hvordan sikres rettigheden til kommunikation? · 2017-07-03 · ask 2 projekt 2008/2009. vibe lund...
TRANSCRIPT
Hvordan sikres rettigheden til kommunikation?
for mennesker med multiple funktionsnedsættelser uden et talesprog
Vibe Lund Jensen og Birgitte Brandt Projekt opgave ASK modul 2 Vejleder: Birgit Kirkebæk Høgskolen i Vestfold 2008/2009
Indholdsfortegnelse
1. Introduktion og problemformulering. .............................................................................................. 1
Definition af mennesker med behov for ASK: ........................................................................... 2
Aktuelle problematikker på området: ......................................................................................... 2
Kort sagt: .................................................................................................................................... 3
Problemformulering: .................................................................................................................. 3
2. Grundlag og teoretisk fundament ..................................................................................................... 4
FN’s konvention om rettigheder for personer med handicap ..................................................... 6
Et historisk rids ........................................................................................................................... 8
Ydre faktorer med betydning for ASK ....................................................................................... 8
3. Empiri - interviews og tematikker ................................................................................................... 9
Præsentation af metode ............................................................................................................... 9
Hvem er blevet interviewet? .............................................................................................. 10
Form og rammer for interviews ......................................................................................... 11
Kan empirien generaliseres?.............................................................................................. 12
Brugersynspunkter .................................................................................................................... 12
Personalesynspunkter ............................................................................................................... 16
Ledelsessynspunkter ................................................................................................................. 18
Kommunale synspunkter .......................................................................................................... 21
Oplysninger fra Velfærdsministeriet ........................................................................................ 24
Synspunkter fra politiker. ......................................................................................................... 25
Synspunkter fra særlige videnshavere ...................................................................................... 25
Sammenfatning af tematikker fra samtale med Landsforeningen LEV. ........................... 25
Uddrag af tematikker fra samtale med VIKOM ................................................................ 28
4. Analyse: Hvem sikrer rettigheden til kommunikation og med hvilket perspektiv? ...................... 32
Brugerne efterlyser kommunikationsmuligheder ..................................................................... 33
Virkeligheden er kompleks, tilgangen til handicap er central .................................................. 33
Personale er kun til låns ............................................................................................................ 35
Efterlysning af viden og tid – uafstemte forventninger ............................................................ 35
Kommunerne – skabes der sammenhæng mellem ideologi og praksis? .................................. 36
Det økonomiske aspekt ............................................................................................................. 39
Afsluttende................................................................................................................................ 39
5. Kundskabsbaseret praksis .............................................................................................................. 39
6. Tanker om metode og etik ............................................................................................................. 44
Hvordan efterlader vi brugerne? ............................................................................................... 45
Hvilket perspektiv gik vi selv ud i feltet med? ......................................................................... 46
Den etisk korrekte benævnelse? ............................................................................................... 46
7. Konklusion ..................................................................................................................................... 46
Hvordan sikres rettigheden til kommunikation? ...................................................................... 46
Det vi i denne opgave særligt har erfaret er: ............................................................................ 47
8. Efterskrift ....................................................................................................................................... 49
Litteraturliste: ..................................................................................................................................... 50
Bilag I-XIII Bilagsfortegnelse findes i separat hæfte.
ASK 2 projekt 2008/2009. Vibe Lund Jensen og Birgitte Brandt
1
Vi ønsker at takke Anders, Camilla og Thomas for
deres tålmodige og engagerede deltagelse i interviews
til denne opgave. Ved at dele jeres synspunkter og
ønsker har I åbnet vores øjne for, hvad der er vigtigt,
hvis rettigheder til kommunikation skal sikres.
Tak også til de 3 unges netværk, der har bidraget åbent
og ærligt i vores samtaler, og til de kommunale
repræsentanter, der har været med til at give
nødvendige fakta og nuancer til det samlede billede af
rammerne for kommunikation, når man har multiple
funktionsnedsættelser og ikke kan tale.
LEV og VIKOM har været til uvurderlig hjælp ved at
kaste lys over det mangfoldige grundlag for opgavens
indhold.
Endelig en stor og varm tak til Birgit Kirkebæk, der
som vores vejleder har været fantastisk til at stille de
rigtige spørgsmål og hjælpe vores refleksioner og
læringsproces i denne opgave godt på vej.
1. Introduktion og problemformulering
I oktober 2007 underskrev Danmark og 82 andre lande en FN konvention om rettigheder for
mennesker med handicap. Konventionen skulle herefter igennem en ratificeringsproces i hver af de
83 lande. Denne er netop nu på sit højeste i Danmark – med høringsfrist d. 6. april 2009. Den
endelige ratifikation1 i det danske Folketing planlægges til indeværende folketingssamling.
Mange steder i FN’s Handicapkonvention omhandler retten til kommunikation. Gennem
konventionen er kommunikationsrettigheder for alle altså sikret, men vil gruppen af mennesker med
komplekse kommunikationsbehov blive tilgodeset tilstrækkeligt, når konventionens indhold skal
udmøntes i dansk praksis?
Vi har gennem egen praksis, samarbejde med fagkollegaer, konferencer og medier erfaret, at der i
Danmark er mangelfulde forudsætninger for adgang til kommunikation, herunder alternativ og
supplerende kommunikation (ASK2) til mennesker med komplekse kommunikationsbehov.
Vi har i mange år arbejdet med at dygtiggøre os i forhold til netop de mennesker med behov for
ASK, som vi har mødt gennem vores arbejde. Vi har erfaringsudvekslet med kolleger og
nærpersoner og hjulpet mange mennesker til bedre at kunne udtrykke sig, forstå og blive forstået.
1 Ratifikation (lat. ratificatio), er en bekræftelse af en indgået international aftale/ traktat.....(Wikipedia) 2 ASK=Alternativ og Supplerende Kommunikation svarende til AAC =Augmentative and Alternative Communication.
ASK 2 projekt 2008/2009. Vibe Lund Jensen og Birgitte Brandt
2
Alligevel oplever vi en stor frustration over at konstatere, hvordan der på ingen måde er en sikring
af kommunikation og ASK, hverken i disse menneskers hverdag eller gennem deres liv..
Vi oplever, at vi og mange andre kolleger indenfor ASK-feltet, har fornemmelsen af at stå i en form
for vadested, hvor vi ønsker at være med til at sikre bedre tiltag for mennesker med behov for ASK,
men vi har svært ved at nå længere ud, end til ”blot” at forbedre og bevidstgøre vores lokale praksis.
Vi ser et stort behov for, at vi som fagpersoner fortsat fordyber og dygtiggør os yderligere inden for
specifikke ASK-områder og særlige brugergrupper. På den anden side er vi også nået til en
erkendelse af, hvor vigtigt det er at bruge kræfter på arbejdet med mere ”ydre” forhold. Dvs.
bevæge os ud på det plan, hvor vi kan få mennesker og organisationer i tale, som dels har
indflydelse på beslutningsprocesser, hvor problematikker omkring en udsat gruppe menneskers
kommunikationsmuligheder bliver sat på dagsordenen, og som dels skal være med til at føre
overordnede beslutninger ud i praksis.
Definition af mennesker med behov for ASK
Vores fokus i denne opgave er de mennesker med behov for ASK, der lever med multiple
funktionsnedsættelser uden et talesprog. De lever med store medfødte neurologiske og kortikale
skader, der medfører både et nedsat kommunikativt beredskab og bevægelsesvanskeligheder.
Mange har desuden vanskeligheder med at opfatte og bearbejde sanseindtryk, og er helt afhængige
af, at deres samspilspartnere med indføling og intuition aktivt søger at indgå i fælles menings-
skabende handlinger med dem.
Disse mennesker med komplekse kommunikationsbehov, bruger ofte atypiske måder at
kommunikere på, som kan være svære at genkende, og som vil være ukendte for andre end de
nærmeste kommunikationspartnere. Ud over mimik/kropssprog, gestus og lyde, kan de komplekse
behov søges opfyldt gennem brugen af tegn, grafiske symboler, kommunikationstavler,
talemaskiner m.m. Kommunikationspartneren har stor betydning for interaktionen/samtalen.
Aktuelle problematikker på området
Mange mennesker med behov for ASK har i dag stærkt begrænset adgang til kommunikation og
udtryksmuligheder, hvorved den sociale deltagelse hæmmes og deres livskvalitet forringes.
Adgangen til ASK kommer (hvis den kommer) ofte sent i forhold til personens forudsætninger
for sprogudvikling.
Mange fagfolk, samt pårørende og andre nærpersoner, der omgås mennesker med behov for
ASK, har begrænset viden på området.
ASK 2 projekt 2008/2009. Vibe Lund Jensen og Birgitte Brandt
3
Det er ofte tilfældigt, om og i hvilken kvalitet det enkelte menneske får adgang til egnede ASK-
løsninger. Adgangen til ASK er afhængig af omgivelsernes viden, kunnen, engagement og
ressourcer indenfor området.
Mange mennesker med behov for ASK mister erhvervede kommunikationsmuligheder gennem
livets overgange, fx i overgangen fra skole til voksen-dagtilbud, eller fra barndomshjem til
botilbud. Kontinuiteten er ikke sikret.
Kort sagt
Vores erfaring er, at mennesker med behov for ASK ikke er sikret deres ret til
kommunikationsmuligheder gennem hele livet.
Vores formodning er, at kommunikationsmuligheder og ASK til mennesker indenfor den
nævnte gruppe, generelt har lavt fokus og lav prioritering hos både politiske beslutningstagere
og ”påvirkere”.
Vores frygt er derfor, at mennesker med behov for ASK i praksis fortsat vil være i en meget
sårbar og utilstrækkelig situation, selvom der sker gode, vigtige tiltag på handicapområdet
overordnet set i forhold til forbedring af handicappedes rettigheder.
Problemformulering
Hvilke forhold peger ASK-brugere på som belastninger i forhold til at få tilgodeset deres
rettigheder til kommunikation?
Hvordan kan disse belastninger afhjælpes, og hvem skal gøre det?
Vi vil gerne undersøge, hvordan udvalgte ASK-brugere vurderer forskellige temaer i relation til
kommunikationsrettigheder. Hvordan er deres personlige erfaringer, og hvilke behov peger de på
fremadrettet, som kan vejlede til at styrke området – både for brugerne selv, de pårørende og de
faglige netværk?
Hvad siger deres omgivelser – fagpersoner, ledelser, kommuner – til deres synspunkter? Hvad er
egentlig planen i det kommunale og ministerielle embedsmandsværk for opfyldelse af
kommunikationsrettigheder for disse mennesker? Hvad siger påvirkerne - de særlige videnshavere -
indenfor området?
ASK 2 projekt 2008/2009. Vibe Lund Jensen og Birgitte Brandt
4
2. Grundlag og teoretisk fundament
Vi ser opfyldelsen af et menneskes rettigheder til kommunikation som uendeligt grundlæggende i
enhvers liv. Hvis ikke de opfyldes, frygter vi, at indflydelse, selvstændighed, aktivitet og deltagelse
i eget liv og i samfundslivet trues eller reduceres stærkt. Uden adgang til at udvikle kommunikativ
kompetence hæmmes muligheden for at udtrykke tanker, følelser, ønsker og behov, skabe
meningsfuld kontakt med andre, dele information og viden, udvikle social nærhed til familie og
venner, samt tage del i uddannelse og arbejde. En negativ spiral igangsættes, hvor sprogudviklingen
hæmmes, den kognitive udvikling påvirkes negativt ligesom læring og evt. udvikling af
læsefærdighed. Den sociale deltagelse kan hæmmes, den generelle livskvalitet forringes, og der er
risiko for et liv i social isolation med intet eller kun et lille socialt netværk ud over fagpersoner, som
brugeren kun har "til låns", mens de er ansat.
En sådan ensomhed er etisk uforsvarlig og ikke til at bære. Vi vil derfor som en del af det teoretiske
fundament søge inspiration i den relationistiske tankegang, som vi ser præsenteret gennem den
norske psykolog Per Lorentzens (PL) bøger3. Hans perspektiver på faglighed og etik er baseret på
en dialogisk forståelse af menneskets situation og betingelser for udvikling af personlighed og
identitet. I dybeste forstand ser han den dialogiske tilnærmelse som en erkendelsesteoretisk
forståelsesramme. (Lorentzen, 2006, s. 122)
Sikring af rettigheder vil i høj grad handle om etik – hvilken holdning indtager vi? Hvilket blik
anlægger vi? Som PL refererer Emanuel Levina, så starter al virkelig etisk handling med
anerkendelse af den andens anderledeshed. Samtidig er det også en kendsgerning, at al empati,
omsorg og bistand i sidste instans hviler på ligheden med hverandre – det faktum, at vi ikke bliver
os selv uden den anden, at vi ikke trækker læsset alene, men i samarbejde (2006, s. 101). En
forudsætning er også, at vi anerkender, at enhver har sin egen stemme – har noget på hjerte i den
ofte meget særegne verden, der er hans. En sådan form for tilnærmelse er forankret i en generel
forståelse af relationens betydning for al personlig, mental og kognitiv udvikling. (Lorentzen, 2003,
s.153) ”Vi kan ikke oppleve vår identitet uten gjennom kommunikasjon.” Endvidere er det helt
centralt at se kommunikation som en proces, der omfatter mindst to personer – naturligvis også, når
vi taler om kommunikationsproblemer. Ӄn person kan ikke ha et kommunikatsjonsproblem alene;
det kan man bare ha sammen med noen. Liksom man ikke kan ha et ekteskapsproblem alene.”
(2003, s. 180)
Væsentlige begreber er endvidere det hverdagslige og det faglige blik, hvor det hverdagslige blik
repræsenterer det umiddelbare, indsigtsfuldheden og den personlige dømmekraft. Det faglige blik
3 Jvf. litteraturliste.
ASK 2 projekt 2008/2009. Vibe Lund Jensen og Birgitte Brandt
5
står for sikker og dokumenteret kundskab, viden og metodik. Fagligheden skal være der, men den
”trenger imidlertid å bli minnet om det hverdagslige og vanlige. Det faglige er til for å muliggjøre
det vanlige, der hvor den andres utgangspunkt er uvanlig. Faglighet betyr å besitte viten, kunnskab
og metodisk kompetanse, som befinner seg utenfor ”klientens” rekkevidde. Det å utforme og
utmeisle denne kompetansen på måter som finner gjenklang hos klienten, og om mulig i samarbeid
med vedkommende, krever egen ekspertise og dømmekraft, som ikke erverves innenfor det faglige
alene. Faglig praksis må med nødvendighet være noe annet og mer enn sunn fornuft, fordi sunn
fornuft ofte forenkler for mye, men den faglige praksis må basere seg på sunn fornuft”. (Lorentzen,
2006, s. 52)
Med PL’s tanker er vi godt i gang med at kigge på perspektiver, der danner udgangspunkt for,
hvorfor man prioriterer, som man gør indenfor specialpædagogik og dermed også, når det gælder
vilkårene for mennesker med multiple funktionsnedsættelser uden talesprog. Den svenske professor
i specialpædagogik Claes Nilholm4 beskriver 3 forskellige perspektiver på specialpædagogik, der
kan være med til at danne et overblik og give en forståelse for, hvordan forskellige holdninger og
sammenhænge kan spille ind.
Det kompensatoriske perspektiv har haft og har stadig en dominerende position indenfor
specialpædagogikken. Her lokaliseres egenskaber og færdigheder, der er problematiske,
primært hos det enkelte individ. Der skabes afgrænsede problemgrupper, og begreber som
IQ test, normalfordeling og standardafvigelser er kendte indenfor dette perspektiv.
Normalitetsbegrebet er centralt og bygger på, at man kan skille det normale fra det
unormale, og det unormale benævnes og beskrives. Specialpædagogikkens opgave bliver
først og fremmest at kompensere individet ud fra de brister, det fremviser – den
grundlæggende idé er, at kompensere individer for deres problemer. Denne holdning
stemmer overens med et syn, hvor selve handicappet placeres hos individet selv.
Indenfor det kompensatoriske perspektiv ses udviklingen af metoder/behandling rettet mod
specifikke grupper som det centrale, og de professionelles opgave er at arbejde udfra de
metoder, der har vist sig at være bedst i videnskabelig afprøvning (Nilholm, s. 85). Det tages
for givet, at videnskaben gennem de professionelle har stor indflydelse – den del af
videnskab og forskning, som tager udgangspunkt i en medicinsk/psykologisk tradition.
Det kritiske perspektiv opponerer imod det kompensatoriske perspektivs fundament
omkring normalitet/unormalitet og hævder, at specialpædagogikken i sig selv marginaliserer
og udpeger børn. Ordet ”special” kritiseres for at tage et ukritisk og traditionelt syn på
normalitet med sig og for at segregere mennesker med funktionsnedsættelser og forhindre
4 Jvf. litteraturliste.
ASK 2 projekt 2008/2009. Vibe Lund Jensen og Birgitte Brandt
6
deres deltagelse på vigtige sociale arenaer. Forskelle og ulighed ses i det kritiske perspektiv
positivt som mangfoldighed – også når det gælder forståelsen af handicap og
funktionsnedsættelser. Handicapbegrebet ses i en gruppesammenhæng – i samfundet, frem
for i individsammenhæng. Dette fokus på fællesskaber – og på hvordan en demokratisk
identitet og vurdering formes, går igen i synet på forskning. Det er opfattelsen, at der ikke
som sådan findes én objektiv kundskab. Kundskaben er afhængig af den sociale
sammenhæng, den produceres i. Den kan fx være afhængig af en bestemt gruppes interesser
og blive knyttet til spørgsmålet om magt (s. 40). Modsætninger mellem klasser eller grupper
ses som drivkraften i samfundsudviklingen; flere paradigmer vil være i spil, og dermed vil
det være umuligt at finde én slags kriterier for at vurdere, hvad sand kundskab er. Kundskab
vil være relateret til de idéer, man har om, hvordan samfundet bør være indrettet moralsk og
politisk.
Dilemmaperspektivet beskrives af Nilholm som en kritik af det kritiske perspektiv og udfra
den grundlæggende komplexitet og de indbyggede modsigelser, der eksisterer indenfor et
uddannelsessystem. Hvordan skal alle børn fx kunne gives ens kundskaber og færdigheder,
når der samtidig skal tages hensyn til deres forskelligheder i form af ulige interesser, evner,
erfaringer m.m.? Et andet spørgsmål handler om, hvorvidt individet skal kompenseres for
sin uformåenhed, eller miljøet skal forandres for at kunne tilpasses individets forskellighed?
Grundlæggende dilemmaer finder ikke deres endegyldige løsninger. Det indebærer ikke, at
alle indfaldsvinkler er lige gode, men det maner til en forsigtighed hos forskere overfor at
håndhæve enkle løsninger på komplekse dilemmaer. (s. 80)
Dilemmaperspektivet indeholder en respekt for mangfoldighed, og i
forskningssammenhænge vil man være interesseret i at studere de forskellige perspektiver
på forskellige problemer, og hvordan aktører identificerer problemer. Det ses som vigtigt at
studere de sociale sammenhænge, hvor ”problemerne” identificeres og håndteres, hvilke
opfattelser forskellige aktører har om ”problemerne”, hvem der har magt til at definere dem
osv. Det væsentlige bliver, at nærme sig den pædagogiske virkelighed.
