henrik andersen: beskyttelseszonen

BESKYTTELSESZONEN

Bog Beskyttelseszonen FINAL:Layout 1 01/03/11 11:01 Side 1

Af samme forfatter:

De skyldfri, roman 1995

Gensyn med Kap Farvel, roman 1996

Folkets mand, roman 1998

Den tredje historie, roman 2002


Henrik Andersen

BESKYTTELSESZONEN

Roman

People’sPress


Beskyttelseszonen

Copyright © Henrik Andersen 2011

Copyright denne udgave © People’sPress, København 2011

Omslag: Rasmus Funder/ArtPeople

Omslagsfotos: Scanpix (Ullstein bild) og Polfoto (Erik Gleie) m.fl.

Forfatterfoto: Flemming Gernyx/ArtPeople

Sats og tilrettelægning: John Ovesen/Baghus

Bogen er sat med: Palatino

Produktion: Narayana Press, Gylling

ISBN: 978-87-7108-264-7

1. udgave, 1. oplag

Printed in Denmark 2011

Tak til Statens Kunstfond.

Kopiering fra denne bog er kun tilladt i overensstemmelse med overenskomst

mellem Undervisningsministeriet og Copy-Dan.

Enhver anden udnyttelse uden forlagets skriftlige samtykke er forbudt

ifølge gældende dansk lov om ophavsret.

Undtaget herfra er korte uddrag til brug i anmeldelser.

People’sPress · Ørstedhus · Vester Farimagsgade 41 · DK-1606 København V

Forfatterbooking: www.artpeople.dk


Indhold

FØRSTE DEL

Opskrifter 9Hvor meget ved du? 14

ANDEN DEL

Salt I 31Thüringer Klössen 41Rød tyskerkælling 50

Sporskifte 55Salt II 66

Ved stranden 72Universet Jorden Mennesket 84

TREDJE DEL

En lille by i Tyskland 93Venskabskamp 108

Bolværket 114Det er sent 122

Lort til chokolade 128Spøgelser 135

Stalins hjerte 141En helt anden mand 148

IM “Luther” 152Atlantic 156


Ungdomshuset Phillip Müller 163Dansen 169

FJERDE DEL

Produktion 173Please, sir 176

Farver 179Forretningsmand 187

Ben 191Sød 196

Tosca 205Tomhed 209

Schifflersgrund 215Minox 221

Engagement 229HVA/SWT 230Gerstungen 232

FEMTE DEL

Masser af succes 239De tolv trin 247Vestbøsse 260Floatzone 276

Aktindsigt I 286Rejemad 302

Katedralen 319

SJETTE DEL

Lillebælt 333Aktindsigt II 344Bittert vand 355


FØRSTE DEL


Opskrifter

DEN FORMIDDAG, VICEPOLITIKOMMISSÆR Madsen kom for at fortælle omMartins død, havde Ingrid Nørskov langt om længe fundet ud af,hvordan man programmerede den computerstyrede vaskemaskine.

Hun var irriteret over at blive afbrudt midt i vasken, men blev ikkespecielt overrasket, da hun åbnede døren og så, at det var Niels Mad-sen, der stod udenfor. Heller ikke, da han med kasketten i hånden oget forlegent udtryk i ansigtet spurgte, om han måtte komme indenfor,for der var sket noget ulykkeligt, og i betragtning af, at de næsten varnaboer og da kendte hinanden lidt, havde han tænkt, han hellere måttevære den, der kom. Hun nikkede bare indforstået og trådte til side, såhan kunne komme ind i entreen, for et eller andet sted havde hun velaltid vidst, det ikke kunne gå godt i al evighed, at de før eller sidenville afsløre deres hemmelighed, komme og hente dem, føre dem bort– vicepolitikommissær Madsen eller nogle andre mænd. Altid mændi den slags situationer.

Det var vel også forståeligt, at Niels Madsen havde svært ved at fåordene frem, da han var kommet ind og havde sagt nej tak til en kopkaffe. Han vred kasketten mellem hænderne, indtil han endelig opgavat undgå hendes blik og sagde: “Ja, har du så også Poul hjemme?”

“Ikke lige nu. Han er ude at gå med Pelé.”Et øjeblik var Madsen mere desorienteret end forlegen. “Hunden,” forklarede Ingrid. “Han er nede på havnen med hunden.”“Ja, selvfølgelig, hunden. Jeg har godt nok set, at Poul går meget

med den. Nå, jamen, så skulle vi måske alligevel sætte os ned.”Ingrid var ikke bange for det, der nu skulle ske. Hun følte efter,

9


mens hun førte Niels Madsen hen til køkkenbordet, men nej, ingenfrygt, selv om konsekvenserne var uoverskuelige, højst en smule ær-grelse over, at det skulle ske nu, hvor sagen ligesom havde mistet såmeget af den betydning, den engang havde haft, og hun desuden ligevar blevet dus med den nye vaskemaskine.

“Du kan lige så godt spytte ud,” sagde hun, da de sad ved køk-kenbordet, og Niels Madsen igen havde takket nej til kaffe. “Poul løberingen vegne.”

“Næ, det gør han vel ikke.”Hun havde altid forestillet sig, at de mænd, der kom efter dem,

ville være fordømmende. Men der var ømhed i Niels Madsens blik. “Det er sgu svært det her, Ingrid.” Da han havde fortalt færdig, rejste han sig op. Ingrid blev siddende. “Skal jeg ringe efter ... vil du måske snakke med en læge?” spurgte

han. Hun rystede på hovedet. “Skal jeg så alligevel ikke vente her, indtil Poul kommer?”Ingrid ville ikke se på ham. Hun skammede sig over, at hun ikke

græd. “Jeg vil helst have, du går nu,” sagde hun. “Hvis det er det, du helst vil, så ... Jeg tænkte jo også, jeg nok burde

tage ud til grossistens. Susanne ... “Så løftede hun alligevel det beskæmmende tørre blik og så på ham. “Åh, ja, Susanne,” sagde hun. Hvilken lettelse, da han var væk. Det var fristende at blive siddende ved køkkenbordet og stirre ud

i luften i al evighed, men den gik ikke. Der var ting, der skulle ord-nes, og ting ordnede ikke sig selv. Det var bare at komme i gang.

