fortidens synder af therese philpsen

FORTIDENSSYNDER

THERESE PHILIPSEN

Liv Moretti kommer på sin første opgave som fast med-lem af NEC’s specialenhed, da politiet i Sønderborg gør et makabert fund på et militært øvelsesområde.

Fortidens synder er andet selvstændige bind i serien om politiassistent Liv Morettis arbejde som efterforsker i den specialenhed under NEC, der assisterer lokale politikredse i sager om personkriminalitet af særlig farlig karakter.

Therese Philipsen, født 1976, er uddannet journalist og bor i Florida med sin familie.Hun debuterede som forfatter i 2007 med spændingsromanen Den tjekkiske forbindelse, og i 2009 udgav hun krimien Den man elsker, som er første bind i serien om politiassistent Liv Moretti.

LÆSEPRØVE

Therese PhiliPsen

fortidenssyn d e r

Krimi

People’sPress

PP_Fortidens synder NYTC.indd 3 09/05/11 10.26

Fortidens synderCopyright © Therese Philipsen 2011

Copyright denne udgave © People’sPress 2011Omslag: Rasmus Funder

med illustration af Stephen MulcaheyBogen er sat med Palatinohos An:Sats, Espergærde

og trykt hos CPI – Clausen & Bosse, LeckISBN 978-87-7055-870-9

1. udgave, 1. oplagPrinted in Germany 2011

www.theresephilipsen.dk

www.artpeople.dk

Kopiering fra denne bog er kun tilladt i overensstemmelse med overenskomst mellem Undervisningsministeriet og Copy-Dan.

Enhver anden udnyttelse uden forlagets skriftlige tilladelse er forbudt ifølge gældende lov om ophavsret.

Undtaget herfra er korte uddrag til brug i anmeldelser.

People’sPress • Ørstedhus •Vester Farimagsgade 41 • DK-1606 København V


Til min datter Lea


So you think you can tell Heaven from Hell.Pink Floyd 1975


7

Skygger begyndte at bevæge sig hen over væggen. Hænder lan-dede på hans skuldre og trak ham ned. Ned på det eneste møbel i den tomme lejlighed. En stol midt på gulvet.

– Velkommen til helvede, lød en sagte hvislen i hans øre.Så stak han i et dyrisk brøl, mens de tapede ham fast til stolen.

Rundt og rundt. Han forsøgte at skrige igen, men tapen kvalte det. Og næsten også ham. Han fik øjenkontakt med en af dem, sekundet før det første slag ramte ham i ansigtet. Det svimlede for ham. Endnu et slag fulgte, det smertede i kæben.

– Du ser sølle ud, sagde den ene, mens de dansede deres rituelle dans rundt om ham. Et slag mere faldt i maven og et til på kæben.

Flere slag og nu også spark i ansigtet. Så blev den blå taske åbnet og indholdet afsløret. En bred kniv, en knibtang og en sav.

Nu svedte han og mærkede de salte dråber svide i øjnene. Han vred sig i stolen, mens de kredsede om ham. Et slag mere ramte hans kæbe og et spark hans ribben. Smerten rev sig vej gennem hans krop.

Han lukkede øjnene, og billederne strømmede frem. Som i en drøm genoplevede han det hele.

Han er tilbage på grusvejen sammen med sine kammerater. De går lige bag hinanden i solskinnet. Varmen er ubærlig. Han ser op på den nøgne himmel og hører fuglesang fra et træ, de pas-


serer. Lyden fylder ham med fred, og han når lige at tænke, at det egentlig tegner til at blive en god dag.

Så eksploderer det hele. To ansigter forsvinder i en massiv sky, der stiger op fra jor-

den. Sveden fosser ned ad ham, da han begynder at løbe mod sine kammerater, men han bliver stoppet. Området skal ryddes.

– Der kan være flere miner, råber hans overordnede. Han ser til, da ingeniørerne sweeper jorden, mens han råber

og råber på sine kammerater. Men der kommer ingen svar. Så stikker Dybvad pludselig hovedet op og kalder, men der er stadig ingen lyd fra Kenneth.

Han forsøger at se igennem støvet, der generer hans øjne. Nogen siger, at han skal lægge sig ned, og i det samme bliver der åbnet ild imod dem.

– Vi skal have vores sårede ud, bliver der råbt. De skyder mod fjenden og kæmper sig op ad en klippeafsats,

‘high ground’. Det forhøjede terræn giver dem en taktisk fordel, og de får bekæmpet fjenden med artilleri og morterer. Klippe-afsatsen markerer desuden overgangen mellem flodens grønne bælte og ørkenen, hvor deres køretøjer står.

Da de når toppen, kigger han sig tilbage og ser Kenneth og Dybvad blive løftet op i en helikopter. Han lægger mærke til, at der bevidst er gjort afstand mellem dem, for at Dybvad ikke skal se sin døde kammerat.

Da han åbnede øjnene igen, var alt blevet mørkt. En klar pla-sticpose var trukket ned over hans hoved, og når han trak vejret, fulgte den med.

En af dem tog saven op, men lagde den fra sig og greb knib-tangen i stedet.


9

1

Det lille, firepersoners privatfly krængede med alle, der befandt sig i det. Da de havde nået 4000 meters højde, rev den ene af de to passagerer døren op og virkeliggjorde, at de nordsjællandske marker lå som brune rektangler under dem.

Liv Moretti spejdede ud og så fjorden ud for Frederiks-sund. Vejret var klart og vinden næsten ikke-eksisterende. Perfekt, tænkte hun, lænede sig ud og greb fat i den 10 cm tykke stang, der gik fra spidsen af vingen og ind til skroget ved siden af døren. Så slap hun med benene og begyndte at kravle i armgang ud til lidt efter midten af stangen, mens Nordsjælland stadig lå fire kilometer under hendes frit svævende ben.

