En terrorstats identitet:

Militærjuntaen i Argentina fra 1976 til 1983

En panikslagen argentinsk kanin løber alt hvad den kan for at krydse grænsen for at komme ud af

Argentina. En tilfældig forbipasserende spørger den forundret:

”Hvorfor prøver du at slippe væk?”

”Fordi militæret skyder alle elefanter”

”Men du er jo ikke en elefant”

”Det er sandt, men hvordan kan jeg bevise det?”

(frit oversat fra Cerruti 1994: 1)

1

IndholdsfortegnelseResumé.............................................................................................................................................................4

1 Indledning......................................................................................................................................................5

1.1 Metode...................................................................................................................................................5

1.2 Empiri.....................................................................................................................................................6

1.3 Afgrænsning...........................................................................................................................................6

2 Teoretisk tilgang............................................................................................................................................6

2.1 Identiteten og dens dannelse.................................................................................................................7

2.11 Identitet som en proces....................................................................................................................7

2.2 Forholdet mellem kollektivet og individet..............................................................................................7

2.3 Konstruktionen af forudsigelighed.........................................................................................................9

2.31 Konformitet og normalitet................................................................................................................9

2.32 Stereotypisering..............................................................................................................................10

2.4 Institutioner..........................................................................................................................................10

2.5 Organisationen.....................................................................................................................................10

2.51 Rekruttering....................................................................................................................................11

2.6 Stemplingsmodellen og organisationens allokering af straf.................................................................11

3 Historisk baggrund.......................................................................................................................................12

3.1 Perón og illusionen der bristede...........................................................................................................12

3.2 Modstandsbevægelser og juntaens reaktion........................................................................................13

3.3 Propaganda og censur..........................................................................................................................14

3.4 Tortur og frygt......................................................................................................................................15

4 Analyse........................................................................................................................................................16

4.1 Militærets nominelle og faktiske identitet............................................................................................16

4.11 Militærets nominelle identitet........................................................................................................16

4.111 Illusionen om den nominelle identitet......................................................................................16

4.12 Militærets faktiske identitet...........................................................................................................17

4.121 Total straffrihed........................................................................................................................18

4.2 Militæret som en organisation.............................................................................................................18

4.21 Isolation og overmenneskehed.......................................................................................................18

4.22 Dannelsen af egen identitet og kategorisering af modstandere.....................................................19

4.3 Sikkerhedsdoktrinen.............................................................................................................................20

4.4 Dekonstruktion af militærets institutionaliserede identitetsdannelse.................................................21

2

4.5 Allokering af straf under et ikke-eksisterende retsvæsen.....................................................................22

4.6 Undtagelsestilstanden blev til den nye normal.....................................................................................23

5 Konklusion...................................................................................................................................................24

6 Litteraturliste...............................................................................................................................................25

6.2 Bøger....................................................................................................................................................25

6.3 Internettet............................................................................................................................................25

6.4 Artikler..................................................................................................................................................25

6.5 Bilag......................................................................................................................................................25

3

ResuméLo que primeramente investigo en el trabajo presente es cómo las fuerzas armadas argentinas, que

gobernaron un estado terrorista en Argentina durante el periodo 1976-83, justificaron su represión ante el

pueblo y cómo se formó su moralidad que aparentemente permitía la represión y tortura sistemática. Mi

hipótesis para la segunda cuestión es que el modo de ver a los civiles como seres inferiores no era la actitud

de un par de militares incidentales, sino parte de la identidad de los militares en general. Explico ambos

cuestiones mediante los términos del sociólogo Richard Jenkins. Para el objetivo de este trabajo su noción

de la organización, y de la identidad nominal y real es fundamental. Las fuerzas armadas tenían estas dos

identidades: La identidad nominal era anticomunista y patriótica, y denominaba a todos los enemigos del

estado por comunistas, aunque la mayoría de ellos no lo eran. La identidad nominal era la que el militar

mostraba al pueblo para esconder su identidad real, que era una identidad de represión y terrorismo

contra el pueblo. Esta represión era el medio primario para establecer el orden que permitía la

implementación de una economía neoliberalista en Argentina. El fin de la identidad nominal era la victoria

sobre el comunismo, mientras que el fin de la identidad real era la implementación secreta de la economía

neoliberalista. Según los términos de Jenkins, el estado terrorista argentina era una organización porque

era una colectividad unida con un objetivo. Para intentar confirmar mi hipótesis examino la identidad real y

el objetivo relacionado a esta.

En conclusión, las fuerzas armadas creaban una ilusión para el pueblo civil mediante su identidad nominal.

Esta identidad era adaptada al objetivo de la identidad real, que no era anticomunista, pero contenía un

odio por el pueblo civil, que los oficiales difundían a los soldados mediante las relaciones jerárquicas de la

organización. Este odio por los civiles permitía a las fuerzas armadas secuestrar a un gran parte del pueblo,

aparentemente sin preocupaciones.

4

1 IndledningOmkring år 1990 kom der mange demokratiske regeringer til magten i Latinamerika samt en enkel i

Spanien. Mange af disse udtrykte at det var deres moralske ansvar at igangsætte en kollektiv bearbejdelse

af landenes mørke fortider, som eksempelvis Augusto Pinochets folkedrab i Chile, Francisco Francos regime

i Spanien, og ikke mindst den argentinske militærjuntas systematiske bortførelser og tortur. Dette foregik

ved at tage emnet op til offentlig debat, og således ”hele” den kollektive erindrings traumatiske fortid på

samme måde som moderne psykologer behandler traumatiserede patienter gennem samtale og diskussion.

Dette er en diskussion som stadig er oppe i Argentina i dag, ikke mindst i kraft Las Madres de Plaza de

Mayo’s1 utrættelige arbejde.

I forbindelse med denne igangværende debat undrede jeg mig over hvorfor militæret havde begået

sådanne grusomheder. Eftersom jeg på forhånd kender til Argentinas historie, har jeg valgt at beskæftige

mig med den argentinske militærjunta, som i høj grad var en del af denne tragiske tendens der eksisterede i

Latinamerika. Min problemformulering lyder således:

Hvordan begrunder militæret sine overgreb over for den civile befolkning og hvordan kan disse

begrundelser forstås ved hjælp af Richard Jenkins’ teori om social identitet? Min hypotese er at

overgrebene ikke fandt sted på grund af et tilfældigt had til civile iblandt soldaterne, men fordi der i

militærets identitetsdannelse lå et institutionaliseret syn på den civile befolkning som undermennesker.

Idet juntaens mål var at skabe en ny institutionel orden på både det officielle som på det uofficielle plan,

medførte deres syn på civile, at det var oplagt at danne en terrorstat for at opnå dette. Den efterfølgende

torturering og kidnapning var derfor uundgåelig, idet dét per definition er kernen i en terrorstat2

1.1 MetodeTil min analyse benytter jeg mig af Richard Jenkins’ teori om social identitet. Idet hans teori er bredere end

mit emne, vil jeg kun benytte relevante aspekter af den, især med fokus på hans skelnen mellem den

nominelle og faktiske identitet samt hans definition af en organisation. Disse begreber bliver basen for min

undersøgelse af militærets to identiteter: den hemmelige og den officielle. I løbet af opgaven har jeg tre

centrale dele som jeg skal igennem: Min teoretiske tilgang, baggrundshistorien og analysen. I den første del

introducerer jeg de af Jenkins begreber som jeg har udvalgt, hvilket efterfølges af en kort

1 Las Madres de Plaza de Mayo var en organiseret gruppe mødre som siden 1977 og til juntaens fald mødtes hver torsdag foran La Casa Rosada og demonstrerede for at få at vide hvor deres bortførte sønner og døtre var henne. Selv om de ikke fik svar, blev de kendt for deres modighed til at demonstrere imod juntaen. I dag fortsætter de stadig deres arbejde for at afklare de bortførtes identiteter (www.madresfundadoras.org.ar)2 Jeg går ud fra Eduardo Luis Duhaldes definition af en terrorstat, som jeg beskriver på side 17.

5

baggrundshistorie. I analysen samler jeg således de to første afsnit ved at redegøre for de historiske

begivenheder gennem Jenkins begreber samtidig med at jeg bakker min besvarelse op med citater fra min

empiri.

