skæld ud på gud

3

Preben KoK i samarbejde med

SUne De SoUza SchmiDt-maDSen

SKÆLD UD PÅ GUD

informationS forLaG

5

Indhold

indledning ....................................................................................... 7Skæld ud på Gud .......................................................................... 11Psyke og ånd .................................................................................. 25Den fundamentale ambivalens ................................................... 35Drabet på det perfekte menneske ............................................... 55Den frugtbare grænse ...................................................................65Syndens vej .....................................................................................75moderne sjælesorg ........................................................................83maria og genopstandelsen ............................................................91Det religiøse fællesskab .............................................................. 101Sygehus uden grænser ............................................................... 107borger i to riger ........................................................................... 115mediator af Simon Grotrian ....................................................... 120

11

Skæld ud på Gud

tro betyder for mig ikke underkastelse. Jeg tror på trods. Ved då-ben siger vi, at hvis ikke man modtager Guds rige som et lille barn, så kommer man slet ikke ind. Det er et billede, de fleste kender, men for mange er det et glansbillede, et billede på kirkens hel lig-hed. man ser en velfriseret femårig i matrostøj, der span ku le rer ind gennem perleporten uden at kny, men barnet i det glans billede opfører sig jo slet ikke som et barn, men som en lille voksen. Det er et glansbillede, jeg gerne vil bryde med. for hvad er et lille barn? børn er jo ikke sådan nogle små søde engle, der bare gør, som der bliver sagt. børn kan være både egoistiske og kræ vende. for mig er barnet i billedet et 18 måneder gammelt barn, der kl. tre om natten står og rusker i sin tremmeseng og skriger. Det siger ikke, “kære forældre, hvis en af jer skal på toilettet i løbet af de næste fire timer og lige kommer her forbi, så vil jeg gerne bede om et glas vand.” Det er tørstigt, og det skriger. og forældrene accep terer, at det skriger, de har ikke engang behov for, at barnet forkla rer, hvad det vil. De ved godt, hvad det savner og kan finde ud af, hvad der skal gøres. Det, der derfor ligger i dåbens ord, er ikke at vi skal tage ma-tros tøj på, når vi nærmer os perleporten. Det betyder, at hvis vi

12 Skæld ud på Gud

i alvorlige situationer ikke tillader os at være lige så spontane, som et lille barn er spontant, hvis ikke vi skriger, som et lille barn skriger, så opdager vi ikke Guds storhed. når vi står i en alvorlig krise, hvor vi ikke selv kan klare skæ-rene, har vi muligheden for at overlade os til Gud. ikke ved at ac cep tere tingene som de er, men ved at få placeret den del af an svaret, der ikke er vores eget, et sted hvor det hører hjemme. og min erfaring er, at når situationen er alvorlig nok, og vi skri-ger ærligt nok, så svarer Gud med et nærvær. ikke som et svar på “hvorfor?”, men som en kærlighedserklæring, der gør at spørgs-målet bliver overflødigt. Der, hvor man er elsket, stiller man ikke spørgsmål. Spørgsmålet opstår først, når man bliver i tvivl. er man tilstrækkelig syg, og bliver man tilstrækkelig elendig, så kommer der et tidspunkt, hvor man får lyst til at blive barn igen på en eller anden måde. Psykologerne kalder det at regrediere, og inden for psykologien prøver man oftest at undgå det. Det skyl-des, at psykologien ofte gerne vil give mennesker mulighed for at tage magt over situationen og genvinde kontrollen over deres eget liv. Derfor er det ikke så godt, hvis klienten bliver barnlig. men i troen er vi Guds børn. når jeg møder mennesker, der er i al vor lig krise, fastholder jeg dem derfor i deres barnlig hed. Den barnlighed, der opstår sammen med elendigheden, der hvor man mister kontrollen. at kaste sig ud i troen er at tilkendegive, at der er en instans over en selv. Det betyder ikke, at man skal acceptere tingene, som de er, og lukke af for det, der plager én. Det er vigtigt, at man holder fast i protesten. Det drejer sig om, at når vi er kommet ud i disse her urimelige forhold, hvor vores egen magtgrænse er nået, så at sige: “Det ansvar, som jeg kan magte, det skal jeg nok tage mig af, men det er ikke mig, der bestemmer over livet. Det er dit ansvar Gud, og jeg syntes ærlig talt, at den måde du for-val ter det på, er noget gedigent svineri.” for det er barnets ret at