Her blev Liv hængende og så ind på manden i flyet, ventede på hans tegn og gav så slip.

På vej ned i det frie fald nåede hun kort at tænke, at folk da var åndssvage. Tænk at de ikke ville springe på en smuk dag som i dag. Hun havde været den eneste til-meldte. Vejret var perfekt, fredag den 13. eller ej.

Med adrenalinen pumpende i årerne gav hun sig til at skrige sin jubel ud i luften. Hun ramte en hastighed på over 200 kilometer i timen, og huden i hendes ansigt blafrede løst, som var den lavet af budding.

Efter 50 sekunder trak hun i snoren, faldskærmen fol-


10

dede sig ud som en blomst oven over hende, og alt gik med ét i stå. Så hang hun der, helt lydløst, og svævede nedad, mens glæden boblede inde i hende, og da hun satte fødderne elegant på jorden ikke langt fra dropzonen i Sundbylille, lagde hun sig ned og grinte af fryd.

– For helvede, mand, sagde hun til instruktøren, da han kom hen og rakte hende en arm.

– Spring nummer 250 er noget specielt, sagde han så. – Tillykke med det.

Knap havde hun fået spændt udstyret af, før mobilen ringede fra hendes lomme i armybukserne. Det var Per Roland, chef for NEC’s specialenhed for særlig person-farlig kriminalitet, afslørede displayet.

– Liv her. Hvor skal vi hen?– Hvordan har du det med kålpølser og flæsk?– Det kan vel spises. Hvor i Sønderjylland?– Sønderborg. Vi mødes på stationen. – Vi ses der, sagde hun og lagde på.

En time senere var hun klar. Eksen havde taget deres to piger, Alba og Josephine, der nu var to et halvt og fem år. Som altid med glæde. Han havde en ny kæreste, som han snart skulle giftes med, og hun var også glad for pigerne. Imens var Liv selv blevet alene igen. Hendes tidligere kæ-reste Claus var røget på porten. Jalousien havde til sidst ædt ham op, selvom det var en indbyrdes aftale, at de havde et åbent forhold. En dag havde han taget kvælertag på hende under et skænderi, og med alt, hvad hun havde lært i kickboksning, havde hun losset ham langt ud af panoramavillaen i Helsingør.

Liv havde en filosofi her i livet: Vil du være lykkelig, så vær det. Alt for mange mennesker forsømte den lille lykke, fordi de ventede hele livet på den store.


11

Hun trykkede på fjernbetjeningen og startede bilen, da garagedøren var næsten helt oppe. Forlygterne på hendes Mercedes SLK cabriolet med hardtop lyste om kap med solskinnet. Hun satte automatgearet i drive og accelererede ud på Strandvejen. Så løftede hun armen og trykkede igen på fjernbetjeningen. Garagedøren lukkede sig stille bag hende. Hun tastede adressen i Sønderborg ind i GPS’en, og mens hun ventede på, at den udregnede ruten, nød hun udsigten over Øresund og Kronborg.

Bilen var hendes egen. Hun havde købt den og brugte den både privat og som tjenestebil, fordi hun var så død-træt af politiets egne vogne, der i hendes øjne havde alt for små motorer og altid fejlede et eller andet. Merceren var ganske vist en egoistbil uden plads til hendes to piger, så hun vidste, da hun købte den, at hun mest ville komme til at bruge den på jobbet. Til daglig tog de den store Porsche Cayenne, hvor der var plads til både børn og legetøj.

Det var i barndommen, hun havde fundet glæden ved biler. Hjemme i strandvejsvillaen blev hun konstant skældt ud for sin påklædning, sit sprog, sin vulgaritet og sin dren-gede attitude, der ikke passede ind i morens billede af den perfekte datter. Hun kunne hverken sidde stille ved bordet eller i timerne. Men de få gange hvor faren havde taget hende med på tur i Ferrarien, havde hun følt en snert af lykke og siddet helt stille for ikke at ødelægge det. I Fer-rarien var der ingen, der skændtes eller skældte hende ud. Ingen gjorde sig til dommer over andre. Der var kun dem og den rå asfalt.

Det var ikke nogen hemmelighed, at Liv havde penge, og hun havde heller ikke tænkt sig at skjule det, selvom hun på mange måder hadede alt, hvad de stod for, og hvad de gjorde ved mennesker. Ikke mindst hvad de havde gjort ved hendes forældre. Faren havde lært hende alt om


12

biler og ikke mindst betydningen af størrelsen på deres motorer, men nu holdt begge hans Ferrarier stille i barn-domshjemmets garage, mens han sad inde for bedrageri. I det mindste havde han været til stede, da hun var barn, hvilket var mere, end man kunne sige om moren. Gennem hele Livs barndom havde hun druknet sig i et pille- og alkoholmisbrug med det resultat, at Liv snarere havde fungeret som mor for hende end omvendt.

Strandvejen forsvandt og med den også Helsingør, mens hun bevægede sig ud ad Kongevejen og ramte mo-torvejen mod København. Liv speedede op til 110 kilo-meter i timen. Smukke villaer blev skiftet ud med nøgne, brune marker, der om få måneder ville blomstre i både gule og grønne farver.

Hun tændte en cigaret og radioen på samme tid. Lyden af Lady Gagas computermusik væltede ud, og Liv sang med på et enkelt omkvæd, inden hun blev træt af det og i stedet satte en cd på. „Sweet Child O’Mine” med Guns N’ Roses blæste minderne om Lady Gaga ud af hendes hoved og plantede i stedet bandets umiskendelige guitar riffs, som efter hendes mening kun blev overgået af Jimi Hendrix i „Voodoo Child”.

