ANNA SØRINE

r;r Y

T^-i

Denne historie handler om E 187Anna Sørines forlis

Journalistisk produkt

Ken Mathiesen o g ?l:å]"#i.'rgård Mathiesen

Den 9. juni 1986 forliste supertrawleren E 187 Anna Sørine under fiskeri på NordsøenTre besætningsmedlemmer omkom. Den 42-årige skipper Poul Bødskov overlevede.Dette er beretningen om det forlisn der tog hans liv.

Poul Bødskov

Historien om E I87Anna Sørines forlisAf Ken Mathiesen og Heidi Søndergård Mathiesen

Poul bevæger sig uroligt i køjen. Små nervøse re-fleksbevægelser, der bliver mere og mere intense.Han vågner med et sæt, slår dynen til side og svin-ger benene ud på kahyttens gulvtæppe.Hans hjerte hamrer løs inde i brystkassen.Fra spidsen afhans lysblonde pandehår løber entung sveddråbe. Den lander i et afde buskede øjen-bryn.Bag ham er der fugtigt. På lagnet og på den fladehovedpude. Med højre hånd famler Poul efter stik-kontakten til sengelampen.Han gnider øjnene og kigger pa sit ur. Klokken er3.09 den 24. maj 1993.Den bankende rytme fra hans hjerte bliver lang-sommere, og i et kort øjeblik hører han den rungen-de takt fra stempleme i supertrawleren "Lars Hyl-digs" motor under ham. Så begynder hjernen auto-matisk at repetere den drøm, der har fulgt ham deseneste fem år:

Som statist i en uvirkeligfilm sidder Poul i en oran-ge rednings/Iåde. Han kigger ud af denlcvadratmeterstore åbning i det elastiske gummi.50 meter ude i det mørkeblå hav ser han Steen.Den 2l-årigefyr ligger helt stille ogvugger i deskumfuldte dønninger. Ansigtet er begravet i vond,og kun det bagerste af håret er synligt. BeggeSteens armeflyder slapt i vandet over hovedet, ogman kan svagt skimte konturerne af hans orangegummi busseronne under havoverfl aden.Få meter fra Steen pislcer den I5 år ældre Henningpanisk med benenefor at træde vande. Også hanhar gummistøvler og kraftigt regntøj på.Henning løfter den ene hånd ogvinker rædselslagenhen i mod rednings/Iåden, men i samme sekund ta-ger vindenfat iflåden og hvirvler den rundt.

Poul stirrer over mod døren. I sprækken mellem dø-ren og karmen trænger lyset ind. Han drejer sig pålagenet og søger med fødderne efter sine sorte træ-sko. Et wimmel af løse og halve tanker buldrer

rundt inde i hans hoved. Poul har prøvet det utalligegange før. Nogle gange er han bange for at falde isøvn. Da han gik til køjs for cirka fire timer sidenhavde han på fornemmelsen at naffen ikke ville bli-ve lang. Når først drømmen har vækket ham er derikke noget at gøre. Han kan lige så godt stå op, forhan ved, at han ikke kan lægge sine tanker i lænker.Pouls mareridt er det samme hver gang. Billedet afSteen og Henning, der ligger i vandet.

Men værst er tankerne om Marius' skæbne. De kanovemrmple ham når som helst. Midt under en fami-liefest, når han kører bil. Men især, når han arbejdertil havs.Så tænker han på, hvordan Marius har søgt tilflugtfra vandmasserne, mellem de to tunge ståldøre i in-geniørgangen under dækket. Heldigvis har Poul al-drig hørt, præcis hvordan Marius døde. Men hankan ikke undertrykke spekulationeme om, hvorhurtigt Marius har tabt kampen. Er han druknethurtigt? Er han gledet langsomt ind i kuldedøden?Eller har han desperat gispet efter ilt i de sidste mi-nutter inden han er blevet kvalt?

Poul rejser sig langsomt fra sengen. Han knappersin ternede skjorte og trækker de blå arbejdsbukserop til taljen. Den høje, ranglede mand går ud pågangen. Lyden fra motoren bliver mere intens.De andre besætningsmedlemmer sover, bortset fravagten i styrehuset.Med sine store arbejdshænder griber Poul fat omgelænderet og hiver sig op ad den stejle trappe.Så er han oppe i styrehuset. Vagten har mindst entime tilbage. Han kigger på Poul med et spørgendeblik, men han er ikke overrasket. Det er sket før, atPoul er dukket op om natten. Så har de snakket omalt muligt. Alt muligt andet end forlis og folk, derligger i vandet.Efter en kop kaffe og en sludder forlader vagten detpolstrede pilotsæde midt i styrehuset og gfu i seng.Poul er alene. FIan tænker ikke mere $ Steen, Hen-ning og Marius. Han tænker på sit eget liv. Overfriheden på havet, over glæden han har haft ved fi-skerlivet. Alt det, han er begyndt at tvivle på.

Poul smider træskoene og lader sig dumpe ned ipilotsædet. FI;an ser på sit armbåndsur. 3.55.

Poul tænker at det vil være godt for ham med enlang formiddagslur - hvis han altså kan sove.

-0-

Den røde Passat nærmer sig isværket og standser påHvillingkaj i centrum af Esbjerg Fiskerihavn.I bilen sidder 42-hÅge Poul Bødskov og hans hustrugennem næsten 20 hr, Kirsten. Poul kysser Kirstenfarvel, stiger ud af bilen og skridter de fii metertværs over kajpladsen.Som sædvanlig vender han sig ikke om og vinker.Det er den2.juni 1986. Det er cirka to timer sidensolen er stået op over Esbjerg, og vinden er for do-ven til end at løfte op i en tot af Pouls lysblondehår.Over fiskerihavnen ligger ettæt slør af dis og tåge.

Klos op ad bolværket hviler den postkasserøde su-pertrawler E187 Anna Sørine.Kun ni måneder gammel er den en af landets mestmoderne fiskeårtøjer.Poul sætter højre fod på skibets Skagensgule rælingog trækker sig ombord. Den næste uge skal AnnaSørine være Pouls arbejdsplads. Som skipper er hanøverste ansvarlig for den fem mand store besætning,der netop er i gang med at bære de sidste kassermed proviant ombord. Kød, kartofler, sodavand, to-iletpapir, videofilm og spillekort. Med 20 års bag-gund som fisker, er Poul også den mest erfarne afde fem.På havnen siger de om ham, at han er god til at fin-de fisk. Af samme grund har kollegerne givet hamtilnavnet "Hummeren".Denne gang lyder opgaven på at fflde Anna Sørinesstore lasttanke med mere end 800 tons af industrifi-sken tobis til en værdi af en halv million kroner.Poul springer rutineret op ad de fil trin til styrehuset,hvor han kigger sig omkring. Det er ferde gang,han skal med Anna Sørine. Æt ligner sig selv.

Allerede før solen rigtig får brændt sig igennem tå-gesløret over havnen, sejler Anna Sørine forbi densidste havnemole og ud i den smalle sejlrende. Poulstår ved styrehåndtagene i styrehuset og slubrer i enkop sort kaffe. Han har navigeret gennem sejlrendenhundredvis af gange før. Det tegner til at blive engod rejse.

