samlede tranströmer

SA MLEDE TR A NSTRÖMER

2. korrektur – side 1

samlede tranströmer (150 x 240 mm – klassikere)

rosinante

34000 – christensen grafi sk



rosinante


TOMAS TRANSTRÖMER

Samlede Tranströmer

på dansk ved Peter Nielsen

i samarbejde med

Karsten Sand Iversen

ROSI NA N TE



rosinante


Samlede Tranströmerer oversat fra svensk samt redigeret af

Peter Nielsen© Tomas Tranströmer 2011

Denne udgave: © rosinante&coOmslag: Camilla Jørgensen

Bogen er sat med Janson Text hos Christensen Grafi skog trykt hos ???

isbn 978-87-638-1691-5

Printed in ???

Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.

Rosinante er et forlag i rosinante&coKøbmagergade 62, 4. | Postboks 2252 | DK-1019 København K

www.rosinante-co.dk



rosinante


Indhold

Forord – Morten Søndergaard 7

17 digte (1954) 13

Hemmeligheder på vejen (1958) 41

Den halvfærdige himmel (1962) 63

Klange og spor (1966) 89

Mørkesyn (1970) 121

Stier (1973) 139

Østersøer (1974) 155

Sandhedsbarrieren (1978) 171

Det vilde torv (1983) 195

For levende og døde (1989) 223

Sørgegondolen (1996) 249

Den store gåde (2004) 275

Fængsel 290

Erindringerne ser mig 293

Noter 330

Bibliografi 332



rosinante




rosinante


Forord

Tomas Tranströmers digt Vermeer fra samlingen For levende og døde

slutter med linjerne:

Og det tomme vender sit ansigt mod os

og hvisker

»Jeg er ikke tom, jeg er åben«.

Tranströmer ses af nogle som en næsten eksemplarisk modernistisk

digter, men i disse linjer siger han det modsatte af, hvad man ville

forvente af en ærkemodernist. Det er denne overraskende og verdens-

vendte åbenhed, som er det på én gang foruroligende og fascinerende

ved Tranströmer. Vi er i sikre hænder, men gang på gang bliver vi

konfronteret med sætninger og billeder, som i deres præcision ryster

os og stiller os nye i verden. Som læsere bliver vi selv åbnet. Den,

som læser Tranströmer for første gang, vil møde en klar og tydelig

stemme. En sikker stemme med et tonefald, der lige så langsomt

underminerer sig selv og den læser, der lytter til stemmen, som ta-

ler fra siderne. Det er en stemme, som i sin klarhed fylder os med

modløb og en sløret støj, der er åbnende, for støj åbner. Stemmen

og dens støjskygge sender os i nye retninger, retninger vi ikke vidste

var mulige at bevæge sig i. Den, som åbner bogen og giver sig hen

til digtene, vil møde en poesi, der på én gang er intim og upersonlig,

næsten umenneskelig. Hvordan kan det tomme tale og sige »Jeg er

ikke tom, jeg er åben«? Det kan det i Tranströmers digt, fordi digtene

bæres af en stærkt sansende og fi ntmærkende lytten efter det upåfal-

dende og alligevel prægnante. Stemmen kan åbne »det tomme«, så



rosinante


det fremstår konkret, fyldt og overvældende. Vi kan se og mærke det,

digtene handler om.

Jeg bæres i min skygge

som en violin

i sin sorte kasse.

Det eneste jeg vil sige

glimter uden for rækkevidde

som sølvet

hos pantelåneren.

(Fra April og stilhed, Sørgegondolen)

Stemmen glimter som sølv, stemmen ligger som noget potentielt,

noget uhørt og uhyggeligt i den sorte kasse. Hvad er det, den vil,

stemmen? »Det eneste jeg vil sige«? Hvad er det? Det kan vi ikke

vide, det kan vi ikke sige. Ikke endnu. Når vi lytter til musik, kan vi

opleve den samme vekslen mellem klarhed og uvished. Pludselig er

vi svøbt ind i klange og stemninger, som sender os ind i noget, der

føles større end os selv, noget, der på samme tid virker velkendt og

fremmed. Og som ikke lader sig sige eller genfortælle. Hos Tran-

strömer sker den bevægelse altid i foruroligende klare billeder, der

får os selv til at se det, som digtet forsøger at hviske til os. Og som

altid er der musik. Musikken er til stede i form af komponisternes

navne og i linjernes iboende musikalitet, men også i Tranströmers

årelange omgang med musik, både som udøvende og som lytter. Fra

»Sørgegondol nr. 2«:

Liszt har noteret nogle akkorder der er så tunge at de

burde sendes



rosinante


9

til analyse på mineralogisk institut i Padova.

