resocialisering af kriminelle unge - paedagogen · 2017. 6. 26. · egely og ringe statsfængsel,...
TRANSCRIPT
-
RESOCIALISERING AF
KRIMINELLE UNGE
Bachelorprojekt. August-Oktober 2005.
Odense Socialpædagoiske Seminarium.
Udarbejdet af: Irene Hansen, Camilla Seitzberg og Louise Egeskov Christensen, hold s22.7.
Vejleder: Simon Ursem.
Censor: Steen Flemming Jørgensen.
-
Indholdsfortegnelse.
1. Indledning Side 2
2. Emneafgrænsning Side 3
3. Problemstilling Side 3
4. Problemformulering Side 4
5. Arbejdsmetode Side 4
6. Menneskesyn Side 5
7. Definition af en kriminel ung. Side 5
8. Videnskabsperspektiv Side 6
8.1. Jürgen Habermas Side 7 8.2. Thomas Ziehe Side 8 8.3. Delkonklusion Side 11
9. Resocialisering Side 13
9.1. Delkonklusion Side 16
10. Empiri Side 16
10.1. Egely Side 17 10.2. Ringe Statsfængsels ungeafdeling Side 19 10.3. Delkonklusion Side 21
11. Recidivitet Side 24
11.1. Delkonklusion Side 25
12. Familiesamarbejde Side 25
12.1. Delkonklusion Side 26
13. Pædagogens rolle Side 27
14. Konklusion Side 30
14. Litteraturliste Side 32
14.1. Primær litteratur Side 32 14.2. Sekundær litteratur Side 34
Perspektivering
Bilag
-
1. Indledning.
I vores bachelorgruppe har vi hver især gennemgået en halvårlig praktik på hhv. St. Dannesbo1,
Hjortøhus2 og Udby behandlingshjem.3 Vi har på disse institutioner hver især fundet vores ståsted i
den pædagogiske verden og deraf kommer en fælles interesse for at arbejde med mennesker, som i
deres adfærd og handlinger afviger fra det såkaldte ”normale”. De er placeret i et miljø, hvorfra vi
håber at integrere dem i samfundet på ny. Denne interesse bragte vores bachelorprojekt ind på
emnet: kriminelle unge.
På trods af stor fokus på området og interessen for at nedbringe kriminaliteten er der fortsat en
stigning af kriminalitet blandt unge.
I 1994 blev der blandt de 15-17-årige begået 19 seksualforbrydelser – i 2003 var dette tal steget til
35.
I 1994 blev der blandt de 15-17-årige registreret 482 tilfælde med vold – i 2003 var dette tal steget
til 918.
I 1994 blev der blandt de 15-17-årige begået 70 røverier – i 2003 var dette tal steget til 181.4
Recidivprocenten for 15-19-årige kriminelle, der har udstået straf i et fængsel er tankevækkende: i
1996 var tallet 44,9 % som steg til 49,5 % i 2001. Altså en stigning på 4,6 procentpoint.5 Dvs. en
høj procentdel af disse unge ikke er kommet tilbage til et såkaldt ”normalt” liv efter samfundets
straf.
Ud fra recidivprocenten må det antages, at der er en ”hård kerne” af unge, som går igen i
retssystemet. Ud over at koste samfundet store økonomiske ressourcer får disse unge et negativt
selvbillede og en følelse af rodløshed, som igen gør det sværere at opnå et positivt resultat af forsøg
på resocialisering.
Det er tydeligt, der er noget, der ikke fungerer.
1 St. Dannesbo: institution for hjemløse. 2 Hjortøhus: døgninstitution for børn og unge. 3 Udby Behandlingshjem: døgninstitution for fjernede behandlingskrævende børn og unge. 4 Justitsministeriet rapport: ”Ungdomskriminalitet 1994-2003” 5 ”Kriminalforsorgens statistik” år 2002 s. 87 og 2003 s 71.
-
2. Emneafgrænsning.
Vi vil i vores bachelorprojekt ”Resocialisering af kriminelle unge” begrænse os til unge i alderen
15-18 år, som afventer eller afsoner dom på en lukket ungdomsafdeling. Vi vil igennem projektet
betegne den enkelte kriminelle som den/de unge og han/ham, idet der er en overrepræsentation af
drenge blandt kriminelle unge. Pædagoger og lærere vil vi betegne som hun/hende, da dette projekts
forfattere er kvinder.
Grunden til valget af denne målgruppe er, at disse unge har et langt liv foran sig. De har ønsker og
drømme som alle andre og kan blive en stor ressource for samfundet. De unge er lette at påvirke i
både negativ og positiv retning, idet de i ungdommen forsøger at finde deres plads i det omgivende
samfund. Således kan de unge præges i retning af de normer og værdier, der er gældende i det
samfund, de befinder sig i. En effektivisering af de kriminelle unges resocialisering, mens de er i
retssystemets varetægt, er således fokusfeltet i dette bachelorprojekt.
3. Problemstilling.
Der er blevet givet mange forklaringer på, hvorfor nogle unge begår kriminelle handlinger i en
kortere eller længere periode. Tanker om forbrydermennesket, om arv og miljø, om dårlige
kammerater, svage forældrefigurer og om samfundets eller den enkeltes ansvar for eget liv har
præget den politiske debat. Yderligere er der fra politiske partier, organisationer mm. stor fokus på
løsningsmuligheder for, hvordan vi får de kriminelle unge tilbage som nyttige samfundsborgere.
Da recidivprocenten blandt kriminelle unge som nævnt er meget høj, må samfundet - politikere,
fagfolk samt den almene borger - spørge sig selv, om de kriminelle handlinger kunne være undgået.
For at tilgodese både de kriminelle unge og skatteydere, bør der lyttes til eksperter fra
fængselsvæsenet og straffelovrådet6 og satses på at finde frem til de rigtige metoder til succesfuld
resocialisering7 således, at det grundigt overvejes, om de iværksatte resocialiseringsfremmende
foranstaltninger i forhold til den enkelte unge er de mest hensigtsmæssige.
6 Straffelovrådet: nedsat udvalg under justitsministeriet. 7 Avisartikel: ”De skal bare bures inde”.
-
4. Problemformulering.
Ved at undersøge, hvilken struktur de unge lever under i fængslerne samt undersøge, hvilke
metoder der ifølge personalet bruges i forbindelse med resocialiseringen, kan vi finde frem til svaret
på vores hovedspørgsmål:
- Hvordan kan vi som pædagoger effektivisere resocialiseringen af kriminelle unge i
fængslerne således, at de kan blive en integreret del af samfundet?
5. Arbejdsmetode.
For at besvare problemformuleringen vil vi gennem litteraturstudier undersøge og indhente viden
omkring ungdomskriminalitet og gøre rede for samfundets perspektiv. Her har vi valgt den kritiske
videnskabsteori, da vi ønsker at belyse projektets emne fra samfundets og individets side. Vi har
valgt den tyske filosof og sociolog Jürgen Habermas (f.1929), da han belyser udviklingen i det
senmoderne samfund, samt den tyske socialpsykolog Thomas Ziehe (f.1947), idet han gør rede for
sammenhængen mellem menneskets individualitet og samfundet. Vi vil endvidere beskrive den
socialiseringsproces, mennesket gennemgår for at blive et selvstændigt individ og en del af
samfundets fællesskab via den danske cand. pæd. Bent Madsen (f. 1947), for derigennem at
besvare, hvad det er, de kriminelle unge skal socialiseres tilbage til.
For at opnå aktuel viden om de pædagogiske arbejdsmetoder i fængslerne, vil vi udføre kvalitative
interviews, som giver os mulighed for at belyse svarene personligt, nuanceret, og for at forholde os
til udsagn om behandling. Resultatet af vores interviews vil vi analysere ud fra et teoretisk niveau
således, at vi kan gøre rede for sammenhængen mellem teori og empiri. Af institutioner som vil
være relevante i denne kontekst har vi valgt at interviewe ledelsen på hhv. Egely og Ringe
Statsfængsels ungeafdeling.
-
6. Menneskesyn.
Vores menneskesyn ligger inden for den humanistiske og eksistentielle tænknings rammer. Altså
”at personer, som påvirkes af både indre impulser og ydre hændelser, er i stand til at forholde sig
til netop ydre og indre påvirkninger”8 Derfor mener vi, at pædagogen med baggrund i denne
tænkning bør være i stand til at få øje på de unges iboende ressourcer således, at disse kan skabe
fundamentet for at få løst den enkeltes vanskeligheder på sigt - med den rette mængde støtte og
opbakning fra omgivelserne. Vi mener, at den humanistiske tænkning skal ses i en sammenhæng
med opfyldelsen af basale behov, så som bolig, tryghed og omsorg, og at pædagogiske
handlemuligheder og metoder bør anskues ud fra de unges aktuelle ydre og indre ressourcer og
deres vilkår. Således kan vi være med til at støtte de enkelte kriminelle unge i at skabe forandring i
eget liv.
7. Definition af en kriminel ung.
For at give et billede af hvilken gruppe af unge kriminelle vi vil beskæftige os med i dette projekt,
vil vi her kort redegøre for, hvad vi mener kendetegner en kriminel ung.
”At være kriminel vil sige at være en person, som har udviklet en egentlig identitet som kriminel
gennem en længere proces. Pågældende fylder hele sit liv med kriminalitet og har efterhånden
mistet evnen til at begå sig på normale vilkår i samfundet” 9
Den gruppe af kriminelle unge vi beskæftiger os med, er de unge som begår systematisk
kriminalitet.
