Side 1 af 204

KAMPPLADSER OG

KOMMANDORUM: En analyse af

valgreportagens

retorik

Heidi Jønch-Clausen

Ph.d.-afhandling indleveret ved

Center for Journalistik

Institut for Sprog og Kommunikation

Syddansk Universitet

Vejleder: Ebbe Grunwald

Juli 2012

Side 2 af 204

Indhold

Indledning ............................................................................................................... 5 Kapitel 1 Argument, felt og metode ................................................................ 11

1.1 Påstand og forskningsspørgsmål ................................................................ 12 1.2 Analysemateriale ........................................................................................ 14

1.2.1 Tre aviser, fire valgkampe .................................................................... 17 1.2.2 Politikeren som nyhedsobjekt ............................................................... 19

1.3 Retorisk kritik .............................................................................................. 20 1.3.1 Den kvantitative kortlægning ................................................................ 22 1.3.2 Kvalitativ fortolkning og vurdering ......................................................... 25

1.4 Oversigt over afhandlingens argumentation ................................................ 26 Kapitel 2 Nyhedsjournalistik som retorik: En teor etisk refleksion ............... 28

2.1 Sprogets persuasive karakter ..................................................................... 29 2.2 Nyhedsjournalistens funktion ...................................................................... 31

2.2.1 At besvare eller at skabe? .................................................................... 33 2.2.2 Nyhedsjournalistens intention ............................................................... 35 2.2.3 Information som intention ..................................................................... 38 2.2.4 Kritik som intention ............................................................................... 39 2.2.5 Engagerende underholdning som intention .......................................... 41 2.2.6 Journalistiske ritualer ............................................................................ 42 2.2.7 Påvirkninger af det journalistiske produkt ............................................. 43

2.3 Redigeringens retorik .................................................................................. 45 2.3.1 Kress: Primary og subsequentclassification ......................................... 45

2.4 Framing ....................................................................................................... 48 2.4.1 Et historisk rids ..................................................................................... 49 2.4.2 Medie-framen – en definition ................................................................ 52 2.4.3 Selektion og fremhævelse .................................................................... 56 2.4.4 Framens repræsentationsniveauer ....................................................... 58

2.5 Strategiframen: Kamppladser og kommandorum ........................................ 61 2.5.1 Strategiframens udbredelse ................................................................. 66 2.5.2 Strategiframens devices i valgreportagerne 1990-2011. ...................... 71

Side 3 af 204

Kapitel 3 Valgreportagens udvikling og afvikling .......................................... 73

3.1 Imellem nyhed og feature ............................................................................ 74 3.1.1 En definition .......................................................................................... 77 3.1.2 Konstateringer og evalueringer ............................................................ 80

3.2 Reportagegenrens udvikling og afvikling 1990-2011 .................................. 82 3.2.1 Stigning i valgstof ................................................................................. 83 3.2.2 En uddøende genre .............................................................................. 85 3.2.3 Bløde reportager vinder frem ................................................................ 89

3.3 Politikeren i teksten: Reportagens direkte citater ........................................ 94 3.3.1. Udvælgelsesproblemet ........................................................................ 96 3.3.2. Repræsentationsproblemet ................................................................. 98 3.3.3 Citater på retur.................................................................................... 101

3.4 Afrunding ................................................................................................... 105 Kapitel 4 I kommandorummet: Journalistens analyti ske praksis .............. 106

4.1 Vækst i baggrundsinformation .................................................................. 106 4.1.1 Tidslige markører: Fra begivenhed til forløb ....................................... 110

4.2 Motivspekulationer i analysen af politikeren .............................................. 116 4.2.1 Motivspekulation som personkarakteristik og faglig udfordring .......... 118 4.2.2 Motivspekulationens anatomi ............................................................. 121 4.2.3 Grundmotiv: Flere stemmer ................................................................ 123 4.2.4 Retoriske motiver ................................................................................ 127

4.3 Analyse eller reportage? ........................................................................... 130 4.4 Afrunding ................................................................................................... 133

Kapitel 5 På kamppladsen: Journalistisk bedømmels espraksis ................ 134

5.1 Indirekte bedømmelse: Metaforer som argumenter .................................. 136 5.2 Kampmetaforen i valgkampene ................................................................ 137

5.2.1 Debat som krig ................................................................................... 138 5.2.2 Debat som sport ................................................................................. 140

5.3 Kampmetaforen ........................................................................................ 143 5.3.1 Kampmetaforens retorik: Fra budskab til angreb ................................ 146 5.3.2 Angreb eller forsvar? Journalistens definerende kamplogik ............... 147

5.4 Dramametaforens kamplogik .................................................................... 152 5.4.1 Politikerne som stjerner i ’98 .............................................................. 155

5.5 Direkte bedømmelser ................................................................................ 157 5.5.1 Indholdsmæssige bedømmelser......................................................... 158

5.6 Fra kampmetafor til retorisk bedømmelse ................................................. 161 5.6.1 Hyldest til den barske retorik .............................................................. 165 5.6.2 Publikum som dommere ..................................................................... 171

5.7 Opsamling: Den uundgåelige bedømmelse .............................................. 173

Side 4 af 204

Konklusion ........................................................................................................ 175 Mere underholdning, mere patos .................................................................... 177 Mere fortolkning og bedømmelse, mere etos .................................................. 178 En uddøende genre ........................................................................................ 183 Når journalistik er retorik ................................................................................. 185

Resumé .............................................................................................................. 187 Abstract .............................................................................................................. 190 Litteraturliste ....................................................................................................... 193

Side 5 af 204

Forord

Den dag for 12 år siden da min chef på Københavns Radio, Klaus Henriksen,

gav mig en bog om journalistikforskning, blev min interesse for forskningsfeltet

straks vakt – og er det stadig. At få lov til at beskæftige mig indgående med

journalistik- og retorikforskning har derfor været et kæmpe privilegium.

Da jeg fik stipendiaetet, sagde min gode ven og kollega, Jonas

Gabrielsen, at det arbejdsmæssigt ville blive både de tre bedste og de tre

værste år i mit liv. Han fik ret. At finde min egen sti i skoven af retorik- og

journalistikforskningen har ikke altid været nemt. Nogle gange plukkede jeg de

forkerte blomster. Andre gange for jeg vild. Heldigvis var der altid gode folk i

nærheden, når jeg råbte efter hjælp.

En af dem var min vejleder Ebbe Grunwald, som skal have en stor tak.

Jeg har sat stor pris på din hjælp, din tålmodighed og dit aldrig svigtende

engagement. Også en stor tak til min skarpe bivejleder Sine Nørholm Just. Din

hjælp har gjort en stor forskel. De seje og inspirerende retorikkvinder, Christine

Isager og Tanja Juul Christiansen, som begge har brugt mange timer på mit

projekt, skal også have en stor tak. Og flere endnu har bidraget til projektet. En

kæmpe tak til Jens Bjering for intensiv hjælp i en hård periode. Tak til Camilla

Dindler, Ane Qvortrup, Kristine Berg, Simon Oliver, David Hopmann og Anders

Bo Rasmussen for jeres kritiske gennemlæsninger. Jeg håber, at jeg en dag

kan gøre gengæld. Retorikgruppen, Jonas Gabrielsen og Christina

Pontoppidan, I har distraheret mig på den fede måde. Der er ikke noget bedre

end at arbejde sammen med jer.

Under mit ophold i på The University of Iowa i efteråret 2008 fulgte jeg

faget ”Rhetorical Criticism” hos Bruce Gronbech og ”Media Framing” hos Frank

Durham. Inspirerende fag hos inspirerende undervisere. Også tak til Erik Albæk

for faget ”Politics og News – News of Politics”. Et fag, der har betydet rigtig

meget for mig.

En kæmpe tak til alle på Institut for Sprog og Kommunikation. Steffen

Nordahl Lund, du har været helt fantastisk forstående og tålmodig. Martin Lund,

Stine Grøndal Hansen og Lone Villemoes, I har hjulpet mig med alt igennem

årene – jeg er meget taknemmelig. Jeres sekretariat emmer af gode vibrationer.

Side 6 af 204

Tak til hele Center for Journalistik. Et fantastisk sted med verdens bedste

kollegaer. Særligt sproggruppen betyder noget helt særligt for mig. Jonas Blom,

tak for din store hjælp i forbindelse med min undervisning i Mediesprog såvel

som din generelle opbakning, dit smittende humør og din eminente

undervisning. Du er en stor inspiration. Tak til Lise Lyngbye, ”min storesøster”

og retoriklegekammerat. Jeg håber, vi skal lege meget mere i fremtiden. Tak til

sekretariatet – Randi Willert Top, Helle Bach Soltau, Liselotte Nielsen og

Pernille Seier Hansen. I har gjort det hele lidt sjovere – og meget nemmere.

En helt særlig tak til centerleder Peter Bro – forfatteren til den bog, Klaus

Henriksen gav mig, der startede det hele. Peter, du har været en helt

enestående opbakning – både når det var sjovt, og når det var svært.

Og endelig tak til min familie. Både min mor og far har hjulpet mig på alle

tænkelige måder. Og steder. For eksempel Laos, hvor min far og Hanne

gavmildt har inviteret på luksuriøse skriveophold. Min imponerende farmor Rut

på 91 år har læst korrektur, og min svigermor Anne har gjort alt og meget mere

for at gøre livet lettere for os i de hårde perioder. Tak til Jakob, min lille søde,

kærlige, fjollede mand, for altid at kunne få mig til at smile. Den allerstørste tak

skal min fantastiske, knivskarpe redakæreste Andreas have. Uden dig, ingen

afhandling.

København den 31.7.2012

Side 7 af 204

Indledning

For the most part we do not first see, and then define, we define first and then see. (Lippmann 2004: 44).

Sådan skrev journalistikkens første store tænker, Walter Lippmann, i sin

berømte bog Public Opinion fra 1922 (Lippmann 2004). Citatet rummer

essensen af nyhedsjournalistikkens holdningspåvirkende indflydelse:

Mennesket har en naturlig tendens til at anskue personer, sager og

begivenheder ud fra de udlægninger, der allerede er blevet fremlagt os. Magten

til at definere er altså helt central for et budskabs gennemslagskraft. I det

moderne, medierede samfund er kampen om definitionen af politiske sager

derfor intens. Borgere, politikere, spindoktorer, journalister og kommentatorer

står på spring for at udlægge, beskrive, fortolke og på andre måder definere

den komplekse politiske virkelighed, som Lippmann beskriver som ”a swarming

confusion of problems” (Lippmann 2004: 22). At medierne – og ikke mindst

nyhedsmedierne – spiller en betydelig rolle i definitionen af politik er hævet over

enhver tvivl.

Det første kapitel i Lippmanns bog hedder meget sigende ”The World

Outside and The Pictures in Our Heads”. Essensen af kapitlet er, at den verden

borgerne politisk skal forholde sig til, er “out of reach, out of sight, out of mind”.

Langt hen ad vejen er den offentlige mening dermed ikke formet af direkte

oplevelser med politik, men ”plantet i vores hoveder” af nyhederne (Lippmann

2004: 15). Selvom det er 90 år siden Lippmann nedfældede disse idéer, er de

mere aktuelle end nogensinde. Politik er stadig “out of reach, out of sight, out of

mind”. Eksempelvis havde kun seks procent af befolkningen under valgkampen

i 2005 overværet et valgmøde (Goul Andersen 2007: 338). Da politiske debatter

således ikke udgør noget større tilløbsstykke, har befolkningen tilsyneladende

deres viden om valgkampens politiske processer andetsteds fra.

Spørger man borgerne selv, er der ingen tvivl om, at hovedparten af deres

politiske viden stammer fra nyhedsmedierne. I undersøgelsen ”Mediernes

valgkamp” fra valgkampen i 2005 spurgte en række forskere dagligt 2.578

danskere, hvem der efter deres opfattelse styrede valgkampen – politikerne

eller medierne. I gennemsnit mente tre ud af fire af de adspurgte borgere (74

Side 8 af 204

procent), at det var medierne, der styrede valgkampen, mens kun en ud af fem

(19 procent) mente, at det var politikerne (Bro 2005: 35). Målingen giver en

tankevækkende pejling om befolkningens opfattelse af, hvem der udlægger –

og dermed definerer – politik. Som primær kanal for politisk information til

borgerne har nyhedsmedierne altså en afgørende indflydelse på befolkningens

holdningsdannelse.

Mediernes definerende magt afspejles blandt andet i beskrivelsen af ”the

redactional society” – her rammende beskrevet af John Hartley:

Is it possible to tell a society by how it edits? Is redaction a symptom of the social? Can a period be identified by how it brings ‘matter into a certain form’; how it reduces ‘(a person or thing) to a certain state, condition or action’? Are we in a period where it is not information, knowledge or culture as such that determine the age but how they are handled? If so, then a redactional society is one where such processes are primary, where matter is reduced, revised, prepared, published, edited, adapted, shortened, abridged to produce, in turn, the new(s). (Hartley 2002: 44).

Hartleys diagnose af det redigerede samfund – det vil sige forestillingen om, at

journalistens redigeringsprocesser udgør selve samfundets omdrejningspunkt –

er muligvis sat på spidsen. Men provokerende, interessant og relevant er den.

Og det ikke mindst i et retorisk perspektiv, da det netop er afkodningen af

argumentation – implicit som eksplicit – der er retorikerens demokratiske bidrag.

(Goodnight 1982; Phillips 1997).

Dansk som international forskning bekræfter tesen om ’the redactional

society’ eller det redigerede samfund (Brink Lund 2002). Pointen er klar: Det

meste af det, vi som borgere ved om vores samfund, ved vi fra medierne. Når

vores opfattelse af virkeligheden i så høj grad bygger på journalistisk redigering;

journalistiske til- og fravalg, journalistisk vinkling og journalisternes opfattelse af,

hvad der er relevant og irrelevant, så er det af afgørende betydning, at vi som

borgere har solidt indblik i redigeringsprocesserne og tilblivelsen af de

journalistiske produkter. Dette indblik kan ruste borgerne til den kritiske læsning,

der sikrer, at vi ikke fejlagtigt accepterer journalistens udlægninger og

definitioner som sandheden. For naturligvis er det kun én ud af mange

sandheder, journalisten fortæller os – og det bedste den enkelte journalist kan

gøre, er, som den legendariske Watergate-journalist, Carl Bernstein,

formulerede det: at give læserne ”the best obtainable version of the truth” – den

bedst mulige version af sandheden (Hirschman 2010).

Mange faktorer spiller en rolle for præsentationen af denne bedste version

af sandheden. Først og fremmest mediets format. Som korttegneren, der skal

Side 9 af 204

transformere et omfattende areal til et lille overskueligt kort, der betoner visse

aspekter af landområdet og ignorerer andre, er også journalisten underlagt

kravet om en omsiggribende sortering af fakta. Med få spaltelinjer og ofte

begrænsede minutter til rådighed, kan journalisten kun vælge at inddrage

ganske få aspekter af den virkelighed, han ser. Resten sorteres fra.

Konsekvensen er, at den information, som vælgerne præsenteres for, er præcis

som Hartley skriver, ”reduceret, revideret, forberedt, tilpasset, forkortet og

sammenfattet”, når vi modtager den. Som Michael Schudson sarkastisk

bemærker, så er den avis, der ligger på dørtrinnet om morgenen, et ”partisk,

forhastet og ufærdigt” bud på en gengivelse af nogle af de ting, der er sket i

løbet af det sidste døgn. Sådan vil resultatet af den proces, der dagligt skaber

en avis, som skal kunne overskues og læses igennem på en times tid, ifølge

Schudson uundgåeligt blive (Schudson 2003: 33).

Disse reducerede, reviderede og sammenfattede produkter bygger på

avisredaktionens redigeringsprocedurer såvel som på journalisten personlige

virkelighedsopfattelse. En virkelighedsopfattelse, som journalisten ønsker at

overbevise sin læser om, og som er genstand for denne afhandlings

undersøgelse.

Jeg vil argumentere for, at den virkelighedsopfattelse, som fremstilles i det

journalistiske produkt, og som journalisten vil overbevise læseren om, styres af

en række forskelligartede intentioner – for eksempel om at informere og

underholde læseren, kritisere politikerne, mv. Intentioner der kvalificerer til at

betragte journalistik som en form for retorik. Ved at undersøge journalistik som

retorik vil det være mit mål at medvirke til at skabe et bedre fundament for at

forstå, hvilke sproglige såvel som argumentative virkemidler, journalisten

konkret benytter sig af i nyhedsartikler.

Påstanden – at journalistik er retorik – kan måske forekomme indlysende: i

bred forstand kan enhver kommunikativ tekst i teorien kaldes retorisk. Ikke

desto mindre er der en solid tradition i journalistikforskningen for at betragte

journalistiske tekster funktionelt som opfyldelsen af en række demokratiske

funktioner og/eller roller. Sjældnere bliver de mere subjektive aspekter ved for

eksempel journalistens valg af stof, prioritering af citater, generelle valg af ord,

metaforer og argumenter, mv. diskuteret og problematiseret. Disse mere

sproglige og retoriske aspekter vil denne afhandling derfor undersøge, hvordan

journalistens overbevisende elementer manifesterer sig i den journalistiske tekst

med særligt fokus på, hvordan den journalistiske fremstilling af politikeren har

udviklet sig over de seneste 20 år?

Side 10 af 204

Gennem retorisk analyse af en udvalgt nyhedsjournalistisk genre,

valgreportagen, vil afhandlingen søge finde svar på disse spørgsmål og

samtidig argumentere for påstanden om, at journalistik er retorik – på teoretisk,

genremæssigt og tekstnært niveau. Med udgangspunkt i dette overordnede

fokus vil afhandlingen kortlægge udviklingen af valgreportagen som genre –

herunder undersøge en tendens til, at genren er under afvikling. Jeg vil således

fokusere på, hvordan genren udvikler sig over valgkampene i 1990, 1998, 2007

og 2011. Derudover vil jeg belyse, hvordan det politiske kampsprog bliver stadig

mere dominerende i de politiske reportager – og hvordan denne udvikling

hænger sammen med journalistens retoriske dominans.

Det er mit håb og min forventning, at jeg med dette analytiske greb – at

betragte journalistik som retorik – kan åbne for nye, konstruktive måder at

anskue og diskutere nyhedsjournalistik på og dermed forhåbentligt bidrage til en

udvidet forståelse af, hvordan retorikken kan anvendes i journalistikforskningen.

Side 11 af 204

Kapitel 1

Argument, felt og

metode

“Indeed, the most basic job of the rhetorical critic is to be able to discover when

rhetoric is being used in the first place,” skriver Roderick P. Hart (Hart 1997:

11). Med den bærende påstand om at nyhedsjournalistik er retorik udgør Harts

pointe afhandlingens retoriske udgangspunkt. Det er netop identifikationen og

analysen af nyhedsjournalistikkens persuasive elementer, der er afhandlingens

ambition. Herigennem ønsker jeg at bidrage til en tekstuel forståelse af

nyhedsjournalistens redigerende magt.

Flere skandinaviske retorikere arbejder i krydsfeltet mellem retorik og

journalistik. Herhjemme er feltet stærkest repræsenteret ved Christian Kock, der

de sidste ti år har beskæftiget sig retorisk med nyhedsjournalistik på både tekst-

og kildeniveau(Kock 2002; Kock 2004; Kock 2009). Herudover skal nævnes

Christine Isager, der forsker i litterær journalistik og journalistisk selvfremstilling

(Isager 2009) Thore Roksvold, der forsker i journalistiske genrer og mediesprog

(Roksvold 1997; Roksvold 2008) Martin Eide, der beskæftiger sig med

mediemagt og pressehistorie (Eide 2007, Eide 2008)1 og Steen Steensen, der

beskæftiger sig med featurejournalistik (Steensen 2009).

Trods al denne interessante forskning er den skandinaviske forskningsbro

mellem nyhedsjournalistik og retorik forholdsvis spinkel og afspejler, at der

hverken fra journalistisk eller retorisk hold er tradition for at behandle

nyhedsjournalistik retorisk. Den manglende integration mellem de retoriske og

nyhedsjournalistiske forskningsfelter skal sandsynligvis tilskrives, at nyheden

med sit informerende sigte har (tilstræbt) objektivitet som ideal (Tuchman 1972;

Pan 1993; Kovach 2001; Skovsgaard 2010). Selvom de fleste mediebrugere må

1 Martin Eide, Christine Isager og jeg udarbejdede i 2008 et temanummer til Rhetorica

Scandinavica om retorik og journalistik (Eide 2009)

Side 12 af 204

forventes at være klar over, at den information, de optager fra medierne, er

redigeret og dermed langt fra objektiv, eksisterer der ifølge flere teoretikere

stadig en sejlivet myte om, at vi kan stole på den information, vi får fra

medierne. Ofte udtrykt gennem forestillingen om, at nyhederne udgør ”et spejl

af virkeligheden”:

The rhetorical claim of news being factual and impartial helps establish the epistemological status of news as a source of factual information and the authority of news as a mirror of reality. (Pan 1993: 62)

Forestillingen om medierne som et spejl af virkeligheden, som Zhongdang Pan

og Gerald M. Kosicki her beskriver, refereres blandt andet som “the mirror

model” (Johnson-Cartee 2005: 114. Fra Molotch, Protess og Gordon 1996). På

dansk kan udtrykket oversættes til ”spejlmodellen” eller ”spejlmyten”. Olof

Petersen, som står i spidsen for den svenske magtudredning skriver, at

journalister bygger deres selvforståelse på selvbedrag ved at bilde sig selv,

såvel som alle andre, ind at ”de bare afspejler virkeligheden”. Men det er løgn,

skriver Petersen, for journalistikken er en levende kraft. Og journalisterne

spejler ikke virkeligheden, de skaber den (Steensen 2009: 16).

1.1 Påstand og forskningsspørgsmål

Pointen om at journalister ikke spejler virkeligheden, men skaber den, svarer til

min tese om, at nyhedsjournalistik er retorik. Det grundlæggende ræsonnement,

som denne opfattelse bygger på, er, at de sager og begivenheder, som

journalisten rapporterer om, uundgåeligt prioriteres, filtreres og formes – med

andre ord skabes – af nyhedsjournalistikkens faglige normer og værdier, det

enkelte mediums redaktionelle linje såvel som den skrivende journalist selv.

Den nyhedsjournalistiske tekst er dermed et komplekst produkt, opbygget af en

række fagligt, redaktionelt, politisk, kulturelt og personligt styrede udvælgelses-

og fremhævelseskriterier. Kriterier som jeg i løbet af afhandlingen (særligt i

næste kapitel) vil argumentere for lever op til prædikatet ”retorik” – ikke i

snæver forstand, men i den brede, aristoteliske forstand, defineret som: "[En]

kunnen (dynamis) der sætter os i stand til at mønstre de mulige overbevisende

momenter i ethvert givet stof" (Aristoteles 1991: 33). Mere jævnt og

tidssvarende formuleret kan retorik i praktisk forstand – modsat retorik som fag

eller videnskab – defineres som overbevisende kommunikation, hvor

afsenderen bruger alle de overbevisende elementer, han kan mobilisere med

Side 13 af 204

det formål at opnå tilslutning til sit budskab. Afhandlingens påstand er, at

nyhedsjournalistikken rummer så klare overbevisende elementer, at

nyhedsjournalistik falder ind under denne definition. Påstanden er isoleret set

hverken særlig kontroversiel eller opsigtsvækkende. Jeg finder dog denne

tilgang vigtig, både helt konkret i forhold til mit mål om at forstå valgreportagens

persuasive elementer, men også i bredere forstand til at bidrage til en retorisk

forståelse af nyhedsjournalistik.

Beslutningen om at opbygge afhandlingen argumentativt med en påstand

som omdrejningspunkt har jeg fundet inspiration til i Wayne Brockriedes artikel

”Rhetorical Criticism as Argument” fra 1974. Heri fastslår Brockriede, at retorisk

kritik grundlæggende er at sammenligne med et argument. Denne opfattelse af

retorisk kritik som en ræsonnerende, forklarende aktivitet, der munder ud i

belæg og bedømmelser funderet på velunderbygget information, har flere andre

retoriske kritikere siden tilsluttet sig (Brock 1989; Hart 1997; Kuypers 2010).

Roderick Hart formulerer kort og godt pointen, at ”all […] rhetorical critics are

arguers” (Hart 1997: 25), mens Jim A. Kuypers, der i nyere tid står som den

stærkeste repræsentant for analogien mellem retorisk kritik og argumentation,

udtrykker sammenligningen således:

The main point to be remembered from this is that critics are trying to argue for a certain understanding of the rhetorical transaction. In this sense, they are actually using rhetoric to try to gain acceptance of their ideas. (Kuypers 2005: 18).

Jeg vil beskrive disciplinen retorisk kritik mere indgående senere i kapitlet, men

dog allerede her fastslå at uanset hvilken gren af retorisk kritik, man vælger at

analysere sit retoriske produkt ud fra, vil Kuypers’ pointe om, at kritikeren

”forsøger at argumentere for en særlig forståelse af den retoriske handling”

ligge til grund. En analyse vil altid have et præbestemt formål, som uundgåeligt

udmønter sig i, at analysen er vinklet mod indfrielsen af en særlig påstand eller

hypotese. Hvordan analytikeren end formulerer det, vil denne udgøre analysens

omdrejningspunkt og belægget for det forskningsmæssige bidrag. Den

enkelhed og ligefremhed, som analogien mellem retorisk kritik og

argumentation repræsenterer, ligger således til grund for mit valg om at

strukturere afhandlingen ud fra påstanden om at nyhedsjournalistik er retorik.

En enkel, men omfattende påstand, som jeg i afhandlingen vil argumentere for

på forskellige niveauer. En påstand, som alle teoretiske refleksioner og

analytiske pointer vil pege tilbage på og spille sammen med.

Side 14 af 204

Påstanden bygger på Jens E. Kjeldsens refleksioner fra 2001 om, at den

gængse, snævrere definition af retorik som en konkret afsender med en konkret

intention må udvides og omtænkes for at kunne appliceres til det moderne

mediesamfunds budskabstyper:

Mediesamfundet præges af ytringer, som ikke så meget er skabt af enkeltindividet, som de er et resultat af medieinstitutioner og genrer, af medielogikker og mediekonventioner. Alligevel har disse ytringer retoriske dimensioner. De fremtræder som retoriske ytringer og har retoriske effekter. De udtrykker retoriske budskaber og intentionalitet uden at have et erkendende individ som ophav (Kjeldsen 2001: 21).

Som produkt af en særlig medielogik og -konvention er nyhedsjournalistikken i

allerhøjeste grad indbefattet af denne karakteristik. I tråd med Kjeldsens

karakteristik påvirker nyhedsjournalistens udformning af teksten beviseligt

mediebrugernes opfattelse af virkeligheden, ligesom teksten nødvendigvis må

være drevet af en form for intention for overhovedet at være skrevet. De tre

forskningsspørgsmål, der udspringer fra Kjeldsens karakteristik, og som vil

være bærende i konstruktionen af argumentet om at nyhedsjournalistik lyder

derfor:

Hvilke intentioner driver nyhedsjournalisten i arbejdet med den journalistiske tekst?

Hvilke konkrete retoriske virkemidler bruger journalisten i teksten for at indfri sin(e) intention(er)?

Hvordan har den journalistiske fremstilling af politikeren udviklet sig over

de seneste 20 år i valgreportagerne? Har de bevæget sig i en mere

retorisk retning?

1.2 Analysemateriale

I undersøgelsen af den journalistiske fremstilling af politikeren, har jeg valgt at

afgrænse mit analyse- og undersøgelsesfelt ved primært at se på en specifik

nyhedsjournalistisk genre; nemlig valgreportagen i de tre store dagblade

Politiken, Berlingske Tidende og Jyllands-Posten i de fire valgkampe 1990,

1998, 2007 og 2011. Som jeg uddyber i dette afsnit, skyldes denne

genremæssige afgrænsning dels, at den politiske debat såvel som journalistens

retorik under valgkampe ofte er ophedet; dels at valgreportagen er en vigtig

demokratisk informationskilde, hvis udformning og retorik i sidste ende kan

Side 15 af 204

have indflydelse på valgets udfald. Afgrænsningen til de fire nævnte valgår

skyldes endvidere ønsket om at skabe et overblik over de seneste godt 20 års

udvikling med en nogenlunde jævn spredning.

Genremæssigt svarer valgreportagen til, hvad man uden for valgkampe

kalder nyhedsreportagen.2 Nyhedsreportagen er en vigtig genre, som

reportage-forskeren Sten Steensen udnævner til ”journalistikkens urform”, da de

første journalistiske produkter, man kender til, netop er nyhedsreportager

(Roksvold 1997; Bech-Karlsen 2000; Steensen 2009). Til alle tider har det

været journalistikkens fremmeste mål at rapportere om vigtige begivenheder til

læseren. Denne informationspligt, som gælder for nyhedsjournalistikken

generelt, er i nyhedsreportagen sat på spidsen, da den politiske og den

medierede virkelighed under denne politiske højtid krydser hinanden mere

tydeligt end i dagligdagsjournalistikken. Valget af valgkampsjournalistik er derfor

motiveret af, at journalisternes vinkling under valgkampe, grundet tidspres,

spænding og konkurrence fra andre medier, må antages ofte at være sat på

spidsen. Derfor er beskrivelserne af politikerne, både direkte og i form af

metaforer og anden implicit argumentation, typisk mere udtalt her end midt i en

valgperiode. Samtidig er valgkampen et af de tidspunkter, hvor politik fylder

mere end sædvanligt for vælgerne. Om man er politisk interesseret eller ej, kan

man som almindelig borger ikke undgå at bemærke, at det er ”politisk højtid”

med politiske diskussioner, analyser og vurderinger fra medier såvel som fra

almindelig, dagligdagssnak med familie, kollegaer og venner. Med Danmarks

traditionelt høje stemmeprocent in mente må vælgerne desuden formodes at

være ekstra opmærksomme på mediernes rapporteringer og vurderinger blandt

andet af politikerne, inden turen går til valgboksen.

I modsætning til de fleste andre nyhedsjournalistiske artikler, er en

nyhedsreportage defineret ved, at journalisten er personligt til stede i

dækningen af politiske begivenheder. I mine analyser er disse politiske

begivenheder udelukkende valgdebatter, hvor mindst to uenige politikere,

debatterer et givent emne. I dækningen af valgdebatterne indgår

nyhedsreportagejournalisten principielt i en så åben situation, at han i langt

mindre grad, end når han sidder bag skrivebordet, har mulighed for at

forhåndsvinkle sin artikel. I modsætning til disse mere almindelige

”skrivebordsnyheder”, hvor politikeren ofte blot inddrages som partkilde og

derfor kun kort citeres, er journalistens opgave i reportagen bred og åben.

2 En præcis definition og diskussion af genren følger i afhandlingens kapitel 3.

Side 16 af 204

Valget af valgreportagen skyldes desuden, at de debatter, også kaldet

”kontrollerede konflikter” (Fallows 1997; Lawrence 2000), som reportagerne

under et valg beskæftiger sig med, er vigtige – til tider afgørende – for valgets

udfald (Lang 1968; Drew 1991; Lemert 1991: 18; Hellweg 1992; Kuypers 2006).

Da det er her, politikerne mødes ansigt til ansigt, er det ofte her, udvekslingen

af vigtige politiske informationer og synspunkter finder sted, som vælgerne

navigerer efter, når de skal sætte deres kryds. Men som allerede nævnt,

overværer kun få vælgere disse debatter (Goul Andersen 2007). En undtagelse

er de store tv-transmitterede debatter mellem statsministerkandidater og

partiledere, hvor vælgerne følger med fra sofaen. Men disse større debatter

udgør kun en meget lille del af den samlede debataktivitet under en valgkamp –

ligesom forskningen viser, at reportager og andre journalistiske produkter, der

følger i kølvandet på disse debatter stadig spiller en afgørende rolle for

vælgerens holdningsdannelse.

I den amerikanske forskning er der – ikke mindst fra retorisk hold – forsket

en hel del i debatgenren. Til gengæld er forskningen i valgreportagen, der her

går under den brede betegnelse post debate framing anderledes spinkel.3 Den

mest omfattende postdebat framing-undersøgelse, jeg har kunnet finde frem til,

er James B. Lemert, William R. Elliott, James M. Bernstein, William L.

Rosenberg og Karl J. Nestvold, der i 1991 udgav bogen News Verdicts, the

Debates, and Presidential Campaigns (Lemert 1991). Ud over at samle op på,

hvad der havde været af hidtidige mindre og spredte undersøgelser på området

(Meadow 1982, Greenfield, 1982, Patterson 1982), gennemførte de en

omfattende analyse af de fire præsidentdebatter mellem 1976-1988 med fokus

på mediernes post debat framing. Analysen var inddelt i en indholdsanalyse af

TV-kanalerne ABC og CBS’ post debat framing samt en rundspørge-analyse af

dennes effekt på 2000 vælgeres opfattelse af debatterne og kandidaterne.

Resultatet var klart: Vælgerne baserede i meget høj grad deres vurdering af tv-

debatterne på journalisternes efterfølgende beskrivelser og vurderinger af

kandidaternes præstationer (Lemert 1991: 138). Resultatet er siden bekræftet

af anden forskning (Hellweg 1992; Hwang 2007). Nyhedsmediernes

efterfølgende reportager, analyser og fortolkninger kan altså være lige så

vigtige for vælgernes opfattelse af kandidaternes præstationer i debatterne som

3 Der er dog vigtige undtagelser. Det gælder for eksempel Jim A. Kuypers, der har foretaget

en komparativ analyse af George W. Bushs argumenter i taler og debatter for invasionen af Irak og Afghanistan og mediernes gengivelse af disse argumenter (Kuypers 2006) samt James Devitts komparative analyse af præsidentkandidaters taler fra i 1980-1996 og mediernes efterfølgende omtale af disse (Devitt 1997).

Side 17 af 204

debatterne selv, da mange seere ”simpelthen ikke ved, hvad de skal mene, om

det de har set, før medierne fortolker det for dem” (Hellweg 1992: 98).4 Lemert

m.fl. skriver herom:

Journalisterne påtager sig den magtfulde rolle at være debattens fortolkere, dem der forsyner modtagerne med en mening og en struktur i betydningen af en begivenhed der kan virke uforståelig for de uindviede (Lemert 1991: 39. Fra Meadow: 1987).

Alt i alt bunder motivationen for at beskæftige mig med nyhedsreportagen i

afhandlingens indledende citat, hvor Lippmann, fastslår at vi ikke først ser og

siden definerer, men snarere definerer og siden ser. I nyhedsreportagen er

denne passus sat på spidsen. Lemerts forskning peger på, at

nyhedsjournalisterne i deres omtaler af debatterne i høj grad står for at definere

de politiske sager og aktører, som vælgerne bygger deres forståelse af og

holdninger til debatten og debattørerne på. Hermed følger naturligvis et

betydeligt demokratisk ansvar, da post debat-forskningen dokumenterer en

direkte sammenhæng mellem nyhedsjournalistens fremstillinger og vælgerens

kryds i stemmeboksen.

1.2.1 Tre aviser, fire valgkampe

Mit analysemateriale består af samtlige valgreportager fra de tre toneangivende

dagblade Politiken, Berlingske Tidende og Jyllands-Postens i 1990, 1998, 2007

og 2011 – fra dagen for valgets udskrivelse til selve valgdagen.5 Det vil sige i alt

88 reportager fordelt således:

4 John C. Adams anbefaler, at journalisterne ikke kommer med deres kommentarer til

debatten før to timer efter debattens afslutning, så at seerne kan danne sig deres egen mening om debatten frem for bare at adoptere journalisternes. (Adams 2008: 11)

5 Som jeg vil komme ind på i kapitel 3, er der i 2011 kun ganske få reportager i dækningen –reportager, der desuden har skiftet så meget karakter, at jeg ikke betragter disse som repræsentative i kvantitativ sammenhæng. Derfor vil analysernes kvantitative opgørelser ikke inddrage 2011, men fokusere på udviklingen fra 1990/1998 til 2007. 2011 vil dog stadig være i fokus i de tekstnære analyser.

Side 18 af 204

Figur 1.1: Oversigt over valgreportager

1990 1998 2007 2011

Politiken 9 12 8 7

Berlingske Tidende 7 8 13 4

Jyllands-Posten 6 7 5 2

I alt 22 27 26 13

Da valgreportagerne udgør en lille andel af den samlede valgdækning, har jeg

herudover optalt samtlige artikler relateret til valget under de fire valgkampe i de

tre aviser6 – herunder også holdningsartikler som analyser og ledere – og

inddrager disse som baggrund, hvor jeg finder det relevant. Det gør jeg blandt

andet i kapitlet om valgreportager, hvor jeg placerer den specifikke genre i en

bredere kontekst ved at inddrage samtlige valgartikler i en kvantitativ analyse af

stoffordelingen. Det skal i den sammenhæng nævnes, at 2011 skiller sig ud fra

de øvrige år ved at indeholde markant færre valgreportager – faktisk for få til at

kunne lave valid statistik på (hvilket jeg uddyber i kapitel 3).

At jeg vælger at beskæftige mig med dagblade skyldes min interesse for

det skriftlige mediesprog og avismediet i særdeleshed. I valget af aviser frem for

TV-reportager støtter jeg mig blandt andet til Maxwell McCombs, der på

baggrund ”af bred empirisk generalisering” konkluderer, at aviser overraskende

nok har en større dagsordenssættende magt end TV-mediet. Dette kommer

ifølge McCombs bag på mange, da den almene betragtning er, at TV-mediet er

det mest ”dramatiske og magtfulde” medium i vor tid. Men, skriver han, det

meget større antal avisnyheder, herunder avisernes længere 24 timers levetid,

bevirker, at modtagerne har langt mere tid til at optage avisernes dagsorden.

(McCombs 2004: 49).

Med den stigende digitalisering af nyheder og dalende oplagstal for

aviserne kan det måske diskuteres, om avisernes påvirkning af den offentlige

mening alligevel er blevet mindre, end den har været. Dette afkræftes dog af

Anker Brink Lund og Ida Willig, der i 2008 fandt, at hele 71 procent af

nyhedernes ”originalproduktion” stammer fra dagbladene (Lund 2009: 10).

Dette viser altså, at dagbladene stadig – på trods af et presset marked – sætter

dagsordenen, blandt andet via andre medier.

6 For en oversigt over samtlige valgartikler, se bilag 3.

Side 19 af 204

At valget af aviser er faldet på netop Politiken, Berlingske Tidende og

Jyllands Posten skyldes, at de betragtes som toneangivende bastioner på det

danske avismarked. De er dels de ældste, dels de oplagsmæssigt største og

må derfor formodes at være de mest indflydelsesrige på det danske

avismarked. Desuden repræsenterer de traditionelt tre forskellige politiske

ståsteder (henholdsvis et kulturradikalt, et konservativt og et liberalt ståsted) på

hver side af den politiske midte – henholdsvis til venstre for midten (Politiken)

og til højre for midten (Berlingske Tidende og Jyllandsposten).

1.2.2 Politikeren som nyhedsobjekt

I afhandlingens tekstnære analyser vil jeg fokusere på journalistens fremstilling

af politikeren. Politikere som personer er magtfulde symboler på de

komplicerede politiske processer, som kun de færreste har mere end et

overfladisk, medieskabt indtryk af. Jo mere kompliceret og uforståeligt politik

bliver, jo stærkere bliver politikernes symbolværdi. Lance Bennett skriver

herom:

The symbols of society and nation are expressed in many ways but perhaps most commonly through the public institutions and officials who dominate the news. (Bennett 1997: 103)

Symbolværdien manifesterer sig kvantitativt såvel som kvalitativt. Begge

manifestationer afspejles i de ”originale” nyhedsværdier fra 1965, hvor de to

svenske forskere, Johan Galtung og Mari Ruge, i en artikel om

udenrigsjournalistik opstillede tolv kriterier, som journalister kunne bruge i deres

formidling af tredjeverdenslande (Galtung 1965). To af disse tolv kriterier var

henholdsvis ”henvisning til elitepersoner” og ”mulighed for personificering”. Det

første kriterium, ”henvisning til elitepersoner” handler om, at offentlige og

betydningsfulde mennesker sælger, mens det andet, beslægtede, kriterium

”mulighed for personificering” henviser til, at vi ofte forstår komplekse

sammenhænge igennem mennesker. Mens ”henvisningen til elitepersoner”

viser sig ved, at politikerne kvantitativt fylder meget i nyhedsjournalistikken,7 er

7 For referencer til konkrete studier om politikernes kvantitative synlighed, jf. Bell 1991.

Selvom de studier Bell refererer er af ældre dato, rummer de en række interessante, stadig aktuelle pointer. For nyere analyser af henholdsvis partiledernes betydning jf. Goul Andersen m. fl 2007 (kapitel 7) og Janus Breck og Kasper Møller Hansen (2011). Internationalt har Rodney King i bogen ” Leaders' Personalities and the Outcome of Democratic Elections” (2002) en række interessante analyser og diskussioner af partilederes betydning. I artiklen ”Candidate Images in Spanish Elections: Second-Level Agenda Setting Effects” har McCombs, Llamas, Esteban og Rey en yderst interessant analyse af mediedækningen af

Side 20 af 204

”mulighed for personificering” snarere en kvalitativ vurdering af, at borgere

bedst forstår politiske problemstillinger igennem personificeringer af komplekse

årsagssammenhænge. Liesbet Van Zoonen skriver herom, at mennesker bedst

forstår ”samfundet”, hvis vi i vores hoveder får det konverteret til et ”grand

psychic system”. Vi ved, skriver hun, at politikerens job er at producere og

forsvare lovforslag, men det interesserer os ikke, før vi fornemmer politikerens

personlige kamp for arbejdet. En politiker bliver omtalt som ”troværdig” og

”legitim” ud fra, hvilken person han er snarere end ud fra de valgforslag og

andre politiske tiltag, han engagerer sig i. Det skyldes ifølge Van Zoonen, at vi

mennesker forstår ting bedre, når vi præsenteres for mennesker frem for

processer, psykologiske motiver frem for magtstrukturer og personlig effektivitet

og beslutsomhed frem for abstrakte udviklinger (Van Zoonen 2005: 69).

Tendensen er en helt naturlig mekanisme i etableringen af tillid: Mennesket

søger det nære og håndgribelige som symbol for det mere abstrakte. Ole

Thyssen beskriver samme pointe således:

Da tillid kræver forenkling, er det ikke virkeligheden, men modeller, vi har tillid til. Derfor får både personer og organisationer symbolkarakter. Vi konstruerer et billede af dem, og på baggrund af dette billede vælger vi, om vi vil have tillid eller mistillid, eller om vi måske vil vise tillid på trods af alle odds. (Thyssen 2001: 33)

Det forenklede billede som journalisten konstruerer af politikerne i reportagerne,

er således særdeles relevant for borgerens valg om, med Thyssens ord, at

have ”tillid eller mistillid” til politikerne – og via deres symbolkarakter til det

politiske system, som de repræsenterer.

1.3 Retorisk kritik

Retorisk kritik er en bred betegnelse, der dækker over den kritiske, vurderende

analyse, som retorikere udfører, og som jeg son nævnt vil gå argumentativt til

værks med.8 Roderick Hart definerer retorisk kritik ud fra denne grundtanke:

politikeren. Forfatterne opdeler medieanalysen af en politiker i en affektiv og en substantiv dimension. Den affektive dimension, som man mundret kan kalde tonemålingen, måles altså ud fra journalistens evaluerende ytringer og omhandler selve den tone kandidaten omtales i (Patterson 1994, Kepplinger 2000, De Vreese, 2004, Elemelund-Præstkær 2010). Den substantive dimension, derimod, er kvalitativ og omhandler politikerens ideologi og holdning over for forskellige emner, politikerens kvalifikationer og erfaring og politikerens personlige karakteristika og erfaring.

8 Betegnelsen ”retorisk kritik” kan forvirre. For når en retoriker undersøger retoriske tekster, er der så ikke snarere tale om en analyse end en kritik? Svaret er jo – den retoriske kritiker

Side 21 af 204

“Rhetorical criticism is the business of identifying the complications of rhetoric and then explaining them in a comprehensive and efficient manner“ (Hart 1997: 23).

Der er ingen tvivl om, at retorisk kritik er stærkt påvirket af den person, der

udfører den. ”All criticism is autobiography”, spidsvinkler retorikeren Hart

provokerende pointen (Hart 1997: 29) og fastslår, at god retorisk kritik er

kunsten at udvikle og operationalisere konstruktive problemstillinger – hvilket i

virkeligheden ”ikke indebærer andet end at stille intelligente og specifikke

spørgsmål til en given tekst” (Hart 1997: 36). Harts udmelding taler for sig selv:

Den retoriske kritiker anerkender den subjektivitet, der er en del af enhver

analyse, og har som mål at bruge den konstruktivt. Hermed er ”individet og dets

egenart i centrum”, som Jan Faye formulerer det. Ligesom andre humanistiske,

kvalitative forskere søger retorikeren ”at forstå menneskets subjektive væsen,

dets tegn, symboler og handlinger som ting, der ikke kan forklares eller

beskrives på objektiv facon” (Faye 2000: 11). At en tekst eller et tekstkorpus

kan fortolkes og vurderes forskelligt afhængigt af, hvem der fortolker den, står i

modsætning til den samfundsvidenskabelige forskning, som dominerer

journalistikforskningen. Modsat retorisk kritik er idealet her, at analytikerens

subjektivitet skal skubbes så langt i baggrunden som overhovedet muligt.9

Der går en lige linje fra Harts definition om, at den retoriske kritikers

grundlæggende opgave er at udpege og forklare retoriske processer til Lisa

Villadsens definition af retorisk kritik:

”Retorisk kritik er en samlebetegnelse for forskellige tilgange til tekstforståelse, der alle tager udgangspunkt i en retorisk opfattelse af

analyserer. Villadsen skriver herom, at retorisk kritik og retorisk analyse ofte sammenblandes og derfor forvirrer. Hun kritiserer det danske begreb ”retorisk kritik” for at være misvisende, idet ”kritik” på dansk er entydigt rettet mod en kvalitetsvurdering. Begrebet er oversat fra det engelske ”rhetorical criticism”, hvor ”criticism” forstås bredere. Det kan være givtigt at have denne sproglige barriere in mente, når man beskæftiger sig med retorisk kritik, da det minder om, at retorisk kritik ikke bare dækker over en konkret vurderende kritik, men, med Villadsens ord, ”[en] mere fagligt uddybende, diskuterende og perspektiverende funktion i forhold til værket”. (Villadsen 2002) Selvom den retoriske kritik dækker over både analyse og kritik vælger jeg, i overensstemmelse med den retoriske kritiks terminologi, at arbejde med betegnelsen ”kritik”/”kritiker” frem for ”analyse”/”analytiker”.

9 Der er skrevet meget om forskellen på humanistiske og samfundsvidenskabelige metoder. En god og klar gennemgang findes blandt andet hos Jan Faye, som blandt andet opstiller en liste over de mest markante modsætninger i de to metoder. Listen rummer blandt andet følgende modsætningspar. Det ikke humane versus det humane – Fysisk stof versus tænkende subjekt – Kollektiv versus individ – Forklarende versus fortolkende – Objektivitet versus subjektivitet (Faye, 2000: kap. 4) Andre gode gennemgange af de grundlæggende forskelle mellem de to metoder ser vi hos Benny Karpatschof (2010) eller Bruhn Jensen (2002).

Side 22 af 204

teksten. Der er altså ikke én bestemt teori eller metode, der kan siges at gøre en tekstanalyse [retorisk]” (Villadsen 2002: 7).

Udover Villadsens temmelig brede definition eksisterer der en anden

fællesnævner for retorisk kritik. Denne er af mere metodisk karakter og opdeler

kritikken i tre faser:

1. En kortlægning af de relevante retoriske strukturer i teksterne

2. En fortolkning af disse retoriske strukturer

3. En vurdering af disse retoriske strukturer

Trods forskelle i retoriske kritikeres formuleringer af den retoriske kritiks faser,

ikke mindst de niveauer faserne befinder sig på, er denne tredeling

tilsyneladende så generel, at den dækker så godt som alle retoriske

teoretikeres analyser.(Hart 1997; Villadsen 2002; Foss 2004; Kock 2004;

Villadsen 2009).10 De tre faser svarer til de faser, et argument følger – jf.

Jørgensen og Onsbergs opdeling af de argumentative faser i konstaterende,

definerende, evaluerende og advokerende (Jørgensen 1999) – og er derfor

også oplagt at bruge i den argumentative, brockriedske tilgang jeg har valgt for

min undersøgelse og retoriske kritik. Ud fra en række retoriske kritikeres pointer

om emnet vil jeg i det følgende kort beskrive, hvilke krav den retoriske kritiker

generelt skal opfylde i hver af de tre faser og herudfra, hvordan min retoriske

kritik mere specifikt vil forløbe.

1.3.1 Den kvantitative kortlægning

Kritikeren kan kun fortolke eller vurdere en tekst, hvis den er blevet grundigt

beskrevet eller redegjort for. Det er denne redegørelse, der finder sted i

kortlægningsfasen. Jim A. Kuypers, der, som jeg, anskuer retorisk kritik som et

argument skriver, at de to validitetskrav, der må gælde for kritikerens argument

er, at det skal være ”gennemsigtigt” og ”sammenhængende”. Kravet om

gennemsigtighed sikres ifølge Kuypers i kortlægningsfasen, ved at kritikeren

har givet sin læser en “[fair minded] description of the inner workings of the

10 Hart opdeler for eksempel arbejdsgangen i retorisk kritik i fem dele: 1) at isolere det

fænomen, der skal studeres; 2) at beskrive de særlige aspekter af dette fænomen; 3) at udsondre særlige aspekter af dette fænomen, som ifølge kritikeren bør belyses; 4) at fortolke fænomenet og 5) at evaluere fænomenet. (Hart 1997). Villadsen opdeler arbejdsgangen i en retorisk kritik i fire dele: 1) tekstanalyse 2) analyse af den retoriske situation 3) fortolkning og 4) vurdering. (Villadsen, 2002).

Side 23 af 204

artifact” (Kuypers 2010: 295).11 Det retoriske produkts ”inner workings”, svarer

til, at kritikeren må udlægge teksten og de for problemstillingen relevante

strukturer så klart og neutralt som muligt. Sonja Foss skriver desuden om

kortlægningen, at der skal være tale om en ”systematic understanding of

rhetorical processes” (Foss 2004: 6).

For at leve op til kravet om gennemsigtighed og systematik i

kortlægningsfasen har jeg fundet inspiration i det hastigt ekspanderende felt

framing, som jeg vil uddybe i næste kapitel. I lighed med retorisk kritik er den

tekstanalytiske framing-analyse ikke bundet op på en særlig metode i

fortolkningsfasen. I kortlægningsfasen arbejder framing-analytikeren derimod i

lighed med den samfundsfaglige forsker helt stringent og systematisk med brug

af såkaldte devices, som er de konkrete, tekstlige, kvantificérbare karakteristika,

der tilsammen opbygger en frame. Det kan være alt fra en særlig type metafor,

en særlig sproglig vending eller henvisning til en særlig kilde. I arbejdet med at

definere en frame identificerer framing-analytikeren de devices (typisk mellem

fire og syv), der definerer framen. For at undersøge framen optælles samtlige

devices i materialet. Det systematiske arbejde med denne optælling giver

analytikeren et grundigt indblik i og overblik over materialet, som tekstuelt

udmønter sig i en solid, kvantitativ bund, som analytikeren kan basere sin

videre fortolkning på.

Dette systematiske arbejde med devices udgør framing-analysens kerne.

Det er ifølge Mathew Nisbet denne operation – dette fundament af nøje optalte

devices – der adskiller framing-analysen fra andre tekstanalytiske retninger:

[…] validity of framing analysis does not rest on researchers' resourceful readings of news texts. Rather, it retains the systematic procedures of gathering data of news texts in order to identify the signifying elements that might be used by audience members (Nisbet 2010: 45).

Det er altså brugen af devices, der bidrager til at sikre framing-analysens

validitet, i og med at analysens udgangspunkt flyttes fra analytikerens tilfældige

og subjektive udvælgelser til en systematisk metode til indsamling af tekstens

betydningsfulde elementer: 12

11 Kuypers placerer retorikken alleryderst i den kvalitative ende af spektret mellem kvantitativ

og kvalitativ analyse. Han går for eksempel så langt som til at klassificere retorisk kritik som en ”kunst”:” In short, criticism is not a science, but an art” (Kuypers 2010).

12 Da det er analytikeren, der definerer, hvilke devices der opbygger framen, er framing-analysen naturligvis stadigvæk baseret på en subjektiv udvælgelse. Men at arbejde ud fra en veldefineret kortlægningssystematik øger alligevel validiteten, da optællingerne blandt andet er et glimrende redskab til komparativ analyse.

Side 24 af 204

I min kortlægningsfase adopterer jeg framing-analysens brug af devices i

alle kapitler, hvorved jeg får et kvantitativt overblik over følgende tekstuelle

elementer, som på hver deres måde fungerer som belæg for min påstand:

Baggrundsinformation, direkte citater og kampmetaforer. Meget mere om disse

senere.

Konkret vil jeg identificere og systematisere mine devices via den metode,

der betegnes kodning (Jensen 2002; Kristiansen 2010). Kodning er en populær

og efterhånden meget udbredt måde at klassificere, systematisere og behandle

data på i kvalitativ analyse og bruges da også i de fleste af de framing-analyser,

jeg er stødt på. Klaus Bruhn Jensen skriver om udbredelsen af denne

tekstanalytiske tilgang, at nogle forskningstraditioner betragter kodning som en

”nødvendig og selvindlysende” ingrediens af en tekstanalyse. Kodning er for

nogle ligefrem synonymt med analyse. Her henviser han blandt andet til

Fielding og Lee, der taler om et generelt skift fra case- til kodebaseret analyse

(Jensen 2002: 246. Fra Fielding og Lee 1998: 27 ). Om kodning som analytisk

fremgangsmåde skriver Søren Kristiansen, at det er form for datareduktion,

hvor man identificerer og navngiver mere eller mindre afgrænsede databidder,

som eksemplificerer den samme deskriptive eller teoretiske idé. Kodning er

altså en procedure, hvormed datamaterialet brydes ned i håndterbare enheder.

(Kristiansen 2010: 450).13

Både Jensen og Kristiansen opdeler brugen af kodning i to fremgangsmåder –

en kvantitativ og kvalitativ. I kortlægningen af mine devices vil jeg bruge den

kvantitative fremgangsmåde for kodning. Om denne skriver Jensen:

[…] a code may be taken as an account or a representation of a portion of the field of study, capturing and fixating certain qualities of a person, event, text, or other unit of analysis for the purpose of later comparison. […] Coding in this sense, moreover, aims to establish a standard by which such qualities may be conferred across contexts, and, in the end, quantified” (Jensen 2002: 246).

Jensen skitserer i citatet formålet med kodning af repræsentationer /devices –

nemlig muligheden for en senere sammenligning og/eller kvantificering. Dette

åbner kodningen for, da det giver analytikeren mulighed for at analysere et

større tekstkorpus, end den retoriske kritiker sædvanligvis arbejder med.14

13 Kristiansen skitserer tre typer af kodning: Begrebs- eller teoristyret kodning (etic kodning),

datastyret kodning (emic kodning) samt automatisk kodning (Kristiansen 2010). 14 Analysematerialet i retorisk kritik består således oftest af et enkelt eller ganske få tekster

eller casestudier. Et mere omfattende tekstkorpus passer ganske enkelt ikke til den retoriske kritiks ”artistic and argumentative enterprise”, som Kuypers sammenfattende betegner den retoriske kritik (Kuypers 2010). Om den retoriske kritikers begrænsede materiale skriver

Side 25 af 204

Jensens beskrivelse af den kvantitative kodning stemmer helt overens med min

tilgang til kortlægningens mål om at fremlægge ”[…] the fair minded description

of the inner workings of the artifact” (Kuypers 2010). Jeg finder denne

kortlægning udtømmende, da den retoriske kritik hermed tilføres en

tekstanalytisk systematik. En systematik, der giver mig mulighed for at skabe en

kvantitativ resultatbase over de persuasive tekstuelle karakteriska, jeg arbejder

med.

Rent praktisk har jeg kodet mine resultater i analyseprogrammet Nvivo,

hvor jeg har lagret alle 88 valgreportager. Programmet er velegnet til mit formål,

da dets funktion netop er at kode og systematisere omfattende tekstligt

analysemateriale, så jeg som analytiker i højere grad kan jonglere med mine

devices uden at miste overblikket. Med hjælp til systematiseringen bidrager

programmet til at sikre resultaternes validitet.

1.3.2 Kvalitativ fortolkning og vurdering

Fortolkningen og vurderingen af mine resultater bygger på den hermeneutiske

metode, som er udbredt i humanvidenskaben. Med denne indgår analytikeren i

en konstant cirklende sammenligningsproces mellem del og helhed samt teori

og tekst, som med Villadsens ord

[…] bygger på troen på, at vi på grundlag af en stadig sammenligningsproces mellem analysetekstens konkrete udformning og vor fagligt baserede antagelse om dens mening kan opnå en sammenfattet forståelse af teksten som helhed.” (Villadsen 2002: 11).

Denne stadige sammenligningsproces kalder Jasinski “abduction” og beskriver

som ”a back and forth tacking movement between text and the concept (or

concepts) that are being investigated simultaneously”(Jasinski 2001: 256). B.G.

Glaser og A.L. Strauss betegnede i 1971 denne hermeneutiske

cirkelbevægelse mellem teori og tekst som ”the constant comparative method”.

En betegnelse, som stadig flittigt bruges i forskningen, herhjemme, blandt andet

hos Klaus Bruhn Jensen (Glaser 1971; Jensen 2002).

Mens min tekst er valgreportagerne, er den teori jeg bruger i min

abduktive, stadige sammenligning de teoretiske refleksioner, som jeg gør mig

Roderick P. Hart, at kritikerens udfordring er at ”fortælle den størst mulige historie ud fra det nødvendigvis begrænsede bevismateriale” samt, at kritikerens job er ”at finde belæg for det universelle i det partikulære” (min oversættelse). Han sammenligner den retoriske kritiker med en antropolog, der somme tider i det mindste ritual finder den mest fuldendte beskrivelse af en stammes historie eller kultur (Hart 1997).

Side 26 af 204

om påstanden nyhedsjournalistik er retorik i næste kapitel. Her er begrebet

framing centralt. Jeg fokuserer særligt på strategiframen, der i litteraturen er

konsensus om, er dén mest udbredte frame i nyhedsjournalistikken. Med

strategiframen præsenterer journalisten læseren for billedet af, at politik er en

strategisk kamp, der mere handler om at vinde og tabe, end om at få

gennemført sine politiske idealer.

Den tydeligste adskillelse af retorisk kritik fra andre

kommunikationsvidenskaber er den retoriske kritiks normative vurdering af

retoriske tekster. I modsætning til de fleste andre fagtraditioner tager retorikeren

eksplicit stilling til de tekster, han analyserer. Med udgangspunkt i en række på

forhånd definerede kvalitetsparametre vil retorikeren typisk argumentere for,

hvorfor og hvordan en tekst fungerer eller ikke fungerer – og herudfra hvordan

kvaliteten evt. kan højnes. Ifølge Christian Kock er disse velbegrundede

vurderinger generelt en mangelvare i medieforskningen, hvorfor dette er et felt,

der i høj grad kalder på retorisk kritik (Kock 2004: 104). En af den normative

analyses væsentligste styrker er, at den har potentialet til at udgøre en bro

mellem teori og praksis, forskning og virkelighed. Ved at identificere, analysere

og vurdere et sæt konkrete formidlingsmønstre kan retorikforskeren bidrage til

at højne journalistens bevidsthed om sin praksis. Ifølge Hart er det endelige

produkt af retorisk kritik således ”a contribution to the improvement of our

abilities as communicators”. (Hart 1997: 8).

1.4 Oversigt over afhandlingens argumentation

”Nyhedsjournalistik er retorik” lyder afhandlingens overordnede påstand.

Påstanden er bundet op på fire analytiske pointer, der befinder sig på tre

forskellige niveauer: Et teoretisk, et genremæssigt og et tekstnært niveau. Et

overblik over afhandlingens argumentation og forløb ser således ud:

Side 27 af 204

Kapitel Titel Formål

Kapitel 1 Indledning og problemformulering

Argument, felt og metode

Etablering af påstanden ”nyhedsjournalistik er retorik”. At give læseren et overblik over afhandlingens analyse/analysemateriale samt et indblik i hvordan jeg vil bruge retorisk kritik som afhandlingens metode.

Kapitel 2 Teoretisk niveau

Nyhedsjournalistik som retorik

Etablering af den grundlæggende pointe om journalisten som aktiv og skabende fortolker. Overordnet analyse af hvordan journalisten tager ejerskab over fortolkningen af debatten ved implementeringen af den hyppigt brugte strategiframe

Kapitel 3 Genremæssigt niveau

Reportagens udvikling og afvikling

To kvantitative, diakrone, analyser af henholdsvis forekomsten af valgreportager og direkte citater i disse viser, at journalisten efterhånden har overtaget valgreportagen i en sådan grad, at genren har mistet sin eksistensberettigelse og derfor er under afvikling.

Kapitel 4 Tekstniveau

Journalistens analytiske praksis

Journalistens retorik udmønter sig blandt andet i analytiske elementer, hvor journalisten kommer med sin vurdering af hvorfor politikerne siger, som de gør. Tendensen viser sig blandt andet i en stigende brug af baggrundsinformationer og motivspekulationer.

Kapitel 5 Tekstniveau

Journalistens bedømmende praksis

Journalistens retorik udmønter sig også i bedømmende elementer, hvor journalisten vurderer politikerens retorik. Den bedømmende praksis ses dels indirekte i form af kamp- og dramametaforer, dels i direkte form, hvor journalisten eksplicit kårer vindere og tabere.

Konklusion Konklusion

Hvad betyder den udvikling jeg i afhandlingen har skitseret for nyhedsjournalistikken og demokratiet? En normativ analyse og vurdering.

Side 28 af 204

Kapitel 2

Nyhedsjournalistik som retorik: En teoretisk

refleksion

Forestillingen om at nyhedsjournalistikken afspejler virkeligheden er som nævnt

en illusion. Som det fremgår af afhandlingens tese påstår jeg, at når journalisten

med målet om at skrive en fængende og relevant historie udvælger og

fremhæver – det vil sige vinkler – dele af virkeligheden, så er der tale om en

retorisk handling. Alligevel adskiller journalistik sig fra andre typer af retoriske

genrer ved at være baseret på idealet om tilstræbt objektivitet. Et ideal, der til

tider kan stå i modsætning til den journalistiske ambition om at skrive levende

og fængende tekster. Den spændetrøje som tilstræbt objektiv formidling udgør,

er så markant, at der må en nærmere uddybning til for at kunne klassificere en

journalistisk tekst som retorisk – hvilket netop er dette kapitels (såvel som hele

afhandlingens) intention.

Med fokus på den skabende, retoriske handling vil jeg introducere

begrebet framing som den handling, journalisten foretager, når han

transformerer en klassifikation (debatten med politikeren som afsender) til en

anden klassifikation (den journalistiske tekst med sig selv som afsender) og

dermed flytter afsenderen fra politikeren til sig selv. Efter en præsentation af

framing-begrebet vil jeg se nærmere på den specifikke frame, som dominerer

de analyserede reportager, såvel som nyhedsjournalistikken generelt, nemlig

den såkaldte strategiframe, hvori politik anskues som en strategisk kamp om

magt – jf. afhandlingens titel ”Kamppladser og kommandorum”.

Side 29 af 204

2.1 Sprogets persuasive karakter

”Jagten på optimismen” hed en artikelserie i Jyllands-Posten i 2012 om

finanskrisen. En af disse artikler handler om mediernes bidrag til krisen, og

budskabet er klart: Mediernes retorik har en væsentlig indvirkning på

økonomien, og for at vende den økonomiske krise kan en mere positiv retorik i

medierne bidrage til et opsving: ”En retorisk kovending og farvel til ordet ’krise’

kan hjælpe med at opbygge optimismen”, udtalte retorikeren Sine Nørholm Just

i den forbindelse.15 Justs pointe er, at sprog skaber verden – og at et ord som

”krise” ikke alene beskriver en pessimistisk opfattelse, men i sig selv skaber

pessimismen og forværrer tingenes tilstand. Denne konstruktivistiske pointe

(blandt andet kendt som den ”sproglige vending”) har rødder langt tilbage i

sprogfilosofien såvel som i retorikken, og har op igennem 1900-tallet skabt en

stigende interesse for sprogets skabende funktion. Essensen er, at vores

erfaring af verden ikke forløber uafhængigt af sproget, men bliver skabt i mødet

mellem sprog og virkelighed (Whorf 1956). Kenneth Burke udtrykker samme

pointe i sit berømte citat om, at mennesket bruger sproget, ligesom sproget

bruger os (Burke 1966: 6). Pointen ligger ydermere til grund for den kognitive

metaforteori, som blandt andet I.A. Richards med sin ”interaktionsteori” står

bag. Interaktionsteorien bygger på idéen om, at metaforen i sin natur er en

interaktion mellem forskellige domæner, således at en ny betydning skabes

(Richards 1936). Siden har de to amerikanere, lingvisten George Lakoff og

filosoffen Mark Johnson yderligere udfoldet deres kognitive semantik og pointen

om ”konceptuelle metaforer”, som de introducerede i

bestselleren Metaphors we live by fra 1980. Idéen er her, at sproget (ikke

mindst metaforerne) er styrende for vores måde at skabe og opfatte verden på

(Lakoff & Johnson 2003) – hvilket uddybes i kapitel 5’s behandling af

valgreportagens udbredte brug af kampmetaforen.