Meteoritter.

Akkorderne antager fysisk form, noderne er meteoritter, der er for

tunge til at falde til ro. Poesi mødes med musik, musik mødes med

videnskab; noderne kan lægges under mikroskop til analyse. Et bil-

lede, der også belyser Tranströmer selv; han er selv videnskabsmand

(han arbejdede i mange år som praktiserende psykolog), digter og

musiker. Digtene befolkes af videnskabelige fakta, der bliver gjort

konkrete. I digtet »Schubertiana« taler Tranströmer om Schubert,

der hver morgen punktligt stiller sig ved skrivepulten, »Hvorved no-

deskriftens vidunderlige tusindben satte sig i bevægelse«. I metafo-

rens knappe præcision ser man nodebilledet for sig, ligesom man

kan høre de tunge akkorder hos Liszt som meteoritter. Tranströmers

billeder virker, fordi de ofte skaber morfologiske »rim«; noders ho-

veder har samme form som meteoritter, nodeskriften ligner faktisk et

tusindben. Tranströmers billeder er skarpe og præcise, og de prentes

i en, så man bærer dem med sig resten af livet, fordi de i deres ba-

lancerede strenghed er så tilforladelige. De lader sig bare læse. Og så

eksploderer de i os. De yder ingen synderlig modstand. Først når de

er læst i deres upåfaldenhed, går det op for os, hvor vilde de er. Der

er noget dagligdags besnærende ved dem. Pludselig vender metafo-

rerne sig mod os og siger: Se, jeg er ikke tom, jeg er åben. For det er de

mange metaforer, som først springer en i øjnene hos Tranströmer.

Først bagefter kommer det sitrende tonefald, den grå stemme, som

Birgitte Steffen Nielsen har læst frem i sin bog af samme navn. Det

er en stemme, som i sin klarhed og prægnans viser sig at indeholde en

sitren, et fokus på det halvfærdige, det midlertidige, som hele tiden

unddrager sig sammenfatningen. Det er en stemme, der vil det fort-

løbende, der vil berøringen, og som ikke binder sløjfer på verden.



rosinante


10

Tranströmers digte lader sig læse af alle: De er åbne. Bøgerne er

udkommet i en rolig rytme gennem årene; der er tale om et forbløf-

fende konsistent værk. Det er lille og overskueligt, men antallet af

sider er omvendt proportionalt med antallet af gange, de tåler gen-

læsning. Tag bogen og slå op på en tilfældig side, og læs. Læs som

om det gjaldt livet! Som når man vil teste verden: Hvad har du gang

i? Sådan gjorde jeg en dag foran hylden med digte. Den bog, jeg fi k

fat i, var fra Centrums Forlag, som ikke fi ndes mere. Men Centrums

Forlag havde udgivet to i omfang stort set identiske bøger, en af Tomas

Tranströmer og en af John Ashbery. Af en eller anden grund troede

jeg, at jeg havde fået fat i Ashbery (mine digtsamlinger står ikke i

alfabetisk rækkefølge). Jeg læste hurtigt, som jeg læser Ashbery, og

jeg begyndte at læse langsommere. Langsommere og langsommere,

indtil jeg gik helt i stå og begyndte at læse baglæns. Så gik det op

for mig, at det var Tranströmer, jeg stod med, men at jeg havde læst

Tranströmer som Ashbery. To hastigheder, to læsestrategier kollide-

rede med hinanden. Den hændelse fi k mig til at tænke over, at hver

digter afsætter en hastighed i os og en læsemåde, som vi må indrette

os efter. Vi lytter efter en stemme. Det er en læsning, eller rettere en

lytten, som justeres efter stemmen i det skrevne. Tranströmer afsæt-

ter en langsom og lyttende læsning. Den åbner op, og den forlener

ordene og sproget med en særlig temperatur. Sproget og ordene får

feber; tingene står hypertydeligt frem, og vi kommer næsten i tvivl

om dem. »Kan det virkelig passe, at verden (også) er sådan?«, hører

vi os selv spørge. Ja. Digtene består ofte af selvstændige udsagn, af

enkelte billeder, som vi selv må sammenknytte. Vi skal selv regne

deres »sammenhængskraft« ud. Men de står fast, og vi må selv kort-

lægge, hvordan vi kommer fra linje til linje, fra vers til vers. Det

kræver skridsikre støvler at gå ud i det tranströmerske landskab, for

det, der ser så let og tilsyneladende enkelt ud, kan kaste dybe skyg-

ger. Landskabet begynder at strømme. Det transformerer sig, og det

tomme åbnes og er fuldt af tusindben og meteoritter.



