt mig et sted midt imellem de to: tilpas afslappet
i mine krøllede Levis. »Lad os kigge indenfor. Mr. Rodenheim
sagde, at han ville sørge for malere for os. Han lovede, at de ville
male huset udvendigt så snart som muligt.«
Så var det derfor, det lignede en losseplads.
Simon åbnede hoveddøren. Den knirkede, men faldt ikke af
34294_soulfinders_sky.indd 1434294_soulfinders_sky.indd 14 30-07-2012 14:45:1430-07-2012 14:45:14
15
hængslerne, hvad jeg anså for at være en lille sejr for os. Malerne
var tydeligvis lige taget af sted og havde efterladt deres møbel-
overtræk, stiger, bøtter med maling og halvfærdige vægge. Jeg
stak hovedet ind i værelserne på første sal og fandt et turkis et
med en stor, bred seng og udsigt til bjergtinderne. Det måtte jeg
simpelthen have. Måske ville det her ikke blive så rædselsfuldt
alligevel.
Jeg brugte en fi ngernegl til at skrabe malerpletter af det gamle
spejl, der hang over kommoden. Den blege, alvorlige pige i spejl-
billedet gjorde det samme og stirrede på mig med sine mørke,
blå øjne. Hun lignede et genfærd i halvmørket, hendes lange,
blonde hår krøllede i uregerlige tjavser rundt om hendes ovale
ansigt. Hun så skrøbelig ud. Ensom. Fanget i værelset gennem
spejlet. En Alice, der aldrig vendte tilbage gennem glasset.
Jeg gøs. Drømmen forfulgte mig stadig, trak mig tilbage til for-
tiden. Jeg blev nødt til at holde op med at tænke på den måde.
Folk – lærere, venner, hvem som helst – havde sagt til mig, at jeg
var tilbøjelig til at fortabe mig i melankolske dagdrømme. Men de
forstod ikke, at jeg følte ... jeg ved ikke ... at noget manglede. Jeg
var et mysterium for mig selv – en samling af spredte minder og
uudforskede mørke steder. Mit hoved var fyldt med hemmelighe-
der, men jeg havde mistet kortet, der skulle vise mig vej til dem.
Jeg fjernede hånden fra det kolde glas, vendte mig væk fra
spejlet og gik nedenunder. Mine forældre stod i køkkenet, opslugt
af hinanden som sædvanligt. De havde et af den slags forhold,
der var så fuldkomment, at jeg tit undrede mig over, hvordan de
fandt plads til mig.
Sally holdt Simon om livet og lagde sit hoved mod hans skul-
der. »Ikke så dårligt. Kan du huske vores første hybel i Earls Court,
skat?«
»Ja. Væggene var grå, og alting rystede, hver gang toget kørte
forbi under huset.« Han kyssede hendes krøllede, korte, brune
hår. »Det her er et slot.«
Sally rakte hånden ud for at inddrage mig i øjeblikkets fælles-
34294_soulfinders_sky.indd 1534294_soulfinders_sky.indd 15 30-07-2012 14:45:1430-07-2012 14:45:14
16
skab. I løbet af de sidste par år havde jeg øvet mig i ikke at nære
mistillid til deres kærlige gestus, så jeg tog den. Sally klemte
mine knoer i tavs anerkendelse af, hvad det kostede mig ikke
at fjerne mig fra dem. »Jeg er virkelig spændt. Det er ligesom
julemorgen.«
Hun elskede strømpegaver.
Jeg smilede. »Jeg ville aldrig have gættet på, du følte sådan.«
»Er der nogen hjemme?« Der lød et bank på verandadøren, og en
ældre dame marcherede ind. Hun havde sort hår med hvide stænk,
mørkebrun hud og trekantede øreringe, der dinglede næsten helt
ned til kraven på hendes vatterede guldjakke. Hun bar på en gry-
deret og sparkede effektivt døren bag sig i med hælen. »Nå, der er
I. Jeg så jer ankomme. Velkommen til Wrickenridge.«
Sally og Simon vekslede muntre blikke, da damen lod, som
om hun var hjemme og satte retten på bordet i entréen.
