karakter værdi eudaimonia praksis

Dydsetisk Virksomhedsetik- Virksomheders grundlag for navigation i en kompleks verden

af hensigter og intentioner

KarakterOrganisation

Rel

atio

n Værdi

Euda

imon

ia

Vilje DydMotivation

PolitikVirksomhed

MenneskeRetfærdighedAutonomiFrihed

Prak

sis

LedelseAnsvar

FællesskabEtik

Rationalitet

IntentionalitetDømmekraft

Hensigt

Moral

Metafor

Det gode

Dydsetisk Virksomhedsetik - Virksomheders grundlag for navigation i en kompleks verden af hensigter og intentioner Speciale 2016 Wickie Irene Jensen International Virksomhedskommunikation Institut for Sprog og Kommunikation Syddansk Universitet Vejleder: Flemming Smedegaard International Virksomhedskommunikation Institut for Sprog og Kommunikation Syddansk Universitet

Handlinger kaldes retfærdige og besindige, når de er af den art, som den retfærdige eller be-sindige ville udføre dem. Han er ikke retfærdig eller besindig, som blot gør disse ting, men kun han, som handler på samme måde som de retfærdige og besindige. Det siges altså med rette, at det retfærdige menneske opstår ved at handle retfærdigt og det besindige ved at handle besindigt. Og uden at gøre disse ting ville ingen kunne blive god. Men folk flest gør ikke disse ting, men flygter ind i teorien, og tror at de filosoferer og vil blive dygtige her-ved, og forholder sig ligesom syge folk, der opmærksomt lytter til lægerne, men som intet gør af det, de foreskrives. Og ligesom disse ikke vil få sunde kroppe af en sådan behand-ling, vil heller ikke de andre få sunde sjæle af en sådan filosoferen.

Aristoteles, Den Nikomacheiske Etik, ovs. S. Porsborg (2000) s. 60

4

Abstract Virtue Ethics in Business - A theoretical foundation for navigation in a complex business world of objectives and intentions The purpose of this master’s thesis is to introduce an approach to business ethics that is alternative to that which is commonly used in curriculums at Danish universities and business schools. The approach is called Virtue Ethical Business Ethics due to its theo-retical foundation in the ethics of ancient Greece. Thus, the primary source of inspira-tion for the approach is the ethics and political philosophy of Aristotle.

By introducing an alternative approach to the debates on ethical conduct and the status of ethics in business, the intention of this thesis is to broaden the understandings of business ethics and shed light on nuances that have been undermined or overlooked in the debate in a Danish context. Thus, the thesis answers the two following research questions:

What is Virtue Ethical Business Ethics? – And what does it entail for our understanding of business through this approach?

Using a selected number of theories, this paper will examine and define the field of Vir-tue Ethical Business Ethics. Based on analyses of the argumentation of each theory, the necessary conditions for a business to be ethical are clarified. Furthermore, the research design is based on analyses and discussions of the basic assumptions within the theo-ries, with the aim of synthesizing these assumptions in a tentative definition of Virtue Ethical Business Ethics as a distinct field of study. The thesis is structured as an inverted triangle in order for the investigation to take its starting point in the broad theoretical frame of practical ethics and build on discussions from the sub-discipline in philosophical ethics, namely metaethics. In these chapters, the foundation and status of business ethics is discussed. The main question is whether it is possible to formulate a theory of ethics intended to focus on business. By formulating such a theory, one must be careful not to arrive at an irrevocable relativism and thereby weaken the foundation for sound and universally applicable instructions for ethical con-duct.

On the basis of these discussions, an approach to formulate the grounds for and key responsibilities of business ethics is suggested. The approach proves that the field of study ought to be transdisciplinary and combine methods and insights from various fields. Hence, it is necessary that the concept of Virtue Ethical Business Ethics is two-pronged in its focus, so that it equally studies the theoretical basis of ethics in business as well as the practical nature of life in business.

5

By introducing the virtue ethical approach to business ethics, the theoretical basis is firmly stated and analyzed, but the ultimate conclusion is that in this perspective, the field lacks a practical foundation, and more investigation in this direction is advised.

The second half of the thesis is centered around two approaches to Virtue Ethical Busi-ness Ethics. The first to be examined is the theory of Aristotelian Business Ethics by Robert C. Solomon. Solomon rejects various metaphors of and in business. In a decon-struction of the metaphors, he presents his understanding of business as well as the good life in corporations. He finds that business and corporations are ultimately communities, and these communities are constructed of and by human beings. Thus, the foundation and significance of ethics are utilized. In Solomon’s perspective, ethics is the center-piece in all debate about business: Ethics is what unifies relationships, interactions and the community as a whole. Furthermore, this understanding of business ethics implies that ethics is something of value to each individual in the organization. It brings the no-tions of identity and meaning to the forefront, and explicates the importance of personal integrity for both the individual and the organization.

Edwin M. Hartman formulates the second approach. To a great extent, Hartman draws inspiration from Solomon. In this chapter it is shown that the two theorists largely agree on the use of concepts adopted from Aristotle, but the source of their disagree-ment is centered around the interpretation of the community. Hartman states his argu-ment in favor of a metaphor he calls “the commons”. This metaphor is intended to rec-ognize certain notions from the metaphors that Solomon deconstructs, and simultane-ously include the idea of the community. By investigating the approaches of Solomon and Hartman and in following their argu-mentation, some intriguing and alternative insights emerge. These stem from a primary focus on business as a humanity, thus the field is formed in opposition to the common perspectives of business as a social science and the notion that business ethics are to be studied by methods of the sciences. Due to this, the impact is concluded to be of great importance for the field. Regardless of whether or not the reader agrees with the criti-cism of the common perspectives, the arguments are substantial and therefore not to be ignored in the debates on the status of ethics in the world of business.

Dydsetisk Virksomhedsetik

6

Indholdsfortegnelse Abstract 4

1. Indledning 8 1.1. Problemformulering 8 1.2. Bemærkning til problemformuleringen 8 1.3. Teorivalg og undersøgelsesdesign 8 1.4. Oversigt over specialets opbygning 9

2. Virksomhedsetik – Indledende emner og bemærkninger 10 2.1. Praktisk etik 10

2.1.1. Formulering af principper ”ovenfra” 11 2.1.2. Formulering af principper ”nedefra” 12 2.1.3. En integreret model 13

2.2. Begrebet business 14

3. Historisk forståelse af etik i business 16 3.1. Virksomhedsetikken blomstring som distinkt fagfelt 17

3.1.1. De Georges udlægning af fagfeltets udvikling 17 3.1.2. Donaldsons tre bølger 19

3.2. En indledende definition af virksomhedsetik 19

4. En kritisk røst i debatten om virksomhedsetikkens status 21 4.1. Druckers definition af Virksomhedsetik 21

4.1.1. Kasuistik 22 4.1.2. The ethics of prudence 23 4.1.3. Konfucianisme 24 4.1.4. Opsummering 25

5. Virksomhedsetikkens foci 26

6. Dydsetik og Polis – et overblik 29 6.1. Aristotelisk dydsetik 30

6.1.1. Eudaimonia 30 6.1.2. Dyderne 31 6.1.3. Phronesis 32 6.1.4. Den moralske karakter 33 6.1.5. Moralsk dannelse 34

6.2. Etik og politik hos Aristoteles 34

7. Business ifølge Aristoteles 35 7.1 En nyfortolkning af Aristoteles 35

7.1.1. Organisationer forstået som polis 35

8. Dydsetiske tilgange til virksomhedsetik 36

Wickie Irene Jensen

7

9. Aristotelisk virksomhedsetik 37 9.1. Virksomheden som aktør i samfundet 37 9.2. Dydsetiske begreber i business 38 9.3. Business som praksis 39 9.4. Opgør med et dehumaniserende sprog 41

9.4.1. Metaforer for darwinisme, krige, og maskineri 42 9.4.2. Spilmetaforik og spilteori 43 9.4.3. Konkurrencemetaforen 45 9.4.4. Arbitrære heltefigurer 46 9.4.5. Myten om entreprenøren 47 9.4.6. Abstrakt grådighed 47 9.4.7. Myten om profitmotivet 48 9.4.8. Afrunding 50

9.5. Konstruktive metaforer 51 9.5.1. Organisationskulturmetaforen 51 9.5.2. Professionalisme 52 9.5.3. Opsummering 52

9.6. Definition af den aristoteliske virksomhedsetik 53 9.6.1. Seks parametre 53 9.6.2. Dyderne i business 55

10. Dydsetisk virksomhedsetik 56 10.1. Hartmans definition af moralen 56 10.2. Kritik af Solomon 58

10.2.1. Gensyn med spilteorien 58 10.2.2. Forståelsen af naturligheden er ikke handlingsanvisende 61

10.3. Fællesskabet ifølge Hartman 62 10.3.1. Problemet om en fælles forståelse af det ønskværdige 62 10.3.2. Retfærdighed og rettigheder 63 10.3.3. Den gode organisation 65 10.3.4. Afrunding 66

10.4. En kommentar fra Solomon 67

11. Hvad så nu? – En refleksion 68 11.1. Definition af Dydsetisk Virksomhedsetik 68 11.2. Udsigter 69

12. Konklusion 69

Bibliografi 72


8

1. Indledning Formålet med dette speciale er at fremsætte en tilgang til virksomhedsetik, som kan bi-drage til nuancering af undervisning i og diskussion af etiske forhold i virksomheder. Det prioriteres at fokusere på en ”ny” tradition indenfor virksomhedsetik, som endnu ikke har vundet noget nævneværdigt fodfeste på danske universiteter eller handelshøj-skoler/business schools. Denne prioritering er gjort ud fra en hensigt om at nuancere og udvide grundlaget for diskussion af etiske forhold i virksomheder. Denne ”nye” traditi-on benævnes Dydsetisk Virksomhedsetik, da det fælles udgangspunkt for teorierne i denne tradition findes hos Aristoteles og hans dydsetik. 1.1. Problemformulering Specialet er således en undersøgelse af, hvad det virksomhedsetiske fagfelt er konstitue-ret af ud fra denne dydsetiske tilgang. Derfor er specialets problemformulering:

1.2. Bemærkning til problemformuleringen Det vil blive vist, at virksomhedsetikkens berøringsflader næsten er udefinerbare, da fel-tet berører de mest fundamentale forståelser af både samfundet og menneskelig hand-lingsliv. Det er derfor nødvendigt at afgrænse mængden af teorier til besvarelse af pro-blemformuleringen. Dette er således også specialets største begrænsning, da der ikke fremsættes et udtømmende teorisæt i besvarelsen. 1.3. Teorivalg og undersøgelsesdesign Specialets undersøgelsesdesign er en analytisk og diskuterende behandling af udvalgte teorier med henblik på syntese af teoriernes argumenter. Syntesen foregår løbende ved krydsreferencer mellem afsnit og pointer. Slutteligt i sidste kapitel præsenteres en vur-dering og tentativ definition af fagfeltet. Specialet er udformet som en art omvendt tre-kant, hvor der løbende indsnævres fra den bredere teoretiske rammesætning i filosofisk etik og diskussioner af virksomhedsetikkens status og form til et fokus på Dydsetisk Virksomhedsetik.

Filosof Robert C. Solomons og Professor i Virksomhedsetik Edwin M. Hartmans teorier udvælges til repræsentation for traditionen i Dydsetisk Virksomhedsetik, da de-res teoriformuleringer er centrale i fagfeltets udvikling, idet de udformer det teoretiske og argumentatoriske fundament for fagfeltet. Deres teorier har afsæt i dydsetikken, men adskilles ved deres fokus og inspirationskilder. Det antages herfor, i tråd med Filosof Andreas Beck Holm, at der med Hartman og Solomons teorier kan illustreres fagfeltets bredde og kompleksitet. Som Holm skriver: ”[…] deres forskelligheder synliggør nogle fælles grundantagelser, [der] karakteriserer hovedparten af teorierne om etisk virksom-hedsledelse” (Holm, 2009, s. 71).

Hvad er Dydsetisk Virksomhedsetik? – Og hvad betyder dette fagfelt for vores forståelse af organisationer og businessverdenen?

Wickie Irene Jensen

9

I anvendelsen af Solomon og Hartmans teorier fokuseres primært på Dydsetisk Virksomhedsetik i 90’erne. Det antages dog, at der siden årtusindskiftet ikke har været afgørende forandringer i forhold til de grundlæggende forståelser af virksomheder og mennesker, der påvirker teoriernes aktualitet i nævneværdig grad.

Med valget af Dydsetisk Virksomhedsetik afgrænses der ydereligere fra andre forståelser af virksomhedsetik – bl.a. Milton Friedmans ”The Social Responsibility of Business is to Increase its Profit” (1970) og Albert Carr i ”Is Business Bluffing Ethi-cal?” (1968). Friedman og Carrs tilgange til etik i organisationer har været grundlag for en del polemik indenfor fagfeltet (De George, 1987, s. 206), og det vil blive demonstre-ret, at særligt Solomon kritiserer synspunkter som Friedman og Carrs. De behandles derfor kun som dét, Dydsetisk Virksomhedsetik tager afstand fra.

Til nuancering af debatten om virksomhedsetikkens status som akademisk fagfelt inddrages et kritisk perspektiv fra Filosof Peter Drucker. Her problematiseres det, hvor-vidt virksomhedsetikken i det hele taget skal eller kan stå som et selvstændigt fagfelt. Dette åbner op for en diskussion af, hvad virksomhedsetikken reelt set kan tilbyde, som andre fagområder ikke allerede står for.

På baggrund af disse forskellige aspekter tegnes nogle konturer, som signalerer specialets fokus. Specialet bygger på den grundlæggende antagelse, at ledelses- og or-ganisationsteorier langt fra skal afgrænses til de teknisk- og samfundsvidenskabelige studier, som de hidtil har været domineret af (Donaldson, 1994, s. 4). Derimod skal hu-manistiske perspektiver stilles centralt og organisationer skal hermed først og fremmest forstås som menneskelige bånd og interaktioner. I et sådant perspektiv bliver moralen et afgørende element i forståelsen af organisationer og de dynamikker, der finder sted i dem. Det vil vise sig, at Dydsetisk Virksomhedsetik er det fagfelt, som sætter sådanne aspekter på dagsordenen.

1.4. Oversigt over specialets opbygning De næste fire kapitler skaber en teoretisk ramme for Dydsetisk Virksomhedsetik. Kapi-tel 2 er således en introduktion til praktisk etik, der er en disciplin indenfor Filosofisk Etik, hvor man finder virksomhedsetik som undergenre. Ligeledes præciseres begrebet Business i et separat underafsnit, da dette er afgørende for forståelsen af virksomheds-etikkens berøringsflader. I kapitel 3 sættes den historiske ramme for virksomhedsetik-ken, og det fremstilles, hvor fagfeltet er nået til i sin udvikling. Som skrevet ovenfor vil kritiske overvejelser om det virksomhedsetiske fagfelts status blive belyst i kapitel 4. Da fagfeltet berører både de nære mellemmenneskelige forhold og de bredeste globale strømninger, præsenteres der i kapitel 5 et værktøj, som anvendes til at fiksere fokus for etiske analyser. Efter denne teoretiske ramme er blevet fremsat i kapitlerne, indsnævres fokus til Dydsetisk Virksomhedsetik.

Som indledende grundlag for forståelsen præsenteres den Aristoteliske dydsetik i kapitel 6. Her illustreres de dydsetiske grundantagelser, der er grundlaget for teorierne om Dydsetisk Virksomhedsetik. I tillæg hertil diskuteres en nyfortolkning af Aristote-


10

les’ forståelse af fællesskaber, som kan aktualisere teorien ift. moderne organisationer, i kapitel 7.

I kapitlerne 8-10 fremsættes Solomons og Hartmans teorier. Gennem redegørelse og diskussion belyses grundforståelserne i teorierne. Derved vises teoretikernes forstå-elser af Dydsetisk Virksomhedsetiks status og funktion, samt hvilke opgaver fagfeltet står overfor at løse. Dette kulminerer i kapitel 11, der er en vurdering og tentativ defini-tion af fagfeltets status og rolle samt en refleksion over, hvor fagfeltet er på vej hen og hvilken funktion det kan have i diskussioner af etiske forhold i organisationer. 2. Virksomhedsetik – Indledende emner og bemærkninger Den filosofiske etik udspaltes i tre underdiscipliner: Normativ etik, Praktisk etik og Me-taetik. Af disse discipliner tilhører virksomhedsetikken hovedsageligt den praktiske etik. Denne præsenteres derfor som den første overordnede teoretiske ramme. Normativ etik og metaetik introduceres ikke af hensyn til det overordnede fokus, men benævnes løbende i specialet, hvor det er relevant.

Kapitlet afsluttes med en diskussion og præcisering af begrebet business. Det vil fremgå af afsnittet om praktisk etik, at business ikke er en profession i typisk forstand, og derfor er det nødvendigt at undersøge, hvad business er. Ydereligere skal begrebet afklares, da der i læsningen af de amerikanske teorier ikke synes at være en gennemsku-elig og konsekvent brug af begrebet. Det refererer fx både til en persons beskæftigelse, det organisationen bedriver, selve virksomheden, erhvervslivet og markedet. 2.1. Praktisk etik Den praktiske etik bidrager med kritisk refleksion over værdier og normer inden for en konkret praksis. Praktisk etik er som afgrænset fagfelt forholdsvist nyt (ca. 20. årh.). Fi-losof Morten Dige beskriver årsagen til fagfeltets fremkomst således: ”den praktiske etiks diskussioner tager udgangspunkt i eller er fremprovokeret af politiske, strukturelle eller teknologiske udviklinger i nutidens samfund” (Dige, 2011, s. 149). M.a.o. vil dette sige, at forandringer i vores forståelse af forskellige praksisser medfører et behov for normativ regulering af den ene eller anden art. Eksempelvis kræver virksomheders ud-vikling fra små lokale produktioner til globale mastodonter en etik, der favner de prak-sisspecifikke forhold, som ikke kendes fra nære mellemmenneskelige forhold.

Den praktiske etik vedrører både interne og eksterne værdier og normer i forbin-delse med en given praksis. Normer er retningslinjer - udtalte såvel som uudtalte – for, hvordan man realiserer eller efterlever værdierne, som er det, der legitimerer en praksis. Normer er heller ikke statiske. Dige bringer et simpelt eksempel, der illustrerer værdier og normers funktion i vores handlingsliv: Værdien for handlingen ”at vaske op” er fx rent bordservice. Hvordan vi udfører opvaskehandlingen er betinget af normer, og med den teknologiske udvikling af opvaskemaskiner forandres vejen til værdien ”rent bord-service”. I etisk sammenhæng taler vi derfor om etiske retningslinjer for handling. Sammensætningen af disse internt baserede normer og værdier kan kaldes den praksis-

Wickie Irene Jensen

11

interne moral (ibid. s. 151). Ved en isoleret praksis kan formuleringen og analysen af den praksis-interne moral være forholdsvist tilgængelig. Forholdet kompliceres dog, når praksis skal accepteres i og samvirke med forskellige omgivelser.

Den interne praksis kan komme i krise, hvis den ikke møder accept i omverdenen, og der kan opstå et behov for korrektion af den praksis-interne moral i forhold til prak-sis-eksterne normer og værdier. Dige forskriver, at de praksis-eksterne værdier kan fin-des i forskellige institutioner: ”den offentlige mening, lovgivningen, religiøse trosfore-stillinger eller filosofisk etik” (ibid. s. 152). I arbejdet med korrektion af den praksis-interne moral eftersøges principper til at guide og underbygge praksis. Men det har væ-ret et generelt problem, at den praktiske etik således bliver relativ i forhold til kultur, na-tionalstat og religiøse trosretninger. Derfor har det været udbredt, at den filosofiske etik har bidraget med principper, der går på tværs af disse forskellige instanser og funderet den praktiske etiks principper med afsæt i den normative etik (ibid. s. 154).

Den praktiske etik har derved gennem analyser af forskellige praksisformer og praksisrelaterede dilemmaer formuleret en række principper for moralsk handlen. Dige fremstiller disse analyser som tre forskellige indgangsvinkler: (i)”ovenfra” (teoretisk), (ii)”nedefra” (praktisk) og (iii) en ”integreret model” som skal skitseres i de følgende afsnit. 2.1.1. Formulering af principper ”ovenfra” Denne oppefra-og-ned-tilgang til etisk analyse kaldes også for anvendelsesmodellen. Hensigten er at moralfilosofiens abstrakte teorier kan anvendes på konkrete problemstil-linger. ”Ambitionen [er] at formulere en teori for moralen, som i ethvert tilfælde kan afgøre, om en handling er etisk forsvarlig eller ej” (ibid. s. 156). Dette kendes fra utilita-rismens nyttemaksimeringskalkule, som kan kaldes et superprincip. I moderne tider er ”nytte” udskiftet med ”interesser”, men tanken er stadig, at svarene på etiske spørgsmål kan findes gennem abstrakte principper.

Anvendelsesmodellen kan dog også bygge på en pluralitet af moralske grundreg-ler og basale rettigheder og dermed ikke blot på et enkelt superprincip. I denne tilgang forudsættes det, at disse regler og rettigheder kan sættes i system, og at systemet kan være et værktøj til identificering af den rette handling. Denne anden form af modellen kan eksemplificeres i følgende model: Etisk teori System af grundprincipper Regler Konkrete vurderinger Figur 1 Eksempel på en anvendelsesmodel (Dige, 2011 s. 157)

Modellen fungerer således, at står man i en konkret situation, hvor man er i tvivl om, hvordan man bør handle, så søger man regler, der foreskriver, hvordan man bør handle.


12

Findes svaret ikke i regler går man et skidt op i abstraktionen, og undersøger de mulige principper, og i sidste instans tyes der til forskrifter i de normative teorier. Dette kan sy-nes overskueligt og brugbart for en dilemmaramt praksisudøver, men tilgangen har vis-se problemer. Spørgsmålet er, om der kan nås til enighed om generelle principper? De forskellige etiske teorier bygger på forskellige opfattelser af det gode og hvordan dette gode bør frembringes. Hver teori har altså sine principper. Dette forhindrer ikke, at der kan vælges mellem dem, men at enigheden kun er overbevisende for dem som tilslutter sig den pågældende teori. Et andet problem er, at hvis et princip bliver almengældende, så risikerer man at afskære alternative måder at se en situation på.

Et modsvar til denne udvikling har været at udvælge et sæt af præmisser, som kan siges at forløbe på tværs af de forskellige etiske teorier, eller om ikke andet kan indpas-ses de forskellige teorier. Sættet har været målrettet biomedicinsk etik, og har sidenhen vundet indpas i andre grene af den praktiske etik – herunder også virksomhedsetikken. Sættet udgøres af fire principper:

(i) Respekt for autonomi - støtte af autonome beslutninger. (ii) Ikke-skade - undgå at forvolde skade. (iii) Godgørenhed – samling af normer angående afhjælpning, forebyggelse af skade og afvejning af

gavn over for risici og omkostninger. (iv) Retfærdighed - samling af normer om fair fordeling af goder, risici og omkostninger.

(Beauchamp og Childress, 2009, s. 13 i Dige, 2011 s. 160). De fire etiske principper kan mødes i forskellige udlægninger af virksomhedsetik, fx inddrager konsulenthuset Etikos principperne i deres model, som ligeledes bærer stort præg af anvendelsesmodellen (Madsen & Busk, 2014, s. 28-29). Den danske virksom-hedsetikprofessor Jacob Dahl Rendtorff inddrager på lignende vis principperne, og ud-skiller ikke én bestemt etisk teori, men fremhæver derimod anvendeligheden ved de en-kelte teorier (Rendtorff, 2007 og Rendtorff, 2011). 2.1.2. Formulering af principper ”nedefra” En anden analysemodel kaldes den case-baserede model, og som navnet lyder tager den sit afsæt ”nede” i praktiske situationer og forhold. Den er således i opposition til anven-delsesmodellen, idet den hævder, ”at praktisk etik skal tage udgangspunkt i teoretisk kundskab” (Dige, 2011, s. 162). Argumentet er, at abstrakte teorier og generelle prin-cipper forsimpler situationers kompleksitet, og derfor er de inadækvate til håndtering af konkrete dilemmaer. Et eksempel er filosofiprofessor Stephen Toulmin kritik i artiklen ”The Tyranny of Principles”:

Oversimplification is a temptation to which moral philosophers are not immune, despite all their admirable intellectual care and seriousness; and the abstract generalizations of theoretical ethics are […], no substitute for a sound tradition in practical ethics (Toulmin, 1981, s. 31)

Wickie Irene Jensen

13

Den case-baserede tilgang prioriterer derfor erfaringen i praksis over teoretiske forskrif-ter. Etiske teorier sammenlignes med fysikkens rolle for en mekanikers arbejde. Fysik-ken kan forklare, hvorfor en bilmotor fungerer som den gør, men det er ikke en nødven-dig betingelse for mekanikerens arbejde, at han kender de fysiske principper - yderelige-re behøver mekanikeren ikke anvende fysikkens love for at kunne reparere motoren. Mekanikeren trækker på, hvad han kan fra sin mesterlære samt egne erfaringer fra prak-sis (Dige, 2011, s. 165). Morten Dige illustrerer den case-baserede model således: Regler og principper Case-afgørelser, narrativer, praksisdyder m.v. Figur 2 Illustration af den case-baserede model (Dige, 2011 s. 165)

Problemet med denne tilgang er, at den i høj grad forlader sig på den praksis-interne moral. Visse praksisser har selvfølgelig en selvkritisk forholden til egen gerning, men ved at prioritere erfaring over almene principper risikerer praksissen at blive selvrefere-rende og konservativ (ibid. s. 166). I et virksomhedsetisk øjemed kan dette sammenlig-nes med autopoesis, som det kendes fra Ole Thyssens Værdiledelsesteori (2011 s. 75).

2.1.3. En integreret model Den sidste af de tre indgangsvinkler til praktisk etik kalder Dige en integreret model. Den integrerede model henter inspiration fra de fire etiske principper, som blev frem-hævet i afsnit 2.1.1., men adskiller sig fra de ovenstående analysemodeller ved ikke at tage udgangspunkt i moralfilosofien - derimod tages der udgangspunkt i moralen selv. Herved forstås at de fire etiske principper præsenteres som grundpillerne i den almen-gyldige moral: ”idet ethvert moralsystem hævdes at indeholde visse helt grundlæggende principper, som rent faktisk for noget nær universel opbakning og som moralsk seriøse personer også må acceptere som autoritative” (Dige, 2011, s. 166). At være et seriøst moralsk menneske vil sige, at man er parat til at give moralske begrundelser for ens handlinger. Dvs. begrunde sine handlinger i indsigt af, at menneskelig ligeværdighed nødvendigvis fordrer, at agenten legitimerer sine handlinger overfor andre. Det moralsk rigtige gøres altså ”gældende i kraft af vor almindelige medmenneskelighed” (ibid. s. 167). Denne forståelse af etikken kaldes også commonsense-etik (Husted, 2006).

