fri vilje eller autonomi

Fri vilje eller autonomi

Inkompatibilistisk fri vilje

og den betydning for personlig autonomi

Ole Poulsen

Center for filosofi Syddansk Universitet, Odense

2. skriftlige emneprøve på kandidat-uddannelsen

Område: teoretisk filosofi efter 1900 Sommer 2007

Indholdsfortegnelse

1 Indledning 2 1.2 Argumentet 3 2 Abstrakt frihed 4 2.1 Den ’autentiske’ tyran 5 2.2 Den ubevægede bevæger 7 2.3 Fri vilje uden kontrol 10 3 Kompatibilisme 12 3.1 Strukturel autenticitet 12 3.2 Procedural uafhængighed 16 3.3 Regres og Ab initio-problemet 19 4 Fri vilje eller autonomi 20 4.1 Teoriernes forklaringsevne 21 4.2 Personlighed og selv-transcendens 23 4.3 Konturer af en autonomi-teori 26 5 Konklusion 28

Fri vilje eller autonomi - Ole Poulsen, Center for filosofi, Syddansk Universitet, Odense, 2007

- 2 -

1 Indledning

Spørgsmålet om viljens frihed består af flere dele, hvoraf de mest omdiskuterede er

hvorvidt, den eksisterer, og om den er kompatibel med determinisme. Det er dog pro-

blematisk at beskæftige sig med disse spørgsmål uden en teori om hvad, det er, man for-

søger at påvise eksistensen af - hvad er viljen, og hvad skal den være fri fra for at være

fri? Det er dette spørgsmål, jeg her vil bekæftige mig med, og jeg mener, det kan kaste

lys over de to forudgående. Jeg vil fokusere på en bestemt opfattelse af viljens frihed,

der ofte anvendes af de inkompatibilistiske positioner, og vise, at denne ikke er en plau-

sibel model for hvordan, virkelige aktører træffer valg, hvorfor der ikke er nogen grund

til at påvise dens eksistens eller frygte dens inkompatibilitet. Derefter vil jeg se nærmere

på nogle kompatibilistiske forsøg på at beskrive viljen og de kriterier for dens frihed, de

indebærer.

Det er en kendsgerning, at vi skelner mellem frie og ufrie handlinger, valg og personer.

Denne skelnen er nødvendig for en række af vore praksisser og kan gøres uafhængigt af

metafysiske spekulationer om viljens universelle frihed eller ufrihed. Både de kompati-

bilistiske teorier om viljens frihed og de mere non-metafysiske teorier om personlig au-

tonomi forsøger at beskrive den menneskelige vilje og de problemer, den kan komme

ud for, når den skal træffe valg. De kan dermed opstille kriterier, der kan redegøre for

vor faktiske skelnen mellem situationer, hvor vi vurderer, at en person har kontrol over

sine beslutninger, og de, hvor det ikke er tilfældet. En sådan teori er nødvendig uanset

det metafysiske spørgsmåls status, og hvis den fyldestgørende kan beskrive den måde,

vi i praksis oplever viljens frihed og truslerne herimod, så er vi efter min mening tættere

på en afklaring af, hvad det er, den metafysiske debat bør forsøge at be- eller afkræfte

eksistensen af.

Mit fokus vil altså være på forskellige teoriers beskivelse af, hvad viljen er, og ikke om

den er. I denne forbindelse vil jeg ikke fokusere på de mange logiske ’beviser’ for den

ene eller den anden position i fri vilje-diskursen og heller ikke på de mange analogier og

illustrative tankeeksempler. Jeg vil istedet forsøge at fastholde et fokus på almindelige

reflekterede intuitioner om viljesakter, og på hvorvidt, de forskellige teorier lever op til

disse. Et væsentligt argument for at tage spørgsmålet om viljens frihed alvorligt er, at

intuitionen om dens eksistens er yderst svær at skille sig af med. Det er derfor relevant


- 3 -

at fokusere på indholdet i denne intuition. Fremstillingen af de forskellige teorier vil

ikke kunne yde dem fuld retfærdighed, da jeg vil udelukkende vil fokusere på de ele-

menter, der er nødvendige for at illustrere de emner, jeg gerne vil belyse.

1.2 Argumentet

Dilemmaet om viljens frihed skyldes, at vi grundlæggende har to intuitioner, der hver

for sig umiddelbart virker indlysende, men som også lige så indlysende er modstriden-

de. Den ene påstand, determinismen, er, at alle begivenheder er forårsaget af forudgåen-

de begivenheder således, at der til enhver tid vil høre én og kun én bestemt fremtid. Den

anden påstand, libertarianismen, er, at mennesker er istand til frit at træffe valg, og at de

er den eneste tilstrækkelige årsag til dette valg, således at fremtidige begivenheder er in-

determinerede, indtil valget er truffet. Problemet er, at disse påstande hver for sig er be-

nægtelsen af hinanden. Dilemmaet kan forsimplet opsummeres til følgende argument-

struktur:

1: Determinismen

a) Enhver begivenhed har en tilstrækkelig årsag.

b) Alt, der sker, sker med nødvendighed, givet de forudgående årsager.

c) Til ethvert sæt af forudgående årsager hører der altså ét og kun ét sæt af fremtidige

begivender.

d) En hvilken som helst historisk tilstand indebærer altså alle fremtidige begivenheder.

2: Libertarianismen

a) Aktører kan af og til vælge mellem flere mulige handlinger.

b) Dette valg foretages af aktørens vilje, som er den eneste tilstrækkelig årsag.

c) Viljen er ikke selv forårsaget.

d) En historisk tilstand er altså ikke en tilstrækkelig årsag til fremtidige begivenheder.

Hvis man vil insistere på sandheden af det ene af disse to sæt af påstande, må man be-

nægte det andet og forklare hvorfor, det på trods af sin umiddelbart plausible karakter er

falsk. De to inkompatibilistiske positioner - den ’hårde’ libertarianisme og den ’hårde’

libertarianisme - benægter henholdsvis det ene og det andet sæt i sin helhed og bekræf-

ter eller afkræfter altså den samme model for viljens frihed. Jeg vil argumentere for en


- 4 -

anden opfattelse af viljens frihed, og blot benægte påstanden 2c - at viljens frihed bety-

der, at den ikke er forårsaget. Jeg mener tillige, at den skyldes en problematisk opfattel-

se af viljen og evnen til at træffe valg i påstanden 2b. Hvis dette forekommer som en be-

nægtelse af viljens frihed i den ’rigtige’ forstand, så tager jeg dette på mig (og må mod

mine intentioner betegnes som ’determinist’), idet jeg mener, at denne uforårsagede,

’ideale’ frihed bygger på en falsk opfattelse af ’selvet’, og at en nærmere reflektion vil

afsløre, at den ikke vil kunne forklare den frihed, vi intuitivt oplever, at vi har, når vi

foretager valg.

2 Abstrakt frihed

Jeg vil her argumentere mod den opfattelse af viljen, der ofte forudsættes i de inkompa-

tibilistiske teorier om dens frihed. Denne frihedsforståelse kræver et metafysisk abstrakt

’selv’, der er uafhængigt af den ’ydre verden’ men alligevel istand til at gribe ind i og

ændre denne. Det er muligt at hævde en sådan radikal libertarianisme samtidig med, at

den ydre verden anses som determineret, men dette kræver en filosofi, der hævder et

vedvarende sammenfald mellem den ’ydre verdens’ determinerede begivenheder og de

indeterminerede aktørers frie valg. En sådan teori virker dels fantastisk og uplausibel1,

og dels er det en mystisk opfattelse af frihed, at disse aktører kun kan træffe valg, der er

i overensstemmelse med den ydre pre-determinerede proces. Jeg vil derfor antage, at

forsvaret for en ideel frihed må forudsætte en afvisning af determinismen, da den ydre

verden ikke kan være internt determineret, hvis aktører, der er abstrakt adskilte fra den,

konstant griber ind i og ændrer dens begivenheder2. Ikke desto mindre vil jeg her be-

1 Et lignende problem opstår i klassiske dualistiske teorier om sjæl-legeme-problemet, der hævder det mentale og det fysiske som adskildte sfærer, der alligevel følger samme kurs. Dette er et utroligt sam-menfald, men når det mentale ovenikøbet er frit til at gribe ind i en determineret fysisk verden, så bliver teorien mere end utrolig. Derk Pereboom skriver f.eks. om Kant, at hans teori indebærer, at “all transcen-dentally free choices should be for just those possible actions whose physical components are causally de-termined to occur, and that none of these choices be for the alternatives. Aside from the highly dubious idealistic attempts to explain how this might be, the wild coincidences implied by this proposal make it incredible.” (Pereboom p.80). 2 Den mekanistiske variant af hård determinisme kunne bruge dette som argument imod den fri viljes ek-sistens, da viljeshandlinger således ville gribe ind i og forstyrre den mekanistiske forklaringsmodel for fy-siske begivenheder. Det skal dog bemærkes, at både den klassiske og den moderne fysik har samme pro-blem mht. at konstruere en deterministisk forklaringsmodel for et internt kausalt system, idet det i begge teorier er muligt, at elementer i den kausale helhed dukker op i eller forsvinder fra systemet. (Se Hoefer).


- 5 -

skæftige mig med den abstrakte opfattelse af viljens frihed uafhængigt af kompatibili-

tetsproblemet og fokusere på, hvorvidt den i sig selv er en plausibel og ønskværdig mo-

del for viljens frihed.

2.1 Den ’autentiske’ tyran

En klassisk kompatibilistisk teori som Hobbes’ ser ingen modsætning mellem frihed og

metafysisk determinisme, idet frihed er at være fri til at gøre det, man vil3. Denne nega-

tive frihed består i, at der ikke er nogen ydre forhindringer for, at man kan følge sin vil-

je, og er således fuldt kompatibel med, at både disse ydre forhindringer og viljen selv er

determineret. Af samme grund er den definition ubrugelig for spørgsmålet om viljens

frihed. Spørgsmålet om handlefrihed trænger sig på, når ydre faktorer modsætter sig ens

handlinger, men viljens frihed kommer f.eks. i fokus, når der er en indre konflikt. Hvis

jeg i en situation har to uforenelige ’viljer’ - to drifter eller ønsker om at udføre bestem-

te handlinger, der udelukker hinanden - så hjælper det ikke at påpege, at jeg har handle-

frihed til at udføre begge, da det er spørgsmålet om, hvilken af disse drifter jeg vil reali-

sere, der trænger sig på. Det hjælper heller ikke at påpege, at begge er opstået via en de-

termineret proces, da der stadig skal træffes et valg mellem disse drifter. Hvis drifterne

er determinerede, virker det stadig som om, at valget mellem dem ikke er det, og at den

vilje, der skal træffe dette valg, må være noget andet end de drifter og psykologiske til-

stande, den skal vælge imellem. Det er denne vilje, der fortjener betegnelsen ’viljen’, og

den kan altså ikke være identisk med determinerede psykologiske tilstande, biologiske

drifter m.v.

