Metro 2033

Oversat fra russisk afJan Hansen

CICERO

D m i t r y G l u k h o v s k y

D e t s i D s t e t i l f l u G t s s t e D

Copyright © by Dmitry GlukhovskyOriginaltitel: Метро 2033

Published by arrangement with Nibbe & Wiedling Literary Agency, Germany, www.nibbe-wiedling.de

in cooperation with OKNO Literary Agency, Sweden, www.okno-agency.comSats: Cicero, København

Tryk: CPI – Clausen & Bosse, LeckOmslag: stoltzedesign

ISBN: 978-87-7079-114-4Første danske udgave

Printed in Germany 2011

CICEROer et forlag i Rosinante&Co

Købmagergade 62, 4. | Postboks 2252 | DK-1019 København Kwww.rosinante-co.dk

Kære moskovitter og hovedstadens gæster!Moskvas Metropolitain er et offentligt transportselskab, der har forpligtet sig til at arbejde på at forbedre passagerernes sikkerhed. – Skilt i togene i Moskvas Metro

Den, der har dristigheden og tålmodigheden til hele livet at kigge ind i mørket, vil som den første se et glimt af lys. – Khan

7

KAPITEL 1

Ved verdens ende

„Hvem der? Artjom! Se lige efter!“ Artjom kiggede modstræbende op fra sin plads ved bålet, trak ma-skinpistolen om på brystet og gik hen mod mørket. Stående i kanten af lyskredsen tog han ladegreb på sit våben og råbte hæst: „Stands! Ko-deordet?“ Inde fra mørket, hvorfra de et øjeblik inden havde hørt en mærke-lig skraben og en pibende hvisken, lød der hurtige, lette trin. En eller anden skyndte sig dybere ind i tunnelen, skræmt af Artjoms hæse stem-me og klikket, da han afsikrede maskinpistolen. Artjom satte sig hur-tigt tilbage til bålet. „Han kom ikke frem i lyset. Sagde ikke engang no-get, men stak bare af,“ sagde han til Pjotr Andrejevitj. „Årh! At du ikke bliver klogere! Hvor mange gange har du ikke fået det at vide: Hvis nogen ikke svarer, så skyd! Hvordan skal du ellers finde ud af, hvem det er? Måske er det de sorte, der planlægger et angreb på os.“ „Nej … Og jeg er ikke engang sikker på, at det var et menneske … Lydene var for mærkelige. Det lød ikke som menneskeskridt. Tror du ikke, jeg kan høre forskel på et menneske og et dyr? Og hvis det havde været de sorte, tror du så, at de bare var stukket af? Du ved godt, at de sorte på det seneste er begyndt at gå til angreb, med de bare hænder endda, og ikke engang er bange for maskingeværerne. Men den her stak af med det samme … Det var nok bare et dyr af en eller anden slags, ikke et menneske, et skræmt dyr.“ „Du er ved at blive lidt for klog til dit eget bedste, Artjom. Når du har fået en ordre, har du værsgo at følge den uden at tænke selv. Måske var det en jæger? Og han så, at vi ikke er ret mange og vil være et let mål … Måske er de allerede på vej tilbage for at udrydde hver eneste én af os, ligesom dengang på Polezjajevskaja Station, og kun fordi du ikke skød svinet i tide. Se på mig, når jeg taler til dig! Næste gang har du værsgo at forfølge dem ind i tunnelen!“ Artjom gøs og forestillede sig, hvordan der måtte se ud så langt som

8

700 meter inde i tunnelen. Bare tanken om at gå så dybt ind var skræm-mende. Deres vagtpatruljer vovede sig højst 500 meter ind på dræsi-nen, lyste hurtigt rundt på grænsepælene med deres lommelygter for at sikre sig, at den ene eller anden slags kryb ikke havde slået sig ned der-inde, og skyndte sig tilbage til perronen. Selv vagtsoldaterne – der var forhenværende elitesoldater fra søværnet  – vovede sig højst ind til 680-meter-mærket, hvorefter de med cigaretten skjult med den ene hånd, så gløden ikke kunne ses, og et solidt greb om natkikkerten med den anden hånd langsomt trak sig tilbage uden at slippe tunnelen med blikket eller vende ryggen til den. Den niche i tunnelsystemet, hvor deres lejr lå, befandt sig ved 450-meter-mærket, et halvt hundrede meter fra den nærmeste grænse-pæl. Men grænserne flyttede sig dagligt, og det var allerede et par timer siden, deres vagter havde været derinde sidst. Deres lejr var en af men-neskehedens yderste, og i løbet af de timer, der var gået siden den sid-ste patruljering, havde dyrene næsten med garanti sneget sig nærmere. Tiltrukket af ilden og menneskenes kropsvarme. Artjom, der igen sad på sin faste plads, spurgte: „Hvad skete der da på Polezjajevskaja Station?“ Selvom han havde hørt den gruopvækkende historie før – fortalt af omvandrende gamle vagabonder på perronerne – havde han den sam-me trang til at høre den igen, som børn har til at få genfortalt skrækhi-storier om monstre og hovedløse mutanter, der kommer listende om natten for at stjæle små børn. „På Polezjajevskaja? Har du ikke hørt det? Det var faktisk en mær-kelig historie. Mærkelig og uhyggelig. Først begyndte deres vagter og rekognosceringsfolk at forsvinde. De gik ind i tunnelerne og kom ikke tilbage. De havde ganske vist også elendige rekognosceringsfolk, ikke forhenværende elitesoldater, sådan som vi har, men stationen er jo også mindre end vores, og de var færre end os … Nå, men de boede altså dér, og så begyndte deres rekognosceringsfolk at forsvinde. Først den ene gruppe, så den næste. I begyndelsen troede folk, at de bare var ble-vet forsinket derinde, for tunnelerne deromkring er næsten lige så sno-ede som her“ – den oplysning fik det til at løbe Artjom koldt ned ad ryggen – „og man kunne ikke se dem fra stationen, uanset hvor mange tændte lommelygter de havde med. Men de kom altså ikke tilbage. Der gik en halv time, så en hel, så to. Det var svært at forestille sig, hvor de kunne være forsvundet hen derinde, for de kunne højst være gået en ki-lometer ind, da de havde forbud mod at gå længere væk, og desuden var ingen af dem dumme nok til at gøre det … Til sidst ville de ikke

9

vente længere og sendte forstærkninger derind, og de ledte efter de for-svundne, kaldte på dem, men uden resultat. De var der ikke. Rekogno-sceringsfolkene var forsvundet sporløst. Og at de ikke kunne finde dem, var én ting, men at ingen havde set eller hørt noget, var helt vildt. Der var absolut ingen spor af, hvad der kunne være sket.“ Artjom var allerede begyndt at fortryde, at han havde bedt Pjotr Andrejevitj genfortælle historien om blodbadet på Polezjajevskaja. Pjotr var temmelig velinformeret og digtede nok også lidt til, i hvert fald kunne han fortælle detaljer, som ingen af vagabonderne på statio-nerne havde haft med, hvor gode historiefortællere de end var. Disse detaljer gav én myrekryb og fik kulden til at snige sig ind på én trods varmen fra bålet, så selv de mindste og mest uskyldige lyde fra tunne-len fik fantasien til at løbe løbsk. „Nå, men da de ikke havde hørt skyderi eller noget, antog de, at re-kognosceringsfolkene bare var stukket af. De måtte have været utilfred-se med et eller andet og være gået deres vej. Dem om dét. De ville have et lettere liv, foretrak at mænge sig med rosset, med anarkister og de autonome og sådan nogle, og det måtte de da selv om. Det var det let-teste for de tilbageblevne at tro. Den forklaring virkede beroligende på dem. Men inden der var gået en uge, forsvandt endnu en gruppe re-kognosceringsfolk, selvom de denne gang havde fået forbud mod at gå mere end højst en halv kilometer ind. Og det var det samme denne gang: ikke en lyd, ikke et eneste spor. De var som sunket i jorden. Da begyndte de at blive urolige inde på stationen. At miste én gruppe re-kognosceringsfolk var til nød til at forklare, men at miste to grupper på en uge fik alarmklokkerne til at ringe. De måtte gøre et eller andet. Foretage sig noget. Så de oprettede en spærring 300 meter inde i tun-nelen. Slæbte sandsække derind, stillede et bemandet maskingevær op. De sendte en budbringer af sted til Begovaja og Ulitsa 1905 Goda, som var de to stationer, de var i alliance med. Tidligere havde Oktjabrskoje Pole Station også været med i alliancen, men så skete der et eller andet derude, et radioaktivt udslip eller en sammenstyrtning, ingen vidste præcis hvad, og det kan også være lige meget, men i hvert fald flygtede alle beboerne derfra. Men de sendte altså en fyr ind til Begovaja – for at advare dem og bede om assistance, hvis der skulle ske noget. Bud-bringeren nåede dog aldrig frem, og mindre end et døgn senere kom den sveddryppende budbringer nummer to tilbage med besked om, at beboerne på Begovaja Station havde bedt om betænkningstid, men han kunne også fortælle, at de forstærkninger, de havde sendt ind, var blevet dræbt uden at nå at affyre så meget som et eneste skud. De hav-