Den integrerede model er indenfor den praktiske etik et alternativ til traditionelle etiske teorier. Dige argumenterer dog for, at den er et alternativ, ”der langt fra hævder den samme systematiske enhed på det mest abstrakte niveau af vor etiske tænkning” (Dige, 2011, s. 167). Det betyder, at teorien er svagere end de traditionelle etiske teori-er, hvilket skyldes, at teoriens principper ikke viser tilbage til en fælles forståelse af det gode. Ligeledes har principperne prima-facie-karakter, da de alle er siderangerede. Agenten har altså pligt til at opfylde princippernes forskrifter (Grøn et.al. 2006, s. 352). Dette medfører, at der mellem grundlæggende moralske værdier og principper kan opstå


14

konflikt. Derfor står spørgsmålet tilbage: Hvad bør der gøres i dilemmaer, hvor alle principper ikke kan overholdes, og der må finde en rangering af principperne sted? Her-til må principperne afvejes, og det må fastslås, med hvilken vægt de indgår i sagen. Men i så fald nærmer vi os en case-baseret model, hvor intuitionen afgør fra sag til sag.

Spørgsmålet er derfor, om fokus på principper bliver ”en etisk sovepude” (Dige, 2011, s. 173). Hvis principperne får funktion som en art ”etisk tjekliste” angående hvor-vidt praktikeren har handlet forsvarligt, så bliver etisk handlen til en form for principryt-teri. Dige betænker endda, at praktikerens sunde fornuft og dømmekraft degenereres i sådan en tjeklistetilgang (ibid. s. 174).

Denne måde at opfatte principperne på er dog en forsimplet forståelse. Et abstrakt princip fortæller ikke noget om, hvorfor reglen gør sig gældende i den konkrete situati-on - dertil kræves erfaring, der kan sætte princippets normregler i forbindelse med situa-tionen. Ydermere må princippets forskrifter fortolkes i relation til den enkelte praksis. Principperne udtrykker værdier, der skal gøres vedkommende for den pågældende prak-sis, ellers kan værdierne ikke være handlingsanvisende. Fortolkningen må funderes på en erfaring med praksisrelevante situationer, og derfor have et praksis-internt udspring. For det tredje må principperne ledsages af dyder, der defineres som ”erhvervede og ind-groede karaktertræk, som sætter den enkelte praksisudøver i stand til at anvende prin-cipperne med skønsomhed og dømmekraft” (ibid. s. 175). Dvs. at de enkelte principper relateres til den enkelte praksis’ ”natur” eller ”ånd”. Dette krav eksemplificeres for-holdsvist enkelt med praksisser som fx juridisk- og lægepraksis, som er veldefinerede praksisser i vores samfund.

Det er blevet vist, at der ikke kun er én tilgang til praktisk etik. Som en undergen-re indenfor dette brede teoretiske fagfelt skal virksomhedsetikken således findes. Spørgsmålet, der efterlades ubesvaret for nuværende, er: hvorledes Dydsetisk Virksom-hedsetik positioneres i forhold til denne tredelte ramme af analytiske indgangsvikler?

For at nå hertil skal begrebet business først afklares, da begrebet dækker over et væld af forskellige typer af praksis, hvilket medfører, at en praktisk etik for virksomhe-der er kompliceret at definere. 2.2. Begrebet business Den praktiske etik behandler altså professionsetikker, og virksomhedsetikken tilfalder den praktiske etik som en undergenre. Men ”businesspraksis” er ikke en profession, som fx jura og medicin er det. For som Professor i Filosofi og Administration Richard T. De George skriver: ”business […] is not a profession. There is no body of knowledge that we can identify as business” (De Geroge, 1994, s. 14). Modsat har fx medicinfaget en viden- og praksistradition, som let kan identificeres. Derfor må begrebet om business først defineres, førend en videre præsentation af virksomhedsetikken kan fremstilles. I specialet prioriteres begrebet business over de forskellige danske oversættelser. Da de teoretikere, der anvendes i specialet, overvejende er angelsaksiske, og de anvender be-grebets bredere engelske form, som er vanskelig direkte at oversætte til den mest pas-

Wickie Irene Jensen

15

sende danske oversættelse - fx virksomhed (at være virksom), marked, forretning, er-hvervsliv osv. Ydermere fokuserer teorierne på business som en humanistisk disciplin frem for en samfunds- og/eller naturvidenskabelig. Teoriernes humanistiske indgangs-vinkel bygger på en idé om business som ”one in which ”the human condition,” ”the moral point of view,” ”the joys and sufferings of humankind,” ”the human person,” and the like can become the centerpiece of thinking about business” (Freeman, 1994, s. 215).

I en sådan forståelse af business bliver økonomiske og andre underdiscipliner som fx markedsføring, ledelse- og organisationsstudier set som sekundære og det primære fokus er etik, moral og andre klassiske humanistiske discipliner. Økonomi og de tilhø-rende underdiscipliner bliver ikke overflødige, men det første skridt på vejen til at forstå business bliver at se det som en menneskelig aktivitet. Her bør det understreges, at teo-rierne er udtryk for et opgør med, hvordan der klassisk undervises på de amerikanske business schools. Hensigten er altså at bryde med det hidtidige fokus på business som noget signifikant forskelligt fra det humanistiske fokus. Dette har sine følger for littera-turen, fx indledes de fleste bøger om emnet med spørgsmål om, hvorvidt etik kan læres (Solomon, 1992; 1993; 1999; Hartman, 1996; 2013b). Ligeledes er det kendetegnende for litteraturen, at der argumenteres for en legitimering af etikkens plads i businessver-denen.

Med ovenstående trækkes dog nogle strege i sandet med, hvad der i specialet me-nes med business. Der refereres til den eller de praksisser, som findes i og omgiver virk-somheder og organisationer. I de refererede værker anvendes business som dækkende over både virksomheder, offentlige organisationer og NGO’er. Derfor skelnes der i spe-cialet ikke mellem disse typer af organisationer. Dette er således ydereligere udtryk for en grundantagelse: At der i alle organisationstyper findes de samme grundelementer, som har relevans for etisk analyse. Bl.a. kan det nævnes, at alle organisationer består af mennesker. Hertil er der interessesystemer, hierarkier i større eller mindre grad, magt-forhold, behov-, ønske- og drømmehensyn osv. Til grund i specialet er altså en opfattel-se af, at teorierne, der præsenteres i specialet, kan anvendes og har relevans for enhver organisationstype.

I kapitel 5 fremsættes et værktøj til skelnen på samfundsniveau, da begrebet busi-ness kan forstås i bredest mulige forstand og referere til det globale marked, eller ned til det enkelte menneskes handlingsvirke. Dette illustreres i følgende begrebsanalyse af De George:

The word ”business” is derived from the term ”busy” and refers to what one is busy about – one’s function, duty, or occupation. Only in the seventeenth century, with the rise of the modern period and of capitalism, did it come to be attached to trade or commerce, taking on the meaning imputed by business schools. Interestingly enough, Webster’s also translates ”business” as meaning ”call-ing” and ”vocation”. (De Geroge, 1994, s. 17)


16

Værktøjet er altså af afgørende betydning for forståelsen af, hvor teoriernes forskrifter er rettet mod, og fungerer på denne måde også som en hjælp til orientering, i hvad busi-nessbegrebet referer til i de enkelte kapitler. 3. Historisk forståelse af etik i business I foregående afsnit blev det fremhævet, at specialet fokuserer på den humanistiske ind-gangsvinkel til business. Virksomhedsetikkens historie er dog nært forbundet til den mere klassiske forståelse af business, med særlig fokus på økonomiske og politiske aspekter. Derfor præsenteres her en kort oversigt over debatten op gennem historien.

Business, forstået som handel og bogholderi, kan spores seks tusinde år tilbage i tiden til det, som i dag kendes som Irak. Derfor kan det siges, at transaktioner er foran-kret i vores samfundssystem og mellemmenneskelige omgang. Det til trods har denne form for business været underlagt en opfattelse af at være uetisk, og etisk teori har haft en overvejende negativ indgangsvinkel til business (Solomon, 1993, s. 355). Det første sted, hvor der kan identificeres en direkte fordømmelse og forståelse af busi-ness som amoralsk, findes hos Aristoteles. Senere introduceres Aristoteles tilgang til etik og her vil Aristoteles’ kritik af business blive udfoldet. I dette kortere afsnit fore-gribes Aristoteles’ kritik med følgende citat:

Aristotle attacked virtually all commercial activities and the people who prospered from them. He

thought it unnatural to make money from money and established the prejudice against usury (that is, any such profitable financial activity) that lasted for two millennia (Solomon, 1992, s. 18)

Solomon hævder altså, at den negative og fordomsfulde indgangsvinkel til business har sine rødder i Aristoteles’ etik og politiske filosofi, og fortsættes videre op gennem histo-rien. Disse af Aristoteles affødte idéer findes fx hos Jesus, der jagtede ”money-changers” på porten, og videre hos St. Thomas Aquinas og Martin Luther som fordømte det meste af det, man normalt forbinder med businessverdenen (Solomon, 1993, s. 355). Denne tilgang er den, man oftest forbinder med virksomhedsetik - altså en fordømmen-de og afstandstagende indgangsvinkel, der modsætter sig enhver værdi og dyd i busi-ness.

Modsat og næsten sideløbende med denne tilgang har der været en anden udvik-ling. Med middelalderens laug nævnes bl.a. en fremkomst af forskellige industrispeci-fikke regler for, hvordan handler bør udføres. Dette kan kaldes en første form af en ”code-of-conduct” eller et normsæt for business. Altså en moral for hvordan der bør fø-res business. Det er ud af denne tradition, vi finder markedsøkonomiens fader Adam Smith. Med hans værk The Wealth of Nations fra 1776 blev handel for profit den centra-le institution for det moderne samfund – dette har spillet en afgørende rolle for princip-perne i det politiske liv (Seligman, 1910, s. v; Solomon, 1993, s. 355).

Hermed ses det, hvordan etiske forhold har omgivet det at bedrive business – for-stået som handel. Det næste kapitel vender tilbage til undervisningen i business og virk-

Wickie Irene Jensen

17

somhedsetik: Hvornår blev etik en central del af vores måde at lede, organisere og forstå virksomheder? 3.1. Virksomhedsetikken blomstring som distinkt fagfelt I en artikel, ”Et Dydsetisk perspektiv på HRM” (2016), har jeg med reference til Jacob Dahl Rendtorff (2007) argumenteret for, at der i ledelseslitteraturens forståelser af men-neskelig motivation har været en udvikling i tre ryk: Først det rationelle paradigme (fx Taylorisme), dernæst personaleadministration og -udvikling, der siden blev til human resource management, og det tredje ryk: Værdibaseret ledelse. Den forudgående traditi-on danner inspirationsgrundlag for den næste. Virksomhedsetikken er så at sige rammen om denne udvikling. Bevidsthed om, at virksomheder har ansvar for mere end rationel vækst, markerer begyndelsen væk fra det rationelle i retning af mere humane og om-sorgsmæssige værdier. Dvs. en spirende forståelse for at mennesker har følelser og be-hov, samt at de skal motiveres af andet end økonomiske fordele. Dette kan således siges at være en følgevirkning af virksomhedsetikkens fremkomst, men hvad havde indfly-delse på fagfeltets fremkomst, og hvordan har virksomhedsetikken udviklet sig i sin korte levetid?

Disse spørgsmål undersøges med afsæt i to artikler, der – trods deres forskellige beskrivelser af udviklingen – fremhæver de samme bevægelser. Den ene artikel, ”The status of Business Ethics”, fra 1987 af De George er et overblik over fremkomsten af virksomhedsetikken som akademisk fagfelt, og hvordan det breder sig ud til praksis i fem stadier. I den anden artikel, ”The third wave arrives” (1989), fremstiller professor i virksomhedsetik Thomas J. Donaldson på baggrund af hans erfaringer med fagfeltets fremkomst i amerikanske business schools tre ”bølger” i fagfeltets udvikling. 3.1.1. De Georges udlægning af fagfeltets udvikling De George argumenterer med de fem stadier for, at virksomhedsetik som akademisk fagfelt først vandt fodfæste i årtierne efter 1960’erne.

Det første stadie: I begyndelsen og midten af det 20. århundrede fremkommer sporadiske tekster og kurser om etik i organisationer, men der kan ikke identificeres en egentlig bevægelse eller et sammenhængende felt, der behandler emnet. Tiden er endnu stærkt påvirket af samfundets normer og udvikling, hvor religiøse forskrifter står stærkt. Særligt den katolske kirke begynder i 1870’erne at forholde sig til spørgsmål om mora-len i kapitalismen. Fokus er på arbejdernes rettigheder til et værdigt liv og forbedring af livsvilkår for fattige. Fra protestantisk hånd kommer en lignende bevægelse som ud-mønter sig i prædikener om moral og etik i business. Disse prædikener handler overve-jende om for- og påbud om ordentlig opførsel, samt formaninger om at følge og udvikle den protestantiske etik (se Max Webers berømte værk Den Protestantiske Etik og Kapi-talismens Ånd fra 1904-5). Denne tilgang foregår stadig, men som De George skriver: ”Important though all this activity was, however, it can correctly be characterized as ethics in business and it in no way constituted a distinctive field” (De George, 1987, s.


18

202). Hermed mener De George, at der skal en mere sammenhængende udvikling til, før der kan være tale om et akademisk fagfelt. Skiftet i denne retning kommer i 60’erne, men hvad var det, der gjorde udfaldet?

Det andet stadie: 60’ernes USA er et årti, der særlig kendetegnes ved oprør mod autoriteter, studenterbevægelser og modkulturer. Der ses stor modstand mod markedet, samtidigt med at forbrugersamfundet blomstrer, miljøproblemer vokser og industrialise-ringens negative følger står tydeligt frem. Således er 60’erne et skelsættende årti på de amerikanske business schools, hvor kurser og litteratur bliver udviklet til at håndtere disse sociale problemstillinger. Tiden kan derfor også kendetegnes som en reaktiv tid, hvor hurtige løsninger og værktøjer karakteriserer litteraturen, og grundforståelserne af ledere, medarbejdere og des lige forandres ikke. Love og lovmæssige forhold dominerer teksterne, og det er hér, hvor svarene søges. Filosofisk Etik og moralfilosofi bliver ikke inddraget på nogen bemærkningsværdig eller systematisk vis, selv når moralske spørgsmål og emner bliver behandlet.

Det tredje stadie: Med afsæt i de religiøse fordringer fra første stadie og ledelses-teoriernes fokus på socialt ansvar fra andet stadie lægges kimen til fagfeltets fremkomst. I 70’erne tilføjes en variabel, der viser sig som en katalysator for at binde tidligere ind-satser sammen. Denne variabel er et betydeligt antal filosoffer, der med etikteori og fi-losofisk analyse underbygger indsatserne. Dermed hjælper filosofferne med at forme ”the structure of what developed into business ethics” (De George, 1987, s. 202). Det er således i denne tid, at den praktiske etik kommer i spil. Ydereligere breder 60’ernes be-kymringer sig ud i samfundet, hvilket medfører, at borgere og politiske tiltag ligger større pres på virksomhederne og erhvervslivet. I denne udvikling indser virksomheder-ne, at de ikke er i stand til at håndtere sådanne nye tiltag og krav (ibid.).

Således blomstrer opmærksomheden for virksomhedsetikken. De George karakte-riserer aktiviteterne i denne tid som ”frenetic; but the results were far from clear. Much that was presented and published was polemical, ideological, shoddy, and ill-informed” (De George, 1987, s. 202-203). Dog er der i slutningen af 70’erne fremkommet nogle konturer af centrale emner for virksomhedsetikken – fx om virksomheders moralske sta-tus og ansvar, som bliver behandlet fra et væld af vinkler. De George hævder herpå, at virksomhedsetikken nu har opnået en status af at være noget i sig selv. Virksomhedsetik forstås nu ikke længere som et oxymoron, og der er ikke længere tvivl om, at der er etik i business. Nu mangler blot en erkendelse af, om virksomhedsetik er en passerende dille eller et selvstændigt og blivende fagområde.

Det fjerde stadie: De George hævder, at virksomhedsetikken i 1985 er blevet til et akademisk fagfelt, om end det stadig ikke har en klar definition. Dette begrundes med en opremsning af mængden af litteratur, foreninger, tidsskrifter, centre, kurser og ud-dannelser, såvel som udbredelsen i virksomheder med kurser, konferencer og komitéer.

Det fundamentale spørgsmål står dog stadig tilbage: Hvad er virksomhedsetik – hvordan skal fagfeltet defineres? Dette er emnet for det femte stadie, hvor De George

Wickie Irene Jensen

19

giver sit bud på en definition af virksomhedsetikken. Denne definition præsenteres i af-snit 3.2., men først skal Donaldsons skitse af virksomhedsetikkens udvikling inddrages.

3.1.2. Donaldsons tre bølger Donaldson er i det store hele på linje med De George, og pointerne fra hans artikel skal derfor blot opridses som et understøttende supplement til De Georges udlægning.

Den første bølge beskriver den rapide udvikling, som De George beskrev i det an-det og tredje stadie. Donaldson beskriver det som, at der i tiden fokuseres på effektivt at stille materiale til rådighed for sultne undervisningslokaler (Donaldson, 1989, s. 3). Han beskriver dog at dette sker i 70’erne og 80’erne, og der er således forskel mellem de to forfatteres udlægninger af hvilke årtier, der karakteriserer denne udvikling, men indhol-det er dog det samme.

Den anden bølge fokuserer på den interdisciplinære udvikling, og fremhæver lige-som De George filosofien, men tilføjer, hvad han kalder ”the empirical studies”, som dækker over antropologi, sociologi, politiske studier, psykologi o.l. Disse studier bidra-gede til fundering af indsatserne fra første bølge.

Den tredje bølge ”exhibits bipartisan awareness of ethical theory and business, while also referring to a recognized body of interdisciplinary literature” (ibid.) Hermed mener Donaldson, at den tredje bølge er udtryk for en bevægelse i retningen mod, at vi-den fra de foregående bølger integreres. På denne måde bevæges teorier og lærebøger i retningen af et selvstændigt og sammenhængende fagfelt. Fagfeltet er således i den tred-je bølge på vej til at få et fælles grundlag. Med brugen af ”arrives” i titlen på hans arti-kel udtrykkes det, at den tredje bølge er på vej, eller netop er ankommet, i 1989. Dette vidner om at Donaldson, på linje med De George, hævder at slutningen af 80’erne og begyndelsen af 90’erne skal være tiden hvor fagfeltet cementeres.

De teorier og værker, der behandles i specialet, tilfalder også denne tredje bølge, eller med De Georges inddeling: Det fjerde og femte stadie. Teorierne arbejder tværdi-sciplinært, idet de fleste er skrevet af filosoffer eller filosofisk skolede forfattere, der trækker på fx både økonomi- og organisationsteori, samt psykologi, politisk teori og sociologi (Solomon, 1997a, s. 205).

Efter denne gennemgang af den historiske udvikling følger nu De Georges defini-tion af virksomhedsetikken – det femte stadie. De George både specificerer fagfeltets funktion og gisner om kommende opgaver, den står overfor på vejen mod at blive et selvstændigt fagfelt med egne berøringsflader og metoder. 3.2. En indledende definition af virksomhedsetik Virksomhedsetik er et fagfelt for så vidt, at den behandler et sæt af sammenhængende spørgsmål inden for en overordnet ramme. Denne ramme er ikke en specifik etisk teori, som deontologi, dydsetik eller utilitarisme. Derimod er det spørgsmålenes indbyrdes af-hængighed, der binder fagfeltet sammen. Spørgsmålene kan så behandles fra forskellige indgangsvinkler – fx filosofi, ledelse, teologi. Teologen vil muligvis belyse spørgsmå-


20

lene ud fra en særlig religiøs indgangsvinkel, hvorimod en professor i ledelse vil foku-sere på at undersøge cases, der kan føre til nye ledelses- og organisationsstrukturer. Alle disse forskellige indgangsvinkler bidrager til og indgår i feltet, men fagfeltet kan ikke reduceres til dem. M.a.o.: Feltet bliver noget andet og mere end blot disse bidragende dele (De George, 1987, s. 204). Hvad er så dette ”andet”?

De George argumenterer for, at definitionen findes i interaktionen mellem etik og business. I det bredeste perspektiv vil det sige, at feltet studerer moralitet i business, samt undersøger muligheden for moralsk begrundelse af økonomiske systemer. Dette perspektiv kalder De George makro-niveauet, hvor fokus er på den frie markedsøkono-mi, og at undersøge mulige alternativer og modifikationer af det. Således er virksom-hedsetikkens fokus både nationalt og globalt på linje med businessverdenen. Virksom-hedsetikken på dette makro-niveau analyserer således de moralske spørgsmål, der for-bindes med kapitalistiske systemer. På et lavere niveau findes virksomhedsetikkens an-det undersøgelsesområde, som er det mest undersøgte: ”the study of business within the free enterprise system” (ibid.). Med dette henviser De George til både virksomheder, NGOer, offentlige organisationer, fagforeninger osv. Indenfor disse typer af organisati-oner er der et væld af forskellige emner og praksisser, der er relevante for moralsk ana-lyse. Det tredje analyseniveau indenfor virksomhedsetikken er individer, der indgår i økonomiske og businessmæssige interaktioner og transaktioner.

Denne bredde i studiets genstandsområde betyder, at feltet bliver mere end blot studiet af etik i organisationer eller social ansvarlighed. Disse emner bliver inkorporeret i de enkelte niveauer og på tværs af dem. Samtidig må feltet være interdisciplinært, da metoder og teorier fra et væld af fagområder må gå sammen i undersøgelsen af dette enorme og komplekse samspil af moralske spørgsmål, der findes i og imellem de for-skellige niveauer.

For at klarlægge fagfeltets arbejdsområder oplister De George fem typer af aktivi-teter, som virksomhedsetikken berører (De George, 1987, s. 204-205):

- Udvikling og analyse af case-eksempler, der illustrerer amoralsk aktivitet i businessverden. Dette er først og fremmest en empirisk og deskriptiv opgave, som dernæst kræves normativ analyse af de enkelte cases.

- Empirisk undersøgelse af praksis: Hvilke moralske komponenter findes i de specifikke praksisser, fx ansættelsesprocesser, og hvordan kan amoralsk prak-sis gøres moralsk forsvarlig?

- Klarlægge begreber og afdække etiske antagelser i business. En præcisering af hvordan moralfilosofiens teorier bedre relateres til og appliceres på praksis.

- Undersøgelse af metaetiske spørgsmål og derpå eventuelt korrigere den eksi-sterende etikteori. Et spørgsmål kunne være: Hvad er organisationers moral-ske status? Et sådan spørgsmål er afgørende at få præciseret, da det danner udgangspunktet for hvilke normer, forskrifter og krav, der kan opstilles for organisationer.

Wickie Irene Jensen

21

- Udrede indlejrede problemer i businessverden, fx hvilke forpligtigelser mul-tinationale virksomheder har over for udviklingslandene?

Hermed er De Georges definition af virksomhedsetikken og dens centrale berøringsfla-der blevet fremsat. Feltet er interdisciplinært, og arbejder derfor ud fra et blandet sæt af metoder og metodologier fra forskellige studieretninger (ibid. s. 205).

Med dette kapitel er virksomhedsetikkens historie blevet fremstillet ud fra en po-sitiv indgangsvinkel til spørgsmålet om virksomhedsetikkens status. I det følgende kapi-tel skifter tonen til en kritisk indgangsvinkel, hvor der bliver stillet spørgsmålstegn ved, om der er noget distinkt og specielt ved virksomhedsetikkens arbejde og rolle som aka-demisk fagfelt. 4. En kritisk røst i debatten om virksomhedsetikkens status Det er omdiskuteret, om man kan udspalte virksomhedsetikken fra den filosofiske etik – altså: Hvorvidt virksomhedsetikken er et distinkt fagfelt. Er der blot én almengyldig etik og ikke flere partikulære tilgange til etik (som fx virksomhedsetik)? Filosoffen Peter Drucker argumenterer for, at der ikke er noget, som kan kaldes virksomhedsetik; tværtimod er der kun etik (Solomon, 1997b, s. 72). I artiklen ”What is ”business eth-ics”?” (1981) evaluerer Drucker virksomhedsetikkens status samt fagets relation til etikken, og han argumenterer for at ””business ethics” is not ethics at all” (Drucker, 1981, s. 20).

4.1. Druckers definition af Virksomhedsetik Drucker forstår etikken som det uomgængelige princip, der ligger til grund for menne-skelig dømmekraft i konkrete situationer. Han benævner denne tilgang som en vestlig tradition, som han opsummerer således: ”There is only one ethics, one set of rules of morality, one code, that of individual behaviour in which the same rules apply to every-one alike” (ibid. s. 19). Selvom der kan være tale om forskellige omstændigheder med formidlende karakter – fx at en fattig enlig mor stjæler mad til sit sultende barn, så vil handlingen altid være en forseelse. Tyveri er tyveri uafhængig af omstændigheder, og dermed moralsk forkastelig. Denne definition af etikken kan sidestilles med filosoffen Immanuel Kants deontologi, hvor det centrale er en almengyldig morallov, der qua al-mengyldigheden er absolut gældende uden hensynstagen til individets status eller socia-le kontekst (Kant, 1999 [1785], s. 78).

Virksomhedsetikken kan ikke være en etik i dette perspektiv, for virksomheds-etikken kendetegnes ved et situationsrelativt fokus. Hvis etikken bliver relativ til situa-tioner, så vil forhold, vi normalt finder uetiske kunne godgøres indenfor de specifikke kontekster. Drucker illustrerer denne relativisme med et eksempel om pengeafpresning.

I ethvert tilfælde, hvor et individ afpresser et andet individ, vil vi dømme hans handlinger som både moralsk forkastelige og kriminelle. Heroverfor står virksomheder anderledes i den virksomhedsetiske debat. Her er det en vurdering, hvorvidt der kan ta-


22

les om uetisk handlen. Drucker tilspidser eksemplet ved konkret at henvise til virksom-heder, som har brugt penge til at tillempe sig forretninger, der sikrer virksomheden overlevelse. Argumentet for, at denne brug af pengeafpresning til egen vinding er for-svarlig, er, at hvis virksomheden ikke gjorde det, så ville den gå konkurs og tusindvis af mennesker ville miste sit job, som ville være katastrofalt for produktionens lokalområ-de. Der refereres altså til virksomhedens sociale ansvar, og at nogle handlinger, der in-denfor normal moralforståelse, vil dømmes forkastelige, kan vendes til at udtrykke virk-somhedens sociale ansvarlighed. Hermed hævder Drucker, at ””business ethics” as-sumes that for some reason the ordinary rules of ethics do not apply to business” (Drucker, 1981, s. 22). Med afsæt i denne påstand er det Druckers overbevisning at virksomhedsetikken ikke er en etik i moralfilosofisk forstand.

