Denne udgivelse er udarbejdet af : Redaktion: Niels Mattias Jegind (Magasinredaktør) Kristoffer Hecquet Jesper Pørksen

Skrbenter: Gia Abuladze Niels Mattias Jegind Rikke Elisabeth Frederiksen Martin Demant Frederiksen Kristoffer Hecquet

Margharita Lundkvist-Houndoumadi

Layout: Kristoffer Hecquet Foto: Niels Mattias Jegind Wikimedia Commons

Magasinet rØST er et internetmedie, der tilbyder samfunds– og kulturanalyser, anmeldelser og temaudgivelser med fokus på Østeuropa. Magasinet rØSTs overordnede formål er at nuan-cere og uddybe billedet af Østeuropa, og dermed kompensere for et ofte stereotypt og ensidigt bil-lede af regionen. Således vil vi gøre vores til at bringe øst og vest tættere sammen.

Tidligere udgivelser af Magasinet rØST:

2

Et splittet land –En rig kultur 4 Introduktion af Niels Mattias Jegind

På en udfordrende vej 5 mod et stærkere demokrati Politisk analyse af Gia Abuladze

Revolutionære metoder & georgisk politik 9 Kristoffer Hecquet interviewer professor Alexandre Kukhianidze

Hvad kan man opleve i Georgien? 12 Miniguide af Niels Mattias Jegind & Gia Abuladze

Tæt på georgisk madkultur 16 Boguddrag af Rikke Elisabeth Frederiksen

Tyrkiet i Georgien 20 - Nye investorer og nye forpligtelser Økonomisk analyse af Martin Demant Frederiksen

En historie om internt fordrevne 17 Reportage af Margharita Lundkvist-Houndoumadi

Aggressiv gæstfrihed 20 Rejsebeskrivelse af Rikke Elisabeth Frederiksen

Indhold

3

Det er nu fem år siden, at skuddene hørtes i Sydossetien, og spøgsmå-let om NATO’s ansvar i det lille peri-fere, men strategisk ømtålelige an-søgerland, var på alle vestlige mag-ters sinde. Dette jubilæum har for Magasinet rØST udløst et nærmere studie af det komplekse lille land i Kaukasusregionen. Et splittet land, der skal vælge ny præsident 27. oktober. Grænseland Hvis man spørger en georgier, hvor Sakartvelo (som landet hedder på georgisk) findes, hvad end det gæl-der kultur eller geografi, vil han eller hun sandsynligvis svare, at landet både ligger i Europa og Asien. Altså lige midt mellem de to kontinenter. Dykker man ned i georgisk kultur, historie eller politik, får man langt hen ad vejen samme indtryk: Geor-gien bærer på mange punkter præg af at være et land, der er ligger i et kontinentalt krydsfelt og danner bro mellem Europa og Asien. Georgien er gennem historien blevet påvirket af mange forskellige kulturer og stormagter , der har passeret den frodige dal imellem den store og lille Kaukasus-bjergkæde, der indram-mer landet fra begge sider. Landet forekommer splittet. Ikke blot imellem Europa og Asien, men også imellem Rusland og Vesten, imellem den centrale stat og udbry-derrepublikkerne og imellem to ufor-ligelige politiske fløje. Men til trods for splittelse bærer landet stadig på

5

sin egen tusind år gamle kultur. Siden revolutionen Samfundsmæssigt og politisk er Georgien en kompleks størrelse. Siden Georgiens uafhængighed fra Sovjet i 1991 har der været mange politiske omvæltninger og stridighe-der. myndighederne forsøger at få fortidens skeletter ud af skabet, og skabe et stærkere demokrati. Det er en møjsommelig og kompliceret proces. Især fordi det unge demo-kratis politikere har svært ved at finde en fælles retning for landet, mens det politiske miljø emmer af beskyldninger og retssager. I dag består georgisk politik i store træk af spændingerne imellem to stærke personligheder, Mikheil Saa-kashvili, der har været præsident siden Rosenrevolutionen i 2003, og forretningsmanden og milliardæren Bidzina Ivanishvili, hvis parti, Geor-gian Dream, sejrede ved det sene-ste parlamentsvalg i 2012 og gjorde ham til landets premierminister. Saakashvili og Ivanishvili står i spid-sen for hver deres politiske fløj. To fløje der lige nu kæmper om nøglen til det nye præsidentpalads i hoved-staden Tbilisi. Hvilke politiske magtkampe og pro-blemstillinger det lægger op til, giver dansk-georgier Gia Abuladze en analyse af (s. 6) og Alexandre Kukhianidze, der er professor i statskundskab ved Tbilisis statsuni-

-Et splittet land -En rig kultur

Introduktion af Niels Mattias Jegind

Fem år er gået siden Rusland og Georgien kæmpede i provinsen Sydosse-tien. Siden da er det politiske billede vendt op og ned og det er nye ansigter befolkningen skal vælge ind i denne måned. Vi benytter anledningen til et

nærmere blik på den lille fortumlede stat i Kaukasus.

versitet og ekspert i Georgiens poli-tiske forhold fortæller om baggrun-den for den nuværende politiske situation (s. 9). Et lille land i krig Det interne politiske billede er påvir-ket af splittelse i en større geogra-fisk sammenhæng. Det drejer sig om de to udbryderrepublikker Ab-khasien og Sydossetien i det nordli-ge Georgien. Abkhasien løsrev sig fra Georgien under oprør i løbet af 90erne og er i dag et selvstyreområ-de, der kontrolleres af det russiske militær. Sydossetien erklærede uaf-hængighed fra Georgien i 1990. Dette førte til væbnede konflikter mellem sydossetiske magthavere og georgiere i 1991-92, 2004 og senest i 2008, hvor Georgien de facto var i krig mod Rusland, idet russiske styrker intervenerede i kon-flikten. Dette har som konsekvens givet landet store udfordringer med in-ternt fordrevne georgiere. Antropo-log Margharita Lundkvist-Houndoumadi, som har været med-arbejder for Dansk Flygtningehjælp, giver sin en førstehåndsberetning om, hvordan internt fordrevnes livs-betingelser i to årtier har været håb-løse, men som nu forhåbentlig kan se lysere tider i møde (s. 22). Men ikke kun Rusland har interes-ser i Georgien. Selvom landet er fattigt har nabolande fået øje på økonomiske muligheder. Ph.D Mar-

tin Demant Frederiksen har set på Tyrkiets voksende tilstedeværelse i landet (s. 20). Rig georgisk kultur Georgien er ikke kun splittelse, kon-flikt og nød. Den georgiske kultur er stærk og dragende. Vinproduktion og -nydelse er omgærdet af gamle traditioner og ritualer, der selv den dag i dag spiller en væsentlig rolle i de fleste georgieres liv (læs mini-guide s. 12). Antropolog Rikke Eli-sabeth Frederiksen beretter om sine oplevelser med at bo hos en geor-gisk familie, som dagligt lavede mad til hende, hvilket resulterede i udgi-velsen af en kogebog om georgisk mad. Arbejdet med kogebogen bød ikke bare på indsigt i det velsmagende og eksotiske georgiske køkken, men var også et kulturmøde mellem en dansker og georgiere i et køk-ken, hvilket både gav udfordringer og gensidig dybere kulturel forståel-se. (s. 16) Rikke giver desuden et indblik i baggrunden for den – for vesterlændinge – meget voldsom-me georgiske gæstfrihed (s. 25). På rØST håber vi med denne lille særudgivelse med fokus på Georgi-en at kunne give dig både indsigt og forståelse om et land, man fra dansk side ikke hører om så ofte, og ikke mindst vække nysgerrighed til at gå mere i dybden, eller måske til at besøge det selv.

