1

Om

Lighed & udviklingsbistand

efter 2015,

Civilsamfundets rolle

&

bæredygtige udviklingsmål

+ interview med Lene Espersen

GLOBAL FN-forbundets medlemsblad

NR. 4 SEPTEMBER 2013

2

REDAKTION:

Henrik Døcker, Torleif Jonasson,

Anne Marie Wium-Andersen, Trine

Marqvard Nymann Jensen og

Jørgen Estrup (ansvarshavende)

FORSIDE:

UN Photo/Werner Schmidt

ISSN:2245-0017

GLOBAL udkommer næste gang:

oktober 2013

Artikler, der er underskrevet med

navn, er ikke nødvendigvis udtryk

for FN-forbundets holdning.

FN-forbundet blev dannet i 1970,

da Den Danske FN-forening blev

sammensluttet med Dansk Sam-

råd for de Forenede Nationer og

Een Verden.

Forbundet går dog helt tilbage til

Foreningen til Danmarks Neutrali-

sering, der blev stiftet af den dan-

ske modtager af Nobels Fredspris,

Frederik Bajer, i 1882.

GLOBAL’s rødder kan føres tilba-

ge til 1885 til Dansk Fredsfor-

enings skrift Freden. Siden 1892 er

bladet jævnligt udkommet. Forma-

tet og navnet er skiftet, fra Freds-

bladet til FN-orientering til FN-

bladet til FN-forbundets Nyheds-

brev. Men ambitionen har altid væ-

ret den samme: at udgive et skrift

til støtte for en bedre verden, for

mellemfolkelig fred og forståelse.

FN-forbundet er en medlemsorga-

nisation, uafhængig af FN, der har

til formål at styrke interessen for

FN og forståelsen for nationernes

gensidige afhængighed og fælles

ansvar.

Du kan vise din støtte til vores ar-

bejde ved at blive medlem af FN-

forbundet. Se mere på vores hjem-

meside www.fnforbundet.dk

FN-forbundet

Store Kongensgade 36, 4.th

1264 København K.

Tlf.: 3346 4690

Globale bæredygtighedsmål

Gammelt, men mere aktuelt end nogensinde: begrebet ’bæredygtig udvikling’.

I FN’s Brundtlandkommissions rapport fra 1987 defineres det som ”… en

udvikling, der opfylder de nuværende behov, uden at fremtidige generationers

muligheder for at opfylde deres behov bringes i fare”. En definition anerkendt af

FN’s konference om miljø og udvikling i Rio de Janeiro 1992, men alligevel ikke

helt forstået af alle – og slet ikke efterlevet. For nogle er det bare noget med

noget miljø-noget, og fuldt efterlevet kræver det en omstilling af vores levevis.

Det er mere end nogensinde nødvendigt at forstå, at bæredygtig udvikling er

en samlet varetagelse af økonomiske, miljømæssige og sociale udfordringer – og

internationalt synes der efterhånden at være reel opbakning bag sammentænk-

ningen. FN’s Millennium Development Goals – på dansk 2015 Målene – fastsatte

indenfor 8 overskrifter en række mål og delmål, som delvist er nået, men som

udløber i 2015. Derfor er der indtil flere processer i gang, der skal finde nye

globale mål, og det skriver Andreas Hansen bl.a. om senere i bladet.

I FN’s generalsekretærs rapport fra midten af august anbefales ét sæt universelle

mål, og det er også, hvad der står i udkastet til sluterklæringen fra en særlig event

i FN’s generalforsamling, der afholdes den 25. september: ”I erkendelse af den

iboende sammenhæng mellem fattigdomsudryddelse og fremme af bæredygtig

udvikling, understreger vi nødvendigheden af en sammenhængende tilgang, der

på en balanceret måde integrerer de tre dimensioner af bæredygtig udvikling”.

Når FN’s 68. generalforsamling går i gang i år den 17. september, sender

Danmark en delegation af folketingsmedlemmer og organisationsrepræsentanter,

der kan holde øje med, om formuleringen fastholdes – og i det hele taget kan stå

til rådighed med svar på rede hånd, hvis der er noget staternes repræsentanter er

i tvivl om i forhold til verdens fremtid. På side 11 kan du se, hvem der skal af sted.

I forhold til udviklingen i Syrien kan diskussionen om bæredygtighedsmål

måske virke lidt luksusagtig, men det er forkert. Blandt de bidragende årsager til

konflikter i og mellem lande, er kampen om ressourcerne, frygten for en usikker

fremtid og fornemmelse af afmagt i fht. til éns situation.

Langsigtede løsninger i rammen af en bæredygtig udvikling, er tvingende

nødvendigt – ikke kortsigtede militære aktioner uden FN-mandat.

Torleif Jonasson

Generalsekretær

3

Indhold

Nyt fra FN-forbundet SIDE 4

Voksende FN-indsats i kampen

mod verdensomspændende kriminalitet SIDE 6

Lighed og Udviklingsbistand

– investering eller velgørenhed? SIDE 8

5 spørgsmål til Lene Espersen SIDE 10

Efter 2015 SIDE 11

— og FN’s betydning som dagsordenssættende organisation

Internationalt overblik SIDE 15

Henrik Døcker anmelder SIDE 17

4

Optimistisk årsrapport om 2015 Målene

I rapporten Millennium Development Goals 2012, udgivet af FN, kan man på 68 sider få et kvalificeret overblik, hvor langt verden er nået. Meget af, hvad her skrevet står, er kendt, men nok mest af dem, der systematisk følger de vigtige sektorer, der indgår i MDG.

Den ekstreme verdensfattigdom er blevet halveret fem år før den beregnede tid, ligesom an-tallet af mennesker uden adgang til drikkevand. Over 600 mio. vil stadig være henvist til for-urenet vand, og over en milliard tvunget til at leve for mindre end 1,25 $ om dagen. Om alle de fortsatte udfordringer kan læses i denne rapport. (H.D.)

Find rapporten her (og meget mere information) her: www.un.org/millenniumgoals

Sæt kryds i kalenderen

www.fnforbundet.dk

Den 12. september til konference om personer på tålt ophold og afviste asylansøgere også på Christiansborg:

Hvorfor rejser de ikke bare hjem?

Den 13. september til uddelingen af Verdens Bedste Nyheder

Den 11. oktober, hvor FN-forbundet igen slår dørene op til Kulturnatten i København

Den 2.-12. november 2013, hvor vi afholder endnu et Training of Trainers under titlen: Culture and Language

Learning for Youth.. Deadline for ansøgning er 1. oktober 2013.

Du kan finde flere oplysninger på

TAK

til de, der har bidraget til dette nummer af GLOBAL:

Camilla Brückner, UNDP

Lene Espersen, Det Konservative Folkeparti

Andreas Poppenbøl Hansen, FN-forbundets bæredygtighedsudvalg

Dette nummer af GLOBAL sætter fokus på bæ-

redygtig udvikling — eller rettere: debatten om

de globale bæredygtighedsmål, der

(forhåbentlig) skal erstatte 2015 Målene, efter

de udløber.

Det bliver et af de helt store emner på dagsorde-

nen for FN’s generalforsamling, der åbner gan-

ske snart. Derfor synes vi, det var passende

med en forside fra løvens hule, der lige nu er

under ombygning.

Nyt fra FN-forbundet

5

Kære medlem

Så er det igen ved at være tid til den landsdækkende kampagne ”Verdens Bedste Nyheder”, hvor FN-forbundet – sammen med mere end 90 andre organisationer – går på gaden for at fortælle danskerne den positive og måske overraskende nyhed, at indsatsen overfor verdens fattige og nødlidende har skabt markante og varige fremskridt.

Kunne du tænke dig at hjælpe os?

Din opgave vil blive, sammen med os, at uddele juicebrikker og kampagneaviser til så mange mennesker så mu-ligt på Kongens Nytorv fredag den 13. september i tidsrummet kl. 6.30 - 9.00.

Ved at deltage i kampagnen sender vi et signal om, at vi ønsker at minimere hungersnød, sikre uddannelse til al-le, sikre ligestilling mellem mænd og kvinder, mindske børne- og mødredødeligheden samt bekæmpe hiv/aids og malaria. Bag kampagnen står i fællesskab FN, Danida og de danske u-landsorganisationer.

Hvis du er interesseret eller vil vide mere, så skriv til Katja Gryl: kgr@fnforbundet.dk.

Vi har brug for mange hænder, så hvis du har familie, venner el-ler veninder der også er interesseret i at hjælpe, må du meget gerne sende deres kontaktinformationer også.