FN’s konvention om rettigheder for personer med handicap
Når FN’s konvention5 om kort tid vedtages i det danske Folketing, vil det betyde, at Danmark
forpligter sig på at sikre rettigheder for personer med handicap. Dvs. på et meget generelt plan, og
specifikt i forhold til kommunikation, sådan som vi læser det – især i artiklerne 1, 2, 4, 9, 21 og 24.
5 Jvf. litteraturliste.
ASK 2 projekt 2008/2009. Vibe Lund Jensen og Birgitte Brandt
7
Formålet med konventionen er: ”at fremme, beskytte og sikre muligheden for, at alle personer med
handicap fuldt ud kan nyde alle menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder på lige
fod med andre, samt at fremme respekten for deres naturlige værdighed. Personer med handicap
omfatter personer, der har en langvarig fysisk, psykisk, intellektuel eller sensorisk
funktionsnedsættelse, som i samspil med forskellige barrierer kan hindre dem i fuldt og effektivt at
deltage i samfundslivet på lige fod med andre.”
Kommunikation defineres bredt, hvor elementer som taktil kommunikation, tegnsprog, skrift, lyd,
forstørrende6 og alternative kommunikationsmåder (ASK – vores tolkning), -midler og -formater
indgår.
Ifølge konventionsteksten forpligter deltagerstaterne sig til at sikre, at offentlige myndigheder og
institutioner handler i overensstemmelse med konventionen, at fremme forskning, udvikling og
anvendelse af ny teknologi, herunder informations- og kommunikationsteknologi samt ”at fremme
uddannelse af fagfolk og personale beskæftiget med personer med handicap i de rettigheder, der
anerkendes i denne konvention, således at de bedre kan yde den bistand og give de tilbud, som
sikres ved disse rettigheder.” Det påpeges desuden, at deltagerstaterne skal rådføre sig med og
aktivt involvere personer med handicap gennem de organisationer, som repræsenterer dem.
Sikringen af tilgængelighed er central, og den bredes ud til udover adgangen til de fysiske
omgivelser også at dække information og kommunikation, hvor adgangen til ny teknologi og nye
systemer på informations- og kommunikationsområdet, herunder internettet, skal sikres.
I artikel 21 beskrives ”... ret til ytrings- og meningsfrihed, herunder frihed til at søge, modtage og
meddele oplysninger og tanker på lige fod med andre og ved alle former for kommunikation efter
eget valg..”
Desuden beskrives retten til uddannelse i artikel 24, hvor vi vil fremhæve begreber som livslang
læring, tilpasning ud fra den enkelte persons behov, og fremme af indlæringen af punktskrift,
alternative skriftformer, forstørrende og alternative kommunikationsmåder, -midler og -formater.
Endelig forpligtes deltagerstaterne ”... til at uddanne fagfolk og personale, som arbejder på alle
niveauer i uddannelsessystemet. Denne uddannelse skal omfatte handicapbevidsthed og anvendelse
af passende forstørrende og alternative kommunikationsmåder, -midler og – formater samt
undervisningsmetoder og - materialer til støtte for personer med handicap.”
6 ”forstørrende”: Vi mener, der her er tale om en oversættelsesfejl til den danske udgave af FN Konventionen. Vi mener, forstørrende
burde være oversat som supplerende. Også noget VIKOM har påpeget overfor Velfærdsministeriet.
ASK 2 projekt 2008/2009. Vibe Lund Jensen og Birgitte Brandt
8
Et historisk rids
2009 er året for FN’s Handicapkonvention. I 1948 blev FN’s menneskerettighedserklæring
vedtaget. Det falder os naturligt også at inddrage et historisk perspektiv på vores senere overvejelser
og refleksioner omkring forståelse af rettighedsproblematikken til kommunikation. Vi har valgt at
lade os inspirere af Birgit Kirkebæks tilbageblik på dansk åndssvageforsorg i perioden 1880 – 1987;
beskrevet i ”Uduelig og ubrugelig”7, hvor vi følger mennesker, der har levet på åndssvageasylet
Karens Minde i København.
Dengang var mennesker med de største og mest sammensatte funktionsnedsættelser placeret lavest i
hierarkiet på åndssvageanstalterne med hensyn til tilbud om behandling, oplæring og
fritidsbeskæftigelse, og de befandt sig på bunden af det danske samfund. Man betegnede denne
gruppe mennesker som asylister, og det faglige fokus var rettet mod pleje og pasning. Blikket var
rettet mod den legemlige tilstand isoleret, ikke mod emotionelle og sociale forhold. Asylisterne blev
som gruppe udskilt i forhold til de åndssvage, som blev betragtet som oplæringsmulige i forhold til
undervisning og arbejde. Asylisterne manglede anerkendelse som mennesker og deres rettigheder
dækkede kun, at de fik lov at eksistere – de basale fornødenheder blev dækket – og de blev opfattet
som ubrugelige, uduelige og ulykkelige. Først i sidste halvdel af det 20. århundrede blev rettigheden
til pleje og omsorg udvidet til også at gælde retten til beskæftigelse, undervisning og oplæring. I
kølvandet af FN’s menneskerettighedserklæring i 1948 og med oprettelsen af Statens
Åndssvageforsorg og den nye åndssvagelov i 1959 begyndte synet på de åndssvage at ændres i
retning af det mere almenmenneskelige. Målet blev at give alle udviklingshæmmede en tilværelse
så nær det normale som muligt med samme gode materielle vilkår, mulighed for indhold i
hverdagen gennem arbejde og fritidsbeskæftigelser samt mulighed for medbestemmelse og
selvbestemmelse – ligesom for den øvrige befolkning. Med særforsorgens udlægning til amterne i
1980 fik alle børn ret og pligt til undervisning, og det blev lovmæssigt slået fast, at ingen børn måtte
”opgives” med hensyn til undervisning. Et nyt teoretisk grundlag om kommunikationens betydning
udvikledes i disse år og danner grund for nutidens specialundervisning.
Ydre faktorer med betydning for ASK
Der er skrevet talrige bøger om de indre faktorer hos den enkelte ASK bruger, der har betydning
for, hvordan man bliver i stand til at kommunikere. Janice Light8 har introduceret de fire
kommunikative kompetencer; lingvistisk, operationel, social og strategisk kompetence, der
7 Jvf. litteraturliste. 8 Jvf. litteraturliste.
ASK 2 projekt 2008/2009. Vibe Lund Jensen og Birgitte Brandt
9
tilsammen udgør et menneskes basis for kommunikation. Vi har i vores ASK 1 projekt9
argumenteret for nødvendigheden af at tilføje den relationistiske tilgang for at betone det fælles i
kommunikationen og for at sætte fokus på, at det er både ASK brugeren og
kommunikationspartneren, der kan have brug for at udvikle deres kommunikative kompetencer, for
at få kommunikationen til at lykkes.
Det er altså ikke nok at se på indre faktorer hos ASK brugeren. Beukelman og Mirenda (1998)10
peger da også på fem ydre faktorer, der kan fremme mulighederne – alternativt skabe barrierer – for
kommunikation.
1. Politik. Fx i form af lovgivning, standarder, regulativer m.m. der spiller en rolle i forhold til
ASK.
2. Praksis. Adgang til ASK løsninger på alle arenaer, kompetente fagfolk og tæt samarbejde
mellem professionelle og personlige netværk omkring brugeren.
3. Holdninger. Forventninger, tillid og optimisme overfor ASK brugeren.
4. Viden. Om ASK hos brugere, fagpersoner og pårørende.
5. Færdigheder. Evnen til at omsætte viden til praksis. Kommunikationspartnerens
kompetencer til at indgå i den vellykkede interaktion med ASK brugeren.
Et positivt samspil mellem disse 5 faktorer vil være afgørende for, at de nødvendige stilladser kan
bygges omkring den enkelte ASK bruger, samt for at forudsætningerne er til stede for vellykkede
kommunikative relationer. Derfor bliver de nævnte faktorer en væsentlig del af baggrunden for de
spørgsmål, vi vælger at gå videre med i den empiriske del af denne opgave.
3. Empiri - interviews og tematikker
Præsentation af metode
Brugerinddragelse: I opgaven har vi taget udgangspunkt i brugerinddragelse. Vi har bestræbt os på
at give brugerne uden talesprog mulighed for at komme til orde med deres oplevelser, erfaringer,
meninger og ønsker i forhold til egne kommunikationsmuligheder.
Op til samtalerne med brugerne, har vi indkredset følgende 5 temaer:
Tema 1. Retten til sprog og retten til oplæring i det sprog man har brug for
Tema 2. Sikring af sprog/udtryksmuligheder/kommunikation gennem overgange
9 Jvf. litteraturliste. 10 Jvf. reference i Light, Beukelman og Reichle, 2003.
ASK 2 projekt 2008/2009. Vibe Lund Jensen og Birgitte Brandt
10
Tema 3. Nødvendige kompetencer hos pårørende og fagpersoner - det tætte netværk omkring
brugeren
Tema 4. Grundlag for holdninger, viden og praksis indenfor alternativ og supplerende
kommunikation
Tema 5. FN’s Handicapkonvention og ratificeringsprocessen i Danmark
Disse temaer har dannet baggrund for formulering af en række spørgsmål, som er anvendt i
forskellige udformninger gennem empirien. I forhold til vores bruger interviews er indhold og
kompleksitet efter bedste evne tilpasset et niveau, som vi mener svarer til den enkelte brugers
kompetencer. I løbet af samtalerne har brugerne selv identificeret de tematikker indenfor nævnte
temaer, som er vigtige for dem, og som vi har lovet dem at løfte videre opad i systemet.
Som inspiration til den empiriske del har vi brugt BIKVA-modellen. BIKVA betyder Bruger
Inddragelse i KVAlitetsudvikling, hvor brugernes vurdering i evaluering af en indsats inddrages
som en væsentlig kilde til at sætte spørgsmålstegn ved indsatsens udmøntning i praksis. Formålet er
at udfordre ”systemets” rutiner og tankemåder samt inspirere medarbejdere og beslutningstagere til
refleksion. Brugerne identificerer de kvalitetstemaer, der er grundlaget for læring og forandring i
hele organisationen. BIKVA-modellen kan beskrives som en fortløbende proces, hvor en gruppe
interessenters oplevelser og vurderinger af en indsats bliver drøftet i en anden interessentgruppe,
hvis overvejelser så igen danner grundlag for en tredje interessentgruppes refleksioner osv. I
BIKVA-modellen tænkes læreprocessen at ske ved, at interessenterne konfronteres med hinandens
fortolkninger af og perspektiver på en given indsats11
.
Det ligger ud over denne opgaves rammer at igangsætte en egentlig læreproces, men vi har håbet
gennem vores interviews, tematikker og anskuelsesvinkler at kunne åbne øjne og påvirke indirekte
hos fagfolk, der befinder sig på forskellige niveauer omkring de aktuelle brugere.
Hvem er blevet interviewet?
Vi har lavet individuelle interviews med 3 brugere med multiple funktionsnedsættelser uden
talesprog. De er alle unge mennesker i 20’erne, som bor på to forskellige botilbud i to
forskellige kommuner i Danmark. Som visuelt supplement til interviewspørgsmålene har vi
brugt den billedestøttede interviewform Talking Mats12
, hvor forberedelsen af symbolkort og
værdiskala er lavet ud fra kendskabet til den enkeltes kompetencer og behov. Alle 3 brugere har
11 Kilde: BIKVA er beskrevet i den danske regerings moderniseringsprogram, på følgelde webside:
http://www.moderniseringsprogram.dk/visArtikel.asp?artikelID=4967 12 Talking Mats er et low-tech kommunikationshjælpemiddel, som benytter symbolkort og en værdi/betydnings-skala påhæftet en
måtte. Talking Mats er udviklet for at hjælpe mennesker med kommunikationsvanskeligheder til at tænke over emner, der diskuteres
med dem, og give dem en måde at udtrykke deres mening på. Det giver personen mulighed for at finde emners betydning og
udtrykke sin mening på en visuel måde, der let kan registreres. Talking Mats er udviklet af Joan Murphy på Stirling Universitet i
Skotland.
ASK 2 projekt 2008/2009. Vibe Lund Jensen og Birgitte Brandt
11
haft en pårørende eller en fagperson tilstede under interviewet, hvor disse som nære
relationspartnere, har kunnet hjælpe brugeren med uddybende forklaringer, når brugeren har
ønsket det.
Med udgangspunkt i brugernes påpegede tematikker har vi interviewet nærmeste
personale/kontaktperson på deres botilbud. I forhold til den ene af brugernes påpegede
problematikker har det været vigtigt også at tale med dagtilbuddets personale.
Efterfølgende har vi talt med lederne for de to botilbud, hvor vi har præsenteret først brugernes
dernæst personalets tematikker.
Herefter har vi interviewet en talsmand for hver af de to kommuner.
Endelig har vi forsøgt at få kontakt på det øverste politiske niveau, Velfærdsministeriets Kontor
for handicap. Kontoret står for forberedelsen af Forslag til Folketingsbeslutning om Danmarks
ratifikation af FN’s konvention. Embedsmændene har haft svært ved at afse tid, så det er blevet
til en tlf. samtale, og lidt mailkorrespondance i stedet for et egentligt interview.
Vi har også kontaktet to politiske ordførere på det handicappolitiske område, hhv. Lone
Dybkjær (RV) og Anne Baastrup (SF). Sidstnævnte har kort besvaret vores mail.
Til at nuancere og sammenligne tematikkerne med et større erfaringsland i forhold til opgavens
målgruppe, samt diskutere muligheder for anskuelsesvinkler og indsats har vi i starten af det
empiriske forløb talt med to særlige videnshavere hhv. Landsforeningen LEV13
og VIKOM14
.
De fulde referater fra samtalerne er vedlagt opgaven som bilag.
Form og rammer for interviews
Alle interviews er foregået som en semistruktureret samtale i en åben og ligeværdig atmosfære.
Interviewpersonerne er blevet informeret om interviewets formål, indhold og rammer.
Der er blevet skrevet fulde referater af samtlige interviews, og vi har været i korrespondance
med hver af interviewpersonerne efterfølgende, indtil de har kunnet godkende referatet.
Brugerne har godkendt deres referat med en nærpersons hjælp. De har også fået udskrifter af de
fotograferede svar på Talking Mats, så de har visuelt tilgængelig dokumentation for deres
udtalelser, som de kan drøfte i deres nærmiljø efterfølgende.
13 Landsforeningen LEV (”udvikling for udviklingshæmmede” tidl. Landsforeningen Evnesvages Vel). LEV er en privat
landsdækkende forening for udviklingshæmmede, pårørende og andre interesserede. 14 VIKOM (Videnscenter om Kommunikation og Multiple funktionsnedsættelser hos Børn og Unge uden et Talesprog). VIKOM har
til formål at støtte op om den professionelle indsats på området kommunikation med børn og unge med multiple
funktionsnedsættelser. VIKOM hører under Servicestyrelsen, og er en lille del af det overordnede VISO ("Den nationale videns- og
specialrådgivningsorganisation".)
ASK 2 projekt 2008/2009. Vibe Lund Jensen og Birgitte Brandt
12
Brugere, personale og ledere på bo- og dagtilbud samt repræsentanter fra kommuner er blevet
informeret om, at referaterne i opgaven vil blive anonymiseret.
LEV og VIKOM, Velfærdsministeriet samt den politiske ordfører fremstår som navngivne
repræsentanter for deres/deres organisations synspunkter.
Som forberedelse til vores interviews har vi, ud over at formulere specifikke spørgsmål til hver
interviewperson/organisation, fundet det nødvendigt at orientere os i hver af de to kommuners
handicappolitik, deres visitationsproces til botilbud, deres strategiplan for ansvarsfordeling og
kommunikation mellem botilbud og kommune, og endelig har vi set på sammensætningen af
kommunernes obligatoriske kommunale handicapråd. Derudover har vi fulgt med i nyhedsbreve fra
Velfærdsministeriet, VIKOM, og Center for ligebehandling af Handicappede (CLH).
Kan empirien generaliseres?
Interviews med 3 ASK-brugere har givet os et indblik i lige præcis de 3 unge menneskers vilkår og
synspunkter omkring deres kommunikation. Ved at løfte denne viden op til dialog med
kontaktpædagoger og ledelsesrepræsentanter har vi dog udvidet feltet og fået deres mere generelle
viden bragt i spil. Udvidelsen af erfaringerne er yderligere øget, dels ved at tage skridtet videre til
det kommunale led, Velfærdsministeriet og politikeren, og dels ved at inddrage den store viden hos
de særlige videnshavere VIKOM og LEV. Derfor mener vi, empirien kan underbygge nogle
generelle betragtninger og konklusioner.
Brugersynspunkter
Præsentation af de 3 brugere, (navnene er ændret):
Anders: 28 år, har CP, tetraplegi med spasticitet i begge arme og ben. Har ikke talesprog - kun
enkelte ord. Stort impressivt sprog. Kommunikerer via naturlige udtryksmåder15
og blisstavle. Bor
på botilbud og har hyppig kontakt med sin familie. Medlem af Spastikerforeningens bestyrelse og
går regelmæssigt i aftenklub. (Se Bilag I)
Camilla: 22 år, har CP, tetraplegi med spasticitet i begge ben og arme. Har ikke talesprog - kun
enkelte ord. Stort impressivt sprog. Kommunikerer via naturlige udtryksmåder, blisstavle og
talemaskine (når den virker). Kender bogstaver og nogle ord og har potentiale for yderligere læse-
/skriveindlæring. Bor på botilbud og har hyppig kontakt med pårørende. Kommer i dagtilbud og har
aktivt fritidsliv. (Se Bilag II)
15 Naturlige udtryksmåder = kropsbaserede kommunikationsformer som mimik/kropssprog, gestus, øjenudpegning og lyde.
ASK 2 projekt 2008/2009. Vibe Lund Jensen og Birgitte Brandt
13
Anders: Hvor vigtigt er det for dig at få et
kommunikationspas – en lille bog om din måde at
kommunikere på?
Se hvordan de 3 interviews er foregået i de fulde
brugerreferater (Bilag)
Thomas: 22 år, har CP med skiftende muskelspænding. Har ikke talesprog, men et stort impressivt
sprog. Kommunikerer via naturlige udtryksmåder og stavetavle - med øjenudpegning og helt
afhængig af partnerstøtte. Kan benytte læsning og skrivning som kommunikationsmulighed. Bor på
botilbud og har tæt kontakt med sine forældre. Kommer i dagtilbud, går til ridning og er medlem af
Spastikerforeningen. (Se Bilag III)
Alle tre unge mennesker i vores empiri betegner det at kunne kommunikere med andre som meget
vigtigt (3/3 og 5/5)16
. To betegner det som meget vigtigt (3/3) at kunne kommunikere selvstændigt,
for den tredje er det knapt så vigtigt (3/5), og han får kun nogenlunde sagt det, han gerne vil i
hverdagen (3/5), hvilket kræver én, der kan hjælpe ham med stavetavle og/eller stille gode ja/nej-
spørgsmål.