Liv skrålede om kap med Axl Rose, mens vejen ledte hende til Sønderjylland. På broen over Lillebælt åbnede hun vinduet og fik den friske havluft ind i bilen, mens hun tænkte, at nu varede det ikke længe, før hun kunne tage taget ned og køre rundt med vind i håret. Det havde hun glædet sig til hele vinteren.

Hun havde aldrig besøgt Sønderborg før. Faktisk var det endnu begrænset, hvad hun kendte til kredsene uden for Sjælland. Til daglig var hun ansat i Efterforsknings-afdelingen hos Nordsjællands Politi, men efter en drabssag i hendes egen kreds sidste år, hvor de havde tilkaldt hjælp


13

fra Rigspolitiets Nationale Efterforsknings Center, var hun blevet tilbudt at blive fast tilknyttet NEC-teamet. Den slags chancer sagde man ikke nej til. Liv gjorde i hvert fald ikke.

Selv havde Per Roland fået beskeden fra chefen for NEC. Han havde netop lukket en skudsag i bandekrigen og var i gang med at læse i deres interne blad Politi, at der var store besparelser på vej i Rigspolitiet. Det var gået op for de kloge hoveder højere oppe, at de havde et underskud på 340 millioner kroner. Ups, tænkte han. Hvordan det var gået til, blandede han sig ikke i. Heller ikke i om de mon ikke burde spare på alle de irriterende wellness-kon-sulenter, de havde rendende inde på Gården til at lære dem om kost og fitness. Han spekulerede til gengæld på, hvornår medierne mon ville opdage det og kaste sig over det, og glædede sig over, at han ikke var rigspolitichef og aldrig blev det. Hans kompetence var efterforskning, og han ejede ærlig talt ikke lederegenskaber. Alligevel havde han haft seks år som chef for Rejseholdet, og nu var han leder af en lille specialenhed under NEC, der hjalp poli-tikredsene med sager, der blev for omfattende, især hvis de involverede flere forskellige politikredse, eller hvis der var tale om personkriminalitet af særlig farlig karakter.

Midt i hans tankerække og lige som han skulle til at begynde på en ny artikel, hvor en sprogforsker kritise-rede betjentenes sprog, havde hans chef, Karen Gruppe, så ringet og bedt ham komme ind på hendes kontor med det samme. Et lig var dukket op i Sønderborg, og kredsen havde omgående brug for deres assistance. Typisk at det skulle ske op til en weekend.

Nu hvor det nærmede sig aften, kørte han netop ind i Sønderborg bymidte, og efter et par fejlvurderinger og en enkelt u-vending passerede han stadion og holdt ind foran


14

politigården, hvor han i lyset fra vinduerne så, at Anette, teamets psykolog med speciale i gerningsmandsprofiler, stod ved indgangen og ventede på ham. Hun havde sin lange, røde frakke på, et tykt tørklæde viklet om halsen og en mappe under armen. Hun smilede ved synet af ham.

– Hvad søren, Roland, bruger du ikke din gps? sagde hun drillende, da han kom hen til hende. – Jeg var lige bag dig, da du kørte af motorvejen.

Roland brummede.– Jeg har været her før, så jeg burde nok kunne finde

vej, sagde han og huskede i glimt sagen om gymnastik-pigen, der blev voldtaget og kvalt af sin nabos søn for otte år siden.

Anette var en af hans bedste opfindelser. I hans tid på Rejseholdet havde hun været løst tilknyttet som psykolog, når der var brug for det. Det havde der været hele tiden, men fordi hun også havde andre engagementer, skulle de være heldige, hvis hun kunne finde tid til dem. Så da hans nye chef, Karen Gruppe, havde henvendt sig til ham og bedt ham stykke et hold af kompetente efterforskere sammen, havde Anette været den første på hans liste. Hun kunne fortælle ham, hvad der foregik inde i hovedet på forbryderne, og den slags viden kunne man ikke sætte prismærke på.

– Hvor er Max Motor? spurgte Roland og gav hende et kram.

– Han er allerede ankommet, sagde hun og pegede på en Harley med bred forgaffel, fræsede alufælge og dob-belte skiver, der holdt under halvtaget.

– I fulgtes ikke ad? Roland åbnede døren for hende.– Han vil hellere køre på det monstrum, sagde hun

med et smil.


15

2

– Velkommen til Sønderborg, alle mand, eller „mojn”, som de siger hernede, indledte Per Roland mødet, da samtlige syv medlemmer af NEC-gruppen havde indfundet sig i det lille lokale, som de havde fået tildelt af overhovedet for Sønderborg Lokalpolitistation. Vicepolitiinspektør Bengt Hansen havde smilet overordentligt venligt og kigget me-get nysgerrigt på hele holdet, da han åbnede døren ind til lokalet for dem. Nu stod han ved whiteboardtavlen ved siden af Roland og skuede sammen med ham ud over flokken, som i det store hele lignede sig selv.

Alderspræsidenten var Carsten Svendsen. Roland hav-de arbejdet sammen med ham i snart ti år og havde slet ikke været i tvivl om, at han skulle med på holdet. Han var helt uforlignelig til forhøringer, hvor det gjaldt om at få folk til at tale. Han havde den helt rigtige kombination af autoritet og varme, som fik selv den mest tilknappede til trygt at åbne sig for ham.

Max Motor kom fra Fyns Politi. Bosat til daglig i Odense og godheden selv. Af ydre var han bred og rødskægget. Den store viking med det bløde hjerte. Pragtfuld til løm-lerne og rockerne. Han sendte smil og øjne til Anette. Alle vidste, de var et par, men de foretrak at holde det for sig selv, og det passede egentlig Roland fint. Det gjorde det ukompliceret.


16

Anette var nyklippet, så Roland nu, da tørklædet var forsvundet. Han smilede til hende og lod blikket vandre hen til landets bedste gerningsstedsekspert Anders „Lan-ge” Lind, der som altid sad skævt på stolen, fordi han manglede plads til sine ben.