10

de fået halsen skåret over alle sammen. Det værste var, at det så ud, som om det var sket, mens de sov – for det var jo utænkeligt, at de var fal-det i søvn, ikke bare på grund af deres ordrer, men også med tanke på, hvor opskræmte alle var. Det gjorde beboerne på Begovaja klar over, at de også var nødt til at gøre et eller andet, da det ellers kunne tænkes meget snart at blive deres tur. De samlede en slagstyrke på omkring 100 mand, alle krigsveteraner, bevæbnet med maskingeværer og granat-kastere … Det tog dem noget tid at få det gjort, måske halvandet døgn, men til sidst sendte de altså hjælp. Men da hjælpen nåede frem, var in-gen af beboerne fra Polezjajevskaja i live. Der var heller ingen lig. Kun masser af blod overalt. Sådan var dét. Og pokker må vide, hvem der havde gjort det. Jeg har stadig svært ved at tro på, at mennesker kunne gøre sådan noget.“ „Skete der noget på Begovaja?“ spurgte Artjom, næsten ude af stand til at beherske stemmen. „Nej, dem skete der ingenting med. Da de havde set, hvad der var sket, sprængte de tunnelen til Polezjajevskaja i deres egen ende. Den styrtede sammen over en strækning på 140 meter, har jeg ladet mig for-tælle, så man kan ikke komme igennem der uden maskiner, og sikkert heller ikke engang hvis nogen stadig har maskiner, vil jeg tro. Og hvor skulle de få maskiner fra? Det må være mindst 15 år siden, jeg sidst så en maskine, der kunne køre.“ Pjotr tav og kiggede ind i ilden. Artjom rømmede sig. „Ja … Jeg burde have skudt. Det var dumt af mig ikke at gøre det,“ sagde han stille. Syd for dem, fra stationssiden, lød der et råb: „Hey, I der ved 450-meter-mærket! Er alt, som det skal være?“ Pjotr formede hænderne til en tragt og råbte tilbage: „Kom herhen! Jeg skal tale med jer!“ De kunne se tre skikkelser med tændte lommelygter nærme sig inde fra tunnelen, i retning af selve stationen. Det måtte være vagterne fra 300-meter-mærket. Da de nåede hen til bålet, slukkede de lommelyg-terne og satte sig ned. „Hey, Pjotr. Nå, så du er her? Jeg tænkte netop på, hvem de kunne have sendt denne vej ud for at bevogte verdens ende,“ sagde talsman-den for de tre og bankede en cigaret ud af en pakke, inden han rakte den frem mod ham. „Hør, Andrjukha. En af mine folk har lige set et eller andet. Men han nåede ikke at skyde … Noget, der gemte sig inde i tunnelen. Han siger, at han ikke syntes, det lignede et menneske.“

11

„Lignede det ikke et menneske? Hvad lignede det så?“ „Jeg så det ikke. Så snart jeg bad om kodeordet, forsvandt det tilba-ge i tunnelen nordpå. Men skridtene lød ikke som et menneskes – de var alt for lette og kom for hurtigt efter hinanden. Som om det, hvad det så end var, løb på fire ben, ikke på to.“ „Eller på tre ben?“ sagde Andrej og lavede en uhyggelig grimasse og blinkede. Artjom tøvede, for han kunne godt huske historierne om de trebe-nede mennesker fra Fili-linjen, hvor en stor del af stationerne lå over jordens overflade, og de steder, banen gik ned under jorden, var tunne-lerne ikke særlig dybe, så der var der stort set ikke nogen beskyttelse mod den radioaktive stråling. Det var derfra, de trebenede og dem med to hoveder og misfostre af alle mulige andre slags havde bredt sig ud over metronettet. „Godt, drenge, men nu vi er her, kan vi lige så godt blive siddende her, ikke? For det tilfælde, at de trebenede eller nogen af den slags skul-le komme krybende. Du, Artjom! Har I noget at lave te i?“ fortsatte Andrej og tændte en smøg. Pjotr rejste sig, hældte vand fra sin feltflaske i en sodet, bulet te kedel og hængte den op over bålet. Kort efter fløjtede kedlen, og det skabte en hjemlig og hyggelig stemning. Artjom følte sig roligere og mere tryg. Han så på de andre, der sad rundt om bålet: stærke mænd alle sammen, hærdede af det hårde liv hernede. Jo, fyre af deres slags kunne man stole på, dem kunne man have tillid til. Deres station havde altid været en af de mest velhavende på linjen – og de gode forhold havde fået folk som disse til at slå sig ned her. De havde et solidt, venskabeligt forhold til hinanden, var nærmest som brødre. Artjom var i 20’erne, og det betød, at han var en af dem, der var kommet til verden over jorden, og ikke var helt så splejset og farveløs som de yngre, der var født i metroen og aldrig havde turdet stikke næ-sen op over jordoverfladen. Ikke kun på grund af strålingsfaren, men også af frygt for at blive brændt til aske af solens stråler, der var skæb-nesvangre for underjordiske livsformer som dem. Artjom havde ganske vist også selv kun været deroppe én gang, efter at han var blevet stor nok til at huske det, og kun for at tage sig et hurtigt kig – den radioak-tive stråling var så stærk, at de alt for nysgerrige brændte op i løbet af et par timer, hvis de ikke havde set sig mætte inden og nået at se rigtigt på det forunderlige univers, der viste sig at befinde sig oppe på overfla-den. Han kunne ikke huske sin far. Hans mor havde været hos ham, til

12

han var omkring fem år. Dengang boede de på Timirjazevskaja. De havde det godt der, og de levede et harmonisk og relativt fredeligt liv, indtil Timirjazevskaja Station bukkede under for en invasion af angri-bende rotter. Kæmpestore, våde bleggrå rotter, der uden varsel en dag dukkede op fra en af de mørke sidetunneler. De kom fra en næsten usynlig gren af det nordgående spor, fra en tunnel, der gik meget dybt ned og nede i dybet blev til en labyrint af hundredvis af gange, der var fulde af ræd-sel, en isnende kulde og den modbydeligste stank. Tunnelen førte lige lukt ind i rotternes rige – og der vovede end ikke den dumdristigste eventyrer sig ind. Selv en flakker, der fór vild og ikke havde lært kortet over metronettet udenad, ville, så snart han nærmede sig, intuitivt have fornemmet den sorte, uhyggelige fare, der syntes at strømme ud derfra, og være veget tilbage for det gabende hul af en indgang – som uden for byporten til en pestramt by. Ingen generede rotterne. Ingen vovede sig ind på deres enemærker. Ingen turde overskride grænsen til deres rige. De kom bare pludselig. Mange mistede livet den dag, da strømmen af kæmperotter over-svømmede perronen, i den ene bølge efter den anden. Ingen på statio-nen havde set så store rotter før, og de rev både stationens forsvarere og civile beboere med og kvalte deres dødsskrig under sig. De åd alt på de-res vej: både levende og døde mennesker og deres egne faldne artsfæl-ler – i blinde, ubønhørligt, videre og videre frem, som båret af en kraft, der overgik den menneskelige forstand. Kun ganske få af stationens indbyggere overlevede. Ingen kvinder, børn eller gamle – dem, man i den gamle verden ville have forsøgt at redde som de første. Kun fem unge, stærke mænd havde held til at overleve den dødelige strøm af rotter. Og det lykkedes dem kun ved at overhale rotterne og styrte hen mod den sydgående tunnel. De løb hen mod tunnelen med de døendes skrig i ørerne. Timirjazevskaja var alle-rede næsten bukket under, da en af dem fik øje på dræsinen. Ved synet af den første bølge af rotter, der kom skyllende ind over perronen, hav-de han forstået, at det var nytteløst at prøve at hjælpe nogen eller prøve at forsvare stationen, da en eller anden i det samme greb ham i ærmet. Det var en kvinde, der trak ham ned til sig ved at rykke i hans ærme og råbte for at overdøve det mangestemmige kor af fortvivlede skrig: „Red ham, soldat! Vis barmhjertighed!“ Han så, at kvinden rakte en barnehånd op imod ham, en lille, but-tet hånd, og han greb den. Ikke fordi han troede, han kunne redde en