Ligesom de andre Esbjerg-kuttere, der er sejlet udpå Nordsøen i de seneste dage, sætter Anna Sørinekursen mod vestsydvest. Mod Outer Well Bank udfor Englands kyst. Poul ved, at rejsen vil tage demet par døgr.

Fiskeriet er gået fremad for Anna Sørine i den sidstemåneds tid. Da havnens sugelossere tømte skibetdagen forinden, standsede fi skemelsfabrikkens vægtførst ved 860 tons.Men en hård vinter med maskinskader og dårligfangst har tæret på skibets ejer, Poul Kristensen.Derfor har Poul Bødskov denne junimorgen sagt jatil at sejle af sted som Anna Sørines skipper.De to lærte hinanden at kende på skipperskolen iEsbjerg i 1972, og for Poul Kristensen er Bødskovlangt fra et tilfældigt valg. På havnen går han for atvære en bundsolid mand med hænderne skruet rig-tigt på.

Bødskov ved godt, hvad kollegerne siger om ham -at der ikke er noget, der kan gå så meget i stykker,at Poul Bødskov ikke kan reparere det.Engang fik han vandpumpen på en vaskemaskine tilatkøre i halvanden måned ved hjælp af en borema-skine.

Egentlig ville han geme have uddannet sig. Mensom nummer fire i en søskendeflok på I l, måtte hanvente til storebroderen var færdig med at læse.Så Poul kom ud at tjene på en gård, da han var 13.

I en sommerferie havde han lyst til at tjene lidt eks-tra og tog en uges hyre på en fiskekutter i Esbjerg.Poul var frygtelig søsyg hele ugen" men han holdtud. Da Poul ville sige tak for denne gang, sagdeskipperen til ham, at han sandelig ikke bare sådankunne smutte. Han havde en måneds opsigelse. Også tog Poul tilbage til landmanden og meddelte, athan måue blive på skibet. Først længe efter fortalteskipperen ham, at der slet ikke fandtes noget opsi-gelsesvarsel. Skipperen havde bare væddet en flaskebrændevin med skibets bedstemand, om den søsygeknægt kunne holde til endnu en rejse. De første femår på havet, blev Poul søsyg allerede dagen indenafrejse.Han mødte Kirsten på Sømandstrjemmet i Esbjerg i1965.

4

Poul syntes, hun så forrygende sød ud i sin turkisblåkittel. Han tog mod til sig, og en dag, han kom op tildisken for at aflevere sin spisebillet, kyssede hanhende.De blev hurtigt gift og fik børnene [,one, Anders,Lotte og Bo.

Poul lovede sin kone, at han ville stoppe med at fi-ske efter to år. Sammen skulle de overtage sviger-forældrenes gård.Men pengene var gode, og Poul kunne lide sit job.Kun to gange siden har han overvejet at finde nogetandet at lave.

Den første gang er efter februarstormen i 1969.Poul er på vej hjem med en $,ldt stålkutteq derpludselig tager vand ind. Besætningen forsøger for-gæves at pumpe vandet ud igen, og de fire mændspringer derfor i redningsflåden. Her kan de ikkefinde kniven, der skal skære flåden fri af skibet.Bliver linen ikke kappet, risikerer de alle at blivetrukket med kutteren ned i dybet. Poul klatrer snar-rådigt tilbage på det synkende skib for at hente enkniv.Stormen tager 1l af hans kammerater den nat.

Den anden gang er halvandet år senere. Poul befin-der sig ombord på en brændende trækutter. Ogsåher redder han sig i sikkerhed på et hængende hår.Kulsyrepatronen, der skal puste flåden op, er væk,og Poul må fflde luft i flåden med pumpen fra flå-dens nødpakke, mens flammeme slikker op ad sty-rehuset fli meter fra ham. Da han sarnmen med be-sætningen har padlet flåden 25 meter væk, eksplo-derer der flasker med ilt og gas inde på skibet.Stumperne fra styrehuset flintrer lige hen over Poulshoved.Bagefter siger han til Kirsten, at han aldrig mere vilsejle med sådan noget gammelt lort.

-0-

Det er den 4. juni tidligt om morgenen, da Anna Sø-rine ankommer til bestemmelsesstedet, Outer WellBank.I to døgn, fra tidlig morgen til ti€lleve tiden omaftenen, har Poul stået i styrehuset for at holde det45 meter lange skib på den præcise kurs,

Poul ved, det er vigtigt at holde sig orienteret om degode fiskepladser på forhånd. Derfor lytter han tilradioen. Især lytter han til tonefaldet i samtalememellem de andre skippere. Han kender dem godtnok til at vurdere, om de taler sandt, eller om deprøver at skjule deres begejstring over en stor stimefisk.Ind i mellem bliver det også diskuteret, hvordan detdanske fodboldlandshold klarer sig ved VIV{ i Mexi-co.

Poul tager fat i håndtaget, der regulerer skibetshastighed. [Ian trækker det tilbage, omtrent til neu-tral position.Den hule rungen fra Anna Sørines 1600 HK Deutzdieselmotor bliver mere harmonisk. Poul kaster etblik på ekkoloddet.På det græsgrønne dæk nede foran styrehuset arbej-der de andre besætningsmedlemmer- Ole, Hen-ning, Steen og Marius. De har alle sejlet med AnnaSørine siden dens første rejse for ni måneder siden.Og de kender deres pladser ombord.

30-årige Ole er maskinmand. Senere på sommerenskal han giftes med sin kæreste, Anette. Den lillefirskårne, blonde mand holder øje med motoren.Han tjekker filtre og skifter olie. Ligesom med Poul,har de andre respekt for hans tekniske snilde. Deved, at han kan mere end de fleste med en skrue-trækker. Men når der fanges fisk, arbejder Ole pådækket sammen med Henning.

Med sine 36 år er Henning den næstældste på ski-bet. Hennings plads er ved den lysegrå indhiverkas-se, hvor fiskene glider fra posen og ned i skibet.FIan er en lille mand med lyst fipskæg, som forsør-ger sin kone og tre børn hjemme i Esbjerg med fi-skeriet. Når Anna Sørine hiver fisk ombord, er detHennings opgave at lede fisken gennem indhiver-kassen og videre ned på arbejdsdækket en etage un-der ham. På arbejdsdækket står Marius og tager imod.Marius er nybagt far og jævnaldrende med Ole.De to er også hinandens bedste venner.Den lille tætte muskuløse fn med kastaniebrunt hårog rødmosset fuldskæg er næsten altid glad og be-klager sig aldrig.For han elsker sit arbejde.

6

Han sorterer drønende hurtig fiskene og leder demmed transportbåndet op i metaltårnet på dækketovenover, hvor de bliver blandet med is, så de kanholde sig friske, til skibet når i havn.

