dramaserien - kommunikationsforum · web viewselvom det nok er de færreste, der kan referere...

Syddansk Uiversitet, Odense

Dramaserien

Mad Men

Mette Rabølle Sørensen

08-06-2012

Scandiavian Area Studies – Medieoplevelser v. Henning Pryds

Syddansk UniversitetOdense Medieoplevelser 08/06-2012

Indholdsfortegnelse

Indledning.............................................................................................................................3

Struktur.................................................................................................................................4

Mad Men vs. Matador..........................................................................................................4

Plottet................................................................................................................................5

Arketyperne......................................................................................................................5

Den store historie fortalt via de små.................................................................................7

Mad Men som epokebaseret dramaserie.............................................................................7

Det var dengang................................................................................................................8

De forældede kønsroller...................................................................................................9

Forskellene på europæiske og amerikanske dramaserier...................................................10

Realisme-kravet...............................................................................................................10

Stort vs. lille persongalleri...............................................................................................11

Identifikationspotentialet................................................................................................12

Tv-seriernes stigende popularitet.......................................................................................12

HBO-revolutionen...........................................................................................................13

Betalingskanalernes rolle................................................................................................14

Nye tv-vaner....................................................................................................................14

Litteratur på film.................................................................................................................15

Strukturlighed.................................................................................................................15

Genrelighed.....................................................................................................................15

Funktionslighed...............................................................................................................16

Konklusion...........................................................................................................................16

Litteraturliste.......................................................................................................................18

Mette Rabølle SørensenEksamensnummer: 301704 Side 2


Indledning

Da det hæderkronede franske modehus Louis Vuitton lod deres modeller gå ned ad

catwalken for at fremvise kollektionen for efterår/vinter 2010, gik et begreb igen i alle

anmeldelser af showet: Mad Men. For de taljerede kjoler, den dristigt opskubbede barm og

de kække højtsiddende hestehaler med perfekt curlet finish lod ingen i tvivl om, at den

kreative direktør, Marc Jacobs, havde mere end bare skulet til et af de senere års utvivlsomt

største tv-fænomener.

Det amerikanske tv-drama Mad Men, som havde premiere i 2007 handler om et af New

Yorks mest prestigefyldte reklamebureauer i begyndelsen af 1960'erne - Sterling Cooper

Advertising Agency. Vi følger den mystiske, men yderst talentfulde kreative chef Don Draper,

hvis skyggefulde fortid og mange affærer komplicerer såvel arbejdsliv som privatsfære.

Serien er skabt af Matthew Weiner og har til dato fået ikke færre end 13 Emmy’er og fire

Golden Globes. Den er blevet et fænomen og referencepunkt i en sådan grad, at en

læserafstemning i det amerikanske online-magasin Ask Men, som har over 6 millioner

månedlige læsere, har vurderet seriens fiktive hovedperson til at være USA’s førende

rollemodel for mænd foran den ellers ret så faktiske præsident Barack Obama.

I alt er serien blevet vist i 73 forskellige lande og over 100.000 danskere har investeret i

Mad Men-dvd’erne.1 En af dem er mig.

Formålet med denne opgave er at undersøge, hvorfor jeg og millioner af andre verden

over er Mad Men-fans. Skyldes det seriens karakterer og den menneskelige fortælling? Elsker

vi den, fordi det er en epokebaseret dramaserie, som minder os om alle forskellene på

dengang og nu, og som enten får os til at længes eller frastødes af tiden? Eller foretrækker vi

Mad Men, fordi det er en amerikansk dramaserie, som adskiller sig fra de europæiske både i

forhold til realisme, størrelsen på persongallerierne og identifikationspotentialet? Min

hypotese er, at alle faktorer i højere eller mindre grad er skyld i Mad Men’s succes, men jeg

mener også, Mad Men’s popularitet skal ses i lyset af en større tendens; at tv-serier generelt

har kronede dage, fordi kvaliteten er vokset og fordi, mulighederne for, hvad tv-serier i dag

må indeholde er større. Jeg zoomer i løbet af denne opgave derfor mere og mere ud og

sætter Mad Men ind i et større mediesociologisk perspektiv.

1 Henriksen, Michael Bach: ”"Mad Men" og moralen”, Kristeligt Dagblad, 05/04 2011, s. 6



Struktur

Jeg vil i opgavens første afsnit sammenligne Mad Men og Matador, da de to serier på mange

punkter minder om hinanden. Min hypotese er, at Mad Men opfylder nogle af de kriterier,

som gjorde Matador til den succes, den var og stadig er. Jeg sammenligner plottet og

hovedpersonerne ud fra den hypotese, at de parvis repræsenterer den samme arketype.

Derudover demonstrerer jeg, hvordan Mad Men, ligesom Matador, fortæller den store

historie via de små.

I andet afsnit kigger jeg på Mad Men som epokebaseret dramaserie. Jeg undersøger de

60’er-tematikker, serien tager op, med det formål at illustrere, hvad der sker med os som

seere, når vi oplever et tilbageblik. Jeg argumenterer bl.a. for, hvorfor vi drages af at se på

traditionelle kønsroller.

I tredje afsnit sammenligner jeg europæiske og amerikanske dramaserier. For 20-25 år

siden anså mange de europæiske serier for overlegne i forhold til de amerikanske. Det har

ændret sig, og amerikanerne har i dag langt større succes. Jeg undersøger hvorfor med

henblik på realisme, størrelsen på persongallerierne og identifikationspotentialet.

