K Ø B E N H A V N S U N I V E R S I T E T Institut for Nordiske Studier og Sprogvidenskab

Kandidatspeciale Maria Wiggers Pedersen

Svend Grundtvig som udgiver En undersøgelse af Svend Grundtvigs principper ved udgivelsen af N.F.S. Grundtvigs

værker med udgangspunkt i Krønike-Riim

Bind 1 af 2

Vejleder: Johnny Kondrup

Afleveret: 29/2/2016

2

Institutnavn: Institut for Nordiske Studier og Sprogvidenskab; Dansk Name of department: Department of Nordic Studies and Linguistics Forfatter: Maria Wiggers Pedersen Titel: Svend Grundtvig som udgiver Title (English): Svend Grundtvig as a Publisher Vejleder: Johnny Kondrup Afleveret: 29. februar 2016 Antal tegn: 158.739 Antal sider: 66 (73 ark)

3

Indholdsfortegnelse 1 Indledning ................................................................................................................................... 5

1.1 Specialets opbygning og metode ................................................................................................................................ 6

2 Editionsfilologi ........................................................................................................................... 7

2.1 Editionsfilologisk videnskab ....................................................................................................................................... 7

2.2 Synspunkter for udgivelse ............................................................................................................................................ 9

2.2.1 Forfatterens autorisation ..................................................................................................................................... 9

2.2.2 Det historisk-autentiske eller sociologiske synspunkt ................................................................................... 11

2.2.3 Andre synspunkter for udgivelse ...................................................................................................................... 11

2.3 Værkbegrebet ............................................................................................................................................................... 13

3 Svend Grundtvig som udgiver .................................................................................................. 15

3.1 Danmarks gamle Folkeviser ...................................................................................................................................... 15

3.1.1 En fuldstændig og tro gengivelse af viserne ................................................................................................... 16

3.1.2 Folkevisestriden .................................................................................................................................................. 20

3.2 Udgivelser af faderens værker ................................................................................................................................... 21

3.2.1 Poetiske Skrifter .................................................................................................................................................. 21

3.2.2 Kirke-Spejl og Mands Minde ............................................................................................................................ 24

4 Om Krønike-Riim ..................................................................................................................... 27

4.1 De universalhistoriske værker ................................................................................................................................... 27

4.2 Undervisningsplanerne ............................................................................................................................................... 28

5 Krønike-Riims udgivelseshistorie ............................................................................................ 31

5.1 Fra første til anden udgave ........................................................................................................................................ 31

5.1.1 Indholds- og tekstvarians .................................................................................................................................. 31

5.2 Tredje udgave .............................................................................................................................................................. 35

5.2.1 Grundtekstvalg og tekstetablering ................................................................................................................... 35

5.2.2 Paratekster ............................................................................................................................................................ 47

6 Diskussion af Svend Grundtvigs udgivelsesprincipper ............................................................ 51

6.1 Principper ved udgivelsen af Krønike-Riim ........................................................................................................... 51

6.1.1 Grundtekstvalg og tekstetablering ................................................................................................................... 51

6.1.2 Udgivelse af varianter ......................................................................................................................................... 53

6.2 Relationen til øvrige udgivelser ................................................................................................................................. 54

6.2.1 Tilnærmelsesvis fuldstændighed ....................................................................................................................... 54

6.2.2 Så tæt på forfatteren som muligt ...................................................................................................................... 56

4

6.2.3 Sproglig troværdighed ........................................................................................................................................ 57

6.2.4 Svend Grundtvig som faderens medhjælper .................................................................................................. 58

6.2.5 Sammenfattende ................................................................................................................................................. 60

6.3 Videnskabeliggørelsen af udgivelsesvirksomheden ............................................................................................... 61

7 Konklusion ................................................................................................................................ 66

8 Abstract ..................................................................................................................................... 69

9 Litteratur  ..................................................................................................................................................  70  

5

1 Indledning

N.F.S. Grundtvigs næstældste søn, Svend Hersleb Grundtvig (1824-1883), er mest kendt for sine

udgivelser af den gamle danske folkedigtning; eventyr, sagn og folkeviser. Da han som 15-årig

gennem faderen får adgang til et visehåndskrift fra 1656, vækkes hans livslange interesse for både

nordiske, engelske og skotske folkeminder.1 Med den videnskabelige udgivelse, Danmarks gamle

Folkeviser (1853-1976), indførte Svend Grundtvig nye standarder for udgivelse af folkeviser, der

rakte ud over Danmarks grænser.2 Hans udgivelsesvirke omfattede også udgivelser af faderens

værker. Efter N.F.S. Grundtvigs død i 1872 besørgede Svend Grundtvig bl.a. nye udgaver af

værkerne, ligesom han udgav flere af forfatterens efterladte skrifter. Disse udgivelser har ikke fået

nær så megen opmærksomhed som hans folkeviseudgaver. En undtagelse er samlingen af N.F.S.

Grundtvigs verdslige digtning i Poetiske Skrifter 1-9 (1880-1930), der dog af mange anses for

upålidelig, da Svend Grundtvig – som i sine andre udgivelser af faderens værker – foretog

omfattende modernisering af ortografi og interpunktion.

Hensigten med dette speciale er at opnå en større viden om Svend Grundtvig som

udgiver. Da mængden af litteratur om Svend Grundtvig som udgiver af N.F.S. Grundtvigs værker er

begrænset, vil jeg fokusere på udgivelsen af faderens værker (dog i relation til Svend Grundtvigs

øvrige udgivelser). En undtagelse i litteraturen er Steen Johansens artikel »Om Grundtvig-udgaver«

i Grundtvig-Studier 1951, som jeg har draget nytte af. I specialet vil jeg undersøge de principper,

som Svend Grundtvig praktiserede i sine udgivelser og ud fra dette forsøge at give en karakteristik

af ham som udgiver. Undersøgelsen vil tage udgangspunkt i N.F.S. Grundtvigs værk Krønike-Riim

og dets udgivelseshistorie.

Værket blev første gang udgivet d. 6. marts 1829 med titlen Krønike-Riim til Børne-

Lærdom. 13 år senere – i 1842 – udkom anden udgave af værket med titlen Krønike-Riim til

Levende Skolebrug. Efter forfatterens død i 1872 udgav Svend Grundtvig i 1875 værket i dettes

tredje udgave med titlen Krønnike-Rim til levende Skolebrug. Værkets udgivelseshistorie strækker

sig således over en periode på 46 år, hvor det undergår en markant transformation, først gennem

forfatterens ændringer fra første til anden udgave, siden gennem udgiverens omfattende indgreb.

Udgivelseshistorien giver anledning til en række spørgsmål angående Svend Grundtvigs 1 Svend Grundtvig var desuden – sammen med Christian Molbech – en af de første, der brugte begrebet »folkeminde« i Danmark, jf. Christian Blangstrup (red.): Salmonsens store illustrerede Konversationsleksikon, bd. 1-19, København: Brødrene Salmonsen 1893-1911; bd. 6 (1897), s. 792. 2 Bl.a. ses indflydelsen hos F.J. Child, der i sin udgivelse af skotske og engelske folkeviser 1882-1898 (The English and Scottish Popular Ballads) henviser til Danmarks gamle Folkeviser som forbillede, jf. Frederik Barfod: Sven Hersleb Grundtvig, et Mindeskrift, København: Karl Schönbergs Forlag 1883, s. 15.

6

udgivelsesmetode; hvilken tekstkilde lagde han til grund for sin udgivelse, hvilke rettelser foretog

han, og hvilke teoretiske orienteringer og principper lå til grund for hans valg? Et andet spørgsmål

omhandler de øvrige udgivelser af faderens værker; hvilke principper – om nogen – går igen i

udgivelserne, og er det muligt at give en overordnet karakteristik af Svend Grundtvig som udgiver?

Endelig kan det være interessant at undersøge, hvilken rolle Svend Grundtvig havde i

videnskabeliggørelsen af udgivelsesvirksomheden, som den udviklede sig i 1800-tallet.

1.1 Specialets opbygning og metode

Specialet indledes med en række teoretiske og redegørende kapitler (2-4). Formålet med disse er

dels at præsentere specialets teoretiske udgangspunkt, dels at give en introduktion til Svend

Grundtvigs udgivelsesvirksomhed og konteksten for udgivelsen af Krønike-Riim. Det teoretiske

udgangspunkt er den editionsfilologiske videnskab, som Johnny Kondrup beskriver i bogen

Editionsfilologi fra 2011. Kapitlerne efterfølges af en analyse af Krønike-Riims udgivelseshistorie

(5). Ved hjælp af editionsfilologiske principper og begreber vil jeg i analysen undersøge de tekst-

og indholdsforandringer, som finder sted i de tre udgivelser. Foruden N.F.S. Grundtvigs egne

ændringer af værket vil jeg bl.a. komme ind på Svend Grundtvigs valg af grundtekst, tekstrettelser

og udgivelse af varianter. Forud for analysen har jeg foretaget en stikprøvekollation af teksten i de

tre udgaver af Krønike-Riim. Stikprøvekollationen er placeret i specialets andet bind. I kapitel 6 vil

jeg forsøge at give en karakteristik af Svend Grundtvigs principper og teoretiske orientering ved

udgivelsen af tredje udgave af Krønike-Riim. Efterfølgende vil jeg sammenligne karakteristikken

med hans øvrige udgivelsesvirksomhed. Specialets fokus er som nævnt udgivelsen af faderens

værker. Svend Grundvigs folkeviseudgivelser (primært Danmarks gamle Folkeviser) vil dog blive

inddraget ad flere omgange; først i introduktionen til udgiverens virke (3), efterfølgende i

diskussionen af udgiverens principper (6). Endelig vil jeg – ved vurdering af Svend Grundtvigs

rolle i videnskabeliggørelsen af udgivelsesvirksomheden – anlægge et historisk perspektiv på hans

virke. I denne forbindelse vil jeg diskutere, hvorvidt der er tale om en udvikling i hans

udgivelsesprincipper.

7

2 Editionsfilologi

I dette kapitel vil jeg beskrive editionsfilologiens grundlæggende principper. Første del vil

omhandle editionsfilologien som videnskab; hvad kendetegner den, og hvilke diskussioner

eksisterer der inden for feltet? I anden del vil jeg beskrive grundlæggende synspunkter for udgivelse

og værkbegrebet. Kapitlet vil løbende inddrage den ældre videnskabelige udgivelsesvirksomhed,

der strækker sig over perioden fra første halvdel af 1800-tallet til midten af 1900-tallet.

2.1 Editionsfilologisk videnskab

Editionsfilologi er videnskaben om udgivelse eller genudgivelse af litterære værker eller ældre

manuskripter, breve, dagbøger og andre skriftlige dokumenter.3 Kernen i disciplinen er tekstkritik,

og en udgave er ifølge editionsfilologien først videnskabelig, idet den som minimum har et

tekstkritisk perspektiv. Det tekstkritiske ligger i den måde, hvorpå udgiveren gransker det

overleverede materiale og på denne baggrund vælger grundtekst, retter tekstfejl, prioriterer

eventuelle varianter og således etablerer en tekst. Herudover omfatter editionsfilologien flere

områder såsom kommentering, dokumentbeskrivelse, variantapparater og elektronisk udgivelse,

men det grundlæggende for den videnskabelige udgave er tekstkritikken.

Materialet, som editionsfilologien beskæftiger sig med, spænder over tekster fra de

antikke kulturer og middelalderen til tekster fra nyere tid, der nærmere betegnet er værker skrevet

efter bogtrykkerkunstens fremkomst o. 1500. Det er altså materiale, der typisk hører til enten den

klassiske filologi eller nyfilologien. I den klassiske filologi, hvor man beskæftiger sig med antikke

græske og latinske værker, er målet med udgivelsen at rekonstruere en tekst ud fra håndskrifter, der

som oftest er afskrifter af en nu tabt original.4 I nyfilologien beskæftiger man sig primært med

værker skrevet efter bogtrykkerkunstens fremkomst o. 1500. Materialet er – i modsætning til den

klassiske filologis og middelalderfilologiens håndskrifter – som regel originaler, og de

manuskripter, der indgår i det nyfilologiske materiale, er typisk forarbejder til de trykte (originale)

bøger frem for kopier af dem. Filologens opgave er altså ikke at rekonstruere en længst svunden

original. Materialesituationen giver til gengæld anledning til overvejelser omkring de historiske og

sociale processer, hvorigennem værket er blevet til. De fleste trykte værker er blevet til i en

udgivelsesproces, der omfatter medvirken af en række aktører – blandt andet sekretærer,

3 Johnny Kondrup: Editionsfilologi, København: Museum Tusculanums Forlag 2011, s. 15-16. 4 Per Dahl: »Det kritiske tekstvalg. Problemer og perspektiver«, i Jørgen Hunosøe & Esther Kielberg (red.): I tekstens tegn, København: C.A. Reitzels Forlag / Det Danske Sprog- og Litteraturselskab 1994, s. 118.

8

forlagsredaktører, korrekturlæsere og sættere – der alle har sat deres præg på værkerne. De følgende

afsnit vil begrænse sig til det nyfilologiske materiale.

I 1800-tallet havde mange forfattere en tendens til at udgive deres værker i mere end

én form, hvilket undertiden medførte stærkt omarbejdede versioner. For udgiveren betød dette, at

der var flere mulige tekster, som han kunne vælge at lægge til grund for sin udgivelse af værket.

Der var længe en manglende teoretisk bevidsthed og refleksion over de konsekvenser, som valgene

medførte for litteraturstudiet og de fortolkere, der anvendte udgaverne. Dog eksisterede der i

slutningen af 1800-tallet og i 1900-tallets første halvdel to dominerende udgivelsesprincipper. Det

første af disse var det såkaldte Ausgabe letzter Hand-princip, hvor man af respekt for forfatterens

sidste vilje valgte at følge den udgave af værket, som han sidst havde besørget. Lidt efter lidt kom

et modsat princip til, Ausgabe erster Hand, hvor man orienterede sig mod forfatterens umiddelbare

og første indskydelse med værket, særligt førsteudgaven, men i visse tilfælde også dennes

manuskript.5

Videnskabeliggørelsen af udgivervirksomheden skete i to etaper. I den første periode,

der groft sagt forløb fra 1830-1900, videnskabeliggjordes metoden. I den anden periode fra 1960-

1990 fik disciplinen en større grad af teoretisk og hermeneutisk selvrefleksion. Hvor den hidtil var

blevet karakteriseret som en redskabsdisciplin, opnåede editionsvidenskaben i denne periode status

som et selvstændigt fag. Den teoretiske videnskabeliggørelse er i modsætning til den ældre

udgivelsesvirksomheds mere eller mindre ureflekterede praksis, hvor væsentlige valg blev foretaget

nærmere ud fra sædvane end ud fra systematiske overvejelser. I Norden blev disciplinens

teoretisering og selvrefleksion dog først synlig i perioden 1990-2010.6

Editionsfilologien insisterer på sin sammenhæng med litteraturforskningen. I løbet af

1900-tallet blev tekstkritikken og den litterære fortolkning adskilt, og editionsfilologien blev i

stigende grad opfattet som et mere eller mindre fortolkningsfrit håndværk. En større

editionsfilologisk viden eller refleksion kan dog hjælpe litteraturforskeren på flere områder, blandt

andet ved at give et øget indblik i litteraturens virkemidler, mening, sprog, stil og rytme. Samtidig

kan en bevidsthed om værkets tilblivelse modvirke fejlagtige slutninger. Et eksempel er

litteraturforskeren, der i sin beskrivelse af et værks litteraturhistoriske indflydelse baserer sine

konklusioner på en tekst, der indeholder den ældre forfatters revision – et måske langt senere tryk –

af sit yngre jeg (som det kommer til udtryk i førstetrykket). En større bevidsthed om værkets

5 Kondrup: Editionsfilologi, s. 89-96. 6 Op.cit., s. 24; 29-30.

9

historicitet kan altså bibringe fortolkeren en forståelse af selve værkbegrebet, der er en abstrakt

størrelse. Et værk er som minimum summen af de forskellige varianter og versioner, som findes, og

ikke én af flere udgaver (denne definition uddybes i et senere afsnit i kapitlet).

Til editionsfilologien hører erkendelsen af, at den måde, den videnskabelige udgave

udformes på, hører – eller bør høre – sammen med det publikum, som udgiveren ønsker at nå. I

1800-tallets udgivelsesvirksomhed henvendte de videnskabelige udgaver sig dog primært til en

mindre gruppe af lærde, der havde samme forudsætninger for forståelse som udgiveren. Da den

nysproglige litteratur – der var af større interesse i befolkningen – også blev genstand for

videnskabelig udgivelse, gjorde flere overvejelser omkring læsernes forudsætninger og behov

imidlertid sit begyndende indpas.7 En af de bedst kendte udformninger af den videnskabelige

udgave i Skandinavien er den historisk-kritiske. Den kritiske del betegner som tidligere nævnt det

forhold, at udgiveren vejer forskellige tekstkilder mod hinanden og ud fra sine udvælgelseskriterier

vælger, hvilken kilde der skal ligge til grund for udgaven og eventuelle tekstrettelser. Til gengæld

har der eksisteret større uenighed om, hvad det historiske element skal omfatte. Hvor en udgave

tidligere var historisk, hvis den fx var etableret på basis af samtlige tekstkilder eller belyste

forfatterpersonlighedens udvikling, omfatter det historiske element i dag dokumentation af værkets

interne historie fra de første udkast til de sidste ændringer foretaget i forfatterens levetid.8

Udgiverens teoretiske orientering er afgørende for den udgave, han tilvejebringer, da

den er styrende for hans valg af grundtekst, emendationsprincip, udgivelse af varianter,

kommentering m.m. Jeg vil derfor i den følgende del af kapitlet komme ind på nogle af de

teoretiske orienteringer – eller synspunkter – der eksisterer inden for videnskabelig udgivelse, og

deres indflydelse på ovennævnte valg.

2.2 Synspunkter for udgivelse

2.2.1 Forfatterens autorisation

Den teoretiske orientering mod forfatterens autorisation af en bestemt version af værket udgår fra et

ønske om at respektere forfatterens vilje. Omkring 1900-tallets begyndelse og langt op i første

halvdel af århundredet var en udbredt strategi at vælge det senest mulige tryk fra forfatterens levetid

som grundtekst; dette kaldes også princippet om Ausgabe letzter Hand.9 Princippet er begrundet ud

7 Op.cit., s. 44. 8 Op.cit., s. 49f. 9 Op.cit., s. 89.

10

fra en forestilling om, at værket gennem forfatterens løbende revisioner kan opnå en stadig større

grad af æstetisk fuldendthed. Man ser altså en værdi i, at forfatteren bliver ældre og modnes, da han

har mulighed for at perfektionere værket, der i sin først fremkomne form (førstetrykket) kan være

præget af ungdommens fejl. Bag princippet om Ausgabe letzter Hand ligger ikke kun en æstetisk

optimisme, men også en opfattelse af, at forfatteren har rettighed over sit eget værk. Forfatteren kan

altså autorisere en bestemt version af værket, og det er udgiverens pligt at respektere denne vilje.

Der skelnes mellem forskellige typer af autorisation. Forfatteren kan udtrykkeligt autorisere værket

– den aktive autorisation – men han kan også passivt autorisere en revideret udgave, der er

foranstaltet af andre, fx gennem sin manglende protest. Endelig kan forfatteren ved delegerende

autorisation overlade revisionen af værket til en sekretær eller forlagsredaktør (med mere eller

mindre præcise retningslinjer for udførelsen). I de tilfælde, hvor der ikke er en udtrykkelig

autorisation, beskriver man det i stedet ofte som forfatterens intention eller vilje. Den intention, der

tages hensyn til i princippet om Ausgabe letzter Hand, er forfatterens intention ved den sidste

revision – forfatterens ny intention – i modsætning til den tidligere eller oprindelige intention, han

havde ved udgivelsen af værkets første version.10

Efterhånden kom princippet om Ausgabe letzter Hand under pres, og der blev sat

spørgsmålstegn ved nogle af de forestillinger, der lå til grund for princippet. En del af kritikken

handlede om den æstetiske optimisme og forestillingen om, at forfatteren gennem sine revisioner

kunne skabe et bedre kunstværk. Man fandt, at revisionerne ikke nødvendigvis forbedrede værkets

æstetiske udtryk, og at det i visse tilfælde ligefrem forværrede det. Der blev også sat

spørgsmålstegn ved den historiske status, som det sidste autoriserede tryk havde. Forfatteren havde

ved den senere revision fx mulighed for at reagere på kritikernes modtagelse af værket, ligesom han

i perioden fra første til sidste tryk kunne have skiftet politisk eller religiøs overbevisning. Et

eksempel er den aldrende forfatter, der reviderer sit ungdomsværk ud fra nyvunden livsholdning; i

dette tilfælde er det en ideologisk betinget revision frem for en æstetisk. 11 Det kan være

problematisk i de tilfælde, hvor den litterære fortolker ikke er bevidst om den foreliggende teksts

historiske status og dermed kan ende med at foretage fejlagtige slutninger. Et tidligere nævnt

eksempel er litteraturforskeren, der baserer sine slutninger om forfatterens ungdomsværk på en

tekst, der indeholder den ældre forfatters revision af sit yngre jeg.

10 Op.cit., s. 94. 11 Ibid.

11

2.2.2 Det historisk-autentiske eller sociologiske synspunkt

Med tiden kom der en større interesse for værket, som det så ud ved sin første offentliggørelse. Man

taler i denne forbindelse om Ausgabe erster Hand-princippet, hvor man som grundtekst vælger den

første trykte version af værket.12 Gennem førstetrykket får man et indblik i værket, som det så ud,

da det første gang trådte ud i det offentlige rum. Det er den version af værket, som samtidens

læsere, kritikere og fortolkere modtog og reagerede på. Et af argumenterne for princippet er altså, at

det er fra førstetrykket, at værket får sin receptions- og virkningshistorie. Man kan i denne

forbindelse tale om respekt for tekstens historiske autenticitet. Bag princippet ligger også en

opfattelse af, at værket ved sin udgivelse overskrider forfatterens herredømme og opnår en grad af

autonomi. Fra at være forfatterens private tekst bliver det ved førstetrykket så at sige offentlig

ejendom. Ændringen i synet på forholdet mellem forfatter og værk var desuden en generel tendens i

denne periode, men det kom til udtryk på forskellige måder. I første halvdel af 1900-tallet blev

nykritikkens teori om værkets autonomi udviklet. Det indebar en opfattelse af, at værkets mening

skulle findes i teksten selv og ikke i dets ophav (forfatter, kontekst, læser osv.). Senere opstod

receptionsæstetikken, hvor man mente, at tekstens betydning blev til i mødet med læseren.

Førstetrykket er også interessant fra et tekstsociologisk perspektiv. Udgivelsen af en

trykt bog er i høj grad resultatet af flere personers indvirkning, og forfatteren er ikke en entydig og

isoleret størrelse. Fra forfatterens første manuskript til det trykte værk foregår som regel en længere

proces, hvor mange andre aktører end forfatteren er med til at præge værkets endelige udformning.

