Kunst på det operative niveau.

Hans Henrik Møller, Chef for Institut for Militære Operationer ved Forsvarsakademiet

Indledning”Commanders must integrate careful thinking, creativity, and foresight and address each situation on its own term and in its political and strategic context”1

Det har til alle tider været en højt værdsat egenskab hos en militær fører2, at denne evnede at tænke sig godt og grundigt om, inden han valgte at kæmpe eller undlod at kæmpe. Krigshistorien viser ofte, at forskellen på succes og fiasko ikke har handlet så meget om at råde over flest styrker eller den mest avancerede teknologi, men om evnen til at forstå det foreliggende problem i den aktuelle kontekst samt tænke nyt, anderledes og kreativt og dermed opnå den overlegenhed, der i mange tilfælde har vist sig udslagsgivende. Betegnelsen for denne lidt diffuse evne hos en militær fører til at planlægge, gennemføre og vinde kampen er ”Operational Art” – krigskunst eller operativ kunst. Krigsteoretikeren Carl von Clausewitz pegede på, at krigsførelse aldrig kan være en eksakt videnskab, og at der derfor ikke kan opstilles generelle lovmæssigheder og dermed egentlige handlingsvejledninger for generaler. Krigens uklarhed og friktioner herunder kampen mellem menneskelige viljer gør krigsførelse uforudsigelig, og understreger netop, at vilje, intellekt, kreativitet og intuition er helt afgørende egenskaber for en militær fører.

Der findes – så vidt vides – ikke en samlet dansk tekst, der forsøger at beskrive og definere begrebet operativ kunst. Gennem de seneste årtier har begrebet dog gradvist opnået en voksende anerkendelse og popularitet og anvendes i dag som grundlag for operative doktriner samt uddannelsen af officerer til de højeste niveauer. Men på trods af en voksende anerkendelse af begrebet hersker der fortsat en del usikkerhed omkring dets egentlige mening og betydning, hvilket kan skyldes begrebets mere genstandsløse og filosofiske karakter. Da operativ kunst bør være en forudsætningsskabende og integreret del af al operativ og militær tænkning, har en dybere forståelse af begrebet derfor stor relevans for militære chefer og planlæggere nu såvel som i fremtiden. Denne artikel har derfor til formål at formidle kendskabet til operativ kunst til en bredere kreds..Det operative niveau.Inden vi mere indgående ser på kernebegrebet, er det nødvendigt at se på det andet begreb, der fremhæves i denne artikel: Det operative niveau. Der kan defineres flere perspektiver, lag eller niveauer i krigsførelse, men den almindeligt anerkendte model arbejder med et strategisk, et operativt og et taktisk niveau med diverse nuancer og mellemlag. NATO definerer det operative niveau som:

”The level at which campaigns and major operations are planned, conducted, and sustained to achieve strategic objectives within theatres or areas of operations”3.

1 General James Mattis (USJFCOM), Vision for a Joint Approach to Operational Design Memorandum, 6 Oct 20092 I denne artikel anvendes betegnelserne operativ fører, chef, general og kunstner som synonym for den militære person, der er blevet udpeget som ansvarlig for at planlægge, tilrettelægge og gennemføre en kampagne eller større operation. 3 NATO, AJP-3(B) Allied Joint Doctrine for the Conduct of Operations, ratification draft, 2011, p. 1-2.

1

De tre niveauer eller perspektiver kan - lidt populært - anskueliggøres ved en sammenligning med det middelalderlige våben morgenstjernen4. Den piggede kugle repræsenterer det taktiske niveau og dermed den direkte effekt på slagmarken5, håndtaget kan opfattes som den strategiske vilje og intention og kæden symboliserer det operative niveau, der omsætter vilje og intention til virkning og dermed forbinder de taktiske handlinger med de strategiske målsætninger. Hvis kæden brister, vil kuglen ikke kunne rettes mod et bestemt mål og vil falde til jorden eller flyve i en tilfældig retning. Denne simple analogi holder dog ikke ubetinget, idet krigshistorien viser flere eksempler på, at man kan tabe alle taktiske slag og samtidigt vinde krigen og modsat, at man kan vinde samtlige slag på slagmarken, og stadig tabe krigen, som det skete for amerikanerne i Vietnam:

“When visiting Hanoi in 1975 just after the Vietnam War, the American strategist Colonel Harry Summers told his North Vietnamese counterpart: “You know you never defeated us on the battlefield.” The other colonel thought for a moment, then answered: “That may be so, but it is also irrelevant.”6 Før det 19. århundrede var der oftest en tæt sammenhæng mellem statsoverhovedet, hærføreren, krigen og selve kampen på slagmarken, og det kan derfor hævdes, at der skete en de facto sammensmeltning af strategi og taktik. Det var suverænens prærogativ at vælge, hvorvidt han skulle kæmpe eller undlade at kæmpe, herunder at afbalancere muligheder og trusler, risici og udbytte7. Slaget var som oftest begrænset i omfang, i tid og i mængden af indsatte styrker, slaget havde en direkte relation til opnåelse af det strategiske formål og styringen var ofte stærkt centraliseret. Sammenhængen mellem strategi og taktik gennem historien kan illustreres gennem efterfølgende udvalgte kilder8:

Kilde Strategi TaktikGrækerne “The art of generalship” “Ordered or regulated”Jomini ”The art of making war upon the map” ”The art of posting troops upon the

battlefield”Clausewitz ”The use of engagements for the objects

of war””The use of armed forces in the engagement”

Mahan “Movement of troops not in contact” “Movement of troops in contact”Fransk definition 1908

“The art of conceiving” “The art of executing”

Om end den eksplicitte betegnelse for og definering af det operative niveau er relativ ny, har der helt tilbage fra antikkens tid været behov for at gennemføre kampagner, hvor taktiske slag blev afstemt med og relateret til den overordnede politiske og strategiske målsætning.

4 David T. Zabecki, The German Offensives, A case study in the operational level of war, p. 11.5 Slagmarken som begreb skal i moderne konflikter ikke tages helt bogstaveligt, idet der i nutidens komplekse operationsmiljøer foregår en lang række andre aktiviteter end kamp, ligesom der optræder mange andre aktører end fjender og modstandere. Slagmarken er således multidimensional, og det giver derfor mere mening at omtale den som et ”operationsrum” eller ”battlespace” .6 Harry G. Summers, jr: On Strategy: The Vietnam War in Context, (Pennsylvania, Strategic Studies Institute, US Army War College, n.d. [1982]), p. 1.)7 Alien: How Operational Art Devoured Strategy (Kelly, Justin), p. vii8 David M. Glantz: Soviet Military Operational Art, (Frank Cass, Oxon, Great Britain, 1991) p. 17.

2

I det 19. århundrede øgedes staternes samfundsmæssige, økonomiske og teknologiske muligheder for at udruste, deployere, indsætte og forsyne store styrker over lange afstande. Dette muliggjorde en samlet indsættelse af store dele af statens ressourcer på flere fronter samtidigt eller successivt. Som konsekvens heraf blev krigens formål udvidet til mere end blot at nedkæmpe modstanderens væbnede styrker, ligesom det ikke længere var muligt, at fremtvinge en militær afgørelse gennem et eller få slag eller træfninger. Dette vanskeliggjorde eller umuliggjorde den hidtidige tætte forbindelse mellem kampen på slagmarken (taktikken) og strategien. Der opstod derfor et behov for at etablere et niveau, hvor en særlig udpeget fører selvstændigt kunne planlægge og gennemføre en række af kamphandlinger og operationer i forhold til en centralt fastlagt strategisk målsætning og kontekst uden direkte detailkontrol fra det øverste politiske eller strategiske niveau. Selv om begrebet operativt niveau endnu ikke nævnes eksplicit, træder det alligevel frem i den samtidige krigsteoretiker Antoine-Henri Jomini´s værk om krigskunst, hvor han introducerer et tredje niveau mellem strategi og taktik, som han benævner ”Grand Tactics”9.