Således åbner spørgsmålet om viljens frihed for en anti-psykologisk opfattelse af selvet,

der ikke alene kan abstraheres fra den potentielt determinerede ydre verden men også

fra den ligeså potentielt determinerede indre verden af psykologiske tilstande, motiver

og drifter. En sådan opfattelse kan findes hos filosoffer som Descartes, Kant og Sartre,

der alle hævder et mere eller mindre transcendentalt, autentisk selv, der besidder en ra-

Teorien om et rent mekanistisk kausalt system kan altså ikke reddes ved at udelukke menneskers fri vilje og dennes eventuelt indeterminerede indvirken på systemet. 3 “Hobbes writes that a person's freedom consists in his finding, ‘no stop, in doing what he has the will, desire, or inclination to doe’” (McKenna).


- 6 -

dikal frihed, hvor intet valg er determineret eller bundet af andre mentale tilstande4. Da

enhver mental tilstand kan opfattes som kontingent og potentielt determineret samt som

et objekt, subjektets bevidsthed er istand til at forholde sig til og eventuelt forkaste eller

bifalde, er det nærliggende at konkludere, at selvet selv - det ’rene jeg’ - ikke har nogen

egenskaber, der kan iagtages, men blot består i denne evaluering og vælgen. Dette au-

tentiske selv kan således hverken bestå i eller være bundet af nogen fænomenologiske

processer, ønsker eller drifter i resten af subjektets psykologiske struktur. Kant benæv-

ner det det ’noumenale selv’5, da det er ikke-observerbart men jeg’ets metafysiske sub-

stans, Sartre taler om selvets væren som ’intethed’6, da enhver anden væren ville være

en begrænsning for den radikale frihed, og Descartes opererer med selvet som en ’ho-

munculus’7 - et autentisk selv, der nærmest fungerer som et andet subjekt med en selv-

stændig eksistens indeni og kontrol over den fysiske person.

Hume afviste eksistensen af et sådant ’kerne-selv’, da han ikke kunne konstatere en så-

dan substans ved en empirisk introspektion. Alt, han kunne observere i sit indre, var en

’kontinuerlig strøm af bevidsthedsfænomener’8. Det ville dog være misvisende at bruge

denne kritik af det kartesiske selv, da den jo ikke rammer rammer f.eks. det kantianske

noumenale selv, der netop ikke er observerbart, men er en transcendental forudsætning

for observationen. Men selv hvis vi antager eksistensen af et sådant autentisk kerne-

selv, så forekommer det mig ikke rigtigt, at den ’strøm af bevidsthedsfænomener’, jeg

finder ved en humesk introspektion, slet ikke skulle være relevant for dette selvs beslut-

4 “Descartes, in the midst of exploring the scope and influence of ‘the passions,’ declares that ‘the will is by its nature so free that it can never be constrained’ (..). More recently, John Paul Sartre notoriously held that human beings have ‘absolute freedom’: ‘No limits to my freedom can be found except freedom itself, or, if you prefer, we are not free to cease being free.’” (O’Connor). 5 For Kant kræver personlig autonomi en ‘negativ’ frihed, der indebærer, at selvet er frit fra alle kontin-gente, psykologiske dispositioner, men dog også en ’positiv’ frihed, hvor dets beslutninger er bundet af universelt rationelle principper. Det noumenale selv tilhører ikke den determinerede fænomen-verden men den transcendentale og ikke-oberserverbare, noumenale verden af begreber, der må forudsættes for en forståelse af fænomen-verdenen. Personlig autonomi og ’positiv frihed’ er placeret hos det noumenale selv, der er frit og abstraheret fra det fænomenologiske - psykologiske - selv. Det er ikke muligt her at re-degøre for nuancerne i Kants filosofi, og jeg nævner ham altså blot som et eksempel på en teori, hvor viljens frihed kræver en radikal indeterminisme og et abstrakt ikke-psykologisk selv. (Se bl.a. Guyer). 6 “For human reality, to be is to choose oneself; nothing comes to it either from the outside or from within which it can receive or accept….it is entirely abandoned to the intolerable necessity of making itself be, down to the slightest details. Thus freedom…is the being of man, i.e., his nothingness of being.” (Sartre, citeret i O’Connor). 7 Ifølge Bratman er en homunculus-teori enhver teori, der opererer med en ”little person in the head who does the work” (Bratman). Begrebet stammer fra Descartes forsøg på at lokalisere viljen i kroppen. 8 Koch, p.354.


- 7 -

ninger. Disse fænomener er jo ikke blot tilfældige sanseindtryk, tanker m.v. men netop

mine bevidsthedsfænomener. Nogle er mere forbigående, men andre kan jeg ikke så let

skille mig af med uden at føle, at det vil ændre den person, jeg opfatter mig selv som.

Disse anti-psykologiske teorier om selvet kræver, at jeg abstraherer fra alle mine præfe-

rencer og min egen opfattelse af mig selv. Ingen af disse fænomener må betragtes som

autenticitetsgivende og må ikke gives vægt, når mit egentlige, ’autentiske’ selv skal

træffe et valg. Hvis der virkelig er et sådant indre selv, forekommer det mig derfor som

en indre tyran, idet dets frihed i givet fald består i at træffe besluninger på mine vegne

uden at konsultere de fænomenologiske ønsker og værdier, jeg oplever som konstitue-

rende for min personlighed. Hvis formålet er undgå ansvarsforflygtigelse ved at insiste-

re på, at man aldrig kan begrunde et eksistentielt valg med, at man havde visse disposi-

tioner, så er dette dog ingen løsning, da ansvaret således bliver placeret hos en entitet,

der er adskilt fra aktørens egen opfattelse af sig selv. Spørgsmålet er, om et sådant radi-

kalt frit vælgende selv, der hverken er tilgængeligt for eller bundet af det, jeg ellers op-

lever som ’mig selv’, virkelig kan gøre det ud for den slags valgfrihed, vi oplever at ha-

ve og gerne vil have?

2.2 Den ubevægede bevæger

Lad os dog alligevel antage et sådant løsrevet selv, som beslutter fuldstændig uafhæn-

gigt af interne og eksterne input, og endvidere at dette er det autentiske selv - mit

’egentlige jeg’. Dette er ikke bundet af og behøver principielt ikke at forholde sig til de

kontingente og potentiel determinerede drifter og præferencer i min psyke eller andre

faktorer, der ikke er identiske med dette ’rene’ selv. Med andre ord: vi forestiller os selv

som en aktør med absolut, ideal frihed - en guddommelig libertariansk aktør, der frit og

upåvirket kan vælge, uden at disse valg på nogen måde er påvirkede af andet end det u-

determinerede selv. Hvordan ville det være at besidde perfekt, ideal frihed i denne for-

stand?

En sådan aktør må være, hvad Aristoteles kaldte ’den ubevægede bevæger’: en årsag,

der ikke selv er forårsaget (eller udelukkende er selv-forårsaget). Selvet - aktøren - for-

årsager forandringer, idet hun vælger og udfører handlinger, men disse valg er ikke selv


- 8 -

foråsagede af andet end selvet selv, som således er ubevæget. Spørgsmålet er nu, hvor-

ledes dette ubevægede selv overhovedet kan forårsage bevægelse. Når vi observerer en

forandring, forsøger vi normalt at forklare denne begivenhed ved, at der var andre for-

udgående forandringer, der forårsagede den. Hvis de faktorer, der forårsagede tingenes

tidligere tilstand, viser sig ikke at have forandret sig, så antager vi normalt, at en ydre

faktor må have opstået, der gav noget ’nyt’ til den kausale proces og dermed forårsa-

gede den bevægelse, der førte til en ny tilstand. Forandring i virkninger forklares altså

med forandring iblandt årsagerne. Men hvis selvet forbliver uforandret, hvorledes kan

det så i denne form være en forklaring på andre forandringer?

I denne aktør-kausale model, må man skelne mellem det, Aristoteles kalder transeunte

og immanent årsager. I enhver begivenhed er der en række transeunte årsager - de be-

vægelser, der kan forklares via andre bevægelser. Det gælder også ved en handling, der

udgår fra en fri viljesakt. At min hånd bevæger sig er forårsaget af muskelspændinger i

min arm, der kan forklares ved kemiske signaler i mine nerver, der igen udgår fra en

proces i min hjerne osv., men ingen af disse transeunte årsager udgør selve viljesakten -

beslutningen om at bevæge min hånd. Hvis den ligeledes kunne forklares via andre år-

sager, ville der være en kausal regres, der ville indebære at valget var determineret.

Det frie valg skal istedet findes i selvet og opstår via immanent forårsagelse. En imma-

nent forårsagelse har ingen eksterne, forudgående eller transeunte årsager men er slet og

ret uforårsaget eller selv-forårsaget forandring9, og selvet er en sådan ubevæget første-

bevæger, der foretager valg via immanent forårsagelse. Denne begivenhed kan altså ik-

ke forklares via andre faktorer, og immanent forårsagelse lever dermed ikke op til vore

normale kriterier for forklaringer på, hvorfor en begivenhed hændte. Det introducerer

blot et mystisk begreb, hvor der burde være en sådan forklaring. Men hvis frie viljes-

akter er noget væsentligt andet end determinerede, fysiske processer, så vil det være at

forudsætte den hårde determinisme, hvis man kræver, at et frit valg skal forklares på

samme vis som disse processer. Uanset hvor mystisk begrebet måtte virke, forekommer

9 Roderick Chisholm taler i ”Human freedom and the Self” for en sådan aristotelisk ‘immanent agent-causation’ (i Watson). Se også Pereboom p.40 og Ingwagen p.135-136.


- 9 -

det endvidere intuitivt rimeligt, at nogle af mine valg ikke kan reduceres til eller forkla-

res med andet end slet og ret det faktum, at jeg traf den pågældende beslutning.