»Jeg er May Hoffman, jeres genbo. Og I er familien Bright fra
England.«
Det lod ikke til, at mrs. Hoffman havde brug for, at andre deltog
i hendes samtale. Hendes energi var skræmmende, jeg opdagede,
at jeg ønskede, jeg pludselig kunne være i besiddelse af en skild-
paddes evne til at smutte ind i sit skjold.
»Jeres datter ligner ingen af jer særligt meget, vel?« Mrs. Hoff-
man skubbede en bøtte maling til side. »Jeg så, da I kom. Ved I, at
jeres bil taber olie? Det vil I sikkert gerne have ordnet. Kingsley
på autoværkstedet vil klare det for jer, hvis I siger, jeg anbefalede
ham. Han vil give jer en god pris, men pas på, han ikke lader jer
betale ekspeditionsgebyr – det bør være gratis.«
Sally skar en undskyldende grimasse i retning af mig. »Det er
vældig pænt af dig, mrs. Hoffman.«
Hun slog afværgende ud med hånden. »Vi gør os umage for at
være gode naboer her. Det bliver man nødt til – bare vent, til I
oplever en af vores vintre, så vil I forstå hvorfor.« Hun rettede sin
opmærksomhed mod mig, hendes blik var skarpt. »Indskrevet
på elvte klassetrin i high school?«
34294_soulfinders_sky.indd 1634294_soulfinders_sky.indd 16 30-07-2012 14:45:1430-07-2012 14:45:14
17
»Ja ... øh ... mrs. Hoffman,« mumlede jeg.
»Semestret begyndte for to dage siden, men det går jeg ud fra,
du ved. Mit barnebarn går på samme årgang. Jeg vil bede ham
om at se lidt efter dig.«
Jeg havde et mareridtagtigt syn af en mandlig version af mrs.
Hoffman, der viste mig rundt på skolen. »Jeg er sikker på, det
ikke vil være ...«
Hun afbrød mig og pegede på gryderetten. »Tænkte, I ville
sætte pris på lidt hjemmelavet mad til at få jer i gang i jeres nye
køkken.« Hun rynkede på næsen. »Jeg kan se, at mr. Rodenheim
omsider har fået sat stedet her i stand. Det var også på tide. Jeg
sagde til ham, at dette hus var en skændsel for nabolaget. Nå,
men nu må I se at få hvilet jer lidt, ikke, så vender jeg tilbage,
når I er kommet i orden.«
Hun var væk, før vi fi k nåede at takke hende.
»Jamen,« sagde Simon. »Det var interessant.«
»Vær sød at få ordnet den lækkende olie i morgen,« drillede
Sally med bedende stemme og lagde sine samlede hænder mod
brystet. »Jeg vil ikke kunne holde ud at være her, hvis hun fi n-
der ud af, at vi ikke har fulgt hendes råd – og hun vil uden tvivl
komme tilbage igen.«
»Ligesom en forkølelse,« sagde Simon.
»Hun er ikke ... øh ... specielt engelsk, vel?« tillod jeg mig at
sige.
Vi grinede alle tre – den bedste dåb huset kunne få.
Den aften pakkede jeg min kuffert ud og lagde tingene ned i den
gamle kommode, som Sally havde hjulpet mig med at fore med
tapet, men den lugtede stadig muggent, og skufferne bandt, men
jeg kunne godt lide den falmede, hvide maling. Bedrøvet, kaldte
Sally den. Jeg vidste, hvordan det føltes, efter at have tilbragt
mange år i den ende af den følelsesmæssige skala.
Jeg tænkte på mrs. Hoffman og denne mærkelige by, vi var
kommet til. Det føltes så anderledes – fremmed. Selv luften i
34294_soulfinders_sky.indd 1734294_soulfinders_sky.indd 17 30-07-2012 14:45:1430-07-2012 14:45:14
18
denne højde var ikke helt tilstrækkelig, og jeg følte en svag sum-
men af en lurende hovedpine. Uden for mit vindue, indrammet af
grenene fra et æbletræ, der voksede tæt ved huset, lå bjergene som
mørke silhuetter mod den overskyede, dunkle, grå aftenhimmel.