Systematisk kriminalitet:
• Spontane og planlagte handlinger
• Behov for spænding for at gøre tilværelsen tålelig
• Kriminalitet en nødvendighed for at bevare tilhørsforholdet til afvigergruppen
• Dyr levestil
8 Citat: ”Psykologibogen” s. 25. 9 Citat: ”Børne- og ungdomskriminalitet” s. 37.
-
De unges baggrund:
• Unge hvor normindlæringen har været svag
• Unge fra familier hvor moderen er alene
• Moderen har ingen uddannelse
• Moderen magter ikke opdragelsen
• Negativt skoleforløb
For at den unge kommer ind i systematisk kriminalitet kræves, at visse faktorer er tilstede:
Den unge har behov for spændingsreduktion og får afløb for hans negative følelser gennem
kriminelle handlinger.
Den unge føler social magtesløshed ved, at han oplever, at hans nuværende situation ikke er til at
ændre.
Den unge har behov for at flygte fra hans negative selvfølelse ved oplevelsen af, at et liv som
kriminel, er bedre end det nuværende.
Den unge føler sig presset hen imod det fællesskab, han oplever i afvigergruppen, og føler, pga.
ringe identitetsfølelse, en afhængighed af andres reaktioner på hans handlinger – et ønske om
accept.
Det er altså en blanding af sociologiske og psykologiske faktorer, når en ung over en årelang
periode udvikler identitet som kriminel.10
8. Videnskabsperspektiv.
For at kunne forholde os til de resocialiseringsfremmende metoder der bliver brugt på hhv. Egely og
Ringe Statsfængsel, må vi belyse det samfund, vi lever i og forholde os til, hvordan de unge agerer i
dette. Hertil har vi valgt at anvende den kritiske videnskabsteori, da vi her kan beskæftige os med at
klarlægge modsætningsforhold mellem samfund og individ med baggrund i Jürgen Habermas og
Thomas Ziehe. Habermas anskuer samfundsudviklingen og den dynamik, der er kendetegnende i
det senmoderne samfund, og Ziehe taler om konsekvenserne af dette for det enkelte individ.
10 ”Børne- og ungdomskriminalitet s. 32-39.
-
8.1. Jürgen Habermas.
”Det moderne samfund er uddifferentieret”.11 Det betyder, at der i modsætning til
landbrugssamfundets traditionelle virke er blevet dannet nogle delsystemer. Disse delsystemer har
hver deres samfundsmæssige funktion. F.eks. tager ambulatorier sig af de afhængige, sygehusene
tager sig af de syge og daginstitutionerne tager sig af børnene. I landbrugssamfundet blev disse
opgaver løst i familien, men pga. den samfundsmæssige udvikling er det blevet lagt ud til det
offentliges eksperter at løse opgaver som disse.
Delsystemerne vi færdes i, er med til at danne vores liv, men vi har også mulighed for at være med
til at præge dem.
De delsystemer vi er underlagt kan kategoriseres inden for tre sfærer i samfundet:
Staten Markedet
Styringsmedium: Styringsmedium:
Magt. Penge
Civilsamfundet
Styringsmedium:
Normer og værdier
• Staten: Styringsmediet for staten er magt. Det omfatter hele den offentlige sektor, da den har
sin egen styringslogik, der er præget af politisk besluttede love og regler samt af
11Citat: ”Pædagogik i sociologisk perspektiv” s. 167
-
professionel faglighed. En daginstitution eller et fængsel styres af lovgivningen og af en
faglig praksis på stedet.
• Markedet: Styringsmediet for markedet er penge. Her er styringslogikken muligheden for
profit, hvor det drejer sig om udbud og efterspørgsel.
• Civilsamfundet: Styringsmediet for civilsamfundet er normer og værdier. Her befinder sig
de dele af det sociale liv, som hverken er styret af regler, faglighed eller
markedsmekanismer. Det drejer sig om sociale fællesskaber, hvor familien er den vigtigste.
De tre delsystemer er præget af dilemmaer og problemstillinger:
Statens dilemma er splittelsen mellem det fælles bedste og brugen af magt. Staten er til for at
varetage det fælles bedste, men også et udtryk for retsgyldig magtudøvelse. Staten kan sætte folk i
fængsel, og den kan tvangsfjerne børn.
Markedet er præget af dilemmaet mellem udvikling og ulighed. Konkurrence giver udvikling, men
samtidig også ulighed og undertrykkelse.
Civilsamfundet er præget af dilemmaet mellem en opfyldelse af individets behov contra
fællesskabets behov. Egoisme over for solidaritet.12
I Systemverdenen handles der instrumentelt. At handle instrumentelt betyder, at der arbejdes for
egen vindings skyld og for, at der skabes resultater, som kan måles og vejes.
I Livsverdenen handles der kommunikativt. At handle kommunikativt bygger på varme værdier,
mellem menneskelige relationer og indbyrdes dialog.13
8.2. Thomas Ziehe.
I det senmoderne samfund er der opstået nye måder at se individet på. Ifølge Ziehe har traditions -
og meningsfællesskabernes opløsning i senmoderniteten betydning for individets kulturelle
bevidsthedsdannelse. Han taler om de tre kulturelle tendenser:
12 ”Pædagogik i sociologisk perspektiv” s. 167-170 13 ”Pædagogik i sociologisk perspektiv” s. 170-171, 176-177
-
• Den første tendens er refleksivitet: det handler om individets måde at forholde, iagttage og
afbilde sig selv på i forhold til andre – både personer og sekundære erfaringer som medier.
• Den anden tendens er evnen til at formes: dvs. en forestilling om at intet er givet på forhånd.
Alt kan diskuteres og genovervejes, og der eksisterer en forestilling om, at det kunne være
anderledes. Man har ikke nogle ydre orienteringsrammer at forholde sig til. Samfundet er
blevet aftraditionaliseret, og individet er blevet kulturelt frisat. Denne frisættelse medfører,
at den enkeltes valg og beslutninger får stor betydning, og åbner op for nye muligheder for
at bryde med overleverede mønstre. Den medfører endvidere mulighed for en
demokratisering af de kulturelle værdier, og skaber dermed en åbning for, at andre kulturelle
mønstre kan opnå anerkendelse.
• Den tredje tendens er individualiseringen: alt hævdes at være op til den enkelte. Den enkelte
bestemmer selv sit livsforløb, og alt er muligt. Der er ingen normer at forholde sig til, og
subjektiviteten er blevet forstærket. Subjektiveringen kan føre til, at den enkelte hele tiden
søger at finde accepten af sig selv gennem andre individer. Man må hele tiden tage stilling
og definere alting ud fra ens egen fornuft, normer og moral. For at gøre det må den enkelte
hele tiden forholde sig til alle temaer, f.eks. politik, mode og identificering med andre, i
sekundærerfaringerne. Udbuddet af temaer gør, at det kan være svært for individet at se sig
selv som noget særligt eller nyskabende, da det hele findes i forvejen. Ingen har længere
legitimitet i kraft af sin stilling eller person til at bestemme eviggyldige sandheder. Man skal
kunne begrunde, hvad der er rigtigt og forkert, og den enkelte skal kunne acceptere dette i
forhold til sig selv. Den enkelte har en ret til at forvente at blive taget alvorligt, til at kunne
forfølge interesser og udnytte de styrker, man har.
Tendenserne ”evnen til at formes” og ”individualiseringen” repræsenterer en dobbelthed på den
måde, at den kulturelle frisættelse af individet giver en større forventning om ansvar for eget liv. Er
man ikke i stand til at leve op til dette ansvar, kan det enkelte individ få et ambivalent forhold til
den frihed, der skulle åbne op for flere muligheder og i stedet opleve forvirring omkring egen
identitet og det omgivende samfund.
-
Thomas Ziehe belyser de unges adfærd gennem tre dimensioner: tematisering, informalitet og
subjektivering. Han mener, at unge generelt har tre reaktionsmønstre, der kan skabe problemer i en
læringssituation. Disse tre reaktionsmønstre kan ses i sammenhæng med de tre dimensioner:
• Tematisering er: øget adgang til emner, billeder og informationer. Reaktionsmønstret
medfører her, at de unges reaktion bliver ”det ved vi allerede”. De unge bliver
desillusionerede og har svært ved at være nysgerrige.
• Informalisering er: slækkelsen på de traditionelle socialformer. Mønstrene for vores
dagligliv er blevet uformelle. De unges reaktionsmønstre bliver ”hvad får vi ud af det?” De
søger efter plausibilitet.
• Subjektivering er: opmærksomheden på individets indre verden. Reaktionsmønstret herpå er
at de unge har et stort ønske om selv-henvendelse og vil derfor spørge til et givent emne,
”hvad har det med mig at gøre?”.
Thomas Ziehe ser disse tre dimensioner og reaktionsmønstre i sammenhæng med begreberne den
objektive, intersubjektive og subjektive verden. Disse verdener er udtryk for egocentrisme. Det er
pædagogens opgave at skabe decentrering i verdenerne, ved ikke altid at tage udgangspunkt i det
velkendte.
• Den objektive verden – alle er i stand til at give en forholdsvis klar beskrivelse gennem ord
og billeder.