I fjerde afsnit zoomer jeg helt ud og undersøger tv-seriernes stigende popularitet helt

generelt. Jeg forklarer dette ved kort at redegøre for HBO-revolutionen og den

kvalitetsmæssige udvikling af dramaserierne denne har medført. Jeg kigger desuden på

betalingskanalernes indflydelse på dramaseriernes indhold og dvd-markedets betydning for,

hvordan vi ser serier.

I sidste afsnit undersøger jeg lighederne mellem dramaserien og den store roman som

medie.

Mad Men vs. Matador

Mad Men er flere gange blevet kaldt ’amerikanernes Matador’. Matador er den mest

succesfulde danske serie. Søndag den 26. maj 1985 satte 3.641.000 danskere sig til rette

foran deres fjernsyn for at se den sidste episode af Matador. Dette seertal er aldrig siden

blevet overgået af en tv-serie. DR har solgt 800.000 videokassetter og 1,1 millioner dvd’er og

20 lande rundt om i verden har købt serien.2

Mad Men minder på mange punkter om Matador: De kan begge beskrives som

karakterbaserede dramaserier. De er en blanding af den såkaldte episodeserie, hvor en

2 Lindberg, Kristian; Dannemand, Henrik: ”Derfor elsker vi Matador”, Berlingske.dk, 23/09 2006



fortælling lanceres og afvikles inden for det enkelte afsnit, og en føljetonserie, som er

karakteriseret ved, at fortælletråde strækker sig over flere afsnit. De har desuden et stort

karaktergalleri tilfælles; de karakteristiske arketyper; samfundsskildringen; de to epokers

store nationalhistoriske betydning for hhv. Danmark (1929-1947) og USA (1960’erne);

historiens opbygning og måden hvorpå, den store historie bliver fortalt via de små. I dette

afsnit vil jeg derfor sammenligne de to serier for at demonstrere hvordan Mad Men opfylder

de kriterier, der gjorde Matador til en succes.

Plottet

Matador og Mad Men er begge lavet over det ofte gennemspillede tema: Der kommer en

fremmed til byen. I Matadors tilfælde er den fremmede Mads Skjern. Han kommer til

Korsbæk for at åbne en manufakturforretning. I Mad Men er den fremmede Peggy Olson.

Seriens første afsnit handler om hendes første arbejdsdag som sekretær hos Sterling Cooper.

Fælles for dem begge er, at de får en hård start på deres nye tilværelse: Mads Skjern bliver

afvist i Korsbæk Bank, da han vil tage et lån, og Peggy Olsen må se sig ekskluderet af både

det mandlige og kvindelige fællesskab på reklamebureauet. Men som seriernes fortalte tid

skrider frem, ændrer deres positioner sig: Mads Skjern får succes med sin

manufakturforretning og Peggy Olsen bliver den første kvindelige tekstforfatter. De klarer sig

begge til tops og kommer til at udfordre den bestående struktur, henholdsvis Varnæs-

familiens magtposition i Korsbæk og det mandsdominerende hierarki hos Sterling Cooper.

F.eks. ser man i Mad Men’s fjerde sæson, at Peggy fyrer en mandlig kollega, fordi han

sexchikanerer chefsekretæren Joan.

Arketyperne

Selvom det nok er de færreste, der kan referere handlingen i Matadors 24 afsnit, står de

forskellige figurer stadigt lysende klare for mange. Det skyldes, at serien tager udgangspunkt

i nogle modsatrettede mennesketyper, dvs. nogle stærke arketyper. I det følgende afsnit

sammenlignes hovedpersonerne i Mad Men og Matador, henholdsvis Don Draper og Mads

Skjern, Betty Draper og Maude Varnæs, Peggy Olson og Agnes Jensen.

Don Draper og Mads Skjern kommer fra mindre velstillede familier, men formår begge at

foretage en gevaldig social opstigning. Fra en barndom som bondeknold og bastard i

Midtvesten kæmper Don Draper sig til tops som kreativ direktør på Manhattan. Mads Skjern



kommer oprindeligt fra Jylland og er præget af indre missionsk og pietistisk kristendoms syn.

Mads har planer om et kæmpe imperium og åbner Skjerns manufaktur, som senere bliver til

Skjerns Magasin og Omegnsbanken, da han har udkonkurreret Damernes Magasin. Både

Draper og Skjern er mønsterbrydere, som klarer sig godt og opnår stor succes, men som

alligevel aldrig formår at blive lykkelige. Det går i sidste ende ud over deres familier.

Særligt kvinde-figurerne sker der noget med. Matador og Mad Men kan ses som et stykke

kvindesagshistorie. ”Mens mændene forstener i deres patriarkalske roller, gør kvinderne

oprør fra offerrollen”3 Maude starter med at være prinsessen, der bare sidder i et hjørne, er

yndig og venter på at blive opdaget. Betty Draper er Barbie-dukken, som er tidligere model

og nu går rundt i små negligeer i forstadsidyllen og føder børn. Hun leger mere og mere med

fantasien om en affære for at føle sig elsket og set. Fælles for dem er, at de er trofækoner.

For Maude og Betty handler det om, at den ydre verden skal anerkende deres eksistens, og

at de derfor skal vise sig fra en bestemt side. Men gennem handlingsforløbet sker der en

udvikling: Maude finder ud at, at Hans Christian har en affære med Ulla Jacobsen og Betty

opdager Dons affærer og hemmelige identitet. For første gang begynder de at tage sin og

andres skæbne i egne hænder. Betty tager selv initiativ til udenomsægteskabelige affærer og

kræver skilsmisse. Maude ændrer sig efter at have fundet ud af, at Hans Christian har haft en

affære. De beslutter sig til at tage en rejse til Paris, og 9 måneder senere får de Helle. Maude

bliver stærkere, tager mere ansvar for husholdningen og bliver mere tapper - bl.a. hjælper

hun hr. Stein med at flygte, da han kommer i fare og hendes vane med at gå i seng forsvinder

næsten fuldstændig.

