Pergamentet nr. 3, 2012

Tema: ”Krig & Konflikter”

2

Pergamentet

Redigeres af studerende på historiestudiet på AAU

Ansvarshavende Redaktør: Martin Ottovay Jørgensen

(moj@cgs.aau.dk)

Redaktion: Jonas Bertelsen (3.sem)

Katrine Funding Højgaard (3.sem) Martin Minka Jensen (3.sem)

Martin Ottovay Jørgensen (PhD.stip.) Søren Christian Winther (3.sem)

Korrektur:

Katrine Funding Højgaard (3.sem) Martin Ottovay Jørgensen (PhD.stip.)

Layout:

Søren Chr. Winther

Forside: Jonas Bertelsen

Skribenter i dette nummer:

Annette Mørch Jensen Casper B. Krogh

Henrik Gjøde Nielsen Jonas Bertelsen Jonas Ruskjær

Katrine Funding Højgaard Malene Bjørnskov Schmidt

Mante Vertelyte Martin Ottovay Jørgensen

Mette Sjørup Mia Bundgaard Rasmussen

Michael Esmann Mikkel Risager

Mogens Rüdiger Poul Lindskov

Thor Bæch Pedersen

Deadline for indlæg næste nummer:) 1.dec.2012

moj@cgs.aau.dk

Oplag: 150. Kan fås som PDF ved henvendelse.

Indlæg repræsenterer alene forfatterens

holdning. Redaktionen holder sig derfor ikke ansvarlig.

Indhold Leder ............................................................................ 2

Tema: Krig og konflikter

Er det din skyld? ........................................................... 3

Startskuddet på 1. verdenskrig - konflikten mellem

Østrig-Ungarn og Serbien ............................................ 6

Learning National Identity: The case of History

Textbooks of Lithuania................................................. 9

Krigsherrer og flygtningestrømme i det østlige

Congo.. ....................................................................... 12

Folk og fæstning ......................................................... 17

Udenfor Tema:

Yndlingstidsskrifter – øhh? ........................................ 20

At arbejde med små privatarkiver ............................. 21

Arkivsommerskole 2011 ............................................ 24

Anmeldelser:

”Japan – Kultur og historie” af Lars Vargö ................. 25

”Stalingrad” af Antony Beevor ................................... 27

”The Crusades – A very short Introduction” af

Christopher Tyerman ................................................. 28

”Warszawa, 1920: Lenins fejlslagne forsøg på at

erobre Europa” af Adam Zamoyski ............................ 29

”Den 2. Verdenskrig 1939-45” af Henning Poulsen,

Aage Trommer og Hans Kirchhoff. ............................. 31

"Hollow Land - Israel's architecture of occupation" af

Eyal Weizman............................................................. 32

Filmanmeldelsesessay ............................................... 34

Aktiviteter på studiet:

Set og Sket på Historiestudiet .................................... 36

Kommende Gæsteforelæsninger ............................... 38

2

Leder Med borgerkrigen i Syrien og resten af det politiske landskabs forandringer i Mellemøsten synes et tema

om krige og konflikter tidssvarende. Så længe der har eksisteret menneskelige samfund, har mennesket

været engageret i konflikter og krige. Der har været store forskelle på hvem, hvor mange, hvor, hvorfor og

hvordan mennesker ledtes til kamp i mindre omfang eller deciderede krige eller selv valgte at starte sådan-

ne. Med den europæiske miltære dominans af verden har krig i stigende grad været anskuet som ”politik

med andre midler” efter den preussiske krigsteoretiker Carl von Clausewitz’ tanker fra starten af 1800-

tallet. Ikke dermed at alle krige siden er ensartede eller opleves sådan. Nogle krige er udkæmpet med høj-

teknologiske våben, andre med knive og køller, nogle på uvis baggrund langt hjemmefra på baggrund af

imperiale, religiøse politiske og økonomiske motiver og årsager, mens andre udkæmpes hjemme på bag-

grund af politisk-religiøse kampe i form af borgerkrige eller modstand mod en besættelse hvad enten man

købes til modstanden eller man ser det som sin eneste mulighed.

På denne baggrund har krigene også forskellige blivende effekter som tidslige sår i dele af eller hele befolk-

ninger som mødre og veteraner eksempelvis, som krudtdepot for nationalistiske politikere kommer til ud-

tryk et eller flere urbane eller rurale landskaber. Det er oftest i sidstnævnte at krigen hænger ved i efterla-

denskaber som skudhuller der skyder små blomster udad, miner der lemlæster børn og kvæg årtier efter

krigenes afslutning, bunkere der males guldfarvede for events, fæstninger og skyttegrave der kan leges på

og i og måske mest synligt enorme gravpladser og kirkegårde, hvor gamle mennesker ofte færdes for at

mindes dræbte venner og familiemedlemmer eller som spøgelser usikre på hvordan de skal bære skylden

over ikke selv at ligge i jorden og derfor en anden tidsfornemmelse. Krige forsvinder ikke selvom de afslut-

tes. Erindringsstederne og fortællingerne bærer dele af fortidens vidnesbyrd eller giver grundlag or nye

stridigheder og konflikter.

Konflikter spænder lidt bredere end krige og er for de flestes vedkommende mere dagligdags i natur end vi

lige forestiller os. Vejle-gården som en af de større, der vedrører alle danskere til kampen om fortiden i hi-

storiebøgerne til opvasken eller gå ud med affaldet i de små hjem. Her er de fleste danskere mere på

hjemmebane om end landet de senere år er blevet krigsførende fjernt hjemmefra og på uvist grundlag.

Med temaet for denne udgave af Pergamentet, Krig og Konflikter, er derfor der mulighed for at komme vidt

omkring i både fortidige og nutidige stridigheder. Hermed præsenterer vi et udvalg af artikler, bog- og film-

anmeldelser orienteret efter temaet samt nogle indlæg uden-for-tema.

Vi vil derudover gerne byde både de nye historiestuderende på basis og de ’nye’ 3. semester velkommen på

henholdsvis på Strandvejen og på Kroghstræde. Vi håber I vil fatte interesse for Pergamentet. Og skulle

nogle af jer have eller få lyst til at slutte jer til redaktionen, hører vi gerne fra her. Vi vil gerne kunne byde

nye kræfter velkomment i foretagendet hvert semester mhp. at sikre både fornyelse og kontinuitet. Hvis I

blot har ønsker at skrive en artikel eller en anmeldelse uden at deltage i redaktionsarbejdet, er dette også

velkomment. Pergamentet er et blad lavet af studerende for studerende på historiestudiet, men andre er

selvfølgelig også velkomne til at læse det og vi tager gerne imod ris og ros og forslag til forbedringer.

Så, kære læser, velkommen til et nyt semester og denne udgave af Pergamentet.

De bedste hilsner redaktionen

3

Er det din skyld? Kort artikel om diskussion af skyldsspørgsmålet

ved Nürnberg-tribunalet efter 2. Verdenskrig.

Artiklen tager udgangspunkt fra et 2. Semester-

projekt omhandlende Nürnberg-tribunalets juri-

diske og politiske grundlag.

af Jonas Ruskjær, Mikkel Risager og Thor Bæch

Pedersen, stud.hist.5.sem

”We must never forget that the record

on which we judge these defendants is

the record on which history will judge

us tomorrow.”

Robert H. Jackson, d. 21. november 1945

Åbningstalen ved Nürnberg-tribunalet.

Efter enhver forbrydelse, ethvert folkedrab eller

ethvert lovbrud er placeringen af skyld et centralt

element i et retssamfund. Skylden personificeres

og gøres individuel så vidt muligt. Men er skyld

altid individuel – eller kan skyldsspørgsmålet ikke

også rettes mod grupper, organisationer, stater

eller hele samfund? Og i så fald kan man straffe

et samfund for overgreb, på baggrund af indivi-

duelle handlinger? Disse problematikker stod de

Allierede overfor efter afslutningen af 2. Ver-

denskrig, hvor disses befolkninger krævede en

placering af skyld for krigens grusomheder. Det

centrale problem var blot at der ikke fandtes juri-

disk præcedens for at dømme internationale

krigsforbrydelser på tværs af nationalstater.

Nürnberg-tribunalet blev oprettet af de fire Allie-

rede, Sovjetunionen, Frankrig, Storbritannien og

USA, og denne blev den første af sin art. En dom-

stol på tværs af landegrænser. Ved 2. Verdens-

krigs afslutning mødtes de fire allierede i London,

hvor det blev bestemt, at retsopgøret i praksis

skulle foregå ved at nedsætte en international

domstol. Her udvalgte de allierede 24 topnazi-

ster, der blev tiltalt for mindst et af de fire over-

ordnede anklagepunkter. Særligt punkt 4 var ny

og banebrydende. Anklagerne lød således:

1. Den fælles plan eller sammensværgelse

2. Forbrydelser mod freden

3. Krigsforbrydelser

4. Forbrydelser imod menneskeheden.

En ting er domstol, en anden er klare og tydelige

anklager, men en tredje og måske vigtigst er en

legitim og forudgående lovgivning for lovover-

trædelser. En sådan fandtes ikke med hensyn til

punkt 4 om forbrydelser mod menneskeheden.

På trods af dette valgte de Allierede at inddrage

anklagepunktet. Dette valg begrundede den dan-

ske juraprofessor fra KU, Stephan Hurwitz, dansk

repræsentant i FN’s krigsforbrydelseskommission

af 1945, med at forbrydelserne var tilstrækkelige

grusomme/ekstreme ”kommer man udenfor den

ramme [eksisterende lovgivning], som tilfældet er

med nazisternes terror over deres egne lands-

mænd, står man overfor fænomener der kun kun-

ne legaliseres i Tyskland, fordi et forbrydervælde

havde magten. Her viger formelle hensyn for ver-

dens retsbevidsthed”(Prom.1946;7)

Den amerikanske ideologi kontra hævntørst

Hurwitz overvejelser var tydeligt inspireret af den

amerikanske idealistiske tilgang til tribunalet og

måden hvorpå man igennem en domstol og en

længere offentlig retssag skulle dømme krigsfor-

brydere - fremfor de tidligere alternativer såsom

krigsret, hvor korte processer oftest førte til hur-

tige henrettelser. Men den amerikanske idealis-

me anført af Robert H. Jackson, hovedanklager

4

ved tribunalet, havde ikke fuld opbakning fra den

amerikanske regering. Den amerikanske finans-

minister Henry Morgenthau, manden bag bl.a.

Morgenthau-planen(Polens opdeling), var imod

en åben retssag hvor de anklagede havde mulig-

hed for talerum og en forsvarer. Herudover var

Morgenthau jøde, hvilket må have haft en indfly-

delse til hans skarpe holdning. Men centralt for

hans mod-argumentation var muligheden for en

fiasko, som det havde været tilfældet under Leip-

zig-domstolen. Efter 1. verdenskrig ønskede de

allierede et opgør mod de tyske ledere som hav-

de bragt verden ind i den fire år lange krig fra

1914-18. Allerede ved Versailles-traktatens un-

derskrivelse den 28. juni 1919 blev det vedtaget

med artikel 228-230, at krigsforbrydere skulle

dømmes ved en international domstol. Grundet

adskillelige administrative forhindringer tilbød

den tyske Weimar-regering at retsforfølge de ty-

ske anklagede ved en tysk domstol i Leipzig. Stor-

britannien og de allierede godkendte dette for-

slag og sendte listen over tiltalte og beviser til

den tyske by. Ved Leipzig-retssagen blev 12 an-

klagede prøvet ved en retssag. Seks af de ankla-

gede blev frifundet, tre fik under seks måneders

fængsel, én fik to års fængsel og de sidste to fik

fire års fængsel. Grunden til de mange frifindelser

og milde straffe skal ses i at de anklagede hæv-

dede at handlingerne kun var blevet begået fordi

de havde fået en ordre fra en overordnet til at

begå disse. I stedet for at blive det retsopgør mod

Tyskland, som hele verden ventede på, blev det

snarere en latterliggørelse af de allieredes ønske

om at retsforfølge soldater og officer, som under

krigshandlingerne ”bare” havde modtaget ordre.

En lille vigtig fodnote hertil er, at da Roosevelt

døde i foråret 1945, var Truman vicepræsident,

men tredje mand i hierarkiet var Morgenthau

som finansminister. Hvis han havde trådt til hav-

de krigsafslutningen uden tvivl set anderledes ud.

Morgenthaus holdninger og ikke mindst diskussi-

oner om dette emne, er beskrevet tydeligt i den

amerikanske krigsminister Henry L. Stimsons

dagbøger. Stimson var pro-tribunal og modstan-

der af Morgenthaus hævngerrighed.

Den glemte sovjetiske medspiller

En anden vigtig medspiller i tribunalets oprettelse

og underbyggelsen af anklagerpunkterne var den

sovjetiske professor Trainin, som var professor i

jura ved universitet i Moskva og ledende medlem

af den sovjetiske kommission for ”Den ekstraor-

dinære statskommission for opklaring af tyske

forbrydelser”1, der blev oprettet 2. november

1942. Trainin beskrev i en analyse til samme

kommission at den tyske stats forbrydelser var

”State organised banditry” og hans centrale pro-

blemstilling og vigtigste punkt er International

lovgivning, men problemet er ikke aggressiv krig,

men straf af enkelt personer og den enkeltes an-

svar.

Han understreger at de fascistiske tyske styrker

har fuldt ansvar for krigen og dens følger i rap-

porten. Trainin går længere end USA i forhold til

ansvarets placering. Generelt var kommissionens

arbejde ens med den amerikanske pendant

kommission, begge henviser til samme paragrafer

og lovgivninger. Trainin skriver i sin rapporten at:

”International lov ikke i sin nuværende form er et

perfekt værktøj, men selv i sin defekte form er det

en oplagt og legitim basis for at straffe krigsfor-

brydere”. Trainin anser personlig skyld som en

mental tilstand, hvori kun et individ kan være be-

vidst om en kriminel handling. Denne be-

vidsthedstilstand kan en stat ikke opnå, og derfor

kan et individ, der handler under en stats bevil-

ling/ordre, ikke fravriste sig sit ansvar.

1 Det korrekte og lange navn på kommissionen ’’Den ekstraordinære

statskommission for at finde og opklare forbrydelser begået af de

tyske fascistiske invasionsstyrker og deres sammensvorne mod be-

folkningen, kollektive landbrug, kollektive organisationer, stats insti-

tutioner og andet USSR ejendom’’.

5

Den sovjetiske indflydelse, var iflg. Francine

Hirsch, amerikansk lektor i sovjetiske historie, lige

så stor eller større end den amerikanske, pga. de

sovjetiske ’wider terms’ indenfor anklagepunk-

terne ift. aggressiv krigsførelse. Hirsch lægger

også stor vægt på Trainins indflydelse på ankla-

gen om en ’konspirationsteori mod verdensfre-

den’, og hans argumentation for at dømme en-

keltpersoner. Hirsch konkluderer endvidere, at

idéen om at dømme ’ex post facto’, var lettere at

acceptere for sovjetisk lovgivning end den libera-

le vestlige.

Individuel eller kollektiv skyld

Morgenthaus og Stimsons diskussioner af straf og

retsprincipper var en del af en offentlig diskussi-

on om hvorvidt Tyskland skulle dømmes over en

kam, som der i store træk blev gjort under Ver-

sailles-traktaten, eller om enkelte individer skulle

stå til ansvar for deres handlinger. Dette har også

beskæftiget senere forskning såsom Christopher

Brownings ”Ordinary Men” og Daniel Goldhagens

”Hitlers Willing Executioners”. De to står for di-

versiteten i diskussion, hvor det centrale punkt er

spørgsmålet om henholdsvis individuel skyld og

kollektiv skyld. Goldhagens tese er at den tyske

befolkning havde en indoktrineret en antisemi-

tisme i samfundet: ‘’..in Germany during the Nazi

period an almost universally held conceptualiza-

tion of Jews existed which constituted what can

be called an ‘’eliminationist’’ ideology, namely the

belief that Jewish influence, by nature destructive,

must be eliminated irrevocably from society.’’

(Goldhagen.1996;48). På den anden side er

Browning, som kort har en tese: ”The human re-

sponsibility is ultimately an individual matter"

(Browning.1993;188). Metodisk er de to forskelli-

ge, Brownings mikro-historie er bygget på indivi-

dets rolle til at ændre sin historie, hvorimod

Goldhagens helhedsbillede, makro-historisk byg-

ger på en holistisk tankegang, hvor mennesket

skal forstås historiefrembragt. Altså er diskussio-

nen af skyldsspørgsmålet også metodisk forskel-

lig. Grundlæggende bunder i deres holdninger og

argumentation i deres verdensbillede.

Din skyld? Ser vi på tribunalet-idéen, er det tydeligt at den

er præget af en individuel forståelse af skyld. Tri-

bunalet kan i så fald argumenteres for at være

skabt af mennesker med et verdenssyn præget af

individuel-ansvar og anskuelse – et liberalt øjemål

om man vil. Spørgsmålet er så om tribunalets ud-

formning således ikke er et resultat af sejrsher-

rernes ideologi.

