KYSTSANATORIET

Tiderne_Kystsanatoriet-P.indd 1 08/10/13 12.02

Tiderne_Kystsanatoriet-P.indd 2 08/10/13 12.02

Elisabeth Flensted-Jensen

KYSTSANATORIETRoman

TIDERNE SKIFTER

Tiderne_Kystsanatoriet-P.indd 3 08/10/13 12.02

Kystsanatoriet© 2013 Elisabeth Flensted-Jensen/Tiderne Skifter

Forlagsredaktion: Claus ClausenSat med Minion hos An:Sats, Espergærde

og trykt hos Holm Print Management, TjeleISBN 978-87-7973-618-4

Printed in Denmark 2013

Tiderne Skifter Forlag · Læderstræde 5, 1. sal · 1201 København KTlf.: 33 18 63 90 · Fax: 33 18 63 91

e-mail: tiderneskifter@tiderneskifter.dk · www.tiderneskifter.dk

Tiderne_Kystsanatoriet-P.indd 4 08/10/13 12.02

I

Tiderne_Kystsanatoriet-P.indd 5 08/10/13 12.02

Tiderne_Kystsanatoriet-P.indd 6 08/10/13 12.02

– 7 –

Mor

Jeg sidder på skødet af mor. Hendes glatte overarme buler

ud af en ærmeløs kjole. Store og bløde. Huden falder i fine

furer som silkepapir, der har været krammet sammen og

er glattet ud. Jeg napper forsigtigt i det løse kød på un-

dersiden. Mor trækker armen til sig og skubber mig ned.

Tiderne_Kystsanatoriet-P.indd 7 08/10/13 12.02

– 8 –

Far

Så er far der.

Han er kaldet af Gud til at vidne i Afrika. Så jeg kan

næsten ikke huske, hvordan han ser ud. Men nu kommer

han ind ad døren og pakker sære ting ud af kasser. Jeg sæt-

ter mig på en lav taburet af ibenholt og lader mine fingre

udforske det mørke kontinent under mig. Så lægger jeg

mig ind til ham og mærker varmen fra hans krop, mens

han fortæller.

Gud har prøvet ham. I et hårnålesving kommer der en

lastbil tordnende imod ham. Bjergvæggen går stejlt op til

den ene side, og på den anden falder den brat hundreder

af meter ned i en kløft.

– Jeg vidste, jeg var dødsens. Og jeg råbte til Gud.

Far holder en pause. Så fortsætter han.

– I det alleryderste sekund spaltes klippen fra øverst til

nederst. Og det lykkes mig at svinge bilen ind i den snævre

slugt, hvor der ikke før var vej.

Pause.

– Gud greb ind. Den vej findes ikke på kortet.

– Skulle Gud ikke hellere have ladet lastbilen styrte i

afgrunden? spørger jeg.

Tiderne_Kystsanatoriet-P.indd 8 08/10/13 12.02

– 9 –

Den gyldne gris

Jeg rejser mig fra bordet. Et enkelt stykke stegt flæsk ligger

tilbage på fadet. Jeg spørger, om jeg må tage det.

– Det må du godt, siger far, men du må ikke fedte på

tapetet.

Hvor skulle jeg have fået den idé fra, hvis han ikke

selv havde givet mig den? Jeg lader fedtet løbe ned over

hånden. Sætter stille mine fingre i et fint mønster bag

døren. Mærker fingerspidserne glide over det nye tapet.

En hånd, to hænder, tre hænder og så en lille bølgestreg.

– Hvad siger du, mor, skal hun have en endefuld med

det samme, eller skal hun have lov til at spise flæsket først?

Men mor er gået ud i køkkenet efter teen.

Far spilder en klat solbær ned i brødbakken. I tanker

løfter han den hvide serviet med hulsøm op til læberne

og sutter syltetøjet af.

– Din gris! siger jeg.

Der bliver stille i stuen.

Jeg forestiller mig fars ansigt som et forgyldt griseho-

ved over døren til slagterens butik.

Tiderne_Kystsanatoriet-P.indd 9 08/10/13 12.02

– 10 –

Menighedens tunger

Mine flettede laksko skinner som saltlakrids. Jeg har dem

ellers kun på til jul og til fødselsdage. Men jeg tager dem

på til gudstjeneste, for der holder alle øje med mig.