Immanent forårsagelse forekommer mig dog ikke at være en god generel model for

mine beslutninger. Det er kun de mest ubetydelige valg, der kan forklares med denne

model10. Som regel er jeg istand til at forklare de valg, der virkelig betyder noget for

mig, med begrundelser, der går udover selve valget. Sartres radikale frihed er efter min

mening et eksempel på en ’fetichisering’ af valget for valgets egen skyld11. Det er mu-

ligt, at eksistentielle valg er ’absurde’, idet de ikke kan reduceres til essentielle, objek-

tive årsager, men de er kun meningsløse, hvis man insisterer på at isolerere valget og

min vilje fra de begrundelser, overvejelser og værdier, der betyder noget for mig og gør

valget meningsfuldt12. Langt de fleste af vore valg er bevægede og har netop værdi for

os, fordi de er knyttet til faktorer, der eksisterer uafhængigt af selve valget.

Der er således to væsentlige problemer med den opfattelse af viljen, den idealiserede,

indeterminisiske frihed indebærer. Som jeg også var inde på i forrige kapitel isolerer

den selvet og dets beslutninger fra de psykologiske faktorer, der giver det mening og

værdi for den enkelte aktør. Dette betyder endvidere, at det er svært at forklare, hvorfor

den enkelte viljesakt hændte, da de virkeligt meningsfulde handlinger jo for aktøren

som oftest vil kunne forklares ved, at han havde bestemte værdier og præferencer.

Hvordan kan en aktør træffe valg uden at være påvirket af sine bevæggrunde til at træffe

netop dette valg - hvilke forandringer kan der forekomme i et vakuum?

Immanent forårsagelse er et begreb, der kan introduceres, for at undgå den kausale re-

gres, der indebærer determinismens trussel, men det synes ikke at bringe aktører tættere

10 Hvis jeg f.eks. beslutter mig for at løfte hånden indenfor de næste fem minutter, men først når jeg er sikker på at jeg gør det af egen fri vilje, så er det virkelig svært at finde nogen deterministisk forklaring på hvorfor, jeg løftede hånden lige præcis, da jeg gjorde. I det hele taget er det svært at finde nogen forkla-ring overhovedet udover, at jeg besluttede mig for at gøre det. Dette eksperiment, som jeg kan gentage igen og igen med det samme resultat, illustrerer determinismens problem i forholdt til at kunne forklare simple og delvist urationelle handlinger, men det er nu engang ikke handlinger uden rationelle begrundel-ser, der fungerer som prototypen på handlinger med personlig autonomi og moralsk ansvar. 11 Charles Taylor argumenterer i ”Responsability for Self” ligeledes imod det sartreske radikale valg, som meningsfuld forklaring for egentlige betydningsfulde beslutninger. (i Watson). 12 Bernard Berofsky argumenterer for, at selv hvis vi forestiller os en idealt fri aktør - en ubevæget be-væger - så vil denne tilstand ikke være attraktiv som en model for real autonomi, da en sådan ikke kan være bundet af de årsager, vi faktisk betragter som positive og konstituerende for vore meningsfulde valg. (kapitlet ”ideal autonomy” i Berofsky pp.112).


- 10 -

på at have frihed til at træffe meningsfulde valg. Det er muligt at forestille sig begiven-

heder, der slet og ret sker uden at kunne forklares, og dermed også aktører, der træffer

beslutninger uden bevæggrunde. I givet fald vil der være lige så lidt grund til at den

handling eller viljesakt sker, som at det modsatte er tilfældet. Men er en person, der for

eksempel er i stand til fra det ene øjeblik til det andet at vælge hvem og om, hun vil els-

ke eller knytte sig til, og lige så godt kunne træffe det modsatte valg, virkelig den eneste

model, der kan bevare viljens frihed, og er den i så fald overhovedet attraktiv som ideal?

Spørgsmålet om viljens frihed skulle gerne beskæftige sig med muligheden for at træffe

meningsfulde valg. Selv hvis determinismen ikke udgør nogen trussel, så lader det ikke

til at den ideale frihed, der kræver selvets abstraktion fra den fænomenologiske person,

gør disse valg mulige13.

2.3 Fri vilje uden kontrol

Det er dog de færreste inkompatibilistiske teorier, der benægter, at en fri viljeshandling

kan være forårsaget af aktørens værdier, præferencer, dispositioner og rationelle overve-

jelser. I så fald kan et valg godt være determineret af den fulde psykologiske personlig-

hed, som udgør vor nuværende vilje. For at undgå en kausal regres, der kan trækkes til-

bage til før personens fødsel, hvormed enhver vilje er determineret, er det dog nødven-

digt, at den i det mindste af og til har forårsaget sig selv. Derfor må der indføres et eller

flere indeterminerede begivenheder, der var konstituerende for, at denne partikulære vil-

je - denne personlighed - blev dannet14. I de tilfælde, hvor en beslutning ikke i sig selv

er en indetermineret viljeshandling men et resultat af aktørens personlighed, må vi såle-

13 “(S)uppose that now every possible course of action is available and eligible for choice, including those courses of action that would affect the person's preferences themselves. Since he can in that case even al-ter his own will, it seems that he has to confront the choices he must make without any specific volitional character that is definately his. The person's will, we are supposing, is whatever he chooses it to be. Therefore, there is nothing untill he has decided what will to choose. But how, then, is he to make any choice at all? What preferences and priorities are to guide him in choosing, when his own preferences and priorities are among the very things he must choose. It appears that he is left with so little volitional sub-stance that no choice he makes can be regarded as originating in a nature that is genuinely his.” (“Rationality and the unthinkable”, Frankfurt p.173). 14 Robert Kane forsvarer en variant af denne begivenhedskausale (event-causal) model, hvor en viljes-handlinger er en indetermineret, selv-formende, mental begivenhed, som derved stopper den kausale regres enten i selve beslutningen eller i en karakterskabende viljeshandling, der gik forud for den pågæl-dende beslutning. (Se Clarke samt Pereboom pp.41.)


- 11 -

des gå tilbage og analysere den determinerende men ikke-determinerede regres-stoppen-

de begivenhed, og spørgsmålet om viljens frihed er således blot flyttet et par skridt til-

bage. Vi står igen med spørgsmålet om hvad, der forårsagede denne begivenhed.

Et muligt svar er, at ingen forudgående eller samtidige faktorer determinerede denne

viljeshandling, for viljeshandlinger er netop indeterminerede og selv-formende begiven-

heder, der opstår uden nogen kausal proces15. Dermed er vi dog tilbage ved den tidligere

indvending: Mine meningsfulde viljeshandlinger opstår normalt ikke af sig selv men fo-

retages på baggrund af mine overvejelser og præferencer. Den fri viljes paradoks er, at

valg kun virkelig føles som mine, når de sker på baggrund af faktorer, jeg ikke har haft

fuld kontrol over16. At gøre valget kausalt uafhængigt af mine motiver til at udføre det

for at sikre min frihed er samtidig at fratage mig det, jeg oplever som at have kontrol

over mit valg. Jeg ønsker netop et bestemt udfald baseret på mine motiver.

Det er således mindre relevant for viljens frihed, om vore valg er radikalt indeterminere-

de, end det er at sikre, at vi har den fornødne kontrol over vore beslutninger og handlin-

ger. En anti-deterministisk teori om viljens frihed, der insisterer på en kausal adskillelse

af overvejelser i beslutningsprocessen og udfaldet af denne, redder viljen fra determinis-

men, men placerer den istedet i en radikalt indetermineret proces, som jeg ligeledes ikke

kan identificere som ’min vilje’. Dette kan illustreres, hvis vi igen spørger ind til, hvad

der gik forud for en beslutning og forårsagede denne og ikke en anden. Hvis begge ud-

fald er lige udeterminerede - dvs helt åbne - indtil beslutningen træffes, og intet, der le-

der op til beslutningen, kan forklare dens udfald, så lader det til at resultatet må være

rent tilfældigt. Man kan for eksempel forestille sig to historisk identiske verdener, der

tager hver sin retning, når en aktør træffer en beslutning, men dette kan ikke tilskrives

15 Carl Ginet benægter den aktør-kausale model og beskriver en fri viljeshandling som en kausalt simpel handling, der ikke er forårsaget af hverken ydre faktorer eller af et indre ’selv’ men er en begivenhed, der er knyttet til en bestemt fænomenologisk kvalitet: den føles som subjektets handling og intet andet. Ginets model er således heller ikke begivenhedskausal men non-kausal (Clarke). Rober Kane mener derimod, at der er en begivenhed, der kan være nødvendig for realiseringen af en fri handling, nemlig at subjektet gør en mental anstrengelse for at beslutte sig, men denne anstrengelse determinerer ikke resultatet af valget. Valgets udfald er tværtimod lige så indetermineret og åbent som et elektrons tilstand i kvantemekanikken (se citat i Pereboom p.42). 16 Et lignende dilemma fremføres af Keith Lehrer i “Reason and Autonomy”: “The paradox, which I shall call the paradox of reason, is that if we are governed by reason in what we choose, then we are in bondage to reason in what we choose, and we are not autonomous. Yet, if we are not governed by reason, then we do not govern ourselves in what we choose, and again we are not autonomous.” (Lehrer).


- 12 -

nogen handling fra aktørens side17. Hvis inkompatibilistisk libertarianisme skal illustre-

re, hvorledes vi har kontrol over vore handlinger, så duer denne forklaring ikke - vi får

ikke mere kontrol ved at udskifte determinisme med indeterminerede tilfældigheder18.

3 Kompatibilisme

At den hårde libertarianisme er uforenelig med determinisme afgør ikke i sig selv

spørgsmålet til fordel for determismen, da der ikke er noget bevis for en universel deter-

minisme19. Men hvis teorien kræver et selv og en model for frihed, som er uforenelig

med vor opfattelse af, hvad det vil sige at være en integreret person, der træffer beslut-

ninger og har realistisk kontrol over disse, så er der grund til at overveje, om den udgør

en plausibel og attraktiv model for viljens frihed. Den inkompatibilistiske model for vil-

jens frihed er altså i sig selv et argument for at overveje andre teorier. De kompatibilis-

tiske teorier, hævder ikke nødvendigvis hverken determinismen eller indeterminismen

men blot, at deres model for viljens frihed ikke per definition er uforenelig med en e-

ventuelt determineret verden. Dette kan de kun ved at udvikle en anden opfattelse af vil-

jen end den inkompatibilistiske model, og det er der som sagt god grund til.

