HAN ERTILBAGE

TIMUR VERMES

HAN ERTILBAGE

Oversat af Hanne Lund

TIDERNE SKIFTER

Han er tilbage

Originally published in Germany under the title „Er ist wieder da“ by

Eichborn – A Division of Luebbe Publishing Group

Copyright © 2012 by Bastei Lübbe GmbH & Co. KG, Köln

Published in agreement with

Leonhardt & Høier Literary Agency A/S, Copenhagen.

Dansk udgave © 2013 Tiderne Skifter, Copenhagen

Forlagsredaktion: Claus Clausen

Sat med Bembo hos An:Sats, Espergærde

og trykt hos XXXXX

ISBN 978-87-7973-585-9

Udgives med støtte fra

Tiderne Skifter Forlag · Læderstræde 5, 1. sal · 1201 København K

Tlf.: 33 18 63 90 · Fax: 33 18 63 91

e-mail: tiderneskifter@tiderneskifter · www.tiderneskifter.dk

5

Samtlige handlingsforløb, karakterer og dialoger i denne

bog er ren fiktion. Ligheder med levende personer og/

eller deres reaktioner, med firmaer, organisationer etc.

er tilfældige alene af den grund, at andre fremfærds- og

adfærdsmåder fra de handlende figurers side under sam-

menlignelige omstændigheder i realiteten ikke fuldstæn-

dig kan udelukkes. Det er vigtigt for forfatteren at slå fast,

at Sigmar Gabriel og Renate Künast ikke virkelig har talt

med Adolf Hitler.

7

Opvågnen i Tyskland

Folket var nok det, der overraskede mig mest. Her

havde jeg virkelig gjort alt, hvad der var menne-

skeligt muligt for at ødelægge grundlaget for en fortsat

eksistens på dette af fjenden vanhelligede stykke jord.

Broer, kraftværker, veje, banegårde, alt det beordrede jeg

jævnet med jorden. Og i mellemtiden har jeg også kun-

net læse hvornår, nemlig i marts, og jeg er sikker på, at

jeg må have udtrykt mig helt klart, hvad det angår. Alle

forsyningsværker skulle udslettes, vandværker, telefonan-

læg, pro duktionsmidler, fabrikker, værksteder, bondegårde,

enhver form for værdier, alt, og dermed mente jeg: alt!

I den slags tilfæl de skal man gå omhyggeligt til værks,

sådan en ordre må ikke efterlade den mindste tvivl om

noget, det er jo en kendt sag, at den menige soldat, som

forståeligt nok på sit eget front afsnit mangler overblikket

og kendskab til den strategiske, taktiske sammenhæng,

når han så befinder sig på det pågældende sted, kommer

og siger: „Jamen, behøver jeg virkelig også at sætte ild til

denne, lad os bare sige, kiosk? Kan vi ikke lade den falde

i fjendens hænder? Er det virkelig så slemt, hvis den kiosk

falder i hænderne på fjenden?“ Selvfølgelig er det slemt!

Fjenden læser også aviser! Han handler med dem, han vil

vende kiosken mod os, alt, hvad han forefinder! Man er

nødt til at ødelægge alle værdier, og jeg understreger det

8

endnu en gang: alle! Ikke kun huse, men også døre. Og

dørhåndtag. Og skruerne, og ikke kun de store. Man er

nødt til at skrue skruerne ud og bøje dem nådesløst. Og

døren må man kvase, til savsmuld. Og derefter brænde.

For ellers vil fjenden skånselsløst selv gå ind og ud ad

denne dør, som det passer ham. Men med et ødelagt

håndtag og lutter bøjede skruer og en bunke aske: God

fornøjelse, hr. Churchill! Under alle omstændigheder er

disse krav krigens brutale konsekvens, det har jeg altid

vidst, så hvad det angår, kunne min ordre slet ikke have

lydt anderledes, heller ikke, selv om baggrunden for min

befaling var en anden.

I hvert fald oprindelig.

