1

Forsidebilledet Slagmarken for et af Den Nordiske Syvårskrigs store slag ved Axtorna i 1565

har henligget uberørt indtil 2005, hvor der blev gennemført arkæologiske ud-

gravninger. Resultaterne sammenholdt med bevarede dagbøger har dannet

grundlag for en beskrivelse af, hvad der skete den dag i oktober, hvor slaget

fandt sted. Allerede i 2006 gennemførte Axtorna Historiesällskap et rollespil

over slaget. Dette rollespil er med mellemrum gentaget, senest i 2011, hvor dette

billede stammer fra.

Billedet er stillet til rådighed af Minna Rosendahl, Axtorna Historiesällskap.

2

Mikkel Pedersen Gønge Af Steen Johansen

Gøngehøvdingen Svend Poulsen er næsten en folkehelt, glorificeret gennem ro-

maner, film og tv-serier. Det meste er dog fiktion, som sættes i relief af den

belønning virkelighedens Svend Poulsen fik af kongen, nemlig en beskeden gård

i det sydsjællandske, og Svend Poulsen døde i armod. Hen ved 100 år tidligere,

i begyndelsen af 1560, kom en anden med tilnavnet gønge - Mikkel Pedersen - i

kongens tjeneste, og ham gik det bedre. Han kom fra beskedne forhold, blev

adlet og døde som en af Skånes rigeste mænd. Og så var han i en periode bosat

i Veksø, idet han fik livsbrev på en af kongens gårde i Veksø.

Tiden år 1560

Kong Christian III dør 1. januar 1559,

og hans søn underskriver håndfæst-

ningen og kan umiddelbart sætte sig

på tronen som Frederik II. Kroningen

foregår ved en ugelang kroningsfest i

august. Samme år indledte kongen et

felttog - med sejr - mod Ditmarsken ud

fra ønsket om et Danmark til Ejderen.

Kalmarunionen var heller ikke glemt,

og forholdet til Sverige var anstrengt.

I Sverige regerer Gustav Vasa

endnu et års tid, og ved hans død 1560

tager hans søn Erik XIV over. Fra star-

ten af hans regeringstid skærpes mod-

sætningsforholdet til Danmark, og det

munder ud i Den Nordiske Syvårskrig

1563-1570.

Grundlaget var det

spinklest tænkelige,

nemlig retten til at

føre tre kroner i rigs-

våbenet. Krigen gik

hårdt ud over bøn-

derne, ikke mindst i

Blekinge. Den sven-

ske hær plyndrede og

ødelagde en række

byer, ikke mindst

massakren i Rønneby

var et blodbad, som

med Kong Eriks egne

ord blev: ”. . . et væl-

digt myrderi, så van-

det i elven var rødt

som blod af de døde

kroppe".

En gengivelse af de to kongers våbenskjolde efter Otto

Frederik Vaupells bog om Den nordiske syaarskrig, 1563-

1570. Kjøbenhavn 1891

3

Veksø år 1560

Herluf Trolle var lensmand på Roskil-

degård fra 1557 til 1561, og han havde

i 1560 udarbejdet en fortegnelse over

det af Roskilde Domkirkes gods, som

kongen eventuelt kunne ønske at ma-

geskifte. I fortegnelsen nævnes Veksø

by med 14 bønder, skov og fiskevand.

Bønderne betalte en afgift på 30½ pd.

rug og byg, hvortil kom småredsel,

som var en afgift, der bl.a. kunne bestå

af lam, gæs, høns og æg. Mageskiftet

blev gennemført 7. juni 1563, hvor

Helligtrekongers kapel i Roskilde

Domkirke afstod godset i Veksø til

kongen.

Mikkel Pedersens baggrund

Mikkel Pedersen var skånsk og født i

Gønge herred før 1518, eller som det

hed den gang: Gydinge herred. Han

havde været i den svenske kong Gu-

stav Vasas tjeneste og gjort sig posi-

tivt bemærket i kongens strid med Nils

Dacke i den såkaldte Dackefejde

1542-1543. På et tidspunkt fik han

kongens tilladelse til at gifte sig med

en adelig svensk enke. Forvaltningen

af arvegodset har åbenbart ladet noget

tilbage at ønske, for der opstod gnid-

ninger mellem ham og hustruens børn

og slægtninge.