Som femtemand og yngste ombord er det ofte Ma-rius' fætter, Steen, der får de opgaver, som ingenandre har lyst til. Men det betyder ikke noget forSteen. Han gør, hvad han bliver bedt om, uden atmukke.Sommetider står den rødhårede gut ved istårnet ogflytter rundt på det blikrør, der sluser fiskene fratårnet og ned i Anna Sørines lasuanke. Andre gangehjælper han Marius på arbejdsdækket.

I løbet afdagen finder Poul kun 80 tons tobis.De flder ikke meget i Anna Sørines store lastrum,og Poul vurderer, at fiskeriet på Outer Well Bankikke er godt nok til at blive hængende efter.Næste dag sætter Anna Sørine derfor kursen nordpå.

I to dage blæser det med kulingstyrke, og den 6. ju-ni sejler Anna Sørine ind på Southermost Rough,omkring 70 sømil fra Englands kyst.Fiskepladsen udgør den sydvestlige kant af DoggerBanke. Poul har fisket her et utal afgange. Hankender bunden med dens revler, og han ved, at bøl-gerne brydes på den kant der afgrænser den store,flade banke.Når strømmen vender, kommer tobisen frem påkanten, og da dagen er omme, har Anna Sørineyderligere 160 tons af den lille industrifisk i lasten.

Den 7. juni finder Poul mere end 200 tons, som Ole,Henning, Marius og Steen Slder i de foneste tanke.Poul bliver stolt ved tanken om at sejle ind i EsbjergFlavn med fuld last. Dagen efter er der også masseraf fislq men sidst på dagen indstiller Poul fiskerietpå grund af lcraftig blæst. De andre skippere i områ-det fisker videre.I lasttankene under dækket ligger nu 800 tons tobis.De svarer til vægten af 160 indiske hanelefanter.Poul vd at der stadig er plads til60 tons, men hanvil nøjes med 40. Så synes han, skibet ligger bedrepå vandet.Om aftenen siger han til de andre, at rejsen slutter imorgen. Nfu sidste slæb er hevet ombord over mid-dag, vil han sejle Anna Sørine hjem til Esbjerg.

Den 9. juni står besætningen på Anna Sørine somsædvanlig op sammen med solens første stråler.Blæsten har lagt sig, og Nordsøens vand er fladtsom plader af blik. I messen står der cornflakes,franskbrød, ost og mr*ser af kaffe på det mørkebru-ne, lakerede træbord.Ole, Henning, Steen og Marius spiser hurtigtderes morgenmad. Så iler de ud S dækket for at gø-re fiskegrejeme klar. De ved, atjo hurtigere grejer-ne kommer i vandet, jo hurtigere kan de komme til-bage i køjen til en morgenlur.

Over skibet svæver mågerne mageligt rundt i densvage vind. Poul står i styrehuset i skjorteærmer ogsin mors hjemmestrikkede sokker. Han smider altidskoene inden døre. Det fiske at se fra morgenstun-den, men så forsvinder de igen.I løbet af formiddagen kommer de andre op til ham.De vil vide, om der er noget på ekkoloddet eller omde lige kan nå et spil kort. Poul svarer, at de venterpå strømvendingen. Men så sejler vi også hjem, for-sikrer han dem.

Ved middagstid sejler Anna Sørine forbi en andenEsbjergtrawler El00 Betty Børsmose. Hele formid-dagen har Poul været i radiokontakf med BettyBørsmoses skipper, Thorvald Børsmose.Som de eneste slæber de d yderkanten af Souther-most Rough. 15 andre fiskeskibe fra Esbjerg fiskerpå inderkanten omkring ti sømil derfra.Poul og Thorvald har talt om, at de nok ligger ogroder i Cn stor stak derinde.Poul beslutter, at der skal serveres frokost, inden detsidste slæb trækkes ind. Herefter skal de bare slusede sidste 40 tons tobis gennem et dæksel fonest pådækket og ned i den sidste tomme lasttank.

Det begynder at blæse op fra sydvest. Omkring 15meter i sekundet. Bølgerne viser deres hvide tæn-der, mens Poul står i styrehuset og nyder en kop sortkaffe. For at skåne Henning og Steen på dækket,bakker han det store skib op mod vinden, så søenflækker i to bagom skibet i stedet for at komme frasiden. Derude føles blæsten som at køre 25 kilo-meter i timen på en cykel, og Poul ved, hvordan en"vasker" ind over dækket kan fil folkene til at bandeog svovle.

Han fløjter til radioens popmelodier og trækker i detstore metalhåndtag, der ffu skibets bagerste propeltil at piske rundt under vandoverfladen og bugsereAnna Sørines bagende op imod vinden. Tak num-mer fire af otte. Pouls erfaring siger ham, at det erden mest effektive kraft i sådan et vejr.

Med millimeters præcision puffer hans højre håndtil styrepinden, der fungerer som skibets rat. Poultænker p&, at de skal gøre rent i maskinrummet og iskibets dagligstue, messen. Måske også d dækket.Skibet skal som altid være pænt, når det kommer ihavn.Så stiller han sig med bagdelen op mod vinduet oghiver i de to håndtag, der får det grønne net til atrulle tilbage på tromlen. Den sidste rest af slæbetklemmes sammen i poseenden. Poul ser ud phhøjreside af dækket, hvor Henning og Ole hurtigt ftlr åb-net for posen, så fiskene kan sfiømme gennem lu-gen i indhiverkassen og ned på arbejdsdækket påetagen nedenunder, hvor Marius og Steen står klarved sorteringsanlægget.Nordsøens årve er skiftet fra lyseblå til blåsort.Poul tænker, at det skal blive godt at komme hjemtil Kirsten og børnene.

Anna Sørine reagerer prompte på, at Poul for et øje-blik retter opmærksomhed på nettromlens styre-håndtag. Vinden slår med al kraft til fra venstre ogtrækker kaskader af de to-tre meter høje bølgermed sig ind over dækket. Søen rammer blikrøret,der leder fiskene fra tårnet ned i den sidste tommelasttank. Det river sig løs af de tre punktsvejsedebeslag og svirper tilbage til sin hvileposition enmeter over det vandfyldte dæk. Vandet fosser nedgenn€m det 38 centimeter store, runde hul i dækket.Ole springer ned og sætter sig med knæene i hulletfor at lukke fortilshømningen. Han kigger sig hur-tigt omkring. Han kan ikke fåøje på det dæksel, derplejer at slutte tæt til hullet, når fiskene har fuldttanken op.I stedet får han øje på Steeru der har forladt Mariusog er løbet op ad trappen til Ole og Henning. Steenråber, at lyset på arbejdsdækket er forsvundet.Ole springer op fra sin plads i hullet og sjosker hur-tigt gennem vandet på dækket hen imod nedgangentil motomrmmet hvor sikringerne er placeret.

Ole ser sig ikke tilbage, da han råber til Steen, athan skal overtage pladsen i hullet.

Anna Sørines snude trykkes ned under vandoverfla-den. Fordækket sejler i vand. Poul vinker til Hen-ning og Steen og gør tegn til, at de skal slippe pe-sen, selvom der er stadig ti tons tobis i posen.