3.1 Strukturel autenticitet

Som nævnt kan en del af problemstillingen om viljens frihed findes i den inkompatibi-

listiske opfattelse af ’selvet’, som en indetermineret og autentisk ’kerne’, der er uafhæn-

17 “There is, then, no difference between these two worlds to account for the difference in the decision, and likewise no difference to account for the difference in Leo's agent causings. Hence the difference be-tween these two worlds is just a matter of luck. But if the difference between these two worlds is just a matter of luck, then Leo does not freely make his decision in the actual world.” (Clarke). 18 “(T)he task of providing an incompatibilist account is not an easy one. For, if the truth of determinism would preclude free will, it is far from obvious how indeterminism would help.” (Randolph). Pereboom benævner sin position ’hård inkompatibilistisk’. Han mener, at den frihed, der er nødvendig for moralsk ansvar er umulig uanset determinismens sandhed, idet man er ikke ansvarlig for indeterminerede tilfældi-ge begivenheder (Pereboom pp.xv) 19 For det første ville et empirisk bevis for universel determinisme kræve, at man kunne se verden ’sub specie aeterni’ - dvs. udefra som et system - og gennemføre eksperimenter for at se, om identiske historis-ke forløb nødvendigvis fører til identiske fremtidige begivenheder. Dertil kommer, at den moderne fysik er nødsaget til at anvende indeterministiske forklaringsmodeller i kvantemekanikken (van Ingwagen p.191), og tillige er der a priori-problemer med fysiske teorier, der ser verden som et lukket, mekanisk system (Hoefer).


- 13 -

gig af aktørens mentale processer20. En anden opfattelse er derimod, at viljen netop be-

står i disse processer og derfor ofte er spaltet i flere impulser, der trækker i forskellige

retninger. Ifølge de strukturelle teorier er viljens frihed en tilstand, der opnås, når der er

et bestemt strukturelt forhold mellem bestemte dele af denne samlede personlighed.

Denne model tager også udgangspunkt i viljens frihed som et emne, hvis relevans op-

står, ikke når aktøren er ude af stand til at udføre en handling på grund af ydre faktorer,

men når der skal træffes et valg mellem ’indre’ elementer, der alle er dele af den samme

psyke. Spørgsmålet om viljens frihed opstår, når aktøren skal danne sin vilje ved at be-

slutte, hvilke af disse elementer, viljen skal identificere sig med. Når en person oplever,

at en mental impuls er så stærk, at hun ikke kan modstå den, selvom hun foretrækker ik-

ke at have den, så er det et eksempel på, hvad der menes med en ufri vilje. Det er ikke

den del af hendes psyke, hun vil have som sin vilje, der er hendes effektive vilje. Om-

vendt er viljen fri, hvis en person identificerer sig med og bifalder de præferencer, der

driver ham, således at han faktisk motiveres af de dispositioner, han ønsker. Realiserin-

gen af viljens frihed er altså et spørgsmål om at have et bestemt strukturelt og harmo-

nisk forhold mellem de dispositioner, der resulterer i handlinger og andre dispositioner,

man identificerer som sin vilje. I alt dette er det underordnet om det strukturelle forhold

er opstået via en determineret proces eller ej, og de strukurelle autonomi-teorier er så-

ledes kompatibilistiske.

De strukturelle teorier kan inddeles i henholdsvis den hierarkiske og den platoniske mo-

del. Begge består af en kritik af Humes opfattelse af selvet, hvor de eneste motiverende

impulser er determinerede drifter og lyster, og det rationelle og reflektive selvs eneste

rolle er at vurdere, hvorledes disse bedst kan realiseres, men ikke selv har nogen moti-

verende funktion. Således kan der i den humeske model kun opstå en konflikt i viljen,

når enkelte lyster ikke kan realiseres samtidig men må prioriteres på en præference-ska-

la. De strukturelle modeller mener, at dette ikke er den eneste type konflikt, der kan op-

stå mellem præferencer. Nogle dispositioner i en aktørs psyke bliver ikke blot givet en

lavere prioritet end andre, således at de vil blive realiseret, hvis de stærkere impulser ik-

20 Bortset fra de begivenhedskausale teorier, der ikke opererer med noget selv eller nogen aktør, der forår-sager de indeterminerede valg, hvilket dog på ingen måde stiller den personlige autonomi og følelsen af kontrol over sin vilje bedre.


- 14 -

ke kan, men bliver tværtimod afvist og udelukket, idet aktøren finder dem uværdige.

Det vil sige, at aktørens vilje ikke identificerer sig med denne impuls men snarere be-

tragter den som et fremmed-element, selvom den er nok så meget en del af hendes psy-

ke og personlighed. Viljens frihed er altså ikke som hos Hume at være istand til at udle-

ve alle sine lyster, men at have kontrol over hvilke impulser, der motiverer én til hand-

ling21.

Så langt er de to strukturelle modeller enige. Et påtrængende spørgsmål er dog, hvad

denne vilje, der kan identificere sig med eller modsætte sig enkelte impulser, er. Hvis

den ikke selv er en del aktørens psykologi men et upåvirket ’intet’, så ville vi være til-

bage ved de abstrakte teorier om viljen. Gary Watsons platoniske model vedkender sig

den humeske inddeling af psyken i henholdsvis et lystbetonet og et rationelt element,

men benægter, at det rationelle ikke har en selvstændig motiverende rolle. Han inddeler

den menneskelige psyke i det ’motiverende system’, der består af de humeske umiddel-

bare, lystbetonede impulser, og det ’evaluerende system’, der dannes via rationelle over-

vejelser om, hvad der er principielt eller moralsk korrekt. Rationalitet er altså ikke blot

at beregne hvilke lyster, der mest effektivt kan tilfredsstilles, men at være istand til at gå

ud over sin egen umiddelbare situation og foretage generaliseringer, som resulterer i

moralske og personlige værdi-sæt. Disse værdi-sæt kan ligesom lyster være motiveren-

de, idet en autentisk holdning til, hvad der er det rigtige at gøre, indebærer at man også

er motiveret til at gøre det. Viljens frihed består for Watson i, at en aktør er istand til at

handle i overensstemmelse med de værdi-sæt, der udgør hans generelle og reflekterede

vilje, som således kan ses som mere autentisk end de umiddelbare lyster. Der kan natur-

ligvis opstå konflikt mellem de to indre systemer, når der skal træffes et valg mellem en

umiddelbar lysttilfredsstillelse og en moralsk handling, hvormed det er muligt, at viljen

i en konkret situation ikke er fri.

Evnen til at have ikke bare generelle men principelle holdninger til hvilke typer hand-

linger, man vil identificere sig med, er altså en forudsætning for, at spørgsmålet om vil-

jens frihed kan trænge sig på. Et væsen, der som hos Hume udelukkende motiveres af

21 De to strukturelle modeller er enige om forskellen mellem indre konflikter med lyster, der skal prioriteres, og de, der helt afvises. Se Watsons ”Free Agency” (i Watson p.97-110) og Frankfurts ”Identification and externality” (i Frankfurt p.58-66).


- 15 -

umiddelbare lyster, har ikke dette problem. Den humeske lyst-indordning via rationel

men ikke-motiverende beregning er også mulig hos væsner, for hvem dette spørgsmål

ikke er aktuelt. Deres problem består blot i hvilke lyster, de først skal tilfredsstille og

hvorledes, men ikke hvilke de skal gøre til deres vilje. Frankfurts kalder et sådant væsen

en ’wanton’ - et væsen, der nok har præferencer og kan blive frustreret, når ydre fakto-

rer forhindrer deres realisering, og dermed være ’ufri’ i den hobbeske forstand. I mod-

sætning til en bevidst person oplever et sådant væsen ikke spørgsmålet om viljens fri-

hed, da det ikke behøver at danne sig en vilje, der forholder sig principielt til de enkelte

præferencer og identificerer sig med nogle frem for andre.

Frankfurts hierarkiske model inddeler en aktørs mentale struktur i 1.- og 2.ordenspræfe-

rencer. De første er de umiddelbare impulser, en ’wanton’ også har, og er altså direkte

præferencer om at udføre en bestemt handling22. Autonome aktører kan dog også have

præferencer om disse præferencer - de kan have en holdning til den pågældende primæ-

re præference. Disse meta- eller 2.ordenspræferencer er tættere knyttede til personens

opfattelse af sig selv. De er holdninger til hvilke impulser, hun identificerer sig med og

ønsker at blive motiveret af, og kan således siges at udgøre den autentiske vilje. Viljens

frihed består i den hierarkiske model af, at en aktør er istand til at gøre sine 2.ordens-

præferencer om, at en bestemt 1.ordenspræference effektueres, effektiv, således at den

fører til handling. Det er muligt, at en aktør har så stærke primære impulser, at hun ikke

har kontrol over, om de leder til handling eller ej. Hvis hun ikke har nogen holdning til

dette, er der ikke noget spørgsmål om viljens frihed, da der ikke er nogen vilje i form af

2.ordenspræferencer, men hvis hun inderligt modsætter sig de effektive impulser, så kan

hun føle, at hun ikke gør det, hun egentlig vil, og dermed at hendes vilje ikke er fri. U-

frihed består således i en uoverensstemmelse i den hierarkiske struktur mellem effekti-

ve, primære impulser og de 2.ordenspræferencer, aktøren identificerer sig med. Det re-

levante er således ikke, om vedkommende i en valgsituation har mulighed for at beslutte

hvad som helst, men om hun kan træffe den beslutning, hun egentlig gerne vil.

Watsons kritik af den hierarkiske model er, at det spørgsmål, en aktør stiller sig i en

valgsituation, ikke er, hvilke præferencer de ønsker skal være effektive, men hvilken

22 Frankfurt: “Freedom of the will and the concept of a person” (i Frankfurt).


- 16 -

handling de bør foretage - valget drejer sig om en handling ikke om én selv23. Dette er

dog ikke nødvendigvis i modsætning til Frankfurts model. For en person, der har dannet

sig en bestemt vilje, vil dette ganske rigtigt være spørgsmålet i en valgsituation, men

kun fordi hun allerede har har reflekteret over sin vilje og hvilke generelle handlemåder,

hun betragter som værende i overensstemmelse med den. Denne proces er et led i at

konstituere et sammenhængende og planlæggende selv, der gør det muligt at træffe de

valg, Watson påpeger, uden at skulle konstituere sig selv i hvert enkelt valg24. Det er

netop på grund af dette, at en aktør kan opleve en indre, motiverende impuls som væ-

rende i modstrid med den vilje og den personlighed, hun identificerer sig med. En stærk

vilje består for Frankfurt i at have en 2.ordenspræfence om en handling, som vedkom-

mende efter grundig reflektion ikke kan forestille sig vil være i overensstemmelse med

sin vilje i nogen fremtidig situation, eller omvendt at der er harmoni mellem alle dele af

den mentale struktur, efter at alle præferencer er blevet konsulteret, således at aktøren

ikke er i tvivl om, at den pågældende handling virkelig er hendes vilje25.