rosinante


11

I 1990, efter udgivelsen af For levende og døde (1989) og modta-

gelsen af Nordisk Råds Litteraturpris, blev Tranströmer ramt af en

hjerneblødning og af afasi. Men lykkeligvis er han fortsat i stand til

at skrive og spille musik med sin venstre hånd. Musikken, som hele

hans liv har spillet så stor en rolle, er nu blevet en kommunikations-

form. For nogle år siden var jeg i Makedonien at overvære Tranströ-

mers modtagelse af en fornem litteraturpris. Rummet var fyldt til

bristepunktet med folk, og på væggene hang russiske ikoner. Et stort

Steinway-fl ygel stod og ventede på prismodtageren. Prisoverrækkelsen

blev transmitteret live i makedonsk tv. Der var taler og honoratiores.

Tranströmer fi k overrakt en krans af massivt guld. Ud af ingenting

dukkede en tv-tekniker, der tydeligvis ikke var orienteret, op med

en mikrofon og stillede den foran prismodtageren og de rullende

kameraer. Takketalen. Der blev helt stille i rummet, og en knugende

tavshed bredte sig. Og i Tranströmers øjne en mild panik. Så vendte

han ryggen til mikrofonen, satte sig ved fl yglet, og rummet, der før

var tomt og tyst, åbnede sig som i et digt af Tomas Tranströmer.

Morten Søndergaard, København 2011



rosinante


12



rosinante


13

17 digte(1954)



rosinante


14



rosinante


15

PRÆLUDIUM

Opvågningen er et faldskærmsspring fra drømmen.

Fri af den kvælende hvirvel daler

den rejsende mod morgenens grønne zone.

Tingene fl ammer op. Han fornemmer – i den sitrende lærkes

position – de mægtige trærodssystemers

underjordisk svingende lygter. Men oven jorde

står – i tropisk fl om – det grønne, med

løftede arme, lyttende

til rytmen fra et usynligt pumpeværk. Og han

daler mod sommeren, fi res ned

i dens blændende krater, ned

gennem skakter af fugtiggrønne tider,

skælvende under solturbinen. Så standses

denne lodrette rejse gennem øjeblikket og vingerne bredes ud

til fi skeørnens hvile over strømmende vand.

Bronzealderlurens

fredløse tone

hænger over det bundløse.

I dagens første timer kan bevidstheden omfatte verden

som hånden griber en solvarm sten.

Den rejsende står under træet. Vil,

efter styrtet gennem dødens hvirvel,

et stort lys foldes ud over hans hoved?



rosinante


16

EFTERÅRSSKÆRGÅRD

STORM

Pludselig møder vandreren her den gamle

kæmpeeg, som en forstenet elg med

milevid krone foran septemberhavets

sortgrønne fæstning.

Nordlig storm. Det er i den tid hvor rønnebær-

klaser modnes. Vågen i mørket hører man

stjernebillederne stampe i deres båse

højt over træet.



rosinante


17

AFTEN – MORGEN

Månens mast er mørnet og sejlet krøller.

Mågen svæver drukken væk over vandet.

Broens tunge fi rkant er forkullet. Krattene

bugner i mørket.

Ud på trappen. Morgengryet slår og slår i

havets kampestenslåger og solen gnistrer

tæt ved verden. Halvkvalte sommerguder

famler i havdis.



rosinante


18

OSTINATO

Under musvågens kredsende punkt af stilhed

ruller havet buldrende frem i lyset,

tygger blindt sit bidsel af tang og pruster

skum over stranden.

Jorden svøbes i mørke som fl agermusene

pejler. Musvågen står stille og bliver en stjerne.

Havet ruller buldrende frem og pruster

skum over stranden.



rosinante


19

FEM STROFER TIL THOREAU

Endnu en har forladt den tunge bys

ring af glubske sten. Krystalklart salt er

vandet der slår sammen om alle sande

fl ygtninges hoved.

I en langsom hvirvel er stilhed steget

herop fra jordens midte, for at slå rod og vokse

og med frodig krone beskygge mandens

solvarme trappe.

*

Foden sparker tankeløst til en svamp. En tordensky

vokser stor i randen. Som kobberlurer

giver træers krogede rødder tone og bladene

spredes forskræmte.

Efterårets vilde fl ugt er hans lette frakke,

fl agrende til atter af frost og aske

rolige dage er kommet i fl ok og bader

kløerne i kilden.

*

Troet af ingen går den der har set en gejser,

fl ygtet fra stenet brønd som Thoreau, og ved

således at forsvinde dybt i sit indres grønne,

listig og forhåbningsfuld.



rosinante


samlede tranströmer

Documents