Hun gik ud i bryggerset. Vasken skulle køres, hvilket var en bar-neleg, når man først bemestrede knapperne på det elegante frontpa-nel. Tres grader med centrifugering, så var det bare at trykke på start-knappen.

Martin købte den vaskemaskine til hende, inden han flyttede tilKolding. Måske for at vise, han ikke længere dømte hende. Måske forat vise, han ikke længere var interesseret.

10


“Ja selvfølgelig, mor, alt er, som det skal være,” havde han sagt,inden han og Susanne satte sig ind i den nye Volvo og kørte væk.

Hvorfor fortalte hun ham ikke sandheden?Hun stillede vaskepulveret på plads og fik et glimt af sit eget an-

sigt i spejlet over bryggersvasken. Smilerynker. For Martin var alting enkelt. Han var overbevist om, at hun kendte

sandheden.Hun flyttede blikket til vaskemaskinen. De digitale tal bevægede

sig, nedtællingen var i gang, og der var meget, som skulle ordnes. Hun gik gennem køkkenet, ud i gangen og ind på sit værelse. Det

havde engang været Kristians værelse og i lang tid stået, som han ef-terlod det, da han døde. Da Martin flyttede hjemmefra, besluttede de,at det havde stået længe nok. De kunne få et værelse hver, og sådanblev det. Poul fik Martins, Ingrid fik Kristians. Det var skønt med eteget værelse, men ikke desto mindre en kendsgerning, at huset varblevet for stort til to pensionister. Derfor havde hun engang foreslået,at de solgte det og flyttede ud til de nye andelsboliger på Sølvkysten,ligesom alle de andre pensionister i byen. Men det ville Poul ikke høretale om. Det ville være som at sælge sine minder, påstod han. Des-uden havde de råd til at blive boende. Martin var flink til at hjælpe,også økonomisk. Poul havde altid været flink til at bruge penge.

Hun lod blikket glide over reolen, den røde kasse stod på neder-ste hylde. Hun flyttede den til skrivebordet. Men albummerne, hvorhavde hun gjort af dem? De albummer, der stod i reolen, indeholdtikke andet end fotografier, og hun følte allerede en begyndende panik,da det slog ned i hende. Selvfølgelig. De stod naturligvis i reolen indei stuen, det sted hun havde anbragt sine bøger og albummer, denganghun ikke havde sit eget værelse. Var det så lang tid siden, hun sidsthavde ordnet sine udklip? Det var virkelig på høje tid.

Hun tog alle albummerne med ind på værelset og åbnede det, derså ældst ud. Ganske rigtigt, de madopskrifter, hun havde klæbet fasttil albummets sider, var daterede 1966 og 1967. Hendes første år i Dan-mark. Det var enkle opskrifter, frikadeller, flæskesteg, brændendekærlighed, det grundlæggende. Men ordene, herregud, de danske ord.Hun kom til at smile ved tanken.

11


Poul blev altid glad, når han fandt hende bøjet over opskrifter ogordbøger ved køkkenbordet i deres første fælles hjem, den lille lejlig-hed i Holbæk. Og han roste hende, hver gang hun med dødsforagtforsøgte at lave en dansk ret, som hans mor havde lavet den – hvadenten sværen blev sprød eller ej.

Hun lukkede det gamle album og fandt det nyeste i stakken. 1988-89, javel. Halvdelen af siderne i albummet var tomme, udmærket, såskulle hun altså fylde det her, inden hun tog hul på et nyt. Hun toglåget af den røde kasse. Dér lå de. Hendes udklip. Opskrifter fra avi-ser, dameblade og brochurer. Og de små reklamefoldere med op-skrifter, der på et tidspunkt var begyndt at dukke op i postkassen.Sund mad fra Karolines Køkken, bageopskrifter fra De Danske Suk-kerfabrikker og sågar en enkelt folder fra Carlsberg: Madlavning medøl. De fleste udklip var udaterede, så det var svært at afgøre, hvorgamle de var. Men opskrifterne på Kylling med wokede grøntsager og ba-silikum og Nemme tapas til en lang aften kunne i hvert fald ikke være sågamle. De vidnede om nye tider og nye madvaner. Og om, at de dan-ske madretter ikke længere havde udgjort en tilstrækkelig udfordring.

Hun tog alle udklippene op af kassen og lagde dem i en bunke påskrivebordet. Skidt med kronologien, det vigtigste var, at de blev sati album. Hun fandt en tynd tusch i skrivebordskuffen. Hun fik næ-sten altid lyst til at knytte sine egne kommentarer til nogle af op-skrifterne.

Hvorfor var hun holdt op med at klistre opskrifter ind i albummer?Hun betragtede udklippene på skrivebordet. Mindst fem, måske ti årsudklip, der aldrig var blevet klistret ind. Sikke et rod. Nu gjaldt detom at arbejde koncentreret. Se fremad. For det var nye tider – igen –og der måtte være tusindvis af opskrifter, som lå og ventede på hendeet sted på internettet.