13

for tælle forældrene præcist, hvad det mener om dem – hvis bare barnet er lille nok. og når man kun er 18 måneder gammel, så må man stadigvæk godt skrige, uanset hvor gode intentioner ens forældre har, og uanset hvor gennemtænkt det, de gør for én, er. og uanset hvor højt man skriger, synes de ikke, at man er sinds-syg. Sådan har alle børn, i alle kulturer, altid gjort. De allerfleste prøver at forholde sig voksent og rimeligt, også i situationer, der er helt urimelige. Det er meget forståeligt, men der kommer sjældent noget godt ud af det. Vi mennesker er Guds børn, ikke Guds voksne, og når livet bliver for stort, kan det være godt at huske på. ofte ved vi det godt med kroppen – vores krop giver op helt naturligt, mens vores hoved kæmper videre. men når man ligger på sit yderste, bliver der ikke kaldt på intellekt, for man kan ikke tænke sig ud af det udsigtsløse. i den situation bliver der kaldt på instinkter. i vores handlinger er der ofte noget urmenneskeligt, primi-tivt godt. hovedparten i mit arbejde går ud på at få folk til at se visdommen i det, de gør, og ikke i det, de tænker, for det, folk gør, kommer et andet sted fra, og ofte er det klogere. i katastrofe-situationer prøver jeg derfor at få folk til at tænke i overens stem-melse med det, de gør, og ikke omvendt. når man oplever de voldsomste ting i livet, så opstår der rent instinktivt en vrede i en over, at livet er, som det er. og det er godt, for det primitive i os kan bruge vreden som brændstof til at over-leve de værste ting. Den vrede, der kommer fra urdybet, kan måske skræmme os, fordi den føles uvant, men der er noget liv given de i den. Det er kroppens måde at puffe os i den rigtige ret ning. ofte taler man om at “komme videre”, men jeg tror ikke, at man nødvendigvis altid har behov for at komme videre. hvis man haster for hurtigt af sted, er der en fare for, at man i vir ke-ligheden bare kører endnu mere fast. hvis man i virkelighedens

Skæld ud på Gud


verden kører fast i en snedrive og gerne vil videre, hjæl per det heller ikke at speede op. man må først bakke, hvis man vil fri. Det samme gør sig gældende, hvis man er knuget af tab, vrede, angst eller sorg – nogle gange er man nødt til at bakke. Det kan man gøre ved at indoptage vreden og bruge den dy na mik, der ligger i den til at bakke ud af sit voksenansvar og til bage til sin barneret over for Gud. måske er primalskrigsteorien allerede så gammel, at den er gledet i glemmebogen, men den har betydet en del for mit arbejde. Den grundlæggende idé i den klassiske primalskrigsteori var at kom me i kontakt med sin indre natur ved at skrige sin vrede ud i en skov eller på en bjergtop og måske rulle et håndklæde sammen el.lign. og banke sin vrede ud i et træ eller sparke til en paddehat for at få en forløsning. Det, primalskrigs-teoretikerne imidlertid fandt ud af, var, at forløsningen blev større, hvis vreden havde en men ne skelig adressat i stedet for en plante. når angsten er e norm, er det ikke nok at træde på en paddehat. når det bliver rig tigt slemt, skal man have et svar fra den anden side, og det under lige er, at for at du kan få et svar, så skal du henvende dig til en person. Det har imidlertid visse uheldige følgevirkninger, hvis man begynder at slå sin ægtefælle eller sygehuspersonalet. Da det i virkeligheden heller ikke er deres skyld, forløser det heller ikke noget som helst – det giver bare dårlig samvittighed. Denne ind-sigt er en grundlov inden for psykologien: vrede skal rettes mod den rigtige for at blive forløst. Den, man skal skælde ud, er den, der har ansvaret. i nogle situationer kan det være et andet menne-ske, der har skylden, og så kan det gøre godt at få renset luften med det menneske. men i andre situationer er det ikke di rekte noget menneskes skyld. hvem er skyld i, at du har fået leu kæmi? hvis du kan klare dig med at sparke til et træ eller sådan noget, så er det jo fint nok. men på et eller andet tidspunkt er der nogen,