“…The wrongs which we seek to condemn and

punish have been so calculated, so malignant,

and so devastating, that civilization cannot toler-

ate their being ignored, because it cannot survive

their being repeated. That four great nations,

flushed with victory and stung with injury stay the

hand of vengeance and voluntarily submit their

captive enemies to the judgment of the law is one

of the most significant tributes that Power has

ever paid to Reason.” (Robert H. Jackson, Slutpro-

cedure, 1946 i Mühlen, 2010)

Litteratur:

Goldhagen, Daniel Jonah (1996). “Hitler’s

Willing Executioners – Ordinary germans

and the holocaust”. Little, Brown and

Company.

Hirsch, Francine (2008). “The Soviets at

Nuremberg: International Law, Propa-

ganda and the Making of the Postwar

Order” University of Wisconsin Law

School. Lokaliseret på world wide web

den 4/8 2012:

http://prod.law.wisc.edu/gls/documents/

francine_nuremburg.pdf

Kochavi, Arieh (1998). “Prelude to Nu-

remburg: Allied War Crimes Policy and

the Question of Punishment”. The Univer-

sity of North Carolina Press

Prom, Poul (1946). ”Anklagen i Nürn-

berg”. Aktuelle bøger.

6

Mullins, Claud (1921) “The Leipzig trials”

forlag: H. F. & G. Witherby

Mühlen, Bengt von zur. (2010) “Nürn-

berg-processen” Soul Media.

United Nations War Crimes Commis-

sion(1944), "Report Made by Dr. Ecer on

Professor Trainin's Book", Rosenman Pa-

pers, Harry S. Truman Presidential Muse-

um & Library. Lokaliseret på world wide

web den. 6/5 2011:

http://www.trumanlibrary.org/whistlesto

p/study_collections/nuremberg/docume

nts/index.php?pagenumber=9&documen

tid=8-3&documentdate=1944-11-

11&studycollectionid=nuremberg&groupi

d=

Startskuddet på 1. verdens-krig - konflikten mellem Øst-

rig-Ungarn og Serbien

Mette Sjørup, stud.hist.5.sem

I 1918 sluttede 1. verdenskrig, og efterfølgende

fik Tyskland ubetinget skylden for krigens udbrud.

I 1919 blev Versaillestraktaten udarbejdet og

sejrherrerne England og Frankrig underlagde

Tyskland hårde betingelser, der bl.a. begrænsede

landets militær og krævede en enorm krigsskade-

erstatning.

Tyskland kan ikke ubetinget gøre ansvarligt for

krigens udbrud, men landet spillede uden tvivl en

central rolle heri. Den 5. juli 1914 havde Tyskland

givet Østrig-Ungarn en blanko-check, der sikrede

dobbeltmonarkiet bistand i en eventuel krig mod

Serbien. Den 28. juli 1914 blev krigen mellem

Østrig-Ungarn og Serbien en realitet, og pludselig

stod alle Europas stormagter midt i en verdens-

krig.

For at forstå, hvordan 1. verdenskrig kunne blive

en realitet er det derfor nødvendigt at se nærme-

re på det der var optakten på krigen mellem Øst-

rig-Ungarn og Serbien, herunder situationen på

Balkan, mordet på den Østrig-ungarske tronfølger

Franz Ferdinand samt de interne modsætnings-

forhold, der gjorde sig gældende i det Østrig-

ungarske dobbeltmonarki. Indlægget er således

en udforskning af nyere central forskning og et

forsøg på at sammenflette flere tråde end sæd-

vanligvis og på en måde med blik for kultur, øko-

nomi og geopolitik.

Mordet på Franz Ferdinand

Den 28. juni 1914 befandt den Østrig-ungarske

tronfølger Franz Ferdinand sig i Sarajevo med sin

kone, Sofie Chotek. Parret skulle på en række of-

ficielle besøg i byen og undervejs blev deres bil

ramt af en bombe. Tronarvingen og hans kone

overlevede, men bomben sårede flere, herunder

parrets chauffør. Senere samme dag ønskede

Franz Ferdinand at lægge vejen forbi dem der var

blevet såret af bomben. Bilen blev derfor omdiri-

geret fra den oprindelige rute. På den nye rute

sad den bosnisk-serbiske nationalist Gavrilo Prin-

cip på en fortovscafé. Bilen kom til at holde stille

foran Princip, der trak sin pistol og affyrede skud,

der dræbte både Franz Ferdinand og Sofie Cho-

tek.

I Østrig-Ungarn gik man straks i gang med at un-

dersøge, hvem bagmændene var, og man fandt

hurtigt frem til at disse var af bosnisk-serbisk her-

komst, og involveret i den serbiske nationalist

gruppe ”Den Sorte Hånd”. Hermed mente man, i

Østrig-Ungarn, at den serbiske regering kunne

drages til ansvar for attentatet, da ”Den Sorte

Hånd” havde forbindelse til det serbiske militær

og efterretningstjeneste.

Mordet skabte stor vrede i Østrig-Ungarn, og

dobbeltmonarkiet valgte at udforme et ti-punkts

ultimatum til Serbien. Heri stod bl.a., at den ser-

biske regering skulle tage afstand fra anti-

7

habsburgske organisationer i landet og tillige slå

sådanne ned. Ligeledes skulle Serbien fjerne alt

anti-habsburgsk propaganda fra lærebøgerne.

Serbien fik 48 timer til at besvare ultimatummet,

og landet valgte at acceptere ni ud af de ti Østrig-

ungarske krav. Det eneste krav Serbien ikke ville

acceptere var, at de Østrig-ungarske myndighe-

der frit kunne handle på serbisk territorium. Den

28. juli erklærede Østrig-Ungarn derfor krig mod ,

og den efterfølgende dag startede bombarde-

menterne af Beograd. På dette tidspunkt havde

Østrig-Ungarn fået den tyske blanko-check, og

med denne skulle dobbeltmonarkiet ikke bekym-

re sig om, Rusland ville komme Serbien, deres

allierede, til undsætning.

En krig mellem Serbien og Østrig-Ungarn havde

været under opsejling længe, og mordet på tron-

arvingen Franz Ferdinand var ikke den eneste

konflikt, der havde været mellem de to lande.

Østrig-Ungarn så den slaviske befolkning både

indenfor og udenfor landets grænser som en

trussel. Inden for det habsburgske riges grænser

frygtede man sydslaviske revolutionære strøm-

ninger, der kunne føre til serbisk indflydelse i Øst-

rig-Ungarn, og i værste fald kunne dette en op-

løsning af riget. Udenfor dobbeltmonarkiets

grænser frygtede man, at slaverne, herunder

Serbien og Rusland, ville overtage magten på Bal-

kan, hvilket også var en trussel for Østrig-Ungarn

som stormagt.

Det østrigske imperium frem mod 1914

Det østrigske imperium var et kejserrige med sto-

re interne modsætningsforhold. Riget husede,

inden 1. verdenskrig, et væld af forskellige etni-

ske grupper, herunder magyarer, slovener, slo-

vakker, kroater, polakker, tyskere, rumænere,

italienere, serbere, tjekkere. Denne mangfoldig-

hed af etniske grupper gav i flere tilfælde anled-

ning til revolutionære strømninger, og i 1848 blev

det østrigske imperium ramt af et oprør, hvor

bl.a. magyarerne i den ungarske del af riget kræ-

vede mere selvstyre. Dette oprør blev med nød

og næppe slået ned, men i 1867 erkendte østri-

gerne, at det var nødvendigt at indgå et politisk

kompromis med den ungarske del af riget. Dette

kompromis medførte, at Ungarn ikke længere var

fuldstændigt underlagt det østrigske imperiums

styre, og herefter kom det Habsburgske rige til at

hedde Østrig-Ungarn. Efter kompromiset med

Ungarn indgik den østrigske del af parlamentet

ligeledes kompromiser der øgede andre etniske

minoriteters medbestemmelse, bl.a. den bøhmi-

ske og tjekkiske del af riget fik øget sin politiske

indflydelse. En befolkningsgruppe, der dog ikke

kom til at mærke denne til dels føderative udvik-

ling, var den sydslaviske. Denne befolkningsgrup-

pe boede i den sydlige del af dobbeltmonarkiet

og hertil hørte både serbere, kroatere og slove-

nere. Den politiske undertrykkelse af disse be-

folkningsgrupper betød, at det sydslaviske folk, i

1905, gik sammen på tværs af det østrigske og

det ungarske parlament, for at tale om sydslavisk

autonomi.

Inden for det slaviske sammenhold var der dog

også modsætninger, og nogle ønskede, at der

skulle dannes et slavisk monarki inden for græn-

serne af det habsbugske rige, mens andre ønske-

de tilslutning til Serbien. Nogle medlemmer af

den østrigske politiske top, herunder tronarvin-

gen Franz Ferdinand, var åben overfor, at dob-

beltmonarkiet også kunne blive et trippelmonarki

med en selvstyrende slavisk del. Dette var, for

størstedelen af det østrigske og ungarske parla-

ment, et særdeles ømt punkt. Den fungerende

kejser Franz Joseph, så dette som en direkte trus-

sel mod det habsburgske riges fortsatte eksistens.

Hvis et trippelmonarki blev en realitet ville Serbi-

en kunne øge deres direkte indflydelse i det ha-

bsburgske rige og dette kunne medføre det

østrigske imperiums undergang. For Østrig-

Ungarn kunne forblive en stormagt mente magt-

haverne altså, at det var nødvendigt at undgå

øget sydslavisk medbestemmelse. Samtidig var

8

det en forudsætning, at dobbeltmonarkiet også

kunne demonstrere deres indflydelse på Balkan.

Magtbalancen på Balkan (1870-1914)

Det osmanniske rige, der havde domineret Balkan

i flere århundreder, var blevet svækket op igen-

nem 1800 tallet. I 1870’erne blev riget ramt af

nationalistiske revolutionære strømninger bl.a. i

Bulgarien, Bosnien og Hercegovina. Disse oprør

blev forsøgt slået ned af den tyrkiske sultan og

endte i en massakre. Oprørene bredte sig til store

dele af Balkanhalvøen og 1876 erklærede Serbien

og Montenegro det osmanniske rige krig. Oprø-

rene tabte krigen, og det osmanniske riges hård-

hændende behandling af det slaviske folk lagde

pres på Rusland om at forsvare deres broderfolk.

I 1877 erklærede Rusland derfor det osmanniske

rige krig. Russeren dominerede krigen og i 1878

indgik de to lande en fredsaftale der sikrede Ser-

bien, Montenegro og Rumænien selvstændighed.

Desuden fik Bulgarien tildelt store landområder i

den sydlige del af Balkan. Denne fredsaftale blev

hurtigt en international sag og både Østrig-

Ungarn og Storbritannien frygtede, at et Storbul-

garien ville betyde, at russerne ville komme til at

dominere Balkan. Ved Berlin kongressen i 1878

blev det derfor vedtaget, at Bulgarien ikke fik til-

delt de samme områder alligevel, og samtidig

blev det godkendt, at Østrig-Ungarn kunne be-

sætte Bosnien-Hercegovina. På den måde sikrede

Østrig-Ungarn sin fortsatte indflydelse på Balkan.

I 1908 udvidede dobbeltmonarkiet deres besæt-

telse af Bosnien-Hercegovina til en annektering,

dette så Serbien som et brud på Berlin-

kontrakten, og derfor mobiliserede landet deres

militær. Østrig-Ungarn gjorde det samme, og kon-

flikten endte med, at Serbien måtte godkende

annekteringen. Der blev midlertidigt lagt låg på

konflikten mellem de to lande, men forholdet var

fortsat anspændt.

Rusland opfordrede landene på Balkan i at indgå

et forbund, der kunne sikre modvægt overfor

stormagten Østrig-Ungarn. Med dette blev Bal-

kan-forbundet til, og medlemslandene var Bulga-

rien, Montenegro, Serbien og Grækenland. De

fire medlemslande havde dog en anden tanke

med forbundet end Rusland havde, nemlig at

trænge det osmanniske rige længere tilbage for

at sikre interesser i Makedonien. Med dette initi-

ativ udbrød den første Balkan-krig i 1912. Udfal-

det af den første Balkan-krig kom hovedsagligt til

alliancelandenes fordel, men skabte stridigheder

internt i forbundet, da ingen af landene var til-

fredse med den måde Makedonien var blevet

delt i mellem dem. Balkan-forbundet blev derfor

opløst og en ny alliance mellem Rumænien, Ser-

bien, Grækenland og det osmanniske rige blev

indgået. I Den anden Balkan-krig, der udbrød i

1913, kæmpede disse lande mod Bulgarien. Bul-

garien tabte krigen og Serbien stod efterfølgende

som det mest magtfulde sydslaviske land med

Rusland som allierede. Under Balkan-krigene

havde Østrig-Ungarn løbende vist deres indflydel-

se i området. Dette skete ved at Østrig-Ungarn

sikrede Albanien selvstændighed og på den måde

gjorde krav på det albanske område i Makedoni-

en. Et område som Serbien ellers var blevet tildelt

efter den første Balkankrig. Denne magtdemon-

stration fra dobbeltmonarkiet havde igen nær

endt i en militær konflikt med Serbien, men lige-

som ved annekteringen i 1908, var Serbien, af det

internationale samfund, blevet tvunget til at ac-

ceptere tiltagene. Det er altså intet under, at hi-

storikere betegner situationen på Balkan inden

første verdenskrig som en krudttønde. Dannelsen

af nye stater efter osmannernes tilbagegang,

skabte konflikter i alle hjørner af Balkan, og ud-

faldet af disse konflikter var af stor betydning for

stormagten og nabolandet Østrig-Ungarn, der

ønskede indflydelse på udviklingen på Balkan.

Krigen bliver en realitet

Da Østrig-Ungarn, efter mordet på Franz Ferdi-

nand, erklærede krig mod Serbien i 1914, var det

altså ikke kun en hævnaktion, men andre magt-

politiske motiver spillede også en rolle.

9

En krig mellem Serbien og Østrig-Ungarn havde

været under opsejling længe, men var endnu ikke

blevet aktuel, dels fordi Rusland ikke havde haft

mulighed for at bakke deres serbiske allierede op,

og dels fordi det internationale samfund havde

tvunget Serbien til at acceptere Østrig-ungarske

tiltag. I 1914 blev virkeligheden dog en anden og

krigen blev en realitet. Hvis Østrig-Ungarn igen-

nem en krig mod Serbien kunne reducere landet

til en satellitstat, ville dobbeltmonarkiet både

kunne demonstrere deres status som stormagt,

sikre indflydelse på Balkan og samtidig undgå in-

tern opløsning.

Litteratur:

Steven Beller - A Concise History of Aus-

tria – Cambridge University Press 2006

Richard C Hall – Prelude to The First

World War – Routledge 2000

Barbara Jelavich - Modern Austria Em-

pire and Republic 1800-1980 – Cambridge

University Press 1987

Robert Kann – The peoples of the Eastern

Habsburg Lands 1526-1918 – University

of Wasington Press 1984

Gordon Martel – Origins of the first

World War – Revised 3rd edition – Pear-

son education ltd. 2003

Alan Sked – The Decline and Fall of the

Habsburg Empire 1815-1918 – Longman

Group UK Ltd. 1989

Davis Stevenson – The Outbreak of the

First World War – Macmillan press ltd.

1997

Learning National Identity:

The case of History Textbooks

of Lithuania

af Mante Vertelyte, BA i Historie og antropology

og MA i Culture, Communication and Globaliza-

tion

It is overt to consider history textbooks as learn-

ing materials that help students learn and under-

stand the subject. Yet, the analytical aspects of

them are often overlooked. History textbooks are

important sources of historiography because they

reflect the official ideologies, social and cultural

principles of the societies that they are produced

in. According to Foucault, the text is a powerful

tool for reproduction of knowledge, as the power

relations are negotiated and imposed through

texts. From this perspective history textbooks can

be viewed as valuable sources that provide im-

portant contexts to explore how knowledge is

created and distributed throughout state systems

such as education. Moreover, it allows for inves-

tigation of how history is used to construct collec-

tive memory, how historical content is interpret-

ed or even manipulated to meet the desirable

images of society and how the narratives of the

textbooks alter in time. All in all, as Stojanovic

points out - history textbooks mirror their time2.

Furthermore, the analysis of history textbooks

can reveal how educational knowledge is trans-

mitted through the state assigned curriculums as

well as which aspects of this knowledge are em-

phasized and which ones are excluded. Murgescu

observed that despite of the attempts to write

about history from the global perspective, history

textbooks in many European countries are still

2 D. Stojanovic, ‘History textbooks mirror their time’,

Warfare patriotism patriarchy. The analysis of elemen-tary school textbooks, Belgrade, 1994, p. 88.

10

particularly centered on the national histories. In

this way the students are introduced from an ear-

ly age to the images of their own country and

people living there as the focal point of the histo-

ry discipline. According to Stojanovic, “History

textbooks are the most important means for

shaping national identity and historical aware-

ness”3. In other words, history textbooks are one

of the sources through which people learn their

national identities.

