Af NINA TRIGE ANDERSEN

SEOUL – Måske kan man se det, hvis man kig-ger rigtig godt efter. Tøjet er lidt anderledes; og kropssproget. De fumler måske lidt for længe med kortet i metroen eller glemmer at tage sko-ene af, når de går indenfor. Men for det meste er der ingen, der lægger mærke til det. Først når

de taler. De transnationalt adopterede, som vender tilbage til Sydkorea, befinder sig i en speciel situation: På den ene side oplever de – ofte for første gang – at kunne forsvinde ind i anonymiteten blandt andre koreanere; på den anden side er de lige så fremmede som en hvilken som helst vestlig turist. Af de op mod 200.000 koreanske børn, der er blevet bortadopteret til Europa, USA og Canada siden 1950erne, er langt de fleste vokset op i hvide familier. De har ikke lært koreansk sprog, kultur eller historie. De er migranter uden migrationshistorie.

»Hele projektet har været at assimilere os ind i hvidheden. Derfor bliver transnational adoption også kaldt den tavse mi-gration,« siger Kim Stoker fra Adoptee Solidarity Korea (ASK). Selv blev hun bortadopteret til USA, men vendte tilbage til Sydkorea for over 15 år siden. Det har tusinder andre adopte-rede også gjort det seneste årti, nogle for et par uger, andre for at blive. Men først for nylig er forskere begyndt at undersøge, hvad de transnationalt adopterede egentlig søger – og søger væk fra – når de vinker farvel til adoptivfamilierne, vennerne og opvæksten i Vesten og vender tilbage til det Korea, de blev sendt bort fra som børn.

Et nyt kapitelBoonyoung Han, ph.d.-stipendiat i socialpolitik ved Seoul National University, blev bortadopteret til Danmark, men slog sig ned i Seoul for snart ti år siden. Hun har netop stået i spid-sen for en omfattende interviewundersøgelse om, hvad voksne adopterede har brug for hjælp og støtte til. Undersøgelsen viser først og fremmest, at såkaldt Post Adoption Services skal tænkes som en udvikling, ikke en engangsservice, fortæller Boonyoung Han:

»Det handler om langt mere end papirarbejde at finde sin biologiske familie. Det handler også om noget emotionelt, men adopterede har svært ved at sætte konkrete ord på det.« Svarene kredser imidlertid om noget, der kan gøre overgangen for den adopterede, der er rejst tilbage til Korea, lettere. »Den tøven, der er i svarene, handler også om, at tilbagevenden til Korea stadig bliver opfattet som uden for normen. Det er et nyt kapitel af adoptionshistorien, som endnu er ved at blive skrevet,« siger Boonyoung Han.

Den transnationale adoption startede i kølvandet på Koreakrigen 1950-53. Forældreløse børn og børn af amerikan-ske soldater og koreanske kvinder – noget der efter krigen var socialt uacceptabelt i Korea – blev via nykristne amerikanere bortadopteret til familier i USA. Det udviklede sig hurtigt til en industri med årligt millionoverskud, da trafikken fra Korea særligt i ’80erne var på sit højeste. Transnational adoption var blevet et globalt marked med ventelister forbeholdt familier med økonomisk overskud. Siden ’90erne er omfanget af trans-nationale adoptioner fordoblet til omkring 20.000 om året. Sydkorea er stadig blandt de fem største ’eksportører’, men er blevet overhalet af Kina, Guatemala, Etiopien og Rusland.

AdoptionsforskningenI adoptionsforskningen har der hidtil været mest fokus på adoptivforældrene, familien og på børnenes sociale og psyki-ske ’tilpasningsevner’. Men nu er de voksne generationer af adopterede selv begyndt at formulere forskningsspørgsmålene, og det har ifølge bl.a. den amerikanske adoptionsforsker Kim

Park Nelson åbnet døren til nye felter – f.eks. betydningen af hvidhed, og hvilken rolle race spiller inden for familien, samt transnationalt adopteredes mange identiteter.

