nietzsche - schopenhauer som opdrager
TRANSCRIPT
Friedrich Nietzsche
Schopenhauer som opdrager
Utidssvarende betragtninger III
2011
2
»Schopenhauer als Erzieher« udkom 1874 som tredje stykke
i Nietzsches serie af »utidssvarende betragtninger«. Teksten
er oversat efter standardudgaven: Friedrich Nietzsche:
Kritische Studienausgabe (KSA), Band 1, udgivet af Giorgio
Colli & Mazzino Montinari, dtv / Walter de Gruyter, Berlin /
New York 19882.
Oversat af Peter Ban. Dette er første komplette
oversættelse til dansk.
Version uden noter,
status: 7. juli 2011.
1
1.
Hine rejsende, som havde set mange lande og folkeslag
og flere verdensdele og blev spurgt, hvilken egenskab
ved menneskene han havde genfundet overalt, sagde: de
har en hang til dovenskab. For nogle vil det synes, at han
rigtigere og med mere gyldighed skulle have sagt: de er
alle frygtsomme. De skjuler sig under sædvaner og
meninger. I grunden ved ethvert menneske ret så
udemærket, at det kun er i verden én gang, som et
unikum, og at intet nok så sælsomt tilfælde for anden
gang vil ryste så forunderligt broget en diversitet
sammen til det én og samme, som dét er det: det ved det,
men skjuler det som en dårlig samvittighed — hvorfor?
Af frygt for naboen, som forlanger konventionen og
tilslører sig selv med den. Men hvad er det, der tvinger
den enkelte til at frygte naboen, at tænke og handle
flokmæssigt og ikke at være glad ved sig selv?
Skamfuldhed, måske, hos enkelte og sjældne. Hos de
allerfleste er det bekvemmelighed, træghed, kort sagt
denne hang til dovenskab, som den rejsende talte om.
Han har ret: menneskene er mere dovne end
2
frygtsomme og frygter netop allermest de
besværligheder, som en ubetinget ærlighed og nøgenhed
ville bebyrde dem med. Kun kunstnerne hader denne
skødesløse træden i lånte manerer og overhængte
meninger, og de afslører hvermands hemmelighed,
dårlige samvittighed, den sætning, at hvert menneske er
et enestående vidunder, de vover, at vise os mennesket,
sådan som det helt ind i hver en muskelbevægelse er sig
selv, er sig alene, og mere endnu, at det, i denne strenge
konsekvens af dets unikhed, er skønt og
betragtelsesværdigt, nyt og utroligt som ethvert af
naturens værker, og aldeles ikke er kedeligt. Når den
store tænker foragter menneskene, så foragter han deres
dovenskab: for hvad dovenskaben angår fremtræder de
som fabriksvare, som ligegyldige, som uværdige til
omgang og belæring. Det menneske, som ikke ønsker at
høre massen til, behøver blot at høre op med at være
bekvem overfor sig selv; det skal følge sin samvittighed,
som tilråber det: »vær dig selv! Dét er du altsammen
ikke, hvad du nu gør, mener, begærer.«
Enhver ung sjæl hører dette tilråb om dagen og om
natten og bæver derved; for den aner dens siden
evigheder bestemte mål af lykke, når den tænker på
dens virkelige befrielse: til hvilken lykke den, så længe
den er lagt i meningernes og frygtens lænker, på ingen
måde kan hjælpes. Og hvor trøstes- og meningsløst kan
3
livet blive uden denne befrielse! Der gives ingen tristere
og mere modvillig skabning i naturen end det
menneske, som er veget udenom sit genius og nu skeler
mod højre og mod venstre, bagud og i alle retninger. Et
sådant menneske har man til slut slet ikke lov at angribe
længere, for det er helt yderside uden kerne, et råddent,
bemalet, oppustet klæde, et pyntet spøgelse, som ikke
engang kan vække frygt, og med sikkerhed ingen
medlidenhed heller. Og hvis man med rette siger om
den dovne, at han slår tiden ihjel, så må man om en
periode, som sætter sin frelse på de offentlige meninger,
det vil sige på den private dovenskab, alvorligt bekymre
sig om, at en sådan tid virkeligt engang vil blive slået
ihjel: jeg mener, at den vil blive streget ud fra historien
for den sande befrielse af livet. Hvor stor må modviljen
fra senere generationer være, mod at have at gøre med
efterladenskaberne fra denne periode, hvor det ikke var
de levende mennesker, men derimod offentligt menende
skinmennesker, der regerede; hvorfor vores tidsalder
måske for en eller anden fjern efterverden vil være det
mest dunkle og ukendte, nemlig umenneskeligste afsnit
i historien. Jeg går gennem de nye gader i vore byer og
tænker over, hvordan der af alle disse gyselige huse, som
generationen af de offentligt menende har bygget sig,
ikke står noget tilbage om et århundrede, og hvordan så
også meningerne fra disse husbyggere vil være faldet
4
om. Hvor forhåbningsfulde må derimod alle de være,
som ikke føler sig som borgere af denne tid; for hvis de
var dette, så ville de tjene med til, at slå deres tid ihjel og
sammen med deres tid at gå under — mens de snarere
ønsker at vække tiden til live, for selv at leve videre i
dette liv.
Men selv hvis fremtiden ikke lod os noget at håbe —
vores forunderlige tilværelse netop i dette Nu
opmuntrer os stærkest til, at leve ud fra vores egen
målestok og lov: denne uforklarlighed, at vi netop lever i
dag og alligevel havde den uendelige tid til at opstå i, at
vi ikke besidder andet end et kortvarigt Idag og deri
ønsker at vise, hvorfor og hvortil vi blev til lige netop nu.
Vi har at svare for vores tilværelse overfor os selv;
følgeligt ønsker vi også at give den som de virkelige
styrmænd for denne tilværelse, og ikke at tillade, at
vores eksistens bliver en tankeløs tilfældighed lig. Med
denne eksistens må man tage det lidt kækt og farligt:
især, da man i værste såvel som i bedste fald altid vil
miste den. Hvorfor hænge ved denne klump jord, dette
erhverv, hvorfor adlyde hvad naboen siger? Det er så
småstadsagtigt at forpligte sig til opfattelser, som
allerede et par hundrede mil længere henne ikke
forpligter mere. Orient og Occident er kridtstreger, som
nogen maler for vore øjne, for at narre vores
frygtsomhed. Jeg vil gøre forsøget på at komme til
5
frihed, siger den unge sjæl til sig selv; og da skulle det
hindre den, at to nationer tilfældigvis hader og bekriger
hinanden, eller at der ligger et hav mellem to dele af
Jorden, eller at der rundt omkring dem bliver lært en
religion, som dog ikke bestod for et par tusinde år siden.
Det er du altsammen ikke selv, siger den til sig. Ingen
kan bygge broen for dig, ingen udover dig alene. Ganske
vist gives der utallige stier og broer og halvguder, som
ønsker at bære dig gennem floden; men kun for den
pris, som er dig; du ville forpante og miste dig. Der gives
i verden én eneste vej, som ingen kan gå på, udover dig:
hvorhen den fører? Spørg ikke, gå den. Hvem var det,
der udtalte sætningen: »en mand løfter sig aldrig højere,
end når han ikke ved, hvorhen hans vej endnu kan føre
ham«?
Men hvordan genfinder vi os selv? Hvordan kan
mennesket kende sig? Det er en dunkel og tilsløret sag;
og om haren end har syv huder, så kan mennesket
trække syv gange halvfjerds af sig og vil alligevel ikke
kunne sige: »dét er du nu virkeligt, dét er ikke længere
skal.« Dertil kommer, at det er et pinefuldt og farefuldt
foretagende at påbegynde, at grave i sig selv på den
måde, og i sit væsens skakt på voldsom vis at stige op på
den næste vej. Hvor let beskadiger det sig derved, så at
ingen læge kan helbrede det. Og derudover: til hvad
skulle det være nødigt, når alt alligevel aflægger
6
vidnesbyrd om vores væsen, vore ven- og fjendskaber,
vores blik og håndtryk, vores hukommelse og og det, at
vi glemmer, vore bøger og fjerpennens strøg. Men for at
foranstalte det vigtigste forhør, gives der dette middel.
Den unge sjæl skal se tilbage på livet med spørgsmålet:
hvad har du hidtil sandfærdigt elsket, hvad har trukket
din sjæl til sig, hvad har behersket den og tillige
lyksaliggjort den? Stil rækken af disse beærede
genstande op foran dig, og måske giver de dig, gennem
deres væsen og deres følge, en lov, grundloven for dit
egentlige Selv. Sammenlign disse genstande, se, hvordan
den ene supplerer, udvider, overbyder, bringer klarhed
over den anden, hvordan de danner en trinstige, hvorpå
du indtil nu er klatret frem til dig selv; for dit sande
væsen ligger ikke skjult dybt i dig, men derimod
umådeligt højt over dig, eller i det mindste over det, som
du sædvanligvis tager som dit Jeg. Dine sande opdragere
og uddannere lader dig gætte, hvad der er dit væsens
sande oprindelige mening og grundstof, noget aldeles
uopdrageligt og uuddanneligt, men i al fald svært
tilgængeligt, bundet, lammet: dine opdragere formår
ikke at være andet end dine befriere. Og det er
hemmeligheden ved al dannelse: den giver ingen
kunstige lemmer, voksnæser, bebrillede øjne, — snarere
er det, som disse gaver ville formå at give, kun
vrangbilledet på opdragelsen. Den er derimod befrielse,
7
bortskaffelse af al ukrudt, grusværk, kryb, som vil
antaste planternes sarte kim, udstrømning af lys og
varme, den kærlige nedbrusen af natteregn, den er
efterlignelse og tilbedelse af naturen, hvor naturen er
moderligt og barmhjertigt sindet, den er fuldendelse af
naturen, når den forebygger naturens grusomme og
ubarmhjertige anfald og vender den til det gode, når den
med et slør tildækker naturens ytringer af dens
stedmoderlige sindelag og dens sørgelige uforstand.
Der gives vel sikkert andre midler til at finde sig
selv, til, af den bedøvelse, som man sædvanligvis væver
sig i som i en uklar sky, at komme til sig selv, men jeg
ved ingen bedre, end at besinde sig på sine opdragere og
dannere. Og således vil jeg da i dag være betænkt på den
ene lærer og tugtmester, som jeg har at bryste mig af,
Arthur Schopenhauer — for senere at tænke på andre.
8
2.
Vil jeg beskrive, hvilken begivenhed det første blik jeg
kastede i Schopenhauers skrifter blev for mig, så har jeg
lov at dvæle lidt ved en forestilling, som i min ungdom
var så hyppig og så trængende som næppe nogen anden.
Når jeg tidligere ret af hjertens lyst skejede ud i ønsker,
tænkte jeg mig, at den skrækkelige bestræbelse på, og
forpligtelse til, at opdrage mig selv, ville blive frataget
mig gennem skæbnen: derved, at jeg til rette tid ville
finde en filosof til opdrager, en sand filosof, som man
uden videre besindelse kunne adlyde, fordi man stolede
mere på ham, end på sig selv. Da spurgte jeg mig vel:
hvad ville vel være grundsætningerne, som han ville
opdrage dig efter? og jeg overvejede for mig selv, hvad
han ville sige til begge de maksimer for opdragelsen,
som er i vælten i vores tid. Den ene kræver, at
opdrageren hurtigt skal erkende den ejendommelige
styrke hos sine elever, og så skal lede alle kræfter og
safter og al solskin netop derhen, for at hjælpe denne ene
dyd til en rette modenhed og frugtbarhed. Den anden
maksime vil derimod, at opdrageren drager alle
9
forhåndenværende kræfter frem, plejer dem og bringer
dem i et indbyrdes harmonisk forhold. Men skulle man
med vold nødsage dén til musikken, som har en afgjort
tilbøjelighed for guldsmedekunsten? Skal man give
Benvenuto Cellinis far ret, som gentagent tvang sin søn
til det »kære lille horn«, altså til det, som sønnen kaldte
for »den forbandede fløjten«? Dette vil man, ved
begavelser der er så stærke og udtaler sig så bestemt,
ikke finde rigtigt; og således ville maksimen om den
harmoniske uddannelse måske overhovedet kun være
anvendelig for de svagere naturers vedkommende, i
hvem der ganske vist befinder sig en hel rede af behov
og tilbøjeligheder, som imidlertid, taget tilsammen og
enkeltvist, ikke ønsker at have meget at betyde? Men
hvor finder vi overhovedet den harmoniske helhed og
den mangestemmige samklang i én natur, hvor
beundrer vi harmoni mere, end netop ved sådanne
mennesker, som Cellini var det, i hvem alt, erkenden,
begæren, elsken, haden stræber hen mod et midtpunkt,
mod en rodfæstet kraft, og hvor der netop gennem den
tvingende og herskende overmagt af dette levende
centrum dannes et harmonisk system af bevægelser frem
og tilbage, op og ned? Og således er de to maksimer
måske slet ikke modsætninger? Måske siger den ene
blot, at mennesket skal have et centrum, den anden, at
det også skal have en periferi? Denne opdragende
10
filosof, som jeg drømte mig til, ville vel ikke blot opdage
centralkraften, men ville derimod også vide af at
forhindre, at den virkede ødelæggende overfor de andre
kræfter: snarere ville det være opgaven for hans
opdragelse, forekom det mig, at omdanne det hele
menneske til et levende bevæget sol- og planetsystem og
at erkende loven for dets højere mekanik.
Imidlertid savnede jeg denne filosof, og jeg forsøgte
både det ene og det andet; jeg fandt, hvor elendigt vi
moderne mennesker tager os ud overfor grækere og
romere, selv blot med henblik på dette, at tage alvorligt
og strengt på forståelsen af opdragelsens opgaver! Med
et sådant behov i hjertet kan man løbe hele Tyskland
igennem, i særdeleshed alle universiteter, og vil ikke
finde hvad man søger; selv langt lavere og enklere
ønsker forbliver jo uopfyldte hér. Hvem der eksempelvis
blandt tyskerne alvorligt skulle ønske at uddanne sig
som taler, eller hvem der skulle have til hensigt at gå i
skole som forfatteren, han ville intetsteds finde hverken
mester eller skole; man synes her endnu ikke at have
betænkt, at det, at tale, og det, at skrive, er kunster, der
ikke vil kunne erhverves uden den omhyggeligste
vejledning og de møjsommeligste læreår. Intet viser dog
mere tydeligt og beskæmmende de samtidiges
anmassende selvbehag, end den halvt smålige, halvt
tankeløse armod ved deres krav til opdragere og lærere.
11
Hvad er ikke altsammen tilstrækkeligt dér, selv hos vore
mest fornemme og bedst underviste folk, under navn af
huslærerne, hvilket sammensurium af forskruede
hoveder og forældede indretninger ofte bliver betegnet
som gymnasium og fundet godt sådan, hvad er os alle
tilstrækkeligt som højeste uddannelsesanstalt, som
universitet, hvilke institutioner, sammenlignet med
vanskeligheden ved den opgave, at opdrage et menneske
til menneske! Selv den mangtbeundrede måde, hvorpå
de tyske lærde går løs på deres videnskab, viser frem for
alt, at de derved tænker mere på videnskaben end på
menneskeligheden, at de som et vildfaren flok oplæres i
at ofre sig for den, for så atter at drage nye generationer
hen til denne ofring. Omgangen med videnskaben, når
den ikke ledes og indskrænkes gennem nogen højere
maksime for opdragelsen, men derimod, ud fra
grundsætningen »jo mere desto bedre« blot bliver
stadigt mere løselig, er med sikkerhed lige så skadelig
for de lærde, som den økonomiske læresætning om en
laisser faire er det for sædeligheden hos hele folkeslag.
Hvem ved endnu, at opdragelsen af den lærde, hvis
menneskelighed ikke skal prisgives eller udtørres, er et
yderst vanskeligt problem — og alligevel er denne
vanskelighed til at få øje på, hvis man giver agt på de
talrige eksemplarer, som gennem en tankeløs og alt for
tidlig hengivenhed til videnskaben er blevet trukket
12
skæve og er blevet udmærkede med pukkel. Men der
gives et endnu vigtigere vidnesbyrd for fraværet af al
højere opdragelse, vigtigere og farligere og frem for alt
langt mere almindeligt. Hvis det på stedet er tydeligt,
hvorfor en taler, en forfatter i dag ikke kan opdrages —
fordi der ikke gives nogen opdragere for dem —; hvis
det er næsten lige så tydeligt, hvorfor en lærd i dag må
blive fortrukken og forskruet — fordi det er
videnskaben, altså et umenneskeligt abstraktum, der
skal opdrage ham — så kan man endeligt spørge ham:
hvor er egentlig for os alle, lærde og ulærde, fornemme
og ringe, vore sædelige forbilleder og berømtheder
blandt vore samtidige, det synlige indbegreb af al kreativ
moral i vor tid? Hvor er egentlig al eftertanke over
sædelige spørgsmål blevet af, som enhver mere ædelt
udviklet socialitet til alle tider har beskæftiget sig med?
Der gives ingen berømtheder og ingen eftertænksomhed
af denne art længere; faktisk så tærer man af den
nedarvede kapital af sædelighed, som vore forfædre
ophobede, og som vi ikke forstår at forøge, men
derimod kun at forøde; enten taler man slet ikke om
sådanne ting i vort samfund, eller også gør man det med
en naturalistisk uøvethed og uerfarenhed, som er nødt
til at vække modvilje. Således er det kommet dertil, at
vore skoler og lærere simpelthen ser bort fra al sædelig
opdragelse, eller affinder sig med formalismer: og dyd er
13
et ord, som lærere og elever ikke længere kan tænke sig
noget ved, et gammeldags ord, som man griner af — og
slemt er det, hvis man ikke griner, for så vil man hykle.
Forklaringen på denne mathjertethed og på
højvandets lavere niveau for alle sædelige kræfter er
svær og indviklet; dog vil ingen, der tager indflydelsen
af den sejrende kristendom på vores gamle verdens
sædelighed i betragtning, også have lov at overse den
underliggende kristendoms tilbagevirkning, altså dens
stadigt mere sandsynlige lod i vores tid. Kristendommen
har gennem højden af dens ideal overbudt de antikke
moralsystemer og den i dem alle ensmæssigt rådende
naturlighed, sådan, at man blev stump og ækelt tilpas
overfor denne naturlighed; men bagefter, da man
ganske vist stadig erkendte det bedre og det højere, men
ikke længere formåede det, kunne man ikke længere
vende tilbage til det gode og det høje, nemlig den
antikke dyd, hvor meget man end ville det. I dette frem-
og-tilbage mellem kristeligt og antikt, mellem
sædvanens forskræmte eller løgnagtige kristelighed og
en ligeledes modløs og forlegen antikisering, lever det
moderne menneske, og befinder sig ilde derved; den
nedarvede frygt for det naturlige, og så igen, det på ny
tiltrækkende ved dette naturlige, begæret efter at have et
holdt et eller andet sted, afmagten i erkendelsen af det,
som raver frem og tilbage mellem det gode og det bedre,
14
alt dette frembringer en fredløshed, en forvirrethed i
den moderne sjæl, som dømmer den til at være
ufrugtbar og glædesløs. Aldrig havde man mere brug for
sædelige opdragere, og aldrig var det mere usandsynligt
at finde dem; i de tider, hvor lægerne er mest
nødvendige, ved store syger, er det tillige dem, der er
mest udsat for fare. For hvor er den moderne
menneskeheds læger, som selv står så fast og sundt på
deres fødder, at de stadig ville kunne holde en anden og
føre ham ved hånden? Der ligger en vis formørkelse og
sløvhed over vor tids bedste personligheder, en evig
ærgrelse over kampen mellem forstillelse og ærlighed,
som udkæmpes i deres bryst, en urolighed i deres tiltro
til sig selv — hvorved de bliver helt ude af stand til, også
at være vejvisere og tugtmestre for andre.
Det vil altså virkeligt sige at skeje ud i sine ønsker,
når jeg forestillede mig, at jeg ønskede at finde en sand
filosof som opdrager, som ville kunne løfte én ud over
utilstrækkeligheden, så vidt den ligger i tiden, og igen
ville undervise i at være enkel og ærlig, i tænkningen og
livet, altså at være utidssvarende, dette ord taget i den
dybeste forstand; for menneskene er nu blevet så
mangfoldige og komplicerede, at de er nødt til at blive
uærlige, hvis de overhovedet ønsker at tale, at opstille
påstande og at handle derefter.
15
I sådanne nødstilstande, behov og ønsker lærte jeg
Schopenhauer at kende.
Jeg hører til de af Schopenhauers læsere, som, efter
at de har læst den første side af ham, med bestemthed
ved, at de vil læse alle sider og høre på hvert et ord som
han overhovedet har sagt. Min tiltro til ham var straks
tilstede og den er stadig den samme nu som for ni år
siden. Jeg forstod ham, som havde han skrevet for mig:
for nu at udtrykke mig forståeligt, men ubeskedent og
tåbeligt. Deraf kommer det, at jeg aldrig har fundet en
paradoksi i ham, omend hér og dér en lille fejltagelse;
for hvad er paradoksier andet end påstande, som ikke
indgyder tiltro, fordi forfatteren selv gjorde dem uden
ægte tiltro, fordi han med disse påstande ønskede at
brillere, at forføre og overhovedet at synes?
Schopenhauer vil aldrig synes: for han skriver for sig, og
ingen vil gerne bedrages, allermindst en filosof, der
endda gør sig det til lov: bedrag ingen, ikke engang dig
selv! Selv ikke med det imødekommende selskabelige
bedrag, som næsten enhver samtale fører med sig og som
forfatterne nærmest ubevidst efterligner; mindre endnu
med det mere bevidste bedrag fra talerstolen og med
retorikkens kunstige midler. Schopenhauer taler
tværtimod med sig: eller, hvis man partout vil tænke sig
en tilhører, så kan man tænke sig den søn, som faderen
underviser. Det er en redelig, djærv, godmodig udtale,
16
overfor en hører, som lytter med kærlighed. Sådanne
forfattere savner vi. Den talendes stærke
velbehagsfølelse betager os fra den første tone af hans
stemme; det går os ligesom ved det første indtræde i
højskoven, vi ånder dybt og føler os på én gang atter
tilpas. Her er en altid ensartet styrkende luft, sådan føler
vi; her er en vis uefterlignelig ubefangethed og
naturlighed, sådan som mennesker har den, der er
hjemme i sig selv og vel at mærke er herrer i et meget
velhavende hjem: i modsætning til de forfattere, som
mest af alt forundrer sig selv, hvis de engang var
åndrige, og hvis foredrag derved får noget uroligt og
naturstridigt over sig. Lige så lidt bliver vi, når
Schopenhauer taler, mindet om den lærde, der af natur
har stive og uøvede lemmer og er stakåndet og derfor
kommer kantet, forlegent eller skabagtigt afsted; mens
på den anden side Schopenhauers rå og en smule
bjørnemæssige sjæl lærer, ikke så meget at savne, snarere
end at forkaste smidigheden og den høviske ynde fra de
gode franske forfattere, og ingen vil hos ham opdage
den eftergjorte ligesom forsølvede skinfranskhed, som
tyske forfattere gør sig så stolte over. Schopenhauers
udtryk minder mig hér og dér lidt om Goethe, men
ellers overhovedet ikke om tyske mønstre. For han
forstår at sige det dybsindige enkelt, det gribende uden
retorik, det strengt-videnskabelige uden pedanteri: og
17
hvilken tysker kunne han have lært dette af? Endvidere
holder han sig fri af Lessings spidsfindige, overmåde
bevægelige og — med forlov — temmeligt utyske
manér: hvilket er en stor fortjeneste, da Lessing med
hensyn til prosaisk fremstilling er den mest forføreriske
forfatter blandt tyskere. Og for straks at sige det højeste,
som jeg kan sige om hans fremstillingsmåde, så sætter
jeg ham selv i forhold til hans sætning, at »en filosof må
være meget ærlig, for ikke at betjene sig af nogen
poetiske eller retoriske hjælpemidler.« At ærlighed er
noget og endda en dyd, hører ganske vist, i tidsalderen
for de offentlige meninger, til blandt de private
meninger, som er forbudte; og derfor vil jeg ikke have
lovprist Schopenhauer, men derimod blot have
karakteriseret ham, når jeg gentager: han er ærlig, også
som forfatter; og så få forfattere er det, at man egentlig
skulle være mistroisk overfor alle mennesker, som
skriver. Jeg ved kun om én forfatter til, som jeg, hvad
ærlighed angår, stiller lige med Schopenhauer, ja, højere
endnu: det er Montaigne. Derved, at et sådant menneske
har skrevet, er lysten til at leve på denne jord så sandelig
blevet forøget. Mig går det i det mindste sådan, at efter
at være blevet gjort bekendt med denne mest frie og
kraftfulde sjæl, så må jeg sige, hvad han siger om
Plutark: »næppe har jeg kastet et blik på ham, så er der
vokset et ben eller en vinge på mig«. Jeg ville lade det
18
være ved ham, hvis den opgave var stillet, at gøre sig det
hjemligt på Jorden. —
Schopenhauer har også en anden egenskab tilfælles
med Montaigne, ud over ærligheden: en virkeligt
opmuntrende munterhed. Aliis laetus, sibi sapiens.
