Anmeldelse. Det er ti år siden, det gik galt på Roskilde Festival. De døde blevmindet, før de stærkekræfter atter blevsluppet løs foranOrange Scene. When Saints Go Machine

og Gorillaz

kom med skøre indfald og iderigdom.

ROSKILDE. Ambulancerne komdrønende, og de færreste fat-tede hvorfor. Festen i teltenebragede løs samtidig med, atder få meter væk var sket enkatastrofe, som ingen overho-vedet havde regnet med skulleske på Roskilde Festival. Detvar vel kun sådan noget, derkunne ske i et overbefolket u-

land, hvor der gik panik imenneskevrimlen. Men i 2000gik det op for nogle, at manogså kunne dø på RoskildeFes tival, hvis man ikke passedeordentligt på. Og hvis ikke derblev passet ordentligt på én.

I år er det ti år siden, ni un-ge mennesker blev trampet ogmast ihjel på Roskilde Festivalunder en koncert med PearlJam. Siden er verden – ogRoskilde Festival – blevet me-get klogere. Om ungdommener blevet det ligeså, kan manaltid sætte spørgsmålstegnved.

Man kommer til at lyde somen gammel, sur bedstefar, nårman siger, at sprutten skyllerforstanden ud. Og det er daheller ikke kun det, der gør siggældende. I masser opførermennesker sig anderledes.Enorme kræfter slippes løs, ogman kan ikke rigtig sige, hvorde kommer fra. Det enkelteindivid har ingen betydninglængere. Det kan råbe og skri-ge om hjælp, men enhver vilvære sig selv nærmest.

Denne naturlov står der nubølgebrydere af stål og sikker-hedsvagter til for at forhindre,og det har indtil videre vist sigat fungere. Det er næsten ligefør, det er mere sikkert at ståhelt oppe foran scenerne påRoskilde Festival end længerebag i klumpen af mennesker.

Katastrofen blev i år marke-ret med en 15 minutters min-dehøjtidelighed på og foranOrange Scene. Den 63-årige amerikanske poet,sangskriver og billedkunstnerPatti Smith sang for, og tu-sindvis tænkte tilbage. Menikke alle kunne tænke tilbage.En ny generation er kommettil, og en ny generation skaladvares.

Jeppe i baronens seng Den københavnske popkvartetWhen Saints Go Machine fikfornøjelsen af at stå på oran-ge Scene som nogle af de før-ste. På et tidspunkt, da festi-valen endnu var ung og stadigogså lidt kold. Det er ligesomtil en ungdomsfest. Det kanstarte lidt småkedeligt, og dersker først noget, når en elleranden bryder isen eller lavernoget skørt.

When Saints Go Machinefølte sig som Jeppe i baronens

seng i Holbergs kendte stykke.-Det er godt nok den stør-

ste oplevelse i vores liv at ståher på Orange Scene. Det erhelt fantastisk, sagde forsan-ger Nikolaj Vonsild flere gan-ge med sin blide stemme .

Bandet virkede usikkert ogovervældet, men kom stærkttilbage efter en lidt famlendestart. When Saints Go Machi-ne har heller ingen grund tilat spille underdanige. Bandetrusker op i dance-verdenenikke blot ved at lægge vokaloven i blandingen af new wa-ve, 90er-disko og house. Tek-sterne er også sammenhæn-gende og giver mening, ogher er When Saints Go Machi-ne en behagelig kontrast tilden musik, der ellers præsen-teres inden for samme genre. Igenren er de få gentagne og

afbrudte linjer nærmest nor-malen.

Nikolaj Vonsilds vokalhar-monier er varme og ørehæn-gende, selv om man noglegange godt kan savne lidtkant. Musikken var høj, ogbassen gik lige ind i solar ple-xus. »Fail Forever«, »SpittingImage« og »Kids On Vacation«er sikre P3-hits. Bandet ham-

rede godt igennem med up-tempo-numrene med Vonsildog mere dystre passager i deintense klubsange.

Men Orange Scene er ikkefor nybegyndere, og bandethavde nok gjort langt bedrefyldest i et af teltene, hvorklubstemningen var kommetbedre til sin ret.

Musik-sammensuriumMeningerne om det sammen-satte tegneserieorkester Goril-laz er ret forskellige, når mansnakker med andre festival-gæster og musikanmeldere iRoskilde. Det var Damon Al-barn fra britpopgruppen Blur,der i slutningen af 1990erneskabte noget, der ikke var seteller hørt før. Gorillaz var bå-de ment for sjov, men ogsåsom en provokation rettet

mod en stivnet og kassetæn-kende pladebranche. Gorillazer et musikalsk sammensu-rium af et strygeorkester, hip-hop, soul, blæsere, dub, worldog electrodisco fyldt med skø-re indfald og iderigdom. Allegrænser er visket ud, og for atgøre det hele lidt pikant, såmødte Gorillaz i Roskilde opmed stryger-damer med hvidesømandshuer.

Lou Reed, Shaun Ryder ogflaben Snoop Dogg er tre afde store navne, der er med pådet tredje og ganske fremra-gende album, »Plastic Beach«,der udkom i foråret. Desværrevar de ikke med i Roskilde,men det vidste vi nu godt påforhånd. Til gengæld lyste den66-årige soullegende BobbyWomack op i selskabet, hvorstrygerne og blæserne aldrighelt nåede ud til os. Det varsvært at fastslå, om det varlyden, der ikke gav dem pladsnok, eller om det slet og retvar manglende ambitioner.

Til gengæld trak Nick Jonasog Paul Simonon fra The Clashde 30 musikere på scenenmed frem. Det fascinerendevar den styrede, vestlige me-lodikforståelse, der mødesmed sort rytme og umiddel-barhed. Et fascinerende kul-tursammenstød, så det forslår:Bassist Paul Simonon, punke-ren fra Brixton, med sin hooli-gan-attitude, energiske MCereog sandelig også et arabiskstrygeorkester med den rigti-ge mellemøstlige lyd.

Her var ingen regler, menarrangementerne fremstod al-ligevel som ambitiøse og kon-trollerede. »Feel Good Inc« og»Clint Eastwood« var et par afde numre fra »Plastic Beach«,der sad lige i skabet. Der vardog et par down-perioder un-der koncerten, hvor energienmanglede lidt, og dem bedkritikerne mærke i, men somhelhed var Gorillaz en fræk ogopløftende oplevelse, der fikpublikum til at danse – medpaprødvin, joints og fadbam-ser som krydderier, der næstenforekom overflødige.

Roskilde Festival: WhenSaints Go Machine og Gorillaz på Orange Scenetorsdag aften.

hcd@fla.de

FLENSBORG AVIS — Lørdag 3. juli 2010 — 18KULTUR

Hans ChristianDavidsen i Roskilde

Musik uden regler

De døde fra for ti år siden blevmindet i Roskilde.

Gorillaz er et musikalsk sammensurium, der både tæller et strygerorkester og electrodisco.

Gorillaz fylder med 30 musikere godt på scenen.