Der gik to timer eller tyve minutter, det var ikke til at sige, men pået tidspunkt blev Ingrid forstyrret af en dør, der smækkede, og Pelé,der halsede ude i entreen. Hun så ikke op fra Fyldte peberfrugter medhakket oksekød og fetaost, for opskriften skulle helst sidde pænt og lige.Hun så heller ikke op, da hun fornemmede, at Poul kom ind på hen-des værelse, og mærkede Pelés snude ved sit ben. Det var først, da

12


Poul lagde hånden på hendes skulder, at hun så op på ham og blevlidt overrasket over det bekymrede udtryk i hans ansigt.

“Du har grædt,” sagde han. “Er der sket noget?”


Hvor meget ved du?

INGEN AF DEM havde en chance. Den mørkeblå Volvo faldt mere end halvtreds meter, inden den

ramte jorden med taget først, og eftersom der ikke var træer på denstejle bjergside, kun sten og solsvedne buske, drejede den om sin egenakse yderligere et antal gange, inden den stødte mod en klippevæg,lagde sig til ro, og faldet endelig var slut.

Intet sikkerhedsudstyr i verden kunne modstå sådan et fald, hel-ler ikke de avancerede, interagerende beskyttelsessystemer, som degrundige ingeniører hos Volvo Personbilar i Göteborg havde udsty-ret flagskibet XC90 med. Ligegyldigt hvor mange airbags og oppus-telige gardiner man installerede i kabinen, hvor omhyggeligt man for-stærkede karrosseriet, og hvor mange ekstra sikkerhedsknæk manlavede på ratstammen, ingen bil udgjorde et trygt opholdssted, nården blev udsat for et frit fald på over halvtreds meter.

Det var, ifølge den spanske politirapport, mest sandsynligt, at Mar-tin og Susanne Nørskov døde ved det første nedslag. Det er såledesmuligt, at Susanne, der som regel faldt i søvn, når det var Martin, derkørte bilen, aldrig opdagede, hvad der skete i sekunderne mellem detførste sammenstød med autoværnet på den smalle bjergvej og detdræbende nedslag på bjergsiden. Martin vidste sandsynligvis, hvadder skete. I de forfærdelige sekunder inden nedslaget må han havevidst, at de skulle dø, og måske tænkt, at det her ikke kunne være rig-tig. Heldet kunne umuligt svigte ham nu.

De sad i bilen, indtil det blev lyst. En chauffør, der var på vej tilAgua Amarga med nybagt brød, så den sammentrykkede byjeep nede

14


i slugten. Han ringede til politiet, og fireogtyve timer senere nåede hi-storien de danske aviser.

Formiddagsbladenes rubrikker var enslydende:

PROFESSIONEL FODBOLDSPILLERKØRER FAMILIEN I DØDEN

Historien var ikke forsidestof. Det var længe siden, Martin havde truk-ket sig tilbage fra den professionelle fodboldarena, og endnu længeresiden hans karriere havde haft nogen nyhedsværdi for danske aviser.Ja, det var vel egentlig kun, da han i sæsonen 1991-1992 var tæt på atetablere sig i landsholdstruppen og så alligevel røg ud inden EM iSverige, at man med nogen form for regelmæssighed kunne læse omham på landets sportssider. Succesen havde aldrig været stor nok tilat grundfæste Martin Nørskovs navn i den sportsinteresserede, dan-ske befolknings bevidsthed, men netop derfor kunne pressen instru-mentalisere hans død og stramme tommelskruerne en ekstra melo-dramatisk omgang.

Man var vel næsten nødt til at gøre det for at retfærdiggøre place-ringen af de små artikler på nyhedssiderne. Så der blev trukket storeveksler på skuffelsen i ‘92, hentydet ufint til den lidet glorværdige kar-riereafslutning i Sverige og lagt vægt på beskrivelsen af de nygiftestro på fremtiden – brylluppet og det barn, der snart skulle komme til.Billederne af Martin Nørskov iført den rød-hvide landsholdstrøje varmere end ti år gamle.

Morgenaviserne var knap så interesserede. Jyllands-Posten og Po-litiken havde hver en lille Ritzau-notits på sportssiderne, Berlingerenslet ingenting. Fyens Stiftstidende var den eneste avis, der bragte enegentlig nekrolog. Stiftens sportsredaktør huskede møder med Mar-tin Nørskov i årenes løb. I Europa og i Danmark. Han huskede deresallerførste møde på OB’s træningsanlæg i Ådalen, dengang Martinnitten år gammel havde skrevet under på den første professionellefuldtidskontrakt, og han, frem for alt ved hjælp af det, redaktørenkaldte “en nærmest blind stædighed”, erobrede en plads på 1. divi-sionsholdet i sin første sæson som seniorspiller. Martin Nørskov

15


havde, ifølge redaktøren, altid bevaret sin venlige og behagelige om-gangsform, der dog var præget af en vis distance og aldrig indbød tilnogen form for fraternisering fodboldspiller og journalist imellem.Den “passionerede kunstsamler og velhavende finansmand” taltegerne sagligt om fodbold, kunst og aktiehandel, og disse samtaler varaltid præget af en “intelligens og almen dannelse, der ikke er nogenselvfølgelighed i den professionelle fodboldverden”.

Det sidste møde mellem redaktør og fodboldspiller havde fundetsted, da Martin vendte tilbage til sin fødeby – forkert, Martin var ikkefødt i Assens! – for at slå sig ned som “gourmetrestauratør”.

Gourmetrestauratør. Stiftens sportsredaktør deltog i flere af de fe-ster, Martin efter sin hjemkomst holdt i huset over Veststranden, såselvfølgelig vidste han, hvad det var for en restaurationsvirksomhed,han havde startet. Måske kunne han ikke nænne at skrive det. Ellerogså kunne han bare ikke få billedet af den pensionerede fodbold-spiller, usædvanligt intelligente kunstsamler og velhavende finans-mand til at stemme overens med billedet af en succesløs restauratørlangt ude i provinsen, ejeren af det eneste diskotek i en lille bortgemtby, hvor end ikke kragerne havde været på besøg for nylig.