Tinderne tårnede sig op over byen og mindede os mennesker om,
hvor helt igennem ubetydelige og midlertidige vi var.
Jeg brugte meget tid på at vælge, hvad jeg skulle tage på på
min første skoledag og endte med et par cowboybukser og en Gap
T-shirt, anonymt nok til at jeg ikke ville være så meget anderledes
end de andre elever. Jeg skiftede mening og fandt en tætsiddende
sweater med et Union Jack i guld på forsiden. Kunne lige så godt
acceptere, hvad jeg var.
Det var noget Simon og Sally havde lært mig. De vidste, hvor
svært det var for mig at huske min fortid og pressede aldrig på,
men sagde, at jeg ville huske den, hvis og når jeg var parat til det.
Det var nok for dem, at jeg var den, jeg var nu, jeg behøvede ikke
undskylde for, at jeg var ufuldkommen. Men alligevel forhin-
drede det mig ikke i at være bange for det ukendte, der ventede
mig næste dag.
Jeg følte mig som lidt af en kryster ved at acceptere Sallys tilbud
om at følge mig hen på skolens kontor for at blive indskrevet.
Wrickenridge High lå cirka halvanden kilometer nede ad bak-
ken fra vores nabolag, tæt ved 1-70, hovedvejen, der forbandt
byen med det andet skisportssted i området. Bygningen så stolt
ud, og navnet var skåret i sten oven over de høje døre, området
omkring bygningen var fi nt vedligeholdt. Forhallen var fyldt
med opslagstavler med meddelelser om de mange aktiviteter,
der blev tilbudt – eller måske blev forventet af – eleverne. Jeg
tænkte på det gymnasium, jeg kunne have gået på i England.
Gemt væk bag indkøbscentret midt blandt tresserbygninger og
skurvogne havde det været ret anonymt, ikke et sted man følte,
man hørte til, men et sted, hvor man bare opholdt sig et stykke
tid. Jeg fi k fornemmelsen af, at det at høre til var en stor del af
34294_soulfinders_sky.indd 1834294_soulfinders_sky.indd 18 30-07-2012 14:45:1430-07-2012 14:45:14
19
Wrickenridge-oplevelsen. Jeg var ikke helt sikker på, hvordan
jeg havde det med det. Det ville vel være okay, hvis det virkelig
lykkedes mig at falde til, men knap så godt, hvis jeg dumpede
til prøven i at passe ind.
Sally vidste godt, jeg var nervøs, men valgte at lade, som om
jeg ville blive den mest succesrige elev, der nogensinde havde
eksisteret.
»Se, de har en kunsthåndværkerklub,« sagde hun fornøjet. »Du
kunne prøve pottemageri.«
»Jeg dur ikke til den slags.«
Hun suttede på sine tænder, vidste, det var så sandt, som det
var sagt. »Men så musik. Jeg kan se, der er et orkester. Nej se, og
cheerleadere. Det kunne måske være sjovt.«
»Ih ja, vildt sjovt.«
»Du ville se sød ud i sådan et kostume.«
»Jeg er cirka tredive centimeter for lille,« sagde jeg med et blik
på plakaten med cheerleaderholdet, der bestod af piger med uen-
delige ben.
»En Venus i miniatureformat, det er, hvad du er. Jeg ville ønske,
jeg havde din fi gur.«
»Sally, hold nu op med at være så pinlig.« Hvorfor gad jeg over-
hovedet diskutere med hende? Jeg havde ikke i sinde at blive
cheerleader, selv om højden ikke havde været et problem.
»Basketball,« fortsatte Sally.
Jeg rullede med øjnene.
»Dans.«
Det var en joke nu.
»Matematikklub.«
»Du bliver nødt til at slå mig oven i hovedet for at få mig til
det,« mumlede jeg og fi k hende til at grine.
