master thesis (danish) - et ændret klima
TRANSCRIPT
K Ø B E N H A V N S U N I V E R S I T E T D E T S A M F U N D S V I D E N S K A B E L I G E F A K U L T E T
i
Et ændret klima En stormagtskonstruktivistisk analyse af den opståede
divergens i Kinas og Indiens klimaindsatser
Kandidatspeciale Mathias Hauberg og Simon Leicht Nielsen
Vejleder: Olaf Corry
Afleveret den: 01/08/2016
K Ø B E N H A V N S U N I V E R S I T E T D E T S A M F U N D S V I D E N S K A B E L I G E F A K U L T E T
ii
Institutnavn: Institut for Statskundskab Fakultet: Det Samfundsvidenskabelige Fakultet Forfatter(e): Mathias Hauberg og Simon Leicht Nielsen Titel: Et ændret klima: En stormagtskonstruktivistisk analyse af den opståede
divergens i Kinas og Indiens klimaindsatser Title: A changing climate: A great power constructivist analysis of the
emerged divergence between China’s and India’s climate efforts Emnebeskrivelse: International klimapolitik, stormagtspolitik Vejleder: Olaf Corry Afleveret den: 01. august 2016 Antal tegn: 335.288
Forsidebilleder: USA’s Præsident Barack Obama sammen med henholdsvis Kinas Præsident Xi Jinping og
Indiens Premierminister Narendra Modi under COP21 i Paris, 30. november 2015 (Fotos: REUTERS/Kevin
Lamarque og AP).
iii
Abstract The thesis examines why China’s international stance on climate change has apparently become more constructive in recent years, while India’s remains conservative. Given the traditionally close alliance between the two countries and their comparability on most dimensions related to climate change, this divergence poses a puzzle with implications for global climate efforts. To resolve it we develop a theoretical framework, great power constructivism, by synthesising insights on the social construction of great power. Using this framework, we make two main findings. First, an integrated content analysis of Chinese and Indian documents and statements on climate change from 2004-2015 shows that the divergence is explicable by a shift in Chinese state identity towards a self-understanding as a great power, which has not occurred for India. While both still see themselves as developing countries and the industrialised countries as the bearers of (historical) responsibility, this emerging Chinese identity entails greater willingness to accept special responsibilities for global challenges such as climate change. Yet, this is also linked to a more assertive idea that China is entitled to pull the international climate regime towards a model conducive to China’s perceived interest of economic growth. Second, a congruence analysis shows that China’s identity change appears to be a result of great power socialisation and a collapse of its former climate-related collective ideas, whereas the continuity in Indian state identity seems due to unsuccessful socialisation attempts. The US and EU have tried to socialise both countries into accepting special responsibilities as rising powers, but have privileged China while India has not received the social recognition that great power status merits. Along with the ambiguity of the norms underpinning the climate regime, this seems to clarify India’s ability to refuse great power responsibility as well as China’s acceptance of it, which is thus found to be a result of social incentives rather than internalisation of ambitious climate norms. However, in line with its more assertive identity, China has not just conformed to the demands of the traditional Western norm leaders, but initiated a social renegotiation of great power, moving the regime toward minilateralism, in which multilateral efforts are steered by the US and China.
Keywords: Climate change, great power constructivism, Chinese climate policy, Indian climate policy, international climate regime, state identity change and consolidation, socialisation
v
Where there is great power there is great responsibility
Sir Winston Churchill
When the winds of change blow, some build walls and others build windmills
Kinesisk ordsprog
vii
Indholdsfortegnelse 1 INDLEDNING ................................................................................................................... 1
1.1 Motivation ................................................................................................................................ 2 1.2 Problemformulering ............................................................................................................... 5 1.3 Teoretiske og analysemæssige afgrænsninger ...................................................................... 6 1.4 Teoretisk analyseramme og arbejdshypoteser ..................................................................... 7 1.5 Specialets opbygning ............................................................................................................... 8
2 LITTERATURGENNEMGANG ...................................................................................... 11 2.1 Specifikke forklaringer af Kinas traditionelle klimaindsats ............................................. 12 2.2 Specifikke forklaringer af Indiens traditionelle klimaindsats .......................................... 14 2.3 Gruppebaserede forklaringer af Kinas og Indiens klimaindsatser .................................. 15 2.4 Opsummering på litteraturgennemgang ............................................................................ 17
3 PRÆSENTATION AF TEORI OG UDLEDNING AF ARBEJDSHYPOTESER ............. 21 3.1 Konstruktivismens sociale teori: Ideationel-realistisk ontologi, mediativ epistemologi 21 3.2 Konstruktivismen som substantiel teori: Pragmatisk statscentreret systemteori .......... 25 3.3 Udledning af en stormagtskonstruktivistisk teoriramme ................................................. 33 3.4 Opsummering af stormagtskonstruktivismen .................................................................... 38 3.5 Forskelle fra lignende teorirammer .................................................................................... 39
4 FORSKNINGSDESIGN OG ANVENDTE METODER ................................................... 41 4.1 Videnskabsteoretisk udgangspunkt og forskningsdesign ................................................. 42 4.2 Analysestrategi for første analysedel: Integreret indholdsanalyse .................................. 43
4.2.1 Konkret udførelse af den integrerede indholdsanalyse .................................................... 47 4.3 Analysestrategi for anden analysedel: Kongruensanalyse ................................................ 49
4.3.1 Strategi for operationalisering og afdækning af socialisering fra andre stormagter ........ 50 4.3.2 Strategi for operationalisering og afdækning af afkræftede kollektive forventninger ..... 56
4.4 Tværgående empiriske udfordringer: Kildeværdi og kildekritik .................................... 56 4.5 Samlet kvalitetsvurdering af specialets forskningsdesign ................................................. 58
5 ANALYSE AF INDIENS OG KINAS KLIMAPOLITISKE STATSIDENTITETER .......... 61 5.1 Kontinuitet i Indien: Type- og kollektiv identitet som udviklingsland ............................ 61
5.1.1 Fattigdomsbekæmpende og Bæredygtigt Udviklende Indien .......................................... 62 5.1.2 Afhængige Indien ............................................................................................................. 64 5.1.3 Principfaste Indien ........................................................................................................... 67
5.2 Udvikling i Indien: Kortvarig antydning af stormagtsidentitet? ..................................... 71 5.3 Kontinuitet i Kina: Basal selvforståelse som udviklingsland ............................................ 71
5.3.1 Typeidentitet: Harmonisk Udviklende og Moderat Velstående Kina .............................. 72 5.4 Udvikling i Kina: Gryende klimapolitisk stormagtsidentitet ........................................... 77
5.4.1 Individualisme: Afbalancerede relationer og sammenligninger med USA ..................... 77 5.4.2 Eroderende identitet som udviklingsland: Særligt kapable og Ansvarlige Kina ............. 79 5.4.3 Kina som pro-social og skabende stormagt: Fælles indsats og fælles fordele ................. 83
5.5 Sammenligning af Indiens og Kinas klimapolitiske statsidentiteter ................................ 85 5.5.1 Delkonklusion: Indisk urokkelighed og kinesisk udvikling ............................................ 88
viii
6 ANALYSE AF ÅRSAGER: SOCIALISERING OG AFKRÆFTEDE FORVENTNINGER .................................................................................................................................... 91
6.1 Socialisering som årsag til Kinas identitetsforandring...................................................... 91 6.1.1 Trin 1: Sandsynliggørelse af socialisering – Det sociale miljø i klimaregimet ............... 92 6.1.2 Trin 2: Påvisning af socialisering – Overtalelse eller social indflydelse? ....................... 95 6.1.3 Trin 3: Et faktisk kinesisk adfærdsskifte? ...................................................................... 103 6.1.4 Trin 4: Fravær af materielle sidebelønninger ................................................................. 112
6.2 Afkræftede kollektive forventninger som yderligere årsag til Kinas skifte .................. 113
7 KONKLUSION OG PERSPEKTIVERING .................................................................... 117 7.1 Empiriske resultater ........................................................................................................... 118 7.2 Konklusion på specialets problemformulering ................................................................ 123
7.2.1 Implikationer af specialets konklusioner for Kinas og Indiens klimaindsatser ............. 123 7.3 Specialets bidrag: Stormagtskonstruktivisme og integreret indholdsanalyse .............. 124 7.4 Perspektivering: En ny dimension til stormagtsidentiteten? .......................................... 125
8 LITTERATURLISTE ..................................................................................................... 129
9 BILAG .......................................................................................................................... 149
ix
Figurer og tabeller
Figur 1: Oversigt over specialet ......................................................................................................................... 9
Figur 2: Særlige stormagtskriterier og -forventninger ..................................................................................... 36
Figur 3: Illustration af stormagtskonstruktivistisk teoriramme ....................................................................... 39
Figur 4: Illustration af sammenhængen mellem specialets arbejdshypoteser, empiri og metoder .................. 41
Figur 5: Hyppigst forekommende ord i tekststykker kodet som ‘Aversiv Identitet’ for Indien ...................... 64
Figur 6: Indiens artikulerede valens ift. klimaregimets principper og resultater, 2004-2015 .......................... 67
Figur 7: Indiens gns. antal selvbeskrivelser som normalt hhv. specielt udviklingsland, 2004-2015 .............. 69
Figur 8: Hyppigst forekommende ord i tekststykker kodet som ‘Specielt Udviklingsland’ for Indien .......... 70
Figur 9: Hyppigst forekommende ord i tekststykker kodet som ‘Aspirationel Identitet’ for Kina ................. 74
Figur 10: Hyppigst forekommende ord i tekststykker kodet som ‘Aversiv Identitet’ for Kina ...................... 76
Figur 11: Kinas artikulerede valens ift. klimaregimets principper og resultater, 2004-2015 .......................... 78
Figur 12: Kinas gns. antal selvbeskrivelser som normalt hhv. specielt udviklingsland, 2004-2015 ............... 80
Figur 13: Hyppigst forekommende ord i tekststykker kodet som ‘Specielt Udviklingsland’ for Kina ........... 82
Figur 14: Eksplicitte benævnelser hos Indien hhv. Kina af USA og hinanden, 2004-2015 ............................ 85
Figur 15: Gns. antal selvbeskrivelser som normalt hhv. specielt udviklingsland hos Kina og Indien, 2004-
2015 ......................................................................................................................................................... 86
Figur 16: Ratio mellem benævnelser af ‘climate change’ og ‘energy’ for Kina og Indien, 2004-2015 .......... 87
Figur 17: Socialiseringsprocessen for henholdsvis Kina og Indien ............................................................... 103
Figur 18: Størrelsen på hhv. Kinas og Indiens delegationer ved COP’er i perioden 2004-2015 ................. 109
Figur 19: Illustration af Kinas stormagtsskifte .............................................................................................. 122
Figur 20: Ny differentiering af klimapolitisk stormagtsansvar sfa. Kina og USA's genforhandling ............ 127
Tabel 1: Opsummering af den anvendte socialiseringstypologi ...................................................................... 33
Tabel 2: Tilgange til empiriske studier af statsidentitet ................................................................................... 47
Tabel 3: Primære fokuspunkter i den integrerede indholdsanalyse ................................................................. 49
Tabel 4: Kriterier for og operationalisering af informantudvælgelse .............................................................. 52
Tabel 5: Foretagne interviews med referencekoder ......................................................................................... 53
Tabel 6: Indiens artikulerede valens ift. klimaregimets principper og resultater ............................................ 66
Tabel 7: Kinas gns. antal artikulationer af hhv. de udviklede lande og USA .................................................. 77
Tabel 8: Kinas gns. antal referencer til Syd-Syd samarbejde pr. kilde, 2004-2015 ........................................ 82
Tabel 9: Kinas gns. antal benævnelser af win-win samarbejde og fælles fordele, 2004-2015 ........................ 83
Tabel 10: Udviklinger i Kinas og Indiens klimaindsatser, 2004-2015 .......................................................... 111
xi
Forkortelser
BAP Bali Action Plan
BASIC Brasilien, Sydafrika, Indien og Kina (uformel gruppe)
CBDR The Common But Differentiated Responsibilities Principle
CDM Clean Development Mechanism (fleksibilitetsmekanisme under Kyoto-protokollen)
COP Conference of Parties (årlige møder under UNFCCC)
CO2 Carbon Dioxide (Kuldioxid)
DTU Danmarks Tekniske Universitet
ES Den Engelske Skole
EU Den Europæiske Union
FN De Forenede Nationer
FPA Foreign Policy Analysis (Udenrigspolitikanalyse)
GHG Green House Gas (drivhusgas)
G2 Group of Two (USA og Kina – uformel betegnelse)
G77 The Group of 77 and China
HDI Human Development Index
HFC Hydrofluorocarbon-gasser
IP International Politik
LMDC Group of Like-Minded Developing Countries
NAM The Non-Aligned Movement
OPEC Organization of the Petroleum Exporting Countries
UNDP United Nations Development Programme
UNEP United Nations Environment Programme
UNFCCC United Nations Framework Convention on Climate Change
Indledning | 1
1 Indledning
“Paris is not Copenhagen, and China has a new, more proactive role to play in the world.”
Wang Yi, Kinas udenrigsminister, december 2015.
“I am surprised that the world is scolding us. (…) Those who have destroyed the climate are asking
questions to us. (…) [India is] not answerable to the world.”
Narendra Modi, Indiens premierminister, april 2015.
I det internationale samfund har der i de seneste år udviklet sig en udbredt enighed om, at globale
klimaforandringer i form af hastige temperaturstigninger og mere ekstreme vejrbegivenheder udgør
menneskehedens største problem i det 21. århundrede, og dermed et problem, der kun kan løses ved
et globalt koordineret samarbejde med deltagelse af alle lande. Samtidig er der dog også opstået en
konsensus om, at en succesfuld løsning er betinget af et ambitiøst bidrag fra en ret lille håndfuld
afgørende stater (Bulkeley & Newell 2010). Ofte henvises der som nøglespillerne til de udviklede
lande og historisk store udledere såsom USA og EU, men i de senere år har de såkaldte opstigende
økonomier fået meget mere opmærksomhed af både beslutningstagere, medier og akademia, og især
Kina og Indien er kommet i internationalt søgelys som følge af deres hurtigt voksende befolkninger,
økonomier og udledninger. Ingen andre stater har siden årtusindskiftet oplevet så høje stigninger i
udledninger, og situationen har nu i en tid været, at alle de årlige CO2-reduktioner opnået i Vesten
neutraliseres af stigningerne i blot disse to lande (Olivier et al. 2015). En udbredt opfattelse i alt fald
i Vesten er derfor, at Kina og Indien udgør den væsentligste udfordring i international klimapolitik
(Rapp et al. 2010).
I akademiske kredse er det samtidig bredt anerkendt, at Kinas og Indiens traditionelle positioner på
klimaområdet har været præget af en stærk uvilje til mere omfattende samarbejde med Vesten, og at
de to landes centrale roller som ledere af det såkaldt Globale Syd i form af G77 i vestligt perspektiv
har hæmmet det internationale klimaregimes problemløsningsevne siden dets oprettelse i starten af
1990’erne. De har således begge været garanter for en opfattet opdeling af klimaregimet langs en
Nord/Syd-skillelinje, for en skarp betoning af de udviklede landes historiske udledninger og ansvar
samt for en følgende strengt dikotomisk forståelse af det såkaldte Common But Differentiated
2 | Indledning
Responsibilities-princip (CBDR) (Barnett 2008). Indien og Kina har derfor traditionelt været anset
for ligesindede klima-allierede, hvilket de selv indirekte har anerkendt ved eksempelvis at deltage i
konservativt indstillede blokke i globale klimaforhandlinger. Indien og Kina er således de eneste to
stater, der er medlemmer af både G77-, BASIC- og Like-Minded Developing Countries-grupperne
(LMDC), som alle er kendt for defensive klimapositioner.
1.1 Motivation Imidlertid er der blandt observatører af global klimapolitik begyndt at brede sig en opfattelse af en
tilsyneladende divergerende policy-udvikling for de to før så allierede stater. Den består i, at Kina i
de seneste år synes at være blevet mere parat til at medvirke til den globale indsats for at bekæmpe
klimaforandringerne ved at udvise større villighed til at påtage sig klimaforpligtelser med en grad af
internationalt tilsyn og ved at tilgå de internationale klimaforhandlinger på en mere kooperativ og
fleksibel facon, hvilket blandt andet kan spores i tættere bilaterale og multilaterale klimapolitiske
relationer med andre lande. Derimod synes Indien stadig at indtage en bremsende rolle i forhold til
en i vestlig optik mere progressiv udvikling af regimet ved fortsat at udvise uvillighed til at påtage
sig klimaforpligtelser og ved at agere passivt eller direkte ukonstruktivt i forhandlingerne (Gupta og
Mandal 2015). Der synes således at kunne spores en mere fleksibel kinesisk position, der ifølge
klimaobservatører i stigende grad divergerer fra Indiens:
“The world’s two most populous developing nations once stood together to defend their rights to
emit carbon, arguing the onus for cuts should fall on industrialised countries (…). Now that China
has become the world’s second largest economy, its climate policymakers have become “more
flexible” on the division (…). But India’s attitudes have not evolved much. “India is a bit like where
China was in Copenhagen, adopting a rather defensive approach on most of the major elements””
(Li 2015)
“India’s stature as a leader of the developing world in climate negotiations has eroded
substantially. Many now see it as a regressive force, keen to use coal despite the emissions
connected with that use. (…) [Diplomats] would prefer to see India play the role of an emerging
economy, as China has often done in recent years.”
(Gupta og Mandal 2015: 22)
Også forskere har påpeget tendensen. Stokes et al. (2016) observerer eksempelvis, at Kina og Indien
i de senere år har bevæget sig væk fra hinanden på områder såsom regulering af kviksølvudledning
Indledning | 3
eller begrænsning af HFC-gasser, og Bajpai et al. (2015) bemærker ligeledes en tendens til opbrud i
kinesisk og indisk koordinering på klimaområdet.
Denne divergerende tendens er interessant set i lyset af de to staters tidligere så ligesindede tilgang
til international klimapolitik, men også set i lyset af de senere års ret sammenlignelige udviklinger i
Kinas og Indiens materielle betingelser og incitamenter på klimaområdet. Begge lande har oplevet
høje økonomiske vækstrater, og begge er netto-energiimportører, hvilket tilsammen betyder, at de
har sammenligneligt behov for at øge deres energiproduktion og -effektivitet (Afionis og Bailey
2012). Begge er også begyndt at mærke klimaforandringernes konsekvenser i form af tiltagende
ekstremt vejr og lange tørkeperioder (Barker 2012).1 Ensartetheden i deres materielle betingelser og
tidligere klimapositioner taget i betragtning virker det forundrende, at der nu synes at være opstået
en klar divergens i deres tilgang til international klimapolitik. Dermed er denne hidtil uforklarede
divergens et såvel akademisk som praktisk interessant puzzle, som vi i dette speciale forsøger at
nærme os en forklaring på.
At se den divergerende tendens i Kinas og Indiens tilgange til internationalt klimasamarbejde som
et puzzle følger en komparativ logik, fordi vores undren skyldes, at de to lande er kommensurable
på en række vigtige parametre, hvorfor det synes besynderligt, at de tilsyneladende har gennemgået
forskelligartede adfærdsudviklinger (Meckstroth 1975). Samtidig synes det netop som følge af den
kommensurabilitet metodisk oplagt at undersøge puzzlet videnskabeligt. Specialet skal dog ikke ses
som et komparativt casestudie som sådan, da puzzlet i sig selv udgør specialets motivation, hvorfor
staterne ikke er udvalgt som cases på en større population af lignende enheder eller et generelt
socialt fænomen (Seawright og Gerring 2008: 294).2
Således er specialet baseret på vores argument om, at det i en international klimapolitisk kontekst er
meningsfuldt at sammenligne Kina og Indien. En udfoldelse af det argument synes derfor behørigt.
Et første umiddelbart modargument imod sammenlignelighedsargumentet kunne være, at der nu er
forskel på Kinas og Indiens udviklingsniveauer, og at en mulig simpel forklaring på puzzlet derfor
kunne være, at Kinas relativt højere velstandsniveau har gjort de relative omkostninger ved at øge
klimaindsatsen lavere for Kina end Indien. Det argument kan dog ikke forklare, hvorfor Kinas
adfærdsændring skulle være sket netop i de seneste få år. De to lande var på et sammenligneligt
udviklingsniveau ved klimaregimets fødsel—eksempelvis var det såkaldte Human Development
Index (HDI) 0.457 for Kina og 0.404 for Indien i 1985. Kinas HDI har imidlertid været noget over
Indiens siden årtusindskiftet, og forskellen på deres HDI-niveau har reelt ikke ændret sig siden 2005 1 Dertil er de fleste vidende om problemerne med luftforening i kinesiske storbyer, men indiske storbyer er om muligt endnu hårdere ramt (Shirley 2016). 2 Mere herom i specialets metodeafsnit.
4 | Indledning
(UNDP 2014). Hvis forklaringen på deres divergerende klimaindsatser havde været deres relative
udviklingsniveau, burde vi derfor have set Kinas ændring allerede før 2005, hvor man eksempelvis
så sig i stand til at firedoble sin samlede udviklingsbistand i forhold til 1990 (Li 2008).3 Desuden
kan argumentet ikke umiddelbart forklare, hvorfor Kinas materielle udvikling pludselig skulle have
overtrumfet ideerne om CBDR og de udviklede landes historiske ansvar, der som nævnt har været
afgørende for Kinas ageren siden klimaregimets oprettelse.
En anden mulig forklaring på puzzlet kunne med afsæt i postmaterialistisk logik argumentere for, at
Kinas relativt højere udviklingsniveau kan have medført et kinesisk værdiskifte, så man nu i højere
grad er begyndt at prioritere klimabeskyttelse over egne økonomiske behov. Problemet med den
forklaring er dog, at den postmaterialistiske teori blev udviklet til at forklare værdiændringer i
vestlige lande, der allerede dengang var markant længere i deres udviklingsproces, end tilfældet er
for Kina, hvor der fortsat er over 350 mio. fattige mennesker (Inglehart 1977; World Bank 2016).
Det synes uklart, hvorfor disse mennesker skulle have skiftet fra materielle til postmaterielle behov
og derved foranlediget en samfundsmæssig værdiændring. Det kunne muligvis være tilfældet for de
politiske beslutningstagere i Kina som følge af disses bedre økonomiske forhold sammenlignet med
den øvrige befolkning, men det fremstår uvist, hvorfor det så ikke også er sket i Indien. Derfor
vurderes en postmaterialistisk forklaringsmodel ikke som anvendelig her.
Endelig kunne et tredje modargument imod vores sammenlignelighedslogik være, at Kinas relativt
højere udviklingsniveau kan have givet bedre mulighed for at købe og modtage grøn teknologi fra
Vesten, hvilket kan have mindsket marginalomkostningerne ved at bekæmpe klimaforandringerne.
Det er korrekt, at Kina har gavnet af en tilstrømning af teknologibaserede projekter som resultat af
Kyoto-protokollens såkaldte fleksibilitetsmekanismer, men de opnåede teknologioverførsler har for
det første været mindre, end hvad Kina havde håbet på (Schröder 2012), og for det andet har Indien
oplevet en lignende tilstrømning af projekter. Begge lande har været værter for langt flere Clean
Development Mechanism-projekter (CDM) end nogen tredje stat, og siden 2013 har Indien faktisk
startet langt flere projekter end Kina (UNEP-DTU 2016). Teknologioverførsler har altså muligvis
sænket Kinas relative omkostninger, men de kan umiddelbart hverken forklare tidspunktet for Kinas
skifte, eller hvorfor en lignende tilstrømning ikke har haft samme effekt for Indien.
Opsummerende mener vi altså at have belæg for at sammenligne Kinas og Indiens klimaindsatser
og for at anskue de senere års divergens som et puzzle. På en længere række centrale parametre er
3 Udviklingsniveau-argumentet kan heller ikke forklare, hvorfor et land som Australien trods verdens andet-højeste HDI ofte kritiseres stærkt for sin klimaindsats og f.eks. blev udnævnt som verdens værst præsterende land på klimaområdet i 2014 (se f.eks. Burgess 2014).
Indledning | 5
de to lande meget sammenlignelige, og de relativt få parametre, hvor de adskiller sig, synes ikke at
kunne forklare det observerede puzzle.
Ser man endvidere på den forskningslitteratur, som har forsøgt at forstå Kinas og/eller Indiens
klimapolitik, har ingen endnu forsøgt at forklare årsagen til den divergerende tendens i deres adfærd
teoretisk. Der kan dog afgrænses en litteratur, der forsøger at forklare de to landes klimapolitik
mere generelt, men ingen bidrag i denne litteratur tilbyder en analyseramme, der giver en plausibel
forklaring på vores puzzle. Som specialets litteraturgennemgang uddyber, argumenterer majoriteten
af disse bidrag for, at en forklaring på Kinas eller Indiens klimapolitik ikke kan basere sig på en
udelukkende nationalt fokuseret materialistisk-rationalistisk analyseramme, hvilket synes yderligere
at støtte vores argument om, at den opståede divergens i deres klimaindsatser ikke skyldes forskelle
i materielle udviklingsniveauer. I stedet er litteraturen karakteriseret af en generel konstatering af et
behov for at inddrage socialt-ideationelle faktorer, der betoner vigtigheden af kinesiske og indiske
ideer om karakteren af og deres egen rolle i det internationale system, men har alligevel en tendens
til kun at inddrage disse faktorer som supplement til en primært nationalt fokuseret og materialistisk
grundmodel. Der er både videnskabsteoretiske og praktiske problemer forbundet hermed, da det har
skabt en litteratur, der hovedsageligt tager form som teoretisk eklektiske, empiriske analyser baseret
på ad hoc-inddragelse af indsigter fra forskellige—og reelt modstridende—paradigmer i forsøget på
at opnå en tilfredsstillende teoriramme. Det har resulteret i ofte underspecificerede og ontologisk
inkonsistente analysemodeller. Hertil kommer, at selvom litteraturen konstaterer et behov for at
inddrage socialt-ideationelle faktorer om de to landes ideer og sociale adfærd i det internationale
system, har meget få bidrag anvendt disse faktorer som den primære analyseramme, og fokus har
konsekvent været at vise ideernes kontinuitetsskabende effekter på Kinas og Indiens klimaadfærd.
Ingen har endnu foldet et socialt-ideationelt analyseapparat fuldt ud og forsøgt at begrebsliggøre,
hvordan deres klimapolitiske ideer bliver til i interaktioner med andre stater, og om disse ideer også
kan forklare klimaadfærdsændringer. Det leder os frem til specialets problemformulering:
1.2 Problemformulering Hvilken betydning har den socialt-ideationelle karakter af det internationale system haft for de
senere års tilsyneladende divergerende udvikling i Kinas og Indiens klimaindsatser i det
internationale klimaregime?
6 | Indledning
1.3 Teoretiske og analysemæssige afgrænsninger I specialet findes konstruktivismen som grundteori mest egnet til at besvare problemformuleringen,
og den ideationelle karakter af det internationale system forstås derfor som de sociale strukturer, der
giver ‘det internationale’ en struktur og en vis orden og forudsigelighed i staternes interaktioner
(Wendt 1999). En konstruktivistisk forståelse af regime-begrebet anvendes ligeledes, således det
internationale klimaregime forstås som de “social institutions around which actor expectations
converge” bestående af klimapolitiske “principles, norms, rules, and procedures.” (Ruggie 1982:
380). Vi ser dette regime som manifesteret ved samarbejdet under the United Nations Framework
Convention on Climate Change (UNFCCC). Endelig benytter specialet sig af vores eget begreb
klimaindsats, der defineres som en given stats opfattede medvirken til den globale indsats for at
afbøde klimaforandringerne gennem statens villighed til at forpligte sig til en internationalt aftalt
løsning samt graden af konstruktivitet og fleksibilitet i dens tilgang til globale klimaforhandlinger.
Systematiseringen og operationaliseringen af klimaindsats uddybes i specialets metodeafsnit.
Specialet afgrænses ved, at vi ikke anlægger et udenrigspolitisk fokus på Kinas og Indiens særskilte
klimapolitikker, men tilgår problemstillingen fra et International Politik-perspektiv (IP) fokuseret på
betydningen af den internationale sociale struktur og interaktionerne mellem stater. I kontrast hertil
fokuserer Udenrigspolitikanalyse (FPA) “not primarily on the international system as the generator
of behaviour but on the importance of unit-level factors and actors for understanding and
explaining state behaviour” (Carlsnaes 2012: 332). Dét synes netop at være tilgangen i hovedparten
af de eksisterende litteraturbidrag, og fordi disse som nævnt ikke synes at opnå en tilfredsstillende
forklaringskraft i forhold til at forstå specialets puzzle, tilgår vi emnet anderledes. Vi starter således
med en teoretisk formodning om, at en stats klimaadfærd ikke skabes uafhængigt af systemets
øvrige stater, og vores hensigt er i en konstruktivistisk, idefokuseret ramme at undersøge, om det
internationale har haft en selvstændig effekt på den tilsyneladende opståede divergens i Kinas og
Indiens klimaindsatser, og i så fald hvordan (Wendt 1999; se også Rosenberg 2010).
Ydermere afgrænses specialet ved at afholde sig fra substantielle vurderinger af rigtigheden eller
tilstrækkeligheden af Kinas og Indiens klimarelaterede policies. Diversiteten i eksempelvis staters
materielle, historiske og kulturelle kontekster gør det umuligt at fastslå progressiviteten af de
enkelte staters klimapolitikker, og det fundamentalt politisk-normative aspekt i selve ideen om at
bekæmpe klimaforandringer gør det problematisk at bedømme, hvad progressivitet egentlig er, for
hvem og med hvilket formål (se Cox 1981). Af den grund undlader vi at tage stilling til rigtigheden
af Kinas eller Indiens klimaindsatser, men holder alene disse indsatser op imod de forventninger og
Indledning | 7
normer, der kan observeres i det internationale samfund. Vi placerer os dermed på det internationale
niveau og er i lighed med eksempelvis Bjørkum (2005: 14) “mainly concerned with the political
aspect of problem-solving with regards to climate change, not with solving the problem of climate
change per se”. Således afholder vi os også fra at undersøge national policy-implementering.
1.4 Teoretisk analyseramme og arbejdshypoteser Som beskrevet vælger vi konstruktivismen som teoretisk hovedtilgang, fordi de materialistiske
klimamæssige incitamenter synes sammenlignelige for Kina og Indien, og da de eksisterende forsøg
på at forklare kinesisk og indisk klimapolitik konsekvent synes at finde behov for at integrere mere
ideationelle variable i deres forklaringsmodeller, om end dette sjældent følges helt til dørs. Vores
udgangspunkt er derfor, at den tilsyneladende divergens i de to landes klimaindsatser kan have en
idemæssig forklaring, der handler om, hvordan en stat opfatter sin rette rolle og passende adfærd i
det internationale klimaregime.
Konstruktivismen er som teori udviklet netop med det formål at undersøge, hvordan staters adfærd,
interesser og bagvedliggende identiteter formes i interaktion med det øvrige internationale system,
der igen opfattes som bestående af mere eller mindre kollektivt anerkendte ideer, som påvirker,
hvordan stater opfatter sig selv og hinanden. Konstruktivismen adskiller sig fra andre systemiske
IP-teorier ved at antage, at en stats interesseformulering ikke sker isoleret eller eksogent ved dens
relative placering i det internationale systems materielle struktur—som eksempelvis neorealismen
og neoliberalismen gør—eller som en alene intern interesseformationsproces via politiske kampe
mellem nationale interessegrupper—som for eksempel intergovernmentalismen gør (se f.eks. Waltz
1979; Keohane og Nye 1977; Moravcsik 1998). I stedet antages det, at ideer og interesser skabes
gennem interstatslige interaktionsprocesser, hvor stater lærer accepterede normer og adfærdsformer
i et socialt internationalt system og derefter inkorporerer den lærdom i deres beslutninger.
Som grundteori er konstruktivismen imidlertid ikke i sig selv stand til at give en plausibel forklaring
på specialets puzzle, da indsigten om, at staters identiteter og dermed adfærd udvikles i interaktion
med andre stater ikke umiddelbart forklarer konkret, hvorfor Kinas klimaindsats pludselig skulle
bevæge sig i en anden retning end Indiens. Vi udvikler derfor en forgrening, der tilbyder en sådan
sandsynlig forklaring ved at tage afsæt i, at både Kina og Indien ofte ses som opstigende magter på
vej mod stormagtsstatus. Vi argumenterer for, at stormagter i konstruktivistisk optik adskiller sig fra
andre stater ved en særlig social status, der både må give dem en oplevelse af socialt velvære og
bedre indflydelsesmuligheder i relationer med andre stater, men også medfører udefrakommende
forventninger om at indfri de intersubjektivt anerkendte kriterier, der følger med den status. Derfor
8 | Indledning
må stater, der opfatter sig selv som stormagter, forventes at være særligt bekymret om at indfri disse
kriterier, fordi de er dét, der konstituerer staterne med en stormagtsidentitet. I specialets teoriafsnit
viser vi, at et stormagtskriterium i dag handler om at påtage sig et pro-socialt internationalt ansvar,
og at stater, der ser sig selv og ønsker at anerkendes som stormagter må forventes at adskille sig i
deres klimaindsats fra andre stater for at indfri det kriterium. Vi argumenterer dertil for, hvordan
dette udgør en plausibel forklaring på divergensen i Kinas og Indiens klimaindsatser ved at give
anledning til to arbejdshypoteser, der danner grundlag for empirisk afprøvning i specialets analyse:
H1: Den tilsyneladende opståede divergens mellem Kinas og Indiens klimaindsatser kan
forklares med en udvikling i Kinas klimapolitiske statsidentitet hen imod en
stormagtsidentitet, hvilket ikke i samme omfang har fundet sted for Indien.
H2: Hvis H1 er gyldig, er Kinas klimapolitiske statsidentitet blevet påvirket af socialisering fra
de øvrige stormagter i det internationale klimaregime og/eller af uventede og negative
konsekvenser af landets forhenværende klimaideer, hvorimod det ikke er tilfældet for Indien.
1.5 Specialets opbygning Specialet er struktureret som følger. I andet afsnit gennemgår vi den relevante litteratur for dels at
belyse og udnytte de eksisterende indsigter og dels at påvise utilstrækkeligheden af de nuværende
forklaringsmodeller på området til at undersøge specialets puzzle. I tredje afsnit redegør vi for den
konstruktivistiske analyseramme, hvis basale teoretiske antagelser baserer sig på Alexander Wendts
arbejde, men som for at kunne give en forklaring på puzzlet suppleres med indsigter fra andre
konstruktivistiske IP-forskere for dermed at udvikle en specifik konstruktivistisk teoriafgrening om
stormagter, som vi benævner stormagtskonstruktivisme. I specialets fjerde afsnit systematiserer og
operationaliserer vi stormagtskonstruktivismen i et abduktivt forskningsdesign med henblik på at
afprøve teoriens udledte arbejdshypoteser empirisk. Specialets femte afsnit præsenterer analysens
første halvdel, hvor det ved hjælp af en integreret indholdsanalyse bekræftes, at der i tråd med den
første arbejdshypotese er belæg for at påstå, at Kinas klimapolitiske statsidentitet har ændret sig i
perioden 2004-2015, mens Indiens ikke har. I sjette afsnit udføres analysens anden halvdel, som via
en kongruensanalyse undersøger, om Kinas identitetsudvikling skyldes socialiseringsdynamikker i
det internationale system og/eller et nationalt idékollaps. Slutteligt afrundes specialet i afsnit otte
med en konklusion på og besvarelse af problemformuleringen samt refleksioner over, hvordan
specialets stormagtskonstruktivistiske teori, metodiske design og konklusioner indskriver sig i og
bidrager til IP-litteraturen og fremtidige forskningsmuligheder. Figur 1 nedenfor illustrerer.
Indledning | 9
Figur 1: Oversigt over specialet
Puzzle: Tilsyneladende divergens i Kinas og Indiens klimaindsatser
Problemformulering: Hvilken betydning har den socialt-ideationelle karakter af det internationale system haft for de senere års tilsyneladende divergerende udvikling i Kinas og Indiens klimaindsatser
i det internationale klimaregime?
Teori: Udledning af stormagtskonstruktivistisk teoriramme
Arbejdshypotese 1 (H1) Den tilsyneladende opståede divergens mellem Kinas og Indiens klimaindsatser kan forklares med en udvikling i
Kinas klimapolitiske statsidentitet hen imod en stormagtsidentitet, hvilket ikke i samme omfang har
fundet sted for Indien.
Arbejdshypotese 2 (H2) Hvis H1 er gyldig, er Kinas klimapolitiske statsidentitet blevet påvirket af socialisering fra de øvrige stormagter i det internationale klimaregime og/eller af uventede og
negative konsekvenser af landets forhenværende klimaideer, hvorimod det ikke er tilfældet for Indien.
Analysedel 1 Integreret indholdsanalyse af udviklingen i Kinas og
Indiens klimapolitiske statsidentiteter, 2004-2015
Analysedel 2 Kongruensanalyse af, om Kinas identitetsudvikling
skyldes socialiseringsdynamikker i det internationale system og/eller et nationalt idékollaps
Konklusion og perspektivering
Konstatering af litteraturens indsigter og mangler
Litteraturgennemgang | 11
2 Litteraturgennemgang
Et udgangspunkt for at besvare problemformuleringen er at klarlægge den eksisterende forskning,
så etablerede indsigter kan udnyttes, og så eventuelle mangler kan synliggøres (George og Bennett
2005: 70). En del for os relevante bidrag sigter ikke mod at forklare Indiens eller Kinas individuelle
adfærd, men bidrager alligevel til en øget forståelse gennem de indsigter, de skaber. For eksempel
fokuserer en del bidrag på det Globale Syd som en væsentlig, særskilt gruppe i de internationale
klimaforhandlinger.4 Selvom sådanne bidrag har et andet forskningsfokus end vores, anser vi dem
for relevante, hvis de indirekte bidrager til vores forståelse af Indiens og Kinas klimaadfærd. Vi
præsenterer således de forskellige bidrag efter, om de primært forholder sig til Kinas klimapolitik,
til Indiens eller til større forhandlingsgrupper eller koalitioner, hvor Kina og Indien spiller centrale
klimapolitiske roller, såsom G77 eller det Globale Syd.
Som nævnt og som gennemgangen vil demonstrere, er den eksisterende litteratur ikke egnet til at
besvare specialets puzzle. En mindre gruppe bidrag opererer med rent materialistisk-rationalistiske
og nationalt fokuserede forklaringer. Disse synes dog som beskrevet i indledningen ikke at kunne
forklare specialets puzzle, da Kina og Indiens materielle forudsætninger anses for sammenlignelige.
Den klart største gruppe bidrag anerkender netop også begrænsningerne ved rent materialistiske
forklaringer og tager form som teoretisk eklektiske analyser. Den typiske model synes her at tilgå
landenes ageren først i en materialistisk-rationalistisk teoriramme centreret om nationale interesser,
men supplerer så denne med ideationelt-normative pointer for at opnå en tilfredsstillende forklaring
på de adfærdstendenser, som ikke kan forklares af den materialistiske model – typisk for at forklare
kontinuitet i Kinas og Indiens klimaindsatser på trods af materielle ændringer. Litteraturen har altså
forsømt at undersøge potentialet i en rent ideorienteret teori, og om ideer også kan foranledige
adfærdsændringer frem for kun adfærdskontinuitet, hvilket gør litteraturen ude af stand til at give
en tilfredsstillende forklaring på specialets puzzle.
Hertil kommer et i vores perspektiv videnskabsteoretisk problem, da litteraturens eklektiske tilgang
måske øger det enkelte bidrags forklaringskraft, men samtidig bevirker en risiko for et ontologisk
inkohærent paradigme: “It is generally the case that some or all of the theories that eclectics are
drawing upon have fundamentally opposing metaphysical assumptions” (Sanderson 1987: 321).
4 Der er i litteraturen forskellige måder at referere til udviklingslandene; det Globale Syd, den Tredje Verden, Periferien, osv. Det er vores opfattelse, at alle disse betegnelser grundlæggende henviser til de samme lande.
12 | Litteraturgennemgang
Hvis grundlæggende forskelligartede forklaringsfaktorer kontinuerligt blandes uden overvejelse af
de ontologiske og epistemologiske konsekvenser heraf, risikerer man et paradigme, der forsømmer
at overveje, om mere koncise eller eksplicit holistiske teorirammer kan opnå en bedre forståelse af
undersøgelsesobjektet. Vores kritik af eklekticismen i litteraturen kan altså ses som et lakatosiansk
argument om, at dens vidensproduktion faktisk er degenererende, fordi “its auxiliary propositions
increasingly take on the characteristic of ad hoc explanations” (Vasquez 1997: 900). Problemet er i
vores optik, at integrationen af ideationelle faktorer synes at medføre en blindhed for de basale
problemer i det fortsat rationalistiske fundament: “[One] theory can simply be replaced by another
in incremental fashion without ever rejecting the shared fundamental assumptions” (ibid.). I
gennemgangen nedenfor fremhæver vi disse problemer og trækker samtidig de indsigter frem, som
vi tager med i specialets videre arbejde.
2.1 Specifikke forklaringer af Kinas traditionelle klimaindsats Heggelund (2007), Hallding et al. (2009) og Lewis (2013) anlægger alle overvejende rationalistiske,
indenrigsorienterede forklaringsmodeller, som søger at forklare Kinas adfærd på klimaområdet via
de materialistiske nødvendigheder, som landets udviklingsstrategi ifølge lederskabet kræver – især
sikringen af energiressourcer betones. Ifølge denne gruppe bidrag har Kinas typisk konservative
position i de internationale klimaforhandlinger altså været drevet af materielle, nationale faktorer
(ibid.: 219). Heggelund (2007: 161) opsummerer meget koncist den overordnede argumentation:
“China’s energy policy is the country’s climate policy.” Disse materialistiske og rationalistiske
forklaringsmodeller kan dog kritiseres, da de som beskrevet ikke synes at kunne forklare de senere
års tilsyneladende udvikling i Kinas adfærd på klimaområdet. De materialistiske omstændigheder
og incitamenter for Kina har ikke ændret sig markant i de seneste år, og modellerne kan ikke give
en tilfredsstillende forklaring på, hvorfor der skulle være opstået et prioritetsskifte i Kinas energi-
og klimapolitik i modsat retning af, hvad disse bidrag betoner.
Den anden—og langt større—eklektiske fløj i litteraturen søger at forklare kompleksiteten i Kinas
adfærd på klimaområdet ved i ét stort sammensurium at kombinere materielle og immaterielle
faktorer på såvel nationalt som internationalt niveau. Eksempelvis viser Christoff (2010), Schröder
(2009; 2012) og Zhang (2013), at en rent rationalistisk cost-benefit-model er utilstrækkelig, og at
der er behov for at afdække Kinas forudgående interesseformation på klimaområdet, der blandt
andet også er baseret på idéer om suverænitet, klimaretfærdighed og globalt samarbejde. En fuld
forståelse af Kinas klimaadfærd er altså umulig uden en form for passendehedslogikmodel, der også
kan afdække de ideationelle faktorer, der former hvad Kina opfatter som fair—eksempelvis ideer
om udviklede landes klimaansvar og en retfærdig byrdefordeling mellem Nord og Syd. Disse bidrag
Litteraturgennemgang | 13
forsømmer dog at eksplicitere, hvornår og hvorfor Kina bør følge den ene logik frem for den anden
og ender med underspecificerede, eklektiske modeller, der ikke tilbyder nogen klar syntetisering af
de grundlæggende modstridende aktørantagelser, eller giver nogen egentlig retning for, hvordan et
puzzle som vores kunne afdækkes.
Wan (2015) anvender en mere specificeret eklektisk forklaringsramme i form af en tre-strenget
analysemodel, hvor Kinas ageren på klimaområdet undersøges ud fra både magt-, interesse- og idé-
baserede forklaringsfaktorer. Wan konkluderer, at selvom kinesisk tænkning på klimaområdet til
tider er baseret på unikke kinesiske idéer om klimaet, anvendes disse ideer i hans optik overvejende
retorisk. I stedet mener han at kunne identificere en kinesisk tænkning på klimaområdet, der
grundlæggende skal ses som informeret af en præ-moderne vestlig forståelse af global klimapolitik
som blot en ny stormagtspolitisk arena: “China played a nineteenth-century-style foreign policy in
the environment arena.” (ibid.: 283). Wans model er dermed også uegnet til at afdække ændringer i
kinesisk klimaadfærd, da denne forklares med et forældet og uændret klimapolitisk verdenssyn, der
ikke umiddelbart kan begrebsliggøre opblødning i Kinas positionering. Den giver heller ikke en
forklaring på, om Kinas interesser og ideer skal ses som nationalt eller internationalt betingede,
eller om magtfaktoren skal ses som en interesse eller ide. Torney (2015) opstiller også en eksplicit
eklektisk model, der supplerer en primært materialistisk forklaringsramme med idebaserede
faktorer. I modsætning til de fleste andre bidrag fokuserer Torney dog ikke kun på indenlandske
forklaringsfaktorer, men på hvorvidt Kinas eksterne interaktioner5 har foranlediget en kinesisk
accept af klimabeskyttelsesnormen. Trods visse tegn på begrænset normativ emulering og læring
konkluderer Torney dog, at Kinas positionering stadig skal forklares mere ud fra materielle
interesser end interaktioner med EU. I det omfang ideer har spillet en rolle, har disse handlet om
rimelighed og dikotomisk differentiering af ansvar mellem Nord og Syd, og har altså været årsag til
manglende kinesisk villighed til at rykke sig (ibid.: 143-44). Dermed kan Torneys model heller ikke
anvendes som plausibel forklaring på vores puzzle. Endelig ses tendensen til at forklare Kinas
adfærd eklektisk hos Stalley (2016), som på trods af et argument om, at Kinas interesser er
informeret af idéer, også ender med at tilslutte sig en primært materialistisk forklaring. Stalley
mener, at Kinas position på klimaområdet styres af et sammensurium af forskellige materielle og
immaterielle faktorer af såvel national som international karakter, og lægger ligesom majoriteten af
bidrag vægt på spørgsmål om suverænitet og rimelighed i skabelsen af kinesiske nationalinteresser
på klimaområdet. Stalleys konklusion er, at det kinesiske lederskab følger en nyttekalkulerende
proces ved at afveje materielle såvel som immaterielle fordele og omkostninger i formuleringen af
en ‘rationel’ klimastrategi. Et vitalt problem i Stalleys analyseramme er imidlertid, at hans ekstremt 5 Specifikt fokuserer Torney på Kinas relationer med EU.
14 | Litteraturgennemgang
eklektiske tilgang resulterer i en overspecificeret model, der reelt kan forklare adfærdsændringer i
enhver given retning for Kina og dermed efter vores opfattelse ender med ikke at kunne give en
konkret teoretisk forklaring på noget.
2.2 Specifikke forklaringer af Indiens traditionelle klimaindsats I litteraturen findes også et mindre antal bidrag med fokus på at forstå Indiens klimaindsats historisk
og i de senere år. Den ligeledes eklektiske tendens i denne underlitteratur skaber dog den samme
form for problemer som ovenfor.
I litteraturen om Indien benyttes således også primært rationalistiske analyserammer,6 og i tråd med
Kina-litteraturen lægges typisk vægt på materielle forhold som landets stærkt stigende energibehov
og den store befolkningsandel, der fortsat er afhængig af traditionelle energikilder, hvortil Indiens
fragmenterede indenrigspolitik og energiadministration ofte tilføjes. Tilsammen fortrænger disse
faktorer til en vis grad fornybare energiformer og hindrer eksterne aktørers mulighed for at påvirke
Indiens klimaposition (Fisher 2012; Torney 2015).
Foruden disse materielle årsager findes dog også her behov for at integrere faktorer, der trækker på
ideationel teori. Ligesom for Kina er omdrejningspunktet i det argument indiske politiske diskurser
eller ‘normative frames’ om global retfærdighed, de industrialiserede landes historiske ansvar og
udviklingslandes ret til at prioritere økonomisk udvikling over klimahensyn, hvilket medfører en
stærk indisk uvilje til at forpligte sig internationalt. Det er også i den kontekst, at Indiens betoning
af CBDR-princippet bør forstås. Fisher argumenterer for, at Indien således alene blev en del af
klimaregimet ved at underskrive UNFCCC i 1992, fordi det lykkedes at undgå bindende
udledningsmål, at opnå enighed om finansielle og teknologiske overførsler fra Nord til Syd og at
kodificere Nords anerkendelse af sit historiske ansvar for klimaforandringerne. Vihma (2011b)
tilføjer hertil, at ideerne om vestlige landes historiske ansvar og Indiens ret til en fair andel af de
globale klimaressourcer har givet Indien et dårligt ry på området og derfor kritik. Han påpeger dog,
at Indien har mistænkt Vestens klimaambitioner for at dække over en form for neokolonial
klimaimperialisme med det formål at hindre Indiens økonomiske opstigning, hvilket har gjort landet
ret uimodtageligt for vestlig kritik. I modsætning til majoriteten af bidrag påpeger Vihma altså
erfaringer med det internationale system som en selvstændig forklaringsfaktor, selvom dette mere
blot konstateres end udledes analytisk. Ifølge disse bidrag synes Indiens klimaindsats altså at handle
mere om interesser vedrørende energisikkerhed og økonomi end klimamæssige overvejelser, samt 6 Fisher benytter eksempelvis rationalistisk policynetværk-teori, hvor Indiens klimaindsats ses som formet af “a set of relatively stable relationships which are of non-hierarchical and interdependent nature linking a variety of actors, who share common interests with regard to a policy and who exchange resources to pursue these shared interests” (Compston 2009: 728, egne fremhævninger).
Litteraturgennemgang | 15
om ideer om global retfærdighed og ret til udvikling. Ligesom i litteraturen om Kina gives der dog
ingen fyldestgørende forklaring på, hvordan de vidt forskellige handlingslogikker bag disse faktorer
egentlig kan forenes, eller på årsagerne til skabelsen af disse centrale ideer i Indien.
Joshi (2013) er klarere om skabelsen og konsekvensen af disse indiske ideer. Han peger på, at de
omtalte indiske forestillinger om landets rette klimapolitik skyldes en social konstruktion af det
globale Syd som gruppe, i hvilken stater selvidentificerer sig grundet en følelse af fælles sårbarhed,
samt at Indien som selvproklameret leder af det Globale Syd har ageret nøgleaktør i skabelsen af
dikotomien mellem Nord og Syd. Denne socialt skabte dikotomi gør det muligt via løbende
reproduktion at overkomme den materielle heterogenitet, der faktisk præger landene i Syd, og den
er institutionaliseret gennem en række globale FN-aftaler, hvor særlig vægt må tilskrives UNFCCC-
konventionen, der nedfældede ideerne om retfærdighed, historisk ansvar og CBDR, samt
Kyotoprotokollen der introducerede bindende udledningsmål for udelukkende de såkaldt Anneks I-
lande i Nord. Ifølge Joshi ser Indien altså sig selv som et udviklingsland, og de udviklede landes
argumenter om differentiering mellem lande på forskellige udviklingsniveauer opfattes som en del-
og-hersk-strategi. Det kan muligvis forklare kontinuiteten i Indiens adfærd, men Joshi er tavs om
Kinas klimaindsats og kan derfor heller ikke anvendes som afsæt for en besvarelse af vores puzzle.
2.3 Gruppebaserede forklaringer af Kinas og Indiens klimaindsatser Joshis artikel udgør en naturlig overgang til de eksisterende bidrag, der ikke specifikt forsøger at
forklare Indiens eller Kinas adfærd, men alligevel bidrager til vidensfundamentet for vores speciale
gennem deres producerede indsigter. Flertallet af disse fokuserer nemlig på det Globale Syd som
central gruppering i international klimapolitik. I dette afsnit præsenterer vi denne underlitteratur og
dens bidrag, men understreger også løbende, hvorfor de gruppebaserede forklaringer i vores optik
har de samme problemer som de landespecifikke.
En lille gruppe forskere har fokuseret på betydningen af det Globale Syd som forhandlingsgruppe
for centrale traditionelle dynamikker i international klimapolitik, herunder Indiens og Kinas ageren,
men ligesom i de fleste landespecifikke bidrag er argumentet også typisk her, at denne gruppering
kun kan forstås i en analyseramme, der både kan konceptualisere interesse-, ide- og institutionelt
baserede årsager til gruppens adfærd (Williams 2005; Parks og Roberts 2008).
Det Globale Syd som gruppe opstod under den Kolde Krig som udviklingslandenes forsøg på at
formulere en fælles overlevelsesstrategi for at undgå at blive inddraget i en atomar konfrontation
blandt stormagterne gennem skabelsen af the Non-Aligned Movement (NAM). Senere er gruppen
udvidet i både medlemsantal og rækkevidde til at dække andre områder såsom handels- og
16 | Litteraturgennemgang
klimapolitik, hvor de delte interesser på klimaområdet er et fælles ønske om at forbinde den globale
klimaindsats med økonomisk udvikling samt krav om finansiel-teknologisk bistand til eksempelvis
klimarelateret kapacitetsopbygning i Syd. Rationel alliancedannelse er dog ikke den eneste årsag til
skabelsen af det Globale Syd, for et normativt aspekt har influeret både koalitionens konstruktion
og løbende opretholdelse, og globale ulighedsstrukturer og uretfærdighedsopfattelser er primære
årsager til det mangeårige dødvande i internationale klimaforhandlinger (Williams 2005). Det ses
blandt andet ved, at gruppen altid har været præget af socioøkonomisk heterogenitet, om end dette
er blevet endnu mere markant ad åre, og ved at ideen om et Globalt Syd refererer mere til identitet
end materialitet. Derfor opfattes solidarisk aggregering af diplomatiske ressourcer som en fælles
interesse på trods af landenes ofte modstridende materielle interesser bestående i forskellige
udviklingsniveauer, grad af klimasårbarhed og status som energiimportør eller –eksportør. Kina og
Indien har været afgørende for denne solidaritet, dels fordi de har gavnet af at blive grupperet med
fattigere lande, der ikke rimeligt kan afkræves store bidrag til løsningen af klimaproblemet, men
også fordi de traditionelt har delt selvforståelsen som marginaliseret og undertrykt land som følge af
historiske erfaringer med imperiale stormagter. Parks og Roberts (2008: 631-632) argumenterer i
den kontekst for, at majoriteten af lande i det Globale Syd, herunder Kina og Indien, har en holistisk
opfattelse af international politik og derfor indimellem gengælder på klimaområdet for opfattede
uretfærdigheder på andre områder. Disse forklaringer kan altså bidrage til en generel forståelse af
Kina og Indiens klimapolitik, men da de opfatter det Globale Syd som en ganske fasttømret gruppe,
kan vi ikke bruge dem til at undersøge den øjensynligt opståede divergens mellem Kinas og Indiens
klimaindsatser, og den eklektiske forklaringsmodel giver igen anledning til bekymring om intern
kohærens.
Der findes imidlertid også forskere, der fokuserer mere på opbrud i det Globale Syd, og som derfor
umiddelbart synes mere relevante. Ingen af disse bidrag tilbyder dog en optimal forklaringsmodel.
Nogle forskere pointerer eksempelvis, at den materielle lighed, der demarkerede det Globale Syd
som en særskilt international gruppe, ikke er så udpræget som tidligere, hvilket ifølge eksempelvis
Kasa et al. (2008) medfører incitamenter og muligheder for de mest succesfulde udviklingslande for
at agere selvstændigt. Derfor bør man forvente en gradvis fragmentering af grupper som G77, der
altså formentlig vil have en mindre betydning for de største udviklingslande i fremtiden. Der stilles
således spørgsmålstegn ved det Globale Syds fremtidige sammenhængskraft, og om gruppen stadig
vil udgøre en relevant ramme for at forstå blandt andre Indiens og Kinas adfærd sammenlignet med
mindre og svagere udviklingslande. Logikken tilbyder dog ikke umiddelbart nogen forklaring på,
hvorfor Kinas og Indiens adfærd skulle begynde at adskille sig fra hinanden, da de begge kan ses
Litteraturgennemgang | 17
som relativt succesfulde udviklingslande. Andre påpeger, at lande som Kina og Indien har interesse
i at modarbejde et opbrud i G77, da gruppen opererer på tværs af en lang række områder, hvormed
sammenhold stadig er rationelt, men at dette sammenhold hæmmes af modstridende interesser hos
andre interne grupper såsom OPEC-landene (Barnett 2008). G77 er altså ikke blot et værktøj for
store udviklingslande til at undgå forpligtelser og kritik, hvorfor man bør være forsigtig med at
forkaste idéen om det Globale Syd og G77 som fortsat relevant gruppe. Igen synes modellen altså
uegnet til at forstå de senere års tilsyneladende divergens mellem Indien og Kina.