Et relevant eksempel på Lakoff og Johnsons pointe er de metaforer, som

det moderne politiske sprog er fyldt med. ”Skattelettelse” er det klassiske

eksempel herpå – oprindeligt påpeget af George Lakoff i bogen Don’t think of

an elephant fra 2004: Når man letter noget fra nogen, fjerner man en byrde,

som jo per definition er noget negativt. Og byrden i metaforen ”skattelettelse” er

skatten. (Lakoff 2004) Hermed rummer metaforen et klart skattekritisk

argument. Andre eksempler kunne være ”hjælpepakke”, ”rundkredspædagogik”,

”cafépenge” og ”fjumreår”. Det interessante ved disse metaforer er ikke så

meget deres selvstændige persuasive værdi som det forhold, at de er blevet så 15 Se: http://epn.dk/okonomi2/dk/article2745277.ece

Side 30 af 204

hyppigt brugt, at de er blevet en integreret del af vores fælles politiske sprog.

Folk studser typisk ikke længere over metaforernes ladede værdi, men bruger

dem som almindelige, neutrale ord. Det er netop denne daglige, ureflekterede

brug af ordene, der giver dem deres overbevisende karakter: Ved at bruge

disse ord argumenterer vi – og ofte uden at opdage det. Med Jeanne

Fahnestocks formulering fungerer disse metaforer derfor som ”fortættede

argumenter” (Fahnestock 2002: 24).

Det enkle princip om at ord overbeviser, gælder ikke bare for

velovervejede, politiske ord, men også for almindelige dagligdagsord i alle

ordklasser. For eksempel foretog Elizabeth Loftus og John Palmer i 1974

forsøg, der demonstrerede, at de verber, vi bruger, har en tydelig effekt på

modtageren. Forsøget viste, at de verber vi bruger til at fremkalde en oplevelse

med, påvirker den måde, folk husker oplevelsen. De to forskere viste

respondenter en film, hvor to biler støder sammen. En uge efter visningen af

filmen spurgte de respondenterne, hvor stærkt bilerne havde kørt, og hvorvidt

der havde været smadret glas. Nogle af respondenterne blev ordret spurgt:

”Hvor stærkt tror du bilerne kørte, da de stødte [’bumped’] ind i hinanden?”

Andre blev spurgt: ”Hvor stærkt tror du bilerne kørte, da de smadrede

[’smashed’] ind i hinanden?” Resultatet var tydeligt: De, der fik spørgsmålet

formuleret med verbet ”smadrede”, vurderede, at bilerne kørte meget stærkere

end de, som fik spørgsmålene formuleret med ”stødte”. De, der blev

præsenteret for ordet ”smadrede” var desuden mere tilbøjelige til at tro, at der

var smadret glas – hvilket ikke var tilfældet (Loftus 1974).

Et andet klassisk eksempel, der demonstrerer sprogets persuasive effekt,

er foretaget af Amos Tversky og Daniel Kahneman, som præsenterede en

gruppe forsøgspersoner for følgende dilemma: Forestil dig, at USA forbereder

sig på en usædvanlig asiatisk sygdom, som forventes at slå 600 mennesker

ihjel. Der fremlægges to forskellige planer, plan A og plan B, til at håndtere

situationen: I plan A vil 200 mennesker blive reddet. I plan B er der en tredjedel

mulighed for at 600 mennesker vil blive reddet, og to tredjedel risiko for at ingen

vil blive reddet. 72 procent valgte plan A, 28 procent plan B. I det næste forsøg

opstillede forskerne helt identiske betingelser til den samme situation.

Forskellen var bare, at de nu spurgte til antal døde i stedet for antal reddede: I

plan C ville 400 mennesker dø. I plan D var der en tredjedel sandsynlighed for,

at ingen ville dø og to tredjedel for at alle 600 ville dø. 22 procent af

respondenterne valgte plan C. 78 procent plan D. Når man spurgte til døde frem

for reddede var svaret altså helt omvendt – selvom dilemmaet var nøjagtigt det

Side 31 af 204

samme. At 400 mennesker måske kunne dø (plan C) lyder voldsomt. Det virker

mere humant at tale om at redde 200 menneskeliv (Tversky 1981).

Denne type sprogmanipulerende forsøg er også blevet foretaget på

journalistiske nyhedstekster (Valentino 2001; De Vreese 2004). Resultatet er

det samme: Mindre sproglige ændringer kan have en betydelig indvirkning på

modtagerens opfattelse af og dermed holdning til et budskab (som jeg skal

udfolde afhandlingens analyser). Resultatet af de nævnte sprogmanipulerende

forsøg er håndfaste beviser på, at journalistens ordvalg har en definerende og

derfor holdningspåvirkende effekt på mediebrugeren.

2.2 Nyhedsjournalistens funktion

Da journalistikforskningen primært domineres af samfundsvidenskaben,

anlægges der ofte et samfundsmæssigt perspektiv på journalistens

arbejdsgange og bevæggrunde. Der tales typisk om opfyldelsen af de såkaldte

demokratiske funktioner. Funktioner, der uundgåeligt præges af den

demokratiopfattelse, som forskeren anlægger (Strömbäck 2005; Asp 2007).16 I

de mediesociologiske tekster, der behandler journalistens bevæggrunde, taler

man således konsekvent om ”funktioner”, ”roller” og ”opgaver”, mens der i

forbindelse med journalistens arbejde ikke gøres brug af retoriske begreber

som ”intention”, ”motiver”, ”ordvalg” el.lign. (Strömbäck 2005; Asp 2007; Bro

2008; Hjarvard 2010; Skovsgaard 2010). Morten Skovsgaard identificerer på

baggrund af en omfattende litteraturgennemgang fire roller:

1. Den passive spejlrolle: Journalisten beretter om sager, begivenheder og den offentlige mening på så neutral vis som muligt.

2. Den aktive, kritiske rolle: Journalisten er folkets repræsentant og de (kritiske) spørgsmål, borgeren måtte have, skal besvares. Regeringens og andre magtfulde offentlige aktørers ytringer og handlinger undersøges, analyseres og fortolkes. Det gælder ikke mindst for lovforslag og processer, der er i gang.

3. Den borgeraktiverende rolle: Borgerne skal motiveres til at engagere sig i den offentlige debat om vigtige, samfundsmæssige anliggender og skal have mulighed for at udtrykke deres

16 Kent Asp skriver herom: ”Any analysis of the roles media should play in democratic society

necessarily springs out of a normative position concerning the nature of [democracy]” (Asp 2007: 32).

Side 32 af 204

holdninger til relevante sager. Borgerne skal ledes mod løsninger på samfundsmæssige problemer.

4. Underholdningsrollen: At sørge for afslapning og underholdning til borgerne. (Skovsgaard 2010: 152 – N.B. oversat og lettere omskrevet).

Opsummerende svarer disse roller til, at journalisten skal informere (den

passive spejlrolle) kritisere (den aktive, kritiske rolle), engagere (den

borgeraktiverede rolle) og underholde (underholdningsrollen). Mere om disse

roller/funktioner lidt senere.17

At tale om funktion er både nødvendigt og konstruktivt, da denne kobling

afspejler, hvad Jesper Strömbäck kalder nyhedsjournalistikkens og

demokratiets ”sociale kontrakt”. En kontrakt som forpligter og cementerer

pointen om, at demokrati ikke kan fungere uden nyhedsjournalistik og omvendt.

(Strömbäck 2005: 332).

Anskuelsen af nyhedsjournalistik i et rolleperspektiv afspejler dette

afhængighedsforhold. De forskellige roller, som blandt andre Skovsgaard

påpeger, kan derfor bidrage til at kaste lys over, hvordan disse demokratiske

roller opretholdes og udvikler sig. Kun i en af de tre roller, som Skovsgaard

opridser, er journalisten passiv – mens han både i den kritiske, den

engagerende og den underholdende funktion er aktiv, intervenerende og

fortolkende – kort sagt skabende. Rolleperspektivet anerkender dermed også

journalistikken som en selvstændigt skabende aktivitet. Denne erkendelse er

dog ikke eksplicit i den vigtige artikulation af nyhedsjournalistikken. At

journalistens arbejde fortrinsvis omtales som ”roller” knyttet til en funktion frem

for det mere subjektive ordvalg intention, indikerer at nyhedsjournalisten ikke –

som retoren – har en egentlig veldefineret intention, som modtageren skal

overbevises om. Tilgangen er dermed udtryk for en mere instrumentel

opfattelse af journalistik som en funktion – et middel til at opfylde det

demokratiske ideal om at sikre læseren en oplyst platform at handle ud fra. Med

denne tilgang afviser man altså, at journalisten ikke bare er et tandhjul i

demokratiets maskineri, men en selvstændig afsender, hvis perception og

fortolkning ligger til grund for den journalistiske gengivelse af virkeligheden.

17 Med inspiration fra Thomas Patterson opdeler Stig Hjarvard nyhedsjournalistens rolle i en

aktiv og en passiv rolle. Roller, der yderligere kan typologiseres som enten neutrale, ”interpretative” (fortolkende) eller ”partisan (”partisk) (Hjarvard 2010: 33)

Side 33 af 204

For selvom journalisten er bundet af faste faglige, etiske og genremæssige

rammer for sine produkter, er der inden for disse en betydelig frihed til at vælge

og fravælge emner, vinkler, kilder, citater, beskrivelser, metaforer, osv.18 Det er

forvaltningen af denne betydelige formidlingsmæssige frihed, der i et retorisk

perspektiv er interessant. Hvad udvælges, og hvad udelades? Hvad fremhæves

og hvad nedtones? Og, ikke mindst, på hvilken måde fremstilles det udvalgte?

I forvaltningen af disse valg vil jeg hævde, at journalisten kan

sammenlignes med en retor. Overordnet er journalisten styret af sine

demokratiske funktioner (at oplyse, kritisere, engagere og underholde) og af

idealet om ”tilstræbt objektivitet”19, men i planlægningen, vinklingen og

udarbejdelsen af produktet, kan han sidestilles med enhver anden retor, der

”mønstre[r] de mulige overbevisende momenter i ethvert givet stof” (Aristoteles

1991: 33). Da ”overbevisende momenter” nødvendigvis udspringer af en form

for intention om at overbevise nogen om noget, er intention således den

centrale forudsætning for, om noget kan betegnes som retorik eller ej.

2.2.1 At besvare eller at skabe?

Spørgsmålet om journalistisk intention åbner for en grundlæggende retorisk

diskussion: nemlig spørgsmålet om, hvorvidt retoren/journalisten indgår i en

allerede skabt situation, som dikterer en passende respons (Bitzer 1968), eller

om han omvendt selv skaber situationen igennem sin retorik (Vatz 1973).

I sin nøgletekst ”The Rhetorical Situation” fra 1968 gør Lloyd F. Bitzer sig

til talsmand for det første. Han beskriver, hvordan en retor indtræder i en

allerede eksisterende retorisk situation, der er defineret ud fra et sæt helt

konkrete elementer: exigence (det påtrængende problem), audience (et

publikum, der for at opfylde den retoriske situation skal være såkaldte mediators

of change, eller på dansk forandringsagenter) og en række constraints (positive

18 Det skal understreges at Skovsgaard i formuleringen af de nævnte roller sondrer mellem den

passive journalist, der betragter sig selv som havende en ikke-intervenerende funktion, og tror på at begivenheder kan rapporteres om forholdsvist objektivt, og den aktive journalist hvis selvopfattelse er at være en aktiv, skabende del af nyhedsproduktionen – med forfatternes ord ”newsconstructor”. (Skovsgaard 2010: 66) Hermed anerkender han i høj grad journalistens skabende, retoriske identitet.

19 Der er flere aspekter og opfattelser af objektivitet som journalistisk ideal. Skovsgaard inddeler konceptet i fire aspekter: Ingen subjektivitet: Journalistens egne holdninger må ikke være del af deres rapporteringer fra virkeligheden. Balance: Begge sider af en sag skal i lige stor grad repræsenteres. Hårde facts: Akkuratesse og fakta. Værdimæssig prioritering (valuejudgment): At journalisten udvælger sit stof ud fra nogle relevante samfundsmæssige værdier. (Skovsgaard 2010: 63-64).

Side 34 af 204

og negative ”tvingende omstændigheder”, som retoren skal tage højde for).

Kernen i Bitzers argument om, at en retorisk situation skal besvares, lyder:

It is clear that situations are not always accompanied by discourse. Nor should we assume that a rhetorical address gives existence to the situation; on the contrary, it is the situation which causes the discourse into existence. (Bitzer 1968: 2)

Som direkte modsvar til Bitzers teori formulerede Richard Vatz i 1973 ”The Myth

of the Rhetorical Situation” – en idé om, at der ikke eksisterer en situation, der

er uafhængig af den retorik og den retor, der er til stede. Retoren skaber med

andre ord selv situationen.

Ved primært at behandle nyhedsjournalistikken i en funktionalistisk optik

baseret på spørgsmålet om, hvordan journalisten opfylder sin demokratiske

funktion, samt hvilken rolle han indtager, indskriver journalistikforskningen sig i

en bitzersk opfattelse, hvor afsenderen/journalisten besvarer en situation

snarere end skaber den. Men som nævnt ligger der flere problemer i en så

skematisk definition – herunder spørgsmålet om hvorvidt de enkelte funktioner

kan risikere at modsige sig selv ved for eksempel på én gang at underholde og

informere læseren tilstræbt objektivt? Selvom den funktionalistiske tilgang

anerkender journalisten som skabende, intervenerende aktør, bevirker valget af

denne overordnede tilgang uundgåeligt, at fokus på journalistens egen

fortolkning nedprioriteres.

Sammenfattende kan man altså gå til afhandlingens forskningstese om, at

journalistik er retorik, ud fra to forskellige grundantagelser:

1. En funktionalistisk, der går på, at journalisten besvarer en (retorisk) situation og udfylder sin demokratiske funktion ved at informere, kritisere, engagere og underholde.

2. En konstruktivistisk, der går på, at journalisten i højere grad selv skaber situationen og på baggrund af sine observationer og fortolkninger konstruerer den virkelighed, han vil overbevise læseren om.

Der er ikke tale om et enten-eller, men et både-og. Journalisten er i høj grad

drevet af ønsket om at udfylde sin demokratiske funktion – men produktet vil

samtidig altid være filtreret og vinklet og dermed udtryk for en situation, skabt af

journalisten. Det er altså balancen og vekselvirkningen mellem disse to

grundantagelser, den besvarende og den skabende, der er interessant.

Da der i journalistikforskningen generelt er tradition for at bruge den første

funktionalistiske tilgang vil denne afhandlings retoriske udgangspunkt udforske

Side 35 af 204

den konstruktivistiske tilgang og forhåbentlig bidrage til et vokabular og nogle

anskuelser, der kan styrke denne tilgang.

2.2.2 Nyhedsjournalistens intention

Forudsætningen for, at en tekst kan defineres som retorisk, er, at retoren er

drevet af en intention; noget han vil overbevise modtageren om.20 Denne

intention kan både betragtes i snæver og bred forstand – som snæver og bred

persuasio – der er retorikkens nøglebegreb og bedst kan oversættes med

”overbevisning” (på græsk peitho).

I den snævre persuasio er intention, afsender og modtager konkrete og

afgrænsede størrelser. Snæver persuasio forudsætter desuden en

meningsdivergens mellem afsender og modtager (Roer 2009: 15), hvorfor ordet

”overtalelse” er velegnet til at forklare målet for den snævre persuasio. I

analysen af snæver persuasio vil analytikeren typisk se på, hvor vellykket

retoren argumenterer for sin intention. Denne instrumentelle tilgang til

kommunikationssituationen kan i bred forstand svare til journalistikforskningens

fokus på journalistens funktion: I begge situationer har afsenderen et

veldefineret mål, og analytikerens opgave er at vurdere, hvor vellykket målet

opfyldes (Kock 2004). Det snævre persuasio-begreb kan med fordel bruges til

analyse og vurdering af holdningsartikler som ledere, analyser og kommentarer

osv.

Når det gælder nyhedsjournalistik, der bygger på tilstræbt objektivitet som

ideal, bør man dog snarere vende sig mod det brede persuasio-begreb, som

Aristoteles’ retorikdefinition repræsenterer. I denne bredere forståelse af retorik

skal retor ”ikke […] opfattes som et isoleret subjekt i den vestlige kartesianske

og kantianske tradition, men derimod som et element i en større social

virkelighed.”(Villadsen 2009a: 44). Ud fra denne tilgang betragtes retoren

snarere som et ”udsigelsespunkt for sin tid og kultur” (Ibid.), hvis intention i

højere grad kan opfattes som en slags kommunikativ ”hensigtsbestemthed” i

bredere forstand. Denne brede definition, der blandt andet har sine rødder i

Frankfurterskolens kritiske teori og dermed deler filosofiens bredere

intentionsbegreb (nemlig at subjektet altid vil have en grundlæggende

20 Intentionen som retorisk forudsætning afspejles i forskellige forskeres definition af retorik, jf.

for eksempel Jørgen Fafners definition af retorik som ”intentionel mundtlighed” (Fafner 1996) eller Jens Kjeldsens definition af ”retorisk kommunikation” som ”hensigtsbestemt og virkningsfuld kommunikation” (Kjeldsen 2006).

Side 36 af 204

”rettethed” mod et objekt), vil vise sig mest formålstjenstlig i denne afhandlings

studie af krydsfeltet mellem retorik og journalistik.

Denne brede persuasio beskriver Jørgen Fafner som:

”[vidtspændende] i den forstand, at taleren gennem sin personlige autoritet, sine skiftende autoriteter og sine ord – altså gennem sin ethos, sin pathos og sin logos – virker ind på sine tilhørere snart for at bringe dem til at tilslutte sig en mening, snart for at få dem til at begribe en forklaring, snart for at få dem til at dele en oplevelse.”(Fafner 1996: 39).

Fafner kritiserer andetsteds det brede persuasio-begreb for at udvande

definitionen af retorik, da almindelig ikke-persuasiv information – som

eksempelvis en brugermanual til hvordan en bilmotor fungerer – dermed

kvalificerer sig som retorik. Jeg er enig i det problematiske i at klassificere

sådanne informative, referentielle tekster som retorik – for hvad er så ikke

retorik? Netop inden for nyhedsjournalistikken mener jeg dog, at den brede

persuasio-forståelse giver god mening, da begrebet kan bruges til at identificere

og forklare nyhedsjournalistens skabende praksis. Set i lyset af den tilstræbte

objektivitet som ideal og forpligtelse, hvor journalisten principielt skal forsøge at

holde sig selv ude af fremstillingen, vil både journalistens beskrivelser og

udlægninger være retorisk relevante, da de bidrager til journalistens særlige

skjulte retorik. Journalistens forsøg på, med Fafners ord, at få læseren til at

”begribe en forklaring” eller ”dele en oplevelse” rummer altså – inden for

nyhedsjournalistikkens særlige rammer – persuasive elementer.

Denne opfattelse af nyhedsjournalistik som et eksempel på bred persuasio

deler Jens E. Kjeldsen, der blandt andet henviser til den engelske medieforsker

Paddy Scanells intentionsbegreb. Medierne rummer ifølge Scanell en egen

form for intentionalitet, eftersom de altid udtrykker ”en vis rettethed” mod

”noget” eller ”nogen”. En rettethed, vi som modtagere uundgåeligt vil opfatte

som en form for intentionalitet (Kjeldsen 2001: 19). Kjeldsen stillede i 2001 det

for både journalistik- og retorikforskningen meget relevante spørgsmål ”Er det i

mediesamfundets tidsalder holdbart at bevare tanken om retorisk

kommunikation som skabt af en identificerbar afsender med en klar intention?”

Nej, mener han, og peger på en række faktorer, der karakteriserer

mediesamfundets retorik. Nemlig en ”udviskning af klare afsendere, klare

intentioner og klart afgrænsede ytringer til fordel for en fragmentarisk og mindre

håndterlig strøm af information.” (Kjeldsen 2001: 30). Han styrker hermed

indirekte tesen om, at journalistik er retorik, idet han ved at pege på

udviskningen af klare intentioner anerkender journalistikkens intentionalitet. En

Side 37 af 204

intentionalitet der måske ikke altid lader sig identificere eksplicit, men ofte er

skjult eller i hvert fald tilsløret, da den ikke altid kan føres tilbage til en afsender.

Kjeldsens tilslørede intentionsbegreb virker plausibelt i en nyhedsjournalistisk

kontekst. Men da han taler om udviskede eller skjulte intentioner, er det i

sagens natur ikke fuldstændig klart, hvilke intentioner der er tale om. I tråd med

afhandlingens påstand og forskningsspørgsmål vil jeg gå et skridt videre i

indkredsningen heraf, med særligt fokus mod nyhedsjournalistens intention.

En artikels tilblivelse er i reglen et udslag af en række journalistiske og

redaktionelle procedurer, der involverer flere aktører på forskellige niveauer.21

Intentionen med artiklen kan derved nemt blive trukket i flere forskellige

retninger og forandre sig fra, hvad journalisten oprindeligt havde tænkt sig med

den. Med i billedet må man tælle kilden – som i nyhedsreportagerne oftest er

politikeren – der må antages at have en intention med den udtalelse, han

citeres for i artiklen. En artikel ender hermed ofte med at blive et polyfonisk

puslespil af afsendere og intentioner, der, som Kjeldsen ganske rigtigt gør

opmærksom på, bliver udviskede eller skjulte. Mit udgangspunkt er, at

afsenderen af artiklen – det vil sige den person, formentlig oftest journalisten,

der konkret har foretaget de væsentligste selektioner og fremhævelser – må

betegnes som artiklens afsender.

For et studie som mit, der undersøger journalistisk retorik på artikelniveau

– frem for på produktions- eller modtagerniveau – giver det dårligt mening at

gisne om, hvilke intentioner journalisten, redaktøren, politikeren eller andre

mulige aktører kan have haft med lige præcis den analyserede artikel eller

passage. Snarere giver det mening at se på tekstens egen intention som – ”et

udsigelsespunkt for sin tid og kultur”. Denne vil ofte korrespondere med

journalistens mål om at udfylde ”den demokratiske funktion” i form af de fire

roller, som Skovsgaard peger på. Men tekstens intention vil på samme tid – og

det gælder specifikt for nyhedsreportagen – være en påstand om, at

begivenheden er foregået på præcis den måde, som journalisten hævder med

21 Alan Bell beskriver, hvordan det ikke kun er journalisten, men ofte flere medarbejdere på

avisen, der påvirker – eller har mulighed for at påvirke – det journalistiske produkt. På mine analysemedier Politiken, Berlingske Tidende og Jyllands-Posten, vil der typisk være tale om en redaktionssekretær- eller chef, der læser reportagen igennem og kommer med sine input inden den trykkes. For enkelhedens skyld vælger jeg dog at betragte journalisten der har skrevet reportagen som afsender (og som står som byline) som afsender, hvilket Bell da også selv gør med argumentet: ”Within a news organization people’s roles are meshed into one authority structure.” (Bell 1991: 55)

Side 38 af 204

sin fremstilling. Intentionen er altså i høj grad også at overbevise om sandheden

af en given virkelighedsfortolkning.

I kombination med de grundlæggende nyhedsjournalistiske funktioner,

kunne et samlet bud på en egentlig nyhedsjournalistisk intention være, at

nyhedsjournalistens intention er at få læseren til at tilslutte sig det

overbevisende virkelighedsbillede, der stilles frem i artiklen – kombineret med

en dybereliggende intention: at udfylde sine demokratiske funktioner om at

informere, kritisere, engagere og underholde.

2.2.3 Information som intention

Jeg skal i det følgende kort gennemgå de fire nyhedsjournalistiske idealer, der

udgør den demokratiske funktion, for på den måde at se, hvordan disse

strukturerer journalistens besvarende såvel som skabende intention.

Journalistikkens demokratiske funktion kan som sagt kategoriseres som

information, kritik, engagement og underholdning (Skovsgaard 2010).

Journalisten skal med andre ord informere modtageren om den politiske

virkelighed, samtidig med at han skal forholde sig kritisk til kilder og autoriter og

ikke mindst engagere og underholde læserens for at fastholde dennes læse- og

oplysningslyst.

Som informator bibringer journalisten således læseren nuanceret, saglig

og tilstræbt objektiv information – og udfylder dermed den demokratiske

funktion ved at tilbyde læseren et oplyst grundlag at deltage i demokratiet på – i

valgkampsammenhæng primært hvor krydset skal sættes i stemmeboksen.

Denne fremstilling af informationsfunktionen bygger på en deliberativ

demokratiopfattelse, som i retorisk forskning betragtes som sensus communis;

retorikkens og den retoriske kritiks fælles forståelse og naturlige udgangspunkt.

Dette skyldes i høj grad det deliberative demokratis kerneretoriske idealer:22 at

dyrke, diskutere og afprøve samfundsmæssige uenigheder i den offentlige

debat, at give plads til konkurrerende synspunkter, interesser og perspektiver;

og endelig at finde de bedste argumenter for og imod et givent synspunkt,

hvilket ligger i det retoriske begreb controversia (Kock 2002: 52). En kunst, der

med Jesper Strömbäcks ord kræver “listening, reflecting and getting the facts

right.” (Strömbäck 2005: 337).

22 Jf. Robert Ilvie: ”[…] democratic deliberation at it’s best in the here and now is primarily

rhetorical” (Ivie 2002: 275).Ivie plæderer for eksempel for ”antagonistisk pluralisme” og citerer Chantal Mouffe for, at demokratiets nerve består af ”vibrerende sammenstød af politiske positioner og åbne interessekonflikter” (Ivie, 2002: 277, fra Mouffe, 1999).

Side 39 af 204

På spørgsmålet om hvordan nyhedsmedierne kan bidrage til at engagere

borgeren, vil tilstræbt objektivitet typisk være svaret. Som jeg tidligere har været

inde på, skyldes det, at objektivitet betragtes som nyhedsjournalistikkens

definerende norm. I erkendelsen af at objektivitet er en illusion, der ikke kan

indfries, er man begyndt at tilføje ordet ”tilstræbt”, som giver idealet et mere

jordnært og opnåeligt præg. Hensigten bag tilstræbt objektivitet som ideal er, at

journalistens egne sym- og antipatier elimineres til fordel for en så neutral

gengivelse som muligt, der ikke bygger på opfattelser, men facts. Facts der kan

udgøre det ”oplyste grundlag”, som borgeren kan træffe sine beslutninger ud

fra.

At danske nyhedsjournalister vægter tilstræbt objektivitet meget højt er en

kendsgerning, som min kollega Lise Lyngbye og jeg i 2007 fik bekræftet i

forbindelse med en undersøgelse af begrebet ”fairness”. Resultatet af

interviews med ti danske chefredaktører viste tydeligt, at ”tilstræbt objektivitet”

er det vigtigste journalistiske ideal – idealet scorede samlet 45 ud af 50 mulige

points(Jønch-Clausen 2007: 98). Resultatet bekræftes af Skovsgaards store

undersøgelse af danske journalisters professionelle værdier. På de store

dagblade rangerer værdien ”tilstræbt objektivitet” højere end alle andre værdier

(5,18 ud af 6.00 mulige points)(Skovsgaard 2010: 46).

2.2.4 Kritik som intention

Den anden demokratiske funktion er som nævnt, at nyhedsjournalisten skal

agere kontrolinstans over for magthaverne; populært betegnes funktionen som

demokratiets vagthund, den fjerde statsmagt eller hos Skovsgaard “the active

critical role”. Denne funktion forudsætter, at journalisten kaster et analytisk og

kritisk blik på politikeren. Især når det gælder fokusjournalistikkens

spektakulære sager, men også helt generelt, anser journalisten det som sin

fornemste opgave at frembringe enhver detalje, der kan ”fælde” politikeren i

forskellige afarter af magtmisbrug. Der ligger altså også her en stærk faglig

intention fra journalistens side, som selvfølgelig først og fremmest går på at

stille kritiske spørgsmål – men også på at afsløre, analysere, spekulere,

konspirere og vurdere. Intentionen er således særligt stærkt manifesteret i den

undersøgende og afslørende journalistik, der er inspireret af den journalistiske

afsløring i forbindelse med Watergate-skandalen, og som siden 1990’erne har

etableret sig som en udbredt fortælleform (Esmark 2000: 179). Denne type

afslørende journalistik har en særlig status, hvilket Ida Willig blandt andet

Side 40 af 204

demonstrerer i sin gennemgang af modtagerne af Cavling-prisen (den årlige

journalistiske hæderspris), som ifølge undersøgelsen primært gives til

afslørende journalistik (Schultz 2006: 203).23

Hvor bestræbelsen på at forholde sig kritisk til kilder og politikere med rette

kan kaldes en demokratisk funktion – eller i retorikken en besvarelse af

situationen – kan journalistikkens bevægelse over mod en mere spekulativ

tilgang måske snarere kaldes en intention om at afsløre. For at opnå

anerkendelse i branchen handler det for mange journalister om at finde den

mindste sprække, som kan afsløre, at politikeren skjuler eller fortier noget. Dette

forsøg på at opfylde sin kritiske funktion risikerer med andre ord ofte at blive en

glidebane mod en mere subjektiv intention om at afsløre, konspirere, spekulere

og fælde domme (Jønch-Clausen 2010b).

Intentionen om at afsløre kan hermed risikere at kollidere med den

informerende, funktion, der har tilstræbt objektivitet som adelsmærke.

Journalistens dobbeltfunktion mellem at kritisere og informere medfører således

et paradoks. Dennis McQuail (1992) hævder i den sammenhæng, at

værdidomme er uundgåelige i kritisk journalistik: “value judgments are

unavoidable when investigative journalists engage in the watchdog role”

(McQuail 1992 s. 186ff).

Samme pointe har Pippa Norris, når hun beskriver konflikten mellem

journalistikkens tilstræbte objektivitet og den kritiske funktion således:

Clearly there is potential conflict between the need for the news media to act as a pluralistic civic forum, setting the platform and rules of engagement for others to debate public affairs, and for journalists to function as active watchdogs of the public interest. (Norris 2000: 29).24

Vi kunne kalde modsætningen en konflikt mellem funktion og intention; mellem

funktionen som informator og intentionen om at afsløre.

23 Dette var også tilfældet i 2012, hvor to journalister fra Information, Anton Geist og Ulrik

Dahlin, fik prisen for en lang artikelrække, om sagen med de statsløse asylansøgere, der endte med at vælte Birthe Rønn-Hornbech som integrationsminister i marts 2011.

24 Jeg har skrevet den populærvidenskabelige artikel ”Afsløringssyge” om nyhedsjournalistens splittelse mellem at informere og afsløre. Casen er det famøse interview om fedmeoperationer med en DR journalist, hvor Bertel Haarder mister besindelsen over journalistens spørgsmål. Analysen viser at Haarder vil tale om fedmeoperationer, altså sagen, mens journalistens mål er at konfrontere Haarder med det problematiske i at Haarder har øjensynligt har offentliggjort nogle for hans politik fordelagtige resultater før en given arbejdsgruppe var færdige med deres research. (Jønch-Clausen 2010b).

Side 41 af 204

2.2.5 Engagerende underholdning som intention

Den nyhedsjournalistiske funktion som mest sjældent omtales i litteraturen,25

men ikke desto mindre i stadig større grad er tiltagende styrende for

journalistisk praksis – er nyhedsjournalistens underholdende funktion.

Skovsgaard beskriver denne som journalistens forpligtelse til sørge for

”afslapning og underholdning til borgerne”. Jeg vil betegne denne opfattelse af

journalistens underholdende funktion som af kommerciel karakter – defineret

ved at være monologisk og uforpligtende underholdning knyttet til en

kommerciel dagsorden, da den typisk ikke opstiller andre mål end at behage

læseren. Dette har den positive sidegevinst for journalisten og avisen, at

modtageren fortsætter med at købe avisen eller tænde for radioen og

fjernsynet. Roderick Hart formulerer den kommercielle intention således:

“Newswriters are not fools. They adjust their texts to the marketplace. Whether they do so consciously or unconsciously is unclear but there seems little doubt that reporters adapt their stories to audience tastes.“ (Hart 1997: 203)

Journalisten tilpasser altså – bevidst som ubevidst – sine produkter til markedet.

(Hjarvard 2010).

Underholdningsfunktionen kan dog også betragtes i et mere

samfundsgavnligt perspektiv, hvor journalistens intention om at underholde ikke

er af kommerciel, men af engagerende karakter; hvor underholdningen ikke har

et monologisk, men et dialogisk sigte, og hvor det at fastholde læseren snarere

skal tilskrives en deliberativ demokratisk intention om at underholde og dermed

tilskynde borgeren til at involvere sig i samfundet. Ved at indskrive mig i den

deliberative demokratiopfattelse, der har borgerens samfundsengagement som

omdrejningspunkt, dækker jeg med denne forståelse af

underholdningsfunktionen både Skovsgaards engagerende og underholdende

journalistrolle.

Uanset om der er tale om den kommercielle eller den

samfundsengagerende underholdningsintention, er de tekstuelle virkemidler de

samme. Jeg vil i de følgende kapitlers analyser komme nærmere ind på,

hvordan den underholdende intention praktiseres genremæssigt og sprogligt,

for eksempel via fortællende og dramatiserende elementer, fokus på konflikt og

25 For eksempel beskæftiger Kent Asp sig slet ikke med denne dimension af

nyhedsjournalistikken i hans ellers grundige gennemgang af nyhedsjournalistens normative krav. (Asp 2007).

Side 42 af 204

kamp, kåring af politiske vindere og tabere samt metaforer og andre stilistiske

elementer.

Et relevant spørgsmål er, hvordan denne underholdende intention kan

forenes med de to øvrige – den informerende og den kritiske intention?

Hvordan kan nøgtern, neutral, fair og tilstræbt objektiv information (for nu at

nævne de mest anvendte betegnelser) styrkes af modsatrettede kriterier som

blikfang, konflikt, performativt sprog, subjektivitet og skarpvinkling, der ligger i

underholdningsintentionen? Dette interessante paradoks – at kravet til

”information” og ”underholdning” i det enkelte journalistiske produkt kan

anskues som hinandens modsætninger – er jeg ikke stødt på i hverken

teoretiske eller tekstuelle behandlinger.

2.2.6 Journalistiske ritualer

Ét er imidlertid denne paradoksale disharmoni imellem de overordnede og klart

definerede demokratiske intentioner i journalistikken, som enhver journalist

formentlig er opflasket med gennem sit studium. Noget andet er de rutiner og

automatiserede arbejdsprocesser, som finder sted hver eneste dag på

redaktionerne, og som journalisten derfor ofte praktiserer uden at skænke en

tanke. Her er der ikke tale om klare intentioner, men i højere grad om mere eller

mindre ubevidste formidlingsgreb, der udspringer af en journalistisk

fortællerutine – af Gaye Tuchman formuleret som et ”strategisk ritual”.26

Tuchman forklarer, at da journalisten er en ”man of action”, der ikke har tid til at

reflektere længe over sine valg, så er disse journalistiske rutiner eller ritualer

blevet en indgroet del af journalistens faglige person, og ligger til grund for

dennes udvælgelser og fremhævelser (Tuchman 1972: 661-662). Også Todd

Gitlin omtaler de journalistiske rutiner og skriver om baggrunden for dem:

“These routines are structured in the ways journalists are socialized from childhood and then trained, recruited, assigned, edited, rewarded, and promoted on the job; they decisively shape the ways in which news are defined, events are considered newsworthy, and ”objectivity” secured.” (Gitlin 1980: 11).27

26 Gaye Tuchman beskæftiger sig specifikt med tilstræbt objektivitet som strategisk ritual. Ift.

tilstræbt objektivitet dækker det strategiske ritual konkret over fire procedurer: 1) Præsentation af modsatrettede muligheder/synspunkter 2) Præsentation af understøttende belæg, for eksempel beskrivelser 3) Brug af kilder 4) Strukturering af artiklens pointer i en passende rækkefølge (Tuchman 1972: 665-672).

27 Disse delvist ubevidste arbejdsrutiner i udarbejdelsen og vinklingen af den journalistiske nyhedsartikel, kunne man hævde, taler imod opfattelsen af en egentlig intention i teksten.

Side 43 af 204

Jeg vil senere i afhandlingen (i Kapitel 5) behandle den udbredte brug af

kampmetaforer i valgdækning som eksempel på en sådan ubevidst

skrivepraksis. Disse kampmetaforer – og andre faste vendinger i beskrivelsen

af særlige miljøer, problemstillinger og aktører – genopfindes ikke fra gang til

gang, men er ofte resultat af en særlig og formentlig ofte ubevidst diskurs.

Brugen af disse kan betragtes som et udslag af journalistiske normer og

konventioner, der er indlejret i journalistens skriveproces – og som naturligvis

varierer fra redaktion til redaktion, fra medie til medie og ændrer sig over tid.

Disse institutionaliserede formidlingsmekanismer giver en særlig faglig

afsmitning af det journalistiske sprog. Daniel J. Perkins og William J. Starosta

skriver herom, at journalisten kan være så styret af det journalistiske miljø og

dets måde at omtale aktører og problemstillinger, at de ikke træder det

nødvendige skridt tilbage, men bygger deres beskrivelser på egne iagttagelser

(Perkins 2001). I stedet bruger de samme metaforer, vendinger og ord som alle

andre journalister. Denne form for faglig flokløben bidrager ifølge Perkins og

Starotska til at skabe stereotyper. Allerede i 1956 skrev han om disse:

The fact of the matter is that ”the real world” is to a large extent built up on the language habits of the group...We see and hear and otherwise experience everything largely as we do because the language habits of our community predispose certain choices of interpretation. (Perkins 2001: 74).

Som jeg vil uddybe senere i dette kapitel, er den såkaldte strategiframe et

meget tydeligt – for ikke at sige nærmest altoverskyggende – eksempel på

Perkins’ og Starotskas samt Whorfs pointe appliceret på nyhedsjournalistikken.

2.2.7 Påvirkninger af det journalistiske produkt

Et relevant spørgsmål er i denne forbindelse, om disse ”strategiske ritualer”

eller rutiner udspringer af strukturelle og organisatoriske tendenser i

mediesystemet som helhed – eller om de i højere grad er styret af journalistens

individuelle skrivepraksis og -karakter (Scheufele 1999: 115).

I diskussionen heraf sondrer Dietram Scheufeles mellem mediesystemets

organisatoriske eller strukturelle system på den ene side (herunder

journalistens faglige, redaktionelle rutiner), og de påvirkninger journalisten selv

Jeg vil dog fastholde ordet intention, da jeg jf. afhandlingens analyser afgjort mener, at journalister argumenterer for og søger at overbevise deres læsere om bestemte udlægninger og synspunkter – om det så sker bevidst eller ej, vil nærmere være et psykologisk studium værd.

Side 44 af 204

forårsager på den anden side. Sondringen harmonerer med Liesbet Van

Zoonen, som inddeler journalistens professionelle identitet i henholdsvis de

påvirkninger, som stammer fra mediemarkedets rutiner (økonomi, etiske og

juridiske retningslinjer mv.) og personlige påvirkninger (køn, alder,

familiebaggrund, uddannelse, politiske holdninger mv.) (Van Zoonen 1998).

I forhold til de arbejdspladsbestemte forhold, der påvirker journalisten, er

de politiske påvirkninger et oplagt eksempel. Det må betragtes som et faktum,

at de fleste medier – trods hensigtserklæringer om politisk neutralitet – har et

defineret politisk ståsted, der manifesterer sig i de journalistiske produkter.

Ifølge Stig Hjarvard er denne positionering i anskuelsen af kultur og samfund,

noget som danske avislæsere værdsætter. Læserne forventer, at avisen har en

form for ideologisk profil (Hjarvard 2010).

Gunther Kress skriver herom, at ethvert medie har sin plads i et samfunds

ideologiske og politiske struktur. En plads, som er bestemmende for, hvordan

begivenheder fremstilles (”Ideological processing of raw events”)(Kress 1983:

50).28 Pan og Kosicki går så langt som til at karakterisere nyhedsmediernes

politiske bias som et rutinemæssigt træk (”routine feature”), der gør medierne til

politiske aktører:

Ideology is seen to be a routine feature of the social production of news stories which is congruent with political and economic interests, organized and unorganized. (Pan 1993: 69).

Diskussionen om diverse mediers politiske orientering har været genstand for

megen forskning (Kress 1983a; Geis 1987; Fowler 1991; Gruber 1993; Eaton

1998; Allern 2007; Hjarvard 2007; Albæk 2010; Albæk 2010; Hjarvard 2010)

såvel som ophedede debatter – for eksempel debatten i kølvandet på

programmet ”De Røde Lejesvende” om Danmarks Radios påståede

venstreorienterede dagsorden.29 Det er imidlertid ikke målet med denne

afhandling at gå dybere ind i debatten om enkelte mediers politiske og

ideologiske farvning. Jeg vil derfor ikke diskutere de mulige politiske intentioner

28 Tanken om at journalisten er repræsentant for en særlig ideologi er selve

omdrejningspunktet for den kritiske diskursanalyse, som Norman Fairclough er et hovednavn inden for. Kritisk diskursanalyse – i referencelisten repræsenteret af Kress, Bell og Fowler – har afdækningen af mediernes ideologi som bærende greb. Som Scannel skriver herom ”[den kritisk diskursanalyses] formål er at afsløre det ideologiske arbejde i medier og andre tekster. Sådan en tilgang kan muligvis sige noget om, hvordan ideologi virker, men fortæller ikke noget specielt om medieteksters virkemåde (Scannel 1994).

29 Trods vedholdende røster om det modsatte viser omfattende analyse af Danmarks Radios dækning af valgkampe i perioden 1994-2007, at der faktisk er politisk balance i nyhedsdækningen. (Albæk, Hopmann, de Vreese 2010).

Side 45 af 204

og deraf følgende tekstuelle politisering,30 men derimod koncentrere mig om

den journalistikfaglige framing af den nyhedsjournalistiske tekst.

2.3 Redigeringens retorik

Jeg indledte dette kapitel med at citere John Hartley for spørgsmålet, om det

mon i virkeligheden ikke længere er information, viden eller kultur, der styrer

vores tid, men snarere håndteringen af disse? Hvis det er tilfældet, kan vi ifølge

Hartley betragte samfundet som et redigeret samfund, hvor alting forkortes,

revideres og tilpasses til at passe til nyhederne.

Fra lingvistisk hold er der flere interessante analyser af den journalistiske

redigeringsproces, der alle har fungeret som inspiration for afhandlingens

analyser. (Kress 1983; Kress 1983a; Van Dijk 1988; Bell 1991; Fowler 1991;

Grunwald 2004; Richardson 2007). Som nævnt i kapitel 1 er retorikeren dog

bemærkelsesværdigt fraværende i litteraturen om journalistisk redigering. Dette

er en skam, da det persuasive perspektiv er overordentligt vigtigt. Vi må kende

journalistens konkrete retoriske virkemidler for at forstå, hvordan journalistens

definerende magt i praksis fungerer.

Følgende afsnit falder i tre dele. I første del redegør jeg for redigeringens

retorik på overordnet niveau gennem en præsentation af lingvisten Gunther

Kress’ begreber om primary og subsequent classification. De to næste vil tage

afsæt i framing-begrebet med særligt fokus på strategiframen. Derefter vender

jeg mig mod journalistens særlige form for fortolkende argumentation.

2.3.1 Kress: Primary og subsequentclassification

Lingvisten Gunther Kress analyserer i artiklen ”Linguistic processes and the

mediation of 'reality': the politics of newspaper language” journalistens

påvirkning af de dækkede begivenheder. Kress er kritisk diskursanalytiker,

hvorfor analysens grundlæggende pointe er af en ideologikritisk karakter. Det er

dog ikke så meget hans ideologikritiske konklusioner, som hans refleksioner

over sammenhængen mellem den politiske begivenhed og journalistens

gengivelser heraf, der er velegnet til at belyse min pointe om, at

nyhedsjournalistik er retorik. 30 Når en journalist fra Jyllands-Posten for eksempel skriver om Helle Thorning-Schmidt, at hun

er aggressiv og afbrydende, er det så en bevidst redaktionel eller en ubevidst personlig politisering? Svaret kan ikke være andet end subjektiv motivspekulation. (Jønch-Clausen 2011).

Side 46 af 204

Kress skriver blandt andet, at analytikeren i analysen af mediernes

”medialiserende funktion” må se på to aspekter:

the primary classifications of reality on the one hand and the modes in which these are presented to the audiences of the media on the other. (Kress 1983: 45)

I min optik svarer ”the primary classifications of reality” til selve begivenheden,

altså den politiske debat (i det følgende betegnet som ”primærklassifikationen”),

mens journalistens gengivelse heraf, i mit tilfælde reportagen, svarer til Kress

begreb ”subsequent classification” (efterfølgende klassifikation) (Kress 1983:

45).31 Det er forholdet imellem disse to klassifikationer, der optager Kress,

ligesom det er forholdet – og kontrasten – imellem dem, der er relevant for mit

argument om at nyhedsjournalistik er retorik. Dette skyldes, at relationen

mellem de to klassifikationer viser noget om journalistens grad af subjektivitet:

Jo længere væk journalistens klassifikation (reportagen) bevæger sig fra den

primære klassifikation (debatten), jo mere overtager journalisten det

definitoriske råderum over de hændelser, han beskriver.

Som det fremgår af betegnelsen ”klassifikation”, betragter Kress debatten

såvel som reportagen som gennemsyret af en særlig organiserende idé, der

udmønter sig i særlige kategorier, et særligt sprog, særlige ord og vendinger,

der tilsammen definerer klassifikationens ideologi eller særlige, bærende idé.

Dermed eksisterer journalistens ideologi eller bærende idé ikke uafhængigt af

sproget, men i sproget:

The selection and use of linguistic categories and processes in the making of a text are guided by the specific ideological systems which the speaker or writer brings into the process of speaking and writing. Any text is therefore an encoding of an ideology. Conversely, to “rewrite” a text or part of a text (an activity constantly engaged in by the media) is to alter that ideology in specific ways and to express another ideological system, in part or in whole (Kress 1983: 45).

Når journalisten transformerer den primære klassifikation til sin egen – når

debatten bliver til reportage – konstruerer journalisten en ny, selvstændig

klassifikation, som kan være helt eller delvist løsrevet fra den originale.

Transformationen fra én klassifikation til en anden afspejles i Kress’ formulering

om, at journalisten i sin dækning af en debat omskriver (rewrites)

31 Allan Bell har samme pointe, men i et rolleperspektiv, når han skriver at journalisten i

rapporteringsprocessen udvikler sig fra publikum på det ene niveau til producent på det næste (Bell 1991: Kap 3).

Side 47 af 204

begivenheden.32 I artiklen ”Linguistic and ideological transformation in

newsreporting” går Kress skridtet videre i analysen af journalistens retorik. Han

skriver her, at betegnelsen ”omskrivning” dækker over fire operationer:

Dekonstruktion, rekonstruktion, apperception samt (re)artikulation:

[…] the deconstruction of the text, the reconstruction of the original event, its apperception in terms of the new schema, and its (re-)articulation in the linguistic categories appropriate to the new schema. (Kress 1983a: 122).

Dekonstruktionen af den originale klassifikation33 betyder, at journalisten i sin

opfattelse af dækningen ikke adopterer den primære klassifikations logik og

kronologi, men afkoder og dekonstruerer debatten. Daniel C. Hallin skriver om

denne dekonstruktion, at politikernes ord igennem årene i højere og højere grad

betragtes som råmateriale af journalisten. Den politiske dækning er ikke, som

tidligere, alenlange, ordrette referater af politiske begivenheder. Nu betragtes

de ordvekslinger, der falder under en debat snarere som et råmateriale – som

løsrevne citater og formuleringer – der kan sorteres i og plukkes fra, så det

passer til journalistens eget narrative forløb; med Hallins ord ”storyline” – i min

terminologi – som jeg om lidt vil udfolde – frame (Hallin 1994: 137). I sin

forklaring af journalistens forvaltning af politikerens citater betegner Hallin

journalistens stramme udvælgelse og redigering som ”wrapping up a story” eller

”packaging”. Herom skriver han, at det markerer et skift i, hvem der er den

primære kommunikator – fra kilden (politikeren) til journalisten:

This packaging means that the modern news story is much more journalist-centered than its predecessor: the journalist, not the candidate or other “newsmaker” is the primary communicator (Hallin 1994: 138).34

32 Bell, der også er kritisk diskursanalytiker arbejder med samme processuelle tredeling af

reportagejournalistens gengivelsesproces. Han skriver at journalisten skal opleve, skrive og genskrive (perceive-write-rewrite). (Bell, 1991: Kap.4)Man skal være varsom med direkte eksport af begreber og pointer fra kritisk diskursanalyse, da de bygger på en helt særlig præmis. Jeg vurderer dog at Kress’ begreber om primary og subsequent classification ikke behøver at være bundet til den kritiske diskursanalyses formål, men med fordel kan appliceres også til en retorisk kontekst. En anden fremtrædende kritisk diskursanalytiker, Norman Fairclough, benævner denne form for journalistiske omskrivning ”recontextualization”, hvilket dækker over en rekontekstualisering, der passer til det journalistiske formål og format. (Fairclough 2007: 14).

33 Dekonstruktion skal her forstås bogstaveligt som journalistens nedbrydning af primærklassifikationen – og må altså ikke forveksles med dekonstruktion som filosofisk eller litteraturteoretisk retning.

34 Thomas Patterson har samme pointe, når han skriver at: ”Instead of simply reporting events, the raw material would be repackaged with the journalist, not the newsmaker at the center.” (Patterson 2002).

Side 48 af 204

I moderne, vinklede reportager sker der altså i forvandlingen fra den ene

klassifikation til den anden det, at rollefordelingen forandres, så det nu er

journalisten og ikke længere politikeren, der er begivenhedens afsender. Med

sin egen, selvstændige klassifikation (om)støber journalisten så at sige

historiens fundament, og i den proces reduceres politikeren ofte til en brik i

historien.

I rekonstruktionen og apperceptionen omarbejder journalisten sin

perception af debatten og tegner konturerne til sin egen historie, den

efterfølgende klassifikation. Her beslutter han, hvilke konkrete elementer

(pointer, citater, observationer) historien skal fokusere på og lægger sig

gennem denne udvælgelse mere eller mindre bevidst fast på en vinkel. Jf.

forrige afsnit er denne udvælgelse styret af journalistens intention om at fortælle

en god historie.35

Endelig er den sidste operation i omskrivningsprocessen ifølge Kress en

(re)artikulation i journalistisk form. Denne sidste fase kan med fordel suppleres

med begrebet framing. At jeg finder netop dette begreb oplagt, skyldes, at

framing-forskningen i disse år vinder stadig større udbredelse og derfor tilbyder

et aktuelt, relevant og omfangsrigt perspektiv på min problemstilling. Desuden

udgør begrebet en oplagt bro mellem retorikken og journalistikken, da de to

fagtraditioner her kan mødes i et fælles vokabular og en fælles forståelse.

2.4 Framing

Sammen med de to søsterbegreber, agenda setting og priming, blev framing i

2007 omtalt af Dietram Scheufele og David Tewksbury som ”det seneste

paradigmeskifte” inden for forskning i politisk kommunikation (Scheufele og

Tewksbury 2007). I framing-forskningen er der efterhånden bred konsensus om

frames’ overbevisende karakter (Gamson 1983; Gamson 1989; Valkenburg

1999; De Vreese 2004; Slothuus 2005; Edy 2007). Framingforsøg bekræfter

gang på gang Paul M. Sniderman og Paul Theriaults udsagn om, at det er

”[widely] agreed that citizens in large numbers can be readily blown from one 35 Betegnelsen ”historie”, som er journalisternes eget prædikat for deres produkter

(Gravengaard 2010) er interessant, da journalistens intention om ”at få læseren til at tilslutte sig det overbevisende virkelighedsbillede, journalisten stiller frem” er selve essensen af det at fortælle en historie. Ifølge Den Danske Ordbog er en historie en ”mundtlig eller skriftlig beretning, der gengiver et opdigtet eller virkeligt handlingsforløb.” At ordet ”historie” både dækker over et opdigtet og et virkeligt handlingsforløb er sigende for den journalistiske tekst, da den journalistiske historie er en bemærkelsesværdig hybrid imellem det virkelige og det – om ikke opdigtede – så i hvert fald subjektivt opfattede.

Side 49 af 204

side of an issue to the very opposite depending on how the issue is specifically

framed”(Sniderman 2004: 133). At anvendelsen af en frame på denne måde

kan få modtageren til at skifte mening, understreger begrebets persuasive

potentiale og står dermed som et passende, retorisk belæg for at bruge

begrebet i mine videre analyser.

Framing-begrebet er altså (i bogstaveligste forstand) den teoretiske

ramme, som journalistikkens holdningspåvirkende kraft behandles inden for i

politisk kommunikations- og journalistikforskningen. Et begreb der – som

brobygning mellem retorik og journalistik – kan lære os at gennemskue,

hvordan den særlige form for journalistiske persuasio udspiller sig i

nyhedstekster, og som derfor udgør en oplagt byggesten i argumentet om at se

journalistik som retorik.

2.4.1 Et historisk rids

Begrebet ”frame” blev ifølge Deborah Tannen introduceret af den britisk-

amerikanske antropolog og multiakademiker Gregory Bateson i værket A

Theory of Play and Fantasy i 1954. Bateson sad i regnskoven og studerede

abernes leg, da det pludselig gik op for ham, at det kun var, når aben fortolkede

legen som leg, at den forstod og accepterede aggressive bevægelser og slag

fra de andre aber – og dermed selv kunne indgå i legen. Legen skulle altså

iscenesættes som leg for at kunne fungere som sådan. Ud fra abestudiet

konkluderede Bateson, at ingen kommunikativ bevægelse, verbal som

nonverbal, kan forstås uden applikation af en fortolkende ramme, der definerer

den kommunikation, der finder sted.36 For at karakterisere dette, brugte han

billedrammen, framen, som fysisk, håndgribelig analogi; et begreb var født

(Tannen 1993). Batesons pionertanker om framing, som altså havde et

psykologisk/antropologisk udgangspunkt, blev efterfølgende fulgt op af studier

fra så forskellige discipliner som sociologi, matematik, kunstig intelligens og ikke

mindst lingvistik og sprog.37 Trods forskellige fagtraditioner havde begrebet i sin

grundform altid den samme betydning som hos Bateson, nemlig at det at

36 Som eksempel på Batesons pointe refererer Tannen et antrologisk studium, der undersøgte

hvorfor selvmordsraten var så høj i Tahitii i 1950erne. Det viste sig, at det tahitianske sprog ikke havde et ord for sorg. Den manglende italesættelse og dermed begrebsliggørelse af de svære følelser medførte, at befolkningen ikke vidste, hvordan de skulle håndtere deres sorg, hvilket havde de mange selvmord som direkte konsekvens. (Tannen 1995: kap. 1).

37 Lingvistisk er en milepæl i begrebets historie Erving Goffmans værk Frame Analysis fra 1974. Goffmann forstår verbet at frame sådan, at vi alle ”aktivt klassificerer, organiserer og fortolker” vores oplevelser for at kunne fordøje og forstå dem (Goffmann 1974: 10).

Side 50 af 204

frame38 er en nødvendig social og kommunikativ aktivitet for at kunne formidle

og forstå sine omgivelsers ord og handlinger.

Sideløbende med at forskellige fag tog frame-begrebet til sig, begyndte en

ny videnskab at spire i USA efter Første Verdenskrig, nemlig studiet af

mediernes effekt på befolkningens holdningsdannelse (Severin 1992; Zaller

1992; Bennett 1993; McCombs 2004; McCombs 2005). Trods Walter

Lippmanns insisteren på det modsatte (jf. afhandlingens indledning) var den

almene antagelse i flere årtier, at medierne ikke havde nogen videre effekt på

befolkningens holdningsdannelse (”The Limited Effects Model”). I 1963 gjorde

Bernard C. Cohen sig dog bemærket med følgende udtalelse:

Mass media may not be successful most of the time in telling people what to think, but it is stunningly successful in telling readers what to think about. (Cohen 1963: 67).

Citatet beskriver rammende betydningen af agenda setting-begrebet –

forløberen for framing-begrebet. Som det ligger i betydningen af ordene,

markerer begrebet forestillingen om mediernes dagsordenssættende funktion.

Ræsonnementet bag er enkelt: Jo mere dækning en sag eller et emne får i

medierne, des større betydning får det for modtagerne.

At Cohen havde en vigtig pointe, beviste to amerikanske forskere fem år

efter Cohens udtalelse i en nu berømt undersøgelse, der fandt sted inden

præsidentvalget i 1968 i byen Chapel Hill i North Carolina. Maxwell McCombs

og Donald Shaw satte sig for at undersøge sammenhængen mellem, hvad

byens vælgere (100 tvivlere) betragtede som de vigtigste emner i valgkampen,

og hvad nyhedsmedierne fokuserede på. Resultatet overraskede McCombs og

Shaw såvel som kommunikationsforskere verden over ved at bekræfte Cohens

tese: De emner, som medierne valgte at fokusere på, var nøjagtigt de samme,

der optog vælgerne. McCombs og Shaw offentliggjorde resultatet i Public

Opinion Quarterly i 1972 og introducerede dermed agenda setting som

kommunikationsteoretisk analyseredskab (i øvrigt med en anerkendende tanke

til Lippmann, som de udnævner til ”the intellectual father of the Chapel Hill study

and the theory of agenda setting”) (McCombs 2005: 552).

Siden har agenda setting været genstand for stor opmærksomhed.

McCombs skriver for eksempel, at der mellem 1976 og 2001 blev udført over

200 agenda setting-forsøg. Forsøg der gang på gang bekræfter McCombs og

38 Frame bruges både som verbum (at frame) og som substantiv (en frame) og er dermed både

en aktiv handling og resultatet heraf (Reese 2001: 7).

Side 51 af 204

Shaws resultater fra Chapel Hill – at mediernes agenda bliver vælgernes

agenda (McCombs 2004).

Der findes flere tæt beslægtede definitioner af begrebet agenda-setting.

En af de helt enkle, der er formuleret af McCombs selv i samarbejde med

Salma Ghanem, lyder (med tydelig reference til Lippman): “Agenda setting is a

theory about the transfer of salience from the mass media’s pictures of the

world to those in our heads.” (McCombs 2001: 67). En anden definition, der er

formuleret af Vincent Price og David Tewksbury, lyder:

In essence, agenda setting posits that the more the media cover an issue, the more top-of-mind and salient that issue is for the public and the thoughts that easily come to mind are the ones that people sample in decision making. (Price 1997: 176).

I denne definition går forfatterne et skridt videre ved at skitsere implikationerne

af agenda-setting: nemlig at det indtryk, som modtageren ’adopterer’ fra

medierne, udgør dennes beslutningsgrundlag. Pointen er – som vi også så det i

Cohens definition – at mediernes udvælgelse af historier bestemmer, hvad

modtageren skal mene noget om (ikke at forveksle med hvad de skal mene).39

Agenda setting-studier banede ligeledes vejen for det beslægtede priming-

begreb, som Shanto Lyengar og Donald Kinder introducerede i 1987 (Lyengar

1987). Hvor agenda-setting handler om det overordnede emne, medierne

beskæftiger sig med, handler priming-begrebet om, hvilke aspekter inden for

emnet medierne betoner – samt hvordan dette fokus påvirker befolkningens

opfattelse af det pågældende emne.40 Fælles for agenda setting- og priming-

39 Agenda-setting-studier er yderst relevante i forhold til analysen af politikeren som

nyhedsobjekt. At være en del af vælgerens bevidsthed er en betydelig del af politikerens eksistensgrundlag. Dette enkle agenda-setting princip opererer for eksempel valgplakater efter. Plakaterne siger som regel meget lidt om kandidaternes politik, men har alene til hensigt at etablere billedet af politikeren i modtagerens hoved. Det samme princip gælder for mediedækningen af politikerne. Selvom det selvfølgelig kan være afgørende, hvad der står om politikeren, gælder agenda-setting princippet om at ”the more the media cover an issue, the more top-of-mind and salient that issue is for the public”. Omtalen i sig selv er altså positiv. Det kan dermed siges at have været fordelagtigt for Anders Fogh Rasmussen, at han i valgkampen 2007 fik næsten dobbelt så megen dækning som Helle Thorning-Schmidt i de landsdækkende dagblade: Anders Fogh Rasmussen blev refereret i 28 pct. af de 261 valgkampsartikler, mens det tilsvarende tal for Helle Thorning-Schmidt var 15 pct. (Breck 2011: 279).

40 Priming er et konceptuelt begreb og er ikke blevet operationaliseret til et konkret anvendeligt analyseredskab. Savner man hjælp til at systematisere mulige vinkler på en person eller sag, kan man med fordel vende sig mod retorikkens klassiske begreb topik, der til forveksling ligner priming ved at være læren om, hvordan man perspektiverer sager strategisk ved at overveje det sted, hvorfra man ser sagen. I modsætning til priming leverer topikken et helt konkret redskab til at systematisere den proces, hvorved en retor finder det stærkeste perspektiv på sagen. Denne systematisering foregår ved en katalogisering af de mulige

Side 52 af 204

begreberne er, at de er kvantitativt orienterede. Det gælder for eksempel Price

og Tewksburys konklusion, at ”jo mere medierne dækker en sag, jo mere

præsent og vigtig er den for modtageren” (op.cit) – eller Scheufele og

Tewksburys formulering, at agenda setting er ”based on amount of coverage.”

(Scheufele 2007: 11). Også Jill Edy og Patrick Meirick fastslår, at ”[agenda-

setting] and priming effects are produced by repetition (at the level of media

texts) and accessibility (at the level of audience reception)” – altså de

kvantitative parametre, gentagelse og tilgængelighed (Edy 2007: 120).

2.4.2 Medie-framen – en definition

Som årene er gået, er det blevet mere og mere klart, at mediernes

dagsordensættende magt ikke kan reduceres til ren kvantitativ effekt (Nelson

1999; Scheufele 1999; Johnson-Cartee 2005). Med udbredelsen af framing-

begrebet i journalistik- og kommunikationsforskningen er der efterhånden

videnskabelig enighed om, at Cohens pointe om mediernes indflydelse på, hvad

vi skal mene noget om, ikke stikker dybt nok. Medierne bidrager nemlig i

væsentlig grad til også at definere, hvordan vi tænker om et emne – og dermed

også, hvad vi skal mene. En pointe, der bringer framing-begrebet ind i billedet.41

Som en integreret del af tanke- såvel som formidlingsproces – og dermed

en nødvendig, uundgåelig handling i enhver kommunikationssituation – er

framing på en og samme tid et enkelt og et kompliceret begreb. Hver gang man

formidler et budskab, framer man, bevidst eller ubevidst, sin sag. Er ældre

samfundsborgere gråt guld eller en byrde? Er efterløn en nødvendig sikring for

nedslidte arbejdere eller et unødvendigt velfærdsgode? Og er intern uenighed i

et parti udtryk for fløjkrig eller højt til loftet?

Selvom det er samme basale mekanisme, der styrer framing, nemlig den

definitoriske magt over modtagerens verdensbillede, er det nemt at tale forbi

hinanden, når man taler om framing, da begrebet dækker over flere definitioner.

perspektiver i såkaldte topiklister, en samling af konkrete steder, som en retor kan konsultere. Topikken er således det redskab, der sikrer, at valget af sagsperspektiv ikke foregår ustruktureret og tilfældigt, men styret og systematisk (Gabrielsen 2008). Jonas Gabrielsen og Christina Pontoppidan har udarbejdet en moderne topikliste med otte generelle topoi. En liste de to forfattere og jeg i fællesskab har appliceret til journalistiske tekster, med henblik på en produktiv såvel som en kritisk brug. (Pontoppidan, Gabrielsen og Jønch-Clausen 2010)

41 Agendasetting-teoriens fader, Maxwell McCombs, hævder – i lighed med blandt andet Donald Shaw og David Weaver (2007) og William Davie og Michael Maer (2006) – at både priming og framing er nøjagtigt det samme som agenda-setting i og med, at begreberne henviser til de enkelte fokuspunkter inden for den enkelte historie, og dermed tager hele tanken bag agenda-setting et skridt videre.

Side 53 af 204

En udbredt sondring er mellem såkaldte medieframes – de frames der

strukturerer mediernes tekst eller tale – og kognitive frames,42 som er de

frames, modtageren tænker i, og som tankemæssigt strukturerer modtagelsen

af mediernes information (Popkin 1993; Rhee 1997; Valkenburg 1999). Om

denne tvedeling skriver Paul D’Angelo, at frames lever et dobbeltliv som

henholdsvis ”devices embedded in political discourse” og ”internal structures of

the mind” (D'Angelo 2002: 873). Disse to typer frames er, både i den

journalistiske framing-proces og i øvrigt logisk forbundne, da medieframes i

mødet med en modtager netop udvikler sig til kognitive frames.

Der findes rigtig mange definitioner af frames og framing-begrebet. Oscar

Gandy definerer imidlertid begrebet forfriskende enkelt:

frames are used purposively to direct attention and then to guide the processing of information so that a preferred reading of the facts comes to dominate public understanding (Gandy 2001: 365).

Ved at rette opmærksomheden mod en foretrukken læsning, bidrager

journalisten til at forme borgerens forståelse af sager ved i sin redigering at

beslutte, hvad der er vigtigt, og hvad der ikke er værd at nævne. Således vil

enhver sag, der finder frem til nyhedsmedierne altid være en selektiv,

gennemredigeret og til tider ligefrem stereotyp version af sandheden (Zaller

1992: 8). Informationsmængden sorteres og vinkles i framing-processen til

mere enkle og overskuelige budskaber – eller med Gitlins velvalgte ord: ”What

makes the world beyond direct experience look natural is a media frame.” (Gitlin

1980: 6).