1.2 EmpiriHovedsagelig består min empiri af den argentinske avis El Litoral fra den 24. marts, 1976. Denne udgave

udkom på dagen for militærkuppet og indeholder militærets officielle budskaber og løfter til folket. I min

opgave citerer jeg fra en artikel med 7 punkter (se bilaget i afsnit 6.5) som var militærets grundlæggende

officielle målsætninger. Yderligere benytter jeg mig af få udtalelser fra generalerne som jeg finder i min

baggrundslitteratur. Denne empiri hjælper imidlertid kun til at belyse militærets officielle side og ikke deres

hemmelige, og jeg bruger den kun rent illustrativt til at understøtte min pointe i løbet af opgaven. For at

belyse den hemmelige side af militæret benytter jeg mig hovedsageligt af to værker: et af Daniel

Frontalini/Maria Cristina Caiati, og et af Eduardo Luis Duhalde. Begge bøger blev skrevet lige efter juntaens

fald og var således en del af de mange undersøgelser der blev lavet om juntaens regime umiddelbart efter

overgangen til demokratiet.

1.3 AfgrænsningJeg vil i min opgave ikke beskæftige mig med om det lykkedes for militærjuntaen at skabe den nye

institutionelle orden og indføre en neoliberal økonomi. Jeg er først og fremmest interesseret i hvordan

militærets identitet fremstår og hvordan de midler som militæret benyttede sig af for at nå denne nye

orden og indføre deres økonomiske politik var med til at skabe dets identitet i perioden 1976-83 hvor

juntaen sad på magten.

2 Teoretisk tilgangRichard Jenkins er brugbar til min besvarelse, eftersom han har produceret en række begreber, der, som

han selv pointerer, ikke overser magtforhold, hvilket han mener at tidligere forskere på området har

behandlet for overfladisk. For Jenkins er magt evnen til at ændre eller påvirke individers og kollektivers

identiteter gennem eksempelvis stempling eller kategorisering, hvilket jeg kommer nærmere ind på i dette

teoriafsnit.

2.1 Identiteten og dens dannelseFor at starte helt fra bunden af, vil jeg indledningsvis forklare hvordan begrebet identitet skal forstås i

Jenkins’ teori. Ifølge Jenkins er identitet en social konstruktion og er derfor ikke givet ved fødslen – det er et

6

produkt af enighed og uenighed mellem individer, og er derfor en relationel konstruktion som altid står til

forhandling (Jenkins 2006: 29). Han understreger at der kun findes sociale identiteter, således at enhver

identitet er en social identitet (Jenkins 2006: 28). Hvis jeg skal beskrive hans identitetsbegreb, handler det

om hvordan individet forholder sig refleksivt til sin rolle i samfundet: det essentielle er at vide hvem der er

hvem og hvad der er hvad, og hvilken rolle disse spiller i forhold til hinanden, sig selv og resten af

samfundet. Disse træk ved skabelsen af identitet er uundværlige for min senere analyse, men et træk som

jeg kommer til at lægge endnu mere vægt på, er hvordan skabelsen af identitet er meget påvirkelig af

magtforhold (Jenkins 2006: 48-49), hvilket Jenkins understreger at vi ikke må glemme. Dette er noget jeg

senere vil vende tilbage til i eksempelvis afsnit 2.31 og 4.6.

2.11 Identitet som en procesJenkins mener at mange af samtidens beskrivelser af identitet fremstiller den som noget statisk, hvilket han

erklærer sig grundliggende uenig i. Derfor understreger han adskillige gange at identitet aldrig kan blive

statisk. Det er noget som skabes og genskabes konstant (Jenkins 2006: 28). Det er med andre ord en proces

som indebærer en systematisk betydningsdannelse og etablering af nye relationer (og måske brydningen af

gamle) gennem en internalisering af lighed og forskellighed mellem grupper, mellem individer og mellem

grupper og individer. For at give et eksempel, stopper identitetsdannelsen end ikke efter døden: nogle

idoler bliver til endnu større forbilleder efter deres død.

Men hvordan skabes en identitet i praksis? Her har Jenkins et klart svar: Identitet skabes gennem

betydningsdannelse som udelukkende kan komme frem gennem kontrast. I denne forbindelse fremhæver

han lighed og forskellighed i skabelsen af ens egen unikke identitet, eftersom lighed ikke kan etableres

uden en forskel (Jenkins 2006: 145). Sagt med andre ord, skal vi, for at definere vores egen identitet, se den

i kontrast til en anden identitet, som er forskellig fra vores egen, idet intet kan eksistere i verden i og for sig

selv. Derfor spiller lighed og forskellighed en central rolle i forbindelse med skabelsen af den kollektive

identitet, som jeg vil definere følgende.

2.2 Forholdet mellem kollektivet og individetI forlængelse af lighed og forskellighed, er Jenkins’ teori centreret omkring eksistensen af et dialektisk

forhold mellem det kollektive (ydre) og individet (indre) (Jenkins 2006: 13). Det forholder sig nemlig sådan

at kollektive identiteter lægger mest vægt på ligheder, mens individuelle identiteter lægger mest vægt på

forskelligheder (Jenkins 2006: 40). Imidlertid fokuserer kollektiver ikke på lighed på bekostning af

forskelligheden. I løbet af identitetsdannelsen smelter det kollektive og det individuelle uløseligt sammen

og identiteten skabes ved at de to interagerer med hinanden på lige fod (Simmel 1950: 30 hos Jenkins

7

2006: 29). Denne interaktion er hvad Jenkins kalder for indre/ydre dialektikken. For at vende tilbage til

lighed og forskellighed vil jeg uddybe dette forhold ved at introducere to af Jenkins begreber, nemlig

nominel og faktisk identitet. Den nominelle identitet er identitetens ”navn”, mens den faktiske identitet er

oplevelsen af at bære denne identitet (Jenkins 2006: 47). Således er kollektive identiteter ens på det

nominelle plan (lighed), imens selve oplevelsen af at bære dette ”navn” varierer fra individ til individ

(forskellighed). Jenkins betoner især at en kollektiv identitet ikke kan opretholdes, med mindre kollektivet

oplever at det har en fælles nominel identitet. Dette giver kollektivet en følelse af orden, og skabelsen af

orden, og derfor en vis forudsigelighed, er altafgørende for opretholdelsen af fællesskabet (Jenkins 2006:

135).

Jenkins trækker på Benedict Anderson når han i overensstemmelse med dennes teori, påpeger at

kollektiver er forestillede fællesskaber (men ikke opdigtede), hvor individer ikke behøver at kende hinanden

(Jenkins 2006: 137). Af den grund skal man imidlertid ikke undervurdere kollektivers styrke, hvilket er noget

som kommer til at spille en central rolle i min analyse af det argentinske militær, eftersom de enkelte

individer i militæret hver havde en stærk forvisning om retfærdigheden af deres tro på de sande kristne

værdier, som de mente enhver ægte argentiner besad. Det som jeg prøver at påpege, er med andre ord at

hele militæret var i stand til at have et fælles mål og en kollektiv identitet, på trods af at det bestod af over

200.000 soldater (Frontalini og Caiati 1984: 6), som umuligt alle sammen kunne have et personligt

kendskab til hinanden.

For at vende tilbage til Jenkins, påpeger denne at betydningsdannelsen i kollektiver, ligesom hos individer,

kommer frem gennem kontrast. Derfor eksisterer kollektivets fællestræk udelukkende i kraft af at der

findes andre kollektiver med andre fællestræk – altså i kraft af en indre/ydre dialektik. Derfor indebærer

inklusion i kollektivet nødvendigvis eksklusion, og der skabes et ”os” vs. ”dem” forhold (Jenkins 2006: 105).

Med andre ord skaber et kollektiv uundgåeligt en grænse for hvem der er inkluderet og hvem der ikke er.

Men hvor præcist finder vi grænsen? Dette er et svært spørgsmål at besvare, eftersom ingen individer

opfatter grænsen ens. For at komme denne problematik til livs, forsøger Jenkins at beskrive grænser som

processer der eksisterer mellem identiteter og i kraft af deres karakter er flydende og ændrer sig konstant

(Jenkins 2006: 129). Grænsen kan enten defineres af gruppen selv, eller af andre uden for gruppen. Til

dette formål skelner Jenkins grundliggende mellem to former for kollektiver, nemlig gruppen og kategorien.

Han beskriver en kategori som en samling af individer der tildeles visse fællestræk af andre uden for

kategorien. Disse træk kan være mere eller mindre reelle, men pointen er at dette afgøres af andre uden

for kategorien, da kategoriens medlemmer ikke behøver at kende til deres medlemskab, ej heller have en

relation til kategoriens andre medlemmer (Jenkins 2006: 107). Kategorisering kommer til at være et vigtigt

8

begreb i min analyse, eftersom militæret kategoriserede samlinger af mennesker som modstandere uden at

disse var klar over det. Jenkins’ definition af kategorien står i modsætning til hans definition af gruppen,

fordi sidstnævnte selv definerer hvem den består af og således hvem den inkluderer og ekskluderer.