To af dem betegner det som et stort problem, at andre tror, de forstår mindre end de gør, fordi de
ikke kan tale. Den ene uddyber, at det gælder fremmede, men også nyt personale - især nye vikarer
- på botilbuddet. To oplever det som et stort problem (3/3 og 5/5) ikke at blive hørt, fordi de ikke
kan tale. Kropsbaserede kommunikationsformer som mimik/kropssprog, gestus og øjenudpegning
er særdeles vigtige for alle, men det er forskelligt, hvor effektive kommunikationsformerne er med
forskellige samtalepartnere afhængig af, hvor godt de kender hinanden. Alle tre har et meget stort
ønske om, at deres lettilgængelige kropsbaserede
udtryksmåder kunne benyttes mere effektivt i
kommunikationen sammen med flere, og har stort
ønske om selv at kunne forklare deres måder at
kommunikere på og selv kunne vejlede deres
samtalepartnere. Det har ingen af dem mulighed for
p.t. Alle tre mener, at personalet på deres botilbud
har brug for mere viden om deres foretrukne
hjælpemiddelbaserede kommunikationsformer - hhv.
stavetavle (som Thomas øjenudpeger på), blisstavle
(Anders), blisstavle og talecomputer (Camilla).
Der er forskel på, hvor godt de har følt, at de selv og
personalet er blevet undervist i kommunikation i de forskellige miljøer - børnehave, skole,
ungdomsskole, botilbud og dagtilbud. Ved nogle af miljøskiftene synes Thomas, at han har fået
videreført sine kommunikationsformer fint (5/5), mens det er gået knapt så godt andre steder
16 Der henvises til hhv. en værdiskala 1-3 på Talking Mats, som Camilla og Anders har brugt, samt en værdiskala 1-5 som Thomas
(og Anders i 2. del af interviewet) har benyttet. Laveste tal står for ”ikke vigtigt”, højeste tal for ”meget vigtigt” I eksemplet har alle
brugere valgt højeste værdi, hhv. 5 ud af 5 og 3 ud af 3, altså ”meget vigtigt”.
ASK 2 projekt 2008/2009. Vibe Lund Jensen og Birgitte Brandt
14
Camilla: Er der måder at snakke på, som du gerne
ville bruge mere end du gør nu?
(botilbud 3/5). Generelt synes Thomas, at der skulle være gjort mere for ham. Han har ofte følt, at
han har mistet muligheder for at kommunikere ved de større miljøskift i livet. Thomas har skiftet
kontaktperson på både bo- og dagtilbud indenfor det sidste ½ år, hvilket også har betydet tab af
eksisterende kommunikationsmuligheder. Camilla har skiftet kontaktperson for ½ år siden og
Anders for 3 måneder siden.
Thomas har en talecomputer, som han ikke har kunnet bruge til kommunikation gennem 1 år.
Mens Thomas brugte computeren på sin gamle el-kørestol, var der store vanskeligheder mht.
monteringen på kørestolen. Den var stor og tung og det blev efterhånden sådan, at den ikke kom på
kørestolen bl.a. fordi chauffører og andre syntes, det var for besværligt at komme rundt med
Thomas, når computeren var på. Thomas har fået ny el-kørestol, som han kan styre med indbyggede
kontakter i nakkestøtten, mens betjening af computeren aldrig er kommet til at fungere. Det er
uklart, hvem der egentlig er ansvarlig for at løse computerproblematikken. Thomas’ mor har dog
fået at vide, at det ikke er hende, der skal være tovholder. Afholdelse af handleplansmøde er sat i
venteposition, indtil nye regler fra kommunen vedr. indholdet af handleplaner sendes ud.
Det meget lange og problemfyldte forløb omkring opstart og montering af computer på både
gammel og ny el-kørestol har tæret meget på Thomas’ energi og motivation. I dag er
talecomputeren praktisk taget ikke i brug. Thomas siger selv, at talecomputeren er nogenlunde
vigtig (3/5) for ham at få i brug igen, som den er nu, men hvis de monteringsmæssige og tekniske
barrierer blev løst, og han også kunne bruge den til at skrive, sms’e, e-maile og gå på internet og
Facebook er hans ønske (5++/5).
Camilla har en talecomputer, som hun i interviewet betegner som en meget vigtig
kommunikationsform (fx når hun snakker med
bofæller og arbejdskammerater, der ikke forstår
bliss). På talecomputeren har hun mange ord,
udtryk og udsagn, mulighed for at skrive med
oplæsningsfunktion samt billeder til at genkalde
og dele oplevelser, og således adgang til
selvstændig kommunikation med en stemme i
rummet. Normalt bruger hun talemaskinen flere
timer dagligt og har den altid med på arbejde.
Talemaskinen har ikke virket ½ år, hvilket er
formidlet til kommunens visitator. Visitator har bevilget en ny el-kørestol men sat tiltag omkring
talecomputer i venteposition. Camilla siger, det er et stort savn at undvære talemaskinen.
ASK 2 projekt 2008/2009. Vibe Lund Jensen og Birgitte Brandt
15
Alle tre ønsker sig flere kommunikations-muligheder, end de har i dag. Som Thomas ønsker også
Camilla og Anders sig adgang til elektronisk kommunikation og information via computer, bl.a.
gennem internet, e-mail, skype, og mobiltelefon/sms. Camilla og Thomas ville gerne kombinere
talecomputeren med disse muligheder, og Camilla drømmer om at kunne bruge bliss på
talecomputeren. Anders har været til foredrag om Herbor17
for 1½ år siden og har fra
foredragsholderen et notat i sit skab i lejligheden, som han viser under interviewet. Her står at han
gerne vil se nærmere på Herbor, fordi han tænker, det kunne være relevant for ham, og der står,
hvordan man blot med internetadgang kunne få det tjekket ud. Ingen personaler på bostedet kender
til notatet.
Alle tre mener, at personalet på deres botilbud har for få forudsætninger for at støtte dem i de
ønskede muligheder for elektronisk kommunikation, som de fleste andre mennesker har adgang til.
Både Thomas og Camilla ønsker at lære noget mere, som kan øge deres
kommunikationsmuligheder.
Camilla ønsker sig, at talecomputer og kørestolsbord (hvor blisstavlen kan ligge) også var monteret
på hendes el-kørestol. Hun sidder p.t. i et dilemma mellem selvstændigt at kunne køre omkring
uden hverken blisstavle eller talecomputer eller selvstændigt kunne kommunikere (med blisstavle
og talecomputer, når den virker), men så uden mulighed for selvstændigt at kunne komme omkring.
Både Anders og Camilla mener, at personalet på botilbuddet har brug for mere viden om bliss for at
kunne støtte dem bedre som blissbrugere. Anders mener, han har mere viden end personalet i brug
af bliss. Thomas mener, det er meget vigtigt, at al personalet i både bo- og dagtilbud (bortset fra de
2 kontaktpædagoger) lærer mere om at bruge stavetavlen, hvis han skal kunne få bedre muligheder
for at kommunikere mere frit (5+/5).
De 3 ASK-brugere peger på følgende:
behov for øget adgang generelt til selvstændige kommunikationsmuligheder
Thomas og Camilla har brug for at få deres talecomputere, betjenings- og
monteringsløsninger til at fungere
de har brug for støtte til anskaffelse og brug af computer, mulighed for/lære at skrive, gå på
Internet, benytte e-mails, Skype og sms mv. To af de tre ønsker det via udbygning af
muligheder på deres talecomputere
17 Herbor er et internetbaseret kommunikationssystem, der er udviklet særligt til mennesker med funktionsnedsættelser. Systemets
betjening er ikonbaseret, og al tekst i Herbor kan læses højt. I programmet kan brugeren have sit eget billedkartotek med
billedtekster, lave billedbaseret livshistorie, sende og modtage e-mails med vedhæftede billeder, føre en elektronisk kalender, føre
dagbog med billede-underbyggelse få hjælp til at navigere på Internettet og endelig finde skrivevenner (elektroniske pennevenner)
iblandt andre Herborbrugere. Brugeren bestemmer selv, hvor mange af Herbors funktioner, han ønsker adgang til.
ASK 2 projekt 2008/2009. Vibe Lund Jensen og Birgitte Brandt
16
der er brug for, at personalet på bo- og dagtilbuddene lærer mere om at hjælpe dem med at
kommunikere med stavetavle, blisstavle, computer og via kropsbaserede udtryksmåder
de er alle meget interesserede i at få udarbejdet kommunikationspas18
med vigtige
oplysninger om deres behov indenfor kommunikation og daglige aktiviteter, så de selv kan
oplyse personer, der ikke kender dem så godt
Thomas peger på, at der er brug for at blive gjort mere i Danmark for mennesker, der ikke
kan tale, og at det er kommunen, Spastikerforeningen og politikerne i Folketinget, der har
ansvaret for, at det sker.
Personalesynspunkter
(Se Bilag IV, V og VI)
Camillas kontaktperson mener, det er vigtigt at støtte beboerne i at kommunikere bedst muligt, men
oplever et stort misforhold mellem de indsatser for beboerne, hun mener, er nødvendige og den
faktiske tid og viden, der er til rådighed i dagligdagen.
Som helt ny indenfor handicapområdet har Camillas kontaktperson savnet mulighed for at blive
klædt godt nok på til kontaktpersonsfunktionen for et menneske med multiple funktionsnedsættelser
uden talesprog. Hun har manglet nogen at rådføre sig med i kollegakreds og ledelse, hvor mange i
øvrigt er forholdsvis nyansatte. Camillas kontaktperson oplever at mangle viden om ASK for
personer som Camilla og Anders og mangler adgang og hjælp til at erhverve sig den. Hun har ikke
fået mulighed for undervisning i at holde Camillas talecomputer á jour ført med nye
billeder/udtryksmuligheder til trods for, at hun er kontaktperson. Hun har på Camillas
handleplansmøde påpeget overfor kommunen, at Camillas talemaskine ikke har virket ½ år, har
tænkt at kommunen var autoriteten og derfor affundet sig med, at kommunal visitator har valgt først
at sætte fokus på behov for ny kørestol og sætte reparation af talemaskinen i venteposition.
Både Camillas og Anders’ kontaktpersoner mener, der er brug for bedre uddannelse af personalet,
hvis de fx skal støtte op om beboernes ønsker om adgang til elektronisk kommunikation, så som
computer med kompenserende programmer, alternative betjeningsformer, internetforbindelse,
mulighed for Skype, e-mail, informationssøgning, selvstændige aktivitetsmuligheder, som andre
unge har. Anders’ kontaktperson mener, beboerne burde have egne e-mail adresser.
18
Kommunikationspas: En enkel og praktisk guide, der støtter kommunikationen med mennesker uden talesprog. Passet
indeholder personlig information og viden og giver forslag til, hvordan samtalepartnere bedst forholder sig i samvær og
kommunikation med den pågældende. Kompasset hjælper med at give hurtig forståelse af personens behov. Kommunikationspasset
laves individuelt og om muligt i samarbejde med personen selv. Kommunikationspas kan bruges som en personlig præsentation ved
det første møde.
ASK 2 projekt 2008/2009. Vibe Lund Jensen og Birgitte Brandt
17
Kontaktpersonen mener, at det private selskab, der driver Camilla og Anders’ botilbud, burde være
mere opmærksom på behovet for specialiseret viden og støtte til mennesker uden talesprog.
Camillas kontaktperson oplever stort behov for flere tidsmæssige ressourcer i dagligdagen for at
kunne varetage beboernes behov tilfredsstillende. Hun mener personalets praktiske og administrative
opgaver, der ikke er direkte relateret til beboerne, fylder for meget. Også Thomas’
kontaktpædagoger oplever stort behov for mere tid til kommunikation med Thomas og andre
brugere. Botilbuddets kontaktpædagog er begyndt at planlægge særlig tid (15 - 30 min.) en gang
imellem, så Thomas og hun kan kommunikere om praktiske ting i hverdagen. Hun fortæller, at der
ikke er tid til på bostedet at hjælpe beboere med at bruge talecomputere, der skal monteres af/på
kørestol. Hun er desuden usikker på, om hun har mulighed for at hjælpe Thomas med at få lavet et
kommunikationspas. Hun kender ikke til evt. rapporter til kommunen, hvor man som
personale/ledelse kan gøre opmærksom på særlige problemer og behov, der bør sættes fokus på.
Dagtilbuddets pædagoger kender til deres udviklingskontrakt med kommunen, hvor de tænker, at et
øget fokus på kommunikation bør drøftes.
Dagtilbuddets pædagoger anerkender personalets ansvar for tiltag omkring Thomas og
kommunikation - også i erkendelse af, at de bør støtte op om de unge menneskers selvstændighed.
Konkret handler det også om at blive bedre til at hjælpe Thomas med at kommunikere via
stavetavlen. De anerkender værdien og nødvendigheden af, at Thomas’ mor viser dem, hvordan
hans computer fungerer. I over ½ år har computeren ikke været i brug på dagtilbuddet i kølvandet
på udskiftning af halvdelen af dagtilbuddets personale. De oplever generelt viden som personbåren
frem for systembåren. I forhold til "genoplivning" af Thomas’ talecomputer opleves et fælles ansvar
i samarbejde med botilbuddet. Dog er det erfaringen, at manglende løsning af tekniske problemer
får personalet til at miste modet og brænde ud. Kontaktpædagogen præsenteres for et
kommunikationspas, og ser dette som en værdifuld mulighed for Thomas og andre brugere. Han vil
gerne være med til at lave et.
Direkte adspurgt mener Thomas’ dagtilbuds pædagoger kun, at han får sine rettigheder til
kommunikation delvist opfyldt. Dagtilbuddets leder har været med til at udfærdige kommunens nye
handicappolitik, men der har ikke som sådan været fokus på den i forbindelse med indholdet af
dagtilbuddet. Pædagogerne i Thomas’ dagtilbud synes, at kommunen mangler viden om mennesker
med multiple funktionsnedsættelser uden talesprog. De mener, at de på dagtilbuddet har et ansvar
for at oplyse om de aktuelle behov, – at det er mennesker, der skal ses og høres. De vil også -
inspireret af dette projekt - stille spørgsmål om, hvordan de som organisation forholder sig til
kommunikation, inddrager kommunal handicappolitik og FN’s Handicapkonvention om rettigheder.
ASK 2 projekt 2008/2009. Vibe Lund Jensen og Birgitte Brandt
18
Personalerepræsentanterne peger på følgende:
behov for at ledelsen har forventninger, prioriterer og giver adgang til viden og
efteruddannelse i ASK
behov for bedre introduktion for nyansatte til beboernes kommunikation og
kommunikationsbehov
behov for bedre overlevering af viden når personale rejser
behov for højere prioritering af tidsmæssige ressourcer til brug af ASK med beboerne
behov for større opmærksomhed på behovet for specialiseret viden hos ledelse, privat
driftsholder af botilbud samt kommunale visitatorer, kontaktpersoner og tilsynsførende
Ledelsessynspunkter
Leder 1 - Thomas botilbud. Leder 2 - Camilla og Anders’ botilbud. (Se Bilag VII og VIII)
Leder 1 fortæller, at overlevering af viden til ny kontaktperson/nyt personale sker meget i de
daglige sammenhænge og som sidemandsoplæring. Der er ikke p.t. en systematik i oplæringen af
personalet, og hun synes, at botilbuddet kunne gøre det bedre. Ressourcer og økonomi sætter
grænser for omfanget af oplæring, men hun kunne tænke sig fremover at sætte ½ dag af til, at en ny
kontaktperson mere systematisk kunne lære om grundforudsætninger omkring kommunikation med
Thomas. Ansvaret for at sikre, at Thomas igen kan komme til at bruge sin computer til
kommunikation, mener hun, er botilbuddets, ligesom hun som afd. leder tager ansvaret for, at
personalet får mulighed for at lære at kommunikere med Thomas via stavetavlen. Leder 1 mener, at
det er kontaktpædagogens og hendes egen opgave at være tovholder i forhold til Thomas’
kommunikation.
Samarbejdet med Thomas’ dagtilbud opleves som godt men sparsomt, med en tendens til "enhver
passer sit" kultur. Leder 1 synes, der i højere grad burde være en rød tråd, og hun tænker, at det
kunne være en idé at prioritere timer i normeringen til en pædagog, der fungerer som konsulent
omkring kommunikation, og som dels kunne være et bindeled mellem dag- og døgnområdet og dels
kunne hjælpe kollegerne i botilbuddet i forhold til særlige opgaver med kommunikation. Hun
mener, at teknik/computer er svært for pædagogerne at sætte sig ind i, og det vil være nødvendigt at
prioritere tid til kurser for at lære det.
Leder 1 oplever det som et problem at få overført viden fra de kompetente personaler/ildsjælene.
Hun oplever, at der nok er en tendens til, at hverdagen lægger en dyne hen over pædagogernes mere
strukturerede og planlagte arbejde omkring beboerne, og at en rutine, hvor samværet og de
ASK 2 projekt 2008/2009. Vibe Lund Jensen og Birgitte Brandt
19
plejemæssige opgaver, som fylder meget i hverdagen med beboerne, bliver det, der er nemmest at
forholde sig til.
Leder 1 mener også, der er brug for debat på stedet i forhold til holdninger og formålet med
botilbuddet. Det må i første række være ”beboerens tilbud” og i anden række ”vores arbejdsplads”.
Sådan er det i mindre grad nu, mener hun.
Leder 1 mener, at Thomas ikke får opfyldt sine rettigheder til kommunikation, men at han burde
have mulighed for at kommunikere på sit botilbud, hvor han opholder sig størstedelen af sit liv. Hun
mener også, at botilbuddet skal hjælpe med at lave et kommunikationspas.
Mht. ikke afholdt handleplansmøde fortæller Leder 1, at de nu vil gå i gang ud fra de gamle
retningslinjer, og at der vil blive aftalt møde med Thomas, hans forældre og kontaktpædagog.
Hun oplever, at der i Kommune 1 ikke er tilstrækkelig viden om den brugergruppe, der er på
botilbuddet. Det er en tidligere amtskommunal institution. Hun mener, det er ledelsens opgave at
gøre kommunen opmærksom på de særlige behov, der er for mennesker med multiple
funktionsnedsættelser uden talesprog. I udviklingskontrakten med Kommune 1 kunne der muligvis
gøres opmærksom på særlige behov fra botilbuddets side, men Leder 1 tror ikke umiddelbart, at det
er meningen, at man skal gøre opmærksom på områder, som man har svært ved at dække
tilstrækkeligt ind.
