rapport - naestved-museumsforening.dk€¦ · lene ved hjælp af klining på støjler og vidjeﬂ...

Rapport

NÆM 2285 Vildtbanehuset

Palle Birk Hansen

2014

Kolofon udgiver Næstved Museum/Museum Sydøstdanmark adresse Sct. Peders Kirkeplads 14, DK 4700 Næstved redaktion Palle Birk Hansen layout Jens Olsen foto Jens Olsen og Palle Birk Hansen udgivet digitalt 2014 kopiering tilladt med tydelig kildeangivelse

Rapport

NÆM 2285 VildtbanehusetUndersøgelse af brandtomten efter Vildtbanehuset alias Kyllebækshuset alias DyrehusMatr. nr. 44 af Vester Egesborg Ejerlav, Vester Egesborg Sogn, Hammer Herred, Præstø Amt/Storstrøms Amt

Palle Birk Hansen

2014

2 NÆM 2285 Vildtbanehuset Næstved Museum

Indhold

Indledning 3

Vildtbanehuset i 2013 3

Vildtbanen 1616 4

Vildtbanen 1716 4

Det militære aspekt? 5

De 6 porte 5

Vildtbanegrøften i dag 6

Vildtbanegrøften som kulturelt skel 7

Matriklen 7

Bygningshistorien 7

Situationen 2013 8

Konklusioner 8

Litt eraturliste 9

Fotojournal februar 2013 10

Fotojournal maj 2013 14

3Næstved Museum NÆM 2285 Vildtbanehuset

Indledning

Vildtbanehuset brændte om aftenen 31. oktober 2012.

Ejeren var Danni Noer. Brandtomten blev solgt ved tvangsauktion 15. maj 2013 til Carsten Andersen, Fuglebjerg. Den ny ejer agter efter vore oplysninger at fj erne alle spor af huset og opføre et helt nyt på grunden, nu med udsigt over fj orden.

Foreningen Svend Gønge udviste tid-ligt interesse for at overtage det brand-skadede tømmer med henblik på en genopførelse af huset i forbindelse med foreningens aktiviteter i Lundby ud fra en forestilling om, at huset kunne rumme elementer i form af genanvendt bygningstømmer fra Svend Gønges tid i 1600-årene.

Museum Sydøstdanmark, Enheden Nyere Tid påtog sig at dokumentere brandtomten med særligt henblik på konstruktionsdetaljer, der kan være med til dels at datere det oprindelige tømmer i bygningen, dels at datere bygningens opførelse på stedet her ved Vordingborg Landevej, dels at afk lare tidligere indret-ninger af bygningen, med andre ord hu-sets bygningshistorie.

Undertegnede talte med ejeren Danni Noer i løbet af vinteren og fi k her frie hænder til de nødvendige opmålinger, når vejret blev bedre til den type ar-bejde. Museet valgte at bruge onsdag 15. maj til opgaven. Det lykkedes ikke i da-gene op til undersøgelsen at få kontakt til Danni Noer, så museet gennemførte opgaven i henhold til den gamle aftale.

Det har vist sig ved et tilfælde, at huset blev sat på tvangsauktion for 2. gang og solgt netop den selvsamme onsdag 15. maj 2013.

Museets opmålingshold bestod af museumsinspektør Susanne Outz en, museumsinspektør Nanna Holm, mu-seumsfotograf Jens Olsen og muse-umsinspektør Palle Birk Hansen. De 4 opmålere gennemførte arbejdet i godt vejr mellem kl. 8.30 og 13. Opmålin-gen fi nansieredes via Enheden Nyere Tids annuum under ledelse af Palle Birk Hansen, som står for rapporten.

Ved opmålingen blev der anvendt klas-siske instrumenter som målebånd og fo-toapparat. PBH førte en dagbog med notater om dagens iagtt agelser, som danner grundlag for rapporten sammen med den tegning af de 4 nordlige fag af

husets østside, som Susanne Outz en og Nanna Holm udførte, og de fotografi ske optagelser, som Jens Olsen stod for.

Vildtbanehuset i 2013

Vildtbanehuset omfatt ede i maj 2013 en længe på 7 fag med en mindre tilbyg-ning i nord til husets vestside. Tilbyg-ningen er ikke opmålt, da den er en sen tilføjelse uden interesse for husets æl-dre historie.

Et bindingsværkshus består af bindin-ger. En binding dannes af to stolper og en bjælke. Bindingerne holdes ind-byrdes på plads af remme og løshol-ter. Mellem 2 bindinger er der et fag. Ved beskrivelsen af husets tømmer be-nævnes de tre led i fx 3. binding med V3 (veststolpe), B3 (bjælke) og Ø3 (øst-stolpe), idet der tælles bindinger fra syd mod nord. Bindingsværkshuse gø-res op i fag. I hvert fag lukkes åbningerne eller tav-lene ved hjælp af klining på støjler og vidjefl et – eller med murværk.

Det blev hurtigt klart, at de 5 sydlige fag var rester af en oprindelig byg-ning, opført med stolper af egetræ og med gennemstukne, dobbelt fornag-lede bjælker af fyrretræ. De fi re sydlig-ste stolper var udskiftet til fyrrestolper.

Tavlene har oprindelig været fyldt ud med lerklining på støjler. Flere ste-der sås endnu rillerne på oversiden af løsholterne og de modsvarende hul-ler i undersiden af remme og løshol-ter til støjlerne. På støjlerne har der været vandret vidjefl et, alt indkapslet med ler. Lerkliningen er senere udskif-tet med murværk, dels med soltørrede sten, dels med brændte tegl. Men riller og støjlehuller afslører stadig den op-rindelige udfyldning.