• Den intersubjektive verden – alle har subjektive tolkninger og definitioner af situationer vi
optræder i.
• Den subjektive verden – man kan se, høre og mærke sit indre jeg og gøre det meget vigtigt.
Ifølge Ziehe skal pædagogen ved decentrering i den objektive verden ikke kun tage udgangspunkt i
det kendte for de unge. Det er vigtigt for det senmoderne selvreferende individ at få mulighed for at
se ud over sig selv. Der skal overraskes. Man kan gøre det ved at underdeterminere et givent emne
-
ved ikke at fortælle det hele, men ved at efterlade huller og luft i emnet. Det kan også gøres ved at
overdeterminere emnet. Dette gøres ved at forsyne emnet med særlige træk således, at emnet, man
arbejder med, rummer elementer af anderledeshed.
Decentrering i den intersubjektive verden skal skabes ved civiliserethed. Den skal baseres på, at vi
har noget til fælles - at vi respekterer hinanden som forskellige. Institutionen skal ikke fungere som
en familie. Institutionen skal bygge på depersonalisering. ”Din historie er vigtigst for dig, men her
er det fællesskabet og de spilleregler der gælder for det, der er vigtigst”. Ved at institutionen er
overraskende og bygger på ikke familiære omgangsformer og depersonalisering, fremmes dens
civiliserethed.
Decentrering i den subjektive verden er decentrering i forhold til en selv. Dvs. det bliver en form for
sejr at overskride sig selv og indtage forskellige identiteter. Valget af selvet er ikke fastlåst til én
identitet. Tilværelsen kan tolkes i forskellige retninger alt efter, hvor man vælger at tolke den fra.
Her skal pædagogen være opmærksom på, at egen kulturelle horisont er forskellig fra de unges.
Hvis det ikke sker, skabes en kløft mellem pædagogens og de unges selvfølgeligheder.14
8.3. Delkonklusion.
Den pædagogiske praksis har et tosidet mål. På den ene side skal den tilfredsstille systemets
materielle reproduktion i form af at skabe socialiserede og tilpassede mennesker og uddannet
arbejdskraft. På den anden side skal den tilfredsstille livsverdenens symbolske reproduktion i form
af, at individet skal have en identitet, føle solidaritet og kunne se en mening med tilværelsen.15
Pædagoger er repræsentanter for systemverdenen, men agerer i livsverdenen og har at gøre med
mennesker, som udvikler sig. Vi mener, at for at skabe relationer til de kriminelle unge og arbejde
hen imod resocialisering, må vi først og fremmest forstå det samfund, vi lever i, og de sociale
betingelser dette giver, for ikke at skabe en kløft mellem pædagogens og de unges
selvfølgeligheder.
Vi lever i et aftraditionaliseret samfund: de fælles rammer og perspektiveringer er svækket. Det
gælder med hensyn til værdier, sociale rammer og kulturelle udtryk. Vi mener, den personlige 14 ”Ungdomsliv og læreprocesser i det moderne samfund” s. 194 – 206. 15 ”Pædagogik i sociologisk perspektiv” s. 167.
-
identitet er stillet over for en udfordring, der handler om, hvordan individet tager bestik af sig selv -
hvad definerer jeg mig selv ud fra? Aftraditionaliseringen har den fordel, at den selvstændige
tankegang ikke længere begrænses men fremmes således, at menneskets forskelligheder kan
udnyttes som en styrke.
Tematisering, informalitet og subjektivering spiller en stor rolle her. Problematikken i dette kan
være, at de unge har øget adgang til alle informationer - det gør dem forvirrede, og de har svært ved
at være nysgerrige. Samtidig har de et stort ønske om selv-henvendelse og vil vide, hvor de ender,
før de starter.16
Når tanken falder på familien i det senmoderne samfund, har vi stillet os selv spørgsmålet om,
hvorvidt familien er det vigtigste sociale fællesskab for de kriminelle unge. Familien var i
landbrugssamfundet børn og unges største prioritet, da morgendagens sandhed lå i forældrenes
hænder og var forudsigelig. I kraft af den kulturelle frisættelse er det i dag kammerater og medier,
der vægtes frem for familien. Vi har erfaret gennem projektets forløb, at når de unge bliver anbragt i
fængslerne, får familien igen betydning som det vigtigste i deres liv. De græder over savnet til
denne. I de kriminelle unges aktuelle situation, bliver kammerater og medier uvæsentlige.
”Men hvis der ikke fra den fælles kultur afstikkes muligheder for selvforståelsen – hvor henter den
unge så afsæt og kriterier for sin indkredsning af de basale svar på hvem de er eller er på vej til at
blive?”17
Vi mener, at når de unge kommer på Egely og Ringe Statsfængsel, så er det ofte her, de finder
svaret. Dette sker, fordi de unge netop her for første gang er underlagt regler, normer og rammer,
som giver støtte til udarbejdelsen af deres individuelle valg for videre liv og egen personlige
biografi. Dette vedrører både uddannelse, arbejde, fritid og familieliv. Pga. stigende refleksivitet i
det senmoderne samfund, er de unge indirekte tvunget til at udforme deres egen personlige biografi.
De unge oplever i fængslet tryghed, som bliver en vigtig faktor i deres liv – her kan de være sig selv
og få den støtte, der mangler i deres vante omgivelser. Hvis de unge, når de kommer ud i friheden
igen, begår ny kriminalitet er det for os et tegn på, at de igen er uden for de trygge rammer og
dermed ikke magter at sortere i de valg og tage det ansvar, der kræves for at blive en integreret del
af samfundet.
16 ”Ungdomsliv og læreprocesser i det moderne samfund” s. 194-206 17 Citat: ”Ungdomsliv og læreprocesser i det moderne samfund” s. 81
-
9. Resocialisering.
At resocialisere: ”… Bringes til igen at føre en tilværelse som normal samfundsborger”.18 For at
kunne konkretisere nærmere hvad resocialisering er, må vi først besvare spørgsmålet, som falder
naturligt i kraft af begrebet: hvad vil det sige at være socialiseret. Først når dette er belyst, kan vi
sige, hvad det er, de unge kriminelle skal resocialiseres til.
At socialisere: ”opdrage, lære nogen et samfunds normer og værdier”.19 Der skelnes mellem flere
socialiseringsprocesser:
• Primær socialisering handler om, at barnet fra helt lille bliver præget; fortrinsvis fra dets
forældre og søskende. De tjener som identifikationsfigurer for barnet, hvor det at gå, tale og
at spise selv læres gennem imitation og tilegnelse af færdigheder. Samtidig vil barnet lære
gennem forældrenes reaktioner på dets adfærd, at der er bestemte måder at gøre tingene på,
f.eks. ved at moderen bliver vred, når barnet slår. Denne prægning skal foregå over en
længere periode for at have permanent virkning og dermed forme barnets habitus.
Betydningen af den primære socialisering kan f.eks. være udviklingen af barnets
samværskompetencer, som igen har betydning for dets status i fællesskabet. Forskellige
familietyper vil have forskellige socialiseringspraksis da forældrenes arbejds- og
livssituation påvirker deres indstilling til tilværelsen.
• Den sekundære socialisering omhandler den socialiseringsproces, der foregår i f.eks.
daginstitutionen, fritidsklubben, skolen, og arbejdspladsen, også kaldet
socialiseringsfaktorer, hvor der varetages den opgave at socialisere individet til den kultur,
der er gældende. Denne kultur bestemmes af de herskende grupper, såsom store koncerner,
politikere, lærere, og pædagoger, og det er deres interesser, der varetages, når normer og
værdier internaliseres. Sekundær socialisering handler desuden om integrering af personer,
som ikke uden videre kan/vil tilpasse sig de givne strukturer, samfundet indeholder.
• Dobbeltsocialisering handler om, at stort set alle børn i dag socialiseres både i hjemmet og i
institutioner. Det betyder, at der finder et samspil mellem den primære og den sekundære
18 Citat: ”Politikens Nudansk Ordbog”, s. 899 19 Citat: ”Politikens Nudansk Ordbog”, s. 1008
-
socialisering sted. De påvirker hinanden både negativt og positivt på den måde, at hvis ikke
der fra hverken hjemmets eller institutionens side er positive oplevelser med den
socialiseringsproces, der finder sted, bliver det svært for barnet at tage del i fællesskabet på
den måde, det forventes; både nu og i fremtiden. I stedet vil barnet føle frustrationer og
nederlag og dermed føle sig ekskluderet. Hvis f.eks. institutionens socialiseringsproces er en
positiv oplevelse og hjemmets negativ, er det muligt for barnet at drage nytte af og finde
trøst og opmuntring til hensigtsmæssig adfærd hos institutionen. Hvis oplevelserne af
processen hos både hjem og institution er positive skabes et stærkt fundament for barnets
sociale fremtid som samfundsborger.20
Det er vigtigt, at socialiseringsprocesserne opfattes som legitime i den forstand, at de personer, som
afviger fra normen, opfatter sig selv som utilpasset for at skabe et pres således at de føler et behov
for at lade sig integrere.
Vi har i afsnittet om videnskabelige perspektiver via Thomas Ziehe forklaret, hvordan vores
samfund er præget af opbrud med normer og værdier, og at individualiteten fremhæves som en del
af samfundsudviklingen. Samfundet er altså fyldt med modsætninger og kompleksitet. Kun at
socialisere gennem overleverede traditioner og normer er set ud fra det perspektiv ikke gyldigt da
disse svinder ud, og der kommer en ny sandhed i morgen.