Han genkender søens pludselige kræfter fra tidligererejser og griber fat om den sorte knop på styrepin-den for at rette Anna Sørine op og atter anbringeskibet blødt i vinden.Men styremaskinen reagerer ikke på de små nøkmed pinden. Poul kaster et hastigt blik på autopilo-ten. Den viser fejl.

Han går hurtigt de fem skridt fra styrepinden i højreside helt oppe ved vinduet til håndroret bagest i sty-rehuset. På vejen når han at give bakhåndtaget end-nu en tak. Han bøjer sig forover i ryggen, tagerhårdt fat om det lyse egetræ og trækker af al kraftmod venstre. 26 omdrejninger. Poul stirrer op i lof-tet halvanden meter fremme, hvor rorindikatorenmelder om, at Anna Sørine reagerer som håbet $håndrorets skarpe venstredrejning.

Pludselig hører Poul et smæld bagfra. Han mærker,hvordan søen løfter skibets bagende. Hører suset fraen bølge.

Så kommer vandet.

Bølgen flækker omkring styrehuset og ud af øjen-krogen ser han en kæmpe dynge af skum sprøjte indover skibets stævn.

Med 6t føler han, at skibet bliver dødt under fødder-ne på ham. Som at træde fra et tyndt islag, der giverefter for kropsvægten, til tyk, fast is.

llavet trykker atter Anna Sørines forende ned.Poul går tilbage til vinduet lige over styrepinden forat se til Henning og Steen. Allerede en meter førvinduet registrerer han den nagende fornemmelseaf, at noget er galt. Poul ser, at Henning og Steenikke længere kan nå dækket med fødderne. De erkastet op i havet og træder vande i deres orangegummibukser og busseronner. Vandet når dem tilhalsen. Poul tænker, at noget er galt. Helt, helt galt.At stævnen burde løfte sig igen. At rælingen burde

l0

komme til syne.

"Thorvald, lytter du her?" kalder Poul på den VHF-kanal, hvor han og Thorvald Børsmose knap en ti-me tidligere har sludret om vind og vejr og densnarlige hjemrejse. Poul hører sin egen stemme bli-ve panislq da han ikke filr noget svar. Han tænker,at han må ud til Henning og Steen, der flyder læn-gere og længere mod højre. Væk fra skibet.'Thorvald for helvede, lytter du her? Skibet synkerunder fødderne på os".Poul ser Ole komme op adhappen i venstre side af styrehuset. Den tætte, lys-hårede mand løber næsten vandret hen ad den ellersså stejle metaltrappe. "Få flåden ud", råber Poul, ogOle forsvinder ud af døren i højreside. I det samme svarer Thorvald. "Hvad er dergalt?" . Poul gentager: "Skibet synker under fødder-ne på os". Inden han løber samme vej som Ole, ka-ster han det sorte telefonrør fra sig. Ledningenstrammer til og stopper det dinglende rør noglecentimeter over gulv&æppet.

Henne ved døren må Poul bruge begge arme til attrække sig ud gennem åbningen og undgå at faldebagover. Han løber højre om bagsiden af styrehusetmed det ene ben på styrehusets nederste kant og detandet ben $ dækket. Stævnen hælder 45 grader ogpeger direkte ned mod sandbunden. 40 meter underskibet.Ole har nået at trække i den lille rine på den hvideglasfibertønde, der udløser redningsflådens hydrau-lik. Den orange kube folder sig ud, mens den falderned over rælingen. Endnu inden den begynder atfløjts for overtyk, hopper Ole ned i taget og rullerhurtigt rundt til åbningen.

Efter ham lander Poul.

Poul tænker, at Marius er nede i skibet. Uden attanken når at blive klar, konstaterer Poul, at hamkan de ikke [iælpe nu.I stedet må de skynde sig ud og hente de to andre.I en læderskede foran åbningen hænger den kniv,som Poul bruger til at kappe linen mellem flåden ogskibet. Vinden kommer fra syd og står direkte indpå Anna Sørines venstre side. Den kaster hurtigtflåden om foran styrehuset. Poul må skubbe fra medhænderne på kanten for ikke at komme til at hænge

ll

fast under styrehusets kasketskygge, der hælder fa-retruende ned mod flåden. I et febrilsk splitsekundtænker Poul, at det ville trække dem med ned idybet. Så er tankerne igen på Steen og Henning,som han ikke længere kan se, fordi flådens åbningvender ind mod styrehuset.

Propellen bakker stadig i hak nummer fem. Denligger nu så højt i vandet, at den pisker overfladentil skum. Hvis de kommer derhen med flåden, vilden hakke dem i småstykker. Men Poul tænker ikkepå propellen. Han tænker på de to, der ligger i van-det. Og på Marius nede i skibet. Derfor går han igang med at finde de to blå pagajer og nødpejlesen-deren frem fra sejldugsposen, der ligger i flåden.Han ser, at posen også indeholder dllsevand, nødra-ketter og en øse.

Poul kan proceduren for nødpejlesenderen udenad.FIan har læst opslaget på indersiden af toiletdørenhundredvis af gange. Han skubber den lille antenneop gennem det orange sejldugstag. Henning ogSteen er klatret op i masten. Snart vil den nærmesteradiostation kunne pejle dem og sende hjælp.

Masten stikker normalt ti meter over dækshøjde.Nu er der kun fll meter tilbage af den gulmaledestålstang. Poul og Ole padler som rasende for atkomme nænnere Steen og Henning. Men stormentager godt fat i flåden og kaster den som en bade-bold hen over havoverfladen.Langt hurtigere end de kan fll aflnene til at lystremed padleme. Den lille åbning i flåden gør detsvært at bestemme retningen.Poul er en erfaren svørnmer. Som soldat tog han denstore liwedderprøve. Men han tænker, at det villevære selvmord at forsøge at nå frem til kammera-terne. Frem skulle han nok komme. Men allerede davil vinden jo have blæst flåden mindst hundredemeter længere væk. Selv den bedste svømmer kanikke svømme 15 meter i sekundet. Hvordan skal dealle tre kunne nå tilbage i god behold?

De driver tværs over nettromlerne, der står undervand, og ud på skibets højre side. Blæsten senderflåden mod nord.Poul og Ole padler stadig af al kraft og forsøgersamtidig at kaste den 20 meter lange redningsline

t2

frem til Henning og Steen. Mod vinden.Flåden drejer rundt og rundt.Længere og længere væk fra de to, der igen ligger ivandet. Poul vurderer, at der nu er hundred metermellem flåden og Henning og Steen.Han har stadig sin mors strikkede strømper på fød-derne. De er tørre.

Flåden drejer endnu en omgang om sig selv.Poul ser, at Henning ligger længere væk fra skibetend Steen. FIan træder vande, mens han vinker tildem med den ene, orange arm. Steen ligger heltstille med ansigtet nede i vandet og armene overhovedet. Som et fredffldt barn, der sover på maven.Så glider mastens top gennem overfladen og for-svinder sammen med resten af Anna Sørine.

Ovenpå det sorte hawand flyder to stykker isole-ringsskum på størrelse med øllerkner og et bundtrøde kugler.