Der gives nemlig to meget forskellige arter af
munterhed. Den sande tænker opmuntrer og opkvikker
altid, hvad enten han udtrykker sin alvor eller sin spøg,
sin menneskelige indsigt eller sin guddommelige
hensynsfuldhed; uden vrisne gebærder, rystende
hænder, svømmende øjne, men derimod sikkert og
enkelt, med mod og styrke, noget ridderligt og hårdt,
måske, men i al fald som en sejrende: og netop dét er
hvad der opmuntrer dybest og inderligst, at se den
sejrende gud ved siden af alle de monstre, han har
bekæmpet. Hvorimod den munterhed, som man af og til
støder på hos middelmådige forfattere og iltre tænkere,
gør sådan nogle som os elendige til mode ved læsningen:
som jeg eksempelvis fornemmede det ved David
Strauss’ munterhed. Man skammer sig overordentligt
over at have sådanne muntre samtidige, da de overfor
eftertiden afklæder tiden og os mennesker i den.
Sådanne munterlinge ser slet ikke de lidelser og
monstre, hvilke de som tænkere foregiver at se og
bekæmpe; og derfor vækker deres munterhed ærgrelse,
fordi den bedrager: for den vil forføre til den tro, at der
19
her er blevet tilkæmpet en sejr. I grunden gives der
nemlig kun munterhed, hvor der gives sejr; og dette
gælder om værkerne fra sande tænkere såvel som om
ethvert kunstværk. Får indholdet så være lige så
skrækkeligt og alvorligt som tilværelsens problem netop
er det: trykkende og pinefuldt som værket kun da
virker, når halvtænkeren og halvkunstneren har
udbredt dunsten af deres utilstrækkelighed over det;
mens der ikke kan blive mennesket noget muntrere og
bedre til dels, end at være i nærheden af en af disse
sejrrige, som, fordi de har tænkt det dybeste, netop er
nødt til at elske det mest levende, og til slut, som vise,
hælder til det skønne. De taler virkeligt, de stammer
ikke og snakker heller ikke efter munden; de bevæger
sig og lever virkeligt, ikke på den uhyggeligt
maskeagtige måde, som mennesker ellers plejer at leve
på: hvilket er hvorfor, at det i deres nærhed virkeligt
engang er os menneskeligt og naturligt til mode og vi
som Goethe ville udråbe: »Hvad er dog en levende for
en herligt kostelig ting! hvor afmålt til dets tilstand,
hvor sandt, hvor værende!«
Jeg skildrer ikke andet end det første, ligesom
fysiologiske indtryk, som Schopenhauer frembragte hos
mig, denne troldomsagtige udstrømning af den indre
kraft fra én naturgevækst til en anden, som følger på
den første og mindste berøring; og når jeg efterfølgende
20
udlægger dette indtryk, så finder jeg det blandet af tre
elementer, af indtrykket af hans ærlighed, hans
munterhed og hans bestandighed. Han er ærlig, fordi
han taler og skriver til sig selv og for sig selv, munter,
fordi han gennem tænkningen har besejret det sværeste,
og bestandig, fordi det er nødvendigt for ham at være
sådan. Hans kraft stiger som en flamme ved vindstille
direkte og let opad, uforstyrret, uden bæven og uro. Han
finder sin vej i hvert et tilfælde, uden at vi end blot
mærker, at han skulle have søgt den; tværtimod, som
tvunget af en gravitationskraft løber han derfra, så fast
og behændigt, så uundgåeligt. Og hvem der nogensinde
har følt, hvad dét, i vores samtids tragelaphus-
menneskehed, vil sige, at man engang finder et helt,
enstemmigt, i egne kroge hængende og bevæget,
ubefanget og uhæmmet naturvæsen, han vil forstå min
lykke og min forundring, da jeg havde fundet
Schopenhauer: jeg anede, i ham at have fundet den
opdrager og filosof, som jeg så længe søgte. Ganske vist
kun som bog: og dét var en stor mangel. Så meget mere
anstrengte jeg mig for, at se igennem bogen, og at
forestille mig det levende menneske, hvis store
testamente jeg havde at læse, og som kun lovede at gøre
sådanne til sine arvinge, som ønskede og kunne være
mere, end blot hans læsere: nemlig hans sønner og
elever.
21
3.
Jeg gør mig netop så meget ud af en filosof, som han er i
stand til at afgive et eksempel. At filosoffen gennem
eksemplet kan trække hele folkeslag efter sig, står
udenfor tvivl; den indiske historie, som nærmest er den
indiske filosofis historie, beviser det. Men eksemplet må
gives gennem det synlige liv, og ikke blot gennem bøger,
altså på den måde, som Grækenlands filosoffer lærte,
mere gennem mine, holdning, klædning, spise, sædvane,
end gennem talen, endsige gennem skriften. Hvad
mangler vi dog endnu altsammen, for at et filosofisk liv
på denne modige vis skal blive synligt i Tyskland; kun
langsomt befrier legemerne sig her, omend ånderne
synes befriede forlængst; og dog er det kun indbildning,
at en ånd er fri og selvstændig, hvis denne tilkæmpede
ubegrænsethed — som i grunden er en kreativ
selvomgrænsning — ikke i hvert blik og skridt fra
tidligt til sent bevises på ny. Kant holdt fast ved
universitetet, underkastede sig regeringerne, forblev i
skinnet af en religiøs tro, og holdt det ud blandt kolleger
og studerende: det er så kun naturligt, at hans eksempel
22
frem for alt frembragte universitetsprofessorer og
professorfilosofi. Schopenhauer gør sig ikke megen
ulejlighed med de lærde kaster, han separerer sig,
tilstræber uafhængighed fra stat og samfund — dette er
hans eksempel, hans forbillede — for her at starte fra
det yderligste. Men mange grader af det filosofiske livs
befrielse er endnu ukendte blandt tyskerne og vil ikke
altid kunne forblive det. Vore kunstnere lever mere
dristigt og ærligt; og det mægtigste eksempel, som vi ser
for os, Richard Wagners eksempel, viser, hvordan geniet
ikke må frygte sig for, at træde i den mest
fjendtligtsindede modsætning med de bestående former
og ordener, hvis han vil hæve den højere orden og
sandhed, som lever i ham, frem i lyset. Men den
»sandhed«, som vore professorer taler så meget om,
synes nok at være et fordringsløst væsen, hvorfra ingen
uorden og overordentlighed er at frygte: et bekvemt og
gemytligt væsen, som igen og igen forsikrer alle
bestående magter om, at ingen skal have nogen
ulejlighed for dens skyld; man er jo bare »ren
videnskab«. Altså: jeg ville sige, at filosofien i Tyskland
mere og mere må lægge bag sig at være »ren videnskab«:
og netop dét er så mennesket Schopenhauers eksempel.
Men det er et mirakel og intet ringere, at han
voksede frem til dette menneskelige eksempel: for han
var udefra og indefra ligesom omringet af de uhyrligste
23
farer, som ethvert svagere væsen ville være blevet
nedtrykt eller ituslået af. Det synes mig, at der var udsigt
til, at mennesket Schopenhauer vil gå under, for, i bedste
fald, at lade »ren videnskab« tilbage som rest: men også
dette kun i bedste fald; mest sandsynligt hverken
menneske eller videnskab.
En nyere englænder lader den mest almene fare for
usædvanlige mennesker, der lever i et samfund bundet
til det sædvanlige, skildre således: »sådanne
fremmedartede karakterer bliver til at begynde med
bøjede, så melankolske, så syge og til sidst dør de. En
Shelley ville ikke have kunnet leve i England, og en race
af Shelley’er ville have været umulig«. Vores Hölderlin
og Kleist, og hvem der ellers er, fordærvedes ved denne
deres usædvanlighed og kunne ikke holde til den
såkaldte tyske dannelses klima; og kun naturer af malm,
som Beethoven, Goethe, Schopenhauer og Wagner
formår at holde stand. Men også hos dem viser
virkningen sig af den mest udmattende kamp og
krampe, ved mange træk og rynker: deres ånde går
tungere og deres tone er let alt for voldsom. Hine øvede
diplomat, som kun flygtigt havde set og talt med
Goethe, sagde til sine venner: Voilà un homme, qui a
eu de grands chagrin! — hvilket Goethe har fortysket
således: »dét er også en, der har ladet det blive surt for
sig!« »Hvis nu i vore ansigtstræk, tilføjede han, sporet af
24
overstået lidelse, gennemført gerning ikke lader sig
viske ud, så er det intet mirakel, hvis alt, hvad der bliver
tilovers af os og vores bestræbelse, bærer selvsamme
spor«. Og dét er Goethe, som vore dannelsesfilistre
peger på som den lykkeligste tysker, for derved at bevise
den sætning, at det dog må være muligt at være lykkelig
iblandt dem — med den bagtanke, at ingen vil være at
undskylde for, hvis han føler sig ulykkelig og ensom
iblandt dem. Derfor har de endda med stor grusomhed
opstillet den læresætning, og praktisk gjort rede for, at
der i enhver isolation ligger en hemmelig skyld. Nu
havde også den stakkels Schopenhauer en sådan
hemmelig skyld på hjerte, nemlig at skatte sin filosofi
mere, end han skattede sine samtidige; og dertil var han
så uheldig, netop gennem Goethe at vide, at han for
enhver pris måtte forsvare sin filosofi imod hans
samtidiges ikkebeagtelse, for at redde dens eksistens; for
der gives en art inkvisitionscencur, hvori tyskerne ifølge
Goethes dom har bragt det vidt; den hedder: ubrydelig
tavshed. Og derved var der i det mindste allerede blevet
opnået så meget, at størstedelen af det første oplag af
hans hovedværk måtte stampes til makulatur. Den store
fare for, at hans store gerning gennem ikkebeagtelse
simpelthen skulle blive ugjort igen, bragte ham i en
skrækkelig og svært tøjlelig uro; ikke én eneste betydelig
tilhænger viste sig. Det gør os triste at se ham på jagt
25
efter enkelte spor af, at han var blevet kendt; og hans
endelige høje og overhøje triumf over, at han nu
endeligt bliver læst (»legor et legar«), har noget
smerteligt-gribende ved sig. Netop alle de træk, hvori
han ikke lader filosoffens værdighed mærke, viser det
lidende menneske, som er bange over dets ædleste goder;
således plagedes han af bekymringen om at miste sin
lille formue og måske ikke længere at kunne fastholde
sit rene og sandfærdigt antikke forhold til filosofien;
således greb han, i sin forlangen efter helt tiltroende og
medlidende mennesker, ofte fejl, for med et tungsindigt
blik igen og igen at vende tilbage til sin trofaste hund.
Han var helt og aldeles eneboer; ikke én eneste virkeligt
ligesindet ven trøstede ham — og mellem én og ingen
ligger hér, som altid mellem jeg og intet, en
uendelighed. Ingen, der har sande venner, ved hvad
sand ensomhed er, og havde han så end den hele verden
omkring sig til modstandere. — Ak, jeg mærker det, I
ved ikke, hvad det er, at blive ensom. Hvor der har
fandtes mægtige samfund, regeringer, religioner,
offentlige meninger, kort sagt, hvor der nogensinde var
et tyranni, dér har det hadet den ensomme filosof; for
filosofien åbner et asyl op for mennesket, hvor intet
tyranni kan trænge hen, det inderliges hule, brystets
labyrint: og det ærgrer tyrannerne. Dér skjuler de
ensomme sig: men dér lurer også den største fare for de
26
ensomme. Disse mennesker, som er flygtede med deres
frihed ind i det inderlige, er også nødt til at leve yderligt,
blive synlige, lade sig se; de står i utallige menneskelige
forbindelser gennem fødsel, ophold, opdragelse,
fædreland, tilfælde, andres trængen sig på; ligeledes
forudsættes utallige meninger hos dem, simpelthen fordi
det er de herskende; enhver mine, som ikke benægter,
gælder som samtykke; enhver håndbevægelse, som ikke
knuser, tydes som billigelse. De ved, disse ensomme og
frie i ånden, — at de fortsat i et eller andet synes
anderledes, end de tænker: mens de ikke ønsker andet
end sandhed og ærlighed, er der et net af misforståelser
omkring dem; og deres heftige begæren kan ikke
forhindre, at en dunst af falske meninger, af tilpasning,
af halve tilståelser, af skånende fortielse, af fejlagtig
udtydning forbliver liggende over deres gerning. Det
samler en uvejrssky af melankoli på deres pander: at det
nemlig er en nødvendighed, at synes, hader sådanne
naturer mere end døden; og en sådan vedvarende
forbitrelse derover gør dem vulkanske og truende. Fra
tid til anden hævner de sig for deres voldsomme skjulen-
sig, for deres påtvungne tilbageholdenhed. De kommer
ud af deres hule med skrækkelige miner; da er deres ord
og gerninger eksplosioner, og det er muligt, at de går til
grunde ved sig selv. Så farligt levede Schopenhauer.
Netop sådanne ensomme behøver kærlighed, behøver
27
fæller, overfor hvem de, som overfor sig selv, har lov at
være åbne og enkle, i hvis nærvær fortielsens og
forstillelsens krampe hører op. Tag disse fæller væk og I
frembringer en voksende fare; Heinrich von Kleist gik
til grunde ved denne uelskethed, og det er det
skrækkeligste modmiddel imod usædvanlige
mennesker, på den måde at drive dem dybt ind i sig selv,
så at det hver gang bliver et vulkansk udbrud når de
atter kommer ud. Dog gives der altid også en halvgud,
som holder til at leve under så skrækkelige betingelser,
og leve sejrrigt; og hvis I ønsker at høre hans ensomme
sange, så lyt til Beethovens musik.
Dét var den første fare, i hvis skygger Schopenhauer
voksede frem: isolation. Den anden hedder: fortvivlelse
ved sandheden. Denne fare ledsager enhver tænker, som
ud fra den kantiske filosofi tager på sin vej, forudsat, at
det er et kraftfuldt og helt menneske i dets lidelse og
begæren, og ikke bare en klaprende tænke- og
regnemaskine. Men nu ved vi alle ret så udemærket,
hvilken beskæmmelse det har på sig netop med denne
forudsætning; ja, det synes mig som om, at Kant
overhovedet kun hos de færreste mennesker har grebet
vitalt ind og forvandlet blod og safter. Ganske vist skal
der, som man kan læse det overalt, siden denne stille
lærdes gerning være brudt en revolution ud på alle
åndelige områder; men jeg kan ikke tro det. For jeg ser
28
det ikke tydeligt på menneskene, som frem for alt selv
må være revolutionerede, førend et eller andet helt
område ville kunne være det. Men så snart Kant skulle
begynde at udøve en populær virkning, så vil vi se denne
virkning i form af en nagende og smuldrende
skepticisme og relativisme; og kun hos de mest aktive og
ædleste ånder, som aldrig har kunnet udstå tvivlen, ville
på dens sted indtræde den rystelse og fortvivlelse ved al
sandhed, som Heinrich von Kleist eksempelvis oplevede
som virkningen af den kantiske filosofi. »For nyligt,
skriver han engang, på hans egen gribende måde, blev
jeg bekendt med den kantiske filosofi — og dig må jeg
nu meddele en tanke derfra, idet jeg ikke behøver
frygte, at den vil ryste dig så dybt, så smertefuldt, som
den rystede mig. — Vi kan ikke afgøre, om det, vi
kalder sandhed, i sandhed er sandhed, eller om det blot
synes os sådan. Er det det sidstnævnte, så er den
sandhed, som vi samler her, ikke længere noget efter
døden, og al stræben efter at erhverve sig en ejendom,
som også vil følge os i graven, er forgæves. — Hvis ikke
spidsen af denne tanke træffer dit hjerte, så grin ikke af
en anden, som dybt i hans helligste indre føler sig såret
deraf. Mit eneste, mit højeste mål er sunket, og jeg har
intet mere.« Ja, hvornår vil menneskene atter føle på
den kleistisk-naturlige måde, hvornår lærer de mon,
atter at måle en filosofis mening ud fra deres »helligste
29
indre«? Og dog er dette først nødigt, for at vurdere hvad
netop Schopenhauer kan være for os, efter Kant, —
føreren, nemlig, som leder ud af det skeptiske mismods
eller kritiserende afkalds hule, og op til den tragiske
betragtnings højde, med den natlige himmel med dens
stjerner endeløst over os, og som den første har ført sig
selv denne vej. Dét er hans storhed, at han stiller sig
overfor billedet af livet som en helhed, for at tyde det
som helhed; mens de skarpsindigste hoveder er til at
befri fra den fejltagelse, at man vil komme denne
tydning nærmere, ved pinligt at undersøge de farver,
hvormed, det stof, hvorpå dette billede er malet; måske
med det resultat, at det er et ganske intrikat vævet
lærred, og med farver, som er kemisk uudgrundelige.
Man må gætte maleren for at forstå billedet, — dét
vidste Schopenhauer. Nu er alle videnskabernes hele
stand imidlertid ude på at forstå dette lærred og disse
farver, men ikke billedet; ja, man kan sige, at kun den,
som har fæstet blikket på det generelle maleri af livet og
tilværelsen, vil betjene sig af de enkelte videnskaber
uden skade på sig selv, for uden et sådant regulativt
totalbillede er de strøg, som aldrig fører til enden og kun
gør vort livsforløb endnu mere forvirret og labyrintisk.
Schopenhauer er som sagt stor deri, at han går efter
dette billede, som Hamlet går efter ånden, uden at lade
sig holde tilbage, som lærde gør det, eller at blive
30
spundet af i begrebslig skolastik, sådan som det er de
ubændige dialektikeres lod. Kun derfor er det
tiltrækkende ved studiet af alle fjerdedels-filosoffer, for
at erkende, at disse straks ender ud på de steder i de
store filosofiers bygningsværk, hvor det er tilladt med
det lærde For og Imod, hvor det er tilladt at gruble, at
tvivle, at modsige, og at de derved undgår fordringen fra
enhver stor filosofi, der som helhed altid kun siger: dette
er billedet på alt liv, og lær deraf meningen med dit liv.
Og omvendt: læs blot dit liv og forstå deraf
hieroglyfferne for livet generelt. Og således skal også
Schopenhauers filosofi altid først udlægges: individuelt,
af den enkelte alene for sig selv, for at vinde indsigt i den
egne elendighed og det egne behov, i den egne
begrænsethed, for at lære modmidlerne og trøstmidlerne
at kende: nemlig opofrelse af Jeg’et, underkastelse under
de ædleste hensigter, frem for alt under retfærdighedens
og barmhjertighedens hensigter. Han lærer os at skelne
mellem de virkelige og de tilsyneladende måder at
fremme den menneskelige lykke på: hvordan hverken
rigdom, eller ære, eller lærdhed, kan løfte den enkelte
ud af hans dybe ærgrelse over tilværelsens værdiløshed,
og hvordan efterstræbelsen af disse goder kun får
mening gennem et højt og afklarende samlet mål: at
vinde magt, for derved at komme Physis til hjælp, og at
være en smule korrektør for hendes tåbeligheder og
31
ubehændigheder. I første omgang ganske vist også kun
for sig selv; men gennem sig selv endeligt også for alle.
Det er ganske vist en stræben, som dybt og hjerteligt
fører til resignation: for hvad og hvor meget kan
overhovedet stadigt forbedres, ved den enkelte og ved
det almene!
Hvis vi anvender netop disse ord på Schopenhauer,
så berører vi den tredje og mest ejendommelige fare,
som han levede i, og som lå skjult i hans væsens hele
bygværk og skelet. Hvert menneske plejer at forefinde
en begrænsethed i sig, både af dets begavelse og dets
sædelige vilje, en begrænsethed, som fylder det med
længsel og melankoli; og ligesom det længes mod det
hellige ud fra følelsen af dets syndighed, således bærer
det også, som intellektuelt væsen, et dybt forlangende
efter geniet i sig. Her er roden til al sand kultur; og hvis
jeg herunder forstår menneskenes længsel efter at blive
genfødt som hellig og som geni, så ved jeg, at man ikke
først skal være buddhist for at forstå denne myte. Hvor
vi finder begavelse uden denne længsel, i de lærdes kreds
eller hos de såkaldt dannede, gør den os modvillig og
ækelt til mode; for vi aner, at sådanne mennesker, al
deres ånd til trods, ikke fremmer, men derimod
forhindrer en tilblivende kultur og frembringelsen af
geniet — altså målet for al kultur. Det er tilstanden af en
hærdelse, af samme værdi som den vanemæssige, kolde
32
og selvglade dydighed, som også er mest på afstand af,
og holder afstand til, den sande hellighed.
Schopenhauers natur indeholdt nu en sælsom og yderst
farlig dobbelthed. Få tænkere har i det omfang og med
den usammenlignelige bestemthed fornemmet, at geniet
væver i dem; og hans geni lovede ham det højeste — at
der ikke vil gives nogen dybere fure end den, som hans
plovskær flænser i jordbunden for den nyere
menneskehed. Således vidste han den ene halvdel af sit
væsen mættet og opfyldt, uden begær, sikker på dens
kraft, således bar han med storhed og værdighed sit
hverv som en sejrrigt fuldendende. I den anden halvdel
levede en ubehersket længsel; vi forstår den, når vi
hører, at han med smerteligt blik vendte sig bort fra
billedet af La Trappe’s store stifter, Rancé, med ordene:
»det er en sag for nåden«. For geniet længes dybere efter
hellighed, da det fra sit vagttårn har skuet videre og
klarere end noget andet menneske, ned i forsoningen af
erkendelse og væren, ind i fredens og den fornægtede
viljes rige, over mod den anden kyst, som inderne taler
om. Men netop her er miraklet: hvor ubegribeligt hel og
ubrydelig måtte Schopenhauers natur være, når end
ikke denne længsel kunne ødelægge den, og den så
alligevel heller ikke forhærdedes. Hvad dét vil sige, vil
enhver forstå, alt efter, hvad og hvor meget man er: og
helt, i al dets tyngde, vil ingen af os forstå det.
33
Jo mere man tænker efter over de skildrede tre
farer, desto mere fremmedgørende forbliver det, med
hvilken vigør Schopenhauer forsvarede sig imod dem,
og hvor sund og ligefrem han kom ud af kampen.