I tiden frem mod den første verdenskrig øgedes omfang og kompleksitet af krigsførelse markant, og hvor fokus frem til tiden omkring Napoleonskrigene havde ligget på dét afgørende taktiske slag, var dette ikke længere muligt under verdenskrigen. Taktik alene kunne ikke fremtvinge den strategiske afgørelse, som det f.eks. skete i 1815 ved den lille

landsby Waterloo, hvor 140.000 mand kæmpede mod hinanden på en slagmark ikke meget større end en halv snes fodboldbaner10. Til sammenligning stod der ca. 100 år senere i 1914 mere end 3 millioner mand over for hinanden i slaget om Frankrig. Denne voldsomme udvidelse af slagmarken, industrialiseringen og massehærene samt ikke mindst den teknologiske udvikling med bl.a. bagladegeværer, maskingeværer, jernbane, den

trådløse telegraf og telefon medførte dramatiske ændringer i den måde, som stater måtte forholde sig til indsættelsen af militære styrker11, og det kan påstås, at den traditionelle uadskillelighed mellem strategi og taktik var blevet brudt.

9 Lieutenant General Sir John Kiszely: Thinking about the Operational Level, RUSI Journal, December 2005, p. 3810 Der er historikere og militærteoretikere, der hævder, at Napoleon rent faktisk opererede med et operativt niveau, idet han forstod at opdele og anvende sin massehær i en række slag og operationer adskilt i tid og rum, og dermed designe en egentlig kampagne med det formål at forme modstanderen til det afgørende slag, og derved opnå den strategiske målsætning. 11 Forsvarets Stabsskole: “Innblikk i Fellesoperasjoner-Synergi Gjennom Felles Innsats”, Forsvarets Stabsskoles Skriftserie, Volume 2, Issue 1, Lillehammer, Norge 2012, p. 18.

3

Videre op gennem det 20. århundrede udviklede nationerne deres kapabiliteter12 yderligere. Flere hære, der opererede over store områder og på flere fronter, betød, at en sejr eller et nederlag for en af dem, ikke nødvendigvis var afgørende for krigens samlede udfald. Strategiske mål og rammer var derfor nødvendige for at skabe en kontekst og koordinere den samlede indsættelse, mens hver enkelt hær, front eller ”theater” havde behov for at definere deres egne kampagnemål samt udarbejde operative planer, der hver især bidrog til den overordnede strategiske målsætning. Når udfaldet af et enkelt slag således ikke længere var afgørende, kunne taktik alene ikke opfylde den strategiske målsætning, og der måtte som konsekvens heraf planlægges for en række øvrige slag. Derfor måtte der formuleres en ny militær aktivitet – og dermed det operative niveau i.13

Det operative niveau er således kendetegnet ved, at taktiske handlinger samordnes for at opfylde de strategiske mål, og derfor grundlæggende påvirker den strategiske situation. Det kan være vanskeligt at sondre helt klart mellem strategisk, operativt og taktisk niveau, og der vil ofte være en flydende overgang imellem dem, ligesom at niveauerne interagerer tæt med hinanden.

Aktualitet.Jeg møder ofte den opfattelse blandt kolleger, at nutidens konflikter qua deres kompleksitet fordrer en anden opfattelse af såvel begrebet krig som krigsførelsens niveauer. Krigen som begreb vil jeg ikke drøfte nærmere i denne artikel, men jeg kan godt genkende argumentet om, at det i dag mere er reglen end undtagelsen, at også den taktiske fører opererer i en kompleks og multi-dimensional ramme, hvor de taktiske handlinger påvirker situationen på de overliggende niveauer. Men dette er ikke ensbetydende med, at den samlede krigsførelse eller konflikthåndtering kan indeholdes i én stor ”rodekasse”. Der er stadig forskellige perspektiver og lag med hver deres målsætning, kontekst, indhold og udsyn. Derfor er en antagelse om, at det operative niveau ikke længere har en berettigelse forkert. Uden det operative niveau ville man miste den sammenhængskraft, der skal målrette, synkronisere og integrere de samlede taktiske indsættelser og bringe disse i samklang med det strategiske mål. Uden det operative niveau ville vi træde et skridt tilbage til en tid, hvor der i udstrakt grad blev fokuseret på at udkæmpe og vinde taktiske slag, som det blev praktiseret utallige gange under 1. verdenskrig, hvor millioner af soldater blev dræbt og lemlæstet i skyttegravene i Flandern og ved Somme, uden at en strategisk målsætning og dermed afgørelse blev opnået.

12 Kapabilitet skal forstås som summen af ekspertise og kapacitet.13 David M. Glantz: Soviet Military Operational Art, (Frank Cass, Oxon, Great Britain, 1991) p. 5

4

Man kan hævde, at det operative niveau har fået en voksende betydning i kraft af nutidens ekstremt komplekse operationsmiljøer, hvor de politiske, civile og informationsmæssige dimensioner tit er de dominerende, og hvor kampagnerne ofte er langvarige og af skiftende karakter. Hvor den operative fører tidligere næsten udelukkende fokuserede på at designe militære aktiviteter, har denne nu tillige ansvaret for at synkronisere den militære indsats med en lang række øvrige aktører og funktioner. De kortslutninger der i dag opleves mellem niveauerne, er mere et udtryk for, at det er teknologisk muligt, og derfor meget tillokkende, at bedrive micro-management14. I sin ekstreme form muliggør det eksempelvis, at det øverste politiske og strategiske niveau agerer og reagerer i forhold til den øjeblikkelige aktivitet på det taktiske niveau, ligesom en isoleret og i den store sammenhæng ubetydelig taktisk hændelse øjeblikkeligt får effekt på det politiske niveau. Men blot fordi teknologien understøtter muligheden for, at strategiske korporaler kan fungere, gør det det ikke nødvendigvis rigtigt eller hensigtsmæssigt.

Videnskab eller kunst.Videnskab og kunst kan som begreber defineres på mange måder15, og det vil næppe føre til noget konstruktivt for denne artikel at kaste sig ud i et forsøg på at tilvejebringe en entydig og dækkende forklaring af disse to begreber. Mere interessant er imidlertid forskelligheden mellem de to, hvor jeg har valgt at betegne videnskab som det rationelle, lovmæssige, objektive og teoretisk funderede i kontrast til kunsten, der af natur er intuitiv, skabende, kommunikerende og subjektiv. Der har militært set gennem tiderne været en skiftende vægtning af videnskab og kunst i relation til doktrin, teknologi og organisation og følgelig også i forhold til planlægning og gennemførelse af operationer, hvorfor den rette balance er umulig at definere, ligesom der ikke kan udledes nogen egentlige lovmæssigheder i forhold hertil.

Hvis man vælger at anskue operativ kunst ud fra et problemløsningsperspektiv, vil den operative fører skulle håndtere et problem, der ofte er ustruktureret, komplekst og med en dynamisk skiftende karakter. Der kan i den forbindelse tales om design kontra en mere ingeniørmæssig tilgang. Designeren – eller den operative kunstner – prøve at forstå problemet, forme det og omsætte sin opfattelse af dets struktur, kompleksitet, indre og ydre sammenhænge etc. til et koncept. Dette danner grundlaget for den egentlige problemløsning og anvisning af, hvorledes den operative fører ser problemet eller opgaven løst.16 Operativ kunst defineres normalt som førerens fornemste kernekompetence og prærogativ, mens den egentlige og mere detaljerede planlægning og tilrettelæggelse af problemets løsning ofte henføres til stabens kernefunktion. Men i virkelighedens verden er disse to elementer - kunst og videnskab – fører og stab - uadskillelige, og vil til stadighed påvirke hinanden i en symbiotisk proces (se figur 117).