Dackefejden er opkaldt efter Nils Dacke, der var en bondeoprørsleder fra

Torsås i det sydlige Småland. I 1542 gjorde han og hans mænd oprør mod

kong Gustav Vasa, der i 1523 havde besteget tronen. Årsagerne til oprøret

var en klassisk utilfredshed i befolkningen med kongens centralisering af

magten, nye og hårdere skatter, forbud mod grænsehandel med Danmark

samt indførelsen af protestantismen, kort sagt: magtmisbrug og tilsidesæt-

telse af hensynet til befolkningen. Oprøret spredte sig hurtigt til hele Småland

og Östergötland. I marts 1543 befalede kongen sine lejesoldater at angribe

Småland. Dackes styrker blev slået og Dacke selv såret. Han døde i august

samme år, men oprøret fortsatte endnu en rum tid. Da kongen atter fik over-

taget, slog han hårdt og hensynsløst ned på almuen.

Blodbadet i Rønneby

Svenskerne begyndte i efteråret 1563 systematisk at ødelægge og hærge i

Blekinge med det formål at etablere en forsvarszone mod Danmark.

I august 1564 gik kong Erik XIV ind i Blekinge med en hær på hen ved

8.000 mand for at brænde, plyndre og dræbe Blekinges befolkning. I begyn-

delsen af september kom han til Rønneby, som han belejrede, og siden blev

alle byens beboere uden nåde hugget ned.

Det fortaltes at selv kvinder i barselsseng blev smidt på bålet sammen

med deres nyfødte børn, og der er lignende rædselsberetninger. Efter alle

var dræbt, blev byen brændt ned til grunden. Kongen syntes nemlig, ”. . . at

det var bedre at have et land der lå øde end et fjendeland.”

4

Da han på grund af sin skånske

herkomst yderligere kom i den

svenske kronprins’ søgelys - den

senere kong Erik XIV, som gene-

relt var yderst mistænksomt anlagt

- besluttede han og hustruen at for-

lade Sverige. Omkring 1557 tog de

til Flensborg, men blev fulgt af et

fængslingskrav fra børnene og de-

res slægtninge. De bliver fængslet,

og det kommer også til en retslig

domfældelse, som dog frifinder

Mikkel Pedersen og hans hustru.

Lejdebrev og kongelig ansættelse

Mikkel Pedersen blev også fulgt af

sit ry, eller måske blev det bare al-

mindeligt kendt i forbindelse med

retssagen, nemlig det, at han kunne

håndtere en gruppe bevæbnede

mænd og havde evnen til at orien-

tere sig og finde rundt i de store

skove.

Dette er kommet kongen for øre,

og i november 1559, efter frifindel-

sen, udstedte kong Frederik II lej-

debrev til Mikkel Pedersen, således

at ”. . .. han maa bo i Danmark og

nære sig som andre Undersaatter.”

Året efter får han ansættelse hos

kongen som ”Enspænder”, dvs. en

stilling nærmest som kongens per-

sonlige kurér. Det er tænkeligt, at

han ved samme lejlighed bliver ind-

kvarteret på en af kongens gårde i

Veksø, idet Veksø var forlenet til

sekretæren for kongens kancelli,

Henrik Holt.

Mikkel Pedersen fratræder dog

stillingen hos kongen allerede i

sommeren 1562.

Frederik II malet af Hans Kneiper, 1581

Frederik II havde som ung været på studie-

rejse i Tyskland og her lært grev Günter af

Schwarzburg at kende, og i krigens første år

får greven overkommandoen for den danske

hærstyrke i Skåne. Han huskes ikke for store

vundne slag, men i sommeren 1564 overvejer

han dog et angreb, der en gang for alle skulle

knuse fjenden: Han ville erobre Stockholm.

Han nåede til Jønkøbing, hvor der blev

plyndret og indsamlet, hvad der fandtes af

kvæg. Han trak sig herefter tilbage til Skåne,

sendte kvæget til Tyskland og indgav sin af-

skedsbegæring.

5

Livsbrev på gården i Veksø

En træfning mellem danske og sven-

ske krigsskibe ved Bornholm i maj

1563 er starten på Den Nordiske Sy-

vårskrig, og inden juli 1563, hvor

krigserklæringen – fejdebrevet – afle-

veres i Stockholm, er Mikkel Pedersen

tilbage i kongens tjeneste.