Ganske vist også med mange ar og åbne sår; og i en
stemning, som måske fremstår lidt for besk, undertiden
også alt for krigerisk. Også over det største menneske
løfter sig dets eget ideal. At Schopenhauer kan være et
forbillede, dét står fast, trods alle disse ar og pletter. Ja,
man har lyst at sige: det, som var ufuldkomment og alt
for menneskeligt ved hans væsen, fører os netop i den
menneskeligste forstand i hans nærhed, for vi ser ham
som lidende og lidelsesfælle, og ikke kun i geniets
afvisende højhed.
Disse tre farer, som truede Schopenhauer på grund
af hans konstitution, truer os alle. Enhver bærer en
produktiv unikhed i sig, som kernen af hans væsen; og
bliver han sig bevidst om denne unikhed, fremstår en
fremmedartet glans omkring ham, det usædvanliges
glans. For de fleste er dette noget uudholdeligt: fordi de,
som sagt, er dovne og fordi der hænger en lænke af
besværligheder og laster ved denne unikhed. Der er
ingen tvivl om, at for den usædvanlige, som besværer sig
med denne lænke, sætter livet næsten alt det til, som
man i ungdommen længes efter fra livet, munterhed,
sikkerhed, lethed, ære; isolationens lod er den gave, som
34
medmenneskene bereder ham; ørknen og hulen er der
med det samme, uanset hvor han lever. Nu må han
sørge for, at han ikke lader sig undertrykke, at han ikke
bliver trykket og melankolsk. Og derfor kan han
omgive sig med billederne af gode og tapre kæmpere,
sådan som Schopenhauer selv var en. Men også den
anden fare, som truede Schopenhauer, er ikke helt
sjælden. Hér og dér er der en, der af natur er udrustet
med et skarpt blik, hans tanker går gerne den
dialektiske dobbeltgang; hvor let er det ikke, hvis han
uforsigtigt lader sin begavelse få frie tøjler, at han som
menneske går til grunde og så næsten kun fører et
spøgelsesliv i den »rene videnskab«: eller at han, vænnet
dertil, at opsøge et For og Imod i tingene, bliver gal af
sandheden og så må leve uden mod og tiltro,
fornægtende, tvivlende, nagende, utilfreds, i halv
forhåbning, i forventet skuffelse: »måtte ingen hund
leve sådan længere!« Den tredje fare er forhærdelsen, i
det sædelige og i det intellektuelle; mennesket
sønderriver det bånd, som forbandt det med sit ideal; det
holder op med at være frugtbart, at forplante sig på det
ene eller det andet område, det bliver i kulturel forstand
svageligt og unyttigt. Dets væsens unikhed er blevet til
det udelelige, umeddelelige atom, den kolde sten. Og
således kan man fordærves ved denne unikhed, såvel
som ved frygten for denne unikhed, ved sig selv og deri,
35
at man går op i sig selv, ved længslen og ved
forhærdelsen: og overhovedet det, at leve, vil så sige, at
være i fare.
Ud over disse farer ved hele hans konstitution, som
Schopenhauer ville have været udsat for, om han nu
havde levet i det ene eller det andet århundrede — gives
der nu også farer, som kom til ham ud af hans tid; og
denne sondring mellem konstitutionsfarer og tidsfarer
er væsentlig, for at begribe det forbilledlige og
opdrageriske i Schopenhauers natur. Tænker vi os
filosoffens øje hvilende på tilværelsen: han vil fastsætte
dens værdi på ny. For det har været det ejendommelige
arbejde for alle store tænkere, at være lovgivere for
tingenes mål, mønt og vægt. Sikke en hindring det må
blive for ham, når den menneskehed, som han først ser,
netop er en svagelig og ormædt frugt! Sikke meget han,
for at være retfærdig overfor tilværelsen overhovedet,
må addere til den nuværende tids værdiløshed! Hvis
beskæftigelsen med historien om fortidige eller
fremmede folkeslag er værdifuld, så er den det mest for
filosoffen, som vil afgive en retfærdig dom over hele det
samlede menneskelod, altså ikke kun over det
gennemsnitlige, men derimod frem for alt også over det
højeste lod, som kan tilfalde det enkelte menneske og
hele folkeslag. Nu trænger alt det samtidige sig på, det
virker og bestemmer øjet, også når filosoffen ikke vil
36
det; og uvilkårligt vil det være for højt takseret i det
samlede regnskab. Derfor må filosoffen nøje vurdere sin
tid i dens forskel til andre, og, idet han for sig
overvinder samtiden, også i hans billede, som han giver
af livet, overvinde samtiden, nemlig gøre den umærkbar
og ligesom overmale den. Dette er en svær, ja, næppe
løsbar opgave. De gamle græske filosoffers dom over
tilværelsens værdi siger så meget mere end en moderne
dom, fordi de havde livet selv i en yppig fuldendelse
foran sig og omkring sig, og fordi tænkerens følelse hos
dem ikke som hos os forvirrer sig i splittetheden mellem
ønsket om livets frihed, skønhed, storhed, og driften
mod sandhed, som kun spørger: hvad er tilværelsen
overhovedet værd? Det forbliver for alle tider vigtigt at
vide, hvad Empedokles, midt i den græske kulturs mest
kraftfulde og overstrømmende livslyst, har udsagt om
tilværelsen; hans dom vejer meget tungt, især da han
ikke modsiges af så meget som én modgående dom fra
en eller anden anden stor filosof fra den samme store tid.
Han siger det blot tydeligst, men i grunden — nemlig
hvis man åbner sine ører en smule, siger de alle det
samme. En moderne tænker vil, som sagt, altid lide ved
et uopfyldt ønske: han vil forlange, at man først atter
skal vise ham liv, sandt, råt, sundt liv, for at han så kan
fælde sin dommerkendelse derover. I det mindste for sig
selv ville han holde det for nødigt, at være et levende
37
menneske, førend han har lov at tro på, at han kan være
en retfærdig dommer. Her er grunden til, at netop de
nyere filosoffer hører til de mægtigste fremmere af livet,
af viljen til livet, og grunden til, at de ud fra deres
udmattede egne tid længes efter en kultur, efter en
afklaret Physis. Men denne længsel er også deres fare: i
dem kæmper livets reformator og filosoffen, det vil sige:
livets dommer. Hvorhen sejren end hælder, så er det en
sejr, som vil implicere et tab. Og hvordan undgik
Schopenhauer nu også denne fare?
Om end ethvert stort menneske netop helst anses
som det ægte barn af sin tid og i al fald lider stærkere og
mere følsomt ved alle sin tids brister, end alle mindre
mennesker gør det, så er et sådant stort menneskes
kamp imod sin tid tilsyneladende kun en meningsløs og
ødelæggende kamp imod sig selv. Men også kun
tilsyneladende; for i tiden bekæmper det dét, som
forhindrer det i at være stort, hvilket hos det store
menneske kun betyder: at være frit og helt sig selv.
Deraf følger, at dets fjendskab i grunden er rettet netop
mod dét, som ganske vist er ved det selv, men som ikke
egentligt er det selv, nemlig imod den urene Ind-i- og
Ved-siden-af-hinanden af det, der ikke kan blandes og
er evigt uforeneligt, imod den falske pålodning af det
tidssvarende på dets utidssvarende; og endeligt viser det
angivelige barn af tiden sig blot som et stedbarn af tiden.
38
Således stræbte Schopenhauer, allerede fra tidlig
ungdom af, imod denne falske, tåbelige og uværdige
moder, Tiden, og idet han udviste den fra sig, rensede
og helede han sit væsen og genfandt sig selv i hans til
ham hørende sundhed og renhed. Derfor er
Schopenhauers skrifter at benytte som spejl af tiden; og
sikkert er det ikke på grund af en fejl ved spejlet, hvis
alt det tidssvarende deri kun kommer til syne som en
forvanskende sygdom, som magerhed og bleghed, som
hule øjne og sløvede miner, som de erkendbare lidelser
af dette stedbarnsskab. Længslen efter stærk natur, efter
sund og enkel menneskehed var hos ham en længsel
efter sig selv; og så snart han havde besejret tiden i sig,
måtte han også, med forbavset øje, beskue geniet i sig.
Nu var hans væsens hemmelighed afsløret for ham selv,
stedmoder Tiden’s hensigt om at skjule dette geni for
ham var forpurret, riget for den opklarede Physis var
opdaget. Når han nu vendte sit frygtløse øje mod
spørgsmålet: »hvad er livet overhovedet værd?« så
havde han ikke længere en forvirret og blegnet tid og
dens hyklerisk uklare liv at fordømme. Han vidste godt,
at der vil være noget endnu højere og renere at finde og
opnå på denne jord, end sådan et tidssvarende liv, og at
Enhver, der kun kender og vurderer tilværelsen i denne
hæslige skikkelse, gør den bitter uret. Nej, geniet selv
bliver nu råbt op, for at høre, om det, livets højeste frugt,
39
måske vil kunne retfærdiggøre livet overhovedet; det
herlige kreative menneske skal svare på spørgsmålet:
»bekræfter så du af dybeste hjerte denne tilværelse? Er
den dig tilstrækkelig? Vil du være dens fortaler, dens
forløser? For kun ét eneste sandfærdigt Ja! fra din mund
— og det så svært anklagede liv skal være frit«. — Hvad
vil dette menneske svare? — Empedokles svar.
40
4.
Uagtet, at dette sidste vink forbliver uforstået indtil
videre: for mig kommer det nu an på noget meget
forståeligt, nemlig at forklare, hvordan vi alle gennem
Schopenhauer kan opdrage os imod vor tid — fordi vi
har den fordel, gennem ham virkeligt at kende denne tid.
Hvis altså dét er en fordel! I al fald skulle det et par
århundreder senere slet ikke være muligt længere. Jeg
morer mig over den forestilling, at menneskene snart
engang vil have fået nok af at læse, og vil få nok af
forfatterne, så at den lærde en dag besinder sig, laver sit
testamente og forordner, at hans lig skal brændes midt
iblandt hans bøger, isære iblandt hans egne skrifter. Og
skulle det blive stadigt mere sparsomt med skovene, ville
det så ikke en eller anden gang være på tide at behandle
bibliotekerne som træ, halm og krat? De fleste bøger er
jo alligevel født af hovedernes røg og damp: så skal de
også atter bliver til røg og damp. Og havde de ingen ild i
sig, så skal ilden straffe dem for det. Det ville således
være muligt, at netop vores tidsalder for et senere
århundrede ville gælde som saeculum obscurum; fordi
41
man ivrigst og længst ville have varmet ovnene op med
dens produkter. Hvor heldige er vi altså, at vi endnu kan
lære denne tid at kende. Har det nemlig overhovedet en
mening at beskæftige sig med sin tid, så er det i al fald en
lykke at beskæftige sig så grundigt som muligt med den,
så at der ikke bliver én nogen tvivl tilovers omkring den:
og netop dette sikrer Schopenhauer os. —
Lykken ville ganske vist være hundrede gange
større, hvis det ved denne undersøgelse kom frem, at der
endnu aldrig har været noget så stolt og
forhåbningsfuldt til, som denne tidsalder. Nu gives der
også for øjeblikket naive folk i en eller anden afkrog af
Jorden, såsom i Tyskland, som stiller sig an til at tro
sådan noget, ja, i al alvor taler om, at verden siden et par
år er blevet korrigeret, og at dén, der måske har sin
svære og mørke betænkelighed over tilværelsen, nu er
blevet gendrevet gennem »kendsgerningerne«. For
sådan står det angiveligt til: grundlæggelsen af det nye
tyske rige, dét er det afgørende og tilintetgørende slag
imod al »pessimistisk« filosoferen, — dette skal ikke stå
til forhandling. — Hvem der nu netop vil besvare
spørgsmålet om, hvad filosoffen som opdrager vil have
at betyde i vor tid, han må svare på denne meget
udbredte og især ved universiteter meget røgtede
opfattelse, og vel at mærke sådan: det er en skam og
skændsel, at et så modbydeligt, så meget i tjeneste hos
42
tidens afguder stående smigreri kan udsiges og
eftersnakkes af såkaldte tænkende og ærværdige
mennesker — et bevis på, at man slet ikke længere aner,
hvor langt filosofiens alvor er fra fra et avis-tidendes
alvor. Sådanne mennesker har sat den sidste rest, ikke
blot af et filosofisk, men derimod også et religiøst
sindelag til, og har i stedet for alt dét indhandlet, ikke
f.eks. optimismen, men derimod journalismen, dagens
og dagbladenes ånd og åndløshed. Enhver filosofi, som
tror, at tilværelsens problem er blevet forrykket, eller
endda er blevet løst, gennem en politisk tildragelse, den
er en for-sjov- og en pseudofilosofi. Der er allerede
oftere, i den tid verden har bestået, blevet grundlagt
stater; dét er en gammel historie. Hvordan skulle en
politisk fornyelse række til, én gang for alle at gøre
menneskene til veltilfredse jordboere? Men hvis nogen
af deres hjerte tror, at dette er muligt, så skal han blot
melde sig: for han fortjener så sandelig at blive professor
i filosofi ved et tysk universitet, som Harms i Berlin,
Jürgen Meyer i Bonn og Carrière i München.
Men her oplever vi følgerne af denne nyligt fra alle
tage prækede lære, at staten skal være det højeste mål for
menneskeheden, og at der angiveligt ikke skal gives
nogen højere pligter for en mand, end at tjene staten:
hvori jeg ikke erkender et tilbagefald i hedenskaben,
men derimod i dumheden. Det kan være, at en sådan
43
mand, der ser sin højeste pligt i at tjene staten, så
virkeligt ikke kender nogen højere pligter; men derfor
gives der dog stadigvæk mænd og pligter hinsides dette
— og en af disse pligter, som i det mindste for mig
gælder som højere end statstjenesten, opfordrer til at
ødelægge dumheden i enhver skikkelse, altså også denne
dumhed. Derfor beskæftiger jeg mig her med en art
mænd, hvis teleologi viser noget ud over en stats vel,
nemlig filosofferne, og også med disse kun med henblik
på en verden, som på sin side er temmeligt uafhængig af
statens vel, nemlig kulturens. Af de mange ringe, som,
stukket ind i hinanden, udgør det menneskelige
samfundsvæsen, er nogle af guld og andre af messing.
Hvordan ser nu filosoffen på kulturen i vor tid?
Sikkert helt anderledes, end disse i deres stat veltilfredse
filosofiprofessorer. Det er ham næsten som om, at han
iagttog symptomerne på kulturens fuldstændige
udryddelse og bliven rykket op med rode, når han
tænker på den almindelige hast og tiltagende
faldhastighed, på ophøret af al sindig betragten og
simplicitet. Religionens vande flyder væk og lader
sumpe eller damme tilbage; nationerne adskiller sig igen
på det fjendtligste og begærer efter at gå i køddet på
hinanden. Videnskaberne, bedrevet uden målestok og i
den blindeste laisser faire, splittes ad og opløser alt,
hvad der troet på med fasthed; de dannede stænder og
44
stater bliver revet fremad af et storladent foragteligt
pengesamfund. Aldrig var verden mere verden, aldrig
var den fattigere på kærlighed og godhed. De lærde
stænder er ikke længere fyrtårne eller asyler midt i al
denne verdsliggørelsens uro; de selv bliver dagligt mere
urolige, tankeløse og ukærlige. Alt tjener det kommende
barbari, den nuværende kunst og videnskab inklusive.
Det dannede menneske er vanartet til at være
dannelsens største fjende, for det vil lyve den generelle
sygdom væk og er en hindring for lægerne. De forbitres,
disse afkræftede stakkels skælme, når man taler om
deres svaghed og modstræber deres skadelige løgnerånd.
De ville alt for gerne give at tro, at de alle århundreder
er sluppet afsted med prisen, og de bevæger sig med en
kunstig lystighed. Deres måde at hykle lykke på har til
tider noget gribende over sig, fordi deres lykke er så
aldeles ubegribelig. Man ville ikke engang spørge dem,
som Tannhäuser spørger Biterolf: »hvad har du stakkel
mon nydt af?« For ak, vi ved det jo selv bedre og
anderledes. Der ligger en vinterdag over os, og vi lever i
det høje fjeld, farefuldt og i armod. Kort er hver glæde
og bleg hver solglans, som sniger ned til os ad de hvide
bjerge. Dér toner musik, en gammel mand drejer en
lirekasse, danserne drejer sig — det ryster en vandrer at
se dette: så vildt, så indesluttet, så forhåbningsløst er
alting, og nu deri en tone af glæde, den tankeløse
45
højlydte glæde! Men allerede sniger den tidlige aftens
tåge, tonen klinger bort, vandrerens skridt knaser; så
langt han endnu kan se, ser han intet andet end det øde
og grusomme åsyn af naturen.
Men hvis det skulle være ensidigt, ved billedet af det
moderne liv kun at fremhæve linjernes svaghed og
farvernes stumphed, så er i al fald den anden side ikke
mere opmuntrende, men derimod kun så meget desto
mere foruroligende. Der er sikkert kræfter til stede,
uhyrlige kræfter, men vilde, oprindelige og helt og
aldeles ubarmhjertige. Med bange forventning ser man
hen på dem som ned i bryggekedlen i et heksekøkken:
hvert øjeblik kan det gnistre og lyne, for at bebude
skrækkelige fremtrædelser. Siden et århundrede har vi
været forberedt på lutter fundamentale rystelser; og når
det på det seneste forsøges, imod denne dybeste moderne
hang til at sammenstyrte eller eksplodere, at modstille
den konstitutive kraft fra den såkaldte nationalstat, så er
også sidstnævnte dog for lange tider fremover kun en
forøgelse af den almindelige usikkerhed og fare. At de
enkelte opfører sig, som vidste de ikke om alle disse
bekymringer, gør os ikke usikre: deres urolighed viser,
hvor godt de ved om det; de tænker på sig selv med en
hast og så udelukkende, som mennesker endnu aldrig
har tænkt på sig selv, de bygger og planter for deres dag,
og jagten efter lykke vil aldrig være større, end hvis den
46
skal opsnappe mellem i dag og i morgen: for i
overmorgen er al jagttid overhovedet måske til ende. Vi
gennemlever atomernes periode, perioden for det
atomistiske kaos. I middelalderen blev de
fjendtligtsindede kræfter holdt nogenlunde sammen af
kirken, og gennem det stærke pres, som den udøvede,
blev de i et vist omfang assimileret til hinanden. Som
båndet rives over, presset tager af, så ophidser det ene sig
igen over det andet. Reformationen forklarede mange
ting som adiafora, som områder, der ikke skulle
bestemmes af den religiøse tanke; dette var købsprisen
for, at den selv havde lov at leve: ligesom allerede
kristendommen, holdt op imod den langt mere religiøse
oldtid, hævdede sin eksistens for en lignende pris.
Derfra greb adskillelsen stadigt mere om sig. Nu bliver
næsten alt på Jorden kun bestemt gennem de groveste og
ondeste kræfter, gennem de erhvervsdrivendes og de
militære magtherskeres egoisme. Staten, i sidstnævntes
hænder, gør vel, ligesom de erhvervsdrivendes egoisme
gør det, forsøget på, at reorganisere alting ud fra sig selv
og at være bånd og pres for alle de fjendtligtsindede
kræfter: det vil sige, den ønsker, at menneskene ville
drive den samme afgudstjeneste med den, som de har
drevet med kirken. Med hvilket resultat? Vi kommer til
at opleve det; i al fald befinder vi os også nu stadig i en
middelalderens isdrivende strøm; den er tøet op og er
47
kommet til en voldsomt hærgende bevægelse. Den ene
isflage tårner sig op på den anden, alle bredder er
oversvømmede og i fare. Revolutionen kan slet ikke
undgåes, vel at mærke den atomistiske revolution: men
hvilke er de mindste udelelige grundstoffer i det
menneskelige samfund?
Der er ingen tvivl om, at når sådanne perioder
nærmer sig, så er det menneskelige næsten endnu mere i
fare end selv under sammenstyrtningen og den kaotiske
hvirvel, og at den angstfulde forventning og den gridske
udnyttelse af minuttet lokker alle sjælens fejheder og
selviske drifter frem: mens den virkelige nød og især
almindeligheden af en stor nød plejer at forbedre og
varme menneskene. Hvem vil nu, ved sådanne farer i
vores periode, vie sine vogter- og riddertjenester til
menneskeligheden, til den uantastelige hellige tempelskat,
som de forskelligste generationer med tiden har samlet
sammen? Hvem vil oprejse billedet af mennesket, mens
alle kun føler den selviske orm og den hundske angst i
sig og således er faldet fra dette billede, ned i det dyriske
eller endda i det stivnet mekaniske?
Der gives tre billeder af mennesket, som vor nyere
tid har opstillet efter hinanden, og fra hvis betragtning
de dødelige vel længe endnu vil finde tilskyndelsen til at
bringe klarhed over deres eget liv: det er Rousseaus
menneske, Goethes menneske og endeligt
48
Schopenhauers menneske. Af disse har det første billede
den største ild og er sikker på den mest populære
virkning; det andet er kun gjort for de få, nemlig for de
sindigt betragtende naturer af den store stil, og det bliver
misforstået af mængden. Det tredje kræver de aktiveste
mennesker som dets betragtere: kun disse vil se på det
uden skader; for det gør de sindigt betragtende slappe og
skræmmer mængden væk. Fra det første er udgået en
kraft, som trængte på til uhyrlige revolutioner, og endnu
gør det; for ved alle socialistiske rystelser og jordskælv er
det stadigvæk Rousseaus menneske, der, ligesom den
gamle Typhon under Ædna, rører på sig. Trykket og
halvmast af hovmodige kaster, uforbarmelig rigdom,
fordærvet af præster og dårlig opdragelse og bragt til
skamme over sig selv af latterlige sædvaner, tilråber
mennesket i dets nød den »hellige natur« og føler
pludseligt, at den er ham så fjern som en eller anden
epikuræisk gud. Dets bønner når den ikke: så dybt er
det forsunken i unaturens kaos. Det kaster hånende al
den brogede pynt fra sig, som kort forinden netop
forekom det at være det menneskeligste ved det, dets
kunster og videnskaber, fortrinnene ved dets forfinede
liv, det banker med næven mod murene, i hvis tusmørke
det er vanartet så meget, og skriger efter lys, sol, skov og
fjeld. Og når det råber: »kun naturen er god, kun det
naturlige menneske er menneskeligt«, så foragter det sig
49
og længes ud over sig selv: en stemning, hvori sjælen er
parat til frygtelige beslutninger, men hvor den også
kalder det ædleste og sjældneste frem af sine dybder.
Goethes menneske er ikke nogen ligeså truende
magt, ja, i en vis forstand er det endda korrektivet og
kvietivet for netop disse farlige ophidselser, som
Rousseaus menneske er prisgivet til. Goethe selv har i
hans ungdom med hele hans kærlige hjerte hængt ved
evangeliet om den gode natur; hans Faust var det højeste
og dristigste billede på Rousseaus menneske, i det
mindste så vidt det var dets rovhunger efter liv, dets
utilstrækkelighed og længsel, dets omgang med hjertets
dæmoner, der skulle fremstilles. Men nu skal man se,
hvad der opstår af alle disse opsamlede skymasser —
sikkert intet lyn! Og her åbenbarer sig netop det nye
billede af mennesket, af det goetheske menneske. Man
skulle tænke, at Faust, gennem det overalt trængte liv,
som umættelig oprører og befrier, som den af godhed
negerende kraft, som omstyrtelsens egentlige, ligesom
religiøse og dæmoniske geni, vil blive ført til at blive
modsætningen til hans fuldstændigt udæmoniske
ledsager, selvom han ikke ville behøve at blive fri for
denne ledsager og både måtte benytte og foragte dennes
skeptiske ondskab og negeren — sådan som det er det
tragiske lod for enhver oprører og befrier. Men man
tager fejl, hvis man forventer den slags; Goethes
50
menneske undviger her Rousseaus menneske; for det
hader alt voldeligt, ethvert spring — men det vil sige:
enhver gerning; og af verdensbefrieren Faust bliver der
så ligesom kun en verdensrejsende. Alle livets og
naturens riger, alle forgangenheder, kunster, mytologier,
alle videnskaber ser, hvordan den umættelige beskuer
flyver forbi, den dybeste begæren ophidses og dulmes,
selv Helena holder ikke længere på ham — og nu må
øjeblikket komme, som hans hånlige ledsager lurer på.