Gruppen dannes (oftest), ligesom kollektivet, på basis af forestillede ligheder imellem medlemmerne

(Jenkins 2006: 109). Gruppeidentiteter dannes gennem indre/ydre dialektikken (Jenkins 2006: 107), ved at

gruppen kategoriserer andre grupper og selv (dog ikke nødvendigvis) bliver kategoriseret.

Idet en kategori kan defineres efter mange forskellige kriterier, er et kollektiv en gruppe eller kategori, alt

efter hvem der definerer (Jenkins 2006: 107). Altså spiller magtforhold en central rolle. Kategorisering og

normalitet er tæt forbundne, eftersom kategorisering sker på baggrund af enten en eksisterende normal,

eller på baggrund om ønsket af at konstruere en ny normal (se afsnit 2.31). Idet et af hovedformålene ved

at kategorisere og danne gruppeidentiteter, er at skabe forudsigelighed, vil jeg uddybe dette begreb og vise

hvor det ellers gør sig gældende i Jenkins’ teori.

2.3 Konstruktionen af forudsigelighedNedenfor giver jeg eksempler på hvordan forudsigelighed og stabilitet manifesterer sig igennem to af

Jenkins’ begreber, nemlig konformitet og stereotypisering:

2.31 Konformitet og normalitetIfølge Max Weber er konformitet et produkt af og udtryk for herredømme og magt, udøvelsen af hvilken i

hans syn er evnen til at dominere gennem tvang og stræbe efter føjelighed (Weber 1978: 53-54, 212-301

hos Jenkins 2006: 152). For Jenkins betyder konformitet at holde sig inden for de etablerede

institutionaliserede grænser (jeg behandler institutioner i afsnit 2.4). Der findes flere grunde til at

konformere, men mest relevant for min analyse er en faktor som folkets uvished om de institutionelle

regler (Jenkins 2006: 153), hvilket gjaldt for den argentinske befolkning, eftersom militæret i praksis ikke

havde en klar definition af hvem der var ”modstandere” af staten og hvem der ikke var. Ved at konformere

opnår interaktion en forudsigelighed, som er behagelig fordi den skaber orden (Jenkins 2006: 153).

Man kan med andre ord sige at konformere er at holde sig til normalen, eftersom hvad der er normalt er

forudsigeligt og stabilt. Ikke desto mindre er normalen et relativt begreb, hvilket gør at definitionen af ”det

normale” ofte er påvirket af magtrelationer. Den argentinske junta havde eksempelvis en enorm magt, ikke

mindst legemliggjort af en hær på over 200.000 soldater (Frontalini og Caiati 1984: 6), og var derfor i stand

til at skabe konsekvenser for afvigelse gennem tortur af afvigere, hvilket er et meget stærkt middel i

skabelsen af konformitet (Jenkins 2006, 156). Jeg vil vende tilbage til militærets dannelse af en normal i

afsnit 4.6. Definitionen af normalitet er meget vigtig i forbindelse med militærets handlinger, fordi, som jeg

9

uddyber i min analyse, dets primære mål var at skabe en ny institutionel orden, i hvilken der lå en bestemt

definition af normalitet som krævede en vis konformitet fra folkets side.

2.32 Stereotypisering Man kan se stereotypisering som en måde at klassificere og ordne verden på et kollektivt plan. Imidlertid er

det en meget snæver klassificering, eftersom stereotyper kun er partielle virkelighedsbilleder, eftersom de

kun ser på et begrænset antal formodede ligheder hos de stereotypiserede og overser deres indbyrdes

forskelle. Med andre ord indsnævrer de virkeligheden til én bestemt synsvinkel (Jenkins 2006: 155).

I forbindelse med min analyse af den argentinske junta, er det først og fremmest negativ stereotypisering af

det civile folk som gør sig gældende. Dette skete når militæret hævede argentinernes (påståede) fælles

værdier på bekostning af de stereotypiserede ikke-argentineres, for på den måde at øge kontrasten mellem

”os” og ”dem” (Jenkins 2006: 154). Denne stereotype forestilling udgjorde normalen som folket ideelt

skulle konformere efter, med sanktioner til følge for mangelfuld konformitet, hvilket jeg uddyber i afsnit

4.6.

2.4 InstitutionerIndividuelle og kollektive identiteter kongruerer på en kompleks måde gennem institutionel

identitetsdannelse. Institutioner kan med rette opfattes som intersubjektive og defineres af Jenkins som de

adfærdsmønstre der med tiden er blevet til ”måden tingene gøres på”. Siden de på samme tid både er

konstitueret af og konstituerende for individers handlinger, er de en uundgåelig del af kollektivet og dets

konstruktion af virkeligheden (Jenkins 2006: 165). Militærjuntaen forsøgte autoritativt at skabe en ny

institutionel orden, ikke baseret på lov, men i stedet på systematisk statsterror, eftersom grundloven var

blevet suspenderet (Duhalde 1983: 57). Som nævnt er truslen om sanktioner et magtfuldt middel til at

skabe konformitet. Når institutioner dannes autoritativt på denne måde, skriver Jenkins at de går fra at

repræsentere ”den måde tingene gøres på” til ”den måde tingene bør gøres på” (Jenkins 2006: 161). Hos

Jenkins er institutioner vigtige i opretholdelsen af en organisation, hvilket jeg vil beskrive følgende.

2.5 OrganisationenJenkins’ definition af en organisation er meget bred idet den kan være alt fra en nationalstat til en familie

(Jenkins 2006: 170). Han definerer organisationen som et afgrænset institutionaliseret kollektiv, der i

mellemtiden adskiller sig fra kollektivet ved at besidde mål og retning, som den stræber efter at nå gennem

koordinerede institutionaliserede hierarkiske procedurer (Jenkins 2006: 171). Man kan derfor med rette

kalde militæret i Argentina for en organisation. Ifølge Jenkins sker dannelsen af organisationens identitet på

baggrund af medlemmers selvdefinition, som påvirkes af organisationens mål såvel som hierarkiske

10

opbygning og er afhængig af anerkendelse af andre medlemmer, især højerestående, for at opnå gyldighed

(Jenkins 2006: 184). Magtforholdene i organisationens hierarkiske inddeling, medførte eksempelvis at de

argentinske officerers adfærd over for laverestående medlemmer nødvendigvis var mere normdannende

end omvendt. Selv om organisationen indadtil er hierarkisk, fremstår den solidarisk udadtil, idet en

organisations identitet dannes gennem en intern kategorisering iblandt medlemmerne samt

medlemmernes fælles kategorisering af ikke-medlemmer (Jenkins 2006: 170-171). I forbindelse med

identitetsdannelsen spiller grænsedragning til udenforstående en central rolle. Denne grænses ”skarphed”

defineres afhængig af hvor meget afstand organisationens medlemmer tager til ikke-medlemmer, gennem

eksempelvis stereotypisering.

2.51 RekrutteringDa fornyelsen af organisationen er uundgåeligt, er visse processer for rekruttering nødvendige. Rekruttering

er en stemplingsproces (et begreb jeg definerer i afsnit 2.6) og hvis individet optages, påvirker det dettes

identitet. Jenkins har to grundlæggende typer af karakteristika som gør sig gældende i rekruttering: Den

ene type fokuserer på socialt tilskrevne karakteristika hos individet som køn, etnicitet, herkomst, alder osv.

Disse karakteristika er ofte kollektive og identificerer individet som medlem af en gruppe eller kategori. Den

anden type karakteristika er en identitet som individet bevidst kan erhverve sig, nemlig en opnået status,

som eksempelvis uddannelse. I praksis vurderes medlemskabet på baggrund af begge typer karakteristika

(Jenkins 2006: 173). Der er flere forhold som vedrører optagelse, men jeg vil kun fremhæve et enkelt:

Stramme optagelseskrav, giver typisk de optagne en følelse af eksklusivitet, hvilket eksempelvis var

tilfældet med den argentinske officersskole, hvilket jeg kommer nærmere ind på i analysen. Nu vil jeg vende

mig til beskrivelsen af stempling sammen med den dertil hørende allokering af straf.