Det lod sig ikke længere nægte, at det tyske folk til

sidst i den episke brydekamp med englænderen, bolsjevis-

men, imperialismen havde vist sig underlegent og dermed

forbrudt sin fortsatte eksistens selv på det mest primitive

stadi um som jægere og samlere, jeg siger det ligeud. Af

samme grund satte det også sin ret til vandværker, broer,

veje over styr. Og til dørhåndtag. Derfor gav jeg ordren, og

også lidt for fuldstændighedens skyld, for selvfølgelig gik

jeg dengang også lejlighedsvis et par skridt ude foran og

rundt om Rigskancelliet, og dér var det umuligt at lukke

øjnene for kendsgerningerne: amerikaneren, englænderen,

de havde i henseende til min ordre allerede over større

områder fritaget os for en betragtelig mængde arbejde

med deres flyvende fæstninger. I den følgende tid kon-

trollerede jeg naturligvis ikke udførelsen af denne ordre

i alle enkeltheder. Man forstår sikkert, at jeg havde nok

at gøre: Nedkæmpning af amerikaneren i vest, afvisning

af russeren i øst, opbygning og videreudvikling af ver-

denshovedstaden Germania og så videre, men efter min

vurdering skulle den tyske værnemagt nok have kunnet

9

klare de øvrige dørhåndtag. Og for så vidt burde dette

folk egentlig slet ikke findes længere.

Men som jeg nu kan konstatere: Det er her stadig.

Det forekommer mig på en vis måde ufatteligt.

På den anden side: Jeg er her jo også, og det forstår jeg

heller ikke.

10

1

Jeg husker, at jeg vågnede, det må have været tidligt

på eftermiddagen. Jeg åbnede øjnene, over mig så jeg

himlen. Den var blå, let skyet, det var varmt, og jeg var

straks klar over, at det var for varmt for april. Man kunne

næsten kalde det hedt. Der var forholdsvis stille, ingen

fjendtlige fly at se, ingen kanon torden at høre, ingen ned-

slag i nærheden, ingen luftsirener. Jeg registrerede desuden:

intet Rigskancelli, ingen førerbunker. Jeg drejede hovedet,

jeg så, at jeg lå på jorden på en ubebygget grund, omgivet

af tilstødende husmure af mursten, for en dels vedkom-

mende smurt til med griserier, jeg blev straks ærgerlig

og besluttede spontant at tilkalde Dönitz. Først tænkte

jeg endda, som i en døs, at Dönitz må ske også lå her et

sted, så sejrede disciplinen, logikken, jeg forstod hurtigt

situationens særlige karakter. Jeg camperer normalt ikke

under åben himmel.

Først prøvede jeg at komme i tanker om, hvad jeg

havde foretaget mig aftenen før. Jeg behøvede ikke at

tænke på overdreven indtagelse af alkohol, jeg drikker jo

ikke. Jeg kunne huske, at jeg til sidst havde siddet sammen

med Eva i en sofa, på en dyne. Jeg kunne også huske, at

vi havde siddet dér i en vis sorgløs stemning, jeg havde,

tror jeg nok, besluttet for én gangs skyld at lade statsanlig-

genderne hvile, vi havde ingen særlige planer for aftenen,

11

at gå ud at spise eller i biografen kunne der naturligvis

ikke være tale om, det var allerede på dette tidspunkt,

ikke mindst takket være min ordre, tyndet glædeligt ud

i rigshovedstadens forlystelsesudbud. Jeg kunne ikke sige

med sikkerhed, om Stalin ville komme til byen inden for

de nærmeste dage, det kunne på dette tidspunkt af krigen

ikke helt udelukkes. Hvad jeg derimod med sikkerhed

kunne sige, var, at han ville være kommet til at lede lige

så forgæves efter en biograf her som i Stalingrad. Jeg tror,

vi sad og sludrede lidt mere sammen, Eva og jeg, og at jeg

viste hende min gamle pistol, men andre detaljer huskede

jeg ikke, da jeg vågnede. Også fordi jeg havde hovedpine.

Nej, det, jeg kunne huske fra den foregående aften, hjalp

mig ikke videre.

Så jeg besluttede at gå over til handling og beskæftige

mig mere indgående med min situation. En ting, jeg har

lært i mit liv, er at iagttage, betragte, registrere også ofte

selv de mindste ting, som mangen en belæst person ikke

regner for noget, ja, ignorerer. Jeg, derimod, kan takket

være mange års jernhård disciplin med god samvittighed

sige om mig selv, at jeg bliver mere koldblodig, endnu

mere velovervejet, og at mine sanser skærpes yderligere,

når situationen bliver kritisk. Jeg arbejder præcist og stabilt

som en maskine. Jeg sammenfatter metodisk alle de infor-

mationer, jeg har: Jeg ligger på jorden. Jeg ser mig om. Ved

siden af mig ligger der skarn, der gror ukrudt, græsstrå, her

og der en busk, også en enkelt tusindfryd, mælkebøtter.