It is no coincidence that history textbooks take an

important place in national identity construction

processes. National identity is closely related to

the history of the nation, as the sovereignty of

the nation, its authenticity and legitimacy is ap-

prehended through the narratives of history. His-

tory textbooks enable students to learn about

their national history, its place in a society as well

as become acquainted with what is considered to

be national values, traditions and customs. More-

over, through the retrospective view of history

national values and ideas are transmitted into the

present.

The case of post-Soviet Lithuania

The content and interpretation of history in the

textbooks alter through different historical peri-

ods. History textbooks produced in former Soviet

Union countries after their independence repre-

sent interesting cases that allows for exploring

how the history of these countries was interpret-

ed during two different political regimes. For in-

stance, after the collapse of the Soviet Union cru-

cial changes were made in Lithuanian political

and social structures. As the country gained its

independence, it was no longer obliged to follow

the authoritarian rules and history was no longer

used as a tool to promote Soviet propaganda.

During Soviet rule, in order to match the ideology

of the Soviet authoritarian state, Lithuania was

3 D. Stojanivic, History Textbooks and Creation of Na-

tional Identity, Belgrade, 2001, p. 27

pictured in history textbooks as a devoted fellow

country of the Soviet Union which voluntarily

contributed to the social revolution and com-

munist rule. Moreover, these textbooks frame

the Lithuanian population as a collective of sup-

portive citizens enjoying dignified lives in the un-

ion. Important facts such as that Lithuania did not

voluntarily choose to be the member of the Sovi-

et ‘union’ and the information that Lithuania was

occupied by the Soviet Union was completely

omitted. Considering this, after the country

gained its independence, the revision of history

was a principal goal of the new democratic state.

One of the official goals for the new education

system was to clear the historiography of the So-

viet propaganda. As a result, phrases such as the

Bolshevik state, the Soviet revolution, the great

family, fellow comrades and the classless society

were replaced by the words such as capitalism,

democracy, the liberal economy and political and

individual freedom.

Apart from that, the official goal was to legitimize

the historical roots of Lithuanian nation, to foster

the national values and love for the nation. Thus,

the content of history textbooks came to empha-

size explicitly the authenticity and particularity of

history of Lithuania as the history of Lithuanian

nation. Due to the official goal of enforcing the

Lithuanian national identity, the content of these

history textbooks became explicitly nationalistic.

National identity was promoted to be a crucial

and fundamental value for the nation to survive

and develop. Moreover, the love for the nation

was ascribed as the most important value for

every ethnic Lithuanian. The prototypical image

of Lithuanian was constructed as a devoted

member of the nation, a patriot, who respects

and acts according to the national values. In oth-

er words, national identity was promoted not

only as the essential aspect in the countries’ so-

cial and cultural wellbeing but also as the most

important character in every Lithuanian’s life.

11

In these textbooks the history of Lithuania is

framed as the history of the nation’s way to its

independence. Freedom is represented as the

main goal for the nation and the country which

was eventually achieved thankfully to the devot-

ed leaders of the country. For instance, the image

of Vytautas, the grand duke of Lithuania who

ruled the country in 14th century, is particularly

hyperbolized. He is represented as the national

hero who with the great courage and strength to

face the enemies was able to set the background

for Lithuanian nation to survive. Yet, the narra-

tives of the glorious past and the national heroes

often omit the facts that do not fit into the co-

herent frame of the history of Lithuanians as a

victimized and mistreated nation. For instance,

the fact that Vytautas’ attempts towards neigh-

boring countries were expansionistic is entirely

omitted. Instead, history textbooks frame Vytau-

tas’ occupation of neighboring lands as his volun-

tary help for the neighbors. This suggests that

history textbooks not only provide an inaccurate

and incomprehensive idea of the history of Lithu-

ania, but also presents it as the history of a vic-

timized country, which has been always sup-

pressed and never itself intended to harm its

neighbors. This narrative, thereby, constructs the

dichotomy of ‘us’ (poor Lithuanians) and ‘them’

(dangerous, aggressive neighbors). In this con-

structive narrative, the ‘other’ becomes the em-

bodiment of the dangerous enemy who had con-

stantly threatened ‘our’ national identity. This, as

well, constructs the stereotypical image of the

historical neighbor as a cruel and dangerous en-

emy who jeopardized ‘our’ national coherence.

This romanticized model of Lithuanian nation and

the foundation of national identity in history

textbooks are enforced by representing the na-

tional symbols as a legitimacy of Lithuanian na-

tion. Apart from the conventional national sym-

bols such as national flag, anthem or ‘homeland

territory where ‘our’ ancestors worked, prayed

and fought against enemies’, the new elements

of Lithuanian particularity are invented. For in-

stance, Basketball game is outlined as a national

game that every Lithuanian should be proud of.

The bigger picture in the former East Bloc

Yet, the history textbooks of Lithuania are just

one example. Murgesku have showed that there

is a tendency for the former Soviet Union states

to construct the nationalistic historical discourse

in order to prove their national legitimacies. Nu-

merous studies of history textbooks show which

constructive elements are used to shape the ide-

as of national identity and how the nationalistic

discourses are constructed. Yet there is a lack of

research on how these discourses enter the daily

lives of their readers. School children from the

early age are introduced to the image of Lithua-

nians as a victimized nation and the image of

‘dangerous others’. Therefore, it seems reasona-

ble to suggest that imposed idea of the national

identity may find its way in everyday lives. How

school children relate to these national represen-

tations in history textbooks? Does the imposed

negative image of the ‘other’ enforce the xeno-

phobic and nationalistic feelings in society? These

and more questions need answering in future

research.

Literature:

M. Foucault, The Archaeology of

Knowledge, London, New York:

Routledge, 2002.

D. Stojanovic, ‘History textbooks mirror

their time’, Warfare patriotism patriar-

chy. The analysis of elementary school

textbooks, Belgrade, 1994

M. L. Murgescu, Memory in Romanian

history. Textbooks in the 1990’s, Balkan

Identities. Nation and memory, London.

Hurst, 2004

12

Krigsherrer og flygtninge-strømme i det østlige Congo

Hvorfor er det østlige Congo præget af væbnede

konflikter mellem mange lokale krigsherrer og

enorme flygtningestrømme?

af phd. Stipendiat Martin Ottovay Jørgensen

Siden den tidligere belgiske kolonis officielle uaf-

hængighed, har problemerne knyttet dertil været

italesat som ’kaos’ og ’primitive’, dermed direkte

antydet at krigene i 1990’erne og 2000’erne i

landet ikke kunne forstås på andre måder end

som rent og skært afrikansk barbari. Hermed lå

også et grundlag for især vestlige stater ikke at

blande sig.

Sådan mener jeg ikke det er eller bør være, og

heldigvis er der et voksende antal forskere og

journalister, der på trods den lille dækning af

Congo generelt prøver at fange kompleksiteten i

problemerne i Congo. Det er deres pointer jeg

her prøver at samle i en bred analysemodel, der

inddrager interne og eksterne forhold såvel som

diakrone og synkrone (fortidige og samtidige)

forhold mhp. at svare på ovenstående spørgsmål.

På den baggrund er det nødvendigt at se på Con-

go som en reel multietnisk region og ikke blot

stat, den belgiske kolonitids brug af systematisk

og brutal vold, tvangsforflytninger og salamitak-

tikken i form af promovering af etnicitet som

middel til jord, selvstændigheden og den ameri-

kansk-allierede diktator Mobutus regeringstid, de

to Congokrige i 1990’erne og 2000’erne og FN’s

forfejlede forsøg på at bringe fred.

Congo: Et regionalt etnisk, socialt og politisk

kludetæppe, ikke en stat.

Congo, som region, udgøres af bassinet centreret

omkring den enorme Congo-flod og fylder stør-

stedelen af Centralafrika, bebos af flere hundrede

forskellige etniske grupper med egne sprog, reli-

gioner og former for samfundsindretninger (fra

løse forbund mellem områder og landsbyer til

kongedømmer større end Danmark i dag) og et

tilsvarende antal forbindelser på tværs af græn-

serne (der mestendels blev defineret af de euro-

pæiske kolonimagter i 1885 ved Berlin-

konferencen uden hensyn til virkeligheden). De

komplicerede og forviklede lokale præ-koloniale

historier bør derfor også ses i sammenhæng med

de gradvis mere og mere omfattende globale

elementer.

På denne baggrund er det ikke overraskende at

de fleste relationer i det nordlige Congo var og er

bundet til de omkringliggende egne og derfor

rækker ind de områder vi i dag kender som sta-

terne Rwanda, Burundi, Uganda, den Central-

afrikanske Republik og Zambia som østlige, nord-

og sydøstlige forbindelser og så fremdeles i de

forskellige dele af Congo. Grænser er ikke teoreti-

ske, men dog porøse og kræver et statsapparat

de færreste post-koloniale stater på det afrikan-

ske kontinent er i besiddelse af.

De historier af både fredelig og voldelig karakter,

der er indlejret i disse trans-statslige relationer,

udgør stadig en væsentlig del af grundlaget for

den manglende fred (ikke blot fraværet af krig),

men er ofte overset af især vestlige politikere,

akademikere og FN. En tendens til at erkende

de(t) lokales vigtighed såvel som kompleksiteter

synes dog at være på vej, om end det endnu ikke

har givet grund til forhåbninger i det daglige for

de forskellige lokalbefolkninger, der er ramt af

kampene i de forskellige områder.

Den belgiske kolonialisme: Brutalitet, ’Salami-

taktik’ og ’udvikling’ i form af massiv og destruk-

tiv plantage- og minedrift

Det lykkedes fra 1870’erne og frem den belgiske

kong Leopold at få indsamlet en række aftaler,

der gjorde ham i stand til officielt at ’samle’ Con-

go på Berlin-konferencen i 1885, mest på grund

af franskmændene og briterne, der accepterede

dette for at modparten ikke skulle sætte sig på

13

regionen. Modkravet var frihandel, hvad Leopold

accepterede, da han på denne måde via store

koncessionsselskaber og en kolonihær bestående

af belgiske, skandinaviske, italienske og schweizi-

ske officerer og lokalt rekrutterede forældreløse

’congolesere’ kunne blive og blev en Europas ri-

geste mænd. Det er vurderet at flere millioner

døde under hans regime pga. brutalitet og ringe

kår i forsøget på at malke området for gummi,

der på dette tidspunkt blev en global handelsvare

pga. den stigende efterspørgsel på cykel og bil-

dæk. Den internationale kritik blev dog så kraftig,

at Leopold i 1908 måtte afstå kolonien til den

belgiske stat.

Dette accepterede man fra regeringens side med

det krav, at kolonien ikke måtte koste de belgiske

skatteydere. Da gummi på grund af den stigende

konkurrence fra de Britiske Strait Settlements

(Malaysia idag) og kravet om andre produktions-

former ikke var konkurrencedygtigt længere, søg-

te man et nyt økonomisk grundlag. Det fandt man

i udvindingen af kobber og diamanter i det sydli-

ge og sydøstlige ’Congo’ og kæmpeplantager med

søde kartofler, manioc og kaffe i det nordlige og

østlige Congo.

Juhani Kopenens koncept ”Development for Ex-

ploitation” om tyskernes politik i Tanganyika kan

også ses som dækkende for den belgiske koloni.

Store private belgiske virksomheder med rod i

belgiske banker, holdingselskaber og mineindu-

strien vandt frem fra 1920 og satte sig på infra-

strukturens udformning, store dele af koloniens

jord og via koloni-administrationen fik kolonihæ-

ren adgang til jord samt arbejdskraft via tvangs-

forflytninger af mere end 100.000 mennesker

mellem provinserne. I Kivu-provinsen idet nord-

østlige Congo var 50% af de unge mænd sat til at

arbejde på plantagerne. Derudover iværksatte

belgierne også en øget italesættelse af etnicitet

og favorisering af visse grupper i forhold til jord-

lodder til cash-crops og dernæst eget forbrug.

Den brutalisering man oplevede igennem koloni-

staten var ganske vist ikke så voldsom som under

Leopold, men f.eks. var brugen af pisk på ar-

bejdspladserne anvendt frem til 1931 uden lov-

hjemmel og siden gjort officielt lovligt helt frem

indtil 1957. Konsekvenserne udeblev ikke. Fra

slutningen af 1920’erne iværksattes demonstrati-

oner, lokale opstande på arbejdspladsen og koor-

dinerede mod arbejdsforholdene og de første

‘kollektive’ oprør blev iværksat henover 1930’-

erne. I 1950’erne så man den første deciderede

anti-kolonialisme og den spæde start på en vok-

sende produktion af ‘unge vrede mænd’ pga. ar-

bejdsløshed efter den globale afmatning fra 1957

og frem (især kobber) og store sociale forandrin-

ger, der ikke indfriede forventningerne i forhold

til fremtidshorisonterne den koloniale moderni-

tetsretorik havde stillet dem i udsigt. Samtidig

havde del og hersk strategien med fokus på etni-

citet som faktor for ret til jord eller ikke (især ud-

præget i det østlige Congo) samt kolonihærens

soldaters handlinger i andre områder end der

hvor de kom fra skabt fjendebilleder, der lagde

sig i forlængelse af eller udbygget eksisterende

lokale fjendebilleder.

Oveni dette gjorde plantage- og minedriften at

landskabet i store dele af det sydlige og østlige

Congo ændredes radikalt og dermed fjernede

grundlaget for eksisterende sociale strukturer og

dermed gav grobund for yderligere konflikter.

’Selvstændigheden’ og den amerikansk-allierede

diktator Mobutus regeringstid

Efter Belgiens formelle tilbagetrækning fra kolo-

nien i 1960 gik der ikke lang tid før de koloniale

strukturer brast sammen og de største etniske

fraktioner kæmpede om magten som den var

defineret igennem det centrale styre modelleret

på den Belgiske model. Samtidig rev den kobber-

rige Katanga-provins sig løs under styring af de

belgiske virksomheder, en til tider selvstændig

lokal marionetdukke samt franske, britiske og

sydafrikanske lejesoldater.

14

Den folkevalgte moderat nationalistiske central-

regering kæmpede for sit eget og den nye stats

liv og endte med at anmode om militær hjælp fra

FN. FN’s militære operation varede fra 1960-1964

og blev markeringen på den Kolde Krigs greb i

Congo. Undervejs myrdedes både landets premi-

ereminister og FN’s generalsekretær, mens FN

selv var tæt ved at ende som Folkeforbundet. Det

lykkedes ganske vist at fastholde Katanga i kolo-

nistatens rammer, men året efter kuppede den

nye hær-chef med CIA’s støtte sig til magten.

Mobutos regime kom til at vare fra 1965 til 1997

og var kendetegnet ved en misforstået afrikanise-

ring mhp. at skabe legitimitet i befolkningen

(Congo blev til Zaire, byernes navne afrikaniseret

osv.), nepotisme via uddeling af forhenværende

plantagejord og en centralisering af økonomien

via nationaliseringen af mine-driften. Staten gik

bankerot i 1977, hvorefter Angola prøvede et an-

greb på den mineralrige tidligere Katanga-

provins, og et internt oprør ligeledes forsøgtes i

1978. I begge tilfælde trådte USA til med våben-

hjælp og rådgivning, da man med udgangspunkt i

landets strategiske placering og karakter af ver-

dens anden vigtigste kobberleverandør ganske

vist anerkendte at Mobuto var et ’røvhul’, men

ud fra princippet at han var deres ’røvhul’.

Konsekvenserne af Mobutus regime udeblev ikke.

Landets BNP faldt 65% i hans tid og økonomien

uformaliseredes og kriminaliseredes sektor for

sektor igennem 1990’erne. Hæren endte med at

leve af ‘jorden’ og lokales ‘frivillige’ indlevering af

ressourcer og mad, mens almindelige mennesker

var tvunget over til en uformel og kraftigt lokali-

seret subsistens- og netværks økonomi.

Congo-krigene i 1990’erne og 2000’erne

Den stigende utilfredshed i militæret førte sam-

men med eftervirkningerne af folkemordet i

Rwanda i 1994 i det østlige Zaire, hvor et stort

antal hutuer fra Interahamwe-militsen havde søgt

tilflugt, til et væbnet opgør mellem om magten

over staten. Denne krig kaldes i dag ’den Første

Congo Krig’ og blev iværksat under den congole-

siske officer Laurent Kabila i det østlige Congo.

Han fik støtte fra Rwanda i form af mange ’frivilli-

ge’ kampvante tutsi tropper i Kabilas hær efter-

som Paul Kagame, den nye rwandanske leder af

RPF regeringen med tutsi baggrund søgte at jage

og udslette resterne af Interahamwe militsen.

Dertil var Kabila et egnet værktøj.

I 1997 overtog Laurent Kabila magten over staten

og i endnu et forsøg på at skabe legitimitet gen-

nem diskursiv praksis frem for realpolitik blev

Zaire bliver til Den Demokratiske Republik Congo.

I 1998 skubbede Kabila Rwanda væk med øget

manøvrerum for øje. Det førte til hvad man i dag

omtaler som den ‘Afrikanske Verdenskrig’ (Anden

Congo Krig), der forløb fra 1998-2002.