Pouls hoved er fuldt med usammenhængende tan-ker. For få minutter siden stod han ved hfuidøgene idet lune styrehus og hjalp Henning og Steen med attrække de sidste tobis ind. De skulle alle sammenhjem til familien.

Overfor ham, på flådens sorte gummibun4 sidderOle. De siger ikke noget til hinanden. Poul ser Ma-rius for sig. Det letkrøllede kastaniebrune hår, denrobuste skikkelse i den røde kedeldragt. Det gladeansigt.Pouls ansigt er stift. Han tænker, at hvis hans forsøgpå at bakke Anna Sørine op i vinden var lykkedes,så var flåden drevet i samme retning som Henningog Steen. Så kunne han nå dem.Tankerækken slås uafladeligt i stykker af noget, hanikke kan indfange. Han hører ingen lyde. Han seringenting. Udenfor er Nordsøen blevet større.

Poul hører et jetfly komme buldrende henover ho-vederne på dem.Selvom det er flere år siden, han holdt op med at

ryge, får han pludselig en ustyrlig trang til en ciga-ret.

Der går en evighed på en time. Poul hører motorenpå Thorvalds supertrawler,føt han ser skibet. Thor-

l3

vald kaster en lodslejder ud over rælingen. "Hvor erde andre?", spørger han.

-0-

Poul kan ikke længere holde sammen på gråden, daAnna Sørines ejer, Poul Kristensen, lægger arneneom ham. Stemningen i det lille, reolffldte mødelo-kale hos Esbjerg Gensidige Skibsforsikring er fuldaf sorg og forFivlelse. Rundt om det lyse natur-træsbord sidder også Ole, forsikringsdirektøren,Svenning, og Poul Kristensens bror, Gunnar, der ermedejer af Anna Sørine.Supertrawleren, der nu ligger på havets bund erfonikret for 24 millioner. Poul føler, at forsikrings-direktøren vil lægge ansvaret over på ham. At hanbeskylder ham for at have overlæsset skibet.

Den 18. juni, ni dage efter forliset, afgiver Poul sø.forklaring i retten i Esbjerg. Det har han prøvet togange tidligere, men denne gang er det anderledes.På gården trjemme i Lunde ved Varde kan Poul ikkefinde ro. Han arbejder mest i sit træværksted eller ihaven.Inde i huset kravler Poul sammen i den vissengrøn-ne veloursofa og kæderyger sine Prince Light. Hanfornemmer, at Kirsten og børnene går på listefødderomkring ham.Kirsten vil gerne snakke, men Poul fortæller kun ioverskrifter. Han ser, at hun er ked af det. Men in-gen skal have ondt af ham. Han vil bare have lov tilat være alene.Hvis Henning havde filet fat i et bundt kugler, havdehan måske klaret sig.

En dag bliver han ringet op af Jehovas Vidner. Da-men i røret vil gerne hjælpe Poul med at få det bed-re. Overvinde oplevelsen på havet. Men Poul takkernej. FIan tænker, at hvis der findes en gu{ ville hanogså have holdt hånden over ldarius, Henning ogSteen den eftermiddag.Poul taler i telefon med sine ti søskende, men hanser dem ikke. Han tænkeE at andre ikke skal be-stemme, hvornår han skal dele sine tanker med dem.De irriterer ham med deres spørgsmål om, hvordanhan har det. Hvorfor lader de hamikke bare være i fred?

t4

Da Poul har boet i sit eget indre i en måned, kom-mer der bud fra en af Esbjergs store supertrawlere.Skipperen skal have ferie og mangler en mand. Erdet noget for Poul?Poul føler, at han bliver sparket op af sofaen. Hantager det som et tegn på, at der stadig er nogen, dertror på ham. På trods af alt. Den store klump ibrystkassen filr selskab af lidt varme.På havnen er der ingen, der spørger til det, der sid-der fast i hans brystkasse. Men Poul filr ind i mel-lem lyst til at fortælle. Og så lytter de.

Forsikringsselskabet sender dykkere ned til AnnaSørine. De vil have en forklaring på forliset.Et hollandsk bjærgningsselskab får til opgave atløfte Anna Sørine op af Nordsøen med en kran.Poul bliver spurgt, om han vil med på den ledsægende flydedok sammen med Poul Kristensen ogfolk fra Søfartsstyrelsen og forsikringen. Men tan-ken om Marius, der ligger nede i dybet, får Poul tilat sige nej.Poul tænker, at han må undgå flere belastninger, forikke at havne i sofaen igen.Han ser på TV, at de rådne tobis sprænger sig vejgennem alle åbninger, da skibet når vandoverfladen.

Marius bliver lagt på flydedokken i en sort plastic-pose.

Det sorte telefonrør til VHF'en hænger stadig ogdingler i sin ledning.

Et lille år efter, at det nybyggede skib blev fejretmed Assens' borgmester i spidsen og flag i masten,ligger skibet atter S det ffnske værft.Hver dag i over en måned minder stanken af rådnefisk beboerne i Assens om Anna Sørines tilbage-komst.Søfartsstyrelsen går i æng med de tekniske under-søgelser.I skibets bovpropelrum, hvor lysanlægget står, fly-der det med rådne fisk Styrelsen siger, at Poul har

Sldt alt for mange tobis i lasten. Han ryster på hovedet og tænker, at de ikke har forstand $ fiskeri.For der er da ingen, der kan komme i tanke om atødelægge teknik for en million kronsr med en porti-on fish der kan indbringe 20.000 kroner.

15

Styrelsens konklusion bliver, at Poul har forsømt sitansvar som skipper.

En efterfusmorgen i 1986 bliver Poul ringet op frapolitiet i Esbjerg, mens han arbejder på havnen iGilleleje. Irøreter en kriminalbetjent, der siger, athan gerne vil se Poul - og helst senere på dagen.Jo før,jo bedre, faktisk.Kiriminalbetjenten fortæller, at politiet og statsadvo-katen i Sønderborg overvejer at rejse tiltale modPoul. Tiløle for uagtsomt at have været skyld i, atHenning, Steen og Marius døde.Poul er træt af at skulle afbryde sin arbejdsdag iGilleleje, hvor han er ved at forberede et marok-kansk fiskeprojekt sammen med nogle bornholmskefiskere.Men han sætter sig ind i sin bil og drager mod Es-bjerg. Undervejs spekulerer Poul som en gal. Hvadsker der nu? Og hvad vil de spørge mig om?

Poul er sikker på, han ikke har gjort noget forkert.Han giorde, som han plejede.

I løbet af efteråret er Poul flere gange tilafhønnger på politigården i Esbjerg.Det er ikke nemt for ham at skulle berette om d€t,der skete ude på havet den junieftermiddag.Men han forklarer så godt, han kan.Politiet er især interesseret i, hvor mange fisk skibethavde lastet - og hvor der var fislg som ikke burdevære der.