Pointen bringer associationer til Lippmanns formulering fra afhandlingens

indledning om, at den verden, som borgerne politisk skal forholde sig til, er “out

of reach, out of sight, out of mind”. Uden en frame til at udlægge og forklare,

forekommer verden (politisk såvel som økonomisk, moralsk osv.) uoverskuelig

og derfor uforståelig. Informationer får først meningsfuld og sammenhængende

betydning, når de indlejres i en frame eller en ”storyline”, der sorterer og

organiserer dem og sætter dem i relief. “Betragt nyheder som historier, der

rummer faktuelle elementer snarere end præsentation af information”, skriver

William A. Gamson og André Modigliani (Gamson 1989: 157). Tore Roksvold

har samme pointe, når han hævder, at reportagejournalisten ikke bare

registrerer, hvad andre har sagt (da ”fakta ikke er færdigt registreret”) – men

også skaber sammenhæng imellem informationerne ved at ”følge 42 Disse typer frames, der er en del af modtagerens bevidsthed, betegnes også ”audience

frames” eller ”individuelle frames”.

Side 54 af 204

forbindelseslinjer mellem oplysningerne til en helhedsfremstilling af et emne”

(Roksvold 1997: 14). Ved at frame sker netop dette, at de løsrevne

informationer organiseres og dermed får betydning. Som Entman skriver,

handler framing om at gøre et stykke information mere “opsigtsvækkende,

meningsfuldt og mindeværdigt for publikum” (Entman 1993: 53). Allan Bell

formulerer samme pointe: at kernen i etableringen af journalistens frame er at

”maksimere nyhedsværdien” – ifølge Bell ved at øge underholdningsværdien:

Artiklens indledning gøres slående og iøjnefaldende, kildernes udtalelser mere

hårdtslående og myndige, og sproget mere friskt. I det hele taget gør

journalisten, hvad der er muligt for at appellere til læserens nysgerrighed ved at

vinkle, simplificere og anskueliggøre den originale klassifikation, således at

læseren føres fra information til historie (Bell 1991: 65).

Oscar Gandys framing-definition (jf. forrige side) er bred i den forstand, at

den spænder over hele framing-processen. Den siger dog ikke noget konkret

om, hvordan journalisten guider læseren mod den foretrukne læsning. Her må

man se mere konkret på den rent tekstuelle frame – den såkaldte media frame.

Jeg vil derfor som supplement til Gandy vende mig mod Robert Entmans

definition fra 1993. En definition, der bidrager med en eksplicit retorisk

dimension af begrebet, da det zoomer ind på, hvordan journalisten konkret fører

læseren mod en ”foretrukken læsning” – og dermed kan kobles direkte til min

definition af nyhedsjournalistens intention; nemlig ønsket om at give et

sandfærdigt og overbevisende virkelighedsbillede. Entman beskriver

medieframing såldes:

[...] to select some aspects of a perceived reality and make them more salient in a communicating text, in such a way as to promote a particular problem definition, causal interpretation, moral evaluation, and/or treatment recommendation for the item described. (Entman 1993: 52, mine fremhævelser)

De to fremhævelser i definitionens første del konkretiserer, hvordan journalisten

guider læseren imod den foretrukne læsning – nemlig ved selektion (”to select

some aspects of a perceived reality”) og fremhævelse (”make them more

salient”).

Et centralt aspekt, som er del af både Gandy og Entmans definitioner, men

dog ikke i meget eksplicit form er, at journalistens selektion og fremhævelse er

styret af en helt grundlæggende idé. William A. Gamson og André Modigliani

sidestiller denne centrale, styrende idé med framen selv, når de definerer en

frame som: ”A central organising idea or story line that provides meaning to an

Side 55 af 204

unfolding strip of events, weaving a connection among them” (Gamson 1989:

143).43 Ved at lade en grundlæggende, organiserende idé styre journalistens

selektion og fremhævelse, trækker frames modtageren i en særlig retning. Ved

at oplyse nogle aspekter af sagen og mørklægge andre opfordrer journalisten

læseren til at godtage en særlig udlægning eller vinkel på sagen. Som læserens

ambassadør, tager journalisten hermed stilling til, hvad der er vigtigt, og hvad

der er ligegyldigt. Hermed promoveres en, med Gandys ord, ”foretrukken

læsning”. Hvis ikke den centrale organiserende idé er fremtrædende i

selektionen og fremhævelsen, er der ikke tale om en frame, men om et emne.

Stephen Reese refererer den udbredte fejlslutning at sammenblande disse, når

han skriver, at ordet ”frame” i diverse analyser ofte fejlagtigt erstatter

betydninger som ”tema” eller ”emne” – selvom disse, modsat en frame, er

neutrale og derfor netop ikke rummer samme organiserende idé og dermed

persuasive potentiale (Reese 2007: 151).

Sammenlægger jeg Gandys guide mod en ”foretrukken læsning”, Entmans

betoning af at selektion og fremhævelse, den argumentative sondring mellem

definition, fortolkning, evaluering og handlingsanvisning samt Gamsons og

Modiglianis formulering af framen som ”den centrale organiserende idé” ender

jeg med en definition, der lyder:

To frame is to select some aspects of a perceived reality and make it into a central organizing idea that through the journalist’s further selection and emphasis encourages a particular definition, interpretation, and/or evaluation.44

Eller i fordansket form:

At frame er at udvælge visse aspekter af en oplevet virkeligheden og gøre dem til nyhedshistoriens centrale, organiserende idé, der

43 Den centrale, organiserende idé går igen hos J. Tankard, L. Hendrickson, J. Silberman, K.

Bliss og Ghanem der definerer en frame som: ”The central organizingidea for newscontentthatsupplies a context and suggests what the issue is through the use of selection, emphasis, exclusion and elaboration.”(Reese 2001: ?)

44 Bemærk at jeg, som Entman, har valgt at definere medieframing-processen snarere end den konkrete, tekstuelle frame. Altså den verbale frem for den substantive form. Denne form har jeg valgt, da jeg afhandlingen igennem taler om journalistens udvælgelse og fremhævelse som handling – som et aktivt valg. Jeg har derudover taget ”handlingsanvisning (”treatmentrecommendation”) ud, da denne type argumentation snarere er en del af holdningsjournalistikken end nyhedsjournalistikken. Herudover har jeg sneget ordet ”further”/”yderligere” ind for at markere, at den selektion (og fremhævelse) journalisten foretager i framing-processen sker på baggrund af en allerede eksisterende selektion af begivenheder.

Side 56 af 204

igennem yderligere selektion og fremhævelse guider modtagerens forståelse imod en særlig definition, fortolkning eller evaluering.

Definitionen kan opdeles i to hovedpunkter: A) Selektion og fremhævelse af den

centrale, organiserende idé – og B) framens argumentative niveau (definition,

fortolkning, evaluering)

2.4.3 Selektion og fremhævelse

Selektionen er journalistens første opgave, og foregår på to niveauer. Dels på

et overordnet niveau gennem journalistens valg af stof. Dette selektionsniveau

ligger uden for framingbegrebet, og knytter sig således mere til agenda setting

og priming, nemlig udvælgelsen af det emne (agenda setting) og de

delemner/aspekter af emnet (priming), som journalisten vælger at fokusere på.

Valget om at dække en politisk debat er for eksempel et udslag af denne

indledede selektionsopgave.

Når emnet er valgt, selekterer journalisten yderligere på et mere konkret

niveau, som i modsætning til det første selektionsniveau, er del af framing-

processen. Denne selektionsproces handler om valget af citater og

observationer, som journalisten baserer sin historie på; en selektion, der som

naturlig følge består af massive fravalg (Van Dijk 1988). Appliceret på mit

analysemateriale gælder det også ofte selektionen af konkrete ordvekslinger

mellem debattørerne. Selektionen af det begrænsede antal observationer,

citater og ordvekslinger skaber fundamentet for den særligt udvalgte,

organiserende idé, og udgør derfor retorens såvel som journalistens vigtigste

valg. Om dette skriver Roderick Hart, at selektion er selve retorikkens essens. I

en journalistisk kontekst giver denne selekterende magt ifølge Hart journalisten

status af den højstemte titel ”selector of the first order”. (Hart 1997: 203)

Fremhævelsen er de beskrivende detaljer, som journalisten bruger til at

fremhæve den vinkel, han gennem selektionen har lagt på sagen. Ifølge Kress

er dette redigeringens tredje trin, nemlig applikationen af journalistens centrale

idé – den konkrete, sproglige implementering af den nye frame (Kress 1983a:

122). Her er vi tilbage ved begrebet devices, som jeg introducerede i kapitel 1.

Devices er de konkrete retoriske virkemidler, de særlige ord, metaforer,

eksempler, fotos osv., der kan fremhæve eller ”bære” den valgte frame.

Zhongdang Pan og Gerald Kosicki skriver om disse devices, at de fungerer som

de genkendelige og konkrete tekstlige elementer, der kommunikerer framens

Side 57 af 204

budskab gennem nyhedsmedierne (Pan 1993: 59). Cappella og Jamiesons

omtale af disse devices demonstrerer bredden i begrebet:

[...] journalistic intentions, news values, discursive structures, and content formats that integrate the words and images of a news story into a frame. Although there is no agreed upon nomenclature, framing analysts commonly use the term ”framing device” to denote these constitutive elements of news frames. Framing devices carry news frames (Cappella 1997: 45. Også citeret hos D'Angelo 2002: 881).

At devices ”bærer” frames, aktiverer et billede af metaforer, særlige

nyhedsværdier, særlige ord, mv., der rækker op i teksten og lader journalistens

valgte ramme hvile på sig. Disse helt konkrete tekstlige karakteristika fungerer

som byggesten eller markører for journalistens persuasive arbejde med at

implementere en særlig frame, og dermed guide læseren mod en foretrukken

læsning.

Efter at have gennemgået de forskellige framing-studier, der arbejder med

devices, mener jeg nu at kunne opdele disse i to overordnede grupper: nemlig i

konkrete og i komplekse devices. De konkrete devices kan være særlige typer

af metaforer, billedtekster, ladede verber, fotografier, tillægsord, særlige ord

eller andre tekstuelle karakteristika. Disse er nemme at finde, fordi de

manifesterer sig utvetydigt i teksten. De samme devices ville i princippet kunne

udpeges af enhver anden analytiker. Omvendt forholder det sig med de

komplekse devices, som i langt højere grad beror på analytikerens personlige

opfattelse. Der er her ofte tale om brede og/eller åbne spørgsmål til teksten,

hvor analytikeren fortolker snarere end identificerer devicen. En sådan device

kan være formuleret som et spørgsmål, som for eksempel: ”Hvis ideer støttes

mest i teksten?” (Perkins 2001). Eller de kan som hos Cappella og Jamieson

være ”journalistens intention” eller ”særlige nyhedskriterier”. Van Gorp går så

langt i sin karakteristik af devices at inkludere “alt der bidrager til opbygningen

af tekstens narrative og retoriske struktur” (Van Gorp 2010: 91). Som det

fremgår af både Cappella og Jamiesons og Van Gorps karakteristikker, kan

devices altså være alt fra konkrete markører som for eksempel ”metaforer”,

”tillægsord”, ”titler på artiklens aktører”, ”kilder” eller ”statistikker” til meget brede

argumentative og/eller indholdsmæssige strukturer såsom nyhedsværdier og

appelformer.45 Oftest udgør den liste af devices, som analytikeren ender med at

45 Efter at have gennemgået de (overraskende sporadiske) refleksioner om framingdevices

synes en af de større forvirringer at være skelnen mellem frames og devices. Det kan undre, at denne diskussion slet ikke er taget op i lighed med den tidligere omtalte diskussion om sammenblandingen af frames og emner, da denne sammenblanding kan udgøre en lige så

Side 58 af 204

analysere ud fra, en blanding af konkrete og komplekse devices (Merrill 1965;

Gamson 1983; Gamson 1989; Perkins 2001; Tankard 2001).

2.4.4 Framens repræsentationsniveauer

Selektionen og fremhævelsen af den centrale, organiserende idé rummer et

argumentativt niveau – i min optik, at frames ”styrer modtagerens forståelse

imod en særlig definition, fortolkning eller evaluering”. En forståelse af

nyhedsjournalistens særlige form for retorik kræver en forståelse af denne

retoriske bevægelse.

Udgangspunktet for den journalistiske styring er det faktum, at

journalistens frame ikke er en statisk størrelse, men tværtimod en levende,

skabende kraft, der bølger frem og tilbage i teksten. Nogle gange er den kun

svagt til stede, andre gange manifesterer den sig stærkt og utvetydigt. Som i

ethvert andet retorisk produkt spænder det persuasive spektrum, som

journalisten bevæger sig på i nyhedsartiklen, fra det (tilstræbt) objektive til det

subjektive. Nyhedsartiklens tilstræbt objektive elementer (for eksempel

gengivelser af politikernes ord) vil typisk befinde sig meget tæt op ad

primærklassifikationen, mens de subjektive elementer (for eksempel malende

beskrivelser, udlægninger og vurderinger) omvendt vil manifestere sig som

tydelige fremhævelser af journalistens anlagte frame.

I kortlægningen af denne bevægelse frem og tilbage mellem den primære

klassifikation (den virkelighed journalisten oplever i felten) og journalistens

efterfølgende klassifikation (den af journalisten framede/konstruerede

virkelighedsgengivelse) kan det være nyttigt med en konkret faseinddeling. Her

er det oplagt at anvende kulturforskeren Bengt Nerman, der i 1971 inddelte

journalistens formidling i fire repræsentationsniveauer:

Journalisten beretter noget (dette er verden!)

Journalisten tager stilling (dette er min verden!)

Journalisten forsøger at få læseren til at tage stilling (dette bør være din verden!)

stor analytisk fejlslutning. Principielt er det eneste i nyhedsteksten, der ikke kan karakteriseres som en device selvstændige frames. Som resultat af journalistens konkrete sammensætning af en række devices kan frames ikke selv indgå som ”bærer” af andre frames. Da en frame rummer en ”central, organiserende idé” er den værdiladet og dermed persuasiv. Det er en device isoleret set ikke.

Side 59 af 204

Journalisten forsøger at få læseren til at mene det samme (lad os dele denne verden!) (Nerman 1981: 20)

På første niveau beretter journalisten på relativ (tilstræbt) objektiv vis, hvad der

er sket. Her læner han sig op ad den originale, primære klassifikation. Lad os

kalde dette for konstatering. På de næste tre niveauer bliver journalisten

gradvist mere og mere fortolkende og evaluerende, hvormed teksten fjerner sig

mere fra den primære klassifikation, og den anlagte frame bliver mere tydelig.

Nermans andet niveau, ”journalisten tager stilling” kan betegnes som en

fortolkning eller evaluering. Andet og tredje niveau er svære at adskille, da

grænsen imellem journalistens egen stillingtagen og forsøg på at få modtageren

til at tage stilling, er hårfin.46 Fjerde niveau er også evaluerende, men adskiller

sig fra de andet og tredje niveau ved at være handlingsanvisende – eller

advokerende.

Disse fire repræsentationsniveauer genfindes i både retorikken og

framing-teorien. Retorikerne Charlotte Jørgensen og Merete Onsberg opdeler

for eksempel en argumentation i fire faser: en konstaterende, definerende,

evaluerende og en advokerende fase (Jørgensen 1999: 62).47 Som tidligere

fastslået, opererer også framing-teorien med fire argumentative faser, definition,

fortolkning, evaluering eller anbefaling – blandt andet artikuleret af Robert

Entman i hans framing-definition som etableringen af en frame, der guider

læseren mod en særlig definition (´”problem definition”), fortolkning (”causal

interpretation”), evaluering (”moral evaluation”) og handlingsanvisning

(”treatment recommendation”) (Entman 1993: 52).48 Disse argumentative

parametre er ikke bare udtryk for det kognitive resultat af framingen, men også

46 Dette skyldes ikke mindst det asymmetriske forhold mellem journalist og læser.

Forudsætningen for at læseren overhovedet læser journalistens artikler er en grundlæggende antagelse om at læseren kan stole på, at hvad journalisten skriver er sandt.

47 De fire faser har udspring i Stasislæren, en systematik, der blev opbygget i Oldtiden til at hjælpe begge parter i retssager med at identificere stridspunkter og finde de passende argumenter. Status conjecturalis: Handler om sagens rent faktuelle aspekt. Status definitivus: Diskuterer hvordan sagen skal defineres. Status qualitatis handler om sagens egenskaber/kvalitet. Stasislæren optræder første gang i det anonyme værk Retorikken til Herennius og omtrent samtidig i Ciceros ungdomsværk De Inventione (Klujeff og Roer 2009: 14).

48 Entman uddyber de fire faser i framing-processen således: “Frames then define problems – determine what a causal agent is doing with what costs and benefits, usually measured in terms of common cultural values; diagnose causes – identify the sources creating the problem; make moral judgments – evaluate causal agents and their effects; and suggest remedies – offer and justify treatments for the problems and predict their likely effects.” (Entman, 1993: 52).

Side 60 af 204

det produktive aspekt (journalistens aktive, argumentative handling), samt den

måde de fire argumentative niveauer tekstuelt manifesterer sig på.

Der er ikke et 1:1 forhold mellem Nermans, Jørgensen/Onsbergs og

Entmans repræsentationsniveauer, men tæt på. Bortset fra mindre

diskrepanser, hersker der mellem de tre teoretikere en slående konsensus om,

at en fremstilling i hvert fald kan opdeles i en konstaterende, en evaluerende og

en advokerende fase.49 At der kan spores en så markant lighed på tværs af de

enkelte fag – fra Nerman (litteraturvidenskab) til Entman (politisk

kommunikation) styrker i sig selv brobygningen mellem human- og

samfundsvidenskaberne, herunder afhandlingens tese om, at journalistik er

retorik.

Nerman skriver om repræsentationsniveauerne, at journalisten kan

befinde sig på flere af disse niveauer ad gangen, men at én af dem altid vil

dominere framen. Det er således vigtigt at fastslå, at journalisten stort set aldrig

bevæger sig kronologisk frem fase for fase, men er i en konstant vekselvirkning

mellem det konstaterende og det evaluerende niveau, mellem en lav og høj

grad af subjektivitet. I de passager i nyhedsartiklen, hvor framen ikke er tydelig,

er der typisk et kraftigt overlap mellem den første og den anden klassifikation,

hvilket betyder, at journalisten spiller en tilbagetrukken rolle. I de passager hvor

framen omvendt er meget tydelig, er journalistens persuasive, fortolkende

stemme også tydelig. Det er i denne bølgende bevægelse mellem fakta og

holdning, konstatering og evaluering, at journalisten udøver sin retorik og sit

forsøg på at få læseren til at godtage netop denne udlægning af virkeligheden.

Dette krydsfelt mellem fakta og holdning er altså journalistens retoriske arena

og fortolkningsrum.

Det er altså fortolkningen – bevægelsen mellem fakta og holdning, mellem

det konstaterende og evaluerende niveau – der udgør journalistens persuasive

bevægelse i teksten og styrer journalisten selektion og fremhævelse. Men hvad

definerer en journalistisk fortolkning? Og hvor placerer fortolkningen sig i forhold

til de tre teoretikeres inddeling af en frames repræsentationsniveauer? I det

følgende vil jeg, med udgangspunkt i begrebet inferens forsøge at definere

journalistens fortolkning.

Begrebet blev i 1947 introduceret af lingvisten I.S. Hayakawa som ”[…]

noget for afsenderen ukendt, som ræsonneres ud fra noget for afsenderen

kendt” (Hayakawa 1978: 34). Dette betyder, at afsenderen drager en konklusion

49 Jeg vælger dog ikke at beskæftige mig yderligere med den advokerende fase, da

nyhedsjournalistik, modsat holdningsjournalistik, som regel ikke befinder sig på dette niveau.

Side 61 af 204

på baggrund af sine observationer. Det skal dog nævnes, at inferens også kan

gælde modtagerens konklusioner på baggrund af journalistens præsenterede

observationer.50

Der er stor forskel på, hvor disse inferenser befinder sig i spektret mellem

det konstaterende og det evaluerende. Nogle minder om neutrale,

konstaterende udsagn, mens andre har mere til fælles med evaluerende

udsagn. Som eksempel på en inferens bruger Hayakawa sætningen ”han er

vred”. Da afsenderen ikke med sikkerhed kan vide, om den person han omtaler

som vred, faktisk er vred, bygger han udsagnet på sine observationer, som for

eksempel at personen har slået i bordet eller hævet stemmen. Dermed vil et

sådant udsagn altid bero på journalistens personlige ræsonnement eller

fortolkning – også selvom udsagnet ikke nødvendigvis har en evaluerende, men

snarere en deskriptiv funktion i teksten. At inferere er således en nødvendig,

integreret del af sproget, der fungerer som en automatisk proces i både tale og

skrift. Man kan slet ikke forestille sig, hvor tung og besværlig en kommunikation

ville se ud uden denne fortolkningsproces. For Hayakawa er det altså ikke så

meget selve inferensen som vores bevidsthed om brugen af den, der er

interessant (Hayakawa 1978: 36).51

2.5 Strategiframen: Kamppladser og kommandorum

”Helle satte hårde stød ind – men Anders slog tilbage”, ”Duel med blød stil og

hårde angreb”, ”Thorning-Fogh 2. omgang: Aggressiv duel for åben skærm”,

”Khader i skudlinjen i næstsidste omgang”, ”Lars Barfoed kom i krydsild i

partilederrunde”.52 Sådan lyder et lille udpluk af mine analysereportagers

overskrifter. Overskrifterne efterlader ingen tvivl om, hvilken grundtanke der

styrer nyhedsjournalisters selektioner og fremhævelser – med andre ord hvilken

frame journalisterne primært anlægger i valgdækningen: nemlig strategiframen

50 Ligesom etos-begrebet, der både kan anskues som tilhørende afsenderen (Aristoteles) og

modtageren (McCroskey), kan inferens både opfattes som en fortolkning, der er knyttet til afsenderen og manifesterer sig tekstuelt, og som en del af modtagerens receptionsproces. Hos Hayakawa er inferens en afsenderorienteret handling, mens Den Store Danske Ordbog omvendt definerer inferens meget bredt som ”at nå en konklusion fra givne oplysninger eller præmisser”.

51 Som de andre teoretikere inddeler også Hayakawa en fremstilling i fire subjektivitetsniveauer Han adskiller sig dog fra de andre ved ikke at operere med en advokerende, handlingsanvisende fase, men med to evaluerende faser – konstaterende (report), infererende (inference), dømmende (judgment) og meget dømmende (slanting).

52 Se oversigt over analysereportager i bilag 1 (fremover vil jeg desuden referere til avis og dato i fodnote).

Side 62 af 204

– det vil sige fremstillingen af politik som en strategisk kamp om magten.

Afhandlingens titel ”Kamppladser og kommandorum” afspejler denne frame og

trækker samtidig på to overskrifter fra valgkampen i 2011: henholdsvis

”Økonomi er valgets største kampplads”53 fra Jyllands-Posten og ”I

kandidaternes kommandorum: De erfarne strateger” fra Berlingske Tidende.54

Følger man de associationer, som disse overskrifter vækker, så er politik altså

en disciplin, der udspiller sig på en kampplads, efter taktiske og strategiske

overvejelser i et kommandorum.

Som begreb er strategiframen udviklet af retorikeren Kathleen Hall

Jamieson i 1992 (Hall Jamieson 1992) og siden videreudviklet i samarbejde

med Joseph Cappella forbindelse med en analyse af de amerikanske

nyhedsmediers dækning af den amerikanske sundhedsreform i 1993 og 1994

(Cappella 1997).55 Som begrebet afspejler, er fællesnævneren for Cappella og

Jamieson, at journalistiske omtaler af politik og politikere stort set altid har et

strategisk udgangspunkt. Hermed frames politik som en konkurrence om at få

flere vælgere. Politikernes udtalelser fremstilles og tolkes ud fra et strategisk

sigte, ligesom meningsmålinger og krigs- og sportsmetaforik bidrager til skabe

spænding. Det er altså strategi og konkurrence, der er i centrum i

strategiframen – og ikke den politiske substans. Strategiframens fem devices

er:

1. Politikeren som vinder og taber: Politikerne fremstilles som del af et kapløb (med Jamiesons ord, horserace), dvs. som potentielle vindere eller tabere.56

53 Jyllands-Posten den 29.8 2011 54 Berlingske Tidende den 12.9.2011 55 En anden interessant heuristik af nyere dato er udviklet af medieforskeren Lance Bennett,

der argumenterer for, at der i moderne politisk journalistik findes fire grundlæggende ”information biases”: Personficering, dramatisering, fragmentering og autoritetsnedbrydning. (Bennett 2007)

56 Cappella og Jamiesons flade opbygning af de fem devices slører efter min mening for nogle interessante tegn-årsagssammenhænge og intern dynamik. I en konkret analyse bliver det for eksempel hurtigt klart, at ”politikeren som vinder og taber” ikke er en device, men en selvstændig frame;dét, der giver reportagerne mening og fremdrift. Som belæg for påstanden må vi tilbage til definitionen af en frame: ”At journalisten gennem udvælgelse og fremhævelse af visse aspekter af virkeligheden konstruerer en central og organiserende idé, der guider modtageren mod en særlig definition, fortolkning, evaluering eller handlingsanvisning.” Definitionen passer på vinder/taber perspektivet fordi det på alle niveauer – fra overordnet vinkel til ordvalg – guider modtagerens læsning mod en særlig definition, fortolkning eller evaluering – nemlig udpegelsen af en vinder og en taber. Et proportionsstudium, der faktisk sondrer mellem ”strategy” og ”horserace” er Erik Albæk, David Nicolas Hopmann og Claes de Vreese, der i en analyse af DR1 og TV2s dækning af

Side 63 af 204

2. Krigs-, sports-, og spil-metaforer: Politik frames ved hjælp af krigsmetaforer (han gik til angreb, hun skød tilbage, kampen var hed) samt sportsmetaforer (runden endte uafgjort, hun havde rendyrket sin taktik, det var fair, de klarede det på målstregen)

3. Et forløb med performere, kritikere og publikum: Politik fremstilles som et drama, hvor politikerne er skuespillerne, journalisterne kritikerne og vælgerne publikum.

4. Fokus på kandidaternes stil og personlighed: Politikerne fremstilles ikke kun som politiske aktør, men også som personligheder, hvis karaktertræk og personlige stil – både ift. opførsel, udseende og privatliv – fremhæves.

5. Fokus på meningsmålinger: Opinionsmålinger der viser, hvordan partierne og politikerne klarer sig, fylder meget og tillægges stor betydning. (Cappella og Jamieson 1997)

Strategiframen – nyhedsjournalisternes konsekvente framing af politik som en

strategisk konkurrence om stemmer – udgør med Whorfs ord

nyhedsjournalistens ”language habits”. Det er inden for denne frame, at

journalisterne indbyrdes omtaler og forstår disciplinen politik.57 Gennem de fem

devices implementeres og cementeres strategiframen i nyhedsjournalistikken. I

en cirkelslutning udspringer de fem devices fra de normer og konventioner, der

er blevet del af journalistens sprog, ligesom framen selv avler de normer og

konventioner, der udtrykkes i journalistens sproglige rutiner.

Retorisk såvel som journalistisk forskning bekræfter, at det er dette

antagonistiske verdensbillede, der udgør strategiframen, hvorpå moderne

politisk journalistik bygger fremstillingen af politik og politikere (Sabato 1993;

Patterson 1994; Cappella 1997; Lawrence 2000; Brants 2002; Kock 2002;

fem valgkampe mellem 1994 og 2007 sondrer mellem vinklingerne ”strategi”, ”kappestrid” og ”konflikt” (Albæk, Hopmann og De Vreese, 2010: 88)

57 Ifølge Deborah Tannen skal udgangspunktet for den konfliktbårne journalistik findes uden for journalistikken, da konflikt-kriteriet i mere bred forstand efterhånden gennemsyrer vores samfundsmæssige tænken og ageren. Konfliktens dramaturgiske virkemiddel skal ifølge Tannen findes i polarisering som strukturerende princip. Med eksempler fra områder som jura, lægevidenskaben og underholdningsindustrien, beskriver hun, hvordan debatten i vestlige samfund i alle henseender har tendens til at polariseres i et antitetisk, sort/hvidt verdensbillede, som ikke levner plads til nuancerede meninger. Dermed udvikler samfundsdebatterne sig til forenklede, og dermed fordrejede, diskussioner med ekstreme synspunkter og formuleringer til følge. Den forenklede debatkultur, som hun benævner The national soap-opera, beskriver hun således: “It rests on the assumption that opposition is the best way to get anything done: The best way to discuss an idea is to set up a debate; the best way to cover news is to find spokespeople who express the most extreme, polarized views and present them as ‘both sides’; the best way to settle disputes is litigation that pits one party against the other; the best way to begin an essay is to attack someone; and the best way to show you are really thinking is to criticize.” (Tannen 1993: 93)

Side 64 af 204

Patterson 2002; Hall Jamieson 2003; Ritchie 2003; De Vreese 2004; Johnson-

Cartee 2005; Bennett 2007; Binderkrantz 2009). Richard Benedetto hævder for

eksempel, at journalister har en tendens til at fremstille alting ud fra et

konfliktperspektiv, at give ordet til dem, der har de mest ekstreme synspunkter

og at portrættere politik som ”a huge and nasty fight” – også selvom de politiske

emner ikke umiddelbart kan associeres til nogen form for konflikt (Benedetto

2006: 4).

Dette negative billede af politikeren er selve strategiframens kerne.

Valentino, Buhr og Beckmann formulerer strategiframen således:

Stories containing this element directly imply that candidates are interested primarily in garnering votes, not sincerely pursuing solutions for important social problems. Therefore, the core of what we call the strategy frame is the message that candidates are motivated simply to amass votes.”(Valentino 2001: 351)

Forfatternes pointe er klar. Med mediernes fokus på de strategiske og

konkurrencemæssige elementer af valgkampen fremstilles politikerne (særligt

under valgkampe) primært som del af en elitær kamp om stemmer – frem for

idealistiske forkæmpere for egne politiske idealer og visioner. I

magtkonkurrencen arbejder politikerne mere for at fremme deres egen position

end for borgerne. Dette selviske og magtsyge billede af de folkevalgte politikere

skaber uundgåeligt en form for politikerlede. Også Lawrence anerkender, at de

politiske aktører og konflikterne imellem dem er strategi framingens afgørende

element. Somhunskriver:

Elite conflict is, of course, the most basic and crucial element of game framed news. Without it, journalists would have little to recognize as a ’game’. (Lawrence 2000: 96)

Pointen er åbenlys. Politik er defineret og symboliseret ved politikerne. Politik

kan ikke isoleres fra de politikere, der praktiserer den, da formidlingen af politik

sker igennem formidlingen af politikerne: Det er politikerne der får, fremfører,

diskuterer og forsvarer de politiske ideer. Hvad der gælder for dækningen af

politik generelt, gælder i lige så høj grad for dækningen af politikerne som

aktører.

Fagligt kan man sige, at strategiframede nyheder er et glimrende match til

journalistens nyhedskriterier: aktualitet, væsentlighed, konflikt, identifikation og

sensation (Meilbye 1996). Bortset fra med hensyn til væsentlighedskriteriet

harmonerer alle nyhedskriterier med strategiframens fokus på konflikter og

personer: Aktualitetskriteriet opfyldes ved, at de strategiframede nyheder ofte er

Side 65 af 204

lette at finde og derfor let får det nødvendige friske og aktuelle præg. I et

parlamentarisk demokrati med flere forskellige partier er der dagligt konflikter

mellem forskellige aktører at tage fat på, hvorfor konfliktkriteriet giver sig selv.

Identifikationskriteriet imødekommes ved at læseren kan forventes lettere at

kunne forholde sig til en sag, når den fremlægges igennem en konflikt med to

klart definerende divergerende holdninger. Desuden appellerer konflikten til en

almenmenneskelig nysgerrighed over for de dramatiske aspekter, der ofte er

indlejret i konflikten. Samme opfyldelse af behovet for drama imødekommes

med sensationskriteriet.

Som tidligere nævnt implementeres denne ramme i nyhedsjournalistikken

blandt andet ved brug af krigs- og sportsmetaforer, meningsmålinger, fokus på

politikeren som skuespiller osv. Brugen af disse devices udgør ikke i sig selv

direkte karakteristikker af politikerne, men derimod rammen om fortællingen om

dem. Gennem brugen af disse devices definerer journalisten indirekte, hvilke

aspekter af politik læseren skal præsenteres for og dermed, hvad politik

overhovedet er for en størrelse.

Journalistens framing af politik som en strategisk og antagonistisk disciplin

har i sagens natur en vigtig afsmittende effekt på framingen af politikeren. Det

skyldes, at beskrivelsen af politik fortæller læseren, hvad politikeren bruger sin

tid såvel som borgernes skattepenge og tillid på. Strategiframen flytter således

fokus væk fra de tungere og mere krævende problemstillinger og

samfundsmæssige udfordringer (som for eksempel reformer inden for økonomi,

uddannelse, arbejdsmarkedet, integration, forsvaret, mv.) og over på det, som

mange Christiansborg-journalister kender til og interesserer sig for: nemlig

spillet om magten.

I bogen We keep America on top of the world forklarer Daniel C. Hallin

journalistens fokus på strategi og konflikt ud fra det journalistfaglige ideal om

objektivitet. Et ideal, der ifølge Hallin fik fornyet næring i løbet af 1960’erne og

1970’erne i USA på grund af landets komplekse politiske situation – ikke mindst

Vietnam-krigen – der krævede journalisternes analyse og fortolkning, og som

dermed udfordrede objektiviteten (Hallin 1994: 25). Som eksempel bruger han

de amerikanske journalisters framing af Vietnam-krigen, som ifølge Hallin var

stærkt strategiframede. Han skriver, at selv de nationale forhold under krigen

var massivt vinklede ud fra det strategiske perspektiv. For eksempel

omhandlede reportagerne om antikrigsbevægelsen primært spørgsmål om

bevægelsens styrke – blandt andet med spørgsmål som: ”Vil lige så mange

komme til demonstrationerne i år som sidste år?” Det var omvendt en

Side 66 af 204

sjældenhed i nyhedsdækningen, at bevægelsens talsmænd fik taletid (Hallin

1994: 22). Ved på denne måde at fokusere på tekniske aspekter af bevægelsen

kunne journalisterne holde en saglig og objektiv tone uden at blive beskyldt for

at holde med den ene eller den anden lejr. Hallin trækker linjer frem til nutidens

journalistik og konkluderer, at den strategiframede journalistik giver journalisten

en god platform for objektivitet:

The journalist had to provide analysis without appearing to depart from disinterested professionalism. And the easiest way to accomplish this was to focus on questions of strategy, effectiveness, and technique, questions that did not touch directly on conflicts of interest or clashes over the ends and values of political life (Hallin 1994: 25).

Ved at fokusere på de strategiske og tekniske aspekter af det politiske spil,

bliver det altså lettere for journalisten at holde en neutral tone og undgå at

sympatisere med kildernes synspunkter. Journalisten abonnerer således på en

særlig form for ekspertise og indsigt, der med Peter Bros ord handler om ”[...]

Christiansborgs-kultur, forhandlingsspil, magtkampe, interne person- og

partiforhold og de taktiske, tekniske og formmæssige spidsfindigheder.” (Bro

1998: 33).

2.5.1 Strategiframens udbredelse

At strategiframen har vundet så stor indpas i forskningen (Patterson 1994; Rhee

1997; Lawrence 2000; De Vreese 2001; Valentino 2001; De Vreese 2004;

D'Angelo 2005) skyldes formentlig, at den tilbyder journalistikforskere et effektivt

redskab til at kategorisere, systematisere og analysere, hvad der tidligere var

en fornemmelse. Med introduktionen af strategiframens fem komponenter blev

det muligt at foretage mere præcise målinger af, hvor stor en del af den

journalistiske dækning, der fokuserer på konkurrence, konflikter og personer –

og hvordan fokus på disse parametre er fordelt. Den mest udbredte

indholdsmæssige analytiske brug af strategiframen er således kvantitative

målinger af, hvor megen spalteplads/sendetid strategiframen fylder i forhold til

politisk indhold. Jeg er ikke stødt på en samlebetegnelse for disse studier, men

vælger at kalde dem proportionsstudier, da de i store træk måler proportionen

mellem58 form og indhold.

58 Proportionsstudier er i sagens natur problematisk firkantede, idet analytikeren koder og

kategoriserer artiklerne som enten strategi eller issue (form vs. indhold) uden at tage hensyn til, at langt de fleste artikler udgør en kompleks blanding af de to. Thomas Patterson hævder for eksempel, at også de nyheder, der kategoriseres som issue-framede, ofte har et

Side 67 af 204

Strategiframens version af disse proportionsstudier benævner Cappella og

Jamieson issueframing. Issueframet journalistik, som man på dansk kan kalde

indholds- eller sagsorienteret journalistik, har i modsætning til strategiframet

journalistik realpolitiske sager med realpolitisk vinkling som omdrejningspunkt.

Valentino, Buhr og Beckman skriver om issueframen, at den i modsætning til

strategiframen fremhæver problemer, der har relevans for borgerne – samt

konkrete løsningsforslag til de problemer der fremlægges. Vigtigst af alt omtales

politikernes arbejde ifølge forfatterne som oprigtige forsøg på at identificere og

løse samfundsmæssige problemer (Valentino, Buhr og Beckmann 2001: 351).

Som vi skal se i det følgende afsnit, bygger proportionsstudierne sjældent

direkte på de fem devices i Cappella og Jamiesons strategiframe, men opererer

med andre, lignende opdelinger mellem form og indhold – for eksempel skelner

flere studier mellem de meget brede kategorier mellem ”indhold”, ”personer” og

”processer”. Proportionsstudierne giver næsten alle samme resultat:

Strategiframen bliver så ivrigt brugt af journalisterne, at den har en klar tendens

til at overskygge de sagsorienterede vinkler.

Det første proportionsstudium er foretaget af Cappella og Jamieson selv i

forbindelse med introduktionen af strategiframen i bogen ”Spiral of Cynism”. I

analysen af mediedækningen af den nationale sundhedsreform i 1993 og 1994

fandt de, at hele 67 procent af avisernes dækning var strategiframet, mens kun

25 procent var issueframet. På TV var tallet tilsvarende højt: 67 procent strategi

framing versus 20 procent issueframing (Cappella og Jamieson 1997: 34).

Flere proportionsstudier tager udgangspunkt i valgkampsjournalistik.

Regina G. Lawrence,59 skriver om denne tendens, at det af flere grunde synes

oplagt at applicere strategiframen på valgkampsdækning, fordi journalister

strategisk islæt, således at også de sagsorienterede nyheder ”afpolitiseres”: ”It is not simply that the press neglects issues in favor of the strategic game; issues, even when covered, are subordinated to the drama of the conflict generated between the opposing sides. In this sense, the press ”depoliticizes” issues, treating them more as election ritual than as objects of serious debate.” (Patterson 1994: 137). Den modsatte bevægelse – at strategiske passager ofte har et indholdsmæssigt sigte – gør sig også gældende. Strategiske diskussioner om hvem der skal være i regering med hvem, er for eksempel yderst relevante for om givne lovforslag er realistisk gennemførlige eller ej og dermed højst relevante i en indholdsmæssig optik. Med dette fastslået kan opdelingen alligevel være fordelagtig da proportionsstudierne, trods de svagheder, der ligger i opdelingen, kan give et nyttigt praj om journalistens prioriteringer.

59 Lawrence bruger betegnelsen ”game framing”, mens Thomas Patterson taler om ”the game schema of political reporting”. Betydningen er nogenlunde den samme. Claes De Vresse skelner dog imellem de to betegnelser. Han forstår gameframing som i højere grad end betegnelsen strategi-framing at fokusere på politik som et spil (De Vresse, 2004: 192) De to betegnelser er dog så overlappende at det, i hvert fald i forhold til mit formål, ikke giver mening at sondre dem fra hinanden. Jeg vælger at tale om ”strategi-framing”, da det er Cappella og Jamiesons oprindelige betegnelse.

Side 68 af 204

simpelthen bruger strategiframen mere i en valgkampskontekst end ellers

(Lawrence 2000). Årsagen synes evident: En valgkamp er jo en konkurrence,

en konkurrence om stemmer. På valgdagen belønnes og straffes valgkampens

aktører med et vist antal stemmer. Nogle kommer til magten og andre ryger ud.

Dermed er det oplagt at sammenligne valgkampen med en resultatorienteret

sportskonkurrence, hvor alle begivenheder frames ud fra et vinder/taber

perspektiv. I bogen Breaking the news elaborerer James Fallows over

sammenligningen mellem journalisternes omtale af valgkampe og sportskampe:

Sports cannot exist without competition. The thrill of victory.The agony of defeat. You need someone to win and someone to lose. Otherwise it’s not a game but a hobby. Controlled conflict is at the heart of every sport. Electoral politics is the same way – someone is going to win the race and someone will lose, and the interest lies in the contest between them. (Fallows 1997: 163).

Fallows introducerer i citatet et centralt begreb – controlled conflict – som han

dog ikke udfolder. Det gør derimod Lawrence, som bruger begrebet som

forklaring på strategiframens popularitet i valgkampstudier. Kontrollerede

konflikter er ifølge Lawrence de fastlagte ritualer og begivenheder, de

kronologiske markører, som valgkampen er opbygget og struktureret omkring.60

De valgreportager, afhandlingen analyserer, bygger på netop disse

”kontrollerede konflikter”, nemlig debatterne mellem politikerne. Hun skriver

endvidere, at de kontrollerede konflikter lægger op til strategiframen, men

uddyber ikke hvorfor (Lawrence 2000: 97). Årsagen synes dog logisk: De

kontrollerede konflikter er afrundede begivenheder med et for journalisten fast

mål (at en eller flere af de deltagende debattører argumenterer bedre end de

andre og dermed ”vinder” debatten), en fast struktur (faste regler for

debattørernes taletid mv.) og et publikum med holdninger til debattørerne og

debattens gang. Disse komponenter, der tilsammen opbygger de kontrollerede

konflikter, appellerer usædvanligt godt til strategiframens fem komponenter, da

disse isolerede begivenheder meget tydeligt handler om at vinde. Dermed er

meningsmålinger, krigs- og sportsmetaforik osv. særdeles velegnede at bruge

for journalisten i de kontrollerede konflikter. At bruge energi på at beskrive

60 Lawrence skriver ud fra en amerikansk kontekst, hvor valgkampen mellem

præsidentkandidaterne er meget længere og består af flere stort opsatte kontrollerede konflikter. Udover TV- debatterne imellem både præsidentkandidater og vicepræsidentkandidater er der for eksempel primærvalgene og ”Super Tuesday”. Pointen kan dog sagtens overføres til en dansk kontekst, hvor disse kontrollerede konflikter kan siges at være partilederdebatterne og statsministerkandidatsduellerne.

Side 69 af 204

kandidaternes stil og personlighed – og at frame debatten som et drama, der

udspilles på en scene – er ligeledes mere end oplagt, da dækningen hermed får

det underholdende præg, som harmonerer med de demokratiske funktioner

såvel som nyhedskriterierne.

At strategiframen bruges særligt aktivt under valgkampe, finder Lawrence

belæg for i et studie af 591 nyhedsartikler fra seks amerikanske aviser og

nyhedsmagasiners dækning af den amerikanske velfærdsreform under

præsidentvalget i 1996. Her fandt hun, at når velfærdsreformen var i fokus i

nyhedsartiklerne, så havde artiklen en tendens til at blive framet ud fra politisk

substans (issueframen). I alt var 65 procent af de velfærdsfokuserede artikler

issueframede. Når journalisterne omvendt omtalte velfærdsreformen i en

valgmæssig kontekst, var der en tydelig tendens til, at artiklerne var

strategiframet. Hele 73 procent af de valgkampsfokuserede artikler var således

strategiframet (Lawrence 2000:102).

Et andet eksempel på et proportionsstudie foretaget i valgkampsregi er

Thomas Patterson, der i sin bog Out of Order fra 1994 analyserer et tilfældigt

udvalg af New York Times forsidehistorier om valgkamp fra 1960 til 1992. Han

fandt, at de strategiske historier var ikke mindre end fordoblet i

analyseperioden, mens issuehistorierne (med hans formulering ”policy”-

historierne) faldt fra mere end 50 procent til færre end 20 procent (Patterson

1994: 74).

Ligeledes har Daniel C. Hallin undersøgt væksten i strategiframede TV-

nyheder mellem 1968 og 1988. Hans analysemateriale var 20

nyhedsudsendelser fra de tre største amerikanske netværk fra hver valgkamp

mellem 1972 og 1984 samt 25 udsendelser fra de første år 1968 og 1988.

Undersøgelsen viste samme tendens til, at strategi-dækningen var forøget i

perioden, men dog ikke så markant som i Pattersons undersøgelse, der strakte

sig over en noget længere periode. Hallin fandt, at strategiframen (med hans

ord ”horserace”) steg fra 35 procent til 53 procent i analyseperioden (Hallin

1994: 145).

Også danske proportionsstudier bekræfter tendensen til journalisternes

prioritering af strategiframen. I en omfattende undersøgelse under valgkampen i

2005 analyserede Peter Bro, Rasmus Jønsson, Søren Schultz Andersen og

Poul Anders Pedersen over 4.000 artikler og indslag fra landets største

nyhedsmedier i den 21 dage lange valgkamp fra 18. januar til 8. februar. I

proportionsstudie-delen valgte forskerne at opdele indslagene efter fokus på

Side 70 af 204

hhv. proces,61 personer og politik. Resultatet fra den samlede dækning var, at

omtalen af processer fyldte 45 procent, personer 18 procent og politisk

substans 36 procent. Mens de elektroniske medier fokuserede mest på

processer (52 procent), var det samme tal for dagbladene 45 procent. Til

gengæld fokuserede TV og radio mere på politisk indhold med 39 procent i

forhold til dagbladenes 34 procent. Dagbladene fokuserede til gengæld mere på

personer (21 procent), mens det for de elektroniske medier kun gjaldt ca. hvert

tiende tilfælde (8 procent). (Bro m.fl. 2005: 12-13).

Fem år efter, i 2010, foretog fagbladet Journalisten et lignende

proportionsstudie af alle artikler omhandlende politik fra Berlingske Tidende og

Ekstra Bladet. Mens metoden var præcis den samme, satte undersøgelsen ikke

fokus på valgkampsjournalistik, men derimod to vilkårligt valgte uger (uge 9 og

18) i henholdsvis 1990, 2000 og 2010.Analysen tegner et klart billede af

tendensen i proportionerne mellem form og indhold, der matcher de tilsvarende

amerikanske studier: Færre artikler vinkler på den politiske sag, mens fokus er

rykket til den politiske proces, strategier og vælgerudvikling samt på politikerne

som personer. Undersøgelsen viser således, at diskussionen af politisk indhold

over årene har måttet vige til fordel for vinkler om strategi, magtkapløb og

konflikt. Berlingske Tidende er for eksempel gået fra 87 procent

sagsorienterede artikler i 1990 til ca. 70 procent i 2010. I 1990 vinklede

EkstraBladet på sagen i mere end halvdelen af de politiske artikler, mens det i

2010 drejer sig om mindre end hver tredje artikel. Undersøgelsen viste også at

personfokuseringen gradvist er øget i analyseperioden. For Berlingske Tidende

sker der for eksempel en fordobling hvert tiår: fra 4 procent i 1990, 8 procent i

2000 til 16 procent i 2010 (Højsgaard 2010).

Et andet dansk proportionsstudium, der ligger uden for en

valgkampsperiode er foretaget af Christian Kock, der sammenlignede en række

avisers dækning af finansloven i efteråret 1999 og fandt i alt 35 strategiframede

historier – mod 12 issueframede historier (Kock 2002).

At strategiframen i Danmark bruges mere aktivt under valgkampe end

ellers, bekræfter Anne Binderkrantz og Christoffer Green Pedersen, der i en

undersøgelse af en lang række Radioavisen-udsendelser (i alt 53.000 indslag)

mellem 1984 og 2003 (både under og uden for valgkampe) fandt, at

strategiframen blev brugt ca. fire gange så hyppigt i valgkampsperioderne (ca.

61 Proces forstået som omtalen af processer imellem de politiske aktører, journalisternes

gisninger om aktørernes motiver mv. Proces er kan anskues som et meget bredt strategi- framet parameter, som dog ikke passer direkte ind i Cappella og Jamiesons kategorisering.

Side 71 af 204

20 procent) som uden for valgkampsperioderne (ca. 5 procent) (Binderkrantz

2009:179).62

I en komparativ analyse af landsdækkende, regionale og lokale aviser fra

valget 2007 finder Janus Breck og Kasper Møller Hansen, at 23 procent af

artiklerne i de landsdækkende aviser handlede om ”horserace” og ”bogstavleg”,

mens de tilsvarende tal for de regionale og lokale aviser var hhv. 18 procent og

4 procent – et resultat der fik de to forfattere til at konkludere, at ”de

landsdækkende medier er mere procesorienterede end de lokale og regionale”

(Breck 2011: 281). Ud af 261 artikler om valget i de landsdækkende aviser

handlede 41 procent om processer, 24 procent om personer og 36 procent om

politik (Breck 2011: 282). Disse danske proportionsstudier viser, at også dansk

journalistik er stærkt præget af strategiframen – og at teorien, til trods for den

oprindelige amerikanske kontekst, med fordel kan overføres til danske forhold.

2.5.2 Strategiframens devices i valgreportagerne 1990-2011.

Jeg har nu gjort rede for strategiframens anvendelse og udbredelse i danske

såvel som amerikanske undersøgelser og studier og vil afslutningsvis opridse

min egen implementering af strategiframen i mit analysedesign. Det vil altså

sige, hvilke devices der strukturerer undersøgelsen af de i alt 88 valgreportager

fra 1990 til 2011 og dermed er med til at opbygge strategiframens billede af de

danske politikere i de analyserede valgreportager.

Specifikt møntet på politikeren er strategiframen – ifølge Cappella og

Jamiesons oprindelige defintion (jf. ovenfor) – opbygget af fem devices, der

fremstiller politikeren: 1) som vinder eller taber, 2) med kampmetaforer (dvs.

krigs-, sport- og spilmetaforer), 3) med dramametaforer som

skuespiller/performer med journalisten som kritiker/kommentator og læseren

som publikum 4) ud fra stil og personlighed og 5) ud fra meningsmålinger.

Ud af disse er det primært de første tre, jeg vælger at arbejde med i mine

analyser: Det gælder særligt den første – politikeren som vinder eller taber –

som efter min mening hænger uløseligt sammen med de to efterfølgende,

kampmetaforer og dramametaforer (jf. fodnote x) Undersøgelsen af hvordan

disse to dominerende metafortyper opbygger strategiframen vil jeg vende

tilbage til i kapitel 5. Inden da – i kapitel 3 og 4 – vil jeg imidlertid analysere to

andre devices, som er med til at opbygge strategiframen: dels udviklingen i

62 Den gennemsnitlige forekomst af issueframen uden for valgkampsperioder var således 95

procent. Et endog meget højt tal, der cementerer Radioavisen som et meget sagligt medie.

Side 72 af 204

valgreportagens citater (kapitel 4), dels elementer, hvor journalistens bliver

eksplicit analytisk og drejer fokus mod det strategiske politiske spil. Cappella og

Jamieson kalder i den forbindelse journalisten for kommentator (under devicen,

der vedrører fremstillingen af politikeren som performer/skuespiller) – men jeg

vil stille spørgsmålet: hvilken slags kommentator? Og hvordan kommenterer

journalisten?

Analyserne i Kapitel 4 og 5 vil beskæftige sig med disse spørgsmål med

fokus på journalistens henholdsvis analytiske og bedømmende praksis – eller

overført til den udbredte journalistiske kampmetaforik, som også titlen på denne

afhandling trækker på: hvordan journalisten bevæger sig fra

”kommandorummet” til ”kamppladsen”.

Formålet med at anvende strategiframen i analysen er selvfølgelig primært

at bruge de nævnte devices som et systematisk redskab i kortlægningen af

strategiframens udvikling i dækningen af de fire valgkampe 1990, 1998, 2007

og 2011. Strategiframen vil hermed være det prisme, som jeg betragter

valgreportagen igennem, da den tilbyder en række forskellige

anskuelsesvinkler, der kan efterprøve og underbygge tesen om, at journalistik

er retorik.

Side 73 af 204

Kapitel 3

Valgreportagens udvikling og afvikling

Reportasjen krever nemlig at journalisten ikke bare kan stole på andre kilder – hun må være sin egen kilde og dermed også tolke seg selv som [kilde]. (Steensen 2009: 18).

Reportagen er formentlig den journalistiske genre, der bedst illustrerer

journalistens dilemma mellem på den ene side at informere tilstræbt objektivt

med sine kilder som primær afsender – og på den anden side selv at skabe en

stemningsfuld, underholdende og overbevisende situation: den bedst mulige

version af sandheden. Som den norske reportageforsker Sten Steensen

pointerer i citatet ovenfor, er reportagens særlige kendetegn således, at

journalisten her ikke blot refererer sine kilder – men også er sin egen kilde.

Denne pointe ligger i direkte forlængelse af, hvad jeg i forrige kapitel med Kress'

begreber kaldte forskellen på primary og subsequent classification. Det vil sige

forskellen på kildernes verden (i reportagen i form af gengivelser af politikerens

ord) og journalistens efterfølgende konstruktion af samme verden (beskrivelser,

evalueringer, fortolkninger, vurderinger, domme, mv.).

Reportagegenren er derfor særligt interessant at undersøge, hvis man vil

afprøve afhandlingens tese om, at nyhedsjournalistik er retorik, da den netop er

karakteriseret ved denne dobbelthed. Reportagen er på én gang den tætteste

repræsentation, man i de trykte medier finder af kildens verden (eller primary

classification), og samtidig den genre inden for nyhedsjournalistikken, hvor

journalistens retoriske aktivitet kommer stærkest til udtryk. Et skisma som jeg i

dette kapitel vil udfolde i en definition og diskussion af nyhedsreportagen som

genre.63

63 Som nævnt i kapitel 1 svarer valgreportagen til en nyhedsreportage under valgkampe. Når

jeg diskuterer genren giver det derfor mest mening at tale om nyhedsreportagen, da disse karakteristika også gælder for nyhedsreportager uden for valgkampe. I dette kapitel vælger jeg dog at tale om ”nyhedsreportagen”.

Side 74 af 204

I valgreportagen har politikeren traditionelt fået mest taletid og

eksponering – som i de meget lange referatagtige reportager fra 1968, hvor

politikerens ord fik lov til at fremstå stort set ufiltreret. Man kan dermed sige, at

valgreportagen traditionelt placerer sig som den ubetinget stærkeste

genremæssige repræsentation af primærklassifikationen (de vigtige

valgdebatter). Og netop derfor er denne genre særligt velegnet til at belyse, i

hvor høj grad politikeren kommer til orde – det vil sige hvor mange og hvilke

dele af primærklassifikationen, journalisten har udvalgt. Hvor kapitel 4 og 5 går

helt næranalytisk til værks, vil dette kapitel omvendt bygge på to kvantitative

undersøgelser af valgreportagens udvikling, herunder udviklingen i journalistens

retoriske dominans.

Den første analyse vil fokusere på valgreportagens som genre. Her vil jeg

undersøge, hvordan antallet af valgreportager har udviklet sig i

analyseperioden. Dette er interessant at undersøge, da antallet af

valgreportager falder markant mellem 2007-2011 – faktisk er der næsten tale

om en halvering – uden at det af den grund betyder et fald i den samlede

valgdækning. Tværtimod. I tilknytning hertil skal det nævnes, at reportagerne,

som vi senere skal se, har ændret karakter i 2011. Reportagerne er efterhånden

så kraftigt domineret af journalistens egne refleksioner, at referencer til

primærklassifikationen – og dermed det væsentligste element i genren – kan

hævdes at være uddøende.

Den anden analyse vil fokusere på det direkte citat, som i sagens natur er

den mest loyale gengivelse af kilden og dermed politikerens direkte talerør i

valgreportagen. Her vil jeg undersøge mængden og længden af direkte citater i

analyseperioden for på den måde at afprøve afhandlingens tese om, at den

journalistiske retorik er i vækst på bekostning af primærklassifikationen.

3.1 Imellem nyhed og feature Etymologisk betyder ”reportage” at ”bære tilbage”.64 Journalisten bringer

information tilbage fra verden til sine læsere. De journalistiske grundhandlinger,

der går på at observere og siden berette om en begivenhed, er altså

reportagegenrens kerne. Reportagens særlige udfordring handler dermed om

64 Ifølge Den Store Danske ”dannet fra eng. reporter, yderst af re- og lat. portare 'bære'” I øvrigt

har ordet reportage den samme betydning som i begrebet ”inferens”, som i Den Store Danske defineres: ”af eng. inference, af lat. inferre 'bringe frem til', af in og ferre 'føre, bære'; at nå en konklusion fra givne oplysninger eller præmisser.

Side 75 af 204

forholdet mellem at observere og rapportere – eller helt konkret mellem at se og

at skrive (Roksvold 1997; Bech-Karlsen 2000: 152).

I sin bog ”Reportasjen” fra 2000 definerer Bech-Karlsen reportagen som

en ”førstehåndsskildring i personlig stil om et menneskeligt anliggende av

offentlig interesse.” (Bech-Karlsen 2000: 276). Her skelner han mellem tre typer

af reportager: dagsaktuel reportage, tidsaktuel reportage og tidsløs reportage

(Bech-Karlsen 2000: 278).65 Den dagsaktuelle minder om, men dækker alligevel

ikke helt over nyhedsreportagen. Der er tale om en ”blød” reportage, hvor

elementerne ”det menneskelige anliggende” og ”den personlige stil” indtager en

fremtrædende rolle. Bech-Karlsen beskæftiger sig ikke med valg- eller

nyhedsreportagen som specifik genre, men skriver, at den dagsaktuelle

reportage netop ikke er nyhedsreportager, men ”forholder seg til en aktuell

dagsorden, og dermed vanligvis er underkastet det samme tidspress som en

nyhedsreportage.” (ibid.). Ud over at nævne nyhedsreportagen i forbifarten,

sidestiller han den altså med nyheden og behandler den derfor ikke nærmere i

sin bog om reportager.

Denne negligering af nyhedsreportagen er repræsentativ for nyere,

skandinavisk reportageforskning, hvor ”den bløde reportage” – også kaldet

featuren – er i fokus. Et dansk eksempel herpå er Mikkel Hviid, hvis populære

bog ”Fascinerende Fortælling” udelukkende beskæftiger sig med bløde

reportager/features, der ifølge Hviid er karakteriseret ved tre P’er: plot,

personvalg og pædagogik (Hviid 2002: 11). Et andet norsk eksempel på

negligeringen af nyhedsreportagen er Steen Steensens bog ”Stedets Sjanger”

fra 2009, der som Bech-Karlsens og Hviids værker har et stramt fokus på de

blødere reportager med journalistiske beskrivelser i højsædet (Steensen 2009).

Årsagen til, at disse anerkendte bøger om reportagegenren forsømmer

valg- og nyhedsreportagen, synes at være, at reportageforskerne i stigende

grad sidestiller nyhedsreportagen med nyheden, mens reportagen betragtes

som en gren af den blødere feature-genre. Dette gør Bech-Karlsen til et særligt

dansk forhold, idet han peger på, at Danmark er dét nordiske land, hvor

tendensen til at sidestille en nyhedsreportage med en nyhed er mest

dominerende. Han begrunder det med, at vi i dansk genreforskning skelner

skarpere mellem ”feature” og ”reportage” end vores skandinaviske naboer, der

65 Han erklærer sig tidligt i bogen som tilhænger af ”den svenske” opfattelse af reportagen,

som er de to sidstnævnte typer, den tidsaktuelle og tidløse reportage og kommer ikke nærmere ind på den dagsaktuelle reportage, som trods alt ligner min reportagetype, nyhedsreportagen, mest. Alligevel slår han de tre typer af reportager over samme kam, blandt andet under den nævnte fælles definition.

Side 76 af 204

har det med at slå de to begreber sammen. I Danmark erstatter feature altså på

flere måder det, som nordmænd og svenskere klassificerer som reportage,

mens reportagen i Danmark ifølge Bech-Karlsen har nyheden som

omdrejningspunkt. Som belæg herfor citerer han Mogens Meilby – Danmarks

vel nok mest anvendte journalistiske genreforsker – der definerer reportagen

som ”den døgnaktuelle begivenhedsreportage med nyheden som det centrale”.

Featuren derimod kategoriserer han som en blødere genre, ”en reportageform,

der bedst imødekommer det voksende behov for underholdning og oplevelse.”

(Bech-Karlsen 2000: 17. Fra Meilbye, 1996.). Meilby beskæftiger sig ikke

nærmere med den såkaldte ”døgnaktuelle begivenhedsreportage med nyheden

som det centrale”, da det er underforstået, at journalisten skal behandle denne

ligesom nyheden – det vil sige ud fra nyhedstrekanten, nyhedskriterierne osv.

At reportage-litteraturen ikke tager højde for nyhedsreportagens slægtskab

med featuren, men blot skærer den over én kam med den klassiske nyhed, er

problematisk ud fra den betragtning, at en sådan generalisering slører for en

række karakteristika, der ikke gælder nyheden, men er unikke for

nyhedsreportagen. Men også den modsatte generalisering – at sidestille

nyhedsreportagen med featuren – kan medføre nogle problematiske

uklarheder. I den skandinaviske genreforskning bliver nyhedsreportagen

således enten slet ikke behandlet eller den behandles stedmoderligt som en

slags nyhed. Og det på trods af at nyhedsreportagen hverken er en nyhed eller

en feature, men en blanding af de to.

Reportagens hybrid-natur mellem at være nyhed og feature betyder, at

journalisten på den ene side skal følge klassiske nyhedsidealer som at lade sig

guide af nyhedstrekanten og give læserne en så tilstræbt objektiv gengivelse af

debatten som overhovedet muligt. Dette betyder i princippet, at han skal holde

sig selv og sine vurderinger ude af reportagen og så vidt muligt være den flue

på væggen, der udelukkende rapporterer om det han ser – og ikke det han

personligt oplever eller vurderer. På den anden side har reportage-genren

udviklet sig kolossalt fra dengang journalisten mere arbejdede som referent end

formidler, hvor især slægtskabet med featuren har fordret, at reportagen ikke

må blive for tør og kedelig. Som jeg var inde på i sidste kapitel, er udviklingen

gået fra rapportering til historiefortælling med journalisten – og ikke kilderne – i

centrum af begivenhederne (Hallin 1994; Patterson 2002). Som nævnt betyder

det, at reportagerne i dag i modsætning til tidligere skal være skarpt vinklede og

leve op til moderne formidlingsidealer, der handler om at underholde sin læser

ved at fortælle en god historie i et fængende sprog. Reportagen skal med

Side 77 af 204

Hallins ord være ”packaged”. At journalisten på denne måde skal både

informere og underholde, udgør et paradoks, som ifølge Steen Steensen gør

reportagen til den allersværeste genre at arbejde med for journalisten:

For i reportasjen møtes to helt ulike journalistiske ideal: Et reporterideal, der journalistens subjektivitet verdsettes. Og et objektivitetsideal, der journalistens subjektivitet definitivt ikke verdsettes (Steensen 2009: 14).

Reporteridealet og objektivitetsidealet udgør ”journalistikkens yderpunkter”

(Steensen 2009: 17) – og Hallin går så langt som til at betegne reportagen som

en ”skizofren genre” (Ibid.). Balancen mellem at informere og underholde er

imidlertid ikke unik for nyhedsreportagen, men gælder moderne nyheder i det

hele taget.66 Jeg vil dog, som Sten Steensen også gør det, hævde, at

balancegangen mellem de to idealer er sværere for reportagejournalisten, da

læseren, grundet reportagegenrens slægtskab med featuren, forventer en

højere grad af underholdning end i den klassiske nyhed. Som Bech-Karlsen

påpeger, omfatter reportagen virkelighedsfremstilling mere end blot

dokumenterbare fakta, men også ”mening […], oplevelser, følelser, tanker og

ideer.” (Bech-Karlsen 2000: 154). Uden sådanne elementer kommer reportagen

til at mangle en vigtig dimension.67

3.1.1 En definition

Efter nu at have positioneret valg- og nyhedsreportagen genremæssigt som en

bemærkelsesværdig hybrid mellem nyhed og feature, er det tid til en mere

konkret definition af valgreportagen. Til det formål giver det god mening at

vende tilbage til Bech-Karlsens definition (som altså i en dansk optik minder om

en feature). Ud fra denne definition vil jeg opregne de forskelle, der er på denne

definition, og de reportager jeg arbejder med. Afsnittet vil munde ud i min

definition af nyhedsreportagen – altså den definition jeg har savnet i litteraturen,

og som jeg har udvalgt mine reportager ud fra. Bech-Karlsen skriver som

66 Stig Hjarvard omtaler paradokset i en bredere, nyhedsmæssig (og også kommerciel)

kontekst, hvor også han peger på de divergerende interesser, der ligger i informationsværdien og underholdningsværdien. Han refererer til John H. McManus (19xx), der har lavet en figur, der kortlægger hvordan en nyhed kan kategoriseres i spektrummet mellem information og underholdning, således at den kan have høj informationsværdi/høj underholdningsværdi, høj informationsværdi/lav underholdningsværdi, lav informationsværdi/høj underholdningsværdi osv. (Hjarvard 1995)

67 Splittelsen mellem at informere og underholde optager også den kritiske diskursanalytiker, Norman Fairclough, der skriver, at nyheder ofte reduceres til et spørgsmål om ytringer, påstande og positioner snarere end følelser, omstændigheder og social kontekst. (Fairclough, 1995).

Side 78 af 204

nævnt, at reportagen er kendetegnet ved fire karakteristika; reportagen er en 1)

førstehåndsskildring fortalt i 2) personlig stil om et 3) menneskeligt anliggende

af 4) offentlig interesse.