Tagværket af fyrretræ var voldsom brændt. Spærene havde opskalkning, som er fotograferet på østsiden, hvor det kunne ses, at de har haft S-svunget underside.

Studier i vestsidens stolper viser, at stolpe V5 og V6 fra syd havde blinde taphuller mellem løsholt og bjælkeen-der, som kan hænge sammen med en i de skriftlige kilder omtalt, senere for-svundet lude på denne side. En lude er en halvtagsbygning, opført på siden af en bygning.

Alle vestsidens stolper var rådnet fra bunden, fulgt op med eftermuringer.

En afrensning langs vestmuren viste, at tagdryppet var støbt ud med beton, hvorfor det blev opgivet at eftersøge syldsten her på dagen for undersøgel-sen.

Bedst bevaret var nordvesthjørnet af den gamle bygning. Faget her bestod af stolperne V5 og V6 (hjørnestolpe NÆM 2013:305), forbundet med et løsholt, som var indtappet og fornaglet i begge stol-per. Fra toppen af V6 til bunden af V5 fandtes en skråstiver, som var bladet og fornaglet over løsholtet.

En prøve fra hjørnestolpen V6 er den-drokronologisk dateret af Kjeld Chri-stensen i Trædateringslaboratoriet Wormianum (j. nr. WM 2421). Sidste be-varede årring er afsat i 1699, med tillæg af normalt splintved dateres fældnings-tidspunktet omtrentligt til ca. 1722 +/- 10 år (mellem ca. 1712 og ca. 1732), hvilket passer fi nt med det formodede opførel-sesår 1718.

Bjælkerne, som var stærkt skadede af den voldsomme brand, blev studeret for tilgængelige spor af tidligere brug.

B1 gav ingen oplysninger, da den ind-gik i den stående sydgavl, som var ud-skiftet i nyere tid.B2 havde spor af en bladning på sydsi-den i 2/3-dels punktet fra vest samt støj-lehuller herfra mod øst.B3 havde taphuller efter stolper i tred-jedelspunkterne, men ingen sikre støjle-huller.B4 havde taphuller efter stolper i tredje-delspunkterne, støjlehuller i midterstyk-ket, medens der i øststykket var taphul efter endnu en stolpe og støjlehuller mellem denne og østvæggen.B5 var uden spor.B6 havde stolper i tredjedelspunkterne, støjlehuller til 1. stolpe, en indsat stolpe i midterstykket, muligvis et stykke af en genanvendt rem med taphul til stolpe, samt udmuring i den østlige tredjedel. Der var taphuller til løsholter i de 2 pri-mære stolper, medens løsholtet sad på plads i den østlige tredjedel, støtt et af et skråbånd, bladet over løsholtets yder-side. Der må oprindelig have været en tilsvarende skråstiver i vestenden af gavlen.

De 2 nordlige fag betragtes som en til-bygning, endnu senere med tilføjelse af den vestlige vinge.Det viste sig ved nedbrydningen af hu-set, at stolpen V6 på sin nordside var forsynet med en påsømmet konsol, som havde til formål at bære en bjælke, der i tur kunne bære taget på tilbygningen.


En tilsvarende konsol på nordsiden af stolpe Ø6 kan ikke ses på de fotografi er, vi har hjembragt, men hele dett e tavl ser ud til at være omsat i forbindelse med, at østdøren fl ytt es til vestsiden mellem 1934 og branden i 2012.

Østvæggen og dens fundering blev stu-deret særligt, idet inspektørerne Outz en og Holm gravede en grøft langs væg-gen for at dokumentere sylden. Deres tegning viser syldsten, overlejret af be-ton i takt med, at bunden af væggen er rådnet. Ved en senere lejlighed har dr. phil. Per Ole Schovsbo iagtt aget fodrem under nordgavlens østlige del. Der kan derfor ikke være tvivl om, at hele huset oprindelig har haft fodrem på syldsten. Hvis den nordlige tilbygning fra 1800-årene også er opført med fodrem, så må huset være sunket i takt med, at remmen er rådnet. Umiddelbart er der nemlig ikke plads til en fodrem mellem sten og stolpeende. Tilstedeværelsen af en oprindelig fodrem er dog overve-jende sandsynlig.

Et ældre dørsted var tydeligt i kraft af den bevarede dørhammer i østfacadens 3. fag fra syd. Dørhammeren var tappet og fornaglet i begge stolper. Fra den be-varede bund af stolperne til undersiden af hammerbåndet har der været ca. 190 cm.

Mellem hjørnestolpen Ø6 (gammel) og stolpen Ø7 (nyere) fandtes en træde-sten, overlejret af beton. Her har været en indgang på et tidspunkt, hvilket også fremgår af fotografi et fra 1934. Senere, da døren blev fj ernet i forbindelse med, at husets facade blev fl ytt et til vestsiden,

er der indsat et løsholt til styrkelse af konstruktionen.