Rwanda støttede på den baggrund tutsi-militsen

RCD i Kivu (øst-Congo) efter dennes oprør mod

Kabila. RCD satte sig på flere områder, hvorefter

Uganda og Burundi ligeledes fandt det opportunt

at give opbakning til anti-Kabilia kræfter. For dis-

se lande lå, som også for Rwanda, geopolitiske

interesser pga. den mineralholdige jord (guld,

coltan osv.) Efterhånden indsattes regulære mili-

tære tropper fra Rwanda ved siden af det hastigt

voksende antal congolesiske militser med egne

interesser på lokalt plan. Der var og er altså tale

om etniske og politiske interessefælleskaber af

både kortere og længerevarende karakter.

Kabila modtog dog også støtte af flere parter.

Den reorganiserede hutu-milits (Interhamwe),

Namibia (pga. elitære interesser i Congos dia-

mantminedrift), Angola (efter aftaler om ressour-

cer, nationale interesser og som tidligere fjender

af Mobuto), Zimbabwe (pga. Mugabes personlige

opbakning til Kabila, aftaler om ressourcer og re-

gionale sikkerhedspolitiske overvejelser), Chad

(efter fransk pres da Frankrig måtte trække sig fra

Rwanda efter RPF tog magten), Libyen, Sudan

(proxykrig mod Uganda) gav alle på forskellig vis

15

opbakning. Derudover fik Kabila handelsaftaler

med flere vestlige lande (et regime under pres er

lette at forhandle gode aftaler med…). På Kabilas

side stod altså andre afrikanske ledere og stater

med udgangspunkt i deres postkoloniale magtap-

parater og de over tid opbyggede interesser knyt-

tet dertil.

De store interesser i ikke at indgå fredsaftaler før

man var gunstigt positioneret gjorde, at FN ikke

kunne gribe ind med tropper før i 2000, og først

fik en mere endelig fredsaftale på plads i 2002.

Kabilas søn, Joseph Kabila, sidder nu efter pres

fra Mugabe i Zimbabwe samt et loyalt parlament

som præsident 2006 (genvalgt 2011).

Krigene har efterladt regionen som et åbent sår

på alle måder, lokalt, som ’nationalt’ og regionalt.

Mellem 4-6 mio. mennesker døde under krigene

og de gradvist opbyggede uformelle sociale og

økonomiske netværk samt lokale fødevare-

produktion blev også totalt ødelagt (købekraften

pr. congoleser var i 2000 faldet med 75% i forhold

til 1970). Derudover brød de lokale tillidsrelatio-

ner på tværs af landsbyer, sociale, politiske og

etniske grupper (især i det østlige Congo) også

sammen parallelt med at millioner af traumatise-

rede mennesker netop fik behov for trygge ram-

mer. En hel generation af unge mænd har også

gennemgået en yderligere afstumpning og bruta-

lisering igennem krigen og dens brug af meget

unge mænd og børnesoldater. Der er derfor et

stort rekrutteringspotentiale for de militser, der i

de senere år i takt med vores smartphones og

bærbares behov for coltan har fundet ud af at

finansiere deres aktiviteter herigennem. Så vidt

det vides, benytter Rwanda og Uganda sig også af

denne fremgangsmåde.

På det strategiske og regionale plan er Kabila og-

så fortsat har været afhængig af ekstern ‘støtte’,

udenlandske virksomheder har som ekko af kolo-

nitiden etableret sig i landet, de østlige regioner

er fortsat overstrøet med udenlandske militære

styrker (private som statslige) hvorved staten på

alle måder er udhulet, også set i forhold til den

kolonistat der udgjorde udgangspunktet.

Samlet set har krigene ødelagt de sociale og øko-

nomiske rester af lokale netværk og tillid lokalbe-

folkningerne, uanset etnisk baggrund, i stigende

grad har måttet se sig afhængige af siden slutnin-

gen af 1970’erne.

FN’s forfejlede fredsforsøg

Mens FN til en vis grad har formået at få de for-

skellige regionale parter til at indgå om ikke

fredsaftaler så våbenhviler, er situationen i landet

heller ikke blevet forbedret af FN’s indblanding

på baggrund af en kulturel og politisk matrix op-

bygget igennem 50 års fredsbevarende operatio-

ner (justeret ind efter det neo-liberale årti med

fokus på liberalisering af økonomien og afholdel-

sen af valg som de to vigtigste kendetegn).

Man har ikke forstået de lokale konflikter og

dermed inddraget de relevante aktører, der har

sat sig på det lokale plan i det voksende vakuum,

sammenbruddet af den koloniale stat har efter-

ladt sig. Der er eksempler på sektorprogrammer,

hvor andre lande har været noteret som pro-

gramlandet ganske enkelt fordi de indrejsende FN

folk ofte anvender samme matrix alle steder. Det

løser selvsagt ikke problemer af den komplekse

art som Congos mange problemer udgør.

Samlet set

Der er således mange årsager til det østlige Con-

gos fortsat opblussende småkrige. Jeg har her

forsøgt at inddrage, hvad der i forsknings-

litteraturen, om end her præsenteret kort og for-

simplet, synes de mest afgørende.

Væsentlige faktorer kan på den baggrund siges at

være de præ-koloniale aspekter i Congos historie,

de to koloniregimer og deres efterladenskaber i

form af en på alle måder usammenhængende

stat og infrastruktur, splittede befolknings-

grupper og ødelagte landskaber, selvstændig-

16

hedens problemer og Mobutus destruktive regi-

me under den Kolde Krig, de efterfølgende regio-

nale krige med stærke lokale dimensioner og FN’s

manglende evne til at håndtere problemerne.

Derudover synes Congos problemer også at un-

derstrege den globale tendens at voldsmonopolet

ikke længere alene er statsligt. Dette skal erken-

des hvis man skal kunne begynde at tage hånd

om problemerne. Og de er der i form af pt. vok-

sende flygtningestrømme med hundredetusindvis

af mennesker på flygt i og fra en region, der er

sunket ned i en ubeskrivelig elendighed.

Litteratur:

Abbeloos, Jan-Frederik (2008): “Belgium's Expansionist History Between 1870 and 1930: Imperialism and the Globalisation of Belgian Business”, in Csaba, Lévai (ed.): “Europe and its Empires”, Plus, pp. 105-127

Buelens, Frank (1994): ”The Holding company in Belgium: A Case Study of So-ciété Générale”, in Groenewegen, John: Dynamics of the Firm”, Edward Elgar Pub-lishing Limited, pp. 139-156

Dunn, Kevin C. (2003): ”Imagining the Congo: International Relations of Identi-ty”, Palgrave MacMillan

Fetter, Bruce (1992): ”The Mines of Southern and Central Africa: An ecologi-cal framework”, Health Transition Re-view, supplementary issue pp. 125-135

Gibbs, David N. (1991): ”The Political Economy of Third World Intervention: Mines, Money, and US Foreign Policy in the Congo Crisis”, the University of Chi-cago Press, 1991

Gorus, Jan (2000): ”Ethnicity in Katanga” in Goyvaerts, Didier (ed.): ”Conflict and

Ethnicity in Central Africa”, Tokyo Univer-sity of Foreign Studies, pp. 105-126

Helmreich, Jonathan E. (1986): ”Gather-ing Rare Ores – The Diplomacy of Urani-um Acquisition, 1943-1954”, Princeton University Press

Kent, John (2010): ”America, the UN and Decolonisation, Cold War Conflict in the Congo”, Routledge

Likaka, Osumaka (1997): “Rural Society and Cotton in Colonial Zaire”, The Univer-sity of Wisconsin Press

Nest, Michael, François Grignon og Emizet F. Kisangani: ”The Democratic Re-public of Congo – Economic Dimensions of War and Peace”, Lynne Riennes Pub-lishers, 2006

Prunier, Gerard: “From Genocide to Con-tinental War – The Congolese Conflict and the Crisis of Contemporary Africa”, Hurst and Company, 2009

Vansina, Jan: ”Being Colonized: The Kuba Experience in Rural Congo, 1880-1960”, The University of Wisconsin Press, 2010

Vlassenroot, Koen (2000): ”The Promise of Ethnic Conflict: militarisation and en-clave-formation in South Kivu” in Goyvaerts, Didier (ed.): ”Conflict and Eth-nicity in Central Africa”, Tokyo University of Foreign Studies, pp. 59-104

Young, Mervin Crawford (1988): ”The Co-lonial State and Post-Colonial Crisis” in Gifford, Prosser and Louis, Roger: ”De-colonization and African Independence: The Transfers of Power”, Yale University Press

Young, Mervin Crawford (1994): ”The Af-rican Colonial State in comparative per-spective”, Yale University Press

17

Folk og fæstning

En undersøgelse af relationerne mellem konge-

magt, befæstning og by i Renæssance og Ene-

vælde samt formidling af krigens kulturarv

af Henrik Gjøde Nielsen, ph.d. stipendiat

Jeg tog fat på mit ph.d.-projekt 1. februar 2012,

efter i en del år at have arbejdet som museums-

inspektør ved Nordjyllands Historiske Museum,

som leder af afdelingen Hals Museum, hvis udstil-

lingsbygning er placeret i Hals Skanse.

Der er tale om et projekt, der gennemføres i

samarbejde mellem Aalborg Universitet, Institut

for Kultur og Globale Studier, Historiestudiet, og

Nordjyllands Historiske Museum og Museums-

foreningen for Hals Museum. Projektet afsluttes

februar 2015. Jeg har således arbejdet med em-

net i lang tid, men får med ph.d.-projektet mulig-

hed for både at fordybe mig på en anden måde,

end den med-alt-muligt-andet travle hverdag

som museumsinspektør giver, og for at komme til

at vide det jeg ved på en ny måde, herunder sæt-

te tingene ind i nye og større perspektiver.

Formålet med projektet er at undersøge relatio-

nerne mellem kongemagt, befæstning med dens

garnison og fæstningsby i det danske rige fra Re-

næssance til Enevældens ophør, med de nødven-

dige udblik til tiden før og efter. Endvidere vil pro-

jektet undersøge og diskutere eksempler på mu-

seal formidling af denne særlige type militær kul-

turarv, herunder eksempler på erindringskultur

og erindringssteder i Danmark og Europa, udvalgt

på baggrund af relationsanalyserne. Disse relati-

oner har forskellig karakter, og påvirker i flere

tilfælde gensidigt hinanden, ligesom vægtningen

de enkelte relationer imellem vil havde skiftende

karakter i forskellige perioder.

Omdrejningspunktet for undersøgelsen er dels

det fysiske fæstningsanlæg, og dels fæstningens

afledte betydning for garnison, for byens befolk-

ning og for kongemagt, selvsagt i varierende gra-

der. Med afledt betydning menes politiske, by-

mæssige, topografiske, økonomiske, erhvervs-

mæssige, sociale og kulturelle forhold, samt i vi-

dere forstand mentale forhold, alt i forskelligt

omfang i forskellige perioder. Dette betyder tilli-

ge, at også undersøgelse af relationerne i fredstid

med stor vægt vil indgå i projektet. Fæstningen er

ikke et fænomen, der kun er interessant i krig.

I udgangspunktet postulerer jeg, at den blotte

tilstedeværelse af fæstningsanlægget har såvel

fysisk som mental betydning. Den fysiske betyd-

ning er fæstningen i sig selv og de deraf afledte

bymæssige konsekvenser. Den mentale betyd-

ning er det forhold, at fæstningen gør stedet til

en altid potentiel og til tider reel krigsskueplads.

Projektets sidste element, formidling af krigens

kulturarv eller den særlige type militær kulturarv,

som fæstninger udgør, vil undersøge udvalgte

eksempler på fæstningshistorisk formidling, i

Danmark og Europa. I forlængelse af såvel de hi-

storiske undersøgelser som i de formidlingsmæs-

sige undersøgelser, vil der blive angivet mulighe-

der og faldgruber i sådanne formidlinger, ligesom

eksempler på og overvejelser over f.eks. ”leven-

degørelse” og f.eks. etablerede og reelle erin-

dringssteder vil blive drøftet. Det, som man kan

kalde ”Krigens Kulturarv,” er genstand for øget

diskussion og interesse; en diskussion og interes-

se, som det også er projektets intention at bidra-

ge til.

Projektets periodiske tyngdepunkt er tiden fra

den sene Renæssance til Enevældens ophør, med

de nødvendige udblik til tiden før og efter. Denne

periode prægedes af en række markante våben-

teknologiske og politiske udviklinger. Det er såle-

des blevet anført, at renæssancetiden i store dele

af Europa bl.a. var karakteriseret ved en ”militær

revolution,” særligt mht. befæstningskunsten,

hvilket igen var affødt af den artilleriteknologiske

18

udvikling, ligesom man i denne periode finder

den første generalplan for befæstning af det dan-

ske rige. I perioden etablerede statsmagten et

nationalt fæstningssystem som et centralt ele-

ment i forsvaret af riget, ligesom det militære

forsvar eller beredskab, idet der også kunne være

tale om angreb, skal ses som en af statsmagtens

bestræbelser på at få kontrol over lokale og regi-

onale magtstrukturer, så at sige sideløbende med

skabelsen af behovet for en central- og lokalad-

ministration, der kunne sikre inddrivelse af skat-

ter til finansiering af de krige, der i perioden lige-

ledes er centrale for dannelsen af den nationale

stat og dennes udvikling. Således er fæstningshi-

storien i senrenæssancen både et udtryk for en

våbenteknologisk nyskabelse, og en del af stats-

dannelsesprocessen.

Beslutningen om at sætte slutåret ved Enevæl-

dens ophør understøttes af, at årene umiddelbart

efter 1848 tillige våbenteknologisk indvarsler en

ny militær revolution, eller ”Den 2. militære revo-

lution,” som jeg har døbt fænomenet. Hvor re-

næssancetidens militære revolution satte mid-

delalderens borge ud af spillet, og fandt den

fæstningsteknologiske afløser for disse i den ba-

stionære skanse, medfører forbedringer i artilleri

og sofistikering af særligt fodfolkets angrebstak-

tik, under anvendelse af løbegrave som udgangs-

punkt for angreb, den nye militære revolution,

der for så vidt først bliver fuldt indfaset efter 1.

Verdenskrig. Her spiller i første række det for et

angreb forberedende artilleribombardement en

central rolle, samt de forsvarsværker, der blev

anlagt for at modstå disse forberedende bom-

bardementer. En ”generalprøve” på denne taktik

blev gennemført under Slaget om Dybbøl 1864,

hvor de danske skanser blev udsat for massive,

forberedende artilleriangreb, der i voldsomhed

og granatmængde lader sig måle med eller endog

overgår de forberedende bombardementer un-

der den senere verdenskrig, og hvor de prøjsiske

tropper netop anvendte fremskudte løbegrave

som udfaldspunkt for angrebet, uden at det dan-

ske artilleri var i stand til at angribe hverken tysk

artilleri eller standse de tyske tropper, ligesom de

danske skanser var for svage til at modstå såvel

bombardement som angreb. Det var samme tak-

tik, der blev anvendt under 1. Verdenskrig, hvor

såvel forsvarsværker som angrebsvåben imidler-

tid var på højde med hinanden på begge sider af

ingenmandsland, og nu også med anvendelse af

våben som maskingevær og flammekaster, uden

at det lykkedes hverken den ene eller den anden

side at opnå afgørende resultater. I den følgende

verdenskrig skulle farten i krigens indledende fa-

ser vise sig at sætte angriberen i stand til at opnå

det, som det tunge artilleribombardement mod

næsten massive forsvarsværker ikke var i stand til

at opnå. Med invasionen i Normandiet den 6. juli

1944 havde fæstningen som fænomen, som an-

ført af Paul Virilio, definitivt udspillet sin rolle, og

farten medførte at fronten forsvandt.

Som case-study for undersøgelsen er valgt Hals

ved Limfjordens østlige munding. Hals Skanse er

en renæssanceskanse opført 1625, og projektets

centrale tidsmæssige afgrænsning bliver derfor

tiden 1625-1848, som er fæstningens funktions-

periode, idet Hals Skanse blev nedlagt som fæst-

ning i 1848, og Enevælden ophørte med Juni-

grundloven 1849. Da der imidlertid tilsyneladen-

de også var en vis militær tilstedeværelse i Hals

før 1625, vil årene op til kerneperiodens start til-

lige blive inddraget, hvilket også gør sig gældende

ifm. diskussionen af magtstaten, eller den fiskal-

militære stat, og den militære revolution. Ligele-

des vil perioden efter 1849 også i kortere omfang

blive inddraget, dels for at følge det, man kan

betegne som byens brug af skansen, dels for at

klarlægge den måde, hvorpå området indgik i de

tyske fæstningsforhold 1940-1945 samt områdets

rolle i koldkrigsperioden og de deraf følgende

konsekvenser, og endelig for at klarlægge skan-

sens identitetsskabende betydning, dens agens, i

Hals frem til i dag. Analysen af Hals Skanse og

19

Hals by vil blive suppleret med punktvise kompa-

rationer eller udblik til andre fæstnings- og garni-

sonsbyer i det danske rige, særligt Glückstadt, der

i udgangspunktet har en række fællestræk med

Hals, herunder beliggenhed, kongemagtens in-

tentioner mv.