Som eksempel kan nævnes sekretærers, forlagsredaktørers, korrekturlæseres og censorers

involvering. I flere tilfælde kan det være umuligt at afgøre, hvem der har været ansvarlig for hvad i

udgivelsesprocessen. Med industrialiseringen af forlagsvæsenet var det desuden ikke unormalt, at

forfatteren – ofte velvilligt – overlod flere dele af udgivelsesprocessen til forlaget.

2.2.3 Andre synspunkter for udgivelse

Foruden udgivelse af forfatterens sidste autoriserede udgave eller den første offentliggjorte version

af værket findes mindre kategoriske tilgange til valget af grundtekst. En af disse er baseret på en

vurdering af, hvilken udgave af værket, der er den kunstnerisk mest tilfredsstillende. Der er tale om

det æstetiske udgivelsesprincip, hvor man vælger det æstetisk bedste tryk som grundtekst. Denne

tekst kan altså være en ganske anden end hhv. det første og det sidste tryk. Der findes således

12 Kondrup: Editionsfilologi, s. 96-102.

12

eksempler på udgivere, der har baseret deres grundtekstvalg på egne fortolkninger af værkets

kunstneriske værdi.13

En anden mulighed, der dog ikke har været så udbredt i Danmark, er at vælge

manuskriptet som grundtekst (fx renskriften). Bag strategien ligger en forestilling om, at man med

manuskriptet har en tekst, der er »renset« for de indgreb, der foretages af fremmede hænder ved

udformningen af førstetrykket; i stedet får man adgang til forfatterens ukorrigerede intention.

Interessen for manuskriptet kan dels være biografisk-psykologisk – dvs. en interesse i den

pågældende forfatterpersonligheds udvikling – dels kan den være poetologisk, hvor målet er at få et

indblik i den digteriske skabelsesproces.14 En kritik af strategien går på, at den sidste fase i

forfatterens arbejdsproces ikke bliver repræsenteret. Som tidligere nævnt havde forfatteren oftest en

forventning om, at teksten ville blive gennemarbejdet af bl.a. forlæggere, sættere og

korrekturlæsere. Et andet forhold er, at forfatteren under korrekturlæsningen eller i forbindelse med

trykningen kunne foretage ændringer i teksten. Der findes altså forfattere, der egenhændigt har

ændret i teksten – både indholdsmæssigt og stilistisk – i den sidste fase af arbejdsprocessen. Dette

er forhold, som man med valget af manuskriptet som grundtekst risikerer at overse.

Endelig findes der den eklektiske udgivelsespraksis, hvor man i tekstetableringen

systematisk kombinerer elementer fra mere end én tekstkilde. Det står i modsætning til de tidligere

nævnte principper og strategier for udgivelse, der alle tager udgangspunkt i, at der kun vælges én

tekstkilde som grundtekst. Den eklektiske praksis kendes fra den klassiske filologi, hvor filologen

forsøger at rekonstruere en tekst – da han ikke har adgang til originalen – gennem kombinationen af

læsemåder fra forskellige håndskrifter. I et nyfilologisk perspektiv er målet dog ikke at rekonstruere

en svunden original, da variationen, i de tekstkilder man kombinerer, ofte skyldes forfatteren selv.

Valget om at foretage en eklektisk udgivelse kan være æstetisk begrundet. Til forskel fra Ausgabe

letzter Hand-princippets forestilling om forfatterens løbende perfektionering af værket findes den

æstetisk bedste version af værket gennem en kombination af flere af dets kilder. I 1800-tallet

fandtes således udgivere, der valgte de enkelte tekststeder ud fra en vurdering af, hvilke der

kunstnerisk set var de bedste. Praksissen er blevet kritiseret for at være uvidenskabelig, da valget af

det enkelte tekststed beror på udgiverens fortolkning. En anden kritik – som også gjorde sig

gældende over for Ausgabe letzter Hand-princippet – omhandler tekstens historiske status, idet

teksten er et resultat af både den yngre og den ældre forfatter. Gennem den eklektiske praksis sker

13 Op.cit., s. 108. 14 Op.cit., s. 112-116.

13

der en kontamination af de forskellige versioner af værket, og således står man med en tekst, der

aldrig har eksisteret.15 Senere – i løbet af 1900-tallet – blev metoden dog praktiseret på et mere

videnskabeligt grundlag med det formål at rekonstruere, hvad forfatteren skrev eller ønskede at

skrive.16

2.3 Værkbegrebet

Det er nødvendigt med en præcisering af begrebet værk. Et værk kan forstås som et overbegreb for

en gruppe af indbyrdes afvigende tekster, der dog deler en vis identitet. Gruppen af tekster kan

deles i versioner, som samler en række varierende tekster under sig. Et litterært værks versioner er

de skikkelser, som værket har haft på forskellige tidspunkter. Det kan fx være de forskellige

udgaver – reviderede, forøgede eller forkortede – som et værk er blevet trykt i. På den ene side må

versionerne have så stor grad af indbyrdes lighed, at man kan identificere dem som tilhørende

samme værk. På den anden side må forskellene mellem dem være så store, at versionerne

nødvendigvis er udtryk for forskellige formuleringsviljer.17 Begrebet variant har to betydninger; det

kan enten være den lokale afvigelse, der gør to tekster forskellige, eller det kan være hele den tekst,

der indeholder en eller flere lokale afvigelser. Til begrebet værk hører imidlertid også en ideal

dimension, som i det følgende vil blive beskrevet.

Inden for den kritiske udgivelsespraksis skelner man mellem to tekstbegreber: den

reale tekst og den ideale tekst. Realteksten er den foreliggende og fejlbehæftede tekst, som

udgiveren ønsker at emendere ud fra en forestilling om en bedre tekst. Dette er forestillingen om

tekstens ideale udformning, der er en immateriel størrelse; idealteksten findes kun i udgiverens

hoved. Med rettelserne af den foreliggende realtekst forsøger udgiveren at rekonstruere en bestemt

idealform af teksten; det kan fx være en bestemt historisk version af værket, forfatterens

intenderede tekst eller den kunstnerisk og sagligt optimale version af værket. Ved

15 Op.cit., s. 119-120. 16 Her henvises bl.a. til den engelske og amerikanske copy-text theory, hvor man i forsøget på at rekonstruere forfatterens tekst skelnede mellem tekstens såkaldte substantieller (meningsbærende elementer, fx ord) og accidentalier (formale elementer, fx ortografi og interpunktion). Den sidste gruppe mente man i højere grad var udtryk for sætteres indgreb, jo længere man i tid fjernede sig fra en oprindelig eller tidlig kilde, mens den første gruppe måtte skyldes forfatteren. Denne gren af editionsfilologien vil jeg dog ikke yderligere komme ind på. Se fx Kondrup: Editionsfilologi, s. 121f. 17 Op.cit., s. 35.

14

emendationsprocessen (fx rettelse af ord, bogstav eller tegn) opstår en ny realtekst, der er tættere på

udgiverens forestilling om den bedste tekst.18

Et værk består således af summen af sine indbyrdes varierende tekster, men også af en

ideal dimension, der repræsenteres af realtekstrettelserne og relationen mellem varianterne. For ikke

at forveksle Krønike-Riims forskellige versioner med værket vil jeg i specialet benævne sidstnævnte

som Krønike-Riim (de tre udgaver fra hhv. 1829, 1842 og 1875 tildeles siglerne A, B og C). Med

Krønike-Riim henvises altså ikke til en bestemt udgave eller version, men til summen af de tre

versioner og deres varianter.

18 Jf. Johnny Kondrup: »Tekst og værk – et begrebseftersyn«, i Dorthe Duncker, Anne Mette Hansen & Karen Skovgaard-Petersen (red.): Betydning og forståelse. Festskrift til Hanne Ruus, København: Selskab for Nordisk Filologi 2013, s. 65-66.

15

3 Svend Grundtvig som udgiver

I dette kapitel vil jeg give en introduktion til Svend Grundtvigs (herefter SG)

udgivelsesvirksomhed.19 Første del vil omhandle den mest kendte udgivelse; Danmarks gamle

Folkeviser. I denne forbindelse vil jeg både undersøge udgiverens anvendte principper og samtidens

reaktioner på disse. I anden del af kapitlet vil jeg komme ind SG’s udgivelser af faderens værker.

Jeg vil undersøge de anvendte udgivelsesprincipper dels i den omfangsrige værksamling Poetiske

Skrifter 1-9, dels i to typiske enkeltudgaver af forfatterens værker.

3.1 Danmarks gamle Folkeviser

»Det maa derfor være enhver Dansk, der bekymrer sig om sit Folks aandelige Liv i Fortid og Fremtid,

kjært og magtpaaliggende at see alt hvad vi endnu have tilbage af vor gamle Folkedigtning reddet fra

Undergang og overgivet til Offenligheden i saa ægte og oprindelig en Skikkelse som muligt«.20

SG er mest kendt for sine udgivelser af folkeviser, -sagn og -eventyr. Fra de første oversættelser af

engelske og skotske folkeviser i 1842-1846 til sin pludselige død i 1883 får han sat et markant

aftryk på folkemindetraditionen. SG’s største projekt var indsamlingen og udgivelsen af de gamle

danske folkeviser. Første bind af Danmarks gamle Folkeviser (herefter DgF) blev udgivet i 1853 i

samarbejde med Samfundet til den danske Litteraturs Fremme. Forud for udgivelsen havde SG

iværksat en storstilet indsamling af håndskrifter. Indsamlingen var allerede blevet påbegyndt i

1842-43, hvor han – ud over at foretage en række private henvendelser – udsendte en opfordring i

Dansk Folkeblad nr. 45 (8.12.1843) til den danske befolkning om at indsende visehåndskrifter (en

opfordring, der desuden blev ivrigt efterkommet).21 I den senere Plan til en ny Udgave af Danmarks

gamle Folkeviser (1847) opfordrede han ligeledes befolkningen til at bidrage med viser, der måtte

ligge gemt rundt omkring i de danske huse. Det var desuden et fortløbende og uafsluttet projekt, da

han i forordet til DgF opfordrede til en fortsat indsamling.

Forinden udgivelsen af DgF havde der længe eksisteret et udbredt ønske om en ny

udgave af folkeviserne. I 1812-14 havde W. Abrahamson, R. Nyerup og K.L. Rahbek udgivet

Udvalgte Danske Viser fra Middelalderen 1-5. Man havde siden udgivelsen fået kendskab til nye

19 Svend Grundtvig var desuden ansat ved Københavns Universitet i en række år. I 1863 blev han docent i nordisk filologi og i 1869 professor i nordisk filologi. 20 Svend Grundtvig, Axel Olrik, H. Grüner-Nielsen o.fl.: Danmarks gamle Folkeviser, bd. 1-12, København: Samfundet til den danske Literaturs Fremme / Universitets-Jubilæets Danske Samfund 1853-1976; bd. 1 (1853), s. V. 21 Carl S. Petersen: »Fra folkevisestriden. Nogle uddrag og breve«, i Marius Kristensen & Axel Olrik (red.): Danske Studier, København: Det Schubotheske Forlag 1905, s. 68.

16

håndskrifter, og foruden dette havde udgiverne – som titlen antyder – kun bragt et udvalg af de

viser, man kendte til. SG kritiserede desuden udgiverne for at ændre markant i folkevisernes tekst;

strofer var blevet tilføjet eller udeladt efter udgivernes egen vurdering, forskellige afskrifter var

blevet kombineret til én tekst, og ældre ord var blevet ombyttet med moderne ord. SG var altså

imod de tidligere udgiveres omfattende indgreb i viserne.

3.1.1 En fuldstændig og tro gengivelse af viserne

Dette afsnits indledende citat fra forordet til DgF indrammer den plan, som SG havde med

udgivelsen. Det handlede om at redde »alt hvad vi endnu have tilbage af vor gamle Folkedigtning

[…] fra Undergang« og at udbrede det til befolkningen »i saa ægte og oprindelig en Skikkelse som

muligt«. Udgaven skulle med andre ord først og fremmest omfatte alle de viser, man kendte til, og

deres forskellige former. SG bruger selv termen opskrifter, hvilket vil sige de grundlæggende

variationer af visen, som er blevet overleveret; »de forskjellige, undertiden i vidt forskjellige Egne

og til meget forskjellig Tid, i forskjellige Dialekter, ja endogsaa i forskjellige Sprog fastholdte

Texter af en Folkesang, som den findes eller har været at finde i Folkemunde«.22 Den enkelte

opskrift findes ofte i flere sprogligt afvigende afskrifter, der dog stadig kan identificeres som

tilhørende samme opskrift. Variationerne mellem opskrifterne er – i modsætning til afskrifternes

variationer – en konsekvens af den mundtlige overlevering, som kendetegner folkeviserne.

Materialet, som SG baserede sin udgave på, kan opdeles i hhv. trykte kilder og utrykte

kilder. Disse hovedkilder kan splittes i flere underkategorier:23

Type af kilde Anvendt materiale i DgF

1. Trykte kilder.

De tre ældre samlinger:

• A.S. Vedels Hundredvisebog 1591

• M. Gøyes Tragica 1657

• P. Syvs Tohundredevisebog 1695 (tillægget til

Vedels udgave)

Særskilte flyveblade (der ikke er optryk af de ældre

samlinger).

22 Svend Grundtvig: Etatsraad Molbech og Kæmpeviserne, et Stridsskrift, København: F.H. Eibe 1848, s. 20. 23 Svend Grundtvig: Plan til en ny Udgave af Danmarks gamle Folkeviser, (aftrykt i Prøve paa en ny Udgave af Danmarks gamle Folkeviser 2. opl.), København: Samfundet til den danske Litteraturs Fremme 1847, s. 18.

17

Nyere samlinger eller andre bøger og tidsskrifter (der

indeholder viser optrykt efter kilder, der ikke længere

eksisterer).

2. Utrykte kilder.

Ældre håndskrifter:

• Nedskrivninger foretaget mellem 1550 og 1720 i

visebøger (der ikke er afskrifter af endnu

eksisterende kilder).

Nyere håndskrifter:

• Nedskrivninger foretaget i 1800-tallet efter

mundtlige kilder (der kan antages at have sin

oprindelse i enten en mundtlig overlevering eller

nu tabte skriftlige kilder).

Anden underkategori af de utrykte kilder – nedskrivninger efter mundtlige kilder – omfatter de

håndskrifter, som på opfordring af SG blev nedskrevet, indsamlet og indsendt til formålet. Det er

altså viser, som op til indsamlingen enten kun havde eksisteret mundtligt eller havde sit ophav i

svundne kilder. SG’s interesse for de mundtlige kilder hænger sammen med hans syn på

folkevisernes oprindelse. Ifølge SG var folkeviserne »født paa Tungen«; dvs. de var blevet til

mundtligt gennem generationer og bevaret i folkemunde gennem århundreder til den dag, hvor man

begyndte at nedskrive dem.24 På grund af de variationer, der opstod gennem den mundtlige

overlevering fra region til region, findes nogle af viserne i forskellige opskrifter, alt efter hvor langt

viserne havde udviklet sig inden nedskrivningen. Man kan derfor ikke finde frem til den enkelte

folkevises urform, dels fordi den oprindelige skikkelse af visen er blevet splittet i mange dele og

udformninger, og dels fordi de tilgængelige håndskrifter i mange tilfælde er afskrifter (eller

afskrifters afskrifter!) af endnu ældre kilder. Forståelsen af, at den enkelte vise som et værk ikke

kunne indeholdes i en enkelt opskrift, var netop begrundelsen for at medtage de forskellige

opskrifter af de enkelte viser, som det var muligt at opstøve.

DgF er opdelt i fire genrekategorier: Kæmpeviser, trylleviser, historiske viser og

ridderviser. Inden for kategorierne er viserne kronologisk ordnet, og SG følger grundlæggende et

princip om, at det ældste har forrang. For hver vise udgiver SG de forskellige opskrifter, der måtte

eksistere. Opskrifterne er ordnet efter et skøn over, hvilken af disse der er ældst, eller hvilken der

24 Op.cit., s. 6.

18

forekommer udgiveren »simplest og fuldkomnest at udtrykke Visens Grundtanke«.25 Den enkelte

opskrift gengives kun efter én afskrift, så i de tilfælde, hvor opskriften findes overleveret i flere

afskrifter, foretager han en vurdering af, hvilken af disse der er ældst.

En grundlæggende hensigt med udgaven var at lade visernes tekst stå »i saa ægte og

oprindelig en Skikkelse som muligt«. SG foretager dog stadig rettelser af viserne; nogle er generelle

for alle kilderne, mens andre er specifikke for den enkelte type kildemateriale.

Rettelsesprincipperne er specificeret i forordet til DgF, og jeg vil i det følgende skema kort beskrive

dem.26

Kildemateriale Rettelsesprincip

1. Generelt for alle kilder. a) Versenes inddeling er udgiverens.

b) Interpunktionen er udgiverens (bortset fra

bindestreg i de ældre samlinger).

c) Alle forkortelser opløses og skrives ud; hvor

dette er gjort fremhæves ved kursivering.

d) Ved () har udgiveren indskudt et ord eller

bogstav, der i kilden er beskadiget.

e) Ved [] har udgiveren indskudt et ord eller

bogstav, hvor ingen synlig lakune findes i kilden.

f) Ulæselige steder i kilden betegnes ved ***.

2. De tre ældre samlinger. a) Gengives uforandret (med undtagelse af de

generelle principper).

3. Karen Brahes foliohåndskrift. a) Stort begyndelsesbogstav anvendes kun i

egennavne og efter punktum.

b) oh ændres til och (når betydningen er »og«).

4. Kilder ældre end 1700. a) Stort begyndelsesbogstav anvendes kun i

egennavne og efter punktum.

b) Dobbeltkonsonant i begyndelsen af en stavelse

ændres til enkeltkonsonant.

c) Tredobbelte konsonanter eller vokaler i samme

25 Svend Grundtvig, Axel Olrik, H. Grüner-Nielsen o.fl.: Danmarks gamle Folkeviser, bd. 1-12, København: Samfundet til den danske Literaturs Fremme / Universitets-Jubilæets Danske Samfund 1853-1976; bd. 1 (1853), s. VI. 26 Op.cit., s. VI-VII.

19

stavelse ændres til dobbeltkonsonant eller

-vokal.

d) sch, sh, sc og sck ændres til sk. Hvor sh står for s

beholdes dog sh.

e) sz ændres til ss.

f) j ændres til i, uanset om det står som vokal eller

konsonant.

g) v og w ændres til u, hvor stavelsen ellers ville

mangle en vokal.

5. Kilder yngre end 1700. a) Gengives efter SG’s egen retskrivning, som i

resten af DgF’s paratekst.

Det er værd at bemærke, at rettelsespunkterne for kilder ældre end 1700 (b-g) og Karen Brahes

foliohåndskrift (b) ikke var en del af SG’s oprindelige plan, hvor han anbefalede »at meddele alt,

hvad aftrykkes efter Originaler, ældre end 1700 […] med den forefundne Skrivemaade, kun med

Tilsætning af Verseliniernes Afdeling og Interpunctionen, samt det ved Forkortelsestegn antydede,

og med Bortkastelse af alle store Bogstaver, undtagen i Navne, efter Punctum og i Begyndelsen af

hvert Vers«.27 Det er altså rettelsesprincipper, der er foranlediget af Samfundet til den danske

Litteraturs Fremme ved de indledende udgavemøder (»De ere fra Udgiverens Side en

Indrømmelse«).28 Rettelsesprincipperne er ifølge SG til gengæld uskadelige, da de kun tjener til at

lette læsningen. Med dette mener han, at visernes sproglige troværdighed ikke svækkes, så længe

rettelserne dels ikke ændrer i ordenes lydlige udtryk, dels kan gennemføres konsekvent (fx ændres

»th« ikke til »t«, da det i andre tilfælde kan stå for »d«). De enkelte rettelser i teksten noteres ikke.

Efter viserne følger et afsnit med tekstkritiske anmærkninger. Disse er ordnet efter

visernes opskrifter (fx opskrift A, B, C osv.). For hver af disse har SG noteret følgende:29

• rettelser i teksten, som ifølge SG er tydelige tekstfejl (fx rettes »Suarenn suendt« til

»Snarenn-suendt« i visen Sivard Snarensvend, opskrift A, bind 1, s.12).

27 Svend Grundtvig: Plan til en ny Udgave af Danmarks gamle Folkeviser, (aftrykt i Prøve paa en ny Udgave af Danmarks gamle Folkeviser, 2. opl.), København: Samfundet til den danske Litteraturs Fremme 1847, s. 20. Jeg har i citatet ændret fremhævelsen fra spatiering til kursivering, hvilket gælder for resten af specialet. 28 Svend Grundtvig, Axel Olrik, H. Grüner-Nielsen o.fl.: Danmarks gamle Folkeviser, bd. 1-12, København: Samfundet til den danske Literaturs Fremme / Universitets-Jubilæets Danske Samfund 1853-1976; bd. 1 (1853), s. VII. 29 Op.cit., s. VIII.

20

• rettelsesforslag, der ikke er indført i teksten, da SG har været i tvivl (fx forslaget »ad« for

»da« i visen Sivard Snarensvend, opskrift B, bind 1, s. 12).

• tvivl om aflæsning af kilders håndskrift.

• betydningsbærende eller sprogligt egenartede variationer mellem indbyrdes uafhængige

afskrifter, der hører under den samme opskrift (fx ekstra strofer, andre ord eller særlige

ortografiske afvigelser).

Til hver vise har SG skrevet en kort indledning, der oplyser om visens historie,

overleveringsforhold og emne. Endelig tilføjer han også en ordforklaring samt fornødne registre.

3.1.2 Folkevisestriden

SG’s planer om udgivelse af de gamle folkeviser blev mødt af massiv modstand fra den

københavnske litterære offentlighed, heriblandt Chr. Molbech, J. Levin, F.L. Liebenberg, P. Hjort

og til dels N.M. Petersen. Striden, der udspillede sig i perioden 1847-1848, handlede

grundlæggende om, hvordan en kritisk og videnskabelig udgivelse af folkeviserne skulle

gennemføres. Modstanderne af DgF mente, at man med SG’s udgivelsesprincipper ville få en

ukritisk, unyttig og rå materialesamling. Ifølge Molbech var det ikke alle viser, der var værd at

trykke, og slet ikke i en urevideret form. Mange af de håndskrevne viser – ofte nedskrevet af

adelige kvinder – var ifølge ham dårlige afskrifter, som det var nødvendigt at forskønne, hvis man

skulle nå frem til visens ideelle æstetiske form. Udgiveren skulle derfor foretage et kritisk udvalg af

de bedste folkeviser, og visernes tekst og struktur skulle revideres ud fra udgiverens æstetiske og

sproglige sans.30 Dette betød bl.a., at de forskellige opskrifter gerne måtte kombineres. Den form af

viserne, som SG planlagde at udgive, var ifølge Molbech »ikke ’reen og uforvansket,’ men ureen og

ukiendelig af Smuds«.31

Ifølge SG var den ene opskrift ikke bedre end den anden. Han kritiserede i denne

forbindelse Molbech for ikke at skelne mellem opskrifter og afskrifter. Variationerne mellem

opskrifterne var – i modsætning til afskrifterne – en naturlig konsekvens af folkevisernes mundtlige

overlevering, og de var derfor hver især udtryk for den særegne og lokale form af den pågældende

vise. SG mente derfor, at folkeviserne ud over deres æstetiske værdi også havde en sproglig og

historisk betydning. Først og fremmest kunne viserne – særligt de ældre opskrifter – give en

etymologisk indsigt. Fra denne betragtning kritiserede han udgiverne af Udvalgte Danske Viser for

30 Christian Molbech: En Betænkning over den bebudede nye Udgave af en Material-Samling til Danmarks Gamle Folkeviser, København: C.A. Reitzel 1847, s. 5-14. 31 Op.cit., s. 15.