Drucker uddyber argumentationen med tre analyser af virksomhedsetikken i for-hold til klassiske tilgange til etik. Disse analyser undersøges i det følgende.

4.1.1. Kasuistik I et historisk perspektiv kan virksomhedsetikken sidestilles med kasuistik, der er læren om, hvordan etikkens handlingsforskrifter skal tilpasses den enkelte situation (Grøn et.al., 2006, s. 235). Kasuistikken er det første forsøg på at tænke i socialt ansvar - og særligt de magthavendes ansvar. Tanken er, at der til det at være herskende hører en indbygget forskirft om at tage ansvar for det, man hersker over. Drucker formulerer det således: ”Casuistry asserted that rulers, because of their responsibility, have to strike a balance between the ordinary demands of ethics which apply to them as individuals and their ”social responsibility” to their subjects, their kingdom – or their company” (Drucker, 1981, s. 22). Tankegangen er altså, at der er en hersker, dvs. nogen hvis handlinger har indflydelse på andres liv, og at der indbygget i det at være hersker er et ansvar for disse andres liv. Den herskende skal underordne hans individuelle væremåde og samvittighed i forhold til kravene om det sociale ansvar. Dette medfører, at etikken i kasuistismen politiceres, fordi det sociale ansvar bliver det etisk absolutte. Hermed underordnes etikken de politiske mål og værdier. Kasuistik fremkom i middelalderen og kan derfor synes uvedkommende for det moderne samfund, men Drucker argumenterer for, at der er slående ligheder mellem kasuistik og virksomhedsetik:

[Business ethics’] very origin is in politics rather than in ethics. It expresses a belief that the

responsibility which business and the business executuve have, precisely because they have social impact, must determine ethics – and this is a political rather than an ethical imperative. (ibid. s. 23)

Etiske spørgsmål er i en sådan forståelse af virksomhedsetikken noget lederen skal væl-ge til og fra i hensyn til situationen samt de fastsatte mål og værdier. Dette gøres ud fra en overordnet reference til de i situationen herskende ansvarsområder. På denne måde bliver etikken en form for cost-benefit-analyse, og lederen er frataget fra etiske krav så længe, der kan argumenteres for, at hans handlinger medfører fordele for andre menne-sker. Ud fra denne argumentatoriske tilgang kan alt i princippet godtgøres som etisk –

Wickie Irene Jensen

23

så længe det tjener kravet om socialt ansvar (ibid. s. 26). Etikken bliver et spørgsmål om det bedre ræsonnement og ikke om det gode. Ud fra analysen af virksomhedsetik som kasuistisme nedfælder Drucker følgende dom over virksomhedsetikken:

[I]f ”business ethics” is casuistry, then it will not last long – and long before it dies, it will have become a tool of the executive to justify what for other people would be unethical behavior, rather than a tool to restrain the business executive and to impose tight ethical limits on business. (ibid. s. 26-27)

4.1.2. The ethics of prudence Drucker inddrager en anden etisk tradition - ”the ethics of prudence” (EP). Traditionen trækker tråde tilbage til Aristoteles, der fremhævede ”prudence” som en af kardinaldy-derne. Den tankegang blev ligeledes videreført i den kristne teologi (Drucker, 1981, s. 27; Solomon, 1999, s. 102). Grundtanken er, at enhver leder, fører eller anden hersken-de figur er tydelig og central i alle typer af institutioner. Det er hermed forventeligt, at deres handlinger bliver analyseret, diskuteret og betvivlet. Derfor kræves det af lederen, at han handler eksemplarisk, og undgår tvivlsom og uforståelig ageren. Ydereligere føl-ger det af ”prudence”-dyden, at ethvert menneske ”becomes a ”leader,” a ”superior man” and will ”fulfill himself”” (Drucker, 1981, s. 27). Forskrifterne i EP gælder altså for alle mennesker, og med fordringen om realiseringen af sig selv følger det, at menne-skets handlinger definerer det menneske, man er. Drucker sætter det på spidsen: ”If you don’t want to see a pimp when you look in the shaving mirror in the morning, don’t hire call girls the night before to entertain congressmen, customers, or salesmen” (ibid.).

Denne tilgang til etik kan dog nemt ende i skin og hykleri, for med fokus på frem-træden af ens handlinger og hvorledes disse forstås og tolkes, sættes etikken i baggrun-den, og fokus bliver på at opretholde et troværdigt image. Dertil vil forskrifterne for etikken blive, hvad der går an i forhold til interessenterne. Det er ikke umuligt at fore-stille sig en karismatisk leder, som opmuntrer til amoralsk handlen, men som ikke for-dømmes af interessenterne grundet hans karismatiske fremtoning. Karismatik og frem-træden kan altså ikke være garanten for etisk forsvarlig handlen.

Trods denne kritiske indgangsvinkel til EP hævder Drucker, at hvis virksomheds-etik skal komme på tale, så må lignende tanker inddrages i udformningen af virksom-hedsetikken. For når samfundet er konstitueret af organisationer, og virksomheder har en så central rolle i samfundet, så er organisationsledere1 også ”herskere” i det moderne samfund. I kraft af deres funktion som ”herskere” samt synlige position i organisatio-nerne kræves disciplinen, som EP fordrer.

Dog er det Druckers vurdering, at virksomhedsetikken ikke inddrager, eller ikke er villig til at have nogen berøring med, ”prudence”-dyden. Dette skyldes, at EP er en etik om autoritet og handlingsforskrifter for autoritetshavende. Drucker beskriver virk-

1”Organisationsledere” skal her forstås bredt som alle typer af ledere i vores samfund fra politikkere, em-bedsmænd, hospitalschefer og bestyrelsesmedlemmer til mellemledere og administratorer i alle typer af organisationer.


24

somhedsetikkens modvilje mod denne indgang til etik således: ”while today’s discus-sion of ”business ethics” […] clamors for responsibility, it rejects out of hand any ”au-thority” and, of course, particularly any authority of the business executive” (ibid. s. 29). Denne aversion mod autoritet synes dog paradoksal, da der for at kunne tale om an-svar må være nogen, hvortil dette ansvar kan tilskrives. Hævdelse af ansvar forudsætter altså en ansvarshavende, og denne ansvarshavende i organisationer må være en med au-toritet til at træffe beslutninger. Det er således Druckers anke til virksomhedsetikken, at den ikke anerkender disse relationelle forhold og statusmæssige forskydninger indenfor moderne organisationer.

I denne sammenhæng understreges det, at artiklen er skrevet i virksomhedsetik-kens spæde år i 1981, og at der i det følgende vil blive fremhævet teorier, der ikke begår denne fejl. Ikke desto mindre er det en interessant og væsentlig pointe, for dette indbyg-gede magt- eller statusforhold mellem mennesker er et grundelement i moderne organi-sationer, og må derfor indgå i en realistisk teori om virksomhedsetik.

Drucker udfører en tredje analyse med fokus på dette mellemmenneskelige for-hold. Dette eksemplificeres med konfucianismen, som er østens store etiske tradition, og repræsenterer en etik, der skelner mellem status, rangorden eller stand.

4.1.3. Konfucianisme Konfucianismen hævder et sæt af leveregler, som gælder for alle individer, og der er derfor tale om en universel etik. Således kommer konfucianismen udenom Druckers an-ke til kasuistismen. Drucker opsummerer kort og præcist konfucianismen således:

In the Confucian ethics, the rules are the same for all. But there are different general rules, accord-

ing to five basic relationships of interdependence, which for the Confucian embrace the totality of individual interactions in civil society: superior and subordinate (or master and servant); father and

child; husband and wife; oldest brother and sibling; friend and friend. (Drucker, 1981, s. 30)

Forholdet mellem de implicerede parter i en relation kan altså defineres ud fra de fem relationsdefinitioner. Der er regler, som gør sig gældende for de enkelte typer af relatio-ner, som enhver, der indgår i en sådan type relation, skal overholde. Handlereglerne er funderet på et princip om, at relationen byder de implicerede parter på gensidige forde-le. Dette kan tydeliggøres med et velkendt eksempel fra businessverdenen: Sexchikane.

På en arbejdsplads er den første type relation gældende – altså overord-net/underordnet-relationen. Det, som kendetegner denne type af relation, er, at de impli-cerede parter udfylder bestemte funktioner. I denne type relation vil sexchikane over-skride rammerne for, hvad der indgår i denne funktionsbestemte relation, således at der er tale om, at den ene part udnytter den anden. Dette vil til enhver tid gælde for denne type af relation, og så længe forholdet mellem de to parter er af en sådan type, vil sek-suelle tilnærmelser o.l. være forkastelige. Dette eksempel viser altså at retmæssig hand-len i en konfucianistisk forstand altid defineres af relationen.

Wickie Irene Jensen

25

Ydereligere et eksempel understreger pointen. En leder kan påtage sig rollen som terapeut/psykolog/coach ift. at hjælpe en medarbejder med at tilpasse sig livet i organi-sationen. Ud fra konfucianismen er dette uetisk, da lederen overskrider sin rolle som overordnet. Uagtet de gode intentioner er handlingen forkert, da den er inkompatibel med relationens format (ibid. s. 31).

Når organisationer forstås som et net af relationer, betyder det i en konfucianistisk optik, at der er etiske forhold i organisationer. Disse etiske forhold skal håndteres i hen-hold til forskrifterne for relationstyperne.

Det centrale spørgsmål står dog stadig tilbage: ”What difference does it make whether a certain act or behaviour takes place in a ”business,” in a ”non-profit organiza-tion,” or outside any organization at all? The answer is clear: None at all” (ibid.). Drucker konkluderer altså på baggrund af de tre analyser at præfikset ”virksomhed” i virksomhedsetik ikke har nogen betydning. Det eneste, der meningsfuldt kan tales om, er etik. En etik som gælder i alle livets situationer, og som blot afhænger af relationer. Udformningen af en virksomhedsetik er således nytteløst, da der allerede findes etiske traditioner, som beskriver de nødvendige elementer.

Drucker hævder ydereligere, at debatten indenfor det virksomhedsetiske fagområ-de tager det forkerte afsæt. Med konfucianismen fremhævede han, hvordan mennesker indgår i en relation med fælles forpligtigelser overfor hinanden. I debatten beskrives forholdet mellem fx leder og medarbejder som at den ene har forpligtigelser, mens den anden har rettigheder. I en sådan diskurs flyttes fokus fra etikkens universaler til politi-ske konventioner, hvilket medfører et uforholdsmæssigt fokus på magt i menneskelige relationer. Dette illustreres tydeligt med virksomhedsetikkens indførelse af whistle-blowing. Ideen om whistle-blowing kommer af forestillingen om, at en underordnet har ret – endda pligt – til at angive den overordnede. Der kan selvfølgelig være tilfælde, hvor det er nødvendigt at dele informationer - hvis en overordnet bryder loven, så har den underordnede en forpligtelse til at angive ham, ellers bliver han medsammensvoren i forbrydelsen. Druckers kritik skal forstås anderledes. Tilliden mellem mennesker ero-deres, ved indførelse af whistle-blowing som en rettighed den ene part har overfor den anden (ibid. s. 32). Dette stemmer ikke overens med konfucianismens princip om gen-sidige fordele i relationen. Etikken bliver et magtinstrument, hvor den rettighedshaven-de part dikterer og dominerer den anden part.

4.1.4. Opsummering Druckers begreb om etik er en mellemmenneskelig størrelse, der tilskriver individer forpligtelser i de enkelte relationer. Den omhandler altså individers rigtige handlinger. Etikken skal og kan ikke forstørres eller multipliceres til at passe til organisationer og organisationer imellem. Ifølge Drucker tilhører disse problematikker politisk og øko-nomisk teori. Dette problematiserer Drucker dog, for hvis handlingsforskrifter afgøres af politiske hensyn til flertallets gode og accept, så bliver virksomhedsetikken et nyt ud-tryk for kasuistik. I dette perspektiv bliver det sociale ansvar en konventionel størrelse,


26

der kan godtgøres gennem gennemsigtig handling og argumentation. Ydereligere viste Druckers analyse af EP, at hvis virksomhedsetikken omhandler, hvad autoriteten gør, og hvordan han ønsker at fremstå, så gælder det igen, at det ikke er det gode, der foreskri-ver moralsk handling.

Drucker afviser dog ikke, at der er moralske forhold og hensyn til stede i en orga-nisatorisk kontekst. Når der er tale om autoritetsrelation i EP, så er der forskrifter for, hvorledes denne autoritet holdes i hævd, og hvad der er tilladeligt i en sådan relation. Dette viste Drucker med konfucianismen, men han understregede, at der intet specifikt eller signifikant er ved etikken i organisatorisk kontekst. Den etik som gælder i én kon-tekstuel ramme, gælder i alle kontekster, der indgår i et menneskeliv. Med konfucianis-men vedkender han sig en graduering af etikken i den forstand, at der kan være forskel-lige hensyn gældende afhængig af relationen.

Med dette understreger Drucker nødvendigheden af, at etikken er en lære om det gode - altså det der sætter rammen om forskrifterne for moralsk handlen. Differentierin-gen af virksomhedsetik som en særlig type etik er derfor meningsløs ifølge Drucker.

Denne diskussion af etikkens form og status tilhører metaetikken. I metaetikken behandles eksempeltvist moralens ontologi og epistemologi (Binderup, 2011, s. 293). Drucker kan med Binderups formulering kaldes robust moralsk realist, da han ser etik-ken som en kendsgerning i verden, mennesket kan opdage, ligesom en fysiker opdager fysikkens love. 5. Virksomhedsetikkens foci Efter denne undersøgelse af Druckers kritik af virksomhedsetikken som selvstændigt fagfelt vendes blikket mod mere positive definitioner af virksomhedsetikken.

I dette afsnit præsenteres et værktøj til graduering af virksomhedsetikkens forskel-lige fokusområder. Gradueringen er udarbejdet af Solomon, som tager afstand fra reali-stens hævdelse af én specifik etik for alle livets stadier og kontekster. Solomon skriver:

[I]t is a mistake to think of ethics as a unique code of rules, and though there is in some sense a

single set of rules for everyone – that is, morality – there are hundreds of other aspects of ethics

that are specific to particular communities and practices, the practice of business among them.

(Solomon, 1997b, s. 72)

Det gælder altså, at moralen foreskriver regler for opførsel, og derfor gælder universelt, hvorimod den praksisspecifikke etik er det, hvormed vi identificerer det gode indenfor den gældende praksis. Solomon hævder ikke, at virksomhedsetik er uafhængig eller ulig moralen. Derimod fremhæver han, at der er specielle træk ved de etiske forhold i virk-somheder, som kræver separat behandling. Druckers analyse af konfucianismen viste, at der var forskellige forskrifter til forskelli-ge typer relationer. Dette synes logisk, hvis man forestiller sig, at alle relationer kan de-fineres og adskilles, men relationer kan ikke let afgrænses. Jeg selv er både datter, sø-

Wickie Irene Jensen

27

ster, moster og kæreste på en og samme tid, når familien samles. Derfor kan selv en så ”simpel” situation som en familiemiddag være kompliceret at definere moralregler for, hvis relationerne stilles som eneste garant. Hvis situationerne og relationerne i stedet eksemplificeres med livet i organisationer, så er jeg stadig datter, kæreste, søster og mo-ster, men nu er jeg måske også leder, ansat, kollega, overordnet og underordnet på samme tid. Ingen af disse identiteter er mindre mig, selvom nogle er mere i forgrunden i min bevidsthed end andre. Derfor kan ansvaret, der er forbundet med at være leder, væ-re det centrale fokus, mens jeg står indenfor organisationens mure, men mit ansvar for at være et godt forbillede for mine to små nevøer forsvinder ikke, fordi jeg er inde bag murene. Et menneskeligt virke udspilles altså i et komplekst netværk af etiske lag, der på skift har forrang, men som aldrig forsvinder. Virksomhedsetikkens opgave ligger i de aspekter af lagene, der har med business at gøre – både organisationerne, menneskerne i organisationerne og det samfund, der omgiver og påvirker organisationerne (Solomon, 1993, s. 359). Disse tre overordnede kategorier kalder Solomon de tre generelle strata:

- Micro-ethics: the realm of the individual and relation among individuals - Molar ethics: the realm of businesses, corporations, and industries - Makro-ethics: the free-enterprise system, capitalism, and the world

(Solomon, 1997b, s. 73)

Disse strata overlapper samt påvirker hinanden, og kan ikke adskilles. Strataene kan ses som koncentriske cirkler, der ydereligere kan specificeres i niveauer, hvor centrale aktø-rer defineres. Dette illustreres med nedenstående tabel, der er en sammenfatning af s. 74-78 i Solomon 1997b. Strata Niveau Definition af niveau

Mik

ro

1. Individuelle menneske Det primære anliggende på dette niveau er det gode liv. Et godt liv i de netværk, som umiddelbart har berøring med indi-videts liv. Dette er således det private liv, men rækker ud i li-vets andre aspekter.

2. Individ i organisationen Et menneske i en organisation er forskellig fra det private in-dividuelle menneske. Man bærer sig selv på en anden måde, tager andet tøj på, karakteriseres ved andre kendetræk. Man bidrager til organisationen, og er en del af dens overlevelse. Dette gælder for relativt store organisationer, uden Solomon nærmere specificerer, hvad der kvalificerer som ”stor”. Det centrale er, at organisationen er konstitueret af så mange men-nesker, at interne situationer ikke kan afgøres ved at se på de enkelte relationer.

Mol

ar 3. Organisation (intern) Niveau 2 og 3 er nært beslægtede og svære at adskille. Det

centrale i niveau 3 kan summeres i den velkendte organisati-onskulturmetafor. Organisationskulturen skal her forstås som


28

det ethos, eller i tråd med Edgar Schein (1994): Et sæt af grundlæggende antagelser, der udgør og opretholder relatio-nerne i organisationen. Kulturen er altså de grundforståelser for, hvordan man er menneske i organisationen, og har dermed en normativ etisk forskrift for, hvordan der bør handles.

4. Organisation (ekstern) Organisationer er ifølge både lovgivning og i virksomheds-etikken samfundsborgere. Organisationer forventes at gøre ting for deres samfund og følge samfundets udvikling og be-vægelser. Det er således på dette niveau at social ansvarlighed bliver det centrale fokusområde.

Mak

ro

5. Businessverdenen Businessverdenen er en abstrakt størrelse på linje med fx ”kunstverdenen”. Den er en funktion i vores samfund, som bærer nogle særlige pligter og privilegier. Fx er det et særligt privilegium for business, at den roses for at kunne skabe profit på baggrund af et minimum af arbejde, evne og tid. Yderelige-re har den en specifik forpligtelse til at bidrage til og forbedre materielle gode og trivsel i samfundet.

6. Business i verdenen Den globaliserede verden er en uhåndterligt stor, men ikke de-sto mindre udgør den et etisk system. Etik i dette perspektiv skal balancere to modsatrettede hensyn: (1) respekt for for-skelle på tværs af kulturer og (2) omsorg for menneskelige in-teresser verden over. Hovedformålet med etikken på dette ni-veau er, at etikken ikke skal ende i en simpel relativisme, men at det tværkulturelle respekteres samtidig med at etiske prin-cipper må håndhæves globalt. Der kræves altså en sensibilitet til forskellighed samtidig med en hensynstagen til det fælles.

7. Spiritualitet og business Det sidste niveau vedrører livets store spørgsmål – særligt li-vets mening – og omkranser derfor de andre niveauer. Det spi-rituelle niveau kan synes storladent for business, men business handler om livet, og samspil i livet. I denne forstand er busi-ness kun meningsfuld, for så vidt det bidrager til et menings-fuldt liv. Således er det nødvendigt for forståelsen af etikken i organisationer, at der ligger en forståelse af livets mening samt det gode til grund for de fordringer, virksomhedsetikken fremsætter.

Tabel 1 Oversigt over Solomons strata og niveauer for virksomhedsetikkens foci

De forskellige niveauer viser altså det komplekse samspil mellem de forskellige berø-ringsområder for virksomhedsetikken. Hvert niveau er forbundet, og en etik for virk-somheder skal kunne favne alle disse forskellige niveauer. Der er således ikke tale om forskellige etikker til de forskellige niveauer. Værktøjet kan anvendes til at skabe fokus

Wickie Irene Jensen

29

i diskussioner om etik i organisationen, da forskellige hensyn har forrang alt efter ni-veau. De moralregler som begrundes i diskussionerne over etikken på hvert niveau er universelt gældende, og skal efterleves i alle niveauer.

Særligt strataet for molar-etikken er vidt beskrevet, fx i debatten om corporate so-cial responsibility (Solomon, 1993, s. 360), mens makro-etikken er et tværdisciplinært foretagende, hvor virksomhedsetikken indgår som komponent i et større samspil med fx politisk og økonomisk teori. Mikro-etikken, derimod, er forsømt i virksomhedsetikken, for når mikro-etiske emner behandles på fx business schools gøres det gennem en hurtig gennemgang af de store normative traditioner (Solomon, 1997a, s. 207).

Denne dom over virksomhedsetikken stemmer godt overens med de hidtil præsen-terede tendenser: Der har overvejende været en tendens til at godtgøre virksomhedsetik-ken i forhold til samfundet og det organisatoriske arbejde i samfundet. Men organisati-oner er konstitueret af mennesker, og arbejdet udføres på baggrund af disse menneskers valg og hensigter. Det kan derfor synes overraskende, at der har været et så begrænset fokus på individet i organisationen.

6. Dydsetik og Polis – et overblik Herfra helliges specialets sider to dydsetiske indgangsvinkler til virksomhedsetikken. Derfor introduceres i dette kapitel aristotelisk og neo-aristotelisk dydsetik, da disse er de mest almindelige (Christensen, 2008, s. 15-16) og den primære inspirationskilde til de dydsetiske virksomhedsetikteorier, der skal undersøges i kapitel 9 og 10.

Da dydsetikken siges at være en person- eller agentcentreret etik, indledes denne redegørelse med en præsentation af Aristoteles’ opfattelse af mennesket. Aristoteles’ menneskesyn skal læses i relation til hans forståelse af naturen (Husted, 2006, s. 41). På baggrund af sine biologiske studier definerede Aristoteles scala naturae (naturens trap-pestige) (Friis Johansen, 2007 [1997], s. 417). Hver art placeres ud fra forskellige para-metre på denne trappestige, og differentieres efter deres artspecifikke funktion, dvs. at hver art udfylder et særligt formål i naturens orden, og dette formål er det telos (gr: mål), individet stræber efter at indfri og opfylde (Husted, 2006, s. 42).

Mennesket placeres højest i dette hierarki. Mennesket består af de samme kompo-nenter som dyrene, men dets artspecifikke kendetegn er fornuften, der stiller mennesket over dyreriget, da menneskets adfærd ikke reguleres af instinkter men med fornuft (Friis Johansen, 2007 [1997], s. 418). At mennesket er et fornuftsvæsen betyder, at det kan udøve fornuften rigtigt og godt. Hvilket vil sige, at det har evnen til at handle i henhold til det gode for hvert enkelt menneske. Således ligger det i menneskets natur, at der er et fælles gode for alle mennesker, og at mennesket i kraft af fornuften både kan erkende dette gode og handle i overensstemmelse med det (ibid. s. 464).

Denne indgangsvinkel til etikken kaldes med et metaetisk begreb for etisk natura-lisme. Filolog og filosofihistoriker Karsten Friis Johansen forklarer, hvad det betyder for Aristoteles forståelse af mennesket:


30

Mennesket er som moralsk væsen bestemt af, hvad det er som naturvæsen, hvad der er dets biolo-giske udstyr. Naturen bestemmer menneskets handlingsmuligheder, etikken handler om, hvordan man bør udnytte disse muligheder, og etik hænger derfor nøje sammen med handlingsfilosofi. (ibid. s. 458)

Med menneskelig natur skal det forstås, at hvis noget kan siges at være godt for menne-sket, så er det godt netop fordi, det er i overensstemmelse med dets natur. Således slut-ter Aristoteles fra kendsgerninger om menneskets natur, til hvad der er godt og skidt for mennesket: ”dernæst tager han for givet, at hvad der er godt for mennesket i den for-stand, også er godt i det hele taget” (Husted, 2006, s. 49). Denne slutning er blevet kaldt den naturalistiske fejlslutning, da der sluttes fra ”at noget er” til ”noget bør” eller ”noget ikke bør” (Christensen, 2008, s. 28-31; Koch, 2007 [1983; 1996], s. 370). Blandt andet derfor kan Aristoteles’ forståelse af naturen i moralen synes fremmed for mennesker i dag. For Aristoteles var der dog ikke noget skisma mellem er og bør – mellem pligt og tilbøjelighed. Mennesket har pligt til at gøre godt, og vi er tilbøjelige til det gode. Etik-ken ifølge Aristoteles er således en lære i at ville samt gøre det gode - så at sige kultive-re sin indre natur i henhold til det gode (Friis Johansen, 2007 [1997], s. 459). 6.1. Aristotelisk dydsetik I følge Aristoteles omhandler etikken altså, hvad der er naturligt for mennesket. På den-ne måde er dydsetikken ikke handlingsforskrivende, som fx deontologien er det. Der-imod er dydsetikken læren om det gode liv, der med afsæt i ovenstående også kan kal-des ”det naturlige liv”. Det gode er naturligt for mennesket at efterstræbe, men hvad er dette gode, som mennesket efterstræber?

6.1.1. Eudaimonia Mennesket stræber efter et lykkeligt – eller vellykket – liv. På græsk kaldes dette et liv i eudaimonia (ibid.). Eudaimonia er en særlig tilstand ved et menneske, som er tænkende og handlende (Husted, 2006, s. 42). Dette skal ikke forstås som hverken subjektivt eller hedonistisk, for eudaimonia er ikke min personlige lykkefølelse over mit liv. Friis Jo-hansen forklarer det således: ”Lykke er for Aristoteles naturlig selvudfoldelse, men en sådan selvudfoldelse omfatter en bundethed til moralske normer og forpligtigelse over for andre mennesker og over for det samfund, mennesket er medlem af” (Friis Johansen, 2007 [1997], s. 459). Et menneske, der lever i eudaimonia, kaldes et eudaimont menne-ske, og det, som kendetegner et sådant menneske, er således ikke, at det udlever sin lyk-salighed isoleret fra samfundet, der omgiver det. Om et menneske lever eudaimont vur-deres ud fra objektive kriterier, der defineres ud fra ”en fælles forståelse af, hvad det vellykkede liv indebærer” (Christensen, 2008, s. 52).