Hilsen,

FN-forbundet

LÆS MERE OM KAMPAGNEN PÅ WWW.VERDENSBEDSTENYHEDER.DK

FN-forbundet var i år til stede på Folkemødet på Bornholm sammen med DIPD/Institut for Flerparti-støtte og UNICEF Danmark for sammen at marke-re vores globale ansvar for demokrati og deltagel-se.

Hovedeventet var igen i år et Model UN for ung-domspolitikere, denne gang om post2015-processen. Af ungdomspartierne var DSU, Liberal Alliances Ungdom, Radikal Ungdom og VU repræ-senterede til 2 timers —på flere måder— stormfuld debat om dagsordenen for den videre debat om den globale, bæredygtige udvikling.

Efter gensidige beskyldninger, desperate råb om assistance og referencer til nære familiemedlem-mers oversvømningstruede strandmarker lykkedes det ungdomspolitikerne at glemme partiskel og bli-ve enige om en dagsorden med en gejst, der kun-ne tjene verdens ledere til inspiration.

Se billederne på www.facebook.com/FNforbundet.dk

6

Af Henrik Døcker

Våbensmuglere, voldelige frihedskæmpere og rene ter-

rorister er i alarmerende grad blevet grupper, som FN

må ofre rigtig mange ressourcer – tid og penge – på.

Ved verdensorganisationens oprettelse for 68 år siden

drømte næppe mange om, at FN ville blive draget ind i

mange borgerkrige og kom til at gribe langt ind i enkelt-

staters forhold, dels som følge af megen intern ufrede-

lighed, dels som følge af kriminalitet i kølvandet på glo-

baliseringen.

Globaliseringen gjorde organiseret kriminalitet

international

Mange begreber har måttet revideres, og det bliver sta-

dig sværere og sværere at skelne mellem politisk fun-

derede overgreb og ren og skær kriminalitet. Det Inter-

nationale Fredsinstitut, der har hovedkvarter i New

York, fastslår i en nylig rapport, at kriminalitet er blevet

en alvorlig trussel mod stort set alle de områder, FN’s

fredsbevarende styrker opererer i. FN’s største freds-

styrke i Congo (MONUSCO) illustrerer til overflod de

mange, forfærdende overgreb på civile, hvor brutalitet

mod civile (herunder et uhørt højt antal voldtægter) og

omfattende plyndringer er næsten fast biprodukt under

væbnede træfninger.

Ifølge rapporten har globaliseringen en stor del af skyl-

den for, at organiseret kriminalitet er blevet et vældigt,

internationalt fænomen. Og ét, der aldeles ikke kun er

den rige verdens problem. Heri indgår også illegal vå-

benhandel over grænserne. Narkotikasmugling pr. fly

fra Latinamerika via fx Guinea-Bissau og Mali til Euro-

pa er vokset alarmerende i de senere år. Rapportens

forfattere vil vide, at dette bidrager stærkt til ustabilite-

ten i flere vestafrikanske republikker. Mange unge i dis-

se skrøbelige stater ser ingen anden fremtidsmulighe-

der end at slutte sig til narkosmuglerne.

De soldater, der indgår i FN-styrkerne, kommer ofte fra

fattige lande og er ikke uddannet til at tage livtag med

hårdkogte kriminelle. Så lidt som anden form for mili-

tær i øvrigt er det. Men permanensen af sammenbrud-

te samfundsfunktioner i en hel stribe stater stiller be-

standig store og til dels uopfyldelige krav til fremmede

militærstyrker – det være sig i Afghanistan, Mali, Irak,

Kosovo, Haiti eller Somalia. Fremmede styrker er

sjældent populære i lokalbefolkningen, og bør derfor

helst trækkes hurtigt tilbage. De kriminelle, som øjner

profit fra de fremmede, er ofte af en anden opfattelse.

Skønt FN’s Stabiliseringsstyrke i Haiti (MINUSTAH)

kunne notere succes for sin indsats mod bandekrimi-

nalitet i kølvandet af det forfærdende jordskælv i 2010,

havde den ikke held til at standse de stadig eksisteren-

de kriminelle netværk i at brede sig til nabolandet Den

dominikanske Republik.

Den transnationale kriminalitet er – hvad der er værre -

en foruroligende stor magtfaktor bag vise svagt funde-

rede regimer. Snigmordet på Guinea-Bissaus præsi-

dent João Vieira i 2009 var således foranlediget af en

fejde mellem ledende politikere og officerer med tråde

til narkokriminaliteten i landet.

Voksende FN-indsats i kampen

mod verdensomspændende kriminalitet

Skellet mellem politiske forbrydelser og kriminalitet er blevet sværere at fastholde

Destruering af våben i Elfenbenskystens hovedstad, Abidjan

UN Photo/ Basile Zoma

7

Guinea-Bissau – en smuglerrede med regeringen

som deltager

Et stort problem for FN er, at mange af dets medlems-

stater styres efter principper, der direkte strider mod

verdensorganisationens grundsætninger. Lige så oprø-

rende politiovergreb over for fx fredelige demonstranter

kan være, lige så krænkende er manglende efterforsk-

ning af alvorlige forbrydelser af ikke-politisk art, dét,

der ofte identificeres med impunitet, dvs. straffrihed til

åbenbart skyldige personer. Et fænomen, der er beret-

tet meget om fra Latinamerika, men som i det hele ta-

get er udbredt i mange fattige lande verden over. Her

tænkes ikke kun på den manglende retsforfølgning af

politikere og statsansatte, men den generelle ineffekti-

vitet i mange staters politi og retsvæsen.

Men helt skævt er det, når et lands regering lever på

hårdkogte kriminelles nåde. Lad os igen tage lille Gui-

nea-Bissau som eksempel. Mens de 25 tons kokain,

der handles igennem dette land pr. år ikke lyder af me-

get, så repræsenterer det imidlertid 25 pct. af statens

bruttonationalprodukt. En stat, der blot har 1,5 mio. ind-

byggere.

Men der smugles meget andet gennem Afrika, dvs.

lande som Liberia, Sierra Leone, DR Congo og Elfen-

benskysten, såsom brændstof, tømmer, mennesker,

mineraler, diamanter og elfenben. FN’s Kontor for Rus-

midler og Kriminalitet (UNODC) er opmærksom på, at

den organiserede kriminalitet i en række svage og

ustabile stater nyder godt af et ineffektivt og korrupt po-

liti. Dette kontor er vel nok det ældste forbindelsesled

mellem FN og forbryderverdenen – om man nu kan for-

mulere det på den måde. Dvs. som vogter over den

konvention, der forbyder handel med narkotika.

I Afghanistan skønnes Taliban at skaffe sig 125 mio $

årligt på andele af opiumshøsten dér, ligesom militser i

DR Congo får sin del af indtægter fra diamanter dér,

dog mest i form af de beskyttelsespenge, militserne

yder diamanthandlerne. Uden at det særlig ofte har

været analyseret eller belyst i detaljer har vi her hoved-

forklaringen på, at terrorister fortsat holder dampen op-

pe. Det er klart nok her ved ondets rod, dets finansielle

grundlag, at internationale kræfter, i eller uden om FN,

burde sætte ind.

”Det lyder lovende, at fredsbevarende styrker burde

hjælpe de stater, de opererer i, med at opbygge struk-

turer til at bekæmpe organiseret kriminalitet”, siger FN-

talsmanden Ted Leggett. Det er en typisk opgave for

FN-politiet, men det har hidtil voldt vanskeligheder at

rekruttere tilstrækkelig mange kvalificerede politifolk.

De fleste FN-politifolk har ikke specialuddannelse fra

de fattige lande, de kommer fra. Hertil kommer udfor-

dringerne med at samarbejde med det lokale, ofte ikke

veluddannede politi.

FN som ’moralens vogter’ blandt mange anløbne

stater

Amnesty International var klar i mælet, da det for nu

over 50 år siden, indledte sin verdensomspændende

kampagne for at give såkaldte samvittighedsfanger,

også kaldet politiske fanger, amnesti. De måtte ikke

have begået vold, altså ikke også kunne kaldes almin-

delige kriminelle. Fokus blev derved klart rettet mod

mennesker, som alene på grund af deres overbevis-

ning var sat under lås og slå. At skelne mellem, hvad

man kunne kalde de spektakulære politiske fanger –

også under påfølgende kampagner mod brug af tortur

– og andre fanger, mod hvilke, der blev begået over-

greb på politistationer og i fængsler, blev, som tiden

gik, vanskeligere. Så meget mere som det blev klart, at

de kriminelle på verdensplan i antallet af torturofre

langt overgik de kriminelle.