På en udfordrende vej mod et stærkere demokrati

7

Georgiens seneste parlamentsvalg er blevet anerkendt som et bemær-kelsesværdigt demokratisk skridt fremad. At magtskiftet fra United National Movement, regeringsparti-et siden Rosenrevolutionen i 2003, til koalitionen Georgian Dream be-stående af seks oppositionspartier, blev godkendt af den centrale valg-komité betød, at hvad der så ud til at udvikle sig til optøjer, endnu en revolution eller langvarig politisk og samfundsmæssig ustabilitet blev afværget. For første gang i Georgiens historie kan man tale om demokratisk sam-eksistens mellem parterne i det par-lamentariske arbejde. For de næste fire år gik 85 pladser i parlamentet til Georgian Dream-koalitionen og 65 til United National Movement. Georgian Dream nåede dog ikke konstitutionelt flertal, hvilket United National Movement havde før okto-bervalget. Det betyder, at debatten i parlamentet nu har endnu større betydning for politiske afgørelser end tidligere. Præsidenten Mikheil Saakashvili, som har udnævnt sig selv som leder af den nye opposition, vil fungere som statsleder indtil det kommende præsidentvalg, der vil finde sted i denne uge. De lokale kommuners absolutte flertal vil endvidere tilhøre United National Movement frem til kommunalvalget i 2014. Med sådan en fordelingen af magten i Georgi-en, navnlig med hensyn på taburet-fordelingen i parlamentet, har lan-dets politiske grundlag aldrig før været så demokratisk.

Politisk analyse af Gia Abuladze

Siden sidste års parlamentsvalg er Georgien blevet rost internationalt for sine skridt mod et endnu stærkere demokrati. I det politiske liv er der mere dynamik end nogensinde før. Men op mod præsidentvalget denne uge, kan

det nu forstærkede demokrati komme på en hård prøve.

Et demokrati på prøve Men som de politiske konstellatio-ner udvikler sig, er det georgiske demokrati på en farefuld færd. Det er ikke overraskende at landet er nødt til at arbejde hårdt under sin transition. De forskellige sider, der opererer i det nye statsstyre, har ikke meget politisk erfaring. Den nye regering er i sit arbejde derfor nødsaget til at følge en ’learning by doing’-tilgang, som dog medfører en række begyndervanskeligheder. Blandt de mange nye ved magten, som er forholdsvist politisk uerfarne, finder man også landets nye premi-erminister, lederen af Georgian Dream og hele regeringskoalitionen, multimilliardæren Bidzina Ivanishvili. Grundlæggende problematisk for hans koalition er det, at den ikke blev stiftet på baggrund af fælles fodslag om politiske værdier, men snarere en interesse i at vælte Saa-kashvili af regeringspinden. Problemer finder man også hos Uni-ted National Movement og dens mange unge ledere. Efter Rosenre-volutionen dar de svært ved at ac-ceptere at de ikke længere sidder på magten. Deres vilje til at agere som velfungerende og konstruktiv opposition er ud fra deres handlin-ger svær at få øje på. Hvor er Georgien på vej hen? Fra et vestligt synspunkt er Georgi-ens politiske situation ikke mindre interessant. Nogle har associeret georgisk politik med Ukraines usta-bile demokrati og retsmæssige situ-ation eller har udnævnt Ivanishvili som en ny Berlusconi eller Chavez.

Men sådanne sammenligninger slår ikke til, idet Georgiens situation på mange måder er unik. For eksempel er det stadig for tidligt at komme med endelige konklusio-ner om, hvorvidt den nye regering forsøger at ændre den hidtil ellers meget provestlige udenrigspolitik til fordel for Rusland. De eneste offici-elle (og måske de eneste reelle) forbindelser mellem Georgien og Rusland har indtil videre været at udnævne særlige repræsentanter for at genvinde socioøkonomiske forbindelser og at starte forhandlin-ger om langsigtet konfliktløsning. Disse repræsentanter mødes på ’neutrale’ steder i Europa. Konflikten mellem Georgien og Rus-land er nemlig fortsat den samme: Ifølge Georgien er tyve procent af deres territorium, i form af regioner-ne Abkhasien og Sydossetien, be-sat af Rusland, mens den officielle russiske udmelding er, at de to om-råder er uafhængige stater. Fra begge fronter har det lydt, at ingen af dem vil tage deres standpunkter i sig igen. Men der er dog opstået en mere diplomatisk retorik mellem de to, mens tonen før i tiden, mellem Saa-kashvili og Putin, var meget skinger. Men Georgien plejer også i høj grad sine forbindelser mod vest. Hyppig-heden af møder mellem Georgien og EU og USA er øget, hvilket bliver fulgt op med nye samarbejdsaftaler. En udfordret præsident Hvis nogen offentligt ville afsløre Ivanishvilis pro-russiske eller anti-

8

vestlige præferencer, ville den før-ste i rækken være Saakashvili og hans politiske hold. Dog er ankla-gerne om den nye regerings pro-russiske orientering ved at miste effekt. Især efter at en tværpolitisk resolution er blevet vedtaget i parla-mentet om at Georgiens udenrigs-politiske hovedprioritet er euroatlan-tisk integration. Derfor har United National Move-ment ikke formået fyldestgørende at fremlægge troværdige beviser for Ivanishvilis mulige Rusland-agenda. Men har Saakashvilis parti ikke haft ressourcer eller tid nok til at finde antydninger om en ændret uden-rigspolitik? Meget tyder på at United National Movement på anden vis har været meget beskæftiget. Den georgiske befolkning er nemlig meget optaget af at kritisere Saakashvilis gamle regime. Det understreges af over 7.000 sager mod repræsentanter fra den tidligere regering indgivet til det georgiske politi og over 700 sager af samme karakter er indgivet til den Europæiske Menneskerettig-hedsdomstol i Strasbourg (det sam-me antal er endda på venteliste).

Endvidere stilles den nye opposition overfor en masse andre kritiske spørgsmål og anklager om finansielt svig, brud på menneskerettigheder, sabotage af politiske modstanderes aktiviteter og mange andre sager dukker dagligt op. De som følte sig undertrykt under den tidligere rege-ring kæmper nu for at genvinde ret-færdighed. Præsidentvalget bliver afgørende På den baggrund bliver det til det kommende præsidentvalg svært for oppositionen at være konkurrence-dygtig overfor Ivanishvilis Georgian Dream, som fortsat nyder stor popu-laritet. Meget tyder også på, at Saa-kashvilis parti ikke formår at levere egentlig politisk substans. I deres slogan ’Tilblivelsen af en ny national bevægelse – Den nye forenede op-position’, har de forsøgt at vinde popularitet, men det kan mest af alt lyde som en overfladisk leg med ord. Saakashvilis parti er nødt til at se realiteterne i øjnene og i det mind-ste tilstå nogle af de mest skandalø-se sager, det er blevet kritiseret for. Samtidig må de United National Movement-medlemmer, som ikke er

skyldige i nogle sager, forene sig og bryde op med de partimedlemmer, der er under anklage. Det er dog meget usandsynligt, at det vil ske. Flere af dem, som er under anklage, er partiets nøglepoli-tikere, så som Vano Merabisjvili og præsident Saakashvili selv. Andre mindre georgiske partier er forsat ikke særligt populære, og de fleste af disse nåede ved parla-mentsvalget sidste år ikke over spærregrænsen på fem procent. Den omstændighed samt oppositio-nens faldende støtte fra vælgerne, og risiko for at gå helt at gå i opløs-ning efter præsidentvalget, truer med at gøre Georgien til en etpar-tistat. I det scenarie ligger det eneste håb for atter at skabe et flerpartisystem hos Georgian Dream og Ivanishvilis vilje til at lade politisk diversitet blomstre i sin koalition og give rum for, at også nyopståede partier på demokratiskvis kan deltage i det politiske arbejde.