Leder 1 synes, området omkring kommunikation er meget vigtigt og slutter samtalen af med: ”det
var godt du kom – det må vi ha’ gjort noget ved”.
Leder 2 mener, at Camillas situation omkring defekt talecomputer og manglende
monteringsløsninger på el-kørestol og en påholdende kommune er utilfredsstillende. På botilbuddet
har det ikke været opprioriteret at få talemaskinen i gang, fordi Camilla har haft sin blisstavle,
hvilket er et problem, når hun vil snakke med andre beboere, der ikke forstår bliss. ”Nogle gange
slår man sig til tåls med, hvad kommunen svarer” siger hun, og ville i bagklogskabens lys gerne
have støttet den aktuelle kontaktperson mere i at påtale begge dele overfor kommunen.
Leder 2 mener, kommunen også kan være påholdende på grund af et økonomisk aspekt.
Leder 2 vil give Anders og Camilla ret i, at personalet skal give mere støtte til brug af deres
udtryksmuligheder, naturlige såvel som hjælpemiddelbaserede. Hun mener, at beboerne internt i
huset får god støtte til at bruge deres naturlige udtryksmåder, hvor personalet bestræber sig på at
forstå og tale ligeværdigt. Nyt personale sættes altid ind i beboernes personlige
kommunikationsformer, men huset har begrænset viden om yderligere muligheder for ASK-tiltag.
Leder 2 vil gerne erhverve det, og er meget interesseret i eksempler på en personlig tegnordbog og
et kommunikationspas, hun får præsenteret.
ASK 2 projekt 2008/2009. Vibe Lund Jensen og Birgitte Brandt
20
Leder 2 giver Camilla og Anders ret i behovet for mere personaleviden om bliss. To medarbejdere i
huset har været på blisskursus for nogen tid siden, den ene er rejst, den anden skal formidle sin
viden på et personalemøde snarest.
Leder 2 forstår Camilla og Anders’ ønske om adgang til computer med tilbehør bl.a. til elektronisk
kommunikation med deres sociale netværk og mener, det er noget, de der ønsker det skal have - de
er unge mennesker, og det skal botilbuddet få gjort noget ved. Det er helt nyt for Leder 2, hvor
mange elektroniske kommunikationsmuligheder der findes, som mennesker med
funktionsnedsættelser kan have glæde af. Hun vil gå til driftsholder og dernæst til kommunen og
drøfte brugernes behov i denne retning.
Leder 2 siger, at selvom hun mener, botilbuddet prioriterer kommunikationen højt, så prioriteres
den selvstændige kommunikation ikke højt nok p.t.
Hun er enig med Anders, Camilla og kontaktpersoner i, at personalet på botilbuddet ikke er klædt
godt nok på med viden om forskellige kommunikationsmuligheder herunder IKT19
. Beboernes
kommunikation har endnu ikke været i fokus på botilbuddet, og lederen mener, de nu skal begynde
at arbejde professionelt og målrettet med det. Hun vil gerne bruge kursusmidler på, at personalet
rustes til det.
Leder 2 mener i modsætning til Camillas kontaktperson, at personalet vil have tilstrækkelig tid til at
udvikle ASK-tiltag i formiddagstimerne, hvor mange beboere er på arbejde.
ASK er ikke tænkt med i en uddannelsespolitik for personalet, men Leder 2 vil gerne have det i
gang.
Hun efterlyser fagfolk, der ved noget om ASK-området. Hun mener, kommunen også har et ansvar:
”Vi holder mange møder med kommunens ergoterapeuter om beboernes behov. Mig bekendt er der
ikke nogen af dem, som har foreslået tiltag til forbedring af beboernes
kommunikationsmuligheder”. Leder 2 mener, at kommunens konsulenter burde være mere
opsøgende, og at kommunen skulle lave en folder om kommunikationshandicap,
kommunikationsmuligheder samt hvilke henvendelsesmuligheder botilbuddets personale har.
På den private driftsholders hjemmeside om stedet beskrives tilbuddet med nøgleordene: hjælp,
støttebehov, pleje, omsorg, opretholdelse af et trygt liv, deltagelse i hjemlige sysler. Der står intet
om ungdomskultur, selvstændighed, udvikling, kommunikation og deltagelse i samfundslivet. Leder
2 mener: ”Det er rigtig skidt”. Hun har formuleret en mere ungdomsorienteret beskrivelse, som
Kommune 2 har fået til sin hjemmeside, men det er uvist, hvor den er tilgængelig. I denne
beskrivelse lægges vægt på ungdom, aktivitet og deltagelse. Kommunikation er ikke
nævnt/fremhævet.
19 Informations- og kommunikationsteknologi.
ASK 2 projekt 2008/2009. Vibe Lund Jensen og Birgitte Brandt
21
Lederne peger på følgende:
at beboernes kommunikation fremover skal være i fokus på bostedet, og at der etableres
debat om holdninger, værdier og prioriteringer på botilbuddet
at beboernes adgang til elektronisk kommunikation skal opprioriteres
at botilbuddet skal være tænkt og indrettet som et sted for unge mennesker
at personale og ledelse generelt skal klædes bedre på med viden om ASK og IKT, at
overlevering af viden systematiseres, og en rød tråd skabes i kommunikationsindsatsen.
at kommunens visitatorer også skulle vide mere om ASK
at botilbuddenes kommuner bør have mere viden om fokusgruppen og være mere opsøgende
og vejledende omkring ASK behov og tiltag ude på botilbuddene
Kommunale synspunkter
(se Bilag IX og X)
I vores henvendelse til Kommune 1 og 2 er vi blevet vejledt forskelligt, i forhold til hvem
kommunen har anbefalet os at tale med..
I Kommune 1 har vi talt med en fagkonsulent fra Handicap og Psykiatri-afdelingen. Hun synes
godt om temaet for dette projekt; det falder i tråd med, at der i kommunen er planer om at lave
kompetenceudvikling på voksenområdet i forhold til kommunikation, og der lægges generelt vægt
på borgernes inddragelse og eget fingeraftryk..
Fagkonsulenten mener, der ikke er viden nok i det kommunale led om gruppen af mennesker med
multiple funktionsnedsættelser uden talesprog til at imødekomme brugernes behov i tilstrækkeligt
omfang. I den kommunale organisation er det praksis, at det politiske udvalg med mellemrum
orienteres om ”rigets tilstand”, i fagforvaltningerne kastes der lys på de særlige temaer, der er behov
for, og afdelingschefen holder hyppige møder med chefgruppen, hvor relevante emner diskuteres og
besluttes – også på foranledning af embedsmændenes ønsker. Rådmanden har desuden sin daglige
gang i afdelingen og interesserer sig for, hvad der rører sig i praksis. I sidste ende er det så det
politiske niveau, der er ansvarligt for at lægge serviceniveauet.
Fagkonsulenten mener, at Thomas’ rettigheder til kommunikation ikke opfyldes, og at han bliver
gjort mere handicappet, end han egentlig er. Hun mener, at situationen er uværdig for Thomas, og at
personalet ikke er tilstrækkeligt klædt på til at kommunikere på Thomas’ præmisser. Behovet for
udvikling vokser nedefra f.eks. ved handleplansmøderne. Her drøftes den enkelte borgers helt
ASK 2 projekt 2008/2009. Vibe Lund Jensen og Birgitte Brandt
22
individuelle tilbud og livssituation. Konklusioner, særlige ønsker eller opmærksomhedspunkter
bliver via et referat formidlet til borgerens sagsbehandler, som, uanset om hun deltager i mødet, er
forpligtet til at videreformidle konklusionerne til de, der skal tage action herpå. Her kan botilbuddet
også beskrive egne indsatsområder – også de, der kræver særlig understøttelse fra forvaltningen.
Fx vil Thomas på sit handleplansmøde kunne give udtryk for, at personalet ikke er i stand til at
kommunikere med ham pga. manglende redskaber eller viden, og dette budskab vil rådgiveren
kunne gøre ”udførerdelen” opmærksom på mhp. iværksættelse.
Fagkonsulenten tænker, at forventningerne om fokus på kommunikation måske ikke tydeligt nok
formuleres over for det pædagogiske personale. Det er erfaringen fra udviklingskontrakterne
mellem botilbud og kommune, at kun et fåtal af botilbuddene nævner kommunikation som et
indsatsområde.
Det er hendes indtryk, at det pædagogiske personale på botilbud skal favne bredt mht. opgaver og
nok er vant til at klare sig med det, de kan i forvejen på kommunikationsområdet, selv om det ikke
er nok. Hun mener, at der burde gives mere viden via pædagoguddannelsen omkring teknik og
computere.
Borgerne visiteres til et botilbud gennem et § 141 visitationsgrundlag. På nuværende tidspunkt
indgår kommunikation ikke som et særskilt fokus i dette grundlag.
Vedr. spørgsmålet om tilstrækkelig tid til personalet til at gøre arbejdet omkring kommunikation
tænker konsulenten, at det primært handler om holdningsændringer i dagligdagen i forhold til, hvad
der er vigtigst for brugerne.
Den nye handicappolitik i kommune 1 kan være med til at styrke de positive holdningsskift, men
der er ikke sat konkrete tiltag i værk for at sikre ejerskab og implementering af politikkens indhold
ude på stederne.
I Kommune 2 har vi talt med Teamlederen for kommunens institutionsservice20
. Botilbud 2 drives
af et privat selskab, med kommunen som tilsynsførende myndighed21
. Teamleder forklarer, at der
med strukturreformen er sket en driftsomlægning indenfor det sociale område fra rammeøkonomi
(Amternes sociale opgaver) til markedsøkonomi (kommunernes). Dette betyder, at de sociale tilbud
skal udvikles til at være forretninger, hvor man skal leve af at sælge pladser, og hvor tomme pladser
betyder ingen indtægt. Strategien er, at de enkelte tilbud må tydeliggøre deres tilbud og slå sig op på
20 Denne service er etableret således, at der for hvert enkelt kommunalt ejet og selvejende tilbud er indgået resultatkontrakt om
virksomhedens udvikling. Til det enkelte tilbud, er knyttet en konsulent, der har det løbende overblik over og sikrer støtte og dialog
om det enkelte tilbuds forhold og aktiviteter af generel virksomhedsmæssig karakter. Denne service virker ligeledes mht. at sikre en
effektiv økonomisk drift af tilbuddene, således at balancen mellem pris og kvalitet fastholdes. 21 Kommune 2 indgik aftale med et privat selskab om drift af botilbuddet i forbindelse med strukturreformen, da kommunen på
daværende tidspunkt ikke havde ekspertise og kapacitet til driften selv, pga. deres overtagelse af mange nye opgaver på samme tid.
ASK 2 projekt 2008/2009. Vibe Lund Jensen og Birgitte Brandt
23
nogle indsatsområder, som de kan ”få kunder i butikken ved”. Teamleder ser mulighed for et
kvalitetsløft i, at hvert pædagogisk tilbud nu kan og bør opbygges efter det enkelte menneskes
behov. Det er personalet det enkelte sted, som skal afklare, hvad der er beboernes behov, og så
udvikle deres faglige kompetencer i forhold til det. Personalet har til opgave at forklare, beskrive og
tilrettelægge beboernes tilbud i overensstemmelse med deres grundlæggende rettigheder og behov,
den kommunale handicappolitik og de indsatsområder/den særlige ekspertise tilbuddet har slået sig
op på i dets kvalitetskontrakt.
Tilsynsenhedens opgave er at holde øje med, at stederne gør, det de siger, de gør, og alle sociale
tilbud skal lave en årlig resultatkontrakt og en resultatstatus. Kommunen sætter samtidig fokus på
de bløde værdier gennem en virksomhedsmodel ”Projekt Det gode sociale tilbud”, og har en phd.-
studerende i gang, der skal lave en systematisk evaluering af den pædagogiske praksis i tilbuddene.
Samarbejdskanalerne mellem driftsholder og Kommunens handicapteam er et månedligt møde,
hvor alt vedrørende beboerne tages op, og et månedligt driftsmøde, hvor alt andet tages op.
Det er først og fremmest ledelse/personale på Camilla og Anders’ botilbud, der som fagpersoner
skal kontakte driftsholder, dernæst kommune, hvis de opdager, at de har brug for at videreudvikle
viden og tilbud fx om kommunikation og ikke ser sig i stand til det indenfor de givne rammer.
Teamleder mener, at Camillas kontaktperson som fagperson ikke skulle have fundet sig i
kommunevisitators prioritering mellem ny kørestol og reparation af hendes talecomputer.
Leder og personale på botilbuddet mener, at kommunens visitatorer og tilsynsførende burde være
mere opsøgende og vejledende omkring kommunikation til deres beboere. Kommunen tænker
omvendt ”Bottom up”-strategi, hvor fagligheden skal komme nedefra, fra de fagfolk der har med
disse mennesker at gøre, og føre behov opad i systemet, hvis det er for svært at leve op til
fagligheden indenfor deres rammer.
Teamleder er enig i, at det ikke er afklaret, hvordan personalet får fagligheden22
. Han mener,
manglende kommunikationsmuligheder er et fælles problem. Mange forskellige parter skal gøre en
indsats ud fra deres forskellige synsvinkler, det være sig fagpersonale på botilbud, kommune,
uddannelsesinstitutioner, og pårørende, der kan påvirke via deres organisationer, fx LEV og
Spastikerforeningen.
Teamleder mener, det er svært umiddelbart at gøre kommunikation til noget særligt, selvom han er
enig i, at det er meget vigtigt. ”Der er mange forskellige behov, som ønskes tilgodeset på de sociale
tilbud, kommunikation er et af dem. Som det er tilrettelagt nu, er det op til tilbuddene, hvad de
særligt vil satse på”.
22 Med ”fagligheden” menes her viden om ASK = Alternativ og Supplerende Kommunikation.
ASK 2 projekt 2008/2009. Vibe Lund Jensen og Birgitte Brandt
24
På spørgsmålet om, hvorvidt kommunikation som område i princippet kunne udkonkurreres af
andre aktiviteter, et botilbud fandt vigtige og udviklede ekspertise om fx pileflet eller madlavning,
svarer teamleder: ”I princippet ja, sådan er det nu, men som sagt er kommunikation meget vigtigt,
det er jeg helt enig i”.
Kommunale fagpersoner peger på følgende:
utilstrækkelig viden i det kommunale led om hvordan man imødekommer fokusgruppens
kommunikationsbehov (Kommune 1)
den kommunale organisation er på plads hvor ansvar er placeret, og kommunikation mellem
de sociale tilbud og kommunale fagfolk samt politikere kan foregå begge veje. Begge parter
kan tage temaer op til fælles drøftelse
behovet for udvikling og indsatsområder skal komme nedefra
fagpersoner omkring brugerne skal afdække behov og iværksætte nødvendige tiltag. De kan
tage det op med kommunen, hvis de ikke magter det indenfor deres rammer
uafklaret hvordan fagpersoner omkring fokusgruppen får viden om kommunikation
kommunen skulle sætte mere fokus på kommunikation til fokusgruppen (Kommune 1)
kommunikation er ét blandt mange vigtige fokusområder, som på lige fod med andre
områder, må få prioritering i forhold til den efterspørgsel, der er på det (Kommune 2)
Oplysninger fra Velfærdsministeriet
Fuldmægtig Kåre Vind Jensen (KVJ) fortæller, at når Danmark har ratificeret FN’s konvention om
handicappedes rettigheder, betyder det, at Danmark er endeligt forpligtet på at arbejde hen imod at
opfylde alle dens forpligtelser. Konventionen berører mange forskellige områder.
I selve ratificeringsprocessen undersøges det i ministerierne, om der er noget i lovgivningen, der er
til hinder for, at Danmark kan ratificere, og om der er nogle af de områder, vi vil være absolut
forpligtede på, som vi ikke lever op til. Pt. skønnes det at være i orden.
Velfærdsministeriet skal lægge beslutningsforslag frem for Folketinget. Dette forslag vil blive lagt i
høring forud for Folketingets behandling. Her kan man gå mere konkret ind i forhold til de
forskellige artikler og komme med særlige opmærksomhedspunkter. Efter ratifikationen skal der så
ud fra en politisk prioritering defineres handleplaner - og evt. tilføres ekstra ressourcer - til det
fremtidige arbejde på de områder, der kræver særlig opmærksomhed.
ASK 2 projekt 2008/2009. Vibe Lund Jensen og Birgitte Brandt
25
KVJ fortæller, at det for Velfærdsministeriet er vigtigt med god information. Som medarbejdere i
ministeriet er de generalister med baggrunde i juridiske og politiske studier, og de har en
koordinerende funktion, hvor der efter behov hentes specialviden i Styrelserne.
FN konventionen bliver lagt ud til høring, med frist for høringssvar d. 6. april 2009.
Beslutningsforslaget lægges frem til 1. behandling i Folketinget d. 22. april.
Kontorchef Karin Ingemann oplyser efterfølgende i mail, at der er afsat 2 mio. kr. fra Satspuljen i
2009 til bl.a. at sikre, at konventionen bliver udbredt blandt alle handicapgrupper, når den er
ratificeret.
Synspunkter fra politiker.
Anne Baastrup, politisk ordfører SF, synes det er svære spørgsmål, vi har stillet
vedr. planen for FN konventionens udmøntning nedad i systemet
vedr. forventninger/krav til kommuner, fagpersoner, ledere, uddannelsesinstitutioner og
handicapråd for at sikre den nødvendige viden og handlekraft, så at Danmark kan leve op til
konventionens intentioner om lige behandling og lige muligheder..
Hun mener sig ikke i stand til at besvare dem, men oplyser, at konventionen fastlægger pejlemærker
og over tid vil blive implementeret i dansk ret. Anne Baastrup henviser desuden til Servicelovens
bestemmelser om kompensation for handicap, som burde sikre den aktuelle målgruppe. Samtidig
siger hun dog, at den reelle kompensation altid handler om viden og - ikke mindst - økonomi, og
derfor ses mange eksempler på mangelfuld overholdelse af Servicelovens regler.
Synspunkter fra særlige videnshavere
Sammenfatning af tematikker fra samtale med Landsforeningen LEV
(Se Bilag XI)
Tema 1. Retten til sprog og retten til oplæring i det sprog man har brug for
LEVs holdning er, at alle mennesker har ret til et sprog og ret til kommunikation med omverden for
at opnå medbestemmelse og selvbestemmelse på eget liv ud fra egne ressourcer. En tidlig indsats i
form af oplæring i anvendelse af alternative og støttende kommunikationsmuligheder er nødvendig
for at kompensere for et nedsat eller mangelfuldt udviklet talesprog.
Det er LEVs erfaring, at der er forskel fra kommune til kommune mht. målrettede indsatser, og på
de faglige og økonomiske ressourcer, der stilles til rådighed for igangsættelse af en tidlig
kommunikativ indsats for børn med komplekse kommunikationsvanskeligheder og deres familie.