Samtidig er eudaimonia bundet op til menneskers handlingsvirke; en udfoldelse af den natur, der kendetegner det at være menneske. Denne selvudfoldelse beskrives meta-forisk i dydsetikken med blomsters blomstring: Eudaimonia er både handling (blom-

Wickie Irene Jensen

31

string) og målet i sig selv (fuldt flor). Ligesom blomsterfrøet bærer mennesket hele sit anlæg for at blomstre og ende i fuldt flor (Christensen, 2008, s. 92; Husted, 2006, s. 41-42, 377). Et menneske, der står i fuldt flor, kaldes også et dydigt menneske eller ”den dydige”. Inddragelsen af dyden skyldes, at det at udleve sin artspecifikke funktion godt er en arete (gr: dyd eller duelighed). Denne dobbelte mening betyder, at dyden skal for-stås både normativt og deskriptivt – idet den både foreskriver menneskelig handlen, og beskriver menneskets natur (Friis Johansen, 2007 [1997], s. 464).

Dyd og dydighed er altså centrale begreber i dydsetikken, og refererer til en særlig måde at handle og leve. Hvorledes dette ifølge Aristoteles lader sig gøre, skal vi se på i de følgende afsnit. Inden skal forholdet mellem funktion og dyd præciseres. Aristoteles skriver i sit etiske hovedværk Den Nikomacheiske Etik:

Hvis det er sådan, at vi antager menneskets funktion for at være en form for liv, nemlig sjælens ak-tivitet og handlinger i overensstemmelse med fornuften, og den dygtige mand gør disse ting godt og smukt, og enhver ting er vel udført, når den udføres i overensstemmelse med sin dertilhørende dyd, hvis det forholder sig sådan, da bliver det menneskeligt gode en sjælens aktivitet i overens-stemmelse med dyden, og findes der flere dyder, da i overensstemmelse med den bedste og mest fuldkomne dyd. Og ydereligere: i et fuldkomment levned. For én svale eller én dag gør ingen sommer. Og således gør én dag eller en kort tid heller intet menneske sagligt eller lykkeligt. (Aristoteles, 2000, s. 40)

Af citatet kan der fremhæves tre nøgleord: Aktivitet, Fornuft og Dyd. Det fremgår altså af citatet, at det er menneskets natur at leve i overensstemmelse med fornuften og at et sådant liv er en konstant aktivitet. Hvis et menneske gør dette lever han i korrespondens med dyden. Dette vil sige, at han i en given situation handler i henhold til den rette dyd for situationen. Ydereligere gælder det, at et vellykket liv ikke kan opnås på én dag eller i én handling, men må være summen af det samlede liv og virke.

Hermed fremgår to centrale emner, der hver skal uddybes: Hvad er dyderne og hvordan erkender vi dem?

6.1.2. Dyderne Overordnet set skelner Aristoteles mellem to forskellige typer dyder, der har forskellige funktioner hos mennesket, og relateres til forskellige sider til den menneskelige natur. Som det højeste naturvæsen i scala naturae er mennesket udstyret med tre sjælelige funktioner: En vegetativ sjæl, en perciperende sjæl og en fornuftssjæl, der tilsammen udgør hele sjælen.

Vegetative funktioner svarer til dyrenes instinkter. De er derfor irrationelle og uden bevidsthed, og har ingen relevans for studiet af menneskelige handlinger. Derimod er den perciperende sjæl både en erkendeakt og rummer et kognitivt element. Denne del af sjælen har således del i fornuften, og er derfor interessant for etisk analyse. Til for-skel fra dyrene handler mennesket på grund af den perciperende sjæl med bevidsthed om sine handlinger, og det kan styre dem. Der må være noget som forbinder den irratio-


32

nelle vegetative del med den fornuftsbårne perciperende del, og dette er den egentlige fornuftsjæl. Fornuftsjælen kan styre handling og dermed tilrettelægge et liv, den kan tøj-le det irrationelle og underordne det fornuften (Friis Johansen, 2007 [1997], s. 465).

Denne skitsering af menneskets tredelte sjæl kan forklares ved at låne Platons sindbillede om vognkusken med et dobbeltspand. Vognkusken er viljen (fornuftssjæ-len), den ene hest er hvid og lytter til vognkuskens ord - denne kaldes hos Platon fornuf-ten (den perciperende sjæl). Den anden hest er sort og vild og skal ofte piskes - denne kaldes begæret (den vegetative sjæl). For at vinde løbet må heste og kusk fungere godt i sig selv og godt sammen. Hvis den hvide hest svigter, kører den sorte hest vognen i grøften. Hvis den sorte hest er for svag, kommer vognen ingen steder, da fornuften ikke ville vide, hvor den ville hen. Hvis viljen svigter, så kører vognen først hurtigt, så lang-somt, snart hid, snart did, og vognen kommer ikke nogen vegne (Husted, 2006, s. 37).

Med sindsbilledet ser vi altså, hvordan de forskellige dele af sjælen spiller sam-men i et menneskeligt handlingsliv, og vi ser hvordan viljen eller fornuften bliver det afgørende for at tøjle de to andre sider af sjælen.

Aristoteles knytter en særlig form af dyder til hhv. fornuftsjælen og den percipe-rende sjæl (Friis Johansen, 2007 [1997], s. 465). Førstnævnte knyttes til de intellektuelle dyder, der er fornuftens ypperligste evner. De er en særlig form for praktisk og teoretisk visdom. Indenfor de intellektuelle dyder handler en dyd specifikt om det at leve et liv: Phronesis, der repræsenterer ”en højtudviklet dømme- og handlekraft i spørgsmålet om livsværdier og livsførelse” (Husted, 2006, s. 44). Til den perciperende sjæl knyttes ka-rakterdyder eller moralske dyder, som er det, der ændrer lyster og tilbøjeligheder til en fast moralsk karakter (Friis Johansen, 2007 [1997], s. 465).

6.1.3. Phronesis Phronesis er en evne, som er bundet op til de konkrete situationer, som et menneske be-finder sig i. Ligeledes gør phronesis mennesket i stand læse det særlige ved situationen og skønne, hvad der er det rigtige og det gode at gøre – og så gøre det (Husted, 2006, s. 44-45). I enhver situation er der forskellige grunde til handling, og det er disse grunde, phronesis kan afkode og vurdere. Med phronesis reflekterer mennesket over grundene, og forstår hvilke grunde, der er de rigtige, og hvorfor de er det (Christensen, 2008, s. 57; 2011a, s. 114). Phronesis er således det, hvormed vi afmåler en handlings praktiske im-plikationer. Dertil knytter sig et centralt mål for phronesis – det højeste gode. Christen-sen forklarer dette således: ”[Phronesis’] overordnede mål er viden om individets gode, dvs. om det, man som menneske behøver for at leve et vellykket menneskeliv, mens dens konkrete mål er viden om den gode handling” (Christensen, 2011a, s. 115).

Phronesis omhandler altså både visdom om det gode liv, og om den praktiske er-faring med, hvad der skal til i et godt menneskeliv. Den er således knyttet an til percep-tionen på to måder: Erfaringen med tidligere situationer og oplevelsen af den forelig-gende situation. Men hvordan opnås denne praktiske visdom og hvordan fastholder vi den i vores ageren?

Wickie Irene Jensen

33

6.1.4. Den moralske karakter Med dydsetikkens fokus på personen bag handlingen er den moralske karakter et cen-tralt spørgsmål. En stærk moralsk karakter er både det, som sikrer viljen bag handlingen - altså sikrer den en intentionalitet, som er nødvendig for, at handlingen kan siges at væ-re udtryk for dyd. Dertil kommer, at det menneske, der udfører handlingen, skal kunne glædes ved den – fordi det er godt for ham selv og for fællesskabet. Et menneske med en stærk moralsk karakter er disponeret til det gode, og kan derfor kaldes et dydigt menneske. Den dydige kendetegnes således ved at kunne handle ud fra de rette grunde og dyder samt at have en vilje til at gøre det gode, og dertil tilgå den gode handling med bestemte følelser og holdninger (Christensen, 2011a, s. 108-109).

At en person er dydig kan således vurderes objektivt, da enhver, der kender dy-den, vil kunne anerkende handlingen (Christensen, 2008, s. 88-89). Målestokken for den rigtige handling i en konkret situation er således dette dydige menneske. Dette parame-ter for moralsk handlen åbner dog for to centrale spørgsmål: (i) Hvis den dydige er må-lestokken, hvordan erkender den endnu ikke dydige så hans handlingers forbilledlighed og efterligner dem? (ii) Hvordan bliver den endnu ikke dydige dydig? Spørgsmål af denne type kaldes det epistemologiske problem. Til modsvar kan den neo-aristoteliske dydsetikker Rosalind Hursthouses argumentation i værket On Virtue Ethics (1999) med fordel inddrages (Christensen, 2008, s. 89).

6.1.4.1. Det epistemologiske problem Hursthouse fremhæver tre kilder til viden om den dydige handling: (1) Vi kender men-nesker, som vi finder forbilledlige (Hursthouse, 1999, s. 35). Vi kan inspireres af andres forbillede til at vurdere, hvad der er ret for den konkrete situation. (2) Gennem moralsk dannelse kender vi dyderne. I vores møde med en situation er vi altså ikke komplet uvi-dende. Hvis jeg står overfor en situation, hvori jeg kan vælge mellem at være ærlig eller uærlig, så forstår jeg netop, at dette er tilfældet, fordi jeg kender til dydsbegrebet ærlig-hed og det tilsvarende lastbegreb uærlighed. Sammensat med min praktiske erfaring i phronesis kan jeg i situationen vurdere til hvilken grad min ærlighed er prisværdig. Det er i refleksionen over og forståelsen for mine handlinger i den konkrete situation, at jeg forstår, hvad det rette er at gøre. (3) I relation til (2) hævder Hursthouse, at der er for-skrifter, der guider moralsk handling: Dyderne. Hun forklarer dette som et modsvar til deontologien og utilitarismens hævdelse af regler som guidelines for den rigtige hand-ling. Hvis moralen blot afhang af regler, så er der igen sikkerhed for at personen, der udfører det, gør det af vilje til eller af forståelse for det gode. Hursthouse beskriver det levende således:

The Devil, after all, can quote scripture to serve his own purposes; one can conform to the letter of

a rule while violating its spirit. Hence it was recognized that a certain amount of virtue and corre-sponding moral or practical wisdom (phronesis) might be required both to interpret the rules and

to determine which rule was most appropriately to be applied in a particular case. (ibid. s. 40)


34

Således kendes den rette handling; vi inspireres af andres gode forbilleder, vi kender dyden og dydernes regler, for vi kan ikke kende til ”ærlighed” uden at vide hvorfor og hvornår, vi bør være ærlige – vores viden om dyderne er således både teoretisk og prak-tisk. Denne viden kommer til os gennem moralsk dannelse, og som det sidste i denne præsentation af dydsetikken skal dette dannelsesbegreb præsenteres. 6.1.5. Moralsk dannelse Som skrevet ovenfor er den moralske dannelse forbundet til phronesis, som både er en teoretisk og en praktisk visdom. Vi opbygger denne tvedelte visdom gennem både mo-ralsk opdragelse samt videreformidling og erfaring i handlingslivet. Dannelsen er på denne måde en tilvænning til en særlig adfærd, der finjusteres i vores praktiske virke. ”[D]et retfærdige menneske opstår ved at handle retfærdigt og det besindige ved at handle besindigt” (Aristoteles, 2000, s. 60). Således er der tale om en cirkelstruktur i ar-gumentet, som grunder i et fundamentalt paradoks i menneskets handlingsliv: ”Som handlende mennesker er vi på forhånd udleveret til handlingslivet, det moralske liv er praxis, ikke en reflexion over praxis” (Friis Johansen, 2007 [1997], s. 469).

Moralsk opdragelse er det første skridt i vejen til moralsk dannelse, gennem tom-melfingerregler som ”du må ikke lyve” lærer voksne barnet som dyden ”ærlighed”. Op gennem livet nuanceres denne lærdom eller forståelse gennem refleksion og erfaring. Dannelsen stopper derfor aldrig, men vil forsat nuanceres og forbedres (Christensen, 2008, s. 91; 2011a, s. 113; Friis Johansen, 2007 [1997], s. 469). 6.2. Etik og politik hos Aristoteles Et sidste forhold bør fremhæves i denne præsentation af Aristoteles moralfilosofi. Hos Aristoteles er etik og politik nært forbundne, da det gode er målet for både den enkelte og for samfundet:

[G]ør den politiske videnskab brug af de øvrige praktiske videnskaber og giver love for hvad man bør gøre og hvad man bør afstå fra, da må dens mål omfatte de andres mål, og dette må være det menneskelige gode. Og selvom dette mål er det samme for den enkelte og for bystaten, da synes det at være bedre og mere fuldkomment at opnå og opretholde bystatens mål. (Aristoteles, 2000, s. 32)

Aristoteles opfatter således individets og samfundets (eller fællesskabets) mål som et og det samme; hvad der er godt for individet er godt for fællesskabet og vice versa. Dette skyldes at Aristoteles hævder at polis (gr: bystaten) er et naturligt forekommende fæ-nomen (Reeve, 2009, s. 513). I de dydsetiske virksomhedsetikteorier, der præsenteres i specialet, omfortolkes polis til at passe til moderne organisationer. Teorierne forstår sammenligneligheden mellem polis og organisationer forskelligt, men fælles for dem begge er den uløselige forbindelse mellem organisationens og individets gode.

Wickie Irene Jensen

35

7. Business ifølge Aristoteles Business er ifølge Aristoteles moralsk forkasteligt. Han forstod business som handel for profit, og derfor en form for udnyttelse af andre. Dette blev kort introduceret ved den historiske præsentation af virksomhedsetikken. En virksomhedsetik, der tager udgangs-punkt i Aristoteles’ moralfilosofi, må derfor tackle Aristoteles afvisning af etik i busi-ness – og derfor indleder begge dydsetiske virksomhedsetikteorier, der anvendes i spe-cialet, også med diskussioner af Aristoteles opfattelse af business (Hartman E. , 2013b, s. 19-20; Solomon, 1997a, s. 209; 1992, s. 101).

7.1 En nyfortolkning af Aristoteles Til at belyse Aristoteles’ begreb om business inddrages artiklen ”Aristotle and Busi-ness” (1987) af virksomhedsetikeren Denis Collins. I artiklen viser Collins, at til trods for at Aristoteles’ tager afstand til business i sin samtid, så er det ikke givet, at han ville gøre det samme, havde han havde levet i et moderne samfund.

Aristoteles så oecinomicus, der er simpel reciprok byttehandel, som den eneste le-gitime form for handel. Her foregår en ligeværdig transaktion af værdi, og tjener derfor til det gode for de implicerede parter. Heroverfor står chrematisike, der er handel for profit, som aldrig kan være ligeværdig, da hensigten med denne handelsform er, at den ene part maksimerer sit udbytte i sammenligning med den andens. Dette kan således ik-ke være en legitim, endsige retfærdig, transaktionsform. Collins anfægter ikke, at dette var Aristoteles konklusioner for 2300 år siden, men er det derfor givet, at han ville hæv-de de samme konklusioner i vores samtid? Det synes usandsynligt, for man kunne spør-ge om Aristoteles ville forsvare brugen af slaveri i dag, blot fordi han argumenterede for det i antikken? Collins fremgangsmåde er herfor: ”Toss aside Aristotle’s conclusions and analyze his reasoning” (Collins, 1987, s. 568).

Som vist i foregående kapitel vedholder Aristoteles, at polis har et indbygget for-mål, et telos, som både er dets natur og dets begrundelse for at være, hvad det er. Dette synes fremmed i en moderne diskurs, og Collins foreslår derfor, at det kan være fordel-agtigt at læse polis som en konvention, for på denne måde at kunne sammenligne polis med moderne organisationer.

7.1.1. Organisationer forstået som polis Aristoteles fremfører tre præmisser for polis: (i) polis er en naturlig entitet, (ii) menne-sket er af natur et politisk dyr og (iii) polis’ status i naturen går forud for individet. Col-lins’ rekonstruktion af Aristoteles’ argumentation tager udgangspunkt i disse tre præ-misser, og kan kort opsummeres således:

(i) Polis er et naturligt fænomen, fordi mennesket ikke kan leve afskåret fra et sam-fund eller et fællesskab. Organisationer vil i dette perspektiv være de konventio-ner, vi indgår i fællesskab for at løse de opgaver, vi står overfor. En forfatter samarbejder fx med et forlag for ikke at skulle sætte sig ind markedsførings- og lovmæssige forhold, der forbindes med udgivelsen af en ny bog. Virksomheder


36

er således en nødvendig funktion i samfundet, der tillader mennesker at gøre ting, de muligvis ikke ville kunne gøre på egen hånd.

(ii) At mennesket er et politisk dyr kan tolkes som, at det har sit virke i fællesskaber. Individet defineres af dets funktion i fælleskabet, og der er ikke nogen, der står udenfor et fælleskab. Tager vi igen forfatteren, så er han er en ensom entrepre-nør, men hans funktion som forfatter indgår i forretningsfællesskabet om at skri-ve, læse og udgive bøger: Forlagsbranchen. Forlaget er altså den virksomhed in-denfor hvilken han har sin funktion.

(iii) Som det blev beskrevet i foregående kapitel, må det være det mest fuldkommen-de være at opretholde polis’ mål. Individets egne lyster og prioriteringer må un-derordnes det bredere fællesskab. Vores forfatter må fx adlyde forlagets dead-lines og stoppe arbejdet på sin næste bog, hvis omskrivning af den første bog ef-terspørges. Dette er en konventionel nødvendighed for, at forlaget kan gøre sit arbejde og udføre sin funktion i samfundet (Collins, 1987, s. 568-569).

Business i dette perspektiv bliver altså mere end blot handel og forretning; business er noget, vi bedriver med vores liv i forståelse af og hensyn til de fælleskaber og det sam-fund, vi tager del i. Virksomhederne er til for at tjene et fælles mål, og strukturerer sam-arbejdet om målet. En omfortolket forståelse af Aristoteles’ opfattelse af business un-derstreger altså at ”the function of business is the attainment of the good life for all of society” (ibid. s. 569).

I denne forbindelse kan profitmaksimerende handel anerkendes i et aristotelisk perspektiv, for Aristoteles argumenterer for, at professioner har et specifikt formål: Ek-sempelvis skal lægen kurere sygdom. Dvs. at så længe profit eller vækst er en del af den funktion, organisationer har i samfundet, så er det en legal måde at handle. Dette under-streger dog også kravet om, at profit ikke søges for hverken organisationens eller for profittens egen skyld, men fordi det er det, som bedst lader organisationen bidrage til det fælles gode. Ud fra en sådan opfattelse skriver Collins: ”a businessman’s main con-cern should be how best one could make a profit, taking into consideration the goals of individuals and the direction of the state” (ibid. s. 570).

I de følgende kapitler undersøges Solomons og Hartmans virksomhedsetikteorier. De bygger overodnet set på den samme fortolkning af business som den, Collins frem-fører, men adskiller sig særligt ved diskussionen om profit. Samlet set er det centrale dog fortsat, at organisationers berettigelse i vores samfund er funktionsbestemt. De er det, vi i fællesskab skaber for at bedre og nemme vores vej i livet - på vejen mod det gode liv. 8. Dydsetiske tilgange til virksomhedsetik Ud fra specialets primære fokus på Dydsetisk Virksomhedsetik vælges to eksempler på teorier om virksomhedsetik, som er udtryk for en dydsetisk indgangsvinkel til samfun-det, organisationer og menneskelig handlingsaktivitet. Der er tale om hhv. Solomons te-

Wickie Irene Jensen

37

ori for ”aristotelisk virksomhedsetik” og Hartmans ”dydsetiske virksomhedsetik”. Be-tegnelserne er mine og skabt for overblikkets skyld.

Teorierne arbejder ud fra et fælles fodfæste i aristotelisk dydsetik, og der vil være fælles grundantagelser teorierne imellem. Derfor præsenteres teorierne ikke separat. So-lomons teori prioriteres en vis uddybning, da Hartman inspireres af Solomons hoved-værk fra 1992. Således er forestillingen, at der gennem Solomons teori kan afgrænses fra omfattende gentagelser i præsentationen af teorierne. Hartmans teori fremstilles her-på i opposition til grundteser hos Solomon, og teoriernes forskelligheder fremsættes via en diskussion. 9. Aristotelisk virksomhedsetik Det primære fokus hos Solomon er den aristoteliske forestilling om polis, som i det føl-gende også omtales som fællesskab. Solomon hævder, som skrevet tidligere, at virk-somhedsetikken er kommet til den tredje bølge, som Donaldson forudså. Problemet ifølge Solomon er at definere både virksomhedsetikkens rolle og selve fagfeltet – igen ikke ulig Donaldson og De George. Dét virksomhedsetikken skal og kan ifølge Solo-mon er at være en teori om praksis - den praksis det er at bedrive business. Derfor er det centralt at forstå business som en helt og holdent menneskelig aktivitet, og at denne ak-tivitet ligger under for etisk rammesætning. Etikken er altså ikke blot et sæt af regler, vi kan hænge på væggen i personalestuen – det er hele den ramme, der omgiver det virke, vi har i fællesskab og som individer (Solomon, 1992, s. 99).

Med grundlag i en sådan definition af virksomhedsetikken følger en bred vifte af forskellige områder som virksomhedsetikken må berøre, og som Solomon må illustrere for at uddybe sin indgangsvinkel til business. I det følgende fremstilles således Solo-mons definition af, hvad business er og ikke mindst, hvad det ikke er. 9.1. Virksomheden som aktør i samfundet For Solomon er virksomheders etiske fordringer defineret af de bredere fællesskaber så-som andre virksomheder, markedet og nationalstater, for dyden defineres af fællesska-bet, og det gode har del i dyden, sådan som det blev beskrevet tidligere. Polis er således afgørende for de etiske fordringer for organisationer. De tjener polis og derfor enhver borger i polis. Dette kan siges at spænde over makro- og molar-strataene. Fokus i speci-alet er modsatrettet, dvs. på de mikro- og tenderende molar-aspekter. Denne stratifice-rende skelnen kan for det kritiske øje være misvisende eller endda meningsløs, da Solomon arbejder med en forståelse af etikken som universelt gældende. Distinktionen skal derfor ikke ses som en opdeling af etikken på tværs af strata, men som et nødven-digt afgrænsningsvalg af hensyn til fokus i og omfang på specialet.

Det universelle findes i det individuelle, men det individuelle kan ikke fungere uden et omgivende fællesskab. Dette er en dialektisk slutning, som vi også så illustreret i redegørelsen for dydsetikken, hvor Aristoteles slutter, at det ikke giver mening at tale om individet uden kollektivitet. Solomon forklarer det på følgende måde:


38

The Aristotelian approach to business ethics […] begins with the two-pronged idea that it is indi-

vidual virtue and integrity that counts, but good corporate and social policies encourage and nour-

ish individual virtue and integrity. (ibid. s. 103)

Ud fra dette perspektiv er individet og fællesskabet altså interdependente og reelt set hinandens forudsætninger. Virksomheden er god og dydig, hvis og kun hvis den konsti-tueres af gode mennesker, men mennesker kan kun være gode og handle dydigt, hvis de lever i et fællesskab, der tillader og opmuntrer til dydig handlen.

Solomon væsentligste årsag til at tage udgangspunkt i Aristoteles’ filosofi, findes i grækernes teleologi, som var den formålsrettethed, der kendetegnede hver art i scala naturae. Menneskeartens telos er eudaimonia, og derfor stræber mennesket efter det go-de i det, de gør. Når business er noget mennesker gør, kan det derfor også siges, at busi-ness kan og bør være en del af dette handlingsvirke i dyd og dygtighed (Christensen, 2011a, s. 108).

Hermed ses hvor central forståelsen af business som en praksis står. For det brin-ger menneskets handlingskraft og ejerskab over virksomhederne i centrum. Virksomhe-der er institutioner af og for mennesker frem for løsslupne maskiner eller uhåndgribeli-ge systemer. I det følgende undersøges denne forståelse af business nærmere, for det er kun med en sådan grundforståelse, at virksomhedsetikken kan defineres (Solomon, 1992, s. 118). Først skal det dog kort berøres, hvordan Solomon anvender de aristoteli-ske dydsetiske begreber.

9.2. Dydsetiske begreber i business Det engelske udtryk ”making a living” refererer i hverdagsterminologi til at tjene de penge, der skal til for at leve sit liv. I en aristotelisk forståelse er dette at se forbi målet eller telos. Målet med arbejdslivet er ikke at tjene penge til sin fritid, derimod er ar-bejdslivet en bidragende kerne til det gode liv. Vi bruger halvdelen af vores vågne timer på arbejde, og det giver derfor ikke mening at se på livet på arbejde som en afskåret del af livet eller et middel til ”livet”. Mennesker udlever en stor del af deres handlingsvirke og værdier i organisatoriske rammer, og ifølge Solomon er det meningsløst at forestille sig, at man skifter sine værdier, som man skifter mellem arbejds- og hverdagstøj (Solomon, 1997b, s. 18).

Arbejdet er således en central del af eudaimonia. Et godt arbejde er altså essentielt i bestræbelserne efter eudaimonia. Det, som definerer et godt job, er både virksomhe-dens funktion i samfundet, at den er værdiskabende, at man i det store hele nyder at ar-bejde der, godt kollegialskab, at de opgaver, man udfører, er meningsfulde og skaber re-sultater. Hermed ses igen hvordan eudaimonia er altomfattende. Det er et holistisk be-greb, og vurderes ud fra summen af individets og organisationens handlinger. Denne holisme gælder for både individer og for organisationer af enhver art (Solomon, 1992, s. 105-106).

Wickie Irene Jensen

39

Ud fra en sådan holistisk forståelse er der ikke et modsætningsforhold mellem selviskhed og altruisme. Ifølge Solomon er det en forfejlet forestilling, at der skulle væ-re uoverensstemmelse mellem nytte for den enkelte og nytte for fællesskabet. Det er denne enten-eller tankegang, der medfører, at emner som fx socialt ansvar anses som det modsatte af vækst (ibid.). I et holistisk perspektiv sættes en ramme for fælles inte-resser – m.a.o. et fælles telos, som er hensigten om det gode liv.

Det problematiske ved dette perspektiv er, at det umiddelbart lyder ideologisk og utilnærmeligt, måske endda usandt. Vi kender alle mennesker, der ønsker noget forskel-ligt i livet; nogle ønsker mere tid til familien, andre ønsker modsat så meget tid væk fra familien som muligt. Sådan skal forestillingen om det fælles gode imidlertid ikke for-stås. Det fælles gode, og dermed også det gode for hvert individ, kendes igennem dyden (ibid. s. 107).

Som tidligere beskrevet er dyden knyttet an til den moralske karakter og phrone-sis. Igennem den moralske karakter er der plads til luft mellem, hvilke tilbøjeligheder mennesker har. Som vist opbygges karakteren gennem dannelse, og de forskellige ka-raktertræk er det, som gør vores handlinger stabile. Samtidig er phronesis den fornufts-mæssige dømmekraft, der lader os læse situationer rigtigt og handle i overensstemmelse med den. På denne måde er vi - vores forskellige interesser til trods - bundet sammen i et menneskeligt netværk: Den situationsbundne sociale kontekst (ibid. 108-109).