Poul taler aldrig med de journalister, der gerne vilhave stof til en god historie. Men en dag bliver hanringet op af €n, der fortæller, at statsadvokaten iSønderborg har afrist sagen.Statsadvokaten mener ikke, at Poul kan blive dømtfor noget. Poul føler sig utrolig lettet. Nu har hanstatsadvokatens ord for, at han ikke kan lastes forsine tre kammeraters død.Poul ved, at Søfartsstyrelsen og SiD, der kører er-statningssagen for de efterladte enker, skynder sig atklage til rigsadvokaten over statsadvokatens afgø-relse. Men han er overbevist om, at statsadvokatensord er et manifest.En afgørelse truffet af en statsadvokat bliver ikkeændret tænker Poul.

16

Fiskeeventyret i Marokko ender brat, da Poul ufor-varende kommer i kløerne på den marokkanske ma-fia. FIan fllr i stedet hne på supertrawleren LarsHyldig, og månederne går.Poul føler, at han er ved at finde sine ben igen. Dergår længere og længere tid mellem de dage, hvorforliset rigtig bider sig fast i ham.

En sommerdag i 1988 taler han og Poul Kristensenom, at fristen for at genoptage straffesagen nærmersig. Nogle fil dage før den udløber, er Poul ombordpå Lars Hyldig - på vej hjem til Esbjerg.Samme morgen sejler Anna Sørine ud af EsbjergHavn. Et af besætningsmedlemmerne er ikke mødtop, og Poul Kristensen står og mangler en mand.Mens Lan Hyldig og Anna Sørine ligger side omside, klatrer Poul fra den ene supertrawler til denanden.Det er første gang, han skal sejle med Anna Sørineefter forliset, og der ligger andet end mandskabs-mangel bag den manøvre.Poul Bødskov og Anna Sørines ejer er sikre på, atså længe Poul Bødskov bliver på havet, er der in-gen, der kan stævne ham. Og nfu Anna Sørine attervender hjem med fuld last, er tidsfristen for længstoverskredet.

Da Blåvand Radio kalder på Anna Sørine, er Poul igang med at reparere trawlet ude på dækket.Vagten i styrehuset besvarer radioopkaldet og vin-ker ud til Poul. Der er telefon.På vejen op ad trappen til styrehuset har han ingenanelse om, hvad der venter ham.

Kriminalbetjenten i den anden ende af radioforbin-delsen læser med rolig stemme:Ib Poul Bødskavfødt den 27. na'ember 1943 i Skiv-holme, boende Horne, Varde, til straffor overtræ-delse af1) sølovens S 7l stk. I ved den 9. jtmi 1986 cirkaklokken l3 som skibsfører på F/K Anna Sørine un-derfislreri på positionen 54.41.03 N, 0I.l1.00 Ø,Sout hermost Rough, Nords øen v ed grov fej I og for-sømmelse at hwe undladt at gøre, lwad der stod ihans magt for at holde skibet i sødygtig stand, idet:skibet var hårdt nedlastet, s1u lænseporte var luk-kede og slcalkede, dækslet pa bagbord lufnentil varsikret i åben stilling to lastrumsluger var ikke til-

t7

spændte, døren til bovpropelrummet var ikke skal-ket, hvilket alt bevirkede at skibet forliste.2) Strafelovens $ 241 vedunderde iforhold I be-s lcr evne oms tæd igheder uagt somt at høve forvo I dten andens død, idet besætningsmedlemmerne Hen-ning Hansen, Marius Knudsen og Steen Knudsendruknede under forl iset.

Poul mærker, at han bliver wed. Edderspændt ra-sende. Han fner nogle eder og forbandelser af tilkriminalbetjenten, men tænker i samme øjeblik, athan jo ikke er den rette mand at skælde ud.

Det første, Poul Kristensen gør, da Anna Sørineanløber Esbjerg Havn, er at tage kontakten til kø-benhavneradvokaten, Bjøm Groth-Andersen.Han er ekspert i søret, og Poul Kristensen og hansbror, Gunnar, vil sikre, at Poul fllr det bedste for-svar, man kan tænke sig.At Bjørn Groth-Andersen tager sig godt betalt, be-tyder ikke noget for dem i den sammenhæng, med-deler de Poul.

Da Poul kommer hjem, ligger anklageskriftet i enkuvert på det lakerede fynetræsbord i køkkenet.Poul læser det flødefarvede A4-ark med den ma-skinskrevne anklage flere gange.Ord for ord. Sætning for sætning.

Poul spekulerer som en gal. Han har aldrig giort no-get kriminelt. Jo, han har ind i mellem prøvet atsnyde fiskerikontrollen, men han kunne da aldrigkomme i tanke om at slå nogen i[el. Den junief-termiddag for to år siden udførte han bare sit arbej-de som altid. De andre skippere ville da have grinetaf ham, hvis han havde stoppet fiskeriet.Poul føler skuffelse og wede over, at nogen kanfinde på at beskylde ham for sådan noget.FIan synes, det er uvirkeligt. Som om, det handlerom en anden mand.Mens han læser anklageskriftet for gud ved hvilkengang, fllr han nogle mærkelige tanker.

Pludselig er Poul ikke længere så sikker på" at hanikke har giort noget forkert. Han tænker, at når an-klagemyndighedens store apparat med kloge folkfra Søfartsstyrelsen i spidseA siger, at han har for-sømt sit ansvar, så har de måske ret?

l8

Var der noget, han kunne have gjort for at reddeHenning, Steen og Marius? Var der?Pouls tanker tumler omkring, men han kommer in-gen vegne med dem. Billeder af Henning og Steen ivandet dukker op. Forsvinder. Dukker op igen.

Inde i hovedet kæmper Poul en opslidende karnpmellem sin egen dømmekraft og troen på autorite-terne.- De siger, at du harforsømt dit ansvar!- Jamen, jeg gjorde alt, lwad jeg kunne!- Er du sikker på, at der ikke var noget, du kunnehave giort anderledes?- Jamen, vi padlede jo som gale!- Men nogen siger altså, at du har giort nogetfor-kert!

Udadtil lader Poul ikke sin Mvl komme til syne.Men derhjenrme og til havs ruger han over sinhemmelige usikkerhed.Når han taler med Kirsten. Og når bømene og fami-lien spørger, vil Poul gerne vise, at han er stærk.Han skal nok komme igennem den retssag, og vindeden.

Søfartsstyrelsen turer atter frem med påstanden om,at Poul har været for grådig. Som skipper var detPouls ansvar at vurdere, hvor mange fisk skibetkunne bære, og i styrelsens øjne har han tonset såmange fisk derned, at Anna Sørine ikke længere vari stand til at sejle.Styrelsen mener også, at Poul har fejlet ved at holdesyv af de otte lænseporte d Anna Sørines siderlukkede.På den måde kunne vandet på dækket ikke løbe ud ihavet igen.