15

der vil opleve, at det ikke er nok. og i dén situation skal man meget konkret gøre sig det klart, hvem man henvender sig til, hvem man lægger ansvaret over på. er det en selv? Kan man selv bære skylden for at have fået leukæmi? nogle tager hele skylden på sig selv, mens andre opdager, at der er kun én, der kan mod tage ens samlede synderegister, ens magtesløshed og aggres sion, ens skyld og ansvar. og det er en gud, der er så personlig, at man vover at tale direkte med ham, hvad enten det så er i ord eller tanker.

min tro har et ansigt, og det bliver den nødt til at have, for ellers henvender man sig til noget, der ikke rigtigt er der, og så kan ag-gres sionen, vreden, sorgen, eller hvad det nu er, der trykker, ikke forløses. Så firkantet mener jeg faktisk, det er. Samtalen med Gud er vigtig, for når vi når ud til grænserne for vores egen magt, kan vi ikke føre samtalen med os selv. Der har været mange, der op gennem det 20. århundrede har forsøgt at finde forskellige erstatninger for Gud: naturen, Videnskaben, Vilkårligheden, intetheden, for blot at nævne nogle. og det er godt nok, hvis det kan hjælpe en. men i det øjeblik, tingene bliver en tak værre, er det min opfattelse, at de svar, man finder hér, sjæl dent slår til. egentlig er jeg ligeglad med, hvorvidt folk tror på Gud eller ej, for det er min opfattelse, at Gud elsker alle mennesker, uanset hvad de selv mener om ham, og man får hverken mere eller mindre kærlighed fra Gud afhængig af, om man tror på ham eller ej. men det, jeg har svært ved, er, at se mennesker gå til i angst over en skyld, de ikke har. Den vil jeg gerne have placeret et sted. og der er det min erfaring, at det personlige gudsforhold er nød vendigt, ellers bliver ens aggression bare en dyne, man står og slår i. og så er der den fordel, at Gud allerede kender dig, og hvis du bare taler ærligt nok, vil han aldrig spørge “hvorfor?”

Skæld ud på Gud


i 2008 medvirkede jeg i programrækken “Skriftestolen”, og da vi var et godt stykke inde i udsendelserne, satte vi os til at gennem-kigge det, vi havde lavet. Journalister er et utroligt nysgerrigt og selvevaluerende folkefærd, og da vi havde siddet og kigget lidt, kunne jeg godt mærke, at de sad og trådte sig selv lidt over tæer-ne. Der var et eller andet, de manglede i udsendelserne, og jeg spurg te dem, hvad det var. efter en kort tavshed var der én, der sagde: “Vi ved for lidt om de folk, du snakker med. Du kommer for hurtigt frem til konklusionerne. Du spørger for lidt ind.” Jeg fortalte dem, at det jo nu engang var den måde, jeg ar-bejdede på, og det er ikke min opgave at sidde og optrævle for-tiden for folk, men derimod at give dem et skub i den rigtige ret ning. alligevel ville jeg gerne have, at de viste mig et af de steder, hvor de syntes, at jeg godt kunne have spurgt lidt mere ind. De viste mig et klip, hvor han, der sidder i Skriftestolen, siger, at kristendommen ikke rigtig betyder noget for ham. “nej,” siger jeg så. Så siger han: “religion betyder i det hele taget ikke rig tig noget for mig.” “nej,” siger jeg. “her skal du spørge meget mere ind, fordi vi ved for lidt om, hvad det er, manden mener,” sagde jour nalisterne. men så bad jeg dem om at køre lidt videre på båndet for at se det næste, der skete. og det næste, manden i skrifte stolen siger, er: “Det hele er én stor tomhed for mig.” Der bad jeg journalisterne om at stoppe båndet. “hvis jeg havde spurgt ind til hans syn på religionen, var vi aldrig nået frem til den tomhed.” Journalisterne nikkede, det kunne de godt se. “men tom heden da. hvorfor spurgte du så ikke ind til tomheden?” hvis man spørger ind til en tomhed, så er det ikke længere tom-hed! “Vil du have, at jeg skal ødelægge virkeligheden, for at du kan få til freds stillet din nysgerrighed?” spurgte jeg journalisten. og det accep terede han. Så jeg spørger ikke ind. Det er der andre, der gør, og når de spørger ind til tomheden, så får de et billede af tomhedens kan-