14 A disadvantage is that a commander must avoid becoming “a 10,000-mile screwdriver” just because technology enables it. Adm. James G. Stavridis, USN (c, l), supreme allied commander Europe and commander of the U.S. European Command (EUCOM), speaks to attendees of the Western European Chiefs of Defense conference at Patch Barracks in Stuttgart, Germany. NATO15 Kunst kan defineres på mange måder. Den almindelig anerkendte opfattelse af begrebet kunst er, at der skal være tale om et artefakt – altså et produkt eller en proces, der er resultatet af menneskelig aktivitet og skabt af intelligente væsner, at der er en intentionalitet, altså en ønsket hensigt.Videnskab er en metode for fremskaffelse af almen anvendelig viden, samt betegnelsen på den viden som er fremskaffet ved hjælp af en videnskabelig metode.16 Commanders Appreciation and Campaign Design: TRADOC Pamphlet 525-5-500, United States Army, 28. January 2008, p. 11ff17 Figur 1: Sammenhæng og relationer mellem kunst og videnskab. (TRADOC Pamphlet 525-5-500, United States Army, 28. January 2008, p. 14.

5

Udviklingen af operativ kunst som begreb.En artistisk tilgang til operationer har utvivlsomt eksisteret lige så længe, som der har eksisteret krige, felttog og slag. Men udøverne har i stort omfang bedrevet deres kunst ud fra en intuitiv opfattelse og erfaring, mere end på baggrund af en bevidst opfattelse med dertil hørende skole og struktureret dannelse. De fleste historiske kilder er enige om, at tilsynekomsten af operativ kunst sker i forhold til fødslen af det operative niveau, hvor krigens kompleksitet og omfang gør det bydende nødvendigt, at planlægge, gennemføre og synkronisere en længere række af adskilte operationer i en eller flere kampagner for derved at opfylde den politiske eller strategiske målsætning. Mange anvender operativ kunst og operativt niveau synonymt, hvilket man naturligvis ikke kan, eftersom det ene er et niveau i krigsførelsen og det andet er en hovedsagelig kognitiv aktivitet.

Begrebet – som vi kender det i dag – blev defineret i perioden umiddelbart efter den første verdenskrig primært drevet af tænkere i Sovjetunionen – hvor Aleksandr A. Svechin nok er den bedst kendte. Man havde i stigende grad erkendt den fundamentale ændring i krigens karakter18, der var betinget af krigens totalitet. Man anerkendte, at en moderne konflikt i stigende grad ville trække på hele samfundets vilje og ressourcer, og hvor man måtte tage højde for sammenhængene mellem kampen ved fronten og nationens samlede støtte hertil. Dette var en opgave for strategerne, hvor det operative niveau måtte fokusere på de militære operationer og taktiske slag for at sikre at disse tilgodeså den overordnede strategiske målsætning. I 1922 satte de sovjetiske militære tænkere for første gang navn på den virksomhed og benævnte det ”operativ kunst” (operativnoe iskusstvo). I begyndelsen anvendtes udtrykket som en term for den aktivitet, der kædede strategien sammen med taktikken eller mere præcist med forberedelse og gennemførelse af operationer. Efterfølgende udviklede de sovjetiske tænkere en mere komplet forståelse af konceptet. Hvor væbnede styrker tidligere havde udgjort en relativ homogen masse, blev disse mere og mere komplekse og forskelligartede i takt med introduktionen af langtrækkende artilleri, pansrede og højmobile enheder, flyvemaskiner etc., og hvor

18 Der skelnes mellem krigens natur og krigens karakter. Krigens natur repræsenteres jf. Clausewitz ved tre grundlæggende elementer: blind naturdrift (vold, had, fjendskab), fri sjælsaktivitet (sandsynlighed, tilfældighed) samt den rene forstand (de politiske mål og værktøerj), hvor disse elementer i en eller anden form altid eksisterer i krig (Carl Von Clausewitz ”Om Krig”, på dansk ved Nils Berg, Rhodos 1986, p. 50). Krigens karakter eller form ændres derimod til stadighed. Det militære instruments anvendelse sker under indflydelse af nye tanker og idéer, sociale, politiske og kulturelle omstændigheder, globalisering, teknologi o.l. (Se f.eks. Michael Sheeman: ”The Canging Character of War” p. 213 )

6

Figur 1: Sammenhæng og relationer mellem kunst og videnskab

formålet med operativ kunst var - i rammen af de strategiske målsætninger - at skabe sammenhæng og forene effekter og karakteristika fra diverse værn og funktioner simultant eller sekventielt på tværs af store operationsområder19

I perioden forud for og under den anden verdenskrig var det fortsat Sovjetunionen, der målrettet dyrkede og perfektionerede tænkningen omkring operativ kunst gennem forskning, studier, skoling og doktrinudvikling, men naturligvis opstod der også i den vestlige verden nye idéer og tanker. Under indtryk af 1. verdenskrigs fatale opslidningskamp skete der en markant udvikling frem mod 2. verdenskrig, hvor militære tænkere udviklede teorier og koncepter, der skulle kunne afgøre krigen og kampen gennem hurtige, offensive, dybe og afgørende operationer. Der er blandt forskere uenighed om hvorvidt Blitzkrieg-koncepten skal betragtes som eksponent for operativ kunst. Flere mener, at Blitzkrieg hovedsageligt var en manøvre på højere taktisk niveau. Andre finder, at tankerne bag Blitzkrieg netop er et udtryk for operativ kunst og kunnen, men at årsagen til, at den ikke kunne afgøre krigen på længere sigt var, at den var designet til at søge en hurtig og effektiv afgørelse. Koncepten blev imidlertid applikeret over på en total og langvarig verdenskrig og dermed en ”forkert” strategisk kontekst, der i bund og grund stred mod hele konceptets originale formål og hensigt20.

På den anglo-amerikanske side havde teoretikere som f.eks. Liddell Hart, J.F.C. Fuller, William Mitchell m.fl. fremkommet med nye tanker og idéer til, hvorledes krigen kunne vindes uden at skulle igennem en altfortærende frontal opslidningskamp. Men en egentlig videnskabelig og intellektuel tilgang var ikke udbredt i de anglo-amerikanske militære regimer, hvilket understreges i følgende selvironiske og naturligvis stærkt karikerede citat af den britiske general John Kiszely:

”Officers are expected to indulge in gentlemanly outdoor pursuits such as hunting and sports; those who chose to read were in danger of being stigmatized as ”bookish” or, worse, ”clever”21.

Evnen til at planlægge og gennemføre omfattende kampagner på flere krigsskuepladser samtidigt blev således ikke funderet i militærteoretiske studier, operativ doktrinudvikling eller i en målrettet skoling af officerskorpsene. Fokus forud for og langt ind i krigen var således i udpræget grad rettet mod det taktiske niveau (hvordan slag skulle udkæmpes) samt nedslidningen af modstanderen, og al aktivitet var hårdt styret gennem et centraliseret kommandosystem22. Man vægtede således i mindre grad operativ kunst og evnen til at designe kampagner, hvilket gradvist måtte udvikles på baggrund af dyrekøbte erfaringer og intuition, således at de allierede først relativt sent i krigen opnåede en egentlig evne til effektivt at håndtere kampagner og større operationer.