Hun klemte min hånd et øjeblik. »Du skal nok fi nde det, der
lige er dig. Husk, du er noget særligt.«
Vi åbnede døren ind til kontoret. Receptionisten stod bag
skranken, brillerne sad fast i en kæde, der hang om halsen på
34294_soulfinders_sky.indd 1934294_soulfinders_sky.indd 19 30-07-2012 14:45:1430-07-2012 14:45:14
20
ham. De hoppede op og ned på hans lyserøde sweater, mens
han anbragte posten i lærernes dueslag. Det lykkedes ham at
gøre det, samtidig med han drak af et takeaway kaffekrus.
»Åh, du må være den nye pige fra England! Kom ind, kom
ind.« Han gjorde tegn til os om at træde nærmere og gav Sally
hånden. »Mrs. Bright, Joe Delaney. Hvis du vil være så venlig at
skrive under på et par blanketter for mig. Sky, ikke sandt?«
Jeg nikkede.
»Jeg bliver kaldt mr. Joe af eleverne. Jeg har en velkomstpakke
til dig her.« Han rakte mig den. Jeg opdagede, at jeg allerede
havde et skoleidentitetskort med mit billede. Det var det samme,
som jeg havde i mit pas, hvor jeg lignede en kanin, der var ble-
vet fanget i billygters skær. Skønt. Jeg tog snoren med kortet om
halsen og sørgede for, at det var gemt godt væk.
Han lænede sig fortroligt frem, og jeg kunne lugte hans after-
shave. »Jeg går ud fra, at du ikke ved, hvordan vi gør tingene
her?«
»Nej, det gør jeg ikke,« indrømmede jeg.
Mr. Joe brugte de næste ti minutter på tålmodigt at forklare,
hvilke kurser jeg kunne deltage i, og hvilke karakterer jeg behø-
vede for at bestå.
»Vi har lavet et skema baseret på de valg, du har truffet, da
du udfyldte din ansøgning, men husk, intet af det er umuligt at
ændre. Hvis du ønsker at lave om på noget, så bare sig til.« Han
så på sit ur. »Du er kommet for sent til navneopråb, så jeg vil
følge dig direkte til din første time.«
Sally gav mig et kys og ønskede mig held og lykke. Fra nu af
måtte jeg klare mig selv.
Mr. Joe skulede til en gruppe efternølere, der stod og hang ved
bogen, hvor det blev noteret, hvis man kom for sent, spredte dem
som en collie, der vogter genstridige får, inden han førte mig hen
til historiegangen. »Sky, det er et kønt navn.«
Jeg havde ikke lyst til at fortælle ham, at vi valgte det i fælles-
skab for kun seks år siden, da jeg blev adopteret. Jeg havde ikke
34294_soulfinders_sky.indd 2034294_soulfinders_sky.indd 20 30-07-2012 14:45:1430-07-2012 14:45:14
21
været i stand til at fortælle nogen mit rigtige navn, da jeg blev
fundet, og havde ikke talt i fl ere år bagefter, så de sociale myn-
digheder havde kaldt mig Janet – »bare Janet«, som en plejebror
drillende havde sagt. Det havde fået mig til at hade det mere end
nogensinde. Et nyt navn skulle hjælpe med til at begynde forfra
hos familien Bright, Janet var blevet forvist til mellemnavn.
»Mine forældre kunne lide det.« Og jeg havde ikke været gam-
mel nok til at forudse, hvor pinligt det ville lyde i forbindelse med
mit efternavn.
»Det er sødt, opfi ndsomt.«
»Øh, ja.« Mit hjerte hamrede, håndfl aderne var fugtige. Jeg
ville ikke kvaje mig. Jeg ville ikke kvaje mig.
Mr. Joe åbnede døren.
»Mr. Ozawa, her er den nye pige.«
Den japansk-amerikanske lærer så op fra sin computer, hvor
han havde været ved at gennemgå nogle notater på whiteboardet.
Tyve ansigter vendte sig mod mig.