Han sendes straks til Skåne, nær-

mere betegnet til grænseegnene mel-

lem Gønge herred og Småland, hvor

han aktivt skal genere fjenden mest

muligt. Han formår at skabe resultater,

og kongen er parat med belønningen:

i oktober 1563 får Mikkel Pedersen

livsbrev på den gård i Veksø, som han

allerede har i værge. Livsbrevet giver

ham gården uden afgift, dog skal han

lade sig bruge i rigets tjeneste.

Ved samme lejlighed får han til-

navnet Gønge – eller Gydinge som der

står i kongebrevet; dog vil navnet

Mikkel Pedersen primært blive brugt i

det efterfølgende. Når kongen var i

stand til at give et sådant livsbrev skyl-

des det, at Veksø kort tid forinden

(juni 1563) var blevet mageskiftet til

kongens fredejagt, hvilket betød, at

kongen havde eneretten til al jagt på

ejendommene.

Den Nordiske Syvårskrig

1563-1570

Der foreligger en del litteratur om

denne ret så bitre og blodige krig, der-

for skal beskrivelserne begrænses til

et resume og til enkelte mere spekta-

kulære bataljer og episoder, hvor Mik-

kel Pedersen aktivt har gjort sig be-

mærket, og måske gjort en forskel.

Det er allerede før denne krig, at

ordet snaphane anvendes første gang

af svenskerne, og det anvendes også i

de senere dansk-svenske krige. Snap-

hane kommer af det tyske ord schnap-

pen, som betyder røve, plyndre. Fra

begyndelsen var det et skældsord, som

ledte tanken hen på fredløse stratenrø-

vere og kriminelle, der holdt til i sko-

ven. Svenskerne betragtede alle be-

væbnede grupper, som ikke tilhørte

den regulære danske hær, som snapha-

ner, og blev de taget til fange, måtte de

forvente at lide en pinefuld død.

Slaget ved Axtorna 1565. Mikkel Pedersen deltog med sine hageskytter i Den Nordiske

Syvårskrig, hvor slaget ved Axtorna var den største træfning mellem de danske og sven-

ske hære. Slaget krævede mange faldne – hen ved 4.000 mand - men gav ingen strategi-

ske ændringer i krigsførelsen for nogen af parterne.

Billedet er taget i 2011 ved et rollespil om slaget, og det er stillet til rådighed af Minna

Rosendahl, Axtorna Historiesällskap.

6

En kerneopgave for Mikkel Peder-

sen var at hyre duelige karle - kaldet

hageskytter - i Gønge herred, og med

dem bevogte grænsen til og gøre ind-

fald i Sverige, og der genere fjenden

mest muligt. De smålandske bønder li-

der en del under denne taktik, for de

bliver plyndret ved samme lejlighed.

Kong Frederik får løbende underret-

ninger om Mikkel Pedersens fremstød

ind i Sverige, og er meget tilfreds med

de meldinger, han får om succesfulde

aktiviteter og indsamling af oplysnin-

ger om fjendens gøren og laden.

Som belønning lover han på et tids-

punkt Øvid kloster, Lunde Stift som

forlening. Desværre viser det sig at

være pantsat – men det skal blive ind-

løst med det første, lover kongen.

Såret juli 1564

Ved en træfning i juli 1564 bliver

Mikkel Pedersen hårdt såret, og det si-

ger lidt om kongens tiltro til ham, at

kongen straks, da han får kendskab til

situationen, sender besked til hærle-

delsen om at sørge for de bedst mulige

forhold for Mikkel Pedersen.

Hageskytterne var ikke rigtig aner-

kendt i den regulære hær, og de blev

til tider dårligt behandlet. De var hyret

af, og de havde tillid til Mikkel Peder-

sen, men da de så, at deres leder var

såret – måske dødeligt – drog gøn-

gerne hjem. Det var egentlig en ømtå-

lelig situation, men da Mikkel Peder-

sen blev ved helbred igen, fik han hur-

tigt retableret sit korps af hageskytter.

Kongen lader nåde gå for ret – dog

med en bemærkning om, at skytterne

ikke skal gøre det igen.

Hemlingegård anno 2012

I den skånske jordebog – Paltbok – Lunde Stift af 1514 fremgår det, at Himlinge Len

bestod af 30 gårde inklusive hovedgården, som ses på billedet i en moderne udgave.