Definitionens første element, førstehåndsskildringen, er meget konkret og

betyder ganske enkelt, at journalisten skal være personligt til stede ved den

begivenhed, han dækker. Med Bech-Karlsens ord skal han være i centrum af

begivenhederne for at kunne bringe sine oplevelser og indtryk tilbage til

læseren gennem reportagen. (Bech-Karlsen 2000: 276). Ved at bruge sig selv

som kilde og basere sine beretninger på øjenvidneforklaringer (Steensen 2009),

tilføjer journalisten reportagen, hvad Bech-Karlsen betegner som

”dokumentarisk troværdighed” (Bech-Karlsen 2000: 170). Kravet om

førstehåndsskildringen gælder med andre ord også for nyhedsreportagen.

Det andet element, at reportagen skal være skrevet i personlig stil, udgør

på flere måder genreskismaets kerne – og er det aspekt, som tydeligst adskiller

nyheden fra featuren. Bech-Karlsen formulerer forskellen således: ”Den

profesjonelle reporter er subjektiv og ikke objektiv; han er personlig og ikke

upersonlig.” (Bech-Karlsen 2000: 216). I sin udfoldelse af argumentet henviser

han blandt andet til den danske forsker, Gert Smistrup, der definerer feature-

journalistik primært som ”kommunikeret personlighed”. (Bech-Karlsen 2000:

215. Fra Smistrup, 1998. ). Bech-Karlsens karakteristik og henvisning til

Smistrup er et eksempel på, at hans reportagedefinition ikke uproblematisk kan

overføres til nyhedsreportagen, men snarere passer til den genre, vi i Danmark

betegner feature. Den personlige, subjektive stemme, han efterlyser, kolliderer

nemlig med nyhedsgenrens krav om (tilstræbt) objektiv journalistik, hvor

journalisten er forpligtet til at holde sine egne holdninger helt ude af

nyhedsteksten.

Så firkantet kan det imidlertid ikke sættes op. Som jeg vil udfolde i dette

kapitel, har den journalistiske udvikling betydet, at nyhedsreportagerne ligger så

tæt op ad feature-genren, at der også er plads til, at journalisten går ud over sin

forpligtelse til at rapportere nøgternt ved at formidle levende og personligt.

Denne svære balancegang inkorporerer jeg i definitionen som det ”til dels

personligt berettede”.

Det tredje element i definitionen – at reportagen skal omhandle et

menneskeligt anliggende – kan heller ikke bruges i definitionen af en

nyhedsreportage. Det skyldes, ret åbenlyst, at nyhedsreportagens funktion er at

berette for læserne, hvad der sker ved begivenhederne. Her er det ikke

Side 79 af 204

politikerne som personer, herunder deres menneskelige anliggender, men

politikerne som repræsentanter for de politiske partier, der er i fokus.

Det fjerde og sidste element i definitionen er, at reportagens beretning skal

være af offentlig interesse. Dette element gælder i høj grad også for

nyhedsreportagen. Reportagejournalisten har her et betydeligt ansvar for at

formidle politisk information til offentligheden.

Denne korte gennemgang af Bech-Karlsens reportage-definition med

henblik på en tilpasning til nyhedsreportagen viser, at det kun er to ud af fire

karakteristika, der er relevante for denne specifikke genre. Dels kravet om at

det skal være en førstehåndsskildring, dels at reportagen skal være af offentlig

interesse. Nyhedsreportagen deler herudover den klassiske nyheds krav om at

leve op til nyhedskriterierne. Det gælder i særdeleshed kriteriet om aktualitet, da

nyhedsreportagen må og skal være af dagsaktuel interesse. Inddragelsen af de

øvrige nyhedskriterier, konflikt, væsentlighed, identifikation og sensation er

(ligesom i den almindelige nyhed) vigtige faglige redskaber for journalisten –

herunder især konflikt-kriteriet, hvilket vi vil se i afhandlingens kapitel 5. I

definitionen af valgreportage er disse øvrige nyhedskriterier dog ikke lige så

afgørende som aktualitet, da journalisten i høj grad er forpligtet til at guide

læseren igennem valgkampens vigtige politiske begivenheder dag for dag.

Til mit specifikke formål har der været tale om dækninger af

valgbegivenheder, hvor en eller flere uenige politikere (statsministerkandidater,

ministre, ordførere og partiledere) har deltaget. Der er i reglen tale om en større

eller mindre opsat debat eller en partilederrunde, der rummer en eller flere

konflikter imellem de deltagende politikeres divergerende interesser.68 Til mit

formål har jeg derfor tilføjet formuleringen ”hvor to eller flere uenige politikere

har deltaget” samt ”politisk” foran begivenheden. Min definition af

valgreportagen, som dermed ligger til grund for udvælgelsen af

analysematerialets reportager, lyder hermed:

Nyhedsreportagen er en aktuel, til dels personligt berettet førstehåndsskildring af en politisk begivenhed af offentlig interesse, hvor to eller flere uenige politikere har deltaget.

Som nævnt i afhandlingens kapitel 1 har jeg ud fra denne definition udsondret

89 reportager fra årene 1990, 1998, 2007 og 2011. En fordeling jeg vender

tilbage til og som også kan ses i bilag 1.

68 Disse to parametre udelukker for eksempel dækning af en eller flere politikeres vælger- og

virksomhedsbesøg eller pressemøder, hvor kun aktører fra den ene politiske blok er til stede.

Side 80 af 204

3.1.2 Konstateringer og evalueringer

Til ovenstående definition af nyhedsreportagen kan vi knytte to overordnede

spor, som journalisten følger, og som konstant krydser ind over hinanden: Det

gælder henholdsvis Kress’ primære og efterfølgende klassifikation, som svarer

til argumentationsteoriens henholdsvis konstaterende og evaluerende fase (jf.

kapitel 2). Reportagens konstaterende elementer er mere eller mindre

ufortolkede, og dermed tæt på at være originale brudstykker fra virkeligheden,

dvs. den primære klassifikation. Som nævnt er det netop disse brudstykker fra

den primære klassifikation, der gør nyhedsreportagen til noget særligt, da

læseren her, ikke mindst via de direkte citater, kan føle sig i direkte kontakt med

kilderne, da det er deres oprindelige ytringer, der refereres.

I reportagens evaluerende elementer udgør journalisten derimod meget

tydeligt et fortolkende filter, hvis personlige opfattelse af begivenhederne viser

sig forholdsvis tydeligt i teksten. Som udfoldet i kapitel 1, kan den proces, som

binder de konstaterende og evaluerende elementer sammen, betegnes inferens

– det vil sige sammenfletningen af – eller vekselvirkningen mellem –

konstaterende og evaluerende elementer i reportagen.69

For at forstå hvordan de konstaterende og evaluerende elementer konkret

viser sig i teksten, må man se på reportagens enkelte komponenter. En nyhed

består ifølge Michael L. Geis altid af mindst to overordnede komponenter:

Beskrivelser af hændelsen (hvad der skete/hvad der sker/hvad der vil ske) og

beskrivelser af, hvad folk har sagt i relation til hændelsen70 (Geis 1987: 78).

Disse to grundlæggende komponenter kan formuleres som henholdsvis

observationer og gengivelser af debatten.71

Gengivelser er ord og sætninger, der gengiver politikerens ytringer.

Gengivelserne er først og fremmest et udslag af journalistens

udvælgelsesproces, og da de principielt udgør brudstykker af den primære

klassifikation, har de karakter af ikke-personlig, faktuel information fra debatten.

Journalisten kan citere politikeren på forskellige niveauer, der spænder fra

direkte, ordrette citater til helt løse beskrivelser. Min læsning af reportagerne

viser, at gengivelsen sker på tre måder – i form af direkte citater, indirekte

69 Inferens er som nævnt ifølge Kress’ definition ”noget for afsenderen ukendt, der ræsonneres

ud fra noget for afsenderen kendt”. 70 Selvom politikerne oprindeligt er afsendere af citaterne, er journalisten afsender i den

sekundære klassifikation, reportagen. 71 John C. Jørgensen arbejder med en lignende opdeling, når han sondrer mellem ”sceniske

afsnit” og ”faktuelle afsnit”. De sceniske afsnit giver ifølge Jørgensen ”mulighed for identifikation og indlevelse”, mens de faktuelle afsnit ”oplyser, forklarer og perspektiverer” det, som har udspillet sig i de sceniske afsnit (Jørgensen 2007: 72).

Side 81 af 204

citater (parafraser) samt løse gengivelser.72 Disse tre gengivelsestyper

markerer spektret fra konstaterende til evaluerende. Hvor det direkte citat i

princippet er eksporteret i sin helhed direkte fra primærklassifikationen, er det

indirekte citat lettere fortolket, mens den løse gengivelse er meget fortolket. Lad

mig illustrere med et eksempel:

Direkte citat: Anders Fogh sagde: "Vi er fuldstændig ligeglade med, om folk kommer iført klaphat, burka eller præstekjole. Det afgørende er, at flest muligt går ned og stemmer. Sådan er demokrati."73

Indirekte citat (parafrase): Anders Fogh sagde, at han og Venstre var ligeglade med om folk kom i klaphat, burka eller præstekjole. Det afgørende var bare at de gik ned og stemte.

Løs gengivelse: For at slå fast, at det er en demokratisk pligt at stemme, kom Anders Fogh med en kvik bemærkning om, at han da var ligeglad med om folk havde klaphat, burka eller præstekjole – bare de dukker op i stemmeboksen.

Som det fremgår, bliver gengivelsen tiltagende subjektiv. I det direkte citat er

politikeren tilsyneladende ordret gengivet, mens det indirekte citat er lettere

omskrevet. Endelig forpligter den løse gengivelse ikke journalisten til at bruge

de samme ord som Anders Fogh-Rasmussen, men lader det være op til

journalisten at gengive, hvordan udtalelsen skal forstås. I den løse gengivelse

kan journalisten således vælge at opsummere en lang dialog i et par sætninger

eller på anden vis omformulere debattørernes ord til korte, klare budskaber. På

den måde er læseren med den løse gengivelse helt overladt til journalistens

opfattelse af situationen – eller, med denne afhandlings påstand, til

journalistens retorik.74

72 Micheal Geis følger denne inddeling, men betegner dog den sidste, ”løse gengivelse” for

”beskrivelse”. Der er skrevet meget om forskellige typer af citater. Flere teoretikere har opstillet typologier over citat-typer i medierne, der spænder fra det ordrette direkte citat til den helt løse gengivelse.John E. Richardson, arbejder for eksempel med følgende typologi: Direkte citat, strategisk citat, indirekte citat, transformeret indirekte citat og konstrueret direkte citat. (Richardson, 2007). Helmut Gruber laver en grundlæggende sondring mellem ”Direct evaluative utterances” (DEU), altså direkte citater og ”reported evaluative utterance” (REU), indirekte citater. ”Reported evaluative utterance” inddeler han yderligere i tre niveauer: Third person evaluating REU, explicitly speaker evaluating REUs, implicitly speaker evaluating REU. (Gruber 1993)

73 Ytring hentet fra: http://nyhederne-dyn.tv2.dk/politik/article.php/id-9371586.html 74 Både Geis og Richardson bekræfter vanskeligheden i at adskille journalistens løse

gengivelse af politikerens udtalelserfra parafrasen. Dog nævner de begge én vigtig forskel imellem dem, nemlig parafrasens brug af verber. Brugen af et verbum knyttet til udsagnets afsender er obligatorisk i parafrasen, men ikke i den løse gengivelse.

Side 82 af 204

Hvor gengivelsen kan siges at leve op til kravet om at informere og

dermed har et tydeligt slægtskab med nyheden, viser nyhedsreportagens

slægtskab med den blødere feature sig derimod i journaliststens observationer

af primærklassifikationen, der kan antage en personlig karakter (jf. definitionen

”til dels personligt berettet”). Journalisten bliver hermed ”sin egen kilde”, som

Steensen formulerer det i dette kapitels åbningscitat.

Gengivelse er altid eksplicit knyttet til en afsender, mens observationen

ikke nødvendigvis er specifikt knyttet til en enkelt afsender, men mere til de

indholdsmæssige debatelementer. Observationerne rummer ofte farverige

beskrivelser af de debatterende politikere, ordstyreren, rammerne for debatten,

publikum, den måde ting bliver sagt på og interaktionen mellem politikerne.

Under denne del hører også journalistens op- og nedlæg til politikernes citater

og gengivelser. Her demonstreres spændvidden i observationerne – fra det

nøgternt konstaterende til det personligt evaluerende: Fra oplæg i en

konstaterende tone med et neutralt verbum som for eksempel ”Anders Fogh

sagde herefter, at …” eller ”Anders Fogh lægger ud med at fastslå, at …” til

mere udbyggede oplæg, der rummer en form for karakteristik enten af

udtalelsen eller af udtalelsens afsender. Det kan være oplæg som ”Helt galt

blev det da han begyndte at tale om lejeværdien: … [citat]” eller ”Men den købte

Uffe ikke: … [citat]”. Gengivelsen af politikernes udtalelser slutter oftest med et

nedlæg. Der er typisk tale om ganske korte afrundinger der angiver citatets

afsender og et verbum (enten i nutid eller datid). Eksempelvis: ” … [citat], sagde

Svend Auken” eller: ” … [citat], forklarede Svend Auken” osv. Nedlæg kan dog

også, som oplæggene, være udbyggede med en mere detaljeret karakteristik

enten af udtalelsen eller af udtalelsens afsender: ” … [citat], fnisede Uffe

Ellemann forsonligt” eller: ”… [citat], tordnede Svend Auken til utilsløret jubel for

S-ungdommen i salen” eller: ” … [citat], replicerede Uffe, der hidtil

eftertænksomt havde siddet med pegefingeren foran sit overskæg” eller: ” …

[citat], fortsatte Uffe i vanlig showstil”. Disse journalistiske beskrivelser har et

klart slægtskab med featuren, da de med Meilbyes ord ”imødekommer det

voksende behov for underholdning og oplevelse” ved at være skrevet i levende

sprog, i underholdende stil.

3.2 Reportagegenrens udvikling og afvikling 1990-20 11

Der er sket et markant fald i antallet af valgreportager på de 21 år der skiller

valget i 1990 fra valget i 2011. Det mest markante fald ser vi mellem

Side 83 af 204

valgkampen i 2007 og 2011. Med 25 reportager i 2007 på tværs af de tre aviser

og bare 14 reportager i 2011 er det tale om lige under en halvering. En analyse

af reportagerne på tværs af aviserne fra 2011 viser da også, at disse – til trods

for at de opfylder den definition, jeg har udvalgt reportagerne ud fra – afviger så

meget fra den traditionelle nyhedsreportage, at denne specifikke genre reelt kan

anskues som mere eller mindre uddøende. Det mest markante genreskred er,

at de bløde, featureprægede reportager vinder frem, hvorved den fine balance

mellem information og underholdning tipper. Denne udvikling og afvikling af

valgreportagen er yderst relevant i forhold til mit overordnede

forskningsspørgsmål, da det fungerer som belæg for afhandlingens tese; nemlig

at journalistens retorik bliver mere og mere dominerende, mens politikerens

stemme i teksten gradvis udviskes.

Man kan hverken pointere eller diskutere valgreportagens afvikling og

udvikling uden at sætte tendensen ind i sin rette kontekst, nemlig den mere

generelle kvantitative udvikling af valgstoffet. Det vil jeg derfor gøre i det

følgende afsnit.

3.2.1 Stigning i valgstof

Betragter man befolkningens kulturforbrug som et pejlemærke for, hvad der

optager folk, er det tydeligt, at historier om politik og politikere er i højsædet – at

politik er kommet på mode. Samtidig med at en tv-serie som Borgen kan samle

1,6 millioner seere hver søndag aften75, har politiske magasiner som ”Jersild og

Spin”, ”Mogensen og Christiansen” og ”Presselogen” stor succes. Under

valgkampe – der ofte betegnes som den politiske højtid – forekommer den

brede interesse for politik særlig tydeligt. Alle nyhedsmedier bugner med

valgstof, og dette lader til at være en stigende tendens fra valgkamp til

valgkamp.76

For at undersøge om valgstoffet reelt har været i vækst, har jeg foretaget

en kvantitativ undersøgelse af antallet af valgartikler77 i analyseperioden fra

199078 til 2011. Og undersøgelsen bekræfter tendensen til, at valgstoffet

forøges over perioden, hvilket fremgår af nedenstående søjlediagram:

75 http://kpn.dk/film/article2606982.ece 76 Det gælder også mere generelt: I ”Projekt Nyhedsuge ” i 1999 registrerede forfatterne

32.000 ”redaktionelle enheder af publicistisk nyhedskarakter”. I 2008 var dette antal steget til 75.000. Altså mere end en fordobling (Lund og Willig 2009: 9).

77 En valgartikel definerer jeg som en artikel, der eksplicit handler om Folketingsvalget. 78 For at få et historisk perspektiv på udviklingen har jeg desuden sammenlignet med Politikens

dækning af valgkampen i 1968, der gennemsnitligt havde 5,5 artikler om valget i en ti-dages

Side 84 af 204

Figur 3.1: Udviklingen i det samlede antal artikler om valg 1990-2011

Kilde: Egen optælling af aviser på mikrofilm. Note: Optællingen er foretaget på baggrund af samtlige artikler om valget i de tre aviser Politiken, Berlingske Tidende og Jyllands-Posten over de fire valgår 1990, 1998, 2007 og 2011. Optællingen, som gik fra dagen efter valgets udskrivelse til selve valgdagen, inkluderede samtlige artikler, der eksplicit omhandler valget, inklusive holdningsgenrer som analyser, kommentarer og ledere. De eneste udvælgelseskriterier var – ud over at artiklerne skulle omhandle valget – at artiklerne skulle være på minimum 20 avisspalter (som ekskluderer en del mindre notitser), samt at afsenderen skulle have en redaktionel tilknytning (som ekskluderer debatstoffet, hvor læsere, eksperter og politikere udtaler sig om valget). En metodisk svaghed er her at jeg ikke tager højde for artiklernes længde udover minimumskravet på 20 spaltelinjer. En artikel på 25 spaltelinjer tæller det samme som en helsides artikel.

Som man kan se af figur 3.1 fordobles det samlede antal valgkampsartikler i de

tre store aviser Politiken, Berlingske Tidende og Jyllands-Posten fra knap 500 til

godt 1000 artikler over perioden. Optællingen viser desuden en stor forskel på

væksten i valgstoffet i de tre aviser. Den største stigning ser man i Jyllands-

Posten, der i 1990 havde 121 valgkampsartikler i valgperioden, mens det

tilsvarende tal i 2011 er 356. En stigning i valgartikler på hele 194 procent. Den

tilsvarende stigning for Berlingske Tidende i den tyveårige periode fra 1990 til

2011 er 110 procent (fra 200 til 419 artikler), mens væksten i Politikens valgstof

er mere begrænset med en stigning på 79 procent (fra 177 til 317 artikler).

Væksten i valgstof er meget markant i den fireårige periode fra valgkampen

periode. Ud af det gennemsnitlige antal artikler i hele avisen på 75, svarer det til under fem procent af avisens samlede dækning.78 37 år senere i 2005 viste en optælling af samtlige artikler og indslag fra de danske nyhedsmedier i undersøgelsen ”Mediernes valgkamp”, at Politiken havde 532 artikler om valget i valgperioden (Bro 2005). Det svarer til 13 procent af Politikens samlede dækning, altså mere end en fordobling i forhold til1968.

Side 85 af 204

2007 til valgkampen 2011, hvor antallet af valgartikler er steget med 26 procent

i Politiken, 19 procent i Berlingske Tidende og 25 procent i Jyllands-Posten.

3.2.2 En uddøende genre

En gennemgang af de tre avisers valgdækning under de fire valgkampe afslører

en overraskede lille andel valgreportager ud af den samlede nyhedsdækning.

Som det fremgår af figur 3.1, skyldes de få reportager ikke mangel på artikler

om valget, der tværtimod er i kraftigt vækst. Mens antallet af artikler om valget

stiger drastisk, daler antallet af klassiske valgreportager, der lever op til

definitionen om at være en ”en aktuel, til dels personligt berettet

førstehåndsskildring af en politisk begivenhed af offentlig interesse, hvor to eller

flere uenige politikere har deltaget”. For at dokumentere tendensen har jeg

opgjort, hvor stor en andel valgreportager, der er at finde, ud af de tre avisers

respektive valgdækning. Valgreportagernes andel af den samlede valgdækning

fremgår af følgende søjlediagram:

Figur 3.2: Valgreportagernes andel af det samlede a ntal valgkampartikler

Kilde: Egen optælling og behandling i Nvivo. Note: Optællingen er foretaget på baggrund af en kodning af samtlige valgreportagers andel af valgkampartikler fra de tre aviser Politiken, Berlingske Tidende og Jyllands-Posten over de fire valgår 1990, 1998, 2007 og 2011. Når jeg vælger at undersøge andelen – frem for antallet – af valgreportager i forhold til den samlede valgkampdækning, skyldes det, at der jf. figur 3.1 sker en generel stigning i antallet af valgkampartikler over de fire valgår, hvorved en opgørelse af antallet isoleret set ville være misvisende.

Side 86 af 204

Som man kan læse af figur 3.2, falder den gennemsnitlige andel af

valgreportager i alle tre aviser kraftigt fra 1990 til 2011 fra at udgøre 4,4 procent

af den samlede valgdækning til at fylde 1,2 procent. Mest markant er faldet fra

2007 til 2011, hvor valgreportagerne mere end halveres fra 3,1 til 1,2 procent af

den samlede nyhedsdækning – hvilket jeg vender tilbage til om et øjeblik. Fra

1990 til 1998 reduceres andelen af valgreportager også kraftigt – fra 4,4 til 3,0

procent – dog ikke lige så kraftigt som fra 2007 til 2011. Alt i alt halveres det

samlede antal af valgreportager i de tre aviser fra 26 i 2007 til kun 13 i 2011.79

Både Politiken og Jyllands-Posten bekræfter tendensen med et støt fald i

andelen af valgreportager. Berlingske Tidendes kurver ser imidlertid lidt

anderledes ud, da valgreportagernes andel af avisens samlede dækning stiger

fra 1998 til 2007 – for så igen at falde drastisk fra 3,8 procent i 2007 til 1,0

procent i 2011. Andelen af avisens reportager er i 2011 således faldet fra 13

reportager i 2007 til kun fire reportager ud af 419 valgkampartikler.

Jyllands-Posten udgør det klareste eksempel på tendensen: I 1990 udgør

reportagerne 5 procent af valgdækningen, i 1998 2,4 procent, i 2007 1,9

procent og endelig i 2011 bare 0,6 procent (i 2011-dækningen er der kun to

valgreportager ud af hele avisens valgkampsdækning).

Dækningen af en klassisk valgdebat – partilederrunden – illustrerer

pointen: Denne får mindre og mindre opmærksomhed i analyseperioden. I 1990

dækker hverken Politiken eller Jyllands-Posten partilederdebatten den 11.

december på trods af, at der kun var to partilederdebatter i alt (dette kan

skyldes, at den afsluttende partilederdebat var dagen efter). I 1998 er

Berlingske Tidende den avis, der prioriterer partilederdebatterne højest. Avisen

er til stede ved begge debatter – og endda med to reportager fra den første af

debatterne. Jyllands-Posten nøjes med at dække den ene, mens Politiken

bemærkelsesværdigt nok vælger ikke at dække nogen af dem. I 2007 er

dækningen af partilederdebatterne heller ikke særlig højt prioriteret. Den første,

der blev sendt på DR 2, er der ingen dækning af i nogen af aviserne. Den

anden dækkes af Politiken og Jyllands-Posten, mens den sidste kun dækkes af

Berlingske Tidende. Tendensen synes at være, at aviserne vælger kun at

dække én af debatterne. I 2011 er billedet endnu mere tydeligt. Politiken

dækker de to partilederrunder den 29. august og den 14. september, men

hverken Berlingske Tidende eller Jyllands-Posten dækker nogen af dem.

79 For en opgørelse over antallet såvel som andelen af valgreportager samlet set og for de

enkelte aviser se bilag 4.

Side 87 af 204

Tendensen i forhold til partilederdebatter er altså tydelig: De får mindre og

mindre opmærksomhed igennem analyseperioden. Men hvordan ser det så ud

med statsministerduellerne?

I 1990 har de to statsministerdueller mellem Poul Schlüter og Svend

Auken høj prioritet på de tre aviser, der alle dækker begge. I 1998 er interessen

mere sporadisk. Den første af de tre statsministerdueller dækkes af alle tre

aviser – endda med tre reportager i Politiken og to i Jyllands-Posten. Interessen

for de to næste statsministerdueller den 5. og den 9. marts1998 er mindre:

Berlingske Tidende vælger ikke at dække nogen af dem. Politiken dækker dem

begge, mens Jyllands-Posten nøjes med at dække duellen den 5. marts. I 2007

er der til gengæld fuld dækning på duellerne mellem Anders Fogh Rasmussen

og Helle Thorning-Schmidt. Alle aviser dækker begge dueller,

BerlingskeTidende ligefrem med henholdsvis to og tre og reportager fra hver

duel. I 2011 dækker Politiken og Berlingske de to statsministerdebatter den 9.

og den 14. september. Jyllands-Posten dækker ingen af dem.

Hvor dækningen af partilederdebatterne gav et klart billede af en

nedadgående tendens, er billedet af statsministerduellerne altså mere broget.

Alt i alt viser optællingen, at de tre aviser prioriterer disse dueller højere end

partilederrunderne. Noget decideret mønster i, hvilke aviser der prioriterer hvilke

debatter er der dog ikke. Trækker man partilederdebatterne og

statsministerduellerne fra, er der forbavsende få debatter tilbage, der bliver

dækket af aviserne. I lyset af alle de debatter, der er under en valgkamp, kan

det derfor undre, at så få finder vej til avisspalterne. Det fremgår dog af

aviserne, hvilke debatter der finder sted rundt om i landet.

Som figur 3.2 viser, er tendensen endnu tydeligere i 2011, hvor antallet af

reportager falder mest markant. På tværs af de tre aviser er der i alt kun 13

valgreportager i 2011 – en halvering fra 2007, hvor der i alt var 26

valgreportager i de tre aviser. Noget tyder altså på, at valgreportagen er en

uddøende genre.

At denne tendens ligeledes gør sig gældende for Danmarks Radio fremgår

af artiklen ”DR dropper udsendelser fra partiers landsmøde” fra marts 2012,

hvoraf det af titlen fremgår, at DR 1 har droppet sin faste 30 minutters

programelement med at dække partiernes valgmøder i efteråret.80 En oplagt

forklaring er, at debatterne dækkes på internettet umiddelbart efter, at debatten

er slut, og at tiden derfor – i bogstaveligste forstand – er løbet fra de trykte

avisers dækning. Men det er ikke dette oplagte argument, der fremføres, når

80 Se: http://politiken.dk/politik/ECE1557987/dr-dropper-udsendelser-fra-partiers-landsmoeder/

Side 88 af 204

chefredaktørerne på et helt åbent spørgsmål i en mail fra mig i januar 2012

bliver bedt om at give deres forklaring på udviklingen.

Christine Cordsen fra Jyllands-Posten skriver, ”at tiden er løbet lidt fra

dækningen af traditionelle valgmøder”, og at tendensen skyldes, at en debat

ikke længere i sig selv kvalificerer til at blive dækket. Der skal være ”en særlig

historie” forbundet – enten i forhold til stedet, deltagerne eller emnet.81

Bo Søndergaard fra Politiken bekræfter også tendensen til, at den

klassiske valgreportage ikke længere prioriteres særligt højt. Hans forklaring går

på, at disse møder sjældent er interessante at dække, da der ikke er meget

substans: “Politikerne taler knap nok sammen”, men ”lirer kampagnefraser fra

sig”. Samtidig får de fremmødte vælgere sjældent lov til at stille særlig mange

spørgsmål. I forhold til politisk substans – for eksempel at stille politiske

synspunkter op imod hinanden – foretrækker Politiken derfor at kontakte

politikerne direkte. Når der skal skrives reportager, hvor journalisten er ude i

felten, foretrækker Politiken ifølge Bo Søndergaard at fokusere på andre

arrangementer, hvor der er vælgere til stede, som ikke nødvendigvis er særligt

politisk interesserede: ”Skal man have ren reportage, er der ofte mere

inspirerende scener, steder hvor nogen gør noget og ikke kun sidder og taler

med hinanden.” Han fremhæver serien “Vis mig din Mærkesag fra 2011” som et

godt eksempel herpå. Her dækkede journalisterne politikernes selvvalgte besøg

hos specifikke vælgergrupper eller arbejdspladser.82

Jens Grund fra Berlingske Tidende har en mere praktisk forklaring på

tendensen. Ifølge ham er den vigtigste forklaring på faldet i valgreportager, at

partierne har droppet deres kampagnebusser, hvorved det er blevet mere

besværligt for journalisterne at få adgang til møderne. Han uddyber:

Samtidig var besøgene orkestrerede, og vores adgang til kandidaterne blev begrænset, så vi ikke kunne være sikre på at kunne stille vores spørgsmål. Det betød, at vi ofte valgte fra at tage ud til arrangementerne.83

Grunds brug af ordet ”orkestrerede” går igen hos DR’s politiske redaktør, Ask

Rostrup, som i et interview med Politiken uddyber pointen med, at

landsmøderne er blevet til topstyrede ”teaterstykker for offentligheden”, som

ikke længere kan bruges til at ”tage temperaturen på den interne debatkultur i et

81 Jf. mailkorrespondance med Christine Cordsen, bilag 8. 82 Jf. Mailkorrespondance med Bo Søndergaard, bilag 8. 83 Jf. Mailkorrespondance med Jens Grund, bilag 8.

Side 89 af 204

parti”. 84 Ligesom redaktørerne for de skrevne medier, vurderer han det mere

frugtbart at bruge et andet nyhedsformat til at formidle partiernes budskaber.

Journalisternes modvilje mod at dække debatterne er på flere måder

interessant i forhold til min problemstilling, da det markerer skismaet mellem at

besvare og skabe en situation, som jeg opridsede i kapitel 1. Når

avisredaktioner nedprioriterer de store debatter til fordel for egne set ups, så

besvarer journalisten ikke den retoriske situation som er skabt af politikerne,

men skaber i stedet sin egen situation. En situation, som politikerne som

udgangspunkt ingen kontrol har over, da den netop ikke er ”orkestreret”, men

udelukkende styret af redaktionen eller journalistens egne udvælgelser og

fremhævelser. Dette markerer i høj grad journalisten som situationens retor –

og vil derfor uundgåeligt anskues som problematisk af politikerne. Ikke

overraskende var politikernes reaktion på, at DR ikke længere dækker

partiernes landsmøder da også ærgrelse og forargelse. Den radikale

gruppeformand, Marianne Jelved, siger for eksempel:

Jeg synes, det er et tab for informationsvirksomheden, fordi normalt får man kun set politikere i debat med hinanden i medierne. I disse udsendelser får man tegnet et billede af partiet som sådan. Der ligger en folkeoplysningsfunktion i at dække de landsmøder på den måde, som DR har gjort. Nu vil jeg begynde at interessere mig for DR’s public service forpligtelser på dette område. (ibid.).

Jelveds kritik skyldes selvfølgelig, at partiets eksponering til disse samlende

politiske begivenheder, hvor politikerne selv er afsendere – den primære

klassifikation – er en meget vigtig del af partiets promovering af partiets

synspunkter. Jævnfør teorien om agenda-setting i kapitel 2 er det for politikerne

et spørgsmål om eksistensberettigelse, at medierne formidler partiernes

politiske budskaber til befolkningen.

3.2.3 Bløde reportager vinder frem

Mens den enkelte reportage altid rummer både det informerende og

underholdende i form af konstaterende og evaluerende elementer, vil nogle

artikler på overordnet (artikel)niveau læne sig mere op ad nyheden, mens andre

vil læne sig mere op ad featuren. Der er således stor forskel på det

overordnede indtryk, man får af reportagerne. Nogle artikler er vinklet på de

politiske budskaber og viser dermed et tydeligt slægtskab med nyheden, mens

84 Se: http://politiken.dk/politik/ECE1557987/dr-dropper-udsendelser-fra-partiers-landsmoeder/

Side 90 af 204

andre vægter det ” personligt berettede” højere, som giver reportagen et blødt,

featureagtig præg. Ser man nærmere på reportagerne fra 2011, bliver det

tydeligt, at nyhedsreportagens slægtskab med nyheden efterhånden viger mere

og mere i forhold til genrens slægtskab med featuren. Ud fra definitionen

prioriteres den personligt berettede førstehåndsskildring højere og højere i takt

med, at selve begivenheden (”en politisk begivenhed af offentlig interesse”)

prioriteres lavere. Tendensen som fremgår af figur 3.2 kan altså udlægges som,

at der bliver lagt mere og mere vægt på de journalistiske evaluerende

observationer og mindre på de mere konstaterende gengivelser af debatten.

Tendensen til at reportagerne bliver blødere og mere feature-prægede,

bekræfter den udvikling, som Steen Steensen identificerer i artiklen ”The

featurization of journalism”. Han beskriver her, hvordan featuren er gået fra ”an

insignificant supplement to news journalism to a family of genres, that today

dominates newspapers.” (Steensen 2011: 49). Han skriver desuden, hvordan

aviserne er undergået en drastisk udvikling, hvor også de ”hårde nyheder” i

stigende grad integrerer feature-elementer og bliver ”more consumer oriented,

intimate and fiction inspired” (Steensen 2011: 60). Læseren vil med andre ord

have en oplevelse og ikke bare informeres. Sat ind i en klassisk retorisk ramme

kan man sige, at udviklingen går mod en styrkelse af patos-appellen og en

tilsvarende nedprioritering af logos-appellen. Som eksempel på udviklingen

skriver Steensen, at en nyhedshistorie om borgerkrigen i Somalia typisk vil

prioritere en levende personskildring af et eller få ofre højere end beskrivelser af

de mere komplekse, politiske og økonomiske bevæggrunde for krigen. Dette

boost i journalistens intention om at engagere og underholde udspringer blandt

andet af hårdere markedsvilkår og konkurrence fra de sociale medier. På

baggrund af sin undersøgelse af featuren og feature-elementernes udbredelse

konkluderer Steensen, at det ikke giver mening at opretholde den skarpe

sondring mellem hårde og bløde nyheder.

Tendensen går med andre ord mod, at det i højere grad er journalistens

intention om at underholde – frem for at informere – der driver reportagerne.

Disse bløde og underholdende reportager har enten politikerne som personer

eller debattens rammer i fokus – frem for debattens politiske indhold. En

optælling af bløde reportager i alle aviser i analyseperioden viser, at der i 1990

kun er en enkelt blød reportage. I 1998 er der to bløde reportager ud af de i alt

22 reportager, mens der i 2007 er fire bløde reportager ud af i alt 26 reportager

Side 91 af 204

– og endelig er der i 2011 fire bløde reportager ud af de i alt 13 reportager.85

Antallet af de bløde reportager er altså i stabil vækst.

Den første type bløde reportage, hvor politikeren er i fokus, kan betegnes

”portrætreportage”, da den i sit fokus på en enkelt politiker udgør en hybrid

mellem en reportage og et portræt af politikeren. Definerende for

portrætreportagen er dels, at graden af politisk indhold er meget begrænset,

dels at den typisk er meget positiv i sin fremstilling af politikeren. I 1998 ser vi to

af disse portrætreportager, hvor det politiske indhold er underordnet den

begejstrede beskrivelse af politikerne – særligt Uffe Ellemann-Jensen. I 2007

ser vi to bløde reportager i Jyllands-Posten, henholdsvis ”Alle bejler til manden i

midten” og ”Da Fogh luntede over for rødt …og Thorning fik ni kroner”.

Fællesnævneren for disse er, at journalisten slår flere politiske begivenheder og

debatter sammen i én underholdende reportage skrevet i et friskt og humoristisk

sprog.86 Reportagen ”Alle bejler til manden i midten” er en portrætreportage, der

følger politikeren Naser Khader under en debat med Pia Kjærsgaard. Debatten i

sig selv udgør kun omkring en femtedel af reportagen. I 2011 ser vi en

portrætreportage med Anders Samuelsen i fokus. I modsætning til ”Alle bejler til

manden i midten” er rammen udelukkende den debat, som Samuelsen

optræder i – med blandt andre Pia Olsen Dyhr og Claus Hjorth Frederiksen.

Men alligevel spiller debatten en minimal rolle. Det er persontegningen af

Samuelsen, der er journalistens klare fokus. Da Samuelsens politiske profil

harmonerer med Jyllands-Postens politiske ståsted, er journalistens politiske

intention ikke til at tage fejl af.87

Den anden type bløde reportage er karakteriseret ved at være centreret

omkring debattens rammer – oftest de vælgere, der er til debatten, men også

de fysiske rammer eller det forløb, der kendetegner debatten. Ser vi på Politiken

– den avis der har flest valgreportager i 2011 – er der flere eksempler på bløde

reportager, der fokuserer på debattens rammer. Ud af de syv reportager i

Politiken fokuserer tre af disse på debattens utraditionelle rammer – alle

85 1990: Berlingske Tidende: ”Ungdommen gik skuffede fra mødet” (5.12) 1998:Berlingske

Tidende: ”Uffe var sig selv igen” (28.2) og ”Teenage fans på jagt efter Uffes autograf” 25/2.2007:BerlingskeTidende. ”Et stort kryds ved Cirkus Valgflæsk”(15.9) ”Generalprøve på nyt firkløver” d. 11/11. Jyllands-Posten: ”Da Fogh luntede over for rødt – og Thorning fik ni kroner” (30/10) og ”Alle bejler til manden i midten” (7/11) 2011: Politiken: ”Tonen her på værtshuset er bedre end blandt politikerne” (28.8), ”Debatmøde hos herrefrisøren” og ”Simultanklip skaber politisk forbrødning” (begge 6.9) Jyllands-Posten: Systemkritikeren (11.9).

86 I min kodning af disse to reportager har jeg valgt kun at fokusere på de passager af reportagen, der handler om de debatter politikerne deltager i.

87 Jeg vil næranalysere Jyllands-Postens hyldest til Samuelsen i næste kapitel.

Side 92 af 204

ledsaget af store fotografier fra arrangementerne. To af reportagerne foregår fra

selvsamme debatmøde hos en frisør, hvor tre folketingskandidater, Finn

Rudaizky (DF), Uffe Elbæk (R) og Casper Strunge (K) bliver klippet, mens de

diskuterer politik.88 Gengivelsen af politikernes diskussion viger tydeligvis til

fordel for selve klipningsseancen, for eksempel som med udførlige beskrivelser

af herrernes hår: Strunge, der har ”brunt, kraftigt, kruset hår”, Rudaizky med en

”diskret midterskilning og tilbagestrøget hår over ørerne” og Elbæks ”grå

manke”. Det politiske indhold er her tydeligt underordnet de skæve rammer, og

indskriver sig dermed i featuregenren.

Et andet eksempel er reportagen ”Tonen her på værtshuset er bedre end

blandt politikerne”, hvor Sophie Hæstorp Andersen (S) og Sille Beck-Hansen

(K) diskuterer politik under en pubcrawl på tre forskellige bodegaer i Brøndby.

Her er det endnu mere tydeligt end i de to frisørreportager, at journalistens mål

er at underholde sin læser ved at vise interaktionen mellem politikerne og

vælgerne frem for at informere om kandidaternes politiske ideer. Følgende citat

fra reportagen understreger denne interaktion:

De lyshårede Sophie Hæstorp Andersen og Sille Beck-Hansen deler øl ud, og smedemester Carsten vil vide, hvad sådan »et par skide flotte tøser« kan tilbyde for hans kryds? Det får kammeraterne til at knække sammen af grin.

Det politiske indhold er i denne reportage stort set ikke-eksisterende. Læseren

bliver således ikke klogere på de to kandidaters politiske idéer, men får i stedet

farverige beskrivelser af bodegavælgerne og deres politiske standpunkter.

Dette er i god tråd med Politiken-redaktøren Bo Søndergaards holdning om, at

politiske reportager i højere grad skal være bundet op på ”inspirerende scener,

hvor nogen gør noget”, som ikke nødvendigvis er i samspil med ”særligt politisk

interesserede vælgere”.

En blød reportage, der fokuserer på vælgerne frem for rammerne, er ”Et

stort kryds ved Cirkus Valgflæsk” fra Berlingske Tidende på valgdagen den 15.

september 2011 – (fra debatten dagen inden). Reportagen er

bemærkelsesværdig i og med, at dens erklærede mål harmonerer dårligt med

dens udformning. Den dækkede debat er en såkaldt ”politisk infight” mellem

blandt andet Christian Donatzky (R) og Carl Christian Ebbesen (DF).

Reportagen er ledsaget af et foto af de to debattører og skaber dermed en

forventning hos læseren om, at debatten vil blive dækket. Det sker imidlertid

88 ”Debatmøde hos herrefrisøren” og ”Simultanklip skaber politisk forbrødring”, Politiken 2011

Side 93 af 204

ikke. Der er ikke et eneste ord om debatten i reportagen, hverken i form af

observationer eller gengivelser. Som det fremgår af reportagens underrubrik, er

reportagen i stedet vinklet på vælgernes tilsyneladende træthed af valgkampen:

Infight. Politikerne kæmper om vælgerne til sidste sekund, men gider vælgerne mere? Efter næsten tre ugers valgkamp synes de at have fået nok af mudderkastning og TV-valgflæsk, viser en uvidenskabelig gåtur i København.

Journalistens retoriske dominans over situationen er her nærmest total. Dette er

overraskende, fordi journalisten som nævnt skaber en klar forventning om at

den ”politiske infight” vil blive dækket – blandt andet markeret af fotografiet af

de to politikere, der står med hver deres mikrofon. Journalisten besvarer

således ikke situationen – det vil sige læserens forventning – men skaber sin

egen situation. Det sker gennem beslutningen om ikke at dække

arrangementet, men i stedet gå ud på den såkaldte ”uvidenskabelige gåtur” i

København, hvor han taler med folk, der alle er trætte af valgkamp og

”valgflæsk” (jf. artiklens overskrift ”Et stort kryds ved Cirkus Valgflæsk”).89

Berlingske Tidende omtaler generelt ofte vælgerens skepsis over for

politikernes som ”valgflæsk” i reportagerne – for eksempel figurerer ordet i to af

overskrifterne fra 1998: ”Valgflæsk i kødbyen” (der spiller på den metonymiske

forbindelse mellem kødbyen og flæsk) og ”Valgflæsk i stormagasinet”. Som

overskrifterne antyder, er disse reportager vinklet på politikernes leflen for

vælgerne. Disse reportager har jeg ikke markeret som bløde, da de rent faktisk

beskæftiger sig med den politiske debat. Alligevel har reportagerne flere

referencer til vælgere, der er trætte af politik og politikerne, og er dermed

tydeligt farvet af journalistens selvstændige stillingtagen. For eksempel prøver

en gruppe vælgere i reportagen ”Valgflæsk i Stormagasinet” desperat at komme

væk fra politikerne, da de gerne vil ”nyde deres frokost i fred”. Denne måde at

markere et modsætningsforhold mellem politikere og vælgere ser vi også i den

89 Brugen af ordet ”valgflæsk” markerer en selvstændig journalistisk frame, nemlig det

antagonistiske forhold mellem politikere og borgere, som journalisten opstiller gennem udvælgelse og fremhævelse af borgerens skepsis over for politikerenes populisme. Denne frame er beskrevet flere steder i litteraturen. En af de første der beskrev tendensen er Bengt Nerman der allerede i 1971 skrev om journalistens gyngetur i ”Følelserne Gynge”(”Känslans Günga”), i et selvskabt, fastlåst modsætningsforhold mellem de stakkels borgere og de slemme politikere (”de höga og onda”) (Nerman 1981). Herhjemme har flere danske journalistikforskere diskuteret tendensen, blandt andet Peter Bro (2005), Louise Phillips og Kim Schrøder (2004), Stig Hjarvard (2005 og 2008) og Anker Brink Lund (2002). Jeg har selv beskæftiget mig med framen i artiklen ”Hvor blev slagene i bolledejen af? Journalistiske vælgerskabeloner 2007 og 1968”, hvor jeg undersøger hvordan journalistens fremstilling af vælgeren har ændret sig markant mellem 1968 og 2007: Fra et billede af vælgeren som stærk og selvstændig aktør i 1968 til ofre for politikerens tiltag i 2007. (Jønch-Clausen 2010)

Side 94 af 204

eneste bløde reportage fra 1990, ”Ungdommen gik skuffede fra mødet”, fra

Politiken den 5. december.90 Reportagen gengiver intet politisk indhold fra

debatten, men handler udelukkende om gymnasieelevernes skuffelse over ikke

at have fået svar på deres spørgsmål.

For kort at opsummere, har jeg nu redegjort for både udviklingen og

afviklingen af valgreportagen i analyseperioden: Den klassiske valgreportage er

i frit fald, samtidig med at reportagerne i stadig højere grad domineres af

journalisternes egne dagsordener, der primært bygger på intentionen om at

underholde læseren. Dette ser vi i væksten af de bløde reportager, hvor

primærklassifikationen primært bruges som springbræt for skabelsen af

journalistens egen situation – om det så er en hyldest af en politiker, en

påpegning af vælgernes træthed af politikerne eller andet.

3.3 Politikeren i teksten: Reportagens direkte cita ter

Hvor kapitlets første undersøgelse fokuserede på valgreportagen som genre, vil

jeg i den følgende kvantitative analyse fokusere på et mere specifikt aspekt af

reportagen; nemlig det direkte citat. Der er udbredt enighed i forskningen om, at

det direkte citat udgør den mest virkelighedstro gengivelse i forhold til

nyhedsreportagens genreelementer, det vil sige den tætteste repræsentation af

primærklassifikationen. Jo længere væk fra det direkte citat journalisten

kommer, jo mere fortolkning og dermed risiko for forvrængning og

misfortolkning (Richardson 2007: 106). Geis fremfører samme pointe, når han

påpeger, at indirekte citater (parafraser og andre endnu løsere beskrivelser af

politikerens ord) i sagens natur rummer flere muligheder for en subjektiv tone,

da journalistens beskrivelser ofte vil være farvet af hans opfattelse af, hvad der

blev sagt (Geis). I forlængelse heraf konkluderer både Geis, Gruber og

Richardson uafhængigt af hinanden, at det direkte citats persuasive effekt er

langt den stærkeste, sammenlignet med reportagens øvrige elementer (Geis

1987; Gruber 1993; Richardson 2007). Effekten består i, at journalisten

nedtoner sin egen rolle ved at lade politikerens ord stå – i hvert fald

tilsyneladende – uredigerede. Hermed fremstår politikerens ord som et uberørt

levn fra den primære klassifikation, et håndgribeligt bevis på reportagen som en

90 Denne reportage er et supplement til reportagen ”Schlüter åbner for flertalsregering”, der

gengiver store dele af den politiske debat mellem Poul Schlüter og Svend Auken den 5.12.1990.

Side 95 af 204

”personligt berettet førstehåndsskildring”, og dermed som et uomtvisteligt,

troværdigt faktum.

Med det direkte citat skaber journalisten med andre ord en illusion af at

gengive, eller reproducere, virkeligheden 1:1 med intentionen om at give

læseren følelsen af selv at have været til stede. Geert Jacobs, der har forsket i

direkte citater i pressemeddelelser, beskriver citatets effekt således:

“[even] if they can be no accurate reproductions, part of their force derives from the fact that they do look like reproductions and that readers therefore tend to treat them as if they are.” (Jacobs 1999: 154)

Det er altså vigtigt at fastholde, at journalisten aldrig vil kunne skabe den

perfekte reproduktion. Det tætteste man ville kunne komme en sådan, ville

være én lang transskriberet citat-montage, der i forhold til nutidens

journalistiske formidlingsidealer ville være ulidelig langtrukken både at læse og

at skrive. I stedet udvælger journalisten de (i forhold til hans framing) vigtigste

citater. Ofte omskriver, redigerer og fremhæver han det, han finder centralt i

citatet – både af hensyn til læseren og kilden (da de færreste kilder er

interesseret i at blive citeret mundret). Bearbejdelsen af de direkte citater er

således forankret i framingteoriens to grundaspekter, nemlig udvælgelse og

fremhævelse.

Dette indholdsmæssige og sproglige redigeringsfilter er de færreste

læsere dog opmærksomme på – hvilket skaber den omtalte illusion af en

tilsyneladende 1:1-gengivelse af virkelighedens verden. Citatet opleves kort

sagt som den ægte reproduktion af den virkelige hændelse. Jeg skal i det

følgende belyse dette fundamentale repræsentationsproblem, som alle

virkelighedsgengivende genrer kæmper med.

Når det er sagt, er det direkte citat dog indiskutabelt det tætteste,

journalistikken kommer en tilnærmelsesvis objektiv repræsentation af

virkeligheden. Det er derfor i forhold til min problemstilling relevant at spørge:

Hvor meget fylder de direkte citater i valgreportagerne – og hvordan ser

udviklingen ud over årene? Jeg vil besvare spørgsmålet ud fra en kvantitativ

opgørelse af udviklingen i omfanget af direkte citater ved at undersøge dels

antallet, dels længden af de direkte citater over de analyserede valgår

1990,1998, 2007 og 2011. Jeg vil således – via optællinger og næranalyser –

arbejde mig frem mod en kvantitativ såvel som kvalitativ kortlægning af,

hvordan de direkte citater optræder i artiklerne, og hvordan de fungerer som en

slags belæg i journalistens argumentation.

Side 96 af 204

3.3.1. Udvælgelsesproblemet

Skruer vi tiden tilbage til valgreportagerne fra 1968, er det tydeligt, at der er et

langt større overlap mellem den primære klassifikation og journalistens

efterfølgende fremstilling. Dette faktum kan tydeligt ses, idet reportagerne fra

1968 indeholder langt flere og meget længere brudstykker fra debatten –

herunder i høj grad direkte citater (Jønch-Clausen 2010; Esmark 2000). Som

jeg udfolder i dette og de følgende kapitler, er moderne reportager

karakteriseret af det modsatte: Brudstykker fra den originale klassifikation udgør

en stadig mindre del af reportagerne, der i højere og højere grad bærer præg af

at være et produkt af journalistens egne udvælgelser og fremhævelser. I takt

med at journalisten er bliver stadig mere aktiv og kreativ i sin formidling og

fortolkning, er reportagen er blevet langt mere autonom. Gennem den meget

selvstændige styring af den sekundære klassifikation overtager journalisten

rollen som afsender.

Som nævnt er udvælgelsesparameteret et afgørende element i

journalistens framing, da stofudvælgelsen i nyhedsartiklen afgør, i hvor høj grad

og hvordan politikeren får lov til at udtrykke sine politiske holdninger. I forhold til

Geis’ opdeling mellem den politiske hændelse, og hvad der blev sagt i

forbindelse med den politiske hændelse (jf. Kap x, afsnit y), befinder vi os i

sidstnævnte kategori. Her er det journalistens stofudvælgelse og ikke egne

formuleringer, det handler om.

Udvælgelsesaspektet er især relevant i forhold til direkte citater, der jo per

definition er udvalgte fragmenter af en given virkelighed. Man kan sige, at de

helt bogstaveligt indrammer – altså framer – den virkelighed, der bliver gengivet

for læseren. Bogstaveligt, fordi verbet at frame som bekendt indeholder

betydningen ”at indramme et billede” på engelsk – såvel som at frame (en

person) også kan betyde at sætte en fælde op for nogen (for eksempel en

politiker).91 Journalisten indrammer altså lige præcis det hjørne af virkeligheden,

som han ønsker, at læseren skal have adgang til. Omvendt ligger det, der er

foregået i løbet af resten af hændelsen, mere eller mindre hen i mørke og

uvished. Journalisten formår således – gennem nøje udvælgelse af de citater,

der bedst understøtter artiklens vinkel – at rette lyskeglen mod et enkelt punkt

af virkeligheden, som bedst understøtter artiklens vinkel.

91 Jf. Judith Butlers mere politisk filosofiske defintion af framing i bogen Frames of War (2009),

hvor hun spiller på dobbeltbetydningen i at frame, dvs. både det at indramme et billede og at sætte en fælde op for nogen (i dette tilfælde for politikeren) (Butler 2009: 8)

Side 97 af 204

De direkte citaters persuasive effekt bekræftes af Rhonda Gibson og Dolf

Zillmann, der påpeger, at det direkte citat udgør et yderst effektivt redskab til at

påvirke læserens holdninger:

It has been shown that direct quotation – at least in print reports – can greatly influence readers’ perceptions of issues and that imbalances quotation in testimony can be effective in swaying readers’ opinions to one side of an issue...The journalist in being able to choose which points of view to represent with direct quotation in a news story, is thus invested with considerable power (Gibson 1993: 800).

I citatets sidste sætning betoner Gibson og Zillmann således journalistens

redigerende magt ud fra friheden til at udvælge de synspunkter, der efter hans

mening skal repræsenteres. Denne udvælgelsesproces spiller en væsentlig

rolle i framingen af politikeren: Via denne udvælgelsesproces kan journalisten

næsten egenhændigt bestemme, om politikeren skal fremstå trængt og defensiv

(for eksempel ved at vælge citater fra en diskussion, hvor politikeren

konfronteres med et lovforslag, som politikeren har valgt at nedprioritere) eller

omvendt sikker og fuld af overskud (for eksempel ved at citere ham for en

velgennemtænkt mærkesag med konkrete implementeringsforslag) – eller for

den sags skyld positiv og humoristisk (for eksempel ved at citere ham for

komplimenter til forsamlingen, en sjov, forsonende bemærkning til sin

modstander el. lign.). Jeg vil i afhandlingens kapitel 5 komme nærmere ind på

journalistens fremstilling af politikeren som værende enten i offensiven eller

defensiven.

At udvælgelsen af citater benyttes til at skabe – frem for at besvare – en

situation, kan vi se af følgende eksempel. De to aviser Politiken og Jyllands-

Posten gengiver her en ordveksling fra en duel mellem Helle Thorning-Schmidt

og Anders Fogh Rasmussen den 4. november 2007. I Politikens reportage kan

man læse at:

Helle Thorning-Schmidt gjorde en del ud af at fremstille Fogh og hans støttepartier som en flok, der er så uenige, at ’det sejler, og alt er kaos.’

Til gengæld citeres Anders Fogh Rasmussen lige efter for at give igen med

formuleringen:

”Jeg vil beskrive din fløj som et arrangeret ægteskab med henblik på at snyde vælgerne”.92

92 ”Duel med blød stil og hårde angreb”, Politiken 2007

Side 98 af 204

Politiken forsøger så vidt muligt at undgå favorisering ved at gengive

ordvekslingen, så begge politikere får nogenlunde lige meget taletid. Jyllands-

Posten nøjes derimod med at citere Foghs formulering om det arrangerede

ægteskab – uden at nævne Thornings kritik.93 Det negative billede af

venstrefløjens partier som et arrangeret ægteskab, der har til hensigt at snyde

vælgerne, står dermed alene uden modvægt af en tilsvarende kritik fra Helle

Thorning-Schmidt. På den måde skaber Politiken og Jyllands-Posten hver

deres virkelighedsbillede igennem stofudvælgelsen.

Et andet bemærkelsesværdigt eksempel på vidt forskellig stofudvælgelse

fra samme begivenhed kan spores i en debat den 5. november 2007 mellem

Helle Thorning-Schmidt og Anders Fogh Rasmussen, der dækkes af både

Politiken og Berlingske Tidende. Begge aviser fremstiller Thorning i offensiven,

men Berlingske Tidende giver Fogh betydelig mere taletid og dermed bedre

mulighed for at svare igen. For eksempel i en diskussion om kræftbehandling,

som Berlingske Tidende – modsat Politiken – referer:

Thorning angreb regeringen for ikke at have gjort nok på kræftområdet, men Fogh svarede: »Nu gør du meget ud af kræft her i aften. Det jeg kan se, er, at i de seneste fem år har I ikke afsat en eneste krone til kræftområdet i jeres finanslovsforslag. Det er regeringen alene, der har sørget for det. Du står i aften og kritiserer regeringen, du har intet som helst selv gjort på kræftområdet i de seneste fem år.«

Anders Fogh Rasmussen får altså her mulighed for at gøre et stærkt comeback

på avisens spalter og fremstår således mere positiv og aggressiv end Thorning-

Schmidt, der fremstilles som én, der ikke har styr på kræftområdet. Politiken har

derimod ikke udvalgt Foghs genmæle til citat, hvilket fremstiller Thorning

stærkere.

3.3.2. Repræsentationsproblemet

Som sagt vil det til enhver tid være mest fordelagtigt for politikeren at blive

direkte citeret, da fraværet af det ellers dominerende redigerede lag, der

sædvanligvis hviler over gengivelserne af politikernes udtalelser, betyder, at

politikeren er i mere direkte kontakt med læserne (Richardson 2007: 106). Man

kan altså sige, at det direkte citat er læserens vindue til virkeligheden – og det

mest direkte kommunikationsled mellem politiker og læser. Men, som jeg har

været inde på ovenfor, er det ikke det samme som, at det er identisk med

93 ”Opgør om boligskat”, Jyllands-Posten 2007

Side 99 af 204

virkeligheden. For det første vil sproget aldrig nogensinde kunne mime

virkeligheden 1:1 – et problem som sprogfilosofien har diskuteret i århundreder.

For det andet vil journalisten altid sætte sit eget sproglige aftryk på den citerede

ytring, hvilket kan skabe tvivl om, hvorvidt den er korrekt citeret.94

Sammenligner man de forskellige avisers reportager fra de samme

debatter, viser det sig da også, at de direkte citater meget sjældent er citeret på

præcis samme måde. Selvom det drejer sig om nuanceforskelle, afhænger

citatets ordlyd altså ganske ofte af journalistens fremstilling. I 1998-

reportagerne95 er der flere eksempler på overlap i udvalget af citater aviserne

imellem – men alligevel tager de sig forskelligt ud fra avis til avis.

Det gælder for eksempel en debat mellem Ritt Bjerregaard og Uffe

Ellemann-Jensen fra 1998, hvor Berlingske Tidende og Politiken citerer en

udtalelse fra Ritt Bjerregaard forskelligt. Berlingske Tidende citerer Ritt

Bjerregaard således:

”Men de borgerlige er skræmte over meningsmålingerne. Derfor har de fisket det gamle spøgelse frem igen: Det røde kabinet.96

Men i Politiken lyder samme citat:

”De borgerlige er blevet skræmte. Det er gået op for dem, at det går Socialdemokratiet godt, så nu har de minsandten fremmanet det gamle spøgelse – det røde kabinet.”97

Forskellen er bemærkelsesværdig. I Berlingske Tidende er de borgerlige

skræmte ”over meningsmålingerne” – i Politiken bare skræmte. I Berlingske

Tidende har de “fisket” det gamle spøgelse frem – i Politiken har de

“minsandten fremmanet” det osv. Nogle ville måske mene, at sådanne

nuanceforskelle ikke er af videre betydning, da meningen er den samme. 94 Hvert år modtager Pressenævnet adskillige henvendelser fra politikere og andre kilder, der

føler sig fejlciteret. Et interessant eksempel er Thor Pedersens efterhånden berømte citat om at Danmark snart kunne ”købe hele verden”. I en artikel i Journalisten fortæller Petersen, at han faktisk aldrig havde udtalt dette. Hvad han egentlig, helt ordret, havde sagt var: “Hvis vi bruger vores store, fine tusindårs-modeller, ja, så har vi løst globaliseringen. For over tid ender det med, at vi ejer hele verden. Og så er dét problem løst. Men måske viser det dog udfordringen i at bruge langsigtede modeller – at de nok har en begrænsning alligevel.” Korrekt citeret og i sin rette kontekst viser det ellers opsigtsvækkende citat om, at Danmark snart kan købe hele verden sig slet ikke at være i overensstemmelse med virkeligheden. (Pedersen, 2010).

95 Da reportagerne fra 2007 ikke indeholder samme udvalgte citater, ser vi ingen repræsentative eksempler på en sådan tekstlig diskrepans i gengivelsen af de direkte citater på tværs af aviserne.95

96 ”Uffe Ellemann og Ritt Bjerregaard duellerede for fulde huse på Fyn”, Berlingske Tidende, 1998

97 “S vil samarbejde med Fælles Kurs”, Politiken, 1998

Side 100 af 204

Omvendt vil de fleste retorikere og andre sprogvidenskabsfolk erklære den

manglende konsensus om den nøjagtige ordlyd af Bjerregaards formuleringer

for særdeles problematisk – især da hun og andre politikere netop i et direkte

citat burde kunne forvente, at deres formuleringer bliver gengivet i oprindelig

eksakt form. Om Bjerregaard for eksempel siger ”fisker” eller ”fremmaner” siger

en hel del om både hendes personlige holdning, hendes politiske budskab og

hendes sprogbrug generelt. Politikens brug af ordet ”fremmanet”

korresponderer umiddelbart bedst med metaforen ”spøgelse”, som begge

aviser referer til. I vendingen at ”fremmane et spøgelse” ligger for eksempel

betydelig mere patos indlejret end i ”at fiske et gammelt spøgelse frem” – hvilket

giver læseren forskellige associationer.

Pointen er, at læseren – uanset om kilden er korrekt citeret eller ej – vil

opfatte den direkte citerede udtalelse i overensstemmelse med virkeligheden,

hvilket må siges at være en sandhed med modifikationer. I det store billede

betyder det måske ikke alverden, om Ritt Bjerregaard har sagt ”fremmanet” eller

”fisket” – men omvendt er det i detaljen, at læseren får skabt det billede af

politikeren, som journalisten ønsker at videregive. Dette skal jeg komme tilbage

til senere under analysen af politiske metaforer i reportagerne.

Et andet spektakulært eksempel på forskellig citatgengivelse mellem de

enkelte avismedier, kan vi se i Politiken og Berlingske Tidendes dækning af en

debat mellem Thorning-Schmidt og Anders Fogh Rasmussen i 2007. Berlingske

citerer her Thorning for følgende:

»Jeg så et sparekatalog fra Næstved den anden dag. Det var uhyggelig læsning, Anders. Der skal de beslutte, om de vil skære ned på undervisningstiden i dansk og matematik, eller om de muligvis skal putte de ældre en time tidligere i seng. Du bliver da nødt til at svare borgerne i Næstved, om du vil gribe ind over for de kommuner. Skal vi her og nu give hinanden håndslag på, at vi ikke tvinger dem til at genåbne de budgetter? Vil du være med på det, Anders,« lød det allerede tidligt i duellen.98

Man kan hæfte sig ved, at Berlingske giver Thorning-Schmidt betydeligt mere

direkte taletid via citat end Politiken, som nøjes med at citere hende for

følgende:

»Det er fint med alle de løfter. Men jeg synes, at det ville være passende her i aften, hvis vi kunne give hinanden håndslag på, at vi ikke griber ind

98 ”Fogh og Thorning smider fløjlshandskerne”, Berlingske Tidende 2007

Side 101 af 204

over for kommunerne, når valget er overstået«, sagde Helle Thorning -Schmidt.99

Vi ser igen, hvor afgørende udvælgelsesaspektet er, når det kommer til direkte

citater. I Berlingske bliver baggrunden for Thorning-Schmidts forslag om at give

håndslag lagt frem i mere eller mindre uredigeret form, dvs. som direkte citat og

endda med Thorning-Schmidts konkrete eksempler som belæg, hvilket kun kan

være til hendes fordel. Politiken derimod bringer bemærkelsesværdigt nok kun

en tredjedel af samme talehandling – og det med et noget andet ordvalg: ”at vi

ikke tvinger dem til at genåbne de budgetter” er hos Politiken gengivet som ”at

vi ikke griber ind over for kommunerne, når valget er overstået”. Og på samme

måde optræder der i Politikens version ord og formuleringer, som ikke er at

finde i Berlingskes version. Eneste fællesnævner er således frasen ”give

hinanden håndslag på” – men alligevel er der ingen tvivl om, at det er de

samme ord, der er tale om. Pointen er igen, at det direkte citat kun

tilsyneladende udgør sandheden om den reelle ordveksling, der er fundet sted.

3.3.3 Citater på retur

Vi har ovenfor set, hvordan direkte citater – med stor overbevisende effekt –

kan anvendes som journalistiske troværdighedsmarkører. I en

argumentationsteoretisk kontekst kan man ligefrem tale om, at citater udgør

journalistens belæg for den påstand – her forstået som den vinkel eller det

særlige udsnit af virkeligheden – han vil overbevise sin læser om. Citater er

således uhyre vigtige for lødigheden af enhver nyhedsjournalists udsagn – da

de så at sige udgør læserens vindue til verden (primærklassifikationen).

Historisk har der som nævnt været tradition for, at nyhedsreportager har

indeholdt langt flere og længere citater end det er tilfældet i dag.

Valgreportagerne fra 1968 blev således nærmest skrevet som rene

citatmontager, hvor journalistens egne beskrivelser og vurderinger enten var

stærkt underspillede eller helt ikke-eksisterende. Men hvordan forholder det sig

med de senere års valgreportager? Går tendensen i den samme retning mod

færre og kortere citater?

Mine opgørelser bekræfter, at denne tendens fortsætter. For at begynde

med citatmængden, altså andelen af direkte citater i forhold til andre

reportageelementer i artiklen, så viser opgørelsen over den gennemsnitlige

99 ”Helle satte hårde stød ind – men Anders slog tilbage”, Politiken 2007

Side 102 af 204

citaterandel per artikel en reduktion for alle tre aviser fra 1990 til 2007.