For at individet ikke kun skal kunne fungere i samfundets fællesskab men også skabe sine egne
livsbetingelser, udskille sig fra det fælles og udvikle identitet, må man gennem
socialiseringsprocessen give individet kvalificering til at bearbejde og mestre livets vilkår.
Kvalificeringen indeholder handle- og kommunikative kompetencer som: Ӿndringsparathed,
rolleskift, indlevelsesevne, værdirefleksion, initiativrighed, helhedstænkning, selvkontrol,
problemløsningsfærdigheder, social fleksibilitet, og (…) evne til at sætte sig i andres sted”.21
Bent Madsens figur, ”Grundlæggende sociale processer” illustrerer hvordan samfundets
kvalificerings- og socialiseringsprocesser fører mennesket ind i fællesskabet: Det enkelte individ
har det tilhørsforhold til fællesskabet at være forskellige som mennesker og til at være en del af den
20 ”Socialisering og habitus” s.404-419 21 Citat: ”Socialpædagogik og samfundsforvandling” s. 117.
-
samfundsmæssige produktion som arbejdskraft. Processerne skal kvalificere individet til at fungere
hensigtsmæssigt og normalt.
Yderligere har disse processer den funktion at integrere flest muligt mennesker i fællesskabet. Dette
forsøges gennem social kontrol således, at flest muligt går den lige vej til et såkaldt normalt og
produktivt liv. Pædagoger er blandt dem, hvis opgave det er i samfundets interesse at sørge for at
afvigere identificeres og så vidt muligt bringes tilbage på rette spor – til at leve et liv så tæt på det
normale som muligt.
I figuren repræsenterer ”A” den socialpædagogiske indsats, der defensivt er rettet mod mennesker,
som allerede er udstødt af samfundet. Skaden er sket, og denne indsats forsøger at rette op på
fejlslagen socialisering. Et eksempel herpå er resocialisering af kriminelle unge. Her kunne den
defensive socialpædagogiske indsats være at motivere og støtte den kriminelle unge til at komme i
gang med en uddannelse.
-
”B” repræsenterer den offensive socialpædagogik, som henvender sig til mennesker inden for det
”normale liv”, og supplerer mangelfulde kvalificerings- og socialiseringsprocesser med
forbyggende indsats. F.eks. ved at tildele unge, der er i farezonen for at blive kriminelle, en
kontaktperson, som skal råde og støtte dem i at tage ”fornuftige” beslutninger.22
9.1. Delkonklusion.
Nu har vi forklaret, hvorledes mennesket socialiseres til samfundsborger og til et selvstændigt
individ. Når man taler om resocialisering af kriminelle unge, må man holde for øje, at den primære
socialiseringsproces, som danner grundlag for individets habitus, foregår og slås fast tidligt i livet.
Det er muligt for mennesket at bryde med ”arv og miljø”, men det vil altid være farvet af den
socialiseringsproces, som har formet dets habitus.
I fængslet er det muligt at supplere den sekundære socialiseringsproces på den måde, at de unge her
skal indgå i et fællesskab, hvor der er regler for alles gøren og laden. Problemet er, medmindre de
unge efter endt afsoning sluses ud af fængselssystemet med støtte, at fængslet socialiserer i en
kultur, hvor alt er givet. Derfor er det svært at ruste de unge til at finde fællesskabet i frihedens
kultur af opbrud og individualisering. Her er det vigtigt, at være opmærksom på, at de kriminelle
unge, som alle andre, har deres egne personligheder og derfor bør behandlingen hen imod
resocialisering, være individuel.
De unge kriminelle skal opleve en erkendelse af, at samfundets kontrol er legitim i den forstand, at
den er til for at beskytte, førend de kan føle sig motiveret til at ”gøre op” med deres afvigeridentitet.
Efterfølgende bør der til gengæld kræves af samfundet, at det giver de unge en følelse af at være
inkluderet i fællesskabet.
10. Empiri.
Vi vil i følgende afsnit komme med en præsentation af henholdsvis Egely og Ringe statsfængsels
ungeafdeling, her vil vi beskrive de resocialiseringsfremmende metoder, de bruger. På Egely har vi
interviewet konstitueret afdelingsleder Ulla Krumm Knuhtsen, uddannet cand. psyk. samt
afdelingsleder på Ringe statsfængsels ungeafdeling Bjarne Friis, uddannet klubpædagog.
22 ”Socialpædagogik og samfundsforvandling” s. 26-28.
-
Størstedelen af de unge, der sidder på disse institutioner, kommer fra familier, som f.eks. er præget
af skilsmisser, misbrug, og dårlige sociale kår.
Vi ønsker igennem disse interviews23 at besvare vores problemformulering om, hvordan vi som
pædagoger kan effektivisere resocialiseringen af de kriminelle unge i fængslerne.
10.1. Egely.
Egely er en sikret pædagogisk institution i Fyns amt under familieafdelingen - et surrogatfængsel,
der i alt kan rumme 5 unge i alderen 15-18 år. De unge opholder sig i gennemsnit på Egely i 2
måneder.
Der er ikke krav om behandling på Egely, idet de unge er i varetægtssurrogat. For at kunne
identificere de unges ressourcer og vanskeligheder udformes der, på trods af det korte
tidsperspektiv, en behandlingsplan, som indeholder ”problem” og ”målsætning” for de unges
nuværende situation. Denne udarbejdes af kontaktpædagogerne gennem observationer og
målrettede samtaler med de unge. Behandlingsplanen bliver fremlagt på en behandlingskonference
hver 14. dag, hvor det øvrige personale kan komme med deres observationer af de unge. Ifølge Ulla
Krumm Knuhtsen er de unge ikke selv med til at udforme deres behandlingsplan. De fleste unge
formår ikke at se objektivt på egen situation som følge af, at de ønsker at opretholde den facade,
som fortæller, at de har styr på deres liv og ingen problemer har. De ønsker altså ikke at lade
facaden krakelere ved at lade en troværdig voksen komme tæt på.
Vi ønsker igennem nedenstående skema at belyse hverdagen på Egely med henblik på at analysere
hverdagens struktur og fremhæve det resocialiseringsfremmende i denne.
Dagligdagen ser således ud:
Kl. 08.00 Morgenvækning
Kl. 08.15-09.00 Morgenrengøring af værelset og morgenmad
Kl. 08.30-09.00 Butikken er åben (værelset skal være rengjort og godkendt 08.30, før der kan
handles)
Kl. 09.00-12.00 Aktiviteter
Kl. 12.00-13.00 Frokost
23 Se interviewspørgsmål, bilag 1
-
Kl. 13.00-14.30 Aktiviteter
Kl. 14.30-15.00 Kaffe og udfyldning af lønskema for dagens aktiviteter.
Kl. 15.00-18.00 Mulighed for spil, TV og video
Kl. 18.00-19.00 Aftensmad
Kl. 19.00-22.15 Fortsat mulighed for spil, TV og video
Kl. 22.15-22.30 Vask og tandbørstning (fredag og lørdag kl. 23.15)
Kl. 22.30 Værelset (fredag og lørdag kl. 23.30)
På Egely lever de unge en meget struktureret hverdag, hvor der ikke er mulighed for afvigelser, det
at de unge kommer op om morgenen samt har aktiviteter i løbet af dagen, giver dem en døgnrytme.
Hvis en ung fravælger at deltage i dagens aktiviteter, vælger han automatisk sit værelse, hvor han
skal sidde indtil klokken 15.00. Til dagens aktiviteter kan de unge vælge imellem
håndværksmæssige eller kreative værksteder. Dette kan give de unge en mulighed for at få
succesoplevelser inden for forskellige fag. På Egely er der undervisningspligt, hvor de unge
modtager eneundervisning.
Når dagens aktiviteter slutter klokken 15.00, har de unge mulighed for selv at bestemme deres tid.
De kan se fjernsyn, spille playstation eller snakke – det er op til den enkelte. Bag disse frie valg
ligger der stadig nogle rammer, de skal agere under, hvor de unge individuelt og i fællesskab er
ansvarlige for at få det maksimale ud af disse. Heri ligger en pædagogisk omsorg ved, at pædagogen
tager rollen som voksen – udstikker og indsnævrer rammer og lærer de unge sociale spilleregler.
Pga. at de unge er varetægtsfængslet og derfor ikke har modtaget dom for deres handlinger, opstår
der frustrationer i de unge, der kommer til udtryk i aggressiv og udadreagerende adfærd. De fleste
unge lærer med tiden at slappe af i de givne rammer og finder, at regelmæssigheden i dagligdagen
giver dem indre ro. Dette kommer bl.a. til udtryk ved, at de unge, der har været der længst, har en
mindre aggressiv og udfarende adfærd.
I de timer, hvor de unge kan råde over deres egen tid, ligger der også fra pædagogens side en
mulighed for fordybelse i de unges liv. Dette kan f.eks. ske efter, man har set en film, hvor der har
været et interessant emne, som f.eks. religion. Her har pædagogen mulighed for at spørge ind til den
unges trosretning og derigennem få en dialog samt opnå en større indsigt i de unges liv.