De ringede også til mig. Det var sådan, jeg hørte om Martins død. Enjournalist fra et formiddagsblad ringede dagen efter ulykken i Anda-lusien for at få lidt baggrundsinformation, som hun udtrykte det. Detvar mig en gåde, hvorfor hun havde valgt at ringe netop til mig, oghvordan hun overhovedet kunne vide, at vi kendte hinanden. Menhvem ved, måske var hun i løbet af sin research faldet over den lillePolitiken-notits, der omtalte mit dokumentariske romanprojekt omen professionel fodboldspiller – hvis virkelige forbillede var MartinNørskov. Under alle omstændigheder: Jeg havde ikke lyst til at talemed hende, og da slet ikke, da hun fortalte om ulykken.

“Beklager. Jeg troede, du vidste det,” sagde stemmen. Hun lød ung. Sandsynligvis en praktikant, der var blevet sat på en

historie, ingen anden gad røre ved. “Jeg forstår, at I var barndomsvenner,” fortsatte hun. “Er der nogle

16


særlige begivenheder, noget sigende om ham, som du husker fra jeresbarndom, og som du synes skal med i artiklen?”

Jeg havde ved en tidligere lejlighed gjort mig mine egne, ret så ulyk-kelige, erfaringer med nyhedsjournalister og var nået frem til den vur-dering, at den suverænt bedste strategi, man kunne følge, når man taltemed dem, var at sige så lidt som muligt. I bedste fald ingenting. Nu for-talte jeg hende, at jeg ikke havde kendt Martin så godt, som hun tilsy-neladende troede, og end ikke vidste, at han og Susanne var i Spanien.

“Omstændighederne omkring ulykken er stadig uklare,” fortsattehun. “Ved du, hvordan han havde det den sidste tid? Var der noget medhans sindstilstand? Var han for eksempel ked af det eller deprimeret?Måske i forbindelse med, at han blev for gammel til at spille fodbold?”

Jeg fortalte hende, at jeg ikke havde den fjerneste anelse om, hvil-ken sindstilstand Martin havde befundet sig i, men at min sindstil-stand lige nu var stærkt præget af den nyhed, hun havde overbragt.

“Det forstår jeg. Det må jo godt nok være et chok. Men du, jeg skalbare lige høre … Den der historie med lillebroren, er det noget, du kanfortælle mig om?”

Jeg sagde, at ‘den der historie’ vel strengt taget tilhørte privatlivetsfred.

“Jo,” sagde hun, “sådan ser jeg også på det. Men det er bare, duved, sådan trods alt en ret interessant familie, når man får set nær-mere på den. Som jeg har forstået det, forstod Martin først sent, hvor-dan det hang sammen med hans mors politiske engagement …”

Politiske engagement? Ingrid havde, så vidt jeg vidste, aldrig væretengageret i politik.

“... og, øhm, skal vi kalde det, forbindelser til DDR.” Den sad. Hvor meget vidste hun?“Jeg har talt med Ingrid,” sagde stemmen. “Det er et tema, der har

offentlighedens interesse. Og selv om det er mange år siden, kan vi tovel godt blive enige om, at det stadig er en legitim interesse? Du vartæt på familien i de år. Hvordan så man på familien i lokalmiljøet. Na-boerne, vennerne, blev der talt bag familiens ryg?”

Vi lyttede til hinandens åndedræt et par sekunder. Så fik jeg taget

17


mig sammen til at sige, at jeg ikke var så tæt på familien Nørskov, somhun åbenbart havde fået indtryk af, men at jeg ikke desto mindre varrystet over at høre om Martins død og derfor ikke kunne tale medhende lige nu.

“Jeg forstår,” sagde hun. “Så må du undskylde, at jeg forstyrrede.Jeg vender tilbage, hvis vi går videre med historien.”

Derefter lagde hun på. Jeg stirrede irriteret på telefonen. Jeg havdeløjet hende lige op i ansigtet, hvilket jeg principielt ikke havde detmindste imod, men problemet var selvfølgelig, at hun kunne høre løg-nen. Jeg håbede, de valgte ikke at gå videre med historien.

Jeg satte mig i sofaen, trykkede på fjernbetjeningen og stirredeblindt på skærmen, mens jeg tænkte på Martin. Det var tre dage siden,jeg endelig havde fået en mail fra ham, det første livstegn siden hanog Susanne var flyttet til Kolding. “Det lykkeligste øjeblik er lige om-kring hjørnet,” stod der. Det var alt. Ikke noget med ‘Kære Stefan’ somindledning, ikke noget med ‘Mange kærlige hilsner’ som afslutning.Og frem for alt ikke et ord om vores bogprojekt, som han uden videre,uden et ord til forklaring, havde afbrudt, inden han rejste fra byen.Bare en enkelt selvoptaget sætning om det dér lykkeligste øjeblik, dertilsyneladende lå lige omkring hjørnet.

Jeg havde ikke svaret. Jeg var sur, fordi han var skredet fra det hele.Og hunderæd, fordi jeg vidste, jeg ikke kunne skrive bogen, som jegallerede havde fået forskud på, færdig uden ham.

Sandsynligvis havde Martin ikke forventet et svar. Han var jo lyk-kelig. Nu var det under alle omstændigheder for sent. Min gamle venvar død, min helt.