ASK 2 projekt 2008/2009. Vibe Lund Jensen og Birgitte Brandt
26
Der findes specialbørnehaver, hvor børn og forældre får gode tilbud i samarbejde med dygtige
fagfolk, men der er også specialbørnehaver, uden tilstrækkelige faglige ressourcer på området. LEV
oplever en tendens til – efter kommunalreformen – at flere børn med særlige behov ønskes
integreret i almindelige daginstitutioner. Det er et initiativ, som LEV bifalder, men samtidig
pointeres det som afgørende, at de faglige kompetencer og ressourcer følger med og indgår i et
tværfagligt samarbejde med vejledning til det pædagogiske personale og forældrene. Det er LEVs
indtryk, at støttende kommunikationsmuligheder prioriteres højt i de tværfaglige teams på
specialskoler; dog er der også her forskellighed mht. den enkelte kommunes bevillingsniveau,
faglige ekspertise, den enkelte skoles prioritering, lærernes faglige kompetencer og interesser for fx
IKT området. Ressourcer og viden hos forældrene er også forskellige.
LEV har desuden erfaring for, at der er mange voksne mennesker med udviklingshæmning og
alvorlige kommunikationsvanskeligheder, som er totalt afhængige af andres tolkning af deres
signaler, lyde, mimik mv. Langt de fleste medarbejdere på de aktuelle bosteder og aktivitetscentre
har ikke de faglige forudsætninger for at skabe et kommunikationsmiljø med rum for
kommunikation og medbestemmelse ud fra brugernes forudsætninger. Der er behov for tid og
interesse fra medarbejderne til at være i dialog med brugeren, ligesom det er nødvendigt med
anerkendelse fra ledere og politikere. Endvidere pointeres nødvendigheden af et tæt samarbejde i
forbindelse med miljøskift, hvor der erfaringsmæssigt mangler koordinering.
Det er LEVs erfaring, at der i samfundsdebatten om tilgængelighed primært fokuseres på den
fysiske tilgængelighed. LEV har forsøgt at få større fokus på tilgængelighed til kommunikation,
men har haft svært ved at vinde genhør. Fx i THU23
. DH har ifølge LEV den holdning, at behov og
interesser for gruppen med de største hjælpebehov skal varetages i LEV regi og bliver ikke taget
med i DHs indsats.
LEV er i en begyndelsesfase vedr. en koordineret indsats omkring kommunikation. Som frivillig
organisation kendetegnes fokusområder af de forskellige kredsformænds og bestyrelsers interesser,
overskud og ressourcer. For LEVs repræsentant har ISAACs høringssvar i forbindelse med den
danske ratificering af FN’s Handicapkonvention været inspiration til arbejdet for at synliggøre
kommunikationsmuligheder mere. Hun har netop – efter vores henvendelse om deltagelse i dette
projekt - i samarbejde med LEVs landsformand udarbejdet et skrift med LEVs holdning på
kommunikationsområdet. Emnet vil snarest blive taget op på Hovedbestyrelses møde, og der er
planer om at nedsætte en arbejdsgruppe vedr. kommunikation.
23 THU = Tilgængeligheds- og Hjælpemiddelpolitisk Udvalg i Danske Handicaporganisationer (DH).
ASK 2 projekt 2008/2009. Vibe Lund Jensen og Birgitte Brandt
27
Tema 2. Sikring af sprog/udtryksmuligheder/kommunikation gennem overgange
Det er LEVs holdning, at det nye miljø omkring brugerne skal tillære sig det ”sprog” og de
alternative kommunikationsmuligheder, brugeren aktuelt har. Erfaringen er dog, at det i langt de
fleste tilfælde ikke sker. Der mangler koordinering af den faglige viden og erfaringer fra børnehave,
skole og voksenliv. Det er desværre alt for tilfældigt for brugeren, om der sker en videreførelse af
ASK. Der er mange medarbejdere i de sociale botilbud, der ikke er interesseret i IKT og ikke
brænder for udvikling af alternativ og støttende kommunikation. Der er brug for at sætte fokus på
miljøskiftene og for at sætte flere ressourcer af.
Tema 3. Nødvendige kompetencer hos pårørende og fagpersoner
LEV mener, at der bør være et tæt og kontinuerligt samarbejde mellem fagpersoner og pårørende
fra starten. Pårørende må inddrages med deres viden og erfaring, når der laves faglig udredning af
barnets/brugerens kommunikative behov og – udviklingsmuligheder. Erfaringen er, at forældre ikke
inddrages eller vejledes i tilstrækkelig grad. Det pædagogiske personale på botilbud for voksne har
ikke de nødvendige faglige kompetencer på ASK området, der er for sparsomt tværfagligt
samarbejde mellem pædagoger og terapeuter vedr. kommunikation, ligesom manglende tid spiller
ind. Det er erfaringen, at ledelsen på et bosted betyder noget for fokus på kommunikation, og for
om den nødvendige etik, værdighed og respekt for beboere forbliver i centrum. Det er nødvendigt at
arbejde oppe fra og ned - skabe holdninger, samt nede fra miljøet og op - få medarbejdere til at
synes at det er et spændende arbejde.
Tema 4. Grundlag for holdninger, viden og praksis indenfor alternativ og supplerende
kommunikation
Ifølge LEVs holdning skal ALLE have ret til lige adgang for et ”sprog”,
kommunikationsmuligheder og selvbestemmelse; herunder ASK. Det vil være en lang
læringsproces for både brugerne og medarbejderne og vil kræve faglig viden og etik af hjælperne.
Mange voksne borgere med de allerstørste hjælpebehov lever i dag uden
kommunikationsmuligheder.
Personalet skal klædes på til at synes, kommunikationsområdet er interessant, ligesom gode bo- og
dagtilbud vil tiltrække dygtige medarbejdere. Det er nødvendigt med bedre uddannelse af
pædagoger – både grund- og efteruddannelse. Medarbejdere burde på landsplan tilbydes
kursusforløb, og det kunne være en idé at vække nysgerrighed på de relevante grunduddannelser via
fagfolk udefra, der med videoeksempler kunne præsentere brugere indenfor målgruppen.
ASK 2 projekt 2008/2009. Vibe Lund Jensen og Birgitte Brandt
28
Tema 5. FN’s Handicapkonvention og ratificeringsprocessen i Danmark
LEV er glad for konventionens fokus på kommunikation, men ser det som sin opgave at være med
til at tydeliggøre teksten bl.a. så gruppen af mennesker med allerstørst hjælpebehov fremstår mere
tydeligt. LEV ser også en stor opgave i forhold til definitionen af tilgængelighed til kommunikation,
så den reelt kommer til at muliggøre selvbestemmelse og deltagelse i samfundslivet.
LEVs repræsentant fremhæver, at brugerinddragelse og brugerindflydelse er meget vigtig at holde
fast i. (beskrevet i lovgivningen i Serviceloven § 16).
LEV peger på følgende:
alle har ret til et sprog
nødvendigt med tidlig indsats
nødvendigt med mere forældreinddragelse
godt med integration i normalmiljøet, hvis den nødvendige støtte følger med
behov for samarbejde og koordinering i forbindelse med miljøskift
store geografiske/kommunale forskellige på kvaliteten af tilbud, indsats og serviceniveau
behov for øgede faglige forudsætninger hos personale på bo- og dagtilbud - bl.a. i form af
grund- og efteruddannelse og kurser
behov for anerkendelse fra ledelses og politisk niveau af indsatsen omkring kommunikation
behov for bredere definition af tilgængelighed, fx tilgængelighed til kommunikation
Uddrag af tematikker fra samtale med VIKOM
(Se Bilag XII)
VIKOM er Videnscenter om Kommunikation og Multiple Funktionsnedsættelser hos Børn og Unge
uden et Talesprog. VIKOM er som en del af VISO24
, en del af vidensfunktionen i Servicestyrelsen,
der hører under det danske Velfærdsministerium. VIKOM har til formål at støtte op om den
professionelle indsats på området. VIKOM indsamler, udvikler, bearbejder og formidler viden om,
hvordan børn og unge med multiple funktionsnedsættelser bedst kan støttes i deres udvikling af
kontakt, tilknytning, samspil, kommunikation og sprog. Kommunikation er det helt centrale i alt,
hvad VIKOM laver – lige fra de helt basale kommunikationsformer til udvikling af mere
avancerede sproglige hjælpemiddelsbaserede udtryk. VIKOM lægger altid vægt på at formidle en
24 VISO = Den nationale videns- og specialrådgivningsorganisation, som tilbyder gratis landssækkende specialrådgivning til borgere,
kommuner, institutioner og tilbud på social- og specialundervisningsområdet, når den rette ekspertise ikke findes i kommunen.
ASK 2 projekt 2008/2009. Vibe Lund Jensen og Birgitte Brandt
29
relationistisk forståelse af kommunikation og understrege kommunikationens betydning for
dannelse og udvikling for det enkelte menneske.
Tema 1. Retten til sprog og retten til oplæring i det sprog man har brug for
Kommunikation er en fundamental betingelse for eksistens, udvikling og dannelse for alle
mennesker. Gennem samspil og kommunikation med andre mennesker udvikler man oplevelse
af at være en person, der kan handle i verden, påvirke omgivelser og dele perspektiver med
andre.
Essentielt: Muligheder for aktiv deltagelse i samfundet på lige vilkår med andre er essentiel.
Dvs. at man er deltager i det sociale liv i familien, i børnehaven, skolen, fritidshjem,
ungdomsklub, botilbud, arbejde, fritidsaktiviteter. Har mulighed for at danne venskaber og være
aktiv deltager med jævnaldrende. At en følelse tillægges betydning og bliver delt med andre. At
ens udtryk bliver set og tillagt betydning, og at man får mulighed for at udvikle sine sproglige
og kognitive kompetencer, sine sanser og sin motorik. At kunne tage del i samfundets kulturelle
tilbud.
Kommunikation for fokusgruppen er stadig generelt et overvejende ildsjæls-drevet område, det
er ikke nogen selvfølge, at mennesker uden talesprog tilbydes de optimale muligheder for at
udvikle deres kommunikation.
Mennesker der ikke udvikler talesprog er i en særlig situation, som vi skal tænke ind i de tilbud
vi giver. Tilbuddene skal rumme muligheden for, at mennesker uden talesprog på deres egne
betingelser kan komme til udtryk og bidrage til den fælles mening i situationen.
Mennesker uden talesprog skal have bedre adgang til sprogmodeller, som er vigtige for at
opbygge et sprog. Der må opbygges gode sprogmiljøer med kommunikationspartnere, der
bestræber sig på at blive gode sprogmodeller, for både selve sproget og for teknikkerne og
strategierne som mennesker i fokusgruppen skal lære at bruge.
Meget vigtigt med en tidlig indsats.
Behov for mere viden i netværk omkring brugerne, om hvordan man kan støtte kommunikation
og udvikling af sprog på forskellige niveauer. Usikkerhed omkring et menneskes
kommunikative, kognitive, sociale og emotionelle kompetencer og potentialer kan være en
barriere for at give mennesket kommunikations- og udviklingsmuligheder.
ASK 2 projekt 2008/2009. Vibe Lund Jensen og Birgitte Brandt
30
VIKOMs bedste strategi for øget opkvalificering er målrettede aktiviteter i landsdækkende
netværk25
og fokus på at udvikle gode praksismiljøer, som andre kan inspireres og lære af.
Der må etableres konkrete tilbud, hvor ny viden afprøves, udvikles og udbredes (bottom up).
Udbydning af temadage for fagpersoner i kommunerne, som efter strukturreformen skal tage sig
af indsatsen ift. mennesker uden talesprog.
Vigtigt også at påvirke gennem top down strategi, fx i forbindelse med en rettighedstænkning
eller arbejde med standarder og kvalitetsikringsmodeller. Regionerne er p.t. ved at udvikle en
regional kvalitetsmodel for bosteder, hvor der skal udvikles standarder indenfor 3 områder:
kommunikation, handleplaner, brugerinddragelse. Det er dog VIKOMs opfattelse, at tiltag
som i højere grad kommer oppefra stadig fordrer, at der lever en bevidsthed om
kommunikationens betydning hos dem, der i praksis skal udøve konventioner, kvalitetsmodeller
mv.
Tema 2. Sikring af sprog/udtryksmuligheder/kommunikation gennem overgange
Der er to slags miljøskift: Dem man har i dagligdagen (fx ml. skole/dagtilbud, klub, aflastning,
hjemmet) og så de aldersbetingede overgange (fx flytte hjemmefra til botilbud).
Rettighederne til kommunikation varetages ikke altid godt i overgangen. Der kan være store
udfordringer i forbindelse med overgange/miljøskift, til dels fordi, det er et vilkår, at
kommunikation er relationistisk – og at kommunikationsmulighederne aldrig bliver helt de
samme et nyt sted.
Redskaber som fx Social Networks, kommunikationspas, præsentations-CD’er med videoklip
samt Netværksmodel til vidensdeling26
, er brugbare værktøjer til overgange.
VIKOM deltager i et regionalt samarbejde omkring udvikling af en ”Social Kvalitetsmodel” på
bostedsområdet, hvor oplysninger om kommunikationsmåder fra tidligere tilbud skal indhentes
som en del af udredningen af kommunikative ressourcer. Endnu ikke færdigformuleret.
Vigtigste forudsætning ved miljøskift er, at dem der ”afleverer” et menneske til et nyt sted og
dem der ”modtager” har en bevidsthed og viden om, hvor vigtig og grundlæggende
kommunikation er, har forståelse for relationens betydning og for vigtigheden af kontinuitet i
det omfang, det er hensigtsmæssigt eller muligt. Begge parter bærer et stort ansvar for at
overlevere/indhente oplysninger. Vigtigt, at der er udpeget ressourcepersoner i forhold til
25 VIKOM har et landsdækkende kursusledernetværk, som er etableret i samarbejde med kommunale og regionale institutionsledere
og udgøres af socialpædagoger, lærere, ergo- og fysioterapeuter, tale-hørepædagoger og neuropsykologer, som alle beskæftiger sig
med VIKOMs fokusgruppe. 26 På Ladegårdskolen i Holbæk er afprøvet og udviklet en netværksmodel til elever med multiple funktionsnedsættelser, som
strukturerer, samler og benytter hele netværkets indsats omkring et barn. Se artikel: Christensen, M: ”Netværksmodellen giver
tryghed”. www.vikom.dk, i elektronisk nyhedsbrev.nr 22, december 2008.
ASK 2 projekt 2008/2009. Vibe Lund Jensen og Birgitte Brandt
31
kommunikation. Det er vigtigt, at der ledelsesmæssigt er opbakning om en sådan praksis med
vidensdeling.
Tema 3: Nødvendige kompetencer hos pårørende og fagpersoner - det tætte netværk omkring
brugeren
Man skal ikke stille krav til kompetencer hos pårørende, men den faglige indsats kan klæde
forældre og pårørende bedst muligt på i forhold til samspil og udvikling af kommunikation.
Som fagperson må man være i stand til at inddrage pårørendes viden i forståelsen af mennesket
med funktionsnedsættelser.
Der må stilles krav om, at personale er i stand til/må lære at støtte og udvikle kommunikationen
sammen med de konkrete mennesker, de er ansat til at være sammen med. Nødvendigt med
viden om, hvordan man i situationen kan kompensere for funktionsnedsættelser.
Visse grupper af fagfolk må også have spidskompetence omkring forskellige ASK-redskaber og
teknologiske muligheder for kommunikation, og kunne vejlede familier og fagpersoner omkring
disse ting.
Institutionslederne må være ansvarlige for at have velkvalificeret personale på dette område. De
overordnede krav er allerede stillet i områdets lovgivninger og vejledninger.
VIKOM prioriterer at oplyse ansatte i kommuner og regioner om muligheder og best practice
via hjemmeside, nyhedsbrev, VIKOMs kurser og gennem VIKOMs kursusledernetværk.
Tema 4: Grundlag for holdninger, viden og praksis indenfor alternativ og supplerende
kommunikation
Der er ikke nogle kompetencegivende uddannelser i Danmark, hvor ASK og mennesker uden
talesprog har en betydelig plads, men en del kursusudbud.
ASK bør komme mere ind på de relevante uddannelser, som skal tydeliggøre og undervise i,
hvor vigtig kommunikation er for alle mennesker – som alle fødes med forudsætninger for at
kommunikere med deres omgivelser fra livets start. Undervisningen bør ske på et relationistisk
grundlag. Vigtigt at de studerende får mulighed for at se ansigtet på de mennesker, det drejer sig
om gennem mulighed for praktik hos nogle dygtige praktikere.
Der mangler et forskningsmiljø omkring ASK i Danmark – og her adskiller Danmark sig fra
lande som fx Norge og Sverige. Mere forskning ville også skabe mere interesse på
uddannelsesinstitutionerne blandt de studerende.
ASK 2 projekt 2008/2009. Vibe Lund Jensen og Birgitte Brandt
32
Der er både muligheder og udfordringer med den øgede fokus på evidens. Uden evidens kan vi
stille os i hver vores hjørne og diskutere holdninger. Med evidens kan vi dokumentere, at noget
er bedre end andet. Samtidig giver nogle af de mere snævre definitioner af evidens hentet fra
medicinens verden problemer i forhold til at rumme fx ASK-områdets kompleksitet. Det er
vigtigt, at beslutninger baseres på, hvad man ved forsknings- og erfaringsmæssigt samtidig med,
at de tænkes ind i den konkrete kontekst og i forhold til de mennesker, man står over for i den
konkrete situation. Det er vigtigt at diskutere holdningsmæssigt, hvad det er for nogle effekter,
vi vælger at måle på. Der ligger en stor udfordring i hele tiden at forholde os åbne, kritiske og
nuancerede.
Tema 5: FN’s Handicapkonvention og ratificeringsprocessen i Danmark
VIKOM arbejder med et relationistisk, miljøbetinget handicapbegreb, hvor handicappet opstår i
relationen.
At kompensere vil sige, at den mest kompetente i samspillet gør det, der skal til for at
samhandlingen lykkes; ”låner” den anden det, der skal til for at vedkommende føler sig
kompetent. Kompensation kan handle om at give lige adgang og lige muligheder; eller tilstræbe
det i så høj grad som muligt. Kompensation kan både være for funktionsnedsættelser (fx i form
af forskellige hjælpemidler), men kan også være for andre forhold og kan fx handle om
kompetencer hos kommunikationspartneren.
Rettigheder skal sikres gennem nødvendige indsatser på mange fronter, herunder formidling af
viden om gruppen og dens særlige behov.
Det samme gælder udbredelse af viden om og fortolkning af FN’s Handicapkonvention så den
kan efterleves. Fx via kampagner, temadage, projekter. Måske man kan udarbejde en
værktøjskasse med case eksempler, hvor man har arbejdet med implementering af
konventionens hensigter på kommunikationsområdet – og give eksempler på redskaber, som
kan bruges til dette arbejde.
4. Analyse: Hvem sikrer rettigheden til kommunikation og med hvilket
perspektiv?
Til dette afsnit har vi inddraget synspunkter fra vore interviews samt viden fra web-tilgængeligt
materiale fra kommuner og videnshavere og sat i dialog med det teoretiske grundlag.