9

Hvis der er nogen, der ved noget om de politiske forhold i Georgien, er det Alexandre Kukhianidze. Han er er professor på universitetet i Tbilisi, hvor han har været med til at opstarte det samfundsvidenskabeli-ge institut. Han har desuden oplevet alle de politiske omvæltninger i lan-det på egen krop. Jeg møder ham på Malmö Högskola, hvor han gæ-steforelæser, og vil have ham til at give et overblik over den nuværen-de politiske situation i Georgien. Han betragter mig tavst en stund, inden han siger: ”Jeg er nødt til begynde langt tilba-ge i historien, for at du forstår, hvad jeg taler om”. Det var ikke for at væ-re patroniserende. Georgisk politik er i høj grad et produkt af historien. Men baggrunden for hans følgende lange historiske udredning er frem for alt at illustrere hvorledes Georgi-en er tæt forbundet med Europa. Først da Sovjetunionen opstod ser vi for alvor, hvorledes grundlaget for den nuværende situation begyndte at tegne sig. Georgisk radikalisering Ifølge Kukhianidze er moderne ge-orgisk politik todelt: Den ene side er den interne indenrigspolitiske magt-kamp. Dette vender vi tilbage til. Den anden er den eksterne dimen-

Revolutionære metoder &

georgisk politik Interview med professor Alexandre Kukhianidze af Kristoffer Hecquet

Georgien er havnet i et svært limbo imellem Rusland og Vesten. Samtidig har den interne georgiske politik forsimplet sig til blot at handle om: Saa-kashvili eller Ivanishvili. Hvad er georgisk politik? Magasinet rØST har søgt

svar hos en kender på området.

sion – hvordan håndteres forholdet med den store nabo i nord? Georgiens besværlige relationer med Rusland bunder i undertrykkel-sen af georgisk kultur under Sovjet-styret. Landet blev delt mellem Ata-türk og Lenin i Kars-aftalen i 1921, så Kars og andre georgiske provin-ser kom under Tyrkiet, mens Geor-gien som vi kender i dag, blev til det georgiske SSR i Sovjetunionen. Under Gorbatjovs perestrojka-reformer i 80’erne voksede georgi-ernes ønske om selvbestemmelse, hvilket kulminerede i opstanden på Tbilisis hovedgade Rustaveli Ave-nue den 9. april 1989. ”Og hvordan reagerede de sovjeti-ske tropper på dette? De slog mere end 20 demonstranter ihjel. Men det var de moralske skader, der var langt de største. Siden da har Geor-gien radikaliseret sig. En af de mest radikale dissidenter, Zviad Gam-sakhurdia, blev valgt som landets første præsident to år senere i 1991. Det var ham, der proklamere-de landets selvstændighed,” forkla-rer Alexandre Kukhianidze. Vejen mod NATO Professoren fortæller, at Rusland ikke kunne acceptere denne anti-russiske politiske drejning, og for at

beholde fodfæste støttede man ud-bryderrepublikkerne Sydossetien og Abkhasiens kamp for løsrivelse. Dette udviklede sig til en blodig bor-gerkrig, der resulterede i, at Gam-sakhurdia måtte flygte ud af landet og på hans plads indtrådte Eduard Sjevardnadze. Han var tidligere kendt som Gorbatjovs udenrigsmini-ster, og kunne bedre accepteres af Rusland. Men det var først under under Sje-vardnadze, at Georgiens geopoliti-ske dilemma, med Rusland på den ene side og USA og NATO på den anden, opstod. ”I 1999 da Putin allerede var kom-met til magten, ønskede Rusland at udføre militære aktioner mod terrori-ster i Pankisi i det nordøstlige Geor-gien i forbindelse med krigen i Tje-tjenien. Men Sjevardnadze afviste, da det ville betyde krig på georgisk territorium. Indbyggerne omkring Pankisi er praktisk taget georgiske tjetjenere og Sjevardnadze erkendte senere, at der fandtes terrorister. Men i stedet for at lade russerne træde ind, henvendte han sig til USA, der efter 2001 gladeligt finan-sierede antiterroroperationer. For Georgien var NATO det bedste al-ternativ. Men siden har relationerne med Rusland været meget an-

spændte,” fortæller Kukhianidze. Ifølge ham ved man godt, at der er en lang vej til NATO og EU, men det handler ikke om den formelle indlemmelse i Unionen, men nær-mere selve opbygningen af demo-krati og markedsøkonomi. ”Det er altså et spørgsmål om at vælge en retning. Georgien har så-ledes formuleret et politisk ideal, som er Europa og NATO. Og dette har skabt den dybe konflikt med Rusland. For europæere kan det lyde naivt, at Georgien ønsker at gå i retning af Europa og den Europæi-ske Union. Men georgierne er ikke naive,” forklarer Kukhianidze. Men der er en konflikt i NATO-aspirationerne. Jo tættere Georgien kommer på NATO-medlemskab, jo tættere kommer landet også på en russisk invasion. Invasionen i 2008 udløste ingen hjælp fra NATO, og derfor er Rusland nu ved at se sig om efter en ny undskyldning for in-vasion, inden det er for sent, mener han. Det kunne for eksempel være en krig i Iran. Det vil skabe en årsag for at krydse georgisk territorium med militær for at beskytte sine ba-ser i Armenien. Rusland har interesse i Georgien Ruslands ambitioner om kontrol over Georgien har tre helt klare år-

sager, mener Kukhianidze. ”For det første har Rusland under Putin formuleret et ønske om igen at dominere (eller som tidligere præsident Medvedev formulerede det privilegeret interesse i) de tidli-gere sovjetiske områder - hvilket også omfatter Georgien. For det andet er Rusland bange for udvidelse af NATO, og dette er fak-tisk nu den største konflikt mellem de to lande, da NATO har åbnet døren på klem for et potentielt med-lemskab til Georgien. Rusland er bange for, at det vil skabe præce-dens og trække andre tidligere sov-jetrepublikker med sig,” forklarer han. Den tredje årsag drejer sig om ener-gi, hvilket også vil sige penge. ”Rusland leverer olie og især gas til Vesteuropa, men en stor del af gas-sen kommer fra Turkmenistan og Kasakhstan, som Rusland sælger videre til en meget højere pris. Hundreder af milliarder Euro er endt i Rusland, og Europa har finansieret store dele af Ruslands økonomiske vækst på denne måde. Men Aser-bajdsjan besluttede for nogle år si-den at transportere gas til Europa igennem Georgien og Tyrkiet i ste-det for Rusland, hvilket skabte store spændinger, da det russiske mono-

pol blev truet. For Vesteuropa er Georgien og Aserbajdsjan derfor et vigtigt smuthul til centralasiatisk gas imellem Rusland og Iran. Energi er således en vigtig årsag til, at Rus-land ønsker kontrol over landet, hvilket også kom på tale under kri-gen i Sydossetien i 2008,” lyder det fra professoren. Disse ambitioner fra russisk side er fuldstændigt uforenelige med geor-giske interesser. ”De to nuværende præsidenter, Vla-dimir Putin og Mikheil Saakashvili hader virkelig hinanden. Men det er faktisk ikke hadet, som er centralt for dem. De er begge meget stærke og stædige personligheder, der ikke vil vige tilbage for den anden af principielle årsager”. Visionsløst politisk liv i Georgien Modstanden mod Rusland findes over hele det politiske spektrum og er ikke noget, der deler de politiske fløje. Ifølge Kukhianidze går over 70 procent af befolkningen ind for NA-TO-medlemskab og mere end 80 procent ønsker integration imod EU, og det gør partierne også. ”Der er nogle få, der har haft forbin-delse med Putin siden krigen i 2008, for eksempel Zurab Noghai-deli, der var premierminister under Saakashvili fra 2005-2007, men nu