Teoretisk vil projektet komme til at hvile på flere

dele. Det overordnede udgangspunkt er Gunner

Linds måske lidt provokerende pointe om krigens

uundgåelighed i historieforskningen, som han

formulerede det ved sin tiltrædelsesforelæsning

som professor i nyere tids historie ved Saxo-

Instituttet, Københavns Universitet, december

2002. Desuden vil byhistorisk litteratur, særligt

garnisonsbyhistorisk forskning, blive inddraget.

Mhp. at understøtte min påstand om den menta-

le betydning, som fæstningens blotte tilstedevæ-

relse medfører, planlægges inddragelse og dis-

kussion af begrebet den materielle vending, med

særligt henblik på den materielle vendings eller

materialitetens agens.

Disse overordnede teoretiske undersøgelser og

overvejelser planlægges syntetiseret til undersø-

gelsesniveau vha. en analyse og operationalise-

ring af Paul Virilios arbejde med bunkeren eller

fæstningen som genstand, gestalt, historisk fæ-

nomen, som materialitet og med materialitetens

agens. Udgangspunktet er her Virilios bog Bunker

Archéologie (fransk udg. 1975, engelsk udg.

2008), suppleret med senere tilgrænsende vær-

ker af Virilio. I Bunker Archéologie udfolder Virilio

sin teori om fæstningen som historisk fænomen,

som konkret og teoretisk våbensystem, og ikke

mindst fæstningens mentale betydning, i krig og

fred. Virilios udgangspunkt var Atlantvolden på

Europas vestkyst, men hans konklusioner vedr.

fæstningen som gestalt og begreb har generel

gyldighed, i tid og type.

Metodisk vil undersøgelsen blive gennemført som

studier i den danske og internationale forsknings-

litteratur, samt i trykte og utrykte kilder, sidst-

nævnte primært i danske, sekundært i udenland-

ske arkiver. Desuden gennemføres besigtigelse af

udvalgte fæstningsanlæg i Danmark mhp. Under-

søgelse af formidlingsmæssige implikationer ift.

denne særlige del af den militære kulturarv. Den-

ne del skal tillige ses i sammenhæng med etable-

ringen af et fæstningshistorisk netværk og ud-

landsophold.

Mens der f.eks. på det møllehistoriske og det her-

regårdshistoriske område eksisterer netværk og

koordinerende organisationer og grupperinger i

museumsverdenen i Danmark, er noget lignende

ikke tilfældet på det fæstningshistoriske område,

hvilket kan undre, al den stund hovedparten af

landets fæstninger, i det mindste fra senrenæs-

sancen og frem, netop ikke kan opfattes som iso-

lerede, enkeltstående anlæg, men må opfattes

som anlæg, der alle indgår i en koordineret, nati-

onal plan. Det kan derfor synes nærmest indly-

sende, at udforskningen og formidlingen af netop

dette område til en vis grad bør koordineres, eller

i det mindste samles i et netværk, der kan virke

gensidigt inspirerende, og som kan være med til

at løfte den lokale forskning og formidling, og

indsætte disse lokale aktiviteter i et landsdæk-

kende netværk, som fæstningerne i sig selv var en

del af. Jeg vil derfor, i første række i Danmark,

tage initiativ til oprettelse af et fæstningshistorisk

netværk, der i udgangspunktet inkludere en ræk-

ke museer, men også andre historiske institutio-

ner og interessenter.

I projektet indgår en række udlandsophold. Hen-

sigten med disse er i sammenhæng med relati-

onsanalyserne og studiet af danske eksempler,

herunder formidlingen af fæstningen, diskussio-

nen af Krigens Kulturarv, erindringssteder og

mindekultur, at undersøge museal formidling

som dette er sket på internationalt niveau, med

særlig vægt på følgende tre forhold: For det før-

ste en koncentration af fæstningsværker fra sen-

middelalder/renæssance til det 20. århundrede

og formidlingen af disse, samt hertil eller i denne

20

sammenhæng militær mindekultur og erindrings-

steder. For det andet komparation ift. Hals, med

by, fæstning, historie og formidling. For det tredje

undersøgelse af renovering og formidling af by og

fæstning med særligt henblik på levendegørelse.

Mht. koncentration af fæstningsværker fra sen-

middelalder/renæssance til det 20. århundrede

er valgt Verdun, Frankrig, hvor der i byen endnu

findes betydelige rester, herunder konstruktioner

af Sébasten Le Prestre de Vauban, der er en cen-

tral figur ifm. den militære revolution og det der

af affødte fæstningsbyggeri, som også Hals Skan-

se er et resultat af. Tillige er forter og slagmarker

fra 1. Verdenskrig i området vel nok det sted i

Europa, der er rigest på militær mindekultur og

erindringssteder i alle afskygninger. Opholdet

planlægges gennemført med tilknytning til Me-

morial de Verdun.

Mht. komparationen ift. Hals er valgt Glückstadt,

ud fra ønsket om at arbejde med et anlæg, der

lige som Hals repræsenterer en fæstningstype og

en by, der har gennemgået en lang historisk ud-

vikling. Dvs. et renæssanceanlæg placeret et sted,

hvor intentionerne i udgangspunktet lignede in-

tentionerne for Hals og var store, men aldrig blev

indfriet, hvor man ikke desto mindre valgte at

fastholde et fæstningsanlæg, som tillige kom til at

spille en rolle i senere krige, og som endelig hav-

de agens og indflydelse på byens udvikling. Un-

dersøgelsen vil koncentrere sig om den museale

formidling af byen og fæstningen Glückstadt, og

søges gennemført med studieophold på Detlef-

sen-Museum im Brockdorf Palais, Glückstadt.

Mht. undersøgelse af renovering og formidling af

by og fæstning med særligt henblik på levendegø-

relse, er valgt Vestung Bourtange i Holland. Her

er tale om et særdeles omfattende og stort gen-

nemført renoveringsprojekt, der ikke blot omfat-

ter rent militære og fæstningsmæssige dele, men

også bygninger og by med gadeforløb, civile funk-

tioner mv. Anlægget formidles bl.a. ved traditio-

nelle museumstiltag samt ved levendegørelse af

såvel anlæg som ifm. særlige begivenheder. Op-

holdet her søges gennemført som studieophold

ved institutionen Vestung Bourtange.

Jeg forventer, at jeg på baggrund af projektets

teoretiske overvejelser, relationsanalyserne og de

fæstningshistoriske og formidlingsmæssige un-

dersøgelser i Danmark og Europa både vil bidrage

til en videreudvikling af den militærhistoriske dis-

kussion i almindelighed og i særdeleshed det spe-

cielle fæstningsmæssige aspekt af denne, at jeg

med analysen af udviklingen i Hals vil godtgøre, at

fæstningens tilstedeværelse og dens agens har

haft en særlig og afgørende betydning for den

specielle udvikling i Hals, og endelig at projektets

teoretiske del sammen med den historiske analy-

se og de museale undersøgelser i Danmark og

Europa vil udgøre et nyt og anderledes funda-

ment for formidlingen af anlæg som Hals Skanse

og den historie der knytter sig til stedet, og at

undersøgelsens resultater vedr. krigens kulturarv

således vil have generel gyldighed.

Ca. sådan ser sagen ud nu, sensommeren 2012.

Fremtiden får vise, hvordan også denne historie

kommer til at tage sig ud.

Yndlingstidsskrifter – øhh? af Mogens Rüdiger, lektor i historie

Da Martin spurgte om jeg ville skrive lidt om mine

tre favorit tidsskrifter sagde jeg selvfølgelig ja, vel

vidende at jeg ikke har nogen. Jeg holder mig

selvfølgelig orienteret om TEMP og Historisk Tids-

skrift, det må vel nærmest siges at være uom-

gængeligt, når man blandt andet underviser i

dansk historie. Ligesom fx Journal of Contempora-

ry History er god at konsultere, hvis man beskæf-

tiger sig med moderne europæisk historie. Eller

Contemporanea. Rivista di storia dell'800 e del

900, der et par gange om året pirker til min inte-

21

resse for Italien. Men favorittidsskrift, nej, for jeg

læser bare de nyhedsmail, der en gang imellem

dukker op i inbox’en og holder mig om ikke opda-

teret, så noget der ligner.

Tidsskrifter er livets salt for forskningen. Det er et

farligt mas at følge med i hvad der rører sig, især

inden for historie generelt, men også inden for

ens specialemne. Derfor er anmeldelser en vigtig

del af tidsskrifternes eksistensberettigelse. Jeg

har stor fornøjelse af H-Net Reviews, der en gang

om ugen udsender en samlet liste over alle de

anmeldelser, der er bragt i H-Net systemet. Det

er selektivt, og det er normalt kun bøger, der

anmeldes, men det er et fremragende redskab,

der giver en hurtig adgang til at læse om nye eller

næsten nye bøger. I det hele taget er H-Net in-

ternettets gave til historikere.

Når jeg ikke har et favorittidsskrift, skyldes det

måske, at min forskning først og fremmest ligger

inden for energihistorie, og artikler af interesse er

spredt på miljø, regulering, sikkerhed, teknologi,

design, forbrug, mm. Så for at afsøge den linde

strøm af tidsskriftartikler, som alle andre end hi-

storikere beriger verden med, abonnerer jeg på

nogle ’skræddersyede’ søgesider, der ligeledes en

gang om ugen (mindst) lister de artikler, jeg kun-

ne være interesseret i. Også denne model er se-

lektiv, mindst naturligvis når det gælder engelsk-

sprogede artikler, men hyppigheden af andre-

sprogede artikler er ikke så ringe endda. Den

hjemmeside, der langt hen ad vejen dækker mit

behov for energirelatede artikler er Research Pa-

pers in Economics (repec.org) som dækker 1500

tidsskrifter og 3300 serier med working papers i

75 lande. Arbejdet udføres af frivilligt arbejds-

kraft, så der skal nok være nogle huller – jeg har

bare ikke fundet nogle endnu. Kan man forlange

mere?

Og så alligevel. Et tidsskrift, jeg gennemgående

læser grundigt er Journal of Energy Security, fordi

det globalt dækker sikkerhedspolitiske problem-

stillinger (brændende platforme!), der er koblet

til energiproduktion og –forbrug. Velskrevne, for-

holdsvis korte, artikler to the point og uden lang-

hårede akademiske udskejelser – herligt.

At arbejde med små privatar-kiver

Skrevet af Michael Esmann, Cand. Mag i Historie

Den følgende tekst er en refleksion over mit sam-

arbejde med et lille privat arkiv. Tanken med tek-

sten er, at den kan tjene som en hjælpende hånd

til de studerende der påtænker at samarbejde

med et lille privat arkiv. Først vil jeg gengive de

konkrete problemstiller som jeg stødte på under

mit samarbejde med Forn Sidr, hvis arkiv jeg an-

vendte under mit speciale, og derefter forsøge at

udstikke nogle forhåbentlig generelle perspekti-

ver. Før jeg forsøge at gengive problemstillinger-

ne omkring samarbejdet med Forn Sidr, så mener

jeg det vil være fordelagtigt, at kort gøre rede for

hvad Forn Sidr er.

Forn Sidr – et mindre trossamfund

Forn Sidr (det fulde navn) er et statsgodkendt

trossamfund, der dyrker det, der populært og lidt

forenklet kaldes ”asatroen”. Trossamfundet be-

står af ca. 600 medlemmer fordelt udover hele

landet og udgiver bl.a. bladet ”Vølse – organet for

hedensk sæd”.

Trossamfundets status som ”statsgodkendt” be-

tyder bl.a. at de må fortage juridiske gyldige viel-

ser og administrerer en hedensk gravplads i

Odense. Trossamfundet er ikke opbygget eller

drevet som et ”typisk” vestligt trossamfund, men

nærmere som en idrætsforening med en demo-

kratisk valgt bestyrelse. Ingen af medlemmerne

nyder nogen form for dogmatisk autoritet og in-

gen tekster holdes som værende hellige. Forn

Sidrs arkiv varetages af to ”arkivarer”. Den ældste

22

del af arkivet opbevares hjemme hos den ene af

arkivarerne i adskillige flyttekasser. Den nyere del

af arkivet er elektronisk og varetages af forenin-

gens kasser.

And so it begins…

Ved starten af mit specialeforløb tog jeg kontakt

til Forn Sidr og fik aftalt et samarbejde. Aftalen

var at jeg ville få adgang til Forn Sidrs arkiver og

ud fra det ville skrive et speciale med Forn Sidr og

dets medlemmer som omdrejningspunkt. Denne

beslutning blev truffet af Forn Sidrs bestyrelse og

støttet af den ene af de fungerende arkivarer.

Umiddelbart var den eneste restriktion for mit

arbejde, at der ikke måtte offentliggøres nogen

personlige oplysninger om medlemmerne og at al

informationen og kilderne skulle anonymiseres.

Da min valgte vinkel på Forn Sidr var rettet mod

selve trossamfundet og dets udvikling og klassifi-

kation var denne restriktion ikke noget problem

og jeg accepterede. I tiden derefter opstod der

imidlertid en række problemer ang. arkivet og

adgangen dertil.

Første problem opstod da jeg ankom til arkivet i

Århus, hvilket vil sige den ene af de fungerende

arkivarers bopæl. Mødet var overordnet præget

af to problemer. For det første så startede arkivet

ikke som et officielt arkiv for Forn Sidr, men mere

som en samling af dokumenter der blev gemt af

et af de grundlæggende medlemmer af trossam-

fundet. Senere blev dette medlem udpeget til

officielt arkivar, med ansvaret for at opbygge ar-

kivet og vedligeholde arkivet, men dette blev ofte

kun gjort sporadisk. Resultatet blev at arkivet

havde ”blanke” perioder, hvor der ikke var ført

arkiv eller kun delvist. Dette betød, at visse peri-

oder i arkivet ikke var egnet til undersøgelse, da

informationen var manglefuld. Et andet problem

var måden, hvorpå arkivet blev opbevaret. På

trods af de ”blanke” perioder fyldte arkivet ad-

skillige ringbind, mapper og papirstakke. Disse var

fordelt over flere flyttekasser og ikke nødvendig-

vis efter nogen gennemgående orden eller sy-

stem. Dette betød, at det tog lang tid at få et

overblik over arkivet. Tid som desværre ikke var

til rådighed. Arkivaren, der var meget hjælpsom,

havde en meget fyldt kalender som ikke tillod

lange eller hyppige besøg i arkivet. Kombinatio-

nen af den manglende orden, de blanke perioder

og arkivets begrænsede tilgængelighed betød at

resultaterne af besøgene var begrænset.

Heldigvis kunne arkivaren godt se problemet og

indvillige derfor i af jeg kunne låne mindre dele af

arkivet med til Aalborg. For at sikre jeg behandle-

de deres arkivalier ordentlig blev der udformet en

kontrakt med hensyn til depositum osv. Deposi-

tummet blev sat ved 2000 kr. pr. 2 ringbind, men

må anses for rimelige da arkivalierne er ”unikke”

og ikke kan erstattes hvis de beskadiges eller for-

svinder.

Udformningen af denne kontrakt blev dog ander-

ledes end jeg havde forstillet mig. Udover at om-

handle arkivalierne, så ville arkivaren også have

at den skulle omhandle selve specialet og dets

indhold. Konkret var vi uenige om ordlyden i for-

hold til de restriktioner der var opstillet og hvor

lang tid Forn Sidr skulle have specialet inden det

blev afleveret. I sidste ende blev det et kompro-

mis, men mest i deres favør og med yderlige re-

striktioner end de først aftalte.

Det styrkeforhold kontrakten demonstrerede var

en konsekvens af at Forn Sidrs samarbejde ikke

gik længere, end at de var villige til at lade sam-

arbejde falde til jorden, hvis de ikke var tilfredse

med udviklingen. Dette styrkeforhold og denne

lettere ligegyldighed overfor samarbejdet blev

desværre, i min optik, en gennemgående tendens

i forløbet.

Et andet problem ang. adgangen til arkiverne op-

stod da jeg ville have adgang til de elektroniske

arkiver. Disse hører som tidligere nævnt under

kassererens ansvarsområde og derfor skulle jeg

igen tage kontakt til bestyrelse og få tilladelse og

23

kontakt. Bestyrelsen gav efter længere tids tæn-

kepause tilladelse, men formåede ikke at få deres

kassere til at kontakte mig og jeg kunne heller

ikke komme i kontakt med vedkommende. Resul-

tatet blev, at jeg måtte opgive at få adgang til de

elektroniske arkivalier og nøjes med de ældre fra

Århus.

Under forløbet havde jeg løbende kontakt med

Forn Sidr bestyrelse, da det var dem der skulle

tage stilling til hvad jeg må få adgang til og i hvil-

ket omfang. Et temmelig stort problem for mit

speciale var, at bestyrelsen ikke var i kontakt med

hinanden særligt ofte og derfor tog det ofte lang

tid før der kom en afklaring på en anmodning. Et

par gange oplevede jeg, at bestyrelse i et svar på

en anmodning, ændrede holdning til en anmod-

ning de havde godkendt en måned forinden.