Efter 2. verdenskrig og i begyndelsen af den kolde krig stivnede i vesten al operativ tænkning. Teknologien – kombineret med masse – fik en stigende betydning indtil et

19 Michael D. Krause and R. Cody Phillips General Editors, Historical Perspectives of the Operational Art; Center of Military History, United States Army, Washington, D.C., 2005, p.820 Major Thomas B. Gukeisen: The Operational Art of Blitzkrieg: Its Strengths and Weaknesses in Systems Perspective, School of Advanced Military Studies United States Army Command and General Staff College, Fort Leavenworth, Kansas 2005, p. 35. 21 Lieutenant General Sir John Kiszely: Thinking about the Operational Level, RUSI Journal, December 2005, p. 39.22 Lieutenant General Sir John Kiszely: Thinking about the Operational Level, RUSI Journal, December 2005, p. 40

7

punkt, hvor man stod fastlåst i en strategisk defensiv, hvor der ikke var levnet megen plads til selvstændig handling, kreativitet og initiativ. Dette betød at problemer var gennemanalyseret, opgaverne var entydigt defineret, ressourcerne var bestemt og allokeret og kampen i frontlinjen var behørigt indøvet. Introduktionen af konceptet om ”Forward Defence”, hvor NATO´s militære styrker var indsat skulder ved skulder langs jerntæppet uden mulighed for operativ dybde og fleksibilitet, førte til en militær situation, som langt hen ad vejen mindede om nedslidningskampene fra tidligere krige, dog nu suppleret af den ultimative nye teknologi – de nukleare våben. Operationer blev derfor hovedsageligt planlagt og gennemført på taktisk niveau og tjente primært som eskalationsstige for indsættelsen af disse politisk/strategiske våben. Operativ kunst tabte således i udpræget grad terræn i den samtidige militære tænkning såvel som i praksis.

I takt med at anvendelsen af kernevåben blev mindre attraktiv og under indflydelse af Warzawapagtens numeriske overlegenhed i det europæiske teater, østblokkens koncept om anvendelse af manøvrekrig i stor dybde samt de teknologiske erfaringer fra bl.a. Yom Kippur krigen i 1973, begyndte teoretikere og doktrinudviklere i Vesten at diskutere, hvorledes en fremtidig krig skulle kunne vindes. Begrebet ”aktivt forsvar”, kombineret med en stigende interesse for og studier af sovjetiske operative tanker og doktriner, ledte til en frugtbar diskussion, der førte til erkendelsen af ”manøvrekrig” og den ”operative dybde”, hvor modstanderen kunne engageres på en intelligent vis i et stærkt udvidet operationsområde. Der skete således et skift i retning af en genintroduktion af militære operationer, hvor fokus lå på en øget operativ dybde, fleksibilitet og mobilitet. Vestens vej væk fra et statisk og lineært forsvar kom i første omgang til udtryk i det amerikanske Air-Land Battle koncept i begyndelsen af 1980’erne, der tilpasset NATO´s virkelighed i Europa førte til doktrinen om ”Follow on Forces Attack”, hvor ”smart weapons”-teknologi skulle indsættes i dybden mod modstanderens hovedkvarterer og opfølgningsstyrker23. Air-Land-Battle koncepten udvikledes yderligere mod afslutningen af den kolde krig og blev i udstrakt grad applikeret under Den Første Golfkrig i 1991. Det var først i løbet af 1980’erne, mere end 60 år efter at Sovjetunionen først havde defineret begrebet, at operativ kunst begyndte at vinde indpas i vestens doktriner, primært drevet af USA, der nu erkendte behovet for at adressere skellet mellem taktiske aktioner og strategiske mål. Dette førte til udarbejdelsen af nye doktriner, der sammenkædede strategi og taktik gennem et holistisk og integreret syn på krigsførelse for derved at forme rammen for operationer24.

Omtrent på samme tidspunkt begyndte den nyeste teknologiske udvikling inden for bl.a. informations- og våbenteknologien at få en voksende indflydelse på en mere systemisk og teknokratisk tænkning om krigsførelse og operationer, hvilket af flere blev betegnet som en egentlig ”Revolution in Military Affairs”. Dette modnedes efterfølgende til koncepten om ”Effect Based Operations”, hvor tesen var, at man ved at studere og fastlægge alle relevante aktørers systemer kunne bestemme de eksakte mål – fysiske såvel som kognitive inden for alle domæner – der, hvis påvirket, ville kunne igangsætte en kaskade af effekter, der slutteligt ville lede til det samlede systems kollaps. Der opstod således en opfattelse af, at der ved teknologiens hjælp kunne tilvejebringes fuldstændig gennemskuelighed i operationsmiljøet (the transparent battlefield), en ingeniørmæssig tilgang, der fra slutningen af 1990’erne og 10 år frem nød stor fremme og udbredelse. 23 Morris H. Mortey: Crisis and Confrontation, Ronald Reagan´s Foreign Policy, Rowman & Littlefield 1988 p. 56.24 Richard N H Dickson, ‘Operational Art in a Middle-Power Context: A Canadian Perspective’, Unpublished paper, Command and General Staff College, Fort Leavenworth, 2004, p. 1.

8

Denne tilgang nedtonede logisk nok den kreative tilgang til operationer betragteligt og mødte derfor stigende kritik fra teoretikere såvel som ”operatører”, der mente, at effektbaserede operationer fjernede ”kunsten” fra krigsførelse og erstattede den med videnskab og matematik25. Dette kulminerede med, at chefen for US Joint Forces Command, general James Mattis, i 2008 nedlagde et decideret forbud mod, at det amerikanske forsvar arbejdede videre i den retning. Argumenterne var bl.a., at det operative miljø var alt for komplekst, flydende og præget af tilfældigheder til at man kunne gennemskue det. Videre hed det, at det ikke ville være muligt med nogen sikkerhed at bestemme de præcise effekter, der skulle opnås på et eller flere nøglepunkter – de såkaldte ”key nodes” - samt de deraf afledte 2. og 3. ordens effekter. Konceptet om effektbaserede operationer havde udviklet sig til et teknologisk videnskabeligt regime, hvor den menneskelige og intellektuelle dimension i stigende grad var blevet frakoblet. General James Mattis udtrykte det bl.a. således:

“The complex nature of current and projected challenges requires that commanders routinely integrate careful thinking, creativity, and foresight. Commanders must address each situation on its own terms and in its political and strategic context rather than attempting to fit the situation to a preferred template”26.

Det kan synes som et paradoks, at dén teknologiske udvikling, som i det 19. århundrede førte til erkendelsen af behovet og mulighederne for at etablere det operative niveau og efterfølgende hele tankesættet bag operativ kunst, samtidigt blev årsag til en borterodering af den intellektuelle kreativitet i begyndelsen af det 21. århundrede. Men det illustrerer måske meget godt den vekselvirkning, der hele tiden hersker mellem kunst og videnskab – mellem tanke og lovmæssighed – mellem doktrin, organisation og teknologi, og hvor en passende balance må være den rigtige og dermed optimale tilgang. Dette afspejles i dag doktrinært og strukturelt i de fleste af Vestens militære organisationer, bl.a. ved de relationer der hersker mellem den operative fører på den ene side og hans stab på den anden, hvor staben arbejder med problemløsninger på en rationel, objektiv, faktuel, analyserende og logisk måde, og hvor føreren former og afbalancerer dette gennem sin subjektivitet, intuition, kreativitet og holistiske opfattelse (figur 227).

Operativ kunst. Der hersker forskellige opfattelser af, hvorvidt operativ kunst alene applikeres på et niveau eller om det rettelig er en disciplin, der udøves på flere niveauer. Da der principielt ikke findes vandtætte skotter niveauerne imellem, ligesom behovet for interaktion og fælles

25 Milan N. Vego “Effects-Based Operations: A Critique”, Joint Forces Quarterly, issue 41, 2nd quarter 2006 p. 5426 General James Mattis (USJFCOM), Vision for a Joint Approach to Operational Design Memorandum, 6 Oct 2009, 27 Figuren udarbejdet af forfatteren inspireret af et foredrag af general (ret) Helge Hansen, senior mentor ved NATO-school Oberammergau i 2010.