Herpå understreger Solomon altså endnu en central pointe: at ”the Aristotelian approach to business presupposes an ideal, an ultimate purpose […:] to serve society’s demands and the public good and be rewarded for doing so” (ibid. s. 110). Hertil gælder det for organisationer, på lige fod med individer, at denne godgørenhed er en del af ka-rakteren, og at den er intentionel.

Etisk handlen er således noget mennesker og organisationer gør: Det er en praksis. 9.3. Business som praksis Det etymologiske grundlag for begrebet business kommer fra det oldengelske bisignis, hvis betydning går i retningen af en ”aktivitet” eller ”optagethed” (ibid.). Dermed hand-ler business primært om at holde sig beskæftiget frem for at tjene penge, som Solomon gennemgående fordømmer. En kvalitet ved denne aktivitetsbasserede forståelse er at ”business is a quintessential social activity” (ibid.). Der kan ikke være tale om business, uden at der finder en eller anden form af interaktion og overførsel mellem mennesker sted. I dette perspektiv er ritualer, aftaler, tillid, muligheden for respons og evaluering nødvendige elementer. Det er disse mellemmenneskelige forståelser, som danner grund-laget for at kunne agere i det sociale fællesskab, der konstituerer business.

I en sådan forståelse af business som en social aktivitet er business en praksis. Dette kan synes som en elementær og overflødig stedfæstelse, men Solomon fremhæver denne definition, for netop at kunne modsætte sig den gængse mikroøkonomiske forstå-else af business. I et mikroøkonomisk perspektiv er business ikke andet end isoleret


40

kommerciel transaktion af autonome rationelle agenter, der ikke er bundet op på nogen moralsk forpligtelse til det politiske liv.

I praksisfortolkningen bliver business noget, vi samarbejder om, og det er funde-ret på en fælles tillid (ibid. s. 119). Business bliver også en størrelse, der har mål, regler, grænser og et formål. Mål er praksisinterne mens formål er vores begrundelser for at indgå i en given praksis (ibid. s. 119-120).

I business kan der indgå mange forskellige formål og mål. Dette kan illustreres ved at sammenligne business med leg/spil2. Et spil involverer typisk flere aktører, og der er regler og en fælles forventning om, at disse regler overholdes. Det har mål, for-mål, grænser, deltagere, trænere (konsulenter) og tilskuere. Det væsentlige at notere sig er, at selvom der er forskellige mål med business, så skal målene støtte op om formålet. Et delmål i fx fodbold kunne derfor være at få bolden over på modstandernes banehalv-del, hvor chancerne øges for at score og derfor komme foran, som er endnu et delmål, i forhold til det overordnede formål med at spille kampen: At vinde.

Når det kommer til business er spillelinjerne dog ikke så skarpt kridtet op. Et af Solomons gengående kritikpunkter er, at der generelt tænkes om business som profit-maksimerende praksis; hermed forstås at profitmaksimering både er mål og formål. Denne kritik udfoldes i større detalje senere. Det primære i dette afsnit er at fremhæve, at når vi netop beskriver business som en praksis, så tilskrives det en funktion, der over-stiger et snævert internt defineret mål. Dette bliver særligt tydeligt i lyset af Solomons definition af, at business gennemsyrer vores sociale verden; ingen participanter står udenfor banen, alle berøres af business i en eller anden udstrækning. Derfor er business heller ikke at forveksle med et spil, hvor der er mennesker, der ikke berøres af, hvad der foregår på banen. Hermed kan Solomons forståelse af formålet med business opsumme-res således:

The purpose of business is to provide the ”things that make ordinary life easier.” Business is not

an isolated game, which the public may play if it will, and the point is not just to win, for the im-pact on the nonplayers is typically greater than the rewards for the participants. (ibid. s. 123).

Hermed forstås, at alle interessenter er centrale aktører. Aktionærer er ikke de væsent-ligste aktører, der skal serviceres af business - det er derimod samfundet og vores fæl-lesliv. På denne måde er socialt ansvar grundforudsætningen for at have og være i busi-ness. Business er en funktion i vores samfund, der fungerer for at tjene og forbedre vo-res fælles og individuelle liv. Mange af pointerne fra ovenstående virker naturlige og selvfølgelige. Denne selvfølge-lighed er netop en vigtig del af Solomons argumentation, for hvorfor skulle business være alt muligt andet end det, vi gør i fælleskab for at skabe en bedre verden og nærme os vellykkede liv? I de følgende skal vi se på andre aspekter af business, som vi tager

2 Det skal tilføjes, at Solomon tager afstand fra spil-metaforen, og at dette bliver behandlet i et senere af-snit. For nuværende er det centrale at nævne, at business har nogle spillignende træk.

Wickie Irene Jensen

41

for givet. Forskellen er, at de enten er forfejlede, eller skævvrider vores forståelse af, hvad business egentligt er. 9.4. Opgør med et dehumaniserende sprog Et gennemgående tema hos Solomon er at nedbryde det, han anser som forkerte syn på business. Ved at følge Solomons dekonstruktion af forskellige myter og metaforer, som forpurrer vores forståelse af business, nærmes en klarere fremstilling af, hvad business er. Denne dekonstruktion er virksomhedsetikkens første opgave.

Grundtesen er, at vi taler os til den identitet, vi har. Eksempeltvist beskriver læger sig selv som dem, der reder vores liv, og politikere er til for public service, selvom de også efterstræber egen succes og karriere (Solomon, 1992, s. 22; 1999, s. 2). De histori-er, businessfolk fortæller om deres virke og businessverdenen, farver vores forståelse, og fører til misforståelser. Vigtigst for Solomon er, at disse misforståelser medfører, at vi får en amoralsk forståelse af business (Solomon, 1993, s. 357). Det er også derfor, at nedbrydelse af myter og metaforer er en primær opgave for fagfeltet (Solomon, 1992, s. 23), for herigennem fremstilles de moralske elementer og dermed også virksomheds-etikkens plads og rolle i business.

Denne forståelse af metaforer er inspireret af Lackoff og Johnsons arbejde i Me-taphors We Live By (2003), hvor forfatterne hævder, at metaforisk beskrivelse ikke kun beskriver, hvordan vi oplever omverdenen i billeder. Metaforen er også et udtryk for, hvordan vi tænker om vores liv og verden. Derfor ser Solomon det som forfærdende at de metaforer, der beskriver vores arbejdsliv, er så negative og brutale (Solomon, 1992, s. 23). Der figurerer særlige talemåder, der støtter op om, hvordan man forestiller sig livet i business - fx: ”In business you always know how well you are doing. You just have to put your hand in your pocket” (Solomon, 1992, s. 48; 1999, s. 1-2). Med afsæt i Socio-log og Filosof Georg Simmel fremsætter Solomon, at al sådan tale om penge som noget primært for vores arbejdsliv, er udtryk for en dehumaniserende indgangsvinkel til arbej-det. Billedet, der konstrueres gennem et sådant pengecentreret sprog er materialistisk, følelsesforladt og moralforladt. For penge har ingen indre moral; penge er et ”medium of exchange”. Hermed forsvinder mennesket i al sin kompleksitet, og det at de har andre formål med og intentioner bag det at arbejde fra synsvidde.

Solomon reflekterer over, om ikke det kan undre, at politikker, strategier og insti-tutioner skabes i et sådan dehumaniserende billede. Hvis vi fx er overbeviste om, at mennesket er homo economicus, så vil vi indrette et samfund, der passer til et sådant menneske. Det kan tænkes, at fokus hér forvrides væk fra kerneopgaverne som produk-tion af varer og service for kunder og i retningen af et menneskeløst univers (Solomon, 1992, s. 23). Sproget bliver således dehumaniserende. I de næste afsnit følges Solomons kritik af forskellige udbredte metaforer.


42

9.4.1. Metaforer for darwinisme, krige, og maskineri Maskuline metaforer er udbredte i vores sprog om business. Dette ses tydeligt i titlen på Claus Ib Olsens udgivelse fra 2004: It’s a Jungle out there - En junglebog for voksne - citater med bid og humor om de eksperter der huserer i arbejdslivet, pengevæsenet, or-ganisationerne og i mødelokalerne. Forfatteren bereder læseren på det nådesløse liv på arbejdsmarkedet, og metaforikken peger mod det af Darwin afledte3 udsagn ”den stær-keste overlever”. Dertil fremhæver Solomon de engelske idiomer ”dog-eat-dog” og ”every [man] for [him]self”, der begge refererer til en kynisk egoisme. Disse idiomer anvendes også til at beskrive livet i business (Solomon, 1992, s. 26; 1999, s. 13).

Brugen af sådanne metaforer skyldes øjensynligt, at man ønsker at henlede op-mærksomheden på, at der er konkurrence i spil, når vi taler om business, men det er en grov beskrivelse og formulering af livet i virksomhederne i dag. Ydereligere bliver mennesker beskrevet med dyrebilleder; en medarbejder kan være en ”ant”, ”snake”, ”ti-ger” og ”teddybear”, og virksomhederne bliver malerisk beskrevet som ”snakepits”, ”fishtanks” og ”catfights” (Solomon, 1992, s. 26). I en sådan jungle- og dyremetaforik skabes et billede af brancher, virksomheder og hele businessverdenen som noget ucivi-liseret, ureguleret og styret af dræber- og vinderinstinkter.

Dette er en misforstået opfattelse af business. Business er noget, vi samarbejder om, og den egoisme, ovenstående eksempler illustrerer, er en skævvreden måde at se den sociale aktivitet, som business er. Solomon argumenterer indenfor junglemetaforik-ken og minder om, at en jungle er et komplekst økosystem, hvor alle er forbundene og lever deres liv i retning af at løfte den fælles opgave, det er at leve i et økosystem. Der-på inddrages det aristoteliske menneskesyn i følgende dom: Et menneske som ikke har fællesskab og kultur ”is a pathetic, virtually helpless animal” (ibid. s. 27).

Konkurrencefokusset intensiveres i krigsmetaforikken. Nu handler det ikke blot om overlevelse, men om udradering af den anden – konkurrenter bliver til fjender, og medarbejderne kaldes ”tropperne”. Med afsæt i krigsmetaforisk sprog bliver strategier indført i business, og er (hvis metaforen udfoldes helt) en ”kampstrategi” til når virk-somheden skal i kamp mod konkurrenterne. Specialist i militæretik Anthony Hartle har beskrevet et verdenssyn, der funderes på et militært perspektiv og metaforik. Et sådant verdenssyn er ”intrinsically nationalistic, alarmist, pessimistic, conservative, and au-thoritarian” (ibid. s. 27). Det kan ikke være konstruktivt for menneskers mentale hel-bred, kreativitet eller konkurrenceevne at leve i den paranoia, der følger af at være i krigsberedskab.

Maskinmetaforen er angiveligt den ældste af de metaforer, vi anvender til at be-skrive business. Virksomheder beskrives som effektive pengemaskiner, medarbejdere beskrives som tandhjul eller ressourcer, og vi taler om input og output. I sin oprindelse kom maskintanken fra det attende århundrede, der var kendetegnet ved at være en tid, hvor der var en udbredt tro på at alt kunne forklares som hele eller dele af mekanismer, der havde lovmæssigheder og en indre logik. Det er med afsæt i denne tiltro til en over- 3 Dette udtryk ikke kan tilskrives Darwin, men er udledt af hans Origin of the Species.

Wickie Irene Jensen

43

ordnet verdensorden, at markedsøkonomiens fader Adam Smith udformede sin teori i The Wealth of Nations (1776). Økonomien blev hos Smith en velsmurt mekanisme, hvor alle dele passede sammen på den mest effektive og produktive måde. Handelspar-terne behøvede ikke kende deres rolle eller funktion i maskineriet. Maskintanken byg-ger altså på en tanke om en form for overordnet system, grand design eller måske gud-dom.

I moderne tider refereres der muligvis ikke så meget til industrialismens maskiner med tandhjul og det ofte anvendte billede af et ur. I stedet er den nye eksemplariske ma-skine computeren. Dette skifte ændrer dog ikke på grundsubstansen i forståelsen af business som en maskine. Solomon skriver: ”Computers, of course, have special utility and fascination as management tools, but what was true of the old machines continues to be true […] of computers: they do only what we tell them to do: ”garbage in, garbage out” (Solomon, 1992, s. 29). Maskinmetaforen fjerner således fokus fra det, som er mest fundamentalt menneskeligt – kreativitet, formål, følelser, ambition, selvstændig tænk-ning etc. Så et fokus på business som noget grundlæggende maskinelt eliminerer forstå-elsen af, at det er mennesker – og ikke maskiner – der udgør vores virksomheder. 9.4.2. Spilmetaforik og spilteori Spilmetaforen fremkommer i tresserne. Metaforen kan ses som et opgør med de tre ovenstående metaforer, idet den ikke fokuserer på en uciviliseret og inhuman forståelse af business, men inddrager konnotationer til ”sjov”, ”frivillig”, ”spændende”, ”under-holdende” etc. (Solomon, 1992, s. 31) Med denne metafor bistår ”sejr/tab”-tænkningen, men volden fra fx krigsmetaforen forsvinder. Ligeledes øges fokus på fælles interesser og ”fair play”.

Med afsæt i Michael Maccobys The Gamesman (1977) hævder Solomon, at per-sonen, der forstår business som et spil og sig selv som en spiller, er orienteret mod egne interesser - også på bekostning af virksomhedens mål. Yderligere minder Solomon om, at business ikke er et spil, som vi kan indgå i på fri vilje og for underholdningens skyld: ”The business world encompasses and affects everyone, including customers and mem-bers of the community who cannot afford to play” (Solomon, 1992, s. 32) og ”In a busi-ness society, like it or not, we are all players. There is too much at stake for too many people to think of business as merely a game” (Solomon, 1999, s. 21). Heri ligger den største misforståelse i spilmetaforen. For business er ikke en afgrænset størrelse, hvor man kan vælge om man vil berøres af hvad der foregår på ”spillepladen”, jf. Solomons forståelse af business som noget, der vedrører alle i fællesskabet.

Problemet er ikke, at der med metaforen inkorporeres en idé om sjov og leg i business. Det, Solomon er kritisk over for, er, at der er en udpræget tendens til at knytte succes an til at have det sjovt og vinde spillet. Dette fokus medfører en social ansvars-løshed, hvor man mister perspektivet på det bredere billede af ens arbejde i relation til samfundet. Ydereligere skriver Solomon om spilmetaforen: ”It has become the domi-nant model – no longer just metaphor – for understanding the whole of economics if not


44

all of human life” (Solomon, 1992, s. 32). Dette eksemplificerer han med spilteorien, for etikken i business er ofte blevet forklaret og behandlet med en spilteoretisk forståel-sesramme. Etikken opfattes her som forholdsvist uhåndterlig og i nogle perspektiver for subjektiv til at kunne appliceres på business. Forestillingen er derfor, at spilteoriens ma-tematiske form kunne bøje etikken til at være klar og håndterbar (ibid. s. 49).

Spil omfatter i spilteorien en hvilken som helst interaktion mellem agenter, der har præferencer og mål. Målet behøver ikke være at vinde, og derfor behøver konkur-rence ikke være indblandet i spillet. Denne model har en vis appel. Hvis vi antager den mest simple form for handel: Gerda har en bold, men har en præference for at sjippe. Samtidig har Inger et sjippetov, men foretrækker at spille bold. Efter de to piger har in-formeret om deres præferencer og mål, laver de en byttehandel. Det er det mest ønsk-værdige udfald – begge piger får muligheden for at lege med det legetøj, de helst vil. I et spilteoretisk perspektiv er der i sådanne situationer ikke behov for moral (moral op-fattes i teorien som begrænsninger for egennytte).

Det er som sådan ikke problematisk for teorien, at der indgår flere personer i ek-sempelet, men det synes alligevel ikke at illustrere business. For business indeholder konkurrence, strategi og der er usikkerheder, der ikke bliver blotlagt i business. Ligele-des gælder det i business at transaktioner sommetider ender ud i, at nogen ikke opnår deres ønskede resultat. Dette kan illustreres med det klassiske eksempel fra spilteorien: Fangernes Dilemma:

Two men (Joe and Moe) are arrested and immediately separated by the district attorney. She in-structs each of them that if he confesses (and the other does not) he will receive a greatly reduced

term (one year) while the other will get the maximum (ten years). If they both confess, the D.A.

will be able to convict them both (five years). What she does not tell them (but is plainly evident) is that if neither confesses, she won’t have a case but can them on a lesser charge (2 years). What

should (rationally) each do? The optimal outcome (that is, the least amount of time in prison for

both of them) would result if neither confessed, but Joe figures that if Moe confesses and he doesn’t, he’s in for the long haul. Moe figures much the same way. So both confess, and what is

rational is less than optimal. (ibid. s. 51)

Som sammenligningsgrundlag kan priskrige anvendes. For på lignende vis sætter agen-ter deres priser ud fra noget de ikke aner noget om – nemlig konkurrentens næste pris-nedsættelse. Men spørgsmålet er, om dette er en adækvat måde at se business? Er busi-ness intet andet end rationel nyttemaksimering?

Solomon forbinder i denne forstand spilteorien med den utilitaristiske tilgang til etik. Disse to teoretiske retninger har netop fokus på konsekvensers maksimering af nyt-te. Med afsæt i filosoffer som Kant, Hegel og Nietzsche argumenterer Solomon mod utilitarismen, og fremsætter, at man kun kan opnå social solidaritet ved at forudsætte, at der er noget at være fælles om, og ikke som et udfald af nyttemaksimering (ibid. s. 52). I aristoteliske termer ville dette kaldes, at der skal være vilje til solidaritet, for at der kan være tale om, at handlingen er god.

Wickie Irene Jensen

45

Det centrale i Solomons kritik af spilteorien er, at spilteorien opretholder tanken om, at der ikke er behov for moral, når det kommer til business. Spilteorien erstatter virksomhedsetikken, og indsætter en rationalitet i form af matematiske udregninger af hensyn til nyttemaksimeringskalkulen. Hvis blot reglerne for spillet overholdes, så handler vi korrekt. Hermed forudsættes det altså, at reglerne kan fastsættes uden refe-rence til etik og moral. Denne sidste forudsætning finder Solomon meningsløs. Ligele-des hævder han, at vi med spilmetaforisk forståelse af business mister blikket for pro-blemet frem for at løse det.

Problemet er, at spilteoretisk tankegang tilskynder aktører to ting: (i) at vælge den sikre vej (i fangernes dilemma er det at tilstå) og (ii) ikke stole på andre aktører. Uden tillid til hinanden bliver et samfund funderet på kontrakter og love en nødvendighed, for vi må opfinde regulativer, der sikrer en form for retfærdighed (ibid. s. 57). Hermed fremhæver Solomon, at spilteorien fokuserer forkert. Den fokuserer på mennesket som egoistisk og egennyttigt, og hvis denne teori repræsenterer en model for business, så bliver business det egennyttige og fjendtlige miljø, der omgiver og former mennesket (ibid. s. 58).

Dette kan beskrives ud fra filosoffen John Rawls’ En teori om retfærdighed. Her forstilles mennesker ”bag uvidenhedens slør”, dvs. mennesker, der ikke kender til deres status eller præferencer i samfundet, at kunne vælge hvad, der er mest retfærdigt i sam-fundet. Rawls kommer frem til, at det primære for disse mennesker, der befinder sig bag sløret, er at goder fordeles så ligeligt så muligt. De ved endnu ikke, hvad de vil med dis-se goder, for de kender intet til det liv, de kommer til at leve (se kapitel 3 i Rawls, 2005 [1971]).

Spilteorien er altså en antisocial tankegang, som følger af et fokus på nyttemaksi-mering, mistillid og rationalitet. Spilteorien erstatter hermed moral og etik, med ratio-nelle beregninger og matematiske strategier (Solomon, 1992, s. 64). Men som fangernes dilemma illustrerer, så er det ikke nødvendigvis det bedste udfald, der vælges. Derimod er det det sikre. Dertil kommer, at altruisme ses som en anomali frem for en menneske-lig dyd og en grundæggende del af det gode liv. 9.4.3. Konkurrencemetaforen Konkurrence kan være en væsentlig motivationsfaktor for mennesker i organisationer, men det kan ikke være den primære faktor (ibid. s. 66). Hermed forstås, at hvis vi pri-mært forstår markedet og livet i business som en konkurrence, så misser vi igen det, som business virkelig er. Solomon fremhæver derfor, at vi må forstå konkurrenceaspek-tet af business korrekt. Dvs. at vi skal forstå, hvornår det er godt, og hvorfor der kan være fordele ved konkurrence.

Konkurrence er blevet opfattet som det magiske element eller system i business-maskinen, der får ting til at ske. Dette er til dels korrekt, for når vi konkurrerer, så hand-ler vi. Derfor kan det siges, at konkurrence aktiverer og endda motiverer os. Dette fokus overser dog, hvorfor det er sådan. Konkurrence er grundlæggende set en social interak-


46

tion. Vi bevæges af konkurrence, fordi vi således kan positionere og måle os selv i for-hold til andre. Dette betyder, at der er en grundlæggende etisk kvalitet i konkurrence – den har en normativ karakter. Det bliver relevant at tale om god og dårlig konkurrence. Ydereligere bliver konkurrence en væsentlig kvalitet i bestræbelserne efter eudaimonia, for den inddrager motivationen for at forbedre sig. Hermed skal konkurrence forstås som, at det ikke handler om at udradere modstanderen, men om at forbedre sine hand-linger og altså også sin karakter (ibid. s. 67-68). 9.4.4. Arbitrære heltefigurer Enhver profession har frontfigurer eller heltefigurer, fx har politikere tidligere tiders succesfulde præsidenter eller partiledere som forbillede, mens VIP’ere på universiteter idoliserer fortidens store tænkere og videnskabsmænd. Indenfor business findes også helte, som lånes fra et væld af andre professioner. Dette er ligeså identitetsskabende, som det sprog og de metaforer vi anvender til at beskrive os selv (Solomon, 1999, s. 5). Hvad der slår Solomon er en overraskende villighed til at fremhæve bestialske personer i dette idoliserende lys.

På baggrund af krigs- og konkurrencemetaforerne promoveres helte som normalt-vist ikke antages for at være ønskværdige idoler. Der udgives bøger, der fremfører le-delsesteorier i lyset af disse figurer, fx Niccoló Machiavellis Fyrsten og Hunnerkongen Attila – en grusom og barbarisk mand, der bidrog til at Romerriget blev slået tilbage (ibid. s. 6). Solomon spørger derfor, hvorfor vi i et moderne civiliseret samfund hylder sådanne mennesker? Han afviser ikke, at man kan lære noget af selv de mest grusomme monstre, men det er ikke det samme som at hylde monsteret. I tilspidsning af argumen-tet spørger Solomon, om vi vil hylde Hitler en dag? Er den eneste årsag til, at vi ikke skriver ledelsesbøger med afsæt i Mein Kampf, at anden verdenskrig ikke er os så histo-risk fjern som Attilas kamp mod Romerriget? Forklaringen kan måske findes i, at helte er udtryk for særlige symboler. Solomon forklarer det således:

Someone who admires Einstein or Picasso […] lets us know about what he or she sees as the im-portance of cosmic vision or creativity.

On the other hand, people who admire Hitler or Stalin strike us as loathsome. They represent megalomania, intrigue and betrayal, lethal prejudices, demagoguery, subversion, cruelty, and gen-ocide. (ibid. s. 7)

Denne kritik kan synes som en overdrivelse, for selvfølgelig lærer vi af forskellige typer mennesker og historier. Men Solomons argumentation skal læses ud fra den aristoteli-ske grundforståelse. I dydsetikken gøres brug af rollemodeller som del af den moralske dannelse og opbyggelse af karakteren. Rollemodellen afspejles i vores handlinger, når vi står i situationer, hvor vi har brug for inspiration til den gode handling. Hvis barbarer bliver de eksemplariske frontfigurer i vores handlingsliv, så risikerer vi selv at adoptere barbariskheden, og dermed handle lasteligt frem for dydigt.

Wickie Irene Jensen

47

Dette understreger det identitetsskabende, fordi vores handlinger udtrykker og samtidig skaber vores karakter (ibid. s. 9). Ligeledes påstår Solomon, at det er en fejlag-tig tanke, at Attila ville være en prisværdig direktør i en virksomhed, eller at forestille sig at ledere kan blive succesfulde ved at lære af Machiavelli (Solomon, 1992, s. 200-201). Deres samfund og ledelsesstile passer ikke til et moderne civiliseret samfund, der er baseret på samarbejde og fælles mål. 9.4.5. Myten om entreprenøren Denne myte kan også kaldes myten om individualismen, dvs. forstilingen om individet der skaber sig selv ud af ingenting (Solomon, 1999, s. 25). Det burde fremgå ud fra re-degørelsen af polis ovenfor, hvorfor Solomon er kritisk overfor denne tankegang. Først strider den mod hans definition af business som en social praksis. Entreprenøren kan ik-ke være afskåret fra samfundet, da hans virke sker i kraft af bevægelser og behov i hans omgivne samfund (Solomon, 1992, s. 82).

Dette minder altså om Collins, forfattereksempel i kapitel 7. Igen er der altså tale om, at metaforen forvrider forståelsen. Entreprenøren er en væsentlig aktør i business, men han er ikke afskåret fra samfundet. Han er en borger i samfundet, ligesom alle an-dre og organisationerne er det (ibid. s. 84).

Entreprenøren er symbolet for forandring og innovation, men ved at hædre dette flyttes fokus fra det, som virkelig betyder noget – stabiliteten. Det stabile er det, som omgiver nyskabelsen; det er samfundet og de mennesker, der indgår i det. Innovation er kun godt så længe, det gør godt for noget og/eller nogen (Solomon, 1999, s. 26). 9.4.6. Abstrakt grådighed Abstrakt grådighed er en form for motivation - det er en grådighed efter penge, men ik-ke penge med henblik på at købe noget bestemt. Det er penge forstået som tallet på løn-sedlen, og det skal være højt. Tallet er symbolet på status og værdi. Solomon oplever særligt denne grådighed hos sine studerende. Her oplever han, at de studerende ikke sø-ger tallet af egne interesser, men fordi de føler, det er noget, de bør ønske (Solomon, 1992, s. 36; 1999, s. 29).

Det problematiske ved abstrakt grådighed er, at tallet bliver så centralt, at kritiske spørgsmål om hvorfor, til hvad og for hvem, disse penge er vigtige, bliver sat i bag-grunden. Ydereligere udviskes formålet med arbejdet, og man overser, at de penge, som tallet symboliserer, skal tjenes. Dette devaluerer arbejdet.

Kreativiteten og samarbejdet bliver reduceret til nødvendige onder i rejsen mod de mangecifrede tal nederst på lønsedlen. Tallet bliver det identitetsgivende og ikke vores karakter (Solomon, 1992, s. 36).