Denne manglende struktur til at tage hurtige og

varige beslutninger gav væsentlige metodiske

problemer, da præmisserne for analyser løbende

blev ændret. I stort omfang tror jeg ikke proble-

merne skyldes ligegyldighed overfor samarbejdet,

men nærmere en manglende procedure og stil-

lingtagen til udlevering af arkivalier. Der var ikke

en person der kunne træffe en beslutning så hele

bestyrelsen skulle inddrages i hver anmodning.

I sidste ende fik jeg opbygget tilstrækkelige arki-

valier til at fortage en undersøgelse af trossam-

fundet Forn Sidr, men det var ikke noget nem

proces. De problemer jeg stødte på gjorde at jeg

løbende måtte afskrive mulige vinkler, skrotte

delvist skrevne afsnit og ændre min problemfor-

mulering. Specialet blev i sidste ende ikke styret

af en bestemt indgangsvinkel, men nærmere af

hvilke kilder der var tilgængelige. Dette var til

tider meget frustrerende, men sådan var de vilkår

jeg arbejdede under. Men selvom processen var

frustrerende, så var det det værd. De fleste histo-

rikere er glade for kilder og arkivalier og glæden

ved dem bliver bestemt ikke mindre når man ved

at man er den første der arbejder med dem.

Hvis jeg overordnet skal betragte mit arbejde

med Forn Sidr er det ikke til at overse de proble-

mer jeg stødte på, men jeg mener det er vigtigt at

forstå hvorfor de opstod. Det er ikke min opfat-

telse, at de er et udtryk for sabotage eller inkom-

petence på Forn Sidrs bestyrelses vegne. Jeg tror

nærmere at det skyldes, at Forn Sidr ikke havde

nogen tidligere erfaring med de opgaver de blev

stillet overfor og derfor ikke kunne løse disse ef-

fektivt. Forn Sidr havde hverken nogen struktur

eller procedure, der gjorde nogen i stand til at

træffe de nødvendige beslutninger og heller ikke

nogen konsekvent holdning til hvad der måtte

offentliggøres.

Generelle perspektiver på at arbejde med min-

dre private arkiver.

Ud fra mine egne oplevelser og hvad jeg eller har

erfaret fra andre der har arbejde med lign. så er

der problemstillinger man bør overveje.

1. At der bliver formuleret en kontrakt mel-

lem de involverede parter er både en sik-

kerhed og en ulempe. Sikkerheden består

i, at hvis der forligger en kontrakt, så ved

man hvad ens forpligtelser er og hvad

modparten er forpligtet til. Ulempen kan

bestå i af kontrakten kan ”binde” en op

på en bestemt vinkel og derved hindre

den kreative og organiske proces det er

at skrive et problemorienteret projekt.

Derfor er det vigtigt, at kontrakten ikke er

formuleret på den måde, at den er for

begrænsende mht. projektets indhold og

form. Sidst, men ikke mindst, er det vig-

tigt at være meget opmærksom på for-

muleringen. Man bør antage at der ikke

opstår stridigheder mellem en selv og

modparten, men dog at det kan ske. Der-

for er det vigtigt at læse kontrakten godt

igennem og sørge for den er klart define-

ret og rimelig for en selv og det projekt

man vil skrive. Kan kun anbefale at man

24

sender en kopi til ens vejleder før man

skriver under og forpligtiger sig.

2. Det er ikke det samme at arbejde med et

lille privat arkiv som det er at arbejde

med for eksempel med stadsarkivet og

det skal man være opmærksom på af to

grunde. Mindre privatarkiver er ikke for-

pligtiget til hverken at hjælpe dig eller gi-

ve dig adgang til deres arkivalier. Denne

mangel på rettigheder overfor arkivet be-

tyder at ens arbejde er afhængig af arkiv-

havernes velvilje. Derved ikke sagt, at

man skal kaste sig i støvet af taknemlig-

hed, men det skader ikke at huske, at

man reelt set er en gæst. Dette er især

nyttigt at huske når man arbejder med

arkivarer med store ejerfornemmelser

overfor arkivalierne.

3. Der kan være stor forskel på et ”professi-

onelt” arkiv og et ”amatør” arkiv. Af

åbenlyse grunder så har mindre privat ar-

kiver ikke de samme ressourcer som

stadsarkivet eller lign. Derfor må man

sætte sine forventninger derefter. Det

gælder både materialets stand og den

måde det kan være arkiveret på.

Held og lykke med jagten!

Arkivsommerskole 2011

af Annette Mørch Jensen & Malene Bjørnskov

Schmidt, stud. hist, 10. semester, Informations-

forvaltning.

Deltagerne sommerskolen ved Archivschule Mar-

burg - Hochschule für archivwissenschaft

Søndag den 31. juli 2011 tog vi fra Aalborg for at

deltage i Archidis, en to uger lang sommerskole i

Tyskland. Sommerskolen blev afholdt i den tyske

universitetsby Marburg på ”Archivschule Mar-

burg - Hochschule für archivwissenschaft” som et

samarbejde mellem Mittsweden University og

Oslo University College finansieret gennem The

Erasmus Intensive Learning Programm – et EU-

projekt. Vi deltog på vegne af Historiestudiet ved

Aalborg Universitet pga. vores fokus på informa-

tionsforvaltning.

Temaet for Archidis sommerskolen var ”Appraisal

and Social Memory – deciding what to capture

and keep”. For første gang skulle europæiske

studerende mødes for at diskutere arkivinstituti-

onernes rolle i relation til bevaring, kassation og

samfundets kollektive erindring.

Forinden havde vi henover foråret læst et pen-

sum, skrevet et essay, lavet en poster om dansk

25

arkivpraksis samt deltaget i gruppearbejde på

Moodle.

I Marburg deltog vi i en række forelæsninger ved

Europas førende indenfor forskningen i bevaring

og kassation i arkiverne som f.eks. Eric Ketelaar,

De Universiteit van Amsterdam. Gennem en

kombination af disse samt seminarer og gruppe-

arbejde behandlede vi teoretiske, politiske og

organisatoriske tilgange til bevaring, kassation i

relation til kollektiv erindring.

Vi deltog begge i den gruppe, der diskuterede

privat arkivernes rolle i forhold til det overordne-

de emne.

I mellem forelæsningerne var der arrangeret eks-

kursioner til blandt andet The European Central

Bank, Hessisches Staatsarchiv i Marburg, Das

Bundesarchiv i Koblenz, samt forskellige sociale

arrangementer; eksempelvis en byvandring i

Marburg, en bustur gennem Rhindalen og fælles

madlavning.

Deltagelsen i Archidis sommerskole var en lærerig

oplevelse, som vi klart vil anbefale til andre stu-

derende med interesse for arkivmæssige forhold.

Erasmus IP Archidis sommer skole er planlagt til

at foregå i Dundee i 2013.

”Japan – Kultur og historie” af Lars Vargö

Ikke en turistguide.

af Michael Esmann, Cand. Mag i Historie

Lars Vargö er professor i japanologi (ja det er der

åbenbart noget der hedder), svensk diplomat og

har levet flere år i Japan. Hans tidligere arbejde

indenfor dette emne inkluderer ”Den falska still-

heten : Japan då och nu” og ”Social and economic

conditions for the formation of the early Japane-

se state”.

Lars Vargö formål med denne bog er at give læse-

ren en forståelse af den japanske mentalitet og

selvforståelse. Fokus er lagt på de traditioner, der

går igen op igennem Japans historie.

Bogen er kronologisk opbygget og Vargös historie

om Japan starte ca. i år 350 f.kr. og slutter om-

kring årtusindskiftet. Hele vejen igennem denne

lange periode, forsøger forfatteren at sætte der

begivenhederne ind i et større perspektiv og der-

ved påvise nogle af de mønstre og træk der går

igennem forandringen i japansk kultur. Da forfat-

teren ikke ”kun” vil beskrive den japanske histo-

rie, men også den japanske kultur og selvforståel-

se, bruger han kilder og emner som ikke er så

26

hyppigt anvendt i historiebøger. For udover at

beskæftige sig med de forskellige dynastier og

krige, inddrager han også den løbende udvikling

indenfor eksempelvis kunst, religion og poesi.

Dette gør at man som læser ikke kun får et bille-

de af Japans politiske og geografiske udvikling,

men også et billede af hvordan japanerne kultu-

relt har forandret sig over tid.

Og at der netop har været forandringer er en af

forfatterens hovedpointer. Igennem bogen viser

han hvordan Japan har været udsat for både asia-

tisk og vestlig kultur, men stadig har værnet

stærkt om sin egen. Han tegner et billede af et

folk, der altid har holdt de gamle traditioner i

hævd, men stadig har været pragmatiske nok til

at inkorporere den udefrakommende viden, der

blev anset for nødvendig. Lige fra håndteringen af

de mongolske invasioner til genopbygningen ef-

ter anden verdenskrig, har japanerne vist sig dyg-

tige til at overkomme modgang.

En anden generel og meget interessant tråd der

løber igennem hele bogen, er en stillingtagen til

hvordan japanerne opfattet har opfattede om-

verdenen og hvordan de har spejlet sig i den.

Lars Vargö tegner et billede at et folk, der angive-

ligt altid har opfattede sig som kulturelt overle-

gent. Denne selvopfattelse mener forfatteren

ligger til grund for nogle af de mindre charme-

rende aspekter ved den japanske kultur. Japaner-

nes hævdelse af deres egen kultur og lettere for-

agt for andre giver dem tendens til at være ”selv-

fed” og til tider føre en overbærende tone over-

for andre kulturer4. Han ser den sammen selvop-

fattelse som en af årsagerne til det moderne Ja-

pans anspændte forhold til sine naboer. For Ja-

pan er der til forskel fra for eksempel Tyskland,

ikke en anerkendelse eller en udtalt anger over

de forbrydelser som japanske soldater begik un-

der Anden Verdenskrig. Ifølge Vargö er denne

4 Lars Vargös egne ord.

manglende stillingtagen til krigen en generel ten-

dens i Japan og kan til tider resultere i manglende

forståelse overfor andre asiatiske nationers op-

fattelse af krigen og Japans rolle deri.

Overordnet må man sige at ”Japan – kultur og

historie” virker som et solidt værk med velargu-

menterede perspektiver på japansk historie og

kultur. Lars Vargö præsterer igennem hans histo-

riske betingede redegørelse at give læseren et

indblik i den japanske historie og selvforståelse.

Selve bogens opbygning må også siges at være

meget læservenlig. Både pga. af opsætningen,

men også pga. registeret og det japansk-danske

leksikon bagerst i bogen.

Man kan med fordel bruge værket i historisk ar-

bejde, men man skal dog være opmærksom på at

værket ikke kan stå alene. ”Japan – kultur og hi-

storie” er relativ kort tekst og dækker derfor

langt fra alle de signifikante begivenheder eller

vinkler der kan ligges på japansk historie, men det

er heller ikke forfatterens formål med værket.

Formålet er at give læseren et kort historisk

overblik (og det fungerer som et udmærket over-

sigtsværk) og demonstrerer de udviklingslinjer

der er at finde i japansk mentalitetshistorie. Og

dette formår værket at gøre på en nem og over-

skuelig måde. Derfor mener jeg, at man med ret-

te kan anbefale alle der ønsker at beskæftige sig

med japansk historie eller blot interessere sig for

solens rige. For ved læsningen af denne bog er

man kommet en forståelse af Japan og japanerne

nærmere.

27

”Stalingrad” af Antony Beevor

Slaget om Stalingrad mindes som et af de blo-

digste slag i historien og repræsenterer et ven-

depunkt i anden verdenskrig, da den tyske of-

fensiv blev bremset af den sovjetiske overmagt.

Antony Beevors beretning om slaget er lettil-

gængelig og spændende uden at gå på kompro-

mis med fagligheden.

af: Katrine Funding Højgaard, stud. hist. 3. sem.

Stalingrad var i 1942 en moderne storby med en

strategisk beliggenhed og vigtige fabrikker, hvor-

for det var i Hitlers interesse at indtage byen frem

for at styre tropperne direkte mod Moskva. Sam-

tidig var det i Stalins største interesse at forsvare

byen, der bar hans navn. Beevor beskriver kort-

fattet forhistorien om hvordan tyskerne bragede

succesfuldt gennem Sovjetunionen under opera-

tion Barbarossa, mens russerne gradvist trak sig

tilbage og afbrændte landsbyer og marker under-

vejs, så de tyske styrker ikke ville få nem adgang

til fødevarer. Da de tyske tropper nærmede sig

Stalingrad ved floden Volga beordrede Stalin, at

tilbagetrækning ikke var tilladt og ligeledes blev

byens civilbefolkning ikke evakueret, da de sovje-

tiske soldater angiveligt ville kæmpe mindre

hårdt for en tom by. I august 1942 startede de

tyske bombeangreb mod Stalingrad, der hurtigt

blev forvandlet til en spøgelsesagtig ruinby. Den

tyske blitzkriegstrategi, der havde været særdeles

succesfuld ved tidligere slag, kom hurtigt til kort. I

byens snævre gader var det ikke muligt at ma-

nøvrere rundt med tankvogne og samtidig støtte

med luftstyrker, så derfor blev slaget i selve byen

hurtigt en opgave for snigskytter og mindre styr-

ker og involverede i øvrigt også civilbefolkningen.

Beevor beskriver med grufuld tydelighed brutali-

teten på begge sider af slaget og håbløsheden for

de civile, der hurtigt havnede i fødevaremangel.

Små børn kunne skaffe sig en stump brød ved

f.eks. at hente vand i Volgafloden til tyskerne,

men de blev hurtigt skudt af deres egne lands-

mænd for at forhindre, at tyskerne blev hjulpet.

Unge skolepiger hjalp med at slæbe sårede væk

fra slagmarken og udsatte dermed sig selv for

stor fare ved at bevæge sig ud til frontlinjen. Som

slaget skred frem blev fødevaremanglen større og

de civile, der havde overlevet de massive bombe-

angreb mod byen, led af hungersnød. De menige

sovjetiske soldater blev udsat for ufattelig skån-

selsløshed i håndhævelsen af Stalins forbud mod

tilbagetrækning. Stalingrad skulle forsvares for

enhver pris og soldater, der så meget som tøvede

før de trykkede på aftrækkeren, risikerede at bli-

ve henrettet som forrædere. Der var mange til-

fælde af soldater der bevidst skadede sig selv for

at slippe væk fra slagmarken, og mistanke om

dette medførte som regel også dødsstraf på ste-

det. Derudover er der eksempler på delingsføre-

re, der har stillet soldater op på lange rækker og

skudt hver 10. soldat, blot for at indgyde de over-

levende en skræk i livet og derved styrke krigs-

moralen.

På tysk side slog man ikke deres egne soldater

ihjel i samme omfang som på den russiske side,

men heller ikke her var det nemt at overleve. De

soldater, der ikke blev dræbt af fjendtlige skud,

risikerede at dø af sygdom, sult eller kulde. Den

tyske 6. armé var blevet omringet af russerne ved

operation Uranus i november 1942. Som vinteren

28

skred frem faldt temperaturen til tider under mi-

nus 35 grader og de tyske soldater var simpelthen

ikke så godt udstyret som de russiske. Akut føde-

varemangel var et stort problem for den omrin-

gede 6. armé, da forsøget på at etablere en luft-

bro var en udpræget fiasko. Soldaterne døde i

hobetal af sult, kulde eller sygdomme overført at

de mange lus der levede mellem mændene. En-

hver mulighed for evakueringsforsøg blev afvist af

Hitler og de førende nazister, da befæstningen

ved Stalingrad skulle holdes for enhver pris. Da

slaget om Stalingrad var endegyldigt tabt for ty-

skerne i februar 1943, var der ikke meget tilbage

af den 6. armé og de overlevende havde endnu

mange udfordringer i sigte, for herfra gik turen til

sovjetiske arbejdslejre. De sidste overlevende

tyskere kom først hjem i 1956.

Beevors bog er dels en militærhistorisk fremstil-

ling af slaget om Stalingrad og dets kontekst, dels

en beretning om de mange ulykkelige skæbner

der måtte lade livet i en brutal krig. Kildegrundla-

get stammer fra et bredt udvalg af russiske og

tyske arkiver. Beevor er kendt for sin fortællestil

hvor læseren trækkes ind i historien på en spæn-

dende og actionfyldt måde, hvorved de store hi-

storiske linjer beskrives fint sidestillet med de

små historier om enkelte individer og skæbner.

Bogens store styrke er, at den giver et så præcist

og utroligt barsk indblik i soldaternes og civilbe-

folkningens forfærdelige kår. Det kan næsten ikke

beskrives med ord hvor grufuldt et slag der blev

udkæmpet ved Stalingrad, men Beevor gør det på

en flot og troværdig måde.

”The Crusades – A very short Introduction” af Christopher

Tyerman

af Mia Bundgaard Rasmussen, stud. hist. 3. sem.