9

StyretDirekteRationel

SekvenseretAnalytiskObjektivLogisk

MatematiskSikker

FriIndirekteIntuitionHelhedHolistiskSubjektivOpfindsomKreativ

Risikovillig

Den O

perative førerDen

Ope

rati

ve S

tab

opfattelse niveauerne imellem er nødvendigt, er det nok mest korrekt at fastslå, at dette er en kunstart, der hovedsageligt er forankret på det operative niveau. Da mange officerer imidlertid kommer i berøring med planlægning eller gennemførelse af operationer, bør de have en udbredt forståelse for operativ kunst som en generel del af deres professionelle kernekompetencer. Dette understreges bl.a. i den amerikanske hærs doktrin, hvor der netop under definitionen for operativ kunst står anført at:

“No specific level of command is solely concerned with operational art”.28

Der eksisterer mange definitoriske variationer af begrebet, hvilket netop pointerer, at der ikke er tale om en teoribaseret, eksakt og regelbundet aktivitet. Det handler om langt mere end blot at udvide de taktiske aktiviteter i tid og rum. Lidt populært kan det udtrykkes som forskellen mellem “knowing what right looks like” and “making it happen”29

Den gældende amerikanske definition30 på operativ kunst er:

“The application of creative imagination by commanders and staffs - supported by their skill, knowledge, and experience - to design strategies, campaigns, and major operations and organize and employ military forces. Operational art integrates ends, ways, and means across the levels of war”.31

Den britiske og NATO´s definition er næsten enslydende:

“Operational Art is the orchestration of a campaign, in concert with other agencies, to convert strategic objectives into tactical activity in order to achieve a desired outcome. It embraces a commander´s ability to take a complex and often unstructured problem and provide sufficient clarity and logic to enable detailed planning and practical orders. It is realized through a combination of a commander´s skill and the staff-assisted processes of Campaign Design and Campaign Management”.32 33.

Helt grundlæggende hviler forståelsen for begrebet operativ kunst på en faktuel opfattelse af, at krige og konflikter ikke længere alene kan afgøres gennem taktiske slag. Følgelig må der planlægges og gennemføres en række slag, indsættelser eller operationer, der kæder disse sammen for at opnå den strategiske målsætning. At udarbejde et koncept og design herfor betragtes som hovedproduktet af operativ kunst og stiller i første omgang krav om kreativ og kritisk34 tænkning centreret omkring den operative fører. Grundsubstansen kan udledes til at omfatte følgende hovedområder, hvor føreren i samspil med dele af sin stab:28 US Field Manual 100-5, headquarters department of the army, Operations (Washington D.C.,june 1993, p. 6-2.29 John S. Brown, The Maturation of Operational Art, Operations DESERT SHIELD and DESERT STORM, available on http://www.history.army.mil/books/OpArt/us5.htm, p. 130 Den første amerikanske definition af begrebet operativ kunst udkom i 1986. Erkendelsen af behovet for større fokus på operativ kunst på det operative niveau udsprang blandt andet af erfaringerne fra Vietnamkrigen, hvor amerikanerne oplevede at vinde stort set alle de taktiske kamphandlinger på jorden, i luften og på havet, men alligevel endte med at tabe krigen efter 10 års blodig kamp. 1986 var samtidigt det år, hvor hele det amerikanske forsvar blev underkastet en gennemgribende omstrukturering (Goldwater-Nichols Department of Defence Reorganization Act), og hvor ansvaret for den operative indsættelse af og kontrol med styrker fra alle værn blev lagt ud til værnsfælles hovedkvarterer – de såkaldte Unified Combatant Commands.31 US Joint Publication 1-02, Department of Defense Dictionary of Military and Associated Terms, 8 November 2010(As Amended Through 15 May 2011), p. 269.32 Joint Doctrine Publication 01, 2nd Edition, 2008, Campaigning, The Development, Concepts and Doctrine Centre, Ministry of Defence, Shrivenham, Swindon, UK, p. 3-6.33 NATO, AJP-01(D), Allied Joint Doctrine, December 2010, p. 5-8.

10

Skaber forståelse for det operative miljø (konteksten). Skaber forståelse for problemet. Operationaliserer en samlet tilgang, der håndterer problemløsningen i dens rette

kontekst. Genovervejer problemet når situationsudviklingen tilsiger dette35.

Skabe forståelse for miljø og problem.Ikke to situationer er ens – ikke to operationer er ens – ikke to militære problemer eller opgaver er ens. Ethvert operationelt problem er unikt og optræder kun i øjeblikket, og kan fint falde ind under den lignelse som Clausewitz udtrykte i relation til krigens natur – at den er en kamæleon der forandrer sig i hvert enkelt konkret tilfælde. Problembehandlingen skal derfor tillægges særlig opmærksomhed og skal lede frem til en visualisering af hvor, hvornår og med hvilket formål den operative fører ønsker at disponere sine kræfter, således at de taktiske indsættelser – samlet set - leder til en positiv opfyldelse af den strategiske målsætning.

”…moving a system from a state of the abstract, cognitive commonality to a practical course of positive progress can only be achieved by translating the overall aim into concrete objectives and missions for the systems´ individual components”36

Der har inden for militære organisationer traditionelt været en opfattelse af, at der til et givent problem altid fandtes en given løsning, samt at problemer løses gennem en mere eller mindre doktrinært fastlagt og lineær problembehandlingsmetode ud fra devisen: Er der et problem - så løser vi det. Der optræder naturligvis altid en række delelementer i den samlede problemstilling og aktuelle situation, der vil kunne bestemmes eller forudsiges med nogen eller stor sikkerhed. F.eks. de geofysiske forhold, aktørernes militære doktrin, organisation og teknologi, standardfremgangsmetoder, logistiske behov o.l. Alt sammen forhold der kan bestemmes ud fra en objektiv og systematisk tilgang.

Men i takt med det operative miljøs voksende grad af kompleksitet, herunder inddragelsen af og interaktionen mellem en lang række andre magtdomæner, militære og ikke-militære aktører, sociale og kulturelle forhold m.m. og dermed problemstillinger, der omslutter hele systemer, har operative problemer antaget karakter af at være komplekse og ustrukturerede – også kaldet ”ill-structured problems37”. Sådanne problemer er vanskeligt eller umuligt at definere entydigt på grund af ukomplette, skiftende og modstridende omstændigheder, der ofte er umulige at identificere og bestemme med sikkerhed. En række politisk og strategisk fastlagte krav og/eller begrænsninger, hensynet til diverse

34 Kreativ tænkning skal i denne sammenhæng forstås som evnen til at skabe noget nyt, overraskende og hidtil uset og dermed afsøge nye idéer og fremgangsmåder. Kritisk tænkning baserer sig på data og faktuelle forhold og relationer. Begge er aktuelle i relation til operational art og i helt særlig grad i forhold til udarbejdelsen af det operative design.35 Memorandum for U.S. Joint Forces Command, Vision for a Joint Approach to Operational Design, U.S. Joint Forces Command, 6. October 2009, p. 336 Naveh, Shimon. In Pursuit of Military Excellence; the Evolution of Operational Theory (Frank Cass Publishers, 1997) p. 637 “Ill-structured problems are the most interactively complex, non-linear, and chaotic—and therefore the most challenging. Unlike well- or medium-structured problems, professionals will disagree about how to solve this type of problem, what should be the end state, and whether the desired end state is even achievable. At the root of this lack of professional consensus is the difficulty in agreeing on the structure of the problem. Unlike medium structured problems, it is not clear what action to take, because the nature of the problem itself is not clear”. Training and Doctrine Command pamphlet 525-5-500, “The U.S. Army Commander’s Appreciation and Campaign Design, p. 9

11

samarbejdspartnere i det operative miljø m.m. vil ofte være med til at vanskeliggøre den samlede problemløsning yderligere. Det hører med til beskrivelsen af et ”ill-structured” problem, at alene forsøget på at løse det, vil påvirke og ændre det, hvilket igen vil afføde behov for genovervejelse samt opstilling af nye løsninger. Altså – ”en sand kamæleon” og som også afspejles i påstanden om, at krigsførelse aldrig kan være en eksakt videnskab. Den prøjsiske general Helmuth von Moltkes udtalelse om, at ”ingen plan overlever første sammenstød med fjenden” understreger denne problemstilling, og i nutidens konflikter er dette udsagn vel mere relevant end nogensinde.