Foto: Steen Johansen

7

Afstår gården i Veksø

I marts 1565 får en af kongens betro-

ede mænd i Skåne, Hack Ulfstand (i

1592 valgt til rigsmarsk), befaling om

straks at begive sig til kongen, som på

det tidspunkt opholder sig i Børringe,

Skåne, og han skal i øvrigt tage Mik-

kel Pedersen med sig.

Da de er kommet frem får Mikkel

Pedersen overrakt et forleningsbrev på

Himlinge Len og Glimager Ørken i

Gydinge Herred. Der er vilkår for for-

leningen, bl.a. er den begrænset til ti

år, men er ellers afgiftsfri.

Efter mageskiftet i 1563 er Veksø

administrativt placeret under Køben-

havns Slot, og derfor afsender kongen

samtidig et brev til slottets høveds-

mand Jens Ulfstand (bror til Hack), at

Mikkel Pedersen Gydinge er blevet

forlenet med noget gods i Gydinge

Herred mod at han afstår gården i

Veksø til den bonde, der tidligere bo-

ede på gården; dog skal bonden er-

statte den rugsæd Mikkel Pedersen har

sået.

Krigens slag

I 1564 havde en af hærens regiments-

chefer, Daniel Ranzau, overtaget

kommandoen over hele hæren, og det

var da også ham, der ledede et meget

berømmet slag mod svenskerne ved

Axtorna i oktober 1565. Danskerne

kan trække sig sejrrigt ud af slaget,

men der er mange faldne på begge

fronter.

I sommeren 1566 begynder Daniel

Ranzau at samle mandskab til et felt-

tog ind i Sverige, og hæren bryder op

Syvårskrigens vildskab har fascineret kunstnere gennem tiden. Her et eksempel fra

Axel Larsens bog om Daniel Ranzau, hvor også Mikkel Pedersen omtales.

8

i oktober. I november er den kæm-

pende, plyndrende og brændende nået

frem til Lindkøbing, som den indta-

ger. Det har været et udmarvende tog,

som har kostet liv, og nu udbryder sot

og syge blandt mandskabet. Stillingen

er uholdbar, og der må sendes bud ef-

ter forstærkninger. Det bliver Mikkel

Pedersen, som sammen med tredive af

sine skytter får opgaven. De er i fjen-

deland og har brug for vejvisere, og

derfor fanger de en lokal bonde til for-

målet. Han smutter dog fra dem på et

tidspunkt. Det har to konsekvenser:

For det første indberetter bonden til de

svenske myndigheder, at Mikkel Pe-

dersen er undervejs efter forstærknin-

ger, og for det andet bliver de efterføl-

gende vejvisere skudt når der ikke

mere er brug for dem. I december er

han nået frem til København, blot for

at konstatere, at kongen er i Jylland,

og han må fortsætte rejsen for at fore-

lægge kongen sagen.

Det er ikke umiddelbart muligt for

kongen at etablere en hærstyrke. Der

er – ikke mindst – økonomiske proble-

mer, og første hen mod et år senere

kan en hærstyrke sendes af sted. For-

stærkningerne når aldrig frem, for den

svenske styrke har ventet dem og hol-

der dem beskæftiget. I januar 1568 har

Daniel Ranzau med resten af den op-

rindelige hærstyrke kæmpet sig til-

bage til Skåne.

Forlening af Bjørnstrup

Næppe er felttoget afsluttet før kon-

gen belønner Mikkel Pedersen med

forlening af Bjørnstrup Torp i Skåne.

Hen på sommeren bliver forleningen

bekræftet og udvidet til at gælde for

livstid for ham og hans hustru, fru Bi-

irgitte uden afgift.

I 1579 kommer kongens gave- og

skødebrev på godset, tillagt kronens

rettigheder til kirkejord i området. Det

viser sig endvidere i forbindelse med

et skatteinddrivningsregnskab, at

Bjørnstrup før ombygning i 1868. Billedet er stillet til rådighed af Elin Akeleye

Schmidt, 9 x tipoldebarn til Mikkel Pedersen Gønge.

9

Mikkel Pedersen i de

mellemliggende år har

anskaffet sig en af Mal-

møs største gårde.

Krigens afslutning

Erik XIV blev i sep-

tember 1568 afsat som

konge af Sverige, og i

november blev der

sluttet fred i Roskilde.

Fredsaftalen blev ikke

bekræftet af den nye

svenske konge, Johan

III. Derfor fortsatte kri-

gen med endnu et

dansk felttog i 1569,

som bragte Varberg

slot tilbage på danske

hænder, men Daniel

Ranzau faldt under be-

lejringen. Krigen ind-

skrænkedes derefter til

planløse hærgningstog.