17

ter, men kernen, derinde hvor tomheden kan forvandle sig, der kommer de ikke. at komme derind kræver nemlig ikke forstå-else. Det kræver tro. når tomheden får lov at stå som tomhed, er det rædslens sted. og har man selv været der, tør man godt gå ind i en andens rædsel og være der med ham. Det er min opgave. ikke at kort-lægge geografien langs tomhedens rand, men at gå med ind i rædslen og kunne bevare roen, fordi det ikke er min rædsel. men jeg kan kun gøre det, fordi jeg kender min egen rædsel. bare det at skrive det her kan få angsten til at slikke mig under fødderne. Der skal jeg helst ikke selv ind igen, men jeg har været der. og har man været der og mærket det tydeligt nok, så kender man det. hvis et menneske befinder sig i den rædsel, så er man nødt til at gå med ud i mørket. ikke for at gøre noget, for i det mørke kan man ikke gøre noget som helst. Det er grænsen, hvor vores magt hører op, ikke bare patientens magt, men også min. og selvom jeg ikke præcis ved, hvor den anden er, så ved jeg, hvor mørkt der er, og jeg kender min egen magtesløshed det sted. Det er det, der gør det muligt for mig at sidde ved siden af og holde patientens hånd i mørket. forsikre vedkommende om at han eller hun ikke er underlig. for sådan er rædslen, og sådan er den for os alle. fra jeg var nitten, til jeg var seksogfyrre, levede jeg i angst. Jeg kender rædslen, og jeg ved, at man kan møde én derude. Da jeg som ung lå indlagt og fyrede Gud, opdagede jeg, at Gud ikke gik, og det blev jeg meget vred over, for det, at der var en Gud, men at han ikke passede på os, det var nærmest værre end ingenting. og så fyrede jeg ham én gang til og sagde, at han skulle have spurgt mig, inden han lavede verden selv, for jeg kunne have givet ham et par råd, han kunne have brugt. men heller ikke det fik Gud til at gå, og så gik det op for mig, at dét var kernen i kristendommens budskab: at Gud selv har været nede på jorden

Skæld ud på Gud


og kom så langt ud i ydmygheden, at han på korset råbte: “min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?” og pludselig indså jeg, at det havde han gjort for at kunne fortælle mig, at han godt vidste, hvor e len digt jeg havde det, når jeg selv var det sted. Så blev det til en soli daritetserklæring, jeg kunne forstå. og det er så mærkeligt, at efter Kristus har råbt: “min Gud, min Gud, hvorfor har du for ladt mig?” så er der tre timers mørke, og derefter siger han: “far, i dine hænder befaler jeg min ånd.” Det var præcis på samme måde, jeg oplevede det: efter mørket var der en gud, som jeg ikke skulle holde fast i, fordi det er ham, der holder fast på mig. og den Gud kan jeg tale til, præcis som jeg vil, for jeg er hans barn.

i dag lever vi i et samfund, der er neurotisk bange for døden. og det er et problem, for det er døden, der er grundlaget for op stan-delsen. Derfor ser jeg det som min opgave at trække folk ned i døden. Jeg er den eneste på Vejle Sygehus, der er ekspert i at få folk til at give op, for det er ved at gå ind i det mørke, at man fin-der opstandelsen. og det er der, jeg får min tro. før jeg fyrede Gud, havde jeg min barnetro, og da jeg troede, jeg skulle dø, blev den udsat for et naturalistisk chok, der gjorde den til den tro, jeg har i dag. Jeg sætter den stadig på prøve hver eneste dag. når man arbejder i katastrofer, bliver man ofte nødt til at kaste sig ud i voldsomme situationer, og det giver en et meget klart billede af, hvad man kan, og hvad man ikke kan. Størstedelen af mit arbejde drejer sig om ting, man ikke kan – hverken jeg eller nogen anden. Der siger jeg til Gud: “hvis der skal ske noget her, så er det din sag og ikke min.” og når jeg er sammen med mennesker, der er i gang med en konfrontation med Gud, så beder jeg inde i mig selv: “hjælp hende, hjælp hende, eller hjælp ham, hjælp ham.” Jeg beder virke-