Et tilfældigt sted på Jorden ender flyvet, vingerne falder
af, Mefistofeles er ved hånden. Når tyskeren hører op
med at være Faust, er ingen fare større end den, at han
bliver en filister og falder for Djævlen — kun
himmelske magter kan forløse ham fra dette. Goethes
menneske er, som jeg sagde, det sindigt betragtende
menneske af den høje stil, som kun derfor ikke lider
tørst og nød, at det bringer alt stort og tankeværdigt,
som nogensinde var og endnu er, sammen til sin
ernæring, og lever sådan, om det så end kun er et liv fra
det ene begær til det næste; det er ikke det aktive
menneske: snarere, hvis det et eller andet sted indføjer
sig i de aktives bestående ordener, så kan man være
sikker på, at der ikke kommer noget rigtigt ud af det —
som for eksempel ved al iver, som Goethe selv viste for
teatret — frem for alt, at ingen »orden« omstyrtes. Det
goetheske menneske er en opretholdende og fordragelig
51
kraft — men, som sagt, med faren for, at det kan
vanarte til filisteren, ligesom Rousseaus menneske let
kan blive til catilinarier. Lidt mere muskelkraft og
naturlig vildhed hos førstnævnte, og så ville alle dets
dyder være større. Det synes som om, at Goethe vidste,
hvori hans menneskes fare og svaghed ligger, og han
antyder det med Jarnos ord til Wilhelm Meister: »De er
ærgerlig og bitter, dét er skønt og godt; hvis blot De
engang bliver rigtigt ond, så vil det være endnu bedre.«
Altså, sagt uden forbehold: det er nødvendigt, at vi
engang bliver rigtigt onde, så at det bliver bedre. Og
hertil skal billedet af det schopenhauerske menneske
give os mod. Det schopenhauerske menneske tager den
frivillige lidelse ved sandfærdigheden på sig, og denne
lidelse tjener det til at dræbe dets egenvilje og at
forberede den fuldstændige omvæltning og omvending
af dets væsen, som det er livets egentlige mening at føre
hen til. Denne udsigelse af det sande fremtræder for de
andre mennesker som et ondskabens udflåd, for de
holder konserveringen af deres halvheder og flovheder
for en humanitær pligt og mener, at man må være ond,
for sådan at ødelægge deres legetøj for dem. En sådan
forsøger de at tilråbe, hvad Faust siger til Mefistofeles:
»Sådan hæver du den kolde djævlenæve imod den evigt
rørige, den helende skabende magt«; og den, som skulle
ønske at leve schopenhauersk, ville sandsynligvis mere
52
ligne en Mefistofeles end en Faust — nemlig for de
svagereseende moderne øjne, som i negationen altid ser
tegnet på det Onde. Men der gives en måde at negere og
ødelægge på, som netop er udflåddet af denne mægtige
længsel efter frelse og redning, som hvis første filosofiske
lærer Schopenhauer trådte iblandt os uhelliggjorte og
egentligt verdsliggjorte mennesker. Al tilværelse, som
kan negeres, fortjener også at blive negeret; og at være
sandfærdig vil sige, at tro på en tilværelse, som
overhovedet ikke ville kunne negeres og som selv er
sand og uden løgn. Derfor fornemmer det sandfærdige
menneske meningen med sin gerning som en metafysisk
mening, en mening, som kan forklares et andet og
højere livs love, og som en i dybeste forstand affirmativ
mening: uanset hvor meget alt, hvad dette menneske
gør, fremtræder som en ødelæggen og ituslåen af lovene
for dette liv. Derved må dets gøren blive til en
vedvarende lidelse, men det ved, hvad også Meister
Eckhart ved: »det hurtigste dyr, som bærer jer til
fuldkommenhed, er lidelsen«. Jeg skulle tænke, at
hjertet måtte blive vidt for enhver, som stiller sig en
sådan livsretning for sjælen, og at der i vedkommende
måtte opstå en hed længsel efter at være et sådant
schopenhauersk menneske: altså, rent og af en
forunderlig sindighed, hvad angår det selv og dets
personlige vel, i dets erkendelse fuldt af en stærk
53
fortærende ild og langt fra det såkaldt videnskabelige
menneskes kolde og foragtelige neutralitet, højt hævet
over al vrissen og ærgerlig betragtning, altid prisgivende
sig selv som det første offer for den erkendte sandhed,
og i det dybeste gennemtrængt af bevidstheden om,
hvilke lidelser der må udspringe af dets sandfærdighed.
Sikkert, det tilintetgør sin jordiske lykke ved dets
tapperhed, selv de mennesker, som det elsker, de
institutioner, af hvis skød det er fremkommet, må det
være fjendtlig overfor, det har hverken lov at skåne
mennesker, eller ting, selvom det lider ved at såre dem,
det vil blive misforstået og vil længe gælde som
forbundsfælle med magter, som det foragter, det vil, ved
den menneskelige målestok for dets indsigt, være nødt
til at være uretfærdigt, ved al dets stræben efter
retfærdighed: men det har lov at tale til sig og trøste sig
med de ord, som Schopenhauer, dets store opdrager,
brugte engang: »Et lykkeligt liv er umuligt: det højeste,
som mennesket kan opnå, er et heroisk livsforløb. Et
sådant fører den, som, på en eller anden måde og i et
eller andet anliggende, med overstore vanskeligheder
kæmper for, hvad der på en eller anden måde kommer
alle til gode, og som sejrer til slut, men derved bliver
dårligt eller slet ikke belønnet. Da forbliver han til slut,
som prinsen i Gozzis Re corvo, stående forstenet, men i
ædel positur og med højsindet gebærde. Hans minde
54
forbliver og bliver fejret som en helts; hans vilje, et helt
liv igennem mortificeret gennem møje og arbejde, ringe
succes og verdens utak, udslukkes i Nirvana«. Et sådant
heroisk livsforløb, samt den deri fuldbyrdede
mortifikation, svarer ganske vist allermindst til det
armodige begreb hos dem, der gør de fleste ord derom,
som fejrer fester til mindet om store mennesker og
formener, at det store menneske netop er stort, som de
er små, gennem en gave, ligesom, og for sin fornøjelses
skyld eller gennem en mekanisme og i den blinde
lydighed overfor denne indre tvang: således, at den, der
ikke har fået gaven, eller ikke føler tvangen, så har den
samme ret til at være lille, som hine har til at være stor.
Men at blive beskænket eller tvunget — det er
foragtelige ord, med hvilke man vil flygte fra en indre
formaning, forsmædelser for enhver, som har hørt
denne formaning, altså for det store menneske; netop
det lader sig mindst af alle beskænke eller tvinge — det
ved så godt som ethvert lille menneske, hvordan man
kan tage livet let og hvor blød den seng er, hvori det ville
kunne strække sig, hvis det omgikkes sig og sine
medmennesker på artig og sædvanlig vis: for alle
menneskets ordninger er jo indrettet på, at livet i en
fortsat adspredelse af tankerne ikke skal mærkes.
Hvorfor det så stærkt mærker det modsatte, nemlig
netop livet, det vil sige lider ved livet? Fordi det
55
mærker, at man vil bedrage det om det selv, og at der
består en slags overenskomst om at stjæle det ud af dets
egen hule. Da vægrer det sig, spidser øren og beslutter:
»jeg vil forblive min!« Det er en skrækkelig beslutning;
først efterhånden begriber det dette. For nu må det
dykke ned i tilværelsens dyb, med en række af
usædvanlige spørgsmål på læben: hvorfor lever jeg?
hvilken lektion skal jeg lære af livet? hvordan er jeg
blevet sådan som jeg er og hvorfor lider jeg så ved at
være sådan? Det piner sig: og se, hvordan ingen andre
piner sig sådan, hvordan medmenneskenes hænder
snarere er lidenskabeligt strakt ud mod de fantastiske
hændelser som det politiske teater viser, eller hvordan de
selv spankulerer ind i hundrede masker, som unge,
mænd, oldinge, fædre, borgere, præster, embedsmænd,
købmandsfolk, emsige på deres fælles komedie og slet
ikke med tanke på sig selv. Spørgsmålet: hvad lever du
for? ville de alle hurtigt og med stolthed besvare — »for
at blive en god borger, eller lærd, eller statsmand« — og
alligevel er de noget, som aldrig kan blive noget andet,
og hvorfor er de netop dette? Ak, og intet bedre? Hvem
der forstår sit liv som blot et punkt i udviklingen af en
generation eller stat eller videnskab og således helt og
aldeles vil høre til i tilblivelsens historie, i
historievidenskaben, han har ikke forstået den lektion,
som tilværelsen pålægger ham, og må så lære den en
56
anden gang. Denne evige tilblivelse er et løgnagtigt
dukkespil, hvorved mennesket glemmer sig selv, den
egentlige adspredelse, som strør individet ud for alle
vinde, tåbelighedens endeløse spil, som det store barn
Tiden spiller for og med os. Sandfærdighedens heroisme
består deri, en dag at høre op med at være dets legetøj. I
tilblivelsen er alting hult, bedragerisk, fladt og vores
foragt værdig; den gåde, som mennesket skal løse, kan
det kun løse ud fra væren, i at være sådan og ikke
anderledes, i det uforgængelige. Nu begynder det at
afprøve, hvor dybt det er vokset sammen med
tilblivelsen, hvor dybt det er vokset sammen med væren
— en uhyrlig opgave stiger op for dets sjæl: at ødelægge
alt tilblivende, at bringe alt, hvad der er falskt, frem i
lyset. Også dét vil erkende alt, men vil det anderledes
end det goetheske menneske, ikke for en ædel
blødagtigheds skyld, for at holde sig fri og frydes ved
tingenes forskellighed; tværtimod, det er for sig selv sit
førstbragte offer. Det heroiske menneske foragter, at det
går det godt eller skidt, dets dyder og laster og
overhovedet dette, at måle tingene ud fra dets målestok,
det håber ikke mere af sig og vil se ind i alle ting indtil
deres forhåbningsløse grund. Dets kraft ligger i dets
glemmen-sig-selv; og hvis det heroiske menneske
tænker på sig selv, så måler det afstanden fra sit højeste
mål hen til sig, og det har det som om, at det ser en
57
uanselig slaggerbunke bag og under sig. De gamle
tænkere søgte med alle kræfter lykken og sandheden —
og aldrig skal nogen finde hvad han er nødt til at søge,
lyder den gamle grundsætning for naturen. Men hvem
der søger usandhed i alting og som frivilligt slutter sig til
ulyksaligheden, for ham beredes måske et andet
skuffelses-mirakel: noget uudsigeligt, som lykke og
sandhed måske kun er afgudsagtige efterbilleder af,
nærmer sig ham, jorden mister sin tyngde, tildragelserne
og magterne på Jorden bliver drømmeagtige, en
afklaring breder ud omkring ham som på
sommeraftener. For den skuende er det, som begyndte
han netop at vågne og som spillede skyerne fra en
svævende drøm endnu omkring ham. Også disse vil
engang være blæst væk: da er det dag. —
58
5.
Men jeg har lovet at fremstille Schopenhauer som
opdrager ud fra min erfaring, og derfor er det langt fra
nok, når jeg, og endda med et ufuldkomment udtryk,
fremmaler dette ideale menneske, som råder i og
omkring Schopenhauer, ligesom som hans platoniske
ide. Det vanskeligste bliver tilbage: at sige, hvordan det
ud fra dette ideal er til at vinde en helt ny kreds af
pligter, og hvordan man gennem en regelmæssig
aktivitet kan sætte sig i forbindelse med et så
overstrømmende mål, kort sagt, at bevise, at dette ideal
opdrager. Ellers kunne man mene, at det ikke er andet
end den lyksaliggørende, ja, berusende anskuelse, som
sikrer os nogle enkelte øjeblikke, for straks derpå så
meget desto mere at lade os i stikken og at overlade os til
en så meget desto dybere ærgrelse. Det er også sikkert, at
det er sådan vi påbegynder vores omgang med dette ideal,
med disse pludselige afstande mellem lys og mørke,
beruselse og lede, og at en erfaring her gentager sig, som
går lige så lang tid tilbage, som der har været idealer til.
Men vi skal ikke blive stående i døren længe og snart
59
komme ud over begyndelsen. Og således må der spørges
alvorligt og bestemt: er det muligt, at rykke dette
utroligt høje mål således i nærheden, at det opdrager os,
mens det drager os opad? — for at Goethes store ord
ikke skal gå i opfyldelse om os: »mennesket er født til en
begrænset omstændighed; simple, nære, bestemte mål
formår det at indse, og det vænner sig til at benytte de
midler, som er det lige ved hånden; men så snart det
kommer ud i det vide, ved det hverken hvad det vil eller
hvad det skal, og det er ét og det samme om det
adspredes gennem tingenes mængde, eller om det sættes
ude af sig selv gennem deres højhed og værdighed. Det
er altid en ulykke, når det foranlediges til at efterstræbe
noget, som det ikke kan forbinde sig med gennem en
regelmæssig egenaktivitet«. Netop overfor det
schopenhauerske menneske lader dette sig indvende
med en tilsyneladende god retmæssighed: dets
værdighed og højhed formår kun at sætte os udenfor os
selv og sætter os derved atter udenfor alle de aktives
fællesskaber; pligternes sammenhæng, livets flod er væk.
Måske vænner den ene sig til, mismodigt endeligt at
dele sig og at leve ifølge en dobbelt rettesnor, det vil sige,
usikker hér og dér, og derfor for hver dag svagere og
mere ufrugtbart: mens en anden endda principielt giver
afkald på, endnu at handle med, og næppe ser til, når
andre handler. Farerne er altid store, når det gøres
60
mennesket for svært og når det ikke formår at opfylde
nogen pligter; de stærkere naturer kan derved
ødelægges, de svagere, talrigere hensynker i en sindigt
betragtende dovenskab, og til sidst sætter de endda, af
dovenskab, den sindige betragtning til.
Nu vil jeg, overfor sådanne indvendinger, medgive
så meget, at vort arbejde her netop kun lige er begyndt,
og at jeg, ud fra egne erfaringer, kun ser og ved ét
bestemt allerede: at det, ud fra dette ideale billede, er
muligt at lægge en lænke af opfyldelige pligter på dig og
mig, og at nogle af os allerede føler trykket fra denne
lænke. Men for, uden betænkninger at kunne udsige den
formel, hvorunder jeg ville sammenfatte denne nye
kreds af pligter, behøver jeg følgende forudgående
betragtninger.
De dybere mennesker har til alle tider netop derfor
haft medlidenhed med dyrene, fordi de lider ved livet,
og alligevel ikke besidder kraften til at vende lidelsens
brod imod sig selv, og at forstå deres tilværelse
metafysisk; ja, det forarger i den dybeste grund, at se
den meningsløse lidelse. Det var derfor ikke kun ét sted
på Jorden, at den formodning opstod, at der gemmer sig
skyldsbetyngede mennesker i disse dyrekroppe, og at
denne ved første øjekast forargende meningsløse lidelse
overfor den evige retfærdighed opløser sig i lutter
mening og betydning, nemlig som straf og bod.
61
Sandeligt, det er en tung straf, i skikkelse af et dyr at
leve under sult og begær, og alligevel ikke at komme til
nogen afklaring over dette liv; og der kan ikke udtænkes
noget tungere lod end rovdyrets, som jages gennem
ørknen af den mest nagende kval, sjældent tilfredsstillet
og også dette kun sådan, at tilfredsstillelsen bliver til
pinsel, i den sønderbidende kamp med andre dyr eller
gennem ækelvækkende begærlighed og overmættelse.
At hænge så blindt og tåbeligt ved livet, til så lav en pris,
fjernt fra at vide, at og hvorfor man bliver straffet sådan,
men derimod, med et forfærdende begærs dumhed at
rovtørste efter denne straf som efter en lykke — det er,
hvad det vil sige at være dyr; og når hele den samlede
natur trænger sig frem til mennesket, så giver den
derved at forstå, at mennesket er behøvet for naturens
forløsning fra dyrelivets forbandelse, og at tilværelsen i
mennesket endeligt holder et spejl op for sig, på hvis
grund livet ikke længere synes meningsløst, men
derimod fremtræder i dets metafysiske
betydningsfuldhed. Dog skal man overveje vel: hvor
hører dyret op, hvor begynder mennesket! Det
menneske, som det alene kommer an på for naturen! Så
længe nogen forlanger efter livet som efter en lykke, har
det endnu ikke løftet blikket ud over dyrets horisont,
blot er det med mere bevidsthed, at vedkommende vil,
hvad dyret søger i den blinde trang. Men sådan går det
62
os alle, gennem størstedelen af livet: vi kommer
sædvanligvis ikke ud af dyriskheden, vi selv er de dyr,
der synes at lide så meningsløst.
Men der gives øjeblikke, hvor vi begriber dette: da
iturives skyerne, og vi ser, hvordan vi og al natur
trænger os frem til mennesket, som til et Noget, der står
højt oppe over os. Rystende skuer vi, i denne pludselige
klarhed, omkring os og bagud: dér løber de forfinede
rovdyr og vi iblandt dem. Menneskenes uhyrlige
bevægethed på den store jordørken, deres grundlæggelse
af by og stat, deres krigsførelse, deres rastløse samlen og
spreden, deres løben ind i hinanden, deres tagen ved
lære af hinanden, deres gensidige overlistelse og
nedtrampning, deres skrig i nød, deres lysthyl i sejren —
alt er fortsættelse af dyriskheden: som om mennesket
forsætligt skulle dannes tilbage og skulle bedrages
omkring dets metafysiske anlæg, ja, som om naturen,
efter at den så længe har længtes efter og arbejdet på
mennesket, nu veg tilbage for det og hellere ville tilbage
igen i driftens ubevidsthed. Ak, den behøver erkendelse,
og den grues for den erkendelse, som den egentligt
behøver; og således flakker flammen uroligt og ligesom
forskrækket over sig selv hid og did, og får fat om
tusinde ting, førend den får fat om dt, som naturen
overhovedet behøver erkendelsen for. Vi ved
allesammen i enkelte øjeblikke, hvordan de mest
63
vidtfarende foranstaltninger i vort liv kun bliver gjort
for at flygte fra vores egentlige opgave, hvordan vi gerne
ville skjule vort hoved etsteds, som kunne vores
hundredeøjede samvittighed ikke fange os dér, hvordan
vi hastigt bortskænker vort hjerte til staten,
pengegevinsten, socialiteten eller videnskaben, blot for
ikke længere at besidde det, hvordan selv det tungeste
dagsarbejde er noget vi slaver med, mere hidsigt og
ubesindigt end det behøvedes for at leve: fordi det
forekommer os mere behøvet, ikke at komme til
besindelse. Almindelig er hasten, fordi enhver er på
flugt fra sig selv, almindelig er også den sky holden
denne hast skjult, fordi man vil fremstå tilfreds og gerne
ville snyde de mere skarptsynede tilskuere om sin
elendighed, almindelig behovet efter nye klingende ord-
bjælder, ved hvis påhæng livet skal få noget larmende-
festligt over sig. Enhver kender den særlige tilstand, når
ubehagelige erindringer pludseligt trænger sig på, og vi
så gennem heftige gebærder og lyde er bestræbte på at
slå dem ud af hovedet: men det almindelige livs
gebærder og lyde lader gætte, at vi alle og altid befinder
os i en sådan tilstand, i frygt for erindringen og
inderliggørelsen. Hvad er det dog, som så hyppigt
anfægter os, hvad er det for en myg, der ikke lader os
sove? Det går spøgelsesagtigt til omkring os, hvert af
livets øjeblikke vil sige os noget, men vi ønsker ikke at
64
høre denne åndestemme. Når vi er alene og stille, frygter
vi, at noget skal blive hvisket os i øret, og derfor hader vi
stilheden og bedøver os gennem socialitet.
Alt dette begriber vi, som sagt, af og til, vi undrer os
meget over al den svimlende angst og hast, og over vores
livs helt den drømmeagtige tilstand, som synes at grues
for opvågningen og som drømmer så meget desto mere
livagtigt og uroligt, jo nærmere det er på denne
opvågnen. Men samtidigt føler vi, at vi er for svage til at
holde disse øjeblikke af dybeste indadvendthed ud
særligt længe, og vi føler, hvordan det ikke er os, der er
de mennesker, som hele den samlede natur trænger
frem efter for dens forløsning: det er allerede meget, at
vi overhovedet kommer op med hovedet engang, og
mærker, hvilken strøm vi er dybt forsænkede i. Og også
dette er ikke noget, der lykkes os ved egen kraft, denne
kommen op og vågnen for et forsvindende øjeblik, vi må
løftes — og hvem er det, der løfter os?
Det er disse sandfærdige mennesker, disse ikke-
længere-dyr, filosofferne, kunstnerne og de hellige; ved
deres fremkomst og gennem deres fremkomst gør
naturen, der aldrig springer, dens eneste spring, og vel at
mærke et glædesspring, for den føler sig for første gang
ved målet, nemlig dér, hvor den begriber, at den er nødt
til at holde op med at have mål, og at den har spillet
livets og tilblivelsens spil for højt. Den klarer op ved
65
denne erkendelse, og en mild aftentræthed, dét, som
menneskene kalder »skønheden«, hviler over dens
ansigt. Hvad den nu, med denne afklarede mine,
udsiger, dét er den store oplysning over tilværelsen; og
det højeste ønske, som dødelige kunne have, er,
vedvarende og med åbent øre at tage del i denne
oplysning. Når man tænker over, hvad for eksempel
Schopenhauer i løbet af sit liv alt sammen må have hørt,
så kan han vel bagefter sige til sig selv: »ak, dine dumme
ører, dit dumme hoved, din flakkende forstand, dit
forskrumpede hjerte, ak, alt hvad jeg kender som mit!
hvor jeg foragter det! Ikke at kunne flyve, men derimod
kun baske! At se op over sig selv og ikke selv at kunne
komme op! At kende og næsten betræde den vej, som
fører til filosoffens umådelige frisyn, og så efter få skridt
at tumle tilbage! Og skulle det kun være for én dag, at
dette store ønske opfyldte sig, hvor beredvilligt ville man
så ikke alligevel tilbyde det øvrige liv som gengældelse!
At stige så højt, som en tænker nogensinde steg, til den
rene alpe- og isluft, derhen, hvor der ikke længere gives
tåge og tilsløring, og hvor tingenes grundbeskaffenhed
udtrykker sig råt og stift, men med uundgåelig
forståelighed! Idet sjælen kun tænker på dette, bliver
den ensom og uendelig; men skulle dens ønske opfylde
sig, skulle blikket engang falde stejlt og lysende ned på
tingene, skulle skammen, ængsteligheden og begæret dø
66
væk — med hvilket ord skulle dens tilstand så
benævnes, denne nye og gådefulde rørelse uden
oprørthed, hvormed sjælen så, ligesom Schopenhauers
sjæl, ville forblive liggende udbredt over tilværelsens
uhyrlige billedskrift, over den forstenede lære om
tilblivelsen, ikke som nat, men derimod som et
glødende, rødfarvet, verden overstrømmende lys. Og
omvendt, sikke et lod, at ane nok af filosoffens
ejendommelige bestemmelse og salighed, til at
fornemme hele ubestemtheden og usaligheden hos ikke-
filosoffen, den forhåbningsløse begærende! At vide sig
som en frugt på træet, der på grund af for mange
skygger aldrig kan blive moden og lige foran sig ser det
solskin, som man mangler!«
Det ville være kval nok, for at gøre et således
misbegavet menneske misundeligt og ondsindet, hvis
det overhovedet kunne blive misundelig og ondsindet;
men sandsynligvis vil det endeligt vende sin sjæl
omkring, så at den ikke fortærer sig i tåbelig længsel, og
nu vil det opdage en ny kreds af pligter.