Når diktaturstater under påskud af borgeres skatteund-

dragelse eller andre, hvad man kunne kalde almindeli-

ge lovbrud, anholder politiske modstandere og får

domstolene til at idømme dem lange fængselsstraffe,

bliver det nærmest absurd at forsøge at opretholde en

skelnen mellem politisk og ’almindelig’ kriminalitet. I

dette morads, hvor mange landes myndigheder spotter

alle retsstatsbegreber, forsøger FN til stadighed gen-

nem generalsekretær Ban Ki-moons næsten daglige

bandbuller, at tilkendegive verdenssamfundets af-

standstagen.

Imidlertid er og bliver det en national opgave for hver af

FN’s medlemsstater ikke alene internt at opretholde ro

og orden, men også at beskytte egne indbyggere mod

vold og brutalitet fra andre borgere. FN synes egnet til

at komme ind i billedet ved transnationale forbrydelser,

det være sig smugleri af narko som af mennesker og

våben. Den vigtigste indsats, andre, mere stabile og

velkonsoliderede stater her kan gøre, er at presse de

svage stater til at skabe menneskeværdige forhold for

disses egne borgere, herunder give politiet en ordentlig

uddannelse.

Et særligt problem udgør international illegal våben-

handel. Mange våben fra den styrtede, nu afdøde liby-

ske diktator Moamar Gaddafis opløste hær er blevet

spredt over det nordlige Afrika – først til Mali, Algeriet

og Tunesien, siden hen Egypten. Kombinationen af vil-

lige jihadister, internationale krigere, og en strøm af

”hjemløse” våben kan gøre Mellemøsten til en krudt-

tønde med lang lunte.

Det har vist sig, at de medlemmer af Al Qaida i Isla-

misk Maghreb, der i januar i år angreb et gasanlæg i

Algeriet, brugte våben og ammunition, der var plyndret

fra libyske militære anlæg. Algeriet, Libyen og Algeriet

er angiveligt indtrådt i et samarbejde for at nedkæmpe

smugleri og terrorhandlinger, men både korrupte em-

bedsmænd og pengestærke kriminelle udgør benhårde

modstandere.

Mod transnationale krigere som dem, der gerne selv

ofrer livet i en religions tjeneste, har organisationer

som FN ikke meget at stille op. Hvis man ikke vil løse

konflikter med fredelige midler, kan organisationen –

som det aktuelt er tilfælde med den nye, særlige ind-

satsstyrke i DR Congo – blive tvunget til at blive deci-

deret fredsstiftende, dvs. engageret i nedkæmpelse af

oprørsstyrker. Det er ulykkeligt, men ind imellem nød-

vendigt, selv for en fredsorganisation.

8

Af Camilla Brückner,

Direktør for UNDP’s nordiske kontor

Bill Gates siger det, Warren Buffet siger det, The Eco-

nomist siger det, Verdens Banken siger det… Nu er det

ikke længere kun venstrefløjen, idealistiske NGO-folk

og FN, der påpeger at uligheden i verden er for stor og

at denne ulighed ikke er holdbar i længden og for en

bedre fælles fremtid. Kernen i forståelsen og debatten

har dog bevæget sig fra at være moralsk og rettigheds-

baseret til at være et spørgsmål om også at tænke

’smart economics’. Der er en bred erkendelse af, at en

vis grad af lighed i verden ikke kun er en værdi i sig

selv, men også vigtig for at fremme social kapital, inno-

vation, social sammenhængskraft og stabilitet og der-

med langsigtet økonomisk vækst og bæredygtig udvik-

ling!

Lighed er ikke en ny prioritet i udviklingssammenhæng.

Lighed indgår som en grundlæggende værdi i Millenni-

um Deklarationen, som alle FN medlemslande under-

skrev i 2000. Ikke desto mindre er verden blevet mere

ulige både indenfor og mellem landene siden 1980’er-

ne. Verdens rigeste 1% ejer 43% af verdens samlede

rigdom, mens de fattigste 50% ejer under 2%. Fort-

sætter tendensen, er der risiko for, at den sociale uro

vil stige, og de rige efterhånden ikke har nogen at sæl-

ge til. Som den amerikanske milliardær, Nick Hanauer

fornyligt illustrerende sagde ”jeg er måske tusinde gan-

ge rigere end den almindelige amerikaner, men jeg for-

bruger jo ikke tusinde gange så meget. Vores familie

har f.eks. tre biler – ikke tretusind – ligesom jeg heller

ikke køber tusind gange så meget mad eller tusind

gange flere jeans”. Det er således gået op for kapital-

ejerne, at den stigende ulighed ikke længere er i deres

interesse. At de har brug for et afsætningsmarked, hvis

de også fremover skal tjene penge.

Den seneste realpolitiske argumentation for, hvorfor en

vis grad af lighed er nødvendig for den langsigtede ud-

vikling i både rige og fattige lande har sat større fokus

på emnet, end vi har set tidligere. Den har ligeledes få-

et en væsentlig placering i post-2015 debatten.

I lyset af dette er det ikke mindst interessant at se,

hvad den høje vækst, der netop nu foregår i mange ud-

viklingslande i Asien og Afrika, vil føre til. 11 ud af de

20 hurtigst voksende økonomier i verden ligger i dag i

Afrika med vækstrater på mellem 5-10%, samtidig med

at væksten i mange traditionelt rige lande er stagneret.

Som UNDP’s Human Development Report fra i år

’Fremgang i Syd: Menneskelig Udvikling i en Mangfol-

dig Verden’ påpeger, er den høje vækst i udviklingslan-

dene en positiv udvikling, som kan bidrage til at ned-

bringe fattigdom på verdens fattigste kontinent, forbed-

re folks levevilkår, øge deres købekraft og fremme den

længe efterstræbte omfordeling af verdens rigdom så

denne bliver mere ligeligt fordelt mellem jordens 7 milli-

arder mennesker.

Økonomisk vækst ≠ bæredygtig udvikling

Men som rapporten pointerer, er dette langt fra garan-

teret. Det kræver alt andet lige, at den økonomiske

vækst kommer det pågældende land og alle dens bor-

gere til gode gennem økonomiske reinvesteringer i er-

hvervssektoren og i sociale investeringer i uddannelse,

sundhed og andre sociale ydelser, samt at væksten er

miljømæssig bæredygtig. For blot få år siden var den

gængse økonomiske forståelse, at økonomisk vækst

ville nedfælde sig i samfundet, så alle i sidste ende

ville få gavn af dette. Men vi ved i dag, at logikken ikke

altid holder. Som vi oplever mange steder i verden, be-

tyder økonomisk vækst ikke altid mange flere arbejds-

pladsen eller indkomstgevinster og bedre levevilkår for

de fattige. Vi ved også, at den økonomiske vækst ikke

≠altid medfører en større ressourcetilførsel til landet.

Det ser vi bl.a. i Zambia, som baserer deres økonomi

på udenlandsk ejet udvindingsindustri, der ikke er kom-

met staten til gode. Zambia har vist sig at være blandt

de dårligste til at omsætte BNP væksten til generelt for-

bedrede levevilkår for befolkningen.

Økonomisk vækst er nødvendig for tilførsel af ressour-

cer til fattige lande, men vækst i sig selv leder ikke au-

tomatisk til reducering af fattigdom, eller til udligning af

indkomstforskelle indenfor et land, ej heller nødvendig-

vis til mindre ulighed mellem de rige og fattige lande.

En omsætning af økonomisk vækst til bæredygtig men-

neskelig udvikling kræver en inkluderende vækst, der

fremmer jobskabelse og stigende indtjeningsmulighe-

der også for de fattige grupper i et samfund. Det kræ-

ver en miljømæssig bæredygtig vækst, der sikrer bæ-

redygtig udnyttelse af naturressourcerne og dermed de

langsigtede produktionsmuligheder. Og det kræver po-

litisk inddragelse af alle grupper i samfundet, der giver

folk mulighed for at have indflydelse på de beslutnin-

ger, der vedrører deres liv. Som den nuværende situati-

on i Mellemøsten med al sin tydelighed illustrerer, er

økonomisk og politisk inddragelse vigtig for politisk og

social stabilitet.

Hvis økonomisk vækst skal omsættes til bæredygtig

menneskelig udvikling og bidrage til udligning af de ek-

Lighed og Udviklingsbistand

– investering eller velgørenhed?