Jeg hører stemmer, de er ikke særlig langt væk, råb, lyden

af noget, der hele tiden støder ind i noget andet, jeg ser

i den retning, lydene kommer fra, de stammer fra nogle

drenge, der spiller fodbold. For store til at være Jungvolk,

men vist alligevel for unge til Volkssturm, de er formo-

dentlig i Hitlerjugend, men har åbenbart fri fra tjeneste,

12

fjenden lader til at holde en pause. En fugl hopper rundt

i et træs grene, den kvidrer, den synger. Mange opfatter

det kun som et tegn på godt humør, men i denne uvisse

situation, hvor man er henvist til enhver oplysning, er den

end nok så ubetydelig, kan den, der kender naturen og

den daglige kamp for overlevelse, heraf slutte, at området

er fri for rovdyr. Direkte ved siden af mit hoved befinder

der sig en vandpyt, den ser ud til at være ved at tørre ud,

det har åbenbart regnet for nogen tid siden, men ikke efter

da. I randen af vandpytten ligger min kasket. På den måde

arbejder min skolede forstand, på den måde arbejdede den

også i dette forvirrende øjeblik.

Jeg satte mig op. Det lykkedes uden problemer, jeg

bevægede benene, hænderne, fingrene, tilsyneladende var

jeg uskadt, min fysiske tilstand upåklagelig, jeg var åben-

bart sund og rask lige bortset fra hovedpinen, jeg rystede

næsten ikke engang på hånden længere. Jeg så ned ad mig

selv. Jeg havde tøj på, jeg var iført uniform og soldater-

frakke. Den var noget snavset, om end ikke alt for meget,

åbenbart havde jeg ikke ligget begravet under noget. Der

var jord på og noget, der forekom mig at være krummer

fra bagværk, kage eller lignende. Stoffet lugtede stærkt

af brændstof, måske benzin, det kunne skyldes, at Eva

muligvis havde forsøgt at fjerne pletter på min uniform,

ganske vist med overdrevent store mængder rensebenzin,

man skulle næsten tro, at hun havde hældt en hel dunk

benzin over mig. Hun var der ikke selv, og der lod heller

ikke til at være andre fra min stab i nærheden. Jeg bankede

det værste snavs af uniformsfrakken og ærmerne, da jeg

hørte en stemme.

„Hey, gamle, kig lige!“

„Hey, hva’ er det for et offer?“

Jeg lignede åbenbart én, der trængte til hjælp, det havde

13

de tre Hitlerdrenge jo set helt rigtigt. De afsluttede deres

fodboldspil, nærmede sig respektfuldt, meget forståeligt.

Sådan pludselig at opleve Det Tyske Riges fører på nært

hold, på et stykke ubebygget jord, der normalt benyttes til

sport og legem lig dygtiggørelse, midt mellem tusindfryd

og mælkebøtter, det er også for den unge, endnu ikke

fuldt modnede mand en usædvanlig begivenhed i hans

hverdag; alligevel ilede den lille skare til, hurtige som

mynder, parate til at hjælpe. Ungdommen er fremtiden!

Drengene samlede sig rundt om mig, dog på en vis

afstand, og mønstrede mig, hvorpå den største af dem,

åbenbart gruppeføreren, henvendte sig til mig:

„Alt i orden, mester?“

Trods deres venlige opmærksomhed kunne jeg ikke

lade være med at bemærke, at Den Tyske Hilsen fuldstæn-

dig udeblev. Jeg indrømmer: Den lidt for uformelle tiltale,

forvekslingen af „mester“ og „fører“ kunne skyldes over-

raskelse, i en mindre forvirrende situation ville den måske

endda have kunnet fremkalde munterhed, ligesom der jo

ofte selv i skyttegravens ubarmhjertige ståltorden finder

de mest bizarre narrestreger sted, men soldaten skal også i

uvante situationer udvise bestemte automatreaktioner, det

er meningen med eksercitsen – hvis disse mangler, er hele

arméen ikke fem flade øre værd. Jeg rettede mig op, det

kneb lidt, jeg havde åbenbart ligget der temmelig længe.

