lÆseprØve til fra den mørke side

A n d e r s e nFra d e n

mørke si de

K e n n e t h B ø g h

Gys e r

hist

orier

Gratis novelle !

H ø s T & s ø n

105 mm148 m

m105 mm

Gratis smaGsprøve:Gysernovellen ”en krone for et ønske” er en ud af ti historier fra

kenneth BøGh andersens ”fra den mørke side”.

her vil du møde:levende malerier og levende døde.dæmoner, genfærd og onde ånder.

skræk og rædsel, gys og gru.

Kenneth Bøgh Andersen (f. 1976) er en af tidens mest populære børne- og ungdomsbogsforfattere. han har udgivet adskillige bøger inden for genrerne gys og fantastiske fortællinger, bl.a. den store djævlekrig 1-4 og serien om antboy (1-6), som kommer som film i 2013. kenneth Bøgh andersen har modtaget flere priser, heriblandt orla-Prisen tre gange.

s e m e r e På w w w. k e n n e t h B o e G h a n d e r s e n . d k

HøsT & søn

Kenneth Bøgh Andersen

HØST & SØN

34402_lp_fra_den_mørke_side.indd 14402_lp_fra_den_mørke_side.indd 1 08-10-2012 15:13:3508-10-2012 15:13:35

Denne læseprøve indeholder historien En krone for et ønske fra novellesamlingen Fra den mørke side af Kenneth Bøgh Andersen. Bogen indeholder 10 gyserhistorier.© Kenneth Bøgh Andersen og Høst & Søn/ROSINANTE&CO, 2012Omslagstegning: Rasmus Jensen og omslagsdesign: Peter Stoltze, Stoltzedesign ApsSat med Celeste hos Christensen Grafisk og trykt hos Rounborgs grafiske hus aps

Læseprøve: ISBN 978-87-638-2858-1Originaludgave af bogen: ISBN 978-87-638-2566-5Printed in Denmark 2012

Enhver kopiering må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.

Fra udgivelsesdatoen kan du følge bogen på www.rosinante-co.dkDu kan læse mere om forfatteren på www.kennethboeghandersen.dk

Høst & Søn er et forlag i ROSINANTE&CO

Købmagergade 62, 4. | Postboks 2252 | 1019 København Kwww.rosinante-co.dk


En krone for et ønske


5

»Hvorfor er din jakke våd, Gustav?« spurgte Dan, da de var på vej hjem fra skole.

Gustav satte farten op, så hans lillebror måtte små-løbe for at følge med. »Den er ikke våd.«

»Jo, den er.« Han pegede på den mørke plet. »Dér på ærmet.«

»Nej, siger jeg jo,« sagde Gustav. »Sådan ser den bare ud.«

»Sådan så den da ikke ud i går.« Dan rakte en hånd frem for at røre jakken, men Gustav trak sig væk.

»Kan du ikke høre? Den er ikke våd!« Og det var jakken ikke. I hvert fald ikke lige så våd, som den havde været.

Det var sket ovre i skolen. Daniel havde spillet fod-bold inde i klassen. Dumme-Daniel som Gustav kaldte ham. Eller Spasser-Daniel eller Mongol-Daniel eller ... Daniel havde mange navne. Når han altså ikke var i nærheden.

En eller anden havde sladret til deres lærer om det


6

med fodbolden, og Daniel mente, det var Gustav. Så efter timen havde Daniel proppet Gustavs jakke ned i vasken ude på toilettet og åbnet for vandet. Som tak for sidst, og hvis Gustav nogen sinde sladrede igen, ville det gå ud over hans taske. Og hans ansigt. Men Gustav havde ikke sladret. Han sladrede aldrig om de ting, Daniel gjorde ved ham. Hvorfor skulle han? De voksne lyttede jo alligevel ikke. Han havde hængt sin jakke til tørre, og nu var den tør. Bortset fra den ne-derste del af ærmet.

Gustav og Dan gik igennem parken. Den vej gik de altid, selv om det var en omvej. Gustav kunne godt lide parken. Her følte han sig tryg. Ikke som ovre i skolen, hvor man hele tiden skulle kigge sig over skulderen. Over træerne skinnede solen lunt og tegnede gyldne striber i luften.

»Hov, se!« udbrød Dan pludselig og pegede på jor-den. Det var en 50-øre. Den lå i solen og strålede som en lille stjerne. Han bukkede sig ned for at samle den op, men inden han nåede så langt, skubbede Gustav ham væk og snuppede mønten.