Men det har ikke været let for adopterede at trænge igennem de eksisterende forestillinger om adoption, siger Boonyoung Han: »Progressive akademikere, socialarbejdere og psykolo-ger har, også fordi de ofte selv har været adoptivforældre, i høj grad skrevet adoptionshistorien. Men nu er der kommet netværk og organisationer, som de adopterede selv har dannet, og de er inden for de sidste femten år begyndt at fortælle en anden historie. Den handler ikke primært om for eller imod transnational adoption, men snarere om, hvilke spørgsmål man i det hele taget kan stille til adoption.«

FarveblindhedI Danmark er ph.d. Lene Myong, adjunkt ved Institut for uddannelse og pædagogik, Aarhus Universitet, en af de få forskere på feltet. »De fleste transnationalt adopterede er også transracialt adopterede – altså f.eks. asiatiske eller sorte børn til hvide familier,« siger Lene Myong. »Men for de adopterede, jeg har interviewet, har den raciale forskellighed oftest været omgærdet af tavshed. Man kan læse det som et håb om, at ’i tavshed bliver vi ens’.«

Tavsheden er ifølge Myong også knyttet til et progressivt ideal om ’farveblindhed’ – hvad der i praksis ofte bliver til negligering af racisme og en tabuisering af, hvad der sker socialt. »Adopterede oplever f.eks. at blive tiltalt på engelsk eller som kvinde at blive opfattet som ’tilgængelig’ eller en ’købekone’, mens andre taler om ubehaget ved, at folk generelt glor på en,« siger Myong. Men de oplevelser kan være svære at tale om.

»I den konkrete adoptivfamilie,« siger Myong, »handler ’farveblindheden’ også om begæret efter slægtskab, forbundet-hed og fælles identitet. Når vi ligner hinanden, bliver vi til en familie. Der bliver investeret stærkt i en fælles danskhed, fordi det opleves som en trussel mod slægtskabet, hvis adoptivbar-net begynder at opsøge en anden identitet. Når der lirkes ved danskheden, forrykkes den forbundethed, der limer børn og voksne sammen i familien.«

Adoptivbørn kan derfor møde modstand, når de vælger Korea tilbage. Jenny Na rejste fra adoptivlandet USA til Sydkoreas hovedstad Seoul for over ti år siden og er i dag re-daktør for Korea Joongang Daily. »Min far var sådan ’hvorfor i alverden vil du derhen’, mens min mor var nysgerrig,« fortæl-ler Jenny Na. »Min far er blødt lidt op, fordi han har indset, at det ellers vil blive svært at have en relation. Men sidst jeg var hjemme, når snakken så faldt på Korea, rejste han sig bare fra bordet og gik.«

Ifølge Lene Myong vokser mange adopterede op med en usagt opfordring om ikke at interessere sig for meget for deres adoptionshistorie. Blandt andet fordi der med adoptionen ikke kun følger en adgangsbillet til priviligeret assimilation, men også en mistanke om splittelse eller identitetskrise. »Derfor bliver det opfattet som problematisk at have brug for at snakke om, at man er adopteret. Som en af mine informanter sagde om sine adoptivforældre: ’De vil gerne kunne sige til deres venner, at det har der ikke været nogen ben i. Vi har bare lidt skæve øjne og sort hår, men vi har jo altid været på lige fod med alle andre, og vi har ikke nogen problemer’,« siger Myong. Hun mener, at man fra adoptivforældrenes side kan forstå det som en velmenende bestræbelse på at adskille ’problem’ fra race og adoption. »Men sagen er, at problemet hele tiden følger ikke-problemet som dets tavse skyggeside,« siger Myong.

For Mette Nørnberg Pedersen, der blev adopteret fra Korea til Hjallerup i 1980erne, har Myongs arbejde været med til at gøre de tanker, hun gjorde sig om sin egen opvækst, mere legitime: »Det er som om, at hvis der ikke findes et