9

sisterende uligheder i verden, kræver den en sam-

fundsmæssig styring, der baserer sig på en legitim so-

cial kontrakt og er underbygget af effektive, kompeten-

te og ansvarlige offentlige institutioner, der kan levere

offentlige tjenesteydelser, samt en veludviklet og an-

svarlig privat sektor.

UNDP’s arbejde

Som den FN-udviklingsorganisation med det bredeste

mandat til at fremme bæredygtig menneskelig udvik-

ling, og som den eneste med mandat til at fremme god

regeringsførelse, støtter FN’s Udviklingsprogram,

UNDP, i dag mere end 125 lande med opbygning af le-

gitime, repræsentative politiske systemer, med kapaci-

tetsopbygning af den offentlige administration og rets-

væsen og med national udviklingsplanlægning, der kan

bidrage til en inddragende og bæredygtig økonomisk

vækst. UNDP er ligeledes i tæt samarbejde med privat-

sektoren, civilsamfundsorganisationer og regionale or-

ganisationer for at opbygge den nationale kapacitet.

Som en politisk neutral spiller, som koordinator for den

fælles FN-udviklingsindsats og med et vidensnetværk,

der strækker sig over 177 lande, er UNDP ofte en fore-

trukken udviklingspartner, som de fleste regeringer og

nationale udviklingsaktører har stor tillid til.

Mens mange udviklingslande i dag oplever høj vækst,

står de traditionelt rige lande overfor en økonomisk kri-

se, der har fået flere til at tænke protektionistisk. Men

væksten i udviklingslandene bør ses som en mulighed

for også de rige lande at komme ud af krisen, og se

fordelene ved en mere ligelig fordeling af verdens rig-

dom. De rige lande har interesse i at fremme væksten i

udviklingslandene og sikrer at denne vækst forbliver i

disse lande og kommer hele befolkningen til gode. Så-

ledes vil der ikke blot skabes øgede investeringsmulig-

heder og potentielle nye afsætningsmarkeder for rige

lande, men også større social og politisk stabilitet, der i

sidste ende er afgørende for fred og sikkerhed i ver-

den.

For at nå dertil og sikre at den igangværende vækst

bliver positiv for både udviklingslandene og de allerede

udviklede lande, er der stort behov for at investere i de

fattige landes udviklingsproces. Udviklingsbistand skal

i denne sammenhæng ses som en katalysator til at

fremme den nødvendige kapacitetsopbygning og de

samfundsreformer, der kræves for at omsætte den

økonomiske vækst til langsigtet bæredygtig menneske-

lig udvikling til gavn for både udviklingslandene og for

de udviklede lande. Med andre ord, udviklingsbistand

bør ikke ses som blot moralsk velgørenhed, men som

en investering i vores fælles fremtid i en stigende glo-

baliseret verden.

UNDP’s nordiske kontor åbnede i København i 1993

og repræsenterer UNDP i de nordiske lande – Dan-

mark, Sverige, Norge og Finland.

Det nordiske kontor fungerer som bindeled mellem

de nordiske lande og UNDP’s hovedkvarter i New

York og hjælper med at formidle det historisk tætte

partnerskab mellem UNDP og de nordiske lande.

Læs mere om deres arbejde på:

www.dk.undp.org

UN

Ph

oto

/ A

li M

usto

fa

10

Hvad er dine forventninger

til FN’s Generalforsamling i

september?

At der skabes fornyet fokus på

bæredygtighedsmålene – og deres

indbyrdes synergi – samt på det

personlige plan at få en kæmpe

oplevelse via sociale kontakter og

netværk og masser af konstruktiv

politisk debat. Selvom dele af bæ-

redygtighedsmålene er nået langt,

er der forsat et kæmpe arbejde at

løfte, og personligt tror jeg, at det

er vigtig at holde sig for øje, at tin-

gene hænger sammen – at udvik-

ling og bæredygtighed skal gå

hånd i hånd og ikke modarbejde

hinanden.

I det seneste partiprogram

fra de Konservative nævner I,

hvordan Danmark er afhængigt

af resten af verden og nødven-

digheden af et internationalt

samarbejde bl.a. gennem FN.

Hvordan ser du det udmøntet?

Vi ser gerne en reform af FN’s

organisation så legitimiteten bliver

endnu større – f.eks. i forhold til de

permanente medlemmer af FN’s

Sikkerhedsråd – samt at der foku-

seres endnu mere på at lave allian-

cer på tværs af kontinenterne –

f.eks. mellem Europa og Afrika på

områder, hvor vi deler fælles vær-

dier om menneskerettigheder og

frihedsrettigheder – så der ikke

sker et skred i den forkerte retning i

takt med at lande, der ikke tillæg-

ger disse så stor betydning får sti-

gende indflydelse. Vi så det for

nogle år siden, hvor homoseksuel-

les rettigheder var under pres, og

hvor EU, USA og dele af Afrika sik-

rede at dette ikke skete.

Hvordan skal vi i Danmark

igennem FN fremme bæredygtig

udvikling?

Vi skal fortsat give et højt bi-

drag i udviklingshjælp – og her-

iblandt være med til at finansiere

FN’s organisationer så vores fælles

mål også bliver ført ud i livet –

samt medvirke aktivt politisk til at

sikre opbakning til de fælles mål, vi

har sat.

Ud af de otte 2015 Mål, er

der ét, der står dig særligt nært

at nå?

Ja – at alle skal gå i grundsko-

le, for uddannelse er nu engang

forudsætning for at kunne bekæm-

pe fattigdom og sult på længere

sigt.

Parlamentarikerdelegatio-

nen, du deltager i under åbnin-

gen af FN’s Generalforsamling,

består af hhv. ministre, embeds-

mænd, parlamentarikere og re-

præsentanter for civilsamfundet

– herunder vores egen landsfor-

mand, Jørgen Estrup.

Hvad er jeres rolle som samlet

delegation fra Danmark?

At være med til at præge de-

batten med vores energi og ind-

spark samt forhåbentlig skabe

masser af kontakter, så vi sammen

med andre kan sikre at bæredyg-

tighedsmålene forbliver i vores be-

vidsthed – og ikke mindst, at der

sættes handling bag ordene.

”

Debatten omkring 2015 Målene og deres arvtagere, bæredygtighedsmålene, bliver

det helt store emne i gangene i FN de næste par år – for ikke at tale om åbningen af dette års

Generalforsamling, der venter lige om hjørnet.

Vi har talt med tidligere udenrigsminister Lene Espersen fra Det Konservative Folkeparti, der deltager i den danske delegation til New York forud for

afrejsen til FN’s hovedkvarter.

”

” ”

”

Lene Espersen på talerstolen i FN i 2010 i kapacitet af udenrigsminister

UN Photo/ Evan Schneider

11

DE DELTAGER I DEN

DANSKE DELEGATION

(FØRSTE PERIODE):

Lene Espersen (K)

Kim Andersen (V)

Eyvind Vesselbo (V)

Eigil Andersen (SF)

Lars Dohn (EL)

Christian Langballe (DF)

Rasmus Horn Langhoff (S)

Liv Holm Andersen (RV)

Kim Kielsen (Siumut)

Lotte Rickers Olesen

(fuldmægtig, Folketinget)

Susanne Henriksen

(kontorfuldmægtig, Folketinget)

Thorkild Olesen,

Danske Handicaporganisationer

Thomas Ravn Pedersen,

NGO Forum / Folkekirkens

Nødhjælp

Helle Munk Ravnsborg,

Mellemfolkeligt Samvirke / Con-

cord

Jan Kæraa Rasmussen, LO

Jørgen Estrup, FN-forbundet /

92-gruppen

Generalforsamlingen er

FN's centrale organ, hvor

hvert land kan give udtryk

for sit syn på en hvilken

som helst sag.

Alle FN's 193 medlemslan-

de har en plads og en stem-

me i Generalforsamlingen.

Selv om hvert land kun har

én stemme, repræsenteres

det af en delegation bestå-

ende af flere personer.

Generalforsamlingen sam-

les årligt - altid den tredje

tirsdag i september - for en

periode af mindst tre måne-

der.

Den forestående 68. Gene-

ralforsamling begynder den

17. september. Fra den 24.

september til den 2. oktober

vil debatten om post2015-

processen stå øverst på

dagsordenen.

Efter 2015 — og FN’s betydning som dagsordenssættende organisation

Af Andreas Poppenbøll Hansen, formand for FN-forbundets Bæredygtighedsudvalg

”The political problem of mankind is to combine three things:

Economic Efficiency, Social Justice and Individual Liberty”

Sådan skriver FN i 2013-udgaven af den årlige Human Development Report.