21

at ændre ældre ord til moderne ord, da det sproglige indhold derved blev forvansket. Det historiske

udbytte, mente han, delte sig i to. Den første del angik indblikket i det middelalderlige liv og store

danske begivenheder. Den anden del angik »det Vidnesbyrd, som de aflægge om det danske Folks

Oprindelse og om dets tidligste Forbindelser«.32 Interessen for folkeviserne som særligt danske

kom på baggrund af en i tiden udbredt forestilling om, at danskerne, frem for at være af en »ægte«

nordisk æt, havde sin oprindelse i en tysk stamme. Der var derfor et behov for at udforske det

danske folks fortid, og SG så en mulighed for dette i folkeviserne.

Med udgivelsen af DgF mente SG at have udfyldt et hul i den danske

litteraturforskning. Udgivelsen var til gavn for den litterære og sproglige forsknings fremme, men

også for den danske befolknings identitet og selvforståelse. SG nåede dog kun at udgive fire af

værkets i alt 12 bind inden sin pludselige død efter blot én dags sygdom i 1883 (femte bind blev

delvist udgivet af SG, mens de efterfølgende var baseret på hans forarbejder).

3.2 Udgivelser af faderens værker

Foruden sit arbejde med folkeviserne stod SG også for en række udgivelser af faderens værker.33

Allerede inden N.F.S. Grundtvigs (herefter NFSG) død i 1872 udgav SG et udvalg af digte (Digte

1869), som indledes med en hyldest til forfatterens særegne digtervirke. Efter faderens død tog

udgivelserne fart, og de omfattede både enkeltudgaver og samlingen Poetiske Skrifter (herefter PS).

I det følgende vil jeg beskrive PS og to enkeltudgaver; Kirke-Spejl og Mands Minde.

Enkeltudgaverne repræsenterer to af SG’s typiske udgivelser; nye udgivelser af værker, der blev

udgivet i NFSG’s sidste leveår, og udgivelse af utrykt materiale.

3.2.1 Poetiske Skrifter

Første bind af PS udkom i 1880. Planen med udgaven var, at den skulle være en tilnærmelsesvis

fuldstændig samling af NFSG’s verdslige digtning. Der var altså visse undtagelser. Først og

fremmest skulle udgaven ikke omfatte den særligt kristelige poesi, der allerede var blevet udgivet

samlet i Psalmer og aandelige Sange 1-5 (1868-1875). Samtidig var der flere enkeltværker, han

havde udgivet forinden PS (fx Krønnike-Riim 3. udg. 1875 og Brage-Snak 2. udg. 1876). Da disse

32 Svend Grundtvig, Axel Olrik, H. Grüner-Nielsen o.fl.: Danmarks gamle Folkeviser, bd. 1-12, København: Samfundet til den danske Literaturs Fremme / Universitets-Jubilæets Danske Samfund 1853-1976; bd. 1 (1853), s. IX-X. 33 Af værker kan nævnes: Digte 1869 (2. opl. samme år); Folkelæsning. Kirkelig og folkelig Digtning 1870 (findes også i eksemplarer med titlen Kirkelig og folkelig Digtning); Krønnike-Rim 3. udg. 1875; Danske Ordsprog og Mundheld 2. udg. 1875; Kirke-Spejl 2. udg. 1876; Brage-Snak 2. udg. 1876; Mands Minde 1877; Poetiske Skrifter bd. 1-9 1880-1930; Grundtvig og Ingemann. Brevvexling 1821-1859 1882; Kristenhedens Syvstjærne 3. udg. 1883; Den kristelige Børnelærdom 3. udg. 1883.

22

værker allerede var blevet trykt, så man ingen grund til også at trykke dem i PS (økonomiske

hensyn har sandsynligvis også spillet ind).

PS omfattede både trykte digte og manuskripter, der ikke før var blevet offentliggjort.

Samlingen er ordnet efter et tilblivelseshistorisk princip, hvilket vil sige at alle digte (trykte som

utrykte) står i den rækkefølge, hvori de blev til. I følgende skema beskrives udgivelsesprincipperne,

som opridses i forordet til første bind af PS (IX-XVIII):

Type af tekstmateriale Udgivelsesprincip i PS

Trykte tekster. • Digtene ordnes efter tilblivelsestidspunkt.

• Den først offentliggjorte form af digtet udgives.

• Digte udgives enkeltvis på bekostning af den

oprindelige sammenhæng og

helhedskomposition; digtet som del af prosatekst

eller digtsamling.

• Fortaler til digtsamlinger udgives (udskilt fra den

oprindelige helhedskomposition).

• Flere tidligere trykte tillæg til digte udgives i

sammenhæng med det pågældende digt (fx

NFSG’s kommentarer til flere digte i

digtsamlingen Kvædlinger 1815).

• Evt. varianter fra senere offentliggjorte former af

digtet oplyses i tekstkritiske fodnoter.

• I de tilfælde, hvor variansen er markant, udgives

alle former.

• NFSG’s oversættelser af fremmede digte udgives

ikke (på nær en enkelt hidtil utrykt oversættelse

placeret i forordet, da SG fandt den interessant).

Utrykte tekster. • Færdige manuskripter udgives.

• Visse varianter fra manuskripter meddeles i

indledningen til de trykte digte (fx »Nyaarsvers«

bind 1, nr. 26).

Principperne gennemføres dog ikke konsekvent. En af undtagelserne er i forbindelse med de utrykte

værker. I forordet fremgår, at det kun er de færdige manuskripter, der skal udgives, da det i så fald

23

»ofte kun kan skyldes et Tilfælde, at de ikke alt ere trykte for 70 Aar siden«.34 Fra og med bind 2

(1880) er der dog flere eksempler på udgivelse af manuskriptbrudstykker.35 Desuden udelades flere

utrykte digte fra NFSG’s ungdomsår, heriblandt digte som SG anså for at være for private til

udgivelse. Ved udgivelsen af Optrin af Nordens Kæmpeliv (1809-1811) omgår han også

principperne, da han dels trykker værkets to dele samlet i PS bind 2 (da de »udgjorde for

Forfatterens Syn en Enhed«), dels følger anden udgaves tekst fra 1861.36 I modsætning til

andenudgavens rækkefølge (del 1, del 2) udgiver SG delene efter deres offentliggørelse; dvs. med

rækkefølgen del 2 1809, del 1 1811. Han har altså i dette tilfælde delvist respekteret forfatterens

helhedskomposition, men i en form der aldrig har eksisteret.

Digtene i PS er ordnet tilblivelseskronologisk ud fra et biografisk-genetisk synspunkt;

dvs. at de står i den rækkefølge, som NFSG havde produceret dem. Dette gjaldt også, selvom den

tekst SG udgav, i langt de fleste tilfælde var den først offentliggjorte form af værket. Dette betød, at

SG overalt måtte foretage en vurdering af, hvornår det pågældende værk var blevet affattet, hvis

ikke det fremgik eksplicit. Denne tilblivelseskronologiske ordning var i modsætning til ældre

udgivelsers idealistisk-systematiske ordning efter genrer, og SG var efter alt at dømme den første

udgiver, der anvendte metoden i Danmark.37 Hensigten med den biografisk-genetiske udgave var at

vise NFSG’s personlige og poetiske udvikling, og fremgangsmåden var i overensstemmelse med

den positivistisk-biografiske strømning, som Georg Brandes i 1870’erne ledte ind i Danmark.38

Mange af teksterne i PS var desuden taget ud af deres oprindelige kontekst (fx en digtsamling eller

en længere prosatekst). Et eksempel på dette er digtet Freja – en titel, SG selv har givet – der

oprindeligt indgik i anmeldelsen Et Par Ord i Anledning af det forkyndte Sørgespil Signe (opr.

udgivet i Ny Minerva, juni 1807).

SG foretog forskellige rettelser af teksten. Først og fremmest er ortografien og

interpunktionen overalt moderniseret, ligesom han forholder sig frit over for fremhævelser i teksten.

34 Jf. forordet til N.F.S. Grundtvig: Poetiske Skrifter, bd. 1-9, udg. af Svend Grundtvig, C.J. Brandt & Georg Christensen, København: Karl Schønbergs Forlag 1880-1930; bd. 1 (1880), s. XIII. 35 Se fx afsnittet »Optrin af Nordens Historie. Hidtil utrykte Brudstykker«, op.cit., bd. 2 (1880), s. 437-531. 36 Jf. forordet, op.cit., s. XI-XXIV. 37 Jf. Steen Johansen: »Om Grundtvig-udgaver«, i Grundtvig-Studier 1951, København: Grundtvig-Selskabet af 8. september 1947 / Gyldendal 1951, s. 87. F.L. Liebenberg havde forsøgt sig med den tilblivelseskronologiske metode allerede i 1843 i forbindelse med udgivelsen af Schack Staffeldt: Samlede Digte, bd. 1-2, København: Samfundet til den danske Litteraturs Fremme / J.D. Qvist. Udgaven lykkedes dog ikke, til dels pga. forfatterens misledende oplysninger om digtes tilblivelsestidspunkt (jf. Hakon Stangerups afsnit om Staffeldt i Povl Engelstoft & Svend Dahl (red.): Dansk Biografisk Leksikon, 2. udg., bd. 12-27, København: J.H. Schultz Forlag 1933-1944; bd. 22 (1942), s. 383-391. 38 Jf. Johnny Kondrup: »Biografisk metode«, i Johannes Fibiger, Gerd von Buchwald Lütken & Niels Mølgaard (red.): Litteraturens tilgange, 2. udg., Århus: Systime Academic 2010, s. 58-59.

24

I de tilfælde, hvor SG har foretaget egentlige tekstrettelser – såsom rettelse af tydelige trykfejl – er

disse noteret i en fodnote. Hvert digt indledes desuden med sparsomme oplysninger. Ved tidligere

trykte værker oplyses om værkets forskellige udgivelser og forhold omkring udgivelsen. Ved

udgivelsen af tidligere utrykte værker indledes med vurderinger af tilblivelsesomstændigheder og

nedskrivningsdato.

SG nåede før sin død i 1883 kun at udgive bind 1-5 af PS, til gengæld efterlod han sig

omhyggelige forarbejder. På baggrund af disse blev de to efterfølgende bind (6 1885; 7 1889)

udgivet af C.J. Brandt; bind 6 i samarbejde med SG’s enke Laura Grundtvig. Først i 1929 blev bind

8 færdiggjort, og udgivelsen var iværksat af grundtvigforskeren Holger Begtrup. Udgiveren var

seminarieforstander Georg Christensen, der også udgav det afsluttende bind 9 i 1930.

3.2.2 Kirke-Spejl og Mands Minde

I 1871 udkom første udgave af Kirke-Speil. Udgivelsen blev foretaget på baggrund af en række

kirkehistoriske foredrag, som NFSG afholdt i årene 1861-1863. Manuskriptet til disse foredrag

lagdes til grund for udgivelsen, der ikke blev ledet af forfatteren selv, men af kapellan Kr. Køster

(efter Køsters død i trykningsfasen fuldførtes udgivelsen af biblioteksassistent F.G.C. Weeke).

Manuskriptet var ikke en renskrift; det var forsynet med talrige tilføjelser og ændringer af NFSG,

og flere af tekstpassagerne var præget af mindre fejl i udtryk og sætningsforbindelser.39 NFSG var

på dette tidspunkt 88 år, og hans syn var betydeligt svækket. Dette betød for det første, at han ikke

selv kunne foretage en endelig revision og korrekturlæsning af manuskriptet. For det andet havde

han – ifølge SG – sværere ved at bevare opmærksomheden i forbindelse med udgiverens oplæsning

af manuskriptet i korrekturfasen. Det kan have medført, at fejl eller mangler ikke er blevet

lokaliseret og rettet. På trods af denne indsigt lagde SG den trykte førsteudgave – ikke manuskriptet

– til grund for anden udgave af Kirke-Speil. Dette blev gjort af respekt for de tydelige ændringer

(tilføjede eller slettede passager), som udgiverne havde foretaget efter instruktion fra forfatteren i

korrekturfasen. I de tilfælde, hvor SG var i tvivl om enkelte tekststeder i førsteudgaven,

konsulterede han manuskriptet eller foretog en rettelse ud fra eget skøn. Rettelserne er noteret i

efterskriften (357-359), og i teksten er rettelserne omgivet af skarpe klammer. Til gengæld oplyses

ikke, hvad der er foretaget ud fra hhv. manuskriptet og udgiverens egen vurdering. Ortografien og

interpunktionen er moderniseret, og fremhævelser i teksten er blevet ændret, men disse rettelser er

stiltiende. Med udgivelsesprincipperne mente SG dels at have respekteret forfatterens sidste vilje

39 Jf. efterskriften til N.F.S. Grundtvig: Kirke-Spejl eller Udsigt over den kristne Menigheds Levnedsløb, Foredrag, holdte 1861-63, 2. udg. ved Svend Grundtvig, København: Karl Schønbergs Forlag 1876, s. 356.

25

(udtryk for Ausgabe letzter Hand-princippet), dels at have rådet bod på tidligere oversete fejl og

mangler opstået i førsteudgavens korrekturfase. Midt i trykningen af anden udgave af Kirke-Speil

opdagede SG dog til sin store ærgrelse, at mange af afvigelserne mellem manuskriptet og

førsteudgaven ikke skyldtes forfatteren selv, men var et resultat af udgivernes fejllæsning af

NFSG’s håndskrift. SG foretog da en fuldstændig sammenligning af manuskript og førsteudgave,

hvor han mente at kunne skelne mellem afvigelser foranlediget af forfatterens vilje og afvigelser,

der skyldtes udgivernes fejllæsning, unøjagtige gengivelse eller korrekturfejl. Da det – pga. den

fremskredne udgivelsesproces – ikke var muligt at rette sidstnævnte type af afvigelser i teksten,

gengav han dem i en liste i efterskriften (360-363).

I 1877 udgav SG Mands Minde 1788-1838. Foredrag over det sidste halve

Aarhundredes Historie, holdte 1838. Udgaven var baseret på hidtil utrykte manuskripter til en

række historiske foredrag afholdt på Borchs Kollegium i slutningen af 1830’erne. SG understreger

den forskel, der er på de håndskrevne manuskripter og det mundtlige foredrag. Først og fremmest

bærer manuskripterne præg af at være udkast; der er således flere tekstpassager, hvor forfatteren har

tilføjet bemærkninger i marginen, eller hvor strukturen er uordnet. For det andet mener SG ikke, at

manuskripterne kan give et indtryk af NFSG’s mundtlige fremførelse af stoffet og den særlige

fortællemåde, som han havde.40 Ud over – som ved udgivelsen af Kirke-Speil – at modernisere

ortografi og interpunktion har SG foretaget rettelser, som han mente var nødvendige for

læsbarhedens skyld. Foruden tydelige skrivefejl omfatter rettelserne tilpasning af tekstens struktur;

fx har NFSG i visse tilfælde skrevet indledende afsnit i slutningen af foredragsmanuskriptet,

ligesom der forekommer en del gentagelser. Rettelserne omfatter desuden tilføjelse eller udeladelse

af ord (oftest bindeord) i de tilfælde, hvor SG har vurderet det nødvendigt for sammenhængen og

forståelsen af teksten. Hvor udgiveren har tilføjet et ord, er det omgivet af skarpe parenteser; andre

rettelser noteres ikke.41 I forhold til faktuelle omstændigheder som navne, årstal og datoer har SG

forholdt sig frit; dvs. han har korrigeret dem, hvis de ikke var korrekt angivet i manuskriptet (dog

ikke konsekvent, da SG ikke har været opmærksom på denne type rettelser i de første

foredragsmanuskripter). De faktuelle rettelser er i flere tilfælde foretaget ud fra kilder, som ikke var

til rådighed for NFSG, da han afholdt foredragene i 1838. Rettelsen af sagfejl er et princip, der er

40 Jf. »Udgiverens Forord« i Mands Minde 1788-1838, udg. af Svend Grundtvig, København: Karl Schønbergs Forlag 1877, s. V; XIX-XX. 41 I den digitaliserede version af Registrant over N.F.S. Grundtvigs Papirer, der indeholder en beskrivelse af foredragsmanuskripterne (fasc.nr. 359.I.I), kritiserer Steen Johansen Svend Grundtvig for i sin udgave at udelade flere sætninger og afsnit fra manuskriptet. Stykkerne er evt. udeladt pga. deres manglende sammenhæng, men Johansen mener, Svend Grundtvig burde oplyse om indgrebene.

26

omtvistet, særligt i forbindelse med skønlitterære værker, hvor det generelt anses for

uhensigtsmæssigt at rette fejlene. Ved værker af saglig art er det dog mere accepteret. Det afhænger

altså af, hvordan man læser værket, men også hvorfor: læser man værket for dets kunstneriske

kvaliteter eller for dets faglige indhold?42 SG har højst sandsynligt foretaget rettelserne ud fra en

vurdering af foredragsmanuskripternes saglige art.

42 Kondrup: Editionsfilologi, 2011, s. 140.

27

4 Om Krønike-Riim

I følgende kapitel vil konteksten for Krønike-Riims udgivelse i 1829 kort blive behandlet. I denne

forbindelse vil jeg dels komme ind på NFSG’s universalhistoriske værker og historiefilosofi, dels

beskrive Krønike-Riims rolle i forfatterens plan for historieundervisning.

4.1 De universalhistoriske værker

Et af de mange emner, der optog NFSG i hans levetid, var historieskrivningen. Som privatlærer for

Carl Steensen-Leth på Langeland 1805-1808 og underviser på Det Schouboeske Institut 1808-1810

havde han tidligt prøvet kræfter med historieundervisningen, men den største indsats lagde han i

historieskrivningen (bl.a. udarbejdelse af undervisningsmateriale). NFSG var interesseret i at skrive

verdenshistorien som én sammenhængende fortælling i modsætning til periode- eller nationsbunden

historieskrivning. Denne type historieskrivning kaldes universalhistorie og havde på daværende

tidspunkt været udbredt fra slutningen af 1700-tallet. Fra NFSG kom flere forsøg på at beskrive

verdenshistorien og dens sammenhængskraft; især kan nævnes de tre verdenskrøniker Kort Begreb

af Verdens Krønike i Sammenhæng (1812), Kort Begreb af Verdens Krønike, betragtet i

Sammenhæng (1814) og Udsigt over Verdens-Krøniken fornemmelig i det Lutherske Tidsrum

(1817) samt Haandbog i Verdens-Historien 1-3 (1833-1856).

Til grund for værkerne lå en særlig historiefilosofi.43 For NFSG kunne historiens

forløb betragtes som tredelt i analogi med menneskelivets faser. Således havde mennesket sin

ungdom i oldtiden, der var karakteriseret ved at være fantasifuld og poetisk. I middelalderen havde

mennesket sin følelsesfulde og handlekraftige manddom. Med renæssancen og reformationen trådte

menneskeslægten ind i alderdommens og forstandens eftertænksomme tidsalder: Nytårstiden. Det

var i denne tid, at videnskaben, skolen og oplysningen skulle nå deres højeste udvikling, og det var

samtidig filosofiens alder, men altså også verdenshistoriens afsluttende fase. Han udpegede fire

hovedfolk, som han mente, havde haft den betydeligste rolle for menneskehedens og historiens

udvikling: jøderne, grækerne, romerne og de germansk-nordiske folk. De tre første folkeslag havde

størst dominans i den første tidsalder, oldtiden, mens det germansk-nordiske folk dominerede i

betydning i middelalderen og i nytårstiden. I den sidste tid – nytårstiden – flyttedes

verdenshistoriens scene fra middelhavslandene til Østersøen og Nordsøen.

For overskuelighedens skyld havde NFSG til hensigt at inddele verdenshistorien i tre

parallelt løbende søjler; stats-, kirke- og skolehistorie. Haandbog i Verdens-Historien var i denne

43 Jf. Ole Vind: Grundtvigs historiefilosofi, København: Gyldendal 1999, s. 133-137; 263.

28

forbindelse primært skrevet som en statshistorie. En plan, som dog ikke blev fuldført, var desuden

at skrive hhv. en kirke- og en skolehistorie samt en kombineret verdenshistorie indeholdende alle

tre søjler.44

Det er i denne historiefilosofiske kontekst, Krønike-Riim skal læses. Værket var dog

først og fremmest skrevet for børn, da NFSG mente, historiefaget var et værdifuldt led i

opdragelsen og uddannelsen. Det er et syn, der kommer til udtryk i Krønike-Riims kombinerede

»Fortale og Indledning«: »Historien giver den sande Menneske-Kundskab, og at man desaarsag bør

gjøre Alt hvad man kan, for at lokke de Smaa til Dens saakaldte Labyrinth, lette dem Veien, og

hindre Forvirringen«.45 I det følgende afsnit vil jeg beskrive NFSG’s undervisningsplaner med

fokus på Krønike-Riims rolle heri.

4.2 Undervisningsplanerne

Krønike-Riim udkom i sin første udgave 6. marts 1829 med den fulde titel Krønike-Riim til Børne-

Lærdom med Indledning og Anmærkninger. Værket er et ud af flere undervisningsmidler, som

NFSG udarbejdede i forbindelse med sin plan for en ny historieundervisning. I den kombinerede

»Fortale og Indledning« (s. III-XX) skitserede han, hvordan den trefasede plan – som han kaldte

»den universal-historiske Cyklus« – skulle udføres.46 Første fase bestod i underviserens mundtlige

fremførelse for eleverne af det verdenshistoriske omrids, som var beskrevet i forord og indledning

til værket. Som hjælp til den første fase var intentionen, at læreren skulle anvende dels et landkort,

dels et historisk kort (Tidens Strøm 1829), som NFSG selv havde tegnet. Det historiske kort kunne

købes separat, men det var også indhæftet i den separat udgivne indledning til Krønike-Riim i

skikkelse af Historisk Børne-Lærdom (1829). I den anden fase skulle eleverne lære de 52 digte, som

Krønike-Riim bestod af. Hensigten var, at eleverne ved denne fremgangsmåde ville have lettere ved

at huske det historiske indhold. I den sidste fase af planen skulle NFSG’s planlagte Haandbog i

Verdens-Historien udvide elevernes historiske viden. Det første bind af Haandbog i Verdens-

Historien kom i 1833, mens det tredje og sidste bind først blev offentliggjort 23 år senere i 1856.

NFSG var modstander af den udbredte eksaminationsform i det danske skolevæsen;

udenadslæren. I forord og indledning til Krønike-Riim gav han udtryk for et særligt pædagogisk

syn, hvor man i højere grad end tidligere tog hensyn til børnenes indlæring. Dette gjaldt både

44 Op.cit., s. 99. 45 N.F.S. Grundtvig: Krønike-Riim til Børne-Lærdom med Indledning og Anmærkninger, København: den Wahlske Boghandling 1829, s. III. 46 Op.cit., s. XX.