Alligevel rykkede jeg frakken på plads og slog med nogle

få lette slag det værste snavs af buksebenene. Så rømmede

jeg mig og spurgte gruppeføreren:

„Hvor er Bormann?“

„Hvaffor’n mand?“

Det var ufatteligt.

„Bormann! Martin!“

„Kender ham ikke.“

14

„Aldrig hørt om ham.“

„Hvodden ser han ud?“

„Som en rigsleder, for pokker!“

Her var der et eller andet absolut usædvanligt på færde.

Jeg befandt mig ganske vist stadig i Berlin, det var klart,

men øjensynlig uden hele regeringsapparatet. Jeg måtte

hurtigst muligt tilbage til førerbunkeren, og, det indså jeg

hurtigt, til det formål kunne den tilstedeværende ungdom

ikke være mig til megen hjælp. Først og fremmest gjaldt

det om at finde vej derhen. Det neutrale område, hvor

jeg befandt mig, kunne være hvor som helst i byen. Men

jeg behøvede vel blot at træde ud på gaden, i denne til-

syneladende længerevarende pause i skydningen ville der

vel være tilstrækkeligt med fodgængere, arbejdende folk

og hyrevognschauffører, som kunne vise mig vej.

Formodentlig virkede jeg ikke tilstrækkeligt hjælpeløs

på HJ-drengene, det så ud, som om de ville tilbage til

deres fodboldspil, i hvert fald vendte den største af dem

sig nu om mod sine kammerater, hvad der gav mig mu-

lighed for at læse hans navn, som hans moder havde syet

på ryggen af hans ligefrem skingert kulørte sportsbluse.

„Hitlerjunge Ronaldo! Hvordan kommer jeg ud til

gaden?“

Reaktionen var beskeden, jeg må desværre sige, at

gruppen dårlig nok lod til at have hørt mig, men en af

de to mindste løftede dog armen en smule uden i øv-

rigt at standse og pegede på et hjørne af grunden, hvor

der faktisk ved nærmere betragtning viste sig at være en

gennemgang. I tankerne gjorde jeg mig et notat, der lød

omtrent som „fyre Rust“ eller „fjerne Rust“, manden

havde siddet i embedet siden 1933, og netop inden for

uddannelsesvæsnet er der ikke plads til en så uhørt slen-

drian. Hvordan skal en ung soldat finde den sejrrige vej til

15

Moskva, ind i bolsjevismens hjerte, hvis han ikke engang

kan genkende sine egne befalingsmænd!

Jeg bøjede mig ned, samlede kasketten op og gik efter

at have sat den på hovedet med faste skridt i den anviste

retning. Først rundt om et hjørne, derefter ad en smal

passage mellem høje mure, hvorefter gadens lys dukkede

op for enden. En sky kat trykkede sig forbi mig langs

muren, den var mangefarvet og så forsømt ud, derefter

kun fire-fem skridt mere, og jeg trådte ud på gaden.

Jeg tabte vejret over det vældige stormløb af lys og

farver.

Jeg huskede, at jeg sidst havde set byen som meget

støv- eller feltgrå og også med anselige ruinbunker og

beskadigelser. Men det, der her lå foran mig, var noget

ganske andet. Ruinerne var forsvundet eller i det mindste

pænt fjernet, gaderne ryddet. I stedet holdt der talrige, ja,

utallige farvede vogne i vejsiden, det drejede sig velsagtens

om automobiler, men de var mindre, og alligevel virkede

det, som om Messerschmitt-fabrikkerne over hele linjen

havde haft stor indflydelse på deres udformning, så avan-

cerede så de ud. Husene var pænt malede i forskellige

farver, der mindede mig om sukkergodt i min ungdom.

Jeg må indrømme, at det svimlede lidt for mig. Mit blik

søgte efter noget velkendt, jeg fik øje på en vakkelvorn

parkbænk i en strimmel grønt på den anden side af køre-

banen, jeg tog et par skridt, og jeg skammer mig ikke over

at sige, at det muligvis kan have virket noget usikkert. Jeg

hørte ringelyde, støjen fra opbremsende gummi på asfalt,

og så var der nogen, der råbte noget til mig.

„Det går slet ikke, hva’? Er du blind, gamle?“

„Jeg – jeg beder om forladelse …“ hørte jeg mig selv

sige, på samme tid forskrækket og lettet. Ved siden af mig

stod der en mand med en cykel, et syn, jeg i det mindste

16

var nogenlunde fortrolig med, endda i dobbelt forstand.