Udviklingen fremgår af følgende diagram:

Figur 3.3: Udviklingen i citatmængde per artikel

Kilde: Egen kodning af samtlige valgreportager fra Politiken, Berlingske Tidende og Jyllands-Posten i valgårene 1990, 1998, 2007 (behandlet i Nvivo). Note: Søjlerne viser udviklingen i den gennemsnitlige andel af citater per artikel for alle aviserne i hvert af de tre valgår. Når 2011-valgkampen ikke er medtaget, skyldes det, at materialet (antallet af reportager) er for lille til at lave statistik på (jf. figur 3.2).

Som det fremgår af figur 3.3, reduceres citatmængden – opgjort som den

gennemsnitlige andel af citater per artikel – fra 27 procent til 19 procent fra

1990 til 2007. Citatmængden stiger dog marginalt fra 1990 til 1998, hvorfor den

kraftige reduktion over hele perioden alene skyldes nedgangen fra 1998 til 2007

på 9 procentpoints. Også fra 2007 til 2011 reduceres citatmængden markant i

alle tre aviser – men som jf. figur 3.2 gør det meget begrænsede antal

reportager dette år uanvendeligt i statistikken.

Jyllands-Posten er den af aviserne, der tegner det klareste billede af

tendensen til, at citater er på retur, da citatmængden – modsat de to andre

aviser – reduceres over hele perioden. I 1990 udgør andelen af direkte citater

således i snit omkring en tredjedel af hver af avisens valgreportager, mens det

samme tal i 1998 er faldet til godt en fjerdedel, dvs. at godt en fjerdedel af

artiklen består af citater. Størst er faldet dog i 2007, hvor andelen af citater i

Jyllands-Postens valgreportager er mere end halveret i forhold til valgåret før. I

Politikens valgreportager er tendensen dog knap så klar. Fra 1990 til 1998

stiger andelen af citater således med seks procentpoint – men kun for at falde

Side 103 af 204

igen med fra 1998 til 2007, hvor den gennemsnitlige citatmængde udgør 19,5

procent af reportagerne. Endelig ligger Berlingske Tidende temmelig stabilt med

lidt over en fjerdedel citater per artikel frem til 2007. Set over hele perioden er

Berlingske Tidende dermed den af de tre aviser, der giver sine kilder mest

spalteplads, da direkte citater i snit udgør over en fjerdel af artiklerne fra 1990 til

2007. Politiken og Jyllands-Postens citatmængde ligger begge på omkring 23

procent i snit over de fire valgår.

Også når man ser på citaterne isoleret set, går udviklingen i citatlængden i

retning af en reduktion over perioden. Den følgende graf, der bygger på samme

opgørelse – dvs. andelen af citater i forhold til antallet af citater per artikel –

viser en tendens til, at journalisterne bruger kortere citater i valgreportagerne:

Figur 3.4: Udvikling i gennemsnitlig citatlængde pe r artikel

Kilde: Egen kodning af samtlige valgreportager fra Politiken, Berlingske Tidende og Jyllands-Posten i valgårene 1990, 1998, 2007 (Behandlet i Nvivo). Note: Graferne viser den gennemsnitlige udvikling i citatlængden per artikel. Citatlængden er opgjort ved at dividere andelen af citater med antallet af referencer (citater) per artikel for hver avis i hvert af de tre valgår. Når 2011-valgkampen ikke er medtaget, skyldes det, at materialet (antallet af reportager) er for lille til at lave statistik på (jf. figur 3.2).

Som det fremgår af figur 3.4 bliver længden af citaterne i de tre aviser næsten

halveret i perioden fra 1998 til 2007 – fra at udgøre gennemsnitligt 6,2 procent

til 3,3 procent af artiklen. I valgkampen inden bliver citaterne dog en smule

længere – ligesom det var tilfældet med citatmængden, der blev forøget en

smule fra 1990 til 1998 (jf. figur 3.3).

Side 104 af 204

Igen er Jyllands-Posten den avis, der klarest tegner tendensen som avisen

med den mest markante reduktion i citatlængden. Fra at være avisen med de

absolut længste citater i 1990, hvor hvert citat i gennemsnit udgør omkring ni

procent af den samlede artikel, mere end halverer avisen sine citater i 1998. Og

denne citatlængde fastholdes nogenlunde i det følgende valgår. Mindre klart er

billedet for Politiken og Berlingske Tidende, der omvendt begge ekspanderer

citatlængden fra1990 til 1998. Berlingske fordobler ligefrem den gennemsnitlige

citatlængde i 1998 til 8,2 procent, mens Politiken lander på 7,0 procent. I 2007

reducerer begge aviser til gengæld igen citaterne markant.

Det siger sig selv, at jo kortere citaterne er, jo større betydning får

journalistens udvælgelse. Vi kan igen tage eksemplet fra tidligere med debatten

mellem Anders Fogh Rasmussen og Helle Thorning-Schmidt fra 2007 om

kommunebesparelser. I Berlingske Tidende får Thorning-Schmidt 459 anslag

(inkl. mellemrum) til at fremstille og begrunde sit argument (dvs. forslaget om at

give håndslag på ikke at røre kommunebudgetterne). I Politiken får hun derimod

kun 194 anslag, hvilket i sagens natur giver hendes argumentation mindre

tyngde. Journalistens udvælgelse af håndslaget som den vigtigste information,

der her skal formidles til læseren, viser os dermed, hvilke øvrige informationer i

Thorning-Schmidts kommunikation, der går tabt: For eksempel et ”sparekatalog

fra Næstved”, der er ”uhyggelig læsning”, da kommunen enten skal "skære ned

på undervisningstiden i dansk og matematik” eller ”putte de ældre en time

tidligere i seng”. Og endelig opfordringen til Fogh Rasmussen: ”Du bliver da

nødt til at svare borgerne i Næstved, om du vil gribe ind over for de kommuner.”

Al denne information, som underbygger Thorning-Schmidts forslag om et

håndslag, enten udelader eller parafraserer Politiken altså – hvilket giver

journalisten øget mulighed for at fremhæve, hvad han tolker som vigtigt, og

evaluere det for læseren.

Tendensen til færre og kortere citater per artikel er med andre ord klar i de

tre aviser, når man ser på udviklingen fra 1990 til 2007. Selv om nogle aviser

faktisk ’skruer op’ for citater fra 1990 til 1998, er det generelle billede over hele

perioden som nævnt tæt på en halvering af citatlængden ud af den samlede

reportage. Følgen bliver, som beskrevet ovenfor, at kilden får mindre

spalteplads og dermed også mindre taletid, hvorfor primærklassifikationen bliver

indskrænket yderligere til fordel for journalistens efterfølgende klassifikation

(subsequent classification).

Resultatet understøttes af tilsvarende tendens i amerikanske medier. To

større amerikanske undersøgelser viser tydeligt tendensen til, at politikernes

Side 105 af 204

citater bliver kortere og kortere. Thomas Patterson har undersøgt længden af

præsidentkandidaters udtalelser på forsiden af New York Times mellem 1960

og 1992 og konkluderer, at de direkte citater i 1992 var under halvt så lange

som citaterne i 1960 (Patterson 1994: 76). Daniels C. Hallin undersøgte

desuden længden af politikernes citater både i og uden for valgkampe i den

tyveårige periode 1968-1988 i kanalerne NBC og ABCs nyhedsudsendelser.

Undersøgelsen viste, at den gennemsnitlige soundbite med politikerne i 1968

var 48,9 sekunder, mens den i 1988 var faldet drastisk til 8,5 sekunder.

3.4 Afrunding

Tendensen til at politikerne får mindre taletid, harmonerer med kapitlets første

pointe, nemlig at gengivelsen af den politiske debat med politikeren som

afsender viger mere og mere til fordel for journalistens selvstændige intention

om at underholde sin læser. Dette ser vi på flere niveauer: Først og fremmest

på et overordnet, genremæssigt niveau, hvor valgstoffet generelt vokser, mens

antallet af valgreportager daler i analyseperioden. På et mere tekstnært niveau

viser det sig herudover, at de få valgreportager, der er at finde i dækningen i

2011 har tendens til at blive ”blødere”; dvs. mere og mere domineret af

journalistens beskrivelser af debattens rammer og aktører og dermed mindre og

mindre af selve debatten. I genrens spektrum mellem information og

underholdning, nyhed og feature, antager reportagerne hermed mere karakter

af sidstnævnte feature, der med Meilbyes ord ”imødekommer det voksende

behov for underholdning og oplevelse”. I retorisk terminologi viser kapitlets

undersøgelser, at journalisten i stigende grad skaber situationen snarere end at

besvare den. En tendens der bekræftes af de tre avisers chefredaktører, der

hævder, at de ikke længere finder de politiske debatter dækningsværdige i sig

selv.

Side 106 af 204

Kapitel 4

I kommandorummet:

Journalistens analytiske praksis

Er journalistens subjektive valg, opfattelser, fortolkninger og bedømmelser

blevet mere dominerende i den enkelte artikel i analyseperioden? Det er der

noget, der tyder på, jævnfør forrige kapitels undersøgelse af valgreportagens

udvikling: dels udviklingen mod de valgreportagerne bliver blødere og mere

featureprægede, dels faldet i antallet og længden af de direkte citater (kildens

og dermed primærklassifikationens platform). Dette underbygger afhandlingens

tese om, at nyhedsjournalistik kan klassificeres som retorik. Hvor de foregående

kapitler har efterprøvet tesen teoretisk og genremæssigt, vil dette og det næste

kapitel belyse den på artikelniveau med politikeren som analyseobjekt. I dette

kapitel vil jeg vise, hvordan valgreportagerne har antaget en mere analytisk

form i analyseperioden ved at fokusere på to reportage-elementer i vækst:

nemlig henholdsvis baggrundsinformationer (om valget og politikerne) og

motivspekulationer (hvilke motiver, der driver politikerne).

Den analytiske praksis betyder, at journalisten analyserer de motiver, der

ligger bag politikerens udtalelser, ikke mindst ved hjælp af en baggrundsviden,

der falder uden for debattens ramme. Baggrundsinformation og

motivspekulation bidrager altså som devices til opbygningen af den

dominerende strategiframe ved at fremstille politikeren som taktikker, hvis

udsagn og handlinger bygger på nøje udtænkte strategier fra det politiske

kommandorum.

4.1 Vækst i baggrundsinformation

Den stigende analytiske praksis bekræftes af en optælling, jeg har foretaget af

andelen af baggrundsinformationer per artikel, som afslører en lineær stigning

fra 1990 til 2007. Baggrundsinformationens vækst i analyseperioden kan

Side 107 af 204

aflæses af figur 4.1 nedenfor – hvor jeg har kodet baggrundsinformationer ud

fra følgende definition:

fakta, som journalisten finder relevante, der udspringer af journalistens egen viden om de politiske forløb, og dermed ligger uden for debatten (primærklassifikationen).

Figur 4.1: Vækst i mængden af baggrundsinformation

Kilde: Egen kodning af samtlige valgreportager fra Politiken, Berlingske Tidende og Jyllands-Posten i valgårene 1990, 1998, 2007 (behandlet i Nvivo). Note: Søjlerne viser udviklingen i den gennemsnitlige andel baggrundsinformation per artikel for alle aviserne i hvert af de tre valgår. Når 2011-valgkampen ikke er medtaget, skyldes det, at materialet (antallet af reportager) udgør et for spinkelt et grundlag at lave statistik på (jf. kapitel 3, figur 3.2).

Som det fremgår af figuren, stiger andelen af baggrundsinformation per artikel

som sagt lineært fra knap en procent af hele artiklen i 1990 til over seks procent

i 2007 – altså mere end en seksdobling.

Baggrundsinformation kan være selvstændige sætninger eller længere

passager, der indleder eller efterfølger gengivelser eller citater. Andre gange

ses baggrundsinformationerne snarere som et kort forfelt eller efterfelt i

gengivelsen af en udtalelse eller en ordveksling, som her i en reportage fra

2007:

Side 108 af 204

Et af de eneste konkrete temaer, der blev debatteret, var måske lidt overraskende skolepolitikken, hvor Socialdemokraterne har varslet, at man vil genåbne skoleforliget for at imødekomme de Radikale og Ny Alliance100

Den sidste, markerede ledsætning er baggrundsinformation, der tjener som

forklaring på emnet ”skolepolitik”. I tråd med strategiframen vælger journalisten

således ikke at uddybe nogen substantielle elementer i skoleforliget, men

bruger i stedet baggrundsinformationen til at forklare læseren den

parlamentariske situation bag det debatterede emne. Som vi ser i eksemplet,

udvider journalisten sin informatorrolle gennem baggrundsinformationer. Det

sker ved, at han flytter fokus fra debattens diskussionsemne til den politiske

kontekst for ordvekslingerne – en kontekstualisering, der gør ordvekslingerne

nemmere for læseren at forstå.101 Et pædagogisk hensyn til modtagerens

forståelse af debattens ordvekslinger synes derfor at være drivkraften for denne

bredere, forklarende form for nyhedsjournalistik, der altså er karakteriseret ved

at række ud over den debat journalisten dækker.

Brugen af baggrundsinformation er del af en mere overordnet tendens til,

at mange nyhedsjournalister betragter det som del af deres informationspligt ”at

tage læseren i hånden” ved at påtage sig at forklare, analysere og

kontekstualisere. Tendensen betegnes i litteraturen ”interpretive reporting”, og

kan spores tilbage til 1930’ernes USA (Schudson 1998; Kovach 2001; Kock

2002). Ræsonnementet bag tendensen er erkendelsen af, at politiske fakta ikke

taler for sig selv – og derfor må udlægges pædagogisk af journalisten.

Journalister skal altså “not only report the facts truthfully, but also report the

truth about the facts”, som det lyder i Hutchins-rapporten fra 1947 (Hackett og

Zhao 1998: 42).102 For at nå bare et lille skridt videre indfrielsen af denne

ambition om at fortælle baggrunden om nyhederne, er det flere journalisters

opfattelse, at deres informationspligt omfatter en kontekstualisering af nyheden

ved at supplere med relevant baggrundsmateriale.

100 ”Debat: Ingen greb den sidste chance”, Berlingske Tidende 2007 (min fremhævelse). Med

formuleringen ”måske lidt overraskende” giver journalisten sin egen opfattelse af debatten til kende. Mere om dette i næste kapitel.

101 Der er en klar sammenhæng mellem på baggrundsinformation, forklaring og analyse, da baggrundsinformationen tjener en forklarende og analyserende funktion. Dermed befinder forklaring og analyse sig på et andet, mere overordnet niveau. Jeg vælger dog i dette kapitel at fokusere på baggrundsinformationer som forklaringens/analysens byggesten, da disse er meget konkrete og let identificérbare devices i modsætning til forklaring og analyse, der efterhånden udgør et selvstændigt genstandsfelt inden for nyhedsjournalistikforskningen (Svith 2011).

102 Hutchins-rapporten ”A Free and Responsible Press” fra 1947 er blevet kaldt en milepæl inden for pressekritik. Om Hutchins-gruppen og rapporten, jf. www.annenberg.northwestern.edu/pubs/hutchins/hutch01.htm

Side 109 af 204

I Lise Lyngbyes og min undersøgelse af fairness blandt ti danske

chefredaktører var et af de parametre, vi spurgte til, netop denne opfattelse af,

at journalisten ikke ”bare” skal lægge fakta frem, men også på pædagogisk vis

tage læseren i hånden ved at forklare, kontekstualisere og analysere fakta.

Redaktørernes meninger var delte. Ud af de ti chefredaktører var seks

tilhængere af denne form for nyhedsjournalistik, mens fire var imod.103 En af

dem, der erklærede sig som tilhænger af denne form for journalistik var David

Trads (daværende chefredaktør på Nyhedsavisen). Han betegnede den

modsatte form for journalistik, hvor journalisten lægger fakta frem uden at

forholde sig til dem, som ”pro et contra-journalistik”; en betegnelse, der henviser

til, at journalisten lader alle parter komme til orde i teksten, men uden at

forholde sig til hvad de siger. Dermed bidrager journalisten ikke til læserens

forståelse – nærmere tværtimod, mener Trads:

”Deri ligger, at du ikke vil sige, at det ene er mere rigtigt end det andet – A sagde noget, B sagde noget andet, og C sagde noget tredje, så er der uenighed mellem A, B og C, så har du ryggen fri, du har givet plads til dem alle sammen, men du har faktisk ikke løst din opgave som journalist med at finde ud af: Er åen forurenet, eller er den ikke forurenet?“(Jønch-Clausen 2007: 104)

Ud over at journalistens tilbagetrukne rolle i pro et contra-journalistikken ikke

bidrager til læserens forståelse, er et andet, beslægtet problem ifølge Trads, at

journalisten bringer sig selv i fare for at komme i lommen på magthaverne ved

ikke at tage selvstændigt stilling og bruge sin kritiske sans. Det skyldes, at

journalisten i denne form for højst tilstræbte objektive journalistik med Trads’

ord ”kun spiller på den officielle bane” og dermed gør journalisten til simpel

referent af, hvad magthaverne siger – hvilket ”læserne ikke bliver klogere af.”

Formuleringen om at journalisten ”kun spiller på den officielle bane”, kan læses

som Kress’ begreber om primary og subsequent classification, da ”den officielle

bane” skal tolkes som primærklassifikationen – i min kontekst, valgdebatterne.

Når Trads tager afstand fra at ”spille på den officielle bane” understreger han

Kress’ pointe om, at journalisten ikke adopterer primærklassifikationen, men

gennem udvælgelse og fremhævelse af særlige elementer konstruerer sin egen

frame. I en retorisk terminologi besvarer han ikke bare den situation, der er lagt

103 Vores undersøgelse gik på nyhedsjournalistik generelt og ikke specifikt på valgreportagen

som genre. Da valgreportagens formål traditionelt er af refererende karakter kan det ikke udelukkes, at chefredaktørerne ville have været mere tilbøjelige til at mene, at baggrundsinformation, forklaring og analyse skulle tjene en mindre prominent funktion, end når man taler om nyhedsjournalistik generelt. Min vurdering er dog, at redaktørernes overordnede, principielle refleksioner i vidt omfang også gælder valgreportagen.

Side 110 af 204

frem foran ham – men skaber aktivt sin egen situation og gør dermed eksplicit

krav på sin uafhængighed.

Arne Ullum (daværende chefredaktør på BT) har samme opfattelse som

Trads. Han betegner det som ”ujournalistisk” ikke at kontekstualisere, forklare

og fortolke, og uddyber udmeldingen med, at det er noget ”makværk”, at det

kun er ”en samlet lille elite, [der] forstår hvad der bliver skrevet”. Det er dermed

underforstået, at når magthavernes ytringer og ordvekslinger får lov til at stå for

sig selv uden journalistisk indblanding, så er det svært for den almindelige

læser at forstå, hvad der egentlig bliver sagt – både i og mellem linjerne.

4.1.1 Tidslige markører: Fra begivenhed til forløb

Ser man nærmere på baggrundsinformationerne, er de oftest kendetegnet ved

en tidslig markør, der peger tilbage på noget, der er sket på et tidligere

tidspunkt. Markører, der understreger, at informationen ikke er direkte

kronologisk forbundet med den debat, den bruges i. Der er stor forskel på, hvor

langt tilbage i tiden de tidslige markører tager læseren: Fra flere år eller

måneder over nogle dage til få minutter. Når der er tale om flere måneder, er

der ikke altid tale om en eksplicit tidsmarkør. Det ser vi blandt andet i følgende

eksempel fra Jyllands-Postens 2011-dækning:

Mens både SF og Socialdemokraterne ikke ønsker økonomiske begrænsninger, er regeringen og kommunerne blevet enige om at dæmpe de eksploderende udgifter på de specialiserede socialområde.104

Her fremgår det ikke præcist, hvornår SF og Socialdemokraterne er blevet

enige om at dæmpe udgifterne til specialområdet, men trods den manglende

konkrete tidsmarkør er den retoriske mekanisme klar: Journalisten viser tilbage

til noget, der er sket. Ligesom i eksemplet med skolepolitikken er journalistens

fokus på de parlamentariske forhandlinger (”regeringen og kommunerne er

blevet enige om”) frem for på de mere indholdsmæssige aspekter af udgifterne

på specialområdet, for eksempel en opregning af hvilke udgifter, der er tale om.

En typisk opbygning til strategiframen.

Hver af de tidslige markører i de analyserede reportager drejer sig typisk

kun om nogle få dage, som i følgende eksempel:

104 ”Der er penge i de fattige”, Jyllands-Posten 2011 (min fremhævelse).

Side 111 af 204

Helle Thorning-Schmidt, der hele søndagen havde haft travlt med at lovprise den konservative beslutning, krævede nu også […] statsminister Lars Løkke Rasmussen (V), der hele søndagen havde måttet gå balancegang mellem sine to partnere i den borgerlige lejr…105

Disse markører, der peger få dage tilbage i valgkampen, har dermed en narrativ

funktion: Ved at binde debatten sammen med aspekter af den generelle

valgkamp signalerer journalisten, at debatten ikke har en større selvstændig

betydning, men primært får sin betydning fra den samlede valgkamp. En

bevægelse, der alene er båret af baggrundsinformationerne. Stigningen i

mængden af baggrundsinformationer i analyseperioden har altså den klare

effekt, at betydningen af debatterne som selvstændige begivenheder nedtones,

samtidig med at betydningen af valgkampen som en sammenhængende

historie understreges.

De helt korte tidsmarkører kan som nævnt være ned til et par minutterog

er typisk formuleret som ”efter mødet” eller ”inden mødet” el. lign. Et par af dem

lyder:

”Løfter og garantier var det sparsomt med. Men efter mødet blev det klart, at de offentligt ansatte må imødese ny usikkerhed i jobbet, hvis V og K kommer til magten.”106

”Jørgen Poulsen var da også i modvind, erkendte han selv bagefter.”107

”Også uden for tv-studiet måtte Naser Khader i går bruge en stor del af valgkampens sidste dag på at forklare, at han fortsat ønsker, at Fogh træder tilbage efter valget.”108

Disse helt korte markører har samme kontinuerlige funktion som de

længere tidsmarkører. De skiller sig imidlertid ud ved at knytte sig til

journalistens personlige insider-information, som er opbygget gennem samtaler

med de debatterende politikere eller andre magtfulde kilder i forbindelse med

dækningen af debatten. At tale om hvad der er foregået inden eller efter

debatten, indikerer således et elitært fællesskab mellem journalist og politiker,

som yderligere næres ved konsekvent manglende information om detaljerne

omkring disse insider-ordvekslinger. Det fremgår for eksempel stort set aldrig,

under hvilke omstændigheder samtalerne er foregået – om det for eksempel var

et officielt interview eller en uofficiel samtale. Det første eksempel, hvor

105 ”Lars Barfoed kom i krydsild i partilederrunde”, Politiken 2011 (min fremhævelse). 106 ”Ellemann vandt første valgduel”, Politiken 1998 (mine fremhævelser) 107 ”Udsigt fra den forkerte ende af et skydetelt”, Politiken 2007 (mine fremhævelser) 108 ”Dans om dronningerunde”, Politiken 2007

Side 112 af 204

journalisten citerer en (for læseren ukendt) politisk kilde for information om, at

ansatte må imødese ny jobmæssig usikkerhed, hvis V og K kom til magten,

kunne i princippet være formidlet over en øl på en bodega.109

4.1.2 Inddragelsen af ekspertkilder

Et af de konkrete baggrundselementer, der er tydeligst i vækst over de fire

valgkampe, er brugen af eksterne ekspertkilder – enten andre politikere eller

eksperter, som journalisten inddrager for at forklare baggrunden for eller de

mulige implikationer af en ordveksling.

Et eksempel er reportagen ”Khader bøjer sig – peger klart på Fogh” fra

Politiken 2007, hvor hele 41 procent består af baggrundsinformation. Mængden

af baggrundsinformation er her så massiv, at reportagen til forveksling ligner en

analyse. Karakteristisk for den er i øvrigt, at den er skarpvinklet – med Hallins

begreb ”packaged” (Hallin 1994: 138). Det betyder, at journalisten har udvalgt

en enkelt observation fra debatten, som hele resten af reportagen tjener til at

fremhæve. Denne ene udvælgelse er et citat af Naser Khader om, at han har

valgt at pege på Anders Fogh Rasmussen som ”kongelig undersøger”. Da

Khader på dette tidspunkt i valgkampen blev tolket som tungen på vægtskålen i

de parlamentariske forhandlinger, var denne udmelding opsigtsvækkende – og

dermed oplagt at udvælge og fremhæve reportagens pointer ud fra. For at

aktualisere og dramatisere Khaders udmelding vælger journalisten i sin

baggrundsinformation at fremhæve den konflikt der ligger bag udmeldingen,

nemlig kritikken af partiets valgkamp. Som repræsentant for denne kritik vælger

journalisten Asger Aamund:

Og i går gik erhvervsmanden Asger Aamund – der var en af idémændene bag Ny Alliance – i medierne med en voldsom kritik af partiets valgkamp og af de uklare meldinger om, hvad der skal ske efter valget. ”Jeg vil sige det meget kort. Hvis de melder ud i morgen eller overmorgen, at de peger på Fogh som statsminister, så får de min stemme. Men gør de det ikke inden

109 Fællesnævneren for disse journalistiske selviscenesættelser af journalisten som fortrolig

medspiller på Christiansborg er, at de henviser til et lukket fællesskab, som læseren ikke har adgang til, hverken i virkeligheden eller i teksten. Tendensen kommer oftest til udtryk ved at journalisten, som i de nævnte baggrundsinformationer, refererer til samtaler, der er foregået i lukkede rum. En anden type eksempel, som der ses flere af i materialet er henvisninger til, hvordan politikerne omtales i de elitære kredse på Christiansborg – for eksempel: ”Thor Pedersen har ganske vist et rygte for at tale i koder, men på Christiansborg emmer hans pressemøder altid af forventninger til ministerens kulsorte humor og sarkastiske udfald.”(”Veteranernes valgkamp”, Berlingske Tidende 2007) Journalistens passive form ”er kendt for” henviser netop til de elitære kredse på Christiansborg, som læseren ingen adgang har til. Det samme gælder Thor Pedersens ”rygte for” at tale i koder, ligesom hans pressemøder naturligvis har netop Christiansborg-journalisterne som målgruppe.

Side 113 af 204

valgdagen, så får de den ikke”, sagde Asger Aamund til Berlingske Tidende i går.110

Det er karakteristisk for de skarpvinklede reportager, der bygger på ganske få

udvælgelser fra primærklassifikationen, at der bruges meget

baggrundsinformation. Årsagen er logisk: Når journalisten baserer reportagen

på en enkelt udvælgelse, er der ikke nødvendigvis så mange oplysninger inden

for primærklassifikationen, der tjener til at fremhæve denne vinkel. Dermed

bliver inddragelsen af baggrundsinformation – for eksempel eksterne kilder og

eksperter – oplagt.

Et andet eksempel er den allerede nævnte reportage ”Et stort kryds ved

Cirkus Valgflæsk” fra Berlingske Tidende 2011, hvor journalisten meget eksplicit

træder ud af primærklassifikationen og i stedet vælger at fortælle den historie,

der ligger hende på sinde, nemlig historien om de valgtrætte vælgere. Ud over

en vox pop med valgtrætte vælgere er det tydeligvis en udfordring for

journalisten at finde elementer, der kan fremhæve vinklen. Hun vælger derfor at

inddrage to eksperter, der på forskellige måder bekræfter vinklen ved at komme

med hver deres bud på, hvorfor vælgerne er trætte af valgkampen. Den første

eksterne kilde er professor Anker Brink Lund, som journalisten citerer fra

klummen ”Mediemøllen” for at hævde, at den politiske dækning er blevet ”en

spærreild af GPS, gæt og grimasser”:

De public service forpligtede TV-kanaler er blevet så bange for at kede de troløst zappende seere, at man kritikløst tilsætter den politiske dækning for en spærreild af GPS, gæt og grimasser. Der er imidlertid intet forskningsmæssigt belæg for at tro på, at tant og fjas styrker demokratiet. Tværtimod.111

Reportagens anden eksterne kilde er professor og valgforsker Kasper Møller

Hansen, der peger på politikerne selv som kilde til vælgernes valglede, blandt

andet ved at referere en amerikansk undersøgelse, der viser, at jo mere

mudderkastning politikerne engagerer sig i, jo hurtigere får vælgerne

politikerlede. Ved at inddrage de to eksperter, der bekræfter hans vinkel, indfrier

journalisten sin intention om at give læseren den bedst mulige version af

110 ”Khader bøjer sig – peger klart på Fogh”, Politiken 2007. Eksemplet illustrerer på den ene

side journalistens opbygning af den dominerende strategiframe. På den anden side kan journalistens betoning af konflikten ikke siges at være løsrevet fra primærklassifikationen, da Khaders manglende udmelding om hvem han ville vælge at støtte efter valget fyldte ganske meget i politikernes egne diskussioner. Eksemplet minder os hermed om at journalisternes fokus på konflikt ikke bare er grebet af ud af den blå luft, men ofte er gengivet fra primærklassifikationen.

111 ”Et stort kryds ved Cirkus Valgflæsk”, Berlingske Tidende 2011

Side 114 af 204

sandheden. En version, der bygger på den konfliktbaserede strategiframe ved

at understrege modsætningsforholdet mellem politikere og vælgere. Som de to

eksempler viser, er inddragelsen af eksterne kilder og eksperter en oplagt måde

for journalisten at styrke sin vinkel, sin historie og dermed sin version af

virkeligheden.

Analysereportagerne rummer også eksempler på, at andre eller tidligere

politikeres udmeldinger bruges til at favorisere den ene eller anden side af en

sag. Et tydeligt eksempel på det ser vi i Jyllands-Postens reportage ”Opgør om

boligskat” fra 2007 fra debatten mellem Helle Thorning-Schmidt og Anders

Fogh Rasmussen – en debat, der dækkes af alle tre aviser. I alle aviser

udvælger journalisterne den samme udtalelse fra Helle Thorning-Schmidt: at

hun ikke vil sætte skatterne op, hvis hun kommer til magten. I Politiken og

Berlingske Tidende står udsagnet som konstaterende gengivelser, mens

Jyllands-Postens tre journalister beslutter at grave i validiteten af udtalelsen.

Det gør de ved i en baggrundsinformation at fastslå, at udtalelsen er i direkte

modstrid med Socialdemokratiets samarbejdspartiers udmeldinger om samme:

Samtlige partier i det sandsynlige parlamentariske grundlag bag en S-ledet regering har ellers fremsat forslag om at lade boligskatterne stige – de radikale, SF og Enhedslisten. For nylig har Thorning desuden sagt, at ”alt er i spil”– også boligskatterne i en kommende skattereform. […] Både R, SF og Enhedslisten lægger op til at hente flere penge til statskassen fra erhvervslivet. 112

Forholdsordet ”ellers” markerer her baggrundsinformationens retoriske

intention: at gøre opmærksom på de problemer, Socialdemokratiet vil få med

deres samarbejdspartier ved ikke at sætte skatterne op. Samtidig får

journalisten skudt en socialdemokratisk selvmodsigelse ind – nemlig at Helle

Thorning-Schmidt tidligere har sagt det modsatte, at ”alt er i spil” – også

boligskatterne. Som yderligere belæg for det urealiserbare i Socialdemokratiets

plan, har journalisterne kontaktet De Radikales næstformand Morten

Østergaard, der bekræfter, at hans parti stadig er uenig med Socialdemokratiet i

forhold til ejendoms-værdiskatterne. Journalisterne bruger altså en ekstern

politisk kilde til at så tvivl om troværdigheden af Thorning-Schmidts udtalelse.

Baggrundsinformation, og ikke mindst inddragelsen af eksterne kilder,

fremstår ved første øjekast som neutrale informationer med det pædagogiske

formål at højne læserens forståelse af en debat, som for den almindelige læser

kan forekomme uoverskuelig (Lemert 1991: 39). Men jo længere journalisten

112 ”Opgør om boligskat”, Jyllands-Posten 2007(min fremhævelse).

Side 115 af 204

fjerner sig fra primærklassifikationen, jo mindre besvarer han tilsyneladende

den foreliggende situation – og i jo højere grad skaber han sin egen situation. I

inddragelsen af eksterne kilder sker dette typisk: Journalisten forlader

primærklassifikationen og flytter sig dermed fra den konstaterende ind i den

evaluerende fase. Som det altid gælder for inddragelsen af kilder, foregår

denne selektion sjældent tilfældigt, men ofte som en strategisk styret

udvælgelse, der opbygger artiklens strategiframe, dvs. fokus på valgkampens

konflikt(er). Da valgreportagens mål er at informere om, hvad der er sket i den

konkrete debat og principielt intet andet, er inddragelsen af eksterne eksperter

et genrebrud. Netop på grund af reportagens gengivende karakter, kan den

almindelige læser ikke forventes at gennemskue den retoriske intention bag

inddragelsen af eksperterne. Eksperternes udtalelser fremstår her umiddelbart

som tilstræbt objektive udsagn, der skal komme med en neutral analyse af

debatten, men har i virkeligheden en retorisk funktion som belæg for

journalistens opfattelse af debatten og dermed som en repræsentation af

journalisternes verdensbillede. Netop fordi de er indlejret i en ikke-subjektiv

kontekst forstærkes deres retoriske effekt – jf. Roderick P. Harts pointe om at

retorik er mest magtfuld, når man ikke lægger mærke til den. (Hart 1997: 204).

Det større tidsrum, som journalisten giver sig selv adgang til ved at pege

tilbage på tidligere begivenheder, giver tilsvarende større muligheder for at

uddybe og elaborere over de konflikter, som debattens ordvekslinger

repræsenterer. Baggrundsinformationer er derfor et effektivt redskab til

fremhævelse af debattens konflikter og er dermed som device med til at

opbygge strategiframen. Samtidig legitimerer inddragelsen af

baggrundsinformationer journalistens analytiske praksis: Ved at hente kilder og

informationer uden for primærklassifikationen forpligter journalisten sig samtidig

til at forbinde disse kilder og informationer til debatten. Denne forbindelse består

i at forklare, fortolke og vurdere. Denne infererende bevægelse mellem den

specifikke debat og den generelle valgkamp bliver meget tydelig i fremstillingen

af politikeren.

Lad os som eksempel se på to passager fra Politikens reportage ”Barfoed

tordnede mod skattetrykket i duel med Løkke” fra den sidste partilederdebat i

2011:

Den konservative formand Lars Barfoed holdt sig ikke tilbage med at fremhæve konservative mærkesager som lavere skat og færre på offentlige ydelser, da han sammen med de andre partiledere deltog i DR’s partilederrunde i aftes. Og det på trods af, at Venstres formand Lars Løkke Rasmussen i løbet af tirsdagen klart havde afvist, at han brød sig om det.

Side 116 af 204

[…] Dermed cementerer debatten den splid, som Lars Barfoed såede i går, da han præsenterede en plan for de hundrede første dage for en ny VK- regering. En plan, der viste sig at trække Danmark i en anden retning, og som var i modstrid med oppositionen og Venstres planer for skattepolitikken.113

I tråd med nyhedsjournalistens fokus på strategi og kamp er Lars Barfoeds

omtale af de konservative mærkesager ”lavere skat og færre på offentlige

ydelser” vinklet ud fra baggrundsinformationen om at hans regeringspartner,

statsminister Lars Løkke Rasmussen, ikke bryder sig om disse mærkesager.

Oplysningen om Løkkes manglende anerkendelse er ikke del af

primærklassifikationen, men noget, som Løkke i en anden sammenhæng har

givet udtryk for ”i løbet af tirsdagen” (dagen inden) og kvalificerer sig dermed

som en baggrundsinformation med en tydelig tidsmarkør.

Baggrundsinformationen om spliden mellem Barfoed og Løkke uddybes i den

følgende passage, hvor Barfoeds plan fra dagen forinden (nu formuleret med

tidsmarkøren ”i går”) omtales. Ikke med konkrete fakta om planen, men ud fra

den vinkel, at denne er ”i modstrid med oppositionen og Venstres planer for

skattepolitikken”. Her er journalistens opbygning af strategiframen igen tydelig:

Det er den splid mellem Lars Barfoed og Lars Løkke Rasmussen, som planen

har medført – og ikke planen selv – der har journalistens interesse.

Hvor baggrundsinformationen i ovenstående eksempel bliver brugt til at

fremhæve (og dermed opbygge) en konflikt på repræsentationsniveau – med

henvisning til hvad Lars Barfoed sagde til debatten (”fremhævelse af

konservative mærkesager som lavere skat og færre på offentlige ydelser”) – går

journalisterne i reportagerne i 2007 og 2011 imidlertid oftest et spadestik dybere

ved at fokusere på, hvad politikeren tænkte, inden han sagde, som han gjorde.

Altså en påpegning af årsagen – eller det motiv, som ligger bag udsagnet; i

denne analyse formuleret som motivspekulationer.

4.2 Motivspekulationer i analysen af politikeren

I den retoriske litteratur har motivspekulation primært spillet en rolle i politisk

debat – og hovedsagelig rettet sig mod den gensidige motivspekulation

politikerne imellem. I deres omfattende retoriske analyse af ”Bytinget”-

debatterne i bogen Retorik der flytter stemmer (1994) undersøger Charlotte 113 ”Barfoed tordnede mod skattetrykket i duel med Løkke”, Politiken 2011 (mine

fremhævelser).

Side 117 af 204

Jørgensen, Christian Kock og Lone Rørbech, hvordan debattørerne havde en

markant tendens til at fokusere på hinandens bagvedliggende motiver. De

fandt, at debattørerne, oftest med etos og patos som appelformer, anfægtede

motiverne bag modstanderens budskab frem for budskabet selv.

Motivangrebene antog tre forskellige former: kupargumenter (modstanderen

angribes for at have et personligt, skjult motiv), konspirationsargument

(modstanderen angribes for at være et redskab for andre – ”onde” – kræfter) og

det beslægtede lakajargument (modstanderen angribes for at være ”en nyttig

idiot”, der går andres ærinde). Forfatterne konkluderede, at disse former for

kritik og mistænkeliggørelse af modstanderens argumenter er en legitim

argumentationsform, men at den oftest fremstår fjendtlig og fungerer dårligt

(Jørgensen, Kock og Rørbech 1994: 152, 315). Argumenterne er altid de

vigtigste, da man aldrig med sikkerhed kan vide, om man har ret i sine

formodninger om politikernes motiver (Kock 2011: 86).

I Christian Kocks bog De svarer ikke (2011) inddeler han politikernes

motiver i fire kategorier: psykologiske motiver (forfængelighed, behagesyge,

selvglæde), selviske motiver (personlig vinding, magt og indflydelse),

strategiske motiver (hensynet til at styrke sit partis/bloks magtposition) og

skuffeargumenter (et fremadrettet motiv i form af en skjult dagsorden, som

debattøren formodes at realisere en gang i fremtiden). (Kock 2011: kap. 4).

Disse fire typer motiver er ifølge Kock de hyppigst anvendte anklager internt

mellem politikerne såvel som blandt de politiske kommentatorer (Kock, 2011:

82).114 Motivspekulationer stortrives desuden i høj grad i

holdningsjournalistikken – hvilket i sagens natur bedre kan forsvares, da

skribentens subjektivitet og spekulation er en fast og fuldt ud anerkendt del af

genren, der ofte udgør selve omdrejningspunktet i ledere, analyser og

kommentarer.

114 Kock er ifølge min research den første, der har kastet sig ud i en decideret opdeling af

motiver (Kock 2011: 86). Selvom jeg finder kategoriseringen af politikerens motiver både interessant og frugtbar finder jeg dog opdelingen i disse fire kategorier problematisk; dels fordi de fire motivtyper befinder sig på forskellige niveauer, dels fordi de ligger så tæt op ad hinanden, at en sondring mellem dem i praksis nemt bliver lidt søgt. Med den første kritik – at motiverne befinder sig på forskellige niveauer – vil jeg mene, at det strategiske (og til dels det selviske) motiv ligger som et helt fast, grundlæggende motiv, hvorpå andre typer af motiver kommer oveni. Som både Patterson og Kock skriver, arbejder en politiker altid ud fra et underliggende motiv om flere stemmer. Dette motiv slukkes aldrig, men er altid til stede. Skuffe-argumentet er langt mere specifikt end de tre andre motivtyper – og kunne med fordel, vil jeg mene, suppleres med andre typer af helt konkrete motiver (for eksempel de tre ad hominem argumenttyper som Jørgensen, Kock og Rørbech uddrager fra Bytingets debatter). Den anden kritik – at motiverne er overlappende – går på, at det strategiske og det selviske motiv i praksis er umulige at skelne fra hinanden – ligesom det kun er nuanceforskelle, der adskiller det selviske og det psykologiske motiv.

Side 118 af 204

Mig bekendt har der dog endnu ikke været undersøgelser om motiver i

nyhedsjournalistikken. En gennemlæsning af reportagerne i 2007 og 2011 tyder

imidlertid på, at der kunne være et behov for en sådan, da omtalen af

politikernes motiver er blevet en integreret del af journalistens rapporteringer fra

debatterne. Dette bekræftes af en optælling jeg har foretaget af antallet af

motivspekulationer per artikel, som afslører en lineær stigning fra 1990 til

2007.115

Et eksempel fra Politikens dækning af en debat mellem Lars Løkke

Rasmussen og Helle Thorning-Schmidt fra 2011 lyder således:

Begge kandidaterne kom til duellen med ubehagelige personsager i pressen inden for de seneste dage. Løkke havde været en tur i Grøften i Tivoli frem for et Venstrearrangement og Helle Thorning-Schmidt skattesag indledte duellen. Sagen har ikke stor substantiel tyngde, men kan presse Thornings troværdighed, hvis tidligere skattesag og leasing af bil i udlandet er flere eksempler på, hvor vælgerne kan sætte spørgsmålstegn ved, om Thorning selv lever efter det socialdemokratiske princip om, at de bredeste skuldre skal bære. Derfor var det nok ikke tilfældigt, at Thorning understregede, at hun er en ægte socialdemokrat, der kommer fra Ishøj og ved hvad et pendlerkort koster til København.116

Citatet består af to komponenter. De første syv linjer er ren

baggrundsinformation, hentet uden for primærklassifikationen, mens de sidste

to linjer er journalistens gengivelse af Helle Thorning-Schmidts udtalelser; dels

at hun kommer fra Ishøj, dels at hun ved, hvad et pendlerkort koster. Disse

udtalelser fra primærklassifikationen kobler journalisten med

baggrundsinformationens eksterne fakta, via sætningen: ”Derfor var det nok

ikke tilfældigt, at…”. Koblingen synes logisk: Helle Thorning-Schmidts motiv er

at fremhæve sin folkelighed, fordi nogle dårlige sager i medierne har givet

vælgerne indtryk af, at hun ikke er folkelig.

4.2.1 Motivspekulation som personkarakteristik og faglig udfordring

I litteraturen tegner der sig to grundlæggende årsager til journalistens fokus på

motiver: Dels en appel til vores almene nysgerrighed om mennesker, dels en

faglig udfordring, der knytter sig til strategiframen.

115 Den tydelige ekspansion af motivspekulationer i analyseperioden kan aflæses i bilag 4, figur

4.2. Da det samlede antal af motivspekulationer er noget begrænset, skal observationerne dog mest ses som en indikation på udviklingen og skal ikke tillægges stor statistisk vægt.

116 ”Statsministerduel om midtervælgerens økonomi”, Politiken 2011

Side 119 af 204

James W. Carey kobler i essayet ”Why and how? The Dark Continent of

American Journalism” tendensen til at fokusere på motiver til den

individualistiske, vestlige kultur, hvori vi automatisk antager, at mennesket er

bevidst afsender af egne ytringer: Hvad mennesket gør og siger skyldes, at

vedkommende har en klar intention med det. Intentionen er derfor lige så – om

ikke mere – interessant end selve udtalelsen eller handlingen (Carey 1986). At

mennesket således altid har et klart formål med sine udtalelser/handlinger117

knytter det tæt sammen med motiver – og gør dermed motivspekulation til et

grundlæggende, mellemmenneskeligt ræsonnement. Jan Faye skriver herom,

at ”et motiv ikke kan identificeres uden at referere til handlingen” og definerer

motivspekulationer (som han betegner ”motivforklaringer” eller ”intentionelle

forklaringer”) således:

Disse er respons på hvorfor-spørgsmål, hvor man henviser til den intenderede virkning for at forklare den foreliggende handling. Den intentionelle forklaring fortæller, hvorfor personen udførte en bestemt handling og ikke en anden, ved at påpege at handlingen blev valgt, fordi personen ønskede at realisere et bestemt formål, og personen mente at handlingen var et effektivt middel til at opnå ønsket. (Faye 2000: 38).

Da motivet så at sige kommer forud for udtalelsen og dermed udgør selve

udtalelsens fundament, er dette pr. definition interessant. Som det fremgår af

Fayes citat afspejles en afsenders personlighed i hans mål, i hans ønsker. Alt

hvad en person gør, kan derfor analyseres og defineres ud fra dette mål, dette

motiv; med Fayes ord ”hvorfor personen udførte en bestemt handling”.

Dermed bidrager motivspekulationer til at opbygge en personkarakteristik

af afsenderen, da det er dennes tanker og prioriteringer, der ligger bag

handlingen. Om dette skriver Cappella og Jamieson, at historier om mennesker

oftest har disses motiver som omdrejningspunkt. De sammenkæder fokus på

personlighedstræk og motiver ved at fastslå, at vedholdende motiver kan

udvikle sig til at blive betragtet som personlighedstræk (Cappella 1997: 66).118

Også Karen Johnson-Cartee er inde på den tætte sammenhæng mellem

motiver og personlighedstræk, når hun skriver, at den gode journalistiske

historie er opbygget af handlinger, der afslører menneskers personlighedstræk.

Handlinger uden et eksplicit tilknyttet motiv er uinteressante:

117 I en debat må en udtalelse betegnes som en (tale)handling, da politikeren igennem sine

udtalelser handler. 118 Trods forfatternes sammenkædning af personlighedstræk og motiver indgår journalistens

fokus på motiver ikke i som del strategiframen, hvilket kan undre.

Side 120 af 204

”Journalists share Sherlock Holmes’ love of deducing causes from effects. Thus, the journalist’s trade is an effort after discovering the symbolic; what appears as a concrete act is really symbolic of motive or character.” (Johnson-Cartee 2005: 123).

Denne sidste sætning illustrerer motivspekulationen: ”Hvad der forekommer at

være en konkret handling er i virkeligheden et resultat af afsenderens motiv.”

Denne tegn-årsag pointe negligeres, når journalisten udelukkende refererer,

hvad politikerne har sagt. Og dermed negligeres det mest interessante, nemlig

hvad politikeren vil og dermed, hvem politikeren er. Motivspekulationer handler

altså om noget så grundlæggende som afkodningen og forståelsen af

mennesker. De er med andre ord et konkret middel til at opbygge og afkode

”the grand psychic system” – altså den personificering af det politiske system,

som van Zoonen agiterer for som væsentlig for, at mediebrugerne kan forstå

komplekse politiske årsagssammenhænge (van Zoonen 2005: 69 – jf. kapitel 1,

afsnit 1.2).

Ud over den markante rolle, som motiver spiller i opfattelsen af den anden,

dvs. medmennesket, er der for journalisten en faglig udfordring knyttet til at

analysere sig frem til politikerens motiver. Som James Carey formulerer det, er

”hvem, hvad, hvor, hvornår og hvor” synlige og empiriske, mens ”hvorfor” er

usynligt og abstrakt: ”something buried beneath appearances.” (Carey 1986:

167) – eller med Kocks formulering: ”gætteriernes skumringsland” (Kock, 2011:

81). Journalisten går her bag om noget skjult og spændende, måske endda

fordækt, der venter på at blive afsløret. Her ser vi en klar kobling til journalistens

grundlæggende intention om at kritisere magthaverne.

I motivspekulationerne er den kritiske sans i højsædet, da journalisten i sin

kobling mellem primærklassifikationen og den generelle valgkamp er ude i et

analytisk ærinde. Et ærinde, der, som i eksemplet med Helle Thorning-Schmidt,

har til formål at finde ud af, hvorfor politikerne siger som de gør. James Carey

benævner ironisk den journalistiske tendens til at forklare alt ud fra motiver som

”a kind of long distance mind reading.” (Carey 1986: 180). Med fokus på

politikerens motiver betragter journalisten det som sin opgave at gå et skridt

videre og finde den rigtige historie. Michael Schudson formulerer det: ”There is

always a story behind the story and that is ’behind’ because someone is hiding

it.” (citeret i Patterson 2002: 69).

Side 121 af 204

4.2.2 Motivspekulationens anatomi

De fleste motivspekulationer er bemærkelsesværdigt ens fremført i

reportagerne. Som i eksemplet med Helle Thorning-Schmidt og hendes motiv

om at fremstå folkelig, består motivspekulationerne af to komponenter: 1)

Politikerens udtalelse til debatten og 2) journalistens refleksion over, hvilket

motiv der ligger bag politikerens udtalelse, samt ord, der markerer

sammenhængen mellem disse to komponenter. Motivspekulationens anden

komponent, refleksionen over politikerens motiv, har – som i eksemplet med

Helle Thorning-Schmidt – ofte form af baggrundsinformation.

Motivspekulationens første komponent er i princippet verificérbar information:

Hvis debatten var blevet optaget, ville udtalelsen fremgå af optagelsen. Lad os

kalde denne komponent A, og motivspekulationens anden komponent,

journalistens antagelse om motivet, komponent B.119 En typisk

motivspekulationen kan altså sættes på følgende enkle formel:

Motivspekulation = Politiker X siger A fordi B.

De fleste motiver i reportagerne kan koges ned til denne simple bevægelse, der

dog kan antage flere former. Sætninger hvor motiverne (B) udfoldes, kan

begynde med den retoriske handling (A) for herefter at glide over i det politiske

motiv. Journalistens konstatering af politikerens motiv (B) samt baggrunden for

at nå dertil (A), er en måde at kile et strategisk niveau ind i dækningen: Ved at

opstille et mål/en intention (B) og et middel/en udførelse (A) skaber journalisten

et rum, han kan udfylde med sin kommunikationsstrategiske såvel som politisk

analytiske ekspertise. Her kan han demonstrere sin evne til kritisk refleksion og

dermed indfri intentionen om at kritisere magthaverne. Et rum der, som vi skal

se, giver reportagerne et kraftigt analytisk præg. Til tider så massivt at de til

forveksling ligner analyser.

Jeg har forhåbentlig nu fastslået relationen mellem den retoriske handling

(A) og det politiske motiv (B). Et tredje komponent i motivspekulationen mangler

119 I visse tilfælde kan det være svært at adskille A og B. Det skyldes ikke mindst at de

sommetider overlapper. Reportagerne byder på flere af disse sætninger, der på ét niveau kan tolkes som et motiv og på et andet som en retorisk handling. Et tilfældigt udpluk lyder: ”Fogh bestræbte sig flere gange – mest indirekte – på at fremstå som den erfarne statsminister over for den uerfarne udfordrer.” ”Pia Kjærsgaard forsøgte at advare vælgerne mod, at Ny Alliance fortsat kan skifte side. (”Debat: Ingen greb den sidste chance”, Berlingske Tidende 2007). Fælles for disse er, at de retoriske handlinger, som journalisterne tilskriver politikerne er så tilpas generelle (at fremstå som erfaren statsminister/at advare vælgerne) at de på ét niveau fungerer som motiver og på et andet som retoriske handlinger. I disse eksempler er det op til analytikerens opfattelse af konteksten at bedømme om de skal betegnes som det ene eller det andet.

Side 122 af 204

dog stadig, nemlig forbindelsesleddet mellem A og B. Reportagen ”Dans om

dronningerunde” fra Politiken 2007 rummer det hyppigst brugte forbindelsesled,

nemlig verbet ”forsøger”:

Med en direkte appel til vælgerne om, at intet er afgjort, forsøgte statsminister Anders Fogh Rasmussen under valgkampens sidste tv-debat at styre uden om diskussionen om en dronningerunde. […] 120

Ud fra formlen for motivspekulation er det politiske motiv (B) her, at Fogh vil

styre uden om diskussionen om en dronningerunde. Den retoriske handling (A)

er hans appel til vælgerne om, at intet er afgjort. Forbindelsesleddet mellem B

og A er verbet ”forsøger” (der ofte også kan antage former som ”prøver” eller

”bestræber”). Når politikeren forsøger på noget, vinkler journalisten den

retoriske handling ud fra motivet som det bagvedliggende parameter. Det

skyldes, at man, når man forsøger noget, har et fast, veldefineret mål, som man

vil opnå for at indfri motivet. I mange motivspekulationer bruges verbet

”forsøger” altså som forbindelsesled mellem B og A.121 Et andet eksempel fra

samme reportage lyder:

Men Fogh prøvede at reducere spørgsmålet om dronningerunde til en diskussion om »teknik«.122

Her forbinder verbet ”prøvede” motivet B (samme motiv som i forrige citat –

nemlig at Fogh ikke vil tale om en mulig dronningerunde) med den retoriske

handling A – at Fogh reducerer spørgsmålet til et spørgsmål om teknik. I begge

disse citater filtreres Foghs udtalelse gennem journalistens egen opfattelse af,

hvorfor Fogh siger, som han gør: i begge tilfælde, fordi han vil undgå at tale om

en evt. dronningerunde. Der er her tale om en inferens: Journalisten

fortolker/bedømmer ikke eksplicit, men hans iagttagelse transformeres til en

opfattelse.

Ved begge gange at vinkle Foghs udtalelser ud fra dette motiv om ikke at

ville tale om Dronningerunde, præsenterer journalisten sin tolkning –

motivspekulationen – som det vigtigste perspektiv over for læseren. Den

primære klassifikation, debatten, underlægges hermed journalistens opfattelse

af forløbet, hvilket medvirker til det fokusskifte fra politiker til journalist, som

både Patterson og Hallin omtaler (Patterson 2002; Hallin 1994). 120 ”Dans om Dronningerunde”, Politiken d. 13.11.2007(min fremhævelse). 121 Dermed ikke sagt at samtlige motivspekulationer kan sættes på denne formel. Nogle

motivspekulationer viser sig for eksempel som eksplicitte omtaler af politikerens strategier, hvor ordet ”strategi” nævnes.

122 Ibid. (min fremhævelse).

Side 123 af 204

Ud over verbet ”forsøger” bruges også forbindelsesordet ”derfor”. Det ser

vi blandt andet i følgende eksempel fra Politikens reportage ”Helle satte hårde

stød ind – men Anders slog tilbage” fra 2007:

Det socialdemokratiske angreb var et helt bevidst forsøg på at få velfærden højere op på dagsordenen i valgkampens slutspurt. Derfor gentog hun også anklagen om, at regeringen har nedprioriteret velfærden for at bruge pengene til skattelettelser.123

Ordet har nøjagtig samme funktion som verbet ”forsøger” (som i øvrigt også

indgår i dette eksempel), nemlig at indlede den retoriske strategi eller handling

(A), der skal indfri B. Går vi tilbage til formlen, kan eksemplet illustreres således:

A (det socialdemokratiske angreb) var et bevidst forsøg på B (at få velfærden

højere op på dagsordenen) – derfor A (gentagelse af angreb): A var et bevidst

forsøg på B, derfor A.

Hvor ordet ”derfor” i ovenstående eksempel markerer bevægelsen mellem

primærklassifikationen og den eksterne baggrundsinformation, bruges ordet

andre gange til at markere kommunikationsstrategiske motiver, der er hentet

inden for debatten: Altså Politiker X siger noget, og derfor siger politiker Y, som

han gør. I disse eksempler er politikerens tillagte motiv ikke af politisk, men

snarere af retorisk karakter. Omend der er klare overlap, da den retoriske

strategi altid vil udspringe af det politiske motiv, flyttes journalistens opfattelse af

politikerens motiv fra at være politisk til at være retorisk. Reportagerne viser

adskillige eksempler på, at tegn-årsag-bevægelsen mellem A og B markeres

med bindeord som ”derfor” eller lignende – for eksempel ”Det fik Thorning til at

gentage …”,124 eller ”Dét kom ikke helt bag på Venstre-formanden, som havde

tilrettelagt et hurtigt modangreb …”125 Disse forbindelsesord har en retorisk

effekt ved at markere en tegn-årsagsbevægelse og dermed fortælle en

sammenhængende og ofte underholdende historie om politikernes retoriske

interaktion under debatten.

4.2.3 Grundmotiv: Flere stemmer

Definitionen af politikerens helt grundlæggende motiv er klar: I tråd med Kocks

definition af politikernes motiver vil der for politikeren altid være tale om et

selvisk/strategisk motiv, der sigter mod at få så mange som muligt til at stemme

123 ”Helle satte hårde stød ind – men Anders slog tilbage”, Politiken 2007 (mine fremhævelser) 124 Ibid. 125 ”Valgflæsk i kødbyen”, Berlingske Tidende 1998

Side 124 af 204

på politikeren. Som Patterson formulerer det, må det altid formodes, at

politikerne er drevet af en vilje til sejr – og dermed kan politikerens udtalelser og

handlinger næsten også altid tilskrives et overordnet motiv om at tiltrække flere

stemmer (Patterson 1994: 61; Kock 2011: 82; Johnson-Cartee 2005: 256).126

De delmotiver der udspringer af dette grundmotiv, vil være betinget af den

kontekst, politikerne befinder sig i. I en valgkamp vil der typisk være tale om et

kommunikativt motiv om at klare sig godt. Reportagerne viser da også tydeligt,

at det er disse retoriske delmotiver, som journalisten hovedsageligt

motivspekulerer ud fra. Alligevel ser vi også, at journalisterne bruger

grundmotivet om at få flere stemmer i sin rene, ufiltrerede form, som

udgangspunkt for analyser af politikerens udtalelser. Når de gør det, fremstilles

politikerne typisk som populister.127 Et eksempel herpå lyder:

Op til duellen har valgkampstrategerne i begge lejre haft særligt fokus på, at der skulle appelleres til den omkring en million vælgere, som stadig er i tvivl om, hvor de skal sætte deres kryds. Mange af dem er kvinder, og mange af dem offentligt ansatte. Thornings hårde velfærdsretorik, og Foghs mere rolige statsmandsstil var netop designet til at appellere til dem.128

Ud over at journalisten direkte omtaler ”valgkampsstrategerne” fra de politiske

”lejre” (to krigsmetaforer), fremgår det, at Thornings ”velfærdsretorik” og Foghs

”statsmandsstil” var ”designet” til de kvindelige, offentligt ansatte tvivlere.

Beskrivelsen af politikernes retorik som ”designet” mere end antyder, at de to

politikere har indrettet deres politik efter de relevante vælgere. At ”designe” sin

politik for at tækkes vælgerne stiller politikerne i et negativt, populistisk lys, der

strider imod Grundlovens § 56. Dette, i journalistens fremstilling, populistiske

motiv om at politikerne vil gøre alt for at få flere stemmer, er en del af

reportagernes beskrivelser af politikernes udtalelser og giver blandt andet

udslag i form af formuleringer som at ”kapre stemmer”, ”løfter til unge om

fremtiden” og ”forsøgte at hive unge stemmer hjem”.129 Også i omtalen af de

politiske emner, der debatteres, bruges populistiske formuleringer. Det gælder

126 Eller – i en mere positiv optik – et selvisk ønske om magt ud fra det videre uselviske motiv

om at bidrage til bedre politiske vilkår for befolkningen. 127 Hvis politikere bliver populistiske, bryder de med Grundlovens § 56, hvor man finder

følgende passus: ”Folketingsmedlemmer er ene bundet ved deres overbevisning og ikke ved nogen forskrift af deres vælgere”. (www.grundloven.dk). Hensigten med denne passus er at undgå, at politikerne indretter sig så meget efter vælgernes ønsker, at de går på kompromis med deres idealer og lader tilfredsstillelsen af vælgernes umiddelbare ønsker og behov overskygge de mere langsigtede politiske visioner.

128 ”Helle satte hårde stød ind – men Anders slog tilbage”, Politiken 2007 (Bemærk at denne er en af de motivspekulationer, som ikke kan sættes på den formel, jeg har skitseret).

129 ”Bal uden borgerlighed”, Berlingske Tidende 2007

Side 125 af 204

for eksempel her, hvor journalisten omtaler de debatterede emner under en

partilederdebat som ”buzzwords”:

Også multinationale selskaber, topskat, Robin Hood-samfund og velfærd er buzzwords denne eftermiddag […]130

Ordvalget vækker associationer til reklameslogans – og hentyder dermed til at

politikerne er ude at reklamere for eller ”sælge” deres politik som en vare.

Henvisningerne til populisme foregår som regel, når der rapporteres fra

møder med vælgere til stede. Går vi tilbage til 1990, ser vi formuleringer som

”Schlüter vil ikke åbne yderligere for godteposen”131 og ”sørge for, at

politikeromsvøbene blev skåret fra”.132 Et udpluk fra 1998 lyder: ”Venstres og de

Konservatives katalog over valgløfter”,133 ”personerne bag de ofte lovende ord,

som flyver gennem luften i dagene op til et folketingsvalg”,134 ”de forfrosne

stakler, der står ude på fortovet og uddeler valgpropaganda”,135 ”de politiske

ledere gjorde alt for at få fingrene i de altafgørende kryds.”136 To af

henvisningerne til populisme er i 1998 i form af overskrifter, hvor ordet

”valgflæsk” indgår.137 I en af disse artikler, ”Valgflæsk i stormagasinet”, mødes

Bjørn Elmquist og Bertel Haarder til en udenrigspolitisk debat foran (et i øvrigt

temmelig uinteresseret) publikum. Her stiller en ældre herre de to politikere et

spørgsmål om krigen i Bosnien. Svaret falder, hvorefter journalisten tilføjer:

Og de giver ham i øvrigt ret i, at spørgsmålet langtfra er malplaceret, da de jo begge har en chance for at ende som landets udenrigsminister efter valget på onsdag.138

Igen skydes de to politikere motivet at være drevet af stemmer i skoene. Deres

udtalelser om at spørgsmålet ”langt fra er malplaceret” kunne i princippet være

velment. De kunne have fundet spørgsmålet interessant og relevant. Men

journalisten vælger at tolke svaret strategisk og populistisk, således at det

130 Ibid. 131 ”Barsk og ligefrem duel”, Berlingske Tidende 1990 132 ”Ungdommen gik skuffede fra mødet”, Politiken 1990 133 ”En sidste stemme til Nyrup”, Berlingske Tidende 1998 134 ”Valgflæsk i stormagasinet”, Berlingske Tidende 1998 135 Ibid. 136 ”Jagten på de sidste krydser”, Jyllands-Posten 1998, (min fremhævelse). 137 I øvrigt et ord der ikke længere bruges så meget. I 2007 har andre populistiske termer

overtaget. Jeg har ikke fundet et ord, der direkte erstatter ”valgflæsk”, men andre populistiske vendinger bruges i stedet. For eksempel ordet ”kovendinger” ofte om politikernes brudte løfter- i andre typer af artikler end reportagerne. (Jønch-Clausen, 2010b)

138 Valgflæsk i stormagasinet, Berlingske Tidende 1998 (min fremhævelse)

Side 126 af 204

positive svar fra politikerne åbenbart udelukkende skal ses i lyset af deres

chance for ”at ende som landets udenrigsminister”.

Som i ovenstående eksempel er der sjældent tvivl om journalisternes

holdning til politikernes populistiske krumspring under debatterne. Et af de

retoriske virkemidler, journalisterne gentagne gange anvender til at udtrykke

deres misbilligelse, er ironi; altså den sproglige stilfigur hvormed man siger ét,

men mener det modsatte. I sin doktorafhandling om skjult argumentation i

politisk debat skriver Anders Sigrell, at det kommunikative sigte med ironi er at

formidle afsenderens – i dette tilfælde journalistens – opfattelse over for en for

modtageren kendt person, et standpunkt eller en handling. Ifølge Sigrell

forudsætter både brugen og forståelsen af ironi, at afsenderen (journalisten) og

modtageren (læseren) har fælles erfaringer og tolkningsrammer. Hvis dette er

tilfældet, kan ironi være et effektivt redskab til at inkludere eller ekskludere.

Ironien kan således bruges som et udtryk for solidaritet (Sigrell 2001: 241). Men

det kan også bruges som en subtil, ikke-konfrontativ måde at kritisere på:

”Ironier kan uppfattas som et artigt sätt att framföra underförstådd kritik, ett sätt

som är mindre konfrontativt och konfliktfyllt än en mer explicit parafras.” (Sigrell

2001: 212).

Både i 2007 og 2011 ser vi flere eksempler på journalistens brug af ironi

som kritik i afdækningen af en politikers leflen for vælgerne. Det sker for

eksempel i reportagen ”For enden af et skydetelt” fra Politiken 2007, hvor en

flok politikere er ude at tale på et gymnasium. Ifølge reportagen er de unge

begyndt at kede sig, hvilket Pia Kjærsgaard tilsyneladende opfanger og

beslutter sig for at handle på:

Måske forstod hun, at ældrepolitik ikke nødvendigvis er det, der optager 17-18-årige allermest. I hvert fald serverede Kjærsgaard lynhurtigt et løfte om skattefradrag for undervisningsmaterialer plus andet ungdomsvenligt.”139

Journalistens fremstilling af Pia Kjærsgaards motiv for at tale om ”skattefradrag

for undervisningsmaterialer og andet ungdomsvenligt” sker på baggrund af en

tør konstatering af, at politikerne ikke formår at målrette deres kommunikation til

målgruppen. Journalistens ordvalg bidrager kraftigt til den strategiske,

populistiske fremstilling af Pia Kjærsgaard. At hun ”serverer” løftet må siges at

være en formulering, der i højeste grad insinuerer hendes populistiske motiv.

For når man ”serverer” noget, er man i tjenerens rolle. Man er underdanig den,

man serverer for. Kjærsgaard serverer løftet om skattefradrag for

139 ”For enden af et skydetelt”, Politiken 2007 (mine fremhævelser).