Mr. Ozawa kiggede på mig hen over det øverste af sine halv-
måneformede briller, glat, sort hår hang ned over det ene glas.
Han så godt ud på en ældre-fyr-agtig måde. »Sky Bright?«
En fnisen løb gennem klassen, men det var ikke min fejl, at
mine forældre ikke havde advaret mig, da vi valgte mit navn. Som
sædvanligt havde deres hoveder været fyldt med fantasifulde
billeder og ikke mine fremtidige lidelser i skolen.
»Ja, sir.«
»Jeg overtager herfra, mr. Joe.«
Receptionisten gav mig et opmuntrende puf over dørtærsklen
og gik sin vej.
Jeg havde en stærk trang til at gemme mig under det nærmeste
bord.
Mr. Ozawa klikkede den næste slide med titlen: »Den ame-
rikanske borgerkrig« frem. »Værsgo at sidde ned, lige hvor det
passer dig.«
Der var kun én ledig plads, så vidt jeg kunne se, nemlig ved
34294_soulfinders_sky.indd 2134294_soulfinders_sky.indd 21 30-07-2012 14:45:1430-07-2012 14:45:14
22
siden af en pige med karamel farvet hud og negle, der var malet
røde, hvide og blå. Hendes hår var forbløffende – en manke af
rødbrune dreadlocks, der faldt ned over hendes skuldre. Jeg
sendte hende et neutralt smil, da jeg satte mig ved siden af hende.
Hun nikkede og trommede på bordet med sine kløer, mens mr.
Ozawa delte papirer ud. Da han vendte ryggen til os, gav hun
mig ikke, hvad man kunne kalde et håndtryk, men bare en kort
berøring med sin håndfl ade.
»Tina Monterey.«
»Sky Bright.«
»Ja, det fi k jeg fat i.«
Mr. Ozawa klappede i hænderne for at få vores opmærksom-
hed. »Okay, venner, I er de heldige elever, der har valgt at studere
det nittende århundredes amerikanske historie. Men efter at
have undervist juniors i ti år har jeg ingen illusioner, og jeg
regner med, at ferien har vasket al viden ud af jeres hjerner.
Så lad os derfor begynde med et nemt spørgsmål. Hvem kan
fortælle mig, hvornår borgerkrigen begyndte? Og ja, jeg vil have
den rigtige måned.« Hans blik gled hen over en klasse fuld af
eksperter i at dukke hovedet og endte med at hvile på mig.
Nederen.
»Miss Bright?«
Hvad jeg end måtte have kendt til amerikansk historie, for-
svandt som dug for solen og efterlod mig helt blank. ȯh ... I har
haft en borgerkrig?«
Klassen stønnede.
Jeg går ud fra, det betød, at det burde jeg vide.
I frikvarteret var jeg taknemmelig for, at Tina ikke svigtede
denne dumme englænder på trods af min sørgelige optræden
i klassen. Hun tilbød at vise mig rundt på skolen. Mange af de
ting, jeg sagde, fi k hende til at grine – ikke fordi jeg var sjov, men
fordi jeg var for engelsk, sagde hun.
»Din accent er elegant. Du lyder som den der skuespillerinde
– du ved, hende i piratfi lmene.«
34294_soulfinders_sky.indd 2234294_soulfinders_sky.indd 22 30-07-2012 14:45:1430-07-2012 14:45:14
23
Lød jeg virkelig så fornem? tænkte jeg. Jeg havde altid troet,
jeg var for meget londoner til det.
»Er du i familie med dronningen eller sådan noget?« drillede
Tina.
»Ja, hun er noget i retning af grandkusine til en fjern slægt-
ning,« sagde jeg alvorligt.