Ordene er oprindelig sagt af en af verdenshistoriens mest omtalte økonomer,

John Maynard Keynes, men de giver alligevel et godt billede af tankerne bag

FN’s Millenniumerklæring. Nemlig at løse – eller i hvert fald bidrage til at løse –

menneskehedens ”politiske problem”. Og når talen falder på selve menneske-

heden, er det vanskeligt at underkende, at problemet også må adresseres glo-

balt, hvorfor FN endnu en gang står som en afgørende spiller i arbejdet mod at

komme denne løsning nærmere.

2015 Målene – lidt historie

I sin nye biografi skriver Kofi Annan, hvordan han under sin tid som FN’s gene-

ralsekretær kom frem til en erkendelse af, at udviklingsarbejdet

(fattigdomsbekæmpelse etc.) ikke fik den fornødne opmærksomhed i forhold til

f.eks. freds- og sikkerhedspolitik. Udviklingspolitiske tiltag skete i for høj på bag-

grund af ideologiske, politiske og militære interesser frem for egentlig udvik-

lingsorienterede politikker. Dette var et paradoks i Annans øjne, da han så en

sammenhæng mellem fattigdomsreduktion og reduktionen af konfliktpotentiale.

Erkendelsen fik Annan til at igangsætte et storanlagt arbejde i FN-systemet med

rig inddragelse af NGO’er med det formål at nå til en enighed blandt FN’s med-

lemsstater om retningslinjer for det fremadrettede udviklingsarbejde – herunder

bekæmpelse af fattigdom som centralt tema. Arbejdet bar frugt, og førte til først

Millenniumerklæringen og dernæst 2015 Målene. Millenniumerklæringen, som

blev indgået i 2000 af FN’s på det tidspunkt 189 medlemsstater, indeholder bl.a.

principper og værdier for FN’s udviklingsarbejde. Det er værd at nævne, at er-

klæringen blev vedtaget i New York under den største samling af verdensledere

nogensinde – erklæringen har altså en vis tyngde.

Efter vedtagelsen af Millenniumerklæringen nedsatte Kofi Annan et hold af FN-

embedsmænd, der skulle udarbejde nogle konkrete mål til at følge op på Millen-

niumerklæringen. Dette førte frem til de 8 målsætninger for 2015, som går un-

der betegnelsen 2015 Målene. Som skrevet var fattigdomsbekæmpelse det

centrale tema, men da fattigdom ikke kun vedrører økonomiske forhold, dækker

de også uddannelsesmæssige aspekter o.l.

2015 Målene er:

Halvere ekstrem fattigdom og

sult

Opnå grundskoleuddannelse

til alle

Øge ligestillingen mellem mænd

og kvinder og styrke kvinders

rettigheder

Mindske børnedødeligheden

med to tredjedele

Mindske mødredødelighe-

den med tre fjerdedele

Bekæmpe HIV/AIDS, malaria og

andre sygdomme

Sikre udviklingen af et bæredyg-

tigt miljø

Øge samarbejdet om bistand,

handel og gældseftergivelse

12

Målene har på mange måder været en succes. De har

bragt udvikling til toppen af FN’s dagsorden, både når

det kommer til møder på højeste niveau og i FN’s dia-

log med diverse statsledere. Samtidig har deres enkelt-

hed gjort det lettere at inddrage almindelige mennesker

i drøftelsen af temaerne, ligesom civilsamfundet har få-

et en nyttig ramme at kunne holde regeringer og stats-

ledere op på.

Yderligere har målene gjort det muligt at foretage synli-

ge sammenligninger mellem situationen på tværs af

FN’s medlemsstater, hvilket har bidraget til, at der kan

laves mere fokuserede indsatser i de stater, der halter

bagefter. Endelig er der også gjort indholdsmæssigt

fremskridt på flere af de vigtige mål – bl.a. halvering af

fattigdom (fattigdom defineres som personer, der lever

for mindre en 1,25 dollars om dagen) og opnåelse af

grundskoleuddannelse.

Intet er perfekt, og 2015 Målene er da også blevet mø-

det med en del kritik. Kritikken går bl.a. på, at målene

ikke dækker alle relevante aspekter af udviklingsarbej-

det (fx menneskerettigheder, miljø og ulighed), og at

der er risiko for, at de flytter fokus fra mere komplekse

problemstillinger som fx, om der er befolkningsgrupper,

som er sværere at hjælpe ud af fattigdom end andre.

Kritikken er ikke uberettiget, men er samtidig et udtryk

for, at FN opererer i en ufuldkommen verden. FN kan

ikke gå længere, end medlemsstaterne ønsker. Der er

derfor altid brug for, at civilsamfund og progressive re-

geringer er parat til at pege på mulighederne for at gå

videre og gøre opmærksom på blinde punkter i det glo-

bale arbejde. Men FN er og bliver en afgørende dags-

ordensætter, der med en legitimitet som ingen anden

organisation kan rette verdens lederes opmærksom-

hed mod de vigtigste udfordringer for det globale fæl-

lesskab. Dette er Kofi Annans arbejde med 2015 Måle-

ne et synligt bevis på, og det er en funktion, som ofte

overses i drøftelsen af relevansen FN-systemets virke.

Bæredygtighedsmål – muligheden i Rio+20-aftalen

2015 nærmer sig, og i en verden med vedvarende ud-

fordringer er det naturligt også at rette opmærksomhe-

den mod, hvad der skal ske efter 2015. Klodens befolk-

ning er mærkbart stigende samtidig med, at en voksen-

de andel tilhører middelklassen. Der er derfor udsigt til

et stigende materielt forbrug og dermed et hidtil uset

pres på jordens ressourcer, hvorfor det er nødvendigt,

at ikke mindst bæredygtighed i forhold til naturressour-

cer tildeles fuld opmærksomhed i det fremtidige globa-

le udviklingsarbejde.

I FN-systemet har bæredygtighedsbegrebet altid taget

afsæt i tre dimensioner – den økonomiske, sociale og

miljømæssige. Ligesom Kofi Annan i slutningen af sid-

ste årtusinde erkendte, at udviklingsdelen trods op-

mærksomhed ikke var blevet en integreret del af FN’s

arbejde, er det måske nu tid til at gøre den samme er-

kendelse angående naturressourcedimensionen.

Keynes’ politiske problem er ikke længere en fyldest-

gørende beskrivelse af de globale udfordringer, og hvis

han levede i dag, ville han nok have tilføjet et par linjer.

En opdatering af Keynes’ politiske problem kan lyde:

Bæredygtighedsmålene; Efter Rio+20-mødet er der nedsat en arbejdsgruppe be-stående af 30 lande, som ef-ter en række møder og pro-cesser skal have færdiggjort en rapport med anbefalinger til bæredygtighedsmål i an-den halvdel af 2013 – anbe-falingerne indgår efterfølgen-de i medlemsstaternes for-handlinger. Reelt består arbejdsgruppen af mere end 30 lande, idet 70 lande ansøgte om at få plads i gruppen, hvorfor en stor del af pladserne deles mellem flere lande. F.eks indgår Dan-mark i et fællesskab med Ir-land og Norge. Det er væsentligt, at det er lykkedes Danmark at få plads i arbejdsgruppen, og det bli-ver spændende at følge, hvad den danske deltagelse kan bidrage med.

Videreudvikling af 2015 Målene; Til videreudvikling af 2015 Målene er der nedsat et såkaldt højniveaupanel med del-tagelse af statsledere som f.eks. den briti-ske premiereminister David Cameron. Panelet fremlagde den 31. maj 2013 en rapport med anbefalinger til FN’s General-sekretariat. Rapportens anbefalinger er for-holdsvis ambitiøse og fremhæver nogle elementer, som var knap så tydelige i fx Rio+20-aftalen. Dette gælder f.eks. vægten på ”inklusiv vækst” – altså en vækst, der er fordelt bredt på alle befolkningsgrupper – og erkendelsen af, at en bæredygtig udvik-ling næppe kan forenes med de nuværen-de forbrugsmønstre. Hertil skal rapportens fokus på total afskaffelse af fattigdom også nævnes. På baggrund af rapporten – og naturligvis andre faktorer – udarbejder Generalsekre-tariatet i september 2013 den endelige rap-port, der skal anvendes som grundlag for medlemsstaternes forhandlinger frem imod en aftale om, hvad der skal ske efter 2015. Denne rapport bliver meget spændende læsning.