Peggy Olson og Agnes Jensen er seriernes heltinder. Peggy Olson er kontorets stille mus,

der flittigt renskriver breve og dækker over sin chef, Don Drapers, mange affærer og

drukture. Hun bider uretfærdigheder i sig, bliver talt til som et barn og laver de dovne

mænds arbejde uden at få æren for det. Agnes Jensen er barnepigen og tjenestepigen, som

kostes rundt med af familien Varnæs. Begge formår at bryde den sociale arv og at stige

gevaldigt i graderne. Peggy går fra at være sky sekretær til slagkraftig copy writer med eget

kontor og sekretær. Agnes besidder et iværksætter-gen, som sikrer hende stor succes i

forretningslivet fra hendes base i Holbæk. Forskellen på de to er dog, at Agnes både opnår

karriere og familie. Denne mulighed har Peggy ikke, og hun må bortadoptere sit nyfødte barn

i slutningen af sæson et.

3 Lindberg, Kristian; Dannemand, Henrik: ”Derfor elsker vi Matador”, Berlingske.dk, 23/09 2006



Mad Men og Matador udforsker henholdsvis 1930-40’erne og 1960'ernes arketypiske

karakterer lige fra den arbejdsomme kvinde og den utro chef til husmoderen, der keder sig.

Arketyper bruger vi til at navigere rundt i den sociale verden. Arketyper er med til at få tv-

seere til at identificere sig med seriens personer, og det er dem, vi husker, når vi tænker

tilbage på serien. Både Mad Men og Matador er karakterdrevne tv-serier. Fordi serien

tilbyder en stigende grad af karakterpsykologisk indsigt og fordi, hovedpersonerne

indeholder en kamp eller en mangel, som vi håber, de opnår, følger vi med i deres udvikling.

Den menneskelige historie og tegningen af hovedpersonerne er altså en afgørende faktor

for, at serierne blev en succes.

Den store historie fortalt via de små

Lige så lidt som Matador kun handler om livet i en dansk provinsby, handler Mad Men om

livet på et reklamebureau. Mad Men og Matador handler om samfund i forandring, om

mennesker, deres relationer og alles individuelle kamp for at finde ud af, hvad livet er for en

størrelse. Mad Men er ved første øjekast et lille univers med forstadsvillaer og Sterling

Cooper-kontoret, men det afspejler større ting, der foregår rundt omkring i USA, f.eks. den

nye ungdomskultur, nye form for fritid, de krakelerede kønsroller og de mange ting, som

vinder frem. Når vi ser Mad Men, afhængigt af hvor gamle vi er, genoplever vi en

transformation, som ikke bare er amerikansk, men en verdenstransformation fra 50’ernes

rigide samfund til 60’ernes mere diffuse og globale samfund. Det er små historier, som

samtidig er store historier, fordi de afspejler mønstre, vi næsten alle sammen har set

forandre sig. Serierne skaber en klangbund til at forstå den moderne virkelighed, vi lever i.

Mad Men som epokebaseret dramaserie

Når man ser Mad Men, sker der typisk to ting: Enten får man lyst til en sjus og en smøg (også

selvom man er ikke-ryger), eller også sidder man måbende og ryster bedrevidende på

hovedet af figurernes uansvarlige opførsel. Mad Men er både en nostalgisk længsel efter en

tid, da man kunne så meget, som man ikke kan i dag, og en lettelse over, at vi er nået så

meget længere siden dengang. “Mad Men amplifies this by deploying overdetermined

images and (stereo)types that highlight the disparities between the way things were back

then, in the programme's historical fiction past, and the way they are now, in the present of



the programme's production/reception.”4 Serien får os til at se fortiden i lyset af nutiden og

nutiden i lyset af fortiden.

Det var dengang

I første sæsons afsnit syv The Golden Violin render Sally Draper rundt i hjemmet med en

plastikpose på hovedet. Hverken kvælning eller kemikalierne fra renseriet bekymrer Betty

Draper, som i stedet skælder Sally ud, fordi det er posen til hendes brudekjole. I samme

afsnit ser man Draper-familien køre væk fra det grønne område, hvor de har holdt picnic.

Tilbage ligger alt deres affald strøet ud på græsplænen. Disse små scener er tåkrummende

pinlige. ”Ved at pointere, hvorledes tiden var en anden, sker der en dobbeltrettet bevægelse,

som utvivlsomt er én af grundene til, at Mad Men ses af en forbavsende bred skare af

mennesker5: Serien åbner såvel for, at man orienterer sig mod fortiden som mod vor egen

tid.” (Nielsen 2011: 218)

Udover at forarge, fascinere og minde os om, hvor dumme, vi var dengang, bruges serien

også af mange til at grine af vores egen nypuritanske livsførelse og dermed sætte tingene lidt

i et tiltrængt perspektiv. Karaktererne i og omkring reklamebureauet drikker sjusser, ryger

smøger og er hinanden utro på en måde, så man fornemmer, at det ikke blot er socialt

accepteret, men nærmest en opførsel, der er påkrævet. En opførsel, der i dag er fuldstændig

udelukket. Selvom Mad Men-livsstilen ligger fjernt fra vores egen, og der ikke længere er

tvivl om, at rygning og for meget alkohol har skadelige konsekvenser, får mange alligevel lyst

til en cigaret eller en whisky, når de ser Mad Men. Det skyldes selvfølgelig først og fremmest

den stil, der er forbundet med f.eks. en Lucky Strike. Men det skyldes også længslen efter en

tid, hvor det, der i dag er en last, var en lyst, man kunne indfri med den største

selvfølgelighed. I dag er cigaretpakkerne påklistret advarsler om sygdom og død og der er

udformet genstandsgrænser til forebyggelse af livsstilssygdomme. Vi har adgang til en enorm

mængde viden om, hvad der er direkte farligt, og hvad der måske, måske ikke har en

sundhedsskadelig virkning. For mange er Mad Men derfor blevet et frikvarter uden løftede

pegefingre og betragtes som et opgør med en tid, hvor vi er hypersunde.