2.6 Stemplingsmodellen og organisationens allokering af strafStemplingsmodellen er ikke udviklet af Jenkins, men er et produkt af den såkaldte Stemplingsskole (Jenkins

2006: 99). Stempling er en autoritativ pålægning af en identitet udefra. Selv om Jenkins af den grund

betragter den som ensidig, vil jeg stadig benytte mig af den, eftersom stemplingen og allokeringen af straf

under militærjuntaen netop var ensidig. Imidlertid forkaster Jenkins ikke hele teorien, og for ham er dens

væsentligste punkt, at regelbrud udelukkende bliver til afvigelse, når de autoritativt stemples som sådan

(Jenkins 2006: 99). Retsvæsenet er en institution der har en central rolle i stemplingen af en afviger,

eftersom det typisk er med til at definere hvem der må stemples som afviger.

Når man allokeres straf, betyder det i Jenkins’ terminologi at man tildeles en straf. Allokeringen, der altid

medfører en kategorisering og stempling som afvigere af modtagerne, sker ofte fra autoritativ side og er tit

11

baseret på ideologiske eller politiske dagsordener (Jenkins 2006: 189). Allokering af straf og stempling sker i

forhold til en normal: eksempelvis er allokering af straf en stempling af en handling som unormal og

uacceptabel. Eftersom det i Argentina var juntaen som havde magten, ikke mindst legemliggjort af en hær

på omkring 200.000 soldater (Frontalini og Caiati 1984: 6), havde den en vis autoritet til at definere hvad

der var normalt og hvad der ikke var (se også afsnit 4.6.).

I forbindelse med allokering af straf skelner Jenkins endnu en gang mellem sine to begreber: faktisk og

nominel identitetsdannelse. Afvigerne identificeres kun nominelt som afvigere så længe stemplingen ikke

har konsekvenser for dem. Hvis de derimod internaliserer deres identitet som afvigere, hvilket de gør hvis

stemplingen har konsekvenser for dem, bliver ”afvigere” til deres dominerende, faktiske identitet. I

forbindelse med juntaens autoritære allokering af straf til ”ikke-argentinere” var konsekvenserne

bortførelse og tortur, hvilket var magtfulde midler til skabe konformitet samt få afvigere til at internalisere

en stempling. Konformitet er tæt forbundet til stempling og allokering af straf (se også afsnit 4.6).

3 Historisk baggrundEftersom analysen (afsnit 4) centrerer sig omkring militærets identitet og ikke befolkningens eller de

faktiske oprøreres, vil jeg her forsøge at beskrive historien fra befolkningens synspunkt. Jeg vil i dette afsnit

beskrive befolkningens reaktion på militæret, propagandaen samt torturen og give et kort rids af

modstandsbevægelserne fra Peróns tid til og med juntaens.

3.1 Perón og illusionen der bristedeDa Juan Perón, en oberst fra hæren, kom til magten i 1946 satte han gang i store forandringer (Skidmore og

Smith 2005: 86). Arbejderklassen kom i en meget uvant situation hvor landets leder faktisk indførte

reformer som var til deres fordel – det var eksempelvis reformer om kortere arbejdsdage samt bedre

arbejdsforhold generelt. Perón appellerede først og fremmest til arbejderklassen og hans succes blev båret

op i skyerne af hans hustru Eva Perón, som opnåede heltestatus for sin nære kontakt til folket.

Hæren var splittet over hvad den mente om Peróns populisme og i 1955 gav den militante højrefløj Perón

et ultimatum. Han kunne gå af eller risikere et oprør. Perón ønskede ikke et blodbad, så han valgte at gå af

(Skidmore og Smith 2005: 89). Dette var starten på knap 30 år med næsten uafbrudt militærstyre. I samme

periode ulmede ekstremistiske venstreorienterede modstandere i baggrunden, ikke mindst på grund af

manglen på eksisterende demokratiske måder at få politisk indflydelse på. De revolutionære

venstreorienterede oprørsgrupper bestod først og fremmest af universitetsstuderende som i de fleste

tilfælde var inspireret af peronismen. Inden længe blev disse bevægelser blandet sammen med unge

12

peronister fra Juventud Peronista (Rouquié, 1994: 283). Den revolutionære venstrefløj var blevet blændet

af myten om Perón og hvad han havde udrettet for de laveste klasser i sin tid. Den levede i en illusion om at

han ville komme tilbage og lede folket ligesom før. (Lund 1990: 67). Men da militæret i 1973 under et stort

folkeligt pres indvilligede i at give ham lov til at regere, var det en forvandlet og svag Perón som kom til

magten. Der kom ikke en ny peronistisk æra. Inden sin død i 1974 nåede den ændrede Perón en gang for

alle at bryde venstrefløjens illusioner i en tale fra La Casa Rosada, hvor han fordømte dens oprør og kaldte

den for skvadderhoveder og unge hvalpe (Lund 1990: 70). Talen satte en gang for alle punktum for

drømmen om Perón og hans storhedstid.

Efter Peróns død, kom hans nye kone Isabel Perón til magten, men oprørene fra venstrefløjen fortsatte,

samtidig med at landet bevægede sig ud i en økonomisk krise. Militæret, som hele tiden havde ventet i

baggrunden, kunne ikke vente mere den 24. marts 1976, hvor det væltede Isabel Perón ved et statskup.

Juntaen kom til at bestå af general Jorge Rafael Videla, Orlando Ramón Agosti og Emilio Eduardo Massera

med Videla som de facto leder af Argentina. Den igangsatte straks en bred repression af hele befolkningen

som den ihærdigt prøvede at dække som en kamp udelukkende imod den oprørske venstrefløj, der efter

Peróns død kun kæmpede for at vælte juntaen, inspireret af en peronistisk eller marxistisk-leninistisk

revolutionær ideologi (Rouquié 1994: 283-284).

3.2 Modstandsbevægelser og juntaens reaktionI 1976 var de fleste mindre guerillabevægelser udryddet og kun de to største, ERP (Ejército Revolucionario

del Pueblo) og Montoneros stod tilbage. ERP lænede sig op ad en marxistisk-leninistisk ideologi og var

blevet ulovliggjort i 1973 (Rouquié 1994: 283). Mens ERP opererede på landet, hvor det etablerede et foco3

i Tucumánprovinsens jungle, gennemførte de peronistiske Montoneros først og fremmest angreb i byerne

(Rouquie, 1994: 286). Montoneros, som også var ulovliggjort, var langt den største guerillabevægelse og

fortsatte efter Isabel Peróns fald sine bortførelser og angreb på militære baser. Militæret var dog sine

modstandere overlegne og reducerede efter få år den revolutionære venstrefløj til et par hundrede

armerede krigere. Ikke desto mindre fortsatte det med at tage stærk afstand fra dem. Disse oprørere blev

officielt set som kommunister og blev derfor stemplet som statsfjender. Men hvem der blev set af militæret

som statsfjender og hvem der ikke gjorde var sløret, eftersom militærets definition på ”statsfjende” var så

umådelig bred, at den kom til at omfatte alle som var uenige i statens foretagende (Corbatta 1999: 22).

Dette ses eksempelvis i følgende citat fra El Litoral som beskriver en af militærets målsætninger: Vigencia

de la seguridad nacional erradicando la subversión y las causas que favorecen su existencia (El Litoral,

3 Fokisme: Ernesto Guevaras teori om at skabe et foco (brændpunkt) hvorfra revolutionære styrker kan gøre oprør. Grundpillen i teorien er at de ikke bare skal vente på revolutionen, men skabe den. Det gøres først og fremmest ved at etablere et foco, som skal befinde sig et sted hvor det er muligt at mobilisere lokalbefolkningen (Anarkismo.net).

13

24/04/1976). For det først er det en meget generel udtalelse og for det andet kan grundene (las causas)

være rigtig mange ting. I løbet af sine 7 år på magten bortførte juntaen op imod 30.0004 ”oprørere”.

Juntaen retfærdiggjorde det med at venstrefløjen var en spredt organisation som havde infiltreret meget af

samfundet, hvilket nødvendiggjorde en bred systematisk undertrykkelse fra juntaens side.

På grund af juntaens stærke propagandaapparat gik der lang tid før befolkningen opdagede i hvor stor stil

den faktisk var blevet mistænkeliggjort. Studerende, fagforeningsledere, arbejdere og mange flere blev

systematisk bortført, tortureret, og af og til sluppet fri igen. Dem som blev sluppet fri, fik typisk en advarsel

om at de ikke skulle uddele propaganda igen, selv om de i virkeligheden var uskyldige. Hvis det var

nødvendigt at forfalske beviser i denne forbindelse, gjorde militæret dette uden tøven.