Miroslav, holdets computerekspert og præmieperle, som han plejede at kalde sig selv, lå som altid halvt hen-slængt hen over bordet med en kop kaffe i den ene hånd og det skæve smil, der var en del af hans store charme. Håret var redt tilbage med voks, og dunjakken var stadig på, selvom de var inden døre.

Ved siden af ham sad Liv, Rolands skarpeste hjerne, men nok også den mest utraditionelle. Hun havde taget hatten af og blottede også en ny frisure, ultrakort i siderne, mens det platinblonde, lidt længere hår i midten lå blødt hen over hovedet og ned i panden. Ellers lignede hun sig selv. De stribede bukser sad, som de plejede, mens T-shirten skreg på opmærksomhed. Liv var den nyeste på holdet. Ung og uerfaren, men Roland havde hurtigt set, at hun havde et enormt talent for efterforskningsarbejde. Et talent der langt overgik hans eget. Holdt hun formen, og trådte hun ikke alt for meget ved siden af, ville hun en dag nå helt til tops inden for politiet.

– Klokken er 19.07. Det er i dag fredag den 13. februar, og den dag er så omgivet med myter, at jeg slet ikke ved, hvor jeg skal begynde, indledte Roland mødet. – Men jeg kan da fortælle, hvordan dagen begyndte for vores kolleger på Station City i København, en af landets mest travle politistationer. Fredag den 13. lagde ud med, at de-res server gik ned, og i næsten en time var kollegerne på stationen uden computere og telefoner og havde derfor kun deres lokale politiradioer at kommunikere med. Nu er vores kolleger ikke overtroiske, men det er der mange, der


17

er, og det stammer tilbage fra 1300-tallet. I 1307 faldt den 13. i oktober måned også på en fredag, og den dag skete der det, at utallige tempelherrer – riddere af den gejstlige Tempelherreorden – blev fanget, tortureret og brændt på bålet og deres skatte beslaglagt efter ordre fra kong Philip IV af Frankrig. Derfor blev fredag den 13. efterfølgende betragtet som en uheldig dag.

Han så ud over flokken. Han havde den her ide om, at hvis han altid indledte dagens første møde med en kurio-sitet, lettede det stemningen, før jobbets barskhed ramte dem.

– Så blev I så meget klogere, sagde han, kiggede i sine papirer og drak en slurk kaffe fra sin plastikkop. Han ka-stede et blik på Bengt Hansen, der stadig lignede en, der havde vundet i lotto.

– Ja, brummede Roland så. – Og nu til det mere alvor-lige. Syd- og Sønderjyllands Politi har tilkaldt os for at få assistance i en sag, som de ikke selv har mandskab til at klare. Et lig … eller … et parteret lig.

Per Roland så ned i papirerne og sukkede. Så fandt han et foto og satte det op på tavlen.

Det var, som om en kold vind bevægede sig igennem lokalet. Den pustede alle de tilstedeværende i nakken og gav dem gåsehud. Anette snappede efter vejret og så væk. Carsten bandede lavmælt. Miroslav rejste sig brat og gik hen i et hjørne. Ingen sagde noget.

– Manden her, eller resterne af ham, fortsatte Roland, da chokket havde lagt sig, – blev fundet i et lille træhus ved Skydebanevej i Vestermark onsdag formiddag. Om-rådet er militært øvelsesterræn for Sønderborg Kaserne, og det lille træhus er et nærkamphus, som bliver brugt til at øve bykamp. Det var en ældre mand, Ulf Christen-sen, og hans barnebarn, otte-årige Magnus, der gjorde det


18

makabre fund, da de var ude at gå en tur i området, som ofte bruges af civile til at lufte hunde. Magnus løber rundt og leger med morfars hund, og mens morfar sakker lidt bagud, forsvinder de ind i træhuset. Da Magnus kommer ud igen, har han en menneskefinger i hånden.

Roland sukkede og tænkte et kort sekund på sin egen søn, da han havde været i den alder. Det var efterhånden længe siden.

– De ringer naturligvis efter det lokale politi, der med hjælp fra hundene finder resten af liget inde i det lille hus, gravet ned i gulvet i kælderen. Som I kan se på billedet, er alle lemmer, hovedet og kønsorganet hugget af. Desuden skal I lægge mærke til, at torsoen flere steder mangler en del hud, som er skrællet af.

Per Roland pegede med en pen. – Her og her og især på maven er det meste af huden

fjernet.Han tog endnu et foto fra sagsmappen og hængte det

op. Et nyt suk gik igennem flokken.– Dertil kommer at … han drog et dybt suk. – Hovedet

var skalperet … I ved, som indianerne gjorde det. Det ser ud til, at alle ligdelene lå i graven. Også den afskrællede hud og … skalpen.

Roland kunne kun håbe, at offeret havde været død, inden parteringen havde fundet sted. Sådan var livet som efterforsker ofte. Lige når man syntes, man havde set det værste, dukkede noget nyt og endnu mere ondt op. At liget var parteret, havde han set før, og den slags havde som regel at gøre med gerningsmandens forsøg på at skaffe det af vejen. Men afskrælningen af hud og skalperingen pegede i en helt anden retning. De havde at gøre med en gerningsmand, der nød at skære i sit offer. Det her var en af den slags sager, der i værste fald kunne få en til at miste


19

troen på det gode i mennesket.– Det er, som I kan forestille jer, et ret stort arbejde at

finde hoved og hale i det … Så at sige.– Hvad er der med hans øjne? spurgte Carsten. – De

ser næsten lilla ud?– De er violette. Vi mener, at han var albino, men af-

venter en bekræftelse.– Har albinoer ikke røde øjne? spurgte Max Motor.– Nej. Albinisme er en medfødt genetisk defekt, der

medfører mangel på pigment i øjne, hud og hår. Folk, der lider af albinisme, har ofte forskellige problemer med syns-nedsættelse og generes af kraftigt lys. Øjnene er på grund af manglende pigment som oftest blå eller violette. Kun få har røde øjne, som myten tillægger dem, lød det fra hjørnet, hvor Miroslav stadig stod.