29

historieundervisningens indhold og form. I stedet for at memorere registre – fx over byers

befolkningstal og vigtigste import- og eksportvarer – skulle eleverne med udgangspunkt i de

betydeligste geografiske områder og riger lære verdenshistoriens omrids og hovedbegivenheder.

Det var i mangel af passende lærebøger til understøttelse af den mundtlige undervisningsform, at

NFSG skrev Krønike-Riim. Underviserens mundtlige fremførelse af det historiske omrids og den

efterfølgende gennemgang af verdenshistorien på vers begrundede han med, at »Naar en Lære-Bog

nemlig ret skal gjøre Nytte, maa man med Fornøjelse kunne huske den, saa længe man lever, og det

kan man kun, naar Formen er let«.47

NFSG var med udgivelsen af Krønike-Riim sandsynligvis inspireret af den

middelalderlige genre rimkrøniken, der er en fremstilling af historiske begivenheder på vers.48 Den

danske Rimkrønike fra 1495 er den første bog trykt på dansk; en Danmarkshistorie, der

kompositorisk er bygget op af kongerækken. Kongerne træder i værket frem én efter én og fortæller

i monologer på vers om hovedbegivenhederne i deres liv.49 I Krønike-Riim er det ikke de danske

konger, men geografiske områder, personer og begivenheder, der træder frem og beskriver deres

historie. Det lyriske jeg er således ikke forfatterjeget, men kontinenter, floder, lande, konger,

religiøse og kulturelle skikkelser, som tilsammen udgør menneskets- og nationernes historie. De 52

digte går indholdsmæssigt fra de ældste riger i Europa, Asien og Afrika til de nyere europæiske

stater og afslutter med digtet »Den Christne Tro«.

NFSG afslutter fortale og indledning med en forsikring om, at »Oplever Bogen flere

Oplag, mens jeg lever, skal jeg giøre mit Bedste med at forbedre den«.50 I 1842 udgiver han anden

udgave, nu med titlen Krönike-Riim til Levende Skolebrug med Oplysninger. I denne udgave er

digtenes antal udvidet til 87; 42 nye digte er kommet til, mens syv af de oprindelige er udgået. Til

udgaven hører hverken forord, indledning eller andet, der kunne oplyse om forfatterens tanker bag

nyudgivelsen. NFSG dør i 1872, men dette forhindrer ikke værket i at udkomme i en tredje udgave.

47 Utrykt fortale til 2. udg. af Krønike-Riim i N.F.S. Grundtvig: Krønnike-Rim til levende Skolebrug, med Indledninger og Oplysninger, 3. udg. ved Svend Grundtvig, København: C.G. Iversens Boghandel 1875, s. XXXIX. 48 Grundtvigs interesse for særligt den danske version af genren kommer til udtryk flere steder i forfatterskabet, bl.a. i forordet til Pröver af Den Gammel-Danske Rim-Krönike i en ny Skikkelse, København: særskilt aftrykt af den Nordiske Kirke-Tidende 1834 (opr. trykt med titlen Den Danske Rim-Krönike i N. KT. nr. 33, 34 og 35 samme år, udg. af Jacob Christian Lindberg), s. 3-4: »En saadan Fornyelse var og er derfor en Kiærligheds-Gierning, hvortil jeg immer troede mig forbundet, da jeg er den eneste Rim-Smed nuomstunder, som har forelsket sig i det gamle Billede, og Hoved-Grunden, hvi det ei skedte for længe siden, var den Kulde, hvormed hardtad alle andre Læsere betragtede denne min Liv-Bog, som jeg, ærlig talt, har læst meget tiere og kan meget bedre end min Bibel«. 49 Jens Anker Jørgensen: »Kongemagtens tekster«, i Jens Anker Jørgensen & Knud Wentzel (red.): Hovedsporet, København: Gyldendal 2005, s. 98. 50 N.F.S. Grundtvig: Krønike-Riim til Børne-Lærdom med Indledning og Anmærkninger, København: den Wahlske Boghandling 1829, s. XX.

30

Denne gang er det forfatterens søn, Svend Grundtvig, der står for udgivelsen, og i 1875 udgives

værket med titlen Krønnike-Rim til levende Skolebrug, med Indledninger og Oplysninger.

31

5 Krønike-Riims udgivelseshistorie

I det følgende vil jeg foretage en analyse af Krønike-Riims udgivelseshistorie.51 I første del af

analysen vil jeg undersøge, hvordan N.F.S. Grundtvig ændrede i sit værk fra første til anden

udgave. I anden del vil jeg undersøge, hvordan Svend Grundtvig udgav faderens værk i dettes tredje

version. Hvad var det for nogle valg, han foretog, og kan man ud fra dette sige noget om de

principper, der lå til grund for udgivelsen? Formålet med analysen er således dels at beskrive den

transformation, værket gennemgik over de tre udgivelser, dels at kunne sige noget om Svend

Grundtvig som udgiver. I analysen skelnes der mellem forskellige niveauer af grundteksten –

indhold og tekst. Med udgavens indhold menes de forskellige overordnede strukturelle elementer

såsom fortale, indledning, digtene, anmærkningerne og oplysningerne. Med udgavens tekst

henvises til strofer, vers, sætninger, ord, stavelser, fremhævelser og interpunktion.

5.1 Fra første til anden udgave

5.1.1 Indholds- og tekstvarians

De mest omfattende ændringer fra Krønike-Riim A til Krønike-Riim B sker i forbindelse med

udgavernes indhold. Indholdet kan forklares som de forskellige afsnit, som værket er bygget op af:

fortale, indledning, digte og et register med opslag over begreber, historiske begivenheder og

personer. Jeg vil i det følgende gennemgå de ændringer, som NFSG foretog i disse dele af værket,

både på det indholdsmæssige og det tekstlige plan.

5.1.1.1 Fortale og Indledning

I Krønike-Riim A findes en kombineret fortale og indledning, som indeholder dels en beskrivelse af

NFSG’s hensigt med udgaven, dels et grundrids af verdenshistorien (s. III-XX). Krønike-Riim B er

ikke udstyret med nogen fortale eller indledning, og udgaven indledes således med en

indholdsfortegnelse (s. III-VI). Årsagen til den manglende fortale og indledning vides ikke, men SG

foreslår i efterskriften til Krønike-Riim C den mulighed, at forfatteren eller forlæggeren har undladt

dem af pladsmæssige hensyn.52 I tredje udgave af Krønike-Riim har SG trykt et hidtil utrykt

manuskript af den færdige fortale og indledning til B samt et tidligere udkast hertil. Disse

manuskripter kan give et indblik i baggrunden for NFSG’s ændringer af sit værk fra første til anden 51 Analysen bygger på en stikprøvekollation af første, anden og tredje udgave af Krønike-Riim samt en oversigt over versionernes digtvarians. Stikprøven er vedlagt som bilag i specialets bind 2, mens oversigten præsenteres i analysens anden del (afsnit 5.2.1.1). 52 N.F.S. Grundtvig: Krønnike-Rim til levende Skolebrug, med Indledninger og Oplysninger, 3. udg. ved Svend Grundtvig, København: C.G. Iversens Boghandel 1875, s. 305.

32

udgave, som med den manglende fortale til B ellers ville forblive ukendt. I de to manuskripter

beklager forfatteren den manglende udbredelse af værket. Han begrunder den med, at skolerne

endnu insisterede på udenadslære – en pædagogisk strategi, som NFSG med Krønike-Riim forsøgte

at gøre op med. Han nævner ligeledes den udbredelse, som indledningen til Krønike-Riim A havde

fået i form af det selvstændigt udgivne værk Historisk Børne-Lærdom (1829). Af denne grund skrev

han til Krønike-Riim B en ny indledning, da han forventede, at læseren allerede var bekendt med

den tidligere indledning.

NFSG beskriver ligeledes de ændringer, han foretog i forbindelse med udgavens digte

og register. Disse beskrivelser og deres eventuelle begrundelser vil blive inddraget i de følgende

afsnit.

5.1.1.2 Digte

NFSG ændrer betydeligt i omfanget af digte fra første til anden udgave af Krønike-Riim – A består

af 52 digte, mens B består af hele 87. Ændringerne omfatter dels tilføjelse af nye digte, dels valget

om ikke at genudgive syv digte fra A. I det følgende vil jeg undersøge, hvad ændringerne består i,

og NFSG’s begrundelser for at gennemføre dem.

De syv digte fra A, han ikke udgav i B, er: »Jerusalem« (VII), »Antiochien« (XV),

»Alexandrien« (XVI), »Rom« (XVII), »Italien« (XXXV), »Friedrich den Eneste« (XLIII) og

»Engeland« (XLVII). I tilfældene med »Alexandrien« og »Rom« skrev han to nye digte med

samme titel. Årsagen til, at han ikke trykte de syv digte, var deres sværhedsgrad – NFSG vurderede,

at hans egne børn fandt dem for uoverkommelige.53 Til gengæld skrev han 42 nye digte til B, og en

oversigt over disse kan findes i anden del af analysen. Hvorfor han udgiver så mange nye digte, kan

manuskripterne til B’s fortale kaste lys over. I udkastet til fortalen begrunder han valget med

stigende lyst og mod til at gøre sine synspunkter gældende: »Jeg har saaledes ved denne Lejlighed

ret mærket, at ved de tres maa man ud med meget, som man endnu hen imod de halvtreds enten

ikke vilde skille sig ved eller ikke turde byde Folk; thi i Graven gider man dog ikke taget det med

sig, og unyttigere, veed man ogsaa, det kan umulig stedes«.54 Hvad det er for nogle synspunkter,

han ønsker at gøre gældende, vil i det følgende blive eksemplificeret.

En stor del af de nye digte har et nordisk indhold, og som eksempler kan nævnes

digtene »Valhalds Guder« [42], »De tre Nordiske Riger« [47], »Ansgar« [50], »Det Norske

Trekløver« [52], »Valdemarerne« [58], »Saxo Grammatiker« [59], »Island« [60], »Snorro 53 Op.cit., s. LIV. 54 Op.cit., s. XLVII.

33

Sturlesøn« [61] og »Paaske-Tiden« [85]. NFSG begrundede det øgede fokus på Nordens historie

med den udvikling, han gennemgik i de 13 år, der forløb mellem udgivelsen af første og anden

udgave af Krønike-Riim. I denne periode tog han på tre rejser til England (1829-1831), og formålet

med disse kongeligt understøttede rejser var at studere angelsaksiske håndskrifter. Rejserne gjorde

stort indtryk på ham og gav ham blandt andet et ændret syn på videnskabelig distance (objektivitet)

i historieskrivningen. Han nævner i det færdige manuskript til anden udgaves fortale, at hans ophold

i »det partiske England« gjorde det klart for ham, »at naar galt skal være, maa et Folk heller

glemme hele den øvrige Verden, end glemme, det er sig selv nærmest«. 55 NFSG roser i

foredragsrækken Mands Minde englændernes evne til at vise forkærlighed for deres fædreland.

Partiskheden for sit eget er en evne, som han mente, Danmark burde lære.56

Det foregående afsnit har gennemgået de overordnede strukturelle ændringer, som

NFSG foretog i forbindelse med digtene – dvs. hvilke digte, han udgav i hhv. A og B. Han foretager

dog også ændringer i digtenes indre tekstlige struktur, strofer, vers og ord. I nedenstående skema er

typerne af tekstændringer opført med eksempler:

Type af tekstændring Krønike-Riim A Krønike-Riim B

En eller flere strofer er udeladt

eller tilføjet.

»Romer-Magten«: 41 strofer, s. 31-

39.

»Rusland«: 12 strofer, s. 125-126.

»Romer-Magten«: 34 strofer, s. 58-

65.

»Rusland«: 17 strofer, s. 219-221.

Ændring i antal verslinjer.

»Normannerne« afsluttes med

følgende seks verslinjer (s. 70-71):

»Krønike hver, som rimer net,

Mester Vace er af din Æt;

Villum af Lorris! din Roes du faaer,

Hvergang man nævner Rosen-

Gaard,

Som en fortryllet Have skiøn,

»Normannerne«: de seks verslinjer i

A er ikke udgivet i B.

55 Op.cit., s. LIV-LV. 56 Jf. N.F.S. Grundtvig: Mands Minde 1788-1838, udg. af Svend Grundtvig, København: Karl Schønbergs Forlag 1877, s. 421: »en saadan afgjort historisk Partiskhed for sit eget, det er dog ogsaa noget, danske Folk trænge højt til at lære af Engelskmanden« og »[man] tør, af Frygt for Latinere, Tyskere og Moralister, ikke være det bekjendt, skjuler sin afgjorte Forkjærlighed for Fæderneland, Modersmaal og alt hvad dertil hører, som om det var en Forbrydelse, og spilder sine Kræfter paa en nødvendig stiv og træg og mislykket Efterligning af det fremmede«.

34

Duftende sødt i Lys og Løn!«

Ændring i verslinjestruktur.

»Skal den (sagde Sancte Peder)

Prøves i hvad bedre heder!«

(»Nero«, strofe 5, v. 5-6, s. 42)

»Prøves (sagde Sancte Peder)

Skal den i hvad bedre heder!«

(»Nero«, strofe 5, v. 5-6, s. 75)

Ændring i ord. »Alrik, med en Flok af dem,«

(»Folke-Vandringen«, s. 50)

»Rom en liflig Aften-Røde,«

(»Vespasian«, s. 43)

»Adulf, med en Flok af dem,«

(»Folke-Vandringen«, s. 87)

»Rom en herlig Aften-Røde,«

(»Vespasian«, s. 77)

NFSG har i de fleste tilfælde kun ændret teksten i det enkelte digt ud fra én eller to af de

ovenstående typer. Digtet »Nederlænderne« (A: s. 90-95, B: s. 177-181) er i denne forbindelse et

særtilfælde, da han har ændret markant i teksten. Ændringerne omfatter strofevarians, varians i hele

verslinjer, varians i verslinjernes struktur og ordvarians. På trods af den omfattende omskrivning fra

første til anden udgave har digtet så megen enslydende tekst, at der ikke kan være tale om to

forskellige digte.

NFSG foretager desuden få ikke-substantielle ændringer i ortografi og interpunktion,

ligesom der er tekststeder, hvor han har ændret i fremhævelsen (fra spatieret til ordinær og

omvendt).

5.1.1.3 Anmærkninger og Oplysninger

Krønike-Riims digte ledsages af et register over begreber, historiske begivenheder og personer. I A

har registeret overskriften »Anmærkninger«, mens det i B hedder »Oplysninger«. Fra A til B

foretager NFSG markante ændringer i registeret. Først og fremmest skrev han mange nye opslag til

registeret, ligesom der er opslag i A, der ikke blev medtaget i B. Han har ligeledes foretaget en del

omskrivninger af A’s opslag. De fleste af disse omskrivninger består i forkortelse af opslaget, men

der er også flere tilfælde, hvor yderligere tekst er føjet til.

I anden del af analysen vil jeg undersøge, hvilken udvikling Krønike-Riim gennemgik

i forbindelse med sin tredje udgave, som sønnen Svend Grundtvig udgav efter faderens død.

35

5.2 Tredje udgave

Svend Grundtvig udgav i 1875 tredje udgave af Krønike-Riim med titlen Krønnike-Rim til levende

Skolebrug, med Indledninger og Oplysninger. SG’s plan med udgaven var ambitiøs, og i

efterskriften formulerer han den således: »For denne tredje, samlede Udgave har Opgaven været:

at omfatte alt, hvad der findes i begge de tidligere, baade af Rim og Oplysninger, med Tilføjelse af,

hvad der forelaa trykt eller skrevet fra Forfatterens Haand, og som naturlig hørte hid«.57 Formålet

med udgaven var, at den skulle omfatte de trykte udgaver af Krønike-Riim og varianter – såsom

utrykte manuskripter og forarbejder – der kunne henføres til faderen. Yderligere skulle udgaven

omfatte Historisk Børne-Lærdom (og dets mange varianter), da værket ud over mindre

omarbejdelser var identisk med det verdenshistoriske omrids fra Krønike-Riim A’s indledning. I det

følgende vil jeg foretage en analyse af Krønike-Riim C, og jeg vil i denne forbindelse komme ind på

SG’s valg af grundtekst, tekstrettelser, varianter og yderligere paratekster.

5.2.1 Grundtekstvalg og tekstetablering

Analysen af SG’s grundtekstvalg og tekstetablering er delt i tre afsnit: 1) Digte, 2) Fortale,

Indledning og Oplysninger og 3) Modernisering og tekstrettelser. I afsnittene vil jeg undersøge,

hvilken grundtekst SG udgav, og hvilke rettelser han foretog.

5.2.1.1 Digte

SG udgav ikke én grundtekst, men en kombination af de to første udgaver af Krønike-Riim (A og

B), en såkaldt eklektisk udgivelse. Det vil sige, at han etablerede teksten ud fra to tekstkilder frem

for én. Hans strategi for prioritering og udgivelse af de to tekstkilder kan udtrykkes således:

• digte, der kun er udgivet i A, udgives i C.

• digte, der kun er udgivet i B, udgives i C.

• digte, der både er udgivet i A og B, udgives i C ifølge B’s version. Medmindre:

o digtet i A har flere strofer eller vers end digtet i B. I dette tilfælde udgives en form af

digtet, hvor de ekstra strofer/vers i A er indsat i B’s tekst.

• overalt følges B’s digtrækkefølge.

Som første del af analysen viste, blev flere af digtene i Krønike-Riim A ikke udgivet i Krønike-Riim

B, ligesom der omvendt blev udgivet nye digte i B. Som udgangspunkt udgav SG alle de digte, der

kun var udgivet i hhv. A eller B (dog er der undtagelser, hvilket beskrives i et senere afsnit). I

forbindelse med de digte, der blev trykt i både A og B, udgav SG kun ét digt fra en af tekstkilderne. 57 N.F.S. Grundtvig: Krønnike-Rim, 3. udg. ved Svend Grundtvig, København: C.G. Iversens Boghandel, s. 301.

36

I næsten alle tilfælde er B’s digttekst valgt, da han havde et princip om at følge B’s tekst: »For

Rimenes Text er 2den Udgave overalt lagt til Grund«.58 I to tilfælde (C: »Romer-Magten« (33) og

»Normannerne« (52)), hvor digtet i A indeholder hhv. flere strofer og flere vers end samme digt i B,

er de ekstra strofer eller vers fra A indsat i B’s tekst. Ligesom der overordnet er et princip om at

følge B’s tekst, er der en prioritering af B’s digtrækkefølge. Det vil sige, at hvor et digt er i begge

udgaver, men på forskellige pladser, følges B’s placering af digtet. En enkelt undtagelse herfra er

digtet »Jerusalem«, der ved en fejl er placeret som det sidste digt i C. En fejl, som undskyldes ved

udgiverens »Rejse i Udlandet« og dermed fravær, idet fejlen opstod.59 I det følgende skema fremgår

variansen i udgavernes indhold af digte. De tre kolonner viser, hvilke digte der er udgivet i Krønike-

Riim A, Krønike-Riim B og Krønike-Riim C, samt deres rækkefølge. Da Krønike-Riim B indeholder

flest digte er udgangspunktet for digtenes rækkefølge hentet der. I de tilfælde, hvor et digt har en

anden placering i den pågældende udgaves rækkefølge, anføres tegnet # efter titlen (dette gælder

næsten udelukkende digtene i Krønike-Riim A).

Ved # har digtet en anden placering i pågældende udgaves rækkefølge. Ved X findes digtet ikke i pågældende udgave. Krønike-Riim A (1829) (52 digte)

Krønike-Riim B (1842) (87 digte)

Krønike-Riim C (1875) (84 digte)

X Paradis Paradis Europa, Asien og Afrika Europa, Asien og Afrika Evropa, Asien og Afrika Middelhavet Middelhavet Middelhavet X Bjerge og Floder Bjærge og Floder X Oldsagn og Fabler Oldsagn og Fabler Euphrat Euphrat Evfrat Nilen Nilen Nilen X Guder og Helte Guder og Helte Den Assyriske Magt Den Assyriske Magt Den assyriske Magt Libanon Libanon Libanon Jerusalem X Jerusalem# X Ebræer, Græker og Romere Ebræer, Græker og Romere X Canaans Land Kanaans Land X Moses X X Kong David X X Kong Salomon X X Serubabel X Persepolis# Persepolis Persepolis X Kong Cyrus Kong Kyrus

58 Op.cit., s. 302. 59 Op.cit., s. 305.

37

Kong Krøsus# Kong Krøsus Kong Krøsus Perser-Magten# Perser-Magten Perser-Magten X Kong Kserxes Kong Kserxes Grækenland Grækenland Grækenland X Olympens Guder Olympens Guder X Hercules Herkules Troja# Troja Troja X Ulysses Ulysses X Herodot Herodot Alexander den Store# Alexander den Store Alexander den store Græker-Magten Græker-Magten Græker-Magten Antiochien X Antiokien Alexandrien - Alexandrien A - Alexandrien Alexandrien B X Polyb Polyb Rom - Rom A - Rom Rom B Romer-Magten Romer-Magten Romer-Magten Keiser August Keiser August Kejser Avgust X Kong Christus Kong Kristus X Petrus, Paulus og Johannes X Nero Nero Nero Vespasian Vespasian Vespasian Constantin den Store Constantin den Store Konstantin den store Konstantinopel Konstantinopel Konstantinopel Øster-Søen Øster-Søen Øster-Søen X Valhalds Guder Valhals Guder Folke-Vandringen Folke-Vandringen Folke-Vandringen Araberne Araberne Araberne Frankerne Frankerne Frankerne Karl den Store Karl den Store Karl den store X De tre Nordiske Riger De tre nordiske Riger Angel-Sachserne Angel-Sachserne Angel-Saxerne X Kong Edvin X X Ansgar Ansgar Knud den Store Knud den Store Knud den store X Det Norske Trekløver Det norske Trekløver Harald Haardraade Harald Haardraade Harald Haardraade Normannerne Normannerne Normannerne X Hervard Lofriksøn Hervard Lofriksøn X Hildebrand X X Det store Korstog X X Valdemarerne Valdemarerne X Saxo Grammatiker Saxo Grammatiker X Island Island X Snorro Sturlesøn Snorre Sturlesøn Tydskland Tydskland Tyskland Alperne Alperne Alperne

38

Italien X Italien X Pisa, Genua og Venedig Pisa, Genua og Venedig X Rom, Florenz og Neapel Rom, Florens og Neapel Paven i Rom Paven i Rom Paven i Rom X Morten Luther X Tyrken Tyrken Tyrken Spanien Spanien Spanien X Christoffer Colombo Kristoffer Kolombo Portugal Portugal Portugal Nederlænderne Nederlænderne Nederlænderne Gustav Adolph# Gustav Adolph Gustav Adolf Det Østerrigske Huus# Det Østerrigske Huus Det østerrigske Hus Friedrich den Eneste X Friedrich den eneste X Syvaars-Krigens Tid Syvaars-Krigens Tid Frankerig Frankerig Frankrig Napoleon Bonaparte Napoleon Bonaparte Napoleon Bonaparte John Bull John Bull John Bull Engeland X England Skotland Skotland Skotland X London London Rusland Rusland Rusland Sverrig og Norge Sverrig og Norge Sverrig og Norge Danmark Danmark Danmark X Paaske-Slaget X X Paaske-Tiden Paaske-Tiden X Tids-Regningen Tids-Regningen Den Christne Tro Den Christne Tro Den kristne Tro

Digtene fra A, som SG udgav, men som ikke blev udgivet i B, er følgende fem: A’s »Jerusalem«

(VII), »Antiochien« (XV), »Italien« (XXXV), »Friedrich den Eneste« (XLIII) og »Engeland«

(XLVII). I sin efterskrift begrunder han kun, hvorfor han udgiver de digte fra A, der ikke blev

udgivet i B – ikke omvendt. Dette tyder på, at SG fulgte den tidstypiske praksis, hvor man

respekterede forfatterens sidste autoriserede tryk; Ausgabe letzter Hand-princippet. Hvor et digt er

trykt i både A og B, vælger SG altså B som grundtekst. Begrundelsen for at udgive de digte, der

kun blev udgivet i A, er som nævnt, at Krønike-Riim C skulle omfatte både A og B. SG understøtter

desuden valget med NFSG’s begrundelse for ikke at udgive dem i Krønike-Riim B. I den utrykte

fortale hertil finder han, at digtene »[er] kun udeladte i 2den Udgave i Følge Forfatterens Antagelse

om disse Rims mindre Fattelighed for Børn, som han ved dette Værk jo nærmest havde for Øje«.60

NFSG har i Krønike-Riim B ikke sorteret digtene fra pga. deres manglende æstetiske værdi, men af

60 N.F.S. Grundtvig: Krønnike-Rim, 3. udg. ved Svend Grundtvig, København: C.G. Iversens Boghandel, s. 302.

39

hensyn til udgavens målgruppe og funktion. SG understreger desuden, at de fem digte »høre til de

ypperste i Rækken«.61

NFSG omskrev i forbindelse med udgivelsen af Krønike-Riim B to af digtene: A’s

»Alexandrien« (XVI) og »Rom« (XVII). Disse digte bærer samme titel i A og B, men er ellers to

forskellige digte. SG udgav begge versioners digte og adskilte dem ved at omdøbe digtene til hhv.