3.3 Propaganda og censurDa juntaen tog over i 1976, lukkede den universiteterne, overtog alle radio- og tv-stationer og genoptrykte

skolebøger, så de ignorerede demokrati og ophøjede den kristne tro, der blev fremstillet som

grundliggende uforenelig med marxismen (Lund 1990: 119). Denne kristne tro blev fremstillet som det

eneste naturlige. Familien var centrum for samfundet, hvor manden per definition var familieoverhovedet

og kvinden af natur var tildelt rollen som den hengivne moder. Ægteskabet var en naturlig institution i et

samfund, hvor abort, skilsmisse og prævention blev set som absolut unaturlige og derfor undergravende for

familiens eksistens (Duhalde 1983: 63-64). Ydermere blev dødsstraf indført og den kriminelle lavalder blev

sænket til 16 år. Enhver person som blev fanget i at føre ”statsundergravende virksomhed” ville blive

tilbageholdt på ubestemt tid og muligvis sat for en militærdomstol (Corbatta 1999: 22). Med hensyn til

pressen blev det hurtigt klart at den mindste afvigelse fra den stramme censur ville resultere i trusler på

livet til redaktionen. Aviser, tv og radio udsendte dagligt antimarxistisk propaganda i forsøget på at få

befolkningen til at tage afstand til oprørerne. Kun 2-3 aviser undgik censuren, sandsynligvis fordi deres

læsere udgjorde et mindretal. Desuden kunne juntaen med denne begrænsede åbenhed, i håbet om at

skabe et positivt billede, vise udlandet at den tillod aviser at operere ucensureret og at den tillod kritik fra

medierne (Lund 1990: 120). Men dette var selvfølgelig det rene opspind.

I starten af 1980 begyndte en økonomisk nedtur på samme tid som militærjuntaens hemmelige

bortførelser begyndte at blive alment kendte i Argentina og i udlandet. Både folket og mange humanitære

organisationer pressede på for at få juntaen til at gå af. I håbet om at dæmpe den stigende mistro til

militæret, forsøgte det i 1982 at invadere Falklandsøerne, som mange argentinere følte tilhørte Argentina

og ikke Storbritannien, der havde kontrolleret øerne i mange år. Invasionen blev en kæmpe fiasko fordi

4 Der er stor usikkerhed om hvor mange der rent faktisk blev bortført. Alt efter hvem man spørger, varierer tallet mellem 13 til 30 tusinde (www.edant.clarín.com).

14

militæret fejlvurderede sin egen styrke fatalt og på få måneder led et pinagtigt nederlag, hvilket kom som

et chok for befolkningen fordi den argentinske presse indtil da bevidst havde sendt falske nyheder hjem om

at hæren var på sejrskurs. Nederlaget skyldtes håbløs planlægning, samt at militæret aldrig havde deltaget i

en reel krig, eftersom kampen imod oprørerne i Argentina var styrkemæssigt så ulige, at den kun kan kaldes

for repression. Den folkelige opbakning som propagandaen havde mobiliseret slog tilbage mod juntaen

med dobbelt kraft efter nederlaget. Befolkningen, der allerede havde anet at systematiske bortførelser

fandt sted, havde fået nok. Falklandskrigen blev starten på enden for juntaen, som gik af i 1983 (Lund

1990:130-33).

3.4 Tortur og frygtEfter militærets bortførelser i tusindvis, bredte der sig en stemning af paranoia iblandt befolkningen.

Argentinerne stolede i starten på staten og var overbevist om at de bortførte måtte have begået

kriminalitet af en art som retfærdiggjorde bortførelserne, men med tiden blev de klar over hvad der faktisk

skete. Bortførelserne og den efterfølgende tortur var omgivet af et enormt hemmelighedskræmmeri.

Staten nægtede at give nogen som helst informationer ud, og dokumenter om de tilfangetagne blev

brændt eller forfalsket (Nunca Más 1987: 246). Dette holdt familierne i skak og forhindrede dem i at have

en officiel legitim grund til at klage siden den person de ledte efter ”ikke eksisterede”. I forlængelse af dette

nægtede juntalederne alt kendskab til torturkamre og hemmelige fangekældre. Men som tiden gik, spredte

der sig rygter alligevel. Stemningen blev trykket blandt befolkningen og ingen vidste hvem der ville blive

bortført næste gang. I den officielle rapport, Nunca Más, som blev udarbejdet efter juntaens kollaps, blev

det udregnet at 62 % af bortførelserne skete i hjemmet med vidner(Nunca Más, 1987: 17). Andre steder

boede folk lige ved siden af torturcentre, der ikke prøvede på at holde sig skjult, hvilket spredte en

ubehagelig og trykket stemning ud i nabolaget. ”Vivíamos en constante tensión, como si también nosotros

fuéramos prisioneros” (Nunca Más, 1987: 167), fortalte en nabo om at leve ved siden af et torturcenter.

For at give et kort indblik i hvilken slags tortur der var tale om, vil jeg beskrive de mest gængse metoder

som blev benyttet i torturkamre over hele Argentina: I forbindelse med bortførslen fik alle fanger bind for

øjnene, som de skulle beholde på under hele deres fangenskab. Den oftest brugte metode var elektrisk

stød. De fleste ofre blev afklædt og fik sendt strøm gennem alle tænkelige steder på kroppen: i øjenlåg,

tandkød, genitalier, eller igennem hele kroppen på en gang ved at få sat elektroder i fødderne og i hovedet

(Nunca Más, 1987: 44). Mens musklerne trak sig sammen af strømmens styrke, tæskede soldaterne på

ofret for at øge smerten. I en typisk situation lod det til at soldaterne fornøjede sig under torturen: de drak,

grinede og svinede ofrene til (Nunca Más 1987: 44). Tortursessioner varede ofte i timevis. Fangerne fik

meget lidt at spise og blev efterladt gennembanket og nøgne med indre blødninger og brækkede knogler

15

under åben himmel, så nogle af dem endda gik i forrådnelse i live (Nunca Más, 1987: 42). Kvinderne og

pigerne blev ramt særligt hårdt da de var ofre for gentagne voldtægter under torturen. Mange af dem blev

drevet til vanvid og mistede al kontrol over deres krop og kastede op konstant.

4 Analyse

4.1 Militærets nominelle og faktiske identitetSom jeg omtalte i mit teoriafsnit skelnede Jenkins mellem en nominel og en faktisk identitet: mens

militærets nominelle identitet var selve navnet, var den faktiske den ”ægte” identitet der lå bag navnet.

Militærets nominelle identitet var den officielle, og var til en vis grad betinget af den faktiske, der var

hemmelig. Med begreberne på plads vil jeg først beskrive den nominelle identitet:

4.11 Militærets nominelle identitetSom jeg uddyber i afsnit 4.3, var militærets behandling af ”oprørere” baseret på sikkerhedsdoktrinen. Mens

denne doktrin på det hemmelige plan indeholdt målet om at indføre en neoliberal økonomi, skulle dette

mål officielt skjules og militærets handling skulle legitimeres i ideologiske vendinger gennem den nominelle

identitet over for den civile befolkning. Militærets nominelle identitet var dets primære ansigt ud til den

civile befolkning og dens budskaber blev først og fremmest spredt gennem en total statslig kontrol af

massemedierne.

4.111 Illusionen om den nominelle identitetOver for befolkningen hævdede militæret at det repræsenterede det argentinske folk og dets sande

værdier, nemlig den rene kristne tro. Nationens vigtighed blev understreget i militærets officielle udtalelse

til El Litoral på dagen for kuppet. Militæret ønskede: (la) Confección de una soberanía política basada en el

accionar de instituciones constitucionales revitalizadas que ubiquen permanentemente el interés nacional

por encima de cualquier sectarismo tendencia o personalismo (El Litoral: 24/03/76). Officielt bestod

nationen af ”argentinere”, mens ”ikke-argentinere” blev betragtet som ”oprørere”. General Videla udtrykte

ganske klart dette synspunkt: “La represión es contra una minoría a quien no consideramos argentina” (La

Prensa, 18/12/77, hos Frontalini og Caiati 1984: 22). For at forstærke sin egen og ”argentinernes” identitet

måtte militæret på det officielle plan nødvendigvis konstruere sin ideologiske modsætning, bl.a. gennem

kategorisering (som jeg uddyber i afsnit 4.22). Dette stemmer overens med Jenkins’ beskrivelse af hvordan

identitet fremstår, nemlig gennem kontrast. Som jeg tidligere har nævnt, mener han at ingen identitet kan

eksistere isoleret i og for sig selv, men kun igennem kontrasten til andre eksisterende identiteter. Jo større

kontrasten er, jo tydeligere bliver ens egen og modstanderens identitet (Jenkins 2006: 145). Idet USA’s mål

16

var at stoppe kommunismen på et globalt plan, var det indlysende at kommunismen måtte være fjenden i

den amerikansk-skabte sikkerhedsdoktrin som militæret fik tildelt sammen med økonomisk støtte. Derfor

fordømte militæret gennem den censurerede presse ethvert tegn på kommunisme, eftersom den igennem

sin nominelle identitet betragtede kommunismen som ikke-argentinsk. Kommunisterne blev fordømt på

stereotypiserende vis for at være ateister, amoralske og upatriotiske, og kort sagt for at være alt det som

militærets nominelle identitet var imod.