Roland så overrasket på ham. Hvor pokker vidste han det fra? Så lagde han bekymret mærke til, hvor bleg Mi-roslav var. Var det billederne af det parterede lig? Hans baggrund i Eksjugoslavien gjorde trods alt, at han bar rundt på en række ting, de andre ikke var belastede af.

Selv beskyttede Roland sig ved at tænke på billederne af afdøde som en opgave, der ventede, et puslespil der skulle løses. I denne sammenhæng et lidt makabert bil-lede. Ikke desto mindre var det netop det, hans gode ven og kollega, retsmedicineren Kim Hjort, og hans hold var i gang med første fase af netop nu. At samle resterne og få det til at ligne et menneske.

– Hvad? sagde Miroslav defensivt, da han mærkede Rolands blik.

– Tillykke med dit fund oppe i Århus i sidste uge.Miroslav nikkede tavst med noget, der måske kunne

overfortolkes som et mindre smil, mens Roland forkla-rede dem, der ikke allerede havde hørt det, at det var


20

Miroslavs evner foran computeren, der havde sørget for, at mailkorrespondancen mellem ledende medlemmer af rockermiljøet var blevet overvåget. Det havde siden ført til, at et stort våbenlager på Århus Havn var blevet fundet.

– Et stort skridt i bandekrigen, kaldte rigspolitichefen det, sagde han med stolthed i stemmen.

En klapsalve bredte sig i lokalet, men Miroslav reage-rede ikke.

– Har I identificeret ham? spurgte han Bengt Hansen.– Nej, det er jo sådan set derfor, vi har tilkaldt jer, sva-

rede vicepolitiinspektøren med et bredt smil. Han var begyndt at irritere Roland. Lige fra han var

trådt ind på mandens kontor og havde fået alle detaljer i sagen, havde han opført sig, som om denne forbrydelse var det bedste, der var sket ham og hans politistation. Per Roland havde haft det godt med hans forgænger, Hans Larsen, men han havde en fornemmelse af, at samarbejdet med Bengt Hansen ikke ville blive af helt samme kaliber. Roland forsøgte altid at holde sig gode venner med de lokale kredse. Han vidste, at det kunne virke overvæl-dende, når NEC-gruppen invaderede deres politistationer og drak deres kaffe. Og de kunne være ret voldsomme og krævende, det vidste han også. Men de fik jobbet gjort. De havde en opklaringsprocent på 98. De gav ikke op, før opgaven var løst.

– Der findes vel ikke mange albinoer her i landet? spurgte Lind. – Burde det ikke gøre det lettere at identi-ficere ham?

– Man registrerer ikke som sådan albinoer. Der fødes en albino for hver 60.000 individer i Danmark. Men ifølge Dansk Forening for Albinoer bliver de alle tilknyttede Sta-tens Øjenklinik, hvor alle med synsnedsættelse registreres, svarede Bengt Hansen. – Vi har naturligvis bedt dem om


21

at udarbejde en liste over mandlige registrerede i vores område.

– Der blev desuden fundet et par ituslåede briller med indfarvede glas i graven. Vi går ud fra, det er hans, tog Roland over. – Måske kan de lede os til identifikationen. Det er nok ikke en brille, der bliver produceret og solgt mange af.

– Hvorfor er det hele hvidt? spurgte Liv.– Det er kalk.– Kalk? Hvor kommer det fra? – Tilsyneladende har gerningsmanden eller gernings-

mændene forsøgt at skjule resterne af liget og overhældt det med kalk i den tro, at det ville blive ætset væk. Hvad han eller de ikke vidste, er, at der findes to slags kalk. Den ene ætser, og den anden konserverer.

– Det vil sige, at gerningsmanden har brugt den for-kerte og dermed bevaret resterne i stedet for at fjerne dem? konkluderede Liv.

– Noget i den stil, ja, sagde Roland.Liv spurgte, om det var muligt at spore den kalk, og

Roland sagde, at det var oplagt at forsøge. Hun strøg en hånd igennem håret, så det strittede, inden hun placerede den brune herrehat oven på det. Hun var nu pænest uden den tingest på hovedet, tænkte han.

– Hvor længe har liget ligget i jorden? spurgte Lange Lind.

– Det ved vi ikke endnu. Vi venter stadig på obduktio-nen, sagde Roland og slap Liv med øjnene.

– Lægen kunne ikke sige det ved ligsynet, afbrød Bengt Hansen. – Men i hvert fald mere end et døgn ud fra krops-temperaturen at dømme.

– Kunne han heller ikke fastslå et dødstidspunkt?– Nej, ligets tilstand var alt for dårlig.


22

– Og da det har været pakket ind i kalk, er det ikke gået i forrådnelse, tilføjede Anders Lind. – Derfor er det umuligt at fastslå et dødstidspunkt med det blotte øje. Der skal en biokemisk undersøgelse til. Men hvad med graven, var den gammel?

Bengt Hansen rystede på hovedet. Så rømmede han sig, som om det var svært for ham at tale, eller måske købte han sig en pause, så han kunne være sikker på, at han ikke sagde noget forkert.

– Det mener vi ikke, sagde han.– Hvordan bedømmer I det? Var jorden ovenpå frisk?

Tog I prøver af den? lød det irriteret fra Anders Lind. Bengt Hansen rystede igen på hovedet, så kalkunplud-

deret under hagen dinglede. – Gulvet i huset er af jord. Hunden, der fandt fingeren,

havde gravet i jorden, inden vi kom, så vi ved ikke, hvor-dan graven oprindeligt så ud. Men det parterede lig var gravet ned i et hul, der var lidt over en meter dybt.