-
Ifølge Ulla Krumm Knuhtsen, kan en del af de unge, der kommer på Egely, ikke rettes op i en grad
der integrerer dem i det ”normale liv”, idet deres habitus, pga. fejlsocialisering og svære vilkår i
opvæksten, er af en sådan karakter, at de har svært ved at leve op til de normer og krav, samfundet
stiller om frihed under ansvar. Hun mener, at de på Egely er med til at ”gøde jorden” for mange
unge, at de når langt på trods af det korte tidsperspektiv, men at det primært er i det forebyggende
arbejde indsatsen omkring de unge skal foregå.
Det er sjældent, at der sker en arbejdsalliance imellem Egely som institution og de unges forældre.
Ulla Krumm Knuhtsen oplever, at langt de fleste familier skammer sig og undgår at forholde sig til
den realitet, at de har et barn, som er varetægtsfængslet. Mange af de unge finder det svært at
bevare kontakten til deres familier i tiden på Egely, idet de ikke er stolte over deres situation og
gerne vil undgå at gøre familien ked af det. Hvis det derimod handler om forældre, der erkender
problemerne og ønsker hjælp, stiller Egely op med denne i form af bl.a. socialrådgiver- og
psykologsamtaler. I og med, at de unge er i varetægtssurrogat, er det politiet, der bestemmer hvilken
kontakt, de må have til familien - om de må få besøg, modtage breve og om de må snakke i telefon
med eller uden medhør, dette pga. efterforskningen af deres sag.24
10.2. Ringe Statsfængsels ungeafdeling.
Ringe Statsfængsel er et lukket fængsel med plads til 86 indsatte fordelt på 6 afdelinger, hvor af én
af disse afdelinger er ungeafdelingen. Ungeafdelingen har plads til 4 unge i alderen 15-18 år. De
unge sidder i gennemsnit 6 måneder på Ringe.
Når de unge bliver henvist til ungeafdelingen på Ringe, er det Bjarne Friis’ job, at tage ud og
besøge de unge i arresten, hvor han snakker med dem og finder ud af, hvad det er, de unge vil.
Bjarne Friis, skal bedømme, om de unge passer ind i den øvrige gruppe på afdelingen. Han skal
forsøge at se bag facaden og fornemme, om der er motivation – en lyst til at ændre sit liv.
Når de unge bliver visiteret til ungeafdelingen i Ringe, modtager afdelingens psykolog de unges
papirer med baggrundshistorie og familieforhold. Efter de unge har været på afdelingen i 14 dage,
afholdes der en behandlingskonference imellem psykolog og pædagoger. På denne konference er
det pædagogernes arbejde at fremlægge de observationer, de har, og sammen med psykologen
24 Interview med Ulla Krumm Knuhtsen.
-
udarbejde en behandlingsplan. Behandlingen af de unge sker i et tæt samarbejde pædagogerne
imellem, og behandlingsplanerne bliver taget op på en konference hver 14. dag. Her rapporterer
personalet til hinanden ud fra specifikke opgaver, de fik tildelt på sidste konference. F.eks. hvis en
ung har ytret bekymring for sin mor, som er ude i et stofmisbrug, så kan det være en enkelt
pædagogs opgave at snakke målrettet med den unge omkring dette og finde frem til
løsningsmuligheder, der gør det nemmere for den unge at håndtere det.
På ungeafdelingen ligges der stor vægt på målrettede samtaler, som en del af behandlingen. Udover
denne er der tilknyttet en psykiater, hvor de unge, der har behovet, kan blive medicineret. De unge
har mulighed for at deltage i kognitiv terapi, som er en terapiform, der sigter mod at ændre de unges
måde at tænke og løse problemer på. Herunder kan de tage kurser i ”Anger management,” som
bygger på de kognitive teorier og har til formål gennem bl.a. rollespil at lære de unge teknikker til at
håndtere deres vrede. Dette er et tilbud og ikke et krav til de unge, da motivationen udgør effekten.
Et andet og vigtigt element i de unges behandling, er det sociale aspekt. Et eksempel på dette er, at
alle aktiviteter foregår i fællesskab, og selvom en ung har ytret ønske om ikke at spise morgenmad,
skal han sidde med ved bordet. Målet er at træne de unges sociale kompetencer gennem fællesskab.
Vi ønsker igennem nedenstående skema, at belyse hverdagen på Ringe Statsfængsels ungeafdeling
med henblik på at analysere hverdagens struktur og fremhæve det resocialiseringsfremmende i
denne.
Dagligdagen ser således ud:
Kl. 08.00-08.30 Morgenvækning og oprydning af værelse
Kl. 08.30-08.40 Kontrol af værelser
Kl. 08.40-09.00 Morgenmad
Kl. 09.00-09.15 Gårdtur
Kl. 09.30-11.00 Arbejde og skole
Kl. 11.00-12.00 Frokost
Kl. 12.00-14.00 Arbejde og skole
Kl. 14.00-14.30 Eftermiddagsboller
Kl. 14.30-15.00 Rengøring
-
Kl. 15.00-19.00 Mulighed for udendørs aktivitet
Kl. 19.15-20.15 Aftensmad
Kl. 20.15-20.45 Mulighed for indendørs aktivitet
Kl. 21.00-21.30 Afslutning – aftenhygge, bad, oprydning
Kl. 21.30 Indelukning
Selvom de unge er underlagt en struktureret hverdag på Ringe, er det efter Bjarne Friis` mening
vigtigt, at alt ikke er skemalagt. F.eks. skal aftenens aktiviteter kunne tages op til revision, hvis de
unges ønsker afviger fra det planlagte.
Ifølge Bjarne Friis er årsagen til, at ungeafdelingen har det dagsprogram at holde de unge i gang i
løbet af dagen. Der er undervisningspligt, og de unge skal gå i skole 1 time om dagen. Her får de
eneundervisning for at øge koncentrationen samt give dem et større udbytte af undervisningen.
Hvis de har en hensigtsmæssig adfærd - følger dagsprogrammet og de regler afdelingen har opstillet
- kan de få flere privilegier, f.eks. muligheden for at komme ud og spille fodbold med indsatte fra
andre afdelinger og dermed være en del af et bredere fællesskab.
Imens de unge sidder på ungeafdelingen i Ringe, har de ikke megen kontakt til deres familie.
Mange af familierne til de unge finder det skamfuldt samt fornægter, at de har et barn, der sidder i
fængsel. De unge selv føler skyld over for deres familier og ønsker ikke at påligge dem yderligere
bekymringer. Personalet opfordrer de unge til at bevare kontakten til deres familier ved at ringe
hjem, hvilket de unge ofte stiller sig tvivlende overfor, da de specielt ikke ønsker at gøre deres
mødre kede af det. Mange af de unge ønsker heller ikke at komme på udgang, idet de giver udtryk
for, at det gør ondt at skulle se deres familier i øjnene. Bjarne Friis mener, at det ikke er muligt at
resocialisere de unge uden om familien. Dette uanset om familien bakker op om den unge og
erkender problemet eller er afvisende og fortrænger det.25
10.3. Delkonklusion.
På Ringe Statsfængsels ungeafdeling har man bedre forudsætninger for et intensivt forløb, idet de
unge har modtaget deres dom. Dermed bærer de ikke på frustrationer over ikke at kende udfaldet af
systemets straf. Desuden er de unge indsat her i en væsentlig længere periode end på Egely.
25 Interview med Bjarne Friis.
-
Tidsperspektivet spiller altså en stor rolle i spørgsmålet om, hvor vidt det er muligt at skabe
succesfuld resocialisering, da de unge, pga. mere eller mindre grove omsorgssvigt, i den primære
socialisering, har opbygget forsvarsmekanismer mod bl.a. egne følelser og krav fra samfundet om
tilpasning. Det kræver en længerevarende kontinuerlig kontakt at nedbryde disse
forsvarsmekanismer og opbygge tillid og tætte relationer til de unge, da mange voksne i deres liv,
såsom familie, pædagoger og lærere aldrig har formået at skabe et tillidsforhold til dem.
Dynamikken i dobbeltsocialiseringsprocessen har altså ikke været hensigtsmæssig.
De behandlingsmetoder vi gennem interviewene er blevet præsenteret for er:
• Målrettet samtale.
• Kognitiv terapi.
• Psykiatri.
Den målrettede samtale skal gøre de unge bevidste om deres personlige ressourcer og sociale
kompetencer. Heri ligger en opgave for pædagogerne i at finde frem til den mest gavnlige strategi
for de unge i det videre forløb. For at pædagogen skal få mest muligt ud af samtalen, er det vigtigt,
at hun fokuserer på forståelse, respekt, engagement, tillid, tiltro, ærlighed og håb. Dette for at give
de unge en følelse af, at deres velbefindende har betydning for pædagogen, at de har en realistisk
mulighed for at skabe forandring, og at de i sig selv har værdi som menneske.
Vi mener, at kognitiv terapi er med til at give de unge en bedre fornemmelse for egne følelser og
dermed åbner op for andre handlemuligheder end selvdestruktivitet og forebygger på den måde
recidivitet. Her er det vigtigt, at terapeuten formår at skabe et tillidsforhold således, at motivationen
for forandring bliver synlig for de unge selv.
Ringe Statsfængsels tilknyttede psykiater har bemyndigelse til at give de unge medicin for psykisk
ustabilitet som f.eks. depression og angst. Vi mener, det er vigtigt at have for øje at medicinering
ikke kan stå alene, da årsagerne bag ustabiliteten, i det omfang det er muligt, også bør bearbejdes
gennem samtaler med en psykolog, som derefter følges op af pædagogerne på afdelingen i
dagligdagen.