Side 127 af 204

undervisningsmaterialer ”og andet ungdomsvenligt” for at de unge skal stemme

på hende – og understreger oven i købet pointen: Hun vil gøre og sige hvad

som helst – og med det samme. At politikerne ”serverer” løfter, ”designer”

strategier, ”kaprer” stemmer osv., tegner et tydeligt billede af politikere som

populister, der for at opnå flere stemmer vil gøre alt for at tækkes vælgerne.

Reportagerne i 2011 byder på flere eksempler på ironi, for eksempel her i

en reportage fra Berlingske Tidende fra en debat mellem Lars Løkkes

Rasmussen og Helle Thorning-Schmidt:

Han fik flere gange fyret sin seneste oneliner af – den om at det ikke handler om pengene, men om ”alt det man kan gøre med pengene”. Og Thorning brugte et par gange sin nyeste vending om, at det skam da går bedre i sundhedsvæsnet, ”men det manglede da også bare.”140

Journalistens ironiske distance til de to politikeres udsagn er tydelig. Omtalen af

deres politiske pointer som henholdsvis ”seneste oneliner”, der ”fyres af” og

”nyeste vending” udstiller de to politikeres gentagende valgkampsretorik på en

kritisk måde. Beskrivelsen af udsagnene hentyder til, at de politiske budskaber

er præfabrikerede ”oneliners”. Ved at politikernes budskaber vinkles ud fra den

måde, de leveres på, flytter journalisten således fokus fra det politiske budskab

til politikernes præfabrikerede oneliner-retorik. Fremhævelsen af denne retorik

antyder, at retorikken er indstuderet og dermed ikke dybfølt.

4.2.4 Retoriske motiver

Som jeg kort har været inde på, dikterer debatsituationen, at politikerens

konkrete motiv er af retorisk karakter.141 Det skyldes, at opfyldelsen af

grundmotivet om flere stemmer forudsætter, at politikeren klarer sig godt i

debatten.

På tværs af reportagerne i de tre aviser i 2007 synes der at herske

konsensus om Foghs kommunikative motiv over for sin modstander: nemlig at

spille på sin status som mangeårig politiker over for den relativt uprøvede Helle

Thorning-Schmidt. I det følgende vil jeg trække et par eksempler på det frem:

140 ”Vi er da enige om meget, tror jeg”, Berlingske, d.15.9.2011 141 Der kan argumenteres for, at et retorisk motiv er om ikke synonymt med, så i hvert fald

beslægtet med ordet strategi, men jeg vil for stringensens og argumentets skyld holde mig til betegnelsen retorisk motiv.

Side 128 af 204

Den erfarne Fogh bestræbte sig flere gange – mest indirekte – på at fremstå som den erfarne statsminister over for den uerfarne udfordrer.”142

Men generelt var det en meget afdæmpet statsminister, som også i aftes forsøgte at spille statsmandskortet. Blandt andet ved at forsøge at vise ansvarlighed over for velfærdssamfundet ved at invitere sin modstander til et nationalt kompromis.143

I det første eksempel ser vi en klar inferens, da journalisten tolker Foghs motiv

om at være erfaren statsmand ind i gengivelsen af hans retorik. Tolkningen

bæres her af verbet ”bestræbte”. Den påståede strategi om, at Fogh spiller på

sin erfaringsstatus, fungerer som det organiserende princip for flere af Foghs

udtalelser. Det er det perspektiv, som hans udtalelser vinkles ud fra. Det gælder

også i det efterfølgende eksempel, hvor Fogh (højtideligt omtalt som

”statsministeren”) ”forsøgte at spille statsmandskortet” i hans invitation til at

invitere Helle Thorning-Schmidt med til et nationalt kompromis. Igen er

udtalelsen (invitationen til kompromis) (A) underlagt motivet om at fremstå som

en erfaren statsmand (B) – som igen er underlagt det overordnede motiv om at

tiltrække flere stemmer. Et tredje eksempel på samme mekanisme ser vi i

samme reportage:

Også på asylområdet skal modstanderen udstilles som det usikre kort: Thorning vil – ifølge Fogh – indføre reel fri indvandring til Danmark.144

Igen nøjes journalisten ikke med at referere, hvad Fogh siger, men lægger vægt

på, hvorfor han siger det: At ”modstanderen skal udstilles som det usikre kort”,

står her som sætningens egentlige påstand. Den løse gengivelse om, at

Thorning vil indføre fri indvandring til Danmark – som er det politiske budskab –

er underordnet Foghs motiv om at spille på sin status som erfaren politiker. Igen

ser vi, at journalisten tillægger politikeren, her Anders Fogh Rasmussen, et

strategisk snarere end et politisk motiv. Journalisten dvæler således ikke ved

den udtalelse, der (i en eller anden for læseren ukendt form) rent faktisk faldt til

debatten, nemlig Foghs anklage om at Thorning ”vil indføre fri indvandring til

Danmark”. Dette strategiske motiv rummer samtidig en personkarakteristik, der

som tidligere nævnt er del af motivspekulationernes appel: Journalisterne

tegner et billede af Anders Fogh Rasmussen som arrogant (negativt vinklet)

eller retmæssigt politisk overlegen og derfor dygtig strategisk (positivt vinklet).

142 ”Helle satte hårde stød ind – men Anders slog tilbage”, Politiken d. 5.11.2007. (min

fremhævelse) 143 "Anders Fogh i balancegang”, Berlingske Tidende d. 2.11.2007 144 Ibid.

Side 129 af 204

Om læserne opfatter det som det ene eller andet, afhænger af deres

videnshorisont og/eller politiske overbevisning.

Et andet gennemgående retorisk motiv er at få debatten drejet væk fra

emner og vinkler på sager, man ikke bryder sig om at tale om, og hen på noget,

hvor man føler sig hjemme. Reportagerne rummer flere eksempler på, hvordan

politikerne forsøger at sno sig uden om kritiske emner eller spørgsmål – ud fra

det retoriske motiv om at klare sig godt i debatten. I reportagen "Helle Thorning i

duel på skat og velfærd" fra Berlingske Tidende 2007 rapporterer journalisten

fra et valgmøde på et gymnasium, hvor eleverne gentagne gange beder

politikerne svare på spørgsmål, der ligger uden for deres mærkesager – og som

i det hele taget ikke passer til deres respektive dagsordener. Journalisten

skriver ironisk om politikerne, at de "på eleganteste vis” fik ”absorberet de

høflige og velforberedte spørgsmål fra eleverne i salen, så de ikke behøvede at

svare direkte på dem alle sammen." Konkret om Bendt Bendtsen og Helle

Thorning-Schmidts undvigelser lyder det:

Således fik Bendt Bendtsen et spørgsmål om nedskæringer på gymnasierne og højere klassekvotienter til at handle om frafaldet på de tekniske skoler, mens Helle Thorning-Schmidt helt glemte at svare på, hvordan hun vil forene sin egen skattepolitik med SF/Enhedslisten på den ene side og de Radikale på den anden side.145

Journalisten beretter om, hvordan de to politikere faktisk har held til at føre

deres intentioner om at tale udenom ud i livet: Bendt Bendtsen fik det kritiske

emne "nedskæringer" til at handle om frafald på tekniske skoler. Der er her

ingen tvivl om journalistens opfattelse af situationen: Bendtsen drejer – eller

forskyder – emnet til noget for ham mere passende, så han står i et mere

fordelagtigt lys over for gymnasieeleverne. Med formuleringen, at Helle

Thorning-Schmidt helt glemte at svare på, hvordan hun vil samarbejde med SF

og Enhedslisten, kan vi næsten se journalistens himmelvendte øjne. Som med

tilfældet Bendtsen afslører journalisten Helle Thorning-Schmidts

kommunikationsstrategi – der som med så mange andre politikere består i at

tale udenom. Journalisten fremmer hermed et tydeligt billede af politikere som

mere drevet af ønsket om at undgå ubelejlige emner end at svare på salens

spørgsmål.146

145 ”Helle Thorning i duel på skat og velfærd”. Berlingske Tidende, d. 30.10.2007 146 Igen må det understreges, at det negative billede af de udenomssnakkende politikere

sagtens kan være helt i overensstemmelse hvad der rent faktisk foregik til debatten.

Side 130 af 204

4.3 Analyse eller reportage?

Nogle reportager byder på en så massiv ophobning af motiver, at de er svære

at skelne fra analyser. Fænomenet er tydeligst i Politikens reportager.147 Flere

af disse er så præget af journalistisk analyse, at de til forveksling ligner analyser

i holdningsgenren. Et efterhånden velkendt eksempel fra 2007 er reportagen

”Helle satte hårde stød ind – men Anders slog tilbage”, hvori det lyder:

Det socialdemokratiske angreb var et helt bevidst forsøg på at få velfærden højere op på dagsordenen i valgkampens slutspurt. Derfor gentog hun også anklagen om, at regeringen har nedprioriteret velfærden for at bruge pengene til skattelettelser.148

Går vi tilbage til formlen for en motivspekulation, kan eksemplet illustreres

således: A (det socialdemokratiske angreb) var et bevidst forsøg på B (at få

velfærden højere op på dagsordenen). Derfor A (gentagelse af angreb).

Ligesom i forrige eksempel er A – Helle Thorning Schmidts udtalelse om at

regeringen har nedprioriteret velfærden for at bruge pengene til skattelettelser –

vinklet ud fra B: At Helle Thorning-Schmidt er drevet af et motiv om at få

velfærden højere op på den politiske dagsorden. I de reportager, hvor der

forekommer ophobninger af motiver, har motivspekulationerne dominoeffekt,

således at én baggrundsinformation, motivspekulation og andre analytiske

elementer naturligt fører til den næste. Det gælder også for denne reportage,

der fortsætter således:

Anders Fogh Rasmussen brugte til gengæld duellen til endnu en gang at forsøge at skabe usikkerhed om den socialdemokratiske skattepolitik. Især advarede han boligejerne om, at de partier, der støtter Helle Thorning-Schmidt vil hæve boligskatten. Det fik Thorning til at gentage sit løfte til boligejerne.»Det er ikke socialdemokratisk politik, og det bliver ikke socialdemokratisk politik at hæve boligskatterne«, sagde hun. Thorning forsøgte i starten af debatten at afværge skræmmebilleder på hendes skatte- og udlændingepolitik ved at gøre Fogh klart, at han i denne valgkamp har fået en ny modstander.»Du står ikke over for Mogens Lykketoft. Du står over for en ny socialdemokratisk formand«, fastslog Thorning.”149

I den første sætning fremgår Anders Fogh Rasmussens motiv (B); nemlig at

han prøver at skabe usikkerhed om den socialdemokratiske skattepolitik.

147 Jyllands-Posten, som generelt har ganske få reportager i 2007 og 2011 har ingen tydelige

eksempler på dette. Berlingske Tidende har et par, både i 2007 og i 2011 – tydeligst i reportagen ”Fogh og Thorning smider fløjlshandskerne” fra 2007.

148 ”Helle satte hårde stød ind – men Anders slog tilbage”, Politiken 2007. 149 ”Fogh og Thorning smider fløjlshandskerne, Berlingske Tidende, 5.11.2007 (Mine

fremhævelser)

Side 131 af 204

Journalisten benytter her en anden, hyppigt anvendt formulering i opbygningen

af motivspekulationer, nemlig at ”bruge debatten til”.150 Formuleringen antyder,

at politikerne betragter debatten som én samlet retorisk handling, der skal indfri

et af deres delmotiver: I dette tilfælde for Anders Fogh Rasmussen at bringe

Helle Thorning-Schmidt på glatis ved at skabe usikkerhed om den

socialdemokratiske skattepolitik. Igen bruges verbet ”forsøge” som bro fra A til

B – Foghs advarsel til boligejerne. I en tegn-årsagsbevægelse bevirker denne

udtalelse (A), at Thorning gentager sit løfte til boligejerne om ikke at hæve

boligskatterne (markeret med formuleringen ”det fik Thorning til”). Den følgende

sætning: ”Thorning forsøgte i starten af debatten at afværge skræmmebilleder

på hendes skatte- og udlændingepolitik” er et typisk eksempel på en sætning,

der både kan kategoriseres som et motiv (B) og som en retorisk handling (A).

Som retorisk motiv handler den om at afværge modstanderens angreb – og

følges op af en retorisk handling (A), hvori Thorning Schmidt understreger over

for Fogh, at han står over for en ny socialdemokratisk formand.

Udtalelsen om at Thorning forsøger at afværge skræmmebilleder på

hendes politik, kan dog også opfattes som en retorisk handling (A), som støtte

til et motiv på et højere niveau, nemlig at klare sig godt i debatten ved at få

fremført sine politiske budskaber: Når Fogh har prøvet at stille hendes forslag i

et dårligt lys, finder hun det nødvendigt at forsvare forslaget, så det fremstår

mere positivt. Således er reportagen stringent opbygget af en række

sammenhængende tegn-årsags sammenhænge, bundet sammen af

journalistens motivspekulationer.

I 2011 er antallet af reportager som nævnt halveret, samtidig med at de

reportager, der er at finde i valgdækningen generelt mere ligner features end

nyheder. De få traditionelle reportager, der er at finde, er dog karakteriseret ved

mange motivspekulationer. Dette gælder særligt for Politiken, hvis reportager

”Lars Barfoed kom i krydsild i partilederrunde” (2007) og ”Statsministerduel om

midtervælgernes økonomi” (2011) er så motivtunge, at det ved første øjekast

kan være svært at afgøre, om der er tale om en analyse eller en reportage.

Sidstnævnte, der er skrevet af politisk redaktør Mette Østergaard er et tydeligt

eksempel på en meget analytisk reportage, der er skarpt vinklet ud fra hendes

150 Vi ser formuleringen flere gange i analysematerialet. I Politikens ”Dans om dronningerunde”

(13.11.2007) bruges formuleringen for eksempel to gange: ”Både Dansk Folkepartis leder Pia Kjærsgaard og K-leder Bendt Bendtsen brugte debatten til at angribe Naser Khader for at skabe usikkerhed med sit fortsatte krav om dronningerunde.” + ”Thorning brugte den afsluttede tv-debat til at udstille uenigheden mellem de fire partier, der peger på Anders Fogh som statsminister.” (Mine fremhævelser)

Side 132 af 204

opfattelse af motivet for debattens emne.151 Reportagen, hvori der ingen direkte

citater er, men som er fuld af både baggrundsinformation og motivspekulation,

begynder således:

De to statsministerkandidater brugte al deres energi på at overbevise tv-seerne i aftes om, at de skal være landets statsminister om en uge. Derfor handlede den efterhånden traditionelle økonomidiskussion også primært om vælgernes hverdag.152

Med denne motivspekulation bliver reportagens vinkel slået an.

Motivspekulationens to komponenter B (at overbevise seerne om at de skal

være statsminister) og A (snak om vælgernes hverdag) er bundet sammen af

forholdsordet ”derfor”. Motivspekulationen uddybes i næste passage:

Manøvren handler om at tiltrække de afgørende midtervælgere, der både kan stemme på rød og blå blok, men hvor egen lomme kan blive afgørende for valget. Særligt Lars Løkke havde lagt retorikken om, så han brugte mindre tid på at tale om konkurrenceevne og finansmarkederne og i stedet talte om familiernes økonomi. Venstre har altid haft problemer med at tiltrække kvindelige vælgere, og derfor var det en klar strategi fra Venstre, at statsministeren skulle tale om økonomien på en måde, så de store linjer kom i baggrunden og at debatten i stedet skulle handle om den velfærd, som man kan få for en sund økonomi.153

Her uddyber journalisten motivet uden nogen form for forbehold eller

svækkende styrkemarkører. Reportagen igennem bruges dette motiv som

forklaring på de to statsministerkandidaters retorik og udtalelser. Det første

eksempel fremgår af passagen – nemlig at Lars Løkke Rasmussen,

underforstået i lyset af dette motiv, havde ”lagt retorikken om”, så han nu talte

om familiernes økonomi frem for om konkurrenceevne og finansmarkeder.

Omtalen af denne retoriske handling leder journalisten videre til en

baggrundsinformation om Venstres generelle problem med at tiltrække

kvindelige vælgere, der udmunder i en videre analyse af Løkkes omlagte retorik

som en ”klar strategi”. Passagen kunne lige så godt stamme fra en analyse,

men opfylder alle krav til en reportage, og må derfor klassificeres som en

sådan. Den meget analyserende stil, som karakteriserer denne og andre

reportager, er så markant, at den må siges at bidrage til at skabe en ny

151 Reportagens analytiske karakter kan muligvis skyldes, at journalisten bag er Politikens

politiske redaktør, hvis primære skribentopgave er analyser. Derfor forekommer det hende muligvis ekstra naturligt at anlægge et analytisk snit, selvom valgreportagen er en helt anden genre. Det skal dog siges, at andre reportager med andre skribenter er stort set lige så analytisk tunge, så dette er højst en forstærkende delforklaring.

152 ”Statsministerduel om midtervælgernes økonomi”, Politiken 2011 153 Ibid.

Side 133 af 204

hybridgenre, som man kunne kalde analysereportagen – en blanding af analyse

og nyhedsreportage. Denne hybrid mellem holdnings- og nyhedsjournalistikken

kan tolkes som et udtryk for den forstærkede analytiske tendens i

nyhedsjournalistikken. Der lader altså til at være tale om en ny vægtfordeling

mellem de samlede elementer i den politiske journalistik, hvor tendensen går

mod flere og flere evaluerende elementer.

4.4 Afrunding

Fakta taler ikke for sig selv, men må af hensyn til modtageren

kontekstualiseres, udfoldes, fortolkes, forklares og analyseres. Det er ifølge

journalisterne selv dette pædagogiske ræsonnement, der ligger bag den

forklarende form for journalistik, der tydeligst viser sig i den stigende brug af

baggrundsinformation i valgreportagerne fra 1990 til 2011. Stigningen har den

effekt, at betydningen af debatterne som selvstændige begivenheder nedtones,

samtidig med at betydningen af valgkampen som en sammenhængende

historie understreges. En anden forklaring på tendensen til den mere

forklarende journalistik er, at journalister – med David Trads’ ord – ikke kun vil

spille på ”den officielle bane” og dermed reducere journalisten til simpel referent

af, hvad magthaverne siger. De vil bevare deres analyserende, kritiske blik på

magthaverne – også i nyhedsjournalistikken. Dette viser sig ofte i reportagerne

som motivspekulationer i gengivelsen af politikerens udtalelser. I flere

reportager har journalisten flyttet sit fokus fra de ordvekslinger, der udspiller sig

i debatten, til mere subjektivt funderede spekulationer over, hvorfor politikerne

siger, som de gør. Tendensen til at gå fra at besvare spørgsmålet ”hvad?” til

”hvorfor?” bevirker, at flere reportager får karakter af analyse end af reportage –

og at man kan begynde at tale om en heraf affødt hybridgenre, der kunne

kaldes en analysereportage.

Side 134 af 204

Kapitel 5

På kamppladsen: Journalistisk

bedømmelsespraksis

Mest sikker var Helle Thorning-Schmidt i spørgsmålet om klima, hvor hun ikke havde problemer med at fremstille Fogh som utroværdig trods hans grønne forvandling.154

Som citatet her viser, nøjes reportagejournalisten ikke med nøgternt at referere

emnet for debatten, men bidrager også med en vurdering af, hvor vellykket og

velfremført politikernes retorik er. Med den dominerende intention om at få

læseren til at tilslutte sig sin egen fortælling om debatten, bruger journalisten

altså sig selv og sine egne opfattelser og vurderinger som omdrejningspunkt i

fremstillingen af debatten. I sidste kapitel så vi, hvordan den fortolkende praksis

udmønter sig i analyserende passager, hvor journalisten bruger sin politiske

viden til at indvie læseren i baggrunden for politikernes ordvekslinger. Vi skal i

dette kapitel se, hvordan de analyserende reportager med tilføjelsen af

journalistens fortolkninger bevæger sig fra det analyserende til det vurderende –

som for eksempel journalisten ovenfor, der vurderer, at Thorning-Schmidt var

”mest sikker” i klima-spørgsmålet, hvor hun ”ikke havde problemer” med at

fremstille Fogh som utroværdig. Passagen er så eksplicit bedømmende, at den

lige så godt kunne være taget fra en leder eller en kommentar. Et bedømmende

præg, der understøttes af reportagens titel: ”Thorning var klasser over

Lykketoft”.

I dette kapitel vil jeg argumentere for, at der i de analyserede reportager er

tale om to forskellige journalistiske bedømmelsespraksisser: For det første en

indirekte, metaforisk bedømmelsespraksis, hvor politiske debatter fremstilles

som kamp. Først og fremmest gennem ’rene’ kampmetaforer som sport eller

krig – (her sammenfattet i metafor-kategorien kamp), men også igennem andre

154 ”Thorning er klasser over Lykketoft”, Berlingske Tidende 2007

Side 135 af 204

metaforer, for eksempel dramametaforen, der – som det vil fremgå – også har

kamplogikken indlejret i sig. Den indirekte type bedømmelse, som

kampmetaforerne fører med sig, er efter min bedste overbevisning ikke altid et

bevidst valg fra journalistens side, men snarere en form for ubevidst metaforisk

sprogbrug, der har dannet mønster i nyhedsjournalistikken. Her viser jeg tilbage

til kapitel 2, hvor jeg i afsnittet ”Journalistiske ritualer” argumenterede for, at

journalisternes ord og vendinger ofte er et udslag af journalistisk rutine. Vi taler

her om fast indlejrede sproglige strukturer – ikke mindst slidte og døde

metaforer – der gentages år efter år, valg efter valg og overføres fra generation

til generation af politiske journalister.155

Den anden form for journalistisk bedømmelsespraksis dækker over

journalistens direkte vurderinger – som regel i forbindelse med kåringen af

debattens vindere og tabere. Som i det indledende eksempel med Helle

Thorning-Schmidt fremgår journalistens egne holdninger ofte tydeligt i disse

direkte bedømmelser. Således bidrager den anden form for journalistisk

bedømmelsespraksis med meget tydelige eksempler, der underbygger

afhandlingens tese om, at journalistik er retorik.

Som vi skal se i dette kapitel, befinder de to bedømmelsespraksisser sig i

et kausalt forhold, hvor den indirekte medfører den direkte. Det vil med andre

ord sige, at den traditionsbårne tendens til at iscenesætte politiske debatter som

forskellige former for kamppladser i dag ofte danner ramme om journalisternes

direkte domsfældelser over politikerne. Mit argument er, at når mange

journalister i valgreportager kårer politiske vindere og tabere, er det ikke blot ét

ud af flere mulige valg, men ligefrem en nødvendighed for at kampmetaforens

logik kan fungere.

155 For at få et indblik i kampmetaforikkens historik besluttede jeg mig for at undersøge, hvornår

den helt grundlæggende metafor ”valgkamp” første gang optrådte i Politikens valgdækning. Ordet ”Valgkamp” optrådte første gang i Politikens valgkampsdækning i 1915 – flere gange og i samme betydning som i dag.I valgkampen forinden i 1913 optrådte ordet ”Valgkamp” derimod ikke en eneste gang. Det gjorde derimod den omvendte ordstilling ”Kampvalg”. Stikprøven bekræfter Espersens udsagn om at krigssprog går langt tilbage. Udsagnet bekræftes videre i en gennemgang af valgartiklerne i 1915. For eksempel ser vi i en dødsannonce for folketingsmedlemmet Valdemar Jensen, der beskrives som sin forgænger, Lars Dinesens ”banemand” i Hillerødkredsen. Dinesen, står der, blev ellers betragtet som ”usaarlig”, men Jensens spørgsmål ”fældede” ham. (”Folketingsmand dør”, Politiken 3. Maj, 1915, s. 3) Mudderkastning var også en del af det politiske sprog for 100 år siden. Det fremgår blandt andet af reportagen ”Kampvalg i Svendborg- kressen – det første Vælgermøde”, hvor journalisten skriver, at: ”Venstre vil øjensynligt forsøge at benytte det Mudder der har været inden for Kressens Højre, til at skaffe sig sin Kandidat valgt […]”155(min fremhævelse) Samme reportage byder på flere kampmetaforer, for eksempel ”Kamp”, ”Livtag”, ”udkæmpes”, ”eneherskende”, ”de gamle Kamptoner”. ”Attentat” og ”Modtræk”. (Politiken den 5. Maj 1915)

Side 136 af 204

5.1 Indirekte bedømmelse: Metaforer som argumenter

”Et fortættet argument” kalder Jeanne Fahnestock metaforen (jf. kapitel 2). I

forklaringen på, hvorfor og hvordan metaforer lever op til dette prædikat, tilbyder

George Lakoff og Mark Johnsons udbredte begreb om konceptuelle metaforer

et relevant perspektiv (Lakoff 2003).

Drevet af den grundlæggende filosofi om, at sprog ikke bare beskriver,

men også skaber verden (jf. kapitel 2), er forfatternes grundlæggende pointe, at

metaforer strukturerer vores tankegang, herunder vores måde at argumentere

på. Metaforer er ikke bare sproglige fænomener, men en fundamental kognitiv

mekanisme, der styrer vores tanker og handlinger. Det særlige ved metaforen

er, at den fremhæver ét aspekt af noget (en begivenhed, sag, person el.lign.)

ved at lade os forstå det gennem et andet (jf. I.A. Richards interaktionsteori).

Forfatterne fokuserer særligt på begrebet ”conceptual metaphors”. Sådanne

konceptuelle metaforer er – jf. deres populær-betegnelse ’døde metaforer’ – så

integrerede i vores sprog, at vi ikke længere opfatter dem som konstruerede

metaforer, men som neutrale ord og vendinger. Ikke desto mindre – eller måske

netop derfor – lægger de fundamentet for vores opfattelse af helt almindelige

dagligdags situationer, jf. titlen på Lakoff og Johnsons bog Metaphors We Live

By. Anvendelsen af metaforerne betyder ikke bare, at ét aspekt af et begreb

eksponeres, men også samtidig, at andre aspekter af begrebet ikke

eksponeres. Ifølge Lakoff og Johnson betyder det, at vi tænker og handler efter

et væv af mentale indkodninger og sproglige indsnævringer, der vinkler og

dermed begrænser vores verdensopfattelse. Sådanne eksponerede og/eller

ikke-eksponerede betydninger kan blandt andet være, at op er godt, og ned er

dårligt (han var i højt humør, hun var helt nede kulkælderen, osv.), at tid er

penge (jeg sparede en halv time/det kostede mig en halv time osv.), at

kærlighed er en rejse (vores forhold er kørt af sporet osv.), eller – som jeg skal

vende tilbage til – at diskussion er krig.

I en medieframe-optik er konceptuelle metaforer ikke mindst interessante,

når de i nyhedsartiklen bliver så dominerende, at de kan identificeres som

underliggende præmisser, som læseren må acceptere for at forstå og acceptere

artiklens budskab. Hermed kan teorien om framing og teorien om

begrebsmetaforer hævdes at udgøre to sider af samme sag: Begge sætter en

ramme for, hvordan vi skal opfatte verden og styrer dermed vores tanker i en

særlig retning, der udelukker andre måder at opfatte en sag eller et emne på.

Koblingen imellem den kognitive metaforteori og framing-teorien – mellem

sprogfilosofi og politisk retorik – er især blevet videreudviklet af George Lakoff.

Side 137 af 204

Som pioner i den kognitive framing-forskning har han udbygget sin teori om

konceptuel metaforteori til at fokusere på det politiske sprog.156

5.2 Kampmetaforen i valgkampene

De analyserede reportager rummer et væld af metafortyper, hvoraf den mest

dominerende uden sammenligning er kampmetaforen, som jeg vender tilbage til

om lidt. Ud over kampmetaforen er de fire mest dominerende metafortyper

spilmetaforen, skibsmetaforer, kærlighedsmetaforen og dramametaforen.

Med spilmetaforen kan politikerne både spille et kort (”spille sikkert”, ”spille

statsmandskortet”157, ”kandidat-kortene på bordet”158) eller være et kort (”det

usikre kort”,159 ”regeringens største trumfkort”160). Den mest brugte spilmetafor

er henvisningen til det bord, kortspillet spilles på (”så skal han hive mere frem

på bordet”161, ”hive tal og fakta på bordet”162 og ”efterhånden kom der dog

argumenter på bordet”). Flere teoretikere, blandt andet David Ritchie og Mumby

og Spitzack, sammenstiller spilmetaforen – diskussion er spil – med

sportsmetaforen. For det første ud fra devisen om, at skak er en sport, for det

andet ud fra ræsonnementet om at de strategiske manøvrer, der definerer

spilmetaforen også er en vigtig del af en krig såvel som en sportskamp. I mit

materiale finder jeg dog en stor betydningsmæssig forskel mellem spil og

sport/krig. Hvor spilmetaforen knytter sig til de strategiske overvejelser på

tegnebrættet i kommandorummet, udspiller krig og sport sig fysisk på

kamppladen.

Skibsmetaforen (”lagde fra land”, 163 ”strammere kurs”,164 ”kursskifte”,165

”modvind”166, ”chancesejlads”,167”tog roret”168) er styret af en retningsbestemt

156 I bogen Don’t Think of an Elephant fra 2004, der primært omhandler det republikanske partis

magtfulde frames, forklarer han de kognitive mekanismer bag disse politiske frames ud fra samme teorier, som han tyve år tidligere udviklede med Mark Johnson i Metaphors we live by.

157 ”Anders Fogh i balancegang”, Berlingske Tidende 2007 158 “En sidste stemme til Nyrup”, Berlingske Tidende 1998 159 ”Anders Fogh i balancegang”, Berlingske Tidende 2007 160 ”Uffe og Nyrup i hed debat om EU”, Politiken 1998 161 ”Fogh inviterer Thorning til national aftale om velfærd”, Berlingske Tidende 2007 162 ”Fogh og Thorning smider fløjlshandskerne”, Berlingske Tidende 2007 163 ”Khader i skudlinjen”, Jyllands-Posten 2007 164 ”Duel med to vindere”, Jyllands-Posten 1998 165 ”Khader bøjer sig”, Politiken 1998 166 ”I den forkerte ende af et skydetelt”, Politiken 2007 167 ”De Allieredes Kamp”, Berlingske Tidende 2007

Side 138 af 204

logik, mens kærlighedsmetaforen betragter partier og politikere ud fra

parforholdets logik (”frierfødder”,169 ”frieri”,170 ”bejlen”/”ombejlede”,171 flirten172).

Endelig betragter dramametaforen politik som et teaterstykke eller et show, hvor

debatten er forestillingen og politikerne skuespillerne. (”superprofessionel

politisk skuespiller”,173 ”politikstjernerne”,174 ”aftenens performere”, ”tæppet går”,

”forpremiere,”175). Interessant er det, at både kærligheds- og dramametaforen

deler fællestræk med kampmetaforen. En pointe som udfoldes senere i kapitlet i

en analyse af dramametaforen.

Selvom disse fire metafortyper optræder relativt ofte i de politiske

reportager, er de dog langt fra så dominerende som kampmetaforen. Dette

skyldes ikke overraskende, at kampmetaforen er en afart af den konceptuelle

metafor diskussion er krig. Og da politik i høj grad er en diskussionsdisciplin,

forstærkes dette indtryk kun af, at de analyserede reportager dækker debatter i

valgkampsperioder og dermed fokuserer på den konkurrence, som

karakteriserer den politiske virkelighed i disse perioder. Det kvantitative mål om

at erobre flest stemmer er det ultimative mål og derfor på mange måder det

styrende princip i disse politisk tilspidsede perioder. Konkurrenceaspektet

forstærkes yderligere af, at jeg fokuserer på debatter, hvor valgkampens

deltagere mødes ansigt til ansigt – dvs. i situationer, der af Lawrence og

Fallows betegnes som valgkampens ”kontrollerede konflikter” (jf. kap. 2).

Kampmetaforens funktion som device i den overordnede strategiframe

hænger dermed uløseligt sammen med journalistikkens styring efter

nyhedskriteriet konflikt. Konflikt gennemsyrer således både krigs- og

sportsmetaforen – hvilket jeg i det følgende skal vise ved at fokusere på,

hvordan disse to metaforers fællestræk taler for at behandle dem under ét som

kampmetaforer.

5.2.1 Debat som krig

Det politiske sprog er et kampsprog, som når Socialdemokraterne taler om arbejderbevægelsens internationale kampdag, eller når man snakker om at

168 ”Auken og Schlüter tog roret”, Politiken 1990 169 ”Auken i krydsild”, Berlingske Tidende 1990 170 ”Helle T i duel på skat og velfærd”, Berlingske Tidende 2007 171 ”Alle bejlede til manden i midten”, Jyllands-Posten 2007 172 ”Lars Barfoed kom i krydsild”, Politiken 2011 / ”Barfoed tordnede”, Politiken 2011 173 ”Uffe var sig selv igen” Politiken 1998 174 ”Når politiske stjerner blinker”, Politiken 1998 175 ”Forpremiere til Foghs dronningerunde”, Politiken 2007

Side 139 af 204

'gå på barrikaderne' eller 'marchere imod'. Det er krigssprog og har været det siden Adam og Eva.176

Søren Espersens udtalelse fra et Politiken-interview i 2011 rammer en

væsentlig pointe – ikke bare i forhold til politiske paroler, men i høj grad også i

forhold til den politiske journalistik. At politik generelt er gennemsyret af

kampmetaforer, er temmelig åbenlyst. Som almindelige sprogbrugere er vi

blevet så vant til, at diskussion i hverdagssproget omtales som kampsituationer

– med Espersen-eksemplerne ”kampdag”, ”at gå på barrikaderne” eller

”marchere imod” – ligesom vi er blevet vant til sådanne ord og udtryk; de er

blevet en integreret og upåfaldende del af sproget. En af de konceptuelle

metaforer, som Lakoff og Johnson udfolder, er netop den, som Espersen peger

på, nemlig at diskussion er krig. Denne bruger vi, når vi som en helt automatisk

del af hverdagssproget siger, at vi ”angriber” eller ”forsvarer” et synspunkt,

”skyder” et argument ned, ”vinder” eller ”taber” en diskussion osv. Her omtales

og opfattes begrebet diskussion som noget, der skal vindes, hvor målet er at

bekæmpe sin diskussionspartner – enten ved hjælp af en snedig strategi (i

kommandorummet) eller et effektivt våben (på kamppladsen). Netop denne

konceptuelle metafor benyttes hyppigt i journalisternes dækning af politik, da

politik i høj grad er en forhandlings- og dermed en diskussionsdisciplin.177 Det

er derfor helt naturligt for journalisterne at benytte sig af disse metafortyper –

hvilket gennemgangen af de analyserede reportager også bekræfter.

Metaforen diskussion er krig, er uløseligt forbundet med den journalistiske

strategiframe, hvis idé som nævnt er, at politik udelukkende er en strategisk

kamp om stemmer (Mumby 1983; Cappella 1997; Lawrence 2000; Valentino

2001; Kock 2002; Binderkrantz 2009; Breck 2011). Som anslået i kapitel 2, er

DISKUSSION ER KRIG og alle de konkrete krigs- og sportsmetaforer, der

udspringer herfra, en device i opbygningen af denne dominerende frame. Nogle

gange kan krigsmetaforerne dog være levende og stærke. Reportagerne fra

2007 og 2011 rummer blandt andet eksempler på meget livagtige duelmetaforer

– for eksempel formuleringer som ”satte hårde stød ind”178 ”en række

velafbalancerede angreb”,179 ”at spidde”,180 eller ”parere”181 – altså levende

176 http://politiken.dk/politik/ECE1349458/df-kalder-kritisk-lars-von-trier-nazist-og-pervers/. 177 Jf. ordet ”politik”, der oprindelig betyder ”fordeling af ressourcer” 178 ”Helle satte hårde stød ind – men Anders slog tilbage”, Politiken 2001 179 ”Anders Fogh i balancegang”, Berlingske Tidende, 2007 180 ”Gamle kampaner i nye roller”, Jyllands-Posten 1998 181 ”Duel med to vindere”, Jyllands-Posten 1998

Side 140 af 204

metaforer, der formår at skabe mentale billeder for eksempel af en

middelalderlig fægteduel.

Oftest er det modsatte dog tilfældet. Når for eksempel en debat mellem to

politikere konsekvent betegnes duel, så er det sandsynligvis et minimum af

læsere eller tv-seere, der visualiserer sig politikerne med rygende revolvere

eller kårde og visir. Der er med andre ord tale om en metafor, der er blevet så

slidt, at den stort set er død – altså har mistet sin visualiseringskraft og dermed

effekt. I disse tilfælde kan det diskuteres, hvorvidt det giver analytisk mening at

grave dybt i sproget efter eventuelle metaforiske betydninger, som for længst

har mistet sin metaforiske kraft. Det samme gælder gængse journalistiske

formuleringer, der er hyppigt optrædende i de politiske valgreportager, som

eksempelvis ”modstander”, ”han gik til angreb”, ”hun forsvarede sig” osv.182

5.2.2 Debat som sport

Mange krigsmetaforer kunne i princippet lige så godt kategoriseres som

sportsmetaforer, da denne tæt beslægtede metafortype også spiller en

dominerende rolle i reportagerne. Nogle levende sportsmetaforer lyder for

eksempel at ”politikerne spillede med musklerne”,183 ”verbal boksekamp”184,

”topboksere” og ”knock out-stemning”.185Men med de mere slidte

sportsmetaforer er politikerne typisk del af et ”hold”,186, hvor de spiller på en

”bane”187, er foran og bagud på ”points”188, går ind i en ”slutspurt”189 og hyldes

af ”supportere”190 eller ”tilhængere”.191 Overlappet mellem krigs- og

sportsmetaforerer altså ganske udbredt. Dette er måske heller ikke så

mærkeligt, da sport i sin oprindelse i langt de fleste kulturer har været en slags

krigsleg, hvor man netop øvede sig i krigsdiscipliner. ”Strategi”, ”angreb” og

”manøvre” er derfor metaforer, der lige såvel kan knyttes til krigs- som til

sportsverdenens billedområder.

182 Jeg medtager disse døde metaforer i min optælling af reportagernes kampmetaforer – vel

vidende at læserne reaktion på disse sandsynligvis er minimal, da disse er blevet integreret, opakt del af sproget.

183 ”Helle Thorning i duel på skat og velfærd”, Berlingske Tidende 2007 184 ”Hvad skal vi med skattelettelser?”, Berlingske Tidende 2011 185 ”Hanekamp i teatersalen”, Jyllands-Posten 1998 186 ”Generalprøve på nyt firkløver”, Berlingske Tidende 2007 187 ”Kandidaterne skruer bissen på”, Berlingske Tidende 2011 188 ”Kamphaner i festligt lag”, Politiken 1998 189 ”Æggehovedernes valgkamp”, Berlingske Tidende 2007 190 ”Kamphaner i festligt lag”, Politiken 1998 191 ”Jagten på de sidste krydser”, Jyllands-Posten 1998

Side 141 af 204

Et eksempel på en hyppigt brugt metaforhybrid, der både kan

kategoriseres som en krigs- og en sportsmetafor, er den såkaldte

”bevægelsesmetafor”, som også Lakoff og Johnson beskæftiger sig med.

Konstruktioner og ord som ”hale ind på”, og komme ”godt fra start” handler alle

om en bevægelse fra A til B – hvor den, der kommer først eller ligger i spidsen,

automatisk fremstilles som vinderen. På den måde er der overlap mellem

mange bevægelsesmetaforer og sportsmetaforers fokus på, hvem der fører

spillet eller kampen.

På samme måde med krigsmetaforen. I krig er det strategiske mål som

oftest at vinde land eller at forhindre modstanderen i at indtage ens

landområder, og i denne erobringstanke ligger også forestillingen om

bevægelse, om at bevæge sig ind i den andens magtsfære og gøre den til sin

egen – ligesom i sportsverdenen, hvor begrebet banehalvdel fungerer som det

område, den ene part må overtage for at vinde over den anden part. I denne

udgave af kampmetaforerne bliver politisk succes og heraf følgende magt

sidestillet medgeografisk dominans, og vejen til denne dominans går sprogligt

gennem ”fronters”, ”lejres” og ”fløjes” bevægelse.

Ved metaforisk iscenesættelse af det politiske spil som den ene parts

forsøg på at overvinde modparten gennem bevægelser ind over dennes fronter,

bliver framingen af politikeren som vinder eller taber markant. Netop fordi

bevægelsesmetaforerne arbejder inden for et statisk rum, kan der aldrig være

andet end en vinder og en taber. En, der har vundet land, og én, der har tabt

land. Der er ingen neutral position, et helle, hvor man kan befinde sig uden at

være besejrende eller besejret. Det ser vi for eksempel i denne Politiken-

reportage fra en partilederrunde i 2011:

Her skred Cecilie Beck ind med en bemærkning om, at Pia Kjærsgaard var en glimrende vært på programmet, og sendte bolden videre til statsminister Lars Løkke Rasmussen (V), der hele søndagen havde måttet gå balancegang mellem sine to partnere i den borgerlige lejr.192

Eksemplet illustrerer bevægelses metaforens tætte forbindelse til sportens

verden: Beskrivelsen af værten Cecilie Beck som en, der ”skred” ind og ”sendte

bolden videre” til statsministeren, fremstiller hende som en blanding af dommer

(der intervenerer ved at skride ind) og medspiller til statsministeren (der spiller

bolden over på dennes banehalvdel). Statsministeren fremstilles omvendt i en

balancegang, hvor udfordringen netop er balancen mellem to fronter. Den

192 ”Lars Barfoed kom i krydsild i partilederrunde”, Politiken 2011

Side 142 af 204

negative fremstilling af netop at befinde sig i denne balancegang viser

imidlertid, hvor polært den journalistiske logik arbejder med enten klare vindere

eller klare tabere.

Som man kan se, er der så mange overlap mellem krigs- og

sportsmetaforer, at det ville være meningsløst at opretholde en opdeling. En

gennemgang af de analyserede reportager viser da også, at journalister ofte

blander krigs- og sportsmetaforer sammen. Et eksempel fra 2007 er

overskriften ”Helle satte hårde stød ind – men Anders slog tilbage”.193 ”At sætte

stød ind” er tydeligvis et billede hentet fra en gammeldags fægteduel – mens

efterstillingen ”Anders slog tilbage” er hentet fra bokseverdenen. I forhold til

sådanne metaforsammenblandinger hævder Deborah Tannen, at sport er

blevet så alvorlig en disciplin, at det til tider nærmere minder om krig end om

sport,194 og derfor er journalistikkens sportsmetaforer ifølge Tannen gledet mere

og mere over i krigsmetaforikkens billedområde. Mediernes adoption af

sportsmetaforerne har bevirket, at de voldelige aspekter af sporten fremhæves

på bekostning af en mere fredelig og konstruktiv opfattelse af sport med fokus

på for eksempel passion eller sammenhold. Politiske journalister har ikke den

indstilling, at det bare gælder om at være med. Det gælder om at vinde (Tannen

1999: 49).195

Det er imidlertid nok de færreste læsere, der studser over den ulogiske

sammenblanding af krigs- og sportsmetaforer. Taget sammenblandingen og de

mange fællestræk mellem de to krigs- og sportsmetaforer i betragtning mener

jeg heller ikke, at det giver mening at opretholde sondringen imellem dem. Jeg

vælger derfor at behandle krigs- og sportsmetaforer under fællesbetegnelsen

kampmetaforer og vil i følgende afsnit præsentere resultatet af en optælling af

de samlede kampmetaforer i reportagerne.

193 Fra Politiken 6.11.2007. 194 En antagelse, der støttes af det faktum, at store dele af sportsmetaforerne ifølge Tannen

oprindeligt stammer fra krigsmetaforikken – for eksempel ordet ”duel” (Tannen 1999). 195 Også David Ritchie beskæftiger sig med overlappet mellem spil- krigs- og sportsmetaforer.

Han skriver blandt andet om de misforståelser, der kan opstå mellem diskussionspartnere, hvis den ene opfatter diskussionen som et spil skak, mens den anden betragter den som en krig. Følger man Ritchies argument, er journalistens brug af krigsmetaforik definitiv: Når et slag er tabt, er modstanderen udslettet. Ved brug af sports- og spilmetaforer er journalisten derimod mere åben og pragmatisk og, med Ritchies ord, villig til at gentage et lignende forløb en anden gang (Ritchie 2003: 135).

Side 143 af 204

5.3 Kampmetaforen

Som almindelig medieforbrugende borger synes det evident at den offentlige

debat de seneste år har været præget af en opfattelse af, at den journalistiske

dækning er blevet voldsommere og mere nådesløs. Men der er mig bekendt

ikke lavet nogen undersøgelser af, hvordan denne udvikling retorisk afspejler

sig i journalistikken. For at undersøge tesen er kampmetaforen et oplagt sted at

starte, da den – med framingteoriens begreber – er den device, der opbygger

strategiframens fremstilling af politiske vindere og tabere. Udviklingen af denne

device har jeg undersøgt ved først at optælle antallet af kampmetaforer over

analyseperioden og derefter ved at nærstudere, hvordan journalisten bruger

dem.

Den kvantitative undersøgelse af kampmetaforen er lavet på baggrund af

reportager fra de tre store avisers dækning af de tre undersøgte valgår 1990,

1998 og 2007. Når 2011 ikke er medtaget, skyldes det – ligesom for

undersøgelserne i de forrige kapitler – at halveringen af valgreportager i 2011196

medfører et for spinkelt grundlag lave statistik på. Undersøgelsen er således

baseret på i alt 75 valgreportager (når de 13 reportager fra 2011 er talt fra)

indeholdende 359 kampmetaforer fra de tre aviser over alle tre valgår.

Udviklingen fremgår af følgende diagram, hvor samtlige af valgreportagernes

kampmetaforer er talt med, døde som levende. Derudover har jeg udelukkende

set på de passager i reportagerne, hvor journalisten er afsender og altså ikke

på politikernes citater, der ellers rummer flere kampmetaforer:

196 Den åbenlyse forklaring på det markante fald i antallet af valgreportager i 2011 er – som jeg

udfoldede i tredje kapitels analyse af reportagegenrens udvikling – at reportagen, som vi kender den, er på retur i 2011. Der er således langt færre reportager – samtidig med, at de få reportager, der er, vinkles langt blødere på politikernes besøg i bestemte befolkningsgrupper, snarere end på debatter med andre politikere.

Side 144 af 204

Figur 5.1: Udvikling i antal kampmetaforer

Kilde: Egen kodning af samtlige valgreportager fra Politiken, Berlingske Tidende og Jyllands-Posten i valgårene 1990, 1998, 2007 (behandlet i Nvivo). Note: Søjlerne viser udviklingen i det samlede antal kampmetaforer for alle aviserne i hvert af de tre valgår. Når 2011-valgkampen ikke er medtaget, skyldes det, at materialet (antallet af reportager) udgør et for spinkelt et grundlag at lave statistik på (jf. kapitel 3, figur 3.2).

Som det fremgår af figur 5.1 stiger antallet af kampmetaforer fra 75 til 154 over

analyseperioden. Det er en stigning fra 1990 til 2007 på 105 procent, altså mere

end en fordobling af antallet af kampmetaforer for de samme tre aviser. Den

største stigning er fra valgåret 1990 til 1998, hvor antallet af kampmetaforer

steg med 73 procent, mens antallet af reportager samtidig kun steg med 23

procent.

Det betyder ikke blot, at der har været en væsentlig stigning i antallet af

kampmetaforer, men også at antallet af kampmetaforer per reportage er steget

lineært over de tre valgår. Den lineære stigning kan illustreres med følgende

graf:

Side 145 af 204

Figur 5.2: Udvikling i antal kampmetaforer per arti kel

Kilde: Egen kodning af samtlige valgreportager fra Politiken, Berlingske Tidende og Jyllands-Posten i valgårene 1990, 1998, 2007 (behandlet i Nvivo). Note: Søjlerne viser udviklingen i det gennemsnitlige antal kampmetaforer per artikel for alle aviserne i hvert af de tre valgår. Når 2011-valgkampen ikke er medtaget, skyldes det, at materialet (antallet af reportager) udgør et for spinkelt et grundlag at lave statistik på (jf. kapitel 3, figur 3.2).

Stigningen i antallet af kampmetaforer – per artikel såvel som generelt – kunne

skyldes, at reportagerne er blevet længere, men dette er ikke tilfældet da

kampmetaforerne udgør en eksponentielt stigende del af indholdet i

reportagerne.197

Fordoblingen i antallet af kampmetaforer i analyseperioden resulterer som

sagt i en stigende tendens til, at store dele af politikernes udtalelser og

handlinger, bliver gjort til udtryk for kamphandlinger. Som vi skal se i det

følgende afsnit, er et træk ved kampmetaforen nemlig, at formen dominerer

over indholdet. Det er dette træk ved kampmetaforen som giver den sit

dømmende islæt: Kampmetaforen betoner den måde, budskabet leveres på,

som så antagonistisk og konfrontatorisk, at selve budskabet ofte ender med at

stå i skyggen af formen. Dette fokus på, hvem der er i henholdsvis angreb og

forsvar, hvem der sejrer og hvem der bliver besejret, skal jeg i det følgende

udfolde ved at se nærmere på de enkelte kampmetaforer.

197 Jf. Bilag 6, figur 5.3: Gennemsnitlig andel kampmetaforer per artikel.

Side 146 af 204

5.3.1 Kampmetaforens retorik: Fra budskab til angreb

Den føromtalte artikel ”Helle satte hårde stød ind – men Anders slog tilbage”198

er et af mange eksempler på, at kampmetaforikken fungerer som det direkte

strukturerende princip for artiklens udformning. Som der er tradition for i

valgreportager, er denne artikel opbygget over en ping-pong-dialog mellem de

to statsministerkandidater: Først får den ene ordet, så den anden, så den første

igen og fremdeles. Denne stringent dialogiske bevægelse, som er mønstret i

mange reportager, bringer associationer til en tenniskamp, hvor bolden sendes

frem og tilbage mellem spillerne. Hver enkelt af artiklens mange linjeskift

fungerer som et skift mellem to kameraer som i en live transmission og bliver

samtidig et nærmest visuelt billede på kampen mellem to spillere. Reportagen

fremviser desuden et interessant – og repræsentativt – eksempel på, hvordan

journalisten gennem brugen af en enkelt kampmetafor dekonstruerer

primærklassifikationen og implementerer i stedet sin egen journalistiske

strategiframe:

”Det her har betydning for rigtige menneskers rigtige liv” sagde Thorning, som fremhævede konkrete eksempler fra kommuner, som hun sagde risikerede at skulle spare på bleer i daginstitutionerne og være nødt til at lægge de ældre på plejehjemmene en time tidligere i seng. Fogh forsøgte ihærdigt at parere angrebet – men uden at afgive løfter om, hvad der skal ske med de kommunale budgetter.

Helle Thorning-Schmidts direkte citat og journalistens efterfølgende, uddybende

parafrase er en gengivelse af et klart politisk budskab. I forhold til

nyhedsreportagens hybridkarakter mellem information og underholdning er der

her tale om en gengivende, informerende passage. Herefter implementerer

journalisten strategiframen med konstruktionen: ”Fogh forsøgte ihærdigt at

parere angrebet". Med brugen af kampmetaforen ”parere angrebet” forskyder

journalisten Thorning-Schmidts eksempel fra det virkelige liv over på et

spørgsmål om form ved at fortolke Foghs reaktion på Thornings udtalelse som

en ”parering” – og Thornings politiske budskab som et ”angreb”. Det er her

journalistens konfliktlogik, der klassificerer Helle Thornings udtalelse som et

angreb og ikke et budskab. Kampmetaforikken reducerer hermed debatten fra

en substantiel diskussion om ressourcer og velfærd i kommunerne til en simpel

bokse-, tennis- eller fægtekamp, der i modsætning til den faktiske virkelighed

ikke lader til at have nogen realpolitiske konsekvenser.

198 Politikens dækning af debatten den 5. november 2007 mellem Helle Thorning-Schmidt og

Anders Fogh-Rasmussen.

Side 147 af 204

Pointen om kamplogikkens manglende forbindelse til virkelighedens

politiske udfordringer er central: Med fremhævelsen af den retoriske form

nedtones og devalueres selve budskabet. I et tekstuelt eksempel som dette er

diskrepansen mellem politikerens formodede interesse (at få fremført sit

politiske budskab) og journalistens interesse (at fortælle en fængende historie)

helt tydelig. Vi ser her Jeanne Fahnestocks pointe om metaforen som et

”fortættet argument” udfoldet: Kampmetaforernes konceptuelle logik skaber et

indirekte argument om, at politik er kamp, som journalisten bliver bundet af ved

at være tvunget til at referere alle politikernes udmeldinger som hhv. angreb

eller forsvar, osv. Konsekvensen heraf er, at journalisten mere eller mindre

tvinges (af kampmetaforens konceptuelle logik) til at fremstille hver af parterne i

henholdsvis offensiven og defensiven – og dermed til at argumentere for en

vinder og en taber.

Ovenstående 2007-reportage eksemplificerer kort sagt, hvordan den

udbredte brug af kampmetaforer blandt journalister kan skabe et begrænset og

fastlåst fortolkningsrum for den enkelte journalist. Den eksemplificerer, hvordan

kampmetaforerne i sig selv opbygger strategiframen som skarpt definerende

princip for beskrivelsen af debattens forløb og indhold. Ved gennem brugen af

kampmetaforer at indsætte politikernes ikke-konfrontatoriske udtalelser i en

konfrontatorisk ramme, kan helhedsindtrykket af politikerens udtalelse – og

læserens indtryk af politikeren selv – blive mere konfrontatorisk, kværulantisk

og negativt, end der er belæg for i primærklassifikationen.

5.3.2 Angreb eller forsvar? Journalistens definerende kamplogik

Da journalisten i reportagen egenhændigt har magten til at definere, hvad der er

”angreb”, og hvad der er ”forsvar”, kan han gennem de aktualiserede

kampmetaforer indføre en angivelse af, hvem der vinder og taber diskussionen.

En gennemgang af reportagerne med fokus på journalistens tildeling af

angrebs- og forsvarsroller viser, at den retoriske effekt af ordet ”angreb”

afhænger af den angrebnes respons. Når journalisten giver den angrebne part

lov til at komme med et fornuftigt svar, reduceres effekten af ordet ”angreb”, da

magtbalancen i ordvekslingen dermed fremstår nogenlunde intakt (omend med

en lille sejr til angriberen, da et angreb i sig selv signalerer magtoverskud). Når

den angrebne parts respons enten defineres som et forsvar eller et mangelfuldt

/ ikke-eksisterende svar, er effekten af ordet ”angreb” anderledes effektfuldt.

Når den angrebne part med ordet ”forsvar” trænges op i en krog eller kommer til

Side 148 af 204

kort i sit svar, har vedkommende tabt ordvekslingen, og angriberen har

vundet.199

På tværs af avisernes dækning af identiske debatter er der ofte forskel på

fortolkningen af, hvem der er angriberen, og hvem der er forsvareren. Dette ser

vi illustreret, hvis vi sammenligner den tidligere analyserede Politiken-reportage

(”Helle satte hårde sted ind – men Anders slog tilbage”)200 med Jyllands-

Postens reportage fra samme debat ”Thorning-Fogh 2. omgang: Aggressiv duel

for åben skærm”. I Jyllands-Postens reportage er Fogh i tre ud af fire

ordvekslinger i angriberens rolle. Det eneste tidspunkt, hvor han selv bliver

angrebet, svarer han godt for sig, hvorfor effekten af Helle Thorning-Schmidts

angreb devalueres. Politiken-journalisten opfatter debatten som nogenlunde

lige, da fremstillingen skifter mellem at sætte hver af de to

statsministerkandidater i angrebsrollen. I det følgende vil jeg udfolde denne

observation.

Både Jyllands-Posten, Politiken og Berlingske Tidende begynder deres

reportager om debatten mellem de to statsministerkandidater

bemærkelsesværdigt ens ved at kåre Helle Thorning Schmidt som den

aggressive angriber i debattens indledende ordveksling om kommunernes

økonomi. I modsætning til Politiken og Berlingske Tidende, der begge bruger

ordet ”angriber” (Berlingske Tidende: ”frontalangreb”, Politiken: ”aggressiv

angrebstaktik”) benytter Jyllands-Posten ikke denne kampmetafor, men S-

lederens position som angriber fremgår ikke desto mindre tydeligt:

”En aggressiv Helle Thorning-Schmidt åbnede i aftes den store direkte tv-duel på DR1 ved at invitere statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) til en aftale om at lade kommunerne slippe fri for et økonomisk indgreb efter

199 Selvom der er flere nyhedsjournalistiske opfattelser af det journalistiske balance-begreb,

som blandt andet David Hopmann påpeger (Hopmann 2009), er kerneopfattelsen, at begge parter høres i en sag. I min optik gælder dette balancebegreb på ordvekslingsniveau: Når den angrebne part får lov til at svare er der tale om balance, mens det modsatte – at den angrebne ikke får lov til at svare – markerer en ubalance. Balance kan på denne måde hævdes at være bundet op på kampmetaforen.

200 Politikens reportage den 2.11.2007 er placeret klods op ad tre kommentatorers (Hans Engell, Helle Ib og Peter Mogensen) bedømmelser af kandidaternes præstationer, der pudsigt nok udråber hhv. Fogh, Thorning-Schmidt og dem begge som debattens vindere. Det neutrale resultat ændrer dog ikke ved den bemærkelsesværdige placering. At den dømmende analyse så godt som smelter sammen med reportagen, vil uundgåeligt smitte af på læserens opfattelse af debatten – og udgør derfor blot en anden måde for avisen for på redaktionelt niveau at udøve sin bedømmende praksis.

Side 149 af 204

valget.”[…] ”Men det er kun en halv til en hel procent, det drejer sig om, så det finder vi nemt ud af,’ svarede statsministeren.”201

Helle Thorning-Schmidt, der beskrives som ”aggressiv”, ”åbner” duellen ved at

invitere Anders Fogh Rasmussen til en aftale. En tydelig markering af, at Helle

Thorning-Schmidt er blevet tildelt angriberens rolle. At Fogh efterfølgende får

lov til at give svar på tiltale gennem en bagatellisering af sagen (”det finder vi

nemt ud af”) skaber balance i ordvekslingen, og effekten af Thornings angreb

nedtones. At hans respons ikke betegnes som et forsvar, stiller ham i et positivt

lys, da ordvekslingen uden en kampmetafor som ”forsvarer sig” fremstår mere

lige.

I Politiken derimod vinder Helle Thorning-Schmidt entydigt ordvekslingen

om kommunernes økonomi. Et angreb, hvis retoriske effekt forstærkes af, at

journalisten vælger at bruge op mod halvdelen af reportagen på ordvekslingen:

”Det fik Helle Thorning-Schmidt til at anklage Fogh for bare at vente til efter valget, før han vil stille med nye sparekrav til kommunerne. […] Fogh forsøgte ihærdigt at parere angrebet – men uden at afgive løfter om, hvad der skal ske med de kommunale budgetter.”202

I modsætning til, hvad der var tilfældet i Jyllands-Posten, tolkes Foghs respons

her som en ”parering” af angrebet – altså en kampmetafor for et forsvar. Den

tildelte forsvarsrolle styrkes af journalistens bemærkning om fraværet af løfter

om de kommunale budgetter. Den negerede ordstilling, ”men uden at afgive

løfter om…” placerer ham som den tabende part, der ikke kan imødekomme sin

modstanders angreb.

Forskellen på gengivelsen af Foghs svar i henholdsvis Jyllands-Posten og

Politiken er markant og er således en tydelig illustration af afhandlingens

overordnede påstand – at journalistik er retorik: At ordvekslingerne tolkes så

forskelligt, er et udtryk for, at primærklassifikationens substans ikke adopteres,

men i stedet bruges som et ”råmateriale”, som journalisten frit kan plukke fra i

opbygningen af sin egen, selvstændige historie (Kress 1983a; Hallin 1994).

Går vi tilbage til Jyllands-Postens reportage, er resten af denne

skarpvinklet på Fogh som den vindende angriber, for eksempel med en

formulering som: ”I de næste to temaer, sygehuse og skat, trådte Fogh i

angriberens rolle.” Ifølge journalisten er han både angriber i og vinder af

ordvekslingerne om 1) patienter på sygehusgange 2) ressourcer til

kræftområdet og 3) boligskatte. 201 ”Thorning-Fogh 2. omgang: Aggressiv duel for åben skærm”, Jyllands-Posten 2007 202 ”Helle satte hårde sted ind – men Anders slog tilbage, Politiken 2007

Side 150 af 204

1) I ordvekslingen om patienter på sygehusgangene fremstilles angrebet

sådan, at Fogh ”forgæves søgte” at få sin modstander til at komme med

eksempler på, hvor der ligger patienter på sygehusgangene. Helle Thornings

svar er ikke gengivet. Det ligger i ordet ”forgæves” at Helle Thorning-Schmidt

ikke formår at komme med et tilfredsstillende svar. Der er ingen balance, og

Fogh vinder derfor utvetydigt diskussionen.

2) Angrebet på kræftområdet gengives således:

»Du har intet gjort på kræftområdet,« tordnede statsministeren, mens Helle Thorning-Schmidt forsvarede sig med, at Socialdemokratiet indtil foråret ikke kendte til, hvor galt det var fat med ventetiderne.”203

At statsministeren ”tordnede” er et kraftverbum, der aktiverer billeder af en

selvsikker og frygtindgydende ”statsminister”. Prædikatet ”statsministeren”

bruges hele tre gange i reportagen; en betegnelse der cementerer Anders Fogh

Rasmussens status som landets overhoved. Med formuleringen ”forsvarede sig

med” er Helle Thorning-Schmidt omvendt sat i eksplicit forsvar, hvilket som

nævnt forstærker angrebets retoriske effekt.

3) Også i ordvekslingen om boligskatten tildeles Anders Fogh Rasmussen

angriberens rolle:

I forhold til skatten angreb Anders Fogh Rasmussen også straks Helle Thorning-Schmidt […]»Boligskatterne er ikke fredet,« sagde Anders Fogh Rasmussen, mens Helle Thorning-Schmidt irriteret returnerede, at Fogh vil basere et kommende regeringssamarbejde på to partier, som ønsker at sænke skatten markant.204

Helle Thorning-Schmidt får her lov til at komme til genmæle ved at ”returnere”

angrebet med et forsvar om Foghs evt. kommende skatteproblemer. Brugen af

adverbiet ”irriteret” devaluerer dog i nogen grad Thornings respons og

understreger Jyllands-Postens vinderpositionering af Fogh. Helle Thorning-

Schmidt er presset og derfor ”irriteret”. Her fortolker journalisten meget eksplicit:

Konklusionen at Helle Thorning-Schmidt er irriteret bygger nemlig ikke på noget

selvstændigt belæg (for eksempel i form af referencer til hendes ord, krop eller

stemme el. lign.), men står løsrevet og postulerende subjektivt.

Opsummerende kan man sige, at Jyllands-Posten udvælger fire

ordvekslinger: Kommunernes økonomi, patienter på sygehusgange,

kræftområdet og boligskatteområdet. Ud fra journalistens anvendelse af

203 ”Thorning-Fogh 2. omgang: Aggressiv duel for åben skærm”, Jyllands-Posten 2007 (mine

kursiveringer). 204 Ibid.

Side 151 af 204

kampmetaforer står den første ordveksling om kommunernes økonomi

nogenlunde lige, da Fogh får lov til at tage til genmæle over for angriberen,

Helle Thorning-Schmidt. I de følgende to ordvekslinger om kræft og patienter på

sygehusgangene udnævnes Anders Fogh som angriber, og han vinder

tydeligvis også disse ordvekslinger, da journalisten ikke giver Thorning

mulighed for at svare. I den sidste ordveksling om skat, hvor Fogh også er i

angriberens position, får Helle Thorning-Schmidt lov til at komme med et svar –

dog ledsaget med det for Thornings noget problematiske adverbium ”irriteret”.

FøIger man journalistens kampmetaforer, står to af ordvekslingerne nogenlunde

lige, mens Anders Fogh Rasmussen vinder de to andre.

Anderledes ser det ud i Politiken. Op mod halvdelen af reportagen

omhandler ordvekslingen, hvor Helle Thorning-Schmidt angriber Anders Fogh

Rasmussen på kommunerne, hvilket giver læseren det indtryk, at Thorning-

Schmidt er vinderen. Indtrykket forstærkes af, at ordet ”angreb” gentages tre

gange, for eksempel med formuleringen: ”Det socialdemokratiske angreb var et

helt bevidst forsøg på at få velfærden højere op på dagsordenen i valgkampens

slutspurt.”205 Efter den lange, indledende ordveksling ændrer styrkeforholdet sig

dog i anden halvdel af reportagen. Nu er det Fogh, der to gange i træk angriber

Thorning i to ordvekslinger: For det første i forhold til skattepolitikken, hvor

Thorning svarer prompte igen. For det andet i forhold til den ”politisk[e]

slingrekurs” (Ibid.) som samarbejdet med de Radikale ifølge Fogh medfører:

Specifikt i forhold til: 1) at Socialdemokraterne har opgivet de nationale tests i

folkeskolen, og 2) at S vil slække på udlændingepolitikken for at tækkes de

Radikale. Også i dette angreb kommer Helle Thorning-Schmidt med svar på

tiltale – sidstnævnte med formuleringen ”Det har jeg aldrig sagt. Det må du

dokumentere (Ibid.). En udtalelse, der til en vis grad genopretter ordvekslingens

balance ved ikke at fremstille Thorning i en særlig forsvarsposition, men snarere

markerer en påstand-mod-påstand-position mellem de to. Politikens reportage

slutter med et modangreb fra Helle Thorning-Schmidt (hun ”skød bolden

tilbage”), hvor Thorning siger, at Anders Fogh Rasmussen kan blive afhængig

af Ny Alliance, som vil have alle asylcentre minus ét lukket. Fogh svarer igen

ved at gøre opmærksom på, at Ny Alliance, i modsætning til de Radikale,

støtter 24 års-reglen. Et modsvar, der styrker jævnbyrdigheden mellem de to

parter.