Her er jeg nået frem til besvarelsen af spørgsmålet,
om det gennem regelmæssig egenaktivitet er muligt at
forbinde sig med det store ideal om det schopenhauerske
menneske. Frem for alt står dette fast: disse nye pligter
er ikke et isoleret menneskes pligter, man hører med
dem snarere til i et mægtigt fællesskab, som ganske vist
67
ikke bliver holdt sammen gennem ydre former og love,
men vel dog gennem en grundtanke. Det er kulturens
grundtanke, for så vidt kulturen forstår at stille hvert
enkelt af os overfor én opgave: at fremme frembringelsen
af filosoffen, kunstneren og den hellige i os og udenfor os og
derved at arbejde på fuldendelsen af naturen. For ligesom
naturen behøver filosoffen, behøver den også
kunstneren, til et metafysisk formål, nemlig til dens
egen oplysning over sig selv, for at det endeligt engang
skal opstilles for den, som rent og færdigt billede, hvad
den i sin tilblivelses uro aldrig får tydeligt at se — altså
til dens selverkendelse. Det var Goethe, der med et
overmodigt dybsindigt ord lod mærke, hvordan alle
naturens forsøg kun gælder så meget for den, for at
kunstneren endeligt skal gætte dens stammen, kommer
den i møde på halvvejen og udsiger, hvad det er den
egentligt vil med sine forsøg. »Jeg har ofte sagt det,
råber han ud engang, og vil gentage det ofte, causa
finalis for verdens- og menneskeprocessen er den
dramatiske digtekunst. For ellers er alt dét absolut ikke
til at bruge til noget.« Og således behøver naturen til slut
den hellige, hvor Jeg’et er helt svundet ind, og hvis
lidende liv ikke eller næsten ikke længere føles
individuelt, snarere end som en dybeste ens- med- og
forenings-følelse hvad angår alt, hvad der er levende:
hos den hellige, ved hvem forvandlingens vidunder
68
indtræder, på hvem tilblivelsens spil aldrig forfalder,
denne endelige og højeste bliven-menneske, som al
natur trænger og driver frem mod, til dens forløsning
fra sig selv. Der er ingen tvivl, vi alle er beslægtede og
forbundne med den hellige, ligesom vi er beslægtede
med filosoffen og kunstneren; der gives øjeblikke og
ligesom gnister fra den klareste kærligste ild, i hvis lys vi
ikke længere forstår ordet »jeg«; hinsides vort væsen
ligger der noget, som i disse øjeblikke bliver dennesidigt,
og derfor begærer vi af dybeste hjerte efter broerne
mellem hér og dér. I vores sædvanlige forfatning kan vi
ganske vist ikke bidrage noget til frembringelsen af det
forløsende menneske, derfor hader vi os i denne
forfatning, et had, som er roden til den pessimisme, som
Schopenhauer først atter måtte lære vores tidsalder, men
som er så gammel som der nogensinde gaves længsel
efter kultur. Dets rod, men ikke dets blomster, dets
nederste etage, ligesom, men ikke dets gavltag, dets
banes begyndelse, men ikke dets mål: for engang har vi
endnu at lære, at hade noget andet og mere alment, ikke
længere vores individ og dets elendige begrænsethed,
dets veksel og dets uro, i denne ophøjede tilstand, hvor
vi også vil elske noget andet end vi nu kan elske. Først
når vi, i den nuværende eller en kommende fødsel, selv
er blevet optaget i filosoffernes, kunstnernes og
helgenernes mest ophøjede orden, udstikkes der os også
69
et nyt mål for vores kærlighed og vores had, — i
mellemtiden har vi vores opgave og vores kreds af
pligter, vores had og vores kærlighed. For vi ved, hvad
kulturen er. Den vil, for her at benytte den på det
schopenhauerske menneske, at vi forbereder og
fremmer dets stadigt nye frembringelse, idet vi lærer det
deroverfor fjendtligtsindede at kende, og rømmer det af
vejen — kort sagt, at vi utrætteligt bekæmper alt, hvad
der bragte os til vores eksistens’ højeste opfyldelse, idet
det hindrede os i, selv at blive til sådanne
schopenhauerske mennesker. —
70
6.
Nogle gange er det sværere at medgive en sag end at
indse den; og således kan det netop gå de fleste, når de
overvejer sætningen: »menneskeheden skal hele tiden
arbejde på, at frembringe enkelte store mennesker — og
dette og intet andet ellers er dens opgave.« Hvor gerne
ville man ikke anvende en lærdom på samfundet og alle
dets formål, som man kan vinde af betragtningen af alle
dyre- og planterigets arter, nemlig at det hos dem alene
kommer an på det enkelte højere eksemplar, det mere
usædvanlige, mægtige, komplicerede, frugtbare — hvor
gerne, hvis ikke indpodede indbildninger omkring
samfundets formål ydede så sej en modstand! Egentligt
er det nemt at begribe, at målet for en arts udvikling
ligger der, hvor en art når frem til dens grænse og ved
dens overgang når frem til en højere art, men ikke i
eksemplarernes omfang og velbefindende, eller endda i
de eksemplarer, som tidsmæssigt er de allerseneste, men
snarere netop i de tilsyneladende spredte og tilfældige
eksistenser, som hér og dér engang kommer i stand
under gunstige betingelser; og lige så nemt skulle den
71
fordring vel være til at begribe, at menneskeheden, fordi
den kan nå til bevidsthed omkring sit formål, har til
opgave at opsøge og tilvejebringe de gunstige
betingelser, hvorunder de store forløsende mennesker
kan opstå. Men jeg ved ikke hvad der altsammen
stræber imod: så skal dette sidste formål findes i alles
eller de flestes lykke, så skal den findes i udfoldelsen af
det store fællesskab; og lige så hurtigt nogen beslutter sig
for at ofre sit liv, f.eks. til en stat, lige så langsomt og
betænkeligt ville vedkommende opføre sig, hvis det ikke
var en stat, men derimod en enkelt, som krævede dette
offer. Det forekommer urimeligt, at mennesket skulle
være til for et andet menneskes skyld; »snarere for alle
andres skyld, eller i det mindste for så mange som
muligt!« Oh, spidsborger, som om det ville være mere
rimeligt at lade antallet afgøre, hvor det drejer sig om
værdi og betydning! For spørgsmålet lyder jo sådan:
hvordan opnår dit, den enkeltes liv den højeste værdi,
den dybeste betydning? Hvordan er det mindst spildt?
Sikkert kun derved, at du lever til fordel for de
sjældneste og mest værdifulde eksemplarer, men ikke til
fordel for de fleste, det vil sige, for de, enkeltvist
betragtet, mest værdiløse eksemplarer. Og netop dette
sindelag skulle plantes og anlægges i et ungt menneske,
så at det ligesom forstår sig selv som et mislykket værk
af naturen, men tillige som et vidnesbyrd om denne
72
kunstnerindes største og vidunderligste hensigter; det
lykkedes hende dårligt, skal det unge menneske sige til
sig, men jeg vil ære hendes store hensigt derved, at jeg er
til tjeneste, for at det engang skal lykkes hende bedre.
Med dette forehavende placerer det sig i kulturens
kreds; for kulturen er barn af den enkeltes
selverkendelse og egne utilstrækkelighed. Enhver, der
bekender sig til kulturen, udsiger dermed: »jeg ser noget
højere og menneskeligere over mig, end jeg selv er,
hjælp mig allesammen, til at nå det, sådan som jeg vil
hjælpe enhver, der erkender det samme, og lider ved det
samme: for at det menneske endeligt skal opstå igen,
som føler sig fuldt og uendeligt i dets erkenden og
elsken, i dets skuen og kunnen, og med hele dets
fuldkommenhed hænger ved og i naturen, som dommer
over tingene og måler af deres værdi.« Det er svært at
hensætte nogen i denne tilstand af uforsagt
selverkendelse, fordi det er umuligt at undervise i
kærlighed: for alene i kærligheden vinder sjælen ikke
kun det klare, sønderdelende og foragtende blik for sig
selv, men derimod også dette begær efter at skue ud over
sig selv og at søge med alle kræfter efter et højere Selv,
som ligger skjult et eller andet sted. Altså kun den, som
har hængt sit hjerte ved et eller andet stort menneske,
modtager dermed kulturens første velsignelse; dens tegn er
selvbeskæmmelse uden ærgrelse, had mod den egne
73
snæverhed og forskrumpethed, medlidenhed med
geniet, der hele tiden rev sig op af denne vores dump- og
tørhed, forudfølelse for alt tilblivende og kæmpende og
den inderste overbevisning om, næsten overalt at møde
naturen i dens nød, at se, hvordan den trænger sig frem
til mennesket, hvordan den smerteligt atter får at føle, at
værket er mislykket, hvordan den alligevel overalt
lykkes med de vidunderligste tilløb, træk og former: så
at de mennesker, som vi lever med, ligner en ruinmark
af de kostbareste skulptur-udkast, hvor alt råber os i
møde: kom, hjælp, bring sammen, hvad der hører
sammen, vi længes umådeligt efter at blive hele.
Denne sum af indre tilstande kaldte jeg for
kulturens første velsignelse; men nu er det mig om at
skildre virkningerne af den anden velsignelse, og jeg ved
godt, at min opgave her er vanskeligere. For nu skal
overgangen gøres fra den indre proces til bedømmelsen
af den ydre proces, blikket skal vende sig udad, for at
det i den store bevægede verden skal genfinde det begær
efter kultur, som det kender fra disse første erfaringer,
den enkelte skal benytte sin kamp og længsel som det
alfabet, ved hvis hjælp menneskenes bestræbelser nu kan
aflæses. Heller ikke her må den enkelte dog blive
stående, men må fra dette trin op til det højere, kulturen
afkræver ikke kun denne indre oplevelse, ikke kun
bedømmelsen af den verden, der overstrømmer den
74
enkelte, men derimod til slut og hovedsageligt også
gerningen, det vil sige kampen for kulturen og
fjendtligtsindetheden imod indflydelser, vaner, love,
indretninger, hvor den enkelte ikke genkender sit mål:
frembringelsen af geniet.
Først for den, som nu formår at stille sig på det
andet trin, bliver det påfaldende, hvor overordentligt ringe
og sjælden en viden om dette mål er, hvor almindeligt
derimod bestræbelsen på kultur og hvor usigeligt stor
den masse af kræfter er, som bliver brugt i dens tjeneste.
Forbløffet spørger man sig: er der måske slet ikke behov
for er en sådan viden? Opnår naturen også sit mål
sådan, hvis de fleste giver en forkert bestemmelse af
formålet med deres egen bestemmelse? Hvem der har
vænnet sig til, at tænke højt om naturens ubevidste
hensigtsmæssighed, vil måske ikke have svært ved at
svare: »Ja, sådan er det! Lad menneskene tænke og tale
så meget de vil om deres yderste mål, så er de dog i deres
dunkle trang udemærket bevidste om den rette vej.«
Man må have oplevet et og andet, for her at kunne sige
imod; men hvem der virkeligt er overbevist om dette
mål for kulturen, at den skal fremme de sande
menneskers opståen og intet ellers, og nu sammenligner,
hvordan det også nu, ved al kulturens luksus og
overdådighed, er sådan, at disse menneskers opståen
ikke adskiller sig meget fra et fortsat dyrplageri:
75
vedkommende vil finde det meget fornødent, at der i
stedet for denne »dunkle trang« endeligt engang bliver
sat en bevidst villen. Og dét navnlig også af den anden
grund: nemlig for at det ikke længere skal være muligt
at bruge denne drift, der ikke er klar over sit mål, den
berømte dunkle trang, til helt anderledesartede formål,
og at føre den ad veje, hvor dette højeste mål,
frembringelsen af geniet, aldrig kan opnåes længere. For
der findes en art misbrugt og tjenesteliggjort kultur —
man kan blot se sig omkring! Og netop de magter, som i
dag mest aktivt fremmer kulturen, har bagtanker
derved, og omgåes den ikke af et rent og uegennyttigt
sindelag.
Dér er for det første de erhvervsdrivendes selviskhed,
som behøver kulturens hjælp, og som tak derfor også
hjælper den, men derved ganske vist tillige gerne ville
foreskrive den dens mål og omfang. Fra denne side
kommer denne elskede sætning og kædeslutning, som
lyder omtrent sådan: mest mulig erkendelse og dannelse,
derfor mest muligt behov, derfor mest mulig
produktion, derfor mest mulig gevinst og lykke —
sådan lyder den forføreriske formel. Dannelse ville af
dens tilhængere blive defineret som den indsigt,
hvormed man, i behov og behovstilfredsstillelse, er
tidssvarende helt igennem, men hvormed man tillige
bedst bestemmer over alle midler og veje til, lettest
76
muligt at tjene penge. At danne flest muligt kurante
mennesker, sådan som man kalder en mønt kurant, dét
ville altså være målet; og ifølge denne opfattelse vil et
folk være så meget desto lykkeligere, jo flere af den slags
kurante mennesker det besidder. Derfor skal det helt
igennem være hensigten med de moderne
dannelsesanstalter at hjælpe enhver så meget frem, som
det ligger i vedkommendes natur at blive kurant, og at
uddanne enhver i et omfang, så at vedkommende har
det størstmulige omfang af lykke og gevinst af den egne
grad af erkendelse og viden. Den enkelte må, således
kræver man her, ved hjælp af en sådan almen dannelse
kunne taksere sig selv ganske nøje, for at vide, hvad
vedkommende har at kræve af livet; og til slut påståes
det, at der består et naturligt og nødvendigt forbund af
»intelligens og besiddelse«, af »rigdom og kultur«, og
hvad mere er, at dette forbund skal være en sædelig
nødvendighed. Her er enhver dannelse forhadt, som gør
ensom, og som udover penge og erhvervelse udstikker
mål, der tager lang tid; man plejer vel at forhåne
sådanne alvorligere arter af dannelse som »finere
egoisme«, som »usædelig dannelses-epikuræisme«. Og
ganske givet, ifølge den her gældende sædelighed prises
lige det omvendte, nemlig en hurtig dannelse, for snart
at blive et væsen, der tjener penge, og alligevel en så
grundig dannelse, for at kunne blive et væsen, der tjener
77
ganske mange penge. Der tilståes kun så megen kultur
til mennesket, som det er i interesse for det almindelige
erhverv og verdens gang, men så meget kræves der også
af det. Kort sagt: »mennesket har et nødvendigt krav på
jordisk lykke, derfor er dannelsen nødvendig, men også
kun derfor!«
Dér er for det andet statens selviskhed, som ligeledes
begærer efter størst mulig udbredelse og
almindeliggørelse af kulturen og har de virksommeste
værktøjer i hænderne til at tilfredsstille dens ønsker.
Forudsat, at staten ved sig stærk nok til, ikke blot at
kunne slippe løs, men også, rettidigt at spænde i åget,
forudsat, at dens fundament er sikkert og bredt nok til
at bære hele dannelsesbutikken, så kommer udbredelsen
af dannelse blandt statens borgere altid kun staten selv
til gode, i dens konkurrence med andre stater. Overalt,
hvor man nu taler om »kulturstaten«, ser man den stillet
den opgave, at frigøre en generations åndelige kræfter så
vidt, at de dermed kan tjene og nytte de bestående
institutioner; ligesom en skovbæk delvist stilnes af
gennem dæmninger og bygværk, for at drive møller
med den mindre kraft — mens dens fulde kraft ville
være farlig for møllen, snarere end nyttig. Denne
frigørelse er tillige og meget mere en slåen i lænker. Man
skal blot erindre sig, hvad der med tiden er blevet af
kristendommen under statens selviskhed.
78
Kristendommen er med sikkerhed en af de reneste
åbenbaringer af denne trang efter kultur, og dét netop
efter den stadigt fornyede frembringelse af den hellige;
men da den blev hundredefold benyttet til at drive de
statlige magters møller, er den med tiden blevet syg helt
ind i marven, forhyklet og forløjet og vanartet helt indtil
modsigelsen af dens oprindelige mål. Selv dens seneste
tildragelse, den tyske reformation, ville ikke have været
andet end en pludselig opflakken og udslukning, hvis
ikke den havde stjålet nye kræfter og flammer fra
staternes kamp og brand.
Dér bliver kulturen for det tredje hjulpet frem af
alle dem, som er sig bevidste om et hæsligt eller
kedsommeligt indhold, og ønsker at bedrage sig omkring
det gennem den såkaldte »skønne form«. Med det ydre,
med ord, gebærde, forsiring, pral, manerer, skal
tilskueren presses til en falsk slutning omkring
indholdet: ud fra forudsætningen, at man sædvanligvis
bedømmer det indre ud fra ydersiden. For mig fremstår
det til tider som om, at de moderne mennesker keder sig
grænseløst ved hinanden, og at de endeligt finder sig
nødsaget til at gøre sig interessante med alle kunster.
Dér lader de med deres kunstneres hjælp sig selv stille
på bordet som pikante og marinerede spiser, dér
overhælder de sig med krydderi fra hele Orienten og
Occidenten, og sandelig! nu lugter de ganske givet
79
meget interessant, af hele Orienten og Occidenten. Dér
indretter de sig på at tilfredsstille enhver smag; og alle
skal blive betjent, hvad enten de nu lyster efter det vel-
eller det ildelugtende, efter det sublimerede eller det
bondsk-grove, efter det græske eller det kinesiske, efter
sørgespil eller dramatiserede sjofelheder. De berømteste
køkkenmestre for disse moderne mennesker, som for
enhver pris ønsker at være interessante og interesserede,
befinder sig som bekendt blandt franskmændene, de
dårligste befinder sig blandt tyskerne. Dette er i grunden
mere trøsterigt for de sidstnævnte end for de
førstnævnte, og vi ønsker mindst af alt at blive sure på
franskmændene, når de netop spotter over os angående
manglen på det interessante og elegante, og når de ved
enkelte tyskeres forlangende efter elegance og manerer
føler sig mindet om de indianere, som ønsker sig en ring
gennem næsen, og skriger på at blive tatoveret.
— Og her er der intet, der holder mig tilbage fra en
udskejelse. Siden den sidste krig med Frankrig har
adskilligt forandret og forskudt sig i Tyskland, og det er
åbenbart, at man også har hjembragt nogle nye ønsker
hvad angår den tyske kultur. For manges
vedkommende var denne krig den første rejse til den
mere elegante halvdel af verden; hvor herlig tager nu
sejrherrens ubefangenhed sig ud, når han ikke skammer
sig over at lære en smule kultur hos den besejrede. Især
80
kunsthåndværket henvises bestandigt til konkurrencen
med den mere dannede nabo, indretningen af det tyske
hus skal assimileres til den for det franske, selv det tyske
sprog skal, gennem et akademi grundlagt efter franskt
mønster, tilegne sig »sund smag« og lægge den
betænkelige indflydelse fra sig, som Goethe har udøvet
på det — sådan som berliner-akademikeren Dubois-
Reymond for nyligt dømmer det. Vore teatre har
allerede forlængst i al stilhed og ærbarhed eftertragtet
det samme mål, selv den elegante tyske lærde er allerede
blevet opfundet — nuvel, det er jo forventeligt, at alt,
hvad der hidtil ikke ret har villet føje sig denne
elegancens lov, tysk musik, tragedie og filosofi, nu så
meget mere må tilsidesættes som utysk. — Men
sandelig, der skulle heller ikke løftes én eneste finger til
fordel for den tyske kultur, hvis tyskeren ikke forstod
andet ved den kultur, som han endnu mangler og som
han endnu skulle eftertragte, end kunster og artigheder,
med hvilke livet gøres hyggeligt, inklusive hele den
samlede dansemester- og tapetserer-opfindsomhed, hvis
han også hvad sproget angår kun ville bestræbe sig på
akademisk godkendte regler og en vis generel
manerlighed. Højere krav synes den seneste krig og den
personlige sammenligning med franskmændene dog
næppe at have fremkaldt, snarere kommer den mistanke
des oftere over mig, som ville tyskeren nu voldsomt
81
unddrage sig disse gamle forpligtelser, som hans
vidunderlige begavelse, det ejendommelige tung- og
dybsind i hans natur, pålægger ham. Hellere ville han
gøgle, være abe, hellere ville han lære manerer og
kunster, hvorved livet bliver underholdende. Men man
kan slet ikke udskælde den tyske ånd mere, end hvis
man behandler den som om den var lavet af voks, så at
man en dag også ville kunne modelere den elegancen til.
Og hvis det desværre er sandt, at en god del af tyskerne
vil lade sig modelere og forme til rette på den måde, så
skal der dog siges imod det, så ofte, indtil man hører det:
hos jer bor den slet ikke længere, den gamle tyske art,
som ganske vist er hård, frisk og fuld af modstand, men
som er som det kosteligste stof, som kun de største
billedhuggere har lov at arbejde på, fordi de alene er
værd til det. Hvad I derimod har i jer, er et blødt grødet
materiale; gør af det, hvad I vil, form elegante dukker
og interessante afgudebilleder deraf — også heri vil det
forblive ved Richard Wagners ord: »tyskeren er klodset
og ubehjælpsom, når han vil give sig manerligt; men han
er ophøjet og alle overlegen, når han kommer i ilden.«
Og overfor denne tyske ild har de elegante mennesker al
grund til at tage sig i agt, for ellers kunne det en dag æde
dem, sammen med alle deres dukker og afgudebilleder
af voks. — Denne tilbøjelighed til den »skønne form«,
som tager overhånd i Tyskland, kunne man nu ganske
82
vist også udlede anderledes og dybere: af hine hastværk,
hine åndeløse greb om øjeblikket, hine overilethed, der
brækker alle ting for grønt af grenen, af hine rend og
jag, som nu graver menneskene furer i ansigtet og
ligesom tatoverer alt, hvad de gør. Som virkede en drik i
dem, der ikke længere ville lade dem ånde roligt,
stormer de videre i uanstændig bekymring, som de
plagede slaver af de tre m’er, af momentet, af
meningerne og af moderne: så at manglen på værdighed
og behændighed ganske vist springer alt for pinefuldt i
øjnene, og det nu igen bliver nødvendigt med en
løgnagtig elegance til at maskere det uværdige hastværks
sygdom. For sådan hænger det modestyrede begær efter
den skønne form sammen med det nuværende
menneskes hæslige indhold: førstnævnte skal skjule,
sidstnævnte skjules. At være dannet, vil kun sige: ikke at
lade sig mærke af, hvor elendig og dårlig, hvor
rovdyrsagtig i sin stræben, hvor umættelig i sin samlen,
hvor selvisk og skamløs i sin nyden man er. Det er
allerede flere gange blevet indvendt overfor mig, når jeg
konfronterede nogen med fraværet af en tysk kultur:
»men dette fravær er jo helt naturlig, for tyskerne har
hidtil været for fattige og beskedne. Lad De først vore
landsfolk blive rige og selvbevidste, så vil de også have
en kultur!« Kan være, at troen gør salig, men denne slags
tro gør mig usalig, fordi jeg føler, at denne tyske kultur,
83
på hvis fremtid der her bliver troet — rigdommens,
politurens og den manerlige forstillelses kultur — er det
mest fjendtligtsindede modbillede på den tyske kultur,
som jeg tror på. Sikkert, hvem der har levet blandt
tyskere lider meget ved den berygtede gråhed af deres
liv og deres sanser, ved formløsheden, stump- og
dumpsindetheden, ved plumpheden i den sartere
omgang, endnu mere ved misundeligheden og ved en
vis skjulthed og urenlighed af deres karakter; det
smerter og piner med den rodfæstede lyst ved det falske
og uægte, ved det dårligt-efterlignede, ved oversættelsen
af det gode udenlandske til noget dårligt hjemligt: men
nu, hvor også denne feberagtige uro, denne syge efter
succes og gevinst, denne overvurdering af øjeblikket er
kommet til som slemmeste lidelse, er det helt og aldeles
oprørende at tænke, at alle disse sygdomme og
svagheder principielt aldrig skal blive helet, men
derimod altid kun skal blive sminket over — gennem en
sådan »kultur for den interessante form!« Og dette hos
et folk, som har frembragt Schopenhauer og Wagner! Og
endnu ofte skal frembringe dem! Eller bedrager vi os på
det trøstesløseste? Skulle de nævnte måske slet ikke
længere yde garanti for, at sådanne kræfter, som deres,
virkeligt stadig er til stede i den tyske ånd og sans?