– Tilbage til identifikationen. Hvem er han? spurgte Carsten Svendsen.

– Vi venter stadig på, at Teknisk Afdeling skal komme med et brugbart fingeraftryk eller et tandsæt, sagde Ro-land. – Dna-profilen bliver kørt igennem systemet, i til-fælde af at vi har ham registreret. Men den slags tager tid. Der går let et par dage, som du ved.

Han så hen på Bengt Hansen.– Er der nogen, der er meldt savnet her i kredsen? Det

behøver ikke at være for nylig.– Jeg har sat en mand på det. Han har fundet et par

stykker, der er værd at undersøge.– Skaf mig en liste og giv den så til Carsten derovre,

sagde Roland og pegede. Carsten så på ham og smilede.


23

– Så tager jeg dem fra en ende af, sagde han. En tavshed fulgte.– Men manden var jo albino? spurgte Miroslav så.– Og?– Jeg mener bare, er den slags ikke ret påfaldende? Ved

folk i byen ikke, hvem han er? Hvor mange albinoer kan der bo i Sønderborg?

Bengt Hansen rømmede sig.– Sønderborg har over 27.000 indbyggere. Det er ikke

en lille landsby, selvom mange af jer fra storbyerne måske tror det. Alle kender ikke hinanden hernede. Desuden kommer her også mange turister.

– Men det betyder, at de pårørende ikke er underrettet, afbrød Anette.

– Ja, selvfølgelig.Hun nikkede og så rundt, mens hun formanede dem

om, at det var vigtigt at have i baghovedet.– Der kan være en familie, der mangler sin far eller bror.

De behøver ikke nødvendigvis at læse i avisen, hvordan liget så ud, da det blev fundet.

– Anette har ret, sagde Roland. – Far med lempe der-ude, når I spørger jer for. Ingen detaljer. Pas på ikke at skræmme dem, I taler med. De behøver ikke at vide, at vi måske har med en psykopat at gøre.

Anette forklarede, at i ordets egentlige betydning var drabsmanden givetvis psykopat, idet han havde dræbt og parteret et menneske, og det indikerede en stærk indre vrede. Men i og med at han havde haft klarsyn nok til at grave beviserne på sin dåd omhyggeligt ned og efterføl-gende overdænget dem med en kalk, som han regnede med ville ætse og fjerne alle spor, havde han udvist en vis intelligens og omtanke, som de færreste forbrydere besad. Eller i hvert fald oftest kun de værste af slagsen.


24

Hun holdt en pause og så på sine kolleger i lokalet hen over brillerne. Hun havde en formidabel evne til at fange folks opmærksomhed.

– Vi har absolut ingen anelse om, hvad vores drabs-mands motiv er. Vi ved ikke, hvad der har fået ham til at dræbe og gøre det, som han gjorde efterfølgende, men det kan være en form for ritual, og måske har det en sær-lig betydning for ham. Måske relaterer det til noget, han engang selv har været udsat for eller vidne til. At han er psykopat er ikke et spor, man kan gå efter. Han kan færdes imellem os, uden at vi vil opdage det. Han gør de samme ting, som almindelige mennesker gør. Han køber avisen i kiosken, går på restaurant eller café og spiser det samme som du og jeg, sagde hun og pegede på Roland.

Efter en kort pause, hvor alle informationerne stille sank ind hos de tilstedeværende, spurgte Max Motor, hvad de skulle sige til pressen.

– Det tager jeg mig af, sagde Roland og tilføjede, at pressen ikke behøvede at få mere at vide, end at de havde fundet liget af en mand. – De skal såmænd nok selv finde ud af detaljerne, men måske kan vi købe os lidt tid til at finde de pårørende først.

Samtidig understregede han, at pressen også godt kun-ne være nyttig i denne sag. Måske kunne oplysningen om, at de havde fundet et lig, få de pårørende til at reagere.

Roland vendte sig mod Lind og sagde, at de næste mor-gen tog ud til hytten, hvor de ville prøve at finde ud af, hvad der var foregået.

– Og hvornår, afbrød Lind.Roland nikkede.– Og forhåbentlig også hvornår uhyrlighederne har

fundet sted, hvis det er muligt. Rolands blik mødte Livs, og i et splitsekund ville den


25

hurtige kunne se, at de engang, for hvad der føltes som et helt liv siden, havde tilbragt en nat sammen.

– Liv og Max, sagde han upåvirket af minderne. – I tager ud til kasernen.

Så tog han sig i det og så hen på Max. – Nej, for resten … Max, jeg har en anden opgave til

dig. Miroslav tager med Liv. Han spekulerede et par sekunder over en ide, der havde

taget form i hans hoved. Max var tidligere uddannet ser-gent, så han kunne gå naturligt ind i rollen.

– Jeg sender Max ind på kasernen, sagde han så. – Un-dercover.

– Må vi så omdøbe ham til Max Muldvarp? spurgte Carsten.

– I har min velsignelse, sagde Roland og samlede sine papirer på bordet foran sig med et skævt smil. Humor var en anden af Carstens stærke sider. Ikke altid passende og nogle gange lidt for plat, men de havde brug for latter i deres job.

– Du tager dør til dør-forhøringer, sagde han henvendt til alderspræsidenten. – Jeg holder snor i retsmedicinsk, og Anette tegner en profil ud fra det, vi har.

Han så på hende. Hun nikkede med lukkede øjne. Bril-ler ne hang om halsen på hende. Herefter så Roland ud over flokken og sagde, at det var på tide at blive indkvarteret.

– Vi har alle fået værelser på Hotel Scandic på Elle-gårdsvej, bortset fra Miroslav der selv ville sørge for ind-kvartering, ikke sandt? spurgte han og spottede pludselig en rådvildhed i Miroslavs øjne.

