0302

Nogle ting kommer helt uventet. For eksempel hjerneblødninger. Henriette Stausholm blev ramt af en, da hun var 16 år gammel. Siden har hun levet en næsten døv tilværelse i en kørestol.

Af Emma Ellegaard (tekst) og Sara Gangsted (foto)

Lam og uden lyd

HENRIETTE VENDTE blikket rundt i lokalet og så en kvinde i sygeplejerske-uniform, men hun tog ikke særlig notits af hende. Hun troede, at hverdagen altid havde været med udsyn fra en hospitalsseng. Ved siden af hospitalssengen stod Henriettes mor og far. Hvis hun havde drejet hovedet, ville hun have set dem tydeligere. Men ligesom resten af kroppen var hendes nakke lam. Det var kun blikket, der vandrede fra væggen over på uret ovenover døren og hen på hendes forældre.

”Jeg kunne godt genkende dem som min mor og far. Men jeg følte ikke noget. Jeg lå bare,” siger Henriette. Hun kunne ikke huske noget fra sit tidligere liv. Hendes mørke udgroninger blev til lyse spidser, der bølgede rundt om skuldrene og plasteret på halsen. Normalt bliver hjernepatienter barberet skaldet, når de skal opereres, men hendes mor bad lægerne om at lade håret blive. Hendes 16-årige datter skulle ikke ligne en skaldet dreng.

Da Henriette vågnede, var det fire og en halv måned siden, hun sidst havde åbnet øjnene. Og omkring lige så lang tid siden hun selv havde trukket vejret. Selvom Henriette nu var vågen, gled hun stadig ud og ind af bevidsthed.

”Hvis du forstår, hvad jeg skriver, så kig over på døren,” skrev hendes far en dag på en seddel, han holdt op foran hende. Hun kiggede over på døren.

Henriette kunne ikke huske, at noget nogen-sinde havde været anderledes. Hun troede, det var normalt, at hun var døv. Men hendes forslåede hjerne var i bedring. Det fandt lægerne ud af, da hun kunne læse og så i den rigtige retning.

De fleste kender den følelse, som Henriette havde. Det er ligesom, når man med ét vågner fra en dyb lur på sofaen. Man aner ikke, hvem man er, hvad man skal, eller hvor man er. Man er søvndrukken. Men Henriette var ikke ramt af søvndrukkenhed. Hendes hjerne kæmpede med posttraumatisk amnesi: Den havde slået sig, ligget i koma og var vågnet med hukommelsestab. Problemet med posttraumatisk amnesi er, at man ikke ved, hvornår en patient har fået sin hukommelse igen. Man kender det selv fra sine barndoms-minder. Hvad har man set billeder af? Hvad husker man egentlig selv?

INSISTERENDEDet er 13 år siden Henriette vågnede op i hospitalssengen. Hun kan stadig ikke huske, hvorfor hun endte i koma. Men hun har fået det fortalt mange gange. I Lloret de Mar står Hen-riette på sine veninders altan. Fra rækværket springer hun og lander sikkert på nabo-altanen. Hun er på vej ind på sit eget værelse,

hvor hoved-døren er låst. Hun vil gå ind gennem den åbne terrassedør. Hjertet pum-per. Alko hol en flyder. Hun skal springe en gang til. Men hun når aldrig frem. Henriette falder og lander på jorden to etager længere nede. Bækkenet og det ene håndled bliver knust. Det er ikke faldet, der lægger hende i koma, det gør den stressprovokerede hjerneblødning, hun får i springet.

En blodåre bristede i Henriettes højre hjernehalvdel, fordi hun var under et stort pres. Adrenalinsuset og beruselsen var nok i sig selv. Men Henriette blev også uvenner med sine veninder på ferien i Lloret de Mar. Og derhjemme skændtes hun med sin mor. Moren synes ikke, hun skulle tage af sted. Hun var bange for, der ville ske noget.

”Enten lader du mig tage af sted, og så snakker vi sammen, når jeg kommer hjem. Eller så siger du, at jeg skal blive hjemme, og så tager jeg af sted alligevel. Men så snakker vi ikke mere sammen, når jeg kommer hjem igen,” havde Henriette sagt.