Et sådan forsigtighedsargument om det Globale Syds fortsatte relevans genfindes i mere eklektiske
bidrag, der igen betoner vigtigheden af at tilføje ideationelle faktorer til de ovenstående materielle.
Disse bidrag accepterer typisk, at opstigende magter såsom Kina og Indien komplicerer billedet af
en verden delt mellem et dominerende Nord og et marginaliseret Syd, og at disse til tider fremfører
klimapolitiske krav ud fra instrumentelle og egeninteressebaserede grunde, men advarer samtidig
mod at overdrive betydningen af materielle forandringer. Disse forandringer er nemlig komplekse
og forekommer på både det internationale forhandlingsniveau og internt i staterne, hvormed det er
usikkert, om de opstigende magter reelt får større kapacitet til at påvirke det globale klimaregime.
Samtidig—og vigtigst—kan de opstigende magters ageren ikke ses isoleret fra deres historiske
erfaringer, og det er derfor ikke givet, at den identitetsbaserede solidaritet, som kendetegner G77 og
det Globale Syd, har mistet relevans (Hurell og Sengupta 2012; Najam 2005; Vihma et al. 2011).
Selvom de materielle ligheder, der demarkerede det Globale Syd som gruppe nu er mindre, og de
opstigende magter har en større forhandlingsmagt i forhold til Nord, er der stadig en række
ideationelle faktorer, som ifølge disse bidrag fastholder det Globale Syds sammenhængskraft: “A
common history of colonial and imperial experiences and the perception of being victims of an
unjust world order are still clearly visible” (ibid.: 331, egen understregning). Disse bidrag giver
altså heller ikke anledning til at udlede en plausibel forklaring på specialets puzzle, da de ville have
forventet fortsat tilsvarende klimaindsatser fra Kina og Indien.
2.4 Opsummering på litteraturgennemgang Som ovenstående gennemgang har vist, er den litteratur, der forholder sig direkte eller indirekte til
Kina og Indiens klimaindsats kendetegnet ved forsøg på at besvare forskellige specifikke empiriske
spørgsmål, der dog sjældent bygger på hinanden, og ved analytisk eklekticisme, hvor materialistisk-
rationalistiske og ideationelle forklaringsfaktorer sammenblandes. Dette øger muligvis hvert enkelt
bidrags empiriske forklaringskraft, men indebærer samtidig en risiko for paradigmatisk inkohærens.
Endvidere danner den form for eklektisk ad hoc-teoretisering ikke et fornuftigt afsæt for at forklare
18 | Litteraturgennemgang
puzzlet om, hvorfor Kina skulle have skiftet kurs i de seneste år, når Indien ikke har. Blandingen af
materielle interesser, idéer og værdier i internt inkohærente modeller skaber ingen klar ramme for at
forstå, hvilke faktorer der har ledt til ændringer i Kinas adfærd, og de materielle faktorer synes som
nævnt i det hele taget ikke at kunne forklare skiftet. Dertil kommer, at integrationen af ideer er sket
sporadisk og med fokus på disses bidrag til kontinuitet, ikke udvikling, og med forsømmeligt fokus
på, om Indiens og Kinas interaktion med det omgivende internationale system udgør en selvstændig
forklaringsfaktor for skabelsen af disse ideer. Der er altså typisk foretaget det, der kan betegnes som
udenrigspolitikanalyser, hvor ideer om egen rolle i det internationale system kun behandles som
sekundær faktor, mens det primære fokus er på nationale, materielle forhold. Det synes derfor mere
oplagt for os at anvende en analyseramme med et eksplicit ideationelt og internationalt fokus, frem
for en hvor ideer kun supplerer materielle faktorer.
På indsigtsmæssigt plan er det dog ikke vores ønske at afvise de eksisterende bidrag. Vi tager især
med os, at selvom de fleste eksisterende bidrag indlejrer deres analyser i rationalistisk-tenderende
teorirammer, finder næsten alle behov for også at inddrage et mere ideationelt fokuseret aspekt. Der
kan her spores en enighed i litteraturen om, at både Kinas og Indiens traditionelle uvilje til at påtage
sig internationalt bindende CO2-reduktionsforpligtelser kan forklares med en fælles selvforståelse
som udnyttet og marginaliseret udviklingsland. Det har affødt en opfattet dikotomisk differentiering
mellem Nord og Syd, hvor udviklede lande bør påtage sig den primære opgave for løsningen af
klimaforandringerne som følge af deres historiske ansvar for problemet. Udviklingslande—inklusiv
Kina og Indien—har kun et ansvar, hvis det kan forenes med deres kapacitetsbegrænsninger og
retten til udvikling. Denne selvforståelse er desuden institutionaliseret i forhandlingsalliancen G77,
der gennem sit holistiske syn på klimaregimet som indlejret i et større, internationalt system bevarer
sin sammenhængskraft og relevans på trods af materiel heterogenitet landene imellem. For både
Indien og Kina udfordres den selvforståelse dog af vestlige regeringers og mediers kritik for ikke at
harmonere med deres nye status som opstigende magter. Forskningen har imidlertid kun i meget
begrænset grad behandlet de to landes reaktion på den kritik, og som nævnt har intet bidrag
foretaget en analyse af den forskel i udviklingen i deres klimaindsatser, som observatører er begyndt
at påpege.
Kombinationen af disse motiver—litteraturens eklektiske tendens, dens betoning af vigtigheden af
ideer men negligering af det internationales betydning herfor samt om ideer kan være årsag til ikke
kun adfærdskontinuitet men også adfærdsændring, og endelig den manglende behandling af den
tilsyneladende divergens mellem Kina og Indien i de senere år—giver i vores optik anledning til at
bruge konstruktivismen som overordnet teoriramme for besvarelsen af vores problemformulering.
Litteraturgennemgang | 19
Konstruktivismen er netop udviklet for at undersøge, hvordan både opfattede materielle interesser
og bagvedliggende identiteter hos stater formes—og ændres—i sociale, internationale interaktioner.
Dog konstaterer vi også et behov for at udvikle en variant af konstruktivismen, der kan tilbyde en
plausibel konkret forklaring på, hvorfor Kinas og Indiens klimaindsatser tilsyneladende er begyndt
at divergere. Det leder os til specialets teoriafsnit.
Præsentation af teori og udledning af arbejdshypoteser | 21
3 Præsentation af teori og udledning af arbejdshypoteser
I dette afsnit præsenterer vi specialets analyseramme og teoretiske bidrag til feltet, hvilket består i
introduktionen af en teoriramme, som vi benævner stormagtskonstruktivisme. Teorien er baseret på
en videreudvikling af eksisterende indsigter fra det konstruktivistiske IP-paradigme med det formål
at gøre os i stand til at formulere en plausibel forklaring på den tilsyneladende divergens i Indiens
og Kinas klimaindsatser. Fundamentet er den såkaldt konventionelle eller moderate konstruktivisme
(herefter konstruktivismen), som vi supplerer med de tilgængelige indsigter om konstruktionen af
stormagtsstatus og særlige forhold, der gør sig gældende for stormagter i det internationale system.
Vores udgangspunkt er, at selvom mange af konstruktivismens antagelser om statsadfærd også er
gældende for Kina og Indien, er de ikke fuldt tilstrækkelige til at forstå specialets puzzle uden vores
stormagtskonstruktivistiske tilføjelse.
I det følgende redegør vi først for de grundlæggende antagelser i konstruktivismen som social teori,
hvorefter vi præsenterer konstruktivismen som substantiel IP-teori. Tilsammen udgør disse basale
teoretiske antagelser grundstenen i vores teoriramme. Vi anvender her primært teorien som udlagt
af Alexander Wendt, men supplerer med øvrige indsigter; særligt Alastair Iain Johnstons teori om
interstatslig socialisering. Derefter forklarer vi, hvorfor vi for at besvare problemformuleringen har
behov for en konstruktivisme fokuseret specifikt på stormagter, og endelig præsenterer vi en sådan
teoriramme som en syntese af de indsigter, som den relevante litteratur tilbyder, hvor vi foruden
afsættet i Wendt og Johnston integrerer Jeffrey Legros teori om kollektive ideers skabelse af fælles
forventninger og betydningen af, om de forventninger be- eller afkræftes af virkelige begivenheder.
På baggrund heraf formulerer vi to arbejdshypoteser, som danner ramme om specialets analyse.
3.1 Konstruktivismens sociale teori: Ideationel-realistisk ontologi, mediativ epistemologi
Som nævnt vælger vi konstruktivismen som teorifundament for at maksimere forklaringskraften i
forhold til den idefokuserede problemformulering, og idet den eksisterende litteratur påviser et
behov for at integrere ideationelle forklaringsfaktorer for at forstå Kinas og Indiens klimaindsatser.
Konstruktivismen er relevant, da den udgør et alternativ til rationalistisk IP-teori ved at formulere et
forskningsprogram til at undersøge den påstand, at aktørers identiteter og interesser ikke er givet
eksogent, men socialt gennem aktørernes interaktion. Samtidig antager konstruktivismen, at disse
22 | Præsentation af teori og udledning af arbejdshypoteser
processer og identiteter dog generelt er så faste, at de fleste af positivismens metoder fortsat finder
anvendelse (Klotz og Lynch 2007: 14; Abdelal et al. 2010: 13). Foruden konstruktivismen findes
også den såkaldt postmoderne eller kritiske konstruktivisme, som helt forkaster positivismens
videnskabsidealer og i stedet betoner forskerens bevidste eller ubevidste rolle som medskaber af en
virkelighed, der først og fremmest ses som diskursivt skabt og en konsekvens af samfundsmæssige
magtforhold (ibid.; Hopf 1998: 183).7 Hvor konstruktivismen antager, at de primære vidensobjekter
eksisterer uafhængigt af vores undersøgelse af dem, er den kritiske konstruktivisme baseret på en
ontologisk tro på—og et de facto forsvar for—forskerens evne til at forandre den sociale verden via
diskursive bidrag (ibid.: 184). Dermed afspejler vores valg af konstruktivismen en ambition om at
undersøge Kinas og Indiens klimapolitiske statsidentiteter som skabt i interaktion med andre stater i
det globale klimaregime, mens kritisk konstruktivisme er forankret i en normativ-emancipatorisk
ambition, som vi ikke deler i dette speciale.8 Adler forklarer eksempelvis, at konstruktivismen “is
interested neither in emancipation per se, nor exclusively in uncovering the power structures that
affect the marginalized in history, but in providing better explanations of social reality. Unlike
poststrucutralists and postmodernists, (…) constructivists do want to know, in detail, how norms
constitute (…) identities and interests of international and transnational actors in particular cases”
(1997: 333-334). Vi antager dermed, at normer er konstituerende for aktørers identiteter, der igen er
konstituerende for deres interesser og adfærd.
I IP-disciplinen har en lang række forskere bidraget til konstruktivismens udvikling, og teorien kan
således ses som et antal rimelig kohærente indsigter om dynamikkerne i international politik baseret
på en fælles underliggende socialkonstruktivistisk ontologi. Den ontologi gør konstruktivismen til
en social teori, hvilket vil sige en teori, som forholder sig til socialvidenskabens grundlæggende
antagelser om menneskelig agens, aktør/struktur-forholdet, ideers og materielle kræfters rolle osv.,
men som ikke forholder sig til noget specifikt socialt område (Wendt 1999: 5). I modsætning til
rational choice-modellen, som med et materialistisk-individualistisk afsæt antager, at interaktioner
kan ændre aktørernes adfærd, men aldrig deres identiteter eller grundlæggende interesser, advokerer
socialkonstruktivismen som social teori for en idealistisk og holistisk tilgang til socialvidenskaben
7 Den kritiske eller postmoderne konstruktivisme er delvist overlappende med den IP-tilgang, der især i europæisk sammenhæng ofte benævnes poststrukturalisme og forbindes med bl.a. Richard Ashley, R.B.J. Walker, Michael Shapiro og i dansk kontekst Lene Hansen og Ole Wæver. Vi holder os dog her til den benævnelse, som er mest udbredt og som anvendes af for eksempel Wendt (Wendt 1999: 3–4; Abdelal et al. 2010: 13). 8 Hermed skal ikke forstås, at den kritiske konstruktivisme er emancipatorisk på samfundsplan som f.eks. den historiske materialisme, men typisk alene på et erkendelsesmæssigt plan, hvor formålet er at afsløre og kritisere undertrykkende diskurser, magtstrukturer og dominerende teorier (se f.eks. Adler 1997: 333).
Præsentation af teori og udledning af arbejdshypoteser | 23
(Wendt 1992: 391f).9 Ved at tage afsæt i, at menneskelige aktører i kontrast til naturvidenskabens
forskningsobjekter er reflekterende subjekter, der må tilskrive mening til egne og andres handlinger
for at kunne forstå dem, fremhæver konstruktivismen nødvendigheden af, at socialvidenskabens
begrebsapparat formår at begrebsliggøre og undersøge sådanne processer (Barnett 2014: 162). Ved
at bruge konstruktivismen placerer vi os dermed i en ideationel position, der prioriterer vigtigheden
af meningstilskrivning for menneskelig interaktion, hvilket medfører et syn på materielle kræfter
som sekundære. Det betyder ikke, at materialitet ikke har en selvstændig effekt, men at betydningen
af materielle kræfter altid afhænger af, hvordan de af forskellige ideer konstitueres med bestemte
meninger. I kontrast til hovedparten af de eksisterende bidrag på området ser vi ikke blot ideer som
supplerende variable, der kan inddrages, når en materialistisk analysemodel viser sig utilstrækkelig,
men som selve grundlaget for at forstå den sociale verden og dens materielle basis (Wendt 1999:
190). Denne epistemologiske position kaldes indimellem mediativ (se f.eks. Adler 1997: 324), og
den fortæller os, at Kina og Indiens opstigning ikke eksisterer uafhængigt af sociale konstruktioner,
og at selv hvis en sådan opstigning kan siges at ske, kan den ikke alene forklare deres klimaindsats.
At vi opfatter ideer som ontologisk primære, mens materielle kræfter tildeles en sekundær rolle,
indebærer at vi grundlæggende ser strukturer som sociale, hvilket vil sige som delte opfattelser af
sociale situationer og relationer. Det betyder dog ikke, at sociale strukturer er svagere eller mindre
virkelige end materielle, for disse delte opfattelser og de praksisser, som de giver anledning til, vil
konfrontere aktører som naturlige og selvfølgelige, eller som det der typisk betegnes sociale fakta
(Wendt 1999: 24).10 Konstruktivismen ræsonnerer her, at ikke blot materielle kræfter konstitueres
med mening, før de kan have betydning, men at ideer ligeledes konstituerer aktører med identiteter
og derved interesser (ibid.: 78). Den position er rodfæstet i arven fra sociologisk strukturationisme
og symbolsk interaktionisme, hvor menneskelige aktører ses som konstituerede af intersubjektive,
sociale strukturer såsom diskurser og normer, men på samme tid udøvende en aktiv og indimellem
bevidst indflydelse på de selvsamme strukturer (f.eks. Mead 1934). Konstruktivismen er dermed en
holistisk teori, der afviser muligheden for at kunne reducere sociale strukturer til karakteristika ved
enkeltaktørerne (Wendt 1999: 1). Samtidig betyder antagelsen om gensidig konstituering mellem
aktør og struktur, at aktører trods deres socialt konstruerede selvforståelser besidder en rationalitet,
der kan være både instrumentelt og altruistisk drevet, og som konstruktivismen derfor ofte betegner
9 I IP-sammenhæng ligger rational choice-modellen bag dominerende perspektiver såsom neorealismen og neoliberalismen, som konstruktivismen netop definerer sig op imod. 10 Durkheim var først til at anvende termen ‘sociale fakta’, som han så som sociologiens forskningsobjekt. I Durkheims forståelse var sociale fakta alle de adfærdsmåder, som udøver en slags ekstern begrænsning af individernes handlerum i et samfund, og som eksisterer uafhængigt af enhver individuel manifestation (se f.eks. Durkheim 1895).
24 | Præsentation af teori og udledning af arbejdshypoteser
intentionalitet (Finnemore og Sikkink 2001: 392f). Menneskelige aktører opnår altså først en ide
om, hvem de er og hvad de ønsker i sociale interaktionsprocesser, men de opfattes som aktive
beslutningstagere i forhold til at opnå de ønsker, som de formulerer. Således eksisterer et delvist
sekventielt forhold mellem identitet og intentionalitet, hvor aktørernes selvforståelser nødvendigvis
eksisterer forud for deres formulering af interesser. Wendt beskriver, hvordan “agents themselves
are in process when they interact. (…) Agents still choose behaviors in response to incentives, and
so this model does not preclude the rationalist model, but the assumption is made that (…) actors
are also instantiating and reproducing identities, narratives of who they are, which in turn
constitute the interests on the basis of which they make behavioral choices.” (1999: 366).11
Selvom vi altså opererer med en ideationel, holistisk ontologi, baserer vi os med konstruktivismen
samtidig på en forholdsvis positivistisk epistemologi (Hopf 1998: 183), der mener, at selvom den
sociale verden eksisterer uafhængigt af forskningens undersøgelse af den, så er centrale, virkelige
aspekter—og her tænkes især på sociale strukturer—ikke direkte observerbare. Denne position, der
benævnes scientific eller critical realism, argumenterer i den sammenhæng for, at disse fænomener
dog ikke bør forkastes som forskningsobjekt, blot fordi de er uobserverbare, men at vi som forskere
må undersøge dem gennem deres afledte effekter. Vores opgave er altså teoretisk at ‘inferere til den
bedste forklaring’ ved at vurdere, om et givet ikke-observerbart fænomens eksistens kan infereres
ud fra en række observerbare effekter af det (Wendt 1999: 62). Adler beskriver arbejdsmåden som
“a type of rational persuasion that must aspire, but cannot always be assimilated, to models of
deductive proof or inductive generalization” (1997: 329), og det er denne abduktive metode, der
gør scientific realism—og dermed vores anvendte version af konstruktivismen—realiserbar som
videnskabsteoretisk position (Jackson 2011: 76). Tesen om, at Kinas og Indiens klimaindsatser er
informeret af deres klimapolitiske identiteter, betyder altså ikke, at vi ikke kan undersøge vores
problemformulering, blot fordi identitet ikke kan observeres direkte. I specialets metodeafsnit
vender vi tilbage til, hvordan vi operationaliserer denne pointe.
Den abduktive tilgang gør også konstruktivismen kritisk overfor en skarp skelnen mellem forståelse
og forklaring, fordi forklaringer af adfærd altid må baseres på fortolkninger af mening, ligesom
forskning fokuseret på at forstå meningstilskrivninger, sprog eller sociale strukturer også vil fungere
adfærdsforklarende (Klotz og Lynch 2007: 15). Uanset om en forsker mener at begå forståelses-
eller forklaringsorienteret videnskab, findes der ingen neutral position, hvorfra objektiv viden om
11 Johnston formulerer det lignende: “Identity provides definitions of material interests that are associated with particular social categories and roles. Actors, however, rationally act to optimize these interests, and their behavior can be analyzed using standard expected utility models.” (Johnston 2007: 150).
Præsentation af teori og udledning af arbejdshypoteser | 25
den sociale verden kan opnås, hvorfor fortolkning er socialforskningens grundvilkår. Endvidere bør
de samme empiriske krav eksistere for begge typer bestræbelser, hvilket ligeledes taler for en
betoning af overlap frem for forskelle (Wendt 1999: 85). Analytisk er der imidlertid en distinktion,
der går på, hvorvidt kausale eller konstitutive spørgsmål forsøges besvaret. Kausale spørgsmål tager
typisk form af årsags-virknings- eller ‘hvorfor’-spørgsmål, mens konstitutive spørgsmål er optaget
af ‘hvordan’- eller ‘hvad’-spørgsmål, som hvordan kombinationer af materielle og sociale strukturer
konstituerer aktører med identiteter. Alligevel har selv konstitutiv forskning forklaringsmæssige
funktioner, fordi validiteten af kausale forklaringer typisk afhænger af dybtgående beskrivelse og
forståelse (ibid.: 87). Det relaterer sig til konstruktivismens kausalitetsforståelse, der i modsætning
til hårdere positivistiske tilgange (f.eks. King et al. 1994: 208) ikke ses som lovmæssigheder, der
kun kan eksistere på tværs af sociale enheder såsom individer eller stater, men som et processuelt
fænomen, hvor X rimeligt kan siges at forårsage Y. Eksempelvis er socialisering en delvist kausal
proces, hvor aktører lærer nye normer; mere herom senere. Konstruktivismens metodologi er derfor
pragmatisk og muliggør studier af både forstående og forklarende og såvel konstitutive som kausale
spørgsmål, hvis forskeren gør sig klart, at enhver forklaring er betinget af den sociale og materielle
kontekst (Wendt 1999: 79-82; Finnemore og Sikkink 2001: 394; Jackson 2011: 111). På den måde
er det naturligt, at specialet behandler både et primært konstitutivt identitetsspørgsmål og et delvist
kausalt socialiseringsspørgsmål, og vi opholder os derfor ikke yderligere ved denne sondring.
3.2 Konstruktivismen som substantiel teori: Pragmatisk statscentreret systemteori Ifølge Wendt kan konstruktivismen som social teori gøres til en domænespecifik substantiel teori
ved at udvælge et givet socialt system med et sæt primære aktører. Konstruktivismens argument for
muligheden for en sådan domænespecificering støttes oftest i et rationale om, at enhver teoritilgang
til et empirisk analyseområde beror på en a priori udvælgelse af analyseniveau og -enheder (Wendt
1999: 5–7). Vi tager som nævnt udgangspunkt i den tilpasning til IP-disciplinen, som især forbindes
med Wendt, men som et antal forskere har udviklet over de seneste 30 år. Ifølge Wendt foretager
denne teoriramme et valg af socialt system og privilegerede aktører, der minder om neorealismens,
nemlig det internationale system med stater som hovedaktører. Den helt anderledes bagvedliggende
sociale teori gør imidlertid, at perspektivet på staternes interaktion i det internationale system er
grundlæggende forskelligt fra neorealismens. Selvom begge teorier er ‘strukturelle’ i bred forstand,
forstår neorealismen den internationale struktur som en fordeling af materielle kapabiliteter, mens
konstruktivismen opfatter det som en fordeling af ideer, der påvirker staters handlerum, men som
staterne via gensidig konstituering samtidig er medskabere af og derfor ikke kan adskilles fra (ibid.:
5-12). Denne fordeling af kollektive ideer skaber forventninger om andre aktørers adfærd, hvilket er
26 | Præsentation af teori og udledning af arbejdshypoteser
det, der skaber international stabilitet og orden (Finnemore og Sikkink 1998: 894). En anden central
forskel er, at statscentrismen i konstruktivismen ikke er ontologisk funderet som i neorealismen,
men mere motiveret af den observation, at staterne stadig synes at være de dominerende subjekter i
international politik. Derfor giver det “no more sense to criticize a theory of international politics
as “state-centric” than it does to criticize a theory of forests for being “tree-centric.”” (Wendt
1999: 9). Vores konstruktivistiske teorifundament er altså egnet til at afdække Kinas og Indiens
interaktioner med andre stater i klimaregimet, selvom vi kunne have inddraget andre aktørtyper i
undersøgelsen også (ibid.; Finnemore og Sikkink 2002: 401).
Selvom konstruktivismens prioritering af staten som aktør i det internationale system er empirisk
funderet, indebærer den stadig et behov for at kunne retfærdiggøre, hvordan ‘staten’ kan ses som en
reel aktør mere end blot en politisk arena. Vi tilslutter os her det abduktive argument, at idet næsten
alle relevante aktører (akademikere, medier, politiske beslutningstagere) konsistent tillægger staten
de opfattelser og interesser, som reelt tilhører dens repræsentanter, bliver det naturligt at behandle
den som en enhedsaktør. Denne længe-eksisterende antropromorfisering har nemlig konstitueret
staten med en intern beslutningsstruktur, der muliggør kollektiv handlen og resulterer i observerbare
adfærdsmønstre, som ikke kunne forklares uden at anerkende staten som en virkelig aktør (Wendt
1999: 195-216; Johnston 2007: 95; Jackson 2011: 89). Konstruktivismens pointe er her, at stater
konstruerer sig selv og hinanden via ideer om Selv og Anden baseret på hver enkelt stats narrativ
om et afgrænset Vi med en kollektiv identitet og historie, der sammen konstruerer en statsidentitet.
Det gør staten til en speciel social entitet, der er i stand til at udøve intentionel handlen, og som
således er aktør såvel som struktur (Wendt 1999: 218–219).
En udfordring for os og for konstruktivismen som sådan er, at der aldrig er opnået konsensus internt
i paradigmet om det konkrete indhold i begrebet identitet (Finnemore og Sikkink 2001: 399). Der
hersker dog udbredt enighed om en grundlæggende forståelse, der definerer identitet generelt som
en aktørs ideer om, hvem man er i en given situation, hvor disse ideer er konstitueret både internt af
aktørens selvforståelse og eksternt af graden, hvormed andre aktørers repræsentationer stemmer
overens med og anerkender denne selvforståelse. Dermed er identitet en såvel subjektiv som
intersubjektiv kvalitet, der danner udgangspunkt for aktørers adfærdsmæssige dispositioner og
motiver (Wendt 1999: 170, 224).
Endvidere betoner konstruktivismen, at stater altid besidder en flerhed af identiteter. Som regel
fremhæves især to identitetstyper som væsentlige for at forstå staters selvforståelse og ageren i
internationale relationer. En typeidentitet er en social kategori, der beskriver stater, der deler nogle
Præsentation af teori og udledning af arbejdshypoteser | 27
bestemte karakteristika, som opfattes som socialt meningsfulde, såsom bestemte regimetyper eller
regeringsformer (f.eks. demokratisk), stat/samfund-relationer (f.eks. kapitalistisk), geo-kulturelle
profiler (f.eks. europæisk) eller socioøkonomiske forhold (f.eks. industrialiseret). En stat har mange
kontekstspecifikke typeidentiteter, og de karakteristika, der danner udgangspunkt for de identiteter
er intrinsiske eller præ-sociale (ibid.: 225-227). Bestemte typeidentiteter nyder større legitimitet og
giver nogle stater favorable internationale indflydelsesmuligheder, men hvilke typeidentiteter der
privilegeres på et givet tidspunkt betinges af den internationale sociale strukturs til enhver tid
gældende karakter.
Udover multiple typeidentiteter har stater også en række rolleidentiteter eksisterende alene i kraft af
dyadiske relationer til andre stater. En rolleidentitet er derfor defineret som modidentiteten for en
andens identitet og består som en fjende-, rival- eller vennerelation (ibid.; Finnemore og Sikkink
2001: 399). Dermed er rolleidentiteter aldrig intrinsiske, men af natur sociale. Wendt forstår de tre
typer modidentitet som udtryk for forskellige kulturer, hvor fjendskab betegner rollerne i en såkaldt
hobbesiansk kultur, i hvilken stater forsøger at dominere eller sågar udrydde hinanden. I kontrast
hertil betegner rivalisering en lockeansk kultur, hvor stater anerkender hinandens eksistensret, men
konkurrerer om eksempelvis territorium eller rigdom, mens venskab endelig betegner en kantiansk
kultur, hvor stater løser uoverensstemmelser fredeligt og er villige til at kæmpe sammen, hvis én af
dem trues af en tredjepart (Wendt 1999: 259-299). De dominerende rolleidentiteter definerer altså
kulturen i et socialt eller politisk system.
Som en tredje identitetstype påpeger Wendt kollektive identiteter, der er en kombination af type- og
rolleidentiteter. Ligesom en rolleidentitet er en kollektiv identitet et delvist socialt konstrueret Selv
skabt gennem inkorporering af en Anden, men hvor en rolleidentitet positionerer disse i forskellige
roller, forener en kollektiv identitet dem i en slags fælles identitet. Denne fælles identitet bygger
ligesom typeidentiteter på delte kendetegn—opfattet homogenitet—der dog her får en særlig social
signifikans og via altruistisk gruppeidentifikation giver anledning til gruppebaseret handling ved at
muliggøre løsningen af kollektive handlingsproblemer (ibid.: 229).
Det er disse antagelser om staters multiple identiteter, der leder os til at formode, at enhver stat altid
vil have en konkret klimapolitisk statsidentitet. Denne kan være specifikt klimapolitisk eller udledt
fra andre politiske sfærer, og den kan tage form som forskellige kombinationer af type-, rolle- eller
kollektive identiteter, men der må altid være en distinkt identitet, der danner udgangspunktet for en
given stats klimaindsats.
At vi ser staters identiteter som konstituerende for deres interesseformation, hvormed interesser
altså skabes endogent i sociale interaktioner og derfor essentielt er foranderlige ideer, betyder dog
28 | Præsentation af teori og udledning af arbejdshypoteser
ikke, at ide- og interesseændringer sker let eller tit. Med afsæt i konstruktivismen forstår vi derimod
staten som en sammensat aktør bestående af relativt stabile identiteter og interesser, der konstituerer
den med opfattede nationalinteresser, der kun langsomt ændres (Klotz og Lynch 2007: 86). Selvom
identiteter og interesser altid er i proces, hvor stater gennem deres interaktion konstant producerer
opfattelser af Selv og Anden, er interaktionsprocesserne ofte så stabile, at identiteter og interesser
reproduceres og fremstår som givne eller naturlige. Det har primært at gøre med, at stater ligesom
andre aktører typisk føler en stærk forpligtelse til deres identiteter og af den grund har behov for
den ontologiske sikkerhed forbundet med konvergens mellem egen og andres forståelse af ens Selv,
mellem ens nuværende og tidligere selvforståelse og mellem ens nuværende og tidligere forståelse
af Andre. Identiteter og dermed interesser tager derfor ofte form som selvopfyldende profetier, der
fastholdes gennem løbende reproduktion. Af den grund er det hovedsageligt, hvis en aktørs identitet
udfordres af andre, at man bør forvente ændringer, fordi manglende social identitetsanerkendelse
skaber kognitiv dissonans, som aktører vil forsøge at rette op på (Wendt 1999: 319, 331–340).
En forudsætning for, at en stats identitet anerkendes som overensstemmende med dens adfærd og
ikke udfordres, er at staten overholder de sociale forskrifter eller normer, som andre stater ser den
som bundet af. Normer kan defineres som standarder for passende adfærd for aktører med en given
identitet (Barnett 2014: 164). Konstruktivismen taler her om, at normer kan have såvel regulative
som konstitutive effekter. Regulative normer kan siges at have kausal påvirkning på adfærden hos
aktører med givne identiteter, hvorimod konstitutive normer er skabende for selve disse aktørers
identiteter og interesser (Wendt 1999: 346; Finnemore og Sikkink 1998: 891).
Normer opstår ofte ikke ved, at en stat på eget initiativ beslutter sig for at ændre sin adfærd eller
identitet, men ved at ikke-statslige aktører såsom politiske bevægelser eller akademia danner stærke
ideer om passende adfærd på et område og forsøger at overtale stater til at agere i overensstemmelse
hermed. Konstruktivister beskriver oftest sådanne aktører som normentreprenører, hvis intentionelle
men normative adfærd kan beskrives som en form for strategisk socialkonstruktion. Når og hvis
normentreprenører lykkes med at overbevise en stat om rigtigheden af en norm, vil staten typisk
forsøge at overtale eller påvirke andre til også at agere efter normen, og gennem disse såkaldte
normledere vil visse normer over tid opbygge et større antal statslige normfølgere og derved reelt
opnå normstatus (ibid.: 897).12 En pointe er her, at hvor ikke-statslige normentreprenører generelt er
afhængige af at overbevise stater, så kan stater vælge at overholde en norm ud fra strategiske
overvejelser om mulige sociale belønninger og omkostninger forbundet med overholdelse eller
12 I specialet er vi således ikke interesseret i at undersøge tilblivelsen af normer på klimaområdet, men i deres betydning for staters klimapolitiske identiteter og klimaindsats, når de har opnået en vis international status.
Præsentation af teori og udledning af arbejdshypoteser | 29
afvisning af normen, ligesom de kan benytte sig af tvangsstrategier i forsøget på at påvirke andre
stater til normefterlevelse. Som vi vil uddybe nedenfor, er begge pointer særdeles relevante for
stormagter. Det er dog samtidig tilfældet, at kontinuerlig efterlevelse ofte gradvist fører til en stats
reformulering af identitet og interesser, hvor normen tages mere for givet, og efterlevelse bliver en
vanesag, hvilket igen kan forklares med behovet for ontologisk sikkerhed (Klotz og Lynch 2007:
93; Wendt 1999: 360–361).
Det er selvsagt ikke alle normer, der opnår universel udbredelse eller fungerer lige succesfuldt, hvis
de gør. Finnemore og Sikkink (1998: 906-907) argumenterer for, at flere faktorer har betydning for,
om en norm bliver indflydelsesrig. For det første er stater typisk mere villige til at acceptere en
norm, hvis de har brug for legitimering, hvilket for eksempel kan skyldes, at de er usikre på deres
internationale status eller oplever intern uro. For det andet opnår normer ofte større udbredelse, hvis
de støttes af stater, der opfattes som succesfulde forbilleder—f.eks. stormagter—hvorved prominens
ofte spiller en rolle. Endelig er normens intrinsiske karakteristika et vigtigt parameter, da specifikke
og entydige normer oftest klarer sig bedre end andre. En række forskere på den konstruktivistiske
fløj har uddybet dette sidste punkt, hvoraf flere synes at have relevans for specialet. Eksempelvis
kritiserer Shannon med udgangspunkt i politisk psykologi og Costa-Buranelli i et Engelsk Skole-
perspektiv konstruktivismen for en tendens til at overvurdere graden, hvormed normer fortolkes ens
af alle. Ifølge Shannon (2000: 294) bør konstruktivismen kvalificeres, så den kan håndtere, at stater
nogle gange vælger at ignorere eller bryde en norm, hvis en konflikt opstår mellem normen og en
stats opfattede nationalinteresse, mens Costa-Buranelli (2015: 501–509) påpeger, at internationale
normers indhold kan forstås forskelligt i forskellige geografisk-kulturelle kontekster, og at disse
potentielt modstridende forståelser kan konkurrere på globalt niveau. Begge pointerer dog, at idet
stater både er selviske og sociale aktører, der også bekymrer sig om international status og kognitivt
velvære, bør de kun forventes at bryde normer, som er så tvetydige—eller polysemiske—at der
efterlades så meget rum for fortolkning, at en stat kan retfærdiggøre over for sig selv og andre at
være undtaget.13 Heri ligger en advarsel mod homogenisering af staterne, blind for deres potentielt
forskellige forståelser af bestemte normer.
Adler-Nissen argumenterer ligeledes for, at anfægtelse af en norm oftest sker, når den bevæger sig
på tværs af forskellige sociokulturelle kontekster, typisk manifesteret ved statsgrænser (2014: 151–
13 Costa-Buranellis ES-afsæt adskiller sig i et vist omfang fra vores konstruktivistiske tilgang. Der er dog så mange ligheder mellem de to tilgange, at vi finder hans indsigter anvendelige her. ES og konstruktivismen deler en midterposition i IP-disciplinen, da begge anvender en social ontologi, der ser det internationale samfund som en social sfære af delt viden, hvor stater konstitueres som aktører og socialiseres til at følge bestemte normer og regler (Dunne 2013: 133–137).
30 | Præsentation af teori og udledning af arbejdshypoteser
155). Derfor har det internationale samfund ofte behov for at kritisere eller ligefrem stigmatisere en
stat for ikke at efterleve en given norm for dermed at skabe ontologisk sikkerhed om den passende
forståelse og overholdelse af normen.14 Problemet er dog, at “international shaming is not likely to
have the desired effects (norm compliance) unless the moral authority of the stigmatizer is accepted
(…). Moreover, stigma imposition requires substantial effort on the part of the stigmatizers because
of the ambivalent norms that underpin an ultimately heterogeneous international society.” (Ibid.:
171). Altså hæmmes normudbredelse af tvetydige normer og manglende moralsk autoritet hos de
stigmatiserende stater, da stater ønsker at undgå kritik og derfor udnytter muligheder for at undvige.
De Franco et al. (2015: 1000) opsummerer det ret præcist: “When a norm is still openly contested, it
will be impossible to stigmatize countries that do not comply and difficult for norm entrepreneurs to
exercise political pressure.” De indsigter gør det muligt for os at undersøge, om normtvetydighed
har haft konsekvenser for Indiens (og nu i mindre grad Kinas) afvisning af Vestens argumenter om
at øge klimaindsatsen.
Selvom ikke alle forsøg på at udbrede og fremme overholdelsen af en given norm er succesfulde, er
sådanne processer i konstruktivistisk optik en af de primære dynamikker i international politik og
refereres oftest til som socialiseringsprocesser. Der er forskellige definitioner af socialisering, men
de fleste fokuserer på processer, hvor en stat ‘opdrages’ til at lære et systems praktiserede normer,
værdier og adfærdsformer (Johnston 2007: 21). Wendt foretrækker begrebet kulturel selektion frem
for socialisering for at fremhæve, at disse processer udgør den evolutionsmekanisme, der forårsager
et socialt systems udvikling. Han skelner i den forbindelse mellem to typer. Imitation beskriver
situationer, hvor stater relativt instrumentelt adopterer normerne hos de stater i systemet, som de
opfatter som materielt eller statusmæssigt succesfulde—eksempelvis stormagter—i et håb om, at de
normer også vil fungere for dem. Social læring betegner processer, hvor en stat lærer og tillige
internaliserer identiteter og interesser, som andre socialt relevante aktører finder passende for den
og behandler den som havende. Logikken er, at ved at behandle—eller altercaste—hinanden med
bestemte identiteter og en bestemt passende opførsel kan aktører opbygge nogle fælles ideer, som
genererer netop den opførsel og derved gør både Selv og Anden til meningsfulde identiteter (Wendt
1999: 325–331).
14 Adler-Nissen (2014: 149) beskriver stigmatisering som en proces, der kan “clarify the boundaries of acceptable behaviour and identity and the consequences of nonconformity, that is, shame, exclusion or other forms of punishment. (…) Stigmatization helps clarify the norms and achieve conformity by distinguishing between “us” (the normal states) and “them” (the transgressive ones).”
Præsentation af teori og udledning af arbejdshypoteser | 31
I denne opgave benytter vi os imidlertid af Alastair Johnstons socialiseringsteori, som tilbyder en
vigtig videreudvikling af Wendts arbejde ved at udvikle en typologi med tre i stedet for kun to
socialiseringstyper, og ved at fokusere mere på de reaktionsmuligheder, som stater der udsættes for
socialiseringsforsøg har. Det gør Johnstons teori egnet til at kommunikere med de ovenfor nævnte
indsigter om normanfægtelse, der som vi vil uddybe nedenfor synes endnu mere centrale i en
stormagtskonstruktivisme. Desuden formulerer Johnston et antal brugbare kriterier for, hvordan de
respektive socialiseringstyper kan påvises empirisk, hvilket også er fraværende hos Wendt. En basal
antagelse hos Johnston er, at internationale institutioner kan behandles som sociale miljøer, hvor
socialisering kan ske. Det er en udbredt konstruktivistisk antagelse, der begrundes i det argument, at
institutioner skaber social viden og fikserer bestemte meninger ved at definere internationale
opgaver eller nye aktørkategorier og sprede diverse normer (Barnett og Finnemore 1999: 699). Vi
opfatter således internationale institutioner som relativt stabile identitets- og interessestrukturer, der
ofte er kodificeret i formelle regler, men hvis egentlige betydning ligger i socialiseringen af aktører
og facilitering af kollektiv videnskabelse (Wendt 1992: 399). Dette er dermed vores teoretiske afsæt
for at anskue det internationale klimaregime generelt og UNFCCC specifikt.
Johnstons første socialiseringstype er imitation, der minder om, men alligevel adskiller sig fra
Wendts kategori af samme navn. Hvor Wendts fokus er på en stats tilegnelse af succesrige staters
selvforståelse, betoner Johnston i stedet situationer, hvor en stat imiterer alle de andre i et socialt
system, fordi denne stat er ny i systemet og navigerer i et usikkert miljø. Imitation er således en
strategi, som stater kan vælge, hvis de er usikre på, hvilke præskriptive normer, der gælder i et
socialt miljø. Ifølge Johnston bør den mekanisme, som Wendt beskriver, betegnes efterligning,
fordi den involverer bevidst søgen efter succesfulde aktører, analyse af årsagen til den succes og
applicering af disse indsigter med et nyttemaksimerende formål. Imitation i Johnstons forståelse
sker typisk, når en stat tilslutter sig en international institution i håb om at opnå fordele herved, men
ikke er fuldt bevidst om institutionens logik eller adfærdsnormer og derfor vælger at imitere de
andre medlemmers adfærd, indtil en sådan bevidsthed opnås (Johnston 2007: 45–46).15
Den anden form for socialisering hos Johnston kaldes social indflydelse. Her tages udgangspunkt i,
at statsidentiteter som nævnt ofte dannes dels via skabelsen af begrænsede kollektive identiteter.
Logikken er, at i takt med at en stat udvikler en højere grad af identifikation med en given gruppe,
15 Johnston benævner selv denne første socialiseringstype mimicking og den mere bevidste efterligning af succesfulde stater emulation. Vi har dog valgt at referere til både Wendts og Johnstons typer som imitation af formidlings- og oversættelsesmæssige årsager.
32 | Præsentation af teori og udledning af arbejdshypoteser
opstår en følelse af ensartethed og fællesskab og et ønske om at akkumulere de statusmarkører, som
gruppen tildeler de medlemmer, der overholder dens normer. Her ligger således en antagelse om, at
stater værdsætter status nøjagtig som magt og velstand, og at statusincitamenter kan trumfe andre
overvejelser, hvis de kommer i konflikt. Det indebærer, at gruppen for at sikre normkonformitet kan
lægge socialt pres på stater, der identificerer sig med den, gennem sociale belønninger såsom ros og
status eller via social straf såsom udskamning (shaming), nedgørelse eller eksklusion, hvis en stat
bryder normer, der opfattes som passende for dens sociale kategori (se også Finnemore og Sikkink
1998: 902). Johnston opsummerer, at “an actor’s self-categorization may be internalized enough
such that certain behaviors are considered appropriate for its social category. When its behavior is
perceived by the group to be inconsistent with this self-categorization and runs into group
opprobrium, the actor changes its behavior because of cognitive discomfort from inconsistency with
or the violation of the norms of behavior appropriate to its identity.” (2007: 76).
Sådanne gruppenormer kan både være deskriptive eller præskriptive, hvilket afhænger af, om de
beskriver hvad de fleste gruppemedlemmer gør, eller hvad de fleste gruppemedlemmer mener, at
man bør gøre. En norms styrke vil dog som regel afhænge af antallet af normoverholdende stater.
Social indflydelse handler dermed ikke nødvendigvis om, at en stats præferencer ændres, men at de
forbindes på nye måder som følge af gruppeidentifikation, ved for eksempel at præferencer på
klimaområdet forbindes med præferencer for status. Social indflydelse er altså et resultat af en stats
forudgående gruppeidentifikation kombineret med dens ønske om at maksimere sociale belønninger
og minimere sociale straffe fra gruppen. Under social indflydelse kan den socialiserede stat således
hverken siges at agere helt ud fra en passendeheds- eller en konsekvenslogik (ibid.: 25, 79-151).
Johnstons sidste socialiseringstype benævnes overtalelse og beskriver en socialkognitiv proces,
hvor en holdningsændring ikke sker som følge af materielt eller socialt pres, men via skabelsen af
ny social viden. Der er altså tale om en kommunikativ proces, hvor en stat ændrer sin position efter
at være blevet udsat for overbevisende argumenter om passende adfærd, fordi den overtalte opfatter
den overtalende som vidende og/eller som havende legitime intentioner. Overtalelse adskiller sig
derved som socialiseringsform markant fra social indflydelse, da den socialiserede stats pro-sociale
adfærd her er defineret ved såvel offentlig normkonformitet som privat normaccept, mens den ved
social indflydelse kendetegnes ved offentlig normkonformitet uden privat accept, fordi efterlevelsen
sker som følge af socialt pres (ibid.: 80).
Vi bruger primært Johnstons teoriapparat, fordi det udvider den socialiseringsform, som Wendt
kalder social læring, i de to former overtalelse og social indflydelse, der adskilles af karakteren af
Præsentation af teori og udledning af arbejdshypoteser | 33
socialiseringsdynamikken, og af hvorvidt denne giver anledning til normkonformitet som følge af
substantiel norminternalisering eller socialt pres for at agere i harmoni med en ny gruppeidentitet
(ibid.: 155-160). Disse to socialiseringsformer virker umiddelbart mere relevante end imitation i en
undersøgelse af adfærdsskifte hos Kina og Indien, der har været med i klimaregimet så længe, at
simpel adfærdskopiering synes unødigt. Vores anvendte typologi kan opsummeres som nedenfor.
Tabel 1: Opsummering af den anvendte socialiseringstypologi
Imitation Social indflydelse Overtalelse
Motivation for normkonformitet
Reduktion af usikkerhed om normerne i et nyt socialt miljø
Forbedring af status ift. en nyoptaget gruppeidentitet
Overbevisning om en ‘ny’ norms substantielle passendehed
Socialiseret stats handlingslogik
Primært konsekvenslogik
Hverken ren konsekvens- eller passendehedslogik
Primært passendehedslogik
Socialiserings-mekanisme
Egen kopiering af andre medlemmers adfærd
Socialt pres i form af sociale belønninger og/eller straffe
Argumentation, skabelse af ny social viden
Det gennemgåede konstruktivistiske fundament for specialet er udgjort af indsigter, der er gældende
for alle stater, om end vi løbende har noteret deres relevans for en stormagtsteoretisk ramme. Den
generiske konstruktivisme fortæller os, at Kinas adfærdsskifte sandsynligvis har at gøre med et
identitetsmæssigt skifte, men den tilbyder ikke umiddelbart en forklaring på, hvorfor et sådan skifte
er sket for Kina, men ikke Indien. Vores argument er dog, at udledningen af en stormagtsfokuseret
tilføjelse giver en plausibel forklaring på det spørgsmål. I det følgende udfolder vi det argument og
præsenterer dermed vores bud på et teoriapparat.
3.3 Udledning af en stormagtskonstruktivistisk teoriramme I et konstruktivistisk perspektiv adskiller stater, der af sig selv og andre opfattes som stormagter, sig
fra de resterende stater i det internationale system ved at nyde en særlig social status. Social status
giver både en stat følelsen af socialt velvære og bedre muligheder for at påvirke det internationale
systems indretning og normer (ibid.: 75). Det er denne basale pointe, der giver os anledning til at
argumentere for, at sådanne stater må bekymre sig særligt meget om at blive ved med at indfri, og
hvis muligt påvirke på en for dem gunstig måde, det, som på et givet historisk tidspunkt udgør
kriterierne for at have status af stormagt, da det netop er de kriterier, der konstituerer stormagterne
med en favorabel identitet.
34 | Præsentation af teori og udledning af arbejdshypoteser
Stormagtsidentitet er imidlertid en kompleks størrelse med multiple kriterier. For det første er det
muligt at se stormagtsidentitet som dels en slags typeidentitet, der dermed er et eksempel på det
beskrevne forhold, at bestemte typeidentiteter nyder større international legitimitet og prestige end
andre. Typeidentiteter er som nævnt kategorier af stater, der deler visse intrinsiske eller præsociale
kvaliteter, der opfattes som meningsfulde i det internationale system. For stormagter har disse
kvaliteter historisk vedrørt såkaldte kapabiliteter, hvor en stormagt med Waltz’ berømte citat kan
defineres som en stat med en høj “score on all of the following items: size of population and
territory, resource endowment, economic capability, military strength, political stability and
competence.” (1979: 131). Denne kapabilitetstilgang til stormagtstatus, som har rødder tilbage til
Weber, har været afsættet for IP-disciplinens realistiske tradition (Neumann 2008: 130).
Med tiden er de intrinsiske kriterier for stormagtsidentitet imidlertid blevet udvidet til mere end kun
materielle kapabiliteter. Brittingham skriver, at “[states] do not simply become great powers once
they reach a particular level of development or military prowess. Being a great power is an identity
that must be enacted by a state, and recognized and reinforced by its peers.” (2007: 85). Stærke
materielle kapabiliteter er altså nødvendige betingelser for at kunne påberåbe sig stormagtsstatus og
udgør dermed kernen i identiteten, men er utilstrækkelige i sig selv, fordi stormagtsidentitet først
konstitueres via en stats efterlevelse af identitetens konstituerende normer og sociale formål, og via
de andre stormagters anerkendelse af dette. Ifølge Brittingham har stormagt længe også handlet om
regimetype, hvor det at udleve en demokratisk regeringsform er blevet et yderligere kriterium for at
blive anerkendt som en stormagt. Dette illustrerer både dynamikken i den sociale konstruktion af
stormagtsidentitet over tid og bekræfter også vores antagelse om, at etablerede stormagter forsøger
at forme kriterierne for ‘stormagt’ for at bevare deres privilegerede sociale status. USA er det nok
tydeligste eksempel: “[The] United States does not view economic and military capabilities as
sufficient (…) To put it simply, the United States has attempted to raise the bar for acceptance as a
great power.” (ibid.: 102). En uddybning af demokratikriteriet findes desuden hos Neumann, som
med afsæt i Foucaults governmentality-tilgang viser, hvordan en ny styringsrationalitet langsomt
udbredtes i Europa fra 1700-tallet, der baserer sig på indirekte frem for direkte styring af borgerne
ved via avancerede midler at fremelske en selvdisciplin, der uden direkte statslig magtanvendelse
får borgerne til at agere i nogenlunde harmoni med statens ønsker. Den styringsform blev gradvist
en ny civilisationsstandard og dermed et kriterium for stormagtsanerkendelse (Neumann 2008: 133,
se også Corry 2013).
Præsentation af teori og udledning af arbejdshypoteser | 35
For så vidt konstruerer kravene om materielle kapabiliteter, politisk stabilitet og demokrati stormagt
som en typeidentitet, idet de refererer til intrinsiske kvaliteter. Der er dog også centrale aspekter af
stormagtsidentiteten, der bedre kan beskrives som aspekter af en kollektiv identitet, hvilket som
nævnt er en identitetsform, der gør løsningen af kollektive handlingsproblemer mellem stater mulig
gennem altruistisk gruppeidentifikation. Således argumenterer Johnston for, at det at “maximize
status markers as a major power today may require increasingly pro-social behavior, in contrast to
major powers of the past.” (2007: 87). De konstituerende normer for stormagterne som gruppe
handler altså ikke længere blot om nationale karakteristika, men også om staternes internationale
adfærd, hvor en konsensus er opstået om, at det at være en stormagt kræver en ‘proaktiv’ tilgang til
internationale institutioners arbejde for at løse globale problemer, også når dette fordrer accept af
disses indimellem suverænitetsbegrænsende normer (ibid.: 76, 149). Bukovansky et al. uddyber, at
et kriterium for stormagtstatus i dag udgøres af internationalt ansvar, og hvordan accept af et sådant
ansvar derfor er vitalt for at blive anerkendt som stormagt: “Special responsibilities reflect existing
distributions of material power, while at the same time also reconfiguring the social relations of
power within its sundry policy domains” (2012: 5).
Alligevel adskiller stormagtsidentitet sig fra ‘normale’ kollektive identiteter på flere måder. For det
første er en kollektiv identitet almindeligvis knyttet til en afgrænset gruppe stater, som det enkelte
medlem udvider Selvet til at inkludere. Det adskiller sig fra stormagtsidentiteten, der i sit forsøg på
at løse globale problemer forventes at handle på vegne af det internationale samfund som helhed.
Det adskiller sig også ved, at idet stormagter defineres ved en særlig social status, må en stat der ser
sig selv som stormagt forventes at selvidentificere sig mere individualistisk end kollektivistisk, altså
som noget distinkt og særligt mere end som del af en gruppe lignende stater – og sammenligne sig
mere op imod andre stormagter inden for gruppen end op imod andre grupper. Endvidere bruges
kollektiv identitet normalt til at beskrive grupper, hvis samlende princip er en kombination af delte
kendetegn og en følelse af altruistisk fællesskab, hvormed identitetsindehaverne “define the welfare
of the Other as part of that of the Self” (Wendt 1999: 229). En normal kollektiv identitet er altså
defineret ved en kantiansk kultur internt i gruppen, hvilket ikke kan antages altid at være gældende i
kulturen mellem stormagter, der afhængigt af interaktionerne ligeså vel kan antage en lockeansk
eller hobbesiansk form defineret ved henholdsvis rivalisering eller fjendskab.
Selvom det at være en stormagt altså hverken kan defineres som en ren typeidentitet eller kollektiv
identitet, er det en socialt konstrueret identitet. Ligesom typeidentiteter bygger denne på et antal
intrinsiske karakteristika, hvortil der imidlertid kommer et klarere socialt element, der mere minder
36 | Præsentation af teori og udledning af arbejdshypoteser
om en kollektiv identitet og indebærer udøvelse af selvbeherskelse og accept af ansvar for globale
udfordringer. Her ligger dog også en mulig indre konflikt for stormagter, hvis stormagtskriterierne
fordrer modsatrettede adfærdslogikker på et politikområde. I det globale klimaregime må det anses
for en oplagt problematik i form af et muligt skisma mellem incitamenter til at styrke sin økonomi
og sit omdømme som klimamæssigt ansvarlig.
Figur 2: Særlige stormagtskriterier og -forventninger
Opsummerende bør vi forudse, at stater der ser sig selv og ønsker at anerkendes som stormagter vil
have en adfærd, der er påvirket af, at de kærer sig særligt meget om at bevare og helst styrke deres
økonomiske velstandsniveau, militære kunnen, politiske stabilitet og demokratiske profil, samt at
udvise—eller i alt fald fremstå som udvisende—ansvarlig og pro-social international adfærd. Stater
der opfatter sig som stormagter bør derfor ventes at ønske at blive set som ansvarlige internationale
ledere. De vil samtidig opfatte sig som noget distinkt og særligt og sammenligne sig individualistisk
med de øvrige stormagter snarere end kollektivistisk med andre grupper. Figur 2 illustrerer. På
klimaområdet må det betyde, at en stat, der opfatter sig selv som en stormagt, vil forsøge at fremstå
som særligt bidragende til den internationalt anerkendte løsning på klimaforandringerne. Det giver
anledning til specialets første arbejdshypotese:
H1: Den tilsyneladende opståede divergens mellem Kinas og Indiens klimaindsatser kan
forklares med en udvikling i Kinas klimapolitiske statsidentitet hen imod en
stormagtsidentitet, hvilket ikke i samme omfang har fundet sted for Indien.
Stormagts-identitet
Stærke kapabiliteter
Politisk stabilitet
Demokrati
Pro-social adfærd
Særligt globalt ansvar
Individualistisk selvforståelse
Intrinsiske kriterier
Sociale kriterier
Præsentation af teori og udledning af arbejdshypoteser | 37
Argumentet bag hypotesen er, at stormagters adfærd ligesom andre staters må være formet af deres
bagvedliggende identiteter, der betinger deres interesseformationer og adfærdsdispositioner. Det
følger heraf, at en adfærdsændring, der ikke er forklarlig ud fra materialitet alene må være delvist
foranlediget af identitetsmæssige ændringer. I den logik giver hypotesen en plausibel forklaring på
puzzlet, som kan efterprøves.
Identitet er dog som nævnt en ganske robust kvalitet, og identitetsændringer kræver derfor typisk
særlige omstændigheder. For stormagter kan vi identificere to plausible veje til identitetsændring,
der ville kunne forklare Kinas skifte, og begge disse illustrerer vigtigheden af det internationale.
For det første er socialisering som allerede beskrevet en potentiel årsag til identitetsændring. I en
stormagtsammenhæng må det dog tilpasses til, at det primært er de andre stormagter, der udgør den
relevante gruppe, der potentielt vil kunne socialisere en given stormagt. Vores argument er her som
ovenfor, at for stormagter er en vital ambition at (vedblive at) indfri kriterierne for stormagt, både
de materielle og sociale. Hvis de andre stormagter ændrer deres forventninger til en etableret eller
opstigende magt, må vi derfor under de rette forhold forvente en modtagelighed over for dette. De
andre stormagter kan således have socialiseret Kina til at påtage sig en stormagtsidentitet. Det er
vores tilpasning af Johnstons pointe om, at det der afgør, hvilken gruppe, der er relevant for en stat,
er at “it is the social norms of this particular audience that matter (…). If, say, an actor completely
rejected the social norms of a particular group, then (…) it could not generate [socialization, red.]
effects.” (2007: 86). Det er usandsynligt, at en stormagt vil påvirkes af ikke-stormagter, idet disse
ikke vil opfattes som ligeværdige eller har en social højstatus at anvende. Med Wendts ord: “Not all
Others are “significant” Others. But where there is an imbalance of relevant material capability
social acts will tend to evolve in the direction favored by the more powerful.” (1999: 331).