– Det er røget i vasken, boss. – Så du skal med andre ord også have et værelse? – Ja.– Ok, det skal vi have fixet. Det ville nu have været


smart, hvis du havde sagt til noget før, Miro. Miroslav nikkede. Han var stadig meget bleg.– Det må du undskylde, boss.Roland smilede overbærende.– Vi løser det, sagde han og henvendte sig ud i loka-

let. – Okay, alle mand. Få nu noget i skrutten og en god nats søvn. I morgen tidlig springer vi helt ekstraordinært morgenparolen over og kaster os direkte over vores re-spektive opgaver.

En larm af skramlende stole fyldte lokalet, da alle syv rejste sig på samme tid for at køre i kortege ud til Elle-gårdsvej.


27

3

Man sagde om Sønderborg, at byen lå med ét ben i Jylland og ét på Als. Størst var den dog efterhånden på Als-siden, hvor også kasernens bastante, røde murstensbygninger lå og kiggede smukt ud over fjorden.

Ikke langt derfra på den anden side af omfartsvejen, men også ud til Als Sund lå det omfangsrige, militære øvelsesterræn. Terrænet bestod af græsmarker, træer, vand huller samt tre store, forladte gårde, som soldaterne brugte til indendørs teori. Så var der forhindringsbanen, skydebanen og skivehuset, som var et hus, der mindede om et nedlagt landbrug, men blev brugt til at opbevare alle skiverne til skydebanen. En flok får holdt til i en ind-hegning lige udenfor, og historien gik, at soldaterne ofte morede sig med at stjæle et på deres udnævnelsesdag og sætte det op på deres holdførers kontor.

Midt i det hele, som terrænets navle, lå det lille nær-kamphus.

Per Roland nynnede, da han næste morgen kørte af sted i sin tjenestebil med Anders Lind ved sin side. Præcist hvad var der vist ingen af dem, der vidste, men hans nyn-nen blev til fløjten, da han svingede bilen til højre, og de bumlede ind på øvelsesterrænet. „Militært område” stod der på det gule skilt med sort skrift. Solen skinnede og mindede dem om forår. En kvinde i joggingtøj passerede


28

dem i modsat retning. En iPod var sat fast om hendes håndled, og en ledning førte op til de hvide høretelefoner i hendes ører. Hun virkede, som om hun var i sin egen verden, lykkeligt uvidende om hvilke grusomheder der havde fundet sted på hendes sædvanlige rute.

– Det er lige derhenne, afbrød Lange Lind hans fløjten og pegede.

Per Roland havde allerede set minestrimlen, der afspær-rede findestedet, og de kørte op foran det lille træhus. Det lå mellem på den ene side den store, asfalterede Skyde-banevej, der gik som en lige linje gennem øvelsesterrænet fra syd mod nord, og så en mindre, ikke-asfalteret sti, der gik fra vest til øst. Huset var i to plan med kælder, og vinduerne var erstattet af træskodder, som stod åbne, så man kunne se ind i mørket.

– Jeg troede, militære områder var forbudt for offent-ligheden, sagde Lange Lind, mens han trak en fiberoptisk lampe ud af bagagerummet.

– Flere af de militære øvelsesterræner er blevet åbnet for almenheden som en del af regeringens plan om at øge befolkningens adgang til naturen. Ofte ligger de jo i nogle ret naturskønne områder. Som dette her der ligger helt ud til vandet.

Roland strakte hals og så Als Sund i det fjerne. Ja, et hav var nok for meget at kalde det, men man kunne da sejle på det.

Indenfor i det lille hus var der tomt. Ingen møbler, in-genting på væggene. Roland forstod nu udtrykket gabende tomt. Ikke at han havde forventet, at der ville være noget, men på en eller anden måde forventede man alligevel al-tid, at der var noget i et hus. Her var der kun træ. Faktisk var alt i huset af gammelt, massivt træ med undtagelse af kældergulvet, som var et jordgulv, der nu var gravet op.


29

Her stod de og forsøgte at undgå at træde på noget vigtigt og dermed ødelægge det for bestandigt. Såsom et fodspor, et fingeraftryk eller noget blod. Lugten af død hang stadig i luften, selvom alle vinduer i huset stod på vid gab.

Lange Lind lagde sig på knæ og lyste med lampen, og Roland genkendte de velkendte afmærkninger, som kriminalteknikerne havde efterladt. Tegn på at her var fundet noget, der måske kunne være et fingeraftryk, samt afmålinger.

Roland så sig omkring. Kiggede i hjørnerne, satte sig på hug på gulvet, stirrede rundt på de bare vægge og ryste-de på hovedet. Der var ingen tydelige spor. Ikke noget de kunne tyde i hvert fald. Ingen tegn på, at en krop var blevet trukket hen over jorden. Var han blevet båret ind i huset, eller var han selv gået derind? Havde han i så fald gjort det frivilligt? Og hvor havde parteringen fundet sted? Måske var dette slet ikke gerningsstedet, måske havde gerningsmanden først parteret ham for derefter at bringe ham herud og grave resterne ned?

– Der er ingenting her, brummede han. – Ikke det mind-ste.

– Gulvene er fyldt med fodspor, sagde Lind, – men der er så mange, der har trampet rundt herinde, at ikke et eneste er brugbart.

– Forbandede lokalpoliti, brummede Roland igen. Han lod en hånd glide hen over væggen, fik noget snavs

på fingrene, lugtede til det og så hen på kollegaen, der var midt i en minutiøs gennemgang af graven, gulvet og væggene med det fiberoptiske lys.