Vildtbanen 1616

Vildtbanehuset indgår i den yngste af de to kongelige vildtbaner, som omfat-ter det egentlige Sydsjælland eller ca. 400 km2. Christian 4. anlagde den før-ste udgave fra 1616, idet han byggede på vandløb og søer, pælehegn, rishegn og grøfter over sammenlagt ca. 15 km. Det konkrete forløb er i dag ukendt eller stærkt usikkert. I en kongelig skrivelse fra 20. august 1616 afsløres det, at den forudgående planlægning af linjeføringen var man-gelfuld. Kongen strammer op på en ”no-get for vidtløftig” linjeføring. Selv efter opstramningen strakte det samlede for-løb sig over ca. 15 km mod den lige linjes ca. 12 km. Der skal mange svinkeærin-der til for at forlænge linjen bare med 3 km! En mulig bugtning på linjen kan anty-des ved Hammer, hvor noget tyder på, at den første linje gik nord om byen, så-ledes at hele Hammer By lå syd for grøf-ten. Denne tolkning kunne forklare, at man i 1959 fandt skelett er, da man byg-gede skolen i Hammer (Poul Erik Niel-sen). Skelett erne lå i lange rækker over 30 m, og lokalbefolkningen tolkede dem som svenske krigsfanger, der var om-kommet under arbejdet i 1716-18. Det virker ikke urimeligt, at man har an-vendt den gamle grøft til massegrav samtidig med, at man har etableret den ny linjeføring tværs gennem Hammer By. Men skelett erne er ikke bevaret, ud-gravningen er ikke dokumenteret, og

der kunne derfor være god mening i at eftersøge grøften nord for byen ved en moderne udgravning, som samtidig kunne fastlægge den eventuelle grøfts profi l. Mod tolkningen taler det fak-tum, at porthuset i Hammer i 1715 si-ges at være ved magt, hvilket tyder på, at linjeføringen gennem Hammer var den samme for begge vildtbanegrøfter. I så fald må der søges en helt anden for-klaring på skelett erne i række nord for byen.

Christian 4.’s grøfter skal have ligget mod syd, digerne mod nord med ”lig-gende” eller skråtstillede, sydvendte hegn, som dermed forhindrede vildtet i at forlade vildtbanen. Til gengæld var der ikke lagt særlig vægt på at forhin-dre krybskytt er i at skaff e sig adgang til vildtbanen, værre var det for dem, når de skulle ud af vildtbanen med bytt e!

Christian 4.’s vildtbanegrøft forfaldt i lø-bet af 1600-årene. Kongen døde i 1648, selv ikke det korte intermezzo med Prins Jørgens Palæ i Vordingborg i 1680-erne gav varighed til vildtbanen.

Vildtbanen 1716

Frederik 4. genoplivede og regulerede til gengæld den sydsjællandske vildt-bane. De indledende skrivelser er fra 1702, men først fra ca. 1715 til 1718 blev projektet gennemført, idet han lod grave en grøft med hegn, der forløb fra fj ord til fj ord over ca. 12 km, altså ca. 3 km kor-tere end den gamle afgrænsning. Grøf-terne var 6 alen brede foroven (3,7 m), 3 alen dybe (1,9 m) og 2 alen brede i bun-

Fig. 1. Tegningen af Vildtbanegrøften fra 1715 med porte, syd opad, Rigsarkivet.


den (1,25 m), enkelte steder 4 alen dybe (2,5 m) og 3 alen brede (1,9 m) i bunden. Ca. 200 svenske krigsfanger udførte ar-bejdet. Det var jo under Store Nordiske Krig 1709-1721. Anlægget blev vendt, således at diget med liggende hegn nu lå på sydsiden af grøften. Derved fi k an-lægget til funktion i højere grad at holde nordfra kommende krybskytt er ude af vildtbanen.

Det militære aspekt?

Frederik 4.’s vildtbaneafgrænsning er i sagens natur et rent civilt anlæg, en af-grænsning og beskytt else af en kongelig jagtmark og hoff ets spisekammer. Men følger man vildtbanegrøftens forløb på rytt erdistriktskortene og original 1 kor-tene falder det hurtigt i øjnene, at grøften i høj grad minder om et gravforløb i hen-hold til Vaubans bastionære systemer for militære anlæg med skarpe vink-ler og lige stræk mellem vinklerne, som kan bestryges med kanoner og musket-ild. Sébastien Le Prestre, seigneur de Vauban, senere marquis de Vauban el-ler blot Vauban (1633-1707) forfi nede ældre bastionssystemer og har givet navn til de komplicerede fæstningsan-læg i 1600-årene.. Er det tilfældigt, eller ligger der en militær idé bag vildtbane-grøftens forløb? Frederik 4. var midt i Den Store Nordiske Krig, så utænkeligt er det vel ikke, at vildtbanegrøften med vold var tænkt ind i et forsvar af Sjælland med hovedstaden. I 1710 var danskerne endegyldigt drevet ud af Skåne, i 1712 tabte danskerne slaget ved Gadebusch til Magnus Stenbock, som derefter havde til hensigt at trænge op i Jylland, men blev standset i Tønning. I 1716 vendte Karl 12. tilbage til Skåne fra sit ophold i Tyrkiet efter sit nederlag til Rusland ved Poltava. Han besatt e nu Kristiania/Oslo og be-lejrede grænsefæstningen Frederiksten. Men Tordenskjold erobrede hans belej-

ringsmateriel i Dynekilen, og Karl 12. op-gav belejringen. Han genoptog angrebet mod Frederiksten i 1718, men blev skudt 30. november. Sverige mistede sin stor-magtsposition. Danmark fi k Slesvig, men mistede Holsten. I dett e billede giver det mening at se Vildtbanegrøften i et militært perspek-tiv. Havde grøften kun til formål at af-grænse en civil vildtbane, var der vel ingen grund til at lade den forløbe på den karakteristiske måde med lige stræk mellem skarpe vinkler. Hertil kommer, at grøften er gravet af svenske krigsfan-ger, som var vant til at tænke jordar-bejde efter Vaubans systemer.Ganske langt op i tid var selv markdi-gerne og de levende hegn jo af så stor betydning for de militære bevægelser, at de omhyggeligt er tegnet ind på land-kortene – selv i dag.