“It is so damn complex. If you ever think you have the solution to this, you’re wrong, and you’re dangerous. You have to keep listening and thinking and being critical and self-critical.”38

Håndteringen af et operativt problem kan sammenlignes med et skakspil, hvor der i konfrontationen over skakbrættet vil være en række elementer, der ikke på nogen måde lader sig bestemme eller forudse. Disse kan være held, tilfældigheder, dygtighed, spillernes perception, deres grad af opfattet rationalitet samt en lang række øvrige faktorer og forhold, der kan henføres til den kognitive sfære, og som gør problemstillingen, situationens udvikling, effekten af egne handlinger og modstanderens reaktioner særdeles vanskeligt at forudse og bestemme. Overført til virkelighedens verden er der almindeligvis ikke tale om en duel mellem to individer og to viljer, men mellem en lang række aktører, med vidt forskellige perceptioner, hvilket i sandhed komplicerer sagen yderligere.

Balancegang.“Balance represents the paradox in warfare”.39

I sin indledende tankeproces skal den operative fører undersøge, sammenkæde og afbalancere en række vigtige elementer. Mest fremtrædende er behandlingen af relationerne mellem ”Ends, Means and Ways”40 – altså hvilke konditioner og effekter skal skabes for at opnå det strategiske mål, hvilke militære og ikke-militære ressourcer skal der tilvejebringes, og hvorledes samordnes og disponeres disse i tid, rum og hensigt?41 Undersøgelsen heraf former og tegner det første grove billede af problemet samt den konceptuelle tilgang til løsningen – ”the operational approach”. Men at skabe den fuldstændige balance mellem ”Ends, Means og Ways”, vil i virkelighedens verden aldrig kunne opnås. Dette kan der være mange årsager til; bl.a. divergenser mellem de strategiske målsætninger og de disponible ressourcer, pålagte krav og restriktioner, skiftende forhold i operationsmiljøet, modstanderen eller andre aktørers perceptioner og deraf afledte aktioner/reaktioner, tilfældigheder, friktioner, held, uheld m.m. Der hersker således ingen statisk relation mellem de tre elementer, idet disse hele tiden påvirker hinanden i en dynamisk kausalitet. Så snart en aktør agerer eller reagerer i

38 Colonel H. R. McMaster, Commander, 3rd Armored Cavalry Regiment, quoted in “Letter From Iraq The Lesson Of Tal Afar- Is it too late for the Administration to correct its course in Iraq?”, The New Yorker (2006), George Packer.39 McCormick, Michael ”Operational Factors: Fact or Fiction, Effective or Ineffective” Paper submitted to JMO Department, US Naval War College, May 2006, p.12. available from: www.dtic.mil/dtic/tr/fulltext/u2/a463547.pdf40 Det er værd at bemærke at det strategiske niveau angiver rækkefølgen til at være Ends – Ways – Means, hvilket synes som en logisk rækkefølge, og som det også er udtrykt i US joint doctrine. I NATO doktrin må den operative fører imidlertid tage udgangspunkt i såvel det strategiske Endstate (Ends) som de ressourcer, som nationerne er villige til at stille til rådighed (Means), og på denne baggrund udarbejde sine handlemuligheder (Ways). Derfor forskelligheden.41 NATO Comprehensive Approach Planning directive, p. A-2 samt JP 3-0, Chapter II, para 2c & JP 3-0, Chapter III, para 5)

12

overensstemmelse med sit fastlagte strategiske mål, vil dette medføre en handling fra alle andre aktører i og uden for operationsområdet, der alle handler ud fra deres egen subjektive opfattelse af situationen, hvorved en ny situation og problemstilling opstår, hvilket igen fordrer en tilpasning af aktioner, midler og samordning i tid og rum.

Men også afvejningen af en række øvrige – og ofte modstridende - forhold er afgørende for den operative førers konceptarbejde. Disse forhold relaterer sig til de helt grundlæggende teoretiske principper for krigsførelse42, der i den vestlige militære tradition udspringer af Carl von Clausewitz og til dels Jomini´s teorier om krig, og som tjener til vejledning – eller rettere inspiration – for den operative fører. Et eksempel på sådanne grundprincipper er anført i den danske hærdoktrin, der beskriver de væsentligste principper som værende målet, offensiven, tyngden, økonomi med kræfterne, kræfternes samspil, bevægelse, overraskelse, sikring, fleksibilitet samt etik og moral.43 Det er nødvendigt at vægte og afbalancere disse principper i forhold til dels det problem og den kontekst, i hvilken de skal applikeres, dels i forhold til hverandre, hvor nogle principper kan forstærke andre principper og nogle vil være i direkte modstrid.

Behovet for at skabe balance sammenholdt med en konstatering af at dette som oftest ikke er muligt, identificerer et fjerde væsentligt overordnet element i operativ kunst - nemlig risici. Risici er en konsekvens af ubalance. Ubalancen kan være såvel positiv i form af muligheder for at udnytte en pludselig opstået gunstig situation, eller negativ i form af en trussel mod ens egen operation eller planlagte handlinger. At acceptere disse risici samt forsøge at udnytte, fjerne eller minimere dem forud for såvel som under operationens gennemførelse er således en væsentlig del af den ”operative kunst” og vil altid i sidste ende være den operative førers ultimative ansvar. Operationalisering. Når man studerer forskellige teorier og doktriner om operativ kunst, er der alle steder en udbredt enighed om det helt grundlæggende element: At skabe en sammenhæng mellem de taktiske indsættelser og de strategiske mål. Der er derimod varierende opfattelser af hvorledes operativ kunst rent faktisk skal operationaliseres, og hvilke teoribaserede faktorer der er de afgørende at fokusere på for at give kunsten struktur og mening. Dette er der for så vidt ikke noget underligt i, idet selve begrebet er af filosofisk, skabende karakter og er knyttet til en erfaringsbaseret kognitiv proces, der primært sker i hovedet på den udøvende kunstner og hans nærmeste hjælpere. Til sammenligning eksisterer der jo heller ikke en færdig recept for hvorledes en kunstmaler omsætter sine idéer til et færdigt kunstværk. Dette paradoks medfører naturligvis en række vanskeligheder, når kunsten søges omsat til principper, struktur og metode – og hvor der således netop gøres et forsøg på, at opstille egentlige ”handlingsvejledninger for generaler”.