»Hey, det er min!« råbte Dan. »Giv mig den! Jeg så den først!«

»Men jeg var hurtigst,« sagde Gustav og smilede. Han holdt mønten op. Den var ikke beskidt, selv om


7

den havde ligget på jorden, men helt blank og skin-nende. Som om den lige var blevet pudset.

»Hold op, Gustav! Jeg siger det til mor og far!«Gustav pegede på sin lillebror. »Hvis du sladrer, får

du det betalt!« advarede han. Det var det, Spasser-Daniel altid sagde til Gustav. »Forstår du det?«

»Giv mig den, Gustav! Du kan ikke være det be-kendt!«

»Næ,« sagde han og puttede mønten i lommen. »Jeg er rigtig ond.«

»Ond og dum!« Der var tårer i Dans øjne, og det fik igen Gustav til at smile. Han vidste ikke hvorfor. »Du er altid så ond og dum! Jeg ville ønske ...« En tåre løb ned over hans kind, og han tørrede den hidsigt væk.

»Hvad ville du ønske, tudefjæs?« spurgte Gustav. Tudefjæs. Det kaldte Daniel ham også altid. Han tog mønten op af lommen. Den blinkede i solen. »Ville du ønske, du havde en 50-øre? Desværre, tudefjæs, det ønske går ikke i opfyldelse.«

Dan græd rigtigt nu. »Jeg ville ønske, du ikke var min bror,« sagde han og tørrede sine øjne. »Jeg ville ønske, jeg aldrig skulle se dig igen!«

Han vendte sig om og løb.Gustav blev stående og så efter ham, smilede ikke

længere. Han kiggede på mønten og fortrød lidt, at han


8

havde taget den. Men kun lidt, for det var en virkelig flot mønt. Helt blank og varm. Den havde nok ligget i solen længe.

Gustav skulle til at putte 50-øren tilbage i lommen, da han hørte en stemme bag sig: »Giv mig den, tude-fjæs.«

Gustav vendte sig om, og der stod han. Dumme-Spasser-Mongol-Daniel, der sneg sig ind på en som et rovdyr og slog til, når man mindst ventede det. Han sad på sin cykel og grinede ækelt.

»Er du døv? Hørte du ikke, hvad jeg sagde?« Han rakte en hånd frem. »Giv mig den mønt. Nu.«

Gustav vidste, at han burde give Daniel mønten. Vidste, at han ikke engang burde tøve. Hvis han ikke gjorde det, og hvis han ikke gjorde det hurtigt nok, ville Daniel tæske ham, og så ville han tage 50-øren alligevel. Så der var overhovedet ikke nogen grund til at overveje, hvad han skulle gøre, ingen grund til at tøve. Men det gjorde han, for denne gang ... Denne gang var af en eller anden grund anderledes, og denne gang nægtede Gustav at gøre, som Daniel sagde. Han fortrød, at han havde taget mønten fra sin lillebror, men han ville fortryde det endnu mere, hvis han bare gav den til Dan.

»Nej,« sagde Gustav og lukkede hånden om mønten,


9

tvang sig til ikke at stamme. »Det er min. Jeg fandt den.«

Daniel stod af sin cykel og trådte hen imod ham med begge hænder knyttet.

»Du fandt den,« sagde han. »Og nu giver du mig den. Ellers får du så mange bank, at du ikke fatter det. Giv mig så den mønt!«

»Nej, du får den ikke!« Gustav vidste ikke, hvad han havde tænkt sig, før han rent faktisk gjorde det. Han løb over mod Daniel og skubbede ham så hårdt i brystet, at Daniel snublede baglæns og faldt over sin cykel. Inden han nåede at komme på benene igen, var Gustav stukket af.

★ ★ ★

Han anede ikke, hvor han var. Han havde aldrig været i denne del af parken før. Træerne stod meget tæt, luk-kede næsten sollyset ude, og stien var så smal, at den af og til forsvandt i krattet. Det var som at gå i en skov. Gustav havde aldrig vidst, at parken var så stor.

Han havde løbet i lang tid. Løbet, indtil han var sikker på, at han var sluppet fra Daniel. Løbet ned ad stier, han ikke kendte, og nu var han faret vild. Og han var ved at blive bange. Hvorfor var her ingen men-


10

nesker? Hvorfor var her så stille? Han kunne hverken høre fugle, der fløjtede, eller hunde, der gøede. Kun vinden, der fik bladene til at rasle, og Gustav havde det, som om noget inde i mørket mellem træerne kig-gede på ham.