10

11

er han ekstremt upopulær på grund af sine russiske forbindelser”, siger Kukhianidze Men det er heller ikke ideologi, der tegner de politiske billede, som vi kender det fra Folketingets højre-venstre-spektrum herhjemme. ”Den politiske agenda for oppositio-nen i Georgien har indtil nu blot væ-ret at vælte Saakashvili. Men ingen har haft et bud på, hvad der skal ske med Georgien, når Saakashvili ikke længere er præsident,” fortæl-ler han. I december 2011 annoncerede milli-ardæren Bidzina Ivanishvili sig som modkandidat til Saakashvili. Han har en personlig formue, der er dob-belt så stor som hele landets årlige budget, og har samlet flere af de gamle oppositionspartier mod Saa-kashvili og har nu vundet sig plad-sen som premierminister. ”Han støttes af Saakashvilis gamle fjender fra Sjevardnadze-tiden og dem, der ser ham som en autoritær leder. Men vi mangler fortsat at hø-re hvad hans visioner er, ud over at vælte præsidenten”, siger Ale-xandre Kukhianidze. Revolutionære metoder Saakashvili kom som oppositionsle-der til magten efter Rosenrevolutio-

nen i 2004. Ifølge Kukhianidze var denne ikke en revolution imod Eduard Sjevardnadze, men mere et oprør imod korruption. Dette udnyt-tede Saakashvili. ”Han erklærede efter sin valgsejr i 2004, at der var brug for radikale reformer i Georgien til bekæmpelse af korruption, hvilket krævede eks-tra beføjelser til ham som præsi-dent. Dette godkendte parlamentet, hvilket gjorde, at landets politik be-vægede sig i autoritær retning, da jurisdiktionen og parlamentet miste-de magt til fordel for ham som præ-sident. Herefter fulgte en meget succesfuld - og i begyndelsen popu-lær - forfølgelse af korrupte em-bedsmænd og organiserede krimi-nelle, der havde haft gode tider un-der Sjevardnadze,” forklarer han. Men langsomt begyndte Saakashvi-lis allierede under revolutionen at tage afstand fra hans autoritære metoder, og nye partier opstod i opposition til ham, og han mistede opbakning. ”Også dem som før tjente på den korrupte politiske dagsorden, men nu var uden arbejde, samlede sig imod ham. Flere tusinde der blev afskediget under korruptionsankla-ger fik ingen kompensation for ek-sempel i sociale ydelser. Det endte med en stor opstand i 2007, der

paralyserede hele landet. Og det var autoritære metoder han anvend-te for at knuse opstanden. Selv Ve-sten kritiserede Saakashvili for at opføre sig som bolsjevikkerne under Oktoberrevolutionen. Men revolutio-ner medfører revolutionære meto-der. Dette er uundgåeligt,” siger Alexandre Kukhianidze. Med forsigtig sympati for Saakas-hvili forklarer Kukhianidze, at man ikke kan føre et land direkte fra au-toritært styre til demokrati. Man er nødt til at afskaffe den korrupte lov-givning og retspraksis fra det tidlige-re styre og opbygge nye institutio-ner. Det tager tid, mener han. Han for-klarer, hvorledes ineffektivt under-uddannet politi har anvendt beskidte metoder til at anholde korrupte em-bedsmænd med plantede beviser på grund af ringe og ressourceløs efterforskning. Dette er revolutionæ-re metoder, og det har været den eneste måde at få ryddet op. Selvom Alexandre Kukhianidze vir-ker opgivende, hvad angår georgisk politik, er der ingen tvivl om, at hans største bekymring er den perma-nente konflikt med Rusland. Han er ikke i tvivl om, at en invasion kan ske når som helst.

12

Georgien har en lang broget og ka-otisk historie bag sig, og mange store imperier har været på erob-ringstogt eller tilbagetog på georgisk territorium. Ikke længere siden end 2008 var landet i krig med Rusland og befinder sig fortsat i en frossen konflikt med den russiske bjørn over territorierne Abkhasien og Sydosse-tien. Endvidere kæmper landet for et stærkere demokrati og bedre øko-nomiske forhold. Men trods det, er Georgien i dag et gæstfrit og sikkert land at rejse i og er ved at blomstre op som et unikt og fascinerende rejsemål. Både hvad angår mad og drikke, kultur, historiske seværdig-heder og natur. Vinens arnested Tag for eksempel georgisk vin. Hvis man spørger en georgier hvor vin stammer fra, vil han eller hun hæv-de, at vin blev opfundet netop i Ge-orgien. Som rejsende i Georgien bør man ikke snyde sig selv for at smage vin fremstillet efter en af ver-dens ældste metoder. Nemlig vin gæret i quevri, som er det lokale navn for store nedgravede lerkruk-ker, som forvandler druesaft til frem-ragende vin under en gæringspro-ces, der kan vare mellem få måne-der og ind til flere år.

Hvad kan man opleve i Georgien?

Rejsebeskrivelse af Gia Abuladze og Niels Mattias Jegind

I et hjørne af Europa på grænsen til Asien ligger Georgien. Georgien er for en dansker nok ikke er et helt traditionelt rejsemål, men landet er på både natur-

og kulturfronten meget spektakulært og unikt.

Kakheti-regionen, der ligger i det østlige Georgien, er et godt ud-gangspunkt for rejser for at opleve georgisk vin. Regionen adskiller sig fra mange andre regioner i Kauka-sus-området, idet klimaet er varme-re i løbet af efteråret. Derfor er regi-onen især kendt for sine vindruer og vin. Vinsmagning er naturligvis en ople-velse i sig selv, men at opleve de forskellige faser i georgisk vinpro-duktion og hvordan lokale med liv og sjæl hengiver sig til vinfremstillin-gen, er noget helt unikt. På georgisk taler man om rtveli, som er en munter men hård ar-bejdsproces hvor druerne bliver hø-stet sent i september eller i oktober. Den tid har i Georgien prioritet over alle andre begivenheder og bliver betragtet som ferie, hvor man syn-ger og fester sammen, mens man hjælper sine venner, naboer og fa-milie med druehøsten og presnin-gen druerne. Skål og taler Udover historien og traditionerne der ligger bag vinen, der til slut kommer på bordet, er den georgi-ske stolthed i at dele mad og drikke, værten selv har lavet, helt central i georgisk kultur. Et tildækket bord med mange forskellige retter og vin