Samtidig må man forvente, at stormagter vil bruge flere ressourcer på at søge at socialisere andre,
herunder andre (opstigende) stormagter, end en standard rationel nyttekalkule ville foranledige. Det
er således både i stormagters interesse at styrke den eksisterende normative globale orden eller søge
at tilpasse den til egen fordel, og en måde at maksimere statusmarkører og opnå kognitivt velvære
ved at udvise internationalt ansvar via socialisering af afvigende stater. Dog må det også forventes,
at en (opstigende) stormagt i højere grad end almindelige stater vil anfægte en norm, som andre
stormagter forsøger at socialisere den til at efterleve, hvis den opfattes som stridende imod statens
interesse i at opnå eller bevare sin status som stormagt.
En anden mulig årsag til identitetsændring hos stormagter, som vi tilpasser fra Legro (2007), er når
en stormagts tidligere udenrigspolitiske identitet eller ideer om det rette forhold til det internationale
system genererer nogle stærkt uønskede sociale og/eller materielle konsekvenser, der bringer dens
38 | Præsentation af teori og udledning af arbejdshypoteser
status som stormagt i fare. Legro tager afsæt i konstruktivismens socialinteraktionistiske antagelser
om staters identitets- og interesseformation, men fokuserer på en identificeret mangel i teorien om,
hvornår sådanne identitetsforandringer er mest sandsynlige. Hans argument, baseret på analyser af
historiske ideskifter hos stormagter, er at en stats identitet eller konstitutive ideer på et givet
udenrigspolitisk eller internationalt område genererer nogle kollektive forventninger, der fungerer
retningsgivende for denne stats internationale adfærd. En statsidentitet består således af en række
kollektive—ikke subjektive—ideer, der begrænser selv statsledernes handlerum, og den kan derfor
ikke manipuleres af enkeltpersoner, men ændres i interaktioner med det internationale system. Hvis
en stats kollektive forventninger kolliderer med den virkelige verdens begivenheder på en tilpas
uønsket måde i form af chok eller i mere trinvist negative udviklinger, kan der opstå et incitament
eller ligefrem pres for at udskifte disse forhenværende ideer, der således kan kollapse. Det kræver
dog, at det er muligt at opnå enighed om et alternativ, og typisk også at dette alternativ konsolideres
gennem en form for initial succes, der kan fungere internt overbevisende (Legro 2007: 15). Hertil
kommer Legros betoning af, at ide- eller identitetsændringer er internationale fænomener, hvor
andre stater ofte er medvirkende årsag til idekollaps i en stat – f.eks. gennem deres anvendelse af
materielle kapabiliteter eller sociale status. Det relative styrkeforhold såvel materielt som socialt
mellem stater indvirker altså på sådanne ideationelle forandringsprocesser (ibid.: 40), hvilket efter
vores mening gør Legros pointer forenelige med Johnstons og med vores udvikling af en specifik
stormagtskonstruktivisme. Dermed kan vi nu formulere vores anden arbejdshypotese, som sammen
med H1 udgør en plausibel forklaring på puzzlet og besvarelse af problemformuleringen, og som
derfor danner afsæt for udformningen af vores undersøgelsesdesign: H2: Hvis H1 er gyldig, er Kinas klimapolitiske statsidentitet blevet påvirket af socialisering fra
de øvrige stormagter i det internationale klimaregime og/eller af uventede og negative
konsekvenser af landets forhenværende klimaideer, hvorimod det ikke er tilfældet for Indien.
3.4 Opsummering af stormagtskonstruktivismen Legros indsigter afslutter vores udvikling af en stormagtskonstruktivistisk teoriramme, som vi af
heuristiske hensyn illustrerer i Figur 3. Stormagter adskiller sig fra andre stater ved at besidde en
særlig social status, som de konstitueres med via deres indfrielse af de internationalt anerkendte
stormagtskriterier, som i en given historisk periode dominerer. På nuværende tidspunkt handler det
om kapabiliteter, politisk stabilitet, demokratisk styre og pro-social, ansvarlig international adfærd.
Et kinesisk skifte hen imod en selvforståelse som stormagt og et manglende indisk ditto ville derfor
forklare divergensen i deres klimaindsatser. Et sådan skifte burde være synligt ved, at Kina i højere
Præsentation af teori og udledning af arbejdshypoteser | 39
grad end tidligere drives af at styrke sin indfrielse af både intrinsiske og sociale stormagtskriterier,
samt i højere grad end tidligere ser sig selv som noget særligt og sammenligner sig individualistisk
med andre stormagter.
Vi forventer endvidere, at en sådan identitets- og adfærdsændring ville have krævet noget særligt,
og at mulige årsager er socialisering udført af en eller flere andre stormagter og/eller idekollaps som
resultat af en negativ kollision mellem de kollektive forventninger, som Kinas tidligere identitet
medførte, og de virkelige konsekvenser, som identiteten reelt forårsagede.
Figur 3: Illustration af stormagtskonstruktivistisk teoriramme
3.5 Forskelle fra lignende teorirammer Inden vi går videre til vores operationalisering af stormagtskonstruktivismen i et konkret metodisk
design, diskuterer vi kort, hvordan vores teoriramme adskiller sig fra lignende tilgange.
Vores stormagtskonstruktivistiske ramme har visse lighedstræk med realistisk konstruktivisme, der
typisk forbindes med J. Samuel Barkin, men som andre også har tilsluttet sig (f.eks. Brittingham
2007). Både vores stormagtskonstruktivisme og den realistiske konstruktivisme gør det muligt at
have øje for såvel materielle som ideationelle faktorer og at forstå både altruistisk og magtfokuseret
statsadfærd. Der er dog væsentlige forskelle imellem de to tilgange. For det første er realistisk
konstruktivisme et forsøg på at forene realismen og konstruktivismen, selvom teoriens egne
udviklere erkender, at det reelt er umuligt grundet teoriernes forskellige ontologier. Realismens
materialistiske magtfokus er således inkompatibelt med konstruktivismens fokus på identitet:
“[The] core concepts of the two approaches are orthogonal to each other, located not on different
ends of a dimension (…), but on different dimensions altogether. As such, whatever their
compatibilities, the two approaches remain distinct.” (Barkin 2010: 167). Endvidere er realistisk
Klimapolitisk statsidentitet
KlimaindsatsOpfattet medvirken til den globale indsats for at afbøde klimaforandringerne
Socialisering fra andre stormagter
- (Imitation,)- Social indflydelse el.- Overtalelse
passendehed
Afkræftelse af kollektive
forventninger skabt af forhenværende international identitet og som truer stormagtsstatus
tilbagevirkning
40 | Præsentation af teori og udledning af arbejdshypoteser
konstruktivisme et forsøg på at udvikle en magtbetonet konstruktivisme for alle stater, hvilket efter
vores mening skaber problemer i forhold til at forstå adfærden hos alle de stater, der ofte ikke synes
at handle ud fra magtdrevet realpolitik.16 I modsætning hertil er vores stormagtskonstruktivisme
udviklet ud fra det argument, at stormagter for hvem materiel magt som fortsat stormagtskriterium
er konstituerende for selve deres identitet og status, er konfronteret med særlige forhold, hvorfor
deres adfærdsdispositioner og handlerum netop ikke er som andres. Dermed er vores teoriramme
ikke et forsøg på at forene grundlæggende ikke-kombinerbare teorier, men en specialiseret teori, der
til fulde baserer sig på konstruktivistiske pointer, og som samtidig ikke har et problem med ikke at
kunne forklare ikke-stormagters adfærd, da de netop ikke er teoriens fokus. Dette gør i vores optik
stormagtskonstruktivismen overlegen sammenlignet med realistisk konstruktivisme.
Stormagtskonstruktivismen har også fællestræk med Engelsk Skole (ES), der typisk ser stormagter
som en klub af stater, hvis medlemmer er “recognised by others to have, and conceived by their
own leaders and peoples to have, certain special rights and duties” (Bull 1977: 196). I lighed med
vores teoriramme ser ES altså stormagt som et socialt fænomen skabt i statslig interaktion frem for
et materielt faktum (ibid.: 194). ES kan dog kritiseres for at have et relativt konstaterende forhold til
staters identiteter og interesser og er således ikke egnet til at undersøge ændringer i disse, sådan
som et konstruktivistisk perspektiv er. Derfor er ES uegnet til at besvare specialets puzzle.
16 F.eks. de skandinaviske lande, Canada, Bhutan og efterkrigstidens Japan.
Forskningsdesign og anvendte metoder | 41
4 Forskningsdesign og anvendte metoder
I dette afsnit beskriver og diskuterer vi specialets forskningsdesign og anvendte metoder, der udgør
vores operationalisering af en analysestrategi, som kan besvare specialets problemformulering ved
at undersøge de to arbejdshypoteser udledt fra den stormagtskonstruktivistiske teoriramme og vores
videnskabsteoretiske afsæt i scientific realism. Forskningsdesignet er således på en og samme tid
udledt fra vores teoretiske ramme, og samtidig gennem de opnåede analyseresultater en anledning
til at reflektere over og potentielt tilpasse teorien. Afsnittet tjener den funktion at præsentere så
gennemsigtigt som muligt, hvordan vi når specialets konklusioner, så læseren har mulighed for at
forholde sig kritisk til den metodiske fremgangsmåde og de selvsamme konklusioner. Samtidig gør
kapitlet det muligt for den kritiske læser—i alt fald i princippet—at eftergøre vores analyse. På den
måde har afsnittet såvel et operationelt-informativt som et forskningsprincipielt sigte.
Nærværende metodekapitel og den efterfølgende analyse er derfor struktureret efter specialets to
arbejdshypoteser, som Figur 4 illustrerer, og som dette kapitel uddyber.
Figur 4: Illustration af sammenhængen mellem specialets arbejdshypoteser, empiri og metoder
I det følgende præsenterer vi igen kort vores videnskabsteoretiske udgangspunkt, og hvordan dette
har guidet specialets forskningsdesign. Derefter præsenterer vi vores empiri, operationalisering af
kernebegreber og analysestrategi for hver af de to overordnede analysedele, som via forskellige
Mixed Methods-designs undersøger henholdsvis vores første og anden arbejdshypotese gennem en
komparativ analyse af Kina og Indien. Dernæst beskriver vi specialets empiriske problemstillinger i
AN
ALY
SED
EL 1
Den tilsyneladende opståede divergens mellem Kinas og Indiens klimaindsatser kan forklares
med en udvikling i Kinas klimapolitiske statsidentitet hen imod en stormagtsidentitet,
hvilket ikke i samme omfang har fundet sted for Indien.
Kina:Nationale klimapolitiske dokumenter.
Udtalelser fra statsrepræsentanter.
Indien:Nationale klimapolitiske dokumenter.
Udtalelser fra statsrepræsentanter.
Integreret indholdsanalyse mhp. at afdække Kinas artikulerede klima-politiske statsidentitet 2004-2015.
HYPOTESE EMPIRI METODE
AN
ALY
SED
EL 2
Hvis H1 er gyldig, er Kinas klimapolitiske statsidentitet blevet påvirket af socialisering fra
de øvrige stormagter i det internationale klimaregime og/eller af uventede og negative
konsekvenser af landets forhenværende klimaideer, hvorimod det ikke er tilfældet for
Indien.
Kina:Interviews, avisartikler,
sekundær litteratur, anden data.
Kongruensanalyse mhp. at afdække evt. betydning af socialisering hhv. negativ
kollision ml. identitetsskabte forventninger og reelle konsekvenser
Integreret indholdsanalyse mhp. at afdække Indiens artikulerede klima-politiske statsidentitet 2004-2015.
Kongruensanalyse mhp. at afdække evt. betydning af socialisering hhv. negativ
kollision ml. identitetsskabte forventninger og reelle konsekvenser
Indien:Interviews, avisartikler,
sekundær litteratur, anden data.
42 | Forskningsdesign og anvendte metoder
forhold til især kildekritik, samt hvordan vi håndterer disse. Til sidst reflekterer vi over den samlede
kvalitet af vores forskningsdesign.
4.1 Videnskabsteoretisk udgangspunkt og forskningsdesign Som nævnt placerer vi os med vores afsæt i den moderate konstruktivisme i en videnskabsteoretisk
position, der kaldes scientific realism, og som antager, at den sociale verden eksisterer uafhængigt
af vores forsøg på at undersøge den, men at centrale aspekter af den virkelighed ikke er direkte
observerbare. Via den abduktive inferenslogik er det derfor forskerens opgave at undersøge disse
uobserverbare fænomener ved at tage udgangspunkt i effekter og mønstre, som de giver anledning
til, og som er observerbare (Wendt 1999: 62). Abduktiv logik handler om at slutte fra observerbare
data til forklaringer på de dybereliggende fænomener og sammenhænge ved at generere plausible
hypoteser om årsagerne til de observerbare data, som derefter kan undersøges (Jackson 2011: 83).
Selvom vi altså antager, at verden eksisterer ‘objektivt’, vil vores forsøg på at skabe viden om den
altid bygge på fortolkning og derfor altid producere en objektivitet betinget af en specifik social
kontekst og meningssammenhæng.
Den abduktive logik er både det, der gør scientific realism til en realiserbar ontologisk position, og
udgangspunktet for vores konkrete forskningsdesign, da den abduktive metode netop fungerer ved
at tage afsæt i et puzzle som vores. Schwartz-Shea og Yanow skriver, at “abductive reasoning
begins with a puzzle, (…) and then seeks to explicate it by identifying the conditions that would
make that puzzle less perplexing and more of a “normal” or “natural” event. In this puzzling-out
process, the researcher tacks (…) back and forth in iterative–recursive fashion between what is
puzzling and possible explanations for it” (2012: 27). Denne sidste beskrivelse af abduktion som
vekselvirkning mellem teori og empiri er nok den mest udbredte opfattelse af, hvad logikken
indebærer, men bør mere ses som en praktisk følge af den grundlæggende epistemologiske pointe
om at kunne inferere fra observerbare mønstre til underliggende uobserverbare fænomener: “[The]
effort to resolve the puzzle and make the theory-event (…) contrast less anomalous is what
’abducts’ the researcher’s reasoning” (ibid.: 29). Et puzzle-drevet forskningsprojekt starter altså
med identificeringen af en kontrast mellem et empirisk forhold og en teoretisk forventning. Den
underliggende logik i vores konkrete puzzle er komparativ, da Kina og Indiens sammenlignelighed
på relevante ‘tredjevariable’ såsom traditionel klimapolitisk position, økonomisk vækst, status som
netto-energiimportør, grad af klimasårbarhed samt allerede oplevede klimaforandringer både er
årsagen til, at vi ser deres nu øjensynligt divergerende klimaindsatser som forundrende og selve
udgangspunktet for meningsfuldt og internt validt at lave en komparativ analyse af dem (Andersen
Forskningsdesign og anvendte metoder | 43
2010: 110; George og McKeown 1985). Denne logik betyder dog ikke, at vi har udvalgt Kina og
Indien ud fra en komparativ case-logik, for i vores abduktive ramme er de to ikke udvalgt som
eksempler på en større population af lignende cases, til hvem resultaterne kan generaliseres, sådan
som tankegangen er i en typisk case-udvælgelsesproces (Seawright og Gerring 2008: 294). Puzzlet
og dermed specialet vedrører alene Indien og Kina, og vi opfatter det som tilstrækkeligt interessant i
sig selv til at berettige undersøgelsen. Valget af de to lande følger således uvilkårligt af puzzlet:
“[A] very different style of case study (so-called) aims to elucidate features specific to a particular
case. Here the problem of case selection does not exist (…), for the case of primary concern has
been identified a priori.” (ibid.: 296). Generalisering er derfor ikke et primært formål med vores
abduktive metode: “Unlike inductive (and deductive) reasoning, (…) the explanations it generates
are as situated as the puzzle with which it begins” (Schwartz-Shea og Yanow 2012: 28). Vores
begrænsede generaliseringsevne bør altså ikke som en metodisk svaghed, fordi maksimering af
ekstern validitet ikke er centralt for os. På metateoretisk plan kan specialet dog måske bidrage til
bedre viden om, hvorvidt vores stormagtskonstruktivisme kan bruges som teoretisk udgangspunkt
for at forstå lignende puzzles, men vores kontekstsituerede tilgang gør det umuligt at slutte, om
Kinas eller Indiens konkrete identitetskonstruktioner antageligt kan genfindes hos andre stater.
4.2 Analysestrategi for første analysedel: Integreret indholdsanalyse I analysens første halvdel undersøger vi vores første arbejdshypotese ved hjælp af en integreret
indholdsanalyse af centrale dokumenter fra Kina og Indien i perioden 2004-2015. Det overordnede
princip for vores indsamling af dokumenter har været at indsamle og producere et udtømmende
empirigrundlag, der gør det muligt at vurdere, om den teoretisk informerede hypotese fremstår som
en plausibel forklaring på vores puzzle. Da identitet som nævnt ikke kan observeres direkte, er
dataindsamlingen gjort for at indsamle empiri, der kan give indblik i det uobserverbare, og vi har i
denne proces støttet os til vores epistemologiske udgangspunkt i scientific realism og den abduktive
inferenslogik om muligheden for at afdække latente fænomener gennem deres observerbare
manifestationer. Dette er netop udgangspunktet i indholdsanalysen som metode, hvor man ud fra
indholdet i tilgængelige tekster infererer om uobserverbare fænomener (Krippendorff 2004: 38).
For at operationalisere og få indblik i Kinas og Indiens klimapolitiske statsidentiteter har vi fulgt
Wendts (1999: 366) pointe om, at staters identiteter er “narratives of who they are” og Legros
argument om, at en stats dominerende idéer om sig selv, sit formål, sin rolle og relationer til andre
aktører på et givet område kan udledes fra nationale dokumenter og udtalelser fra statsledere og
statsrepræsentanter—det vil sige i den officielle diskurs (2007: 42; 183). Vi har derfor indsamlet
Kinas og Indiens nationale klimapolitiske dokumenter i perioden 2004-2015 og suppleret disse med
44 | Forskningsdesign og anvendte metoder
udtalelser i samme tidsrum fra relevante repræsentanter såsom ministre eller delegerede ved de
internationale klimaforhandlinger. Vi baserer vores argument om anvendeligheden af det materiale
til at afdække Indiens og Kinas klimapolitiske statsidentiteter på flere forhold.
For det første antager vi, at de nationale klimapolitiske dokumenter må reflektere løbende udfald af
en kontinuerlig proces, som hvert lands politiske system har undergået for at kunne definere sin
selvforståelse og dermed formulere en officiel position i relation til løsningen af klimaproblemet.
Det gør i vores optik disse dokumenter til gode primærkilder i forhold til at undersøge henholdsvis
Kina og Indiens identitet på klimaområdet (Klotz og Lynch 2007: 17). Samtidig er det årsagen til, at
vi har fravalgt alternative kilder såsom ytringer fra civilsamfundet eller klimapolitiske diskussioner
i aviser eller lignende. Selvom sådanne kilder også kunne bruges som udtryk for diskurser på
klimaområdet i et givet land, kan de ikke bruges som udtryk for den officielle diskurs. De nationale
dokumenter, som vi anvender, kan derimod antages at reflektere udfald af en fortløbende proces,
hvor elementerne i en bestemt klimapolitisk statsidentitet artikuleres og konsolideres og herefter vil
gennemsyre de officielle dokumenter. Dette indebærer ikke nødvendigvis fuld national enighed om
disse elementer, men at de har opnået en sådan grad af accept, at de kan siges at reflektere en
statsidentitet på området. For det andet er nationale klimapolitiske dokumenter offentligt
tilgængelige, hvilket af ressourcehensyn gør dem attraktive for os. At begge lande først begyndte at
producere reelle nationale klimapolitiske dokumenter i 2004 og kun har fremstillet et begrænset
antal siden gør desuden, at vi ikke bekymrer os om, hvorvidt vores dokumentstikprøve udgør et
repræsentativt udsnit af den officielle diskurs relateret til klimapolitik. Vi analyserer med andre ord
den fulde population af relevante tekster (Krippendorff 2004: 113). Endelig har Kina og Indien
offentliggjort mange af disse dokumenter tidsmæssigt tæt på hinanden, hvilket gør det muligt for os
at sammenligne eventuelle udviklinger i deres klimapolitiske identitetskonstruktioner diakront.
Bilag 1 giver en oversigt over det samlede tekstmateriale. I alt har vi til indholdsanalysen analyseret
35 kilder (904 sider) for Kina og 21 kilder (786 sider) for Indien.
At udsætte den empiri for en integreret indholdsanalyse giver os mulighed for at reducere data til et
antal analyserbare enheder og derigennem undersøge både mere manifeste mønstre i, hvordan hvert
land beskriver sig selv og sin rolle i det internationale klimaregime, og simultant foretage en
dybere, fortolkende analyse af mere latent indhold i disse beskrivelser, dvs. af de underliggende
identitetselementer. Det gør det muligt for os at undersøge, om Kinas klimapolitiske statsidentitet
som forventet bevæger sig hen imod en selvforståelse som stormagt, mens Indiens ikke gør, ved at
Forskningsdesign og anvendte metoder | 45
afdække karakteren af og forholdet mellem artikulerede type-, rolle- og kollektive identitetsaspekter
over tid (Wendt 1999: 229).
Det kvantitative aspekt af vores indholdsanalyse gør os i stand til at identificere nogle systematiske
mønstre i hvert lands klimarelaterede kommunikation, der kan danne basis for følgeslutninger om
deres underliggende identiteter. Den kendteste definition er således, at kvantitativ indholdsanalyse
er en “research technique for the objective, systematic and quantitative description of the manifest
content of communication.” (Berelson 1952, citeret i Bryman 2008: 274). Det særlige i denne type
tekstanalyse er en regelbaseret kodeproces, hvor ord og/eller tekststykker i et tekstuelt råmateriale
kodes som tilhørende i bestemte kategorier, som så kan præsenteres kvantitativt. Det maksimerer
muligheden for valide slutninger ved at mindske risikoen for, at forskerens egen forforståelse leder
til ikke-understøttede fortolkninger (Bryman 2008: 275; Krippendorff 2004: 18-19). Dette betyder
dog ikke, at kvantitativ indholdsanalyse ikke baserer sig på fortolkning, blot at denne fortolkning
støttes så meget som muligt af mønstrene i det manifeste tekstindhold. Vi følger her Krippendorffs
argument om, at kvantitativ og kvalitativ indholdsanalyse reelt er to sider af samme sag, fordi
“[ultimately], all reading of texts is qualitative, even when certain characteristics of a text are later
converted into numbers” (2004: 16). Vores integrerede indholdsanalyse er derfor motiveret af at
kunne foretage dyberegående fortolkninger af vores empiri, men undgå, at disse fortolkninger har
“no backing except by the authority of the researcher” (ibid.: 39).
Vi opererer altså med den grundsætning, at tekster nødvendigvis må fortolkes og kontekstualiseres
for at skabe meningsfuld viden, men at de fortolkninger bør substantieres for at sikre, at forskerens
egne forventninger ikke fører til uunderstøttede empirilæsninger, og at en sådan underbygning
delvist kan opnås ved at holde fortolkningerne op imod kvantitative tekstsammenfatninger såsom
størrelsen af og forholdet mellem frekvenserne, hvormed bestemte ord eller budskaber ytres i en
given tekst. Logikken er for eksempel, at frekvensen af et bestemt ord udtrykker dets saliens for
kommunikatøren, eller at frekvensen af to ords samforekomst vidner om deres opfattede association
(ibid.: 90).
På den måde kan de kvantitative og kvalitative aspekter af vores integrerede indholdsanalyse siges
at fungere som metodiske kontroller af hinanden. Den kvalitative del kan sikre, at kun substantielt
meningsfulde kvantitative repræsentationer tillægges signifikant betydning, mens den kvantitative
kan sikre, at de kvalitative fortolkninger af tekstens latente mening har nok grundlag i teksten selv.
Eskjær og Helles (2015: 131) skriver, at “de kvantitative fund kan krydstjekkes med kvalitative
analyser”, og Berg (2001: 242) formulerer det således: “[Content] analysis is (…) a passport to
listening to the words of the text, and understanding better the perspective(s) of the producer of
46 | Forskningsdesign og anvendte metoder
these words”, hvorfor man bør anvende “a blend of qualitative and quantitative analysis”, der kan
“examine ideological mind-sets (…) and similar phenomena, while grounding such examinations to
the data.” En integreret tilgang bør altså maksimere validiteten af vores fortolkninger. Det skal dog
ikke forstås som en ide om at kunne opnå en fuldt validerbar analyse, hvilket er umuligt i analyser
af ikke-observerbare fænomener (Krippendorff 2004: 18).
Den kvalitative del af vores indholdsanalyse er altså mere fortolkningspræget end den kvantitative,
hvilket vi har fundet naturligt i en analyse af et så komplekst forskningsobjekt som identitet, hvor
“[meaning] is not always manifest and clear at first sight. Sometimes it is necessary to read a text
in more detail to determine what exactly it means. Some aspects may appear only once in a text.
This does not necessarily imply that such aspects are less important than aspects that are
mentioned more frequently” (Schreier 2012: 13). Dette aspekt af vores integrerede tilgang giver os
eksempelvis mulighed for ikke kun at anvende såkaldte in vivo-koder, der ordret anvender de
termer som teksten selv gør, men også integrere såkaldt sociologiske konstruktioner, der formuleres
af forskeren på basis af socialvidenskabelig viden, hvormed vores løbende vurderinger af hvad et
tekststykke udtrykker bliver en vigtig del af kodeprocessen. Disse koder kan vi så både behandle
kvalitativt-fortolkende og kvantitativt-analyserende. Samtidig giver den kvalitative del af analysen
os mulighed for at anlægge en mere åben kodetilgang, end kvantitativ indholdsanalyse normalt
tillader. Selvom vi inden kodningen kunne identificere et antal spørgsmål til teksternes indhold på
baggrund af vores stormagtskonstruktivisme og herudfra formulere et antal koder og forventninger
til bestemte ord- og sætningsfrekvenser, har vi også haft et behov for at kunne ‘lade data tale’ i en
abduktiv proces baseret på også empiridrevet kodning (Jakobsen og Harrits 2010: 179; Schreier
2012: 89).17 Til et sådan formål er en rent kvantitativ indholdsanalyse uegnet, i modsætning til en
integreret tilgang, der også inkluderer et kvalitativt aspekt og er åben for ændringer i kodeskemaet
for at opnå en udtømmende analyse.
Vi tilslutter os altså Allans (2016: 32-34) argument om, at intersubjektivt fokuserede tilgange til at
undersøge identitet er bedre end objektivistiske og subjektivistiske tilgange, da disse er uegnede til
at afdække det afgørende intersubjektive aspekt af identitet. Intersubjektive tilgange er bedre, idet
de netop studerer “identities from their traces in the common stock of knowledge”, hvilket vil sige i
offentligt tilgængelige tekster. Der er dog ifølge Allan udfordringer med de typiske intersubjektive
tilgange. Den rent kvantitative indholdsanalyse formår ikke at tilpasse sig induktivt i løbet af
kodeprocessen og har svært ved at indfange teksters mere subtile mening, mens rent fortolkende
17 For eksempel har vi ikke kunnet formulere antagelser om det specifikke indhold af Kinas eller Indiens klimapolitiske statsidentiteter udover det foranlediget af indsigterne opnået i litteraturgennemgangen.
Forskningsdesign og anvendte metoder | 47
tilgange såsom diskursanalyse har udfordringer med at sikre tilfredsstillende reliabilitet. Efter vores
opfattelse løser en integreret indholdsanalyse disse udfordringer ved at kombinere det bedste fra
mere reliable og mere valide tilgange. Tabel 2 illustrerer vores tilgang sammenlignet med andre
tilgange til at studere statsidentitet.
Tabel 2: Tilgange til empiriske studier af statsidentitet Objektivistiske
analyseenheder Subjektivistiske analyseenheder
Intersubjektive analyseenheder
Præteoretiserede kategorier
Demografisk analyse Surveys med lukkede spørgsmål
Kvantitativ indholdsanalyse
Induktivt-skabte kategorier
— Surveys med åbne spørgsmål
Etnografisk analyse Diskursanalyse
Abduktion (præteoretiserede og induktive kategorier)
— — Integreret indholdsanalyse
Tilpasset fra Allan 2016: 32
I modsætning til nogle integrerede tilgange, hvor man går sekventielt frem og for eksempel først
foretager en kvantitativ og derefter en kvalitativ analyse, anvender vi altså de to tilgange simultant i
én samlet analyse for derved at maksimere både validitet og reliabilitet. Vores fokus på fortolkning
og kontekstspecificitet gør dog, at vi ultimativt prioriterer validitet over reliabilitet, hvilket giver sig
udslag i vores valg af en mere åben kodeproces end i en typisk rent kvantitativ tilgang. Det betyder
også, at det ikke ville give mening at foretage en striks interkoderreliabilitetstest, som kvantitative
analyser ofte benytter sig af, da disse tests er udviklet til lukkede kodetilgange. Vi opfatter derfor
ikke fraværet af en sådan test som en svaghed i vores design, men en naturlig konsekvens af vores
epistemologi. Her positionerer vi os som eksempelvis Schreier (2012: 16), der argumenterer for, at
indholdsanalyser fokuseret på latent mening må vægte validitet før reliabilitet, hvorfor det ikke altid
giver mening at kvantificere interkoder-enigheden. Eskjær og Helles (2015: 131) fremfører et
lignende argument: “I den integrerede indholdsanalyse vil brugen af kvantitative og kvalitative
metoder ofte være asymmetrisk vægtet, således at den ene af de to tilgange er den bærende eller
dominerende i analysen.”
4.2.1 Konkret udførelse af den integrerede indholdsanalyse
Det første trin i vores integrerede indholdsanalyse har været at afgrænse (det kvalitative aspekt af)
analysen til de dele af teksterne, som vi har vurderet relevante for problemformuleringen (Schreier
2012: 81-82). Det indebærer, at vi f.eks. ikke har koncentreret os om afsnit, hvori det beskrives,
hvilken styrelse under et ministerium, der har ansvar for en konkret opgave, medmindre vi har
48 | Forskningsdesign og anvendte metoder
vurderet det som salient, at det pågældende ansvar lægges et bestemt sted frem for et andet.18 Det
næste trin har været at udvikle et kodeskema for at muliggøre en analyse af vores data. En af de
vigtigste aspekter i indholdsanalyse er, at kodningen skal fungere datareducerende, således vi gør
datamaterialet mere analyserbart end i sin rå form (ibid.: 5). Selvom vi har haft som formål at
foretage dybdegående analyser af tekstmaterialet for at analysere Kinas og Indiens klimapolitiske
statsidentiteter, har vi set det som en forudsætning for at kunne foretage denne analyse at nedbryde
teksterne i mindre kodeenheder, der reducerer materialets kompleksitet – også fordi vores primære
interesse jævnfør arbejdshypotesen er at afdække eventuelle identitetsforandringer over tid, hvilket
har gjort datamaterialet relativt omfattende. Vi har derfor udviklet vores kodeskema, så det alene
omfatter koder, der reducerer data, dvs. som kategoriserer sætninger, beskrivelser, metaforer osv.19
Vi har generelt ikke kodet enkeltord alene, idet dette for det første ikke fungerer datareducerende,
og fordi vi til analysen har benyttet NVIVO, der let kan håndtere kvantitativ analyse af enkeltords
forekomster. Sådanne ord kan kun meningsfuldt analyseres kvantitativt, da det kvalitative aspekt af
analysen har behov for at se ordene i deres kontekst.
I kodeskemaet har vi haft fokus på flere ting. For det første har vi foretaget en såkaldt assertions
analysis (Krippendorff 2004: 45) for at afdække, hvordan bestemte objekter beskrives i teksterne.
For eksempel har vi villet afdække, hvordan Kina og Indien karakteriserer sig selv og andre stater,
om og hvordan de betoner type-, rolle- eller kollektive identitetselementer, samt om beskrivelserne
bekræfter vores teoretiske forventning om, at Kina har bevæget sig hen imod en stormagtsidentitet
og derfor i kontrast til Indien bekymrer sig særligt om andre stormagter og om at indfri kriterierne
for stormagt. Vi har fokuseret på prædikater (adjektiver, adverbier og verber), og hvordan disse
artikulerer henholdsvis Indien og Kina med bestemte identiteter og differentierer dem fra andre
stater (Doty 1993: 306). Specifikt har vi fokuseret på tre elementer: om bestemte aspekter af en
artikuleret identitet vurderes positivt, negativt eller neutralt (valens), om forskellige fremtidige
aspekter af identiteten ønskes opnået eller undgået (aspiration vs. aversion) og hvordan signifikante
andre beskrives (eksempelvis andre stormagters ideer og adfærd i dag eller egne tidligere ditto)
(Hopf og Allan 2016: 216).
For det andet har vi haft fokus på absolutte og relative frekvenser af bestemte nøgleord over tid,
hvoraf nogle er udledt teoretisk fra vores stormagtskonstruktivisme, fra konstruktivismens pointer 18 Det betyder, at den kvalitative del af indholdsanalysen kun beskæftiger sig med de dele af teksterne, som vi har vurderet som relevante, mens den kvantitative del også beskæftiger sig med resten af teksterne i de optællinger, der beskæftiger sig med specifikke ord. Vi ser dog ikke dette som et problem, idet logikken i den kvantitative del ikke er så kontekstbundet som i den kvalitative, men pointerer, at der er information at hente i et ords samlede forekomst i en tekst, f.eks. om den vigtighed, som forfatteren har tildelt det. 19 Kodeskemaet findes i Bilag 2.
Forskningsdesign og anvendte metoder | 49
generelt eller de opnåede indsigter fra den tidligere litteraturgennemgang, mens andre har vist sig
som nøgleord i takt med analyseprocessen. Tabel 3 opsummerer indholdsanalysens fokuspunkter.
Tabel 3: Primære fokuspunkter i den integrerede indholdsanalyse Assertions analysis Kvantitativ og kvalitativ kodningsbaseret analyse med afsæt i prædikater og
beskrivelser knyttet til henholdsvis Kina og Indien samt forskellige Signifikante Andre, med fokus på artikuleret valens og aspiration/aversion
Analyse af nøgleord Abduktiv-kvantitativ identifikation af nøgleord knyttet til henholdsvis Kina og Indien på klimaområdet med fokus på absolutte og relative frekvenser
4.3 Analysestrategi for anden analysedel: Kongruensanalyse I analysens anden del undersøger vi vores anden arbejdshypotese. Som analysen vil demonstrere, er
denne sidste analysedel relevant, da vi kan bekræfte vores første hypotese. Vi undersøger hypotesen
via en kongruensanalyse baseret på et triangulerende studie af forskellige kvalitative (og enkelte
kvantitative) kilder, herunder primært egne interviews, informationer fra avisarkiver, sekundære
kilder i form af eksisterende empirisk forskning samt andre brugbare datakilder. Samtidig anvender
vi hvor relevant også indsigter fra den forudgående indholdsanalyse. Logikken i kongruensanalysen
er at fastslå hypotesens og den underliggende teoris berettigelse ved at specificere og sammenholde
hypotesens forventelige identificerbare implikationer med de tilgængelige og/eller producerbare
empiriske observationer (Annamalai 2010: 210). Metoden minder dermed om den mere udbredte
process-tracing analyse, men adskiller sig især på to vigtige punkter, der gør kongruensanalysen
mere passende for vores formål. For det første er process-tracing baseret på en mere empiricistisk
epistemologi, der ganske vist bygger på abduktion, men som formulerer undersøgelsen af empiriske
observationer i test-termer og derfor stiller krav om, at den empiriske bevisførelse er utvetydig
(Beach og Pedersen 2013: 7). Kongruensanalyse bygger derimod på en fortolkende epistemologi,
der er “much more reflective on the relationship between concrete observations and the plurality of
abstract meanings that can be associated with these observations” (Annamalai 2010: 211), og som
derfor har mere fokus på, hvordan mening eksempelvis konstitueres i sprog og sociale interaktioner.
Denne tilgang passer bedre overens med vores fokus på identitet. For det andet er process-tracing
fokuseret på formulering af konkrete, sekventielle kausalmekanismer, som typisk ikke tillader
tilbagevirkende effekter. Derved udelukker metoden sig fra at kunne undersøge sociale fænomener,
der helt eller delvist bygger på gensidigt konstitutive logikker. Som tidligere nævnt gør det sig
gældende for vores undersøgelsesobjekt, hvor en stats klimaindsats ses som betinget af dennes
bagvedliggende klimapolitiske statsidentitet, men samtidig som udøvende en indflydelse tilbage på
denne gennem de interaktioner med andre stater, som den foranlediger. Kongruensanalyse kræver
50 | Forskningsdesign og anvendte metoder
ikke en striks sekventiel kausalmekanisme, men er åben for komplekse fænomener, hvilket gør den
mere egnet her: “In congruence analysis, predictions are not limited to the expected covariation
between dependent and independent variables. Instead, predictions (…) should include not only
data-set observations (…) and causal process observations (e.g., sequence of events) but also
predictions about the most important actors, their perceptions, and their motivations” (ibid.).
4.3.1 Strategi for operationalisering og afdækning af socialisering fra andre stormagter
For at undersøge, om Kinas ændrede klimapolitiske statsidentitet er delvist bevirket af socialisering
fra andre stormagter, og om socialiseringsprocesser også har været på spil i Indiens tilfælde, følger
vi i vidt omfang Johnstons (2007) operationalisering. Som behandlet i specialets teoriafsnit findes
socialisering ifølge Johnston i typerne imitation, social indflydelse og overtalelse. Den eventuelle
tilstedeværelse af en af disse socialiseringstyper kan derfor undersøges empirisk via en søgen efter
deres observerbare implikationer. Johnston skriver: “[How] would one know if mimicking, social
influence, or persuasion had led to pro-social/pro-normative behavior (…)? First, (…) one would
have to show that social environments in institutions are conducive to mimicking, social influence,
or persuasion. Second, one would have to show that (…) attitudes or arguments for participation
have indeed changed, converging with the normative/causal arguments that predominate in a
particular social environment, or that they reflected social influence pressures emanating from that
environment. Third, one would have to show that behavior had changed in ways consistent with
these arguments. Finally, one would have to show that material side payments (…) were not part of
the decision to conform to pro-social norms.” (2007: 32). Disse fire punkter sætter rammen om
første del af analysens anden halvdel.
For at undersøge det første parameter om hvilken type socialisering det sociale miljø omkring de
globale klimaforhandlinger er mest befordrende for, fokuserer vi på socialiseringstyperne social
indflydelse og overtalelse, da imitation som nævnt i opgavens teoriafsnit ikke synes passende, fordi
såvel Kina som Indien har været del af de globale klimaforhandlinger siden regimets start og derfor
har kendt dets normer længe. Vi analyserer fire parametre som anbefalet af Johnston (2007: 31, 94):
• Antallet af medlemsstater: Jo flere medlemsstater desto større mulig effekt af social kritik
eller ros og dermed højere sandsynlighed for social indflydelse. Jo færre stater desto større
sandsynlighed for identificering med de andre og derved for overtalelse.
• Beslutningsregler: Hvis de dominerende beslutningsregler er baseret på flertalsafgørelser, og
staternes stemmeadfærd føres til protokol, øges sandsynligheden for social indflydelse, da
Forskningsdesign og anvendte metoder | 51
stater offentligt kan dømme hinandens adfærd. Hvis de derimod baseres på konsensus, øges
sandsynligheden for overtalelse, idet nødvendigheden af fleksibilitet øges.
• Mandat: Hvis institutionens mandat er forhandling, er social indflydelse mest sandsynligt,
hvorimod overtalelse er mest sandsynligt, hvis institutionens mandat er deliberation, som
kræver mere aktiv overvejelse af hinandens argumenter.
• Repræsentanters autonomi: Jo mere autonome staternes udsendte repræsentanter er, desto
større er sandsynligheden for overtalelse, hvorimod sandsynligheden for social indflydelse
stiger, hvis repræsentanter har begrænset autonomi og derfor i højere grad overfører social
kritik eller ros direkte tilbage til deres statsledelse.
Vi undersøger dette parameter ved at se på de institutionelle omstændigheder omkring de globale
klimaforhandlinger, herunder UNFCCC’s medlemsantal og procedureregler, og ved via læsning af
forskellige kvalitative kilder at afdække graden af autonomi hos Kinas og Indiens forhandlere.
For at undersøge det andet parameter om, hvorvidt Kinas klimapolitiske positioner og argumenter
faktisk har ændret sig som følge af norminternalisering eller socialt pres, og om kontinuiteten hos
Indien eksisterer på grund af manglende socialiseringsforsøg fra Vesten eller på trods af sådanne
forsøg, sammenholder vi nøgleelementerne fra den integrerede indholdsanalyse med information
opnået via især vores afholdelse af en række interviews. Her har vi udvalgt interviewpersoner med
det formål at afdække de dominerende normer i det globale klimaregime, og hvorvidt der synes at
have været socialiseringsforsøg rettet mod Kina og/eller Indien.20 Vores stormagtskonstruktivisme
foranlediger her et fokus på klimaregimets andre stormagter, hvorfor vi har udvalgt repræsentanter
fra de to traditionelle stormagter Frankrig og Tyskland for at undersøge, om henholdsvis Kinas og
Indiens klimamæssige selvbillede er blevet anerkendt af de relevante Andre (Wendt 1999: 224).21 I
udvælgelsen har vi forsøgt at maksimere hver interviewpersons erfaring med de internationale
klimaforhandlinger for at optimere deres udsagnskraft (Ankersborg 2009: 118). Som vi vil uddybe
nedenfor, nødvendiggør vores speciales undersøgelsesfelt dog en kildekritisk tilgang, hvorfor vi har
suppleret med et interview med en forhandler fra et mindre europæisk land for at dobbelttjekke og
kontekstualisere stormagtsrepræsentanternes udtalelser.22
20 Der er således tale om formålsbestemt udvælgelse (Harrits et al. 2010: 161) 21 Vi har forsøgt at opsætte interviews med repræsentanter fra USA’s og Englands forhandlingsdelegationer også, men har efter gentagne forsøg pr. mail og telefon måttet opgive som følge af travlhed eller manglende villighed hos de adspurgte. Fordi der dog har været andre kilder tilgængelige om især USA’s opfattelse af og interaktioner med Kina og Indien, vurderer vi ikke dette som en altafgørende svaghed. 22 Denne triangulering garanterer på ingen måde validiteten af den indsamlede empiri, da vi fortsat ikke kan sikre, at vi formår at afkode og kontekstualisere interviewpersonernes eventuelt strategiske ytringer. Tids- og
52 | Forskningsdesign og anvendte metoder
Foruden disse repræsentantinterviews har vi også foretaget fire informantinterviews med eksperter
på henholdsvis kinesisk og indisk klimapolitik (Harrits et. al 2010: 162). Ved at interviewe disse
personer ’udefra’ har vi søgt at supplere og dobbelttjekke de oplysninger, som vi opnår ‘indefra’,
hvilket vil sige fra indholdsanalysen og interviewene med de vestlige stormagtsrepræsentanter, samt
at kunne afdække, om Kinas identitetsskifte faktisk skyldes socialisering fra de øvrige stormagter,
sådan som vi forventer teoretisk. Endvidere er det vores ambition at kunne vurdere, om en eventuel
socialisering er sket via overtalelse eller socialt indflydelse. Som det fremgår af Tabel 4, er vores
udvælgelse af informanter sket på basis af tre kriterier for at maksimere deres kildeværdi, hvilket vi
forstår som deres kombinerede evne til at udtale sig kyndigt og dermed maksimalt validt om emnet
samt deres forventede neutralitet og uafhængighed (Ankersborg 2009: 110).23 Vi ser sidstnævnte
som særligt vigtigt, da ledelsen i især Kina er kendt for at udøve kontrol over eksempelvis forskere.
Tabel 4: Kriterier for og operationalisering af informantudvælgelse Udvælgelseskriterium Operationalisering
Maksimering af udsagnskraft (validitet)
1. Informanten skal være så stærk ekspert på området som muligt. 2. Informanten skal have maksimal politisk-kulturel indsigt, operationaliseret som havende samme nationalitet som det land, denne er ekspert på.
Maksimering af troværdighed
3. Informanten skal samtidig være så forventeligt ‘neutral’ som muligt, operationaliseret som besiddende international epistemisk anerkendelse via f.eks. tilknytning til tænketanke, forskningsinstitutioner eller NGO’er uden for henholdsvis Kina og Indien.
Eliteinterviews er relevante i studier som vores, da de giver mulighed for at dobbelttjekke opnåede
indsigter fra andre kilder samt at rekonstruere begivenheder og interaktioner (Tansey 2007: 766).
Desuden er denne interviewtype brugbare i situationer, hvor de relevante aktører har vurderet deres
egne handlinger og overvejelser for sensitive til at dokumentere skriftligt (ibid.: 767), hvilket meget
vel kan være tilfældet for vestlige forhandlere, hvis de har begivet sig ud i forsøg på socialisering af
Kina og/eller Indien. Vi antager altså, at hvis de vestlige stormagter har forsøgt at socialisere Kina
og/eller Indien til at efterleve bestemte klimapolitiske normer, vil dette ikke nødvendigvis være
officielt erklæret, men der vil i vores interviews opstå observerbare indikationer på det og på Kinas
og Indiens reaktioner. Den samlede liste af interviewpersoner er præsenteret i Tabel 5. ressourcemæssige omstændigheder taget i betragtning, har vi dog ikke fundet det muligt at begrænse denne risiko yderligere. 23 Med validitet og neutralitet mener vi ikke, at de kan tilbyde endegyldigt sand information, da enhver kilde altid har en tendens og i et vist omfang baserer sig på ophavsmandens subjektivitet og påvirkning fra normer og ideer (se f.eks. ibid.: 88). I stedet mener vi maksimering af kildens indsigt og af sandsynligheden for, at “interviewpersonen efter bedste evne udtaler sig i overensstemmelse med, hvad vedkommende selv opfatter som sandt.” (ibid.: 110).
Forskningsdesign og anvendte metoder | 53
Tabel 5: Foretagne interviews med referencekoder Interviewtype Interview-
varighed Interview-person
Interviewpersons position
Reference-kode
Repræsentant 39.25 Anonym Topforhandler for Tysklands delegation til UNFCCC
AN1 2016
Repræsentant 45.28 Eloïse Divol
Forhandler for Frankrigs delegation til UNFCCC ED 2016
Repræsentant 50.11 Anonym Forhandler for mindre europæisk lands delegation til UNFCCC
AN2 2016
Informant (Indien)
35.54 Navroz Dubash
Senior Fellow ved tænketanken Centre for Policy Research (CPR) og koordinator af CPR’s Climate Initiative. Mangeårig ekspert på indisk klimapolitik og forfatter til flere bøger og forskningsartikler.
ND 2016
Informant (Indien)
55.58 Manish K. Shrivastava
Fellow ved tænketanken The Energy and Resources Institute (TERI), the Science and Climate Change Division. Forsker i klimaforhandlinger og indisk klima- og energipolitik. Forfatter til adskillige forskningsartikler.
MS 2016
Informant (Kina)
41.40 Ranping Song
Developing Country Climate Action Manager ved forskningsinstitutionen og NGO’en World Resources Institute (WRI). Tidligere leder af WRI’s China Climate Program.
RS 2016
Informant (Kina)
45.02 Li Shuo Senior Global Policy Advisor og Kina-ekspert, GreenPeace East Asia.
LS 2016
Da der udelukkende er tale om elite-interviews, har vi forberedt os specifikt til hvert interview ved
at studere interviewpersonens professionelle historie og eventuelle udgivelser, og ved at udarbejde
personspecifikke interviewguides (Zuckerman 1972: 163). Samtidig afholdte vi dog interviewene
semi-struktureret for at give interviewpersonerne mulighed for at forklare og uddybe deres svar,
hvilket er en god ide i elite-interviews, og for at gøre det muligt at følge op på interessante svar
(Aberbach og Rockman 2002: 674). Vi har altså planlagt en bestemt rækkefølge af temaer og
spørgsmål på forhånd, men er forblevet åbne over for ændringer både i rækkefølge og temaer i takt
med interviewets forløb (Kvale 1996: 124). For at give interviewpersonerne et passende indtryk af
interviewets kontekst og formål, foretog vi en briefing inden og debriefing efter selve interviewet
(ibid.: 127). For at skabe en naturlig stemning og samtidig muliggøre korrekt transskribering uden
informationstab, optog vi hvert interview med interviewpersonens tilladelse (Aberbach og Rockman
2002: 657: Zuckerman 1972: 169). For nogle interviewpersoner kan det skabe en grad af utryghed,
men det er sjældent tilfældet for eliter (ibid.) og var heller ikke vores oplevelse. Endelig prioriterede
vi at få så omfattende information som muligt og tillod derfor anonymitet for de to informanter, der
ønskede det.
54 | Forskningsdesign og anvendte metoder
For at undersøge det tredje parameter om, hvorvidt Kinas adfærd—eller klimaindsats—også reelt
har udviklet sig i overensstemmelse med landets klimapolitiske statsidentitet, og om den ændring i
så fald adskiller sig fra Indiens adfærd, er der behov for en eksplicitering af, hvordan vi forstår og
operationaliserer ‘klimaindsats’. Idet begrebet er vores eget, findes der nemlig ingen umiddelbar
operationaliseringstilgang at tage afsæt i, og da operationalisering af kernebegreber påvirker både
dataindsamling og validiteten af vores analyse, er transparens vital (Sartori 1970: 1052; Adcock og
Collier 2001; Gerring 1999: 361).
Den tilsyneladende opståede divergens mellem Kinas og Indiens klimaindsatser er udgangspunktet
for vores puzzle og derfor vigtig at påvise empirisk. I en konstruktivistisk forståelse ville et forsøg
på en ‘neutral’ måling og sammenligning af deres klimaindsatser dog være en meningsløs, naivt
empiricistisk ambition, hvilket beror på to forhold. For det første ville ethvert forsøg på at
sammenligne staters klimaindsatser neutralt nødvendigvis bero på vurderinger af den enkelte stats
socioøkonomiske omstændigheder, egeninteresse i igangsatte klimatiltag mv. At foretage en neutral
måling af landes klimaindsats er derfor umuligt. Nogle forskere har dog alligevel forsøgt sig, og en
kortlægning af disse illustrerer netop deres ufrugtbarhed. Aldy og Pizer (2016: 170) har gennemgået
de indikatorer,24 som hidtil er blevet forsøgt, og de demonstrerer, at ingen indfrier kriterier såsom
indholdsvaliditet, målbarhed og universalitet fuldt ud. Aldy og Pizer må endvidere erkende, at også
den syntese af materielle indikatorer, som de selv foreslår for at etablere en sammenlignelighed
mellem staters indsatser, er hindret af databegrænsninger, manglende konsensus om modellering af
fremtidsscenarier samt umuligheden i at vurdere kontrafaktiske situationer (ibid: 175).
For det andet vil enhver stats ‘indsats’ altid for en konstruktivist handle om graden, hvormed den
indfrier nogle bestemte forventninger og altså være en intersubjektiv størrelse. Schröder skriver om
staters vurdering af hinandens klimaindsats, at “[ultimately,] (…) what constitutes constructive and
responsible behaviour is in the eye of the beholder” (2012: 103). Schröders pointe illustrerer, at
etableringen af et lands klimaindsats altid baserer sig på en social meningskonstitueringsproces
funderet i mere eller mindre fælles normative forventninger til den pågældende stat. Staterne
anvender ganske vist nogle materielle variable og metoder til at vurdere hinandens klimaindsatser,
men den endelige dom sker på grundlag af interstatslige normer om, hvad der udgør passende
adfærd på klimaområdet. Idet disse normer imidlertid netop er normer, er de typisk uskrevne og
derfor altid til debat, hvilket eksempelvis giver sig udslag i debatten om måling, rapportering og
verifikation, der har vist sig i klimaforhandlingerne, hvor der ofte er uenighed mellem landene om
de specifikke standarder til at vurdere hinandens indsatser (Mucci 2012; Bushey & Jinnah 2010).
24 Aldy og Pizer (2016) diskuterer indikatorer som udledningsniveauer, udledningsintensiteter, udlednings-reduktioner, karbonpriser, energipriser og energiskatter samt reduktionsomkostninger.
Forskningsdesign og anvendte metoder | 55
Alligevel er det substantielt meningsfuldt at tale om et nogenlunde fælles normativt grundlag for at
bedømme hinanden, fordi vi ellers ikke burde se staterne kritisere eller rose hinandens bidrag til den
globale klimaindsats eller differentiere hinanden efter graden af progressivitet. Som vist tidligere
finder dette dog netop konstant sted – det er den dynamik, der er grundlag for specialets puzzle som
sådan.
Af disse årsager konceptualiserer vi klimaindsats som en stats opfattede medvirken til den globale
indsats for at afbøde klimaforandringerne. I stedet for at se klimaindsats som noget kvantificerbart,
tager vi altså udgangspunkt i, at andre staters opfattelse af et lands klimaindsats er den eneste
meningsfulde proxy for denne klimaindsats som sådan, da vi som forskere ikke kan komme det
nærmere, og fordi det er på baggrund af disse opfattelser af hinanden, at staternes virkelige
interaktioner i det globale klimaregime faktisk sker.
Derfor tager vi i vores operationalisering af indikatorer for henholdsvis Kinas og Indiens opfattede
medvirken til de globale klimatiltag udgangspunkt i de forventningsparametre, som staterne selv må
bruge. Staterne må således basere deres vurderinger af et bestemt land på henholdsvis hvad dette
land siger, at det vil gøre for at løse problemet, og hvad det faktisk synes at gøre. Vi ser følgelig på
to indikatorer:
1. Det de siger, de vil gøre: Graden af henholdsvis Kinas og Indiens villighed til at acceptere
internationale klimaforpligtelser.
2. Det de faktisk gør: Relevante Andres (primært andre stormagters) opfattelse af Indiens og
Kinas indsatser, herunder deres opfattede ageren i internationale klimaforhandlinger.
Efter vores mening maksimerer vi med denne fremgangsmåde specialets økologiske validitet ved at
anvende de indikatorer, der må ligge til grund for de virkelige aktørers adfærd over for hinanden
(Andersen 2010: 106). Samtidig undgår vi den metodiske problemstilling, der for en empiricistisk
tilgang ville opstå fra det, at Kina og Indien har lidt forskellige økonomiske udviklingsniveauer,
hvorfor ‘neutral’ sammenligning ville kompliceres. I en konstruktivistisk tilgang er dette et mindre
problem, idet det intersubjektive forventningsrum for hver af dem naturligt kan tage højde for
eventuelle forskellige udviklingsstadier. Selvom det ultimativt er umuligt at konkludere, at det ene
lands indsats er mere ambitiøs end det andets, kan vi med vores operationalisering undersøge,
hvorvidt udviklingen i Kinas klimaindsats er sket i mere ambitiøs retning end Indiens, forstået som
at Kina i højere grad end tidligere indfrier det internationale samfunds forventninger, mens Indien
ikke i samme grad gør. Vi undersøger indikatorerne ved at se på de to landes officielle tilsagn og
56 | Forskningsdesign og anvendte metoder
adfærd og ved gennem vores interviews at analysere, hvordan hvert lands tilgang til klimaproblemet
og de internationale klimaforhandlinger opfattes af deres vestlige modparter, herunder særligt af
stormagtsrepræsentanterne.
Endelig undersøger vi, om Kinas mere norm-overholdende adfærd og Indiens mangel på samme
kan ses som et resultat af materielle belønninger frem for socialisering ved at afdække om sådanne
materielle belønninger har været til stede, og om de synes at have været afgørende for Kinas skifte.
Også her tager vi udgangspunkt i interviewene og offentligt tilgængelige datakilder. Vi finder dog
Johnstons formulering af betingelsen unødvendigt indskrænkende og omformulerer det, så kravet i
stedet er at vise, at materielle sidebelønninger ikke alene kan forklare Kinas ændrede adfærd i mere
pro-social retning, og at sociale faktorer har spillet en rolle.