Han satte farten op, skyndte sig af sted. Og gik plud-selig brat i stå.

Åh nej! Det træ dér. Han kunne kende det. Han var gået forbi det før.

»Jeg går i ring,« hviskede han og mærkede gråden presse på. Han så op. Langt borte bag trækronerne kunne den blå himmel anes. Han kæmpede tårerne til-bage, nægtede at græde, nægtede at være et tudefjæs.

»Hallo?« råbte han højt. »Er der nogen, der kan hjælpe mig? Jeg er faret vild!«

Kun vinden svarede. Træerne så tavst på ham.»Hallo? Er der ingen, der kan høre mig?«Hvis der var, så svarede de ikke. Parken var som

død.Han tørrede en tåre – nej, en dråbe sved væk fra

sin kind. Det var også Daniels skyld. Hvorfor var han altid efter ham? Hvorfor var han altid så ond og dum? Gustav hadede ham. Han hadede ham af hele sit hjerte, og hvis ...

I det samme fik han øje på noget. Det var et lille


11

skilt nede ved jorden, næsten skjult af mos og krat. Det var formet som en pil, der pegede ned ad en lille sti. Hvis Gustav ikke havde set skiltet, ville han aldrig have opdaget den. Der stod noget på pilen, men han kunne ikke læse det. Skiltet var for gammelt, og bog-staverne var ødelagte. Men måske pegede pilen mod parkens udgang?

Han drejede ned ad stien, der snoede og bugtede sig og blev mere og mere smal. Så smal, at han til sidst ikke længere kunne se den. Det her kunne ikke være den rigtige vej.

Han skulle til at vende om, da han fik øje på brøn-den. Den var gammel, bygget af sten, der var dækket af mos, og et øjeblik havde han nær forvekslet den med en stor træstub. En enkelt solstråle skød ned mellem træerne og ramte skiltet, der sad på brønden. I mod-sætning til dem på pilen var disse bogstaver tydelige, og Gustav kunne sagtens læse, hvad der stod. En krone for et ønske.

»En ønskebrønd,« mumlede han. Han havde aldrig vidst, at der var en ønskebrønd i parken.

Han gik nærmere og kiggede ned i brønden. Det var som at se ind i et kulsort øje, og det fik ham til at føle sig en smule svimmel. Brønden stank.

Han så rundt. Han var helt alene. Der var kun træ-


12

erne og de blå skygger. Og så en fuldkommen stilhed, der syntes at presse mod ørerne. Luften var fugtig, føl-tes tung og svær at indånde. Det snurrede bag panden, og et øjeblik havde han det, som om han drømte.

En kølig vind strøg gennem parken. Fik bladene til at tale med mørke stemmer.

Ønsk, hviskede de. Ønsk.Gustav åbnede hånden. Der lå 50-øren. Den var sta-

dig varm. Han havde ikke flere penge, men mon ikke det var nok? En brønd kunne jo ikke kende forskel på en 50-øre og en krone. Desuden troede han slet ikke på det. Ønskebrønde var ikke andet end fup, men der kunne ikke ske noget ved at prøve, og Gustav vidste nøjagtig, hvad han ønskede sig.

Han holdt hånden ud over brønden. Kunne mærke kulden, der sivede op fra dybet. Som om brønden ån-dede. Det fik mønten til at føles endnu varmere.

»Jeg ønsker ...« hviskede han.Ønsk ...»Jeg ønsker, at Daniel forsvinder.«Han åbnede hånden, og mønten faldt ned i brøn-

den.Han lyttede efter et plask, men der kom ikke noget.

Gustav så ned i mørket. Brønden var nok tørret ud, og bunden dækket af ukru...


13

Men så var der en lyd. Langt, langt borte. Gustav læ-nede sig ud over kanten, og lyden kom nærmere. Nær-mere. Blev til en stemme. Den var våd og klistret som lyden af skridt i mudder, og den fik Gustav til at tænke på druknende mennesker og skrig under vand.

I nat, sagde den. Dit ønske bliver opfyldt i nat.Gustav følte panikken stråle ud i kroppen, og et

øjeblik troede han, at han ville besvime. Han vaklede baglæns, snurrede omkring og løb, løb alt, hvad han kunne, væk fra brønden, væk fra stemmen, den for-færdelige, mudrede, døde stemme, løb, løb, løb, lige indtil han busede direkte ind i en høj mand, der kom gående rundt om hjørnet.