3.2 Procedural uafhængighed

Den hierarkiske model understreger, hvilken situation selvet befinder sig i, når det er

bevidst om, at dets autonomi er i fare: Det er ikke istand til at få sine effektive primære

præferencer til at stemme overens med sin reflekterede vilje. Dette kan ske, når en ude-

eller indefra kommende motiverende impuls er så kraftig, at selvet ikke kan undertvinge

den, selvom det modsætter sig den og betragter den som ’fremmed’. Paradigmatiske ek-

sempler på dette er ved stærke afhængighedsforhold, forskellige neuroser m.v., hvor ak-

tøren er bevidst om de uvelkomne impulser, der driver ham, men hans vilje ikke er

stærk nok til at forhindre dem i at blive effektive. Men hvad er dette ’selv’, som giver

autenticitet til de effektive impulser, og hvorledes kan man sikre sig, at det selv er au-

23 ”Initially, they do not (or need not usually) ask themselves which of their desires they want to be effective in action; they ask themselves which course of action is most worth pursuing. The initial practical question is about courses of action and not about themselves” (Watson: “Free Agency” i Watson p.109). 24 Denne delvise imødegåelse af Watsons kritik er bl.a. udviklet af Michael Bratman, som betragter den hierarkiske selvrefleksion som et led i dannelsen af et selv med policies - retningslinier for fremtidige handlinger - der gør selvet i stand til at være sammenhængende og planlæggende (Se Bratman). 25 Frankfurt: “Identification and wholeheartedness” (i Frankfurt).


- 17 -

tentisk? Hvis man kan manipulere en person til at have bestemte primære præferencer,

så burde det også være muligt - ihvertfald teoretisk - at manipulere de højere 2.ordens-

præferencer, der konstituerer viljen, således at der ikke er noget strukturelt misforhold,

idet alle dele af personens psykologi er manipuleret til at være i harmoni med de indpo-

dede impulser. Paradigmatiske eksempler på denne dybere autonomi-undergravende

indflydelse er for eksempel hypnose, hjernevask og anden manipulation, der i modsæt-

ning til almindelige følelses- og sanseindtryk har til hensigt at gøre aktøren ude af stand

til at reflektere over sine motiver og agere som en selvstændig person. De underminerer

aktøren 2.ordenspræferencer og dermed hendes vilje.

Det er derfor ikke nok at være forsikret om, at der er et korrekt strukturelt forhold mel-

lem hierarkiske præferencer, da dette ikke kan garantere, at præferencerne af højere or-

den virkelig er aktørens egne. Hvis vedkommende synes tilfreds med sin interne menta-

le struktur, er det stadig muligt at spørge til, om denne tilfredshed er autentisk, hvilket

kunne besvares ved eksistensen af bekræftende præferencer af en endnu højere (tredie)

orden. Men efter et positivt svar på dette spørgsmål kan det i princippet gentages, og de

hierarkiske teorier står altså overfor problemet om en potentielt uendelig regres i forsø-

get på at legitimere bestemte motiverende impulser ved hjælp af autentificerende præfe-

rencer af højere orden. For at standse denne indre, hierarkiske regres introducerer Dwor-

kin derfor endnu et element: procedural uafhængighed. Dette element er et kriterie for

autonomi, der går udenfor den rent ’indre’ struktur og spørger til hvorledes, den er op-

stået. Dworkins model er således historisk, idet det ikke blot er relevant, hvorledes aktø-

rens mentale tilstand er her og nu, men også hvilken proces, der førte til dannelsen af

den.

Det er ikke et krav som hos de inkompatibilistiske teorier, at enhver mental disposition

er opstået uafhængigt af omverdenens indflydelse. Intet selv kan skabe sig selv fuld-

stændig fra bunden, men må opstå gradvist gennem en indlærings- og socialiseringspro-

ces, hvormed personlighedskonstituerende værdier og præferencer dannes26. Dette er

26 ”We all know that persons have a history. They develop socially and psychologically in a given envi-ronment with a given set of biological endowments. They mature slowly and are heavily influenced by their parents, siblings, peers and culture. What sense does it make to speak of their convictions, motiva-tions, principles, and so forth as ‘self-selected’? This presupposes a notion of the self as isolated from the


- 18 -

ikke i sig selv problematisk for den kompatibilistiske opfattelse af viljens frihed, men

visse socialiseringsprocesser kan være det, for så vidt at de sigter på at forhindre perso-

nens autonomi. En teori må derfor kunne redegøre for, hvorfor nogle situationer er mere

autonomi-underminerende end andre, upåagtet at alle muligvis kan være lige metafysisk

determinerede27. En autonom person er en, der er istand til at træde et mentalt skridt til-

bage og vurdere og have en holdning til sine motiverende impulser, hvorved spørgsmå-

let om viljens frihed trænger sig på28. En person, der har fået ødelagt sin evne til at gøre

dette, har ikke blot fået gjort sin vilje ufri, men er tværtimod blevet afskåret fra at danne

sig en selvstændig vilje, som kan være fri eller ufri. Hvis en person, er blevet udsat for

dyb manipulation, der satte hans 2.ordenspræferencer ude af drift, er han ikke blot ble-

vet udsat for noget, der gik imod hans vilje, men har derimod fået sin vilje ødelagt. En

eventuel harmonisk, hierarkisk struktur ville derfor ikke være tilstrækkeligt autentifice-

rende. Det er de færreste udefrakommende indflydelser, der har denne indvirken på sel-

vet, og når eksistensen af sådanne er udelukket fra den historiske forklaring på selvets

dannelse, kan en persons vilje betragtes som autentisk29.

Dworkins model for autonomi som strukturel autenticitet opstået under procedural uaf-

hængighed er dog ingen perfekt løsning på problemet om den uendelige regres i forsø-

get på at finde det endegyldigt autentificerende element. Tværtimod indfører den et nyt

element, således at regressen ikke blot kan være hierarkisk og intern i aktørens mentale

struktur men også horisontal, historisk og relaterende til de udefrakommende påvirknin-

ger. Hvis en persons vilje har autenticitet, fordi den i en given situation blev påvirket af

influences just enumerated and, what is almost as foolish, that the self which chooses does so arbitrarily. For to the extent that the self uses canons of reason, principles of induction, judgments of probablility, etc., these also have either been acquired from others or, what is no better from the standpoint of this po-sition, are innate.” (Dworkin). 27 ”Even if some strong thesis of determinism is correct, we still want to make a distinction between those forms of influence which contribute to the agent making his own decisions and those which make those decisions and choices in some sense that of others.” (Dworkin). 28 ”Sooner or later we find our selves, as in Neurath’s metaphor of the ship in mid-ocean being recon-structed while sailing, in mid-history. But we allways retain the possibility of stepping back and judging where we are and where we want to be.” (Dworkin). Dworkin kræver således ikke nødvendigvis, at en autonom aktør har ‘regulative control’, hvor man kan vælge mellem flere handlinger, men at man som minimum har ‘guidance control’, hvor ens bevidsthed ikke er hægtet af begivenhederne. Denne skelnen er introduceret af John Martin Fischer (se McKenna og O’Connor). 29 With respect to autonomy, conceived of as authenticity under conditions of procedural independence, the paradigms of interference are manipulation and deception, and the analytic task is to distinguish these ways of influencing people’s higher order judgments from those (education, requirements of logical thinking, provision of role-models) which do not negate procedural independence.” (Dworkin).


- 19 -

en indflydelse, der ikke var autonomi-undergravende men under overvågelse og god-

kendelse af aktørens oprindelige vilje, så er det stadig muligt at spørge til hvorledes, dén

vilje blev dannet. Denne regres er ikke potentielt uendelig, da den nødvendigvis må

standse ved personens fødsel, men den er derved lige så faretruende for viljens frihed.

Lige så plausibelt det forekommer, at det er muligt at reflektere over sine præferencer

og modtagne input ved hjælp af højere-ordenspræferencer, ligeså åbenlyst er det, at in-

gen, hvis vi går hele vejen tilbage til fødslen, har valgt disse højere-ordenspræferencer

selv. Dworkin anerkender, at intet mennneske har skabt sig selv fra bunden - ab initio -

men derved forekommer hans krav om procedural uafhængighed ikke konsistent, da in-

tet selv er dannet under en sådan uafhængighed, men tværtimod har fået sine personlig-

hedskonstituerende 2.-ordenspræferencer før dannelsen af en refleksiv selvbevidsthed.

Hvor Dworkin rejser et relevant problem er hans løsning altså potentielt mere faretru-

ende end selve problemet.

3.3 Regres og Ab initio-problemet

Uanset determinismens sandhed eller falskhed samt dens eventuelle inkompatibilitet

med den fri vilje, støder en vilje- eller autonomi-teori på to sammenhængende proble-

mer: Den kan basere sin autentificerende faktor på et element, der igen må baseres på

endnu et autentificerende element, hvormed den risikerer at bygge på en uendelig regres

af autentificerende faktorer, således at der aldrig vil kunne være noget endeligt og au-

tentisk holdepunkt. Eller den kan mere eller mindre arbitrært vælge ét punkt eller ét ele-

ment som dét autentiske, der ikke behøver nogen videre autentificering, men er auten-

tisk ab initio - fra starten ud af ’intet’ - hvormed det forekommer relevant at spørge,

hvorfor lige nøjagtig dette giver selvet autenticitet samt hvorfra, det er opstået.

Denne problemstilling rammer både de kompatibilistiske teorier om viljens frihed og

den hårde libertarianisme, og er på sin vis mere grundlæggende end kompatibilitetspro-

blemet, da den gælder uanset om determinismen er sand eller ej. Min kritik af de hårde

libertarianistiske teorier har kredset omkring deres problem med at besvare ab initio-

problemet, idet de gør viljens frihed afhængig af et uplausibelt kerne-selv, der enten

skaber sig selv eller sine valg ud af ’intet’. Det væsentligste problem for de kompatibi-

listiske teorier er derimod den ondsindede regres, da de baserer viljens autenticitet på et


- 20 -

forhold, hvis autenticitet videre kan betvivles. At gøre viljens frihed afhængig af et selv,

der skaber sig ab initio, er at basere sin teori på et mystisk og uforklarligt fænomen, der

ikke stemmer overens med intuitioner om, hvorledes vi faktisk træffer valg. Men at ba-

sere den på en regres af autentificerende elementer minder mistænkeligt meget om en

hård determinisme, da disse elementer i sidste ende får deres autenticitet fra noget, der

var udenfor aktørens kontrol.