Mad Men tager også andre kontroversielle emner op, f.eks., racisme, homofobi, arkaisk

opdragelse, mandschauvinisme og sexchikane. Til et fyraftensarrangement bliver

4 Edgerton, Gary R.: Mad Men: Dream Come True TV, I. B. Tauris, London, 2011, s. 1535 Ifølge tv-meter-målinger af seerne på TV3 Plus fra d. 28. marts 2009 til d. 6. juni 2011 er der omtrent lige mange kvinder og mænd, der ser Mad Men, ligesom en segmentering i kategorierne 15-24, 25-34, 35-44, 45-54, 55-65 og 65+ gav en fuldstændig lige fordeling.



sekretærerne eksempelvis tacklet af de mandlige medarbejdere, så de kan tjekke, hvilken

farve trusser de har på. Som moderne kvinde kan man sagtens nyde at se en så chauvinistisk

serie. Fordi kvinder har den på tidsmæssig afstand smiler de overbærende over, hvor dumme

både mænd og kvinder var, og fryder sig over, hvor langt vi heldigvis er nået siden dengang.

Som moderne tv-seere ser vi serien igennem historiske briller. Vi ved, at det er et tidsbillede,

vi får serveret, og vi oplever det som historisk kuriosum.

De forældede kønsroller

Nutidens mænd bliver i vid udstrækning skildret som nogle skvat og små-infantile

væsener, som skal have hjælp af det stærke køn (læs: kvinden) eller af diverse eksperter og

coaches for blot at udvise en smule handlekraft. Sendefladen og reklameblokkene flyder over

med disse eksempler. DR har blandt andet produceret programmerne Hjælp min kone er

skidesur og Sådan er mænd og TV2 står bag programmer som Herre i eget hus og Byen hvor

kvinderne gik, hvor en hel landsby tømmes for kvinder og mændene skal stå med ansvaret

for alt lige fra husholdning til hygge. I musikken dukker der flere og flere bløde mænd op,

som synger om ulykkelig kærlighed, svigt og ensomhed. F.eks. Rasmus Seebach, Burhan G.,

Nik & Jay og Selvmord. Det er blevet legitimt og tilladeligt med sårbare, ærlige og intime

udtryksformer for mænd.

Ud over det rent kommercielle, afspejler musikken og tv-programmerne nogle

overordnede samfundsmæssige forandringer, hvor kønnene ikke blot er begyndt at ligne

hinanden mere og mere, men hvor mændene sakker bagud. Siden 1960'erne er der sket en

enorm udvikling i forhold til veluddannede kvinder, og samtidig er antallet af mænd med en

lige så lang uddannelse som kvinderne faldende. Samtidig er antallet af enlige, danske mænd

vokset med 20,7 procent fra 1991 til 2011, mens tallet for kvinderne er 10,5 procent.6 Disse

udsigter dæmmede op for debatten om ’tabermanden’, som er blevet et symbol på

kønsdebatten i 2011.

Fælles for mange kvindelige seere er, at de ved synet af Don Draper drømmer sig tilbage

til en tid, hvor en mand var en mand, gik med livrem og kunne lukke en BH op med lukkede

øjne. Det samme gør de, når de fredag efter fredag, år efter år ser Vild med dans. Når et

program som Vild med dans boomer, som det gør, og har kørt for 8. sæson, er det ikke fordi,

seerne er interesserede i trinene, men fordi, de også her kan leve sig ind i de klassiske

mand/kvinderoller. Don Draper repræsenterer en mandetype, som ikke længere er. Han er

6 Mikkelsen, Michala Rask: ”Manden – det overflødige køn”, Århus Stiftstidende, 13/11 2011



hundrede procent maskulin og drevet af sine værdier og dermed et produkt af en svunden

tid, som vi savner.

Set i det lys, giver introen til Mad Men god mening. I introen ser vi silhuetten af en mand

på et kontor. Langsomt opløses hans verden. Han hvirvles rundt, og vi ser silhuetten i frit fald

forbi en række skyskrabere, hvorpå der er projiceret billeder fra reklameverdenen – særligt

af smukke kvinder, men også kernefamilien toner op, ligesom silhuetten tilsyneladende

falder fluks igennem et whiskyglas. For enden af faldet er der endeligt et vakuum. (Nielsen

2011: 208) ”Det, vi i virkeligheden ser i 'Mad Men', er patriarkatets endelige. Machomanden

som truet race, og hvordan der bliver vendt op og ned på normerne efterhånden som han må

dele magten med både kvinder og farvede.”7

Forskellene på europæiske og amerikanske dramaserier

For 20-25 år siden anså mange de europæiske dramaserier for overlegne i forhold til de

amerikanske. Det havde især noget med persontegningen at gøre. Karaktererne i de

europæiske serier var mere nuancerede end de amerikanske. Men nu har amerikanerne ikke

bare adopteret den menneskelige måde at fortælle historier på. De har taget bolden og er

løbet langt op af banen med den.