De 6 porte

Vildtbanen var at betragte som en stor dyrehave, men med indfl ett ede lands-byer og marker ved siden af de to små købstæder Vordingborg og Præstø. Til at lede den landværts trafi k ind og ud af vildtbanen var der bygget 6 porte, mar-keret på en detaljeret tegning fra 1715 (Rigsarkivet 333.588, indlæg 11.1 i skri-velse 11 fra Hans Ejlersen, som ledede anlægget). Portene havde hver to fl øje, hver tegnet med to gangjern på stabler. Ved tre af portene lå der fra tidligere tid ledvogterhuse – ved de 3 andre blev der bygget nye – eller der var planer om at gøre det.

De 6 porte er som følger, regnet fra øst mod vest:Port no. 1. ”Kongeporten” i Gamle Tap-pernøje, vejen til Gisselfeldt, ”her byg-ges et hus”Port no. 2. ”Baarse Port” ved Store Røt-tinge, hus ”er ved magt”

Port no. 3. ”her bliver et hus”Port no. 4. Torup, hus ”er ved magt”Port no. 5. Hammer, hus ”er ved magt”Port no. 6. ”Vildtbanehuset”, hus ”skal bygges”

Portene og husene er tegnet i volden ved sydsiden af Kongelig Majestæts Vildtba-negrøft.

På tegningen er afstandene mellem de 6 porte angivet i roder og alen. Man reg-ner her med 6 alen på en rode (som i øv-rigt fra 1698 skulle have været 5 alen!). Der er uorden et enkelt sted – mellem Hammer Tvede og Hammer, hvor ro-den kan beregnes til 5,7 alen. Der er nemlig angivet 950 roder som værende lig med 5,430 alen, hvilket giver det nævnte gennemsnit. Havde man som de andre steder regnet 6 alen på roden, ville man have haft 5.700 alen at gøre godt med. Eller der skulle måske have stået 905 roder i stedet for 950, en gemen skrivefejl? Forklaring mangler. Men el-lers passer længdeangivelserne på tværs af Sjælland, der mangler kun ca. 250 m i, at regnestykket går op fra kyst til kyst!

Port no. 1. Kongeportens ledvogterhus er som de andre tegnet syd for, men lige overfor ved nordsiden af grøften er der angivet et stiplet byggefelt med på-skriften ”her bygges et hus”. Måske er det tegnerens måde at fortælle, at hu-set ved sydsiden kun er projekteret, og dermed en parallel til port 3 og 6, som skal bygges. En anden mulighed er, at der allerede stod et gammelt ledvogter-hus i Tappernøje fra Chr. 4.’s tid, som så skulle suppleres med et nyt hus ved nordsiden af grøften. Men på rytt erdi-striktskortet er der intet hus nord for grøften, så den første mulighed er nok den rigtige.

Port no. 2 kaldes på tegningen fra 1715 Bårse Port, selv om den ligger i den

Fig. 2. Vildtbanegrøften på rytt erdistriktskort fra 1720, Geodatastyrelsen.


nordvestlige del af landsbyen Store Rø-tt inge, men målet for trafi kken gennem porten var naturligvis i høj grad den store kirkeby Bårse, hvilket forklarer navnet.

Port no. 3. På baggrund af rodebereg-ningerne kan man sandsynliggøre, at Frederik 4.’s Port 3 må have ligget tæt på tærsklen og vandskellet mellem Snesere Å og Risby Å, altså i den øst-lige udkant af Hammer Tvede. Afstan-den fra ”Bårse Port” i Store Røtt inge var 800 roder lig med 4800 alen eller 2,976 km. I den afstand når vi ud til østenden af Hammer Tvede. På original 1-kor-tet over Hammer Tvede Ejerlav fi nder man Tvede-porten, men tegnet ved en kort forlængelse af vildtbanegrøften ind i arealet øst for. Med andre ord, så lå Tvede-porten lige akkurat i Snesere Ejerlav, men blev opfatt et som hørende til Tvede. Det ledvogterhus, som i 1715 var projekteret ved Tvede-porten (”her bliver hus”), blev bygget, for det optræ-der på rytt erdistriktskortet som Vildba-nehuus, tegnet ved landevejen mellem Snesere og Bårse. Det er muligvis fl ytt et øst på i forhold til den oprindelige port.

Porten omtales i litt eraturen som ”Over-gang nr. 3 Skovbygårde” (P. E. Nielsen). Man skal i den forbindelse skelne mel-lem de gamle Skovboegaarde syd for grøften (Engelholm) og den moderne Skovbygård nord for grøften. Det er den port, hvorom der fortælles, at man i Chr. 4.’s tid kunne låne nøglen hos skovride-ren i Lundby – bortset fra i høstt iden, hvor de lokale kunne låne den i længere tid.

Port nr. 4 ved Torup er lokaliseret i nordenden af byen, hvor marknav-net Ledsagre fortæller om leddet eller porten. Umiddelbart nord for porten delte vejen sig i to: den eksisterende til Blangslev og en forsvundet, der fulgte nordsiden af grøften øst på frem til vandskellet og videre mod nord via den moderne Svanekærgård til Snesere.