Pludselig satte Lind sig op.– Det var besynderligt.Roland stirrede på ham. Han havde lært altid at lytte

til, hvad Lind sagde, og hvis noget var besynderligt, betød


30

det, at han havde noget, de kunne bruge. Lange Lind var med sine 35 år den yngste gerningsstedsanalytiker i landet, men også klart den bedste. Var der en nål gravet ned i en stak hø, ville han finde den som det første, når han trådte ind i laden. Han ville se, at stråene i høstakken ikke lå naturligt. Engang havde han løst en sag for Roland ved at se på en stak papkasser i en opbevaringshal, at den ene havde et lidt skævt hjørne, fordi den havde været taget ud og var stukket tilbage i rækken igen. Imellem hundredvis af kasser spottede han den ene. Da vidste Roland, at han ville have ham på sit hold.

– Hvad? spurgte han, mens han holdt sine fingre med snavset stift foran sig. Måske havde snavset en betydning. Måske var det et spor. – Jeg vil gerne have, at du ser på det her, sagde han.

Linds lange arm blev rakt i vejret.– Vent lige et sekund, jeg skal lige se herovre også, sag-

de han og bevægede sig over på den anden side af graven midt i gulvet.

Roland tav og lod eksperten gøre sit arbejde, mens han så ned i graven og genkaldte sig billederne af ligdelene.

Den havde sådan set ikke behøvet at være så dyb, tænk-te han morbidt og nægtede at gøre tanken færdig, mens han stirrede ned i det tomme jordhul.

Lind lyste rundt på jorden og op ad væggene. – Hm … heller intet her, sagde Lange Lind fra den an-

den ende af rummet. – Til gengæld …– Hvad? Lind rejste sig i sin fulde længde og så ned på ham. – Der er ingen blodspor.Roland rynkede det ene øjenbryn, en af hans dårlige

vaner som han prøvede at vænne sig af med, fordi han


31

syntes, det gav ham et kikset, skurkeagtigt udseende. Ikke på Jack Nicholson-måden, desværre. Mere som ham fra vejrudsigten på tv.

– Er der blevet gjort rent? spurgte han.Lind stirrede på væggene i lyset fra lampen.– Nej, tværtimod. Væggene er fyldt med …Roland mærkede en klam rislen ned ad ryggen, da Lan-

ge Lind skrabede noget rødligt af væggen med en stor vatpind og viste det til ham. Han så på sine fingre og der efter hen på Lind.

– Se.Lind lyste på hans finger med sin lampe. De små røde

klumper fik det til at vende sig i Rolands mave.– Hvad er det lige, jeg ser på her?Lind kom vatpinden i en lille plasticpose. Så tog han en

ny fra æsken og tørrede flere klumper af, som forsvandt ned i plasticposen.

– Resterne af vores albinoven. Roland sank en klump.– Hvad mener du?Lind så op på ham.– Kødstykker. Roland mærkede, hvordan det brølede inden i ham.

Udenfor var alt roligt, men inde i det lille hus lignede det mest af alt helvedes forgård. Roland havde før set scener smurt ind i blod, men det var noget andet. Dette var en scene fra et slagtehus. Menneskekød på væggene.

Han kunne ikke få vejret og styrtede udenfor, hvor han lod det hele komme ud af kroppen. Bogstaveligt talt.

– Kun kaffe? sagde Lind ved synet af hans bræk på asfalten.

Roland brummede.– Og en banan, mumlede han og skyllede munden med


32

vand fra en flaske. Han spyttede vandet ud oven i bræk-ket, så det blev skyllet væk fra asfalten og løb ud i græsset. Fingrene blev skyllet i resten af vandet fra flasken.

– Du er begyndt at spise sundere. Roland rømmede sig, som trak han mere op helt nede

fra maven.– Jep, sagde han og tog den tomme flaske med sig hen

til bilen. Det var han faktisk. Han havde indset, at hans gamle livsstil ikke holdt i længden, og var begyndt at løbe og spise frugt til morgenmad. Det var rigtigt, havde han konstateret, at man fik fornyet energi af at spise sundt og dyrke motion. Nu nød han godt af resultaterne. Ikke blot var han blevet hurtigere, han så også bedre ud.

Anders Lind lagde lampen tilbage i bilens bagagerum. Så stoppede han op og så tilbage på huset. Roland gjorde det samme og spekulerede på, om de mon også tænkte det samme?

Det her ville ikke blive en let sag. Deres gerningsmand havde ikke efterladt sig spor, og havde han brugt den rig-tige kalk, havde de såmænd aldrig opdaget hans forbry-delse. Spørgsmålet var, om han ville slå til igen.

– Kan du køre i din tilstand? spurgte Lind, mens han lukkede bagagerummet.

Roland fnøs. Han satte nøglen i, og bilen startede med et brøl.

– Fik vi, hvad vi ledte efter? spurgte han, da Lind havde sat sig ind.

Lind nikkede.– Ja, og mere til, smilede han, mens øvelsesterrænet

stille fadede ud i bakspejlet og blev til blot et omrids i horisonten.

– Er det vores gerningssted? spurgte Roland og svinge-de bilen ned mod omfartsvejen.


– Det er i hvert fald vores parteringssted, men nok ikke gerningsstedet.

– Forklar.– Kødstykkerne på væggene fortæller os, at det var her,

han blev parteret. Selve parteringen har været en beskidt affære med et instrument, sandsynligvis en kniv eller en økse, der har flået kødet i stykker, og med en voldsomhed, så der er fløjet stumper op på væggene.

Lind holdt en pause. – Men da der ingen blodspor er, var han i hvert fald

død, da parteringen fandt sted.Roland kunne høre lyden af trafikken fra omfartsvejen.

Den lød længere væk, end den var. Næsten som lyden af havets bølger eller den stille regn før blæsten satte ind.

Han svingede bilen op på omfartsvejen og ramlede ind i muren af trafik. Et dødt menneske bløder ikke, tænkte han for sig selv. Hvor var så gerningsstedet?


fortidens synder af therese philpsen

Documents