Forklaringerne på det amerikanske dramas optur er mediesociologiske og

samfundsmæssige. De amerikanske tv-serier tør og kan tillade sig meget mere end før i

tiden. De nye kanaler, der er opstået for at imødekomme den voksne, veluddannede

bybefolkning er uafhængige af reklamer og kan derfor være mere modige. Samtidig er der

kommet en øget selvkritik og selvrefleksion ind i den amerikanske selvforståelse.8

Realisme-kravet

Europa har været for forsigtige på det marked. De europæiske dramaserier prøver oftest på

at imødekomme seernes forventning end at være modige i deres vision. 1-1-realisme er

eksempelvis typisk for Europa. Seere bliver glade for at se, at det stel, der bliver drukket af i

Krøniken, er det samme som det, de selv havde dengang. De kan godt lide, at tingene er

dokumentarisk sande.

Mad Men er også kendetegnet ved det realistiske, men realismen foregår på forskellige

planer. Man skelner mellem sandhed og sandfærdighed: Det sande er alt det vi ser i serierne,

7 Giese, Ditte: ”HØRT: ' Mad Men '-sexisme”, Politiken, Kultur, 17/03 20118 Bondebjerg, Ib: ”TV i virkeligheden”, dr.dk/p1



der er researchet, så det ligner virkeligheden, eks. rekvisitterne. En serie kan derimod godt

være sandfærdig, selvom fakta og begivenheder virker urealistiske. Det er nok at serier bare

er en troværdig indføring i en verden, man normalt ikke kommer i kontakt med.

Det er det, som de fleste amerikanske tv-serier har forstået. F.eks. sørger Mad Men hele

tiden for at flette virkelige begivenheder og personer ind for at styrke forholdet mellem

fiktionen og virkeligheden, men realismen brydes af og til, f.eks. når Don Draper ser syner

eller man lader karakterernes tanker udspille sig, som det foregår inde i deres hoveder. Det

der på tv-sprog hedder ’Verfremdung’. De amerikanske serier har den dramatiske realistiske

repræsentativitet og så overskrider de æstetisk på anden måde den klassiske 1:1-realisme.

Stort vs. lille persongalleri

Europæiske og amerikanske tv-dramaer adskiller sig også i antallet af hovedkarakterer. I

europæiske tv-dramaer er der typisk 12-15 figurer hvor 2-4 er hovedpersoner. I de

amerikanske er der mellem 12 og 14 hovedpersoner og mange flere bipersoner. På den

måde følger vi flere personers udvikling, liv og rejse. Fordi vi ikke bare følger én person, får vi

ikke bare historien om et menneske, men et billede af hele samfundet og ikke mindst

samfundets udvikling. Det er selve multiplotfænomenet i serierne, som har slået stærkt an i

amerikansk fortællekunst de senere år, som gør, at de kan dække så bredt. Gennem flere sæsoner af 12-13 afsnit oplever vi, hvordan de mange personer bevæger sig

i netværk, interagerer i sociale sammenhænge og udvikler sig. ”Hvis ikke man har den

dynamik med i den slags serier, som kører over så lang tid og ikke bare afspejler en

psykologisk udvikling, men også en lang sociologisk og historisk udvikling, så vil den blive

fattig og endimensionel. Det er helt afgørende, at figurerne optræder i socialt samspil med

andre, så man får et bredere samfundsbillede.”9

Fordelen ved at lave karakterdrevne serier med store persongallerier er også, at det er

nemmere for producenterne at brodere videre på historien. Når man er kørt træt i én

parallelhandling, kan man altid springe over på en anden. Med tv-serier skal man altid tænke

på, at hvis den bliver en succes, så skal den kunne køre tre-fem-syv år. Derfor lægger man

det bredt an. Det gælder om at holde seerne hen og til det formål er multiplot-serierne

meget velegnede.10

9 Bondebjerg, Ib: ”TV i virkeligheden”, dr.dk/p110 Sørensen, Rasmus Bo: ”Narrativ Narrefisse”, Information.dk, 25/07 2007



Identifikationspotentialet

De mange handlingstråde og karakterer spiller også en vigtig rolle, når det gælder

identifikationspotentialet hos seerne. Dramaserierne afspejler en erfaring i den moderne

tilværelse. Seriernes fortællinger minder om det liv, vi selv lever med et stort sørgmuntert

netværk af intriger, og det giver en større grad af identifikation og indlevelse. “Vi ligger ikke

længere under for den klassiske filmfortælling, der siger: ‘Her har du et enkelt menneske, som

skal forandre sig på under to timer’.”11

Graden af identifikation afhænger i høj grad af, om vi ser nationale serier eller

amerikanske serier. Lige så snart, der er nogen, der snakker dansk på tv-skærmen, har vi en

tendens til at tro, de har noget med os at gøre. At vi bør kunne spejle os i dem. Kan vi ikke

det, er der noget, der er gjort galt. Ser man amerikanske eller andre udenlandske serier,

accepterer man derimod andre standarder. Identifikationspotentialet er ikke så stort og

serien taler ikke så direkte til os som den nationale. En vis afstand er altså en vigtig faktor,

når vi bedømmer tv-serier.

Afstand i form af tid har også stor indflydelse på hvordan, vi bedømmer tv-serier. Mad

Men’s succes skyldes i høj grad det faktum, at handlingen udspiller sig i 60’erne frem for i

nutiden. Serien taler i høj grad til den kreative klasse, men samtidig er den en kritik af lige

netop denne gruppe og hele forbrugersamfundet. Udfordringen for producenterne har

derfor været at synliggøre den konflikt, uden at det gør påtrængende ondt på de typer.