Port nr. 5 i Hammer har ligget inde i byen. Grøften ramte byen østfra, gik må-ske over til et plankeværk (da det kan være vanskeligt at fi nde plads til den brede grøft ind gennem byen), som slog en bue nord om kirken, fulgte hoved-gaden mod syd for derefter at fortsætt e som grøft vest på mod Kyllebækshuse.Port nr. 6 ved Kølebækken må have lig-get ved en tidligere og lavere liggende udgave af den nuværende landevej Næstved-Vordingborg. Det er fristende at forestille sig, at landevejen tidligere i 1600-årene har fulgt mølledæmningen,

som endnu ses tydeligt skråt over mar-ken lige nordøst for Kølebækken. Den tilhørende Kølebæk Vandmølle var øde i 1600-årene, men man omtaler i 1678 broen ved møllen (Severin Kjær 1898, Fladså Arkiv 2002). Men i Frederik 4.’s tid var møllen øde, og i de mellemlig-gende 30-40 år var landevejen åbenbart rett et ud, så Vildtbanehuset kunne byg-ges på sin kendte plads ved den ny port.Vandmøllens dæmning støtt er sig i nord til bakkerne under Stejlebanken, i syd til den bakke, som går under navnet Glar-borg. Ved lejlighed skal det undersøges, om der her – som i Gribskov - ligger et tidligt glasværk fra renæssancen, hvil-ket kunne have givet navn til bækken: Kølebækken. Da glasværket forsvandt, forsvandt forståelsen af navnet, som blev forvansket til Kyllebækken. Blot en teori til senere efterprøvelse.

Dateringen af Vildtbanehuset er klar. På tegningen fra 1715 skrives højt og tyde-ligt i hussignaturen: Skal bygges! Den dendrokronologiske datering af hjørne-stolpen viser, at træstammen er fældet mellem ca. 1712 og 1732. Sammen med tegningen fra 1715 viser det med al ty-delighed, at huset faktisk blev bygget ca. 1718 af nyt egetømmer, sandsynligvis skovet til formålet i vildtbanen eller en anden nærtliggende skov i kongens eje.

Vildtbanegrøften i dag

Frederik 4.’s vildtbanegrøft er kortlagt i store træk, idet enkelte strækninger sta-dig kan ses i landskabet. Store dele af anlægget er tegnet på rytt erdistriktskor-tene fra 1770’erne. Færre stræk er ind-tegnet på original 1- kortene fra ca. 1800. Da var grøften endnu kendelig over store strækninger i snorlige forløb med skarpe vinkler. Men allerede da var an-dre strækninger sløret og genfyldt, så-

ledes strækningen mellem Hammer og Kyllebækshuse.

Vildtbanegrøften med tilhørende vold er på trods af sin oprindelige monumenta-litet ikke fredet, idet grøfter i henhold til dansk lovgivning ikke kan fredes som fortidsminder. Kun de steder, hvor vol-den er bevaret sammen med grøften, vil man kunne søge en fredning. Volde kan nemlig godt fredes! Vildtbanegrøf-ten med vold er imidlertid udpeget som kulturmiljø nr. 50 af 100 udvalgte kultur-miljøer i Næstved Kommune og dermed omgærdet af de beskytt ende bestem-melser, som gælder for kulturmiljøer: Kulturarvsstyrelsens hjemmeside: ”Be-varingen af værdifulde kulturmiljøer er kommunernes ansvar. Men Kultursty-relsen skal sammen med Naturstyrelsen udstikke de overordnede retningslinjer for sikring af værdifulde kulturmiljøer i den fysiske planlægning. Kultursty-relsen er altså med til at formulere den statslige politik for arealanvendelsen i landets kommuner, så der tages hensyn til de kulturhistoriske interesser i den fysiske planlægning. Men det er kom-munerne, der skal udpege konkrete kul-turmiljøer i kommuneplanerne. Det kan de f.eks. gøre i samarbejde med de lo-kale kulturhistoriske museer. Det er også kommunerne, der skal sørge for, at kon-krete kulturmiljøer sikres fremover. Det gør de bl.a. i den fysiske planlægning vha. bevarende lokalplaner. Kommu-nerne skal udarbejde en kommuneplan med retningslinjer for sikring af kultur-historiske bevaringsværdier, herunder beliggenheden af værdifulde kulturmil-jøer og andre kulturhistoriske bevarings-værdier. Det betyder, at de i den videre planlægning for veje, boliger, erhverv, natur, energi osv. skal tage hensyn til kulturmiljøet og de øvrige kulturhisto-riske interesser. Styrelsen vil løbende følge kommunernes behandling af kul-

Fig. 3. Vildtbanehuset fra nordøst, efter Borries 1934


turmiljøet for at have et overblik over udviklingen. Styrelsen vil understøtt e kommunernes arbejde med at udpege kulturmiljøer og udvikle politikker for det lokale bevaringsarbejde”.

Vildtbanegrøften som kulturelt skel

Vildtbanegrøften danner et kulturelt og sprogligt skel, idet man nord for grøf-ten bruger stød, syd for taler uden stød. Sydsjælland (som egentlig er landska-bet syd for Vildtbanen, jf. det gamle Sydsjællands Museum i Vordingborg) og Møn hører på denne måde sprogligt til Smålandene Lolland og Falster, som i middelalderen hørte til Odense Stift.