Jeg vil altså hævde, at spørgsmålet om viljens frihed ikke er truet så meget af determi-

nismen og dens eventuelle inkompatibilitet med viljens frihed, men mere grundlæggen-

de af disse to sammenhængende positioner og problemer: henholdsvis kravet om, at in-

tet foruden viljen selv har givet den autenticitet, og kravet om at lade den hvile på et

fundament, der også skal have autenticitet. Kompatibilitetsproblemet kan synes at opstå

ud af denne problemstilling. En teori om personlig autonomi kan til dels ignorere deter-

minismens trussel, men den er nødt til at forholde sig til disse to problematiske positio-

ner. En svar kan dog være at anerkende begge problemers eksistens men at benægte de-

res reelle fare for den autonomi, der er nødvendig for det, vi til daglig kalder viljens fri-

hed. De to positioner synes ligeledes at være inkompatible med hinanden, hvis de tolkes

i en ’hård’ udgave, men i såvel teorien som den daglige praksis er det nødvendigt at for-

kaste den hårde variant af begge ekstremer. Jeg vil nu beskrive nogle af de elementer,

der må indgå i en teori om personlig autonomi, og vise, at vi må vedkende os, at vor vil-

je er delvist baseret på en regres udenfor sin egen kontrol og delvist må konstituere sig

ab intio for at være om ikke fri så autonom.

4 Fri vilje eller autonomi

Der er en semantisk forskel på begreberne ’fri vilje’ og ’personlig autonomi’. Autonomi

indebærer at kunne regere sig selv, og kræver således både mere og mindre end ren fri-

hed, der indebærer, at man ikke er regeret af andre. Ligesom det hverken er en nødven-

dig eller tilstrækkelig betingelse for at stat suveræn og velfungerende, at den er upåvir-

ket af indflydelse udefra, så er det heller ikke nok at sikre viljens frihed for at sikre dens

autonomi. Autonomi kræver mere end ren frihed, da man for at kunne bestemme sig

selv også skal gøre noget med den frihed. Omvendt kræver det ikke fuld upåvirkethed


- 21 -

men blot, at man er i stand til at forholde sig selvstændigt til de udefra kommende ind-

flydelser. Autonomi er altså at forholde sig til og navigere i verden - ikke at være løsre-

vet fra den. Viljens frihed og personlig autonomi er overlappende begreber, men fokus

hos sidstnævnte er mere på selve viljen end på dens frihed. Det er ikke nok at konstatere

at viljen er fri, hvis den ikke er istand til at bestemme sig, og omvendt ville spørgsmålet

om dens frihed næppe være relevant, hvis vi ikke af og til oplevede problemer med at

bestemme vor vilje.

Dette er relevant, fordi det er muligt at beskrive kriterier for personlig autonomi og sam-

tidigt lade spørgsmålet om viljens frihed kontra determisme forblive åbent. Derudover

er der en forskel på, hvilke associationer, der følger med valget af begreb og diskurs.

Diskussioner om viljens frihed føres ofte som universelle og metafysiske, hvorimod be-

grebet autonomi bruges i praktiske og individ-fokuserede dicipliner. Spørgsmålet om

personlig autonomi kræver besvarelse uafhængigt af det mere principielle spørgsmål om

viljens frihed, og eftersom det forsøger at beskrive, hvordan den menneskelige vilje i

praksis fungerer, kan det være relevant for at hjælpe den metafysiske debat på vej til en

afklaring af hvilken frihed, den faktisk har brug for.

4.1 Teoriernes forklaringsevne

I vort daglige liv oplever vi situationer, hvor vi må beslutte os, før vi kan handle. Vi må

danne os en bestemt vilje og overveje, hvilke af de til rådighed stående muligheder, der

er i overensstemmelse med, hvad vi virkelig gerne vil, og altså - som Frankfurt pointe-

rer - hvilken vilje, vi gerne vil have som vor partikulære vilje. Af og til er dette svært -

for eksempel når mulighederne er inkompatible men lige attraktive, men andre gange af

mere problematiske årsager. En stof-afhængig person kan i autentisk fortryde og forsø-

ge at modsætte sig de uimodståelige impulser forårsaget af hans afhængighed. Det sam-

me gælder en neurotisk person, der ikke er istand til at modstå visse impulser, men er

bevidst om deres meningsløse eller destruktive karakter. Begge typer kan i almindeligt

accepteret sprogbrug uden selvmodsigelse hævde, at de gør noget, de egentlig ikke vil,

selvom det er forårsaget af en motiverende impuls, der befinder sig i deres bredere men-

tale struktur. Anderledes forholder det sig med en lidelse som psykopati, hvor patienten

ikke nødvendigvis er bevidst om sine vrangforestillinger og derfor ikke oplever noget


- 22 -

modsætningsforhold mellem dele af sin vilje. En sådan person mangler visse elementer,

der konstituerer den personlige autonomi, og ligesom Frankfurts reflektions- og viljeslø-

se ’wanton’ oplever vedkommende ikke spørgsmålet om viljens frihed. For os andre,

der vurderer udefra, er det dog muligt at hævde, at psykopaten ikke er i kontrol over

hverken sine handlinger eller sin mentale tilstand og altså ikke er autonom, upåagtet at

vedkommende ikke selv oplever nogen indre inkonsistens.

Hvis personer med sådanne lidelser virkelig modsætter sig deres uvelkomne impulser -

og selv psykopaten har ofte perioder med refleksion over sin generelle tilstand - vil de

kæmpe imod dem med, hvad der således kan kaldes deres vilje - den del af deres men-

tale struktur, de identificerer sig med og finder autentisk. Hvis dette ikke lykkes, må de

søge hjælp. Psykofarmaka, fysiske og fysiologiske indgreb har alle til hensigt at for-

hindre den uvelkomne impuls fra at blive effektiv og føre til handling ved enten at fjer-

ne eller bedøve den, ved at forbinde dens effekturering med negative konsekvenser eller

ved fysisk at umuliggøre dens realisering. Målet er så vidt muligt at fjerne dens styrke,

så personen atter opnår kontrol over sin effektive vilje - og gerne uden behov for de yd-

re indgreb. Psykoterapi har samme formål, hvor fokus dog er på det rent mentale (ofte i

sammenhæng med midlertidige ydre indgreb) for at gøre patienten bevidst om impulser-

nes oprindelse og funktion for derved at gøre vedkommende i stand til at underlægge

dem sin vilje. Det er både i det daglige sprog, i juraen og i lægevidenskaben muligt at

skelne mellem personer, der er i besiddelse af personlig autonomi og dermed mulighe-

den for at handle af egen vilje, og personer, der ikke er det. Målet med behandling er så

vidt muligt at rekonstituere patientens autonomi.

Alt dette kan beskrives uden overhovedet at nævne kompatibilitetsproblemet, og at vi

foretager disse vurderinger og praksisser er uberørt af om verden og vore viljer er deter-

minerede eller indeterminerede i den metafysiske forstand. Men hvis inkompatibilister-

ne har ret, vil antagelsen af determinismen betyde, at ingen er i besiddelse af fri vilje, og

at dette problem rammer os alle i lige grad. Den hårde determinisme er derfor nødt til at

hævde, at vi bruger ordet forkert, når vi antager, at en forskel på os selv og psykopaten,

neurotikeren og narkomanen eller ofret for hjernevask og manipulation er graden af fri

vilje. Ligeledes har den hårde libertarianisme og dens opfattelse af viljen som upåvirket

og principielt fri svært ved at redegøre for hvordan, visse faktorer kan ændre på dette.


- 23 -

For begge de inkompatibilistiske teorier, der hævder menneskets principielle og univer-

selle frihed eller ufrihed, må det betyde noget andet, når vi i praksis taler om at geneta-

blere en patients vilje og mentale frihed.

Vi kan dog konstatere, at der er en relevant forskel på forskellige personers evne til at

træffe selvstændige valg. Det, vi skal bruge begreberne til, er at skelne mellem paradig-

matisk, mentalt frie og ufrie aktører, og hvis en teori forbliver helt tavs på dette centrale

spørgsmål og faktisk kan antages eller forkastes uden praktiske eller analytiske konse-

kvenser, så er den ikke egnet til at redegøre for det, vi skal bruge den til30. Derfor er der

grund til at forsøge at beskrive, hvad det vil sige at være i besiddelse af, hvad vi med et

mindre metafysisk ladet ord kan kalde personlig autonomi, uden at lade sig påvirke af

spørgsmålet om viljens principielle frihed. For uanset denne diskussions status, vil vi

have brug for en teori, der kan klargøre, hvad der skal til, for at et menneske kan antages

at være i besiddelse af en selvstændig dømme- og handlekraft.

4.2 Personlighed og selv-transcendens

Selvom en autonomi-teori kan isoleres fra fri vilje-debatten, kan den ikke undgå den

dobbelte problemstilling om ab initio versus uendelig regres. Til gengæld er det muligt

at insistere på, at ingen - eller begge - postioner har ret, idet det bør undgås både at be-

tragte sin vilje som skabt af intet og som baseret på et andet mere autentisk grundlag.

Begge ekstreme positioner eller den filosofiske angst for en af disse farer fører ikke blot

til problemer for den teoretiske viljens frihed men også til helt konkrete, mentale proble-

mer for den praktiske personlige autonomi. Angsten for at ens beslutninger og vilje skal

være baseret på præferencer og antagelser, man ikke selv har valgt, fører til den absurde

ab-initio-opfattelse af selvet eller af en viljeshandling, der ikke kan forklare, hvordan vi

overhovedet kan træffe valg. Hvis denne teoretiske position internaliseres og udleves al-

30 Jeg er fristet til helt at afvise disse altomfattende teorier med Ernst Machs indifferens-argument: Hvis deres antagelse eller afvisning ikke gør nogen forskel for vor opfattelse og daglige praksis, så er de lige-gyldige. Dette er dog nok at gå for langt, da en konsekvent antagelse af hård determinisme f.eks. kunne have betydning for vor opfattelse af moralsk skyld og legitimiteten af hævn (se Pereboom, pp.139) og måske for andre sociale relationer (se Strawson om ’reaktive holdninger’ i ”Freedom and Resentment” i Watson). Betydningen for det spørgsmål, jeg her interesserer mig for - hvad er forskellen i viljen og evnen til at træffe beslutninger hos hhv. en paradigmatisk, mentalt fri og ufri person? - er dog efter min mening begrænset.