Den følgende uge blev de begravet. Det var passende nok en helt igen-nem trist sommerdag, hvor regnen fra morgenstunden stod ned i enuforsonlig strøm, og det føltes, som om hele byen var gennemblødt,da jeg klokken to om eftermiddagen gik ned til kirken. Vores gamleholdkammerat Jakob kom løbende op ad grusstien, mens jeg stod iindgangen til våbenhuset og forsøgte at lukke min genstridige para-ply. Han stoppede op ved siden af mig og tørrede vandet væk fra detudtryksløse ansigt.

18


“Det regner,” konstaterede han. I vores ungdom havde han været forsvarsklippen. Han var stabil,

aldrig ude af ligevægt, altid klar til at rydde op, når vi andre dum-mede os på midtbanen.

“Det dér gider jeg altså ikke vente på,” sagde han og nikkede i ret-ning af min paraply.

Jeg nikkede og ventede, til han var blevet opslugt af kirken. Så ky-lede jeg paraplyen ned i en skraldespand og gik ind.

Jeg lyttede til præstens tale, så begyndte de igen at synge, og jegforlod kirken og gik ud til kirkegården, hvor jeg stod i regnen, mensjeg ventede på, at de nåede frem med kisterne. Våde jordvolde om-kring gravene. Så stod der to hvide kister ved siden af hinanden.

“Skal du med ned på pubben?” spurgte Jakob, da de var kommeti jorden.

Jeg sagde til ham, at han kunne gå i forvejen, hvorefter jeg gik hentil Susannes forældre, grossisten og hans kone, for at kondolere. Jegkendte dem knap nok, så jeg trykkede dem bare kort i hånden, mum-lede et par ord og gik videre til Martins forældre. Ingrid og Poul. Demkendte jeg, de havde været en del af min barndom og ungdom. Nuvar de pensionister. Men de så ikke gamle ud på overfladen. De så udsom to mennesker, der havde nået et vist stadie og nu tilsyneladendevar holdt op med at ældes. To helt almindelige middelklassepensio-nister, der – så usandsynligt det end virkede, som de stod der underparaplyerne og vist ikke havde flere tårer at byde på – var mærkedepå sjælen af det tyvende århundredes modbydeligheder. Nu levedede videre i en verden, der havde forandret sig til uigenkendelighed.En anden verdensorden, en anden fjende.

Ungdommen var mange år siden, men Martins far og mor gen-kendte mig med det samme. Jeg anede ikke, hvad jeg skulle sige tildem, og vi hilste på hinanden, som var det bare et tilfældigt mødenede på hovedgaden. Ingrid sagde, jeg var velkommen til kaffe ogkage, når som helst jeg havde tid og lyst. Poul nikkede. Så gik jeg nedtil pubben for at drikke gravøl.

19


Et par uger senere ringede jeg på hos Ingrid og Poul i det nye kvar-ter. Det var Ingrid, der åbnede døren. Hun viste mig ind.

“Ja, jeg ved ikke, om du kan genkende vores stue,” sagde hun. “Denser lidt anderledes ud end sidst, du var her. Det er jo længe siden.”

Det var seksten år siden. Festen de holdt, da Martin havde under-skrevet kontrakten med Hannover 96. Og jeg kunne godt genkendestuen i deres parcelhus. Selv om indretningen unægtelig havde for-andret sig en hel del. Møblerne var elegante og luksuriøse, væg tilvæg-tæppet var blevet erstattet af et trægulv, og de mørke trælister iloftet udskiftet med lyse loftsplader af et ubestemmeligt materiale. Påvæggen over for den ene af to sorte lædersofaer hang en enorm B&O-plasmaskærm med tilhørende lydmodul. Mondænt og upersonligt.Det hele passede dårligt til mit billede af Ingrid og Poul og måtte væreresultatet af den indretningsarkitekt, Martin pudsede på det gamleparcelhus, da han vendte tilbage fra Stockholm.

Der var dog også et par konstanter til at bryde indtrykket af isce-nesat mondænitet. Det opretstående klaver ved den ene væg, Pelé,den sorte labrador, de havde købt efter Kristians død – den måtte væreblevet fornyet en gang eller to siden da – og som nu kom ind fra havenside om side med Poul, Ingrids albummer med madopskrifter og deindrammede fotografier på væggene.

Jeg havde taget kaffebrød med fra bageren, et idiotisk forsøg på athave noget brugbart med til to mennesker, der var utrøstelige, menIngrid hjalp mig ved at sige “Ikke dårligt, Torvebagerens smørkage!”,hvorefter hun gav mig besked på at tage plads i sofaen og tog bager-posen med ud i køkkenet for at skære kagen ud og lave kaffe. Poulsatte sig i en lænestol på den anden side af sofabordet. Den lavstam-mede pensionist med de kantede bevægelser havde engang været enung og talentfuld civilingeniør, der af Edvard Ravnstrups netværk påDanmarks Tekniske Højskole var blevet håndplukket til et arbejde heltude ved grænsen til fremtiden. Men det var længe siden. Poul Nør-skov var ikke længere ung og talentfuld, femogtyve års rutinearbejdepå Munkholm Armatur AS ude ved Ringvejen havde sat sit præg, ognu forekom det mig, at han måtte have været lige så malplaceret i dr.

20


Ravnstrups sofistikerede halvlederunivers som i de elegante Bo Bedre-korrekte omgivelser i sin egen stue.

Mens vi ventede på kaffe og kage, talte vi om fodboldklubben. PoulNørskovs status i Assens Fodbold Club var også en konstant. Hansandel i Martins professionelle fodboldbedrifter var ubestridelig, Mar-tin var trods alt hans kød og blod, og Poul havde siddet i klubbensbestyrelse for seksten år siden og sad i klubbens bestyrelse i dag. Nufortalte han om sidste års nedrykning fra Danmarksserien, mens hanklappede den sorte labrador, der lå på gulvet ved siden af hans læ-nestol.