og andre drikke bliver på georgisk kaldet for supra. Ved disse banketter mødes georgi-erne og deler deres glæder og sor-ger, diskuterer historie eller hvordan fremtiden skal udredes. Dette bliver typisk akkompagneret af en toast-master, der guider gildet gennem vindrikning og spisning. En sådan georgisk toastmaster bli-ver kaldt for en tamada. Han udde-ler skåle, som oftest bliver efterfulgt af taler. ”Gaumarjos!” vil man høre blive råbt i et væk, hvilket betyder ”for vores sejr”. Men der bliver også skålet for mange andre ting alt efter indholdet af supraens taler. Det ka-rakteristiske ved georgiske skåltaler er, at de ikke nødvendigvis bare er lystige, men også berører mere al-vorlige emner og moraler om livets gang. Når der holdes taler er det ikke unormalt, at der bliver drukket et helt glas vin for hver skål. Så man skal som udenlandsk besøgende være lidt forsigtig med at følge de lokales drikketempo under skåltaler-ne og måske prøve at vinde lidt sympati hos en ellers insisterende tamada. Udover vin kan man ved en supra ikke komme udenom en an-den meget traditionel georgisk drik; nemlig tchatcha. Det er en stærk

hjemmelavet georgisk vodka. Specialiteter du ikke har smagt En anden drik der er kendetegnen-de ved landet, er georgisk mineral-vand. Den mest kendte type er van-det fra Borjomi i det centrale Geor-gien, hvor vandet bliver tappet fra en kilde på en bjergside. Det speci-elle ved vandet er, at man tydeligt kan smage mineralerne i vandet, idet det har en lettere saltholdig smag. Mange ser en flaske med Borjomi-vand som en effektiv kur mod tøm-mermænd, så det er måske ikke helt dumt at smage på den georgi-ske specialitet dagen efter en supra. Mineralvandet fra Borjomi er fortsat populært i flere af de andre tidligere Sovjet-lande. Retten khachapuri er også et must på det georgiske bord, som grund-læggende set er brød med ost. Men retten findes i mange forskellige udgaver, fordi hver region har sin egen særlige variant. For eksempel er der en noget tung variant fra regi-onen Adjarien, der ligger ud mod Sortehavet. Det friskbagte brød har form som en lille båd med en udhu-ling, som bliver fuldt ud med ost, rå æg og smør. Osten i retten symboli-serer havet mens ægget symbolise-rer solen. Ældgamle klostre og kirker Men Georgien har meget mere at byde på end bare mad og vin. Atter i Kakheti-regionen, finder man blandt andet David Gareja. Det er en isoleret samling af klostre i det sydøstlige Kakheti tæt på den aser-bajdsjanske grænse. Komplekset er at finde på UNESCOs verden-sarvsliste og dets øde beliggenhed i

et næsten måneagtigt goldt land-skab, gør det til en Georgiens mest bemærkelsesværdige attraktioner. Efter at have været forladt og for-sømt under Sovjet-æraen, er kom-plekset nu atter i brug af munke. Udover David Gareja, finder man spredt udover hele Georgien mange gamle men velbevarede klostre og kirker. Ofte placeret i smukke øde landskaber eller dramatisk på en bjergtop. Kan man aflæse skiltene? Det georgiske alfabet er også en unik historie for sig, som man ikke kan undgå at lægge mærke til som rejsende. For en dansker kan det virke forunderligt krøllet og eksotisk, og det kan være svært at relatere skrifttegnene, til noget man har set før. Alfabetet er georgiernes helt eget og dets oprindelse kan spores tilba-ge til trehundrede år før vores tids-regning. Man ser det benyttet alle vegne, også på gadeskilte. Men som rejsende skal man ikke fortviv-le, idet stednavne oftest er supple-ret med en variant skrevet med la-tinske bogstaver. En broget hovedstad Hovedstaden Tbilisi viser tydeligt, med sine varierede kvarterer, hvor-dan Georgien er blevet påvirket kul-turelt og historisk fra forskellige ver-denshjørner. I Tbilisis gamle bydel får man indtryk af, hvordan Tbilisi har været et knudepunkt mellem øst og vest, med de gamle bygninger, kirker og gæstgiverier for karavaner. Men i byens til tider rodede og kao-tiske byplanlægning og arkitektur får man øje på både ældre fornemme

palæbyggerier, betonkasser til be-boelse fra Sovjettiden og spritnyt, nærmest futuristisk, byggeri i glas og stål. Sidstnævnte er bygget efter Mikheil Saarkasjvili kom til som præsident i 2003, og man får indtryk af, at nybyggerierne hænger sam-men med præsidentens iver for at skabe reformer i det georgiske sam-fund. Faktisk er det en lokal joke, lidt i stil med de gamle Aarhus-vittigheder, at de mange nye bygningers glasfa-cader, er et eksempel på Saarkasj-vilis forsøg på at skabe transparens i den offentlige sektor. Så behøver man ikke længere tvivle på om poli-ti, embedsfolk og sagsbehandlere nu også bestiller noget eller begår korruption. En naturperle Selvom Georgien er et forholdsvist lille land, har det en meget varieret natur, som lægger op til mange for-skellige typer af ferier og rejser. Li-ge fra strand og solferie ved Sorte-havskysten, vandring blandt frodige grønne bjerge og dale til skiferie i Kaukasus. Georgien er på mange måder et anderledes og fascinerende rejse-mål, og der er noget for en hver smag, uanset om man søger even-tyr i landets smukke og varierede natur, vil fascineres af en gammel og stolt kultur eller gå på kulinarisk opdagelse i det traditionelle køkken. Georgien er heller ikke overrendt af turister, så mange steder vil man blive mødt åbenhjertigt af lokale, der er stolte og glade for, at der kommer nogen, som vil opleve de-res land og kultur.

15

16

17 17

”Gæster er sendt fra Gud. Det er derfor enhver mands forpligtigel-se at sørge for mad og drikke til sine besøgende”.

Beka Gotsadze

Georgien, landet af vin og honning, fattigdom og konflikt. Karakteriseret af frodige bjerge og farverige mar-kedspladser, grå betonbygninger og en konfliktfuld historie. Hvad Geor-gien mangler i økonomisk velstand, kompenseres der i rigelighed for i gæstfrihed og hjerterum; en tilrej-sende mødes med åbne arme, mad og drikke. Jeg besøgte første gang Georgien i sommeren 2005 i forbindelse med min mands antropologiske feltarbej-de i landet. Første aften blev vi budt velkommen med et lækkert og ind-bydende aftensmåltid samt vin i overflod. Vinen og maden kom til at

Tæt på georgisk madkultur

Boguddrag af Rikke Elisabeth Frederiksen

Antropolog Rikke Elisabeth Frederiksen, udgav sidste år kogebogen "Georgisk mad". Her kan du læse et uddrag og få indblik i georgisk

madkultur.

præge vores ophold i landet både den sommer og de efterfølgende år. Under størstedelen af vores første besøg boede min mand og jeg hos en lokal familie i Kiketi lidt uden for hovedstaden Tbilisi. Familien be-stod af en mor; Nino, far; Beka, to små drenge, en barnepige og bed-stemoderen, Gullo, der dagligt lave-de mad til os. Gullo introducerede mig for tilberedningen af en række traditionelle georgiske retter og et par af sine egne. Det var under dette ophold, at jeg fik ideen til at skrive den første ge-orgiske kogebog på dansk. En ko-gebog der introducerer et for mange ukendt, men oplevelsesrigt, køkken, og som viser, at østeuropæisk mad er meget andet end kål og konser-ves. I 2006 vendte jeg tilbage til Tbilisi

ad to omgange. I efteråret 2008 og foråret 2009 boede min familie og jeg for os selv i Batumi, hovedbyen i Adjara-regionen ved Sortehavsky-sten i det sydvestlige Georgien. Op-skrifterne i denne kogebog er pri-mært indsamlet fra mine ophold i Kiketi, Tbilisi og Batumi. Retterne er en blanding af traditionelle egnsret-ter og mere moderne småretter, baseret på de mest udbredte ingre-dienser i Georgien. Maden og den kulturelle selvforståelse Når jeg fortalte mine georgiske ven-ner om mit kogebogsprojekt, blev jeg mødt med en blanding af skep-sis og stolthed. Familien i Kiketi mente ikke, det var muligt at lave georgisk mad i Danmark. Dels var ingredienserne ikke de samme i Danmark som i Georgien, og dels var georgisk mad svær at tilberede. Gullo lavede den ene lækre ret efter