Fokus på penge som det eneste værdifulde i arbejdslivet fratager altså sansen for, at arbejde og business har værdi i sig selv. Solomon hævder endda, at abstrakt grådig-hed er fundamentet for alle de fejlagtige myter og metaforer, som han stiller sig kritisk


48

overfor (ibid. s. 46) Dette gælder i særlig grad for myten om profitmotivet, som under-søges i næste afsnit. 9.4.7. Myten om profitmotivet Den sidste af Solomons kritikker, som medtages i specialet, er myten om profitmotivet. Denne myte medtager Solomon i stort set alle sine udgivelser (se fx: 1992; 1993; 1994a; 1997a; 1997b; 1999). Det tolkes derfor, at denne myte er den, han er mest kritisk over-for.

Myten om profitmotivet er vores retoriske manifestation af de tilbøjeligheder ab-strakt grådighed symboliserer. Forestillingen om profitmotivering stiller profitten over alle andre værdier, og forudsætter at både mennesker og organisationer motiveres af denne – og kun denne – lyst efter profit og vækst.

Myten er opstået gennem kritik af kapitalismen og af businessverdenen, men kri-tikken blev taget som en kompliment og tanken er siden blevet adopteret og brugt til forsvar for egennyttig handling i business (Solomon, 1992, s. 43).

Når Solomon omtaler profit, trækker han på Aristoteles’ kritik af chrematisike, der, som skrevet ovenfor, er handel for profit, og det er derfor uretfærdigt og tyvagtigt (Solomon, 1992, s. 101; 1997a, s. 209). I et moderne samfund er transaktioner dog en mere kompleks størrelse, og en præcisering af begrebet i denne kontekst er derfor afgø-rende.

Solomon definerer profit således: ”Profit, essentially, is the outcome of a mone-tary transaction, an ”investment”, what is left over after all expenses are paid, subject, of course, to considerable creative finagling over what counts as an ”expense” and, ac-cordingly, what is ”left over”” (Solomon, 1992, s. 39). Denne definition indebærer såle-des et begreb om ”det tilbageblevne”, som et forsinket afkast af handlen. Dermed er profitten abstrakt, for hvornår kan vi tale om, at noget ”bliver tilbage”?

I en handel med en snedker, der har snedkereret et møbel, vil der være noget ”til-bage” eller et ”overskud” af det beløb, kunden betaler for møblet, efter at snedkeren har dækket udgifter, der indgik som del af produktionen. I sådanne tilfælde taler vi normal-vis ikke om profit, men om retfærdig udveksling - en kompensation for snedkerens kundskab og arbejdskraft, og der synes altså ikke noget moralsk forkasteligt ved denne transaktion. Ikke desto mindre ville transaktionen i snedker-eksemplet falde indenfor definitionen af profit. Hermed ses kompleksiteten i profitbegrebet, og Aristoteles dom over chrematisike medfører i moderne kontekster, at vi alle bliver tyveknægte. Dette synes absurd, og Solomon følger heller ikke Aristoteles så langt. Derimod anerkender Solomon en vis profittolerance i transaktioner som en fundamental del af vores sam-fund. Spørgsmålet er dog, om dette nødvendigvis indikerer et profitmotiv? (ibid. s. 40). Det er ikke selve ideen om profit, der er moralsk forkastelig. Det er tanken om, at profit-ten er det eneste, der motiverer os, sådan som det blev illustreret med abstrakt grådig-hed.

Wickie Irene Jensen

49

Med inddragelse af filosoffen Antony Flew’s diskussion af profitmotivet i artiklen ”The Profit Motive” (1976), argumenterer Solomon gennem reductio ad absurdum for, at profitmotivet er en arbitrær størrelse. Profit kan aldrig være motiverende i sig selv; den er udelukkende midlet til noget andet. Eksempelvis findes der ikke et ”mordmotiv” - mordet er midlet til at dræbe en anden, og er motiveret af noget, vi ikke kan specifice-re uden at undersøge den konkrete drabssag nærmere. Tanken hos Solomon er, at vi bygger vores lykke/formue4 på de muligheder, der foreligger. I det kapitalistiske system er profitgenerering en lejlighed til at forøge lykken/formuen. Hermed ses at lyk-ken/formuen er målet, og dermed også det hvorpå interessen rettes mod (Solomon, 1992, s. 41).

Profit er ikke en social eller psykologisk term, og kan derfor ikke være et motiv, derimod er det en økonomisk formulering for en tilbagevenden af investering. I denne form er der ikke nogen indbyggede moralske parametre. Var tilfældet, at der var sådan-ne indbyggede moralske parametre, så ville det være det samme som at sige, at business er sin egen motivation (ibid.).

Myten om profitmotivet indeholder forskellige negative syn på mennesket. Dette ses fx, når profitmotivet beskrives med en analogi som sexlyst: Det er der altid som en del af vores natur. Det kan være der i større eller mindre grad, og kan udleves i en mere eller mindre anerkendt form, men det er der altid til at styre vores opførsel. Solomon skriver: ”It is said to influence if not determine all of our behavior and forces us to cast at least a jaded eye toward the bottom line of whatever it is we are doing” (ibid.). Et sådant syn på mennesket synes stærkt reduceret og indskrænket, da det reducerer mennesket til et rent (eller næsten rent) lystbetonet individ.

Ydereligere forbindes profitmotivet med en forståelse af mennesket som selvisk eller egennyttigt. Men ifølge Solomon er det ikke givet, at efterstræbelse af profit er egennyttigt. At handle til egen fordel medfører ikke med nødvendighed, at man er sel-visk i sin handling, og at jeg tilegner mig nogen former for profit, behøver ikke nødven-digvis betyde, at jeg tilegner mig dem til mig selv (ibid.). Egeninteresse er ikke det samme som selviskhed. Dette kan illustreres med følgende eksempel:

[…] when my success can be won only at the price of someone else’s failure, it is not always and

necessarily selfish for me to pursue my own interests. The rival candidates competing for some

coveted job are not selfish just because they do not all withdraw in order to clear the way for the others. (Flew, 1976, s. 314)

Solomon spørger herfor, hvem der så har profitmotivet? Han når frem til, at de eneste grupper, der har dette motiv er ejere, aktionærerne og investorerne. Dette synes igen ab-surd, for disse mennesker søger muligvis (og højest sandsynligt) profitten af andre årsa-ger en profitten selv. Profit er en essentiel del af det moderne økonomiske system, og

4 Solomon anvender det engelske ord ”fortune”, som både betyder lykke, forme, held og skæbne.


50

mennesker er derfor nødt til at skabe profit i business, men det vigtige spørgsmål er, hvorfor denne profit er essentiel og hvorfor vi efterstræber den?

Svaret er, at profitten er midlet til at kunne opbygge virksomheden, betale medar-bejdere, bestyrelsen og investorerne. Dertil kommer at virksomheden igen kun er midlet til at opnå goder for samfundet og borgerne, hermed er profitten en del af det som legi-timerer og muliggør virksomheders funktion i samfundet (Solomon, 1992, s. 43).

Dette svar er udtryk for en forståelse af profitmotivet, som mest kendt udtrykkes hos Friedman i ”The social responsibility of business is to increase profits” (Friedman, 1970). I dette perspektiv overføres menneskeopfattelsen om homo economicus til aktio-nærerne og ejerne. Men spørgsmålet står stadig, er maksimering af profit det eneste mål for disse mennesker? Dette spørgsmål behandles af Solomon og Kirstine Hanson i vær-ket Above the Bottom Line (1983), og her skal kun de mest centrale aspekter fremhæves.

Problemet med dette syn på business og de mennesker, der har sit virke i busi-nessverdenen, er, at det overskygger, hvad der reelt er på spil. Dvs. at de grundlæggende motiver, formål og mekanismer, der indgår i business, reduceres til tal på bundlinjen. Business er et komplekst sammenspil af mange forskellige aktører, og perspektivet kan siges primært at overse den brede gruppe af interessenter, der indgår i livet i business. Dette kan eksemplificeres med medarbejderne.

Medarbejdere er en central interessentgruppe i al virksomhedsdrift, og de er sam-tidig de mest bekostelige interessenter. I Friedmans optik må medarbejderne ses som et middel til profitten, og når de er bekostelige, må de ses som et problem for væksten. Omvendt – i et mere interessentorienteret perspektiv – er medarbejderne mulighedsbe-tingelsen for, at arbejdet overhovedet kan udføres. Om profitten er målet med arbejdet eller ej, så må det i det andet perspektiv være medarbejderne, der er den primære konsti-tuent og ikke profitten i sig selv.

Profitten i sig selv er altså ikke problemet. Problemet er, hvad vores forståelse af profit, gør ved vores forståelse af business. Hvis vi konstruerer disse fejlagtige begreber omkring vores forståelse af virksomheder og menneskerne i dem, så skaber vi ikke blot et fejlagtigt fjendebillede af vores businessverden; vi fodrer den med incitamenter for uetisk handlen (Solomon, 1992, s. 47). For ved at forvride forståelsen væk fra de ind-byggede normative og sociale aspekter af business, fritstilles organisationer og marke-det fra enhver moral, og kan kun begrænses af lovgivninger. I dette perspektiv har Drucker ret, og den eneste etik, der er at finde i business, er kasuistik.

9.4.8. Afrunding Solomons argument er altså, at myterne samt metaforerne overser de komplekse meka-nismer, der udgør business. Denne tanke kan synes triviel, og Solomons insisterende analyse gennem de enkelte myter og metaforer, kan virke som en overdrivelse – for hvorfor bruge så mange kræfter på noget, som vi vel alle ved, bør tages med et gran salt?

Wickie Irene Jensen

51

Solomons hensigt med udpensling og dekonstruktion af metaforerne er at fjerne vores skyklapper og klarlægge vejen for virksomhedsetikken. Samtidig står problemet stadig mere klart frem: Hvis metaforerne er de filtre, hvorigennem vi forstår virkelighe-den, så reproduceres det negative billede af business mere og mere. Som Solomon i sin redegørelse for junglemetaforen argumenterede for: Hvis vi tror, at verden er ude på at slå os ned, gør vi så ikke klogt i at have rygdækning? Det er sådanne vrangforestillinger dekonstruktionen af metaforerne skal bryde med, og Solomons hensigt er, at virkelighe-den skal fremstå klart for os, så vi på den baggrund kan træffe valg og udføre handlinger på et oplyst grundlag. 9.5. Konstruktive metaforer Hidtil i specialet har jeg fremhævet, at ”fællesskabet” minder om et polis, og at det kan opdeles forskellige strata, men hvad det mere præcist er, står endnu ikke klart frem. I dette afsnit nærmes en klarere beskrivelse af både fællesskabet og Solomons menneske-syn. Dette illustreres med to metaforer, som Solomon klassificerer som konstruktive ift. at opnå den korrekte og adækvate forståelse af business. 9.5.1. Organisationskulturmetaforen I kritikken af metaforerne og myterne i de tidligere afsnit fremgik det, at Solomon sær-ligt tager afstand fra dehumaniserende sprog om og billeder af business. Disse negative og fejlagtige forståelser af business har ydereligere den konsekvens, at det gør det svært for medarbejdere i organisationer at godtgøre deres ”humanistic sense of [themselves] and [their] work” (Solomon, 1992, s. 130). Med dette skal det forstås, at Solomon afvi-ser at acceptere, at medarbejdere reduceres til tandhjul i et maskineri. Derfor hylder han konsekvent fremkomsten af en ny metaforisk beskrivelse af vores organisationer som kulturer (se fx Solomon, 1992, s. 125; 1993, s. 358; 1994a, s. 51; 1994b).

Opfattelsen af organisationer som kulturer er et skifte i retningen af at forstå orga-nisationer som en socialt aktivitet frem for atomistisk individualisme. Dvs. at fælleskab og samarbejde bliver det centrale frem for at se på individer som afskårne og ensomme helte, der kun til nøds samarbejder (Solomon, 1992, s. 126). Ydereligere åbner kultur-metaforen gennem subkulturer op for forståelse af, at der er forskellige lag i samfundet. På denne måde ekspliciteres den indbyrdes afhængighed mellem de forskellige niveauer mellem mikro-, makro- og molar-strataene (Solomon, 1993, s. 359).

Metaforen har ydereligere et aspekt, der appellerer til en aristotelisk forståelse af organisationer: Kulturer har en fundamental forståelse af etik. Der foreligger både im-plicitte og eksplicitte normative forskrifter. Forstår man organisationer som kultur, for-står man også, at organisationer ikke kan reduceres til lovgivning eller matematiske formler. Dermed favner kulturforståelsen kompleksiteten, der er forbundet ved et men-neskeliv. Kulturtanken forudsætter fællesheder såsom viden, erfaringer og værdier, da det fælles er grundlaget for, at der kan tales om kultur (Solomon, 1992, s. 130).


52

Kulturen er ydereligere det, der giver mening i arbejdet for den enkelte, Solomon skriver:

To live and recognize oneself as a member of a corporate culture […], is to see one’s own interests and values as part of the interests and values of the corporation, and one’s devotion to the compa-

ny then becomes not a sacrifice or an act of faith but rather the assertion of one’s own identity and

self-esteem (ibid. s. 131)

Kulturen er altså det, individet kan knytte sig til i organisationen. Det er det, der under-støtter individets identitetsdannelse. I et foregående afsnit belyste jeg Aristoteles’ dia-lektiske forståelse af individ og fælleskab, altså hvordan de konstituerer hinanden. Det er derfor tydeligt at forstå, hvorfor Solomon fremhæver organisationskulturmetaforen som en aristotelisk metafor.

Jeg har tidligere diskuteret, hvordan identitet i arbejdslivet er knyttet an til me-ningsfuldhed i arbejdslivet, gennem både tilhørsforhold til det der omgiver individet og stabilitet i arbejdslivet (Jensen, 2016). Kultur indebærer begge dele. Se eksempelvis og-så psykologen Svend Brinkmans diskussion af emnet i artiklen ”Identiteten på arbejde” (2009). 9.5.2. Professionalisme Den anden konstruktive metafor kalder Solomon professionalisme, som han definerer ud fra en ældre forståelse af professionsbegrebet: En forståelse af professionen som det vi praktiserer. Brugen af profession som en metafor forklarer Solomon således: ”[…] ”to profess” literally means ”to lay claim to.” In other words, it refers to self-presentation rather than accomplishment or any credential as such” (Solomon, 1992, s. 141).

Solomon argumenterer således for, at der er en anden dimension til det at være professionel. Når man er professionel handler arbejdet ikke blot penge, og den professi-onelle er heller ikke uengageret eller apatisk omkring sit arbejde. Status som professio-nel opnås ikke på baggrund af uddannelse og træning, osv. Dette kan dog være en nød-vendig, men ikke tilstrækkelig betingelse (ibid. s. 142). Derimod er man professionel, når man i sit arbejde udtrykker en særlig selvforståelse (ibid. s. 144). En selvforståelse som forpligter til udførelse af arbejdet på behørig vis.

Det er således Solomons forestilling, at hvis man anerkender sig selv som profes-sionel, så forstår man den større mening og årsag til vores arbejde. Hermed vil man med stolthed påtage sig at gøre det, som skal til for at udføre et godt stykke arbejde indenfor det enkelte hverv. Professionalisme kan i aristotelisk forstand siges at være et centralt karaktertræk ved den dydige medarbejder – og en garanti for integritet i arbejdet. 9.5.3. Opsummering Hermed er det nu blevet illustreret, hvorledes Solomon argumenterer for en ny – og med hans egne ord: Bedre – måde at forstå business på. Denne forståelse af business er en

Wickie Irene Jensen

53

mere aristotelisk forståelse med fokus på fælleskab, samfundsforståelse og individets karakter som det afgørende fundament i organisationer og arbejdet. Solomon har dekon-strueret fordomme om business som en menneskeløs, følelsesforladt, selvisk, macho og udelukkende profitorienteret praksis, for derimod at fremhæve dets væsentlige rolle som bidragsyder i samfundet.

Denne forståelse af business gør både businessverdenen, organisationerne og de enkelte medarbejdere til afgørende moralske agenter i samfundet. Således foreligger ik-ke bare grundlaget for, men også nødvendigheden af en virksomhedsetik. Denne virk-somhedsetik skal ikke være en selvstændig eller ”ny” etik, men en genindsættelse af en selvforståelse i business, som tjener for samfundet og dets borgere. Solomon er derfor på linje med Drucker i, at virksomhedsetikken ikke er forskelligartet fra etikken, men understreger at virksomhedsetikkens rolle som akademisk fagfelt er at skabe rum for etikken i businesssammenhænge samt opbygge et begrebsapparat og en begrebsforståel-se, der cementerer virksomhedsetikkens relevans i business.

Virksomhedsetikken bliver hermed studiet af etiske forhold i og omkring organi-sationer, samt den akademiske fundering af etikkens ikke bare funktion – men nødven-dighed i moderne virksomheder og organisationer. 9.6. Definition af den aristoteliske virksomhedsetik Efter at have godtgjort virksomhedsetikkens rolle og status i business opsummerer Solomon den aristoteliske tilgang til virksomhedsetik i seks parametre eller dimensio-ner. Ydereligere diskuterer Solomon dyder og laster i business. Det er derfor naturligt, at afrundingen og fremsættelsen af Solomons aristoteliske virksomhedsetik i specialet tager afsæt i disse to opsummeringer og diskussioner. 9.6.1. Seks parametre Ved at fremhæve de seks parametre illustrerer Solomon, hvordan de tilsammen udgør: ”[…] an integrative structure in which the individual, the corporation, and the commu-nity, self-interest and the public good, the personal and the professional, business and virtues all work together instead of against one another” (Solomon, 1992, s. 145). Solomon hævder, at disse dimensioner overses i de klassiske regel- eller principoriente-rede diskussioner af virksomhedsetik. Med dette mener Solomon, at fx en forståelse af etik som et værdisæt eller en virksomhedspolitik, ikke kan favne alle disse aspekter. Så-danne forståelser er derimod en partikulær forståelse af moralske forskrifter. Det risike-res endda at etikken bliver relativ trods de overordnet set gældende regler, da reglerne og værdierne er abstrakte og fortolkes fra case til case uden reference til en almengæl-dende etik (Solomon, 1992, s. 145; Solomon, 1997a, s. 214). 9.6.1.1. Fællesskab Hvorvidt vi lever et vellykket liv, afhænger af vores fællesskaber, herunder også vores virksomheder og samfundet som helhed. (Solomon, 1997a, s. 214) På denne måde


54

fremhæves nødvendigheden af at vores fællesskaber er meningsfulde, funktionelle og gode for os på både individ- og samfundsniveau. 9.6.1.2. Excellens Ovenfor har jeg brugt oversættelsen ”dyd” af det græske begreb areté, en anden over-sættelse kan også være ”excellens”. Med denne oversættelse understreges forståelsen af, hvad dyden er hos Aristoteles. For den er ikke blot handlen i overensstemmelse med det gode, det er også en særlig måde at handle: At gøre det bedste man kan på bedste vis. At det er på ”bedste vis” henviser yderligere til det situationsafhængige i den moralske handling, for der er handlinger, vi vil anerkende som dydige i businesssammenhænge, og som laster i andre, fx: ”Being a ”though negotiator” is a virtue in business but not in babysitting” (ibid.). 9.6.1.3. Stillingsrelateret identitet – individets rolle i organisationen Et element i det situationsafhængige princip i den aristoteliske tilgang til virksomheds-etik er anerkendelsen af, at mennesker har forskellige roller i de forskellige situationer. De grunde, der gør sig gældende i en situation, afhænger altså også af den enkeltes stil-ling og position i organisationen (Solomon, 1992, s. 161-165). At gøre det rigtige på bedste vis, afhænger altså af ens position i en organisation, men i de fleste situationer har vi ikke blot en rolle eller en entydig position. Hvad gør man så, hvis disse roller er modstridende? Dette spørgsmål er ifølge Solomon et af de vigtigste og endnu ikke af-klarede undersøgelsesområder for virksomhedsetikken på mirkostratummet (Solomon, 1997a, s. 215). 9.6.1.4. Integritet Pga. de mulige interne stridigheder mellem de forskellige roller og krav til individet er begrebet integritet væsentlig i virksomhedsetikken. Integriteten refererer både til ledel-sens behandling af individet, en respekt for den enkeltes beslutningskraft samt nødven-digheden af sommetider at træffe beslutninger og accept af at medarbejderen i nogle si-tuationer står fast på hvad han tror på (Solomon, 1992, s. 169). Samtidig er integritet et træk ved den enkeltes karakter. Integritet er altså ikke én bestemt dyd, men rettere den støttepæl hvorudfra vores handlinger springer. På dansk kan et menneske af integritet også betegnes som ”pålideligt” eller ”retskaffent” (Husted, 2006, s. 40), og man ser der-for forbindelsen til dyden som det stabile karaktertræk hos Aristoteles.

Solomon definerer handlen med integritet således: ”Integrity requires the will to negotiate and compromise as well as conviction and commitment […]” (Solomon, 1992, s. 173). Integritet er altså ikke en rigid vedholdenhed af bestemte principper, men en parathed til at diskutere og evaluere situationen og det, der kræves af individet i situ-ationen. Det retskafne menneske kendetegnes altså ved at kunne vurdere, hvad der kræ-ves, og være villig til at kunne begå den rette handling i henhold til det.

Wickie Irene Jensen

55

9.6.1.5. Dømmekraft Det retskafne menneske kan altså træffe de rigtige beslutninger i henhold til konkrete si-tuationer, og det, som muliggør dette, er phronesis. For der er ikke nogen formaliseret procedure for menneskelig beslutningskraft. I hver enkelt situationen må agenten afgø-re, hvad der er det retfærdige at gøre, og dette kan ikke gøres på baggrund af et regelsæt for, hvordan man bedst træffer beslutninger (Solomon, 1997a, s. 216). Derfor bliver menneskelig dømmekraft sammen med integritet helt fundamentale, for dette er bag-grunden for, at vi kan have den nødvendige tillid til individers beslutningskraft, når den ikke kan reguleres via skemaer og regler (Solomon, 1992, s. 177). 9.6.1.6. Holisme Det sidste parameter omhandler en helhedstænkning, som eudaimonia repræsenterer. Med eudaimonia bliver det understreget, at der ikke kan sondres mellem privatlivet og livet i organisationen. Livet må forstås som en helhed, og for at et liv kan siges at lyk-kes, må det lykkes i alle facetter. Idealet er harmoni, for:

Good employees are good people, and to pretend that the virtues of business stand isolated from

the rest of our lives […] is to set up that familiar tragedy in which a pressured employee violates

his or her ’personal values’ because, from a purely business point of view, he or she ’didn’t really have any choice’. (Solomon, 1997a, s. 217)

Harmonien skal altså i forbinde individets forskellige roller i livet. Hermed vil et poten-tielt skisma mellem de private og organisationelle værdier udviskes, og der vil opstå klarhed om hvilke værdier, der er gældende i en given situation. Derfor vil individet al-tid have et valg mellem værdierne, fordi han forstår sin funktion i organisationen, og den konkrete situation. Harmonien er således et holistisk perspektiv hvor eudaimonia, eller det fælles gode, integreres i og sammenkæder de to ”verdener” (ibid.). 9.6.2. Dyderne i business Virksomhedsetikken ifølge Solomon handler altså ikke om forbud og regler for hand-ling. Det er derimod en måde at forstå business som helhed, og særligt mennesker og deres handlinger i business. Dyderne i business er ikke forskellige fra andre dyder - dog er der nogle dyder, som er mere specifikke for businesssammenhænge (ibid.). Dyderne er de karaktertræk, der manifesteres i situationer, og studiet af etik i organisationer og virksomheder i den aristoteliske tilgang er derfor: ”a renewed emphasis on the character of the people who make up the world of business and the structures and influences that mold them” (Solomon, 1992, s. 188).

Det skelsættende i en virksomhedsetik, som er funderet i dydsetik og Aristoteles’ filosofi, er definitionen af etikken som holistisk og derfor gældende for både individer og samfundet. Samt at det gode er det, som er godt for begge parter, fordi de afhænger af hinanden. Aristoteles forstod ”moral” som det ”praktiske”, dvs. noget der handler om vores praktiske liv, og dermed hvad vi bør og ikke bør gøre (ibid. s. 193). Etikken kan


56

dog ikke reduceres til studiet af ”godt” og ”skidt”, ”rigtigt” og ”forkert”, og det kan virksomhedsetikken derfor heller ikke. Virksomhedsetikken er studiet af - og forståelsen for det situationsafhængige, og hvad der er ret og rimeligt de enkelte situationer (Solomon, 1997a, s. 218). 10. Dydsetisk virksomhedsetik Solomon er ikke den eneste, der har arbejdet med virksomhedsetik i et aristotelisk og derfor dydsetisk perspektiv. I det følgende inddrages en anden aristotelisk virksomheds-etiker Edwin Hartman. Hartman har ligesom Solomon udarbejdet en teori om virksom-hedsetik, med stor inspiration fra Aristoteles. For at minimere gentagelser redegøres der ikke for Hartmans argumentation og teorikonstruktion. Derimod diskuteres Solomons antagelser med afsæt i Hartmans kritik, og på denne måde skitseres også centrale poin-ter fra Hartman.

Solomons teori er helt tæt knyttet til Aristoteles’ filosofi, fx blev det vist at Solo-mon ligger sig i tråd med Aristoteles’ forståelse af menneskets natur, og Solomon adop-terede derfor en stor del af Aristoteles’ grundantagelser. Hartmans fremgangsmåde er anderledes. I det følgende vil det vises, at Hartman kan siges at være mere ”moderne” – bl.a. er han skeptisk overfor Solomons direkte overgang fra Aristoteles’ forståelse af po-lis til moderne organisationer. Hartman afviser heller ikke væsentligheden af profitmak-simering i moderne organisationer, som Solomon (unægteligt en smule idealistisk) gør.

Hartmans anderledes fremgangsmåde medfører, at han åbner op for potentialet i inspiration fra andre tilgange til etik end blot dydsetikken. Derfor bringer Hartman dydsetisk virksomhedsetik i retningen af en integreret model til etisk analyse frem for en anvendelsesmodel, som Solomon må siges at abonnere på.

Før diskussionen mellem Hartmans og Solomons tilgange initieres, er det nød-vendigt for forståelsen at fremstille Hartmans definition af moral.

10.1. Hartmans definition af moralen Det er karakteristisk for moralen, ifølge Hartman, at den har til formål at stille menne-sker bedre. Hermed ikke forstået som individuel fremgang og succes, men at fællesska-bet er afgørende for hvordan mennesker stilles. Dvs. at hvis et fællesskab eller en insti-tution har en betydning for at mennesker kan stilles bedre, så har det en moralsk forplig-telse til at stræbe efter det. Derfor er business, både de enkelte organisationer og selve businessverdenen moralsk, for både dets produkter og de jobs det skaber, er afgørende for menneskers trivsel og velvære (Hartman, 1996, s. 11).