Tina gjorde store øjne. »Det mener du ikke?«
»Faktisk, så mener jeg det – ikke.«
Hun grinede og slog sig i ansigtet med sin mappe. »Jeg var lige
ved at hoppe på den, jeg blev helt bange for, at jeg blev nødt til
at neje.«
»Det gør du bare.«
Vi hentede selv frokost i kantinen og bar vores bakker ind i spi-
sesalen. Den ene væg bestod udelukkende af vinduer med udsigt
til de mudrede sportspladser og skovene bagved. Solen skin-
nede og gav bjergtinderne en sølvplettet, skinnende hvid farve,
så nogle af eleverne spiste udenfor, samlet i grupper nogenlunde
efter tøjstil. Der gik fi re årgange på den her high school, alde-
ren spændte fra fjorten til atten. Jeg gik på elvte klassetrin, det
såkaldte »junior« år under seniorklasserne med de elever, der
skulle til afgangseksamen.
Jeg viftede med min kildevand i retning af dem. »Nå, Tina,
hvem er hvem?«
»Grupperne?« Hun grinede. »Jeg tænker nogle gange, at vi alle
er ofre for vores egne stereotyper, for vi tilpasser os virkelig, selv
om jeg hader at måtte indrømme det. Hvis man prøver at være
anderledes, ender man bare i en gruppe oprørere, der alle sam-
men laver det samme. Sådan er high school, Sky.«
En gruppe lød godt. Et sted at skjule sig. »Det var sikkert
det samme, der hvor jeg kommer fra. Lad mig gætte, de der er
sportsidioterne?« De var dukket op i alle de fi lm, jeg havde set
lige fra Grease til High School Musical og var nemme at kende,
fordi de alle havde klædt om for at træne i frokostpausen.
»Ja – det er de sportsgale. De er for det meste okay – ikke mange
34294_soulfinders_sky.indd 2334294_soulfinders_sky.indd 23 30-07-2012 14:45:1430-07-2012 14:45:14
24
veltrænede fyre med store muskler, er jeg ked af at sige, bare
svedende teenagere. Der er hovedsageligt baseball, basketball,
hockey, soccer og fodbold her.«
»Amerikansk fodbold – det er ligesom rugby, ikke, bortset fra
at de har en masse polstring på?«
»Er det?« Hun trak på skulderen. Jeg gættede på, at hun ikke
selv dyrkede sport. »Hvad spiller du?«
»Jeg kan løbe lidt og har været kendt for at kunne ramme en
tennisbold, men det er vist også det.«
»Det kan jeg lige klare. Sportsidioter kan være så kedelige, du
ved? Ensporet tankegang – og det er ikke piger, de tænker på,«
sagde Tina.
Tre elever gik forbi os i færd med at diskutere gigabytes med
så alvorlige udtryk i ansigterne, at det var mellem øst freds for-
handlere værdigt. En af dem snurrede et me mo ry stick rundt på
en nøglering.
»Det er de kloge, der gør et stort nummer ud af, at alle ved det.
Næsten det samme som nørder, men med mere teknologi.«
Jeg grinede.
»For at være retfærdig så er der også andre kvikke hoveder på
skolen, men de skilter ikke med det. De er ikke så tilbøjelige til
at gå i fl ok, sådan som de kloge og nørderne er.«
»Uh, jeg er ikke sikker på, at jeg vil passe ind i nogen af de
grupper.«
»Heller ikke mig: Jeg er ikke dum, men jeg er ikke ligefrem
egnet til at komme på hverken Harvard eller Yale. Så er der
kunstnertyperne – de musikalske og dramafolkene. Jeg passer
nogenlunde ind der, eftersom jeg kan lide kunst og design.«
»Så burde du møde mine forældre.«
Hun knipsede med neglene mod sodavandsdåsen, lavede en
lille trommehvirvel af begejstring. »Du mener, du tilhører den
familie – dem, der kommer til mr. Rodenheims kunstcenter?«
»Ja.«
»Fedt. Jeg ville elske at møde dem.«
34294_soulfinders_sky.indd 2434294_soulfinders_sky.indd 24 30-07-2012 14:45:1430-07-2012 14:45:14
25
En gruppe sjoskede forbi, drenge med bukserne hængende
faretruende løst – som bjergbestigere uden sikkerhedsreb, der
klamrer sig til et klippefremspring.