Skulle de selv være undtagelser, ligesom de sidste
udløbere og aflæggere af egenskaber, som man tidligere
84
tog for værende tyske? Jeg ved ikke ret at hjælpe mig
hér, og vender derfor tilbage til min bane for den
overordnede betragtning, som bekymrede
tvivlrådigheder ofte nok vil aflede mig fra. Endnu var
ikke alle de magter blevet talt op, som kulturen ganske
vist hjælpes frem af, uden at man derfor anerkender
dens mål, frembringelsen af geniet; tre er nævnt, de
erhvervsdrivendes selviskhed, statens selviskhed og
selviskheden hos alle dem, der har grund til at forstille
sig og skjule sig gennem formen. Jeg nævner for det
fjerde videnskabens selviskhed og det ejendommelige
væsen, som er dens tjener, den lærde.
Videnskaben forholder sig til visdommen, som
dyden til helliggørelsen: den er kold og tør, den har
ingen kærlighed og kender ikke til nogen dyb følelse af
utilstrækkelighed og længsel. Den er lige så naturlig for
sig selv, som den er skadelig for sine tjenere, for så vidt
den overfører sin egen karakter til dem og dermed
ligesom forbener deres menneskelighed. Så længe der
under kultur væsentligt forståes en fremmelse af
videnskaben, forbigår kulturen med ubarmhjertig kulde
det store lidende menneske, eftersom videnskaben
overalt kun ser problemer for erkendelsen, og fordi
lidelsen indenfor videnskabens verden egentlig er noget
upassende og uforståeligt, altså højest er endnu et
problem.
85
Men nu skal man først tage at vænne sig til at
oversætte enhver erfaring til et dialektisk spil af
spørgsmål og svar og til et anliggende rent for hovedet:
det er forbløffende, på hvor kort tid mennesket tørrer
ud ved en sådan aktivitet, hvor hurtigt det næsten kun
klaprer med knoglerne. Enhver ved og ser dette:
hvordan er det altså overhovedet muligt, at ynglingene
så alligevel slet ikke viger forskrækket tilbage overfor
sådanne knoglemennesker, og hele tiden på ny blindt og
uden valg og mådehold overgiver sig til videnskaberne?
Dette kan vel ikke komme fra den angivelige »drift
mod sandheden«: for hvordan skulle der overhovedet
kunne gives en drift efter den kolde, rene, følgeløse
erkendelse! Hvad der langt snarere er de egentligt
drivende kræfter i videnskabens tjenere, giver sig for det
ubefangne blik kun alt for tydeligt at forstå: og det er
meget tilrådeligt, også engang at undersøge og dissekere
de lærde, efter at de selv har vænnet sig til, dristigt at
lade alt i verden, selv det ærværdigste, befamle og skille
ad. Skal jeg udsige, hvad jeg tænker, så lyder min
sætning: den lærde består af et forviklet fletværk af
ganske forskellige drifter og pirringer, han er et helt
igennem urent metal. Tag som det første et stærkt og
stadigt mere forøget begær efter det nye, sygen efter
erkendelsens eventyr, den fortsat pirrende magt af det
nye og sjældne i modsætningen til det gamle og
86
kedsommelige. Føj dertil en vis dialektisk sporings- og
spildrift, jægerens lyst ved tankens listige rævegange, så
at det egentlig ikke er sandheden, der søges, men
derimod søgningen selv, og hovednydelsen består i den
listige snigen bagom, omringen, og det kunstfærdige
drab. Dertil kommer nu også driften mod modsigelse,
personligheden vil, overfor alle andre, føle sig selv og
lade sig føle; kampen bliver til lyst og den personlige sejr
bliver målet, mens kampen om sandheden kun er
påskuddet. Således er, for en god del, driften mod at
finde visse »sandheder« blandet ind i den lærde, nemlig
af underdanighed overfor visse herskende personer,
kaster, meninger, kirker, regeringer, fordi han føler, at
han er sig til nytte, idet han bringer »sandheden« over
på deres side. Mindre regelmæssigt, men alligevel
hyppigt nok, træder følgende egenskaber frem ved den
lærde. For det første hæderlighed og sans for det enkle,
meget prisværdige egenskaber, hvis de er mere end
usmidighed og uøvethed i at forstille sig, hvortil jo hører
en vis kløgt. Faktisk kan man overalt, hvor kløgten og
smidigheden er meget påfaldende, være lidt på vagt og
drage karakterens ligefremhed i tvivl. På den anden side
er benævnte hæderlighed for det meste lident værd og
også for videnskaben kun sjældent frugtbar, da den
hænger ved det tilvante og kun plejer at sige sandheden
ved de enkle ting eller in adiaphoris; for her svarer det
87
mere til trægheden at sige sandheden end at fortie den.
Og fordi alt nyt nødvendiggør en omlæring, så beærer
hæderligheden, hvis det overhovedet kan lade sig gøre,
den gamle mening og anklager forkynderen af det nye
for, at han mangler sensus recti. Grunden til at
hæderligheden rejste modstand imod Kopernikus’ lære
var sikkert, at førstnævnte her havde det øjensynlige og
vanen talende for sig. Det hos lærde slet ikke sjældne
had imod filosofien er frem for alt had imod de lange
slutningskæder og bevisernes kunstighed. Ja, i grunden
har enhver generation af lærde et uvilkårligt mål af
tilladt skarpsindighed; hvad der overskrider dette mål,
bliver betvivlet og nærmest benyttet som grund til
mistanke overfor hæderligheden. — For det andet,
skarpsynethed i det nære, forbundet med stor myopi for
det fjerne og det almene. Den lærdes synsfelt er
sædvanligvis meget lille, og øjnene må holdes tæt hen til
genstanden. Vil den lærde fra et netop gennemforsket
punkt hen til et andet, så rykker han hele syns-apparatet
hen til dette andet punkt. Han skiller et billede i lutter
pletter, som en, der bruger teaterkikkert for at se scenen
og nu snart ser et hovede, snart et stykke tøj, men intet
helt. Han ser aldrig de enkelte pletter forbundet, men
slutter sig kun til deres sammenhæng; derfor har han
intet stærkt indtryk af alt, hvad der er alment. Fordi han
for eksempel ikke formår at overskue et skrift i dets
88
helhed, bedømmer han det ud fra nogle stykker eller
sætninger eller fejl; han ville være forført til at påstå, at
et oliemaleri er en vild bunke klatter. — For det tredje,
en ædruelighed og almindelighed i den lærdes natur,
hvad angår sympatier og antipatier. Med denne
egenskab har han især held i historievidenskaben, for så
vidt han opsporer fortidige menneskers motiver i
henhold til de ham bekendte motiver. En muldvarp
finder sig bedst til rette i et muldvarpehul. Han er
beskyttet mod alle kunstige og udskejende hypoteser;
hvis han er vedholdende, graver han alle fortidens
almindelige motiver op, fordi han føler sig af samme art.
Ganske vist er han for det meste netop derfor ude af
stand til at forstå og skatte det sjældne, store,
ualmindelige, altså det vigtige og væsentlige. — For det
fjerde, armod på følelse og tørhed. Den gør ham i stand
til, endda at udføre vivisektioner. Han har ingen anelse
om den lidelse, som mangt en erkendelse fører med sig,
og frygter sig derfor ikke på områder, hvor andre ryster
om hjertet. Han er kold og fremstår derfor nemt
grusom. Man anser ham også for forvoven, men det er
han ikke, lige så lidt som muldvarpen, der ikke kender
til følelsen af svimmelhed. — For det femte, en ringe
selvopfattelse, ja, beskedenhed. De føler, selvom de er
forviste til en elendig vinkel, ikke spor af opofrelse,
forspildthed, de synes ofte at vide i deres dybeste indre,
89
at de ikke er et flyvende, men derimod et krybende dyr.
Med denne egenskab fremstår de endda rørende. — For
det sjette, troskab overfor deres lærere og førere. For
dem vil de hjælpe af hjertet, og de ved godt, at de
hjælper dem bedst med sandheden. For de er
taknemmeligt stemte, fordi det kun er gennem dem, at
de har opnået adgang til videnskabens værdige haller,
som de aldrig ville være nået til ad egen vej. Hvem der
for nuværende som lærer forstår at åbne op for et
område, hvor også de ringe hoveder kan arbejde med
nogen succes, han er på korteste tid en berømt mand: så
står der straks en sværm, der trænger derhen. Ganske
vist er enhver af disse trofaste og taknemmelige tillige
også et uheld for mesteren, fordi de allesammen
efterligner ham og nu netop hans brister fremtræder
som uforholdsmæssigt store og overdrevne, fordi de
kommer frem ved så små individer, mens mesterens
dyder omvendt, nemlig formindsket i samme forhold,
kommer frem ved de samme individer. — For det
syvende, den vanemæssige fortsættelse ad den bane, som
man har skubbet den lærde ind på. Sandhedssans af
tankeløshed, i henhold til den én gang påtagede
tilvænning. Sådanne naturer er samlere, forklarere,
udfærdigere af indices, herbarier; de lærer og søger
rundt på et område, blot fordi de aldrig tænker på, at
der også gives andre områder. Deres flid har noget af
90
tyngdekraftens uhyrlige dumhed over sig: hvorfor de
ofte bringer meget i stand. — For det ottende, flugten
fra kedsomheden. Mens den virkelige tænker ikke
længes mere efter noget, end efter lediggang, flygter den
sædvanlige lærde fra den, fordi han ikke ved at stille
noget op med den. Hans trøstere er bøgerne: det vil sige,
han lytter til, hvordan nogen tænker noget andet, og
lader sig på denne måde underholde hele den lange dag
væk. Især vælger han bøger, hvor der på en eller anden
måde tilskyndes til en personlig deltagelse, hvor han,
gennem sympati eller antipati, kan komme en smule i
affekt: altså bøger, hvor han selv bliver taget i
betragtning, eller hans stand, hans politiske eller
æstetiske eller også blot grammatiske læremening; har
han endda en egen videnskab, så savner han aldrig
midler til underholdning og fluesmækkere imod
kedsomheden. — For det niende, levebrødets motiv,
altså i grunden de berømte »borborygmer for en lidende
mave«. Sandheden tjenes, hvis den er i stand til at
hjælpe direkte med til lønninger og højere stillinger,
eller i det mindste til at vinde gunst fra dem, som har
brød og ærer at dele ud af. Men også kun denne sandhed
bliver tjent: hvorfor der lader sig drage en grænse
mellem de gavnlige sandheder, som mange tjener, og de
ugavnlige sandheder: hvilke sidstnævnte kun de færreste
giver sig hen til, hos hvem det ikke hedder: ingenii
91
largitor venter. — For det tiende, agtelse for de
medlærde, frygt for deres misagtelse, et motiv som er
sjældnere, men højere end det foregående, men dog
stadig er ganske hyppigt. Alle lavets medlemmer
overvåger hinanden indbyrdes på det misundeligste, for
at den sandhed, som så meget afhænger af, levebrød,
stilling, ære, virkeligt skal døbes efter navnet på den, der
finder den. Man betaler strengt den anden hans agtelse i
told for den sandhed, som han har fundet, for at kræve
tolden tilbage, hvis man selv skulle finde en sandhed
engang. Usandheden, fejltagelsen bliver sprængt
øredøvende i luften, for at antallet af medkandidater
ikke skal blive for stort; hér og dér sprænges dog nogle
gange også den virkelige sandhed i luften, for at der i det
mindste for en kort tid gøres plads til hårdnakkede og
kække fejltagelser; ligesom det intetsteds og heller ikke
hér mangler med »moralske idiotismer«, som man ellers
kalder skælmestreger. — For det elvte, den lærde af
forfængelighed, allerede en sjældnere afart. Hvor det er
muligt vil han have et område helt for sig selv, og derfor
udvælger han sig kuriositeter, især hvis de nødvendiggør
usædvanlige udgifter, rejser, udgravninger, talrige
forbindelser i forskellige lande. Han nøjes for det meste
med den ære, selv med forbløffelse at blive betragtet som
kuriositet, og tænker ikke på at tjene sit levebrød ved
hjælp af hans lærde studier. — For det tolvte, den lærde
92
af spildrift. Hans morskab består i at lede efter
småknuder i videnskaberne, og at løse dem; hvorved
han ikke skal anstrenge sig alt for meget, for ikke at
miste spilfornemmelsen. Derfor trænger han ikke
ligefrem i dybden, dog iagttager han ofte noget, som den
levebrødslærde med det møjsommeligt krybende øje
aldrig ser. — Når jeg endeligt som det trettende også
betegner driften mod retfærdighed som et motiv for den
lærde, så kunne man modholde mig, at denne ædle drift,
som egentlig allerede er at forstå metafysisk, er alt for
svær at adskille fra andre og i grunden er ufatteligt og
ubestembart for det menneskelige øje; hvorfor jeg
tilføjer det sidste nummer med det fromme ønske om, at
denne drift får være mere hyppig og virksom blandt
lærde end den synes. For en gnist fra retfærdighedens
bål, i sjælen på en lærd, rækker til at gennemgløde og
lutrende at fortære hans liv og stræben, så at han ingen
ro har længere og for altid er drevet ud af den lunkne og
frostne stemning, som de sædvanlige lærde gør deres
dagsværk i.
Alle disse elementer eller flere eller enkelte af dem
skal man nu tænke sig blandet kraftigt sammen og rystet
ind i hinanden: så har man tilblivelsen af sandhedens
tjener. Det er meget forunderligt, hvordan der hér, til
fordel for et i grunden ekstra- og overmenneskeligt
foretagende, den rene og følgeløse, og derfor også
93
driftløse erkenden, hældes en mængde små meget
menneskelige drifter og smådrifter sammen, for at indgå
en kemisk forbindelse, og hvordan resultatet, den lærde,
nu, i lyset af dette overjordiske, høje og fuldt ud rene
foretagende, tager sig så forklaret ud, at man helt
glemmer den mængen og blanden som var nødvendig
for at frembringe ham. Men der gives øjeblikke, hvor
man netop er nødt til at tænke og huske på dette: nemlig
netop da, når der står spørgsmål omkring den lærde i
hans betydning for kulturen. Hvem der nemlig forstår
at observere, bemærker, at den lærde ifølge sit væsen er
ufrugtbar — en følge af hans tilblivelse! — og at han har
et vist naturligt had mod det frugtbare menneske;
hvilket er grunden til, at genierne og de lærde til alle
tider har stået i fejde. De sidstnævnte vil nemlig dræbe,
sønderdele og forstå naturen, de førstnævnte vil forøge
naturen gennem ny levende natur; og således gives der
en modstrid i deres sindelag og aktiviteter. Helt
vellykkede tider behøvede ikke den lærde og kendte
ham ikke, helt syge og ærgerlige tider skattede ham som
det højeste og værdigste menneske og gav ham den
første rang.
Hvordan det nu står til med, om vores tid er sund
eller syg, hvem ville så være læge nok til at vide dét! Det
er vist, at vurderingen af den lærde også nu stadigvæk er
for høj og derfor virker skadelig, især i alle anliggender
94
om det tilblivende geni. Geniets nød har den lærde intet
hjerte for, han taler med skarp kold stemme henover
den, og alt for hurtigt trækker han på skuldrene, som
over noget forunderligt og fordrejet, som han hverken
har tid eller lyst til. Heller ikke hos den lærde findes en
viden om kulturens mål. —
Men overhovedet: hvad er gennem alle disse
betragtninger gået op for os? At der overalt, hvor
kulturen nu mest livagtigt synes at blive hjulpet frem,
intet vides om dette mål. Uanset hvor højlydt staten gør
sin fortjeneste for kulturen gældende, så hjælper den
kulturen frem, for at hjælpe sig selv og sin eksistens
frem. Hvad de erhversdrivende vil, når de uafladeligt vil
have undervisning og dannelse, er til slut netop en
erhvervelse. Når de formfattige tilskriver sig den
egentlige arbejden for kulturen og eksempelvis
formener, at al kunst tilhører dem og må være til
tjeneste for deres behov, så er netop kun dét tydeligt, at
de affirmerer sig selv, idet de affirmerer kulturen: at
altså også de ikke er kommet ud over en misforståelse.
Om den lærde blev der allerede talt rigeligt. Lige så
ivrigt alle fire magter således tænker efter med hinanden
omkring, hvordan de nytter sig ved hjælp af kulturen, så
lige så matte og tankeløse er de, når denne deres
interesse ikke bliver opildnet derved. Og derfor har
betingelserne for geniets tilblivelse ikke forbedret sig i den
95
nyere tid, og modviljen imod originale mennesker har
taget til i en grad, så at Sokrates ikke ville kunne have
levet hos os og i al fald ikke ville være blevet halvfjerds
år gammel.
Nu erindrer jeg om det, som jeg udførte i det tredje
afsnit: hvordan hele vores moderne verden slet ikke ser
så fastføjet og vedvarende ud, at man ville også kunne
profetere en evig beståen for begrebet om dens kultur.
Man må endda holde det for sandsynligt, at det næste
årtusind kommer på et par nye tilfælde, som i
mellemtiden vil få hårene til at rejse sig på enhver
nulevende. Troen på en metafysisk betydning af kulturen
ville til slut slet ikke være så forskrækkende: men det
ville nogle af de følgeslutninger måske være, som man
kunne uddrage af den for opdragelsen og skolevæsenet.
Det kræver en ganske vist helt uvant
eftertænksomhed, engang at se bort fra de nuværende
opdragelsesanstalter og hen mod aldeles fremmed- og
anderledesartede institutioner, som måske allerede den
anden eller tredje generation vil finde nødvendige. Mens
det nemlig gennem de nuværende højere opdrageres
bestræbelser enten er den lærde eller den statsansatte
eller den erhvervsdrivende eller dannelsesfilisteren eller
endeligt og sædvanligvis er et blandingsprodukt af dem
alle, der bliver bragt i stand: ville disse anstalter, som
endnu skal opfindes, ganske givet have en sværere
96
opgave — ganske vist ikke sværere i sig selv, da det i al
fald ville være den naturligere og for så vidt også lettere
opgave; og kan for eksempel noget være sværere end,
imod naturen, som det sker nu, at afrette en yngling til
den lærde? Men vanskeligheden ligger for menneskene
deri, at omlære og at udstikke sig et nyt mål; og det vil
koste usigelig møje at lade grundtankerne for vores
nuværende opdragelsesvæsen, der har dets rødder i
middelalderen, og for hvilket det egentligt er den
middelalderlige lærde der foresvæver som mål for den
fuldendte dannelse, bytte ud med en ny grundtanke.
Allerede nu er det tid til at stille sig disse modsætninger
for øje; for en eller anden generation må påbegynde
kampen, som en senere skal sejre i. Allerede nu bliver
den enkelte, som har forstået hine nye grundtanke for
kulturen, stillet overfor en korsvej; gående den ene vej
er han velkommen for sin tid, den vil ikke lade det
mangle på kranse og belønninger, mægtige partier vil
bære ham, bag ryggen vil der stå lige så mange
ligesindede, som foran ham, og når forreste mand
udtaler løsenet, så gjalder det igen i alle rækker. Her
hedder den første pligt: »kæmp i række og geled«, den
anden, at behandle alle dem som fjender, som ikke vil
stille sig i række og geled. Den anden vej fører ham
sammen med sjældnere vandringsfæller, den er sværere,
mere snoet, stejlere; dem, som går den første vej, spotter
97
over ham, fordi han der skrider med større møje og
oftere kommer i fare, de forsøger at lokke ham over til
sig. Hvis begge veje engang krydser hinanden, så bliver
han mishandlet, kastet til side eller isoleret med en sky
træden til side. Hvad betyder nu, for disse
forskelligartede vandrere ad de to veje, en institution for
kulturen? Den uhyrlige sværm, som ad den første vej
trænger frem til dens mål, forstår derunder indretninger
og love, i kraft af hvilke den selv bliver opstillet og går
fremad i orden, og hvorigennem alle genstridige og
ensomme, alle mod højere og fjernereliggende mål
skuende bliver bandlyst. For denne anden mindre skare
ville en institution ganske vist have et helt andet formål
at opfylde; den selv vil, ved beskyttelsesværnet fra en fast
organisation, forhindre, at de skal blive skyllet væk eller
drevet fra hinanden gennem benævnte sværm, så at
deres enkelte svinder hen i al for tidlig udmattelse eller
endda bliver lokket væk fra deres store opgave. Disse
enkelte skal fuldende deres værk — det er meningen
med deres sammenhold; og alle, der tager del i
institutionerne, skal være bestræbt på, gennem en fortsat
lutring og gensidig forsorg, i sig og omkring sig at
forberede fødslen af geniet og modningen af dets værk.
Ikke få, også fra anden- og tredjerangsbegavelsernes
række, er bestemt til denne medhjælpen og kommer
kun i underkastelsen under en sådan bestemmelse til
98
den følelse, at leve en pligt og at leve med mål og
betydning. Men for nuværende bliver netop disse
begavelser af de forføreriske stemmer fra hine
modestyrede »kultur« fjernet fra deres bane og
fremmedgjort for deres instinkt; til deres egoistiske
rørelser, til deres svagheder og dårskaber retter denne
fristelse sig, netop til dem hvisker tidsånden med
indsmigrende omhu: »Følg mig og gå ikke derhen! For
derovre er I kun tjenere, hjælpere, værktøjer, overstrålet
af højere naturer, aldrig glade ved jeres egenart, trukket
i snore, lagt i lænker, som slaver, ja, som automater: her
hos mig nyder I, som herrer, jeres frie personlighed,
jeres begavelser har lov at glænse for sig, I selv skal stå i
forreste række, uhyrlige følger vil omsværme jer, og
tilråbet fra den offentlige mening turde vel henrykke jer
mere end et fornemt, ovenfra og ned skænket samtykke
fra geniets kolde æterhøjde.« Sådanne forlokkelser
ligger vel selv de bedste under for: og i grunden er det
næppe begavelsens sjældenhed og kraft, der afgør hér,
men derimod indflydelsen fra en vis heroisk
grundstemning og graden af et inderligt slægtskab og en
inderlig sammenvoksethed med geniet. For der gives
mennesker, som opfatter det som deres nød, når de ser
dette geni kæmpe møjsommeligt og i fare for at
ødelægge sig selv, eller når dets værker ligegyldigt
tilsidesættes af statens kortsynede selviskhed, af de
99
erhvervdrivendes overfladiskhed, af de lærdes tørre
selvtilstrækkelighed: og således håber jeg også, at der
gives nogle, som forstår, hvad det er jeg vil sige med
fremførelsen af Schopenhauers skæbne, og hvad det ud
fra min forestilling er, Schopenhauer som opdrager
egenlig skal opdrage til. —
100
7.
Men for engang at lade alle tanker om en fjern fremtid
og en mulig omvæltning af opdragelsesvæsenet til side:
hvad måtte man for nuværende ønske for en tilblivende
filosof, og til nøds tilvejebringe, for at han overhovedet
skulle kunne ånde og i gunstigste fald skulle kunne
opnå Schopenhauers eksistens, som med sikkerhed ikke
er let, men i det mindste er mulig? Hvad skulle
derudover udfindes, for at give hans indvirkning på de
samtidige mere sandsynlighed? Og hvilke hindringer
måtte ryddes af vejen, for at især hans forbillede skal
komme til fuld virkning, så at filosoffen atter skal
opdrage filosoffer? Her forløber vores betragtning sig i
det praktiske og anstødelige.