4.3.2 Strategi for operationalisering og afdækning af afkræftede kollektive forventninger
For at undersøge, om en (yderligere) årsag til Kinas ændrede klimaindsats og Indiens mangel på
samme er—for Kinas vedkommende—en negativ kollision mellem på den ene side Kinas tidligere
klimapolitiske statsidentitet og de kollektive forventninger og adfærdstendenser, den gav anledning
til, og på den anden side de virkelige materielle eller sociale konsekvenser, som dette reelt synes at
have skabt, tager vi igen afsæt i de foretagne interviews. Her går vi ganske induktivt til værks og
undersøger, om nogle specifikke chok eller mere trinvise negative udviklinger synes at have skabt
et pres for at udskifte de forhenværende ideer. Med udgangspunkt i stormagtskonstruktivismen har
vi samtidig fokus på, at hvis denne dynamik er en af årsagerne til skiftet hos Kina, så må vi også
kunne finde tegn på, at lederskabet som resultat af dette pres har fundet et identitetsalternativ, og at
dette alternativ er blevet konsolideret gennem en form for initial succes, der har fungeret internt
overbevisende. Med tråd til socialiseringsanalysen har vi også øje for, om de andre stormagter har
medvirket til Kinas tidligere ideers kollaps via anvendelse af status eller materielle kapabiliteter.
4.4 Tværgående empiriske udfordringer: Kildeværdi og kildekritik En gennemgående udfordring på tværs af de to analysehalvdele vedrører som nævnt den anvendte
empiris kildeværdi i forhold til specialets puzzle. Vi har i gennemgangen af metodestrategien for
hver analysedel ekspliciteret de operationelle rationaler bag empiriindsamlingen, men der resterer et
behov for en kort refleksion over kildeværdien og –behandlingen af vores empiri.
Igennem hele analyseprocessen har vi tilgået empirien kildekritisk og med opmærksomhed på, at
vores kilder har ophavssituationer, der ikke nødvendigvis harmonerer med vores analyseformål
Forskningsdesign og anvendte metoder | 57
(Ankersborg 2009: 79). De nationale kinesiske og indiske klimapolitiske dokumenter, udtalelserne
fra repræsentanter samt vores interviews er alle rodfæstet i bestemte tidsmæssige kontekster, har
bestemte ophavspersoner med egne dagsordener og bestemte målgrupper for øje. Derfor indeholder
de alle en tendens, hvilket fordrer et skarpt analytisk fokus på deres kontekst, og som umuliggør
dekontekstualiserede fortolkninger. For eksempel er det klart, at fordi Kinas og Indiens nationale
klimapolitiske dokumenter er oversat til engelsk, har de haft et formål om at informere et
udenlandsk publikum, og dokumenternes indhold kan derfor være framet strategisk. Vi mener dog,
at problemet er beskedent, da statsidentiteter er kollektive idéer, der er “difficult to manipulate for
short-term strategic purposes” (Legro 2007: 183). Dette hænger sammen med, at de nationale
dokumenter—klimapolitiske handleplaner, programmer mv.—også har haft et internt signalerings-
og koordinationsformål, hvorfor det ville skabe handlingslammelse og kognitiv dissonans, hvis
statsledelsen udlagde en selvforståelse udadtil, som herefter blev afvist indadtil. Dertil kommer, at
strategisk kommunikation i vores konstruktivistiske optik er interessant i sig selv. Statsidentiteter er
relationelle, og strategisk kommunikation kan derfor via korrekt anvendelse af kildekritisk metode
anvendes som en indikator for, hvordan den enkelte stat ønsker at blive opfattet internationalt, og
dermed om statens eventuelle normkonformitet skyldes socialt pres eller reel norminternalisering
(Johnston 2007: 32). Den kildekritiske tilgang er her et redskab for os til at håndtere, at selvom både
Kina og Indien er kommunikativt strategiske for at fremstå på bestemte måder over for andre, kan
kilderne netop derved sige noget om de to staters klimapolitiske statsidentiteter og om potentiel
stormagtssocialisering. Kildekritikken er altså for os ikke kun et forsøg på at øge validiteten af vore
fortolkninger, men en mulighed for at tilgå et vigtigt aspekt af vores ontologiske genstandsfelt.
Operationelt er vores kildekritiske tilgang baseret på flere elementer. For det første triangulerer vi
vores datakilder, så de kan dobbelttjekke hinanden. Indefra har vi således de nationale dokumenter
og udtalelser fra Kina og Indiens statsrepræsentanter,25 fra de relevante Andre har vi interviewene
med repræsentanter fra vestlige lande, og udefra har vi interviewene med ekspertobservatører af
kinesisk og indisk klimapolitik. For det andet anvender vi metoder, som efter vores opfattelse vil
kunne finde empiriske mønstre selv på trods af forsøg hos Kina og/eller Indien på at kommunikere
strategisk – f.eks. det kvantitative aspekt af vores integrerede indholdsanalyse, der kan bistå os i at
anslå vigtigheden af bestemte ord og kategorier på tværs af mange dokumenter og adskillige år. For
det tredje har vi igennem processen brugt indsigter fra kildekritikken og eksempelvis været mindre
25 At vi vælger disse tekster som kilderne indefra frem for eksempelvis interviews med kinesiske og indiske repræsentanter har også delvist at gøre med den kildekritiske overvejelse, at et interview med os ikke ville tjene noget internt formål for disse lande, og at pålideligheden af udtalelserne derfor ville være ringere.
58 | Forskningsdesign og anvendte metoder
kritiske i situationer, hvor en kilde fremstiller sin ophavsmand i et suboptimalt lys, men derimod
mere kritiske, når det modsatte er tilfældet (Ankersborg 2009: 90).
4.5 Samlet kvalitetsvurdering af specialets forskningsdesign Det overordnede princip for vores forskningsdesign har været at opstille en litteratur-informeret og
transparent empirisk undersøgelse af arbejdshypoteserne for at besvare problemformuleringen. I det
følgende diskuterer vi slutteligt, i hvilket omfang designet lever op til relevante kriterier. Det skal
her fremhæves, at fordi specialets forskningsdesign er baseret på en mediativ, scientific realism-
epistemologi, forstår vi metodiske begreber såsom validitet og replicerbarhed anderledes end i den
mere udbredte neopositivistiske epistemologi. Derfor er kvalitetsvurderingen af forskningsdesignet
også naturligt anderledes (Adler 1997: 323-324; Woolgar 1983).
Det neopositivistiske ideal om, at vores konklusioners gyldighed, overførbarhed og gentagelighed
på nogen måde kan garanteres via valget af et bestemt forskningsdesign eller en bestemt metode
afvises i specialet. Det betyder imidlertid ikke, at ‘alt gælder’ metodisk set. Et forskningsdesign skal
altid stemme overens med det af problemformuleringen udstukne formål, ligesom empiriske
uoverensstemmelser vil svække en analyses validitet og beviskraft (Klotz og Lynch 2007: 20).
Vores analyse er til en vis grad bundet til dens empiriske kontekst, hvorfor dens gentagelighed og
konklusionernes gyldighed og overførbarhed gennem tid og rum kun kan sikres principielt og
foreløbigt. Det gøres ved, at vi er transparente om vores empiri og metode, er refleksive om vores
rolle i videnskabelsen, erkender begrænsningerne ved vores konklusioner og løbende igennem
processen enten kan finde forklaringer på empiri, som umiddelbart strider imod de foreløbige
konklusioner eller tilpasser disse konklusioner. Formålet er at etablere en troværdig og pålidelig
forskningsproces, så konklusionerne fremstår valide og overbevisende.
Vi sikrer principiel replicerbarhed via dette metodekapitel, der præsenterer empirien og de anvendte
metoder, men der er ingen garanti for reel replicerbarhed, da disse metoder ikke garanterer, at andre
ville fortolke empirien ligesom os: “The epistemic authority of any scientific study, whether using
interpretive or positivist methods, depends on publicly available evidence and the possibility that its
conclusions might in some broad sense be falsified” (Wendt 1999: 373).
I modsætning til neopositivismens afkontekstualiserende generaliseringsideal, som søger at opstille
generelle lovmæssigheder via metoder, der forventes at fjerne betydningen af kontekst og forsker,
accepterer vores forskningsdesign behovet for en kontekstualiseringsproces. Faktisk er designets
forskerbundne kontekstualiseringsproces årsagen til vores validitetspåstand, da det er denne proces,
Forskningsdesign og anvendte metoder | 59
der muliggør fyldestgørende afdækning af meningstilskrivninger, der er nødvendig for at undersøge
komplekse sociale fænomener som identitet og socialisering (Jensen 1994: 401). Vores resultater er
dermed potentielt gyldige inden for lignende puzzles, og selvom konklusionerne er betinget af deres
kontekst, kan de måske bidrage til teoridannelse, der kan anvendes i sammenlignelige cases. Vores
stormagtskonstruktivistiske teoriudvikling og udledte forskningsdesign kan dermed opnå en form
for epistemisk eller analytisk gyldighed ud over vores samtid og kulturelt-geografiske lokation, hvis
analyserammen kan bidrage til at forstå og undersøge stormagter mere generelt. Konklusionerne
kan ikke påstås at være sandheden, men en foreløbig forklaring på de observerbare mønstre—eller
såkaldt kontingente sandhedspåstande (Hopf 2002: 24), hvilket netop ifølge vores epistemologiske
positionering er det meste, man kan opnå gennem forskning.
Analyse af Indiens og Kinas klimapolitiske statsidentiteter | 61
5 Analyse af Indiens og Kinas klimapolitiske statsidentiteter
Denne første analysehalvdel undersøger som beskrevet specialets første arbejdshypotese, der lyder:
H1: Den tilsyneladende opståede divergens mellem Kinas og Indiens klimaindsatser kan
forklares med en udvikling i Kinas klimapolitiske statsidentitet hen imod en
stormagtsidentitet, hvilket ikke i samme omfang har fundet sted for Indien.
Hypotesen bekræftes. De grundlæggende identitetselementer udviser for begge stater en ret stærk
kontinuitet over tid, men forskellene mellem landene bliver både større og flere fra omkring 2012,
hvilket synes at hænge sammen med en gryende selvforståelse som stormagt hos Kina, som ikke
gør sig gældende for Indien. Vi strukturerer derfor præsentationen af denne analysehalvdel, så hvert
land først gennemgås individuelt og med fokus først på kontinuitet i landets klimapolitiske
statsidentitet og derefter på graden af udvikling i denne over tid. Sammen tjener det til at præsentere
kernen i hvert lands selvforståelse på klimaområdet, men samtidig illustrere udviklingen i Kinas
identitet og Indiens mangel herpå. Herefter foretages en opsamlende sammenligning for at uddybe
de vigtigste fund yderligere og for at sammenholde resultaterne med lignende analyser. Derefter
fortsætter vi til analysens anden del.
5.1 Kontinuitet i Indien: Type- og kollektiv identitet som udviklingsland Det gennemgående træk i Indiens klimapolitiske statsidentitet synes mere eller mindre direkte afledt
fra den økonomiske sfære og kan opsummeres som et selvbillede som et fattigdomsbekæmpende og
udviklende land. En dominerende del af Indiens selvforståelse på klimaområdet udgøres altså af en
typeidentitet som udviklingsland, hvilket er i fuld overensstemmelse med eksisterende analyser som
præsenteret i litteraturgennemgangen. Denne konstitutive selvforståelse betyder, at Indien på trods
af høje økonomiske vækstrater ser sig som en stat, hvis største udfordring er at sikre økonomisk
udvikling, hvorimod klimapolitiske overvejelser kommer i anden række:26
26 I analysen vil vi løbende inddrage illustrative tekstuddrag og indimellem fremhæve centrale ord heri vha. understregninger. Medmindre andet angives, er understregninger således vores tilføjelse.
62 | Analyse af Indiens og Kinas klimapolitiske statsidentiteter
As a developing country, India faces many challenges. Poverty eradication stands as our foremost priority. We have huge social (…) constraints and have to address large unmet energy needs...
(Udtalelse Natarajan 2013: 1-2) No strategy to deal with Climate Change should foreclose for developing countries the possibilities of accelerated social and economic development.
(Udtalelse Sen 2007: 3)
5.1.1 Fattigdomsbekæmpende og Bæredygtigt Udviklende Indien
Selvom fundamentet i Indiens selvforståelse på klimaområdet synes adopteret fra den økonomiske
sfære, artikuleres den dog i en særlig klimapolitisk form gennem et proklameret mål om ikke blot at
opnå udvikling, men bæredygtig udvikling (eng. sustainable development). Et nøgleord i denne
sammenhæng fremstår som ideen om balance, der optræder kontinuerligt i Indiens klimapolitiske
dokumenter gennem hele undersøgelsesperioden på en måde, hvor det relativt nye begreb27 om
bæredygtig udvikling kobles til traditionelle indiske kulturelle værdier og ideer ved eksempelvis at
påpege, at “India has a long history and tradition of harmonious co-existence between man and
nature. (…) This is part of our heritage and manifest in our lifestyles and traditional practices. (…)
The ancient practice of Yoga, for example, is a system that is aimed at balancing contentment and
worldly desires, that helps pursue a path of moderation and sustainable lifestyle.” (India’s INDC
2015: 1). Der udtrykkes altså en gennemgående ide om at tilstræbe en balanceret udviklingsproces,
hvor økonomisk vækst i sig selv ikke er et endemål, men et middel til at opnå en harmonisk balance
mellem såvel mennesker og natur som mellem nuværende og fremtidige generationer af mennesker.
Når Indiens ansvar altså i ligeså høj grad er over for nuværende generationer som fremtidige, kan
det internationale samfund kun forvente, at Indien påtager sig et klimamæssigt ansvar i det omfang,
de enkelte tiltag er forenelige med landets udviklingsbehov: “India's development path is based on
(…) the overriding priority of economic and social development and poverty eradication, and its
adherence to its civilizational legacy that places a high value on the environment and the
maintenance of ecological balance. (…) Our vision is to create (…) an economy (…) mindful of our
responsibilities to both present and future generations.” (India’s NAPCC 2008: 3).
I de nationale klimapolitiske dokumenter kan således spores et forsøg på at bygge bro fra Indiens
klimapolitiske ideer til ældre og mere grundlæggende dele af landets selvforståelse ved at afvise, at
hensyntagen til klima er en ny—eller udefra påduttet—ide hos Indien, men tværtimod en del af den
27 Ideen om bæredygtig udvikling blev prominent i forbindelse med udgivelsen af den såkaldte Brundtland-rapport (Brundtland et al. 1987).
Analyse af Indiens og Kinas klimapolitiske statsidentiteter | 63
indiske identitet, der har eksisteret i årtier. Det synes dermed vigtigt for Indien at bevare en følelse
af ontologisk sikkerhed ved at fremhæve overensstemmelse mellem den nuværende klimaindsats og
Indiens oprindelige ideer om sig selv. For eksempel trækkes der tråde til gennemgående fællestræk i
de store indiske religioner såsom disses fokusering på balance mellem jordiske behov og spirituel
frigørelse eller implicit til eksempelvis ideen om reinkarnation som sikring af intergenerationel
balance. Den internationale ide eller norm om bæredygtig udvikling gives altså mening for Indien
gennem en kontekstualiserings- eller lokaliseringsproces, hvorved der skabes kongruens mellem
normen og veletablerede nationale opfattelser og praksisser (Archarya 2004). Dermed forenes en
selvforståelse som udviklingsland og en aspiration om fattigdomsbekæmpelse og vækst med en
forventning fra det internationale samfund om stræben efter bæredygtig udvikling ved at fortolke
bæredygtighed som et grundtræk, der altid har eksisteret i indisk civilisationsarv og på tværs af
religioner og etnicitet. Et typisk træk er her at drage paralleller til ideer fremsat af den måske mest
samlende figur i indisk historie: “Much before the climate change debate began, Mahatma Gandhi,
regarded as the father of our nation had said that we should act as ‘trustees’ and use natural
resources wisely as it is our moral responsibility to ensure that we bequeath to future generations a
healthy planet.” (India’s INDC 2015: 1).
Her ses også essensen af den væsentligste aversive identitet, som Indien synes at ønske at undgå at
udvikle sig til i fremtiden; et dekadent og grådigt, vestligt inspireret Selv, som samvittighedsløst
forbruger ressourcer på en klimaskadelig måde: “Our objective will be (…) inspired by Mahatma
Gandhi's wise dictum—The earth has enough resources to meet people's needs, but will never have
enough to satisfy people's greed. Thus we must not only promote sustainable production processes,
but equally, sustainable lifestyles.” (India’s NAPCC 2008: 3). Figuren nedenfor viser de hyppigste
ord i tekststykker, der artikulerer værdier eller adfærd, som Indien ønsker at undgå og som derfor er
tildelt koden Aversiv Identitet.28 Det fremgår tydeligt af den hyppige forekomst af ord såsom
‘excessive’, ‘wasteful’, ‘intensive’, ‘lifestyles’ ‘threat’, ‘developed’, ‘path’ og ‘follow’, at Indien
opfatter sig selv som en stat, hvis ansvar det er at undgå at følge i de industrialiserede landes
emissionsintensive vækstfodspor med eksorbitante livsstilsmønstre i klimamæssig ubalance. I stedet
skitseres en indisk identitet defineret ved en fornuftig og bæredygtig levestil, der har været udøvet
af indere i århundreder.
28 I figuren angiver størrelsen på ordene deres relative frekvens, sådan de hyppigst optrædende ord er størst.
64 | Analyse af Indiens og Kinas klimapolitiske statsidentiteter
Figur 5: Hyppigst forekommende ord i tekststykker kodet som ‘Aversiv Identitet’ for Indien
5.1.2 Afhængige Indien
At Indien så vægtigt formulerer en aversion mod de udviklede landes livsstils- og vækstmodel er
også indikerende for Indiens dominerende artikulation af en Signifikant Anden på klimaområdet,
nemlig de udviklede lande som gruppe. Selvbilledet som udviklingsland er dermed ikke blot en
typeidentitet, men i ligeså høj grad en kollektiv identitet, der indebærer, at det for Indien synes
meningsfuldt og i vid udstrækning tilstrækkeligt at forstå sig selv som medlem af en gruppe fattige
udviklingslande med fælles historie og interesser. I klimapolitisk sammenhæng oversættes denne
gruppe stater til de såkaldte Non-Anneks 1-lande, over for hvem den relevante Anden er Anneks 1-
gruppen eller de såkaldte industrialiserede eller udviklede lande. Hos Indien udtrykkes relationen
mellem disse to grupperinger endvidere i ganske negative termer, hvor de udviklede lande ses som
årsagen både til klimaproblemet per se og til det, at en tilfredsstillende international løsning på
problemet ikke er nået. Der eksisterer en klar opfattelse af, at mens de udviklede lande har skabt
problemet og besidder evnerne til at løse det, er udviklingslandene som gruppe både skyldfrie og
stærkt hæmmede i deres interventionsmulighed. Selvbilledet som underudviklet og marginaliseret
land betyder altså for Indien, at man gennem hele den undersøgte periode anser sin klimaindsats for
afhængig af de udviklede landes bistand, men at sådan bistand også anses for rimelig grundet de
growthpath
countries
developedintensive
sustainable
development
emulate
follow followed
fossil
fuel
help
must
need
past
remain
threat
ability
accessing
accretion
accumulated
achievingalso
anthropogenically
atmosphere
believe
broader
change
climate
consumption
contradiction
createcreative
ecologically
economic
economy
emanates
emissionsenergies
excessivefact
future
gas
generatedgenerations
global
goods
greenhouse
high
include
industrial
lies
life
lifestyles
long
merelymindful
objectivespeople
perspective
present
problem
prosperous
quality
quantitative
rapidresource
responsibilities
self
services
society
sustaining
term
terms
unleash
usage
vision
wasteful
Analyse af Indiens og Kinas klimapolitiske statsidentiteter | 65
udviklede landes culpa. Selvforståelsen som hæmmet og afhængig stat giver sig særligt udslag på to
måder.
For det første indebærer den en ide om, at Indien er ude af stand til at gøre en reel forskel i forhold
til klimaproblemet uden finansiel og teknologisk støtte fra Anneks 1-landene. Indien anerkender, at
målsætningen om bæredygtig udvikling kræver tiltag af energieffektiviserende og klimabeskyttende
art, der dog opfattes som de facto umulige at gennemføre fuldt for Indien alene. International
finansiering er derfor påkrævet, og artikulationer af behovet for støtte er således den hyppigste kode
i tekstmaterialet for Indien overhovedet og tager typisk form som formuleringer om, at “our efforts
to avoid emissions during our development process are also tied to the availability and level of
international financing and technology transfer (Indiens INDC 2015: 33), eller at “India could do
more if additional finance and technology were available. Unfortunately, there is little evidence of
long term finance being available from (…) industrialized countries.” (Udtalelse Mehrishi 2012: 3).
For det andet ser man hos Indien også en ide om mere principiel afhængighed i form af en meget
stærk fremhævning—og dikotomisk opfattelse—af de mest centrale begreber i det internationale
klimaregime, herunder særligt CBDR og ideen om retfærdighed (eng. equity). Denne dikotomiske
forståelse betyder, at ansvaret for såvel som den konkrete evne til at løse klimaproblematikken
ligger fuldt og helt hos udviklede lande, hvorfor årsagen til regimets fiasko hverken kan placeres
hos udviklingslandene eller i regimets grundlæggende regler og principper såsom CBDR, som i
Indiens optik netop bekræfter den dikotomiske ansvarsfordeling. Faktisk italesættes Konventionens
principper som ukrænkelige eller endog hellige. Tabel 6 viser et display med typiske eksempler for
Indien på kodede tekststykker om henholdsvis de grundlæggende principper i det internationale
klimaregime og regimets evne til at skabe resultater i forhold til at løse klimaforandringsproblemet.
Som displayet illustrerer, opfatter Indien klimaregimets grundlæggende principper som kodificeret i
Konventionen ekstremt positivt, fordi de efter den indiske opfattelse udlægger den internationale
ansvarsfordeling dikotomisk og dermed sikrer klimaregimets retfærdighed. Der er ikke en eneste
negativ indisk beskrivelse af klimaregimets principper i datamaterialet. Derimod er artikulationerne
af regimets evne til at skabe resultater præget af negativ valens, og her betones de udviklede landes
manglende overholdelse af deres internationalt aftalte forpligtelser konsekvent som primær årsag.
Selv i positive beskrivelser af regimets opnåede resultater påpeges typisk, at disse er præliminære
og ufuldkommene.
66 | Analyse af Indiens og Kinas klimapolitiske statsidentiteter
Tabel 6: Indiens artikulerede valens ift. klimaregimets principper og resultater Positivt artikuleret Negativt artikuleret
Regimets konstitutive principper (CBDR mv.)
Our entire approach (…) is anchored in the sanctity of the troika—the UNFCCC, the Kyoto Protocol and the Bali Action Plan. We believe that the well-known and widely accepted principles of (i) common but differentiated responsibility; and (ii) historical responsibilities are sacrosanct. The principles of equity and common but differentiated responsibilities must remain the bedrock of our collective enterprise across all areas-mitigation, adaptation and means for implementation. Anything else would be morally wrong.
N/A
Regimets evne til at skabe gode resultater
On the positive side, the Convention has succeeded in focusing global attention on one of the most serious environmental challenges of our times. Climate change is now accorded high priority on the international agenda... On the positive side, we have seen the emergence of a vigorous carbon market, one that has the potential to unite the Annex I and non-Annex I countries in their common but differentiated efforts to address climate change.
A major disappointment is the now clearly looming failure of several key Annex I countries to fulfil their legally binding GHG abatement commitments under the Protocol. The cumulative accumulation of greenhouse gases (GHGs) (…) is further compounded by the tepid and inadequate response of the developed countries even after the adoption of the United Nations Framework Convention on Climate Change (UNFCCC)
Kilder: Udtalelse Raja 2004; Udtalelse Meena 2006; Udtalelse Ramesh 2009; Udtalelse Modi 2015; India’s INDC 2015.
Figur 6 nedenfor viser disse koders gennemsnitlige frekvenser i løbet af den undersøgte periode.29
Som det fremgår, er tendensen ganske stabil over tid, da de dominerende koder konstant udgøres af
henholdsvis positive beskrivelser af regimets konstitutive principper og negative beskrivelser af
regimets reelle problemløsningsevne.
De positive artikulationer af Konventionens principper tager dog et spring opad i perioden 2008-09
og falder så igen, hvilket nok må tilskrives, at COP15 i 2009 jævnfør den såkaldte Bali-køreplan jo
havde til formål at finde en internationalt bindende indsatsplan for klimaregimets fremtid efter
2012, hvorfor Indien i den kontekst sandsynligvis har følt det særligt vigtigt at understrege, at man
ønskede Konventionens principper videreført direkte.30 Dette fremgår af udmeldinger om, at “the
mandate of the fifteenth Conference of Parties (COP) in Copenhagen is to enhance long-term
29 Med gennemsnitlige menes, at vi har taget antal anvendelser af en given kode delt med antal kilder for det givne land i en given delperiode. Dermed tages højde for forskelle i datamængder i forskellige delperioder. 30 At alle kurver dykker i perioden 2010-11 skyldes primært, at den tilgængelige datamængde er mindre her.
Analyse af Indiens og Kinas klimapolitiske statsidentiteter | 67
cooperation on Climate Change under the Bali Action Plan (BAP). It is not about re-negotiating the
UN Framework Convention on Climate Change (UNFCCC)” (India’s PCCI 2009: 2-3).
Figur 6: Indiens artikulerede valens ift. klimaregimets principper og resultater, 2004-2015
Vi ser altså, at Indien igennem hele perioden opfatter sin egen rette position i regimet som uændret
og regimets basale principper som normativt rigtige, men samtidig de udviklede landes og dermed
regimets indsats som utilstrækkelig. Figuren indikerer ingen forandring over tid—snarere en svag
styrkelse af tendensen.
5.1.3 Principfaste Indien
Denne moralistiske tendens hos Indien har også at gøre med en selvforståelse som en stat, der ikke
blot taler på egne vegne, men for alle fattige landes ret til udvikling og alle udviklede landes pligt
til at øge deres klimaindsats. En klar selvidentificering som det, der kan kaldes Principfaste Indien
gør sig altså også gældende for Indiens klimapolitiske statsidentitet og medfører et selvbillede som
et land, som ikke kun agerer målrationelt og nyttelogisk, men også på baggrund af etik og moral.
Dermed betyder den kollektive identitet som udviklingsland, at Indien udvider det Selv, som man
agerer altruistisk på vegne af, til at indbefatte alle fattige lande og mennesker: “The number of poor
people in the world is more than twice the combined population of Europe. (…) We in India are
committed to protecting the interests of the poor.” (Udtalelse Javadekar, 2014b: 2).
Det opfattede behov for en sådan principfasthed synes at bunde i en stærk mistillid til de udviklede
lande som følge af dels disses manglende indfrielse af deres klimapolitiske løfter og dels en indisk
frygt for en slags neo-imperialistiske motiver hos de industrialiserede lande. I 2005 udtalte minister
0.0
0.5
1.0
1.5
2.0
2.5
3.0
2004-2005 2006-2007 2008-2009 2010-2011 2012-2013 2014-2015
Gns
.ant
alan
vend
else
rafk
ode
Regime - Resultater - Negativ Regime - Resultater - Positiv
Regime - Principper - Negativ Regime - Principper- Positiv
68 | Analyse af Indiens og Kinas klimapolitiske statsidentiteter
Raja eksempelvis, at “I do believe that calls for developing countries to take up GHG abatement
commitments in some guise or other, are (…) responsive to agendas other than genuine mitigation
of climate change.” (2005: 2), og i 2007 erklærede Indiens klimatopforhandler, at “[the] developed
countries have followed a kind of Ecological Kuznets Curve except that they have externalized the
problem (the effects of pollution) on to the developing world and there are some trends that they
also wish to externalize the cost of the solution.” (Udtalelse Sen 2007: 1).
Denne mistillid til de industrialiserede lande synes at hænge sammen med en vigtig del af Indiens
selvbillede som udviklingsland, nemlig ideen om landets kolonifortid som en historisk Anden, som
man forsøger at løsrive sig fra. Gennem hele undersøgelsesperioden er der adskillige eksempler på
artikulationer af opnåelsen af uafhængighed som et afgørende skifte mellem et nuværende, positivt-
opfattet Selv og et tidligere, negativt-opfattet Selv, hvor koloniseringens udbytning splittede og
forarmede Indien:
The single most important feature of our post-colonial experience is that the people of India have conclusively demonstrated their ability to forge a united nation…
(India’s INCCC 2004: 210)
India has (…) made progress in reducing poverty (…), which is commendable considering the fact that at the time of Independence (…), the country was among the poorest in the world.
(India’s SNCCC 2012: 47) Som resultat opfatter Indien sin relation til de udviklede lande som ret stærkt konfrontatorisk, og
den kollektive identitet som udviklingsland bevirker altså en rolleidentitet præget af en lockeansk
rivaliseringskultur vis-a-vis Anneks 1-gruppen. Indimellem trækkes endda tråde til kolonifortiden,
hvor forholdet mellem Indien og de industrialiserede lande må beskrives som hobbesiansk, da de
udviklede lande dengang ikke respekterede Indiens suveræne eksistens. Det rivaliseringsprægede
forhold giver sig blandt andet udslag i en ide om et nulsumsspil i form af en kamp om et begrænset
atmosfærisk eller kulstofmæssigt rum, som kan opdeles i retmæssige andele, hvortil Indien og andre
udviklingslande har et legitimt krav. Principfaste Indiens rolle er altså at tale på de marginaliseredes
vegne og sikre, at de industrialiserede lande indfrier deres ansvar og faciliterer udviklingslandenes
retmæssige ambition om dels at tilpasse sig klimaforandringerne dels bekæmpe fattigdom:
It is India’s view that the planetary atmospheric space is a common resource of humanity and each citizen of the globe has an equal entitlement to that space. The principle of equity, therefore, implies that, over a period of time, there should be a convergence in per capita emissions.
(India’s PCCI 2009: 6-7)
Analyse af Indiens og Kinas klimapolitiske statsidentiteter | 69
The (…) requirements of developing countries like India for an equitable carbon and development space to achieve sustainable development and eradication of poverty needs to be safeguarded.
(India’s INDC 2015: 4) Indien synes altså at se sig selv som et regulært—om end særligt principfast—udviklingsland, og
dette er en identitet, man konsekvent reproducerer gennem hele den undersøgte periode. Det reelt
eneste punkt, hvor landets klimapolitiske statsidentitet afviger fra det, der følger af tilhørsforholdet
til den kollektive identitet som udviklingsland er, at man undertiden artikulerer sig selv som et stort
udviklingsland. Det sker imidlertid relativt få gange, selvom det er et selvbillede, der er til stede
over næsten hele perioden. Figur 7 illustrerer den gennemsnitlige frekvens af kodede tekststykker,
hvor Indien artikulerer sig selv som henholdsvis normalt udviklingsland og specielt udviklingsland.
Vi ser her, at selvforståelsen som almindeligt udviklingsland dominerer stærkt over hele perioden,
selvom der muligvis kan spores en svag nedadgående tendens. Selvbilledet af Indien som et land,
der adskiller sig fra flertallet af udviklingslande er langt mindre fremtrædende, og ingen forandring
synes her at ske over perioden. Indien artikulerer altså en meget kollektivistisk identitet og ikke en
individualistisk identitet, som man ville forvente, hvis de så sig selv som stormagt.
Figur 7: Indiens gns. antal selvbeskrivelser som normalt hhv. specielt udviklingsland, 2004-2015
Lige så vigtigt i vores stormagtskonstruktivistiske analyseramme er det, at Indiens geografiske og
befolkningsmæssige størrelse ikke synes at give anledning til et selvbillede som en særligt kapabel
eller ansvarshavende stat med undtagelse af et enkelt tilfælde, hvor man kæder sin størrelse sammen
med ansvar for international konstruktivitet: “India, like other major developing countries, would
be willing to be an active participant…” (India’s PCCI 2009: 7).
0
1
2
3
4
5
6
2004-2005 2006-2007 2008-2009 2010-2011 2012-2013 2014-2015
Gns
. ant
al an
vend
else
r af k
ode
Normalt udviklingsland Specielt udviklingsland
70 | Analyse af Indiens og Kinas klimapolitiske statsidentiteter
Derimod forbindes Indiens størrelse i stedet med en særligt markant sårbarhed over for effekterne
af klimaforandringerne. Figur 8 nedenfor viser de hyppigste ord i tekststykker, som vi har tildelt
koden Specielt Udviklingsland, der dækker de situationer, hvor Indien beskriver sig selv som andet
eller mere end et ’almindeligt’ udviklingsland. Ord såsom ‘vulnerable’, ‘sensitive’, ‘poor’, ‘rural’,
‘large’, ‘population’ og ‘challenge’ viser, at Indien ikke opfatter sin store befolkningsmæssige og
geografiske størrelse som noget, der nødvendigvis fordrer en større international rolle, men som
noget, der øger Indiens klimasårbarhed og derfor faktisk udgør en yderligere udfordring for landets
udviklingsaspiration: “Few countries in the world are as vulnerable to the effects of climate change
as India is with its vast population that is dependent on the growth of its agrarian economy”
(India’s INDC 2015: 4-5).
Figur 8: Hyppigst forekommende ord i tekststykker kodet som ‘Specielt Udviklingsland’ for Indien
Fordi Indien først og fremmest ser sig selv som et normalt udviklingsland, kan man observere en
stærk modvillighed mod at påtage sig internationale klimaforpligtelser, der ses som upassende. Man
finder sin egen klimaindsats fuldt tilstrækkelig og ansvarlig, men argumenterer med reference til
Konventionen for, at internationalt ansvar ikke fordrer internationale forpligtelser. Den indiske
topforhandler sagde eksempelvis i 2007, at “[the] time is not ripe for developing countries to take
quantitative targets as these would be counter-productive for their development processes”
populationindia
vulnerable
growth
countries
developing
climate
change
large
dependence
majority areas
billion
coastal
coming
decades
high
impactsincrease
like
low
one
particularly
projected
resources
share
vast
160
1994
active
adaptive agrarianagriculture
approach
cant
capacity
capita
challenge
committedcontinue
coupled
economy
effectsemerging
essential
face
fed grow
households
incomes
indi
initiative
interestslet
living
maintaining
marginally
market
million
mind
natural participant
people
per
poor
problem
protecting
rain
rate
reducing
renders
rural
sensitive
sheries
signifi
standards
summarises
thoughts
urbanization
willing
world
Analyse af Indiens og Kinas klimapolitiske statsidentiteter | 71
(Udtalelse Sen 2007: 3), hvilket for nyligt bekræftedes af Minister Javadekar: “We firmly believe
that the INDCs are to be ‘nationally determined’. We do not see any role for any ex-ante review in
this process.” (2014b: 4).
5.2 Udvikling i Indien: Kortvarig antydning af stormagtsidentitet? Det er imidlertid netop i forhold til uvilligheden til at påtage sig internationale forpligtelser, at den
eneste forandring synes at kunne spores hos Indien. Selvom Indien aldrig har påtaget sig absolutte
forpligtelser vedrørende emissionsreduktion, synes tonen at ændre sig for en stund omkring 2009:
“Deeply conscious of our international responsibilities (…) [we] have recently unveiled projected
GHG emissions profiles till the year 2030. Aware of the need for enhanced transparency, we have
suggested using the National Communication process (…) to reflect internationally the nature and
impact of actions taken domestically.” (Udtalelse Ramesh 2009: 3). En større anerkendelse af et
internationalt ansvar og af nødvendigheden for en stærkere kobling mellem nationale og globale
indsatser er altså her synlig, hvilket kunne tolkes som en spirende stormagtsidentitet. Interessant er
det derfor, at denne indstilling synes at forsvinde så hurtigt, som den opstod. I 2013 sagde Minister
Natarajan således: “Many parties have been repeating the view that the proposed new architecture
is applicable to all. I would like to inform and reiterate that the UNFCCC Convention and the
Kyoto Protocol are also applicable to all. Universality does not mean uniformity.” (2013: 4).
Tilbage er her den principfaste, defensive position, der advokerer for en dikotomisk tolkning af
Konventionens principper og ikke anerkender behovet for øget internationalt ansvar for Indien. Det
tyder således på, at dette skifte var kortvarigt og knyttet specifikt til Miljøminister Ramesh, hvilket
Vihma (2011b) og Torney (2015) også har observeret. Torney skriver eksempelvis, at der var
“indications that Ramesh was considerably more flexible concerning Indias’ international
orientation on the climate issue”, og at udviklingen efter Ramesh’ erstatning med Natarajan i 2011
var at “reverting the ministry to a more traditional Indian approach.” (ibid.: 172).
5.3 Kontinuitet i Kina: Basal selvforståelse som udviklingsland I lighed med Indiens og i tråd med den eksisterende litteraturs indsigter synes Kinas klimapolitiske
statsidentitet også i overordnede træk afledt fra den økonomiske sfære og på basis af den dikotomi
mellem udviklede og udviklende lande, som har præget det internationale klimaregime siden dets
begyndelse. Over den undersøgte periode fremstår et selvbillede som Udviklende Kina kontinuerligt
som typeidentitet for Kina, og ligesom for Indien medfører denne selvforståelse for Kina en stærk
understregning af, at landet fortsat er i en vital udviklingsperiode, og at denne udvikling ikke må
kompromitteres unødvendigt af internationale forpligtelser. Forhandler Liu har eksempelvis udtalt,
72 | Analyse af Indiens og Kinas klimapolitiske statsidentiteter
at “China is still a developing country. Despite relatively rapid economic development in the past
over 20 years (…) China stays at a modest level of development” (2005: 1), og Kinas INDC
pointerede ligeledes, at “[as] a developing country (…), China is currently in the process of rapid
industrialization and urbanization, confronting with multiple challenges including economic
development, poverty eradication, improvement of living standards, environmental protection and
combating climate change.” (2015: 2).
5.3.1 Typeidentitet: Harmonisk Udviklende og Moderat Velstående Kina
Selvom baggrunden for Kinas selvforståelse på klimaområdet synes at være hovedsageligt udledt af
den økonomiske sfære, så får den dog ligesom Indiens også en særlig klimapolitisk form, idet Kina
ligeledes synes at internalisere idéen om bæredygtig udvikling. Det ses ved, at Kina sammenbinder
begrebet med traditionelle kinesiske kulturelle værdier og på baggrund heraf formulerer en idé, som
man konkretiserer i ideen om en økologisk civilisation. I den sammenhæng optræder logikken om
harmoni eller rettere harmoni mellem menneskeheden og naturen som central for Kina:
Since ancient times, China has had a traditional thinking that “harmony outweighs all” and an ecological idea that “Man and Nature are integrated”. China attaches extreme importance to the harmony between human beings and the harmony between Man and Nature.
(Udtalelse Hua 2006: 3)
[The] government has constantly advocated the concept of harmonious development between Human and Nature through (…) ideas as the Scientific Outlook on Development, establishing a harmonious society and sticking to the sustainable development road.
(China’s WPPACC 2008: 45) Tekststykkerne illustrerer, hvordan Kina ligesom Indien inkorporerer bæredygtighedsnormen i sin
klimapolitiske selvforståelse gennem en lokaliseringsproces og dermed gør begrebet om bæredygtig
udvikling meningsfuldt og operationaliserbart i kinesisk kontekst. Den kinesiske kontekstualisering
af bæredygtighed med reference til ideen om harmoni mellem mennesket og naturen stammer fra
Kinas konfucianske kulturarv, hvori harmoni er et gennemgående tema både i filosofien generelt og
i dens implicitte miljøetik: “The distinguishing feature of Confucian ecological ethics [is that] it
does not give humans dominion over nature, nor does it sacrifice human development at the altar of
pristine nature. Confucians maintain the oneness of humankind and nature, the harmony and unity
between the two.” (Tianchen 2003: 3). Denne måde at forstå bæredygtig udvikling i konteksten af
konfucianismens harmonilogik ses også i Kinas nuværende socioøkonomiske udviklingsdoktrin i
form af ideen om et ‘Scientific Outlook on Development’, hvilket understreger graden af
Analyse af Indiens og Kinas klimapolitiske statsidentiteter | 73
norminternalisering: “Sustainable development is development that promotes harmony between
Man and Nature” (Gabriel Peri 2007). Dermed bliver bæredygtig udvikling både et selvstændigt
kinesisk mål og selve midlet til at nå det, hvorfor det må ses som en central del af Kinas
aspirationelle Selv på klimaområdet. Dette er muligvis også årsagen til, at ideen ekspliciteres og
konsolideres yderligere gennem formuleringer af to for Kina gennemgående og forbundne idéer,
hvor den ene dog hovedsageligt relaterer sig til bæredygtigheds- og den anden til udviklingsaspektet
af ideen om bæredygtig udvikling.
Den til bæredygtighedsaspektet knyttede ide kommer til udtryk i Kinas ønske om at opbygge en
såkaldt Økologisk Civilisation, som det fremgår af betoninger af, at “China will stick to a human-
oriented, comprehensively harmonious and sustainable development path, (…) so as to (…) realize
a harmonious development between Mankind and Nature. China will endeavour to construct an
ecological civilization” (Udtalelse Xie 2007: 3), eller at ville “vigorously promote the construction
of ecological civilization and promote the green and low-carbon development.” (China’s PACC
2015: 70).
Ideen om en økologisk civilisation er altså et resultat af en lokaliseringsproces, hvor normen om
bæredygtighed sættes i meningsfuld sammenhæng for at kunne passe til den kinesiske identitet som
udviklingsland og konfuciansk civilisation. Den tilpasning til Kinas unikke kontekst ses også i, at
ideen om økologisk civilisation forankres i en kritik af tidligere industrialiseringstilgange, hvormed
bæredygtig udvikling bliver et særlig kinesisk telos. Ma (2007) har uddybet dette: “The idea of
“ecological civilisation” is based on a reconsideration of the unsustainable model of development
that has arisen out of the industrial civilization. (…) Industrial civilisation requires that nature be
conquered and moulded to our needs. Ecological civilisation, however, requires that humans live in
harmony with our environment, because environment is the foundation of our existence.” Vi vender
tilbage til denne kinesiske kritik af tidligere udviklingsmodeller, men noterer, at ideen om en
økologisk civilisation rodfæstet i konfuciansk miljøetik synes at forene både Kinas miljømæssige
og udviklingsmæssige ambitioner og fungerer derved legitimerende for sidstnævnte. Ideen om, at
naturen ikke bør ofres for menneskets skyld, men at menneskets udviklingsmuligheder samtidig
ikke bør hindres af et overdrevet hensyn til naturen tilbyder en løsning for både menneske og natur,
der netop ligger i opnåelsen af harmoni mellem hensyntagen til begge.
Den til udviklingsaspektet knyttede ide artikuleres af Kina som et aspirationelt Selv rettet mod at
skabe et Moderat Velstående Kina i Alle Aspekter (eng. moderately prosperous in all aspects):
“China is now at the immediate stage of industrialization and in a crucial period in building up a
74 | Analyse af Indiens og Kinas klimapolitiske statsidentiteter
moderately prosperous society in all aspects.” (China’s WPPACC 2009: 68). Et Moderat
Velstående Kina i Alle Aspekter er det oftest optrædende aspirationelle Selv i vores datamateriale,
og refererer i sin simpleste fortolkning til en målsætning, der har eksisteret i landet siden 1970’erne
om at transformere Kina til et middelindkomstland med en stærk middelklasse: “China has defined
its strategic goals to complete the construction of a moderately prosperous society in an all-round
way (…) It has identified transforming the economic development pattern, constructing ecological
civilisation and holding to a green (…) path as its policy orientation.” (China’s INDC 2015: 6; se
også People’s Daily Online 2007).
Kontinuiteten af denne målsætning og indlejringen heri af ideen om bæredygtig udvikling vidner
altså om, at Kinas aspirationelle Selv har et udpræget økonomisk afsæt, der dog også indeholder en
klar klimanuance, da man kobler udviklingsmålsætningen med indfrielse af bæredygtighedsnormen
og konstruktionen af en økologisk civilisation. Derved integreres klimaindsatsen i konstitueringen
af et aspirationelt Selv som et moderat velstående land i alle aspekter. Dette ses også i Figur 9, der
illustrerer Kinas aspirationelle identitet.
Figur 9: Hyppigst forekommende ord i tekststykker kodet som ‘Aspirationel Identitet’ for Kina
Figuren viser de hyppigste ord i tekststykker kodet som udtryk for Kinas aspirationelle Selv, hvor
ord såsom ‘prosperous’, ‘moderately’, ‘harmonious’, ‘ecological’, ‘civilization’, ‘sustainable’,
‘resource’ og ‘conservation’ fremstår som de mest saliente nøgleord, hvilket fremhæver vægten af
prosperousfriendly
conservation
harmonious
moderately
resource
development
green
socialist
carbon
low
modernization
circular
environmentally
innovation
society
country
culturallycivilization
urbanization
democratic
environment
nature
open
orientedsaving
strong
advanced
balance
democracy
efficiency
energy
higher
man
round
standard
sustainable
way
well
arge
catch
characteristics
china
chinese
coordinated
eco
ecological
economic
economy
enhance
fledged
full
future
healthy
high
inclusive
inevitable
learning
living
mankind
market
medium
nuclear
onto
option
overall
path
present
recycling
reliance
resourceconserving
scale
self
suitable
system
viable
whole
Analyse af Indiens og Kinas klimapolitiske statsidentiteter | 75
bæredygtighedsnormen i Kinas konstituering af det Selv, man aspirerer til. Ideerne om harmoni og
mådeholdenhed gør det altså muligt for Kina at overkomme de modsætninger, der ellers kunne være
mellem samtidige mål om økonomisk udvikling og miljøbeskyttelse. Kina ønsker udvikling, men
moderat og bæredygtig udvikling i harmoni med klimaet, hvormed målsætningen om vækst bliver
naturlig og legitim. En central del af idéen om et Moderat Velstående Kina kan således legitimt
være et mål om at indhente de udviklede landes levestandardsniveau. Denne ide om at indhente de
udviklede lande har naturligvis et primært økonomisk aspekt, men synes også at indikere et ønske
om at opnå en øget status som ligeværdig stat og dermed en løsrivelse fra konstruktionen af et
inferiørt og underudviklet Selv:
With the improvements of the living standard of the people, the average life expectancy of the Chinese people has also steadily increased (…) Nevertheless, China has a fairly long way to go before it can catch up with the developed countries in this regard.
(China’s INCCC 2004: 19)
Through efforts for another decade, the (…) development of the strategic emerging industries will catch up with the developed countries.
(China’s SNCCC 2012: 108)
5.3.1.1 Aversiv identitet: Den vestlige udviklingsmodel
Ligesom i Indien gives ideen om bæredygtig udvikling således mening i Kina gennem en
lokaliseringsproces, hvor den kobles med Kinas civilisatoriske arv, især konfucianismens idé om
harmoni. Endvidere ekspliciteres den i to nutidige idéer om Kina som økologisk civilisation og et
moderat velstående samfund i alle aspekter, der primært knytter sig til bæredygtigheds- henholdsvis
udviklingsdelen af begrebet.
Samtidig er det netop som en spejling af dette aspirationelle Selv, at de identitetselementer, som
udgør Kinas vigtigste aversive identitet, kan udledes. Ligesom for Indien handler disse for Kina
primært om at undgå værdier og adfærd, som de udviklede lande ses som repræsenterende.
I Figur 10 nedenfor ses de nøgleord, der optræder oftest i tekststykker kodet som udtryk for Kinas
aversive identitet, og her ses det også af ord såsom ‘old’, ‘path’, ‘avoid’, ‘repeat’, ‘unchecked’,
‘unsustainable’ og ‘developed countries’, at Kina ligesom Indien har et relativt negativt syn på de
udviklede lande – nærmere bestemt de udviklingsidéer, der var udgangspunktet for de udviklede
landes industrialiserings- og moderniseringsstrategier: “China will not repeat developed countries’
old path of unlimited greenhouse gas emissions during their industralization period (…) [Instead],
China will endeavor to explore a sustainable development path.” (China’s PACC 2014: 74).
76 | Analyse af Indiens og Kinas klimapolitiske statsidentiteter
Figur 10: Hyppigst forekommende ord i tekststykker kodet som ‘Aversiv Identitet’ for Kina
Gennem hele analyseperioden fremstår de udviklede lande derfor også for Kina som en Signifikant
Anden. De udviklede lande omtales som gruppe i samtlige nationale klimapolitiske dokumenter og
udtalelser, og de kinesiske forventninger til rollefordelingen i det internationale klimaregime
artikuleres også primært i forhold til det enkelte lands placering i henholdsvis Anneks-1 eller Non-
Anneks 1-grupperingerne. I hele perioden er det ligesom for Indien vigtigt for Kina at påminde de
udviklede lande om deres historiske ansvar for skabelsen af klimaproblemet, og om at dette fordrer
et særligt sæt forpligtigelser for netop disse lande, som Non-Anneks 1-gruppen ikke rimeligt kan
forventes at påtage sig. De udviklede lande har et moralsk ansvar for både at gå forrest i at
stabilisere drivhusgas-effekten igennem egne nedbringelsesinitiativer og hertil også assistere de
udsatte lande med finansiel støtte og teknologioverførsler.
Ved første øjekast synes Kina altså at se sit tilhørsforhold til den kollektive identitet som
udviklingsland som en i vid udstrækning tilstrækkelig selvforståelse, som endvidere fordrer en
antagonistisk kultur vis-a-vis de udviklede lande. Imidlertid kan der i den undersøgte periode spores
en tydelig identitetsmæssig udvikling for Kina, herunder en ændring i hvordan Kina opfatter sin
rolle som et udviklingsland i det internationale klimaregime både i relation til de udviklede lande
som gruppe, men også over for andre udviklingslande. Det samlede billede skabt af en række
tendenser indikerer, at der er sket et identitetsmæssigt skifte hos Kina hen imod en gryende
klimapolitisk stormagtsidentitet, hvilket bekræfter vores første arbejdshypotese. I det følgende
uddybes dette.
oldpath
countries
developed
avoid
first
greenhouse
industrialization
repeat
takenafterwards
china cleaning
countries'
emissions
emitted
gas
gaseshardindustrial
later
life manner
never
period
pollutingpollution
process
production
take
treatment
trying
unchecked
unlimited
unsustainable
way
Analyse af Indiens og Kinas klimapolitiske statsidentiteter | 77
5.4 Udvikling i Kina: Gryende klimapolitisk stormagtsidentitet En første central udvikling, der kan observeres i perioden er, hvordan Kina tolker sin rolle som
udviklingsland vis-a-vis de udviklede lande, og den øjensynligt forbundne tendens til at konstruere
USA som en Signifikant Anden efter omkring 2012.
5.4.1 Individualisme: Afbalancerede relationer og sammenligninger med USA
Tabel 7 viser diakront antallet af artikulationer af henholdsvis de industrialiserede lande og USA i
gennemsnit pr. kilde, differentieret efter om artikulationen gøres med negativ eller positiv valens.
Det ses af tabellen, at negative artikulationer af de udviklede lande er relativt konsistent over tid,
om end der synes at ske et fald i sådanne ytringer efter 2012-2013. Samtidig er antallet af den type
artikulationer særligt højt i 2008-2009, hvilket formodentlig afspejler den mere kritiske tone, der
karakteriserede opløbet til COP15 i København.
Tabel 7: Kinas gns. antal artikulationer af hhv. de udviklede lande og USA 2004-
2005 2006-2007
2008-2009
2010-2011
2012-2013
2014-2015
Udviklede lande: Negativt artikuleret 1 2.4 2.6 2 2.25 1.4 Udviklede lande: Positivt artikuleret 1.3 0.0 0.1 0.0 2.0 1.2 USA: Negativt artikuleret 0.0 0.0 0.1 0.0 0.3 0.0 USA: Positivt artikuleret 0.3 0.0 0.0 0.0 1.5 1.0
De negative artikulationer består typisk i, at Kina ligesom Indien minder de udviklede lande om
deres historiske ansvar eller kritiserer deres manglende indfrielse af deres klimamæssige løfter ved
eksempelvis at “appeal to the developed countries to sincerely fulfill their commitments under the
Convention to provide financial assistance and transfer technology to developing countries so as to
enhance their capacity to address climate change.” (China’s NCCP 2007: 59).
Dette synes at indikere en antagonistisk rolleidentitet vis-a-vis de udviklede lande, men som det ses
af tabellen, opstår der fra omkring 2012 en inklination til også at omtale interaktionen med de
udviklede lande i mere positive termer. Kina begynder i højere grad at anerkende og påskønne de
udviklede landes indsats, hvilket er en tendens, der er meget lidt til stede i første halvdel af den
undersøgte periode, og som aldrig ses hos Indien. Man fremhæver for eksempel nu, at “developed
countries should (…) continue to provide support to developing countries after 2020, thus laying
the foundation of mutual trust for the success of the Paris Conference.” (China’s PACC 2015: 63)
78 | Analyse af Indiens og Kinas klimapolitiske statsidentiteter
Generelt indeholder de positive artikulationer primært fremhævninger af, at man har etableret og
udvidet dialogen med de udviklede lande, hvilket sker med en implicit positiv valens, hvor Kina
fremhæver gavnligheden af at kunne lære af de udviklede lande og tilsyneladende i højere grad
finder det centralt at fremhæve udbygninger af klimarelaterede partnerskaber med dem. Dette må
fortolkes som en mere venskabelig rolleidentitet vis-a-vis de udviklede lande, eller i hvert fald en
udvikling fra en antagonistisk til en mere afbalanceret og mindre konfrontatorisk relation, end
tilfældet er for Indien. Udligningen mellem negative og positive artikulationer antyder altså, at
udviklingslandsaspektet af Kinas klimapolitiske statsidentitet ikke vedbliver at fordre udelukkende
en lockeansk kultur i forhold til de udviklede lande, men i modsætning til Indiens en kultur, som i
stigende grad udviser kantianske træk. Dette ses også i Kinas artikulerede valens vedrørende
klimaregimets basale principper og evne til at skabe resultater.
Figur 11: Kinas artikulerede valens ift. klimaregimets principper og resultater, 2004-2015
Figur 11 viser, at Kina ligesom Indien ytrer stærk tilslutning gennem hele den undersøgte periode til
de principper og normer, der ligger til grund for rollefordelingen i klimaregimet. Kina artikulerer
ligesom Indien sin tilslutning til en dikotomisk opfattelse af CBDR-princippets ansvarsfordeling
mellem udviklingslande og udviklede lande, men som det ses, falder denne principbetoning over
tid, mens der også synes at ske en øget tendens til at rose klimaregimets opnåede successer, særligt i
perioden 2012-2013. Vigtigst er dog, at Kina efter 2010-2011 fuldstændig ophører med at beskylde
de udviklede lande for at blokere for klimaregimets evne til at skabe resultater, hvilket stemmer
overens med den beskrevne tendens til i højere grad at anerkende de industrialiserede landes
0.00
0.50
1.00
1.50
2.00
2.50
3.00
2004-2005 2006-2007 2008-2009 2010-2011 2012-2013 2014-2015
Gns
. ant
al an
vend
else
r af k
ode
Regime - Resultater - Negativ Regime - Resultater - Positiv
Regime - Principper - Negativ Regime - Principper- Positiv
Analyse af Indiens og Kinas klimapolitiske statsidentiteter | 79
indsats. I kontrast til Indien synes Kina i aftagende grad at føle behov for at minde de udviklede
lande om principperne om CBDR og retfærdighed eller klandre dem for manglende efterlevelse af
deres forpligtelser. I stedet skifter man til en mindre polariserende og moralsk tilgang med en mere
optimistisk, konstruktiv tone, hvor man fremhæver regimets succeser ved eksempelvis at fremhæve,
at “ [thanks] to joint efforts of all Parties since the United Nations Framework Convention on
Climate Change entered into force over 20 years ago, global actions on climate change have made
substantial progress” (Udtalelse Xi 2015: 1).
Endvidere viser Tabel 7, at der hos Kina opstår markant flere artikulationer af USA efter 2012, som
ellers er stort set fraværende tidligere. Disse artikulationer er derudover langt overvejende positivt
betonede, og især sino-amerikansk samarbejde og konsensus på klimaområdet betones ved f.eks. at
påpege, at “China and United States (…) reached a crucial consensus on strengthening dialogues
and cooperation in climate change (…) which helped to reinforce exchanges on their domestic
climate change policies and bilateral practical cooperation” (China’s PACC 2014: 59) eller at
“China’s Ministry of Science and Technology has conducted fruitful joint research with its US
counterpart in the areas of clean coal technology, energy-efficient building technology, and electric
automobiles.” (China’s PACC 2013: 62).
Denne tendens synes yderst central, da den signalerer, at USA begynder at forekomme som en
Signifikant Anden for Kina på klimaområdet, samt at det øjensynligt synes mere meningsfuldt for
Kina at sammenligne sig selv og sin rolle i klimaregimet med stormagten USA. De kontinuerlige
sammenligninger af sig selv med gruppen af udviklede lande indikerer, at man vedbliver at se sig
selv som medlem af udviklingslandsgruppen, men den opståede tendens til også at sammenligne sig
individualistisk med USA—verdens eneste anerkendte supermagt—antyder, at der tilsyneladende
også sker et skifte i Kinas klimapolitiske selvforståelse.