13

andens liv, men fordi han var blevet tiltalt ‘soldat’ og bedt om at vise barmhjertighed. Så løb han. Først med drengen slæbende efter sig og derefter med ham under armen i et kapløb med døden fra de forreste rotter – frem gennem tunnelen til dræsinen, hvor kammeraterne ven-tede. Han var stadig 50 meter væk, da han råbte til dem, at de skulle starte motoren. Det var en motoriseret dræsine, som de deltes om med de ti nærmeste stationer, og den blev deres redning. De kørte så hur-tigt, de kunne, og da de i fuld fart passerede Dmitrovskaja, der var ble-vet forladt og nu kun husede enkelte af de udstødte, råbte de: „Løb! Der er rotter på vej!“ – uden tanke for, at ingen af staklerne ville kunne nå at undslippe. Inden de nåede afspærringen ved Savjolovskaja Sta-tion, som de heldigvis ikke længere var i krig med, tog de farten af, så vagterne ikke troede, at de angreb stationen. Ellers ville de blive skudt. Mens de nærmede sig, råbte de af fuld hals: „Rotter! Der er rotter på vej!“ De var parate til at fortsætte sydpå ad linjen og om nødvendigt trygle om lov til at køre videre, så længe der stadig var nogen vegne at køre hen, og den grå lavastrøm af levende rotter ikke havde oversvøm-met hele metroen. Men til deres held viste der sig at være noget på Savjolovskaja, som blev deres og Savjolovskaja Stations redning og, hvem ved, måske også reddede resten af Serpukhovsko-Timirjazevskaja-linjen. Da de drivvå-de af sved var på vej ind til perronen, mens de råbte om døden, der nærmede sig, havde vagterne inde på stationen allerede trukket presen-ningen af et imponerende våben. Det var en flammekaster. Konstrueret af stationens egne selvlærte håndværkere og lavet af løse, uanvendelige dele fra gamle skydevåben, temmelig hjemmestrikket af udseende, men et særdeles effektivt våben. Så snart de forreste rotter kom til syne, og den frygtelige lyd af tu-sinder af poter og kradsende kløer vældede ud af mørket, åbnede vagt-posterne på stationen ild med flammekasteren og blev ved og ved med at skyde, til de løb tør for benzin. Buldrende orange stikflammer oply-ste de forreste 10-15 meter af tunnelen og fik de brændende rotter til at eksplodere, én efter én. Det fortsatte i 10 … 15 … 20 minutter. Tunne-len fyldtes af en modbydelig stank af brændt kød og rædselsvækkende rotteskrig … Bag Savjolovskajas forsvarere, der snart skulle blive kendt langs hele metrolinjen for deres heltegerning, standsede dræsinen brat, og de fem mænd på den var de eneste overlevende fra Timirjazevskaja – dem og det barn, hvis liv den ene af dem havde reddet. En dreng. Ar-tjom. Rotterne trak sig tilbage. Deres blinde instinkt var blevet besejret af

14

en af krigskunstens seneste opfindelser. Mennesket har op gennem ti-derne altid været bedre til at slå ihjel end alle andre skabninger på Jor-den. Rottebølgen ebbede ud og trak sig tilbage til det enorme rige, hvis størrelse ingen i metroen havde nogen reel forestilling om. Alle disse la-byrinter, der lå så dybt nede, var en gåde, for de havde tilsyneladende ingen betydning for et metronetværks funktioner og virkede – uanset hvad eksperter og myndighederne sagde – ikke som noget, der var byg-get af almindelige jord- og betonarbejdere. En af disse eksperter havde i sin tid, i den gamle verden, selv arbej-det som lokofører ved metroen. Der var næsten ingen tilbage af hans slags, og der blev lyttet til dem, især fordi de i den første tid havde væ-ret de eneste, der ikke gik i panik, men reagerede roligt og klogt, da folk ikke længere sad i det trygge tog, men var tvunget ud i Moskvas Metros mørke tunneler – mellem stenvæggene i metropolens indvolde. De overlevende passagerer på stationen viste lokoføreren den største re-spekt og opdrog deres børn til at gøre det samme, og det har nok været grunden til, at Artjom huskede manden: en tynd og udtæret mand, udslidt efter de mange år under jorden og i en tyndslidt og falmet uni-form, nu alt andet end smart at se på, men en mand, der stadig bar sin uniform med den samme stolthed som en admiral i galla. Og Artjom, der dengang stadig kun var en lille dreng, betragtede lokoførerens hen-sygnende skikkelse som et eksempel på mandighed og styrke … Selvfølgelig gjorde han det. De ansatte i metroen stod for alle andre dernede som lokalkendte guider på en videnskabelig ekspedition gen-nem en jungle. Alle beundrede dem, alle stolede 100 procent på dem, og alle vidste, at deres overlevelse afhang helt og holdent af disse men-neskers viden og dygtighed. Mange af dem blev valgt til stationsfor-mænd i den første tid, da det gamle samfund faldt fra hinanden, og de overlevende i metroen – dette gigantiske beskyttelsesrum, der reddede dem fra atomeksplosionerne over jorden – etablerede et kompliceret spind af uafhængige strukturer med hver sit borgerværn, der derefter udviklede sig til et mylder af selvstændige samfund uden nogen over-ordnet ledelse. Det gamle samfund blev erstattet af et virvar af under-jordiske miniaturestater, omgivet af anarki og kaos. De enkelte sta-tioner erklærede sig uafhængige, indførte hver sin ideologi, hver sit regime, fik hver sin hær og hver sine politiske ledere. De indledte krige mod hinanden, sluttede sig sammen i alliancer eller forbund og var den ene dag på vej til at blive kernen i et større imperium af metrostationer, blot for næste dag at blive koloniseret eller besejret af deres hidtidige

15

slaver eller allierede. De indgik i kortvarige alliancer mod en fælles trussel, hvorefter de angreb hinanden igen, så snart truslen så ud til at være overstået. De bekrigede hinanden om alt: om territorium, om ad-gangen til fødevarer – især bevoksningerne af proteinholdigt gær og de steder uden dagslys, hvor det var bedst at dyrke svampe, og hønsegårde og svinestier, hvor blege, underjordiske grise eller anæmiske kyllinger blev opfedet på lige så farveløse, underjordiske svampe – og naturligvis om adgangen til vand og især til filtrene. De barbarer, der ikke kunne finde ud af selv at reparere rensningsfiltrene og risikerede at dø af det radioaktivt forurenede vand, kastede sig med dyrisk raseri over de mere civiliserede grupper på de stationer, hvor de havde generatorer eller små hjemmelavede vandværker, der fungerede, hvor filtrene blev repa-reret og renset, hvor omsorgsfulde kvindehænder sørgede for en regel-mæssig høst af fine hvide champignoner, og hvor grisene gryntede mætte og tilfredse. De var alle drevet af en desperat og aldrig svigtende selvopholdelses-drift og af det urgamle revolutionære princip: Stjæl og fordel! De mere velbjærgede stationers forsvarere  – kampklare divisioner af tidligere professionelle soldater – modstod barbarernes angreb og gik derefter til modangreb. Der blev kæmpet om hver eneste meter af de tidligere fodgængertunneler mellem de enkelte linjer på stationerne. Nogle sta-tioner forstærkede deres militære styrke, så de blev i stand til at gen-nemføre straffeaktioner eller fratage de mere civiliserede nabostationer livsvigtigt territorium, som det ikke kunne lade sig gøre at komme i be-siddelse af ad forhandlingens vej, og ikke mindst for at modstå alt det djævelskab, der syntes at komme krybende ud af hvert eneste hul eller hver eneste sprække. Alle disse sære, monstrøse og livsfarlige skabnin-ger, der hver for sig ville have været nok til at drive Darwin til vanvid, fordi ingen af dem fulgte den evolutionære udviklings love. Hvor me-get disse bæster end adskilte sig fra den måde, menneskene var vant til, at dyr havde plejet at se ud på, og hvad enten de var muteret fra harm-løse repræsentanter for almindelig storbyfauna til helvedesskabninger på grund af strålingen, eller om de altid havde fandtes og hidtil blot havde holdt sig skjult i dybet – så var de nu en del af livet på Jorden. En deformeret og makaber del, bestemt, men ikke desto mindre en del af det. Og de havde den samme drift som alt andet organisk liv på klo-den. At overleve. Overleve for enhver pris. Artjom tog imod det hvide emaljekrus med te, der var lavet efter denne stations helt egen opskrift. Selvfølgelig uden teblade, der jo ikke