4.12 Militærets faktiske identitetPå trods af at juntaen begrundede kuppet i antikommunistiske vendinger over for befolkningen, førte den

bagved facaden ikke en ideologisk politik, men en pragmatisk: i 1979 kom sovjetiske generaler på besøg i

Argentina, fik tildelt medaljer og der blev etableret samarbejdsaftaler om udveksling af våben mellem

Argentina og Sovjet (Frontalini og Caiati 1984: 48). Dette forhold indikerer at det ideologiske problem med

Sovjet kun eksisterede nominelt og derfor ikke var en del af militærets faktiske identitet. Hvad der derimod

udgjorde en del af dets faktiske identitet, var et mål om at indføre en neoliberal økonomi, altså nedbrydelse

af toldbarrierer, privatisering af den offentlige sektor og i den forbindelse en svækkelse af fagforeningerne.

Især det sidstnævnte fordi overklassen støttede militæret og derfor skulle neoliberalismen indføres så den

gavnede denne klasse, og ikke arbejderklassen. Af denne grund skulle arbejderklassen i al hemmelighed

undertrykkes mest af alt (Duhalde, 1983: 60). I sin systematiske undertrykkelse af hele befolkningen,

skelnede Juntaen ikke på det faktiske plan mellem hvem der egentlig var modstandere og hvem der ikke

var. Eduardo Luis Duhalde definerer Argentina under juntaen som en terrorstat, hvilket for ham betyder at

det primære middel for at nå målet er systematisk terror. Ifølge denne definition, var militærets mål at få

befolkningen til at acceptere og forholde sig passivt over for det reelle folkemord som fandt sted (Duhalde

1983: 54). Terrorstaten eksisterede vel og mærke udelukkende som en del af militærets hemmelige faktiske

identitet. Løftet om total straffrihed var altafgørende for at militæret kunne igangsætte den massive

undertrykkelse. Uden dette ville undertrykkelsen næppe have fundet sted i så massivt et omfang.

4.121 Total straffrihedFor at undgå splittelse af organisationen (jeg betragter militæret som hvad Jenkins kalder en organisation,

hvilket jeg uddyber senere) var det nødvendigt at dette hemmelige niveau forblev hemmeligt og ydede

total straffrihed til alle soldater som udøvede undertrykkende virksomhed. Hemmelighedskræmmeriet

forstærkede kun militærets isolation fra de civile: mange informationer blev kun givet mund til mund, for at

dokumenter ikke kunne sprede sig (Frontalini og Caiati 1984: 93). Det var kun muligt at give dette løfte fordi

grundloven var blevet suspenderet, eftersom dette betød at militæret kunne lave sine egne ”love”. For de

17

civile betød dette at der i praksis ikke eksisterede offentlige autoriteter der kunne garantere dem den

mindste sikkerhed (Frontalini og Caiati 1984: 92).

4.2 Militæret som en organisationDa militærjuntaen væltede republikken og overtog magten i 1976, blev alle statslige institutioner underlagt

militæret, og i sidste ende juntaen. Hvis jeg skal gøre brug af Jenkins’ begrebsapparat, kan militæret med

rette defineres som en organisation, eftersom det var et afgrænset kollektiv med et fælles mål. Målet var at

indføre en neoliberal økonomisk politik. Militæret var et eksemplarisk billede på hvordan hierarki kunne

gennemsyre en organisation, eftersom der var klare institutionaliserede procedurer, som eksempelvis

hierarkisk uddelegering af de repressive midler, der tjente til medlemmernes identitetsdannelse (Frontalini

og Caiati 1984: 92).

4.21 Isolation og overmenneskehedUd fra hvad jeg har læst, lader det til at det først og fremmest var de interne socialiseringsprocesser som

skabte en identitet af overlegenhed hos officererne over for de civile (Lund 1990: 35). Jeg antager at denne

identitet blev viderebragt til hele militæret, gennem de normsættende magtforhold som dominerede den

hierarkiske opbygning i Jenkins definition af en organisation (Jenkins 2006: 184). Ydermere antager jeg

dette på baggrund af udsagn fra torturofre om at soldaterne fornøjede sig mens de torturerede: de drak,

grinte og svinede ofrene til (Nunca Más 1987: 44). Dette nedladende syn stemmer overens med det en

tidligere elev fra militærskolerne i USA (jeg nævner i afsnit 4.3 hvordan USA trænede over 3600 argentinske

soldater op til kuppet i 1976) fortalte om sit syn på kvinder til en journalist. Her fortalte han at alle kvinder

som var ”oprørere” udelukkende var prostituerede der kun gjorde oprør for at få fat i mændene, hvilket

retfærdiggjorde at kvinder skulle tortureres med værre metoder end mænd. (Duhalde 1983: 42). I det

følgende afsnit beskriver jeg kort Julius Lunds fremstilling af officermiljøet under juntaen:

Officererne i organisationen havde et fælles mål og de havde gennem en fælles opvækst i militæret opnået

et tæt sammenhold. For officersskolen var det hensigtsmæssigt at medlemmerne rekrutteredes mellem 14-

18 årsalderen, eftersom de unge rekrutter i denne periode havde et modtageligt sind. Rekruttering var en

diskriminerende proces: ved lægeundersøgelser fravalgtes dem, hvis hudfarve og udseende ikke var

passende og hver ansøgers families moralske værdier blev undersøgt (Lund 1990: 35). Eftersom det var

relativt få der havde en uddannelse i de lavere klasser, kom officererne til at bestå af middelklassen og

overklassen. Ligesom Jenkins beskrev i sin teori, fremkaldte de hårde kriterier for optagelse en følelse af

overlegenhed og renhed, og de optagne officerer følte at de stod i kontrast til det almene civile liv, der i

Julius Lunds ord blev set som korrupt, kvindagtigt og kosmopolitisk (Lund 1990: 36). Rekruttering kan med

18

rette ses som en stempling, eftersom optagelsen indebar pålægningen af en ny identitet, baseret på en høj

kristen moral og overlegenhed over for de civile. Når først rekrutten var blevet til officer, blev han isoleret

fra omverdenen. Det institutionaliserede syn på de civile som undermennesker, må ikke undervurderes,

eftersom dette syn var dybt inkarneret i officereruddannelsens socialiseringsprocesser. Officerer sås kun

med hinanden, de giftede sig med officerdøtre og oftest, var det officerbørn som blev optaget i militæret

(Lund 1990: 35). Blandingen af de unikke socialiseringsprocesser og isolationen, skabte følelsen af

anderledeshed og medførte skabelsen af et solidt ”os” vs. ”dem” forhold til de civile. Enhver modstander af

staten blev regnet for at være så radikal i sin overbevisning at intet kunne ”kurere” ham. En retssag eller et

normalt fængsel ville derfor ikke være tilstrækkeligt straf (Lund 1990).

Disse beskrevne forhold var grundstenen i militærets faktiske identitet som de skjulte for offentligheden.

Måden hvorpå militæret så sig selv som overlegent og derfor isolerede sig fra befolkningen var forbundet

med hvordan militæret identificerede sig selv via kategorisering af sine ”modstandere”.