-
Udover disse behandlingsmetoder har vi fundet elementer i de to institutioner, som er med til at
højne kvaliteten i resocialisering af de kriminelle unge:
• Strukturen i dagligdagen
• Det sociale aspekt
• Skole
• Omsorg
Strukturen i dagligdagen på Egely og Ringe Statsfængsel er med til at give de unge en følelse af, at
der kræves noget af dem. Dette er vigtigt, da de gennem hele deres liv er blevet opgivet af mange
instanser. Ydermere er strukturen med til at give de unge ro til at finde og mærke sig selv, idet de
ikke er med til at planlægge dagens forløb – kontrollen er taget fra dem og ligger i pædagogens
hænder. Pædagogen er i den forstand en del af systemverdenen, hvor hun skal repræsentere de love,
regler og den grad af faglighed, der udstikkes af staten.
Når pædagogerne i dagligdagen oplever de unge i det sociale aspekt, ses der forskellige
reaktionsmønstre såsom indelukkethed, udadreagerende adfærd, dominans, optimisme eller
pessimisme. Disse mønstre er et udtryk for de unges livssituation. Pædagogen kan ud fra disse se, at
de er forskellige individer, der reagerer på forskellige måder. I de unges fritid har de inden for de
givne rammer et ansvar over for sig selv og hinanden for at opretholde et konstruktivt fællesskab. I
denne situation bør der, ifølge Ziehe, ligges vægt på depersonalisering, fordi det er fællesskabet og
de spilleregler, der gælder for det, der er vigtigst, når de skal resocialiseres. Dette betyder for de
unge, at de på deres vej skal skabe nogle fælles regler for at kunne respektere hinanden som
forskellige og dermed skabe et fælles stabilt fundament, som de alle føler sig trygge og respekterede
i.
Vi mener, at undervisning kan spille en afgørende rolle som led i en resocialisering af de unge. Dels
kan de unge få nogle succesoplevelser, og dels kan det give dem et bredere grundlag for videre
dygtiggørelse efter endt afsoning og på den måde mindske udstødelsen fra arbejdsmarkedet. Mange
af de unge har haft nederlag og ser skolen som en fremmed institution, hvor de aldrig har følt, der
har været plads til dem. I de rette rammer kan de unge få oplevelsen af, at der findes muligheder for
dem inden for skolens regi. Dette kræver naturligvis en læringsstrategi, hvor læreren er bevidst om
-
de unges reaktionsmønstre ud fra dimensionerne tematisering, informalisering og subjektivering for
at fremme de unges passion i undervisningen og dermed opfylde samfundets krav til uddannelse.
Herudover skal hun møde de unge, hvor de er nu og medtage i sine overvejelser, at de unge har en
naturlig modstand til skolesystemet i form af skepsis pga. deres ofte langvarige bekendtskab med
den sociale kontrol. Indholdet skal ikke kun være de humanistiske eller naturvidenskabelige fag –
de traditionelle folkeskolefag - men bør også rumme en praktisk og kreativ dimension.
Vi mener, at den omsorg, som pædagogerne udviser, er med til at højne kvaliteten af de unges
resocialisering, idet de unge får en følelse af tryghed i, at der er nogen, der holder af dem og vil dem
det bedste. På den måde lærer de unge selv at formidle deres følelser til andre på en hensigtsmæssig
måde.
11. Recidivitet.
I forbindelse med resocialisering er det naturligvis interessant at beskæftige sig med, hvor mange
unge der falder tilbage til kriminalitet efter afsoning. Således kan som tidligere omtalt en stigende
recidivprocent udlægges som et nederlag for det eksisterende pædagogiske arbejde med
resocialisering. Men det er ifølge Ulla Krumm Knuhtsen og Bjarne Friis en overfortolkning af
tallene.
Ifølge Bjarne Friis er det ikke vigtigt at se på tallet i sig selv men på den kriminalitet, der er blevet
begået. Fra et samfundsmæssigt perspektiv er den ene forbrydelse ikke bedre end den anden, men
hvis grovheden af de unges kriminalitet er blevet mindre, er der sket en klar forbedring mht. deres
resocialisering. Det er vigtigt at sætte realistiske mål ud fra de unges ressourcer, mener han.
Den stigende recidivprocent blandt kriminelle unge får ikke Ulla Krumm Knuhtsen til at tvivle på
pædagogernes kompetencer til at varetage opgaven med de unges resocialisering. Hun mener
derimod, at en del af de kriminelle unge er for skadede til at kunne ”reddes”, og at man kun kan
nedbringe recidivprocenten ved tidlig indsats.
-
11.1. Delkonklusion.
Bjarne Friis antyder, at de unge måske stadig er kriminelle efter, de har afsonet på Ringe
Statsfængsel, men at grovheden af deres kriminalitet er blevet mindre.
Vi stiller os tvivlende over for, at det skulle være tilfældet. Dels har Ringe Statsfængsel ikke selv
nogen færdig undersøgelse på området, og dels viser en undersøgelse af alder og kriminalitetens
grovhed, at selv om grovheden af de 15-19-åriges kriminalitet er mindre end undersøgelsens ældre
aldersgruppers, så er grovheden af deres kriminalitet stigende på deres vej frem mod aldersgruppen
24-29-årige.26
Vi mener ej heller, at man kan komme uden om, at det ultimative succeskriterium for
resocialisering af kriminelle unge må være, at de unge helt holder op med at udføre kriminelle
handlinger.
Set ud fra det perspektiv kan man altså ikke tale sig uden om recidivprocenten som et tal i sig selv,
idet den angiver, hvorvidt de unge begår nye kriminelle handlinger uanset karakteren af denne.
Når Ulla Krumm Knuhtsen i sin udtalelse siger, at mange af de kriminelle unge ikke kan ”reddes”,
vil vi til dels give hende ret. Man er som pædagog naturligvis nødt til at have et realistisk syn på de
unges muligheder for succesfuld resocialisering, og at vi må udnytte de ressourcer, der er tilstede.
Dog mener vi, det er vigtigt, at have en vis optimisme i arbejdet med kriminelle unge for at bevare
håbet for den unges fremtid således, han ikke føler, at han igen er blevet opgivet.
Endvidere må vi påpege, at recidivprocenten ikke nedbringes ved tidlig indsats, da det jo er en del
af det forbyggende arbejde, som har til mål helt at holde de unge fra at påbegynde kriminelle
handlinger.
12. Familiesamarbejde.
Igennem interviewene på Ringe Statsfængsel og Egely, har vi opnået viden om de
behandlingsmetoder, der skal fremme resocialisering af de kriminelle unge. Vi har igennem
efterfølgende diskussioner fundet frem til følgende forslag til, hvordan vi mener, kvaliteten af
resocialiseringen i fængslerne kan effektiviseres.
26 ”Den kriminelle karriere s. 164.
-
Vi finder det problematisk, at der på hhv. Egely og Ringe Statsfængsel ikke forefindes et formelt
samarbejde mellem familier og institution. Vi ser familiesamarbejdet som en vigtig del af de unges
resocialisering, da vi mener, de ikke kan resocialiseres uden om deres familier. Når de unge efter
endt afsoning vender tilbage til deres familier, er det vigtigt, at det ikke kun er de unge, der har
gennemgået en udvikling, men at familierne også er nået frem til en erkendelse af, at problemerne
skal løses i fællesskab. Familiesamarbejdet er en længerevarende proces, og derfor bør der
iværksætte et sådant så snart, de unge kommer i politiets varetægt. Det er her vigtigt at huske på, at
skaden hos de unge evt. skal findes i flere generationers svigt. Vi mener, at der her bør sættes ind
med familieterapi, hvor familierne herigennem skal opnå en erkendelse af de unges kriminelle
handlinger samt deres svigt over for de unge som forældre. I terapien skal de unge med mellemrum
deltage således, at de får mulighed for at udtrykke deres følelser over for familiernes svigt. Når
familierne har opnået erkendelse, skal et tværfagligt samarbejde iværksættes. Pædagoger, psykolog,
familiekonsulent og socialrådgiver skal sammen med de unge selv og hele deres familie deltage i at
finde frem til videre handlemuligheder. Samarbejdet har i sig selv intet ophør, men jo bedre
familierne og de unge bliver til at håndtere dagligdagen og problematikker heri, vil hyppigheden af
det tværfaglige samarbejde mindskes.
Herudover bør det være en mulighed for familien at deltage i samtalegrupper med andre familier til
kriminelle unge, da de gennem det at være sammen med andre i samme situation vil kunne undgå
følelsen af at stå alene. Familiesamarbejdet er en proces, der ikke vil kunne nå til ende i den tid, de
unge er i systemets varetægt – det er en proces, der strækker sig over mange år.
12.1. Delkonklusion.
Vi mener, at i og med de unge er under 18 år, skal forældrene tage deres del af ansvaret og dermed
indgå i et samarbejde med fængslerne og de unge. For at et sådan krav kan imødekommes, må der
overfor familierne opstilles konsekvenser for at undvige sig ansvaret for deres barns resocialisering,
f.eks. i form af, at man fratager dem børnepengene. Denne form for konsekvens skal ses som sidste
udvej i forsøget på at familien frivilligt skal indgå i samarbejdet og vi må som repræsentanter for
systemet appellere til deres ekspertise som forældre og undgå at se familien som en byrde for den
unge. Det er dog i sidste ende et politisk spørgsmål om, hvad repressalierne skal være over for de
pågældende familier.