16

længere kunne fås, men kogt på tørrede svampe med en tilsætning af diverse urter. De hægede om deres ‘te’ og drak den kun ved særlige lej-ligheder. Den kostede trods alt ti gange så meget som almindeligt svampeafkog. Alligevel holdt folk på stationen meget af drikken og var så stolte af den, at de kaldte den ‘rigtig te’. Fremmede spyttede den ganske vist ofte ud, første gang de smagte den, men bagefter gik det bedre, og de vænnede sig til den. Deres ‘te’ var endda blevet kendt uden for stationens grænser. De handlende vovede liv og lemmer for at komme dertil og købe den, og teen bredte sig langs hele deres linje – selv i Hanseforbundet hørte de om den, og snart var hele karavaner med te på vej ud i verden fra VDNKh. Pengene begyndte at strømme ind. Og hvor der var penge, var der våben. Og olie og benzin og vitaminpiller. Der var liv. Da VDNKh Station satte en masseproduktion af denne te i gang, voksede statio-nen sig hurtigt stærkere, initiativrige folk begyndte at flytte dertil fra omegnsstationerne, de udvidede deres kolonibesiddelser, og VDNKh blomstrede. På VDNKh var de i forvejen berømte for deres svin, og ifølge legenden var det netop dér, de som de første var begyndt at hol-de grise: Et par kvikke hoveder havde fundet dem i Den Samfundsøko-nomiske Udstillings svineavlspavillion og drevet dem ned i metroen. „Du, Artjom! Hvordan har Sukhoj det?“ spurgte Andrej, mens han pustede ihærdigt på sin te og forsigtig drak den i små slurke. „Onkel Sasha? Han har det godt. Han er næsten lige kommet tilba-ge fra en ekspedition, hvor han var nede ad linjen sammen med nogle andre. Men det har I vel allerede hørt om, ikke?“ Andrej var 15 år ældre end Artjom. Han var egentlig rekognosce-ringsmand og befandt sig sjældent tættere på end ved vagtposten ved 450-meter-mærket og i så tilfælde kun som vagtleder. Men nu var han blevet placeret ved 300-meter-mærket som ekstra dækning, men han savnede allerede tunneldybet og var parat til at bruge det første det bedste påskud, endda fortælle en løgn, for at komme tilbage til mørket, nærmere på hemmeligheden. Han holdt meget af togtunnelen og kendte hver eneste af dens nicher og sidegrene. Men på stationen – omgivet af bønder, almindelige arbejdere, handlende og administrativt personale – følte han sig ubehageligt til mode og nærmest overflødig. Han kunne ikke forestille sig at skulle bruge sit liv på at dyrke svampe eller, endnu værre, at stå i svinemøg til knæene i en af svinestierne på perronen og fodre fedegrisene med disse svampe. At handle forstod han sig heller ikke på, og han havde aldrig brudt sig om handelsfolk. I bund og grund havde han altid været soldat, en kriger, og i hans øjne

17

var det den eneste ordentlige levevej for en mand. Andrej var stolt af, at han aldrig havde bestilt andet end at forsvare de svinemøgsstinkende bønder, de emsige handlende, de geskæftige administratorer og statio-nens kvinder og børn. Kvinderne fandt ham tiltrækkende på grund af hans styrke, hans selvsikkerhed og hans lidt skæve, ironiske smil og den ro, der var over ham, fordi han ikke et øjeblik var i tvivl om, at han al-tid ville kunne forsvare sig selv og dem, der var sammen med ham. Kvinderne lokkede ham med kærlighed, og de lokkede ham med hyg-ge, men han begyndte altid først at hygge sig, efter at han havde passe-ret 50-meter-mærket, hvor lyset fra stationen forsvandt bag ham. In-gen af kvinderne fulgte ham derind. Uvist hvorfor. Men nu da teen havde givet ham varmen, tog han den slidte sorte uniformsbaret af, tørrede sit overskæg og gik i gang med at udspørge Artjom om, hvad hans stedfar Sukhoj havde haft med tilbage af nyhe-der og sladder fra sin ekspedition sydpå. Det var Sukhoj, der for 19 år siden havde reddet Artjom fra de angribende rotter på Timirjazevskaja, og han havde derefter opfostret ham, fordi han ikke havde kunnet få over sit hjerte at efterlade ham. „Det kan godt være, jeg har hørt nogle af historierne før, men jeg hører dem gerne en gang til. Hvis du da har lyst til at fortælle lidt?“ sagde Andrej. Artjom behøvede ikke at overtales. Han nød at genfortælle sin sted-fars historier, der plejede at få alle til at lytte med åben mund. „I ved sikkert, hvor de skulle hen …“ begyndte Artjom. „Ja, sydpå, så meget ved vi da. Det er jo altid ‘tophemmeligt’ med dem, jeres ekspeditionsfolk,“ lo Andrej. „En af administrationens hem-melige missioner, det siger sig selv!“ Han blinkede til sine kammerater. „Nej, det var faktisk ikke spor hemmeligt.“ Artjom slog ud med hånden. „Formålet med ekspeditionen var, at de skulle sondere terræ-net dernede og indsamle oplysninger … pålidelige oplysninger. Man kan jo ikke tro på alt, hvad de fremmede handlende fortæller, når de kommer hertil – de er nok handlende, men det forhindrer ikke, at nog-le af dem også kan være provokatører, der har fået til opgave at sprede misinformation.“ „Man kan sgu ikke tro ét ord af, hvad en handlende fortæller,“ brummede Andrej. „Han er kun ude på at mele sin egen kage. I dag sælger han måske nok te for jer til Hanseforbundet, men i morgen kan han finde på at sælge jer med hud og hår og det hele. Og måske ind-samler han oplysninger om os. Hvis jeg skal være ærlig, stoler jeg ikke engang på vores egne kræmmere.“

18

„Det er forkert af dig også at lade det gå ud over vores egne, Andrej. Vores handlende er okay. Jeg kender dem næsten alle personligt. De er gode nok. Selvom de holder mere af penge end de fleste. De drømmer om at komme til at leve bedre end andre, stræber hele tiden efter no-get,“ sagde Artjom i et forsøg på at forsvare de lokale kræmmere. „Netop. Det er jo også det, jeg siger. At de er forfærdelig glade for penge. Vil leve bedre end andre. Og hvem ved, hvad de foretager sig, når de forsvinder ind i tunnelen? Tør du sværge på, at ingen af dem er blevet hvervet som agenter på den næste station? Tør du sværge på det, spørger jeg bare?“ „Agenter for hvem? Hvem skulle vores handlende være agenter for?“ „Hør efter, hvad jeg siger, Artjom. Du er ung, og der er stadig me-get, du ikke ved. Du bør lytte til folk, der er ældre end dig selv, og læg-ge dig deres ord på sinde – så vil du leve længere.“ „Nogen skal jo være handlende! Hvis det ikke var for dem, ville vi sid-de her og kukkelure uden ammunition, uden Berdan-rifler og måtte nø-jes med at drikke te og smide salt efter de sorte,“ argumenterede Artjom. „Nå, nå, godt ord igen, hr. ‘økonomisk ekspert’ … Hids dig lidt ned. Fortæl os hellere, hvad Sukhoj så. Hvordan står det til på nabosta-tionerne? På Aleksejevskaja? På Riga-banegården?“ „På Aleksejevskaja? Der lader ikke til at være noget nyt. De har lige så travlt som altid med deres svampedyrkning. Hvad skulle der også ske på Aleksejevskaja? Det er jo en bondestation. Men der bliver fak-tisk hvisket om“ – Artjom sænkede stemmen – „at de gerne vil slutte sig til os. Og Riga-banegården ser også ud til at være mest stemt for det. Presset på dem sydfra vokser konstant. I det hele taget er stemnin-gen noget dyster. Der går rygter om en ny trussel, og folk er bange, selvom ingen ved, hvad det er, de er bange for. Det er enten noget med, at der er ved at opstå et nyt imperium i den anden ende af linjen, eller at de er i fare for at blive erobret af Hanseforbundet, der har planer om at ekspandere. Eller også er det noget helt tredje. Det er derfor, bøn-derne overvejer at slutte sig sammen med os. Både på Aleksejevskaja og Riga-banegården.“ „Hvad vil de opnå ved det? Sådan helt konkret? Hvad har de fore-slået?“ spurgte Andrej. „De foreslår, at vi opretter en alliance med fælles forsvar, og hvor vi styrker forsvaret på begge sider af os, installerer belysning i fodgænger-tunnelerne mellem stationerne, opretter et politikorps, afspærrer alle sidetunneler og andre passager, indfører fast dræsinedrift, lægger tele-