5.4.2 Eroderende identitet som udviklingsland: Særligt kapable og Ansvarlige Kina
Denne tendens i Kinas klimapolitiske statsidentitet kan også aflæses i forhold til en ændring i Kinas
måde at beskrive sig selv som udviklingsland. Selvom Kina fortsætter med at definere sig selv som
udviklingsland, synes det i stigende grad at blive set som en utilstrækkelig karakteristik, da man
gradvis synes at opfatte sig selv som noget mere end blot et udviklingsland. Figur 12 illustrerer
antallet af artikulerede selvbilleder som henholdsvis et normalt versus et specielt udviklingsland
hos Kina. Det ses, at frekvensen af artikulationer som specielt udviklingsland stiger i perioden—og
80 | Analyse af Indiens og Kinas klimapolitiske statsidentiteter
særligt fra 2012—hvorimod antallet af selvbeskrivelser som et normalt udviklingsland er relativt
konsistent indtil 2013, hvorefter det falder markant:
Figur 12: Kinas gns. antal selvbeskrivelser som normalt hhv. specielt udviklingsland, 2004-2015
Endnu vigtigere end tendensen i antallet af selvbeskrivelser som udviklingsland er indholdet af
disse. Ligesom i Indien er en vigtig del af, hvorfor Kina ser sig selv som et specielt udviklingsland,
hvordan landets geografiske og befolkningsmæssige størrelse gør klimaforandringerne til et særligt
udfordrende problem for Kina: “China is the world’s biggest developing country, with a large
population and unbalanced regional development. As China is still in the process of
industrialization and urbanization, it is faced with huge challenges (…) addressing climate
change” (Udtalelse Xie 2013: 2). For Kina indebærer dette også en følelse af utilstrækkelighed og
et behov for assistance: “China is the world’s largest developing country with a large population,
diverse natural conditions, underdeveloped economy and insufficient capacity in technology (…)
China needs funds, technologies and capacity building from developed countries.” (China’s
INCCC 2004: 149). Gennem hele den undersøgte periode ser Kina sig således ikke blot som et
udviklingsland, men som verdens største udviklingsland, hvilket skaber en øget sårbarhed over for
klimaforandringerne.
Selvom Kina altså ligesom Indien synes at konstruere et delvis inferiørt selvbillede fra identiteten
som verdens største udviklingsland, synes man efter 2012 samtidig i stigende grad at fremhæve, at
Kina dog netop i kraft af sin position som verdens største udviklingsland har et særligt ansvar for
det internationale samfund og en reel evne til at bidrage til den globale klimaindsats:
0.0
0.5
1.0
1.5
2.0
2.5
3.0
3.5
2004-2005 2006-2007 2008-2009 2010-2011 2012-2013 2014-2015
Gns
. ant
al an
vend
else
r af k
ode
Normalt udviklingsland Specielt udviklingsland
Analyse af Indiens og Kinas klimapolitiske statsidentiteter | 81
To tackle climate change and speed up development of green and low-carbon lifestyles are the internal requirements to implement sustainable development (…). To adjust the economic structure and speed up the revolution of new industries is also an important obligation of a responsible big power like China.
(China’s NPCC 2014: 1)
China will blaze a path of sustainable development that leads to both economic growth and effective tackling of climate change (…) [Responding] to climate change is what China needs to do to achieve sustainable development as well as fulfill its due international obligation as a responsible major country.
(Udtalelse Zhang 2014: 1) Kina begynder altså at italesætte en forståelse for og accept af, at de internationale forventninger til
Kinas klimaindsats fra både de udviklede lande og udviklingslandene er ændret. Forbundet hermed
er en erkendelse af, at ens tidligere forståelse af egen rolle og ansvar var utilstrækkelig, hvilket for
eksempel kommer til udtryk i påpegninger af, at “China has seen rapid economic growth (…).
However, this has taken a toll on the environment and resources. Having learned the lesson, China
is vigorously making ecological endeavours to promote green, circular and low-carbon growth.”
(Udtalelse Xi 2015: 4). Kina erkender altså og tager eksplicit afstand fra en historisk Anden udgjort
af ens tidligere Selv, der ses som ‘sort’ og ubæredygtig, og hvis adfærd ganske vist ledte til
økonomisk vækst, men med et stort klimafodspor og international kritik som sideresultat. Kinas
fremtidige udviklingsvej vil derfor løsrive sig fra dette tidligere Selv og indfri landets forpligtelser
som et stort udviklingsland.
5.4.2.1 Horisontal differentiering af det Globale Syd
I Figur 13 nedenfor fremgår de hyppigste nøgleord i tekststykker kodet som selvbeskrivelser som
specielt udviklingsland hos Kina, og her synes ord som ‘major’, ‘international’, ‘responsible’,
‘cooperation’, ‘south’, ‘support og ‘assistance’ netop at indikere, at Kinas selvbillede som stort land
ikke kun ses som en svaghed, men også som fordrende en særlig forpligtelse til som minimum at
sætte et indenlandsk ambitionsniveau uafhængigt af de udviklede lande samt hjælpe de svageste og
mest klimaudsatte stater med finansiel støtte, teknologioverførsler og videndeling.
Fra cirka 2012 synes der således i Kinas selvbeskrivelser som udviklingsland at indgå elementer,
der ikke afspejler en kollektivistisk identitet som et marginaliseret, svagt udviklingsland, men i
stigende grad som en stat, der—som resultat af sin størrelse og kapabiliteter—har en særlig rolle og
et principielt ansvar over for de mest udsatte stater i klimaregimet, og som kan bidrage substantielt
til den internationale klimaindsats. I vores stormagtskonstruktivistiske analyseramme synes det at
indikere en selvforståelse præget af en gryende stormagtsidentitet på klimaområdet.
82 | Analyse af Indiens og Kinas klimapolitiske statsidentiteter
Figur 13: Hyppigst forekommende ord i tekststykker kodet som ‘Specielt Udviklingsland’ for Kina
En tendens i denne sammenhæng er kinesiske referencer til Syd-Syd-samarbejde, der især bliver
fremherskende fra omkring 2012. Af Tabel 8 fremgår det, at Kina i stigende grad føler behov for at
fremhæve sin villighed til og indsats for at hjælpe de mindst udviklede lande i det Globale Syd, så
disse selv kan bidrage til bekæmpelsen af og tilpasningen til klimaforandringerne. Man fremhæver
for eksempel, at “China will take on international commitments (…). [China] will establish the
Fund for South-South Cooperation on Climate Change, providing assistance and support to other
developing countries, including the small island states, the least developed countries and African
countries.” (China’s INDC 2015: 18).
Tabel 8: Kinas gns. antal referencer til Syd-Syd samarbejde pr. kilde, 2004-2015
2004-2005
2006-2007
2008-2009
2010-2011
2012-2013
2014-2015
Gns. antal artikulationer af Syd-Syd samarbejde… 0.0 0.0 0.3 0.5 2.5 4.8
Denne tendens synes at understøtte argumentet om en langsom fragmentering af det Globale Syd
som omtalt i specialets litteraturgennemgang, idet den signalerer Kinas anerkendelse af en intern
horisontal differentiering af denne landegruppe. Ved både diskursivt og materielt at tilslutte sig
ideen om Syd-Syd samarbejde anerkender Kina, at det Globale Syd ikke længere er en homogen
størrelse. I stedet antyder man en opfattelse af, at der eksisterer to kvalitativt forskellige grupper
internt i det Globale Syd, og ved at italesætte sig selv som den finansierende og assisterende part i
countrieschina
climate
change
developingdevelopment
south
cooperation
internationalcountrydeveloped
national
sustainable
small
african
alsoleast
support
addressing
chinese
energy
island
major
address
among
circumstancescommunity
due
emissions
especially
promote
responsiblesecurity
strengthen
well
withinworld
achieve
actual
adaptation
assistance
basic
building
capabilities
capacity
carbon
continue
continues
contribution
economic
Analyse af Indiens og Kinas klimapolitiske statsidentiteter | 83
Syd-Syd samarbejdet artikulerer Kina sig selv i en privilegeret position. Det synes altså at være
tilfældet, at Kinas tilhørsfølelse til den kollektive identitet som almindeligt udviklingsland mister
vigtighed over tid til fordel for en øget selvidentifikation som et særligt og mere overlegent Selv.
Det understøttes desuden af en ny tendens i det kinesiske sprogbrug til at anvende termer, der typisk
ses af forskere som udtryk for en stormagtsselvforståelse (se f.eks. Forsby 2015: 261). Eksempelvis
begynder man at formulere sine ambitioner som “rejuvenating the country” og “strengthening the
nation” (China’s SNCCC 2012: 44; 47).
5.4.3 Kina som pro-social og skabende stormagt: Fælles indsats og fælles fordele
Skiftet synes også at kunne aflæses i flere nye diplomatiske begreber, som Kina begynder at betone
fra omkring 2009 og med særligt tryk fra omkring 2012. Særligt ideerne om win-win samarbejde og
fælles fordele (eng. mutual benefits) er bemærkelsesværdige. Tabel 9 viser det gennemsnitlige antal
benævnelser af disse begreber pr. kilde over perioden.
Tabel 9: Kinas gns. antal benævnelser af win-win samarbejde og fælles fordele, 2004-2015 2004-
2005 2006-2007
2008-2009
2010-2011
2012-2013
2014-2015
Gns. antal artikulationer af win-win samarbejde og fælles fordele 0.00 0.00 0.98 1.00 1.50 2.60
Eksempel: “We should (…) make our endeavour on climate change a win-win for both developed and developing countries and a win-win for both the interests of individual countries and (…) of humanity.”
Kilde: Udtalelse Hu 2009: 3 Denne stigning i betoning af ideer om win-win samarbejde og fælles fordele synes central i vores
stormagtskonstruktivistiske analyseramme, både fordi de viser en styrket kinesisk selvidentifikation
som pro-social klimamæssig stormagt, og idet de er koblet til en ny generel diplomatisk ide i Kina
om at etablere et bedre samarbejde med stormagten USA, som udenrigsminister Wang har udtrykt
således: “The most important outcome is that China and the United States agreed to build a new
model of major-country relations (…) [This] model include number one, “no conflict or
confrontation”, number two, “mutual respect” and number three, “win-win cooperation” (2013).
Konceptet fremhæves af eksperter som en indikation på en øget kinesisk tro på egen styrke og en
selvforståelse som stormagt,31 samt at man søger bekræftelse af sin stormagtsstatus fra netop USA:
31 Ordet for stort land er på kinesisk synonymt med ordet for stor magt, hvorfor det kan være svært at fastslå, om Kinas artikulation af major country reelt afspejler en selvforståelse som stormagt. Ordet, dàguó (大国),
84 | Analyse af Indiens og Kinas klimapolitiske statsidentiteter
“Embedded in the ‘New Type of Great Power Relations’ is [China’s] hope for an international
environment more conducive to its development. (…) At the same time, China wants to be viewed as
an equal. By using the term ‘Great Power’ to (…) refer to China and the United States, China aims
to elevate itself to a level playing field.” (Li og Xu 2014). Den stigende artikulation af win-win
samarbejde på klimaområdet kan derfor også ses som en indikator på en øget tendens hos Kina til at
se sig som en opstigende klimapolitisk stormagt. Samtidig indikerer det øgede fokus på at skabe et
klimaregime, der sikrer fælles fordele, at Kina i kontrast til Indien ikke fastholder en nulsums-
mentalitet gennem den analyserede periode, men begynder at opfatte det som muligt at indrette
klimaregimet, så det tilgodeser både udviklingslandenes og de udviklede landes ønsker – og at USA
og Kina har et ansvar for at facilitere et sådan regimeskifte. Dermed synes Kina også her at skifte
fra en først ret ufleksibel, dogmatisk rolleforståelse mellem Anneks 1- og Non-Anneks 1-grupperne
til en klart mere pragmatisk, pro-social position i tråd med en stormagtsidentitet.
5.4.3.1 Indre konflikt? Et mere Selvhævdende Kina
Samtidig er der dog også indikationer på, at Kina ikke er villig til passivt at acceptere de normer,
som traditionelt har dannet udgangspunkt for klimaregimets procedurer og virke. Kina begynder fra
2010 og løbende derefter at fremhæve et ønske om, at klimaregimet—foruden at fastholde den
differentierede ansvarsfordeling mellem udviklede lande og udviklingslande—også skal følge et
princip om at være partsdrevet (eng. party-driven). Ideen om en mere partsdrevet proces synes at
signalere et ønske om, at aftaler indgået ved forhandling i klimaregimet bør være fleksible og ikke-
bindende. I stedet for en juridisk-bindende top-down tilgang, hvor landes klimaløfter og handlinger
aftales ovenfra, ønsker man en mere bottom-up tilgang, hvor lande selv indmelder deres respektive
klimaløfter i overensstemmelse med egne forhold. Xi Jinping påpegede eksempelvis i sin tale ved
COP21, at “we should (…) accept harmony without uniformity, allowing individual countries to
seek their own solutions (…). It is imperative to respect differences among countries (…). A one-
size-fits-all approach must be avoided” (2015: 4). Således synes der for Kina at kunne observeres
en mere selvsikker tilgang til klimaregimets struktur og praksisnormer, hvor man i bytte for sin
øgede ansvarsvillighed ønsker mere selvdetermination i forhold til, hvordan man bidrager. Her
synes altså at kunne spores en vis indre konflikt for Kina mellem hensynet til økonomiske interesser
og ønsket om at fremstå ansvarsfuld, i tråd med vores stormagtskonstruktivistiske forventning.
bruges dog uden forskel i litteraturen og af kinesiske meningsdannere i engelsksprogede værker, og det synes derfor rimeligt at forstå ordet som den kinesiske pendant til det vestlige begreb om stormagt (Chase 2012).
Analyse af Indiens og Kinas klimapolitiske statsidentiteter | 85
5.5 Sammenligning af Indiens og Kinas klimapolitiske statsidentiteter Som analysen indtil videre har vist, er Indien fortsat i høj grad præget af en stærk følelse af
tilhørsforhold til en kollektiv identitet som udviklingsland, der på klimaområdet oversættes til Non-
Anneks 1-gruppen. Kina artikulerer ligeledes en følelse af tilhørsforhold til denne gruppe, men en
klar tendens synes at indikere, at den del af Kinas klimapolitiske statsidentitet bliver mindre salient
over tid—nærmere bestemt omkring 2012—og at ideen om Anneks 1-gruppen som den eneste
relevante, rivaliserende Signifikante Anden mister prominens, mens man i højere grad begynder at
identificere sig op imod USA. Figur 14 nedenfor angiver antal gange i datamaterialet, hvor Indien
og Kina eksplicit har nævnt henholdsvis USA32 og hinanden. Den viser, at Indien kun nævner USA
ganske få gange—1 gang før 2012 og 5 gange efter—hvorimod de nævner Kina 14 gange før 2012
og 16 gange efter. For Kina er billedet omvendt, idet de nævner USA 11 gange før 2012 og hele 26
gange efter, men kun Indien henholdsvis 1 og 3 gange før og efter 2012.
Figur 14: Eksplicitte benævnelser hos Indien hhv. Kina af USA og hinanden, 2004-2015
Det bekræfter billedet fra analysen hidtil, nemlig at mens der for Kina sker en udvikling imod en
øget tendens til at sammenligne sig selv med USA frem for med de udviklede lande som gruppe,
holder Indien fast i en selvforståelse som almindeligt udviklingsland, hvorfor det synes irrelevant at
sammenligne sig med den industrialiserede stormagt USA. Indien sammenligner sig derimod med
Kina, men selv her ser vi den stærke konstruktion af Selvet som inferiør. I Indiens anden Nationale
Kommunikation til UNFCCC (2012: 16) står f.eks.: “Despite this rapid economic growth, (…)
[the] country’s Human Development Index is only at 0.612 as compared to China (0.663) (…) The
Technology Achievement Index of India is 0.201, which is comparable to China”. Her ser man
tendensen til at fremhæve forskellen i de to landes udviklingsniveau, selvom man også kunne have 32 Her har vi adderet det antal gange, hvor hvert land nævner henholdsvis ‘United States’ og ‘U.S.’
0
5
10
15
20
25
Før 2012 Efter 2012 Før 2012 Efter 2012
Indien Kina
Benævnelser af USA
Benævnelser af Kina
Benævnelser af Indien
86 | Analyse af Indiens og Kinas klimapolitiske statsidentiteter
argumenteret for deres sammenlignelighed – forskellen på disse HDI-niveauer svarer til den mellem
eksempelvis Australien (0.933) og Østrig (0.881) eller Finland (0.879) i dag (UNDP 2014).
Som nævnt ser vi også tendensen i antal og indhold af selvartikulationer som normalt henholdsvis
specielt udviklingsland. Indien italesætter meget sjældent sig selv som et land, der adskiller sig fra
andre udviklingslande, og på en altid negativt associeret måde som et land, der som resultat af sin
store størrelse og befolkning er særligt sårbar over for klimaforandringer. Hos Kina kan man dog
især efter 2012 spore en gryende selvforståelse som et stort og ansvarligt land, der på trods af sit
relativt lave økonomiske udviklingsniveau er villig til at påtage sig en øget grad af forpligtelse for
det globale bedste på klimaområdet. Figur 15 sammenligner for heuristiske formål frekvensen af
selvbeskrivelser som normalt versus specielt udviklingsland for de to lande. Hvor de orange kurver
viser kontinuiteten i forholdet mellem sådanne selvbeskrivelser hos Indien, illustrerer de blå kurver,
at forholdet for Kina skifter imod et selvbillede som specielt udviklingsland fra omkring 2012.
Figur 15: Gns. antal selvbeskrivelser som normalt hhv. specielt udviklingsland hos Kina og Indien, 2004-2015
Ideen om et passende øget ansvar, der synes at opstå for Kina omkring 2012, men aldrig for Indien,
handler således om en øget villighed til i højere grad at agere på vegne af det internationalt bedste
frem for det individuelt bedste. Som specialets litteraturgennemgang tidligere har vist, har både
Indiens og Kinas klimaindsatser traditionelt været stærkt influeret af deres energibehov, og et oplagt
tjek af de resultater, vi mener at have fundet, er derfor at undersøge, om Kina faktisk synes at have
skiftet imod en øget betoning af det globale samfunds interesser på klimaområdet frem for ens egne
0
1
2
3
4
5
2004-2005 2006-2007 2008-2009 2010-2011 2012-2013 2014-2015
Gns
. ant
al an
vend
else
r af k
ode
Normalt - Kina Normalt - Indien Specielt - Kina Specielt - Indien
Analyse af Indiens og Kinas klimapolitiske statsidentiteter | 87
energiinteresser. Som operationalisering af dette viser Figur 16 ratioen mellem, hvor mange gange
hvert land nævner klimaforandringer (eng. climate change) henholdsvis energi (eng. energy) ud fra
et argument om, at det kan ses som en indikator for den vægt, det enkelte land lægger på løsningen
af internationale henholdsvis egne egoistiske udfordringer.33
Figur 16: Ratio mellem benævnelser af ‘climate change’ og ‘energy’ for Kina og Indien, 2004-2015
Figuren viser, at tendensen for Indien er at fremhæve landets energibehov og –interesser oftere end
den globale interesse i at løse klimaforandringsproblemet.34 I næsten alle år italesættes energi oftere
eller meget oftere end klimaforandringer, og der synes klart at kunne spores en tendens over tid til,
at denne tilbøjelighed faktisk styrkes, selvom forbehold skal tages for de ret store udsving. Et typisk
eksempel er at påpege, at “[a] number of steps are being initiated to develop renewable sources of
energy in a systematic manner. However, coal being abundant, cheap and locally available would
remain mainstay of the Indian energy system for energy security reasons.” (India’s INCCC 2004:
12). For Kina ser billedet anderledes ud. Selvom tendensen i starten af den undersøgte periode
(2004-06) og til dels indtil 2012 er sammenlignelig med Indiens i dens relative prioritering af egne
energibehov, sker der efter 2012 et skifte imod en øget inklination til at italesætte den internationale
udfordring med klimaforandringerne oftere end Kinas individuelle energiinteresser.
33 Figuren er lavet på baggrund af landenes nationale klimapolitiske dokumenter alene, da mange udtalelser ikke indeholder konkrete benævnelser af enten klimaforandringer eller energi, hvorfor det er meningsløst at forsøge at udregne ratioer til brug for sammenligningen ved inklusion af disse. 34 Det skal påpeges, at det er umuligt at drage konklusioner på baggrund af denne afkontekstualiserede form for frekvensanalyse alene, da fremhævninger af klimaforandringerne eller egne energibehov kan ske på vidt forskellige måder, hvilket figuren ikke tager højde for. Figuren kan derfor ikke stå alene, men vi mener, at den i lyset af den samlede indholdsanalyse bidrager til forståelsen.
0.4
0.6
0.8
1
1.2
1.4
1.6
2004-2006 2007-2009 2010-2012 2013-2015
Rat
io m
l. cl
imat
e cha
nge
og e
nerg
y
Kina
Indien
88 | Analyse af Indiens og Kinas klimapolitiske statsidentiteter
5.5.1 Delkonklusion: Indisk urokkelighed og kinesisk udvikling
Denne analyse har vist, at både Indiens og Kinas klimapolitiske statsidentiteter præges af en type-
og kollektiv identitet som udviklingsland. Det bekræfter litteraturgennemgangens primære indsigt.
For begge landes vedkommende artikuleres denne dog på en særligt klimapolitisk måde gennem en
lokaliseringsproces, hvor den internationale norm om bæredygtig udvikling gives mening og
internaliseres i indisk eller kinesisk kontekst via en sammenbinding med traditionelle ideer. I Indien
kobles normen især med ghandianske ideer om spirituel mådehold og balance mellem generationer
og mellem mennesker og natur, mens den i Kina forbindes med den konfucianske miljøetik og
ideen om harmoni mellem menneskehed og natur, hvilket resulterer i en aspiration om en økologisk
civilisation og moderat velstående samfund. For begges vedkommende ligger dog her også kimen
til en aversiv identitet, nemlig Vestens ubæredygtige udviklingsmodel, hvormed de udviklede lande
formuleres som en Signifikant Anden, der i både indisk og kinesisk optik menes at have skabt
klimaproblemet og derfor har ansvaret for at løse det.
For Indien gør billedet sig gældende i hele den undersøgte periode, og Indiens artikulationer må
siges at reproducere en rivaliseringskultur mellem Anneks 1- og Non-Anneks 1-landene og en
identitet, hvor Indien kontinuerligt synes at finde det tilstrækkeligt at forstå sig selv som intet mere
end et almindeligt—om end særligt principfast—medlem af det Globale Syd. Indien fastholder et
selvbillede som normalt udviklingsland og tilskriver ikke sin geografiske eller befolkningsmæssige
størrelse nogen substantiel betydning udover som en yderligere klimasårbarhedsskabende faktor.
Derfor sammenligner Indien sig sjældent med stormagten USA, og selv artikulationer af Kina sker
sådan, at det indiske Selv konstrueres inferiørt. Et selvbillede som afhængig kan således udledes,
hvor Indiens klimaindsats ses som både reelt afhængig af udviklede landes finansielle-teknologiske
støtte og principielt afhængig heraf, som følge af en stærkt dikotomisk opfattelse af de centrale
begreber i klimaregimet, herunder især CBDR og retfærdighed. Hos Indien kan ikke findes en
følelse af behov for at øge sin klimaindsats, da man principfast fastholder, at ens primære ansvar er
i forhold til ens egen befolkning, herunder specifikt at afskaffe økonomisk og energimæssig
fattigdom. Internationale forpligtelser opfattes således af Indien som upassende, med undtagelse af
en periode omkring 2009-11, hvor Miljøminister Ramesh syntes at udtrykke et vist skifte, som dog
tilsyneladende forsvinder igen efter hans degradering i Singh-administrationen. Dette synes altså at
bekræfte vores forventning om, at idet statsidentiteter består af kollektive og ikke subjektive ideer,
begrænser de statsrepræsentanternes ideationelle handlerum, hvormed en repræsentants forsøg på at
“challenge dominant ideas or think differently about foreign affairs can bring social and political
stigmatization” (Legro 2007: 162).
Analyse af Indiens og Kinas klimapolitiske statsidentiteter | 89
For Kina er billedet i første halvdel af den analyserede periode meget sammenligneligt med Indien,
men fra omkring 2012 synes en forandring at ske. De udviklede lande vedbliver at udgøre en central
Signifikant Anden, men Kinas relation til dem artikuleres noget mindre antagonistisk og mere
afbalanceret, og man begynder særligt at italesætte fælles interesser og gensidig læring. Samtidig
begynder der at opstå artikulationer af USA, som i stigende grad har positiv valens og indikerer, at
Kina begynder at se sig selv individualistisk som en stat, der meningsfuldt kan sammenlignes med
stormagten USA i international klimapolitik. I takt hermed falder tendensen til at opfatte sig selv
som almindeligt udviklingsland til fordel for selvbilleder som et særligt udviklingsland, der ganske
vist har øgede klimatilpasningsudfordringer som følge af sin størrelse, men som på grund af denne
størrelse også er forpligtet til—og implicit forstået i stand til—at påtage sig et særligt internationalt
pro-socialt ansvar for at løse klimaproblemet. Dette involverer både et styrket ambitionsniveau
nationalt, en mere konstruktiv tilgang til globale klimaforhandlinger og et ansvar for at assistere de
fattigste udviklingslande, hvor sidstnævnte baseres på hierarkisk differentiering af det Globale Syd
gennem ideen om Syd-Syd-samarbejde, hvor Kina artikulerer sig som særligt kapabel og ansvarlig.
Endelig ser vi dog også, at Kina kobler sin øgede villighed til at påtage sig et internationalt ansvar
med en mere selvhævdende ide om en deraf følgende ret til at kræve ændringer af regimet hen imod
en mere såkaldt partsdrevet model, hvor hver stat definerer sit klimabidrag til UNFCCC nationalt.
I tråd med specialets første arbejdshypotese synes der altså at være sket et identitetsmæssigt skifte
for Kina imod et mere stormagtspræget selvbillede, hvor Kinas styrkede kapabiliteter opfattes som
fordrende både en mere internationalt ansvarlig og en mere selvhævdende rolle i klimaregimet. Et
sådan skifte synes ikke at være sket for Indien.
Vores identificering af en sådan udvikling i Kinas klimapolitiske statsidentitet synes også at finde
støtte, når vores resultater sammenholdes med konklusioner draget af forskere, som har undersøgt
Kinas overordnede internationale identitet. Zeng og Breslin (2016) tilslutter sig eksempelvis det
overordnede mønster, vi finder. De konkluderer på baggrund af en analyse af perioden 1998-2015,
at der omkring samme tidspunkt som påpeget i dette speciale sker “a fundamental shift of China’s
evaluation of the power status of itself and others. (…) [There] is a range of understandings of the
country’s identity including rising power, world power, No. 2 power and superpower. Nevertheless,
we argue that there is a clear and broad consensus that China really is a Great Power.” (Ibid.:
793). I analysens anden del søger vi som nævnt at forklare dette skifte i identitet.
Analyse af årsager: Socialisering og afkræftede forventninger | 91
6 Analyse af årsager: Socialisering og afkræftede forventninger
Denne anden analysehalvdel undersøger som beskrevet specialets anden arbejdshypotese, der lyder:
H2: Hvis H1 er gyldig, er Kinas klimapolitiske statsidentitet blevet påvirket af socialisering fra
de øvrige stormagter i det internationale klimaregime og/eller af uventede og negative
konsekvenser af landets forhenværende klimaideer, hvorimod det ikke er tilfældet for Indien.
For at undersøge, om Kinas ændrede klimapolitiske statsidentitet bør ses som et delvist resultat af
socialisering fra de øvrige stormagter, og hvorvidt socialiseringsdynamikker også har været på spil i
Indiens tilfælde, lader vi os som udførligt beskrevet i metodeafsnittet inspirere af den af Johnston
anbefalede fire-trins operationaliseringsmåde. Det udgør den første, og primære, del af denne anden
halvdel af den samlede analyse. Derefter afdækker vi, om forklaringen på Kinas ændrede identitet
og klimaindsats samt Indiens mangel på samme endvidere til dels kan findes i en kollision mellem
de kollektive forventninger (og adfærdsformer), som Kinas tidligere klimapolitiske identitet skabte,
og de materielle eller sociale konsekvenser, som disse faktisk afstedkom. Begge analyser tager som
beskrevet form som kongruensanalyser, hvori vi sammenligner de hypotetisk-teoretisk forventede
observerbare implikationer med faktiske empiriske observationer.
6.1 Socialisering som årsag til Kinas identitetsforandring Som beskrevet forventer vi at finde belæg for de følgende fire kriterier, hvis socialiseringsforsøg fra
de øvrige stormagter bærer en del af forklaringen på Kinas identitetsforandring og Indiens mangel
på samme. For det første forventer vi, at det såkaldte sociale miljø omkring de internationale
klimaforhandlinger sandsynliggør socialisering i form af enten social indflydelse eller overtalelse.
For det andet forventer vi, at Kinas identitetsskifte og Indiens manglende ditto faktisk kan forklares
som (for Kina) en succesfuld socialiseringsproces og (for Indien) et forfejlet eller manglende forsøg
på socialisering. For det tredje forventer vi, at vi kan finde belæg for, at Kinas klimaindsats reelt er
ændret på en måde konsistent med identitetsskiftet, mens Indiens i højere grad er uændret. For det
fjerde forventer vi endelig, at Kinas mere pro-sociale klimaindsats ikke kan forklares alternativt
som et resultat af materielle sidebelønninger fra andre stater (Johnston 2007: 32). Vi analyserer i det
følgende disse kriterier punkt for punkt.
92 | Analyse af årsager: Socialisering og afkræftede forventninger
6.1.1 Trin 1: Sandsynliggørelse af socialisering – Det sociale miljø i klimaregimet
Som beskrevet i specialets metodeafsnit mener vi at kunne undersøge, om det sociale miljø omkring
staternes interaktion på klimaområdet overhovedet er befordrende for overtalelse og/eller social
indflydelse ved at se på medlemsantallet i UNFCCC-regimet, dets dominerende beslutningsregler,
UNFCCC’s generelle mandat samt autonomien hos de af staterne udsendte repræsentanter i
klimaforhandlingssammenhæng.
Antallet af parter i UNFCCC er i dag 197 inklusiv den Europæiske Union. Der er således tale om, at
omtrent samtlige stater i det internationale samfund deltager i det globale klimaregime og i dets
begivenheder såsom de årlige COP-møder. Dette høje antal medlemmer taler i vores optik for, at
omstændighederne for social indflydelse er bedre end for overtalelse, fordi den mulige effekt af
social kritik eller ros af et givet lands klimaindsats er betydelig. I UNFCCC-sammenhæng kan et
land altså risikere isolering fra store dele af det internationale samfund, hvis dets klimaindsats ses
som utilstrækkelig – eller det kan opnå ros fra hele dette samfund, hvis det formår at positionere sig
som klimamæssigt ambitiøs. Derimod er muligheden for oprigtig overtalelse og norminternalisering
suboptimal, fordi det store antal medlemmer gør det usandsynligt, at den enkelte stat vil identificere
sig med gruppen som helhed. Generelt vil det gøre staten mindre modtagelig for modargumenter
(ibid.: 31).
UNFCCC’s beslutningsregler tegner imidlertid et mindre entydigt billede af den forventelige
socialiseringstype end medlemsantallet. UNFCCC’s procedureregler angiver således at: “The
Parties shall make every effort to reach agreement on all matters of substance by consensus. If all
efforts to reach consensus have been exhausted and no agreement has been reached, the decision
shall (…) be taken by a two-thirds majority vote of the Parties present and voting” (1996: 12).
Klimaregimets dominerende beslutningsregler som deduceret fra UNFCCC’s procedurer er altså
baseret på en ambition om konsensusafgørelser, hvilket øger sandsynligheden for, at socialisering
kan finde sted som reel overtalelse, fordi konsensusbeslutninger kræver deliberation, mere fleksibel
evaluering af informationer og argumenter samt en overordnet mere kompromissøgende tilgang.
Imidlertid fastslår procedurereglerne samtidig, at selvom målet er konsensus, så skal beslutninger
træffes ved kvalificeret flertal, hvis konsensus ikke kan nås. Det betyder, at staternes stemmeadfærd
i sådanne tilfælde føres til protokol, hvilket betyder, at staterne kan vurdere hinandens adfærd og
konsistens over tid. Det muliggør offentlig kritik eller ros af hinandens adfærd og indsatser, hvilket
er befordrende for social indflydelse som socialiseringsdynamik (Johnston 2007: 94). Det er altså
usikkert, om beslutningsreglerne i UNFCCC taler mest for overtalelse eller social indflydelse som
Analyse af årsager: Socialisering og afkræftede forventninger | 93
mest oplagt dynamik, såfremt Kinas ændrede klimapolitiske statsidentitet og klimaindsats skyldes
socialisering.
Det samme gør sig i et vist omfang gældende for UNFCCC’s generelle mandat. I de tilfælde, hvor
konsensus er muligt at opnå, synes modus operandi delvis at minde om deliberation, der som nævnt
primært taler for overtalelse som socialiseringsdynamik. Under COP21 i Paris enedes staterne
eksempelvis om en målsætning om at holde den globale temperaturstigning på under to grader
celsius i forhold til det præindustrielle niveau, hvilket syntes at være sket gennem et forløb, der i alt
fald mindede om kompromisorienteret, oplyst diskussion (Appunn og Egenter 2015). Alligevel må
klimaregimets forsamlinger primært karakteriseres som ganske hårde forhandlinger, hvor staterne
på grund af procedurereglerne har mulighed for at modsætte sig forslag, de er uenige i, og hvor
blandt andet klimapolitikkens klare kobling til økonomisk politik gør staterne optagede af at undgå
regler eller bestemmelser, der kompromitterer deres individuelle interesser. Dette ses eksempelvis i
reglen om, at “decisions on matters of substance shall be taken by consensus, except that decisions
on financial matters shall be taken by a two-thirds majority vote.” (UNFCCC 1996: 12). På
økonomispørgsmål har staterne således ikke været villige til at overlade afgørelsen til den mere
usikre konsensusbestemmelse, hvilket nok bør ses i lyset af regimets svage definition af konsensus,
som bekymrer staterne. Vihma skriver eksempelvis, at “decision-making in the COPs exists in a
legal vacuum. (…) [There] is no crystal clear definition of consensus. The mainstream opinion (…)
would have it that consensus is denoted by the Chair’s perception that there is no stated objection.”
(2011b: 4).35 UNFCCC’s mandat tager altså mest form som forhandling, hvilket taler for social
indflydelse som den mest sandsynlige socialiseringsdynamik.
Det er ligeledes tilfældet for graden af autonomi hos de udsendte repræsentanter for Kina og Indien.
For begges vedkommende er autonomien hos udsendte forhandlere lav, hvilket gør sandsynligheden
for social indflydelse større end for overtalelse, da disse agenter så primært blot repræsenterer
principalens position og derfor overfører social kritik eller ros tilbage til statsledelsen. Klarest er det
hos Kina, idet kinesiske forhandlere i internationale klimaforhandlinger typisk øjensynligt har haft
meget lav autonomi. I Paris deltog Kinas øverste leder, Xi Jinping, for første gang selv, men det var
aldrig tilfældet inden 2012, som jo er omtrent det tidspunkt, hvor vi synes at se et identitetsskifte
hos Kina. I stedet sendte man repræsentanter uden frihed til at rykke sig fra ledelsens befalinger.
Dette sås eksempelvis under COP15, hvor udsendte premier Wen Jiabaos forhandlingsrum var
begrænset af strenge ordrer: “Wen had not been granted the authority to make decisions at the 35 Faktisk er UNFCCC’s procedureregler aldrig formelt vedtaget. De opererer dog alligevel de facto, hvorfor vi stadig finder dem relevante. Se Vihma 2011b.
94 | Analyse af årsager: Socialisering og afkræftede forventninger
meeting. Rather than being embarrassed by his lack of mandate, he chose to stay away. (The
Chinese official who replaced him protested that he too couldn’t make any decisions—because his
cell-phone battery had run out.)” (Foroohar 2010).
Autonomien hos Indiens udsendte forhandlere er umiddelbart sværere at fastslå, men også her må
empirien siges at pege i retning af en lav grad af uafhængighed. Eksempelvis fortæller den ledende
forhandler i den tyske delegation til UNFCCC, at “I would say that India (…), their agenda is set
by the national agenda, (…) I remember at the COP in Durban and the time before—I would say
three or four years until Durban—the Indian delegation was very active in the negotiations on the
technical but also on the political level (…). But then the years after that, my sense is that they were
a little bit more quiet than before, and I'm not sure if that was due to the national circumstances…”
(AN1 2016: 1). Det tyder på, at de indiske klimaforhandleres autonomi er bundet til deres nationale
diktater, og at deres forhandlingsrum i de internationale forhandlinger er bundet af, hvorvidt disse
diktater stemmer overens med den globale stemning under en given forhandling. Hvis de indiske
forhandlere havde høj autonomi, ville vi forvente, at de blev opfattet som omtrent lige aktive i de
forskellige forhandlinger, da der i Indien er stor konsistens i, hvem der har været udsendt. Det tegn
på lav autonomi ses også i en udmelding fra den tidligere minister på området, Ramesh: “The
negotiators negotiate from a political brief. The negotiators are not autonomous of the political
leadership.” (Sharma 2015). Endelig ses det i det faktum, at Ramesh som topforhandler selv som
nævnt blev forflyttet, fordi han fik kritik for at være mere fleksibel i forhandlingerne, end han havde
mandat til (Torney 2015: 172; Sethi 2010; Dasgupta 2014).
Opsummerende må det sociale miljø omkring de globale klimaforhandlinger altså siges at være
befordrende for socialisering i form af både overtalelse og social indflydelse. Overtalelse er en
mulig socialiseringsdynamik, idet UNFCCC’s procedureregler vægter konsensusafgørelser ret højt,
hvilket øger behovet for deliberation og kompromissøgen. Alligevel synes social indflydelse at
være den mest sandsynlige socialiseringsdynamik. Dette skyldes det høje medlemstal, UNFCCC’s
primære forhandlingsmandat og afstemning som officielt sidste udvej ved uenighed og endelig den
lave grad af autonomi hos de kinesiske og indiske forhandlere. Tilsammen øger det den potentielle
effekt af social kritik eller ros, muliggør vurdering og kritik af hinandens klimaindsats og gør social
kritik og ros til noget, der udveksles mellem staterne per se frem for mellem deres forhandlere.
Analyse af årsager: Socialisering og afkræftede forventninger | 95
6.1.2 Trin 2: Påvisning af socialisering – Overtalelse eller social indflydelse?
Efter at have sandsynliggjort tilstedeværelsen af socialisering i det globale klimaregime ser vi nu
på, hvorvidt der faktisk kan påvises en socialiseringsproces i form af enten overtalelse eller social
indflydelse som årsag til Kinas identitetsskifte, og en fejslagen eller manglende socialisering som
årsag til Indiens manglende ditto. Som analysen nedenfor vil demonstrere, er udviklingen i Kinas
klimapolitiske statsidentitet hen imod en mere stormagtspræget selvforståelse en udvikling til en
identitet, som langt mere end tidligere afspejler de normer, som klimaregimets normledere har
advokeret for længe, og meget tyder på, at en socialiseringsproces har fundet sted.
6.1.2.1 Forsøg på socialisering
Det ser vi blandt andet ved at sammenligne Kinas nye artikulerede selvbillede med de normer på
klimaområdet, som europæiske lande har forsvaret over for lande som Indien og Kina. Der hersker
udbredt enighed om, at de europæiske lande selv har internaliseret normen om, at de globale
klimaforandringer fordrer en meget ambitiøs global politisk løsning, og at de nu forsøger at agere
normledere ved at udbrede denne ambition internationalt til andre stater (Zwolski og Kaunert 2011;
se også Finnemore og Sikkink 1998). Dette er en opfattelse, der klart genfindes i vores empiri. Den
franske UNFCCC-forhandler beskriver eksempelvis EU som “carrying the voice of ambition” ved
de internationale klimaforhandlinger, og forhandleren for det mindre europæiske land beretter, at
“we have worked really hard in the progressive alliance (…) and helped to really develop the
thinking behind how such a deal could be put together to be ambitious.” (ED 2016: 4; AN2 2016:
14). Det er tydeligt, at EU ser sig selv i en normledende rolle, hvis mission det er at bringe regimet
videre og sikre, at både egne og andres klimaindsatser er ambitiøse nok.
Samtidig betyder den selvtildelte rolle, at Kinas og Indiens klimaindsatser hverken nu eller tidligere
opfattes som acceptable af EU. Den tyske topforhandler fortæller, at “both India and China are not
the easiest partners”, og at Indiens argument om fattigdom er “correct on the one hand but on the
other they kind of neglect that they have a growing middle class (…), and they overestimate,
because they think it’s in their interest of course, (…) the aspect of poverty eradication and neglect
the other national developments.” (AN1 2016: 1; 5). Forhandleren for det mindre EU-land siger
endnu mere eksplicit om de to landes indsats, at “we do not think it is sufficient.” (AN2 2016: 6).
Der har således længe været et klart ønske i EU om en mere ambitiøs klimaindsats fra Kinas og
Indiens side på trods af deres udviklingsudfordringer, og der er klare indikationer på europæiske
socialiseringsforsøg rettet mod begge lande. På tværs af vores interviews med de vestlige
forhandlere fremstår det som en central europæisk ambition at overbevise kineserne og inderne om
nødvendigheden i, at de øger deres indsats. Den europæiske strategi beskrives eksempelvis som at
96 | Analyse af årsager: Socialisering og afkræftede forventninger
“emphasize that we as industrialized countries recognize our historical responsibility (…), but we
can’t solve this problem unless everyone contributes. (…) And that also means that we should
interpret this principle of common but differentiated responsibility in a dynamic way and not this
binary division. I think that is the overall narrative we have towards them.” (Ibid.: 8). EU forsøger
altså at overbevise Kina og Indien om behovet for en fortolkning af CBDR-princippet, som i stedet
for at opdele stater i udviklingslande og udviklede lande opdeler dem mere dynamisk og tildeler
opstigende økonomier som Indien og Kina en større rolle og ansvar end fattigere og mindre lande.
Et interessant fund er her, at selvom man efter denne ide om dynamisk differentiering faktisk ser et
større ansvar for Kina end Indien—på grund af landets relativt højere udviklingsniveau—tilgår man
begge meget ensartet i forhandlinger: “[We] of course don’t expect the same of India as we expect
of China. But in the negotiation game (…), you have these categories in your head. There are the
Least Developed Countries, the Island States, and then there are the large emerging economies.”
(Ibid.: 2). Den tyske forhandler siger ligeledes om EU’s tilgang til Indien, at “because both have
rising emissions and a huge population (…) we approach them comparing them with China all the
time” (AN1 2016: 1). I forhandlinger argumenterer man altså—delvist taktisk—for, at både Kina og
Indien bør tage et ‘større ansvar’, men er privat af den holdning, at Kina bør tage mest ansvar. Det
giver sig også udslag i konkrete samarbejder, gennem hvilke man håber at fremme mere ambitiøse
indsatser fra de to lande. Både Torney (2015: 150) og Afionis og Bailey (2012: 67) observerer et
“appreciable mismatch in the attention paid by the EU to India compared to China”, der også kan
spores i vores egne interviews. Den tyske forhandler beskriver eksempelvis, at man overlader meget
af samspillet med Indien til Storbritannien, mens majoriteten af EU-landene—og fællesorganet i
form af EU-Kommissionen—koncentrerer sig om Kina: “[On] the European level we tried to have
a kind of division of labour, for instance the UK was one of those partners where it was very
apparent to offer them to cooperate very closely with India and for us it was more China, but also
the Commission would do a lot with China, and so we also tried to play with different roles.” (AN1,
2016: 6). I de europæiske overtalelsesforsøg synes der altså at være en vis kontrast mellem tale og
handling, specifikt mellem en uniform europæisk argumentation over for Kina og Indien, men en
mere differentieret socialiseringsadfærd over for dem. Mere herom senere.
Foruden overtalelsesforsøget synes EU også at anvende offentligt, socialt pres i forsøget på at
socialisere Kina og Indien til at styrke klimaindsatsen. I 2007 kritiserede en britisk topforhandler
eksempelvis Indien og Kina for utilstrækkelige mål: “They are talking about climate change but
doing very little in reality” (Watts og Ramesh 2007), og Sveriges statsminister udtalte, at “[the] EU
is not enough to make a change. We need to make (…) China, India and other countries commit
Analyse af årsager: Socialisering og afkræftede forventninger | 97
themselves to actions." (Hurriyet 2007; Reinfeldt 2009). En central del af EU’s forsøg på at
socialisere Kina og Indien handler altså om at få deres accept af en internationalt forpligtende
aftale. Dette så man også efter den i europæisk perspektiv forfejlede COP15, hvor den britiske
premierminister Brown og andre kritiserede, eller shamede, Kina for at blokere et ambitiøst resultat:
“Never again should we let a global deal to move towards a greener future be held ransom by only
a handful of countries.” (Vidal 2009).
På trods af disse konkrete eksempler på shaming synes brugen af socialt pres dog primært at ske
gennem trusler, hvor de europæiske lande opfordrer Kina og Indien til at øge deres ambitionsniveau
for at undgå shaming: “If we can’t agree on something, and if you [Kina eller Indien, red.] are the
ones blocking, then it would look really bad in the eyes of the world and ultimately in the eyes of
your own citizens. Everyone has a basic interest in looking constructive, and of course one uses
that.” (AN2 2016: 10). Vihma (2011: 75) pointerer ligeledes, at EU’s udøvelse af socialt pres på
Kina og Indien hovedsageligt sker gennem uofficielle trusler i margenerne ved større internationale
møder. I den kontekst agerer de europæiske lande i forening for at øge deres indflydelsesmuligheder
over for eksempelvis Kina og Indien, hvilket den franske forhandler bekræfter: “[It] is really
important for us to be represented by the EU, because it really gives the EU the status of big player
in the climate negotiations (…) with other big countries.” (ED 2016: 4). EU-Kommissionens
præsident Juncker har formuleret flere af disse pointer ret koncist: “Our intention is to cut emission
by 40% compared with 1990, and I would strongly welcome China to take on (…) commitments to
have the same ambition (…). Climate change is an important matter for the entire human kind, and
both China and Europe have to bear particular responsibility” (Bendavid 2015). Her ser vi både,
hvordan de europæiske lande agerer i fællesskab for at kunne påberåbe sig en form for
stormagtsstatus, der tillader dem at sammenligne sig med eksempelvis Kina. Vi ser også EU’s
ambition om at få de opstigende økonomier til at påtage sig internationalt bindende forpligtelser, og
endelig ser vi også her tendensen til i højere grad at anerkende Kina som ny stormagt end Indien,
selvom man officielt afkræver dem samme ansvar.
EU forsøger altså gennem både overtalelse og social indflydelse at socialisere Kina og Indien til at
øge deres klimaindsatser, og aggregerer sine indsatser for at opnå en art stormagtsstatus. Om denne
dobbelte strategi er bevidst eller udtryk for EU’s egen internalisering af normen om klimaambition
eller behov for at konstruere et unikt europæisk Selv er svært at fastslå, men heller ikke et primært
spørgsmål for os (se også Adler-Nissen 2014).
Vi ser ligeledes indikationer på socialiseringsforsøg rettet mod Kina og Indien fra USA, som dog
primært synes at have benyttet sig af social indflydelse som socialiseringsdynamik i alt fald inden
98 | Analyse af årsager: Socialisering og afkræftede forventninger
2012. Dette er sket både implicit via krav om ækvivalens i USA's, Indiens og Kinas klimaindsatser
og eksplicit i argumentationer om, at (opstigende) stormagter har et øget internationalt ansvar også
på klimaområdet.
Det implicitte aspekt ses eksempelvis i, at USA står uden for Kyoto-protokollen, netop fordi Kina
og Indien gør (Harris 2012: 77). Præsident Bush udtalte f.eks., at USA tager klimaforandringerne
alvorligt, men er imod “the Kyoto Protocol because it exempts (…) major population centers such
as China and India, from compliance, and would cause serious harm to the U.S. economy” (2001).
Ved at betinge sin egen indsats på disse to landes konstruerer USA en social ophøjelse af dem til en
art klimamæssig stormagtsstatus. Det sker dog i et negativt lys, da ingen af dem—i alt fald indtil for
nylig—har levet op til sit særlige sociale ansvar som stormagt. USA udviser samtidig præcis den
stormagtsadfærd som vi ville forvente, ved at være bevidst om et særligt ansvar for stormagter, men
samtidig ekstremt fokuseret på at fastholde sit eget høje niveau på de materielle stormagtskriterier.
Det eksplicitte aspekt ses i, at USA også udtrykkeligt artikulerer en ide om et særligt ansvar for
stormagter. Her ses dog i tråd med tilfældet for EU en privilegering af Kina. USA’s handelsminister
Locke sagde eksempelvis i 2009, at “[as] the two biggest emitters of carbon dioxide, the United
States and China have a special responsibility to take action.” (Xinhua News Agency 2009),
udenrigsminister Clinton brugte samme udtryk to år senere (BBC 2011), og præsident Obama sagde
i 2014, at “[as] the world’s two largest economies, energy consumers and emitters of greenhouse
gases, we have a special responsibility to lead the global effort against climate change.” (Hoye og
Yan 2014). Det er desuden interessant, at Obama nævner størrelsen på de to landes økonomier før
størrelsen på deres reelle udledninger, fordi det kan ses som en konstruktion af et særligt ansvar
som følgende direkte af deres absolutte størrelse snarere end af deres konkrete klimapåvirkning.
Fra såvel EU’s som USA's side har man således forsøgt at socialisere både Kina og Indien til at tage
et større klimaansvar. Der er endda indikationer på, at man har koordineret indsatsen (European
Parlament 2009). Meget tyder imidlertid på, at man har fokuseret mest på og diskursivt privilegeret
Kina, mens opmærksomheden rettet mod Indien har været mindre og mere sporadisk. Dertil synes
der at være visse nuanceforskelle i indholdet af socialiseringsforsøgene fra henholdsvis Europa og
USA. Hvor de europæiske lande har forsøgt at socialisere Kina og Indien til mere ‘substantielt’
ambitiøse og internationalt forpligtende klimaindsatser, har USA mest fokuseret på nødvendigheden
af, at Kina og Indien tager et øget internationalt ansvar, men uden samme grad af eksplicitering af,
hvordan det præcist skal indfries. Endvidere synes det amerikanske socialiseringsforsøg primært at
have taget form af social indflydelse, mens EU synes at have forsøgt både social indflydelse og reel
overtalelse.
Analyse af årsager: Socialisering og afkræftede forventninger | 99
6.1.2.2 Resultater af socialiseringsforsøgene
Ser man dog på de øjensynlige resultater af disse socialiseringsforsøg, virker det til, at udviklingen
i Kinas klimapolitiske statsidentitet og klimaindsats fortrinsvis skyldes social indflydelse som
effektfuld socialiseringsdynamik, mens manglen på indisk udvikling som forventet synes at have at
gøre med et mislykket socialiseringsforsøg. Rationalet for, at social indflydelse og ikke overtalelse
har udgjort socialiseringsdynamikken i det kinesiske tilfælde hviler på to hovedobservationer.
For det første synes det at kunne udledes i Kinas egne forsøg på at begrebsliggøre behovet for at
skifte klimaposition. I den første analysedel viste vi, at Kina efter cirka 2012 begynder at italesætte
behovet for at indfri en “important obligation of a responsible big power” eller en “international
obligation as a responsible major country.” Fremhævningen af et internationalt ansvar antyder, at
Kina hovedsageligt ser et behov for at ændre sin klimaindsats, fordi det internationale samfund
kræver det, mere end fordi Kina selv ser det som substantielt nødvendigt og rigtigt. Kina har altså
konstateret et øget internationalt pres i takt med sin økonomiske opstigning, og det tyder på, at dette
pres i stigende omfang er blevet set som passende, ikke primært fordi man pludselig internaliserer
normen om den intrinsiske værdi og nødvendighed i at øge klimaindsatsen, men fordi man i stadigt
stigende grad selvidentificerer sig som stormagt og anerkender disses særlige ansvar. Det ser vi
eksempelvis i et argument om, at “[as] international consensus on addressing climate change
continues to deepen and China’s strength increases, China is faced with a new situation regarding
the climate change issue.” (China’s WPPACC 2013: 3). Det er i synet på Kina som en opstigende
stormagt både i det internationale samfund og nu også i Kina selv, at et skifte er sket, hvilket sætter
Kina i en situation, hvor et øget internationalt ansvar i form af en styrket klimaindsats er nødvendig.
Det er ikke primært et skifte i Kinas ‘private’ syn på behovet for en ambitiøs klimaindsats.
Som støtte til denne observation kan også fremhæves Kinas egne definitioner af, hvad skiftet i deres
klimaindsats primært handler om. Typiske beskrivelser centrerer her om, at Kina nu i højere grad
forsøger at “actively participate in international negotiations in tackling climate change, exhibiting
responsibilities of a major country” (China’s NPCC 2014: 3). Et andet eksempel er nedenstående,
hvor det i et interaktionistisk perspektiv er centralt at bemærke, hvilken vægt Kina lægger på at
spille en passende rolle for at blive set internationalt som havende den status, man identificerer sig
med: “China's international standing has been fully raised. (…) We have acted as a responsible
major power and played an important leadership role in enhancing global cooperation on climate
change.” (Wang 2015).
Disse kinesiske beskrivelser af Kinas klimapolitiske skifte passer med konklusionen i specialets
første analysedel om et kinesisk identitetsskifte hen imod en øget selvforståelse som stormagt også
100 | Analyse af årsager: Socialisering og afkræftede forventninger
på klimaområdet, og de stemmer ligeledes overens med et idealtypisk billede af social indflydelse
som en proces, hvor en stat udvikler en ny selvkategorisering, der “may be internalized enough
such that certain behaviors are considered appropriate for its social category. When its behavior is
perceived (…) to be inconsistent with this self-categorization and runs into (...) opprobrium, the
actor changes its behavior because of cognitive discomfort from inconsistency with or the violation
of the norms of behavior appropriate to its identity.” (Johnston 2007: 76). Der er således i vores
interviews klare indikationer på, at Kina tidligere ikke tog kritikken fra det internationale samfund
til sig, men i takt med sin nye selvforståelse følte sig ramt af denne kritik og derfor styrkede sin
klimaindsats: “I think they for a long time perceived how they are perceived as a bit unfair. I think
this still exists (…), but I think they are also (...) trying to shift how they themselves are perceived by
the rest of the international community. And I think already it is shown (...) that you don't have as
heavy a China-criticism as you had (...) because of what they have been doing” (LS 2016: 4).
Skiftet på klimaområdet var dermed et forsøg på at udvise konstruktivitet over for især USA, som
man havde svært ved at vise på andre områder såsom demokratisering eller menneskerettigheder:
“If you look at U.S.-China relations, (…) it’s purely human rights, South China Sea, a lot of very
difficult issues that they cannot make much progress on. (…) [They] wanted to send a point that
they can make some breaks too, and that was climate change.” (Ibid.: 2).
For det andet peger meget på, at overtalelse kan afvises som socialiseringsdynamikken i Kinas
tilfælde. Johnston fremhæver, at den primære forskel mellem overtalelse og social indflydelse er, at
mens social indflydelse defineres ved offentlig normkonformitet men uden privat accept, defineres
overtalelse ved offentlig normkonformitet med privat accept (2007: 80).
Havde Kinas forbedrede klimaindsats været udtryk for overtalelse, ville vi derfor forvente, at deres
grad af konstruktivitet og fleksibilitet var ens på tværs af alle forhandlingsniveauer, da de i så fald
ville have internaliseret normen om klimaambition og derfor oprigtigt ønsket at implementere den
fuldt ud både nationalt og globalt. Det synes imidlertid ikke at være tilfældet.