18

den anden, men det tog mig noget tid, før jeg fik lov til at komme med i køkkenet. Efterhånden som familien aner-kendte min seriøsitet omkring koge-bogen, mit engagement omkring madlavningen og mine erfaringer med at lave mad introducerede Gul-lo mig for flere og sværere retter. Da jeg en aften havde været med til at bage et godt georgisk khachapuri (ostebrød), udtalte Beka med stolt-hed i stemmen, at nu havde Martin fået sig en georgisk kvinde. Jeg blev mødt af den samme blan-ding af skepsis og respekt, da jeg i Batumi interviewede en gruppe stu-derende om mad og bad dem tilbe-rede en middag sammen med mig. De ville gerne lære mig at lave et par salater – men de mere kompli-cerede retter som f.eks. rgvezeli

(små tynde majspandekager med ost) mente de, var for svære for mig at lære – særligt på grund af den tid det tager at tilberede dem. Det sam-me gjorde sig gældende, når jeg talte om shotis puri (georgisk lang-brød); ifølge mine georgiske venner er det kun en bager, der kan bage brød. Blandingen af skepsis i forhold til mine evner og følelsen af ære over den interesse, jeg viste deres køk-ken, er sammen med Bekas kom-mentar om, at en gæst er sendt fra Gud, et udtryk for madens betyd-ning i Georgien. Mad og vin er en central del af den georgiske kultur og nationale stolthed; en georgier går ikke på kompromis med de ge-orgiske retter. Det at tilberede georgisk mad kræ-ver derfor de rette råvarer og en

særlig ekspertise – og det er forbun-det med dyb respekt. Det er hus-mødre eller piger, der stræber efter at blive husmødre, som er særligt gode til at lave georgisk mad. Det er altså ikke alle og enhver, der kan lave (georgisk) mad; det er et hånd-værk, der skal læres – det kræver viden, erfaring og ekspertise. Jeg har stor respekt for de georgiske husmødre og for alle dem, der har introduceret mig til det georgiske køkken. Og jeg må indrømme, at der er mange retter (men langt fra alle), som kræver tålmodighed og flid at tilberede. Men jeg vil påstå, at med denne kogebog i hænderne, gode råvarer til rådighed og tid til tilbered-ning er det muligt at lave god, geor-gisk mad i Danmark.

19

20

Siden Rosen Revolutionen i 2003 har der været en almen opfattelse af, at Georgien primært kigger mod ”Vesten”. EU flag begyndte – håbe-fuldt - at pryde offentlige bygninger, vejen fra Tbilisis lufthavn blev om-døbt ”George Bush Road”, og den dengang nye præsident Mikheil Saakashvili fremhævede i sine taler igen og igen sine alliancer mod vest. Men dette kan være på vej til at ændre sig, hvis man ser på de handelspartnere og investorer, der i dag er de primære bidragydere til Georgiens økonomi. Nye aktører på markedet Efter revolutionen i 2003 var USA, Storbritannien og Holland blandt de største investorer i landet. Selvom de stadig er til stede, er de nu ble-vet overhalet af andre lande, især fra Østeuropa, Mellemøsten og Centralasien. I første del af 2010

Tyrkiet i Georgien - Nye investorer og nye forpligtelser

Analyse af Ph.D Martin Demant Frederiksen

Den georgiske regering satser på flere heste, når det gælder det internationa-le marked, der iblandt både Iran og USA. Men Tyrkiet har overtaget rollen som den store vestlige investor i Georgien. Lokale i provinsen Adjarien frygter

den tyrkiske magt.

var Tyrkiet, Tjekkiet og Egypten så-ledes rykket op som de tre største investorer i landet. Tyrkiet har, især i regionen Adjarien i det vestlige Georgien, igangsat et væld af byg-geprojekter indenfor turismesekto-ren. Adjarien er blevet udset af den georgiske regering til at blive et cen-trum for turisme i Sortehavsregio-nen, og ifølge det lokale turistkontor i Adjarien er Tyrkiet ansvarlig for store dele af økonomien bag denne udvikling. Dette giver god mening. Tyrkiet er et naboland, og forhåbningen fra officielt hold i Georgien er, at netop tyrkere vil blive en del af de turister, der i fremtiden skal besøge Adja-rien. Men den økonomiske hjælp er ikke uden forpligtigelser. Ikke fordi Tyrkiet har stillet krav, men fordi Georgien er afhængig af, at penge-ne fortsat kommer ind, for at nå de

mål præsidenten har sat. Derfor er det vigtigt at holde sig gode venner med de nye investorer, og med de nye investorers andre samarbejds-partnere. Dette har nu skabt proble-mer for Saakashvili, der indtil nu har siddet som præsident, i forhold til spørgsmålet om Tyrkiets relationer til Iran. Mellem Iran og USA Iran har været på kant med USA og Europa gennem længere tid på grund af landets berigelse af uran. Dette fik den 9. juni i 2010 FN’s sik-kerhedsråd til at pålægge sanktio-ner mod Iran, der bandlyste salg af våben til Teheran. Tyrkiet stemte imod og fremsatte sin egen plan for handel. Den blev forkastet af Wash-ington, men den blev støttet af Saa-kashvili. Kort efter inviterede Saa-kashvili den iranske præsident Mah-moud Ahmadinejad til Tbilisi, og der

blev fremlagt planer om, at gøre det lettere for iranske statsborgere at opnå visum i Georgien. Ifølge avi-sen Georgia Today, var flere kom-mentatorer i Georgien efterfølgende for, om Saakashvilis stigende imø-dekommenhed overfor Iran risikere-de at distancere landet fra dets alli-erede mod vest, især USA. Diskussionen i de georgiske medier af betydningen af Saakashvilis nye åbenhed overfor Iran har til tider været spekulativ, men den er allige-vel interessant. Den peger nemlig på, at billedet mellem ”ven og fjen-de” i Georgien ikke længere er så klart, som det var efter revolutionen i 2003, hvor Rusland blev fremhæ-vet som fjenden og Vesten som vennen – i hvert fald på det politiske plan. Allerede i 2008, under den ossetiske krig, blev det åbenlyst, at båndene mellem Georgien og USA

ikke var så stærke, som den georgi-ske præsident havde troet; ameri-kansk militær assistance mod Rus-land, som Saakashvili havde håbet på, udeblev. Under det amerikanske præsident-valg senere samme år støttede Saakashvili officielt John McCain. Barack Obama vandt valget, og få måneder senere udtalte Saakashvili til det amerikanske magasin News-week, at han følte sig svigtet af sine venner i Vesten. Han var på dette tidspunkt presset af masse-demonstrationer i hovedstaden og oppositionens krav om, at han skul-le trække sig som præsident på grund af krigen. Frygt for Tyrkiske magt Få år senere, i efteråret 2012, måtte han se sit parti tabe parlamentsval-get, og alt tyder nu på, at det sam-me vil ske ved præsidentvalget i

2013. Det er endnu uklart, præcist hvordan det nye parlament (og den mulige nye præsident) vil forholde sig til Tyrkiet. Åbenheden overfor Tyrkiet har indtil videre været en umiddelbar økonomisk gevinst for Georgien, ikke mindst i forhold til udviklingen af blandt andet Adja-rien. Men det har også medført sti-gende lokal skepsis og kritik. Antallet af tyrkiske byggeprojekter og turister i Adjararegionen bliver stadigt højere, og trods den økono-miske gevinst, som det stigende antal turister har medført, frygter mange lokale, at regionens fremtid vil blive dikteret af tyrkiske snarere end georgiske interesser.