Hartman tager afstand fra økonomiteoriens utilitaristiske og den psykologiske egoismes to grundantagelser om, at mennesket fundamental set er egennyttigt og at denne egennytte er inkompatibel med andres gode. Hans modargument bygger på en forståelse af, at moralsk handlen er underlagt et prima facie kriterium om, at det ultima-tivt set skal bidrage til andres trivsel (ibid. s. 16). Hartman forfægter altså, at det er na-turligt for mennesket kun at handle egennyttigt, og at moralen derfor ikke kun behand-

Wickie Irene Jensen

57

ler, hvad individet selv ønsker og finder prisværdigt. Derfor må der være et andet regu-lativ gældende end individets egne præferencer, som det ellers forudsættes i særligt den psykologiske egoismes tilgang.

Et sådant regulativ kan findes i regler, belønninger og straffe, der gælder i det fæl-lesskab, individet er medlem af. I business kan den som belønner og straffer være lede-ren. Hartman skriver:

[T]he contemporary Aristotelian could take the salient community to be the organization and hold

that the one who leads the excellent life is a good employee of a good organization. As Aristotle

would give the statesman primary responsibility for propagating morality, we now have similar reasons for assessing that responsibility to the manager. (ibid. s. 17)

Lederen kan ikke blot regulere de ansattes handlinger med gulerod og pisk. Han kan forsøge at styre rekrutteringsprocesser i retning af at finde frem til mennesker af den ret-te støbning. Dette reproducerer dog den problematiske antagelse om at mennesket grundlæggende er egennyttigt og derfor blot motiveres af forhold, der bidrager til hans egne behov for at blive belønnet frem for straffet. Som vi har set er dette ikke moralsk i et aristotelisk perspektiv, for her er intentionen om det gode fraværende. Derfor må der være andet og mere gældende i reguleringen af menneskers handlingsvirke i organisati-oner. Dette spørgsmål er grundlæggende i Hartmans analyse, og vil blive berørt i de følgende afsnit.

Hartman forstår moralen som universel, og tager derfor afstand fra enhver relati-visme - han er altså i tråd med Solomon og Drucker på dette punkt. Hartman tager af-stand fra en forståelse af moralen som noget konceptuelt, et moralsk kodeks eksempel-vis. Der kan være forhold i forskellige kulturer, der medfører at nogle handlinger billi-ges, mens andre misbilliges, men den grundlæggende forståelse af moralen, som det, der omhandler menneskers velfærd, består. Hartman argumenterer for, at det relative i forståelserne af handlinger kulturer imellem, handler om forståelse og fortolkning af hvad Hartman kalder ”thick concepts” (ibid. s. 22). Et begreb lånt fra antropologen Clif-ford Geertz (1983). Det henviser til typer af begreber, som kun kan forstås ved at erfare, hvorledes de er indlejret i en given kulturs praksisser. Det centrale er altså at forstå handlingsmønstre indenfor kulturens egne rammer, men Hartman argumenterer for at enhver tale om moralske kulturforskelle til trods, handler om ét og det samme: Menne-skers trivsel, forstået som det aristoteliske blomstring.

Hartman beskriver herpå en væsentlig opgave for virksomhedsetikeren: ”Practi-tioners of business ethics ought to analyze and assess the thick concepts associated with corporate cultures and with the culture of business as a whole” (Hartman, 1996, s. 23). Dette minder til dels om Solomons opgave til virksomhedsetikken, forskellen er dog, at Hartman i højere grad ligger vægt på virksomhedsetikerens analyser af de enkelte virk-somheder og organisationer, hvorimod Solomon fokuserer på en art bredere diskurser, som omgiver business.


58

10.2. Kritik af Solomon Hartman krediterer Solomon for at have været en stor inspirationskilde for hans teoreti-ske arbejde (ibid. s. vii). Dette afholder dog ikke de to virksomhedsetikkere fra at kom-mentere og kritisere hinandens arbejder. Derfor anvendes to kritiske artikler som grund-lag for det følgende. Hvor uddybelse af Hartmans position er relevant inddrages per-spektiver fra hans værker. Solomons kritik af de forskellige dehumaniserende metaforer og myter fungerer over-bevisende godt. Hans argumentation er overbevisende af to årsager: (i) fordi Solomon retmæssigt pointerer aspekter, som man har negligeret eller overset, og (ii) at han pri-mært fremhæver eksempler hvor myterne og metaforerne fungerer ringest, samtidig il-lustrerer han den aristoteliske tilgangs funktion, dér hvor den fungerer bedst. Hartman tilskriver således Solomons dekonstruktion af metaforerne og myterne en vis berettigel-se, men kritiserer ham for at forsimple righoldigheden af de forskellige metaforer og myter (Hartman, 1994b, s. 76). Hartman illustrerer dette ved at kaste et blik på kritikken af spilteorien. 10.2.1. Gensyn med spilteorien Solomons kritik af spilteorien er grundlæggende en kritik af utilitarismen. Utilitarismen er den normative etikteori, der hævder at etikken handler om effektivt at maksimere mængden af det gode i verden. Utilitarismen er udformet i et væld af forskellige formu-leringer, alt efter hvad vi klassificerer som det gode, fx lykke eller nytte (se Pettit, 1993 for en oversigt). Et typisk utilitaristisk argument kan lyde således:

If the morality of an act is determined by whether it generates more goodness than does any possi-

ble alternative, and if goodness is a matter of the amount of well-being of one or more people, one might infer that the individual always has a moral obligation to try to maximize happiness for eve-

ryone. (Hartman, 1996, s. 34)

Utilitarismen forudsætter således, at der rationelt kan defineres, hvad det gode er, og en handling kan klassificeres som god, hvis den medfører en forøgelse af det gode. Denne tilgang har vundet stor anseelse og accept hos økonomer, da dette medfører, at det gode er en variabel i en kalkule. Det handlingsanvisende kommer herved af beregning af kal-kulen på et rent rationelt grundlag. Ligeledes byder utilitarismen på et menneskesyn, som er simpelt og let anvendeligt i økonomiteoretiske modeller: Mennesket er egennyt-tigt, rationelt, velinformeret, osv. (Hartman, 1994b, s. 77).

Spilteorien forudsætter på linje med utilitarismen et sådant menneskesyn, og Solomon har en solid pointe i at identificere problemerne ved at acceptere dette menne-skesyn carte blanche. Hartman er dog skeptisk ved denne forestilling om, at vi nødven-digvis tager spilteoriens grundantagelser som absolutte sandheder. I stedet kan vi måske lære noget ved denne type problemstillinger. Hartman eksemplificerer med en problem-

Wickie Irene Jensen

59

type, der bærer en del fællesstræk med spilteoriens fangernes dilemma – problemet om fællesseje5.

10.2.1.1. Problemet om fællesseje Miljøbiologen Garrett Hardin beskriver i artiklen ”The tragedy of the Commons” (1968), hvordan nogle problemer ikke kan løses teknologisk, dvs. at nogle løsninger ik-ke findes i videnskabens udredninger. Sådanne problemtyper indebærer menneskelige værdier, ideer og moral, og kan derfor ikke indsættes som formfuldendte variabler i en ligning.

Dette illustreres med følgende eksempel: En landsby har landjord, der er fællesse-je, og her kan hyrdernes får græsse frit. Hvis mennesker er rationelle nyttemaksimeren-de individer, som utilitarismen og almen økonomiteori forudsætter, så vil en hyrde, der tjener penge på hvert får, han ejer, anskaffe sig flere får. Når enhver hyrde er menneske, vil alle handle ligesom den første hyrde. Det rationelle valg er ligeledes at lade fårene græsse på det fællesejede jordstykke, for så ødelægger fårene ikke den landjord hyrden selv ejer. På denne måde får hyrden færre udgifter ved at holde de mange får. Da dette er det rationelle vælg, vælger alle hyrder ligeledes at lade alle fårene græsse på det fæl-lesejede jordstykke. Dette leder hurtigt til at den fællesejede jord står misbrugt hen. Det vil have fatale konsekvenser, da det vil ødelægge de enkelte hyrders levebrød (Hardin, 1968, s. 1244). Således ses det hvordan det, at det rationelle ikke nødvendigvis er det mest optimale, sådan som det også blev vist med fangernes dilemma.

Med problemet om fælleseje ses det altså, at uden nogen former for regulering af vores handlingsvirke, så vil selv dem, som forurener lide under konsekvenserne. Vand og luft er fx fælleseje, som ikke kan reguleres ved opdeling, som man kan med jord. Derfor viser fællesejeproblemet, at andre metoder til regulering må tages i brug. Regu-leringerne findes ikke gennem naturvidenskabens opfindelser og eksperimenter - det er en menneskelig egenskab, og et fællesmenneskeligt ansvar, at håndtere disse problem-stillinger (Hartman, 1994a, s. 254). Hartmans argument er derfor at: ”Applied modestly, the story of the commons in particular teaches some extraordinary important lessons, including lessons about life in organizations” (Hartman, 1994b, s. 77).

10.2.1.2. Organisationer som fælleseje – en ny metafor Organisationer er ifølge Hartman et fælleseje:

An organization is in effect a commons under these conditions, which are necessary and jointly sufficient: (1) employees and management, whatever their distinct interests, share an interest in the organization’s prosperity, with the result that (2) organizational effectiveness – that is, for present purposes, long-term stability, growth, and profitability – serves employees’ and managers’ inter-ests, and (3) organizational effectiveness is a function of employees’ and managers’ cooperative effort, and (4) it is possible to get a free ride by contributing less than one’s share of the fruits of (others’) cooperative toil. (Hartman, 1994a, s. 254)

5 Min oversættelse af det engelske begreb ”the Commons”.


60

En organisation er således noget, vi har fælles, og som kan hjælpe vores individuelle vækst og trivsel. Det er en fælles opgave at opretholde og løfte organisationen. Der vil dog være nogle, som snyder og udnytter muligheden (punkt (4)). Gjorde størstedelen det, ville det fælles grundlag - organisationen - gå til grunde, og ingen vil drage nytte deraf.

Ligesom med vandet og luften kan samarbejdet ikke reguleres efter en uddelege-ring. Kompensationsordninger, som straf og belønning, fungerer i henhold til de tre før-ste punkter, men det er ikke nok til at kunne eliminere risikoen i punkt (4). For kompen-sationsordninger kan ikke sikre, at mennesker handler i henhold til det fælles gode, for der er ikke nogen sikre metoder til at måle præstationer, eller nogen given måleenhed for behørig kompensation. Hartman argumenterer derfor for nødvendigheden af en be-stemt form for organisationskultur, der opretholder fællesejet.

10.2.1.3. Organisationskulturen Som beskrevet i afsnit 10.1 er analyse af ”thick concepts” en væsentlig opgave for virk-somhedsetikken. Hartmans forståelse af organisationskultur er symbolistisk jf. Hatchs (2013) distinktion mellem modernistisk, symbolistisk og postmodernistisk organisati-onsteori. Organisationskulturen er herfor det meningsunivers, der knytter individerne sammen. En stærk organisationskultur kan forme individets værdier og lyster, hvilket øger sandsynligheden for – men garanterer ikke – at mennesker vil bidrage til fællesejet frem for at handle rationelt og egennyttigt. Ud fra denne forståelse har sociale rammer en væsentlig indflydelse på, hvad individet oplever som succesfuldt og ønskværdigt. Men hvilke lyster kan en social ramme have indflydelse på? 10.2.1.4. Lyster, værdier og autonomi Filosoffen Harry Frankfurt har undersøgt menneskelige lyster, og hævder at der findes to typer - dette kan illustreres med et simpelt eksempel: Ib har lyst til at ryge cigaretter, men Ib misbilliger det at ryge, og han ville ønske at han ikke havde lysten til og behovet for at ryge. I Frankfurts terminologi er lysten til at ryge en førsterangs-lyst, hvor lysten til ikke at have lysten til at ryge er en andenrangs-lyst. En person der handler i overens-stemmelse med førsterangs-lyster er viljessvage, da de handler mod bedre vidne (Frankfurt, 1971, s. 20). Ifølge Frankfurt er en person, der handler i henhold til anden ordens lyster et autonomt menneske, og så længe ”you have the will to fulfill your se-cond-order desires, they are part of your character” (Hartman, 1994a, s. 255). Anden-rangs lyster prioriterer altså førsterangs lyster.

I forhold til en organisation, så kan en stærk organisationskultur påvirke lyster af begge former, dvs. de kan få dig til at ville noget (fx konkurrence) og få dig til at ønske, at du er et sådant menneske, der vil det (fx være konkurrenceminded). Hartman frem-hæver, at der ikke nødvendigvis er noget moralsk forkasteligt ved denne indflydelse på individets lyster og værdier. Det væsentlige er at forstå at muligheden foreligger for at

Wickie Irene Jensen

61

påvirke mennesker i så fundamental grad, og at dette indebærer et stort ansvar for den pågældende kultur. For i lyset af hans symbolistiske kulturforståelse, har denne fælles skabelse af hvad, der opleves som værdifuldt potentialet til at orientere sig mod det konstruktive og samarbejdende eller det destruktive og egennyttige.

Dog foreligger risikoen for moralske problemstillinger, for risikoen for hjernevask ligger nemlig lige om hjørnet (ibid. s. 256). En stærk organisationskultur kan undergra-ve individets autonomi, da det, der er ønskværdigt, hurtigt risikerer at blive udtryk for, hvad der er populært. Løsningen til dette problem søger Hartman, ligesom Solomon, i den aristoteliske ide om polis. Men inden Hartmans definition af det gode fællesskab fremstilles, skal kritikken af Solomon videreudfoldes.

10.2.2. Forståelsen af naturligheden er ikke handlingsanvisende Solomon fremstiller dyderne og phronesis som forklaringsrammen for, hvorledes men-nesker i organisationer bør handle. Ifølge Hartman er dette blot en halv løsning; henvis-ningen til dydernes karakter og intellektets funktion i vurderingen af en situation giver retmæssigt ingen løsning til det konkrete moralske problem. Han skriver: ”Solomon downplays the tension here in part by arguing that one’s self-interest involves the inter-est of others in the community” (Hartman, 1994b, s. 78).

Solomons påstand om at interessen for andre er indeholdt i egeninteressen forkla-rer altså ikke, hvad den enkelte bør gøre. Hartman argumenterer for, at dette kan løses ved at opstille regler, som foreskriver handling. Årsagen til at Solomon ikke medtager regler som en væsentlig del af reguleringen af individers handlingsvirke, skyldes hans tætte forbindelse til Aristoteles filosofi. Aristoteles’ naturforståelse, forleder ham til at overse eller underkende, at moralske konflikter er en realitet. I hans perspektiv kan der ikke opstå konflikt om, hvad man fx har pligt til at gøre, for det er givet gennem dyden (ibid. s. 83). Dette stemmer dog ringe overens med den gængse erfaring: At man gang på gang oplever moralske konflikter og spørgsmål om, hvad der er det rigtige at gøre.

Problemet er altså hvordan man erkender, hvad der er det rette at gøre. Solomon argumenterer i tråd med Aristoteles, at vi via phronesis ved, hvilken dyd vi bør handle i henhold til, og vores kendskab til dyden er derfor tilstrækkelig handlingsanvisende. For hvis vi kender dyden, så ved man også, hvad dyden kræver af handlingen. Fx hvis vi kender dyden modighed, så ved vi, at den befinder sig mellem kujonagtighed og dum-dristighed, og vi kan derfor handle på behørig vis. Dvs. med det rette mål af modighed, baseret på passende mængder af kujonagtighed og dumdristighed i den give situation. Meningen i de tre begreber afhænger af det fællesskab, hvori vi lærer dem at kende. Så vores forståelse af, hvad vi bør gøre, er betinget af hvorledes begreberne forstås og ud-leves i det fællesskab, vi lever i. Hvorledes kan agenten derpå vide at hvad han gør er det rigtige? For hvis fællesskabet grundlæggende set er dårligt, hvad berettiger så for-tolkningen af hvad der er modigt?

Solomon og Aristoteles svarer, at det ligger i den menneskelige natur, men dette tilfredsstiller ikke Hartman. For dette refererer til noget, der ligger udenfor fællesskabet.


62

Dette vil kræve, at mennesker skulle kunne træde ud af fællesskabet og erfare dyden i et fællesskabsneutralt univers (ibid. s. 81-82). Er det meningsfuldt at tale om dyder og mo-ral i et univers udenfor fællesskabet? Som vi så i Hartmans definition af moralen, så handler moralen netop op at stille mennesker bedre, og dette indeholder en forståelse for den akutelle tilstand, da der i definitionen findes et iboende ’bedre end hvad, der er gæl-dende’. Det er derfor nødvendigt, at der er andet end dyden og phronesis, som regulerer vores handlinger, eksempeltvist retfærdighed, rettigheder og lykke (ibid. s. 85).

10.3. Fællesskabet ifølge Hartman Som aristoteliker deler Hartman mange indgangsvinkler til fællesskabet med Solomon særligt forståelsen af, at dyden er en nødvendig del af det gode liv, og som beskrivelsen af første- og andenrangs-lyster viste, så deler han opfattelsen af at karakteren er afgø-rende for det vellykkede liv. Ligeledes deler han forståelsen af polis som en nødvendig forudsætning for, at agenter kan handle godt. M.a.o. er hans grundantagelser aristoteli-ske i udgangspunktet. Forskellen er, at han udvikler sin teori om virksomhedsetik i ret-ningen af adressering af det epistemologiske problem. Hursthouses modsvar til det epi-stemologiske problem i afsnit 6.1.4.1, er ikke tilstrækkelig ifølge Hartman. Han afviser den aristoteliske grundtanke om naturligheden i dyden, og derfor må han finde frem til, hvad der så sikrer moralsk erkendelse. 10.3.1. Problemet om en fælles forståelse af det ønskværdige Som det er blevet vist, kultiverer et godt polis dyden. Hermed menes, at den ikke blot regulerer handling, men selve indgangsvinkelen til bestemte handlinger. Nogle handlin-ger bliver klassificeret som værdifulde og udført på baggrund af denne værdifuldhed (Hartman, 1994a, s. 258). Det er dette, Hartman referer til i ideen om, at et socialt fæl-lesskab påvirker og forandrer både første- og andenrangs-lyster. Et eksempel til forkla-ring: Vi kan forestille os et menneske, der er skånselsløs, og som ynder at være sådan et menneske. Hans andenrangs-lyster tilfredsstilles ved, at hans skånselsløse handlinger bringer ham anseelse i organisationen. Hvordan kan vi meningsfuldt bedømme, at en sådan agent forpurres af sin sociale kontekst? Hvordan kan vi bevise at skånselsløshed ikke er en del af det gode liv, eller at det på en eller anden måde ikke er en del af men-neskets natur? Hvis fællesskabet hylder hans skånselsløse person og adfærd?

Til besvarelse af disse kritiske spørgsmål er det ikke nok at referere til, hvad den dydige ville gøre, for ifølge Hartman ender vi således i en cirkelslutning: For hvordan kender den dydige så svaret? Moralsk dannelse, altså opdragelse og kultiveringen i det sociale fællesskab, er heller ikke tilstrækkeligt, for som vi kan se i eksemplet så kan det sociale fællesskab opmuntre til amoralsk handlen. Svaret skal hellere findes i at et ka-raktertræk som skånselsløshed ”cannot be a widespread trait in a productive and happy community, for it undermines the commons and renders the community unproductive and unhappy” (ibid.).

Wickie Irene Jensen

63

Dette indebærer ydereligere et krav, for mennesker skal således føle på en bestemt måde: Forpligtigelse over for og tilhørsforhold til fællesskabet. Denne type følelser kommer af, at mennesker deler regler, forbilleder, og hvad der ellers konstituerer en or-ganisationskultur. Kulturen er en nødvendighed i at forbinde mennesker med hinanden. Det skaber konsensus om, hvad der tæller som fælleseje, og hvordan det bevares. Disse faktorer er dog endnu ikke nok, for det sikrer ikke, at organisationen er moralsk, Hart-man skriver: ”That people are content and the commons is preserved is a feature of a good community, but not sufficient for morality” (ibid. s. 259). Den gode organisation kendetegnes altså ved ydereligere træk - disse belyses i følgende afsnit.

10.3.2. Retfærdighed og rettigheder Når Hartman ikke anerkender den aristoteliske naturforståelse, er moralen ikke given. Den er derimod noget, organisationen må arbejde sig frem til ved særlige tiltag. Dette er ønskværdigt, fordi det er vejen til at bevare det fælles gode – ikke pga. et apriori telos. 10.3.2.1. Retfærdighed Som det kort blev berørt tidligere, så argumenterer Hartman mod, at man direkte kan overføre etikkens abstrakte principper til konkrete handlingssituationer, og derpå have en konkret handlingsvejledning. Således modsætter Hartman sig anvendelsesmodellen. Men hvordan finder vi så frem til, hvad der er det rette at gøre?

Med inspiration fra Rawls’ senere filosofi (1993) argumenterer Hartman for, at vi ikke med sikkerhed kan komme frem til, hvad der er det rette at gøre. Det bedste vi kan gøre er at indrette vores fællesskaber ud fra et princip om retfærdighed. Retfærdighed er ikke givet som et universelt princip, men afhænger af det enkelte fællesskab. Hartman skriver:

Knowing what the right moral principles are for a community, an organization for example, is a

matter of knowing how one would design a community that does effectively what it has to do – not the same thing in every community – but also protects justice and freedom […]. (Hartman,

1996, s. 108-109)

Dette er i tråd med Aristoteles, idet den praktiske visdom er et skridt på vejen i retnin-gen af at vide hvad der bedst må gøres. Men Rawls forestilling om mennesket ”bag uvi-denhedens slør” byder på en ekstra dimension til forståelsen af retfærdighed, som Ari-stoteles ikke tager højde for, da han som skrevet ovenfor ikke anerkender moralske kon-flikter. Hartman inddrager dette perspektiv for at understrege, at en organisations moral afhænger af situationen, og derfor er en form for konvention skabt af menneskers bedste vidne. Dog forbliver de tre forskrifter, som konventionen skal skabes i henhold til fæl-lesskabets formål, retfærdighed og frihed.

Dette synes stadig ikke at give en konkret handlingsforskrift, for hvad vil det sige at skabe en organisation i henhold til et princip om retfærdighed? Hartman argumente-rer igen gennem Rawls for, at der ikke kan siges noget universelt gældende for retfær-


64

dighed. Tag fx belønningen af talentfulde medarbejdere i en organisation. Man kunne hævde, at for at belønningssystemet er retfærdigt, skal systemet indrettes sådan, at både de talentfulde og talentløse får fordele ud af det. Dermed ikke sagt, at talentløse skal be-lønnes ligeså højt som de talentfulde, men at et retfærdigt system ikke vil lade nogen i stikken. Et sådant princip baseres dog på et snævert menneskesyn, da der heri ligger, at alle mennesker motiveres af belønning, og vil være ineffektive, hvis ikke de belønnes, selvom de ikke fortjener det.

Hartmans forestilling er modsatrettet, idet han argumenterer for, at det, som moti-vationer menneskerne i de enkelte fællesskaber, skal være drivkraften bag definitionen af retfærdighed. Der er fx organisationer, hvor medarbejderne er fair og realistiske: De forstår, at dem med særlige evner, der bidrager ekstra godt til fællesskabet, skal kom-penseres for deres bidrag (Hartman, 1996, s. 110).

Hermed bliver de teoretiske forskrifter - forstået som universelle principper samt en menneske- og verdensforståelse skåret i granit - ineffektive. Det eneste, teorierne kan lære os, er nye perspektiver på verden, der kan alternere vores ønsker og lyster (ibid. s. 111). Med dette fokus på motivation bliver mennesker i deres forskellighed og forander-lighed den afgørende faktor i definitionen af ret og rimeligt. 10.3.2.2. Rettigheder Fremhævelsen af forskelighed og foranderlighed er udtryk for et særligt menneskesyn. Dette har dog visse konsekvenser, for hvordan kan man så vide, hvad mennesket er og hvad de vil? I organisationer bliver dette et særligt problem, for hvordan leder man mennesker, der grundlæggende kan have forskellige ønsker og som forandres over tid?

Det, som er afgørende i forbindelse med sådanne spørgsmål, er menneskers iden-titet (ibid. s. 123). Identiteten er det, der forbinder os til typer af tilbøjeligheder. Fordi vores fremtidige handlinger, intentioner og forestillinger om det gode liv, formes og funderes i tidligere erfaringer. Mennesker er på denne måde selvledende og kan træffe valg om, hvordan de bedst lever deres liv. Dette er en fundamental rettighed for menne-sker (ibid. s. 124). Dette garanterer ikke, at mennesker bliver lykkelige, men det er et nødvendigt udgangspunkt for, at mennesker kan vurdere, hvad de finder rigtigt og vær-difuldt at gøre.

Dette indebærer i særlig grad rettigheden til autonomi. Autonomi er en nødven-dighed, hvis der skal være tale om at en agent handler fornuftigt, da fornuften indebærer en intentionalitet, og vi kan ikke tale om vilje og intentionalitet uden at acceptere en vis grad af autonom handlefrihed (Hartman, 1996, s. 128-129; 1994a, s. 260; 2013, s. 16). 10.3.2.3. Opsamling Hermed er det blevet vist, at Hartmans begreb om den gode organisation nødvendigvis må indebære en form for retfærdighed, der indebærer en rimelig6 fordeling af goder. Li-geledes er det et nødvendigt kriterium, at organisationen grundlæggende forstår menne- 6 Min oversættelse af det engelske ”Fair”.

Wickie Irene Jensen

65

sker som forskellige og foranderlige, samt respekterer deres autonomi: Retten til selv at skabe værdier og mening med deres liv. Dette rejser et nyt spørgsmål, for kan der så gi-ves nogen konkrete retningslinjer for, hvordan en organisation er moralsk? Hartman gi-ver ikke noget endeligt svar, men hvad han foreslår, præsenteres i det næste. 10.3.3. Den gode organisation Ud fra ovenstående kan der udledes denne minimumsdefinition af, hvad det gode fæl-lesskab er:

It is one in which at least the following is true: the commons is prserved [sic.], and people are able to reflect on and have extended conversations, based on their shared experience, about morality –

for example, about the nature of happiness and of justice and about the scope of rights – from

which moral progress may emerge. (Hartman, 1994a, s. 260)

Sådanne krav gælder således også for en organisation. Ifølge Hartman skal ledelsen skabe en kultur, der opmuntrer til at bevare fællesejet. Dvs. en kultur der danner grund-lag for at mennesker udvikler første- og andenrangs-lyster, om at bevare og bidrage til det fælles gode (ibid. s. 261).

Hartman uddyber denne forståelse af organisationen med ydereligere tre kende-tegn, som er nødvendige elementer i den gode organisation, inspireret af økonomen Al-bert Hirschman teori om ”Exit, Voice and Loyalty” (1970).