Alle de andre; Sideløbende med arbejdsgrup-pens og højniveaupanelets ar-bejde foregår der en masse ak-tiviteter med det formål, at NGO’er, den private sektor og borgere i almindelighed kan komme med input til drøftelser-ne. F.eks. afholdes der tematiske konsultationer om relevante problemstillinger, hvoraf der bl.a. i februar blev afholdt en konsultation om ulighed/lighed i København.

Den endelige aftale; Målet med den omfattende pro-ces er, at FN’s medlemsstater, inden 2015 Målene udløber, kan indgå en brugbar aftale om fremtidige mål for tiden efter 2015. Umiddelbart forekommer det mest logisk, at der sker en integrering af processerne, så der kan opstilles ét samlet mål-sæt.

De

n ko

rte

ve

rsio

n:

13

”The political problem of mankind is to combine

four things: Ecological sustainability, Economic

Efficiency, Social Justice and Individual Liberty.”

Naturressourcediskussionen er ikke noget nyt, og sid-

ste sommer var der knyttet store forhåbninger til det så-

kaldte Rio+20-møde, der skulle markere videreudviklin-

gen fra det berømte topmøde i Rio i 1992, som for al-

vor satte bæredygtighed på dagsordnen. Derfor var

skuffelsen stor blandt NGO’er, civilsamfund og mange

politikere, da aftalen ikke rigtigt bød på nye fremadret-

tede bæredygtighedsinitiativer, men hovedsageligt var

en genbekræftelse af aftalen fra 92.

Rio+20-aftalen indeholder imidlertid et væsentligt ele-

ment, der kan være med til at sætte en klarere dagsor-

den og udbrede bevidstheden omkring bæredygtig-

hedsudfordringerne til et større globalt publikum, end

de klassiske mere snørklede og teknokratiske aftaler

giver anledning til. Der tænkes her på punktet om, at

der inden 2015 skal være aftalt nogle såkaldte bære-

dygtighedsmål, der kan bidrage til en øget og vedva-

rende interesse omkring udviklingen af et egentligt bæ-

redygtigt globalt samfund. Forhåbningen er, at konkrete

mål vil give et bedre udgangspunkt for opfølgning på

indsats og inddragelse af civilbefolkning o.l. end en stor

teknisk aftale.

Den omfattende proces frem imod

bæredygtighedsmål

Nu er det ikke sådan, at bæredygtighedsmålene står

alene i forhold til arbejdet frem imod, hvad der skal ske

efter 2015. Sideløbende med udarbejdelsen af bære-

dygtighedsmålene foregår der et arbejde, der i højere

grad er bundet direkte op på de eksisterende 2015 Mål,

og hvordan man efter 2015 kan videreføre den udvik-

ling, som de har igangsat. Meget taler for, at de to pro-

cesser vil smelte sammen, men det kan ikke vides med

sikkerhed. Hertil kommer, at der fra FN-systemets side

er et ønske om at inddrage civilsamfund, fonde og den

private sektor i processerne.

Samlet set er der med andre ord tale om en noget bro-

get proces, hvor man skal holde tungen lige i munden

for at følge med i, hvornår der sket noget og i hvilket

regi? Samtidig er der tale om et sjældent ambitiøst for-

søg på at inddrage flest mulige aktører, hvilket tjener

FN-systemet til ære.

Civilsamfundets vigtige rolle

Civilsamfundets rolle i post 2015-processen fortjener

særlig opmærksomhed, idet denne rolle er under udvik-

ling. Seniorrådgiver for ANDEP (Den nordiske alliance

for bæredygtighed), Jan Gustav Strandenaes, beskri-

ver bl.a., hvordan fokus på civilsamfundets rolle har ud-

viklet sig fra rådgiver i Rio-processen i 1992 til deltager

i implementeringen af Johannesburg-aftalen i 2002 og

videre til at være en del af den dagsordenssættende

proces i Rio+20-processen i 2012. Civilsamfundets be-

tydning har med andre ord ændret sig gennem de sid-

ste 20 år, og FN har da også et ønske om, at post 2015

-processen skal være et eksempel på hidtil uset om-

fang af involvering af civilsamfundsgrupper og borgere.

Derfor har FN igangsat følgende initiativer som en del

af processen:

1. Udarbejdelse af rapporter sker efter vidensudveks-

ling med civilsamfundsgrupper. F.eks. har der været

stor opmærksomhed på inddragelse af civilsamfunds-

organisationer i forbindelse med udarbejdelsen af før

omtalte rapport fra Højniveaupanelet. I rapporten be-

skrives det bl.a., hvordan der er blevet indhentet viden

fra mange forskellige parter som en væsentlig del af ar-

bejdet med at fremkomme med anbefalinger o.l.

2. I processen frem imod en aftale om nye mål afhol-

des der – og er der allerede blevet afholdt – en række

konsultationer med deltagelse fra civilsamfundsgrup-

per. Foreløbig er der lagt op til, at processen kommer til

at indeholde 100 nationale konsultationer, 11 tematiske

konsultationer og en interaktiv dialog online. For yderli-

gere information herom henvises til

www.worldwewant2015.org

3. Der er iværksat forskellige internetfora, hvor folk

over hele verden kan komme med input til processen

og diskutere relevante temaer, herunder initiativet My

World. Det er en verdensomspændende kampagne,

der giver folk verden over mulighed for at stemme på

de områder, de mener, der bør prioriteres i den nye ud-

viklingsramme.

MY World er bygget op som en spørgeskemaundersø-

gelse, hvor man skal vælge de 6 ud af 16 mulige områ-

der, man anser for de vigtigste for at forbedre ens egne

levevilkår og for at fremme menneskelig udvikling i ver-

den. De 16 foruddefinerede områder spænder fra god

uddannelse, bedre sundhed og adgang til rent vand til

politisk frihed, ansvarlig regeringsførelse og lighed mel-

lem mænd og kvinder.

Gå ind og stem på

www.myworld2015.org

14

FN fortjener ros for at bringe civilsamfundet i fokus og

igangsætte projekter, der kan engagere en større be-

folkningsgruppe. Uafhængig af selve resultatet af af-

stemningen giver initiativer

som MY WORLD en anled-

ning til at gøre brede be-

folkningsgrupper opmærk-

somme på vigtigheden af

den igangværende 2015-

proces og dermed mere

vidende om de globale ud-

fordringer. Dette gør udfor-

dringerne mere nærværen-

de for mange af de folk,

som i en fremtidig daglig-

dag skal udleve de mål for

verdens udvikling, som

man får forhandlet sig frem

til i regi af post 2015-

processen.

Samtidig er det også vigtigt fra start at erkende, at det

ikke er tilstrækkeligt at igangsætte processer, der skal

sikre en vis høring af civilsamfundsgrupper. Hvis øn-

sket om involvering af civilsamfundet skal realiseres

med tilstrækkelig troværdighed, er det fuldstændig af-

gørende, at civilsamfundets input kan ses direkte i de

mål, som bliver resultatet af post 2015-processen.

FN som global dagsordenssætter

Nyttigheden ved FN-systemet er ofte genstand for de-

bat. Den øjeblikkelige mangel på handlekraft i forhold

til Syrien og den udbredte skuffelse over Rio+20-

aftalen er begge eksempler på FN’s begrænsninger.

Værdien af FN skal naturligvis hele tiden drøftes, lige-

som en vedvarende opmærksomhed på, om FN-

systemet fortsat er tidssvarende, skal bibeholdes.

Samtidig skal FN-systemet ikke bebrejdes, at verden

er ufuldkommen og består af et hav af forskellige stater

med forskellige interesser. For at vende tilbage til Kofi

Annan, så skriver han, at FN på mange måder består

af to dele.

Den ene er ”organisationen”, der ledes af Generalse-

kretæren, mens den anden er medlemsstaterne. Ifølge

Annan kritiseres organisationen ofte, når medlemssta-

terne ikke kan blive enige om aftaler, hvorfor organisa-

tionen skal være varsom med at give et billede af, at

den kan udrette mere, end hvad mulig er. Men dette

skal ikke skygge for, at organisationen som ingen an-

den præsterer at få de allervigtigste temaer som fx bæ-

redygtighed på den globale dagsorden, og at den som

noget unikt kan få 193 stater til at forholde sig til de

mest komplekse problemstillinger. På den måde arbej-

der organisationen hele tiden for at skubbe verdens-

samfundet i en progressiv retning, selvom resultaterne

fra tid til anden kan forekomme mangelfulde for de

mest progressive kræfter.