»Det er et par af skaterfyrene,« fnøs Tina. »Behøver jeg sige
mere? Jeg må ikke glemme the bad boys. Du vil ikke se dem
rende rundt her sammen med os tabere – de er alt for cool til
os. Sikkert ude på parkeringspladsen lige nu med deres grou-
pies, ved at sammenligne jeg ved ikke hvad, karburatorer eller
sådan noget. Det vil sige, hvis de altså ikke er blevet smidt ud.
Hvem har jeg glemt? Nå ja, vi har også nogle mislykkede indivi-
der, der ikke rigtig passer ind nogen steder.« Hun pegede på en
lille gruppe ved serveringslemmen. »Og så har vi vores helt eget
ski-broderskab, helt specielt for the Rockies. Efter min mening er
det den bedste gruppe her i byen.« Hun måtte have lagt mærke
til mit bekymrede udtryk, for hun skyndte sig at berolige mig.
»Man kan godt være med i mere end en gruppe – skisport så
vel som anden sport, være på dramahold og også få de bedste
karakterer. Ingen er tvunget til kun at være en slags.«
»Undtagen de mislykkede.« Jeg sendte gruppen, hun havde
henvist til, et blik. De var ikke en rigtig gruppe, mere en samling
særlinge, der ikke havde andre at sidde ved siden af. En pige
mumlede for sig selv – jeg så i hvert fald ikke noget håndfrit
headset til hendes telefon. Jeg følte mig pludselig panikslagen
ved tanken om, at jeg ville havne blandt dem, hvis Tina blev træt
af mig. Jeg har altid følt mig som lidt af en særling, og der skulle
ikke meget til, før jeg ville ende i samme gruppe som dem, der
var totalt langt ude.
»Nå, men tag dig ikke af dem. De fi ndes på alle skoler.« Hun
åbnede sin yoghurt. »Det er der ingen, der tager sig specielt af.
Fortæl, hvordan var din sidste skole? Hogwarts? Fornemme børn
iført sorte kapper?«
»Øh ... nej.« Jeg kunne ikke lade være med at grine. Hvis Tina
kunne have set os til frokost i min gamle skole, ville hun ikke
være kommet til at tænke på Hogwarts, men en zoologisk have,
34294_soulfinders_sky.indd 2534294_soulfinders_sky.indd 25 30-07-2012 14:45:1430-07-2012 14:45:14
26
når to tusinde af os prøvede at kæmpe os vej hen til den trange
spisesal på femogfyrre minutter. »Vi var mere ligesom her.«
»Fint. Så vil du snart føle dig hjemme.«
At være ny var noget, jeg havde en masse erfaring med i mit
liv, før Sally og Simon adopterede mig. Dengang jeg var ble-
vet sendt fra hjem til hjem som et kædebrev, ingen ønskede at
beholde. Og nu var jeg igen en fremmed. Jeg følte mig frygtelig
iøjnefaldende, når jeg gik på gangene med et kort i hånden helt
uden anelse om, hvordan skolen fungerede, selv om jeg går ud
fra, min iøjenfaldenhed var noget, jeg indbildte mig, de andre
elever lagde sikkert ikke engang mærke til mig. Klasseværelser
og lærere blev pejlemærker at orientere sig efter, Tina en slags
klippe, jeg kunne klamre mig til, når jeg indimellem havnede i
hendes område, men jeg prøvede at skjule det, for jeg ville ikke
støde hende fra mig ved at forveksle venlighed med venskab af
frygt for at komme til at virke anmassende. Der kunne gå timer,
uden jeg talte med nogen, og jeg måtte tvinge mig selv til at
ignorere min generthed og tale med mine klassekammerater.
Alligevel havde jeg fornemmelsen af, at jeg var ankommet for
sent, eleverne på Wrickenridge High havde haft år til at danne
grupper og lære hinanden at kende. Jeg var udenfor, kiggede
ind.
Som skoledagen nærmede sig sin slutning, tænkte jeg på, om
jeg altid ville være dømt til at føle, at livet var en smule ude af
fokus for mig, som en dårligt downloaded fi lm. Utilfreds og lidt
deprimeret banede jeg mig vej ud ad hoveddøren for at tage hjem.