10.3.3.1. Exit Med Rawls blev det vist, at frihed er del af den moralsk gode organisation. Frihed fin-des i at medarbejdere kan vælge organisationen fra, hvis ikke medarbejderen kan forlige sig med handlingsmønstre og værdier i den organisation man er tilknyttet. Vekselvirk-ning mellem arbejdspladser kan medføre goder for individet og fællesskaberne, fordi medarbejderne kan udvikle sig til dannede ”kosmopolitter” med et mere nuanceret bil-lede af måder at leve og handle. En ydereligere fordel for individerne er, at det kan læg-ge pres på organisationen til at skabe gode forhold og udvise gode værdier (Hartman, 1994a, s. 261).

Denne tanke er ikke ukendt, eksempelvis argumenterer Friedman (1970) i stor ud-strækning for, at mennesker altid blot kan forlade en organisation, hvis ikke de bryder sig om at være der, eller det der foregår. Dette perspektiv kalder Hartman for en mar-kedsforståelse af organisationen: Medarbejderen sidestilles med en kunde, der blot kan vælge at købe en anden vare. Kontraktteori er et andet eksempel på dette perspektiv. Problemet med kontraktteori er dog, at det forudsætter en høj grad af information mel-lem parterne, og det er derfor ikke givet, at indgåelse af en kontrakt mellem medarbej-der og organisation sikrer retfærdige vilkår (Hartman, 1996, s. 168-171).

Regler for ”Exit” er altså en nødvendig, men ikke tilstrækkelig betingelse for fri-hed, retfærdighed og det gode liv i organisationer.


66

10.3.3.2. Loyalitet En gentagende pointe fra dydsetikken er, at mennesker skal have en særlig følelsesmæs-sig forbindelse til det de gør, for at sikre at handlingen er udtryk for ens karakter. Ifølge Hartman er loyalitetsfølelse den væsentlige følelses i organisationer, fordi den bidrager til bevaring af og værner om fællesejet (ibid. s. 172).

Loyalitet er gensidig idet både medarbejder og organisation skal udvise loyalitet overfor hinanden. Det stiller særlige krav til en organisation, at den skal fostre loyalitet - der skal fx være klare grænser: ”[o]therwise, membership is of no value and there is no meaningful ”we,” as in ”who are we” or we are better of if we are moral. Other things being equal, loyalty varies directly with the difficulty of entry […]” (ibid.). Således er en velfunderet organisationskultur en nødvendig komponent i opretholdelsen af loyali-tetsfølelsen. Der skal eksistere en form for ”vi”, for at mennesker kan knytte deres handlingsvirke og følelsesliv an til det fælles.

10.3.3.3. Stemme Den sidste komponent er en ”particular broad form of freedom of speech” (ibid. s. 168). At mennesker har en stemme i deres organisation betyder, at organisationen er åben for, at mennesker fortolker og forstår livet forskelligt. Dette er afgørende, fordi løbende selvevaluering og diskussion udvikler individernes måder at opfatte: ”the good life and the traditional principles of morality and nurture second-order desires that contribute to the community” (Hartman, 1994a, s. 261). Dette er ikke det samme som at sige, at or-ganisationer bliver en politisk slagmark, for et fællesskab kendetegnes ved at have et fælles grundlag i større eller mindre grad (Hartman, 1996, s. 181).

Den gode organisation danner rammen om sådanne reflekterende diskussioner, samtidig med, at den støtter loyaliteten og en fælleskabslig resonans hos de enkelte in-divider. 10.3.4. Afrunding Hermed er det blevet illustreret, hvad Hartman kræver af den moralsk gode organisati-on. Hartman argumenterer for en vis grad af åbenhed for forskellighed, særligt i forstå-elsen af det gode liv. Han er således på linje med Solomon i at modargumentere mod økonomiteoriens snæversynede forståelse af mennesket, men han går skridtet videre end Solomon, idet han understreger kompleksiteten i denne foranderlighed. Dette medfører, at Hartman ikke kan fremsætte en universel definition af den gode organisation; han kan blot præsentere de nødvendige træk en moralsk organisation nødvendigvis må bære.

Der er dog ydereligere et punkt, der i høj grad adskiller Hartman og Solomons te-orier: Hartmans teoriudlægning er væsentligt mere afgrænset end Solomons; dette er emnet for den sidste del af denne diskussion.

Wickie Irene Jensen

67

10.4. En kommentar fra Solomon Hartmans metafor om organisationer som fælleseje har ifølge Solomon væsentlige be-grænsninger. Metaforen overser det fællesskabslige, og indeholder fortsat en forståelse af mennesket som grundlæggende egennyttigt, trods Hartman med metaforen forsøger at komme væk fra denne menneskeforståelse (Solomon, 1994b, s. 272). Solomon gen-analyserer metaforen, og ligger en bogstavlig vægt på de symboler, der indgår i den me-taforiske beskrivelse af hyrderne, der bruger fællesejet.

Hvis organisationen blot forstås pr. analogi som dette fælleseje, så er det Solo-mons vurdering, at metaforen overser det - for ham - mest grundlæggende: At organisa-tioner først og fremmest er konstitueret af de mennesker, der handler og lever i dem. Derfor er metaforen inadækvat. Den er ikke forfejlet, men dens mangler har ifølge Solomon afgørende konsekvenser (ibid. s. 273). Derfor hævder Solomon, at hans meta-for - organisationer som et fællesskab - indkapsler både de nyttige aspekter fra fælles-ejemetaforen og de ydereligere dimensioner om fællesskabet. Solomon skriver: ”[Hart-mans metafor] is a strong moral conception of the corporation. But such significance cannot be squeezed from the thin concept of the commons, only from the ethically rich concept of community” (ibid. s. 274). Hermed menes, at fællesejemetaforen ikke favner den etiske kompleksitet i organisationer. Den illustrerer et stærkt reduceret syn på de mellemmenneskelige forpligtelser, der er på spil i organisatoriske sammenhænge. Dvs. fællesejemetaforen tager særligt et forhold for givet; at mennesker kan forstå og forstår deres forpligtelse i et fællesskab. Ydereligere opstår et problematisk forhold i, at moti-vationen til at bidrage til fællesskabet udelukkende fremstår som det rationelt nyttemak-simerende og ikke som udtryk for velvilje mod det fælles gode. Derfor tenderer fælles-ejemetaforen også i høj grad i retningen af spilteorien (ibid.).

Ifølge Solomon er fællesskaber ”first of all, an open-ended and immensely com-plex set of relationships between its members, who may, within that context, be called ”individuals” (ibid. s. 277). Med dette mener Solomon, at det er mennesker samt det komplekse virvar af relationer og interaktioner mellem disse mennesker, som udgør or-ganisationen. Det er således også dette, som åbner op for spørgsmål om, hvad den gode organisation er, for der synes intet behov for moral, hvis ikke det hele fundamentalt set handlede om mennesker og menneskelig handlingsaktivitet.

Denne diskussion mangles i Hartmans fællesejemetafor. Solomon skriver: ”[Hartman] is so focused on the relationship between the individuals and the organiza-tion that he overly neglects the psychodynamics that constitute communities” (ibid.) Det problematiske er altså, at Hartman således udelukkende fokuserer på mikro-stratummet, og ikke inddrager perspektivet om, hvordan organisationen er indlejret i det bredere samfund.

Fællesejemetaforen fungerer således som en beskrivelse af organisationen i et va-kuum. Dette reducerer en mængde kompleksitet, som nemmer den teoretiske beskrivel-se, men indebærer således også en overhængende risiko for simplificering af de moral-ske dynamikker, som indgår i og omgiver organisationer.


68

Denne sidste pointe er ifølge Solomon en risikabel overforsimpling i fællesejeme-taforen for ”it leaves wide open any question about obligations and responsibilities to those who do not now share the commons” (Solomon, 1994b, s. 285). Metaforen er alt-så for afgrænset til at indkapsle parter, der ikke står i direkte relation til organisationen. 11. Hvad så nu? – En refleksion Med specialet prætenderes det ikke at kunne løse disse uoverensstemmelser mellem de to teorier om Dydsetisk Virksomhedsetik. Hensigten har i stedet været at fremstille per-spektiver indenfor fagfeltet til det formål at illustrere eksempler på, hvor fagfeltet står, og hvad det bidrager med af nye forståelser af virksomheder og businessverdenen.

I dette kapitel sammenfattes en tentativ definition af Dydsetisk Virksomhedsetik ud fra de præsenterede teorier, og med afsæt i begreberne og diskussionerne i kapitel 2-4 vurderes Dydsetisk Virksomhedsetiks status og bidrag som fagfelt. Slutteligt reflekte-res der ove, denne form for virksomhedsetiks betydning for forståelsen af business. 11.1. Definition af Dydsetisk Virksomhedsetik Med Donaldsons tre bølger blev det vist, at en teori om virksomhedsetik skal være in-ter- eller transdisciplinær. Ydereligere blev det med De Georges indledende definition af virksomhedsetikken i det femte stadie fremhævet, at virksomhedsetikken er et selv-stændigt fagområde, fordi det har egne berøringsflader og metoder gennem fusionen af studier i det transdisciplinære samarbejde. Virksomhedsetikken er dermed studiet af moralitet i business, samt de praksisser og relationer der findes indenfor de enkelte virk-somheder.

Ud fra De Georges fem aktiviteter for virksomhedsetikken (s. 20-21) arbejder bå-de Solomon og Hartman primært med nr. 3 og 4. Det vurderes derfor, at Dydsetisk Virksomhedsetik primært har fokuseret på at klarlægge begreber og afdække etiske an-tagelser i business. Ligeledes har de overvejende fokuseret på de metaetiske spørgsmål i bestræbelserne på at finde fodfæste til teorien, samt at illustrere hvordan indsigter fra primært dydsetikken kan appliceres i praksis. Hvis De Georges anvisninger følges, mangles de empiriske og case-baserede undersøgelser i nr. 1 og 2 til underbygning af argumenterne. Dydsetisk Virksomhedsetik står således overfor at skulle behandle disse praksisnære spørgsmål.

Dertil kommer De Georges 5. aktivitet om at udrede indlejrede problemer i busi-nessverdenen. Dette kan siges til dels at være blevet behandlet igennem den aristoteliske idé om det højeste gode, idet fællesskaberne på de forskellige niveauer i værktøjet fra kapitel 5 hver berører de indlejrede problemstillinger. Dog fordres ydereligere og mål-rettet analyse af disse spørgsmål. Dette kunne gøres i forlængelse af case-studierne i 1. og 2. aktivitet.

Med Druckers kritik blev det problematiseret om virksomhedsetikken kan have status som et selvstændigt fagfelt - for giver det mening at udspalte etikken til forskelli-ge aspekter af et menneskeliv? I forlængelse heraf ligger spørgsmålet: Om en vis relati-

Wickie Irene Jensen

69

visme kan undgås i en udspaltning? Både Solomon og Hartman afviser, at der kan være tale om en relativisme, da ideen om det gode liv sættes centralt. Der kan således godt være tale om lokale og kulturelle fortolkninger af, hvorledes dette gode kommer til ud-tryk, men referencen er det samme - eudaimonia. I tråd med dette kan det diskuteres, om Solomon og Hartman reelt set har at gøre med en virksomhedsetik, da ideen om det gode liv antages at flyde mellem privat- og arbejdsliv. Denne sondring lader dog ikke til at bekymre teoretikerne, da det muligvis ikke er givet, at en sådan sondring er nødven-dig. Hensigten med Dydsetisk Virksomhedsetik i Solomon og Hartmans udlægninger vurderes derimod til at være at godtgøre etikkens plads i business, og fagfeltet repræ-senterer derfor i højere grad et opgør med synet på mennesker i business som egennytti-ge og organisationer som rendyrkede profitmaskiner uden højere formål. Med deres po-lemiske tilgang indføres en grundlæggende humanistisk forståelse af organisationer som menneskelige fællesskaber, og derfor en kompleks verden af hensigter og intentioner

Denne nye forståelse af business og det nye menneskesyn vurderes derfor til at være Dydsetisk Virksomhedsetiks største bidrag til vores forståelser af organisationer og businessverden.

11.2. Udsigter Som skrevet i foregående afsnit er det særligt de praksisnære spørgsmål, som Dydsetisk Virksomhedsetik fremadrettet skal behandle. Med teorier som Solomons og Hartmans er behovet for at forholde sig til etik i business blevet godtgjort, så nu skal dette empiri-ske arbejde udføres. Hertil vurderes det, at det tværdisciplinære i højere grad skal iværksættes. I specialet er samarbejdet mellem filosofi og organisations- og ledelsesteo-rien blevet prioriteret, men i arbejdet med de konkrete situationer kan indsigter og me-toder fra studier som fx psykologi, antropologi og sociologi byde et frugtbart samarbej-de.

En anden og sidste opgave skal dog fremhæves: Dydsetisk Virksomhedsetik har først og fremmest til opgave at skulle undervise nuværende og kommende ledere og medarbejdere i den moralske refleksion. For det er af denne vej deres opmærksomhed rettes mod at opbygge en god og stabil karakter (Solomon, 1992, s. 10; Hartman, 2013, s. 209). Dette er i sin kerne en yderst aristotelisk tilgang, og kurser i virksomhedsetik bliver hermed øvelsen i selvforståelse. 12. Konklusion Hermed er der blevet fremstillet et udsnit af centrale teorier indenfor Dydsetisk Virk-somhedsetik. På baggrund af undersøgelserne og diskussionerne, som er foretaget i spe-cialet, konkluderes det, at Dydsetisk Virksomhedsetik er studiet af moralitet i organisa-tioner. Fagfeltet er i en proces i retning af at blive et selvstændigt fagområde, men med afsæt i De Georges fem krav til fagfeltet er det tydeligt at studierne endnu ikke favner alle de forestående opgaver.


70

Solomon og Hartmans teorier udgør et centralt fundament for fundering af fagfel-tets grundantagelser. De fusionerer grundtanker fra dydsetikken med forståelser af mo-derne virksomheder og businessverdenen, men forbliver i en filosofisk diskurs. Derfor lykkes de ikke med at fremsætte et anvendeligt begrebsapparat, som kan formidles til virksomheder og sættes i relief til praksis. I tråd med dette kan det siges, at trods Solo-mons udførlige dekonstruktion af profitorienterede grundantagelser om business, så kan tankerne i teorien om det gode liv virke fremmede for den enkelte praktiker. Dette er i høj grad et problem, som skal overkommes og håndteres, og dette skal gøres i overens-stemmelse med praktikernes kontekst og begreber. M.a.o.: Det konkluderes, at den filo-sofiske analyse og argumentation er en nødvendig præmis i fagfeltets interne udform-ning, men for praktikeren kræves en omfortolkning og kontekstualisering af indsigterne fra fagfeltet. Med Solomon og Hartmans teorier er bidraget fra filosofien altså i særlig grad blevet fremstillet. Ydereligere er det blevet vist, hvordan fagfeltet er et tværdisciplinært sam-arbejde mellem forskellige studieretninger, hvor fokus i dette speciale har været på samarbejdet mellem organisations- og ledelsesteori og filosofien.

Med kapitel 2-5 blev en ramme af kriterier for en teori om virksomhedsetik frem-sat. Det blev vist at for at fagfeltet kan anerkendes som et selvstændigt fagområde, så skal det oparbejde egne emner og metoder. Det sæt af teorier, der er udvalgt til specia-let, argumenterer for, at der ved det tværdisciplinære samarbejde kan sammensættes en metodologi for fagfeltet. I specialets fokus på det filosofiske bidrag, er der indirekte blevet vist hvilken metode filosofien byder fagfeltet.

Filosofien byder først og fremmest en forståelse af etikken gennem Filosofisk Etik, og tackler de metaetiske problemstillinger gennem filosofisk argumentation og godtgørelse af fagfeltets berøringsflader. Dette blev særligt vist med Solomons dekon-struktion af de negativt formulerede metaforer samt i diskussionen mellem Solomon og Hartman. Her blev det samtidigt belyst, at trods fagfeltets fælles grundantagelser fra dydsetikken, så kan disse fortolkes og anvendes forskelligt. I lyset af dette konkluderes det, at fagfeltet ikke entydigt kan defineres, indtil videre kan blot et udsnit af nødvendi-ge betingelser for fagfeltet defineres. Derfor byder fagfeltet i den filosofiske udform-ning ikke på konkret handlingsvejledning for virksomheder. Dette synes dog ikke at væ-re noget problem for Solomon og Hartman, men i den videre udvikling af fagfeltet er formulering af et begrebsapparat, som er specialiseret til organisatorisk kontekst og tænkning, nødvendig for, at perspektiverne kan anvendes og implementeres i organisa-tioner.

Stratifikationsværktøjet i kapitel 5 kan være første skridt i denne konceptualise-ring, men der er lang vej fra Solomon og Hartmans diskussioner af metaforer og detal-jeundersøgelser af grundantagelser til forskrifter, som en virksomhedsleder kan anvende i sit arbejde. Derfor er næste fase i udviklingen at arbejde empirisk med disse perspekti-ver og øge det tværdisciplinære arbejde i stadig større grad. På denne vis kan fagfeltet

Wickie Irene Jensen

71

rodfestes i praksis og relationen mellem teoretiske forskrifter cementeres. Dette praksis-orienterede perspektiv er ligeledes i tråd med den aristoteliske tanke, der netop under-streger vigtigheden af, at mennesket er aktivt, og derfor ikke blot intenderer eller reflek-terer over, hvad der bør gøres, men også gør det. I indledningen blev motivationen bag og formålet med specialet beskrevet som: At in-troducere et ”nyt” fagfelt som bidrag til diskussioner og debatter om etiske forhold i virksomheder. Dydsetisk Virksomhedsetik er et nyt perspektiv i sådanne diskussioner - netop igennem dets modsatrettede fokus end de dominante samfundsvidenskabelige til-gange samt dets personcentrerede fokus og ideen om det gode liv. Med fokus på de en-kelte agenter og det gode liv knyttes væsentlige emner sammen indenfor fagfeltet såsom spørgsmål om identitet og meningsfuldhed i arbejdet. Dette konkluderes at være fagfel-tets største bidrag. Det er hertil blevet fastslået, at den Dydsetiske Virksomhedsetik sæt-ter et nyt og mere omfattende fokus på etikken end andre tilgange vurderes at have gjort. Derfor konkluderes det, at med de udviklingspotentialer, der ligger for empiriske undersøgelser, så er det i høj grad muligt at fagfeltet kan blomstre til et selvstændigt pa-radigme indenfor virksomhedsforståelse.


72

Bibliografi Aristoteles. (2000). Etikken. (S. Porsborg, Ovs.) Frederiksberg: Det lille forlag. Binderup, L. G. (2011). Metaetik - En Oversigt. I A.-M. S. Christensen, Filosofisk Etik - Normativ etik, praktisk etik og metaetik (s. 293-330). Aarhus: Aarhus Universitetsforlag. Brinkmann, S. (2009). Identiteten på arbejde - en kritik af koblingen mellem identitet og moderne arbejdsliv. I C. L. Eriksen, Det meningsfulde arbejdsliv (s. 91-117). Århus N: Aarhus Universitetsforlag. Carr, A. (Jan-Feb 1968). Is Business Bluffing Ethical? - The ethics of business are not those of society, but rather those of the poker game. Harvard Business Review . Christensen, A.-M. S. (2011a). Dydsetik. I A.-M. S. Christensen, Filosofisk Etik - Normativ etik, Praktisk etik og Metaetik (s. 99-120). Aarhus N: Aarhus Universitetsforlag. Christensen, A.-M. S. (2008). Moderne Dydsetik - Arven fra Aristoteles. Århus N: Aarhus Universitetsforlag. Christensen, A.-M. S. (2011b). Normativ etik - En oversigt. I A.-M. S. Christensen, Filosofisk Etik - Introduktion til normativ etik, praktisk etik og metaetik (s. 21-54). Århus N: Aarhus Universitetsforlag. Collins, D. (1.. Oktober 1987). Aristotle and Business. Journal of Business Ethics , 6 (7), s. 567-572. De George, R. T. (1987). The Status of Business Ethics. Journal of Business Ethics , 6 (3), s. 201-211. De Geroge, R. T. (1994). Business as a Humanity: A contradiction in Terms? I T. J. Donaldson, & R. Freeman, Business as a Humanity (s. 11-26). New York: Oxford University Press. Dige, M. (2011). Praktisk Etik - En oversigt. I A.-M. S. Christensen, Filosofisk Etik - Normativ etik, Praktisk etik og Metaetik (s. 147-182). Aarhus: Aahusuniversitetsforlag. Donaldson, T. J. (1994). Introduction. I T. J. Donaldson, & R. E. Freeman, Business as a Humanity (s. 3-8). New York: Oxford University Press.

Wickie Irene Jensen

73

Donaldson, T. J. (1989). The Third Wave Arrives. Ethics digest , 6 (3), s. 3-4. Drucker, P. (1981). What is "business ethics"? The Public Interest , 0 (63), s. 18-36. Flew, A. (Juli 1976). The Profit Motive. Ethics , 86 (4), s. 312-322. Frankfurt, H. G. (14. jan 1971). Freedom of the Will and the Concept of a Person. The Hournal of Philosophy , 68 (1), s. 5-20. Freeman, R. (1994). Epilogue. I T. J. Donaldson, & R. Freeman, Business as a Humanity (s. 215-225). New York: Oxford University Press. Friedman, M. (13. september 1970). The Social Responsibility of Business is to Increase its Profits. The New York Times Magazine . Friis Johansen, K. (2007 [1997]). Aristoteles. I K. Friis Johansen, Den Europæiske Filosofis Historie - Antikken (s. 335-510). København K: Nyt Nordisk Forlag Arnold Busk. Grøn, A., Husted, J., Lübcke, P., Rasmussen, S. A., Sandøe, P., & Stefansen, N. (2006). Politikens filosofi leksikon (1 udg.). (P. Lübcke, Red.) København: Politikkens Forlag. Hanson, K., & Solomon, R. C. (1983). Above the Bottom Line. New York: Harcourt Brance Jovanovich. Hardin, G. (13. December 1968). The Tragedy of the Commons - The population problem has no technical solution; it requires a fundemantal extension in morality. Science , 162, s. 1243-1248. Hartman, E. M. (1996). Organizational Ethics and the Good Life. Cary, NC: Oxford University Press. Hartman, E. M. (jul. 1994a). The Commons and the Moral Organization. Business Ethics Quarterly , 4 (3), s. 253-269. Hartman, E. M. (2013b). The virtue approach to business ethics. I D. C. Russel, The Cambridge companion to virtue ethics (s. 240-264). Cambridge: Cambridge University Press.


74

Hartman, E. M. (1994b). Virtue and Rules: A Response to Robert C. Solomon. I T. J. Donaldson, & R. E. Freeman, Business as a Humanity. New York: Oxford University Press. Hartman, E. M. (2013). Virtue in Business - Conversations with Aristotle. Cambrige: Cambrige University Press. Hatch, M. J., & Cunliffe, A. L. (2013). Organization Theory - Modern, Symbolic, and Postmodern Perspectives (3. udg.). Oxford. Holm, A. B. (2009). Om virksomhedsetik som politisk diskurs - En kritisk undersøgelse. Slagmark (56), s. 69-80. Hursthouse, R. (1999). On Virtue Ethics. New York: Oxford University Press. Husted, J. (2006). Etik, Moral & Værdier (2. udg.). Århus N: Philosophia. Jensen, W. I. (Marts 2016). Et dydsetisk perspektiv på HRM - En kritisk undersøgelse af menneskesynet i en moderne ledelsesteori. Det Ny Merino , s. 1-36. Kant, I. (1999 [1785]). Grundlæggelse af sædernes metafysik. (T. Bøgeskov, Ovs.) København: Hans Reitzels Forlag. Koch, C. H. (2007 [1983; 1996]). David Hume. I C. H. Koch, Den europæiske filosofis historie - Fra reformationen til oplysningstiden (s. 343-378). København K: Nyt Nordisk Forlag Arnold Busk. Lakoff, G., & Johnson, M. (2003 [1980]). Metaphors We Live By. Chicargo: The University of Chicago Press. Madsen, M., & Busk, C. (2014). Etik i offentlig ledelse. Dansk Psykologisk Forlag. Pettit, P. (1993). Consequentialism. I P. Singer, A companion to ethics (s. 230-240). Malden: Blackwell Publishing Ltd. Rawls, J. (2005 [1971]). En teori om retfærdighed. (M. C. Jacobsen, Ovs.) København: Det Lille Forlag. Reeve, C. (2009). The Naturalness of the Polis in Aristotle. I G. Anagnostopoulos, A Companion to Aristotle (s. 512-525). West Sussex: Wiley-Blackwell.

Wickie Irene Jensen

75

Rendtorff, J. D. (2007). Virksomhedsetik - en grundbog i organisation og ansvar. Frederiksberg: Samfundslitteratur. Rendtorff, J. D. (2011). Virksomhedsetik. I A.-M. S. Christensen, Filosofisk Etik - Normativ etik, praktisk etik og metaetik (s. 259-273). Aarhus N: Aarhus Universitetsforlag. Schein, E. H. (1994). Organisationskultur og ledelse (2. udg.). (B. Friis, & D. N. Harboe, Ovs.) Holte: Valmuen. Seligman, E. R. (1910). Introduction. I A. Smith, The Wealth of Nations (s. v-xiv). London: Aldine Press. Solomon, R. C. (1999). A Better Way to Think About Business. New York: Oxford University Press. Solomon, R. C. (1994a). Business and the Humanities: An Aristotelian Approach to Business Ethics. I T. J. Donaldson, & R. E. Freeman, Business as a Humanity (s. 45-75). New York: Oxford University Press. Solomon, R. C. (1993). Business ethics. I P. Singer, A Companion to Ethics (s. 354-365). Malden: Blackwell Publishing Ltd. Solomon, R. C. (1997a). Corporate Roles, Personal Virtues: an Aristotelian Approach to Business Ethics. I D. Statman, Virtue Ethics - a Critical Reader (s. 205-226). Edinburgh: Edinburgh University Press. Solomon, R. C. (1992). Ethics and Excellence. New York: Oxford University Press. Solomon, R. C. (1997b). It's Good Business - Ethics and Free Enterprise for the New Milleinnium. Maryland: Rowman & Littlefield Publishers, Inc. Solomon, R. C. (jul. 1994b). The Corporation as Community: A Reply to Ed Hartman. Business Ethics Quarterly , 4 (3), s. 271-285. Solomon, R. C., & Hanson, K. (1983). Above the Bottom Line. San Diego: Harcourt Collage Pub. Thyssen, O. (2002). Værdiledelse - om organisationer og etik. København: Gyldendal. Toulmin, S. (Dec. 1981). The Tyranny of Principles. The Hastings Center Report (11), s. 31-39.


76

Weber, M. (1995 [1904-5]). Den Protestantiske Etik og Kapitalismens Ånd. (C. Koch, Ovs.) København: Nansensgades Antivariat.

karakter værdi eudaimonia praksis

Documents