»Hov, se dig for,« udbrød han.»Udgangen?« gispede Gustav. »Hvor er udgangen?

Jeg er blevet væk.«»Udgangen? Den er lige derovre.« Manden pegede,

og Gustav stirrede rundt. Han var ude af den tætte skov, og det gik op for ham, at han kunne kende par-ken igen. Han anede ikke, hvilken vej ønskebrønden lå, og han ville heller ikke vide det. Han ville bare hjem, og han satte i løb igen. Alt, hvad han kunne.

★ ★ ★


14

Dit ønske bliver opfyldt i nat. Det havde stemmen i brønden sagt. Den uhyrlige, hæslige stemme, der var som noget fra et mareridt. Et monsters stemme.

Gustav lå i sin seng og stirrede ud på mørket gennem en lille sprække i gardinet. Han havde sagt godnat for længe siden, men han var ikke i nærheden af at falde i søvn. Han kunne høre mor og far ude på gangen. De var på vej i seng. Han havde ikke fortalt dem, hvad han havde oplevet i parken. De ville aldrig tro ham. Han havde heller ikke fortalt det til sin lillebror. Dan havde været sur på ham hele dagen, og han havde slet ikke talt til Gustav. Han havde ikke engang set på ham.

Men det gjorde ikke noget. Det gjorde slet ingen-ting, for det ville blive bedre i morgen. Meget bedre, for i morgen ...

»Så er ønsket blevet opfyldt,« hviskede Gustav. Så ville Dumme-Spasser-Mongol-Daniel være væk lige-som 50-øren, og så behøvede Gustav ikke længere være så led over for sin lillebror.

I morgen ville alt være godt.Længe lå Gustav vågen og tænkte på brønden i par-

ken. På uhyret, der boede i den. Uhyret, der opfyldte ønsker for en krone.

Da søvnen omsider kom, drømte han også om det. Det var sort og ildelugtende som mørket, det levede i.


15

★ ★ ★

Gustav vågnede med et gisp. Havde han ikke hørt noget?

Værelset var bælgmørkt. Det var midt om natten, og huset var stille.

Nej, ikke helt. Der var lyden igen. Det lød som skridt, men alligevel ikke helt. Det kom ude fra gan-gen, men det lød bestemt ikke som mor eller far el-ler Dan. Lyden var ... svuppende. Som om fødderne klæbede til gulvet.

Døren til Gustavs værelse stod på klem. Han satte sig op, netop som en stor skygge gled forbi døråbnin-gen.

Han måtte bide sig i læben for ikke at skrige. Der var nogen i huset! Der var nogen i huset lige nu!

Skridtene bevægede sig ned ad gangen, og Gustav sneg sig ud af sengen. Han måtte få fat i mor og far, advare dem.

Han kiggede ud i gangen. Han kunne ikke se noget, men han kunne lugte noget, og hans mavesæk trak sig sammen. Her lugtede dårligt. Råddent.

Han tog et skridt og trådte i noget koldt, opdagede, at der var vand på gulvet. Våde fodspor. De ledte mod Dans værelse.


16

I det samme hørte han sin lillebrors søvndrukne stemme: »Hvad er der? Er det dig, mor? Hvorfor væk-ker du mi...«

Så sagde han ikke mere. Hans stemme forsvandt bare, som om der blev slukket for den. Der lød en knirken, og der kom et vindpust. Så vendte stilheden tilbage. Lyden af skridt var også stoppet.

Gustavs hjerte slog så hårdt, at det svimlede for ham. Forsigtigt listede han hen til Dans værelse.

Vinduet stod åbent. Gardinerne bølgede stille, og månen lyste ind, fik vandet i vindueskarmen til at skinne.

Jeg ønsker ... havde Gustav sagt og kastet 50-øren i brønden. Jeg ønsker, at Daniel forsvinder.

Gustav drejede hovedet. Stirrede på bogstaverne, der var sat op på døren. D-A-N stod der. Halvdelen af Daniel. Ligesom 50 øre var halvdelen af en krone.

Nu forstod han.I nat havde han fået et ønske opfyldt. Men kun

halvdelen af det.Gustav begyndte at skrige.Dans seng var tom.


lÆseprØve til fra den mørke side

Documents