På den tyske kejsers

initiativ blev der holdt

et fredsstiftende møde i

Stettin. Mødet resulte-

rede i en fredsaftale i

december 1570, og

Frederik II godkendte

aftalen i januar 1571.

Adelsbrev 1571

Krigen var slut, og der skulle afregnes

og lønnes. De tyske lejetropper blev

hjemsendt, og for at få afregnet med

dem blev der af kongen udskrevet nye

store skatter. Der var ikke mange som

slap for skatterne, men i starten af

1571 havde troppene fået deres løn og

var på vej hjemad.

Mikkel Pedersens løn kom i maj,

og var en kongelig ophøjelse til adels-

standen: Mikkel Pedersen Gønge.

Adelsvåben for Mikkel Pedersen Gønge udtegnet efter det

originale adelsbrev, som befinder sig i Rigsarkivet. Bille-

det er stillet til rådighed af Elin Akeleye Schmidt,

9 x tipoldebarn til Mikkel Pedersen Gønge.

10

Adelsbrevet er en

lang ros for god og tro-

fast tjeneste hos kon-

gen, en tjeneste som

han i øvrigt fortsatte

frem til sin død i 1587.

Hjemmefronten

Skønt krigen var slut,

blev det fremdeles

Mikkel Pedersens pri-

mære opgave at hyre

hageskytter til kon-

gens tjeneste.

Med alderen fik

han også mere inte-

resse for sine ejen-

dommes antal og om-

fang. Han kunne såle-

des konstatere, at det

var så som så med rette

og tydelige skel, og ”.

. . da han ugerne med

Trætte vil tilholde sig

noget af Kronens

Gods, som han ingen

Rettighed har til . . .”,

henvendte han sig til

kongen, som befalede,

at ”. . . kalde de ældste

og fornemste Herreds-

mænd for sig, undersøge, hvor Skellet

tidligere har gaaet, udvise Michel Pe-

dersen og Kronen hver sit, og af-

mærke det . . .”. Så blev der gravet og

stablet tørv og hugget skelmærker i

træerne.

Ægteskaber

I forbindelse med Mikkel Pedersens

frikendelse og tilladelse til at opholde

sig i Danmark, søger kongen at skaffe

de svenske ejendomme tilbage. Der er

imidlertid ikke registreret skriftlige

henvendelser fra kongen, men i tiden

op til udbruddet af Syvårskrigen af-

holdt kongen en række møder med

svenske udsendinge, og det kunne

være ved en sådan lejlighed, at emnet

har været bragt på banen.

Mindesten

Tæt ved gården i Hemlinge er rejst en mindesten med in-

skriptionen: MIKKEL PEDERSEN GYDINGE LENS-

MAND. Foto: Niels B Sørensen

11

Der er kun offentliggjort referat fra

et enkelt møde, som dog omhandlede

noget helt andet. Derfor har det ikke

været muligt at identificere den sven-

ske adelsdame, Mikkel Pedersen først

var gift med. Det må dog konstateres,

at de ikke fik børn sammen.

Heller ikke med sin anden kone,

Barbara Axelsdatter Baden, får han

børn. Efter hendes død gifter han sig

med Beate Jensdatter Myre, og sam-

men får de to døtre, Birgitte og Beate

- ingen søn, og derfor får adelsslægten

Gønge ingen lang eksistens.

I efteråret 1591 skriver kongen til

Beate Jensdatter Myre:

”Da hendes Husbonde, Mickel

Giønge, hvem Kong Frederik II havde

skænket noget Gods, er død, efterla-

dende sig nogle umyndige Børn, og

hun siden har indladt sig i Ægteskab

med Jens Falk, har Kongen, der bør

tage sig af faderløse Børn, beskikket

Jørgen Søfrensen, Landstingsskriver i

Skaane, til at være Mickel Giønges

Børns Værge over det Gods, Frederik

II har skænket Mickel Giønge. Hun

skal overlevere dette Gods og hvad

andet, der kan tilkomme Børnene efter

deres Fader, til Jørgen Søfrensen, der

aarlig skal gøre Hofmester Hack Ulf-

stand, Embedsmand paa Malmøhus,

Regnskab for Oppebørselen deraf, saa

alt kan komme Børnene til Bedste.”