Da jeg snoede mig ud og ind mellem mængden, der strømmede
ud ad bygningen, fi k jeg et glimt af de bad boys, som Tina havde
snakket om til frokost. Fanget i en lysstribe af solskin på parke-
ringspladsen, var der ikke noget fordækt ved dem, selv om de
bestemt så kriminelle ud. Der var fem, der stod og hang op ad
deres motorcykler: to afroamerikanske drenge, to hvide fyre og
en sorthåret latinamerikaner. Til hver en tid, lige meget hvor,
ville man øjeblikkeligt havde identifi ceret dem som ballade-
34294_soulfinders_sky.indd 2634294_soulfinders_sky.indd 26 30-07-2012 14:45:1430-07-2012 14:45:14
27
magere. De havde samme udtryk i ansigterne – en snerren ad
uddannelsesverdenen repræsenteret af alle os artige elever, der
pligtopfyldende myldrede ud til tiden. De fl este gik langt uden
om dem ligesom skibe, der undgår en farlig kyststrækning, de
øvrige sendte dem misundelige blikke, som om de hørte sirenens
kalden og var fristet til at forvilde sig nærmere.
En del af mig ønskede, at jeg også kunne gøre det – stå der,
selvsikker, afvise resten af verden for at være så dødssyg. Hvis
bare jeg havde ben herfra til evigheden, var rap i replikken og
havde et udseende, der fi k folk til at stoppe op og glo. Åh ja, og
så ville det hjælpe at være af hankøn. Jeg kunne aldrig komme
til at se sådan ud med fremskudte hofter og tommelfi ngrene i
bæltestropperne, mens jeg sparkede i jorden med mine tåspidser.
Faldt det dem naturligt, eller var det noget, de havde øvet sig
på foran spejlet? Jeg viftede hurtigt tanken væk – det var noget,
tabere som mig ville gøre, de havde helt sikket en medfødt cool-
ness, de var deres egen lille istid. Latinamerikaneren fascinerede
mig mest – hans øjne var skjult bag solbriller, som han stod der
med korslagte arme og lænede sig mod sin motorcykelsadel, en
konge blandt sin riddere. Han var ikke nødt til at kæmpe med
overbevisningen om, at han havde nogen som helst mangler.
Mens jeg kiggede, steg han på motorcyklen, gav den gas som
en kriger, der ansporer sin kolossale ganger til at vågne op. Efter
at have taget kort afsked med sine venner drønede han ud fra
parkeringspladsen og fi k andre elever til at springe til side. Jeg
ville have givet meget for at sidde bag på den motorcykel og,
slutte skoledagen, ved at min ridder hurtigt bragte mig hjem.
Endnu bedre, sidde i førersædet, den ensomme superheltinde,
der bekæmper uretfærdighed iført sit tætsiddende lædertøj,
mens mænd dåner i hendes kølvand.
Et selvironisk latteranfald satte en stopper for mine fl yvske
tanker. Hør lige dig selv! sagde jeg irettesættende til min overop-
hedede fantasi. Krigere og monstre, superhelte? Jeg havde læst
for meget Manga. De drenge var af en anden race end mig. Jeg
34294_soulfinders_sky.indd 2734294_soulfinders_sky.indd 27 30-07-2012 14:45:1430-07-2012 14:45:14
28
var ikke engang et blink på deres radar. Jeg burde være taknem-
melig over, at ingen kunne se ind i mit hoved og fi nde ud af, hvor
fantasifuld jeg var. Mit forhold til virkeligheden kunne virke en
smule usikkert til tider i takt med, at jeg lod mine dagdrømme
farve min virkelighedsopfattelse. Jeg var gode, gamle Sky, de var
guder: Det var sådan, verden var indrettet.
34294_soulfinders_sky.indd 2834294_soulfinders_sky.indd 28 30-07-2012 14:45:1430-07-2012 14:45:14