»Alexandrien A«/»Alexandrien B« og »Rom A«/»Rom B«.

Der er dog dele af tekstetableringen, hvor SG afviger fra sit princip om at udgive de

digte, der kun blev udgivet i enten A eller B. Den mest omfangsrige afvigelse fra princippet er i

forbindelse med ni digte fra B, som ikke blev udgivet i A. Der er tale om følgende digte fra B:

»Moses« [13], »Kong David« [14], »Kong Salomon« [15], »Serubabel« [16], »Petrus, Paulus og

Johannes« [36], »Kong Edvin« [49], »Hildebrand« [56], »Det store Korstog« [57] og »Morten

Luther« [67]. Ifølge princippet om at udgive alle digte, der kun er udgivet i enten A eller B, burde

disse digte indgå i tekstetableringen. Digtene, der alle har et bibelsk eller kirkehistorisk indhold,

udgives senere i NFSG’s flerbindsværk Psalmer og aandelige Sange (1868-1875, også med titlen

Sang-Værk til Den Danske Kirke) bind 2 (1870) som digt nr. hhv. 22, 47, 50, 55, 95, 107, 113, 115

og 121. Af denne årsag mener SG ikke, at digtene hører til i Krønike-Riim C: »Efter at de der ere

komne paa, hvad Forfatteren selv har anset for deres rette Plads, syntes der ikke at være Anledning

til ogsaa at optrykke dem her«.62 Det skal forstås således, at hvis faderen havde udgivet endnu en

version af Krønike-Riim, ville han ikke have udgivet de ni omtalte digte, da han ikke længere

mente, de hørte til i værket.

Undtagelsen med digte, der senere er udgivet i andre værker, kompliceres ved den

omstændighed, at det ikke gælder de digte, der tidligere er udgivet i A. SG udgav A’s »Constantin

den Store« (XXII) og »Den Christne Tro« (LII), selvom de også senere blev trykt i hhv. bind 1 (nr.

1) og bind 2 (nr. 105) af Psalmer og aandelige Sange (»Den Christne Tro« var desuden allerede i

1837 blevet udgivet lettere omarbejdet i den første udgave af Sang-Værk til Den Danske Kirke

1837-1841, bind 1, nr. 1). Han begrunder valget med følgende: »men disse to, der allerede findes i

1ste Udgave af Krønnike-Rim, høre formentlig saaledes med til Værkets oprindelige Plan, at de ej

heller her turde udelades«.63 SG har altså en påpasselighed over for udgivelse af digtene fra A, som

han ikke har over for digtene fra B. Det modstridende i dette vil blive diskuteret i et senere afsnit

om SG’s udgivelsesprincipper. 61 Ibid. 62 Ibid. 63 Ibid.

40

En yderligere afvigelse fra princippet om udgivelse af de trykte versioner sker i

forbindelse med digtet »Paaske-Slaget« [84] i B, som SG ikke udgiver i C. Hans begrundelse er

genreæstetisk; han mener, at digtet ikke hører til i Krønike-Riim: »fordi det er ikke noget Krønnike-

Rim, men en Vise (om Slaget paa Kjøbenhavns Red, 2den April 1801), der som saadan har sin rette

Plads andensteds i Forfatterens Skrifter«.64

5.2.1.2 Fortale, Indledning og Oplysninger

Den etablerede tekst består også af afsnittene »Fortale og Indledning« (s. XIII-XXXVI) og

»Oplysninger« (s. 231-286). Da der i B ikke findes nogen fortale eller indledning, udgiver SG den

kombinerede fortale og indledning fra A. Dette afsnit af grundteksten er placeret blandt flere

paratekster, som SG også udgiver, hvilket jeg i et senere afsnit vil komme ind på (se 5.2.2

Paratekster). NFSG udstyrede digtene i A og B med alfabetisk ordnede registre over personer,

steder, udtryk og begreber som en hjælp til læsningen og ligeledes som en uddybning af specifikke

historiske henvisninger i digtene. I A har dette register overskriften »Anmærkninger«, mens det i B

har titlen »Oplysninger«. En del af opslagene fra A, der går igen i B, er stærkt forkortede i B, mens

andre i deres indhold er forblevet uændrede, dog med enkelte ortografiske afvigelser. SG følger B’s

overskrift »Oplysninger«, men har det samme overordnede princip som ved udgivelsen af digtene.

Han udgiver således en sammenarbejdet version af A og B’s registre. Igen gælder – som ved

digtene – at hvor registrenes opslag er så godt som enslydende i deres indhold, følges B’s tekst uden

at gøre opmærksom på A’s eventuelle ortografi- og interpunktionsafvigelser. Ved de steder i

opslagene, hvor afvigelsen mellem A og B strækker sig længere end blot det ortografiske eller

interpunktionen, gør SG opmærksom på den konkrete afvigelse i en fodnote. En del af opslagene fra

A er som nævnt udgivet i en forkortet form i B, og i de tilfælde, hvor opslaget i A er længere end i

B, udgives A’s form af opslaget. Ud over dette udgives alle de opslag, som kun optræder i enten A

eller B.

5.2.1.3 Modernisering og tekstrettelser

SG havde en strategi om at følge B’s tekst, men på trods af den foretog han en omfattende

modernisering af ortografien og interpunktionen. Dette skete i forlængelse af en større fællesnordisk

reformbevægelse, som SG var en del af. Bevæggrunden for reformen i Danmark var blandt andet et

ønske om at gøre den danske retskrivning mere simpel og konsekvent, idet man mente »at ikke to

Forfattere ere enige om Stavemaaden, og at næppe én og samme Forfatter skriver sit Modersmaal

64 Ibid.

41

ens i to af sine Bøger«.65 I 1870 udsendte de danske reformmænd en udtalelse, der indeholdt forslag

til ændringer i retskrivningen. Disse forslag mente de mere eller mindre uproblematisk ville kunne

indføres, først i litteraturen og senere i undervisningen i skolerne. Forslagene skulle dog kun ses

som første skridt i et større reformarbejde. På baggrund af disse forslag og med henblik på

anvendelse i skolerne udgav SG i 1870 Dansk Retskrivnings-Ordbog, stemmende med de på det

nordiske retskrivningsmøde i Stokholm 1869 vedtagne regler. Ordbogens retskrivningsændringer

var dog for vidtgående til, at myndighederne ville acceptere den, så to år senere udgav han

Danmarks første officielle retskrivningsordbog: Dansk Haandordbog med den af Kultusministeriet

anbefalede Retskrivning (1872). Der har eksisteret retskrivningsordbøger før 1872, men SG’s

ordbog var den første, der ministerielt blev anbefalet til det offentlige skolevæsen.66 Ud fra

prøvekollationen (se bilag i specialets bind 2) har jeg forsøgt at udlede de mest hyppige

ortografirettelser, som SG foretager i forbindelse med moderniseringen af teksten. I det følgende

skema har jeg opført rettelserne, og flere af disse (punkt 1-5) er enslydende med de i 1870 udsendte

retskrivningsforslag, som SG efterfølgende trykte i forordet til Dansk Haandordbog fra 1872 (SG

nævner i samme forord også de her opførte punkter 6-7, 9-11 og 14).

Rettelse i ortografi Eksempel

1. Fordobling af konsonant foran en anden

konsonant udgår.

B: »Og forbittrede mit Sind!« (»Keiser August«, s. 67)

C: »Og forbitrede mit Sind!« (»Kejser Avgust«, s. 67)

B: »Trods Mygg og mangen en rædsom Røver,«

(»Europa, Asien og Afrika«, s. 3)

C: »Trods Myg og mangen en rædsom Røver,« (»Evropa,

Asien og Afrika«, s. 3)

2. Fordobling af vokaler udgår. B: »Konge-Riim fra Soer,« (»Danmark«, s. 225)

C: »Konge-Rim fra Sor,« (»Danmark«, s. 212)

3. Det stumme e udgår overalt. B: »Hvor alle Smaablomster staae godt i Læ,« (»Paradis«,

s. 1)

C: »Hvor alle Smaablomster staa godt i Læ,« (»Paradis«,

65 Jf. forordet til Svend Grundtvig: Dansk Haandordbog med den af Kultusministeriet anbefalede Retskrivning, København: C.A. Reitzels Forlag 1872, s. VI. 66 Jf. Dansk Sprognævns beskrivelse af de danske retskrivningsordbøger gennem tiden, <http://dsn.dk/retskrivning/rohist-retskrivningsordboger-gennem-historien/hurtigt-overblik-over-retskrivningsordboger-gennem-tiden> (23. november 2015).

42

s. 1)

4. Bogstavet d foran sk og mellem n og s udgår. B: »Slet ingen Godhed ændse,« (»Rusland«, s. 220)

C: »Slet ingen Godhed ænse,« (»Rusland«, s. 207)

B: »Ja, selv paa Engelsk, paa Tydsk og Dausk!«

(»Middelhavet«, s. 4)

C: »Ja, selv paa Engelsk, paa Tysk og Dansk.«

(»Middelhavet«, s. 4)

5. Bogstavet i erstattes af j i forbindelse med

diftong.

A: »Vorder Veien lang og krum,« (»Romer-Magten«, s.

36)

C: »Vorder Vejen lang og krum,« (»Romer-Magten«, s.

63)

6. Visse sammenskrivninger af ord udgår. B: »Jeg er ikke længer, saavidt man veed,« (»Paradis«, s.

1)

C: »Jeg er ikke længer, saa vidt man veed,« (»Paradis«, s.

1)

7. Bogstavet k erstatter c og ch, hvor disse har

k-lyd.

B: »Prøves (sagde Sancte Peder)« (»Nero«, s. 75)

C: »Prøves (sagde Sankte Peder)« (»Nero«, s. 72)

B: »Jeg og prøved Christendommen,« (»Nero«, s. 75)

C: »Jeg og prøved Kristendommen,« (»Nero«, s. 72)

8. Bogstavet c udgår i de tilfælde, hvor det er

stumt.

B: »Og til Scepter kun et Rør,« (»Kong Christus«, s. 69)

C: »Og til Septer kun et Rør:« (»Kong Kristus«, s. 69)

9. Kun substantiver og proprier har stort

begyndelsesbogstav.

B: »Vil Nogen mig ligne ved Hverdags-Vand,« (»Nilen«,

s. 8)

C: »Vil nogen mig ligne ved Hverdags-Vand,« (»Nilen«,

s. 8)

B: »Med Cedre, med Palmer og Ranker Nok,« (»Europa,

Asien og Afrika«, s. 3)

C: »Med Cedre, med Palmer og Ranker nok,« (»Evropa,

43

Asien og Afrika«, s. 3)

B: »Vil ei de Sorte, saa vil de Hvide« (»Middelhavet«, s.

3)

C: »Vil ej de sorte, saa vil de hvide« (»Middelhavet«, s.

3)

10. Bogstavet e erstattes i flere tilfælde af æ67

B: »Hans Øines Lyst og hans Hiertes Skat,« (»Paradis«, s.

2)

C: »Hans Øjnes Lyst og hans Hjærtes Skat,« (»Paradis«,

s. 2)

B: »Neppe siger Prosa Nok,« (»Keiser August«, s. 66)

C: »Næppe siger Prosa nok,« (»Kejser Avgust«, s. 66)

11. Bogstavet t erstatter th. B: »Med den Tro jeg maatte thinge,« (»Romer-Magten«,

s. 62)

C: »Med den Tro jeg maatte tinge,« (»Romer-Magten«, s.

62)

12. Bogstavet f erstatter ph. B: »Min Prophet i gamle Dage,« (»Kong Christus«, s. 67)

C: »Min Profet i gamle Dage,« (»Kong Kristus«, s. 68)

13. Bogstavet u erstattes af v i forbindelse med

diftong.

B: »Især Europa jeg har paa Nakken,« (»Middelhavet«, s.

4)

C: »Især Evropa jeg har paa Nakken,« (»Middelhavet«, s.

4)

14. Udeladelse af bogstavet i efter g og k, hvor i

efterfølges af en vokal (særligt i forbindelserne

gie, giø, giæ, kie, kiø, kiæ).

B: »Jeg graver og giøder for Folk i Vaar,« (»Nilen«, s. 8)

C: »Jeg graver og gøder for Folk i Vaar,« (»Nilen«, s. 8)

67 Denne rettelsestype virker umiddelbart vilkårlig, men i forordet til Svend Grundtvig: Dansk Haandordbog, 1872, s. XIII kan man finde følgende begrundelse for anvendelsen af æ for e: »i saadanne, hvor Brugen af æ allerede er bleven almindelig«. Enkelte steder retter SG også æ til e.

44

15. Ændring af bøjningsendelser.

B: »De drømde om mig fuldmangen Gang,« (»Paradis«,

s. 2)

C: »De drømte om mig fuld mangen Gang,« (»Paradis«,

s. 2)

B: »Ved Jærtegns-Lampen skrevet,« (»Oldsagn og

Fabler«, s. 6)

C: »Ved Jærtegns-Lampen skreven,« (»Oldsagn og

Fabler«, s. 6)

B: »Jeg tit har skiftet Drot og Lodd,« (»Rusland«, s. 219)

C: »Jeg tit har skifted Drot og Lod,« (»Rusland«, s. 206)

B: »Jeg tilsidst dog strøed Salt« (»Romer-Magten«, s. 59)

C: »Jeg til sidst dog strøde Salt,« (»Romer-Magten«, s.

59)

B: »Som selv de skal see, naar de kommer derop!«

(»Paradis«, s. 2)

C: »Som selv de skal se, naar de komme derop!«

(»Paradis«, s. 1)

SG foretager andre, mindre hyppige rettelser af ortografien, der i ovenstående skema ikke nævnes.

Af disse kan nævnes B: »Aartusinder« (»Paradis«, s. 2); C: »Aartusender« (»Paradis«, s. 2), B:

»hardtad« (»Europa, Asien og Afrika«, s. 3); C: »hartad« (»Evropa, Asien og Afrika«, s. 3), B:

»Zions« (»Bjerge og Floder«, s. 4); C: »Sions« (»Bjærge og Floder«, s. 4), B: »Størke« (»Romer-

Magten«, s. 64); C: »Styrke« (»Romer-Magten«, s. 63), B: »Syster« (»Danmark«, s. 224); C:

»Søster« (»Danmark«, s. 211) B: »Konst« (»Romer-Magten«, s. 65); C: »Kunst« (»Romer-

Magten«, s. 65) og B: »Kaabberrød« (»Kong Christus«, s. 68); C: »Kobberrød« (»Kong Kristus«, s.

68). SG nævner ikke moderniseringen af ortografien (og sine grunde til den) i efterskriften til B,

men i forordet til Dansk Haandordbog (1872) beskriver han, hvordan en mere simpel og

konsekvent retskrivning vil afhjælpe »en væsentlig Hindring for Folkets almindelige Delagtighed i

den boglige Dannelse«.68

68 Svend Grundtvig: Dansk Haandordbog, København: C.A. Reitzels Forlag 1872, s. V.

45

SG foretager andre gennemgående indgreb i teksten, som han ikke gør rede for i sin

efterskrift. Et af disse indgreb består i, at han retter i interpunktionen. I det følgende gives

eksempler på de mest typiske interpunktionsrettelser:

Rettelse i interpunktion Eksempel

1. Udråbstegn rettes til punktum, komma,

semikolon eller kolon.

B: »Vinde Verdens Herredom!« (»Vespasian«, s. 76)

C: »Vinde Verdens Herredom.« (»Vespasian«, s. 73)

B: »Kong Hakons Herre-Stamme!« (»Sverrig og Norge«,

s. 222)

C: »Kong Hakons Herre-Stamme,« (»Sverrig og Norge«,

s. 209)

B: »Kappes til en Aa!« (»Danmark«, s. 223)

C: »Kappes til en Aa;« (»Danmark«, s. 210)

B: »Odins Ride-Hest!« (»Danmark«, s. 226)

C: »Odins Ride-Hest:« (»Danmark«, s. 213)

2. Komma rettes til semikolon eller kolon eller

omvendt.

B: »Saa springer der ud af hver Blomst et Smil,«

(»Paradis«, s. 2)

C: »Saa springer der ud af hver Blomst et Smil;«

(»Paradis«, s. 1)

B: »Og til Scepter kun et Rør,« (»Kong Christus«, s. 69)

C: »Og til Septer kun et Rør:« (»Kong Kristus«, s. 69)

B: »Om min Dan og Skjold;« (»Danmark«, s. 223)

C: »Om min Dan og Skjold,« (»Danmark«, s. 211)

3. Ændring i placering af komma. B: »For Trilling-Jetten det huged bedst,« (»Middelhavet«,

s. 4)

C: »For Trilling-Jætten det huged bedst« (»Middelhavet«,

s. 3)

B: »Og naar jeg misted hvad, af Jord,« (»Den Christne

Tro«, s. 238)

46

C: »Og naar jeg misted, hvad af Jord« (»Den kristne

Tro«, s. 222)

SG foretager også rettelser, der ikke er lige så ofte forekommende som ovenstående, her kan blandt

andet nævnes en del rettelser af tegn såsom kolon, semikolon og komma til punktum. De

interpunktionsrettelser, der ved læsningen står tydeligst frem, er hans rettelse af udråbstegn til

punktum. NFSG afslutter ofte i både A og B sidste vers i hver strofe med et udråbstegn. SG retter

gennemgående dette, og dermed får strofernes sidste vers et afsvækket udtryk, da udråbstegnet

giver en kraftigere effekt end et punktum. Rettelsen går dog også i modsat retning, og der er således

enkelte tekststeder, hvor SG har rettet komma til udråbstegn.

En tredje type af stiltiende rettelser er fremhævelser i teksten. NFSG spatierede de ord

og navne, som han ønskede skulle fremhæves. SG gengiver mange af disse fremhævelser, men der

er flere tilfælde, hvor han fjerner dem. Ligeledes fremhæver han ord, som ikke før har været

fremhævet. Der er ikke noget system i SG’s valg og fravalg af fremhævelse af ord, dog er en stor

del af de ord, han fremhæver, pronomener. I følgende skema vises eksempler på sådanne rettelser i

tekstens udtryk: venstre kolonne viser B’s variant af tekststedet, mens højre kolonne viser C’s

(fremhævelsen er af mig ændret fra spatieret til kursiv):

Krønike-Riim B Krønike-Riim C

»Med Zions Bjerg og Jordans Flod,

Hvor Templet og hvor Herren stod,

Slet Ingen sig kan maale,

Skiøndt før Olymp i Græker-Stil,

Og blandt Ægyptens Guder Nil,

Ei Jævning vilde taale.«

(»Bjerge og Floder«, s. 4-5)

»Paa Græsk og Romersk, Toskansk og Spansk,

Ja, selv paa Engelsk, paa Tydsk og Dausk!

Dog maae de Viser mig vel behage,

Hvori man priser de gamle Dage,

Da om mig dreied sig Alt paa Jord,

Som skinned i Øst, i Syd og Nord,

Saa hvem der eied min Rund-Deel blot,

»Med Sions Bjærg og Jordans Flod,

Hvor Templet og hvor Herren stod,

Slet ingen sig kan maale;

Skjønt før Olymp i Græker-Stil,

Og blandt Ægyptens Guder Nil,

Ej Jævning vilde taale.«

(»Bjærge og Floder«, s. 4)

»Paa Græsk og Romersk, Toskansk og Spansk,

Ja, selv paa Engelsk, paa Tysk og Dansk.

Dog maa de Viser mig vel behage,

Hvori man priser de gamle Dage,

Da om mig drejed sig alt paa Jord,

Som skinned i Øst, i Syd og Nord,

Saa hvem der ejed min Rund-Del blot,

47

Med Skiel sig kaldte al Verdens Drot!« (Uddrag af »Middelhavet«, s. 4)

Med Skjel sig kaldte al Verdens Drot.«

(Uddrag af »Middelhavet«, s. 4)

SG er desuden stiltiende om de få rettelser, han foretager i tekstens versopbygning (fx indryk i

vers).

5.2.2 Paratekster

I følgende afsnit vil jeg analysere de tekster, som SG har suppleret læseteksten i Krønike-Riim C

med.

5.2.2.1 Digtenes variantapparat

Grundteksten for Krønike-Riim C er ikke én version af værket, men en kombination af A og B.

Således udgives både de digte, der kun optræder i A, og de digte, der kun optræder i B. Ved digte,

der er udgivet i både A og B, vælges som udgangspunkt B’s digt, men hvor A’s digt består af flere

strofer eller vers, indføres disse i teksten. SG markerer i mange tilfælde direkte i teksten, hvad der

er udgivet fra hhv. A og B. Det gælder både i forbindelse med digtene og i det tilhørende register

med titlen »Oplysninger« (A: »Anmærkninger«, B: »Oplysninger«).