19

fonkabler mellem stationerne og frigør mere plads til svampedyrk-ning … De vil også have fælles økonomi, og at vi skal samarbejde eks-tra i nødsituationer.“ „Og hvad gjorde de før, hva’? Hvad gjorde de, dengang alt det sli-mede kryb kom kravlende fra Botanisk Have og ude fra endestationen, fra Medvedkovo? Hvor var de, dengang de sorte forsøgte at storme os?“ brummede Andrej. „Nu skal du ikke fremmane noget, vi har været heldige at slippe for, Andrej,“ indskød Pjotr. „Vi har ikke set noget til de sorte endnu, og det bør vi glæde os over. Vi besejrede dem ikke, så der må være sket et eller andet internt, som får dem til at holde lav profil. Eller måske er de i gang med at samle flere folk. Derfor ville et nyt forbund ikke være så tosset. Og slet ikke med vores nærmeste naboer. Det vil være til alles fordel.“ „Ih ja, og så indfører vi frihed, lighed og broderskab!“ udbrød An-drej ironisk. „Ville I høre om ekspeditionen eller ej?“ spurgte Artjom, lidt små-fornærmet over afbrydelsen. „Ja da, fortæl, fortæl, Artjom,“ sagde Andrej. „Pjotr og jeg kan skændes videre bagefter. Det er en stående diskussion mellem os.“ „Kort fortalt, så ser det ud til, at vores ledelser er enige. Ingen har principielle indvendinger. Detaljerne skal bare forhandles på plads. Der bliver snart indkaldt til møde. Og så skal der afholdes folkeafstem-ning.“ „En folkeafstemning, aha? Hvis folket siger ja, bliver det et ja. Og hvis folket siger nej, har de bare ikke tænkt sig godt nok om, og så skal folket tænke sig om én gang til,“ sagde Andrej giftigt. „Fortæl, hvad der sker på den anden side af Riga-banegården, Ar-tjom,“ bad Pjotr, der ignorerede Andrejs sarkasme. „Hvad er der af stationer, når man kommer længere ind mod cen-trum? Først er der selvfølgelig Fredens Prospekt. Det er jo vores grænse til Hanseforbundet. Onkel Sasha siger, at der stadig er fred mellem Hanseforbundet og de røde. Begge parter ser ud til allerede at have glemt alt om krigen,“ fortalte Artjom. ‘Hanseforbundet’ var et øgenavn for Forbundet af Cirkellinjens Stationer. Disse stationer lå alle på både Cirkellinjen og en af de tvær-gående linjer ud fra centrum og var hurtigt blevet handelsknudepunk-ter, der forbandt de øvrige linjer med hinanden, og derfor var de mest businessmindede allerede fra starten strømmet dertil fra alle ender af metroen. Disse stationer var blevet rige vanvittigt hurtigt, og da deres

20

velstand affødte misundelse hos mange udefra, sluttede de sig sammen i forbundet. Da det officielle navn var lidt for langt og pompøst, var forbundet i folkemunde hurtigt kommet til at hedde hanseaterne– en eller anden havde sammenlignet det med det middelalderlige handels-forbund mellem de tyske byer – og da det var et fængende navn, blev det hængende. I starten omfattede Hanseforbundet kun en del af Cir-kellinjens stationer, og ekspansionen foregik i etaper. Det begyndte med den del af linjen, der gik fra Kiev-banegården til Fredens Pro-spekt, den såkaldte nordlige bue, som Kursk-banegården, Taganskaja og Oktjabrskaja sluttede sig til. Så blev Paveletskaja og Dobryninskaja optaget i forbundet, hvorved det også fik en sydlig bue. Da de forsøgte at forene de to buer, var der især problemer ved de to skæringspunkter med Sokolniki-linjen, ved Komsomolskaja og Park Kultury. Problemet er, at Sokolniki-linjen altid har betragtet sig selv som no-get særligt, havde onkel Sasha fortalt Artjom. Hvis man ser på et kort over metroen, springer den i øjnene lige med det samme. For det før-ste er den helt lige som en pil. For det andet er den knaldrød på alle kortene, og det har den altid været. Derudover har mange af stationerne ‘røde’ navne: Krasnoselskaja, Krasnyje Vorota, Komsomolskaja, Lenin-biblioteket og Leninskije Gory. Og om det skyldtes de røde asso ciatio-ner, eller om der var andre grunde, så tiltrak linjen mange mennesker, der nærede nostalgiske følelser for den ‘prægtige’ socialistiske fortid. Det var især dér, idéen om at genskabe den sovjetiske stat vandt fodfæ-ste. Stationerne vendte én efter én tilbage til de kommunistiske idealer og en kommunistisk styreform, og snart blev også beboerne på den an-den side af tunnelerne smittet af den revolutionære gejst og gjorde op-rør mod deres regeringer – og så gik det derudad. En masse veteraner fra den gamle tid, især forhenværende Komsomol- og partifunktionæ-rer og naturligvis en stor del af pjalteproletariatet, skyndte sig at flytte til de revolutionære stationer. Der blev oprettet en komité til udbredelse af revolutionen og den kommunistiske idé over hele metroen, og den fik det stolte leninistiske navn Interstationale. Komitéen uddannede brigader af professionelle revolutionære og propagandister, som blev sendt ud til de fjendtlige stationer. Det foregik med overraskende lidt blodsudgydelse, for de sultne masser langs den ufrugtbare Sokolniki-linje længtes efter gen-indførelse af retfærdigheden, hvilket efter deres mening kun kunne ske i form af en social udjævning. Fra den ene ende af linjen til den anden hævede den røde fane sig. Takket være togbroen over floden Jauza, der på mirakuløs vis ikke var blevet ødelagt, lykkedes det at forene linjen

21

hele vejen til Preobrazjenskaja Plosjtjad. I begyndelsen kunne den kor-te strækning over jorden og floden kun krydses om natten i fuld fart på dræsiner. Men så byggede de ved en næsten overmenneskelig indsats mure på begge sider af togbroen og lagde tag over. Alle stationerne fik deres gamle navne fra sovjettiden tilbage: Tjistyje Prudy blev igen til Kirovskaja, Lubjanka blev til Dzerzjinskaja, og Okhotnyj Rjad kom til at hedde Marx Prospekt. Også de stationer, der hidtil havde heddet noget neutralt, fik mere suggestive navne: Sportivnaja blev til Kom-munistitjeskaja, Sokolniki blev til Stalin Station, og Preobrazjenskaja Plosjtjad, hvor den nye sovjetiske revolution var startet, kom til at hed-de Znamja Revoljutsii, Revolutionens Fane. Og så tog linjen, der hid-til havde heddet Sokolniki-linjen, selvom ingen i Moskva havde kaldt den andet end ‘den røde’ på grund af dens farve på kortet, officielt nav-neforandring til Den Røde Linje. Den røde udvikling bredte sig dog ikke yderligere. Da Den Røde Linje havde konsolideret sig og på ucharmerende vis begyndte at bejle til stationer på de andre linjer, havde alle andre for længst fået nok. Mange huskede stadig, hvordan det havde været at leve under sovjetstyret. Endnu flere opfattede de agitprop-brigader, Interstationale sendte ud til selv de fjerneste dele af metroen, som en kræftsvulst, der truede med at æde hele metroens organisme op inde-fra. Og hvor meget agitatorerne fra Interstationale end lovede at få elektriciteten tilbage på hele metronettet og hævdede, at elektrificering plus sovjetmagt var lig med kommunisme (dette gamle Lenin-slagord, hvor skamløst de end forsøgte at udnytte det, var næppe særlig aktuelt længere), følte ingen af indbyggerne i Den Røde Linjes randstater sig fristet. Interstationales agitatorer blev anholdt og sendt direkte retur til den nye sovjetstat. Det fik de rødes ledelse til at tage fløjlshandskerne af. Hvis resten af metroen ikke ville tage imod den revolutionære fakkel frivilligt, måtte den bruges til at brænde dem med. De nærmeste nabostationer nåede den samme konklusion, selvom de næsten var blevet lullet i søvn af den intense kommunistiske propaganda og de rødes undergravende aktivi-teter. Historien viste, at det eneste, der virkede mod spredning af kom-munismens bacille, var kugler og bajonetter. Krigstordenen rumlede. Koalitionen af antikommunistiske stationer på Cirkellinjen – det nævnte Hanseforbund, der blev skåret over i to halvdele af Den Røde Linje og drømte om at slutte kredsen – tog udfordringen op. De røde havde naturligvis ikke regnet med at møde organiseret modstand og