Vi var stadig i krig, nu som før, han havde en beskyttel-

seshjelm på, der sandsynligvis var blevet stærkt beskadiget

under tidligere angreb, faktisk var den fuldstændig gen-

nemhullet.

„Hvordan er det i det hele taget, du vader rundt?“

„Jeg … æh, undskyld, men jeg bliver nødt til at sidde

ned.“

„Du skulle hellere gå hjem i seng. Og blive liggende!“

Jeg reddede mig hen til bænken, jeg har nok været en

smule bleg, da jeg lod mig falde ned på den. Denne yngre

mand havde åbenbart heller ikke genkendt mig. Heller

ikke hos ham skyggen af en Tysk Hilsen, at dømme efter

hans reaktion mente han kun at være stødt ind i en eller

anden tilfældig, gennemsnitlig fodgænger. Og denne slen-

dri an var åbenbart den almindelige praksis: En ældre herre

gik hovedrystende forbi mig, en voluminøs dame med

en futuristisk barnevogn – endnu et velkendt element,

men heller ikke dette formåede at gøre min desperate

situation mindre håbløs. Jeg havde rejst mig og var trådt

hen til hende, idet jeg gjorde mig umage for at optræde

med fasthed.

„Undskyld, dette kommer måske som en overraskelse

for Dem, men jeg … har brug for hurtigst muligt at finde

hen til Rigskancelliet.“

„Er De med i Stefan Raab?“

„Hvabehar?“

„Eller Kerkeling? Eller måske Harald Schmidt?“

Det skyldtes nok min nervøsitet, at jeg blev lidt utål-

mo dig og greb hende i armen.

„Tag Dem dog sammen, frue! De har visse pligter

som medlem af folkefællesskabet! Vi er i krig! Hvad tror

De, russeren gør med Dem, hvis han kommer? Tror De

17

mon, at han vil kaste et blik på Deres barn og sige, aha,

en frisk tysk pige, men af hensyn til barnet vil jeg lade

mine lavere instinkter blive i bukserne? I disse dage, i disse

timer er Det Tyske Folks fortsatte beståen, blodets renhed,

menneskehedens overlevelse på spil, vil De virkelig påtage

Dem det historiske ansvar for civilisationens endeligt, bare

fordi De i Deres utrolige indskrænkethed ikke er villig til

at vise Det Tyske Riges fører vej til hans rigskancelli?“

Det overraskede mig ikke længere, at mine ord ikke

fremkaldte den mindste reaktion. Den tåbelige kvinde

rev ærmet til sig, sendte mig et forbløffet blik og udførte

med sin flade hånd flere cirkelformede bevægelser mellem

sit eget og mit hoved, en klart misbilligende gestus. Det

lod sig ikke længere bestride, at noget her var kommet

helt ud af kontrol. Jeg blev ikke mere behandlet som en

hærfører eller som en rigsfører. De boldspillende drenge,

den ældre herre, kvinden med barnevognen – det kunne

ikke være nogen tilfældighed. Min næste indskydelse var

at underrette sikkerhedsorganerne, så de kunne genopret-

te den almindelige orden. Men jeg beherskede mig. Jeg

vidste ikke nok om min situation. Jeg havde brug for flere

informationer.

Iskoldt rekapitulerede min nu igen metodisk arbejden-

de hjerne tingenes tilstand. Jeg var i Tyskland, jeg var i

Berlin, selv om det forekom mig fuldstændig ukendt. Det-

te Tyskland var anderledes, men lignede på nogle punkter

alligevel det rige, jeg var fortrolig med: Der fandtes stadig

cyklister, der var automobiler, der fandtes altså sikkert også

aviser. Jeg så mig om. Under bænken lå der faktisk noget,

der lignede en avis, om end lidt for overdådigt udstyret.

Bladet var i farver, hvad der var helt nyt for mig, det hed

„Media Markt“, jeg kunne med min bedste vilje ikke

huske, at jeg skulle have givet tilladelse til noget i den

18

retning, det ville ikke have lignet mig. Informationerne

var fuldkommen uforståelige, jeg mærkede harmen stige

op i mig over, at man i papirknappe tider som disse kunne

bortødsle folkets ejendoms værdifulde ressourcer uigen-

kaldeligt til den slags ligegyldigt bras. Funk kunne godt

forberede sig på en skideballe, når jeg igen sad bag mit

skrivebord. Men lige nu havde jeg brug for tilforladelige

nyheder, et eksemplar af „Völkischer Beobachter“ el-

ler „Stürmer“, ja, jeg ville endda have stillet mig tilfreds

med et eksemplar af „Panzerbär“. Faktisk lå der en kiosk

i nærheden, og selv på denne ikke ringe afstand var det

tydeligt, at den åbenbart rådede over et anseligt udbud.