Den adjariske hovedstad Batumi er hovednerve i handlen med Tyrkiet

21

En historie om internt fordrevne

22

Mere end 20 store sanatorier er samlet i byen Tskaltubo i det vestli-ge Georgien; en berømt feriedesti-nation i Sovjettiden. I dag toner dis-se sovjetiske sanatorier frem som forfaldne fortidslevn af en tidligere luksus. Marmortrapper fører op til entré-haller, hvor krystallysekroner-ne ikke længere hænger. De røde tæpper, der spredte sig ud i alle gangene, er for længst væk; det samme er mange af de mønstrede trægulve, der op igennem 90erne blev brugt til at tænde op i de nye indflytteres små brændeovne. Fra sanatoriernes balkoner ses nu de tilgroede haver, hvor romantise-rende forestillinger om fredfyldte spadsereture bliver forstyrret af vir-kelighedens mindre romantiske lø-bende høns, nogle af de nuværen-de beboeres mere værdifulde ejen-dele. Alle disse sanatorier kaldes i dag for ”Kollektive Centre”. De kan føjes til en liste over flere hundrede bygnin-ger i Georgien, der de sidste snart 20 år er blevet brugt til at huse de georgiere, der flygtede fra Abkhasi-en. Genhusning af internt fordrevne Georgien blev selvstændigt i 1991, efter at have løsrevet sig fra Sovjet-unionen. Herefter brød en række

Beretning af Margharita Lundkvist-Houndoumadi

Sovjettidens pragt og turistmål er i dag forvandlet til en flygtningelejr. For-faldne sanatorier bliver i dag benyttet som permanent midlertidigt hjem for

tusindvis af interne georgiske flygtninge.

konflikter ud med udbryderregioner-ne Abkhasien og Sydossetien, der selv ønskede selvstændighed. Un-der disse krige blev omkring 250.000 georgier fordrevet fra deres hjem. De kaldes for internt fordrev-ne flygtninge og bor nu i Georgien. Halvdelen af de internt fordrevne georgiere flyttede ind i skolebygnin-ger, børnehaver, hoteller, sanatori-er, hospitaler, arbejderboliger og andre offentlige bygninger, der for det meste ikke var i brug på grund af de kaotiske år i 90erne, hvor hele det offentlige og statslige apparat var under omvæltning, alt imens borgerkrigstilstande herskede i lan-det. "Besættelsen" af alle disse offentli-ge bygninger, der oprindeligt ansås for midlertidig, blev anerkendt af staten som lovlig, og de såkaldte Kollektive Centre blev dermed skabt. Her kunne de nye indbyggere bo gratis, indtil en holdbar løsning blev fundet. Det er først i dag, næ-sten 20 år senere, at de Kollektive Centre er under gradvis afvikling. Endeløs midlertidig situation De georgiere der blev fordrevet mi-stede alle de ressourcer de måtte have – bolig, private ejendele, land, lokale netværk og så videre. De skulle starte fra nul i en kontekst af

borgerkrig, kollapset infrastruktur og industri samt generel lovløshed. Samtidigt har de i de første mange år betragtet deres situation som midlertidig og dermed ikke seriøst investeret i et nyt liv, men derimod afventet muligheden for at vende hjem igen. Deres situation skal dog ses i sam-menhæng med den generelle til-stand i Georgien, nemlig arbejdsløs-heden, fattigdommen og de få fakti-ske muligheder, der bød sig op igennem 90erne og 00erne til at skabe et liv. Den næsten håbløse situation illustreres af det faktum, at cirka en femtedel af hele befolknin-gen emigrerede fra Georgien i de år. Vestlig opmærksomhed Indtil den korte krig i 2008 mellem Georgien og Rusland, hvor Vestens interesse for Georgien blev vakt, var de internt fordrevne flygtninge et forholdsvis nedprioriteret område for den georgiske regering; på den ene side var der ingen midler til faktisk at gøre noget og på den anden side dikterede den officielle diskurs om-kring ”endelig tilbagevending til Ab-khasien og Sydossetien”, at man ikke investerede i lokale langsigtede integrationsløsninger.

23

Med krigen i 2008 fulgte en ny strøm af georgiske internt fordrevne flygtninge samt en strøm af penge til humanitær- og udviklingshjælp fra vestlige donorer, ikke mindst EU. Denne gang kom flygtningene fra Sydossetien og var meget færre end de forrige bølger fra Abkhasien. En fornyet interesse for alle de in-ternt fordrevne sås både hos det internationale samfund samt den georgiske regering. En national strategi blev udviklet af regeringen, med henblik på lokale bæredygtige boligløsninger; dette forudsatte at man anerkendte behovet for en lo-kal integration dog uden at ændre på den langsigtede officielle plan for tilbagevenden til de tabte regioner. Afvikling af Kollektive Centre Efter 20 års 'midlertidig' fordrivelse, blev der omsider mulighed for en mere langsigtet løsning; realistisk set, dog langt fra til alle. Planen er at alle disse Kollektive Centre enten skal renoveres og privatiseres af beboerne (til symbolske beløb på 50 ører), eller nedlægges hvorefter beboerne får tilbudt alternative pri-vate boliger. Mange af disse Kollek-tive Centre, som for eksempel alle sanatorierne i Tskaltubo, har økono-misk interesse for staten, der enten allerede har solgt disse eller ønsker at gøre det. Andre bygninger skal atter i brug i deres tidligere funktion som for eksempel børnehaver eller skoler. Sanatorierne i Tskaltubo er, grundet deres flotte arkitektur og smukke beliggenhed, prioriteret til hurtigt at blive afviklet som Kollektive Centre.