“De var for unge, helt enkelt for unge, Stefan,” sagde han. “Det erdet samme hver gang: De tror, de er verdensmestre, men så snart vifår dem op i Danmarksserien, støder de på hold, der har spillere meddivisionserfaring, og dem slår man sig på. Så skal de til at arbejde, ar-bejde hårdt.”

Jeg spurgte, om de bedste stadig forsvandt ud til Odense. Han læ-nede sig frem i stolen og tog forsigtigt labradorens hoved i hænderne.

“Ja, det er godt, Pelé,” sagde han og fjernede et eller andet, der sålevende ud, fra hundens øre. “Nja, det er jo blevet sværere for de ungeat komme derud. De køber spillere fra Østblokken nu. Og fra Afrika.Ja, selvfølgelig også fra Sverige og Norge.”

Han kastede et sidste blik på hundens øre og lænede sig så tilbage istolen igen. Labradoren fulgte hans bevægelser med et beskyttende blik.

“Men det er bare godt for os,” fortsatte han. “Så får vi lov til at be-holde dem lidt længere.”

Det solbrændte ansigt afslørede ingenting, og hans stemme var ligeså drævende fast og fuld af overbevisning som altid, når han talte omfodbold. Men han kunne ikke skjule sine øjne. Hans øjne havde ingenbund.

Dengang vi var små, havde jeg set op til Martins far, fordi han vardygtig til at få tingene gjort. Og en gang imellem frygtet ham, fordihan kunne blive vred og ond i blikket over de mærkeligste ting.

Nu smilede han. Jeg ved ikke, hvad det kostede ham at frembringedet smil.

21


“Vi tager simpelthen en ny sæson i Fynsserien,” sagde han. “Deter ikke første gang, vi prøver den tur.”

Ingrid kom tilbage fra køkkenet og overtog samtalen.“Hvorfor kommer du aldrig og besøger os, Stefan?” spurgte hun.

“Vi har savnet dig, er det ikke rigtigt, Poul?”Hun så over mod Poul, der nikkede bekræftende, mens jeg rød-

mede over den uventede intimitet og sagde, at nu var jeg her jo. In-grid hældte kaffe i kopperne, og Poul rakte ud efter den slanke fjern-betjening på sofabordet og trykkede på en knap. Helmuth Lottitordnede ud i stuen i surroundsound. Ingrid satte termokanden frasig.

“Vi skal da ikke høre musik nu, Poul,” sagde hun. Han så på hende med et tomt blik. Så slukkede han musikken og

lagde fjernbetjeningen på bordet. Pelé havde løftet hovedet og op-mærksomt fulgt deres lille meningsudveksling. Nu lagde den hove-det ned på gulvet igen.

Jeg pegede på et af de indrammede fotografier på væggen ogsagde, at jeg huskede det fra tidligere. Efter drengenes alder at dømmemåtte det være et fotografi fra slutningen af halvfjerdserne, sandsyn-ligvis fra en af de somre, hvor familien Nørskov kørte rundt i landetmed campingvognen. De to brødre sad skrævende over nogle mur-brokker, lillebror Kristian forrest, storebror Martin bag ham. De varfotograferet i profil, med benene hængende ned langs muren, fød-derne dinglende i luften. Martin havde anbragt hænderne på Kristi-ans skuldre. Det var et godt billede. Selv om de poserede og vidste,de blev fotograferet, virkede de upåvirkede af kameraets eksistens.De sad begge naturligt, uden stivhed, og det eneste, der afslørede morog far og kameraets tilstedeværelse uden for billedet, var det lille selv-bevidste smil, som var ved at vokse frem i Kristians mundvige. Dervar en fnuglet uskyld, en meditativ ro over de to drenge på fotogra-fiet. Som havde de fundet en dybere mening ved at sidde på mur-brokkerne og stirre ud over markerne og det blå sommerhav, mananede bag træerne i fotografiets baggrund. Jeg spurgte, om det var fraBornholm?

22


“Dybbøl Mølle,” sagde Poul. “Ja, Dybbøl Mølle,” sagde Ingrid. “Det må have været sommeren

‘78. Eller kan det have været ‘79, Poul?”“1979,” sagde Poul uden tøven. “Det var den sommer, vi var i Dyb-

bøl.” 1979. Den sommer, Kristian døde. “Jeg tror, vi har det Dybbøl-billede i et album,” sagde Ingrid og rej-

ste sig op. “Så kan vi finde ud af, hvornår det var.”Ingrid gik for at hente albummet, og Poul skar en undskyldende

grimasse og spurgte, om jeg ville have en gibbernakker. Han hentedeen flaske Gammel Dansk og tre små glas, og vi satte os alle tre i so-faen for at kigge på billederne i fotoalbummet.

“Her har vi det,” sagde Ingrid. Hun tog fotografiet fra Dybbøl ud af den lille plasticlomme og

vendte det om. “Du havde ret, Poul,” sagde hun. “1979.”Der var flere fotografier af drengene, alene eller sammen med den

ene eller den anden af forældrene. Og der var billeder af Ingrid ogPoul sammen. De fleste i underlige vinkler eller så uskarpe, at jeg gæt-tede på, det var en af drengene, der havde stået bag kameraet, menunder alle omstændigheder billeder af Ingrid og Poul for tredive årsiden. De var stærkere, udstrålede mere selvtillid og energi end nu,og Ingrids briller og frisure var en temmelig fremmedgørende ople-velse, men alligevel virkede de ikke afgørende forskellige fra derestredive år ældre alter egoer. De hørte sammen, de havde noget sam-men, det så man på billederne fra det danske ferielandskab i halv-fjerdserne, og det så man den dag i dag.