Ved de digte, der er udgivet fra Krønike-Riim A, har han sat en stjerne (*) efter deres

titel, både i indholdsfortegnelsen og på digtets plads i udgaven. Ved digtene, der er udgivet fra

Krønike-Riim B, sætter han en stjerne foran titlen. Hvor der ikke er en stjerne, findes digtet i begge

udgaver, men er trykt efter B. Afvigelserne mellem digtene fra A og B opføres i afsnittet

»Udgiverens Anmærkninger« (s. 287-300), og variantapparatet viser udelukkende varianter til

digtene. Apparatet indeholder afvigelser i strofeantal, vers og ord (fx et andet ord eller anden

bøjning), men ikke i ortografi og interpunktion, hvilket ikke var unormalt for videnskabelige

udgaver fra denne tid.69 Variantapparatet er som resten af udgaven underlagt modernisering af

ortografi og interpunktion, så hvor der i listen er anført: »S. 4 L. 4 kjøbte, 1ste Udg. har: kjøber.« (s.

287), har udgaverne reelt følgende tekst:

A: »Saa dyrt jeg kiøber hans Ære-Vers,« (»Middel-Havet«, s. 2)

B: »Saa dyrt jeg kiøbde hans Ære-Vers,« (»Middelhavet«, s. 4)

C: »Saa dyrt jeg kjøbte hans Ære-Vers,« (»Middelhavet«, s. 4)

69 Kondrup: Editionsfilologi, København: Museum Tusculanums Forlag 2011, s. 53.

48

I »Udgiverens Anmærkninger« beskriver SG ikke blot afvigelser mellem A og B, men også

afvigelser i disses manuskripter. Han udgiver varianter til A og B fra to manuskripter fra hhv. 1828

og 1842, altså både tilblivelsesvarianter af genetisk type (før førstetrykket) og genealogisk type

(varianter, der repræsenterer forfatterens videre arbejde med værket, her i et manuskript til B’s nye

digte). Manuskripterne beskrives ikke nærmere, men de indeholder afvigende vers, strofer og endda

hele omskrivninger af digtene, hvorfor man kan gå ud fra, at det er tidlige udkast og forarbejder.

Ligeledes får man indtrykket, at det i flere tilfælde kun er brudstykker af manuskripterne, SG

henviser til.70 Tilblivelsesvarianterne ledsages i flere tilfælde af en metatekst, og nogle eksempler

er: »S. 79 Valhals Guder. Forfatteren havde, som ses af hans Haandskrift fra 1842, først begyndt

Rimet saalunde«; »Til dette Rim har Forfatterens Haandskrift fra 1828 denne Indgang« og »S. 219

Tids-Regningen. Forfatterens Haandskrift fra 1842 har denne tidligere Form af dette Rim«.71

Varianterne kan altså give et indblik i den udvikling, som digtene i Krønike-Riim har undergået fra

nogle af de første håndskrevne udkast til det sidste tryk, men i et udvalg styret suverænt af

udgiveren. I et enkelt tilfælde påpeger SG sammenhængen mellem ét digts tidligere form og et

andet senere trykt digt. Han laver således følgende kobling mellem et udkast til digtet »Rom« fra A

og digtet »Romer-Magten«, som både er udgivet i A og B: »(Med sidste Vers er at sammenligne

Slutningen af Romer-Magten, s. 65-66.)«.72

I forbindelse med den sammenarbejdede version af A og B’s registre markerer SG,

hvad der kun findes udgivet i enten A eller B. Foran opslagene fra A sætter han et kors (†), mens

han foran opslagene fra B sætter en stjerne (*). Ved de umærkede opslag findes ordlyden – med

ortografiske afvigelser og interpunktionsafvigelser – så godt som enslydende i begge udgaver. Hvis

afvigelsen mellem de to udgavers opslag er mere omfattende, noteres den konkrete afvigelse i en

fodnote. Hvor noget nyt kommer til opslaget i B, følges B i teksten. Til gengæld følges A’s opslag i

de tilfælde, hvor B’s opslag blot er en forkortet udgave.

5.2.2.2 Udgivelse af hele varianttekster

SG udgiver også varianter til A’s fortale, så C indledes med to utrykte manuskripter til fortalen (s.

IX-XII), som SG mener, at faderen først havde tænkt sig at udgive. SG kan ikke tyde, hvilket af de

70 Jf. følgende og andre lignende citater: »Forfatterens Haandskrift fra 1828 har haft en lignende Slutning, hvoraf kun er bevaret« og »Af et andet Rim om Rom haves i Forfatterens Haandskrift fra 1828 dette Brudstykke, som har sluttet Rimet« i N.F.S. Grundtvig: Krønnike-Rim, 3. udg. ved Svend Grundtvig, København: C.G. Iversens Boghandel, s. 287-288. 71 Op.cit., s. 289; 291; 299. 72 Op.cit., s. 288.

49

to der er ældst, men han mener, de begge er værd at udgive.73 Anden udgave af Krønike-Riim var

som nævnt hverken udstyret med fortale eller indledning, men SG har haft adgang til to

manuskripter til disse, som er meget forskellige. Han mener med sikkerhed at kunne sige, at det ene

af de to (s. LIV-LXV) er det nyeste. Han udgiver dem begge, dog er det ældste trykt med mindre

skriftstørrelse »for at fremhæve den følgende, der i det hele taget bærer Prisen«, idet han mener, den

seneste version er den mest fuldendte.74

5.2.2.3 Historisk Børne-Lærdom

A’s kombinerede fortale og indledning udkom særskilt som Historisk Børne-Lærdom, et værk der

blev langt mere udbredt end Krønike-Riim. Historisk Børne-Lærdom udkom første gang i 1829 og

blev siden udgivet i yderligere seks udgaver. I første udgave var det verdenshistoriske omrids – på

nær nogle mindre ændringer – identisk med indledningen i Krønike-Riim A, mens fortalen kun var

et uddrag af A’s fortale (mindre omarbejdet). I anden udgave (1832) fik Historisk Børne-Lærdom

en ny fortale og det verdenshistoriske omrids en del ændringer og tilføjelser. Tredje udgave fra

1836 var identisk med anden udgave, og SG mente, dette skyldtes en stigende efterspørgsel, der har

medført en hastig udgivelse. Han baserer antagelsen på fundet af en påbegyndt omarbejdelse af

værket, der dog kun er nået til overskriften »Middel-Alderen«. Denne omarbejdelse blev aldrig

fuldført og frem til sidste udgave har NFSG beholdt grundridset fra de første udgaver, men indført

en del ændringer og tillæg. Da den første udgave af Historisk Børne-Lærdom næsten er identisk

med indledningen til Krønike-Riim A, gør SG rede for de afvigelser, der er mellem Historisk Børne-

Lærdom (inklusive dens forskellige udgaver) og indledningen i Krønike-Riim. I det følgende skema

er det opført, hvordan SG viser denne udvikling:

Historisk Børne-Lærdom Udgivelse i C

Afvigelser mellem fortale/indledning i Krønike-Riim A og

Historisk Børne-Lærdom (udgave 1-7).

Afvigelser noteres i fodnoter under indledningen til A

(med siglerne B1-B7). Mht. fortalen gengives kun

afvigelser mellem B1 og Krønike-Riim A, da B2-B7

ledsagedes af en ny fortale.

Fortale til Historisk Børne-Lærdom (2. udg. 1832). Udgives i sin fulde længde.

- Afvigelser mellem denne og de efterfølgende

udgaver af Historisk Børne-Lærdom er opført i

73 Op.cit., s. 304. 74 Op.cit., s. 305.

50

fodnoter.

Hidtil utrykt begyndelse af en omarbejdning af Historisk

Børne-Lærdom (1836).

Udgives i sin fulde længde.

51

6 Diskussion af Svend Grundtvigs udgivelsesprincipper

6.1 Principper ved udgivelsen af Krønike-Riim

På baggrund af ovenstående analyse vil jeg i det følgende diskutere, hvilke principper der ligger bag

Svend Grundtvigs udgivelse af Krønike-Riim. Jeg vil ligeledes diskutere hans udgivelse af varianter

og Historisk Børne-Lærdom.

6.1.1 Grundtekstvalg og tekstetablering

SG har en eklektisk udgivelsespraksis, hvilket vil sige, han systematisk kombinerer elementer fra de

trykte tekstkilder Krønike-Riim A og Krønike-Riim B. Der kan være forskellige grunde til at vælge

en eklektisk udgivelsespraksis. Inden for nyfilologien trivedes metoden i 1800-tallet på et æstetisk

grundlag, hvor udgiverne i flere tilfælde frit kombinerede flere tekstkilder ud fra et skøn over det

enkelte tekststeds litterære værdi.75 Det er dog ikke en æstetisk begrundet eklekticisme, som SG

praktiserer. Hans praksis er i første omgang begrundet ud fra et princip om, at udgaven skal

indeholde »alt, hvad der findes i begge de tidligere [udgaver], baade af Rim og Oplysninger«.76 SG

kunne i princippet have valgt kun den ene af disse tekstkilder som grundtekst (sandsynligvis B

grundet den underforståede respekt for forfatterens sidste udgave) og blot anført den andens

afvigelser i et variantapparat. Krønike-Riim A og Krønike-Riim B består dog af hhv. 52 og 87 digte,

og måske har han vurderet, at versionernes afvigelser – bl.a. de mange digte, der kun var udgivet i

den ene tekstkilde – var for omfattende, og at han derfor ville samle udgaverne i ét. Den eklektiske

udgivelsespraksis kan altså muligvis begrundes ud fra et praktisk hensyn.

SG’s udgivelsespraksis er dog mere kompliceret end som så. Hans plan om, at

udgaven skulle omfatte alle digte, der kun var udgivet i enten A eller B, har så mange undtagelser,

at der ikke er tale om en konsekvent udførelse. Først og fremmest er der ti digte fra B, som SG ikke

udgiver i C. Begrundelsen for ikke at udgive de ni af dem er, at NFSG senere har udgivet dem i

Psalmer og aandelige Sange (bind 2 1870). Ifølge SG har faderen ment, at digtenes rette plads var

et andet sted end i Krønike-Riim. SG retter altså den modne forfatters ændringer af sit værk, men

det er noget, faderen selv ville have rettet, hvis han havde haft mulighed for det. En lignende

rettelse sker med digtet »Paaske-Slaget«, som SG ud fra et genreæstetisk perspektiv ikke udgiver,

da han ikke mener, digtet er et rim, men en vise. Med dette valg nærmer SG sig et æstetisk

75 Kondrup: Editionsfilologi, København: Museum Tusculanums Forlag 2011, s. 119-120. 76 N.F.S. Grundtvig: Krønnike-Rim, 3. udg. ved Svend Grundtvig, København: C.G. Iversens Boghandel 1875, s. 301.

52

synspunkt for udgivelse, hvor tekstetableringen sker ud fra en vurdering af, hvilken tekstkilde der

æstetisk set er mest tilfredsstillende.

Der er en tendens til, at SG forholder sig mere påpasseligt over for udgivelsen af

digtene i Krønike-Riim A end i Krønike-Riim B. Ifølge strategien om ikke at udgive digte, der af

forfatteren senere er udgivet i andre værker, burde SG ikke have udgivet »Constantin den Store«

(XXII) og »Den Christne Tro« (LII) fra A, da disse – som de ni digte fra B – senere er udgivet i

Psalmer og aandelige Sange (bind 1 1868 og bind 2 1870). Han udgav imidlertid de to digte og

begrundede udgivelsen med hensynet til »Værkets oprindelige Plan«.77 Dette lyder som et hensyn

til NFSG’s tidlige intention med værket. Udtrykket kan også forklare, hvorfor SG ikke udgiver 10

digte fra Krønike-Riim B. Han mener muligvis, at NFSG med anden udgave af Krønike-Riim i

højere grad er kommet »ud af kurs« i forhold til den oprindelige plan og har foretaget flere

fejlagtige valg, som det er op til SG at rette.

En anden forklaring på SG’s påpasselighed over for digtene i A kan være det forhold,

at han er vokset op med første udgave af Krønike-Riim. NFSG stod selv for opdragelsen af sine

børn, og de historiske værker, der er rettet til børn i skolen, er også blevet anvendt på hans egne

børn. Han skriver i forordet til A: »i Grunden har jeg kun skrevet dem for mine egne Børn«.78 På

samme vis skriver SG i efterskriften til C: »I det Udgiveren er sig bevidst, ikke at have sparet nogen

Møje, for at dette hans Faders mærkelige Værk, som han har elsket fra sin tidligste Barndom,

maatte fremtræde i saa værdig og tiltalende en Skikkelse som muligt«.79 I det ufærdige Udkast til

Levnedsskildring af Svend Grundtvig skriver SG’s enke Laura Grundtvig om udgiverens forhold til

digtene i Krønike-Riim: »Han lærte dem udenad med stor Fornöjelse, og dem af dem, som han som

Dreng havde fundet særlig morsomme og könne, kunde han endnu på sine gamle Dage udenad«.80

SG havde altså et personligt forhold til værket, hvilket muligvis smittede af på hans udgivelse af

Krønike-Riim.

Det personlige forhold til Krønike-Riim A kommer til udtryk andre steder i

efterskriften. Som analysen viste, udgav han fem digte fra A, der ikke blev udgivet i B, da udgaven

skulle omfatte alle digte, der kun var udgivet i enten A eller B. SG beskriver dog også andre grunde

til at udgive netop disse digte. Blandt andet henviser han i efterskriften til digtenes æstetiske værdi;

77 Op.cit., s. 302. 78 N.F.S. Grundtvig: Krønike-Riim, København: den Wahlske Boghandling 1829, s. III. 79 N.F.S. Grundtvig: Krønnike-Rim, 3. udg. ved Svend Grundtvig, København: C.G. Iversens Boghandel, s. 305. 80 Jf. H.P.B. Barfod & Holger Begtrup: Minder fra gamle Grundtvig’ske Hjem, bd. 1-8, København: G.E.C. Gads Forlag 1921-1928; bd. 1 (1921), s. 48-49.

53

at de »høre til de ypperste i Rækken«.81 På samme tid henviser han til NFSG’s utilstrækkelige

begrundelse for ikke at udgive dem i B. Begrundelsen var, at digtene var for svære for børnene. SG

blander altså forskellige synspunkter og principper for udgivelse sammen i sin argumentation,

hvilket muligvis kan henføres til hans personlige forhold til Krønike-Riims første udgave.

Alle tekstkritiske udgivelser er i en eller anden grad præget af udgiverens forestilling

om en idealtekst. Idet udgiveren prioriterer mellem tekstkilderne, vælger grundtekst og emenderer,

forandres den eksisterende realtekst, og dette sker ud fra udgiverens ideologiske forståelsesramme

og interesse. Idealteksten, som udgiveren søger at rekonstruere, kan fx være en bestemt historisk

version af værket, forfatterens intenderede tekst eller den kunstnerisk og sagligt optimale version af

værket.82 Den tekst, som SG udgiver, er til gengæld en forvanskning af Krønike-Riims to trykte

udgaver. Idet han i tekstetableringen kombinerer to tekstkilder, udgiver han en tekst, der aldrig har

eksisteret før. SG opløser dermed de af forfatteren frembragte helhedskonstruktioner. Versionernes

tekststruktur ophæves, hvilket betyder, at den enkelte versions tekstelementer – fx digte og

anmærkninger – ikke længere står i noget forhold til hinanden (da han frit sammensætter en ny

udgave fra de to versioners tekstelementer). Selv hvis man ser bort fra den omfattende

modernisering, er tekstens historiske status desuden uklar, da den både skyldes den yngre (om end

ikke unge) og den ældre forfatter.83

6.1.2 Udgivelse af varianter

SG udgiver kun varianter, som rækker ud over ortografi og interpunktion. I det hele taget er

interpunktions- og ortografisk varians ikke af interesse for ham, så længe ordenes lydlige udtryk er

det samme (fx A: Bjerge, B: Bierge, C: Bjærge). 84 Af samme grund indeholder digtenes

variantapparat ikke denne type afvigelser mellem A og B og deres respektive manuskripter, og

derfor redegør han ikke for de rettelser, han har foretaget i forbindelse med moderniseringen af

tekstens ortografi og interpunktion i C. Bortset fra dette understreger SG, at en vigtig del af

udgivelsen handler om at gøre rede for, hvad der hører til udgivelsen i hhv. 1829 og 1842. Han

begrunder det med, at »det kan have sin Betydning, baade med Hensyn til Forfatterens Synsmaade

og til de som samtidige omtalte Forhold og Tilstande«.85

81 N.F.S. Grundtvig: Krønnike-Rim, 3. udg. ved Svend Grundtvig, København: C.G. Iversens Boghandel, s. 302. 82 Kondrup: Editionsfilologi, København: Museum Tusculanums Forlag 2011, s. 139-140. 83 Ved Krønike-Riim A’s udgivelse i 1829 var NFSG 46 år gammel, dvs. 13 år yngre end i 1842, hvor Krønike-Riim B udgives. 84 Jf. digtet fra hhv. A: »Euphrat« (s. 3), B: »Euphrat« (s. 7) og C: »Evfrat« (s. 7). 85 N.F.S. Grundtvig: Krønnike-Rim, 3. udg. ved Svend Grundtvig, København: C.G. Iversens Boghandel, s. 302.

54

Foruden dateringen til hhv. 1828 og 1842 beskriver SG ikke manuskripterne. På grund

af omfanget i variansen kan man dog gå ud fra, at det ikke er renskrift, korrektur, trykmanuskript og

lignende, men mere sandsynligt tidlige udkast til digtene. Om SG har haft adgang til renskrift,

korrektur og trykmanuskript vides ikke.86 Ud fra hans manglende interesse for interpunktions- og

ortografisk varians kan man dog forestille sig, at han ikke ville udgive varianter fra disse kilder,

havde han haft muligheden. Det er tydeligt, at hans interesse for varianterne ligger i den præcisering

af værkets mening og forfatterens arbejdsproces, som de kan give. Der er tale om manuskripter med

afvigelser, der er så omfattende, at forfatteren (sandsynligvis) bevidst har indført dem – i

modsætning til varians opstået ved »tilfældigheder« eller »misforståelser« gennem tilblivelsen af fx

renskrift, korrektur eller trykmanuskript. Manuskripterne (og de varianter, de indeholder) giver

indblik i forhold som: Hvordan har det enkelte digt set ud på et tidligere stadie? Har digtet eksisteret

i andre versioner? Kan man i ét digts tidligere stadie se sammenhænge med andre digtes senere

form? De varianter, SG udgiver til digtene, repræsenterer altså forskellige kritiske stadier, som de

enkelte digte i Krønike-Riim har gennemgået.

Interessen for varianternes bidrag til en bedre forståelse af værket og forfatterens

tanker kan desuden forklare udgivelsen af utrykte fortaler til både A og B, men også den omfattende

gengivelse af Historisk Børne-Lærdom gennem flere udgaver.

6.2 Relationen til øvrige udgivelser

I det følgende vil jeg diskutere udgivelsen af Krønike-Riim i relation til SG’s øvrige virke som

udgiver.

6.2.1 Tilnærmelsesvis fuldstændighed

Et gennemgående aspekt ved SG’s udgivervirksomhed er princippet om (i hvert fald

tilnærmelsesvis) fuldstændighed. Først og fremmest kan det anskues i udgivelsen af DgF, hvor

intentionen – i modsætning til tidligere udgavers blotte udvalg – var at gengive alle opskrifter af

viserne og meddele betydningsbærende eller sprogligt egenartede afskriftvarianter i et apparat. Det

var netop dette princip, der af udgivelsens modstandere blev kritiseret for at resultere i en rå og

unyttig materialesamling (se afsnit 3.1 Danmarks gamle Folkeviser). En lignende tilgang kan ses i

udgivelserne af faderens værker og efterladte tekstmateriale. I forordet til den hidtil utrykte

brevsamling Grundtvig og Ingemann. Brevvexling 1821-1859 fra 1882 beskrev SG det overordnede

86 Ved en søgning i den digitaliserede version af Registrant over N.F.S. Grundtvigs Papirer kan man finde et trykmanuskript til Krønike-Riim A (fasc.nr. 3926). Hvorvidt Svend Grundtvig har haft adgang til dette vides ikke.

55

princip; at udgive »alt, hvad der er, og alt, som det er«.87 I forordet til den lyriske værksamling PS

udtrykte han det ligeledes som sin opgave at give en »tilnærmelsesvis fuldstændig Samling«, og at

han med dette nok kunne forvente »at faa et lille Opkog af Snakken om ’Materialsamlinger’«.88 Det

vil sige, han udgav alle tidligere trykte digte, der ikke var enten specifikt kirkelige, tidligere udgivet

af SG selv eller oversættelser. Hvad angår de utrykte digte forholdt han sig mere selektivt, idet han

kun ville udgive færdige manuskripter (et princip, han dog ikke overholdt). Til gengæld er NFSG’s

utrykte digte fra tiden før 1807 ikke udgivet i PS. Afgrænsningen er muligvis forårsaget af det

spændte forhold mellem forfatterens enke Asta Grundtvig på den ene side og SG og hans

helsøskende på den anden. Striden angik NFSG’s efterladte papirer, og det er i denne forbindelse

muligt, at Asta Grundtvig har tilbageholdt flere manuskripter.89 Desuden meddelte han varianter,

der skyldtes ændringer foretaget af forfatteren ved senere udgivelser.

Den eklektiske praksis, som SG praktiserer i udgivelsen af Krønike-Riim C, bliver

også indledende beskrevet som et middel til at »omfatte alt, hvad der findes i begge de tidligere

[Udgaver]«. Som i tilfældet med PS er det dog en tilnærmelsesvis fuldstændighed, da han af

forskellige årsager vælger ikke at udgive flere af digtene fra andenudgaven. Den tilnærmelsesvise

fuldstændighed mangler til gengæld i udgivelsen af digtenes hidtil utrykte varianter, som er valgt

ud fra en vurdering af, hvilke af disse der »kunde være af nogen Interesse«.90 Det skønsmæssige

udvalg af hidtil utrykte varianter er også foretaget i udgivelsen af Kristenhedens Syvstjærne (3. udg.

1883). De utrykte varianter stammer fra manuskripter til første udgave (digte udgivet enkeltvis i

Dansk Kirketidende 1854-1855), selvom anden udgave (samlet bogudgave med ændringer 1860)

ligger til grund for tredje. SG beskriver det hensigtsløse i at gengive alle varianter og præciserer, at

han kun udgiver dem af disse, der kan »yde en nyttig Vejledning til fuld Forstaaelse af Forf.’s

Tanke«.91 Udgivelsen af varianter omfatter tidlige varierende udkast, fx kortere eller længere

former af digtafsnit. Bag udgivelsen af manuskriptvarianter ligger ofte en poetologisk interesse:

ønsket om indsigt i den digteriske skabelsesproces og værkets genese. For SG er det i lige så høj

87 Jf. forord og indledning til N.F.S. Grundtvig: Grundtvig og Ingemann. Brevvexling 1821-1859, udg. af Svend Grundtvig, København: Samfundet til den danske Litteraturs Fremme 1882, s. LX. 88 Jf. forordet til N.F.S. Grundtvig: Poetiske Skrifter, bd. 1-9, udg. af Svend Grundtvig, C.J. Brandt & Georg Christensen, København: Karl Schønbergs Forlag 1880-1930; bd. 1 (1880), s. IX; XVII. 89 Se mere om striden i Steen Johansen: »Om Grundtvig-udgaver«, i Grundtvig-Studier 1951, København: Grundtvig-Selskabet af 8. september 1947 / Gyldendal 1951, s. 85 og »Familiestriden i 1872-73 om N. F. S. Grundtvigs efterladte papirer«, i Grundtvig-Studier 1968. 90 Jf. efterskriften til N.F.S. Grundtvig: Krønnike-Rim, 3. udg. ved Svend Grundtvig, København: C.G. Iversens Boghandel 1875, s. 302. 91 Jf. »Tillæg til 3dje Udgave, ved Svend Grundtvig« i N.F.S. Grundtvig: Kristenhedens Syvstjærne, 3. udg. ved Svend Grundtvig, København: Karl Schønberg 1883, s. 162.