Poul og Bjørn Groth-Andersen samarbejder med enhavariekspert fra Esbjerg. De tre mødes flere gangepå havariekspertens kontor tæt ved havnen, og detaler ofte i telefon sammen. Mens eksperten arbej-der med tal og formler, bidrager Poul med sine mereend 20-års erfaring som fisker.Han finder også et stykke papir, som han giverBjørn Groth-Andersen. Papiret er et opslag fra Es-bjerg Gensidige Skibsforsikring, der hænger på alleEsbjergs fiskebåde. Det henstiller til, at lænseporte-ne holdes lukkede under fiskeri for ikke at ødelægge

t9

fiskegrejerne. Poul tænker, at Søfartsstyrelsen harset opslaget hundredvis afgange, når de har synetkuttere.Herefter kommer de frem til en forklaring på AnnaSørines forlis, der slet ikke ligner Søfartsstyrelsens.

Havarieksperten har regnet ud, at den vigtigste år-sag til forliset kun kan være blikrøret, der sad fastpå hullet ned til lasttianken, indtil den voldsomme søkom ind over dækket. Da vandmasserne fik røret tilat knække af sine beslag, kunne tusindvis af litervand løbe ned i Anna Sørines forende i løbet af in-gen tid.At portene, der skulle lænse dækket for vand, sam-tidig var lukkede, har ingen betydning, konkludererhavarieksperten og henviser til Archimedes Lov.

En dag dumper der et brev ned i Pouls postkasse:Kære PouM voresfamilie er vi ikkevant til storeord, ogheller ikkevant til at uddybe, hvadvifølerfor hinanden. Men du skal vide, at vi tænker megetpå dig og dinfamilie i disse dage. Du skal vide, atuanset hvad retten kammerfrem til, så vil duformig altid være den gode, kærlige broder, som dualtid har været. Jeg tror, at du har giort, hvad dukunnefor at redde dine kammerater, og det kanrettens afgørelse ikl<e løve om på. Kærlig hilsen Si-ri.Poul tænker, at han ikke har bedt om opbakning.Han vil selv klare det her.

De seneste måneder har han spekuleret nat og dag.

Set sig selv i styrehuset. Set de andre arbejde pådækket. Genoplevet de fil fatale minutter, indenAnna Sørine forsvandt fra havoverfladen og sankned på bunden igen og igen. Æt sammen for atkunne fodre Bjørn Groth-Andersen og havarieks-perten med mere viden, flere detaljer.Og for nu at kunne gøre sit yderste for få dommerenog domsmændene til at forstå, at han giorde, hvadhan kunne for at redde sine kammerater.Det får Poul til atføle, at han selv gør noget.

Alle billederne og tankerne er blevet til en film indei Pouls hoved. Der afspilles. Spoler tilbage. Og af-spilles igen. Poul kan ikke længere styre den.Den dukker op om dagen, bedst som han er i gang

med noget andet.

20

Om natten har han de frygteligste mareridt omSteen og Henning i vandet.Men Poul fortæller ikke nogen om sine drømme.

Mandag den 19. november 1988 starter Poul sin rø-de Passat og kører de godt 30 kilometer fra Hometil Esbjerg. Han parkerer ved retsbygrungen og van-drer ind gennem den dobbelte glasdør. For enden afen lang gang ligger det retslokale, hvor Poul er ble-vet bedt om at stille klokken ni.Lokalet, der er lidt større end en almindelig daglig'stue, har borde og stole af lyst træ. Vægge og gardi-ner er holdt i mørke, grumsede 60'er farver.

Poul øger plads til venstre for dommeren, ChristianRichter, og de to domsmænd, som han kender frahavnen.Ved siden af Poul sidder Bjøm Groth-Andersen.Overfor, ved den modsatte væg, har anklageren sæ-

de.Tilhørerpladserne til højre for indgangsdøren er

fuldt med journalister og pårørende til HenningMarius og Steen. Anna Sørines ejere, Poul og Gun-nar Kristensen, er der også.På bageste række til højre sidder Pouls ældste dat-ter, Lone. Poul har ellers sagt, at hun skulle blivehjemme. Han synes ikke, hun skal se sin far i densituation, og han møder ikke hendes øjne.

Kirsten er blevet hjemme. Hun siger, hun ikke kanklare det.

Mandag viser Poul sin indre film med en lavmæltstemme, der er fuld af gråd, og tirsdag flytter rets-mødet ned på Anna Sørine i fiskerihavnen.Dommeren er med. Journalisterne. Anklageren.Dem alle sammen.Oppe i styrehuset skal Poul vise endnu et stykke affilmen. Den passage, hvor han går fra det elektriskestyrehåndtag til håndroret. Og tilbage igen. Hvorhan ser Henning og Steen i vand til livet. Hvor ski-bet bliver dødt under fødderne S ham.Med et ansigt, der er blevet til stertr forsøger Poul athuske præcist. Sekund for sekund. I{an mærker grå-den presse på, mens han spiller sit dilettantstykke idet stopfyldte styrehus. Den overvinder ham, og hangennemfører ikke.

2l

Skibsingeniør Jann Ingeberg fra Ole Steen Knud-sens Skibstegnestue i Lystrup ved Århus kenderAnna Sørines konstruktioner som sin egen bukse-lomme. Da han står i vidneskranken om onsdagen,hælder han også til teorien om, at Anna Sørines for-lis på Nordsøen skyldes, at der flød tusindvis af liærvand gennem hullet i dæk*et og ned i skibets forre-ste rum.Poul lytter koncentreret til skibsingeniørens tale.Pludselig får han øjenkontakt med sin bror, Axel.,der sidder sammen med sin kone, Birgit, på et parstole ud for anklagerens bord. Gad vide hvornår, deer kommet?, tænker Poul. Han har slet ikke set dø-ren til retslokalet gå. Med etføler han sig mere ro-lig. Han husker, at Axel altid har samlet ham op, nårhan er haltet hjem. Men Poul ved godt, at proble-merne denne gang overstiger almindelig menneske-lig formåen.Det er op til dommeren at afgøre, hvad der skal skemed ham.

Et af de vidner, der gør alt for at fil Poul dømt foruagtsomt manddrab, er overskibsinspektør fra Sø-årtsstyrelsen, Hans Christensen. Han er en intelli-gent og vidende mand, der gør indtryk på sine om-givelser.Det er ham, der beskylder Poul for at have t/ldt såmange fisk i Anna Sørine, at skibet ikke længere varsødygtigt. Det er ham, der siger, at Poul er ansvarligfor Hennings, Marius' og Steens død.

Bjørn Groth-Andersen vil vise dommeren ogdomsmændene dykkernes undervandsoptagelser ogvideofilmen fra hævningen af Anna Sørine.Han vil have dem til at forstå, at Poul ikke haroverlastet. At Hans Christensens snak om fisk ibovpropelrummet er det rene wervl. Bjørn Groth-Andersen siger til Poul, at han gerne må forladeretslokalet imens. Men Poul bliver.Da vandet begynder at boble som syre bag {ern-synsskærmens glas, og de flere hundred tons rådnefisk sprænger sig vej gennem alle Anna Sørinesrevner og sprækker, fornemmer Poul, at dommerenikke længere synes om Hans Christensens forkla-ring.Bjøm Groth-Andersen giver Søfartsstyrelsen en næ-se for at have overset, at døde fisk der ligger halv-

,,1

anden måned i otte grader varmt vand, ikke kanundgå at rådne og udvikle gasser.