Matriklen

Det grundstykke, som Vildtbanehu-set har ligget på, var oprindelig defi ne-ret af Kølebækkens gamle løb øst og syd om huset med udløb i fj orden syd for det nuværende udløb. Sammen med den øvrige jord nord for Kølebækken hørte grunden matrikulært til Vester Egesborg Ejerlav og Sogn og ejermæssigt til Gavnø. Da Kølebækken som led i Vildtbane-grøften i begyndelsen af 1700-årene blev reguleret på det yderste stykke, blev vandet ført nord om grunden, hvor Vildtbanehuset kom til at ligge, i et lige løb ud til fj orden. Dermed blev grun-den under Vildtbanehuset fysisk afson-dret fra Vester Egesborg Ejerlav, men matrikulært fortsatt e den at høre til Ve-ster Egesborg og Gavnø, indtil huset ef-ter 1774 blev lagt til Øbjerggaard. Men endnu i dag ligger huset i Vester Eges-borg Sogn og Ejerlav!

Vildtbanehuset - bygningshistorien

Ved at sammenholde de begrænsede oplysninger fra undersøgelsen med de skriftlige kilder kan husets bygningshi-storie skitseres som følger:

Huset må betragtes som opført på fod-rem, der siden stort set er bortrådnet. Der var ikke i den iagtt agne del af fun-damentet en ækvidistance mellem syld-stenene, som kunne have indikeret stolper på syldsten, eventuelt med fod-stykker. Den jævnt forløbende syld indi-kerer tydeligvis en klassisk fodrem, som da også ved en senere lejlighed under nedrivningen viste sig at være til stede under et parti af nordgavlen.

1718 omfatt ede hovedbygningen 7 fag, af hvilke de 5 fag nr. 3-7 stod tilbage ved

undersøgelsen i 2013. Fag 1 og 2 fra syd var fj ernet efter 1865, men før 1934.

Undersøgelsens resultater viser, at fag nr. 5 fra syd var det oprindelige ind-gangsfag med dør i østvæggen. Vi skal forestille os, at landevejen har været smallere end i dag og i niveau med hu-set, så der har været en forplads mellem hus og landevej. Døren har ledt ind til en forstue lige overfor køkkenet og bageovnen, som formodentlig har stukket ud af vestvæg-gen til havesiden. Der var i den østlige del af faget støjlehuller efter klinede skil-levægge og taphuller efter en dør mod nord, medens der i den vestlige del af faget manglede støjlehuller. Det kan in-dikere, at køkkenet som et sjællandsk skorstenskøkken her har været muret op mellem remme, bjælker og stolper. Fra Ø4s inderside var der i undersiden af bjælken B4 først 60 cm med 5 støjle-huller, derefter 2 20-cms taphuller efter dørstolper omkring en 86 cm bred dør-åbning mellem forstue og nordstue, der-efter 156 cm med 10 støjlehuller, derefter 20 cm taphul efter skillevægsstolpe, der-efter blank underside ud til vestvæg-gens stolpe, hvor køkkenskorstenen må have været.

Til højre for indgangen, altså mod nord, har der været en 2 fags stue med rester af smukke blå tapeter, bl.a. på indersi-den af stolpen Ø5. Prøver er hjemtaget (NÆM 2013:034). Tapetresterne antyder en datering til midten af 1800-årene.

Til venstre, mod syd, kan det ikke med sikkerhed afgøres, hvorledes rumde-lingen i de oprindelige 4 fag har væ-ret, men 2 taphuller i undersiden af B3 viser tilstedeværelsen af en skillevæg. Branden havde ødelagt tømmeret for meget til sikre iagtt agelser, men 8 støjle-huller og spor efter en påbladet stolpe i østenden af undersiden af B2 viser trods

alt, at der har været fl ere skillevægge i denne del af bygningen. Bladningen kan tyde på, at skillevæggen ved bjælke B2 kan være sekundær. Med andre ord, at der her syd for indgangspartiet i det op-rindelige hus kan have været et rum på mindst 2 fag op til 4 fag.

1856 var de 7 fag udvidet med 2 fag mod nord. Nu blev rumdelingen ændret. De tre nordligste fag udgjorde fra denne tid en lejlighed, som beskrives som omfat-tende henholdsvis 2½ fag og 3 fag. Det betyder, at den oprindelige nordstue nu blev opdelt af en indsat skillevæg. Ind-gangen til den ny lejlighed har været i det midterste af de 3 fag imellem stol-perne Ø6 og Ø7, hvor en trædesten blev påtruff et i udgravningen langs østvæg-gen.

Hvornår de 2 sydligste fag fj ernes, ved vi ikke. Vi ved heller ikke, hvornår ho-veddøren og skorstenen fl ytt es et fag mod syd. Men de 6 fag, senere 4 fag ind-rett es under alle omstændigheder til én lejlighed, som det fremgår af fæstepro-tokollen.

1865 genfi nder man den samme indret-ning, fra syd 6 fag, derefter en lejlighed på 3 fag.

Senest i 1934 er huset fotograferet fra nordøst. De to sydligste fag er nu ned-revet, hvilket efterlader 5 fag af det oprindelige hus, suppleret med de 2 nordlige fag, som blev tilføjet omkring 1856. Samme foto viser, at den vestlige udhusbygning er opført efter 1934, idet den ikke optræder på fotografi et.Man ser på fotografi et, at døren til den nordlige lejlighed fortsat er i det midter-ste fag, fl ankeret af vinduer i de 2 øvrige fag.I de 5 fag mod syd er der sket væsentlige ændringer, idet skorstenen og hoveddø-ren er fl ytt et fra 3. fag til 2. fag fra syd.