”He was not afraid to die for Christ. At long

last, crushed rather than conquered by

spears, stones and lances, he sank to the

ground and joyfully passed to heaven with

the martyr´s crown, triumphant”

Således starter denne min introduktion til korsto-

gene på blot 168 sider og størrelse med en sød

pixiebog. Bogen indgår i serien af introducerende

værker med hensigt at give et indblik i bestemte

forskningsfelter. Bogen er utrolig velskrevet, men

på akademisk engelsk, så det er med at have tun-

gen lige i munden og være gode venner med sin

ordbog for at få alle nuancerne af Christopher

Tyermans bidrag til historieskrivningen med.

Bogen er struktureret således, at de første par

kapitler omhandler den historiske redegørelse af

korstogene og de følgende fire kapitler omhand-

ler korstogenes omfang og nogle af de ting kors-

togene har haft indvirkning på. Det er en rigtig

god strukturering af bogen, da redegørelsen af

korstogene giver en basisviden for den videre

diskussion af dem. Tyerman tager udgangspunkt i

Clermont-deklerationen af november 1095 i

Frankrig. Forfatteren påpeger, at der er mange

29

korstoge og han vælger at redegøre for fem af

dem i perioden fra 1095 til 1291, idet Acres fald i

1291 markeredes som slutningen på dem.

Dette virker rigtigt godt, da det blot er en kort

introduktion til korstogene, og derfor drukner

man ikke i en hel masse information, men man

får et overordnet billede af historien. Beskrivel-

sen af disse fem korstog giver også nok informa-

tion til, at man kan følge med i hans argumenta-

tion og påstande, som han bruger meget af re-

sten af bogen på. Man er ikke i tvivl om, at han

forholder sig meget kritisk til kirkens anvendelse

af korstogene som en måde til at opnå mere

magt. Dette er en af hans påstande og man kan

jo, ligesom med andre historiebøger, vurdere sig

enig eller uenig i hans påstande, men han er rigtig

god til at komme med tankevækkende udtalelser.

Han gør da dét, som jeg mener, er vigtigt for en

god akademisk bog: at sætte gang i tanker hos

læseren.

Anden del af bogen ligger i forlængelse af den

historiske redegørelse og dette giver et meget

nuanceret billede på korstogenes indvirkning.

Dette omhandler blandt andet korstog til andre

dele af Europa end Jerusalem/Mellemøsten,

hvorledes korstogene blev brugt som undskyld-

ning for at slå bl.a. jøder ihjel etc. Han forbinder

linjer som man ikke lige troede eksisterede, base-

ret på almen viden om korstogene, så det er rig-

tigt spændende.

Han kommer som sagt med mange vurderinger,

men han er jo også historiker og disse vurderin-

ger kan man være uenig i eller ej, men dette gør

bogen oplagt til projektarbejde, og ikke så meget

hyggelæsning. Medmindre man selvfølgelig er

utrolig nørdet og en sucker for korstogene og kri-

tisk tænkning i relation hertil, så vil du elske bo-

gen. Hvis man ikke er det, og blot er interesseret i

den historiske udvikling, så kan man nøjes med at

læse den første halvdel af bogen.

Alt i alt er det en rigtig god bog, som er anvende-

lig til både hyggelæsning og projektarbejde, og

kan på det varmeste anbefales, hvis du har en lille

korstogsnørd inden i dig.

”Warszawa, 1920: Lenins fejl-slagne forsøg på at erobre Eu-

ropa” af Adam Zamoyski

af phd. Stipendiat Martin Ottovay Jørgensen

Den polske historiker Adam Zamoyski ser i denne

bog på den sovjetiske invasion af det nyligt gen-

skabte Polen i 1920 på de operative og strategi-

ske niveauer.

Zamoyski har trukket på polsk og russisk litteratur

samt arkivmateriale, der primært stammer fra

det polske centralarkiv. Jeg er ikke kyndig i hver-

ken russisk eller polsk og dermed ikke i stand til

at afdække, hvad kildemateriale og litteratur

præcist dækker over, men kun kapitlerne om-

kring planerne og manøvrerne på begge sider er

jf. noterne arkivbaserede. Zamoyskis levende

sprog giver dog de fem forskellige dele en sam-

menhængskraft, der virker nøje dramaturgisk

planlagt efter Hayden Whites’ fortællingsformer.

Første akt sætter rammerne efter krigen i spejlsa-

len i Versailles i kjole og hvidt med Polens gen-

30

oprettelse. To grupper af aktører og deres frem-

tidsplaner fremhæves. Polakkerne vil deres egen

stat under den selvgjorte men kampvante hærfø-

rer Piłsudski som statsoverhoved og øverst-

kommanderende og den i vesten vellidte eksil-

polak Paderewski som premierminister. Den an-

den hovedrolle tilfalder det opkommende sovje-

tiske regime under Lenin, der ser eksporten af

revolutionen som den stærkeste mulighed for at

konsolidere selvsamme.

Anden akt introducerer de konkrete aktører, der

skal udøve de to nye staters magt på jorden; sol-

daterne. Den polske hær kom til at bestå af et

kludetæppe af undergrundssoldater Piłsudski selv

havde kommanderet under krigen og polakker,

der vendte hjem fra tysk, fransk, østrig-ungarsk

og russisk tjeneste og medbragte forskelligt ud-

styr og derudover også stammede fra alle lag i

samfundet. Den sovjetiske hær mindede derom

med en kerne fra den nyligt dannede røde hær

samt en række kosak regimenter og en stor grup-

pe af de mange tusind officerer fra Zarens hær,

der var blevet taget til nåde som ’specialister’

samt våben erobret fra den hvide hær delvist af

britisk og fransk herkomst.

I tredje akt lader Zamoyski de dødelige dramaer

udspille. Vi er med i hærgede landområder og

disses enkelte centrale nøglepunkter i form af

floder og byer trekanten mellem det nyligt selv-

stændiggjorte Letland og Kiev, lige indenfor den

polske grænse længere mod syd, og området

umiddelbart øst for Warszawa. Man kommer dog

også tæt på når eksempelvis en polsk kavalerist

skærer en kosak ’åben fra halsen til livet’ eller

lokale vidner kommenterer på det manglende

fodtøj hos mange af soldaterne på begge sider.

Herved får man indblik i den kompleksitet, der

gør sig gældende i krig ift. trætte, udmattede og

ringe udrustede soldater og krigeres motivation

til at kæmpe og ofte give livet som offer for sa-

gen, ham ved siden af osv. eller omvendt udsætte

deres fjender, selv når på flugt, for brutalitet af

en anden verden. Man finder kim deraf i henvis-

ninger til sovjetiske frisører og armenske korpora-

ler, der leder sovjetiske styrker på flere tusind

mand eller om polske generaler, der oppe i årene

ikke lader sig mærke deraf og igennem eget ek-

sempel fordrer en modstand, der længe fasthol-

der langt større sovjetiske styrker. Akten afsluttes

ved tilbagetrækningen af den polske styrke i syd,

da den sovjetiske hær i nord brød igennem den

ny stats sidste forsvarslinje før symbolet på dens

vilje til at eksistere, Warszawa.

I fjerde akt følger man kampenes hastige og blo-

dige gang vestover i det kaotiske virvar på bag-

grund af ringe kommunikationslinjer mellem hær-

førere og enheder, hvoraf nogle var med i krigen

på nogle tidspunkter, andre ikke. Selvom der fra

polsk side fortsat blev opildnet til modstand fra

kirken side ligesom mere end 160.000 fra War-

szawa og nære omegn meldte som frivillige, hav-

de den sovjetiske hær stadig frem til slagene nord

for Warszawa nok opbakning til at der kunne op-

rettes militser i dens bagland såvel som det stra-

tegiske initiativ. I et sidste forsøg på at bryde det

sovjetiske greb omkring byen, lod Piłsudski flere

af de forskellige frontenheder tømme for at sam-

le en styrke med det mål at foretage en flanke-

manøvre østom byen via floden Wisła. Dette lyk-

kedes, ligesom det hjalp polakkerne at den sovje-

tiske samlede hær ikke blev sendt imod byen, da

dele af styrken blev trukket nordover med hen-

blik på at lave en knibtangsmanøvre derfra såvel

som at den sydlige front blev sat i retning mod

Wien, Budapest og Rom af den politiske ledelse,

der ikke havde indblik i forholdene på slagmar-

kerne. Den omgående polske styrke fik efter et

par forvirrede dage pga. det sovjetiske ryk nordpå

skubbet den sovjetiske centrale styrke på flugt.

Flere af de sovjetiske flygtende enheder blev truf-

fet gentagne gange af de forfølgende polakker,

mens de sovjetiske enheder nordpå kæmpede

under deres tilbagetrækning.

31

I sidste akt følges den sovjetiske tilbagetrækning

og tilførsel af forstærkninger. Samtidig vender en

af de større styrker fra den sydlige front forsinket

nordpå for at deltage i kampene, idet man fra

den sovjetiske ledelses side tidligere ville mod

Budapest og Wien. Man var dog ikke klar over de

nordlige kampes udfald til polsk fordel pga. de

ringe kommunikationslinjer og endte med at blive

trængt tilbage. Disse sovjetiske tropper blev imø-

dekommet af polske fremrykkende enheder i det

sydlige Litauen og blev også trængt tilbage lige-

som der iværksattes opstande i både Hviderus-

land og Ukraine på baggrund af det sovjetiske

militære nederlag.

I efterspillet indledes med våbenhvilen i 1921,

som Zamoyski blot ser som en pause i krigen, der

fortsætter i 1939 med det sovjetiske angreb un-

der Stalin. Flere af soldaterne så det også således,

især de der senere kæmpede imod de sovjetiske

styrker. Zamoyskis pointer går på den sovjetiske

ledelses sårede stolthed, erkendelse af magtens

skrøbelighed og følelse af isolation samt det sov-

jetiske regimes og dermed kommunismens tab af

prestige, hvad mange højredrejede regimer Eu-

ropa over i 1930’erne spillede på. Dernæst Stalins

erkendelse af den lille grobund for kommunisme i

Polen samt betydningen af manglen på effektiv

langdistance kommunikation i krigen.

Det samlede indtryk er en velskrevet formidling

af både polsk og sovjetisk (militær)-historie, der

skal rette på den daværende tolkning af polak-

kerne, der ikke altid i vesten fremstod som for-

svarere af deres egen nation, men også som ag-

gressorer med udfald østover. Bogen er ikke ramt

af en blind polsk (metodisk) nationalisme, men

snarere hvad man kan kalde politisk indrammet

transnational tilgang til de strategiske og operati-

ve niveauer, dvs. fronterne deres bevægelser og

de konkrete slag. Men der er ingen tvivl om at

Zamoyski gerne vil fremhæve Polens plads i det

europæiske erindringspolitiske rum og hermed

måske også indirekte i dagens Europa/EU. Tidens

politik understreges i de sidste linjer: ’Det demo-

kratiske og borgerretlige instinkt i denne del af

Europa er i dag i vidt omfang et produkt af de to

årtier med frihed, som blev sikret af Piłsudski og

hans hære ved Wisła i 1920.’ Det kan derfor ikke

undre at bogen er trykt i Polen.

Er man bevidst omkring projektet at sikre Polen

en plads i solen, der på sin vis er både forståeligt

og til en vis grad på sin plads, kan bogen fint læ-

ses for det militærhistoriske, kunsten at kombine-

re det strategiske med det taktiske eller formid-

lingsteknikken og sproget. Bogen er oplagt at

bruge i et militærhistoriografisk projekt omkring

kampene om de i den grad nutidsorienterede

krigsnarrativer efter den kolde krigs afslutning.

Bogen er udgivet på Informations Forlag, 2011,

179 sider.

”Den 2. Verdenskrig 1939-45” af Henning Poulsen, Aage

Trommer og Hans Kirchhoff.

af Jonas Bertelsen, stud. hist. 3.sem.

Værket er skrevet af tre af Danmarks væsentlig-

ste forskere inden for 2. Verdenskrigs historie.

Bogen er rigt illustreret med billeder og kort, der

hjælper læserens forståelse indenfor f.eks. den

geopolitiske situation i Europa efter 1. Verdens-

32

krig. De første par hundrede sider af bogen, tages

der udgangspunkt i årsagerne til krigen, hvor der

fokuseres både på Versaillestraktatens eftervirk-

ninger, den tyske ekspansive udenrigspolitik og

den britisk/franske appeasement-politik, der led-

te op til krigens udbrud. Værket kommer således

omkring de betydeligste årsager til krigen og ta-

ger højde for, de forskellige linjer i den internati-

onale historieskrivning på området.

Den resterende del af bogen omhandler selve

krigen, politisk såvel som militærstrategisk. Bogen

beskriver den internationale politik under krigen,

og gennem beskrivelser af topmøder, får vi et

billede af de problemstillinger og gensidige mis-

tro, de øverste allierede ledere stod overfor, da

aksemagterne skulle nedkæmpes sammen med

aksemagternes interne politiske uoverensstem-

melser. Bogen giver desuden en fremragende

gennemgang af de militærstrategiske perspekti-

ver på krigen, lige fra de tyske ubådes ulveflok

taktik i jagten på britiske handelsskibe i Atlanten,

til frontlinjerne i Asien og Europa, stærkt under-

bygget med kort der viser troppernes fremryk-

ning og billeder der viser soldater og civiles lidel-

ser under krigen.

Forfatterne formår med stor indsigt og impone-

rende overblik at fortælle historien om 2. Ver-

denskrig, og give et præcist billede af Verdens

tilstand i en krig, der brændte sig ind i hukom-

melsen på dem der bevidnede den. Bogen er af

flere blevet kaldt den bedste danske bog om 2.

Verdenskrig, men når det er sagt, skal det under-

streges at bogen fokusere på den internationale

krig og knapt beskæftiger sig med Danmark. Hvis

interessen udelukkende ligger nationalt, kan bo-

gen ikke anbefales, men er man interesseret i den

internationale krig, er bogen fremragende og

hver en krone værd.

"Hollow Land - Israel's archi-tecture of occupation" af Eyal

Weizman

af Poul Lindskov, cand.mag (hovedfag historie,

sidefag geografi)

Eyal Weizman, israelsk arkitekt og underviser i

rumlige og visuelle kulturer og har blandt andet

undervist i Wien, Frankfurt og Paris og nu Lon-

don, samt skrevet flere bøger om arkitektur og

rum, skrev denne i 2007. Titlen "Hollow Land"

kunne referere til flere forskellige emner, men er

en militær, politisk og historisk fortælling om,

hvordan strategi, arkitektur og udnyttelse af

rummet har været en del af konflikten mellem

Israel og Palæstina siden 1967 og frem til idag.

Uden at gå for meget i detaljer med en definition

af rummet, kan jeg da nævne at brugen afhænger

af teoretisk og videnskabsteorisk orientering og

er mere komplekst end den rent geografiske de-

finition. Ordet Hollow defineres som to render

something hollow by removing its internal mat-

ter. I denne bog kan dette videreføres på regio-

nen Israel/Palæstina og forklaringen kommer på

godt 250 sider i en velskrevet, gennemanalyseret

og godt illustreret bog. Undertitlen er "Israel's

architecture of occupation" og Weizman starter

med at fortælle, at når han bruger ordet arkitekt

mener han; militæret, politikere, aktivister mm.

33

Weizman analyserer grundigt geopolitikken i re-

gionen og udnyttelsen af rummet med mange

eksempler og billeder. Han fortæller hvorledes

udviklingen i Israel er gået fra en lineær forsvars-

teori tilbage i 1960erne, det vil sige en klassisk

forstærkning af grænserne, til en ny forståelse af

forsvar, indført af Ariel Sharon kaldet forsvar i

dybden. Det vil sige forsvar, hvor vigtige strategi-

ske punkter, danner et net eller et dynamisk rum.

Det kan være en bakketop eller et pas i et ufrem-

kommeligt terræn. For eksempel har militæret

brug for, at kommunikation kan forekomme

uhindret. Derfor er det vigtigt, at der er et velfun-

gerende telefon- og radionet. Israelsk lovgivning

siger, at det er tilladt at besætte et mindre områ-

de, hvis det drejer sig om national sikkerhed. Der-

for besætter militæret fem bakketoppe for at

bygge telefonmaster. Det er dog nødvendigt med

militær beskyttelse under opførelsen af master-

ne, så der bliver også bygget en barak. Det er og-

så nødvendigt med et mindre indkøbscenter til

soldaterne, arbejderne og deres familier, så det

bliver også bygget. Herefter følger andre småfor-

retninger og faciliteter samt flere tilflyttere og du

har efterhånden en bosættelse i det, der plejede

at være palæstinensisk område. Sådanne bosæt-

telser er der efterhånden mange af, alle legitime-

ret af mere eller mindre gode argumenter og re-

gionen efterhånden er blevet udhulet. Derved er

mange af de områder som har en eller anden

værdi for palæstinenserne blevet bosat - deraf

navnet "Hollow Land".