42 Læseren kan anfægte princippernes ”eviggyldighed”, men faktum er, at disse danner grundlag for den måde, som militære operationer i vestlige militære regimer designes på i dag.43 HRN 010-001 “Feltreglement 1”, Hærens Operative Kommando, maj 2012, p 118

13

Uagtet at det militære geni evner at tænke abstrakt og holistisk vil der på et tidspunkt i processen være behov for, at denne mentale virksomhed bringes ind i en mere struktureret form, der gør det muligt, at omsætte idé og hensigt til noget, der er forståeligt for de, der skal føre tanken til handling (Establishing the Art of the Possible)44. Det være sig staben, sideordnede og underlagte myndigheder men også i forhold til de foresatte myndigheder på strategisk niveau. Værktøjet hertil benævnes operativt design. Hvor den egentlige operative kunst hovedsageligt er en kognitiv proces, tjener det operative design som den logiske videreførelse af kunsten. Det operative design skal inspirere og vejlede chefer og stabe til at forstå det operative miljø (forstået som den kontekst inden for hvilken den operative aktivitet skal planlægges og gennemføres), problemet der skal løses samt hvorledes og med hvilke midler problemet bør løses. Selv om operativ kunst af mange fremhæves som et selvstændigt element, der ikke skal ”belemres” med selve detailplanlægningens metodik og dogmatik, kan disse to elementer i virkeligheden ikke adskilles. Operativt design ”oversætter” således førerens idé og vision til en genkendelig og struktureret form til gavn for detailplanlægning og implementering. Uden et design vil planlæggere være henvist til at anvende de doktrinfastlagte principper og standarder og dermed udvikle operationsplaner, der er drevet af fastlagte metoder og procedurer og funderet i en række normer og standarder i stedet for en dybere forståelse for den aktuelle kontekst og det forhåndenværende problem. Uden et operativt design vil det operative problem således blot blive til et søm, der kan bankes i med en ”doktrinhammer”. Der ses en stigende erkendelse af behovet for designfokus frem for en metodisk og systemisk tilgang til problemløsning, hvor sidstnævnte i høj grad var tendensen, der førte til udviklingen af effektbaserede operationer som tidligere beskrevet.

Struktureringen af en kampagne eller en større operation sker - som tidligere omtalt - gennem en kombination af dels den operative førers tankevirksomhed og dygtighed og dels de af staben støttede processer omkring design og management, hvor design tjener til at forme og udtrykke den operative førers idé, og hvor management omhandler det mere detaljerede arbejde med at integrere, koordinere, synkronisere og prioritere operationens gennemførelse samt vurdere dens forløb45. Det er vigtigt at understrege, at dette er en dynamisk proces, hvor et egentligt færdigt produkt ikke kan opnås, idet der 44 NATO AJP-5 Operational Planning, p. 2-8.45 NATO, AJP-01(D), Allied Joint Doctrine, December 2010, p. 5-9

14

hele tiden vil ske ændringer, der påvirker problemet, opgaven og de situationsdannende faktorer, hvorved både design og detailplaner til stadighed skal gentænkes, omformes eller tilpasses.

Design har således til formål at skabe klarhed over og sammenhæng mellem den samlede kontekst (operationsmiljøet), at definere problemet (opgaveanalysen) samt skitsere en mulig løsning på problemet (overordnet handlemulighed). Operativt design bygges op omkring et antal konceptuelle elementer, der skal skabe forståelse for og sammenhæng med den operative førers overordnede tilgang til problemløsningen. Til illustration af disse har jeg efterfølgende medtaget NATO’s doktrinære vokabularium for disse elementer, der i udstrakt grad er repræsentativ for de fleste nutidige vestlige militære doktriner: ”End-state, Objectives, Centre of Gravity, Effects, Decisive Points/Decisive Conditions, Lines of Operation/Lines of Effort, Sequencing, Phases, Branches & Sequels, Culminating Point, Operational Pause, Termination & Transition, Direct or Indirect Approach and Criteria for Success”46. Det er et gennemgående og naturligt træk i de fleste doktriner, at End-state, Centre of Gravity, Decisive Points og Line of Operation/Effort tillægges en afgørende vægt i tilblivelsen af det overordnede design – eller den operative tilgang (se fig. 4). Elementerne tager deres teoretiske udspring i de tidligere beskrevne grundprincipper for krigsførelse men inddrager også elementer, der baserer sig på krav, vilkår og erfaringer fra nutiden, hvilket bl.a. afspejles i anvendelsen af begreber som effekt, indirekte tilgang, overgang til efterfølgende operationer (ikke-krig), samtænkt tilgang (Line of Effort) samt målbare succeskriterier.

Den ”operative kunstner”.“When all is said and done, it is really the commander’s coup d’ oeil, his ability to see things simply, to identify the whole business of war completely with himself, that is the essence of good generalship.”Carl von Clausewitz

46 NATO, AJP-01(D), Allied Joint Doctrine, December 2010, Annex 5A p. 5A-1 Operational Design Concepts.

15

Figur 4: Eksempel på Operativt Design, Forenklet gengivelse af illustration fra “Allied Command Operations Comprehensive Operations Planning Directive, COPD udgivet af SHAPE, 17. december 2010, p. 4-45.

Jeg hverken kan eller vil konkurrere med fagområdet ledelse, der i sig selv er meget omfattende, men da operativ kunst knyttes så intimt sammen med den operative fører som person, må det være på sin plads afslutningsvis at give en kort beskrivelse af nogle af de krav, som kan stilles til den operative ”kunstner”. Han bør ikke – hvilket desværre ofte ses - vælges ud fra sin formelle grad, placering i hierarkiet eller gode forbindelser i øvrigt, men ud fra en demonstreret evne til at overskue og gennemskue kompleksiteter, tænke konstruktivt og visionært og dog samtidigt pragmatisk. En anden vigtig egenskab er førerens personlighed, karakter og karisma, der i den sidste ende er afgørende for, at denne kan opnå den nødvendige tillid og respekt fra sine underordnede, således at disse er motiveret til at løse opgaverne uanset hvor vanskelige eller farefulde disse end måtte være. Disse føreregenskaber vil normalt være opbygget og kvalificeret gennem en omfattende indhentning af viden og erfaring fra en varieret operativ tjeneste – i såvel ledelses- som i stabsfunktioner på alle militære niveauer. Der har tidligere været en opfattelse af, at militære chefer alene skal varetage løsningen af militære opgaver, og overlade politik, diplomati og strategi til politikerne. Men i takt med nutidige operationers kompleksitet og omfang kræves en indgående forståelse for den strategiske situation og de strategiske processer krydret med en udpræget grad af politisk og diplomatisk ”Fingerspitzengefühl”. Dette er ikke egenskaber, der kan tilegnes gennem studier og uddannelse alene, men skal kombineres med praktisk tjeneste og erfaring. Man kan ikke indoktrinere viden eller institutionalisere uddannelsen af en operativ fører, og det er ikke muligt at etablere en egentlig ”kunsthåndværkerskole” for generaler. Kort sagt skal den operative fører på den ene side være en dygtig og erfaren soldat, og på den anden side besidde et stort intellekt, gode diplomatiske og ledelsesmæssige egenskaber samt udvise forandringsvilje og kreativitet. På samme måde som dirigenten i et orkester, der fortolker en stor komponists værk, hvor det er en forudsætning, at vedkommende forstår de enkelte instrumenters karakteristika, kender partituret, kan skabe sammenhæng og synergi samt, ikke mindst, forstår musikernes såvel som publikums ønsker og behov.

En anden nødvendig – og ofte overset - egenskab for at kunne bedrive operativ kunst er et indgående kendskab til krigshistorie og de militære tænkeres teorier. Man har gennem de seneste årtier oplevet en stadig reduktion i den historiske og militærteoretiske dannelse af officerer – særligt i Danmark - men tendensen er generel. At kende sin klassiske historie og teori har ikke været tillagt nogen særlig prioritet ud fra en forkert antagelse af, at det meste af dette arvegods alligevel ikke er gældende for nutidens og fremtidens konflikter. Intet kunne være mere forkert, og netop den dannelsesproces, der ligger i studiet af fortidens militære operationer i den samtidige strategiske kontekst sammenholdt med diverse militære teoretikeres værker, giver den dybe indsigt og faglige ballast, der sikrer, at aktuelle og kommende komplekse problemer kan ”knuses”. En dygtig operativ fører har derfor en indgående forståelse for krigens og kampens natur, opnået gennem et livslangt studium af strategi samt krigs- og militærhistorie.