Bygningerne skal renoveres og hele komplekset skal omdannes til kasi-noer og hoteller og dermed udgøre, ifølge præsidenten Saakashvili, et georgisk Las Vegas. Den tidligere luksus fra de sovjetiske sanatorier bliver dermed genskabt, dog i kapi-talismens tjeneste denne gang. De 20 år, hvor bygningerne blev ned-slidt, plyndret og beboet af fattige flygtninge, bliver en parentes i deres luksuriøse historie. Dog en lang og betydningsfyld parentes, symbolise-rende det tidligere systems kollaps og den pludselige fattigdom og for-drivelse, der ødelagde mange liv. Permanent midlertidighed De fleste af beboerne i Tsklatubo blev i løbet af efteråret 2011 flyttet til et nyt boligkompleks ved havne-byen Poti ud mod Sortehavet. Mere end tredive højhuse i grønne, lyse-røde og lyseblå farver blev indviet i oktober 2011 og kaldes nu den ”nye forstad”. Omkring 800 familier er flyttet ind; for de allerfleste er det en markant forbedring af deres boligvil-kår. Dette betyder dog ikke alt, så længe subsistensgrundlaget ikke også forbedres. Frygten er netop også, at denne splinternye og farvestrålende for-stad gradvist forvandles til en ghetto med fattige og arbejdsløse georgie-re. Præsidenten har i sine karakteri-stiske overambitiøse og lettere ure-alistiske udmeldinger spået Potis fremtid som værende ”Sortehavets Dubai”. En frihandelszone er også blevet indviet i 2008, dog er der ikke megen økonomisk aktivitet at spore, måske med undtagelse af Mærsk,

der for nyligt har lejet havnen. Usikker fremtid Med afviklingen af de fleste af disse Kollektive Centre, vil denne store gruppe internt fordrevne georgiere blive mindre synlige og dermed må-ske også mindre identificerbare i lokalsamfundene. De store faldefærdige betonbolig-komplekser i Tbilisi og på landet, med de karakteristiske ulovlige led-ninger der stjæler strøm fra de of-fentlige kabler, forsvinder. Mange af de besatte skoler og børnehaver kommer atter i brug, til glæde for de lokale familier. For mange af de internt fordrevne er indflytning til en nyrenoveret og pri-vatejet lejlighed en meget vigtig for-bedring, specielt når man tænker på de familier, der i så mange år har boet i ligefrem sundhedsskadelige omgivelser med for eksempel pre-sennings-repareret loft, rotter og ingen bad eller sågar vand. Men for dem, der ingen ressourcer har til selv at skabe et subsistensgrund-lag, er risikoen for at havne i en så-dan situation i den nære fremtid stor. Selv om de nu har tag over hovedet. Man kan nu håbe på, at de nyudvik-lende sanatorier i Tskaltubo kan tilbyde jobs til nogle af dets tidligere beboere, der dermed ville kunne servicere gæster i de hotelværelser, eksotiske haver og bombastiske sale, de selv boede i.

24

25

Det er en varm dag i midten af juli. Min kæreste og jeg ankommer til Akhaltsikhe i det sydlige Georgien. Det er en lille by, centreret omkring en hovedgade med nogle butikker, en bank og enkelte spisesteder. Vi har vores store rygsække med og vil ikke gå omkring for at kigge på byen. Efter en hurtig frokost på en lille café sætter vi os derfor i parken, hvor vi vil vente til Giorgi, en af vo-res bekendte, får fri fra arbejde. En midaldrende kvinde kommer gennem parken. Hun stopper op og præsenterer sig som Tamara. Hun er nysgerrig efter at vide, hvad vi laver i parken – det er ikke tit, at de ser turister i byen, lader hun os vi-de. Da Tamara finder ud af, at der går et par timer, før vi kan møde vores bekendte, inviterer hun os hjem i sit hus. Som unge antropo-logstuderende er vi åbne over for stort set alle, og vi takker ja til invita-tionen. Hjemmebrændt whisky Vi ankommer til et lille spartansk hjem. Uden at spørge til vores sult serverer Tamara brød, suppe og yoghurt og skåler med os i hjemme-

Aggressiv gæstfrihed

Rejsebeskrivelse af Rikke Elisabeth Frederiksen

Mødet med den georgiske gæstfrihed kan virke voldsom. Men forklaringen på georgernes overvældende omsorg for fremmede kan findes i historien.

Det er et vigtigt værktøj til at skabe alliancer.

brændt whisky. Ud over at åbne sit hjem for os, åbner hun også sit hjer-te, og på vores korte besøg får vi indblik hendes nyligt afdøde faders sygdomsforløb og endeligt, som foregik i netop det rum vi sidder i. Hun indvier os også i sit politiske ståsted og beklager sig over landets sociale problemer og økonomiske situation – særligt den ekstreme fattigdom, der præger dagligdagen. Efter frokosten, der er vores anden den dag, viser Tamara os rundt i sit lille hjem. I baggården møder vi hendes gamle mor, som er i gang med at lave hjemmebrændt whisky ud af multebær fra et af baggårdens træer. Moderen taler ikke engelsk, og vi forstår ikke georgisk, men med sin fremtoning – de små hænder der varmt klemmer vores, smilet i hendes ansigt og den lille håndfuld multebær hun uden videre placerer i vores hænder – signalerer hun, at vi også for hende er velkomne. Tamara kører os tilbage til parken, hvor vi mødes med en Giorgi. Inden Tamara tager afsked med os, giver hun os sit telefonnummer. Hun un-derstreger, at vi altid er meget vel-

komne i hendes hjem. Vi fik dog aldrig anledningen til at vende tilba-ge. Vodka og vandmelon Giorgi køber nogle øl og kører os ned til floden. Her går vi ned mod en lille grøn oase, for at drikke ølle-ne. Vi kommer forbi to ægtepar, der holder picnic. De hilser på os. Den ene kvinde rækker en tallerken med vandmelon frem, og en af mænde-ne finder nogle ekstra glas og hæl-der vodka op til os. Vi skåler med dem og spiser lidt vandmelon. Gior-gi taler lidt med ægteparrene, inden vi går videre for at drikke vores øl, mens de fortsætter deres picnic. På få timer mødte vi denne som-mereftermiddag seks mennesker, der uden at kende det mindste til os udviste en høj grad af imødekom-menhed og åbenhed. Eksemplet siger noget om den ekstreme gæst-frihed, der karakteriserer landet – hvor selv en fattig kvinde inviterer fremmede med hjem for at spise. I begge møderne var der mad og alkohol involveret. Netop disse ele-menter er en central del af den ge-

orgiske gæstfrihed. Mad som socialt fænomen, og ikke mindst dets for-bindelse til gæstfrihed, er universelt. Hvad der dog er specielt ved Geor-gien, er den måde gæstfriheden bliver udvist på. Af nogle betegnes dette som en aggressiv form for gæstfrihed, hvor man som gæst kan blive overvældet af både mad, alko-

hol og åbenhed i en grad, der ikke synes at indebære et valg. Forkla-ringen på denne form for gæstfri-hed, og madens betydning i forhold hertil, findes i landets historie. Mad og venskab Georgien har gennem tiden været præget af en lang række krige og

konflikter. I disse perioder har det været centralt for georgiere at kun-ne skelne fjender fra venner. Målti-det blev en måde at skabe alliancer på; ved at byde fremmede noget at spise og drikke tilbød man sin loyali-tet. Ved at modtage maden imøde-kom man samtidig det underliggen-de ønske om venskab. Under Sov-

26

jetstyret, hvor ressourcerne var knappe, var deling af mad og drikke mellem venner og bekendte ligele-des en måde at få adgang til knap-pe ressourcer på. Selvom der ikke længere er det samme behov for at danne alliancer i forhold til udefrakommende trusler

og opnåelsen af knappe goder, hænger kulturen omkring gæstfri-hed og fællesskabet omkring mad ved. Selvom der er denne udbredte åbenhed, gæstfrihed og vilje til at give, forventes det, at en gæst der befinder sig længe nok i landet til at blive set som en ven frem for en gæst, også begynder at give. Begge

dele kan være centrale at holde sig for øje, når man besøger landet. Både for at man ikke kommer til at støde nogen ved enten at afstå fra at modtage et måltid eller modtage for meget uden senere hen at give noget igen.

27

Modtag vores gratis nyhedsbrev

Magasinet rØST Update

Ønsker du at holde dig orienteret i østeuropæiske forhold kan tilmelde dig Update Magasinet rØST’s nyhedsbrev. Besøg www.magasinetroest.dk og til-

meld dig nu.