Løsningen er at vise den kreative klasse i en anden epoke, så seerne ser det med en

tidsmæssig afstand. Det der kaldes for et tidsligt elevatortrick.12 Folk vil helst ikke indse, at de

er ligesom f.eks. Don Draper. De har brug for en form for syndsforladelse; sådan var det

dengang, sådan er det ikke mere.

Tv-seriernes stigende popularitet

Både herhjemme og internationalt har tv-serierne oplevet en voldsomt stigende popularitet

de senere år. Der er sket et regulært boom i det digitale forbrug af tv -serier hos danskerne.

En temmelig stor gruppe danskere har amerikanske tv-serier på dvd som en del af deres

kulturforbrug. Ifølge professor Gunhild Agger fra Institut for Kultur og Globale Studier på

Aalborg Universitet er indkøb af de smalle amerikanske tv-serier på dvd et led i en tendens,

11 Sørensen, Rasmus Bo: ”Narrativ Narrefisse”, Information.dk, 25/07 200712 Et rumligt elevatortrick ses f.eks. i filmen Lord of the Flies eller tv-serien Lost, hvor man finder et andet rum (den øde ø) til at beskrive det samme scenarie – hvordan ideologier konkurrerer.



der er markant i øjeblikket: Indtjeningen på filmmarkedet er vigende, og tv- og dvd-markedet

bliver derfor vigtigere.13 Samlet set forbruger danskere ca. 13,5 millioner kopier af tv -serier -

og 'kun' ca. 11,5 millioner kopier af spillefilm om året.14

Tidligere var der ikke meget anerkendelse for instruktører i at lave tv-serier, men det har

ændret sig fuldstændig. I løbet af 90’erne og 00’erne er der dukket flere og flere op, som

gerne vil lave serier og har store ambitioner med det. Alle led i produktionen af tv-serier er

blevet mere professionel og har i dag et meget højt niveau. ”Filmmiljøet og tv-serierne har

blandet blod. Den kunstneriske udvikling det ene sted smitter af på det andet og omvendt.

Det har påvirket serierne på den lykkelige måde, at alt er tilladt, og at der er en stor åbenhed

over for kunstnerisk ambition. Det er gået fra at være et mediehåndværk til at rumme en

meget stor kunstnerisk ambition.”15 I dag er det næsten serierne, der har overtaget

spillefilmens rolle som det toneangivende i filmkunsten. Det er stadig underholdning, men

det er også store fortællinger. Nu behøver man ikke længere at gå i biografen for at se noget

klogt. Man kan bare tænde for HBO og se The Sopranos eller for AMC og se Mad Men.

HBO-revolutionen

At tv-serier er blevet anerkendt og populære kan vi takke amerikansk kabel-tv for – særligt

tv-kanalen HBO. I midten af 1990’erne ændrede tv-selskabet måden at lave tv-serier på.

Resultatet, The Sopranos (1999-2007), som tager udgangspunkt i mafiabossen Tony

Sopranos liv, rullede over skærmen hos amerikanske HBO-abonnenter i 1999, og serien blev

startskuddet på en række tv-serieproduktioner af høj kvalitet. The Sopranos indledte en ny

guldalder inden for amerikansk drama. Med The Sopranos defineres der et før og et efter i

tv-historien, ”for serien satte både nye standarder for, hvad man kan slippe af sted med af

druk, hor og vold i bedste sendetid, og højnede samtidig gevaldigt det dramaturgiske niveau

og revolutionerede tv-seriernes filmsprog. Et tv-seriernes ground zero, om man vil.”16 HBO’s

programmer skulle ikke længere bare være underholdning. Spillefilmsformatets mere

sofistikerede fortælleform skulle udfordres, og lanceringen af The Sopranos var således også

et opgør med 70’ernes og 80’ernes amerikanske tv-serier.

13 Thorsen, Lotte: ”Hvis Shakespeare havde levet i dag, havde han været episodeforfatter på ' West Wing'”, Politiken, Kultur, 08/01 201114 Nielsen, Casper: ”Serier nu det mest populære”, bt.dk, 11/03 201115 Dannemand, Henrik: ”Vi er blevet seriejunkier”, Dagbladet Holstebro – Struer, 08/01 201116 Boysen, Katrine Sommer: ”Tv-serien er kommet ud af skammekrogen”, Jyllands-Posten, 06/02 2011



Dramaserier blev tidligere opbygget på en måde, der ikke krævede, at seerne skulle tage

noget af handlingen med fra ét afsnit til det næste. Med The Sopranos begyndte man i stedet

at tænke i overordnede story arcs. En ny, men afgørende præmis i HBO’s tv-

serieproduktioner var altså, at seerne skulle til at bruge hukommelsen. Kombineret med tv-

serieformatets 45 minutter lange afsnit fik ambitiøse manuskriptforfattere pludselig plads til

at udfolde komplekse historier med nuancerede karakterer og universelle temaer. Den

æstetiske dimension blev mere filmisk, mens det narrative forløb blev mere komplekst og

dermed fjernede sig mere og mere fra filmene.

Zapper man forbi tv-serier som The Wire, Queer as Folk, Californication, The West Wing

eller Mad Men er HBO’s indflydelse tydelig. De konkurrerende tv-kanaler, der fulgte efter

The Sopranos, har benyttet sig af mange af de samme kneb. Overgangen fra ’the post

network era’ til ’quality tv’ begyndte altså hos HBO og kaldes derfor for ’HBO-revolutionen’.