“Jeg tror lige, jeg skal … “ sagde Poul. Han rømmede sig. Så rejste han sig op, sagde undskyld og gik ud

gennem terrassedøren med Pelé i hælene. Ingrid fulgte ham med blikket, indtil han drejede til venstre ved

fyrretræet og gik ned mod værkstedet med den kostbare modeljern-bane, vi aldrig måtte røre ved, dengang vi var børn. Jeg sagde, det vistogså var på tide, at jeg kom videre. Ingrid lagde hånden på mit knæ.

23


“Nej, bliv lidt endnu. Det er så rart at snakke med dig. Poul orkerikke. Han kan ikke snakke om det, så vi snakker ikke om det. Det erhårdt for ham.”

Jeg sagde, det vel også var hårdt for hende. “Jo, jo, selvfølgelig er det også hårdt for mig. Men det er vist alli-

gevel noget andet for Poul. Jeg vænner mig hurtigere til det, end hangør. Du ved, man tror, verden aldrig bliver den samme igen. Så ertiden pludselig gået, og så føles det, som om verden er den sammeigen.”

Hun tøvede. “Nej, det passer ikke. Sådan er det selvfølgelig ikke. Man ved altid,

at der mangler noget. Men man kan vænne sig til, at der manglernoget. Også selv om det er det vigtigste, der mangler. Man vænnersig til alt, hvis bare man venter længe nok. Det ved jeg nu.”

Hun holdt inde, så mig i øjnene. “Lyder det mærkeligt?”Jeg rystede på hovedet.“I var ikke andet end børn,” fortsatte hun. “Ingen af jer.”Vi var ikke andet end børn. Det var det, de sagde, dengang kata-

strofen slog ned, og livet skulle gå videre. “Det her har jeg altid godt kunnet lide.”Hun havde igen givet sig til at bladre i fotoalbummet og pegede

nu på et Polaroid-billede af to drenge, der stod på en græsplæne foranet parcelhus. Græsplænen lå et sted på Sjælland, og drengene var iførtshorts og identiske blå træningsjakker. De havde begge en fodboldunder armen og en chokoladecigaret i munden, og de stirrede beggeselvbevidst ind i kameraet.

“Jeg tror, det er fra Ringsted,” sagde Ingrid.Hun rejste sig op. “Vi har flere billeder et sted. Måske kan vi finde nogen, du også er

med på.”Jeg sagde til hende, at hun ikke skulle gøre sig ulejlighed, men hun

lyttede ikke, viftede end ikke mine indvendinger væk som en irrite-rende flue, hun lod helt enkelt, som om jeg ikke havde sagt noget, ogforsvandt ud af stuen for at lede efter flere fotoalbummer.

24


Jeg kiggede på billedet af de to fodbolddrenge. Den største af dren-gene kunne jeg godt genkende: Martins halvlange, lyse hår, midter-skilningen, den tætte kropsbygning, det lave tyngdepunkt, der gjordeham svær at skubbe væk, og det selvsikre glimt i øjnene. Det varsådan, han var. Det var sværere med den anden dreng på billedet. Jeg vidste, det var Kristian, vidste, han havde set sådan ud engang,men det kunne lige så godt have været en helt anden person. Måskeen gammel ven, som jeg havde mistet kontakten med for mange årsiden.

Ingrid vendte tilbage med en hel høj af albummer, og nu var hunikke til at stoppe, hun befandt sig i en tilstand, hvor det ikke længerevar relevant, hvad jeg mente, eller hvem jeg i det hele taget var. Jegtror slet ikke, hun lagde mærke til mig længere. Hun bladrede, pe-gede og kommenterede. Der var billeder fra Holbæk og Slagelse ogandre steder, de havde boet, før de flyttede til Assens, billeder her frabyen, fra familiefester, fra sommerrejser og fra besøg de steder, Mar-tin havde spillet fodbold.

Det var svært at afgøre, hvilke kriterier Ingrid anvendte, når hunafgjorde, hvilke billeder der skulle knyttes en kommentar til, og hvilkebilleder vi kunne gå let hen over. Men hun tog sit valg uden tøven.Hun bladrede, scannede siderne med fotografier, hvorefter hendespegefinger landede ved netop det billede, som det var vigtigt at få satind i en større sammenhæng. Fra Martins fødsel, der stort set faldtsammen med Ingrids ankomst til Danmark, over drengenes barndom,drengens ungdom.

Der var ingen billeder fra dengang, Ingrid var ung i Eisenach. Debilleder var blevet i DDR.

Hun blev igen opmærksom på, at jeg sad ved siden af hende.“Efter Kristian handlede alt om Martin. Vi gjorde alt for, at Martin

skulle blive i stand til at gå videre. Det var værst for ham.”Hun så mig i øjnene. Der var en fasthed i hendes blik, en overbe-

visning i hendes stemme, der ikke kunne sættes spørgsmålstegn ved. Jeg sagde ikke noget. Det havde altid været en stiltiende overens-

komst, at vi ikke skulle tale om Kristians død. “Men alt det ved du selvfølgelig,” sagde hun. “Jo, du ved sikkert

25


det hele. I skulle jo skrive den dér bog sammen, så du kender garan-teret alle vores hemmeligheder.”

Hun holdt inde.“Hvor meget ved du, Stefan?” spurgte hun så. Jeg vidste lidt, langtfra det hele. Kun antydninger Martin var kom-

met med, inden han smed alting fra sig og flyttede fra byen med Su-sanne. Der var en hemmelighed i Ingrid og Pouls fortid, noget derhavde med DDR at gøre, og han ville afsløre hemmeligheden i voresdokumentariske roman. Den fodboldbog, der aldrig ville blive skrevet.