19

lig om det, og jeg kan tydeligt se, at hvis ikke der sker et eller andet, mere end hvad jeg kan, og mere end vedkommende selv kan, så kommer vi ingen vegne. Så jeg gør, hvad jeg kan, for at den anden ikke mister den kon takt, de har fået med Gud, før en forløsning har fundet sted, og jeg ser det bestemt som mit ansvar at anstrenge mig til mit yder ste. men samtidig ved jeg godt, at mine anstrengelser i sig selv ikke er nok. i mange tilfælde er det vreden, man skal af med. Jeg prøver der for at potensere konflikten op, så vreden kan få frit løb, og sam talen med Gud kan blive så ærlig som mulig. men sådan er det ikke altid. for ikke så længe siden sad jeg ved en mand på min egen alder – gammel nok til at være bedstefar, men endnu alt for ung til at dø. Da jeg mødte ham, lå han på sit yderste. han var på én gang meget afklaret omkring sin situation, og samtidig var han meget, meget bange. han var en mand, der altid havde været i en lederstilling, og som var vant til at have styr på alting. han var et meget hæderligt og ordentligt menneske. og nu var han bange, men han var ikke vred. angsten opstår som oftest ved, at der er en niveauforskel mellem den, man egentlig er, og den, man giver udtryk for at være, og som regel er det vreden, man ikke får givet udtryk for. men i denne mands tilfælde var det beklagelsen. han var vant til at lede og fordele arbejdet, og han var ikke vant til at beklage sig, for i hans position var der ikke mange at beklage sig til. Derfor prøvede jeg at få ham til at beklage sig til Gud, så han kom i overensstemmelse med den virkelighed, han følte. “Gud, kan du godt se, hvor hårdt jeg har det?” og det kunne Gud godt se. “Gud, synes du egentligt ikke også, det her er synd for mig?” og det syntes Gud, det var. Ved de her udtryk fik han en bekræftelse fra Gud, men det var ikke nok, for han fandt ingen forløsning i det. Det er meget vanskeligt at forstærke en beklagelse, for hvis

Skæld ud på Gud


man begynder at råbe højere, så slår det over i vrede, og så mister man grebet om beklagelsen. Jeg ville så gerne hjælpe ham, men jeg kunne ikke finde ud af, hvordan jeg skulle potensere hans beklagelse. og så sagde han pludselig: “Gud, nu lægger jeg mig ind til dig.” og det hjalp. Så fik jeg ham til at lukke øjnene, bad ham om at forestille sig, at han lå i fosterstilling – han kunne ikke gøre det i virkeligheden, for han lå i hospitalssengen og hele hans krop var fyldt med slanger, men han kunne godt lukke øjnene og forestille sig, at han lå i fosterstilling. Så sagde jeg: Prøv at blive i den fosterstilling og læg dig ind til Gud og sig: “Gud, nu lægger jeg mig ind til dig, for jeg har det ikke godt, og nu skal du passe på mig.” og så faldt han i søvn. Da var han kommet det ærlige sted hen, og svaret var søvnen.

Det, der frastøder os, er meget ofte også en del af os, og hvis det bliver sat ind i den rigtige sammenhæng, bliver det dynamisk. Der, hvor vi gør noget, vi egentlig ikke ville, der, hvor vi møder noget, vi normalt ville tage afstand fra, der opdager man ofte, at det i virkeligheden er det, man skal integrere for at finde kræfter. til hverdag bruger vi en hel del kræfter på at fortrænge det, som vi afskyr, og som i virkeligheden er en dynamisk del af os selv. De mennesker, jeg taler med, har næsten altid afsky for et eller andet, for vreden, for sorgen, for at beklage sig, men det viser sig, at hvis de lærer at integrere denne del, forsvinder angsten. Der for skal man ikke altid kassere de ting, der vækker ens afsky, ofte rummer de en side af en, som man har fortrængt, fordi man var bange for den, og som, når modenheden indtræder, kan ind -op tages. Der er det interessante ved alle de bibelske figurer, at de alle sammen har en from side og en frastødende side. maria magda-lene, der salver Jesu fødder, er prostitueret. David, som har skre-vet salmerne, har slået en mand ihjel for at blive gift med hans