Fig. 4. Grundplan af typisk sjællandsk hus med indgang over for skorstenskøkken. Frode Kirk del. Her gengivet efter Alstrup 1991 s. 544.


Situationen 2013

Det gamle dørfag er muret helt til om-kring den gamle dørhammer og et ind-skudt løsholt. Det ny dørfag syd for er ligeledes muret til i forbindelse med fa-cadevendingen efter 1934. Tilsvarende er hoveddøren til den nordlige lejlighed også muret til i blank mur. Husets fa-cade er ganske enkelt vendt fra østsiden, som nu lå alt for tæt på og dybt i forhold til den hævede landevej, til vestsiden og gårdspladsen.

Vi kan formode, at huset oprindelig har været kalket hvidt på tømmer og tavl. Be-viser på andet forefi ndes ikke. Og det er den forventelige murbehandling, vi da også tydeligt ser på fotografi et fra 1934. Senere har man sat kulør på huset med sort tjære på tømmer og rød kalk på tavl.

Syd for hovedhuset blev der opført en 6 fags bygning til stald og lade, et uund-værligt bidrag til ejendommen i en tid, som var fuldstændig afh ængig af køer og heste og oplagsplads til vinterfoder.Staldbygningen er forsvundet før 1934. Ved undersøgelsestidspunktet kunne man iagtt age en stor brønd på stedet, hvor stalden tidligere må have ligget.

Konklusioner

Vildtbanehuset rummede rester af et offi cielt byggeri som led i den 1715-18 renoverede, kongelige vildtbanegrøft. Embedsboligen var ganske vanskelig at erkende i den nedslidte og omgjorte bygning, der oven i købet var forvand-let til en trøstesløs brandtomt forud for undersøgelsen.

Vildtbanehuset er efter alt at dømme opført fra nyt af i 1718 som led i Frede-rik 4.’s renovering af vildtbanegrøften i 1716. På en tegning fra 1715 noteres det, at huset ”skal bygges”. Hjørnestolpen i NV er tildannet af en stamme, som er fældet i perioden 1712-32. Huset er såle-des opført som ledvogterhus for portne-ren i kongens vildtbane. Med andre ord er Vildtbanehuset opført som en konge-lig embedsbolig.

Huset ligger på jord, som er matrikule-ret sammen med Vester Egesborg Sogn under Gavnø Gods. Renoveringen af Vildtbanen omfatt er en udretning af Kø-lebækken, som afsnører jorden under huset, der nu ligger inden for Vildtba-nen. Fra 1774 hører huset til Øbjergga-ard.

Men de små spor taler deres tydelige sprog. Her må i 1718 have været tale om et smukt og gedigent hus, et solidt bindingsværkshus af egetræ på fodrem med skråstivere ved hjørnerne og ind-tappede løsholter i væggen samt tag-konstruktion af fyrretræ med stråtag. Her er ingen spor af hverken stolper på sten eller midtsjællandske sidebånds-konstruktioner. Vildtbanehuset har gi-vetvis fremtrådt hvidkalket på tømmer og klinede tavl. Huset har sikkert fra be-gyndelsen haft opskalket stråtag med profi lerede spærender.

For paralleller til huset fra 1718 vil det formodentlig være frugtbart at søge i militærets bygninger eller tilsvarende off entlige anlæg. Huset har været ind-rett et med forstue med muret køkken, mod nord 2 fag stue, mod syd 4 fag op-delt efter behov i ledvogterhuset/kroen/huset.

Vildtbanehusets rester viste ikke ringe-ste spor af genanvendt tømmer fra et ældre hus. Ikke ét spor behøver anden forklaring end den, der kan udledes af det til 2012 stående hus. Egetømmeret i huset har stået på roden i 1600-årene (sidste bevarede årring i hjørnestolpen er dannet i 1699 før splintveddet) og er fældet til formålet omkring 1718. Det ville da heller ikke være venteligt, at man i et kongeligt byggeri betjente sig af genanvendt tømmer fra ældre bygnin-ger. Vildtbanen kunne levere det nød-vendige tømmer.

Vildtbanehusets bygningshistorie fra 1718 til 2012 omfatt er udvidelser og indskrænkninger samt ændrede rum-fordelinger og rumanvendelser alt ef-ter beboernes behov i bedste forståelse med bindingsværkshusets natur som elementbyggeri.

Vildtbanehuset er også historien om et hus, der fra begyndelsen havde facade vendt mod øst og landevejen. Det var landevejen, der gav huset sin funktion som portnerbolig, senere kro.Da landevejen blev bredere og løftet på en vejdæmning, blev husets østfacade klemt, hvorefter man vendte huset og gav det ny facade mod vest. Og denne tendens ventes nu helt gennemført med en ny bygning på stedet, som er målret-tet ikke mod vejen, men mod udsigten til fj orden.

15.09.2014Palle Birk HansenMuseumsinspektørNæstved Museum

1718

1934

Fig. 5. Skematisk fremstilling af Vildtbanehusets østfacade i 1718 og i 1934, Jens Olsen del.

Foto: Palle Birk Hansen11-02-2013

Litt eratur

Appel, Liv & Arne Joutt ijärvi: Glarborg – en glashytt e fra renæssan-cen i Gribskov, Nordsjælland, Hikuin nr. 37, Højbjerg 2010.