“Det gør ikke noget,” sagde Ingrid hurtigt og bladrede videre i al-bummet. “Du må gerne vide det nu. Se lige – hér har vi et, du er medpå …”

Jeg så på billedet ved hendes pegefinger og rystede på hovedet. Påbilledet var Martin og jeg seksten år gamle. Langt pandehår med skil-ning, kort hår i nakken og i siderne klippet op over ørerne. Vores hårskinnede – skinnede af den farvestrålende væske, der kom i gen-nemsigtige tuber, som man kunne hænge op på en krog ved siden afspejlet i badeværelset. Vi var iført vores uniformer, og jeg krummedetæer, mens jeg studerede Martins rosa poloskjorte, min egen gule po-loskjorte, vores posede grå lærredsbukser og de brune sejlersko, vihavde på fødderne.

“Sikke et par diskere,” sagde Ingrid. “Det kalder jeg et kønt par!”Old enough to dance the night away, tænkte jeg og kom vistnok til at

smile. Ingrid så spørgende på mig, og jeg rystede på hovedet og sagde,jeg bare var kommet til at tænke på noget fra firserne.

Ingrid kiggede eftertænksomt på billedet af de to teenagere, indenhun igen talte. Tøvende, afventende min reaktion på sine ord, somom hun for første gang præsenterede en ny og revolutionerende teorifor en vantro omverden.

“Kan du se ligheden? Efterhånden som han bliver ældre? Kan duse det, Stefan?”

Hun tog et andet album op fra gulvet, åbnede det og anbragte detved siden af albummet med det kønne diskerpar.

“Kan du se det nu?”Hun anbragte fingeren ved et billede af en ti-tolvårig Kristian. Så

26


flyttede hun fingeren over til albummet med billedet af den seksten-årige Martin. Der var et foruroligende lys i hendes øjne.

“Han ligner Kristian!” sagde hun triumferende. “Er det ikke mær-keligt? Jo ældre Martin bliver, jo mere kommer han til at ligne Kri-stian. Kristians ansigtstræk, det lyse hår, øjnene. Se her.”

Hun fandt et tredje, nyere album frem og lagde det oven på de toandre.

“Se! Han er som Kristians levende billede.” Vi studerede begge billedet af den femogtredivårige Martin Nør-

skov. “Det er helt utroligt,” sagde Ingrid stille. “Jeg synes virkelig, det er

helt utroligt.” Hun rystede på hovedet, holdt så blikket rettet mod fotografierne

yderligere nogle sekunder, inden hun sagde: “Jeg havde et par ta-lentfulde drenge.”

Jeg nikkede bekræftende.“Den ene kunne synge, den anden kunne danse,” fortsatte hun.

“Hvilket talent tror du, det er vigtigst at have? Hvad ville du selv helstkunne – synge eller danse?”

Jeg fattede ikke, hvor hun ville hen. Martin og Kristian kunne hver-ken synge eller danse.

“En mand uden talent er blot en helt almindelig mand,” hviskedehun så.

Jeg holdt vejret. Hun var langt ude nu. Hun bladrede i albummet. Susanne dukkede op på et af billederne. “Kendte du Susanne?” spurgte hun. Susanne havde gået i vores klasse. Hun var ikke den kønneste pige

på skolen, men hun fyldte sin plads i verden med slående selvfølge-lighed, og det var allerede dengang indlysende, at hun og Martinskulle være kærester. Ingen satte spørgsmålstegn ved, at de to hørtesammen.

“Selvfølgelig kendte du Susanne,” sagde Ingrid. “Jeg kunne godtlide hende. De så ud til at have det godt sammen. Susanne kunne godtlide børn.”

Hun skulle til at bladre videre, men tog sig i det, lagde den ene

27


håndflade ned på fotoalbummet og sagde: “Og så kan man alligevelikke lade være med at tænke. For prøv at forestille dig, tænk nu, hvisMartin ikke havde mødt Susanne igen, så havde han måske slet ikkeværet i Spanien på det tidspunkt, og så ville han ikke være kørt udover det bjerg.”

Hun holdt inde en stund. “Sådan kan man selvfølgelig ikke tænke,” sagde hun. Så spurgte hun, om jeg ville have mere kaffe, inden hun fandt et

nyt album at bladre i. Jeg blev siddende, mens jeg tænkte, at det varpå høje tid, jeg kom væk, for Ingrid kunne snart ikke tage mere, ogdet kunne jeg heller ikke. Da kom Poul ind gennem terrassedøren.Han og Pelé blev stående på tærsklen til stuen, og de betragtede osmed lige dele overraskelse og forfærdelse. Jeg så, hvad de så. Sofa-bordet med kaffekopper, tallerkener, en halv smørkage på et fad ogen flaske Gammel Dansk. Ingrid og mig i sofaen og rundt omkring ospå gulvet, på bordet og på sofaen seks, syv eller otte fotoalbummermed snapshots af den tid, der var gået, den tid, Poul havde tilbragtsammen med Ingrid, der end ikke så op fra sit album, mens han stodi døren.

Poul sagde ikke noget. Han så ked ud af det og var pinligt berørt,som han stod der og forsøgte at få overblik over noget, han må havevidst, det var umuligt at overskue. Så gik han hen til sofaen og be-gyndte at samle fotoalbummer op fra gulvet.

Det føltes, som om Ingrid og jeg var blevet taget på fersk gerningmed en stak pornoblade.

Jeg sagde, at jeg måtte se at komme videre, og Poul fulgte mig tildøren med et album under armen. Inden vi forlod stuen, vendte jegmig for at sige farvel til Ingrid. Hun rejste sig fra sofaen.

“Tak,” sagde hun. “Og kom snart igen.”


henrik andersen: beskyttelseszonen

Documents