Hvert år bliver omkring 12.000 danskere ramt af enten en hjerneblødning eller blod-prop i hjernen, under en betegnelse hedder det apopleksi. Dem, der som regel bliver ramt, er som over 50 år. Ligegyldigt alderen, så giver apopleksi mange livsvarige mén. For eksempel at man bliver lam, får svært ved at tale og en svag hørelse.

ACCEPTERENDEHenriette sidder nøgen på sit toilet. Hendes 29-årige ben er kvindelige og slanke, det samme er armene. Den ene underarm er dækket af et blomstret sleeve, på ribbenene står ’Henriette’ tatoveret med skråskrift. Hvert led i hendes krop sitrer. Hvis det ikke var for de små ryk, ville det være svært at se, at Henriettes hjerne kæmper, hver gang hun vil bevæge sig.

Med højre hånd vasker Henriette sit underliv. Resten af kroppen hjælper Karoline Thomsen med. De bor og lever begge på Egmonthøjskolen i Hou, hvor assistenter som Karoline dagligt hjælper Henriette.

”Jeg anede ikke, hvad jeg skulle gøre, første gang jeg stod her, så jeg gik bare i gang mellem hendes ben. Henriette blev så arrig,” siger Karoline. Hun griner og sender >

0706

hjælper ved hendes side. Løftede hende ud af sengen om morgenen, tørrede hende, når hun var færdig på toilet og madede hende, når hun var sulten. Og så gik hjælperen hjem igen. Henriette prøvede at søge ind på teaterskolen for udviklingshæmmede. Hun var med et par gange men blev afvist, fordi hun ikke kunne høre eller tale tegnsprog.

”Jeg græd og jeg græd og jeg græd. Jeg havde svært ved at forstå, jeg var handicappet. Jeg kunne ikke acceptere det. Men samtidig orkede jeg heller ikke at gøre noget ved det. Det hele føltes lige meget,” siger Henriette.

På Amager fik Henriette færre og færre besøg. Hendes veninder kom sjældnere og blev i kortere og kortere tid. Når Henriette siger ordet veninder, laver hun gåseøjne med fingrene og siger det i et tonefald, der lang-somt og toneløst virker sarkastisk. Hun taler ikke længere med nogen af dem, som hun kendte, fra før hun faldt. Hendes far vil hun helst ikke snakke om. Hendes mor var den eneste, der var der. I lang tid følte Henriette sig meget ensom og alene.

Henriettes mor syntes ikke, at det hele var lige meget. Når man kommer ud for livs ændringer, vælger mennesker at tage forskellige roller på sig. Henriette påtog sig nihilismen. Hendes mor så omvendt om væltningen som et projekt, de to skulle gennemleve sammen og komme ud af igen.

et blik, der er et sted mellem kækt og kærligt, til Henriette. ”Hva’?” siger Henriette. ”Hva’?” gentager Karoline.

Henriette hører ikke meget. Højre øre har tilbagevundet tyve procents styrke. På det ven-stre er hun stadig døv. Når Karoline snakker med Henriette laver hun store, langsomme mundbevægelser og sørger for, at de har ansigterne rettet mod hinanden. Henriette kan ikke tegnsprog, i stedet mundaflæser hun.

”Jeg for-tæl-ler om deen-gang, du li-ge hav-de an-sat miig, og jeg ik-ke vid-ste, at du kun-ne vaa-ske dig seelv i und-er-li-vet,” siger Karoline.

Henriette siger, Karoline var dum. Selvom Henriette ikke længere kan tale i varierende toner, siger hun det alligevel med samme ironi, som Karolines gentagelse af det hyppigt sagte ”hva’?”.

OPGIVENDEEn ny verden gik op for Henriette, da hun efter elleve måneders indlæggelse flyttede hjem til Amager. Hun kom hjem i sine gamle omgivelser, hvor blandt andet konfirmations-billeder af hende stående i en prinsesse kjole, fortalte historier om hendes tidligere liv. Noget kunne hun huske, andet fik hun en åbenbarende forståelse af.