Opsummerende kan man sige, at Thornings angreb i Politikens dækning

er det styrende princip for den første halvdel af reportagen, hvor hun tydeligvis 205 ”Helle satte hårde sted ind – men Anders slog tilbage, Politiken 2007

Side 152 af 204

fremstilles som vinderen. Derefter er ordvekslingerne mere eller mindre lige.

Fogh angriber to gange og Helle Thorning én gang – i alle tre angreb kommer

modparten til orde. Med den markante fremhævelse (både kvantitativt og

sprogligt) af den ordveksling, som Thorning vinder, står hun derfor som

skrøbelig vinder af en jævnbyrdig duel. I Jyllands-Posten er resultatet af

kampen derimod helt entydigt: Fogh vandt.

Ovenstående analyse viser afhandlingens teoretiske pointe om, at

den historie, som journalisten beslutter sig for at fortælle, ikke nødvendigvis

følger det oprindelige debatforløb, men primært er udtryk for journalistens

udvælgelser, fremhævelser, analyser og bedømmelser. Elementer, der tjener til

at fortælle den historie, den udlægning af virkelighedens begivenhed

(primærklassifikationen), som journalisten ønsker at overbevise læseren om

rigtigheden af (jf. kapitel 2) – herunder i høj grad, hvem der sejrede i debatten.

5.4 Dramametaforens kamplogik

Både kærligheds- og dramametaforen er tæt beslægtet med kampmetaforen.

Det skyldes, at disse, ligesom kampmetaforen, er styret af konflikt og et behov

for at skille vindere fra tabere. I forhold til kærlighedsmetaforen viser det sig

eksempelvis, når journalisterne taler om politikere, der ”flirter med” eller ”bejler

til” andre politikere. Ved at tolke visse parter som ”forelskede”, og andre som

afvisende, og ved at anføre, hvem der godkender hvem, bidrager journalisten

med en bedømmelse af, hvem der er populære, og hvem der er upopulære.206

Dramametaforen er dog den klart mest udbredte, hvorfor jeg i det følgende

afsnit vælger at fokusere på denne. Specifikt vil jeg se på dramametaforens

kamplogik – stadig med henblik på at besvare kapitlets overordnede spørgsmål

om, hvordan metaforernes indirekte bedømmelse manifesterer sig i den

journalistiske fremstilling.

At kamp og drama er beslægtede metafortyper understreges ifølge

Mumby og Spitzack af, at disse to metaforer ofte sammenblandes. Som

eksempel på en sådan sammenblanding peger de på ordet ”karakter-mord”

(character-assasination). Dette begreb vil læseren ifølge forfatterne associere til

både krig og drama. Brugen af det teatralske ord ”karakter” udelukker, at den

omtalte politiker i bogstavelig forstand dræbes, men at det er den rolle, han

206 Ofte, skal det tilføjes, i fuld overensstemmelse med primærklassifikationen. Politikerne

bruger selv disse kærlighedsmetaforer, og indskriver sig dermed i kærlighedsmetaforikkens valoriserende logik.

Side 153 af 204

spiller, der ødelægges. Blandingen af krig og teater skaber ifølge forfatterne

mulighed for at anskue aggressiv opførsel i et rituelt, ikke definitivt perspektiv.

I mit materiale ses flere eksempler på denne sammenblanding mellem

kamp og drama. I reportagen ”Forpremiere på Foghs dronningerunde” fra 2007

er formuleringer som at ”tæppet går” og tæppet falder” for ”aftenens performere”

for eksempel kombineret med en formulering om, at ”Foghs allierede på banen

[er] klar til at duellere”.207 Metaforsammenblandingen mellem drama, krig og

sport er her komplet. Mens hele rammen om debatten er en scene, der indtages

af politikerne som ”performere”, trækker journalisten stadig på sportsdomænet i

sin omtale af ”banen” og krigsmetaforer i beskrivelsen af Foghs ”allierede”, der

er klar til at ”duellere”. En sådan sammenblanding af metaforer skal ifølge

Mumby og Spitzack opfattes positivt, da det skaber et mere holistisk, mindre

fragmenteret indtryk af politik, hvor læseren i sin afkodning af metaforerne

trækker på erfaringer fra forskellige områder (Mumby 1983: 170).

Under andet kapitels gennemgang af strategi-framing fremgik det, at en af

strategiframens devices i nyhedsjournalistikken er rollefordelingen med

politikeren som skuespiller, journalisten som kritiker og borgeren som publikum.

(Hall Jamieson 1992; Cappella 1997). Selvom Cappella og Jamieson oftest står

som ophavsmænd til denne observation, er det dog ikke dem, der oprindeligt

introducerede nyhedsjournalistikkens dramametaforik. Det er derimod Dennis

Mumby og Carol Spitzack, der i 1983 satte sig for at undersøge metaforikken i

en række politiske historier, som de præsenterede i artiklen ”Ideology and

Television News: A Metaphoric Discussion of Political Stories”.208Til opbygning

af dramametaforen (”politics as a dramatic performance”) fandt de, at politikerne

ofte blev fremstillet som ”skuespillere” på den politiske ”scene”, der hyldes af et

”publikum”, mens journalisterne samtidig henviste til stykkets ”akter”,

”manuskripter”, ”roller” samt en opbygning af politiske begivenheder med en

begyndelse, en midte og en slutning.

Dette billede af en teatersal ser vi et tilsvarende eksempel på i mit

eksempelmateriale fra 2007 i Berlingske Tidendes reportage ”Forpremiere på

Foghs dronningerunde”. Helt i tråd med Cappella og Jamiesons rollefordeling

fremstilles politikerne her som ”aftenens performere”, vælgerne som ”et

veloplagt publikum”, og scenen sættes med henvisning til ”tæppet”, som går til

207 ”Forpremiere på Foghs dronningerunde” Berlingske Tidende 2007. 208 Undersøgelsens materiale bestod af seks politiske historier fra tv-programmet ”World News

Tonight” på kanalen ABC en enkelt aften. Forfatterne undersøgte udelukkende TV-værten og reporternes sprog, og ikke de politiske kilders. De seks nyhedshistorier bød på i alt 96 krigsmetaforer, 48 sports- og spilmetaforer og 28 dramametaforer. (Mumby 1983: 167).

Side 154 af 204

”forpremieren”. Så er rollefordelingen på plads, og den kendsgerning, at politik

er et show, er fastslået. Dette eksempel fra 2007 er dog enestående, da

dramametaforen står i skyggen af kampmetaforen i alle andre reportager. I det

hele taget er brugen af dramametaforer yderst sparsom i 1990, 2007 og

2011209; i de senere år tydeligvis fordi kampmetaforen har overtaget

dominansen. I 1998 er der imidlertid et bemærkelsesværdigt højdepunkt at

spore for dramametaforen i alle tre aviser – både hvad angår den samlede

mængde dramametaforer og antallet per reportage.210

I 1998 er politik med andre ord et show eller et storstilet teaterstykke, hvor

ord som ”bagtæppet”, ”kulissen”, ”mellemspil”, ”opvisning”, ”politisk

showunderholdning”, ”happening”, ”super professionel skuespiller” anvendes

flittigt i beskrivelserne af debatterne. Sådanne dramametaforer iscenesætter

politikerne i performative roller, der ligesom kampmetaforen, trækker på

strategiframens vinder/taber-logik.

I litteraturen hersker der imidlertid generelt konsensus om, at denne

iscenesættelse ikke er fordelagtig for politikeren. Blandt andet påpeger Mumby

og Spitzack, at dramametaforen beskriver noget, der ikke foregår i

virkeligheden, men i et konstrueret set-up: ”[drama] is generally perceived as

representational and therefore not ‘real life’“ (Mumby 1983: 169). Som

skuespiller i dette drama portrætteres politikeren ifølge forfatterne som en

”passiv og upersonlig performer” (Mumby 1983: 171). Også Jamieson stiller sig

kritisk over for journalisternes brug af dramametaforen. Hun skriver, at en af de

nærliggende farer ved, at journalisterne får os til at betragte politik som en

scene og politikere som skuespillere, er, at de folkevalgte dermed bliver tvunget

til at iscenesætte sig selv og dermed rent faktisk begynder at spille en rolle:

”One danger in seeing candidates as actors is that they will be lured by our

expectations into becoming the person they pretend to be.”(Hall Jamieson

1992: 171).211 I den forbindelse kritiserer Jamieson også journalisternes

209 1990: I alt firedramametaforer i samtlige reportager. 1998: I alt 21 dramametaforer i samtlige

reportager. 2007: I alt 10 dramametaforer i samtlige reportager. 2011: En enkelt dramametafor I 2007 er seks af de ti dramametaforer samlet i én reportage – Berlingske Tidendes ”Forpremiere på Foghs dronningerunde”. Helt i tråd med Cappella og Jamiesons rollefordeling fremstilles politikerne her som ”aftenens performere”, vælgerne som ”et veloplagt publikum” og scenen sættes med henvisning til ”tæppet”, som går til ”forpremieren”. Så er rollefordelingen på plads, og den kendsgerning at politik er et show fastslået.

210 Jf. Bilag 6, figur 6.4 211 Et dansk eksempel på denne konsekvens kunne være Mogens Lykketoft, der som

statsministerkandidat for Socialdemokraterne under valgkampen i 2005 valgte at skifte image ved blandt andet at få nye briller og barbere sit karakteristiske gedebukkeskæg af. Ifølge kommentatorerne på daværende tidspunkt for at imødegå mediernes kritik af hans

Side 155 af 204

kritikerrolle, som hun sammenligner med teaterkritikere, der er mere

interesserede i skuespillernes kunstneriske udførelse end i stykkets budskab

(Hall Jamieson 1992: 171).

Jeg skal i det følgende se nærmere på, hvilken form for bedømmelse, der

ligger i dramametaforen – og hvilke konsekvenser, denne bedømmelse har for

fremstillingen af politikeren. Disse spørgsmål vil jeg besvare i det følgende med

fokus på 1998 valgkampens positive fremstilling af politikerne som stjerner og

dermed vindere.

5.4.1 Politikerne som stjerner i ’98

»Hold da kæft, er det ikke Bertel Haarder, der står der,« nærmest råber en midaldrende kvinde til sin veninde […] Hun har fået øje på to af landets bedst kendte ansigter fra politik.212

Sådan starter reportagen ”Valgflæsk i stormagasinet” fra Berlingske Tidende

1998. Trods den populistisk vinklede overskrift er citatet repræsentativt for den

kendis-status, som journalisterne fra alle tre aviser tildeler politikerne i 1998. At

få øje på Bertel Haarder på gaden er en stor oplevelse. Denne kendisificering,

der til tider bliver en reel stjernedyrkelse, er unik for denne valgkamp. I de

øvrige analyserede år ser man slet ikke noget, der minder om den højstatus,

som politikeren i dette år tildeles. Denne høje status manifesterer sig sprogligt

via betegnelsen ”stjerner” og det konsekvente prædikat ”toppolitikere”; en

betegnelse, der indikerer at politikeren er rent fysisk er højt oppe – højere end

den almindelige borger – og dermed er vigtig. Betegnelser, der ikke bruges en

eneste gang de øvrige år.

Tendensen er tydelig i alle tre avisers reportager fra debatten mellem Poul

Nyrup og Uffe Ellemann-Jensen den 25. februar 1998. Stjernedyrkelsen

manifesterer sig blandt andet i de tre avisers overskrifter: ”Teenage-fans på jagt

efter Uffes autograf”,213 ”Når Politiske stjerner blinker”214 og ”Hanekamp i

gammeldags stil og dermed indgå i ”forestillingen” som en frisk, ungdommelig performer. Et andet eksempel kunne være Marianne Jelved, der i samme valgkamp blev kendt for sin håndtaske. Jelved valgte at ride med på selvbranding-bølgen ved at iscenesætte sig selv med håndtasken, blandt andet ved at vise den frem for journalister og få lavet en lille broche med en håndtaske, som hun jævnligt bar under de politiske debatter. At politikerne på denne måde opfanger signalerne fra medierne og indretter sig derefter er forståeligt og måske taktisk klogt. Men, som Jamieson skriver, også et foruroligende fænomen, der kan fremme uægthed og populisme. (Jønch-Clausen 2005, Van Zoonen 2005; Storgaard Jensen 2007)

212 ”Valgflæsk i stormagasinet”, Berlingske Tidende 1998 213 Berlingske, 25.02.1998 214 Politiken, 25.02.1998

Side 156 af 204

teatersalen”215 – og i høj grad i Jyllands-Postens beskrivelse af politikernes

prominente entré: ”Der blev klappet på scenen, som var de rockstjerner eller

topboksere.”216

Også i reportagen ”Når politiske stjerner blinker” bliver politikernes ”star-

quality” dyrket, ligesom et begejstret publikum – her en samling gymnasieelever

– får betydelig mere spalteplads end normalt. Dette ses blandt andet i

beskrivelsen af, hvordan ”politikstjernerne” bliver ”mødt med øresønderrivende

hujen, støvlers trampen og spæde forsøg på at sætte bølger i bevægelse langs

rækkerne af gymnasie-elever”. En beskrivelse, der igen minder om en

rockkoncert – hvilket kun forstærkes af citater fra de fremmødte gymnasiaster:

”Hey – det er ham Mogens Lykketoft. Hvor sejt...” ”... og dér er Uffe – Uffe the

Man. Det er kanon.”217 Eller i Politikens gymnasiereportage ”Teenage-fans på

jagt efter Uffes autograf”:

Jeg ryster helt vildt. Det er vildt, mand, […] Hun var helt forpustet i sin iver over for første gang nogen sinde at have mødt sin favoritpolitiker, Uffe Ellemann-Jensen. – Jeg fik hans autograf og trykkede ham i hånden. Øv, bare jeg kunne stemme på ham, fortsatte hun og ærgrede sig højlydt over, at hun først fylder 18 til april.218

I dette citat optræder ganske vist ikke nogen egentlige dramametaforer, men til

gengæld er hele situationen beskrevet ud fra dramametaforen politik som show

i og med, at Uffe Ellemann-Jensen fremstilles som en stjerne, der giver

autografer. I reportagen ”Uffe var sig selv igen” er stjernedyrkelsen også tydelig.

Reportagen er vinklet på Uffe Ellemann-Jensens håndtering af et kamerahold,

der følger ham under valgkampen, hvilket etablerer ham som en populær

mediestjerne. Denne positive portrættering af toppolitikerne med benovede,

autografsøgende vælgere er som nævnt en udbredt tendens for valgdækningen

i 1998.219

Som tidligere nævnt er et andet kritisk aspekt ved dramametaforen, at

rollefordelingen med politikere som skuespillere og journalister som kritikere

tildeler borgerne en passiv publikumsrolle uden rum for handling. Denne

rollefordeling er i sagens natur tydeligst i brugen af dramametaforen – men den

gør sig også i nogen grad gældende for kampmetaforikken, da politikerne jo 215 Jyllands-Posten 1998 216 ”Hanekamp i teatersalen”, Jyllands-Posten 1998 217 Berlingske Tidende, 25.02.1998 218 ”Teenage-fans på jagt efter Uffes autograf”, Politiken 1998 219 I de andre analyseår ser vi nærmere den modsatte tendens: At politikernes jagt på stemmer

er et populistisk, og dermed negativt træk, der trætter vælgerne og særligt de unge (jf. kap 4, afsnit x). Jønch-Clausen (2010)

Side 157 af 204

også her er hovedpersoner i et forløb, der omtales og kritiseres af journalisten til

et ikke-deltagende publikum. I den forbindelse drager Mumby og Spitzack nogle

interessante paralleller mellem det indtryk, som henholdsvis drama- og

kampmetaforerne giver af politikerne. Begge metafortyper tegner ifølge

forfatterne et negativt billede af politikeren, da reglerne for ”almindeligt liv” i

begge tilfælde er trådt ud af kraft. Dette skyldes, at politikerne, når de omtales

inden for denne type metaforer, bedømmes ud fra deres rolle (på kamppladsen

eller på scenegulvet). Normerne for en rolle kan ikke sammenlignes med

normerne for et almindeligt menneskeliv i det øvrige samfund – hvorved

politikernes opførsel kommer til at fremstå iscenesat, asocial og kritisabel i

mediernes fremstilling. (Mumby 1983: 170)

Et tydeligt eksempel på, at politikeren i dramametaforikken bedømmes

som en rolle frem for som sig selv findes i den føromtalte reportage ”Hanekamp

i teatersalen” fra Jyllands-Posten 1998:

Flere gange brød Uffe ud af sin rolle – og blev sig selv. Det begyndte med de karakteristiske løftede øjenbryn og endte med en række politisk ukorrekte fraser, ofte pakket ind i drilske grin.220

Passagen illustrerer dramametaforens modsætning mellem at være i ”rollen”

som politiker og så at være bryde ud af den og være ”sig selv” – en kvalitet Uffe

Ellemann-Jensen bliver belønnet for af journalisten, der fremhæver hans

særlige positive karaktertræk. Pointen understreges af, at han senere i

reportagen betegnes som en ”superprofessionel politisk skuespiller.221

Som det fremgår af ovenstående eksempler fra især 1998, er

dramametaforen beslægtet med kampmetaforen, idet begge metafortyper

iscenesætter politikeren i et show eller i en kampsituation og dermed fordrer en

journalistisk bedømmelse af vindere og tabere. Jeg skal nu vende mig mod

denne mere direkte journalistiske bedømmelsespraksis.

5.5 Direkte bedømmelser

Som vi så i kapitel 2, fungerer kampmetaforen som device i den dominerende

journalistiske strategiframe (Cappella 1997), hvis organiserende princip er at

fremstille politik som en strategisk kamp, der kan vindes eller tabes. En kamp,

der skal planlægges i kommandorummet og eksekveres på kamppladsen. Jeg

220 ”Hanekamp i teatersalen”, Jyllands-Posten 1998 221 ”Uffe var sig selv igen”, Politiken 1998

Side 158 af 204

har i de foregående afsnit kortlagt de metaforer, der er mest dominerende i

reportagerne fra de fire valgår med særligt fokus på kampmetaforen, som af

logiske grunde – at en valgkamp jo er en konkurrence, en kamp, om stemmer –

ubetinget er den mest dominerende. Det stigende antal kampmetaforer bidrager

til den indirekte bedømmelse af debatterne i den forstand, at politikerne

fremstilles som krigere på en slagmark, boksere i arenaen, spillere på banen og

lignende kombattanter, der kalder på journalistens udpegning af vindere og

tabere. Dramametaforen, som bygger på samme valoriserende princip bidrager

(særligt i 1998) til at etablere vinder/taber-framen ved at fremstille

”toppolitikerne” som stjerner (hvilket indirekte vil sige vindere).

Disse indirekte bedømmelser, som metaforerne fører med sig, ses i

reportagerne side om side med mere direkte bedømmelser, hvor journalistens

personlige holdning til en debat eller ordveksling ikke er til at tage fejl af. Resten

af kapitlet vil fokusere på disse direkte bedømmelser. Mens nogle af de direkte

bedømmelser manifesterer sig uafhængigt af kampmetaforerne, er andre

udslag heraf. Denne kausale sammenhæng mellem kampmetaforernes

indirekte bedømmelser og journalistens direkte bedømmelse vil jeg se nærmere

på i den følgende analyse. Jeg vil gå et skridt videre i udforskningen af

kampmetaforens retoriske effekt ved at undersøge, hvordan kampmetaforen

konkret opbygger den kåring af vindere og tabere, der er strategiframens

organiserende idé: Med andre ord, hvordan den indirekte bedømmelse, som

kampmetaforerne medfører, mere eller mindre tvinger journalisten til at kåre

vindere og tabere. Dels fordi sprogets egen kausale logik kræver det, dels fordi

kampmetaforerne og de beslægtede metafortyper, for eksempel

dramametaforen, skaber en underholdende dramatik i teksten, som læseren

forventer at få udløst gennem en mere direkte kåring af en vinder.

De direkte bedømmelser kan opdeles i retoriske (formmæssige) og

politiske (indholdsmæssige) bedømmelser. Jeg vil starte med at opridse de

politiske, indholdsmæssige bedømmelser, men ellers koncentrere mig om de

retoriske bedømmelser, som er denne afhandlings hovedfokus.

5.5.1 Indholdsmæssige bedømmelser

De indholdsmæssige bedømmelser dækker over bedømmelser af debattens

emner. Det gælder for eksempel reportagen ”Temaet der blev væk i

valgkampen”, der dækker et debatmøde om EU fra Berlingske Tidende 2011. I

den indledende beskrivelse af arrangementet definerer journalisten EU som

Side 159 af 204

”det lettere usexede tema”.222 En subjektiv vurdering, der i teksten står som et

postulat, da journalisten ikke har noget belæg for påstanden. I en anden artikel

fra Berlingske Tidendes viser en tilsvarende journalistisk indholdsbedømmelse

af et emne, der vurderes fraværende i valgkampen 2011; nemlig kultur. I

reportagen ”Overset: Æggehovedernes valgkamp” fastslår journalisten i en

baggrundsinformation, at:

Kulturen er blevet helt væk i denne valgkamp. Den kan ikke konkurrere med dagligdagens håndgribeligheder som brusebade på plejehjemmene og bleskift i daginstitutionerne.223

Her er det igen journalistens subjektive vurdering, at der ikke har været meget

kultur i valgkampen. Udtalelsen har intet belæg, men knytter sig entydigt til

journalistens egen opfattelse. Vurderingen af at ”kulturen er blevet helt væk” i

valgkampen kan siges at være så bastant, at der i forhold til skemaet over de

argumentative niveauer (kap x, s. x) er tale om en overskridelse af grænsen

mellem fortolkning og bedømmelse. At dette er tilfældet, er der to grunde til:

Dels udtalelsens manglende belæg (i form af for eksempel optællinger af

historier, en kilde eller undersøgelse, der bekræfter synspunktet eller andet),

dels brugen af styrkemarkøren “helt”: Kulturen er ifølge journalisten ikke bare

blevet væk, men “helt væk”. Styrkemarkøren forstærker indtrykket af

journalisten som bedømmer snarere end formidler. I den følgende sætning

cementeres påstanden ved konstateringen af, at kulturen ikke kan konkurrere

med ”dagligdagens håndgribeligheder” som brusebade og bleskift. Man

fornemmer journalistens holdning mellem linjerne: Stillet i direkte modsætning til

kultur, der normalt betragtes som et ophøjet element som særligt

ressourcestærke danskere værdsætter, fremstår brusebade og bleskift lettere

banalt som ”dagligdagens håndgribeligheder”.

I reportagen ”Udsigt: I den forkerte ende af et skydetelt” fra Politiken 2007

bedømmer journalisten også eksplicit debattens emne, flygtninge- og

indvandrerpolitik, ved i underrubrikken at fastslå, at tilhørerne fik et valgmøde,

”der var fri for skattestop og andre materielle detaljer”.224 Journalistens positive

holdning til debattens emne er tydelig: At debatten var ”fri for”, afslører hans

holdning til, at ”skattestop og andre detaljer” har fyldt for meget tidligere i

valgkampen. Klassificeringen af skattestoppet som en ”detalje” må siges at

være kontroversiel–og der sendes således et budskab, der helt tydeligt rummer 222 ”Temaet der blev væk i valgkampen”, Berlingske Tidende 2011 223 ”Overset: Æggehovedernes valgkamp”, Berlingske Tidende 2011 224 ”Udsigt: I den forkerte ende af et skydetelt”, Politiken 2011

Side 160 af 204

journalistens subjektive vurdering. Intentionen er uden tvivl at underholde og

dermed indfange og engagere læseren, som åbenbart formodes at dele

journalistens holdning. Det vil sige lettelsen over ikke igen at høre om

skattestop og andet af samme skuffe, som journalisten ikke nævner, men lader

op til læseren selv at tolke. Reportagen byder på flere andre indholdsmæssige

domme, for eksempel lyder det: ”På et tidspunkt mistede diskussionen

intellektuel luft under vingerne”. Dette konkluderer journalisten efter at have

refereret en fastlåst påstand-mod-påstand diskussion mellem de to politikere

om, hvorvidt flygtninge problemfrit kan rejse tilbage til deres hjemlande eller ej.

En sådan kommentar er i en argumentativ optik evaluerende, da den alene er

båret af journalistens personlige holdning af de to politikeres ordveksling. Lidt

senere i reportagen ændrer journalisten dog sin opfattelse af diskussionen til at

mene, at der er kommet mere substans ind i diskussionen: ”efterhånden kom

der dog argumenter på bordet”.225 I og med at journalisten påtager sig at

bedømme, hvornår diskussionen er god, og hvornår den er dårlig, indtager han

den subjektive rolle, som sædvanligvis er reserveret til avisens leder, analyse

eller kommentar.

Journalisternes egne holdninger til politikernes udtalelser viser sig generelt

ofte i teksten som små regibemærkninger. Bemærkninger, der afslører, at

journalisten er godt inde i valgkampens temaer og diskussioner – og derfor er i

en position til at vurdere, om debattens politiske temaer eller udtalelser enten er

overraskende eller forudsigelige. Følgende tre kommentarer, den første fra

Politiken og de to næste fra Berlingske Tidende i 2007, er repræsentative for

tendensen:

Men det var en debat, der kørte i kendte spor – med udlændinge, velfærd og danske værdier som nogle af temaerne – og ingen af deltagerne kom med nye meldinger.226

Men debatten afslørede kun, at partierne tilsyneladende er fastlåste i deres respektive blokke.227

[…] afstanden er mange kilometer lang, når det gælder de afgørende punkter, skattereform og asylpolitik.228

At journalisten i det første citat klassificerer debattens emner som ”kendte spor”,

demonstrerer hans baggrundsviden om valgkampen: Han er i en position til at

225 Ibid. 226 Dans om dronningerunde, Politiken, 2007 227 Debat: Ingen greb den sidste chance, Berlingske Tidende 2007 228 De allieredes kamp, Berlingske Tidende 2007

Side 161 af 204

sondre mellem nye temaer/informationer og de velkendte, ligefrem fortærskede,

temaer – de ”kendte spor”. Samme viden gør, at journalisterne i de følgende

citater vurderer, at partierne synes ”fastlåste i deres respektive blokke” og, at

den politiske afstand mellem partierne på afgørende politiske punkter er ”mange

kilometer lang”.

I reportagen ”Generalprøve på nyt firkløver” fra Berlingske Tidende 2007

er journalisten også helt eksplicit i sin politiske vurdering af chancerne for at de

fire borgerlige partier til højre fra midten skulle kunne danne regeringsgrundlag:

Hvis det, som meningsmålingerne spår, bliver et flertal mellem Venstre, de Konservative, Dansk Folkeparti og Ny Alliance, der skal styre Danmark fremover, så er der pænt meget at arbejde med. Denne fredag eftermiddag på Sings Tehus endte i hvert fald ikke med et REGERINGSGRUNDLAG. Langtfra.229

Journalistens politiske viden appliceres ofte også til vurderingen af de enkelte

politikeres udmeldinger. Dette viser sig gennem journalistens vurderinger af,

hvilke politiske udmeldinger der er forudsigelige, og hvilke der ikke er. Ordet

”overraskende” bruges flittigt i denne form for bedømmelse:

Svend Auken var – ikke overraskende – uenig. 230

Kultur og kirkeminister, Per Stig Møller (K), er ikke overraskende uenig.231

Vælgermøde uden overraskelser / De politiske overraskelser var endnu færre.232

Et af de eneste konkrete temaer, der blev debatteret, var måske lidt overraskende skolepolitikken233

Men ellers kom diskussionen, måske mindre overraskende, til at handle om mulige bogstavskombinationer efter dagens valg.234

5.6 Fra kampmetafor til retorisk bedømmelse

Som vi har set tidligere i kapitlet, foregår de indirekte metaforiske bedømmelser

gennem journalistens tildeling af angrebs- og forsvarsroller. I disse indirekte

bedømmelser etableres selve kampen. Her bidrager journalisten dog 229 Generalprøve på nyt firkløver, Berlingske Tidende 2007 230 Fuldt hus til valgduel, Jyllands-Posten 1998 (min fremhævelse) 231 Temaet der blev væk i valgkampen, Politiken 2011 (min fremhævelse) 232 Auken og Schlüter tog roret, Politiken 1990 (min fremhævelse) 233 Ingen greb den sidste chance, Berlingske Tidende 2011 (min fremhævelse) 234 Ingen greb den sidste chance, Berlingske Tidende 2011 (min fremhævelse)

Side 162 af 204

udelukkende med en strukturelvalorisering af politikeren som enten angriber

(vinder)eller forsvarer (taber), men fremsætter ikke nogen form for eksplicit

vurdering af, hvor retorisk vellykkede disse angreb og forsvar er. Sådanne

direkte bedømmelser af kvaliteten af politikernes retorik er der dog også masser

af eksempler på i reportagerne.

Disse direkte retoriske bedømmelser kan ikke adskilles fra de indirekte

metaforiske bedømmelser, men befinder sig tværtimod i et kausalt forhold: Det

skyldes, at de retoriske bedømmelser er en naturlig konsekvens af den

kamplogik, som de valoriserende kampmetaforer har opbygget som

reportagens strukturelle ramme som strategiframe. For at leve op til

nyhedsreportagens krav om at levere en underholdende og sammenhængende

historie er journalisten mere eller mindre tvunget til at komme på banen

(bogstaveligt talt) med sine retoriske bedømmelser. Med andre ord: Når

journalisten ved at opridse et kampscenarie har sagt A, må han også sige B.

Når kampen er etableret, må journalisten ligesom sportskommentatoren, selv

tage stilling til kombattanternes præstationer for at leve op til intentionen om at

fortælle en levende og medrivende historie. Uden disse retoriske bedømmelser

ville kampmetaforerne fremstå ligegyldige og uinteressante. Journalisten synes

altså via den massive framing af debatten som kamp at have låst sig selv fast

på et vinder/taber-perspektiv, der mere eller mindre tvinger ham ud i eksplicitte

bedømmelser af, hvem der klarer sig bedst.235

Journalistens direkte bedømmelser manifesterer sig hovedsageligt

gennem adjektiver og adverbier. Disse ser vi for eksempel i den gennemgående

analysereportage ”Helle satte hårde stød ind – men Anders slog tilbage”:

Som udfordrer lagde Socialdemokraternes formand Helle Thorning-Schmidt ud med aggressiv angrebstaktik […]

Fogh holdt fast i den mere tilbageholdende statsmandsstil […]

Fogh forsøgte ihærdigt at parere angrebet” […]

”Thornings hårde velfærdsretorik, og Foghs mere rolige statsmandsstil” 236

Hvor hovedparten af artiklen virker præget af en på mange måder fastlåst

kampmetaforisk konstruktion, så er det i ovenstående citater, at journalistens

bedømmende praksis for en kort bemærkning viser sig. Det interessante er dog,

235 Kåringen af vinder og taber forstår jeg bredt som både den helt eksplicitte kåring: ”politiker X

vandt debatten” og den mindre eksplicitte, hvor journalisten for eksempel fastslår, at ”politiker X fik mere applaus end politiker Y ”

236 ”Helle satte hårde stød ind – men Anders slog tilbage”, Politiken 2007 (mine fremhævelser)

Side 163 af 204

at de vurderende adjektiver ikke gør hverken fra eller til i beskrivelsen af

diskussionen som en kamp. Snarere understreger de, at ingen kan slippe for at

”spille spillet”. Spillet kan kun spilles på forskellige måder – ”aggressivt” eller

”tilbageholdende”, ”hårdt” eller ”roligt”. Gennem disse adverbier fortolker

journalisten tydeligvis situationen. Fortolkningerne er udelukkende bundet op på

journalistens personlige opfattelser og støttes ikke op af nogen form for belæg.

Hvad der mere specifikt gemmer sig bag Foghs ”rolige” eller ”tilbageholdende”

”statsmandsstil” udfoldes ikke. Er der tale om fremførelsesmæssige aspekter

såsom hans stemmeføring hans kropssprog eller snarere indholdsmæssige

observationer såsom hans ordvalg eller eksempler? Reportagen giver os intet

svar, men adverbierne bidrager i høj grad til den kamphistorie, journalisten

fortæller. For at acceptere historiens præmis om en kampsituation, må vi altså

også acceptere journalistens bedømmelser.

Reportagen ”Thorning var klasser over Lykketoft”, fra Berlingske Tidende

2007 eksemplificerer dels journalistens massive brug af kampmetaforer, dels

journalistens meget direkte bedømmelse af politikerens retorik – her Helle

Thorning-Schmidts.237 Alene i overskriften ligger en spektakulær journalistisk

vinkling, der i stedet for at koncentrere sig om de to debatterende politiske

modstandere, Anders Fogh-Rasmussen og Helle Thorning-Schmidt,

sammenligner Thornings retoriske præstation med hendes forgænger, Mogens

Lykketofts. Væk er fokus på de konkrete politiske argumenter, konflikter og

forslag, der blev debatteret. Efterladt er alene fokus på Helle Thorning-Schmidts

”dagsform”, der indikerer artiklens kampmetaforiske frame: Thorning er i denne

logik sportsmanden, og journalisten sportskommentatoren, der vurderer, hvor

godt hun gør det i forhold til sin forgænger. Journalistens konklusion fremgår

allerede af rubrikken: Thorning er ”klasser over” Lykketoft. Hvis man ikke vidste

bedre, kunne man som læser forledes til at tro, at det rent faktisk er Lykketoft –

og ikke Fogh – hun debatterer imod. Underrubrikken reder til dels trådene ud,

men naturligvis stadig med samme konklusion: at Thorning viser, at ”hun er

stærkere i en direkte TV-duel mod Anders Fogh Rasmussen” end forgængeren

Lykketoft. Denne meget eksplicit bedømmende vinkel gennemsyrer artiklen i

den ene rosende kommentar efter den anden. Kommentarer, der alle bidrager

til at fremhæve journalistens udvalgte observation: at Helle Thorning-Schmidt

klarede debatten flot. Se for eksempel kapitlets åbningscitat, hvor det fastslås,

237 Reportagen er samtidig et eksempel på journalistens massive brug af kampmetaforer. Der er

x kampmetaforer i reportagen, blandt andet formuleringer som: ”Der blev ikke rykket så meget ved fronterne", "trænger hende i defensiven", "sende bolden retur".

Side 164 af 204

at Helle Thorning var ”mest sikker” i spørgsmålet om klima, hvor hun ”ikke

havde problemer med at fremstille Fogh som utroværdig”. Herudover pointeres

det, at en ”gammel svaghed som skatteområdet ikke længere trænger hende i

defensiven.” Hun kunne nu ”glæde sig over”, at hun kunne ”sende bolden retur”.

Journalisten mener dog ikke, at udlændingeområdet var hendes stærkeste side,

da hun her ikke var ”100 pct. overbevisende”.

Fremhævelsen af Helle Thornings overbevisende retoriske præstation ses

også som en psykologiserende refleksion over, hvordan hun selv har det med

sine udtalelser:

Hun nød åbenlyst, at hver gang Fogh satte spørgsmålstegn ved Socialdemokraternes skattelinje efter valget, kunne hun sende bolden retur.238

Journalisten fortæller os her, hvordan Helle Thorning-Schmidt har det.

Reportagerne rummer flere eksempler på disse psykologiske refleksioner af

politikernes sindstilstand under kampen. Som i ovenstående eksempel er det

altid relativt banale refleksioner, hvor ”vinderen” af en debat eller ordveksling

formodes at være glad for og tilfreds med debattens forløb. Et andet eksempel

herpå ses i reportagen i dækningen af den første partilederrunde i Politiken

2011:

Den radikale leder, Margrethe Vestager, kunne ikke skjule, at hun opfattede det som noget nær en stjernestund. At få hele det politiske Danmark til pludselig at tale samarbejde hen over midten passede hende aldeles glimrende.239

Også her fortæller journalisten os, hvordan henholdsvis Margrethe Vestager har

det, og hvad Lars Løkke Rasmussen tænker. Disse psykologiske refleksioner

transcenderer den kamp, der udspilles på kamppladsen og tager læseren med

ind i hovedet på de debatterende politikere. Ved på denne måde at inddrage

politikernes vindermentalitet udvides kampen til ikke blot at være en retorisk

kamp på ord, men også en mental kamp for den enkelte politiker. Med

betragtninger som at Helle Thorning-Schmidt åbenlyst ”nød” at kunne ”sende

bolden retur”, eller at Margrethe Vestager opfattede debatten som ”noget nær

en stjernestund”, føjes et nyt og mere personligt lag til kampen, der udbygger

og intensiverer den.

238 ”Thorning var klasser over Lykketoft”, fra Berlingske Tidende 2007 (min fremhævelse) 239 ”Lars Barfoed kom i krydsild i partilederrunde”, Politiken 2011 (mine fremhævelser)

Side 165 af 204

5.6.1 Hyldest til den barske retorik

Gennemgangen af valgreportagerne fra de fire valgår tegner et klart billede af,

at journalisten værdsætter en aggressiv kamp, hvor debattørerne går hårdt til

hinanden. Ræsonnementet synes enkelt: Jo hårdere tone, jo mere

underholdende for læseren, ergo en mere positiv journalistisk bedømmelse.

Den bagvedliggende logik forekommer den samme som den politiske

iscenesættelse, som Mumby og Spitzack kritiserer dramametaforen for: politik

er et show, og jo mere underholdende og aggressivt det er, jo bedre.

Reportagerne fremviser mange eksempler på denne sammenhæng – både af

debatterne som helhed og i vurderingen af de enkelte politikeres retorik.

På debatniveau er et citat som dette fra Berlingske Tidende 2011

repræsentativt: ”[…] eleverne i salen jublede, klappede og hujede, når

politikerne gav hinanden tørt på.”240 Citatet demonstrerer en kausal

sammenhæng mellem elevernes jubel, klappen og hujen, og politikerne der

”giver hinanden tørt på”. Det altoverskyggende kvalitetsparameter for de

retoriske bedømmelser er tydeligvis, at debatterne skal være underholdende,

forstået som aggressiv, pågående og overraskende. Der skal være ”smæk for

skillingen”, som det lyder i en af reportagerne fra 1998.241 At den barske tone

hyldes, skyldes sandsynligvis netop dette, at politikerne gensidige provokationer

harmonerer med strategiframens udgangspunkt om konfliktkriteriet som

nyhedsjournalistikkens udgangs- og omdrejningspunkt.

Et tidligt og tydeligt eksempel herpå fra 1990 er ”Duel med løst krudt” fra

Berlingske Tidende – en reportage fra den første duel mellem

statsministerkandidaterne Poul Schlüter og Svend Auken. Ifølge journalisten er

der tale om en meget kedelig duel. Et indtryk, som journalisten har skarpvinklet

sin reportage ud fra. Først og fremmest kommer det til udtryk i overskriftens

kampmetafor: At ”duellen” var med ”løst krudt”, insinuerer, at der ikke var rigtig

krudt til stede, og at der dermed ikke var tale om en rigtig duel. Ved at

eksplicitere at en traditionel duel er med krudt og kugler, ”vækker” journalisten

den ellers døde metafor ”duel” og genaktiverer (måske?) læserens billede af en

virkelig duel med krudt og kugler. Et andet sted kalder han mødet ”tamt” og

bliver da også fuldstændig eksplicit i sin skuffelse over, at duellen ikke

rummede flere konfliktorienterede og dermed medievenlige elementer: For

eksempel i de følgende citater:

240 ”Hvad skal vi med skattelettelser?”, Berlingske Tidende 2011 241 ”Kamphaner i festligt lag”, Politiken 1998

Side 166 af 204

”Statsministeren holdt den forsonlige tone selvom pressen nærmere

håbede på skarpe udfald ved duel-mødet på Askov Højskole”242

”Publikum var skolens elever og lokale partimedlemmer foruden den samlede københavner-presse, som var rykket ud på de urtidlige morgenfly til det sydjyske med et stilfærdigt håb om en holmgang, som omsider kunne sætte lidt pift i en valgkamp, der indtil nu har været mere præget af medie-uvenlig saglighed end af gammeldags krudtrøg. Men ak. Stilen blev holdt.243

I disse to citater kommer journalistens uindfriede forventning om at blive

underholdt og få ”godbidder” til sin artikel i form af spænding, sammenstød og

drama direkte til udtryk. Journalisten er på vegne af ”den samlede

Københavnerpresse” skuffet. Det fremgår, at journalistens kolleger og han alle

er stået meget tidligt op for at få en debat med ”lidt pift” og ”gammeldags

krudtrøg”. Men ”ak”, desværre må de spises af med ”medieuvenlig saglighed”.

Diskrepansen mellem politikeren og journalisten, debatten og reportagen,

primary og og subsequent classification er her tydelig. Journalisten anerkender

ikke almindelig saglighed som noget, hans kollegaer og han vil skrive om. Det

er ”tamt, ”medieuvenligt” og passer dermed ikke ind i hans strategiframe.

Indtrykket af en ”tam” debat bekræftes af Jyllands-Postens og Politikens

reportager fra samme debat. Disse to reportager er dog ikke, som Berlingske

Tidendes reportage, vinklet på journalisternes uindfriede forventninger, men

snarere på vælgernes – de unge højskoleelevers – ditto. Jyllands-Posten

skriver herom, at eleverne følte sig som ”statister i et kæmpe medieshow”, som

var ”fascinerende, men ikke særlig oplysende”.244Politikens reportage

”Ungdommen gik skuffede fra mødet” er også, som overskriften indikerer,

vinklet på publikums skuffelse. Pointen bygger på journalistens udvælgelse af

flere af de utilfredse unges negative opfattelse af debatten og politikerne:245

Vi fik ikke noget at vide, som vi ikke vidste i forvejen. Schlüter og Auken var alt for gode til at dreje spørgsmålene hen på det, hvor de var gode til at svare, siger Rikke Tindal, 20 år. […]

242 ”Duel med løst krudt”, Berlingske Tidende 1990 243 Ibid. 244 ”Ros til Schlüter”, Jyllands-Posten 1998 245 Det modsætningsforhold, som gennem udvælgelsen af vælgernes hårde domme over

journalisten er del af en opstiller mellem ”Aktører, der opfattes som ’magthavere’, får gennemgående en hårdere behandling end såkaldte ”almindelige mennesker”, der i udgangspunktet opfattes som ”magtens ofre” (Lund 2002: 201) Jeg har selv analyseret denne modsætningsfigur i analysen ”Fra slag i bolledejen til kontraktjournalistik” Jønch-Clausen 2010 Jf. også Nerman 1981, Patterson, 2002, Phillips og Schrøder 2002, og Bennett, 2007.

Side 167 af 204

Det var den sædvanlige gang mundævl, og Auken spillede for galleriet uden at sige noget. Der var intet nyt under solen, siger Marianne Grønbech, 23 år.246

Et eksempel på en debat, der – modsat mødet mellem Poul Schlüter (K) og

Svend Auken (S) i Askov – lever op til journalisternes forventninger, er den

tidligere nævnte debat mellem statsministerkandidaterne Uffe Ellemann Jensen

og Poul Nyrup Rasmussen (S) i 1998, hvor politikerne tildeles stjernestatus.

Politikens reportage med titlen ”Kamphaner i festligt lag”, der ligeledes bygger

på sammenhængen mellem ”kamp” og ”fest”, fokuserer på ungdomspartiernes

”supporterende”, ”syngende og dansende støtter […] med veloplagte smæde-

og hyldestsange”, som får ”smæk for skillingen”.247Berlingske Tidendes to

journalister er også godt tilfredse med debatten og dens rammer: ”Rammerne

var kort sagt i orden til to timers politisk showunderholdning – samme varighed

som en fodboldkamp, bare helt gratis.”248

Den direkte sammenligning mellem debatmødet og en fodboldkamp er et

journalistisk kompliment til debatten, da en fodboldkamp sædvanligvis opfattes

som god underholdning. Den positive beskrivelse af debatterne som festlige og

underholdende begivenheder understreger Mumby og Spitzacks pointe om, at

iscenesættelsen af politik som et show i sidste ende skader politikernes

troværdighed, da de i højere grad vil blive opfattet som performere af fiktive

roller. Denne tendens finder man i mange af valgreportagerne i 1990 og 1998.

Et par af disse fra 1990 lyder:

I det hele taget var stemningen som ved et rigtigt valgmøde af den gammeldags slags: en underholdende blanding af hug og hujen, humor og engagement.249

Også spisesalen på Bogense Hotel var fyldt af borgere – sultne efter politik. Og deres appetit blev stillet. Uffe Ellemann-Jensen og Ritt Bjerregaard er tørnet sammen mange gange i folketingssalen, og i det tropiske klima på Bogense Hotel slog de to toppolitikere gnister.250

I begge citater fra henholdsvis Politiken og Jyllands-Posten fornemmer man en

hyldest til valgmødet. I Politikens dækning kan man som læser næsten føle den

energi, som journalisten oplever og formidler med ophobningen af positive ord

som ”underholdende”, ”hug”, ”hujen”, ”humor” og ”engagement”. Ved at

246 ”Ungdommen gik skuffede fra mødet”, Politiken 1998 247 ”Kamphaner i festligt lag”, Politiken 1998 248 ”Valgflæsk i Kødbyen”, Berlingske Tidende 1998 249 ”Politikerne indtog katedralskolen”, Politiken 1990 250 ”S og V står fast på holdningerne”, Jyllands-Posten 1990

Side 168 af 204

beskrive debatterne med disse positive ord sender journalisten et signal til

læseren om, at debatterne er værd at overvære – og dermed også værd at

læse om. Den indledende henvisning til valgmøder ”af den gammeldags slags”

fremhæver yderligere pointen.251 Jyllands-Postens citat er vinklet ud fra

borgernes ”sult” efter politik. En sult der blev stillet, hvorfor valgmøderne under

forstået betegnes som vellykkede debatter.

I 2007 og 2011 er den hyldest til valgmødet, som vi ser i 1990 og 1998,

forsvundet sammen med dyrkelsen af (top)politikerne som stjerner. Tilbage er

dog stadig et bemærkelsesværdigt fokus på debattens ”tone”. Et begreb der,

særligt i Politiken og Berlingske Tidende hyppigt benyttes i journalistens

bedømmelsespraksis. En håndfuld eksempler ses her:

Men allerede i anden omgang, som handlede om asylpolitik, blev tonen skærpet.252

Også i tonen kunne man tydeligt aflæse, at valgkampen er gået ind i sin afgørende fase. Tonen var skrappere […]253

Duellen endte lige mellem to tændte kandidater, som skærpede tonen, men begge undgik at begå fatale fejl.254

Tonen var mindre aggressiv end sidst.255

Tonen var hele vejen igennem afdæmpet og sober.256

Men tonen var skarp – især om asylansøgere, skat og velfærd.257

De adjektiver, der lægger sig til ordet ”tone” i eksemplerne, er ”aggressiv”,

”skrap”, ”skarp”, ”afdæmpet” og ”sober”. Adjektiver der fra ”aggressiv” til ”sober”

markerer spektret mellem en ”hård” og en ”blød” debat. Begrebet ”tone” kan

altså betragtes som en markør for journalistens vurdering af kampens intensitet;

hvor meget politikerne går til hinanden. Den udbredte henvisning til debattens

tone kan altså betragtes som en intensitetsmarkør i vurderingen af kampen

mellem debattens politikere.

251 Gamle dages vælgermøde associeres af mange som mere rå, overraskende og festlige end

nutidens – et indtryk jeg selv fik bekræftet af gennemgangen af reportager fra 1968 i forbindelse med en undersøgelse af relationen mellem politikere og vælgere. Her var der, med en af datidens journalisters ord, ”slag i bolledejen”. (Jønch-Clausen 2010a)

252 ”Duel med blød stil og skarpe angreb”, Politiken 2007 253 ”Statsministerduel om midtervælgernes økonomi”, Politiken 2011 254 ”Statsministerduel om midtervælgernes økonomi”, Politiken 2011 255 ”Vi er da enige om meget, tror jeg”, Berlingske Tidende 2011 256 ”Anders Fogh i balancegang”, Berlingske Tidende 2007 257 ”Duel med blød stil og hårde angreb”, Politiken 2007

Side 169 af 204

Der går en lige linje fra tonebegrebet til journalisternes direkte

bedømmelser: Debatterne med den hårdeste tone roses mest. I et af de

ovenstående eksempler, hvoraf det fremgår at debatten var vellykket og at

borgernes sult efter politik derfor blev stillet, lyder det om debattørerne, Uffe

Ellemann-Jensen og Ritt Bjerregaard, at de ”slog gnister”. Sammenhængen

mellem den gode debat og at ”slå gnister” er helt klar og står som et ud af

mange eksempler på, at journalister (fra alle år og alle aviser) har en markant

tendens til at sidestille en god debat med ligefrem og aggressiv retorik, hvor

”fløjlshandskerne” er smidt, som det formuleres i både Berlingske Tidende og

Politiken i 2011.258

Journalisten overfører her sin egen kamplogik til de politikere, han skriver

om, ved at fastslå, at jo hårdere tone politikerne bruger, des større respekt

aftvinger det hos den politiske modstander. Eksempler på dette ses i en debat

mellem Uffe Ellemann-Jensen og Poul Schlüter fra Politiken 1998:

En blanding af show og debat mellem to politiske veteraner, der grundlæggende synes at respektere hinanden højere, jo hårdere ordene falder.” 259

Journalistens dom er tydelig: Hårde ord aftvinger respekt. Samme

ræsonnement ser vi i Berlingske Tidende 2007 i dækningen af en debat mellem

selvsamme Svend Auken (S) og Thor Pedersen (V):

Luften var tyk af godmodigt drilleri og spydige bemærkninger, da to af valgkampens veteraner i går tørnede sammen i Hillerød. Socialdemokraternes Svend Auken og Venstres finansminister Thor Pedersen er meget forskellige. Men de er fulde af gensidig respekt for hinanden.260

Igen ses den samme sammenhæng mellem en barsk debat, (beskrevet som

”spydige bemærkninger” / ”tørnede sammen”), og at de to politikere er ”fulde af

gensidig respekt for hinanden”. Dyrkelsen af den barske tone optræder ikke

bare i bedømmelserne af politikernes ordvekslinger, men også i vurderingen af

den enkelte politikers retorik. Et eksempel fra 1998 stammer fra reportagen ”Når

politiske stjerner blinker” fra debatten mellem Mogens Lykketoft (S) og Uffe

Ellemann Jensen (V):

258 ”Fogh og Thorning smider fløjlshandskerne”, Berlingske Tidende 2011 og ”Barfoed tordnede

mod skattetrykket i duel med Løkke”, Politiken 2011. 259 ”Venstre tager de nødvendige tæsk”, Politiken 1998 260 ”Veteranernes valgkamp”, Berlingske Tidende, 2007

Side 170 af 204

Og man mærkede straks, at Lykketoft havde fordelen. Det var ham, der hentede de største bifald – det var ham, sympatien strålede kraftigst imod. Og det var ikke mindst ham, der optrådte klart mest aggressivt.”261

Ser man nærmere på sammenhængen mellem bedømmelsens fire sætninger

bliver det klart, at der er en direkte sammenhæng mellem kåringen af Lykketoft

som debattens vinder (Lykketoft ”havde fordelen”/ ”han fik de største bifald”/

”sympatien strålede mod ham”) og hans aggressive optræden. Styrkemarkøren

”ikke mindst” bidrager til at fremhæve kausaliteten mellem hans status af vinder

af debatten og hans aggressivitet. Samme ræsonnement ser vi i Jyllands-

Postens reportage ”Hanekamp i teatersalen” fra debatten mellem Uffe Ellemann

Jensen og Holger K. Nielsen:

Men eftermiddagens suverænt største bifald og stemningsudbrud tilfaldt SF-formanden, som i et hårdt toneleje og med et effektfuldt kropssprog fastslog, at SF vil pege på Nyrup efter valget.262

Som i tilfældet med Lykketoft er der et kausalt forhold mellem kåringen af

Holger K Nielsen som vinder (han fik eftermiddagens suverænt største bifald),

og det, at hans retorik foregik i et ”hårdt toneleje”.

I ”Dans om dronningerunde” fra Politiken 2007 ser vi eksempler på det

samme. Med den rosende vending om at ”gå uimponeret til opgaven” beskrives

Johanne Schmidt-Nielsens angreb:

Til gengæld gik Enhedslistens nye folketingskandidat, Johanne Schmidt-Nielsen, uimponeret til opgaven med en række angreb på Anders Fogh Rasmussen og Pia Kjærsgaard.263

Det indledende forbindelsesled ”til gengæld” markerer modsætningen til

Kristendemokraternes Bodil Kornbek, for hvem ”slaget ser ud til at være tabt”,

hvilket dels skyldes, at meningsmålingerne er dårlige, dels at ”hun aldrig kom i

offensiven” i debatten. Den antitetiske opbygning i beskrivelsen af Johanne

Schmidt-Nielsen og Bodil Kornbek er tydelig: Uimponerede angreb er gode,

mens slaget er tabt, hvis ikke man kommer i offensiven.

I reportagen ”Fogh og Thorning smider fløjlshandskerne” fremgår

dyrkelsen af den barske tone klart:

Helle Thorning-Schmidt og Anders Fogh Rasmussen er blevet beskyldt for at holde lidt igen i denne valgkamp, men ikke mindst den

261 ”Når politiske stjerner blinker”, Berlingske Tidende 1998 262 ”Hanekamp i teatersalen”, Jyllands-Posten 1998 263 ”Dans om dronningerunde”, Politiken 2007

Side 171 af 204

socialdemokratiske udfordrer kastede sig ud i et frontalangreb, da de to statsministerkandidater i går mødtes i valgkampens sidste, direkte duel.264

At statsministerkandidaterne er ”blevet beskyldt for at holde lidt igen” rummer

selve essensen af pointen: At ”holde igen” svarer i denne kontekst til det

modsatte af en udfarende og aggressiv debatstil. I tråd med afsnittets

overordnede pointe, betragter journalisten det derfor som negativt, at politikerne

”holder igen”. En bedømmelse der udtrykkes gennem det negativt ladede ord

”beskyldt”, som markerer en anklage. Anklagen er formuleret som en

baggrundsinformation rettet mod den hidtidige, generelle valgkamp. Som det

fremgår af passagen, indledt med den sigende konjunktion ”men”, får de to

politikere (og særligt Helle Thorning-Schmidt) dog rettet op på forseelsen ved at

kaste sig ud i et ”frontalangreb”.

Eksemplet illustrerer det problem, som også er påpeget af Mumby og

Spitzack: at iscenesættelsen af politik som et aggressivt show skader

politikerne, da det skaber en forventning hos journalist såvel som læser om, at

politikeren performer en fiktiv rolle. I det øjeblik politikeren ikke længere udfylder

rollen som performer – ved enten at ”holde igen” eller tale substans – skuffes

modtagernes forventninger og journalistens bedømmelse falder negativt ud.

Modtagerne er i denne sammenhæng primært debattens publikum – men

repræsenterer selvfølgelig den bredere offentlighed, hvis stemme journalisten

hævder at fremføre. Jeg skal afslutningsvis kort komme ind på, hvordan

journalisten inddrager netop denne stemme, repræsenteret ved publikums

reaktioner, som medspiller og grundlag for sine subjektive bedømmelser.

5.6.2 Publikum som dommere

Debattens tilhørere er som sagt journalistens stærkeste allierede i den

bedømmelsespraksis, som kampmetaforens dominans i den politiske diskurs

fordrer. Ligesom journalister bruger eksperter som kilder og dommere i

nyhedsartikler, bruger de ofte publikum som ekspertpanel under valgdebatter.

Som teknik i udnævnelsen af debattens vindere og tabere referer journalisten

ofte til tre undergrupperinger: enten publikum som helhed, dele af publikum

(typisk ungdomspartierne) eller enkeltpersoner. Når publikum inddrages, enten

som del eller helhed, er det som regel klapsalverne, journalisten bruger i sin

vurdering af, hvem der vandt debatten. Som eksempler på denne måde at

264 ”Fogh og Thorning smider fløjlshandskerne”, Berlingske Tidende 2007 (min fremhævelse)

Side 172 af 204

bruge publikum som dommere på, kan nævnes disse passager i valgreportager

fra 1998:

Lykketoft fik konstant tordnende applaus, mens Uffe fik en del buh-råb blandet med klapsalver265

Igen bragede klapsalverne ned over salen anført af VU'erne, og Nyrup mistede et kort øjeblik tråden, men så hjalp DSU'erne ham på vej igen.266

[…] livligt akkompagnement af viftende, hujende og buhende tilhængere er Venstres leder Uffe Ellemann-Jensen stærkere end statsminister Poul Nyrup Rasmussen. Sådan vurderede i hvert fald dele af publikum resultatet af de to timers debat.267

Eftermiddagens største bifald gik til både Kristendemokraternes Mogens Nørgård […]

At måle på publikums stemmeføring var der dog ingen tvivl om, at aftenens mindst populære skærmtrold var Dansk Folkepartis Pia Kjærsgaard.268

Ved bogstaveligt talt at ”måle på publikums stemmeføring”, ”tordnende

applaus”, ”bragende klapsalver”, ”viftende, hujende og buhende tilhængere”,

mv. forskyder journalisten den direkte bedømmelse væk fra sin egen subjektive

bedømmelse til en bredere forankring i folkeligheden. Men som altid skal man

huske, at det i sidste ende stadig er journalisten, som i sin journalistiske framing

udvælger og fremhæver beskrivelser og citater og dermed kan skære kagen og

fokusere på lige præcis den del af publikum, der understøtter hans vurdering –

ligesom han kan fortolke publikums reaktioner til egen fordel.

Dette gælder naturligvis i endnu højere grad, når journalisten lægger

bedømmelsen over på enkeltpersoner fra publikum – som for eksempel Tove

Hansen på 46 år fra Albertslund i denne reportage fra Politiken 2011:

»Jeg er meget i tvivl, normalt plejer jeg at stemme på Socialdemokraterne, men jeg synes ikke, at Helle Thorning har været så skarp som for eksempel Johanne Schmidt har været, så jeg overvejer at stemme Enhedslisten«. 269

Eller en anden yngre tilhører, som formulerer sin grundlæggende mistillid til

politikere generelt og Helle Thorning-Schmidt i særdeleshed:

265 ”Teenage-fans på jagt efter Uffes autograf”, Politiken 1998 266 ”Nyrup: Ellemann svigter forbehold”, Jyllands-Posten 1998 267 ”Ellemann vandt første valgduel”, Politiken 1998 268 ”Jagten på de sidste krydser”, Jyllands-Posten 1998 269 ”Barfoed tordnede mod skattetrykket i duel med Løkke”, Politiken 2011

Side 173 af 204

»Jeg stoler ikke på, at de holder alt det, de lover. Hende dér Helle snakker hele tiden, men jeg tror ikke på, at man kan gøre alt det, hun siger, på én gang,« lyder det fra Farah.270

Citaterne kan ses som en spejling af 1998-reportagernes stjernedyrkelse, hvor

især unge vælgere beskrives som ”supportere” og ”fans”, der hylder politikerne

som stjerner. På den ene side må man anerkende den demokratiske effekt af at

lade publikum komme til orde med reaktioner og vurderinger – men på den

anden side udstiller det netop det skadelige ved det overdrevne journalistiske

fokus på politik som kamp og showunderholdning: Nemlig den fundamentale

mistillid til politikerne, som ifølge Mumby og Spitzack skyldes den metaforiske

fremstilling af politikerne som performere – hvad enten det er skuespillere eller

sportsstjerner – i et show, hvor det udelukkende gælder om at vinde. At

publikum ikke ”stoler på, at de holder alt det, de lover”, politikerne, vidner om

dette demokratiske problem: politik er blevet et show, en fiktiv konstruktion uden

hold i virkeligheden. Det er ikke kun journalistikkens fortjeneste, men i

fremstillingen af politik som en kamp med kun to mulige udfald – succes eller

fiasko – medvirker journalisterne til at skabe den.

5.7 Opsamling: Den uundgåelige bedømmelse

Jeg har i dette kapitel argumenteret for, at den udbredte brug af kampmetaforer

skaber et begrænset og fastlåst fortolkningsrum for den enkelte journalist. Et

fortolkningsrum, hvor præmissen på forhånd er etableret – primært af den

konceptuelle metafor DISKUSSION ER KRIG, som i politisk journalistik kan

oversættes til, at debat er krig, og dermed at politik er krig. Denne udbredte

forståelse af politisk debat – som ikke kun er forbeholdt journalister, men også

dominerer den almene sprogbrug – opbygger således i sig selv strategiframen

som et skarpt definerende princip for beskrivelsen af debattens forløb og

indhold. Eller sagt på en anden måde: Jo flere kampmetaforer journalisten

bruger, jo mere intens og kompromisløs bliver fremstillingens valorisering af en

vinder og en taber. Fordoblingen af kampmetaforer i analyseperioden er her et

helt konkret tegn på denne stigende valorisering i journalistikken.

Som jeg har været inde på, kunne sådanne elementer af journalistisk

bedømmelse lige så godt være hentet fra en analyse eller en leder. Det skyldes,

270 ”Et stort kryds ved Cirkus Valgflæsk”, Berlingske Tidende 2011

Side 174 af 204

at de ikke længere kan klassificeres som inferens eller fortolkning, da de ikke

henter belæg direkte i primærklassifikationen, for eksempel gennem

henvisninger til citater eller iagttagelser. Bedømmelserne står derimod ofte

alene som postulater – uden nogen form for belæg ud over journalistens

personlige opfattelse.

Men som analysen også viser, har journalisterne faktisk ikke rigtig noget

valg givet kampmetaforens særlige vinder/taber-logik: Når politik er kamp –

hvilket det uuomtvisteligt er også i daglig tale – kommer man ikke uden om at

finde vindere og tabere. Den journalistiske bedømmelse er med andre ord ikke

bare en mulighed, men en uundgåelig konsekvens af det politiske kampsprog.

Side 175 af 204

Konklusion

Dagen inden valget i 2011 er en journalist fra Berlingske Tidende sendt ud for at

dække begivenheden ”Politisk Fight Night” – en debat mellem en række

folketingspolitikere. Men da hun kommer ud til arrangementet, kan hun mærke,

at hun efter en lang valgkamp simpelthen ikke orker det. Muligvis så lidt at hun

ikke overværer debatten, men bare stikker hovedet ind, tager et billede og går

igen. Det er svært for læseren at vurdere, da der intet er refereret fra debatten

ud over et fotografi af et par af debattørerne. Journalisten går i stedet efter det,

der tilsyneladende ligger hende på sinde: nemlig befolkningens valgkampslede.

Under overskriften ”Et stort kryds ved Cirkus Valgflæsk” interviewer hun tre

kvinder, der er trætte af politik: Farah stoler ikke på, at politikerne holder det, de

lover – og slet ikke ”hende der Helle”. Iben Corfixen mener, at ”alle politikerne

uanset parti har været ynkelige at se på”, mens Jytte Kjær, der nyder en tjekkisk

øl på en tapasbar i Torvehallerne, fortæller, at hun konsekvent zapper væk fra

valgkampen, fordi ”der er for meget cirkus og voldsomhed på TV”.271

Reportagen demonstrerer med al tydelighed den udvikling, jeg gennem

optællinger og en række tekstanalyser har sporet i 88 valgreportager over den

21-årige periode fra 1990 til 2011: Nemlig at reportagejournalisterne i mindre og

mindre grad i Bitzersk forstand besvarer den foreliggende situation (dækningen

af debatten), men i højere grad på Vatzsk vis selv skaber situationen (ved her at

fokusere på vælgernes valgkampslede). Det journalistiske dilemma mellem at

besvare og skabe kan være udtryk for en ”skizofren genre”, som Steen

Steensen betegner nyhedsreportagen (Steenseen 2009), da journalisten her er

splittet mellem de journalistiske yderpunkter i nyhedens information og features

underholdning.

På genre- såvel som tekstniveau viser mine analyser, at denne balance

mellem nyhed og feature er tippet til fordel for den mere underholdende stil i

featuren over analyseperioden. Den levende, personlige formidlingsstil, der

udspringer af journalistens brug af sig selv som kilde, dominerer således i

stigende grad over den nøgterne gengivelse af debattens politiske budskaber.

Som det indledende eksempel viser, er denne tendens et udslag af, at 271 For udfoldede analyser af denne valgreportage se kapitel 3 og 4.

Side 176 af 204

journalisten har løsrevet sig mere og mere fra debattens primærklassifikation,

som Gunther Kress taler om. Debatterne er nu ikke længere struktureret i store

tekststykker fra den oprindelige klassifikation, hvor læseren kan fornemme den

oprindelige helhed gennem længere citatmontager. Snarere er formen nu

splintret i småstykker, der med Hallins ord betragtes som et råmateriale, som

journalisten frit kan selektere og konstruere sin egen selvstændige klassifikation

ud fra. Hermed skifter debattens primære afsender fra politiker til journalist. Et

afsenderskifte, som ifølge forskningen er vidtrækkende, da læserne af den

såkaldte post-debate framing, som valgreportagen falder ind under, generelt er

usikre over for, hvad de skal mene om debatterne, før medierne udlægger og

tolker det for dem – og at de derfor er tilbøjelige til at adoptere mediernes

udlægninger af debatterne.

Styret af den overordnede påstand om at nyhedsjournalistik er retorik, har

afhandlingens ambition været at udpege de retoriske mekanismer og

elementer, som journalisterne i de analyserede valgreportager mellem 1990-

2011 anvender i deres udlægninger af valgdebatterne. Den samlede tendens,

som undersøgelserne peger på, er tydelig: Fra 1990 til 2011 har journalistens

retorik fået en langt mere prominent plads i valgreportagerne. Det betyder i en

retorisk kontekst, at der i analyseperioden er blevet skruet op for de

følelsesmæssige appeller patos og etos – blandt andet gennem mere billedrigt

sprog og flere og længere evalueringselementer.