ASK 2 projekt 2008/2009. Vibe Lund Jensen og Birgitte Brandt
33
Brugerne efterlyser kommunikationsmuligheder
3 unge mennesker har givet os et værdifuldt og ærligt indblik i et ungdomsliv anno 2009, hvor
udfordringerne i kølvandet på at have multiple funktionsnedsættelser og komplekse
kommunikationsbehov sætter en væsentlig dagsorden. De beretter alle om behov for massive
forbedringer i forhold til mange aspekter omkring deres muligheder for kommunikation. Det gælder
først og fremmest i deres respektive nærmiljøer, og som Thomas udtrykker det også i de
overordnede sammenhænge i Danmark, hvor han mener, at indsatsen for at hjælpe mennesker, der
ikke kan tale, er dårlig (1/5). I vores videreformidling af deres synspunkter og i dialogen med nære
fagpersoner og ledelsesrepræsentanter er billedet blevet nuanceret i forhold til, hvilke vilkår,
holdninger og intentioner, der er i spil på de aktuelle bo- og dagtilbud. Der er her stor forståelse og
anerkendelse af de unges synspunkter, kritik og påpegning af behov for bedre
kommunikationsmuligheder, samtidig med at fagpersonerne reflekterer over de faglige og
ressourcemæssige udfordringer og begrænsninger, de har i deres arbejdsliv.
Virkeligheden er kompleks, tilgangen til handicap er central
Vi har mødt nære fagpersoner fulde af forståelse og med gode intentioner om at gøre deres arbejde
med de unge godt. Når det gælder varetagelsen af de unges rettigheder til kommunikation er vi dog
også stødt på usikkerhed og til dels resignation i relation til løsning af de kommunikative behov.
Kommunikation i den forstand, hvor omgivelserne har indset betydningen af, at mennesker med
funktionsnedsættelser kan udtrykke sig selvstændigt ekspressivt og ikke bare vise, at de forstår hvad
personalet siger, indgår ikke som en selvfølgelig og basal del af det fundament, bo- og dagtilbud
bygger på. Denne forståelse af kommunikation er svær at få øje på i de aktuelle
holdningsrefleksioner, personalet lægger til grund for deres prioritering af, hvad der er vigtigt at
bruge tid på sammen med brugerne. Derfor falder det heller ikke naturligt, at få spurgt brugerne
selv, hvad deres prioritering er, og hvilke kommunikationsmuligheder, de kunne ønske sig at have
eller udvikle. Dagligdagens rutiner med almindeligt samvær, plejemæssige opgaver og en hverdag
der tidsmæssigt skal hænge sammen bliver det personalet primært forholder sig til.
I overvejelserne over hvilket menneskesyn og hvilke specialpædagogiske perspektiver vi møder,
ledes vores tanker hen på Nilholms omtale af kompensatorisk perspektiv og kropsfunktionel
tilgang, hvor det er de traditionelt iøjnefaldende funktionsnedsættelser, man som fagperson forsøger
at kompensere for. Det kan være hjælpen til at spise sin aftensmad, komme på toilet, få et bad eller
gå en tur, når man ikke selv kan bevæge sig selvstændigt rundt. Kompensation er vigtig, som
hjælpeforanstaltning til at minimere konsekvenserne af en funktionsnedsættelse, men hvis det er
udtryk for en opfattelse, hvor handicappet alene placeres hos individet, er det et problem. På
ASK 2 projekt 2008/2009. Vibe Lund Jensen og Birgitte Brandt
34
botilbuddene oplever vi, at kommunikationshandicappet forbliver placeret hos individet, hvor det i
nogle af brugernes påpegede problematikker er svært at få øje på den medmenneskelige solidaritet,
der kunne ligge i at tage et fælles ansvar for, at kommunikationen kom til at fungere mellem du og
jeg - mellem Camilla, Anders og Thomas og de mennesker, de har brug for at dele tanker,
synspunkter og mening med her og nu og over tid. Det er svært at få øje på det fælles i relationen og
på en balance, der tager hensyn til både det hverdagslige og det faglige blik, sådan som vi med Per
Lorentzens ord efterlyser.
At der er tale om at kompensere de unge mennesker for deres funktionsnedsættelser, er i flere
tilfælde endda en tilsnigelse; fx når der ikke er afholdt handleplansmøde, hvor Thomas vil kunne
fortælle, hvilke prioriteringer han har i sit liv, og når der ikke er fundet løsninger på, hvordan
talecomputeren kan monteres og betjenes i hans nye el-kørestol, og når den pædagog er rejst, som
havde forstand på talecomputeren, hvor ingen andre har overtaget ansvaret. Er vi i virkeligheden
tilbage i den fortid, hvor Birgit Kirkebæk beskriver det mekaniske menneskesyn, som blev de
svageste til del i hele deres anderledeshed - og med fokus på det materielle, pleje og omsorg? Når
det er svært at få øje på selve mennesket, bliver det svært at tage afsæt i, hvad han tænker og føler.
Er nogle af de unge mennesker med multiple funktionsnedsættelser og komplekse
kommunikationsbehov nutidens asylister, der ikke møder større faglig optimisme end beboerne på
Karens Minde27
? Det er ikke mindst hos Thomas slående, at han rent faktisk har et sprog, som kan
give ham en vis mulighed for at udtrykke sig frit – han kan stave/udtrykke sig via en stavetavle med
øjenudpegning og partnerstøtte, men i praksis er det kun nogle ganske få ud over hans mor, der kan
give ham mulighed for at udtrykke sig nuanceret på denne måde. Resten af tiden er Thomas
overladt til ja/nej spørgsmål, der forhindrer mere dybtgående og meningsfuld dialog.
På hjemmesiden for den private driftsholder, som driver Camilla og Anders botilbud for Kommune
2 beskrives botilbuddet med nøgleordene pleje, omsorg, stimulering, aktiviteter og træning, et godt
og trygt liv og et leve-bomiljø med mulighed for deltagelse i hjemlige sysler. Ordvalget gør det
svært at få øje på intentioner hos driftsholder om at sætte mennesket og ikke handicappet i centrum.
Vi kunne savne nøgleord som fx deltagelse i samfundslivet, interesser, ungdomskultur, venskaber,
selvstændighed, kommunikation og information. Man kunne sætte det på spidsen og spørge, om de
unge mennesker er reduceret til stereotyper med identitet som fysisk handicappede.
Måske er denne tilgang til de unge, som her afslører sig, en af forklaringerne på, at Camilla, Anders
og Thomas fx ikke har adgang til det, alle andre unge mennesker har; selvstændig elektronisk
kommunikation (computer, internet, e-mail, sms, digitale billeder mv.). De drømmer om at få det,
det kunne øge deres mulighed for selvstændighed i kommunikationen, og der findes løsninger, som
27 Åndsvageasylet Karens Minde,eksisterede fra 1880-1987. Kirkebæk 2007
ASK 2 projekt 2008/2009. Vibe Lund Jensen og Birgitte Brandt
35
de er i stand til at benytte. Anders kender selv til en af mulighederne, Herbor, men leder og
personale, vi har talt med, gør ikke. Thomas vil gerne have en Facebook-profil. Er forklaringen på,
hvorfor disse ønsker ikke afdækkes hos brugerne og prioriteres på botilbuddene på lige fod med
fysiske behov, at vi visiterer og organiserer vores tilbud ud fra den fysiske funktionsnedsættelse og
ikke ud fra de unges ret til deltagelse? Dette kunne være et eksempel på konsekvenserne af det
kompensatoriske perspektivs gruppering af mennesker i forhold til funktionsnedsættelse, som det
kritiske perspektiv har gjort oprør imod.
Personale er kun til låns
Både Camilla, Anders og Thomas - som alle er tilfældigt udvalgte unge - har oplevet skift af
kontaktpædagog på botilbuddet indenfor det seneste ½ år - Thomas desuden også på dagtilbuddet.
Da Camillas nyeste kontaktperson blev ansat, var introduktionen til Camillas kommunikation og
problematikker af en karakter, så kontaktpersonen ikke har følt sig klædt på til opgaven. Hun har
måttet opsøge den vigtige viden selv. Måske er det et vilkår med hyppige skift i
personalegrupperne, men det sætter en tydelig streg under nødvendigheden af en vis form for
systematik - nogle rammer for, hvordan viden overleveres og kommunikation prioriteres i de
personlige overgange. Hertil kommer nogle af de unges erfaringer fra miljøskift gennem livet, hvor
det er gået mere eller mindre godt med at få kommunikationsmåderne integreret i de nye miljøer.
Flere har oplevet, at de i disse overgange har mistet kommunikationsmuligheder. For de unge har
forældre/nære pårørende været et omdrejningspunkt og en livline gennem opvæksten - med deres
viden om lige netop deres barns helt særlige naturlige kommunikationsformer. Det er også som
oftest dem, der har båret de alternative og supplerende tiltag videre; haft styr på bliss- og stavetavler
og talecomputere. Det er et naturligt valg som forældre/pårørende at gøre alt, hvad der står i deres
magt for at støtte bedst muligt op om deres barn; også når barnet efterhånden bliver voksent. Selv
om praksismiljøet forsikrer forældrene om, at de ikke skal være tovholdere i deres søns/datters
kommunikation, så kan det ikke være anderledes, hvis ikke fagpersonerne tager ansvaret på sig. Et
dilemma til overvejelse i praksis. Som LEV også har fortalt os, er forældre naturligt centrale i deres
børns liv, og det er vigtigt at inddrage dem i større omfang end i dag.
Efterlysning af viden og tid – uafstemte forventninger
Fra personaleniveau efterlyses tid, adgang til viden og efteruddannelse, og vejledning indenfor
kommunikation og ASK; det er svært at fastholde og koordinere kommunikationsmåderne i forhold
til brugernes miljøer og netværk. Leder 2 mener dog, at der indenfor de eksisterende rammer godt
kan findes tid til den særlige indsats, det kræver at benytte, udarbejde og koordinere ASK. Så her er
uafstemte syn på tidsmæssige muligheder for at gøre det. Personale efterlyser tydeligere
ASK 2 projekt 2008/2009. Vibe Lund Jensen og Birgitte Brandt
36
forventninger fra ledelse og kommune til at fokusere på kommunikation. Med andre ord forventning
om en vis grad af top-down indsats.
På Anders og Camillas botilbud er forventningerne mellem botilbud og kommune uafklarede.
Selvom lederen er bevidst om botilbuddets eget ansvar for personalets faglighed, efterlyser både
personalet og lederen en opsøgende kommune, der kan rådgive specifikt omkring kommunikation.
Kommunen forventer i udtalt grad, at viden og ansvar for kommunikationstiltag ligger hos
fagpersonale på botilbuddet. At forventningerne ikke er afstemte viser sig i Camillas tilfælde, hvor
kommunen valgte ikke at handle på henvendelsen om den defekte talecomputer, og personalet slog
sig til tåls med dette svar. I interviewet med den pågældende kommune blev teamlederen
præsenteret for eksemplet og svarede: ”Det ville jeg som fagperson ikke finde mig i”. Her kan vi se,
at selv om et medansvar erkendes for at involvere sig i en løsning, kan manglende viden om, hvem
der bestemmer, og hvad der kan gøres, skabe en barriere for handling.
Ansvaret for borgerens tilbud ligger hos botilbuddet, på samme vis som læreren i specialskolen har
metodefrihed til at forvalte sit ansvar for elevernes læring. Men kommunerne svigter fagpersonerne
ved ikke at have opmærksomhed på eller krav om, at de er rustet med viden til at forvalte deres
vigtige ansvar for at brugerne uden talesprog får opfyldt deres kommunikationsrettigheder. I
kontrast til dette findes både videnskrav og vejledninger at henholde sig til, når børn der kan tale
skal lære at læse, skrive og udtrykke sig.
Kommunerne – skabes der sammenhæng mellem ideologi og praksis?
Kommunerne skal have anerkendelse for deres store indsats for at udarbejde handicappolitikker, der
lægger sig op ad den nye FN konvention. Men hvordan når intentionerne ud til dem, de omhandler?
Fx har lederen på et dagtilbud deltaget i udarbejdelsen af kommunens handicappolitik, men har ikke
igangsat drøftelser på dagtilbuddet i den anledning. Dette fortæller noget om, hvor svært det er at
forbinde ideologi med praksis, selv gennem en enkeltperson som har et ben begge steder samtidig,
og der er da heller ikke fra de to kommuners side afklaring på, hvordan kommunen kan hjælpe
implementering af handicappolitikkens indhold i gang ude på tilbuddene.
Kommune 2 forventer, at brugernes netværk på bo- og dagtilbud kontakter sagsbehandlere/
tilsynsførende, hvis der er særlige indsatsområder og behov omkring den enkelte bruger eller
botilbuddet som helhed, som man behøver bistand til. Enten via de individuelle handleplansmøder,
via udviklingskontrakter, resultatkontrakter eller fx de månedlige møder mellem kommunen og
botilbuddet. Fagligheden skal komme nedefra, mener kommunen, så her er et eksempel på en
bottom up strategi. Spørgsmålet bliver så, hvordan fagligheden skal finde vejen, når der mangler
viden, tid og kompetencer om kommunikation og ASK. Hvordan kan personalet og brugerne
ASK 2 projekt 2008/2009. Vibe Lund Jensen og Birgitte Brandt
37
opdage og gøre opmærksom på behov og efterspørge vejledning og viden, hvis ikke de ved, hvad de
skal efterspørge? Hvordan kan tilbuddet tilrettelægges ”med fuld respekt for borgerens egne evner
og muligheder”, som er en intention i Kommune 2’s handicappolitik?
Her står vi overfor et dilemma mere. Som Nilholm beskriver et dilemmaperspektiv findes der ikke
enkle løsninger. Det væsentlige bliver at se på den aktuelle pædagogiske virkelighed og finde ud af,
hvordan de forskellige aktører ser, opfatter og håndterer de aktuelle problemer. I Thomas’ netværk
kunne man måske mødes til fælles drøftelse af, hvad Thomas har fortalt, se på mulige
løsningsmuligheder og afklare, hvem der handler på de enkelte behov. - Ikke så der fra starten er
defineret et givet facit, men så alle bliver inddraget i det fælles ansvar og kan bidrage med
refleksioner til, hvordan Thomas’ kommunikationsrettigheder sikres på en måde, som Thomas
ønsker det. Her kunne en netværksmodel, som den VIKOM fortæller om28
være en metode, der
kunne være med til at strukturere og opbygge et effektivt samarbejde.
Der er altså rammer til at fylde kommunikationen i som indsatsområde, men når Kommune 2
definerer kommunikation (selv om den anerkendes som væsentlig) som en aktivitet på lige fod med
andre aktiviteter, man kan vælge at fokusere på, ja så opstår et nyt dilemma: Kan der på den måde
være frit valg på alle hylder, hvor alle indsatsområder kan være lige gode? I et markedsøkonomisk
system, som denne kommune beskriver sig selv - med vægt på udbud og efterspørgsel, siger man
”Ja”, men her ser vi så også et grundlæggende anderledes værdisæt end det, den relationistiske
tilgang indeholder. Her kan et kritisk perspektiv passende dukke op med en løftet pegefinger og
appellere til mere bevidste etiske overvejelser. For alt er vel ikke lige godt? I hvert fald ser vi
kommunikation som et grundlæggende fundament, som må sikres, før de dagligdags aktiviteter
prioriteres. Som Per Lorentzen siger: "Slik jeg ser dette er det derfor viktigere å se på
kommunikasjon som noe langt mer og noe annet enn en ferdighet i et mylder av andre ferdigheter.
Kommunikasjon er en fundamental menneskelig eksistensbetingelse."29
For Kommune 2 kunne man fristes til at konkludere, at vi møder et dilemmaperspektiv med
intentionen om, at fagfolk er aktørerne, der skal identificere problemer og bidrage med forskellige
perspektiver. Når vi samtidig møder en markedsøkonomi som det allerede vedtagne grundlag for at
bedømme vigtigheden af kommunikation, og vi møder fagfolk der (ifølge brugerne og dem selv)
ikke er rustet til at være aktører på kommunikationsområdet, så brister illusionen dog.
Kommunerne har handicappolitikker, der lægger sig eksemplarisk op ad FN’s nye
Handicapkonvention, men vi savner, at kommunerne igangsætter en debat ude blandt de
fagpersoner, de giver ansvaret for nogle af samfundets svagest stillede borgere. Som tingenes
28 Se note 26 29 PL citeres i Lund Jensen og Brandt, ”Forudsætninger for vellykket implementering af ASK-løsninger,” 2007. Jvf. litteraturliste.
ASK 2 projekt 2008/2009. Vibe Lund Jensen og Birgitte Brandt
38
tilstand er nu, gøres kommunikation ikke til et tema, og kommer derfor ikke i spil som et
grundlæggende vilkår for det liv, personalet skal støtte de unge i at leve, med retten til ytringsfrihed
og medindflydelse ud fra egne forudsætninger. Der har heller ikke i de Kommunale Handicapråd,
som er ressourcepersoner i kommunerne, været sat fokus på temaet30
. Undervejs er vi stødt på svar,
der har rystet os. Flere fagpersoner har direkte adspurgt givet udtryk for, at de unges rettigheder til
kommunikation ikke er tilfredsstillende opfyldt. Man kan så spørge, hvorfor de ikke har handlet på
den viden? Vi tror først denne erkendelse dukker op i forbindelse med det fokus, vi fx med vores
ærinde har været med til at sætte på kommunikation. Praksis ændres ikke ved, at man som
fagperson får besked på at handle på bestemte måder ud fra overordnede retningslinier, hvis ikke
man selv kan se meningen med det. Som den franske forfatter Antoine de Saint-Exupéry siger:
”Hvis du vil bygge et skib, skal du ikke kalde folk sammen for at tilvejebringe tømmer eller tilvirke
redskaber. Du skal ikke uddelegere opgaver til dem eller fordele arbejdet, men du skal vække deres
længsel efter det store åbne hav.”
Forhåbentlig kan erkendelsen af rettigheden til kommunikation for ASK-brugere være med til at
motivere og vække en længsel efter at være med til at løfte en fælles opgave og skabe nye
muligheder.
Her kommer vi ind på rettigheder i FN’s handicap konvention. Ret til ytrings- og meningsfrihed er
central og sætter uundgåeligt kommunikation i centrum på et overordnet niveau, hvor
forventningerne til systemets varetagelse af opgaven kommer ovenfra. Med sine mange beskrivende
artikler omhandlende alle vinkler omkring mennesker med funktionsnedsættelser er konventionen
en form for ideologi - en overordnet etik, som lægger rammer for praksis. Udfordringen bliver at
tolke teksten og sammenflette bestræbelserne mellem det øverste og det nederste led i systemet, for
at kunne føre ideologien ud i praksis. Som vi ser det, er der endnu ikke fyldt nok substans ind i
rammerne, der kan skabe længselen mod havet, så praksisniveauet kan opfylde forpligtelsen. Dertil
mangler der endnu faglig viden, erkendelse og handlekraft. Debat på alle niveauer er en af måderne
at bane vejen for holdninger og handling, hvis Danmark skal leve op til den nye FN-konventions
intentioner - og almindelig medmenneskelig etik.