- 24 -

vorligt, vil den kunne føre til enten total handlingslammelse, da det ikke er muligt ikke

at basere sine valg på i forvejen eksisterende præferencer, eller til sygelig spontanitet,

hvor det opfattes som vigtigt ikke at danne sig en vedvarende vilje men konstant at væl-

ge for valgets egen skyld. Begge typer vil ikke være i besiddelse af en stærk vilje med

reflekterede præferencer og dermed ikke personlig autonomi. Omvendt kan fokuserin-

gen på at finde et autoritetsgivende grundlag for viljen ligeledes underminere den per-

sonlige autonomi - enten ved handlingslammelse, når dette grundlag igen kan betvivles,

og man således aldrig vil kunne stole på, om ens vilje nu også er autentisk, eller modsat

ved dannelsen af en rigid personlighed, der lever efter én fast vilje, som ikke kan ændres

eller tilpasses, når selv stærke omstændigheder fordrer det.

En ’rask’ person med personlig autonomi må altså balancere på midten af det tve-ægge-

de sværd: hun må dels basere sin vilje på allerede eksisterende omstændigheder, hun in-

gen indflydelse har haft på, og af og til sætte spørgsmålstegn ved disse omstændigheder,

der har dannet hendes karakter, og ’gen-danne’ sig selv. Man må anerkende, at man ik-

ke selv har dannet sin personlighed fra starten. Det har ens opdragelse, de sociale om-

stændigheder og socialiseringsprocesser, og hvor meget teenage-oprøreren end vil det,

så kan den derved formede personlighed ikke uden videre forkastes i sin helhed. Dette

er intet praktisk problem, hvis man ikke har noget imod den personlighed. Når man for-

lader barndommen, er det dog nødvendigt at gå ud over og transcendere den personlig-

hed, man har fået med sig - f.eks. når nye erfaringer gør, at man er utilfreds med visse af

sine dispositioner, fordi de går imod, hvad man ellers godt kunne tænke sig at føle, men

i og for sig også hver eneste gang, man skal træffe et alvorligt valg. For man kan aldrig

autentisk begrunde et valg alene med, at det nu engang stemmer overens med den per-

sonlighed, man er blevet givet af omstændighederne. I så fald har man valgt at lade for-

udgående omstændigheder træffe valget, hvilket næppe var meningen med forældrenes

forsøg på at opdrage et afhængigt barn til at blive en autonom og selvstændig voksen.

For teoretisk at muliggøre denne proces, som faktisk foregår, mener jeg, at det til dels er

nødvendigt at afskaffe begrebet om et autentisk kerne-selv. Med denne opfattelse af vil-

jen, opstår det klassiske spørgsmål om forandringens mulighed uundgåeligt. Såvel en

mere triviel beslutning om en handling som de selvreflekterende og re-konstituerende

viljesagter indebærer forskellige grader af forandring i det selv, der foretager den pågæl-


- 25 -

dende handling. Men dels er et selv, der er absolut og statisk, uforanderligt; det er også

ude af stand til at stille sig udenfor sig selv og foretage en vurdering eller omstrukture-

ring af sig selv. Forandring kræver som regel, at flere faktorer indvirker på hinanden, og

det er da også en almindelig antagelse, at det menneskelige sind består af mange for-

skellige elementer. Hvis man undlader at betragte en enkelt af disse som dét autentiske

selv, er det ikke nødvendigt at introducere nye og mystiske forklaringer på forandrin-

gens mulighed. Ganske som Verden i sin helhed kan ændre form, ved at de forskellige

elementer i den invirker på hinanden, kan den samlede personlighed udvikles via sam-

spillet mellem forskellige psykologiske elementer.

Dette er ikke nødvendigvis nogen determineret, materialistisk proces, der foregår uden

aktørens bevidsthed, men bevidsthed kræver ikke noget absolut selv, der kan gå ’uden-

for sig selv’ og vurdere sin samlede psykologiske struktur ’sub specie aeterni’. Hvis

man går væk fra idéen om et autentisk kerne-selv, der enten kontrollerer eller bliver

kontrolleret af ’strømmen af bevidsthedsfænomener’ og istedet betragter i hvert fald

nogle af disse fænomener, som lige autentiske dele af det samlede og komplekse selv, er

det muligt at vurdere dem enkeltvis ved så at sige stille sig på og anskue dem fra hinan-

den. ’Sig’ skal i denne forbindelse tolkes figurativt og ikke hypostaseres til en selvstæn-

dig entitet. Forandring i mit sind er muligt, fordi mine ambitioner om én ting kan vurde-

re og påvirke mine præferencer om en anden og omvendt, og i denne vekselvirkning

kan jeg se mig selv fra det ene og det andet standpunkt.

Dertil kommer, at selvet naturligvis konstant udsættes for påvirkning udefra - påvirknin-

ger, der udfordrer den hidtidige selvopfattelse og idéer. Der er ingen fare i kritisk at lade

sig påvirke af omverdenen og den fysiske virkelighed, når den for eksempel sår beretti-

get tvivl ved jeg’ets antagelser og præferencer - i det mindste ingen fare, der overstiger

faren ved modsat at betragte sit sind og sine idéer som værende uafhængige af den ob-

jektive verden. Berofsky gør netop denne evne til ’objektivitet’31 til et afgørende kriterie

for personlig autonomi, idet den udgør balancegangen mellem de to ikke-autonome til-

31 Berofsky beskriver sin opfattelse af ’objektivitet’ som en evne til at forholde sig kritisk men også realistisk til den objektive verden, hvilket er en af de egenskaber, den mentalt forstyrrede person bevidst eller ubevidst mangler - og det er det, der gør, at vi udefra kan vurdere, at der kan være en defekt i vedkommendes psykologi, fordi vedkommendes opførsel konsekvent ikke stemmer overens med virkeligheden. (Se kapitlet 8 i Berofsky pp.182).


- 26 -

stande, der kommer af henholdsvis at placere sig i en regres af autenticitetsgivende ob-

jektive fundamenter, og at nægte at gøre dette og insistere på at skabe sig selv ab initio.

Den ’raske’ og autonome person er istand til at gøre begge dele: at anerkende de dele af

sin personlighed, hun er blevet ’givet’, uden dog at betragte dem som endegyldige.

Tværtimod bør de betragtes som objektivt eksisterende og faktisk indvirkende på ens

vilje for at kunne overvindes.

Psykologisk er hverken den hårde determinisme eller libertarianismes opfattelser af vil-

jen holdbare som holdninger og positioner, når reale personer skal træffe valg. Lige så

problematisk det er at betragte sine beslutninger som determinerede, hvormed man ikke

kan foretage nogen, kan man heller ikke ignorere forudgående omstændigheder og ens

egen personlighed, når man skal træffe et valg. I så fald kan valget heller ikke foretages,

da viljen forbliver ubevæget. Ved at lade sig bevæge af sine dispositioner efter kritisk at

reflektere over dem fra forskellige vinkler kan man transcendere sin personlighed og

skabe sig selv - ikke ’ab initio’ men ud af de materialer, man har fået fra starten og kon-

stant får fra omverdenen. Det relevante er ikke hvorfra, man har fået redskaberne, eller

om man har haft procedural uafhængighed i processen, men hvordan man forholder sig

til dem her og nu, og om de udgør et problem for ens nuværende vilje. Denne kritiske

og objektive indstilling kræver dog, at man i det mindste psykologisk ikke anser sine

fremtidige valg som determinerede, da man i så fald ikke kan transcendere sin fortid og

handle selvstændigt32.

4.3 Konturer af en autonomi-teori

Det vil føre for vidt her (og desuden række langt udover mine kompetencer) at forsøge

at give en filosofisk og psykologisk konsistent teori om, hvad der må være opfyldt, for

at en person kan siges at være fuldt autonom. Allerede forsøget på at gøre dette vil må-

32 Hermed er jeg helt enig med libertarianisten van Ingwagen, der pointerer, at den hårde determinist i praksis konstant må modsige sin egen teoretiske position: ”The philosopher who denies free will continually contradicts himself because his non-verbal behaviour continually manifests a belief in free will.” (van Ingwagen p.207). Pereboom anerkender ligeledes, at hans deterministiske overbevisning om, at alle valg er determinerede ikke har nogen erkendelsesteoretisk konsekvens, når han faktisk skal vælge mellem to mulige handlinger (Pereboom p.137). Dette er ikke noget bevis mod determinismen, men det siger noget om dens relevans og plausibilitet.


- 27 -

ske være dømt til at mislykkes, da fuld og ideel autonomi - altså komplet uafhængighed

- næppe er hverken mulig eller ønskelig. Virkelige mennesker er komplekse væsner, der

har fået en del af deres motiverende impulser uden procedural uafhængighed, men ofte

er ganske glade for disse, hvis de reflekterer herover. Visse af disse præferencer ville så-

gar miste deres attråværdighed, hvis deres eksistens udelukkende afhang af et valg, der

kan tilbagekaldes hvilket øjeblik det skulle være - kærlighedsforhold er et eksempel,

men det samme gælder for andre og mindre eksalterede præferencer33.

At ideel og fuld autonomi ikke er hverken mulig eller ønskelig, betyder dog ikke, at au-

tonomi i en grad, der netop er ønskværdig, heller ikke er det. Uafhængigt af determinis-

mens sandhedsværdi og betydning for viljens frihed er det fuldt muligt at befinde sig et

sted imellem den idealiserede upåvirkethed, der kun kan opfyldes af en transcendent

guddom, og den ufrihed, hvis paradigme-eksempler er psykopaten eller ofret for hjerne-

vask. De filosofiske tanke-eksemper på den totale undergravning af viljen er i øvrigt i

praksis svært realiserbare, netop fordi den menneskelige psyke ikke er noget kerne-selv

men et sammensat konglomerat af indlærte opfattelser, minder og værdier. En manipu-

lator, der indpoder uautentiske og falske forestillinger og præferencer hos en person,

skal således være umådeligt grundig, da sådanne netop kan revurderes og betvivles, når

de strider mod andre dele af bevidstheden eller støder mod den objektive verden. Lige-

ledes oplever selv psykopaten som regel øjeblikke med bevidsthed om og fortrydelse

over sin generelle tilstand. Selv paradigmatisk non-autonome personer kan altså bevare

en vis grad af autonomi, og selv ellers refleksive og selvbevidste personer har deres u-

kontrollerbare (men ikke nødvendigvis uønskværdige) særheder. Konklusionen på dette

må derfor være, at personlig autonomi er noget, der kommer i forskellige grader og vari-

erer fra tid til anden for den enkelte person.