22

slet ikke en fysisk overmagt. Den lette sejr, de havde håbet på, fik me-get lange udsigter. Krigen blev langvarig og blodig og medførte en yderligere reduk-tion i metroens i forvejen minimale befolkningstal. Den varede i knap halvandet år og udviklede sig til en stillingskrig, men omfattede også partisanangreb og undergravende aktiviteter som sprængning af tun-neler, henrettelse af krigsfanger og andre uhyrligheder fra begge parter. Der var alt det, en krig omfatter: storstilede militære operationer, om-ringninger og flugt fra omringningerne, heltemodige bedrifter, hærfø-rere, helte og forrædere. Det mest iøjnefaldende ved denne krig var, at ingen af parterne havde held til at flytte frontlinjen særlig meget. Fra tid til anden fik den ene part overtaget og erobrede en mellemliggende station, men heldet vendte lige så hurtigt, når modparten mobiliserede sine reserver og fik overtaget for en tid. Krigen tærede hårdt på ressourcerne. Krigen kostede nogle af de bedste folk livet. Krigen udpinte de to samfund. Og til sidst blev de overlevende krigstrætte. Den revolutionære le-delse undlod stadig oftere at nævne de overordnede mål og fokuserede i stedet på de dagsaktuelle opgaver. Hvis formålet med krigen i begyn-delsen havde været at udbrede sovjetmagten og den kommunistiske ideologi til alle egne af metroen, mente de røde nu, at det ville være bedre at koncentrere kræfterne om at fastholde deres territorium, især det, de betragtede som deres hellige sted – Plosjtjad Revoljutsii, Revo-lutionspladsen Station. For det første på grund af dens navn, og for det andet, fordi det var den station, der lå nærmest Den Røde Plads og Kreml, hvis tårnruiner stadig var smykket med femtakkede rubinrøde stjerner, i hvert fald hvis man skulle tro de få modige, der i et anfald af ideologisk ildhu havde vovet sig op til jordoverfladen for at kigge op på dem. Deroppe, lige ved siden af Kreml og midt på Den Røde Plads, lå Lenins Mausoleum også. Hvorvidt Lenins balsamerede lig stadig be-fandt sig i mausoleet, vidste ingen, men det var sådan set underordnet. I de mange årtier under sovjetmagten havde det udviklet sig fra at være en grav til en helligdom, et symbol på de sovjetiske magthaveres ubry-delige magt. Den tids store ledere havde stået oppe på mausoleet og gjort honnør, når paraderne passerede forbi. Derfor havde mausoleet fortsat så stor betydning for den nye tids lederskikkelser. Der gik rygter om, at der fra tid til anden blev gennemført hemmelige ture for de hø-jeststående ledere gennem VIP-gangene på Plosjtjad Revoljutsii Sta-tion til det hemmelige underjordiske laboratorium ved Lenins Mauso-leum og endda op i mausoleet.

23

De røde kontrollerede også stadig Sverdlov-pladsen. Plotsjtjad Sverdlova havde modtaget forstærkninger og blev brugt som base for deres angreb mod Plosjtjad Revoljutsii. Mere end ét korstog havde modtaget de revolutionære lederes vel-signelse, inden de blev sendt af sted for at befri stationen og sikre ad-gangen til Lenins Mausoleum. Men stationens forsvarere var lige så be-vidste om, hvor betydningsfuld den var for de røde, og parate til at forsvare den til sidste mand. Plosjtjad Revoljutsii blev forvandlet til en uindtagelig fæstning. Krigens blodigste og mest brutale slag blev ud-kæmpet i tunnelerne ind til den. De fleste af dem, der faldt, mistede li-vet dér. I disse slag trådte nye helte frem, som tog imod maskingevær-salverne med deres nøgne bryst eller bandt håndgranater om livet og udløste dem, når de kastede sig ind i en fjendtlig maskingeværstilling. Der blev brugt forbudte flammekastere mod mennesker … Men alt sammen forgæves. De røde indtog stationen, men formåede ikke at holde den og mistede den igen, da Koalitionen næste dag indledte et modangreb. Situationen var den samme, bare med omvendt politisk fortegn, på Lenin-biblioteket Station. Den blev forsvaret af de røde, og Koalitio-nen forsøgte den ene gang efter den anden at trænge dem ud derfra. Lenin-biblioteket var af stor strategisk betydning for hanseaterne, fordi de kunne skære Den Røde Linje over på midten, hvis de indtog den station, og det ville oven i købet give dem adgang til tre andre metro-linjer, der kun krydsede Den Røde Linje dér. Den var med andre ord en lymfekirtel, der var inficeret med den røde smitte og spredte den til de livsvigtige organer. For at undgå, at det skete, måtte Lenin-bibliote-ket erobres – for enhver pris. Men Koalitionens forsøg på at fortrænge de røde fra Lenin-biblio-teket var lige så frugtesløse som de rødes forsøg på at indtage Revolu-tionspladsen. Og alle blev mere og mere krigstrætte. Folk var allerede begyndt at desertere, og det forekom stadig hyppigere, at soldater på begge sider nedlagde våbnene og forbrødredes. I modsætning til under Første Ver-denskrig var det ikke en fordel for de røde denne gang. Den revolutio-nære gejst fusede hurtigt ud. Det gik stort set lige så skidt for Koalitio-nen: Folk var utilfredse med konstant at udsætte sig for livsfare og flyttede væk fra Cirkellinjens stationer og ud til forstæderne med deres familier. Hanseforbundet manglede folk og sygnede hen. Desuden havde krigen fået samhandelen til at gå næsten helt i stå. De handlen-de sad med hænderne i skødet på hver sin side af fronten, og selv de

24

vigtigste handelsveje lå øde hen. Soldaterne lyttede mindre og mindre til politikerne, og til sidst måtte politikerne sætte alt ind på at afslutte krigen, inden deres folk rettede våbnene imod dem selv. Til sidst mødtes de krigsførende par-ters ledere – kammerat Moskvin fra Den Røde Linje, præsident Log-vinov fra Hanseforbundet og Arbat-Konføderationens formand Kol-pakov – i største hemmelighed og altid på neutrale stationer. Underskrivelsen af fredstraktaten fulgte kort efter. Parterne byttede stationer. De røde fik fuld råderet over Revolutionspladsen, der lå i ru-iner, men de måtte afstå Lenin-biblioteket til Arbat-Konføderationen. Det var et vanskeligt skridt for begge parter. Konføderationen mistede ikke blot et af sine stiftende medlemmer, men al indflydelse mod nord-øst. Den Røde Linje, der havde været fuldt optrukket, blev stiplet, for-di der ikke længere var direkte adgang mellem dens nordlige og sydlige del, idet der midt på linjen nu lå en station, som ikke tilhørte den. Selvom begge parter garanterede modparten fri transit gennem deres forhenværende territorier, kunne det ikke andet end forurolige de rø-de … Men det var en del af Koalitionens forslag, som var for fristende til at sige nej til, og de røde lod sig friste. De, der fik mest ud af freds-traktaten, var naturligvis Hanseforbundet, der omsider kunne forbin-de de to isolerede dele af Cirkellinjen og på den måde rydde den sidste hindring for yderligere fremskridt af vejen. Det blev aftalt at oprethol-de status quo, og man nåede til enighed om et forbud mod agitation og undergravende virksomhed i den tidligere fjendes lejr. Så alle var glade. Og da kanonerne og politikerne tav, var turen kommet til pro-pagandisterne, der fik til opgave at forklare de brede masser, hvorfor netop deres side havde opnået så fremragende diplomatiske resultater, selvom de i realiteten havde tabt krigen. I mellemtiden var der gået adskillige år siden den mindeværdige dag, hvor fredstraktaten blev underskrevet. Begge parter havde overholdt traktatens betingelser, og hanseaterne så nu de røde som potentielt ind-bringende handelspartnere, efter at de havde afstået fra tidligere tiders aggressive udenrigspolitik: Kammerat Moskvin, generalsekretær i Mo-skvas Metros Kommunistiske Parti, fremlagde dialektiske argumenter for muligheden af at opbygge det kommunistiske samfund på én bane-strækning og traf den historiske beslutning at gå i gang med at gøre det. Det gamle fjendskab var glemt. Artjom huskede tydeligt alle disse oplysninger fra den nyere histo-rie, for han gjorde sig altid umage for at huske det, hans stedfar fortal-te.