Afslutningsvis skal den operative ”kunstners” kommunikative evner være veludviklede. For det første er det helt afgørende i såvel planlægning som gennemførelse af en operation, at føreren forstår at definere de operative problemstillinger på en klar og logisk måde. Som allerede nævnt, er ”ill-structured problems” karakteriseret ved, at de hele tiden ændrer karakter, og at der derfor ikke kan defineres en entydig løsning. Her træder den operative fører og ”kunstner” ind med sin autoritet og sin villighed til at tage risici som en væsentlig

16

del af måden at håndtere den slags problemstillinger på. For det andet skal den operative ”kunstner” forstå at synliggøre sin problemløsning gennem sin hensigt og sit operative design. Ingen nok så genial ide, fostret i den operative førers hjerne, er noget værd, hvis ikke føreren forstår at videreformidle den på en måde, der kan forstås og accepteres af dem, der skal omsætte den til praksis. Endelig skal den operative fører være åben for dialog. Det siger sig selv, at med de enorme mængder af data, der ligger til grund for enhver beslutningstagning på det operative niveau, er dialogen med foresatte, sideordnede og underlagte myndigheder samt øvrige aktører i operationsmiljøet helt afgørende for, at føreren kan danne sig et rimeligt dækkende overblik over såvel situation som problem, ledende til en forståelse af problemet og dets mulige løsninger. En stadig og kritisk dialog med en række kvalificerede personer i den nærmeste kreds vil medvirke til at inspirere, udfordre, modne og udvikle de af førerens idéer og tanker, som efterfølgende skal lede frem til dennes vision, koncept og design for kampagnen eller operationen.

Sammenfatning.Det operative niveau opstod samtidigt med, at industrialiseringen gjorde det muligt at opstille og deployere store sammensatte styrker over lange afstande samt indsætte disse i en række parallelle eller successive slag med det formål, at tilgodese en overordnet strategisk målsætning. De militære problemstillinger tiltog således i kompleksitet, omfang og konsekvens hvilket gjorde det nødvendigt, at den udpegede operative fører kunne hæve sig over slagmarksniveau og anskue problemet samt løsningsmulighederne fra en anden vinkel, og ikke blot forsøge at applikere en i bund og grund taktisk procedure, metode og teknik på den operative problemstilling.

Operativ kunst bedrives primært på det operative niveau og er grundlæggende en kognitiv proces gennemført af den operative fører bistået af dennes nærmeste hjælpere. De helt afgørende elementer i denne kunstart er at skabe størst mulig klarhed og logik i noget der er af kompleks, uoverskuelig og stadig skiftende karakter – at skabe orden af kaos. Den operative kunstner skaber således en forståelse for problemet i dets rette kontekst som det grundlag, hvorpå en eller flere løsningsmodeller kan skitseres. For at nå dertil skal der ske en undersøgelse og afvejning af en række såvel teoretisk som empirisk forankrede principper samt af de aktuelle situationsdannende faktorer. Dette er ikke en objektiv, lineær eller mekanisk proces, men en i høj grad subjektiv, holistisk og dynamisk proces, hvor den operative kunstner bringer sin viden, erfaring, kreativitet og intuition i spil. Særligt spiller afbalanceringen af ”Ends, Ways og Means” en stor rolle i denne indledende del af den kunstneriske proces, men også en række øvrige grundlæggende principper medtages og afbalanceres i forhold til hinanden. Det faktum, at en fuldkommen balance aldrig kan opnås, stiller krav til den operative fører om at erkende og håndtere de dermed forbundne risici.

Endelig skal der ske en ”oversættelse” af den ovennævnte kunstneriske virksomhed til et operativt koncept og design, der kan tjene som grundlag for den egentlig planlægning af den samlede kampagne eller operation. Denne operationalisering kan betegnes som det muliges kunst, og sker gennem anvendelsen af en række kendte og doktrinært fastsatte konceptuelle elementer, hvorved den hidtidige primært kognitive proces visualiseres i et genkendeligt design.

Perspektivering.

17

Der har indtil nu i Danmark ikke været den store fokus på denne lidt filosofiske og ikke altid lige konkrete tilgang til militære operationer, hvilket så småt er under ændring. I Danmark har vores måde at tænke på, indtil for to årtier siden, været ensidigt fokuseret på et koldkrigsscenario, der ikke levnede megen plads til operativ kunst. Siden hen har danske styrker været involveret i militære operationer, der, i kombination med diverse omstillings- og spareøvelser, har ført til, at Forsvaret i stigende grad har koncentreret sig om de helt aktuelle indsættelsesscenarier på Balkan, i Irak og Afghanistan, piratbekæmpelse ud for Afrikas Horn samt senest deltagelsen i luftoperationer over Libyen. Vi har således siden den kolde krigs ophør tilpasset vores doktrin, organisation og teknologi i retning af, at kunne håndtere sådanne operationstyper, og primært fokusere på oprørsbekæmpelse og håndhævelse af international lov og ret. Disse indsættelser gennemføres for vores vedkommende alene på de taktiske og subtaktiske niveauer. Hertil skal føjes, at kritikere af operativ kunst peger på, at netop ”war amongst the people” kombineret med informationsteknologiens udbredelse, ikke længere retfærdiggør et operativt niveau og dermed en operativ tænkning. Så hvad skulle være incitamentet til at tænke over krig, operationer, teori, historie, kunst og videnskab? Hvad skulle være behovet for at implementere noget sådant i vores professionelle dannelse? Kort sagt – hvad skal vi bruge det til?

Dansk Forsvar er med god grund meget anerkendt for sin taktiske kunnen, så på dette niveau er vi dygtige og veltilpassede. Men en veltilpasset taktik alene gør det ikke. Det svarer til at mestre kunsten, at kunne stå på et ben. Taktisk effektivitet er et udtryk for en øjeblikkelig tilstand – og er derfor ikke langtidsholdbar og fremtidsorienteret. Dette var netop den fejlagtige tilgang i de anglo-amerikanske militære systemer gennem de meste af det 20. århundrede, hvor det at kæmpe og vinde det taktiske slag var i fokus. Det viste sig ikke at være nok. I de indledende faser af krigene i Irak og Afghanistan sås et forsøg på, at afgøre krigene hurtigst muligt gennem primært strategisk drevne indsættelser af taktiske kapaciteter. Det viste sig heller ikke at kunne håndtere den samlede konflikt. Denne forfatter mener, at operativt niveau - og dermed også operativ kunst som det intellektuelle grundlag - og den dertil knyttede forståelse for hele den grundlæggende teori og empiri, er helt afgørende for vores evne til at tænke og forstå komplekse problemstillinger i nye og anderledes kontekster. Ingen kan forudsige hvorledes fremtidens konflikter, krige og kampagner vil tage sig ud, men at disse vil være komplekse og multi- facetterede hersker der næppe tvivl om.

Hvorvidt vi i Danmark på sigt får etableret et egentligt operativt niveau er nok tvivlsomt, men det er et faktum, at vi byder ind med chefer og stabsofficerer i alliance- eller koalitionsregi, der alle skal kunne forstå og arbejde på dette niveau. Mere generelt og langsigtet er et andet faktum; at mulighederne for at udvikle, uddanne, organisere og indsætte enheder og funktioner på det taktiske niveau betinger en indgående forståelse for, hvorledes det operative niveau fungerer og tænker. Endelig finder jeg det helt afgørende for vores militære profession, at vi forstår at frigøre os fra den øjeblikkelige tilstand og hæve os op til et niveau, hvor vi ikke blot er reduceret til observatører, der på afstand iagttager hvad der sker på det operative niveau uden at have en forståelse for de tanker, idéer, funktioner og kulturer, der hersker der.

Det er mit håb, at jeg med denne artikel har skabt dels lidt mere klarhed over hvad operativ kunst er for en størrelse, dels en forståelse for dens nødvendighed og aktualitet.

18