sprog for de tanker, man har, så er de nok forkerte,« siger Mette Nørnberg Pedersen. Mødet med andre adopterede, da hun første gang rejste til Korea, var næste skridt på vejen til at kunne formulere sine egne spørgsmål til de erfaringer, hun har gjort sig som adoptivbarn. Noget, man ikke rigtig havde kunnet tale om i Hjallerup: »Jeg ville ønske, man i det mindste kunne snakke om, at man er anderledes. At det betyder noget, at man er blevet fjernet fra sin familie og fra sit land. At ens historie findes. Det er, som om adoptionen slutter, når man lander med flyet i Danmark, og at ens liv først starter der,« siger Mette Nørnberg Pedersen. Men adopteret er man hele livet, mener hun. Det er ikke en proces, som kan afsluttes eller forløses – heller ikke ved at vende tilbage til Korea. »Så åbner der sig bare nye spørgsmål,« siger Mette Nørnberg Pedersen. »Nogle gange er svarene heller ikke rare – for mange er der ikke en lykkelig slutning, hvor man bliver genforenet med sin familie. Men man har ret til at kende sin historie, og det må gerne være komplekst og ambivalent. Man kan godt bruge sandheden til noget, selvom den måske er lidt hård.«

Efter et par rejser til Sydkorea ville Mette Nørnberg Pedersen prøve at have en hverdag i Seoul, og sidste sommer fik hun arbejde på Haja Center, en blanding mellem kunst-akademi og social entreprenøruddannelse. Med en uddannelse fra Kaospiloterne i Aarhus bag sig skal hun nu designe en projektlederuddannelse for unge koreanere.

At blive forladt I en kældercafe fuld af bøger og kunst i et af Seouls universitetskvarterer sidder 20 mennesker i en rundkreds. Med undtagelse af fire er alle adopterede – født i Sydkorea, men vokset op i Frankrig, USA, Schweiz. De ikke-adopterede gæster er: et barn af en adopteret, en koreaner gift med en hjemvendt adopteret, en journalist fra Danmark og Eli Fehler, amerikansk psykoterapeut med speciale i adoption. Hun er inviteret af Adoptee Solidarity Korea og Global Overseas Adoptees’ Link til at holde workshops om ’Mental sundhed og adoption: tilknytning og identitet’. Fehler har to søstre, som blev adopteret fra Kina som 8-årige, og hendes mor har indtil for nylig haft et adoptionsbureau. »Men hun lukkede det, fordi hun erkendte, at international adoption måske ikke er den bedste løsning,« fortæller Fehler og indleder workshoppen med et spørgsmål: »Hvor mange har oplevet, at jeres adoptivforældre gav plads til ambivalente eller negative føleleser omkring det at være adopteret?«

Én rækker hånden op, så kommer en hånd mere, lidt tøvende. Nogle ryster på hovedet, andre ser bare frem for sig. Deltagerne har præsenteret sig selv med alt fra »jeg har aldrig haft identitetskrise, mine forældre var fantastiske – kort sagt, jeg var et lykkeligt barn« og til »min adoptivmor slog hånden af mig for seks år siden, og jeg har ikke talt med hende siden«. Men kun to af de 16 mener, der var plads til f.eks. følelsen ’jeg ville ønske, jeg ikke var blevet bortadopteret’.

»Sorgen over at være blevet forladt og ikke kende sin historie bliver negligeret. Folk siger bare: ’Du var jo så lille, at du ikke kan huske tiden, før du kom’. Det bliver illegitimt at søge efter sin fortid,« siger en af deltagerne, og Fehler supplerer: »Ofte handler det også om adoptivforældrenes fantasi om at være alt det, du ikke havde. Men ingen kan kompensere det fundamentale tab, man lider, når man bliver forladt og sendt til en anden del af verden.«

Følelsen af helhedEn af deltagerne i workshoppen bruger udtrykket at ’springe ud som adopteret’. En anden fortæller, at hun havde svært ved at forholde sig til sig selv fysisk, da hun kom tilbage til Korea: »Jeg er opdraget, som om jeg var hvid. Alle omkring mig

havde været hvide, og selvom jeg vidste, at jeg var anderledes, kunne jeg simpelthen ikke se en koreansk krop i spejlet. Det ville jeg heller ikke.«

Mange adopterede forsøger gennem deres opvækst, somme tider på opfordring fra adoptivforældrene, at holde afstand til andre asiater. Det hænger ifølge Myong sammen med, at adopteredes tilhørsforhold til normen paradoksalt nok er betinget af oversynlighed. »Jo flere ikke-hvide kroppe man befinder sig i selskab med, desto større er sandsynligheden for, at man ikke bliver aflæst som adopteret – og derfor dansk.« I Myongs afhandling fortæller ’Mi’ om at komme til København og blive opfattet som indvandrer eller flygtning: »Hvor meget skal man høre i sit eget land, før ørerne falder af? Det var aldrig sket i Jylland,« siger ’Mi’ – for dér vidste alle, at hvis man så ud som hende og havde en bestemt alder, så var man adopteret fra Korea.