Mange NGO’er og politikere vil (og med rette) kunne

pege på adskillelige mangler ved både den igangvæ-

rende proces og det fremtidige resultat af processen

mod nye mål efter 2015. NGO’erne og politikerne skal

blive ved med at arbejde for så ambitiøse mål som mu-

ligt og til stadighed påpege, at der er behov for yderli-

gere tiltag – ikke mindst, hvad gælder opmærksomhe-

den på forbrug af naturressourcer. Men afstanden til

det endelige mål om et bæredygtigt verdenssamfund

ville formentlig være større, hvis ikke FN-systemet og

FN’s organisatoriske apparat var bragt til verden. Ingen

anden organisation har samme kapacitet til at bringe

vanskelige – og for mange upopulære – problemstillin-

ger på dagsordnen.

Afslutningsvist skal det nævnes, at den her skitserede

proces omhandler de måske allervigtigste problemstil-

linger for verdens udvikling frem imod 2050. Alligevel

har de kommende bæredygtighedsmål og videreførel-

sen af 2015 Målene ikke været forfærdelig synlig i de

danske medier og debatter.

Med lidt over et år til indgåelsen af den endelige aftale

er det tid til at råde bod på det.

Alle interesserede opfordres derfor til at søge mere vi-

den på:

www.worldwewant2015.org

www.beyond2015.org

www.post2015.org

www.fnforbundet.dk/2015-maalene

UN

Ph

oto

/ Pa

ulo

Filg

ue

iras

15

Den Centralafrikanske Republik på opløsningens rand

Den Centralafrikanske Republik – et område på 627.000 kvadratkilometer – er på opløsningens rand efter et halvt års borgerkrig, og hele befolkningen på 46 mio. indbyggere lider herunder, oplyser chefen for FN’s nødhjælpskon-tor Valerie Amos. En oprørskoalition ved navn Séléka styrtede i januar regeringen og sidder nu på magten. En sov-jet-uddannet embedsmand ved navn Michel Djotodia dannede i juni en midlertidig regering, men aktuelt hersker nærmest lovløshed med mange tilfælde af bortførelser, tortur og drab. EU’s Humanitære Kontor (ECHO) og FN’s Børnefond (UNICEF) forsøger at undsætte op mod 500.000 mennesker ud af de i alt 1,6 mio., der behov for hjælp. Over 200.000 er blevet drevet på flugt fra deres hjem, heraf er godt 60.000 flygtet til nabolande. Landet er ét af verdens fattigste til trods for at det har store mineralforekomster, heriblandt af guld og diamanter. Det rangerer som nr. 180 på FN’s Udviklingsindex af i alt 186 stater.

FN-mandater for Cypern, Sydsudan, Darfur, Somalia-Eritrea og Elfenbenskysten forlænget Forlængelsen af FN-mandater kan tages som en mere eller mindre fastgroet ufredelighed mange steder i verden, dog mest i Afrika. FN’s Sikkerhedsråd har forlænget følgende mandater for missioner til

Elfenbenskysten til 31. august 2014. Denne styrke, UNOCI, der blev oprettet i 2004, består af 9400 soldater og 1350 politifolk. Det drejer sig i det væsentlige om at beskytte civilbefolkningen i efterdønningerne af borgerkrigene 2002-04 og i 2011, der var udløst af modsætninger mellem nordlige og sydlige dele af landet – med islæt af mus-limsk-kristne modsætninger. Sikkerhedssituationen er dog forbedret, og der er planer om at nedskære FN-styrken i løbet af et års tid.

Sydsudan til 15. juni 2014. Sudan er den eneste FN-stat, som har to forskellige internationale styrker placeret hos sig; UNMIS har rødder tilbage til længe før Sydsudans oprettelse, men blev i sin nuværende form oprettet i 2005 og består af 8700 soldater og knap 700 politifolk. Generalsekretær Ban Ki-moon indskærpede i en rapport den sydsudanske regerings forpligtelse til at beskytte såvel civile som FN-styrken. Særlig groft var den beskydning, som enheder af Sydsudans Befrielsesfront (SPLA) i december udsatte en UNMISS-helikopter for, hvorved fire FN-folk blev dræbt. Og de skyldige skal retsforfølges, tilføjedes han. Regeringshærens samarbejde med FN lader me-get tilbage at ønske. FN føler sin bevægelsesfrihed unødig indskrænket og er fremdeles meget bekymret over me-gen voldsudøvelse i seks navngivne provinser.

Irak til 31. juli 2014. FN’s Hjælpemission til Irak (UNAMI) blev oprettet 2003 og fylder ikke meget sammenlignet med andre FN-styrker: 316 soldater og et lignende antal internationale civile rådgivere (ligesom de øvrige FN-styrker også har et betydeligt antal af). Men væbnede uroligheder har der været nok af, det seneste år var det voldsomste siden 2008. FN bidrog, da Irak fik en ny forfatning i 2005, og der har siden været afholdt to parla-mentsvalg, uden at landets stridende religiøse grupper har vist større forsonlighed. FN-missionen forsøger at støt-te en fredelig dialog om den interne afgrænsning til det kurdiske Nordirak, herunder få rede på oliebyen Kirkuks status, sikre el- og vandforsyning og reintegrere tilbagevendte flygtninge.

INTERNATIONALT OVERBLIK ved Henrik Døcker

Cypern til 31. januar 2014. Styrken her, UNFICYP, oprettedes i 1964 og er på 860 soldater plus 65 politifolk. Rådet opfordrede græsk- og tyrk-cyprioterne til at øge farten i deres forhandlinger om en genforening af ø-republikken, som siden 1963 har været delt i en græsk og en tyrkisk del.

Darfur (Sudan) til 28. februar 2014. UNAMID er navnet på den fælles styrke, FN og Den Afrikanske Union (AU) i 2007 fik sammensat med i alt nu 20.000 soldater og 6400 politifolk. Situationen i den sudanske provins Darfur er fortsat eksplosiv, som de to organisationers særligt ’befuldmægtigede’ Mohammed Ibn Chambas betegner den. Nye træfninger i år har foranlediget yderligere 250.000 mennesker til at flygte fra deres landsbyer og lade deres kvæg i stikken. Men det er ikke kun sudanske styrkers overgreb, det er også indbyrdes kampe mellem landsby-samfund. Alvorligt var et angreb fra darfurere i juli, hvorved syv tanzanianske medlemmer af den internatonale styrke blev dræbt og 17 såret.

Sanktioner mod Somalia og Eritrea til 25. november 2014. Det drejer sig om den særlige ottemands overvåg-ningsgruppe, som kontrollerer de restriktioner, der er indført for så vidt angår tilførsel af våben og andet militært udstyr til de to lande. De går for Somalias vedkommende tilbage til 1992 og sigter på at begrænse de mangeårige fjendtligheder i dette land, herunder den militante Al Shabaab-bevægelses krigere. I marts hævede FN’s Sikker-hedsråd våbenforbuddet, for at Somalias regering havde midler til at nedkæmpe Al Shabaab. Tunge våben og missiler er der stadig importforbud for. FN er opbragt over, at Somalia overtræder et internationalt forbud mod ek-sport af trækul – pengene herfra antages nemlig at være en væsentlig indtægtskilde for Al Shabaab. Somalias re-gering har ikke gjort nok for at hindre dette. Sikkerhedsrådet gav Somalias præsident Hassan Sheikh Mohamoud en direkte opsang for ikke at have hindret vidtstrakt misbrug af offentlige midler. Og heller ikke her er der sket rets-forfølgelse efter afsløring af omfattende korruption. Dertil kan lægges den udbredte nød hos 1,7 mio. af landets indbyggere, som oplyst af FN’s Kontor for Humanitære Anliggender (OCHA). Hvert syvende barn er underernæret. Sanktioner var udstrakt til Eritrea, fordi våbensmugling til Somalia antages at have fundet sted ad denne vej.