I flere interviews med de vestlige repræsentanter fremhæves således, at Kina ofte har en markant
mere konstruktiv fremtoning og adfærd i forhandlinger på politisk niveau end på det lavere såkaldt
tekniske niveau. Eksempelvis siger forhandleren for det mindre europæiske land, at “[another]
thing we have experienced with China is that sometimes … but this may also be strategy from their
side … that they are more of a hardliner on the officials level than on the ministerial level” (AN2
2016: 12). Samme mønster beskrives af forhandleren for den tyske UNFCCC-delegation: “[When]
you look at the technical level (...), and when you look at the political level, there is quite a
difference. Because on the technical level, they are very hard many times (...). And there they have
Analyse af årsager: Socialisering og afkræftede forventninger | 101
no problem also to expose themselves with very conservative positions (...). But when you look at
the political level, (...) they were much more open, and for instance (...) indicated on the political
level—and that's also a huge difference from the technical level—that they see also obligations for
themselves in a climate treaty” (AN1 2016: 1-2). Disse udtalelser antyder stærkt, at Kina finder det
centralt at fremstå ambitiøs på klimapolitikken og er parat til at foretage de nødvendige politiske
indrømmelser for at opnå dette, men—når det kommer til stykket—er markant mindre villig til at
finde de tekniske og implementeringsmæssige kompromiser, der er krævet for reel gennemførelse.
Graden af privat accept synes altså så lav, at vi mener at kunne udelukke, at normativ overtalelse er
den bedst understøttede måde at forklare den socialiseringsproces, Kina har gennemgået.
For Indien er der, som allerede nævnt, ikke tale om manglende socialiseringsforsøg, for både EU og
USA har forsøgt at socialisere også Indien til at påtage sig større klimaansvar. I stedet synes det at
være tilfældet, at Indien har afvist disse socialiseringsforsøg. I 2015 sagde premierminister Modi
f.eks. at “I am surprised that the world is scolding us (...). Those who have destroyed the climate
are asking questions to us.(…) [India is] not answerable to the world.” (Indian Express 2015).
Samme billede træder frem i vores interviews. De vestlige landes kritik har ikke medført en indisk
genovervejelse af sin klimaindsats, fordi kritikken ses som fejlplaceret: “I don't think India ever felt
pressurised because of those criticisms, and that was because of India’s conviction on the principle
of historical responsibility combined with the overriding priority for poverty eradication.” (MS
2016: 5).
Tværtimod synes kritikken at have afstedkommet en øget indisk betoning af principper såsom
CBDR og historisk ansvar. I denne kontekst fremstår det helt centralt, at Indien har kunnet fortolke
de grundlæggende normer i regimet anderledes end de såkaldte normledere i Europa (Harris 2012:
81). Regimets parter er aldrig blevet enige om tolkningen af så vigtige ideer som differentiering af
statsansvar: “ [Differentiation] (...) is a well established principle. But it's operational aspect varied
considerably from agreement to agreement. (…) What has happened in the case of climate change
is that (...) the principle remains, but its operational interpretation has been modified.” (MS 2016:
6). Klimaregimets manglende evne til at skabe konsensus om indholdet i normen om, at staters
passende klimaindsats er differentieret efter deres udviklingsniveau og historiske udledninger kan
altså ses som et eksempel på normtvetydighed eller polysemi. Hvor EU og USA advokerer for en
dynamisk CBDR-fortolkning, taler Indien for en statisk eller dikotomisk tolkning af normen, hvilket
muliggøres af dens intrinsiske uklarhed. Samtidig gør disse modsatrettede fortolkninger det muligt
for de enkelte stater at reproducere deres egne selvbilleder ved at definere sig selv gennem deres
fortolkning af de centrale normer i regimet. Hvor EU forstår sig selv som “the voice of ambition”,
102 | Analyse af årsager: Socialisering og afkræftede forventninger
er den dikotomiske fortolkning af CBDR med til at konstruere en indisk selvforståelse som “the
voice of principle” (ND 2016: 6), som vi også fandt i analysens første del. På den måde bidrager
polysemien i klimaregimets normative grundlag til denne robuste rolleforståelse i Indien, og var
således også medvirkende til, at Kina kunne fastholde en lignende position i mange år.
Endvidere fremstår Indiens evne til at modstå socialiseringsforsøgene som et klart eksempel på, at
“international shaming is not likely to have the desired effects (norm compliance) unless the moral
authority of the stigmatizer is accepted” (Adler-Nissen 2014: 171). Det ser vi i Modis citat ovenfor
og i vores interviews, hvor en af Indien-eksperterne blandt andet påpeger, at “there is a level of
hypocrisy there that reinforces the sense in India that many industrialised countries aren’t serious
about this” (ND 2016: 6). USA's ofte vævende position og især manglende ratifikation af Kyoto-
protokollen synes særligt vigtigt, men også de senere års amerikanske forpligtelser på klimaområdet
ses af Indien som uambitiøse, og som at USA har “gotten away with a relatively light pledge”
(ibid.). Selv EU-landenes indsats opfattes som utilstrækkelig i forhold til deres historiske ansvar.
Indien anerkender altså ikke de udviklede landes moralske autoritet på klimaområdet, fordi man
ikke mener, at de selv lever op til normerne. Vestens artikulerede klimanormer ses således af Indien
som præskriptive, men ikke deskriptive, hvorfor man kan retfærdiggøre at afvise dem.
Kombinationen af klimanormernes tvetydighed og Vestens lave normative autoritet gør, at Indien er
uimodtagelig for det sociale pres fra Vesten, fordi dette pres ses som en bekræftelse af den indiske
selvforståelse som udviklingsland og mistroen til Vestens underliggende motiver. Derfor ser man
med stolthed snarere end skam på sin evne til at modsætte sig Vesten, og socialiseringsforsøgene
synes derfor faktisk at tjene til at reproducere Indiens klimapolitiske statsidentitet og adfærd mere
end til at fordre en ændring.
Indien opfatter altså ganske enkelt ikke sig selv med samme ansvar som Kina, da man ikke ser sig
selv som havende samme rolle som Kina. Specifikt ser Indien ikke sig selv som en klimastormagt:
“[The] rest of the world looks at India as a major player in this whole arena, India looks at itself as
a five percent player.” (ibid.: 3). Selvom Indien kun overgås af USA og Kina i samlede udledninger
(Torney 2015: 4), ser man ikke dette som udtryk for en klimamæssig stormagtsrolle, men betoner
tværtimod, at man endnu ikke er på niveau med disse to lande. Når EU og USA afkræver Indien et
ansvar, som om Indien er en klimamæssig stormagt, opfatter man det derfor som misforstået, og
meget peger i den sammenhæng på, at det har at gøre med EU og USA's ageren over for Indien.
Vi har allerede berørt, hvordan Vesten officielt afkræver Kina og Indien det samme ansvar som
opstigende stormagter, men at man i sin diskurs og reelle tilnærmelser har privilegeret Kina, mens
opmærksomheden på Indien har været sekundær. Dette synes at have haft konsekvenser for
Analyse af årsager: Socialisering og afkræftede forventninger | 103
socialiseringsforsøget rettet mod Indien, idet Indien i høj grad synes at afvise argumentet om et
særligt indisk stormagtsansvar, fordi man ikke føler sig anerkendt og behandlet som stormagt. Både
Torney (2015: 145) og Afionis og Bailey (2012: 67) påpeger, hvordan kontrasten mellem det store
klimaansvar, EU afkræver af Indien, og den forsømmelige adfærd, man faktisk har haft over for
dem, har medvirket til Indiens uvillighed til at styrke sin klimaindsats. Begge påpeger endvidere, at
Indien ser klimapolitikken som indlejret i mere generelle forhold, hvoraf det for vores speciale især
synes vigtigt, at begge pointerer EU’s manglende imødekommelse af det indiske ønske om et
permanent medlemskab af FN’s Sikkerhedsråd. Præcis det forhold betones nemlig også i vores
interviews (MS 2016: 5), og en del af forklaringen på det fejlslagne socialiseringsforsøg mod Indien
synes derfor at være, at man har afkrævet Indien ansvar som en stormagt uden at give Indien den
sociale anerkendelse og de privilegier, som stormagtsstatus normalt berettiger. Derfor identificerer
Indien sig endnu ikke tilstrækkeligt som stormagt til at se et klimamæssigt stormagtsansvar som
passende—i kontrast til Kina, der i sin interaktion med Vesten i markant højere grad synes at være
blevet anerkendt og behandlet som stormagt. Dermed illustrerer situationen, at stormagtsstatus er en
social identitet, der konstrueres i interaktionen mellem stater og ikke kan eksistere, hvis den ikke
anerkendes af andre i såvel tale som handling. Figur 17 illustrerer de to socialiseringsprocesser.
Figur 17: Socialiseringsprocessen for henholdsvis Kina og Indien
Frit tilpasset efter Johnston 2007: 18.
6.1.3 Trin 3: Et faktisk kinesisk adfærdsskifte?
Efter at have påvist tilstedeværelsen af en tilsyneladende succesfuld socialisering af Kina i form af
social indflydelse og et mislykket forsøg på socialisering af Indien, vil vi nu afdække, om empirien
Social (normativ) struktur
Socialt miljø: Primært UNFCCC
Socialiseringsforsøg fra EU og USA
Kina
Succesfuld socialisering i form af social indflydelse sfa.
selvidentifikation som stormagt
Styrket klimaindsats
Social (normativ) struktur
Socialt miljø: Primært UNFCCC
Socialiseringsforsøg fra EU og USA
Indien
Mislykket socialisering sfa. manglende selvidentifikation og
anerkendelse som stormagt
Uændret klimaindsats
104 | Analyse af årsager: Socialisering og afkræftede forventninger
tillige er kongruent med, at Kinas klimaindsats også har ændret sig konsistent med identitetsskiftet,
og hvorvidt Indiens reelt synes uændret. Som forklaret i metodekapitlet fokuserer vi på to faktorer i
denne analyse; graden af hvert lands villighed til at acceptere internationale forpligtigelser og de
Relevante Andres opfattelse af deres respektive klimaindsats.
6.1.3.1 Grad af forpligtelsesvillighed
Fra 2004 til omkring 2009 var Kinas villighed til at acceptere internationale klimaforpligtelser reelt
ikkeeksisterende. For det første meldte man i perioden kun få konkrete CO2-reducerende initiativer
ud internationalt.36 For det andet var Kina konsekvent afvisende over for enhver form for juridisk-
bindende international aftale, der ville kunne pålægge Kina reduktionsmål, ligesom man var stærkt
afvisende over for internationale transparens- eller sanktionsmekanismer, hvormed staterne ville
kunne udveksle information og afhjælpe potentiel free-riding. I opløbet til COP15 i 2009 synes der
dog at påbegyndes en gradvis opblødning, idet Kina nu udmeldte en frivillig forpligtelse om at
reducere sin kulstofintensitet med 40-45% fra 2005-niveauet (Lewis 2011). Det er imidlertid først
nogle år senere, at adfærdsskiftet synes at tage en mere robust form, ved at man gradvis begynder at
udvide sine egne klimaforpligtelser og samtidig i handling synes at acceptere et større ansvar over
for det internationale samfund. Det ses særligt i offentliggørelsen af en række fælles præsidentielle
erklæringer med USA begyndende i 2014, hvor Kina for første gang forpligtede sig til et såkaldt
absolut mål i form af en målsætning om at nå et maksimum for landets årlige CO2-udledninger
senest i 2030, og at 20% af Kinas primære energiproduktion skal bestå af fornybare energikilder før
2030 (The White House 2014). Selvom disse erklæringer ikke har juridisk-bindende karakter, synes
de at udtrykke en gensidig anerkendelse mellem Kina og USA af et behov for at forpligte sig over
for såvel hinanden som det øvrige internationale samfund i forhold til håndteringen af de globale
klimaforandringer. Udmeldingerne må således siges at have en socialt bindende karakter for begge,
da man ved at udmelde konkrete målsætninger til et internationalt publikum frivilligt øger risikoen
for social kritik og statustab, hvis det erklærede ambitionsniveau ikke indfries.
Udmeldingerne lagde også tonen for Kinas intenderede klimabidrag (INDC) til Paris-aftalen i 2015,
hvor man bekræftede energistrukturmålsætningen og målet om et absolut peak-year, og dertil øgede
sin ambition om at sænke kulstofintensiteten til nu 60-65% under 2005-niveau samt tilføjede et
yderligere mål om at øge sit skovareal med 21,6 mio. hektarer frem mod 2030 (Kinas INDC 2015:
5). Det skal pointeres, at Paris-aftalen hverken fastsætter et forhandlet top-down mål, som forpligter
36 Desuden tog tiltagene primært form som mindre administrative og juridiske indgreb med det formål at omstrukturere energiproduktionen for at optimere energisikkerheden. Der var få konkrete målsætninger og tidsrammer. Se f.eks. Heggelund 2007.
Analyse af årsager: Socialisering og afkræftede forventninger | 105
Kina juridisk eller indeholder en mekanisme, som kan bruges til at sanktionere Kina, hvis ikke man
indfrier sine klimaløfter, men der synes at kunne spores en klart større villighed til at styrke sine
internationale forpligtelser. Som påpeget medfører dette en øget risiko for international kritik og
isolation, hvis Kina skulle unddrage sig disse tilsagn, så fra tidligere at afvise behovet for kinesiske
løfter, synes man mere villig til at tillade en international granskning af sin klimaindsats. Den
tendens påpeges også i vores interviews: “China didn’t have international commitments before
Copenhagen (...), in Copenhagen you see [China] commit to an energy intensity reduction (…). And
in Paris, in the INDC, they submitted a peaking year (...) so from no international commitments to
more easy and flexible international commitments to more robust international commitments” (RS
2016: 3).
Et sammenligneligt niveau af villighed til at påtage sig internationale forpligtigelser synes ikke at
være sket hos Indien, der i sin INDC kun indvilliger i en kontinuation af den frivillige målsætning
om at sænke den indiske kulstofintensitet med 33-35% inden 2030. Det er kun en svag forbedring,
siden Ramesh i 2009 tilkendegav et mål om at reducere kulstofintensiteten med 20-25% før 2020
netop som reaktion på Kinas udmelding om at reducere med 40-45% (Yardley 2009; Plucinska
2015). Siden er der ikke sket signifikante hævninger af ambitionsniveauet i Indien, og i forbindelse
med USA og Kinas fælles udmeldinger pointerede Modi også, at Indien ikke følte socialt pres for at
annoncere tilsvarende nye CO2-udledningsinitiativer: “It’s my feeling that the agreement, that has
just been concluded between the United States and China, does not impose any pressure on us”
(Sharma 2015b). Indien afviser således fortsat at påtage sig nogen absolut klimaforpligtelse uagtet
Kinas tilsagn.
6.1.3.2 Relevante Andres opfattelse
Ser vi på udviklingen i de Relevante Andres opfattelser af Kinas og Indiens klimaindsatser over
analyseperioden, er mønstret en smule mere uklart, om end der kan spores et gradvist skifte til
fordel for mere positive opfattelser af Kinas klimaindsats efter 2012-2013.
Frem til i hvert fald 2009 må det formodes på baggrund af socialiseringsforsøgene fra EU og USA,
at de vestlige stormagter opfattede begge landes klimaindsatser som utilstrækkelige og med
omfattende rum for forbedring. For USA's vedkommende kan det som nævnt ses direkte i senatets
vedtagelse af den såkaldte Byrd-Hagel resolution og Bush-regeringens følgende tilbagetrækning fra
Kyotoprotokollen i 2001: “[The] United States should not be a signatory to any protocol to, or
other agreement regarding, the United Nations Framework Convention on Climate Change of
1992, (…) unless the protocol or other agreement also mandates new specific scheduled
106 | Analyse af årsager: Socialisering og afkræftede forventninger
commitments to limit or reduce greenhouse gas emissions for Developing Country Parties within
the same compliance period” (US 105th Congress 1997; Blanchard 2007).
EU’s opfattelse i første halvdel af perioden synes ligeledes at være, at både Kina og Indien kunne
gøre mere, men i modsætning til USA's mere uforsonlige og betingende strategi var EU's mere
rettet mod at involvere og via dialog overtale Kina og Indien til at øge deres klimaindsatser (Torney
2015: 107). I 2007 skal Tysklands kansler Merkel ved et besøg have opfordret Kina til at gøre mere
for at bremse klimaforandringerne, og Frankrigs præsident Sarkozy udtalte i en tale i Kina samme
år, at “I ask China to join us in a new global contract (…). We must absolutely find a way as
industrialised, emerging and developing countries working together to divide greenhouse emissions
in half by 2050 (…) China can and must play its full part.” (Al Jazeera 2007; Hepher 2007). Den
britiske udenrigsminister og topforhandler skal også året forinden have advokeret for en styrkelse af
Indiens klimaindsats (BBC 2006).
Opfattelsen af Kinas og Indiens klimatiltag som utilstrækkelige og det negative syn på deres ageren
i globale forhandlinger synes at kulminere ved COP15 i 2009, hvor begge blev udråbt som de
primære spoilere, der forhindrede en ambitiøs aftale. En øjenvidneberetning beskriver, hvordan de
kinesiske forhandlere agerede blokerende og passivt gennem forhandlingsforløbet og—bakket op af
Indiens forhandlere—i forhandlingernes døende minutter saboterede USA og EU’s forsøg på at nå
et kompromis (Lynas 2009). Et lignende billede tegnes i Der Spiegel, som kom i besiddelse af en
lydoptagelse fra topmødet, hvor forhandlingerne syntes at bryde sammen. Fra optagelsen får man
eksempelvis indblik i, hvordan den franske præsident Sarkozy udbryder: “With all due respect to
China (…) we have pledged to reduce greenhouse gas emissions by 80 percent (…), and in return,
China, which will soon be the biggest economic power in the world, says to world: Commitments
apply to you, but not to us (…). This is utterly unacceptable!” (Rapp et al. 2010). EU’s opfattelse af
Kinas og Indiens adfærd synes altså ikke at være ændret i 2009.
Det amerikanske syn på Kina og Indiens klimaindsats i 2009 er imidlertid en smule mere tvetydigt,
da USA deltog i udarbejdelsen af den udskældte København-aftale og derfor selv blev genstand for
kritik (Sachs 2009). Ved COP15 indikerede USA's topforhandler Stern dog en fortsat opfattelse af
Kina og Indien som nogen, der forsøgte at undslippe deres ansvar: “[There] is no way to solve this
problem by giving the major developing countries a pass (…). We are not talking about the same
kind of need for action from the vast majority of developing countries, but from the major ones. It is
essential that they step forward” (US State Department 2009). Den amerikanske opfattelse af Kinas
og Indiens klimaindsatser og forhandlingsadfærd bør derfor ses som overvejende negativ, selvom
de endte med at afslutte forhandlingerne med en form for aftale. I et efterfølgende interview udtalte
Analyse af årsager: Socialisering og afkræftede forventninger | 107
Obama også blandede følelser omkring forhandlingerne, fordi “at a point where there was about to
be a complete breakdown and the prime minister of India was heading to the airport and the
Chinese representatives were essentially skipping negotiations, (...) we were able to at least agree
to non-legally binding targets for all countries – (…) also for China and India” (Lehrer 2009).
Selvom USA altså heller ikke opfattede Kinas og Indiens klimaindsatser som tilstrækkelige på det
kritiske tidspunkt i 2009, synes billedet en smule mere tvetydigt end i EU, hvilket kan have at gøre
med USA's eget dårlige ry på området, der har hæmmet muligheden for at udtale kritik af andre.
På et tidspunkt efter 2009—og i hvert fald fra cirka 2013—synes der imidlertid at indtræffe en
ændring i de Relevante Andres opfattelse af Kinas klimaindsats imod det mere positive. Fra USA's
side kommer det primært til udtryk i den øgede bilaterale dialog og de fælles erklæringer med Kina:
“Over the past three years, climate change has become a pillar of the U.S.-China relationship (…).
[With] their joint announcement of ambitious climate actions President Barack Obama and
President Xi Jinping sought to lead by example (…). In Paris, the United States and China (…)
played a critical role in crafting a historic ambitious global climate change agreement” (The White
House 2016). Selvom den første fælleserklæring offentliggjordes i 2014, havde drøftelserne mellem
de to lande pågået siden i alt fald 2013 (LS 2016: 1; Footer 2014), hvilket antyder, at USA allerede
da havde ændret sit syn på Kinas ambitionsniveau. Det bekræftede udenrigsminister Kerry implicit
efter COP21, da han påpegede vigtigheden af Kinas mere konstruktive tilgang for opnåelsen af
Paris-aftalen, men ikke nævnte Indien som en vigtig faktor: “I think (...) the most important steps
were (…) the meetings we had early on, the initiative we undertook with China, fundamentally
calculated in 2013 (…). [Because] we got together and it became serious as a result for a lot of
countries, and because you had a developing country and somebody who had been leading the
efforts against us in Copenhagen, that opened up the door.” (US State Department 2015). Kinas
konstruktive tilgang ved COP21 ses også i, at kinesiske forhandlere ifølge vestlige embedsmænd
løste en afgørende kontrovers mellem USA og et antal udviklingslande i forhandlingernes sidste
minutter (King 2015). Det tegner et billede, som positionerer Kina i en diametralt anderledes rolle
end under COP15.
Fra EU’s side ser vi samme mønster, om end billedet fremstår lidt mere blandet sammenholdt med
USA’s opfattelse. I vores interviews med europæiske embedsfolk tæt på forhandlingerne kan man
observere en udbredt opfattelse af, at Kina sammenlignet med Indien virkelig synes at være blevet
mere konstruktive og imødekommende i forhandlingerne. Repræsentanten fra det lille europæiske
land beskriver, at Kina og Indiens positioner tidligere var mere ens, men at landene i de senere år
108 | Analyse af årsager: Socialisering og afkræftede forventninger
har bevæget sig væk fra hinanden: “China goes through much more effort to be seen as someone
who does a lot, someone who is ambitious, is responsible and doing their part. Despite their being a
developing country, they do a lot to mitigate their emissions. India on the other hand is more like
“we cannot do very much, since we aren’t getting the financing, technology transfer and capacity
building from the industrialized countries” (AN2 2016: 1). Den franske forhandler påpeger også, at
Kina er blevet mere proaktiv i forhold til at skabe alliancer med andre lande, og at det eksempelvis
bidrog til at nå en aftale i Paris: “[Speaking] of the negotiations in general (…) China was more
proactive and more willing to go to more ambitious landing grounds [end Indien, red.] (…) and
helped also more to find a compromise in Paris.” (ED 2016: 5). Endelig understreger også den
tyske topforhandler, at selvom hverken Kina eller Indien er lette partnere, “I would say that India
as such, they are more complicated than China if I would compare the two.” (AN1 2016: 1). Den
tyske forhandler tilkendegiver endda en opfattelse af, at Indiens forhandlingstilgang er skiftet i en
negativ retning i de senere år fra en i alt fald marginalt mere aktiv og åben periode til en højere grad
af passivitet. Ramesh fremhæves ikke overraskende som frontfiguren for den mere åbne periode:
“When Ramesh was minister, the whole approach was more constructive, and he was more open
and innovative towards new ideas (…). But then after he was gone and looking at the ministers
after him, the position hardened, and it was less open, less innovative (…). In Paris I haven’t seen
India being very active (…). There I would think more of China than of India.” (Ibid.).
Selvom Kinas indsats således opfattes som forbedret, er den europæiske opfattelse dog som nævnt
fortsat, at hverken Kinas eller Indiens indsats er fuldt tilstrækkelig. Topforhandleren for den tyske
delegation tilkendegiver eksempelvis om Kinas INDC, at “there are some parts of the Chinese
INDC which are positive but there are also parts (…) which are absolutely not sufficient and should
be improved”, og ligeledes om Indiens, at “there were parts which were really ambitious, (…) but
there were other parts that really were unambitious (…). [It] was a very mixed picture.” (Ibid.: 5).
EU positionerer sig således fortsat som normleder og ‘ambitionens stemme’ og ser derfor blandet
på udviklingen af både Kinas og Indiens indsatser, men der træder alligevel et klart billede frem af,
at Kina i den europæiske opfattelse spiller en mere aktiv, konstruktiv og faciliterende rolle i globale
forhandlinger sammenlignet både med tidligere og med Indien i dag.
Denne opfattelse hos de Relevante Andre synes ikke ubegrundet, når man eksempelvis ser på et af
de tydeligste signaler, som en stat kan sende om sit eget klimamæssige ambitionsniveau. Figur 18
nedenfor viser således antallet af udsendinge fra henholdsvis Kina og Indien til hver enkelt COP i
perioden 2004-2015, udarbejdet på baggrund af data indhentet fra UNFCCC.
Analyse af årsager: Socialisering og afkræftede forventninger | 109
Figur 18: Størrelsen på hhv. Kinas og Indiens delegationer ved COP’er i perioden 2004-2015
Af figuren ses det, at Kinas og Indiens delegationsstørrelser følger hinanden ganske tæt under de
forskellige klimaforhandlinger frem til 2009.37 Inden da sender begge lande typisk mellem 20 og 40
deltagere. Ved COP15 stiger størrelsen på både Kina og Indiens delegationer imidlertid stærkt, men
Kinas i langt højere grad end Indiens. Herefter falder størrelsen på de indiske delegationer til deres
oprindelige niveau indtil COP21 i 2015, hvorimod de kinesiske delegationer vedbliver at ligge på et
markant højere niveau end tidligere. Begge eksploderer reelt ved COP21. Sammenlignet internt har
begge landes delegationer altså deres maksimumstørrelser ved henholdsvis COP15 og COP21,
hvilket sandsynligvis kan forklares som et resultat af den særlige betydning, som disse konferencer
havde for klimaforhandlingsprocessens udvikling. Mere bemærkelsesværdigt er det dog, at Kinas
tilstedeværelse selv ved mindre betydningsfulde forhandlinger er markant større efter 2009 end før,
hvilket kan antyde, at klimaforhandlingerne er blevet en mere salient begivenhed for Kina, og at
man finder det vigtigere at signalere sin løsningsorienterethed og prioritering af den multilaterale
proces. Det støttes også af, at Kina ved COP21 for første gang sendte sin øverste leder, Xi Jinping,
hvor man i 2009 kun sendte sin premierminister, Wen Jiabao, der kun anses for nummer to i den
kinesiske magtrækkefølge (Chen & Zhong 2005).
37* De manglende data for COP12 i 2006 skyldes manglende deltagerregistre. Vi har anmodet UNFCCC’s Sekretariat om listerne, men ifølge sekretariatet er de gået tabt.
0
50
100
150
200
250
300A
ntal
uds
endt
e de
ltage
re
Kina
Indien
110 | Analyse af årsager: Socialisering og afkræftede forventninger
En udvikling magen til den kinesiske kan ikke spores hos Indien, og anomalien ved COP21 kan
måske forklares med den særlige betydning, som netop den COP blev italesat som havende (Green
2014) – i hvert fald var Kinas delegation stadig her markant større end Indiens. Mere herom senere.
Opsummerende synes der i overensstemmelse med vores forventning at kunne observeres et reelt
skifte i Kinas klimapolitiske adfærd gennem den undersøgte periode, hvorimod empirien for Indiens
vedkommende ikke indikerer nogen egentlige ændringer i landets klimaindsats. Der var ganske vist
en kort periode under Ramesh, hvor Indien for første gang forpligtede sig til at nedbringe sin
kulstofintensitet og også blev opfattet af de Relevante Andre som en mere konstruktiv medspiller i
forhandlingerne, men denne periode synes som tidligere bemærket stærkt knyttet til Ramesh’
ministerperiode. Siden er kulstofintensitetsmålet ikke blevet markant styrket, da man fortsat afviser
et absolut reduktionsmål, og Indiens forhandlingsparter i Vesten giver ikke udtryk for at se en øget
indisk kompromisvillighed—snarere tværtimod. En evaluering af Indiens klimapolitik har for nylig
foretaget nogenlunde samme konklusion ved blandt andet at påpege, at udviklingen i Indiens
klimaindsats er paradoksal, idet den indeholder flere modsatrettede ambitioner om eksempelvis at
øge både anvendelsen af kul og solenergi, og da Indien stadig agerer moraliserende og ufleksibelt i
forhandlingerne (UNFCCC 2015). Både vores og andres resultater peger altså på, at Indiens indsats
er ret uændret, og at landets klimapolitik stadig primært defineres af landets energipolitik. En af de
interviewede indiske eksperter formulerer det som at “in some ways India is substantially doing
some pretty big things. (…) [But] those things are driven again by a sense that India has a serious
energy problem, they are not necessarily driven by climate” (ND 2016: 3).
Kina synes derimod at have ændret sin klimaindsats på et tidspunkt efter 2009 og fremstår nu
betragteligt mere villig til at påtage sig omfattende klimaforpligtelser og et ansvar for at sikre, at
klimaforhandlingerne gør fremskridt. Ligeledes er der over tid sket en udvikling imod en mere
positiv opfattelse af Kinas klimaindsats fra de Relevante Andre, især USA. Den konklusion synes
også at finde støtte i en nylig evaluering, hvor det blandt andet bemærkes, at “Back in 2006, (…)
China was kind of invisible. It did not really play an active role in the climate negotiations proces
(…). Now we see things have changed amazingly, not only the fact that U.S. and China are now
acting shoulder to shoulder, acting in concert. But also the Chinese approach is now much more
constructive, and (…) China is now internationally undeniably a leader in this” (UNFCCC 2015).
Tabel 10 opsummerer udviklingen i Kinas og Indiens klimaindsatser over analyseperioden.
Analyse af årsager: Socialisering og afkræftede forventninger | 111
Tabel 10: Udviklinger i Kinas og Indiens klimaindsatser, 2004-2015 Kina Indien
Grad af forpligtelsesvillighed
Absolutte målsætninger Markant opjustering af karbonintensitetsreduktionsmål fra 2005-niveau, fra 40-45% til 60-65% inden 2030
Ingen absolutte målsætninger Mindre opjustering af karbonintensitetsreduktionsmål fra 2005-niveau, 33-35% inden 2030
Generelle opfattelse fra Relevante Andre
Gradvist skifte begyndende fra 2012-2013 imod mere konstruktivitet
Momentvist udsving i 2009-2011, herefter tilbagevenden til oprindelig position
Signalering af klimaambitioner gennem
delegationsstørrelser
Markant større efter 2009-2010 Stabilt, dog med anomali i 2015
Om end vores resultater er i overensstemmelse med denne opsummering, skal det fremhæves, at
Kina ikke synes blot at have tilpasset sig den adfærd, som særligt de europæiske, traditionelle
normledere har efterlyst. Selvom man med mere ambitiøse løfter på klimaområdet og det absolutte
mål om at nå sit udledningsmaksimum inden 2030 frivilligt har åbnet døren for mere fremtidig
international kritik, tager disse klimaforpligtelser stadig netop kun form som frivillige målsætninger
og ikke juridisk-bindende forpligtelser, der vil kunne sanktioneres ved manglende indfrielse. Det
har ellers altid været forhåbningen hos de europæiske lande: “[We] as Europeans for instance
preferred, for many years, a regime with more top-down features, more like the Kyoto-Protocol.
That was not very probable to happen in the end.” (AN1 2016: 3). Derimod synes Kina gennem de
fælles erklæringer med USA at have bidraget til en de facto ændring af regimets funktionelle
struktur imod en mere ‘minilateralistisk’ form, hvori disse to stormagter sammen sætter rammerne
og ambitionsniveauet for de multilaterale forhandlinger. En interviewperson påpeger eksempelvis,
at “the joint statements have always been timed before key or important international moments. So,
that very much shows you that those statements are intentionally made to guide the international
community. (…) I think to some extent it is fair to say that the Paris Agreement was unlocked by the
G2. (…) [It] is indeed a multilateral negotiation (…) but I do think at the end of the day, if you look
back, it is to a large extent a G2-created model” (LS 2016: 3-4). Samtidig ses en vis urolighed i EU
over denne udvikling, da man opfatter det som manglende anerkendelse af EU som klimapolitisk
stormagt, hvilket kan underminere EU's historisk markante indflydelse på området: “What we (…)
feared was whether China and the U.S. would join forces in setting an unambitious agenda in the
climate negotiations. (…) [There] has definitely been an anxiety that the EU would be sidelined (...)
and that’s how it is with negotiations with the big countries versus the EU, which in a way is a
112 | Analyse af årsager: Socialisering og afkræftede forventninger
great power, and sometimes isn’t.” (AN2 2016: 13-14). Alligevel har man tilsyneladende følt sig
presset til at acceptere regimets formændring, da “[no] responsible Great Power wanted to be left
out of the newly emerged climate consensus.” (Falkner, under udgivelse: 12).
Dermed synes Kinas adfærd på flere måder at have ændret sig i overensstemmelse med en mere
udpræget stormagtsidentitet. Man har påtaget sig det øgede klimaansvar, som var påkrævet af de
Relevante Andre for at blive anerkendt med denne identitet, men det er ikke foregået gennem en
envejsproces, hvor Kina blot er socialiseret til at acceptere de traditionelle normlederes forståelse af
indholdet af dette ansvar. I stedet synes man at have indledt en slags social forhandlingsproces med
særligt USA om, hvad indholdet af identiteten og rollen som stormagt indebærer på klimaområdet,
hvor man øjensynligt har opnået en vis enighed om en mere ‘balanceret’ hensyntagen til både
klimamæssige fællesinteresser og økonomiske interesser, end hvad EU og andre ‘klimaprogressive’
stater ønskede, samt om at nedtone betydningen af f.eks. overholdelse af menneskerettigheder for
indfrielse af stormagtsansvar.38 I overensstemmelse med identifikationen i indholdsanalysen af et
kinesisk ønske om at skabe et klimaregime med et mere bottom-up-drevet princip er de to
stormagter enedes om en struktur, der “allows some countries to cross categories when it deems fit
as China has done by pledging a peaking-year for its emissions” (Dubash 2015). Heri ligger
endvidere måske en forklaring på den markant større indiske delegation ved COP21, da denne
regimeændring hen imod en model, der udvander den dikotomiske ansvarsfordeling, og hvor man
kan ‘skifte kategori’ og påtage sig større ansvar når muligt, lægger et større implicit pres på Indien
for at følge i Kinas fodspor. Ifølge begge indiske klimaeksperter betyder det, at “India has lost
ground.” (MS 2016: 6; ND 2016: 8). I det lys giver det mening, at Indien sendte ualmindeligt
mange forhandlere til COP21 for netop at undgå denne regimeændring, hvormed anomalien faktisk
kan ses som en stadfæstelse af den robuste indiske position snarere end varslende et skifte i denne.
6.1.4 Trin 4: Fravær af materielle sidebelønninger
Socialiseringsanalysens sidste trin jf. Johnstons operationalisering er at sandsynliggøre empirisk, at
Kinas mere pro-sociale klimaindsats og Indiens mangel herpå ikke er forklarligt udelukkende med
henvisning til materielle sidebelønninger, da det vil bringe tvivl om socialiseringsforklaringen. Som
nævnt argumenterer vi dog for, at Johnstons formulering af kriteriet er unødvendigt indskrænkende,
da han sætter krav om helt at kunne udelukke, at materielle sidebelønninger har været tilstede. Dette
kan kritiseres for utilsigtet a priori at privilegere en materialistisk-rationalistisk forklaringsmodel
38 Se Brittingham (2007: 103) for en lignende pointe om, at ‘ansvarlig’ international adfærd nu i højere grad end tidligere synes at kunne overflødiggøre behovet for demokratisk styreform.
Analyse af årsager: Socialisering og afkræftede forventninger | 113
over en social, da man med denne logik skulle afvise socialiseringsforklaringen selv efter at have
påvist dens tilstedeværelse, såfremt man blot også kunne observere tilstedeværelsen af materielle
sidebelønninger. I stedet har vi ændret dette sidste trin til et krav om at kunne afvise, at materielle
sidebelønninger udgør en fuld forklaring på Kinas adfærdsskifte, hvilket reelt allerede er opnået ved
i det foregående at have påvist tilstedeværelsen af socialisering. Dertil er der dog et antal yderligere
argumenter for, at materielle sidebelønninger ikke udgør en egentlig udfordring af vores argument.
Som beskrevet i specialets indledning sker der materielle overførsler fra de udviklede lande til både
Kina og Indien igennem primært Kyoto-protokollens CDM-fleksibilitetsmekanisme, hvor udviklede
lande delvist kan indfri deres reduktionsmål ved at oprette og overføre midler til fælles bæredygtige
energiprojekter i udviklingslande.39 Kina og Indien har begge været store modtagere af disse midler,
men hvis disse materielle belønninger var forklaringen på Kinas skifte i klimaindsats, burde vi have
set en anden tidsmæssig sekvens end den, der har fundet sted. Kina begyndte således allerede at
modtage midler gennem fleksibilitetsmekanismen i 2001, og på det tidspunkt synes der som påvist
ikke at være sket noget adfærdsskifte i Kina. Hvis årsagen til adfærdsændringen havde været disse
midler, burde vi ikke først have set skiftet indtræffe over et årti senere.
Dertil kommer, at Indien som nævnt også har været stor aftager af CDM-midler siden 2004, men
uden at deres klimaindsats synes at være ændret til følge. I en rationalistisk forklaringsmodel giver
det ikke mening, selv hvis Kinas adfærdsskifte kunne sammenkædes med disse midler. Endelig kan
det argument fremføres, at CDM-midler—eller andre midler udvekslet i regi af UNFCCC—slet
ikke bør ses som sidebelønninger, hvis de er bundet til konkrete klimatiltag, som tilfældet er med
CDM. Midlerne administreres i så fald i fællesskab med de udviklede lande, og Kina og Indien har
ikke fuld kontrol over midlernes anvendelse eller nogen egentlig fordel af dem udover i relation til
deres klimaindsats. Derved adskiller disse midler sig fundamentalt fra typiske sidebelønninger som
f.eks. udviklingsbistand tildelt på betingelse af modtagerlandets afholdelse af demokratiske valg.
CDM-midler er i modsætning hertil en del af et lands klimaindsats snarere end noget adskilt herfra.
6.2 Afkræftede kollektive forventninger som yderligere årsag til Kinas skifte I denne sidste del af analysen undersøger vi, om en yderligere del af forklaringen på Kinas ændrede
klimapolitiske statsidentitet og klimaindsats også skyldes en negativ kollision mellem de kollektive
forventninger og adfærdsformer, som Kinas tidligere selvforståelse foranledigede, og de materielle
eller sociale konsekvenser, som de faktisk afstedkom. Som nævnt går vi nu mere induktivt frem og
39 Der kunne potentielt findes andre materielle sidebelønninger, men vi har ikke fundet tegn herpå. Desuden fremstår det uklart, hvorfor sådan yderligere belønning skulle gøre sig gældende for Kina, men ikke Indien.
114 | Analyse af årsager: Socialisering og afkræftede forventninger
afdækker, om enten specifikke chok eller trinvist negative udviklinger synes at have skabt et pres
for at udskifte de tidligere ideer ved at bringe Kinas stormagtsstatus i fare. Fordi det synes fastslået,
at der i Indien ikke er sket markante identitets- eller adfærdsændringer, koncentrerer vi os om Kina.
Kinas tidligere selvbillede som normalt udviklingsland og ikke-stormagt på klimaområdet indebar
som redegjort for en opfattelse af, at Kina retteligt kunne afvise enhver international forpligtelse, og
at international kritik herfor ville være misforstået og uberettiget. Der kan på den måde siges at
have været en kollektiv forventning om, at den internationale kritik, Kina eventuelt kunne modtage,
primært ville være de udviklede landes forsøg på at skyde skylden for klimaforandringerne på lande
som Kina for selv at undgå kritik for deres ubæredygtige vækstmodeller. Kritik af Kina ville altså
ikke være et resultat af, at der var noget galt med den kinesiske klimaindsats eller selvvalgte rolle i
det internationale klimaregime.
Meget tyder imidlertid på, at den enorme globale opmærksomhed, som COP15 i 2009 fik, og den
massive internationale shaming, som Kina modtog for tilsyneladende at blokere en ambitiøs aftale,
medvirkede til at ændre det billede. Opmærksomheden og kritikken afstedkom nemlig en pludselig
større bevidsthed internt i Kina om klimaforandringernes konsekvenser, og en stadigt mere udbredt
idé i befolkningen om, at landets tidligere position var problematisk og måske endda forkert. Denne
opfattelse hos den kinesiske befolkning synes dog ikke primært båret af en pludselig ansvarsfølelse
for det globale klima, men snarere af en nyopstået sammenkædning af klimaforandringerne og
luftforureningen i de kinesiske byer: “[Although] Copenhagen is considered a failure in terms of
international negotiations, the attention that Copenhagen got within China was actually quite a
success. All media was mobilized, the message was really well received across different spectrums
of the society and (…) there was a huge spike of awareness and understanding of climate change,
and the need to act (…), and it was around Copenhagen that things started to change (…). I think
the climate [klimaspørgsmålet, red.] is actually riding on the momentum for air pollution, rather
than changing it.” (RS 2016: 8-10).
Denne sammenkædning er ikke fuldstændigt rationel, idet de globale klimaforandringer og lokal
luftforurening er forskellige (om end forbundne) fænomener. Meget tyder dog på, at den pludseligt
mere udbredte idé om deres sammenkædning skabte et pres på landets ledelse for at ændre sin
klimaposition, fordi man nu i modsætning til tidligere havde “a very strong domestic driver within
China to act on the issue of climate change, or maybe not climate change per se, because (…) this
is still a bit intangible, and it doesn't really resonate with ordinary people (…). But you do have a
really strong domestic driver to act on issues such as air pollution. And the issue of air pollution is
very much linked to climate change” (LS 2016: 2-3). Selvom de globale klimaforandringer fortsat
Analyse af årsager: Socialisering og afkræftede forventninger | 115
er for uhåndgribelige til i sig selv at drive en ideationel ændring i den kinesiske befolkning, gjorde
deres opfattede kobling til luftforurening, at Kinas afvisning af at øge sin klimaindsats nu synes at
blive opfattet internt i Kina som en afvisning også af at bekæmpe luftforureningen. Derved
kolliderede den tidligere kollektive forventning om, at al international kritik ville være ubegrundet
med den trinvist mere negative udvikling, som den urbane luftforurening i Kina udgjorde, og som
gennem en ændring i den sociale meningstilskrivningsproces øjensynligt blev sammenkædet af den
kinesiske befolkning med lederskabets defensive internationale klimaindsats, især som følge af den
særligt markante negative internationale opmærksomhed i forbindelse med COP15. Dermed skabtes
et yderligere pres på det kinesiske lederskab for at undgå kritik for sin klimaindsats ud over det
bevirket direkte af ønsket om at blive set som ansvarlig stormagt—måske fordi det interne pres
skabte tvivl om Kinas evne til at indfri stormagtskriteriet om politisk stabilitet. Det mindre EU-
lands forhandler udtrykker det således: “It [Kinas skifte, red.] was also because they have massive
air pollution that is a side-effect, or which also comes with the emissions. (…) China has a much
bigger middle class that problematizes the air pollution, which the leadership has to satisfy.” (AN2
2016: 4). Det tyder derfor på, at dette interne pres var medvirkende til det kinesiske lederskabs
genovervejelse af sin internationale indsats, og at man i årene efter 2009 arbejdede på—og lykkedes
med—at formulere det identitetsalternativ, som vi påviste i indholdsanalysen. Dette alternativ var
som nævnt blandt andet i langt højere grad baseret på en ambition netop om at undgå international
shaming, så man eksternt kunne blive opfattet som en ansvarlig og stabil klimastormagt og internt
som en regering, der arbejder for at bekæmpe byernes luftforurening. Den tyske forhandler beretter
eksempelvis om, hvordan “during the last years and in the run-up to Paris, it was very clear that
they [Kina, red.] didn’t want to be the scapegoat. Some people saw them in that role after
Copenhagen, or in Copenhagen. That was something they clearly wanted to avoid.” (AN1 2016: 2).
Det tyder endvidere på, at dette alternativ konsolideredes gennem en initial succes, der primært
bestod i USA's tilkendegivelse af villighed til at indlede en mere minilateralistisk dialog om at
arbejde for en stormagtsdrevet ændring af klimaregimet imod en mere bottom-up—eller med den
kinesiske formulering en mere partsdrevet—form. Som nævnt ved vi, at den dialog indledtes senest
i 2013 og sandsynligvis før, hvilket stemmer overens med, at Kina forinden havde brugt nogle år
efter 2009 på at formulere et identitetsalternativ og lægge en strategi på baggrund heraf. Med USA's
positive reaktion og resultatet af det stormagtssamarbejde i form af fælles erklæringer og den heraf
følgende Paris-aftale, kan Kina nu fremstå som ansvarlig og mere selvforpligtende, og samtidig
mindske risikoen for i fremtiden at få skarp international kritik: “[With] the Paris Agreement the
116 | Analyse af årsager: Socialisering og afkræftede forventninger
name of the game is a mutual non-aggression pact. Nobody casts judgement on what anybody else
has done, formally. (…) [You] don’t get to say it, that’s the whole deal.” (ND 2016: 5).
Afkræftelsen af den kollektive forventning i Kina om kun at ifalde uberettiget international kritik
kan således ikke ses adskilt fra den internationale socialiseringsproces, da det var den massive kritik
fra især EU og USA i forbindelse med COP15, der foranledigede det interne pres for at udskifte de
konstitutive kinesiske ideer på klimaområdet. Kinas skifte bekræfter således Legros argument om,
at ”idea change is often an international or transnational phenomenon in that the actions of other
governments (…) can influence collapse and consolidation.” (2007: 39). Kinas idekollaps og den
efterfølgende konsolidering af en ny klimaidentitet var altså ligeså meget en international som en
national proces. Alligevel synes der at være en selvstændig forklaringsfaktor i denne ‘nationale’
ideudskiftning som følge af en ny social tilskrivning af mening til luftforureningen. Kinas ideskifte
var dermed primært et resultat af interstatslig socialisering, hvis hovedeffekt dog tilsyneladende
blev udløst i samspil med et nationalt idekollaps.
Konklusion og perspektivering | 117
7 Konklusion og perspektivering
Dette speciale har forsøgt at opnå en forklaring på, hvorfor Kinas internationale klimaindsats har
udviklet sig i en—i vestligt perspektiv—mere ambitiøs eller konstruktiv retning i de senere år, mens
Indiens er forblevet relativt uændret. Afsættet har været, at den opståede divergens udgør et puzzle,
fordi de to stater traditionelt har været nære allierede på klimaområdet, fordi de er sammenlignelige
på en række relevante klimapolitiske faktorer, og fordi de materielle forskelle, der ér imellem dem,
ikke synes at kunne forklare divergensen. I dette afsluttende afsnit opsummerer vi først specialets
fremgangsmåde og empiriske resultater, hvorefter vi konkluderer på specialets problemformulering.
Derefter reflekterer vi over fremtidige implikationer af konklusionerne og over specialets teoretiske
og metodiske bidrag. Endelig perspektiverer vi specialet i forhold til litteraturen om konsekvenserne
af Kinas opstigning.
Til at afdække puzzlet konstaterer specialet på baggrund af en indledende litteraturgennemgang, at
de eksisterende forklaringsmodeller er utilfredsstillende. Det begrundes i, at disse som oftest finder
behov for at inddrage ideationelle faktorer for til fulde at kunne forklare Kina og Indiens generelle
klimapolitik, men alligevel typisk forsøger at reducere disse forklaringsfaktorer til et supplement til
overvejende materialistisk-rationalistiske og nationalt fokuserede analyserammer. Dermed tager den
eksisterende litteratur hovedsageligt form som eklektiske ad hoc-analyser, hvor både materialistiske
og ideationelle faktorer inddrages på en ofte uovervejet måde, hvilket anses for suboptimalt. Derfor
anvendes i stedet en konstruktivistisk IP-analyseramme, der eksplicit retter fokus mod ideationelle
faktorer ved at koncentrere sig om betydningen af staters sociale interaktion for deres identitets- og
interesseformation og derved adfærd. Det foranlediger specialets problemformulering, der lyder:
Hvilken betydning har den socialt-ideationelle karakter af det internationale system haft for de
senere års tilsyneladende divergerende udvikling i Kinas og Indiens klimaindsatser i det
internationale klimaregime?
I anvendelsen af IP-konstruktivismen trækkes der primært på Alexander Wendts arbejde, men også
på Alastair Johnstons socialiseringsteori og indsigter om internationale normer og disses udbredelse
fra Martha Finnemore, Kathryn Sikkink, Filippo Costa-Buranelli, Rebecca Adler-Nissen og andre. I
stedet for at anvende en generel variant af konstruktivismen udvikles dog en ny teoriafgrening, der
benævnes stormagtskonstruktivisme, og som også trækker på blandt andre Michael Brittingham og
118 | Konklusion og perspektivering
Jeffrey Legro. Denne specialiserede teori tager udgangspunkt i en antagelse om, at stater, der ser sig
selv og ønsker at anerkendes som stormagter, er mødt med nogle særlige handlingsimperativer, som
gør deres forventelige adfærd anderledes end andre staters. Stormagter nyder en særlig social status
i det internationale system, men er samtidig konfronteret med eksterne forventninger om at indfri de
intersubjektivt anerkendte kriterier, der følger med den status. Disse drejer sig både om intrinsiske
karakteristika som stærke materielle kapabiliteter (økonomi, population, militær), politisk stabilitet
og demokratisk styreform, men også om at ville påtage sig et særligt stort ansvar for opretholdelsen
af det internationale systems stabilitet og løsning af fælles problemer. Vi udleder på baggrund heraf
en klimapolitisk forventning om, at en stat, der opfatter sig selv som en stormagt og ønsker at blive
anerkendt som sådan, blandt andet vil forsøge at fremstå særligt bidragende til den internationalt
anerkendte løsning på klimaforandringerne. Anvendt på specialets problemformulering foranlediger
det to arbejdshypoteser, der sammen udgør en plausibel forklaring på puzzlet, og som derfor danner
rammen om specialets empiriske analyse:
H1: Den tilsyneladende opståede divergens mellem Kinas og Indiens klimaindsatser kan
forklares med en udvikling i Kinas klimapolitiske statsidentitet hen imod en
stormagtsidentitet, hvilket ikke i samme omfang har fundet sted for Indien.
H2: Hvis H1 er gyldig, er Kinas klimapolitiske statsidentitet blevet påvirket af socialisering fra
de øvrige stormagter i det internationale klimaregime og/eller af uventede og negative
konsekvenser af landets forhenværende klimaideer, hvorimod det ikke er tilfældet for Indien.
7.1 Empiriske resultater I første halvdel af analysen afprøves H1 gennem en integreret indholdsanalyse af et datamateriale
bestående af approksimativt den samlede population af kinesiske henholdsvis indiske klimapolitiske
dokumenter og officielle udtalelser i perioden 2004-2015. Analysen viser, at både Indiens og Kinas
klimapolitiske statsidentitet igennem hele perioden indeholder en type- og kollektiv identitet som
udviklingsland, der for begges vedkommende artikuleres på en særligt klimapolitisk måde, hvor den
internationale norm om bæredygtig udvikling internaliseres via en lokaliseringsproces og kobles
med traditionelle indiske eller kinesiske værdier i henholdsvis ghandiansk og konfuciansk miljøetik.
For begges vedkommende foranlediger det også en aversiv identitet i form af Vestens ubæredygtige
udviklingsmodel, hvormed de udviklede lande konstrueres som en Signifikant Anden, der i begge
landes perspektiv menes at have skabt klimaproblemet og derfor har ansvaret for at løse det.
Konklusion og perspektivering | 119
For Indien gør dette billede sig gældende frem til i dag, og Indien synes kontinuerligt at finde det
tilstrækkeligt at se sig selv som et ganske almindeligt medlem af det Globale Syd. Indien fastholder
et selvbillede som normalt udviklingsland og tilskriver ikke sin størrelse betydning udover som en
yderligere klimasårbarhedsskabende faktor. Som forventet jævnfør H1 sker der ingen udvikling i
Indiens klimapolitiske statsidentitet hen imod en stormagtsidentitet. Derfor sammenligner Indien sig
sjældent med stormagten USA, og selv sammenligninger med Kina artikuleres inferiørt. I stedet kan
et selvbillede som afhængig udledes, hvor Indien ser sin klimaindsats som både reelt afhængig af de
udviklede landes finansielle-teknologiske støtte og som principielt afhængig heraf grundet en stærkt
dikotomisk opfattelse af klimaregimets principper om ansvar. Hos Indien kan således ikke findes en
følelse af behov for at øge sin klimaindsats, og man fastholder, at ens primære ansvar er at afskaffe
den indiske befolknings økonomiske og energimæssige fattigdom. Med undtagelse af en periode
omkring 2009-2011, hvor Miljøminister Ramesh syntes at udtrykke et mindre skifte, opfatter Indien
enhver form for internationale forpligtelser som ekstremt upassende.
For Kina er billedet i første halvdel af den analyserede periode meget sammenligneligt med Indiens,
men fra omkring 2012 synes en forandring at have manifesteret sig. De udviklede lande vedbliver at
udgøre en central Signifikant Anden, men Kinas relation til dem artikuleres mindre antagonistisk,
og man begynder at italesætte fælles interesser og gensidig læring. Samtidig begynder der at opstå
mange artikulationer af USA, som endvidere i stigende grad har positiv valens, hvilket indikerer, at
Kina begynder at se det som meningsfuldt at sammenligne sig med stormagten USA på en mere
individualistisk måde, og at den opfattede kultur mellem de to undergår en forandring. Imens stiger
tendensen til at omtale sig selv som et særligt udviklingsland, der har klimatilpasningsudfordringer
som følge af sin størrelse, men som også på grund af denne størrelse er forpligtet og i stand til at
påtage sig et pro-socialt internationalt ansvar for at løse klimaproblemet. Dette involverer både et
øget nationalt ambitionsniveau, en konstruktiv tilgang til globale klimaforhandlinger og assistance
til de fattigste udviklingslande, hvor sidstnævnte baseres på en diskursiv, hierarkisk differentiering
af det Globale Syd via ideen om Syd-Syd-samarbejde. Endelig kobler Kina dog sin øgede villighed
til at påtage sig et internationalt ansvar med en mere selvhævdende ide om en deraf følgende ret til
at kræve ændringer af regimet hen imod en mere partsdrevet bottom-up model, hvor hver enkelt stat
definerer sit klimabidrag til UNFCCC nationalt.
Dermed bekræftes den første arbejdshypotese, idet der synes at være sket et identitetsmæssigt skifte
for Kina hen imod en mere stormagtspræget selvforståelse, hvor landets styrkede kapabiliteter ses
som fordrende en mere ansvarlig (om end også mere selvhævdende) rolle i klimaregimet, hvilket er
120 | Konklusion og perspektivering
en udvikling, der ikke synes at være sket for Indien. Dette synes således at forklare divergensen i de
to landes internationale klimaindsats i de senere år.
I anden analysehalvdel undersøges H2 gennem en triangulerende kongruensanalyse baseret på både
kvalitativ og kvantitativ data—herunder egne interviews, avisartikler og sekundære kilder i form af
eksisterende empirisk forskning. Vi undersøger først tilstedeværelsen af socialisering fra de andre
stormagter i klimaregimet gennem et design inspireret af Johnstons fire-trins socialiseringsanalyse,
hvorefter vi afdækker effekten af afkræftede kollektive forventninger for Kinas skifte.
Socialiseringsanalysen viser indledningsvist, at det sociale miljø omkring klimaforhandlingerne må
ses som generelt mest befordrende for socialiseringstypen social indflydelse. Dette skyldes især det
høje medlemsantal, UNFCCC’s primære forhandlingsmandat og den lave grad af autonomi hos de
kinesiske og indiske forhandlere, der tilsammen øger den potentielle effekt af social kritik eller ros,
muliggør vurdering og kritik af andre staters klimaindsats, reducerer muligheden for overtalelse og
gør social kritik og ros til en udveksling primært mellem staterne per se, ikke deres forhandlere.
Dernæst viser analysen, at såvel EU som USA har forsøgt at socialisere både Kina og Indien til at
øge deres klimaindsatser. EU har som selvbetitlede normledere—ambitionens stemme—forsøgt sig
med både overtalelse og social indflydelse ved at prøve at overbevise de to lande om rigtigheden i,
og samtidig presse dem ved hjælp af social kritik til, at påtage sig et større ansvar på klimaområdet.
USA har derimod primært forsøgt sig med social indflydelse i form af pres både implicit via krav
om ækvivalens i USA’s, Indiens og Kinas klimaindsatser og eksplicit i påstande om, at (opstigende)
stormagter også har et særligt ansvar på klimaområdet. Meget tyder dog på, at både EU og USA har
prioriteret og diskursivt privilegeret Kina i deres tilnærmelser, mens opmærksomheden på Indien
har været sporadisk. Dette synes at have været afgørende for socialiseringsforsøgenes resultater.