Naturen vil altid være almennyttig, men den forstår
ikke at finde de bedste og behændigste midler og greb til
dette formål: det er dens store lidelse, derfor er den
melankolsk. At den med frembringelsen af filosoffen og
kunstneren gerne ville gøre tilværelsen tydelig og
betydelig for menneskene, dét er der vished om ud fra
egen forløsningshungrende trang; men hvor uvis, hvor
101
svag og mat er den virkning, som den for det meste
opnår med filosofferne og kunstnerne! Hvor sjældent
bringer den det overhovedet til en virkning! Især hvad
filosoffen angår er naturens forlegenhed stor, med
hensyn til at anvende ham almennyttigt; dens midler
fremstår som værende blot famlende forsøg, tilfældige
indfald, så at det utallige gange mislykkes med dens
hensigt og de fleste filosoffer ikke bliver til almen nytte.
Naturens fremgangsmåde ser ud som ødselhed; men det
er ikke ødselheden fra en formastelig overdådighed; det
kan antages, at den, hvis den var et menneske, slet ikke
ville komme ud af ærgerligheden over sig selv og sin
kluntethed. Naturen skyder filosoffen ind mellem
menneskene som en pil, den sigter ikke, men håber, at
pilen vil blive hængende etsteds. Men derved fejler den
utallige gange og ærgres. Den går lige så forødslende
omkring på kulturens område, som ved dens planten og
såen. Sine formål opfylder den på overordnet og kluntet
maner: hvorved den ofrer alt for mange kræfter.
Kunstneren og på den anden side kenderne og ynderne
af hans kunst forholder sig til hinanden som kanoner og
spurve. Det er enfoldighedens værk, at rulle en stor
lavine for at skubbe en smule sne væk, at slå et
menneske ned for at ramme en flue på dets næse.
Kunstneren og filosoffen er beviser imod naturens
hensigtsmæssighed i dens midler, om de end afgiver det
102
fortræffeligste bevis for visdommen af dens formål. De
rammer altid kun få og skulle ramme alle — og også
disse få bliver ikke ramt med den styrke, hvormed
filosof og kunstner afsender deres projektil. Det er trist
at måtte vurdere kunsten som årsag og kunsten som
virkning på så forskellig måde: hvor uhyrlig er den som
årsag, hvor lammet, hvor efterklingende er den som
virkning! Det er for de andre menneskers vel, at
kunstneren laver sit værk efter naturens vilje, derom er
ingen tvivl: alligevel ved han, at ingen af disse andre
mennesker nogensinde vil forstå og elske hans værk
igen, sådan, som han selv forstår og elsker det. Denne
høje og enestående grad af kærlighed og forståelse er
altså nødvendig efter naturens kluntede håndtering, for
at der skal opstå en laverestående grad; det større og
ædlere er blevet anvendt som middel for tilblivelsen af
det ringere og uædle. Naturens husførelse er ikke klog,
dens udgifter er meget større end det tilsigtede udbytte;
al dens rigdom til trods må den engang gå til grunde.
Den havde indrettet sig mere fornuftigt, om dens
husregel var: få udgifter og hundredefoldigt udbytte, om
der for eksempel kun gaves få kunstnere, og disse med
svagere kræfter, men til gengæld talrige optagende og
modtagende, og netop disse af en stærkere og mere
voldsom art, end kunstnernes er det: så at kunstværkets
virkning i forhold til årsagen ville være en hundrede
103
gange forstærket genklang. Eller skulle man ikke i det
mindste forvente, at årsag og virkning var lige stærke;
men hvor langt bliver naturen stående bag denne
forventning! Det ser ofte ud som om, at en kunstner og i
særdeleshed en filosof er i sin tid tilfældigt, som eneboer
eller som forsprængt og efterslæbende vandrer. Man skal
nu tage at føle ret så hjerteligt efter engang, hvor stor,
helt igennem og i alting, Schopenhauer er — og hvor
lille, hvor absurd hans virkning er! Intet kan, netop for
et ærligt menneske i denne tid, være mere
beskæmmende, end at indse, hvor tilfældig
Schopenhauer tager sig ud i den, og hvilke magter og
afmagter det hidtil har afhængt af, at hans virkning
sygnede sådan hen. I første omgang og længe var
manglen på læsere imod ham, til vedvarende hån over
vores litterære tidsalder, og dernæst, da læserne kom, var
det upassende ved hans første offentlige vidner imod
ham: men endnu mere, som det synes mig,
afstumpetheden af alle moderne mennesker overfor
bøger, som de netop aldeles ikke ønsker at tage alvorligt
længere; med tiden er endnu en ny fare kommet til,
udsprungen af de mangfoldige forsøg på at tilpasse
Schopenhauer til den svageligere tid eller endda på at
rive ham i som et fremmedt og pirrende krydderi,
ligesom en slags metafysisk peber. Således er han ganske
vist med tiden blevet kendt og berømt, og jeg tror at
104
flere mennesker allerede nu kender hans navn, end
Hegels: og alligevel er han stadigvæk eneboer, alligevel
udeblev virkningen indtil nu! Allermindst har de
egentlige litterære modstandere og modglammere æren
af, at have forhindret denne virkning, for det første fordi
der gives få mennesker, som holder ud at læse dem, og
for det andet fordi de umiddelbart fører dem, der holder
dette ud, hen til Schopenhauer; for hvem vil vel af en
æseldriver lade sig holde tilbage for at bestige en skøn
hest, hvis æseldriveren så endda roser sit æsel så meget
på hestens bekostning?
Hvem der nu har erkendt ufornuften i naturen i
denne tid, vil være nødt til at udtænke midler til, her at
hjælpe en smule til; men hans opgave vil være, at gøre de
frie ånder og dem, der lider dybt ved vores tid, bekendte
med Schopenhauer, at samle dem og gennem dem at
frembringe en strømning, med hvis kraft den
kluntethed kan overvindes, som naturen sædvanligvis og
også igen i dag viser ved dens benyttelse af filosoffen.
Sådanne mennesker vil indse, at det er de samme
modstande som forhindrer virkningen for en stor
filosofi og som står i vejen for frembringelsen af en stor
filosof; hvorfor de må bestemme deres mål derhen, at
forberede genfrembringelsen af Schopenhauer, det vil
sige af det filosofiske geni. Men det, som fra begyndelsen
af modsatte sig virkningen og forplantningen af hans
105
lære, og som endeligt også med alle midler vil gøre
genfødslen af filosoffen frugtesløs, det er, for at sige det
kort, forskruetheden af den nuværende menneskenatur;
hvorfor alle tilblivende store mennesker må forspilde en
utrolig kraft for at redde sig selv igennem denne
forskruethed. Den verden, som de nu indtræder i, er
indhyllet i flovheder; dette er så sandelig ikke blot
religiøse dogmer, men kan også være sådanne flove
begreber som »fremskridt«, »almen dannelse«,
»national«, »moderne stat«, »kulturkamp«; ja, man kan
sige, at alle generelle ord nu bærer en kunstig og
unaturlig pynt ved sig, hvorfor en klarere efterverden i
højeste grad vil anklage vores tid for det fordrejede og
forvoksede — hvor højlydt vi end bryster os med vores
»sundhed«. Skønheden ved de antikke fade, siger
Schopenhauer, udspringer af, at de på så naiv måde
udtrykker, hvad de er bestemt til at være og yde; og
ligeså gælder det om alle de gamles øvrige remedier;
derved har man følelsen af, at, når naturen frembragte
vaser, amforer, lamper, borde, stole, hjelme, skjolde,
pansre og så videre, så ville de se sådan ud. Omvendt:
hvem der nu ser til, hvordan næsten enhver går til hånde
med kunst, med stat, religion, dannelse — for af gode
grunde at tie om vores »fade« — han finder
menneskene i en vis barbarisk vilkårlighed og
overdrevethed i udtrykkene, og for det tilblivende geni
106
står netop dette mest imod, at så forunderlige begreber
og så lunefulde behov er i vælten i vores tid: disse er det
blytunge tryk, som så ofte, uset og uforklarligt, tvinger
hans hånd ned, når han vil føre ploven — sådan, at selv
hans højeste værker, fordi de rev sig op med vold, også i
nogen grad må bære udtrykket af denne voldsomhed
ved sig.
Når jeg nu søger de betingelser sammen, med hvis
bistand, i det lykkeligste tilfælde, en født filosof i det
mindste ikke vil blive mast af den skildrede
forskruethed i tiden, så bemærker jeg noget særligt: det
er til dels netop de betingelser, hvorunder, i det mindste
overordnet betragtet, Schopenhauer selv voksede op.
Ganske vist manglede det ikke på modsatstræbende
betingelser: således trådte tidens forskruethed ham på
frygtelig vis nær i hans forfængelige og skønåndede
moder. Men den stolte og republikansk frie karakter af
hans fader reddede ham ligesom fra hans moder, og gav
ham det første, som en filosof behøver, ubøjelig og rå
mandighed. Denne fader var hverken embedsmand eller
lærd: han rejste mange gange omkring i fremmede
lande med den unge — altsammen netop lige så mange
begunstigelser for den, som skal lære, ikke bøger, men
derimod mennesker at kende, og skal lære at beære, ikke
en regering, men derimod sandheden. Tidligt blev han
afstumpet og alt for skærpet overfor den nationale
107
indskrænkethed; i England, Frankrig og Italien levede
han ikke anderledes end i hans hjemstavn og følte ingen
ringe sympati med den spanske ånd. I det hele taget så
han det ikke som en ære, at være blevet født netop
blandt tyskere; og jeg ved ikke engang, om han, ved de
nye politiske forhold, ville have tænkt anderledes. Hvad
staten angår var hans holdning som bekendt, at dens
eneste formål var, at give beskyttelse udadtil, beskyttelse
indadtil og beskyttelse imod beskytterne, og at man, hvis
man også tildigtede den andre formål ud over
beskyttelsens, let ville kunne bringe det sande formål i
fare —: derfor testamenterede han, til alle de såkaldte
liberales skræk, sin formue til de efterladte af de
preussiske soldater som 1848 var faldet i kampen for
ordenen. Sandsynligvis vil det fra nu af stadigt mere
være tegnet på åndelig overlegenhed, når nogen forstår
at tage staten og dens pligter på en enkel måde; for den,
som har furor philosophicus i kroppen, vil allerede
slet ikke længere have noget tilovers for en furor
politicus, og vil med visdom undgå, dagligt at læse
aviser eller endda at tjene et parti: selvom han ikke vil
vente så meget som et øjeblik med at være på sin plads,
hvis hans fædreland er i virkelig nød. Alle stater er
dårligt indrettede, hvor andre end statsmændene endnu
behøver at bekymre sig om politik, og de fortjener at gå
til grunde ved disse mange politikere.
108
En anden stor begunstigelse blev Schopenhauer til
del derved, at han ikke på forhånd blev bestemt og
opdraget til at blive lærd, men derimod virkelig
arbejdede en tid, omend modstræbende, på et
handelskontor og i al fald hele hans ungdom igennem
indåndede den friere luft fra et stort handelshus. En
lærd kan aldrig blive filosof; for selv Kant formåede det
ikke, men forblev derimod helt til enden, trods hans
genis medfødte trang, i en ligesom forpuppet tilstand.
Hvem der tror, at jeg med dette ord gør Kant uret, ved
ikke, hvad en filosof er, nemlig ikke bare en stor tænker,
men derimod også et virkeligt menneske; og hvornår
ville der nogensinde være blevet et virkeligt menneske
ud af en lærd? Hvem der lader begreber, meninger,
fortider, bøger træde ind mellem sig og tingene, hvem
der således, i bredeste forstand, er blevet født til
historievidenskaben, vil aldrig se tingene for første gang
og vil aldrig selv være en sådan for første gang set ting;
men hos en filosof hører begge dele sammen, fordi
filosoffen må tage den meste belæring ud fra sig selv, og
fordi han tjener sig selv som afbildning af og abbreviatur
for hele verden. Når nogen anskuer sig selv via
fremmede meninger, er det da underligt, hvis han så
heller ikke ser andet ved sig end — fremmede
meninger! Og sådan er, lever og ser de lærde,
Schopenhauer havde derimod det ubeskrivelige held,
109
ikke blot i sig selv at se geniet tæt på, men derimod også
uden for sig, i Goethe: gennem denne dobbelte spejling
havde han fra grunden af fået belæring og visdom om
alle lærde mål og kulturer. I kraft af denne erfaring
vidste han, hvordan dét frie og stærke menneske må
være beskaffent, som enhver kunstnerisk kultur længes
hen imod; kunne han, efter dette blik, vel have megen
lyst til overs til at give sig af med den såkaldte »kunst«
på de moderne menneskers lærde eller hykleriske
maner? Havde han jo endda set noget højere; en
frygtelig oververdslig domstolsscene, hvori alt liv, også
det højeste og mest fuldendte, blev vejet og fundet for
let: han havde set den hellige som dommer over
tilværelsen. Det er slet ikke til at bestemme, hvor tidligt
Schopenhauer må have set dette billede på livet, og vel at
mærke sådan som han senere forsøgte at male det efter i
alle hans skrifter; man kan bevise, at den unge, og ville
gerne tro, at allerede barnet havde set denne uhyrlige
vision. Alt, hvad han senere tilegnede sig fra liv og
bøger, fra alle videnskabens riger, var nærmest kun
farve og middel for udtrykket; selv den kantiske filosofi
blev af ham frem for alt inddraget som et overordentligt
retorisk instrument, hvormed han troede at kunne
udtale sig endnu tydeligere om dette billede: sådan som
også den buddhistiske og kristne mytologi lejlighedsvist
tjente ham til samme formål. For ham gaves der kun én
110
opgave og hundredetusinde midler til at løse den: én
mening og utallige hieroglyffer, for at udtrykke den.
Det hørte til de herlige betingelser for hans
eksistens, at han virkeligt kunne leve for en sådan
opgave, i henhold til hans valgsprog vitam impendere
vero, og at ingen egentlig livsnød tvang ham ned: — det
er velkendt, på hvor stor en måde han takkede sin fader
for netop dette — mens det teoretiske menneske i
Tyskland for det meste sætter sin videnskabelige
bestemmelse igennem på bekostning af renheden af hans
karakter, som en »hensynsfuld usling«, syg efter stilling
og ære, forsigtig og bøjelig, smigrende overfor de
indflydelsesrige og foresatte. Der er desværre intet ved
Schopenhauer, som har forpint talrige lærde mere, end
dette, at han ikke ser ud ligesom dem.
111
8.
Dermed er angivet nogle betingelser, under hvilke det
filosofiske geni i det mindste kan opstå i vores tid, til
trods for de skadelige modvirkninger: karakterens frie
mandighed, et tidligt menneskekendskab, ingen lærd
opdragelse, ingen patriotisk indeklemthed, ingen tvang
til et levebrød, intet forhold til staten — kort sagt, frihed
og atter frihed: selvsamme forunderlige og farlige
element, som de græske filosoffer havde lov at vokse op
i. Hvem der vil anklage ham for, hvad Niebuhr
anklagede Platon for, at han har været en dårlig borger,
skal gøre det, og nu selv være en god borger: så vil han få
ret, og Platon ligeså. En anden vil tyde denne store
frihed som en formastelighed: også han får ret, fordi han
ikke selv ville påbegynde noget retmæssigt med denne
frihed og vel at mærke ville formaste sig meget, i fald
han skulle begære den for sig. Denne frihed er virkeligt
en tung skyld; og den lader sig kun undgælde gennem
store gerninger. Sandelig, alle normale sønner af jorden
har ret til, med harme at betragte en, som i en sådan
grad er blevet begunstiget: må blot en gud bevare ham
112
for, at han ikke selv bliver så begunstiget, det vil sige så
frygteligt forpligtet. Han ville jo straks gå til grunde ved
sin frihed og ensomhed, og ville blive narren, den af
kedsomhed ondskabsfulde nar.—
Af det hidtil omtalte kan den ene eller anden fader
måske gøre en og anden nytteanvendelse; selvom det i
sandhed ikke er forventeligt, at fædrene netop skulle
ønske sig filosoffer til sønner. Sandsynligvis vil fædrene
til alle tider have strittet imod deres sønners
filosofdømme, som imod den største forskruethed;
Sokrates blev som bekendt offer for fædrenes vrede
omkring »forførelsen af ungdommen«, og Platon holdt
af netop disse grunde oprettelsen af en helt ny stat for
nødvendig, for ikke at gøre filosoffens tilblivelse
afhængig af fædrenes ufornuft. Det ser nu nærmest ud
som om, at Platon virkeligt har opnået noget. For den
moderne stat regner nu filosofiens fremme til blandt
dens opgaver og søger til hver en tid at lyksaliggøre et
antal mennesker med denne »frihed«, hvorunder vi
forstår den væsentligste betingelse for filosoffens genese.
Nu har Platon haft et forunderligt uheld i historien: så
snart der opstod en formation som i det væsentlige
svarede til hans foreslag, var det altid, ved nærmere
eftersyn, det underskudte troldebarn, en hæslig skifting:
sådan som den middelalderlige præstestat var det,
sammenlignet med det herredømme for
113
»gudesønnerne«, som Platon drømte om. Den moderne
stat er nu ganske vist længst væk fra netop at gøre
filosofferne til herskere — Gud være lovet! vil enhver
kristen tilføje —: men selv denne fremmelse af
filosofien, sådan som den moderne stat forstår den,
måtte dog engang blive taget i betragtning med hensyn
til om den forstår filosofien platonisk, jeg mener: så
alvorligt og oprigtigt, som var det statens højeste hensigt
at frembringe nye Platon’er. Når filosoffen sædvanligvis
fremstår som tilfældig i sin tid — stiller staten sig så
virkeligt overfor opgaven, bevidst at oversætte denne
tilfældighed til en nødvendighed og også hér at komme
naturen til hjælp?
Erfaringens belæring bringer os desværre på bedre
tanker — eller værre: den siger, at, hvad angår de af
natur store filosoffer, så står intet så meget i vejen for
deres frembringelse og forplantning, som de dårlige
filosoffer i statens tjeneste. En pinlig genstand, ikke
sandt? — som bekendt er det den samme genstand, som
Schopenhauer først har rettet blikket mod i hans
berømte afhandling om universitetsfilosofien. Jeg vender
tilbage til denne genstand: for man må tvinge
menneskene til at tage den alvorligt, det vil sige, gennem
den at lade sig bestemme til en gerning, og jeg agter
ethvert ord for skrevet uden nytte, bag hvilket der ikke
står en sådan opfordring til gerningen; og i al fald er det
114
godt, nok engang at demonstrere Schopenhauers for
altid gyldige sætninger, og vel at mærke direkte i
forhold til vore allernærmeste samtidige, da en
godhjertet kunne mene, at efter hans svære anklager har
alt i Tyskland vendt sig til det bedre. Hans værk er end
ikke på dette punkt, så ubetydeligt som det er, bragt til
ende.
Nøjere set efter, er hine »frihed«, hvormed staten
nu, som jeg sagde, lyksaliggør nogle mennesker til
fordel for filosofien, aldeles ingen frihed, men derimod
et embede, som nærer sin mand. Filosofiens fremme
består altså kun deri, at det nu til dags gennem staten i
det mindste for et antal mennesker gøres muligt at leve
af deres filosofi, derved, at de kan gøre et levebrød af
den: mens Grækenlands gamle vise ikke lønnedes fra
statens side, men derimod højest engang imellem, som
Zenon, blev æret med en gylden krone og et gravmæle
på Kerameikos. Om nu sandheden er tjent med, at man
viser en vej for hvordan man vil kunne leve af den, ved
jeg generelt ikke at sige noget om, fordi alt her kommer
an på arten og godheden af det enkelte menneske som
man byder at gå denne vej. Jeg kunne ret så udemærket
tænke mig en grad af stolthed og selvagtelse, hvorved et
menneske siger til sine medmennesker: sørg I for mig,
for jeg har bedre at gøre, nemlig at sørge for jer. Hos
Platon og Schopenhauer ville en sådan storhed i deres
115
sindelag og udtryk ikke forundre; hvorfor netop de
endda ville kunne være universitetsfilosoffer, sådan som
Platon for en tid var hoffilosof, uden at nedværdige
filosofiens værdighed. Men allerede Kant var, som vi
lærde plejer at være det, hensynsfuld, underdanig og, i
hans forholden sig overfor staten, uden storhed: så at
han i al fald, hvis universitetsfilosofien engang skulle
blive anklaget, ikke ville kunne retfærdiggøre den. Men
hvis der gives naturer — netop som Schopenhauers og
Platons — så frygter jeg kun ét: de vil aldrig have
foranledning til det, for en stat ville aldrig vove at
begunstige sådanne mennesker og at placere dem i disse
stillinger. Hvorfor mon? Fordi enhver stat frygter dem
og altid kun vil begunstige filosoffer som den ikke
frygter sig for. Det forekommer nemlig, at staten har
frygt for filosofien overhovedet, og netop når dette er
tilfældet vil den så meget mere søge at drage filosoffer til
sig, som giver den udseende af at have filosofien på sin
side — fordi den har disse mennesker på sin side, som
fører filosofiens navn og alligevel så aldeles ikke er
frygtindgydende. Men skulle et menneske træde frem,
som virkeligt gør mine til, med sandhedens kniv at
rykke ind på livet af alt, også staten, så har staten, da den
frem for alt bekræfter sin egen eksistens, ret til at
ekskludere en sådan fra sig og behandle ham som sin
fjende; ligesom den ekskluderer og behandler en
116
religion som fjende, som stiller sig over staten og vil
være dens dommer. Udholder nogen således at være
filosof på statens vegne, så må han også udholde at blive
anset af staten, som om han har givet afkald på at gå
sandheden efter i alle smuthuller. I det mindste så længe
han er begunstiget og ansat må han over sandheden også
anerkende noget højere, staten. Og ikke blot staten, men
derimod tillige alt, hvad staten kræver til dens vel: for
eksempel en bestemt form for religion, den
samfundsmæssige orden, den militære forfatning — alle
sådanne ting står påskrevet et noli me tangere. Skulle
en universitetsfilosof mon nogensinde have gjort sig hele
omfanget af hans forpligtelse og indskrænkning klart?
Jeg ved det ikke; har én gjort det, og forbliver han
alligevel statsansat, så var han i al fald en dårlig ven af
sandheden; har han aldrig gjort det — nuvel, jeg skulle
mene, at også da ville han ikke være nogen ven af
sandheden.
Dette er den mest generelle betænkelighed: som
sådan er den ganske vist for mennesker, sådan som de er
nu, den svageste og ligegyldigste. For de fleste vil det
være tilstrækkeligt at trække på skulderen og sige: »som
om noget stort og rent nogensinde har kunnet opholde
og fastholde sig på denne jord, uden at gøre
indrømmelser til den menneskelige nedrighed! Ønsker I
da, at staten hellere skal forfølge filosoffen, end at den
117
skal belønne ham og tage ham i sin tjeneste?« Uden
allerede nu at svare på dette sidste spørgsmål føjer jeg
blot til, at disse indrømmelser fra filosofien til staten dog
er ganske vidtgående for tiden. For det første, staten
udvælger sine filosofiske tjenere og vel at mærke så
mange som den behøver til sine anstalter; den giver sig
altså anseelse af at kunne sondre mellem gode og dårlige
filosoffer, og mere endnu, den forudsætter, at der altid
må gives nok af de gode til at besætte alle dens lærestole
med dem. Ikke blot hvad angår godheden, men derimod
også det nødvendige antal af de gode, er staten nu
autoriteten. For det andet: den tvinger dem, som den
har udvalgt, til et ophold på et bestemt sted, blandt
bestemte mennesker, til en bestemt gerning; de skal
undervise enhver akademiske yngling der lyster det, og
dét vel at mærke dagligt, til fastsatte timer. Spørgsmål:
kan en filosof egentlig med god samvittighed forpligte
sig til, dagligt at have noget, som han underviser i? Og
at undervise i det overfor enhver, som vil lytte? Må han
ikke give udseende af, at vide mere end han ved? må
han ikke tale om ting overfor et ukendt publikum, som
han uden fare kun måtte tale om overfor de nærmeste
venner? Og overhovedet: berøver han sig ikke for sin
herligste frihed, at følge hans geni, når det kalder og
hvorhen det kalder? — derved at han er forpligtet til, til
bestemte timer at tænke over noget forud-bestemt. Og
118
dette overfor ynglinge! Er en sådan tænkning ikke
ligesom kastreret på forhånd? Hvad nu, hvis han så en
dag følte: »i dag har jeg intet at tænke, der falder mig
ikke noget klogt ind« — og alligevel måtte han stille sig
hen og foregive at tænke!