25

„Det er godt, at blodbadet er forbi,“ sagde Pjotr. „For halvandet år siden var det stadig umuligt at færdes på Cirkellinjen: Der var razziaer og dokumentkontrol konstant. Jeg havde noget, jeg skulle ordne der-nede dengang, og kunne kun komme igennem via Hanseforbundet. Jeg blev standset midt på Fredens Prospekt og var nær blevet henret-tet.“ „Er det rigtigt? Det har du da aldrig fortalt, Pjotr. Hvordan var du havnet i den suppedas?“ spurgte Andrej nysgerrigt. Artjom blev lidt ærgerlig, da han blev klar over, at han var blevet frataget rollen som fortæller. Men da Pjotrs historie virkede spænden-de, sagde han ikke noget. „Hvordan? Det var meget ligetil. De troede, at jeg var en rød spion. Jeg kom ud af tunnelen til Fredens Prospekt, den på vores linje, og Hanseforbundet har jo også vores linjes perroner dér. Har annekteret dem, så at sige. Dernede tog de det ellers ikke så tungt med id-papirer og den slags. De har jo et åbent marked og fri handel. Som I ved, be-tragter hanseaterne de stationer, der ligger på selve Cirkellinjen, som deres private ejendom, og fodgængerovergangene til stationerne, der skærer linjen, er deres grænseovergange med toldere og paskontrol og så videre.“ „Ja, ja, det ved vi alle, så du behøver ikke holde foredrag for os … Fortæl hellere, hvad der skete med dig,“ afbrød Andrej ham. „Paskontrol og så videre,“ gentog Pjotr, der irriteret rynkede pan-den og stædigt fortsatte ligesom før. „På de udadgående stationer har de markeder og basarer, hvor der altid har været fri adgang for folk fra andre dele af metroen. Men jeg kom som sagt ud på Fredens Prospekt Station og havde omkring et halvt kilo te med. Jeg havde brug for pa-troner til automatriflen og havde tænkt mig at lave en byttehandel. Men det viste sig, at de havde indført militær undtagelsestilstand og havde forbudt al eksport af våben og ammunition. Jeg spurgte først den ene handlende, så den anden. De sagde begge, at de ikke havde no-gen patroner og skævede til mig, prøvede at undgå mig. En tredje hvi-skede: ‘Patroner, din idiot, hvor skulle du få dem fra? Forsvind hellere i en fart! Du er heldig, hvis du ikke allerede er blevet stukket.’ Jeg sag-de tak for rådet og bevægede mig langsomt tilbage mod tunnelen. Men da jeg var nået næsten derhen, spærrede en patrulje vejen for mig – og fra stationen bag mig lød der hidsige fløjter, og jeg kunne høre endnu en deling på vej i løb. ‘Dine papirer!’ sagde de. Jeg viste dem mit pas, med folkeregisterstemplet fra vores egen station. De undersøgte det nøje og spurgte så: ‘Hvor er din indrejsetilladelse?’ ‘Indrejsetilladelse?’

26

spurgte jeg forbavset, ‘hvordan det?’ De forklarede, at man nu skulle have en indrejsetilladelse for at få lov til at komme ind på stationen. Ved udgangen fra tunnelerne stod der et skrivebord, hvor der sad en kontormand, som kontrollerede ens papirer og – hvis alt var i orden – udstedte den nødvendige tilladelse. Fandens til bureaukrati, de havde indført, siger jeg bare. Jeg ved ikke, hvorfor jeg ikke havde set det skri-vebord og bare var gået lige forbi. Hvorfor stoppede papirnusseren mig ikke? Nu var jeg blevet standset af en patrulje. Og det her muskelbundt med karseklippet hår og camouflageuniform sagde: ‘Han har sneget sig igennem! Han har listet sig ind! Han er kommet ind illegalt!’ Han bla-dede videre i mit pas og så det gamle stempel fra Sokolniki. Jeg boede derude før i tiden, ved den oprindelige endestation, i Sokolniki. Han får altså øje på stemplet og hidser sig helt vildt op. Tyrenakken ser rødt. Han flåede maskinpistolen ned fra skulderen og brølede: ‘Hænderne op, dit svin!’ Den militære træning er ikke til at tage fejl af. Han greb mig i kraven og slæbte mig tværs over perronen til indgangen til fod-gængerpassagen, hen til en sergent. ‘Vent her – jeg skal lige have en un-derskrift fra min overordnede først, så stiller vi dig op ad en mur og skyder dig, din spion,’ sagde han så. Jeg var rystet og prøvede at forsva-re mig. ‘Hvordan skulle jeg være spion? Jeg er købmand. Se selv, jeg har te med. Fra VDNKh,’ sagde jeg. Han svarede bare, at han ville proppe teen i kæften på mig og stoppe efter med sin riffelkolbe, til der ikke kunne presses mere derind. Jeg forstod, at det ikke så for godt ud for mig, og hvis hans overordnede skrev under, ville jeg blive slæbt hen til 200-meter-mærket, anbragt med ansigtet ind mod rørene og i overens-stemmelse med krigslovene pløkket ned med en kugle i nakken. Det her er sgu noget lort, tænkte jeg … På det tidspunkt var vi kommet hen til kontrolpunktet ved indgangen, og tyrenakken går hen for at rådføre sig med en eller anden om, hvor det er bedst at skyde mig hen-ne. Men så kommer jeg til at se på hans overordnede, og der falder en sten fra mit bryst. Det var Pavel Fedotov, min gamle klassekammerat fra skolen! Han og jeg var også venner i mange år, efter at vi var gået ud af skolen, men vi mistede kontakten senerehen.“ „For satan! Der gav du os godt nok en forskrækkelse! Jeg var allere-de overbevist om, at det var ude med dig, og du blev skudt,“ indskød Andrej sarkastisk, og alle omkring bålet ved 450-meter-mærket lo. Pjotr sendte først Andrej et vredt blik, men kunne heller ikke lade være med at le. Latteren rungede op gennem tunnelen og kastede et dumpt ekko tilbage fra dens dyb, der lød som en uhyggelig hujen … Men så fik noget dem alle til at tie og spidse ører.

27

Inde fra tunnelens dyb hørte de igen den samme mistænkelige lyd som før: en mærkelig skraben, efterfulgt af hurtige, lette trin. Andrej gjorde tegn til de andre om at forholde sig stille, tog sin automatriffel, som han havde lagt fra sig på jorden, og rejste sig. Han afsikrede hurtigt riflen, og da han hørte patronen glide på plads, tryk-kede han sig ind til muren og bevægede sig langsomt fra bålet ind gen-nem tunnelen. Artjom rejste sig også, nysgerrig efter at se, hvad det var, han ikke havde kunnet se den første gang, men Andrej vendte sig om mod ham og gjorde vredt tegn til, at han skulle gå tilbage. Han lagde sig ned på maven, dér hvor det tætte mørke begyndte, og satte riflen skudklar mod skulderen. „Kom med noget lys til mig!“ råb-te han så. En af hans folk stod allerede parat med en kraftig akkumulatorlyg-te, der var flikket sammen af et par gamle billygter, og da han tændte den, skar en klar, næsten helt hvid stråle sig ind i mørket. Et kort øje-blik aftegnede en utydelig silhuet sig foran dem, fanget af lysstrålen. Det var ikke til at se tydeligt, hvad det var, men det var ikke særlig stort og ikke særlig uhyggeligt, og nu styrtede væsenet væk fra dem, med ret-ning nordpå. Artjom kunne ikke beherske sig længere og råbte af fuld hals: „Så skyd dog! Den stikker af!“ Men af en eller anden grund skød Andrej ikke. Pjotr, der også hav-de rejst sig og stod med maskinpistolen skudklar, råbte: „Andrjukha, er du i live?“ De andre omkring bålet begyndte at hviske nervøst sammen, men så hørte de Andrej sikre sit våben, og til sidst kom han til syne i lysstrå-len fra lygten, mens han rystede sin vindjakke. „Ja, jeg lever, jeg lever,“ sagde han, mens han skraldgrinede. „Hvad morer du dig sådan over?“ spurgte Pjotr mistroisk. „Tre ben. Og to hoveder. Mutanter. ‘Det er de sorte, der kommer! De skærer halsen over på os alle!’ ‘Skyd, ellers stikker den af!’ Det var fandens, som I larmede. Det må jeg nok sige.“ Andrej spruttede af lat-ter igen. „Men hvorfor skød du ikke? Jeg kan forstå, at knægten her ikke gjorde det, for han er ung og nåede ikke at tænke hurtigt nok. Men hvorfor nedlagde du ikke bæstet? Du er jo ikke en ung knægt, der ikke ved bedre. Har du ikke hørt, hvordan det gik på Polezjajevskaja Sta-tion?“ sagde Pjotr vredt, da Andrej var kommet tilbage til bålet. „Jo, jeg har hørt om Polezjajevskaja snesevis af gange!“ sagde Andrej afvisende. „Men det var en hund! Oven i købet kun en hvalp … Det er anden gang, den har prøvet at komme hen til bålet, hvor der er varme