Kina er i sine interaktioner med Vesten gennem mange år og ikke mindst på klimaområdet blevet
behandlet i både tale og handling som en stormagt, hvilket øjensynligt har medvirket til landets
identitetsudvikling og til en gradvis øget modtagelighed for kritik om ikke at leve op til sit ansvar
som stormagt. Den succesfulde socialiseringsdynamik synes altså at være social indflydelse og ikke
overtalelse, idet skiftet er sket i det internationale samfunds syn og Kinas eget syn på sig selv som
stormagt. Skiftet er ikke primært sket i Kinas private syn på behovet for en ambitiøs klimaindsats,
hvilket blandt andet ses i, at Kina er markant mere konstruktiv på det politiske end på det tekniske
forhandlingsniveau. Der er altså ikke tale om en pludselig kinesisk internalisering af normen om
nødvendigheden i at øge sin klimaindsats, men at man i stigende grad identificerer sig som stormagt
og anerkender disses særlige ansvar for håndteringen af det internationale systems problemer.
Konklusion og perspektivering | 121
Vestens socialiseringsforsøg viser endvidere ved deres tilstedeværelse, at kontinuiteten i Indiens
identitetskonstruktion og adfærd ikke skyldes manglende, men snarere mislykket socialisering. En
central del af forklaringen synes at være, at selvom både EU og USA officielt har krævet, at Indien
ligesom Kina tager et stormagtsansvar, har man i sine interaktioner ikke givet Indien den sociale
anerkendelse og de privilegier, som stormagtsstatus normalt berettiger, og som man har givet Kina.
Vestlige landes kritik af Indiens klimaindsats har derfor ikke medført en indisk revurdering af den
indsats, da normen om ambitiøst klimaansvar ikke ses som en passende adfærdsstandard for Indien,
der ikke identificerer sig som stormagt på klimaområdet. En årsag til, at Indien har kunnet modstå
denne kritik konstateres i den sammenhæng at være den tvetydighed eller polysemi i klimaregimets
kerneprincipper om CBDR og ansvarsdifferentiering og særligt USA's egen manglende normative
autoritet på klimaområdet, der har gjort det muligt for Indien at tolke disse principper på en striks
dikotomisk måde og se sig selv som en princippets stemme.
Endelig konkluderer socialiseringsanalysen, at der i tråd med vores påvisning af socialisering kan
observeres et reelt skifte i Kinas klimapolitiske adfærd, mens Indiens klimaindsats ikke synes reelt
ændret. Under Ramesh forpligtede Indien sig for første gang til at nedbringe sin kulstofintensitet og
blev også opfattet af de Relevante Andre i Vesten som mere konstruktiv i forhandlingerne, men den
periode konstateres at være knyttet til Ramesh som minister. Siden er Indiens kulstofintensitetsmål
ikke styrket markant, man afviser fortsat ethvert absolut reduktionsmål, og de vestlige forhandlere
giver ikke udtryk for øget indisk kompromisvillighed—tværtimod. Kina kan derimod konkluderes
at have ændret sin klimaindsats fra i hvert fald omkring 2012-2013 og er nu markant mere villig til
at påtage sig omfattende—herunder absolutte—forpligtelser samt et ansvar for at sikre fremskridt i
klimaforhandlingerne, hvilket anerkendes af de Relevante Andre, særligt USA.
Alligevel synes Kina ikke kun at have tilpasset sin adfærd som ønsket af de traditionelle normledere
i EU. Til europæisk bekymring synes man derimod sammen med USA at have foranlediget en de
facto ændring af regimets struktur hen imod en mere minilateralistisk form, hvor de to stormagter
sætter rammerne og ambitionsniveauet for de multilaterale forhandlinger, og hvor EU er henvist til
en sekundær rolle som ikke-anerkendt stormagt. Kinas adfærd synes dermed på flere måder at have
ændret sig i retning af en mere udpræget stormagtsidentitet. Man har som påkrævet for at få de
Relevante Andres anerkendelse påtaget sig et øget klimaansvar, men man har gjort det via en social
genforhandling med USA om, hvad stormagtsrollen betyder på klimaområdet, og dermed om hvad
stormagtsidentiteten indebærer som sådan. I den proces har Kina ændret sin klimaindsats i mere
pro-social retning, men USA har samtidig gennem sin de facto accept af dette som Kinas indfrielse
122 | Konklusion og perspektivering
af sit stormagtsansvar indirekte imødekommet Kinas ønske om eksempelvis at nedprioritere
signifikansen af demokratisk styre som kriterium for anerkendt stormagtsstatus.
Specialets sidste delanalyse konkluderer, at en medvirkende faktor i socialiseringsprocessen var et
idekollaps i Kina som følge af den kritik, man fik i kølvandet på forhandlingsfiaskoen ved COP15 i
2009. Fordi kritikken her var ualmindeligt massiv, steg den kinesiske befolknings opmærksomhed
på klimaforandringerne drastisk, og fordi disse gennem en ændret meningstilskrivningsproces blev
koblet idemæssigt til den store luftforurening i Kinas storbyer, kollapsede den hidtidige kollektive
forventning om, at enhver international kritik af Kinas indsats var uberettiget. Koblingen til den
forhadte luftforurening, der for den kinesiske befolkning er markant mere håndgribelig end globale
klimaforandringer, medførte en kollision med ideen om, at den internationale kritik var ubegrundet,
og Kinas afvisning af at øge sin klimaindsats opfattedes derfor internt nu i højere grad som en
afvisning også af at bekæmpe luftforureningen.
Det skabte et yderligere pres på det kinesiske lederskab for at undgå kritik for sin klimaindsats ud
over det skabt af ønsket om at blive set som en ansvarlig stormagt, blandt andet fordi det såede tvivl
om Kinas evne til som ægte stormagt at bevare sin indre stabilitet. Dette må derfor anses for en
medvirkende, hvis ikke udløsende, faktor for adfærdsskiftet, og bidrager derved til vores viden om,
hvorfor skiftet indledtes netop efter 2009 og havde konsolideret sig i både artikulationer og adfærd
omkring 2012. Endelig konkluderes det, at en vigtig faktor for den konsolidering øjensynligt var
den initiale succes for det nye idekompleks, som USA's villighed til at indlede en minilateralistisk
dialog med Kina om klimaregimets fremtid udgjorde. Figur 19 illustrerer Kinas skifte.
Figur 19: Illustration af Kinas stormagtsskifte
Ny klimapolitisk statsidentitet:
Stormagtsidentitet
Styrket klimaindsats
Kinas medvirken til den globale indsats for at afbøde klimaforandringerne opfattes som markant øget
Socialisering fra vestlige stormagter
i form af social indflydelse læring af norm
om stormagtsansvar
internt pres
passende-hed
Afkræftet fælles forventning om uberettiget kritik
sfa. ny meningstilskrivning i befolkningen (kobling af luftforurening og klima-indsats) og følgelig risiko for politisk ustabilitet
(nye forventninger)
(positiv reaktion på
socialisering)
(genfor-handling)
Konklusion og perspektivering | 123
7.2 Konklusion på specialets problemformulering Som svar på specialets problemformulering kan det samlet konkluderes, at det internationale system
har haft afgørende betydning for den opståede divergens mellem Kinas og Indiens klimaindsatser.
Systemets socialt-ideationelle struktur består af en række væsentlige ideer, adfærdsnormer og
forventninger, der i klimaregimet blandt andet gør sig gældende som ideen om en form for social
stratifikation, hvor nogle få særlige stormagter forventes at oppebære det primære ansvar for at løse
klimaproblemet for til gengæld at nyde en speciel social højstatus og bedre muligheder for at udøve
indflydelse på regimets form og udvikling. Det konstateres, at disse ideer og normer som de facto
sociale fakta har spillet en afgørende rolle både som foranledning til socialiseringsforsøgene rettet
mod såvel Kina som Indien og for den identitets- og adfærdsudvikling, som de socialiseringsforsøg
synes at have afstedkommet for Kina, men ikke for Indien.
Samtidig kan det imidlertid konstateres, at strukturen af det internationale system ikke som sådan
har determineret hverken Kina eller Indiens klimaindsats eller den opståede divergens mellem dem,
men at årsagen skal findes i karakteren af de statslige interaktioner, der har udspillet sig inden for
denne sociale struktur mellem især Vesten og henholdsvis Kina og Indien. For det første viser
analysen, at selvom de dominerende ideer og normer i systemet har givet anledning til skærpede
forventninger til og socialiseringsforsøg rettet mod både Kina og Indien, var disse kun succesfulde i
Kinas tilfælde, for hvem interaktionerne i klimaregimet og det internationale system generelt synes
at have fremmet en gradvis modtagelighed over for at påtage sig en stormagtsidentitet og –ansvar. I
Indiens tilfælde har disse interaktioner imidlertid været både kvalitativt og kvantitativt anderledes
og derfor ikke fordret en identitetsmæssig forandring. For det andet kan det konstateres, at staterne
selv har afgørende agens i forhold til deres klimaindsatser, og at deres adfærd har tilbagevirkende
effekter på systemets sociale struktur som sådan, hvilket blandt andet kan ses i Kinas indledning af
en social genforhandlingsproces med USA om substansindholdet af stormagternes klimaansvar og
dermed af den sociale konstruktion og reproduktion af selve stormagtsidentiteten.
7.2.1 Implikationer af specialets konklusioner for Kinas og Indiens klimaindsatser
Konklusionerne i specialet giver for både Indien og Kina anledning til fremtidige forventninger.
Hvad angår Indien, ansporer vores analyse ikke en forventning om et markant indisk klimapolitisk
adfærdsskifte i de næste år. Nogle enkelte forhold kunne måske antyde et skifte—såsom den noget
større indiske delegation ved COP21 sammenlignet med tidligere år—men analysen i sin helhed
peger på kontinuitet. Dette skyldes primært, at karakteren og omfanget af interaktionerne mellem
Indien og Vesten synes uforandret gennem de senere år, hvorfor en indisk genovervejelse af sin
124 | Konklusion og perspektivering
ansvarsvillighed fremstår usandsynlig. Mere plausibelt virker det, at Indien i en rum tid vil holde
fast i selvforståelsen som marginaliseret udviklingsland og i den konfliktfyldte opfattede kultur med
Vesten. I den kontekst kan et spørgsmål stilles ved fornuftigheden i Vestens forsøg på at socialisere
Indien gennem social kritik. Den tilgang vil formentlig være ufrugtbar, så længe Indien fastholder
identiteten som udviklingsland, og EU’s arbejdsdelingsstrategi om at betro den primære engagering
af Indien til landets tidligere kolonimagt Storbritannien fremstår eksempelvis relativt uovervejet, og
desuden umulig fremover givet den seneste tids ændringer internt i EU. Alligevel er konklusionerne
ikke udelukkende nedslående i europæisk optik, da de antyder, at socialisering af opstigende magter
er muligt på klimaområdet – det kræver dog tilstrækkelig social anerkendelse fra Vesten.
For Kinas vedkommende er fremtiden usikker. Fordi landets mere pro-sociale klimaindsats skyldes
social indflydelse snarere end normativ overtalelse og dermed offentlig normkonformitet uden dyb
privat accept, er det ikke garanteret, at Kina fortsætter sin mere normoverholdende adfærd, hvis de
sociale kriterier for stormagt ændres. En sådan ændring er bestemt mulig, da den sino-amerikanske
genforhandling af stormagtsrollen vil fortsætte og måske lede til en situation, hvor Kina kan indfri
forpligtelserne for stormagter tilfredsstillende uden klimapolitisk konformitet. Det illustrerer, at den
sociale forhandling af stormagt udgør et strategisk dilemma for USA, fordi det i så fald er uvist,
hvordan Kina vil forholde sig. Et konstruktivistisk perspektiv er dog bevidst om, at i jo længere tid
Kinas adfærd er i overensstemmelse med normen om klimaambition, desto mere sandsynligt er det,
at man vil have integreret denne adfærd i sin identitet og ikke skifte tilbage selv hvis socialt muligt.
7.3 Specialets bidrag: Stormagtskonstruktivisme og integreret indholdsanalyse Specialet bidrager såvel teoretisk som metodologisk til den eksisterende IP-litteratur og kan på den
måde bruges som afsæt for yderligere forskning.
Teoretisk består bidraget primært i vores udvikling af stormagtskonstruktivismen, som er forankret i
det IP-konstruktivistiske forskningsparadigmes grundantagelser, supplereret med antagelsen om, at
stormagter adskiller sig kvalitativt fra andre stater. Teorien er udviklet med det konkrete formål at
forklare vores empiriske puzzle, men er også analytisk generaliserbar, da det principielt er muligt at
applicere teorien på lignende puzzles eller andre politikfelter end international klimapolitik for at
forklare ændringer i stormagters eller potentielle stormagters adfærd. I vores anvendelse behandler
vi de nuværende normative standarder for stormagt, men teorien tager højde for det internationale
systems dynamiske struktur/agens-forhold, da vi ved at betone betydningen af statsinteraktioner kan
tydeliggøre, at disse normative standarder ikke er statiske eller naturgivne, men netop kontingente
og skabt gennem eksisterende og opstigende stormagters løbende interaktioner. Ved at syntetisere
Konklusion og perspektivering | 125
Johnstons socialiseringsteori og Legros teori om effekten af afkræftede kollektive forventninger
mener vi ligeledes at kunne tilbyde en plausibel forklaring på, hvordan identitetsforandring sker ved
at påpege socialisering og idékollaps som centrale mekanismer. Stormagtskonstruktivismen tilbyder
således efter vores opfattelse en holistisk analytisk teoriramme til at forstå og afdække, hvordan det
internationale systems måske mest betydningsfulde aktørers identitetskonstruktioner påvirkes af
systemets normative struktur, men også samtidig reproducerer denne struktur via deres interaktion.
Specialet yder dertil et selvstændigt metodisk bidrag i den efter vores opfattelse første anvendelse af
integreret indholdsanalyse til at tilgå statsidentitet empirisk. Sammenlignet med alternative tilgange
til at studere identitet intersubjektivt er fordelen ved den integrerede indholdsanalyse som metode,
at de kvantitative og kvalitative aspekter fungerer som metodiske kontroller af hinanden, hvor den
kvalitative del kan sikre, at alene substantielt meningsfulde kvantitative repræsentationer tillægges
betydning, mens den kvantitative del kan sikre, at kvalitative fortolkninger af tekstens mening har
tilstrækkeligt grundlag i teksten selv. Dermed ignoreres forskerens forventninger og forforståelse
ikke, men accepteres og inkorporeres som indledningsvis strukturering af analysens fokus. Samtidig
er metoden alligevel fleksibel, idet den også har et induktivt og kontekstuelt fokus, hvormed nye
identitetselementer kan opdages løbende igennem processen. Dermed er metoden hverken for rigid,
så kun tekststykker der passer på a priori opstillede koder kan bruges, eller for bundet til forskerens
autoritet og vilkårlige indskydelser, da resultaterne af fortolknings- og kontekstualiseringsprocessen
kan suppleres med en meningsfuld kvantitativ kontrol. På denne måde sikres en høj gyldighed af
fortolkningsprocessen.
7.4 Perspektivering: En ny dimension til stormagtsidentiteten? Specialet indskriver sig i flere pågående akademiske diskussioner, hvoraf den vigtigste nok er den
forgrening, der beskæftiger sig med identitetsbaserede bud på konsekvenserne af Kinas opstigning,
hvilket vil sige den identitetsfokuserede gren af den såkaldte ‘China threat’-litteratur. Sætter man
specialets resultater op imod de nyeste bidrag herfra, opstår et antal interessante pointer.
Forsby (2015: 374, 531) finder eksempelvis, at Kinas generelle udenrigspolitik siden 2009-2010 har
rykket sig mod såkaldt engageret revisionisme. Kina engagerer sig altså i højere grad internationalt,
men på en selvhævdende og destabiliserende måde, hvor man udfordrer frem for at tage ansvar for
stabiliteten af den eksisterende internationale orden, hvilket Forsby forklarer med et identitetsskifte
i retning mod netop en selvforståelse som opstigende stormagt. Kopra (2016: 28) konstaterer ligeså,
126 | Konklusion og perspektivering
at Kina i højere grad end tidligere opfatter sig selv som stormagt, men argumenterer i modsætning
til Forsby for, at der i den selvforståelse også ligger en kinesisk erkendelse af et øget internationalt
ansvar. Kopra mener imidlertid ikke at kunne komme det konkrete indhold i dette ansvar nærmere
og forklarer det med, at Kina nu har en dualistisk identitet som både udviklingsland og stormagt,
hvilket har forhindret en afklaring af eget passende ansvar. Zeng og Breslin (2016: 793) istemmer:
“Within China, there is a range of understandings of the country’s identity (…). [There] is a clear
and broad consensus that China really is a Great Power. However, (…) it is less clear how
understandings of “power” link with understandings of global leadership and the provision of
global public goods.” Ligesom Kopra forklarer Zeng og Breslin uklarheden med, at det kinesiske
selvbillede som udviklingsland hæmmer villigheden til globalt ansvar, om end ikke fuldstændigt.
I kontrast til disse bidrag tyder vores resultater på, at Kina—i alt fald på klimaområdet—på trods af
den dualistiske identitet som både stormagt og udviklingsland faktisk formår at koble sin styrkede
selvforståelse og anerkendelse som stormagt med et klarere begreb om, hvilket større internationalt
ansvar, det fordrer. Samtidig peger vores resultater på, at Kina endvidere har formået via en social
genforhandling med USA at skabe international anerkendelse af denne kobling, således Kinas egen
forståelse af sin status og ansvar er blevet praktisk operationaliserbar. Konkret kan Kinas kobling af
stormagt og klimaansvar måske bedst forstås som, at man er lykkes med at tilføje en ny dimension
til stormagtsidentiteten, der handler om udviklingsniveau, på en måde hvor Kinas udviklingsstadie
ikke er i modstrid med stormagtsrollen, men blot modererer denne. Det kinesiske identitetsskifte og
interaktionsprocessen med USA kan altså siges at have afstedkommet en reformulering af stormagt,
således stormagter ikke længere nødvendigvis er fuldt udviklede—eller fuldt demokratiske—men at
graden og formen af ‘stormagtsansvar’ afhænger af udviklingsniveauet. Som udviklende stormagt
har Kina primært et ansvar for at indlejre sin klimaindsats i en legitim udviklingsambition samt for
at bistå fattigere udviklingslandes indsats via eksempelvis Syd/Syd-samarbejde, mens USA's ansvar
som udviklet stormagt er stærkere og for eksempel inkluderer konkrete emissionsreduktioner.
Figur 20 illustrerer, hvordan Kinas identitets- og adfærdsskifte har udvidet differentieringen af
stormagt og klimaansvar gennem tilføjelsen af udviklingsdimensionen. EU’s udviklingsniveau og
historiske udledninger giver dem et ansvar større end Kinas, selvom EU ikke anerkendes som rigtig
stormagt, men Kinas status som stormagt giver dem et større lederskabsansvar end almindelige
udviklingslande som Indien. USA har endelig som såvel stormagt som udviklet land et maksimalt
ansvar både for sin egen indsats og for at påtage sig globalt lederskab på klimaområdet.
Konklusion og perspektivering | 127
Figur 20: Ny differentiering af klimapolitisk stormagtsansvar sfa. Kina og USA's genforhandling
På den måde kan specialet samtidig siges at skrive sig ind i diskussionen om tilstedeværelsen af en
eurocentrisk eller occidental bias i konstruktivismen som teoretisk analyseapparat. En udbredt kritik
af konstruktivismen og beslægtede teoriapparater såsom Engelsk Skole er, at teorien har en tendens
til at fokusere på vestlige eller europæiske ideer og implicit eller eksplicit vurdere rigtigheden af
også ikke-vestlige staters adfærd op mod den vestlige modernitetsmodel. Dermed forsømmer man,
at der findes multiple og potentielt lige så legitime værdisystemer. På vores område betyder det, at
“the pattern of Western modernity cannot simply be emulated by non-Western emerging powers.”
(Xiaoyu 2012: 23; se også Finnemore og Sikkink 2002 og Acharya 2004).
En sådan kritik kan utvivlsomt rettes mod den underliggende logik i specialets teoretisering. Ved at
vurdere Kinas og Indiens klimaindsatser som mere eller mindre konstruktive eller ambitiøse efter i
hvor høj grad de indvilliger i at påtage sig et særligt stormagtsansvar, kan vi siges at holde deres
adfærd op imod vestlige ideer. Li (2009) skriver eksempelvis at, “[for] centuries, the international
structure has been dominated by the West (…). [The] concept of ‘great powers’ responsibility’ is
defined by the Western world (…). [Whether] to be responsible for the world, from the Western
perspectives, is literally evaluated by how much responsibility you have assumed for the West.” Vi
ser os ikke i stand til at afvise denne potentielle kritik, og specialets resultater skal derfor ses i lyset
af, at Kina og Indiens indsatser ganske vist er bedømt op imod de dominerende og derfor efter vores
opfattelse også mest interessante klimapolitiske normer, men ikke nødvendigvis de rigtigste.
Stormagt
Ikke-stormagt
Udviklet land Udviklingsland
USA Kina
Indien m.fl. EU m.fl.
128 | Konklusion og perspektivering
Med det in mente kan man dog argumentere for, at specialets resultater tjener til at afvæbne noget
af denne kritik, fordi de i høj grad kan siges at udgøre et modargument imod konstruktivismens
occidentale bias. Et centralt fund er således, at selvom en dominerende andel af de globale normer
muligvis har vestlig oprindelse, er dette ikke ensbetydende med disse normers succes og universelle
udbredelse. På klimaområdet ser vi blandt andet dette i Indiens påviste evne til at afvise forsøgene
på socialisering fra EU og USA, og i særdeleshed i Kinas evne til undergå en socialiseringsproces,
hvor man ikke blot er passiv modtager af vestlige normer, men derimod bliver en aktiv former og
udvikler af klimaregimets normative basis ved at åbne en genforhandlingsproces om stormagt med
USA. Ændringerne i den materielle og sociale magtfordeling i det internationale system skaber altså
en situation, hvor de etablerede socialiseringsdynamikker gradvist synes at erodere til fordel for en
ny situation med normative centre også uden for Vesten. Vi synes altså hverken at se en udpræget
fortsat vestlig dominans ej heller en så konfliktvarslende revisionistisk ambition i Kina, som Forsby
(2015) eksempelvis finder. Derimod ser vi en udvikling, der synes at bekræfte, hvad Xiaoyu (2012)
kalder tovejs-socialisering og Terhalle (2011: 345) gensidig socialisering, og som beskriver “how
rising powers are socialized into the order, while at the same time reshaping it when they enter.”
Den seneste tids opbrud internt i EU kan meget vel bidrage til en styrkelse af denne tendens.
I takt med sin styrkede stormagtsidentitet agerer Kina ganske vist mere klimapolitisk selvhævdende
end tidligere, men på en indtil videre konstruktiv og normativt fleksibel måde, hvor man hverken
fuldstændigt afviser eller accepterer kriterierne og handlingsimperativerne for stormagter, men dog
kræver en indflydelse på udviklingen af disse. I lyset af teorien udviklet i dette speciale må det ses
som ganske forventelig—og på mange måder helt normoverholdende—stormagtsadfærd.
Litteraturliste | 129
8 Litteraturliste
Abdelal, R., Blyth, M., Parsons, C. (Eds.), (2010). Constructing the International Economy, Cornell
Studies in Political Economy. Cornell University Press, Ithaca, NY.
Aberbach, J.D., Rockman, B.A., (2002). Conducting and coding elite interviews. Political Science
& Politics 35, 673–676.
Acharya, A., (2004). How Ideas Spread: Whose Norms Matter? Norm Localization and Institutional
Change in Asian Regionalism. International Organization 58, 239–275.
Adcock, R., Collier, D., (2001). Measurement Validity: A Shared Standard for Qualitative and
Quantitative Research. American Political Science Review 95, 529–546.
Adler, E., (1997). Seizing the Middle Ground: Constructivism in World Politics. European Journal
of International Relations 3, 319–363.
Adler-Nissen, R., (2014). Stigma Management in International Relations: Transgressive Identities,
Norms, and Order in International Society. International Organization 68, 143–176.
Afionis, S., Bailey, I., (2012). Ever Closer Partnerships? European Union Relations with Rapidly
Industrializing Countries on Climate Change, i: Bailey, I., Compston, H. (Eds.), Feeling the
Heat: The Politics of Climate Policy in Rapidly Industrializing Countries. Palgrave Macmillan,
s. 97–122.
Aldy, J.E., Pizer, W.A., (2016). Alternative Metrics for Comparing Domestic Climate Change
Mitigation Efforts and the Emerging International Climate Policy Architecture. Review of
Environmental Economics and Policy 10, 3–24.
Allan, B.B., (2016). Recovering Discourses of National Identity, i: Hopf, T., Allan, B.B. (Eds.),
Making Identity Count: Building a National Identity Database. Oxford University Press.
Al Jazeera, (2007). China hits out on climate change - German leader’s call for more action draws
criticism against Western nations. Al Jazeera. Tilgængelig på
http://www.aljazeera.com/news/asia-pacific/2007/08/200852513658255615.html [Besøgt d.
28/6/2016]
Andersen, L.B., (2010). Forskningskriterier, i: Andersen, L.B., Hansen, K.M., Klemmensen, R.
(Eds.), Metoder I Statskundskab. Hans Reitzel Forlag.
Ankersborg, V., (2009). Kildekritik i et samfundsvidenskabeligt perspektiv, 1st ed. SAXO.
Annamalai, T.R., (2010). Congruence Analysis, i: Mills, A., Durepos, G., Wiebe, E. (Eds.),
Encyclopedia of Case Study Research. SAGE Publications.
130 | Litteraturliste
Apunn, K., Egenter, S., (2015). COP21 - Day 11: New draft, pressure to compromise, finish in
sight. Clean Energy Wire. Tilgængelig på https://www.cleanenergywire.org/news/cop21-day-11
[Besøgt d. 10/7/2016]
Bajpai, K., Huang, J., Mahbubani, K., (2015). China-India Relations: Cooperation and Conflict.
Routledge.
Barker, T., (2012). Climate Policy: Issues and Opportunities for Rapidly Industralizing Countries,
in: Bailey, I., Compston, H. (Eds.), Feeling the Heat: The Politics of Climate Policy in Rapidly
Industrializing Countries. Palgrave Macmillan, s. 97–122.
Barkin, S., (2010). Realist Constructivism: Rethinking International Relations Theory. Cambridge
University Press.
Barnett, J., (2008). The Worst of Friends: OPEC and G-77 in the Climate Regime. Global
Environmental Politics 8, 1–8.
Barnett, M., (2014). Social constructivism, in: Baylis, J., Smith, S., Owens, P. (Eds.), The
Globalization of World Politics: An Introduction to International Relations. Oxford University
Press. s. 155-168
Barnett, M.N., Finnemore, M., (1999). The Politics, Power, and Pathologies of International
Organizations. International Organization 53, 699–732.
BBC, (2011). China’s Hu Jintao and Barack Obama pledge stronger ties. BBC News. Tilgængelig
på http://www.bbc.com/news/world-asia-pacific-12223965 [Besøgt d. 11/7/2016]
BBC, (2006). UK in India climate change plea. BBC. Tilgængelig på
http://news.bbc.co.uk/2/hi/south_asia/6108932.stm [Besøgt d. 28/6/2016]
Beach, D., (2012). Analyzing Foreign Policy. Palgrave Macmillan.
Beach, D., Pedersen, R.B., (2013). Process-Tracing Methods: Foundations and Guidelines.
University of Michigan Press.
Bendavid, N., (2015). EU Urges China to Get Tough on Climate Change. The Wall Street Journal.
Tilgængelig på http://blogs.wsj.com/chinarealtime/2015/06/30/eu-urges-china-to-get-tough-on-
climate-change/ [Besøgt d. 15/7/2016]
Berelson, B., (1952). Content analysis in communication research. Free Press, New York, NY, US.
Berg, B.L., (2001). Qualitative Research Methods for the Social Sciences. Allyn and Bacon.
Bjørkum, I., (2005). China in the International Politics of Climate Change - A Foreign Policy
Analysis. The Fridtjof Nansen Institute. Tilgængelig på http://www.fni.no/pdf/FNI-R1205.pdf/
[Besøgt d. 19/6/2016]
Litteraturliste | 131
Blanchard, O., (2007). The Bush Administration’s climate proposal: rhetoric and reality? HAL -
archives-ouvertes. Tilgængelig på https://halshs.archives-ouvertes.fr/halshs-
00199616/document [Besøgt d. 27/6/2016]
Brittingham, M.A., (2007). China’s Contested Rising: Sino-U.S. Relations and the Social
Construction of Great Power Status, i: Sujiang, G., Shiping, H. (Eds.), New Dimensions of
Chinese Foreign Policy. Lexington Books, Lanham, MD.
Brundtland, G., Khalid, M., Agnelli, S., Al-Athel, S., Chidzero, B., Fadika, L., Hauff, V., Lang, I.,
Shijun, M., Morino de Botero, M., Singh, M., Okita, S., Others, A., (1987). Our Common
Future (’Brundtland report’). Oxford University Press, USA.
Bryman, A., (2008). Social Research Methods, 3 edition. ed. OUP Oxford, Oxford ; New York.
Bukovansky, M., Clark, I., Eckersley, R., Price, R., Reus-Smit, C., Wheeler, N.J., (2012). Special
Responsibilities: Global Problems and American Power. Cambridge University Press,
Cambridge.
Bulkeley, H., Newell, P., (2010). Governing Climate Change (Global Institutions), 1st ed, Global
Institutions (Book 37). Routledge.
Bull, H., 1977. The Anarchical Society: A Study of Order in World Politics. Basingstoke:
MacMillian Press.
Burgess, M., (2015). Umbrella and LMDC countries take fossil for failing on concept of
“negotiation.” Climate Action Network International. Tilgængelig på
http://www.climatenetwork.org/node/4834 [Besøgt d. 13/7/2016]
Bushey, D., Jinnah, S., (2010). Evolving Responsibility - The Principle of Common but
Differentiated Responsibility in the UNFCCC. Publicist 6, 1. Tilgængelig på
http://heinonline.org/hol-cgi-bin/get_pdf.cgi?handle=hein.journals/public6§ion=3 [Besøgt
d. 25/6/2016]
Bush, G.W., (2001). Text of a Letter from the President to Senators Hagel, Helms, Craig, and
Roberts. The White House - George W. Bush Archieves. Tilgængelig på https://georgewbush-
whitehouse.archives.gov/news/releases/2001/03/20010314.html [Besøgt d. 11/7/2016]
Carlsnaes, W., (2012). Foreign Policy, i: Carlsnaes, W., Risse, T., Simmons, B.A. (Eds.), Handbook
of International Relations. SAGE Publications Ltd, Los Angeles, s. 298–325.
Chase, M.S., (2012). China’s Search for a “New Type of Great Power Relationship.” The
Jamestown Foundation. Tilgængelig på
http://www.jamestown.org/single/?no_cache=1&tx_ttnews%5Btt_news%5D=39820 [Besøgt d.
11/7/2016]
132 | Litteraturliste
Chen, W., Zhong, Y., (2005). Leadership in a Changing China: Leadership Change, Institution
building, and New Policy Orientations. Springer.
Christoff, P., (2010). Cold climate in Copenhagen: China and the United States at COP15.
Environmental Politics 19, 637–656.
Compston, H., (2009). Networks, resources, political strategy and climate policy. Environmental
Politics 18, 727–746.
Corry, O., (2013). Constructing a Global Polity. Palgrave Macmillan UK, London.
Costa-Buranelli, F., (2015). “Do you know what I mean?” “Not exactly”: English School, global
international society and the polysemy of institutions. Global Discourse 5, 499–514.
Cox, R.W., (1981). Social Forces, States and World Orders: Beyond International Relations Theory.
Millennium - Journal of International Studies 10, 126–155.
Dasgupta, C., (2014). Raising the heat on climate change. Business Standard. Tilgængelig på
http://www.business-standard.com/article/opinion/chandrashekhar-dasgupta-raising-the-heat-
on-climate-change-114070701144_1.html [Besøgt d. 10/7/2016]
De Franco, C., Meyer, C.O., Smith, K.E., (2015). “Living by Example?” The European Union and
the Implementation of the Responsibility to Protect (R2P). Gender, Work And Organization 53,
994–1009.
Doty, R.L., (1993). Foreign Policy as Social Construction: A Post-Positivist Analysis of U.S.
Counterinsurgency Policy in the Philippines. International Studies Quarterly 37, 297–320.
Dubash, N.K., (2015). A climate more congenial to India. The Hindu. Tilgængelig på
http://www.thehindu.com/opinion/op-ed/cop-21-and-paris-agreement-a-climate-more-
congenial-to-india/article7992802.ece [Besøgt d. 11/7/2016]
Dunne, T., (2013). The English School, i: Dunne, T., Kurki, M., Smith, S. (Eds.), International
Relations Theories: Discipline and Diversity. Oxford University Press, Oxford.
Durkheim, E., (1895). Durkheim: The Rules of Sociological Method: And Selected Texts on
Sociology and Its Method. Palgrave Macmillan.
Eskjær, M.F., Helles, R., (2015). Kvantitativ indholdsanalyse. SAXO.
European Parliament, (2009). European Parliament resolution of 26 March 2009 on the state of
transatlantic relations in the aftermath of the US elections (2008/2199(INI)). Tilgængelig på
http://www.europarl.europa.eu/sides/getDoc.do?pubRef=-//EP//TEXT+TA+P6-TA-2009-
0193+0+DOC+XML+V0//ENe [Besøgt d. 28/6/2016]
Falkner, R., (under udgivelse) 'The Paris Agreement and the New Logic of International Climate
Politics', International Affairs 92(5) (2016)
Litteraturliste | 133
Finnemore, M., Sikkink, K., (2001). Taking stock: the constructivist research program in
international relations and comparative politics. Annual Review of Political Science 4, 391–416.
Fisher, S., (2012). India and Climate Change: Energy, Equity and Development, i: Bailey, I.,
Compston, H. (Eds.), Feeling the Heat: The Politics of Climate Policy in Rapidly
Industrializing Countries. Palgrave Macmillan. s. 143-148
Footer, M., (2014). How a deal was sealed: behind the scenes of historic US-China climate pact.
South China Morning Post. Tilgængelig på http://www.scmp.com/magazines/post-
magazine/article/1664632/behind-scenes-historic-us-china-climate-pact [Besøgt d. 28/6/2016]
Foroohar, R., (2010). It’s China’s World We’re Just Living in It. Newsweek. Tilgængelig på
http://www.newsweek.com/its-chinas-world-were-just-living-it-69207 [Besøgt d. 27/6/2016]
Forsby, A.B., (2015). The Logic of Social Identity in IR: China’s Identity and Grand Strategy in the
21st Century. Faculty of Social Sciences - University of Copenhagen. Tilgængelig på
http://www.diis.dk/files/media/documents/activities/phd_dissertation.pdf [Besøgt d. 11/7/2016]
Gabriel Péri, (2007). Introduction to the Scientific Outlook on Development. Gabriel Péri
Foundation. Tilgængelig på http://www.gabrielperi.fr/1380.html [Besøgt d. 11/7/2016]
George, A.L., Bennett, A., (2005). Case Studies and Theory Development in the Social Sciences.
The MIT Press.
George, A.L., McKeown, T.J., (1985). Case Studies and Theories of Organizational Decision
Making, i: Coulam, R.F., Smith, R.A. (Eds.), Advances in Information Processing in
Organizations: Research on Public Organizations. Jai Pr, Greenwich, Conn.
Gerring, J., (1999). What makes a concept good? A criterial framework for understanding concept
formation in the social sciences. Polity 357–393.
Green, F., (2014). “This time is different”: The prospect for an effective climate agreement in Paris
2015. London School of Economics. Tilgængelig på
http://www.lse.ac.uk/GranthamInstitute/wp-content/uploads/2014/10/This-Time-is-
Different.pdf [Besøgt d. 27/6/2016]
Gupta, J., Mandal, T., (2015). Hot Air - Climate negotiations and India. India Climate Dialogue.
Tilgængelig på
https://s3.amazonaws.com/cd.live/uploads/content/file_en/8365/hot_air_v8_rgb.pdf [Besøgt d.
9/7/2016]
Hallding, K., Han, G., Olsson, M., (2009). A balancing act: China’s role in climate change.
Stockholm: Government Offices of Sweden, Prime Minister's Office. Tilgængelig på
http://www.government.se/sb/d/11736/a/123891 [Besøgt d. 26/6/2016]
134 | Litteraturliste
Harris, P.G., (2012). The United States and Rapidly Industralizing Countries: Climate Policy in
Bilateral Relations, i: Bailey, I., Compston, H. (Eds.), Feeling the Heat: The Politics of Climate
Policy in Rapidly Industrializing Countries. Palgrave Macmillan, s. 97–122.
Harrits, G.S., Pedersen, C.S., Halkier, B., (2010). Indsamling af interviewdata, i: Andersen, L.B.,
Hansen, K.M., Klemmensen, R. (Eds.), Metoder I Statskundskab. Hans Reitzel Forlag.
Heggelund, G., (2007). China’s Climate Change Policy: Domestic and International Developments.
Asian Perspective 31, 155–191.
Hepher, T., (2007). Sarkozy urges China to act on climate change. Reuters India. Tilgængelig på
http://in.reuters.com/article/idINIndia-30707420071127 [Besøgt d. 28/6/2016]
Holsti, K.J., (1995). International Politics: A Framework for Analysis. Prentice Hall.
Hopf, T., (2002). Social Construction of International Politics: Identities & Foreign Policies,
Moscow, 1955 and 1999. Cornell University Press.
Hopf, T., (1998). The Promise of Constructivism in International Relations Theory. International
Security 23, 171–200.
Hopf, T., Allan, B.B. (Eds.), (2016). Making Identity Count: Building a National Identity Database.
Oxford University Press.
Hoye, M., Yan, H., (2014). U.S. and China reach historic climate change agreement. CNN.
Tilgængelig på http://www.cnn.com/2014/11/12/world/us-china-climate-change-
agreement/index.html [Besøgt d. 28/6/2016]
Hurrell, A., Sengupta, S., (2012). Emerging powers, North-South relations and global climate
politics. International Affairs 88, 463–484.
Hürriyet, (2007). Swedish PM targets US over climate change. Hürriyet Daily News. Tilgængelig
på http://www.hurriyetdailynews.com/swedish-pm-targets-us-over-climate-
change.aspx?pageID=438&n=swedish-pm-targets-us-over-climate-change-2007-08-15 [Besøgt
d. 28/6/2016]
Indian Express, (2015). India will set Climate Change conference agenda: Narendra Modi. The
Indian Express. Tilgængelig på http://indianexpress.com/article/india/india-others/india-will-
set-climate-change-conference-agenda-narendra-modi/ [Besøgt d. 28/6/2016]
Inglehart, R., (1977). The Silent Revolution: Changing Values and Political Styles Among Western
Publics. Princeton University Press.
Jackson, P.T., (2011). The Conduct of Inquiry in International Relations: Philosophy of Science and
Its Implications for the Study of World Politics, 1 edition. ed. Routledge, London ; New York.
Litteraturliste | 135
Jakobsen, M.L., Harrits, G.S., (2010). Kvalitativ analyse: kodning og dybtgående tekstanalyse, i:
Andersen, L.B., Hansen, K.M., Klemmensen, R. (Eds.), Metoder I Statskundskab. Hans Reitzel
Forlag.
Jensen, T.K., (1994). Livsverden og politisk kultur. Politica 4. Tilgængelig på
https://tidsskrift.dk/index.php/politica/article/view/8631/16260 [Besøgt d. 5/7/2016]
Johnston, A.I., (2007). Social States, China in International Institutions, 1980-2000. Princeton
University Press, Berlin, Boston.
Joshi, S., (2013). Understanding India’s Representation of North-South Climate Politics. Global
Environmental Politics 13, 128–147.
Kasa, S., Gullberg, A.T., Heggelund, G., (2008). The Group of 77 in the international climate
negotiations: recent developments and future directions. International Environment Agreements
8, 113–127.
Keohane, R.O., Nye, J.S., (1977). Power and interdependence: world politics in transition. Little,
Brown.
King, E., (2015). China rescues US from Paris climate deal “typo” fiasco. Climate Home.
Tilgængelig på http://www.climatechangenews.com/2015/12/12/china-rescues-us-from-paris-
climate-deal-typo-fiasco/ [Besøgt d. 28/6/2016]
King, G., Keohane, R.O., Verba, S., (1994). Designing social inquiry: Scientific inference in
qualitative research. Princeton University Press.
Klotz, A., Lynch, C., (2007). Strategies for Research in Constructivist International Relations. M.E.
Sharpe.
Kopra, S., (2016). Great Power Management and China’s Responsibility in International Climate
Politics. Journal of China and International Relations 4. s. 22-44
Krippendorff, K., (2004). Content Analysis: An Introduction to Its Methodology. Sage.
Kvale, S., (1996). InterViews: An Introduction to Qualitative Research Interviewing. SAGE
Publications, Inc, Thousand Oaks, Calif.
Legro, J.W., (2007). Rethinking the World: Great Power Strategies and International Order, Cornell
Studies in Security Affairs. Cornell University Press, Ithaca, NY.
Lehrer, J., (2009). Newsmaker: Obama on Health Reform Politics, Copenhagen Climate Outcome.
PBSNewsHour. Tilgængelig på http://www.pbs.org/newshour/bb/white_house-july-dec09-
obama_12-23/ [Besøgt d. 28/6/2016]
Lewis, J.I., (2013). Chapter 8: China’s Environmental Diplomacy: Climate Change, Domestic
Politics, and International Engagement, i: Rosemary, F. (Eds.), China Across the Divide: The
Domestic and Global in Politics and Society. OUP USA, s. 200–225.
136 | Litteraturliste
Lewis, J.I., (2011). Energy and Climate Goals of China’s 12th Five-Year Plan. Center for Climate
and Energy Solutions. Tilgængelig på http://www.c2es.org/international/key-country-
policies/china/energy-climate-goals-twelfth-five-year-plan [Besøgt d. 11/7/2016]
Li, X., (2008). China’s Foreign Aid and Aid to Africa: overview. Organization of Economic
Cooperation and Development. Tilgængelig på
http://www.oecd.org/dac/povertyreduction/40378067.pdf [Besøgt d. 16/7/2016]
Li, H., (2009). Reflect on China’s responsibility. People’s Daily Online. Tilgængelig på
http://en.people.cn/90002/96417/6619895.html [Besøgt d. 11/7/2016]
Li, C., Xu, L., (2014). Chinese Enthusiasm and American Cynicism Over the “New Type of Great
Power Relations.” The Brookings Institution. Tilgængelig på
http://www.brookings.edu/research/opinions/2014/12/05-chinese-pessimism-american-
cynicism-great-power-li-xu [Besøgt d. 16/7/2016]
Li, J., (2015). The new divide: China and India diverge on approaches to climate change. South
China Morning Post. Tilgængelig på
http://www.scmp.com/news/china/society/article/1886272/new-divide-china-and-india-diverge-
approaches-climate-change [Besøgt d. 13/7/2016]
Lynas, M., (2009). How do I know China wrecked the Copenhagen deal? I was in the room. The
Guardian. Tilgængelig på https://www.theguardian.com/environment/2009/dec/22/copenhagen-
climate-change-mark-lynas [Besøgt d. 28/6/2016]
Ma, J., (2007). Ecological civilisation is the way forward. ChinaDialogue. Tilgængelig på
https://www.chinadialogue.net/article/1440-Ecological-civilisation-is-the-way-forward [Besøgt
d. 11/7/2016]
Mead, G.H., (1934). Mind, Self, and Society. The University of Chicago Press Ltd. London.
Meckstroth, T.W., (1975). “Most Different Systems” and “Most Similar Systems” A Study in the
Logic of Comparative Inquiry. Comparative Political Studies 8, 132–157.
Moravcsik, A., (1998). The Choice for Europe: Social Purpose and State Power from Messina to
Maastricht, Cornell Studies in Political Economy. Cornell University Press, Ithaca, NY.
Mucci, M., (2012). Measurement, Reporting and Verification: A note on the concept with an
annotated bibliography. Tilgængelig på http://www.iisd.org/pdf/2012/mrv_bibliography.pdf
[Besøgt d. 25/6/2016]
Najam, A., (2005). Developing Countries and Global Environmental Governance: From
Contestation to Participation to Engagement. International Environment Agreements 5, 303–
321.
Litteraturliste | 137
Neumann, I.B., (2008). Russia as a great power, 1815–2007. Journal of International Relations and
Development 11, 128–151.
Olivier, J.G.J., Janssens-Maenhout, G., Muntean, M., Peters, J.A.H.W., (2015). Trends in Global
CO2 emissions; 2015 Report. PBL Netherlands Environmental Assessment Agency Institute for
Environment and Sustainability (IES) of the European Commission’s Joint Research Centre
(JRC). Tilgængelig på http://edgar.jrc.ec.europa.eu/news_docs/jrc-2015-trends-in-global-co2-
emissions-2015-report-98184.pdf [Besøgt d. 28/7/2016]
Parks, B.C., Roberts, J.T., (2008). Inequality and the global climate regime: breaking the north-
south impasse. Cambridge Review of International Affairs 21, 621–648.
People’s Daily Online, (2007). The “three-step” development strategy. The 17th National Congress
of the Communist Party of China. Tilgængelig på
http://english.cpcnews.cn/92460/6285870.html [Besøgt d. 11/7/2016]
Plucinska, J., (2015). India Pledges to Reduce Carbon Emissions by 33-35% by 2030. Time.
Tilgængelig på http://time.com/4059051/india-indc-climate-change-carbon-emissions/ [Besøgt
d. 11/7/2016]
Qi, Y., Tong, W., (2015). China’s “yes” to new role in climate battle. Brookings - Tsinghua Center.
Tilgængelig på http://www.brookings.edu/research/articles/2015/12/04-chinas-yes-new-role-
climate-battle-qi-wu [Besøgt d. 15/7/2016]
Rapp, T., Schwägerl, C., Traufetter, G., (2010). The Copenhagen Protocol: How China and India
Sabotaged the UN Climate Summit. Spiegel Online. Tilgængelig på
http://www.spiegel.de/international/world/the-copenhagen-protocol-how-china-and-india-
sabotaged-the-un-climate-summit-a-692861.html [Besøgt d. 15/7/2016]
Reinfeldt, F., (2009). ”Nu måste USA och Kina följa EU i klimatfrågan”. Dagens Nyheter. DN.SE.
Tilgængelig på http://www.dn.se/debatt/nu-maste-usa-och-kina-folja-eu-i-klimatfragan/ [Besøgt
d. 28/6/2016]
Rosenberg, J., (2010). Basic problems in the theory of uneven and combined development. Part II:
unevenness and political multiplicity. Cambridge Review of International Affairs 23, 165–189.
Ruggie, J.G., (1982). International regimes, transactions, and change: embedded liberalism in the
postwar economic order. International Organization 36, 379–415.
Sachs, J., (2009). Copenhagen Was A Total Failure And It’s Barack Obama’s Fault. Business
Insider. Tilgængelig på http://www.businessinsider.com/copenhagen-was-a-total-failure-2009-
12 [Besøgt d. 28/6/2016]
Sanderson, S.K., (1987). Eclecticism and its Alternatives. Current Perspectives in Social Theory 8,
313–345.
138 | Litteraturliste
Sartori, G., (1970). Concept Misformation in Comparative Politics. The American Political Science
Review 64, 1033–1053.
Schreier, M., (2012). Qualitative Content Analysis in Practice. SAGE Publications.
Schröeder, M., (2012). Supporting China’s Green Leap Forward: Political Strategies for China’s
Climate Policies, i: Bailey, I., Compston, H. (Eds.), Feeling the Heat: The Politics of Climate
Policy in Rapidly Industrializing Countries. Palgrave Macmillan, s. 97–122.
Schröeder, M., (2009). The Construction of China’s climate politics: transnational NGOs and the
spiral model of international relations, i: Harris, P.G. (Ed.), The Politics of Climate Change -
Environmental Dynamics in International Affairs. Routledge, s. 51–71.
Schwartz-Shea, P., Yanow, D., (2011). Interpretive Research Design: Concepts and Processes, 1
edition. ed. Routledge, New York, NY.
Seawright, J., Gerring, J., (2008). Case Selection Techniques in Case Study Research a Menu of
Qualitative and Quantitative Options. Political Research Quarterly 61, 294–308.
Sethi, N., (2010). Jairam suggests new climate team, drops critics from list. The Times of India.
Tilgængelig på http://timesofindia.indiatimes.com/india/Jairam-suggests-new-climate-team-
drops-critics-from-list/articleshow/5639184.cms [Besøgt d. 10/7/2016]
Shannon, V.P., (2000). Norms Are What States Make of Them: The Political Psychology of Norm
Violation. International Studies Quarterly 44, 293–316.
Sharma, B., (2015a). Jairam Ramesh Interview: India Is failing to tell its climate change story to the
world. The Huffington Post India. Tilgængelig på
http://www.huffingtonpost.in/2015/11/25/climate-change-_n_8653388.html [Besøgt d.
28/6/2016]
Sharma, N., (2015b). India Faces No Pressure to Curb Carbon Emission: Modi. The New Indian
Express. Tilgængelig på http://www.newindianexpress.com/business/news/India-Faces-No-
Pressure-to-Curb-Carbon-Emission-Modi/2015/01/26/article2637652.ece [Besøgt d. 28/6/2016]
Shirley, A., (2016). Which are the world’s most polluted cities? World Economic Forum.
Tilgængelig på https://www.weforum.org/agenda/2016/05/which-are-the-world-s-most-
polluted-cities/ [Besøgt d. 9/7/2016]
Stalley, P., (2016). China, i: Backstrand, K., Lovbrand, E., (Eds.) Research Handbook on Climate
Governance. Edward Elgar Pub. s. 202-212
Stokes, L.C., Giang, A., Selin, N.E., (2016). Splitting the South: Explaining China and India’s
Divergence in International Environmental Negotiations (SSRN Scholarly Paper No. ID
2733872). Social Science Research Network, Rochester, NY. Tilgængelig på
http://papers.ssrn.com/abstract=2733872 [Besøgt d. 13/7/2016]
Litteraturliste | 139
Tansey, O., (2007). Process Tracing and Elite Interviewing: A Case for Non-probability Sampling.
PS: Political Science & Politics, 765–772.
Terhalle, M., (2011). Reciprocal Socialization: Rising Powers and the West. International Studies
Perspectives 12, 341–361.
The White House, (2016). U.S.-China Joint Presidential Statement on Climate Change. The White
House - Office of the Press Secretary. Tilgængelig på https://www.whitehouse.gov/the-press-
office/2014/11/11/us-china-joint-announcement-climate-change [Besøgt d. 15/7/2016]
The White House, (2014). U.S.-China Joint Announcement on Climate Change. The White House -
Office of the Press Secretary. Tilgængelig på https://www.whitehouse.gov/the-press-
office/2016/03/31/us-china-joint-presidential-statement-climate-change [Besøgt d. 28/6/2016]
Tianchen, L., (2003). Confucian ethics and the environment. Culture Mandala: The Bulletin of the
Centre for East-West Cultural and Economic Studies 6. Tilgængelig på
http://epublications.bond.edu.au/cm/vol6/iss1/4 [Besøgt d. 28/6/2016]
Torney, D., (2015). European climate leadership in question, policies toward China and India. Earth
System Governance (Series). MIT Press.
UNEP-DTU, 2016. CDM/JI Pipeline Analysis and Database. United Nations Environment
Programme & Danmarks Tekniske Universitet. Tilgængelig på
http://www.cdmpipeline.org/cdm-projects-region.htm#1 [Besøgt d. 9/7/2016]
UNFCCC, (2015). China Dialogue Trust: “Asia’s giants: India and China, key to the climate.”.
Paris. Tilgængelig på http://unfccc6.meta-fusion.com/cop21/events/2015-12-01-10-00-china-
dialogue-trust-asia-s-giants-india-and-china-key-to-the-climate [Besøgt d. 28/6/2016]
UNFCCC (1996). Organizational Matters: Adoption of the Rules of Procedure - Note by the
secretariat. UNFCCC Secretariat. Tilgængelig på http://unfccc.int/resource/docs/cop2/02.pdf
[Besøgt d. 15/7/2016]
UNDP – United Nations Development Programme (2014). Human Development Index 1980-2014.
Datasæt udleveret af UNDP’s Human Development Report Office. Kan rekvireres af forfatterne
efter henvendelse
US 105th Congress, (1997). Byrd-Hagel Resolution. The National Center for Public Policy.
Tilgængelig på https://www.nationalcenter.org/KyotoSenate.html [Besøgt d. 27/6/2016]
US Department of State, (2015). Transcript of Secretary Kerry’s Remarks, Paris, France (COP21).
U.S. Department of State. Tilgængelig på
http://www.state.gov/secretary/remarks/2015/12/250590.htm [Besøgt d. 28/6/2016]
US Department of State, (2009). Press Briefing by Todd Stern - December 9. U.S. Department of
State. Tilgængelig på https://cop15.state.gov/pressroom/133343.htm [Besøgt d. 28/6/2016]
140 | Litteraturliste
Vasquez, J.A., (1997). The Realist Paradigm and Degenerative versus Progressive Research
Programs: An Appraisal of Neotraditional Research on Waltz’s Balancing Proposition. The
American Political Science Review 91, 899–912.
Vidal, J., (2009). Ed Miliband: China tried to hijack Copenhagen climate deal. The Guardian.
Tilgængelig på https://www.theguardian.com/environment/2009/dec/20/ed-miliband-china-
copenhagen-summit [Besøgt d. 28/6/2016]
Vihma, A., (2011a). A Climate of Consensus - The UNFCCC Faces Challenges of Legitimacy and
Effectiveness. The Finnish Institute of International Affairs. Tilgængelig på
https://www.ciaonet.org/attachments/17848/uploads [Besøgt d. 10/7/2016]
Vihma, A., (2011b). India and the Global Climate Governance: Between Principles and
Pragmatism. The Journal of Environment Development
Vihma, A., Mulugetta, Y., Karlsson-Vinkhuyzen, S., (2011). Negotiating solidarity? The G77
through the prism of climate change negotiations. Global Change, Peace & Security 23, 315–
334.
Waltz, K.N., (1979). Theory of International Politics, 1 edition. ed. Waveland Pr Inc, Long Grove,
Ill.
Wang, F.-L., (2005). Preservation, Prosperity and Power: what motivates China’s foreign policy?
Journal of Contemporary China 14, 669–694.
Wang, Y., (2015). A Year of Flying Colors for Pursuing Major-Country Diplomacy with
Distinctive Chinese Features. Ministry of Foreign Affairs of the People’s Republic of China.
Tilgængelig på
http://www.fmprc.gov.cn/mfa_eng/wjb_663304/wjbz_663308/2461_663310/t1329609.shtml
[Besøgt d. 15/7/2016]
Wang, Y., (2013). Toward a New Model of Major-Country Relations Between China and the
United States. Brookings Institution. Tilgængelig på
http://www.brookings.edu/~/media/events/2013/9/20%20us%20china%20foreign%20minister%
20wang%20yi/wang%20yi%20english%20prepared%20remarks.pdf [Besøgt d. 15/7/2016]
Wan, M., (2015). China and International Cooperation on the Environment: Historical and
Intellectual Roots of Chinese Thinking about the Environment, i: Ikenberry, G.J., Feng, Z., Jisi,
W. (Eds.), America, China, and the Struggle for World Order: Ideas, Traditions, Historical
Legacies, and Global Visions. Palgrave Macmillan, New York, NY, s. 275–298.
Watts, J., Ramesh, R., (2007). Fighting for air: frontline of war on global warming. The Guardian.
Tilgængelig på https://www.theguardian.com/environment/2007/mar/26/globalwarming.china
[Besøgt d. 28/6/2016]
Litteraturliste | 141
Wendt, A., (1999). Social Theory of International Politics. Cambridge University Press.
Wendt, A., (1992). Anarchy is what States Make of it: The Social Construction of Power Politics.
International Organization 46, 391–425.
Williams, M., (2005). The Third World and Global Environmental Negotiations: Interests,
Institutions and Ideas. Global Environmental Politics 5, 48–69.
Woolgar, S., (1983). Irony in the Social Study of Science, i: Knorr-Cetina, K., Mulkay, M. (Eds.),
Science Observed: Perspectives on the Social Study of Science. SAGE Publications, London;
Beverly Hills.
The World Bank, (2016). Country Indicators – China. Tilgængelig på
http://povertydata.worldbank.org/poverty/country/CHN [Besøgt d. 16/7/2016]
Xiaoyu, P., (2012). Socialisation as a Two-way Process: Emerging Powers and the Diffusion of
International Norms. The Chinese Journal of International Politics 5, 341–367.
Xinhua News Agency, (2009). U.S. commerce, energy secretaries highlight co-op with China on
climate change. Xinhua News Agency. Tilgængelig på http://news.xinhuanet.com/english/2009-
07/15/content_11713207.htm [Besøgt d. 28/6/2016]
Yardley, J., (2009). India Announces Plan to Slow Greenhouse Gas Emissions. The New York
Times. Tilgængelig http://www.nytimes.com/2009/12/04/world/asia/04india.html [Besøgt d.