-
”Samarbejdet med den unge og familien er afgørende for, om behandlingsindsatsen lykkes eller
ej”.27
Der findes ikke på nuværende tidspunkt en lov, hvori der ligger et krav om, at fængsler skal
samarbejde med familien om den unges behandling. I servicelovens §40a står der, at kommunen
tilbyder en støtteperson til forældremyndighedens indehaver i forbindelse med den unges
anbringelse uden for hjemmet.28
Vi mener, at denne lov ikke er tilstrækkelig i forhold til, ifølge citatet og Bjarne Friis, hvor meget
en succesfuld resocialisering afhænger af familiernes evne til at støtte den unge under og efter
afsoning af dom. På baggrund af dette bør der udarbejdes en lov, som stiller krav til fængslerne om
at inddrage familierne i behandlingen af de unge til forældrene om at deltage.
13. Pædagogens rolle.
For at indgå i arbejdet med kriminelle unge, er vi som pædagoger nødt til at være bevidste om egne
samt kollegers kompetencer og handlinger i praksis for, at effekten af disse kan være konstruktiv.
Vi skal være i stand til at udnytte vores faglige forskelligheder.
I arbejdet med disse unge, skal pædagogen besidde følgende personlige kompetencer:
• Tydelighed
• Rummelighed
• Vedholdenhed
• Troværdighed
• Empati
• Selvindsigt
• Objektivitet
Ved tydelighed mener vi, det er vigtigt, at pædagogen over for de unge udstråler autoritet og gør
klart, hvortil hendes grænser går. Hver gang de unge overskrider pædagogens grænser, skal de
27 Citat: ”Børne- og ungdomskriminalitet” s. 49. 28 Serviceloven s. 14.
-
gøres opmærksom på dette. Denne tydelighed gør, at de unge ikke hele tiden afprøver pædagogens
grænser og ser, hvor langt de kan gå. I stedet finder de ud af, de ikke kan rykke ved disse. Jo bedre
de unge kender pædagogen, jo mere ro og tryghed oplever de også i de rammer, som udstikkes.
Ved rummelighed mener vi, pædagogen skal være i stand til at rumme de unges udadreagerende
adfærd. F.eks. ved diskussion pædagog og ung imellem, hvor den unge verbalt overfalder
pædagogen. Alligevel kan de 10 min. efter hygge sig over et spil kort. Her oplever de unge, at de
kan rummes uden forbehold. Pædagogen skal i en sådan situation være i stand til ikke at tage
overfaldet personligt, men kunne se, hvilke årsager der ligger bag – f.eks. at de unge går med
ubearbejdede følelser, som de prøver at slippe af med ved at projicere disse over i pædagogen.
Ved vedholdenhed mener vi, at pædagogen på trods af konstant afvisning fra de unge skal være i
stand til at fastholde den kontakt, hun har iværksat, og have tålmodighed til at lade de unge selv
opleve en ægte følelse af, at hun ikke forsvinder.
Ved troværdighed mener vi at skabe et tillidsforhold mellem de unge og pædagogen. Dette er
essentielt, idet de unge skal opleve følelsen af, at pædagogen drager omsorg for dem og altid gør
det, hun siger, hun vil gøre. Her ligger et krav om, at pædagogens opstillede konsekvenser af de
unges handlinger bliver en realitet.
Ved empati mener vi, at pædagogen skal prøve at sætte sig i de unges sted - hvorfor de har udviklet
den adfærd, de har. Om hvordan hun selv ville have følt og tænkt, og hvordan hun selv havde
reageret, hvis hun havde haft samme opvækst. Dette vil give pædagogen en bedre forståelse for de
enkelte unges følelser samt reaktionsmønstre.
Ved selvindsigt mener vi, at pædagogen bør kender egne grænser, personligt som fagligt samt at
hun er i kontakt og balance med sig selv. De unge projicerer ofte deres vrede og frustrationer over
på pædagogen, så hvis hun selv bærer på en fortid af uløste problemer, vil det blive svært at rumme
og agere på de unges projektioner på en professionel måde.
Ved objektivitet mener vi, det er vigtigt, at pædagogen ikke fokuserer på de unges forbrydelser,
men at hun i stedet ser på dem som individer og ser mennesket bag forbrydelsen. Dette for at kunne
-
afdække årsagerne til den udvikling, de unges liv har taget og således finde frem til de bedst mulige
resocialiseringsmetoder.
Pædagoger, som arbejder med kriminelle unge, skal være opmærksomme på, at de unge tidligere
har været omgivet af voksne, som har udvist manglende personlige kompetencer, hvilket kan være
en hæmsko for den unges udbytte af den omsorg og tillid, pædagogen udviser. Den unge vil derfor
ofte være modvillig til at udsætte sig selv for yderligere svigt.
Vi har tidligere beskrevet, hvorledes vi mener, at familiesamarbejdet kan effektivisere
resocialiseringen. Herudover er det vores rolle i det daglige at tage initiativ til målrettede samtaler
med de unge omkring deres familie, kontakten til denne, og den situation de unges fængsling stiller
dem i. Da der ofte er opstået brist i kommunikationen mellem de unge og deres familier, er det
vores opgave at fungere som mæglere og sørge for så hensigtsmæssig en kontakt som muligt.
Da de unge på afdelingen udviser stor mangel på sociale kompetencer, f.eks. i form af manglende
respekt for menneskers forskelligheder og en uhensigtsmæssig måde at vise sine følelser på, må vi
som pædagoger give de unge, gennem f.eks. målrettede samtaler, redskaber til at opøve disse. Dette
for at de kan blive deres egne problemløsere i vanskelige situationer.
-
14. Konklusion.
Det er vores mål med dette bachelorprojekt at svare på spørgsmålet om, hvorvidt vi som pædagoger
kan effektivisere resocialiseringen af kriminelle unge i fængslerne således, at de kan blive en
integreret del af samfundet.
Det senmoderne samfund er præget af opbrud, hvor den eviggyldige sandhed ikke findes - hvor
regler og normer ikke skabes ud fra traditioner men ud fra, hvad individet selv anser som sandhed i
dag.
Mange opgaver omkring menneskets velfærd er lagt ud til det offentliges eksperter. På den måde er
pædagogen repræsentant for systemverdenen, hvor hun skal formidle de regler og normer, der er
gældende her til den livsverden, hvor hun agerer. Pædagogen skal yde social kontrol således, at
afvigere identificeres, og der gøres en indsats for at få afvigerne til at leve et liv så tæt på det
normale som muligt. I forhold til det øvrige samfund er de kriminelle unge en gruppe hvis
handlinger og adfærd afviger fra normen på en sådan måde, at disse er uacceptable i forhold til de
regler og love, samfundet sætter. Oftest er de unge opvokset med svære vilkår og har pga. disse
udviklet et negativt selvbillede og en identitet som kriminel, således at de socialiseringsprocesser,
der skulle skabe vejen til det ”normale liv”, har slået fejl. Man forsøger i fængslerne at rette op på
denne ved at genopdrage de unge igennem dagligdagens struktur og skole, samt tilbyde dem
behandling. Dette for at give dem redskaber til at agere i de forskellige sfærer, der findes i
samfundet. Individet skal altså ikke kun socialiseres – det skal også kvalificeres. I fængslet kan det
være problematisk at styrke denne kvalifikationsproces, da fængslet ikke kan repræsentere den
kultur, der er gældende i det senmoderne samfund.
Tidsperspektivet spiller en stor rolle for behandlingen, idet motivationen fra de unge skal være til
stede for at opnå positiv effekt af denne. Motivationen hos de unge kan kun forekomme gennem et
tillidsfuldt forhold pædagog og ung imellem.
Om fængslerne er nødt til at starte forfra i genopdragelsen af de kriminelle unge må afhænge af,
hvorvidt de unges socialiseringsproces er forfejlet fra den spæde barndom, eller om de på et
tidspunkt i deres teenageår er kommet ud på et sidespor. Den fejlsocialisering, de unge har
gennemgået, har i deres tidlige barndom også skabt deres habitus, som deres identitet og handlinger
altid vil være farvet af. I arbejdet med kriminelle unge skal pædagogen være i besiddelse af
kompetencer, der gør hende i stand til at udstråle autoritet, rumme de unges udadreagerende adfærd,
fastholde kontakt, skabe tillid, sætte sig i de unges sted, kende egne grænser, samt at se bag
-
forbrydelsen på de unge og anerkende dem som mennesker. Hvor succesfuldt pædagogen arbejder
med disse kompetencer og hvor effektivt de resocialiseringsfremmende metoder har været kan
måles gennem recidivprocenten.
Fængslet giver gennem dagligdagens struktur de unge mulighed for at finde ro, tryghed og følelsen
af at være en del af et fællesskab. Hvis de unge fortsætter deres kriminelle handlinger efter afsonet
dom, er det et udtryk for, at de trygge rammer er brudt, og at de ikke kan efterkomme de krav, det
øvrige samfund stiller til deres adfærd og det ansvar, de heri skal have for sig selv pga. den
kulturelle frisættelse.