21

kone. især abraham-figuren må vække den dybeste afsky, fordi han kan finde på at slå sin egen søn ihjel. historien går, at Gud fortæller abraham, at han skal ofre sin eneste søn, isak. og i sådan en situation må enhver far eller enhver forælder jo sige, at det kan man ikke. at bøje sig for en autoritet, der siger, at man skal slå sit barn ihjel, det er så sindssygt, at enhver fornuft taler det imod. hvis ikke han kan sige nej til det, så er han altså en vat nisse. men abraham beslutter sig for at bøje sig for det bud, Gud har givet ham, og han får fat i isak og samler brændet til offer bålet, og da det hele er parat, hæver han kniven for at slagte sin søn. men i det samme kommer der en engel ned til ham og siger: “nej, gør det ikke”. abraham tog så en vædder og slagtede den. Der er mange forskellige fortolkninger af historien om abra-ham og isak. historisk mener man, at den udtrykker det tids-punkt, hvor religionen holdt op med at kræve menneskeofre, hvad man hidtil havde praktiseret. mange bibelkyndige mener der for, at historien ikke har fundet sted i virkeligheden, men sna-re re giver en religiøs begrundelse for, hvorfor man ikke mere skal ofre mennesker. men jeg tror, at historien stikker dybere end det. for mig handler den om, at dér, hvor liv er dybest, er man nødt til at ofre det, man har allermest kært, for at livet skal kunne blive endnu bedre. når noget gammelt går til grunde, kommer der noget nyt til verden. men man skal turde de struk tionen, for at fødslen kan finde sted. nogle gange må man slå den, man elsker, ihjel. Det gælder også i ægteskabet. Jeg plejer at sige, at til et helt ægte skab hører der to bryllupper med den samme person: i de unge år gifter man sig med sin modsætning, og i de ældre år gifter man sig igen, men nu er det to hele mennesker, der gifter sig. og lige inden man kommer til det sted, der slår man hinanden ihjel, for i alt ordentligt liv der hænger død og opstandelse sammen. et

Skæld ud på Gud


forhold må gå til grunde for, at et nyt forhold kan vokse op, et barn må slås ihjel for, at det barn kan leve. Det er en grusomhed, som kræves for, at liv kan vokse, og det er vel at mærke en grusomhed som ikke er død, men som skaber liv. Det kan lyde underligt for folk, der ikke er vant til at beskæf-tige sig med døden, men dybest set er det den samme metode, ambulancelæger bruger på ulykkessteder. Udefra betragtet ligner det, lægen gør, ofte den rene mishandling. hvis der ligger en be-vidstløs person på et ulykkessted, kan lægen stikke et laryngo-skop ned i halsen på den tilskadekomne. Det er en ret voldsom konstruktion med et kraftigt håndtag og et stort sejl på. Det ligner et torturinstrument. men ved at sætte det ned i halsen på den bevidstløse, bliver tungen lagt ned så lægen kan få overblik til at sikre den nødvendige vejrtrækning. Det kan ligne et overgreb, men er det, der kan redde liv i katastrofer.

mit arbejde foregår jo noget mildere, men alligevel er der en pa-ral lel. når jeg for eksempel møder mennesker, der er meget ang-ste, så tager jeg håbet fra dem. Det lyder jo helt absurd, for man plejer at sige, at håbet er det eneste, der holder en oppe i den situa-tion. men det er ikke altid sandt. hvis man ligger og håber på en helbredelse, man ikke kan få, så vil det håb på et tids punkt skabe en angst, fordi man inderst inde godt ved, at håbet er omsonst. Den angst kan man imidlertid slippe for, hvis man bliver løst fra det urealistiske håb og bliver håb-løs. hvis jeg sidder over for sådan et menneske, lader jeg dem falde ned gennem håbløsheden. alternativet er at klamre sig til håbet, uan set hvor urealistisk det er, og hvis man har det godt med det, så skal man endelig blive ved med det. men hvis det er håbet, der gør en angst, hvis det låser en fast, så skal man fratages det håb ved at styrke den del af en selv, der godt ved, at håbet er omsonst. og det virker grusomt, men skaber liv.