11/7/2016]
Zeng, J., Breslin, S., (2016). China’s “new type of Great Power relations”: a G2 with Chinese
characteristics? International Affairs 92, 773–794.
Zhang, H., (2013). China and International Climate Change Negotiations. Welt Trends - Potsdamer
Wissenschaftverlag. Tilgængelig http://welttrends.de/res/uploads/Zhang_China-and-
International-climate-change-negotiations.pdf [Besøgt d. 29/6/2016]
Zuckerman, H., (1972). Interviewing an Ultra-Elite. Public Opinion Quarterly 36, 159–175.
Zwolski, K., Kaunert, C., (2011). The EU and climate security: a case of successful norm
entrepreneurship? European Security 20, 21–43.
Kildehenvisninger over nationale dokumenter og udtalelser til indholdsanalyse – Kina
OBS: Nogle dokumenter er udleveret af UNFCCC’s sekretariats arkiv-afdeling, hvorfor de ikke
foreligger online. For de dokumenter der ikke er tilgængelige online henvises der til vedlagte USB,
hvorpå der er vedlagt en pdf-kopi.
142 | Litteraturliste
China’s INCCC, (2004). The People’s Republic of China Initial National Communication on
Climate Change to the UNFCCC. UNFCCC Secretariat. Tilgængelig på
http://unfccc.int/resource/docs/natc/chnnc1exsum.pdf [Besøgt d. 17/7/2016]
China’s INDC, (2015). China’s Submitted Intended Nationally Determined Contributions (INDC).
UNFCCC Secretariat. Tilgængelig på
http://www4.unfccc.int/submissions/INDC/Published%20Documents/China/1/China's%20IND
C%20-%20on%2030%20June%202015.pdf [Besøgt d. 17/7/2016]
China’s NCCP, (2007). The People’s Republic of China National Climate Change Programme
(China’s NCCP). National Development and Reform Commission (NDRC). Tilgængelig på
http://en.ndrc.gov.cn/newsrelease/200706/P020070604561191006823.pdf [Besøgt d. 17/7/2016]
China’s PPCCC, (2009). Implementation of the Bali Roadmap - China’s Position Paper on the
Copenhagen Climate Change Conference. National Development and Reform Commission
(NDRC). Tilgængelig http://en.ndrc.gov.cn/newsrelease/200905/t20090521_280382.html
[Besøgt d. 17/7/2016]
China’s NPCC, (2014). China’s National Plan on Climate Change for 2014-2020. Kinesisk version
tilgængelig på The State Council of the People's Republic of China (SCIO):
http://www.scio.gov.cn/xwfbh/xwbfbh/wqfbh/2014/20141125/xgzc32142/Document/1387125/1
387125.htm [Besøgt d. 17/7/2016]. Tekststykker frit oversat til engelsk af forfatterne. Engelsk
kopi tilgængelig på USB under filnavn: NKD_2014_China's National Plan on Climate Change
2014-2020
China’s PACC, (2015). China’s Policies and Actions for addressing Climate Change - Progress
Report (PACC). China Meteorological Administration. Tilgængelig på
http://www.cma.gov.cn/en2014/climate/featutes/201511/P020151120633951236905.pdf
[Besøgt d. 17/7/2016]
China’s PACC, (2014). China’s Policies and Actions for addressing Climate Change - Progress
Report (PACC). China Climate Change Info-Net. Tilgængelig på
http://en.ccchina.gov.cn/archiver/ccchinaen/UpFile/Files/Default/20141126133727751798.pdf
[Besøgt d. 17/7/2016]
China’s SNCCC, (2012). The People’s Republic of China Second National Communication on
Climate Change to the UNFCCC. UNFCCC Secretariat. Tilgængelig på
http://unfccc.int/resource/docs/natc/chnnc2e.pdf [Besøgt d. 17/7/2016]
China’s WPPACC, (2013). China’s White Paper on Policies and Actions for addressing Climate
Change - Progress Report (WPPACC). National Development and Reform Commission
Litteraturliste | 143
(NDRC). Tilgængelig på
http://en.ndrc.gov.cn/newsrelease/201311/P020131108611533042884.pdf [Besøgt d. 17/7/2016]
China’s WPPACC, (2012). China’s White Paper on Policies and Actions for addressing Climate
Change - Progress Report (WPPACC). China Climate Change Info-Net. Tilgængelig på
http://www.ccchina.gov.cn/WebSite/CCChina/UpFile/File1324.pdf [Besøgt d. 17/7/2016]
China’s WPPACC, (2009). China’s White Paper on Policies and Actions for addressing Climate
Change - Progress Report (WPPACC). China Climate Change Info-Net. Tilgængelig på
http://www.ccchina.gov.cn/WebSite/CCChina/UpFile/File571.pdf [Besøgt d. 17/7/2016]
China’s WPPACC, (2008). China’s White Paper on Policies and Actions for addressing Climate
Change (WPPACC). China Climate Change Info-Net. Tilgængelig på
http://www.ccchina.gov.cn/WebSite/CCChina/UpFile/File419.pdf [Besøgt d. 17/7/2016]
Delegation of China, (2009). Statement of the Delegation of China in the LCA Plenary. UNFCCC
Secretariat. Tilgængelig på USB under filnavn: (2009.10.09) - Delegation of China
Permanent Mission of the People’s Republic of China to UN, (2008). Position Paper of the People’s
Republic of China at The 63rd Session of the United Nations General Assembly on Climate
Change Issue (Extract). Permanent Mission of the People's Republic of China to the UN.
Tilgængelig på http://www.china-un.org/eng/hyyfy/t512988.htm [Besøgt d. 17/7/2016]
Udtalelse Amb. Xie, H., (2009). Climate Change - China’s Perspective: Statement by H.E. Amb.
Xie Hangsheng. Ministry of Foreign Affairs of the People’s Republic of China. Tilgængelig på
http://www.fmprc.gov.cn/ce/cedk/eng/zdgx/t566227.htm [Besøgt d. 17/7/2016]
Udtalelse Hua, J., (2006). Statement by State Councilor Hua Jianmin at the Inaugural Ministerial
Meeting of the Asia-Pacific Partnership on Clean Development and Climate. Ministry of
Foreign Affairs of the People’s Republic of China. Tilgængelig på http://jm.china-
embassy.org/eng/xw/t231123.htm [Besøgt d. 17/7/2016]
Udtalelse Hu, J., (2009). President Hu Jintao’s Speech at the Opening Plenary Session of the United
Nations Summit on Climate Change. Permanent Mission of the People's Republic of China to
the UN. Tilgængelig på http://www.china-un.org/eng/gdxw/t606111.htm [Besøgt d. 17/7/2016]
Udtalelse Hu, J., (2008). Remarks at Collective Meeting of Leaders of Five Developing Countries.
Ministry of Foreign Affairs of the People's Republic of China. Tilgængelig på
http://www.fmprc.gov.cn/mfa_eng/wjdt_665385/zyjh_665391/t473737.shtml [Besøgt d.
17/7/2016]
Udtalelse Jiang, W., (2006). Statement by Vice Chairman Jiang Weixin at COP12. UNFCCC
Secretariat. Tilgængelig på USB under filnavn: (2006.11.15) - H.E. Mr. Jiang Weixin.pdf
144 | Litteraturliste
Udtalelse Liu, J., (2005). Statement by Vice Chairman Liu Jiang at the Round Table Meeting of
Energy and Environment Ministers from Twenty Nations. China Climate Change Info-Net.
Tilgængelig på http://en.ccchina.gov.cn/Detail.aspx?newsId=38497&TId=98 [Besøgt d.
17/7/2016]
Udtalelse Liu, J., (2004). Statement by Vice Chairman Liu Jiang at COP10. UNFCCC Secretariat.
Tilgængelig på USB under filnavn: (2004.12.15) - Mr. Liu Jiang.pdf
Udtalelse Song, Z., (2009). Speech by H.E. Ambassador Song Zhe, Head of the Mission of the
People’s Republic of China to the European Union at the Conference of the European
Technology Platform for Zero Emission Fossil Fuel Power Plans. China Climate Change Info-
Net. Tilgængelig på http://en.ccchina.gov.cn/Detail.aspx?newsId=38546&TId=98 [Besøgt d.
17/7/2016]
Udtalelse Su, W., (2009). Statement at the Closing Plenary of LCA-7 by Mr. Su Wei, Head of
Delegation. Ministry of Foreign Affairs of the People's Republic of China. Tilgængelig på
http://qhs.ndrc.gov.cn/gwdt/200911/t20091116_313409.html [Besøgt d. 17/7/2016]
Udtalelse Su, W., (2007). Statement by Su Wei, Director-General for the Office of National
Leading Group on Climate Change, National Development and Reform Commission, China at
COP13. UNFCCC Secretariat. Tilgængelig på USB under filnavn: (2007.12.07) - Mr. Su
Wei.pdf
Udtalelse Wen, J., (2008). Strengthen International Technology Cooperation and Address Climate
Change Actively - Speech at the Beijing High-level Conference on Climate Change:
Technology Development and Technology Transfer. China Climate Change Info-Net.
Tilgængelig på http://www.ccchina.gov.cn/WebSite/CCChina/UpFile/File367.pdf [Besøgt d.
17/7/2016]
Udtalelse Xie, Z., (2013). Speech at the High Level Segment of COP19 Delivered by Vice
Chairman Xie Zhenhua.UNFCCC Secretariat. Tilgængelig på
http://unfccc.int/files/meetings/warsaw_nov_2013/statements/application/pdf/cop19_hls_people
s_republic_of_china.pdf [Besøgt d. 17/7/2016]
Udtalelse Xie, Z., (2011). Speech at the High Level Segment of COP17 Delivered by Vice
Chairman Xie Zhenhua. UNFCCC Secretariat. Tilgængelig på USB under filnavn: (2011.12.06)
- Mr. Xie Zhenhua.pdf
Udtalelse Xie, Z., (2010). Speech at the High Level Segment of COP16&CMP6 Delivered by Vice
Chairman Xie Zhenhua. UNFCCC Secretariat. Tilgængelig på USB under filnavn: (2010.08.12)
- Mr. Xie Zhenhua.pdf
Litteraturliste | 145
Udtalelse Xie, Z., (2008a). Opening Remarks at the Press Conference by Minister Xie Zhenhua at
the publication of China’s White Paper on Policies and Actions for Addressing Climate Change.
National Development and Reform Commission (NDRC). Tilgængelig på USB under filnavn:
(2008.10.29) - Mr. Xie Zhenhua (Press Con)
Udtalelse Xie, Z., (2008b). Statement by Mr. Xie Zhenhua at the joint High-Level Segment of
COP14 and CMP4. China Climate Change Info-Net. Tilgængelig på
http://en.ccchina.gov.cn/Detail.aspx?newsId=38878&TId=130 [Besøgt d. 17/7/2016]
Udtalelse Xie, Z., (2007). Statement by H.E. Mr. Xie Zhenhua, Minister and Vice-chairman of the
National Development and Reform Commission of P.R. China at the Joint High-level Segment
of 13th Session of the Conference of the Parties to the Convention and the 3rd Session of the
Conference of the Parties Serving as the Meeting of the Parties to the Kyoto Protocol. UNFCCC
Secretariat. Tilgængelig på USB under filnavn: (2007.12.12) - Mr. Xie Zhenhua.pdf
Udtalelse Xi, J., (2015). Work Together to Build a Win-Win, Equitable and Balanced Governance
Mechanism on Climate Change.UNFCCC Secretariat. Tilgængelig på
http://unfccc.int/files/meetings/paris_nov_2015/application/pdf/cop21cmp11_leaders_event_chi
na.pdf [Besøgt d. 17/7/2016]
Udtalelse Yu, Q., (2008). Statement by H.E. Ambassador Yu Qingtai, China’s Special
Representative for Climate Change Talks, at the Thematic Debate of the United Nations
General Assembly on Climate Change.Permanent Mission of the People's Republic of China to
the UN. Tilgængelig på http://www.china-un.org/eng/lhghyywj/ldhy/ld62/t406936.htm [Besøgt
d. 17/7/2016]
Udtalelse Zhang, G., 2014. Build Consensus and Implement Actions for a Cooperative and Win-
Win Global Climate Governance System. United Nations. Tilgængelig på
http://statements.unmeetings.org/media2/4628014/china_english.pdf [Besøgt d. 17/7/2016]
Udtalelse Zhang, P., (2008). Statement by Chairman Zhang Ping at the Beijing High-Level
Conference on Climate Change.China Climate Change Info-Net. Tilgængelig på
http://www.ccchina.gov.cn/WebSite/CCChina/UpFile/File366.pdf [Besøgt d. 17/7/2016]
Kildehenvisninger for nationale dokumenter og udtalelser til indholdsanalyse – Indien
OBS: Nogle dokumenter er udleveret af UNFCCC’s sekretariats arkiv-afdeling, hvorfor de ikke
foreligger online. For de dokumenter der ikke er tilgængelige online henvises der til vedlagte USB,
hvorpå der er vedlagt en pdf-kopi.
146 | Litteraturliste
India’s INCCC, (2004). India’s Initial National Communication on Climate Change to the
UNFCCC.
UNFCCC Secretariat. Tilgængelig på http://unfccc.int/resource/docs/natc/indnc1.pdf [Besøgt d.
17/7/2016]
India’s INDC, (2015). India’s Submitted Intended Nationally Determined Contributions (INDC).
UNFCCC Secretariat. Tilgængelig på
http://www4.unfccc.int/submissions/INDC/Published%20Documents/India/1/INDIA%20INDC
%20TO%20UNFCCC.pdf [Besøgt d. 17/7/2016]
India’s NAPCC, (2008). India’s National Action Plan on Climate Change. Government of India:
Prime Minister's Council on Climate Change. Tilgængelig på
http://www.moef.nic.in/sites/default/files/Pg01-52_2.pdf [Besøgt d. 17/7/2016]
India’s SNCCC, (2012). India’s Second National Communication on Climate Change to the
UNFCCC. UNFCCC Secretariat. Tilgængelig på
http://unfccc.int/resource/docs/natc/chnnc2e.pdf [Besøgt d. 17/7/2016]
India’s PCCI (2009). The Road to Copenhagen - India’s Position on Climate Change Issue.
Ministry of External Affairs Government of India. Tilgængelig på
http://www.indembassy.be/pdf/India's_Position_On_Climate_Change.pdf [Besøgt d.
17/7/2016]
Udtalelse Chidambaram, P., (2007). Statement by Minister P. Chidambaram at the High-Level
Segment of the UN Thematic Plenary on “The Challenge of Adaptation.” Permanent Mission of
India to the UN. Tilgængelig på
https://www.pminewyork.org/adminpart/uploadpdf/72050ind1339.pdf [Besøgt d. 17/7/2016]
Udtalelse Javadekar, P., (2014a). Statement by HE Mr. Prakash Javadekar, Minister of State (IC) of
Environment, Forests & Climate Change, Information and Broadcasting (IC), and Parliamentary
Affairs at United Nations Secretary General’s Climate Summit, New York, September 23.
Permanent Mission of India to the UN. Tilgængelig på
https://www.pminewyork.org/pages.php?id=1979 [Besøgt d. 17/7/2016]
Udtalelse Javadekar, P., (2014b). Statement by Minister Prakash Javadekar at COP20. UNFCCC
Secretariat. Tilgængelig på
https://unfccc.int/files/meetings/lima_dec_2014/statements/application/pdf/cop_20_hls_india.pd
f [Besøgt d. 17/7/2016]
Udtalelse Mehrishi, M., (2012). Statement by Special Secretary Mira Mehrishi at COP18. UNFCCC
Secretariat. Tilgængelig på
Litteraturliste | 147
http://unfccc.int/resource/docs/cop18_cmp8_hl_statements/Statement%20by%20India%20(CO
P%2018).pdf [Besøgt d. 17/7/2016]
Udtalelse Modi, N., (2015). Statement by Prime Minister Narenda Modi at COP21. UNFCCC
Secretariat. Tilgængelig på
http://unfccc.int/files/meetings/paris_nov_2015/application/pdf/cop21cmp11_leaders_event_ind
ia.pdf [Besøgt d. 17/7/2016]
Udtalelse Meena, S.N., (2006). Address by Hon. Shri Namo Narain Meena Minister of State for
Environment & Forests, India at the High Level Segment of the 12th Conference of Parties to
the UN Framework Convention on Climate Change and the 2nd Meeting of Parties to the Kyoto
Protocol Nairobi, 16 November 2006. UNFCCC Secretariat. Tilgængelig på USB under
filnavn: (2006.11.16) - H.E. Shri Namo Narain Meena
Udtalelse Natarajan, J., (2013). Opening Statement by Minister Jayanthi Natarajan at COP19.
UNFCCC Secretariat. Tilgængelig på
https://unfccc.int/files/meetings/warsaw_nov_2013/statements/application/pdf/cop19_hls_india.
pdf [Besøgt d. 17/7/2016]
Udtalelse Natarajan, J., (2011). Statement by Minister Jayanthi Natarajan at COP17. Ministry of
Environment and Forests - Government of India. Tilgængelig på
http://www.moef.nic.in/downloads/public-information/MEF%20statement_HLS_CoP17_Dec-
07.pdf [Besøgt d. 17/7/2016]
Udtalelse Raja, T.A., (2005). Statement of Thiru A. Raja, Minister for Environment & Forests,
India at COP11. UNFCCC Secretariat. Tilgængelig på USB under filnavn: (2005.12.08) - Mr.
A. Raja.pdf
Udtalelse Raja, T.A., (2004). “The Convention After Ten Years: accomplishments and future
challenges” - Opening Statement of Mr. A. Raja Honorable Minister of Environment and
Forests India. UNFCCC Secretariat. Tilgængelig på USB under filnavn: (2004.12.15) - Mr. A.
Raja.pdf
Udtalelse Ramesh, J., (2010). Statement by Minister Jairam Ramesh at COP16. Ministry of
Environment and Forests - Government of India. Tilgængelig på
http://www.indiaenvironmentportal.org.in/files/2010-12-
08%20MEF%20Speech%20at%20Cancun.pdf [Besøgt d. 17/7/2016]
Udtalelse Ramesh, J., (2009). Statement by Minister Jairam Ramesh at COP15. Tilgængelig på
http://www.moef.nic.in/downloads/public-
information/Minister's%20speech%20on%2016.12.pdf [Besøgt d. 17/7/2016]
148 | Litteraturliste
Udtalelse Sen, N., (2007). Statement by Permanent Representative to the UN, Nirupam Sen at the
Thematic Debate on Climate Change in the 61st UN General Assembly. Permanent Mission of
India to the UN. Tilgængelig på
https://www.pminewyork.org/adminpart/uploadpdf/72050ind1339.pdf [Besøgt d. 17/7/2016]
Udtalelse Sharma, V., (2008). Statement by Mr. Vijai Sharma Secretary, Ministry of Environment
& Forests Government of India at the High Level Segment of the 14th Conference of the Parties
to the United Nations Framework Convention on Climate and 4th Meeting of the Parties to the
Kyoto Protocol. UNFCCC Secretariat. Tilgængelig på USB under filnavn: (2008.12.12) - Mr.
Vijai Sharma.pdf
Udtalelse Sibal, K., (2006). Address of H.E. Mr. Kapil Sibal, Minister of Science & Technology
and Earth Sciences, Government of India at the 13th Conference of Parties of the United
Nations Framework Convention on Climate Change. UNFCCC Secretariat. Tilgængelig på
USB under filnavn: (2007.12.12) - H.E. Mr. Kapil Sibal.pdf
Udtalelse Singh, M., (2011). Speech by Prime Minister Manmohan Singh at the inaugural session
of the Delhi Sustainable Development Summit. TERI - The Energy and Resource Institute.
Tilgængelig på http://www.teriin.org/docs/pm_speech_dsds2011.pdf [Besøgt d. 17/7/2016]
Bilag | 149
9 Bilag
Bilagsoversigt Bilag 1: Oversigt over nationale klimapolitiske dokumenter og udtalelser for hhv. Kina og Indien
Bilag 2: Kodemanual til den integrerede indholdsanalyse
Bilag 3: Tabeller bag indholdsanalysens grafer
Bilag 4: Eksempel på spørgeguide til vestlige repræsentanter
Bilag 5: Eksempler på spørgeguider til ikke-vestlige informanter
Bilag 6: Interviews (transskriberinger vedlagt på USB)
Bilag 7: NVivo-fil (vedlagt på USB)
150 | Bilag
Bilag 1: Oversigt over nationale klimapolitiske dokumenter og udtalelser for hhv. Kina og Indien Kopier af nationale klimapolitiske dokumenter og udtalelser er blevet indhentet for perioden 2004-
2015 primært fra Kinas China Climate Change Info-Net (http://en.ccchina.gov.cn/) og UNFCCC’s
arkiv over de forskellige COP’er (http://unfccc.int/2860.php). Enkelte udtalelser er rekvireret ved
henvendelse til UNFCCC’s arkivarafdeling. Af hensyn til transparens er alle analyserede tekster
gjort tilgængelige på den vedlagte USB som PDF-filer (se mappen Nvivo-fil og dokumenter anvendt
i indholdsanalysen). Nedenfor er en oversigt over alle tekster anvendt i specialets analysedel 1.
Bemærk at grundet teksternes lange titler og til tider manglende officielle forfattere er henvisninger
forkortet til eksempelvis China’s INCCC. I oversigten vil den henvisning, der anvendes i opgaven,
stå først og dernæst dokumentets fulde titel. Se litteraturlisten for yderligere information om, hvor
teksterne er indhentet.
Kina Indien 2004 China’s INCCC: The People’s Republic of China
Initial National Communication on Climate Change to the UNFCC. Udtalelse Liu: Statement by Vice Chairman Liu Jiang at COP10.
India’s INCCC: India’s Initial National Communication on Climate Change to the UNFCCC. Udtalelse Raja: Statement by Minister A. Raja at COP10.
2005 Udtalelse Liu: Statement by Vice Chairman Liu Jiang at the Round Table Meeting of Energy and Environment Ministers from Twenty Nations.
Udtalelse Raja: Statement by Minister A. Raja at COP11.
2006 Udtalelse Hua: Statement by State Councillor Hua Jianmin at the Inaugural Ministerial Meeting of the Asia-Pacific Partnership on Clean Development and Climate. Udtalelse Jiang: Statement by Vice Chairman Jiang Weixin at COP12.
Udtalelse Meena: Statement by Minister Shri Namo Narain Meena at COP12.
2007 China’s NCCP: The People’s Republic of China National Climate Change Programme. Udtalelse Su: Statement by Director-General Su Wei at COP13. Udtalelse Xie: Statement by Minister Xie Zhenhua at COP13.
Udtalelse Sen: Statement by Permanent Representative to the UN, Nirupam Sen at the Thematic Debate on Climate Change in the 61st UN General Assembly. Udtalelse Chidambaram: Statement by Minister P. Chidambaram at the High-Level Segment of the UN Thematic Plenary on “The Challenge of Adaptation”. Udtalelse Sibal: Statement by Minister Kapil Sibal at COP13.
2008 Permanent Mission of the People’s Republic of China to UN: China’s Position Paper at the 63rd UN General Assembly. China’s WPPACC: China’s White Paper on Policies and Actions for addressing Climate Change. Udtalelse Hu: President Hu Jintao’s Remarks at the Collective Meeting of Leaders of Five Developing
India’s NAPCC: India’s National Action Plan on Climate Change. Udtalelse Sharma: Statement by Secretary Vijai Sharma at COP14.
Bilag | 151
Countries. Udtalelse Xie (2008a): Statement by Minister Xie Zhenhua at the publication of China’s White Paper on Policies and Actions for Addressing Climate Change. Udtalelse Wen: Statement by Premier Wen Jiabao at the Beijing High-Level Conference on Climate Change. Udtalelse Zhang: Statement by Chairman Zhang Ping at the Beijing High-Level Conference on Climate Change. Udtalelse Yu: Statement by Ambassador Yu Qingtai at the Thematic Debate of the United Nations General Assembly on Climate Change. Udtalelse Xie (2008b): Speech by Minister Xie Zhenhua at COP14.
2009 China’s WPPACC: China’s White Paper on Policies and Actions for addressing Climate Change – Progress Report. China’s PPCCC: China’s Position Paper on the Copenhagen Climate Conference. Udtalelse Xie: Statement by Ambassador Xie Hangsheng at the Local Government Climate Change Leadership Summit. Udtalelse Hu: Statement by President Hu Jintao at the UN Climate Summit. Delegation of China: Statement of the Delegation of China in the LCA Plenary. Udtalelse Song: Statement by Ambassador Song Zhe at the Conference of European Technology Platform for Zero Emission Fossil Fuel Power. Udtalelse Su: Statement by Director-General Su Wei at the Closing Plenary of LCA-7.
India’s PCCI 2009: The Road to Copenhagen: India’s Position on Climate Change Issues. Udtalelse Ramesh: Statement by Minister Jairam Ramesh at COP15.
2010 Udtalelse Xie: Speech by Minister Xie Zhenhua at COP16.
Udtalelse Ramesh: Statement by Minister Jairam Ramesh at COP16.
2011 Udtalelse Xie: Speech by Minister Xie Zhenhua at COP17.
Udtalelse Singh: Statement by Prime Minister Manmohan Singh at the inaugural session of the Delhi Sustainable Development Summit. .Udtalelse Natarajan: Statement by Minister Jayanthi Natarajan at COP17.
2012 China’s SNCC: Second National Communication on Climate Change to the UNFCCC. China’s WPPACC: China’s White Paper on Policies and Actions for addressing Climate Change.
India’s SNCC: Second National Communication on Climate Change to the UNFCCC. Udtalelse Mehrishi: Statement by Special Secretary Mira Mehrishi at COP18.
2013 China’s WPPACC: China’s White Paper on Policies and Actions for addressing Climate Change. Udtalelse Xie: Speech by Minister Xie Zhenhua at COP19.
Udtalelse Natarajan: Opening Statement by Minister Jayanthi Natarajan at COP19.
152 | Bilag
2014 China’s PACC: China’s Policies and Actions for addressing Climate Change. China’s NPCC: China’s National Plan on Climate Change for 2014-2020. Udtalelse Zhang: Address by Vice-Premier Zhang Gaoli at the UN Climate Summit.
Udtalelse Javadekar (2014a): Statement by Minister Prakash Javadekar at the UN Climate Summit. Udtalelse Javadekar (2014b): Statement by Minister Prakash Javadekar at COP20.
2015 China’s INDC: China’s Intended Nationally Determined Contributions (INDC). China’s PACC: China’s Policies and Actions for addressing Climate Change. Udtalelse Xi: Speech by President Xi Jinping at COP21.
India’s INDC: India’s Intended Nationally Determined Contributions. Udtalelse Modi: Statement by Prime Minister Narenda Modi at COP21.
Bilag | 153
Bilag 2: Kodemanual til den integrerede indholdsanalyse Kodemanual opstillet før kodeprocessen (startkodeliste) Teoretiske kode(r) Underkode(r) Beskrivelse Tekst-eksempel
Beskrivelse af Selv
Selv - Positivt
Positiv beskrivelse af
ens nuværende Selv,
dvs. af sig selv som stat
“India has a long history and tradition of
harmonious co-existence between man and
nature. Human beings here have regarded
fauna and flora as part of their family. This
is part of our heritage and manifest in our
lifestyle and traditional practices.”
Selv - Negativt
Negativ beskrivelse af
ens nuværende Selv,
dvs. af sig selv som stat
“Meanwhile, as a developing country at a
low development stage, with a huge
population, a coal-dominant energy mix
and relatively low capacity to tackle
climate change, China will surely face more
severe challenges when coping with climate
change...”
Selv - Neutralt
Neutral beskrivelse af
ens nuværende Selv,
dvs. af sig selv som stat
“China is the most populous country in the
world.”
Beskrivelse af fremtidigt
Selv
Fremtidigt
selv -
Aspirationelt
Beskrivelse af en eller
flere kvaliteter, som
man ønsker, at man som
land skal opnå i
fremtiden
“India’s vision is to create a prosperous, but
not wasteful society, an economy that is
self-sustaining in terms of its ability to
unleash the creative energies of our people
and is mindful of our responsibilities to
both present and future generations.”
Fremtidigt
selv –
Aversionelt
Beskrivelse af en eller
flere kvaliteter, som
man ønsker, at man som
land skal undgå i
fremtiden
“China (…) will never repeat the old path
taken by developed countries in their
industrialization process, which emitted
greenhouse gases in an unchecked
manner.”
Beskrivelse
af Signifikant
Anden
USA USA - Positivt
Positiv beskrivelse af
USA som Signifikant
Anden, dvs. som en
relevant aktør at
sammenligne sig med
“China’s Ministry of Science and
Technology has conducted fruitful joint
research with its US counterpart in the
areas of clean coal technology, energy-
efficient building technology, and electric
154 | Bilag
automobiles.”
USA -
Negativt
Negativ beskrivelse af
USA som Signifikant
Anden, dvs. som en
relevant aktør at
sammenligne sig med
”The US account for over 16% each of the
total global emissions, while India trails
with just 4%, despite its very large
population and its rapidly growing
economy.”
USA -
Neutralt
Neutral beskrivelse af
USA som Signifikant
Anden, dvs. som en
relevant aktør at
sammenligne sig med
N/A
Udviklede
lande
Udviklede
lande - Positivt
Positiv beskrivelse af de
udviklede lande som
samlet gruppe som
Signifikant Anden, dvs.
som en relevant aktør at
sammenligne sig med
“China and the EU have long-standing
cooperation on climate change. In 2005, the
two sides established partnership on climate
change and developed a rolling work plan.”
Udviklede
lande -
Negativt
Negativ beskrivelse af
de udviklede lande som
samlet gruppe som
Signifikant Anden, dvs.
som en relevant aktør at
sammenligne sig med
“the global threat of climate change (…)
emanates from accumulated greenhouse gas
emissions in the atmosphere,
anthropogenically generated through long-
term and intensive industrial growth and
high consumption lifestyles in developed
countries”
Udviklede
lande -
Neutralt
Neutral beskrivelse af
de udviklede lande som
samlet gruppe som
Signifikant Anden, dvs.
som en relevant aktør at
sammenligne sig med
”The next step is the consideration of
commitments of the Annex I Parties (…)
for the second commitment period.”
Tidligere
Selv
Tidligere Selv
- Positivt
Positiv beskrivelse af
ens egne tidligere
værdier eller kendetegn
som Signifikant Anden,
dvs. som en relevant
aktør at sammenligne
sig med
“China has had a traditional thinking that
"harmony outweighs all" and an ecological
idea that " man and nature are integrated"”
Tidligere Selv Negativ beskrivelse af “Prior to Independence, India suffered from
Bilag | 155
- Negativt ens egne tidligere
værdier eller kendetegn
som Signifikant Anden,
dvs. som en relevant
aktør at sammenligne
sig med
frequent, devastating famines and
stagnation in growth.”
Tidligere Selv
- Neutralt
Neutral beskrivelse af
ens egne tidligere
værdier eller kendetegn
som Signifikant Anden,
dvs. som en relevant
aktør at sammenligne
sig med
N/A
Beskrivelse
af
eksisterende
regime
Regime –
Afledte
resultater
Regime
resultater -
Positivt
Positiv artikulation af
policy output eller
konkrete resultater
frembragt af det
internationale
klimaregime
“On the positive side, the Convention has
succeeded in focusing global attention on
one of the most serious environmental
challenges of our times. Climate change is
now accorded high priority on the
international agenda and there is wide
public and corporate awareness of the risks
and challenges it poses to mankind.”
Regime
resultater -
Negativt
Negativ artikulation af
policy output eller
konkrete resultater
frembragt af det
internationale
klimaregime
“While recognizing the progress of
Convention after 10 years, we should not
lose sight of some unsatisfactory aspects.
Some important provisions of the
Convention are yet to be fully
implemented; progress has been slow in
negotiations on technology transfer,
financial mechanism, capacity-building and
some other issues. It is even more
disappointing when it comes to concrete
actions.”
Regime
resultater -
Neutralt
Neutral artikulation af
policy output eller
konkrete resultater
frembragt af det
internationale
N/A
156 | Bilag
klimaregime
Regime –
Regler og
principper
Regime –
R&P - Positivt
Positiv artikulation af
det eksisterende
internationale
klimaregimes
institutionelle regler og
principper, dvs. som
man ønsker at bevare og
om nødvendigt beskytte
“Our entire approach (…) is anchored in
the sanctity of the troika—the UNFCCC,
the Kyoto Protocol and the Bali Action
Plan. We believe that the well-known and
widely accepted principles of (i) common
but differentiated responsibility; and (ii)
historical responsibilities are sacrosanct.”
Regime –
R&P -
Negativt
Negativ artikulation af
det eksisterende
internationale
klimaregimes
institutionelle regler og
principper, dvs. som
man ønsker reelt ændret
eller fjernet
N/A
Regime –
R&P -
Neutralt
Neutral artikulation af
det eksisterende
internationale
klimaregimes
institutionelle regler og
principper, dvs. blot
konstateringer af dem
uden valens
“In accordance with the Convention, each
party has the obligation to submit its
national communication on climate change,
including the national inventories of
anthropogenic emissions by sources and
removals by sinks, the overall description
of the measures taken or envisaged for the
implementation of the Convention as well
as other information that the party
considers suitable to submit.”
Koder genereret induktivt under kodningsprocessen Teoretiske
kode(r) Underkode(r) Beskrivelse Tekst-eksempel
Nøgleord
Normalt
udviklingsland
Selvbeskrivelser som
almindeligt udviklingsland
(eng. developing country).
“Given the lack of resources, and access to
technology and finances, developing countries such
as India have limited capacity to develop and adopt
strategies to reduce their vulnerability to changes in
climate.”
Specielt
udviklingsland
Selvbeskrivelser som specielt
udviklingsland, der på en eller
“responding to climate change is what China needs
to do to achieve sustainable development at home
Bilag | 157
flere – og på positivt eller
negativt opfattet måde –
adskiller sig fra andre
udviklingslande.
as well as to fulfill its due international obligation
as a responsible major country. This is not at others’
request but on our own initiative. China was the
first among developing countries to formulate and
implement a national climate change program.”
Teknologiske og
finansielle
overførsler
Artikulationer af behov for at
modtage teknologiske og
finansielle overførsler for at
øge sin klimaindsats
“Technology is a key enabler in our efforts to tackle
climate change. It is imperative that international
efforts significantly enhance availability of cost
effective advanced clean technologies to developing
countries many of which rely on fossil fuels as a
major source of energy.”
Bæredygtig
udvikling
Artikulationer af ambition om,
at ens udviklingsproces skal
være bæredygtig
“China holds the principle of ‘addressing climate
change under the framework of sustainable
development’”
Fremtidige
udledninger
Artikulationer om, hvordan
man ser størrelsen af sine
fremtidige udledninger
udvikle sig.
“Achieving these development priorities will
require a substantial increase in energy
consumption both at macro and micro levels, and
consequent rise in GHG emissions. Coal, being the
most abundant domestic energy resource, would
continue to play a dominant role. The per capita
emissions, which are currently a fifth of the world
average, can therefore be expected to rise.”
158 | Bilag
Bilag 3: Tabeller bag indholdsanalysens grafer Figur 6: Indiens artikulerede valens ift. klimaregimets principper og resultater, 2004-15 Absolut antal kodninger 2004-2005 2006-2007 2008-2009 2010-2011 2012-2013 2014-2015 Regime-Resultater-Negativ 3 4 4 0 4 7 Regime-Resultater-Positiv 2 1 1 0 3 0
Regime-Principper-Negativ 0 0 0 0 0 0 Regime-Principper-Positiv 4 2 14 3 6 10 Gns. antal kodninger pr. kilde 2004-2005 2006-2007 2008-2009 2010-2011 2012-2013 2014-2015 Regime-Resultater-Negativ 1.0 1.0 0.8 0.0 1.3 1.8 Regime-Resultater-Positiv 0.7 0.3 0.2 0.0 1.0 0.0 Regime-Principper-Negativ 0.0 0.0 0.0 0.0 0.0 0.0 Regime-Principper-Positiv 1.3 0.5 2.8 1.0 2.0 2.5 Figur 7: Indiens gns. antal selvbeskrivelser som normalt hhv. specielt udviklingsland, 2004-15 Absolut antal kodninger 2004-2005 2006-2007 2008-2009 2010-2011 2012-2013 2014-2015 Normalt udviklingsland 16 10 8 6 12 9 Specielt udviklingsland 2 0 3 1 3 2 Gns. antal kodninger pr. kilde 2004-2005 2006-2007 2008-2009 2010-2011 2012-2013 2014-2015 Normalt udviklingsland 5.33 2.5 1.6 2 4 2.25 Specielt udviklingsland 0.7 0.0 0.6 0.3 1.0 0.5 Figur 11: Kinas artikulerede valens i forhold til klimaregimets principper og resultater, 2004-15 Absolut antal kodninger 2004-2005 2006-2007 2008-2009 2010-2011 2012-2013 2014-2015 Regime-Resultater-Negativ 8 7 10 0 0 0 Regime-Resultater-Positiv 3 0 1 2 6 1 Regime-Principper-Negativ 0 0 0 0 0 0 Regime-Principper-Positiv 4 8 16 3 5 3 Gns. antal kodninger pr. kilde 2004-2005 2006-2007 2008-2009 2010-2011 2012-2013 2014-2015 Regime-Resultater-Negativ 2.67 1.40 0.63 0.00 0.00 0.00 Regime-Resultater-Positiv 1.00 0.00 0.06 1.00 1.50 0.20 Regime-Principper-Negativ 0.00 0.00 0.00 0.00 0.00 0.00 Regime-Principper-Positiv 1.33 1.60 1.00 1.50 1.25 0.60 Figur 12: Kinas gns. antal selvbeskrivelser som normalt hhv. specielt udviklingsland, 2004-15 Absolut antal kodninger 2004-2005 2006-2007 2008-2009 2010-2011 2012-2013 2014-2015 Normalt udviklingsland 7 3 7 3 6 1 Specielt udviklingsland 1 2 8 3 12 14 Gns. antal kodninger pr. kilde 2004-2005 2006-2007 2008-2009 2010-2011 2012-2013 2014-2015 Normalt udviklingsland 2.3 0.6 0.4 1.5 1.5 0.2 Specielt udviklingsland 0.3 0.4 0.5 1.5 3.0 2.8
Bilag | 159
Figur 14: Eksplicitte benævnelser hos Indien hhv. Kina af USA og hinanden, 2004-2015
Indien Kina
Før 2012 Efter 2012 Før 2012 Efter 2012
Benævnelser af USA 1 5 11 26 Benævnelser af Kina 14 16
Benævnelser af Indien
1 3 Figur 16: Ratio mellem benævnelser af ’climate change’ og ’energy’ for Kina og Indien, 2004-15 Indien: Antal benævnelser 2004-2006 2007-2009 2010-2012 2013-2015 Climate change 592 177 998 53 Energy 574 251 1075 108 Ratio 1.03 0.71 0.93 0.49 Kina: Antal benævnelser-. 2004-2006 2007-2009 2010-2012 2013-2015 Climate change 304 766 837 634 Energy 619 705 831 442 Ratio 0.49 1.09 1.01 1.43
160 | Bilag
Bilag 4: Eksempel på spørgeguide til vestlige repræsentanter Research questions Interview questions Briefing
First of all, thank you very much for taking the time to speak with us. Before we begin the interview, I would like to start with a short introductory briefing. I will also be the one primarily asking the questions. As a start, however, I have to ask you some formal questions: Firstly, is it okay that this interview is being recorded? Secondly, can we quote you directly in our dissertation, or would you prefer some level of anonymity? [If yes: Then I have to ask you how we may refer to your statements? Like, can we indicate which country you are from or would you prefer to be referred to as, say, an anonymous official from an unnamed western country, etc.?] Okay then, before we begin, let me set the context for the interview. As mentioned in our email to you, we are writing about the evolution of climate change negotiations between western countries and India and China respectively. We are focusing on the characteristics of that cooperation over the last ten years or so, including similarities and potential differences in China and India’s approaches to international cooperation on climate change, and the strategies they employ in negotiations with western countries as well as the strategies that western countries use in these negotiations. For this purpose, we would like to hear about some of your experiences and impressions.
Introductory question: How does interviewee perceive China/India as an actor in int.nat. climate politics? What is the interview person’s general impression of China’s and India’s role in international climate politics? How do other actors/great powers see China and India’s roles in international climate politics?
Okay, to jump right in: If you were to briefly describe how you see India’s overall approach to or position in international climate negotiations, how would you describe it? What adjectives would you use? … How would you then characterize China’s approach or position?
How do India and China verbalize themselves and their role in international climate politics (e.g. “Who are we? And what role do we see ourselves have? – especially in the climate negotiations and in interactions with other countries. Perhaps also how much they accentuate these views in interactions. Differences between China’s and India’s self-perceptions and views on individual responsibility towards dealing with climate change Holistic view on international climate politics?
When you meet with Indian and Chinese officials at international meetings or negotiations, how do they tend to describe their country’s wishes and visions for the international climate regime? In your view, how do they describe their own country and their priorities and responsibilities in international climate politics? Have these (descriptions, priorities and sense of responsibility) changed in any way over the last 10 years? Do you think there are any differences between the two countries’ approaches? [If yes:] What do these differences consist of? Have differences always been evident? Do you ever experience that Indian and Chinese representatives link questions about climate change with other issues? [If Yes:] What other issues?
Bilag | 161
Are China and India’s current efforts towards solving the climate problematiqué perceived by other Great Powers as compliance with their role and responsibility? (Related to: How are we and our actions perceived by the relevant Other? What role do other actors (relevant Other) expect we have? Has a development in expectations for respectively India and China occurred in the last 10 years?
If we look again at India particularly, would you describe India’s general contribution to the international effort to minimize climate change as sufficient? Would you say that their effort is an adequate fulfillment of their responsibility? Why / Why not? If we look instead at China, what would then be your assessment? Would you say that the world’s expectations towards China and India have changed in any way over time regarding their appropriate climate effort? [If yes:]: In what ways? And why?
What does India’s and China’s cooperation with the other Great Powers (western countries) on the issue of climate change consist of, and do western powers try to persuade/pressure India or China? [Questions relating to their interaction with the Western Great Powers – i.e. the Relevant Other] Do China/India listen to arguments and ideas from western countries? What is the western countries’ collective approach to engaging with China and India? How does the international community perceive the Joint Presidential Announcement on Climate Change between China and the U.S. in 2014
What would you say is the primary purpose of or motivation for ___ (or the EU’s) engagement with China and India? How would you characterize ___ approach or strategy when it comes to negotiating with India and China, respectively, on climate issues? (Is it the same approach you have for both countries? [If No:]: In what ways do your approaches differ?) In negotiations with India and China respectively, is it your impression that the Chinese and Indian representatives listen to your arguments and take them into consideration? It seems reasonable to say that the EU often acts as the prime negotiator on behalf of the European countries in negotiations with countries such as China and India. In your view, what is the main motivation --- to negotiate through the EU? Okay, can you recall any instances where ___ or the EU has attempted to put some kind of pressure on India or China to make them change positions on a climate-related issue and, say, take on more commitments? [If Yes:] What did this attempt consist of, and how did they react? Did it work? [If No]: Why not? China and the U.S. made a joint commitment in 2014 on the issue of climate change, and it seems climate change has become a quite significant pillar in the U.S.-China bilateral relationship, given joint statements also in 2015 and 2016. What is your opinion of these statements? [Do you have any thoughts of why there might not exist a similar agreement between the U.S. and India?]
Debriefing
Those were all the questions we had, thank you very much. Is there anything that you yourself would like to ask? Or elaborate on, which
162 | Bilag
you couldn’t during the interview? Or just remembered? Otherwise, we just want to say thank you very much for taking the time to participate!
Bilag | 163
Bilag 5: Eksempler på spørgeguider til ikke-vestlige informanter
Spørgeguide til kinesiske informanter Research questions Interview questions Briefing
First of all, thank you very much for taking the time to speak with us. Before we begin the interview, I would just like to start with a short introductory briefing. I will also be the one primarily asking the questions. Before we begin, however, I do have to ask you some formal questions: Firstly, I have to ask you if it is okay that this interview is being recorded? [If yes: Great, I will however ask you this question again at the beginning of the recording, so we have your consent on record.] Secondly, would you prefer the interview to be anonymous? [If yes: Then I have to ask you how we may refer to your statements in our dissertation? Like for example, would you prefer to be referred to as an anonymous informant from the think tank community, a specific organization etc.?] Before we begin, let me set the context for the interview. As we mentioned in our request, we are writing about the evolution of climate cooperation between western countries and India and China respectively. We are focusing on the developing characteristics of that cooperation over the last couple of years, including potential differences and similarities in China and India’s approaches to international cooperation on climate change, and the strategies that they employ in their interaction with western countries.
Introduction question What is the informant’s position, and what potential insights could he/she expect to have?
Would you please start by briefly describing your position and your responsibilities at [insert organization]?
Questions related to how China sees itself as an actor in int.nat climate politics What is the interviewee’s general impression of China’s role in international climate politics?
If you were to briefly characterize China’s overall approach to international climate politics, how would you describe it? What adjectives would you use?
How does China verbalize itself and its role in international climate politics (e.g. “Who are we? And what role do we see our selves have? – especially in the climate change negotiations and in interactions with other countries. Perhaps also how much they accentuate these views in interactions. Holistic view on international climate politics?
When you talk with or hear statements from Chinese officials and politicians involved in Chinese climate policy, how do they describe the country’s visions for the international climate regime? Would you say that these have changed in any way over the last 10 years? In your view, how do they describe China and its priorities/responsibilities in international climate politics? Have these changed over the last 10 years? [developing country, green, one with nature, pragmatic, responsible etc.] Do you ever experience that Chinese representatives would rather talk about other issues than climate change, when you meet – or that they link questions about climate change with other issues? [If Yes:] What other issues?
164 | Bilag
How do other actors describe/see China’s role in international climate politics? Are their current efforts towards solving the climate problematiqué perceived as an adequate playing/compliance of that role? (Related to: How are we and our actions perceived by the relevant Others? What role do other actors (relevant Others) expect we have? Has a development in expectations to China’s responsibilities occurred in the last 10 years? Normative opinion about adequacy
In your view, what expectations do other countries seem to have of China in terms of China’s responsibilities towards solving the climate change issue? How do they describe China’s contributions to the international efforts? And its responsibility? [inadequate, proactive, laggard etc.]. Do you think it makes sense to say that a development has occurred in the expectations that other countries have to China in international climate politics over the last 10-15 years? [If yes:] What do you think this development reflects? Is it your impression that other countries deem China’s domestic efforts and approach to the international climate negotiations as adequate compliance with China’s responsibilities? In other words, does China live up to the expectations of other countries on the climate issue?
What does China’s cooperation with the other Great Powers (western countries) on the issue of climate change consist of? [Questions relating to China’s interaction with the West or the other Great Powers] What is China’s approach to interacting with other great powers on climate politics? – specifically the U.S. and the EU.
- Annual MOU - Exchange of technology and
knowledge – primarily one-way transfer?
- Financing - Exchange of researchers - Institutionalized meetings – for
example annual ministerial-meetings, consultations between officials, joint conferences on climate-related issues?
What does the seemingly deepening bilateral partnership between the U.S. and China on the issues of climate change, mean for China? Is the critique of China for lacking climate efforts strategic shaming/socialization – and does it work?
In your opinion, what is China’s approach when it comes to cooperating and negotiating specifically with western countries on issues of climate change? [possible elaboration: What does China seem to have identified as the best way to attain its objectives, in its interaction with western countries?] More specifically, how would you characterize China’s relationships with respectively the U.S. and the EU on climate change? Have those relationships changed in any significant way over the last, say, 10 years? [If Yes:] In what ways? And how would you describe that change? In your view, is China’s approach to climate change collaboration with respectively the U.S. and EU, in harmony with their approaches to cooperation with China? Why / Why not? China and the U.S. made a joint commitment in 2014 on the issue of climate change, and it seems climate change has become a significant pillar in the U.S.-China bilateral relationship, given another joint statement in 2015 and one more this year. What is your opinion of this agreement? In spite of their cooperation on many issues, western countries sometimes criticize China for blocking international progress on the climate change issue. In your view, what is China’s reaction to such criticism? In your assessment, how should we understand such criticism from western countries?
Bilag | 165
“The Self’s” conceptualization or understanding of key normative concepts in the international climate regime – i.e. how do China interpret concepts such as fairness, common but differentiated responsibilities, respective capabilities and equity
In the international climate change regime, some key concepts stand at the forefront of international discussions. When you talk with Chinese officials or read public statements, how do they seem to understand the principles of, say, common but differentiated responsibilities? What about the respective capabilities-principle? Normative concepts such as fairness and equity seem to play a role in China’s view on international climate cooperation – in your view, how does China seem to interpret these principles when it comes to international climate change negotiations?
Specific question to Li Shuo Now I would like to refresh your memory about an interview that the South China Morning Post did with you in December 2015. In the article you said that China has: “created a new category for itself (used in the context of China’s offer to peak carbon emissions no later than 2030), (…) What has evolved from the Copenhagen negotiations six years ago is the gradual blurring of the bifurcation, and much middle-ground language has emerged” (…) You also said: “India is a bit like where China was in Copenhagen, adopting a rather defensive approach on most of the major elements, making it easier to become target of criticism”. Would you say a few words about what you mean when you say that China has created a “new category” for itself? You seem to be arguing that India and China are diverging a bit in their approaches to the international climate negotiations, is that correct? [If Yes:] In what ways do you think they are beginning to differ, and how come?
Debriefing
Those were all the questions we had. Is there anything that you yourself would like to ask us? Or something you would like to elaborate on, which you couldn’t do during the interview? Or something you recalled later in our talk? If not, we would just say thank you very much for taking the time to participate!
166 | Bilag
Spørgeguide til indiske informanter Research questions Interview questions Briefing
First of all, thank you very much for taking the time to speak with us. Before we begin the interview, I would just like to start with a short introductory briefing. I will also be the one primarily asking the questions. Before the briefing, however, I do have to ask you some formal questions: Firstly, I have to ask you if it is okay that this interview is being recorded? [If yes: Great, I will however ask you this question again at the beginning of the recording, so we have your consent on record.] Secondly, would you prefer the interview to be anonymous? [If yes: Then I have to ask you how we may refer to your statements in our dissertation? For example, would you prefer to be referred to as an anonymous informant from the think tank community, from the Centre for Policy Research etc.?] Before we begin, let me set the context for the interview. As we mentioned in our request, we are writing about the evolution of climate cooperation between western countries and India and China respectively. We are focusing on the developing characteristics of that cooperation over the last couple of years, including potential differences and similarities in China and India’s approaches to international cooperation on climate change, and the strategies that they employ in their interaction with western countries.
Introduction question What is the informant’s position, and what potential insights could he/she expect to have?
Would you please start by briefly describing your position and your responsibilities at the ___?
Questions related to how India sees itself as an actor in int.nat climate politics What is the interviewee’s general impression of India’s role in international climate politics? (Specific question to N. Dubash) (Specific question to M. Shrivastava)
If you were to briefly characterize India’s overall approach to international climate politics, how would you describe it? What adjectives would you use? You've often described India’s approach to climate policy as a co-benefits approach. Could you elaborate a little on what you mean by that? In some of your work, you have described India’s international climate policy as driven by both material and ideational factors. Could you elaborate on that?
How does India verbalize itself and its role in international climate politics (e.g. “Who are we? And what role do we see our selves have? – especially in the climate change negotiations and in interactions with other countries. Perhaps also how much they accentuate these views in interactions. Holistic view on international climate politics? (specific to M. Shrivastava)
When you talk with or hear statements from Indian officials and politicians involved in India’s climate policy, how do they describe the country’s visions for the international climate regime? (Would you say that these have changed in any way over the last 10 years?) In your view, how do they describe India and its priorities/perceived responsibility in international climate politics? Have these changed over the last 10 years? [developing country, green, one with nature, pragmatic, responsible etc.] Do you ever experience that Indian representatives would rather talk about other issues than climate change, when you meet – or that they link questions about climate change with other issues? [If Yes:] What other issues? In some of your work, you have described India’s climate policy as embedded in wider policy concerns. Would you say a few words
Bilag | 167
about what you mean by that?
How do other actors describe/see India’s role in international climate politics? Are their current efforts towards solving the climate problematiqué perceived as an adequate playing/compliance of that role? (Related to: How are we and our actions perceived by the relevant Others? What role do other actors (relevant Others) expect we have? Has a development in expectations to India’s responsibilities occurred in the last 10 years? Normative opinion about adequacy
In your view, what expectations do other countries seem to have of India in terms of India’s responsibilities towards solving the climate change issue? How do they describe India’s contributions to the international efforts? And its responsibility? [inadequate, proactive, laggard etc.]. Do you think it makes sense to say that a development has occurred in the expectations that other countries have with regards to India in international climate politics over the last 10-15 years? [If yes:] What do you think this development reflects? [If not addressed directly by interviewee:] Is it your impression that other countries deem India’s domestic efforts and approach to the international climate negotiations as adequate compliance with India’s responsibility? (In other words, does India live up to the expectations of other countries on the climate issue?)
What does India’s cooperation with the other Great Powers (western countries) on the issue of climate change consist of? [Questions relating to India’s interaction with the West or the other Great Powers] What is India’s approach to interacting with other great powers on climate politics? – specifically the U.S. and the EU.
- AnnualMOU- Exchange of technology and
knowledge – primarily one-waytransfer?
- Financing- Exchangeofresearchers- Institutionalized meetings – for
exampleannualministerial-meetings,consultations between officials, jointconferences on climate-relatedissues?
What does the seemingly deepening bilateral partnership between the U.S. and China on the issues of climate change, mean for India? Is the critique of India for lacking climate
In your opinion, what is India’s approach when it comes to cooperating and negotiating specifically with western countries on issues of climate change? [possible elaboration: What does India seem to have identified as the best way to attain its objectives, in its interaction with western countries?] More specifically, how would you characterize India’s relationship with respectively the U.S. and the EU on climate change? Have those relationships changed in any significant way over the last, say, 10 years? [If Yes:] In what ways? And how would you describe that change? In your view, is India’s approach to climate change collaboration with respectively the U.S. and EU, in harmony with their approaches to cooperation with India? Why / Why not? China and the U.S. made a joint presidential statement and commitment in 2014 on the issue of climate change, and again in 2015 and 2016. We have not seen the same kind of announcement on that level from India and the US. Why do you think that is? (What is your opinion of the US-China agreement?)
168 | Bilag
efforts strategic shaming/socialization – and does it work?
It is also evident that western countries sometimes criticize both India and China for blocking international progress on the climate change issue. In your view, what is India’s reaction to such criticism? And, in your assessment, how should we understand such criticism from western countries?
“The Self’s” conceptualization or understanding of key normative (but ambiguous) concepts in the international climate regime – i.e. how does India interpret concepts such as fairness, common but differentiated responsibilities, respective capabilities and equity?
In the international climate change regime, some key concepts stand at the forefront of international discussions. When you talk with Indian officials or read public statements, how do they seem to understand the principles of, say, common but differentiated responsibilities? What about the respective capabilities-principle? Normative concepts such as fairness and equity also seem to play a vital role in India’s view on international climate cooperation – in your view, how does India seem to interpret these principles when it comes to international climate change negotiations?
Specific questions to Navroz Dubash After the Paris Agreement had been reached you commented that, with regards to the distinction between developed and developing countries, the Agreement (and I quote) “allows some countries to cross categories when it deems fit, as China has done by pledging a “peaking year” for its emissions, while allowing others, like India, to persist with an emissions intensity pledge, which allows emissions to rise.” What do you mean by ’crossing categories’? Should we see China as having created a “new category” for itself? You seem to be arguing that India and China are diverging a bit in their approaches to the international climate negotiations, is that correct? [If Yes:] In what ways do you think they are beginning to differ, and how come?
Specific questions to Manish Kumar Shrivastava
Some years back you wrote an article with a few others about what shapes India’s climate policy. In that article, you identified what you called a ‘new normative perspective’ in India’s position, which to a large extent you attribute to the appointment of Jairam Ramesh as Minister for Environment and Forests and his re-framing of the Indian position. However, you also highlight the fact that he received much internal criticism for his approach – and indeed, he was later replaced in July 2011. In your assessment, why do you think was he replaced? Does it mean anything for the ‘shift’ in normative perspective, that you identified back then?
Debriefing
Those were all the questions we had. Is there anything that you yourself would like to ask us? Or something you would like to elaborate on, which you couldn’t do during the interview? Or something you recalled later in our talk? If not, we would just say thank you very much for taking the time to participate!