Man skulle næsten tro, at vi befandt os midt i den dybeste,

dvaskeste fred! Jeg rejste mig utålmodigt fra bænken. Der

var allerede gået for lang tid, nu gjaldt det om i en fart at

genoprette ordnede forhold. Tropperne manglede ordrer,

muligvis var jeg allerede savnet andre steder. Jeg skyndte

mig over til kiosken.

Allerede ved første nøjere blik afslørede der sig interes-

sante ting. Udvendig på kiosken hang der talrige kulørte

blade, på tyrkisk. Der færdedes åbenbart mange tyrkere

her. Mens jeg havde været bevidstløs, måtte jeg være

gået glip af et længere spand af tid, hvor mange tyrkere

havde begivet sig til Berlin. Det var bemærkelsesværdigt.

I sidste ende var tyrkeren, i grunden en trofast ven af

Det Tyske Folk, trods vore store anstrengelser forblevet

neutral, og det havde aldrig været muligt at overtale ham

til at træde ind i krigen på Rigets side. Men nu tydede

det på, at en eller anden, sandsynligvis Dönitz, under mit

fravær alligevel havde overbevist tyrkeren om at støtte os.

Og den nærmest fredelige stemning i gaderne gjorde det

nærliggende at konkludere, at den tyrkiske indsats oven i

købet havde medført et afgørende vendepunkt i krigen.

19

Forbavsende. Ganske vist havde jeg altid respekteret tyr-

keren, men den slags præstationer havde jeg ikke tiltroet

ham, på den anden side havde jeg ikke haft tid til at følge

med i landets udvikling i detaljer. Kemal Atatürks refor-

mer måtte have givet landet et næsten sensationelt skub

fremad. Det lod til at være det mirakel, som også Goebbels

altid havde sat sit håb til. En varm følelse af fortrøstnings-

fuldhed fyldte mit hjerte. Det havde lønnet sig, at jeg, at

Riget også i den formentlig mørkeste time aldrig havde

opgivet troen på den endelige sejr. Fire eller fem forskel-

lige publikationer på tyrkisk og i glade farver vidnede

åbenlyst om denne nye, lykkelige akse Berlin-Ankara.

Nu, da min største bekymring, bekymringen for Rigets

ve og vel, på så overraskende måde lod til at være bragt

ud af verden, nu skulle jeg blot prøve at finde ud af, hvor

megen tid jeg mon havde spildt i dette sære halvmørke

på det braklagte areal mellem husene. Jeg kunne ikke få

øje på „Völkischer Beobachter“, avisen var sandsynligvis

udsolgt, derfor kastede jeg et hurtigt blik på det nærmeste,

nogenlunde fortroligt virkende blad med navnet „Frank-

furter Allgemeine Zeitung“. Jeg kendte det ikke, men

ved sammenligningen med så meget andet, der hang her,

kunne jeg glæde mig over forsidens tillidsvækkende skrift-

type. Jeg ofrede ikke nyhederne nogen opmærksomhed,

jeg så kun efter datoen.

Der stod den 30. august.

2011.

Jeg stirrede på tallet, målløs, vantro. Jeg vendte blikket

mod et andet blad, „Berliner Zeitung“, også dette trykt

med nydelige tyske typer, og søgte datoen.

2011.

Jeg flåede avisen ud af holderen, åbnede den, slog op

på næste side, på den næste igen.

20

2011.

Tallet begyndte at danse for mine øjne, næsten som

en hån. Det bevægede sig langsomt mod venstre, derefter

hurtigere mod højre, så endnu hurtigere tilbage igen, lige-

som når folkemasserne i et øltelt tager hinanden under

armen og gynger i takt. Mit øje prøvede at følge tallet og

fatte det, men så gled avisen fra mig. Jeg mærkede, hvordan

jeg sank forover, jeg søgte forgæves at holde mig fast i de

andre aviser på stativet, jeg klamrede mig til de forskellige

blade, til jeg lå på jorden.

Så sortnede det for mig.