23

Det er derfor, jeg holder af abraham-historien fra bibelen, for abraham ødelægger tilsyneladende noget, men kun fordi han ødelægger det, åbner det mulighed for, at miraklet kan indtræffe. nogle ville sige, at det kræver mod, men det gør det egentlig ikke. Det, det kræver, er grusomhed. modet har jeg et lidt ironisk forhold til. Der er en sætning, der hedder: “Generalernes mod og soldaternes blod.” Det er nemt nok at sidde og være modig på soldaternes vegne, og det er jo egentlig det, jeg gør, når jeg sid der på sygehuset med patienterne. Derfor opfatter jeg mig selv mere som grusom end som modig og forsvarer mig ved at sige, at en ordentlig kirurg skal have lidt sadist i sig, for hvis han ikke har det, kan han ikke lave et ordentligt snit. Står han og rys ter på hånden, kan han ikke skære så rent, at såret kan vok-se ordentligt sammen. af og til føler jeg mig som sådan en ki-rurg, for jeg skærer ofte i menneskers opfattelse af magt og håb og viser magtesløsheden og håbløsheden. når jeg gør det, bliver jeg ofte bange i situationen – derfor plejer jeg at sige, at jeg ofte er gru som, men ikke ret tit modig. man bliver på en eller anden måde nødt til at tro på grusom-heden. men det kræver tro, for det er ikke til at forstå. Det er ikke noget, man kan tage med over i en fornuftig verden og sige: “Jamen, så er det sådan, vi gør,” for man gør det altid med angst og bæven. man ved ikke, om det virker, men man ved, at hvis man ikke gør det, så virker det i hvert fald ikke. hvornår det har været rigtigt, og hvornår det har været forkert, det ved man først bagefter. Derfor går jeg altid til min opgave med usikkerhed. men grusomheden er samtidig det, der gør, at man kan slippe det, der ikke kan holde, og lade sig selv falde ud på de halv fjerdsindstyve tusinde favne vand, hvor der så er noget andet, der holder. i samtaler af denne slags bliver ens tro altid taget op til revi-sion. og det er så mærkeligt, at hvis man vil videre i sin tro, så skal man ofte tale om den med én, der tør tvivle på den på en

Skæld ud på Gud


or dent lig måde – ellers kan man ikke få den tilbage igen i en for-nyet form. Det har vi været meget dårlige til i kirken. hvis nogen overhovedet har betroet sig til andre om deres tro, så har reaktionen fra tilhørerne som regel været en ærbødig taknemmelighed over at have fået lov til at se ind i et andet men-ne skes inderste rum. men i det arbejde, jeg udfører, bliver jeg nødt til at røre ved troen hele tiden. og det er det, der hver dag giver mig livet. Det er her, at troen kommer ned på jorden, hvor ordet bliver kød og bliver til det ufattelige og samtidig virkelige, man skal leve med. Det er også derfor, at jeg hver gang, jeg er ude i alvorlige ting, må sætte min tro på spil. for min tro skal ikke holde i teorien, den skal virke.

Denne bog tager udgangspunkt i de situationer, hvor mennesker befinder sig i dyb krise. Det er nok lidt af en arbejdsskade, for det er der, jeg oftest befinder mig: der, hvor livet ikke er til at bære. Det betyder naturligvis ikke, at troen kun har betydning i krisesituationer. På andre niveauer kan den meget andet, og jeg vil forsøge at berøre nogle af områderne i løbet af bogen. Det er kun dejligt, hvis man slet ikke oplever at blive konfronteret med voldsomme ting i sit liv. men det er de færreste, der går gennem livet helt uden at få skrammer, og så er det godt at vide, at troen holder dér, hvor det er sværest. Det er ikke noget, man kan sidde ved et skrivebord og finde ud af. man bliver nødt til at gå ud i livet med troen, for det er dér, den skal leve.

skæld ud på gud

Documents