Igennem den viden, vi har indhentet om mennesket i det senmoderne samfund, dets proces i
socialisering og resocialisering samt den praktiske viden vi har erhvervet gennem interviews, har vi
fundet, at resocialiseringen af kriminelle unge kan effektiviseres ved at fængslerne indgår i et tæt
samarbejde med de unges familier. Det er ikke kun de unge selv, der skal undergå forandring af
deres adfærd og handlinger, men alle i de unges familier. Det er vigtigt for dem at opnå erkendelse
af de problemer, som omgiver deres hverdag for at kunne støtte de unge til et liv som en del af
samfundets fællesskab.
Vi mener, det er problematisk, at der på nuværende tidspunkt ikke findes en lov, der stiller krav til
samarbejde mellem fængslerne og de unges familier idet, at en sådan vil udvide de rammer, som
tilgodeser de kriminelle unges resocialisering.
-
14. Litteraturliste.
14.1. Primær litteratur.
Brørup, Mogens, Hauge, Lene og Thomsen, Ulrik Lyager
”Psykologibogen – om børn, unge og voksne”
Nordisk forlag A/S, 1. udgave, 1. oplag 1993
Side 25 – 32.
Dørge, Henrik
”De skal bare bures inde”
Weekendavisen 5. december 2003, 1. sektion, side 3.
Interview, Egely
Ulla Krumm Knuhtsen, 22-09-2005.
Interviewet forefindes på bånd hos Camilla Seitzberg.
Interview, Ringe Statsfængsel
Bjarne Friis, 28-09-2005
Interviewet forefindes på bånd hos Camilla Seitzberg.
Jappe, Erik
”Børne – og ungdomskriminalitet”
Frydenlund 3. rev. Udgave, 1. oplag 2004
Side 18 – 53, 61 – 67, 94 – 106, 124 – 131, 134 – 159, 178 – 185, 195 – 201.
Jerlang, Esben og Jerlang, Jesper
”Socialisering og Habitus, individ, familie, samfund”
Munksgaard Rosinante, 1. udgave, 1. oplag 1996
Side 276 – 312, 345 – 349, 357 – 375, 400 – 424, 431 – 464.
-
Knudsen, Anne og Jensen, Carsten Nejst
”Ungdomsliv og læreprocesser i det moderne samfund”
Billesø og Baltzer, Værløse 2004, 2. udgave, 3. oplag
Side 194 – 206.
Kriminalforsorgen
”Statistik 2002”
http://www.kriminalforsorgen.dk/publika/statistik
Side 87.
Kriminalforsorgen
”Statistik 2003”
http://www.kriminalforsorgen.dk/publika/statistik
Side 71.
Kyvsgaard, Britta
”Ungdomskriminalitet 1994 – 2003”
Justitsministeriet 18. maj 2005.
Madsen, Bent
”Socialpædagogik og samfundsforvandling”
Nordisk forlag A/S, 1. udgave, 11 oplag 2002
Side 21 – 29, 109 – 118.
Pedersen, Peter Møller og Olesen, Søren Gytz
”Pædagogik i sociologisk perspektiv”
PUC 2000. 2. oplæg
Side 165-187.
”Politikens Nudansk Ordbog”
Politikens Forlag A/S, 15. udgave, 4. oplag 1992, bind 2
Side 899 og 1008.
http://www.kriminalforsorgen.dk/publika/statistikhttp://www.kriminalforsorgen.dk/publika/statistik
-
Serviceloven
www.flere-penge.dk/serviceloven%20som%20helhed.htm
14.2. Sekundær.
Andersen, Jon
”Thomas Ziehe: Inføring i hans tanker og forfatterskab”
http://home11.inet.tele.dk/elin/jon/doc/ziehe.htm.
Bjerg, Jens (red).
”Pædagogik - en grundbog til et fag”
H. Reitzels forlag 1998, 1. udgave, 1. oplag.
Clausen, Peter
”Anvendelse af nyere psykologi”
Ingram Publishing, 1. udgave, 1. oplag 2005
Side 231 – 250.
Højland, Marianne
”Uden for nummer”
Dansk rådgiverforening Nr. 9, 5. årg. 2004
Side 15 – 27.
Kjørup, Søren
”Forskning og Samfund”
Gyldendal Undervisning, 2. udgave, 2. oplag 1997
Side 153 – 167.
Kristeligt Dagblad
”Gud og mor afløses af politi og læger”
1. december 2003.
http://www.flere-penge.dk/serviceloven%20som%20helhed.htm
-
Kyvsgaard, Britta
”Den kriminelle karriere”
Jurist – og Økonomforbundets forlag, 1. udgave, 1. oplag 1998
Side 1 – 4, 23 – 38, 46 – 68, 89 – 119, 151 – 234.
Lauritzen, Cristina og Ros, Tine
”Rodløs”
Forlaget Documentas 2004.
Linboe, Rasmus
”Fængsler II: Øje for øje, tand for tand”
Information 28. juli 2005
Side 4-5.
Meyer, Karsten
”Strengere straf er ikke løsningen”
JydskeVestkydsten 30. september 2004, 1. sektion side 7.
Randel, Erik
”Om at gøre en forskel”
Berlinske Tidende 15. februar 2004, 1. sektion side 13.
Ritzaus Bureau
”Fanger savner beskæftigelse”
18 juni 2003.
Ritzaus Bureau
”Den lange vej fra fængslet til friheden”
20. juli 2003.
-
Ritzaus Bureau
”Præster advarer mod straf”
17. november 2004.
Ritzaus Bureau
”Resocialisering: Fængsler klandres for behandlingstilbud”
Jyllandsposten København 29. december 2004, 8. sektion, side 5.
Rødgaard, Danny
”Her bliver man menneske igen”
Information 31 december 2003, side 4.
-
Perspektivering.
Vi har igennem projektets forløb haft mange diskussioner, der har ledt os frem til udformningen af
”Resocialisering af kriminelle unge”. Vi har erfaret, at der inde for vores emne, befinder sig
elementer som vi pga. opgavens fokuspunkt ikke medtager i selve opgaven. I forbindelse med de
elementer har vi gjort os nogle tanker, som vi vil komme ind omkring her.
Nogle af de tanker vi har gjort os er:
• Forebyggende arbejde
• Unge med anden etnisk baggrund end dansk
Forebyggende arbejde: Vi oplever som pædagoger, at de kriminelle unge har undergået svære
opvækstvilkår, og har bevæget sig gennem det sociale systems opholdssteder, for derefter at se sig i
et negativt selvbillede som kriminelle. Når de som voksne ikke formår at have en hensigtsmæssig
livsstil, oplever vi, at mange af deres børn må undergå de selv samme svære opvækstvilkår som
deres forældre. Processen som vi oplever den går i ring. Det kunne i den forbindelse have været
interessant at undersøge gældende praksis i og effekten af det forebyggende arbejde.
Unge af anden etnisk baggrund end dansk: vi har i gennem vores interviews på hhv. Egely og Ringe
Statsfængsel erfaret, at ca. 99% af de unge er af anden etnisk baggrund end dansk. Det kunne her
have været interessant at undersøge nationalkulturelle forskelle i forbindelse med
socialiseringsprocesserne. Vi tror, at den ekstra socialiseringsproces mennesker med anden etnisk
baggrund end dansk skal igennem, også kaldet tertiær socialisation, må være svær for det enkelte
individ, da de normer og værdier som former deres habitus i den primære socialiseringsproces, kan
være meget forskellige fra de danske, vi forsøger at socialisere dem ind i.
-
Bilag 1.
Spørgsmål til interview på Egely og Ringe Statsfængsel.
Den 22/9 og 28/9 2005.
1) Fortæl om Egely/Ringe Statsfængsel og om hvordan hverdagen ser ud hos jer.
2) Hvad er det for en type unge, der kommer her?
3) Hvilke behandlingsmæssige metoder som skal fremme resocialiseringen, bruger i hos jer – er behandlingen et krav i stiller til de unge… hvorfor/hvorfor ikke?
4) I hvilket omfang er de unges netværk involveret – personligt for de unge og i det pædagogiske arbejde med dem? Hvilken rolle spiller familien i spørgsmålet
resocialiseret/ikke resocialiseret.
5) Hvordan er det muligt for de unge selv at kontrollere deres liv i fængslet.
6) Hvordan er de unge involveret i deres handleplaner?
7) Hvordan ser I de unge reagerer, når de kommer til Egely/Ringe Statsfængsel samt deres udvikling i tiden her?
8) Med tanke på at recidivprocenten for unge kriminelle er på ca. 50%, hvorledes ser I så på jeres kompetencer og på de gældende behandlingsmetoder til at hjælpe de unge tilbage til et
nyttigt liv som samfundsborger?
9) Hvilken rolle har I som pædagoger her på Egely/Ringe Statsfængsel?
10) Hvordan arbejder I pædagogisk med de unge som en gruppe og som individuelle mennesker?
-
11) Hvad kræves der af pædagogernes faglige kompetencer og samarbejdsevner i et arbejde på Egely/Ringe Statsfængsel?
12) Hvad mener I er fængslernes primære funktion?
13) Hvad mener I, resocialisering er?
14) Hvordan mener I, at man opnår de bedste resultater for en succesfuld resocialisering? Hvordan ser Jeres ønskemetode/r ud?
Vi forbeholder os retten til evt. ændringer i spørgsmålene. Vi ser frem til interviewet.
Med venlig hilsen
Louise E. Christensen, Irene Hansen og Camilla Seitzberg.
8.1. Jürgen Habermas.Staten Markedet