56

grad en interesse for den præcisering af værkets mening og forfatterens tanker, som varianterne kan

give. En kritik, der i denne forbindelse er blevet rettet mod hans udgivelser, er, at han ikke oplyser

tilstrækkeligt om manuskripterne. Læseren efterlades ofte i uvidenhed, dels om de anvendte

manuskripters indhold og genetiske status (fx forhold som intern varians), dels i forhold til

spørgsmålet om det efterladte manuskriptmateriales egentlige omfang.92 Denne mangel står i klar

kontrast til den ellers omhyggelige udgivelse af Krønike-Riims tidligere utrykte forord og

indledninger samt Historisk Børne-Lærdom.

6.2.2 Så tæt på forfatteren som muligt

I udgivelsen af Krønike-Riim følger SG delvist et princip om at respektere forfatterens sidste vilje;

princippet om Ausgabe letzter Hand. Selvom SG har en eklektisk praksis, prioriterer han – hvis man

ser bort fra de frasorterede digte – den af forfatteren sidst besørgede udgave. Dvs. han lægger

andenudgavens tekst til grund for udgivelsen og supplerer med førsteudgaven i de tilfælde, hvor

denne har yderligere digte og strofer. Respekten for forfatterens sidste vilje følges mere udpræget i

SG’s øvrige udgivelser af NFSG’s værker (med undtagelse af PS, der primært vælger

førstetrykkene og er baseret på et biografisk-genetisk princip). Han prioriterer altså forfatterens

sidste ændringer, men inden for en overordnet ramme, hvor målet er at komme så tæt på forfatteren

som muligt. Dette vil i det følgende blive eksemplificeret.

Som nævnt i afsnit 3.2 (Udgivelser af faderens værker) blev første udgave af Kirke-

Speil (1871) til under ledelse af kapellan Kr. Køster, da NFSG i sin høje alder havde udviklet et

svækket syn. Til grund for udgivelsen lå et foredragsmanuskript, der var forsynet med talrige

bemærkninger, tilskrivninger og formelle fejl. Da korrekturfasen bestod i højtlæsning af

manuskriptet for den nu svagtseende og aldrende forfatter, var der ifølge SG en risiko for, at fejl og

mangler var blevet overset. Det var dog ikke muligt at lægge foredragsmanuskriptet til grund for

anden udgave, da han derved ville gå glip af betydningsbærende ændringer foranlediget af NFSG i

korrekturfasen. Af respekt for forfatterens sidste ændringer lagde SG førsteudgaven til grund for sin

udgave. I de tilfælde, hvor han var i tvivl om enkelte tekststeder, undersøgte han manuskriptet eller

foretog en rettelse ud fra egen vurdering. I nyudgivelsen af Kirke-Speil (2. udg. 1876) havde SG

altså forsøgt at skelne mellem ændringer foranlediget af forfatteren og uagtsomhed fra udgivernes

side. Først i den afsluttende fase af udgivelsen opdagede han, at de tidligere udgivere havde fejllæst

store dele af manuskriptet. Dette betød, at han var nødt til at sammenligne foredragsmanuskriptet

92 Se Johansen: »Om Grundtvig-udgaver«, i Grundtvig-Studier 1951, s. 84.

57

med førsteudgaven. SG mente altså at kunne skelne mellem ændringer, der kunne henføres til

forfatterens sidste vilje, og afvigelser forårsaget af udgivernes fejllæsning, unøjagtige gengivelse

eller korrekturfejl. Afvigelserne mellem manuskriptet og førstetrykket nåede som bekendt ikke at

blive indført i teksten, men blev gengivet i en liste i efterskriften. På trods af denne mangel viser

udgivelsen af Kirke-Speil SG’s søgen efter de tekststeder, der med størst sandsynlighed kan

henføres til forfatteren (med prioritering af de sidste ændringer).

Fremgangsmåden blev også anvendt i SG’s udgivelse af Den kristelige Børnelærdom

(3. udg. 1883). I perioden 1855-1861 havde NFSG enkeltvis udgivet en række afhandlinger om sit

kristendomssyn i Chr. M. Kragballes tidsskrift Kirkelig Samler. Tidsskrift til christelig Oplysning.

Afhandlingerne blev i 1868 samlet og udgivet i bogform. Andenudgavens korrekturfase blev

gennemført ved hjælp af en medudgiver, der – som i tilfældet med Kirke-Speil (1871) – læste højt

for forfatteren. Da SG skulle forestå tredje udgave, havde han lært af tidligere fejl og valgte allerede

i den indledende udgivelsesfase at sammenligne første- og andenudgaven. Igen mente han at kunne

skelne mellem ændringer, der var forårsaget af forfatterens bevidste form- og betydningsvalg, og

dem, der skyldtes medudgiverens unøjagtigheder. Hvor han vurderede, at et tekststykke eller et ord

i andenudgaven (grundteksten) udelukkende kunne henføres til medudgiveren, valgte han at følge

førsteudgaven.93

6.2.3 Sproglig troværdighed

Teksten i Krønike-Riim blev moderniseret på baggrund af den retskrivningsreform, der fandt sted i

begyndelsen af 1870’erne, og som SG havde været foregangsmand for. Dvs. at både ortografi og

interpunktion i omfattende grad blev rettet til. Desuden forholdt SG sig frit til fremhævelser, så

spatiering af tekst blev både ophævet og indført. I det følgende vil jeg undersøge, hvordan SG

forholdt sig til modernisering af tekst i sit øvrige virke som udgiver.

Moderniseringen af ortografi og interpunktion er konsekvent udført i udgivelserne

efter 1872. I Digte 1869 er tekstens ortografi også moderniseret, men langt mere lempeligt end

senere. Til gengæld er både interpunktionen og fremhævelser ændret markant. Det er altså først

efter retskrivningsreformen og udgivelsen af SG’s ministerielt anbefalede Dansk Haandordbog i

1872, at den omfattende modernisering sætter ind, også hos flere af de andre grundtvigudgivere. I

flere tilfælde er moderniseringen hverken nævnt eller kommenteret i forord eller efterskrifter – og

særligt sjældent dens årsag – men en undtagelse er i udgivelsen af Poetiske Skrifter. Om

93 Jf. efterskriften til Den kristelige Børnelærdom, 3. udg. ved Svend Grundtvig, København: Karl Schønbergs Forlag 1883, s. 340-342.

58

moderniseringen af ortografi og interpunktion samt rettelser af fremhævelser skriver SG: »Med

Hensyn til alle disse tjenende Midler til en let og sikker Forstaaelse af Texten var Forf. aldrig meget

omhyggelig, og hans Brug var til forskjellig Tid meget afvigende«.94 Med moderniseringen ønskede

SG altså at lette læsningen for samtidens publikum. Den senere grundtvigforskning har kritiseret

indgrebene, da man i flere tilfælde har stået med en tekst, der var trykt i en form, som hverken var

NFSG’s egen eller nutidens.95

Som behandlet i forrige afsnit havde SG i sine udgivelser så vidt muligt forsøgt at

skelne mellem ændringer foretaget af forfatteren og indgreb fra medudgivere. Han havde dermed en

respekt for forfatterens egenhændige tekst. Men i forhold til modernisering af ortografi,

interpunktion og fremhævelser – sidstnævnte var et særligt karakteristisk træk ved NFSG’s

skrivemåde – forholdt han sig frit. Dette kan hænge sammen med hans opfattelse af sproglig

troværdighed (der ikke var ualmindelig for denne tid). Ved at gøre teksten mere læsbar mente han

ikke, at sprogets autenticitet blev krænket. Det er en opfattelse, man også ser i forbindelse med hans

udgivelse af folkeviserne. En del af intentionen med DgF var, at den i modsætning til tidligere

udgaver skulle gengive viserne, som de var. Med dette mentes, at viserne skulle trykkes i deres

oprindelige skikkelse, dvs. uden ændringer baseret på restituering af en oprindelig viseform eller

udgiverens æstetiske vurdering. At han delvist tillempede ortografien i flere af kildetyperne betød

ikke, at visernes sproglige autenticitet forsvandt, selvom flere af indgrebene ikke var en del af SG’s

oprindelige plan.96 Så længe rettelserne ikke ændrede ordenes lydlige udtryk og vel at mærke var

regelbundne og konsekvente, forblev det sproglige indhold – ifølge SG – uforvansket til gavn for

evt. forskeres etymologiske undersøgelser. Hans syn på sproglig troværdighed lever ikke op til den

nutidige sprog- og litteraturforsknings krav til nøjagtig gengivelse af originalkilderne (både form og

indhold) og markering af alle eventuelle tekstrettelser. Særligt den manglende afrapportering af de

enkelte moderniserings- og udtryksændringer gør det tvivlsomt at anvende SG’s udgivelser af

faderens værker som basis for videnskabelige undersøgelser.

6.2.4 Svend Grundtvig som faderens medhjælper

Udgivelserne af faderens værker strækker sig over en periode på ca. 14 år; fra Digte i 1869 frem til

de sidste udgivelser i 1883. Da det kan have betydning for de anvendte principper, vil jeg kort

94 Jf. forordet til N.F.S. Grundtvig: Poetiske Skrifter, bd. 1-9, udg. af Svend Grundtvig, C.J. Brandt & Georg Christensen, København: Karl Schønbergs Forlag 1880-1930; bd. 1 (1880), s. XVIII. 95 Ifølge Johansen: »Om Grundtvig-udgaver«, i Grundtvig-Studier 1951, s. 75. 96 Svend Grundtvig: Plan til en ny Udgave af Danmarks gamle Folkeviser, (aftrykt i Prøve paa en ny Udgave af Danmarks gamle Folkeviser, 2. opl.), København: Samfundet til den danske Litteraturs Fremme 1847, s. 20.

59

beskrive omstændighederne for udgivelse af NFSG’s værker dels i de sidste år af forfatterens liv,

dels i årene der fulgte efter.

I de sidste 12-14 år af sit liv måtte NFSG besørge en række nyudgaver af sine ældre

værker. Bl.a. udgav han bogudgaver af sammenhørende afhandlinger og digte, der tidligere var

udgivet i tidsskrifter over en periode, ligesom han påbegyndte en samlet udgave af salmerne

(Psalmer og aandelige Sange). Desuden udgav han utrykte foredragsmanuskripter. Udgivelserne

var foranlediget af en markant øget interesse for Grundtvigs forfatterskab – Steen Johansen bruger

udtrykket den grundtvigske højkonjunktur – i de senere år af forfatterens liv.97 Denne højkonjunktur

fortsatte desuden en 10-12 år efter NFSG’s død. Da den aldrende forfatter havde udviklet et

svækket syn, blev flere af udgivelserne som tidligere nævnt besørget med bistand fra forskellige

medhjælpere, særligt til korrekturlæsningen, men også til mere omfattende udgivelsesarbejde. Af

hjælpere kan bl.a. nævnes C.J. Brandt, Chr. Kragballe, Kr. Køster og sønnen Svend Grundtvig. Man

ved ikke meget om detaljerne i udgivelserne, særligt da NFSG sjældent nævnte medhjælperne i

forord eller efterskrifter.98 Dog mener Steen Johansen, at SG måske har været den betydeligste af

dem alle. Dette baserer han på nogle breve skrevet af hhv. NFSG og SG, hvori det litterære

samarbejde antydes. I et af eksemplerne underretter NFSG sin søn om, at han vil vente med

nyudgivelsen af Middelalderens Historie, indtil SG kommer hjem fra sin rejse til Jylland. I et andet

brev omtaler SG sig selv som »hjælper« og »mellemmand« ved udgivelsen af faderens værker.99 Da

der i tiden for disse udgivelser var et udbredt krav om hensyn til teksternes læsbarhed, skulle

udgaverne gennemarbejdes, så de i højere grad levede op til samtidens normer for ortografi,

fremhævelser og interpunktion (der dog ikke skal forveksles med den senere retskrivningsreform af

1872). Dette formelle arbejde er ifølge Johansen først og fremmest blevet foretaget af SG. Man kan

derfor forestille sig, at en medvirkende faktor til moderniseringen af værkerne efter NFSG’s død –

ud over et generelt ønske om at gøre teksterne mere tilgængelige – var, at processen var blevet

igangsat (eller i det mindste godkendt) af forfatteren forinden. Selvom moderniseringen var langt

mere omfattende efter forfatterens død, var den altså ikke et helt nyt initiativ.

97 Johansen: »Om Grundtvig-udgaver«, i Grundtvig-Studier 1951, s. 75. 98 En undtagelse er i forord og indledning til N.F.S. Grundtvig: Beowulfes Beorh, København: Karl Schönbergs Forlag / London: John Russell Smith 1861, s. XXIII: »Endnu maa jeg anmærke, at Correcturen, saavelsom Eftersynet af allehaande Nyt om »Bjovulf« baade fra Engeland og Tyskland, vilde været mig over Magten, naar ikke min ærede Ven George Stephens Esq. Professor i Engelsk, baade gammelt og nyt, ved vor Høiskole, og min Søn Svend Grundtvig, havde paataget sig Broderparten og staaet mig bi med Raad og Daad«. 99 Johansen: »Om Grundtvig-udgaver«, s. 76-77.

60

Efter NFSG’s død i 1872 fortsatte udgivelsen af værkerne (trykte som utrykte), og

udgiverne omfattede nu en større gruppe. Man kan overordnet tale om to hovedspor i

grundtvigudgivelserne: et kirkeligt og et ikke-kirkeligt. Udgivelsen af den kirkelige del af

forfatterskabet blev først og fremmest varetaget af C.J. Brandt og J. Kr. Madsen, mens SG i høj

grad har stået for udgivelsen af den ikke-kirkelige del, særligt poesien. Samtidig fungerede SG som

rådgiver i forbindelse med udgivelsen af Psalmer og aandelige Sange bind 3-5. De to hovedspor i

udgivelsesplanerne kan sige noget om, hvorfor SG i udgivelsen af Krønike-Riim fravalgte de

kirkelige digte fra andenudgaven. NFSG havde med sine medhjælpere i årene inden sin død haft

fokus på en samlet udgave af den kirkelige digtning (Psalmer og aandelige Sange bind 1-2 1868-

1870). Efter forfatterens død fortsatte Brandt og Madsen med de kirkelige udgivelser, mens SG tog

sig af den ikke-kirkelige del. Denne formelle opdeling har tilsyneladende influeret på udgivelsen af

Krønike-Riim, der på et værkinternt plan er blevet splittet i hhv. kirkelige digte og ikke-kirkelige

digte.

6.2.5 Sammenfattende

Jeg vil i det følgende samle op på de foregående afsnit om forholdet mellem Krønike-Riim C og

SG’s øvrige virke som udgiver. Overordnet kan man sige, at udgivelsesprincipperne i Krønike-Riim

C på flere punkter kan ses i de øvrige udgivelser. Først og fremmest er teksten – som i alle andre af

SG’s udgivelser af faderens værker efter 1872 – moderniseret ud fra de ortografiske regler, der med

retskrivningsreformen blev indført i begyndelsen af 1870’erne. Det kan umiddelbart lyde, som om

SG var ufølsom over for forfatterens tekst, hvilket dog ikke er tilfældet. Indgrebet er foretaget ud

fra en særlig forståelse af sproglig troværdighed, som ikke var unormal for tiden. SG nærede

desuden stor beundring for faderens forfattervirke, hvilket fremgår af de særdeles rosende passager

i diverse indledninger og efterskrifter. Beundringen og respekten for NFSG kommer på forskellig

vis til udtryk i udgivelserne. Hvis man ser bort fra de formmæssige indgreb (moderniseringen) og

fokuserer på det indholdsmæssige udgivelsesprincip, forsøger SG overordnet set at gengive det

indhold, der ifølge hans vurdering kan henføres til NFSG (medmindre han er overbevist om, at

forfatteren har foretaget en fejl). Det kommer bl.a. til udtryk i udgivelsen af Kirke-Spejl (2. udg.) og

Den kristelige Børnelærdom (3. udg.), hvor han mener at kunne skelne mellem ændringer

foranlediget af forfatteren og unøjagtigheder forårsaget af en medudgiver. Hvorvidt SG har ret i sin

sondring, er svært at vurdere, men han har højst sandsynligt haft et særligt kendskab til NFSG’s

tanker, arbejdsproces og personlighed, både i kraft af sit virke som betroet medhjælper på

udgivelserne, og fordi han var sin faders søn. Indsigten i faderens virke kommer desuden til udtryk i

61

forbindelse med SG’s opdagelse af tidligere medudgiveres fejllæsning af faderens håndskrift ved

udgivelsen af Kirke-Spejl.

Et andet tilfælde, der er sigende for SG’s søgen efter at komme så tæt på forfatteren

som muligt, er indledningen til foredragsrækken Mands Minde, udgivet 1877. I denne gør han

gentagne gange læseren opmærksom på det trykte materiales mangelfuldhed

(forelæsningsmanuskripter) i forhold til at gengive den særlige atmosfære og forfatterens unikke

udtryksmåde ved de historiske foredrag på Borchs Kollegium i slutningen af 1830’erne. En stor del

af indledningen er et forsøg på, bl.a. gennem tilhøreres udsagn og tilegnelsesdigte, at beskrive

NFSG’s mundtlige fremstillingsform ved de nævnte foredrag. På baggrund heraf er det

bemærkelsesværdigt, at SG i udgivelsen af Krønike-Riim vælger ikke at udgive flere af digtene.

Fravalget af de ni kirkelige digte fra andenudgaven kan forklares ud fra de overordnede spor, som

gjorde sig gældende i grundtvigudgivelserne efter forfatterens død. At SG på trods af dette udgiver

to kirkelige digte fra førsteudgaven med henvisning til »Værkets oprindelige Plan« er sværere at

forklare, medmindre der er tale om respekt for forfatterens tidlige intention. Særligt

bemærkelsesværdigt er valget om ikke at udgive digtet »Paaske-Slaget« fra andenudgaven, da det

begrundes genreæstetisk. Et æstetisk udgivelsesprincip står i klar kontrast til SG’s øvrige

udgivelser, der ikke kendetegnes ved et æstetisk udvalg. I de tilfælde, hvor han foretog et udvalg (fx

ved udgivelse af utrykte varianter), skete det ud fra en vurdering af, om det udvalgte i særlig grad

gav udtryk for forfatterens holdninger, skrivemåde og personlige udvikling. Valget kan derfor mere

sandsynligt forklares ud fra SG’s personlige forhold til Krønike-Riim, som han udviklede gennem

sin opvækst og faderens undervisning.

6.3 Videnskabeliggørelsen af udgivelsesvirksomheden

SG’s virke som udgiver fandt sted i en periode, hvor de videnskabelige standarder for udgivelse, vi

kender i dag, var under udvikling. Videnskabeliggørelsen af udgivelsesvirksomheden i Danmark

skete over en periode på små 100 år fra 1820’erne til begyndelsen af 1900-tallet.100 Jeg vil i det

følgende kort beskrive denne udvikling for at kunne anlægge et historisk perspektiv på SG’s

udgivervirke.

Man kan tale om forskellige stadier i videnskabeliggørelsen. I Danmark skete et af de

første skridt med A.E. Boyes udgivelse af Ludvig Holbergs Peder Paars i 1823. Boye praktiserede

princippet Ausgabe letzter Hand, da han som grundtekst valgte den af forfatteren sidst besørgede

100 Jf. den endnu upublicerede Dansk editionshistorie, indledning til bd. 3 af Johnny Kondrup.

62

udgave. Foruden en redegørelse for værkets overleveringshistorie havde udgaven et kombineret

apparat, der indeholdt varianter fra to tidligere udgaver af værket og en tekstkritisk gennemgang af

indgreb i teksten.101 Hans apparat var avanceret for sin tid, og udgaven blev i denne forbindelse

endda kritiseret for at være for nøjagtig.102

Den dominerende udgiver af dansk litteratur i 1800-tallet var F.L. Liebenberg, der

udgav århundredets mest omfangsrige kritiske udgave, Oehlenschlägers Poetiske Skrifter (1857-

1862, 32 bind). Han var med sine mange udgaver og teoretiske afhandlinger desuden med til at

fastlægge førstetrykket som det foretrukne tekstgrundlag.

Udsendelsen af SG’s Plan til en ny Udgave af Danmarks gamle Folkeviser i 1847 var

banebrydende for videnskabeliggørelsen. Med sine opsigtsvækkende udgivelsesprincipper – der

bl.a. indebar, at viserne skulle udgives, som de var, og ikke restitueres som i tidligere udgaver – var

SG en moderne udgiver for sin tid.

Med stiftelsen af videnskabelige udgiverselskaber i slutningen af 1800-tallet og første

del af 1900-tallet markeredes videnskabeliggørelsen af udgivelsesvirksomheden yderligere. I

forbindelse med Københavns Universitets 400 års jubilæum stiftedes Universitets-Jubilæets danske

Samfund i 1879. Motivationen for stiftelsen var en forpligtelse over for det danske sprog, og

selskabet bestod af professionelle filologer. I 1911 stiftedes Det Danske Sprog- og Litteraturselskab

(DSL), der som mål havde at dokumentere det danske sprog og den danske litteratur på et

videnskabeligt grundlag. I mellemtiden – o. slutningen af 1800-tallet – havde det kildekritiske

gennembrud inden for historievidenskaben fundet sted med Kristian Erslevs øvelser i historisk

metode på Københavns Universitet efter tysk forbillede. Erslevs øvelser blev også indført på andre

fag, og han fungerede som læremester for en ny generation, der bl.a. omfattede flere af de forskere,

der senere stiftede DSL. Begge selskaber eksisterer i dag.

Disse stadier markerer i store træk videnskabeliggørelsen af udgivelsesvirksomheden i

Danmark. På baggrund af det historiske perspektiv og SG’s betydelige rolle i udviklingen er det

bemærkelsesværdigt, hvordan hans udgivelsesprincipper ændrer sig fra DgF til udgivelsen af

faderens værker. Det banebrydende i udgivelsen af DgF var SG’s respekt for visernes overlevering

og hans insisteren på at udgive alle viseopskrifter. I modsætning til forgængerne skulle viserne

gengives, som de var, og udgaven skulle ikke være et æstetisk udvalg (nærmere en kildesamling). I

101 Boye var med udgaven en af de første danske udgivere, der bragte et variantapparat (i modsætning til udgivelsen af sammenhængende varianttekster, fx udskudte eller omarbejdede tekststykker), jf. den endnu upublicerede Dansk editionshistorie, indledning til bd. 3 af Johnny Kondrup. 102 Op.cit.