Betalingskanalernes rolle

Næsten alle de populære amerikanske tv-serier er opstået på betalingskanaler. Det gør dem i

udgangspunktet smalle, fordi betalingskanalerne ikke er underlagt samme seerkrav som de

store networks. Kabelkanalerne i USA lever af deres abonnenter og behøver ikke at tilgodese

alt for mange fokusgrupper og annoncører. Derfor er de heller ikke underlagt de samme

restriktioner som de kanaler, der kommer ind i folks stuer, uden at de selv har bedt om det.

Det har åbnet en ny mulighed for at fortælle historier. Kabelkanalerne lægger i højere og

højere grad sendeflade til en bølge af serier, som prøver grænser af og bryder tabuer. Man

kan udtrykke sig populært med en høj kunstnerisk integritet.

Nye tv-vaner

Det vurderes, at op mod en kvart million danskere har set Mad Men17, men der var

paradoksalt kun ca. 8000 seere, der så med, da TV3 Puls viste de første tre sæsoner. Resten

har købt eller downloadet serien på lovlig eller ulovlig vis. Dvd og download, det såkaldte

video on demand, har ændret folks tv-vaner, og er blevet essentielt for tv-seriernes

popularitet og måden, som de bliver forstået på. I dag kan man købe og se serier nu og her i

stedet for at vente på, at det bliver vist på en eller anden kanal. For mange består

intensiteten i, at man selv kan bestemme, hvornår man vil se serier, og at man kan se flere

17 Skøtt, Mette Valbjørn; Lohse, Gregers: "Pirateri gør tv-serier populære", dr.dk, 14/04 2011



afsnit ad gangen og dermed får en fornemmelse af, at det aldrig hører op. Mange hygger sig

med at se otte afsnit i træk på en regnfuld dag, og på kollegier arrangerer man særlige

arrangementer, hvor man sammen ser en hel stribe afsnit. Det har betalingskanalerne

opdaget, og det er tydeligt, at de satser på og fra begyndelsen medtænker dvd-formatet for

dermed at komme ud på flere platforme.

Litteratur på film

I dag spørger man ikke: ”Hvad læser du?” Man spørger: ”Hvad ser du?” Dvd-boksen har flere

steder overtaget murstensromanens plads i reolen. De færreste læser efterhånden 900-

siders romaner fra 1800-tallet, men mange investerer gladelig mindst lige så mange timer i

Mad Men eller lignende tv-fænomener. Jeg undersøger her lighederne mellem dramaserien

og den store roman med fokus på strukturlighed, genrelighed og funktionslighed.

Strukturlighed

Fælles for dramaserierne og de store romaner er, at man har langt mere tid sammen med

hovedpersonerne end i film. Til at lære dem at kende og opleve dem udvikle sig. Det er

litteratur på film. Syv minutter inde i en biograffilm skal man forstå, hvad det hele handler

om. Og efter 90 minutter er det hele overstået.18 Tager man en typisk sæson i

en moderne tv-dramaserie, har den en samlet varighed på godt og vel 16 timer (45 minutter

x 22 afsnit). En roman på 407 sider svarer også til ca. 16 timer. Hvad tidsoplevelsen angår, er

dramaserien og romanen altså en strukturelt lignende størrelse. Et afsnit korrelerer fint med

et kapital i en roman (altså et sted for hvile).19

Genrelighed

Karaktergalleriet i dramaserierne svarer også til de store romaner. Man får spejlet

historien fra forskellige vinkler via nogle figurer, som måske ikke er hovedfigurerne, men som

alligevel kommer til at spille en vigtig rolle. ”I en gennemsnitlig nutidig roman på 250 sider

eller en film på halvanden time er der ikke plads til myriader af bipersoner og knopskydende

sidespor. Helt anderledes i "Mad Men": her læser vi os via tv-skærmen langsomt ind på alle

18 Thorsen, Lotte: ”Hvis Shakespeare havde levet i dag, havde han været episodeforfatter på ' West Wing'”, Politiken, Kultur, 08/01 201119 Balslev, Søren Staal: ”Moderne romaner”, Weekendavisen, Kultur, 12/08 2011



karaktererne og stykker skridt for skridt en episk fortælling sammen.” 20 Gennem alle de

mange personer får man mange forskellige stemmer og dimensioner på den handling der

sker.

Alle de væsentlige dramaserier har i dag et tematisk, narrativt og æstetisk indhold, der

konsekvent går på tværs af episoderne. Mad Men og The Sopranos har eks. begge en

nærmest episk handlingsmæssig udstrækning. De tager udgangspunkt i en arbejdssituation,

og derfra trækkes der strenge til hovedpersonernes private sfære i det omfang, det er

relevant for den samlede historie. Det samme gør Matador. På den måde har seriernes

forløb et kæmpe identifikationspotentiale, som vi kan læse os selv ind i - en udpræget

litterær kvalitet.

Funktionslighed

(Dannelses)romanen blev i løbet af det 19. århundrede en cementeret del af

individgranskningen og samfundets blik på sig selv. Dramaserien genopliver den klassiske

fortælletradition ved at behandle nogle af de samme store temaer som i litteraturen. Mad

Men indskriver sig f.eks. i den litterære tradition, fordi den forsøger at besvare det største

spørgsmål i vestlig litteratur: ’Hvem er jeg?’ Det gør den først og fremmest i form af sin

historiske genre: Historiske tv-serier sætter mangt og meget på plads i afdelingen for vigtige

spørgsmål om hvem, man er og hvor, man kommer fra. Mad Men behandler også

spørgsmålet om identitet ved gradvist at afsløre, at Don Draper lever et dobbeltliv. Serien

kan i den sammenhæng siges at være skåret over det, John Cawalti kalder ’gådeformlen’,

snarere end ’eventyrformlen’ (Cawalti 1976) Der er tale om en eksistentiel gåde af

introperspektiv karakter, hvor der i løbet af forskellige afsnit skrælles lag af karakteren.