Henriette forsøgte at bygge en ny verden op. Det var svært. Hver eneste dag gik en

”Hun sagde ’en gang til’. Kom så. ’En gang til’. Og så løftede jeg nakken eller vippede så godt, jeg kunne med benene en gang til,” siger Henriette.

Da Henriette var midt i 20’erne, blev hendes mor syg. Hun fik cancer og døde efter et længere sygdomsforløb. Henriette røg ned i et nyt hul, men midt i sorgen var der også meget praktisk omkring hendes egen livs situation. Hun valgte at flytte på Egmonthøj skolen for at få nye omgivelser og et sted, hvor nogle andre kunne hjælpe hende.

Uden sin mor tror Henriette ikke, at hun var kommet til andre stadier, end da hun blev udskrevet. I dag kan Henriette holde sit hoved selv, og selvom hun sidder i kørestol, kan hun bruge sin højre fod til at skubbe sig fremad. Hvis hun glider tilbage, har hun dog svært ved at bremse trilleturen. Blodåren bristede i højre side af hendes hjerne. Derfor kan hun ikke bruge venstre side af kroppen eller høre på det venstre øre. Sådan hænger nerverne sammen. Men Henriette har alligevel nået et meget vigtigt højdepunkt. Hun kan bruge sin højre hånd til at gøre sig selv ren i underlivet, når hun er i bad eller på toilet. Før følte hun sig allermest klam, når andre skulle gøre hende ren.

Henriette kan stadig ikke spise selv. Hendes lillehjerne har taget skade. Normalt glatter netop lillehjernen vores bevægelser ud, så vi roligt kan tage fat i en kop uden at >

0908

spilde indholdet udover os selv og alt omkring os. Det kan Henriette ikke.

VENTENDEHenriette læner hovedet frem og drikker vand ved hjælp af et sugerør. Ved siden af hende sidder Karoline med en gaffel, der har stanget nogle grønne bønner og en karryret. Klokken er 12. De har ikke haft timer sammen, men nu holder de frokostpause.

Ved bordet fører Karoline gaflen hen til Henriettes mund og lader hende få læberne fast omkring den. Henriette tygger. Der er lidt mad på hendes kind, men det ser ikke ud til at forstyrre nogen af dem. De fortsætter deres bevægelser, mens Karoline tømmer sin egen tallerken.

Som på mange andre højskoler sidder de i spisegrupper ved langborde. Henriette sidder for bordenden i sin kørestol. Lidt væk sidder en mand i hummeltræningsdragt og hilser med et ”ohøj” til alle, der kommer forbi. Folk stopper op og snakker lidt, han viser et kort frem, hvor der står, at han har svært ved at kode sociale situationer.

Karoline fortæller om sin formiddag. De laver musical. Hun har været sammen med koret. Om lidt skal hun på en genbrugs station for at finde ting til en lampe, hun skal lave i faget Lampefeber. Henriette laver thumbs up med sin højre tommelfinger og siger ”suu-per”.

Det er ikke længe siden, hun en nat skrev på Facebook: ”Kan ikk sove. Og når man nu engang ER HANDI… er det en SMULE belas-tende og røv kedeligt. Man bliver bare nødt til HELE TIDEN at sove videre!!!! PRES.”

Tilværelsen er ulidelig let, når man ac-cepterer den. Selvom Henriette kan være selvironisk omkring sit handicap, så har hun stadig svært ved at håndtere, at hun ikke kan høre noget. Det får hende til at føle sig usynlig og svag. Det er ligesom fotografen Liu Bolin. Han tager blandt andet billeder af varehylder. Imellem varerne gemmer han sig i en næsten gennemsigtig geleagtig form, der får beskueren til at overse ham ved første øjekast. Men han er altid på bill-edet et sted. Hans gemte, men synlige, form minder om Henriette, når hun føler sig aller-mest handicappet. Hun er sjældent helt ude af billedet. Men hun føler sig tit usynlig, når folk taler hen over hovedet på hende. Med hendes døve handicap er hun nødt til at vente på, at nogen forklarer, hvad det er, hun ikke kan høre, som man står og snakker om. Så kommer hun nogle gange til at råbe op og skabe sig mere, end hun har lyst til. Men hun vil ikke være usynlig. •