I omskrivningen af primærklassifikationen bruger journalisten den såkaldte

strategiframe, nyhedsjournalistikkens dominerende frame, som er karakteriseret

ved at være et godt match til journalistens nyhedskriterier og arbejdsform, og

dermed den grundlæggende intention om at få læseren til at tilslutte sig

journalistens udlægning af virkeligheden. Strategiframens udvælgelser og

fremhævelser udspringer fra den centrale, organiserende idé, at politik ikke er

andet end en strategisk magtkamp, der planlægges i kommandorummet og

eksekveres på kamppladsen.

En device i denne strategiframe er, at journalisten fungerer som

kommentator af denne politiske kamp, hvor politikeren er skuespiller og

borgeren tilskuer. Da det lige præcis er denne styrende og skabende,

kommentatorrolle, der bærer afhandlingens overordnede påstand og fokus på

journalisten som retor, har jeg belyst den kommenterende rolle ved at se på,

hvordan den konkret manifesterer sig i reportagerne. Resultatet af

undersøgelsen er, at kommentatorrollen lægger sig i to hovedspor:

Reportagerne er dels blevet mere underholdende, dels mere fortolkende. I en

Side 177 af 204

retorisk optik kan det formuleres som, at udviklingen har bevæget sig længere

væk fra logos-appellen (gengivelsen af den politiske debats substans) og imod

et større forbrug af de følelsesmæssige appelformer patos (underholdning) og

etos (fortolkninger og vurderinger).272

Mere underholdning, mere patos

Den stigende patos-appel viser sig i reportagerne i form af en generelt større

selektion og fremhævelse af debatternes underholdende aspekter. Dette

afspejler sig blandt andet i en vækst af såkaldte bløde reportager, som jeg har

defineret som reportager med enten en bestemt politiker eller debattens

rammer i centrum – frem for debattens substans (se kapitel 3). I mange bløde

reportager er nyhedsidealet om tilstræbt objektivitet tilsidesat til fordel for mere

underholdende og sanselige elementer. Når debatterne for eksempel udspiller

sig i en frisørstol eller på en tilrøget bodega, nedprioriteres debattens indhold

altså, mens journalisten overvejende vinkler artiklen på debattens setting, på

politikernes frisurer, sjove ordvekslinger med autografhungrende gymnasiepiger

eller løsslupne kommentarer fra bodegavælgere.

Journalistens intention om at underholde har både et kommercielt og et

demokratisk, engagerende sigte. Begge handler om at give læseren en

oplevelse, der – som i enhver anden retorisk kontekst – bygger på en

følelsesmæssig aktivering af læserens sanser. Som det er kendetegnende for

patos-appellen bruger journalisten selv sine sanser (primært syns- og

høresansen) som kilde, når han i levende og personlig stil fremstiller sine

øjenvidneobservationer for læseren.

Udviklingen mod øget patos-appel i nyhedsjournalistikken bekræftes af

Steen Steensen, der taler om den generelle opblødning af

nyhedsjournalistikken mod featurens mere underholdende sigte. Både på

genreniveau og inden for den enkelte nyhedsartikel er der mindre og mindre

”hårdt” nyhedsstof og stadig flere eksempler, fortællinger, cases, hvis mål er at

give læseren en oplevelse frem for med logos at appellere til læserens forstand.

Redaktører fra de tre analyserede aviser, Politiken, Berlingske Tidende og

Jyllands-Posten, bekræfter tendensen til valgreportagens uddøende slægtskab

272 Appelformerne kan i denne sammenhæng forstås i både klassisk aristotelisk forstand som

den tilslutningsform retoren (her journalisten) bruger og som den modtagerorienterede forståelse af ethos, som James McCroskey plæderer for.

Side 178 af 204

med nyheden. Politikens redaktør Bo Søndergaard siger, at reportagen snarere

har sin berettigelse i et blødere mål om at vise mødet mellem vælgere og

politikere end til at gengive politisk debat. Når forskellige politiske synspunkter

skal stilles over for hinanden, er det ifølge Søndergaard meget mere

hensigtsmæssigt at bruge politikerne som partskilder ved først at få den enes

holdning til en sag og derefter den andens.

Valgreportagens bevægelse væk fra nyhedens (tilstræbte) objektivitet og

over mod featurens mere subjektive underholdning manifesterer sig desuden i,

at politikernes direkte citater i analyseperioden er blevet færre og kortere (jf.

optælling i kapitel 3). Det direkte citat er som virkelighedsfragment det tætteste,

journalisten kan komme på primærklassifikationen inden for genren, da

politikerens ord her står (i hvert fald tilsyneladende) uredigeret tilbage. I 1990

udgjorde citaterne i gennemsnit 27 procent af reportagerne på tværs af de tre

aviser. I 2007 er tallet faldet til 19 procent. I samme periode er længden på

citaterne halveret, fra at hvert citat i gennemsnit udgjorde omkring seks procent

af reportagen i 1990 til omkring tre procent i 2007. At citaterne dels fylder

mindre, dels er blevet kortere og dermed mere fragmenterede, ser jeg som klart

belæg for journalistens øgede styring af teksten – og dermed for den

journalistiske retoriks fremfærd.

Mere fortolkning og bedømmelse, mere etos

Den stigende etos-appel kommer til udtryk i journalistens fortolkninger og

vurderinger af debatterne. Disse evaluerende elementer hører sædvanligvis

hjemme i holdningsjournalistikken, men som mine analyser viser, er de blevet

adopteret i valgreportagerne. Hvor journalisten i implementeringen af patos-

appellen bruger sine sanser som kilde, bruger journalisten med etos-appellen

sin personlige viden om politik. Journalistens forklaringer og ræsonnementer,

om hvorfor politikerne siger, som de gør, og hvordan de klarer deres retoriske

udfordringer, udspringer fra denne viden, der tilsyneladende både kvalificerer til

at analysere og bedømme debatter og debattører. Både analyse og

bedømmelse er subjektive aktiviteter, der ophøjer journalisten til en slags

politisk ekspert, der guider læserne gennem debatten.

Reportagernes analytiske elementer placerer journalisten i en ekspertrolle,

hvor genrens traditionelle, observerende perspektiv som ”fluen på væggen”

erstattes af et alvidende fugleperspektiv, der gør journalisten i stand til at pege

frem og (særligt) tilbage i tiden. Denne tidsforskydning bruger journalisten

Side 179 af 204

blandt andet til at dokumentere årsagssammenhænge og forklare baggrunden

for, men også implikationerne af, debattens ytringer og ordvekslinger osv.

En markant stigning i baggrundsinformationer understreger dette

ekspertperspektiv: Hvor der i 1990 næsten ingen baggrundsinformationer er at

finde – nemlig ca. en procent af den samlede dækning på tværs af de tre

aviser) – er tallet i 1998 steget til tre procent, og i 2007 til seks procent – altså

en kraftig lineær stigning. Med den hyppige brug af baggrundsinformationer i

2007 sætter journalisten løbende de enkelte debatter ind i valgkampens større

fortælling, hvorved den enkelte debat kommer til at udgør et mindre kapitel i den

samlede politiske historie.

En del af journalistens analytiske praksis er inddragelsen af eksperter, der

uddyber eller forklarer politikernes udtalelser. I reportagen ”Et stort kryds ved

Cirkus Valgflæsk”, som jeg lagde ud med at referere i konklusionen, citerer

journalisten for eksempel medieforskeren Anker Brink Lund og valgforskeren

Kasper Møller Hansen. Med hver deres vinkel bakker de hendes historie om

befolkningens politikerlede op, og bekræfter dermed hendes version af

virkeligheden. Udvælgelsen af netop de kilder, der kan bakke journalistens

budskab op – som for eksempel de tre politikertrætte kvinder og de to eksperter

– er en kerneretorisk handling, der harmonerer med Aristoteles’ definition af

retorik som en kunnen der mønstrer de ”mulige overbevisende momenter i

ethvert givet stof”. Kilderne er nøje udvalgt med henblik på at overbevise

læseren om, at journalisten har fat i en rigtig vinkel, en rigtig historie, når hun

fortæller os om befolkningens politikerlede.

Specifikt appliceret på politikeren udmønter journalistens analytiske

praksis sig i motivspekulationer; et reportageelement, der er i kraftig vækst i

analyseperioden. Mens flere journalistikforskere har kortlagt debattører og

holdningsjournalisters motivspekulationer, er denne afhandlings bidrag at

argumenterne for, at motivspekulationer lige så vel forekommer i

nyhedsjournalistikken. Gennem konstruktionen af en tekstlig formel, der

sammenkæder motiv og udtalelse, viser min analyse, hvordan journalisten med

motivspekulationerne flytter sit fokus fra ordvekslinger, der udspiller sig under

debatten, til subjektivt funderede spekulationer over, hvorfor politikerne siger,

som de gør. Med motivspekulationer fortolker journalisten politik som et (med

Liesbet Van Zoonens ord) ”grand psychic system”; en intens psykologisk kamp,

som journalisten gennem sin fortolkning fører tilbage til påståede planlagte

strategier i kommandorummet. Dermed bidrager motivspekulationerne til at

opbygge et strategisk, ofte udspekuleret, indtryk af politikerne. En tendens, der

Side 180 af 204

kan kobles til journalistens intention om at kritisere magthaverne og dermed

være sit ansvar som demokratiets vagthund værdigt ved at have overblikket til

at afdække politikernes planer om vejen til magten.

Denne analytiske, afdækkende evne kan være nok så vigtig, men ikke for

reportagejournalisten i klassisk forstand. Tendensen til at gå fra at besvare

spørgsmålet, hvad politikerne gør og siger, til hvorfor de gør og siger det, kan

hævdes at udgøre et brud med idealet om tilstræbt objektivitet, idet journalisten

hermed går ind og bliver fortolkende. Ofte giver disse spekulationer og

analyseelementer mere artiklen karakter af politisk analyse end af objektiv

reportage. Spekulationerne har nemlig ofte ikke belæg i primærklassifikationen,

men bygger for det meste udelukkende på journalistens politiske viden. Da

journalisterne generelt har en omfattende politisk viden, vil

motivspekulationerne ofte være kvalificerede gæt. Men ikke desto mindre gæt,

der i nogen grad vil være farvet af journalistens personlige, redaktionelle og

politiske overbevisning og dermed har en klar retorisk funktion ved at opbygge

en spænding i journalistens historie og give den et ekstra, psykologisk lag. Et

lag, der dog udelukkende betoner et enkelt karaktertræk ved politikeren som

aktør – nemlig ønsket om flere stemmer. I betoningen af dette karaktertræk

viger omtalen af politikernes mere idealistiske motiver om bedre vilkår for

borgerne. Dette bidrager til et reduceret og negativt indtryk af politikeren som en

person, der går mere op i sin egen politiske karriere og sit parti end i hensynet

til borgerne og samfundet.273

At reportagejournalisterne efterhånden har udviklet sig til politiske

eksperter og smagsdommere frem for formidlere af de politiske debatter, kan

føres tilbage til journalistens intention om at kritisere magthaverne. Som Pippa

Norris skriver, er balancen mellem at informere og kritisere svær. En indgroet

skepsis over for magthavere er en del af nyhedsjournalistens identitet, som hun

ikke uden videre lægger fra sig, selvom formålet ikke lægger op til dette kritiske,

afdækkende perspektiv. At kritisere politikerne og finde frem til og diskutere

deres motiver er noget, som optager Christiansborg-journalisterne. Modsat det

rugbrødsarbejde, som dækningen af en debat er, giver fokus på strategi og

motiver prestige i branchen. Den selvudnævnte ekspertrolle giver således

journalisten status af politisk medspiller. Gennem det kritiske perspektiv

demonstrerer han for politikerne, læserne og ikke mindst sine

273 Strategiframens bidrag til politikerlede er veldokumenteret i forskningen, og har derfor, som

Christian Kock formulerer det, udviklet sig til en doxa, en ubestridt sandhed. Med mit tekstuelle fokus har jeg fravalgt at beskæftige mig med dette felt i afhandlingen.

Side 181 af 204

journalistkollegaer, at han forstår det politiske spil, og at han ikke uden videre

accepterer politikernes budskaber som idealistiske ytringer.

Ligesom de analytiske aktiviteter udspringer også de bedømmende

aktiviteter fra den etos-appel, journalisten har opbygget på baggrund af sin

omfattende politiske viden. Men hvor ophobninger af de analytiske elementer i

reportagerne udvisker grænsen mellem nyhedsanalyse og -reportage,

medvirker de tilsvarende ophobninger af bedømmende elementer til at udviske

skellet mellem reportagen og den mere politisk farvede redaktionelle leder eller

kommentar.

Disse bedømmende elementer bygger i vid udstrækning på

kampmetaforen (og til dels også på andre valoriserende metaforer som for

eksempel dramametaforen). En device som er del af strategiframen, og som

bruges til at omtale kampen mellem politikerne og fremstille disse som enten

vindere eller tabere. Den journalistiske brug af kampmetaforer er næsten

fordoblet i analyseperioden. Stigningen indikerer, at journalistens fokus på

kamp, konflikt og konkurrence har fået mere plads i dækningen i

analyseperioden og kan dermed siges at bekræfte den omfattende,

internationale såvel som danske, forskning, der dokumenterer en generel vækst

i nyhedsjournalisternes brug af strategiframes.

Denne afhandling bidrager med nye perspektiver på kampmetaforen i den

danske nyhedsjournalistik. For det første ved at fastslå det kausale forhold

mellem journalistens (mere eller mindre ubevidste) anvendelse af

kampmetaforer og den eksplicitte kåring af vinder og taber. For det andet ved at

pointere, at journalister i stigende grad dyrker den politiske kamp og

antagonisme – kampen for kampen egens skyld – ved at hylde de mest

aggressive debatter og politikere.

Jeg indledte afhandlingen med at citere Walter Lippmann for at påpege

menneskets indgroede tendens til at se verden gennem prædefinerede

sproglige strukturer. Dette gælder journalistikken i dobbelt forstand: På den ene

side bidrager journalistikken til at definere den måde, vi betragter og taler om

politik på. På den anden side er journalistens eget sprog styret af sprogets

implicitte påvirkningsmekanismer – ikke mindst de sproglige rutiner, der

udspringer fra det redaktionelle miljø. Det er denne påvirkning af journalistens

eget sprog, der er relevant i forhold til den tegn-årsagsbevægelse, der gør, at

kampmetaforen leder til direkte bedømmelser: Kamp- og dramametaforikken

støber et effektivt fundament for de mere direkte bedømmelser: Når journalisten

bygger omtalen af debatterne på kampmetaforik, er han samtidig nødsaget til at

Side 182 af 204

kåre vindere og tabere for at fastholde en sproglig stringens. Ved at følge

kampmetaforens valoriserende logik indsnævres journalistens sproglige

handlerum på en sådan måde, at alt andet end at fortsætte med at tale om

”angreb”, ”forsvar”, ”parering”, ”kamplysten”, ”hårde stød” og at ”skyde med

skarpt” ville virke ulogisk. Og her kommer det retoriske, konstruerende aspekt

for alvor ind i kampen, da det er op til journalisten at vurdere, hvem der

angriber, og hvem der forsvarer, hvem der sænker paraderne, og hvem der

skyder med skarpt osv. – med andre ord, hvem der vinder eller taber

diskussionen.

Denne magt til at definere hvem der er foran og bagud, hvem der klarer

sig godt og dårligt, kan ikke undervurderes – men er samtidig kontroversiel, da

den udelukkende beror på journalistens personlige opfattelser. Som den

komparative analyse af Jyllands-Postens og Politikens reportager fra en

statsministerkandidat-duel i 2007 viser, afhænger den kampmæssige

rollefordeling af øjnene, der ser: Mens Anders Fogh Rasmussen entydigt kåres

som vinder i Jyllands-Posten, tillægges Helle Thorning-Schmidt i Politiken en

snæver sejr (jf. analysen i kapitel 5).

I journalisternes kåringer af politiske vindere og tabere af ordvekslinger og

debatter tegner der sig et markant mønster – nemlig journalisternes hyldest til

den konfrontatoriske og aggressive retorik: De debatter, hvor tonen vurderes

hård, betegnes således som underholdende og vellykkede, mens de mere

afdæmpede og saglige debatter ”uden krudtrøg” kritiseres for at være kedelige.

Samme ræsonnement gælder for bedømmelsen af de enkelte politikeres

retorik: Den angribende part, og de der generelt går hårdt til modstanderen, får

journalistisk ros og kåres som vindere – mens de mindre offensive retoriske

præstationer bliver kritiseret for at være for tilbageholdende. Her levner

journalisterne typisk ingen tvivl om, at både de selv og publikum keder sig – og

at debatten samt de enkelte debattører derfor er dårlige. Politikeren skal altså

være i barsk i mælet for at få journalistens anerkendelse.

Afhandlingens konklusion om at journalistens brug af kampmetaforer fører

til de direkte bedømmelser, der igen fører til en hyldest af kampen, viser os, at

kampmetaforen måske har en endnu større betydning end hidtil antaget. En

betydning, der aktualiserer behovet for, at journalister og journaliststuderende

finder tid til at analysere og diskutere de metaforer, de bruger, og de

betydninger, som disse metaforer fører med sig.

Side 183 af 204

En uddøende genre

Valgreportagen er en uddøende genre. Hvor den i 1990 udgjorde ca. 4,5

procent af den samlede valgdækning på tværs af de tre aviser, var den i 1998

og 2007 faldet til ca. tre procent, mens den i 2011 bare udgør ca. en procent.

Afhandlingen konkluderer hermed, at valgreportagen, som vi kender den, er

uddøende. Denne konklusion er både overraskende og bemærkelsesværdig. Til

alle tider har netop øjenvidneskildringen, hvor journalisten tager ud i verden og

rapporterer vigtig information tilbage sine læsere, udgjort nyhedsjournalistikkens

kerne, hvorfor den af Steen Steensen betegnes som ”journalistikkens urform”. I

lyset af de mange politiske debatter, der hver dag finder sted under en

valgkamp, dækkes forsvindende få af de store dagblade. Da oversigten over

dagens politiske debatter rundt om i landet rent faktisk dagligt fremgår af

aviserne under valgkampen, kan den manglende dækning således ikke skyldes,

at journalisterne ikke er opmærksomme på, at debatterne finder sted. Men

hvorfor så denne reduktion af valgreportager?

De tre dagblades redaktører forklarer tendensen med, at journalister

efterhånden finder de politiske debatter så indholdstomme, forudsigelige og

orkestrerede, at de ikke er værd at dække. Denne forklaring, som altså

begrundes med udviklingen af selve debatten og dens deltagere – altså

primærklassifikationen – lyder plausibel og kan samtidig forklare, at

indholdsstoffet nedprioriteres i valgreportagerne over perioden. Men er det den

eneste forklaring? Denne afhandling peger i retning af andre mulige årsager,

der i højere grad udspringer af den journalistiske end af den politiske verden.

Den forklaring, som samlet set toner frem af afhandlingens forskellige

analyser, peger på, at valgreportagens udvikling har været dens afvikling.

Særligt inddragelsen af reportagens analytiske elementer såsom

baggrundsinformation, motivspekulationer og eksterne eksperter har udvandet

genren ved at flytte fokus væk fra udgangspunktet, debattens indhold. Disse

elementer er – set ud fra et genremæssigt perspektiv – fremmedlegemer i

valgreportagen. Fremmedlegemer med den fællesnævner at de alle er resultat

af journalistiske fortolkninger og refleksioner og dermed mere handler om, hvad

journalisten tænker om debatten, frem for hvad der rent faktisk foregår under

debatten.

Man kan selvfølgelig tage redaktørernes pointe ovenfor som indvending

mod denne påstand: at tendensen netop skyldes, at debatterne – som

redaktørerne hævder – er blevet indholdsløse og forudsigelige. Det har

imidlertid ikke været denne afhandlings ambition at undersøge gyldigheden af

Side 184 af 204

denne påstand, men derimod at koncentrere sig om udviklingen i den

journalistiske retorik. Hvor den nyhedsjournalistiske valgreportage trækkes i

retning af holdningsjournalistiske tendenser på den ene side, trækkes den i

retning af det stigende krav om underholdning på den anden; altså det øgede

fokus på de bløde, underholdende observationer, der minder mere om featuren.

Valgreportagen er altså under pres fra to sider: Dels fra et stigende krav om

underholdning, dels fra en voksende tendens til og anerkendelse af evaluering

og fortolkning (analyser og bedømmelser). Disse to bevægelser skal dog ikke

udelukkende betragtes som modsætninger, da man sagtens kan argumentere

for, at tendensen til fortolkning, analyse og bedømmelse i reportagerne samtidig

imødekommer kravet om underholdning (simpelt hen fordi strategi, taktik og

kamp er blevet synonymt med underholdning, ikke mindst takket være

kampmetaforernes stigende indflydelse).

Når journalistens egne både følelsesmæssige og intellektuelle

betragtninger i stigende grad overtager den i forvejen begrænsede spalteplads i

reportagerne, fjerner disse sig uundgåeligt mere og mere fra

primærklassifikation, det vil sige debatten. Underholdningens patos og

fortolkningens etos bidrager således i fællesskab til at trække valgreportagen

længere og længere væk fra sit udgangspunkt, nemlig gengivelsen af debatten,

at behovet for at inddrage primærklassifikationen reelt bortfalder og politikeren

mere eller mindre skrives ud af teksten. Når journalistens tekst bliver så

autonom, at den kun ganske svagt bygger på debatten – som vi for eksempel

ser i det ekstreme eksempel, som jeg indledte konklusionen med – ja så

begynder valgreportagen så at sige at overflødiggøre sig selv.

Da kun ganske få vælgere selv opsøger vælgermøder, er det langt hen ad

vejen nyhedsmedierne, vi har vores politiske viden fra. Det stiller selvsagt store

krav til mediernes dækning af politikernes visioner og aktiviteter – både i

holdningsjournalistikken og nyhedsjournalistikken.

I holdningsjournalistikken bør aviserne sørge for at udfolde intentionen om

at kritisere magthaverne, både gennem direkte kritik og kritisk vinklet

information såsom analyse, baggrundsartikler og kommentarer. Gennem disse

kritiske aktiviteter markerer avisen en kulturel og ideologisk profil – en profil,

som læserne ifølge Stig Hjarvard værdsætter. Dette er imidlertid ikke

nyhedsartiklernes mål. I disse skal journalisten så vidt muligt leve op til

nyhedsjournalistikkens definerende ideal om at informere tilstræbt objektivt – et

ideal, der bekræftes i flere nye undersøgelser af danske journalister. En vigtig

del af nyhedsjournalistikken er at gengive de politiske debatter, vel at mærke

Side 185 af 204

uden selv at blande sig i debatterne. Under en valgkamp foregår denne ikke-

analyserende gengivelse overvejende (men ikke udelukkende) i valgreportagen.

Til trods for at genren har udviklet sig til en hybrid mellem nyhed og feature, er

valgreportagen altså stadig en af de mest direkte kanaler for udbredelsen af

politikerens budskaber – og dermed værdifuld for politikeren, borgeren,

demokratiet. Genrens kraftige reduktion, som afhandlingen påviser, er derfor

problematisk, ikke bare for politikeren, der mister en vigtig informationskanal til

borgerne, men også for borgerne, der potentielt går glip af vigtig politisk

information.

Når journalistik er retorik

Afhandlingens retoriske perspektiv på journalistik – herunder argumentet om at

forstå journalistik som retorik – har udelukkende omhandlet valgreportagen. Det

vil sige et meget lille hjørne af nyhedsjournalistikken. Jeg er dog af den

overbevisning, at afhandlingens pointer også kan gælde nyhedsjournalistikken

mere generelt. Steen Steensens påpeger for eksempel, at den generelle

”featurisering” af journalistikken på den ene side og news versus views-

debatten om blandingen af nyheder og holdninger på den anden, bekræfter at

mine resultater har en bredere klangbund. Det er ikke en kontroversiel påstand,

men snarere en bekræftelse og udbygning af verserende forskning, at der er

kommet er patos og etos ind i valgdækningen – og derfor mere journalistisk

retorik ind i nyhedsjournalistikken.

Jeg har tidligere citeret Robert Hart for, at retorik er mest magtfuld, når

man ikke lægger mærke til den (Hart 1997: 204). Pointen gælder i allerhøjeste

grad for nyhedsjournalistikken. Netop fordi den er skjult bag den tilstræbte

objektivitets slør – og læseren derfor ikke forventer en subjektiv påvirkning – har

nyhedsjournalistikken en betydelig indflydelse på befolkningens

holdningsdannelse. Derfor er der behov for flere retoriske analyser af

journalistisk retorik. Retorisk forskning har ikke bare en berettigelse, men en

forpligtelse til at beskæftige sig med journalistisk retorik, der – som påvist i

afhandlingens analyser – dagligt forsøger at få borgerne til at acceptere en

særlig version af virkeligheden, der bygger på journalistisk valg og fravalg og

dermed er en konstruktion.

Men hvad betyder det, at journalistik er retorik? Det logiske svar kan bedst

tilnærmes med følgende citat af Richard Vatzs:

Side 186 af 204

To view rhetoric as a creation of reality or salience rather than a reflector of reality clearly increases the rhetor's moral responsibility. We do not just have the academic exercise of determining whether the rhetor understood the "situation" correctly. Instead, he must assume responsibility for the salience he has created. (Vatz 1973: 158).

Vatz formulerer her implikationerne af afhandlingens argument: Når den

nuværende etablerede funktionalistiske opfattelse af nyhedsjournalistikken

nedtones til fordel for den retoriske konstruktivistiske, som denne afhandling har

argumenteret for, så flyttes også fokus fra det besvarende til det skabende.

Hermed træder nyhedsjournalistens retorik frem i lyset. Og med det følger

enhver retors moralske ansvar. Et ansvar, der går ud over

nyhedsjournalistikkens fremherskende norm om tilstræbt objektivitet, nemlig

ansvaret for den udlægning af virkeligheden, som journalisten skaber.

Side 187 af 204

Resumé

Kamppladser og kommandorum

– en analyse af valgreportagens retorik

Forskning viser, at vælgere i meget høj grad baserer deres vurderinger af

valgkampens debatter på nyhedsjournalisternes efterfølgende beskrivelser og

vurderinger af debatterne og politikernes retoriske præstationer. Både i

forbindelse med dækningen af disse debatter og i øvrigt, er det derfor vigtigt, at

vi som borgere har et solidt indblik i journalistens redigeringsprocesser og

påvirkningsmekanismer. Et indblik, som kan ruste os til den kritiske læsning, der

gør os i stand til at afkode journalistens implicitte argumentation. Afhandlingens

ambition er at bidrage til dette indblik gennem en retorisk analyse af

valgreportagens persuasive elementer. Erstatter man det fremherskende

funktionalistiske blik på nyhedsjournalistikken med en konstruktivistisk tilgang,

toner disse persuasive elementer frem. Og ud fra denne læsning af

valgreportagerne udspringer afhandlingens overordnede påstand om, at

nyhedsjournalistik kan betragtes som retorik. Ud fra denne påstand er

afhandlingens mål at udpege de retoriske mekanismer og elementer, som

nyhedsjournalisten bruger i sin udlægning af valgdebatter, med særligt fokus på

den journalistiske fremstilling af politikeren.

Analysematerialet er 88 reportager fra de tre aviser Politiken, Berlingske

Tidende og Jyllands-Posten i valgkampene 1990, 1998, 2007 og 2011. Den

grundlæggende analytiske tilgang er retorisk kritik, hvor analytikeren

identificerer, fortolker og vurderer teksternes overbevisende elementer.

Afhandlingen identificerer og diskuterer belæg for påstanden på teoretisk,

genremæssigt og tekstnært niveau.

Teoretisk etablerer afhandlingen nyhedsjournalistik som en proces, hvori

journalisten ikke besvarer, men skaber en situation. Konstruktionen af

situationen bygger på journalistens intention om at få læseren til at acceptere

netop sin version af virkeligheden. En virkelighed, der bygger på journalistens

indgroede faglige intentioner om at informere, kritisere, engagere og

Side 188 af 204

underholde. Ud fra etableringen af journalisten som skabende retor belyser

afhandlingen, hvordan journalisten dekonstruerer debatten for derefter at

rekonstruere den ud fra sin egen logik og organiserende idé.

I forklaringen heraf bruges teorien om framing – en retorisk handling, som

bygger på journalistens udvælgelser, fremhævelser og infererende bevægelser

mellem de argumentative faser konstatering og evaluering. Omfattende

forskning viser, at journalistens fremstilling af politik primært bygger på

strategiframen. Et begreb hvis organiserende idé er, at politik udelukkende skal

forstås som en strategisk kamp om magten. Med udgangspunkt i strategiframen

analyseres de 88 valgreportager dels ud fra afhandlingens påstand om, at

journalistik er retorik, dels ud fra strategiframens antagelse af, at politik er

strategi og kamp – jf. afhandlingens titel ”Kamppladser og kommandorum”.

Genremæssigt finder afhandlingen belæg for sit overordnede argument –

at journalistik er retorik – gennem to kvantitative, diakrone analyser. Den første

analyse omhandler forekomsten og karakteren af valgreportagerne. Analysen

viser, at der over analyseperioden optræder færre og færre valgreportager i

valgkampsdækningen. Efterhånden så få, at man kan tale om en uddøende

genre. Derudover er valgreportagerne generelt blevet blødere. Med et stigende

fokus på debattens skæve rammer og politikernes personlighed har

valgreportagerne efterhånden mere til fælles med featuren end med nyheden.

Den anden analyse undersøger udviklingen i forekomsten af direkte citater.

Analysen viser både et fald i antallet og længden af direkte citater, hvilket

indikerer, at politikeren, som konsekvens af journalistens dominans, fylder

mindre og mindre i teksten.

Tekstnært analyserer afhandlingen den journalistiske retorik ved at se

nærmere på journalistens fortolkninger. Fortolkningerne viser sig dels som

analytiske, dels bedømmende elementer, der begge udspringer af journalistens

politiske viden.

I de analytiske elementer undersøges journalistens fortolkning af

baggrunden for politikernes udtalelser. Disse analytiske elementer viser sig

blandt andet som en markant stigning i journalisternes brug af

baggrundsinformationer. En tendens, som har den effekt, at journalisten flytter

fokus fra den enkelte debat til den generelle valgkamp og debattens betydning

for denne. Baggrundsinformationen indbefatter inddragelse af eksperter, der

tjener til at bekræfte journalistens analyser. Specifikt i forhold til politikeren

udmønter journalistens analytiske praksis sig i motivspekulationer. Journalisten

flytter sit fokus fra, hvad til politikeren siger, til hvorfor han siger det.

Side 189 af 204

I de bedømmende elementer undersøger afhandlingen journalistens

vurderinger af politikerens retorik. Den bedømmende praksis manifesterer sig

for det første i indirekte form som valoriserende kampmetaforer, der er i kraftig

vækst i analyseperioden. For det andet viser den bedømmende praksis sig

direkte i form af eksplicitte kåringer af debatternes politiske vindere og tabere –

både af enkelte ordvekslinger og af debatten som helhed. Analysen af denne

direkte bedømmelsespraksis afslører en tendens til, at journalisterne hylder

aggressive debatter og politikere: Jo barskere en tone, jo mere positiv

bedømmelse. Endelig vil afhandlingen argumentere for, at denne direkte

bedømmelsespraksis er en logisk konsekvens af kampmetaforens afgrænsede

fortolkningsrum: For at denne grundlæggende metaforik kan fungere, bliver

kåringen af vindere og tabere ikke bare en mulighed for journalisten, men en

nødvendighed.

Side 190 af 204

Abstract

Battlefields and War Rooms

– an analysis of electorate

news report’s rhetoric

Research shows that voters to a very high degree base their political

assessments of campaign debates, on the news journalists’ subsequent

descriptions and evaluations of the debates and the candidates' performance.

Since the public perception of politics and politicians vitally depends on the

journalist's selections and highlights, it is crucial that we as citizens have a solid

insight into of these editing processes and influential news journalistic text

elements. This dissertation's ambition is to contribute to this insight through a

rhetorical analysis of the news report’s persuasive elements.

By replacing the prevailing functionalist view on news journalism with a

rhetorical, constructivist approach, these persuasive elements appear, and

make way for the dissertation’s overarching claim that news journalism can be

regarded as rhetoric. Following this claim, the dissertation's ambition is to

identify the rhetorical mechanisms and elements in election news reports. My

analysis material consists of 88 news reports from the three newspapers

Politiken, Berlingske Tidende and Jyllands-Posten covering the election

campaigns in 1990, 1998, 2007 and 2011. The dissertation’s focus will be the

presentation and interpretation of politicians in the electorate debates. The

basic analytical approach is rhetorical criticism by which the analyst identifies,

interprets and evaluates the texts' persuasive elements. The dissertation

identifies and discusses evidence for the claim on three levels: Theoretically, in

relation to the news report as genre and on a close text level.

Theoretically, I will account for the news journalist’s editing process

arguing that the journalist does not respond to a situation, but rather creates a

situation. This process is caused by the journalist's intention to make the reader

accept his particular version of reality. A reality based on the journalist's

ingrained professional intentions to inform, criticize, engage and entertain. The

dissertation will illustrate how the journalist through his interpretation of the

debate takes ownership of the debate by implementing his own organizing idea

Side 191 af 204

in the text. In making this point, I turn to the concept of framing – a rhetorical

action that is based on the journalist’s selections, highlights and inferential leaps

between the argumentative stages of neutral statements and subjective

evaluations. My focus will be on the so-called strategy frame, a frequently used

frame in news journalism, founded on the fundamental assumption that politics

is nothing but a strategic struggle for power.

Genre wise, I find evidence for my general claim through two quantitative,

diachronic analyses. The first analysis deals with the nature and occurrence of

electoral news reports in the period of analysis from 1990-2011. In this analysis

I document a distinct decline in election reports in the three newspaper’s

election campaign coverage. The analysis shows that in the period of analysis,

fewer and fewer news reports appear in the three newspapers’ election

campaign coverage. In fact, so few that one can speak of a dying genre. This

decline illustrates how reports generally have become “softer”, and thus have

more in common with the genre of feature than with the genre of news. In the

second analysis, I examine trends in the incidence and length of direct

quotations. The analysis shows a decrease in both. A decrease, which is an

indicator of the politician’s declining presence in the news report – a direct

consequence of the journalist's increasing rhetorical dominance in the text.

On a close text level, the journalist's rhetoric is embodied in analytical and

assessing elements, in which the journalist provides his interpretation and

assessments of the politicians’ statements based on his political knowledge.

This analyzing trend is partly reflected in a marked increase in the use of

background information. The increased use of background information has the

effect that the journalist shifts his focus from the individual debate to the general

election campaign. The background information includes involvement of experts

serving to confirm the reporter’s story. Specifically in relation to the coverage of

the politician, the journalist’s analytic practice is reflected in motive speculation:

The journalist shifts focus from what the politician says to why he says it.

In addition to the analytic trend, the journalist's rhetoric manifests itself as

an assessment practice, whereby the journalist evaluates the politician's

rhetoric. This practice is twofold. It is expressed partly in an indirect form in the

use of struggle metaphors, and partly in a direct form in which the journalist

explicitly announces winners and losers. Analysis of the direct, explicit

assessment practice reveals that the journalist praises aggressive debates and

politicians: The harsher the tone, the better the assessment. Finally, the

dissertation will argue that these two forms of assessment practice are in a

Side 192 af 204

causal relationship. The direct assessment practice emerges as a consequence

of the struggle metaphors: In order for this dominant metaphor to work, the

nomination of winners and losers is not just an option, it is in fact a necessity.

Side 193 af 204

Litteraturliste

Adams, John C. 2008. Presidential Primary Debate as a Genre of Journalistic Discourse: How can we put Debate into the Debates? Rhetorical Citizenship and Public Deliberation. Copenhagen University.

Albæk, Erik, David N. Hopmann, and Claes De Vreese. 2010a. "TV-nyhedernes dækning af folketingsvalg – ikke så skæv endda." Public service – i praksis og i fremtiden. Århus: Ajour.

Albæk, Erik, David N. Hopmann, and Claes De Vreese. 2010b. ”Kunsten at holde balancen – Dækningen af folketingsvalgkampe i tv-nyhederne på DR1 og TV2 1994-2007.” University of Southern Denmark Studies in History and Social Sciences, vol. 403. Odense: Syddansk Universitetsforlag.

Asp, Kent 2007. "Fairness, Informativeness and Scrutiny-the Role of News media in Democracy " Nordicom Review (Jubilee Issue): 31-49.

Bech-Karlsen, Jo. 2000. Reportasjen. Oslo: Universitetsforlaget.

Bell, Allan. 1991.The Language of News Media. Oxford: Blackwell.

Benedetto, Richard 2006. Politicians are People, Too. Maryland: University Press of America.

Bennet, Lance 2007. News – The Politics of Illusion. Edited by Eric Stano, Longman Classics in Politcal Science. Chicago: Pearson Education, Inc.

Bennett, Lance. W, Regina G Lawrence, and Steven Livingston 2007. When the press fails – political power and the news media from Iraq to Katrina. Chicago: The University of Chicago Press.

Bennett, Lance W., and Robert M. Entman (ed.). 2001. Mediated Politics – Communication in the Future of Democracy. Cambridge: Cambridge University Press.

Bennett, Lance W. 1997. “Cracking the News Code: Some Rules That Journalists Live By.” Do the Media Govern?: Politicians, voters, and reporters in America. Edited by Shanto Iyengar and Richard Reeves. London: SAGE Publications.

Butler, Judith. 2009. Frames of War. When is Life Grievable?. London: Verso.

Hirschman, David (ed.) 2010. ”Are you concerned about the state of investigative journalism today? A conversation with Carl Bernstein.” BigThink: http://bigthink.com/ideas/21727.

Binderkrantz, Anne, and Christoffer Green-Pedersen. 2009. "Policy or Process in Focus? Framing in the News Media". International Journal of Press/Politics no. 14 (2):166-185.

Bitzer, Lloyd F. 1968. "The Rhetorical Situation." Philosophy & Rhetoric:1-14.

Side 194 af 204

Black, Edwin. 1980. "A Note on Theory and Practice in Rhetorical Criticism." Western Journal of Speech Communication no. 44: 337-349.

Bordum, Anders, and Søren Barlebo Wenneberg (ed.) 2001. Det handler om tillid. København: Samfundslitteratur.

Breck, Janus, and Kasper Møller Hansen. 2011. "På valgkampsturné." : Politisk Marketing – Personer, Partier & Praksis, s. 269-297. København: Karnov Group Denmark A/S.

Brink Lund, Anker 2002. Den Redigerende Magt – Nyhedsinstitutionens politiske indflydelse. (Edited by Lise Togeby m.fl)., Magtudredningen. Århus: Aarhus Universitetsforlag.

Bro, Peter. 1998. Journalisten som aktivist. København: Samfundslitteratur.

Bro, Peter. 2008. "Normative navigation in the news media " Journalism no. 9:s. 309-329.

Bro, Peter, Rasmus Jønsson, Søren Schultz Jørgensen, and Poul Anders Pedersen 2005. ”Mediernes Valgkamp – Et forsknings- og formidlingsprojekt om folketingsvalget i 2005.” Modinet og Mandag Morgen. http://www.modinet.dk/pdf/TemaValg2005/MediernesValgkampRapport.pdf:

Brock, Bernard L., Robert L. Scott, and James W. Chesebro. 1989. The Experiental Experience Vol. Third edition. Detroit: Wayne State University Press.

Brockridge, Wayne. 1974. "Rhetorical Criticism as Argument " : Quarterly Journal of Speech no. 60.

Burke, Kenneth .1966. Language as Symbolic Action. Californien: University of California Press.

Cappella, Joseph N., and Kathleen Hall Jamieson. 1997. Spiral of Cynism – The Press and the Public Good. New York: Oxford University Press.

Carey, James W. 1986. "Why and how? The Dark Continent of American Journalism." Reading the News, edited by Robert Karl Manoff and Michael Schudson. New York: Pantheon Books.

Cohen, Bernard C. 1963. The Press and Foreign Policy. New Jersey: Princeton University Press.

D'Angelo, Paul. 2002. "News Framing as a Multiparadigmatic Research Program: A Response to Entman." Journal of Communication no. 52 (4).

D'Angelo, Paul, Matthew Calderone, and Anthony Territola. 2005. "Strategy and Issue Framing: An Exploratory Analysis of Topics and Frames in Campaign 2004 Print News." Atlantic Journal of Communication no. 13 (4):199-219.

De Vreese, Claes. 2004a. "The Effects of Strategic News on Political Cynism, Issue Evaluations, and Policy Spport: A Two-Wave Experiment " Mass Communication and Society no. 7 (2):191-214.

Side 195 af 204

———. 2010. "Framing the Economy." In Doing News Framing Analysis – Empirical and theoretical perspectives, edited by Paul D'Angelo and Jim A. Kuypers. New York: Routledge.

De Vreese, Claes and Boomgarden, Hajo. 2003. "Valenced news frames and public support for the EU " Communications no. 28:361-381.

De Vreese, Claes H. 2004b. "Primed by the Euro: The Impact of a Referendum Campaign on Public Opinion and Evaluations of Government and Political Leaders " Scandinavian Political Studies no. 27 (1):45-64.

———. 2005. "The Spiral of Cynicism Reconcidered." European Journal of Communication no. 20 (3):283-301.

Devitt, James. 1997. "Framing Politicians – The Transformation of Candidate Arguments in Presidential Campaign News Coverage, 1980, 1988, 1992 and 1996." American Behavioral Scientist no. 40 (8):1139-1160.

Edy, Jill A., and Patrick C. Meirick. 2007. "Wanted, Dead or Alive: Media Frames, Frame Adoption, and Support for the War in Afghanistan " Journal of Communication no. 57:119-141.

Eide, Martin. 2007. "Encircling the Power of Journalism." Nordicom Review no. Jubilee Issue:21-29.

———. 2008. Medievitenskap: Medier – institusjoner og historie. Vol. 1. Bergen: Nordicom.

Eide, Martin, Christine Isager, and Heidi Jønch-Clausen. 2009. "Tema: Retorik og journalistik." Rhetorica Scandinavica no. 49/50:s. 12-16.

Elmelund-Præstkær, Christian. 2009. Unoder og kammertone i dansk valgkamp: Partiernes positive og negative, person- og politikfokuserede kampagner 1994-2007 Institut for Statskundskab, Syddansk Universitet, Odense.

Entman, Robert M. 1989. Democracy without citizens – Media and the decay of American politics. New York: Oxford University Press.

Entman, Robert M. 1993. "Framing: Toward Clarification of a Fractured Paradigm." Journal of Communication no. 43 (4):51-58.

Fafner, Jørgen. 1996. Retorik – Klassisk & moderne. København: Akademisk Forlag.

Fahnestock, Jeanne. 2002. Rhetorical Figures in Science. Oxford: Oxford University Press.

Fairclough, Norman. 1995. Critical discourse analysis – The critical study of language. Edited by Christopher N. Candlin, Language in Social Life Series New York: Longman.

Fairclough, Norman, Giuseppina Cortese, and Patrizia Ardizzone. 2007. Discourse and Contemporary Social Change. Vol. 54, Linguistic Insights. Studies in Language and Communication. London: Peter Lang Publishing Group.

Side 196 af 204

Fallows, James. 1997. Breaking news – How the Media undermine American Democracy. New York og Toronto: Random House.

Faye, Jan. 2000. Athenes kammer – En filosofisk indføring i videnskabernes enhed. København: Høst & Søn.

Flyvbjerg, Bent. 2010. "Fem misforståelser om casestudiet." Kvalitative metoder. En grundbog., edited by Svend Brinkmann and Lene Tanggaard. København: Hans Reitzels Forlag.

Foss, Sonja K. 2004. Rhetorical Criticism – Exploration & Practice. Long Grove: Waveland Press, inc. .

Fowler, Roger. 1991. Language in the News – Discourse and Ideology in the Press. London: Routledge.

Gabrielsen, Jonas 2008. Topik – Ekskursioner i retorikkens toposlære Åstorp: Retorikförlaget.

Galtung, Johan, and Mari Ruge. 1965. "The Structure of Foreign News " Journal of Peace Research no. 2 (1):64-91.

Gamson, William A., and André Modigliani. 1989. "Media Discourse and Public Opinion on Nuclear Power: A Constructionist Approach " The American Journal of Sociology no. 95 (1):1-37.

Gamson, William A., and Kathryn E. Lasch. 1983. "The Political Culture of Social Welfare Policy." Evaluating the Welfare State: Social and Political Perspectives edited by S. E. Spiro and E. Yuchtman-Yaar, 397-415. New York: Academic.

Gandy, Oscar H. jr. 2001. "Epilogue." Framing Public Life, edited by Oscar H. Gandy Stephen Reese, Jr and August Grant. New Jersey: Lawrence Erlbaum.

Geis, Michael L. 1987. The Language of Politics New York: Springer Verlag.

Gibson, Rhonda, and Dolf Zillmann. 1993. "The Impact of Quotation in News Reports on Issue Perception." Journalism Quarterly no. 70 (4):793-801.

Goffmann, Erving. 1974. Frame Analysis: An essay on the organization of experience. New York: Harper & Row, Publishers, Inc. .

Goodnight, G. Thomas. 1982. "The Personal, Technical, and Public Spheres of Argument: A Speculative Inquiry into the Art of Public Deliberation". Journal of the American Forensic Association no. 18:214-227.

Goul Andersen, Jørgen, Johannes Andersen, Ole Borre, Kasper Møller Hansen, and Hans Jørgen Nielsen (red.). 2007. Det nye politiske landskab – Folketingsvalget 2005 i perspektiv Edited by Det Danske Valgprojekt. Vol. 1. Århus: Academia.

Gravengaard, Gitte. 2010. Journalistik i praksis. Valg og fravalg af nyhedsideer. Frederiksberg: Samfundslitteratur.

Side 197 af 204

Grunwald, Ebbe. 2004. "De journalistiske avisgenrer." Genrer på kryds og tværs. Antologi., edited by Katja Theilmann, 161-185. Odense: Syddansk Universitetsforlag.

Grunwald, Ebbe. 2004. Artiklen. Edited by Peder Skyum-Nielsen, Mediedansk. Odense: DR og Syddansk Universitetsforlag.

Hackett, Robert A., and Yuezhi Zhao. 1998. Sustaining Democracy? Journalism and the Politics of Objectivity. Edited by Richard S. Gruneau, The Culture and Communication in Canada Series Toronto: Garamond Press Ltd. .

Hall Jamieson, Kathleeen 1992. Dirty Politics – Deception, Distraction and Democracy New York: Oxford University Press.

Hall Jamieson, Kathleen, and Paul Waldman. 2003. The Press Effect – Politicians, Journalists and the Stories that Shape the Political World. New York: Oxford University Press.

Hallin, Daniel, and Paolo Mancini. 2004. Comparing Media Systems Communication, Society and Politics Cambridge University Press.

Hallin, Daniel C. 1994. We keep America on top of the world: television journalism and the public sphere Edited by James Curran, Communication and Society. London og New York (samtidig udgivelse): Routledge.

Hart, Roderick P. 1997. Modern Rhetorical Criticism. Needham Heights: Allyn and Bacon

Hartley, John. 2000. "Communicative democracy in a redactional society: The future of journalism studies." Journalism no. 1 (Symposium) (1):39-47.

Hayakawa, S.I. 1978. Language in Thought and Action. Fourth edition ed. New York: Harcourt Brace Jovanovich, inc. .

Hellsten, Iina, and Mika Renvall. 1997. "Inside or outside of politics – metaphor and paradox in journalism " Nordicom Review (2):41-47.

Hellweg, Susan A., Micheal Pfau, and Steven R. Brydon. 1992. Televised Presidential Debates – Advocacy in Contemporary America Edited by Robert E. Denton, Praeger Series in Political Communication. New York: Praeger

Hertog, James K., and Douglas M. McLeod. 2001. "A Multiperspectival Approach to Framing Analysis: A Field Guide." Framing Public Life: Perspectives on Media and Our Understanding of the Social World, edited by Stephen D. Reese, Gandy, Oscar H. and Grant (ed.), August E.et.al.New Jersey: Lawrence Erlbaum Associates.

Hjarvard, Stig. 1995. Nyhedsmediernes rolle i det politiske demokrati: Rapport udarbejdet afStatsministeriets Medieudvalg.

———. 2007. "Den politiske presse – en analyse af danske avisers politiske orientering." Journalistica no. nr. 5:s. 27-54.

———. 2008. En verden af medier – medialiseringen af politik, sport, religion og leg Frederiksberg: Samfundslitteratur.

Side 198 af 204

———. 2010. "The Views of the News: The role of political newspapers in a changing media landscape." Northern Lights no. 8:s. 25-48.

Højsgaard, Lasse. 2008, 7. januar. Cavling: Vi vil have afsløringer. Journalisten.dk.

———. 2010. "Substansen er parkeret." Journalisten no. 17:s. 28-30.

Hopmann, David N. 2009. "Public service og politisk balance: En typologi." Journalistica no. 1:s. 5-27.

Hviid, Mikkel. 2002. Fascinerende fortælling – den journalistiske feature. Århus: Ajour.

Isager, Christine. 2009. "Retorisk handlekraft: Hvem giver journalisterne ordet?" Retorikkens aktualitet: Grundbog i retorisk kritik, edited by Marie og Roer Klujeff, Hanne. København: Hans Reitzels Forlag.

Ivie, Robert L. 2002. “Rhetorical Deliberation and Democratic Politics in the Here and Now”. Rhetoric & Public Affairs. s. 277-285. Volume 5, number 2

Iyengar, Shanto. 1991. Is Anyone Responsible? How Television Frames Political Issues. Edited by Benjamin I. Page, American Politics and Political Economy Series. 1991: The University of Chicago Press.

———. 1996. "Framing Responsibilty for Political Issues " Annals of American Academy of Political and Social Science no. 546:59-70.

Jasinski, James. 2001. "The Status of Theory and Method in Rhetorical Criticism." Western Journal of Communication no. 65:249-270.

Jensen, Klaus Bruhn. 2002. "The Qualitative Research Process." A Handbook of Communication and Media Research: Qualitative and Quantitative Methodologies, edited by Klaus Bruhn Jensen. London: Routledge.

Johnson-Cartee, Karen. 2005. News Narratives and News Framing. Edited by Robert E. Denton, Communication, Media and Politics. Lanham: Rowman & Littlefield Publishers.

———. 2007. "Den nærværende politiker." Kulturo – Tidsskrift for kunst, litteratur og politik no. 14 (17).

———. 2010. "Journalistiske vælgerskabeloner: Aktør, publikum og offer." Hverken strigle, superwoman eller professorens pige, edited by Charlotte Wien. Odense: Odense Universitetsforlag.

———. 2010b. ”Afsløringssyge?” Kommunikationsforum.dk.

———. 2011. ”Tilstræbt objektivitet – mere holdning end handling?” http://www.brandts.dk/page.asp?objectid=2701&zcs=3: Brandts – Danmarks Museums Nyhedsbrev.

Jønch-Clausen, Heidi, and Lise Lyngbye. 2007. "Fairness, hvad er det?" Journalistica no. 5:91-109.

Jørgensen, Charlotte, and Lisa Villadsen (red.). 2009. Retorik. Teori og praksis. København: Samfundslitteratur.

Side 199 af 204

Jørgensen, Charlotte, Christian Kock, and Lone Rørbech. 1994. Retorik der flytter stemmer København: Gyldendal.

Kabel, Lars. 2008. Dansk journalistikforskning 2002-2007. København: Dagspressens Fond.

Karpatschof, Benny. 2010. "Den kvalitative undersøgelsesforms særlige kvaliteter " Kvalitative metoder. En grundbog, edited by Svend Brinkmann og Lene Tanggaard. København: Hans Reitzels Forlag.

Kim, Kihan, and Maxwell McCombs. 2007. "News Story Descriptions and the Public's Opinions of Political Candidates." J & MC Quarterly no. 84 (2):299-314.

Kinder, Donald R. 2007. "Curmudgeonly Advice." Journal of Communication no. 57:155-162.

King, Anthony. 2002. Leaders' Personalities and the Outcome of Democratic Elections. New York: Oxford University Press.

Kjeldsen, Jens E. 2001. "Skandinavisk retorikvidenskab. Mediesamfundets udfordringer til to afgrænsninger af retorikken som videnskab og fag." Rhetorica Scandinavica no. 20:s. 18-31.

Kjeldsen, Jens E. et.al. 2006. Retorikk i vår tid – En innføring i moderne retorisk teori. Fagernes: Spartacus forlag.

Kock, Christian. 1997. "Retorikkens identitet som videnskab og uddannelse." Rhetorica Scandinavica no. I:10-19.

———. 2004. "Rhetoric in Media Studies " Nordicom Information no. 26 (2):103-110.

———. 2009. "Kynismesyndromet." Rhetorica Scandinavica (temanummer om retorik og journalistik) no. 49/50:s.51-71.

———. 2011. De svarer ikke – Fordummende uskikke i den politiske debat. København: Gyldendal.

Kock, Christian (red.). 2002. Forstå Verden – politisk journalistik for fremtiden. Vol. Første udgave. Frederiksberg: Samfundslitteratur.

Kosicki, Gerald M. et.al. 1993. "Problems and Opportunities in Agenda-Setting Research." Journal of Communication no. vol. 43 (no. 2):100-127.

Kovach, Bill, and Tom Rosensteil. 2001. The Elements of Journalism. New York: Three Rivers Press.

Kress, Gunther. 1983. "Linguistic processes and the mediation of 'reality': the politics of newspaper language." International Journal of the Sociology of Language no. 40:43-57.

Kress, Gunther 1983a. "Linguistic and ideological transformations in news reporting " In Language, Image, Media, edited by Howard og Walton Davis, Paul. Oxford: Basil Blackwell.

Krippendorff, Klaus. 2004. Content Analysis – An Introduction to Its Methodology. Thousand Oaks/London: Sage Publications.

Side 200 af 204

Kristiansen, Søren. 2010. "Kvalitative analyseredskaber." In Kvalitative metoder. En grundbog, edited by Svend Brinkmann og Lene Tanggaard. København: Han Reitzels Forlag.

Kuypers, Jim A. 2005. The Art of Rhetorical Criticism. Boston: Pearson.

Kuypers, Jim A. 2006. Bush's War: Media Bias and justifications for war in a terrorist age Lanham, MD: Rowman & Littlefield.

———. 2010. "Framing Analysis from a rhetorical perspective." In Doing News Framing Analysis – Empirical and theoretical perspectives, edited by Paul og Kuypers D'Angelo, Jim A., 286-312. New York: Routledge.

Lakoff, George. 2004. Don't think of an elephant: Know your values and frame the debate. White River Junction: Chelsea Green Publishing Company.

Lakoff, George, and Mark Johnson. 2003. Metaphors we live by. London: The University of Chicago Press. Original edition, 1980.

Lawrence, Regina G. et.al. 2000. "Game-Framing the Issues: Tracking the Strategy Frame in Public Policy News." Political Communication no. 17:93-114.

Lemert, B. James, William R. Bernstein, James M. Rosenberg, and Karl J. Nestvold. 1991. News Verdicts, the Debates, and Presidential Campaigns New York: Praeger.

Lippmann, Walter. 2004. Public Opinion. Vol. (New York 1922). Mineola, New York: Dover Publications, Inc. .

Loftager, Jørn. 2004. Politisk offentlighed og demokrati i Danmark. Århus: Århus Universitetsforlag.

Loftus, Elizabeth E., and John C. Palmer. 1974. "Reconstruction of Automobile Destruction: An Example of the Interaction Between Language and Memory." Journal of Verbal learning and verbal behavior no. 13:585-589.

Lund, Anker Brink, and Ida Willig. 2009. "En nyhedsuge i Danmark 1999-2008." In Hvor kommer nyhederne fra?, edited by Anker Brink Lund, Ida Willig and Mark Blach-Ørsten. Århus: Forlaget Ajour.

McCombs, Maxwell. 2004. Setting the agenda – The mass media and public opinion. Malden, MA: Blackwell.

———. 2005. "A Look at Agenda-setting: past, present and future." Jounalism Studies no. 6 (4):543-557.

McCombs, Maxwell, and Salma Ghanem. 2001. "The Convergence og Agenda setting and Framing." In Framing Public Life – Perspectives of Media and Our Understanding of the Social World, edited by Stephen D. Reese, Oscar H. Gandy and August E. (ed.) Grant. New Jersey: Lawrence Erlbaum Associates.

McCombs, Maxwell, Juan Pablo Llamas, Esteban Lopez-Escobar, and Federico Rey. 1997. "Candidate Images in Spanish Elections: Second-Level Agenda Setting Effects " J & MC Quarterly no. 74 (4):703-717.

Side 201 af 204

McCroskey, James C. 1966. "Scales for the Measurement of Ethos." Speech Monographs no. 33 (1):65-72.

———. 1996. "Ethos: A dominant factor in rhetorical communication." In An introduction to rhetorical communication. Boston: Allyn and Bacon.

Meilby, Mogens 1996. Journalistikkens grundtrin – fra idé til historie. Randers. Forlaget Ajour.

Mumby, Dennis, and Carol Spitzack. 1983. "Ideology and Television News." Central States Speech Journal:162-171.

Nelson, Thomas E., and Zoe M. Oxley. 1999. "Issue Framing Effects on Belief Importance and Opinion." The Journal of Politics no. 61 (4).

Nerman, Bengt 1981. Massemedieretorik. Stockholm: Almquist och Wiksell.

Nisbet, Matthew C. 2010. "Knowledge into action." In Doing News Framing Analysis, edited by Paul D'Angelo and Jim A. Kuypers. New York: Routledge.

Norris, Pippa. 2000. A Virtuous Circle – Political Communications in Postindustrial Societies. New York: Cambridge University Press.

Pan, Zhongdang, and Gerald M. Kosicki. 1993. "Framing Analysis: An Approach to News Discourse." Political Communication no. 10:55-75.

Patterson, Thomas E. 1994. Out of Order. Vol. First edition. New York: Vintage Books.

———. 2002. The Vanishing Voter – Public Involvement in an age of Uncertainty New York: Alfred A. Knopf.

Perkins, Daniel J., and William J. Starostra. 2001. "Representing coculturals: On form and news portrayals of Native Americans." Howard Journal of Communication no. 12:73-84.

Phillips, Kendall R. 1997. "The Spaces of Public Dissension: Reconsidering the Public Sphere " Communication Monograhs no. 63:231-248.

Phillips, Louise, and Kim Schrøder. 2004. Sådan taler medier og borgere om politik – en diskursanalytisk undersøgelse af politik i det medialiserede samfund. Edited by Lise Togeby, Magtudredningen. Århus: Århus Universitetsforlag.

Pontoppidan, Christina, Heidi Jønch-Clausen, and Jonas Gabrielsen. 2010. "Topik: Et retorisk bidrag til den kritiske journalistik " Nordicom Information no. 32 (1):47-59.

Price, Vincent, and David Tewksbury. 1997. "News values and public opinion: A theoretical account of media priming and framing." Progress in the communication sciences, edited by G. Barnett and B. Boster, s. 173-121. Greenwich: CT: Ablex.

Reese, Stephen D. 2001. "Prologue – Framing Public Life: A Bridging Model for Media Research." Framing Public Life-Perspectives on Media and our Understanding of the Social World, edited by Stephen D. Reese, Gandy,

Side 202 af 204

Oscar H. and Grant, August E. (ed.). New Jersey: Lawrence Erlbaum Associates

Reese, Stephen D. et.al. 2007. "The Framing Project: A Bridging Model for Media Research Revisited " Journal of Communication no. 57:148-154.

Reese, Stephen D., Oscar H. Gandy, and August E. Grant (ed.). 2001. Framing Public Life – Perspectives on Media and Our Understanding of the Social World New Jersey: Lawrence Erlbaum Associates, Inc. .

Rhee, J. W. 1997. "Strategy and issue frames in election campaign coverage: A social cognitive account of framing effects " Journal of Communication no. 47 (3):26.

Richards, I. A. 1936. The Philosophy of Rhetoric. Oxford University Press: New York and London.

Ritchie, David. 2003. "Argument is war – or is it a Game of Chess? Multiple Meanings in the Analysis of Implicit Metaphors." Metaphor and Symbol no. 18 (2):125-146.

Roer, Hanne, and Marie Klujeff (red.). 2009. Retorikkens Aktualitet. København: Hans Reitzel, Gyldendal.

Roksvold, Thore (red.). 1997. Avissjangrer over tid, Studier i språk og sjanger Fredriksstad.

Roksvold, Thore og Fabricius, Julie. 2008. Anvendt retorik. København: Akademisk Forlag.

Sabato, Larry J. 1993. Feeding Frenzy – How Attack Journalism has Transformed American Politics. New York: The Free Press.

Scannel, Paddy. 1994. "Kommunikativ intentionalitet i radio og fjernsyn." Mediekultur no. 22:s. 30-40.

Scheufele, Dietram A. 1999. "Framing as a Theory of Media Effects " Journal of Communication.

Scheufele, Dietram A., and David Tewksbury. 2007. "Framing, Agenda Setting, and Priming: The Evolution of Three Media Effects Models " Journal of Communication no. 57.

Schudson, Michael. 2003. The Sociology of News. Edited by Jeffrey C. Alexander, Contemporary Societites New York: W.W. Norton & Company, Inc. .

Schultz, Ida. 2006. Bag om nyhedskriterierne. En etnografisk feltanalyse af nyhedsværdier i journalistisk praksis. (ph.d.-afhandling). Afdeling for journalistik, Roskilde Universitetscenter, Roskilde.

Segvic, Ivana. 2005. "The Framing of Politics – a Content Analysis of Three Croatian Newspapers " International Communication Gazette no. 67.

Severin, Werner J., and James W. Tankard. 1992. Communication Theories: Origins, Methods, And Uses In The Mass Media New York: Longman.

Sigrell, Anders. 2001. Att Övertyga Mellan Raderna. Denmark: Rhetor Förlag.

Side 203 af 204

Skovsgaard, Morten. 2010. The Danish Journalist, Institut for Statskundskab, Syddansk Universitet, Odense.

Slothuus, Rune. 2005. "More than Weighting Cognitive Importance: A dual process model of issue framing effects." Political Psychology, 29 (1): 1-28.

Sniderman, Paul M., and Sean Theriault. 2004. "The Dynamics of Political Argument and The Logic of Issue Framing " Studies in Public Opinion: Attitudes, Nonattitudes, Measurement Error, and Change, edited by Willem E og Sniderman Saris, Paul M. et.al. New Jersey: Princeton University Press.

Steensen, Steen. 2009. Stedets sjanger – om moderne reportasjejournalistikk Kristiansand: IJ Forlaget.

———. 2011. "The Featurization of Journalism " Nordicom review no. 32 (2):49-61.

Strömbäck, Jesper. 2005. "In search of a standard: Four models of democracy and their normative implications for journalism " Journalism Studies no. 6 (3):331-345.

Svith, Flemming. 2011. Nyhedsjournalistik – Bedre end sit rygte?, Institut for Statskundskab, Aarhus Universitet, Aarhus.

Tannen, Deborah 1999. The Argument Culture – changing the way we argue. New York: Virago Press.

Thyssen, Ole. 2001. "Tillid." In Det handler om tillid, edited by Anders og Barlebo Wenneberg Bordum, Søren Frederiksberg: Samfundslitteratur.

Tuchman, Gaye. 1972. "Objectivity as a Strategic Ritual; An Examination of Newsmen's Notion of Objectivity Authors." The American Journal of Sociology no. 77 (4):660-679.

———. 1973. "Making News by Doing Work: Routinizing the Unexpected." The American Journal of Sociology no. 79 (1):110-131.

Tversky, Amos, and Daniel Kahneman. 1981. "The Framing of Decisions and the Psychology of Choice." Science, New Series no. 211 (4481):453-458.

Valentino, N.A., T.A. Buhr, and M.N. Beckmann. 2001. "A Spiral of Cynicism for Some: The Contingent Effects of Campaign News Frames on Participation and Confidence in Government." Political Communication no. 18 (4):347-367.

Valkenburg, Patti M., Holli A. Semetko, and Claes H. De Vreese. 1999. "The Effects of News Frames on Readers' Thoughts and Recall " Communication Research no. 26 (5):550-569.

Van Dijk, Teun A. "Structures of Discourse and Structures of Power." Communication Yearbook no. 12:18-59.

———. 1988. News as Discourse. New Jersey: Lawrence Erlbaum Associates, Publishers

Side 204 af 204

Van Gorp, Baldwin. 2007. "The Constructionist Approach to Framing: Bringing Culture Back." Journal of Communication no. 57 (1):60-78.

Van Zoonen, Liesbet. 1998. "A Professional, Unreliable, Heroic Marionette (MF): Structure, Agency and Subjectivity in Contemporary Journalisms." European Journal of Cultural Studies no. 1 (1):123-143.

Vatz, Richard E. 1973. "The Myth of the Rhetorical Situation." Philosophy & Rhetoric no. 6 (3).

Villadsen, Lisa. 2002. "Dyre ord, men hvad dækker de? teori, metode og model i retorisk kritik." Rhetorica Scandinavica no. 23.

———. 2009. "Retorisk kritik." Retorik: Teori og praksis. København: Samfundslitteratur.

———. 2009a. "Fortolkningens rolle i retorisk kritik." Retorikkens Aktualitet, edited by Hanne og Lund Klujeff Roer, Marie (red.), 37-61. København: Hans Reitzels Forlag.

Weaver, David H. et.al. 2007. "Thoughts on Agenda Setting, Framing and Priming." Journal of Communication no. 57:142-147.

Whorf, Benjamin Lee. 1956. Language, thought and reality: Selected papers of Benjamin Lee Whorf. Cambridge: Cambridge University Press.

Zaller, John R. 1992. The nature and and origins of mass opinion. Cambridge: Cambridge University Press.