”Serien er på den måde nærmest regressiv-progressiv i sin fortælle-mæssige konstruktion –

dels tilbageskuende, dels fremadskuende.” (Nielsen 2011: 214).

Konklusion

For bare ti år siden forbandt de fleste kulturelt dannede mennesker dramaserier med

soap-serier som Dallas, Dollars og billige sitcoms. Sådan er det ikke mere. Tv-serierne har

skiftet status. I dag betragtes de som et respektabelt format, der byder på kvalitet og

interessant underholdning. ”At Louis Vuitton lader sig inspirere af en tv-serie, bekræfter en

vedholdende tendens. Tv-mediet, særligt når det kommer til dyrt og dygtigt producerede

20 Henriksen, Michael Bach: ”"Mad Men" og moralen”, Kristeligt Dagblad, 05/04 2011



amerikanske tv-serier, er ved at blive lokket ud af skammekrogen og ind i det finkulturelle

selskab.”21

Moderne tv-dramatik har langt flere dimensioner at byde på i skildringen af virkeligheden.

Det er det, der er det spændende, og det er det, som især de amerikanske tv-serier tør.

Mad Men hitter, fordi den handler om, hvordan vi er i dag og hvordan, vi blev til det, vi er i

dag. Længslen efter de store fortællinger om os selv og vores tid er den samme, dengang

som nu.22 Der eksisterer stadig et episk begær, en lyst og trang hos det moderne menneske

efter løbende fortællinger, hvor man følger de samme personer, deres udvikling, deres

skæbnefortælling og deres liv.23 Dette begær indfrier nu ikke blot bøgerne, men også tv-

serierne. På den måde repræsenterer serierne en revitalisering af en kvalitetsbåret

fortælletradition.

Mad Men’s gennemslagskraft vidner også om ændrede forbrugsmønstre og

medielandskabets nye logikker. Med dvd’en eller internettet som oplevelsesplatform står det

en frit for at etablere sine egne ritualer – eller at lade være. Man er ikke bundet til den fast

tilbagevendende begivenhed, ligesom den ugentlige suspendering af gensynet heller ikke er

nødvendig. (Nielsen 2011: 204) Det er altså dermed ikke længere ’serieidentifikationen’ -

fornøjelsen ved at gense og genopleve det velkendte, der appellerer ved dramaserier. Det er

muligheden for at bore sig stadigt dybere ned i de karakterpsykologiske forviklinger.

Tv-serien er et af tidens allerstærkeste medier. Hvor bogreolen ofte er kønsopdelt, lader

både mænd og kvinder sig i disse år opsluge af litterære tv-serier . Med tv-serierne har man

genfundet et underholdningstilbud, som man kan være fælles om. Fagfolk siger, at tv-serier

er med til at skabe et fællesskab.24 De er et afsæt til at tale om alt muligt bagefter, modsat

bogen, som er en ensom oplevelse.

21 Boysen, Katrine Sommer: ”Tv-serien er kommet ud af skammekrogen”, Jyllands Posten, 06/02 201122 Henriksen, Michael Bach: ””Mad Men" og moralen”, Kristeligt Dagblad, 05/04 201123 Mylenberg, Troels: ”Borgen - et reality-drama”, fyens.dk, 28/11 201024 Dannemand, Henrik: ”Vi er blevet seriejunkier”, Dagbladet Holstebro – Struer, 08/01 2011



Litteraturliste

Litteratur:

Cawelti, John G.: Adventure, Mystery, and Romance. Chicago & London: The University of

Chicago Press

Edgerton, Gary R.: Mad Men: Dream Come True TV, I. B. Tauris, London, 2011

Nielsen, Jakob Isak: ’Rundt om Mad Men’ i: Fjernsyn for viderekomne – De nye amerikanske

tv-serier, Turbine, 1. udgave, 1. oplag, 2011

Artikler:

Balslev, Søren Staal: ”Moderne romaner”, Weekendavisen, Kultur, 12/08 2011

Boysen, Katrine Sommer: ”Tv-serien er kommet ud af skammekrogen”, Jyllands Posten,

06/02 2011

Dannemand, Henrik: ”Vi er blevet seriejunkier”, Dagbladet Holstebro – Struer, 08/01 2011

Giese, Ditte: ”HØRT: ' Mad Men '-sexisme”, Politiken, Kultur, 17/03 2011

Henriksen, Michael Bach: ”"Mad Men" og moralen”, Kristeligt Dagblad, 05/04 2011

Lindberg, Kristian; Dannemand, Henrik: ”Derfor elsker vi Matador”, Berlingske.dk, 23/09

2006

Mikkelsen, Michala Rask: ”Manden – det overflødige køn”, Århus Stiftstidende, 13/11 2011

Mylenberg, Troels: ”Borgen - et reality-drama”, fyens.dk, 28/11 2010

Nielsen, Casper: ”Serier nu det mest populære”, bt.dk, 11/03 2011

Skøtt, Mette Valbjørn; Lohse, Gregers: "Pirateri gør tv-serier populære", dr.dk, 14/04 2011

Sørensen, Rasmus Bo: ”Narrativ Narrefisse”, Information.dk, 25/07 2007

Thorsen, Lotte: ”Hvis Shakespeare havde levet i dag, havde han været episodeforfatter på '

West Wing'”, Politiken, Kultur, 08/01 2011

Web:

Bondebjerg, Ib: ”TV i virkeligheden”, dr.dk/p1


dramaserien - kommunikationsforum · web viewselvom det nok er de færreste, der kan referere...

Documents