16

Lettelse af sanktioner mod Irak Efter at have konstateret en fremgang i forholdet mellem Irak og Kuwait har FN lettet sanktionerne mod Irak bety-deligt. De indførtes efter landets invasion af Kuwait i 1990. Forholdet mellem de to lande er blevet væsentligt for-bedret, og tidligere på året genoptoges en flyrute mellem dem. Irak skylder dog stadig Kuwait 11 mia. $ i krigsska-deserstatning ud af det samlede oprindelige krav, der – bakket op af FN - blev rettet mod Irak: 52 mia.$. Gælden ventes at være betalt i 2015. Derudover savner Kuwait fremdeles 600 af sine statsborgere ligesom kompensation for plyndringer under krigen mellem de to lande, der strakte sig lidt ind i 1991. Iranske flygtninge udskifter deres eksil i Irak med Albanien De første af i alt 210 iranske flygtninge fra en regime-fjendtlig formation kaldet Mujahedine-e-Khalq er – efter 12 år i en flygtningelejr i Irak – og under medvirken af FN’s Flygtningehøjkommissariat (UNHCR) ankommet til Albanien. Efter at have deltaget i forskellige attentater og snigmord vendt mod det klerikale styre i Iran, som påfulgte sha-hens diktatur, fik de asyl i Irak under Saddam Husseins diktatur. Gruppen på i alt 3000 mennesker var senest un-derbragt i en tidligere amerikansk militærbase nær Bagdad og stod indtil 2009 under amerikansk militær beskyttel-se. Den nuværende irakiske regering har imidlertid presset på for lejrens opløsning. Hvor resten af den store grup-pe skal placeres i verden, står ikke klart. Tyskland har dog lovet at modtage 100 personer. Millioner af børn bliver udnyttet som billig huslig arbejdskraft Omkr. 10,5 mio. børn over hele verden gør husligt arbejde under slavelignende forhold, konstaterer FN’s Arbejds-organisation (ILO) i en rapport. Af disse skønnes 6,5 mio. at være mellem seks og 14 år. 71 pct. er piger. ”Men for-holdet mellem barnet og den familie, det arbejder for, er ofte svært at gennemskue: Selv om det fremmede barn lever sammen med familien, indgår barnet ikke rigtig i den,” hedder det. FN’s Børnefond (UNESCO) peger tillige på, at millioner af børn forretter decideret farligt arbejde. ILO har vedtaget en række konventioner, der sigter på at begrænse børnearbejde på forskellig måde.

Irak betaler yderligere 1 milliard $ som krigsskadeserstatning til Kuwait

FN’s kompensationskomité (UNCC) har formidlet yderligere 1 mia. $ fra Irak til Kuwait for de tab, den lille oliestat led under nabolandets forsøg på at opsluge det i 1990. I 2000 blev godkendte krav fra Kuwait sat til 14,7 mia. $ for tab i forbindelse med produktion og salg af olie. Men alt i alt er der til nu fra Irak blevet erlagt 42,3 mia. $ ud af det samlede krav på 52,4 mia.$ fra over 100 regeringer og internationale organisationer. Irak betaler fra sit provenu fra olieproduktion. Kommissionen har modtaget i alt tre millioner krav fra offentlige myndigheder, selskaber og privat-personer.

FN advarer Australien mod ”eksport” af asylsøgere til Papua

Ny Guinea

FN’s Flygtningehøjkommissariat (UNHCR) er af den opfattelse, at Australien antagelig bryder folkeretten ved at effektuere en aftale med Stillehavsrepublikken Papua Ny Guinea om bosættelse af bådflygtninge. Omkr. 700 asylsøgere, bl.a. fra Iran og Afghani-stan, er ankommet til Juleøen på vej til at blive placeret i en lejr i Papua Ny Guinea. Denne stat har efter UNHCR’s mening ikke ressourcer til at indkvartere og registrere de mange mennesker. Der har tidligere været rejst alvorlig kritik af den måde, hvorpå Au-stralien har behandlet asylsøgere. UNHCR’s bekymring går især

på at forholdene i Papua New Guinea er meget forskellige fra andre steder i verden, og at ikke-melanesiere (dvs. folk, der ikke stammer far Stillehavsområdet) ikke vil falde til her. Sagt mere direkte, at lejrene er for primitive. (UN Photo)

Verdens befolkning vil nå 9,6 milliarder i 2050

Verdens befolkning vil stige med 1 million om året i løbet af de næste 12 år – og vil efter alt at dømme nå 9,5 milliarder i 2050, fremgår det af en FN-rapport. De 49 mindst udviklede lande vil blive fordoblet i indbyggerantal fra omkr. 900 mio. nu til 1,8 mia. i 2050. Europa beregnes til at gå 14 pct. tilbage, mens Indien til den tid vil have passeret Kina og blive verdens folkerigeste stat. Nigerias befolkning ventes at have oversteget USA’s.

(UN Photo/ Kibae Park)

Gigantisk antal flygtninge – eksterne såvel som interne

I alt 45,2 millioner mennesker lever som flygtninge – enten i et andet land eller som såkaldt internt fordrevne (28 mio.), borte fra deres hjemstavn, men i eget land. Det er det højeste antal siden 1994, oplyser FN’s Højkommissa-riat for Flygtninge UNHCR). Krig er den mest udbredte årsag til flugt. Så meget som 55 pct. af alle disse menne-sker kommer fra fem krigs- eller oprørshærgede stater: Afghanistan, Somalia, Irak, Syrien og Sudan. I Mali, DR Congo, Sudan, Sydsudan og Eritrea er en mængde mennesker ligeledes drevet på flugt. Der er ikke store forskelle i forhold til 2011: Pakistan er det land, der huser flest flygtninge (1,6 mio.), fulgt af Iran (969.200) og Tyskland (589.700). Afghanistan er fremdeles det land, der har ”produceret” flest flygtninge, en position landet har haft i de sidste 32 år. Rundt regnet hver fjerde flygtning er afghaner.

17

Henrik Døcker anmelder…

Menneskerettigheder i socialt arbejde Redigeret af Nell Rasmussen, 259 sider, Nyt Juridisk Forlag

De internationale menneskerettighedskonventioners indvirkning på forskellige befolkningsgrupper i Danmark – f.eks. børn, ældre, handicappede, psykiatriske patienter eller flygtninge – dét er temaet for denne bog, som rummer bidrag fra 15 sagkyndige, overvejende jurister.

Et væld af regler og problemstillinger kommer under lup i bogen her.

Max Sørensen 100 år

Redigeret af Jens Hartig Danielsen under medvirken af Jonas Christoffersen, Peter Christensen & Steffen Ebdrup, 617 sider, Jurist- og Økonomforbundets Forlag

Hvad skal gælde i folkeretten, når forskellige af dens regler tørner sammen – det er ét af flere vigtige emner i krydsfeltet mellem jura og politik, der tages op i den store mindebog for den betydelige danske retslærde Max Sø-rensen. Som juridisk professor, som medlem af både FN’s og den europæiske menneskerettighedskommission, dommer ved den daværende EF-domstol samt folkeretsrådgiver for det danske udenrigsministerium spillede han i en lang årrække indtil sin død i 1981 en fremtrædende rolle i international retspleje.

Der er masser af dissekering spændende emner: Om pirateri, frihedsberøvelse af selvmordstruede, folkerettens betydning for Ombudsmandens virke, udlændinge på tålt ophold i Danmark, Max Sørensens indsats ved nye para-graffer til den ændrede grundlov i 1953, betydningen af internationale domstoles afgørelser for efterfølgende sager osv. osv.

Mange visdomsord og megen viden er nedlagt i dette betydningsfulde skrift, som kan kaldes

posthumt festskrift til Max Sørensen.

Det står ett rum här och ventar på dig

Ingrid Carlberg, 784 sider, Norstedts (Stockholm)

En beretning om rigmandssønnen, Raoul Wallenberg, der kom til at spille en enestående humanitær rolle i 2. Ver-denskrigs tyskbesatte Ungarn – men fik en død, indhyllet i et storpolitisk væv af tåge og løgne.

Hate speech – Fra hadetale til hadesyn

Red. af Rune Engelbrecht Larsen, Jens Lohmann & Klaus Slavensky, 256 sider, Informations Forlag/Dansk PEN

Man skal vare sin mund, lyder et gammelt ord. Det er en anden måde at formulere budskabet fra denne bog, der opsummerer en del af den hadske tale, som forfatterne i en samlet front vender sig imod – hadfyldte ytringer mod grupper eller enkeltpersoner fra etniske eller religiøse grupper, af anden race end flertalsbefolkningen eller anden seksuel observans end den gængse.

Der skal en god portion tålmodighed til at kæmpe sig gennem bogens 256 sider, fordi rigtig meget af det allerede er velkendt fra den offentlige debat.

For at læse anmeldelserne i deres helhed, klik på titlen eller find dem på vores

hjemmeside: www.fnforbundet.dk/fn-forbundets-nyhedsbrev/boeger. Du kan også klikke lige her

18

Fordi vi tror på et globalt ansvar.

Du kan støtte vores arbejde ved at blive medlem. Se mere på

fnforbundet.dk/bliv-medlem eller find os på

facebook.com/FNforbundet.dk