»Adopterede har lært, at de er danskere, ikke indvandrere,« siger Myong, »men transracialt adopterede skal konstant arbejde for at gøre sig kulturelt genkendelige som danske i en kontekst, hvor kategorier som dansk og hvid vedblivende peger på hinanden.«

Også i Korea er adopterede altid en smule out of place. De bliver mødt med forvirring eller bebrejdelse over, at de ikke kan sproget eller de sociale koder. »Jeg kom hertil for at opleve at være i Korea som koreaner. Men det kommer jeg aldrig til, og det havde jeg ikke lige forudset,« siger Jenny Na.

Anderledesheden i Korea kan imidlertid føles mere attraktiv end den anderledeshed, man oplever i f.eks. Danmark.

»Det handler om immaterielle ting, knyttet til identitet, til følelsen af helhed, som du måske, måske ikke finder her,« siger Kim Stoker. »Men ved at være i Korea giver du i det mindste dig selv den mulighed.« Desuden er det den adopteredes egen beslutning af vende tilbage til Korea, i modsætning til rejsen til Vesten. »At blive adopteret er totalt uden for din kontrol, og det gælder måske grundlæggende for vores liv. Som voksen kan du tage beslutningerne tilbage,« siger Stoker.

Don’t worry about it?Mette Nørnberg Pedersen var to år, da hun blev sendt fra Sydkorea til Danmark. Nu er hun i gang med at genskabe sin relation til Korea – herunder at lære sproget. Det ligner intet, hun har kendt, siden hun landede i Hjallerup for 24 år siden.

»Jeg plejer at forklare det med den lille havfrue – Ariel, der mister sin stemme. Det er, som om havheksen har trukket mit koreanske sprog ud af halsen på mig. Som om man får håndjern på, når man kommer til Danmark – det skal være svært at vælge Korea tilbage,« siger Mette Nørnberg Pedersen. Samtidig er der en konstant følelse af, at jeg burde være taknemmelig over for min adoptivfar, som har givet mig uddannelse og tag over hovedet. Og han er faktisk ret cool og viser også forståelse for, at jeg er taget tilbage til Korea – han siger ’jeg har jo altid vidst, at du bare var til låns’. Men det ligger i ens bevidsthed, ” siger Mette Nørnberg Pedersen og fortsætter: »Ligesom skyldfølelsen over, at jeg ikke kan tale ordentligt med min koreanske familie, at jeg ikke kan forklare dem, hvordan mit liv har været. Både på grund af sproget, men også fordi jeg tror, de har brug for, at det var rigtigt at bortadoptere mig. Så siger jeg bare ’it’s ok, don’t worry about it, I had a good life in Denmark’ ... selvom det er mere komplekst.”

Rapporter, artikler med mere.Jane Treong Trenkas blog: http://jjtrenka.wordpress.com/track/GOA’L: http://goal.or.kr/eng/ASK: http://www.adopteesolidarity.org/TRACK: http://justicespeaking.wordpress.com/

Identitet. Adopterede rejser i disse år tilbage til Sydkorea. Ikke kun for at møde de biologiske forældre, men for at finde den stærke, selvstændige personlighed, der befinder sig et eller andet sted mellem den familie, der gav, og den familie, der fik.

Min historie

Mette Nørnberg Pedersen var to år, da hun kom til familien i Hjallerup. Nu er hun 24 år senere tilbage i Sydkorea for at lære sproget og for at komme fri af både taknemmelighedsgæld og skyldfølelse. FOTO: HONGZO

LAYOUT: ANETTE RIEMANN KORREKTUR: LISBETH RINDHOLT

Samfund4 # 07 17. februar 2012 Weekendavisen