28

og lys. Og I var parate til at skyde den og kæfter op, fordi jeg ikke skød den med det samme … Dyrplagere!“ „Hvor skulle jeg vide fra, at det var en hund?“ sagde Artjom fornær-met. „Den lavede de mærkeligste lyde. Desuden har jeg hørt, at nogen så en rotte på størrelse med et svin for en uge siden.“ Han gøs. „De af-fyrede et halvt patronbælte imod den, men det ænsede den knap nok.“ „Du skal ikke tro på alt, hvad du hører! Vent, så skal jeg hente din ‘rotte’ til dig!“ sagde Andrej, kastede riflen over skulderen og forsvandt ind i mørket. Et øjeblik efter lød der en svag fløjten. Fulgt af en blid og lokkende stemme. „Kom … kom du bare hen til mig, lille ven, du skal ikke være ban-ge.“ Det tog ham noget tid at lokke den hen til sig, velsagtens ti minut-ter, hvor han talte til den og fløjtede på den, og til sidst kom hans skikkelse igen frem af mørket. Da han havde sat sig tilbage til bålet, smilede han triumferende og åbnede jakken. En gennemblødt og helt usandsynligt beskidt hundehvalp trillede ned på jorden. Den rystede og havde en sammenfiltret pels af ubestemmelig farve og fine små ører. Dens øjne var sorte og rædselsslagne. Da den mærkede jord under po-terne, forsøgte den øjeblikkelig at stikke af, men Andrejs stærke hånd greb den i nakkeskindet og trak den tilbage. Andrej klappede den på hovedet, tog sin jakke af og lagde den over hvalpen. „Den lille vovse skal lige have varmen,“ forklarede han. „Det der skulle du ikke gøre, Andrjukha. Den har med garanti lop-per,“ sagde Pjotr formanende. „Og måske orm. Du risikerer at blive smittet med noget, som kan sprede sig til resten af stationen.“ „Hold op, Andrejevitj! Lad være med at jamre sådan. Se på den!“ Andrej løftede op i jakkeskødet og viste ham hvalpens snude. Den ry-stede stadig, enten af angst eller kulde. „Se på de øjne, Andrejevitj. Det er øjne, der ikke kan lyve.“ Pjotr betragtede skeptisk hvalpen. De skræmte øjne var ubestride-ligt også ærlige. Selv Pjotr begyndte at tø op. „Nå, naturelsker … Jeg vil prøve at finde et eller andet, den kan få at tygge på,“ sagde han og satte sig til at lede i sin rygsæk. „Ja, gør du det. Hvem ved, måske vokser den op og bliver til noget nyttigt. Til en schæferhund, for eksempel,“ sagde Andrej og flyttede sin jakke med hvalpen nærmere hen til ilden. „Men hvordan kan der dukke en hundehvalp op her? Der er slet ik-ke mennesker nord for os ad linjen. Kun de sorte. Tror I, at de sorte

29

holder hunde?“ sagde en af Andrejs folk, en tynd ung mand med strit-tende hår. Hidtil havde han siddet tavs og lyttet, men nu så han mis-troisk på hvalpen. „Du har selvfølgelig ret, Kirill,“ svarede Andrej alvorligt. „De sorte har mig bekendt ingen husdyr.“ „Gad vide, hvordan de så overlever. Spiser de overhovedet noget, så-dan nogle?“ sagde den anden fyr, der var ankommet sammen med dem, og kløede sig i skægget med en knitrende lyd af statisk elektrici-tet. Han var kronraget og var en stor, høj, bredskuldret fyr, der lignede en hærdet kriger. Han var iklædt en lang, smart læderfrakke, hvilket var noget af en sjældenhed nu. „Hvad de spiser? Alt muligt lort, efter hvad der bliver sagt. De æder ådsler. De æder rotter. De er åbenbart ikke kræsne,“ svarede Andrej og skar en grimasse af væmmelse. „Er de kannibaler?“ spurgte den kronragede. Måden, han spurgte på, fik det til at lyde, som om han var stødt på kannibaler før. „Kannibaler? De er jo ikke engang mennesker. De er umennesker. De er levende døde, eller hvad pokker de nu er. Det gode er, at de i det mindste ikke har nogen våben, og det gør, at vi kan afværge deres an-greb. I hvert fald har kunnet det hidtil. Pjotr, kan du huske dengang for et halvt år siden, da vi fangede en af dem levende?“ „Ja, det kan jeg godt huske,“ svarede Pjotr. „Han sad i vores fange-bur i 14 dage uden at tage føde til sig og uden at drikke noget, før han kreperede.“ „Afhørte I ham?“ spurgte den kronragede. „Han forstod ikke vores sprog. Selvom vi talte russisk til ham, rea-gerede han ikke. Tav bare. Han var faktisk tavs hele tiden. Ikke til at slå et ord af. Når han blev slået, kom der heller ikke så meget som en lyd fra ham. Når nogen kom med mad til ham, heller ikke et ord. Bortset fra at han brølede én gang. Det var, lige inden han døde, og brølet var så højt, at det vækkede hele stationen.“ „Men hvordan kan der så komme en hund den vej fra?“ spurgte Ki-rill igen. „Det må pokker vide … Måske er den stukket af fra dem. Måske havde de fanget den for at æde den. Der kan ikke være mere end et par kilometer ud til dem. Så lyder det ikke meget sandsynligt? Eller måske har den tilhørt en eller anden. En, der var på vej nordfra og løb ind i de sorte på vejen. Og hvalpen nåede at slippe væk. Kan det ikke være lige meget, hvor den kommer fra? Se selv på den. Ligner den et mon-ster? En mutant? Nej, den ligner en lille hundehvalp – det er alt. Og

den søgte menneskeligt selskab, altså må den være vant til at være sam-men med mennesker, ikke? Hvorfor skulle den ellers blive i nærheden af jeres bål i tre timer?“ Kirill tav og satte sig til at tænke over argumenterne. Pjotr fyldte mere vand i kedlen fra sin feltflaske og spurgte: „Er der nogen, der vil have mere te? Vi kan lige så godt blive siddende, til vi får afløsning. Der er ikke længe til.“ „Jeg siger aldrig nej til et krus te,“ sagde Andrej muntert, og de an-dre samtykkede. Kedlen fløjtede. Pjotr skænkede op til dem, der ville have endnu et krus. „Bare for en ordens skyld, så … skal vi ikke lade være med at tale om de sorte? Og lade være med at sige noget til de andre? Sidst vi sad sådan her og kom til at tale om dem, gik der ikke længe, før de kom snigende. Jeg har hørt fra andre stationer, hvor det har været det sam-me. Det er muligvis bare en tilfældighed, og jeg er ikke overtroisk, men – hvad nu hvis, som man siger, ikke? Hvad nu hvis de kan mærke, at vi taler om dem? Vores vagt er næsten overstået, så det ville være fan-den til tidspunkt at blive angrebet af sådan noget djævelskab på.“ „Du har ret … Det er nok bedre, at vi ikke nævner det,“ nikkede Artjom. „Hold nu op, mand. Ingen panik! Vi skal nok klare det!“ sagde An-drej for at muntre Artjom op, men det lød ikke særlig overbevisende. Tanken om de sorte var nok til at give Andrej myrekryb, men han forsøgte at skjule det. Mennesker var han ikke bange for. Hverken ban-ditter eller selv de mest blodtørstige anarkister eller soldaterne i Den Røde Hær. Men mutanter og den slags fik det til at vende sig i ham. Ikke at han var bange for dem, men han var ude af stand til at tænke på dem med den samme ro, som han lagde for dagen, når det var trus-ler fra mennesker, de havde med at gøre. Alle sad uden at sige noget. En trykkende tavshed havde lagt sig over mændene, der sad rundt om bålet. Det knitrede sådan fra de rød-der, de brugte som brænde, at det næsten overdøvede den lavmælte tu-den fra tunnelen, der til tider nærmest lød som en ildevarslende brum-men, som var Moskvas Metro et uhyres gigantiske tarmsystem. Det var en lyd, der gjorde alle uhyggeligt til mode.