Debatten blandt fagpersonerne skal bl.a. handle om, hvorvidt beboerne skal kompenseres for deres
uformåenhed, eller miljøet skal forandres for at tilpasse sig brugerne. I et dilemmaperspektiv, som
med sine styrker og svagheder må være tilgangen, må løsninger relateres til spørgsmål om
deltagelse og dermed demokrati.
30 I CLH’s Statusberetning 2008 er det opgjort, hvilke emner 42 ud af 98 lokale handicapråd har beskæftiget sig med.i 2007.
ASK 2 projekt 2008/2009. Vibe Lund Jensen og Birgitte Brandt
39
Det økonomiske aspekt
Et dilemma af den mere hårde slags dukker indimellem op, når talen kommer på økonomi. Leder 2
nævner det som en mulig faktor, og den hyppige tilbagevenden til manglende tid handler vel også -
udover prioritering af opgaverne - om normeringer og økonomi. Endelig nævner politikeren, at
Serviceloven i princippet skulle kompensere for handicap, men at en reel kompensation altid
handler om viden og - ikke mindst - økonomi. "Derfor ser vi mange eksempler på mangelfuld
overholdelse af Servicelovens regler", siger hun. Ud fra et ligerets synspunkt må det vel så være
opgaven at prioritere økonomi lige og demokratisk ud fra de opgaver, der nu engang er. Igen vil det
kræve øget synlighed for vores fokusgruppe i de politiske sammenhænge, hvor beslutninger om
indsatsområder og økonomiske ressourcer tages. En synlighed der også må omkring embedsfolkene
i Velfærdsministeriet, der fortæller os at de er generalister og har brug for god information til
belysning af særlige opmærksomhedspunkter.31
Afsluttende
Det er komplekst at afgøre, hvem der sikrer rettigheden til kommunikation for vores fokusgruppe.
Grundlaget - FN’s Handicapkonvention – er der enighed om, men når den skal fortolkes og
omsættes til praksis, spiller politisk overbevisning og økonomiske rammer en væsentlig rolle. Der
er uafklarede forventninger mellem kommunerne og tilbuddene.
Vi mener, alle 3 perspektiver vil indgå i de specialpædagogiske tilbud, vi giver vores brugere, men
at dilemmaperspektivet kan hjælpe os bedst på vej til bevidstgørende refleksion som grundlag for at
udvikle kvalificerede tiltag i hver enkelt situation.
5. Kundskabsbaseret praksis
- Kan og bør vi bruge Kundskabsbaseret Praksis (KBP) som grundlag for faglige beslutninger
omkring kommunikation og ASK? Og kan KBP forenes med et dilemmaperspektiv?
Prioritering af bedre kommunikationsmuligheder for mennesker med multiple funktionsnedsættelser
uden talesprog er en etisk forpligtelse, og tiltagene, der gøres for disse mennesker, skal så vidt
muligt være de bedste. Prioriteringen bør være en del af den danske velfærdsdebat!
For at sociale tiltag kan få del i velfærdskronerne, stilles der stadig flere krav om dokumentation
for, hvad der er bedst. Efterspørgslen går på dokumentation baseret på evidenstænkning. Allerede i
2005 påpegede et netværk af danske ministerier, organisationer, fagforeninger, kommuner, amter,
videnscentre m.fl. nødvendigheden af at overføre evidenstænkningen til velfærdsområdet, beskrevet
31 Jvf. Bilag XIII.
ASK 2 projekt 2008/2009. Vibe Lund Jensen og Birgitte Brandt
40
i ugebrevet Mandag Morgen32
. Målet var at lave velfærdsarbejde, der virker, og håbet var, at
politiske beslutninger i højere grad kunne baseres på dokumenteret faktuel viden frem for på
politiske holdninger.
- Vi kan ikke være bekendt overfor modtagerne af sociale tiltag, at de er i tilfældighedernes vold,
og ud fra et samfundsøkonomisk aspekt må velfærdskronerne bruges på tiltag, hvis effekt er
dokumenteret, - skrives der i Ugebrevet. Forhåbningen er også, at evidenstænkningens fund af
anerkendte og godkendte metoder, vil resultere i bedre faglig udvikling. Evidens skal komme
nedefra, men kommer ikke af sig selv, derfor skal man igangsætte evidens over en bred front.
”Kvalitetsstandarder og vejledninger er ikke vejen frem, de vil blot ligge og samle støv i en skuffe”,
siges der i artiklen og ”uden evidens som grundlag, må mange medarbejdere erfare, at det er dem
som personer, der er afgørende og ikke metoden”.
Samme år, 2005, ytrer bl.a. den norske professor i specialpædagogik Tor-Johan Ekelund33
sin
skepsis overfor evidenstænkningen34
. Ekelund er enig i det fælles grundlag - at praksis skal bygge
på kundskab - men advarer imod en evidensbaseret praksis, hvor videnskaben bliver et
sandhedsprojekt, der bruges til at konstruere praksis. Det ligger i begrebet ”evidensbaseret” både at
have kriterier for, hvad der er kundskab og kriterier for, hvorledes denne kundskab skal praktiseres.
Ekelund sætter på spidsen, at en af farerne ved kravet om evidensbasering er, hvis dens grundlag er
et samfundsmæssigt behov for kontrol af praksis og et fagpolitisk behov for legitimation af praksis
(s. 38), hvor evidensbasering er den eneste accepterede varedeklaration. Ekelund advarer imod den
manualisering, som forskningsresultaterne kan ende med at blive, som bygger på princippet om, at
der findes specifikke teknikker til specifikke problemer, og at lidelser, der har samme diagnose, kan
kureres på samme måde.
Samtidig gør han opmærksom på forholdet mellem en metodes effekt, og hvem der udfører
metoden. Som eksempel nævner han, at det, som er bedst empirisk dokumenteret i psykoterapi er, at
relationsforholdet mellem psykoterapeut og klient hæfter for en langt større varians end selve
teknikken. ”Det er med andre ord et stærkt evidensbaseret udsagn at hævde, at den gode relation
og terapeutens evne til at skabe denne er afgørende for udbyttet” (s 42). Dette er interessant som
kommentar til Ugebrevet, der fremstiller evidenstænkningen som svaret på at finde frem til
metoderne, der virker generelt. Som kommentar til Ugebrevet - om mennesker eller metoder skal
være afgørende – må vi konkludere: Med eller uden evidens vil vi aldrig komme udenom, at
personer er afgørende for, om kommunikationen lykkes eller mislykkes i relationen.
32 Ugebrevet Mandag Morgen, 2/2005, s. 31. 33 Ekelund, i Social Kritik2005. 34 Hans skepsis går på evidensbaseret praksis i den kliniske psykologi, hvor relation og kontekst er væsentlige medspillere i tiltag og
resultater, samtidig med at hans refleksion og argumentation sker på et overordnet plan. Derfor mener vi, man kan overføre hans
perspektiver til diskussionen af evidensbasering indenfor ASK-området.
ASK 2 projekt 2008/2009. Vibe Lund Jensen og Birgitte Brandt
41
Vi kan ikke være uenige i ønsket om at lave indsatser, der virker, ej heller at der er behov for et
forskningsmiljø indenfor ASK-området, hvilket også påpeges af VIKOM. Et forskningsmiljø, som
kan vejlede os i gode modeller for kommunikationstiltag, udlede god praksis af projekter og cases,
skærpe opmærksomheden og udbrede forståelsen for vigtigheden af ASK, tiltrække dedikerede
undervisere på uddannelsesinstitutionerne og dermed tilbyde bedre grunduddannelse i området.
Men med Ekelund og VIKOM i tankerne må vi lede efter en evidenstænkning, der inddrager
personen, relationen og konteksten. Vi har gennem de empiriske undersøgelser til denne opgave
fået understreget vigtigheden af brugerperspektivet: Det, som har åbnet øjne, flyttet holdninger,
skabt længsel efter viden og medført initiativer hos fagpersoner, har ubetinget været at inddrage
brugerperspektivet – at spørge brugerne om deres synspunkter og ønsker og løfte ”deres ord” videre
til øvrige led i systemet. Og ikke mindst har det givet brugerne konkret mulighed for indflydelse på
eget liv og givet dem en måde at få løftet refleksioner over deres liv ud over en stillingtagen i
hverdagssituationer. Vi har i dette projekt talt med 3 brugere med et veludviklet impressivt sprog,
som har repræsenteret vores fokusgruppe med deres synspunkter og refleksioner. Men mange andre
indenfor gruppen ville ikke være i stand til spørgsmål og refleksion på samme niveau. Derfor vil det
ofte være nødvendigt også at inddrage nærpersonerne i formuleringen af brugerens perspektiv.
Ser vi til Norge er sundhedsvæsenet langt med evidensbaseringen, i form af ”Kundskabsbaseret
Praksis”. KBP er at tage faglige afgørelser baseret på en syntese af systematisk indhentet viden fra 3
sider; forskningsbaseret kundskab (viden), erfaringsbaseret kundskab og brugerensønsker og behov,
som alle må ses i lyset af den givne kontekst35
.
Den erfaringsbaserede kundskab udvikles via
refleksive processer lært ud fra erfaring. Erfaringen
ses som vigtig for at udvikle færdigheder,
vurderingsevne, kommunikation og empati.
Den forskningsbaserede kundskab fremskaffes
gennem empirisk, praktisk rettet forskning
kendetegnet ved systematisk, pålidelig, transparent
fremgangsmåde. Spørgsmålet bestemmer metoden.
Brugerkundskaben er brugerens erfaring, kundskab,
værdier og præferencer.
Konteksten kan fx være kultur, forståelsesramme, ressourcer, etik eller politik, altså hele miljøet
bag, dér hvor KBP foregår.
35 Fra ”Kunnskapsbasert praksis” Et norsk netkursus, som er udviklet i samarbejde mellem Høgskolen i Bergen, Senter for
kunnskapsbasert praksis og Nasjonalt kunnskapssenter for helsetjenesten. Link: www.kunnskapsbasertpraksis.no
ASK 2 projekt 2008/2009. Vibe Lund Jensen og Birgitte Brandt
42
I vores empiri har mange betonet vigtigheden af det, der i KBP-term kaldes den erfaringsbaserede
kundskab. Fagligheden og færdighederne kommer nedefra via erfaringen, siger både VIKOM og
Kommune 1 og 2. Samtidig erfarede vi gennem Botilbud 1´s leder, at dér hvor
erfaringsindsamlingen skal foregå, har ”hverdagen en tendens til at lægge en dyne over
pædagogernes mere strukturerede og planlagte arbejde omkring beboerne, og der opstår en rutine
for samværet og de plejemæssige opgaver…” – som måske giver mindre anledning til refleksion.
Teamleder fra Kommune 2 påpeger også, at mange fagpersoner omkring brugerne har svært ved at
beskrive og begrunde deres praksis, hvilket burde udvikles som en vigtig del af deres
kompetenceudvikling, siger han. Det må betegnes som et indsatsområde at få beskrevet og
reflekteret gode praksiserfaringer og finde måder at udbrede og udveksle dem på, så de når ud i
hjørnerne af praksisfeltet.
Brugerkundskaben er vigtig og værdifuld, men vi er langt fra målet, mht. at give mennesker med
multiple funktionsnedsættelser en stemme. Så her er endnu et indsatsområde: At udvikle og udbrede
viden om hvordan ASK-brugerne ud fra netop deres forudsætninger og kontekst kan inddrages og
spørges om deres refleksioner over eget liv, deres meninger, ønsker og mål. Talking Mats36
, som vi
selv har brugt i projektet, er et eksempel på en metode, der er udviklet kundskabsbaseret i
samarbejde med voksne mennesker med CP. Metoden tilpasses altid brugeren og den aktuelle
kontekst. Vi har i Danmark i mange år haft en lov om brugerinddragelse (Serviceloven § 16), men i
praksis er vi ikke flinke til at drøfte livets prioriteringer med brugerne, enten fordi vi tror, vi ved,
hvad der er bedst for dem, eller fordi vi ikke selv reflekterer nok. Nærpersonerne må for mange
brugere i fokusgruppen hjælpe med at formulere brugerperspektivet. Dette giver også en væsentlig
sidegevinst. Nærpersonernes proces med, på en velreflekteret måde, at sætte sig ind i
brugerperspektivet, skaber erkendelse og ansvarsfølelse, netop fordi de har en personlig relation til
brugeren. Endvidere er relationen betydningsfuld for et ASK-tiltags/en metodes virkning. Dette bør
afspejles tydeligt i definitionen af brugerkundskab.
Ralf W. Schlosser37
(RS) har beskrevet KBP som nødvendig for ASK-området, men påpeger, at
området har nogle særlige udfordringer i forhold til KBP’s grundlag og definitioner, og må derfor
have sin egen KBP-definition. Udfordringerne er bl.a.: a) Heterogene grupper er regelen, ikke
undtagelsen, så det er vanskeligt selv indenfor samme diagnose/gruppering at leve op til
evidensbaseringens krav om randomiserede design og kontrolgrupper, b) ASK- systemerne og
tiltagene er komplekse, c) Kommunikationsprosessen er dynamisk af natur, d) Udredningsprocessen
36 Se note 12. 37 Jvf. litteraturliste.
ASK 2 projekt 2008/2009. Vibe Lund Jensen og Birgitte Brandt
43
er dynamisk af natur, e) Brugerkundskaben må være brugere med nærpersoner, f) Beslutninger må
ofte også tages undervejs i løbet af afdækningsfasen, og ikke først efter anbefalingerne er klargjorte.
RS foreslår følgende definition af KBP for ASK-området, som indtænker udfordringerne:
“Evidence-based practice is defined as the integration of best and current research evidence with
clinical/educational expertise and relevant stakeholder38
perspective to facilitate decisions for
assessment and intervention that are deemed effective and efficient for a given direct
stakeholder”39
. Integrationen lykkes, når KBP informeres af praksis og yder anbefalinger tilbage
som grundlag for beslutninger i praksis.
Vi tilslutter os, at KBP i en specifikt tilpasset form er nødvendig for området, hvor der fortsat er
mange spørgsmål og udfordringer at tage højde for ikke mindst i forhold til den forskningsbaserede
del af kundskaben. RS er fx inde på, i hvor stor grad man kan generalisere resultater ud over den
population, som har været med i forskningsprojektet. Kan årsag, virkning og relation overføres til
en anden bruger i en anden kontekst? Dette er ikke enkelt at besvare, men vigtigt at forholde sig til i
hvert enkelt tilfælde.
KBP vil være i overensstemmelse med det, vores empiri også peger på; at fagligheden skal komme
fra fagpersonerne hjulpet af brugernes perspektiver. Her vil kriterierne for den erfaringsbaserede del
kunne bidrage med systematiserede metoder til bedre refleksionsprocesser for praksis, og heraf en
kompetenceudvikling af fagpersonerne. Som VIKOM peger på, skal der igangsættes initiativer og
projekter omkring brugerne, som skal beskrives ud fra erfaringsbaserede kriterier. Den
forskningsbaserede kundskab indenfor området skal stadig finde sine ben. Vi tror på, at KBP vil
kunne hjælpe til med at give nogle bedre tilbud til vores fokusgruppe, ikke mindst skabe større
opmærksomhed på gruppen og kunne hjælpe den personbårne viden til at blive mere systembåren
med tiden. Men der må samtidig holdes kritisk øje med, hvilken kontekst KBP har som grundlag.
De nævnte udfordringer til KBP for ASK-området er udtryk for en virkelighed, der er mangfoldig
og dilemmafyldt. Schlossers definition af KBP rummer plads til den grundlæggende komplexitet og
de indbyggede modsigelser, som dilemmaperspektivet påpeger som et vilkår, – et vilkår vi er enige
i. Man kan ikke vedtage strømlinede manualer for, hvordan alle ASK-brugere kan gives adgang til
kommunikationsmuligheder og kundskaber, når der samtidig skal tages hensyn til deres
forskelligheder i form af ulige interesser, evner, erfaringer, personlighed, og ydermere tages hensyn
til kvaliteten af de relationer de har adgang til og den kontekst, de befinder sig i. Til gengæld kan
man vedtage, at det miljørelaterede handicapbegreb er udgangspunktet for aktørerne, og at de gør
38 ”Stakeholder” oversætter vi til ”nærperson”. 39 Forelæsningsnoter ASK 2, v/ Eva Kirkeberg.
ASK 2 projekt 2008/2009. Vibe Lund Jensen og Birgitte Brandt
44
sig deres perspektiv klart for sig selv og andre - dvs. beskriver deres opfattelse af rigtigt og forkert
moralsk og/eller politisk som grundlag for at gå ind i problemer eller tiltag.
Det vil være et dilemma for fagpersonerne at dokumentere effekten af deres praksis overfor
kommuner og i en velfærdsdebat, når de arbejder med mennesker i et felt, hvor generelt vedtagne
manualer ikke kan leveres, hvis man samtidig skal udvise respekt for den enkelte.
6. Tanker om metode og etik
Interviews med 3 unge mennesker lyder overkommeligt. Men det viste sig at være mere omfattende
end som så at tilrettelægge interviewdesignet, så det passede til den enkeltes behov og formåen,
ligesom den valgte struktur med at bringe den enkeltes specifikke synspunkter videre til de øvrige
led naturligvis også udvidede opgaven. Vi ville dog ikke have været foruden de mange refleksioner,
vi har haft undervejs i bestræbelserne på at nå så tæt på de 3 unges virkelighed som muligt.
Vi har afprøvet et undersøgelsesdesign, som netop svarer til nogle af de metodeidéer, vi peger på til
en praksis, der kan give borgeren mulighed for at tage nuanceret stilling til forhold fx omkring
kommunikation. Vi har mærket, hvor vigtigt det er at stille spørgsmål på måder, der giver mening
for brugerne. Vi har i høj grad fået mulighed for at forfølge synspunkter og få kompetente svar på
spørgsmål, selvom det overordnede tema har været af en karakter, som de unge ikke plejer at blive
spurgt om. Loftet for vores evner og fantasi har dog ind imellem gjort det svært at formulere
spørgsmålene præcist og konkret nok. Undervejs har vi forfulgt mange af de forskelige aspekter, der
viste sig. Men der er også dukket nogle op, som vi har måttet lade ligge, selvom de ville have været
relevante (ikke mindst for brugere og fagpersoner) at uddybe nærmere. Selv om den viden, vi har
fået med os ikke er fyldestgørende på alle områder, er den bedre end alternativet; ikke at blive
spurgt..
Vi er blevet mødt med åbenhed og tillid både af de 3 unge og deres nærpersoner. Fagpersonerne på
de forskellige niveauer har alle mødt os med en positiv og interesseret tilgang, i det omfang deres
tidsmæssige rammer har givet dem mulighederne. Dog har det været svært at få tid hos
Velfærdsministeriet og to danske politikere, der skal sortere blandt utallige daglige henvendelser.