33 Berofsky har i en tidligere artikel for eksempel beskæftiget sig med stærke omend irrationelle præferen-cer for bestemte sportsklubber. Uanset hvor gode rationelle argumenter, der måtte være for at skifte præ-ference, så overser denne argumentation, hvad det vil sige at være en ’rigtig fan’, hvilket er at føle sig knyttet til sin klub i medgang og modgang. Hvis en sådan præference ikke bliver en besættelse, der udgør en forhindring for vedkommendes autonome fungeren i andre aspekter af livet, så er der ingen grund til at være bekymret over den - tværtimod er den en personlighedskonstiturende egenskab. Omvendt forholder det sig dog med en person, der er blevet socialiseret til at have en opfattelse, der strider imod objektive forhold, der er nødvendige for at fungere normalt, og ikke kan korrigere denne opfattelse. (Se Berofsky, Bernard: “Autonomy Without Free Will” i Personal Autonomy: New Essays on Personal Autonomy and

its Role in Contemporary Moral Philosophy, James Taylor (red.), Cambridge University Press, 2005).


- 28 -

Der kan derfor næppe gives noget endeligt sæt af kriterier for opfyldelsen af personlig

autonomi, da en person kan besidde nogle men ikke andre uden at være mindre autonom

end én, for hvem det omvendte er tilfældet. Ikke desto mindre kan man opliste nogle af

de egenskaber, der kunne være relevante. Besværligheden ved dette kan dog illustreres

ved at henvise til Frankfurts hierarkiske model: Strukturel harmoni mellem højere-or-

denspræferencer og motiverende impulser er ingen garanti for personlig autonomi, da

dette forhold teoretisk kan opnås via manipulation. Det er heller ingen nødvendig be-

tingelse for, at et valg er autentisk og frit, at aktøren har overvejet, om det nu også re-

flekterer den type person, han gerne vil være - der må være plads til impulsivitet og va-

ne-handlinger uden, at vi af den grund dømmer vedkommende som ikke-autonom.

Det forekommer mig dog at være et relevant kriterie, at en aktør er i stand til i det mind-

ste af og til at foretage en sådan selv-reflektion, for uden den vil der mangle et sammen-

hængende selv med intentioner om retningen for sit eget liv. Et sådant selv vil heller ik-

ke være i besiddelse af det, Berofsky kalder ’objektivitet’ - kravet om ikke at lade sig

dominere af men dog at være istand til at ændre sine planer i lyset af nye oplysninger.

Igen er det her svært at opstille et nødvendigt og et tilstrækkeligt kriterie, for den auto-

nome person må finde en balance mellem fanatisk at insistere på at føre sine planer ud i

livet på trods af alle omstændigheder, der taler imod det, og at bøje sin vilje for enhver

modgang. Disse kriterier bygger alle på en form af det, vi normalt kalder fornuft. Dette

begreb er ret bredt og omdiskuteret, og jeg vil ikke stå fast på, hvilken tolkning af ordet,

der er nødvendig for autonomi, men blot afslutte med, at konstatere, at en autonom per-

son er en, der er i besiddelse af sin ’sunde fornuft’, og at muligheden for dette ikke sy-

nes truet af determinismens eventuelle sandhed.

5 Konklusion

Jeg har argumenteret for flere grunde til, at problemstillingen fri vilje kontra determinis-

me ikke behøver at blive betragtet som så foruroligende igen. For det første opererer de

to ’hårde’, inkompatibilistiske positioner med en teori om viljens frihed, der afgjort er

truet af en eventuel altomfattende determinisme, men denne opfattelse er på den anden

side hverken plausibel eller ønskelig som model for hvordan, vi faktisk træffer valg.


- 29 -

Derudover bidrager antagelsen eller afvisningen af determinismen ikke meget til det no-

get mere praktiske spørgsmål om at skelne mellem autonome og ikke-autonome perso-

ner og handlinger, og en sådan skelnen har vi brug for uanset determinismens sandhed.

Endelig lader det dybere problem slet ikke til at være i valget mellem disse metafysiske

yder-positioner men snarere i balancegangen mellem enten at lade selvet få autenticitet

fra andre faktorer eller at lade det skabe sig ud af intet. Denne problemstilling svarer til

det erkendelsesteoretiske dilemma om at basere sin viden på en regres af hypoteser, der

skal bekræfte hinanden, for til sidst at ende med aksiomer, der ikke længere kan bekræf-

tes men må antages, fordi man ikke andet end at betragte dem som gyldige.

Omend det erkendelsesteoretiske dilemma har ført nogle filosoffer til at antage den tota-

le skepticisme, har det ikke forhindret videnskaben i at stræbe efter mere faktuel viden

og revurdere sine teorier i lyset af nye opdagelser og sammenspillet mellem teoriernes

interne betydninger for hinanden. Ligeledes behøver umuligheden af at lokalisere en en-

degyldigt autentisk vilje ikke at betyde, at andre end enten skepticistiske eller skepticis-

me-ængstende filosoffer skulle frygte, at denne vilje ikke kan være mere eller mindre

fri. Teoretisk kan man antage den erkendelsesteoretiske skepticisme, når det fundamen-

talistiske projekt er slået fejl, både med hensyn til viden og vilje, men hvis det bliver

gjort til en praktisk antagelse, så kan det i begge tilfælde resultere i handlingslammelse

og apati. Både den teoretiske skepticist og den teoretiske determinist er nødt til i sin

daglige praksis at bryde med sin filosofi for at kunne fungere og navigere i verden. Jeg

har således ikke løst det principielle problem om viljens frihed og dens eventuelle in-

kompatibilitet med den eventuelle determinisme, men jeg håber at have illustreret lidt af

dens betydning for den personlige autonomi, vi taler om og har brug for til daglig.

At den dybtgående skepticisme ikke er nogen praktisk antagelig position betyder ikke,

at det er omsonst at beskæftige sig med de grundlæggende filosofiske problemer, eller

at de kan affejes som ’nonsens’. Tanken om, at alle begivenheder er determinerede, er

virkelig foruroligende og støder reelt mod den frihedsintuition, der er uundgåelig, når

man træffer et valg. Det er nødvendigt for overhovedet at kunne vælge og konstiturere

sin vilje, at man transcenderer sin historie og ikke betragter forudgående begivenheder

som fatalistisk afgørende for ens fremtidige og nuværende handlinger. Men denne nød-

vendige position bør ikke føre til den teoretiske dannelse af et abstrakt selv, der er løsre-


- 30 -

vet fra de personlighedskonstituerende dispositioner. Den opfattelse af selvet udgør li-

geledes et problem for muligheden af reelle viljesakter.

Selvom jeg er positivt stemt overfor den umiddelbare libertarianistiske intuition og me-

ner, at den til dels er nødvendig for handlingens mulighed, så mener jeg, at det er pro-

blematisk, at de inkompatibilistiske teorier bygger på en opfattelse af selvet, der strider

mod mere reflekterede intuitioner om hvordan, vi faktisk foretager viljeshandlinger.

Min påstand er, at uanset determinismens status er den indeterministiske opfattelse af

viljen som abstrakt og ideelt fri slet ikke interessant og atraktiv for os reale mennesker.

Ved at analysere og fastholde fokus på, hvordan vor vilje praktisk og psykologisk fun-

gerer, vil vi være i en bedre position til at beskæftige os med spørgsmålet om dens me-

tafysiske forhold til andre fænomener. Det, vi har brug for, er en teori om, hvordan rea-

listisk autonomi er muligt for reale personer, og ikke om hvordan absolut frihed er mu-

ligt for abstrakte væsner. Hvis det viser sig, at det faktisk er muligt at opnå den person-

lige autonomi, vi ønsker os - det vil sige meningsfuld kontrol over vore beslutninger og

handlinger - så kan vi være særdeles tilfredse med vor viljes frihed.


- 31 -

Bibliografi

• Berofsky, Bernard: Liberation from Self: a theory of personal autonomy, Cambridge (2005)

• Bratman, Michal E: “Autonomy and Hierarcy”, Social Philosophy and Policy, Volume 20/2 (2003)

• Christman, John: “Contructing the Inner Citadel”, Ethics, Volume 99/1 (1988)

• Clarke, Randolph: “Incompatibilist (Nondeterministic) Theories of Free Will”, Stanford

Encyclopedia of Philosophy (2004)

• Dworkin, Gerald: “Autonomy and Behavior Control”, The Hastings Center Report, vol.6. nr.1 (1976)

• Frankfurt, Harry G.: The importance of what we care about, Cambridge (1988)

• Guyer, Paul: “Kant on the theory and practice of autonomy”, Social Philosophy and

Policy, Volume 20/2 (2003)

• Hoefer, Carl: “Causal Determinism”, Stanford Encyclopedia of Philosophy (2003).

• Koch, Carl Henrik: Den Europæiske filosofis historie - bind 3, København (1996).

• Lehrer, Keith: “Reason and Autonomy”, Social Philosophy and Policy, Volume 20/2 (2003)

• McKenna, Michael: “Compatibilism”, Stanford Encyclopedia of Philosophy (2004)

• Nagel, Thomas: “Freedom”, The View from Nowhere (Nagel, Thomas), Oxford (1989)

• O’Connor, Timothy: “Free Will”, Stanford Encyclopedia of Philosophy (2005)

• Pereboom, Derk: Living Without Free Will, Cambridge (2001)

• Rachlin, Howard: “Autonomy from the Viewpoint of Teleological Behaviorism”, Social

Philosophy and Policy, Volume 20/2 (2003)

• Van Ingwagen, Peter: An Essay on Free Will, Oxford (1983)

• Vihvelin, Kadri: “Free Will Demystified: A Dispositional Analysis”, Philosophical

Topics, Vol 32 (2004)

• Watson, Gary (red.): Free Will, Oxford (1982)

fri vilje eller autonomi

Documents