Det gør de, fordi far er med i ældsterådet, der styrer

menigheden. De skal altid være tolv brødre. Mænd. Som

Israels tolv stammer. Og Jesu apostle. De ved selv, hvem

Gud har udpeget til at sidde der. Det mærker de, når de

lægger det frem for Herren i fælles bøn.

Lederen af Kanas ældsteråd står allerede på forhøjnin-

gen i sort jakkesæt og med blanke sko. Han hilser os vel-

kommen og giver tegn til Hammondorglet i hjørnet om,

at den første hymne kan begynde. Så falder menigheden

ind. De synger om Kristi stridsmænd, der rykker frem.

Mørke mandsstemmer danner bund og to-tre skingre

kvindetunger ridser loftet. Man kan mærke, at det er dem

selv, de synger om. Da de kommer til ordene hellig og

stille, bliver stemmerne grødede og bæver. Det er som

om, de holder om mig. Vugger mig blidt. Et lille øjeblik.

Så får jeg fornemmelsen af øjne, der gnider sig op ad

mig som en sulten kat på bløde poter. Jeg kigger ud under

mit flæseærme. Fra bageste række flakker et par øjne frit

Tiderne_Kystsanatoriet-P.indd 10 08/10/13 12.02

– 11 –

henover de bøjede nakker. Som en tunge, der forsigtigt

slikker et stykke råt kød, mens de synger om Jesu blod,

der skal udgydes for os.

Lederen af ældsterådet lader sit blik glide henover

brødrenes og søstrenes bøjede hoveder. Han standser ved

den forreste række af mænd.

– Johannes. Vil du lede os i bøn?

De andre vugger frem og tilbage, mens de nynner Hal-

le luja-Amen. Én efter én kryber mandsstemmerne frem

med deres takkebønner og deres bekymringer. Jeg sidder

og gætter på, hvem den næste bliver, og jeg rammer rigtigt.

Der er ingen tvang, men en kendt puls. Rytmiske gentagel-

ser. Der er ord, man bruger og ord, man ikke bruger.

Jeg får lyst til at råbe nogle af de ubrugte ord som

løgnhals og lede kælling. Men jeg nøjes med at hviske et

par grimme ord, som de ikke selv siger højt. Åndssvage

skid. Idiot.

Fra hjørnet oppe foran stønner Emma. Hendes halle-

lujaer begynder at lyde som sætninger på et ukendt sprog.

– Gud taler igennem dem, der taler i tunger, siger far.

Men jeg tror nu, hun lader sig rive med af lysten til at sige

alle de ord, der ikke kommer på tale. Det er kun i bønnen,

hun kan tillade sig at plapre med.

Tiderne_Kystsanatoriet-P.indd 11 08/10/13 12.02

– 12 –

Høre sammen

Rolf puffer forsigtigt til min skulder uden at tænde lyset.

Så han ikke vækker Ida. Han har mine gummistøvler i

den ene hånd og sine egne i den anden. Uden for i mørket

venter et rugbrød med motoren tændt. Der sidder nogen

bag i bilen, men jeg kan ikke se, hvem det er. Længe kører

vi i en tunnel af mørke, uden at nogen siger noget. Kun

når bilens lygter rammer et skilt, kan jeg se, at vi er på en

vej. Så standser vi, og lygterne bliver slukket.

En negl af en måne titter frem bag træerne. Grene

knaser under mine fødder. Rolf passer på, jeg ikke falder

på stien, der er glat af regn. Ved søen tager en af Kana-

brødrene i jagtstøvler en kikkert frem. Han fløjter fuglenes

stemmer for os, så vi ved, hvad vi skal lytte efter. Det føles

godt at gå i det bløde mørke og vente på lydene. Først

nattergal, så rørdrum og bogfinke.

Rolf staver fuglenes navne for mig, mens vi skridter

afsted.

– Nej, isfugl staves med g.

– Hvorfor?

Langs søbreddens skrænter hopper jeg afsted mel-

lem Rolf og hans kammerat. De svinger mig ud over af-

Tiderne_Kystsanatoriet-P.indd 12 08/10/13 12.02