Gasser, der er så kraftige, at fiskene udvider sig ogbehøver mere plads. Den plads, de kunne finde vedat sprænge sig vej til bovpropelrummet.

I en af pauserne, mens Poul stfu ude på gangen ogryger en cigaret, kommer Hans Christensen hen tilPoul. Han siger til ham, at havet er en farlig ar-bejdsplads. At dødsulykker kan ske.

Den eftermiddag siger Poul til Kirsten, at han tror,det går den rigtige vej.

Klokken er næsten et fredag eftermiddag da dom-meren og de to domsmænd vender tilbage til retslo-kalet med deres dom.Poul sidder med bøjet hoved og kigger ned i bordet.FIan mærker, hvordan hele hans krop skælver ogtænker, at han de seneste dage har været så ærlig,som han overhovedet kunne.

Dommeren siger, at den centrale årsag til forlisetuden tvivl er, at metalrøret blev slået løs.Ib Poul Bødskov frifindes for overtrædelse af straf-fel oven, læser dommeren.Der går et sus gennem salen. Poul tager hænderneop for ansigtet, da han mærker gråden komme. Til-hørerne rejser sig op.Så flyver Axel og Birgit Poul om halsen.Dommeren og domsmændene forsvinder ind i bag-lokalet. De har sagt at Poul ikke dræbæ Marius,Henning og Steen den junieftermiddag på Nordsø-en.Poul tænker, at han må ringe hjem til Kirsten.

Udenfor retsbygningen tumler journalisterne rundt ihinanden og metervis af tv-kabler. "Jeg er en gladmand- Jeg har lige ringet til min kone. Hun sidderog græder derhjemme", får Poul sagt til reporterenfra TV-Syd, inden gråden presser ham tilbage tilbygningen.

Det er Bjørn Groth-Andersen, der foreslår, at de allesammen går på Løven & Lammet og drikker en ø1.

Poul har mest lyst til bare at køre ljem til Kirsten.

Inde på værtshuset bliver stemningen hurtigt løssluppen.

23

Vestkystens fotograf tager billeder af Poul, BjørnGroth-Andersen og Poul Kristensen. De har alle treen stor skummende fadøl i hånden og et stort smilpå læben.

Tre dage senere fflder Poul 45 år. Axel kommermed den Highlander whisky fra Hebriderne, han hargemt til en særlig lejlighed.Det går op for Poul, hvor mange mennesker, der harværet der for ham, mens han troede, han skulle kla-re det hele selv.

-0-

Poul sidder ved det lakerede $rnetræsbord hjemmei køkkenet og stirrer frem for sig. Han skubber sto-len bagud og rejser sig. Med den ene hånd griberhan om pakken med Prince Light. I den anden ba-lancerer han med et ryldt askebæger. Han lader sigdurnpe ned i den lange ende afden vissengrønnehjørnesofa foran fiernsynet og lægger en pude underhovedet. Klokken er næsten fire om morgenen. Derer intet at se S tv. Men Poul har sin egen film atkigge på. For en time siden vågnede han. Under dy-nen i soveværelset. I drømmen var han i en orangeredningsflåde omgivet af Nordsøens blåsorte vand.Det har han været hver nat i to uger. Poul længesefter en nat i fred, og han ved aferfaring,athan fårlov ind i mellem.

Poul sejler stadig med supertrawleren'T-ars Hyl-digl'. Men priserne på fisk er blevet dllrlige, og fi-skerikontrollen er konstant lige i hælene. Han kunnefor så vidt være ligeglad. Han får jo sin løn allige-vel. Men Poul knokler. Det første halvår af 1993 erhan over fem måneder på havet blandt de andre su-pertrawlere.

Der er gået fem fu siden retssagen. Som skipper erhan den første til at stoppe fiskeriet, når vinden fri-sker op. De andre skibe lader som regel grejerneligge i havet. Poul tænker, at han ikke længere eroptimal at sende ud som skipper.Stoltheden ved at rejse ud med et tomt skib, findefiskene og sejle hjem med fuld last er væk. Poultænker, at det også er den satans fiskerikonfrol.

Poul og Kirsten flytter til et lejet hus i Horne.

24

Poul beslutter sig for at droppe fiskeriet og tage hy-re som maskinrnester på en coaster. Han er væk fle-re måneder ad gangen.Men de 18 timer mellem vagterne er et helvede forham. Søvnen tager drømmene med sig. I vågen til-stand kan Poul ikke holde tankerne væk. Så Poul ta-ger ekstra vagter. I de seks åq han sejler langfart,kan man spejle sig på dieselmotoren i maskinnrm-met, når han går i land.

Det lejede hus er bygget sammen med en tørnrer-virksomhed. I efteråret 1999, mens Poul er sendt påafspadsering fra coasteren, fllr tømrermesteren brugfor en ny mand i værkstedet. Poul slår til.

Kort tid efter holder drømmene op.

Bag værksted ligger en stor have, hvor Poul og Kir-sten fllr lov til at holde høns og så jorden til medgulerødder, persille og alverdens andre gløntsager.Om sommeren går Poul i haven efter fnaften ogkommer først ind, når mørket falder på.Når vejret ikke er til havearbejde, bruger Poul friti-den i det lyse træværksted.Han fortæller ikke nogen om tankerne, der kankomme, bedst som han står med skruemaskinen.

Med dt slag ser Poul ikke længere de 3,5 centimeterlange skruer, der arbejder sig ind i stykket af limtræi hans hænder. For øjnene afham ligger Steen heltstille med ansigtet ned i det blåsorte vand. Armene iden orange gummibusseronne flyder slapt hen vedhver sit øre. Som rækker han modvilligt hænderne ivejret. Gennem redningsflådens kvadratmeterstoreåbning kan Poul også se Henning. Den lille mandvinker med den ene hånd. Så tager vinden fat i flå-den" og hvirvler den rundt. Poul mister de to af sy-ne.

Det lykkes ham atter at fokusere på skruen, der erhalwejs inde i træstykket. Poul ved ikke, hvor læn-ge, han har stået ubevægelig og set frem for sig iværkstedet. Men det er blevet en træningssag forham atter at gnbe fat om træet og vende tilbage tilden virkelighed, der gør ham glad.

De daglige resultater i værkstedet. Snakken medkollegerne.

2s

Imens spoler filmen selv tilbage og gøt klar til nyfremvisning. Måske senere i dag. Helt sikkert imorgen.

26

Efter Domsafsigelsen

Efter frifindelsen er der tid til smil og en fadølFor det skulle fejres

Poul Bødskov har afleveret mange papirer, billeder og avisudklip vedrørende E 187 Anna Sørinesforlis til Horne Sognearkiv.Poul Bødskov har med familien boet Vester Bjerremosevej22 i Home fra 1978 - 1994Vi synes historien fortjener at blive lagt på netteto så andre kan læse om dette dramatiske skibsforlis.På vor Arkiv ligger der mange dokumentariske historier som næsten aldrig læses. Når vi nu hardenne mulighed åbner det da op for udbredelse til et større publikum.

Der er indhentet tilladelse for denne publikation.