4.22 Dannelsen af egen identitet og kategorisering af modstanderePå dagen for kuppet erklærede juntaen at den ville håndhæve de sande kristne værdier. Dette udtrykte den

i avisen El Litoral som en del af dens officielle målsætninger. Punkt 2 lød at militærets opgave var: (la)

vigencia de los valores de la moral Cristiana de la tradición nacional, y de la dignidad del ser argentino (El

Litoral: 24/03/1976). Militæret identificerede sig officielt gennem kontrasten til hvad den hævdede ikke at

være, nemlig ateistiske og amoralske kommunister. Militæret kan betragtes som en gruppe, eftersom det

var dannet på basis af et forestillet fællesskab og definerede selv hvem det inkluderede og ekskluderede. Jo

større foragt militæret viste over for sine ”modstandere”, jo højere hævede det sin egen identitet. Denne

identitetsdannelse skete gennem en stempling, kategorisering og stereotypisering af alle ”oprørere” som

sammensvorne i en organiseret international konspiration (Frontalini og Caiati 1984: 77). Det var tydeligt at

militæret stereotypiserede og kategoriserede sine modstandere ud fra fællestræk det selv havde

konstrueret. På samme måde var det også tydeligt at størstedelen af kategoriens medlemmer ikke anede at

de var blevet kategoriseret, på trods af at denne kategorisering først og fremmest skete gennem pressen.

Dette skyldtes ikke mindst at militæret gennem sin nominelle identitet havde lagt et røgslør ud ved at

beskrive ”oprørere” meget upræcist i ideologiske vendinger.

Kategoriseringen af ”modstanderne” var en del af militærets nominelle identitet. Ikke desto mindre var

både den nominelle og den faktiske identitet forbundet gennem sikkerhedsdoktrinen, som jeg vil analysere

nu.

19

4.3 SikkerhedsdoktrinenIdet Argentina befandt sig i en alvorlig krise, vendte juntaen sig imod udlandet for hjælp (Duhalde 1983:

23). Sikkerhedsdoktrinen blev udarbejdet af de højeststående generaler i det amerikanske forsvar5 og

efterfølgende spredt til mange lande i Latinamerika, hvor USA i denne periode havde en stor interesse i at

bekæmpe ethvert tegn på kommunisme (Duhalde 1983: 32). I perioden 1950 – 1975 bidrog USA derfor med

økonomisk støtte og trænede i alt 3.676 argentinske soldater i torturmetoder og kontrarevolutionær krig

(Duhalde, 1983: 39).

Doktrinen var fundamentet for juntaens behandling af ”oprørere”. Den krævede at militærets handlinger

på det officielle plan skulle skjules gennem en ideologisk stempling af alle modstandere, ved at se på dem

som en del af en permanent international kommunistisk sammensværgelse. Ifølge doktrinen skulle alle

indenrigskampene imod ”kommunister” officielt beskrives som et led i en uendelig krig imod en

international kommunistisk konspiration mod Occidenten og at det var den enkelte stats pligt at forsvare sit

folk imod denne globale fjende internt gennem en massiv propaganda og mobilisering af hele samfundet

(Duhalde, 1983: 33). General Jorge Rafael Videla beskrev situationen således: “La subversión no es un

problema que requiere solamente una actuación militar, es un fenómeno global que requiere también una

estrategia global de lucha en todos los campos” (Duhalde, 1983: 36). Den permanente globale krig imod

kommunismen nødvendiggjorde at alle ”argentinere” forenedes under kommunismens påståede

modsætning: den kristne tro og dens moralsk rene værdier (Duhalde, 1983: 36).

Den nominelle og faktiske identitet var ikke adskilt, men flød af og til sammen, hvilket kunne ses i

sikkerhedsdoktrinen, der havde retningslinjer for begge. Som et centralt punkt forudsatte

sikkerhedsdoktrinen at der blev etableret en undtagelsestilstand hvor grundloven blev suspenderet (uden

befolkningens kendskab) sammen med alle de politiske partier (Duhalde 1983: 57-58). Eftersom juntaen

lagde alle statslige institutioner under sig (Duhalde 1983: 56-57), som til sammen før repræsenterede

nationen, så den sig som den eneste varetager af hele nationens interesser. Derfor blev ethvert angreb på

regeringen eller militæret således set som et angreb på hele nationen. Pressefrihed var inkompatibelt med

en undtagelsestilstand, eftersom dette ville underminere militærets missioner som officielt blev udført for

nationens sikkerhed: …debe existir una nube de silencio que lo rodee, todo esto no es compatible con la

libertad de prensa. (La Capital, de Rosario, 14/6/80 hos Frontalini og Caiati 1984: 29).

Jeg vil nu følgende prøve at give en forklaring på militærets indbyggede logik og hvordan det tænkte som et

kollektiv.

5 Det tætteste jeg kom på en oversættelse af ”Estado Mayor Conjunto Militar de los EE.UU” (Duhalde 1983: 32).

20

4.4 Dekonstruktion af militærets institutionaliserede identitetsdannelseEn af konsekvenserne af militærets socialiseringsprocesser og den efterfølgende indelukkethed, som jeg har

omtalt i starten af min analyse, er en moral som ikke hører hjemme i et civiliseret samfund. I dette afsnit vil

jeg uddybe konsekvensen af dette yderligere. Ifølge Frontalini og Caiati var årsagen til at så mange blev

kidnappet, at militæret ignorerede alle motiver som ”oprørske” handlinger kunne have. Det betød med

andre ord at militæret udelukkende så på midlerne og ignorerede de socioøkonomiske omstændigheder

der kunne have skabt handlingen og begrundet den (Frontalini og Caiati 1984: 77). Militærets

institutionaliserede ligegyldighed over for de civile udvidede dets definition på oprør til at omfatte enhver

gruppedannelse på især universiteterne, hvor selv grupper der skulle arrangere en fest risikerede at blive

bortført. For at give endnu et eksempel, ønskede sukkerrørssælgere lønforhøjelse i en provins. Dette blev

set som oprør og som et illegitimt tegn på afvigelse af guvernøren, hvorefter han angav dem til militæret

(Frontalini og Caiati 1984: 77). Som det kan ses i eksemplerne var definitionen af midler så bred at militæret

stort set kunne bortføre hvem de havde lyst til. Ydermere var der i militærets faktiske

identitetsdannelsesproces institutionaliseret en stereotyp opfattelse af motivet. Ifølge den stereotype

opfattelse, kunne motivet kun stå i ledtog med den internationale sammensværgelse imod nationen og

dens kristne værdier. Altså blev sukkerrørssælgerne set som en del af den internationale

sammensværgelse. Officielt blev denne sammensværgelse fordømt som en kommunistisk

sammensværgelse, men kun officielt, eftersom jeg allerede har nævnt at militæret i virkeligheden ikke var

spor antikommunistisk anlagt.

Efter denne forklaring er det tydeligt at se hvorfor især fagforeninger blev jagtet sammen med al politisk

aktivitet: alle der stillede spørgsmål, blev opfattet som statsundergravende virksomhed og til fare for

nationen (Frontalini og Caiati 1984: 79).

4.5 Allokering af straf under et ikke-eksisterende retsvæsenOftest er det retsvæsenet som allokerer straf i moderne stater. Men under juntaen var dette ikke tilfældet,

siden retsvæsenet var suspenderet. Dette gav allokerede straf en karakter som udelukkende tjente i

juntaens interesse, hvilket jeg vil uddybe i dette afsnit.

Allokering af straf var meget vigtigt for militærets identitetsdannelse, eftersom dette var den ultimative

stempling af en ”oprører” og derfor også midlet til at skabe den skarpeste kontrast mellem ”oprørerens”

identitet og militærets. Ydermere var det et middel til at skabe konformitet, hvilket var meget vigtigt i

skabelsen af den nye institutionelle orden. Dette vil jeg vende tilbage til senere.

21

Jenkins nævner i sin teori at en fælles følelse af at blive behandlet skidt, kan resultere i et kollektivt

sammenhold (Jenkins 2006: 198). Dette var under ingen omstændigheder tilfældet i Argentina, fordi folket

blev spredt fra hinanden af frygt – ingen vidste om naboen måske var en spion for militæret. Hvis vi vender

tilbage til sikkerhedsdoktrinen, havde denne netop til formål at skabe frygt og terror, således at

”oprørerne” ikke kunne bevæge sig frit omkring (Frontalini og Caiati 1984: 32/33). Militærets brede

definition af hvilke midler som en ”oprører” benyttede sig af, gjorde grænsen mellem kriminel og ikke-

kriminel uklar for de civile. Dette var ikke et tilfælde, men en tilstand som bevidst blev fremkaldt af

militæret gennem en tilfældig allokering af straf. I militæret opererede man efter princippet om at jo mere

tilfældig allokeringen forekom, jo mere frygt skabte den, fordi ingen vidste hvad der skulle til for at undgå

en stempling som ”oprører”(Frontalini og Caiati 1984: 85). Tilfældigheden skabte frygt fordi mennesket på

et dagligt plan er afhængigt af rutiner og stabilitet, hvilket er grunden til at det har en medfødt tendens til

eksempelvis at kategorisere og stereotypisere, fordi dette skaber orden (Jenkins 2006: 108). Den hårde

straf tjente både til militærets og til det straffede individs identitetsdannelse. For militæret virkede det som

en bekræftelse af modsætningen mellem dets egen moralske overlegenhed og den undermenneskelige

moralsk forladte ”oprører”. For individet betød det først og fremmest, at dets dominerende identitet blev

ændret til kriminel og torturoffer. Det var uundgåeligt at individet må have taget stemplingen til sig, idet

konsekvensen af stemplingen var hård, nemlig tortur, fangenskab i uventet tid og muligvis død. For at sige

det med Jenkins’ begreber, internaliserede ”oprøreren” gennem torturen sin nominelle identitet som

forbryder, hvorefter denne blev til hans faktiske identitet.