Bogen tager fat i flere modsætninger og paradok-

ser. Eksempelvis hvordan den israelske diskurs

om retten til det hellige land retfærdiggøres

igennem biblen og jødiske værdier. Det vil sige at

adspurgte israelere værdsætter klassiske rurale

værdier, landskaber og kultur, højt. Paradokset

her er således, at det er palæstinenserne som

driver citron-og olivenlunde, vildtgående dyr

mm., men samtidigt er det det israelerne fjerner

gennem deres bosættelser.

Weizman analyserer således hvorledes diskursen

ændrer sig i takt med strategien og kommer hele

tiden med eksempler. Hans analyser er spæn-

dende og inddragende og omhandler, hvordan

diskursen er med til at legitimere og skabe hand-

ling. Den største diskurs er således national sik-

kerhed, set ud fra Israelsk perspektiv og omhand-

ler blandt andet, hvad er tilladt, hvad er nødven-

digt og hvad kan vi slippe afsted med - for at sikre

national sikkerhed. Det drejer sig ikke kun om

forholdene i Israel, men også i et internationalt

perspektiv. Her er bogen rigtig interessant og

kommer med en spændende forklaring på, hvor-

dan det lykkedes at inddrage israelerne (arkitek-

terne) på tværs af politisk holdning, sociale klas-

ser osv., til at deltage aktivt i bosættelserne. Bo-

gen giver stof til eftertanke om rumbegrebet og

tvinger læseren til hele tiden at gennemtænke og

revurdere sin opfattelse af rummet og geografi-

en. Det samme gør sig gældende med diskurser

omhandlende Israel og Palæstina. For eksempel;

besættelse, national suverænitet, grænser, terri-

torium, militær og politisk strategi. Disse begre-

ber mister deres traditionelle betydning i Israel-

Palæstina konflikten.

Et naturligt spørgsmål når man læser en bog som

denne er vel, hvorvidt den er pro-israelsk eller

palæstinensisk. Bogen er skrevet af en israeler,

men det er ikke en bog, der forsvarer israelske

handlinger i løbet af de sidste 40 år, snarere

tværtimod. Den er dog så grundigt gennemarbej-

det at man aldrig tænker, det er et stykke propa-

ganda eller lignende. Bogen er modig, kritisk,

inddragende, godt skrevet, oplysende - næsten så

meget at det er små-chokerende og et must-read

for interesserede i konflikten. Ikke fordi den giver

alle svarerne, men fordi den forsøger at analysere

et element af konflikten, som er lidt overset.

34

Filmanmeldelsesessay

af: Casper B. Krogh, stud. hist. 3. sem.

Med borgerkrigen i Syrien og konsekvenserne af

det ”Arabiske Forår” ser man hvor vigtig en rolle

medierne spiller i at rapportere de forfærdelige

ting, der normalt bliver lukket ned for af det sid-

dende regime. Et af de medier, som i historiens

løb har portrætteret den menneskelige evolution

og revolution bedst er filmen. I denne artikel vil

der derfor blive fokuseret på to film, som har væ-

ret med til at ændre folks holdning til den pågæl-

dende konflikt og siden omskrevet historiens for-

løb.

Slaget om Algier

”Slaget om Algier” fra 1966 er en film instrueret

af den afdøde italienske instruktør Gillo Pon-

tecorvo. Filmen er en dybere filmoplevelse end

mange publikummer kan modstå, da den ind-

rammer al den bitre kynisme, som er en del af

vores virkelighed. Det handler selvsagt om den

algeriske frihedskrig, men selvom man ikke er

interesseret i Algeriets kamp for selvstændighed

kan man i teorien sætte hvilken som helst anden

konflikt ind da filmen indeholder en universel re-

ferenceramme.

Pontecorvo annoncerer indledningsvis, at der er

"ikke en fod" af dokumentation i sin to timer lan-

ge film. Meddelelsen er bydende nødvendig, fordi

filmen ligner, føles og smager lige så virkelig, som

set i den danske dokumentarfilm ”Armadillo”.

Pontecorvo brugte tilgængeligt lys, råfilm af vir-

kelige optagelser fra dengang og faktiske steder i

at rekonstruere begivenhederne i Algier. Han går

efter virkeligheden og opnår fuldstændig følelsen

af at du selv befinder dig der.

Pontecorvo har meget klogt valgt at stille sig neu-

tral midt imellem FLN (Front Liberation National)

og de franske myndigheder uden at favorisere og

sympatisere med nogle af siderne. Han er tyde-

ligvis klar over, at uskyldige civile dør og bliver

tortureret på begge sider, at bomber ikke vælger

deres ofre, at begge hære har helte og at alle

kæmper en krig på hver sin side.

Hovedkaraktererne er en fransk oberst (Jean

Martin), der både respekterer sine modstandere,

men mener, at hensynsløse metoder er et nød-

vendigt onde og Ali (Brahim Haggiag), en småkri-

minel, der siden bliver FLN leder. Men andre bi-

roller, som er essentielle for at filmens budskab

slår igennem, er en gammel mand der brutalt

bliver slået ned af franske soldater, en gadekendt

ung arabisk pige, der planter en bombe i en cafe

og derefter ser på sine ofre med et medfølende

blik og mange flere.

Styrken af filmen er både dens lidenskabelighed

og objektivitet, som en del af filmens finurlige

men direkte kynisme spørger den franske oberst,

som selv er veteran fra den franske modstands-

kamp under Anden Verdenskrig, efter han erfa-

rer, at den berømte filosof Jean-Paul Sartre støt-

ter FLN. "Hvorfor er de liberale altid på fjendens

side?", "Hvorfor tror de ikke på at Frankrig hører

til i Algeriet?" Men der var, som sagt en tid, hvor

han ikke følte det nødvendigt at spørge sig selv,

hvorfor nazisterne ikke hørte hjemme i Frankrig.

35

The Killing Fields

Som det var tilfældet med ”Slaget af Algier” er

der en underlig ting om historier der er baseret

på, hvad de film så insisterende kalder "det virke-

lige liv". ”Killing Fields” er en film der behandler

de uventede drejninger af ens skæbne, noget

som efter de fleste manuskriptforfattere har haft

fat i dem, er det der før var et rigtigt menneske

med en uvis skæbne, blevet lavet om til en tom

skabelon, hvor man ville kunne sætte folk som

Arnold Schwarzenegger eller Sylvester Stallone til

at spille rollen og ingen ville vide hvilken skæbne

disse folk havde endt med.

En af de risici, som ”The Killing Fields” heldigvis

har taget er at frigøre sig fra denne tradition, at

fortælle os en historie, der ikke har en traditionel

Hollywoodstruktur og desuden stole på, at vi som

publikum kan forestille os de forfærdelige ting

der skete under Pol Pots regime i Cambodja og

som hjælper til at gøre dette til en meget påvirke-

lig oplevelse. Den "virkelige livshistorie" som fil-

men er baseret på er efter filmens sejrgang over

hele verdenen, nu velkendt. Sydney Schanberg,

korrespondent for New York Times dækkede in-

vasionen af Cambodja med hjælp fra Dith Pran,

en lokal journalist og oversætter. Da landet faldt

til det kommunistiske Khmer Rouge-regime. Livet

for alle udlændinge i landet var med et i fare og

Schanberg kom uskadt ud sammen med de fleste

af sine kolleger af vestlige korrespondenter.

Schanberg tilbød siden Pran en chance for at for-

lade landet med ham, men Pran valgte at blive

tilbage og da Khmer Rouge lavede en jernring

rundt om Cambodja, forsvandt Pran ind i en lang

tavshed.

Hjemme i New York gjorde Schanberg, hvad han

kunne for at finde oplysninger om sin ven, men

forgæves. Schanberg havde for længst troet sin

ven død, men fire år efter kom der ord om, at

Pran stadig var i live og var flygtet over grænsen

til en flygtningelejr. De to venner blev genfore-

net, i en af de sjældne lykkelige slutninger, der

kommer ud af en periode med stor lidelse. Som

en menneskelig historie, er dette en overbevi-

sende én af slagsen. En Hollywoodhistorie er det

selvfølgelig og heldigvis ikke da den sidste halvdel

af filmen er Dith Prans personlige historie, fortalt

fra hans synspunkt.

Filmen begynder i de tidlige dage af Schanbergs

(Sam Waterston) journalistiske virke og Pran (Dr.

Haing S. Ngor, hvis egen historie bærer en nær-

mest uhyggelig parallel til hans figurs) og man

fornemmer straks den stærke venskabsfølelse og

loyalitet der er imellem dem. Hele atmosfæren i

denne periode er bedst personificeret af en ame-

rikansk fotograf (John Malkovich) som er en mel-

lemting imellem en junkie og en stålsat reporter.

Han er ikke let at drive til handling og endnu min-

dre berørt af den tortur han er vidne til, men vi-

ser karakter da han forfalsker et pas til Dith Pran

for at få ham ud af landet.

Filmen er en mesterlig præstation på alle de tek-

niske niveauer, det gør en særlig god opgave med

at overbevise os med sin kameraføring. De bed-

ste øjeblikke er dog de menneskelige samtaler,

udvekslinger af tillid, de hurtige byger af vold,

desperation osv. I centrum af mange af disse sce-

ner er Dr. Haing S. Ngor, en skuespiller, som ikke

er en skuespiller i og med hans vej til rollen kom

fra rækken af de cambodjanske flygtninge i Cali-

fornien og han bringer en oprigtighed, der er

36

fuldstændig overbevisende og man kan nærmest

se på hans ansigt, at han virkelig har set de ræds-

ler der er beskrevet i filmen.

Den amerikanske ’erfaring’ i Sydøstasien har givet

os store episke film som ”Apocalypse Now” og

”The Deer Hunter”. Her er historien fortalt lidt

tættere på jorden, af mennesker, der ikke i det

store hele var vigtige og ikke særlig magtfulde,

men var derimod folk der blev fanget i begiven-

heder som var ligeglade med dem, men blev ved

og stoppede aldrig i deres forsøg for at gøre de-

res bedste.

Fremtiden for de såkaldte krigsfilm er, som altid,

fristes man til at sige - lys. Krig er et af de mest

populære emner at lave film omkring, da der

nærmest er uudtømmelige kilder at tage fra –

tænk bare på hvor mange film der har været om

en konflikt som Anden Verdenskrig og som i bund

og grund har handlet om det samme (Saving Pri-

vate Ryan, Kelly’s Heroes, The Dirty Dozen osv.)

den egentlige forskel er mere hvilken tone den er

lavet i. Hvis man ser på filmene fra 60’erne var

filmene langt overvejende i en mere munter tone

end i dag, noget som kan tilskrives at der stadig

kun var gået knap 25 år siden krigen, så den var

aldrig langt fra hukommelsen af dem, som havde

kæmpet under krigen, et andet faktum er at der

generelt var en stabil højkonjunktur og deraf vel-

stand, som på mange måder gjorde det lettere at

portrættere de forfærdelige ting i et mere mun-

tert lys, så man fik afstand til det.

I 90’erne begyndte man igen med at skildre An-

den Verdenskrig, da der stadig var uafsluttede

komplekser at tage fat i. Vietnamkrigen var der i

mellemtiden blevet taget fat i relativt tidligt efter

afslutningen af krigen. Der var generelt en mere

kritisk tilgang til hele den amerikanske indsats

(Apocalypse Now, Platoon) end under Anden

Verdenskrig. Anden Verdenskrig havde dog et

aspekt, som Vietnamkrigen ikke på samme måde

havde og derfor blev Holocaust taget op med en

stor forsigtighed da det stadig var et åbent sår for

mange mennesker. Steven Spielberg var den før-

ste der lavede en film om emnet, som decideret

brød igennem støjmuren med ”Schindlers Liste”

her så man hvor realistisk og hvor smagfuldt man

kunne tage emnet op uden at støde folk unødigt

meget. Herefter kom der en lind strøm, hvor man

tog fat på de komplekser som siden er set i film

så varieret som ” La vita è bella” og ”The Pianist”.

Det er også her hvor man finder fremtiden for

krigsfilmen som genre, hvor alle de nationale hi-

storier om egne krigshelte og heroiske aktioner

bliver oplyst noget, som kun er alt for tydeligt i

bl.a. de Skandinaviske lande hvor film som ”Max

Manus”, ”Flammen og Citronen” og ”Hvidstens-

gruppen” har indtjent store summer og er endnu

et eksempel på at denne slags film altid vil have

et publikum.

Set og Sket på Historiestudiet

Phd-Forsvar I forrige nummer glemte vi beklageligvis at an-

noncere Jørgen Mührmann-Lunds forsvar af hans

ph.d.-afhandling ”Borgerligt Regimente – Politi-

forvaltningen i købstæderne og på landet under

den danske enevælde" den 23. marts i nærvær af

kolleger, venner og familie.

Vi ønsker Jørgen et forsinket tillykke og held og lykke i de videre eventyr fremover!

37

Community and the Sea in the Age of Sail

Den 24. og 25. maj afholdt forskningsgruppen

med fokus på kulturmøder i førmoderne samfund

(CEPS) ved Historiestudiet konferencen Commu-

nity and the Sea in the Age of Sail og instuttet for

Kultur og Globale Studier, som Historiestudet hø-

rer til, ved lektor Torben Kjersgaard og ph.d. sti-

pendiat Johan Heinsen (se billeder længere

fremme i indlægget).

Konferencen, der blev afholdt på Utzon centret,

bragte forskere fra Australien, USA, Europa og

Afrika sammen om emner som produktionen og

opretholdelsen af sociale fællesskaber i den mari-

time verden i form af skibe, havne, og imperier

med emner som race, køn, klasse og kulturelle

identiteter.

Samlet set er der tale om en succes, der fik place-

ret både CEPS, Historiestudiet, CGS og Torben

samt Johan på landkortet i den maritime historie-

forskning.

Kandidat- og Sommerfest En anden succes var den årlige tilbagevendende

kandidat og sommerfest. Færre end sædvanligt

havde valgt at dukke op, men som billederne så

rigt illustrerer, var der fest og ballade med det

altid finurlige Ramasjang.

Derudover var der gæsteforelæsning ved Ning de

Coninck-Smith fra Aarhus Universitet, god mad,

hyggeligt selskab og godt humør. Senere på afte-

nen holdt en DJ fødderne varme og sveden på

panden.

Som i år vil bladet næste år annoncere festen.

Velkomst til 1. semester på Fællessemestret Den 31. august blev de 69 nye historie-

studerende sammen med de mere end 1.000 an-

dre nye samfundsvidenskabelige studerende budt

velkommen.

Dagen bragte jævnfør traditionen sjov og ballade,

første vejledermøde, forvirring (ikke nødvendigvis

relaterede) og en større brag af en fest om afte-

nen på Gigantium.

I bydes hermed hjertelig velkommen på Aalborg

Universitet og Fællessemesteret!

Velkomst til 3. semester på Kroghstræde Dagen indledtes med de ’nye’ studerendes møde

med tutorerne og derefter de samlede kræfter på

Historiestudiet. Her bød ny studieleder Marianne

Rostgaard den samlede flok velkommen med

38

tanker om både studietid og fremtidigt arbejdsliv

og relationerne derimellem.

Derefter præsenterede sekretærerne/-omno-

logerne Vivian og Rikke samt lærerne kort sig selv

og deres opgaver og moduler. På billederne i næ-

ste spalte ses PhD stipendiaterne Johan og Maren

samt Torben, lektor i middelalderhistorie.

Ph.d. stipendiat Johan Heinsen afsluttede den

fælles seance med en levende forelæsning. Fore-

læsningen spændte bredt med en sørøver- be-

sætnings togt ned langs den sydamerikanske

vestkyst, deres oplevelser og forventnings-

opbygning i skibets tomme tid og hvorledes man i

London blandt købmænd som aftagere af rejse-

beretninger om sørøveriet kom til at se piraterne

som både spændende og farlige for dagens sam-

fundsorden.

Hermed ønskes også 3. semester velkommen!

Kommende Gæsteforelæsninger

Begge forelæsninger er et tilbud til alle historie-

studerende. Der opfordres til fremmøde. Man

kunne jo risikere at lære noget…

18. September Tirsdag d. 18. september holder professor An-

drew Jotischky, Department of History, Lancaster

University, en forelæsning med titlen 'Europe's

first colony? Power, social relations and culture in

the kingdom of Jerusalem'.

Andrew Jotischky er ekspert netop på dette em-ne, se http://www.lancs.ac.uk/fass/faculty/profiles/Andrew-Jotischky/History/ Forelæsningen foregår på Kroghstræde 3, (lokale

4.128) fra kl. 10.15-12.00.

27. september Den 27. september afholder professor Eric Van-

haute fra historiestudiet ved Universiteit Gent i

Belgien en gæsteforelæsning om de store sam-

fundsmæssige forandringer i henholdsvis Syd-

amerika, Kina og Vesteuropa i perioden fra 1500-

1800, hvilke konsekvenser disse forandringer

medførte for de pågældende samfund og hvor-

dan disse skal forstås globalt.

Eric Vanhaute er tovholder på et internationalt

forskningsprojekt om netop dette emne:

http://www.ccc.ugent.be/vanhaute

Forelæsningen foregår på Kroghstræde 3, (lokale

4.128) fra kl. 14-16.

39

Ses i næste nummer!

…og nu tilbage til fremtiden.