I gennemførelsen af de mange interviews har etableringen af relationen haft stor betydning. Det er
vigtigt selv at gå til opgaven med åbent sind og inddrage samtalepartnerne i samtalen med
anerkendelse og respekt. Indimellem har vi drøftet synspunkter på uopfyldte behov fra de unge, som
har fået fagpersoner til, med en imponerende ærlighed, at erkende eget ansvar for at deltage i
varetagelsen af helt indlysende opgaver i den unges liv. Netop i dialogen om uopfyldte behov har
ASK 2 projekt 2008/2009. Vibe Lund Jensen og Birgitte Brandt
45
det været vigtigt for os at præsentere modtagede svar nøgternt og objektivt. På den måde mener vi
at have givet plads til fagpersonernes egen refleksion og erkendelse.
Hvordan efterlader vi brugerne?
Når et menneske med tillid og åbenhed betror sine synspunkter til én, bliver synspunkterne dyrebare
og forpligtende, hvilket gør det særligt udfordrende og vanskeligt at sortere og udvælge de essenser,
der skal bæres videre. Vi har fornemmet, de unge fik forhåbninger om nye muligheder i kraft af
vores interviews. Derfor blev det yderst vigtigt, hvordan vi skulle efterlade dem, da vi ikke har
nogen praksisrelationer til deres bo- og dagtilbud. Det står ikke i vores magt at handle, selv om vi
undervejs har fået mange idéer til tiltag; – og det skal vi selvfølgelig heller ikke. Vi har forsøgt at
åbne en dør på klem for nye muligheder og tiltag i relation til kommunikation, og så bliver det op til
de aktuelle netværk omkring Camilla, Anders og Thomas at handle videre, sådan som det giver
mening i deres hverdag. Konkret har de 3 som nævnt fået udleveret udprintede billeder af deres
visualiserede svar på Talking Mats, som de kan bruge i kommende drøftelser med nærpersoner. Vi
har gjort nærpersonerne opmærksomme på muligheden. Vi har også vist brugerne og fagpersonerne
et kommunikationspas og fortalt, hvad det kan bruges til, og hvordan den unge kan inddrages i
processen.
Med fagpersoner og ledere har vi snakket lidt bredere muligheder. Alle har vist stor interesse for de
forslag til interventionsmuligheder og holdningsdannelse, vi har kunnet bidrage med inden for de
givne rammer. Vi har vist konkrete værktøjer, udleveret eksempelmaterialer, oplyst om
henvendelsesmuligheder m.v., som bl.a. har inspireret lederne til at ville sætte øget fokus på
kommunikation i fremtiden. Vi tror og håber, at vores samtaler om kommunikation kommer til at
sætte et nyt og grundlæggende punkt på dagsordenen, der hvor vi har været. Måske har vi gjort en
forskel. Udsagn som ”det var godt du kom – det må vi ha’ gjort noget ved” og ”dit interview har
givet stof til eftertanke, og det har givet os blod på tanden ”, taler sit eget sprog.
I denne opgave har vi undersøgt synsvinkler på bruger-, fagperson-, kommunalt-, ministerielt og
politiker-plan, som har givet nødvendige og spændende nuancer til vores forståelse af vilkårene for
sikring af kommunikationsrettigheder. Det har desuden været meget værdifuldt at få del i den
mangfoldighed af viden og erfaringer, der findes hos de særlige videnshavere LEV og VIKOM. Det
har vist sig, at LEV har ladet sig inspirere af dels vores interviewspørgsmål, dels af det høringssvar
fra ISAAC (vedr. FN Konvention) vi var medforfattere af. Det har inspireret til arbejdet med deres
LEV politik vedr. kommunikation samt til nedsættelse af en tilhørende arbejdsgruppe. Så her har
vores fokus på temaer indenfor kommunikation båret frugt.
ASK 2 projekt 2008/2009. Vibe Lund Jensen og Birgitte Brandt
46
Hvilket perspektiv gik vi selv ud i feltet med?
Det kritiske perspektiv kritiserer, at man deler mennesker op i grupper efter deres
funktionsnedsættelse, da det i sig selv er en marginalisering. Vi har i denne opgave stået i dette
dilemma, - at have været nødt til at definere vores fokusgruppe ud fra funktionsnedsættelsen. Vi har
slået os til tåls med nødvendigheden, på grund af den etiske fordring, der ligger i at sætte fokus på
vilkårene for nogle mennesker, der har det til fælles, at de har multiple funktionsnedsættelser og
ikke kan tale. Det er den eneste måde, vi har fantasi til at kunne hjælpe med at gøre opmærksom på
deres situation og behov. Vi har taget udgangspunkt i nogle specifikke menneskers perspektiv og
defineret det grundlag, vi selv har haft på som briller, når vi har tilrettelagt og gennemført
interviews og efterfølgende analyseret vores data. Hermed mener vi alligevel at have sat mennesket
før handicappet og åbnet op for et dilemmaperspektiv, hvor forskellige aktører bliver hørt, og hvor
respekten findes for mangfoldighed og kompleksitet.
Den etisk korrekte benævnelse?
Vi har stået i dilemmaet med, hvad vi som fællesbetegnelse kunne kalde mennesker tilhørende
gruppen, når vi har skullet beskrive deres vilkår enkeltvis eller samlet. Er de ”brugere” (af sociale
tilbud), ”beboere” eller ”borgere”, når vi benævner dem? Vi mener, det ville være etisk korrekt at
kalde dem ”borgere”, fordi det signalerer deres ligeværdighed og ligeret på lige fod med andre
borgere i samfundet. Alligevel har vi fundet det nødvendigt ofte at benævne dem ”brugere”, fordi vi
taler om deres situation som brugere af primært bo- og dagtilbud. Nogen gange er det faldet mere
naturligt i sammenhængen at betegne dem ”beboere”, selv om de med det kritiske øje burde
benævnes ”mennesker på et botilbud”. På samme vis kunne man spørge, om vi kan skrive ”FN’s
Handicapkonvention” eller det mere etisk korrekte ”FN’s konvention om rettigheder for personer
med handicap”? Vi har i forhold til benævnelser valgt også at tage hensyn til, at teksten ikke bliver
for tung, og at sproget varieres.
7. Konklusion
Hvordan sikres rettigheden til kommunikation?
Endnu er retten til ytringsfrihed og deltagelse for mange mennesker med multiple
funktionsnedsættelser uden et talesprog et stykke fra virkelighedens Danmark. LEV beretter om
store forskelle fra kommune til kommune og fra tilbud til tilbud på kvaliteten af indsatsen og viden
på området. Vi har mødt 3 unge mennesker med behov for ASK, som har peget på store behov for
ASK 2 projekt 2008/2009. Vibe Lund Jensen og Birgitte Brandt
47
forbedringer i forhold til deres kommunikationsmuligheder. Nærpersoner og ledelser på deres
botilbud, kommunale repræsentanter, samt særlige videnshavere har suppleret med synspunkter og
erfaringer, der bekræfter, at behovet for øget fokus og indsats er særdeles nødvendigt.
Det vi i denne opgave særligt har erfaret er:
1) Der mangler i bekymrende høj grad viden på alle niveauer om fokusgruppens behov, vilkår og
muligheder for at få deres kommunikationsrettigheder opfyldt. Dvs. manglende viden hos
fagpersonerne som dagligt varetager ansvaret, hos lederne som er ansvarlige for personalets
faglighed og for indholdet af tilbuddet, hos kommunerne som udstikker de økonomiske og
overordnede indholdsmæssige rammer for tilbuddet, hos embedsmændene der er generalister
som udarbejder de overordnede rettighedsmæssige rammer og retningslinjer.
2) Viden på kommunikationsområdet for mennesker med behov for ASK er primært personbåren,
båret af ildsjæle. Der er brug for udvikling hen imod mere systembåren viden, som sikrer
kontinuitet i kommunikationsmuligheder i hverdagens og livets miljøskift og overgange.
3) Der er enighed om, at kommunikation er grundlæggende i ethvert menneskes liv, men der
mangler på alle niveauer erkendelse af den etiske fordring om at gøre retten og adgangen til
kommunikationsmuligheder og ASK til noget overordnet og grundlæggende, hævet op over at
være en aktivitet på lige fod med andre aktiviteter.
4) Brugerperspektivet og brugerinddragelsen (Serviceloven §16) er vigtig, når
kommunikationsrettighederne skal efterleves efter den enkeltes behov og ønsker. Men der
mangler udviklede metoder til at inddrage brugerne ud fra deres forudsætninger og muligheder.
De metoder, som findes, er ikke udbredte.
5) En bottom-up strategi, der tager udgangspunkt i erfaringen, er det stærkeste kort til at
iværksætte indsatser, der får effekt, fordi fagligheden kommer nede fra. Men det står klart, at
erfaringen ikke kan varetages og udvikles af fagpersoner, der ikke er klædt på til at løfte det
store ansvar, det er at varetage kommunikationsrettighederne for fokusgruppen. Der må
suppleres med en top-down strategi, som ruster fagpersoner med nødvendig viden og tid,
nødvendige rammer og retningslinjer.
6) Der kan imellem både personale og ledere, og imellem sociale tilbud og kommunen være
uafstemte forventninger, dels om hvor fagligheden skal komme fra, dels om ansvarsfordelingen.
Dette kan skabe en væsentlig barriere for handling.
7) I nogle kommuner er vigtigheden af kommunikation og ASK for mennesker i fokusgruppen
underlagt en markedsøkonomisk tilgang, der gør det til et spørgsmål om udbud og efterspørgsel
ASK 2 projekt 2008/2009. Vibe Lund Jensen og Birgitte Brandt
48
i hvor høj grad det er kommunikation eller noget andet som skal prioriteres. Men hvem skal
efterspørge, hvis erkendelsen af vigtigheden mangler?
8) Der er i højere grad behov for, at erkendelsen af kommunikation som grundlæggende skrives
tydeligere ind i retningslinjer, handleplaner og kontrakter i kommuner, uanset hvilket andet
indhold, man også vil tilbyde på de sociale tilbud. Vi har i Danmark retningslinjer for
magtanvendelse og medicinhåndtering, og vi har tilsyn, der kan håndhæve og rådgive om at
håndtere retningslinjerne i praksis. Kommunikation burde som disse løftes op til overordnet
obligatorisk niveau. Der er ligeledes brug for, at kommunikation indgår i det obligatoriske
indhold i uddannelser til området.
9) Der er brug for at fagfolk, som har ansvar for mennesker med multiple funktionsnedsættelser
uden et talesprog, skal have relevant grunduddannelse vedrørende kommunikation, for at få
betroet ansvaret.
10) Mennesker med multiple funktionsnedsættelser bliver ofte grupperet, visiteret og får tilbud ud
fra en kropsfunktionel og kompenserende tilgang til, hvem de er. Funktionsnedsættelsen sættes
før mennesket. Kommunernes overordnede handicappolitik sætter mennesket først, men deres
praksis gør det modsatte. Den kropsfunktionelle tilgang er en barriere for, at kommunikation og
kommunikationsmuligheder for mennesker i fokusgruppen får det berettigede fokus.
11) FN’s Handicapkonvention, som Danmark har tilsluttet sig, og som kommunernes
handicappolitik lægger sig eksemplarisk op af, er en smuk og etisk forsvarlig ideologi, som
endnu ikke er koblet grundigt med praksis. Der er ikke udviklet tilstrækkelige strategier for,
hvordan dette kan opnås, hverken fra ministerielt eller kommunalt hold. Heldigvis er der dog
mange tiltag i gang, som kan bidrage til at arbejde den rigtige vej. Fx indgår VIKOM og LEV,
som vi har talt med, i projekter både som udviklere, medudviklere, rådgivere og formidlere.
12) Der er brug for et forskningsmiljø i Danmark omkring mennesker med komplekse
kommunikationsbehov og deres kommunikationspartnere, herunder strategier for oplæring i
brug af ASK for såvel brugere som omgivelser. Der bør udvikles en kundskabsbaseret praksis
særligt for ASK-feltet som ligeværdigt inddrager 1) brugerperspektivet og betydningen af
relationen, 2) systematisk indsamlet praksiserfaring samt 3) forskning 4) sat i lyset af den givne
kontekst, der udvikles viden om eller tiltag til.
13) Tilgangen til den specialpædagogiske praksis bør ske ud fra et dilemmaperspektiv, der med sine
styrker og svagheder, er åbent overfor et område der er komplekst, hvor forskellige aktører kan
definere og diskutere problemstillinger samt iværksætte tiltag, med åbenhed omkring deres
grundlag og intention.
ASK 2 projekt 2008/2009. Vibe Lund Jensen og Birgitte Brandt
49
"Hvem skal gøre noget, for at man kan få den hjælp man
skal have – så det bliver bedre for mennesker, der ikke
kan snakke - i Danmark?"
Det er tydeligvis komplekst at afgøre hvordan rettighederne kan sikres. Det står klart, at en debat,
der dybest set handler om retten til deltagelse og demokrati, også for mennesker med multiple
funktionsnedsættelser uden et talesprog, er nødvendig på alle niveauer med sigte på at påvirke
politik, praksis, holdninger, viden og færdigheder40
. En debat, der kan øge bevidsthed og initiativer
i forhold til fordringen om at sikre rettighederne for nogle af samfundets svagest stillede borgere,
der har brug for andres viden og tiltag, for at have mulighed for at kommunikere.
8. Efterskrift
Denne opgave har i høj grad taget drejning i forhold til en praksis vinkling på temaet
kommunikationsrettigheder. Det blev de 3 unge i vores empiri der viste os vejen til at erkende nogle
af de dilemmaer, der er i spil, hvis vi i 2009 skal gøre os forhåbninger om at nærme os en lige ret til
kommunikation for mennesker med multiple funktionsnedsættelser uden et talesprog.
Undervejs i empirien tog vi en lille afstikker til yderligere en brugerorganisation. Thomas havde
påpeget, at Spastikerforeningen burde være med til at gøre en indsats for at bedre forholdene i
Danmark for mennesker, der ikke kan tale. Vi
har derfor kontaktet formanden for den lokale
kreds og fremlagt alle Thomas’ synspunkter.
Efterfølgende har vi modtaget et meget
positivt og imødekommende svar med ønsket
om at gøre noget mere aktivt fremadrettet i
relation til kommunikation. Her er således
mulighed for yderligere dialog og refleksion
med brugerorganisationer – f.eks. også
Danske Handicaporganisationer, som er en
dansk paraplyorganisation for 32
handicaporganisationer, som det vil være oplagt at præsentere vores tema og fokusgruppe for.
Vi har gennem ASK studiet fulgt med i den norske proces med ratificering af FN Konventionen,
med Stortingshøring og kompetente pårørende og fagfolks bestræbelser på at få sat mennesker med
behov for ASK på den norske lovgivningsmæssige dagsorden og dermed sikre dem ret til
kommunikation og undervisning i at bruge ASK-løsninger. Her kan hentes god inspiration til en
kommende dansk proces, hvor vi mener, det er nødvendigt med en præcisering af lovgivningen i
forhold til retten til undervisning i ASK.
40
Jvf. s. 9
ASK 2 projekt 2008/2009. Vibe Lund Jensen og Birgitte Brandt
50
Midt i finalen på opgaveskrivningen trængte et høringssvar sig på i forbindelse med FN
Konventionen. Det blev her naturligt at inddrage erfaringerne fra vores empiri som supplement til
vores kommentarer til høringsteksten. (Se Bilag XIII) Som afslutning på høringssvaret foreslår vi
nedsættelse af en arbejdsgruppe med deltagelse af brugere/pårørende, handicaporganisationer,
fagfolk og Velfærdsministeriet, der kan arbejde videre med en klarlæggelse af, hvordan de aktuelle
behov indenfor ASK området kan opfyldes. Høringssvaret er sendt til Velfærdsministeriet og
endvidere til VIKOM og LEV og vil indgå i en artikel i LEV’s kommende temanummer (maj
2009).
En afsluttende perspektiverende sløjfe kan passende bindes ved at vi kort sammenfatter vores
erfaringer gennem projektet og sammen med spørgsmål til inspiration sender dem til
Handicaprådene i de 98 danske kommuner.
Som en af vores medstuderende på ASK studiet – og mor til en datter med komplekse
kommunikatonsbehov - har sagt: ”Her er der en gruppe, som ingen kender – det er vores opgave, at
åbne andres øjne for dem og deres behov”.
Litteraturliste
Det Centrale Handicapråd Konvention om rettigheder for personer med handicap
De Forenede Nationer København, 2008
Ekelund, T.-J. Kvalitetssikring eller instrumentalistisk fejlgreb
Social Kritik nr. 102, Tema: Måling og Evidens,
Årgang 17, 2005, s. 31 - 47
Jensen, V. L. & Brandt, B. Forudsætninger for vellykket implementering af ASK-
løsninger – en relationistisk tilgang.
ASK 1 Projektopgave.
Udgivet af VIKOM, 2008
Kirkebæk, B. Uduelig og ubrugelig Åndssvageasylet Karens Minde 1880-1987
Forlaget SOCPOL, 2007
Light, J. C., Beukelman, Communicative Competence for Individuals who use
D. R., Reichle, J AAC
From Research to Effective Practice
Paul H Brookes publishing, 2003
Lorentzen, P. Fra tilskuer til deltaker
Universitetsforlaget, 2003
ASK 2 projekt 2008/2009. Vibe Lund Jensen og Birgitte Brandt
51
Lorentzen, P. Slik som man ser noen Faglighet og etikk i arbeid med utviklingshemmede
Universitetsforlaget, 2006
Nilholm, C. Perspektiv på specialpedagogik
Studentlitteratur, 2007
Schlosser, R. W. The efficacy of augmentative and alternative
communication - Toward evidence-based practice Kap. 12
Academic press, 2003
Ugebrevet Mandag Morgen Nr. 2, 17. jan. 2005
"Bred koalition vil fremme evidenstænkning"
Artikel af Frans Rønnov
Eva Kirkeberg Forelæsningsnoter fra ASK 2 uddannelsen, Høgskolen i
Karianne Hammerstrøm Vestfold 2008/2009
Hjemmesider for Kommune 1 Handicappolitikker
og Kommune 2 (anonymiseret). Social strategiplan
Kvalitetsstandard for boliger for unge og yngre borgere
med fysisk handicap
De aktuelle oplysninger vedr. bo- og dagtilbud i empirien
Hjemmeside for privat driftsholder af botilbud 2
Center for Ligebehandling af Statusberetning 2008, heri opgørelse over, hvad de
Handicappede lokale kommunale handicapråd har beskæftiget sig med i
2007
Links: www.vikom.dk
www.isaac.dk
www.isaac.no
www.clh.dk
www.lev.dk
www.vfm.dk
www.spastikerforeningen.dk
www.handicap.dk
Bilagsfortegnelse findes i separat hæfte.