Jenkins taler om at allokering af straf både kan være organisationens hovedmål eller et biprodukt af dette.

Som jeg tidligere nævnte, definerede Eduardo Luis Duhalde juntaen som ledere af en terrorstat, altså en

stat som benytter sig af systematisk terror for at nå sit mål. Denne definition af den argentinske stat har jeg

tilsluttet mig. Derfor ser jeg militærets primære mål som indførelsen af en neoliberal økonomi og det

primære middel for at opnå dette som systematisk terror og bortførelser.

4.6 Undtagelsestilstanden blev til den nye normal Jeg vil i korte træk samle op på det som jeg hidtil har behandlet, og fremhæve et bestemt aspekt af dette,

nemlig hvordan militærets handlinger var rettet mod at skabe en ny normal.

Militærets nominelle og faktiske identitet havde det til fælles at de begge ville skabe en ny institutionel

orden. Denne orden indebar på det skjulte plan at bortførelser skulle blive normalen som ingen satte

spørgsmålstegn ved. Eftersom normalitet er en social konstruktion, er det manipulerbart (Jenkins 2006:

195). Normalitet er tæt forbundet med stabilitet og orden og militærets nye orden skulle altså være baseret

22

på tortur, bortførsler og propaganda, hvilket ideelt set skulle lede til konformitet og en accept af

statsterrorisme som en måde at opretholde ”ordenen” og dermed normaliteten på (Duhalde 1983: 54).

Med andre ord skulle konformitet være normalen. Denne konformitet prøvede militæret at skabe gennem

undertrykkelse ved at ignorere ethvert oprørs motiv og gennem stempling og tilfældig allokering af straf

blandt den almene civile befolkning. Iboende i stempling eksisterer begrebet om normalitet og unormalitet.

Som jeg har nævnt tidlige, så juntaen officielt ”oprørernes” kommunistiske holdninger som umulige at

”kurere” eller normalisere væk, hvilket gjorde dem inkompatible med den normal juntaen ville skabe.

Derfor var den eneste mulighed at de skulle bortføres for at blive tortureret (til døde) og at denne

procedure skulle blive til en del af den nye institutionelle orden.

5 KonklusionMit mål var gennem Jenkins begreber at undersøge hvordan militæret begrundede sine overgreb på de

civile. Dette har jeg først og fremmest gjort ved at analysere militæret gennem begreberne faktisk og

nominel identitet.

Ud over at retfærdiggøre sin brede undertrykkelse af folket ved at påstå at ”fjenden” var en organisation

som havde infiltreret hele samfundet, retfærdiggjorde militæret også sig selv ideologisk gennem sin

nominelle identitet, som var dets ansigt ud til folket. Denne identitet udstrålede traditionelle patriotiske

kristne værdier og blev konstrueret gennem militærets officielle afstandstagen til ”oprørerne” som det

23

samlede under ét ideologisk begreb: kommunister, på trods af at kun få af dem var kommunister (og for

den sags skyld oprørere) i virkeligheden. I Jenkins termer kom den nominelle identitet frem i kontrasten til

”oprørernes” påståede antipatriotiske og amoralske kommunistiske værdier. Den nominelle identitet blev

først og fremmest benyttet til at dække for militærets faktiske identitet, som var styret af pragmatiske

principper og i virkeligheden ikke indeholdt had for kommunister. Derimod indeholdt den militærets

institutionaliserede had imod civilbefolkningen, som officererne i militæret havde bidraget til at sprede

gennem den hierarkiske organisationsstruktur i terrorstaten, hvilket i øvrigt stemmer overens med min

hypotese. Militærets hemmelige mål var at indføre neoliberalismen som skulle tjene overklassen, der

støttede militæret, på bekostning af de lavere klasser. Dette mål var foreneligt med dets faktiske identitet,

som tilsyneladende ikke indeholdt moralske skrupler over at gennemføre en bred repression af det almene

folk, hvilket havde til formål at skabe den nødvendige stabilitet til at indføre en neoliberalistisk økonomi.

På samme måde var dette mål foreneligt med den nominelle identitet, eftersom denne udelukkende tjente

den faktiske identitets formål og således til en vis grad var et produkt af denne.

6 Litteraturliste6.2 Bøger

- Lund, Julius (1990): Skygger fra fortiden. Rosinante/Munksgård, København.

- Corbatta, Jorgelina (1999): Narrativas de la Guerra Sucia en Argentina. Corregidor, Buenos Aires

- Rouquié, Alain (1994): Autoritarismos y Democracia. Edicial, Buenos Aires.

- CONADEP (1987): Nunca Más. Rivadavia, Buenos Aires

- Frontalini, Daniel; Cristina Caiati, Maria (1984): El Mito de la Guerra Sucia. CELS, Buenos Aires.

- Jenkins, Richard (2006): Social Identitet. Academia, Århus.

24

- Duhalde, Eduardo Luis, (1983): El estado terrorista argentino. El Caballito, Buenos Aires.

- Skidmore, Thomas E; Smith, Peter H (2005): Modern Latin America. Oxford University Press, New

York.

6.3 Internettet

- Anarkismo.net, Abraham Guillén:”El “Foquismo” guerillero”. World Wide Web, 2005. URL:

http://www.anarkismo.net/article/17385 , 19. december 2011.

- Hemeroteca Digital, “El Litoral, Miércoles 24 de marzo 1976”. World Wide Web, 2008. URL:

http://www.hemerotecadigital.com.ar/diario/31662/, 19. december, 2011.

- www. madresfundadoras.org.ar,”Quienes somos”. World Wide Web, 2008. URL:

http://www.madresfundadoras.org.ar/pagina/quinessomos/13, 19. december, 2011.

- Edant.clarín.com, Pablo Calvo: ”Una duda histórica: no se sabe cuántos son los desaparecidos”.

World Wide Web, 2003. URL: http://edant.clarin.com/diario/2003/10/06/p-00801.htm, 19.

december, 2011.

6.4 Artikler- Carla Cerruti, Gabriela: “The military against the public sphere: The case of Argentina”, Javnost –

The Public Vol. 1 (1994), 4: 59. URL: http://www.javnost-thepublic.org/media/datoteke/Carutti_4-

1994.pdf, 19. december, 2011

6.5 BilagKilde: El Litoral, 24. Marts 1976.

Følgende er skrevet af fra avisen:

Objetivos básicos

1) Confección de una soberanía política basada en el accionar de instituciones constitucionales

revitalizadas que ubiquen permanentemente el interés nacional por encima de cualquier

sectarismo tendencia o personalismo.

2) Vigencia de los valores de la moral Cristiana de la tradición nacional, y de la dignidad del ser

argentino.

3) Vigencia de la seguridad nacional erradicando la subversión y las causas que favorecen su

existencia.

4) Vigencia plena del orden jurídico y social

25

5) Concreción de una situación socioeconómica que asegure la capacidad de decisión nacional y la

plena realización del hombre argentino, en donde el Estado mantenga el control sobre las áreas

vitales que hacen a la seguridad y al desarrollo y brinde a la iniciativa y capitales privados,

nacionales y extranjeros, las condiciones necesarias para una participación fluida en el proceso de

explotación nacional de recursos, neutralizando toda posibilidad de interferencia de aquellos en el

ejercicio de los poderes públicos.

6) Obtención del bienestar general a través del trabajo fecundo con igualdad de oportunidades y un

adecuado sentido de justicia social.

7) Relación armónica entre el Estado, el capital y el trabajo con fortalecido desenvolvimiento de las

estructuras empresariales o sindicales, ajustadas a sus fines específicos.

26