Borries, Philipp: Omkring Landsbykirken – Hammer og Lundby Sognes Historie, Næstved 1934, s. 206-207 Vildtbanegrøft og Vildt-banekro.

Ellekilde, Hans: Sydsjællandske Folkesagn, Historisk Samfund for Præstø Amt 1920, Vildbanegrøften s. 99.

Jensen, Axel P.: Hammer og Torup – træk af to landsbyers historie, Næstved 1976.

Jensen, Jens: Vildtbanegrøften – Hvad jeg mener at vide om Vildtba-negrøften!, Fladså Arkiv Medlemstryk 2002.

Jensen, P. E.: Gavnø, Gavnø Kloster og Herregaard fra Aar 1402-1902, København 1902, især kapitlet Vester Egesborg s. 265-270.

Kjær, Severin: Kjøllebæks Mølle, Fladså Arkiv Medlemstryk 2002, s. 26-28.

Nielsen, Poul Erik: De fem Kongelige Vildtbaner i Sydsjælland i Vor-dingborg Rytt erdistrikt, Vordingborg Amt, Fladså Arkiv.

Nielsen, Poul Erik: Vildtbanen fra fj ord til fj ord, Præstøguiden 2005.

Schovsbo, Per Ole: Ole Rømers opmåling af de store veje 1691-98. Dansk vejhistorisk Selskabs årsberetning 1999. Vejdirektoratet 2000.

Theisen, Jørgen R.: Store Røtt inge Dyrehave – de gamle kongelige Vildtbaner i Vordingborg Amt, Dansk Jagtt idende nr. 5, 1951.

Theisen, Jørgen R.: Store Røtt inge Dyrehave – de gamle kongelige vildtbaner i Vordingborg Amt, Historisk Samfund for Præstø Amt Årbog 1952.

Trap, J. P.: Danmark, 4. udg. København 1921: Præstø amt, Vester Egesborg sogn. Bd. 3 s. 448.

Trap, J. P.: Danmark, femte udgave, Præstø Amt 1955, Bind IV, 1 / Bind 9, Glarborgen og Kølebæk Mølle, Vester Egesborg Sogn s. 283, Vildtbanehegnet, Hammer Sogn s. 286.

Vestergaard, F.: Salget af Vordingborg Rytt erdistrikt – med et kort rids af dets tilblivelse, Historisk Samfund for Præstø Amt, Næstved 1975.

Trykte kilder

Kancelliets Brevbøger vedrørende Danmarks indre forhold 1616-1620, København 1919.


6911 fag 4 og 5, V4-V6

6913 fag 1-3 mod vestskene

6912 fag V5-V6 og tilbygning

6914 fag 3-5 mod vest

36915 lerklining i fag V5-V6 set indefra 6916 husets indre


6918 undersiden af B6 ved vestvæggen med støjlehuller

6923 vestfacaden, stolpe V4 med dobbelt fornagling

6920 lerklining på indersiden af væggen ved Ø4

6924 vestfacaden, fag 4 og 5, stolper V6 og V5

6925 østfacaden 6926 østfacaden, nordre del


6927 skiltet i fag 3 på østfacaden

6930 brandtomten set fra øst over landevejen 6928 østfacaden, sydlige del

Foto: Jens Olsen15-05-2013


2961 stolpe Ø8 med enkelt fornagling

2963 stolpe Ø6

2962 stolpe Ø7 med enkelt fornagling

2964 stolpe Ø5


2965 stolpe Ø4

2967 stolpe Ø2

2966 stolpe Ø3

2968 stolpe Ø1


2969 stolpe V1

2971 stolpe V3

2970 stolpe V2

2972 stolpe V4


2973 stolpe V5

2976 gårdspladsen fra sydvest

2974 stolpe V6

2979 gårdspladsen fra syd


2980 nordligste fag på østsiden, Ø7-Ø8

2986 tapetrester på indersiden af Ø5

2984 tapetrester på indersiden af Ø5

2987 inderside af nordgavl, østligste fag til Ø6


2988 B3 med støttestolpe, brændt, bemærk naglehul

2991 undersiden af loftet

2990 B2 mod syd, med delvis nedfaldet udlusning i gammelt taphul

2994 tagværket


2995

2997 stolpe V7 ?

2996 stolpe V6 ?

2998 stolpe V8 set mod nordvest


2999 fag V1-V2

3001 fag V3-V4

3000 fag V2-V3

3002 fag V4-V5


3004 fag V6-V7

3006 trædesten under fag Ø6-Ø7

3005 inspektør Holm hilser på

3010 syldsten under fag Ø5-Ø6


3011 husets østside set mod nord

3015 fag Ø6-Ø7 og Ø7-Ø8

3014 fag Ø5-Ø6

3016 nordligste fag i østfacaden Ø7-Ø8


3018 nordligste spærfag mod øst med profi leret opskalkning

3024 Kølebækken med vejbro, nordre husgavl til højre bag buskene

3019 profi leret opskalkning

3025 vejbroen nord for huset, skorsten til venstre

3028 Palle Birk Hansen på mølledæmningen 3029 brandtomten set over landevejen mod sydvest


3031 Kølebækkens løb fra landevejen mod fjorden 3032 inspektørerne Holm og Outzen

3035 inspektørerne Outzen og Holm

rapport - naestved-museumsforening.dk€¦ · lene ved hjælp af klining på støjler og vidjeﬂ...

Documents