Men, vil man indvende, han skal jo slet ikke være
tænker, men derimod højest efter- og omkringtænker,
men frem for alt en lærd kender af alle tidligere
tænkere; om dem vil han altid kunne fortælle noget, som
hans elever ikke ved. — Dette er netop den tredje yderst
farlige indrømmelse fra filosofien til staten, når
filosofien overfor staten forpligter sig til, først og i
hovedsagen at optræde som lærdom. Frem for alt som
kendskab til filosofiens historie; mens geniet, der ser på
tingene rent og med kærlighed, på lignende vis som
digteren, og ikke kan lægge sig dybt nok ind i dem,
omtrent finder det som den modbydeligste og
ubelejligste beskæftigelse at rode rundt i utallige
fremmede og forkerte meninger. Den lærde
historievidenskab om det fortidige var aldrig
beskæftigelsen for en sand filosof, hverken i Indien eller
i Grækenland; og hvis en filosofiprofessor befatter sig
med et sådant arbejde, må han finde sig i, at man, i
bedste fald, siger om ham: han er en dygtig filolog,
antikvar, sprogkender, historiker: men aldrig: han er en
filosof. Dette også kun i bedste fald, som bemærket: for
119
ved de fleste lærde arbejder, som universitetsfilosoffer
laver, har en filolog følelsen af, at de er dårligt gjorte,
uden videnskabelig strenghed og for det meste med en
afskyelig kedsommelighed. Hvem frigør for eksempel
atter de græske filosoffers historie fra den søvndyssende
dunst, som de lærde, men dog ikke alt for
videnskabelige og desværre alt for kedelige arbejder af
Ritter, Brandis og Zeller har udbredt over den? Jeg, i det
mindste, læser hellere Laertius Diogenes end Zeller, for i
førstnævnte lever i det mindste de gamle filosoffers ånd,
men i sidstnævnte hverken denne eller nogen anden
ånd. Og sidst af alt i verden: hvad kommer filosofiens
historie vore ynglinge ved? Skal de gennem virvarret af
meninger fratages modet til at have meninger? Skal de
oplæres i at falde ind i jublen over, hvordan vi dog har
bragt det så herligt vidt? Skal de måske endda lære at
hade eller foragte filosofien? Man ville nærmest tro det
sidstnævnte, når man ved, hvordan studerende, grundet
deres filosofiske eksamener, må pine sig for at lade de
mest gale og spidsfindige indfald fra den menneskelige
ånd, ved siden af de største og sværest fattelige, presse
ind i deres stakkels hjerne. Den eneste kritik af en
filosofi, som er mulig og som også beviser noget, nemlig
at forsøge, om man vil kunne leve efter den, er der
aldrig blevet undervist i på universiteter: men derimod
altid kritikken af ordene om ordene. Og nu skal man
120
tænke sig et ungdommeligt hoved, uden megen erfaring
gennem livet, hvori der ved siden af og ind i hinanden
opbevares halvtredsindstyve systemer som ord og
halvtredsindstyve kritikker af samme — hvilken ørken,
hvilken forvildelse, hvilken hån over en opdragelse til
filosofien! Faktisk medgives det også, at der slet ikke
opdrages til filosofien, men derimod til en filosofisk
eksamen: hvis succes som bekendt og sædvanligvis er, at
den eksaminerede, ak, alt for eksaminerede! — tilstår
med et hjertesuk: »Gud ske tak, at jeg ingen filosof er,
men derimod kristen og borger i min stat!«
Men hvad nu, hvis dette hjertesuk netop var statens
hensigt og »opdragelsen til filosofien« kun var en
dragelse væk fra filosofien? Man kan spørge sig selv. —
Men skulle det stå sådan til, så er kun ét at frygte: at
ungdommen endeligt engang får nys om hvad filosofien
her egentlig bliver misbrugt til. Det højeste,
frembringelsen af det filosofiske geni, intet andet end et
påskud? Målet måske netop, at forhindre dets
frembringelse? Meningen fordrejet i en kontra-mening?
Nuvel, ve da hele komplekset af stats- og professor-
klogskab! —
Og skulle sådan noget allerede være rygtedes? Jeg
ved det ikke; i al fald er universitetsfilosofien faldet
under for en generel misagtelse og betvivlelse. Til dels
hænger denne sammen med, at det lige nu er en svagelig
121
generation der hersker på katedrene; og hvis
Schopenhauer skulle skrive hans afhandling om
universitetsfilosofien nu, ville han ikke længere behøve
køllen, men ville derimod sejre med spanskrøret. Det er
arvingerne og efterkommerne af de pseudotænkere, som
han slog på deres mangtfordrejede hoveder: de tager sig
tilstrækkeligt spædbarns- og dværgeagtigt ud til at
erindre om det indiske ordsprog: »alt efter deres
gerninger fødes menneskene, dumme, stumme, døve,
vanskabte«. Hine fædre fortjente sådanne
efterkommere, efter deres »gerninger«, som ordsproget
siger det. Derfor står det udenfor tvivl, at de akademiske
ynglinge meget snart vil behjælpe sig uden den filosofi,
som læres på deres universiteter, og at de ekstra-
akademiske mænd allerede nu behjælper sig foruden.
Man behøver blot at tænke på sin egen studentertid; for
mig, for eksempel, var de akademiske filosoffer helt og
aldeles ligegyldige mennesker og gjaldt mig som folk,
der rørte sig noget sammen af resultaterne fra de andre
videnskaber, i ledige stunder læste aviser og gik til
koncerter, og som i øvrigt selv blev behandlet med en
artig maskeret ringeagtelse af deres akademiske
kolleger. Man tiltroede dem, kun at vide lidt og aldrig at
savne en fordunklende vending. Med forkærlighed
opholdt de sig derfor på sådanne dæmrende steder, hvor
et menneske med klare øjne ikke holder længe ud. Den
122
ene indvendte mod naturvidenskaberne: ingen kan
fuldstændigt forklare mig den enkleste tilblivelse, hvad
kommer de mig altså allesammen ved? En anden sagde
om historien »for dem, som har ideerne, siger den intet
nyt« — kort sagt, de fandt altid grunde til, hvorfor det
vil være mere filosofisk, intet at vide, end at lære noget.
Men indlod de sig på at lære, så var deres hemmelige
impuls derved, at undfly videnskaberne og at
grundlægge et dunkelt rige i en af deres huller og
ubelystheder. Således gik de kun i den forstand foran
videnskaberne, som vildtet foran de jægere, der følger
efter det. På det seneste finder de sig til rette med
påstanden, at de så egentlig bare er videnskabens
grænsevogtere og oppassere; dertil tjener dem især den
kantiske lære, som de anstrenger sig for at gøre til en
overflødig skepticisme, som der snart ikke længere er
nogen til at bekymre sig om. Kun hér og dér er der
stadig en af dem, der svinger sig op til en lille metafysik,
med de sædvanlige følger, nemlig svimmelhed,
hovedpine og næseblod. Efter at det så tit er mislykket
for dem med denne rejse ind i tågen og skyerne, efter at
en eller anden rå hårdhovedet ung mand af de sande
videnskaber hvert øjeblik har taget dem i håret og har
trukket dem under, antager deres ansigt det vante
udtryk af snerpetheden og af, at være blevet straffet for
at lyve. De har helt mistet den muntre tilforladelighed,
123
så at ingen lever for sin filosofi blot et eneste skridt.
Tidligere troede nogle af dem at kunne opfinde nye
religioner, eller at kunne erstatte gamle religioner med
deres systemer; nu er et sådant overmod veget fra dem,
de er for det meste fromme, tilbageholdende og uklare
folk, aldrig tapre som Lukrets og forbitrede over det
tryk der har ligget på menneskene. Heller ikke den
logiske tænkning kan man lære hos dem længere og de
ellers vante disputere-øvelser har de indstillet i naturlig
vurdering af deres kræfter. Utvivlsomt er man nu på de
enkelte videnskabers side mere logisk, påpasselig,
beskeden, opfindsom, kort sagt, det går mere filosofisk
til dér end hos de såkaldte filosoffer: så at enhver vil
være enig med den ubefangne englænder Bagehot, når
denne om de nuværende systembyggere siger: »Hvem er
ikke næsten på forhånd overbevist om, at deres
præmisser indeholder en forunderlig blanding af
sandhed og fejltagelse, og at besværet derfor ikke lønner
sig, at tænke over konsekvenserne? Det færdigt
afsluttede ved disse systemer tiltrækker måske
ungdommen og gør indtryk på de uerfarne, men
uddannede mennesker lader sig ikke blænde deraf. De
er altid parate til, gunstigt at tage antydninger og
formodninger op, og den mindste sandhed er dem
velkommen — men en stor bog af deduktiv filosofi
fremkalder mistanken. Utallige ubeviste abstrakte
124
principper er hastigt blevet samlet sammen af
sangvinske folk og omhyggeligt trukket i langdrag i
bøger og teorier, for med dem at forklare hele verden.
Men verden bekymrer sig ikke om disse abstraktioner,
og det er intet under, at disse modsiger sig indbyrdes«.
Hvis filosoffen førhen især i Tyskland var hensunken i
så dyb eftertanke, at han svævede i fortsat fare for at løbe
hovedet mod alle bjælker, så har de nu, sådan som Swift
fortæller om laputerne, en hel skare af smækkere, for
ved lejlighed at give dem et blidt slag på øjnene eller
andetsteds. Af og til kan disse slag være lidt for stærke,
så glemmer de fra jorden bortrykkede vel sig selv og slår
tilbage, noget som altid løber af til deres beskæmmelse.
Ser du ikke bjælkerne, du sovetryne, siger smækkeren så
— og vitterligt ser filosoffen oftere bjælkerne og bliver
atter mild. Disse smækkere er naturvidenskaberne og
historievidenskaben; lidt efter lidt har de så meget
skræmt det tyske drømme- og tanke-værtskab, der
gennem så lang tid blev forvekslet med filosofien, at
disse tanke-værter alt for gerne ville opgive forsøget på
at gå selvstændigt; men hvis de upåagtet falder i armene
på smækkerne, eller vil binde et gelænderbånd fast til
dem, så smækker de straks så frygteligt som muligt —
som om de ville sige »det manglede bare, at sådan en
tanke-vært forurenede naturvidenskaberne eller
historievidenskaben for os!« Da vakler de nu atter
125
tilbage i deres egen usikkerhed og rådvildhed: så ganske
ville de gerne have en smule naturvidenskab mellem
hænderne, såsom empirisk psykologi, som
herbartianerne, så ganske også gerne en smule
historievidenskab, — så kan de i det mindste offentligt
lade som om, at de beskæftigede sig videnskabeligt, om
de end i det stille ønsker al filosofi og al videnskab til
djævelen. —
Men medgivet, at denne skare af dårlige filosoffer er
latterlig — og hvem vil ikke medgive det? — hvorvidt
er de så også skadelige? Svaret kort: derved at de gør
filosofien til en latterlig sag. Så længe det statsligt
anerkendte pseudotænkerdømme vedbliver at bestå,
bliver enhver stor virkning for en sand filosofi forpurret
eller i det mindste hæmmet og vel at mærke gennem
intet andet end gennem den forbandelse af det latterlige,
som repræsentanterne af den store sag har tiltrukket,
men som rammer sagen selv. Derfor kalder jeg det for et
krav til kulturen, at unddrage filosofien fra enhver
statslig og akademisk anerkendelse, og overhovedet at
afskedige stat og akademi fra den for dem uløselige
opgave, at sondre mellem sand og tilsyneladende filosofi.
Lad fortsat filosofferne vokse vildt, fratag dem enhver
udsigt til ansættelse og indordning i arbejde af den
borgerlige slags, pir dem ikke længere med belønninger,
ja, mere endnu: forfølg dem, se unådigt på dem — og I
126
skal opleve mirakler! Da vil de flygte fra hinanden og
hid og did søge ind under tag, de arme tilsyneladende;
hér kommer der præster, dér skolemestre, den ene
gemmer sig ved redaktionen af en avis, den anden
skriver lærebøger for højere pigeskoler, den fornuftigste
af dem griber ploven, og den tåbeligste går til hoffet.
Pludseligt er alt tomt, reden er fløjet tom: for det er let at
befri sig fra de dårlige filosoffer, man behøver nu
engang ikke at begunstige dem. Og det er i al fald mere
tilrådeligt, end at en filosofi, uanset hvilken, offentligt,
på statens vegne, patroniseres.
For staten kommer det aldrig an på sandheden, men
derimod altid kun på den for staten nyttige sandhed,
mere præcist sagt, overhovedet på alt, hvad der er nyttigt
for staten, hvad enten dette nu er sandhed, halvsandhed
eller fejltagelse. Et forbund af stat og filosofi har altså
kun da en mening, hvis filosofien kan afgive løfte om at
være staten ubetinget til nytte, det vil sige, at sætte
statsnytten højere end sandheden. Det ville ganske vist
være herligt, også at have sandheden i sin tjeneste og
sold; blot ved staten udemærket selv, at det hører til
filosofiens væsen, aldrig at gøre tjeneste, aldrig at
modtage sold. Således har staten i det, som den har, kun
den falske »sandhed«, en person med en maske: og
denne kan nu desværre heller ikke yde for staten, hvad
staten så meget begærer fra den ægte sandhed:
127
erklæringen af staten som gyldig og hellig. Når en
middelalderlig fyrste ønskede at blive kronet af paven,
men ikke kunne opnå det fra ham, så udnævnte han vel
en modpave, som så udviste ham denne tjeneste. Det
kunne til en vis grad gå an; men det går ikke an, når den
moderne stat udnævner en modfilosofi, som den vil
legitimeres af; for den har nu som førhen filosofien imod
sig, og vel at mærke nu mere end førhen. Jeg tror i al
alvor, at det er nyttigere for staten, slet ikke at befatte sig
med filosofien, slet intet at begære af den, og så længe
som muligt at lade den være som noget ligegyldigt.
Forbliver det ikke ved denne ligegyldighed, bliver
filosofien farlig og angribende mod staten, så kan staten
forfølge den. — Da staten ikke kan have nogen videre
interesse ved universitetet, end opdragelsen af hengivne
og nyttige statsborgere gennem det, så skulle staten
betænke sig ved at drage denne hengivenhed, denne
nytte i tvivl, derved, at den af unge mænd afkræver en
filosofi-eksamen: i betragtning af de træge og ubegavede
hoveder kan det ganske vist være det rette middel til,
overhovedet at skræmme dem væk fra deres studie,
derved, at man gør filosofien til et eksamensgespenst;
men denne gevinst formår ikke at opveje de skader, som
selvsamme påtvungne beskæftigelse fremkalder hos de
vovehalsede og urolige ynglinge; de lærer forbudte bøger
at kende, begynder at kritisere deres lærere og mærker
128
endeligt hele formålet med universitetsfilosofien og med
disse eksamener — for slet ikke at tale om de
tvivlrådigheder, som unge teologer ved denne lejlighed
kan komme i, og i hvis følge de begynder at uddø i
Tyskland, som stenbukkene i Tyrol. — Jeg ved godt,
hvilken indvending staten kunne gøre imod hele denne
betragtning, så længe det skønne grønne hegeleri
voksede frem på alle marker: men efter at denne høst er
blevet haglet ned, og intet har opfyldt sig af alle de
løfter, man dengang gjorde sig om høsten, og alle lader
forblev tomme — så kommer man hellere slet ikke med
indvendinger længere, men vender sig derimod væk fra
filosofien. Nu har man magten: dengang, på Hegels tid,
ønskede man at have den — det er en stor forskel.
Staten behøver ikke længere sanktionen gennem
filosofien, derved er filosofien blevet overflødig for
staten. Selv hvis staten ikke længere understøtter
filosofiens professorater eller, sådan som jeg forudsætter
det for den næste tid, kun tilsyneladende eller skødesløst
understøtter dem, så har staten sin nytte derved —
vigtigere forekommer det mig dog, at også universitetet
ser sin fordel deri. I det mindste skulle jeg tænke, at et
sted for virkelige videnskaber vil måtte se sig fremmet
derved, hvis det bliver befriet fra fællesskabet med en
halv- eller fjerdedelsvidenskab. Desuden står det alt for
sælsomt til med agtelsen af universiteterne, til ikke
129
principielt at måtte ønske udskilningen af discipliner,
som ringeagtes af akademikerne selv. For ikke-
akademikerne har gode grunde til en vis generel
misagtelse af universiteterne; de klandrer dem for, at de
er feje, at de små frygter sig for de store, og at de store
frygter sig for den offentlige mening; at de i alle
anliggender omkring højere kultur ikke går foran, men
derimod hinker bagefter, langsomt og sent; at den
egentlige grundretning for ansete videnskaber slet ikke
overholdes længere. Man bedriver for eksempel
sproglige studier ivrigere end nogensinde før, uden at
man ville finde det nødvendigt med en streng
opdragelse i skrift og tale for én selv. Den indiske oldtid
åbner sine døre, og dens kendere har næppe et andet
forhold til indernes uforgængeligste værker, til deres
filosofier, end et dyr har til Lyren: selvom Schopenhauer
holdt bekendtgørelsen med den indiske filosofi for en af
de største fordele, som vores århundrede har frem for
andre. Den klassiske oldtid er blevet til en oldtid efter
forgodtbefindende, og den virker ikke længere klassisk
og forbilledligt; hvilket dens unge disciple beviser, som
dog i sandhed ikke er forbilledlige mennesker. Hvor er
Friedrich August Wolfs ånd fløjet hen, om hvilken
Franz Passow kunne sige, at den fremtræder som en
ægte patriotisk, ægte human ånd, som i al fald ville have
kraften til at hensætte en verdensdel i gæring og
130
flammer — hvor er denne ånd blevet af? Derimod
trænger journalisternes ånd sig stadigt mere ind på
universitetet, og ikke sjældent under filosofiens navn; et
glat og sminket foredrag, med Faust og Nathan den vise
på læberne, sproget og opfattelserne fra vore
modbydelige litteraturtidsskrifter, på det seneste endda
også sludder omkring vores hellige tyske musik, selv
fremmelsen af lærestole for Schiller og Goethe —
sådanne tegn taler for, at universitetsånden begynder at
forveksle sig med tidsånden. Da synes det mig at være af
højeste værdi, hvis der udenfor universiteterne opstår et
højere tribunal som også vil overvåge og dømme disse
anstalter med henblik på den dannelse, som de fremmer;
og så snart filosofien udskiller sig fra universiteterne og
dermed renser sig for alle uværdige hensyn og
fordunklinger, vil den slet ikke kunne være andet end et
sådant tribunal: uden statslig magt, uden lønninger og
ærer, vil den vide at gøre sin tjeneste, fri fra tidsånden
såvel som fra frygten for denne ånd — kort sagt, sådan
som Schopenhauer levede, som dommeren over den
ham omgivende såkaldte kultur. Således formår
filosoffen også at nytte universitetet, når han ikke
blander sig sammen med det, men derimod snarere
overskuer det fra en vis værdig afstand.
Men til slut — hvad gælder os eksistensen af en stat,
fremmelsen af universiteterne, når det dog frem for alt
131
kommer an på filosofiens eksistens på Jorden! eller —
for slet ikke at lade nogen tvivl om, hvad jeg mener —
når det kommer så usigeligt mere an på, at der opstår en
filosof på Jorden, end at en stat eller et universitet fortsat
består. I det omfang knægtskabet under offentlige
meninger og faren for friheden tager til, kan filosofiens
værdighed højne sig; den var højest under jordskælvene
fra den undergående romerske republik og i kejsertiden,
hvor filosofiens og historiens navne blev ingrata
principibus nomina. Brutus beviser mere for
filosofiens værdighed end Platon; det er de tider, hvor
etikken holdt op med at være fælles. Når filosofien ikke
finder megen agt lige nu, så skal man blot spørge,
hvorfor der ikke lige nu er nogen stor feltherre og
statsmand, der bekender sig til den — kun fordi der, på
den tid, da han har søgt den, kom ham et svageligt
fantom i møde under filosofiens navn, hine lærde
kateder-visdom og kateder-forsigtighed, kort sagt, fordi
filosofien til tider er blevet ham en latterlig sag. Men den
skulle være ham en frygtelig sag; og de mennesker, som
gør sig et kald af at søge magt, skulle vide, hvilken kilde
til det heroiske der flyder i filosofien. En amerikaner
kan sige dem, hvad en stor tænker, der kommer på
denne jord, har at betyde som nyt centrum for uhyrlige
kræfter. »Se jer for, sagde Emerson, når den store Gud
lader en tænker komme på vores planet. Da er alt i fare.
132
Det er, som var et flammehav brudt ud i en stor by, og
ingen ved hvad der er sikkert og hvor det vil ende. Der
er intet af videnskaben, som ikke vil kunne have erfaret
en omvending i morgen, der er ingen litterær
berømmelse længere, ej heller de såkaldte evige
berømtheder; alle ting, som er dyrebare og værdifulde
for mennesker i denne time, er det kun på de ideers
regning, som er steget op på deres åndelige horisont og
som forårsager tingenes nuværende orden, ligesom et
træ bærer dets æbler. En ny grad af kultur ville
øjeblikkeligt omvælte hele systemet af menneskelige
bestræbelser.« Nuvel, hvis sådanne tænkere er farlige, så
er det vel at mærke tydeligt, hvorfor vore akademiske
tænkere er ufarlige; for deres tanker vokser lige så
fredeligt i det overleverede, som et træ nogensinde bar
dets æbler: de forskrækkes ikke, de vender ikke op og
ned på alting; og om al deres pønsen og tragten kunne
siges, hvad Diogenes, da man lovpriste en gammel
filosof, på sin side indvendte: »Hvad stort har han at
fremvise, han, der så længe bedriver filosofi og end ikke
har bedrøvet nogen?« Ja, således skulle der stå på
universitetsfilosofiens gravskrift: »den har ikke bedrøvet
nogen.« Dette er dog ganske vist mere lovprisningen af
en gammel kone end af en gudinde for sandheden, og
det er ikke forunderligt, hvis de, som kun kender
gudinden som en gammel kone, selv er meget lidt mænd
133
og derfor rimeligvis slet ikke længere tages i betragtning
af magtens mænd.
Men står det sådan til i vores tid, så er filosofiens
værdighed trådt i støvet: det synes som om, at den selv er
blevet til noget latterligt og ligegyldigt: så at alle dens
sande venner er forpligtede til at aflægge vidnesbyrd
imod denne forveksling og i det mindste at vise så
meget, at det kun er disse filosofiens falske tjenere og
uværdige som er latterlige eller ligegyldige. Bedre
endnu, de beviser selv gennem deres gerning, at
kærligheden til sandheden er noget frygteligt og
voldsomt.
Dette og hint beviste Schopenhauer — og vil bevise
det mere dag for dag.