63

fortalen til DgF fralægger SG sig endda ansvaret for de mest markante indgreb mod kilderne

(særligt de ældre håndskrifter) og beskriver dem som foranlediget af Samfundet til den danske

Litteraturs Fremme. Med udgivelsen af DgF gjorde SG sig også bemærket i udlandet, hvor hans

videnskabelige principper blev et forbillede for lignende folkemindeudgivelser.103

Med udgivelsen af faderens værker sker der en ændring i SG’s udgivelsesprincipper.

Særlig bemærkelsesværdig er den omfattende modernisering, som alle værkerne underkastes. Hvor

han i udgivelsen af DgF er tilbageholdende med rettelser af visernes tekst, forholder han sig langt

mere indgribende over for teksten i NFSG’s værker. Det bemærkelsesværdige i udviklingen er, at

SG viser respekt over for en mere eller mindre tilfældig overlevering, mens han over for teksten i

faderens værker – der er et resultat af forfatterens bevidste form- og betydningsvalg – er langt mere

indgribende. Ifølge Steen Johansen er det ikke utænkeligt, at SG har været presset af enten

forlæggere eller Asta Grundtvig – med hvem han havde en strid over NFSG’s efterladte skrifter – i

forhold til retskrivningsspørgsmålet. 104 Et forhold, der taler mod Johansens påstand, er det

tidsmæssige sammenfald mellem moderniseringen af forfatterens tekst og den retskrivningsreform,

som SG var med til at indlede i begyndelsen af 1870’erne. I forordet til den ministerielt anbefalede

Dansk Haandordbog fra 1872 trykte SG de retskrivningsforslag, som ordbogen delvist var baseret

på. Forslagene var allerede blevet udgivet i 1870 med den hensigt »at bane Vejen for denne Reform

og at lette dens senere fuldstændige Sejr ved at tilraade alle (særlig Forfattere, Udgivere og

Redaktører) strax at føre en Del af Stokholmsmødets Forslag ud i Livet«.105 Man kan derfor

forestille sig, at SG af hensyn til reformens fremskridt har statueret et eksempel gennem sin

modernisering af NFSG’s tekster.

Samme år som Dansk Haandordbog blev udgivet, udgav SG Peder Palladius’

Visitatsbog (baseret på en afskrift af en nu tabt original). Dette skete som en reaktion på A.C.L.

Heibergs udgave, der var udgivet i samarbejde med Samfundet til den danske Litteraturs Fremme

(SDLF) blot få år tidligere (1867). SG kritiserede den tidligere udgivers manglende nøjagtighed i

tekstbehandlingen. Blandt kritikpunkterne var Heibergs sparsomme tekstkritik, kommentering,

dokumentation af indgreb og ikke mindst fejlagtige læsning af håndskriften. SG havde siddet i

udvalget for Heibegs udgave og havde i denne forbindelse anbefalet et bogstavelighedsprincip:

103 Frederik Barfod: Sven Hersleb Grundtvig, et Mindeskrift, København: Karl Schönbergs Forlag 1883, s. 15. 104 Steen Johansen: »Om Grundtvig-udgaver«, i Grundtvig-Studier 1951, København: Grundtvig-Selskabet af 8. september 1947 / Gyldendal 1951, s. 84. 105 Jf. forordet til Svend Grundtvig: Dansk Haandordbog med den af Kultusministeriet anbefalede Retskrivning, København: C.A. Reitzels Forlag 1872, s. VIII.

64

»Den bogstavrette aftrykning af ældre skrifter har sine fordele og sine mangler. Den besværliggör

ganske vist læsningen og afskrækker endog ganske en del læsere. Dens tilsigtede nytte afhænger

naturligvis ganske af dens nöjagtighed, hvorved aftrykket tilnærmelsesvis kan siges at træde i

originalens sted. Men hvor aftrykket er unöjagtigt, bliver bogstavelighedsprincippet ikke alene

værdiløst og meningsløst, men afgjort skadeligt«.106

SG indsendte kritikken (og et forsøg på at rette op på fejlene) til SDLF, der efterfølgende lod ham

besørge en ny udgave af værket. Bogstavelighedsprincippet blev dog tilsidesat af SDLF, da man

ønskede, at teksten skulle re(konstrueres) ud fra en norm, der svarede til forfatterens egen tid. Man

forsøgte da at udlede en særlig »palladisk« ortografi fra forfatterens trykte værker. Det nye udvalg

mente, at SG med sin kritik havde givet »et håndgribeligt bevis for, hvor nødvendig særlig

fagdannelse og sprogkundskab i forbindelse med en höj grad af påpasselighed og nöjagtighed er, for

at kunne besørge tilfredsstillende udgaver af ældre skrifter«.107 Med sin kritik havde SG desuden

forsøgt at fremme »en strængere og mere videnskabelig fremgangsmåde ved lignende

udgiverarbejder«.108 Eksemplet viser for det første den videnskabelige omhu, som SG havde i

udgivelsen af ældre værker; udgaven af Visitatsbogen blev netop besørget som en reaktion mod den

tidligere udgivers manglende videnskabelige udførelse og manglende historiske bevidsthed. For det

andet viser eksemplet, hvordan SG – selv efter retskrivningsreformens begyndelse – forsøgte at

videreføre flere af de oprindelige principper fra udgivelsen af DgF. SG’s udgivelse af Visitatsbogen

fandt sted på det tidspunkt, hvor SG begyndte at foretage omfattende modernisering af faderens

værker. Det kan derfor diskuteres, hvorvidt moderniseringen af faderens værker er udtryk for en

udvikling i SG’s udgivelsesprincipper. Moderniseringen er muligvis snarere et udtryk for en forskel

i hans behandling af tekstkilder.

I første halvdel af 1800-tallet var det almindeligt at modernisere teksters ortografi og

interpunktion ud fra en samtidig norm. SG var en af de første udgivere, der – om end på et

begyndende plan – gjorde op med denne praksis. I sidste halvdel af århundredet blev den historiske

bevidsthed større, og først i 1900-tallet blev respekten for originalerne så stor, at man begyndte at

gengive dem tegn- og bogstavret.109 Opgøret med moderniseringen var netop et af de principper,

der fremkaldte en voldsom reaktion fra DgF’s modstandere, men opgøret gjaldt altså kun de

106 Jf. forordet til Peder Palladius: En Visitatz Bog, udg. af Svend Grundtvig, København: Samfundet til den danske Litteraturs Fremme 1872, VIII. 107 Jf. den aftrykte udvalgsbetænkning, op.cit., s. IX-X. 108 Jf. forordet, op.cit., s. XI. 109 Jf. den endnu upublicerede Dansk editionshistorie, indledning til bd. 3 af Johnny Kondrup.

65

(meget) ældre kilder – bl.a. folkeviser (trykte og utrykte) – ikke nyere kilder som NFSG’s værker.

Flere af forfatterens værker – fx digte i PS – var imidlertid mere end 70 år gamle, da SG udgav

dem. Respekten for teksternes historiske autenticitet gjorde sig altså ikke gældende på samme måde

i udgivelsen af NFSG’s værker, hvilket også kommer til udtryk gennem SG’s indgreb i teksternes

fremhævelser.

66

7 Konklusion

Det er i specialet blevet undersøgt, hvordan tekst og indhold i N.F.S. Grundtvigs værk Krønike-

Riim har forandret sig gennem tre udgaver fra hhv. 1829, 1842 og 1875. Fra første udgave i 1829 til

anden udgave i 1842 foretog forfatteren markante ændringer i sit værk. Det gælder både for indhold

og tekst, men de mest omfattende indgreb skete i forbindelse med værkets indhold. Først og

fremmest havde anden udgave hverken fortale eller indledning, hvilket efterlod samtidens læsere

med en manglende forståelse for værkets forøgede mængde af digte og registeropslag. Af Krønike-

Riim A’s 52 digte udgives 45 i Krønike-Riim B sammen med 42 nye digte. Registeret var udvidet

med nye opslag, og flere af opslagene fra A var enten forkortet eller udvidet. Gennem de to

manuskripter til anden udgaves fortale og indledning kan man dog få et indblik i, hvorfor NFSG

foretog de ændringer af værket, som han gjorde. Dels vurderede han, at visse af digtene var for

svære for børnene, der skulle lære dem; dels gennemgik han i perioden mellem udgivelsen af første

og anden udgave en udvikling, der ændrede hans syn på partiskhed i forbindelse med

historieskrivning.

Efter forfatterens død i 1872 udgav sønnen Svend Grundtvig i 1875 tredje udgave af

værket. Det viser sig, at der er flere principper og hensyn, der har indvirket på udgivelsen af værket.

Svend Grundtvig havde en overordnet plan om, at udgaven skulle omfatte begge de tidligere

udgavers digte og registeropslag. Man kan her tale om et fuldstændighedsprincip. Til dette formål

anvendte udgiveren en eklektisk praksis, der – ud fra et hensyn til den omfattende varians mellem

første og anden udgave – var praktisk begrundet. Som grundtekst valgte han Krønike-Riim B,

hvilket kan ses som udtryk for Ausgabe letzter Hand-princippet, der var udbredt i slutningen af

1800-tallet. Hvor Krønike-Riim A havde yderligere digte, strofer eller registeropslag, supplerede

han med disse. Det overordnede udgivelsesprincip blev imidlertid ikke gennemført konsekvent. For

det første kom et yderligere udgivelsesprincip til udtryk, da han fravalgte et digt fra Krønike-Riim B

ud fra en genreæstetisk vurdering. For det andet indvirkede de to hovedspor (et kirkeligt og et ikke-

kirkeligt) i grundtvigudgivelserne efter forfatterens død på Svend Grundtvigs besørgelse af

udgaven. Sporene betød, at ni digte fra Krønike-Riim B ikke blev trykt dels pga. deres kirkelige

indhold, dels pga. deres udgivelse få år tidligere i det samlede salmeværk. Heller ikke denne strategi

blev gennemført konsekvent, da han ikke lod den gælde for samme type digte fra Krønike-Riim A af

hensyn til »Værkets oprindelige Plan«. På trods af, at Svend Grundtvig valgte andenudgaven som

grundtekst, tog han altså særligt hensyn til førsteudgavens digte. N.F.S. Grundtvig anvendte denne

udgave som et middel i sin undervisning af sønnen, og det personlige forhold til førsteudgaven kan

67

have resulteret i Svend Grundtvigs hensyn til digtene fra Krønike-Riim A. Det, der karakteriserer

udgivelsen af Krønike-Riim C – foruden den omfattende modernisering af ortografi og

interpunktion – er dermed inkonsekvens, idet han sammenblander flere modstridende principper,

synspunkter og hensyn.

Svend Grundtvigs tidlige udgivelsesvirksomhed er imidlertid ikke kendetegnet ved en

inkonsekvent videnskabelig fremgangsmåde. De videnskabelige principper, som han introducerede

i 1847 og senere praktiserede (med mindre indrømmelser over for Samfundet til den danske

Litteraturs Fremme) i udgivelsen af Danmarks gamle Folkeviser, var banebrydende for tiden. Ved

at insistere på, at udgaven dels skulle være fuldstændig – dvs. ikke besørges i et æstetisk begrundet

udvalg – dels i store træk skulle gengive viserne, som de var, gjorde Svend Grundtvig op med

tidligere videnskabelige standarder for udgivelse.

I udgivelsen af faderens værker (efter 1872) praktiserede Svend Grundtvig en række

udgivelsesprincipper. Et af disse var princippet om (i hvert fald tilnærmelsesvis) fuldstændighed.

Dette gjaldt dog ikke ved udgivelsen af varianter, hvor han i de fleste tilfælde foretog et udvalg.

Udvalget var foretaget ud fra den præcisering af værkets mening og forfatterens tanker, som

varianterne kunne give. Et andet princip var Ausgabe letzter Hand-princippet. Som udgangspunkt

respekterede Svend Grundtvig de ændringer, som forfatteren sidst havde foretaget (med undtagelse

af den biografisk-psykologisk ordnede Poetiske Skrifter). Hvor værkerne var besørget med bistand

fra en medudgiver – primært i de sidste år af forfatterens liv – forsøgte Svend Grundtvig at komme

så tæt på forfatterens egen tekst som muligt ved at skelne mellem ændringer foranlediget af N.F.S.

Grundtvig og unøjagtigheder og indgreb fra udgiverens side. Som betroet medhjælper på

forfatterens udgivelser og som sin faders søn havde Svend Grundtvig en indsigt i N.F.S. Grundtvigs

holdninger, skrivemåde og arbejdsmetoder (bl.a. håndskrift) som ingen anden. Han var desuden en

grundig udgiver, der ofte supplerede sine udgaver med udførlige indledninger, kommentarer og

varianter. Man kan i denne forbindelse kritisere Svend Grundtvig for ikke at oplyse tilstrækkeligt

om de anvendte manuskripters egentlige omfang. Han var heller ikke altid konsekvent i

praktiseringen af principperne, hvilket tydeligst kommer til udtryk i udgivelsen af Krønike-Riim.

Den afgørende udvikling – eller i det mindste skred – i Svend Grundtvigs

udgivelsesprincipper består i de omfattende indgreb, som han foretog i faderens værker. Disse

omfatter dels modernisering af teksternes ortografi og interpunktion, dels rettelser af tekstens

fremhævelser. Udviklingen er bemærkelsesværdig set i lyset af hans banebrydende videnskabelige

standarder i udgivelsen af folkeviserne. I sine indledende planer til DgF udtrykte han en

68

tilbageholdenhed over for rettelser af tekstens ortografi (en i tiden ellers udbredt praksis), hvilket

vakte harme hos udgavens modstandere. Den omfattende modernisering af faderens værker kan

forklares ud fra flere forhold. Blandt disse er en særlig opfattelse af sproglig troværdighed, hensyn

til retskrivningsreformens fremskridt, pres fra forlæggere angående teksternes tilgængelighed, og

Svend Grundtvigs rolle som medudgiver på N.F.S. Grundtvigs værker i faderens sidste levetid, hvor

sønnen stod for at gøre værkernes tekst mere moderne og læsbar. Endelig kan man diskutere,

hvorvidt moderniseringen er udtryk for en udvikling i Svend Grundtvigs udgivelsesprincipper eller

nærmere er udtryk for en forskel i hans behandling af hhv. ældre og nyere tekstkilder.

69

8 Abstract

In 1829 the Danish author and priest N.F.S. Grundtvig (1783-1872) published the work Krønike-

Riim til Børne-Lærdom. In the course of 46 years the work was published in two new versions. The

author published the second version in 1842, while his son, the philologist Svend Grundtvig (1824-

1883) – well known for his collection and study of the Danish folk tales and ballads – published the

third version of Krønike-Riim in 1875 after the father’s death. Each version resulted in extensive

changes of the text and the content of the work.

In the thesis I investigate the transformation of the work and its possible causes. The

purpose is not only to contribute to the research of the publication history of N.F.S. Grundtvig’s

works, but also to investigate Svend Grundtvig’s principles of publication. During the 19th century

the scientific methods of publication in Denmark developed; a development in which Svend

Grundtvig played a crucial role. With the publication of Danmarks gamle Folkeviser 1853-1976

(Ballads of Denmark) the publisher introduced ground-breaking new standards in the publication of

older works. In the years after N.F.S. Grundtvig’s death Svend Grundtvig published several of the

father’s works and manuscripts. Except for the grand collection of the author’s poetic works

(Poetiske Skrifter 1880-1930) these editions have not received similar attention.

Through my analysis I find that Svend Grundtvig practised a number of principles in

his publications of the father’s works. Among these is the principle of Ausgabe letzter Hand in

which the publisher respects the last changes made by the author. Svend Grundtvig wanted to be as

faithful to the author’s text as possible (despite an extensive modernization of the texts, see next

paragraph), which in some of the editions resulted in the attempt to distinguish between changes

made by the author and corrections made by former joint editors. Svend Grundtvig was a thorough

publisher and he often supplied his editions with multiple variants and comments. He was, however,

not always consistent in his use of the principles, which is the case in his publication of Krønike-

Riim (1875).

The most noticeable principle is also the most criticized. In all of the publications

Svend Grundtvig made extensive modernization of the text. By correcting the orthography and

punctuation of the texts he wanted to make his fathers works more accessible to the audience of his

time. Other factors might have influenced his choice of modernization. Among these is a wish to

forward the spelling reform from 1870, in which Svend Grundtvig was a key figure. Modernization

of the text was a prevalent practice in the 19th century, but in comparison to his earlier ground-

breaking publications, this is a remarkable development in Svend Grundtvig’s principles.

70

9 Litteratur

Barfod, Frederik: Sven Hersleb Grundtvig, et Mindeskrift, København: Karl Schönbergs Forlag

1883

Barfod, H.P.B. & Holger Begtrup: Minder fra gamle Grundtvig’ske Hjem, bd. 1-8, København:

G.E.C. Gads Forlag 1921-1928

Blangstrup, Christian (red.): Salmonsens store illustrerede Konversationsleksikon. En nordisk

Encyklopædi, bd. 1-19, København: Brødrene Salmonsen 1893-1911; bd. 6 (1897), s. 792-799

Dahl, Per: »Det kritiske tekstvalg. Problemer og perspektiver«, i Jørgen Hunosøe & Esther Kielberg

(red.): I tekstens tegn, København: C.A. Reitzels Forlag / Det Danske Sprog- og Litteraturselskab

1994, s. 96-124

Grundtvig, N.F.S.: Krønike-Riim til Børne-Lærdom med Indledning og Anmærkninger, København:

den Wahlske Boghandling 1829

Grundtvig, N.F.S.: Historisk Børne-Lærdom, København: den Wahlske Boghandling 1829

Grundtvig, N.F.S.: Pröver af Den Gammel-Danske Rim-Krönike i en ny Skikkelse, København:

særskilt aftrykt af den Nordiske Kirke-Tidende 1834 (opr. trykt med titlen Den Danske Rim-

Krönike i N. Kt. nr. 33, 34 og 35 samme år, udg. af Jacob Christian Lindberg)

Grundtvig, N.F.S.: Krönike-Riim til Levende Skolebrug med Oplysninger, 2. udg., København: den

Wahlske Boghandling 1842

Grundtvig, N.F.S.: Beowulfes Beorh eller Bjovulfs-Drapen, det old-angelske Heltedigt, paa Grund-

Sproget, København: Karl Schönbergs Forlag / London: John Russell Smith 1861

Grundtvig, N.F.S.: Krønnike-Rim til levende Skolebrug, med Indledninger og Oplysninger, 3. udg.

ved Svend Grundtvig, København: C.G. Iversens Boghandel 1875

71

Grundtvig, N.F.S.: Kirke-Spejl eller Udsigt over den kristne Menigheds Levnedsløb, Foredrag,

holdte 1861-63, 2. udg. ved Svend Grundtvig, København: Karl Schønbergs Forlag 1876

Grundtvig, N.F.S.: Mands Minde 1788-1838. Foredrag over det sidste halve Aarhundredes

Historie, holdte 1838, udg. af Svend Grundtvig, København: Karl Schønbergs Forlag 1877

Grundtvig, N.F.S.: Poetiske Skrifter, bd. 1-9, udg. af Svend Grundtvig, C.J. Brandt & Georg

Christensen, København: Karl Schønbergs Forlag 1880-1930

Grundtvig, N.F.S.: Den kristelige Børnelærdom, 3. udg. ved Svend Grundtvig, København: Karl

Schønbergs Forlag 1883

Grundtvig, N.F.S.: Grundtvig og Ingemann. Brevvexling 1821-1859, udg. af Svend Grundtvig,

København: Samfundet til den danske Litteraturs Fremme 1882

Grundtvig, Svend: Plan til en ny Udgave af Danmarks gamle Folkeviser, (aftrykt i Prøve paa en ny

Udgave af Danmarks gamle Folkeviser, 2. opl.), København: Samfundet til den danske Litteraturs

Fremme 1847

Grundtvig, Svend: Etatsraad Molbech og Kæmpeviserne, et Stridsskrift, København: F.H. Eibe

1848

Grundtvig, Svend, Axel Olrik, H. Grüner-Nielsen, Karl-Ivar Hildeman, Erik Dal, Iørn Piø, Thorkild

Knudsen, Svend Nielsen, Nils Schiørring, Sven H. Rossel, Rikard Hornby & Erik Sønderholm:

Danmarks gamle Folkeviser, bd. 1-12, København: Samfundet til den danske Literaturs Fremme /

Universitets-Jubilæets Danske Samfund 1853-1976

Grundtvig, Svend: Dansk Haandordbog med den af Kultusministeriet anbefalede Retskrivning,

København: C.A. Reitzels Forlag 1872

Johansen, Steen: »Om Grundtvig-udgaver«, i Grundtvig-Studier 1951, København: Grundtvig-

Selskabet af 8. september 1947 / Gyldendal 1951, s. 69-91

72

Johansen, Steen: »Familiestriden i 1872-73 om N. F. S. Grundtvigs efterladte papirer«, i Grundtvig-

Studier 1968, København: Grundtvig-Selskabet af 8. september 1947 / Gyldendal 1968, s. 33-52

Jørgensen, Jens Anker: »Kongemagtens tekster«, i Jens Anker Jørgensen & Knud Wentzel (red.):

Hovedsporet. Dansk litteraturs historie, København: Gyldendal 2005, s. 84-102

Kondrup, Johnny: »Biografisk metode«, i Johannes Fibiger, Gerd von Buchwald Lütken & Niels

Mølgaard (red.): Litteraturens tilgange – metodiske angrebsvinkler, 2. udg., Århus: Systime

Academic 2010, s. 57-76

Kondrup, Johnny: Editionsfilologi, København: Museum Tusculanums Forlag 2011

Kondrup, Johnny: »Tekst og værk – et begrebseftersyn«, i Dorthe Duncker, Anne Mette Hansen &

Karen Skovgaard-Petersen (red.): Betydning og forståelse. Festskrift til Hanne Ruus, København:

Selskab for Nordisk Filologi 2013, s. 65-76

Kondrup, Johnny: [Indledning, bd. 3] til den endnu upublicerede Dansk editionshistorie

Molbech, Christian: En Betænkning over den bebudede nye Udgave af en Material-Samling til

Danmarks Gamle Folkeviser, København: C.A. Reitzel 1847

Palladius, Peder: En Visitatz Bog, Indeholdende en Udførlig Beskriffning paa den Visitation, som

bleff holden udi alle Sogne Kircker i Sielands Stict, Besynderlige paa Landsbyerne, udg. af Svend

Grundtvig, København: Samfundet til den danske Litteraturs Fremme 1872

Petersen, Carl S.: »Fra folkevisestriden. Nogle uddrag og breve«, i Marius Kristensen & Axel Olrik

(red.): Danske Studier, København: Det Schubotheske Forlag 1905, s. 65-114

Piø, Iørn: »Svend Grundtvig og hans folkloristiske arbejdsmetode«, i Aage Hansen & Erik Dal

(red.): Danske Studier, København: Akademisk Forlag 1971, s. 91-120

73

Stangerup, Hakon: [afsnit om Schack Staffeldt], i Povl Engelstoft & Svend Dahl (red.): Dansk

Biografisk Leksikon, 2. udg., bd. 12-27, København: J.H. Schultz Forlag 1933-1944; bd. 22 (1942),

s. 383-391

Vind, Ole: Grundtvigs historiefilosofi, København: Gyldendal 1999